1

Da Mikkels far blev syg

Til Carl-Emil og Ida-Sofie

Tekst og billeder af Ida Storm

2

Den dag da Mikkels far blev syg skinnede solen. Det var tidligt om morgenen. Mikkel lå under sin varme

dyne, langt væk i en drøm hvor han var lige ved at score et mål af verdensklasse, da hans mor strøg ham

over håret. Mikkel-mus, du skal vågne sagde hun. Mikkel tvang øjnene på klem og ærgrede sig over at

forlade kampen og gå glip af klapsalverne. Moderen strøg ham igen lidt utålmodigt over håret: Mikkel, er

du vågen? Jaeh, jeg skal nok stå op, mumlede Mikkel.

Din far har det ikke så godt, sukkede moderen. Vi kører til lægen, så vi kan finde ud af hvad han fejler.

Jeg har snakket Alexanders forældre – du kan spise morgenmad hos dem. Alexander og Mikkel gik i

klasse sammen. De fulgtes altid ad til skole. Mikkels mor rejste sig. Nu var fodbolddrømmen helt væk.

Mikkel fandt tøj i skabet og fik det på i en fart. Havde far influenza igen? Han stoppede et par bøger i sin

skoletaske, så sig i spejlet, og tog sin kasket på. Mikkels mor var ved at hjælpe faderen ud i bilen. Faderen

så træt ud, han var hvid i hovedet og støttede sig til moderen. Han smilede til Mikkel og uglede Mikkels

hår. Normalt blev Mikkel lidt irriteret over det, men i dag gjorde det ikke noget. Mikkel tog jakke og taske

på. Vi ses når du kommer fra skole. Jaja, råbte Mikkel og løb over til Alexander. Hvad er der i vejen med

din far? spurgte Alexander, da de kørte til skole. Jeg ved det ikke, sagde Mikkel, han får sikkert noget

penicillin hos lægen, det fik han sidst.

.

3

Lægen havde sagt, at Mikkels far skulle indlægges på hospitalet. Efter skole næste dag tog Mikkel og

moderen ud for at besøge ham. Faderen sov, da de kom og så stadig bleg ud. Mikkel lagde mærke til, at

han havde et plaster på den ene håndryg. Fra plasteret gik en slange op til en pose, der hang i et stativ.

Posens indhold var rødt som blod. Mikkels mor vækkede forsigtigt faderen, som slog øjnene op og smilede

til dem. Han så træt ud. Nå, der er I. Jeg var ellers ved at tro, at I havde glemt mig, sagde han med et skævt

smil. Hvordan har du det - har de fundet ud af noget? spurgte moderen. Faderen kiggede hen på Mikkel og

tøvede lidt. Mikkel blev stående. Han var stor nok til at få at vide hvad der foregik. Moderen tog en stol og

satte sig ved sengen. Alt tyder på, at jeg har leukæmi, sukkede faderen. De har taget nogle prøver for at

undersøge det. De beholder mig for at give mig blod, så jeg ikke bliver svimmel. Moderen så ud, som om

luften blev slået ud af hende. Hun sagde ikke noget. Faderen så på Mikkel. Du kan komme herud og se

fodbold sammen med mig! - han pegede på fjernsynet i hjørnet og vippede med øjenbrynene. Mikkel

nikkede, men sagde ikke noget. Hvad var leukæmi? Mikkel kunne ikke huske, at han havde hørt ordet før.

Det lød alvorligt - en del af ham ville gerne vide mere, men han spurgte ikke. Posen med den røde væske

var næsten tom. En sygeplejerske kom ind på stuen og fjernede den. Nå, er jeg ved at være tanket op?

Spurgte faderen. Sygeplejersken smilede: Ja, det hjælper på det. Er det blod, der er i posen? Spurgte

Mikkel da hun var gået. Ja, sagde faderen, jeg har brug for noget nyt blod, ellers bliver jeg meget træt. Det

måtte have noget med leukæmien at gøre, tænkte Mikkel. Men han forstod det ikke helt.

Mikkel og hans mor kørte hjem igen sidst på eftermiddagen. Solen skinnede, det var lige vejr til fodbold.

Men Mikkel havde slet ikke lyst. Moderen var tavs. Tilsidst kiggede hun på Mikkel og spurgte: Ved du

godt hvad leukæmi er? Næh, sagde Mikkel, og kiggede ud ad vinduet. Han ville gerne vide det og

samtidig havde han ikke lyst til, at moderen skulle tale mere om det. Det er en slags kræft, i blodet,

fortsatte moderen. Ligesom det tante Lisbeth havde? spurgte Mikkel. Nej, hun havde kræft i brystet. Tante

Lisbeth døde, konstaterede Mikkel. Ja, men det gør far ikke, sagde moderen. Leukæmi kan tit behandles så

folk bliver raske. Mikkel sagde ikke noget. Han kunne høre, at moderen også var bange.

Da de kom hjem, gik Mikkel ind på sit værelse og spillede computer. Moderen talte i telefon og lavede

mad. Hun lukkede døren til køkkenet. Mikkel prøvede at tænke på noget andet end blodet i posen, men det

blev ved med at dukke op i hans hoved. Det viste sig, at Mikkels far havde leukæmi, kræft i blodet.

Mikkel fik at vide, at faderens krop ikke kunne finde ud af at lave nok blodceller længere. Han vidste, at

man ikke kan undvære sit blod - i hans computerspil døde monstrene når de havde mistet en masse blod.

4

Faderen fik noget, der hed kemo-terapi. Mikkel fik at vide, at kemo-terapi var stærke sager. Kemoen gav

faderen kvalme og tog appetitten, så faderen tabte sig, men det var nødvendigt at give kemo for at få

kræften væk. Da Mikkel en uge senere besøgte faderen igen, blev han forskrækket. Alt faderens hår var

væk! Nårh, sagde faderen og strøg sig over hovedet, ja, man taber altså håret, når man får kemoterapi.

Bare rolig, det gror ud igen. Jeg skal bare lige have lidt flere kræfter. Han smilede træt og spurgte, om

Mikkels hold havde vundet nogle kampe for nyligt. Næh, svarede Mikkel. Han havde slet ikke havde

været til fodbold siden faderen blev indlagt. Mikkel har taget en pause, fortalte moderen, han skal jo også

lige vænne sig til alt det her. Nå ja, sagde faderen. Men husk at fortælle mig om kampen næste gang, I har

været ude at spille.

5

Mikkels far blev mere svag. Tilsidst måtte han sidde i rullestol. Han var indlagt i lang tid. Mens faderen

var indlagt, drømte Mikkel uhyggelige drømme om natten. Én gang vågnede han og skreg så højt at hans

mor kom løbende ind på hans værelse. Han fik lov til at sove i faderens seng den nat.

6

Mikkels lærer havde fortalt de andre børn i klassen, at Mikkels far var syg. Mikkel havde ikke selv lyst til

at fortælle om det og han talte sekunderne til læreren holdt op med at tale om hans far.

Det kom ikke de andre ved. Mikkel ville bare gerne være den samme som altid.

Men han var ikke den samme. Han blev alene inde i klassen i frikvarterene. De andre drenge syntes, han

var kedelig. Når de prøvede at få ham med ud, blev han irriteret. Én gang kom han op at slås med

Alexander. Læreren ringede til hans mor, som kom og hentede ham i bilen.

Han satte sig ind ved siden af hende. Hun prøvede at ugle hans hår, men han trak sig væk. Mikkel, tror du

ikke, at du trænger til at være sammen med nogle venner? spurgte hun. Det er også længe siden, du har

været til fodbold.Vi kunne hente far på hospitalet på fredag, så han kunne komme med ud og se dig spille?

Nej jeg gider ej, råbte Mikkel, det skal du ikke bestemme. Moderen blev helt forskrækket og tav stille.

Mikkel kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hans far havde været hjælpetræner på holdet, og Mikkel

vidste, at alle de andre drenge ville ønske, at det var deres far, der spillede så godt. Mikkel havde ikke lyst

til, at de andre skulle se hans far nu, det ville bare gøre det hele endnu værre. Han vidste, at faderen gerne

ville med og fik helt ondt i maven, fordi han ikke kunne holde tanken ud. Da de kom hjem, spillede

Mikkel computer resten af dagen. Han låste sin dør og blev på værelset selvom moderen bankede på døren

og kaldte på ham i lang tid.

Næste morgen låste han døren op. Mikkels mor så ud, som om hun ikke havde sovet ret meget. Mikkel,

sagde hun, Morbror Niels kommer herover med Ane. De skal på en kanotur i Sverige i weekenden. De vil

gerne have dig med. Mikkel kunne godt huske morbror Niels. Han havde været gift med tante Lisbeth.

Tante Lisbeth som fik kræft og døde!

Det gider jeg ikke, svarede Mikkel og vendte sig for at gå ind på sit værelse. Mikkel! Moderen tog hårdt

fat i hans arm og han vendte sig lidt forskrækket om. Mikkel, jeg vil gerne bede dig om at tage med dem.

For min skyld og for fars. Det gør jeg altså ikke, råbte Mikkel og løb ind på sit værelse og låste døren.

Moderen løb ikke efter ham og kaldte ikke på ham denne gang. Han satte sig på sengen og ventede i en

evighed. Så låste han døren op igen.

7

Ude i køkkenet sad hans mor på en stol med ansigtet gemt i hænderne. Hun græd.

Undskyld, mor, begyndte Mikkel. Det er bare... jeg vil hellere være herhjemme og... jeg kender dem jo

ikke så godt...

Moderen rørte ikke på sig, men blev ved med at græde helt stille. Mor, jeg skal nok tage med, det lover

jeg. Mikkel fik en klump i halsen. Han ønskede, at hun ville holde op med at græde.

Hun tørrede øjnene og trak ham ind til sig. Min søde lille Mikkel-mus, sagde hun, fuldstændig ligesom

dengang han var en lille dreng. Hun kyssede ham. Han gjorde kun lidt modstand.

8

Fredag morgen kom morbror Niels og Ane. Niels var en høj mand med et strittende fuldskæg. Ane var lidt

ældre end Mikkel. Hun havde mørkt hår, brune øjne og en halskæde om halsen som Mikkel lagde mærke

til med det samme. På en kæde hang tre små vedhæng. Tættere på kunne Mikkel se, at det var et kors, et

anker og et hjerte.

Ane nåede lige at smile til ham før hun fik et stort knus af hans mor. Moderen og Niels snakkede lidt

sammen i køkkenet, mens Ane og Mikkel satte sig til at spille computer. Hun var ikke så dårlig af en pige

at være. Men nu var Mikkel heller ikke så vant til at spille computer med piger. I den sidste tid havde han

mest spillet for sig selv.

Niels stak sit skæggede hoved ind på værelset: Nå, unger, så er der afgang! Sagde han med et bredt smil.

Ane havde lige vundet over Mikkel igen, så han var glad for at blive afbrudt. Moderen havde pakket en

taske til ham og Niels havde telt med og proviant i en stor rygsæk. Moderen kørte dem til toget. Mikkel og

Ane snakkede ikke så meget sammen. Mikkel var ikke helt sikker på, hvad man snakker med en pige om.

Slet ikke en pige, der var ældre end ham. Da de kom ind i toget, koncentrerede han sig om at kigge på

landskabet, der fløj forbi. Niels fortalte om planerne. De skulle selv fange fisk til aftensmaden, han havde

alt det nødvendige udstyr med.

9

Da de var ankommet til åen, lejede Niels en kano. Så unger, så er det tid til at vise, hvad I duer til i den

virkelige verden, drillede han. De steg alle tre ombord og Niels og Ane begyndte at padle. Det havde de

vist prøvet før, for de faldt straks ind i den samme rytme. Solen skinnede, og lyden af det rislende vand

mod årerne gjorde Mikkel søvnig. Nå, udbrød Niels lidt efter, så er det din tur, Mikkel. De byttede plads i

kanoen, Niels rakte Mikkel åren og Mikkel forsøgte efter bedste evne at padle som Niels. Det var sværere,

end han havde troet, men lidt efter lidt fik han tag på det. Han fandt ind i Anes rytme og igen gled kanoen

fremad i en lige linje. Sådan, knægt, grinede Niels tilfreds.

De fortsatte i lang tid, ind til Ane og Mikkel blev ømme og tunge i armene. Så tog Niels en åre og padlede

alene. Niels og Ane begyndte at synge en sang om en sømand, der drog ud på havet. Mikkel blev næsten

vugget i søvn, men så hørte han Niels stemme: Så er det på tide at gå på land – vi skal nå at fange

aftensmaden, før det bliver mørkt.

Niels bad Mikkel og Ane om at slå telt op og samle brænde til et bål mens han forberedte tre fiskestænger.

Har du prøvet at slå et iglotelt op før? spurgte Ane. Det havde Mikkel ikke. Det er pære-let sagde hun og

viste ham en tegning. Og det gik faktisk hurtigt. Pludselig stod det der. De lagde tasker og soveposer ind i

teltet og nåede kun at finde et par kviste til bålet, før Niels råbte, at fiskestængerne var klar.

10

Mikkel havde aldrig fisket selv, så Niels hjalp ham med at slynge linen langt ud på åen. Lidt efter stod de

side om side og ventede på at få bid. Niels fangede hurtigt en fisk og smed den i en spand med vand. Så

gik der lang tid, hvor der ikke skete noget, men pludselig mærkede Mikkel, at det rykkede i hans

fiskestang. Se der, knægt, se at få den fisk i land, råbte Niels. Mikkel var spændt, han trak snøren til sig

ved at dreje på håndtaget og fik øje på en kæmpe fisk. Niels jublede ved synet af den, og Mikkel blev helt

varm i kinderne. Den fisk havde han fanget helt alene. Han så den baske voldsomt fra side til side i et

forsøg på at undslippe. Niels fik fat i den og pressede den mod en sten, mens han fjernede krogen fra dens

mund. Fisken stirrede tomt op i luften og hev desperat efter vejret. Mikkels mave snørrede sig sammen, og

med ét følte han sig helt kold: Smid den ud igen, sagde han. Hvad mener du, hvorfor? spurgte Niels. Smid

den ud i vandet, råbte Mikkel. Han smed fiskestangen fra sig og løb ind i skoven. Nu kom tårerne, uanset

om han ville det eller ej. Kom tilbage Mikkel, jeg har smidt den ud igen, hørte han Niels råbe bag sig.

Ane løb efter ham. Mikkel, vent! Han ville løbe fra hende, men hun ville ikke give op. Tilsidst kunne han

ikke løbe mere. Han satte sig på en træstub og gemte hovedet i hænderne.

Ane satte sig på hug ved siden af. Du behøver ikke fiske, hvis du ikke har lyst, sagde hun. Jeg kan faktisk

heller ikke så godt lide at fange noget. Men min far elsker det.

11

Mikkel snøftede og tørrede øjnene i sit ærme. Skal vi gå en tur? spurgte Ane. Han nikkede, og de gik lidt

uden at tale sammen. Se dér råbte Ane pludselig. Midt i skoven stod et kroget æbletræ med små røde

æbler på. Vi kan plukke æbler, sagde Ane, det er meget rarere end at fiske.

De klatrede op i træet for at få fat i de flotteste æbler. Ane guffede et æble i sig og kastede skroget efter

Mikkel, som fandt et halvråddent æble og kastede det efter Ane. Add!, grinede hun og tørrede æblemos af

bukserne. Da hun ville hoppe ned fra træet, hang hendes halskæde fast i en gren og smykket blev

hængende i træet. Nu var det Anes tur til at blive rød i kinderne. Min amulet! råbte hun og fik tårer i

øjnene. Mikkel fandt en sten og kastede den op i træet. Han ramte en gren, der svirpede op i luften.

Smykket gled af grenen og faldt ned på bladene. Værs´go, mumlede han.

Tak, sagde Ane. Jeg fik den af min mor lige før hun døde. Tak fordi du du fik den ned. Hun gav ham et

hurtigt kys på kinden og smilede.

De løb tilbage med æblerne. Niels havde fanget flere fisk og pakket dem og nogle kartofler ind i sølvpapir.

Pakkerne skulle lægges på bålet, når det var varmt nok. Niels smilede, da han fik øje på æblerne. Dem kan

man sagtens grille på en pind, sagde han, mens han og Mikkel tændte bålet.

12

De spiste og Niels fortalte spøgelseshistorier og dårlige vittigheder. Så krøb de i soveposerne. Niels gav

sig næsten omgående til at snorke højt. Derefter slog han en ordentlig prut. Mikkel skævede over til Ane,

der holdt sig for næsen. Så begyndte hun at fnise. Prutten stank i hele teltet, Mikkel kunne heller ikke lade

være med at grine og tilsidst skraldgrinede de så Niels vågnede. Hvad er der med jer to? Spurgte han. Ikke

noget, sagde Ane, godnat far. Hmm, godnat sagde Niels. Så blev der stille i teltet. Da han havde ligget lidt

i mørket, kom Mikkel igen til at tænke på sin far. De sidste mange timer havde han slet ikke tænkt på,

hvordan det gik derhjemme. Han fik ondt i maven. Der var sket så meget, at han helt havde glemt faderen.

Klumpen i halsen svulmede igen op, men han ville ikke græde. Han prøvede at tænke på, hvad faderen

havde sagt; når behandlingen begyndte at virke, ville han få det bedre. Men hvad nu hvis faderen aldrig

blev den samme som før? Et mylder af tanker kørte rundt i Mikkels hoved. Tilsidst faldt han i søvn.

Næste dag fortsatte sejlturen til de om eftermiddagen lagde til ved bredden igen. Jeg skal nok ordne mad

og telt, unger, gå I bare en tur i skoven og se, om I kan finde flere æbler, sagde Niels.

Det gjorde de, men der var ingen æbletræer i nærheden. De fortsatte længere ind i skoven, der blev tættere

og mørkere, men de fandt stadig ingen æbler. Nå, sagde Ane, min far har nogle bananer, så må vi nøjes

med dem.

De begyndte at gå tilbage, men de kunne ikke rigtig genkende skoven. Det forstår jeg ikke, sagde Ane, det

var da her vi kom fra? Men de kunne hverken finde Niels eller lejren. Jeg ringer til min far, sagde Ane og

trak sin mobiltelefon op ad lommen. Åh nej, sagde hun, her er ikke noget signal. Mikkel kiggede også på

sin telefon. Der var slet ikke noget signal. Hvad gør vi? spurgte han.

13

Jeg har et kridt, sagde Ane, lad os sætte mærker på de træer vi passerer, så vi er sikre på at vi ikke går i

ring. Vi må jo enten finde hen til far eller finde et sted med mobilsignal. Mikkel nikkede.

De begyndte at tegne mærker på træerne. Uanset hvad, så skal vi nok klare den, sagde Mikkel. Jeg har

sovet i haven om sommeren under åben himmel, det kan man sagtens, og på ét eller andet tidspunkt finder

vi et sted med signal. Ane kiggede på ham og smilede.

Mørket faldt på. Man kan ikke se mærkerne mere, det er for mørkt, sagde Ane. Mikkel fik øje på en hule

bygget af grene. Den havde form som en indianertipi, men havde vist stået i skoven længe, for den havde

en del huller hist og her. Hvad med at vi overnatter her og fortsætter i morgen? spurgte Mikkel. Jo,

svarede Ane, det er vi nok nødt til. De tætnede hulen med nye grene i tusmørket og fyldte den med visne

blade så de kunne ligge blødt. De lå side om side inde i hulen. Jeg har aldrig før sovet på en bunke blade,

hviskede Ane. Det har jeg heller ikke, svarede Mikkel. De var stille lidt. Så tog Mikkel mod til sig.

Tænker du tit på din mor? spurgte han. Ja, hver dag, svarede Ane. Men nu tænker jeg mest på alle de gode

ting, på vores sommerferier og når vi var på ski. Jeg tænker meget på min far hele tiden, sagde Mikkel,

men nogle gange orker jeg det bare ikke, så vil jeg bare gerne tænke på noget andet. Sommetider er det

som om jeg helt har glemt ham i et stykke tid, hvis jeg f.eks. spiller computer. Jeg havde også tit brug for

at tænke på noget andet da min mor var syg, sagde Ane, man kan ikke holde ud at være ked af det og

bange hele tiden. Næh, svarede Mikkel.

14

I går da vi fiskede, fortsatte han, kunne jeg ikke holde ud, at jeg var den der bestemte, at fisken skulle slås

ihjel. Den kunne ingenting gøre... Ane sagde ikke noget, men han kunne fornemme, at hun stadig lyttede.

Dagen før min far blev indlagt spillede vi fodbold i haven. Han var træt og ret langsom. Jeg kom til at

skyde bolden lige i hovedet på ham..

Tror du det er derfor han blev syg? Spurgte Ane. Mikkel turde ikke svare. Hun havde allerede læst hans

tanker. Man kan ikke give andre mennesker kræft, fortsatte Ane. Kræft er noget, der kommer fra kroppen

selv. Det kan heller ikke smitte. I starten var jeg bange for, at min far også skulle få kræft og dø, men det

gjorde han heldigvis ikke fortalte hun. Ane talte roligt og langsomt og Mikkel fik mod til at stille flere

spørgsmål: Men hvordan kan du holde ud, at din mor er død? spurgte han. Det kan jeg heller ikke altid,

svarede Ane. Før hun døde, troede jeg, at verden ville gå i stå, at jeg selv ville dø, hvis hun døde. Men det

gjorde den ikke. Jeg kan huske, at jeg sad på min seng og gloede ind i væggen dagen efter, at hun var død.

Jeg tænkte, at nu var det sket, det allerværste, dét jeg havde frygtet allermest. Men jeg trak stadig vejret.

Det virkede helt forkert. Jeg havde slet ikke lyst til noget som helst i lang tid. Men min far sendte mig til

psykolog og han gik også selv til psykolog. Psykologen fortalte mig om de andre børn hun kendte, der

havde mistet deres far eller mor. Det var rart at finde ud af, at de havde det ligesom mig, selvom det også

var svært at snakke om.

15

Men hvordan gør du? spurgte Mikkel. Han kunne stadig ikke begribe, hvordan hun kunne ligge der og

fortælle om sin mor, helt stille og roligt. Jeg vil vise dig noget, svarede Ane – kom. Hun greb ud efter hans

hånd og ledte ham ud af hulen. I et hul mellem trækronerne kom stjernehimlen til syne. Hun var tavs lidt,

så fandt hun, hvad hun søgte. Kan du se de tre stjerner på stribe midt på himlen? spurgte hun. Mikkel ledte

og fandt dem. Ja svarede han. Det er orions bælte fortalte hun. Mikkel havde godt hørt om det

stjernebillede før. Hvis du kigger oven over, ser du to lysende stjerner. Kan du se, at det ligner et ansigt,

der smiler skævt? Dét kunne Mikkel pludselig godt se. Før min mor døde, tog hun mig engang med ud på

altanen for at kigge på stjerner. Dér viste hun mig det smilende ansigt. Hun sagde, at hvis jeg nogensinde

blev trist eller ensom når mørket faldt på, så skulle jeg bare kigge op på himlen - så ville det smilende

ansigt minde mig om, at hun elsker mig. Mikkel kiggede på stjernerne og prøvede at huske tante Lisbeth.

Når jeg kigger op på himlen og finder stjerneansigtet, så er det som om, at min mor holder øje med mig og

prøver at fortælle mig, at det hele nok skal gå. De var stille begge to, så krøb de ind i hulen igen. Man kan

godt blive helbredt for kræft, hviskede Ane. Min mor opdagede bare kræften for sent. Det er godt, at din

far får behandling. Mikkel sagde ikke noget, men han følte sig lettere indeni end han havde gjort i lang tid,

og selvom de sov uden sovepose på en bunke visne blade, så faldt han straks i søvn.

16

De vågnede ved lyden af morbror Niels der råbte: Dér er I!!! Mikkel slog øjnene op. Niels så bange, vred

og lettet ud på samme tid. Jeg ved ikke om jeg skal give jer en røvfuld eller en ordentlig krammer, råbte

han med tårer i øjnene. Vi fór vild, far! sukkede Ane, vi prøvede at finde tilbage, men det blev mørkt.

Hvor er det godt at se jer, smilede Niels og knugede først Ane og derefter Mikkel. Jeg har ledt som en gal

og løbet rundt i skoven med min lommelygte. De fulgtes ad tilbage til teltet, der faktisk lå ret tæt på hulen.

Niels smurte boller og hentede nogle juicebrikker til dem. Så krøb han ind i teltet for at tage en lur oven på

nattens strabadser, men først formanede han dem flere gange om ikke at gå vild i skoven igen. En time

senere pakkede de teltet sammen og sejlede videre, til de nåede det sted, hvor kanoen skulle afleveres.

Derefter tog de toget tilbage til byen.

Mikkel skævede til Ane, da de sad i toget. Hun spejdede ud på markerne og smilede. Utroligt at hun kunne

sidde her og smile når hendes mor var død. Det virkede ikke forkert.

17

Velkommen tilbage, smilede Mikkels mor da de trådte ind ad døren - jeg har bagt boller og lavet varm

kakao, er I sultne? Sulten som en bjørn, grinede Niels. Du snorker ihvertfald som een, tilføjede Ane. Hun

skævede til Mikkel og holdt sig for næsen. Mikkel kunne ikke lade være med at grine. De er altså ikke til

at styre, de unger, sukkede Niels. Prøv at spørge dem, hvor de har sovet i nat. Mikkels mor hævede

øjenbrynene, og Mikkel måtte fortælle hele historien.

Da Ane og Niels skulle hjem, trak Ane Mikkel med ud i haven. Hun stak hånden i lommen og trak noget

op, som hun lagde i hans hånd. Hér, sagde hun, den skal du have til næste gang vi ses. Han åbnede hånden

og så kæden med korset, ankeret og hjertet. Min mor sagde, at hvis man har tro, håb og kærlighed, så kan

man klare alting. Jeg glemmer dig ikke, selvom vi bor langt fra hinanden.

Hun smilede til ham. Han kunne heller ikke lade være med at smile. Jeg glemmer heller ikke dig.

Vi ses! råbte Ane ud af ruden, da morbror Niels og hun kørte væk. Mikkel vinkede, indtil bilen bare var en

lille prik. Moderen pjuskede op i hans hår og smilede. Far har fået det lidt bedre, han skal stadig have

behandling, men han får lov at komme hjem i morgen, fortalte hun. Han er træt, men han glæder sig.

Mikkel smilede. Han kunne mærke korset, ankeret og hjertet i sin lomme.

Ane har gået til psykolog. Hvordan kommer man til dét? spurgte han. Hans mor så overrasket ud og

smilede. Det er vist let nok, jeg har fået nogle brochurer på hospitalet. Det skal vi nok finde ud af.

Okay, svarede Mikkel og tømte sin kop med kakao i en slurk. Han tændte fjernsynet for at finde ud af,

hvem der skulle spille kamp i morgen, når faderen kom hjem.

18

Idé, tekst, tegninger og billeder: Ida Storm Indtaling: Inge Dinesen Musik og lyde: Caspar Nørgaard Webredigering: Mads-Peter Eusebius Jakobsen

Tak for hjælpen til: Toni Renaberg, Ina Mie Rasmussen, Eva Helweg, Per Svendsen, Beate Storm, Christoffer Storm, Sanne-Maria Bjerno Nielsen, Siv M. C. Hansen, Emma L. C. Hansen, Emil Carlson, Maria Ladegård og drenge - og især tak til Inge Dinesen, Caspar Nørgaard og Mads-Peter Eusebius Jakobsen for en stor, frivillig indsats.