En retfærdig kamp for Ungarn?

Nyhedsbrev nr. 4:2007 6. september 2007

En retfærdig kamp forUngarn?................................1Nyeste udgivelser.................2Kommende udgivelser - iseptember og oktober...........4En Rekrut fra ’64 - ennøgleroman?........................5Novelle: Den savnede krone.8

Under korrekturlæsningen på "Mathias Sandorf"havde jeg visse besværligheder med at acceptere, atdet var ok at Mathias, der jo ret beset var en oprørerog forræder mod det etablerede styre, skulle væremoralsk berettiget til at tage hævn over sine angivere.Han var jo sådan set ikke blevet uretfærdigt dømt fornoget, han ikke havde gjort - sådan som "den ægte"greve af Monte Cristo i Dumas' roman.

Historien bag dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn beskriveskort i Mathias Sandorfs kapitel 2 - men det var ligesomikke helt nok.

Efter en tur på Google og på hovedet i en stak ugebladefra 1800-tallet fandt jeg ud af, at den generelle stemningrundt om i Europa - i hvert fald i kunstnerkredse - i detstore og hele var, at Østrig havde tiltaget sig en magtover det gamle selvstændige ungarske kongerige, som detudnyttede til at undertrykke ungarerne - at Østrig-Ungarnikke var noget lykkeligt ægteskab, er vel ikke noget,nogen i dag tænker særligt over; det var jo bare sådan detvar, indtil sammenbruddet efter 1. Verdenskrig (se kortetovenfor, der viser Østrigs enorme udbredelse indtil 1919).

Man vil fx. også se i P. F. Rists ”En rekrut fra ’64”, at deter østrigerne, der er fjenden - hvilket skyldes, at Østrig,som den absolut største af staterne i det tyske forbundaltid var ”formand” for forbundet - en situation, dervarede til august 1866, hvor Østrig-Ungarn og Preussenkom op at toppes; efter en kort krig måtte Østrig vige, ogdermed var vejen banet for kong Vilhelms samling afTyskland som én stat under Preussens lederskab. Men deter nu en anden historie; hvad jeg ville frem til, var at:mon ikke de fleste i dag ser krigen i 1864 som en krigmod Tyskland?

Der findes imidlertid adskillige eksempler på, hvordanstemningen var - vi bringer et par stykker. Fx. skrev denunge Henrik Ibsen i 1849 digtet "Til Ungarn" i anledning

af et oprør året før:

Kampen drønner ikke længer huult fra Magyarerlandet!Ifra Valen dumpe Sukker med en Dødens Klage blandetGjennem Nattens Stille bringe Budet vemodsfuldt og dæmpet:Magyaren er ei meer, hans sidste store Strid er kjæmpet! -

Frihedshelteskarer segned for Barbarers vilde Horder;Paa Ruinen Tyranniet staaer igjen som Frihedsmorder.Fryder eder, purpursmykkede Monarker! Atter feiredMagten sin Triumph - paany er Frihedsflammen jo beseiret!

Arme Land! O, dine Sønners bedste Hjerteblod er rundet,Dog, de ædle faldne Helte har en Martyrkrone vundet.See, Europas Haab med dine kjække Kjæmpers Liig du jorder- Snarlig det fortabte Land maaske et andet Polen vorder!

Dog bag Trældomsnatten straale vil en herlig Morgenrøde, -Da skal dine Frihedshelte reise sig ifra de Døde,Slutte sig til dem, som segned kjæmpende ved Weichsels BredderOg til dem, som fra Skafottet Tysklands Grund med Blodstænkvæder!

Ja, naar kjækt de unge Slægter hævnende mod Thronen farerSom en Høstorkan og styrter Tyranniets Grundpillarer, -Da skal Magyarernavnet stolt ved sine Heltes Hæder,Som et vakkert Løsen tordne fra de seirende Geleder! -

I den foreliggende udgave er digtet hentet i Folkebladet nr.1 (Kristiania, 15. januar 1892).

Et andet eksempel er den "tillægshistorie" Den savnedekongekrone, der er optrykt på side 5 ff i nærværendenyhedsbrev. Om den er sand eller ej, har jeg ikke kunnetverificere, men det er et faktum, at Ungarns krone harført en omskiftelig tilværelse - fra slutningen af 2.Verdenskrig og frem til 1978 befandt den sig således iUSA! Kronens historie kan man læse mere om bl.a. iWikipedia:http://en.wikipedia.org/wiki/Crown_of_St._Stephen

Det østrig-ungarske rige før 1.Verdenskrig indtegnet på et kort medlandegrænser efter verdenskrigen.

Udgivet af eBibliotek 1800 v/Kim N. Jensen.Eftertryk tilladtmed angivelse af kilde:www.ebib1800.dk

Nyeste udgivelser

I en lille landsby henved hundredekm. syd for Paris bor træskomagerenProtat med sit plejebarn Zephyr ogsin datter Adeline. Om sommerenlogerer den unge maler Lazare hosProtat. Zephyr er forelsket i Adeline -som selv er forelsket i Lazare - ogLazare er mest forelsket i sig selv.

Kort sagt, den gamle historie om igen- og så alligevel.

Kritikere har kaldt denne lille romanfor Murgers smukkeste og måskemest originale. Uden at have læsthele hans produktion - hvoraf kunganske få værker findes oversat tildansk - synes jeg, at Adeline har enegen stilfærdig charme i forhold tilhans mere udfarende Pariser-bohemer.

Til forsiden er anvendt et udsnit afAdolphe William Bougereau (1825-1905): Portræt af en ukendt bondepige.

Tekstforlægget til udgaven er AdelineProtat. Roman af Henry Murger. Chr.Steen og Søns Forlag, Kbh. 1856.

(ISBN 978-87-7979-133-6)

Charles Dickens Bleak Houseer måske den mest komplekse afalle Dickens romaner, hvis mangehistorielinier vikles ind og ud afhinanden undervejs, når perso-nerne mødes ved tilfældets ellerskæbnens spil.

Et gennemgående tema er den ende-løse arvesag Jarndyce kontra Jarn-dyce, et satirisk eksempel på,hvordan en retssag kan trækkes ud idet uendelige af sagførere, hviseneste formål er at fylde deres egnelommer.

Romanens heltinde - som også erfortælleren i en del af bogens kapitler- er den forældreløse Esther Summer-son, der sammen med myndlingene iJarndyce-kontra-Jarndyce, RichardCarstone og Ada Clare, bor hosfilantropen John Jarndyce.

Andre linier i bogen angår sir Leice-ster Dedlock og hans smukke kone,der skjuler flere hemmeligheder, somfamilien Dedlocks sagfører stædigtsøger at bringe for dagen og udnyttetil at få magt over lady Dedlock,advokatfuldmægtigen Guppys forel-skelse i Esther og gadedrengen Jos livog død.

Blandt de mange andre figurer, manmøder undervejs, skal nævnes denbarnligt uansvarlige snylter HaroldSkimpole, mrs. Jellyby, hvis endeløsegodgørenhed overfor en negerstammei det centrale Afrika har fået hende tilat glemme sin egen familie, den ungedoktor Woodcourt, den skøre gamlemiss Flite med hendes fugle, klude-og papirhandleren, den fordrukneKrook, der dør ved selvantændelse (!),familien Smallweed, den "retskafne"udsuger Vholes og ikke mindst en aflitteraturens første engelske politi-detektiver, inspektør Bucket.

Den foreliggende udgave er baseretpå Charles Dickens Værker: BleakHouse I+II. Oversat fra Engelsk ved L.Moltke. 5. paany gennemsete Udgave.Udgivet af Forlaget Lyset A/S,København 1910. Oversætter erLudvig Moltke (1805-1872).Forsidemotivet er et udsnit af enillustration til kapitel 51 af Hablot K.Browne (Phiz): "Light"(ISBN 978-87-7979-132-9)

April 1864. 2. Slesvigske krig er i fuldgang, og den unge frivillige - ogidealistiske - officersaspirant Felixankommer fra København til detsønderbombede Fredericia. Her fin-der han en hær, hvis moral og kamp-ånd lader noget tilbage at ønske - ihvert fald i forhold til, hvad der står ilærebøgerne, og hvad man forestillersig hjemme i København, langt frakrigsskuepladsen.

Bogen er nærmest en nøgleroman,hvor soldater og officerer fra detvirkelige liv kæmper, overlever ellerdør. Romanen, og den efterfølgende

"Efter Dybbøl", hvor vi følger Felix itiden fra Dybbøl til fredsslutningen,strækker sig over sammenlagt et halvtårs tid i 1864, og giver måske et af demest usminkede billeder af den lidetgloriøse krig mod det tyske forbund,der førte til tabet af Slesvig ogHolsten og på længere sigt vel ogsåmange andre dårligdomme ...

Udgaven indeholder desuden enartikel fra Berlingske Tidende i 1914,hvori Rist i anledning af 50-året forfortæller om de virkelige menneskerbag romanfigurerne. Artiklen ergengivet i nærværende nyhedsbrevside 5 ff.

Forsiden er hentet i "folkeudgaven" afEn rekrut fra 64, Frem - Det nordiskeForlag, Kbh. 1899, og er tegnet afFrants Henningsen (1850-1908).Farvelægningen er lagt på tillejligheden. Teksten til denne udgaveer fra En Rekrut fra 64 af P. Fr. Rist.Gyldendalske Boghandel, Kbh. 1920.Optrykt sammen med Efter Dybbøl.

(ISBN 978-87-7979-134-3)

Det vil føre for vidt her at refererealle fortællingerne i denne samling,der er hentet mange forskellige stederfra - lidt efter ”de forhåndenværendesøms princip” - men alligevel med toganske almenmenneskelige temaer,nemlig krig & kærlighed - ”with atwist”, kan man roligt tilføje.

Zolas forfatterskab er temmeligmishandlet, hvad angår oversættelsertil dansk, hvilket jeg tidligere harharcelleret over i nyhedsbrevet. Hanshovedværk, 20-binds-værket LesRougon-Macquart findes kun 3/4oversat, og hans kortere fortællingerfindes kun sporadisk - men man kanvære heldig at finde dem i ugebladefra samtiden og hist og her i bogform- men uden at der er gjort nogetforsøg på en samlet udgave.

Her er det imidlertid lykkedes atsamle en række af Zolas korterehistorier, der - bortset fra JacquesDamour - ikke findes i en almindeligttilgængelig bogudgave i nyere tid pådansk!

I første omgang er det blevet til detitler, der omtales i det følgende (menjeg tror, jeg kan love en samling meretil næste år):

For en nats kærlighedOriginaltitel: Pour une nuit d'amour.1882.

Efter: For en Nats Kærlighed og andreFortællinger. Laurits Eibys Forlag A/S,København u. å. (1911). Oversætterikke oplyst.

Jacques DamourOriginaltitel: Jacques Damour. 1884.

Efter: Hjemkomsten.Universalforlaget (Wm. Sørensen),København u. å. (1910). Oversætterikke oplyst.

Olivier Becailles dødOriginaltitel: La mort d'OlivierBécaille. 1884.

Efter: Skindød. Illustreret Tidende nr.8-12 incl. 1894. Oversat af H. A. M.(hvem det så kan være).

Kaptajn BurleOriginaltitel: Le Capitaine Burle.1882

Efter: Kaptajn Burle. Ude og Hjemme,4. årgang 1880-81, nr. 178-183 incl.Oversætter ikke oplyst.

Angrebet på møllenOriginaltitel: L'attaque du moulin.1880.

Efter: Angrebet paa Møllen."Christiansens Miniaturbibliotek", A.Christiansens Forlag, Kjøbenhavn ogKristiania 1900. Oversat af EmilPetersen (1856-1907)

Erindringer fra tre krigeOriginaltitel: Les Trois Guerres (ogsåsom Mes Souvenirs des époques deguerre) År?

Efter: Erindringer fra tre Krige. FraUde og Hjemme - Nordisk IllustreretUgeblad. 3. årgang 1879-80.Oversætter ikke oplyst.

Kærlighed på kvistenOriginaltitel: L'amour sous les toits (iLes Esquisses Parisiennes, 1866)

Efter: For en Nats Kærlighed og andreFortællinger. Laurits Eibys Forlag A/S,København u. å. (1911). Oversætterikke oplyst.

Den støvlepudsende madonnaOriginaltitel: La Vierge au cirage (iLes Esquisses Parisiennes, 1866)

Efter: For en Nats Kærlighed og andreFortællinger. Laurits Eibys Forlag A/S,København u. å. (1911). Oversætterikke oplyst.

FugleskræmslerneOriginaltitel: Le Repoussoies (i La ViePopulaire 1891 nr. 3)

Efter: For en Nats Kærlighed og andreFortællinger. Laurits Eibys Forlag A/S,København u. å. (1911). Oversætterikke oplyst.

Forsiden er et udsnit af Egon Schiele(1890-1918): Liebesakt (Studie,1915)

(ISBN 978-87-7979-135-0)

Den ungarske greve Mathias Sandorfbliver forrådt, netop som han er vedat iværksætte et oprør imod detøstrigske overherredømme over hansfædreland. Sammen med to medsam-mensvorne bliver han kastet i fængselog dømt til døden. De tre forsøger atflygte fra fængslet, men bliver alledræbt under forsøget.

15 år senere dukker den rige og be-rømte læge doktor Antékirtt op, derejer øen Antékirtta i Syrtehavet, hvorhan har skabt et idealsamfund. Medøen som udgangspunkt og ved hjælpaf en flåde af elektriske skibebevæger han sig rundt i heleMiddelhavet i sin søgen efter hævnover de, der forrådte MatthiasSandorf og hans medsammensvorne.

Mathias Sandorf ses ofte i to-bindsudgaver med titler som Den ungarskefrihedshelt og Mathias Sandorfs hævn.Udgaven her - J. Gøtsches en smuleforkortede oversættelse fra 1886 i letmoderniseret og udvidet skikkelse -omfatter hele historien i et "bind", oger ført tilbage til Vernes oprindeligeopbygning i 5 dele.

Forsiden er efter en original-illustration til romanen af L. Benett(1838-1917), med baggrund i deungarske farver (som også findes iAntékirttas flag iflg. Vernes beskrivel-se!), og udgaven er baseret på JulesVerne: Matthias Sandorf og MatthiasSandorfs Hævn. Paa Dansk ved J.Gøtzsche. Andreas Schous Forlag,København 1886.

(ISBN 978-87-7979-136-7)

Pashaen af Cairo keder sig, og da hanbeundrer kaliffen Harun al Rashid oghar hørt om 1001 nats fortællinger,

begiver han og hans vezir sigforklædte ud i Cairo for at findepersoner, der ved en henkastetbemærkning synes at have eninteressant historie at berette.

Det kommer der en stak eventyr à la1001 nat, Dekameron og et parsømandsskrøner ud af, i en stil, derligger ganske langt fra, hvad manellers venter af Marryat. De enkeltefortællinger har følgende titler - derdog ikke nødvendigvis følger kapitel-opdelingen:

· Kameldriverens historie· Den græske slaves historie· Munkens fortælling· Huckabacks 7 rejser· Munkens manuskript angående

øen Madeiras opdagelse· Den arrede elsker· Hudusis historie· Den engelske sømands fortælling· Vandbæreren

· Den vidunderlige fortælling omHan

· Den gamle kvindes historie- samt ikke mindst historien, som errammen om det hele, og som handlerom, hvordan to barberer blev hhv.pasha i Cairo og hans vezir, oghvordan det gik dem.

Forsiden er illustration af en unavn-given kunstner (muligvis F. W. Hayes(1848-1918)) fra en tidlig engelskudgave (Georg Routledge & Sons,London/New York u.å. [1873?], ogtekstforlægget er Paschaen med demange Fortællinger. Af KapitainMarryat. Boghandler V. Pios Forlag,Kjøbenhavn 1868. (Kapitain Marryatssamlede Skrifter bd. 35 og 36). Defleste bind i denne udgave er oversataf P. V. Grove (1832-1893), hvilketfremgår af de enkelte binds titelblade- enkelte bind, bl.a. dette, oplyser ikkeoversætter) .

September

Vilhelm Bergsøe: I skumringenIgen en samling noveller, hvoraf den første, Den gamle terrin, handler om enkøbenhavnsk familie og dens skæbne under Københavns bombardement, som fandtsted i begyndelsen af september netop for 200 år siden.

De øvrige historier i samlingen er Guldgraveren, Stærke Jørgen, Runevældsmarken ogFlyvefisken Prometheus. Sidstnævnte kan man også hente ganske gratis fra forlagetshjemmeside, som et - omend ikke typisk - eksempel på forfatterskabet.

Carit Etlar: MadsaluneSom bringer os blandt smuglere, toldere, herremænd og russiske eksilfyrstinder påRingkjøbingegnen og i Horsens omkring 1780. Egnen er den samme, og nogle aftemaerne i bogen er tæt på Etlars debutbog, Smuglerens søn fra 1839.

Oktober - den mørke tid begynder og det er snart halloween - så vi har fundet et par af de go’e gamle ”bussemænd”frem:

Sweeney ToddHvem forfatteren egentlig er til denne gyser om den mor-deriske barber i Fleet Street ved man ikke. Og ud fra et

”litterært synspunkt” er det bestemt ikke nogen god bog.

Alligevel har den sat sig spor lige siden sin fremkomst i formaf talrige efterligninger, et skuespil, en musical, en BBC-dramatisering og mindst tre filmatiseringer - hvis man regnerden endnu ikke færdige med Johnny Depp og HelenaBonham-Carter med.

Her får du chancen for at læse den første danske oversættelse -som er her fra 2007 - af den oprindelige historie fra 1846.

Carl Muusmann: Hvem var Jack the Ripper?Muusmann forsøger at sandsynlig-gøre, at Jack the Ripper varen ungarer ved navn Alois Szemeredy, der havde væretanklaget og dømt for mord af samme type i Argentina.

Bogen var det første længere studie i Jack-the-Ripper-sagen.

Kommende udgivelser - i september og oktober

I halvtredsåret for 2. Slesvigskekrig i 1914 skrev P. F. Ristfølgende lille artikel i BerlingskeTidende:

Virkelighedsbaggrunden for"En rekrut fra 64"Ved en sammenkomst 25 år efterstormen på Dybbøl den 18. april1864 med gamle officerskammeraterfra 8. brigade (9. og 20. regiment)udvekslede vi vore minder fra krigen.Hver for sig udtalte vi for hinanden,ikke alene det, vi havde set ogoplevet, men mange af os også højstforskellige meninger om krigensførelse og om de mænd, vi havdeoplevet den med. Selv havde jeg jokun været en 19 års ung manddengang, og syntes derfor ikke, at jeghavde ret til kritik, men med så dybesnit havde den tid skåret sig ind i mitsind, at minderne endnu stod såskarpe og friske, at jeg fik en stærklyst til at nedskrive de indtryk, somkrigen havde gjort og måtte gøre påen pur ung, uerfaren yngling. Det eraltså nu til efteråret 25 år siden, jegskrev den lille bog. Så tit er minetanker vandret tilbage til hine tider,at de er blevet som slidte og optrådteveje, medens andre tankens vejetilbage er tilgroede og udslettede.

Det var min mening med bogen atgive den rene usmykkede sandhed,således som den stod for mig, som jegmente at have set den; jeg ville ikkedigte, kun fortælle. Men det lykkedesikke. Derfor blev den unge mand,rekrutten, på den ene side mig selv,og på den anden side en type på enalmindelig ung mand, der går i krig.En ung mand, der var ung og sund,stærk og køn, der elskede sit land ogdrog ud for at kæmpe for det, altsålykkelig. Derfor kom han til at heddeFelix. Hans øvrige forhold her iverden, hans civile liv eruvedkommende. Det var kun

"rekrutten", der var tale om.

Nu kan det muligvis have sin inter-esse for nogle af dem, der endnuerindrer bogen, at lære noget afvirkelighedens baggrund for "Enrekrut fra 64" at kende.

Krigen kender alle, den er fremstilletså ofte og på så mange forskelligemåder. Der er for mig intet at oplysemed hensyn til selve krigen og densvirkelige baggrund. Bogen spænder jokun over et lille tidsrum, fra martsmåned, og over en lille del af densskueplads, Fredericia og Dybbøl.

Derimod har personerne måske mereinteresse, for de er alle gjort efterlevende modeller, men modellernesvirkelige navne er ikke nævnt, og vedligesom at give "en nøgle" til disse vilbogens virkelighedsværdi måskekunne konstateres.

Da Felix efter enlang vandringomkring i dennedskudte Frede-ricia by mellemruiner, murbrokkerog tomter endeligkommer op påregimentskontoret,træffer han chefen,oberstløjtnant Ters-ling. Det var en i etog alt fuldt ud brav

mand, men afskrækkende grim, medbrede mongolske ansigtstræk. Sommilitær var han ganske indolent ogskeptisk, opgivende det hele. Ja, i dengrad opgav han alt, at han blotønskede sig "et godt lille kødsår og enl'hombre i Magdeburg", og det varham, der modtog de unge aspiranter,der meldte sig som frivillige med demedlidende ord: "Deres ankomst tilarméen, unge mand, gør Deres hjertelangt mere ære end Deres forstand."Han var umulig som chef for enstørre afdeling, og man kan kunforsones en smule med hans kyniskeligegyldighed, når man ved, at hanvar lige så ligegyldig overfor fjendenskugler. Da en større, bereden stab, jegtror ved Mysunde, måtte forlade etoversigtspunkt, fordi det blev over-dænget med granater, blev Terslingved at ride sin hest i små volter påsamme plet, da den var urolig i denvoldsomme ild, og kuglerne regnedened over ham og den. Først da hestenvar rolig, fulgte han efter de andre.Han nåede sit mål den 18. april,kødsåret og l'hombren i fangenskabet.Han var en rar, gammel mand, dertog sin afsked efter krigen og døde1898.

På regimentskontoret har Felix ogsåtruffet chefens modsætning, batail-lonsadjutanten, sekondløjtnant Berg,en høj, statelig, alvorlig skikkelse,hvis strenge åsyn og drønende basindgød en mægtig respekt. Det var etalvorligt pligtmenneske og englimrende, uforfærdet feltsoldat. Detvar ham, der under chefensfuldstændige passivitet den 18. aprilførte 9. regiment frem i det modstød,som det i forbindelse med 20.regiment udførte med så stor bravour,

at 8. brigade under general Scharf-fenberg vandt et navn, der lysergennem krigens sørgeflor. Det varBerg og Baumann, adjutanten ved 20.regiment, der den dag bar æren forangrebets rettidige udførelse, det varbrigadens befalingsmænd og mand-skab, der bærer æren for den kraft ograskhed, hvormed den stormede frem,indtil angrebet blev brudt modtyskernes masser og brigaden knust.Den havde udført sin opgave ogreddet hærens højre fløj. Berg leverendnu som afskediget oberst, nu somdengang betragtet som et ideal af enofficer. [døde 1916]

Da Felix meldte sig til sin kompagni-chef i et lille hus oppe ved volden,traf han "en kraftigt bygget,lavstammet mand med gråt,tætklippet hår og skæg, men detsvære overskæg skjulte ikke detvenlige udtryk om munden, der stod iusædvanlig smuk harmoni til de gråøjne". Det var premierløjtnant CarlGustav Rosen. I bogen er der gjortforsøg på at give et gennemførtbillede af denne fortræffelige mand.Han var en præstesøn fraNordsjælland, havde i sin tid værettypograf og havde fra frivillig i krigen1848-50 tjent sig op til officer. Nu varhan over 40 år og vagtmesterløjtnantpå Kronborg. Hans jævne, fordrings-løse væsen og varme hjerte vandtham alles venskab, uagtet hans tarve-lige, noget tunge og lidet eleganteoptræden egentlig ikke var særligofficersmæssig i "kadetofficerernes"øjne, og han gjorde da også snarereindtryk af en jævn jordbruger ellertømrermester end af en officer. Fol-kene elskede ham, for han var som enfader for dem, og de var i hans tankerdag og nat, bekymret for dem, nårnatten var kold, rasende, når de omdagen ikke fik deres forplejning. Hansfolk og hans hjem, altid kredsedehans tanker om de store, stærkevendelboer og om de små bitte børnderhjemme; i de vågne nætter iskanserne på Dybbøl lå han ogsmåsnakkede om dem og gav densøvndrukne, unge Felix detaljeredebeskrivelser af den lille pige derhjem-me i barnesengen, der smilte til hammed sine småbitte tænder, der så udsom risengryn, og rakte efter hammed fingre, der var som små,rosenrøde kunstværker. Den stærkemand var blød som et barn, barne-from og religiøs, men som soldatuforfærdet og stolt. Da kompagniettrådte an til angrebet den 18. april,stod han i det korte øjeblik, der var

En Rekrut fra ’64 - en nøgleroman?

P. F. Rist - ”Felix”Ungdomsbillede

givet, foran kompagni-kolonnen i sinfåreskinds-trøje med halm i klæder ogskæg, så ud over folkene og råbte:

"Stol nu på Gud, på jer selv og på mig,og put patronerne i bukselommerne!"Dér havde de dem nemmere vedhånden. Så gik det frem med Rosen ispidsen, ud på chausséen i sektions-kolonne. Rosen smed sin stok, traksin sabel, svingede sin hue og råbte;Felix fulgte ham som en hund,hornblæseren - Schilling - løb vedsiden af vejen, så blev kompagnietkastet ud på linie og fremad modskanserne, hvor preusserne myldrede.Og lidt efter, da kampens larmgjaldede over banken, og døde ogsårede viste vejen over markerne, dervar vundet først, og det atter lødfremad, hørtes råbet: Premier-løjtnanten er faldet! Så vidste den småFelix ikke mere af sig selv.

Men på dampskibet Nordstjernen låRosen dagen efter mellem de andresårede med sit skrækkelige skud ilåret op gennem bugen, han låudstrakt på en madras på gulvet, oghans lille ven sad med armen i bindog vædede hans gråblege læber meden svamp. Da han engang var ved sinbevidsthed, hviskede han sagte: "Tømmine lommer." Der var hans nøgler,hans svovlstikker, hans pengepung,blodigt var det, og en tyk, spækkettegnebog. "Det er folkenes penge",sagde han.

Seks dage efter døde han på Garni-sonssygehuset i København. Og "fol-kenes penge", dem han med en titnæsten smålig omtanke havde sam-mensparet, anvendte hans folk til enmindestøtte på hans grav. Hvorbetegnende, at han, da han faldt,råbte "farvel, børn": dem, der låomkring ham og skød, og dem der-hjemme.

Da Felix kom til Fredericia varnæsten alle byens folk flygtet bort ogsoldaterne var indkvarterede i detomme huse. Felix kom til at bo ibøssemager Setters lille hus i Prin-sessegade hos den fungerende kom-mandersergent Christensen, en støtjyde, der dengang kun var korporal,og Rosens utrættelige højre hånd.Han var ganske uforstående overforden lille forkælede københavner, somhan behandlede med overbærenhedog berettiget overlegenhed. Det varden gamle historie om den storedogge og den lille vindspiller.Christensen kom senere til at beklædevigtige, kommunale embeder iAalborg, hvor han døde som kæmnerfor få år siden.

Derimod varede det noget længereinden den lille aspirant blev fortrolig

med kompagniets ældste løjtnant, deri bogen kaldes Højer, men hvisvirkelige navn var Otto Lemvigh. Hanbeskrives som stor og stærk, og dersiges, "at hans blonde fuldskæg om-kring munden var helt brunt aftobaksrøg, som han af en lille sol-daterpibe med et kvindehoved på,langsomt lod sive gennem overskæg-get op om den lille, tynde næse". Hanvar reserveofficer og af professionlandmand, hvilket stærkt prægedehans høje, lemmestærke skikkelse,især når han med krogstokken ihånden og et strikket tørklæde omhalsen, travede om på markerne vedforposterne. Hans ro var ubrydelig.Tydeligst husker jeg ham fra hinmørke aften, da vi i frygtelig forvent-ning lå knælende bag ved DybbølBanke og ventede på det spændendeøjeblik kl. 10, da vi for første gangskulle rykke ud i skanserne. Dabankede alle hjerter, og alle hænderknugede sig fast om geværerne,tungen var tør i munden og knæettrykkede sig ned i marken, når engranat skurede hen i luften over vorehoveder. Kun Lemvigh stod op meduret i hånden og lyste over skivenmed en brændende cigar. Så sagdehan ganske stille - der måtte ikke

"kommanderes" - Op! Fremad! Ogafløsningen gik for sig. Underkampen den 18. blev han ramt i låret,men inden han gik tilbage, knappedehan op, og da han så, at der ikke varblod, knappede han til igen oghaltede ganske rolig frem igen medstokken i hånden. Det var en mand.Kuglen lå i hans taske, hvor den vargået igennem en bog og standset moden saks, som var slået krum. - Det vilblive for vidtløftigt at fortælle omhans og aspirantens forhold tilhinanden, de blev fortrolige venner,til han som forpagter af Bellingegårdpå Falster døde 1897.

Der var i 1864 en fremtrædendeforskel på linieofficerer og reserve-officerer, hvilket ikke var så underligt,

da de første næsten fra børn havdefået en udelukkende militær uddan-nelse på Landakademiet, og de sidstevar civile folk, der var blevet løjtnan-ter efter i et årstid at have gennem-gået en militær aspirantskole. Denneforskel i uddannelsen var undertidenret iøjnefaldende ved linieofficerernesbedre holdning, omhyggeligere på-klædning og sikrere optræden ogvæsen. Ikke desto mindre stodreserveofficererne på højde med demmed hensyn til dygtighed, tjenestensnøjagtige udførelse og frem for alt ideres optræden overfor fjenden.Linieofficererne følte sig dog stærktoverfor de andre, de så måske ikkened på dem, men de betragtede demomtrent som kunstnere og videnskabs-mænd betragter dilettanter og adeligede borgerlige. I de sammenstød, derundertiden fandt sted, var detalligevel ikke altid linieofficererne,der var de åndeligt overlegne. Akade-miets kulturelle uddannelse fyldest-gjorde ikke altid, da en stor del afreserveofficererne var studenter. Dervar imidlertid en type mellem aka-demiofficererne, som disse ikkekunne hamle op med. De hørte oftesttil gamle officersfamilier eller barfornemme gamle navne, de var erfar-ne i rutineret selskabelig optræden,havde en ydre elegant facon, var oftevelbegavede, undertiden vittige, let-sindige, behagede sig tit i en visblaseret, let ironisk form og var hyp-pigt meget bedårende både overformænd og - især - for kvinder. Reserve-officererne havde ingen type, kommetfra alle slags hjem med vidt forskelliguddannelse og fra alle slags levevejeog beskæftigelser for at aftjene deresværnepligt, var de vidt forskellige frahinanden i alle måder, især i forholdtil de andres mere uniforme personer.

Den sidstnævnte linieofficerstype i"En rekrut fra 64" er søgt fremstillet iløjtnant von Kaden. Han er egentligikke formet over en bestemt model,men over flere, blandt hvilke først og

Niels Simonsen (1807-1885): Infanterister redder en kanon 1864

fremmest kan nævnes premierløjtnantChr. Banner, men også sekondløjtnantA. V. Jantzen og premierløjtnantTønnes Nielsen.

Som mod-typer til disse findesmellem reserveofficererne f. eks.Sander og Reinhardt. Den sidste erJohannes Holger Lindhardt, denbrave skolelærer fra Roskilde; det varham, der i national harme forsvæ-rgede at være lærer i tysk, og sommed trofast iver terpede i sin engel-ske parlør til v. Kadens drillendemorskab. Men da denne den 18. aprilstår overfor Lindhardts lig oppe vedSønderborg mølle, husker han endnuhans engelske remser, med galgen-humor gentager han dem - and thedog has a long tail. Det er Lindhardtog den lille blonde, krølhårede ogblåøjede aspirant Frisenette, der ligefør stormen går og snakker så ivrigtsammen og tier så brat, når vi andrekommer til, og som en halv time efterligger dræbte begge to. Men medSander forholder det sig anderledes.Han skal være en type på krigensteologiske student, grundtvigianeren,højskolelæreren; nærmest er tænkt påen aspirant, der hed Hertel, somsenere blev præst og for længst er død,dog må det tilstås, at det, derfortælles om Sanders giftermål, død o.s. v. er fri fantasi, bygget over deejendommelige, intime meddelelsermellem gode kammerater, somtankerne om dem derhjemme, tran-gen til fortrolighed og følelsen afensomhed affødte.

Derimod er billedet af Staal så sandtog fast som vel muligt. Det var denbekendte løjtnant Carl Jens FrederikIrminger, der var en kriger til sininderste marv; det var om ham densvenske løjtnant Tisell (bogens Malm-qvist) begejstret råbte: "Han liknarmin lif och själ Carl den Tolfte på etthår!" Og det gjorde han. Fra han varganske ung levede han kun for våbenog krig, også i fredstid, altid iuniform og med sabel ved lænd, nukun higende og tørstende efter atmøde fjenden. Felix stod imponeretved siden af den rankeridderskikkelse i dampbådensforstavn på farten til Als. Han talteikke, han stirrede kun fremad oglyttede efter drønene derovre fra, somblev tydeligere og tydeligere. Detblev fortalt, at Irminger, der varScharffenbergs adjudant, den 18.april tog kommandoen over etkompagni, hvis officerer var skudte,og at han, da fjenden havde omringetham og tilbød ham pardon, råbte:

"Aldrig!" og hævede sablen for atværge sig til det sidste. Så fik hankuglen under højre arm.

Men også alle de andre af bogensfigurer er virkelige personer. Dengamle, hvidhårede artillerioberst, derfortæller Felix eventyr på vedetpostenved møllen om natten på Fredericiavold, er selve den kommanderendeartilleriofficer i fæstningen R. O.Holm. Men eventyret var ikke sålangt som i bogen. Og fra Dybbøl erde flygtigt skitserede portrætter letkendelige, f. eks. i forpost-komman-døren, kaptajn Schøller, i den lille,trivelige kaptajn med brillerne ogdobbelthagen, den senere hospitals-direktør i København, og i hansadjudant, den sorte Schultz med detbegsorte hår og skæg, de skinnendetænder, de lynende øjne og dentrommehvirvlende holstenske accent.

Andre lette streger tegner figurer, dernu er halvt udviskede af hukommel-sen; for hukommelsen er som enkikkert, der langt borte fra drager det,der mindes tæt hen for øjnene, bliverdet da ikke klart, er det instrumentetsskyld.

I selve kompagniet nævnes den kønne,unge korporal Larsen, der vel nok erlidt idealiseret, og som, såvel somgalgenfuglen, skomagersvenden Pless,i bogen har deres virkelige navne.Men den store fløjmand, jyden medden svære underlæbe, hed, så vidt jegtror, Jens Larsen Laastrup, såledessom navnet blev læst i forårsaftenensskumring i hans blodige skyldbog, dahan lå død på dækket. Han varkommet døende ombord ved Hørup-hav, hvor Nordstjernen med to jagterpå slæb indtog sin tunge last afsårede krigsmænd, dér, hvor Felix gikomkring og ledte efter sine kamm-erater, og hvor han traf sin ven, "enlille, køn, sorthåret fyr med et smuktbarneansigt", den nuværende oberstPetersen-Plaun, der lå på en båre meden kugle gennem låret. Men korpo-ralen, som havde trukket Felix ud afilden, da han blev såret, kunne hanikke finde; sidst så han ham påforbindingspladsen, hvor lægen EmilArendrup forbandt korporalens knustealbue. Felix så ikke korporal Kirkebyfør mange år efter, da han var en højtagtet købmand i Aarhus, hvor hanbesøgte ham i hans elegante villa.

Ombord i skibet med den blodige lastarbejdede den unge, norske lægeConradi den hele lange nat sammenmed underlægen, en medicinskstudent, der hed Peter Eberlin, derblev så bekendt som læge i Køben-havn for sit drastiske lune; men vilman spørge, hvem den gamle kaptajnvar, der sad nede i den understekahyt, indhyllet i bandager, og gavsin sorg luft i fortvivlede råb, da må

svares, at virkelighed og digt attermødes, for ved ham er der tænkt påden fanatiske patriot, herregårds-skytten fra 48-50, helten fra DybbølMølle, Valdemar Redsted. Men hanvar ikke ombord, han sad med sinesår ovre hos tyskerne, der nuhoverede ved den nedskudte mølle-ruin, som Redsted, bryst mod brystmed fjenden, havde kæmpet om.Valdemar Redsted døde som fhv.postmester i Aalborg 1902.

I brede træk er dette en del afvirkelighedsbaggrunden for den lillebog og for de fleste af de mennesker,som færdes i den.

- Så kom den lange tid"Efter Dybbøl", som bo-gens fortsættelse blevkaldt, men om den tid påFyn og om de mennesker,Felix dér gjorde bekendt-skab med, skal her ikketales, hverken om hansgode ven, løjtnant Høg(Vilhelm Dinesen,Boganis) eller om hans uven, kaptajnSchnurmann (Schønberg, denberømte opfinder af etsvømmetornyster) eller alle de andre.Tiden løb, og den sørgelige fred blevsluttet.

I august måned marcherede regimen-tet til Sjælland til en foreløbig gar-nison i Roskilde. Fra sin barndommindedes han troppernes hjemkomstefter krigen 1848-50. De storefestligheder dengang, den brusendejubel, de flagviftende gader, denuendelige skare af støvede, vejrbidtemænd, raslende kanoner og stam-pende heste, alle dækkede medblomster og kranse, dejlige kvinder,der viftede og vinkede, pragtfuldeæreporte, klingende musik ogrungende hurraer og kanontorden fravoldene - hele denne sejrslykke havdeligesom indviet hans liv, og minderneom den havde fulgt ham.

Hvorledes ville de mon nu blivemodtaget? De kom hjem mednederlaget, og der var ingen grund tiljubel og glæde. Men de havde doggjort deres pligt, holdt ud, stridt,våget og sultet og blødt, gjort alt,hvad fædrelandet havde forlangt,man ville vel nok række dem entrofast hånd, give dem et venligt ord,måske en kærlig tak, måske en smulebeundring for deres mandige og sejefærd, måske -

Toget holdt. Det regnede lidt. Heste-torvet i Roskilde lå mennesketomthen, der var ikke et menneske at se,knap en dreng eller en hund, ikke etflag - kun tomhed og tavshed og regn.

Vilhelm DinesenUngdomsbillede

Oppe fra stationens balkon, hvor dersad en dame, vel en af officererneshustruer eller enker, faldt en lilleundselig buket af røde blomster nedpå den våde jord. Det varmodtagelsen.

Felix blev indkvarteret hos en megetgammel herre, byens forhenværendeborgmester, etatsråd Foss. Han sadefter middagen alene med ham ogauditøren, en holstener ved navnHornbostel. De to herrer debatteredeivrigt den politiske situation. Denlærde auditør oplæste stykker af enpjece, som han havde skrevet for

"Augustforeningen", og som angreb de"nationalliberale" med hårde, ubarm-hjertige ord, spækket med mangevægtige citater både på vers og prosa,der vakte etatsrådens udelte bifald.Felix hørte kun lidt efter, og som enlille fangen fugl så han sig om i denlune, halvmørke stue.

Da sagde etatsråden: "Men denvelkomst vi gav de stakkels folk! De

har jo dog været tapre mænd. Ikkesandt hr. løjtnant?"

Den lange magre auditør rejste siglangsomt og deklamerede smilendeOdysséen:

"Tak man høster dog ikke, slås medfjendtlige mænd man end uophørligt ikampen; lodden er ens, om manvover en dyst eller hjemme forbliver;krysteren skattes skam lige så højtsom den gæveste kæmpe -"

"Nåå, krystere kan man dog vel ikkekalde os, der ikke gik med i krigen,"sagde den ældgamle mand.

"Nej gudbevares," svarede auditørenafværgende.

Men Felix følte sig modløs og bitter.Ak, tænkte han, havde det ikke væretbedre, om du også var blevet hjemme.Men da kom han atter i hu, hvad endejlig kvinde havde sagt til ham ovrepå Fyn: "Glæd dig ved livet, dindumrian, du er jo kun 20 år gammel!"

Og det gjorde han så.

Da den ungarske uafhængighedsdrømhavde tabt al udsigt at at blivevirkelighed ved den russiske og denøstrigske armés samtidige fremryk-ning mod Pesth, så ungarernesanfører Görgey, der endnu havde40.000 patrioter under våben, atspillet var tabt, og da han ønskede såvidt muligt at frelse sit land forøstrigernes hævn, overgav han sig påhæderlige vilkår til den russiskegeneral. Den østrigske anfører,marskal Haynau der havde hemme-lige ordrer fra Wien, nægtede atanerkende den afsluttede overens-komst, og det var velbekendt, at hanved sit indtog i byen Pesth varforsynet med ordre til at fængsle ogstraffe de fornemste ledere af dennekamp, der af østrigerne kaldtes oprør,

af ungarerne lovligt forsvar moddespotismen.

Før det kom så vidt, havde imidlertiddiktatoren Kossuth forlagt regerin-gens sæde fra Pesth til Szegedin,hvorfra flugten over på tyrkiskterritorium var forholdsvis let, og satsig i besiddelse af den ungarskekongekrone og øvrige regalier. Hansamlede sin stab om sig og rådslogmed den om, hvorledes man bedstskulle kunne frelse disse kostbarheder.Man blev enige om i al hemmelighedog under medvidernes ubrødeligetavshedsløfte at nedgrave dem i etjernskrin på en af de små ubeboedeøer i Theissfloden, at optage ennøjagtig plan over stedet og ladeskatten hvile dér til bedre tider.Aftalen blev udført og den nøjagtigeplan over pladsen overgivet i dikta-torens egne hænder og derved al frygtfor den sag fjernet. Kossuth måtte,som bekendt, senere forlade Ungarn;han gjorde et kort besøg i Amerika ogtog senere fast bolig i England.

Da den østrigske kejser atter havdebragt en slags fred til veje i sineungarske besiddelser, fandt hansrådgivere, at det nu var en passendetid til at lade kroningen, med al densstads og pomp, finde sted. Men hvorvar den ungarske krone? Man søgtealle vegne, men kunne ikke finde den,og ingen var i stand til at give nogensom helst oplysning, der kunne ledepå sporet af den. Ingen kroningsakt

ville blive anset for fuldstændiggyldig, medmindre den gamleungarske kongekrone strålede frasuverænens hoved. Folket knyttedeovertroiske forestillinger til dette, ogkonge-kronen måtte findes, hvad detend skulle koste. Store belønningerudlovedes, fuldkommen fritagelse forstraf blev tilstået, hvis den var stjåletog skjult. Ingen som helst oplysningerblev imidlertid bragt for dagens lysog således stod sagerne i flere år.

Skuepladsen forlægges nu og vorelæsere må følge os til London. I dendel af denne store by, Soho-kvarteret,hvortil efter revolutionsåret 1848 enmængde politiske flygtninge af allenationer havde taget deres tilflugt,fandtes et lille hus, i hvis nedersteetage der var oprettet en efterfastlandets begreber meget tarveligcafé. Rundt omkring i kvarteretfandtes flygtninge fra Polen, Ungarn,Rusland, Østrig og Frankrig, og de tresidste lande havde desuden leveret enmængde spioner under de forskel-ligste forklædninger. Nogle varrestauratører, andre holdt kaffehuseog cigarbutikker; en mængde gjordetjeneste som opvartere på deforskellige steder.

Den nævnte tarvelige café blevforestået af en fremmed ved navn P.og her forsamlede navnlig de land-flygtige ungarere sig. Ingen vidstemed sikkerhed fra hvilken del af detøstrigske monarki, ejeren P. skrev sig,

Novelle: Den savnede kroneÀ propos Mathias Sandorf og denungarske frihedskamp har vi fundetdenne lille historie om den ungarskekongekrone. Det er et faktum, atStefanskronen har været forsvundet oggenfundet adskillige gange i de sidsteomkring tusind år - men om lige denneher historie har sin grund i virkeligheden,har vi ikke kunnet verificere.

Fortællingen stammer i den herforeliggende form fra SkandinaviskMagazin. Et Billedblad for alleStænder. 1870 nr. 3, d. 16. januar.Hverken forfatter eller en evnt.oversætter er oplyst.

Illustrationerne til ovenstående eralle hentet i ”DANMARK” -

Illustreret Almanak 1914.

eller kendte noget til hans fortid, førhan havde indfundet sig i Pesth ogsluttet sig til befrielseshæren undergeneral Bern. Da østrigerne rykkedeind i denne by, måtte han, som deandre, rykke ud og flygte, og varundsluppet til England. Det var enrank mand af militært udsende ogubehageligt ydre; men da han altidtalte varmt før den ungarske sag, oghans pung stod til de landflygtigestjeneste, havde disse valgt hans hustil deres stadige sammenkomster, ogvi kan følgelig tænke os, at dette ikkeundgik de fremmede spioners op-mærksomhed. Om søndagen samledesaltid de vigtigste af de landflygtigeher i et privat værelse; de østrigskeforhold var naturligvis den alminde-ligste genstand for samtalen, ogsåledes kom også bekendtgørelsernefra det østrigske ministerium ombelønningen for tilvejebringelsen afden savnede kongekrone på bane.

En aften sad således tre personer i etprivat værelse i caféen og taltealvorligt om de ungarske affærer ogden skjulte kongekrone, med hvisgemmested alle tre syntes at være velbekendte. Resultatet af forhand-lingerne blev, at man straks skullegøre de nødvendige skridt for atbringe kronen til England ogoverlevere den i eks-diktatorenKossuths hænder. Det næstespørgsmål var nu, hvem man skullebetro det farlige hverv? Man vidste,at ethvert af de landflygtigepatrioters skridt blev bevogtet afspioner, og at det næppe ville lykkesnogen som helst af dem at kommelykkelig og vel bort fra Østrig medkronen, selv om de havde væretheldige nok til at komme derind udenat opvække mistanke. En af selskabetforeslog værten i caféen hr. P., atman skulle kalde ham ind og sondereham; han var ikke ungarer af fødselog havde således større udsigt til atundgå det østrigske politis skarpeøjne. Forslaget blev antaget, P. blevkaldt ind og sagen ham forelagt. Hangav dog ikke straks sit samtykke, menefter at man havde besejret hansindvendinger, gik han dog ind på detog lovede at gøre sit i bedste, dog påden betingelse, at han ingenbelønning ville have, før han havdeudført, hvad de ønskede, og at hanikke ville drage afsted før om en treugers tid, da han ville afvente en tyskkurers tilbagekomst, eftersom denneperson lignede ham, og han på hanspas med større sikkerhed kunne nåstaden Prag. Da dette var indrømmet,gav man ham et ark papir af ensæregen form og lagt i sådanne folder,at han derefter kunne findeskjulestedet, men at det ikke kunne

kompromittere ham eller være tilnogen nytte, hvis det faldt i politietshænder.

På den bestemte dag afrejste P. tilPrag. Så langt gik rejsen godt, intetmistænkeligt indtraf, hans rejsefællerkom og gik på de forskelligestationer; kun to af dem, en polskbissekræmmer og en armenisk jødefulgte med til den bøhmiske grænse,men her forlod også disse ham.

Da P. kom til Prag, tog han ind i ethotel og bestilte et middagsmåltid.Han havde just sat sig ned til dette,da politichefen indfandt sig ogforlangte at se hans pas.

Efter at han havde gjort sig bekendtmed dette, underrettede han høfligt P.om, at han havde ordre fra inden-rigsministeren at bringe ham isikkerhed til Wien. P. viste ingenmisfornøjelse over dette, han fuld-endte sit måltid i ro og mag, og davognen holdt for døren steg han ind iden uden at vægre sig, men blevrimeligvis ubehageligt overrasket, dapolitichefen også steg ind og togplads ved siden af ham. Hans uro steg,da vognen satte sig i bevægelse oghan fandt den omgivet af en lilledeling uhlaner. Han henvendte et par

spørgsmål til sin sidemand, men fikintet svar, og rejsen fortsattes itavshed. Da man kom til Wien kørtevognen hen til en sideindgang påkejserborgen, hvor P. fik ordre til atstige ud og følge politichefen.

I Wien fandtes dengang, så vel som ide fleste andre byer, hvor detsåkaldte "unge Tyskland" havdemange tilhængere, en samling afmænd, der kaldtes "den sortekommission". Medlemmerne varudnævnt af kejseren, og der varoverdraget dem det hverv at opsporemistænkelige personer, at forhøredem og overgive de erhvervedeoplysninger til det kejserlige kabinet.

Denne "sorte kommission" holdt sinemøder i kejserborgen og varforsamlet, da vognen kom og bragteP., der straks blev fremstillet for den.Hans papirer blev undersøgt ogbefundet i orden, og for så vidt gikdet godt, men nu udspurgteformanden ham om hensigten medhans rejse til Wien.

"Han var kommet for at søge en pladssom kurér."

"Hvorfra han var kommet?"

"Direkte fra England, hvortil han, somhans papirer viste, havde ledsaget enengelsk familie, der nu ikke længerehavde brug for ham, han var blevetbetalt, afskediget og havde fået detsædvanlige certifikat for tro tjeneste."

I dette øjeblik blev to personer førtind, som P. straks genkendte som denpolske bissekræmmer og den arme-niske jøde, der havde været hansrejsekammerater.

"Kender De den person?" spurgteformanden bissekræmmeren ogpegede samtidig hen på P.

"Fuldkommen. Han er ejer af etkaffehus i London og agent for deungarske rebeller. Hans pas skriversig fra mig (P. studsede), han antogmig for en kurer og jeg er, som DeresExcellence ved, i det hemmeligepolitis tjeneste."

"Kender De den anden person?" spurg-te ministeren og pegede på jøden.

"Nej."

"Men det gør jeg," sagde P., da han nuikke mente, at det kunne nytte læn-gere at spille den overraskede, "taghans falske skæg bort, og de vil sindegeneral Klapkas tjener, som eks-diktatoren har sendt med for at passepå mig."

Formanden: "Vi ved alle her, at Dekan give kommissionen værdifuldeoplysninger. Kom frem med dem ogleg ikke med os. Hvad har egentligbragt Dem til Wien?"

P.: "Pin mig — skyd mig om De vil —i men hemmeligheden åbenbarer jegikke, den dør med mig."

Formanden: "En kongelig belønningvil blive Dem udbetalt, hvis De med-deler, hvad De ved."

P.: "Jeg er en mand af ære. Allekejserrigets skatte vil ikke kunnebringe mig til at forråde, hvad der ermig betroet."

Formanden: "Så før ham til fængslet."

Der gik en uges tid før P. igen fik sinfrihed. I mellemtiden havde mansendt et kompagni skansegravere tilTheiss-floden; de søgte noget, menkun kommissionen alene vidste, hvaddet var. De undersøgte et par øer ogfandt intet; de undersøgte en tredieog fandt skrinet. Dagen efter blev P.løsladt og begav sig til ministeren.

P.: "Min underretning var altså rigtig?"

Ministeren: "Ja."

P.: "Jeg må altså udbede mig op-fyldelsen af min nådige kejsersskriftlige løfte."

Ministeren; "Den sag må vi dog førstoverveje lidt nøjere. De skrev fraLondon, at De på visse betingelserville skaffe de ungarske regalier tilveje; De forlangte at blive arresteretved Deres ankomst til Prag, for atman ikke skulle kaste nogen mistankepå Dem, og De lovede at fremlæggeen plan, hvorved kronen kunne findes,og når dette var sket, skulle der ud-betales Dem en belønning på 500.000gylden."

P.: "Fuldkommen rigtigt, hr. minister."

Ministeren: "Her er 250.000 gylden,som De straks kan modtage. Deøvrige 250.000 vil blive Demudleveret ved rejsens ende af oberstMarx, med hvis regiment De for ensikkerheds skyld skal rejse."

P. blev bleg af angst. "Jeg forlangeringen eskorte. Kejserens pas er migtilstrækkeligt."

Ministeren: "Ja, det beskytter vistnoktilstrækkeligt Alexis P., men ikkenogen anden. De taler godt kroatisk.Oberst Marx søger efter en løjtnantDomwich, der deserterede fra ham oggik over til rebellerne i 1849. Dekender måske slet ikke til den fyr,som for resten vil blive skudt, så snart

vi kan få fat i ham. De kan måskehjælpe obersten med sproget og gørderfor passende hans bekendtskab,medens han eskorterer Dem."

"Fordømt," mumlede P., "jeg mærker,man vil snyde mig. Tag selv de100.000 gylden, hr. minister, og givmig resten. Eskorten renoncerer Jegpå.”

"Ja, så får De kun 250.000 gylden;resten vil obersten absolut selvudbetale Dem, og han glæder sigmeget til at få fat på løjtnantDomvich just ved Deres hjælp."

Herved var intet at gøre. P. måttenøjes med halvdelen og vendtetilbage til England, hvor han skriftligtunderrettede sine afsendere om, atforetagendet var mislykket.

Næste morgen aflagde general M., enaf de tre afsendere, ham et besøg ikaffehuset.

"De skriver, at De var uheldig i fore-tagendet?"

"Ulykkeligvis."

"Og dog blev den så vel skjultehemmelighed åbenbaret for kejseren."

"Det synes så."

"Vi stolede på Dem som en hæderligmand."

"Ikke ganske, for så havde De ikkesendt en spion med for at passe påmig. Da man arresterede mig, angavjeg ham for politiet og han er senereblevet skudt."

"Deri tager De fejl; han frelste sit livved at angive Dem som den løjtnantDomvich, der deserterede fra det 29.regiment kroater."

"Ja, nu kan jeg forstå det — dåre, somjeg har været."

"De er mistænkt. England er nu intetopholdssted for Dem."

"Her er lov og ret i landet for hvermand."

"Der er dog noget, som lovene ikkekan hindre os fra at anvende modforrædere," og generalen viste hamhåndgrebet af en dolk.

"Der er heldigvis også noget," sagde P.,idet han knappede frakken op ogviste generalen en pistol, "hvormedman holder snigmordere fra livet!"

P. solgte sin café og levede i nogle året lystigt liv, afskyet af sine tidligereomgangsvenner; noget han for øvrigtkun syntes at bryde sig såre lidt om.Han var en tidlang forsvundet, mener senere fremtrådt under meget redu-cerede forhold som opvarter på enanden café.

Ved hans forræderi var det imidlertid,at den østrigske regering kom ibesiddelse af kongekronen, og at denøstrigske kejser i 1867 med den påhovedet kunne lade sig krone tilungarsk konge.

Kejser Franz Joseph af Østrig, konge afUngarn, med den undgarske krone.(Ungarsk frimærke fra 1901)

Har du læst? - lån dem på biblioteket eller køb dem hos Saxo.com