S K A M M E R E N S D A T T E ‰

L E N E K A A B E R B Ø L

H Ø S T & S Ø N

2

N O R D H AV E T

R I N G H AV E TAuria

BelsogniaMurfolket

Magdaner-kysten

Skibsbyggerkysten

Campana

SkaylocSkaylers Stol

Dunvedi

DunlainDunovinOvinlain

Dunark

Solark

Sol-Marsken

SkaylersRand

Skayler-Passet

Skay-Højlandet

LoclainSagisloc Sagis-Borgen

Sagis-Bjergene

S K A Y — S A G I S H A L V Ø E N S S S

3

N O R D H AV E T

R I N G H AV E TAuria

BelsogniaMurfolket

Magdaner-kysten

Skibsbyggerkysten

Campana

SkaylocSkaylers Stol

Dunvedi

DunlainDunovinOvinlain

Dunark

Solark

Sol-Marsken

SkaylersRand

Skayler-Passet

Skay-Højlandet

LoclainSagisloc Sagis-Borgen

Sagis-Bjergene

S K A Y — S A G I S H A L V Ø E N S S S

L E N E K A A B E R B O—| L

SKAµMERENSDATTE‰

S K A M M E R E N S D A T T E R 1

Skammerens datter © Lene Kaaberbøl

og Høst & Søn/rosinante & co, København 20153. udgave, 1. oplag, 2015

Udgivet efter aftale med Lars Ringhof AgencyOmslag: Harvey Macaulay, Imperiet. Baseret på

»SKAMMERENS DATTER« film artwork. © 2015 Nepenthe FilmStillfotografier fra »SKAMMERENS DATTER« © 2015 Nepenthe Film

Stillfotograf: Jiri HanzlBogen er sat med Utopia hos Christensen Grafisk

og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-3760-6Printed in Finland 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Læs mere om forfatteren på: www.kaaberbøl.dk

Skammer-serien består af fire bøger:

skammerens datterskammertegnetslangens gave

skammerkrigen

Høst & Søn er et forlag i rosinante & coKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

rosinante-co.dk

L E N E K A A B E R B Ø L

H Ø S T & S Ø N

L E N E K A A B E R B O—| L

SKAµMERENSDATTE‰

S K A M M E R E N S D A T T E R 1

L E N E K A A B E R B Ø L

H Ø S T & S Ø N

D U N A R K B Y

Dunark-Borgen

Lønporten

Løngangen

Apoteker-Enkens Hus

Vandhuset

SanktAdelas

Adelas-gade

Grønningen

Nederby

Tinstræde

Hejsebrønden

Toldgården

Torveporten

ToldportenTold-gårdsPlads

Lønstien

Østporten

DunarkLandevej

Torve-gade

Smede-boderne Bom-

pladsen

Porttorvet

KøbmandsTorv

Borgporten

Borggade

St.AdelasTorv

Kurvemagergade

Uldkræmmergade

Sankt Magda

MagdasPlads

Store Torv

Toldgårdsgade

Skomagerhuset

Garvergyde

Korn-torvetMuslingestien

Skidenstad

Klippekant og murværk

Bymur

Brønd

PortGade eller torv

Bygninger

Græsning

D U N A R K – B O R G E N

Nordgarnison

Garnisons-brønden

Gamle Stald

Sydgarnison

FangekælderGamle Fyrstegård

Gamle Reservoir

Nye Reservoir

DragegårdenDrageporten

Skafot

ArsenaletArsenal-brønden

Badehus

AlkymistensværkstedGamle Fort

Østfløjen

Arsenalgården

Fyrstegården

Nye PaladsNordfløjen

Nye PaladsVestfløjen

Oran-geriet

Ravens-fontænen

Våbengård

Vognporten

Fyrsteligestalde

Kornlager

Smedje

Vogngyden

Løngården Østtårnet

Lønporten

Løntårnet

Højporten Lavporten Staldgyden

Portfortet

Porttårn PorttårnVesttårnet

TrappeKældergangeller -rum

Brønd ellerspringvand

Vand

Borgmur

Befæstet borggård

kort 2

NORDHAVE T

Dunark

Dunmarsken

Birkene

Solark

Eidin Sol-marskenDracanaFloden

EidinFlodenMeira

ArlaneiraBaur Morlan

Morlan

Skaya

Skaylers StolBaur Maddin

Maddin

Hollin

Skayloc

Fredo-floden

Baur Hollin

LoclainSkayarkSkayler-Passet

SkaradalenKensie

LaclanBaur Kensie

Baur Laclan

SkaylersRand Skay-Højlandet

9

S K A M M E R E N S T Ø S

Strengt taget var det vel ikke Cillas skyld, at jeg blev bidt i

armen af en drage. Det er nok bare en tilfældighed, at hun

bestemte sig for at smide en spand valle i hovedet på mig,

netop den dag manden fra Dunark kom. Men hver gang min

venstre arm gør ondt ... hver gang jeg savner Lindehuset og

pæretræerne og hønsene, vi havde dér ... så bliver jeg gal på

Cilla én gang til.

Cilla var møllerens datter, den eneste pige ud af en flok

på seks. Måske var det derfor, hun var blevet så utålelig.

Hvis Cilla ville have en honningmad eller et silkebånd til

sit hår eller et sæt Prins-og-Drage-brikker, så spærrede hun

bare øjnene lidt op og gjorde stemmen sirup-sød. Hendes

øjne var blå som kornblomster, og hun havde smilehuller i

kinderne, ét i hver side. Hendes far var som smør i hendes

hænder. Og hvis nogen drillede Cilla eller kom hende på

tværs på en eller anden måde, så sladrede hun til et par af

sine brødre. De havde alle sammen arbejdet i møllen, siden

de var små, og kunne kaste rundt med sækkene dér, som

om de var fyldt med fjer i stedet for korn eller mel. Ingen

brød sig om at komme op at slås med dem, ikke engang

min egen storebror Davin, og han er ellers ikke særligt

bange af sig. Cilla var vant til at få det præcis, som hun

ville have det.

NORDHAVE T

Dunark

Dunmarsken

Birkene

Solark

Eidin Sol-marskenDracanaFloden

EidinFlodenMeira

ArlaneiraBaur Morlan

Morlan

Skaya

Skaylers StolBaur Maddin

Maddin

Hollin

Skayloc

Fredo-floden

Baur Hollin

LoclainSkayarkSkayler-Passet

SkaradalenKensie

LaclanBaur Kensie

Baur Laclan

SkaylersRand Skay-Højlandet

10

Normalt gik jeg i en stor bue uden om hende. Men dén

dag havde det været en rigtig møgdag, lige fra jeg stod op.

Mor havde skældt ud, fordi jeg havde glemt mit sjal ude ved

brændeskuret aftenen før, så det var blevet drivvådt. Jeg var

kommet op at skændes med Davin, og Melli, min fireårige

plageånd af en lillesøster, havde pillet øjnene af min gamle

kludedukke. Selvfølgelig var jeg for stor til at lege med duk-

ker, i hvert fald det meste af tiden, men Nana var min dukke,

og jeg havde ikke givet Melli lov til at lege med hende. Jeg var

simpelthen så sur og gal på hele familien, at jeg ikke kunne

holde ud at være i hus med dem. Først gik jeg ud i stalden

og stod lidt hos Blis, vores lille, rare, brune hoppe. Men så

kom Davin og satte hende ud at græsse på engen bag pæ-

retræerne, og der blev for ensomt og for kedeligt i stalden.

Desuden ville mor garanteret ikke være længe om at finde et

eller andet at sætte mig til, for hun mener, at arbejde er den

bedste kur mod sure muler og hængende næb. Så før jeg rig-

tig havde tænkt mig om, var jeg på vej ned mod landsbyen.

Birkene var ikke nogen storby, men der var trods alt en

smedje, en kro og så møllen, som Cillas forældre har, foruden

elleve forskellige huse og smågårde i selve landsbyen. Og så

var der en håndfuld steder som Lindehuset, hvor vi boede –

steder, der lå uden for byen og både hørte med og ikke hørte

med. I næsten alle husene boede der familier, og næsten alle

familierne havde børn, og nogle af dem endda en ordentlig

flok. Med så mange at vælge imellem skulle man tro, det

var muligt for mig at finde en veninde eller to, eller i hvert

fald en legekammerat. Men sådan var det bare ikke. Ikke når

man var Skammerens datter. Da jeg var lille, havde jeg leget

med Sasia fra kroen. Men så begyndte hun at få svært ved

11

at se mig i øjnene, og så blev det ligesom lidt vanskeligt. Nu

undgik hun mig, fuldkommen som alle de andre.

Så da jeg endelig nåede ned til landsbyen efter at have

sjokket en god halv mil gennem mudder og blæst – så vid-

ste jeg faktisk ikke, hvad jeg skulle dér. Det var efterhån-

den sjældent, jeg gik derned alene, medmindre jeg havde

et ærinde for mor. Jeg stod ubeslutsom midt på torvet og

prøvede på at se ud, som om jeg bare var stoppet op for

at hvile mig lidt. Janus Tinkræmmer kom forbi med hånd-

kærren og hilste pænt, men uden helt at se på mig. Ovre i

smedjen stod Rikert og skoede kroens den skimlede. Han

vinkede, da han fik øje på mig, men bøjede sig hurtigt over

arbejdet igen. Så begyndte store, fede regndråber at plaske

mod jorden, og jeg kunne ikke længere bare lade, som om

jeg stod og slikkede solskin.

Måske af gammel vane satte jeg kursen mod kroen. Der

var næsten mennesketomt i krostuen. Kun en enkelt gæst

sad og spiste middagsmad, et stort brød af en skaylænder

fra højlandet oppe på den anden side af Skaylers Rand. Han

havde nok haft sommerhyre som karavanevagt eller sådan

noget og var nu på vej hjem. Han kastede et nysgerrigt blik

på mig, men kiggede hurtigt væk.

Bag disken stod Sasias mor og tørrede glas af.

»Goddag, Dina,« sagde hun høfligt, med blikket stift ret-

tet mod det glas, hun pudsede løs på. »Hvad kan jeg gøre

for dig?«

Hvad ville hun egentlig gøre, hvis jeg sagde: Se på mig?

Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. »Er Sasia hjemme?«

»Nej. Jeg tror, hun er ovre ved møllerens.« Hun gav et kast

med hovedet, stadig uden at hæve blikket.

12

Jeg tror, det begyndte at gå galt for mig allerede dér. Jeg

kunne mærke en besk og bitter vrede vende sig i mig. Alle

de bøjede nakker og bortvendte blikke ... hvad skulle det til

for? Jeg mærkede nok, at det ville være nemmere for dem

alle sammen, hvis jeg bare holdt mig væk. Men jeg havde

ikke bedt om at være Skammerens datter. Jeg havde ikke

bedt om de dér skammerøjne, ingen ville se ind i. Jeg kunne

stadig huske, hvordan jeg græd, da Sasia ikke mere ville lege

med mig.

»Hvad er der galt med mig?« havde jeg spurgt min mor.

»Der er ikke noget galt med dig,« sagde hun. »Du har bare

arvet min gave.« Hun lød både stolt og vemodig, men hvis

det stod til mig, så havde hun fået sin gave lige i hovedet

igen, og det med det samme. Men sådan noget bestemmer

man desværre ikke selv.

Havde jeg ikke været så vred den dag, var jeg nok bare

gået hjem. Men jeg var ved at blive trodsig. Det kunne godt

være, de helst så, jeg holdt mig væk ... men jeg havde vel

også ret til at være her? Nogen at snakke med, nogen at være

sammen med – det burde være en menneskeret. Trodsigt

og med en klump i halsen marcherede jeg tværs over torvet

igen og hen ad Møllegade.

»Ville du noget, Dina?« spurgte Ettie Møllers, da hun fik

øje på mig. Hun havde travlt med at få vasketøjet ned, inden

det blev gennemblødt af regnen.

»Jeg leder bare efter Sasia,« sagde jeg.

»Pigerne er vist alle sammen ovre i laden,« sagde hun med

munden fuld af tøjklemmer og kiggede på vasketøjet og ikke

på mig.

Jeg skråede over gårdspladsen og smuttede ind gennem

13

den lille dør i ladeporten. Der var temmelig dunkelt derinde,

men de havde lavet nogle roelygter og sat tællelys ned i dem,

så de lignede glødende dødningehoveder. Det så hyggeligt og

uhyggeligt ud på én gang. På ladet af en vogn sad Cilla med

et lyserødt lagen om skuldrene og en krans af gule georgi-

ner i håret. De andre sad i en halvcirkel rundt om, og midt i

cirklen stod Sasia på ét ben med møllerens gamle filthat på

hovedet og forsøgte at huske alle tolv vers af »Min hjertens-

kær var en vandringsmand«. Hun var nået til det syvende, og

det lød ikke så godt. Først gik hun i stå, og da hun begyndte

igen, fik hun blandet det sammen med ottende vers.

De legede Fri-til-Prinsessen, og det var selvfølgelig Cilla,

der var prinsessen. Hvis jeg kendte hende ret, så skulle hun

nok finde på så umulige opgaver til sine friere, at ingen af

de andre nåede at blive prinsesse dén dag.

»Hoffolkene« begyndte at pifte og buhe ad Sasia, og Cilla

bad sin frier skrubbe af og komme igen, når han var moden.

Så fik hun øje på mig og faldt lidt ud af rollen.

»Hvad laver du her?« spurgte hun.

»Kommer for at fri til prinsessen,« sagde jeg. »Hvad el-

lers?«

»Du er ikke blevet inviteret,« snerrede Cilla og studerede

sine fingernegle, så det kom til at virke, som om det var

under hendes værdighed at se på mig. »Sig mig lige engang,

Sasia, kan du huske, at vi har inviteret Skammerens tøs?«

Sasia mumlede et eller andet og så ned i jorden.

»Det kan godt være, du selv tror, du er en prinsesse, Cilla,«

sagde jeg indædt. »Men du opfører dig som en lus!«

Det gav et ryk i hende, og hun var lige ved at komme til at

se på mig, men tog sig i det i sidste øjeblik.

14

»Jeg skal give dig lus, skal jeg – « begyndte hun, men så

bremsede hun sig selv. »Nej, undskyld. Måske er det uretfær-

digt. Ved du hvad, Dina, du må gerne være med.«

Der lød vantro gisp fra de andre piger. Selv stirrede jeg

også forundret på Cilla. Det lignede hende ikke at være så

storsindet.

»Mener du det? At jeg må være med?«

»Ja. Var det ikke det, du bad om?«

»Jo.«

»Godt. Så fri til mig!«

Måske var det bare det, hun ville – se mig ligge på knæ

og fri. Men det var hundrede år siden, jeg havde leget med

andre end Davin og Melli, så jeg syntes, det var en billig

pris. Jeg knappede slaget op og kastede det hen over den ene

skulder, så det lignede en ridderkappe, og rakte hånden ud

efter filthatten. Sasia tog den af og gav mig den uden at se

op overhovedet.

»Oh, skønne Prinsesse Liljehvid – Skænk Eders frier den

hånd så blid ...« begyndte jeg, sådan som jeg skulle.

»Ej skænker jeg nogen hånd eller tro – Før han har gjort

mig tjenester to,« fortsatte Cilla remsen.

»Her er mit sværd, og her er min bue – Hvormed må jeg

tjene min Skønne Frue?«

»Her hjælper ej bue, her hjælper ej sværd – På helt anden

vis skal du vise dit værd – Min frier, den første tjeneste er ...«

Cilla smilede og trak tiden ud, men jeg kunne se på hende,

at hun allerede havde bestemt sig. »Syng alle tolv vers af

Vandringsmanden, mens du står på ét ben – med bind for

øjnene! Tea, lån hende dit tørklæde.«

Det er sværere, end det lyder – det med at stå på ét ben

15

uden at kunne se. Det er faktisk ikke spor nemt at holde

balancen. Men jeg kunne lige akkurat skimte halmen på

ladegulvet, når jeg kiggede ned langs næsen, og det hjalp.

Og heldigvis er min hukommelse bedre end Sasias. Jeg gik

i gang det bedste, jeg havde lært:

»Min hjertenskær var en vandringsmand med

grønne fjer i hatten

For han holdt af pi’r den hele dag

Og endnu mer om natten

Og endnu mer om natten ...«

Jeg kunne godt høre, der var en fnisen og en raslen rundt

omkring, men jeg ville ikke lade mig hyle ud af den. Vers

efter vers sang jeg, selvom det ben, jeg stod på, rystede

under mig af træthed. Da det begyndte at knibe for alvor,

forestillede jeg mig bare Cillas sure fjæs, når hun blev nødt

til at bytte plads og lade mig blive prinsesse, og så kunne jeg

pludselig sagtens klare et par vers endnu. Jeg skulle netop

til at tage en dyb indånding og begynde på det tolvte og

sidste, da det skete.

Noget koldt og vådt sjaskede lige ind i hovedet på mig, og

i stedet for luft fik jeg en stor mundfuld valle. Jeg mistede

balancen og tumlede omkuld, hostende og hikstende efter

vejret. Noget af vallen løb op i næsen på mig, så det sved

og brændte i svælget og næseborene. Først kunne jeg sim-

pelthen ikke fatte, hvad der var sket. Men da jeg fik revet

tørklædet af og så Cilla med den tomme spand og hørte de

andre grine, så de var ved at brække sig – så forstod jeg.

»Skrub af, hekseunge ... og kom igen, når du er moden!«

sagde Cilla og var selv ved at dø af grin over sit nummer.

Hun havde så travlt med at grine, at hun ikke tænkte på

16

at stikke af. Og det burde hun have gjort. For jeg var så ra-

sende, som jeg aldrig havde været før, og det tog mig kun

en enkelt halvkvalt indånding, så var jeg oppe igen, og mere

end oppe: Jeg sprang simpelthen på hende og væltede hende

bagover, og så lod jeg mig dumpe ned på brystet af hende, så

hun ikke kunne komme op igen. Jeg greb om hendes ansigt

med begge hænder og tog den bedste hævn, jeg kunne.

»Se på mig, din lusede lille pyntedukke. Se mig ind i øj-

nene!«

Hun var ikke meget for det. Hun skreg og græd og prøvede

på at lukke øjnene, men jeg havde fat i hende, og jeg havde

ikke tænkt mig at slippe. »Se på mig!« hvæsede jeg én gang

til, og det var, som om hun ikke selv kunne bestemme mere.

De kornblomst-blå øjne gled op og stirrede lige ind i mine.

»Du er selvoptaget og forkælet,« hviskede jeg. Det var ikke

nødvendigt at tale højt nu, for hun kunne høre mig lige så

tydeligt, som hun kunne høre sine egne tanker. »Jeg kan

ikke komme i tanke om en eneste ting, du nogensinde har

gjort for andre. Og jeg kender hvert eneste lurvede lille num-

mer, du har lavet for at få din vilje. Jeg ved, hvordan du fik

den ring dér. Jeg ved, hvordan du fik Sasia til at give dig sit

syskrin. Jeg ved, hvordan du løj for dine brødre, så de gav

Tosse-Malte bank. Hvad havde han gjort ud over at løbe i

hælene på dig, fordi han syntes, dit hår var pænt? Ingen-

ting, Cilla. Du løj. Du er så ussel, så lav, så ynkelig, at jeg får

kvalme af at se på dig. Jeg ved det hele, Cilla. Jeg kender dig!«

Og det gjorde jeg virkelig. Mens jeg sad på maven af hende

og hviskede hende ind i hovedet, så vidste jeg, hvad hun

havde gjort. Og selvom hun skreg og sparkede og vred sig,

som om hun var ved at drukne, så kunne hun ikke komme

17

fri. Jeg tvang hende til at se sig selv. Og jeg tvang hende til

at skamme sig over det, hun så.

En af de andre prøvede på at skubbe mig væk fra Cilla,

men jeg behøvede bare at dreje hovedet og se på hende. Hun

sprang tilbage, som om hun havde brændt sig.

»Du er ussel, Cilla,« gentog jeg, lidt højere. »Og hvis du

tror, der er en eneste af pigerne hér, der kan lide dig for din

egen skyld – så tager du fejl.«

Jeg rejste mig op. Cilla blev liggende. Hun græd og græd,

så man skulle tro, jeg havde pisket hende.

»Og I andre er ikke meget bedre,« sagde jeg. »I som kom-

mer her og spiller hof for Prinsesse Cilla, bare fordi I er

bange for hende eller vil have noget af hende. Leg I bare

jeres dumme små lege. Jeg har fået nok!« Jeg så rundt på

dem, men de eneste øjne, der mødte mine, var roelygternes

lysende dødningeblik. Min vrede flakkede en smule. Det var

jo ikke sådan, jeg ville have, det skulle ende. Men lige nu var

der ikke meget andet at gøre end at gå sin vej.

Inden jeg nåede helt hen til porten, gik døren op, og Cil-

las far kom ind.

»Hvad laver I?« råbte han. »Cilla, hvad er der sket?«

Cilla svarede ikke. Hun lå bare og hulkede. Så opdagede

mølleren, at det var mig, der stod foran ham, og han var

ikke længe om at bestemme, hvem der havde skylden her.

»Din djævletøs, hvad har du gjort ved hende? Hvis du har

gjort min Cilla noget, så ...«

»Jeg rørte hende knap – « Jeg nåede ikke engang at tale

ud, før han stak mig en lussing, der gav genlyd i hele laden.

»Din slags behøver ikke røre,« snerrede han. »Skrub hjem

til din heks af en mor, og hvis du nogensinde gør min Cilla

18

noget igen, så ... Skammer eller ej, du skal få så mange tæsk,

der kan ligge på dig, om jeg så skal trække en sæk over ho-

vedet på dig for at kunne give dig dem!«

Det var lige alt det, jeg kunne stå på benene. Jeg var helt

ør efter slaget, og jeg kunne smage blod, hvor jeg var kom-

met til at klappe tænderne sammen om tungen. Men jeg

vidste, at det ikke nyttede noget at bede om medlidenhed.

Så jeg rankede mig og prøvede at se ud, som om jeg var

fuldkommen ligeglad med dem alle sammen, Cilla, hendes

far, Sasia, dem alle sammen. Og så skred jeg ellers ud i regn-

vejret, uden at se mig tilbage.

*

Det tog mig meget lang tid at gå den halve mil hjem. Og

endnu længere tid at tage mig sammen til at gå ind til mor.

Det var ikke bare det, at mit grønne uldslag og skjorten og

forklædet og det hele stank af valle – og valle egner sig mere

til svineføde end til tøjvask. Det var mere det at – ja, jeg tro-

ede altså ikke, at min mor ville blive særlig begejstret over

det, der var sket. Og det jeg havde gjort. Samtidig følte jeg

mig helt elendig, virkelig sådan bundulykkelig og ensom.

Davin havde venner. Melli havde venner – stort set alle syn-

tes, hun var så nuttet. Hvorfor skulle jeg så aldrig have andre

end min familie?

Jeg endte ude i stalden hos Blis igen. Der var noget fanta-

stisk trøstende ved sådan et stort, varmt dyr, der var ligeglad

med, at man havde skammerøjne. Jeg lagde kinden mod den

bløde, efterårs-lodne hals og stod dér og græd en lille smule,

mens det mørknede udenfor.

19

Et lysskær glimtede i sprækken mellem skodderne, og så

gik døren op.

»Dina?« kaldte min mor. »Hvorfor står du her i mørket?«

Hun løftede olielampen, så hun bedre kunne se mig. »Hvad

er der sket?«

At lyve for min mor er selvfølgelig håbløst. At tie stille med

en hemmelighed er heller ikke nemt. Så jeg fortalte det meste,

og hun gættede sig til resten. Da jeg var færdig, stod hun lidt

og så på mig. Hun skældte ikke ud. Hun ventede bare, til jeg

vidste, at det jeg havde gjort var forkert. Så nikkede hun.

»Det er en gave,« sagde hun. »Og det er også magt. Man må

ikke misbruge den.« Hun stak hånden i sin forklædelomme

og rakte noget frem mod mig. »Her,« sagde hun. »Jeg har gået

og ventet på at give dig denne her. Jeg tror, det er tid nu.«

Det var et halssmykke. En rund tinplade dekoreret med

en cirkel i hvid emalje med en mindre cirkel i blå emalje

indeni. Det var hverken glitrende eller smukt – »kæden« var

bare en rund sort lædersnor – men jeg vidste, at det alligevel

betød noget særligt. Mor gik altid med et, der lignede, bort-

set fra at den mindste cirkel var sort i stedet for blå.

»Hvorfor skal jeg have den?«

»Fordi du nu er min lærling.«

»Din lærling ...«

»Ja. Fra nu af begynder jeg at lære dig, hvordan du skal

bruge din gave, hvornår du skal bruge den – og hvornår du

ikke skal bruge den.«

»Jeg har ikke spor lyst til at lære at bruge den. Hvad skal

det til for?«

Mor sukkede. »Når nogen har stjålet noget. Eller har gjort

andre mennesker ondt. Eller måske ligefrem har slået nogen

20

ihjel. Så sender man bud efter Skammeren. For der er men-

nesker, der kan gøre onde ting uden at føle skam. Og der er

mennesker, der kan skjule deres egen skam for sig selv og

finde på en hel masse gode undskyldninger, indtil de tror, at

de har været i deres gode ret til at gøre andre ondt. Men når

jeg kommer ... så kan de ikke længere gemme sig. Så kan de

ikke længere skjule, hvad de har gjort, hverken for sig selv

eller andre. De allerfleste har skam i livet. Og møder jeg en

af de ganske få, der næsten ikke har det ... så sørger jeg for,

at de får det. For jeg har en gave, jeg har lært at bruge. En

temmelig ualmindelig gave. Som du også har.«

»Jeg ville ønske, jeg ikke havde den!«

»Barn ... Det er svært, og det er så tidligt, du er vågnet.

Jeg kunne ønske for dig, det var sket lidt senere. Men der er

brug for vores gave, og derfor kan jeg ikke være rigtig ked

af, at du har den.«

»Heller ikke, når det betyder, at jeg aldrig får nogen ven-

ner? Og at ingen normale mennesker kan se mig i øjnene?«

Hun trak mig ind til sig og vuggede mig lidt frem og til-

bage. »Det er ikke, fordi de ikke kan. De har bare ikke lyst.

Du får dem til at huske alt det, de ellers helst vil glemme.

Alt det, de skammer sig over.« Hun strøg en valle-klistret

hårlok væk fra min kind. »Men du skal bare være tålmodig.

Før eller senere møder du én, der tør se dig i øjnene. Og så

er du heldig ud over alle grænser. For den, der kan se en

Skammer åbent i øjnene, er et helt særligt menneske og den

bedste ven, du overhovedet kan have.«

»Det bliver nok ikke Cilla,« sagde jeg dystert.

Mor lo. »Nej,« sagde hun. »Det tror jeg heller ikke.«