Sara Shepard

Lying Gameøjnene der ser

På dansk vedLouise Urth Olsen

Politikens Forlag

Lying Game 3.indd 3 07/05/12 11.02

11

1

HUN HAR SET HAM

“thayer,” sagde emma Paxton og stirrede på teenageren, der

stod foran hende. Hans rodede hår var helt sort i det dunkle

værelse. Hans kindben stak ud over hans fyldige mund, og hans

dybtliggende nøddebrune øjne var knebet truende sammen.

“Hej, sutton,” sagde han og trak navnet ud.

en kuldegysning løb ned ad emmas ryg. Hun kunne genken-

de thayer Vega fra efterlysningsplakaterne – han var forsvundet

fra tucson i arizona i juni. Men det var længe inden, hun var

rejst til byen for at blive forenet med sin forsvundne søster, sut-

ton. længe inden hun havde fået et anonymt brev, hvor der stod,

at sutton var død, og at hun, emma, var nødt til at tage hendes

plads og holde sin mund … ellers.

emma havde kæmpet for at finde ud af alt, hvad hun kunne,

om sutton – hvem hendes veninder var, hvem hendes fjender

var, hvilket tøj hun gik i, hvad hun godt kunne lide at lave, hvem

hun datede. Hun var kommet til tucson for at finde en søster –

Lying Game 3.indd 11 07/05/12 11.02

12

men nu var hun kørt fast i eftersøgningen efter hendes morder.

Det havde været en lettelse at udelukke suttons bedste venin-

der og søster, men sutton havde skaffet sig en del fjender … og

mange af dem kunne være hendes morder.

thayer var en af dem. som med så mange andre mennesker

i suttons liv vidste emma kun det, hun havde kunnet læse sig

til på Facebook, den sladder, hun havde hørt, og hjemmesiden

“Hjælp os med at finde thayer”, som hans forældre havde lavet,

da han fra den ene dag til den anden havde forladt byen. Der var

noget farligt ved ham – alle sagde, at han havde rodet sig ud i pro-

blemer og havde et voldsomt temperament. og ifølge rygterne

havde sutton haft noget med hans forsvinding at gøre.

Eller også, tænkte jeg og stirrede på drengen med det vilde blik,

der stod på mit værelse, havde Thayer noget med min forsvinding

at gøre. et minde dukkede op i mit hoved. Jeg så mig selv stå

på thayers værelse, hvor vi stirrede indædt på hinanden. “gør,

hvad du vil,” hvæsede jeg og vendte mig om mod døren. thayer

så såret ud, men så vældede vreden op i hans øjne. “okay,” sner-

rede han. “så gør jeg det!” Jeg anede ikke, hvad skænderiet hand-

lede om, men det var tydeligt, at jeg havde gjort ham afsindigt

vred.

“Hvad er der galt?” thayer kiggede intenst på emma og lagde

armene over kors foran sin veltrænede brystkasse. Hans ansigts-

udtryk var det samme som på efterlysningsplakaterne. “er du

bange for mig?”

emma sank. “Hv-hvorfor skulle jeg være bange for dig?” spurg-

te hun med den hårdeste stemme, hun kunne mønstre, den, hun

plejede at bruge over for nærgående plejebrødre, plejemødre

Lying Game 3.indd 12 07/05/12 11.02

13

med borderline og ulækre fyre, der hang ud i de skumle kvarte-

rer, hun havde boet i, efter at hendes og suttons biologiske mor,

Becky, havde forladt hende. Men det var kun en facade. klokken

var næsten tre om natten. suttons veninder, der lå nedenunder

og sov efter deres efter Homecoming-hyggeaften, var langt væk. Det

samme var suttons forældre. selv familiens kæmpestore grand

danois, Drake, snorkede inde i soveværelset. i den uhyggelige

stilhed kunne emma ikke lade være med at tænke på den seddel,

der var sat fast på laurels bil, morgenen efter at hun var kom-

met til arizona: Sutton er død. Sig det ikke til nogen. Spil med … ellers

er du den næste. eller på de stærke hænder, der havde været lige

ved at kvæle hende i suttons halskæde hjemme hos Charlotte

en uge senere, og som endnu en gang truede hende til at holde

mund. eller på den dunkle skikkelse, hun havde set i teatersalen

på skolen, lige inden en tung lampe var faldet ned og var landet

få centimeter fra hendes hoved. Hvad nu hvis det var thayer, der

stod bag det alt sammen?

thayer smilede bredt, som om han læste hendes tanker. “Du

har sikkert dine grunde.” og så lænede han sig tilbage og stirrede

på hende, som om han kunne se direkte igennem hende – som

om det var hans skyld, at hun var dér og lod, som om hun var

sin døde søster.

emma kiggede sig omkring, overvejede sine flugtmuligheder,

men thayer greb fat i hendes arm, inden hun kunne nå at skabe

nogen form for afstand mellem dem. Hans greb var fast, og hun

skreg instinktivt højt og gennemtrængende. “er du vanvittig?”

knurrede han.

“Mmm!” peb emma og kæmpede for at trække vejret bag

Lying Game 3.indd 13 07/05/12 11.02

14

thayers kvælende greb. Han stod så tæt på hende, at hun kunne

lugte hans kaneltyggegummi og se de bittesmå fregner, der var

drysset ud over hans næse. Hun kæmpede med ham, og panik-

ken strammede hendes bryst sammen. Hun bed ham hårdt i

hånden og kunne smage jordagtig, salt sved.

thayer bandede, trådte et skridt tilbage og slap hende. Hun

snurrede væk fra ham. Hans albue bragede ind i den søgrønne

vase, der stod på suttons reol. Den væltede, dumpede ned på

gulvet og smadrede i tusind bittesmå stykker.

Der blev tændt lys ude på gangen. “Hvad helvede var det?”

spurgte nogen. Der lød skridt, og et øjeblik senere brasede sut-

tons forældre ind på værelset.

De skyndte sig over til emma. Mrs. Mercers hår var uglet, og

hun havde en poset gul natskjorte på inden under morgenkå-

ben. Mr. Mercers hvide undertrøje var proppet hastigt ned i de

blå flonelnatbukser, og hans hår stod ud fra hovedet i grå pigge.

så snart forældrene fik øje på den indtrængende gæst, spær-

rede de øjnene op. Mr. Mercer stillede sig ind mellem emma

og thayer, og mrs. Mercer slog en beskyttende arm om emmas

skulder og trak hende ind til sig. emma sank taknemmeligt ind i

suttons mors favn og gned de ømme mærker efter thayers hårde

greb om sin arm.

Mine følelser var noget blandede, da jeg så mine forældre be-

skytte emma mod thayer. Var de bekymrede, udelukkende fordi

hun havde skreget … eller skyldtes det alene thayer, noget, de

vidste om ham fra deres seneste sammenstød?

“er det dig!” brølede mr. Mercer ad thayer. “Hvor vover du?

Hvordan er du kommet ind?”

Lying Game 3.indd 14 07/05/12 11.02

15

thayer kiggede blot på ham med et skævt, udspekuleret smil.

Mr. Mercers næsebor udspiledes, hans kantede kæbe spændtes

truende, hans blå øjne glødede, og man kunne tydeligt se en

blodåre dunke i hans tinding. emma spekulerede et kort øjeblik

på, om han gik ud fra, at sutton havde inviteret thayer inden-

for, og nu var vred, fordi hans datter havde lukket en dreng ind

klokken tre om natten. Men så opdagede hun, at mr. Mercer og

thayer havde stillet sig foroverbøjet foran hinanden, som om de

var klar til kamp. Det føltes, som om noget mørkt og hadefuldt

hang i luften mellem dem, noget, der intet havde med sutton at

gøre.

Der lød flere skridt op ad trappen. laurel, suttons adoptivsø-

ster, og Madeline, suttons bedste veninde, dukkede op i døren,

de var kommet op nede fra stuen, hvor deres hyggeaften havde

fundet sted. “Hvad sker der?” mumlede laurel og gned sig i øj-

nene. så fik hun øje på thayer, spærrede øjnene vidt op og tog

rystende hånden op for munden.

Madeline havde en sort undertrøje på og det sorte hår samlet i

en perfekt knold, selvom det var midt om natten. Hun skubbede

sig vej ind på værelset mellem laurel og hendes mor. så måbede

hun og rakte ud efter laurels arm, som om hun ville falde om på

gulvet af bar chok.

“thayer!” Hendes stemme var skinger, og hendes ansigtsud-

tryk en blanding af vrede, forvirring og lettelse. “Hvad laver du

her? Hvor har du været? er du okay?”

Musklerne i thayers arme spændtes, da han knyttede sine

hænder. Han kiggede rundt på laurel, Madeline, emma og sut-

tons forældre, som om han var et såret dyr på nippet til at flygte

Lying Game 3.indd 15 07/05/12 11.02

16

fra dem, der havde overfaldet det. et øjeblik efter snurrede han

rundt og satte af sted i den modsatte retning. Han stormede gen-

nem suttons værelse, løftede sig op i vindueskarmen og gled ned

ad egetræet uden for vinduet, der fungerede som nødudgang fra

suttons værelse. emma, laurel og Madeline fløj hen til vinduet

og så ham tumle gennem mørket. Hans gang var ujævn – han

trak tydeligt på det venstre ben og haltede hen over plænen.

“kom tilbage!” råbte mr. Mercer, spænede ud af suttons væ-

relse og ned ad trappen. emma fór efter ham, efterfulgt af mrs.

Mercer, laurel og Madeline. Charlotte og twitter-tvillingerne

vaklede søvnige og forvirrede ud fra stuen.

De endte alle sammen i en gruppe i den åbne dør. Mr. Mercer

var nået halvvejs over indkørslen og svingede med næverne af to

baglys, der forsvandt i det fjerne. “Jeg ringer til politiet!” råbte

han. “kom så tilbage, for fanden!”

Der var ikke noget svar. Dæk skreg rundt om hjørnet. og så

var thayer væk.

Madeline hvirvlede rundt og stirrede på emma. tårerne trak

op i hendes blå øjne, og hendes ansigt var rødspættet. “Havde du

bedt ham komme?”

emma gispede. “Hvad? nej!”

Men Madeline løb ud ad døren. et par høje bip skar gennem

luften, og lyset på Madelines firhjulstrækker blinkede.

laurel sendte emma et vredt blik. “se nu, hvad du har gjort.”

“Jeg har ikke gjort noget,” protesterede emma.

laurel kiggede på de andre piger for at få deres opbakning.

Charlotte rømmede sig. twitter-tvillingerne pillede ved deres

telefoner, sikkert i fuld gang med at opdatere deres mange so-

Lying Game 3.indd 16 07/05/12 11.02

17

ciale netværks-sider. laurels blik var iskoldt og vantro, og emma

vidste udmærket hvorfor. laurel og thayer havde været bedste

venner, da han forsvandt, og laurel havde tilmed været vild med

ham. Men thayer havde knap bemærket hende her til aften på

suttons værelse. Ud fra det, emma havde opsnappet de sidste

par uger i tucson, var der sket et eller andet, noget voldsomt,

mellem sutton og thayer, inden han forsvandt.

“Har du ikke gjort noget?” laurel vendte sig om og kiggede

atter på emma. “Du har skaffet ham problemer på halsen! Igen.”

Mrs. Mercer lod en hånd glide ned over sit ansigt. “laurel,

ikke nu.” Hun trådte hen til emma, strammede bæltet i frotté-

morgenkåben, hun havde slynget over sig på vej ned ad trappen.

“sutton, er du okay?”

laurel himlede med øjnene. “kig dog på hende, hun har det

fint.”

endelig traskede Drake, deres grand danois, ned ad trappen

og puffede til mrs. Mercers hånd med sin våde snude. “Du er en

køn vagthund,” mumlede hun, inden hun vendte sig om mod

emma, laurel og de tre andre piger i entréen. “Jeg tror hellere, i

må tage hjem nu,” sagde hun træt.

Charlotte og twitter-tvillingerne gik uden et ord ind i stuen

igen, sikkert for at samle deres ting sammen. emmas hoved var

alt for tåget til, at hun kunne overskue at følge efter dem, så

hun vadede op ad trappen igen og søgte ly på suttons værelse

for at samle sig. Værelset så ud, præcis som da hun forlod det:

gamle Vogue-blade lå i en pæn stak på reolen, halskæderne var

snoet sammen på kommoden, skolebøgerne lå i en dynge på ege-

træsskrivebordet, og på computerskærmen kørte et diasshow af

Lying Game 3.indd 17 07/05/12 11.02

18

Madeline, Charlotte, laurel og sutton med armene om hinan-

den – de fejrede sikkert en eller anden perfekt udført Til Kanten-

joke. Der manglede ikke noget. Det var ikke for at stjæle noget,

thayer var brudt ind på hendes værelse.

emma sank sammen på gulvet, og Madelines sårede blik gled

igennem hendes hoved endnu en gang. Én ting havde thayer

dog stjålet; den spinkle fredsaftale, hun endelig havde indgået

med suttons veninder og laurel. sutton havde skabt en del rava-

ge, da hun levede, og det havde krævet hårdt arbejde at reparere

hendes venskaber.

Jeg blev noget stødt over emmas tanker. Det var mine venin-

der, hun talte om. Folk, jeg havde kendt og elsket altid, og som

elskede mig. Men selv jeg kunne ikke nægte, at jeg havde truffet

en del tvivlsomme beslutninger. Jeg havde stjålet Charlottes kæ-

reste, garrett. Jeg havde tydeligvis haft et noget heftigt forhold til

Madelines bror. Jeg var skyld i, at gabby havde fået et epileptisk

anfald under en Til Kanten-joke – og sagt til hendes søster, at jeg

ville gøre hendes liv i highschool til et helvede, hvis hun fortalte

nogen, hvad jeg havde gjort. og jeg havde negligeret laurels fø-

lelser på så mange måder, at de ikke kunne tælles. Én ting havde

jeg lært af at være død, og det var, at jeg havde begået virkeligt

mange fejl, da jeg var i live. Fejl, jeg aldrig kunne rette op på.

Men måske kunne emma.

efter at emma havde taget et par dybe indåndinger, listede

hun ud fra suttons værelse og gik langsomt ned ad trappen. Duf-

ten af ristede hasselnødder mødte hende i køkkenet. suttons far

stod og rørte i en kop sort kaffe, hans ansigt var stadig trukket

sammen i vrede, hun kunne næsten ikke kende ham. suttons

Lying Game 3.indd 18 07/05/12 11.02

19

mor masserede hans ryg i store cirkler med fingerspidserne og

hviskede noget ind i hans øre. laurel kiggede uinteresseret ud

ad vinduet, mens hun snurrede glasmosaikken af en ananas, der

hang i vinduet, rundt med den ene finger.

Da suttons mor fik øje på emma, sendte hun hende et stort

smil. “Politiet kan komme, hvad øjeblik det skal være, sutton,”

sagde hun blidt.

emma blinkede, hvordan skulle hun reagere? Forventede

suttons forældre, at hun blev lettet over den detalje … eller at

hun straks ville forsvare thayer? Hun besluttede at sende dem et

udtryksløst blik, lagde armene over kors og stirrede på suttons

far.

“er du klar over, hvor farlig den dreng er?” spurgte han og

rystede på hovedet.

emma åbnede munden for at sige noget, men laurel var hur-

tigere. Hun skubbede sig forbi emma og greb fat i ryglænet på

en af træstolene, der stod rundt om egetræsbordet. “Den dreng

er en af mine bedste venner, far,” udbrød hun. “og har det over-

hovedet strejfet dig, at sutton – og ikke thayer – er skyld i det

alt sammen?”

“Undskyld mig?” peb emma fornærmet. “Hvorfor er alt sam-

men min skyld?”

De blev afbrudt af fjerne sirener. Mr. Mercer gik ud i entréen,

og mrs. Mercer fulgte efter. sirenerne steg i styrke, indtil de var

lige ud for huset. emma kunne høre en bil køre ind i indkørslen

og så røde og blå lys glide hen over verandaen. Hun skulle lige

til at følge efter suttons forældre ud i entréen, da laurel greb fat

i hendes arm.

Lying Game 3.indd 19 07/05/12 11.02

20

“Du vil smide thayer for løverne, ik’?” hvæsede laurel, og

hendes blik slog gnister.

emma stirrede på hende. “Hvad snakker du om?”

“Jeg ved ikke, hvorfor han altid kommer til dig først,” fortsatte

laurel, som om hun ikke havde hørt emmas spørgsmål. “Du

smadrer bare hans liv, og du er der aldrig til at samle stumperne

op igen. Det overlader du bare til mig, ik’?”

emma fingererede ved suttons kæde, der hang rundt om hal-

sen på hende, og bad i det stille laurel om at forklare sig, men

laurel stirrede bare anklagende på hende. sutton ville sikkert

vide, hvad hun talte om.

Det gjorde jeg ikke.

“Vi har kaffe på kanden,” lød mrs. Mercers stemme ude fra

gangen, og emma vendte sig om tidsnok til at se suttons foræl-

dre føre de to betjente ind i køkkenet. en af dem havde rødt hår

og fregner og så ikke meget ældre ud end emma. Den anden var

mere vejrbidt, med store ører og en moskusagtig parfume. emma

genkendte ham med det samme.

“goddag igen, miss Mercer,” sagde den anden betjent og

sendte hende et træt blik. Det var betjent Quinlan, ham, der

ikke havde troet hende, da hun havde fortalt ham, hvem hun i

virkeligheden var, da hun lige var ankommet til tucson. Han gik

ud fra, at historien om den forsvundne tvillingesøster var endnu

et af suttons numre – politiet i tucson havde en hel mappe fuld

af alle de ulovligheder, sutton havde begået som en del af Til

Kanten, en ond klub, sutton og hendes veninder havde dannet

for fem år siden, der gik ud på at lave practical jokes med intet-

anende ofre. i en af de mest rædselsvækkende jokes var suttons

Lying Game 3.indd 20 07/05/12 11.02

bil gået i stå på togskinnerne, netop da et tog i fuld fart nærmede

sig dem. Det var endt med, at gabby var kommet på hospitalet

efter et epileptisk anfald. emma havde hørt om det for første

gang ugen før, efter at hun med vilje havde ladet sig tage i bu-

tikstyveri, så hun kunne snige sig til et kig i sin sagsmappe på

politistationen. Hun havde snaget og havde fundet svar, men

hun havde ikke just flere planer om mere kvalitetstid sammen

med tucson politi fremover.

Quinlan dumpede ned på en af køkkenstolene. “Hvordan kan

det være, miss Mercer, at du har noget med det at gøre, hver gang

der kommer et opkald på min vagt?” spurgte han træt. “Havde

du planlagt mødet med mr. Vega? Har du hele tiden vidst, hvor

han er?”

emma lænede sig op mod bordet og stirrede på Quinlan. Han

havde været ude efter hende – øh, sutton – siden hun mødte

ham første gang. “Jeg har ikke gjort noget,” sagde hun hurtigt og

børstede et kastanjebrunt hår af sin skulder.

Mr. Mercer kastede hænderne i vejret. “sutton, gider du,” sag-

de han. “samarbejd nu med politiet. Jeg vil gerne have den dreng

ud af vores liv for altid.”

“Jamen jeg har jo sagt, at jeg ingenting ved,” modargumente-

rede hun.

Quinlan vendte sig om mod suttons far. “Vi har tre patrulje-

vogne i området, der leder efter mr. Vega. Vi skal nok finde ham,

bare rolig.”

noget ved hans forsikring fik emma til at gyse, og jeg gøs med

hende, for det samme spørgsmål snurrede rundt i vores hoveder:

Hvad hvis Thayer fandt Emma først igen?

Lying Game 3.indd 21 07/05/12 11.02