Magasinet Hjemløs

Hjemløs nr. 2 2010 1

Marts • 2/2010Hjemløs

Mændenes Hjem 100 år

2 Hjemløs nr. 2 2010

En åndsfrisk fødselarDen 6. marts for 100 år siden blev det første Mændenes Hjem i Eskildsgade indviet. Senere flyttede det til Lille Istedgade, hvor vi bor i dag. I de 100 år, Mændenes Hjem har ligget på Vesterbro, har lokalområdet og hele samfundet forandret sig. Med årene er der også kommet nye brugere til: unge, indvandrere og flygtninge, kvinder, østeuropæere m.fl.

Mændenes Hjem er altid været et spejl af den sociale virkelighed i lokalområdet og den social-politiske udvikling i samfundet. Udviklingen på hjemløseområdet og de udfordringer, der følger med, stiller hele tiden nye krav til Mændenes Hjem.

Vores opgave er stadig at hjælpe folk med omsorg og tag over hovedet, men opholdet er i dag en proces frem mod andre og mere permanente botilbud. Og Mændenes Hjem er ikke længere kun et herberg. Det er et multihus for hjemløse, nok det mest besøgte i Norden. Vi har flere forskellige bo-tilbud, opsøgende arbejde og omfattende sundhedstilbud. Vi udleverer sprøjter, kanyler, kondomer, brugt tøj og distribuerer hjemløseavisen Hus Forbi. Vi har et aktiveringsprojekt for arbejdsløse. Mændenes Hjem favner bredt.

I de første 100 år har Mændenes Hjem også bevæget sig fra at være en privat organisation med et missionerende sigte til at have mere vægt på det socialfaglige arbejde.

Det kristne fundament har vi stadig. Men i dag er vi også afhængige af offentlige midler, og det støder nogle gange mod det idealistiske udgangspunkt. Aktuelt har vi et dilemma i forhold til hjemløse fra Østeuropa, som vi ser flere og flere af på gaden i København. Øst-europæere uden opholdstilladelse i Danmark har ikke ret til sociale ydelser her i landet, og kommunen skal derfor ikke huse dem. Det betyder, at herberger, der får tilskud fra det offentlige, ikke må tage imod dem. Gør vi det, risikerer vi, at tilskuddet falder bort. Sagt med andre ord skal vi lave en selektion af brugerne, som principielt strider mod vores grundlæggende værdier.

Der er mange andre aktuelle udfordringer: Nye rusmidler, især kokain, vinder frem blandt hjem-løse og misbrugere og stiller nye krav til vores hjælpetilbud. Kvinderne fylder mere og mere blandt de hjemløse. Hvordan kan vi bedst hjælpe dem? Manglen på billige boliger i København gør det generelt svært at hjælpe folk videre. Osv.

Her i år, hvor vi fejrer 100 års fødselsdag, skal vi fortsat reflektere over vores praksis, og hvor vi bevæger os hen.

I dette nummer af Hjemløs får du et indblik i hverdagen på Mændenes Hjem anno 2010. Som den ser ud for de 400 til 600 hjemløse og socialt udsatte, som kommer og bor her. Og for de ca. 60 medarbejdere, der har Mændenes Hjem som deres arbejdsplads.

Hjemløs20. årg. nr. 2, 2010

Missionen blandt Hjemløse

SekretariatetGl. Køge Landevej 1372500 ValbyTlf. 3616 [email protected]

Redaktion:Robert Olsen (ansvar)Jacob ØrumKaren Pedersen (DJ)

Forsidefoto:Daniel Greniman

Layout og tryk: KLS Grafisk Hus A/S trykt CO2-neutralt

Oplag: 4.800ISSN: 1903-2803

Hjemløs udkommer 4 gange om året.

Abonnement er gratis – kontakt sekretariatet.For adresseændring kontakt venligst det lokale postkontor.

Af Robert Olsen

forstander

Mændenes Hjem

Missionen blandt Hjemløse laver socialt hjælpearbejde blandt hjemløse, ensomme og socialt vanskeligt stillede mennesker.

Mændenes Hjem er ikke længere kun et herberg. Det er et multihus for hjemløse, nok det mest besøgte i Norden.

Fo

to: H

olg

er

He

nr

ikS

en


Af Karen Pedersen • Foto Daniel Greniman

Øverst oppe på femte sal under de skrå vægge ligger Mændenes Hjems bofællesskab. Her er hyggeligt. Klunsede møbler, bøger i bogreolen, fjernsyn i fællestuen og kaffe på kanden.

Bofællesskabet er hjem for otte beboere. En af dem hed-der Mikael Steen Olsen, også kaldet Klarinetten. Bofælles-skabet er også en arbejdsplads for fire medarbejdere. En af dem hedder Mikael Dylmer, også kaldet Fyrtårnet.

De to byder på kaffe i dagligstuen. Mikael Dylmer tager lænestolen, Klarinetten smider sig så lang, han er, i læder-sofaen, tænder en smøg – og for talestrømmen. Ordene vælter ud i mange retninger.

- Det er noget, jeg har efter min faster, forklarer han senere. Hun var meget omstændelig og gik meget i detaljer med det hele. Men når snapsen gik rundt, var hun klar nok. Kluk, kluk, kluk.

Beboerne i bofællesskabet har det til fælles, at de har en sindslidelse og et misbrug, der gør, at det kan være svært at bo andre steder. Klarinetten har boet i bofællesskabet i fem et halvt år.

Hjemme hos KlarinettenBofællesskabet i Mændenes Hjem er hjem for otte mennesker. Vi besøgte beboer Mikael ”Klarinetten” Olsen og medarbejder Michael Dylmer til en snak om hverdagslivet her.

Jeg er glad for at bo her. Glad for personalet, de er ikke så skøre som os andre.

Klarinetten, beboer i bofællesskabet

Klarinetten har boet i bofællesskabet i fem et halvt år. Han er glad for både medbeboere og medarbejdere her, men vil alliegvel gerne snart flytte. Stofferne fylder for meget, synes han.


- Jeg er glad for at bo her. Glad for personalet, de er mere karakterfaste, ikke så skøre som os andre. Folk her er mere eller mindre sindssyge, det kører alt for stærkt nogle gange ... Jeg bruger personalet til at snakke med, for jeg har ikke så meget kontakt til min familie. Min mor har besøgt mig her en enkelt gang – den 9. december 2008. Da havde jeg ikke set hende i seks år.

På det punkt ligner Klarinetten mange af de andre bebo-ere, fortæller Michael Dylmer.

- Mange har ikke kontakt til deres familier, og det kan fylde en del. Nogle har børn, men ser dem sjældent. Vi forsøger at støtte op om, at folk kan have kontakt. Fx har vi kørt for Mikael til Lolland, hvor han kommer fra.

Medarbejderne støtter også med kontakt til kommunen, læge, ambulatorium eller hvad der er brug for. De fleste beboere er både i psykiatrisk behandling og i behandling for deres misbrug, på metadon mv.

Gode naboerDe otte beboere har ikke valgt hinanden. De er visiteret fra kommunen, og det er selvfølgelig lidt specielt, men i det store hele o.k., synes Klarinetten:

- Jeg har et godt forhold til de andre beboere. Min nabo er fra Palæstina, han er sød. Jeg er også gode venner med Brian. Han kommer tit ind på mit værelse om aftenen,

vi har samme temperament og empati. Brian er alders-præsident her, han har boet her i ti et halvt år. Næstefter kommer jeg.

Det gode naboskab til trods er der også konflikter ind-imellem. Det er ikke nogen hemmelighed, at stofferne og misbruget fylder en del.

Michael Dylmer: - Når der flytter nye ind, er der tit en del konflikter, men når folk så faldet til, går det bedre. Der kan hurtigt opstå konflikter over stoffer og handler. Folk bor småt og tæt på hinanden, og nogle har mange gæster med hjem. En del konflikter ordner beboerne selv, men nogle af dem ”gemmer” de til personalet kan træde til. Vi er her fra 8 til 20.

I en tidsmaskine til New OrleansAlle i bofællesskabet er på førtidspension.

- Nogle laver ikke så meget i løbet af dagen. Nogle bruger en del tid på at tage til ambulatoriet og hente meta-don mv. eller er meget optaget af deres misbrug på gaden. Nogle hjælper med det praktiske i bofællesskabet eller sæl-ger hjemløseavisen Hus Forbi, fortæller Michael Dylmer.

Klarinettens dage er ret forskellige.- Jeg starter altid dagen med at læse i min andagtsbog.

Bare lige 15 linjer, et ord til dagen, det giver en god styrke og glæde. Vi skal opmuntre hinanden og give hinanden good vibes. ”Love, peace and understanding,” som det hed i 60’erne …

Mikaels store kærlighed er musikken. Han har spillet klarinet, siden han var 16, og gør det stadig rundt omkring på Vesterbro.

- Nogle dage er jeg ude at ”bomme.” Jeg spiller fx i butikscentret på Vesterbrogade. En dag, hvor jeg spillede ”Godfather”, kom der to butiksansatte ud og bukkede ærbødigst og gave mig en tyver. Jeg er også med i en trio,

Jeg starter altid dagen med at læse i min andagtsbog. Bare lige 15 linjer, et ord til dagen, det giver en god styrke og glæde.

Klarinetten, beboer i bofællesskabet

Døren ind til Klarinettens værelse er én stor collage af udklip fra aviser og blade: Sanne Salomonsen og Dronning Margrethe, Birthe Kjær og klistermærker med opråb om at gøre en forskel for verdens dyr indgår i udsmykningen.

Klarinetten har mange ting på værelset – de fleste med en lang historie. Troen betyder meget for ham, det afspejler sig også.


Mikki Flagnegger City Slickers All Stars, vi spiller på Cafe Erik. Klarinetten kan lide ”alt fra Savage Rose til Clement”.

- Men specielt sorte musikere. Hvis jeg blev sat i en tidsmaskine, var jeg tilbage i New Orleans og spillede jazz på en floddamper. Jeg har haft 28 klarinetter i mit liv. I 2005 havde jeg fem, de tre fik jeg gratis af en flink musik-forhandler. - Og Hanne Reintoft (fond, red,) gav mig gav mig en julefrokost! Vi sad inde på mit værelse og proppede os med sild og sylte og det hele. Det var også i 2005.

Torsdagskaffe Til daglig spiser Klarinetten i bofællesskabet. Det koster 4.860 kr. om måneden at bo her, og maden er med i pri-sen. Menuen kan man selv være med til at bestemme.

- Det er personalet, der laver varm mad, fortæller Klari-netten. - Der må vi ikke være med til.

Mikael Dylmer supplerer: Det er nu ikke fordi, man ikke må. Men der er nogle hensyn til hygiejnen, og det går ikke, at man er for skæv.

Rengøringen står beboere og personale for i fællesskab. Mandag er som regel store rengøringsdag.

Beboere og medarbejdere tager også på ture, ofte to og to, til museer og andre steder. Og på sommerferie sammen. Hver torsdag er der ”torsdagskaffe” en blanding af hygge og beboermøde, hvor man kan tage diverse op til debat.

For nogle af beboerne er bofællesskabet en varig bolig,

men Klarinetten kunne godt tænke sig at flytte på et tids-punkt. Først vil han gerne i behandling. Han har fundet et kristent behandlingssted, fortæller han og springer op fra sofaen for at finde brochuren. ”Der er håb”, lyder det på forsiden. Klarinetten kunne ikke være mere enig:

- Gud har en plan for os alle sammen!

Ja til JesusTroen er vigtig for Klarinetten, til daglig kommer han meget på den kristne gadecafe Klippen.

- Min mor bad fadervor. Jeg har haft, hvad man vil kalde en rimelig harmonisk barndom. Men jeg har boet på forskellige forsorgshjem, siden jeg var først i 20´erne. Jeg sagde rigtigt ja til Jesus i 1978, og selvom jeg har oplevet alt muligt traumatisk, har jeg holdt fast i ham.

- Jeg stoppede med at drikke for fire år siden som 41-årig, før drak jeg 12-15 øl om dagen. Af nåde blev jeg frelst af Gud – i dag ryger jeg stort set kun hash og tager nogle benzoer (benzodiazepiner, red.), så jeg har det godt. Fanden vil ikke tage mig, og Gud vil ikke have mig endnu! Men jeg vil godt snart væk herfra. Det er for hårdt for mig at bo her, nu hvor jeg ikke drikker mere. Stofferne fylder for meget.

Et par dage efter besøget ringer Klarinetten. Han har lige en tilføjelse: Vil du ikke også godt skrive, at jeg gerne vil have en kæreste. Hun må gerne være kristen.

Der kan hurtigt opstå konflik-ter over stoffer og handler. Folk bor småt og tæt på hinanden, og nogle har mange gæster med hjem.

Mikael Dylmer, medarbejder i bofællesskabet

Michael Dylmer (th.) var med til at starte bofællesskabet for 11 år siden. Han har arbejdet på Mændenes Hjem i snart 17 år, og er den medarbejder, der har været her længst i huset. Klarinetten er den ”næstældste” beboer i bofællesskabet.

Bofællesskabet på femte er et af tre botilbud på Mændenes Hjem. Her er også herberg for folk, der har brug for et sted at bo i en kortere periode. Og en boenhed for mennesker med svære misbrugs-problemer.

Mikael Steen Olsen fik sin første klarinet, da han var 16, og har haft 28 siden. - I 2005 havde jeg fem kla-rinetter, de tre fik jeg gratis af en flink musikforhandler, fortæller han.


Sår efter slagsmål, lungebetændelse, bylder efter fejlfix og meget andet. Sygeplejerskerne i sygeplejeklinikken på Mæn-denes Hjem møder lidt af hvert i deres arbejde.

- Generelt er brugernes tilstand dårlig. Det kan være, at de kommer ind med dårlige fødder, fordi de går så meget rundt. Når fødderne så kommer ud af skoene, er der fod-svamp, og de er i en miserabel tilstand, forklarer Christina. Sammen med kollegerne Maiken og Lisbeth dækker hun vagterne på klinikken, der har åbent alle hverdage fra 7 til 23. I dagtimerne er de to på vagt, og om aftenen er en af dem på vagt sammen med en læge.

Sygeplejerskerne har flere funktioner i og uden for huset.- Mange af brugerne er ikke interesseret i at komme på

skadestuen eller blive indlagt, fordi de har oplevet nederlag her. Derfor er vigtigt, at vi er med til at skabe kontakt til det etablerede system, når det er behandlinger, vi ikke selv kan klare, forklarer Lisbeth. Så når brugerne skal til egen læge eller til undersøgelse på hospitalet, tager sygeplejerskerne med som bisiddere og sørger så vidt muligt for at inddrage brugeren så meget som muligt i tidsbestilling m.m.

Opsøgende arbejde hjemme og udeSå er der de mere akutte ting: skader fra slagsmål og syre-angreb, som er blevet et nyt våben i miljøet. Og når nogen tager en overdosis. Det var sygeplejerskerne ude for 33 gange sidste år.

Fra fodsvamp til overdosisDe tre sygeplejersker på Mændenes Hjem ved aldrig helt, hvad dagen bringer.

Sygeplejerskerne behandler mange sår i klinikken. Hvis de er i tvivl, om brugeren kommer tilbage, sætter de en langtidsholdbar bandage på. Den kan beskytte såret i 14 dage.

Af Maren Urban Swart • Foto Holger Henriksen


- Nå folk får en overdosis, er det vores opgave at obser-vere personen og ventilere (give kunstigt åndedræt, red.) til ambulancen kommer, fortæller Maiken.

Mange af brugerne er også psykisk dårlige. Sygeple-jerskerne kan ikke selv indlægge, men sørger for at køre brugerne til psykiatrisk hospital, hvis de indvilger i det.

Ud over at passe klinikken på Mændenes Hjem ar-bejder sygeplejerskerne opsøgende på gaden fra Hoved-banegården til Gasværksvej. Og de bliver nogle gange tilkaldt af Reden (værested for prostituerede, red.), hvis medarbejderne her har nogle sundhedsproblemer. Også ”hjemme” på Mændenes Hjem opsøger de selv folk.

- Vi henvender os til dem, der sidder i opholdstuen, hvis vi ser, at de halter eller ser dårlige ud. På den måde er vi også opsøgende inden for murene, forklarer Lis-beth.

Sundhedstjek fra top til tåEn del af beboerne på Mændenes Hjem har tilknyttet en kontaktperson, og kontaktpersonerne sørger for, at syge-plejerskerne får besked, hvis én har behov for pleje. På den måde kan sygeplejerskerne let følge op på, hvad folk fejler, og hvilken behandling de har brug for. Alle nye indflyttere på herberget får desuden tilbudt en sundheds-samtale, og deres helbredstilstand bliver gennemgået fra top til tå. Det er forskelligt, om folk tager imod det. Nogle har for travlt med stofferne.

- Hvis man er på kokain, som er det foretrukne stof, skal man fixe 10-14 gange om dagen. Og når folk ikke fixer, skal de skaffe penge til stofferne og nyde deres rus. Så er der ikke meget tid til sygepleje, fortæller Christina.

Giv dem et fixerumSygeplejerskerne arbejder i et psykisk hårdt miljø, hvor

de har med desperate mennesker at gøre. Mennesker, der er presset på grund af deres misbrug og kan være ubereg-nelige. En del af jobbet er at kunne håndtere konflikter, og det lykkes ikke altid at tage dem i opløbet.

- Brugerne får besked om at gå udenfor, hvis de skal indtage stoffer eller alkohol. Måske er de i forvejen blevet bedt om at fjerne sig fra Hovedbanegården eller Maria Kirkeplads og tror, at de endelig kan slappe af

med en øl på Mændenes Hjem – hvis de så også bliver irettesat her, kan det være den sidste ting, der får dem til at eksplodere, forklarer Christina. Ligesom de to andre sygeplejersker ville hun ønske, at misbrugerne kunne have et fixerum. Det ville nedsætte antallet af fejlfix og gøre dem mindre pressede.

- Vi taler med dem om, hvor på kroppen det er bedst for dem at fixe, hvilket er meget grænseoverskridende. Men det er rart, at vi kan være så åbne og rådgive om skadesreduktion. Det er en del af omsorgen og viser, at vi har respekt for dem; for de gør det uanset hvad. Et fixerum ville give dem ro til at indtage deres stof, og der ville være fagpersonale til stede, hvis de begynder at bløde meget eller får en overdosis, siger Maiken.

Respekten går begge vejeEn del af respekten handler også om at stille krav til dem, som sygeplejerskerne behandler.

- Selvom vi har med en svag gruppe at gøre, så skal vi stille krav til folk. Alt andet er respektløst. De har selv ansvaret for at få det bedre, ansvar for, at deres bandage bliver skiftet, og at de kommer til lægen, forklarer Chri-stiana. - Selvfølgelig ud fra en vurdering af deres tilstand.

Det kan være psykisk hårdt at have med brugerne at gøre, men det er også livsbekræftende.

- Enten løber man skrigende væk, eller også falder man for dem. Mange tror det ikke, men det er et positivt arbejde, man får enormt meget positiv feedback fra de her fantastiske mennesker og personligheder, fortæller Lisbeth.

Og alle i miljøet kender én, tilføjer Maiken: - Når jeg går fra arbejde og skal ned til Hovedbane-

gården, så er det ”hej” hele vejen ned ad gaden. Man er et kendt ansigt i gadebilledet.

Mange tror det ikke, men det er et positivt arbejde, man får enormt meget positiv feedback fra de her fantastiske mennesker og personligheder.

Lisbeth, sygeplejerske på Mændenes Hjem

Sygeplejerskerne har mellem 500-550 kontakter om måneden. Som regel er der mest travlt i klinikken omkring den første, hvor folk har fået penge og derfor kan købe flere stoffer. Her er det Maiken (tv.) og Lisbeth med en af husets brugere.


- Hvis der er masser af stoffer på gaden, har vi ikke så travlt, for så er brugerne ude og få del i det. Hvis der ikke er så meget stof på gaden, bliver folk mere syge og psykoti-ske. Det fortæller Kasper Iversen, frivillig læge på Mænde-nes Hjem.

Sammen med Ane Teisner etablerede han i 2005 læge-ordningen her. Ideen opstod, fordi de to, når de kom på Vesterbro, blev konfronteret med, at folk i misbrugsmiljøet havde brug for hjælp. Og fordi de i deres job i sygehus-væsnet oplevede, at misbrugere og hjemløse blev forsømt.

- Vi så, at man var dårlig til at håndtere skæve eksisten-ser på afdelingerne. Deres måde at opføre sig og leve på passer enormt dårligt med den måde, man skal indrette sig på et hospital. Der må man ikke ryge eller tale højt, og man skal spise på faste tidspunkter, forklarer Kasper Iver-sen, der til daglig arbejder på hjerteafdelingen på Hillerød Sygehus.

De dårlige oplevelser, stofmisbrugere får i mødet med det etablerede sundhedsvæsen, resulterer i ofte i, at de væl-ger behandling fra, selvom de har brug for den – af frygt for endnu et nederlag.

- Vi følte, at det var vigtigt med et alternativt sundheds-tilbud til de allerdårligste misbrugere og hjemløse. Det giver os samtidig mulighed for at komme af med vores frustration og dårlige samvittighed over det tilbud, vi kan give stofmisbrugerne i det etablerede system, siger Kasper Iversen.

Sygeplejerskernes konsulentNår Kasper Iversen en gang om måneden har vagt på Mændenes Hjem, assisterer han den sygeplejerske, der har aftenvagten, og udfører den behandling, som praktiserende læger og skadestuer tager sig af. Det kan være behandling af infektioner, bylder, sår og udslæt.

Hvis der ikke er noget at lave på Mændenes Hjem, går han sammen med sygeplejersken rundt i området og opsø-ger steder, hvor der kan være problemer.

- Vi betragter os som konsulenter for sygeplejersken. Det er hende, der fører ordet, vi stiller vores viden til rådighed. Det kan være, at der er brugere, som sygeplejerskerne ved har det dårligt for øjeblikket. Så spørger vi, om de har lyst til at blive kigget på. Det er meget tilfredsstillende at

Mange misbrugere har haft dårlige oplevelser med sundhedsvæsnet. Det forsøger Kasper Iversen og 19 andre frivillige læger at rette op på, når de har vagt på Mændenes Hjem.

Af Maren Urban Swart • Foto Holger Henriksen

- Arbejdet som frivillig læge giver god mening, og en vagt om må-neden kan man sagtens få til at passe ind med familie og karriere, siger Kasper Iversen. Han bor på Vesterbro og arbejder i Hillerød.

På brugernes betingelser


arbejde med nogle fremragende sygeplejersker, som alle brugerne kender.

Ikke så strømlinet Arbejdet på Mændenes Hjem adskiller sig i høj grad fra arbejdet på Hillerød Sygehus. Der er ikke den samme stress, men det kræver praktisk sans, og at man mestrer det muliges kunst i et miljø, hvor mange nødigt vil undersøges eller på hospitalet.

- Det er ikke så strømlinet som mit normale arbejde. Jeg behandler dem på deres præmisser og ikke ud fra nogle stringente guidelines for normal medicinsk behandling. De udfordringer, vi møder, når vi behandler stofmisbrugere på hospitalet, er væk, når vi møder dem på vagt på Mænde-nes Hjem. Her foregår tingene på deres betingelser, vi har ikke travlt, og de kan komme, når de vil, fortæller Kasper Iversen.

I modsætning til sygeplejerskerne kan lægerne udskrive medicin og indlægge de patienter, der kræver yderligere behandling.

- Nogle gange går vi efter at finde de svært psykotiske, så vi kan få dem indlagt på røde papirer (tvangsindlagt, red.). Ikke fordi vi er ”politibetjente”, men nogle gange er de meget lidende og kan ikke selv tage stilling til deres indlæg-gelse. Vi kan ringe til en kollega, som vi måske kender på et hospital, og oplyse om, at vi har den her patient, der får så og så meget metadon. På den måde kan vi bane vejen for en lettere indlæggelse og forberede hospitalet på den patient, der kommer ind, forklarer han.

Lever drømmen udVagterne på Mændenes Hjem er ulønnede, og det ser Kas-per Iversen intet problem i.

- Det her giver mig mulighed for at gøre noget, og få det til at hænge sammen med, at jeg har karriere og børn. En vagt om måneden kan let passes ind. Arbejdet er menings-fuldt. Mange har drømmen om at hjælpe udsatte grupper, når de starter på studiet, men det forsvinder ofte i karriere og familie, siger han.

Bisserne– et tilbud med bid i

Mændenes Hjem tilbyder ikke kun lægebehand-ling og sygepleje. På anden sal holder tandkli-nikken Bisserne til, den drives af 22 tandlæger og fire tandplejere. Ligesom lægerne arbejder de frivilligt og ulønnet og har i gennemsnit en vagt om måneden. En lønnet klinikassistent koordi-nerer arbejdet.

Tandlægerne laver huller, behandler tand-betændelse og tilbyder også længerevarende behandlinger i form af rodbehandlinger og evt. proteser efter aftale. I gennemsnit kommer der seks til otte personer på klinikken hver dag.

For at få adgang til behandling skal man være hjemløs eller midlertidigt opholde sig på et bosted for hjemløse. Brugerne skal medbringe deres sygesikringsbevis.

Bisserne lå tidligere ved De Hjemløses Hus i Københavns nordvestkvarter, men rykkede i 2008 til Mændenes Hjem. Som noget nyt har Bisserne netop etableret endnu en tandklink på Kofoeds Skole. Også den drives af frivillige tandlæger. Læs mere på www.bisserne.cure4you.dk

Birgit Marcussen (tv.) har været frivillig tandlæge i Bisserne i syv år: - De hjemløse har et enormt behov for tandlægehjælp, som de har svært ved at få andre steder siger hun. Bissernes koordinator Kate Caroc (th.) funge-rer også som klinikassistent.


Af Jacob Ørum, Missionen blandt Hjemløse • Foto: Daniel Greniman

”Det eneste jeg ønsker mig til jul – er to nye tænder”, sang

Bodil Steen i 1950’erne.

Flere hjemløse har i år fået det ønske ønsket opfyldt,

takket være tandlægeklinikken Bisserne på Mændenes

Hjem.

Bisserne drives af frivillige tandlæger og tandplejere. En

af dem er Birgit Marcussen, som til daglig er privat prakti-

serende tandlæge i Taastrup. En eftermiddag om måneden

arbejder hun i Bisserne, og her hjælper hun hjemløse med

at få smilet tilbage. Nogle kommer akut forbi med tandpi-

Mange hjemløse har et enormt behov for tandlægehjælp. Birgit Marcussen (tv.) har været frivillig Bisse i seks år.

Birgit Marcussen er frivillig tandlæge i Bisserne. Hver måned bruger hun en eftermiddag på

at give hjemløse smilet tilbage.

skaber smil på Mændenes Hjem

Fo

to: d

an

iel

gr

en

iMa

n


?5 til forstanderen

Mændenes Hjem har ligget på Vesterbro i 100 år, hvad er jeres vigtigste rolle i dag?

- Vores mission er stadig at hjælpe hjemløse og socialt udsatte med at få tag over hovedet og tage hånd om deres sociale og sundhedsmæssige behov. Men måden, vi gør det på, har ændret sig gennem tiden.

- Historisk set har Mændenes Hjem bevæget sig fra et kirkeligt, missionerende arbejde til et professionelt, socialfagligt arbejde. I dag er diakonien mere et udtryk for vores grundsyn og grundlag.

- Den udvikling er sket glidende og begyndte allerede i 60’erne. Det er vigtigt, at man bevæger sig hele tiden,

og afspejler de problematikker, man ser. Vi er præget af miljøet på Vesterbro, og de mennesker, der færdes her. Konkret betyder det, at vi har bevæget os i retning af mere opsøgende arbejde, vores tilbud er mere rettet mod stofbrugere end tidligere, og vi har flere sundhedstilbud.

Hvilke udfordringer trænger sig på lige nu?

- Brugergruppen ændrer sig hele tiden. Og det giver os nye udfordringer. Fx kommer der mange kvinder på Mændenes Hjem i dag, omkring 20 pct. af brugerne er kvinder. Det giver en masse overvejelser om, hvordan

”Vi skal altid være i bevægelse”Robert Olsen har været forstander for Mændenes Hjem siden 1993. Her fortæller han om de udfordringer, Mændenes Hjem står over for lige nu – og i fremtiden.

Af Karen Pedersen • Foto Holger Henriksen


? vi bedst hjælper dem – på Mændenes Hjem eller andre steder i byen.

- Det er også en udfordring, hvordan vi bedst kan lave tiltag for stofbrugerne. Selve stofmønstret har også æn-dret sig meget. Tidligere var heroin det foretrukne stof, i dag er det kokain. Det har gjort, at stofmiljøet er blevet hårdere. Kokainmisbrugere bliver urolige og psykotiske, sover fx ikke i mange dage. I de senere år er der desuden kommet mange flere stofmisbrugere med anden etnisk baggrund end dansk. Alt det afspejler sig i vores tilbud. Fx har vi etableret et brobyggerprojekt, specielt rettet mod stofbrugere med anden etnisk baggrund. Vi arbej-der benhårdt på at skabe gode relationer til stofbrugerne.

- En tredje udfordring lige nu er de mange hjemløse østeuropæere. Mange lever på gaden, men vi må ikke indskrive dem (herberger, der får støtte fra det offentlige, må ikke huse mennesker uden opholdstilladelse, red.). Vi prøver at henvise dem natcafeer, private pensionater eller jobcentrene. Og via vores organisation, Missionen blandt Hjemløse, har vi været med til at etablere et nødherberg for østeuropæere. Her står vi over for et dilemma. Også fordi der arbejder både læger og tandlæger på Mændenes Hjem. De har aflagt sundhedsløfte, som siger, at de skal hjælpe alle, der har brug for det. Så det er klart at alle, som har behov for behandling, får hjælp.

Hvordan er det at arbejde på Mændenes Hjem – bliver det aldrig ”for meget med al den elendighed”?

- Elendighed er der jo i hele verden, man skal bare åbne for sit tv. Selvfølgelig kan man finde et ”lettere” arbejde, men her får man hele paletten. Medarbejderne har mulighed for at lære noget om hjemløse, misbrugere, stoffer, etniske kulturer, psykisk syge … Og så er vores arbejde at mindske eller lindre den elendige situation, mange er i.

- Vi bruger meget tid på at diskutere – også de etiske dilemmaer, vi møder. Hvad gør vi, når vi ser én begå noget kriminelt? Når nogle er ved at gå til i selvdestruk-tion?

- Det er et voldsomt miljø, men det er også muligt at møde det med humor. Og en god ting ved arbejdet er, at man får umiddelbar feedback, når man serverer mad, tilbyder et bad eller et sted at sove. Omsorgen er vigtig, men vi skal også hjælpe på den lange bane. Og folk kommer jo videre. Nogle kommer i behandling og får det rigtig godt. Langtfra alle bliver stoffri, og dem skal der også være plads til. Udviklingen mod at bygge flere særboliger osv., hvor folk kan bo med støtte i hverdagen

er god. Som noget nyt samarbejder vi med kommunens beskæftigelsesforvaltning om at etablere afklaringsforløb for brugerne.

- Som medarbejdere skal vi passe på med, at det ikke bliver vores ambitioner på brugernes vegne, der kommer til at styre arbejdet. Det er en balance at bevare entusias-men og være realistisk. Brugerne skal altid selv være med.

Hvordan har brugerne indflydelse på Mændenes Hjem?

- De har selvfølgelig indflydelse på de planer, der handler om dem selv. Vi holder også beboermøder i herberget, men det er svært, fordi folk er ret ustabile og ikke særligt vant til møder. Vi har også haft en gruppe af tidligere be-boere til at udarbejde en brugertilfredshedsundersøgelse. Og så prøver vi at tænke brugerindflydelse på nye måder, fx i den måde vi indretter huset på.

- Da vi moderniserede for nogle år siden, ændrede vi markant på de fysiske rammer. Før kom man ind ad dø-ren og blev sluset frem til receptionen, hvor man fortalte medarbejderen om sit problem. I dag kommer man ind i et stort åbent lokale og kan selv vælge, om man vil sove, drikke kaffe, spise, hente kanyler eller kondomer, tale med en medarbejder, købe Hus Forbi … Man vælger sit serviceniveau. Jeg synes tit, vi glemmer, at man også kan gøre noget strukturelt, når det handler om brugerindfly-delse.

Hvor er Mændenes Hjem på vej hen?

- Det langsigtede mål med regeringens hjemløsestrategi er at afskaffe hjemløsheden. Hvis vi når det mål, for-svinder Mændenes Hjem jo helt, men det kommer nu nok ikke til at ske lige med det samme. Jeg håber, at vi kan blive bedre til at forebygge hjemløshed, fx ved at det bliver sværere at smide folk ud af deres lejlighed.

- Det er svært at sige, hvordan Mændenes Hjem udvikler sig i fremtiden. Vi skal forsat have fokus på udviklingen i samfundet og være med til at pege på løs-ninger for de socialt udsatte. I mange år har der fx været et behov for at etablere et fixerum for stofmisbrugerne. Det skal vi blive ved med at pege på for at forbedre de socialt udsatte stofmisbrugeres situation. Så længe vi gør en forskel i praksis for den enkelte bruger, og så længe vi bliver ved med at advokere de socialt udsatte sag, har Mændenes Hjem sin berettigelse.


Multihuset Mændenes Hjem

Tandlægeklinikken Bisserne med 26 frivillige tandlæger og tandplejere. De har ca. 1.400 konsultationer om året.

• Mændenes Hjem er Nordens mest besøgte sociale tilbud.

• Hver dag besøger mellem 400 og 600 forskellige mænd og kvinder Mændenes Hjem for at bruge et eller flere af tilbuddene her. 1.500-2.000 besøg om dagen bliver det til.

• Lidt over halvdelen af brugerne (54 pct.) er danske. Næsten lige så mange har en anden etnisk bag-grund en dansk. De fleste kommer fra Mellem-østen og Nordafrika.

• 16 pct. af brugerne er kvinder.

• Mange af brugerne har et stofmisbrug. Kokain er det mest brugte stof.

• Der er ca. 60 medarbejdere på Mændenes Hjem.

• Mændenes Hjem er en selvejende institution, der drives af Missionen blandt Hjemløse.

• Mændenes Hjem har en driftsoverenskomst med Københavns Kommune.

Sygeplejeklinik med ca. 5.700 konsultatio-ner om året. 20 læger arbejder som frivillige tilknyttet sygeplejeklinikken. Lægerne har ca. 950 konsultationer om året.

Illustration: Hanne Louise Nielsen


Multihuset Mændenes Hjem Bofællesskab for 8 psykisk syge misbrugere.

Herberg med 43 pladser til midlertidigt ophold.Boenhed med 15 pladser til mere langvarigt ophold.

Cafe, og kontaktsted med opsøgende arbejde. Man kan drikke en kop kaffe, købe mad, få en snak med en medarbejder eller tage en lur i de såkaldte koksestole. Man kan hente sprøjter, kanyler og kondo-mer; brugt tøj og soveposer; købe Hus Forbi til videresalg på gaden. Natcafe kl. 24-07, cafeen har ca. 17.000 gæster om året.

Medarbejderne på Mændenes Hjem• serverer mad og udleverer

brugt tøj i store mængder hver dag

• udleverer ca. 1 mio. sprøj-ter og kanyler om året

• sælger ca. 100.000 eksem-plarer af hjemløseavisen Hus Forbi hvert år.

Mændenes Hjems bestyrelse:

Jens Johansen ( formand)Ivan ChristensenNiels AndersenSerap ErkanLotte Thiim BertelsenJoy Baneborg (medarbejder-repræsentant)

Læs mere på www.maendeneshjem.dk


I de seneste år er jeg med mellemrum kommet på Mænde-nes Hjem i min funktion som centerchef for Herbergcenter Nord. Trappen foran hovedindgangen er hver gang en levende og venlig hilsen fra personer med tilknytning til Mændenes Hjem.

Mændenes Hjem er med sine 100 års levetid og sine 50 år på adressen blevet et ”landmark” i København. Et sted, som man pejler efter i byen, uanset om man er bruger af huset, københavner eller bare på besøg i byen. Det er snart de færreste, der ikke kender Mændenes Hjem og har en forestilling om, hvordan det er, og hvem som kommer der. Det er også de færreste, som ikke har stor respekt for de medarbejdere, som hver dag møder husets brugere med accept og respekt.

Plads til forskellighedNår jeg kommer på Mændenes Hjem, er det altid et møde med ”det fremmede”. Her tænker jeg på mødet med det ukendte, det uforudsigelige, det, som overrasker. Det, der kommer til udtryk i mødet med andre livshistorier, fælles-skaber og værdier.

Mødet med det fremmede er et af kendetegnene ved storbyen. Storbyen tiltrækker forskellige typer af menne-sker. Ikke mindst mennesker, der ikke føler sig som en del af ”normalen” i en anden og mindre by, hvor pladsen til forskellighed ofte er mindre, og hvor den psykisk syge, stof-misbrugeren og den hjemløse skiller sig mere ud. Storbyen giver mulighed for forskellighed, anonymitet og mulighed for at finde fællesskaber, som man føler sig tiltrukket af.

Det fremmede er med andre ord iboende i storbyen og derfor noget, byboerne tvinges til at forholde sig til og lære at omgås. Det er bare én af udfordringerne og kvaliteterne ved storbyen og ikke mindst ved Mændenes Hjem. Specielt inden for de seneste 10 år, hvor globali-seringen og åbne grænser har introduceret det fremmede i en mere varieret og kompleks form.

Giver perspektiv på eget livJeg tror, at det gælder for de fleste, der kommer inden-for eller forbi Mændenes Hjem, at det er et møde med det fremmed. Det åbner øjnene for en anden verden, end den man ser og lever i til daglig. Mændenes Hjem rummer et utal af livshistorier, som kan være med til at sætte vores egen opfattelse af vores eget liv og samfundet i perspektiv. Livshistorierne fra Mændenes Hjem får de færreste fortalt, men ingen, der kommer til København forbi Mændenes Hjem, kan være i tvivl om, at nogle mennesker har andre livsvilkår. Samfundet forandrer sig, og dermed også vores syn på, hvordan vi kan og skal leve sammen.

Preben Brandt beskriver i sin seneste bog ”Byen og social ulighed” (2009), hvordan han ser, at storbyen rummer kimen til fordømmelse af det anderledes. Efter

Et møde med det fremmede

Stine Høegh er centerchef på Herbergcenter Nord i Københavns Kommune.

Af Stine Høegh

Mændenes Hjem rummer et utal af livshistorier, som kan være med til at sætte vores opfattelse af vores eget liv og samfundet i perspektiv.

Fo

to: p

riv

at


min mening rummer storbyen kimen til solidaritet med det, der er anderledes.

Solidaritet i storbyenEt eksempel herpå er det seneste kommunalvalg, hvor venstrefløjen fik de fleste af stemmerne. Vores national-politik føres af en anden politisk fløj, men beboerne i Københavns Kommune valgte at stemme for en anden type af socialpolitik. For mig at se er det ét af flere tegn på, at solidaritet og tolerance med det fremmede findes i storbyen.

Et andet eksempel er fra Vesterbro Torv, hvor lokale beboere forærede drikkegrupper af grønlændere på tor-vet et 10-tursklippekort til butikken Paradis Is, som et modtræk til den aktion, politiet havde sat i gang for at fjerne drikkegrupperne på torvet.

For mig at se ligger solidariteten iboende i byen, og vi kan selv være medvirkende til at skrue op og ned for den. Det sker, når mødet med andre mennesker, deres

livshistorier, fællesskaber og værdier får os til at se os selv og vores eget liv i et andet perspektiv.

Kilde til social inklusionSelvom vi alle kan blive enige om, at det er forstemmen-de, at der er behov for et sted som Mændenes Hjem, som kan rumme de mest udsatte borgere i samfundet, så er mødet med det fremmede her også en evig påmin-delse om, at ikke alle mennesker har det lige let og ”bare kan få sig et arbejde”.

En påmindelse om, at vores samfund forandrer sig, og vi skal rumme forskellighederne og gøre plads til alle. Mændenes Hjem er for det omkringliggende samfund én af flere kilder til forståelse og accept af det fremmede, det anderledes og derfor en kilde til social inklusion.

Mændenes Hjem er for det omkringliggende sam-fund én af flere kilder til forståelse og accept af det fremmede, det anderledes.

TakMændenes Hjem vil gerne takke de mange men-nesker, der gennem året tænker på de hjemløse og udsatte.

Tak for donationer af penge, tøj, mad eller andet til vores daglige arbejde.

Tak for de mangeårige tilskud til at holde juleaften for hjemløse, fra Simon Spies Fonden, Københavns Kommune m.fl.

Tak for et mangeårigt samarbejde med Køben-havns Kommune, Indenrigs- og Socialministeriet og Ministeriet for Forebyggelse og Sundhed.

I forbindelse med vores 100 års jubilæum vil vi takke følgende fonde for bidrag til at renovere de gamle og utidssvarende badeværelser i her-berget: Johannes Fog A/S Fond, Otto og Gerda Bings Mindelegat, Fabrikant Chas. Otzens Fond, Frimodt-Heineke Fonden, Ulla og Frode Nielsens fond, Edith & Godtfred Kirk Christiansens Fond, Lauritzen Fonden, I.F. Lemvigh Müllers Fond, Augustinus Fonden.

På vegne af Mændenes HjemRobert Olsen

Forstander

Mændenes Hjem – de første 100 år

Den 6. marts 1910 blev det første Mændenes Hjem indviet. Initiativet kom fra en gruppe private, der fandt, at der var behov for et herberg for hjemløse mænd og samlede ind til det. Siden udviklede arbej-det sig. Mændenes Hjems historie er også historien om hjemløse og udstødte gennem 100 år. Læs mere om de første 100 år i Hjemløs nr. 1 / 2010. Find det på www.hjemlos.dk.

Februar • 1/2010

Hjemløs

1910-2010Mændenes

Hjem i 100 år


Jimmi, 32 år. Misbruger, på meta-don. Kommer fra Jylland, er kommet på Mændenes Hjem i to-tre år og har netop fået et værelse på herberget. Har tidligere boet fem år på gaden rundt omkring.

- At de gør så meget for misbrugerne, som de gør. Det ser man ikke andre steder. Der er altid nogen at snakke med. Perso-nalet har et godt hjerte, de er sgu så dejligt varme, det er helt utroligt. Og selvom man dummer sig, bærer de ikke nag.

- Det er alle fristelserne (stofferne, red.). Og tyverierne, man bliver rullet. Jeg har lige mistet hele min pension, fordi jeg stolede på de forkerte folk.

Nickky, 45 år, misbruger i mere end 25 år. Er kommet på Mændenes Hjem lige så længe og har også boet her i perioder. Har p.t. karantæne.

- Det bedste er, at man kan få en kontaktperson, som kan hjælpe én, hvis man skal til sagsbehandleren eller andet.

- Maden er for dyr. Man har ikke råd til at betale 25 kr. Det er ikke godt (med alle stofferne i området, red.), vi må prøve at ændre tingene og få staten til at give fri heroin til de mest belastede. Derfor er jeg også med i Dugnad (græs-rodsbevægelse, som arbejder for bedre forhold til narkoma-nerne på Vesterbro, red.).

Hvad er det bedste – og hvad er det værste ved Mændenes Hjem? Vi spurgte seks af husets brugere en tilfældig torsdag formiddag.

??

? ?

og hvad er det værste


Hvad er det bedste ved Mændenes Hjem


Mændenes Hjem - på godt og ondt

Af Karen Pedersen • Foto Holger Henriksen


Linda, 42 år og Venus (foto) seks et halvt år. Linda er misbruger, på metadon. Sidder i kørestol og færdes i elscooter, fordi hun har mistet begge ben på grund af stofferne. Er kommet i stofmiljøet og på Mændenes Hjem gennem tyve år. Har et sted at bo.

- Man kan få en kop kaffe og en snak med de andre, der kommer her.

- At jeg ikke kan komme ind (i scooteren, red.), det er lidt surt. Hvis bare de havde en rampe. Jeg kan heller ikke komme ind på Reden (værested for prostituerede kvinder, red.), hvor jeg kom meget, før jeg mistede mine ben.

Nicolai, 45 år. Vokset op i provinsen, er kommet på Mændenes Hjem gennem ca. 10 år, har boet her i flere omgange, bor her også p.t. Tog kontakt fordi det var for hårdt at bo på gaden.

- Det er et genialt sted, jeg ved ikke, hvordan Vesterbro ville se ud uden Mændenes Hjem. Det er rimeligt prisvær-digt, det de gør. De laver et godt stykke arbejde, hvis man vil tage imod den hjælp, man får tilbudt. Nogle ville jo nok vende det om: Hvis Mændenes Hjem ikke var her, var narkomanerne her heller ikke ...

- Jeg så gerne, at der blev ryddet lidt op – men misbruget forsvinder sgu ikke. Så lav dog det fixerum!

Jan, Den skæve irer, ”23 – nå, nej 58 år”! Gik på landevejen, da han i 1997 blev skilt efter 17 års ægteskab, og var vagabond til 2002. Har siden boet på en række forskellige forsorgshjem og herberger. Har boet på Mændenes Hjem i to år og er netop flyttet til Kol-legiet på Gl. Køge Landevej.

- Det bedste er det netværk, personalet har til det offent-lige. Man kan føle sig ret magtesløs selv – personalet har mange flere knapper at trykke på i forhold til kommunen, jobcenteret osv. Der er de ret skrappe til at hjælpe. Og så er de meget tolerante over for nyankomne.

Badeværelserne! De er fuldstændig rengjort kl. 9 om mor-genen. Men i løbet af dagen bliver det noget værre svineri med kanyler og blod. Jeg bruger dem kun til det, de er beregnet til!

Javed, 46 år. Fra Iran, kom til Danmark for ca. 16 år siden. Er kommet på Mændenes Hjem i ca. 10 år. Har boet på herberget det seneste halvandet år.

- Man kan komme inde og få varmen. Her er plads til at sove.

- At folk tager stoffer.

?

? ?

?

? ?

??


og hvad er det værste og hvad er det værste







Hovedbanegåden i København. Tag ”bagudgangen” ud mod Istedgade: Misbrugere køber og sælger illegale stof-fer. Turister tjekker ind på de mange hoteller i området. Veninder hænger ud på cafeerne på Halmtorvet. Øksne-hallen lokker med modeshows og livsstilsmesser. Stribevis af pornobutikker med en anden slags ”liveshows”. Her er tiggere og forretningsmænd. Ludere og lommetyve. Landets største politistation og Nordens mest besøgte

hjemløsetilbud – Mændenes Hjem. 400-600 mennesker kommer her hver dag, og de fylder godt i det lokale landskab.

- Som nabo til Mændenes Hjem har jeg det blandet: Ud fra et humanistisk synspunkt er det godt, at de er her, for hvor skulle de mennesker ellers være? På den anden side er de i vores baggård, siger Povl Skov, som bor i an-delsboligforeningen, der støder op til Mændenes Hjem.

Vesterbro er kontrasterne bydel. Den sociale ulighed er til at få øje på, men der er også stor vilje til, at her skal være plads til alle. Også til Mændenes Hjem og alle dem, der kommer og bor her.

Af Karen Pedersen • Foto Daniel Greniman

Plads til alle på Vesterbro

De bedrestillede hænger ud på cafeerne på Halmtorvet, narkomanerne gør det samme på Mændenes Hjem og Cafe Dugnad et stenkast derfra. De gule kanylebokse er til brugte sprøjter. Hver dag renser frivillige misbrugere fra Sprøjtepatruljen desuden gaden for sprøjteaffald.


- Vesterbro er, hvad det er, på godt og ondt. Utroligt kontrastfyldt. Mændenes Hjem har altid været her, og der skal stadig være plads til dem og de mennesker, der kommer her. Men de fylder meget. Der er altid mange, der hænger ud, og folk der vælter rundt foran Mænde-nes Hjem. Når man kommer hjem om aftenen, er Lille Istedgade det sidste sted, man parkerer sin bil.

De pæne fortrænger de skæveKontrasterne på Vesterbro er blevet tydeligere de senere år, som følge af byfornyelsen. De gamle lejligheder er renoveret, og nye, mere velstillede beboere er flyttet ind. Preben Brandt, leder af hjemløseprojektet Udenfor, beskriver i sin bog ”Byen og social ulighed” udviklingen på Vesterbro og det, han kalder ”kampen om territori-erne”. Brandt ser, hvordan metropolborgerne har vundet ”bykampen” i området omkring Halmtorvet, der for ikke så mange år siden tilhørte stofmisbrugerne og de prostituerede. Og hvordan pænheden vinder indpas og fortrænger de skæve eksistenser.

Povl Skov har boet på Vesterbro i næsten 20 år og har også oplevet byfornyelsen:

- Der er sket meget positivt for beboerne, efter at byfornyelsen omkring år 2000 kom til vores kvarter, og lejlighederne blev renoveret, men der er ikke sket meget for gadens folk. Derfor er de også mere koncentrerede og synlige i området i dag. For nylig kom Cafe Dugnad, som er et tilbud til misbrugerne. Det er noget af det bedste, der er sket i området. Jeg synes, det har taget lidt af presset, men der er plads til forbedring! siger han.

Man tjekker lige hjørnerneNarkoproblemerne fylder en del i hverdagen og debat-ten. ”Vesterbro vader i kanyler”, lyder det med jævne mellemrum. Povl Skov har selv boet gård om gård med

Mændenes Hjem med sine børn og forstår godt, at især folk med børn har det svært med stofbrugernes efter-ladenskaber.

- Man sender ikke bare børnene ned i gården at lege. Man tjekker i hjørnerne, om der ligger noget, og det gør der en gang imellem. Men i forhold til, hvor mange stofmisbrugere her er, er det faktisk ikke så meget. Stofmiljøet er også et meget internt miljø. Man kommer ikke i clinch med folk, men kan godt leve side om side. Den primære gene er at se på, at folk sidder og stikker sig og ryger, og hvad de gør, siger Povl Skov.

For at komme det problem til livs har andelsbolig-foreningen for nylig vedtaget at rykke ejendommens indgangsdøre ud i gadeplan, så det lille indhak på 50-70 cm, hvor folk i dag kan sidde og fixe, forsvinder.

Viljen er derMange har fokus på udviklingen og problemerne på Vesterbro. Det gælder også Vesterbro lokaludvalg, der fungerer som en slags bindeled mellem borgerne på Vesterbro og politikerne i Borgerrepræsentationen. I for-retningsudvalget her sidder Thomas Engberg, og han er ret optimistisk:

- Jeg kan se, at der er en bred vilje til og forståelse for at skabe bedst mulig plads til alle på Vesterbro. Det er det, jeg hører og ser fra borgerne. Længere er den ikke. Det er rigtigt, at der er flyttet nye beboere med flere penge til området, men der er stadig vilje til, at alle skal være her.

kampen om vesterbro

”Ved gadekrydset Gasværksvej/Istedgade, står man over for et par hundrede meter af Isted-gade, ind mod Hovedbanegården, som er blevet kaldt orkanens øje, fordi det er her, kampen om Vesterbro virkelig udspilles. Pornoforretninger, gadeprostitution, et skrummel af et herberg for hjemløse (Mændenes Hjem, red.) samt en åben stofscene er flettet ind imellem ejendomme, som stort set alle for nogle år siden var udlejningsejen-domme ejet af København Kommune, men nu er solgt til andelsboligforeninger. Der, hvor der ikke oprindeligt var porte til gårdene, er der nu opsat gitterlåger ... man forsøger ihærdigt at gøre kvar-teret så vanskeligt at leve i for dem, der opholdt sig i forvejen, at de flytter.”Preben Brandt om udviklingen på Vesterbro, i bogen

”Byen og social ulighed” (Tiderne Skifter, 2009)

Ved indgangen til Mændenes Hjem er der liv – året rundt, døgnet rundt.


- Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er problemer. En del af arbejdet i lokaludvalget handler om at skabe bedre forhold for socialt udsatte, der er vi nødt til at stå sammen. Der er nogle problemer, som der skal gøres noget ved, og det gør både offentlige og private institutioner.

- Mændenes Hjem er en af de gamle institutioner på Vesterbro. De er gået fra at være et sted, der tager sig af folk med ét problem, til at tage sig af folk med flere proble-mer. Mændenes Hjem startede jo ikke med at være for narko-maner, narkoproblemerne er kommet til siden.

Hovedbanen som magnetPovl Skov så gerne, at stofmisbrugerne blev spredt lidt mere i byen.

- Jeg synes, det ville være en god ide, hvis Mændenes Hjem fik flere ”filialer” både på Vesterbro og andre steder i byen, så koncentrationen af stofbrugere blev spredt lidt. Jeg tror, mange mennesker har brug for et sted som det – der er jo også kommet mange udenlandske misbrugere. Jeg tror ikke på,

at man kan fjerne misbrugerne. Men vi kan give dem bedre vilkår, så ikke behøver at sidde og stikke sig eller skide, for nu at sige det lige ud, ude foran vores dør. Det gør de, fordi de ikke kan være andre steder. De fixer, hvor de kan, så længe der ikke er ordnede forhold.

Den med at ”sprede problemerne” i byen tror Thomas Engberg fra lokaludvalget ikke så meget på.

- Sådan er verden jo ikke ... Man kunne sikkert godt flytte nogle af problemerne til Østerbro eller Nørrebro, men det er nu engang os, der har Hovedbanegården. København er en storby, og der følger nogle ting med. Vi må gøre en indsats for, at der skal være plads til alle. Det gør vi i lokaludvalget, og det gør de på Mændenes Hjem.

Det siger naboerne

- Jeg har boet tæt ved Mændenes Hjem på Istedgade i flere år og passeret det nærmest hver dag. Jeg får dog stadig et sug i maven, når jeg ser nogen af de triste skæbner, der gæster det. Man føler sig i hvert fald heldig.

Marco Storm Braskov, beboer på Vesterbro, på sin blog

- Jeg lægger ikke så meget mærke til det mere, man bliver vant til det efterhånden. Selvfølgelig er der lidt småproblemer med det, de tager (stof-fer, red.) og lidt råben og skrigen og et par knuste ruder, men det er det.

Mohammed, arbejder i Stjernekiosken i Istedgade, nabo til Mændenes Hjem

- Mændenes Hjem er selvfølgelig en nabo, vi besøger engang imellem, men mest en nabo på det gode. De skaber et frirum til de mennesker, der kommer der. Og det giver som regel ikke anledning til problemer. Mændenes Hjem har et professionelt personale, som er behjælpelige, også når der indimellem opstår alvorligere situatio-ner. Med dem, der skal færdes og bo sammen på Mændenes Hjem, kan det godt give gnidninger. Folk har det med at lave næverne styre, så en gang imellem skal vi forbi og skille ”Per og Poul”.

Claus Olsen, vicepolitiinspektør, Station City, Halmtorvet.

- Hvis der er problemer i andelsforeningen, så kontakter vi Mændenes Hjem og forstanderen; de har altid været lydhøre. De kontakter også os, hvis der er noget. I juli holdt de fx sommerfest med musik og varslede os om, at der nok ville blive lidt støj. Det startede stille og roligt. Lidt senere kom ”Magtens Korridorer” på, og de fy-rede den af. Folk fra hele området og fra cafeerne strømmede til, så til sidst måtte Mændenes Hjem sige, at det altså var en privat fest!

Povl Skov, nabo

Hovedbanegården og området omkring den har altid været til-holdssted for hjemløse, tiggere, stofmisbrugere og prostituerede.


Sneen har lagt sig som et stille tæppe over København. Klokken nærmer sig midnat, men Vesterbro sover ikke. En lille flok hænger ud foran Mændenes Hjem på hjør-net af Istedgade og Lille Istedgade.

Indenfor bag den store solide egetræsdør gør de tre medarbejdere, der er på vagt i natcafeen, klar til rykind. De tænder fyrfadslys, brygger kaffe og hælder den på termokander.

To store bradepander med biksemad – en god rest fra en restaurant i nærheden – kommer på bordet. Bo sætter

hurtigt en portion med rødbeder til livs. Han kommer fast i cafeen, bor faktisk i huset, i herberget på etagen ovenover. Det har han gjort et halvt års tid, men nu er det meningen, at han skal flytte til Kollegiet på Gl. Køge Landevej.

- Det glæder jeg mig til. Jeg har haft det godt nok her, men der er en del ballade – that’s life. Jeg glæder mig til at få lidt mere ro.

Bradepanderne er skrabet for biksemad. Harald, som også bor på Mændenes Hjem, vil op med en kop kaffe til sin kammerat, der ligger syg oppe på værelset. En eller anden har spildt rødbedesaft på trappen op til første.

Harald bor på værelse 213. Her er ikke mange møbler – en seng og to fjernsyn – det ene har han fået af sin søn, så nu har han selv tænkt sig at forære det andet væk. Et stort Dannebrog skærmer for vinduet ud til Istedgade. Ikke fordi Harald er specielt patriotisk anlagt, men det fungerer fint som gardin. 90 kr. om dagen giver han for de 12 kvadratmeter, de 35 kr. går til mad i kantinen. Så er han sikker på, at han også får noget fast føde. Ellers ryger der en del øl indenbords. Også i dag, hvor verden set gennem Haralds øjne er lidt tåget:

- Jeg er glad for at bo her ... sygeplejerskerne vil gerne hjælpe mig ... Harald tilter ind i fjernsynet.

”Tørklæder!” En yngre fyr i cafeen taler højt, mest med sig selv. Burka-monolog i natten. En midald-rende mand går ind på kontoret for at købe 10 hjem-løseaviser. En anden spørger, om der er flere soveposer. En tredje forsyner sig fra kurven med rent ”værktøj”.

Som et lydtæppe bag det hele flyder Steffen Brandts stemme fra radioen: Uret tikker / Hjertet banker / Hele verden fra forstanden / Gør dog noget / Løb for livet / Brug dog tiden / Elsk hinanden …

En ”ramme” lilla flasker med proteindrik kommer på bordet. En af gæsterne tester straks indholdet:

- Det smager af proteinpulver – eller af vandpibe-tobak. Jeg har ikke spist i to dage, så det er dælme dejligt med sådan en her.

Hver nat besøger mellem 50 og 100 mennesker natcafeen på Mændenes Hjem. De kommer her for at få en kop kaffe, en bid mad og en snak. For at hente rent ”værktøj” til det næste fix. For at få et hvil eller en lur. En pause fra verden udenfor.

Et helle i natten

Tekst og foto Karen Pedersen

00.41

00.12

Biksemaden forsvinder med rekordfart.


Natten glider af sted. Stemningen i cafeen er god, og der er hele tiden noget at lave for de tre medarbejdere, Anatoli, Thomas og Anne. De udgør et fast natteteam. Med tre år på bagen er Anatoli gammel i gårde. Thomas og Anne er begge forholdsvis nye. Anne var på jagt efter et meningsfuldt job:

- Jeg kan godt lide det store ansvar, vi har. Hvis der opstår en konflikt, er man nødt til at handle, og der er stor tillid til, at vi kan tage de rigtige beslutninger.

Hun har det også fint med at være kvinde i et mande-miljø.

- Mange af de mænd, der kommer her, har nok ikke så meget kontakt med kvinder, så der prøver jeg at være

en god kontakt. Her kommer også en del kvinder, fordi vi har åbent hele natten. Kvinderne har brug for at blive set som kvinder. Det er jeg meget opmærksom på.

En af husets faste gæster har fødselsdag. 41 år. Thomas og Anatoli anretter en paptallerken med tre små stykker chokoladekage med flag i og tre stykker chokolade fra en pose Twist. Så er der fødselsdagskaffe! Fødselaren, Yahia, bliver hentet ind ude fra trappen.

Han lyser op i et stort, lidt genert smil: - Tusind tak. Anatoli, du laver den bedste kaffe i byen!

Yahia er afrikaner. Det er mange af gæsterne Mændenes Hjem, men her kommer mange nationaliteter. En lille grønlandsk kvinde dukker op og vil høre, om nattevagterne mon har 5 kr. til lidt mad. Anatoli går på raid i køleskabet og finder rugbrød og en pakke Pålæk-ker rullepølse, men kvinden spiser ikke kød. Alternativet

er jordbærmarmelade fra en hvid plasticspand. Anatoli hælder en portion op i et plastickrus, og kvinden spiser sit tårn af rugbrød akkompagneret af jordbærmarmelade med teske.

Hviiiiiiiiiiiiiiiiiiiii, en høj gennemtrængende lyd blander sig med snakken i cafeen. Anatoli farer af sted, og få sekunder efter er røgalarmen passificeret.

Her er rimeligt stille i aften, men stemningen kan vende på et splitsekund. Hvis nattevagterne har brug for det, kan de kalde hinanden over walkie-talkien. De har også en alarm til Station City.

Anatoli: - Den er meget sjældent i brug, men der kan meget hurtigt opstå konflikter. Man skal finde sig i lidt mere om natten. Der op-står flere situationer, også fordi vi ikke har andre steder at sende folk hen. Især når der er minusgrader udenfor.

- Jeg synes, vi er gode til at fore-bygge konflikter. Man må ikke fixe, blande eller handle stoffer i cafeen. Men folk prøver alligevel. I stedet for at skælde ud går vi stille og roligt hen og stiller os i nærheden. Så opløser gruppen sig som regel, og folk bevarer deres selvrespekt.

Sådan går det for det meste, men nogle gange udvikler tingene sig. Tidligere i aften var der en voldsom episode, hvor en medarbejder blev truet.

02.02

02.45

Yahia fylder "25 plus moms" = 41 år. Og medarbejderne serverer kaffe og kage.

Flere kommer forbi i nattens løb og spørger efter soveposer fra tøj-depotet.

Man må ikke ryge eller tage stoffer i natcafeen, så meget af tiden hænger der folk ud på trappen udenfor.


Støtte til Missionen blandt Hjemløse kan trækkes fra på selvangivelsenStøtte til Missionen blandt Hjemløse er fradragsberettiget for den del af beløbet, der overstiger 500 kr. inden for samme skatteår. Du kan højst opnå fradrag for 14.500 kr. på selvangivelsen. Ægtefæller kan hver for sig få højeste fradrag.

Det er blevet nemmere at støtte. Du skal bare huske at oplyse dit cpr-nummer til os, så får du fradraget helt automatisk.

Det er selvfølgelig også muligt at støtte uden at opgive cpr-nummer, hvis du ikke ønsker at gøre brug af skattefradraget.

Læs mere om Missionen blandt Hjemløses arbejde på www.hjemlos.dk Du er altid velkommen til at kontakte os på 3616 1113.

- Det sker tit, at man får trusler. Men man lærer at skelne de tomme trusler fra de andre. Det værste er brugere med dobbeltdiagnose (psykisk syge misbrugere, red.), fordi de kan være ret utilregnelige. Vi tager trusler alvorligt. Hvis man truer eller er voldelig, får man karantæne.

Der lyder råben og skrigen udenfor på gaden. De tre nattevagter er på pletten med det samme. Et par af gæsterne er kommet op at toppes, og bølgerne går højt. Medarbejderne får skilt gemytterne ad, og en af de foruret-tede slingrer over Lille Istedgade og videre ud i vinteren. Anatoli rydder op i baren og fylder termokanderne op. Kvart over tre dæmpes lyset, og det er slut med musikken. Men kan stadig få kaffe i baren, men resten af natten er der høflig selvbetjening. Koksestolene i hjørnet af cafeen er for længst fyldt op. Nogle stykker har lagt sig til at sove på gulvet, tæt på radiatoren og hinanden.

Thomas går en natterunde på de fire etager i huset. Banker på til bruserum og badeværelser og sikrer sig, at alt er vel. På tilbagevejen møder han Harald og en kvinde på vej op af trappen. Man må ikke ha gæster på værelset, og selvom Harald argumenterer med, at han jo ikke kan gøre for, at kvinden følger efter ham, er slaget tabt. Han trækker på skuldrene. Hun trækker hætten på jakken godt op om hovedet og vender om.

Pause. Kaffe og lakridskonfekt på kontoret – og tid til refleksion over natten. En af de mere stille af slagsen. En god nat. Måske skal man være lidt en speciel støbning for at arbejde et sted som her?

Anatoli: - Man skal have et stort hjerte ... Det sværeste er nok håbløsheden. Det er få, vi hjælper rigtigt videre. Vi ser de små succeser, men man skal også være realistisk. Vi

bliver ikke mødt med blomster og tak, der er ikke meget ”happy end” her.

Anne: - I andre sammenhænge bruger vi tit billedet med, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Her skal

man lære at se alle de små sjatter og samle på dem. Aner-kende de små, fine glimt. Arbejdet sætter mange tanker i gang. Jeg diskuterer fx med min kæreste og mine venner, om vi mennesker har valg. Hvorfor vi vælger, som vi gør. Om der findes skæbne og karma ...

Harald stikker hovedet ind på kontoret og vil lige spørge om noget. En af nattesoverne vånder sig højlydt i sfof-søvnen. Egetræsdøren går for endnu en gæst ...

Udenfor er sneen blevet til sjap. Klokken nærmer sig halv fem. Men Vesterbro sover ikke. En lille flok hænger ud på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade. Foran den solide egetræsdør til Mændenes Hjem.

03.00

03.50

Lidt over tre dæmpes lyset i cafeen. En del har lagt sig til at sove i koksestolene og på gulvet. De tre medarbejdere, Anatoli (tv.), Anne og Thomas, finder tid til en fælles pause.

Al henvendelse: Missionen blandt Hjemløse, Gl. Køge Landevej 137, 2500 Valby

Indbetaler Kontonummer: 900-1859 Kontonummer: 900-1859

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Underskrift ved overførsel fra egen kontoEvt. meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt

Gave til Missionen blandt Hjemløses arbejde

Fradragsberettiget i henhold til reglerne i ligningslovens § 8 A.

Post Danmarks kvittering

Gebyr for indbetaling betales kontant

KVITTERINGGIROINDBETALING

Kroner Øre

Dag Måned År Sæt X 4030S 2008.11 DB 485-26428

Betalingsdato eller Betales nu Kroner Øre

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når du betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitte-ringstryk, der er bevis for, hvilket beløb du har betalt.

. . , . . ,

8 7

+9001859<+01<

Missionen blandt HjemløseGammel Køge Landevej 1372500 Valby

Missionen blandt HjemløseGammel Køge Landevej 1372500 Valby

CPR.: –

Overførsel fra kontonummer

POST DANMARKMagasinpost UMMID-nr: 42676

Vinteren er hård ved de hjemløse i år. Der er travlhed i være-steder, natcaféer og nødherberger, og Mændenes Hjem udleverer masser af varmt tøj og soveposer til gadesoverne i øjeblikket.

Heldigvis er der også mange, som giver en ekstra støtte i denne tid. Det kan være ved at give det overskydende vintertøj eller en kontant gave til hjemløsearbejdet. Andre melder sig som frivillige til at hjælpe i vores nødovernatningstilbud for uden-landske hjemløse.

Støtten fra alle jer gør, at det bliver muligt at vise den lille smule ekstra næstekærlighed, som ligger i at kunne give en frysende en varm trøje eller en ekstra kop kaffe. Det luner – både blandt hjemløse og blandt medarbejdere og frivillige.

Et samfund bør måles på, hvordan det behandler sin svageste. Derfor er det udmærket at påvirke politikere og stat til at tage sig bedre af hjemløse og udsatte. Men i ny og næ må man også gå forrest og vise, at man er parat til at give noget af sit eget for at hjælpe de svageste. Det var det, en gruppe borgere gjorde for 100 år siden, da de oprettede Mændenes Hjem. Og det er det, som frivillige og gavegivere gør i dag.

Vi tror på, at disse bidrag fortsat er med til at gøre sam-fundet mere næstekærligt og rum-meligt. Og vi ved, at de hver dag gør en forskel for de hjemløse.Tak for det.

Hanne Thomsen, formand Missionen blandt Hjemløse

Det gør en forskel

Fo

to: d

an

iel

gr

en

iMa

n

Graffiti på mur i København

Documents

Magasinet Hjemløs