Manden, der elskede hunde

LEONARDO PADURA

Manden, der elskede

hunde

Manden, der elskede

hundeROMAN SOHN

MANDEN, DER ELSKEDE HUNDE handlerom mordet på en af det tyvende århundredes mestmarkante politiske skikkelser, Leon Trotskij, og

om den mand, der dræbte ham med en isøkse i Mexico Cityi august 1940: Ramón Mercader.

Vi følger Trotskij og hans kone fra deres landsforvisning fraSovjetunionen i 1929 og gennem deres kortere og kortere op-hold, først i Tyrkiet og dernæst i Frankrig og Norge. Overalt,hvor de kommer frem, mærker de Stalins ånde i nakken.Ingen lande vil give permanent husly til den revolutionærehelt. Men til sidst lykkes det at finde et hjemsted i MexicoCity.

I romanens andet spor følger vi den unge spanier RamónMercader fra hans barndom i Barcelonas borgerskab, overhans deltagelse i den spanske borgerkrig og frem til hans re-kruttering som sovjetisk agent og uddannelse til spion ogmorder i Moskva. Og vi følger hans langsomme, metodiskevej frem til en position, hvorfra han kan nærme sig Trotskijunder dække af at være en ven.

MANDEN DER ELSKEDE HUNDE følger de to mænd,morderen og hans offer, og deres vidt forskellige levnedsfor-løb indtil den skæbnesvangre dag i 1940, hvor deres livsbanerkrydser hinanden. Det er historien om to mænd, hvis liv påhver sin fatale måde blev bestemt af Stalin og den fanatisme,der førte til udrensninger, personforfølgelser og massemord ikommunismens mørkeste periode.

www.sohn.dk

ISBN 978-87-7122-016-2

LEONARDOPADURA

Manden der elskede

hunde

SOHN

Overtræk Manden der elskede hunde FINAL:Layout 1 19/08/11 13:55 Side 1

1

Manden, der elskede hunde

Manden der elskede hunde - rettet 2.indd 1 29-07-2011 10:38:57

2

Af samme forfatter:

Havana-kvartetten:

Maskespil i Havana, 2006Den ulastelige cubaner, 2007

Forårsblæst over Havana, 2008Cubansk efterårslandskab, 2009

Andre romaner:

Adiós Hemingway, 2006Fortidens tåge, 2010


3

Leonardo Padura


Roman

På DAnsk veD RigMoR kAPPeL sCHMiDt

soHn


4


oversat fra spansk af Rigmor kappel schmidtoriginalens titel: El hombre que amaba a los perros

© Leonardo Padua Fuentes 2009First published by tusquets editores, s.A., Barcelona, spanien. 2009

omslag: Baghus/John ovesenomlagsillustration: trotskij i Frankrig, 1933,

© instituto del Derecho de Asilo Museo Casa de Léon trotsky, A.C.Forfatterfoto: © iván giménez / tusquets editores

Dansk udgave © Forlaget sohn, 2011grafisk tilrettelægning: støvring Bogfremstilling

Published by Forlaget sohn, Christiansdal 64, Dk-2610 Rødovre, DenmarkBogen er sat med Palatino hos ansats@provinsen

og trykt hos scandBook, sverige

isBn 978-87-7122-016-2

1. udgave, 1. oplag 2011

Udgivet med støtte fra Kunststyrelsen


5

a

1

indhold

Første del 13

Anden del 337

tredje del: Apokalypse 677

en meget taknemmelig note 777


6


7

Tredive år efter, stadig til Lucía.


8


9

Dette skete, da kun de døde smilede, glade for endelig at have fundet hvile …

Anna Akhmatova: Requiem

Livet […] er mere omfattende end historien.

gregorio Marañón: Tiberius: Historien om en krænkelse


10


11

London, 22. august 1940 (TASS). – Radio London har i dag med-delt: „Leon Trotskij er død på et hospital i Mexico City som følge af et kraniebrud, han pådrog sig dagen før ved et attentat, udført af en person i hans nærmeste omgivelser.“

Leandro sánchez salazar: var han ikke mistænksom?Arrestant: nej.L.s.s.: tænkte De ikke over, at det var en forsvarsløs,

gammel mand, og at De handlede fejt?A.: Jeg tænkte ikke på noget.L.s.s.: Da De og han gik fra stedet, hvor han fodrede

kaninerne, hvad talte De da om?A.: Jeg husker ikke, om han talte eller ej.L.s.s.: Bemærkede han ikke, at De tog isøksen?A.: nej.L.s.s.: Umiddelbart efter, at De havde tilføjet ham

slaget, hvad gjorde han så?A.: Han sprang omkring, som var han blevet gal, han

skreg som en afsindig, lyden af hans skrig er noget, jeg vil huske resten af livet.

L.s.s.: sig mig, hvordan hans skrig lød.A.: A … a … a … ah! Men meget højere.

(Fra det forhør, som oberst Leandro sánchez salazar, efter-retningschef i Mexico City, underkastede Jacques Mornard vandendreschs eller Frank Jacson, den formodede gernings-mand til mordet på Leon trotskij, natten efter fredag den 23. og tidlig morgen lørdag den 24. august 1940).


12


13

nyt del

Første del


14


15

nyt kap

1

Havana, 2004

– Hvil i fred, var præstens sidste ord.Den slidte sætning lød skamløst teatralsk i munden på

denne person, men hvis den nogen sinde havde haft en betyd-ning, var det netop i dette øjeblik, da graverne med ubekym-ret behændighed sænkede Anas kiste ned i den åbne grav. visheden om, at livet kan være det værste helvede, og at alle angstens og smertens plager forsvandt med denne nedsænk-ning, vældede op i mig som en ussel lettelse, og jeg overve-jede, om ikke jeg på en eller anden måde misundte min kone hendes endelige overgang til stilheden, da det at være død, helt og holdent død, for nogle kan ligne velsignelsen fra den gud, som Ana de sidste år af sit pinefulde liv havde forsøgt at involvere mig i uden den store succes.

så snart graverne havde lagt stenen på plads over graven og begyndte at arrangere blomsterkransene, som vennerne stod med i hænderne, gjorde jeg omkring og gik væk, så jeg slap for igen at blive klappet på skulderen og belemret med de konventionelle udtryk for kondolence, vi altid føler os for-pligtet til at komme med. For i dette øjeblik var alle andre ord i verden overflødige: De eneste ord, der gav mening, var præstens forslidte vending, og jeg ønskede ikke at miste den. Hvile og fred: Det var, hvad Ana endelig havde fået, og hvad jeg ønskede.

Da jeg satte mig ind i Pontiacen for at vente på Daniel,


16

vidste jeg, at jeg var på sammenbruddets rand, og jeg var overbevist om, at hvis min ven ikke fik mig væk fra kirke-gården, ville jeg være ude af stand til at vende tilbage til li-vet. septembersolen brændte mod bilens tag, men jeg mag-tede ikke at bevæge mig et andet sted hen. Med mine sidste kræfter lukkede jeg øjnene for at beherske min svimle følelse af træthed og udmattelse, mens jeg mærkede, hvordan den sure sved gled ned over mine øjenlåg og kinder, sivede ud fra mine armhuler, min hals og mine arme og drev ned over min ryg mod forsædets brændende varme vinyl, til sveden blev en varm strøm, der flød ned over benenes afgrund mod skoenes brøndskakter. Jeg tænkte på, om ikke den ramme sved og den umådelige træthed kunne være forspillet til, at jeg blev opløst til molekyler, eller i det mindste til, at jeg fik en blodprop, der ville slå mig ihjel i løbet af de næste minut-ter, og det forekom mig, at begge dele kunne være nemme, ja, endda ønskværdige løsninger, men oprigtig talt lidt urime-lige: Jeg havde ikke ret til at belemre mine venner med at stå to begravelser igennem på tre dage.

– Har du det dårligt, iván? Dany havde stukket hovedet ind ad bilvinduet, og hans spørgsmål fik mig til at fare sam-men. – For fanden, som du dog sveder …

– Jeg vil væk herfra … Men jeg ved ikke, hvordan fanden …

– vi kører nu, kære ven, bare rolig. vent et øjeblik, lad mig lige give graverne dér nogle pesos …, sagde han, og min vens ord gav mig en håndfast fornemmelse af liv og virkelighed, som forekom mig fremmed og afgjort fjern.

Jeg lukkede øjnene igen og blev siddende ubevægelig og svedte, indtil bilen satte i gang. Først da luften trængte ind gennem vinduet og begyndte at friske mig op, vovede jeg at åbne øjnene. inden vi kørte ud fra kirkegården, så jeg de sid-ste rækker af gravsten og monumenter, der var forvitrede af sol og glemsel, vind og vejr, lige så døde som deres beboere,


17

og jeg spurgte mig selv (med eller uden grund til at gøre det i dette øjeblik), hvorfor nogle fjerne videnskabsfolk blandt så mange muligheder havde valgt netop mit navn til det, der skulle blive sæsonens niende tropiske storm.

selv om jeg på dette tidspunkt af mit liv har lært (eller rettere: man har lært mig, og ikke med særlig venlige meto-der) ikke at tro på tilfældigheder, måtte en masse sammen-fald have fået meteorologerne til flere måneder forinden at beslutte sig for at navngive stormen Ivan (et mandsnavn, der begynder med det niende bogstav i det spanske alfabet, og som aldrig tidligere har været anvendt til noget tilsvarende). Fostret til det, der skulle blive Ivan, blev avlet af et møde mel-lem ildevarslende skyer i omegnen af kap verde, men kun nogle dage efter var den blevet døbt og havde omdannet sig til en orkan med alle dens egenskaber og skulle nu vise sig i Caribien for at anbringe os lige i dens øje … og i skal snart få at se, hvorfor jeg har rigeligt med grunde til at tro, at kun et forkvaklet tilfælde kunne have bestemt, at denne cyklon – en af de grusomste i historien – skulle bære mit navn, netop da en anden orkan nærmede sig min tilværelse.

selv om Ana og jeg i temmelig lang tid – måske for lang – havde vidst, at hendes endeligt var fastsat, havde vi vænnet os til at leve med hendes sygdomme i de mange år, vi havde måttet trækkes med dem. Men da vi fik at vide, at hendes osteoporosis (der sandsynligvis var fremkaldt af vitaminman-gel og nervebetændelse i de hårdeste kriseår i halvfemserne) havde udviklet sig til knoglekræft, havde det konfronteret os med, at enden åbenbart var nær, og mig med den makabre konstatering, at kun et forkvaklet forsyn kunne bestemme sig for at nedbryde min kone med netop denne lidelse.

siden begyndelsen af året var Ana hastigt blevet dårligere, skønt det først var midt i juli, tre måneder efter den endelige diagnose, at hendes dødskamp begyndte. selv om Anas sø-ster gisela ofte kom for at hjælpe mig, måtte jeg praktisk talt


18

opgive at arbejde for at passe min kone, og når vi klarede os igennem disse måneder, var det kun takket være støtte fra venner som Dany, Anselmo og lægen Frank, der hyppigt kig-gede forbi vores lille lejlighed i Lawton-kvarteret for at give os forsyninger fra det lidt, de selv ad snørklede omveje fik skrabet sammen til deres egen overlevelse. Mere end én gang tilbød Dany også at komme og hjælpe mig med Ana, men jeg afslog hans tilbud, for sorg og elendighed er blandt de få ting, der altid vejer tungere, når de bliver delt mellem flere.

tilværelsen mellem vores lejligheds revnede vægge var så deprimerende, som tænkes kan, selv om det værste under disse omstændigheder var den mærkelige styrke, hvormed Anas nedbrudte krop klamrede sig til livet, endda imod dens indehavers egen vilje.

i de første dage af september, da orkanen Ivan, som nu var oppe på fuld styrke, havde krydset Atlanten og nærme-de sig øen granada, havde Ana uventet en klar periode, og helt uforudset var hendes smerter lettet. Da vi efter hendes egen beslutning afslog hospitalsindlæggelse, havde en nabo, der var sygeplejerske, og vores ven Frank taget sig af at give hende drops og den morfin, der holdt hende i en urolig døs. Da Frank så, hvordan hun reagerede, fortalte han mig, at af-slutningen nærmede sig, og anbefalede mig kun at give den syge den mad, hun bad om, uden at insistere på at give hende drops, og heller ikke smertestillende medicin, medmindre hun klagede over smerter, for ved at fjerne morfinen kunne hun få nogle dage til sidst ved bevidsthed. og som om Anas liv var vendt tilbage til det normale, begyndte hun trods flere brækkede knogler at interessere sig for den omgivende ver-den med vidtåbne øjne. tv og radio var tændt, og med en næsten besættende opmærksomhed fulgte hun orkanen, der havde indledt sin dødbringende dans med at rasere øen gra-nada, hvor den havde efterladt sig over tyve døde. i løbet af disse dage holdt min kone ved flere lejligheder foredrag om


19

orkanens karakteristiske træk: Den var en af de voldsomste, efter at meteorologer var begyndt at registrere dem, og hun tilskrev dens styrke klimaændringen, som jordkloden led un-der, en mutation i naturen, som kunne gøre det af med men-neskeheden, hvis ikke man tog de nødvendige forholdsreg-ler, sagde hun til mig med al sin overbevisning. Det gjorde kun min sorg større at konstatere, at min døende kone tænkte på alle andres fremtid.

Mens stormen nærmede sig Jamaica og tydeligvis havde til hensigt at bevæge sig ind over det østlige Cuba, oplevede Ana en slags meteorologisk ophidselse, der var i stand til at holde hende i en vedvarende alarmtilstand, en spænding, hun kun slap for, når søvnen overmandede hende to-tre ti-mer. Alle hendes forventninger var knyttet til Ivans færden, til det antal døde, som orkanen efterlod sig på sin vej (én død i trinidad, fem i venezuela, endnu én i Colombia, yderligere fem i Den Dominikanske Republik, femten i Jamaica, talte hun på sine krogede fingre), og frem for alt gik hun op i be-regningerne over det, som orkanen ville ødelægge, hvis den bevægede sig ind over Cuba ved et af de punkter, der var markeret med den kegle af mulige veje, som specialisterne havde udregnet. Ana levede i en slags kosmisk kommunika-tion, i keglens spids, hvor to organismer symbiotisk flød sam-men i bevidstheden om, at de var bestemt til at opløses inden for få dage, og jeg kom til at spekulere over, om sygdommen og morfinen ikke havde gjort hende gal. og jeg tænkte også, at hvis orkanen ikke snart trak forbi, så Ana faldt til ro, ville det være mig, der endte med at blive gal.

Den mest kritiske etape for Ana og logisk nok for enhver af indbyggerne på øen opstod, da Ivan med en vindhastig-hed på omkring to hundrede og halvtreds kilometer i timen indledte sin vandring gennem havet syd for Cuba. orkanen bevægede sig med dorsk almægtighed, som om den rygges-løst var i gang med at vælge det sted, hvor den skulle fore-


20

tage sit uundgåelige sving mod nord og dele landet i to, idet den efterlod sig et vældigt spor af ruiner og død. i en stadig affekt og hængende med alle sanser ved radioen og farve-fjernsynet, som en nabo havde lånt os, med Bibelen inden for rækkevidde af den ene hånd og med den anden hånd om vores hund Truco, lo, græd, forbandede og bad Ana med en kraft, hun egentlig ikke besad. i mere end otteogfyrre timer opretholdt hun denne tilstand, idet hun iagttog Ivans stille fremmarch, som om hendes tanker og bønner var uundvær-lige for at holde orkanen så langt fra øen som muligt, fastlåst som den var i den næsten utrolige rute vestom, som den ikke kunne beslutte sig til at forlade for at bøje af mod nord og ra-sere landet som enhver historisk, atmosfærisk og planetarisk logik forudskikkede det.

natten til den 12. september, da informationen fra satellit-ter, radarer og alverdens meteorologers samstemmende erfa-ring regnede det for sikkert, at Ivan ville stævne mod nord, idet den med sine vindstød som murbrækkere, sine giganti-ske bølger og sin ruskende regn ville nyde at sætte ind med den endelige ødelæggelse af Havana, bad Ana mig om at tage det frønnede, mørke trækors ned fra værelsets væg, som ha-vet syvogtyve år tidligere havde foræret mig (den skibbrud-nes kors), og lægge det for fodenden af sengen. Derefter bad hun mig lave en dejlig varm kop chokolade og nogle stykker ristet brød med smør på. Hvis der skete det, der skulle ske, ville det være hendes sidste aftensmåltid, for det medtagne tag over vores lejlighed ville ikke kunne modstå orkanens ra-sen, og det turde være overflødigt at sige, at hun nægtede at flytte derfra. efter at have drukket chokoladen og taget et par bidder af det ristede brød forlangte Ana, at korset fra skib-bruddet blev lagt i sengen ved siden af hende, og så begyndte hun at bede med øjnene fæstnet ved taget og ved de stolper, der holdt det oppe, og måske var hun i sine forestillinger ved at opbygge billederne af den apokalypse, der lurede på byen.


21

Den 14. september om morgenen meddelte meteorologer-ne, at miraklet var sket: Ivan var endelig bøjet af mod nord, men den havde gjort det så langt vest for den forudsete rute, at den knap strejfede den yderste vestlige del af øen uden at forårsage større skader. tilsyneladende havde orkanen for-barmet sig over os og de mange ulykker, vi ellers havde at trækkes med, og havde forbigået os, overbevist om, at dens vej over landet ville have været et overgreb fra forsynets side. Udmattet af de mange bønner og med maven ødelagt af mangel på mad, men tilfreds med, hvad Ana betragtede som sin personlige sejr, faldt hun i søvn efter at have hørt medde-lelsen om dette kosmiske lune, og i det drag, der nu sædvan-ligvis lå om hendes læber, dannede der sig noget i retning af et smil. Anas vejrtrækning, der i så mange dage havde været stønnende, blev igen rolig, og sammen med hendes fingre, der kærtegnede Trucos pels, var den i endnu to dage de ene-ste tegn på, at hun stadig levede.

Den 16. september hen under aften, mens orkanen be-gyndte at tage af over nordamerika, og dens svækkede vinde mistede endnu mere styrke, holdt Ana op med at kærtegne vores hund, og nogle minutter efter trak hun ikke længere vejret. endelig fandt hun hvile, og jeg ønsker at tro, at det var i evig fred.

På et tidspunkt vil i forstå, hvorfor denne historie, der ikke er mit livs historie, selv om den også er det, begynder, som den gør. og selv om i endnu ikke ved, hvem jeg er, og heller ikke har nogen idé om, hvad jeg vil fortælle, har i måske allerede forstået noget: Ana var en meget vigtig person for mig. så vigtig, vil jeg mene, at det i stort omfang er hendes fortjene-ste, at denne historie findes sort på hvidt.

Ana krydsede min vej i en af de perioder, hvor jeg som sædvanlig balancerede på afgrundens rand. Den glorvær-dige sovjetunion havde arbejdet sig igennem sin dødsrallen,


22

og krisens lyn, der skulle hærge landet i halvfemserne, var begyndt at slå ned. Det var forudsigeligt, at en af de første konsekvenser af det nationale sammenbrud var, at tidsskrif-tet for veterinærmedicin, hvor jeg i årevis havde arbejdet som korrekturlæser, blev lukket på grund af mangel på papir, tryksværte og elektricitet. Ligesom snesevis af ansatte i dags-pressen fra typografer til redaktionschefer var jeg endt på et værksted for kunsthåndværk, hvor det var meningen, at vi på meget ubestemt tid skulle lave knyttede ting og smykker af lakerede frø, hvad enhver ved, at ingen hverken kunne el-ler ville købe. efter at have været tre dage på min nye og for-målsløse arbejdsplads flygtede jeg fra denne bikube af rasen-de og frustrerede bier uden at nedværdige mig til at sige op, og takket være mine dyrlægevenner, hvis tekster jeg havde gennemgået og endda omskrevet så mange gange, kunne jeg kort efter begynde at arbejde som en slags allestedsnærvæ-rende altmuligmand i den på det tidspunkt ludfattige klinik ved Havana Universitets veterinære fakultet.

til tider er jeg så overdrevent mistænksom, at jeg endda bilder mig ind, at hele dette menageri af personlige, natio-nale og globale beslutninger (man talte endda om „histori-ens afslutning“ på den tid, da vi bare var begyndt at få en idé om, hvad historien i det tyvende århundrede gik ud på) alene havde som mål, at det netop var mig, der sidst på en regnfuld eftermiddag tog imod en fortvivlet og gennem-blødt ung kvinde med en forpjusket puddelhund i armene; hun indfandt sig på klinikken og bønfaldt mig om at redde hendes hund, som havde forstoppelse. Da klokken var over fire, og dyrlægerne var gået for den dag, forklarede jeg pigen (både hun og hunden rystede af kulde, og da jeg så på dem, kunne jeg nærmest ikke få et ord frem), at man ikke kunne gøre noget her. nu overværede jeg, hvordan hun brast i gråd: Hendes hund var ved at dø, sagde hun til mig, og den var blevet undersøgt af to dyrlæger, der ikke havde bedøvelse,


23

så de kunne operere den, og da der ikke kørte busser i byen, var hun kommet til fods i regnen med sin hund i armene fra Det gamle Havana, og jeg måtte for guds skyld gøre noget. noget? Jeg spørger stadig mig selv, hvordan jeg kunne finde på at turde det, og om jeg i virkeligheden havde lyst til det, men efter at have forklaret pigen, at jeg ikke var dyrlæge, og forlangt, at hun skriftligt anmodede mig om det og under-skrev papiret, så jeg blev friholdt for ethvert ansvar, blev den døende Tato min første kirurgiske patient. Hvis den gud, som pigen påkaldte sig, nogen sinde har besluttet sig for at holde hånden over en hund, må det have været den eftermiddag, for operationen, som jeg havde læst så meget om, og som jeg mere end én gang havde overværet i virkeligheden, blev en succes i praksis …

Alt efter, hvordan man ser på det, var Ana den kvinde, jeg mest havde behov for, eller som mindst passede til mig på det tidspunkt: Hun var femten år yngre end mig, stillede me-get få materielle krav, var en rædsom og ødsel kok, nærede en lidenskabelig kærlighed til hunde og var udstyret med en mærkelig realitetssans, der fik hende til at springe fra de mest afsindige idéer til de mest stabile og rationelle beslutninger. Lige fra starten af vores forhold, der var blevet indledt den første dag, jeg kom hjem til Ana, hvor hun boede sammen med en veninde, for at give Tato drop, kunne hun få mig til at føle, at det var hende, jeg i mange, mange år havde søgt. Derfor undrede det mig ikke, at hun efter få uger med et ro-ligt og meget tilfredsstillende seksuelt forhold pakkede sine ejendele ned i to rygsække, kom med sit rationeringshefte, en kasse bøger og den næsten restituerede puddel og slog sig ned hos mig i Lawton, hvor jeg boede i en fugtig lejlighed, der allerede dengang havde revner i væggene.

Plaget af sult, strømafbrydelser, udhuling af reallønnen og ingen offentlig transport – blandt mange andre dårligdom-me – gennemlevede Ana og jeg en ekstatisk periode. vi blev


24

begge så radmagre af lange ture på de kinesiske cykler, som vores respektive arbejdspladser havde solgt os, at vi blev næ-sten æteriske – en ny slags mutanter – men ikke desto mindre var vi i stand til at bruge vores sidste energi på at elske, tale sammen i timevis og læse som besatte – Ana poesi og jeg igen romaner efter ikke at have gjort det i lang tid. Det var nær-mest uvirkelige år, der blev levet i et mørkt, langsomt og altid varmt land, der brasede sammen hver eneste dag, skønt uden at falde helt ned i det primitive hulesamfund, der bestandigt lurede på os. Men det var også nogle år, hvor end ikke den mest ødelæggende mangelsituation formåede at overvinde den glæde, det gav Ana og mig at leve side om side som skib-brudne, der binder sig sammen for enten at blive frelst sam-men eller gå til grunde sammen.

Bortset fra at vi blev plaget af sult og alle hånde mang-ler – vi betragtede dem som ydre og uundgåelige og dermed fremmede – var de eneste personlige sorger, vi kom ud for i den periode, at Ana fik konstateret vitaminmangel og ner-vebetændelse, og at Tato senere døde i en alder af seksten år. Min kone savnede pudlen så meget, at jeg efter et par uger forsøgte at glæde hende ved at tage et gadekryds af en skabet hvalp med hjem, som Ana straks navngav Truco, fordi den var så snu til at gemme sig, og hun gik øjeblikkelig i gang med at kurere dens skab og dele den kummerlige kost, vi overlevede på, med den.

Ana og jeg havde nået et sådant symbiotisk niveau, at en nat med strømafbrydelse, en næppe stilnet sult, uro og var-me (hvordan er det muligt, at der altid var sådan en forban-det varme, og selv månen lyste svagere end før i tiden?) be-gyndte jeg – som om jeg bare opfyldte et naturligt behov – at fortælle historien om de møder, jeg fjorten år tidligere havde haft med den person, som jeg fra den første dag, jeg traf ham, altid havde kaldt „manden, der elskede hunde“. indtil den nat, hvor jeg brat og næsten uden indledning besluttede at


25

fortælle hans historie til Ana, havde jeg aldrig afsløret, hvad denne mand og jeg havde talt om, og jeg havde da slet ikke fortalt nogen, at jeg ønskede at nedskrive den historie, han havde betroet mig – et ønske, der i alle disse år stadig blev udskudt, undertrykt og også ofte glemt. For at hun kunne danne sig en forestilling om, hvordan jeg var blevet berørt af min nære forbindelse til denne person og den modbydelige historie om had, bedrag og død, som han fortalte mig, gav jeg hende nogle notater, som jeg flere år før næsten mod min vilje havde nedfældet i den vankundighed, jeg var grebet af på det tidspunkt. så snart Ana havde læst dem til ende, gav hun sig til at stirre på mig, indtil hendes sorte øjne – disse øjne, der altid virkede som det mest levende i hendes krop – borede sig tungt ind i mig, og hun til sidst med en forfær-dende overbevisning sagde, at hun ikke forstod, hvordan det var muligt, at jeg, netop jeg, ikke havde skrevet en bog om denne historie, som gud havde lagt på min vej. og idet jeg så hende i øjnene – de selvsamme øjne, som maddikerne nu er i færd med at spise – gav jeg hende det svar, jeg så ofte var knebet uden om, men som var det eneste, jeg kunne give, når det drejede sig om Ana.

– Jeg turde ikke skrive den.


LEONARDO PADURA

Manden, der elskede

hunde

Manden, der elskede

hundeROMAN SOHN

MANDEN, DER ELSKEDE HUNDE handlerom mordet på en af det tyvende århundredes mestmarkante politiske skikkelser, Leon Trotskij, og

om den mand, der dræbte ham med en isøkse i Mexico Cityi august 1940: Ramón Mercader.

Vi følger Trotskij og hans kone fra deres landsforvisning fraSovjetunionen i 1929 og gennem deres kortere og kortere op-hold, først i Tyrkiet og dernæst i Frankrig og Norge. Overalt,hvor de kommer frem, mærker de Stalins ånde i nakken.Ingen lande vil give permanent husly til den revolutionærehelt. Men til sidst lykkes det at finde et hjemsted i MexicoCity.

I romanens andet spor følger vi den unge spanier RamónMercader fra hans barndom i Barcelonas borgerskab, overhans deltagelse i den spanske borgerkrig og frem til hans re-kruttering som sovjetisk agent og uddannelse til spion ogmorder i Moskva. Og vi følger hans langsomme, metodiskevej frem til en position, hvorfra han kan nærme sig Trotskijunder dække af at være en ven.

MANDEN DER ELSKEDE HUNDE følger de to mænd,morderen og hans offer, og deres vidt forskellige levnedsfor-løb indtil den skæbnesvangre dag i 1940, hvor deres livsbanerkrydser hinanden. Det er historien om to mænd, hvis liv påhver sin fatale måde blev bestemt af Stalin og den fanatisme,der førte til udrensninger, personforfølgelser og massemord ikommunismens mørkeste periode.

www.sohn.dk

ISBN 978-87-7122-016-2

LEONARDOPADURA

Manden der elskede

hunde

SOHN

Overtræk Manden der elskede hunde FINAL:Layout 1 19/08/11 13:55 Side 1

Documents

Manden, der elskede hunde