Oversætterens efterord

En af mine yndlingsanekdoter om Oscar Wilde foregår til en fest, hvor det lykkes Wilde at få en af damerne i sel-skabet til at overveje, om hun vil sove med ham, hvis hun får én million pund. Kvinden siger modstræbende, at for så stor en sum ville hun nok overveje tilbuddet. Hvor-til Wilde spørger, om hun så vil ligge med ham for 10 shilling? ”Hvad antager De mig for?!”, udbryder damen forarget. Wilde trækker på skuldrene og svarer: ”Det har vi allerede afgjort. Nu tinger vi bare om prisen”.

Med Menneskets Sjæl under Socialismen fra 1891, fore-ligger imidlertid en tekst, der viser Oscar Wilde fra en anden side: Den politiske kunstner. Selv om essayet rum-mer en god del humor og ironi, er der ingen tvivl om, at det også er alvorligt ment. I en stor del af sit liv var Wilde en fortaler for socialismen, der på dette tidspunkt, bort-set fra den kortlivede Pariserkommune i 1871, stadig var et utopisk projekt, diskuteret blandt samfundstæn-kere, agitatorer og filoso�er. Endnu havde ingen af de moderne samfund forsøgt sig med implementeringen af

67

en samfundsform, hvor den private ejendomsret var af-ska�et, og verden havde endnu ikke oplevet Stalintidens rædsler, Maos Kina eller Pol Pots Cambodja.

Wildes socialisme adskiller sig markant fra statskom-munismen og marxismen. Wilde var først og fremmest inspireret af den russiske anarkist Peter Kropotkin og kræver ikke alene ophævelsen af den private ejendoms-ret, men af enhver form for udøvelse af autoritet. Set i bakspejlet synes Wildes socialisme nærmest profetisk at advare imod de faldgruber, som det 20. århundrede gik i med begge ben: ”Hvis socialismen er autoritær; hvis der findes regeringer bevæbnet med økonomisk magt, som der i dag findes regeringer med politisk magt; hvis vi med andre ord får industrielle tyrannier, så vil men-neskets sidste udviklingstrin blive værre end det første”, skriver Wilde.

Men hvad er det da for en form for socialisme, Wilde advokerer for, og hvad har den med den menneskelige sjæl at gøre? Wildes socialisme er ikke politisk eller øko-nomisk i vanlig forstand, men er en kunstnerisk vision om det menneskelige potentiale, om menneskelig selv-realisering. Kontrasten til f.eks. marxismen træder må-ske klarest frem i essayets første linje: ”Den væsentligste fordel ved at indføre socialismen ville utvivlsomt være, at socialismen ville befri os fra den usle nødvendighed af at leve for andre”.

68

Det mest bemærkelsesværdige ved Wildes socialisme er netop dette: Den er ikke social!

Wildes projekt er ikke den skyldstyngede socialar-bejders eller den selvopofrende missionærs. Ja, faktisk harcelerer han over, hvordan altruismen ødelægger men-neskelivet. Og ikke bare for den altruistiske selv, men også for den person, som menneskeelskeren kaster sin godhed over; godgørenhed er uværdigt, både for den der giver, og den der modtager. Den dydige fattige er måske taknemmelig for velgørenhed. Men de ædleste af de fat-tige er utilfredse, ulydige og oprørske. ”Det er de i deres gode ret til”, skriver Wilde. Og netop oprøret mod tin-genes tilstand er omdrejningspunktet for Wilde: Ethvert fremskridt er sket gennem oprør. Wilde opfordrer med andre ord mennesket til at kræve, stjæle og til ikke at lade nogen diktere over sig – og til at leve. ”At leve er det sjældneste i verden”, skriver han. ”De fleste nøjes med at eksistere.” Ifølge Wilde bør ingen leve for andre, alle bør leve, som de selv ønsker at leve. Det er ikke egoisme; det er faktisk det modsatte. Man bliver først selvisk hvis man tvinger andre til at leve som sig selv. I markeds-demokratiet er både den rige og den fattige fanget i et uløseligt greb: De rige bekymrer sig om, hvordan de kan undgå at miste deres ejendom, og de fattige bekymrer sig om, hvordan de kan ska�e sig ejendom. Selv den rige altruist og den dydige fattige fastholder en falsk be-

69

vidsthed om retfærdighed i en samfundsstruktur, der er grundlæggende skæv. Wildes socialisme er derfor heller ikke et forsøg på at udslette individet. Tværtimod, så er socialismen den eneste vej til den sande individualisme. Wildes drøm er, at menneskets sande personlighed vil spire frem, og ”som en smuk ting hjælper os ved at være det, den er.”

Vi bliver altså nødt til at vende hele vores opfattelse af socialismen på hovedet, hvis vi vil læse og forstå Wilde.

Ifølge Wilde er enhver tænkelig styreform, qua styre, uretfærdig. Dette gælder også for demokratiet. Demo-kratiet betyder ifølge Wilde blot ”folkets undertrykkelse af folket i folkets navn”, en form for barbari, hvor den O�entlige Mening får lov til at diktere ret og vrang. Folkestyret udsletter i lige så høj grad individualiteten som enevælden. Ja, måske endda endnu værre: ”Det kan siges til tyrannens fordel, at han som individ kan være i besiddelse af kultur, mens hoben, som er et mon-ster, ikke er det. En kejser eller konge kan bøje sig for at samle penselen op for maleren, men når demokratiet bøjer sig, er det kun for at kaste med mudder. Og så behøver demokratiet endda ikke bukke sig lige så dybt som kejseren. Hvis de vil kaste med mudder, behøver de faktisk ikke engang at bukke sig overhovedet. Men der er ingen grund til at skelne monarken fra hoben; al autoritet er lige dårlig.” Kejseren tyranniserer over men-

70

neskets krop, Paven over menneskets sjæl. Folket tyran-niserer over begge dele, skriver Wilde. Derfor burde vi i stedet leve uden noget styre overhovedet og opbygge et system, hvor staten kun er et administrativt organ, der organiserer maskiner til at udføre alt samfundets ”funk-tionelle” arbejde, mens mennesket bliver fritstillet til at skabe de smukke ting, der gør livet værd at leve. ”Er dette utopi?”, spørger Wilde. Ja, og vi bør læse Wildes tekst, som det den er: en utopi. Men som Wilde skriver, så er et verdenskort, der ikke omfatter Utopia, ikke værd at kaste et blik på, for det har udeladt det ene land, som hele menneskeheden styrer mod.

Wildes stemme taler fra et sted, som man i det sid-ste årti nogen gange har kunnet føle har været næsten lukket land. I kølvandet på begejstringen over Murens Fald og Sovjetstyrets undergang opstod der en opfattelse af, at historien var slut. Den menneskelige udvikling var kulmineret i det liberale demokrati, og op gennem 1990’erne spredte dette budskab sig verden over. Uto-

og nu, og den var meget konkret og pragmatisk. Det li-berale demokrati var as good as it gets. Men Wilde skriver, at der er det særlige kendetegn ved utopien, at vi, når vi når den, øjeblikkeligt vil stirre ud fra vores udkigspost, se et endnu bedre sted og sætte sejl. Der er noget, der kunne tyde på, at terrorangrebet 2001 fik os til at slå bak og

71

glemme denne tommelfingerregel i et lille årti. Der blev lige pludselig talt meget lidt om fremtiden, meget lidt om, hvor vores samfund skulle bevæge sig hen og rigtig meget om fortiden, om vores traditioner, om hvad det vil sige ”at være dansk”, eller ”amerikansk” eller ”vestlig” osv., og om andre samfund, der var ”bagude”, og som vi måtte hjælpe, af og til lidt hårdhændet, på vej. I bogen Virkelighed og utopi fra 2005 skrev præsten og folketings-politikeren Søren Krarup, at den politiske kovending, vi havde været vidne til, var udtryk for, at ”virkeligheden havde sat sit modstød ind imod utopien”. Og sådan blev det fortolket i vide kredse. Utopiernes tid var forbi, nu gjaldt det current a�airs og det post-historiske menne-skes virkelighed.

Men mennesket drømmer stadig.For mange blev disse drømme i de sidste tiår indfriet

i et økonomisk boom, der gjorde det vanskeligt at ar-gumentere imod den kapitalistiske verdensorden. Den samlede kage voksede mere og mere, og lande i den tred-je verden trådte ind på scenen. Der var wirtschaftswun-der, og udbredelsen af den økonomisk liberale tanke blev så omspændende, at Fareed Zakaria i bogen Den post-amerikanske verden hævdede, at verden efterhånden var blevet mere amerikansk end Amerika selv …

Den virkelighed, drømmen levede på, var mulighe-den for at kunne indkassere provenuet af den materielle

72

og teknologiske revolution, en revolution fra analog til digital teknologi og en revolution fra statsstyrede hjem-memarkeder til global markedsøkonomi, omvæltninger der gjorde det svært at vurdere morgendagens beslutnin-ger ud fra gårsdagens målestok. Muligheden for øjeblik-kelig prissammenligning verden over, åbne markeder, muligheden for frit at kunne udlicitere serviceydelser og produktion til lande, hvor månedslønnen var en brøk-del af hjemmeforbrugernes købekraft, muliggjorde den voldsomme økonomiske opblomstring. Penge blev en fiktiv målestok, fordi forbruget knap nok kunne følge med væksten i friværdien. Priserne på ejendomme steg, men det spillede ingen rolle, for hvis man købte sin uvurderligt dyre ejendom, var den dobbelt så uvurder-ligt dyr året efter. Dog var der nogle punkter, hvor det var som om liberalismens sejr ikke ligefrem førte til større frihed: Grænserne blev forstærket, magten centraliseret, og forestillingen om demokratieksport ofte ledsaget af våbenmagt. Herhjemme oplevedes dette gennem en re-striktiv politik i forhold til indvandring, centralisering af blandt andet forsvar og politimyndighed, en nærmest de facto afska�else af kommunerne, samt bruddet med mere end hundrede års neutral linje i militære anliggender. No-get, der ikke havde ret meget med frihed at gøre, var på færde, og lod sig aflæse helt ned i rygeforbuddene på lan-dets værtshuse.

73

Så kom finanskrisen. Det økonomiske mirakel ligner i dag mest af alt en kolos på lerfødder eller ”en kejser uden klæder”, som den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson skriver i sin Hvidbog om finanskrisen på Island. De indledte krige synes ikke at føre nogen steder hen, drømmen om state-building og demokrati-eksport

verden at få denne mavepuster. Økonomi og kultur har det med at følges ad, eller afspejle hinanden, både når det går op, og når det går ned. Måske kan finanskrisen i vores tid få os til at huske noget, vi havde glemt – huske hvor det var, vi overhovedet ville hen, før vi kastede os ud i ræset. Var vi drevet af en søgen efter videnskabelig sandhed? Af økonomisk begær? Af behov for anerken-delse? Eller ville mange mennesker, hvis man gik dem på klingen i virkeligheden sige, at deres drive var et ganske andet? En langt mere jordnær, men også langt vanskeli-gere drøm om det gode liv?

Derfor kan det netop nu, mens vi endnu døjer med forbrugsfestens tømmermænd, være en rigtig god ide at læse Wildes Menneskets Sjæl under Socialismen. For nok er Wilde utopisk, men vel egentlig ikke mere utopisk end drømmen om fuldgyldigt demokrati i Afghanistan eller illusionen om en realiseret friværdi?

Det Wilde vil have os til, er ganske simpelt at stoppe op og tænke over, hvad det vil sige at være menneske.

74

Hvad det vil sige at være lykkelig. Ikke lade sig spænde for nogen vogn, hverken magtens eller selvopofrelsen, men være ærlig over for livet, elske, skabe og blomstre. Og vi kan godt le ad hans sværmerier – men det er jo netop det, Wilde vil have os til: at le. Og lade latteren rive alvoren itu og erstatte den med individuel lykke, fordi halve mennesker, der trækker hinanden ned i sø-let, ikke er hverken smukke eller beundringsværdige i forhold til hele, selvstændige mennesker, der spejler sig i hinandens liv: ”For det, mennesket har søgt, er hverken smerte eller lyst, men ganske enkelt liv.”

For Wilde bliver konklusionen, at der ikke kan herske nogen myndighed overhovedet, hverken folkets, kirkens eller kejserens. Og dog er der en enkelt myndighed, der synes at stå usvækket tilbage efter hans tabula rasa: Kun-sten. Næsten halvdelen af Wildes essay handler om kunsten, og det er måske i virkeligheden her, han er al-lerstærkest, når han langer ud efter journalistikken eller kunstens autoritet – herhjemme spejlet i ”kanondebat-ten”. For hvad er det, der gør en klassiker til en klassiker? Den var jo ikke en klassiker, da den blev skrevet. Og hvis vi bare stiller Don Quixote op på kaminhylden og glem-mer, at den pikareske roman er en bombe under ethvert samfund, der lever på løgne, så gør vi værket tandløst. Hvis vi citerer Shakespeare uden at sætte spørgsmåls-tegn, mister vi evnen til at skelne mellem hans gode

75

og mindre gode stykker. Så bliver kunstværket bare en anden form for Bibel, vi kan blive benovede over, men som vi stadig står overfor som analfabeter i latinskolen. Og så mister kunstværket sin værdi, det stivner og dør. For at kunne leve, må vi kunne gå i kødet på det, føle det på tænderne, tage det alvorligt, give os selv lov til at dykke ned i den unikke og intense oplevelse, det gav og stadig giver, hvis vi er modtagelige over for den. Kunsten er altid revolutionær og frisættende, men ved at give et værk klassikerstatus risikerer vi i stedet at gøre det eks-klusivt og utilnærmeligt. Wilde er skarp i sin kritik på dette punkt: ”Sagen er, at o�entligheden bruger et lands klassikere som et middel til at holde udviklingen af ny kunst i ave.” Ved at reducere store værker til autorite-ter, gør man dem til rettesnore for fremtidige værker, og derved kvæler man den individualitet, ethvert kunstværk må udspringe af. Dette kan vi måske spores i Danmark, hvor f.eks. Dogme-bevægelsen gik fra at være et revo-lutionært brud med filmsproget til at være, ja, netop et Dogme, en rille som utallige film kørte videre i, uden at gøre sig nye æstetiske overvejelser over formen.

På dette punkt er Wilde dog lidt tvetydig, for sam-tidig skriver han, at kunstværket ”skal dominere tilsku-eren”, at tilskueren skal være den ”violin, maestroen skal spille på”, og at tilskueren skal ”undertrykke sine egne,

-

76

tergængeren, der snyder næse eller rejser sig larmende under forestillingen, lige så lidt som der er pardon for de kunstværker, der er stivnet i plagiarisme og rene gen-restykker. Man får let den tanke, at Wilde her alligevel indsætter en autoritet i sin ellers autoritetsløse vision. Men jeg tror, det er vigtigt ikke at gå fejl af, at Wilde netop mener, at den kraft, kunstværket udøver, er anti-autoritær. Kunstværket skal ikke dominere for at fratage tilskueren noget. Kunsten skal ikke dominere for at give tilskueren en rettesnor, men derimod for at give tilsku-eren et kunstnerisk temperament, det skal ”smitte”, som et smil kan smitte, uden at tage eller kræve.

Kunsten er som den rose, Wilde beskriver, der ikke kræver, at andre er roser ligesom den. For kunsten kan ikke være en rettesnor: den er selvcentreret, utopisk, urealiserbar, upraktisk. Og i lighed med utopien tilhører den fremtiden: ”Fortiden er det, mennesket ikke bur-de have været. Nutiden er, hvad mennesket ikke burde være. Fremtiden er det, kunstnerne er.” Wildes projekt begrænser sig ikke til et kunstprojekt, men alligevel klin-ger kunsten med i hele teksten, som en uundværlig del af livet. Og her nærmer vi os kernen i den socialisme Wilde advokerer for og dens forbindelse til menneskets sjæl. Wildes socialisme indeholder ganske vist en ”ydre mission”, en forestilling om ophævelse af ejendomsret og afska�else af herredømmeformer, men det er først og

77

fremmest en indre mission, en kunstnerisk vision om det menneskelige potentiale, om menneskelig selvrealise-ring. Et forsvar for livet. Allerede i renæssancen oplevede vi i følge Wilde en vis fuldkommenhed i kunsten, lige-som vi i antikken gjorde det i tanken. Wildes projekt er radikalt anderledes. Hvor antikkens budskab lød: ”Kend dig selv”, og kristendommens ofte er blevet udlagt som: ”Elsk din næste”, lyder Wildes budskab: ”Vær dig selv”, hvilket også kunne oversættes til: Elsk dig selv. Og den revolution, der ligger i dette individuelle budskab, lader sig rent faktisk realisere inden for rammerne af et almin-deligt menneskeliv, hvis bare man tør.

Sune de Souza Schmidt-Madsen, København, 2009