1

Min mor og hendes familieMin mor Helga Nielsen (født Christensen) er født den 6. maj 1911og død den 27. april 2003. Hendes forældre var Else MarieChristensen (født Poulsen) - (født 1. januar 1877 - død 1959) ogChresten Christensen. De boede i Asferg ca. 10 km uden forRanders, men kom også til at bo i mindre byer uden for Randers iårenes løb.

Mormor blev kaldt Store-Bedste i modsætnings til min farmor, derblev kaldt Bette-Bedste. Hun havde en søn, da hun blev gift medmorfar. Derfor havde han hendes efternavn og hed MichaelPoulsen. Som barn forstod jeg ikke, hvorfor Store-Bedste hedChristensen til efternavn og hendes søn hed Poulsen, men her erforklaringen.

Sammen med Chresten fik hun 8 børn, hvoraf de 5 døde. Anne,som blev 14 år, døde af meningitis. Kort forinden havde familienfået et hold trillinger, og de blev døbt ved Annes kiste. Selv dødetrillingerne i løbet af en måned, da de var ca. 10 mdr. gamle. Manmener, at de havde stået for meget inde ved siden afkakkelovnen i vinterhalvåret, og da foråret kom, var deresimmunforsvar for dårligt. Alle døde af sygdomme i lungerne. Demistede også en søn, men ham ved jeg intet om.

Tilbage var så Michael, Jenny, Herman og Helga.

Marie og Michael

Blev gift, da Marie var 20 og Michael 27 år. Michael var en flittigmand, og han havde arbejdet sig op til at blive gårdejer - ikkenogen stor gård - men det var hans egen. Der kom jo sombekendt dårlige tider, og som så mange andre bukkede han underog måtte sælge gården og familien flyttede til Randers, hvorMichael måtte tage forefaldende arbejde.

2

De fik 7 børn: Else, Johannes, Svend, Ellen, Birtha, Knud og

Anna. Jeg kender bedst Ellen og Birtha, fordi vi gik i den katolske

skole samtidig. Birtha er født den 1. februar 1939, som jeg kom

den 10.9.39. Ellen var jævnaldrende med min søster Lisbeth.

Fordi de var så mange og Marie ikke var særlig god til at forvalte

familiens indtægter - fx har jeg ladet mig fortælle, at hun en dag

gik for at købe kartofler til aftensmaden, men i stedet kom hjem

med flødeboller, og det var der jo ingen, der kunne leve af. Hun

var også storryger og elskede at sidde og læse Romanbladet,

drikke kaffe og få sig en smøg. Sådan har jeg i hvert fald set

hende mange gange. Så hun var Mors diametrale modsætning, og

de kom da heller ikke sammen ud over til familiefester. Mor

havde ganske enkelt ikke respekt for Marie, måske også fordi hun

overlod 3 af sine piger til nonnerne.

Else blev sendt til Jeanne d'Arc-skolen i København og var der, da

englænderne ved en fejltagelse bombede skolen og mange børn

og nonner omkom. Så kom Else hjem og kom vist på kontor.

Ellen og Birtha boede ikke hele tiden hos nonnerne, men var ofte

hjemme i weekenderne. Ellen var en værre spasmager, der ingen

respekt havde for nonnerne. I sangtimerne lavede hun om på

teksterne. En periode sad jeg ved siden af hende, og jeg, der

ellers var lidt af et dydsmønster, kunne ikke lade være med at

grine. Hun havde et medfødt tegnetalent og har bl.a. tegnet et

meget livagtigt portræt af Barbar, der boede hos Marie og Michael

i sine sidste år.

Birtha var en helt anden type. Meget fin og stilfærdig, og hun var

ikke til at slå mange ord ud af. Hun kan nærmest sammenlignes

med Birthe og Kelds Vibeke. Så selv om vi var jævnaldrende,

havde vi ikke meget med hinanden at gøre.

3

Johannes blev uddannet skomager og åbnede egen forretning i

Uldum, hvor han også solgte sko, sandsynligvis med sin friske

kones hjælp. Han kom imidlertid tidligt til at lide af demens, og

man er ikke i tvivl om, at det skyldes, han altid sad i dunsterne

fra den lim, han forsålede sko med. Han er død nu, men da han

var værst, var det som at have et 2 års barn, der skulle hjælpes

med alt.

Svend og Knud fik faste stillinger som postbude. Begge

stilfærdige og pålidelige typer. Anna blev gift med en bager, og

sammen åbnede de en forretning på Mariagervej i Randers, men

er senere flyttet på landet. Hvad de beskæftiger sig med nu, ved

jeg ikke, men det er Anna, der har renskrevet Michaels meget

omfattende slægtshistorier, der omfatter både hans egen, men

også Maries slægt (Marie var Fars søster). Og de havde meget til

fælles humørmæssigt, men havde de ikke haft så pålidelige

ægtefæller, ved jeg ikke, hvordan det ville have gået dem.

Marie og Michael boede de sidste år hos deres ældste datter og

deres svigersøn, som havde en to-etagers villa i en fredelig del af

Randers, og de fik på den måde et godt liv på deres gamle dage.

Michael fik problemer med hjertet, da han var ca. 82. Han fik

tilbudt en pacemaker, men sagde nej tak - han var klar til afgang.

Der gik da heller ikke lang tid før han døde. Han var et utrolig

sympatisk menneske med mange talenter. På sine gamle dage

begyndte han at brodere korssting. Det var forskellige kendte

bygningsværker, og det var meget omhyggeligt udført. Som sagt

dyrkede han slægtsforskning, helt ind til benet, og han beskrev

alt muligt om den tid, de forskellige havde levet i, så jeg tror

materialet omfatter ca. 2 x 300 tætskrevne A4 sider. Han havde

også en poetisk åre, så det var altid ham, der forfattede

festsangene til hele familien.

4

Michael konverterede ligesom Mor til katolicismen, da han giftede

sig med Marie, og det skulle vise sig, at han forblev trofast til det

sidste, men han havde jo også selv valgt i en moden alder. Marie

så jeg ikke meget i kirken. Hun undskyldte sig med, at hun ikke

havde tøj at tage på, men måske havde hun fået nok af

kirkegang, da hun var tvunget af både forældre og skole.

Marie døde kort efter Michael. Selv om de var meget forskellige,

var de utrolig knyttet til hinanden, og sammen havde de jo også

fået en stor familie. Hendes børn tog sig meget af hende, da hun

var blevet alene, for selv om hun ikke var det man kalder en god

husmor, havde hun altid tid til en snak, og jeg har aldrig mødt

hende i dårligt humør.

Jenny og Leo

Jenny blev gift med Fars bror Leo. De er født samme år med et

par dages mellemrum i Krebsens tegn, altså i juli måned. De fik

to drenge Kristian og Andreas. Mor har altid sagt, at de

forfordelte Kristian frem for Andreas, som da også måtte følge

med Kristian, da han kom i lære på Løvenholm Slot, som lå ca. 20

km fra Randers.

Da jeg var 2 år skulle Mor ud at arbejde, fordi familiens indkomst

ikke slog til. Jeg fik en plads på Randers Børneasyl, men efter

sigende græd jeg så hjerteskærende, hver gang Mor gik, så hun

kunne ikke bære det over sit hjerte at overlade mig til fremmede.

Til gengæld kom jeg til Jenny, hvis drenge allerede gik i skole.

Jenny og Leo ville gerne have haft en pige også. Måske erstattede

jeg det savn, for moster og jeg fik så godt et forhold, at det

5

varede livet ud. Der var en dejlig have, som de 4 lejligheder i det

hus, de boede i i Markedsgade, var fælles om.

Mor og moster var meget forskellige. Mor var streng og fast,

mens moster var mild og varm. Hun kaldte mig hele livet for

Eesther og ikke "Æster".

Jenny var også konverteret til katolicismen ved indgåelse i

ægteskabet med Leo, og var lige som sine søskende: Michael og

Helga, tro til det sidste.

Da hun ikke længere skulle passe mig, fik hun arbejde på

Randers Rebslageri, hvor hun nåede at holde 40 års jubilæum, så

hun må siges at være en stabil arbejdskraft. Leo var også mere

heldig end Far, hvad arbejde angik, idet han fik fast arbejde ved

Randers Kommunes Skolehaver. Så til sammen havde de en pæn

indtægt. Jenny måtte dog betale en pris i form af konstant

hovedpine, som sikkert skyldtes, at hun altid gik i maskinstøj og

uden høreværn.

Deres ældste søn Kristian blev udlært gartner men giftede sig

tidligt og fik 4 børn i rap sammen med sin kone Kirsten. Senere

dvs. 10 år efter de fire første, fik de en efternøler, som jeg aldrig

har set, mens jeg hyppigt var barnepige for de fire første. På et

tidspunkt startede Kristian op som selvstændig anlægsgartner, og

det så ud til at gå godt, indtil han en dag, hvor han havde siddet

og fået et par fyraftensøl. Han påkørte et barn og kom som følge

deraf en tur bag tremmer. Det var ikke en voldsom brandert, men

mere end loven tillader. Da han kom hjem forsatte han sin

virksomhed. Han er død inden for de sidste par år og blev 75 ar.

Andreas fik ingen uddannelse, men fik fast arbejde på

Rebslageriet, hvor jeg også tror han kom til at fejre 40 års

6

jubilæum. Han og hans kone Bette-Kirsten ville så gerne have

børn, men det trak ud. Endelig fik den første søn. Husker endnu,

hvor stolt Andreas var, da vi besøgte dem, da Henrik var ca. 3

mdr. Selv om han sov, hentede Andreas ham op af vuggen for at

vise ham frem. På det tidspunkt var jeg gravid med Per, så vi

havde noget at tale om. Henrik er ½ år ældre end Per. Det blev

kun til det ene barn, men til gengæld tror jeg Henrik fik 3 børn.

Andreas er jævnaldrende med min fætter Erik, nemlig ,70år og

lever i bedste velgående dette år 2003.

Jenny og Leo boede en menneskealder på Tjørnevej, og deres lille

lejede hus stødte op til Rebslageriet, så moster havde kun få

skridt til sit arbejde. Vi var altid sammen med dem en af

juledagene og somme tider nytårsaften.

Da jeg var ca. 12 år blev jeg fast bud for moster og onkel. Jeg

sørgede for indkøb af ugeblade, fornyede lottokuponer, købte

cigaretter til Leo og kørte af og til slagtere på Hobrovej. På denne

måde fik jeg indblik i et forbrug, som jeg ikke kendte hjemmefra,

men de havde jo stillinger begge to. De var helt vilde med at

spille på heste og tog ofte til Aarhus om søndagen. Ligesom Leo

var fodboldgal og stod på stadion hver gang Randers Freja

spillede.

På deres gamle dag kom de til at bo Nattergalvej 8, dvs. ca. 25

meter fra Mor og Far, men de så ikke mere til hinanden af den

grund, måske fordi Mor altid skulle/ville lave noget nyttigt. Jeg

har spurgt hende, om hun og moster havde noget særlig tilfælles,

hvad hun har svaret "Nej" til. Moster arbejdede jo fuldtids og

købte meget færdigt, og det var ikke i Mors ånd. Hun arbejdede

også meget ude periodisk, men lavede alligevel alting selv. Mor

havde heller ingen omgang med naboerne. Åbnede kun døren på

klem, især hvis vores nabo Fru Pedersen, bankede på.

7

Jenny blev forholdsvis tidligt dement og måtte flyttes til et

plejehjem, fordi hun havde for vane at gå hjemmefra. Også på

plejehjemmet stak hun af, ofte uden overtøj og i hjemmesko. Så

blev taxierne sat på hende og fik hende ind i vognen. Hun skulle

hjem til Tjørnevej, hvor hun jo altså ikke boede mere. Så til sidst

måtte man låse hendes dør, så hun ikke skulle komme til skade.

Jeg tror hun blev 82 år. Leo klarede sig godt og blev boende på

Nattergalvej, hvor især Andreas var flink til at besøge ham. Han

døde pludselig i en stol 87 år gammel.

Herman og Cecilie

Herman kom jeg først til at kende, da jeg var ca. 12 år gammel.Han rejste nemlig tidligt til Sønderjylland. Han giftede sig ung ogfik 2 børn med sin kone Cecilie. Efter sigende bedrog hun ham påalle måder. Fx løj hun sig 10 år yngre, end hun var. Der varmange problemer i deres ægteskab, som endte med skilsmisse.Cecilie fik forældremyndigheden over begge børn. Jeg har setbilleder af dem, men ved intet om dem.

Herman og Minna

Herman var single nogle år, så forelskede han sig i Minna, somvar 22 år, mens han selv var 42. Minnas forældre var meget imodderes forhold, men pludselig var Minna gravid, og de blev gift ogfik en datter, der er født samme år som Ingrid. Det skulle visesig, at deres ægteskab kom til at vare 30 år, så blev Minna sygpå sit arbejde i en købmandsforretning. Hun gik straks til læge,som sendte hende til røntgenfotografering, og det viste sig, hunhavde en knude i det ene bryst. Knuden blev bortopereret, menkræften havde bredt sig, så Minna døde kun 2 måneder efter,knuden var konstateret. Hun blev altså kun 52 år.

8

Herman havde forinden fået diagnosen: mavekræft, men hankom til at overleve Minna 5 år og døde på et plejehjem tæt vedsin datters hjem. Han blev altså 77 år.

Han mener selv, han levede så længe, fordi han kun indtog

flydende kost i form af alle mulige slags supper.

Jeg var kommet i Minna og Hermans hjem nogle gange iforbindelse med, at Store-Bedste skulle besøge dem. Hun villegerne have mig som rejseledsager, fordi hun ikke var så sikker påbenene. På den måde kom jeg til at se en del af Sønderjylland.Herman lejede biler, og vi var bl.a. i Tønder og en tur over denlange Rømø-dæmning til selve Rømø.

Det var mens vi boede på Lyngvej, han kom på plejehjem, og jeg

ringede af og til for at få en lille snak med ham. Han var en

utrolig venlig og kærlig mand, som savnede sin Minna meget.

Engang sendte jeg ham en salme, som jeg selv synes er så smuk.

Første strofe lyder: "Når mit skib i havn skal sejle". Han sagde

selvfølgelig tak, men han var bekendende ateist, men havde altså

de dyder, som man forbinder med at være kristen. Dvs. Store-

Bedste var lutheraner og kom hele den tid, hun boede i Randers i

Sct. Peders Kirke på Mariagervej, tre af hendes "børn" var

katolikker og så var der altså også en ateist. Bedste sad ofte oq

lyttede til radiogudstjenesten, når jeg kom eller var der, så sad

hun med salmebogen og sang med.

En dag jeg besøgte Mor, ringede Herman. Han ville bare sige

farvel, for nu havde han ikke langt igen. De talte ikke meget

sammen, men takkede hinanden for alt godt. Han døde dagen

efter.

Mor, som jo altså var lillesøster i familien, indtil trillingerne kom,

da hun var 6 år, kunne selvfølgelig ikke undgå at blive mærket af

de mange dødsfald i familien. Selv om det er meget hårdt at

have trillinger, så ved jeg, at man ikke har nogle børn for meget,

9

når man først har fået dem, og 4 dødsfald inden for et år, er

meget at forholde sig til. Selv påstår mor, at hun ikke mærkede

særlig meget til det, men det var heller ikke hendes stærke side

at reflektere over andre menneskers følelser, eller hvorfor

tingene gik, som de gik.

Til gengæld har hun fortalt, at stemningen i hjemmet ofte var

dårlig mellem hendes forældre. Hendes far var jaloux anlagt,

og det gjorde det ikke bedre, at Store-Bedste havde et barn

uden for ægteskabet. Jeg tror, det var en gårdejersøn, der

gjorde hende gravid, og de ikke måtte få hinanden, fordi det

var under hans stand at blive gift med hende.

Store-Bedste var meget livlig efter sigende og havde let ved at

tale med alle folk, men hvis hendes mand opdagede det, blev han

rasende, og så kunne der være kold luft mellem dem op til 14

dage. Da de store søskende var rejst hjemmefra og trillingerne

døde, var Mor alene med dem i den følelsesmæssige kulde.

Mor har ellers aldrig fortalt meget fra sin barndom. Både Ingrid

og jeg har forsøgt at få hende til at skrive noget ned. Hun havde

en nydelig håndskrift lige til det sidste, men den var præget af

stivhed, og indholdet i hendes breve var stereotypt, sandsynligvis

fordi hun kun havde fået 7 års skolegang og måske har læst 5

bøger hele sit liv. Hun holdt et par ugeblade, som hun så byttede

med naboen, så vi ugentlig var i kontakt med 4 ugeblade, og

indtil jeg var 14 år fulgte jeg med i samtlige fortsatte noveller, så

var den fase i mit liv forbi. Foruden holdt vi Skipper Skræk, som

vi byttede til Konkylie, og da Keld fik sin første plads, var det i en

kiosk. Anders And udkom netop omkring 1950 som månedsblad,

og Keld fik et gratis eksemplar.

Det skulle blive Keld, der for alvor indførte mig i bøgernes verden.

Da han kom hjem fra sanatoriet, havde han en stor kasse med

10

drengebøger med. Han fik gaver fra nær og fjern i de 3 år, han

var indlagt. Alle de bøger læste jeg med stor appetit, selv om jeg

kun var 8 år, og det udelukkende selvfølgelig var drengebøger,

han hjembragte.

Jeg kom med på børnebiblioteket, som lå ca. 200 meter fra vores

hjem på Nattergalvej. Siden tog Keld mig med på voksen-

biblioteket , der lå tæt ved Bedstes bopæl. Men det var Keld, der

kom hjem med appetitvækkerne.

Min morfar og Bedste havde et lille husmandssted, og morfar

supplerede indtægten ved at gå ud som slagter. Kampen for

føden, børnenes død, problemer i ægteskabet, bevirkede måske

det mavesår, han fik. Han døde 56 år gammel enten af blødende

mavesår eller hjertestop. Mor har sagt, at hun egentlig var glad

for, han døde, for ellers skulle hendes forældre have været skilt.

Margrethe

Noget positivt, Mor oplevede i sin barndom, var, at hun fandt en

veninde allerede i 1. klasse. Margrethe, som hun hedder, bor

stadig i Asferg og besøgte Mor kort før hun døde. Med årene blev

besøgene hyppigere, ligesom de ofte talte med hinanden i

telefonen. Ingrid har besøgt hende efter Mors død og fortæller, at

hun er Mors diametrale modsætning. Meget snakkende og livlig,

men det var et par af Mors trofaste højskole-veninder også, og de

var nok medvirkende til, at Mor blev mere talende med årene.

11

Bedste og Mor flytter til Randers

Ligesom de fleste andre børn fra arbejderhjem, kom Mor ud at

tjene som 14-årig. Før hun flyttede til Randers sammen med

Bedste, ved jeg faktisk ikke, hvad hun lavede, men i Randers kom

hun til at arbejde hos en familie Dalsgaard, som havde et

udskænkningssted lige ved siden af Helligåndshuset på Torvet.

Her var hun en blanding af almindelig hushjælp og serverings-

dame. Mor var ikke en, der løb fra plads til plads, så jeg tror, hun

var der til hun blev gift som 23-årig.

Bedste var et sted midt i 50erne, da hendes mand døde, og hun

kom til at leve af en lille enkepension, og hun havde kun

beskedne boliger, men nogle år før hun døde, fik hun en dejlig 2-

værelses lejlighed på Fabersvej ca. 500 meter fra Nattergalvej, så

vi var hyppigt i kontakt med hinanden. Mor gjorde rent hos

hende, da hun ikke selv kunne mere, og jeg forestod alle hendes

byærinder, især dem i selve byen, da hun havde gigt og var

besværet af Randers' stejle bakker. Jenny og Leo boede 500

meter fra hende, så Bedste var aldrig ensom, også fordi hendes

13 børnebørn var glade for hende.

Under krigen husker jeg, hun kom uventet på besøg (det brød

Mor sig ikke om, ved jeg). Til mig havde hun strikket et par flotte

sokker, som jeg blev så glad for, at jeg sov med dem om natten.

Husker tydeligt, at de var grønne med grå striber, og jeg var vel

5 år, da jeg fik dem, men bare det, at hun havde tænkt på mig,

gjorde mig glad.

Jeg husker bedst de stunder, hvor vi var alene sammen, så havde

hun overskud til at tale med mig, men når mor var med,

snakkede de ofte om blomster og stiklinger i en uendelighed,

syntes jeg, selvfølgelig fordi det ikke interesserede mig. Det var

som regel, når Mor og Far var i Kolding for at besøge Keld, jeg

12

boede hos hende. Vi sov sammen i hendes store karlekammer-

seng, og det var hyggeligt, men jeg var jo også kun en lille pige

som med kyshånd tog imod alle kærlige ord og omsorg. Jeg ved

ikke, hvor Lisbeth var, når jeg boede alene sammen med Bedste.

Måske var hun hos Jenny og Leo.

Bedste elskede at danse og gik til dans en gang om ugen. På et

tidspunkt tror jeg, hun fandt en kæreste, for vi besøgte en mand,

der hed Peter, og han besøgte hende. En dag Bedste og jeg gik

med hinanden i hånden, spurgte jeg, om hun var kæreste med

Peter. Hun svarede ikke. Så sagde jeg på barnlig vis: "Du ser da

meget ældre ud end Peter, Bedste." Det svarede hun heller ikke

på, men hun blev sikkert ked af det. Han døde kort tid efter.

Måske var det derfor, hun var så tavs.

1959 døde Bedste 82 år gammel. Hun havde været syg iperioder. Mor mener, hun døde af livmorkræft, men døden skal johave en årsag, og hun var mæt af dage uden på nogen måde atvære affældig eller senil. Hun blev begravet i Asferg, men nu ergravstedet slettet, da der ikke er nogen til at holde det.

Mors temperament og interesserMor var ikke meget talende, men altid utrolig arbejdsom.Symaskinen stod altid fremme. Dengang man endnu kunne fåstof, syede hun alt vores tøj selv. Siden blev det lap på lap isærpå fars arbejdsbukser. Under krigen var tøj i det hele taget ikkeat få, hvis man ikke havde gode forbindelser, og det havdefattigfolk ikke. Til gengæld blev der oprettet "Byttecentraler" overhele landet. Her kunne man komme og aflevere noget, man ikkelængere kunne bruge og finde andet i stedet for. Samtidig kunnesmåkårsfolk få syet tøj uden vederlag. Lisbeth og jeg fik fleregange syet kjoler, som var pænt lavet men sommetider af det, vikaldte "kradsuld".

13

KolonihaverneHele min barndom har vi haft kolonihaver forskellige steder. Dethændte dog, at Far fik en raptus og til mors store ærgrelse skiltesig af med en eller to, fordi han mente, det var alle tiders tilbud.

Den første have, jeg husker lå i et nu velrenommeret kvarter.

Den var meget stor med mange gamle æble- og pæretræer, og

her holdt Far kaniner, som vi børn altid var på farten for at finde

foder til, men en dag var det jo slut, fandt vi ud af. Far slagtede

dem alle sammen og af skindene blev syet huer og luffer til vi

børn. Kødet blev solgt, for Far kunne ikke udholde at spise det

selv, så følsom var han. Inden have forspiste vi os næsten i

æbler, pærer og alskens bær. Fordi haven gav spise til næsten

hele året, var mor dobbelt ærgerlig, da Far en dag kom og

fortalte, han havde solgt den, hvilket jeg også synes er helt

uforskammet, når de havde fælleseje, og Mor lagde så mange

kræfter i den, selv om der var en god vandring fra

Marienlundsgade. Få år efter var den byggemoden og et

helårshus skød op.

Måske kan Far undskyldes, for efterhånden arbejdede han mest

som tillært gartner, dvs. han arbejdede - måske knoklede - med

jord og sten hele dagen, og så var det måske ikke havearbejde,

der var det mest tillokkende for ham.

En anden have lå på den anden side af Sønderbro tæt ved

Kristrup. Her hentede de også vitaminer til hele vinteren. På mine

små ben var det en uendelig lang tur. Den blev aldrig

byggemodnet, fordi den ikke lå i et attraktivt kvarter. Men også

den solgte Far pludselig uden at tale med Mor om det. Og det til

trods for, haven var hendes et og alt. Her kunne hun slappe af

samtidig med, hun lavede noget nyttigt.

14

Da vi flyttede på Nattergalvej købte de igen en, som de havde i

mange år. Så skulle området byggemodnes, og Mor og Far

besluttede sig for at sælge, da de fik et godt tilbud.

Jeg husker, at vi børn fik 1000 kr. hver (da var vi gift alle fire).

Men Mor ville have have igen, så de lejede den i Vasen, som lå på

en sidevej til Viborgvej, og den kom de til at have i mange år, og

Mor havde den til hun var 88 år, så overtog Ingrids Thomas den.

Mor elskede at plante og høste. Hun sagde ofte: "Går jeg i min

have, så lever jeg, og I skal ikke sørge, hvis I skulle finde mig død

der, for så har jeg fået den død, jeg gerne vil have."

Vi forærende hende engang nogle havemøbler til hendes

fødselsdag, men vi fik dem igen efter et par år. Hun havde ikke

tid til at sidde i dem, når hun var der. Somme tider glemte hun at

spise sine medbragte klemmer og drikke kaffen.

Ikke så sært jeg ikke følte mig beslægtet med min Mor. Jeg

kunne da også lide at plante, men der var ikke noget ved at være

i haven, hvis jeg ikke havde tid til at sidde og læse i en bog og

hygge mig. Det var en af årsagerne til, hverken Ingrid eller jeg

brød os om at være med hende i haven. Vi skulle altid arbejde og

ikke sidde og sludre lidt ind imellem. Det var anderledes, når Far

var med. Han ville have tid til en kop kaffe og en smøg, så måtte

Mor jo føje sig, men jeg tror, hun helst ville af sted alene.

15

Keld får Tuberkulose.

Da Keld var 9 år gammel fik han konstateret TB. Det var der

mange, der gjorde. Mangel på ordentlig mad og ingen

forebyggende vaccine, gjorde sit til det. I den periode gik hele

familien til kontrol på TB-stationen - et projekt som varede flere

timer, fordi der var så mange, der skulle kontrolleres. TB er jo

meget smitsom.

Man sagde, at han ville bliver rask i løbet af 3 mdr., så 1/2 år,

men der skulle komme til at gå 3 år, før han var rask og vendte

hjem som 12-årig.

I den periode var det kun Mor og Far, der så ham. Da han kom

hjem var han en stor velvoksen fyr, der bar præg af at have fået

god mad og masser af sol og frisk luft.

Mors arbejde

Da Keld var kommet til Kolding, tog Mor morgenarbejde hos S. C.

Sørensen Jern- & Stål, som var et landsomspændende firma

dengang. Hun fik arbejde som rengøringskone og skulle møde kl.

5, og skulle som følge deraf tidligt op. Hendes begrundelse med

at tage det arbejde var, at så kunne hun være hjemme, når vi

kom fra skole. Senere tog hun dog også arbejde hos private, bl.a.

hos et stort firma Boldsen, men her arbejdede hun i privaten,

vaskede storvask og serverede eller vaskede op, når der var

selskaber i huset. Også hos Randers' førende Herreekvipe-

ringshandler Pind. Hun sluttede sin karriere ved at vaske trapper i

et højhus, og det gjorde hun i flere år. Alle steder var hun en

velanskreven arbejdskraft, som man kunne stole på, og hun

brugte i hvert fald ikke tiden til at tage sig en smøg.

16

Mor har altid været utrolig arbejdsom og pligtopfyldende, og

siden Keld blev syg, lagde hun sig endnu mere på sinde, at vi

skulle have ordentlig mad. Utrolig stædig har hun også været.

Foruden at have udearbejde, lavede hun alting selv, bagte,

syltede og syede alt vores tøj, og det gjorde hun selv efter jeg

var kommet over konfirmationsalderen. Og hun var så pertentlig,

at ingen kunne se, det var hjemmesyet. Og med årene blev hun

mere og mere med på moden Jeg har altid været stolt af det tøj,

mor syede.

Hun har også syet til pige-børnene. Det med "gylp" og lommer

var ikke hende, og jeg tror også, hun fandt det kedeligt.

Det, der ikke forenedes med mit temperament, var, at hun var så

ordknap. Gik helt op i processen, og inddrog ikke vi piger i det,

hun lavede. På den måde fik vi heller ikke indblik i hendes

kunster: madlavning, tøjsyning, blomsterpasning osv. Jeg husker

i hvert fald, at jeg altid lavede det kedelige: Skrælle kartofler,

vaske trapper, hente koks i kælderen og lignende arbejds-

mandsarbejde.

Hun formåede ikke at skabe hygge, som jeg har lært det hos

farmor Tytte, og jeg tror, det var en af grundene til, at Far

forsvandt ud til kammerater og kom besoffen hjem.

Hun har heller aldrig givet udtryk for, at hun savnede ham, siden

han døde. På forespørgsel om, hun ikke kunne tænke sig at finde

en anden mand, var svaret meget prompte: "Nej, jeg skal ikke

have en mand at varte op mere."

17

Mors mange tillidshverv

På grund af sit stabile sind og sin gode jordforbindelse, fik Mor

flere tillidshverv. Bl.a. blev hun valgt ind i Menighedsrådet i den

katolske kirke og blev senere formand for samme.

Kirken afholdt en årlig basar til fordel for forskellige projekter i etu-land, eller hvor man manglede hjælp. Et år financierede man 12kørestore til en gruppe i Polen, som ikke kunne komme uden foren dør på grund af mangel på samme. At pengene blev brugt tilformålet, viste et billede i det, der kaldes Katolsk Forum.

Halvdelen af de indkomne penge gik til støtte for den katolskeskole.

Mor var storfabrikant af små sjove ting, som hun fremstilledenæsten udelukkende af garnrester, sten hun havde fundet påstranden. Hun var på evig jagt efter egnede, gratis produkter,som hun så stod med i sin egen bod. Og hun havde altid udsolgt.

I en årrække stod hun i genbrugsforretninger: Først i Blå Kors ogsenere i Folkekirkens Nødhjælp (- eller omvendt). Hun var såstolt, når hun havde gjort gode handler. Og hun var engageretder, indtil benene ikke ville bære hende længere.

Mors Højskoleophold

I 1984 inviterede jeg Mor og Filip med på det, der hedder `Tregenerationer på Højskole". Først var hun ikke med på ideen, forhun kunne da godt både læse og skrive. Hvad jeg selvfølgeligkunne berolige hende med, der ikke var tale om. Hun nød ugen ifulde drag og var med på samtlige ture på Hærvejen, og hundansede folkedans om aftenerne og sang med på Grundtvigssalmer.

18

Næste år tog hun til Uldum igen, hvor turene var lidt anderledes,

og det skulle blive til mange efterpå. Hun fik næsten set 1/2 af

Danmarks højskoler, og derved det halve af Danmark.

Det lykkedes hende at få et par veninder med, og de mødtes i

vinterens løb og udvekslede billeder og minder. De to damer var

med til Mors begravelse, men har nu indstillet højskoleopholdene,

da de begge er over 80.

Fordi vi nu havde fået højskolelivet til fælles, fik Mor og jeg da

noget at tale om. Hun valgte altid efter, om der var vandreture og

seværdigheder, så man kan vist godt sige, hun døde "mæt af

dage".

Ved Mors begravelse sagde præsten, at Mor havde vanskeligt ved

at vise følelser, og det er sandt. Men når man ikke selv har fået

kærlighed og omsorg. Hendes måde var at give et godt måltid

mad og gaver, og hun siger, hun elskede at give gaver. At hun så

blev lidt fantasiløs med tiden, skyldes selvfølgelig også, at hun

ikke så så meget til familien mere. Men jeg har ønsket mig noget

og altid fået gedigne ting.

Det største rejse, Mor var på gik til Lourdes, hvor man mener

Jomfru Maria har vist sig, og hvor der springer helligt vand fra en

klippe. Mor tog der ned for at blive helbredt for den store sorg,

det var at have mistet Keld, Lisbeth og Kresten på samme år - og

så var hun tillige den sidste ud af en stor slægt. Hun var jo selv

levende og ønskede at leve med de levende. Helt kom hun aldrig

over deres død, men hvem gør det?

Mor havde ingen laster af nogen art. Det eneste hun led af var

arbejdsnarkomani - den havde hun selv stor glæde af. Hvor vi

andre måske ville have trivedes bedre, hvis hun havde givet sig

mere tid til at nyde livet.

19

Men om mine forældre kan jeg kun sige: De var bundhæderlige,

led ikke af misundelse og undte andre det godt, selv om de kunne

have ønsket sige en lidt blidere medfart i tilværelsen.

HelgaFotograferet af Filip

20. Januar 2002