Min vestjyske barndom - som jeg oplevede den

- fortalt til mine børn og børnebørn af Knud Erik Green

2000.

Det er altid svært at vide, hvor langt man egentlig husker tilbage. Meget knytter sig til billeder, man senere har set eller hændelser man har fået fortalt, men lad mig starte med nogle få facts: Jeg blev født den 17. maj 1935 på gården ”Granly” i Sdr. Grene, Skarrild sogn, Hammerum herred, Ringkøbing amt. Gården var på 83 tønder land – mest sandjord. Dertil eng langs Døvling bæk og Skjern å samt en tørvemose beliggende i Døvling ca. 7 km væk.

Mit fødehjem ”Granly”, som mine forældre købte af min fars forældre Ane Kathrine og Jens Peder (Green) Pedersen. Ejendommen erhvervedes af min oldefar, som købte den og nabogården (min mors føde-hjem) ved en tvangsauktion. Gården ejes i dag af min yngste bror Jens Peder Green.

1

Min far, Jacob Peder Pedersen – i daglig tale Peder Green - var født samme sted den 30. august 1905 og havde fem søskende: Kathrine, gift med Morten Lund og bosat i Drongstrup, Sdr. Felding, hvor de havde en gård med eng ned til Skjern å. Emilie, gift med Hans Kjær Jensen bosiddende i Billund, hvor de havde slagterforretning på hovedgaden. Marie, som var gift med Kristen Kristensen, landmand og bosat i Arnborg – døde i barselsseng. Søren, som døde af den spanske syge samt Dagny, som døde som 4-årig.

faster Emilie, min far og faster Dagny Min mor, Else Marie Green, var født på nabogården, Damholdt og havde syv søskende: Kirstine, som var gift med Karl Nielsen, bosat i Silstrup, hvor de havde en lille ejendom. Kathrine, som var gift med Søren Eg, bosat i Karstoft, hvor de havde en gård. Olga, gift med Eli Rahbek, bosiddende i Vilhusted , Kibæk, hvor de havde et husmandssted. Mary, som var gift med Laurids Kronborg Pedersen. De havde en lille ejendom i Hjøllund, Arnborg. Helga, gift med Johannes Sørensen, tømrer el. snedker i Rækker Mølle. Laurids, gift med Jenny. Forstanderpar på Voldby Ungdomsskole på Djursland. Anton – tvillingbror til Laurids – gift med Signe Rosenquist. De havde hans – og altså også min mors - fødegård i Sdr. Grene.

2

Mine forældre blev gift den 31. maj 1934 og havde købt min fars fødegård ”Granly” af min farmor og farfar, Katrine og Jens Peder Pedersen, som havde købt hus i Skarrild. Min mormor, Petrine Else Kirstine Green og min morfar Peder Green var ligesom min farfar hedeopdyrkere og boede efter at have afhændet gården ”Damholdt” til sønnen Anton (se denne) i et dejligt hus, bygget tæt ved gården. De modtog i 19.. Det kgl. Landhusholdningsselskabs sølvbæger. Der er en mindesten for dem som hedeopdyrkere i Kongenshus Mindepark.

Jeg har tre søskende, Kaj Egon f. 1. sept. 1936, Villy f. 30. marts 1939 og Jens Peder f. 26. januar 1944. Endvidere mistede mine forældre i 1941 en dreng (Jens Peder), som kun levede nogle få timer efter fødslen.

”Damholdt” – min mors fødehjem Min oldefar købte ved en tvangs-auktion en gård med et ret stort jordtilliggende. Den blev delt mellem 2 af hans børn: min farmor – Ane Katrine Pedersen, som var gift med min farfar Jens Pedersen – og min morfar Peder Green. Da der var bygninger (Granly) på min farfars var denne del mindst i areal, idet Peder skulle rejse bygninger for at kunne starte hedeopdyrkningen.

Min mormors fødehjem…. Mine oldeforældres hus i Hedegård ved Give. Her var altså min mormor født 30. april 1871. (Foto af maleri, som Egon nu har).

3

Her ser du mine oldeforældre Mette Kirstine og Lauritz P. Pedersen + en ukendt samt ’moster Kirstine’ ved døren til min mormors fødehjem på Hedegård Mark ved Give. Min oldefar var husmand og hjemmeslagter – og veteran fra 1864.

4

Erindringer fra min første barndom. Det at være født på en gård, beliggende midt i vestjysk natur med blot 50-75 m ned til Døvling bæk, som i størrelse og dybde måske burde benævnes ’en å’ for at understege farligheden, med skov og marker omkring og de voksnes travlhed for at klare det daglige arbejde, gav naturligt farlige situationer ind imellem, men først og fremmest store oplevelser. Greb gennem foden. Der er episoder, som jeg husker uden at kunne sige, hvornår de præcist skete. Vi havde en ret stor køkkenhave, som rummede vore frugtbuske, og hvor fortrinsvis min mor dyrkede de grøntsager, som skulle bruges i husholdningen. En dag, hvor jeg var på egen hånd, havde jeg fået fat i en stor møggreb, som min mor eller far havde brugt. Den tabte jeg så uheldigt, at en af fingrene gik direkte gennem min fod, så den stak 4-5 cm ud på undersiden. Det gjorde naturligvis ondt. Min far tog greben ud, og jeg kom til læge. Her fik jeg en indsprøjtning mod stivkrampe og fik renset såret. Herefter forestod et længere sygeleje, - så langt, at jeg havde glemt at gå, da jeg endelig måtte komme op! Jeg kan huske, at jeg en søndag formiddag i køkkenet øvede mig i at gå frem og tilbage mellem min mor og min kusine, Dagny. Senere på formiddagen kom min farmor og farfar imidlertid på besøg, hvorefter jeg glemte alt om min manglende evne til at gå, og løb ud på gårdspladsen for at tage imod dem. Maveforkølelse. En gang havde jeg pådraget mig en maveforkølelse, hvilket gjorde usigelig ondt. Lægen, Søgaard fra Sdr. Felding, blev tilkaldt, og jeg blev bedt om at drikke noget grønt stads, som smagte forfærdeligt. Heldigvis fik jeg dagen efter nogle tabletter, som var overtrukket med chokolade, hvilket var bedre. Men smerterne var store, og jeg husker, at det eneste, der kunne trøste mig var, når jeg kunne få lov at holde min far i hånden. Isfænomener og leg i engen o. 1942-44 I de hårde vintre i 40’erne havde vi en herlig legeplads i engen. Den gang var engen jo indrettet til overrisling i foråret og sommeren, hvilket vil sige, at der var gravet grøfter på alle de høje ‘linjer’ i engen, hvorfra vandet kunne ledes - enten videre til andre ‘systemer’ el. strenge i systemet - eller kunne stoppes, så vandet flød over og overrislede omgivelserne. I perioden 1942-44 var vandet således om vinteren stivnet (frosset) over hele engen, altså også ned ad skråningerne fra vandingsgrøfterne, hvilket gav en skøjtebane af fantastiske dimensioner. Vi kunne løbe op og ned ad skrænterne og ud over store flader som vi lystede. En fantastisk legeplads. I øvrigt var der flere småsøer i området fx et mindre vandhul eller oversvømmet lavning lige nord for det nordlige skel inde på min fars fætter, Anton Pedersens jord og et vest for skellet inde på Skovbjergs område - ovre til sønder. Her var det ikke let at få lov til at løbe, idet min mor anså det for farligt. Alligevel vovede vi pelsen, når mine forældre ikke var hjemme. Èn gang gik det galt - jeg røg igennem isen, men kom heldigvis op igen ved egen hjælp - og hjem for at få tørt tøj på. Det fortalte vi aldrig til nogen af de voksne!

5

Trætoppen knækkede. Vi havde jo skov, som på vestsiden gik helt op til gården. Her var det bl.a. en yndet beskæftigelse at klatre op i de højeste grantræer, og få udsyn ud over Skovbjerg plantage (800 tønder land), - et imponerende syn. Men en dag gik det galt. Egon og jeg skulle se, hvem der kunne komme højest. Det gjorde jeg nok, men toppen knækkede, og jeg faldt ned gennem grenene og landede på jorden med et bump. Jeg slog mig kraftigt. Jeg kan huske jeg ikke sagde noget, men gik direkte ind og lagde mig på divanen i spisestuen. Her lå jeg resten af dagen med en kraftig hovedpine. Jeg havde klart pådraget mig en hjernerystelse; men af frygt for straf fortalte vi intet til mine forældre. (Min mor var ikke hjemme den dag, og far var i marken). Hændelsen fik bl.a. det til følge, at jeg havde glemt en masse. Bl.a. kunne jeg indtil denne hændelse alle julesalmerne udenad. Dem havde jeg den følgende jul fuldstændig glemt! Leg i Laden. Ofte legede vi i laden – især om vinteren, eller når det var dårligt vejr. Korngulvene var som oftest fyldte med kornneg, som vel altid svandt lidt, når de havde ’sat’ sig eller der havde været gang i tærskningen. Dette bevirkede bl.a., at der i hjørnerne blev plads til, at man kunne kravle ned til bunden af gulvet. Det helt store gys!! – men garanteret ikke ufarligt. En anden sport var at løbe på hanebjælkerne. Det var strengt forbudt! Der var trods alt en 4-5 meter ned på det bare cementgulv i selve ”kørringen”. Denne leg foregik også om sommeren, hvor farligheden naturligvis ikke var mindre. Populært var det også at springe ned i kornet (negene); kunne man lave forlæns salto undervejs var det jo flot. Om sommeren i tordenvejr, morede det os at lukke øst-porten op, og på sække ligge og iagttage lynene og regnen. Andre lege Andre lege, som var populære var fx Antonius. Det legede vi ofte når der var familiebesøg eller børnefødselsdag. Her deltes man i 2 hold, og placerede sig på hver sin side af kostalden, hvorefter man skulle kaste en bold over taget. Nu gjaldt det om at gribe bolden, og derefter råbe Antonius. Nu skulle de på den anden side stå stille, til vi troppede op ved hushjørnet Vi spillede også ’pind’. Man tog 2 mursten, en lille pind til at lægge på tværs – og en større til at slå med. Her gjaldt det om at skyde pinden så langt væk som mulig, og derefter… Ståtrold var også populær….3 skridt og en spytklat Vi byggede også hytte, bl.a. ovre til sønder i den lille plantage ned mod bækken. Det var et hyggeligt sted; på den tid var der vand i det voldgrav-lignende omløb, som omgav stedet. Jeg formoder det har været hensigten engang, at lave et haveanlæg, måske lidt efter mønsteret til ’anlægget’ hos min morfar… Sjovt nok fik den sidste hytte vi byggede lov at stå/forfalde gennem en lang årrække. Nu er den vist ikke synlig mere. Gemmeleg i kostald og lade… Det var altid spændende at lege gemmeleg. Der var jo et utal at gemmesteder. Hvis vi ikke på forhånd begrænsede områderne, var det nærmest umuligt at finde alle.

6

Gynge i kostalden i mørke… En yndet leg var at gynge i kostalden. Gangen mellem ’svinebøvlene’ og kalvene var velegnet. Her var en gynge hængt op i jernbjælken, og man kunne nu gynge i timevis. Var det mørkt kunne man forestille sig alverdens uhyrer, som ville bide én i tæerne. Gys, gys… Køer og heste af flintesten med hul i… Om sommeren legede vi selvfølgelig ude, og mens vi var mindre var det oplagt at lege ’landmænd’ hvilket bl.a. forgik bag laden. Her kunne vi ’stalde’ en stor besætning op, bestående af flintesten med hul i. Leg i skolen. Men, det var ikke blot hjemme på gården, vi havde en god legeplads. Vi søskende gik jo i Døvling skole, en èn-klasses skole med kun én lærer ansat - lærer Hansen. Han kom fra Køge-egnen (gøngernes område) og var oprindelig uddannet smed. Han var en dygtig lærer, meget musikalsk og givet skyld i min interesse for sang og musik. Mere om dette andet steds. Men om vinteren havde han forståelse for vores legetrang. Bl.a. byggede han en fantastisk slæde, som var styrbar og kunne rumme en 8-10 elever ad gangen. Slæden havde et lavt rækværk, fodhvilere og i den forreste ende var mederne drejelige. Den som sad forrest kunne med et snoretræk styre slæden - og det var en ære at være udpeget til denne post! Ca. 150-200 m fra skolen fandtes en fantastisk skrænt. På toppen er der en høj, som er Geodætisk Målepunkt og nedenfor et moseareal, som i krigsårene blev brugt til produktion af tørvesmuld til briketfremstilling, dvs. man rev med en harve smuldet op, hvorefter man med store skrabere forspændt en hest skrabede smuldet sammen. Dette efterlod nogle store, helt flade områder, som om vinteren enten var belagt med et tyndt lag is eller sne. Alle kan nu forestille sig hvor utrolig spændende det var først at få stærk fart på slæden ned ad den stejle skrænt (skolevej/-sti for de nærmestliggende gårde) og dernæst dreje slæden ind på det flade areal, hvor farten kunne opretholdes et meget langt stykke. Vi fik altid forlænget middags-frikvarter, når vejret var til det. Min skolegang. Jeg startede i Døvling skole onsdag d. 1. april 1942. Det var en solklar dag og min far fulgte mig op til skolen. Af en eller anden grund kom jeg for sent, og det var jeg meget flov over. En stor dreng - Jens Nygaard - var oppe i salmevers - (Nu ringer alle klokker mod sky), da vi kom ind ad døren og ‘forstyrrede’. Årsagen kender jeg ikke, men der skulle selvfølgelig malkes først, så… Nu var Døvling skole jo en såkaldt én-klasses skole. Dvs. at skolen kun havde ét klasseværelse og kun én ansat lærer - på dette tidspunkt og i øvrigt hele min skoletid - lærer Hansen (I.P.Hansen - ansat 1921) . Dette system fungerede på den måde, at eleverne var delt i 2 klasser, den ‘lille’ klasse og den ‘store’ klasse. Den ‘lille’ klasse svarede vel til 1.-3.klasse og den ‘store’ til 4.-7.klasse. Den ‘lille’ klasse gik så i skole 4 dage om sommeren og 2 dage om vinteren, mens det var omvendt for den ‘store’ klasse. Da jeg således tren ind ad døren den første dag sammen med min far, var de ældre elever i gang med undervisningen - og morgensangen var forbi. Nu var vi jo ikke så mange, der startede skolegangen dette år - bare 2. Elly Christensen fra Døvling og mig, så det vakte nok ikke den store opsigt. I øvrigt var det jo i krigens tid, og der var sommertid, hvilket betød, at klokken egentlig kun var 6 morgen, da skolen startede kl. 7. Jo, man var vant til at stå tidligt op, der ude på landet!

7

Men, jeg havde åbenbart problemer i så henseende - selv om jeg ikke husker det så tydeligt. Det endte i alt fald med, at min far henvendte sig til lærer Hansen for at gøre ham begribeligt, at det var urimeligt at 6-årige skulle møde så tidligt. Det resulterede i, at skolen fremover startede kl. 8 om morgenen. Jeg har kun gode minder fra min skoletid. Jeg elskede at gå i skole, og det værste jeg vidste, var når vi af den ene eller anden grund skulle have fri fra skole. Så skulle jeg hjælpe til derhjemme, og det var ikke min allerstørste lyst. På de fastlagte ‘hjemme-dage’ var det naturligvis ok, da hørte det bare med, men på egentlige skoledage??, - det var snyd! (Min nærmeste bror, Egon havde det i øvrigt lige omvendt. Jeg tror han hadede skolen lige så meget, som jeg elskede den). Når jeg opfatter lærer Hansen, som en dygtig lærer, havde det måske også med det faktum at gøre, at jeg havde temmelig let ved at lære udenad. Jeg kan f.eks. huske, at jeg altid lærte hele salmen udenad, når vi fik salmevers for. Ofte fik jeg så lov at fremsige alle versene på én gang, hvorefter jeg i flere uger var fri for at blive hørt. Det nød jeg. Fagene var de elementære: dansk, regning, skrivning, religion, historie - men også biologi, geografi og sang. Jeg ved ikke hvornår skoleradioen egentlig startede, men i den sidste del af min skoletid kom vi med ind i privaten for at høre skoleradioudsendelse, som supplement til undervisningen. Det var vist ret avanceret i 40’erne. Han var en god fortæller. Stammede fra Køge-egnen - samme eng som Svend Gønge - hvilket pirrede fantasien. Vi havde også et bibliotek! Det bestod af et bogskab med 2 glaslåger, og jeg kan i alt fald prale af at have læst hele biblioteket. Der var mange gode bøger fx Den gule Ulv, Ingemanns historiske romaner, en bog om vikingetiden, som jeg desværre ikke husker titlen på m.fl. Jeg elskede at læse, og gør det stadig. Jeg har altid haft evnen til at ‘forsvinde’ i en bog. Så kan ingen råbe mig op.

Døvling skole ca.1949 Her et billede af mine klasse-kammerater:

Bageste række: Knud Pedersen, Peder Green, Egon Green, Mary Jensen, Ruth Jakobsen, Alfred Pedersen, Villy Green. Mellemste række: Fritz Jørgensen, Jens Jensen, Arthur Jørgensen, Edith Jakobsen, Elly Jensen, Knud Erik Green. Forreste række: Kristina Pedersen, Marie Pedersen, Ellen Margrethe Hansen, fru Kirstine Hansen, lærer I. P. Hansen, Elly Christensen, Margot Rasmussen.

8

I øvrigt sluttede hver dag med at der blev læst historie. Jeg husker endnu lærer Hansen siddende i sin kurvestol foran klassen - ofte kørende den ene hånd gennem sit hvide hår, hvilket efterlod en mængde skæl på den ene skulder!! Nogle af mine bedste timer var sangtimerne. Lærer Hansen spillede violin, og gjorde det ret godt. Det forhindrede selvfølgelig ikke frække elever i at forstyrre sangtimerne. Der vil vist til alle tider være elever, som ikke bryder sig om sang og musik. Jeg husker ham somme tider jagtende et par rødhårede brødre, som var ret skrappe. Men kun en enkelt gang at knække en violinbue i forsøget på at stoppe larmen. Normalt blev der sunget af livsens lyst. Også her blev skoleradioen brugt. Jeg husker fx den dag, hvor vi i privaten gennem radioen blev præsenteret for komponisten Poul Schierbeck og en anden dag, hvor salmen “Du gav mig, o Herre en lod af din jord” blev gennemgået. Men mange er mine erindringer fra disse timer. Mine drømme tog altid fart, når vi sang. Således knytter der sig specifikke minder til sange, som fx “På Sjølunds fagre sletter”, “Du kære, blide danske bæk”, “Se det summer af sol”, “Rosen blusser alt i Danas have”, ”Der dukker af disen min fædrene jord” osv., osv. - jeg kunne blive ved. Underligt nok følte jeg nok ofte som barn en udlængsel, - en drøm om at blive noget stort, at komme ud at se noget. Og det oplevede jeg gennem sangene. Min kærlighed til Ingemanns morgen- og aftensange med Weyses melodier stammer selvfølgelig også derfra. Hver morgen sang vi, bad Fader vor - og sang igen. Jeg kan ikke takke lærer Hansen nok for denne del af min skoletid, som klart blev medvirkende til, at jeg selv endte som sang- og musiklærer. Jeg har altid været meget præget af og påvirket af det visuelle. Lykkeligvis gik jeg i skole i en tid, hvor læsebøgerne altid var rigt illustrerede. Jeg plejer at sige, at hvad jeg husker fra min skoletid, husker jeg på billederne. Det er virkeligt rigtigt, at de historier jeg husker fra læsebøgerne skyldes illustrationerne. Det gælder også historien om “Lille Blakken” af Terje Vesaas - tror jeg. En forfærdelig historie i den forstand, at jeg tudede over den, så jeg ikke kunne læse op! (Allerede den gang havde jeg det med at blive meget rørt over visse hændelser.) Ligeledes husker jeg Detleff Boolsen’s “Bogen og Lasse og Dyrene” som i 1941 blev udgivet af Jagtrådet for at fremme forståelsen af livet på landet og dyrenes ve og vel. Som alle andre skoler på den tid, havde vi også de gode gamle historiske farvetavler hængende på væggen - igen sendtes tanken på flugt. Romantiseret? - ja, men arne for den positive tanke i modsætning til nutidens evindelige koncentration om det negative, ulykkerne osv. som frustrerer ethvert skolebarn i dag og giver frygt for såvel tiden som fremtiden. Faget gymnastik fandtes ikke! Vi havde en dejlig stor dobbeltrækket granhækomkranset legeplads med græs, hvor der blev leget i alle frikvarterer. Enkelte gange husker jeg en buk, måske en plint taget frem - og ud. På klasseværelsets bagvæg var det ribber - men jeg husker dem ikke brugt. Mon ikke vi alle fik rigelig motion i landbruget, som de 98 % af os stammede fra - og måtte hjælpe til i? Til gengæld blev der leget - sommetider lidt barske lege. Bl.a. fik vi somme tider lov at lege i den lille plantage, der lå på den anden side landevejen, som gik lige forbi skolen. Her kunne vi lege skjul, klatre i træer, lege ‘røver og soldater’ og binde røverne til træerne. Barskest var det i sensommeren, nå de grønne grankogler, hårde og skarpe i kanterne - og i øvrigt klæbrige af harpiks - blev brugt som kasteskyts mellem 2 grupper, som bekrigede hinanden. Jeg husker i den sammenhæng, at jeg somme tider var så heldig at komme på ‘de stores’ hold, da jeg havde en fætter (Emil Eg) som var et par år ældre - og godt ville have mig med! Egentlig foregik denne leg vist oftest efter skoletid - der var vist forbud mod den i frikvartererne. Legepladsen var i øvrigt så stor, at alle grupperinger havde plads. Der kunne spilles bold, leges ‘ta’, fortælles frække historier i det hul i den inderste række træer i hækken etc. I øvrigt afpassedes frikvartererne efter ‘forholdene’, og vi blev kaldt ind ved at lærer Hansen åbnede vinduet til klasseværelset og blæste i sin fløjte.

9

Normalt var der vist meget fredeligt i frikvartererne. Jeg husker dog tydeligt en dag, hvor jeg var kommet op at slås med den ældste af de føromtalte ‘rødhårede’ drenge (Arthur Jørgensen). Han var slem til drille, især de svage piger - og det gik mig på. (Jeg har altid følt ansvar for de svage, hvilket også senere har været medvirkende til at placere mit politiske ståsted.) Så jeg lovede ham ‘tæsk’ - skønt jeg var ret sikker på at få bank, da han både var stor og stærk - og vant til at slås. Men til min overraskelse var han ikke så overlegen, som først antaget, og det endte faktisk med, at han fik en blodtud – og jeg en bunke skæld ud af lærer Hansen, fordi vi ikke kom ind, da han fløjtede. I øvrigt kunne både pigerne og jeg senere gå i fred for skolens barske fyr. Sådan kan det gå. A pro pos svage elever, så var det ikke sjovt at være på det hold. Jeg husker især en stakkels pige, som kom fra et lille sted ude på Kærheden. Hun var ofte snottet, græd og tissede i bukserne, når hun ikke turde spørge om lov at gå på wc. Hun har sikkert været ordblind, og blev drillet af såvel visse elever som - sådan husker jeg det - læreren. Jeg havde altid ondt af hende. Det var også hende, der var årsag til før omtalte slagsmål. Når jeg senere i min lærerkarriere har mødt denne type børn, har jeg ofte tænkt på hende og hvor ondt hun havde det i sin skoletid. I øvrigt var vi jo ikke engle – heller ikke jeg – selv om vi generelt havde det rigtig godt med lærer Hansen. Han havde sine vaner, og de blev udnyttet. Fx havde familien det private wc placeret i en sidebygning sammen med elev-toiletterne og hans spændende værksted, vaskehus mv. I frikvarteret kl. 9 vandrede lærer Hansen altid – medbringende sin avis – til toilettet, og vi havde fred og ro til at gøre hvad vi ville, indtil han kom tilbage. Hans første kone døde, og han fik en husbestyrerinde, som han forelskede sig voldsomt i (og senere blev gift med). I lærerpulten lå både flere breve fra hende, samt de breve han var i gang med at skrive. Det var en spændende tid, og de blev læst grundigt. I haven havde han et drivhus. En dag havde han virkelig generet mig, jeg husker ikke med hvad, men jeg følte mig meget uretfærdig behandlet, hvilket resulterede i, at jeg kastede en sten, som knuste en rude i drivhuset. Men jeg indrømmede aldrig! En anden gang havde vi på trappen strøet en æske afrevne tændstikker, som om vi havde røget derude. Det havde vi aldeles ikke, men et eller andet skulle hævnes – og hele klassen stod bag. Ikke langt fra skolen lå optagelseshjemmet ”Lyng”. Herfra flygtede sommetider nogle af de ’indsatte’. Jeg husker en hændelse meget tydeligt. 2 ’fanger’ var blevet meget uvenner, og den ene blev skarpt forfulgt af en anden, som indhentede ham lige ud for skolen. Det blev første gang, jeg blev vidne til et regulært slagsmål mellem voksne, og hvor det måske gjaldt liv eller død, hvis ikke lærer Hansen havde fået dem skilt ad. Tordenvejr. Vi havde ofte tordenvejr. Var det nat, blev vi søskende altid kommanderet op. Alle skulle være parate til at forlade huset, om lynet skulle slå ned og antænde bygningerne. Jeg har altid sovet ekstra godt i tordenvejr, så det var altid ’træls’, når man måtte forlade sin varme seng. Om dagen greb det jo naturligvis ind i arbejdet, - men en halv fridag efter tordenregn var jo altid velkommen fx i hø- eller kornhøsten. Men det kunne sommetider være tæt på. Jeg husker en gang, hvor et kraftigt tordenvejr havde tvunget alle hjem fra marken, og vi sad i køkkenet og drak kaffe. Pludselig lød der et brag, og røg og sod stod ud af vores skorsten. Vi havde jo komfur i køkkenet, så skorstenen var i brug daglig. Alle fór ud for at se, om der var ild nogen steder. Det var der ikke, så vi slap med skrækken. Kuglelyn Et fænomen vi ofte oplevede, var kuglelyn. Det var en lille ’ildkugle’, som for rundt hid og did. En dag, hvor vi høstede ’til sønder’ fór disse lyn frem og tilbage foran hestene. En anden gang husker

10

jeg dem i laden, hvor de som glødende kugler fór rundt. Min fornemmelse er, at de ’kom ud’ af målerskabet, men ved ikke om det var tilfældet. En søndag var vi nede i ’æ omle’ for at fiske. Det blev meget kraftig tordenvejr, og vi begav os hjem. Det viste sig så, at vores nabo, Herman Møller havde fået dræbt 2 heste, som lå på marken med græs i munden. En brun, sveden stribe gik over marken og gennem de 2 heste. Morfar dræbes af et lyn Den værste oplevelse var naturligvis, da min morfar, Peder Green d. 18. august i 1947 blev dræbt af lynet. Han havde hjulpet min morbror Anton at køre korn ind. Da det blev tordenvejr, og regnen kom besluttede de, at karlen han havde hjulpet skulle køre hjem til gården med kornlæsset, mens min morfar ville skrå over marken, hjem til mormor i deres hus. Desværre nåede han kun ca. 20 m væk fra vognen før et lyn ramte ham, og han var død på stedet. Også her viste en sveden stribe ned gennem kroppen lynets vej. Det var før telefonens tid, og det var ofte børn, der var ’stafetter’ i sådanne og andre tilfælde. Jeg blev således bedt om at cykle til Silstrup for at fortælle Kirstine og Karl, at hendes far var dræbt. Egentlig en barsk opgave for en 12-årig, men sådan så man ikke på det. Dette ændrede ikke min fascination af tordenvejr, og jeg har også senere i livet erindringer fra ’store’ oplevelser – fx udsigten fra mit hus i Barrit over Vejle fjord en aften med masser af lyn, - eller en nat fra Bornholmerfærgen, hvor vi (en 7. klasse med lærere) sov på dækket og oplevede et sandt lysshow – for ikke at tale om den aften i 1987, hvor vi i fly forlod Toronto og fløj ind i et stærkt tordenvejr, med flotte lyn – og en masse ubehagelig turbulens til følge. Især husker jeg en episode fra engen, hvor en skypumpe spredte netop færdiggjorde høstakke. Vi bjærgede hvert år enghø fra engen neden for gården langs med Døvling bæk. Engen blev slået med slåmaskine, hvor det var muligt, men det var mindsteparten. Resten blev slået med le. En af mine dejligste erindringer fra min barndom drejer sig faktisk om dette. Jeg vågnede en morgen ved lyden af slibestenen, idet min far og karlen var i gang med at gøre klar til at slå enghø. Det var strålende sol, og svalerne kvidrede. Jeg havde en enorm lykkefølelse i hele kroppen, og glædede mig til at komme med. Selvom det var hårdt arbejde, var det dejligt. Enggræs er meget blødt at gå på, og vi havde naturligvis bare fødder – eller undtagelsesvis gummistøvler på, hvis det var koldt. Årsagen var naturligvis, at der mange steder stod blank vand. Alt skulle jo med, så vi gik så tæt på ’bløderne’, som det var muligt. Det græs, som lå direkte i vand skulle straks bjærges, og bæres op på tørrere områder, og støs ud der. Når høet var slået og havde tørret nogle dage, skulle det vendes med rive og senere rives sammen og stakkes. At vende hø er et spørgsmål om teknik, som så meget andet. Det var meget afgørende for min far, at vi fik lært at bruge riven til begge sider, så vi ikke skulle gå baglæns eller i værste fald gå tilbage for at begynde forfra. Når høet var tørt blev det kørt hjem og sat ind på loftet over kostalden. Det var et uhyggelig varmt job at være den, der blev placeret inde på loftet under pandepladerne for at stampe høet sammen, så det fyldte mindst muligt. Så kunne en dukkert i bækken – mellem læssene – være kærkommen.

Vi høstede også hø i ’æ omle’, - men det var såkaldt hestehø. Det vil sige en kraftig hø, som kreaturer ikke kunne tåle. Det havde selvfølgelig at gøre med de græsarter, som groede der. Det var besværligt at bjerge hø dernede. Kun det store stykke omme ved Skjern å kunne slås med maskine. Meget hø skulle slæbes langt, der var mange bremser, myg, jordbier samt hugorme at tage sig i agt for. Desuden var det meget ujævnt og svært at komme derfra med læsset uden at vælte. Selv om vi brugte ’skrau’ og ’lastræ’ gik det ofte galt, og det er ingen spøg at læsse et væltet læs hø om.

11

Skypumper.

Et andet almindeligt fænomen i min barndom var skypumper. En dag, hvor vi netop var færdige med at stakke hø fra et stort område, kom der en skypumpe – en meget kraftig hvirvelvind. Den sugede høet langt op i luften og spredte det hele, så vi kunne starte forfra med at rive resterne sammen og stakke igen. En anden gang løftedes morbror Antons staklade op, førtes ca. 4-500 m og knustes ind i bæksiden. Men den største oplevelse havde vi en vinterdag, hvor en skypumpe tømte sit indhold af sild på marken oppe til nord - et fantastisk syn på en snedækket pløjemark. Det var i en af de hårde krigsvintre. Min far havde netop bygget en kane til arbejdsbrug. Et stykke arbejde, han kom rigtig godt fra og som jeg huske, jeg var meget stolt af. Nu spændte han hestene for kanen, og vi kørte op i marken for at iagttage fænomenet. Der lå simpelthen sild over alt. Skypumpen kom ude fra Vesterhavet, hvor den havde haft held til at suge en sildestime op – og gik så i opløsning over Sdr. Grene. Jeg har været en 6-7 år, så det har været ca. 1942.

Familiebesøg. Familiebesøg var ikke sjældne. Det var skik at mine forældres søskende med eller uden børn kom til alle fødselsdagene, samt selvfølgelig ved konfirmationer og andre ’indbudte’ begivenheder. Dem vi kom mest sammen med var faster Emilie og onkel Hans fra Billund – med døtrene Eva og Edith. Det var altid dejligt, når de kom. Der blev altid holdt udkik efter deres bil, og dejligt var det, når den dukkede op på ’æ overvej’! Vi havde det fortrinligt sammen med vore kusiner, og det er ikke få ’frække’ historier der er fortalt i årenes løb – ikke mindst når vi søgte ud i deres bil, hvor vi uforstyrret kunne sige, hvad vi ville. Ellers blev der leget i køkkenet, spillet firkort eller leget ”Sig nu!” – eller hvad der nu var populær i tiden. Også moster Mary og Laurids var hyppige gæster. Laurids var altid familiens muntre hoved – altid god for en vits eller den sidste frække historie. Måske var ikke alle de voksne lige begejstrede, men vi børn forgudede ham. Han kunne altid sætte fut i selskabet. Fx husker jeg en søndag, hvor familien var inviteret til middag. Mary og Laurids kommer ind og hilser rundt – Laurids med spørgsmålet: ”hvor sidder pinsen på en kvinde”? Jo, for han havde i radioen hørt, at der var en kvinde, der var blevet skudt i pinsen!! Moster Katrine og onkel Søren delte vi gris med, dvs. vi skiftedes til at slagte gris, og fik således en halv ad gangen. Det var jo i en tid, hvor grisen endte i saltkarret i kælderen. Senere fik vi anpart i frysehuset i Døvling, da det blev bygget. Det var også før telefonens indførelse, så kommunikationen foregik enten pr. post eller ’med kurrer’! Jeg gik i klasse med min fætter Emil, så sommetider blev jeg bedt om at tage med ham hjem for at spørge, om det var tid at slagte (når karret var ved at være tomt). En gang var jeg så heldig, at de netop var færdige med at bjerge høsten. De havde den skik, at det bl.a. blev fejret med en tur i rejsebiografen. (I mit hjem gik man ikke i biografen!) Jeg var således så heldigt at få se både ”Barken Margrethe af Danmark” og Åkjærs ”Når bønder elsker” – et herligt lystspil – på den måde. Visse fordele var der ved at være den ældste i søskendeflokken. En anden ting jeg husker i samme anledning var, at de kos Sørens altid fik pandekager om lørdagen!! Vi børn var jo også med, når der var fødselsdag eller andre familiebegivenheder (barnedåb el. konfirmation) i de øvrige familier. Der var altid mange børn (jeg har 52 fætre og kusiner i alt), så der var jo liv og glade dage. Familierne levede fuldt ud op til mundheldet: hvor der er hjerterum er der også husrum. Til eksempel havde min moster Olga og onkel Eli i alt 16 børn – og et lille husmandssted. Men aldrig erindrer jeg, at der ikke var plads. Vi børn sad altid i køkkenet – og har givet siddet meget tæt, men det forhøjer jo blot stemningen. De mange børn gav jo også anledning til mange lege. De foregik både ude og inde. Der spilledes komedie, legedes ”pot og find”, spilledes pind osv. Ind imellem lidt barske og farlige – men sådan var det.

12

Jeg husker bl.a. når vi i Velhusted passerede Herning – Troldhede jernbanen for at lege med tipvognene ved brunkulslejet i nærheden. Her kørte vi tipvognene op ad skinnerne, et par børn op i dem og så et skub, så de fik fart på. Nå de så ramte stopklodsen ved ’endestationen’ ku’ de rejse sig på ’bagbenene’!! Uha! En gang til fætter Emils fødselsdag legede vi ’røvere og soldater’. Jeg var røver, blev fanget, lagt op på og bundet til siddepindene i et hønsehus, - hvor de øvrige drenge glemte alt om mig, da der blev kaldt ind til chokolade og lagkage. Først senere savnede man mig, og jeg blev fundet og løst – godt radbrækket. Min onkel Laurids havde en Rottweiler, som min fætter Bent havde fået fremstillet en vogn til. Så vi spændte hunden for vognen og kørte ture i omegnen. Den var enorm stærk, elskede legen og agerede hest til alles fornøjelse. Sommerferie. Hver sommer var vi på en uges ferie hos Hans og Emilie i Billund. Det var årets oplevelse. Det var dejligt at blive installeret i loftsværelset, og bl.a. vågne om morgenen til lydene fra mælkekuskene, der leverede spande med mælk ind på mejeriet på den anden side af gaden. Mandag fik vi som regel lov at følges med Hans til Samlestaldene i Grindsted, hvor han købte kreaturer ind til forretningen. Jeg husker ikke, om de leveredes samme dag, men dagen efter skulle de slagtes. Det var hårdt arbejde. Vi andre var jo hjemmefra vandt til at grise blive slagtet, men her drejede det sig om heste og kvier. Det var voldsomt at se dem blive skudt med boltpistolen, og dejse om på slagtehusets gulv. Det hele foregik i baghuset, hvor der var en lille stald, selve slagterummet og et stort kølerum. Desuden plads til cykler, hunden!!, brændsel etc. (De havde i en periode en dalmatiner). Når der skulle slagtes fik min onkel hjælp af Alfred, som boede i et hus nabo til haven. Jeg husker han havde tatoveringer, og var stærk – og glad for børn. Men hvad han egentlig lavede ved jeg ikke. En gang imellem kom en bestemt skærslipper forbi. Han havde eneret på at slibe min onkels knive – var den eneste, han mente kunne gøre det godt nok. Torsdag og fredag kørtes der så landtur. Min onkel havde i mange år en Chrysler, hvortil han havde fået fremstillet en kasse til opbevaring af kødet. Modellen var den med ekstra passagersæde under en klap bag på vognen. Han kørte rundt til gårdene og solgte kød, pålæg osv. Hjemme passede Emilie butikken; hvilken salighed at komme ind og mærke duften af renhed og kød – og få lov at smage pålæg lige fra pålægsmaskinen. Ved middagstid var forretningen formentlig lukket – jeg erindrer ikke kunder der forstyrrede i middagspausen. Efter maden skulle Hans have sin middagslur, som foregik i en lænestol. (Sådan var det også, når han var i byen. Han kunne folde hænderne på maven, lukke øjnene og – sove 5-10 minutter. Så var han frisk igen). Var vejret godt cyklede vi til Randbøldal, hvor der var friluftsbad med vandrutschebane! En stor oplevelse. I øvrigt husker jeg en hændelse, hvor vi på hjemvejen blev angrebet af en bidsk hund. Man fornemmede altid, at børn havde det godt i det hjem. En gang havde Edith forbrudt sig med et eller andet, hvorefter hendes far tog hende på knæet og forklarede hende det uheldige i hændelsen. Sådan foregik tingene ikke lige i mit hjem – men vi var jo også drenge! En gang husker jeg Emilie serverede æbleskiver til os børn. Og vi åd!! Så vidt jeg husker, spiste jeg 18 – og var vist ikke den der vandt! Utroligt at hun gad bruge tid og kræfter på at bage og bage, mens hun også skulle passe butikken. Jo, ferierne i Billund var uforglemmelige. Fiskeri.

13

Ofte siger jeg, at jeg er ”født med en fiskestang i hånden”. Dette hentyder naturligvis til alle de vandløb, der omgav os i vores barndom og hvor vi fiskede tidligt og sent. Jeg har fået fortalt, at min mor frygtede bækken og hvad, der kunne ske, om uheldet var ude. Endvidere, at jeg som lille havde den vane at gemme mig, - og ikke svare når min mor kaldte. Ikke noget pænt træk af mig! Men vi havde mange vandløb. Hjemme ved gården var der dels Døvling bæk, dels vandingskanalen. Ned i ’æ omle’ havde vi ”Dalgas kanalen”, Karstoft å og Skjern å. Så der var fiskemuligheder nok, og de blev naturligvis udnyttet. I Døvlig bæk fiskedes først og fremmest gedde, skalle og ål. Man kom hurtigt derned, hvorfor den naturligvis benyttedes meget. Min mor lavede fiskefrikadeller af gedde og skaller (benene var trælse, når de serveredes stegte!) Vandingskanalen løb i bækken nedenfor hønsehuset. Her havde min far lavet et vandfald, hvorunder der stod en sammentømret kasse, med kyllingetråd som den ene ende. Her fangedes ål – og i sensommermånederne – mange ål. Efter en nat med tordenvejr var en 50-80 stykker ikke usædvanlig – herligt. Hos os blev de ikke flået. Min mor rensede skindet med salt – hvorefter de blev stegt. Ikke mindst skindet smagte vidunderligt. I Karstoft å var der først og fremmest stalling – i store flokke. Der har altid været ret mange træer og buske langs åen, og i åbningerne kunne man se dem stå i stimer. Det frustrerende var, at det ikke var der de var til at fange. Men man kastede jo fortrøstningsfuld ormen eller fluen ned midt i flokken, hvilket ikke generede dem synderligt. Nej, skulle der fanges stalling, var det i de mange streams; stederne hvor vandet strømmede ned over grusbankerne, i svingene, under brinkerne osv. Ofte var det med megen gymnastisk udfoldelse, man kunne nå de gode steder. Men en stegt ’blåmand’ var en herlig spise. I Skjern å var det gedder (kæmper), bækørreder og enkelte laks der fangedes. Men jeg husker ikke de store fangster - ud over ål. Når der i august tattedes ål, var fangsterne ofte gode. Nu var restriktionerne m.h.t. Skjern å også store. Strømmen var stærk og åen bred og med enorme vandmængder. Et fejltrin, og man skulle ikke regne med at komme op igen, - slet ikke ved egen hjælp. I kanalen var det især aborre, der fangedes. De var ikke store, men meget velsmagende. Også her brugtes ruse til især fangst af ål. Ellers var ”St. Mededag” sæsonens højdepunkt. Her var såvel Carl som Paul Wellendorf ofte med ved åen. I min drengetid blev ’æ omle’ jo passet, dvs. afgræsset og og der blev bjerget hø. Derfor var der også meget smukt dernede og mange, mange søndag eftermiddage tilbragtes der med hygge, medbragt kaffekurv – og fiskeri og badning. I mange år var det skik, at grundlovsdag tilbragtes dernede. Her og Pinselørdag havde familien Johnsen (vores nabo, som var medejer af området) også fast tradition med øl og smørrebrød. Her blev stemningen ofte høj. Specielt husker jeg engang, hvor en af deltagerne mistede sine forlorne tænder i åen. Nu brugtes resten af eftermiddagen med at dykke i det dybe sving efter tandsættet – men uden resultat! I søen fiskede vi også, og der lå altid en båd dernede, så vi kunne ro os en tur (næppe tiltænkt os). Her var smukt med de store skrænter, skoven omkring, engen med masser af engblomme, trevlekrone og gøgeurt. Her så jeg også min første fiskeørn svæve hen over søen – højt oppe. Om efteråret var det et svir at få lov at være med far på fasanjagt og andetræk dernede – senere, da jeg blev ældre, og måske ikke helt lovligt fik lov at låne bøssen, var det et herligt sted at stå i mørket og høre andeflokkene komme flyvende og lande i åen. Ikke fordi det var nemt at komme til skyde, - men stemningen var god. I min tid på seminariet og min første tid som lærer tilbragte jeg altid morgenerne i Kr. Himmelfartsferierne ved Karstoft år. Det gav god fangst, men bedst af alt: fuglesangen var fantastisk.

14

2. verdenskrig/oplevelser Den 9.april 1940 blev Danmark som bekendt besat af Nazi-Tyskland. Jeg var på det tidspunkt knap 5 år og egentlig undrer det mig, hvor meget jeg husker fra den periode på de ”5 forbandede år”. Jeg husker ikke de mange fly på selve dagen (som undrer), men til gengæld husker jeg tydelig den trykkede stemning. Selv om vi boede ’langt ude på landet’, var der alligevel mange hændelser, som på én eller anden måde berørte os. Størst selvfølgelig nedskydningen af en engelsk såkaldt ’flyvende fæstning’ , Lancaster i august 1944. Det første jeg husker, er som sagt den trykkede stemning omkring besættelsen. Samtidig blev der jo indført tvungen mørklægning, og der er jo mange vinduer i en landbrugsejendom. I stuehuset klarede vi det ved at min far fremstillede nogle rammer, hvori blev fæstnet noget sort stof. Værre var det at mørklægge stalden, hvor der jo var mange vinduer. Jeg husker ikke præcist hvad vi gjorde, men har en fornemmelse af, at det bl.a. klaredes med halm. Vi havde selvfølgelig tyskerne relativt tæt på, idet de var – eller rettere – indkvarterede sig i Skarrild skole, som de beslaglagde de sidste krigsår. Så vi så dem, hver gang vi var i Skarrild for at handle. Ligeledes mødte vi dem, når vi i samme anledning var i Herning. Jeg husker tydeligt når de kom marcherende forbi i gaderne, - syngende. Jeg syntes det lød enormt flot! I Sdr. Omme havde tyskerne en forlægning, hvor de på ’Svollibjerg’ (Topografisk Atlas 1:100 000 s. 27, L5) havde en lyttepost, som vi var noget generet af. Bl.a. havde de nogle enormt stærke lyskastere, som kunne nå hele egnen omkring posten. Jeg husker fx en aften, hvor jeg kom gående ovre ’til sønder’, på vej hjem fra besøg hos mormor og morfar. Her blev jeg indfanget af lyskeglen, som fastholdt mig et stykke tid. Tyskerne oprettede jo deres eget telefonvæsen, og forbi skolen gik langs vejen deres linjer. Det var en udbredt fornøjelse for os skolebørn – på vejen hjem fra skole – at ’knalde’ disse porcelænsklokker, som ledningerne var fæstet til. Jeg husker tydeligt hvilken ’skideballe’ vi fik af vores lærer, da han opdagede vores foretagsomhed. Det følte vi var uretfærdigt, men vi forstod selvfølgelig ikke, hvilke konsekvenser det kunne få for skolen og for ham. Senere husker jeg aktivitet oppe på marken ’til nord’, idet tyskerne en overgang havde planer om at bygge et fæstningsværk i forbindelse med ’vestvolden’ inde i landet. Planer, der åbenbart ikke blev til noget. I Sønder Omme-forlægningen var der også krigsfanger, som var tvunget ind i den tyske hær. Det hændte at de flygtede – oftest uden større hæld. En dag, hvor vi var i tørvemosen for at grave tørv, så vi to personer komme løbende langs vejen fra Sdr. Omme. På et tidspunkt skråede de ind over mosen, men blev øjensynligt bange for at blive fanget i gamle grave fyldte med vand og vendte tilbage til vejen – hvilket tydeligt sinkede dem. Kort efter blev vi opmærksom på et gevaldigt råberi. Det var en tysk officer, som på cykel havde optaget forfølgelsen. Han skreg med mellemrum ”Halt”, hvilket ikke fik fangerne, som senere viste sig at være en polak og en franskmand, til at stoppe – tvært imod. Med mellemrum sprang han af cyklen og skød med sin pistol efter de flygtende. Ud for vores del af mosen skråede de over mod en lille plantage, men faldt flere gange fx når de skulle forcere pigtrådshegn. Den tyske officer forsatte sit skyderi, og vi måtte søge dækning i en gammel tørvegrav, hvor han så skød hen over hovederne på os. Vi undgik at blive ramt, det samme gjorde desertørerne. Kort efter ankom 2 lastvogne med soldater, som blev sendt efter de flygtende. Det lykkedes dem dog at gemme sig i trætoppene, idet franskmanden den følgende nat henvendte sig på en nabogård, hvor han fik mad og tøj og fortsatte sin flugt. Lige så heldig var polakken ikke, idet han dagen efter blev iagttaget på gaden i Sdr.

15

Omme med flænger i uniformen. Måske var hans sprog en større hindring for at kunne overleve – måske var han blevet ’stukket’. Som krigen skred frem blev vi konstant generet at natlige overflyvninger. Vi lå direkte i den flyverute, de engelske bombefly fulgte på deres vej til bombning af de nordtyske byer. På kort kan man se, at de fløj ind over Ringkøbing Fjord og derefter drejede sydover stort set følgende den jydske højderyg. De kom fast kl. 12 med kurs sydover og kl. 04 med kurs hjemad. Jeg var meget bange og vågnede hver gang. Jeg kunne høre flyene længe før mine forældre, og vidste altid når de var på vej. Ofte blev de forfulgt af tyske jagere, som beskød bombeflyene. En af de voldsommere episoder indtraf en nat, hvor de engelske fly for at lette vægten smed deres last af bomber og brandbomber lige øst for Døvling skole. Det betød, at hele horisonten pludselig stod i flammer. Jeg græd. Men jeg kan huske at min lillebror, Egon trøstede mig med ordene, ”at det måtte have været meget værre på Skarrild kro”, der var brændt nogle dage forinden. Min far blev kaldt ud som brandvagt, og måtte midt om natten af sted for at tage del i slukningsarbejdet. Den største hændelse indtraf søndag d. 27. august kl. ca. 04, hvor et af de engelske bombefly af typen Lancaster ME 650 med 7-mands besætning blev skudt ned på vores mark lige udenfor haven. Maskinen var sammen med flere fly på vej tilbage fra et bombetogt mod Königsberg. Over Vestjylland blev de imidlertid angrebet af tyske jagerfly, og vi vågnede ved de skarpe smæld fra projektilerne, der lavede flere huller i taget på kostalden. Samtidig oplyste et skarpt lysskær gården og omgivelserne. Min far stod op, og så da et fly i brand meget højt oppe over gården. Han kunne ikke gøre andet end at iagttage det brændende fly og håbe, at det ikke ville ramme gården. Far varskoede os andre – og flyet ramte jorden bare 50-70 m fra gården. Jeg fulgtes i det dunkle morgenlys med min far op til flyet, hvor vi bl.a. kunne se nogle store sorte tingester ligge, hvilket bevirkede, at vi ikke turde gå nærmere af frygt for, at det fx kunne være bomber. Det viste sig senere at være landingshjulene. Vi kontaktede derefter Wellendorf, vores nabo, hvorfra vi ringede til landbetjenten i Kibæk. Han var ikke helt klar over, hvor stedet var, så vi aftale at mødes med ham i Clasonsborg. Det blev Wellendorf, der fik denne opgave. Mens han ventede dukkede tyskerne op, og han blev tvunget til at stå med hænderne bag nakken. Carl F. talte flydende tysk, men de antog ham for en flygtende engelsk flyver, der var overlevet styrtet – eller engelsk spion. (På spørgsmålet, hvorfor han ikke blot skulle have hænderne i vejret fik han bagefter at vide, at engelske spioner var kendt for at gemme en lille revolver i hånden, som de, når de blev visiteret, kunne skyde vedkommende med.) Da det blev lyst, kunne vi rigtig se, hvad der var sket. Ved siden af flyet lå agterskytten med knust baghoved. Han var slynget ud af flyet eller havde søgt at springe ud, og var blevet ramt. De øvrige 6 mand sad fastspændte, men forkullede på deres pladser. Det var ikke noget smukt syn, - og jeg ser dem stadig for mig. Senere dukkede tyske soldater op, og området blev delvist afspærret for publikum. Da det var søndag havde egnens befolkning jo tid og god lejlighed til at tage katastrofen i øjesyn. Mange vragstumper lå spredt rundt omkring. I hedeområdet ved plantagen nær Clasonsborg lå fx halepartiet, hvilket var nok til, at det i avisen og pressen forlød, at flyet var skudt ned på Clasonsborgs jorder, hvilket direktøren skaffede sig en del PR på!! Flyet lå tæt på, men syd for ’æ overvej’. Nord for vejen havde vi kartofler, som på det tidspunkt var ret kraftige i bladene, - og derfor var et godt skjulested for diverse vragrester. Her fandt vi bl.a. patron-rinkninger, til at lægge maskingeværer. Man gik række op og række ned, og fandt man patroner, tag man dem omkring foden og ’gik videre’, hvorefter de kom under jakken eller op i heden oven for. Senere havde vi dem i mange år liggende på hanebjælken på loftet. Senere viste de sig at passe til de geværer, hjemmeværnet fik efter krigen. Hver 5. patron var i øvrigt en sporepatron, dvs. de var selvlysende, så man kunne se, hvor de ramte.

16

På et tidspunkt blev min far nervøs for at have så meget ammunition liggende, så han gravede det ned omme bag kostalden. Men ak og ve, pludselig kunne han ikke huske, hvor det var, så det ligger der nok stadig. Otto Wellendorf , manufakturhandler og - frihedskæmper, hvad hans forældre ikke vidste - fandt en faldskærm, som på den tid var meget populær, da stoffet kunne anvendes til kjoler. Han smed faldskærmen ind i vores havehæk, men da dagen var gået, - var de væk. Der var tusindvis af besøgende denne søndag, og meget forsvandt. Også den dræbte flyvers støvler, havde nogle den frækhed at trække af ham og stjæle! Jeg kan huske Egon og jeg i kartoflerne fandt en underlig genstand, som havde boret sig ned i sandet. Det var som et rør med en hvid pose inden i. Vi kunne ikke trække den op – men da vi bad om hjælp fra min far, fik vi omgående besked om at holde fingrene fra den. Om eftermiddagen havde jeg en aftale med min sidekammerat i skolen, Knud, som boede i ”Vesterled”, det lille hus over for ”Vestergård” i Døvling.. Hans far havde skrivemaskine, og ved hjælp af karbon-papir kopierede vi Danmarks Frihedssang (En Vinter lang og mørk og hård), som netop var kommet. Senere undrer det mig egentlig, hvor aktive vi, vores alder til trods, var og hvor engagerede vi var, i det der foregik. Men, da jeg vendte hjem, var der jo sket en hel masse. Der var folk alle vegne, der var tyske militærlastbiler i gården, og i køkkenet var tyske officerer bænket omkring køkkenbordet, og min mor havde fået ordrer på at lave mad til dem. Det var overvældende. De følgende dage skulle flyet dele skilles ad, og fragtes til stationen i Sdr. Felding, hvorfra det fragtedes til Tyskland – formodentlig. Det betød, at en deling tyske soldater blev indkvarteret i vores lade, og der hang udrustning alle vegne. Det mest generende var måske, at der var vagtskifte midt om natten med motorlarm, kommandoråb, raslende våben – og ikke mindst en larm fra køer og grise i stalden, som troede det var fodringstid. Det var en periode, der gav mange nerver for hele familien, måske især på grund af manglende øvn. En af de ting jeg husker fra perioden, var de tyske soldaters vaner. Bl.a. luskede de rundt for at finde hønsereder. Vi havde mange høns, som havde den vane at lægge æg rundt omkring. Når de fandt sådan en redefuld æg prikkede de blot hul i æggene og slugte det hele råt! Vi børn var forundrede. Da den værste oprydning var ovre, de fleste vragdele fjernet, fik vi et fast vagthold, som blev indkvarteret. Det var ikke nazister, hvad de ikke lagde skjul på. Lederen var netop fra Königsberg, hvor flyet havde bombet. Han længtes som de øvrige hjem, og viste os billeder af sin kone – klædt i pels – med barnevogn og en lille en på armen. Han havde ikke set eller hørt fra familien siden billedet var taget. Hans oppasser var fra Wien, forvalter på et stort gods. Så var der en elektriker fra Dortmund og en bager fra Aachen. Det var i høj grad almindelige mennesker, som vi havde megen kontakt med, - og medfølelse med. A pro pos vaner: en af de ting der undrede os, var deres måde at skære rugbrød på. De brugte tykke skiver, som blev skåret på god, gammeldags vis med at tage brødet op til brystet, og skære rundt med en brødkniv. Da min mor ville hjælpe dem, og satte brødmaskinen ind på bordet, anede de ikke, hvordan de skulle bruge sådan en. Jeg ser dem endnu sidde omkring bordet i spisestuen. De fik også på anden vis vist deres følelser og medfølelser. Min far opdagede en dag, at nogle soldater var i gang med at grave et stort hul uden for vor køkkenhave. Da han havde sine bange anelser og fik spurgt sig for (med fagter og brokker) var hensigten at begrave de tyske soldater i hullet. Han fik nu fat på politibetjenten igen, og det lykkedes efter megen opstandelse, at få lov at få dem begravet på kirkegården i Skarrild. Betingelserne var, at vi selv sørgede for kiste(r) og transport til Skarrild, samt at arbejdet skulle være færdigt før kl. 16, hvor de danske arbejdere (i tysk tjeneste!) havde fyraften.

17

Kisteproblemet tog snedkeren i Skarrild sig af. Transportproblemet var større. Vore heste og karlen var i tørvemosen – som ligger 7 km hjemmefra. Derfor henvendte far sig sammen med betjenten på Clasonsborg, som indvilgede i at stille vogne og heste til rådighed. Så langt så godt. Men på vejen til kirkegården opdagede en tysk officer, at man over nogle at flyverne havde lagt et gammelt, slidt Dannebrog. Han blev splitter tosset og krævede arrangementet aflyst. Han blev dog bragt til ro med undskyldninger om, at man i skyndingen ikke havde set, det var det danske flag!! Begravelsen havde samlet mange mennesker, som havde fået nys om hvad der foregik. Da begravelsen var ved at være Færdig, og de 7 engelske, australske og canadiske flyvere var sænket ned, stemte forsamlingen spontant i med ”Altid frejdig når du går”, hvilket igen fik den tyske ansvarlige til at fare i flint. Med skældsord og trusler råbte han op om, at forsamlingen ’vist var meget engelskvenlige’. Man fortalte ham naturligvis, at det var en god, dansk skik, og ikke havde noget med at være engelskvenlig at gøre. Men nu var tiden gået, og han var helt tosset. Kun da man lovede at gøre arbejdet færdigt og selv rydde op, lod han sig formilde og forlod stedet. Som sagt var seks af flyets besætning stærkt forkullede, hvorfor det var umuligt at få alt med, da de blev lagt i kister. De sidste rester blev skrabt sammen, og begravet i det allerede gravede hul ved køkkenhaven. Da min far kom hjem, blev han mødt af den tyske kommanderende med spørgsmålet, om begravelsen var overstået. Da min far bekræftede dette, var svaret: ”Gut, Gut. Die sind auch Menschen“. De dræbte var: bombekaster B.Mc.Laughlin, Canada (23 år), pilot E.G.W.Bowers, England (23 år), navigatør J.W. Fingland, Canada (30 år), flyvemekaniker G.R.Stott, England (21 år), kanonskytte A.M. Langridge, England (19 år), kanonskytte W.J. Carrier, Australien (21 år) og radiotelegrafist Leslie Thompson, England (22 år). Min far havde fødselsdag den 30. august. Det var en dejlig varm sommerdag, og som altid kom familien på besøg. Det var den gang en almindelig ting, at man efter eftermiddagskaffen spillede kroket. Den pågældende dag over for haven, hvor der var et fladt, bart stykke græs. Mange af de tyske soldater var indkvarterede rundt omkring på de øvrige gårde i nabolaget. Lederen af denne gruppe var en ilter ’satan’, som ofte skældte og smelte, hvis tingene ikke gik stærkt nok. Mødte en soldat fx ikke til tiden, kunne han gribe sin cykel, og spurte af sted til en af nabogårdene efter ham. En af de vagter, der var hos os, blev inviteret med til at spille krok. Men da han var en forsigtig, lidt genert type, trillede kuglen ikke rigtig nogen steder det måske lidt relativt lange græs; det var jo ikke nogen plæne. Da kommer just den iltre befalingsmand forbi, - kikker på, og kan godt se, at hans landsmand er lidt til grin i al sin tilbageholdenhed. Han griber da køllen ud af hånden på staklen, og smækker til kuglen, så den ryger af sted op på ’kartoffelbakken’ – langt uden for spillefeltet. Nu har han for alvor dummet sig, så han smider – rød i hovedet – køllen, styrter i løb op efter kuglen, løber tilbage og lægger den for foden af soldaten, og forsvinder på sin cykel. Dagens oplevelse! Se beretningen i Viggo Vandkær Thomsen i Famlie Journalen 1979 og i artikel i Herning Folkeblad 30/8 1978. Men oprydningen fik en ende, og det blev hverdag igen. Men vi fandt i årenes løb masser af vragrester, som successive dukkede op af jorden bl.a. et propelblad, som Jens Peder i mange år havde stående opstillet i haven – indtil den blev stjålet! Utroligt, at nogen vil gå ind i en privat have for at fjerne noget sådant. Men krigen var jo ikke forbi og spændingen om, hvordan det ville ende steg, som tiden gik. Jeg husker fx, at min bror (jeg tror det var Egon) og jeg en dag var på vej op til ’kartoffelbakken’, da en infernalsk støj blev kraftigere og kraftigere. Frem over trætoppene dukkede en flok engelske

18

bombefly flyvende så lavt, at vi tydeligt så ansigterne på piloter og øvrige besætningsmedlemmer. Datoen var den 31. oktober 1944, og maskinerne – 24 i alt – var på vej for bombe Aarhus universitet – kollegium 4 og 5 – hvor tyskerne havde arkiverne over bl.a. jydske modstandsfolk. En dag, hvor vi stod for enden af laden (øst) og sorterede kartofler, blev himlen pludselig helt fyldt af bombefly, som var på vej sydover. Der var så mange, at vi opgav at tælle dem. Jeg ved ikke hvilken aktion de var på vej til, ej heller datoen, men det må have være en af de store aktioner i efteråret 1944. Det underlige for os var, at det skete ved højlys dag, hvor vi var vandt til, at maskinerne kom om natten mellem 12 og 04. Måske var det bombning af Hamborg, der var målet. Det var sådan, at vi en gang imellem, når der bombedes kunne mærke jorden dirre under os. Da vi nærmede os maj blev situationen jo mere og mere tilspidset. Vi lyttede dagligt til BBC og deres illegale udsendelser, som sendte de berømte hilsener til danske modstandsgrupper. I begyndelsen af maj stod det klart, at enten stoppede krigen eller også kom krigshandlingerne til at foregå i Danmark. Så vi startede med at grave ud til beskyttelsesrum i plantagen bag ved gården – ned mod bækken. Der blev gravet sand ud, fældet kraftige træer, som blev lagt over udgravningen som tag. Spisepauserne blev lagt, så de passede med udsendelserne fra England, så man ikke spildte tiden. Den 4. maj arbejdedes der hektisk. Kusine Dagny var hos os og hun og min mor var nervøse og havde diaré, hvorfor de skiftedes til at sidde på vores gammeldags wc. Det betød, at da budskabet om tyskernes kapitulation lød fra højttalerne sad min mor ude på ’das’et’. Jeg kan huske, at jeg fór ud og råbte hele vejen, at tyskerne havde overgivet sig. Fra Skovbjerg plantage lød der maskingeværskud, og vi forestillede os forskellige grunde dertil. Det viste sig at være nogle modstandsfolk, som havde skydeøvelse, og som ikke anede, at krigen var slut for Danmarks vedkommende. Men der var glæde, lettelse og blev festet til langt ud på natten. Dagene efter befrielsen var jo én stor fest – alt var præget af den lykkefølelse, befrielsen havde skabt. Jeg husker bl.a. grundlovsmødet en måned senere i Tarp skoles have. Her var lærer Mølgaards datter på ca. 10 år klædt i en hvid kjole med et rødt bælte og sang – stillet op på et podium - ”Der rider en konge” så smukt og gribende, at alle havde en klump i halsen. Sangen blev skrevet af Hans Hartvig Seedorff Pedersen i 1940, som en hyldest til kong Christian X, hvorefter Poul Schierbeck skrev melodi til den. Turene til mosen Det meste af vores jord lå samlet på matriklen 4a i Sdr. Grene, men fra gammel tid havde man enkelte stykker jord med speciel funktion placeret andre steder. Således havde vi et stykke skov i Skarrild Kratplantage (senere ophævet, da man ikke kunne finde ud af, hvor i skoven det lå), et stykke eng ved Karstoft å / Skjern å samt et mosestykke i det nordlige Døvling. Her gravede vi hver sommer tørv. Det var altid spændende at komme med i tørvemosen, - selv om det var hårdt arbejde. Vi havde 6-7 km til mosen, hvorfor det var et heldags-projekt. Når vi var færdige med morgenarbejdet i stalden, blev hestene spændt for en arbejdsvogn, diverse redskaber som skovle og spader, tørvespade, skærejern – og ikke mindst høkassen med mad til hele dagen - blev læsset på vognen. Velankommen til mosen, blev drikkevarerne sat til afkøling i en af de gamle tørvegrave, høkassen stillet i skygge og arbejdet gik i gang. Arbejdsfordelingen var klar: far gravede tørvene op, karlen tog de tunge ’spolte’ og lagde dem på en slags slæde (muldfjæl)og kørte dem ud på tørrepladsen, hvor vi drenge skulle skære dem til tørv. Når tørvene var så tørre, at de hang sammen skulle de stakkes. Det var et ’træls’ arbejde – og hårdt for fingrene. De blev sat i runde stakke, hvor de skulle tørre færdige inden de blev kørt hjem og sat ind i tørvehuset. Vi fyrede altid med tørv i min barndom i såvel komfur som kakkelovne.

19

Brugen af høkasse var spændende. Den fungerede selvfølgelig som en stor madpakke; havde vi varm mad med, holdt det sig glimrende varm frem til middag. Der var en særlig stemning omkring måltiderne – måske også fordi pauserne var meget velkomne. Foruden selve arbejdet er der selvfølgelig hændelser, som man husker. F.eks. den morgen, hvor jeg på cykel kørte ind i en hegnstråd, som var spændt over vejen. Min far var kørt i forvejen med hestene, så vores karl, min fætter Axel og jeg kørte om kap på cykel. Det var uheldigvis lykkedes mig at komme foran på cykelstien, da jeg kørte ind i en glat hegnstråd, som var spændt over vejen, da vores nabo Erik var ved at drive køerne ud fra morgenmalkningen. Jeg husker ikke hvor gammel jeg var, men min cykel var så lille, at den smuttede under tråden, som jeg fangede med halsen. Jeg fik en dyb flænge, som jeg stadig har et ar efter. Hænger man ikke en klud på sådan en tråd, er den praktisk talt usynlig. Erik var naturligvis ked af det, og glemte næppe senere at markere det, når vejen var spærret. Hændelsen med tyskeren, der søgte at stoppe flygtninge, er beskrevet andet steds. Udflugten til Munkebjerg / tordenvejret Min mors moster Kirstine boede hos os de sidste år af hendes liv. Hun var gammel og gik til hånde i køkkenet samt var barnepige for os drenge, når vores forældre skulle i byen. Desværre drillede vi hende somme tider, hvilket jeg stadig kan have dårlig samvittighed over. Et år – jeg tror det var i 1949 – gav hun hele familien en tur til Munkebjerg ved Vejle – en fantastisk tur. Hun lejede en bus, og så var alle i familien, som havde tid og lyst inviteret med. Jeg husker, hvordan vi børn legede på skrænterne, samt at vi var inde at spise i nogle røde pavilloner. På vejen hjem besøgte vi Hans og Emilie i Billund – vores faster og onkel. Det resulterede i, at jeg blev der på en lille ferie. Men de øvrige fik noget af en overraskelse, da de nærmede sig Sdr. Grene. Et enormt tordenvejr havde nemlig passeret området med hagl så store som dueæg og masser af vand. Det betød bl.a. at vandet i Døvling bæk var svulmet op, så det stod over broplankerne, da bussen skulle aflevere min morbror Anton og tante Signe og deres børn. Anton fik fat i en lang kæp, smøgede buksebenene op og gik foran for at sikre, at broen var der. Det gik fint med at komme over og for bussen at køre tilbage for at aflevere resten af familien – men næste morgen var broen væk! Langs vejene lå driver af hagl, som havde det været snestorm. Vores eng var totalt oversvømmet og vandet stod op til gården, og det er meget sjældent. Vi havde fået ællinger klækket den dag, og de svømmede nu ude i dette ’store’ vand; jeg husker min mors bekymring, om de nu kunne finde tilbage. Det gjorde de. Men den stakkels hønemor, gik kaglende rundt klangs bredden. Vi havde katte, som havde været ude i det forrygende vejr, og som nærmest var blevet skøre i hovedet. Vores nabo, Eskild havde været i mosen for at hente tørv og var på vej hjem, da uvejret brød løs. Han søgte ly hos Mads Thomsens men var inden han nåede i læ så forslået af hagl, at han havde hovedpine længe efter. Dyrskuer Nogle af højdepunkterne var de årlige dyrskuer, som gik på skift mellem Skarrild, Sdr. Felding og Kibæk (Sdr. Felding, Assing , Skarrild Landboforening) Her var der blæsermusik, stemning og masser af dejlige dyr. Her mødtes høj og lav og drøftede dagens begiver. Om aftenen var der fest, sommetider med friluftsspil. En enkelt gang fik jeg lov til om aftenen at overvære årets sommerspil på friluftsscenen i Sdr. Felding (ca. 13 år). Jeg husker ikke titlen på stykket, men husker til gengæld tydeligt, at sangen ”Ridder Rap, Ridder Ro” indgik. Det var en stor oplevelse i mit unge liv. Jeg mindes den hver gang vi danser ”Svensk Maskerade”, hvor melodien traditionelt indgår.

20

Det daglige arbejde Men også det daglige arbejde kendte vi fra vi var små. Vi var selvfølgelig med i stalden og i marken, når der skulle hakkes roer, tages kartofler op, slås-, rives- og stakkes hø, - som også skulle køres hø hjem og sættes op på høloftet over kostalden – en meget varm forestilling. Rammerne var jo en 3-længet gård med 87 tdr. land jord til. Alt sammen placeret i meget skønne omgivelser ved Døvling bæk med Skovbjerg og Clasonsborg plantage tæt på – og Skjern å, Karstoft å og Dalgas-kanalen omgivende den ene af gårdens enge. Jeg blev jo født kort tid efter depressionen i begyndelsen af 30’erne. Men dette forhold har aldrig påvirket vores hverdag. Rige var vi vel ikke, men vi manglede til gengæld ikke noget. Min far havde den ufravigelige regel, at der ikke måtte stå mindre en 10.000 kr. i banken, og det var jo mange penge i 30’erne – og sikkert affødt af erfaringerne fra starten af årtiet. I starten havde vi altid både karl og pige, men som i det øvrige landbrug forsvandt disse ’goder’ sammen med mekaniseringen – og det er jo blevet langt værre siden. Driften var som for de fleste alsidig, dvs. at vi havde køer, svin, heste og høns og var i det store og hele selvforsynende. Jorden var sandet og mager, men fik den blot vand nok, var udbyttet alligevel ’ikke så ringe endda’. Det daglige arbejde startede selvfølgelig i stalden, hvor der skulle malkes – med hånd – og fodres dyr. Var det sommer skulle såvel køerne som hestene hentes hjem fra nattens græsning. Hestene skulle have deres første ’gjøvt’ (måltid) hurtigst, så de fik tid til at indtage den, før de skulle i sving. Køerne skulle malkes, og det foregik i min første barndom med håndkraft. Derfor lærte vi børn at malke så snart vi kunne håndtere en malkespand; malkningen var jo tidkrævende, så det var fint at få al den hjælp, der kunne gives. Vi havde på det tidspunkt ca. 12-14 køer foruden opdræt, hvilket vil sige kvier og kalve. Malkningen foregik 3 gange om dagen – morgen, middag og aften. På dette tidspunkt troede man, at ydelsen på denne måde var større. Køerne stod i tøjr, og skulle flyttes flere gange om dagen. Jeg husker ikke, hvornår min far gik væk fra denne form og over til indhegning med pigtråd, - men det har måske haft noget at gøre med krigen og mulighederne for at skaffe hegnstråd. Det var også engang i mine første leveår, vi fik lagt elektricitet ind. Først kraft og kort tid efter 220 volt til belysning. Derfor husker jeg petroleumslampen - både i stuerne og i kostalden. Når der skulle aftenmalkes, var det en meget sparsom belysning, en enkelt petroleumslampe kunne skaffe. Men det vænnede man sig naturligvis til. Man ser jo også bedre i mørke, hvis man undgår skarp lys! Ja, i virkeligheden er det jo sjældent helt mørkt. Derfor adskiller min barndom på dette punkt sig også alvorligt fra nutiden. Vi oplevede jo den gang virkeligt forskellen på lys og mørke – samt overgangene. For at tage malkesituationen først, så var det her man oplevede, den ’månelyse nat’, når man for hver malket ko skulle ud i gården for at tømme spandens indhold vi sien over i ’mejerispanden’, som det hed i Vestjylland – andre steder kaldet mælkejungen. Man kom fra den dunkle stald og ud til en stjernebesat himmel med månelys langt stærkere end skæret fra lampen ved grebningen. Måske skal det lige nævnes, at aftenmalkningen foregik efter aftensmaden, hvilket vil sige ved 7-8-tiden. Indendørs var lyset ligeledes sparsomt, selv om vi havde flotte, store petroleumslamper til stue-, og spisebordsbelysning. Belysningen var jo altid centralt placeret i rummet, hvorved der langs væggene var masser af skygger. Det styrkede fantasien. Man kunne altid forestille sig alverdens trolde og uhyrer, når man så skyggerne bevæge sig bag stole og andet inventar. Man tændte selvfølgelig ikke lys før det var nødvendigt, hvilket betød, at vi holdt ’mørkning’. Her fortalte min mor ofte historier og eventyr, mens vi sad på vore skamler foran hende. Det var almindeligt, at hun digtede mange af historierne selv. Desværre husker jeg kun brudstykker fra disse historier, men de havde ofte baggrund i livet på landet. Fx var der historien om Jens, som skulle bringe en madkurv ud i engen til dem, der arbejdede der. Uheldigvis legede han undervejs og kom så sent frem, at det

21

var ved at blive mørk, så han ikke kunne finde høstfolkene. Store, mørke uhyrer ragede op i landskabet indtil han fandt ud af, at det var høstakke. Han måtte nu lægge sig til at sove, og først da solen stop op fandt han frem, og fik sin belønning: pandekagen, som havde ligget oven på syltetøjet… Som voksen har jeg flere gang udfrittet min mor om at få nedskrevet disse historier, - men, hun kunne ikke huske dem…! Tilbage til stalden. Når malkningen var overstået, skulle såvel køerne som grisene have foder, og der skulle muges ud. Derefter var der morgenmad. Når den var overstået rykkede karlen i marken, og far gjorde færdig i stalden, før han sluttede sig til karlen eller gik i gang med noget andet. Mælkekusken hentede mælken, som leveredes til Skarrild Mejeri. Han kørte med heste og var oftest tilbage ved 11-12 tiden. Herefter skulle returmælken, som bestod at syrnet mælk og valle fordeles i de rette tønder – og spandene gøres rene, så de var klar til næste malkning. Dette arbejde stod enten pigen eller min mor for. Mor var også med om morgenen i stalden, når der skulle malkes, - ligesom hun altid var med i marken, når der skulle hakkes roer, rives hø, høstes og tages roer og kartofler op. Det var utroligt hvad min overkom, - og hun var dygtig! Det var de færreste der kunne gøre deres arbejde hurtigere og bedre end hende. Når hun var med i marken skulle hun kl. 11 hjem for at lave middagsmad, som serveredes kl. 12. Derefter var der – alt efter årstiden – pause. Det var i mit hjem sådan, at fra Borris forårsmarked til Borris efterårsmarked blev der sovet middagssøvn. Den var på det nærmeste tvungen. Ganske vist listede vi børn ofte ud for at lege imens, men der faldt brænde ned, hvis ikke der var absolut ro til kl. 13. Den øvrige del af året startede man igen kl. 12.30. Det havde bl.a. noget at gøre med tidspunktet, man stod op på. Om sommeren var det senest kl. 06 – ellers kl. 07 – så vidt jeg husker. Der var formiddagskaffe kl. ca. 10 og eftermiddagskaffe kl. 15. Var man hjemme på gården kom man ind i køkkenet. Var man i marken havde man den enten med eller den blev bragt ud. Det var før termokandens tid! Der blev jo arbejdet sent – set med vore nutidsøjne. Det blev til en konflikt med min far, da vi drenge begyndte at spille håndbold. I høsten især mente min far ikke der eksisterede ’sluttidspunkter’, og det harmonerede dårligt med fritidsinteresser, så det endte flere gange i nogle skænderier, som vi gerne havde været foruden. Men vi mødte ikke megen forståelse. Pjat for sig og arbejde for sig. Forårsarbejdet bestod jo i at gøre den efterårspløjede jord tjenlig til såning. Det foregik med henholdsvis fjederharve, tandharve og letharve. Skulle gammel græsmark tages ind til andet formål skulle det skrælpløjes, hvilket foregik med en gammel dobbelt skrælplov. Såningen foregik i 30’erne med hånd, men på ét eller andet tidspunkt kom såmaskinen ind i billedet. Hvornår husker jeg ikke, men den tekniske udvikling gik jo i gang i 30’erne og 40’erne og tog fart efter krigen. Ligeledes skulle der samles sten. Der kom hvert år mange sten op af jorden, som senere kunne ødelægge knivene i henholdsvis slåmaskinen eller selvbinderen, hvis ikke de blev samlet sammen. Et træls arbejde. Vi dyrkede havre, lidt byg og rug især. En del med udlæg i, dvs. græsfrø, så marken efter høst overgik til græsning. Desuden runkelroer (sukkerroer), kålroer og turnips samt kartofler og gulerødder. Til såkaldt staldfoder såede vi lupin, lucerne og foderærter, som om sommeren daglig hentedes hjem til grisene – høstet med le. Ligeledes høstedes der hø til vinterfoder – dels kløverhø dels enghø. Høhøsten foregik omkring grundlovsdag. Høet blev høstet med slåmaskine forspændt 2 heste. Efter et par dage – afhængigt af vejret – skulle det vendes, hvilket foregik med håndrive. Når det var tørt blev det revet sammen med hesterive og stakket – oftest for kløverhøets vedkommende – på stativer. I engen høstede vi så meget som muligt med slåmaskinen – resten blev slået med le. Det var altid en dejlig oplevelse. Engen var blød at gå i. I varme perioder – hvad det ofte var – var der vand, dels i bækken, dels i bløderne. Så man kunne altid få svalet tæerne.

22

Jeg husker, som var det i går, en morgen, hvor solens stråler fylde værelset samtidig med lyden af slibemaskinen, hvor min far og karlen var i gang med at slibe leer. Jeg husker endnu den lykkefølelse, der fyldte mig – og sprang ud af sengen, klar til at komme med. Jeg har nok ikke været så gammel… Der gjaldt de samme arbejdsgange i engen, som på marken. Forskellen var, at noget af høet skulle bæres til tørrere områder for at blive spredt til tørring, eller stakkes på ’øen’ og siden bæres derfra på ’bærestænger’ – runde, afbarkede og senere lakerede fyrrestænger tilspidset i begge ender. Når solen havde tørret det øverste lag, skulle høet vendes med håndrive. Min far forlangte at man kunne vende hø ’til begge sider’, dvs. at man kun håndtere riven såvel højre- som venstrevendt. Det var tidsspilde at skulle gå tilbage for at starte forfra. Det blev også lært, og princippet var naturligvis rigtig. Når høet var stakketørt, blev det stakket – og senere kørt hjem og sat op på høloftet. Et meget varmt arbejde, ikke mindst for dem, som befandt sig på loftet og skulle stoppe høet ned langs pandepladerne og i det hele taget stampe høet, dvs. sikre det fyldte mindst muligt. Høet blev saltet for at give bedre smag. Det var vigtigt, at det var ordentlig tørt. Ellers kunne det brænde sammen og i værste fald selvantænde. Vores eng var meget blomsterrig. Meget karakteristisk var plettet gøgeurt og trevlekrone, som der var mange af. Desuden engblomme, eng-nellikerod, engkarse, lav ranunkel, engkabbeleje, lancetbladet vejbred o.m.fl. Når man slog med leen, eller rev hø sammen skulle man tage sig i agt for jordbier og humlebo, som man let kom til at rive toppen af. Sammen med hvepsene og hestebremserne kunne de være ret aggressive. Der var også et rigt fugleliv. Storken var daglig gæst i perioder og bekkasinerne trommede under deres himmelflugt. Især om aftenen var det en liflig musik at lytte til hjemme fra gården. Vi slog også hø nede i engen ved Skjern å. Her var til- og frakørselsforholdene ikke gode med høstvogne. Men det skulle alt sammen udnyttes, så der var foder nok til vinteren. Græsset her var kraftigt og egnede sig bedst til hestehø. Kreaturerne kunne ikke tåle det – nok til græsning, men ikke som hø. Det var også ofte svært at få høet tørret ordentlig mellem de mange træer og buske. Når høet skulle køres hjem skulle vognen jo gennem såvel det sumpede område som dæmningen og op ad bakken til fast vej. Derfor brugtes et ’læssetræ’ – en afbarket, glat træstamme, som blev lagt midt på læsset og surret fast med reb. Forinden var vognen naturligvis forsynet med ’skraw’ – en ramme, der gjorde vognen dobbelt bred, og som med jernpigge i hjørnerne stabiliserede læsset under den ujævne kørsel. Når engene var tømt for græs blev de brugt til græsning for både kvier og heste. Ved Skjern å var det oftest hestene, der fik opgaven. Vi red derfor hestene ned om aftenen og hentede dem igen næste dags morgen. I engen hjemme ved gården græssedes der med større forsigtighed – kalve i tøjr – eller afsnit ad gangen, idet der bl.a. skulle passes på vandingsgrøfterne. Når engen gav så meget græs om sommeren, som tilfældet var, skyldtes den intensive vanding i forsommeren. Der var ’flade grøfter’ med lukke- og fordelingsmulighed på alle de forhøjede, digelignende strækninger rundt i engen. Dette arbejde passede min far nidkært. Det var et fint system i en tør egn. Vandet kom til os gennem en gravet kanal, som udskildtes fra Døvling bæk oppe i Døvling, og derefter forsynede lodsejerne langs ’ruten’ for at gå tilbage til bækken hos os. Ved kanalens slutning – kort før bækken – havde far eller farfar lavet et lille vandfald, hvor vi fange ål i sommermånederne. Vandet styrtede ned i en trækasse, hvis ene ende var forsynet med kyllingetråd, som vandet let kom igennem, men ålene ikke. Den skulle tilses dagligt for såvel grøde og græs, som let stoppede tråden til, som ål. En nat med tordenvejr gav let en 50-70 gode ål. Ellers skulle der jo tyndes roer. Det var før enkeltfrø-såmaskinernes tid. Så det var række op og række ned for at fjerne dels de overflødige roeplanter dels det ukrudt, der matte være kommet op.

23

Det var et kritisk tidspunkt på året. Fik vi regn nok gik starten fin for de små planter, især hvis vi undgik sandflugten (sandknog). Det gjorde vi sjældent. Forårsstormene anrettede ofte store skader, og mange gange måtte det hele sås om. Det kunne fyge med sand, så man knap kunne se en hånd for sig, og hvad der ikke fløj væk med sandet blev ofte slidt af og ødelagt (sandblæst!). Når det skete og der skulle ’lappes’ – altså sås nye roefrø - var det ikke altid lige let at få rækkerne til at ramme de oprindelige, og det kunne resten af året se lidt rodet ud. Vi boede på en kartoffelegn, og havde hvert år op til en 7-8 tdl. land med kartofler. De skulle frem fra kulerne, hvor de havde været opbevaret vinteren igennem. Nu skulle de sorteres og de mindste skulle gøres klar som læggekartofler. I mine første år blev de lagt med ’hånd’, dvs. man pløjede en omgang – derefter kartoffelsækken over nakken, og nå blev kartoflerne så lagt med den passende afstand, før man igen pløjede og dermed tildækkede de lagte kartofler osv. Senere fik vi en kartoffellæggermaskine (jeg tror det var en slags andels samarbejde); den klarede jo det hele, og gjorde det noget lettere og hurtigere at få den fase af arbejdet overstået. Efter roehakningen skulle man i mosen, som omtalt. Herefter var det høet der skulle bjerges, ny hakning af roerne, hvis der var brug for det, rensning af kartoflerne, som ligesom roerne skulle radrenses og til sidst hyppes. Dernæst skulle hele gården kalkes; et stort arbejde – men prikken over i’et – på kalkstensgårdene. Nu var de fine til sommeren, hvor der ved siden af det daglige staldarbejde kunne slappes lidt af og samles kræfter til kornhøsten, som startede noget senere end i dag. Når kornet var tjenligt – modent – blev der først ’høstet for’ med le. Der måtte ikke køres i kornet med høstmaskiner! Det vil sige, at den første omgang med slået med le, stråene samlet og bundet i neg på gammeldags facon og sat sammen med de øvrige, nå selv høsten startede. Det skete hos os med selvbinder (Deering). Forinden var gået mange dage med forberedelser. Sejlene skulle ses efter og evt. lappen. Maskinen skulle smøres, knive slibes, bindegarn købes ind etc. Det var et hårdt arbejde for hestene. Der blev spændt 3 heste for, men selvom vi havde flade marker – men forholdsvis sandede – husker jeg, hvordan hestene var våde af sved og skummede. Samtidig var fluer og insekter en stor plage. Vi lavede af jute-sække en slags åbne muleposer, som kunne skærme næseborene lidt af for angreb af bremser og andet utøj. I den periode blev der taget meget hensyn til hestene. Min far kørte selvbinderen, og vi andre satte kornet op i ’sæt’, som bestod af 6 eller 12 neg. Man gjorde mængden op i traver (60 neg). Når kornet (negene) var tørt skulle det køres hjem i laden og sættes i gulvene. Et festligt, men hårdt arbejde, der gav følelse af tryghed. Udkommet for vinteren og næste år var sikret. Var høsten stor, kunne det ske, at vi måtte sætte hæs uden for laden, men jeg mindes ikke det skete ret tit. Derimod husker jeg enkelte år, hvor regnen havde svigtet, og hvor mine forældre var bekymrede for, om det slog til. Et år måtte vi i meget streng kulde midt i januar slå lyng, for at skaffe foder nok til køerne. Det var i en af de hårde krigsvintre, og jeg kan huske, at Egon og jeg fik avispapir ind under tøjet for at holde varmen. Men vi havde også ned til 40 graders frost i disse isvintre. Det var en stor dag, når høsten var i hus. Det blev altid fejret med noget god mad – uden at der direkte var tale om høstfest. Herefter gjaldt arbejdet optagning af kartofler. Her drejede det sig om at ligge på knæ og bruge fingrene. Var vejret godt, dvs. lunt, var det et udmærket arbejde, men var det regnfuldt og koldt var det rædsomt. Hvis vejret drillede kom vi sommetider så langt hen på året, at der kunne være rim på toppene, når man startede. Så var det koldt. Min far brugte hakken, mens vi andre samlede kartoflerne op i kurve og spande, som far tømte – om han kunne nå det – enten i en kule gravet på marken eller i en vogn, hvorefter de blev kørt til kartoffelbakken eller til kælderen hjemme.

24

På et tidspunkt fik vi en speciel plov, som var i stand til at ’løfte’ kartoflerne op, så jorden var løsnet og blød, og det var let at tage om toppen med den ene hånd og under kartoflerne med den anden og på den måde vippe kartoflerne op på overfladen. Var marken ren var denne metode fin. Var der senegræs hang jorden for meget sammen og det var mere besværligt. I begyndelsen af 50’erne blev arbejdet klaret af en stor kartoffeloptager. I en årrække dyrkede vi kartofler til eksport og havde kontrakt med SAJYKA, en sammenslutning af jydske kartoffeldyrkere. Så skulle kartoflerne efter optagningen sorteres, kommes i sække, kontrolleres, vejes, plomberes og læsses på en lastvogn. Sorterne var især Bintje, Up to date og lidt King Edward som tidlig spisekartoffel. Ofte var det en kold hyre – især for fingrene, når man stod i laden med ladeportene åbne for at få lys nok ind og sorterede kartofler. Kunne man få kartoflerne solgt til en rimelig pris i efteråret, var det en stor fordel. Man slap for opbevaringsproblemerne vinteren igennem, og kunne få pengene hjem straks. Men oftest var priserne bedst i foråret, og så skulle kartoflerne opbevares, enten i kuler på ’kartoffelbakken’ eller i bunden af et korngulv i laden, hvilket var svært at holde frostfrit – eller i kartoffelkælderen, som ikke var særlig stort, og som regel blot rummede vore egne spisekartofler, samt en del af læggekartoflerne til næste år. Julen Jeg kan faktisk ikke huske, om vi havde adventskrans, mens jeg var barn – men jeg tror det ikke. Derimod var det en fest, når vi skulle i skoven for at fælde juletræet. Oftest fik vi (af Wellendorf) lov at fælde vort juletræ i Skovbjerg Plantage – her var udvalget størst. Skoven grænsede op til vores skov, og lå blot 100 m borte, så ofte kunne vi ’hjemmefra’ udpege ønsketræet. Det var min fars opgave at pynte juletræet, og det varede længe, inden nogle af os børn fik lov at hjælpe til. Træet måtte ikke ses før juleaften, så der var adgang forbudt til ”æ pææn stou” før træet var tændt. De første forberedelser startede først i december med juleslagtningen. Oftest fik vi det til at passe, så det var tid at få slagtet, netop når julen nærmede sig. Grisen var selvfølgelig udset for længst. Nu gjaldt det om at få varmet vand, hvilket foregik i gruekedlen, som der blev fyret op under tidligt om morgenen, så det var skoldhedt vand, når Thomas-slagter kom. Senere, da han døde, var det Jacobi, der overtog jobbet. Han kom på cykel med sin knivkasse, og hvad han skulle bruge til jobbet. Saltkarret var klar og en bred tønde, var vendt på hovedet, så den var klar til at modtage grisen. Grisen blev stille og roligt indfanget, fik et reb om øverste halvdel af trynen, samt omkring det ene for- og bagben. Med et snuptag blev grisen lagt op på tønden med skrig og skrål til følge. Benene blev surret sammen, så den var til at holde fast. Nu var slagteren klar med kniven, og enten min mor eller en af os børn med spanden, som blodet skulle løbe ned i. Jeg fandt det altid spændende at røre i blodet, som herefter blev blandet med rugmel og gjort klar til blodpølse. Grisen blev efter stikningen taget ned, - karret vendt om og fyldt med skoldhed vand. Nu skulle grisen igen løftes op ( hårdt arbejde for ryg og arme) og ned i vandet for at skoldes, så man kunne skrabe hår og yderste hudlag af. Når det var overstået blev grisen hængt op på en stige – et snit bag bagbenets stærke sene – en stok igennem, og op på stigen, så bugen var klar til at blive sprættet op og indvoldene taget ud. Spændende at se på! Tarmene skulle renses, tyktarmen til blodpølsen og tyndtarmene til medisterpølse. Selv blæren blev brugt! Den fik vi børn lov at få. Når den blev pustet op ved hjælp af en cykelpumpe og fik lov at tørre en 8-dages tid, havde man en fin fodbold – om end lidt let i det. I køkkenet var der travlt. Så snart tarmene var renset og saltet skulle blod-massen fyldes i, og pølserne koges i gruekedlen. Grisen blev jo parteret. Noget skulle saltes og lægges ned i saltkarret i kælderen, mens andet skulle tilberedes til ”halv fabrikata” med det samme. Der var gang i

25

kødhakkeren – et dejligt jo. Jeg kan i øvrigt stadig huske, hvor træt min mor de første ar var af Jocobi, da Thomas var ’meget bedre til at partere grisen i de rigtige stykker.’ Når slagtningen var ovre, var julemaden sikret – og alle glædede sig til at få serveret nylavet medisterpølse den første aften. Næste morgen var havregrøden skiftet ud med blodpølse, som serveredes med fedtegrever – indtil de slap op, så kunne vi få lov at få sirup til – hvilken fryd. Det var skik, at der skulle gøres ekstra rent op til jul – ikke bare i stuehuset, men også i stalden og rundt om gården, så der blev ryddet op til den store guldmedalje. Der skulle også køres roer ind, hvilket ville sige at fragte dem fra kulen til roehuset, som kunne rumme roer til 8- 14 dage ad gangen. Det var nemlig fast skik, at der i juledagene ikke foregik almindelig markarbejde. I helligdagene blev dyrene passet – ikke andet. De øvrige dage – frem til Hellig Tre Konger – arbejdedes der kun om formiddagen. Arbejdet kunne bestå i lidt oprydning, strigling af køerne – kort sagt ting, som der måske var mindre tid til ellers. Om eftermiddagen holdt man fri bortset fra malkningen og fodringen af dyrene. Juleaften fik dyrene ekstra foder – køerne fx hø i stedet for halm. Når malkningen var overstået, samledes vi i spisestuen, hvor middagen stod på flæskesteg – som efter nogle år afløstes af andesteg og ris a la mande. Derefter blev der danset om juletræet, og delt gaver ud. Min far læste altid juleevangeliet og - når man var gået over til kaffen og julegodterne – en god historie fra ”Ved julelampens skær”, som altid blev indkøbt til lejligheden. Det var i øvrigt min fars job at købe julegodter ind. Han tog altid et par dage før jul over til købmand Bundgaard, hvor der købtes chokolade, bolsjer, cigarer og en flaske kirsebærvin til desserten. Fast på repertoiret var også ved 18-tiden i radioen at lytte til ’hilsner til søens folk’ samt hilsenerne til det grønlandske folk og færingerne. Her følte man rigtig trygheden ved kakkelovnsvarmen og det at familien var samlet, når nu disse søfolk, skulle holde jul i Rio eller på havet på vej til Rotterdam osv. I juledagene slappede vi af, legede, spillede firkort, sorteper m.v. eller gik lange ture og foretog familiebesøg. I 40’ernes hårde vintre blev der også løbet på skøjter og kælket. Min far var i en periode snefoged, og jeg husker en 2. juledag, hvor han måtte af sted, fordi landevejen var lukket af sne. Så måtte de enkelte gårde – alt efter størrelse – stille med et fast antal karle til at ’kaste sne’ eller køre sneploven, som blev trukket af 4-6 heste. Sneploven var hjemmelavet af svære egeplanker og belagt med store kampesten, for at holde den nede. Det var et svir, når man enkelte gange fik lov at køre med på ploven. Men hvilket arbejde at kaste sneen fra den ene ’bænk’ til den næste afsats – selv om der var megen morskab, fortælling af historier og godmodig mobning forbundet med det. Snedriverne var i disse hårde vintre ofte så høje, at de tyske telefonmaster kun lige akkurat ragede op over sneen, når vejen var ryddet. Nytårsaften var vi også hjemme. Her serveredes hamburgryg og kartofler samt en dessert – og så gik man ellers på visit hos naboerne. Dels var det skik, at man gik ind for at hilse på. Nok var der udviklet nytårsskyts, men det var ikke noget vi satte penge i 40’erne. Men en prop mod et vindue kunne også gøre det. Eventuelt hundepropper, hvis det gik vildt til. Til gengæld var det en sport at drille, om man kunne komme af sted med det. Landbrugsredskaber, der ikke var sat ind, var stærkt udsatte for at blive flyttet ligesom alle døre helst skulle være låste eller bundne indefra, så det ikke forsvandt malkespande, koste, skovle eller hvad det nu kunne være. Et år havde vi åbenbart ikke fået sikret døren til malkemaskinerummet godt nok, for da vi nytårsmorgen skulle til at malke måtte vi konstatere, at alle spandene stod langs med nedervejen med 50 meters afstand mellem hver. Kunne nogen komme til at gemme møgbøren eller pulsatorerne til malkemaskinen, var det meget irriterende at have morgenjobbet, ikke mindst hvis man skulle til at malke med hånd, hvad jeg prøvede én gang i Skovlund hos Richard Rasmussen.

26

Denne nytårsaften var kendetegnet ved fuldmåne, sne og frost samt skyfrit vejr. Jeg havde gemt pulsatorerne på mit værelse i stuehuset. Uheldigvis havde jeg ikke fået lukket et vindue godt nok, og så en mandsperson forsvinde med denne vigtige del. Der var såkaldt dannebrogsvindue ind til værelset, og det var det øverste – det lille – der ikke var blevet hasper godt nok! Vi var denne aften en del unge, som samledes. Øvelsen kom til at gå på at finde udestående landbrugsmaskiner, og derefter køre dem ned på Skovlund Mejeri. Da morgenen gryede var det en stor samling, der mødte øjet. Det ’vildeste’ jeg var med til i Sdr. Grene – og jeg var ikke så gammel, at jeg var stort andet end vidne og med i flokken – var at skille en ’kasvogn’ – arbejdsvogn og igen samle den på taget af Eriks Pedersens kostald. En anden yndet sport var at hejse en cykel, en harve eller i værste fald en fyldt wc-spand op i flagstangen. Havelåger var ligeledes meget udsatte. A pro pos wc-spand var det også en dåd, om man kunne komme til at putte en pakke gær i spanden – det havde en god virkning. Oftest sluttede vi turen af med at gå i kirke kl. 24. Her kunne man så samle tankerne om de drømme og ønsker man havde – og lytte til såvel præstens prædiken som de dumpe drøn fra fyrværkeriet udenfor. 1. nytårsdag var der jo noget stille, - men det nødvendige staldarbejde skulle gøres – og havde nogen været ’på besøg’ måtte man have tingene fundet frem igen. Et år havde én eller anden været i malkemaskinerummet, hvorfor alle spandene stod pænt placeret langs nedervejen med 50-100 meters afstand. Så måtte de jo hentes hjem igen før arbejdet kunne begynde. Det var jo før fjernsynets tid, men nytårskoncerten fra Wien og skihop-konkurrencen fra Garmich kunne nydes i radioen. Det var en fast skik, at man ikke arbejdede i marken eller foretog sig større ting før efter Hellig tre Konger. Om formiddagen striglede man måske køerne en ekstra gang, gjorde lidt rent, ryddede op – men alle havde fri om eftermiddagen. Der blev gjort familiebesøg og kun helt nødvendigt arbejde kunne ændre på dette. Slå lyng I min barndom havde vi jo de hårde vintre, som er beskrevet under vores leg. Der var ofte masser af sne, og da far i en periode var snefoged, vidste vi hvor problemerne var. Et år fik vi 2. juledag et gevaldigt snevejr, der betød at landevejen var lukket, så ingen kunne komme frem. Det betød at far måtte af sted for at bede de forskellige gårde stille mandskab til snerydning. En pligt alle havde. Man skulle stille med et bestemt antal folk i forhold til gårdens størrelse. Det var selvfølgelig træls at skulle bruge en fridag på at ’kaste sne’, til gengæld var der liv og glade dage under arbejdet. Verdenssituationen blev klaret, og der blev fortalt historier. Derfor var det jo spændende for os knægte at få lov til at være med. Man arbejdede i hold, og måtte ofte bruge et bænke-system for at få sneen væk. Dem i bunden kastede sneen op til dem, som stod 1½ til 2 m højere oppe, som så kastede sneen videre… Området havde også en hjemmelavet sneplov, som blev trukket af 4 til 6 heste. Den var belastet af nogle store kampesten og kunne bruges hvor der var et mindre lag sne. Det var spændende at få lov at køre med, men ikke ufarligt, så det var sjældent det lykkedes. Ellers var vinterarbejdet først og fremmest staldarbejde. Der skulle køres roer hjem og tærskes korn, hvilket kunne være ganske barskt arbejde. Tærskearbejdet var en støvet affære, og her er mangen bronkitis blevet anlagt. Min far undgik den ikke. Når høsten om efteråret var i hus, var det altid spændende, om den kunne slå til, til det antal dyr, der var i stalden. Oftest lykkedes det, selv om nogle dyr godt kunne være noget magre, når foråret og sommeren nærmede sig, og man kunne få køerne ud – som regel 1. maj.

27

Et år var der for lidt hø til køerne, og vi måtte ud at slå lyng, som var et godt foder-tilskud til køerne. Men det var i én af de meget kolde vintre, og jeg kan huske, at vi blev stoppet ud med avispapir under tøjet, for at kunne holde varmen. Jagten Jagt var en del af livet derhjemme, som fiskeriet var det. Min far gik på jagt, naboerne gik på jagt og sikrede sig på denne måde et tilskud til kosten. Udbyttet var især harer, agerhøns og rådyr samt ænder – og senere fasaner. Især ”Æ Omle” kunne give mange ænder. Det var altid spændende, om der blev hængt noget op på ladeporte, når far havde været på jagt. Til jagten hørte og klapjagterne på henholdsvis Skovbjerg og Clasonsborg. Den var det en naturlig ting, at man kunne få fri for skole, når man skulle agere klapper på disse jagter. Det kunne såmænd være træls nok at være klapper – især hvis vejret var vådt. Vi blev jo med passende afstand mellem hver enkelt sendt igennem skoven, og skulle som sådan passere såvel åbne som tætte afsnit af skoven. Man kunne sagtens risikere at være gennemblødt længe før middag på en uheldig dag. Men det spændende var jo, at man var ude i naturen, blev oftest kørt fra såt til såt, og mødte en masse andre drenge. På Skovbjerg var der altid ’krig’ mellem drengene fra Sdr. Felding og os andre. Der blev mobbet godt dagen igennem, og efter at jagten var slut, skulle tvistighederne afgøres, hvilket gav adskillige brådne pander. Da jeg var blevet konfirmeret fik jeg så småt lov at gå med på jagt – og til at låne min fars bøsse, mod at være meget forsigtig. Bekkasinerne Jeg har altid været til fuglevildt. Selv om jeg har skudt harer følte jeg altid størst spænding ved at skyde ændr, agerhøns, duer og ænder. En af de spændende fugle var bekkasinerne henne i engen. Deres flaksende flugt gjorde det til en ekstra sport at ramme præcist. Oppe i tørvemosen var der altid snepper, - men jeg fik aldrig en sådan på tasken. I min barndom var der også urfugl, som jeg bl.a. har set i tørvemosen. Vi boede jo heller ikke så langt fra en af de gode urfugle-revirer: Borris hede. Tyttebær I eftersommeren var vi børn som regel med mor ude at plukke tyttebær. Vi havde en del ovre til sønder. Men ofte fik vi lov at plukke i Skovbjerg Plantage, hvor bestanden var stor. Jeg ser stadig sceneriet for mig. Enten plukkedes der med rumpen i vejret, eller siddende. Det kunne godt være hårdt arbejde, men belønningen havde man jo i den helt uundværlige syltetøj til vildtretterne. Hugorme Hugorme var – og er - en almindelig del af faunaen i Vestjylland. Det at slå hugorme ihjel og bagefter hænge dem op på en hegnstråd, var en dagligdags begivenhed. Det lød altid, at man ”ikke måtte røre en død hugorm før dagen efter, da den ikke døde før solen var gået ned”. Jeg aner ikke, om der er noget om snakken, eller om det var en fiks måde at sikre sig mod at vi børn tog ved en halvdød hugorm og risikerede at blive bidt. ’Drabet’ foregik altid med en kæp af passende størrelse. En dag vi plukkede tyttebær kravlede en hugorm frem mellem mine fødder og forsvandt i lyngen – så var man advaret!

28

Drømmene? Jeg ved ikke om vi alle drømmer i vores barndom – men jeg gjorde. Uanset at jeg befandt mig usædvanlig godt i det miljø, jeg er født i – drømte jeg altid om at ’komme ud’. Jeg husker altid en lyst til at se nye steder, opleve andre lande osv. Måske havde det også at gøre med, at jeg ikke var så vild med markarbejdet, men meget hellere ville i skole. Alligevel var det vanskeligt at distrahere fra det faktum, at man var ’født’ landmand. Derfor var drømmen ofte at få en stor gård, tjene mange penge osv. Jeg husker bl.a. at en fætter var blevet fæstet for et år på Sindinggård, og skulle have 12000 kr. ! – i vore øjne en svimlende sum. Jeg husker at Egon og jeg drøftede muligheden for at tjene så mange penge, når vi engang blev voksne. Her satte vi os virkelig et mål for fremtiden. Nu er jeg nok også romantisk anlagt. Ofte var det derfor de sange vi sang i skolen, der var årsag til mine drømme. Bl.a. husker jeg Poul Martin Møllers ”Rosen blusser alt i Danas have” – især linjer som ”Under lyse bøg den danske bejler med sin herligt-voksne pige går” – ”Klerken råber i Manilas rønner”, eller Tom Kristensens digte fra det fjerne østen – fx ”Bananer, bananer på gaden i dag, bananer , bananer fra Java. Tag én og tag mange, tag hvad du vil ha’, de gror på vulkaner og lava”. Men der var også god tid til at drømme, når man hakkede roer – række op og række ned – gik efter harve og plov eller satte neg sammen efter selvbinderen. Vi der er født før 2. verdenskrig har grundigt lært lektien: Ting ta’r tid! – og så kan man passende bruge tiden til at tænke, - eller drømme. En af drømmene var også at få lov at komme på realskole. Men den nærmeste lå jo i Herning, og det var dyrt med rutebil frem og tilbage hver dag. Lærer Hansen var på besøg for at overtale mine forældre til at give mig lov, men uden held. Dog sagde min far, at hvis jeg vidste hvad jeg ville være kunne jeg få lov – men det vidste jeg ikke – så derved blev det. Jeg blev skrevet ud af skolen, og skulle til at klare mig selv. Sådan var vilkårene i 1949. Konfirmeret – og voksen? Jeg blev konfirmeret den 3. april 1949 i Assing Kirke. Jeg havde gået til præst hos Pastor Dalum Christensen i Assing den foregående vinter, hvilket havde været en stor oplevelse. Dels på grund af den humor timerne altid var fyldt af, dels de mange nye kammerater jeg fik. Vi startede i Præstegårdens Konfirmandstue, så vidt jeg husker 36 i alt, men efter kort tid måtte vi flytte til Missionshuset i Kibæk for at få plads. Der var – som Dalum Christensen udtrykte det – ikke plads til at slå en ordentlig lussing i konfirmandstuen. Men det betød også, at jeg fik 2 kilometer mere at cykle. Vi gik til præst 2 gange om ugen, og der var 12 km hver vej, så det at cykle blev en god rutine. Egentlig skulle jeg naturligvis havde gået til præst i Skarrild, men Pastor Ingerslev var ikke rask, og nægtede at have konfirmander denne vinter. Han blev kort derefter afskediget på grund af sygdom. Pastor Dalum Christensen var meget afholdt og hørte til dem, der kunne fylde sin kirke søndag efter søndag. Han hørte til Indre Mission, men var ikke kedelig. Tvært imod oplevedes det ofte, at kirkegængerne nærmest ’lå flade af grin’ under en gudstjeneste når han fyrede en af sine mange vittigheder af. Han var oprindelig landbrugsuddannet, og havde bl.a. været forvalter på et stort gods på Lolland. Derfor interesserede egnens bønder og deres bedrifter ham også meget, og man sagde, at alle gårdene i Assing sogn var ’pastoriserede’! Han kom til at betyde meget for mig i en lang periode. Da vi var færdige med konfirmandforberedelsen besluttede jeg, at jeg ville høre alle prædikentekster i begge tekstrækker for at være hjemme i bibelen. Derfor fulgte jeg gudstjenesterne i Assing kirke de 2 følgende år, hvilket jeg aldrig har fortrudt. Senere rejste han fra sognet, og fik embede på Sjælland.

29

Jeg fik som sagt også mange gode kammerater, som jeg i mange år plejede omgang med. Ikke mindst Knud Skjærbæk fra Olling. Desværre har jeg ikke mere kontakt til ham; den ophørte, da jeg rejste hjemmefra. Konfirmationsfesten derhjemme husker jeg stadig. Det var en god dag med hele familien samlet. Som ved alle større fester var soveværelset ryddet, så der var plads til alle. Selv ’det lille værelse’ var taget i brug. Herinde sad bl.a. Laurids Kronborg. Jeg tror det eneste der ærgrede mig den dag var, at jeg skulle sidde i stuen ved ’hovedbordet’ – ude af stand til at høre hans vittigheder og følge den livlige diskussion derinde. Landbrugets lyksaligheder. Som det tidligere er fremgået var landbrugsarbejdet ikke mit helt store nummer, men det var jo det man kendte til, så det gik jo også. Jeg blev en slags tjenestekarl derhjemme – uden fast eller aftalt løn. Det var nok det værste. Jeg har altid hadet at tigge om noget, og sådan følte jeg altid det var, når jeg skulle have penge til det ene eller det andet, og da især hvis min far ikke var enig i nødvendigheden af mine ønsker. Derfor vil jeg heller ikke påstå, at forholdet mellem min far og mig var særlig godt. Der var mange skænderier, og jeg var sikkert ikke uden skyld. Det hjalp lidt, at jeg i perioder hjalp til hos vores nabo Eskild Johnsen, som var gift med mine forældres kusine Anne. Det var et dejligt sted at være, og de penge jeg tjente der, var mine egne og blev udbetalt prompte. Men den 1. november 1952 rejste jeg hjemmefra – og har siden kun været på besøg. Jeg havde fået plads på en gård i Ålling nær Skovlund vest for Grindsted. Jeg var fæstet for et år hos Martha og Richard Rasmussen, som var min gode ven Gunnar’s farbror. Selve ankomsten husker jeg tydelig, idet det var en mørk og regnfuld dag. Hen under aften fandt man ud af, at gårdens heste var løbet ud af indhegningen og stukket af. Jeg husker endnu, hvordan jeg storkede af sted gennem et lettere uvejsomt, moseagtigt terræn efter nogle heste jeg ikke kendte, men kun havde fået en mundtlig beskrivelse af. Men jeg fandt dem græssende et par kilometer hjemmefra og fik dem gennet ind igen. Det var et år med mange oplevelser og udfordringer. For det første længtes jeg i starten meget efter min mor – og havde i en periode regulært hjemve, hvilket ikke er nogen rar fornemmelse. Jeg skulle vænne mig til nogle helt andre forhold, og har sikkert i nogle tilfælde virket noget umoden. Men der var nok at rive i, og tiden forløb ganske godt. Et af problemerne var, at husbond var meget hidsig. Det gik somme tider ud over mig, til andre over den øvrige familie, men værst af alt over dyrene. Han kunne blive så rasende på en ko, der generede ham, at han kunne sparke og slå den, så blodet flød. Det var ikke rart at se på, men heller ikke nemt at gøre noget ved, - han var trods alt bossen. Men til andre tider var han flink nok. For eksempel husker jeg, at det om sommeren i høhøsten var meget varmt, hvilket resulterede i, at ham efter middagsmaden stoppede alle i bilen, og kørte til Kvie sø, hvor vi så kunne bade og tage solbad hele eftermiddagen, hvorefter der om aftenen blev kørt hø ind. Det ville aldrig være sket hjemme, da passede man sit arbejde uanset vejret. Der blev også indkøbt traktor det år. En af de velkendte grå Ferguson modeller. Det var et svir om efteråret at pløje med sådan én i modsætning til hestene, som jo blev trætte og umulige når aftenen nærmede sig. Jorden var meget lavt og sort med megen fugt i – en klar modsætning til det relativt tørre jord derhjemme. Derfor var det også tungt at arbejde i. Men vi havde dog kartofler, som skulle samles op. Det var i sig selv ikke den store oplevelse, - og vandt arbejde. Oplevelsen var, at der på græsmarken ved siden af gik flokke af stor regnspove, som med deres flotte næb og sørgmodige sang forlystede os.

30

31

Fritiden var travlt optaget af forskellige gøremål. Min ven Gunnar Mølby Rasmussen tjente ikke langt derfra, så vi fulgtes ad til det meste. I Skovlund havde KFUM’s Idrætsforbund en selvstændig afdeling. Her gik vi til gymnastik, hvor vi havde et fint og stort hold. Der var både pige- og karlehold – der trænede samme aften – så der blev flirtet og snakket meget. Der var også klub-aftener, hvor en af lederne var den stedlige skrædder, Harder tror jeg han hed. Jeg husker bl.a. at han en aften samlede alle os ’unge mænd’ for at lære os at binde et slips! En god og nyttig ting, som jeg altid siden har haft nytte af. En af de største oplevelser fra tiden i Skovlund var nok nytårsaften 1952. Det var let frost, ingen sne og fuldmåne. Det perfekte vejr at lave sjov i. Jeg havde gemt pulsatorerne til malkemaskinen på mit værelse og låst døren, - alligevel hørte vi først på aftenen støj derfra, og da jeg åbnede døren så jeg en person forsvinde ud af det øverste lille vindue (!) – og væk var de. Heldigvis fandt jeg dem næste morgen gemt i stalden. Møgbøren havde jeg lagt i en plovfure nær gården, hvorefter alle troede, at der havde været nogen for at gemme den. Hen på aftenen samledes mange unge for at følges ad på sjov. Ideen denne aften var at samle så mange landbrugsredskaber som muligt, og anbringe dem ved Skovlund Mejeri. Der var sidst på natten rigtig mange, og de sidste blev da heller ikke fjernede igen før hen på sommeren. Spøgen var jo ikke spændende for dem det gik ud over, og som ikke vidste, hvor redskaberne var bragt hen. Nogle var fragtet en ret lang vej ’hjemmefra’. Men vi syntes selvfølgelig det var sjovt!! Efter vinterens gymnastik blev der spillet håndbold, som var den typiske sport i KFUM idræt’s afdelinger. Her knyttedes mange venskaber. Den 31. oktober var det slut, - hvad jeg trods alt ikke var ked af. Gunnar og jeg var meldt ind på Tommerup Højskole på Fyn…