I

Miljø- og vandpleje Orientering fra Landsudvalget for Miliø- og Vandpleie f -7i'\

l~.t Nr. 16. December 1996 t t

Parasitter i vore bæk-og havørreder

Laksefisken Saima trutta, der findes vidt udbredt i både ferske og marine systemer, er som alle andre fisk ofte inficeret med pa­rasitter. En del af parasitteme er meget specifikke for ørreden og forekommer kun i denne eller nogle nært beslægtede laksefi­sk. Andre af de i ørreden fore­kommende snyltere er mindre kræsne og kan tillige fi ndes i an­dre fiskearter. Parasitter er i al­mindelighed en ganske vigtig del af det dynamiske akvatiske miljø. Således vil en række para­sitter slet ikke kunne forekom­me, hvis der ikke samtidig fore­findes særlige hvirvelløse dyr som snegle, muslinger, slørvin­ger, tanglopper eller vandbæn­kebidere i økosystemet. Nogle af snylterne benytter sig nemlig af disse invertebrater til at gen­nemleve et larvestadium. Herved tjener de fritlevende dyr som såkaldte mellemværter. Sneg le, der ofte er mellem­værter for pa-rasitter, kan f.eks. få ødelagt deres lever fuldstæn­digt ved parasitlarvernes mod-

Fig. 1: Gyrodactylus derjavini på brystfinne af ørred. Ormen er ca 0,5 mm lang. Scanning elektron mikroskop (SEM) optagelse ved Bresciani og Buchmann.

ning. Fiskene kan kun opnå in­fektion med de såkaldte krad­serorme hvis der på et tids­punkt har været tanglopper el ler vandbænkebidere i systemet. Derved kan man anvende para­sitters forekomst som økologi­ske indikatorer for invertebratfau­naen. Også på anden vis øver parasitterne afgørende indfly­delse på miljøet. Flere patogene parasitter kan således regulere tætheden af fiskebestande på linje med påvi rkning gennem rovfisks fouragering og menne­skets fiskeriindsats.

En- og flercellede snyltere

Parasitter kan både være en­og flercellede. De encellede kal­des for protozoer og er en over­ordentlig artsrig gruppe. Der fi n­des mere end 2000 arter, som angriber fisk. De flercellede snyl­tere kaldes for metazoer og om­fatter mere end 30.000 arter med forkærlighed for fisk. Hos Saima trutta kan man finde hen­ved 20 encellede og langt flere

flercellede parasitarter, hvorfor der af pladshensyn i det følgen­de blot skal omtales enkelte hyp­pigt forekommende snyltere i de danske bæk- og havørreder.

De flercellede snyltere Monogene parasitter.

En for tiden meget omtalt gruppe af parasi tter er de mono­gene snyltere. Det er nogle små fladorme, der med forkærlighed angriber hud, finner el ler gæl ler hos fisk. En enkelt slægt blev beskrevet i 1832 af forskeren Nordmann, der benævnte den Gyrodactylus. Indenfor slægten forekommer 400 arter, hvoraf tre forekommer hos ørreden i Euro­pa. Det er Gyrodactylus truttae, G. derjavini og G. salaris. Det er især G. derjavini der hos os an­griber ferskvandsørreden. De små orme besidder i bagenden en lille hæfteskive beklædt med to store centrale kroge (hamuli) samt 16 små kantkroge, hvor­med parasitterne fasthæfter sig til fiskens overflade. Ikke overras­kende medfører dette en øde­læggelse af fiskens hud, der gennemhulles og lettere lader

Af Kurt Buchmann

Fig. 2: Små huller i finnens overflade frembragt

. af Gyro­dactylus derjavini. SEM­optagelse ved Bresciani og Buchmann.

bakterier inficere den delikate hud. Snylterne æder desuden løs af overfladecellerne, der nedbrydes af proteinnedbryden­de enzymer (proteaser) fra or­men. På Figur 1 (der er en me­get stærk forstørrelse - scanning elektron-mikroskopi - af ormen) er vist hvorledes Gyrodactylus derjavini fasthæfter sig en bryst­finne på en ørred og på Figur 2 ses hvorledes, der opstår huller i huden når krogene bores ind. Gyrodactylus'9 ruppen har en fa­scinerende formeringsstrategi. De føder nemlig levende unger. Ved mikroskopisk undersøgelse af en Gyrodactylus-orm kan man i dyrets livmoder (uterus) se næste generation, som er en færdig udviklet voksen orm, der ovenikøbet også bærer et foster i sig . Den kinesiske æske benyt­tes ofte til at illustrere denne u­nikke formeringsmåde. Parasit­ten er en ferskvandsparasit og forekommer altså kun i vore fer­ske vande (bække, åer og søer) , idet den vil dø i de høje salthol­digheder i havet, som opleves efter at ørreden er smoltificeret og vandret til havs.

MILJØ 1 VAND

På Sektion for Fiskesygdom­me, Institut for Veterinær Mikro­biologi, på Den Kg l. Veterinær­og Landbohøjskole, har vi netop belyst bækørredens modtagelig­hed overfor denne snylter i rela­tion ti l forhol!=lene hos regnbue­ørreden og de i Danmark udsat­te laks (Salmo salar) fra Skot- . land og Finland. Det var tydeligt, at især regnbueørreden var me­get modtagelig overfor parasit­ten, bækørreden tog imod en del parasitter men udviste en re­lativ god evne til at bekæmpe infektionen. Begge laksetyper var særdeles resistente overfor Gyrodac-tylus derjavini. Dette resultat kan teoretisk fortolkes ved , at netop denne snylter er oprindeligt hjemhørende på vore danske ørreder, idet denne fisk kan opretholde en god, men kontro lleret bestand af parasit­ten . Regnbueørreden derimod, som jo oprindeligt er hjemhø­rende i Canada, har ikke i udvik­lingens løb udviklet nær så ef­fektive resistensmekanismer som bækørreden og de euro­pæiske laks. Ved høje parasit­tætheder synes G. derjavini dog, at kunne medføre forøget syge­lighed og dødelighed hos bæk­ørrederne, hvorfor man absolut må registrere forekomsten af denne snylter ved alle miljøun­dersøgelser, hvor denne fiskeart indgår.

Bændelormene I Danmark kan man finde flere

arter af bændelorm i Salmo trut­.ta. De benævnes ved så ekso­tiske navne som Proteocepha­lus, Cyathocephalus, Triaeno­phorus og Eubothrium. Den sidstnævnte orm bliver ofte fun­det af vore flittige sportsfiskere når de renser deres ørreder, hvorfor vi på vor sektion ofte har forespørgsler ved r. ormens farlig­hed mm. Det skal med det sam­me fastslås at Eubothrium cras­sum (Figur 3), som den rettelig

bør benævnes, ikke er skadelig for mennesker, idet den vi l dø i menneskets mave og tarmsy­stem hvis den ved en fej ltagelse skulle blive spist. Da dens livscy­klus (Figur 4) imidlertid er et skoleeksempel på, hvorledes pa­rasitterne indgår i det økologi-

Fig. 4: Livscyklus for Eubothrium crassum

ske system skal denne omtales. Ørreden er hoved- eller slut­

vært for denne prægtige bæn­delorm, der kan opnå en betrag­telig længde på henved en me­ter, idet ormen opnår sit køns­modne stadium i denne fisk. Den voksne orm finder man fast­hæftet til ørredens pylorusblind­sække og den lange række af led vil man se strække sig ud i tarmen som en hvid streng. I hver t led produceres parasitæg, der med ørredens fækalier pas­serer ud i vandmiljøet. Her ædes ægget af en fritlevende vandlop­pe (copepod), som derved bl iver inficeret af ormens larvestadium, der tager ophold i vandloppens kropshule. Hvis copepoden ædes af en lille ørred, vil krebs­dyret blive fordøjet, medens or­melarven aktiveres og dernæst udvikles til en voksen bændel­orm. Ofte kan mindre fisk tjene som transportværter, dvs at de æder copepoder med bændel-

Fig. 3: Ørredens pylorusbændelorm Eubothrium crassum

MILJØ 2 VAND

orme-larver, som imidlertid ikke udvikles yderligere. Først når en stor ørred æder den mindre fisk vil ormelarven genoptage udvik­lingen og blive voksen i ørred­ens pylorusregion. Der eksiste­rer iøvrigt to typer af ormen. En type gennemfører sin livscyklus i ferskvand, en anden i havvand.

En anden i vore ferskvands­ørreder særdeles almindelig bændelorm er bægerhoved­bændelormen Cyathocephalus truncatus. Den forreste ende af

Fig. 5: Bægerho­vedbændel­ormen fra en bækørred.

den få cm lange orm (Figur 5) er udforrnet sorn et lille bæger, der hæfter sig effektivt fast i ungør­redens pylorusblindsæk. Fisken reagerer med en kraftig vævs­reaktion, der bevirker at ormen sidder endnu bedre fast, hvilket gør en fjernelse af ormen meget vanskelig. Også denne parasit har en sammensat livscyklus. Den kønsmodne orm i ørreden afg iver æg, der ender i bæk eller å. Her indtages disse af en ferskvandstangloppe, Gamma­rus pulex, som således inficeres med larvestadiet. Når ørreden æder tangloppen, fordøjes krebsdyret, medens bændelorm­larven udvikler sig til det køns­modne stadium i ørredens bIind­sække. Parasitten har været sat i forbindelse med massedøds­fald af ørreder, men som oftest synes fisken at leve relativt vel med en moderat infektion. løvrigt lever parasitten ikke me­get længere end et års tid . En undersøgelse af ungørreder på klippeøen Bornholm har således vist, at de små ørreder i bække og åer næsten alle er inficeret med Cyathocephalus truncatus, orm der imidlertid dør ud efter at ørreden er smoltificeret og vandret til havs, hvor fiskene så­ledes renses for denne fersk­vandsparasit. Istedet inficeres ørrederne i østersøen med en anden bændelorm, nemlig den ovenfor omtalte Eubothrium crassum.

Ikterne En anden gruppe cif alminde­

lige parasitter er ikterne. Disse

Fig. 6: Ørredikten Crepidostomum farionis

fladorme kaldes også tremat­oder. I vore ørreder forekommer en række arter, nogle er be­grænset til ferskvandsbiotopen, medens andre erhverves i det marine miljø. Ørreder i bække og åer vil som regel være infice­ret af orme tilhørende slægten Crepidostomum, hvoraf vi har to arter, C. metoecus og C. farionis (Figur 6). Den sidstnævnte ar t blev iøvrigt beskrevet af den gamle danske parasitolog Otto Frederik Muller i 1700-årene. Endnu en gang har vi her at gø­re med en orm, der involverer store dele af det akvatiske øko­system i sin livscyklus. Ormene er hermafroditter, afgiver æg, der frigøres i vandløbet, larven fra ægget invaderer små muslin­ger som ærte- og bønnemus­ling, der igen senere frigiver ny larvestadier. Disse invaderer vand løbsinsekter eller ferskvand­stanglopper, som siden videre­giver infektionen til ørrederne i forbi ndelse med disses fourage­ring .

I ferskvandsmiljøet kan ørred­en også inficeres af øjenikter, parasitter af slægterne Diplosto­mum og Tylodelphys. Også her beskriver parasitterne økosyste­met på bedste vis, idet både fi­skeædende fugle, fisk og snegle i miljøet er obligatoriske aktører i livsforløbet (Figur 7). Den fiske­ædende fug l, f.eks. en måge, er hovedvært og flyver rundt med den kønsmodne orm i tarmen. Æg fra denne ikte forlader fug­len med fækalierne, lander i van­det, hvor ægget klækkes. Dvs. at en lille fimrehårsklædt larve

r

Fig. 7. Øjeniktens livscyklus.

trænger ud af ægskallen, finder en mosesnegl (Lymnaea pereger eller L. stagna/is), som gennem­bores og inficeres. I sneglen ud­vikles et stort antal nye larver (cercarier), der efter at have øde­lagt sneglens indre trænger ud i vandet, hvor de opsøger en fisk (f.eks. en ørred), gennemborer dens hud og vandrer optil øjet. Her tager ikten ophold som en metacercarie. Den venter på at fuglen skal æde fisken , for heri­gennem vil den nemlig kunne udvikle sig til en voksen orm i fuglens tarm. Et stort antal øjen­ikter i fiskens linser vil fremkalde grå stær og blinde fisken. Den kan derfor ikke regulere sin far­ve i forhold til omgivelseme, den har nedsat fødeoptagelse og fal­der således lettere som bytte for rovfuglen. løvrigt må man være opmærksom på at cercarier kan fremkalde massedøqsfald hos små fiskelarver. Denne stærkt patogene parasit må altså tages i betragtning ved fiskeøkologiske vurderinger af søers bestande. I østersøen, hvor saltindholdet er lavt, kan øjenikten (som jo ellers er en ferskvandsparasit) også overleve. Den lille mosesnegl er nemlig vidt udbredt i store dele af østersøen. Derfor finder man havfisk som torsk, skrubber og havørreder i østersøen, der er inficeret med øjenikter.

Når ørreden er vandret ud i et rigtig salt hav (Kattegat, Nord­søen) vil den ikke længere er­hverve infektioner med fersk­vandsikter. Derimod udsættes den nu for infektion med en lang række marine ikter. Af dis-

l-I'" • @.

~

se kan nævnes Brachypha/lus erenatus, Hemiurus Luhei og Hemiurus communis. Disse ikter benytter sig af snegle og vand­lopper til gennemførelse af de­res livscyklus og er således og­så glimrende økologiske indika­torer.

Kradserne En gruppe ganske almindeligt

forekommende orm i vore ørre­der er de såkaldte kradsere, som også benævnes acanthoce­paler. Det er særkønnede orga­nismer, få cm lange, der i for­enden besidder en lille snabel (proboscis) med rækker af kro­ge. De benyttes ikke overrasken­de til fasthæftning i fiskens tarm­slimhinde. Ormene opsuger som bændelormene næring fra tarmindholdet over deres hud og snyder således fisken for en del af føden. Desuden kan bety­delige infektioner naturligvis for-

Fig. 8: Ørredens kradser Echinorhynchus truttae

årsag e beskadigelse og inflam­mation i fiskens tarm. Der findes en del arter, som kan inficere ør­rederne. Almindelige er Eehinor­hynehus truttae (Figur 8), E sa/­monis og Aeanthocepha/us an­gui/lae.

De to førstnævnte arter benyt­ter tanglopper (som Gammarus pu/ex) til mellemvært. De æder altså æg (Figur 9) fra kradserne, hvorved de bliver inficeret. Når tangloppen dernæst ædes af ør­reden opnår kradseriarven sit voksne stadium i fiskens tarm. Aeanthocepha/us angui/lae, som er meget almindelig også hos ål, benytter vand bænkebidere som mellemværter. Tilstedeværelse af Aeanthoeepha/us angui/lae i tarmen på en ørred indikerer så­ledes, at den har indtaget vand­bækebidere på et tidligere tids­punkt. Parasitten tjener altså som økologisk indikator.

Rundorm Ørreder både i fersk- og hav­

vand kan inficeres af rundorm, en ormegruppe, der også beteg­nes nematoder. En af de mange arter, der kan fi ndes i fersk-

, vandsørreder, er Cystidie%ides ephemeridarum. Ørreden er slut­vært og bærer de voksne sær­kønnede orm i tarmen. Hunor­men producerer æg, der forla­der fisken og ender i vandløbet. Her ædes æggene af døgnflue­larver, som bliver mellemværter, idet de bærer rundt på ormens larvestadium, Når ørreden æder døgnfluelarven i bækken eller

Fig. 10: LIVscyklus for rundormen Cystoeoloides.

Fig. n: Anisakis simplex kan forekomme i kropshule eller muskulatur hos havørreder.

Fig. 9: Æg fra kradseren .

den voksne med vinger udruste­de døgnflue bliver den inficeret og livscyklus kan således genta­ges (Figur 10). Endnu et eksem­pel på hvorledes parasitterne er obligatoriske deltagere i naturens kredsløb.

Når ørreden er vandret til havs udsættes den for infektion med andre rundorme, hvoraf de mest almindelige er Hysterothy/aeium aduneum og Anisakis simplex. Den førstnævnte art finder man i fisken mave eller tarm, til tider kan den findes som larve i orga­neme. Den sidstnævnte (Figur 11) finder man som larve i fiske­ns kropshule eller indre organer. Den har en kompliceret livscy­klus, der omfatter både hvaler (i vore farvande som oftest marsvi­net), der tjener som hovedvært, lyskrebs er første mellemvært

Fig. 12: Livscyklus for Anisakis.

MILJØ 3 VAND

og silden er anden mellemvært (Figur 12). Ørreden kan erhverve infektionen ved at æde lyskrebs, si ld eller andre fisk med infekti­on. Som bekendt bør man und­gå at fortære rå fisk med leven­de ormelarver. Anisakis-Iarver

kan nemlig fremkalde sygdom hos mennesker (anisakiasis) ved at gennembore mave- eller tarm­væg. Varmebehandling (som kogning, steg-ning eller varm­røgning) eller nedfrysning ved - 20°C kan aflive ormene.

Krebsdyrparasitterne Både i ferskvandsbiotopen og

i det marine miljø kan ørreden erhverve infektioner med parasi­tiske krebsdyr. Navne som Argu­lus, Ergasi/us, Caligus og Lepe­

ophtheirus er slægter af krebs­dyr, der foretrækker et parasitisk liv på bl.a. ørreder. Bortset fra den førstnævnte slægt er disse parasitter som oftest omdanne­de vand lopper, der i udviklingen løb har haft held med at snylte på fisk. Det er da også praktisk for et krebsdyr at holde sig til en fisk. Maden er lige for mun­den (de æder af fiskens hud), stævnemøde og parring kan foregå uforstyrret ved fisken og transport rundt i miljøet sørger fisken for. I ferskvandsmiljøet fin­der man Caligus /acustris på fi­skens hud og Ergasi/us på ørre­dens gæller, medens andre ar­ter af krebsdyr tager over når fi­sken vandrer til havs. Således vil lakselusen angribe havørreden når den er ankommet i det mari­ne miljø. I England og Skotland har man i de senere år tilskrevet den dalende bestand af havørre­der de særdeles kraftige angreb af lakselus (Lepeophtheirus sa/­monis) (Figur 13). Disse snylten­de krebsdyr er særkønnede. Hunnen bærer ægsække, når æggene klækkes fremkommer små naupliuslarver, som gen­nemgår en række hudskift før den voksne snylterform frem­kommer. lait ti stadier forekom­mer hos denne art. Da krebsdy-

Fig. 13.' Lakse­lus er en snylt­ende vand­loppe.

MILJØ 4 VAND

ret æder løs af fiskens hud kan infektioner medføre ødelæggel­se af hud og siden infektioner med svampe og bakterier. I lak­seopdræt i Norge og Skotland anses denne snylter for et af de allerstørste problemer i opdræt­tet. Parasitten blev iøvrigt be­skrevet af den danske zoolog Henrik Nikolaj Krøyer i 1837. Han interesserede sig ikke for fiskens velbefindende, men var derimod stærkt optaget og fascineret af denne krebsdyrgruppes biologi. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet kunne Krøyers mange sto­re undersøgelser af vore hjemli­ge fisk iøvrigt dokumentere, at snyltere i vore bæk- og havørre­der var særdeles almindelige. De skal altså betragtes som na­turlige individer på linie med de fritlevende organismer i bække, åer søer og hav.

De encellede parasitter Fimredyr

Der skal her blot omtales få ar­ter af encellede organismer fra vore ørreder. Den mest kendte og nok mest skadelige er fimre­dyret /chthyophthirius mu/tifi/iis. Den kaldes ikke uden grund for fiskedræberparasitten. Hele be­stande kan nemlig så godt som udryddes, hvis denne parasit får held t il at florere. Til gengæld vi­des det også, at fisk kan opnå en beskyttende immunitet mod denne parasit. Forskere arbejder således på at udvikle en vaccine mod denne parasit, hvilket vil kunne få stor betydning ikke blot i f iskeopdrætssammen­hæng men også i forbindelse med udsætninger af fisk. Som det fremgår af Figur 14, som er optaget med et scanning elek­tronmikroskop, er denne såkald­te ciliat beklædt med fimrehår (cilier). Ved høj temperatur for­løber livscyklus overordentlig hurtigt (Figur 15). Det fiske­ædende stadium trophonten, der har en hesteskoformet ker­ne, falder til bunds i biotopen. Her encysteres den som en to-

mont, der deler sig mange gan­ge, hvorefter de resulterende to­miter omdannes til theronter og gennemborer huden på en fisk. Ved 20°C vil en enkelt celle på få uger blive til tusindvis af para­sitter. Da fisken reagerer ved en cellereaktion på infektionen vil infektionsstedet kunne registre­res som en hvid plet (ca 1 mm) på fisken. Sygdommen kaldes da også for hvidpletsyge.

En anden ciliat på ørreden hedder Capriniana piscium. Den skal omtales, da dens biologi il­lustrerer mangfoldigheden i pa­rasitverdenen . Også denne er meget lille og mikroskopisk (Figur 16), og den angriber ørre-

Fig. 14: Fiskedræ­beren Ichthyo­phthirius multifiliis, SEM­optagelse ved Bresciani og Buchmann.

000 .. o

:

f

dens gæller. Dvs den anvender gællerne som ti lholdssted, for den spiser ikke af ørreden. Tværtimod lever den af andre mikroorganismer som små cil ia­ter i vandet, der indfanges af de små rør rør på organismens for­ende. Ved meget stor tæthed af disse smådyr vil ørredens gælle­funktion kunne nedsættes, men ellers anses snylteren ikke for meget skadelig. Man kan iøvrigt begrænse dens livsgrundlag ved at holde vandet rent for dens fødeemner (ciliater mm). Dette gøres som bekendt ved at fjerne organisk belastning af bio­topen. Andre arter af fimredyr til­hører slægterne Trichodina og Trichodinella. Disse parasitter er

o

som oftest uskadelige, men vil ved masseforekomst kunne ska­be en del utrivelighed og syge­lighed hos fiskene.

Flagellater Flagellater er små encellede

dyr (ca 10 tusindedele af en mil­limeter lange) der bærer sving­tråde (flagei ler). I ørreden findes en flagellat, der betegnes Hexa­

mita sa/monis. Den pæreforme­de organisme, der besidder otte svingtråde, forekommer i tarmen og pylorusblindsækkene hos små ørreder. Ved heftige infek­tioner ses nedsat ædelyst, af­magring og tarmbetændelse hos fisken. På vor sektion på

~o ~ ° o °

"

o o

J

Fig. 15. Livscyklus for fiske­dræberen.

Landbohøjskolen har vi fornyligt gennemført undersøgelser, der . viser, at organismen trives bedst ved lavere temperaturer (under 15 °C), en temperatur der som bekendt også behager ørreden bedst.

Myxosporidier Der forekommer flere arter af

myxosporidier hos vore fersk­vandsørreder. En enkelt art skal omtales her. Det er Ch/oromyx­

um trultae. Snylteren ses som små sporer med en længde på ca 9 tusindedele af en millime­ter.Parasitten forekommer i gal­deblæren og i tarmen hos ørre­den, der taber ædelysten og kan udvikle sygdom. Galdeblære og

J

Fig. 16: Capriniana. cilia t på ørredens gæller. SEM-optagelse ved Bresciani og Buchmann.

tarm kan beskadiges betydeligt ved kraftige infektioner. Livscyklus for netop denne art er endnu ikke helt fastlagt, men nyere undersøgelser af parasit­gruppen har vist, at børsteorme (f.eks. Tubifex) spiller en afgø­rende rolle i denne. Således ved man at disse små børsteorme tjener som obligatoriske mellem­værter for flere nært beslægte­de myxosporidier. Børsteormene skal altså forekomme i mi ljøet for at livscyklus kan gennemfø­res. Andre velkendte repræsen­tanter i denne gruppe er Myxo­

bolus cerebralis, der fremkalder drejesyge hos laksefisk. Også PKX parasitten, der fremkalder nyrebetændelse menes at tilhøre denne parasitgruppe.

Ørredparasitter i økologisk belysning

Som det er fremgået af oven­stående gennemgang er fiske­parasitter en naturlig del af øko­systemet. Fiskene har i et dyna­misk samspil med deres parasit­ter gennemlevet udviklingshisto­rien på godt og ondt. Både vært og parasit har på bedste vis for­mået at udnytte de økologiske nicher, der har måttet byde sig til. Denne dynamik fortsætter netop nu ude i naturen. Menneskets indgreb kan sætte begrænsninger både for fisken og for parasitteme. Således kan anvendelse af udsætningsfisk med en speciel genetisk udrust­ning (større eller mindre mod­standskraft overfor infektioner) kunne betyde en ændring også af parasitfaunaen. Forarmning af den øvrige ferskvandsfauna kan medføre nedsat forekomst af pa­rasitter. Vandkvaliteten vil have indflydelse på mængden af sær­lige arter af ciliater. Tilstedevæ­relse af andre typer sygdomsor­ganismer (bakterier, virus) vil li­geledes i samspil med snylteme kunne påføre fiskebestandene

en mærkbar reduktion. Det er mit håb at vi i de kommende år vil få indført parasitologiske tek­nikker i miljø- og biotopundersø­gelseme, idet snylterne har en ganske afgørende indflydelse på vort økosystem. D

Supplereode litteratur

Buchmann, K. (1987).

Cestodes of migratory traut (Salmo trutta) from the Baltie Sea. Bull. Eur. Ass. Fish Pathol. 7 (5): 115-117.

Buchmann, K. (1989).

Trematodes and acant­hocephalans of Salmo trutta from the Baltic Sea. Bull. Eur. Ass. Fish Pathol. 9 (1): 9-11

Buchmann, K. (1995) .

Parasitter i fisk . Jord­brugsforlaget. ISBN 87

74324098

Buchmann, K. (1995).

Nyt lys på regnbueørre­den i Danmark. Naturens Verden 8: 288 - 296.

Buchmann, K. (1996).

Læså og Kobbeå, en økologisk bedømmelse med parasitologiske tek­nikker. Bornholms Natur, tidsskriftet Fjælstaunijn 1: 32-37.

Kurt Buchmann, cand. scient. ph.d. er fiskepa­rasitolog og forsknings­lektor på Sektion for Fiskesygdomme, Institut for Veterinær Mikrobio­logi, Den Kgl. Veteri­nær- og Landbohøj­skole, Bulowsvej 13,

1870 Frederiksberg C.

Ørredens krav til de fysiske forhold i æg- og yngelstadiet

- en kommentar

Af Hans-Martin Olsen

Lars Bangsgaard og Finn Sive­bæk ( herefter benævnt B & S) har i en udmærket artikel i Miljø­og vand pleje nr. 15 beskrevet re­sultatet af en række undersøgel­ser, de har foretaget omkring ør­redens krav til de fysiske forhold i æg- og yngelstadiet. De afslut­ter med at konkludere, at "de fundne gennemsnitsværdier for yngelens valgte dybder, strøm­hastigheder og så videre bør så­ledes indarbejdes i retningslinier til eventuelt nye restaureringstil­tag, så man derved sørger for, at der er levesteder for ørredyn­gei".

Dette bør efter min mening ta­ges med forbehold. Ikke alle de­res konklusioner stemmer over­ens med, hvad andre har fundet, ligesom specielle forudsætnin­ger gør sig gældende omkring B & S undersøgelser. Disse for­udsætninger er med til at gøre resultaterne afvigende.

Strømhastighed i gydeområder

B & S nævner, at der i Vejle å var en strømhastighed på 0,4 mis henover gydebanken, og at denne var skadelig, idet den' fjer­nede selv store partikler fra gy­debanken. Jeg tror, at der er tale om en beklagelig trykfejl, da en anden artikel om de samme un­dersøgelser nævner, at strøm­hastigheden henover gyde­banken i Vejle å var 0,8 mis 11/. Fastholder B & S, at strømhas­tigheder over 0,4 mis er skade­lige for gydebanken, forekom­mer det mærkeligt, eftersom an­dre danske undersøgelser af na­turlige gydebanker i seks for­skellige vandløb har vist, at den gennemsnitlige strøm hastighed henover gydeområderne var 61

cmls (målt 5 cm over bunden), mens den varierede mellem 46

og 71 cmls 12/. Desuden bør man, når man taler om strøm­hastighed, nævne, hvor målin­gen er foretaget, da strømhastig­heden varierer ned gennem vandsøjlen 13/.

B & S fandt i Vejle å, at ynglen

i juni valgte en gennemsnitsdyb­de på 31,7 cm, mens ynglen i august valgte en gennemsnits­dybde på 56,7 cm. Disse resulta­ter varierer meget fra, hvad an­dre har fundet. I Sverige er det fundet, at 62 % af variationen i tætheden af yngel kunne forkla­res ud fra en regressionsligning, hvor dybden var eneste betyden­de faktor 14/. Der)ne regres­sionsligning viste iøvrigt, at jo la­vere vandet var, des højere tæt­hed af ørredyngel. Også egne undersøgelser af elfiskeresultater fra Århus Amt har vist, at ynglen foretrækker, at gennemsnitsdyb­den i vandløbet er under 20 cm (se figur 1), eller med andre ord, at man finder de højeste tæthe­der af yngel, hvor gennemsnits­dybden dybden ikke overstiger 20 cm 15/.

Min konklusion er, at ørredyng­len foretrækker dybder under 20

cm, også i efteråret, hvor hoved­parten af amtets undersøgelser foretages. Forskellen mellem de her beskrevne resultater og re­sultaterne fremlagt af B & S kan forklares med to ting.

For det første er der tale om kunstige gydebanker, hvor man ved elektrafiskeri ikke har kon­stateret naturlig yngel. Dette skyldes formentlig , at dybden henover gydebankerne simpelt­hen var for stor til, at ynglen kun­ne trives der. Da man så udsatte yngel, har disse valgt standplad­ser i mangel af bedre. Det vil si­ge, at ynglen har placeret sig på de mindst uegnede steder, hvil­ket var de mest lavvandede om­råder. Dette fremgår også af B & S's resultater.

For det andet er det vist, at man, når man anvender dykning som metode til observation af ørredens standpladser, finder, at gennemsnitsdybden på stand­pladserne er større end man fin­der ved andre metoder 16/ .

Derfor forholder jeg mig kritisk til værdien fremført af B & S.

Fortsættes side 6.

MILJØ 5 VAND

Ørredens krav til de fysiske forhold i

æg- og yngelstadiet - fortsat:

Gode undersøgelser Afslutningsvis vil jeg da lige

nævne, at de punkter jeg ikke har nævnt er i fuld overensstem­melse med andres resultater, og at disse resultater med god ret kan benyttes ved fremtidige restaureringsprojekter. B & S's undersøgelser har dokumenteret en række ting, vi vil komme ti l at høre meget mere om i den frem­tidige vandløbs.pleje, såsom be­tydningen af de brednære area-

« :.~ e Q 50 Q s: 40 Q,I ~ 30 = .... S 20

= IO =

ler og betydningen af erosion.

Litteratur

/ 1/ Sivebæk, F. og Bangs­gaard, L., 1995: Sediment på ørredens gydebanker. Vand & Jord 2 (6): 258-261,

/2/ Christensen, L. B., 1988: Undersøgelser af naturlige og kunstige gydepladser for lakse­fisk. Hedeselskabets Forsknings-

dybdeintervaller

virksomhed . Beretning nr. 39.

/3/ Hynes, H. B. N., 1970: The Ecology of Running Waters. Liverpool University Press. Liverpool.

/4/ Titus, R. G., & Mosegaard, H., 1992: Fluetuating Recruit­ment and Variable Life History of Migratory Brown Trout, Saima trutta L., in a Smal l, Unstable Stream. J. Fish Bial. 41 : 239-255.

/5/ Olsen, H.-M., 1996: Indeks

25

t il fysisk vandløbs bedømmelse. Delrapport 2. Habitatkrav hos ørreden (Saima trutta L.) i vand­løb. Danmarks Miljøundersøgel­ser, afd. for ferskvandsøkologi. Silkeborg.

/6/ Heggenes, J., Brabrand, Å. & Saltveit, S. J., 1991, Microhabitat Use by Brown Trout, Saima trutta L., and At­lantic Salmon, S. Salar L., in a Stream: a Comparative Study of Underwater and River Bank Observations. J. Fish Bial. 38 : 259-266. D

dybdeintervaller

Figur 1. Ørredynglens forekomst ved forskellige gennemsnitsdybder og hvilke dybder, den foretrækker. I figuren ti l højre angiver hvide prikker procentvis forekomst af ørred, mens sorte prikker angiver procentvis forekomst af de forskellige dybdeintervaller. Hvor forekom­sten af ørred er højere end forekomsten af dybdeintervallet, er der tale om præferens, mens ørreden undgår de områder, hvor forekom­sten af dybdeintervallet overgår forekomsten af ørred . n angiver, hvor mange observationer der forekommer i det enkelte dybdeinterval. Efter /5/

Virusbetingede fiskesygdomme Af: Niels Jørgen Olesen, Statens Veterinære Serumlaboratorium

og Henrik Korsholm, Veterinærdirektoratet

Ligesom parasitære og bakte­rielle infektioner spiller virussyg­domme en væsentlig ro lle for fisks sundhed og trivsel. Det er karakteristisk for vi russygdom­me, at de ikke kan behand les med lægemidler. De eneste mu­ligheder for begrænsning er tør­lægninger og desinfektion (stamping-out) eller vaccination.

I Danmark er der to virussyg­domme hos fisk, der har stor be­tydning: Egtvedsyge (VHS) og

MILJØ 6 VAND

IPN (infekt iøs pankreasnekrose). Sygdommene belaster først og fremmest dambrugserhvervet, men da begge sygdomme er omfattet af lovgivning og be­kæmpeisesprogrammer, må det forudsættes at alle, der beskæf­tiger sig med pleje af de ferske vand, har kendskab t il sygdorY)­mene, og til de regelsæt, der omhandler dem.

I denne ar tikel vil de virusbe­tingede sygdomme blive beskre-

vet, medens regler vedrørende udsætninger, desinfektion og almindelige forholdsreg ler t il hin­dring af smitteoverførsel vil bl ive beskrevet i en efterfølgende ar t i­kel.

Egtvedsyge Sygdommen blev første gang

beskrevet i Tyskland i tredverne, og i Danmark blev sygdommen først observeret i vi nteren 49-50 på et dambrug nær Egtved ved

Vejle. Den virus, der var årsag til sygdommen, blev isoleret af dyr­læge Mogens Jensen, Statens Veterinære Serumlaboratorium (SVS), i 1963 og kaldt Egtved vi rus, et navn der siden blev offi­cielt godkendt. Et meget an­vendt synonym for Egtved virus er VHS vi rus, der er afledt af sygdommens officielle engelske navn: Viral Haemorrhagic Septi­caemia.

Udbredelse Egtvedsyge forekommer i Dan­

mark og i de fleste europæiske lande syd og øst for os, medens resten af Skandinavien og de britiske øer regnes for fri for syg­dommen.,Egtved virus har aldrig været påvist udenfor Europa ind­til 1989, hvor den i et par tilfælde blev påvist i rognvæske fra frit­levende stillehavslaks ved USA. Indenfor de sidste par år er Egt­ved virus i enkelte tilfælde blevet isoleret fra silde- og torskefisk i Stillehavet og i Atlanterhavet, og fundene førte til, at SVS i som­meren '96 deltog i et togt med havforskningsskibet DANA i Øs­tersøen. På togtet udtog vi i alt 198 samleprøver til efterfølgen­de virologisk undersøgelse og fandt derved 23 isolater af Egt­ved virus fra sild, brisling, hav­kvabber og torsk! Det har med­ført, at der nu bliver igangsat en større epidemiologisk undersø­gelse af udbredelsen af Egtved virus i Nordatlanten og tilstø­dende havområder. Betydnin­gen af fundene er endnu ikke klarlagt.

Alvorlige tab på grund af VHS i Europa ses primært i forbindel-se med intensivt opdræt af regn- . bueørred. Kliniske symptomer hos vildtlevende fisk er kun be­skrevet i få tilfælde i Danmark og kun i regnbueørred. Det har ofte, men ikke i alle tilfælde, kunnet eftervises, at kliniske ud­brud af VHS i havbrug har været . introduceret med fisk fra fersk­vandsanlæg eller ved smitte mellem havbrug.

Egtvedsyge i Danmark Egtvedsyge er forsøgt bekæm­

pet i Danmark siden 1965, først som et frivilligt program tilrette­lagt af SVS, og siden 1970 som en lovomfattet sygdom under Veterinærdirektoratets styring. Antallet af smittede dambrug er reduceret fra omkring 400 i 1965 til 40 i 1996. Sygdommens udbredelse er således reduceret til Om'me Å, den nedre del af Skjern Å, samt til den nedre del af Holme Å og 7 indpumpning­sanlæg ved Ringkøbing Fjord (figur 1). Det nordlige Jylland samt Grejs Å, Ørum Å, Hansted Å og Bygholm Å, omfattende 119 dambrug, har opnået EU godkendelse som VHS fri zone, medens et større område omfat­tende 110 dambrug umiddelbart syd hhv. nord for denne zone forventes at opnå samme status i løbet af 2 år (figur 1). De han­delsmæssige restriktioner dette

Forekomst af VHS i Danmark, oktober 1996

VHS inficerede

EU-godkendt VHS-fri zone

• Undersøgelseszone for opnåelse af status som EU-godkendt VHS-fri zone.

medfører, vil blive beskrevet i en efterfølgende artikel.

Værtspektrum Egtvedsyge forekommer hyp­

pigst hos regnbueørred . Sponta­ne sygdomsudbrud har været set i bækørred, stalling, helt, geddeyngel og pighvar. Egtvedsyge er kun påvist i fisk. Varmblodige dyr kan ikke angri­bes, da VHS-virus inaktiveres ved temperaturer over 25°C.

Sygdomsbeskrivelse Inkubationstiden, dvs. tiden fra

smitte til sygdomsudbrud , af­hænger af fiskens alder, virus­koncentration , vandtemperatur og fiskens stresstilstand. Under eksperimentelle forhold er den

kortest observerede inkubati­onstid 3-4 dage. Under prakti­ske forhold vil den sædvanligvis være noget længere, 1-3 uger og op til adskillige måneder ved lave vandtemperaturer, lave vi­ruskoncentrationer og i ikke stressede fisk .

I starten af et sygdomsudbrud ses normalt pludselig nervøsitet eller uro, uden at der iøvrigt kan observeres andre symptomer. Senere observeres mørkfarv­ning, udstående øjne, blege gæller og sløvhed. Blødninger kan ofte ses i øjets iris samt ved finnebasis og i muskulatur. Bugen kan være udspilet af væske. Mod slutningen af et udbrud er blødningerne (i øjne og hud) som regel mindre udtal-

te, medens der ses abnorme drejebevægelser om længde­aksen samt kraftig mørkfarv­ning. Ved opklipning af syge fisk ses udtalte blødninger i nyre, hjerte, hjerne, fedtvæv, muskula­tur og på svømmeblæren. Milten kan være svullen og bagtarmen er ofte fodertom og helt bleg.

Hos yngel vil dødeligheden som regel nå op omkring 100%.

Hos større fisk er dødeligheden ofte mindre, varierende fra 30 til 70%.

Høje vandtemperaturer (>15°C) giver ofte et kortvarigt forløb med høj akut dødelighed, men lav akkumuleret dødelighed. Udbrud af Egtvedsyge er hyp­pigst om foråret ved stigende eI­ler vekslende vandtemperaturer.

MILJØ 7 VAND

Sygdomsudbrud er dog konsta­teret på alle tider af året, men sjældent ved vandtemperaturer over 18°C.

Diagnostik Da det kliniske billede og de

syn lige forandringer meget lig­ner de forandringer, der kan ob­serveres ved bakterielle infektio­ner som rødmundsyge og furun­kulose, kan en sikker diagnose kun sti lles ved laboratoriemæs­sig undersøgelse. Ved mistanke om VHS infektion skal Veteri­nærdirektoratets sektion for ak­vaku ltur i Vejle straks kontaktes (tlf 75 85 78 20). Den laborato­riemæssige undersøgelse fore­tages på Statens Veterinære Se­rumlaboratoriu m, sektion for fi­skesygdomme, Hangøvej 2, 8200 Århus N, tlf. 89 37 24 31.

IPN Infektiøs Pankreas Nekrose

(IPN)er en meget smitsom vi­rusbetinget sygdom, der især angriber yngel under opdræts­forhold, men som også ses i mange vildtlevende fisk. Sygdommen blev erkendt i be­gyndelsen af tresserne.

Udbredelse IPN forekommer i de fleste, om

ikke alle, lande i Nord- og Syd­amerika, Asien og Europa, der producerer laksefisk. I Danmark blev sygdommen øjensynligt in­troduceret ved en import af æg midt i tresserne. IPN virus er nu udbredt i store dele af landet. Et bekæmpelsesprogram blev iværksat af Veterinærdirektoratet i 1968. IPN kan i modsætning til VHSV overføres vertikalt, dvs fra moderfisk gennem æg til afkom. Hvis en stamme først er infice­ret, kan man således ikke slippe af med infektionen igen. Bekæmpelsesprogrammet gik derfor ud på at udpege ikke in­ficerede stammer på avIsdam­brug med vandforsyning fra

MILJØ 8 VAND

Regn­bueørred

med ty­piske

Egtved­syge­

blødninger i musku­laturog i

indre organer.

væld eller boringer, og undgå at de fik tilført sygdommen. Omkring 35 avlsdambrug er i dag IPN fri. De må kun tilføre avlsmateriale efter Veterinærdi­rektoratets godkendelse og kun fra andre IPN-fri avlsdambrug. Deres frihed for infektion bliver verificeret ved to årlige virolog i­ske undersøgelser på SVS.

Værtspektrum IPN forekommer hyppigst i lak­

sefisk, men er fundet i en lang række fersk- og saltvandsfisk samt i krebs og skaldyr. IPNV isoleres hyppigt fra både fritle­vende fisk og akvakulturfisk.

Sygdomsbeskrivelse De første tegn på IPN udbrud i

ørredyngel er oftest en pludselig og sædvan ligvis stigende daglig dødelighed, først og fremmest blandt de hurtigst voksende in­divider. De kliniske symptomer omfatter mørkfarvning, en ært­formet udposning på bugen samt en skruende svømmebe­vægeise og krampe. Den samle­de dødelighed kan variere fra 10 til over 90%. Større fisk vi l ofte være livslange bærere af IPN vi­rus uden kliniske symptomer. .

Diagnostik IPN har stor lighed med andre

yngelsygdomme som YDS (yngeldødelighedssyndrom) og rødmundsyge. En sikker diagno­se kan kun foretages på grund­lag af en laboratoriemæssig un­dersøgelse. Da medicinsk be­handling af IPN syge fisk ofte vil forværre symptomerne, er det vigtigt, at en sådan ikke igang­sættes før en sikker diagnose er stillet. Mistanke om IPN infektion på eller opstrøms for et IPN frit dambrug, skal straks indberet­tes til Veterinærdirektoratet, der indsender prøver til SVS.

IHN Infektiøs hæmatopoietisk ne-

krose (IHN) er en laksefiske syg­dom, der forårsages af et virus, der ligner Egtved virus meget. Sygdommen blev første gang konstateret i Frankrig og Italien (1987), hvorfra den siden har bredt sig til store dele af det kontinentale Europa. Danmark er EU godkendt IHN-fri zone. På baggrund heraf må der ikke im­porteres fi sk og æg fra ikke godkendte zoner/lande. Sygdommen blev i 1995 konsta­teret i Cuxhaven i Nordtyskland, og er således kommet ganske tæt på landets grænser. Der er stor frygt for en introduktion til Danmark, da sygdommen må forventes at være. vanskeligere at bekæmpe end Egtvedsyge, som følge af et større værts­spektrum og forekomst af flere raske smittebærere.

Andre virusbetingede sygdomme i fisk

I ål forekommer ret hyppigt in­fektion med en Egtved vi rus lig­nende partikel kaldet EVX. Den kan forårsage dødelighed i regn-

IPN inficeret yngel. Bemærk den ærtformede udposning på bugen.

bueørredyngel, men er formo­dentl ig ikke årsag til sygdom i ål Fiskefnat, også kaldet Iymfocys­tis, i fladfisk er ligeledes en virus­betinget infektion, der skyldes et iridovirus, der kan dyrkes under laboratoriemæssige forhold. Betydningen af denne virus i fl adfisk kendes ikke.

Herudover findes sporadisk forekommende virusinfektioner ved viro log iske undersøgelser i forbindelse med overvågnings­og eksportundersøgelser af fisk. Disse infektioner menes ikke at være årsag til egentlige syg­domsmæssige problemer.

Ved virologiske undersøgelser podes organ materiale fra fisk på ce liekulturer, der dyrkes i speci­elle medier. Kun virus, der kan angribe og dræbe eller forandre disse cel lekulturer, vil kunne på­vises. Det må derfor påregnes, at fisk kan huse en lang række forskellige mindre sygdomsfrem­kaldende vi rus, der ikke kan an­gribe de ce ller, der anvendes på laboratoriet, og derfor ikke vil bli­ve d iagnosticeret. O

Nu kan du . .

annoncere I

Miljø- og vandpleje

Ring til redaktionen på

telefon 75 82 06 99

og hør nærmere om

mulighederne.

Bakterielle infektioner hos fisk i ferskvand Af Jens Laurids Larsen

For ikke at være forudindtaget i den diskussion, som disse ar­tikler kan foranledige, må for­skell ige normale foreteelser fast­slåes. Den vilde fauna er gene­relt hjemsted for de smitstoffer, som huserer i de dyr, vi domesti­serer. Flagermus er normal vært for rabies virus (hundegalskab), angrebne ræve kan sprede virus til husdyr og mennesker ved bid. Trikinose, en tidligere frygtet sygdom, findes hos f.eks vildsvin og ræve og med produktion af fritgående svin, kan sygdommen overføres ti l disse. Ligeledes er en bakterie, som kan forvolde abort hos søer påvist hos harer og tuberkulose ses jævnligt hos jagtbart fuglevildt. På ti lsvarende vis fungerer den vi lde fiskebe-

stand som smittebærere af en række smitstoffer, der under for­skellige omstændigheder kan foranledige sygdomme - mest dramatisk er ichthyophonus ho­feri hos sild, som gav anledn ing til massedødsfald i bl.a. Øresund og Kattegat i 1991-1994. En del af de smitstoffer, der findes hos de vilde fiskebestande forekom­mer latent (skjult), uden at fisken viser sygdomstegn. Introduceres de i akvakultur, kan det få kata­strofale følger. Egtved virus kan således, uden påvisning af syg­domstegn, findes i den vi lde fau­na, mens dette smitstof har sær­deles alvorlig følger, hvis det in­troduceres i dam- eller havbrug. På den anden side kan et smit­stof, der opformeres kraftigt i ak-

vakultur medføre en risiko for de vildfisk, der lever tæt op ad det­te. Dette er f.eks. set i Norge med furunkulose og parasitten Gyrodactylus sal aris.

Generelt om sygdomsudvikling

Sygdomme optræder generelt som et resultat af et dårligt sam­spil mellem værtsorganisme smitstof og miljø (Fig. 1). Tidligere antog man, at de fleste bakterielle smitstoffer fandtes i de vandmiljøer, hvor fisk lever, og under stressbetingelser kunne de så angribe fiskene. I dag ved vi , at sådanne smitstof­fer findes, men langt de fleste smitstoffer er meget specifikke, og er tæt knyttet til deres vært,

der så fungerer som smittebæ­rer (carrier). Fisk huser således ofte skjulte smitstoffer, som de kan transportere under deres vandringer og som de huser, når dambrugere, akvarister eller folk med havebassiner køber nye fisk.

Det, der udløser et sygdoms­udbrud, er ofte stress, hvor for tætte popu lationer og dårlige mi ljøforhold er de mest belasten­de faktorer for fiskene. I Fig . 2 er illustreret en række parametre, som er betydende for stress.

Sygdomsmanifestationer De symptomer fisk viser under

sygdomsudbrud er ofte så alme­ne, at man ikke herud fra kan sti lle en diagnose. Det er derfor

Miljøvenligt klækkeanlæg

AkvaTek præsenterer klækkeskabet til klækning af fiskeæg - ørred, laks og lignende fiskearter.

Skabet er udviklet i samarbejde mellem Løgstør Skibssmedie, Vilsted Dambrug og AkvaTek "Akva Opdræts Teknik ApS". Skabet er derfor produceret 100 % dansk.

Klækkeskabet har et minimalt vandforbrug, idet vandet genbruges efter rensning og iltning. Skabet er komplet og lukket. Det kræver kun tilslutning som en vaskemaskine.

Bedre udnyttelse af produktionskapaciteten - belaster miljøet mindre. Produktionskapacitet om året er op til 500.000 styk fiskeyngel.

TeknikkEm betyder, at produktionen af ørred og laks spredes. Ved at hæve temperaturen til 11 ae i vandet til ørredæg kan skabet klække æggene på 4 uger. Sænkes temperaturen til 4°e i klækkeskabet kan klækketiden strækkes til 10 uger. Klækning vil kunne foretages op til 4 gange hver sæson. Ring til :

AkvaTek Vej Isøvej 51 E 8600 Silkeborg - TIt. 86 82 31 11

MILJØ 9 VAND

nødvendigt at påvise smitstoffet. For de bakterielle infektioner har man søgt at opstil le tre forskelli­ge kategorier af sygdomsmani­festationer.

1. De septikæmiske infektioner (septikæmi ; blodforgiftning). Akutte infektioner med udtalte blødninger i hud, finner og indre organer (Fig. 3 på side 10).

2. De granulomatøse infektio­ner (g ranu lom ; lil le knude). Kroniske infektioner med små knuder i indre organer (Fig 4 på side 10).

3. De overflad iske infektioner. Akutte til kroniske infektioner med angreb af gæller, hud og finner (Fig 5 på side 10).

Det kan være vanskeligt at skelne mellem kategori 1 og 3, som er de mest udbredte syg­domsbilleder. De akutte udbrud ses ikke meget i naturen, hvor den kraftige svækkelse også vil­le gøre angrebne fisk til lette by t­tedyr. Generelt ses det akutte forløb hos meget unge ind ivider, mens det kroniske forløb med sår ses hos noget ældre fisk. De mest karakteristiske træk ved en blodforgiftning er vist i Tabel 1. Det skal tilføjes, at de fleste kate­gori 1 sygdomme optræder om sommeren ved vandtemperatu­rer over 16 DC, men andre for­hold kan medvirke til, at syg­dommene også optræder på

Figur 1: Sygdom opstår som resultatet af et uheldigt samspil mellem vært, smitstof og miljø.

andre årstider.

De mest udbredte bakterielle sygdomme

1. De septikæmiske infektioner omfatter følgende sygdomsen­heder i danske ferskvands­miljøer. - Furunkulose - Rødmundssyge - Bakteriel hæmorrhagisk septi-kæmi

Alle forårsages af gram-nega­tive bakterier, hvilket hentyder til deres farveegenskaber ved GRAM' s metode.

Furunkulose (byldesyge) Årsag: Furunkulose skyldes

bakterien Aeromonas salmonici­da (Aero; luft, monas ;enhed, salmo ; laks, cida ; dræber)

Forekomst: Denne bakterie har været kendt siden 1894, hvor den første gang blev .sat i forbindelse med sygdom hos ørred i et klækkeri i Tyskland . Først i 1902 blev sygdommen beskrevet i USA. Der har været en del pol imik om, hvor bakteri­en først optrådte og spredtes fra. Opfattelsen i dag er den, at bak-terien nok er indført til Euro­pa med regnbueørred fra USA. Denne fisk er mest modstands­dygtig overfor sygdommen, mens laks, bækørred og især kildeørred er mere følsomme.

I dag er sygdommen udbredt til alle dele af verden og findes i både akvakultur og hos vildtle-

Figur 2: Faktorer af betydning for stress.

temperatur , iltmangel

~ bakterier

alder ~ fiskeri

~

fødemangel

populations tæthed

MILJØ 10 VAND

vende fisk. tid ligere ansås bakte­rien for at være ret specifik for laksefisk, men de senere år er værtsspektret blevet betragtelig udvidet. Desuden ansås bakte­rien som sygdomsårsag alene i ferskvand, dette forhold har og­så ændret sig , idet bakterien har været en af de første trusler for ekspansionen i f.eks. norsk ak­vakultur.

Symptomer: I den akutte fase ses symptomerne, der er nævnt i Tabel 1. Som noget karakteris­tisk for fisk døde i denne fase kan være en kirsebærrød milt. Presses på gællelågene siver der blod ud. Der er tegn på tarmbetændelse, indholdet her kan være blodigt og tyktflyden­de (ses ikke ved virusinfektion). De karakteristiske tegn i det kro-

TABEL 1

bruddet. Kontrol er i dag muligt med vacciner. Praktisk ta lt alle havbrugsfisk (over 90%) er vac­cinerede mod furunku lose og samtidigt mod vibriose og rød­mundsyge, idet der anvendes en såkaldt trivalent vaccine. Vi har de sidste år desuden gen­nemført vaccinationer af udsæt­ningsfisk - især laksefisk, idet fle­re af disse som nævnt er mere modtagel ige end regnbueørred.

Det skal nævnes, at der ud over furunkulosebakterier, findes en række beslægtede bakterier som udviser lidt anderledes ka­raktertræk, når vi laver diagno­stik på laboratoriet. De går un­der nåvnet atypiske Aeromonas salmonicida og har vist sig at kunne angribe en række fiske­arter både i fersk- og saltvand.

Bakterieirifektioener hos f~sk Symptomer

Ydre: Blødninger (øjne, mund, finnebasis overflade, omkring gattet).

Mørkfarvning.

Exophthalmi ; udstående øjne.

Sår, abcesser, furunkler, slø\lhed, appetitmangel, afmagring.

Indre: Blødninger, (muskulatur, svømmeblære, peritoneum, indre organer).

Lyse processer på organerne.

Svulst af milt, nyre.

niske forløb er bylder (furunkler), der kan åbne sig og danne sår med frynsede kanter og en blo­dig sårbund. Indholdet i bylder er tykflydende bloti lblandet. Brystfinnerne angribes ofte så bløddelne forsvinder og finne­strålerne stikker frem. Foruden de store tab ved det'akutte dødsfald medfører bylder og ar en forringelse af slagtekval itet evt. total kassation.

Hos vildtlevende fi sk ses især det kroniske forløb ofte i form af sårdannelser med et rødbrunligt indhold og svagt brunlige sår­rande.

I dansk dambrugserhverv fore­kommer sygdommen tilsynela­dende sjældent, men overføres fiskene til havbrug optræder syg­dommen i en akut fase, hvilket betyder, at de indkøbte fisk var smittebærere, og at det osmotis­ke stress ved overførsel til hav­brug udløser sygdommen.

Kontrol og behandling: Ved akutte udbrud af sygdommen kan alene et velvalgt anti bioti­kum i fodret stoppe sygdomsud-

Disse bakterier findes meget hyppigt hos vi ldfisk, men også hos fisk i akvaku ltu r - blodforgift­ning og sårdannelser er frem­trædende ved sådanne infektio­ner. Medicinering og vaccination er mulig.

Rødmundsyge (Yersini­ose, enteric redmouth dis~ase, ERM)

Årsag: Rødmundsyge skyldes bakterien Yersinia ruckeri navnet hidrører fra to forskere Yersin og Rucker.

Forekomst: Yersinia ruckeri blev påvist i USA først i 1950 ' ­erne. I slutningen af 1950' erne kom bakterien til Europa, hvor den spredtes især gennem 1980 . erne, så at langt de fleste dambrug i dag har været udsat for smitstoffet. Selvom Yersinia ruckeri er påvist hos en række sunde vi ldfisk, er der ikke rap­porteret sygdom hos disse.

Symptomer: Det, der har givet sygdommen navn (rødmundsy­ge), er voldsomme blødninger (rødme) i mund og kæberegio-

nen, der kan resultere i henfald af væv så kæbeknoglerne kan blottes. Generelt er sygdomsteg­nene som nævnt i Tabel 1. Dog er blødningstendensen ofte så udtalt, at det kan være vanske­ligt at adskille sygdommen fra Egtvedsyge (VHS). Dog er mil­ten forstørret ved rødmundsyge, tarmindholdet er blodtilblandet og fisken kan ikke håndfanges i modsætning til VHS. Der findes ikke bylder som ved furunkulo­se.

Behandling og kontrol: Et akut sygdomsudbrud kan be­handles med antibiotikum, da sygdommen ofte har et cyklisk forløb må behandlingen henta­ges. Der findes velfungerende vacciner på markedet og fiskene vaccineres ved at blive dyppet i en vaccineblanding i ca. 30 se­kunder. Nye vacciner, der kan tilsættes foder, er meget snart på markedet.

Bakteriel hæmorrhagisk septikæmi (infektioner

n~e~l, l~e~~9.:~~ge"aen~mo-ndt> dltU. tusk'dIHls-rødsyge) ,

Årsager: Bevægelige Aeromo­nas arter og Pseudomonas flou­rescens (Pseudo = falsk, monas = enhed, flourescens = der flou­rescerer)

Forekomst: Bevægelige Aero­monas er særdeles udbredte i naturen, og.må betragtes som en vandbakterie (miljøbakterie). Disse bakterier besidder en ræk­ke egenskaber, der gør dem i stand til at angribe alle dyrear­ter, når de rette betingelser er til stede. Bakterien er især knyttet til ferskvand, hvor høje vandtem­peraturer i forbindelse med til­stedeværelsen af organisk stof medfører en opformering. Svækkes vand levende dyr og inficeres f.eks. mennesker med et dårligt immunsystem kan in­fektion udvikle sig. Pseudomonas flourescens er også en vandbakterie, men vok­ser ved lave temperaturer så kun vekselvarme dyr angribes.

Symptomer: I den akutte fase er symptomerne som nævnt i Tabel 1. Der findes dog en ræk­ke sygdomskompleker som for­årsages af især de bevægelige Aeromonas, som f.eks. 1. infektiøs bugvattersot hos

karper 2. infektiøs hudbetændelse hos

karper 3. infektiøs svømmeblærebe­

tændelse hos græskarper 4. rød sårsygdom hos bars

Sårinfektioner ses meget ofte hos fisk i havebassiner om forår­et, hvor immunsystemet hos fi­skene fungerer dårligt.

Behandling og kontrol: I akutte tilfælde kan antibiotikum anvendes. Vacciner findes ikke, da miljøbakterier som regel udvi­ser et meget bredt spektrum af antigene forskelligheder. Den forebyggende indsats må kon­centrere sig om miljøforholdene.

De granulomatøse infektioner

Årsag: Som eksempel på den­ne type sygdomme skal nævnes fisketuberkulose, der skyldes for­skellige bakteriearter under slægten Mycobacterium.

Forekomst: Det er især hos marine fisk og tropiske akvarie­fisk sygdommen forekommer. I Danmark har vi f.eks. set syg­dommen hos torsk. Det ser ikke ud til, at sygdommen spiller no­gen rolle for ferskvandsfisk i Danmark.

Symptomer: Et kronisk forløb med med afmagring og evt. sår­dannelser er typiske, små gråli­ge knuder findes i indre organer.

Behandling og kontrol: Syg, dommen kan normalt ikke be­handles, da bakterierne er be­skyttet mod antibiotika i knuder­ne. Døde og syge fisk skal de­strueres, angrebne bestande bør aflives. Moderne fodringsmeto­der er i sig selv forebyggende.

De overfladiske infektioner

Årsag: Bakterier, der i dag henregnes til slægten Flavobac­terium (Flavo = gul, bacterium = lille stav), og for ferskvandsmiljø­er i Danmark arter F. psychro­philum (psychro = kulde, philum = elsker).

Forekomst: Disse bakterier gi­ves i Danmark to typer af sy­stemmanifestationer, en hos yn­gel kaldet yngeldødelighedssyn­dromet (YDS), og en hos lidt større fisk vintersår (koldtvands­syge) der optræder i vinter / for­års perioden.

Infektioner med denne bakte­rie er beskrevet i USA fra 1947 og har gennem 1980' erne spredt sig til en række lande i Europa. Bakterierne er ikke på­vist som årsag til infektioner hos vildfisk.

Symptomer: YDS forløber som en blodforgiftning, der ram­mer yngel på 0,2-2g og dødelig­heden er meget høj 30-90%. Blodmangel med blege gæller, lever, nyre og tarm. Milten for­størret og kan ses gennem bug­væggen som en rød plet.

Figur 3: Blodforgiftning -indre blødninger (regnbueørred).

Figur 4: Fisketuber­kulose­knuder i indre organer.

Tarmen er stor med blodudtræd­ninger bagtil og der ses udstå­ende gat. Ved større fisk (sætte­fisk 2-l0g) udvikles ofte sår ved rygfinnen (saddle-back disease) og blindhed, men e'lIers typiske tegn på blodforgiftning.

Vintersår udvikles hos 50 -200 g' s sættefisk. Sårene er lokalise­ret til siderne på fisken, blege gæller og blindhed ses ofte. Deform rygsøjle samt abnorme svømmebevægelser følger i køl­vandet af infektionen, hvorvidt disse skyldes infektionen eller

Figur 4: Fisketuber­kulose­knuder i torskelever.

Figur 5: Vintersår (regnbue­ørred).

behandlingen vides endnu ikke. Kontrol og behandling: Der,

udforskes intenst i disse infek­tioner men hidtil synes høje do­ser af antibiotika (f.eks. tetracyc­lin) at være mest effektiv. Vaccination har vist sig effektiv ved eksperimenter udført vedrø­rende vintersår. Der er også ud­ført vaccinationsforsøg på YDS, men uden tilfredsstillende effekt. Hidtil er der ikke udviklet kom­mercielle vacciner til forebyg­gelse af disse sygdomme, men der forskes i dette. D

MILJØ 11 VAND

Lovgivning om forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme syg­domme hos ferskvandsfisk Af Rud Goldenbohm Hansen, Veterinærdirektoratet

I en foregående artikel i dette temanummer af "Miljø- og vand­

pleje" beskrives de virusbetinge­de fiskesygdomme VHS (Egt­

vedsyge), IPN (Infektiøs Pankre­

asnekrose) og IHN (Amerikansk virus). Heri er sygdommene, de­

res udbredelse, værtsspektrum og diagnostik beskrevet.

Nærværende artikel omhandler nogle af de lovgivningsmæssige

tiltag, der er gjort for at forebyg­

ge og bekæmpe de nævnte sygdomme.

Akvakulturfisk og vildtlevende fisk

Denne lovgivning er først og

fremmest rettet mod at beskytte akvakulturfisk mod visse smit­

somme sygdomme, der har stor økonomisk betydning for akva­

kulturerhvervet. Akvaku lturfisk er

de arter, der opdrættes kom­mercielt i særlige anlæg (dam­

brug, havbrug, recirkulerede an­

læg m.m.). Det drejer sig i Dan­mark hovedsagelig om arterne

regnbueørred, bækørred, kilde­

ørred, laks og i mindre grad om

andre laksefiskearter, gedder, ål og pighvar.

Da de vildtlevende fisk i stor

udstrækning lever i det samme akvatiske miljø som de opdræt­

tede fisk, og da srnitte kan over­

føres via vandet, er vildtlevende fisk ligeledes omfattet af lovgiv­

ningen. Det gælder først og

fremmest vedrørende udsætning og omførsel af fisk.

Lov om husdyr­sygdomme

Akvakulturfisk er husdyr, og

regler vedrørende forebyggelse

og bekæmpelse af sygdomme

hos disse er fastsat i Husdyrsyg­domsloven (Landbrugsministeri­

ets lovbekendtgørelse nr. 381 af

7. Juni 1993 om husdyrsygdom­me).

Med hjemmel i loven er der ud­

arbejdet to bekendtgørelser,

som vedrører såvel opdrættede som vildtlevende fisk. Det er

"Sygdomsbekendtgørelsen"

(Landbrugsministeriets bekendt­gørelse nr. 508 af 2. oktober

MILJØ 12 VAND

1984 om bekæmpelse af smit­somme sygdomme hos fersk­

vandsfisk), og det er "Afsæt­ningsbekendtgørelsen" (Veteri­

nærdirektoratets bekendtgørelse

nr. 846 af 23. September 1996 om afsætning af akvakulturdyr

og -produkter inden for den Europæiske Union (EU) samt

indførsel heraf fra tredjelande).

Sygdomsbekendtgørelsen Denne bekendtgørelse regule­

rer først og fremmest en række

forhold , der angår dambruger­

ne, men dele af bekendtgørel­sen har også betydning for an­dre, der færdes i og ved vore

vandløb, f.eks i forbindelse med udsætninger,' recipientunder­

søgeiser, grødeskæring m.m ..

Det er bestemmelserne, som har betydning for disse perso­ner, der vil blive beskrevet i det

følgende.

Desinfektion af fodtøj, udstyr og transport~ beholdere.

I henhold til § 4 stk 3 i be­

kendtgørelsen skal fodtøj, red­skaber og værktøj renses og

desinficeres ved arbejde og be­

søg på dambrug. Der skal her fø lges en procedure som be­

skrevet i "Veterinærdirektoratets

cirkulære af 27. August 1986 om

rensning og desinfektion af ferskvandsdambru·g m.v." Det

fremgår heraf, at redskaber, værktøj m.m., som har været benyttet, skal rengøres grundigt,

inden dambruget forlades. Til

desinfektion af fodtøj, redskaber, værktøj m.v. kan der anvendes en 3-5% jodophor-brugsopløs­

ning.

Beholdere til transport af fisk f .eks. i forbindelse med udsæt­

ninger, skal ligeledes rengøres

og desinficeres i overensstem­

melse med cirkulærets anvis­ning. Rengøringen skal foreta­

ges med børste, kost eller høj­

tryksrenser og om nødvendigt med anvendelse af rengøring­

smidler, således at alle urenhe­

der er fjernet. Efter tørring skal

der foretages en desinfektion

med et aldehydholdigt præparat

f.eks. en 2 % brugsopløsning af formalin eller med en 2-3 % jodophor-brugsopløsning.

Udtømning af vand fra behol­

derne, må bortset fra ved aflæs­

ning af fiskene, kun foregå på steder godkendt hertil af Veteri­nærdirektoratet.

Cirkulæret kan i sin helhed

rekvireres hos Veterinærdirek­

toratet.

Andre forholdsregler for at undgå smitte­overførsel

I bekendtgørelsens §4 stk. 5 hedder det at "Prøveudtagnings­materiel, grødeskæringsmateriel, drænspulingsmateriel m. v. skal behandles således, at smitte­overførsel hindres." Der er ikke

her nærmere foreskrevet hvor­

ledes denne behandling skal foretages, blot skal man sikre at

srnitteoverførsel hindres. Veteri­

nærdirektoratet anbefaler, at der anvendes en procedure, som

mindst omfatter følgende:

1. Der anvendes kun udstyr,

der i forvejen er rengjort og

desinficeret.

2 . Der startes altid ved øverste position i vandløbet.

3. Ved et dambrug startes ved

indløbet og sluttes ved

udløbet.

4. Undgå så vidt muligt at gå fra et vandløb ti l et andet på

den samme dag. Hvis det er

strengt nødvendigt, så skal

alt udstyr (støvler, ketcher, iltmåler, bakker m.v.) rengø­res og desinficeres i fe lten.

5. Ved hver passage af et dam­

brug og ved overgang til et

sidetil løb desinficeres alt ud­

styr.

6. Ved hjemkomst rengøres og

desinficeres alt udstyr.

Generelt om udsætning af fisk.

Fisk må kun udsættes i frivand

og i lystfiskersøer, såfremt de til­

føres direkte fra et dambrug, der står opført i Veterinærdirektora­

tets register over VHS-fri dam­brug (VHS-registrerede dam­brug) eller, såfremt de hidrører

fra et vandområde, hvor der op­strøms ikke forekommer dam­

brug eller kun dambrug, der er VHS-registreret. Veterinærdirek­toratet kan dog i særlige tilfælde

dispensere herfra. I frivand og lystfiskersøer oven­

for dambrug, der af Veterinær­

direktoratet er registreret fri for IPN (IPN-registreret dambrug)

eller deltager i et bekæmpelses­

program for IPN, må der kun udsættes fisk fra IPN-fri avls­

dambrug.

Oplysn inger om et dambrugs status m.h.t. VHS og IPN kan fås

ved henvendelse til Veterinær­

direktoratet ligesom lister over VHS-registrerede dambrug og

IPN-registrerede dambrug kan

rekvireres herfra. Opmærksom­

heden skal i den forbindelse henledes på, at listerne ændres

løbende afhængig af sygdoms­

udviklingen. I saltvandsområder må der kun

udsættes fisk fra dambrug, der

ikke er inficeret med VHS. Fra saltvandsområder må der ikke

føres fisk tilbage til ferskvands­

dambrug herunder lystfiskersøer

bortset fra til dambrug, der ligger nederst ved et vandløbog

kun såfremt dette dambrug er

inficeret. Ål fra åleproduktionsanlæg

kan i øvrigt kun udsættes i

frivand, såfremt de efter

undersøgelse på Statens Veterinære Serumlaboratorium

er fundet fri for svømmeblære­

orm (Anguillicola spp.).

Afsætnings­bekendtgørelsen

Denne bekendtgørelse inde­

holder bl.a. en række bestem­

melser vedrørende omførsel af fisk og andre akvakulturdyr

(krebsdyr og tbskallede bløddyr)

Godkendt zone- og undersøgelseszone juni 1996

0 ___ -==»--===-....;;.50 km

I11111111 Godkendt zone fri for VHS

E~~~I Undersøgeleszone med hensyn til VHS

mellem geografiske områder, der har forskellig sundhedssta­tus m.h.t. en række sygdomme hos akvakulturdyr.

Bestemmelserne har stor be­tydning i forebyggelsen af de omhandlede smitsomme syg-

domme hos fi sk, og det enkelte dambrugs sundhedsstatus har stor betydning for dambrugets mu lighed for at kunne afsætte sine fisk og eventuelt æg herun­der muligheden for afsætning til eksport.

Modtagelige arter Fisk af ar ter, der er modtage­

lige for IHN og VHS·udgør en væsentlig større smitterisiko end fisk af ikke modtagelige arter. Fisk af modtagelige arter kan, såfremt de er inficerede, udskil le

.

T "),T

store mængder virus-partikler til omgivelserne. De ikke modtage­lige arter kan kun paSSivt over­føre et mindre antal virus-partik­ler og som regel kun i en be­grænset periode efter at have opholdt sig i inficerede omgivel-

MILJØ 13 VAND

Omførsel af fisk og kønsprodukter af VHS-modtagelige arter mellem zoner og godkendte enkeltbrug

> Godkendt zone Tro nsportdoku ment Godkendt enkelt brug

-<

~I '-----_undersøg_elseszone_1 ~

Pilene angiver hvorfra og hvortil fisk og kønsprodukter må flyttes.

ser. Man må derfor skelne mel­lem modtagelige og ikke mod­tagelige arter.

I nærværende artikel omtales kun forholdene for fiskesygdom­mene IHN og VHS og kun for disse sygdommes modtagelige arter. Vedrørende ikke modtage­lige arter henvises der til be­kendtgørelsen eller i konkrete situationer at søge oplysning hos Veterinærdirektoratet.

Følgende arter betragtes som modtagelige for IHN:

1. Alle laksefiskearter herunder Stalling (Thymallus thymaI­lus) og Helt (Coregonus sp.).

2. Gedde (Esox lucius) . .

Følgende arter betragtes som modtagelige for VHS:

1. Alle laksefiskearter herunder Stalling (Thymallus thymaI­lus) og Helt (Coregonus sp.).

2. Gedde (Esox lucius).

3. Pighvar (Scophthalmus maximus).

Godkendt zone og godkendt brug

Et geografisk område (zone) ~eller et enkelt akvakulturbrug kan , såfremt det opfylder en række nærmere angivne beting­elser, blive godkendt af EU-Kom­missionen som "godkendt zone" h.h.v. "godkendt brug" fri for IHN og VHS.

Hele Danmark er således god· kendt zone fri for IHN. Det bety­der, at fisk og deres kønspro­dukter, af de IH N-modtagelige arter, kun må indføres i Dan-

MILJØ 14 VAND

Ikke godkendt zone

mark, såfremt de kommer fra en tilsvarende godkendt zone i et andet EU-land. Indførsel fra et tredje-land kan kun foretages efter særlig tilladelse fra Veteri­nærdirektoratet. For ikke-mod­tagelige arter gælder der andre regler, der er nærmere beskre­vet i bekendtgørelsen.

Danmarks inddeling i zoner m.h.t . VHS

Medens hele landet er god­kendt zone fri for IHN, så er lan­det opdelt i zoner efter deres VHS·sundhedsstatus. Zone-ind­delingeme følger vandløbssyste­merne, således at et helt vand­løbssystem altid vil tilhøre sam­me zone.

Som det fremgår af figur 1 er store dele af det nordlige Jylland og et mindre område mellem Horsens og Vejle "godkendt zo­ne". Det sydlige Jylland er sam­men med øerne ikke-godkendt zone.

I Midtjylland er et større områ­de og i Nordjylland et mindre område godkendt af EU-Kommi­ssionen som et såkaldt "under­søgelsesområde". D.v.s. et om­råde, der i en periode underka­stes en særlig intensiv overvåg­ning for VHS med henblik på at opnå stauts som godkendt zo­ne, når den intensiverede over­vågning er afsluttet den 1. Juli 1998, såfremt der ikke i perio­den kon- stateres VHS i zonen.

I bekendtgørelsen er navnene nævnt på dE;! vandløbssystemer, der ligger i den godkendte zone, og Veterinærdirektoratet kan endvidere oplyse hvilke dam­brug, der ligger i de forskellige zoner og om deres sundheds­status m.h.t. de omtalte syg-

domme i øvrigt. I den ikke godkendte zone

ligger der nogle dambrug (p.t. 10 dambrug), der af EU-Kommi­ssionen har opnået status som "godkendt enkeltbrug" (= "godkendt brug") fri for VHS. Det kan lade sig gøre, når dam­brugenes drift og vandforsyning opfylder særlige krav. Disse godkendte enkeltbrug har såle­des samme sundhedsstatus m.h.t. VHS som dambrugene i den godkendte zone.

Omførsel af fisk mellem zoner

Af diagrammet figur 2 fremgår det, hvorledes fisk (samt æg og sæd) må flyttes mellem de for­skellige zoner og godkendte en­keltbrug. Reglerne gælder såvel for akvakulturfisk som for vi ldt­levende fisk af de modtagelige arter, og gælder såvel for akva­kulturanlæg og lystfiskersøer som for frivand der ligger inden­for de forskellige zoner. For ikke­modtagelige arter gælder der særlige regler, som er nærmere beskrevet i bekendtgørelsen.

Fisk kan flyttes indenfor den samme zone og mellem god­kendte 'enkeltbrug under iagt­tagelse af de forhold, der er beskrevet i afsnittet "Generelt om udsætning af fisk".

Fisk kan kun flyttes til en an­den zone, der har samme eller en ringere sundhedsstatus i for­hold til den zone eller det brug fiskene stammer fra. I diagram­met er det angivet ved at pilene, der angiver den tilladte retning for flytning af fisk, kun går vand­ret d.v.s. mellem zoner og brug med samme sundhedsstatus eller nedad d.v.s. til zone med

lavere sundhedsstatus. Derudover gælder reglerne

beskrevet i afsnittet "Generelt om udsætning af fisk ".

Transportdokumenter Ved flytning af fisk eller deres

kønsprodukter indi en god­kendt zone eller til et godkendt brug, skal der sammen med fiskene følge et særligt "trans­portdokument", der er attesteret hos Veterinærdirektoratet, hvor dokumenterne ligeledes kan rek­vireres.

Spørg Veterinær­dIrektoratet

Ovenfor er de generelle regler, der sigter på at forebygge spredning af visse smitsomme sygdomme hos fisk, beskrevet. Ikke alle bestemmelserne er be­skrevet i detaljer, og der kan væ-re andre regler, som skal iagt-tages i denne hense­ende. Er man i tvivl, er man derfor altid velkommen til at kontakte Veterinær­direktoratet, 1. Afdeling, Sektion for Akvakultur.

Vest for Storebælt hevises til adressen:

Skomagervej 3 B, 7100 Vejle. Tlf. 7585 7820, Fax. 7585 7557.

øst for Storebælt henvises til adressen:

Rolighedsvej 25, 1958 Frederiksberg C. Tlf. 3135 8100. Fax. 3135 4073.

Aiour med lovgivningen Miljøbeskyttelsesloven Generelt

09.121991: Bek. nr. 794 om godkendelse af listevirksomheder.

24.061992: Bek. nr. 584 om miljøgodkendelser m.v. af de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger iht. lov om planlægning (VVM).

08.02.1994: Bek. nr. 93 om miljøregulering i erhvervszoner.

08.021994: Cirk. nr. 30 om erhvervszoner.

06.04.1994: Lov nr. 225 om erstatning for miljøskader.

27041994: Lov nr. 292 om aktindsigt i miljøoplysninger.

25.05.1994: Bek. nr. 408 om afgrænsning og admin istration af EU-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder.

27061994: Bek. nr. 579 om betaling for aktindsigt i miljøoplys­ninger, der er til rådighed i andet en skriftlig form.

27061994: Lovbek. nr. 590 om miljøbeskyttelse.

30.061994: Cirk. nr. 123 vejl. udtalelse om aktindsigt i miljøoplysninger.

30.091994: Bek. nr 847 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (Samlebek.).

30.09.1994: Bek. nr. 849 om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurdering iht. lov om planlægning (VVM).

17101994: Vejl. nr. 182 til brug for vurdering af om et an læg eller projekt er omfattet af planlovens regler om vurdering af virkninger .på miljøet (VVM).

18.04.1995: Bek. nr. 261 om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven.

11.05.1995: Skr. om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven.

14.111995: Vejl. om behandling af påbudssager efter olietank bekendtgørelsen.

13.121995: Bek. nr. 975 om visse godkendelsespligtige virk­somheders pligt til indarbejdelse af grønt regnskab.

Spildevand med videre

25.041994: Bek. nr. 310 om spildevandsti lladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kap. 3 og 4.

31.10.1995: Bekendtgørelse nr. 900 om ferskvandsdambrug (med seneste ændringer).

12.05.96: Lov. nr. 490 "Lov om afgift af spildevand".

Vandløbslov

19.051992: Lov nr. 404 om vandløb.

1992: Vejl. nr. 10 om ændringer af vand løbslovens § 69 om bræmmer.

1710.1995: Vejledning nr. 182 til brug for vurdering af om et anlæg eller projekt er omfattet af planlovens regler

om vurdering af virkninger på miljøet (VVM).

Erhverv, anlæg, stoffer med videre

03.01.1992: Bek. nr. 12 om pelsdyrfarme.

16.011992: Cirk. nr. 7 vedr. 2 nye bek. om erhvervsmæssigt dyrehold.

15.12.1992: Bek. nr. 1159 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.

28.02.1995: Vejledning nr. 32 om husdyrhold og arealkrav for landejendomme.

30.061996: Bek. nr. 557 om ændring af bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensi lage m.v.

14.101996: Bek. nr. 906 om ændring af bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensi lage m.v.

05.091995: Bek. nr. 730 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål. - Se bind 1, afsn it 2 - Beskyttelse af jord og grundvand.

06.09.1995: Bek. nr. 732 om tilsyn med kvaliteten af kommunalt spildevandsslam og komposteret huholdningsaffald mm, der a~vendes til jordbrugsformål - se bind 2, afsnit 4 - Affald og genanvendelse.

Havmiljø

21.061992: Bek. nr. 535 om udtømning af olie fra maskin­rumsrendestene på skibe i særlige havområde.

30.061993: Lov nr. 476 om beskyttelse af havmiljøet.

28.05.96: Bek. nr. 643 "Bekendtgørelse om lavfrekvent støj fra høj-hastighedsfartøjer".

Miljøstøtte

27041994: Lov nr. 295 om DEN GRØNNE FOND.

2706.1994: Bek. nr. 566 om retningslinier for DEN GRØNNE FONDs anvendelse samt regler for dens virkomhed.

02.02.96: Bek. nr. 54 om Den Grønne Fond.

Fiskerilove 08.04.1992: Lov nr. 227 om fisketegn.

2212.1992: Bek. nr. 1220 om administration og erhvervelse af fisketegn.

14.051992: Lov nr. 330 om ferskvandsfiskeri.

05101993: Bek. nr. 810 om fiskeredskaber i ferskvand.

07071994:

01.121994:

0912.1993:

Bek. nr. 657 om ålepas, ungfiskesluser samt afgitring i ferske vande.

Bek. nr. 970 om fredningsbælter i ferske vande.

Bek. nr. 940 om regulering af fiskeriet på Randers Fjord m.m.

0812.1994: Bek. nr. 1000 om mindstemål og fredningstider for fisk og krebsdyr i ferskvand.

04.061986: Lov nr. 306 om saltvandsfiskeri.

2212.1993: Lov nr. 1082 om ændring af lov om saltvandsfiskeri.

06.11.1992: Bek. nr. 895 om fredningstider for fi sk og krebsdyr i saltvand.

19.011994: Bek. nr. 33 om ændring af bekendtgørelse om mindstemål for fisk og krebsdyr i saltvand.

08.121995: Bek. nr. 949 "Bekendtgørelse om stoprist eller spærrenet i fiskeredskaber i visse salte vande".

16.01.1996: Bek. nr. 12 "Bekendtgørelse om visse former for rykfiskeri".

08.06.96: Bek. nr. 674 "Bekendtgørelse om stoprist eller spærrenet i fiskeredskaber i vise salte vande".

03.0796:

03.0796:

Bek. nr. 651 "Bekendtgørelse om fiskeri og fredningsbælter i Ringkøbing Fjord, Stad il Fjord og Von å".

Bek. nr. 652 "Bekendtgørelse om særlige fiske­regier for visse tilløb til Ringkøbing Fjord".

MILJØ 15 VAND

Miljø- og vandpleje er et internt orienteringsblad for foreningerne i Danmarks Sportsfiskerforbund

Udgiver: Danmarks Sportsfiskerforbund, Worsaaesgade 1,7100 Vejle, tlf: 75 82 0699

Redaktion: Landsudvalget for Miljø- og Vandpleje

Tryk: Nordvestgrafik

Miljø- og vandpleje kan i begrænset oplag rekvireres hos Danmarks Sportsfiskerforbund.

MILJØ 16 VAND