NÅR MAN MAILER

NÅR MAN MAILER© 2009 Svend Åge Madsen & Forlaget BindslevUdvalg og redaktion: Flemming Chr. NielsenForsidefoto: Carsten IngemannOmslagslayout: Jakob HjortKopiering fra denne bog må kun finde sted påinstitutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan,og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.Bogen er sat med Celeste og trykt i LetlandISBN 978-87-91299-47-6

Forlaget BindslevForlagsgruppen Bindslev ApSwww.forlagetbindslev.dk

SVEND ÅGE MADSENNÅR MAN MAILER

BINDSLEV

5

Vedhæftet følger …

Det startede med en udveksling af mail-adresser engang i foråret

2000. Dengang var @ et forbløffende symbol på, at nu havde ver-

den ikke længere brug for frimærker og papir og knap nok for en

telefon. En mail kunne erstatte det hele. Ingen telefonud gifter og

aldrig mere i løb til postkassen, inden den blev tømt. Ingen for-

gæves søgen efter kuvert og brevvægt og krav om eksamen som

landmåler, fordi postvæsenet excellerer i et utal af brevformater

og takster.

I nogle uger skrev vi sporadisk til hinanden. De mails blev hver

gang indledt med ”Kære” og afsluttet med ”mange hilsener.”Men

de formelle høflighedsfraser forsvandt hurtigt. En mail er ikke

noget rigtigt brev. Der er noget luftigt og uforpligtende ved en

mail. Lynhurtigt og uden ortografiske spekulationer kan man tas-

te et indfald eller en overvejelse, sen de produktet og fem minut-

ter efter uddybe eller spontant reagere på svaret. Den gustne for-

sigtighed når aldrig at mel de sig.

Alligevel havde ingen af os dengang nogen anelse om, at den

samlede mail-korrespondance næsten ti år efter skul le udgøre

mere end 10.000.000 anslag.

Da Svend Åge Madsens bidrag rundt regnet omfatter halvde-

len, har han i de år skrevet, hvad der svarer til ca. 2.500 bogsider

à 2.000 anslag. Der er tale om daglige mails – periodevis en ve-

ritabel byge – som kun afbrydes af bortrejse og lignende. Sagt i

korthed drejer det sig om en genre, der bedst kan beskrives som

en gen sidig dagbog. Endda af den slags, der næsten er blevet til i

ger ningsøjeblikket. Ikke noget med ”Kære dagbog. Jeg har længe

forsømt dig.”

Eller som SÅM formulerer det i en af de første mails: ”På mange

måder en god samtaleform. For man kan få lejlighed til at sidde

6

og sludre uden at risikere at forstyrre den anden på et ubelejligt

tidspunkt, (hvis det er en dobbeltkonfekt, så lad den være det.) Og

man kan læse det indkomne på et tidspunkt, hvor man alligevel

trænger til en pause.”

Efterhånden hobede disse bjerge af elektroniske breve sig op.

Heldigvis havde de den fordel, at fysisk fyldte de ingen ting. Arki-

vet bugnede aldrig. Vi kunne tilmed søge tilbage og genoptage et

emne eller efterlyse, hvordan det egentlig gik med det og det. Især

da vi fandt på at konvertere hele dyngen af mails til et så langt

dokument, at compute ren gispe de ef ter RAM.

En dag foreslog jeg SÅM, at et udvalg af hans mange mails

burde udgives, men han er indædt modstander af alt, hvad

der tangerer samtalebøger, interview, portrætter, erin dringer,

beken delseslitteratur, (selv)biografier, offentliggjort privatliv,

og hvad skriftløse ellers kan finde på at leje en journalist til at

skrive for sig. Dertil kom mer, at hans måske mest fremtræden-

de karakter træk er en uhyrlig be skedenhed, der nærmer sig det

selv-allergi ske.

Alli gevel kunne han efterhånden modstræ bende indse, at en

forfatter, om hvis forfatter skab der er skrevet tyk ke bøger – her-

under en disputats, en ph. d.-af handling, en bog om SÅM som

René Descartes’ opponent, en bibliografi og en guide til personer

og steder foruden flere reolmeter univer sitetsspecialer – måske

ville have en smule almen interes se.

Ikke mindst når forfat teren som her er dybt selviro nisk og

selviagttagende og samtidig kan fortolke sit eget forfatter skab

og frem lægge hidtil ukendte sammenhænge og pointer. Og for-

tælle morsomt og vittigt om fornøjelser og irritations momenter,

journalister, skolebørn og politikere, et møde med matematike-

ren Kurt Gödel på Skernvej i Århus og med filo soffen Ludwig

7

Witt genstein i Ceres-krydset på Silkeborgvej, sa taniske vers i Det

nye Testamente, fami liebesøg fra Ameri ka og sin undren over,

hvordan han uden at eje et sæt mørkt tøj kunne sige ja til at blive

medlem af Det dan ske Akademi.

Med sin 70-års fødselsdag som anledning accepterede SÅM

denne samling af mails, der udgør mindre end ti pro cent af hans

bidrag til den foreløbig hen ved ti år lange korrespondance, der

altså i sin helhed og indtil videre ville om fatte ca. 20 bind som

nærværende bog.

I starten af februar 2009 sendte jeg SÅM et mindre udvalg af

mails, og som det fremgår af hans mail den 10. februar 2009,

fandt han intet, han ikke ville stå ved, og har ikke blandet sig i

udvalgets sammensætning.

Når man mailer kom bogen til at hedde – af den enkle grund, at

SÅM engang skrev: ”Du har formodentlig hørt om den velkendte

ameri kanske forfatter: Når man mailer.”

Uden kunstfærdige forsøg på en opdeling i temaer er udvalget

trykt i kronologisk rækkefølge. Hist og her tilføjet en opkla rende

note (dog ikke om Norman Mailer), men uden at udforske, hvor

vidt dette eller hint nogen sinde fandt sin af slutning. Grundige

læsere vil for eksempel opdage, at historien om friturelugte i vil-

lahaver får en lykkelig ende, mens det er uvist, om en forsvun den

litteraturpris faktisk dukkede op.

Vedhæftet er enkelte af SÅMs hidtil utrykte noveller, artikler

og udkast, som indgår i de mange mails – herunder et ma nuskript

til en ukri stelig tale i Århus Domkirke. Desuden en mini-gennem-

gang af øen Klonøs historie, som tidlige re har været trykt i et

teater program. Og SÅMs tale, da han i marts 2000 fik Boghandler-

nes Gyldne Laurbær for ro manen Genspejlet. Talen kunne dagen

efter læses i Jyllands-Posten og genopstår her som vedhæftet fil til

en mail om Faust og gnostikerne.

8

Men hvordan sætter man bog-punktum for en fortsat udveks-

ling af mails? Problemet blev løst med en mail den 28. juli 2009 –

vedhæftet en novelle, det ifølge SÅM ikke er skrevet af ham, men

har skabt sig selv og nogenlunde ramt hans stil.

Hvor vi kender hinanden fra, vil nogen måske spørge. Ingen af

os kan huske det.

Engang læste vi begge matematik på Aarhus Universitet. Men

på forskellige tidspunkter. SÅM sprang fra og debutere de i 1963

med Besøget. Dengang boede jeg i et århusiansk kælderværelse

og blev hver nat forstyrret af et jazzorke ster, der øvede i rum-

met ved siden af, men vidste endnu ikke, at det var SÅM, der

truttede i trompeten. Trods den ener verende og vedvarende

støj fuldførte jeg matematik-studiet, hvad der mange år efter

gav anledning til dril agtige mails fra og til forfat teren, der ger-

ne koket terer med sin bundløse uvi denhed om matematik og

samtidig med til slutning eller af visning citerer de aller største

ma tematikere.

I 1960erne redigerede jeg sammen med Hellmut Toftdahl det

eksistentialistiske tidsskrift Exil, og heri skrev SÅM i 1966 Et for-

svar for menneskene, men det følgebrev, der ledsagede artiklen,

indledes med ”Kære hr. Flemm ing Chr. Ni elsen” og fortsætter:

”Hermed et mindre indlæg. Håber De kan bruge det,” hvilket ikke

tyder på nogen nærmere relation til den tidligere kælder-trompe-

tist. I 1970 blev Exil delvis overtaget af Niels Ege bak, og SÅM blev

med lem af en såkaldt redaktionskomité, så det må være en slags

indledning til bekendtskabet.

I 1972 skrev han endnu en artikel – Status i Exil hed den – men

jeg kan kun huske, at SÅM sad som en tavs mand i en krog, hvor-

fra der alligevel med mel lemrum ankom en vittig bemærkning,

som gav anled ning til højrøstet latter i den lærde komité.

Siden traf vi af og til hinanden i andre sammenhænge. Men

måske var den fælles modvilje mod udgiften til frimær ker den

egent lige årsag til de indtil videre over ti millioner portofri an-

slag. Der er vel tale om et omfang tæt på ti tusind mails. Læseren

kan selv regne ud, hvad vi på den måde har sparet af papir, ku-

verter og porto.

Flemming Chr. Nielsen

15. august 2009

11

Sendt: 8. december 2000 01:03

Jeg skulle lige skrive biblen om, derfor tog det lidt tid. Sådan har

vi hver vort forvanskningskors at bære. (Til en antolo gi [Bibelen

genfortalt, 2001] hvori for skellige forf skal genfortælle en historie fra

Det gamle Testamente. Jeg prøver med Susanne i badet – men det

er for øvrigt ikke så let at overgå originalen.)

20. januar 2001 01:48

På mange måder [er mails] en god samtaleform. For man kan få

lejlighed til at sidde og sludre, uden at risikere at forstyrre den

anden på et ubelejligt tidspunkt (hvis det er en dobbeltkonfekt, så

lad den være det.) Og man kan læse det indkomne på et tidspunkt

hvor man alligevel trænger til en pause.

21. januar 2001 01:45

Hører efterhånden kun CD’er – det er så nemt – eller P2 om nat-

ten, Tjaikovskis (sådan staver jeg ham, i hvert fald nu hvor jeg er

i gang med den anden fuldlødige Chivas Regal ovenpå fuldbyrdet

gerning (se næste afsnit)) stry gerserenade for øje blikket. Og har

næsten skyldfølelse over for min (før, og i teorien stadig) højt-

elskede pladesam ling. Føler mig næsten som en forræder imod

den. Og blir så helt salig når jeg engang imellem får mig taget

sam men til at trække gram mofonen op, og hører de velkendte

skrat og knas.

Jeg har i dag – håber jeg – foretaget den sidste ændring af min

’Livsudstillingen eller Hvid Slavehandel’, som skal ud sendes i

radioen sidst i april. I morgen læser jeg den igennem, for at se

om den hænger sammen – og så gider jeg altså ikke se på den

(nogensinde) mere, med min dre der er helt åbenbare huller eller

selvmodsigelser.

12

28. januar 2001 01:13

Jeg har lige sluttet en bog jeg var glad for. Og det sker egentlig

ikke så tit mere, enten har jeg set for meget og er svær at begej-

stre, eller også skrives der ikke meget godt i disse tider.

Af en tysk: Bernhard Schlink. Han har tidligere fået udgivet

en tynd roman: Højtlæseren, som var i orden, ja, endda ri melig

god. (Og var en succes, og skal filmatiseres.) Men hans nye no-

vellesamling: Kærlighedsflugt, synes jeg virkelig er god. Og det

selv om det er en genre som jeg normalt ikke har meget til overs

for. For den er forholds vis reali stisk, men når igennem en seks-

syv historier vidt omkring i Tyskland efter genforeningen, en god

fornem melse for en række mennesker der går og bakser med lidt

tysk-skyld og søger et hæderligt liv. – Det er godt jeg ikke skal an-

melde – endsige rekomman dere – bøger. Jeg kan se at den omtale

i hvert fald vil le have skræmt mig langt væk.

30. januar 2001 23:30

Læste Første kapitel af [Knut Hamsun:] Siste kapitel. Og forbløffes –

igen – over hvad han kan med sproget. Pigen som Da niel regner

med han skal have, er ikke alt for køn, sådan og sådan, og gjorde

et godt indtryk på ham. ’Og hun var pen nok i massevis.’

Somme tider spekulerer jeg på om det hænger sammen med at

vi ikke er gode nok til norsk, kan det være stå ende ven dinger han

bruger? For man kan simpelt hen ikke være så gal at man skriver:

’Og hun var pen nok i massevis.’

2. februar 2001 17:59

Jeg er også kommet over halvvejen i Hamsun. Og morer mig, un-

dertiden højlydt, hvilket ellers sjældent sker når jeg læ ser. ’Somme

kalder det fri Vilje’ (side 110 [i Siste Kapitel, Samlede Romaner, bd. 10, 1933], og

igen da den fransktalende dame og Dani el finder ind til hinan den).

13

Jeg fik begyndt på novellen [Vekselgang, trykt i Levemåder, 2004]. Og

syntes at den virkede som en forfærdelig træt mands prosa. Så-

dan at jeg var ved at op give ikke bare den, men også at tænke at

det var så det. Så var der åbenbart ikke mere luft i den gamle. Men

så virkede Hamsun som et sprøjt. Ikke at jeg tør kaste mig ud i at

skrive så skævt som ham – men lidt af hans springske, bagvendte

tone … Og lige nu blev jeg såmmen helt glad for at skrive igen.

3. februar 2001 23:30

Jeg morede mig bare over Hamsuns eufemisme, hvis man kan

kalde det sådan, for et samleje. Da hr Fleming (med ét M) sam-

men med frøken d’Espard er på vej til Daniel, og falder i – så man

n æ s t e n ikke er sikker på om ’dét’ sker:

”… han skyter alle Hensyn tilside og blir meget venlig, pluk-

ker Høistraa av hennes Bryst, stryker Høistraa av hendes Knær,

stry ker, klapper, slaar Armene om hende. Somme kalder det fri

Vilje –

Efterpaa gaar de til Daniel …” (Min første del slutter side 198,

og hele bogen side 402)

Og igen hvor frøkenen gør ’dét’ med Daniel – den gamle puri-

taner, Knut, altså.

Det er lidt underligt, som jeg skrev sidst: Det var egentlig

Schlinks noveller der gav mig lyst til at skrive den no velle jeg

nu, (så småt fordi der altså var et praktisk liv at passe ved siden

af), er i gang med. Et stof jeg havde haft til at ligge i hoved et.

Som passende kunne afleveres i lidt Schlink-agtig stil: nøgtern,

kon trolleret, overve jet, realistisk, uden schlinkeæ rinder … Og da

jeg så begyndte så det herrens ud, jeg kunne slet ikke få det til at

tænde – el ler kunne ikke få mig selv til at tro på det – hvilket jo er

nogenlunde det sam me. Og var, som jeg antyde de, parat til at gå

i gra ven, i hvert fald skri vemæssigt – uden at det var nogen stor

14

tragedie, på et tids punkt må man jo se i øjnene at man ikke kan

presse mere ud af citronen.

Men så var det at min glæde for Hamsun fik mig til, nærmest

for sjov, lige at bryde sproget op, komme med nogle hur tige ind-

skud, lidt flagrende, om der så skulle slippe lidt sproglige urime-

ligheder med … Og inden længe blev det sjovt at sidde og pusle

med. Det går langsomt – og det blir omtrent det stik modsatte af

det der var mit udgangs punkt. Men indtil nu er jeg – som en god

selvmor der – steget op af graven igen.

Jeg bruger af og til en toneart hos en forfatter jeg holder af

som en slags forlæg. Ikke at jeg prøver at ramme, men – – det er

vel det der hedder at lade sig inspirere af – et begreb som ellers

ikke hører til mit ordforråd. Jeg har før brugt Hams un, tydeligst

husker jeg det da jeg skrev Jakkels vandring. Han gav mig tonen

til Marit, en lidt skæv skolelærerin de der er tiltrukket af Jakkel,

uden at kramme ud med det.

Der var faktisk fire forfattere der afleverede tydeligt forlæg

for mig til stilen/ tonen i de forskellige skroller. Så me get at jeg

navn gav ’bagmanden’ for bogen efter de fire bøger/ forfattere.

Som var Victoria af Hamsun; Hesse – der af og til be nævnte sig

selv H; Wil ly Kyrklund (har du læst hans Mesteren Ma – i Has-

selbalchs kulturbibliotek, som du vist nok har. Den har nogle

svagheder – men også en fantastisk opbygning, i tre spor der

kommenterer hinanden, og begyn der med må ske verdens bedste

(syntes jeg i hvert fald dengang) romanindledningssætning [”Jeg

søger det Spørgsmaal, paa hvil ket Menneskelivet er et Svar”]); og Borges – hvis

du stadig kan følge med. Det blev til: Victor H. Kyrges. Hvis fø-

deår endda er middeltallet mellem de fire for fatteres, fremgår

det et andet sted. Og samme Kyrges nåede både at være nazist,

huma nist, orientalist og okkultist står der skrevet et tredje sted –

jeg har lige kigget i Dalgaard [Niels Dalgaard: Dage med Madsen, 1996], som

15

i hvert fald ikke identificerer de fire. Og jeg hu sker heller ikke at

andre.

Men han kunne altså trække én gang til, den gamle.

5. februar 2001 00:56

Når jeg finder et godt forbillede at hugge fra og forsøge at efterlig-

ne det stilmæssigt, så rammer jeg ofte så skævt og ube hjælpsomt

at det blir opfattet som originalt, og ind imellem blir det såmænd

rimeligt godt. Det sørgelige er at når jeg skri ver som mig selv, så

blir det så røvkedeligt og gråt. Så jeg er henvist til at forsøge at

imitere og mislykkes. For øje blikket synes jeg selv at det lykkes

mig at ramme så meget ved siden af Hamsun at det blir næsten

læseligt. I hvert fald har han givet mig et nyt liv.

Og jeg er jo nødt til at opfatte mig som forfatter – kan ikke

med ret meget ret kalde mig bonde, eller noget som helst andet

for øv rigt. Min stående vending, til Lise, når jeg slet ikke kunne

få det til at køre, var: Jeg vil til at være skolelæ rer. Eller: Jeg blir

sko mager. Jeg har åbenbart opfattet de to beskæftigelser som no-

get af det mest idylliske og problem fri som man kan forestille

sig. Men da Lise begyndte at reagere på mit brok med: et venligt

interesseret Nå, er du kom met så langt? tog det brodden af mine

beklagelser.

(…)

Jeg lider åbenbart af omtrent det modsatte af dig – for jeg har jo

en tilbøjelighed til at gemme – udfra den tanke at man kan altid

smide væk. Og kan forestille mig en situation hvor jeg har brug

for netop det item som jeg lige planlæg ger at kassere. Hvilket

med fører at verden hober sig op omkring mine ører. Mon van-

skeligheden ved at finde en bestemt bog i sin samling stiger med

kvadratet på antallet af værker i den?

16

16. februar 2001 22:00

Har kastet mig over Dostojevskij. For det første Raskolnikov –

underligt med den, som jeg læste som ganske ung, men jo har

hørt og snakket så meget om siden at den aldrig har fået lov til

at komme rigtig på afstand. Men allige vel skønt med et gensyn.

Den holder – det meste af vejen. Ind i mellem lige så gal som Si-

ste kapitel. Og nog le vold somme, medlevende po rtrætter. For det

andet: Bakhtins bog om D. [Michail Bachtin: Dostojevskijs poetik, Stockholm

1991] som jeg var stærkt optaget af, for et par år si den, men gik i

stå med fordi noget andet krævede mig. Nu vil jeg have den læst,

og så blir det til noget mere sekundær lit., plus sikkert noget mere

primær D.

18. februar 2001 23:39

Tilbage til Bakhtin – det er sjældent jeg har haft så meget ud af at

læse sekundærlit. I første kapitel påviste han (så kan man disku-

tere hvor meget ret han har) at Dostojevskij er den første der

skriver, hvad han kalder dialogiske romaner: Hvori flere, sidestil-

lede stemmer/ personligheder kommer frem. Hvor det hidtil, selv

i skuespil, har været én stemme/ én hold ning/ én ideologi som

dominere de (nemlig forfatterens) er der her tale om ligebyrdige

gestalter. Så snart man refe rerer det vokser ens skepsis, under

læsnin gen vir ker han overbevisende.

Og så er Rodion lige så rablende som – hed han – Minutten [i

Knut Hamsun: Mysterier]?

20. februar 2001 23:18

For øvrigt er hans [Dostojevskijs] hunkønsvæsner ikke imponerende,

engle, eller opofrende kvinder der va sker tøj hele nat ten så fami-

lien, der kun har ét sæt, kan være ren næste dag. Hvornår der skal

tørre kommer han ikke ind på.

17

21. februar 2001 21:30

Og så hjem til Sonja, Rodions skøge-engel. Da hendes fordrukne

far blir bragt dødeligt kvæstet hjem, kaster hans opofren de hu-

stru (hende der vasker tøj hele natten) sig ud i et skænderi med

værtinden om hvad værtinden faktisk hedder. Og bag døren står

en nysgerrig nabo og griner højt: ”Nu farer de snart i totterne på

hinanden.” Mens faren altså er i færd med at drage sit sidste suk.

Det kunne Hamsun ikke have gjort mere rablende.

24. februar 2001 23:10

Ingen Dostojevskij for mig. I dag har jeg, bortset fra en smule

arbejde på novellen (som nærmer sig en den – bagef ter skal jeg

igang med nogle julelege, for at pifte den op), brugt mit liv på at

skrue nogle borde sammen, som vi købte sam men med de to so-

faer, og som alt sammen er ankommet i dag. Så får jeg ikke plejet

min ånd så kan mine gæster i det mindste sidde mageligt.

Hvem fanden har indrettet verden sådan at jeg, som endda må

anses for privilegeret, ikke har tid til at læse Dosto jevskij?

1. marts 2001 00:30

Måske er det dét der kendetegner den store forfatter – at han

uafladelig holder dom over sig selv, mens den mindre hol der det

over andre. (Det blev til en af de flotheder man altid kan ryste ud

med.) Sådan at éns problem simpelt hen er at man er for god af

sig, så der ikke er noget at selvfordømme.

9. marts 2001 00:55

Jeg husker stadig min faster, der var en sindig og tålle dame, som

jeg aldrig mindes at have hørt beklage sig. Bortset fra da hun var

kommet højt op i årene og havde pådraget sig det ene og det an-

det. Da hørte jeg hende sige til min mor: ’Do ka hejsen trow a æ

18

bløwn en stakl.’ Ikke mere end det, ingen ynk fra min mors side.

Men det gjorde et vældigt indtryk på mig. Da troede man på det

var galt. Hun døde et års tid efter.

Selvfølgelig kan de unge sige noget der er smart eller kvikt eller

rapt. Men det er på en helt anden måde. Karls mart, el ler indlærte

slang-udtryk, eller mundrappe vitser.

Jeg overhørte en dialog hos vores købmand i Knebel, den nær-

meste ved vores sommerhus, hvor vi kom af og til (indtil den blev

udkonkurreret af et Supermarked). En ældre mand skulle have

fem meter af et solidt reb der lå rullet sammen. Købmandskonen,

der heller ikke var ung, stod længe og flæskede for at skære det

afmålte stykke af, det gik, men det gik ikke stærkt, det gik slet

ikke stærkt. Manden: ’Den er skarp, den kniv.’ Købmandskonen:

’Ja, det var da godt du ikke skulle ha ti meter.’

Ingen af dem trak på smilebåndet, ganske almindelig konversa-

tion, jeg stod og måbede.

(…)

Tilbage til Rodion – nu er jeg igen bange for at han skal til at

tilstå. Det er sælsomt at næsten lige meget hvor dumt et svin en

ho vedperson er, morder eller psykopat, racist eller konemishand-

ler, og selv om forfatteren prøver at lægge di stance til ham (ikke

at jeg synes Dostojevskij forsøger det), så sympatiserer man med

ham, ønsker at han skal slippe uden om, at han skal få den skøn-

ne til bedte selv om han ikke fortjener hende, etc. Det må sige

noget om vores selvbed rag: Vi er parat til at se igennem fingre

med alskens modbydeligheder fra os selv – for på en måde er det

jo det det er, hvis ellers identifi kationen er kommet i stand. (Hvis

jeg havde ude ladt ’jo’, og det kunne godt lade sige gøre, ville man

have en sætning med det samme ord tre gange efter hinanden.

Ikke at det er kønt, men det må være usædvanligt.)

19

10. marts 2001 00:46

Det er ikke for at være kontrær, men det har slået mig hvor glad vi

alle sammen er for at kunne belære (om ikke undervi se). Når bør-

nene spørger om et eller andet: Hvordan er det med atomerne eller

Homer er det da en ren fryd at få lov at afl evere sin møjsomme ligt

opsparede viden. Næsten som når gamle ægtepar er ivrige efter

at blive den der fortæller den og den hændelse, så kan man (jeg)

blive misundelig hvis det er en anden der får lov at forklare.

Men jeg kender selvfølgelig også den modsatte fornemmelse.

Det er en af grundene til at jeg [indtil videre] er holdt op med at holde

fored rag. På en måde var det egentlig vældig skægt, selvbekræften-

de, altid nogen der sagde noget pænt, be gejstring, og mange tak.

Men samtidig en lede ved at høre mig selv stå og sige det samme

som jeg har hørt mig sige tyve gange før. Og så meget nyt er der jo

ikke at svare på: ’Hvor kommer inspirationen fra?’ I hvert fald var

det sjældent jeg følte mig inspireret til at finde på noget nyt.

(…)

Somme tider kan jeg næsten føle vrede over den nye avis der lig-

ger der hver dag, ja flere gange hver dag, og forventer at blive læst

før man kan begynde at læse noget ordentligt. Og selv om jeg for-

søger at komme hurtigt igennem den så er det en stor del af min

gode læsetid de har stjålet. Det er en af velsignelserne ved at være

på ferie, at man kan begynde at læse (bøger) til morgenmaden.

Men så vender straffen jo tifold tilbage, når man kommer hjem

til en stak på 25 ulæste aviser og skyldfølelse hvis man ikke i det

mindste blader dem hurtigt igennem.

11. marts 2001 23:16

Kender du tilstanden når man pludselig får fat i en spændende

ende? Læ ser noget interessant, som man skal følge op i en anden

20

bog, og lige slå op et tredje sted hvad dér står om sagen – og hvad

har jeg egentlig på hylden af de omtalte, og læste vist engang …?

Og til sidst sidder med ti fingre som bogmærker, og alle forhån-

denværende papirsedler stikkende ud som bogmærker, avisstrim-

ler og andet godt, samti dig med at man fortvivlet grifler noter

ned, så sedlerne flyver, fordi det min der om noget andet som man

altid gerne har villet have bedre styr på?

(…)

Måske er jeg særlig følsom når jeg lige har gjort noget færdigt, står

over for et tomrum, (jeg har afsluttet novellen, og sendt en kopi

med snail-mail til dig), og med mulighed for at kaste mig ud i no-

get af det der har presset sig på uden at jeg havde overskud til det.

17. marts 2001 00:27

Jeg er selv fra’et og ve’et med hensyn til novellen. Jeg synes ikke

den har den pointe eller perspektiv som jeg godt kan lide at få

med. Til gengæld skete der altså noget sprogligt, som oplevedes

forfriskende, da jeg skrev den. Takket være Siste ka pitel – som fik

mig til at vove en mere henkastet, springende, frit associerende

stil. Med den ulempe at teksten blev meget længere end ventet

– med min sædvanlige ’stil’ ville jeg vel have gættet på at den

skulle afvikles på 12-15 si der. Men med den (utilsigtede) lempe at

jeg synes jeg fik lidt anderledes fat på personerne. Jeg er jo af og

til blevet be brejdet at mine personer er pap-, eller konstruerede.

Indvendinger som jeg skiftevis har taget til mig, og afvist med at

det ikke er det der er vigtigt for mig.

Men med Vekselgang følte jeg selv, i begyndelsen, at per-

sonerne – måske fordi de ikke kun siger og gør det forud kal-

kulerede? – var lige ved at gå hen og blive lidt mere menneskelige

end sædvanligt for mig. Grebet slap efterhånden, må ske fordi jeg

21

’glemte’ Hamsun. Måske fordi jeg allerede begyndte at føle det

manieret.

For øvrigt var det også af den grund jeg bagefter tyede til

Dostojevskij, dels for at se hvor meget Hamsun der var i ham,

men dels fordi han jo unægtelig har ry for at have et godt tag på

at beskrive mennesker. Men det blir sgu så omstæn deligt hvis

man skal have alle deres øh og me-en og gentagelser og svinke-

ærinder og løse indfald med – selv om det så blir menneskeligt

af det. Et nogenlunde ræsonnabelt og ordentligt menneske skulle

vel kunne have skrevet Ra skolnikov på 150 sider.

20. marts 2001 01:11

Min Erik Krag [Erik Krag: Dostojevskij, 1962] er på norsk – men et ganske

let forståeligt, ikke spor ny-. Jeg me ner at have set ham omtalt

med venera tion flere ste der. Knud Hansen gør i hvert fald, den

gamle højskolemand, der er lidt lang og højskolekristen i mælet

i sin gennemgang af Raskol nikov og tilgivelsen, men også har et

par pointer. Lige som [Jens] Kruu se i Mesterværker også i sin be-

gejstring får sagt et par gode ting.

Læser i en fjerde, Dominique Arban: D., en lille biografi, mere

om levned end bøger, Thaning og Appels illust. biogra fier. Ikke

noget særligt. Men så er der en helsidesillustration i den: Fra

Moskva-Information for 4. juli 1800, med nogle annoncer der

får mig til at spærre øjnene op. (Eller rettere billedteksten som

gengiver indholdet af dem på dansk). For her er et eksempel på

en fantastisk sati risk holdning som jeg ikke drømte om at man

havde benyttet dengang, og kunne tillade sig for censuren: Bil-

ledteksten i sin helhed: ”Salg af overflødige folk. Skomager, 22

år, med sin kone (vask og strygning), pris 500 rubler. – Til salg, 3

kraftige unge piger på 14-15 år, dygtige til syning og strikning af

pun ge med monogrammer; en af dem spiller guitar; besigtigelse

22

på adressen … hvor også pri sen opgives. – Til salgs, 6 grå heste …

mindste pris 1200 rubler, kan beses …”

Jeg noterede det sammen med Swifts: Et beskedent forslag, som

du måske kender (om at spise spædbørn), i en af mine huskefi ler,

der må træde i stedet for min manglende hukommelse. Så jeg kan

finde tilbage til det hvis jeg skulle få brug for det engang. Fordi

jeg synes det er et flot eksempel på en sarkastisk, ironisk stil. De

små diskrete antydninger (en af de kraftige piger spiller guitar, og

bemærk at hestenes stykpris er under skomagerens, ikke noget

med at overdri ve. Her ville en anden én nok være kommet til at

smøre for tykt på.)

Har gjort mit notat færdigt, da det slog ned i mig: Det er sgu

virkeligt! Der er (vist) slet ikke tale om parodi, men vel mente,

bog stavelige annoncer! Og det er faktisk min overbevisning nu,

selv om jeg stadig har svært ved at tro på det.

(…)

For øvrigt stadig lidt rystet – ikke kun over livegne-annoncerne.

I efteråret købte jeg fra en udsalgskasse en bog af Primo Levi: De

druknede og de frelste – i den tro at det var en roman og den var

billig. Da jeg nu opdager at den hand ler om hans refleksioner over

hans koncentrationslejr oplevelser (det virker næsten skændigt at

bruge dét ord, som ef terhånden klinger mest af hyggelige film –

det var en stor oplevelse), ville jeg lige kigge i den inden jeg lagde

den langt væk, for jeg har svært ved at blive ved med at tage den

slags ind. Og så blev jeg hængende – jeg vil ikke påstå at jeg har

læst den i af ten – men bladet den langsomt igennem på en time

eller to, og blev altså rystet endnu engang. Måske mest fordi det

er en ganske rolig, analyserende sjæl der prøver at forstå hvad

der skete med ham under opholdet og hvor be vidst nazisternes

ydmygende behandling af fangerne var.

23

Kommer til at spekulere på hvorfor de unge piger angives som

’kraftige’? Udtryk for at de er i god foderstand? men så er de jo

nok også dyre at have på kost. Eller bare ærlighed? Man kunne jo

godt have sådan en tre stykker til at sidde nede i ens bogtårn og

sy monogrammer.

21. marts 2001 00:46

Lige hjemkommet fra ’salon’. Det er noget Filuren (det er et bør-

neteater her i byen) afholder. Hvori vi er en gruppe menne sker

der mødes … Jeg vinder en vis respekt i visse kredse, men jeg

venter ikke det sker hos dig, når jeg fortæller at jeg blev indbudt

til kredsen som en slags afløser af Jan Bartram/ Bertram (?). Se,

dér svigter din almenorientering dig nok!? (Han er efter sigende

berømt for sin evne til at ram me en læderblære oppustet med luft

med sit ene ben).

26. marts 2001 23:49

Lige efter at jeg havde mailet til dig ringede hende fra radioen.

Jeg var på vej ud ad døren, ellers ville hun have mig til at sige min

uforbeholdne mening om en vis mand. Nu blir det ved halvelle-

vetiden i morgen. Så hvis der er noget du ikke for nogen pris vil

have mig til at sige om dig, eller noget du vil betale godt for at få

mig til at sige, så er det altså snart sidste chance.

1. april 2001 00:07

Så har jeg – lidt ved siden af – læst halvdelen af en bog: Quenau:

Stiløvelser – og ikke ret mange andre. Som består af en ganske lil-

le, fuldstændig ligegyldig hændelse, fortalt i 99 forskellige stilar-

ter/ sprogholdninger. Det lyder dødsensked sommeligt – og er det

vel også, men alligevel imponeren de så opfindsomt, afvekslende

og ind i mellem morsomt, han for mår at dreje sproget, sådan at