Nina van Pallandt - Hellere tro på det gode en gang for meget

NINA VAN PALLANDT

Jacob_Wendt_Nina_Materie.indd 1 07/08/12 10.59

Af samme forfatter:

Cut, bag om dansk films ny guldalder (2008)Ove Sprogøe – en biografi (2010)

Agent 007 – de danske forbindelser (2012)


JACOB WENDT JENSEN

NINAVA N PA L L A N D T

HELLERE TRO PÅ DET GODEEN GANG FOR MEGET


TAK

Tak til alle de interviewede i bogen, der kan ses på en liste i kilde-fortegnelsen bagest i bogen. Ikke mindst Nina van Pallandt.

Og tak til Paul Annett, Michael Børløv, Torben Dhalvad, Susanne Undset Gyth, Annette Leif Hansen, Louise Wendt Jensen, Jan Jæ-ger, Ulla Korgaard, Birgitte og Klaus Kaae, Mogens Landsvig, Inge Marie Larsen, Jørgen V. Larsen, Andrés Linares, Christian Mong-gaard, Palle Bak Petersen, Ole Pilgaard, Nikolaj Pors, David Thom-son og Tanya Tull for støtte til projektet i form af venligt udlån af fotos, research, sparring mm. Det samme gælder Det Danske Ge-neralkonsulat i Manila, DR’s diskotek, personalet på DFI’s bibliotek og www.frou-frou.dk.

Charlotte Wendt Jensen og Line Vaaben takkes stort for at læse manuskriptet igennem undervejs.



FORORD: MIT MØDE MED NINA · 9

FORORD:

MIT MØDE MED NINA

Jeg vil ikke tale med dig mere. Du må skrive, hvad du vil”.Ordene fra Nina van Pallandt til mig faldt prompte, femte

gang vi talte i telefon sammen i oktober 2011. Og derefter blev røret lagt uigenkaldeligt på i Sitges ved Barcelona. Efter at have talt med dansk musik og films “Greta Garbo” i en håndfuld timer, blev hendes aktive medvirken til nærværende biografi stoppet af døtrene Kirsa og Ana Maria, der hjælper hende tæt i det daglige. Nina ville ellers gerne selv medvirke til en biografi. Bogprojektet gav hende fornyet kontakt med gamle veninder og var noget at se frem til i en hverdag som pensionist. Indtil hendes døtre sagde stop ud fra devisen “journalisten må lave sin research uden os”. Historien om Nina van Pallandt bliver dog ikke mindre spænden-de og interessant af den grund.

Nina van Pallandt er netop fyldt 80 år, og hun bor i badebyen Sitges, godt 40 kilometer syd for Barcelona. I marts 1994 optrådte hun i et talkshow på DR 1, og siden har der været helt stille i of-fentligheden omkring Nina. Hun har trukket sig tilbage, som en anden Greta Garbo, og flere danske journalister og tv-stationer har siden ledt forgæves efter hendes skjulested. De få, som har fundet hende, er blevet afvist. Ninas umiddelbare reaktion på min

“


10 · NINA VAN PALLANDT

henvendelse, da jeg fandt hende, var da også, “om ikke bare jeg kunne lade hende være i fred”.

Efterhånden som arbejdet med bogen skred frem, blev Nina alli-gevel interesseret i at medvirke. Det førte til fire telefoninterviews af sammenlagt godt tre timers varighed i efteråret 2011, inden hun i samråd med sine to døtre havde taget en beslutning om, at det var bedst at blive ved med at leve stille og tilbagetrukket. Der blev lukket hermetisk ned for yderligere hjælp fra Spanien. Fra anden familie og tætte venner hørte jeg, at Ninas døtre, Kirsa og Ana Maria, var bange for, at de mere tragiske dele af Ninas liv ville blive blæst ud af proportion. De ville ikke stoppe bogen, men “journalisten må finde ud af, hvad han kan ad anden vej, men vi vil ikke hjælpe ham”, lød den indirekte besked.

Min idé med en biografi om Nina van Pallandt har fra begyn-delsen været at finde frem til alle de mulige kilder til historien om Ninas liv og på den måde komme bag om mediernes fremstilling af hendes liv og så tæt på sandheden som muligt. Døren har stået på klem for Nina og døtrenes medvirken helt frem til deadline, men nej’et blev fastholdt og blev respekteret fra min side.

Historien fortjener naturligvis at blive fortalt alligevel, og per-sonligt var det en stor oplevelse at tale med Nina. På et perfekt rigsdansk à la 1950’erne fortalte hun med ærlighed, selvironi og visse huller i hukommelsen om store dele af sit liv.

Jeg er selv født i 1966 og fik allerede sidst i 1970’erne og især i 1980’erne interesse for nogle af de amerikanske film, hvor Nina van Pallandt spillede med, og siden fik jeg overblik over hendes samlede karriere. Nina og Frederik var den første danske – måske den største og i hvert tilfælde den mest pludselige – internationale musiksucces nogensinde. Nina og Frederik var deres tids ABBA, i årene fra 1957 til 1962. Derefter kom Ninas indblanding i skan-dalen om den falske biografi om Howard Hughes, hvor hun blev forsidestof over hele verden. Sidenhen fulgte en flot filmkarriere med 29 optrædener i film, tv-film og tv-serier med blandt andet fire film for Robert Altman. Og senere det sociale arbejde med


dagcentret Para Los Niños i Los Angeles’ hårde kvarterer og et AIDS-refugium på Ibiza.

Ninas liv er historien om pigen fra lille Danmark, der blev ver-densberømt som baronesse. Imod sin egen nervøsitet og natur slog hun til i både musikkens og filmens verden. Det er også historien om en kvinde, der gjorde karriere i en tid, hvor mænd havde carte blanche til at dominere både privatliv og arbejde, og den pæne velopdragne Nina blev snydt for både et godt ægteskab og siden for mange penge. Hun fik en flot karriere i filmbranchen, men den var delvis bygget på en berygtet indblanding i affæren om den falske Hughes-biografi, der blev skrevet af hendes elsker Clifford Irving. Nina måtte også lide den tort at overleve sin eksmand, sit livs kærlighed, der blev myrdet med koldt blod, fordi han blev narkosmugler i stor skala. Hun har været vidne til et af sine børns død, og hun har arbejdet sammen med stribevis af verdensstjerner fra Louis Armstrong over Richard Gere til Antonio Banderas.

Nina er blevet kaldt naiv, men hun kaldes også for et menneske med et hjerte af guld og en stærk overlever. Eller som hun selv formulerer det: “Hellere tro på det gode en gang for meget”. Hun har også selv sagt, at hun typisk springer fluks ud i eventyret, og bagefter må det så briste eller bære. Selv om hun har haft sin store del af et livs mulige tragedier, har hun aldrig fortrudt noget. Det skulle da lige være de ting, hun ikke har prøvet.

Tag med på rutsjebaneturen verden rundt i historien om dansk underholdningshistories smukkeste kvinde, en af de mest alsidige og en af de mest eventyrlystne. Og en af de mest godtroende.

Jacob Wendt Jensen, august 2012



1:

DEN KØNNE SØSTER

Hun ved ikke rigtig, om hun må. Lille Nina på fire år. Det må hun vel ikke, “men jeg gør det alligevel”, tænker hun beslut-

somt efter kun få overvejelser. Det er en sensommerdag i 1936 i huset på Bernstorffslund Allé nummer 2 i Hellerup. Vi er i et fint kvarter nord for København, og den lille pige med det lange blonde krøllede hår har mod på eventyr på sit nye røde løbehjul. Det er godt varmt i vejret. Nina begynder at tage sit tøj af og lægge det på græsplænen. Først den fine hvide kjole. Derefter trøjen og undertrøjen og til sidst underbukserne. Og så kører hun af sted i fuldt firspring på sit løbehjul. Uden en trevl på kroppen. Ud for at se hvad der mon sker ude i den store verden. Lillesøster Susanne på knap et år har det med at tage deres mors fulde opmærksom-hed for tiden, far er på arbejde, og stuepigen og barnepigen har travle hænder andetsteds i det store hus.

Lidt senere på dagen vil hendes mor, fru Clara Møller, lige se, hvor Nina er, men hun er ingen steder at finde. Midt på græsplæ-nen foran huset ligger hendes tøj til gengæld foldet sammen i en fin lille bunke. Fru Møller slår straks alarm til tjenestefolkene og begynder en vild og hektisk jagt rundt i nabolaget for at finde Nina. Et kvarter senere kan hun både puste lidt ud og ånde lettet


1: DEN KØNNE SØSTER · 13

op, men ikke før hun har skældt eventyrlystne Nina ud og fået hende i tøjet igen. Da Clara finder Nina, kører hun rundt på sit løbehjul i rundkørslen på Femvejen. Hun har standset trafikken med “sin optræden”. De fleste forbipasserende smiler, og enkelte er ved at tabe både næse og mund. Selv griner Nina over hele femøren. Det er langtfra sidste gang, hun gør sig bemærket foran et publikum.

Nina Magdalena Møller blev født 15. juli 1932, på Sankt Lucas Stiftelsen i Hellerup. Hendes mor Claras ungpigenavn var Undset Gyth. Mor blev født i Danmark, men stammede fra Norge og var kusine til forfatteren Sigrid Undset, der blandt andet skrev trilo-gien om “Kristin Lavransdatter”, som hun vandt Nobels litteratur-pris for i 1928. Clara blev allerede som 21-årig gift med Kaj Møl-ler i 1921. De to mødte hinanden i England, hvor han var i færd med at uddanne sig til advokat med ret til at arbejde i engelske retssale i hvid paryk med slangekrøller og sort kappe. Kaj Møller nåede dog ikke så vidt, selv om han blev færdig med uddannelsen. På grund af sin fars tidlige død var Kaj nødt til at tage tilbage til Danmark i utide.

Sammen med sin bror overtog han varetagelsen af patentet på kasseapparater af mærket National Cash Register, og det var en god forretning. I 1933 blev Kaj Møller også ansat som direk-tør i Berlingske Tidendes administration. Hans temperament var særdeles velegnet til den omskiftelige verden på en avis. Han tog initiativ til flere nye tillæg i tabloid-format og søsatte Berlingske Leksikon. Begge dele med stor succes. Idéerne strømmede ud af ham, og de fleste af dem blev gennemført med stor arbejdsgejst og samtidig med respekt for omgivelserne.

Clara var smuk og en smule sky og en kvinde, der holdt stramt på formerne. Hun komplementerede på den måde Kaj, der var kendt som udadvendt og vittig. Nærmest en smule excentrisk. Han gik ikke af vejen for en practical joke. En aften han kom hjem fra arbejde, sad hans hustru Clara og læste i en kriminalroman. Kaj ville gerne drikke det sædvanlige glas fyraftenssherry sammen



med hende, men hun takkede nej. Hun var dybt inde i bogen og ville gerne læse den færdig, så hun talte ikke til ham i de efterføl-gende timer. Indtil hun bad ham gå op ovenpå og tænde lyset i den mørke gang på vejen ind til soveværelset. Det turde hun ikke selv, for bogen var meget uhyggelig. Han gjorde, hvad hun sagde, og hun opdagede ikke, at han smilede hemmelighedsfuldt, da han førte an på trappen op til første sal. Da Clara kom ind til dobbelt-sengen, gav hun et højt skrig fra sig. På hovedpuden lå en parteret mandarin. Ved siden af lå der en stor drabelig kniv fra køkkenet i en pøl af tomatketchup. Det var Kajs, syntes han da selv, sjove hævn for, at hun havde ignoreret ham hele aftenen.

Avismanden var i øvrigt ivrig lystfisker. På en fisketur ud fra Sjæl-lands Odde med nogle venner, blandt andre børnenes senere gud-far, Hugo Helms Hasselbalch, landede han engang en tunfisk på 319 kilo. Det var ny dansk rekord for en blåfinnet tunfisk. I den sammenhæng betød det mindre, at Clara måtte made ham tre gange om dagen i en hel uge bagefter, fordi hans højre arm var ubrugelig efter den hårde kamp med fisken. Det tog ham godt 11 timer at få den om bord på båden, fra det øjeblik den bed på kro-gen, så det blev til en lang og møjsommelig tur næsten til Jylland og tilbage igen og nogle gange rundt om Hesselø.

Kaj Møller gik op i forberedelserne til fødslen af familiens første barn med sædvanlig ildhu og præcision. Han ønskede sig bræn-dende en lille pige. Selvfølgelig ville ønsket gå i opfyldelse, så han kunne lige så godt gå i gang med at lave et kæmpestort børnevæ-relse i lyserødt og hvidt med det samme. Som sagt så gjort. En bar-nepige blev ansat flere måneder før fødslen. Rent faktisk blev der ansat flere de efterfølgende år, for hvis de ikke levede op til den kommende familiefaders helt præcise ønsker, blev de straks fyret igen. En overgang efter fødslen var der tre barnepiger ansat på samme tid. Hende som var på vej ud, hende der lige var begyndt, og hende som holdt sammen på det hele.

Nina var et ønskebarn. Vuggen blev dekoreret med belgiske blonder, og det meste af hendes tøj var fra The White House i Lon-


1: DEN KØNNE SØSTER · 15

don. Fint skulle det være, og fint blev det. Når mor skulle hjælpe til med det praktiske, gik det dog ikke altid helt efter planen. Da Nina var fem måneder gammel, blev hun meget forkølet, og der var ikke lige en barnepige i nærheden en af de gange, hvor tempe-raturen skulle tjekkes. Clara ville være sikker på, at termometret var rent, så hun skyllede det under hanen med varmt vand og be-gyndte straks at bruge det. Da hun læste 44,6 grader på termome-tret, flygtede hun skrigende fra børneværelset og overlod arbejdet til barnepigerne igen.

Lige så meget som Clara gerne ville have styr på sit hjem, uan-set om det af og til mislykkedes, lige så lidt havde hun styr på for eksempel sin bil. Døtrene kaldte hende Danmarks værste bilist. Det lykkedes hende blandt andet at komme til at sidde fast i en bil mellem to sporvogne. På en anden bytur kørte hun frontalt ind i et af Magasins udstillingsvinduer. Men det var ikke noget imod en ferie i Norge med Nina og Susanne, hvor Clara indledte turen med at køre en ko ned midt på vejen. Efter at have brølet en del, rejste den sig dog op igen og gik langsomt videre. Siden insiste-rede begge piger på at stå ud af bilen og gå gennem hvert eneste hårnålesving.

Nina og lillesøsteren Susanne (født i 1935) blev født ind i en over-klassefamilie, hvor man havde et stort hus i to etager med barne-pige, stuepige, chauffør, gartner og kok. Råd til at rejse på ferie i udlandet flere gange om året og sprogkundskaber ud over det sædvanlige på grund af forældrenes år i England. Både Susanne og Nina husker huset ved navn “Bernstorffslund” som et hjem med en travl og glad stemning. Strømmen af gæster var nærmest en-deløs. Alle børnene legede i gildesalen, i kælderen eller oppe på loftet med de mange smuthuller og afkroge. I stuerne sad ofte et broget galleri af journalister, kunstnere, skuespillere og hele fami-lier af nabolagenes udenlandske diplomatkorps.

For eksempel kom familien Møller allerede dengang sammen med den hollandske ambassadørs familie med efternavnet van Pal-landt, der var et af ægteparrets ældste vennepar. Floris var baron



og fra Holland, og hans kone, Elsa Blücher-Altona, var dansker og komtesse, og de havde tre små børn ved navn Serge, Frederik og Clara. Frederik der var to år yngre end Nina, og hans lillesøster, Clara, legede mest med Nina og Susanne.

“Når Frederik kom på besøg med sin søster, fik vi altid stukket en tier i hånden, og så blev der sagt: ‘Kan I ikke gå med Frederik i Zoologisk Have eller i biografen?’” husker Nina.

Da Nina og Frederik senere blev verdensberømte som sangduo, hed det sig, at de ligefrem havde sunget børnesange sammen alle-rede som helt små. Andre steder har der stået, at de mødtes første gang i en kravlegård, men det med at synge sammen som børn er formentlig tættere på en fiffig managers opfindelse end på virke-ligheden. Ingen af dem kunne i hvert fald huske det, når de af og til blev spurgt om det som voksne.

De mere gennemgående gæster blev kaldt for “onkler” og “tan-ter”, og en af dem var “Onkel Storm” alias skuespilleren, caba-retkunstneren og ikke mindst vittighedstegneren Storm P. Robert Storm Petersen arbejdede sammen med Kaj Møller på Berlingske Tidende. I natkjole og med vådt velfriseret hår fik Nina af og til lov til at være lidt længere oppe om aftenen og få Onkel Storm til at fortælle godnathistorier om feer og trolde. En gang tog han Nina i hånden og gik med hende ud for at vise, hvor feerne boede i krogene og sprækkerne under den store trappe op til første sal. Nina gjorde store øjne, da Storm P. fortalte, at det var en helt sær-lig slags feer, der ville rejse med familien Møller, uanset hvor de flyttede hen. Til juleaften i 1934 havde han tegnet en lille historie eksklusivt til Nina, der i dag befinder sig i Storm P. Museets arkiver på Frederiksberg. Historien “En gammel nisse” er dedikeret “Til Lille Nina fra Onkel Storm”. En af linjerne lyder: “En sommerfugl i solens skin ad Ninas vindue flyver ind”.

Pigernes norske mormor supplerede Storm P.’s historier ved at læse op af H.C. Andersens og Brødrene Grimms eventyr. En ef-termiddag havde Ninas mor fint besøg af en veninde og hendes tjenestepige fra De Vestindiske Øer. Nina kiggede ikke alene på tjenestepigen, nej hun gloede i flere minutter, så øjnene var ved


at trille ud af deres huler. Pludselig spurgte Nina, om hun måtte røre ved tjenestepigen, hurtigt efterfulgt af endnu et spørgsmål om, hvorvidt hendes farve mon ville smitte af på hænderne? Ninas mor var sønderknust og forvirret på samme tid, og hun tyssede Nina baglæns ud af rummet, så hurtigt hun kunne.

Ninas far var udover meget andet også en ret dygtig tryllekunst-ner. I sine yngre dage i England havde han engang fået en fiks idé om at købe alle remedierne til nummeret med “Den oversavede kvinde”, men Clara nedlagde veto. Hun vidste alt for godt, hvem der ville ende med at ligge i trækassen, og den slags havde hun ikke lyst til. I stedet argumenterede hun for, at de købte en rejse-grammofon. Og sådan blev det.

Så havde Kaj bedre held med at optræde for børnene. Når han kom hjem fra arbejde, optrådte han tit for Nina på en lille scene, der var stillet op i kælderen. Hans hofnummer var at trylle med blomster, fjer og en enkelt gang en rigtig kanin. Snart var der fjer eller blomster i den ene hånd, og snart var de væk for lidt efter at dukke op i den anden hånd. Han kunne også pakke en stor sort fjer ind i papir og trylle den om til fem små fjer i forskellige farver. Da Nina fyldte fire år i sommeren 1936, var hun så stor, at hun fik lov til at køre ind til byen med familiens chauffør, når han skulle hente hendes far på Berlingske Tidende. Hun marcherede stolt alene ind i den store bygning og op på hans kontor. Tog ham ved hånden og hentede ham med hjem til aftensmaden.



2:

DØDEN OG KRIGEN

I efteråret 1936 vågnede Nina op midt om natten til larm og råb i huset. Dobbeltdøren mellem hendes forældres soveværelse og

hendes eget værelse var låst, og det plejede den ellers aldrig at være. Næste dag fik Nina at vide, at hendes far var død. Clara og Kaj var kommet hjem fra en tur på restaurant i København, og Ninas far havde pludselig fået det dårligt. Clara gik straks ud på badeværelset og hentede aspirin, men da hun kom tilbage, lå Kaj livløs på sengen i soveværelset. Han var død af et hjertestop, inden han blev 40 år. Nina havde svært ved at forstå, at hendes far var død. Hun sørgede og nægtede at spise i flere dage. Ninas mor måtte bide tænderne sammen og valgte at tage Susanne og Nina med på en længere rejse til Monte Carlo og Rapallo i Nord-italien. “Bernstorffslund” med alle sine minder var uudholdeligt for Clara.

Nina husker sin mors sorg som noget, der foregik bag lukkede døre, som ingen så eller hørte noget til. Det fik ifølge Nina selv sø-strene til begge to at blive gode til at bevare kontrollen over deres følelser allerede fra en meget tidlig alder. Clara arbejdede hårdt for at ligne sig selv, og for at børnene skulle føle, at livet stadig var


2: DØDEN OG KRIGEN · 19

godt. Der blev set til, at glasuren på kagen stadig var der i form af ture til stranden og køreturene med hestevogn. De gange, Nina senere har tænkt tilbage på, at hun kun havde en far i ret kort tid, har hun altid formuleret det sådan, at hun ikke har følt, hun har manglet nogen far. Men hun har været ked af aldrig at have fået chancen for at lære ham at kende.

“Hvad er pointen ved at fortryde noget?” spurgte Nina i et inter-view med avisen Diario Ibiza i 1997. “Du kan alligevel ikke ændre fortiden”, fortsatte hun, inden hun alligevel trak en smule i land: “Hvis jeg fortryder noget, er det, at jeg ikke kendte min far”.

I årene efter dødsfaldet skete det ofte, at Nina gik op på loftet og talte med sin far oppe i himlen. Mest når mor skældte ud. Det er en af de dele af hendes barndom, Nina husker tydeligst den dag i dag.

Mor Clara var af den strenge skole, og da hun blev alene med to børn, fik den side af hende yderligere en tand. Og barnepigerne blev bedt om at følge de skrappe retningslinjer. I sin selvbiografi, “Nina”, der udkom i USA, England og Holland i 1973 – men ikke i Danmark – huskede Nina tilbage på barndommen sådan her:

“Vi levede blandt legetøj, bøger og tjenestefolk iklædt meget stift tøj. Vores mad blev bragt ind på sølvbakker og blev serveret på sølvtallerkner med hver vores navne på. Vores navne stod også på kopper, knive og gafler, der typisk var ting, vi havde fået i dåbs-gave. Vi brugte også et underligt instrument kaldet en ‘skubber’, som man kunne bruge til at skubbe tingene op på gaflen med. At tage fingrene til hjælp var helt og aldeles utænkeligt!”

Barnepigerne havde altid nystrøgne uniformer med forklæder og guldmærker syet på, som afslørede hvilken skole for barnepi-ger, de kom fra. Selv flere dages sultestrejke var ikke nok til, at man slap for at spise sin spinat. Da de to piger blev lidt ældre, gik der nogle gange sport i at drille barnepigerne. Særligt en barne-pige fra England, hyret så pigerne også kunne lære engelsk, måtte lide under deres skumle planer og hemmelige tegnsprog. Af og til lykkedes drillerierne så godt, at barnepigerne græd, og det føltes



som en stor triumf. I hvert tilfælde indtil Susanne og Nina begge to fik dårlig samvittighed og selv begyndte at græde.

I et talkshow på DR 1 med Jarl-Friis Mikkelsen i 1994 kom Nina ind på forholdet til sin mor.

“Hun var uhyre victoriansk. Hun var meget streng, og jeg var meget bange for hende. Lige indtil den dag hun døde. Jeg kunne tage telefonrøret i Californien og tale med hende, og så blev jeg som en lille pige på kun fem eller ti år igen. Er det ikke mærkeligt? Hun var en meget stor autoritet. Jeg elskede hende og beundrede hende. Hun var smuk og morsom. Men jeg var også bange for hende. Jeg tror, vi kunne have fået mere glæde af hinanden, hvis det var anderledes. Vi kunne have rejst sammen og været mere veninder, men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det”, sagde Nina og fortsatte:

“Alle mine synder blev optrævlet, hver gang vi mødtes, og det var så trættende. Min mor var dog også sød og betænksom, og jeg lærte mange ting af hende. Især en ting har hjulpet mig senere i livet. Selvdisciplin. Man kan godt grine, men det selv at kunne trække op i sokkerne, som man siger på engelsk, kan man bruge til noget”, sagde Nina, der i dag godt kan undre sig over nogle af de fikse idéer, som hendes mor fik.

“Min mor var lettere tosset i visse retninger, og i dag ville hen-des opførsel blive betragtet som børnemishandling. Jeg fik krøl-let mit hår hver aften, og jeg skulle sove på en hård pude med hestehår i. Det var åbenbart vigtigt for slangekrøllernes tilstand. Jeg var 13 år, før jeg fik min første rigtige hovedpude. Da jeg blev konfirmeret, fik jeg omsider lov til at sætte håret op i en hestehale, og det var en stor lettelse for mig”, siger Nina.

Ninas mor sagde altid til hende, at hun ikke var forfængelig nok. Nina gad ikke tilbringe al den tid foran spejlet, som hendes mor mente, at hendes tøj og frisure krævede. Engang hvor det blev for meget, løb Nina hjemmefra med sin hund. Hendes mor blev skrækslagen og alarmerede politiet, hvorefter hunden og Nina kravlede op fra deres skjul i den store skraldespand bag ved huset. I dag undskylder hun sin mor.



“Jeg syntes, min mor var besværlig dengang, og hun havde ikke let ved at styre os piger. Hun havde dog heller ikke selv noget nemt liv alene med to små livlige piger efter min fars død”.

Nina og Susanne – eller Sussi som Clara og Nina kaldte hende – gjorde alting sammen, da lillesøster blev stor nok til at følge med. Der blev opført komedier og cirkusforestillinger i kælderen, hvor de fik lov til at lege med faderens efterladte kostumer og teaterre-kvisitter. Der blev leget prinser og prinsesser i den hyggelige have, hvor der stod en marmorbænk med løvehoveder på armlænene, og bordtennis og sejlture var også en del af hverdagen. De gik på opdagelse i husets store blomsterhave med et stort guldfiskebassin med to små øer i midten. Blive enige om at lokke legekammerater-ne ud på den største ø ved hjælp af at lægge en stige over vandet og gemme den bagefter kunne de også, og så blev der grinet og hujet, inden kammeraten blev reddet i land igen lidt senere.

“Der blev altid sagt, at jeg var den kønne søster, og Susanne var den skægge søster. Jeg synes nu ikke selv, vi var så forskellige”, husker Nina.

Susanne beskriver det således:“Da vi blev lidt ældre, var vi meget forskellige på den måde, at

jeg var et hjemmemenneske, som brugte meget tid på den ride-skole, vi havde som nabo. Nina lignede den pæne engel, men det var et billede, vores mor havde trukket lidt ned over hende. Nina kunne ikke komme nok ud på eventyr og fiskede altid nogen op på vejen, der blev inviteret hjem til te”.

De blev begge to ofte sat til at holde små taler for gæsterne. Så stod de der i fine lyserøde eller lyseblå kjoler med strutskørter og sagde noget, de havde lært udenad. Bedsteforældre og tanter då-nede naturligvis, men Nina hadede hvert et minut. Endnu værre var det, hvis de blev sat til at synge for gæsterne.

“Jeg var frygtelig genert og syntes, det var det værste af alt. Det generer mig stadig at stå på scenen. Der er noget blufærdigt ved det, og tit har jeg lyst til at finde et musehul at kravle ned i. Væk fra publikums stirrende øjne. Når vi som små lavede vores cirkus-



forestillinger og teaterstykker og var forklædt, holdt jeg en smule mere af det”, sagde Nina, da hun var blevet verdensstjerne.

Lillesøster Susanne havde det med at gå i søvne, og en dag da den lille familie boede på Hotel Vestersøhus i København, havde de fået et værelse på femte sal. Susanne forlod sin seng midt om natten og rumsterede rundt i søvne et stykke tid, indtil hun trådte op i altankassen uden for et åbent vindue. I mellemtiden var Nina heldigvis vågnet og fik Susanne hevet ind i rummet igen og lagt i seng.

Det var ikke den eneste gang, Nina reddede sin lillesøster. På en ferie til Skagen var de to piger ude at bade med en barnepige. De morede sig med at hoppe ud fra nogle bundgarnspæle, og det gik også godt i et stykke tid, indtil Susanne blev revet med af en ond understrøm. Først blev barnepigen trukket med ned og bag-efter lillesøster. Nina sprang resolut i vandet og fik trukket den noget større barnepige hen til en af bundgarnspælene først. Der-efter dykkede hun efter Susanne, der efterhånden havde været under vandet i flere omgange. De to svømmede og svømmede, men kom ingen vegne. Til sidst lykkedes det dog at komme hen til en af bundgarnspælene, og Susanne blev bedt om at klamre sig til pælen ligesom barnepigen. Nina svømmede ind til land og skynd-te sig hen langs stranden for at finde nogen, der kunne hjælpe. De turister hun mødte, troede ikke, hun var rigtig klog at gå og fortælle den slags røverhistorier. Til sidst fandt hun en fisker fra Skagen, der sagde, at han ikke selv turde svømme ud til pælene, men som dog hentede en båd, og ind kom alle de tre ulykkelige badende. Pigerne forsøgte at undskylde sig med, at de havde væ-ret ved at drukne, da de kom for sent til aftensmaden, men Clara godtog ikke undskyldningen og skældte dem hæder og ære fra. Hun fik røde ører, da episoden var omtalt i næste dags udgave af Skagens Avis.

På en skiferie til Østrig i marts 1938 stiftede Nina på seks år for første gang bekendtskab med fascinationen af drengekønnet. Det var i alperne nærmere betegnet i Kitzbühel, hvor det var sjovt at



stå på ski med alle de voksne. Nina var bare for genert til at af-bryde turene i terrænet for at gå på toilettet, så efter fire kolde timer på løjperne tissede hun i bukserne. Alle lagene af undertøj og skibukserne blev våde. Lidt senere kom Nina forbi en dreng på syv år, som hun havde flirtet lidt med på sin egen sky facon. Netop som de stod og talte lidt sammen, kunne hun mærke, at det inder-ste sæt bukser frøs til is.

“Hvor ydmygende. Den seks-årige fristerinde stod nu blot og lignede et ønskeben med vanter”, erindrer Nina i sin selvbiografi.

Senere på dagen så Nina i vinduet på hotellet soldater komme marcherende i lange rækker, som om de også havde tisset i buk-serne og var frosset fast bagefter. Nina syntes, det var et spæn-dende spektakel og kunne ikke forstå, at de voksne ikke delte hen-des begejstring. Det var tyske soldater, der marcherede gennem Østrig, som Tyskland netop havde annekteret i optakten til det, der skulle vise sig at blive Anden Verdenskrig.

Året efter, i 1939, gik skiferien i stedet til Norge, da det var for utrygt at tage til Østrig. Clara, Nina og Susanne var næsten kun lige kommet hjem igen, da tyske flyvemaskiner fløj hen over Kon-gens Nytorv og erklærede Danmark for besat. Det var blevet 9. april 1940. Allerede året før var Clara begyndt at lave huset om til en slags lagerhal for Røde Kors. “Bernstorffslund” var blevet cen-trum for Ninas mors Røde Kors-cirkel, hvor man syede og samlede førstehjælpskasser til soldaterne i den finsk-russiske krig. Nina på otte år hjalp med at sy halstørklæder.

Til at begynde med ændrede krigen ikke meget ved hverdagen i Hellerup set ud fra børnenes perspektiv, selv om madvanerne var nødt til at ændre sig. Et marcipanbrød var nu lavet af kartoffelmos med sødemiddel betrukket med paraffin i stedet for chokolade. Paraffin blandet med spyt og lidt tandpasta for smagens skyld ud-gjorde også tidens tyggegummi.

Dramaet i Ninas liv var meget tættere på end de tyske soldater. En dag blev hun syg i skolen og blev bedt om at holde sengen. Først efter flere dage, hvor hun ikke kunne holde noget i sig, fandt lægen ud af, at hun havde fået dysenteri. Formentlig efter at hun



havde fodret hestene på rideskolen ved siden af med druer fra drivhuset. Det kostede en måned på hospitalet, hvor eneste under-holdning ved siden af dagens ret, havregrød uden mælk og sukker, var hendes mors oplæsning af alle fem bind af H.C. Andersens samlede eventyr.

Hver aften kunne hun høre en dreng på sin egen alder sige børnerim og synge børnesange på stuen ved siden af, men hun hverken kunne eller måtte se ham. En aften sang han pludselig ikke mere. “Han er død i morges”, sagde sygeplejersken uden at fortrække en mine, og Nina græd i al hemmelighed under dynen – over tabet af den ven, hun aldrig så.

Efterhånden som krigen ude i verden spidsede til, strammede de tyske soldater også grebet i Danmark, og modstanden mod ty-skerne blev mere tydelig. Medlemmerne af Hæren og Søværnet blev interneret i august 1943, og det betød, at tyskerne overtog nogle militærbarakker i nabolaget med patruljer døgnet rundt på Bernstorfflunds Allé til følge. Clara følte ikke, at hun som mor med ansvaret for to børn på 11 og 8 år selv ligefrem kunne være aktiv frihedskæmper, men hun støttede frihedskæmperne med penge, og hun åbnede sit hus for folk, der gemte sig for tyskerne og jø-diske flygtninge på vej til Sverige. En dag tog Clara sine to døtre med ind på et af badeværelserne og låste døren og sagde med lav stemmeføring:

“I skal ikke tale med jeres venner eller sige noget som helst i skolen om, hvem der besøger os, eller hvem der bor her i huset. Nogle af dem er på flugt fra tyskerne, og hvis de finder ud af, at vi gemmer dem, vil de tage mig væk, og jeg vil blive skudt eller sendt i fængsel, og I vil aldrig få mig at se igen. Forstår I det?”

Det forstod Nina og Susanne godt, og de holdt på mange hem-meligheder gennem resten af krigen.

Clara havde held med at operere under tyskernes radar under hele besættelsen, men en af hendes nære veninder, der var engelsk af fødsel, var knap så heldig. Monica Wichfeld blev dømt til døden for at gemme ammunition på Engestofte Gods ved Maribo, som de



engelske tropper smed ned fra flyvere om natten. Hun appellerede sin dom og fik den ændret til fængsel på livstid, hvorefter hun blev sendt til et fængsel i Waldheim i Tyskland, hvor hun fik lungetu-berkulose og døde få måneder før krigens afslutning. Inden da havde hun siddet på Dagmarhus på Axeltorv, hvorfra hun en dag sendte en hemmelig besked til Clara om, at hun havde tandpine. Clara Møller gik resolut ind i løvens hule og overtalte de tyske vagter til at give hende en rodbehandling. Historierne om Monica Wichfeld fyldte Susanne og især Nina, der var stor nok til at forstå dem lidt bedre, med gru.

Da de tyske tropper i efteråret 1944 deporterede det danske po-litikorps til koncentrationslejrene i Tyskland, lykkedes det en del politifolk at undslippe. To af dem gemte sig i en periode i huset hos Clara, Nina og Susanne. Den ene blev forklædt som chauf-før og den anden som gartner. Nina gemte sin dagbog, et ameri-kansk flag, hun havde fået af sin fætter og illegale flyveblade fra modstandsbevægelsen, i et hul under en stor sten i haven. Mod krigens slutning lavede Nina og Susanne fint hvidt dukketøj af en faldskærm, der lå på loftet. Hvor den kom fra, har de aldrig siden spurgt om. De smurte også madpakker til Hjemmeværnets føl, der blev trænet i en park i nærheden. Claras bror, oberst Volmer Gyth, var med til at planlægge de allierede styrkers bombardement af tyskernes hovedkvarter i Shellhuset i København i marts 1945, så det optog pigerne meget, da aktionen blev gennemført, og det be-rørte dem meget, at Den Franske Skole var blevet ramt og bombet ved et uheld, og 86 børn og 18 voksne omkom.

Først på aftenen 4. maj 1945 kunne den danske speaker fra ra-dioen i London annoncere, at tyskerne ville overgive sig i Holland, Nordvesttyskland og Danmark fra næste morgen klokken otte. Nina skyndte sig op for at hente et stort orange bolsje, som hun havde gemt fra sin fødselsdag fire år tidligere. Hun havde svoret, at hun først ville spise det, når besættelsen var forbi. Det var lidt støvet, men det smagte godt alligevel. Hun løb videre og fandt sit amerikanske flag frem og bandt det på sin cykel og kørte en lang



tur med alle vennerne. De næste par dage var kaos, for nu gik modstandsfolkene på jagt efter kollaboratører, der havde arbejdet sammen med tyskerne. To huse væk fra “Bernstorffslund” blev et hus en dag omringet, og der lød skud både inde fra huset og ude-fra. Kort efter stoppede skudduellerne, for kollaboratøren, havde begået selvmord. Da hans krop blev båret forbi mængden af børn, hvor Nina stod med kammeraterne, spyttede mange af børnene på båren. Der fik forræderen, hvad han fortjente.

Efter krigen gik det på flere måder mod lysere tider. Huset var fyldt med engelske og amerikanske venner, og det skete ikke sjældent, at det ringede på dørklokken, og udenfor stod endnu en ven, som ingen helt havde styr på, hvor havde været under krigen, og gensynsglæden blomstrede. Luften var tyk af røverhi-storier fra krigen og for eksempel havde Ninas onkel Volmer Gyth den sorte klap, SS-chef Heinrich Himmler havde haft for øjet, med hjem som krigssouvenir. Den havde han fået af en engelsk efterret-ningsagent. I biograferne viste man dokumentarfilm fra koncen-trationslejrene i Auschwitz, Belsen og Dachau. Det prægede Nina så meget, at hun meldte sig ind i Danske Kvinders Beredskab, et frivilligt beredskab for kvinder. Som kun 13-årig var hun landets yngste medlem på dispensation.

Clara blev ved med at have tjenestefolk i husholdningen, selv om Nina var 13 år, og Susanne var blevet 10 år. Nu var de to piger så gamle, at nogle af de ansatte kvinder blev en slags veninder. Især husker de Annelise Rubinstein, der var 20 år på det tidspunkt. Hun var flygtet til Sverige under krigen, og var nu kommet tilba-ge. Efter tiden som barnepige blev hun boende hos Nina, Susanne og Clara i yderligere nogle år, mens hun læste til socialrådgiver. Annelise Rubinstein var udstyret med en markant social bevidst-hed, der blev en inspiration for både Nina og Susanne. Både som store børn i anden halvdel af 1940’erne, og i forhold til hvordan de begge to kom til at lave forskellige former for frivilligt socialt arbejde langt senere.

“Hun stillede op i uniform som uddannet barneplejerske, men jeg var højere end hende, og jeg kunne jo ikke rende rundt med en



barnepige i en alder af 13 eller 14 år. Det endte i stedet for med, at vi blev mægtig gode veninder. Hun var sådan en, jeg kunne tale med noget om, hvis mor var besværlig, eller jeg ikke lige kunne tale med min søster”, husker Nina i dag.

Gennem årene siden deres fars død havde Clara haft ikke så få bej-lere. De blev nøje vurderet af Nina og Susanne ud fra den varme, som deres mor gav fra sig over for dem, og ud fra størrelsen af de gaver, som de ofte havde med til pigerne. Især én mand fandt nåde for deres øjne, og det var på grund af størrelsen på gaverne. Han kom altid på besøg meget sent om aftenen. En sommeraften omkring klokken 22 blev pigerne for eksempel hevet ud af sengen til synet af et to meter bredt dukkehus og fire store kasser med møbler til det. Derefter førte han klart i pigernes hemmelige kon-kurrence om, hvem de ønskede sig som stedfar.

Men det blev ikke ham eller nogle af de andre bejlere, som pi-gerne havde set gennem årene, der løb af med Clara. Efterhånden opdagede pigerne i stedet et mønster af telefonsamtaler med en mand, hvis stemme de ikke kunne høre i telefonen. De kunne kun høre, at deres mor svarede med den sødeste stemme, når det lige var ham, der ringede. En forårsmorgen i 1943 viste Clara et bil-lede af manden og fortalte, at de to snart skulle giftes. De gen-kendte ham straks som deres gudfar, Hugo Helms Hasselbalch, som de havde kendt i mange år. De havde faktisk kendt ham altid og været glade for ham.

Situationen var bare den, at han lå i svære skilsmisseforhandlin-ger med sin hustru, der også havde været en del af et vennepar til familien Møller gennem mange år. Grete Ditlevsen var i sin tid so-lodanserinde på Det Kongelige Teater. Hun og Hugo havde været gift siden 1913, og Grete tog det ikke let, da Hugo blev forelsket i Clara. Clara og Hugo forsøgte at se hinanden, så meget de kunne, men det blev gjort besværligt af ekshustruen og mørklægningen under Besættelsen. Det betød, at Clara var knap så meget hjemme som tidligere, og når katten var ude, dansede musene på bordet. Ofte kravlede Nina og Susanne ud ad vinduerne om aftenen og



tog på Bakken, mens barnepigerne troede, at de sov uforstyrret i deres fine senge.

Skilsmissen tog sin tid, så Clara Møller blev først gift med teks-tilfabrikant Hugo Helms Hasselbalch i 1946. Fra da af hed Nina Hasselbalch Møller til efternavn.

Tekstilfirmaet Hasselbalch & co. bestod af fabrikker i både Dan-mark, Norge og Sverige, og det var endda kun et af de mange firmaer, Hugo ejede.

Selv om både Susanne og Nina var lidt sure over, at Clara og Hugo blev gift i det stille i september 1946, så de ikke fik lov til at være brudepiger, var de meget glade for deres stedfar.

“Han blandede sig aldrig i vores mors opdragelse af os. Han forkælede os derimod. Gerne med 10 eller 20 kroner, så vi kunne gå standsmæssigt i biografen, og det var mange penge, som vores mor lod, som om hun ikke så”, husker Nina i sin selvbiografi.

“I forhold til at han fik sådan to teenagepiger ind, var han det mest rørende, man kan tænke sig. Hvis mor skældte ud, gestiku-lerede han venligt en lille parodi bag hendes ryg og stak os en femmer bagefter. Det scorede han mange point på. Han var ikke nogen stor børnepsykolog, men man var aldrig i tvivl om, at han kunne lide os eller om mors og hans kærlighed til hinanden”, hu-sker Susanne.

Den ny familiekonstruktion betød også, at Clara, Nina og Susanne skulle flytte ud til Hugo, og han boede i et endnu større hus på Strandvejen mellem Vedbæk og Rungsted, der var døbt Pinjehøj. Pigerne var ikke glade for at flytte, og for Nina kostede det et par lange dage, hvor hun sagde farvel til næsten hver eneste plante i haven og nogle tudeture alene på loftet. Kort tid efter, de var flyt-tet, brændte hele underetagen på grund af en fejl i kaminen, og selv om det føltes forfærdeligt, gav det ekstra gode grunde til at synes godt om det nye hus, de skulle bo i.

Pinjehøj var i fire storslåede etager med højt til loftet. Der var egen strand, egen tennisbane, tre gamle vikingegrave, hvoraf to stadig var fredede, og en del små lysthuse. Pigerne kendte godt



huset fra mange besøg, men da de flyttede ind i det, blev de enige om, at de ikke ville invitere vennerne derud, for det var simpelt-hen for pinligt, så stort det var.

Hugos ekskone, Grete, havde mange somre vist balletter på Pin-jehøj, med elever fra balletskolen på Det Kongelige Teater. Nina havde selv gået på balletskolen i fem år, men stoppede, da hun syntes, hun blev for høj i forhold til idealerne. Om sommeren hav-de hun dog stadig danset med de dygtigste mange gange, og hun plejede at dele værelse med den senere balletstjerne Toni Lander i et tårnværelse. Lige netop det værelse fik hun nu lov til at få som fast værelse.

Arkitekten, der samtidig med at han tegnede “Pinjehøj”, også var med til at tegne Christiansborg, havde haft så travlt, at han i første omgang glemte at gøre plads til et køkken. Det betød, at man besluttede sig til, at den forreste del af kælderen blev ind-rettet som køkken. Et stort rum med en helt speciel akustik, der skulle få en særlig betydning for det senere møde mellem Nina og Frederik.

I 1947 fik familien besøg af Claras kusine Sigrid Undset på Pin-jehøj. Hun havde været flygtning under krigen, hvor hun mistede både sin mand og sine to børn og var nu i gang med en foredrags-turné, hvor hun samlede penge ind til Norge, der var meget hår-dere mærket af krigen end Danmark. Nina husker Sigrid Undset som en alvorligt udseende gæst klædt helt i sort. Meget høj og med gråt hår. To år senere døde hun og fik en statsmandsbegra-velse i Norge.

Efterhånden fik Nina lyst til at se sine veninder hjemme i det nye hus, hvor der næsten altid var gæster, og hvor det summe-de af liv. En af dem som kom næsten hver weekend, var Merete Rostock-Jensen, der var en nær barndomsveninde, selv om hun er to år yngre end Nina. Ninas forældre og Meretes forældre var venner, og på den baggrund blev de to piger veninder. Siden blev Merete hofdame for dronning Ingrid og kaldte i øvrigt en af sine egne døtre for Nina. Hendes stærkeste minder fra årene som teen-ager er Ninas og Claras skønhed.



“Min far sagde altid, at Clara i sine unge dage havde været end-nu smukkere end Nina, men jeg syntes, de begge to var fantastiske skønheder. Om Nina kan man sige, at hun altid så pragtfuld ud ligegyldigt, hvad hun gik i. Hun var et naturbarn og kørte bil i bare fødder og den slags. Vi andre ville se farlige ud på den måde, men hun så altid godt ud. Visse smukke mennesker kan godt have en ‘her kommer jeg’ attitude ud over det sædvanlige eller være meget hovski-snovski, men det var Nina ikke. Hun var helt modsat det miljø, hun kom fra, af natur og meget ubevidst om sin egen skøn-hed”, siger Merete Rostock-Jensen.

Lykken blev desværre hverken lang eller sygdomsfri for Clara og Hugo Helms Hasselbalch. Allerede i slutningen af 1948 fik Hugo et slagtilfælde, som han overlevede, men det betød, at han blev anbefalet afslapning og hvile. Gerne langt væk fra sit arbejde og det sædvanlige stress og jag. For eksempel på en rejse til søs. I december samme år gik Clara, Hugo, Nina og Susanne derfor om bord på det norske fragtskib “Cometa” på trods af kraftige protester fra skolens rektor. Hun mente, at børn til enhver tid befandt sig bedst i en skole, mens Clara pegede på muligheder-ne for uddannelse undervejs, i de to til tre måneder, turen skulle vare.

I de første år efter Anden Verdenskrig foregik det meste af den slags sejlads langsomt gennem farvand, hvor der stadig lå mange søminer, og kaptajnen forsømte ikke at underholde med pessimi-stiske forudsigelser om, hvor stor en risiko, der var for at sejle ind i en sømine. Clara, Hugo, Nina, Susanne og deres tjenestepige udgjorde kun et mindretal af de 12 passagerer om bord. Resten var nordmænd, der havde været tyskervenlige under krigen. De skulle til Sydamerika for at slippe væk eller ned for at besøge fami-liemedlemmer, der var faldet meget alvorligt i unåde i hjemlandet. Om bord på skibet var der ret kedeligt, så Nina blev gode venner med kokken, der blandt andet afværgede en tandpine, hun fik som følge af, at hun havde fået trukket visdomstænder ud inden afrejsen. Penicillin var der ikke noget af om bord, for det havde ka-



hytsjomfruen brugt efter en blodforgiftning, så kokken kurerede hende med et grødomslag med varm havregrød.

Første stop var Rio de Janeiro i Brasilien, hvor Nina for første gang fik bananer i hele klaser. Det kostede en voldsom mavepine, så hun glædede sig til, at de skulle besøge gamle kendinge i Ar-gentina. Den hollandske ambassadør van Pallandt var nemlig flyt-tet videre fra Danmark og var nu ambassadør i både Argentina, Uruguay og Paraguay. Clara havde planlagt at overraske familien van Pallandt juleaften. Det viste sig at være lidt overmodigt at forsøge at overraske venner på den anden side af jordkloden, for de var ikke hjemme. Juleaften blev i stedet tilbragt på det norske sømandshotel, hvor en fuld sømand smed juletræet ud på gaden, før nogen havde fået en chance for at danse omkring træet og synge julesange.

Først i det nye år indhentede de rejsende familien van Pallandt i Montevideo i Uruguay, hvor de havde en sommerresidens. De ban-kede på døren i velhaverforstaden Carasco, og Frederik lukkede op. Nina var blevet 16 år, Frederik var kun 14. Allerede dengang var han dog høj. Med sine mere end én meter og 90 centimeter og klare blå øjne var han en imponerende skikkelse. Det noterede Nina sig, selv om hun var knap to år ældre end han, og da de sene-re om aftenen skulle på casino, arrangerede hun det sådan, at de kom til at sidde sammen. De følte sig jævnaldrende. Dagen efter var de to familier på stranden, og der blev løftet et par øjenbryn og smilet lidt hos forældrene, da først Frederik løb ud i det kolde vand og derefter Nina. Normalt var ingen af dem nemlig særlig vilde med den slags.

Nina sagde ikke noget til sin lillesøster om, hvad hun følte, men det var ret indlysende at se for Susanne:

“Nina var sådan helt ‘Gisp’, da hun mødte Frederik i Monte-video. Han havde charme, ingen tvivl om det, og han havde et udmærket hoved og et enormt sprogtalent. Han talte hollandsk, engelsk, fransk, spansk og dansk. Men han var også meget op-taget af sig selv og de historier, han fortalte. Nina elskede alle



historierne og de store armbevægelser, og hun labbede dem i sig. Da han nåede til en tigerjagt i Afrika, hvor der ikke lever tigre, og Nina ikke reagerede, tænkte jeg ‘hellige Guds moder, hvad sker der dog’?” husker Susanne.

Besøget varede kun i få dage, men inden Nina tog af sted igen, lykkedes det hende at smugle en karton cigaretter fra skibet med ud til Frederik. De var begge to begyndt at ryge på trods af Claras formaninger om, at den slags var usundt. Nina ville være “one of the boys”, selv om det var svært at få cigaretter lige efter krigen. Hun tog afsked med en ny ven, og der skulle gå nogle år, inden hun så ham igen.

Hugo Helms Hasselbalch fik det bedre i en periode efter turen, og de næste mange år blev det til flere rejser i jagten på at forbedre hans helbred. Men gennem det næste årti fik han også flere slag-tilfælde og måtte snart holde helt op med at arbejde. Han døde i november 1957. Kun ganske få måneder efter at Nina og Frederik var braget igennem som Danmarks nye sangstjerner og var på vej til at erobre det meste af verden. Han nåede ikke at se Nina og Frederik optræde på en scene.

I de mange år Hugo var syg, rejste han og Clara meget, og pi-gerne havde ikke den mest intense voksenkontakt til hverken deres mor eller deres stedfar i de år. Samtidig smuldrede Hugos tekstilforretning langsomt. Han forsøgte sig selv som formand for bestyrelsen i et nyt aktieselskab dannet midt i 1950’erne, men det er svært at styre en virksomhed, når man er syg. Kort tid efter kom der oven i købet en ny skat på danskproducerede tekstiler, der førte til, at branchen nærmest kollapsede og langsomt begyndte imperiet at falde fra hinanden, og den syge mand kunne ikke rig-tigt gøre noget.

“Vi er altid blevet set på udefra, også af vores tjenestefolk, som rige, og som om vi var født med en guldske i munden. Folk kunne jo ikke se, at det hele var ved at gå fallit bag facaden. Det stod ikke skrevet nogen steder. Til sidst fik Hugo kræft i maven, og vi kunne bare sidde der og se det søde dejlige menneske dø i småbidder. Vi


havde godt nok en sygeplejerske boende, men min mor var også selv oppe fem gange hver nat, så hun var beundringsværdig ud over alle grænser i den svære situation”, siger Susanne.

Dagen efter at Hugo Helms Hasselbalch døde, gik der to mænd og målte op ude i haven på Pinjehøj. Susanne gik ud til dem og spurgte, hvad de dog lavede der?

“Ja, nu er Hasselbalch jo død, og så har enken vel ikke råd til at bo her længere. Vi måler ud til en udstykning”.

Susanne jog dem væk og fortalte sin mor om oplevelsen, og hun blev rasende. I årene efter Hugos død forsøgte Clara med hjælp fra en advokat at redde de stumper af forretningen, som reddes kunne, men på grund af forskellige juridiske komplikationer og advokater med urent mel i posen blev virksomheden først helt opløst i slutningen af 1960’erne, hvor Clara omsider fik en mindre arv.

I dag konkluderer Susanne, at det har farvet deres liv meget, at Nina og hun i lange perioder levede uden en mand i huset. Og at begge gange, der var en tryg og inspirerende en af slagsen, blev han taget fra dem ret hurtigt.

“Min mor var alene i mange år. Og hun var ikke så meget hjem-me, da hun besøgte Hugo, før de blev gift. Det har betydet, at Nina og jeg ikke opførte os helt så korrekt som andre piger. I det hele taget er min vurdering, at vores liv uden en faderfigur i lange pe-rioder har betydet, at vi har haft svært ved at have et realistisk for-hold til mænd i visse perioder senere i vores liv. Det gælder også Nina, selv om hun dog har haft fordelen af at være meget smuk. Vi har simpelthen ikke haft en særlig sund dømmekraft i forhold til mænd helt generelt, fordi udgangspunktet har været, at bare de kunne lide os, var det jo rørende i sig selv, og så stiller man ikke mange krav i et parforhold og kommer til at gå med til for meget”, ræsonnerer Susanne i dag.


Documents

Nina van Pallandt - Hellere tro på det gode en gang for meget