1

4. dag: Elbsandsteingebirge

og Theresienstadt

Ikke langt fra Dresden besøger

vi Elbsandsteingebirge, bjerge-

ne er af sandsten - heraf nav-

net. Et spændende område i

Saksiske Schweiz nær den tjek-

kiske grænse. Flodlandskabet

langs Elbens snoede løb rejser

sig til forrevne, stejle søjler af

kalksten og dramatiske dybe

klippekløfter samt enestående

klippeformationer på op til 200

meters højde. Det ene impone-

rende syn efter det andet aflø-

ser hinanden. Vi passerer forbi

den imponerende gamle mid-

delalderfæstning Königstein

samt Bastei, hvor der bliver

mulighed for at nyde den fanta-

stiske udsigt ud over klippe-

landskabet samt spise frokost.

Vi fortsætter til Theresienstadt

(Terezin) en af Anden Verdens-

krigs mange koncentrationslej-

re, som vi besøger. Byen There-

sienstadt blev i 1941 af Gestapo

omkranset af høje mure. Som så

meget andet var her to sider af

virkeligheden. Uden for murene

en model for nazismens bud p

en eksemplarisk jødisk bosæt-

telse til den nye verden og in-

denfor en koncentrationslejr o

gennemgangslejr for transpor-

ter til udryddelseslejren Au-

schwitz. Efter en dag med me-

get forskellige oplevelser, ven-

der vi tilbage til Dresden. Mid-

dag på restaurant i byen.

Allerede 20 minutter over otte

sad vi ude foran Hotel König-

stein og nød det gode vejr. En

børnehaveklasse passerede for-

bi i stor orden. Alle børn havde

hinanden i hånden én pædagog

for og én pædagog bag, jo der

var orden i tingene. Klokken ni

kørte bussen af sted mod Sak-

sisk Schweiz. På vejen kom vi

forbi borgen, som havde givet

navn til vort hotel. Videre gik

turen til Theresienstadt eller

Tezín som den hedder på tjek-

kisk. Vi var kun 60 km fra

Prag. Der opsted et tissepro-

blem. Man kunne ifølge Bent

kun tisse mod kontant betaling i

en automat, og det i tjekkisk

valuta. Det var der ingen der

havde noget af. Vi måtte ind for

at bruge bussens toilet, det var

lidt synd for Frank. Pludselig

kunne man alligevel tisse for

Euros, forvirringen var til at

tage og føle på. Heldigvis gen-

nemgik alle den ventede reduk-

tion af trykket på en bestemt

legemsdel.

Bent var i vanligt høje tempo

spænet over for at købe billetter

til borgen, eller rettere KZ-

lejren Theresienstadt. Solen

bagte nærmest nådesløst ned

over vore hoveder, så der blev

øgt skygge under træerne der

udgjorde alléen der førte op til

porten ind til fæstningen. Vi

kunne så stå og se på gravstene-

2

Elbsandsteingebirge gav nogle skønne udsigter. Turen fra bussens parkeringsplads ud til udsigter-

ne var rimelig lang for mine stive ben, men det lykkedes.

Glad var jeg, da min saksiske ven med de to flotte heste spændt for vognen, ville køre mig tilbage

til bussens parkeringsplads for 1,50 Euro.

3

nene for de 500 jøder, der hav-

de mistet livet i KZ-lejren.

Efter jødisk skik lå der små sten

på gravmindet en tradition, der

stammer fra jødernes uddrivelse

af Egypten, hvor de vandrede

40 år i ørkenen, og hvor de dø-

de blev dækket til med sten for

at hindre vilde dyr i at æde li-

get. Så passerede vi hen over

broen og ind gennem fængsels-

muren. Gennem endnu en port

og vi så den verdenskendte,

modbydelige nazistiske inskrip-

tion over endnu en indgang –

ARBEIT MACHT FREI – hvad

ordene skulle betyde i en gen-

nemgangslejr til Auschwitz el-

ler andre udryddelseslejre, har

ingen endnu forklaret, men må-

ske nazistisk ironi.

Vi så celler med plads til 100

mennesker og et gammeldags

das (lokum). Vi så et rum med

masser af håndvakse og vand-

haner. Men der ville aldrig

komme vand ud af hanerne. De

var sat op for at narre Røde

Kors og verdensoffentligheden.

Det lykkedes Nazisterne langt

hen ad vejen at stikke verden

blår i øjnene, og skjule deres

behandling af deres jødiske og

alle andre fanger, der var så

uheldige at falde i Gestapo

(Geheime Staats Polizei) eller

Waffen SS (Schutsstaffel)

(Bedskyttelsesenhed). Jeg nåe-

de ikke at se henrettelsesplad-

sen og de øvrige bygninger der-

omkring, men jeg havde fået så

rigeligt et indtryk af den nazi-

stiske umenneskelighed.

Begravelsespladsen for 500 jøder der omkom under totur i Theresienstadt.

Hvilken form for ironi, der lå bag sætningen, -ARBEIT MACHT

FREI er ganske uforståelig. Fangerne kom her for at blive myrdet

på én eller anden bestialsk facon ved skydning eller tortur.

4

B

Bohumil Becvár blev

født den 22. juli 1884

og døde her i Theresi-

enstadt den 26. april

1945 bare 18 dage før

tyskerne kapitulerede

den 8. maj 1945.

I dette lille rum boede der 100

fanger.

De sanitære forhold var

forfærdelige. Dette bil-

lede viser det eneste toi-

let de 100 fanger havde

adgang til.

5

Rummet med de mange håndvaske

med haner, der ikke var tilsluttet

vandførende rør, alt sammen for at

narre Røde Kors til at tro, at fanger-

ne ikke led nogen nød på det sanitæ-

re område

Også her fik Røde Kors medar-

bejderne et indtryk af de fine

badefaciliteter.

Teksten lyder i dansk oversættelse: I årene 1940 til 1945 blev

mere end 1.500 jøder fængslet her i Stall Fortress fængslet. De

tilhørte en gruppe af fængslede som fik den værste skæbne. Om-

kring 500 af dem blev torteret til døde her. De fleste andre om-

kom efter deportation til en KZ-lejr.

6

5. dag: Meissen og sejltur

Byen Meissen er måske ikke så

kendt som produkterne, der

fremstilles her. Meissen-

porcelæn har skrevet sig ind i

den europæiske historie, og vi

besøger den kendte fabrik, som

gennem århundreder har frem-

stillet det berømte porcelæn.

Her ser vi, hvordan leret på

forunderlig vis omdannes til det

smukkeste porcelæn, og i muse-

et ser vi fabrikkens produkter

fra de sidste 200 r. Naturligvis

bliver der mulighed for at købe

ind, og prisen følger kvaliteten.

Vi fra også tid til at kigge nær-

mere p den hyggelige by Meis-

sen, der også er kendt som vin-

by. Inden vi kommer tilbage til

hotellet, skal vi p 1,5 timers

sejltur på Elben. Her ser vi by

en fra søsiden, som er den vin-

kel, hvorfra Dresdens berømte

Altstadt kommer smukkest til

sin ret. Vi spiser middag på re-

staurant i byen.

Den 5. dag begyndte med mor-

genmad på hotellet. Den tyske

morgenmad er simpelthen guf

for danske turister. Efter mor-

genmaden var der en time til

eget brug. Én af deltagerne hav-

de holdt en inspirerende omtale

af, hvor flot banegården i Dres-

den var. Det var en forholdsvis

kort vandring ad Pragerstrasse

ned til banegården. Og, ja, det

lod sig se. Hovedindgangen lig-

nede et borgtårn. Inde i bygnin-

gen var det meget højt til loftet.

Man fik ikke fornemmelsen af

banegård lige med det samme.

Man måtte bevæge sig op i an-

den sals højde for at kunne se

ned over skinnearealet. Perro-

nerne er overdækket med et

rundbuet tag af glas, det ser im-

ponerende ud i al sin lethed.

Billederne måtte tages gennem

en glasdør, som desværre var

låst.

Så gik turen til Meissen. Det

blev en besværlig rejse. Pludse-

lig var der omkørsel.

”Strassenschaden” lod et skilt

Frank forstår, så han måtte ud i

Umleitung. Og hvilken én! Nu

gik tures ad små smalle veje,

nærmest at sammenligne med

”gedestier” belagt med Pflaster-

steine. Man måtte beundre

Efter at Frank af kringlede omkørselsveje havde først os til den berømte porcelænsby Meissen, fik

vi dette første kig ned over staden.

7

Franks evne til at køre igennem

denne labyrint af små smalle

veje uden én eneste gang at

skramme den store bus. Det

betød, at vi kom for sent til den

aftalte rundvisning. Bent havde

eller lovet os er foredrag på et

blandingssprog af engelsk, tysk,

svensk og dansk. Sådan gik det

ikke. Tværtimod, fabrikken i

Meissen var helt oppe på tæer-

ne når det drejede sig om at in-

formere turisterne og blandt

dem de eventuelle købere. Nu

vi nævner købere, så blev det

hurtigt klar hvorfor Meissen-

porcelæn kaldes ”Det hvide

guld”. Det var utrolig smukt og

lige så utroligt dyrt. Nå, men vi

blev vist ind i et lokale, hvor

der var to trin med gelænder

foran til tilskuerne. Nedenfor

sad David Jeske, og drejede en

kop i det berømte Meissen-ler.

Det var flot at se hvorledes han

formede leret med hænderne.

Alt imens blev hans bevægelser

fulgt at en forklaring på form-

fuldendt dansk. I rum to sad

Frau Steffi Henge og demon-

strerede, hvorledes hun forme-

de en lille blomst som skulle

sættes på en figur. I rum num-

mer tre var det Frau Petra

Schelchte, der sad og lagde far-

ver på en tallerken. Stadig fulgt

af en forklaring på smukt

dansk. I det fjerde og side loka-

le sad Frau Nesche og demon-

strerede færdiggørelsen af far-

velægningen af nogle tallerk-

ner. Herefter fik vi en times tid

ti at gå rundt i fabrikkens muse-

um. Det var en overvældende

gang herlighed i smukt porce-

læn, det eneste der kunne findes

til sammenligning af var Flora

Danica stellet.

Om eftermiddagen var der sejl-

tur på Elben med én af Säch-

sische Dampfschiffart’s hjul-

dampere. Det var en hyggelig

tur, men den føjede ikke meget

til det vi havde set i forvejen.

Om aftenen skulle vi spise mid-

dag i restaurant ”Dresden

1900”. Men inden da var der

lige en spadseretur tilbage til

hotellet og så et par timer sene-

re at vande hele vejen tilbage til

Dresden 1900 som lå oppe ved

Frauenkírsche. Jeg takkede nej

til al den, i mine øje, nyttesløse

vandren frem og tilbage, og så

de flittige fodgængere fra Eg-

tved begive sig på vandring.

Jeg sad en stund og nød udsig-

ten til Sächsische Finansmini-

sterium og Staatskanzelei. Så

vandrede jeg op til Frauenkir-

che og satte mig ind for i fred

og ro at lave nogle videoopta-

gelser af den smukke kirke. Der

gled hele tiden en strøm af

mennesker igennem kirke.

Pludselig stopper strømmen. En

David Jeske er med hænderne ved at forme en kop i de berømte

Meisner-ler. Drejeskiven drives med foden.

Frau Steffi Henge i færd med at forme en lille blomst, som blev

sat fast på en figur.

8

og slips besteg prædike-

stolen og indledte en af-

tenandagt. Der blev helt

stille i det store kirkerum,

det var ganske rart. Det

var umuligt at forstå hvad

manden sagde, akustik-

ken forbød at man kunne

fatte mere end enkelte

ord. Jeg gik en tur ad

Salzgasse forbi Coselpa-

lais ned til Galleri Neue

Meister Skulpturensam-

lung og derfra tilbage

forbi Kunstakademie.

Der blev endda tid til at

se forbi Verkehrsmu-

seum, som selvfølgelig

havde lukket. Overfor

museet, var man i gang

med udgravning af den

gamle Dresden, hvor man

havde fundet bygningsrester fra

den 13. til det 18. århundrede.

imens slut, hele holdet dukke

op og var klar til at spise hos

Dresden 1900. det mest spæn-

dende ved restauranten var et

utal af billeder fra det gamle

Dresden og ikke mindst skilte,

der fortalte om, hvor sporvogne

og tog kørte hen. Det allerbed-

ste var en gammel film, der vi-

ste, hvordan trafikken formede

sig i Dresden i begyndelsen af

1900-tallet.

På næ-

ste side

er der

billeder

fra

Dres-

den by

Night.

Frau Nesche demonstrerede færdiggørelsen af farvelægningen af nogle tal-

lerkner.

Frau Petra Schelchte viser, hvordan den endelige farvelægning finder

sted.

9

Resterne af Dresden fra det 13. til det 18. år-

hundrede. Når arkæologerne er færdige bliver

det bygget huse ovenpå fortiden.

Ovenover Kreuzkirche set ned over Neu -

markt.

Til venstre står Martin Luther for -

an Frauenkirche.

Den gade holdet fra Eg-

tved blev bekendt med bå-

de ved dag, som her ved

nat var, Prager Strasse,

det var den vej man skulle

fra Hotel Königstein til

seværdighederne og de to

restauranterne, hvor der

skulle spises middag.

Gaden tegnede for rigtig

mange af de 50.000 skridt

10

. dag: Hjemrejse

Efter morgenmad går det atter

hjemad via samme rute som p

udrejsen Der vil være mulighed

for indkøb ved grænsen, hvis

det ønskes. Vi er tilbage i Eg-

tved først på aftenen.

Hjemturen var begivenhedsløs,

som den slags altid er. Lige ind-

til bussen stoppede ved at lille

lokalbryggeri, hvor vi forme-

delst 10 Euro kunne spise alle

de håndmadder vi kunne spise.

De, der drak øl, kunne for to

glas øl med 20 cl. øl i, og dem

som foretrak sodavand kunne få

Cola eller Fanta.

Jeg opgav at drikke den hjem-

melavede Cola jeg fik serveret,

den smagte modbydeligt. Fan-

taen var en tam affære, som lå

nok så langt fra den originale

Fanta.

Inden vi nåede til det med

håndmadderne havde hele hol-

det været pakket ind i det lille

Så er vi godt på vej hjem til Egtved og i færd med at entre vor dejlige bus nok engang.

De tyske rastepladser med de-

res udsalg ag mad, drikke og

is samt rene toiletter var altid

et rart pusterum på turen.

11

stor og mægtig sad på en skam-

mel og fortalte om ølbrygning

på et plattysk, jeg ikke forstod

en lyd af. Stedet syntes i øvrigt

at have kendt bedre dage med

hensyn til oprydning.

Hurtig hovedregning betød, at

det må have været en ganske

god forretning at have 47 perso-

ner, gange 10 Euro, der er lig

med 470 Euro til en omreg-

ningskurs a’ 7,50 = 3.525,00 kr.

på besøg. Hertil skal lægges, at

Ældre Sagen, ifølge et ikke be-

kræftet rygte, havde givet et

tilskud på 150 Euro x 7,5 =

1.125,00 kr., hvilket giver en

bruttoindtægt af besøget på i alt

4.650 kr. for et antal meget

enkle håndmadder og det hjem-

mebrygge øl, det må have været

en ganske god forretning. Det

hele tog vel omkring én times

tid.

Endelig gik turen mod Fleg-

gaard, hvor der blev købt ind.

Nu var temperaturen faldet og

himlen var blevet overskyet. Vi

havde forladt det gode vejr med

minderne om en god tur med

mange gode oplevelser og ople-

velser til eftertanke.

Vi havde haft en god rejseleder,

en dygtig chauffør og en dejlig

bus, det hele var alle pengene

værd.

Hvis man efter min mening

havde været den sidste oplevel-

se foruden, som heller ikke

fremgik af beskrivelsen af tu-

ren. Havde turen været så tæt

på perfekt som den slags nu

engang kan komme.

Hvad de øvrige 46 mente, kan

jeg ikke referere.

Stoppet hos Fleggaard var som

den slags ikke kan undgå at bli-

ve, en stille undren over, hvor

mange bajere og sodavand den

almindelige dansker sætter til

livs, det er imponerende.

Tre kvarter til at handle i. Som

sædvanlig var alle tilbage til

tiden og Frank satte kursen mod

Danmark.

Selv havde jeg haft en tur, der

var værd at fortælle om.

Panter Rejser har gjort det igen,

med et lille minus.

Tyskerne gik voldsomt til den med hensyn til udnyttelse af vind–

og solenergi. Vi er her kommet tæt på den dansk-tyske grænse.

Her er vi nået til det sted som jeg ikke opfattede som en god op-

levelse.

Læs om hotellerne på

side 12 og 13.

12

I

følge kameraets registrering af tiden er vi

nået frem til Radisson Blu i Cottbus. Vi er i

gang med en noget forsinket aftensmad, men

humøret fejlede bestemt ikke noget. Serve-

ringen var, som allerede fortalt, god.

Vor altid glade og smilende mund-

skænk, Ove Smedegaard, er for en-

gang skyld stemt i mol, men det varede

kun et øjeblik så var han igen den gla-

de smilende Ove.

Værelserne på Radis-

son Blu, var rigtig

gode. Her var hvad

hjertet kunne ønske af

en træt rejsende, eg

god seng og et dejligt

badeværelse med kar.

Og som altid i Tysk-

land, rent og ordent-

ligt.

13

Indrømmet, jeg

roder lystigt når

jeg bor på hotel.

Hvilket ikke er

personalets

skyld.

Badevæ-

relset

var, som

selve væ-

relset

besken-

dent i

størrelse,

men rent

og or-

dentligt.

De op-

lysninger

der frem-

gik af

Panters

beskri-

velse af

hotellet

stemte.

Informationer om hotellerne:

Radisson BLU Hotel Cottbus 4* Hotellet ligger ca. 1,4 km fra Cottbus centrum. Værelserne er

indrettet med flot mørkt træ og varm indretning og har trådløst internet, klimakontrol, telefon. Ba-

deværelse med brus/ bad, toilet og føntørrer. Hotellet har god restaurant og hyggelig bar. Dejlig

swimmingpool og spa område på 9. sal, som frit kan benyttes, der er en fantastisk udsigt over byen

og floden Spree.