Om Dialog Mod Vold

18

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

MEN DERFOR KAN JEG JO GODT DRØMME…SIMON hadede sin far, når han

slog moren. Men volden

blev også Simons sprog. Indtil den dag

han mistede sin kone, fordi han stak

hende nogen på hovedet. Nu er han

startet forfra, og har ikke opgivet håbet

om at finde en kvinde, der vil have

ham, for den han er.

Hvad kærligheden angår, kan man sige, at jeg

var havnet der, hvor jeg altid havde drømt om

at være. Jeg fandt mit livs kærlighed, en

kvinde jeg forgudede, hende jeg ville bruge

resten af mit liv med. Det var nøjagtig det,

jeg havde drømt om. Indtil jeg stak hende

nogen på skrinet.

Jeg har ikke nogen helt klar erindring

om, hvornår det blev naturligt for mig

at udøve vold. Men det startede tidligt i

teenageårene, hvor jeg havde været udsat

for mobning i forbindelse med, at vi flyttede

længere ud på landet, og jeg ikke lige

passede ind i kliken i den lille flække. Der

slog jeg sgu fra mig, og det gav en form for

respekt. Jeg tror, det var der, jeg fandt ud, at

jeg kunne løse komplekse problemer med vold.

Der var altid ballade hjemme i min familie,

skænderier var dagligdag. Jeg husker

utallige episoder fra familiefester med

19


slagsmål, pinlige scener og optrin fra min

fars side - også inden for hjemmets fire

vægge. Min far har drukket massivt, så

længe jeg kan huske. Han er uddannet

håndværker og lærte at drikke bajere

som en del af pensum. Min mor drikker

overhovedet ikke, og jeg ved ikke, hvorfor

de blev sammen. Jeg ved heller ikke,

hvordan han kunne klare at holde på sit job,

men det kunne han. Han kom ofte meget

fuld hjem, og sommetider fik min mor

nogen på hatten. Så sagde min mor:

Nu flytter vi! Men det gjorde vi ikke. Han

kom på antabus og holdt op med at drikke

i en periode. Indtil han begyndte igen, og

sådan gik det i ring. Min far er en god mand,

når han ikke drikker, men når han gør … pyha.

Det har smittet af på mig. Jeg kan godt

lide fester og farver. Men de fester har altid

resulteret i ballade, og jeg har også opsøgt

ballade i stor stil. Jeg har en aggression i

mig, som bare skal ud. For helvede, hvad

jeg ikke har lavet af vanvittige ting! Når

man bliver kriminel, kan man ikke lave

relationer til almindelige mennesker. Man

får et forskruet billede, for alting kommer

til at handle om penge. Jeg har en kriminel

løbebane. Jeg er dømt for noget hash, har

en dom for bankrøveri og lang serie

af voldsdomme bag mig.

Jeg har udøvet vold over for min familie.

Jeg har tævet min egen far. Jeg har set,

hvordan han var gennem hele min opvækst.

Jeg advarede ham, da jeg var 14, da han

havde fat i min mor, og da jeg blev 18, fik

han virkelig bank. Jeg har udøvet vold i

skolen, på min arbejdsplads, på værtshuse

og i form af kriminel vold. Og så hustruvold

… Det er hustruvolden, jeg har så svært

ved at tage på mig. At jeg har tævet den,

jeg holdt allermest af. Man kan altid finde

en forklaring. Jeg ved også, hvorfor jeg gik

amok den dag, men jeg kan ikke forsvare

det, uanset hvad jeg gør og siger. Det hele

bundede i jalousi, og hun sagde nogle rigtig

modbydelige ting til mig. Jeg kunne have

rejst mig og være gået, og det havde jeg

prøvet rigtig mange gange, men det blev

balladen kun større af. Jeg er virkelig dårlig til

at modtage kritik. Hun kritiserede mig, og jeg tog

det som et angreb og blev sur, og så slog det klik.

Det var ren affekt og afmagt. Og da det var

sket, rev det tæppet væk under mig. Jeg

har hadet min far, når han var voldelig, og

nu blev jeg selv det, jeg hadede allermest.

Forinden havde min kone og jeg gået i

parterapi. Jeg syntes, parterapeuten var

meget partisk. Jeg fik at vide, at vold var

min identitet. Først bagefter, da det var

gået galt med min kone, fandt jeg ud af,

at terapeuten havde ret.

Jeg har bygget et had op hele mit liv

og gået med en vrede i mig hele tiden.

Og det er hårdt at opleve, at jeg levede som

det dumme svin, min far var. Jeg er ikke ond.

Jeg har aldrig ønsket at undertrykke min

kone eller være dominerende. Jeg har for

eksempel aldrig diskuteret en opvask eller

en ridse i bilen. Mit problem har været, når

der kom personlig kritik ind i det. Så blev

jeg nærtagende. Jeg er sikker på, jeg har

savnet anerkendelse. Det hele bunder i

mindreværd. Jeg har følt mig som røv og

nøgler, men jeg har altid fået respekt og

anerkendelse ved at udøve vold. Men for

20


fanden, hvor jeg skammer over, at jeg slog

min kone. Jeg gik også helt stille med det i

fængslet. Hustruvold er bare det laveste. Ingen

derinde vil sige, at de har tævet deres kone

eller kæreste. Det gør man bare ikke. Det er

det mest nederen, man kan gøre. Hvis du

spørger folk, om de har slået deres kæreste,

vil 99 procent sige nej. Uanset om de har

gjort det eller ej. Det er et tabu.

Da det var gået galt, tog jeg selv kontakt til Dialog

Mod Vold. Helt frivilligt. Det var ikke noget,

nogen trak ned over hovedet på mig. Man

er nødt til selv at erkende, at man har et

problem, ellers kan man ikke blive hjulpet.

Jeg har snart gået herinde i to år, og det er

lidt usædvanligt med så lang tid, men jeg

var også lidt ekstrem.

Jeg startede med individuel terapi, inden

jeg kom i gruppeterapi. Indimellem er det

svært at sidde i en gruppe med folk, man

ikke kender. I den første gruppe var der

rigtig dårlig kemi. Jeg kom kun tre-fire

gange. Så kom jeg i en ny gruppe, og den

er jeg meget glad for at være i. Man sidder

og får at vide, at man ikke må dømme

andre, fordi man ikke er i en position,

hvor man kan tillade sig at dømme andre.

Der kommer folk med mange forskellige

problemer. For eksempel var der en stalker,

som lavede psykisk terror og drev sine

ekskærester til vanvid. Han skabte virkelig

dårlig stemning i gruppen, og jeg havde

det meget svært med ham. Så talte jeg

med lederen, der gjorde mig opmærksom

på, hvor stor en udvikling stalkeren havde

været igennem. At der var kommet et

sympatisk menneske ud af det, og det blev

jeg overrasket over, for jeg troede ikke, man

kunne nå ind til sådan en fyr. Men det kan

lade sig gøre.

I gruppen taler vi om, at man ikke skal

forsøge at ændre det, som ikke kan

ændres. Ikke kæmpe de kampe, der ikke

kan vindes. Jeg kan ikke bare sige til mig

selv, at jeg ikke skal skamme mig over det,

jeg har gjort. Jeg er så flov over det, at jeg

nærmest har haft lyst til at hoppe ud foran

et tog. Men det nytter ikke. Jeg skal arbejde

med det, og det kan jeg alene. Man må tale

med andre om det og prøve at finde ud af,

hvordan man kan gøre tingene anderledes

i fremtiden. Det første er at finde ud af ens

egne grænser og lære at sige fra i tide.

Min familie ved, at jeg er i behandling, og

det får jeg faktisk anerkendelse for. Og det

er nyt at finde ud af, at jeg får anerkendelse

for at gøre noget andet end normalt. Det er

jo en sund anerkendelse.

Nu har tingene desværre formet sig, som de

har, og jeg må forholde mig til, at jeg skal

finde en ny drøm. Jeg har jo altid set ned på

de af mine venner, som trak sig tilbage og ville

leve et stille og roligt liv. Men det er nok det, jeg i

virkeligheden gerne selv vil. Jeg har bare ikke

kunnet finde vejen derhen. Jeg drømmer

om på et tidspunkt at finde en, der kan

acceptere min fortid. En, der tager mig

for den, jeg er - og for den jeg har været.

Udfordringen for mig er, at næste gang

jeg møder en, så

skal jeg svare på

det obligatoriske

spørgsmål ”har du

nogensinde slået

på en kæreste?”.

Og jeg er tvunget

til at svare ja, selv

om tanken giver

mig myrekryb.

Jeg ved godt, jeg

har skabt dårlige

odds for mig selv,

men derfor kan jeg

jo godt drømme

om den store

kærlighed. Jeg

håber klart at finde

en kvinde, der vil

tage mig for det

gode, jeg har i mig,

og gerne en, der vil

give mig den glæde

at blive far en

skønne dag..

21


22


VIGGO fortæller om erfaringen med

at ændre sit liv, om sit forløb

i Dialog Mod Vold og om sin dybe indsigt

i voldens væsen.

Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor

jeg begyndte at se et mønster. Det

gik ikke skide godt. Jeg opførte mig

uhensigtsmæssigt i mine parforhold.

Jeg havde på daværende tidspunkt fået

endnu et barn med en kvinde, som jeg også

blev gift med, og det endte med at gå op i

råben, skrigen og vold. Til sidst stillede min

kone et ultimatum, som lød på, at hvis jeg

ikke fik noget hjælp, så var hun skredet.

Den sommer, hvor det hele brændte på, gik

jeg i første omgang til min læge. Jeg havde

det ad helvede til, jeg kunne ikke stå op om

morgenen. Det tog min læge 5 minutter at

stille diagnosen depression og udskrive en

recept på antidepressiv medicin. Nede på

apoteket tænkte jeg, ”det gør jeg bare ikke

det her. Det kan simpelthen ikke passe.

Der må være noget andet man kan gøre”.

Jeg kunne ikke leve på den måde resten

af mit liv. Jeg fik en slags åbenbaring.

Pludselig kunne jeg se mig selv befinde

mig i situationer, hvor jeg optrådte stærkt

uhensigtsmæssigt over for de mennesker,

som jeg holder allermest af. Der tegnede

sig et mønster, og jeg nåede til et punkt,

hvor jeg ikke længere kunne finde eksterne

OPGØRET MED ENSOMHEDEN

faktorer, jeg kunne

ikke længere skyde

skylden på andre.

Det kunne jo ikke

passe, at problemet

lå i mit valg af

forkerte partnere.

Fællesnævneren

for de dårlige ting

måtte ligge hos mig, i

mine handlinger. Jeg

kunne se, at mine

børn havde det skidt,

min kone havde det

skidt og jeg havde det skidt, så jeg måtte gøre noget for, at også de fik det bedre.

Herefter fandt jeg Dialog Mod Vold på nettet og tog kontakt til dem. Jeg blev ret hurtigt

indkaldt til samtale, hvor jeg blev oplyst om, at der i hvert fald var nogle måneders kø.

Til sidst ringede de så.

Det første skridt er at indse, at man har behov for hjælp. Men det var svært at møde op den

første gang, at sige ja tak til den allerførste aftale. Der var jeg skide bange. Jeg var faktisk

ved at vende om. Jeg har førhen haft lidt at gøre med institutioner, som eksempelvis politiet,

hvor man allerede fra starten bliver set som lidt af en delinkvent. Sådan var det ikke hos

DMV. Her virkede folk langt venligere og fornuftigere, ikke som et stift offentligt system.

Jeg følte, at jeg blev mødt. Det handler jo om at blive taget alvorligt for den man er, og for

det man kommer med. DMV startede ikke med at fortælle mig, hvem jeg var eller hvordan,

jeg skulle opføre mig. Derimod var de åbne overfor hvem jeg var, og hvad jeg havde brug for;

”Hvad skal vi hjælpe dig med? Hvad vil du gerne lave om på?”.

Først gik jeg til individuelle samtaler en gang om ugen, før jeg begyndte i gruppeterapi.

En sådan gruppe er et interessant rum, men det er også skræmmende, at skulle forholde

sig til otte fuldkommen fremmede mennesker. Det tager tid at opbygge tillid, men man lærer

23


24


hinanden at kende på en anderledes måde.

Jeg aner f.eks. ikke, hvor de andre bor. Jeg

ved stort set ikke, hvad de laver til hverdag,

men til gengæld ved jeg om den ene, at han

har fået enormt mange tæsk af sin far, og

om den anden, at han tissede i bukserne

hver gang han gik hjem fra skole og fik

bank, når han kom hjem med våde bukser.

Samtidigt ved de andre så nogle ting om

mig, som er uden for hvad man normalt ved

om fremmede.

Man kan ikke sætte en type på os, der

udøver vold i nære relationer. Vi havde en

aldersfordeling fra 25 til godt op i 60’erne

og var i øvrigt fra forskellige steder i landet

med vidt forskellige tilværelser; der var alt

fra håndværkere til kommunalarbejdere og

akademikere. Vold sker i alle samfundslag,

ikke kun i socialklasse 5. Jeg ser det selv

omkring mig. Såvel direktører som ”sutter”

kan være både voldelige og kærlige i deres

relationer. Jeg har venner i de højeste

samfundslag, som kunne have godt af en

tur forbi DMV.

Jeg er ikke selv blevet slået, men jeg har

været udsat for psykisk terror. Både min far

og min farfar har haft problemer, både med

fysiske grænser, men også med psykisk

terror. Min far mener, at min farfar bare

var en del af sin tid og at ”sådan gjorde man

dengang”. Det tror jeg ikke en skid på. Jeg

tror ikke på, at mennesket som art eller som

dyr ændrer sig så hurtigt. For 3 generationer

siden kan man sagtens have været en

god og kærlig far. Hvis man er født i 1917,

betyder det ikke nødvendigvis, at man er en skiderik overfor sine medmennesker. På samme

måde kan man se, hvis man kigger rundt i samfundet i dag, at der er mange mennesker, som

har det godt, og som har gode relationer og er elskelige overfor deres koner og børn. Det har

selvfølgelig også kunne foregå for 70 år siden.

Det man har med hjemmefra hjælper én til at kunne håndtere det rod, den stress og den

vold man bliver udsat for i samfundet. Hvis der var nogen som havde langet ud efter mig,

eller en af de andre fra min terapigruppe, ville vi alle sammen prompte have slået igen.

Mennesker med en anden baggrund ville i samme situation nok have dukket hovedet, eller

være gået den anden vej. På den måde er vi jo nogle individer, som sætter nogle mærkelige

spor i vores omverden. Folk, der som jeg har været udsat for den ene eller den anden form

for vold, laver overlevelsesstrategier som dybest set handler om ikke at mærke, hvad der

sker - ikke at mærke hvem man er eller hvordan man har det. Vi har ikke lært at håndtere

det, vi bliver bange for vores følelser og reagerer derfor udad, i stedet for at sætte os ned

og forholde os til det. Bearbejdelse af sådan en angst er dagligt arbejde. Jeg kan mærke

det fysisk, hvis jeg har været udsat for noget truende, hvis der er nogen, som råber af mig

eller lignende. Min krop reagerer direkte, jeg får det fysisk dårligt. Først senere kommer der en

følelsesmæssig reaktion, og der er det vigtigt at forholde sig til, hvad der er sket.

En af de helt store indsigter fra mit forløb hos DMV er, hvor meget éns virkelighedsopfattelse

ændres af vold i familien. Rigtig mange af os voldsramte voldsudøvere sad jo der, og troede

vi havde haft en helt almindelig og nogenlunde tryg barndom. Jeg tror, det er en del af

grunden til, at det kan tage så lang tid at få noget hjælp. Som barn ved man jo ikke bedre.

Jeg vidste jo ikke, at det var forkert, når min farfar skød med små hårde umodne æbler efter

min bror og jeg. Det gjorde virkelig ondt, og han havde et mesterligt boldøje. En gang skød

han durk igennem et af sine egne kældervinduer, så hårdt at ruden ikke knækkede, men bare

fik et fint rundt hul. Det var en leg, men en afsporet leg. Jeg troede, det var rigtigt, når han

kaldte mig et skvat og en tøsedreng. Jeg troede min fars enorme fravær var sådan man var

en voksen mand og en far. Man ved jo ikke bedre, og mange af os vokser op med de skæve

briller på, og går rundt og tror, at det er sådan man forholder sig til andre mennesker, sådan

de må gøre ved mig og med det selvværd det giver at få bank eller blive terroriseret psykisk.

Netop den forskydning i fortolkningen af verden er en pointe, der ligger mig på sinde. Jeg

tror, der ligger en nøgle til forståelse der.

Da jeg begyndte hos DMV havde jeg - ligesom de andre i gruppen - en forestilling om, at

det her var en slags kursus, hvor man kunne trykke på en knap, og så ville jeg holde op med

at opføre mig voldeligt og i øvrigt fortsætte med mit liv. Det viste sig at være fundamentalt

25


forkert. Det handler om, at finde en helt

ny måde at være mig på. I lang tid havde

jeg det som om, der var sprunget en

håndgranat inden i mig. En svævende, trist

og glad fornemmelse, en lettelse over at få

lukket op for noget, der havde gjort ondt

så længe, at jeg troede livet var sådan, at

det var et menneskeligt vilkår. En kæmpe,

gammel smerte. Som et puslespil, der var

blevet samlet forkert med hobbykniv og

tape og tyggegummi, som nu lå og flød i en

bunke, med muligheden for at blive samlet

rigtigt, med fejl og ar, men i den rigtige

orden. Jeg har tit måttet opgive alt andet,

når jeg havde været hos DMV. Ringet til en

ven eller gået en lang tur, eller siddet med

en cigaret ved søerne. Eller bare grædt.

Det bedste man kan gøre ved skyldfølelsen

er at lære at leve med den, tillade den at

være der. At sige undskyld, og at bede dine

medmennesker om tilgivelse. Men også

at acceptere, at en del af den skyldfølelse

stadig er der bagefter. Skammen over at du

har opført dig så fuldkommen åndssvagt,

den vil jo altid være der. Det handler om at

gøre noget for at ændre det mønster, man

går rundt i. Der er en enorm kraft i at handle

i forhold til det. Indrømme det overfor sig

selv, og sætte en stopper for det. Man kan

sørge for, at det ikke gentager sig og derved

tilgive sig selv. Skammen kan man aflive

ved at fortælle om det. Jeg er stolt af at

være i gang med dette arbejde, stolt af at

være begyndt på at bryde min families arv,

stolt af at tale om det, der er allersværest

at tale om.

I dag har jeg det bedre end jeg nogensinde kan huske at have haft det. Men på trods af, at

jeg snart har afsluttet forløbet hos DMV, synes jeg overhovedet ikke at arbejdet er færdigt.

Jeg bliver aldrig færdig. Det er ikke et værk jeg er ved at færdiggøre, men et liv jeg er ved

at leve, en livslang proces. Nu går arbejdet ud på at etablere kontakt, og at bruge mine

venner og min familie, tale med folk; det at jeg fortæller om det nu, er en del af det, og jeg er

heldig at have nogle gode venner, som er der for mig. Når man begynder at fortælle om sit

terapiforløb og om sin opvækst, går det pludselig op for en, hvor store og kærlige mennesker

ens venner kan være, selvom det selvfølgelig også har været en enormt hård opgave at sige

til sine venner: ”Jeg har været voldelig overfor min kone og mit barn. Derfor går jeg ude hos DMV for at

få noget hjælp. Tag lige stilling til det”.

Til tider har det været en kamp, at hale mig selv ud til møderne. Men jeg har ikke en eneste

gang måtte aflyse eller vende om. Og det er især DMV’s store fortjeneste, fordi jeg har

kunnet føle mig fuldkommen tryg dér. Jeg kæmper stadig for mine børn og for mit ægteskab,

men det er i hvert fald lykkedes mig at flytte mig selv. Jeg er ikke længere den samme

person, som jeg var for 2 år siden. Uden DMV havde jeg nok spist de piller min læge tilbød

mig, og så var jeg endt i det psykiatriske system. Måske er opgøret med ensomheden det

vigtigste, jeg har lært under forløbet - det, at man ikke er sindssyg, at man ikke er alene om

det hele. Så ja, det har været en succes.

Documents

Om Dialog Mod Vold