30

ASKOVFONDEN MIR SKOLERNE

PLUDSELIG ELSKEDE HUN AT GÅ I SKOLE

DET GIK IKKE for Victoria i folkeskolen. Hun droppede ud, lukkede sig inde

i sin hættetrøje og var negativ. Da hun kom på MIR, blev hun

tryg og følte sig set. Nu går hun på HF og har en drøm om at blive skolelærer.

Jeg er vokset op med min mor, som smed

min far ud, inden jeg var fyldt et år. Han er

alkoholiker og har psykiske problemer. Jeg

har ikke noget forhold til ham overhovedet,

og siden min mor smed ham ud, har jeg kun

set ham to gange. Sidste gang var jeg 10

år, og siden har jeg ikke hørt fra ham. Jeg

føler ikke, det er mig, der skal tage kontakt

til ham, men omvendt. Han har aldrig vist

interesse for mig, og det har jeg heller ikke

for ham. Min storesøster på 22 har jeg et

rigtig godt forhold til. Hun bor for tiden med

sin kæreste hos min mor, så jeg ser dem

næsten hver dag. Jeg er 17 år. Siden april

2013 har jeg boet på en ungdomspension

med 10 andre unge, og det er jeg rigtig glad

for.

Jeg havde det svært i folkeskolen. Vi boede

i Gentofte Kommune, og jeg startede med at

gå på én skole, men efter 5. klasse splittede

de klasserne ad og blandede os, og det var

rigtig skidt for mig. Så kom jeg på en anden

skole i kommunen. Der var jeg indskrevet

i halvandet år, men jeg var der nærmest

aldrig, for jeg havde det ikke særlig godt.

Jeg vil ikke sige, jeg blev mobbet, men

jeg kunne ikke holde min klasse ud

overhovedet. Jeg stoppede med at gå

i skole, og så sad jeg bare derhjemme.

31

ASKOVFONDEN MIR SKOLERNE

Sådan er jeg: Jeg har brug for at trække mig

væk uden for mange forklaringer. Min mor var

meget energisk. Op hver dag, og nu skal du

i skole! Men jeg ville ikke, og hun vidste jo

ligesom godt, at hun ikke kunne tvinge mig.

Hun kunne ikke bære mig over i skole, vel?

Så hver morgen havde vi et skænderi, og til

sidst blev kommunen indblandet. Først var

det meningen, at jeg skulle gå på efterskole,

men det ville jeg

heller ikke. Jeg

prøvede Gentofte

Ungdomsskole,

men kun tre-fire

dage, det var

overhovedet ikke

noget for mig. Da

jeg efterhånden ikke havde gået i skole i et par år, var Skolen MIR

sidste udvej.

Jeg var ikke særlig begejstret for den idé, for jeg følte, det var

noget, jeg var tvunget til. Jeg havde faktisk droppet tanken om at

gå i skole, for jeg syntes, jeg var dårlig til det meste. På det tidspunkt

var jeg meget indelukket og talte nærmest ikke med nogen. Jeg gik

rundt i hættetrøje og joggingbukser, og var meget negativ. Meget

anderledes end jeg er nu!

Jeg husker ikke så meget fra første skoledag på MIR, andet end at

jeg blev taget godt i mod af alle elever og lærere. De fortalte mig

om skolen og sådan, og lidt om hvorfor de var der, og så spurgte

de hvorfor, jeg var der. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Jeg

har fået fortalt, at jeg virkede lidt sky og sur de første par dage. Det

var mest, fordi jeg ikke gad gå der. Jeg blev især taget godt imod af

Cecilie, som var den eneste pige udover mig. Hun var glad for, at der

kom en pige, så hun ikke var alene. Vi havde meget til fælles, og vi

er stadig gode veninder.

Der gik nu ikke så lang tid, før jeg godt

kunne lide det. Jeg havde brug for tryghed,

og det er et lille trygt hus, hvor alle kender

hinanden. Der er mange lærere, tre lærere

om en klasse på otte elever. Så der er

meget tid til hver elev, de kan fokusere

på den enkelte. Der er ikke nogen elever,

der bliver glemt eller sakker bagud, for

det bliver der taget hånd om. Lærerne

kender én, og de er mere personlige, end de er

på folkeskolen. De fleste, som kommer på

MIR, er her jo, fordi de ikke kan fungere

i folkeskolen. Fordi de er voldelige eller

er blevet mobbet eller har diagnoser og

indlæringsproblemer. Men her tager lærerne

hånd om én. De kan se, hvis der er noget

galt, og så snakker vi om det. Det gjorde

de aldrig i folkeskolen. Skoledagen er fra

kl. 9-14, man får opgaver, der passer til ens

niveau, og der er ikke så mange lektier.

32

Men det bedste ved MIR er, at man føler

sig som en lille familie, og at man føler sig

hjemme på skolen. Det er meget trygt.

For mig har det været super fedt at komme

på MIR. Vi har for eksempel været på

lejrture. Min første i 2011 var virkelig hård.

Jeg havde kun gået på skolen i en måned,

og de første dage led jeg meget af hjemve.

Men skituren i 2013 var simpelthen så sjov

og hyggelig. Det var som at være af sted

med familien, fem dage og vi morede os

meget alle sammen.

På MIR går man til eksamen som på alle

andre skoler. Vi har bare ikke så mange

fag, kun dansk, engelsk og matematik.

Til eksamen fik jeg tre 12-taller! I mundtlig

dansk, dansk læseprøve og engelsk.

Jeg havde aldrig troet, jeg ville få så gode

karakterer. Da jeg fik mit eksamensbevis til

dimissionen, var jeg simpelthen så stolt af

mig selv. Stolt over, at jeg klarede det, fordi

jeg ikke havde gået i skole så lang tid og

var kommet langt bagud. Og så endte jeg med at få 12 i både dansk og engelsk!

Jeg elskede at gå i skole, og da min mor så mig falde til på MIR, blev hun virkelig glad.

Da vi havde sidste skoledag, stod jeg en halv time sammen med lærerne og et par elever, der heller

ikke var gået endnu, efter at de andre var taget hjem. Der var mange følelser, og jeg havde ikke

rigtig lyst til at gå …

Nu er jeg startet på HF, og det går langt bedre end forventet. Jeg skal altid helst se tingene

an, før jeg går ind i dem. Her på HF har jeg været på brobygning, og jeg har også snakket

med nogle af min søsters veninder. Men jeg troede, det ville være sværere for mig, for jeg var

i tvivl om, om jeg kunne finde ud af det med så mange elever. Men jeg tror, MIR har modnet

mig. Jeg kommer stadig på MIR, og jeg kan få hjælp med det sociale, hvis der er noget, der

kikser. Men jeg kommer faktisk ikke så ofte længere.

ASKOVFONDEN MIR SKOLERNE

Min drøm er at blive skolelærer. Og det skal

være på MIR. Jeg håber, jeg en dag kommer

tilbage som lærer. Det kunne være fedt.