Om Svanemærkede Engangsartikler til fødevarer Baggrund for ... · og har en kort levetid. Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - ... fossil plast som

Nordisk Miljømærkning

Bakgrund for miljømærkning af Engangsatikler til fødevarer

Version 1 21. marts 2012

Om Svanemærkede

Engangsartikler til fødevarer

Baggrund for miljømærkning version 1

Nordisk Miljömärkning




Svanenmærkede Engangsartikler til fødevarer - Baggrund for miljømærkning

Version 1, 21. marts 2012

1 Sammenfatning ....................................................................... 3 2 Beskrivelse af produktgruppen ................................................ 4

2.1 Engangsartikler til fødevarer .....................................................................4 2.1.1 Hvorfor Svanemærke engangsartikler? ..................................................................... 5

2.2 Materialetyper indenfor produktgruppen ...................................................6 2.2.1 Bioplast ..................................................................................................................... 6 2.2.2 Papir, karton og pap .................................................................................................. 8

3 Miljøvurdering af produktgruppen ........................................... 8 3.1 MEKA-skema ..............................................................................................8 3.2 LCA for engansartikler af bioplast..............................................................10

3.2.1 LCA-screening for engangsartikler ........................................................................... 10 3.2.2 Opsummering af tidligere miljøvurderinger ............................................................. 11

3.3 Fornybare råvarer ......................................................................................11 3.3.1 Fornybare råvarer – ressourceforbrug og CO2 belastning......................................... 11 3.3.2 Ændringer i arealanvendelse (Land use change) ...................................................... 12 3.3.3 Bæredygtige råvarer og GMO .................................................................................. 13

3.4 Energi forbrug ...........................................................................................14 3.5 Kemikalier .................................................................................................17 3.6 Affaldshåndtering ......................................................................................19

3.6.1 Kompostering og bioforgasning ............................................................................... 19 3.6.2 Resirkulering, deponi og forbrenning ....................................................................... 21 3.6.3 Håndtering av husholdningsavfall i Norden ............................................................. 22 3.6.4 Avfallshåndteringens betydning for engangsartikler ................................................ 22

3.7 RPS analyse ...............................................................................................23 3.7.1 Relevans .................................................................................................................... 23 3.7.2 Potentiale .................................................................................................................. 24 3.7.3 Styrbarhed ................................................................................................................. 25 3.7.4 Resultat af RPS-analyse ............................................................................................ 26

4 Det nordiske marked ............................................................... 26 5 Andre mærkningar ................................................................... 27 6 Om kriterieutviklingen ............................................................. 28

6.1 Mål med kriterieutviklingen .......................................................................28 6.2 Om denne kriterieudvikling .......................................................................29

7 Motivering af kravene .............................................................. 29 7.1 Produktbeskrivelse ....................................................................................29 7.2 Miljøkrav ...................................................................................................30

7.2.1 Træråvarer, palmeolie, papir, karton og masser........................................................ 33 7.2.2 Produkter af landbrugsafgrøder ................................................................................ 36

7.3 Kemikalier .................................................................................................46 7.4 Fødevarekontakt ........................................................................................51 7.5 Produkt og emballage ................................................................................53 7.6 Kvalitets og myndighetskrav .....................................................................58 7.7 Krav som er vurdert, men ikke stilt krav til ...............................................58

8 Referenser ............................................................................... 59

Bilage 1 Biopolymerer .............................................................................................1 Bilage 2 Affaldsstrømme i Norden ...........................................................................1 Bilage 3 LCA Screening af 2 forskellige salatbakker – en af PLA og en af PET .........6




1 Sammenfatning

Nordisk Miljømærkning har udviklet version 1 af kriterier for Svanemærkning af

Engangsartikler til fødevarer. Engangsartikler til fødevarer anvendes i store mængder

og har en kort levetid. Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile -

opfylde produkternes funktions behov. Nordisk Miljømærkning arbejder mod et øget

brug af fornybare råvarer, for de produktområder, hvor det giver mening Anvendelse

af fornybare råvarer samt produkternes klimabelasnting har derfor været en af

grundende til at udarbejde kriterier for dette produktområde. Derudover ønsker

Nordisk Miljømærking med disse kriterier at sætte fokus på miljøbelastningen fra

dette produktområde. Svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer skal derfor

også ses som en opfordring til et mere eftertænktsomt forbrug af disse produkter.

Engangsartikler er et produktområde, hvor der anvendes en del miljøpåstande

markedsføringsmæssigt. Såsom ”bionedbrydelig”, ”bioplast og ”recirkuleret

materiale”. Forbrugere og professionelle indkøbere har svært ved at gennemskue,

hvilke af disse påstande, der giver en reel miljøeffekt og branchen har derfor

efterspurgt Svanen til produktområdet.

I forbindelse med udviklingen af første version af kriterieren for produktgruppen er

der udført en MEKA-analyse (vurdering af materialer, energi, kemikalier og andet),

der beskriver de væsenligste miljøbelastninger i produktgruppens livscyklusfaser for

materialer, energi, kemikalier og andet. Derudover er der i forbindelse med kriterie-

udviklignen udført en LCA-screening for salatbakker af PLA (polylaktat) eller fossil

plast med forskellige affaldssenarier. Produktgruppens relevans med hensyn til miljø-

belasnting (R), potentiale for forbedringer (P) og mulighed for styrbare kriterier (S) er

samtidig vurderet i forbindelse med kriterieudviklingen. Resultaterne viser at at pro-

duktionen af råmaterialerer er den livscyklusfase med størst miljørelevans med hen-

syn til energiforbrug og klimabelastning og her er bortskaffelsesfasen afgørende for

nettoresultaterne. Transport og selve konverteringen af engangsartiklen er af lille be-

tydning, mens der er miljørelevans og potentiale for forbedring for både produktions-

og affaldsfasen.

I dag pågår en udvikling af nye fornybare materialetyper, som bioplaster. Da en stor

andel af de engangsartikler til fødevarer, som er på markedet i dag, produceres af

fossil plast som PE (polyetylen), PET(polyetylen tereftalat) og PS (polystyren), findes

der indenfor produktgruppen et potentiale i at rykke forbruget af fossile råvarer over

på fornybare råvarer.

Styrbarheden vurderes til at være god. Ansøger vil i de fleste tilfælde skulle indhente

dokumentation for både hovedmaterialer og tilsætninger hos underleverandører, som

ofte vil kunne være store internationale virksomheder. Svanen har god erfaring med

indhentning af dokumentation fra underleverandører, for eksempel indenfor

papirområdet, men for plastmaterialer har det dog været mere problematisk at få data

direkte fra producenterne. I forbindelse med denne kriterieudvikling er indtrykket dog

at bioplastproducenterne er bevidste om hvad en af deres vigtigste konkurrence para-

meter er, nemlig miljø, da prisen på bioplast er ca. dobbelt så høj som for fossil plast.




Der er udarbejdet op til flere miljøvurderinger af bioplaster med data for

energiforbrug og CO2 belastning.

Det giver derfor god mening at Nordisk Miljømærkning går ind på dette område for at

sætte fokus på denne udvikling af nye fornybare materialetyper, stille krav til

energiforbrug i produktionen og udnytte potentialet, der ligger i at muliggøre bedre

affaldsveje for produkterne.

Produktgruppens budskab er:

Produkter med høj andel fornybar råvare

Sporbarhed på råvarer, bæredygtige papirråvarer

Skrappe energikrav til produktion af materialet

Forbud mod fluorbelægninger samt andre problematiske stoffer

Engangsartiklen kan komposteres eller recirkuleres

2 Beskrivelse af produktgruppen

2.1 Engangsartikler til fødevarer

Engangsartikler til fødevarer er ofte beregnet til at blive anvendt i en kort tid og består

derfor ofte af ubehandlet eller behandlet papir, karton eller af plast, eller en kombi-

nation af karton og plast, som er både billigere og lettere at transportere end andre

mere holdbare materialer.

Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - opfylde produkternes

funktions behov. Nordisk Miljømærkning arbejder mod et øget brug af fornybare rå-

varer for de produktområder, hvor det giver mening. For dette produktområde findes

der en del alterantiver af fornybare materialer. En svanemærkning af produkter base-

ret på fornybare råvarer, vil dermed kunne hjælpe forbrugere og virksomheder med at

vælge engangsartikler med lav miljøbelastning. Der kan dog være behov for belæg-

ninger eller fyldmaterialer af ikke-fornybar oprindelse og det er derfor ikke muligt at

stille krav om at produkterne skal være af 100 % fornybare materialer.

I denne sammenhæng har Nordisk Miljømerking valgt at definere fornybare råvarer

som organisk materiale, der indenfor en ramme på 100 år reproduseres i naturen. Det

inkluderer den nedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug og dam-

brug (både vegetabilske og animalske), bæredygtigt skogbrug og lignende industrier

og den biologisk nedbrydelige fraktion af industriaffald og kommunalt affald.

For at have en klar afgrænsning på produktgruppen indgår kun produkter i direkte

kontakt med fødevarer. Emballager til færdigpakkede fødevarer indgår ikke i produkt-

gruppen, da der her vil kunne opstå usikkerhed om hvilken del af produktet, der er

Svanemærket – emballage eller indhold. Samtidig vil det kræve krav om egenskaber

til emballage for færdigpakkede råvarer for at sikre god holdbarhed af indholdet.

Disse egenskaber er ikke behandlet her.




Mad- og bagepapir indgår heller ikke i produktgruppen, da det findes egne kriterier

for disse. Nordisk Miljømerking anser også at bagepapir er produkter, som bør kunne

anvendes flere gange. Samtiding indgår affaldsposer ikke i produktgruppen.

For engangsartikler af papir og karton omfatter produktgruppen papir, karton og

masse kvaliteter som Basismodulet for papirprodukter version 2 omfatter.

Hvis flere forskellige produktdele markedsføres sammen, som for eksempel et kaffe-

krus og et tilhørende låg, skal alle dele være svanemærket hver for sig eller som en

samlet enhed.

Produktgruppedefinitionen er følgende:

Produktgruppen ”ngangsartikler til fødevarer" omfatter engangsprodukter og -

emballager som take away emballager, engangsservice, poser og beholdere til

indpakning af mad. Produkter i produktgruppen er beholdere, fryseposer, plastfolie,

krus, tallerkener, bestik og kaffe- og thefiltre. Materialet skal skal indeholde en høj

andel fornybare råvarer.

Servietter eller mad-og bage papir kan ikke svanemærkes efter disse kriterier, men

kan svanemærkes efter henholdsvis kriteriene for mykpapir eller fett-tett papir.

Produktgruppen omfatter ikke affaldsposer eller emballager, der sælges i forbindelse

med færdigpakkede fødevarer, som f.eks. juicekartoner og færdigretter i supermar-

kedet. Relevante produkter kan ved forespørgsel indarbejdes i produktgruppen, men

kun efter en vurdering av Nordisk Miljømærking.

Som det fremgår af ovenstående produktgruppedefinition indeholder produktgruppen

mange forskellige produkttyper som for eksempel krus, bestik, tallerken, beholder

o.s.v. Disse produkttyper findes samtidig i mange forskellige størrelser. Produkt-

gruppen består dermed af flere funktionelle enheder.

2.1.1 Hvorfor Svanemærke engangsartikler?

Engangsartikler er relevante miljømæssigt, dels på grund af et stort ressourceforbrug,

da det som navnet angiver, er produkter til engangsbrug, som udskiftes for hver gang

det anvendes. Dels på grund af at produkterne hurtigt ender som affald. Afhængigt af

materialet kan engangsartikler afskaffes ved forskellige affaldsbehandlinger alt efter

hvilke affaldssystemer, der er tilgængelige.

Inden for dette produktområde er der de seneste år taget nye materialertyper i brug i

form af forskellige bioplaster. Nogle af disse bioplaster er bionedbrydelige ved at de

er komposterbare. Herved gives der mulighed for en alternativ affaldsbehandling i

forhold til ikke komposterbare plastprodukter. Udover at give en alternativ affaldsvej

til deponi og evt. forbrænding uden energiudnyttelse, så giver anvendelse af bioplast

også mulighed for at rykke noget ressourceforbrug fra fossile råvarer over på

fornybare råvarer.

Engangsartikler er et produktområde, hvor der anvendes en del miljøpåstande

markesføringsmæssigt. Såsom ”bionedbrydelig”, ”bioplast og ”recikuleret materiale”.




Forbrugere og professionelle indkøbere har svært ved at gennemskue, hvilke af disse

påstande, der giver en reel miljøeffekt og branchen har derfor efterspurgt Svanen til

produktområdet (36) (37). Det giver derfor god mening at Nordisk Miljømærkning

går ind på dette område for at sætte fokus på denne udvikling af nye materaieltyper,

stille krav til energiforbrug i produktionen og udnytte potentialet, der ligger i at

muliggøre bedre affaldsveje for produkterne.

Engangsservice kontra flergangsservice

Engangsartikler anvendes både til privat brug og af virksomheder i restaurations-

branchen og for eksempel i kantiner på virksomheder. Ved privat brug vil man stort

set kunne erstatte engangsservicen med flergangsservice, men f.eks. hos take away

restauranter og cafeer med ”coffe to go” ville der formentlig ikke være noget salg hvis

der ikke var mulighed for engangsservice/take away emballage. Det er derfor usand-

synligt at denne produktgruppe vil blive mindre med tiden, tværtimod. For visse res-

tauranter kan brug af engangsartikler til og med være et myndighedskrav p.g.a.

hygiejnekrav (jf. Hørringsvar til restaurantkriterine). Det er ikke tanken at Svane-

mærkning af Engangsartikler til fødevarer skal motivere til et øget forbrug af

engangsartikler, men i stedet sætte fokus på, at der findes en differentiering i de

produkter der findes på markedet og at man bør være bevist om miljøbelastningen fra

engangsservice.

Engangsprodukter i form af indpakningsfolier, fryseposer og poser til indpakning af

madvarer er derimod produkter som er svære at erstatte med flergangsprodukter

uanset om det er restuarantionsbranchen eller til private brug.

2.2 Materialetyper indenfor produktgruppen

Engangsemballage til fødevarer kan laves af mange forskellige materialer. Ofte

anvendte materialer er:

traditionelle plaster som PET (polyetylen tereftalat), PE (polyetylen), PP

(polyprolylen) eller PS (polystyren)

bioplaster som f. eks. PLA (polylaktat) eller PHA (Polyhydroxyalkanoater)

metaller som aluminium

papirprodukter som pap, karton, papir, papirmasse eller cellulosefilm

træ-og vegetabilske materialer som træfinér, palmeblader o.s.v.

Fordi Nordisk Miljømærking i dette høringsforslag har valgt at stille krav til at

materialene skal være fornybare vil det først og fremest være bioplaster og papir-

materialer, der beskrives nærmere i dette kapitel.

2.2.1 Bioplast

Bioplast kan defineres som plastmaterialer, der bygger på biopolymerer. Dette er

definitionen fra f.eks. wikipedia og her for denne produktgruppe. Biopolymerer er

genererede fra biologiske materialer så som stivelse, sukker, cellulose og protein.

Disse kan udvindes fra forskellige fornyelige ressourcer, f.eks. hvede, majs, sukker-

rør, sukkerroer, kartoffelskræller, organisk husholdningsaffald og afløbsslam. Der

findes et stort antal biopolymerer, men det er kun et fåtal der bliver produceret i stor




skala. Andre definerer bioplast som plast der enten er biobaseret eller bionedbrydlig

eller begge dele. Denne definition anvendes ikke her.

Biopolymerer kan produceres af biologiske systemer, for eksempel mikroorganismer,

planter og dyr, eller de kan være kemisk modificeret fra biologiske udgangsmaterialer.

Biopolymerer kan inddeles i tre hovedkategorier baseret på deres oprindelse og

produktionsmetode:

Polymerer, som ektraheres direkte fra biomasse. Det er f.eks. polysakkarider

som stivelses og cellulose eller kitin og proteiner som kasein (mælkeprotein),

valle (vassla (Se), myse (No)), collagen og soya protein (28).

Polymerer fremstillet gennem klassisk kemisk syntese ved brug af biobaserede

monomerer. Monomererne kan være producerede gennem fermentering eller

kemisk syntese. Et eksempel er PLA (polylaktat), som er polymeriseret fra

mælkesyre monomerer, som er lavet ved fermentering af karbohydrater fra

majs eller hvede (28). Grøn PE er lavet af etylen produseret af biologisk

materiale.

Polymerer producerede ved bakteriel fermentering af sukker eller lipider. Et

eksempel er PHA (Polyhydroxyalkanoater) (28).

Bioplast kan være bionedbrydelig, men dette afhænger af de fysisk/kemiske forhold,

der er til stede. Bionedbrydelig bioplast skal ikke forveksles med bionedbrydelig plast

– som kan være oliebaseret. Eksempel på et oliebaseret bionedbrydeligt plastprodukt

er Ecoflex® fra BASF (29). Bionedbrydelig bioplast skal heller ikke forveksles med

UV- eller Oxo-nedbrydelig plast, som nedbrydes, når de udsættes for lys respektive

luft, men primært er oliebaserede.

Mange engangsprodukter i bioplast bliver i dag brugt til fødevarer. En af udfordrin-

gerne ved at bruge biobaseret emballage til fødevarer er at matche emballagens

holdbarhed med produktets hyldetid (28). F.eks. er nogle typer af bioplast hydrofile

(vandopløselige) og andre typer er ikke særlig stabile og varmebestandige, og går

derfor nemt i stykker under visse forhold.

Mange biopolymerer har en udmærket UV-bestandighed og en flot overfladeglans

men ofte en beskeden kemikaliebestandighed (30). Da de forskellige typer bioplast

har forskellige anvendelsesmuligheder og kvaliteter, bruges de ofte sammen i fler-

lagede produkter, så produktet opnår den ønskede funktion.

Den nuværende anvendelse af biobaserede materialer søger ikke at efterligne egen-

skaberne ved konventionel plast, men i stedet at udnytte iboende bionedbrydelighed

og andre unike egenskaber af disse polymerer og samtidig drage fordel ved at der her

er tale om fornybart materiale. Biobaserede plastprodukter er i øjeblikket rettet mod

engangsartikler, emballagematerialer med kort levetid, poser, engangs fiberdug og

belægninger til papir og karton applikationer (28).

I bilag 1 er flere af biopolymerene, som stivelsespolymerer, PLA, PHA, blandings-

polymerer og grøn polyeten beskrevet grundigere.




2.2.2 Papir, karton og pap

Engangsartikler til fødevarer omfatter også produkter af papir, karton og pap, og

anvendes i stor udstrækning til tørre fødevarer, mælkeprodukter samt til take away

emballge og kaffekrus. Papir, karton og pap fremstilles af cellulosefibre fra fiber-

materiale (træ) og kan være bleget eller ubleget. Papir og pap kan ud over fibermate-

rialet indeholde funktionelle additiver og syntetiske fibre. Endvidere kan det inde-

holde rester af andre additiver som polymere bindemidler for organiske og uorganiske

pigmenter. Papir og pap kan også være overfladebehandlet, og endeligt indgår papir

og pap i flerlagsmaterialer samme med fx. plast. Hvad angår miljøpåvirkninger fra

papir og papirmasse henvises til baggrunds-dokumentet til kriterierne for Svanemærk-

ning av papirprodukter – Basis- og Kemikaliemodulet, version 2.

3 Miljøvurdering af produktgruppen

I forbindelse med udviklingen af første version af kriteriene for produktgruppen er der

udført en MEKA-analyse (vurdering af materialer, energi, kemikalier og andet ), der

beskriver de væsenligste miljøbelastninger i produktgruppens livscyklusfaser.

MEKA-analysen gennemgås nedenfor i afsnit 3.1. Derudover er der i forbindelse med

kriterieudviklignen udført en LCA-screening for salatbakker af PLA eller fossil plast

med forskellige affaldssenarier. Resultaterne fra LCA-screeningen er oppsummert i

afsnit 3.2. Derudover er der i kapitel 3 gjort vurderinger af andre parametre som

fornybare råvarer, energiforbrug, kemikalier og affaldshåndtering.

På baggrund af MEKA-analysen, LCA screnningen og vurdering af krav til bioned-

brydelighed er der her udført en RPS-analyse, der undersøger engangsartiklers rele-

vans mht. miljøbelasnting (R), potentiale for forbedringer (P) og mulighed for styr-

bare kriterier (S). Resultatet viser, som afsnit 3.7.4 beskriver, at miljøgevinsten

hovedsagligt ligger i at anvende fornybare råvarer og samtidig stimulere udviklingen

af bioplaster mod reduceret energiforbrug i produktionen. Der findes også en miljø-

fordel ved at sikre gode mulige affaldsveje for engangsartiklen. Enten i form af

recirkulering eller for de dele af Norden, hvor der ikke er mulighed for forbrænding

med energiudnyttelse, ved at sikre at produkterne er komposterbare og derved ikke

behøver deponeres. Brug af kemikalier ved produktion af materialene og ved kon-

vertering af produktet er også vigtigt ved vurdering af engangsartiklens produkts

miljøbelastning.

3.1 MEKA-skema

Som oversigt for livsforløbet for ”Engangsartikler til fødevarer” er der nedenfor

udført et MEKA skema (tabel 1), der beskriver de væsentlige miljøbelastninger i de

forskellige livscyklusfaser.

Materialefasen

I Materialefasen har dyrkningen af biomasse betydning. Det kan enten være i form af

landbrugsafgrøder eller træ fra skovbrug. Dyrkningen omfatter parametre som areal-

anvendelse (land use), energi i dyrkningsfasen samt anvendelse af sprøjtemidler og

kunstgødning. Med arealanvendelse skal man forholde sig til at biomasse kan være




fødevarer eller kan optage landbrugsarelaer, hvor der ellers kunne dyrkes fødevarer. I

forhold til arealanvendelse skal det samtidig også sikres, at områder med høje

biologiske eller sociale værdier ikke benyttes til dyrkning.

Tabel 1. MEKA Skema for produktgruppen

Materiale-

fase

Produktions-

fase

Brugs-

fase

Bortskaffelses

-fase

Transport-

fase

Materialer

Afgrøder til bioplast

Træ til papirmasse

Belægninger

tilsætninger

Produktion af kompost

Recirkulering af plast (fx. PE)

Energi

Energi til dyrkningfasen

Energi til pro-

duktion af poly-mer/plastgranu-lat og papir/ karton/masse.

Energi til formning af engangsartikel

Forbrænding

både energi forbrug samt varme og el produktion

Kompostering: Energiforbrug samt evne til at kompostere

Transport af

afgrøder og træ. Transport af plast-granulat og papirmasse.

Transport til forbrugeren

Kemi-kalier

Kunstgødning sprøjtemidler

Kemikalier til

produktions-prosesserne

Methan

produktion ved deponi

Emissioner fra transport

Andet

Brug af føde-varer til non-food produkter.

GMO råvarer

Stort for-brug da det er et engangs-produkt

Vejledning til forbruger om korrekt affaldshåndtering

Produktionsfasen

Her anvendes energi til polymerisationen og produktionen af plastgranulat og for

produktion af papirmasse, papir og karton samt energi til udforming af engangs-

artiklen. Derudover anvendes kemiske stoffer i form af tilsætninger og belægninger.

Brugsfasen

Brugsfasen er kort og den eneste parametre her er, at der er tale om engangsprodukter,

der medvirker til et stort resourceforbrug.

Bortskaffelsesfasen

Bortskaffelse af Engangsartikler til fødevarer omfatter flere forskellige affaldscenarier

alt efter hvilket affaldssystem, der findes i det pågældende nordiske land. Både kom-

postering med produktion af kompost, forbrænding med energiudnyttelse og deponi

med risiko for methanudslip er relevante affaldsveje i Norden. Derudover findes bio-

forgasning med produktion af biogas, samt recirkulering af visse bioplaster og papir

og karton (kun muligt i nogel dele af Norden, når det er produkter med fødevarekon-

takt). Det er dog ikke alle fornybare engangsartikler, der vil kunne bioforgasses og

denne affaldsvej anses derfor ikke som særlig relevant for produktgruppen.

Da bioplast i form af f.eks. PLA ligner fossil plast, er det også vigtigt med informa-

tion til forbrugeren om korrekt affaldsvej. Det er for eksempel relevant, hvis produktet

skal komposteres.




Transportfase

I transportfasen findes energiforbrug i form af brændstof, samt den tilhørende CO2

emission fra forbrændingen af brændstoffet. Transportfasen omfatter transport af

afgrøder og træ, derefter transport af polymer/plastgranulat og papir/karton/masse og

til slut transporten til forbrugeren.

3.2 LCA for engansartikler af bioplast

I forbindelse med udarbejdelsen af kriterier for Svanemærkning af engangsartikler til

fødevarer er det relevant at lokalisere, hvor i produktets livscyklus de største miljø-

belastninger findes. Samtidig er det også relevant at sammenligne med miljøbelast-

ningen for de produkter, som har samme funktion som de Svanemærkede produkter,

men som udelukkes af kravene.

3.2.1 LCA-screening for engangsartikler

Nordisk Miljømærkning har i forbindelse med fastsættelse af krav til komsposter-

barhed udført en LCA-screening for forskellige livsykluscenarier inkl. affaldscenarier,

samt sammenligning af engangsartikler af henholdsvis fornybar og fossil plast.

Det fremgår af LCA Screeningen for en salatbakke af enten PLA, PS eller PET, at den

største miljøbelastning er i produktionsfasen af salatbakken. Her er energiforbruget

for PLA ca. 20 % lavere end for PET, se tabel 2.

Tabel 2. Oppsummering av resultatene fra LCA-screeningen angivet i energifor-brug (MJ) for 1000 salatbakker. * Værdien er beregnet ud fra at man sparer ca.

70 % af produktionsenergien ved recirkulering.

Energiforbrug i

MJ for fasen

Cradle to Consumer

Forbrug eller god-

skrivning af energi i MJ fra fasen

End of life

Energiforbrug i

MJ for fasen

Cradle to grave

USA PLA til forbrænding 1630 -300 1330

EU PLA til forbrænding 1500 -300 1210

USA PLA til

kompostering 1630 20 1650

EU PLA til kompostering 1500 20 1530

PET til forbrænding 2100 -380 1720

PET med 20% recirku-

lering og 80% forbrænding

2100 -100 recirkulering*

-310 forbrænding 1700

PET med deponi 2100 0 2100

PET 20% recirkulering

og 80% deponi 2100 -100* 2010

PS til forbrænding 1650 -510 1140

PS til deponi 1650 0 1650




For PLA og PS ses der ingen større forskel i fasen ”Cradle to Consumer”. Ser man på

hele livsforløbet for salatbakken, hvor der ikke findes forbrænding som affaldsvej vil

PLA bakken kræve ca. 20 % mindre energi, hvis den komposteres i forhold til PET,

der går til deponi. Sammenlignes cradle to grave for PLA, der komposteres med PS,

der deponeres, ses ingen stor forskel i energi. Hvis salatbakken af PET derimod

recirkuleres afhænger den sparede energi af hvor meget rengøring recirkuleringen

kræver. Her er antaget at man kan spare 70 % af produktionsenergien, men under-

søgelser viser at det er meget mindre hvis produktet krævet meget rengøring (90). I

Norden recirkuleres 15-20 % af alt plast (91). Resultaterne fra screeningen er

yderligere beskrevet i bilag 2.

3.2.2 Opsummering af tidligere miljøvurderinger

Force Technology har i et projekt for Plast Center Danmark udarbejet en rapport om

engangsartikler af bioplast (1), hvor der både er lavet en gennemgang af tidligere

miljøvurderinger for bioplast samt udarbejdet en LCA for to casestudier af engangs-

artikler i bioplast, Studiene er kort beskrevet i bilage 3.

De fleste LCA’er af bioplast har undersøgt PLA, og mere specifikt PLA fra produ-

centen NatureWorks LLC. Om bioplast har lavere eller højere miljøpåvirkning end

konventionel plast afhænger af, hvilken plast man sammenligner med. Dette skyldes

bl.a. forskellige densiteter og dermed forskel i hvor meget polymer, der går til samme

type produkt for de forskellige fossile materialer. Det er derfor ikke et generelt

billede, der kan afledes af disse studier.

Studiene viser at produktionen af råmaterialer er den livscyklusfase med størst miljø-

påvirkning og bortskaffelsesfasen er afgørende for nettoresultaterne. Transport og

konvertering af engangsartiklen er af lille betydning (1). Det er derfor ikke entydigt

hvilket materialevalg, der er det miljømæssigt bedste, da det afhænger af bortskaffel-

sesmuligheder og hvilken miljøpåvirkningskategori der kigges på. Det er dog interes-

sant, at det især er biopolymerproduktionen, der påvirker resultaterne, da der her for-

ventes forbedringer for produktionen af f.eks. PLA og PHAere i fremtiden. For PLA

kan det for eksempel være aktuelt at anvende restprodukter fra afgrøde produktion

som for eksempel stængler, blade og avner fra korn som feedstock (7).

3.3 Fornybare råvarer

3.3.1 Fornybare råvarer – ressourceforbrug og CO2 belastning

Når man kigger på engangsartikler, som bidrager til et højt ressourceforbrug, er det

relevant at forholde sig til at naturressourcerne er begrænsede men med forskellige

forsyningshorisonter. Ifølge ” Håndbog for Miljøvurdering” (9) vurderes de enkelte

ressourcer i forhold til forsyningshorisonten og dermed den andel af ressourcen, der er

til rådighed for en person og alle dens efterkommere på verdensplan. Ressourcefor-

brug opgøres i milli-Person-Reserver (mPR). Ved denne omregning tages der hensyn

til, at der er rigelige forsyninger af nogle materialer, mens der er knappe forsyninger

af andre. De knappe ressourcer vægtes hårdere end de rigelige, da det er mere miljø-

belastende at bruge 1 kg af et materiale, der kun er lidt tilbage af, end 1 kg af et

materiale, hvor forsyningerne er rigelige. Råolie og naturgas, som er de indgående




råvarer i fossile plaster som for eksempel PET og PS, har et ressourceforbrug på

henholdsvis 0,04 mPR/kg og 0,06 mPR/kg (9). Materialer som papir, pap og bioplast

produceret af fornybare råvare er ikke belastet med mPR/kg, da værdien her er lig

med 0. Ressourcemæssigt er anvendelse af fornybare råvare derfor bedre end fossile

råvare som råolie og naturgas. Hvis det i det aktuelle produkt er muligt at anvende

genvundne materialer f.eks. recirkuleret plast vil man i princippet skulle tage højde

for dette. Dog er det en mindre del af engangsartikler, der formentlig indsamles til

genanvendelse, da de ikke er omfattet af pantsystemer.

CO2 belastning fra råvarer

En øget anvendelse af andelen af fornybare råvarer vil have en gunstig indvirkning på

klimabelastningen samt hjælpe mod en større uafhængighed af fossilt kulstof. Ved at

stille krav om en høj andel af fornybare råvare i Svanemærkede Engangsartikler til

fødevarer er produktgruppen med til at mindske disse produkters miljøbelastning i

forhold til klimabelastning ved at CO2, der frigives i affaldsfasen for produkterne er

biogent CO2 og derfor til at starte med er fjernet fra systemet. Der er dermed balance i

CO2 regnskabet. Denne CO2 balance er dog afhængig af at det antages at de ”land use

changes” der er forårsaget af en øget efterspørgsel af biomasse ikke inddrager rydning

af arealer, der vil give en øget CO2 frigivelse.

Selv om fornybare råvarer er belastet med 0 mPR/kg og lavt CO2 utslipp, skal det dog

medtages at fornybare ressurser ikke varer evigt uden en bæredygtigig forvaltning af

ressursene. Ressurserne bør også anvendes effektivt.

3.3.2 Ændringer i arealanvendelse (Land use change)

De ændringer i arealanvendelse som anvendelsen af bioplast evt. medfører, er rele-

vante set i et livscyklusperspektiv. Forholdsmæssigt vil biomasse til bioplast dog være

af mindre betydning i forhold til biomasse til brændstof og opvarmning. Ændringer i

arealanvendelse (Land use Change) skal forstås som en henvisning til vegetations-

ændringer mellem de seks vegetationstyper, der anvendes af IPCC (skov, græsarealer,

dyrket land, vådområder, bebyggede områder og andre arealer) plus en syvende kate-

gori af flerårige afgrøder, dvs afgrøder, der normalt ikke høstet hvert år og oliepalmer.

Det betyder for eksempel, at et skift fra græsarealer til dyrkede arealer er en ændret

arealanvendelse, mens et skift fra en afgrøde (f.eks majs) til en anden (som raps) er

det ikke. Dyrkede arealer omfatter braklægning (dvs. arealer, der er i ro for et eller

flere år, før dyrkes igen) (10). Derudover tales der om indirekte arealændringer som er

de arealændringer der sker andre steder som en afledt effekt af den pågældende areal-

ændring. Ændringer i arealanvendelse påvirker først og fremest klimaudslip og bio-

divesitet.

Forskere arbejder på at udvikle metoder, der kan forudsige konsekvenserne af ænd-

ringer i arealanvendelsen, men det er en kompliceret opgave. Den nuværende viden

omkring disse spørgsmål er ikke omfattende nok til præcist at kvantificere de miljø-

mæssige konsekvenser, som ændringer af arealanvendelsen kan medføre. Konklu-

sionen må dog være at man ikke kan betragte fornybare råvare som en ubegrænset

ressource (11) (12).




Konkurrence om biomasse

Politiske mål og en øget efterspørgsel efter biobaserede produkter, primært biobrænd-

stoffer men også biomasse til opvarmning og her bioplast, har ført til en øget efter-

spørgsel efter afgrøder. I det mindste når man ser på, hvad der ofte betegnes som

"første generation" Bioproducts. Anden og tredje generation repræsenterer produk-

tionen af biobaserede produkter fra landbrugs-affald, biprodukter eller andre kilder,

der ikke nødvendigvis kræver dyrkning af nye afgrøder (4)(6).

På samme tid kræver befolkningsvæksten fremstilling af flere fødevarer. Indtil nu har

den stigende efterspørgsel efter afgrøder været imødekommet ved at øge udbyttet på

de eksisterende dyrkede arealer, men der forventes yderligere stigning i efterspørg-

selen på afgrøder og dermed landbrugsjord. Den øgede efterspørgsel efter afgrøder

kan opfyldes gennem en kombination af flere mekanismer: ved en stigning i udbyttet

fra eksisterende landbrugsarealer, ved at fortrænge andre mindre effektive afgrøder og

ved at udvide det område af dyrkede arealer. Regionale ændringer i arealanvendelsen

kan i et vist omfang opfylde en øget efterspørgsel efter afgrøder, men da markedet for

afgrøder er globalt, kan ændringer i efterspørgsel også tænkes at påvirke arealanven-

delsen i andre dele af verden (4)(6). Fordelingen af fødevarer på verdensplan har også

betydning, da der i vesten er stort madspild. Så der er flere faktorer, der har indflydel-

se på fødevarertilgængeligheden.

I et arbejdnotat fra Verdensbanken (Mitchell, 2008), er en øget produktion af bio-

brændstoffer i Europa og USA udpeget som den vigtigste faktor for stigende føde-

varepriser, mens andre rapporter såsom CBO (2009) konkluderer, at biobrændstoffer

spillede en mindre rolle.

Norsk rapport ”Bærekraftig biodrivstoff - et avgjørende klimatiltak” (126) forklarer at

fødevarepriser afhænger af mange faktorer. Produktion af biobrændstoffer kan i for-

bindelse med andre faktorer bidrage til øgede fødevarepriser, men det har ikke været

en vigtig faktor. Markedet for bioplast er stadig meget lille sammenlignet med marke-

det for biobrændstoffer, men konklusionerne i den nævnte undersøgelser understreger

vigtigheden af at fremme mere bæredygtige biobaserede produkter baseret på sekun-

dære landbrugsprodukter i stedet for primære afgrøder, som også kunne bruges til

fødevareproduktion.

3.3.3 Bæredygtige råvarer og GMO

Som beskrevet tidligere er det relevant, at stille krav til oprindelsen (arealanvendelse

og dyrkning) af de fornybare råvare for at sikre at disse er bæredygtige. Nordisk

Miljømærking har længe stillet krav til bæredygtigt skovbrug for produkter, hvor der

indgår træråvarer. I de fleste kriteriedokumenter gøres dette ved at sikre råvarens

oprindelse sammen med et krav om at vis andel af råvaren skal komme fra områder,

der er certificeret efter en standard for bæredygtigt skovbrug accepteret af Nordisk

Miljømærking. For landbrugsafgrøder er det ligeledes relvant at sikre sporbarhed på

råvarerne, samt at sikre at råvarerne ikke stammer fra beskyttede områder eller

områder eller områder områder med uklare ejerforhold.

Pesticider

Selve dyrkningsprocessen har indflydelse på, hvor bæredytige de fornybare råvarer er.

Ved dyrkning anvendes for det meste pesticider til bekæmpelse af ukrudt og til




beskyttelse af afgrøder mod insektangreb, svampeangreb eller for at regulere plantens

vækst. Brugen af pesticider kan medføre, at rester af pesticider og deres nedbryd-

ningsprodukter kan forekomme i vores fødevarer og i vores miljø.

GM-afgrøder

Anvendelse af genmodificerede afgrøder har også indflydelse på råvarens bæredyg-

tighed. Med genmodificerede organismer (GMO) mener man levende organismer,

hvis egenskaber ændres med genteknik, det vil sige andre metoder end traditionel

planteforædling. En plante kan på denne måde få egenskaber fra en anden plante eller

organisme, ved at nyt genetiskt materiale øverføres. Egenskaber som tillføres kan

være ændret næringsforhold eller at planten bedre kan modstå kulde, insektangreb,

tørke ect. De fleste planter som er udviklet pr i dag er insekt- eller herbicidtolerante

eller en kombination af disse (14).

Hvis en plante, der er genmodifisert for at kunne tåle et bestemt ukrudtsmiddel, har

stor spredningsevne og kan krydse sig med vilde beslægtede arter, kan dette føre til at

landmændene efterfølgende får større problemer med ukrudtshåndteringen end før,

ifølge nettsiden til den norske Bioteknologinemda (111). Landmanden kan dermed

blive tvunget til at bruge mere pesticid, eller andre og mere økologisk skadelige

kemikalier. For forbrugeren kan dette så i betyde flere rester af plantebeskyttelses-

midler i fødevaren. For miljøet er det også vigtig at vurdere om genmodificerde

planter med insektgift (Bt-planter) kan være skadelig også for andre insekter og dyr

som ikke skader dyrkninge og samtidig har vigtige opgaver i økosystemet. Det er også

risiko for uønsket krydsning af genmodificerde planter og beslægtede, vildtvoksende

arter, således at de nye egenskaber overføres til dem.

Det er store diskussioner om GMO og kundskaben er mangelfuld om de langsigtede

effekter på både miljø og sundhed. Der er også stilet spørgsmål ved om de bidrager til

en bæredygtig udvikling. For at opnå øget viden om dette område har Nordisk Miljø-

mærkning bestilt rapporten ”Genetically Modified Organisms – A Summary of

Potensial Adverse Effects Relevant to Sustainable Development”, fra Genøk. Rappor-

ten viser, at det er mulige uheldige effekter af GMO langs hele værdikæden fra forsk-

ning og udvikling af plantene, via dyrking, til lagring, brug og affaldshåndtering.

Rapporten viser også at der i flere af disse faser er mangel på videnskabelige studier

og at en helhedsvurdering mangler.

Genmodificerede træer

GM-træer vil først og fremmest være relevant i plantager med hurtigt voksende træ-

arter, men brugen er stadigt kun på forsøgsbasis (16). Skogsertifiseringsordningene

FSC og PEFC, forbyder begge brugen af gen-modificerede træer (15).

3.4 Energi forbrug

Produksjon av og livsløp til engangsartikler fra råvare til avfall kan fremstilles skje-

matisk som vist i figur 1. I alle ledd i produksjonen, fra uttak av råvare, produksjon av

produkt og i avfallsfasen, brukes det energi, men flere LCA studier av engangsartikler

viser at energiforbruget anvendt i selve produktionen af materialet som inngår, f.eks

papir eller polymer, er en af de mest betydende miljøbelastninger for produktet (1).




Figur 1. Skjematisk fremstilling av produksjon av engangsartikler fra råvare til

ferdig produkt. Produksjon av PLA er brukt som eksempel på bruk av biobaserte landbruksråvarer.

Ulike studier sammenligner engangsartikler av fossile polymerer, papir og biopoly-

merer. Resultatene varierer, men flere av studiene viser at engangsartikler av forny-

bare råvarer har et lavere fossilt energiforbruk og klimagassutslipp enn engangs-

artikler av fossile råvarer (5, 6, 92, 93, 94). I et prosjekt i regi av EU (2005) (95)

konkluderes det med at bruk av fornybare råvarer er fordelaktig sammenlignet med

fossile råvarer dersom man ser på energiforbruk og drivhuseffekt. Fornybare råvarer

har to fordeler sammenlignet med fossile råvarer. Energiinnholdet i den fornybare

råvaren kan regnes bort fra det totale energiregnskapet da denne energien er fornybar.

Dette gir også en fordel ved beregning av et materials eller produkts klimabelastning,

da fornybare råvarer i seg selv ikke bidrar til et økt utslipp av klimagasser. For fossile

råvarer er det vanlig å inkludere energiinnholdet i råvaren i energiregnskapet. I tilllegg

vil bruk av fossile råvarer bidra til et økt utslipp av klimagasser, da de ikke er en del

av det naturlige CO2-kretsløpet.

Ekstraksjon av

fossile råvarer

Tømmer Mais, hvete,

poteter

Petrokjemisk produksjon

Produksjon

av masse

Produksjon av papp/papir Monomer

produksjon

Produksjon av produkt


Polymerproduksjon


Dextrose produksjon

Melkesyre-produkskjon

PLA produksjon

Bruksfase


Avfall





Mange av studiene som er gjennomført er LCA-studier som sammenligner produksjon

av PLA med ulike fossile alternativer. I studiene det refereres til under er energifor-

bruk synonymt med forbruk av ikke-fornybar energi fra cradle to gate. Vink et al

(2010) (92) oppgir at NatureWorks produksjon av PLA basert på mais har et energi-

forbruk på 42 MJ/kg polymer, mens ulike fossile polymerer har et energiforbruk på

59-138 MJ/kg polymer, inkludert energi i råvaren. Utslipp av CO2 for PLA oppgis å

være 1,3 kg CO2-ekvivalenter/kg polymer sammenlignet med 1,9-9,1 kg CO2-ekvi-

valenter/kg polymer for ulike fossile polymerer. De højeste værdier kommer fra

polykarbonat (PC) med 7,6 og polyamid (Nylon 6) med 9,1 kg CO2-ækvivalenter/kg

polymer. Dette er dyrere tekniske polymerer og derfor ikke så aktuelle i engangspro-

dukter. De andre fossilt baserede polymerene som er omtales er PE, PP, PET og PS er

alle opført med 3,4 ellere lavere i CO2-ækvivalenter/kg polymer.

Også for andre biopolymerer rapporteres det et bedre energi- og CO2-regnskap. I en

”review” artikkel av Narayan og Patel (93) varierer energiforbruket for fossile plaster

fra 72-120 MJ/kg polymer, mens for biopolymerer oppgis det et energiforbruk på 25,4

MJ/kg polymer for TPS (termoplastisk stivelses polymer) og 81-90 MJ/kg polymer

for PHA. Andre studier på PHA oppgir et energiforbruk som varierer mellom 69-107

MJ/kg polymer basert på ulike fermenteringsteknologier (3). En av biopolymerene

som skiller seg ut er PHB (polyhydroxybutyrate) som er en PHA produsert av bak-

terier. Her er energiforbruket (worst case) 573 MJ/kg polymer. I studien oppgis også

energiforbruket ved optimalisering av produksjonsprossessen til å være 66,1 MJ/kg

polymer. Dette er ofte typisk for produksjon av biopolymerer og påpekes i flere

studier (1, 3, 92, 26). Produksjon av biopolymerer er nye teknologier sammenlignet

med produksjon av fossile polymerer, som er en mer optimalisert prosess. Produksjon

av biopolymerer har imidlertid et stort forbedringspotensial ved utvikling av produk-

sjonsprosessene. Produksjon av PLA fra Nature Works har redusert energiforbruket

på noen få år fra 54 MJ/kg polymer til 42 MJ/kg polymer (26, 92). Mer effektive

produksjonsprosesser, utvikling av bioraffineri der man kan bruke restprodukter fra

råvaren til å produsere energi til produksjonsprosessen og bruk av avfallsprodukter fra

jordbruksråvarene i stedet for selve jordbruksvaren er nevnt som endringer som vil

påvirke energiforbruket og CO2- utslippet i positiv retning.

Det er ikke så mange studier som har sammenlignet engangsprodukter av papir med

polymerprodukter. Johansson (2005) (96) har sammenlignet papir fra ulike typer

masser med PLA og tre fossile polymerer (PE, PET og PP). I denne studien har papir

lavere GWP-verdier (Global Warmning Potential) enn de fossile polymerene, mens

PLA har høyest GWP-verdi. Resultatene er i høy grad avhengig av hvilke energikilder

som er brukt i studien. I papirindustrien brukes det ofte mye fornybar energi som gir

et bedre CO2-regnskap. De høye verdiene for PLA er i stor grad avhengig av antagel-

ser som ble gjort i energibruk og energikilder. En studie fra Belgia (5) av flerbruks-

kopp i PC (polykarbonat) og engangskopper i materialene PP, kartong med PE-belegg

og PLA viser at koppen i kartong har et bedre CO2-regnskap og et lavere forbruk av

fossile ressurser sammenlignet med de andre engangskoppene i PP og PLA.

Man skal være forsiktig med å bruke LCA-studier, som en fasit, da studiene kan være

av ulik kvalitet og systemgrensene som brukes vil ha stor innvirkning på resultatet. I

tillegg vil den funksjonelle enhenten som brukes i studien, f.eks energiforbruk per

kopp eller energiforbruk per kg polymer produsert, ha innvirkning på resultatet.




Resultatene er også avhengig av om det er en ”cradle to gate” eller ”cradle to grave”

studie. Likevel kan studiene gi en indikasjon på hvilke produkter som belaster miljøet

minst innenfor ulike kategorier. I dette avsnittet har det vært fokusert på energiforbruk

og klimabelastning fra cradle to gate. En annen vigtig parameter som ofte har påvirk-

ning på resultatene, inkludert energi og CO2-utslipp, i en LCA-studie er avfallsvei og

avfallsbehandling. Inkludering av avfallsbehandling er komplisert og forholdene kan

variere mye fra land til land. Det henvises til kap 3.6 for en vurdering av miljøbelast-

ning og miljøbelastning knyttet til andre faser i livssyklusen.

3.5 Kemikalier

Både i plast- og papirindustrien brukes det mange ulike typer kjemikalier. En kart-

legging i Danmark viser at det forekommer ca. 1300 stoffer i den danske plastindustri

(Miljøstyrelsens rapport, 2008). I følge den svenske Kemikalieinspektionen ble det

levert 3100 ulike kemikalieprodukter til den svenske masse-og papirindustrien i 2004

(112).

De kartlagte kemikalier anvendt i plastindustrien viser primært at det er additiver og

hjelpestoffer som forekommer. Kjemikaliene tilsettes til selve polymeren for å endre

på polymerens fysiske egenskaper eller tilsettes i prosesseringen for å begrense prob-

lemer som kan oppstå her. Kjemikalier som tilsettes for å bedre de fysiske egenska-

pene er ofte knyttet til polymerens styrke og varmeresistens. Det kan også tilsettes

andre typer kjemikalier som for eksempel UV stabilisatorer, antioksidanter, antista-

tiske midler, myknere og farge. I prosesseringen kan det blant annet tilsettes kjemi-

kalier som påvirker smeltetemperaturen, sørger for at materialet ikke setter seg fast i

utstyret (slip/antiblock kjemikalier) og som påvirker flytegenskapene gjennom utsyret.

Ulike fyllstoffer kan også tilsettes. Bioplaster ligner mye på de konvensjonelle plas-

tene ved at det kan være nødvendigt med tilsetninger og hjelpestoffer for å forbedre

svakheter knyttet til prosessering og fysiske egenskaper. I følge en artikkel på nett

magasinet Plastic Technology (115) tilbyr biopolymerprodusenter enten polymeren

som ”ren”, dvs. uten tilsetninger, eller med allerede inkorporterte tilsetninger før det

selges videre til konvertering. I følge artikkelen er det for biopolymerer stor oppmerk-

somhet på om tilsetningene er biobaserte og nedbrytbare eller begge deler. Det nevnes

at nedbrytbare tilsetninger egner seg for engangsprodukter eller kortlevede produkter,

og at det er relevant for disse å oppfylle standard om komposterbarhet, for eksempel

EN13432.

Produksjonskjemikalier i masse-og papirindustrien kan deles inn i prosesskjemikalier

til masseproduksjon og additiver og hjelpekjemikalier i papirproduksjonen. Prosess-

kjemikalier kan være biocider, retensjonsmidler, flokkulanter, skumdempere og

vaskemidler. Additivene og hjelpestoffene brukes for å gi papiret ulike egenskaper og

forenkle produksjonsprosessen. Det vanligste additivet til papir er bestrykningskjemi-

kalier som består av fyllmiddel og bindemiddel. Fyllmiddelet består oftest av leire og

kalciumkarbonat. Andre kjemikalier som brukes ved produksjon av papir er våtstyrke-

midler, farge og optiske hvitemidler. For mer detaljer om kjemikalier i masse-og

papirproduksjon henvises det til bakgrunnsdokumentet for Svanemerking av Papirpro-

dukter – bas-og kjemikaliemodul, versjon 2 (2011).




Både kjemikalier som brukes i plast- og papirindustrien kan ha problematiske miljø-

og helseegenskaper. De kan være tungt nedbrytbare, bioakkumulerende og giftige

eller være kreftfremkallende og ha hormonforstyrrende effekter.

I tillegg til kjemikalier som brukes i selve produksjonen av polymer og papir, kan det

også brukes andre kjemikalier ved konverteringen til engangsartikler, som lim, beleg-

ninger og trykkfarge. Lim kan bruges til at sikre vedhæftning af forskellige lag i

flerlagsmaterialer, til å feste etiketter og lignende. Lim kan deles opp i fire hoved-

typer;

a) lim, som er opløselig i vand, kan f.eks. være stivelsesbaseret, kaseinbaseret

eller syntetisk lim

b) lim, der kan dispergeres i vand, f.eks. homopolymer

c) varme-smeltende lim og

d) polyurethan-baseret, reaktiv lim

Lim er fremstilt af mange kemiske stoffer og en del av disse kan være problematiske.

Et eksempel er ved polymerisering af aromatiske og alifatiske isocyanater til poly-

urethan. Her er det af afgørende betydning for risikoen for afsmitning fra lim, at hærd-

ningen (polymeriseringen) får lov at forløbe til ende. Ved kontakt med vand kan der

dannes aminer ud fra isocyanater. I princippet kan alle stoffer i limet migrere ud i

fødevaren, og mange af de stoffer, der anvendes er ikke vurderet sundhedsmæssigt.

Fødevarestyrelsen i Danmark har tidligere gennemført en kontrolkampagne af afsmit-

ning af primære aromatiske aminer fra lim, hvor der ikke blev fundet problemer (37).

Lime kan også indeholde sundhetsskadende phthalater og formaldehyde.

Belegninger eller overflatebehandlingsmidler fungerer som en barriere mellem mate-

rialet og fødevaren og sørger for god nok kvalitet på artikkelen. Belegningene kan

være lakker, som epoxylakker, maling, olie- eller paraffinlag (voks), ferniser, sili-

koner, metallag, teflon, emalje, plastfolier etc. Polyethylen er et eksempel på beleg-

ning som brukes på papir- og kartonprodukter. Flere av stoffene som kan brukes i

belegninger kan være problematiske for helse og miljø. Et eksempel er perfluor-

forbindelser som kan anvendes til imprægnering af papir. Imprægneringen giver

forbedrede fugt og fedt barriere egenskaber for materialet. Undersøgelser har vist at

forbindelserne kan migrere i betydelige mængder til fødevaren (43). Produksjon og

bruk av denne typen fluorforbindelser kan også gi effekter på miljøet ved at de kan

ophobes i fødekæden og er mistænkt for at have alvorlige helseskadelige effekter. De

er også persistente og gjenfinnes i miljøet. (ref Klif). Andre stoffer, der anvendes til

impregnering er silikonprodukter som kan inneholde sykliske siloksaner (f.eks. D4 og

D5) som myndighetne er bekymret for med hensyn til virkninger på miljøet(Klif). For

eksempel har oktametylsyklotetrasiloksan (D4) klassificeringen Repr. Cat. 3; R62,

R53.

Fyldstoffer kan brukes både i plast og papir og kan tilsettes både av økonomiske

årsaker og for å påvirke egenskaper til materialet. I plast kan fyllstoffer være talk og

silisiumdioksid (datablad fra NatureWorks). De mest almindelige fyldstoffer i papir er

kaolin, fældet kridt, talkum og det meget dækkende (opale) titandioxid. Alle er mine-

ralske stoffer, der må betragtes som ikke-fornyelige ressourcer (42). Afhængigt af

papirtypen indgår der varierende mængder fyldstoffer i papiret. Tilsetting av fyllstof-

fer øger papirets opacitet, men de forbedrer også papirets evne til at binde trykfarve




og påvirker papirets glathed. Endvidere kan nogle fyldstoffer give papiret større

hvidhed. I trykpapir er det almindeligt med et indhold på 10-20 % fyldstof, mens

indeholdet i emballagepapir er nogt lavere. Som tidligere nevnt kan fyldstofferne

indgår også som blandinger i bestrygningslaget på bestrøgne (coatede) papirer.

3.6 Affaldshåndtering

Som gennemgangen af flere LCA studier for engangsartikler i kapitel 3.2 viser, er

produktionen af råmaterialer den livscyklusfase, der har størst miljøpåvirkning. I

cradle to grave studier er derefter bortskaffelsesfasen vigtig for miljøpåvirkningen.

Bortskaffelsesfasen afhænger både af hvilke mulige affaldsveje, der findes i det land,

hvor engangsartikler afskaffes, samt hvilke af disse affaldsveje som konsumenten

anvender. Størstedelen af produkterne i produktgruppen vil formentlig ende som

husholdningsaffald eller affald fra spisesteder og udendørs affaldsspande. Afhængig

af tilgængelige sorteringsmuligheder for affaldet, kan affaldsbehandlingen være

kompostering, forbrænding, bioforgasning (rötning), deponi eller rescirkulering.

3.6.1 Kompostering og bioforgasning

Kompostering

For biologisk avfall og artikler som er nedbrytbare er kompostering en mulig avfalls-

vei. En engangsartikkel til fødevarer, vil oftest inneholde matrester og derfor kan det

være naturlig å kaste en slik artikkel i fraksjonen biologisk avfall. Ved kompostering

vil næringsstoffer bli resirkulert, og råvarene som ble tatt ut av naturen vil bli ført

tilbake og dermed bli en del av det naturlige kretsløpet. Komposten som dannes kan

blant annet brukes som jorforbedringsmiddel, organisk gjødsel, dyrkingsmedium og

jorddekkingsmiddel ved f.eks. hagebruk. I tillegg til resirkulering av næringsstoffer,

vil bruk av kompost ha en rekke andre positive miljøeffekter. Kompost kan ha en

erosjonshindrende effekt, og ved tilførsel av organisk materiale til jorda vil dette

bygge opp humusinnholdet. Humus binder en betydelig mengde karbon og kan der-

med begrense utslipp av klimagasser som CO2 og metan. Kompostering av embal-

lager af bioplast, papir og karton har imidlertid begrenset gødningsværdien, da mate-

rialerne hovedsagligt består af C, H og O. Kun polymerer av proteiner, som casein og

gluten, indeholder plantenæringsstoffet nitrogen (ca. 15 vægt %). Tilsvarende har

også papir et lavt innehold av nitrogen, og kan ha en negativ effekt på komposterings-

processen, hvis det er større mængder papiraffald i avfallet, som skal kompostere.

Det fins flere måter å kompostere organisk avfall på. Naturlig kompostering er kom-

postering uten hjelpemidler som skjer i naturens eget tempo, også kalt kaldkompost.

Kompostering kan også gjøres med enkle kompostbinger, ofte i privat regi. Industriell

kompostering er en tredje mulighet. Her behandles det organiske avfallet på store an-

legg der blant annet temperatur, oksygentilgang og fuktighet styres for å optimalisere

forholdene for mikroorganismene i komposteringsanlegget. Alle de tre typene kom-

postering som er nevnt her, kan være en mulig nedbrytningsvei for en engangsartik-

kel, men standarderne EN13432 og EN 14995 sikrer kun industriel kompostering.

Forsøpling er et stort globalt miljøproblem, der ikke-nedbrytbart eller tungt nedbryt-

bart materiale ikke forsvinner i naturen. En komposterbar engangsartikkel vil kunne

antages at brytes ned ved naturlig kompostering, selv om dette vil ta lenger tid enn i et




industrielt anlegg. Ved innsamling av organisk avfall, kan den sendes til et industrielt

komposteringsanlegg.

Komposteringsprocessen udvikler også varme, men indvinding af denne er ikke anset

for at være økonomisk relevant.

Bioforgasning/rötning

En annen mulig avfallsvei for organisk avfall og engangsartikler til fødevarer, er bio-

forgasning/rötning. I motsetning til kompostering, som er en aerob prosess, er biofor-

gasning en anaerob nedbrytning av organisk materiale, og vil produsere biogass som

er en blanding av metan og CO2 og en råtnerest eller biomasse. Biogass kan erstatte

fossilt brensel og brukes til å produsere varme eller strøm. Den regnes som klima-

nøytral da CO2 som slippes ut vil være biogent CO2. Det vil derfor ikke bidra til økt

utslipp av klimagasser i motsetning til forbrenning av fossile ressurser. Råtneresten

kan brukes som gjødsel eller jordforbedringsmiddel i landbruket eller komposteres til

kompost.

Miljøstyrelsen i Danmark har undersøkt nedbrytbarheten til 13 bionedbrydelige plast-

poser (100). Forsøget tyder på at det anaerobe miljø i et termofilt biogasanlæg ikke er

tilstrækkelig til at nedbryde de bionedbrydelige plastposer, der er fremstillet af andre

materialer end polymeriseret mælkesyre (PLA) fuldstændigt, og at en efterkompos-

tering er nødvendigt hvis poserne ønskes nedbrudt fuldstændigt inden spredning sam-

men med gødning på landbrugsjord. Det er dog ikke nærmere beskrevet, hvad der

ligger i termen ”bionedbrydelige poser”. Udover at der oplyses at det er affaldssposer

fremstillet af forskellige typer syntetiske polymerer som producenterne angiver som

biologisk nedbrydelige. Hovedparten af de undersøgte bioplastposer er ifølge leveran-

døroplysninger testet som værende komposterbare ifølge internationale standarder.

Der er dog ingen direkte henvisning til EN 13432 i rapporten (98).

Standarder

Det er flere standarder der henvises til når det gjelder komposterbarhet og bioforgas-

ning. I Europa anvendes EN 13432, som fastlægger krav og metoder til at bestemme

muligheden for kompostering og anaerob behandling af emballage og emballagemate-

rialer. Standarden gjelder for aerob kompostering og anaerob bioforgasning af embal-

lage i kommunale eller industrielle biologiske affaldsbehandlingsanlæg, og kræver at

90 % af materialet er nedbrudt efter 180 dage (108).

Kravene stilles ud fra fire egenskaber:

1) bionedbrydelighed

2) desintegration under biologisk behandling.

3) indvirkning på den biologiske behandlingsproces

4) indvirkning på kvaliteten af den færdige kompost.

Kemisk og umodificeret naturlige bestanddele, såsom træ, træfiber, bomuldsfibre,

stivelse, papirmasse eller jute, betragtes som biologisk nedbrydelige og kræver ikke

en test for at vise deres bionedbrydelighed. Men indholdet af f.eks. lignin i træpro-

dukter kan gøre at materialet ikke kan overholde de generelle kriterier for bionedbry-

delighed (90% bionedbrydning i seks måneder). Dette resultat anses af kritikere af

EN13432 som bevis for, at kriterierne ikke er tilfredsstillende. Lignin er et meget




komplekst naturmateriale, som langsomt nedbrydes (99). For kompost anses det dog

ikke negativt at der findes et moderet indhold af lignin, da det er det der er med til at

danne humus i jorden (99).

Det findes minst to forskellige mærker, som kan anvendes når denne standard er

opfyldt, The Seedling Logo og OK Compost. Se mere om disse i kapitel 5.

ASTM D6400 er en amerikansk standard for komposterbarhed, som er meget lig EN

13432:2000. Standarden beskriver retningslinjer for hvilke plastmaterialer der opfattes

som komposterbare i kommunale og industrielle aerobe komposteringsanlæg. Dog

adskiller ASTM D6400 sig fra EN 13432 ved kun at kræve 60% nedbrydning af

materialet efter 180 dage, hvor EN 13432 kræver at 90% er nedbrudt efter samme

periode (108).

Derudover findes EN 14995, der anvendes til at dokumentere komposterbarhed for

plastmaterialer. Standarden er sammenlignelig med EN 13432 der gælder for

emballage materialer.

3.6.2 Resirkulering, deponi og forbrenning

Resirkulering

Resirkulering er en tredje mulig avfallsvei for engangsartikler. Ved resirkulering vil

materialet kunne brukes på nytt og dermed bliver ressursforbruket knyttet til produk-

sjon av råmaterialet redusert. Engangsartikler av syntetiske polymerer som er basert

på plantemateriale, f.eks. grøn polyetylen, er egnet for resirkulering. En engangsartik-

kel som er komposterbar, vil ofte ikke være egnet for resirkulering da den vil brytes

ned. Der findes dog teknikker for mekanisk eller kemisk recirkulering af bioplaster.

Disse er dog pt. ikke udbredte i Norden. I flere lande samles også produkter av karton,

f.eks. drikkekartong, inn for resirkulering. Hvilke produkter som anses som resirkuler-

bare, varierer imidlertid fra land til land, også i Norden. En vigtig forutsetning for å

utnytte mulighetene ved resirkulering av avfall, er at det fins en innsamlingsordning

for den aktuelle materialtypen. Innsamling av f.eks. plasttypen PET fungerer godt, da

flasker av PET er en del av pantesystemet i mange land.

Miljøstyrelsen i Danmark har undersøgt, hvornår der er en miljømæssigt gevinst ved

at genanvende plast emballager til fødevarer og hermed engangsartikler frem for at

sende det til forbrænging med energiudnyttelse. Her fremgår det, at der kun ses en

positiv effekt ved recirkulering, hvis plast emballegen er stort set ren – kun en meget

lille forureningsgrad kan betale sig (35). En norsk studie som har sett på klimagass-

utslipp viser imidlertid at materialgjenvinning gir et klart bedre klimaregnskap og

energiregnskap enn forbrenning med energiutnyttelse for plastemballasje (124). Noen

LCA-studier viser også at materialgjenvinning generelt gir en lavere miljøbelastning,

særlig når det gjelder energiforbruk og klimagassutslipp, uavhengig av om produktet

består av fossilt eller fornybart materialet (108).

Deponi

Deponering av avfall er fortsatt en relevant avfallsvei. Det er imidlertid stort fokus på

å redusere mengden avfall som deponeres, særlig organisk avfall. En av grunnene til

dette er EU´s deponeringsdirektiv der setter grænser for hvor meget organisk affald

fra husholdninger EU-landende må deponere. Der findes derfor stadig deponi i EU,




men det afvikles løbende. Ud fra en klimamæssig vinkel er det meget miljøbelastende

at deponere bionedbrydeligt affald, da der her dannes metan, som er en 21 gange

værre drivhusgas end CO2.

Forbrenning

Når det er stort fokus på å redusere mengden avfall som sendes til deponi, vurderes

også andre måter å bli kvitt avfallet på. En mulighet er forbrenning. Det fins flere

typer forbrenningsanlegg. De enkleste brenner avfallet uten å gjenvinne varmen som

produseres. Mer kompliserte anlegg vil gjenvinne varmen og bruke denne enten til å

produsere elektrisitet eller varme som kan sendes ut i et fjernvarmeanlegg. Miljøge-

vinsten ved forbrenning av avfall er at det produseres energi som kan erstatte forbren-

ning av fossile ressurser. Dersom avfallet som brennes i tillegg består av fornybart

materiale, vil det kun slippes ut biogent CO2 og mengden klimagasser i atmosfæren

vil ikke øke. Denne antagelse er dog afhængigt af om dyrkningen af afgrøden ikke har

resulteret en ”land use change” med øget CO2 udslip . Hvor stor gevinsten er, vil også

være avhengig av hvilke energibærere man antar at avfallet vil erstatte. I tillegg til

klimagassutslipp, vil utslipp til luft av andre miljøskadelige stoffer, som NOx, VOC

og dioksiner også være relevante miljøparameter, men med dagens avfallforbren-

ningssystemer i Norden er disse godt regulert.

3.6.3 Håndtering av husholdningsavfall i Norden

Det er relativt store forskjeller i hvordan avfall behandles i de nordiske landene.

Tabell 3 gir en oversikt over behandling av husholdningsavfall.

Tabel 3. Nordisk oversigt over fordelingen af husholdningsaffald for forskellige behandlingstyper. Kilder: Tal fra DK ”Affalds Statistik 2006, tabel 5.1 (104). Tal fra NO fra Statistik Centralbyrå (102), Tal fra SE ” www.avfall sverige.se” (107)

tal fr FI fra Statistikcentralen i Finland, internet (103).

Affaldshåndtering Norge Sverige Finland Danmark

Deponering og andet 17% 4% 50% 10%

Forbrænding med energigenvindning 31% 47% 18% 61%

Bioforgasning el kompostering af organisk affald fra dagrenovation

8% 10% 10% 1%

Anden materialegenanvendelse incl. haveaffald 44% 39% 32% 29%

Ud fra ovenstående data ses det, at der i Danmark er størst sandsynlighed for at det

organiske affald sendes til forbrænding med energigenindvinding. I Finland, Norge og

Sverige genanvendes en større del af det organiske affald. En engangsartikkel i kon-

takt med mat kan, som tabel 3 viser, havne i ulike fraksjoner i de nordiske land, og

dette er både avhengig av hvilke avfallsfraksjoner som er tilgjengelig for forbrukeren

og hvilken avfallsvei forbrukeren velger å bruke.

3.6.4 Avfallshåndteringens betydning for engangsartikler

Det er vanskelig å si generelt, hvilken avfallsbehandling som er best miljømessig.

Resultatene varierer og er ofte avhengig av forutsetningene som legges til grunn i

studien. Det er vanskelig å sammenligne miljøgevinst direkte fordi den vil kunne

variere mellom ulike parametere, som klimagassutslipp, utslipp av forurensende

http://www.avfall/




stoffer til luft og nytteverdi av produktet som produseres. I tillegg er det begrenset

styrbarhet på dette området. Den nasjonale avfallspolitikken og forbrukerens adferd

har Nordisk Miljømerking liten påvirkning på. I en slik situasjon er det et ønske å

stimulere til produkter som kan passe inn i så mange ulike behandlingsveier som

mulig, så deponi dermed undgås.

Et dansk studie konkluderer at ud fra et energi- og klima-synspunkt er forbrænding

med effektiv energiudnyttelse dem bedste affaldsvej for engangsartikler af fornybare

råvarer som f.eks. bioplast (100). Dernæst vil bioforgasning være en god løsning, da

man her kan udnytte energien til biogas, men da meget få bioplaster kan nedbrydes i

biogasanlæg er denne affaldsvej ikke så relevant for produkterne i produktgruppen.

Derfor vil kompostering være et godt alternativ og den bedste affaldsvej, specielt på

de steder hvor forbrænding med effektiv energiudnyttelse ikke er muligt.

Der er stor forskel på affaldssystemerne i Norden, og det giver derfor mere mening

med et krav om komposterbarhed i nogle lande end i andre. I Danmark og Sverige

findes ingen fraktion i dagrenovationen for produkter, der kun er komposterbare, men

ikke kan gå til bioforgasning. Her er det derfor mest sandsynligt at sådanne produkter

vil ende i det usorterede affald og gå til forbrænding med energiudnyttelse. I Finland,

hvor ca. 50 % (i 2008) af husholdningsaffaldet deponeres og hvor der findes en frak-

tion for komposterbart materiale, giver et krav om komposterbarhed mere mening da

affaldet, dermed kan undgå at ende til deponi. I Norge komposteres 93 % af den ind-

samlede organiske fraktion (incl. have og park affald) og kun en mindre del af hus-

holdningsaffaldet forbrændes med energiudnyttelse, så her vil komposterbarhed også

være relevant. Når man ser samlet på Norden vil det derfor anbefales at der stilles

krav til komposterbarhed for produktet.

3.7 RPS analyse

Analysen er her fokuseret på engangsartikler af bioplast, da der i Svanens basismodul

for papir er udarbejdet RPS-analyse for papir og udvalgte pap produkter og fundet høj

RPS. For papir, karton og masse svarer de miljømæssige problemer til dem der kom-

mer i forbindelse med skovdrift og selve papirproduktionen. Der er derfor relevant om

træråvaren kommer fra bæredygtigt skovbrug, mængden af emissioner til luft og vand

i produktion, energi-forbrug, og at de kemikalier, der anvendes ikke skader miljøet

eller sundheden.

Dette kapitel inderholder gentagelser af noget af det, som er kommet frem i de tidli-

gere kapitler og bør derfor ses på som en opsummering og kategorisering i relevans,

potensiale og styrbarhed.

3.7.1 Relevans

Relevansen = Miljøbelastninger knyttet til produkterne

Som tidligere nævnt er produktionen af råmaterialer den livscyklusfase med størst

miljøpåvirkning med hensyn til energiforbrug og klimabelastning og her er bortskaf-

felsesfasen afgørende for nettoresultaterne. Transport og produktion af emballagen er

af lille betydning (1).




Andre væsentlige miljøeffekter fra den foreslåede produktgruppe er relateret til res-

sourceforbrug med fokus på indholdet af fossilt kulstof i råvarerne. Brug af land vil

være en miljøbelastning i større eller mindre grad for alle materialetyperne.

Produkterne er som udgangspunkt engangsprodukter og producerer derfor en betyde-

lig affaldsfraktion. Hvor stor en andel, der genanvendes af de enkelte materialetyper

afhænger især af de forskellige nationale systemer for affaldssortering og -genanven-

delse. Men en betydelig del vil gå til kompostering eller forbrænding alt efter mate-

rialetype og affaldssystem i det pågældende land.

Yderligere miljøbelastning kan forekomme ved forarbejdning og trykning. En vigtig

parameter i tilfælde af konverterede/forarbejdede materialer, er migration og udbre-

delse af forskellige skadelige stoffer fra materialet til fødevarer. Dette kan være i lim,

trykfarve eller blødgørere i plastik.

3.7.2 Potentiale

Potentiale = Muligheder for miljøforbedringer, med andre ord, at der er miljø-

mæssige forskelle mellem produkterne og et potentiale for at forbedre produkterne.

(Differentieringsmuligheder)

I og med at produktion af råmaterialer og bortskaffelse er de to vigtigste livscyklus-

faser for hvordan et materiale eller et produkts miljøpåvirkning ser ud, er det også i

disse to faser der er størst potentiale for miljøforbedringer. På produktionsområdet

drejer det sig især om at mindske energiforbruget. Da mange af biopolymer mate-

rialerne er unge, bør der være potentiale for at optimere på produktionsprocesserne.

Klimabelastning

Udslippet af drivhusgas fra fornybar plast er ikke lig med nul, da der oftest anvendes

fossil energi til dyrkning af råvaren, transport og fremstilling af bioplasten. For første

generations bioplaster som PLA kan udslippet af CO2 og energiforbruget til fremstil-

ligen være sammenlignelig med de fossile plaster. En ændring fra fossil plast til første

generations bioplast vil dermed medføre en mijøgevist i form af det fossile kul fra

råvaren (feedstocken) fjernes og erstattes af bioplast bestående af biogent CO2. Cargill

Dow (NatureWorks) som producerer PLAen, beskriver næste generations PLA med

en yderlig forbedring af energiforbrug og CO2 belastning ved bl.a. at anvende rest-

produkter fra afgrøde produktion som f.eks. stængler, blade og avner fra korn som

feedstock. Derved spares den potentielle energi, der er i råvaren som f.eks. i korn.

Lignin fraktionen fra dette kan tilmed bruges som thermal energi i produktionen. (26).

Samtidig kan biomassen, som anvendes som råvare til bioplasten, være affaldspro-

dukter fra forskellige fødevareproduktioner eller biprodukt fra produktionen af bio-

brændsel som glycerol (27).

Resurceforbrug

Da en stor andel af engangsartikler til fødevarer som er på markedet i dag produceres

af fossil plast som PE, PET og PS findes der indenfor produktgruppen et potentiale i

at rykke forbruget af fossile råvare over på fornybare råvare. Det vil have en positiv

effekt på forsyningshorisonten for fossil carbon.




Kemikalier

Ved produktion af materialene anvendes industrielle prosesser og der er tale om

produker i kontakt med fødevare. Det gør at der også er et potentiale for at redusere

og substituere brug af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier. Der findes f.eks.

internationale regler og anbefalinger for hvilke kemikalier som kan anvendes.

Papirprodukter

For papir har Miljømærkning af andre papirprodukter vist, at der er miljømæssige

forskelle mellem produkterne på markedet. Potentiale til at mindske miljøbelastningen

fra forbrugsartikler af papir i kontakt med fødevarer er derfor samme som for andre

produkter af papir (se baggrundsdokument for hygiegneartikler).

Fokus på engangsartikler af bioplast

Nordisk Miljømærkning kan være med til at styre mod bedre bioplaster, da der idag

ikke findes nogen klar definition af hvad, der kan kaldes en bioplast. Det er f.eks.

ingen myndighedsregler, der forhindrer at plaster som kun er delvis nedbrydelige eller

som indeholder en blanding af fossile og fornybare råvarer kan markedsføres som

”komposterbare bioplaster”. Det er heller ikke sikkert at forbrugeren kan skelne

mellem delvis og helt nedbrydelige plaster samt fossil plast, plast af fornybare råvarer

og blandingsplast.

Nordisk Mijømærkning ser også et potentiale i at sætte fokus på miljøbelastningen fra

denne produktgruppe og et behov for en tredjepart godkendelse af de miljøpåstande

som anvendes i markedsføringen. Ved at Svanen går ind på dette produktområde

sendes der også et signal om at her findes en miljøbelastning som kan reduceres.

3.7.3 Styrbarhed

Styrbarhed = muligheden for at sætte styrbare krav for miljøbelastningen

Granulat produktionen af bioplast foregår oftest på store virksomheder rundt om i

verden. Disse virksomheder vil formentlig ikke være produktgruppens licenshavere,

men i stedet deres kunder som er virksomheder, der enten selv producerer eller er

leverandører af engangsservice og andre engangsforbrugsartikler. Derfor vil en del at

dokumentationen ofte komme fra en underleverandør – plastproducenten. Det har

tidligere i forbindelse med andre Svanekriterier, hvor plast indgår, været problematisk

at få data fra producenterne. I forbindelse med denne kriterieudvikling er indtrykket

dog en smule anderledes. Her er bioplastproducenterne bevidste om hvad en af deres

vigtigste konkurrence parametre er, nemlig miljø, da prisen ofte er ca. dobbelt så høj

som for fossil plast. Derfor er det en nødvendighed, at kunne fremskaffe miljødata for

deres produkter. Der er udarbejdet op til flere miljøvurderinger af bioplaster med data

for energiforbrug og CO2 belastning. Så her vurderes styrbarheden at være god, selv

om det med hensyn til sporbarhed for landbrugsråvarer skal indhentes dokumenta-

tionen hos plastproducentens underleverandører.

Styrbarheden med hensyn til affaldsbehandlingen er forholdsvis lav, men der er

mulighed for at påvirke produktets affaldsvej ved at det tydeligt fremgår af embal-




lagen og selve produktet at en Svanemærket engangsartikel er komposterbar, så for-

brugeren kan skelne bioplast fra fossil plast i lande, hvor der findes en fraktion for

komposterbart affald.

For krav til tilsætninger, fyldninger og belægninger vil producenten af engangsartik-

len skulle indhente erklæringer om indholdstoffer fra sine underleverandører. Det

samme er tilfældet i mange af Svanens andre produktgrupper. Det er nødvendigt at

producenten af en Svanemærket engangsartikkel til fødevarer har kontrol over de

indgående materialer og kemiske stoffer til produktionen.

Miljømærkningen kan være med til at øge efterspørgelsen af miljøtilpassede pro-

dukter, samt give en fokus på disse nye produkter på markedet. Øget efterspørgelse på

fornybare plaster kan give øget produktionsvolumer og sænke priserne på plasten. En

øget efterspørgsel og fokus vil også kunne stimulere udviklingen af nye generationer

af bioplaster fra bioraffinaderier.

3.7.4 Resultat af RPS-analyse

Analysen viser, at der overordnet er god RPS for produktgruppen. Miljøgevinsten

ligger hovedsagligt i at flytte forbrug af engangsartikler overpå produkter af fornybare

råvare, lavt energiforbrug i produktionen og samtidig stimulere udviklingen af bio-

plaster. Således at der for de fremtidige produkter af bioplast også vil være et yder-

ligere reduceret energiforbrug i produktionen.

På trods af den store variation i affaldssystemerne i Norden og de dermed forskellige

affaldsveje for engangsartikler af bioplast, karton og papir vil man kunne forvente en

miljøgevinst for produktgruppen, hvis man regner med at produkter af bioplast eller

papir erstatter produkter af fossil plast. Samtidig har kriterieudviklingen fokus på at

sætte krav til problematiske tilsætningsstoffer i engangsartikler.

Det vil også være en miljøgevinst ved at sikre at produktet enten kan komposteres

eller er recirkulerbart.

4 Det nordiske marked

I Norden findes flere producenter af engangsartikler af papir og karton. Samtidig

findes der virksomheder, der producerer engangsartikler af bioplast som for eksempel

PLA, men de står kun for selve konverteringsprocessen. Biopolymerproduktion findes

endnu ikke i Norden. I Tyskland findes Plantic Technologies, der producerer en

stivelse polymer og der skulle efter sigende opstarte en PLA produktion i Tyskland i

2012. Det fremgik af Svanens branche seminar for Engangsartikler til fødevarer

afholdt i januar 2011 at der findes flere importører af engangsartikler af bioplast i

Norden.

I årenes løb er der modtaget flere interessetilkendegivelser i forbindelse med miljø-

mærkning af engangsemballager til fødevarer. I bilag 4 ses tabel udarbejdet i forbin-

delse med forstudiet for produktgruppen som giver en oversigt over officielle inte-

resse tilkendegivelserpå daværende tidspunkt. Samtiding modtog Miljømærkningen




en del interessetilkendegivelser i forbindelse med brancheseminaret for Engangs-

artikler til fødevarer afholdt i januar 2011.

Det har været svært at finde tal for størrelsen af branchen for produktområder som

produktgruppen omfatter. Engangsartikler til fødevarer indgår som en del af andre

store produktkategorier, så klar statistik kan ikke tilvejebringes. I forbindelse med

forstudiet i 2009 blev der foretaget en undersøgelse af en ekstern konsulent fra Enact

Sustainable Strategies AB. Undersøgelsen viste at salget er fire gange større i det

professionelle segment end i detailhandlen.

Antallet af varer i produktgruppen er stort. Et finsk selskab, der er interesseret i at

Miljømærke deres engangsartikler, fortæller at de sælger 10 millioner tallerkener til

en kunde i Sverige og 20 millioner tallerkener til en kunde i Norge.

5 Andre mærkningar

På GENs (Global Ecolabelling Network) hjemmeside findes der oplysninger om

udenlandske mærkninger af forskellige typer af engangsartikler til fødevarer. F.eks.

findes Kinas mærkning CEC for ”Disposable Food & Drink Container” og Canada’s

EcoLogoM Program for ”Food Containers”(116). Af andre mærkninger for denne

produkttype på det nordiske markedet kan nævnes FSC mærkning, som anvendes på

bearbeidede produkter selv om det er et merke som bare dekker skogsdriften.

Mærking af komposterbarhed.

Egenskaben komposterbarhed markedsføres på produkter og anvendes af og til

fejlagtigt som et miljømærke. Mærker for komposterbarhed som findes på det

nordiske markedet er The seedling logo og OK Compost, som begge baserer sig på

standarden EN 13432.

The seedling logo

Der findes en international mærkningsordning for bionedbrydelig komposterbar

emballage. Bioplast industrien støtter op om at deres branche anvender den harmo-

niserede europæiske standard EN 13432 eller EN 14995 og dermed mærker deres

produkter med The Seedling logo. The Seedling Logo anvendes i Tyskland,

Storbritannien, Polen og Holland (55).

OK Compost

Certificeringsvirksomheden Vincotte med hovedkontor i Belgien har udviklet

følgende mærkeordninger:

OK Compost

OK Compost home

OK Biodegradable

OK Biobased




Figur 2. OK Compost & OK biodegradable logoer

Deres OK Compost certificering er i overensstemmelse med standarden EN 13432.

Derudover har de udviklet certificeringsordningen OK Compost Home, som kan gives

til produkter der også kan komposteres ved hjemmekompostering hvor der ikke er den

samme varme til stede (59).

OK Compost & OK biodegradable logoer, som vist i figur 2, er allerede præsenteret

på et stort og varieret udbud af produkter1, herunder poser til organisk affald, indkøbs-

poser, trykte etiketter, emballage til fødevarerr, tallerkner og bestik. Det sidste skud

på stammen fra Vincotte er OK Biobased. NatureWorks Ingeo fremgår på Vincottes

liste over produkter som er certificeret efter OK Biobased. Mærkene anvendes også

internationalt. Ovenforfor i figur 2 ses OK Biobased stjerne system. Antallet af

stjerner angiver hvor stor en andel af fornybare materiale der indgår i produktet. Det

højeste interval er fra 80 % og op og er angivet med 4 stjerner (59).

Miljøanprisninger som bioplast m.m.

Udover de nævnte mærkninger ovenfor findes der indenfor produktgruppens produkt-

typer flere forskellige miljøanprisninger som for eksempel ”bioplast”, ”biobaseret” og

”bionedbrydelig” som ofte anvendes om produkterne uden henvisning til mærkning

eller standard. Disse begreber sikrer dog ikke nødvendigvis at produktet består af

bæredygtige fornybare råvarer, en energieffektiv produktion eller at produktet kan

komposteres eller bioforgasses.

6 Om kriterieutviklingen

6.1 Mål med kriterieutviklingen

Projektets mål er at uarbejde forslag til kriterier (forslag til kriterier, baggrundsdo-

kument og høringssammenstilling) for Engangsartikler til fødevarer. Budskabet skal

være at svanemærkede engangsartikler er fremstillet af fornybare råvarer og har en

lille klimapåvirkning. Under kriterieudviklingen er det undersøgt om budskabet også

skal være at svanemærkede engangsartikler er komposterbare eller recirkulerbare.

Svanens Basis- og Kemikaliemodulet for papir version 2 har dannet grundlaget for

papir kravene. Målet med plastkravene har været at de skulle centreres omkring krav

1 http://www.okcompost.be/en/certified-products/

between 20 and 40% Biobased



more than 80% Biobased

http://www.okcompost.be/en/certified-products/




til fornybare råvare, evt. nedbrydelighed og energiforbrug eller et GWP krav. For

opbygningen af kriteriedokumentets struktur skulle der kigges på strukturen for

Hygiejne produkter.

6.2 Om denne kriterieudvikling

Projektet med at udvikle kriterier for svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer

blev opstartet i april 2009. Forinden det har Nordisk Miljømærkning udarbejdet et

Forstudie for at undersøge mulighederne for at udvikle Svanekriterier for produkt-

området.

Heidi Bugge har været projektleder for både forstudie og kriterierudviklingen og har

samtiding fungeret som dansk PGA. Øvrige projektdeltagere har været Eline Olsborg

Hansen som norsk PGA, Sami Karelahti som finsk PGA og først Maria Göransson og

derefter Ann Strömberg som svensk PGA. Elisabeth Magnus fra Norge har været

områdekoordinatior gennem hele perioden.

I forbindelse med kriterieudviklingen har der været et samarbejde med Force Techno-

logy, der som en del af innovationsnetværket PlastNet sideløbende har kørt et projekt,

hvor formålet har været, at undersøge mulighederne for produktion og levering af

engangsartikler i bioplast til detailhandel og forbrugere samt at undersøge produkter-

nes miljøperformance. Dette har udmundet i rapporten ”Engangsartikler i bioplast i

Danmark” fra 2010 udgivet af Force Technology via LCA Center Danmark (1). Et

delmål har været at give input til kriterierudviklingen hos Nordisk Miljømærkning.

Projektgruppen har også haft kontakt med en række aktører fra branchen (både virk-

somheder og interesseorganisationer) i forbindelse med et afholdt nordisk branche-

seminar i januar 2011, hvor udkast til kriterierne blev gennemgået. Kriterierne har

været i offentlig høring efteråret 2011.

7 Motivering af kravene

I dette kapitel er baggrunden til de enkelte krav begrundet. De enkelte krav er kort

beskrevet, men for at se den fulde kravtekst henvises der til kriteriedokumentet.

7.1 Produktbeskrivelse

K1 Informatioin om produktet

Ansøger skal give en beskrivelse af produktet og fremstillingsprocessen, inklusiv

konverteringen. Underleverandører skal beskrives med virksomheds navn o.s.v.

Bagrunden for kravet

Hensigten med kravet er at give et tilstrækkeligt billede af engangsartiklens og even-

tuel enkeltemballage livsforløb: hvilke råvarer og produktionsprosesser som benyttes,

hvilke belægninger og tilsætningsstoffer som anvendes, etc. Produktionen af engangs-

artiklen opdeles her i fremstillingen af selve hovedmaterialet som for eksempel poly-




meren eller papirmassen og derefter konverteringen, som er her defineret som den

efterfølgende udformning af engangsartiklen med udgangspunkt i den færdige

polymer, papirmasse, træfibre eller andet hovedmateriale.

7.2 Miljøkrav

K2 Materialesammensætning

Mindst 90 vægt % af alt materiale som anvendes i produktionen af den svanemærkede

engangsartikel skal være fornybart. Her findes en undtagelse for uorganiske fyld-

stoffer op til 20 vægt %.

Baggrunden for kravet

Ressourcemæssigt er anvendelse af fornybare råvarer bedre end fossile råvarer som

råolie og naturgas jf. afsnit 3.3.1. Det vil hjælpe til en større uafhængighed af fossilt

kulstof og fornybarheden gør det muligt at genopbygge ressourcen. Ved at stille krav

om en høj andel af fornybare råvarer i svanemærkede engangsartikler til fødevarer er

produktgruppen med til at mindske disse produkters miljøbelastning da fornybare

råvarer i sig selv ikke bidrager til et øget udslip af klimagasser. CO2 der frigives i

affaldsfasen for produkterne er biogent CO2 og er derfor til at starte med fjernet fra

systemet. Dermed er der balance i CO2 regnskabet. Denne CO2 balance er dog afhæn-

gig af at det antages at de ”land use changes” der er forårsaget af en øget efterspørgsel

af biomasse ikke inddrager rydning af arealer, der vil give en øget CO2 frigivelse. Da

arealer til dyrkning af råvarer ikke er en ubegrænset ressource vil vi heller ikke kunne

betragte fornybare råvarer som en ubegrænset ressource, men i stedet som en fornye-

lig ressource. Se envidre afsnit 3.3.2 for beskrivelse af denne problemstilling. Til

sammenligning vil udvinding af råolie og gas føre til øget udslip af klimagasser til

atmosfæren, da dette er råvarer som ikke er en del af det naturlige CO2-kredsløb.

Der er i forbindelse med kriterieudviklingen undersøgt hvor høj en andel af fornybart

materiale, som det er muligt at kræve. Der må gives mulighed for at produkterne kan

indeholde diverse fyldstoffer, tilsætninger og belægninger, som ikke nødvendigvis er

af fornybart materiale for at opnå specifikke funktionelle egenskaber i det færdige

produkt. Visse papirprodukter indeholder en del fyldstof, for eksempel i form af

calcium karbonat. Andre ikke-fornybare materialer kan være tilsætninger og belæg-

ningner. I forstudiet for Fornybare engangsartikler er der foreslået en produktgruppe-

definition, hvor materialet skal bestå af mindst 75 % fornybar råvare i form af papir,

vedfibre, bioplast eller kombinationer af disse som samtidig er biologisk nedbryde-

lige. Efter det afholdte brancheseminar var der usikkerhed omkring hvor kravniveuet

skulle ligge og kravet blev derfor sat til mindst 90 % fornybare råvarer. Under hørin-

gen kom der flere kommentarer på at dette krav var for svært at efterleve og at der

både for papir- og bioplast produkter er behov for en vis andel uorganiske fyldstoffer.

Der er derfor indført en undtagelse for kravet om mindst 90 vægt % fornybare råvarer

for op til 20 vægt % uorganiske fyldstoffer, som f.eks. kaolin, calcium carbonat, kalk

og silikater. Pigmenter regnes ikke som fyldstoffer men i stedet som et additiv.

Eventuelt enkelteemballage som f. eks. Papir rundt om spisepinde er også omfattet af

kravet og skal medregnes som en del af produktet.




K3 PVC og PVDC

PVC og PVDC må ikke indgå i engangsartiklen eller primæremballagen.

Baggrund for kravet

PVC (polyvinylklorid) och PVDC (polyvinylidenklorid) är båda en typ av poly-

vinylklorid. PVDC innehåller dubbelt så mycket klor, generellt är det dock mindre

mjukgörare i PVDC-film än i PVC-film (46).

De viktigste problemområdene for PVC er avfallsbehandlingen, bruken av additiver

og dioxinutslipp blant annet ved produksjonen av PVC. Ved fremstilling av klor

(kloralkalieprosessen) og ved produksjon av PVC kan det dannes små mengder diok-

siner som er svært giftige. Hvis teknologien og sikkerheten på produksjonsanlegget er

i orden, anser PVC Informationsrådet i Danmark, at størstedelen av dioksinutslipp

oppfanges, men ikke alt (67). I mindre moderne anlegg kan dioksiner frigis til menne-

sker og miljø ved utslipp fra produksjonen av PVC (68). For at undgå at forbrænde

PVC skal PVC-affald sorteres fra og afleveres særskilt, på genbrugsstationen i

Danmark. Det indsamlede PVC går til genanvedlese eller deponi alt efter egnethed. I

2002 blev der i Danmark indsamlet 1100 tons, hvilket svarer til 3 % af de samlede

affaldsmængder og 16% af de affaldsmængder, der potentielt kan genanvendes (114).

De andre nordiske lande har ingen krav om særskildt sortering.

PVC er avhengig av stabilisering for at tåle den temperatur som er nødvendig ved

fremstillingen av et PVC produkt (ekstrudering, sprøytestøping ol.). Stabilisatorene

kan være basert på bly, metallblandinger (som barium-zink og calcium-zink) eller

tinn. PVC-industrien i Nord-Europa har faset ut bruken av bly i stabilisatorer, og det

er utarbeidet en plan for utfasing i hele Europa innen 2015. Mellan 2000 och 2009

hade användningen av bly som stabilisator minskat med 68 % (69). Det är numera

förbjudet att använda kadmiumföreningar för stabiliseringr eller färgning av plast

(70).

Ca. 50 % av klorionene i forbrenningsanlegg i Europa kommer fra PVC. De største

miljøproblemene forbundet med forbrenning av PVC er utslipp av dioksiner og dan-

nelsen av avfall ved nøytralisering av saltsyeren som dannes. Avfallsforbrenning ga

ca. 40 % af den totale emisjon av dioxiner i EU i perioden 1993-1995, men moderne

renseteknologi har redusert utslippene betraktelig. I EU setter avfallsdirektivet

(91/689/EC) grenser for emisjon av dioxin fra forbrenningsanlegg. Avhengig av

teknologi for rensingen av røykgassene, dannes det mellom 0.4 og 1.7 kg nøytralisert

restavfall per kg PVC som forbrennes (73). Dette avfallet kan i tillegg inneholde tung-

metaller som vanskeliggjør gjenbruk. Totalt sett kan man si at miljøbelastningene

knyttet til produksjon, bruk og avskaffelse av PVC blir stadig mindre, blant annet pga.

ny kunnskap og teknologisk utvikling. Men alt tyder på, at det fortsatt er store proble-

mer forbundet med PVC. Det er heller ikke god nok kontroll med PVC som impor-

teres til EU og Norden fra andre deler av verden.




K4 Recirkuleret materiale

Recirkuleret materialet kan ikke anvendes.

Recirkuleret materiale defineres her som materiale eller råvarer som er post-

consumer. Materialespild, der genbruges fra egen eller anden virksomheds

produktion renges ikke som recirkuleret.


Nordisk Miljømerking ønsker ikke å tillate bruk av resirkulert plast eller papir og

karton i en svanemerket engangsartikkel. Med resirkulering menes innsamling fra

forbrukerleddet og ikke avkapp og lignende i egen produksjon. Både resirkulert plast

og papir kan inneholde ukjente stoffer og være forurenset med stoffer man ikke

ønsker i produkter i kontakt med mat. Dette kan f.eks være helseskadelige stoffer som

tungmetaller og trykkfargerester.

Bruk av resirkulert plast er omfattet av EUs forordning nr. 282/2008 om materialer og

gjenstander av gjenvunnet plast bestemt til kontakt med matvarer (84). Forordningen

omfatter kun resirkulerte plastmaterialer som er fremstilt ved mekanisk gjenvinning.

Det stilles strenge krav på sporbarhet dersom det skal anvendes resirkulert materiale.

For materialer av plast innebærer dette blant annet at prosessen til fremstilling av

plasten skal være forhåndsgodkjent (85). Det finnes derfor få godkjente gjenvunne

plastmaterialer til bruk i kontakt med mat på det europeiske markedet. Det er i hoved-

sak prosesser for resirkulering av PET der er godkent. Forbudet for bruk av resirkulert

plast har liten praktisk betydning da en høy andel (>90 vekt %) av materialet i en

svanemerket engangsartikkel skal være av fornybart materialet. Det fins ikke spesi-

fikke resirkuleringsordninger for fornybar plast per i dag, selv om enkelte plastpro-

dukter som ”grønn” PE, kan inngå i den samme resirkuleringsordningen som fossil

basert PE.

Resirkulert papir og karton er ikke underlagt spesifikt lovverk slik som papir og

karton produsert av nyfiber. Både Europarådets retningslinjer for karton og papir i

kontakt med mat og Nordisk Ministerråds rapport om det samme tema og omfatter

retingslinjer ved bruk av resirkulert papir og karton. Selv om Europarådets retnings-

linjer inneholder informasjon om egnet papir og hvilke stoffer det skal testes for i det

ferdige produktet, råder det allikevel en usikkerhet rundt bruk av resirkulert papir og

karton til kontakt med mat. En ny sveitsisk rapport viser at pappkartonger laget av

resirkulert materialet kan inneholde mineraloljer som muligens kan migrere inn i

matvaren (82). Dyrestudier har vist at mineraloljer lagres i kroppen og kan føre til

skade på lever, hjerte og lymfessystem. I følge det tyske instituttet for risikovurdering

(BfR) har det vært diskutert om mineraloljene i hovedsak kommer fra bruk av resir-

kulert materiale eller fra trykkfargene på selve emballasjen uten å komme til en kon-

klusjon angående dette. BfR anbefaler bruk av nyfiber for å minimere migrasjon av

mineraloljer fra emballasje til maten (83).

For produkter av papir og karton er kravet i tråd med tidligere versjoner av kriteriene

for mat-og bakepapir og kaffefilter.

I utgangspunktet ønsker Nordisk Miljømerking å fremme resirkulering, men anser at

et krav i engangsartikler som tillater bruk av resirkulert materialet ikke vil stimulere

til økt resirkulering da mengden materiale som brukes totalt sett er liten. Markedet for




engangsartikler er relativt lite. Det kan være bedre å bruke resirkulert materialet til

andre formål uden fødevarerkontakt. Dersom det innføres resirkuleringsordninger

også for fornnybar plast kan det være aktuelt å endre på kravet i framtiden.

7.2.1 Træråvarer, palmeolie, papir, karton og masser

Følgende krav omfatter papir, karton, masser, palmeolie og massivt træ, hvis det

indgår med mere end 5 vægt % i den færdige engangsartikel.

K5 Papir, karton og masser

Papir, karton og masser skal efterleve udvalgte krav beskrevet i basismodulet for

”Svanemærkning af papirprodukter version 2”:


Nordisk Miljømærkning har stor erfaring med krav til papirmasser og papirprodukter.

Krav til disse produkter er samlet i Svanens basismodul for papirprodukter version 2.

Da papir, karton og papirmasse i engangsartikler overordnet ligner andre af de papir-

og massetyper som indgår i Svanemærkede produkter, skal engangsartikler af papir

eller karton ligeledes efterleve disse krav i basismodulet for papirprodukter. K3 om-

fatter kun produktionen af papir, karton og masse. Den efterfølgende konvertering

skal efterleve kemikaliekrav i afsnit 2.3. Energikravet til papir, karton og masse er

mere indgående beskrevet i kapitel 7.2.2 produkter af landbrugsafgrøder, K9 Energi-

krav. Med papir menes fedt-tæt papir og papir som er omfattet af basismodulet for

”Svanemærkning af papirprodukter version 2. Ved anvendelse af mere end 5vægt %

af andet papir skal der rettes henvendelse til Nordisk Miljømærkning for godkendelse

til brug i Svanemærkede Engangsartikler til fødevarer. Papir kvaliteter som sack

papir og kraft papir er på nuværende tidspunkt ikke omfattet af basismodulet for

papirprodukter og kan derfor ikke anvendes i Svanemærkede Engangsartikler til

fødevarer. Der har ikke været ressourcer i dette projekt til at udvide basis modulet

med nye massetyper.

K5 Fedttæt papir

Fedttæt papir som indgår skal opfylde kravene beskrevet i ”Fedttæt papir –

tillægsmodul”.


Der findes specifikke kriterier for bagepapir og madppapir, derfor henvises til disse

for krav til papiret, hvis der indgår fedttæt papir i engangartiklen

K6 Optisk blegemiddel

Optiske blegemidler må ikke tilsettes ved produksjon av papirmasser, papir eller

karton.

Baggrund for kravet

Optiska vitmedel används för att gjøre papiret hvitere, dvs ”lura” ögat att tro att

papperet är vitare än vad det är. Bruk av optiske hvitmedel är onödig användning av

kemikalier och är inget som måste användas vid tillverkning av engångsartiklar.

Optiska vitmedel kan vara svårnedbrytbara och det är idag osäkert hur optiska vit-




medel påverkar hälsa och miljö. För att begränsa användninga av kemikalier har vi

valt att inte tillåta optiska vitmedel.

Kravet inngår ikke i Kemikaliemodulen for svanemerking av papirprodukter, men det

er tilsvarende krav i kriteriene for svanemerking av mat- og bakepapir og i kriteriene

for svanemerking av kaffefilter, der sistnevnte nå innlemmes i kriteriene for engangs-

artikler.

K7 Indfarvning og nyanceringsfarvning af papir, masser og karton

Alle farvestoffer som anvendes til indfarvning eller nyaniseringsfarvningaf papir,

masser og karton skal efterleve kravet.

Baggrund for kravet

Se baggrundsbeskrivelse for K16.

K8 Massivt træ, finer og palmeolie – oprindelse og sporbarhed

Dette krav gælder alle produktdele som indeholder massivt træ, finer og palmeolie, og

skal sikre sporbarhed og at træet kommer fra lovligt skovbrug. Sekundære råvarer fra

træ som f.eks palmeblade er undtaget kravet.

Ansøger skal opgive navn, mængde samt geografisk oprindelse og have sporbarhed

på alle råvarergennem leverandørkæden. Licensindehaveren skal også have en ned-

skrevet procedure som sikrer at råvarer ikke stammer fra beskyttede områder eller

områder som behandles ved en officiel procedure for at opnå fredet/beskyttet status;

områder med uafklaret ejerskab eller brugsrettigheder; illegalt hugget træ eller gen-

modifcerede træer.


Det skal dokumenteres, hvordan det sikres, at man ikke anvender træsorter der er for-

budte, jævnfør de stillede kriterier. Endvidere skal producenten redegøre for, hvilke

træsorter, der anvendes og disses geografiske oprindelse. Hvis et produkt kommer fra

skovbrug, som er certificeret ud fra en af Nordisk Miljømærkning godkendt skov-

brugsstandard, er det ikke nødvendigt at dokumentere kravet yderligere. Nordisk

Miljømærkning anser for eksempel FSC og PEFC Chain of Custody (CoC) certifi-

cering som eksempler på systemer til underbygning af sporbarhed på fiberråvarer.

Der er i Europa et øget politisk fokus på ulovlig høst. Ifølge en rapport fra WWF, om

ulovligt tømmer til det europæiske marked, stammer formentlig gennemsnitligt 40 %

af træbaserede produkter, importeret fra Sydøstasien (herunder Kina) fra ulovlig

skovhugst. EU har indledt en handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig fældning, den

såkaldte handlingsplan FLEGT (retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel).

EU vil opbygge et licenssystem gennem bilaterale aftaler med de største tømmereks-

porterende lande. Flere lande i Europa har også vedtaget EU's grønne indkøbspolitik

for træ, som Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland og Stor Britannien.

Som beskrevet i kapitel 3.3.3 er det stadig på forsøgsstadiet med genmodificerede

trær, og begge de store certifiseringsordninger for skovdrift forbyder GM-træer.

Nordisk Miljømærkning har forbudt GM-træer ud fra samme argumentation som

forbudet for andre GM-planter til brug i hovematerialene til engangsartikler, som




f.eks. brug af GM-majs til produktion af biopolymerer, se K8. GM-træer vil først om

fremmest omhandle plantager og hurtigt voksende træarter. Brugen af GM-træer er

stadig kun på forsøgsbasis, og derfor vil ikke kravet have nogle praktiske konsekven-

ser i denne version af kriteriene.

Sekundære råvarer

Sekundære råvarer defineres her som restprodukter fra andre produktioner og dyrk-

ningsprocesser. For eksempel bananblade som er restprodukt fra bananproduktionen.

Sekundære fornybare råvarer er undtaget kravet om sporbarhed, da det er vurderet at

styrbarheden her er meget lav og at det er vigtigt at give mulighed for anvendelse af

restprodukter. Der ligger et væsentligt forbedringspotentiale i udnyttelsen af sekun-

dære råvarer f.ek.s til anden generations bioplast, som dog endnu kun er på forsøgs-

stadiet.

K9 Biocid anvendelse ved træfældning

Træet må efter fældning ikke være behandlet med bekæmpelsesmiddel som er klassifi-

ceret af WHO som type 1A og type 1B.


Der bliver også stillet krav til, at træet (træstammer efter fældning) ikke må være be-

handlet med bekæmpelsesmidler, som er klassificeret af WHO som type 1A og type

1B. Disse midler har en negativ indvirkning på miljøet. Angreb kan ofte afhjælpes på

andre måder, for eksempel ved at holde træet overdækket og tørt. Der henvises til

WHO´s seneste liste over anbefalede pesticider.

K10 Certifiseret massivt træ, finer og palmeolie

Kravet omfatter massivt træ, finer og palmeolie og kræver at 70 vægt % af alt træ skal

komme fra certifiseret skovbrug og 100 % af palmeolien skal være certificeret.

Baggrund for kravet

Kravet omfatter massivt træ, finér og palmeolie, men ikke sekundære produkter fra

trær som f.eks. palmeblader. Skovbrug medfører en belastning af miljøet. For at

reducere denne miljøbelastning er der stillet krav om, at produkter, som er baseret på

råvare fra massivt træ, skal indeholde mindst 70 vægt % træ, som er certificeret i

henhold til en standard for bæredygtigt skovbrug. Af de nordiske træsorter, er det især

softwood, fyr og gran, som er certificeret. Tilgangen af træ fra certificeret skov

varierer i de nordiske lande. I dag (2008-09) findes det cirka 25 millioner hektar FSC-

certificeret og cirka 38 millioner PEFC-certificeret skov i verden. Tilgangen af

certificeret træ forventes at øges i de kommende år, og Nordisk Miljømærkning kan

hermed bidrage til, at andelen af certificeret træ i engangsartikler øges. Nordisk

Miljømærkning godkender skovbrugsstandarder (for eksempel nationale standarder)

som opfylder kravene i Skema 1 i kriteriedokumentet.

Ifølge tal fra FN for 2007-2008 er 8,3 % af verdens skovarealer certificeret. Det vil

sige 320 millioner hektar. Væksten på certificerede skovområder var på 8,8 % fra

2007 til 2008. Tallene inkluderer den amerikanske standard SFI og den canadiske

standard CSA, som begge blev anerkendt af PEFC i 2005, men ikke den malaysiske




Standard (MTCC), som nu er genstand for revision af PEFC. Tabel 1 viser tal fra FSC

og PEFC fra september 2008.

Tabel 5.2. Certificeret skov i september 2008 fordelt på kontinenter. Tallene er hentet fra hjemmesidene til FSC og PEFC (www.fsc.org og www.pefc.org)

Mill. ha FSC Mill. ha PEFC

EUROPA 48,1 54,7

N.-AMERIKA 35,6 145,5

ASIA-OCEANIA 3,7 7,9

LATIN-AMERIKA 11,6 7,9

AFRIKA 3,5 0,0

Total 102,5 216,0

Ifølge en markedsrapport fra FN har Vesteuropa certificeret mere end 50 % af deres

samlede skovområder, Nordamerika mere end en tredjedel, mens Afrika og Asien kun

har certificeret 0,1 %. I tropiske områder er 40 % af de certificerede skovområder

baseret på certificeringsordninger, der ikke er tredjepart verificeret.

Certificeret palmeolie

Certificerings ordningen for palmeolie Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO)

blev oprettet af organisationer involveret i hele forsyningskæden for palmeolie.

Standarden består af 8 principper og 39 kriterier for bæredygtig palmeolieproduktion.

Kriteriene omfatter sociale, økonomiske, økologiske og generelle aspekter. Der er stor

interesse for ordningen og flere virksomheder har fået indvilget certifikat.

I sydøst Asien er udvidelse af palmeolieproduktion en af de vigtigste årsager til

udrydning af regnskogsområder Hoolier et al. 2006; UNEO 2007, Pastowski et al.

2007). Palmeolie producenter vælger som oftest utvidelse i regnskogsområder fremfor

braklagte jordbrugsområder da nyhugget regnskog kræver betydelig mindre brug af

gødning og profitten er højere (Clay 2004). I Indonesien har naturlig regnskog og

vådsområder blivet omdannet til dyrkbart areal i flere årtier som en konsekvens af

”the Mega Rice Project”. Dette medførte store ændringer i brug af landområder og

enorme skogbrande i 1997/1998 medførte næsten en dobling af globale CO2 udslip i

forhold til årene før og etter 1997/1998. Indonesiske myndigheter har planlagt utvidet

kultivering af palmeolie på omtrent 20 Mha i forhold til 6 Mha (Colchester et al.

2003).

Nordisk Miljømærknig anser det meget vitigt at sikre bæredygtig palmeolieproduktion

og her kræves derfor 100 % certificeret palmeolie.

7.2.2 Produkter af landbrugsafgrøder

Alle landbrugsafgrøder inkl. sukkerrør, pil og bambus er omfattet af følgende krav.

Landbrugsafgrøder omfatter dyrkning af landområder som ikke er skovbrug (dyrkning

og fældning af træer).

K 12 Landbrugsråvarer – oprindelse og sporbarhed

Dette krav gælder alle produktdele som indeholder landbrugsafgrøder ink.l sukkerrør

og bambus, og skal sikre sporbarhed og at afgrødene kommer fra lovlige kilder.

http://www.pefc.org/




Baggrunn for kravet

Land use - sporbarhed

Da brug af land også er en relevant miljøparameter i denne produktgruppe bør der

stilles krav til de områder, hvor afgrøderne er dyrket. Således at det sikres, at områder

med høje biologiske eller sociale værdier ikke benyttes til dyrkning. Fornybare

råvarer i engangsartikler som er omfattet af dette krav kan både være råvarer som

bambus, pil og afgrøder som bl.a. majs, hvede og sukkerrør.

For svanemærkede engangsartikler af fornybare råvarer er det derfor vigtigt at stille

krav til de områder hvorfra råvarerne stammer. I de fleste kriteriedokumenter gøres

dette ved at sikre råvarens oprindelse. Til grund for samtlige krav som stilles til

vegetabilske råvarer ligger et behov for sporbarhed. Sporbarheden fortæller os hvor

råvaren kommer fra og hvem som er produsent. Nordisk Miljømærkning har længe

haft krav til sporbarhed i kriterier hvor træråvarer indgår.

I disse kriteriene stilles der derudover krav om sporbarhed på landbrugsråvare, på

samme måde som kriterierne for svanemærking af drivmidel også gør. Der skal være

nedskreven politik for indkøb af råvarer og at råvarerne skal stamme fra lovlige

kilder. Kriterierne har derfor krav om at fornybare råvarer ikke må stamme fra

følgende områder:

beskyttede områder eller områder som er under behandling for at blive

beskyttede områder

områder med uafklaret ejerskab eller brugsrettigheder

illegalt høstede afgrøder

Sekundære fornybare råvare

Sekundære fornybare råvarer defineres her som restprodukter fra andre produktioner.

For eksempel affaldsprodukter fra fødevarerindustri eller biprodukter som halm fra

korn produktionen og bagasse fra sukkerrørsproduktionen.

Sekundære fornybare råvarer er undtaget kravet om sporbarhed, da det er vurderet at

styrbarheden her er meget lav og at det er vigtigt at give mulighed for anvendelse af

restprodukter. Der ligger et væsentligt forbedringspotentiale i udnyttelsen af sekun-

dære råvarer, f.eks. restprodukter fra produktion af majs, også kaldet anden genera-

tions bioplast, som dog endnu kun er på forsøgsstadiet. Mange steder eksperimenteres

der i dag med at anvende de sekundære produkter fra f.eks. produktion af korn og suk-

kerrør til fremstilling af anden generations bioprodukter i stedet for at bruge de

primære produkter, som kan anvendes til føde for mennesker og dyr (1). F.eks. bliver

der for hvert ton sukker der produceres samtidig ca. 0,3 ton våd bagasse. Hovedbe-

standelene i bagasse er cellulose, hemicellulose og ligning. Bagasse kan bl.a. anven-

des som energikilde eller biobaserede materialer (58).




Det findes tre forskellige metoder at dokumentere sporbarhed påi:

1. ”Track and trace” indebærer at råvarer og batcher holdes adskilt gennem hele

livsforløbet. Det medfører at man med sikkerhed kan sige nøjagtig, hvor

råvaren i et produkt stammer fra. Metoden er udbredt indenfor næringsmiddel-

industrien hvor eksempelvis økologiske mærkeordninger kræver sporbarhed

på dette niveaut.

2. Massebalansemetoden tillader at man blander råvarer og batcher sammen.

Kravet er at en vis % bæredygtig råvare ind er ligmed en samme % bæredygtig

råvare ud. Metoden benyttes for eksempel indenfor skovcertificering (eksem-

pelvis FSC).

3. ”Book-and-claim” omfatter handel med certifikater. Her er det ingen kobling

mellem produkt og certifikat. Det er denne metode som benyttes i forbindelse

med handel med el-certifikater og sikrer at samme certifiserede råvare/produkt

ikke sælges mere end én gang.

Metode 1 giver fuldstændig sporbarhed og er klart den bedste, men der kan være

produktionstyper der ikke giver mulighed for denne sporbarhedtype. Hvilken af disse

der kræves afhænger derfor af hvordan styrbarheden er indefor det pågældende om-

råde. Nordisk Miljømerking krever i denne høringsversjonen av kriteriene fuldstændig

sporbarhed for fornybare råvare (sekundære råvare er undtaget kravet) og følger

metode 1 for fuld sporbarhed.

Bambus

Der har været en kraftigt stigende efterspørgsel på produkter af bambus, og derfor vil

Nordisk Miljømærkning sikre, at denne råvare ikke kommer fra områder, hvor beva-

ring af biodiversitet eller sociale værdier er truet. Bambus er en græsart og er den

hurtigst voksende plante i verden. Den kan høstes efter cirka 7 år, uden at noget af

planten dør. Det hævdes ofte, at bambus er hårdere end løvtræ og derfor er velegnet til

gulve, spisepinde, salatskåle og så videre. Der vokser mere end 1.200 bambusarter i

Asien, Mellemamerika og Sydamerika og nogle arter i dele af Afrika og Australien,

og arterne har forskellige applikationer. Bambus er også vigtig føde for pandaen - 99

% af hvad de spiser er bambus, men den spiser ikke alle arter.

Bambus vokser vildt som "ukrudt" og kræver generelt ingen befrugtning eller sprøjt-

ning. Bambus bliver også anvendt til at forhindre jorderosion i sårbare områder. Når

bambus fældes, vokser der nye skud på den stump, der er tilbage. Det betyder også, at

det er vanskeligt at fjerne bambus, efter at den har etableret sig. På grund af det øgede

pres på bambus i dag, er der fare for, at skovhugst og brug af pesticider og gødning

kan føre til ødelæggelse af velfungerende økosystemer. Ifølge Inbar (International

Network for Bambus og Rattan) er bambus betragtet som en naturlig ressource og

tages ud af uregulerede naturlige skove i det sydvestlige Kina. Men mange steder er

det dårlig praksis for skovhugst, der kan skade de naturtyper som er afhængige af

bambus (for eksempel den røde panda (bære-kat) og Giant Panda), og som også øde-

lægger økosystemer i almindelighed. Bambus bliver også dyrket i forskellige typer af

plantager.




Økologiske råvarer

Det har været overvejet om der skal stilles krav til at landbrugsråvarer skal være øko-

logisk dyrket. Dette er ikke gjort, da det er vurderet at tilgængeligheden af økologiske

råvare internationalt set er forholdsvis lav. På verdensplan var kun 0,81 % af land-

brugsjorden økologisk dyrket i 2009 (47). I Norden er denne procent meget højere. I

Finland er det på www.organic-world.net oplyst til 7,25 %, i Sverige 12,5 %, i Norge

5,5 % og i Danmark 5,8 %. Da råvarer indkøbes på verdensplan, skal der også ses på

det samlede udbud. Det er derfor ikke realistisk at stille et sådan krav. Det er mere

oplagt at økologiske landbrugsråvarer anvendes til fødevarer end i fornybare engangs-

artikler.

Certificerede fornybare råvarer

For at sikre at visse typer fornybare råvarer er produceret på bæredygtig vis kan der

stilles krav om at en vis andel af råvaren er certificeret efter en bæredygtigheds

standard godkendt af Nordisk Miljømærking. Hensigten med certificering er at

kvalitetssikre at kravene i standarden er opfyldt. Nordisk Miljømærking har hverken

kompetence eller ressurser til selv at kontrollere et skov- eller et jordbrug eller

verifisere en standard. Derfor er der krav om en uafhængig tredjeparts certifisering.

Standarden skal indeholde absolutte krav som skal være opfyldt inden skoven/jord-

brugsarealet certificeres. Dette sikrer, at skov- og jordbruget opfylder et acceptabelt

niveau for miljøarbejdet. Når Nordisk Miljømærking kræver at standarden skal

fremme og arbejde for bæredygtig produktion af biomasse, kræves det at standarden

skal evalueres og revideres regelmæssigt således at prosessen er fremadrettet og

miljøpåvirkningene mindskes successivt. Når standarder revideres gennemgås de på

ny af Nordisk Miljømærking.

Det har været vurdert om et krav til certifiering af råvaren bør stilles for udvalgte

landbrugsafgrøder. En landbrugsafgrøde som ville være aktuel for et sådant krav er

sukkerør, hvis produktion foregår hovedsagligt i troperne og tab af biodiversitet i

forbindelse med jordbrug knytter sig især til dyrkning af sukkerør (49). Udfordringer

knyttet til tab af biodiversitet bliver ekstra komplekse, når de sekundære effekter af

plantageetablering tages med i betragtning. Hvis store områder som tidligere blev

anvendt til f.eks. kvægopdræt eller kaffedyrking bliver konverteret til sukkerrørs-

plantager, kan resultatet blive at kvægopdrættere og kaffedyrkere lægger deres pro-

duktion på tidligere regnskovsområder eller andre naturområder med økonomiske,

økologiske eller sociale beskyttelsesværdier.

For sukkerrør findes certificeringsordningen ”Better Sugarcane Initiative” (BSI) (48)

som er et samarbejde mellem en række interessenter, herunder sukkerrørsproducenter,

investorer, forhandlere og ngo'er. Målet er at udvikle internationale gældende ret-

ningslinjer som definerer bæredygtig produktion og forædling af sukkerrør. Initiativet

omfatter prinsipper og kriterier for miljømæssige, økonomiske og sociale spørgsmål.

Første version af kriteriene blev vedtaget og offentliggjort 27. juni 2010. Kriteriene

bygger på fem overordnede prinsipper for bæredygtig produktion af sukkerrør og

produkter baseret på sukkerrør. BSI har også udviklet en Chain of Custody standard

som skal sikre fuld sporbarhet gennom hele forsyningskæden efter levering af råvare

til mølle.




Certificeringsordningen for sukkerrør er stadig ny og udbudet af certificeret sukkerrør

antages derfor ikke at være så højt. Da sukkerrør ikke er meget almindelig som pri-

mærråvare til bioplast er det ikke stillet et krav til at sukkerrør som anvendes i en-

gangsartikler skal være certifiseret.

K13 Genetisk modificerede afgrøder

Der er forbud mod genetisk modificerede landbrugsråvarer anvendt til produktion af

materialene i engangsartiklen.

Bakgrunden for kravet

Nordisk Miljømærkning har et forbud mod anvendelse af genetisk modificerede land-

brugsråvarer (GM-afgrøder) i hovedmaterialene til svanemærkede engangsartikler.

Det påpeges at kravet kun gælder dyrking af afgrøder, og at det skal være muligt at

anvende f.eks. enzymer baseret på gensplejsning. Gensplejsede mikroorganismer

bliver brugt til at fremstille procestekniske hjælpestoffer som enzymer. F.eks. udvikler

Novosymes enzymner, der kan anvedes til produktion af biokemikalier, der kan

anvendes til biopolymerer som f.eks. PLA og grøn polyethylen (50).

Beslutningen om at forbyde GM-afgrøder i fornybare råvarer bunder i et forsigtigt-

hedsprincip. GMO (genetisk modificerede organismer) er et meget omdiskuteret emne

og flere land har forbudt dyrking av GMO. Temaer som diskuteres er fødevaresikker-

hed, arealanvendelse, manglende viden om GM-afgrøders effekter under lokale agro/

skov forhold og risiko for negative miljø- og sundhedspåvirkninger. WHO definerer

risikoen ved GMO som følgende: ved at genmodificerede organismer spreder deres

gener til vilde populationer, persistens af GMO efter høst, modtagelighed for genetisk

modificerede produkter for ikke-målorganismer, gen stabilitet, reduceret biodiversitet

og øget brug af kemikalier i landbruget.

Som tidligere nevnt bestilte Nordisk Miljømærkning i 2011 en rapport fra Genøk:

”Genetically Modified Organisms – A Summary of Potensial Adverse Effects

Relevant to Sustainable Development”. Rapporten er publisert på Genøks hjemmeside

og viser, at det er mulige uheldige effekter af GMO langs hele værdikæden fra forsk-

ning og udvikling af plantene, via dyrking, til lagring, brug og affaldshåndtering.

Rapporten viser også at der i flere af disse faser er mangel på videnskabelige studier

og at en helhedsvurdering mangler. Samtiding er det også problematisk, at GM-

kartoffelen Amflora ikke i dag er tilladt til dyrkning i Norge og flere EU-lande

(Østrig, Luxembourg, Ungarn), blant annet fordi Amflora kartoffel indeholder en

antibiotia resistens markergen. Nordisk Miljømærkning sætter som udgangspunkt

krav, som er strengere end lovgivningen i noget nordisk land. Dette har den konse-

kvens, at hvis et produkt /vare er begrænset i noget nordisk land stiller svanen generelt

kravniveau der som minium er på linje med dette lands myndighedsbegrænsninger.

Der findes flere bioplast producenter, der markedsfører deres produkter som GMO

frie eller som giver mulighed for at købe et produkt, hvor det sikres at det ikke giver

anledning til dyrkning af GM-afgrøder jf. afsnit 3.3.3. Det påpeges at dokumentation,

som viser at der ikke findes genetisk materiale i det færdige produkt, ikke er god nok

dokumentation for at vise at kravet opfyldes. På grund af produktionsprosessen for

nogle typer af bioplaster vil der ikke være genetisk materiale fra råvaren tilbage i pro-

duktet, men dette betyder ikke at råvaren i udgangspunktet ikke er GMO. Derimod




skal det erklæres fra råvareleverandøren eller polymerproducenten, at der ikke er

anvendt GM-afgrøder i materialerne i engangsartiklen.

Styrbarhed

Ifølge EU-forordning 1830/2003 er der krav om sporbarhed og mærkning af genetisk

modificerede organismer til fødevarer og foder. Alle led i handelskæden skal oplyse

næste led om, at et produkt indeholder eller består af GMO’er, sammen med oplys-

ning om hvilken GMO der er tale om (14). I forordningen er der dog undtagelse for

ovenstående, hvis indholdet af materialer der indholder eller er fremstillet af GMO

ikke overstiger 0,9 % i den enkelte råvare. Dette er baggrunden for undtagelsen om at

der tillades forurening op til 0,9 % med genetisk modificeret råvare i K8.

Genetisk modificerede produkter defineres forskelligt i EU og i resten af verden. EU

definerer et produkt som GM, hvis genteknologien anvendes i fremstillingen, også

selv om selve produktet er identisk med et naturligt fremstillet produkt. Hvis sådanne

produkter importeres til EU, skal de mærkes med GMO i henhold til gældende lovgiv-

ning. Men det sker ikke, da de ikke er mærket med GMO i oprindelseslandet, som

f.eks. USA. I dag er det svært at kontrollere, om en stivelse, der importeres til EU er

genetisk modificeret.

Ved Svanens brancheseminar i forbindelse med denne kriterieudvikling blev der ud-

trykt usikkerhed ved troværdigheden af dokumentation for GMO frie råvarer. I det

færdige PLA produkt er det ikke sansyndlig at det vil indgå ikke DNA-materiale fra

råvaren (117), ud over eventuelle mindre rester, og det vil dermed være vanskelig at

teste på polymeren om den er produceret af genmodificeret råvare. Kravet skal imid-

lertid ikke dokumenteres med en test. Det er først og fremmest dyrkingen af GM-

råvarer som er relevant her. Miljømærkningen vurderer at, hvis den ansvarlige, enten

råvareleverandøren eller polymerproducenten kan erklære at produktet ikke er baseret

på genmodificeret råvare så er styrbarheden acceptabel.

Der har været kommentarer i forbindelse med høringen der gik på, at der skulle være

mulighed for anvendelse af massebalance systemer i selve produktionen af biopoly-

merer ved dokumentering af krav om forbud mod GM-landbrugsafgrøder. Der findes

sporbarhedsprogrammer, der sikrer sporbarhed tilbage til dyrkning af afgrøden, men

fordi produktionen ikke kan holde non-GM og GM råvarer adskilt anvendes der

massebalance. Svanen tillader ikke massebalance for GMO kravet for papirprodukter

eller i andre af Svanens produktgrupper og det vurderes samtidig at det er usikkert om

et masseballanceprogram vil sikre øget dyrkning af non-GM-råvarer. Det er derfor

besluttet at massebalance ikke tillades i GMO kravet, således at kravet sikrer, at det

Svanemærkede produkt produceres af non-GM råvarer.

GM-afgrøder i EU

I øjeblikket dyrkes kun enkelte genmodificerede afgrøder i EU. Det forventes af

udbuddet af GM-planter, som må dyrkes i EU vil blive forøget i de kommende år.

Ansøgninger om tilladelse til dyrkning af GMO afgrøder behandles i EU´s godken-

delsessystem. For eksempel godkendte EU den genmodificerede kartoffel Amflora i

2010, som BASF har udviklet med henblik på produktion af stivelse til bl.a. papir-

industrien. Amflora er til vurdering i Norge som sandsynligvis vil afslå ansøgningen,

fordi kartoflen indeholder et antibiotikaresistent markørgen. Også flere EU-land




udfordrer EU-kommisionens godkendelse. Ungarn, Østrig og Luxembourg har alle

forbudt dyrking af Amflora, og har signaleret at de vil prøve EU-kommisionens

godkendelse for EU-domstolen. For nylig har også Frankrig og Polen sagt at de vil

støtte en sådan sag. BASF Plant Science regner med at Amflora skal produceres på

kommercielt plan (17), og kartoffelen er ikke egnet som fødevare.

Anvendelse af GM-afgrøder i bioplast

Nogle PLA producenter markedsfører deres produkter certificeret som GMO-frie.

Men det betyder ikke i alle tilfælde at bioplasten ikke er baseret på genmodificerede

afgrøder, men derimod kun at der ikke findes genmodificeret DNA materiale i bio-

plasten (39).

NatureWorks

Majsen som anvendes til produktionen af dextrose i Natureworks PLA er en bland-

ning af ikke-GM- og GM-majs. Ved fremstilling af PLA fjerners alle spor af genetisk

materiale ved de mange forarbejdninger og den høje varme, der anvendes til at skabe

polymeren. Nature Works tilbyder tre forskellige kilde muligheder for den indgående

majs - certificering, kilde offset og identitet bevarede Ingeo biopolymer (19):

• Certification – erklærer og dokumenterer at polymeren er fri for genetisk

indhold;

• Source Offset – for hvert pund PLA leveret, indkøbes ikke-GM-afgrøde,

tilsvarende den færdige mængde PLA (ca. 2.7 pund);

• Identity-Preserved NatureWorks PLA – for stor-volume kunder med flerårige

leverance kontrakter, er der mulighed for er produkt med frø–til færdigt-

produkt sporbarhed.

Novamont – Mater-Bi®

Mater-Bi er en bioplast baseret på stivelse produceres af den italienske virksomhed

Novamont. NOVAMONT's politik er kun at købe og anvende ikke-GMO afgrøder

(som kilde for stivelsen der anvendes). For at nå dette mål, udføres sporbarhed af

naturlige råvarer, der rutinemæssigt anvendes som en kvalitetskontrol i samarbejde

med leverandører. For syntetiske tilsætningsstoffer, der anvendes i nogle Mater-Bi®

kvaliteter og stammer fra flere kilder (fossile eller fornybare), udføres der laboratorie-

undersøgelser af tredjepart institutter på kommercielle Mater-Bi® materialer. Testre-

sultater har vist, at Mater-Bi® materialer ikke er forurenet med ændret DNA. Efter

anmodning fra kunden, kan NOVAMONT fremvise analyserapporten for det pågæl-

dende Mater-Bi® produkt. For at optimere de miljømæssige konsekvenser og fuld

kontrol over råvarernes oprindelse, er NOVAMONT ved at etablere sin egen produk-

tionskæde fra landmænd og bionedbrydelige polymerer (den Novamont's bioraffina-

deri projekt). Herved udvides kontrollen for leverandørkæden til at omhandle selve

afgrøderne, hvilket yderligere letter sporbarheden af råvarer (20).

Mirel fra Metabolix

Metabolix står bag bioplasten Mirel som skal produceres på en helt ny fabrik i Iowa i

USA. Det er dog ikke muligt at finde oplysninger om anvendelsen af GMO-afgrøder

til produktionen af Mirel.




Produktion med non-GMO feedstock

Plantic Technologies med produktion i både Tyskland og Australien, producerer bio-

plast baseret på majs fra Australien og markedsfører deres bioplast produkter som

f.eks. Plantic R1 med at det ikke er baseret på genetisk modificerede råvarer (34).

Derudover forlyder det at partnerskab mellem 'Pyramid Teknologi i Schweiz og

Tysklands tyske Bioplast under navnet ”Pyramid Bioplast” vil opstarte et produk-

tionsanlæg i Tyskland til PLA. Dette er dog ikke bekræftet og det ser ud til at det

stadig er et pilotanlæg.

Hovedråvaren til PLA produktion, mælkesyre (LA), vil Pyramid Bioplastisc købe fra

uafhængige leverandører, hovedsageligt overskuds sukker, der er produceret på det

europæiske landbrugs-marked. "Den situation, som vi ser det i øjeblikket på det euro-

pæiske marked og verdensmarkedet gør brug af sukker som et grundlæggende råmate-

riale til mælkesyre, attraktivt, fordi der her regnes med en mere stabil råvare, end

f.eks. majs eller hvede ", forklarer Bernd Merzenich hos Pyramid Bioplastisc. Des-

uden imødekommer fornybare råvarer i Europa en vigtig forudsætning for Pyramid

Bioplast, dvs. ingen genetisk modificerede afgrøder (21).

K14 Energiforbrug ved polymerproduktion

Kravet begrænser primær energiforbrug til produktion af biopolymerer til 50 MJ/kg

polymer. For krav til energiforbrug ved produktion af papir, karton og masse

henvises til K3.

Bagrunden for kravet

Nordisk Miljømerking har valgt å stille krav til energiforbuket i produksjonen av de

inngående materialene i en engangsartikkel. Det vil si at det stilles krav til energifor-

bruket ved produksjon av polymer og masse og papir/karton. Kravet stilles pr kg

produceret materiale, da produktgruppen består af så mange forskellige funktionelle

enheder og det ikke er muligt at stille kravet pr funktionel enhed. Ulike studier har

vist at miljøbelastningen er stor i denne delen av livssyklusen (se kap 3.4). Ideelt sett

kunne det være ønskelig å stille energikrav som dekker alle ledd i produksjon fra uttak

av råvare og konvertering til det ferdige produkt. Dette er imidlertid vanskelig da det

krever detaljert kunnskap om energiforbruk i alle ledd. Nordisk Miljømerking har

derfor valgt å fokusere på å sette krav der energiforbruket og belastningen er størst.

Det stilles et krav til energiforbruket ved produksjon av masse- og papir/karton og et

krav til energiforbruket ved produksjon av fornybar polymer. Nordisk Miljømerking

har mye erfaring og god kunnskap om papirindustrien da det har vært kriterier for

miljømerking av papir i 20 år. I tillegg er treforedlingsindustrien en åpen industri som

offentliggjør fabrikkspesifikke verdier for ulike parametere som energiforbruk og

utslipp. Energikravet til engangsartikler av fibermasse og papir/karton er basert på

kravene i basismodulen, versjon 2, for svanemerking av papirprodukter (11). I basis-

modulen er det utviklet krav basert på referanseverdier for ulike typer masser og

produksjon av det ferdige papiret. Referanseverdiene er verdier som det faktiske

energiforbruket ved produksjon av masse og papirprodukter sammenlignes med.

Dersom forbruket er det samme som referanseverdien gis det ett poeng, dersom det er

over blir poenget > 1, er det under blir poenget < 1. De er delt opp i referanseverdier

for el og brensel og man vil da få en verdi for Pel og en verdi for Pbrensel i utregningene.

Referanseverdiene er basert på en gjennomgang av svanens lisenser for papirproduk-




ter, BAT-verdier (2000) og faktiske tall fra den svenske skogsindustrien fra 2007-

2009. I basmodulen skal Pel(total) og Pbrensel(total) være under 1,25 når man legger

sammen poengene for produksjon av de ulike massene som inngår samt produksjon

av det ferdige papiret. Energiforbruket ved produksjon av en svanemerket engangs-

artikkel i papirmasse, karton eller papir skal derfor oppfylle kravene som er angitt i

basmodulen versjon 2. Mer informasjon om bakgrunnen for disse kravene finnes i

bakgrunnsdokumentet for Basismodulen for svanemerking av papir (113).

Sammenlignet med papirindustrien er plastindustrien en mer lukket bransje. Plastics

Europes LCA-database gir kun gjennomsnittsverdier for produksjon av ulike plast-

typer i Europa, mens Nordisk Miljømerking trenger fabrikkspesifikke verdier for å

kunne vurdere hvilket nivå et energikrav som de beste i bransjen kan oppfylle. Det er

også mulig å finne informasjon om energiforbruk i BREF/BAT-rapporten for poly-

merproduksjon. Hverken Plastics Europes database eller BREF/BAT omfatter data for

polymerproduksjon basert på fornybare råvarer. For å finne et kravnivå for energifor-

bruk for polymerproduksjon av fornybare råvarer er det hentet inn data fra litteraturen,

men det er begrenset med informasjon. De fleste av studiene som er publisert omfatter

produksjon av PLA, men noe informasjon er også funnet for PHA-produksjon og

ulike stivelsespolymerer.

For å oppfylle kravet skal engangsartikler av fornybare polymerer ikke bruke mer

energi i produksjonsprosessen enn 50 MJ/kg polymer. Med produksjonsprosessen

menes her trinnene fra ekstraksjon fra råvare til ferdig polymer. Dette vil, f.eks. for

PLA, omfatte ekstraksjon av dextrose (wet milling), produksjon av melkesyre (lactic

acid), produksjon av lactide og deretter polymerisasjon til PLA. Det er valgt å inklu-

dere alle trinnene fra ekstraksjon fra råvaren til ferdig polymer fordi dette er trinnene

som står for det meste av energiforbruket, og er felles for alle de fleste typer biopoly-

merproduksjon. I Vink et al (2003) (9) fordeler det fossile energiforbruket i produk-

sjon av PLA seg på følgende prosesser:

1. Produksjon av mais og transport til corn wet mill: 9,8 %

2. Omgjøring av maisstivelse til dextrose: 17,4 %

3. Produksjon av lactic acid: 49 %

4. Produksjon av lactide og deretter PLA: 24 %

Trinn 2, 3 og 4 står for 90,4 % av energiforbruket. Med et totalt energiforbruk på 54,1

MJ/kg polymer vil det si at det brukes 48,7 MJ/kg PLA i disse trinnene. I artikkelen

oppgis det også at energiforbruket i trinn 1 og 2 ikke antas å bli redusert nevneverdig i

framtiden, mens potensialet for reduksjon i energiforbruket i hovedsak ligger i trinn 3

og 4. Antar man samme fordeling av energiforbruket og regner på tall publisert i Vink

et al (2010) (2), gir dette et energiforbruk på 37,8 MJ/kg PLA. For PHA oppgis det at

fermenteringsprosessen står for ca. 60 % av energiforbruket (8). Det fossile energifor-

bruket varierer mellom 69-107 MJ/kg i ulike studier (8). Ved å anta at wet milling

bruker like mye energi ved produksjon av PHA som ved produksjon av PLA, og ved å

ta utgangspunkt i det laveste energiforbruket oppgitt (69 MJ/kg polymer) vil det fos-

sile energiforbruket for wet milling og fermentering være 53,4 MJ/kg polymer. For

stivelsespolymer som TPS (thermoplastic starch) oppgis det et fossilt energiforbruk på

25 MJ/kg polymer (7). For polyesterfilm av stivelse er det funnet tall som viser et

fossilt energiforbruk på 53 MJ/kg polymer (3).




Kravgrensen på 50 MJ/kg polymer er basert på energiforbruket oppgitt i studiene som

det refereres til over. Det påpekes at opplysningene over er basert på det fossile

energiforbruket, som ofte er det som oppgis i studiene. Ved utregning av energifor-

bruk krever Nordisk Miljømerking at det også tas med energiforbruk fra fornybare

kilder. Dersom det anvendes el i produksjonen skal elforbruket multipliseres med

faktoren 2,5. Dette er en standardkoefficient for el som man i EU regi regner med

(EU, 2006) og benyttes for at gøre tallene for elforbrug og brenselsforbrug sammen-

lignelige når det gælder forbruget af primær energi. For andre energikilder anvendes

ligeledes energieffektivitets faktorer til beregning af anvendt primærenergi. Disse

fremgår af skema 4 i kriteriedokumentet.

Kravet er basert på få data og de omfatter få materialer. Nordisk Miljømerking er

derfor meget interessert i høringssvar angående kravet til energiforbruk for polymerer

basert på fornybare råvarer.

Kravet til andel fornybar råvare i en svanemerket engangsartikkel er minimum 90

vekt-%. Nordisk Miljømerking har i første versjon av kriteriene valgt å inkludere kun

produksjonen av de fornybare råvarene i energikravet. Det vil si at det ikke stilles

energikrav til de eventuelt 10 vekt-% av andre materialer som inngår i produktet.

Både for papir/karton og polymer stilles det krav til energiforbruk per kg masse/

papir/karton eller per kg/polymer som produseres. Det mest ideelle hadde vært å stille

energikrav basert på den funksjonelle enhet, f.eks. per kopp eller per tallerken. Dette

ville da også inkludert energiforbruket i selve konverteringen til ferdig produkt. Et

krav per funksjonell enhet kunne premiert produkter med lav vekt og totalt sett redu-

sert material-og ressursforbruket. For å kunne stille krav basert på funksjonell enhet,

er det imidlertid nødvendig med detaljert informasjon om vekt for alle typer engangs-

artikler som kan merkes etter kriteriene, noe som ikke er en realitet per i dag. Det er

også nødvendig med informasjon om energiforbruket ved konverteringen.

For materialer som f.eks. palmeblader og bananblader, der er stort set uforarbejdede

inden konverteringsprocessen, stilles det ikke energikrav. Her er energiforbruket først

og fremst knyttet til konverteringsprosessen, og det brukes ikke energi ved produksjon

av materiale på samme måte som for papir eller polymer. Produsenter opplyser om at

det brukes blader som har falt på bakken og de tørkes i sola (118, 119). Nordisk

Miljømerking anser derfor at det ikke er relevant med energikrav til slike produkter.

For produkter av tre, f.eks. trebestikk, stilles det heller ikke energikrav i denne vers-

jonen av kriteriene. Her vil det blant annet være et energiforbruk knyttet til tørking av

tre og produksjon av produktet. I en LCA-rapport om norske treprodukter opplyses

det om at energiforbruket ved produksjon av 1m3 skurlast er 1709 MJ. Dette inklu-

derer energiforbruket helt fra uttak av råvare til skurlasten er ferdig tørket og embal-

lert. Det opplyses om at uttak og frakting av tømmer har et energiforbruk på 193

MJ/m3 tømmer, så det er tydelig at det meste av energien brukes ved produksjon av

skurlast. Omregnet til MJ/kg gir det omkring 3,4 MJ/kg tre (antaget at treet vejer 500

kg pr m3). Hoveddelen av energiforbruket for skurlastproduksjon er knyttet til selve

tørkingen (ca. 80 %), mens det resterende energiforbruket brukes til belysning og

oppvarming av bygninger. I rapporten opplyses det om at det er store forskjeller i

energiforbruket som brukes til tørking av trelast, og det er ifølge rapporten vanskelig å




finne årsaken til dette. Den samme konklusjonen kom man også til i ENØK-rapport

om varme- og tørkeanlegg i trelastindustrien. Dette viser at det er et potensial for å

spare energi. Nordisk Miljømerking har allikevel valgt ikke å stille krav i denne vers-

jonen da datagrunnlaget er lite og energiforbruket er betydelig lavere enn for f eks

produksjon av polymerer. For å kunne sette et energikrav som de beste i bransjen kan

oppfylle, trenger vi mer spesifikke data og det er vanskelig å basere et kravnivå på

gjennomsnittstall.

Det har også vært vurdert å stille krav til et produkts eller materials klimabelastning i

form av et krav til GWP (Global Warming potential, uttrykt som CO2 ekvivalenter).

Det er i dag stort fokus på klima og klimarelaterte miljøproblemer, og dette har vært

med på å øke relevansen for et krav til GWP. I versjon 1 av kriteriene er det derimot

valgt ikke å innføre krav til GWP av flere årsaker. Ved å stille krav til at en stor andel

av produktet består av fornybare råvarer har man et indirekte krav til GWP, da forny-

bare råvarer generelt har lavere GWP-verdier enn fossile råvarer (2,3,4,5). I tillegg vil

krav til energiforbruk også være et krav som vil begrense utslipp av klimagasser.

Dette er i tråd med Nordisk Miljømerkings prinsipper om å stille krav som fører til et

redusert energiforbruk, og deretter fokusere på krav som kan redusere utslipp av

klimagasser. Det er også vanskelig å finne gode data for materialers GWP-verdier.

LCA-studier kan gi noe informasjon, men det skal utvises forsiktighet ved å bruke

denne informasjonen da systemgrensene og beregningene kan være gjort på ulike

måter. Hva slags elmix som er brukt i beregningene kan f.eks ha stor innvirkning på

resultatet. I studier der funksjonell enhet er brukt som referanse, bliver det også van-

skelig å finne en god GWP-verdi. I slike tilfeller er det nødvendig å gjøre beregninger

for å finne GWP-verdien per kg material og i slike beregninger blir det usikkerheter.

7.3 Kemikalier

Nordisk Miljømerkings krav til kjemikalier omfatter kjemikalier som anvendes ved

produksjon av engangsartikkelen. Dette omhandler for eksempel additiver til mate-

rialer, belægninger, lim og trykfarver, som tilsettes bevisst for å gi en viss egenskap

og som findes i sluttproduktet. For produkter der polymer inngår, stilles det ikke krav

til prosesskjemikalier ved produksjon av polymer i denne versjonen av kriteriene. Det

vil si at kravene ikke omhandler f.eks. monomerer og hjelpekjemikalier som anvendes

i polymerproduksjonen eller hjælpekemikalier f.eks. ved sprøytestøping eller ekstru-

dering. Additiver som tilsettes bevisst for å gi en spesifikk funksjon, f.eks farge, stabi-

lisator eller mykner, er dog omfattet. Det finnes ikke tilgjengelig informasjon for å

stille relevante krav til disse kjemikaliene på dette tidspunkt. Det antas at en del pro-

blematiske stoffer allerede forbys eller begrenses via EU's plastforordning (10/2011)

om plastmaterialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer. En gjennomgang

av de 16 kjemikaliene ansett som mest problematiske i dansk plastindustri viser at 6

av disse er forbudt i henhold til forordningen (10/2011), mens 5 andre kjemikalier

ikke står i bilag 1 (godkendelsesliste til plastforordningen), og dermed heller ikke er

tillatt. 5 av de mest problematiske stoffene, i hovedsak ftalater, er tillatt med begrens-

ninger i forordningen. Disse stiller vi krav til i miljømerkingskriteriene.

For produksjon av masse, papir og karton har Nordisk Miljømerking god kunnskap

om ulike kjemikalier som anvendes. Slike produkter skal oppfylle kravene i Kjemika-

liemodulen for papirprodukter, versjon 2 eller senere. For mer informasjon om disse




kravene og bakgrunnen for dem, henvises det til Kjemikaliemodulen og tilhørende

bakgrunnsdokument. Det påpekes at produkter av masse, papir- og kartong likevel

skal oppfylle kjemikaliekravene for konverteringesprocessen i dette kriteriedoku-

mentet.

Kravene er delt inn i et klassifiseringskrav som gjelder på produktnivå for anvendte

kemiske produkter, spesifikke krav knyttet til enkelte innholdsstoffer (f.eks. krav til

ftalater, optiske hvitemidler), og spesifikke krav knyttet til produkter som lim og

belægninger. For enkeltstoffer er det viktig å merke seg at det er tillatt med forurens-

ninger. Som forurensninger regnes rester fra råvareproduksjonen, som inngår i kon-

sentrasjoner under 100 ppm (0,01 vekt %, 100 mg/kg) om ikke annet er nevnt, men

ikke stoffer som er tilsatt materialet eller produktet bevisst og med et formål uansett

mengde.

K15 Klassifisering

Der må ikke anvendes kemiske produkter klassificert som miljøfarlig, meget giftig,

giftig, kræftfremkaldende, mutagen eller reproduktionsskadelig.

Baggrund for kravet

Nordisk Miljømærkning tilstræber at sundheds- og miljøeffekterne fra de kemiske

produkter skal være så små som muligt. Kemiske produkter, der er kræftfremkal-

dende, mutagene, reproduktionstokstiske, meget giftige, giftige eller miljøskadelige

må ikke anvendes i fremstillingen af den Svanemærkede engangsartikkel. Dette

omhandler for eksempel additiver til materialer, belægninger, lim, trykfarver osv.

Kravene gælder ikke trykfarve på emballagen for engangsartiklen. Det påpeges at

kravet omhandler det kemiske produktt og ikke enkeltstoffer som indgår i produktet.

Kravet skal dokumenteres ved at indsende datablad for de forskellige kemikalier som

anvendes, samt en erklæring fra produsenten af engangsartiklen og hvis relevant, fra

producenten af polymeren, om at det ikke er anvendt kemiske produkter med oven-

stående klassifisering i produktionen. Skema 5 kan anvendes. Nordisk Miljømærking

vil gerne ha høringskommentarer til dette krav, da vi har begrænset kundskab om

kemikalieforbrug, særligt når det gælder additiver til polymerer og ved konvertering

til det færdige produkt.

K16 Fthalater

Fthalater må ikke indgå med undtagelse for forureninger.


Ftalater er en stoffgruppe som består av mange forskjellige stoffer. De brukes i hoved-

sak som mykgjørere i plast og finnes i mange produkter vi bruker til daglig. Ftalater er

ikke kjemisk bundet i plasten og kan derfor lekke ut til omgivelsene. Flere ftalater er

reproduksjonsskadelige og miljøfarlige. Noen ftalater står oppført på bilag 1 i forord-

ning nr 10/2011 om plastmaterialer og gjenstander i kontakt med fødevarer, noe som

betyr at de er tillatt å bruke. Det er riktignok innført begrensninger for bruk av disse,

men ftalater som er klassifisert reproduksjonsskadelig, for eksempel DEHP, er tillatt.

Ftalater brukes mye i PVC, og da Nordisk Miljømerking har innført et generelt forbud

mot bruk av PVC i en svanemerket engangsartikkel er også en del av problemet

knyttet til innhold av ftalater redusert. Det anses for mindre sannsynlig at det brukes

mye ftalater i engangsartikler i kontakt med mat, men det er allikevel innført et forbud




for å være helt sikker på at disse stoffene ikke inngår i en svanemerket engangsartik-

kel. Kravet skal dokumenteres ved at det sendes inn erklæring fra produsenten av

polymeren og fra produsent av engangsartikkelen om at ftalater ikke inngår. Se også

baggrundtekst til PVC krav under K24.

K17 Aroma, smagstilsætninger og parfume

Aroma, smagkstilsætninger, parfume eller andre duftstoffer (f.eks. æteriske olier,

planteolier og planteekstrakter) må ikke aktivt tilsættes.

Baggrund for kravet

Aroma, smagstilsætninger, parfume, æteriske olier samt planteolier og planteekstrak-

ter indeholder ofte en række allergener eller kræftfremkallende stoffer. For at undgå

unødig sundhedsmæssig påvirkning fra denne type stoffer forbydes anvendelsen af

aroma, smagstilsætninger, parfume og duftstoffer. Der findes eksempler på tilsætning

af forskellige duftstoffer til emballager for eksempel for at forstærke duften af brød

(54). Dette er endnu ikke så udbredt i Norden, men eftersom aroma, parfumer og

andre duftstoffer ikke er nødvendige og medfører unødvendig anvendelse af kemika-

lier, så er det valgt at have et forbud i kriterierne.

K18 Farver for tryk og indfarvning

Fargestoffer skal oppfylle BfRs (Federal Institut for Risk Assessment) anbefalingerog

halogenerede organiske pigmenter i farven skal oppfylle krav i Europarådets anbe-

faling, Resolution AP (89) 1 on the use of colourants in plastic materials coming into

contact with food. Farver defineres her som forbindelser som er tilsatt bevisst for å gi

farge og inkluderer fargestoff, organiske og uorganiske pigmenter.

Baggrund for kravet

Da disse produkter er i kontakt med fødevare, er det vurderet at det er specielt vigtigt

med et skrapt krav til farver til tryk, nyanceringsfarvning og indfarvning, da der her

findes problematiske stoffer. Kravet til farver indeholder derfor både krav til tryk-

farver fra Kemikaliemodulet for papirprodukter, krav om efterlevelse af BfRs anbefa-

linger samt Resolution AP (89)s krav til halogenerede organiske pigmenter.

I høringen var det stilt krav om at fargestoffer måtte inneholde maks 2 vekt-% av

stoffer klassifisert i henhold til K10 og/eller som var klassifisert miljøfarlige med

R52/53. Dette kravet er fjernet etter høring, da produkter som inneholder stoffer opp

til 2% i all hovedsak vil bli klassifiserte i henhold til K10. Forbud mot klassifisering

av R52/53 (uten N) er lagt til i K10.

Färgberedningar som används för tryck på engångsprodukterna skal uppfylla anbefa-

lingene fra Federal Institute for Risk Assessment (BfR): IX. Colorants for Plastics and

other Polymers Used in Commodities. Anbefalingene kan finnes på BfRs hjemmeside

(120). BfRs anbefalinger er en type begrænsningsliste som setter maksimumsgrenser

for innhold av ulike stoffer, blant annet ulike oljer og fettsyrer, tungmetaller og aro-

matiske aminer. BfR skriver i sin anbefaling at de mest egnede fargene for plast er

uløselige pigmenter som inkorporeres så godt i plasten at de ikke migrerer ut i mat-

varen. Ved uriktig bruk av løselige fargestoffer er det en fare for at de kan migrere ut i

maten. Da anbefalingene ikke forbyr bruken av giftige stoffer er det veldig viktig at

fargestoffer ikke migrerer inn i maten. Anbefalingen påpeker at dette skal sjekkes.




Färger som inte är i direkt kontakt med livsmedel täcks inte av lagstiftningen (121),

og Nordisk Miljømerking ser det derfor for relevant å stille krav til farger som brukes

til trykk på engangsartikkelen. BfR har tagit fram krav på färger som används för

plastprodukter, men kontakt med bransjen viser at disse retningslinjene også anvendes

for papirprodukter. Anbefalingene är allmänt accepterade i branchen i brist på EN

standard (122).

I tillegg til BfRs anbefalinger skal organiske pigmenter også oppfylle Europarådets

resolusjon (89) 1, om farger i plastikmaterialer i kontakt med mat. Dette kravet ude-

lukker bl.a. PCB som ikke omfattes av BfRs anbefalinger. Det er nylig funnet PCB i

analyser av maling som inneholder organiske pigmenter. Det er kjent at PCB finnes i

to organiske pigmenter, azo pigmenter og pthalocyanine pigmenter. Nå er det imidler-

tid også funnet PCB i produkter med andre pigmenter. PCB tilsettes ikke, men kan

dannes i produksjonsprosessen ved reaksjoner mellom ulike klorerte løsemidler og det

organiske pigmentet. Disse pigmentene kan brukes i mange ulike produkter, blant

annet maling, tekstiler, papir og mat (Hu and Hornbuckle, 2010). Det er utrykt be-

kymring for innhold av PCB, og norske myndigheter har blant annet sett på Europa-

rådets anbefaling for å vurdere eventuelle tiltak mot PCB i pigmenter.

Kravet skal dokumenteres ved at det sendes inn datablad for fargen som er anvendt,

en erklæring fra produsent av fargen om at den ikke inneholder ftalater, samt en

erklæring fra produsent av fargen som viser at kravet er fulgt.

K19 Lim

Der er stillet begrensinger til stoffer som kan inngå i lim.

Baggrund for kravet

Lim kan inneholde problematiske stoffer og Nordisk Miljømerking stiller derfor krav

til enkelte innholdsstoffer i lim. Kravet forbyr blant annet bruk av lim som inneholder

kolofonharpiks eller formaldehyd. Kolofonium er forbudt fordi det kan gi kontakt-

allergi. Kolofonium tappes som harpiks fra furutrær og ekstraheres med terpentin.

Blandingen inneholder mange allergener. Formaldehyd er også allergifremkallende og

i tillegg klassifisert kreftfremkallende. For formaldehyd er det innført en egen foru-

rensningsgrense. Innholdet av formaldehyd skal ikke være mer enn 250 ppm i nypro-

dusert polymerdispersjon og det er en begrensning på 10 ppm i herdet lim. For å

dokumentere kravet skal det sendes inn testresulttat i henhold til Merckoquant-

metoden eller VdL-RL 03-metoden. Dersom VdL-RL 03-metoden anvendes skal det

være kalibrert for måleresultat <100 ppm for å være gyldig. Kravet er identisk med

formaldehydkravet for svanemerking av kjemiske byggeprodukter og hygieneartikler.

For kolofoniumharpiks gjelder den vanlige forurensningsgrensen beskrevet under

afsnit 7.3 Kjemikalier. Kravet til formaldehyd trenger ikke dokumenteres for hotmelt

adhesives, fordi slikt lim ikke inneholder disse stoffene.

Det er også stilt krav om at lim ikke får innholde alkylfenoletoksilater, ftalater, flyk-

tige organiske emner og etylenglykoletere. Dette er hentet fra Svanemærkning af

papirprodukter – kemikaliemodul version 2.

Alkylfenoletoxilater förbjuds då de bryts ner till alkylfenoler. Nonylfenoler är svår-

nedbrytbara och är misstänkt hormonstörande. Enligt försiktighetsprincipen förbjuds




tillsats av alla de alkylfenoletoxilater som kan brytas ned till alkylfenoler i kemikalier

som används i massa- och pappersproduktionen.

Alkylfenoler är en grupp av ämnen som framför allt används som råvara för att till-

verka alkylfenoletoxilater. De senare är ytaktiva ämnen, som används som detergen-

ter, dispergerings- och emulgeringsmedel. Nonylfenoletoxilat kan användas som

hjälpmedel i plast-, pappers- och massaindustrin, i textilier, i färger, rengöringsmedel,

lim och smörjmedel.

Ftalater i lim är misstänkt hormonstörande och förbjuds därför i lim som används i

Svanenmärkta papper. Halogenerade lösningsmedel utgör ett stort miljö- och arbets-

miljöproblem. Många klorerade lösningsmedel är ozonnedbrytande och en del har

klassificerats som cancerframkallande. Halogenerade lösningsmedel kan också vara

giftiga för vattenlevande organismer och är svårnedbrytbara.

K20 Belægninger og imprægneringer

Belægnings og imprægneringskemikalier må ikke indeholde krom- eller fluorforbin-

delser. Oktametylsyklotetrasiloksan, D4, og dekametylsyklopentasiloksan, D5, får

heller ikke inngå i kjemiske produkter som anvendes ved silikonbehandling. D4 og D5

som inngår som forurensning er unntatt dette kravet.

Baggrund for kravet

Kravet er stilt for å hindre bruk av helse-og miljøfarlige kjemikalier. For å dokumen-

tere kravet skal det sendes inn en erklæring fra kjemikalieleverandør om at belæg-

ningskjemikaliet ikke inneholder krom eller fluorkjemikalier eller silkoksanene D4 og

D5. I tilegg skal det sendes inn datablad for belægningskjemikaliet som anvendes

ifølge K10.

Kromforbindelser er tungt nedbrytbare og kan i varierende grad akkumuleres i orga-

nismer. Seksverdige kromforbindelser er klassifisert som meget giftige for vannleven-

de organismer. Treverdige kromforbindelser er generelt noe mindre giftige, men

enkelte arter kan være spesielt følsomme også for treverdige kromforbindelser. Krom-

forbindelser kan forårsake uønskede langtidsvirkninger i vannmiljøet. Treverdig krom

kan dessuten okyderes til seksverdig krom under spesielle forhold. Det er derfor ikke

ønskelig at få krom ut i avfallssystemet verken fra den enkelte forbruker eller i av-

løpsvannet fra fabrikken. Kromholdig belegg anvendes blant annet på bakepapir, men

gjør at papiret da ikke kan anvendes flere gange. Bakepapir inngår ikke som en selv-

stendig engangsartikkel, fordi det finnes egne kriterier for svanemerking av mat- og

bakepapir, men tilsvarende papir kan anvendes som en del av en engangsartikkel

f.eks. som innvendig papir i pizzakartong.

Kravet til at bestrykningskjemikalier ikke får inneholde fluorforbindelser er satt for å

hindre spredning av perfluoroforbindelser som, PFAS (perfluoroalkylsulfonater).

PFAS er en samlebetegnelse på ulike typer fluorerte forbindelser som er persistente

og har evne til å bioakkumulere (62). I en studie fra 2011 av belægningner anvendt i

matemballasje av papir og karton er det funnet mer enn 115 polyfluorbelægninger

som kemiske forurensninger (61). Det er også funnet at ulike fluorforbindelser som

PFOS og PFOSA kan migrere fra papir og karton i kontakt med mat. I en annen studie

” Polyfluorinated surfactants (PFS) in paper and board coatings for food packaging”




vises det til at DiPAPS och S-diPAPS (polyfluorerede alkylfosfater), i fem av 14

prover migrerer fra papir og karton i kontakt med livsmedel (63).

Myndigheter har etter hvert stort fokus på bruken og forekomsten av PFAS i produk-

ter og miljøet, blant annet er PFAS omtalt i en ny norsk utredning om hvordan man

skal begrense utslipp og bruk av miljøgifter. USA har nylig forbudt all ny bruk av 88

PFAS (123), det planlegges regulering av PFOS i Storbritannia og industrien oppford-

res til frivillig utfasing i blant annet Sverige.

Siloksanene oktametylcyklotetrasiloxan (D4) og dekametylsyklopentasiloksan (D5) i

kjemiske produkter til silikonbehandling er ikke tillatt. Siloksaner er tungt nedbryt-

bare og har derfor evnen til å oppkonsentreres i miljøet. Siloksaner er flyktige og an-

rikes lett i slam fra avløpsvann. I en nordisk undersøkelse er det funnet lave nivåer av

siloksaner i miljøet, men på grunn av deres lave nedbrytbarhet er man bekymret for

disse stoffene. Anrikning har i hovedsak blitt oppdaget nær steder der siloksaner

anvendes industrielt og i befolkningssentra. En undersøkelse SFT offentliggjor-

de våren 2007 viste imidlertid at D5 også ble funnet i polarmåker ved Bjørnøya.

Konsentrasjonene er på nivå med det som er målt i ferskvannsfisk og saltvannsfisk fra

tettbygde områder i Norden. Dette tyder på at stoffene kan spres over store avstander,

langt fra kildene. D4 og D5 er to av de siloksanene som man er mest bekymret for. I

tillegg til å være miljøskadelig er D4 også klassifisert med risikosetningen ” mulig

fare for skade på forplantingsevnen” (R62). D5 ble oppført på de norske myndighete-

nes prioritetsliste høsten 2006. Dette er en liste over stoffer der målet er en vesentlig

reduksjon i bruk og utslipp. Ifølge informasjoner fra en leverandør av silikonebehand-

let tape, i forbindelse med revisjon av kriteriene for svanemerking av hygienepro-

dukter, kan D4 og D5 genereres under fremstilling av silikonsystemer som anvendes

til eksempelvis silikonbehandling av papir. D4 og D5 tilsettes ikke aktivt i denne pro-

sessen. Restmengdene av D4 og D5 i tapen forventes å være under deteksjonsgrensen

da D4 og D5 er flyktige og fordamper i produksjonsprosessen (personlig kommunika-

sjon, Koester 2009). Dette er grunnen til untaket i forhold til forurensninger.

K21 Kemikalier til kaffe- og thefiltre

Der må ikke tilsættes lim eller andra kemikalier i papiret ved konverteringen.

Baggrund for kravet

Kravet er satt for å begrense bruken av unødvendige kjemikalier som både ved bruk

og produksjon kan gi helse og miljøbelastninger. Kraver tilsvarende som for svane-

merking av kaffefilter.

7.4 Fødevarekontakt

Alle engangsartikler er omfattet af krav i dette afsnit.

Det er flere faktorer som kan påvirke hvor godt en type matemballasje er egnet for

formålet. Type mat, som sure, salte og fete næringsmidler, temperatur og tilsetnings-

stoffer er viktige faktorer. Generelt er det størst risiko for overføring av uønskede

stoffer fra emballasjen til matvarer når matvarene er fete (74,75). Det er viktig at

emballasje og andre typer artikler som skal være i kontakt med mat ikke utgjør en

helserisiko for brukeren. Engangsartikler og emballasje som kommer i kontakt med




mat er omfattet av EUs forordning nr. 1935/2004/EF om materialer og gjenstander

bestemt til kontakt med matvarer (76). Denne forordningen sier generelt at emballasje

ikke skal

avgi stoffer til matvaren som kan være skadelig for menneskets helse

medføre en endring og/eller forringe matvarens farge, lukt, smak eller andre

fysiske karakteristikker.

For matkontaktmaterialer av plast er det utviklet et særegent regelverk; EU's direktiv

2002/72/EF, som nu erstattes af forordning nr. 10/2011 med påfølgende endringer om

plastmaterialer og gjenstander bestemt til å komme i kontakt med næringsmidler (78).

Her gis det blant annet restriksjoner på hvilke monomerer og andre utgangsstoffer

som kan brukes (bilag II i direktivet) og lister over additiver (bilag III i direktivet)

som kan brukes til fremstilling av plastmaterialer og gjenstander i kontakt med mat.

Fra 1. Januar 2010 er det kun additiver som står oppført på denne felleskapslisten som

kan benyttes (en positivliste). Nye stoffer kan tilføres bilag II og bilag III ved vurde-

ring etter gitte forutsetninger. Utover dette er det utviklet detaljkrav for keramikk,

regenerert cellulosefilm, plast og resirkulert plast i EU/EØS-området. De nordiske

landene har utover dette nasjonal lovgivning for enkelte andre materialer som kera-

mikk, glass, metall, legeringer og emalje. I tilegg har Danmark og Norge krav om at

produsenter, importører og grossister av matkontaktmaterialer skal registreres (77).

Papir og kartong i kontakt med næringsmidler er ikke detaljregulert innen EU/EØS,

og ingen av de nordiske landene har særkrav for disse materialene (77). Kjemikalier

som brukes ved papir-og kartonproduksjon kan inneholde stoffer som er helsefarlige.

Europarådet har utviklet retningslinjer (80) (Policy statement concerning paper and

board materials and articles intended to come into contact with foodstuffs, versjon 4

2009) for papir og kartonmaterialer. Retningslinjene omfatter både produkter av ny-

fiber og resirkulert materiale og inneholder blant annet spesifikke beskrivelser av

hvilke tilsettinger som kan brukes, testmetoder, og hva som er Good Manufacturing

Practice (GMP) ved produksjon av papir- og kartonmaterialer i kontakt med mat. Det

er også publisert andre veiledere når det gjelder bruk av papir og karton i kontakt med

mat. Nordisk Ministerråd har publisert rapporten ”Paper and board food contact mate-

rials” som kan brukes som en støtte til å vurdere helsemessige faktorer ved bruk av

karton og papir til matemballasje (81). Rapporten er basert på Europarådets resolusjon

nevnt over.

K22 Materialer i kontakt med fødevarer

Engangsartikkelen skal opfylde EUs forordning nr. 1935/2004/EF med efterfølgende

ændringer. Dersom produktet består af plast skal EUs forordning nr. 10/2011 opfyl-

des i tillæg, Papir - og kartonmaterialer i produktet skal i tillæg opfylde Europarådets

resolution ”Policy statement concerning paper and board materials and articles

intended to come into contact with foodstuffs”, version 4, 2009 eller senere versioner

eller BfRs anbefaling XXXVI. Paper and board for food contact, fra mars 2011 eller

senere versioner eller CEPIs Industry guideline for the Compliance of Paper & Board

materials and articles for food contact, Issue 1, mars 2010 eller senere versioner.




Baggrund for kravet

Forordning nr. 1935/2004/EF og direktiv 2002/72/EF er myndighetskrav som alle

produkter skal oppfylle og av den grunn kan kravet virke overflødig. Nordisk Miljø-

merking har allikevel valgt å innføre kravet basert på innspill på bransjeseminar som

ble avholdt i januar 2011, der det kom fram at dette følges opp ulikt av myndighetene

i de nordiske landene. Dessuten kan produkter som miljømerkes produseres i andre

land enn de nordiske og også utenfor Europa. Kravet er en ekstra forsikring om at

produktene er trygge i bruk uavhengig av produksjonsland. Kravet skal dokumenteres

ved en bekreftelse fra en uavhengig tredje part. I Sverige finns Normpack och i Norge

finns Emballasjekonvensjonen som hjälper företag att kontrollera att deras engångs-

artiklar och matförpackningar uppfyller gällande lagar och regler. I Danmark eksis-

terer det ikke en tilsvarende nasjonal ordning. Nordisk Miljømerking begrenser imid-

lertid ikke hvilke organisasjoner som kan gjøre en slik tredje parts sertifisering til kun

Normpack og Emballasjekonvensjonen, så det er åpent for at også andre kan gjøre en

slik tredjeparts godkendelse.

For produkter av karton eller papir stilles det ikke myndighetskrav utover den gene-

relle lovgivningen (forordning nr. 1935/2004), og kravet om at Europarådsresolusjo-

nens retningslinjer, BfRs anbefaling eller CEPIs Industry guideline skal følges gir en

ekstra trygghet for at produktet er trygt i bruk. Alle tre er medtaget for at give ansøger

mulighed for at anvende de guidelines som de i forvejen arbejder efter. For å doku-

mentere kravet skal det også her leveres inn sertifikat fra en uavhengig tredje part som

viser at Europarådets anbefalinger er fulgt.

7.5 Produkt og emballage

K 23 Komposterbarhed

Materialer anvendt i engangsartiklen eller selve engangsartiklen skal være kompos-

terbare i henhold til standarden EN 13432 eller EN 14995.

Undtagelse for dette krav gives for træ og finer, samt for polyolefiner af fornybare

råvarer, da disse ikke er komposterbare, men i stedet er omfattet af et eksisterende

recirkuleringssystem i Norden.

Baggrund for kravet

Flere LCA studier for engangsartikler viser at bortskaffelsesfasen er vigtig for miljø-

belastningen. Nordisk Miljømærkning vil derfor sætte fokus på affaldsproblematikken

og stiller krav om at en svanemærket engangsartikkel er komposterbar med visse und-

tagelser jf. kravet. For at dokumentere kravet, skal der indsendes testresultater i hen-

hold til standarden EN13432. Standarden fastsætter krav og metoder til at bestemme

muligheden for kompostering og aerob behandling af emballage og emballagemate-

rialer i kommunale eller industrielle affaldsbehandlingsanlæg. EN 13432 kræver at 90

% af materialet er nedbrudt efter 180 dage (108). Det er vigtigt at produktene opfylder

standarden, da begreber som "bionedbrydelig", "biologisk nedbrydelige materialer" og

"komposterbarhed" ofte anvendes forkert og er derfor tit kilder til misforståelse. Op-

løselighed i vand betragtes ofte som et synonym for bionedbrydelighed, og bionedbry-

delighed som et synonym for komposterbarhed. Udtrykket ”biologisk nedbrydelig af

sig selv”, giver ikke meget mening, da principielt set er alle materialer bionedbryde-

lige. For mange stoffer er nedbrydningen betinget af temperatur og/eller tilstedeværel-




sen af specifikke enzymer, hvis nedbrydningen skal ske inden for et overskueligt tids-

rum. Al skelnen mellem bionedbrydelige materialer og ikke-bionedbrydelige materia-

ler bygger derfor på en subjektiv definition af hvilket miljø, materialet skal kunne

nedbrydes i. Konsensus for denne definition er formuleret i CEN-standard EN 13432

(CEN 2000) (101). Den amerikanske standard for komposterbarhet, ASTM D6400, er

meget lig EN 13432, men adskiller sig ved kun at kræve 60 % nedbrydning af

materialet efter 180 dage, hvor EN 13432:2000 kræver at 90 % er nedbrudt efter

samme periode (108). Nordisk Miljømærking har derfor valgt at stille krav om at

produktet skal opfylde EN13432. Dette er også en standard som er godt kendt af

branchen, og anvendes af flere producenter. I forbindelse med høringen er der

kommet information om at EN 13432 kun omhandler emballager. Så for også at

dække engangsartikler som f.eks. bestik er der efter høringen tilføjet muligheden for

at anvende standarden EN 14995, der anvendes til at dokumentere komposterbarhed

for plastmaterialer. Standarden er sammenlignelig med EN 13432 der gælder for

emballage materialer. Ansøger skal dermed vælge den standard der passer bedst til

produkttypen.

En anden vigtig årsag for at stille krav til komposterbarhed, er at kompostering er et

godt alternativ til deponi. Selv om deponi af biologisk nedbrydeligt affald er på vej

ud, deponeres der stadig en relativt stor mængde husholdningsaffald i Norden. Ned-

brydning af organiske materiale på deponi vil føre til udslip af den kraftige klimagas

metan. Kompostering er også vigtig for at fuldføre det naturlige kredsløb – den

færdigbrugte råvare bliver ført tilbage til jorden og næringsstoffer recirkuleres. Det

vurderes at fosfor om 30-40 år kan blive en mangelvare, hvad er et problem da fosfor

er en afgørende byggesten i alle levende celler (110), men som beskrevet i kapitel 3.6

vil komposterbare engangsartikkler af plast have begrænset gødningsværdi da poly-

mererne består af C, H og O. Anvendelse af kompost vil også føre til øget humus-

dannelse i jorden, noget som vil øge bindingen af karbon og dermed mindske tilførs-

len af klimagasser til atmosfæren.

Kravet om at engangsartiklerne skal være komposterbare skal ikke ses som et udtryk

for at kompostering altid vil være den bedste affaldsbehandling, men i stedet som en

ekstra egenskab hos engangsartiklen, der giver mulighed for en alternativ affaldsvej i

forhold til deponi. Som tidligere beskrevet i kap 3.6 er det flere mulige affaldsveje for

en svanemærket fornybar engangsartikkel til fødevarer. Det er vanskeligt at konklu-

dere hvilken affaldsbehandling som er bedst, da det er fordele og ulemper ved de for-

skellige behandlinger. Undersøgelser viser forskellige resultater og er ofte afhængig af

hvilke forudsætninger, som er lagt til grund for studiet.

Det har været usikkerhed om hvorvidt komposterbare engangsartikler, fortrinsvis af

plast, vil føre til problemer i komposteringsanlæggene. Der er rapporteret om at af-

faldsposer af bioplast kan få nogle praktiske problemer i anlæggene, da de opfører sig

anderledes end de poser man er vant til ved at de vikler sig ind i det tekniske udstyr i

anlæggene, der skal frasortere affaldsposer af fossil plast (109). Det vil dog ikke være

et problem for denne produktgruppe, da affaldsposer ikke er en del af denne. Det har

ikke lykkes Nordisk Miljømærking at få et klart svar på om andre bioplastprodukter

som er certifiseret komposterbare vil føre til problemer i anlæggene. Kontakt med

teknisk chef Morten Bøgger hos Solum A/S, som sælger anlæg til bioforgasning og

kompostering, tyder imidlertid på at det ikke ser ud til at det er et grundlæggende




problem med kompostering af bioplast. EN 13432 tester partikelstørrelsen efter 12

uger og dette passer godt med den periode komposten er i de fleste komposterings-

anlæg (109).

Recirkulering kan være aktuelt for enkelte engangsartikler af papir og kartonmate-

rialer, afhængig af forurenningsgrad og land i Norden. Resirkulering av engangs-

artikler i kontakt med mat, kan være en god måte å behandle avfallet på, men det er

forskjeller nordisk på hva som anses som resirkulerbar emballasje. Forurenset plast og

karton anses ikke som resirkulerbart i Danmark, mens det i Norge, Sverige og Finland

er mer vanlig med resirkulering av emballasje både av plast og karton. En dansk

studie har undersøgt hvornår der er en miljømæssigt gevinst ved at genanvende plast

emballager til fødevarer og hermed engangsartikler frem for at sende det til forbræn-

ding med energiudnyttelse (90). Her fremgår det, at der ses en positiv effekt ved

recirkulering, hvis plast emballagen er stort set ren. En norsk studie som har sett på

klimagassutslipp viser at materialgjenvinning gir et klart bedre klimaregnskap og

energiregnskap enn forbrenning med energiutnyttelse for plastemballasje (124). Noen

LCA-studier viser også at materialgjenvinning generelt gir en lavere miljøbelastning,

særlig når det gjelder energiforbruk og klimagassutslipp, uavhengig av om produktet

består av fossilt eller fornybart materialet (108). Recirkulering kræver dog at der

findes indsamlingssystemer for materialetyperne. Det findes endnu ikke for de fleste

bioplaster, mens det som beskrevet ovenfor findes indsamling af fødevareemballager i

nogle af de nordiske lande for produkter af karton og papir.

For de fleste bioplastprodukter er derimod recirkulering ikke en relevant affaldsvej i

dag, da der ikke findes specifikke recirkuleringssystemer for bioplast. Lige på nær

bioplaster som kan recirkurleres med fossile palster som for eksempel grøn PE. Der er

derfor givet undtagelse for kravet om komposterbarhed for polyolefiner (PE og PP) af

fornybare råvarer, hvis disse kan recirkulres i de eksisterende recirkuleringssystemer.

Miljøgevinsten ved forbrenning er knyttet til at emballageaffaldets energiindhold kan

genindvindes til produktion af (fjern)varme og elektricitet. En dansk studie viser at

forbrænding af bionedbrydelig emballage (bioplast og karton) giver mindre bidrag til

drivhuseffekt og forsuring end kompostering (100). Hovedkonklusionen er, at for-

brænding med energiudnyttelse er at foretrække, da man her kan trække den for-

trængte energiproduktion fra. Det er imidlertid verdt å merke seg at resultatet i slike

studier ofte er avhengig av hvilke energikilder som antas å bli erstattet. For å utnytte

varmen som produseres er det også en forutsetning at det er utbygd fjernvarmenett

som kan ta i bruk denne varmen. Eksisterende fjernvarmenett og muligheten for å

bygge ut er variabel i de nordiske landene, da det blant annet er forskjeller i landskap

og botetthet. Hvor vigtig slike forutsetninger er, er tydelig kommentert i en rapport fra

Norsk Avfall, som påpeker at blant annet energibærere som antas erstattet, sammen-

setning i avfallet som forbrennes, lokale og regionale forhold er viktige parametere

som vil påvirke resultatet (125). Det er også et aspekt at en engangsartikkel i kontakt

med mat ofte vil være tilgriset. Mat inneholder ofte mye væske, noe som vil påvirke

brennverdien.

Bioforgasning er ofte trukket fram som den biologiske behandlingen som gir lavest

klimagassutslipp. I et biogassanlegg vil man både kunne utnytte energiindholdet i

emballagen og utnytte råtneresten direkte eller via videre kompostering. Dette forud-




sætter imidlertid at emballagen også er bionedbrydelig under de anaerobe forhold i

biogasreaktoren. Ud af de mange forskellige bioplast typer som findes på markedet

tyder undersøgelser på, at det kun er PLA, som er nedbrydelig i thermofile biogasan-

læg ved 55 °C (98).

Bortskaffelsesfasen afhænger både af hvilke mulige affaldsveje, der findes i det

pågældende land hvor engangsartikler afskaffes og hvilke af disse affaldsveje som

konsumenten anvender. Størstedelen af produkterne i produktgruppen vil formentlig

ende som husholdningsaffald eller affald fra spisesteder og udendørs affaldsspande. I

afsnit 3.6 er de mulige affaldsveje i de forskellige nordiske lande beskrevet. Herved

fås et indtryk af hvilken affaldsbehandling, der er mest sandsynlig for den udtjente

engangsartikel. Nordisk Miljømerking har liten styrbarhet på hvilken avfallsfraksjon

som forbrukeren benytter eller hvordan hvert land behandler avfallet. Det er likevel

vigtig å fokusere på avfallsproblematikken da denne har relativt stor påvirkning på

miljøbelastningen til engangsprodukter. Nordisk Miljømerking er klar over at det ikke

fins en egen fraksjon for innsamling av organisk avfall i alle nordiske land, og at dette

også kan variere innad i hvert enkelt land. Ved å stille et krav om komposterbarhet, vil

der være givet en bedre mulighed for at produkterne kan nedbrydes i naturen med

tiden, dog sikrer standarderne EN 13432 og EN 14995 ikke at produkterne komposte-

res i naturen som i et industriel anlæg. I tillegg ønsker vi at en svanemerket engangs-

artikkel kan være egnet til kompostering dersom det fins en innsamling av biologisk

avfall for å bidra til produksjon av kompost. I de lande, der deponi fortsatt er en sann-

synlig avfallsvei, vil andre avfallsveier, uansett om det er kompostering, bioforgas-

ning, resirkulering eller forbrenning, være å foretrekke.

Krav om mærkning af engangsartiklen

K24 Mærkning af engangsartiklen

Det skal med teksten ”Compostable” fremgå enten ved tryk eller prægning af den

komposterbare svanemærkede engangsartikel eller emballagen og produktdatabladet

for den svanemærkede engangsartikel, at produktet er komposterbart i henhold til EN

13432 eller EN 14995. For engangsartikler helt uden tryk eller prægning kan teksten

”Compostable” i stedet fremgå af emballagen og samtidig af produktbladet.

Recirkulerbare polyolefiner skal mærkes med plasttype i henhold til ISO 11469 ”

Plast - Generisk identifikation og mærkning af plastprodukte”r.

Baggrund for kravet

Kravet om at engangsartiklerne skal være komposterbare i henhold til standarden EN

13432 eller EN 14995 er tænkt som en ekstra egenskab, der tillægges engangsartiklen

i og med at det sikres at produket også kan komposteres. For at oplysningen om denne

egenskab gives videre til f.eks. take away restauranten, cafeen og slutbrugeren, skal

det fremgå enten af engangsartiklen eller emballagen og samtidig af produktbladet for

engangsartiklen at produktet er komposterbart i henhold til standarden EN 13432 eller

EN 14995.

Engangsartiklen skal mærkes med ”Compostable” med mindre der hverken er tryk

eller prægning af engangsartiklen. I tilfælde hvor der hverken er tryk eller prægning af

engangsartiklen, så skal emballagen mærkes med ”Compostable”.




De materialetyper, der er undtaget kravet for komposterbarhed og i stedet skal være

recirkulerbare, skal mærkes med plasttype i henhold til ISO 11469 ” Plast - Generisk

identifikation og mærkning af plastprodukter” for at muliggøre recirkulering.

Styrbarheden med hensyn til affaldsbehandlingen er forholdsvis lav, men dette krav

giver en mulighed for at påvirke produktets affaldsvej. Samtidig kan man opfordre

restauranter og cafeer der sælger disse produkter at oplyse kunden om at engangs-

artiklen er komposterbar eller recirkulerbar.

K25 Information om egenskaber

Der skal udarbejdes et produktdatablad for den Svanemærkede engangsartikel.

Baggrund for kravet

Generelt er det vigtigt, at man kun anvender emballage og andre materialer og gen-

stande til det, de er beregnet til. Både virksomheder og forbrugere bør følge brugsan-

visninger mv. for at sikre, at der ikke sker afsmitning på grund af forkert brug. En

isbakke er fx. ikke beregnet til indpakning af varme fødevarer, og en affaldspose er

ikke beregnet til kontakt med fødevarer. Det er derfor vigtigt at der medfølger et pro-

duktdatablad med dokumenterede egenskaber for den svanemærkede engangsartikel.

Flere levnedsmiddelmyndigheder i Norden anbefaler også der udarbejdes et produkt-

datablad eller en form for fødevarererklæring (60). Kravet stilles derfor for at sikre, at

der medfølger denne dokumenterede information om produktets egenskaber for alle

svanemærkede engangsartikler uanset hvor produktet er produceret.

K26 Kvalitetskrav for kaffe- og thefiltre

For kaffe- og thefilter stilles det krav om at det skal testes for sammenføjningsstyrke

og filtreringsegenskaber.

Baggrund for kravet

Det er ikke funnet internasjonale standarder for filtrering som det er egnet å henvise

til. Det er allikevel vigtig at et kaffe-og thefilter oppfyller normale krav til filtrering.

Da det ikke fins en standardisert test, er det mer åpent, hvordan produsenten kan

dokumentere dette. Testen kan være laboratorietest, ansøkers interne kvalitetstest,

forbrukertest eller en sammenlignende test med et tilsvarende produkt. Kravet er

hentet fra kriteriene for kaffefilter, som nå innlemmes i kriteriene for Engangsartikler

til fødevarer. Kravet er ikke endret.

K27 Emballage

Emballagen må ikke være af PVC

Baggrund for kravet

Se baggrund til K3.




7.6 Kvalitets og myndighetskrav

Kravene K28 til K33 er generelle kvalitetssikringskrav som skal sikre at de svane-

merkede produktene oppfyller kravene og at lover og forordninger oppfylles slik at

produktene holder den miljømessig kvaliteten som var hensikten med kriteriene. De

fleste av disse kravene er generelle og gjelder for all produksjon av svanemerkede

produkter. De enkelte krave bliver ikke yttereliger begrunnet her.

7.7 Krav som er vurdert, men ikke stilt krav til

Krav til pesticider

Det er vurderet at forbyde flysprøjtning af landbrugsafgrøder og brug af pesticider

indeholdende aktive stoffer, der ikke er godkendt i EUS Pesticide database over aktive

stoffer jf. Direktiv 91/414/EEC. Pesticider anvendes til bekæmpelse af ukrudt og til

beskyttelse af afgrøder mod insektangreb, svampeangreb eller for at regulere plantens

vækst. Brugen af pesticider kan medføre, at rester af pesticider og deres nedbryd-

ningsprodukter kan forekomme i vores fødevarer og i vores miljø. Udover at kunne

forårsage skader på miljøet har valg af pesticid også betydning for helbredet hos dem

der arbejder med dyrkning af råvarerne. Da produkterne skal bruges til fødevarer har

det værer relevant at vurdere om der skal stilles krav til sprøytemidler brukt ved dyrk-

ning af råvaren. Det ble imidlertid funnet at den specifikke dokumentation om aktive

stoffer i det anvendte pesticid skal hentes for mange led tilbage i leverandørkæden og

styrbarheden forventes derfor at være lav. Der er derfor valgt ikke at stille krav til

pesticider i den første version af kriterierne. I forbindelse med version 1 af kriterierne

vil Nordisk Miljømærkning få et bedre indblik i leverandørkæden for landbrugsaf-

grøder. Et evt. krav til pesticider kan derfor vurderes igen for version 2 af kriterierne.

Nano

Under kriterieutviklingen har det vært vurdert om det skal innføres krav til nanopar-

tikler, fordi det i dag er lite kjent hvordan og hvor mye nanopartikler vil påvirke

miljøet. Det som skaper størst bekymring er bruk av nanopartikler som kan frigjøres

og dermed lettere påvirke helse og miljø. For engangsartikler i kontakt med mat er det

i hovedsak pigmenter og belægninger vi anser som de mest relvante områdene der

nanomaterialer kan brukes. Ulike pigmenter, som titandioksid (TiO2) kan være i

nanoform. For belægninger kan det tenkes at nanomaterialer kan gi gode barriere-

egenskaper. For plastprodukter er nanopartikler omtalt i EUs forordning No 10/2011

som gjelder plastmaterialer i kontakt med mat. I forordningen heter det at nanopar-

tikler ikke får inngå i plasten dersom disse ikke er listet i vedlegg 1 av forordningen. I

vedlegg 1 er det listet tre ulike forbindelser som kan være i nanostørrelse; titannitrid

(TiN), silisiumdioksid (SiO2) og karbon black. Av disse er TiN spesifikt angitt som

nanopartikkel. Den formen av SiO2 som er tillatt er: ”primære partikler på 1-100 nm,

som er aggregert til størrelse 0,1-1 mikrometer, som igjen kan forme agglomerater fra

0,3 mikrometer til mm størrelse.” Det vil si at den ikke er tillatt som nanopartikkel.

Karbon black kan også bestå av aggregerte partikler i nanostørrelse, men anses ikke

som problematisk så lenge partiklene er bundet i en matrise. TiN anses ikke som

særlig relevant for engangsartikler i kontakt med mat. Dette er et hardt keramisk

materiale og brukes blant annet som belegg på kniver, bor og lignende. Bentonite

(leire), mica (leire), zink oksid, cellulose og titan dioxide er forbindelser som er mye

brukt i nanoform. Disse er listet i vedlegg 1, men ikke merket som nanomaterialer og




kan derfor ikke benyttes når de er i nanopartikkelstørrelse. For flerlagsmaterialer

gjelder at dersom det er en funksjonell barriere mellom materialet og maten gjelder

ikke bestemmelsen om at stoffet må være listet i vedlegg 1. Dette gjelder imidlertid

ikke CMR stoffer og forbindelser i nanoform. Dvs. for nanopartikler gjelder vedlegg 1

uansett. Det er imidlertid en unntakelse i forordningen. En forbindelse som ikke er

listet i vedlegg 1 kan godkjennes på bakgrunn av risikoanalyse og etter godkjenning

av myndigheter.

Nanopartikler anses som lite relevant når det gjelder papirproduksjon. Det pågår

forskning på nanocellulose, et material som består av cellulosefibriller i nanostørrelse.

Dette vil være en nanostruktur, og ikke partikler. Forskningsselskapet Innventia har

startet opp et pilotanlegg for produksjon av nanocellulose og sier at nanocellulose kan

brukes for å forsterke papir, kompositter og plast samt brukes som barrierefilmer for

matemballasje (Pulp and Paper news, publisert mars 2011). Nordisk Miljømerking

anser ikke nanocellulose som problematisk, da dette er en nanostruktur og ikke inne-

holder partikler som kan frigjøres.

Pigmenter i nanostørrelse er ikke regulert i aktuelle forordninger og direktiv når det

gjelder materialer i kontakt med mat, men BfRs anbefalinger og Europarådetes ret-

ningslinjer påpeker at det skal sikres at farverne, herunder pigmenter, ikke migrerer

inn i maten.

På bakgrunn av disse opplysningene har Nordisk Miljømerking valgt ikke å stille krav

til bruk av nanopartikler i dagens kriterier. Det vurderes at bruken av nanopartikler er

godt nok regulert og at sannsynligheten for at det brukes materialer med nanopartikler

i engangsartikler i kontakt med mat er liten.

8 Referenser

Ref 1: Rapport om engangsartikler i bioplast i Danmark, 2010 Force Technology

http://www.plastnet.dk/images/stories/downloads/engangsartikler_i_bioplast_i_danma

rk_med_bilag.pdf

Ref 2: pers. komm. til Force Technology fra Erwin T.H. Vink, NatureWorks LLC, 27-

10-2009

Ref 3: Kim, S & B.E. Dale, 2005. Life cycle assessment study of biopolymers

(polyhydroxyalkanoates) derived from no-tilled corn, International Journal of Life

Cycle Assessment 10 (3), 200-210.

Ref. 4: Vink, E.T.H., D.A. Glassner, J.J. Kolstad, R.J. Wooley & R.P. O’Connor,

2007. The eco-profiles for current and near-future NatureWorks® polyactide (PLA)

production, Industrial Biotechnology, vol. 3, no. 1, 2007, pp. 58-81

Ref. 5: . Vercalsteren, A., C. Spirinckx, T. Geerken, P. Claeys, 2006. Eco-Efficiency

analysis of 4 types of drinking cups used at events, OVAM (Openbare

Afvalstoffenmaatschappij voor het Vlaams Gewest), Belgium.

http://www.plastnet.dk/images/stories/downloads/engangsartikler_i_bioplast_i_danmark_med_bilag.pdf

http://www.plastnet.dk/images/stories/downloads/engangsartikler_i_bioplast_i_danmark_med_bilag.pdf




Ref. 6: Detzel, A. & M. Krüger, 2006. Life Cycle Assesment of PLA – A comparison

of food packaging made from NatureWorks® PLA and altrernative materials, Final

report, IFEU GmbH Heidelberg, July 2006

Ref. 7: Vink, E.T.H., K.R. Rabago, D.A. Glassner & P.R. Gruber, 2003. Applications

of life cycle Assessment to NatureWorksTM

polylactide (PLA) production, Polymer

Degradation and Stability, vol. 80, Issue 3, 2003, pp. 403-419.

Ref.8: Franklin Associates, 2006. Life Cycle Inventory of five products produced

from polylactide (PLA) and petroleum-based resins – Technical report, Prepared for

Athena Institute International, November 2006.

Ref. 9: Pommer, K. et al, 2000, Håndbog i miljøvurdering af produkter, Teknologisk

Institut og Instituttet for Produktudvikling.

Ref. 10: Communication from the Commission on the practical implementation of the

EU biofuels and bioliquids sustainability scheme and on counting rules for biofuels

(2010/C 160/02)

Ref. 11: UNEP (2009): Towards sustainable production and use of resources:

Assessing Biofuels. International Panel for Sustainable Resource Management,

United Nations Environment Programme

Ref. 12: Notat fra Force Technology “ The land use aspect” 2010 Ref. 13: Frees, N. et al. Miljømæssige forhold ved genanvendelse af papir og pap, Miljøprojekt nr. 1057 2005

Ref. 14: GMO, hvad kan det bruges til? Vidensyntese fra Fødevarerministeriet 2009

Ref. 15: Kommentar fra Tanja B. Olsen, PEFC Danmark

Ref. 16: FAO, M. Hosny El-Lakany: Are genetically modified trees a threat to forests,

2005

Ref. 17: BASF, tillstånd till odling av GMO-potatis,

www.basf.com/group/pressrelease/P-10-179.

Ref. 18: http://www.publicaster.com/info/natureworksPLA/

Ref. 19 Tilgængelig den 30/11 2010 http://www.natureworksllc.com/news-and-

events/~/media/news%20and%20events/webcasts/greenyourpkg_012606/greenyourp

kgfaq_012606%20pdf.ashx

Ref. 20: Tilgængelig den 30/11 2010 på http://www.materbi.com/

Ref. 21: Tilgængelig den 30/11 2010 på http://www.pyraplast.com/e-html/e-1-1.htm

Ref. 22: Tilgængelig den 30/11 2010 på

http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Bekaempelsesmidler/Pesticider/Regu

lering/EU_vurdering_af_pesticider.htm

Ref. 23: Kommentar fra Anitta Fjeldsted fra Miljøstyrrelsen

Ref. 24: Genanvendelse I LCA –systemudvidelse, Miljønyt nr 81, 2006

Ref. 25: Tilgængelig den 30/11 2020 på Plastinformation, www.plastinformation.com

Ref: 26: Vink, et al. Applications of life cycle assessment to NatureWorks™

polylactide (PLA) production in Polymer Degradation and stability 80 (2003) 403-

419.

Ref. 27: L., Blom og R., Buck, ”Bioplasten er lige om hjørnet”, Plastindustrien,

tilgængelig den 1/12 2011på www.plastindustrien.dk

Ref. 28: Weber, C.J. (Editor), 2000. Biobased Packaging materials for the food

industry – Status and Perspectives – A European Concerted Action, November 2000,

ISBN 87-90504-07-0

(http://www.biodeg.net/fichiers/Book%20on%20biopolymers%20(Eng).pdf)

http://www.basf.com/group/pressrelease/P-10-179

http://www.publicaster.com/info/natureworksPLA/

http://www.natureworksllc.com/news-and-events/~/media/news%20and%20events/webcasts/greenyourpkg_012606/greenyourpkgfaq_012606%20pdf.ashx



http://www.materbi.com/

http://www.pyraplast.com/e-html/e-1-1.htm

http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Bekaempelsesmidler/Pesticider/Regulering/EU_vurdering_af_pesticider.htm


http://www.plastinformation.com/

http://www.plastindustrien.dk/




Ref. 29: Biodegradable Polymers – inspired by nature. Ecoflex, Ecovio. BASF

http://www.plasticsportal.net/wa/plasticsEU~en_GB/function/conversions:/publish/co

mmon/upload/biodegradable_plastics/Ecoflex_Brochure.pdf, Besøgt 6. august 2010


http://www.plastnet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=116%3Abi

opolymerer&catid=6&Itemid=6


http://www.innventia.com/templates/STFIPage____7102.aspx

Ref. 32: Liptow and Tillman, Comparative life cycle assessment of polyethylene

based on sugarcane and crude oil, Chalmers university of technology, Sweden, Report

No 2009:14

Ref. 33: LCA of Degradable Plastic Bags, tilgængelig den 8/7 2011 på

http://www.conference.alcas.asn.au/2005/Papers/James_and_grant.pdf

Ref. 34: Tilgængede den 25/2 2011 på http://www.plantic.com.au/our-

technologies/products/

Ref. 35: Miljømæssige fordele og ulemper ved genvinding af plast, Miljøstyrelsen

2002

Ref. 36: Referat fra branche seminar for Fornybare engangsartikler i kontakt med

fødevarer, Stockholm 2011.

Ref. 37: Forstudie, ”Engangsartikler i kontakt med fødevarer”, Nordisk

Miljømærkning 2009

Ref. 38: Tilgængelig den 7/3 2011 på http://www.natureworksllc.com/About-

NatureWorks-LLC.aspx


http://www.futerro.com/index_greenproducts.html.

Ref. 40: Shen, L., J. Haufe & M.K. Patel. Product overview and market projection of

emerging bio-based plastics, PRO-BIP 2009, Final report, June 2009. Group

Science, Technology and Society, Copernicus Institute for Sustainable

Development and Innovation, Utrecht University, commissioned by European

Polysaccharide Network of Excellence and European Bioplastics.

Ref. 41: Paper and board materials and articles intended to com in contact with

foodstuffs, EU Kommisionen 2005.

Ref. 42: Johnsen, N. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 10 2001

Ref. 43: Rapport "Survey of Chemical Substances in Consumer Products”, Nr. 99,

2008, Miljøstyrelsen

Ref. 44: Miljøstyrelsen, http://www.mst.dk, Baggrundsnotat om PFOS-forbindelser,

2002

Ref. 45: Information KEMI, Periodisk information från Kemikalieinspektionen 2/03

Ref. 46: Migration af blødgøren DEHA fra PVC strækfilm, 2000/2001, Jens Højslev

Pedersen Instituttet for fødevareundersøgelser og Ernæring, er Acetyltributylcitrat

(ATBC) fundet, som eneste monomere blødgører i PVDC-filmen.

Ref. 47: Data fra www.organic-world.net tilgængelig den 15/3 2011.

Ref. 48: The Better Sugar Cane Initiative Limited, URL: http://www.bettersugarcane.org

Ref. 49: Swedish Society for Nature Conservation: Fuel for development? The

implications of growing demand for biofuels from the south, 2007

Ref. 50: Novozymes foredrag ”Fra sukker til biokemikalier til plastfremstilling, 2009.


http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Bekaempelsesmidler/Pesticider/Regu

lering/EU_vurdering_af_pesticider.htm

http://www.plasticsportal.net/wa/plasticsEU~en_GB/function/conversions:/publish/common/upload/biodegradable_plastics/Ecoflex_Brochure.pdf

http://www.plasticsportal.net/wa/plasticsEU~en_GB/function/conversions:/publish/common/upload/biodegradable_plastics/Ecoflex_Brochure.pdf

http://www.plastnet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=116%3Abiopolymerer&catid=6&Itemid=6

http://www.plastnet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=116%3Abiopolymerer&catid=6&Itemid=6

http://www.innventia.com/templates/STFIPage____7102.aspx

http://www.plantic.com.au/our-technologies/products/

http://www.plantic.com.au/our-technologies/products/

http://www.natureworksllc.com/About-NatureWorks-LLC.aspx

http://www.natureworksllc.com/About-NatureWorks-LLC.aspx

http://www.futerro.com/index_greenproducts.html

http://www.mst.dk/

http://www.organic-world.net/

http://www.bettersugarcane.org/






Ref. 52: EU DIREKTIV 2009/128/EF af 21. oktober 2009

om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider

Ref. 53: Baggrundsdokumentet for Svanemærkning af hygienartiklar version 5

Ref. 54: ”EU åbner for duftende emballage til maden” Artikel i Ingeniøren 22. nov

2008.


http://74.125.77.132/search?q=cache:Ai7XyU95KYQJ:www.packaging-

gateway.com/features/feature736/+bioplast+seedling&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk

Ref. 56: EU DIREKTIV 2009/128/EF af 21. oktober 2009

om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider.

Ref. 57: Regeringes Affaldsstrategi 2009-12 1. delstrategi, 2009 Miljøstyrelsen

Ref. 58: Tilgængelig den 24/3 2011 på http://en.wikipedia.org/wiki/Bagasse

Ref. 59: Tilgængelig den 29. marts 2011 på http://www.okcompost.be/en/home/


http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/Kemi_og_emballage/Materialer_gensta

nde/Regler_for_materialer_og_g.htm

Ref. 61: Polyfluorinated surfactants (PFS) in paper and board coatings for food

packaging (2011)

Ref. 62: Guo et al. “Alternativ fluropolymers to avoid the challenges associated with

perflourooctanoic acid”. Ind. Eng. Chem. Res Vol. 47, no3, pp. 502-508 (2008)

Ref. 63: Environmental Performance Agreement (“Agreement”) Respecting

Perfluorinated Carboxylic Acids (PFCAs) and their Precursors in Perfluorochemical

Products Sold in Canada tilgængelig den 28/6 2011 på http://www.ec.gc.ca/epe-

epa/default.asp?lang=En&n=AE06B51E-1 (2011.03.31)

Ref. 64: Perfluorerade ämne, Kemikalieinspektionens nettside,

http://www.kemi.se/templates/Page.aspx?id=3285 (2011.04.25)

Ref. 65: Information KEMI, Periodisk information från Kemikalieinspektionen 2/03

Ref. 66: Miljøstyrelsen, http://www.mst.dk, Baggrundsnotat om PFOS-forbindelser,

2002

Ref. 67: PVC Informationsrådet i Danmark. http://www.pvc.dk/t2w_172.asp

(22.03.2005).

Ref. 68: Life Cycle Assessment of PVC and of principal competing materials, EU

Commission 2004, http://ec.europa.eu/environment/waste/studies/pvc/lca_study.htm

((2011.04.25)

Ref. 69: Vinyl 2010, Progress Report

http://www.stabilisers.org/documents/Vinyl%202010%20Progress%20Report%20201

0.pdf (2011.03.31)

Ref. 70; http://www.kemi.se/templates/Page____3734.aspx (2011.03.31)

Ref. 71: http://www.pvc.se/Om%20PVC/Miljo.htm#Mjukgorare (2011.03.31)

Ref. 72: http://www.kemi.se/templates/Page____3655.aspx (2011.03.30)

Ref. 73: Green Paper – Environmental issues of PVC, European Commission 2000,

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/en/com/2000/com2000_0469en01.pdf

(2011.04.25)

Ref. 74: Matportalen, 2010: : http://matportalen.no/artikler/2003/4/emballasje_og_mat

Ref. 75: Fødevarerstyrelsen 2010:

http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevaresikkerhed/Materialer_genstande/Material

etyper/forside.htm

Ref. 76: Forordning nr 1935/2004/EF om materialer og gjenstander bestemt til

kontakt med matvarer

http://74.125.77.132/search?q=cache:Ai7XyU95KYQJ:www.packaging-gateway.com/features/feature736/+bioplast+seedling&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk


http://en.wikipedia.org/wiki/Bagasse

http://www.okcompost.be/en/home/

http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/Kemi_og_emballage/Materialer_genstande/Regler_for_materialer_og_g.htm

http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/Kemi_og_emballage/Materialer_genstande/Regler_for_materialer_og_g.htm

http://www.ec.gc.ca/epe-epa/default.asp?lang=En&n=AE06B51E-1

http://www.ec.gc.ca/epe-epa/default.asp?lang=En&n=AE06B51E-1

http://www.kemi.se/templates/Page.aspx?id=3285

http://www.mst.dk/

http://www.pvc.dk/t2w_172.asp

http://ec.europa.eu/environment/waste/studies/pvc/lca_study.htm

http://www.stabilisers.org/documents/Vinyl%202010%20Progress%20Report%202010.pdf

http://www.stabilisers.org/documents/Vinyl%202010%20Progress%20Report%202010.pdf

http://www.kemi.se/templates/Page____3734.aspx

http://www.pvc.se/Om%20PVC/Miljo.htm%22%20%5Cl%20%22Mjukgorare

http://www.kemi.se/templates/Page____3655.aspx

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/en/com/2000/com2000_0469en01.pdf

http://matportalen.no/artikler/2003/4/emballasje_og_mat

http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevaresikkerhed/Materialer_genstande/Materialetyper/forside.htm

http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevaresikkerhed/Materialer_genstande/Materialetyper/forside.htm




Ref. 77: European Commisision, Summary of the national legislation, Sanco

E6/MS(28/09/2010):http://ec.europa.eu/food/food/chemicalsafety/foodcontact/docum

ents_en.htm

Ref. 78: EUs direktiv 2002/72/EF med påfølgende endringer om plastmaterialer og

gjenstander bestemt til å komme i kontakt med næringsmidler.

Ref. 79: Emballasjekonvensjonen 2010: http://www.emballasjekonvensjonen.no/

Ref. 80: Resolution ResAP (2002): Policy statement concerning paper and board

materials and articles intended to come into contact with foodstuffs, versjon 4 2009

Ref. 81: Nordisk Ministerråd: Paper and board food contact materials, TemaNord

2008:515

Ref. 82: BfR: http://www.bfr.bund.de/cd/50677#dok

Ref. 83: BfR Opinion No. 008/2010, 09 December 2009, Migration of mineral oil

from packaging materials to foodstuff

Ref. 84: EUs forordning nr. 282/2008 om materialer og gjenstander av gjenvunnet

plast bestemt til kontakt med matvarer

Ref. 85: Europalov.no: http://europalov.no/?q=node/982

Ref. 86: Register of valid applications for authorisation of recycling processes to

produce recycled plastic materials and articles intended to come into contact with

foods submitted to EFSA under art. 13 of Regulation (EC) No 282/2008 (updated

until 17/05/2010 – 7th update):

Ref. 87:

EFSA:http://ec.europa.eu/food/food/chemicalsafety/foodcontact/documents_en.htm

Ref. 88: Forstudie ”Engangsartikler i kontakt med fødevarerr”, februar 2009

Ref. 89: Rapport B2009, Certification rules for compost, Avfall Sverige

Ref. 90: Miljømæssige fordele og ulemper ved genvinding af plast, Miljøprojekt nr.

657, 2002 Miljøstyrelsen

Ref. 91: Internationalt Affaldsnyt, nr 4 oktober 2008, Videncenter for Affald

Ref. 92; Vink et al 2010, The Eco-profile for current Ingeo polylactide production,

Industrial Biotechnology, vol.6, No. 4, pages 211-224

Ref. 93: Naryan and Patel, Review and analysis of bio-based product LCA´s,

Tilgjengelig på www3.abe.iastate.edu/biobased/LCAreview.pdf, (14.mars 2011)

Ref. 94: Garraín et al 2007, LCA of biodegradable multilayer film from biopolymers,

Abstract LCM2007, 3rd International Conference on life cycle management, Zurich,

University of Zurich at Irchel, August 2007:

www.lcm2007.org/presentation/Mo_2.05-Garrain.pdf

Ref. 95: Wolf O. Crank M. Patel M. Marscheider-Weidemann F. Schleich J. Hüsing

B. Angerer G. 2005, Techno-economic feasibilty of large-scale production of bio-

based polymers in Europe, Joint Research Centre, Institute for Prospective

Technological Studies, Technical report EUR 22103 EN

Ref. 96: Johansson M. 2005, Life cycle assesment of fossil and bio based materials for

3D shell applications – Material eco-profiles and example with a blow moulded clear

rigid packaging, Stockholm

Ref. 97: Svanemerking av hygieneprodukter, versjon 5.2

Ref. 98: Bionedbrydelige plastposer til indsamling af den organsike del af

dagrenovationen til biogasanlæg, Arbejdsrapport Mst nr. 14, 2002.

Ref. 99: Biobased Packaging materials for the food industry, KVL 2000

Ref. 100: Miljøvurdering af alternative bortskaffelsesveje for bionedbrydelig

emballage, Miljøprojekt 680, 2002.

http://www.emballasjekonvensjonen.no/

http://europalov.no/?q=node/982

http://ec.europa.eu/food/food/chemicalsafety/foodcontact/documents_en.htm

http://www.lcm2007.org/presentation/Mo_2.05-Garrain.pdf




Ref. 101: DS/EN 13432 + AC:2006: ” Emballage - Krav til emballage, som kan

genanvendes ved kompostering og bionedbrydning - Prøvningsmetoder og

evalueringskriterier for endelig godkendelse af emballage”

Ref. 102: Statistisk Sentralbyrå, tilgængelig den 26/1 2010 på

http://www.ssb.no/emner/01/05/10/avfkomm/tab-2009-06-23-02.html

Ref. 103: Statistikcentralen i Finland, internet:

http://www.tilastokeskus.fi/til/jate/2008/jate_2008_2009-12-16_tau_001_sv.html

Ref. 104: Affaldsstatistik 2006, Miljøstyrelsen 2008

Ref. 105: Telefonsamtale med Tjalfe Poulsen 4/3 2010. Tjalfe Poulsen lektor fra

Ålborg Universitet, der arbejder med affaldshåndtering og udnyttelse af energi og

næringsstoffer fra organisk affald.

Ref. 106: Christensen, T. H. ”Affaldsteknologi” 1998

Ref. 107: www.avfall sverige.seRef. 108: Rapport om engangsartikler i bioplast i

Danmark, 2010 Force Technologi

Ref. 109: Telefoninterview med Morten Brøgger fra Solum Gruppen.

Ref. 110: ”Ny tillid til bioforgasning” februar 2010 Artikel i Nyhedsbladet Dansk

Energi

Ref: 111: Den norske bioteknologinemdas nettside om ”Genmodifiserte planter og

mat” http://www.bion.no/temaer/genmodifiserte-planter-og-mat/ (besøkt 20.06.2011)

Ref: 112: Øget vidensberedskab om kemiske i stoffer i plastindustrien, Arbejdsrapport

fra Miljøstyrelsen nr. 5 2008.

Ref: 113: Bakgrund till Svanenmärkning av Pappersprodukter – basmodul och

kemikaliemodul version 2, 2011

Ref: 114: Affaldsstrategi 2005-2008, Regeringen (DK) 2003

Ref. 115: Enhancing Biopolymers: Additives Are Needed for Toughness, Heat

Resistance & Processability, Plastic Technology, juli 2008

Ref. 116: Tilgænge den 4/7 2011 på http://www.globalecolabelling.net/

Ref. 117: Tilgængelig den 4/7 2011 på http://bioplast.com.hk/FAQ.htm

Ref. 118: Leafware LLC, Dinnerware dishes made from fallen leavs intended for

single-use. Informasjon fra: http://www.leaf-ware.com/ (besøkt 27. juni 2011)

Ref. 119: Eco Palm Leaf Industries. Disposable Arecanut Palm Leaf Plates.

Informasjon fra: http://www.ecopalmleafplates.com/(besøkt 27. juni 2011)

Ref. 120: Federal Institute for Risk Assessment (BfR): IX. Colorants for Plastics and

other Polymers Used in Commodities. Tilgjengelig fra:

http://bfr.zadi.de/kse/faces/resources/pdf/090-english.pdf (besøkt 4. juli 2011)

Ref. 121: Telefonsamtal Bo Lindskog, Innventia, Sverige

Ref. 122: E-post Elisabeth Gierow, Duni AB

Ref. 123: The U.S. Environmental Protection Agency, EPA Action on PFAS

Compounds Informasjon hentet fra: http://www.epa.gov/oppt/pfoa/pubs/pfas.html

(besøkt 27. juni 2011)

Ref. 124: Miljøanalyse av ulike behandlingsformer for plastemballasje fra

husholdninger, Østfoldforskning, 2008

Ref.125: Klimaregnskap for avfallshåndtering, fase I og II: Glassemballasje,

metallemballasje, papir, papp, plastemballasje, våtorganisk avfall, treavfall og

restavfall fra husholdninger, Østfoldforskning, 2010

Ref. 126: ”Bærekraftig biodrivstoff - et avgjørende klimatiltak”, miljøstiftelsen ZERO

Ref. 127:Tilgængelig den 8/7 2011 på

http://www.braskem.com.br/site/portal_braskem/en/home/home.aspx



http://www.avfall/

http://www.bion.no/temaer/genmodifiserte-planter-og-mat/

http://bioplast.com.hk/FAQ.htm

http://www.leaf-ware.com/

http://bfr.zadi.de/kse/faces/resources/pdf/090-english.pdf

http://www.epa.gov/oppt/pfoa/pubs/pfas.html

Bilage 1 Biopolymerer

Dette bilaget beskriver flere av biopolymerene som er nevnt i kapitel 2.2.1 Bioplast.

Det gjelder stivelsespolymerer, PLA, PHA, blandingspolymerer og grønn polyeten.

Stivelsespolymerer

Der produceres allerede stivelsespolymerer i relativt store mængder, da disse længe

har været brugt til andre formål end til produktion af plast, f.eks. indenfor papirindu-

strien og i medicinalindustrien. På plastområdet er stivelsespolymerer blevet brugt til

bl.a. emballage i de sidste to årtier. Stivelsespolymerer er en af de vigtigste polymerer

indenfor bioplast og den europæiske produktionskapacitet var i 2007 omkring 130.000

ton. Stivelsespolymerer fremstilles ved at stivelse udvindes fra plantematerialer, enten

direkte fra plantematerialet gennem en våd proces, hvor plantedelene males (wet

miling), eller gennem oprensning af stivelsesrigt slam fra fødevareproduktion. Stivel-

sesrige afgrøder som majs, hvede, kartofler og ris bliver ofte anvendt ved fremstilling

af stivelsespolymerer. Stivelsespolymerer kan omdannes til termoplast, ved at stivel-

sen ekstruderes under særlige trykforhold, temperaturforhold osv (1).

Der er flere producenter på markedet, der producerer blant annet følgende stivelses-

polymerer:

Mater-Bi® fra Novamont S.p.A. i Italien

Plantic® R1 fra Plantic Technologies med produktion i både Tyskland og

Australien,

Solanyl® (stivelse fra kartofler) BP fra Rodenburg Biopolymers B.V. i

Holland

Biowertstoffe fra Loick AG i Tyskland

PLA (Polylaktid)

PLA er en alifatisk polyester produceret via polymerisation af fermenteringsproduktet

mælkesyre fra fornybare råvarer (40).

PLA fremstilles gennem flere procestrin:

Stivelse udskilles fra majs gennem en våd proces, hvor majsen males (wet

milling).

Stivelsen hydrolyseres til dekstrose gennem brug af enzymer.

Mælkesyre produceres gennem fermentering af dekstrosen.

Mælkesyren omdannes til lactid.

Lactiden polymeriseres til PLA

PLA kan konverteres til slutprodukter ved hjælp af let ændrede standard industrielle

maskiner til termoplast ved hjælp af teknikker som termoformning, sprøjtestøbning,

blæsestøbning ekstrudering, filmekstrudering og fiber ekstrudering (40).

PLA’s fysiske og mekaniske egenskaber gør, at plasten kan erstatte konventionelle

plastmaterialer indenfor mange anvendelsesområder. Hårdhed, stivhed, elasticitet og

slagstyrke er på niveau med de samme kvaliteter som for polyethylene terephtalate,

PET. PLA film har desuden egenskaber, der gør, at det kan sammenlignes med




cellofanfilm. PLA er forholdsvis gennemsigtig og har en høj glans samt lav uklarhed.

PLA har i øvrigt høje barriereegenskaber i forhold til lugt og smag, høj modstands-

dygtighed mod fedt og olie og en høj UV-resistans. PLA er egnet til emballage for

tørre varer og for varer med kort hyldetid. PLA er ikke egnet til emballering af

drikkevarer med brus eller andre drikkevarer på grund af sine dårlige barriereegen-

skaber overfor O2, CO2 og vanddamp. Hvis man sammenligner PLA med stivelses-

polymerer, har PLA en bedre fugtbarriere men en ringere gasbarriere. Til gengæld er

PLA mindre stabilt, når det bliver udsat for varme, og derfor er det ikke hensigts-

mæssigt at anvende PLA til produkter eller emballage, som udsættes for over 40 °C.

Der forskes dog i at udvikle PLA med bedre varmebestandighed og stabilitet, og det

kan føre til, at materialets anvendelsesområde i fremtiden, kan udvides til at også

dække f.eks. bægre til varme drikkevarer (1).

Eksempeler på producenter , der producerer PLA i stor skala:

NatureWorks LLC (http://www.natureworksllc.com) er den største producent

af PLA. Denne PLA markedsføres i hele verden under navnet Ingeo®.

NatureWorks LLC er en uafhængig virksomhed, som ejes 100 % af Gargill

(www.gargill.com). NatureWorks PLA produceres på en fabrik i Blair,

Nebraska, USA. I dag har det samlede produktionssted en kapacitet på

140.000 tons polymerer (38).

Futerro (http://www.futerro.com) er et 50/50 joint venture i Belgien mellem-

virksomhederne Galactic (www.lactic.com) og Total Petrochemicals

(www.totalpetrochemicals.com) dannet i 2007. Formålet med dette joint

venture er at udvikle viden og teknologier til produktionen af PLA af forny-

bare, vegetabilske råvarer (feedstock). Målet er at kunne producere mindst

1500 tons PLA om året. Futerro indviede i april 2010 et PLA produktions-

anlæg i pilotskala i Escanaffles i Belgien, og selve produktionen var planlagt

til at kunne igangsættes i større skala i 2010. I Europa anvendes sukkeroer som

råmateriale til produkiton af mælkesyre som anvendes til Futerro (39).

PHAere (Polyhydroxyalkanoat)

Ligesom PLA er PHA’er alifatiske polyestere, der produceres gennem fermentering af

fornybare ressourcer. Til forskel fra PLA produceres disse polymerer direkte gennem

fermentering af kulstofsubstrat, såsom sakkarose,vegetabilsk olie og fedtsyrer i mikro-

organismen (40). Processen består i hovedsag af 5 trin: fermentering, isolering,

oprensning, blanding og eventuelt pelletering (1).

Den mest almindelige PHA (Polyhydroxyalkanoat) er PHBV (poly-3-hydroxybuty-

rate-co-3-hydroxyvalerate). Produktionen af PHA’er er, sammenlignet med produk-

tion af stivelsespolymerer og PLA, forholdsvis ny, og kommercialisering af PHA’er er

derfor også på et tidligt stadie. I år 2000 anlagdes det første pilotanlæg for produktion

af PHBV af virksomheden PHB Industrial i Brasilien, og i 2003 realiseredes det

første anlæg på kiloton basis af Tianan Biological Material Co. Ltd. i Kina (40).

Et eksempel på et PHA produkt er MirelTM

, som kommercialiseres af Telles i USA.

Derudover findes en del producenter af PHA’er, som kun producerer i pilotskala (1).

http://www.gargill.com/




PHA’er kan anvendes som både blød og hård plast, f.eks. som plastfilm og støbt plast.

PHBV har mange egenskaber, der ligner konventionel polypropylen, selvom den har

en noget anderledes kemisk struktur. PHBV kan bruges til både plastposer,

sodavandsflasker og engangsskrabere til barbering (1).

Der er blevet produceret en bred vifte af PHA homopolymerer, copolymerer, og ter-

polymerer. P(3HB) (poly(3-hydroxybutyrate)), som er prototypen af PHA’erene har

gode termoplastiske egenskaber og kan forarbejdes som konventionelle termoplaster

[7, 8]. Temperaturintervallet, som denne polymer kan bruges i, er bredt fra 30°C til

120°C [7, 8]. Det er et stift og skrøbeligt materiale, hvilket gør at dets anvendelses-

område er noget begrænset. Produkter baseret på P(3HB)-polymeren kan anvendes til

fødevarer [8]. Til forskel fra mange andre biobaserede polymerer er P(3HB) uopløse-

ligt i vand, og det er relativt modstandsdygtigt for hydrolytisk nedbrydning [7, 8].

Disse egenskaber betyder bl.a., at P(3HB) kan klare varme væsker uden at smelte.

P(3HB) har en meget høj modstandsdygtighed for opløsningsmidler, medium til god

modstandsdygtighed over for fedt og olie, god UV resistans men dårlig modstands-

dygtighed overfor syrer og baser. Ilt (O2) permeabiliteten er lav, og derfor egner

P(3HB) sig til produkter, der er følsomme over for påvirkning af ilt.

Blandingsplaster

Bioplast findes ofte blandet med olie baseret polymerer. Eksempler på dette ses i tabel

2.0 nedenfor. Dette gøres for at forbedre bioplastens egenskaber og dermed få et bre-

dere anvendelsesområde. Det er ikke unormalt at blande biopolymerer med 30-80 %

oliebaseret polymerer (33). Dog skal man være opmærksom på, at det er en blanding,

som ikke nødvendigvis er komposterbar og at en ”bioplast” ikke nødvendigvis er

baseret hovedsagligt på biomasse.

Tabel B.1: Forskellige nedbrydelige bioplaster inkluderet blandingsplaster (33).




Grøn ethylen

Green ethylen er en ny måde at kombinere egenskaberne af syntetiske polymerer og

det at være produceret af fornybare ressourcer som biopolymerer er. Ethylen produ-

ceret af biomasse, kaldet "grøn ethylen" kan bruges i produktionen af mange base

polymerer (f.eks. PE, PP, PVC og PS). Et kendt produkt er Green PE som produceres

af Braskem i Brasilien (127). Dermed kan syntetiske polymerer være fremstillet af

andre råvarer end fossil olie og naturgas. Denne type plast er imidlertid ikke bioned-

brydelig. Der investeres en del i denne teknologi, og det vil være mest interessant at

følge udviklingen af grøn ethylen og den måde, grøn ethylen vil ændre og udvide

brugen og konceptet af ordet "biopolymerer".




Bilage 2 Affaldsstrømme i Norden

Finland

I Finland er kommunerne forpligtet til at sørge for genanvendelse og håndtering af

affald fra husholdninger og farligt affald i landbruget. Ud over dette, skal kommunen

tage sig af affald fra den offentlige administration og servicering, for affaldstyper og

mængder, der svarer til affald fra husholdninger.

Ifølge den nationale affaldsplan i Finland, skal der sorteres usorteretaffald, energi-

affald, pap affald og returpapir og organisk affald. Kommunens pligt til at sortere

organisk affald afhænger af antallet af lejligheder i den enkelte bygning, som regel

skal der være 10 lejligheder for at der etablres udsortering af organisk affald. Derud-

over indsamles metal, glas, papir og pap affald ved regionale affaldsindsamling

punkter (ekopunkter).

I Finland samles der totalt 2,77 mio. ton kommunalt affald (eng: municipal waste) i år

2008. Kommunalt affald opdeles i a) materialegenanvendelse af affald, f.eks. kompos-

tering af organiskt affald (884 304 ton), b) energiudnyttelse (346 946 ton), c) forbræn-

ding i affaldskraftværk (130 848 ton) och d) slutdeponi af affald (1 406 105 ton).

Procentfordelingen er henholdsvis a) 32 %, b) 13 %, c) 5 % och d) 50 % (9).

Gennem den nationale strategi i Finland for at reducere mængden af bionedbrydeligt

affald på lossepladser forsøger man at fremme genanvendelse af affald, der ender på

lossepladsen og begrænse de miljømæssige og sundhedsmæssige gener forårsaget af

deponeringsanlæg. Strategien lægger særlig vægt på bionedbrydeligt affald. I 2016,

må højest 25 procent af det organiske affald fra dagrenovationen ende til deponi på

lossepladser.

For at nå målene i strategien behøves foranstaltninger for at forebygge affaldsdannelse

og for at øge genanvendelse. Udgangspunktet for strategien er, at omkring 25 procent

af genbrugspapir og pap indsamles særskilt og genanvendes i for andet bionedbryde-

ligt affald skal 5 procent genanvendes. Derudover skal andelen af biologisk forbe-

handling af affald (kompostering og anaerob nedbrydning og energiudnyttelse) ud-

vides. At nå de mål, den skal bygge nye behandlings-og genbrugspladser til affald. De

fleste af den nye kapacitet er behov for forbehandling af bionedbrydeligt affald og

energi.

Der er allerede flere bionedbrydelige engangsprodukter i det finske marked. Disse

artikler er bruges bgenerelt til Svane-mærket restauranter og hoteller i Finland.

Norge

I 2008 var der i alt 2,1 mio tons husholdningsaffald ud af totalt 10,9 millioner tons

affald. Når dette fordeles på de forskellige affaldsbehandlinger er fordelingen: 17% til

deponering, 37% til forbrænding med energiudnyttelse og 44% til materialegen-

vinding (2).




For husholdningsaffald sorteret ud til genanvendelse i 2008 er fordelingen følgende:

Tabel b2 viser husholdningsaffald udsorteret til genvinning i 1000 ton (3)

Totalt Papir,pap og drikkekarton

Glas Metal Plast Vådorganisk affald

Træaffald

Ton 1088 335 49 64 18 172 176

% 30,8 4,5 5,8 1,6 15,8 16,1

Affald som gik til biogassbehandling og kompostering i 2007 var totalt 440 tusind ton

(ikke bare fra husholdningsaffald). Af dette gik 93% til kompostering og 7% til bio-

gasbehandling. Det organiske affald kom fra følgende fraktioner: madaffald 44 %,

slam 32%, park-og haveaffald 20% og andet 3% (4). I dag findes der 88 ordinære

deponeringsanlæg, 19 forbrændingsanlæg og 60 anlæg for biologisk behandling i

Norge (5).

Forbuddet mod deponering af biologisk nedbrydeligt affald som papir, træ, tekstiler

og madrester vil føre til en ændring i måden at behandle affald på. Restaffald fra hus-

holdninger kan dermed ikke længere deponeres. I rapporten ”Tiltak og virkemidler for

reduserte utslipp av klimagasser fra avfallssektoren” fra 2010 er to af tiltagene en øget

produktion og brug af biogas og udnyttelse af energi fra affaldsforbrænding (6).

Baseret på dette vil man derfor kunne antage at antallet af biogasanlæg vil øges i

fremtiden.

Det er forskelligt fra kommune til kommune for hvordan affaldshåndteringen er, men

alle kommuner har indsamling af pap og papir (inklusiv væskekartoner), metal og

glas. Med hensyn til plast og madaffald er der mange kommuner som fortsat ikke har

egen indsamling af disse to fraktioner. Her vil plast og madaffald derfor ende i rest-

affaldet.

Noen eksempler på sortering av ulike ”engangsartikler” i Oslo kommune, hvor der

kun er sortering af organisk affald fra husholdninger i nogle områder (7):

Serviett av papir: matavfall/våtorganisk avfall

Pizzaeske: papp/papir/kartong

Drikkebeger i papp: restavfall

Drikkebeger i plast: plastemballasje

Engangsbestikk, plast: restavfall

Engangsservise (jeg antar at dette omfatter papptallerkener etc, står ikke mer

spesifikt hva det omfatter): restavfall

I Trondheim som sorterer organisk affald skal engangsbestik i plast sorteres som

restavfall, men dersom det er lavet af nedbrydelig plast kan det lægges i fraksionen for

madaffald/vådorganisk affald.




Sverige

Den behandlede mængde husholdninsaffald i Sverige blev i 2007 registreret til 4 717

380 ton. Pr. indbygger var affaldsmængden dermed 514 kg per person. 48,7 % af

affaldet gik til materialegenanvedelse inklusiv biologisk behandling (ca. 10%), 46.4 %

af affaldet gik til forbrænding med energiudvinding og 4 % til deponi.

Husholdingsaffaldet dækker over følgende fraktioner:

• dagrenovation (affaldsspande),

• grovaffald inklusiv haveaffald,

• farligt affald,

• affald fra blandt andet virksomheder, kontorer, industri og restauranter.

• den del af husholdingsaffladet som er omfattet af producentansvar, også selv

det ligger uden for kommunes renovationsområde.

Kommunerne har planer om at den biologiske behandling skal fordobles inden for få

år. Det national emål er at 35 % af madaffaldet skal behandles biologisk i 2010.

Riksdagen har besluttet at 50 procent af husholdingsaffaldet skal genanvedes ved

materialegenanvendelse, inklusiv biologisk behandling, senest 2010.

Indsamling

Mange kommuner tilbyder sine beboere at indsamle madaffald til central behandling.

Det mest almindelige indsamlingssystem for villahusaffald er to seperate affaldsbe-

holdere, en til bioaffald og en til restaffald.

Materialåtervinning

Husholdningsaffald, der skal genanvedes indsamles oftets på ubemandede affalds-

stationer – emballager, aviser, glas, plast metal, samt på de kommunale bemandede

genanvedelsescentraler.

Genanvendelse af emballager

For emballager gælder producentansvar. Förpacknings- och Tidningsinsamlingen AB

(FTIAB) har anlagt såkaldte genanvendelsesstationer forskellige steder i kommu-

nerne.

Emballager opdeles i fire forskellige materailer poå genanvedelsesstationerne:

• Karton- og papemballage

• Plastemballage

• Metalemballge

• Glasemballge

Karton- og papemballge

Papemballager forekommer oftest som bølgepap og drikkekartonner. Genanvendelse

af fibre fra karton- og papemballager adskiller sig ikke meget fra genanvedlese af

bølgepap Derimod adskiller genanvendelse af drikkekartonner sig ved at papirfibrene

skal adskilles fa belægningerne.




Karton og papir med voksbelægning er lavet af en finere papirkvalitet som belægges

med parafin. Her er det svært at fjerne voksen igen ved genanvedelse og sådanne

materialer passer derfor bedst til forbrænding med energiudnyttelse.

Plastemballager

På affaldsstationerne indsamles både blød- og hårdplast. På sorteringsstationerne

adskilldes disse fraktioner og plasten genanvendes. Biologisk nedbrydelig plast kan

ikke genanvedes og skal istedet ende i det usorterede affald som går til forbrænding

med energiudnyttelse. I Sverige kan nedbrydelig plast ikke gå til den organiske

fraktion i dagrenovationen da den hovedsagligt sendes til bioforgasning, som ikke kan

håndtere disse plasttyper (16).

Danmark

Husholdningernes affald er sammensat af affaldstyperne dagrenovation, storskrald og

haveaffald, som igen kan opdeles i enkelte fraktioner, så som f.eks. papir og pap,

flasker og glas og madspild/andet organisk affald. Af husholdningsaffaldet i Danmark

i 2006 endte 10 % til deponi eller andet, 61 % til forbrænding, 1 % blev frasorteret

som organiskaffald (haveaffald ikke omfattet) og ca. 29 % gik til anden materiale

genanvendelse. Af den samlede mængde affald til forbrænding blev 84 % forbrændt

på kraftvarme-anlæg og 16 % på anlæg, der kun producerer varme (14).

Det betyder f.eks., at den angivne mængde af papir og pap ikke udgør hele potentialet

i husholdningsaffaldet, men alene den mængde, der er udsorteret til genanvendelse.

Resten af papiret indgår i fraktionen ”diverse brændbart”. Kildesorteret organisk

dagrenovation komposteres eller bioforgasses (10).

I Danmark findes både høj- og lavteknologiske anlæg til kompostering af kildesorteret

organisk dagrenovation. På anlæggene behandles ofte også andet organisk materiale.

De lavteknologiske anlæg anvender hovedsagelig mile- og madraskompostering (bl.a.

anlæg i Høng, Skælskør og Kerteminde), mens de højteknologiske anlæg anvender

tromlekompostering eller kammer/containerkompostering (bl.a. anlæg i Vejle og

Frederikssund). Da det organiske affald overvejende opsamles i plastposer i køkkenet,

sker der en frasortering af plasten på anlæggene. Dette sker ved en forsortering inden

komposteringen, ved den efterfølgende sigtning eller ved en anvendelse af begge

processer.

Endvidere bioforgasses organisk dagrenovation på biogasfællesanlæg i bl.a. Grindsted

og Århus. I Grindsted modtages affaldet i papirposer, mens der på de øvrige anlæg

sker en frasortering af plast. Biogasfællesanlæg anvender normalt en blanding af ca.

80% gylle og 20% organisk affald. Organisk affald kan ud over kildesorteret organisk

dagrenovation være organisk industriaffald. Organisk dagrenovation udgør ca. 40 %

af den samlede mængde dagrenovation. I 1999 skønnes mængden af organisk dag-

renovation der gik til kompostering og bioforgasning til at være ca. 5 % (15).




Nordisk oversigt af affaldsfraktioner

Tabel b 3. Nordisk oversigt over fordelingen af husholdningsaffald for forskellige behandlingstyper. Kilder: Tal fra DK ”Affalds Statistik 2006, tabel 5.1 (10). Tal fra NO fra Statistik Centralbyrå (7), Tal

fra SE ” www.avfall sverige.se” (16) tal fr FI fra Statistikcentralen i Finland, internet (9).

Affaldshåndtering Norge Sverige Finland Danmark

Deponering og andet 17% 4% 50% 10%

Forbrænding med energigenvindning 31% 47% 18% 61%

Bioforgasning el kompostering af organisk affald fra dagrenovation

8% 10% 10% 1%

Anden materialegenanvendelse incl. haveaffald 44% 39% 32% 29%

Ud fra ovenstående data for affaldsstrømmene i Norden ses det er der i Danmark er

størst sandsynlighed for at det organiske affald sendes til forbrænding med energi-

genindvinding. I Norge og Sverige genanvendes en større del af det organiske affald

og for Finland er tallet skjult i den samlede materialegenanvendelse.

Referencer

Ref 1: ”Bionedbrydelige plastposer til indsamling af den organsike del af dagrenova-

tionen til biogasanlæg” Arbejdsrapport Mst nr. 14, 2002.

Ref 2: Presentation-_-Stakeholder-Workshop_Mrs.Michels_Frauenhufer [1] 2009

Biogas plant

Ref. 3. “Biobased Packaging materials for the food industry”, KVL 2000

Ref. 4: “Miljøvurdering af alternative bortskaffelsesveje for bionedbrydelig

emballage” Miljøprojekt 680, 2002.

Ref 5: DS/EN 13432 + AC:2006: ” Emballage - Krav til emballage, som kan genan-

vendes ved kompostering og bionedbrydning - Prøvningsmetoder og evaluerings-

kriterier for endelig godkendelse af emballage”


http://74.125.77.132/search?q=cache:Ai7XyU95KYQJ:www.packaging-

gateway.com/features/feature736/+bioplast+seedling&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk

Ref. 7: Statistisk Sentralbyrå, tilgængelig den 26/1 2010 på


Ref. 8: Tilgængelig den 27/1 2010 på http://ing.dk/artikel/99557-bioplast-skal-

genbruges-ikke-formuldes

Ref. 9: Statistikcentralen i Finland, internet:


Ref. 10 : Affaldsstatistik 2006, Miljøstyrelsen 2008.

Ref. 11: ”Ny tillid til bioforgasning” februar 2010 Artikel i Nyhedsbladet Dansk

Energi

Ref. 12: . Telefonsamtale med Tjalfe Poulsen 4/3 2010. Tjalfe Poulsen lektor fra

Ålborg Universitet, der arbejder med affaldshåndtering og udnyttelse af energi og

næringsstoffer fra organisk affald.

Ref. 13: Christensen, T. H. ”Affaldsteknologi” 1998

Ref.14: Energistyrelsen DK:

http://www.ens.dk/documents/faktaark/affald%20150709.pdf

Ref. 15:

http://www.affaldsinfo.dk/affaldsh%C3%A5ndtering/affaldsbehandling/deponering

Ref 16. www.avfall sverige.se

http://www.avfall/




http://ing.dk/artikel/99557-bioplast-skal-genbruges-ikke-formuldes

http://ing.dk/artikel/99557-bioplast-skal-genbruges-ikke-formuldes


http://www.ens.dk/documents/faktaark/affald%20150709.pdf

http://www.avfall/




Bilage 3 LCA Screening af 2 forskellige salatbakker – en af PLA og en af PET

Der er udført en LCA screening ved hjælp af dataprogrammet Gabi med Ecoinvent

data for 2 typer af salatbakker, se tabel b 4. Den ene af PET og den anden af PLA.

Den funktionelle enhed er her defineret som 1000 stk. 500 ml salatbakker som er

beregnet til kolde fødevarer, f.eks. take-away salat. Formålet med screeningen er at se

hvilken betydning valg af materiale til en engangsartikel (her en salatbakke) har for

produktets miljøbelastning i form af energiforbrug. Samtidig undersøges også affalds-

vejen betydning for PLA produktet. Da det ud fra undersøgelser, ser ud til at det kun

er PLA, der er nedbrydelig i biogasanlæg, er de mest sandsynlig affaldsveje for hele

produktgruppen ”Engangsartikler i kontakt med fødevare”, forbrænding med energi-

udnyttelse og kompostering. Den mest sandsynlige affaldsvej i Norden for en en-

gangsartikel af fossil plast er forbrænding, ca. 15-20 % af plastaffaldet i Norden

recirkuleres og deponi vil også kunne forekomme i nogle del af Norden. Det tages der

højde for i forbindelse med vurdering af screeningsresultatet.

Tabel b 4 viser resultatet fra LCA screeningen angivet i energiforbrug (MJ) for 1000

salatbakker

Produkt og affaldssenarie

Energiforbrug i MJ for fasen

Cradle to Consumer

Forbrug eller god-skrivning af energi i MJ fra fasen

End of life

Energiforbrug i MJ for fasen

Cradle to grave

USA PLA til forbrænding 1630 -300 1330

EU PLA til forbrænding 1510 -300 1210

USA PLA til kompostering 1630 20 1650

EU PLA til kompostering 1510 20 1530

PET til forbrænding 2110 -380 1720

PET med 20% recirkulering og 80% forbrænding

2110 -100 recirkulering *

- 310 forbrænding

1700

PET med deponi 2110 0 2110

PET 20% recirkulering og 80% deponi

2110 -100* 2010

PS til forbrænding 1650 -510 1140

PS til deponi 1650 0 1650

* Værdien er beregnet ud fra at man sparer ca. 70 % af produktionsenergien ved recirkulering.

Da der pt. ikke produceres PLA i Europa er der taget udgangspunkt i PLA fra Nature-

Works som produceres i USA. Til produktionen af PLA granulat er der derfor anvendt

data for el i USA. Netop nu bygges et produktionsanlæg for PLA i Tyskland. Så i

fremtiden vil den energi, der er medtaget i beregningen til skibstransport og den ekstra

energi, der er medtaget pga. der er anvendt el fra USA ikke være relevat. I USA er

primæer energien højere pr el input (gennemsnits el fra USA kræver 4,01 MJ primær

energi pr. MJ el input), end i Europa (europæisk gennemsnits el kræver 2,87 MJ

primær energi pr MJ el input).

I LCA screeningen er der for PLA salatbakken lavet et scenarie for produktion i både

USA hvor produktionen findes pt. men samtidig også for Europa, da der forventes en




produktion i Tyskland (1). I den videre sammenligning anvendes PLA USA som

worst case.

Der hvor PLA bakken ikke vil gå til forbrænding, men i stedet til kompostering vil

man kunne antage at salatbakker af fossil plast heller ikke går det forbrænding. Det vil

derfor være rimeligt at antage at en vis andel deponeres. Derved for affaldsscenarier,

hvor forbrænding ikke er en mulighed sammenlignes PLA kompostering med PET og

PS deponi eller recirkulering. For affaldsscenarier hvor forbrænding er mulig sam-

menlignes PLA forbrænding med PET og PS forbrænding eller recirkulering. I

Danmark kan det antages at ca. 80 % af den producerede varme fra forbrændingen

udnyttes til fjernvarme. Dette er antaget i screeningen, men det er nok højt sat for

resten af Norden, så den reele procent vil formentlig være lavere.

Det fremgår af LCA Screeningen for en salatbakke af enten PLA, PS eller PET, at den

største miljøbelastning er i produktionsfasen af en salatbakke. Her er energiforbruget

for PLA ca. 20 % lavere end for PET (tabel b 4). For PLA og PS ses der her ingen

større forskel i fasen ”Cradle to Consumer”. Ser man på hele livsforløbet for salat-

bakken, hvor der ikke findes forbrænding som affaldsvej vil PLA bakken kræve ca.

20 % mindre energi, hvis den komposteres i forhold til PET der går til deponi, men vil

ikke adskille sig fra PS, der deponeres. Hvis salatbakken af PET derimod recirkuleres

afhænger den sparede energi af hvor meget rengøring recirkuleringen kræver. Her er

antaget at man kan spare 70 % af produktionsenergien, men undersøgelser viser at det

er meget mindre hvis produktet krævet meget rengøring (2). I Norden recirkuleres 15-

20 % af alt plast (3).

Da produktgruppen også omfatter engangsartikler af papir og pap kunne det også

være interessant at medtage disse i LCA screeningen. I Forstudiet for ”Engangs-

artikler i kontakt med fødevarer” er der samlet data for de forskellige materiales GWP

(Global warming potential) udtrykt i kg CO2 ækv/kg produkt. Her ses det at hvis man

kigger på scenariet ”Cradle to gate” at papir har en GWP på 1,2 PLA på 3,08 til 3,95

på PET på 4,67 og PS på 5,08 (4). Derudover kommer andre typer af bioplast som

ikke er undersøgt her.

LCA screeningen viser at affaldsvejen også betyder en del når det drejer sig om for-

brænding eller anden affaldshåndtering. Det som ikke ses ud fra screeningen er

ophobningen af affald, som opstår ved deponi. Dette miljøaspekt er også vigtigt og

skal medtages i sammenligningen af de forskellige plasttyper.

Referencer

Ref 1: netartikel ” Swiss-German partnership to start PLA production in Germany”

tilgængelig den 5/5 2010 på

http://www.plastemart.com/plasticnews_desc.asp?news_id=13026.

Ref. 2: www.plast.dk

Ref. 3: Internationalt Affaldsnyt, nr 4 oktober 2008, Videncenter for Affald

Ref. 4: ”Miljømæssige fordele og ulemper ved genvinding af plast”, Miljøprojekt nr.

657, 2002 Miljøstyrelsen

http://www.plast.dk/

Documents

Om Svanemærkede Engangsartikler til fødevarer Baggrund for ... · og har en kort levetid. Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - ... fossil plast som