1

ØSTSJÆLLANDS MOTIONS CYKELKLUB

Medlem af DCU

2011

Korsika 2011

Særnummer

2

3

Særnummer om Korsika. Vi fandt ud af, ved årsskiftet, at der var nogle af os, der ville på cykelferie sammen, så Aase og Helle gik så i gang med det sam-me. Det skulle være Korsika, for det kunne ikke blive hårdt nok, så vi mænd måtte jo bare betale, og følge med. Efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om, at vi ville spørge de andre rød-der i klubben, om de ville med. Det endte så på 8 stk. fra ØMC. Det har været hårdt at træne op til, man skal ikke komme lige fra sofaen, og sætte sig op på cykelen i Korsika. Der blev set på gea-ringer, kørt nogle lange ture om søndagen, alle var meget spænd-te. En ting havde vi alle tilfælles, nemlig vores gode humør, og alle var parate , til at angribe bjergene, på Korsika. De kunne da ikke være så store, det var jo også ferie, så hvor hård kunne sådan en tur så være? Dagen, hvor vi skulle mødes med de andre 30, der skulle lide lige så meget som os, var over os, og ja så kom Aase med de kladde hæfter, hvor vi hver fik en dag at skrive om turen på Korsika. Det var den ferie, de eneste der var nervøse, var tur guiderne, med god grund, Mere om alt dette i dette særnummer om turen til Korsika.

God, men hård ferie.

Formanden. ØMC

4

Lørdag den 1. oktober 2011 Fra jobbet er taget en uge fri, så Korsica, nu kommer vi. Vi har glædet os siden februar,

Jeg ikke så meget rejse-erfaring har,

Ville vi mon mad i flyveren få, eller kunne vi det overhovedet nå? Min frygt blev gjort til skamme, jeg behøvede slet ikke være bange. Stewardesserne serverede som i gamle dage, og jeg kunne for mig af retterne tage. I lufthavnen skulle vi hurtigt skifte tøj, men med få wc-er er det noget møg. På P-pladsen mange stod med numsen bar, fordi de skulle gøre sig cykel-klar.

5

Jans slange eksploderede, inden hjulet kom på, hvordan ville resten af turen mon gå? Til skift af slange Jan er ekspert, og det er på den hårde måde lært. I tre hold vi derefter blev delt op, og så var det med at følge trop. Jeg meldte mig til bagerst i rækken at ligge, og jeg skulle så hånden op stikke. Når Finn så sig ekstra meget tilbage, skulle jeg vinkende hånden op tage.

og over stok og sten det gik.

6

Ved aftensmaden blev snakket om mangt og meget, og mange ting er blevet vendt og drejet. Buksefedt, vaseline eller ej, mon det er noget for de andre ØMC-er og mig? Mærkelige blikke alle ØMC-er fik, da det op for alle de andre gik, at vi intet i bukserne ville bruge, men så måtte vi ikke pive om en uge. En uges cykling foran os nu lå, ville vi mon siddesår få? Hvor hård en tur mon ventede os? Med glæde vi fremad så, strabadserne til trods. Helle.

7

Så var dagen kommet hvor spændingen skulle forløses. Målet med sommerens træning, eller mangel på samme, skulle nu måles og vejes på de små snoede bjergveje på Korsika. Der var en vis spænding og luren hinanden af omkring hvor man ville komme til at ligge i "feltet". Jeg (Henrik) havde en klar fornemmelse af min placering som ankermand, og den holdt også stik, men jeg kunne godt tænke mig en "makker" at følges med, så jeg gik også lidt og

lurede på hvem det mon kunne blive. Under morgenbordet kom der så en briefing fra en af guiderne om, hvordan tingene skulle fore-gå. Bilen, som havde fragtet cyklerne derned, skulle nu fragte bagage fra hotel til hotel. Samti-

dig skulle de to chauffører handle ind til frokost hver dag, så vi lag-de alle 15 euro ind i madpuljen. Bilen kørte så ud på ruten, og vi fik frokost, efterhånden som vi nåede frem. Vi skulle så deles op i tre hold efter formåen. Hvert hold ville få sin guide. De hurtigste kørte med Finn, de næsthur-tigste med Bo, og os andre med Sten. 2 km. efter hotellet var der en opkørsel på 6 km, og her skulle der foretages et udskilningsløb, hvor man så kunne vise sin formåen og selv vurdere hvilket hold man tilhørte. Havde man skudt forkert, var der selvfølgelig mulig-hed for at skifte hold.

8

Startskuddet lød, og vi for af sted det bedste vi havde lært. Jeg kom ud ca. midt i feltet, men blev lynhurtigt overhalet. Der gik heller ikke lang tid, før jeg havde fundet min plads, og som forud-set bagerst. Foran lå en kvinde med en Årsleff cykeltrøje, og det viste sig på dag 3, at hun blev min ledsager bagerst på resten af turen. Det makkerskab havde vi begge meget glæde af. Jeg kom sidst til toppen af stigningen, og der stod de 30 andre og skuede hinanden på hårene, og diskuterede frem og tilbage hvilket hold de skulle tilhøre. Det dårligste ville de ikke med på, og det bedste

var måske for stor en mundfuld, så det midterste endte med at blive det største. Vi endte med en 4-somme, men der kom flere til som dagene satte deres spor i benene.

Så var den første stigning overstået, og der var sat nogle hold. Foran os lå så først

en lækker nedkørsel til en by hvor der var en kilde, hvor man kunne tanke vand. Man kan jo ikke drikke vandet fra hanen, så man skal enten købe, eller fylde dunkene ved en af de mange kilder, der findes rundt omkring på øen. Dagen skred for mit vedkommende stille og roligt frem som sidstemand, men de andre ventede på mig på toppen af stigningerne. Skønt at cykle gennem landskabet med småbyer med palmer og kaktus i alle afskygninger. Der var også en lækker parfumeret duft af jeg ved ikke hvad. Vi kørte oppe på klipperne langs Middelha-vet og bare nød synet over havet og af byerne, som lå nede ved vandet. Efterhånden begyndte sulten at melde sig, og vi snakkede om hvor langt der var til følgebilen. Den kom efter 71 km af de ialt 113, vi skulle køre denne dag. Noget for sent efter manges mening. Det var med glæde og lidt træthed, da den dukkede op rundt om hjørnet.

9

De havde købt flutes, som man flækkede og fyldte med div. på-læg, og skyllede det ned med en dejlig cola. Efter en halv time ved depotvognen drog vi videre. Det værste for denne dag var overstået. På de sidste 42 km hjem var der ikke de slemme stigninger, her kunne man bare køre og nyde vejret med sine 25 til 28 grader. Nyde naturen, udsigten osv. Så sidst på eftermiddagen nåede vi hotellet, hvor vi skulle have to

overnatninger. Fint stort hotel hvor der var gåafstand ned til Mid-delhavsstranden. Cyk-lerne blev stillet inden-dørs i et stort rum, væ-relserne blev fundet, og jeg fik et velfortjent bad. Man spiser jo sent sydpå, så vi kunne først få aftensmad lidt over

kl. 20, så vi fik tid til at besøge stranden, og nogle var i vandet, mens andre havde socialt samvær over et glas velfortjent øl. Endelig lidt over 20 kunne vi komme til bords og nyde en dejlig buffet, og hovedretten som jeg ikke kan huske, hvad var, efter-

fulgt af noget isdessert. Da alt dette var overstået, kunne man så gå til køjs og få sig en velfortjent nattesøvn.

Henrik.

10

Etape 3 fra Alga-jola - Col de Bat-taglia Algajola. Det er pragtfuldt at vågne op til endnu en dag med solskin og en varm dag venter. Morgenma-den bliver indtaget, mens tankerne går til ruten, vi skal

cykle i dag. Etapen er på ca. 82 km. Vi skal over Col de Battaglia i ca. 1100 meters højde, og det samlede antal højdemeter for da-gen er på 1680 meter. Jeg besluttede at flytte fra gruppe 2 til grup-pe 1 i dag, da der på hold 1 var nogle, som holdt en fridag. Holdet skulle være startklar til at køre fra hotellet kl. 08:45. Vi forlod ho-

Navnet taler for sig selv, hvis man skulle have spist for meget morgenmad og møder en stigning så tidligt på dagen, kan man godt risikere, at det begynder at rumle en del i maven, nok om det. Jeg tog den første stigning. Det var hårdt, indtil Michael gjorde mig opmærksom på, at jeg

skulle holde til at cykle hele dagen. Der blev holdt en pause i en af de små bjergbyer, så vi kunne samle tropperne, inden vi skulle videre til den næste opstigning med stignings % mellem 3 og 11 %, inden det fladede lidt ud efter 4 km. . De næste 10 km var flad-teset med korsikanske øjne lidt op og ned inden den store opstig-ning på 10km, hvor procenterne blev større, jo højere vi kom op, de sidste 6 km var stigningen over 10 %

11

Den største var 14 km.inden toppen af Col de Battaglia i godt 1100 meters højde. Så havde vi også været igen-nem et utroligt landskab med små middelalderagtige bjergbyer hvor for-andringerne sker langsomt. Det, der

kan forbavse en, er de utrolige mange kilder, der findes på Korsika med noget utroligt godt drikkevand. De godt 30 km nedstigning var en svir. Man skulle lige sikre sig med en vest eller regntrøje for ikke at blive afkølet for meget på nedkørslen. Der blev holdt ind på en strandrestauration, hvor der blev bestilt noget frokost. Herefter kørte vi de sidste 10 km hjem til hotellet. Jeg har bevidst gået uden om vores guide Steen, der kommer fra Jylland. Han har bevist, at han kan finde rundt, for vi kom både ud og hjem uden at køre forkert i dag. Dog har jeg på fornemmelsen, at der vil komme nogle kommentarer til vores ven. Alt i alt har det været en god dag. Henning.

12

Mandag den 3. oktober 2011 Hviledag for Helle Mandag morgen et strengt blik fra Steen jeg fik, fordi jeg rundt i civilt tøj gik,

Aase og jeg var helt kry, for nu ville vi finde en by, men vi fandt ikke en eneste butik, så Dankortet blev slet ikke slidt. Aase sin højdeskræk overvundet fik, så over klipper og krat det gik.

og mange sanseindtryk vi har fået. Om eftermiddagen vi fandt hver en liggestol, og så lå vi i vandkanten og tog sol. Sådan en dag var lige sagen for mig, hold 3 i morgen så kommer jeg.

Helle

13

4. etape tirsdag fra Algajola til Porto 106 km. og

Morgenmad bliver et meget vigtigt punkt, når man cykler så me-get! Så vi startede tirsdagen med, at gå til makronerne mht. indtag af letomsættelige kulhydrater, vi kastede os alle hærgende over pandekager, nutella, syltetøj og kaskader af hvidt brød.

Vi startede dagen med en stigning på små 18 km. mod Col de Sal-vi som var på 509 hm, der blev hilst på morgenmaden adskillige gange undervejs op ad bjerget. Men da de fleste af drengene og Annette fra mit hold (hold2) lå bag mig, så kunne jeg koncentrere mig om bekymret at fornemme, hvordan kroppen havde det i dag. Jeg kom fint op ad den lille stigning, og overlevede også nedkørs-len. For før Anette lærte mig senere på ugen at køre ned, var ned-

kørslerne et sandt mareridt, Dumbo på glatis!! Så da det igen gik opad mod Col de Marsolinu, var jeg igen på hjemmebane. Jeg bemærke-de, at Michael W var godt kørende, og det var dejligt at have en makker med, som ved noget om at køre på cy-

kel, han for heller ikke i et hæsblæsende tempo de første 2 km op ad en stigning, for at brænde sammen på midten af bjerget, men lagde ud med et solidt stabilt tempo, som så til gengæld kunne holde hele vejen! Det var blevet rigtigt varmt nu, men Michael, jeg og en knight der hed Jens rundede toppen i fin stil. På vej ned-ad stødte vi på en af Korsikas største udfordringer, deres meget varierede dyreliv af kvæg, geder, svin og får. De går langs vejkan-ten og leder efter spisekastanjer.

14

Denne gang havde en kæmpe tyr taget opstilling midt på vejen, vi havde fået aftvide, at det var smartest at køre bag dem, da tyrer ikke er berømte for deres evne til at gå baglæns, men i dette tilfæl-de, måtte jeg passere den forfra med horn og det hele. Gudskelov er det en myte, at tyrer reagerer på farven rød, de er farveblinde,

-

de andre på en dag. For her stod Aase og co. og kræsede om os med flute, pålæg og cola! Det var rart at have en fra ØMC med følgebilen, da der altid lige var mulighed for at få ekstra vand og en opmuntrende bemærkning, ren forkælelse! Der var vanen tro et par af drengene fra hold 2, der lige skulle hen og løfte på min cy-kel. Den fik i det hele taget meget opmærksomhed hele ugen, jeg blev drillet med min lås, min ringeklokke og mit katteøje. Der var mange der havde en mening om, hvorfor jeg var hurtigere på stig-

stet en brøkdel af deres. Men efter nærmere analyse kom de og

form og gearing. Men det er hårdt at køre i bjerge og kører man i et meget lavt gear, skal man kunne træde i en høj kadance og leve

med at være i konstant iltun-derskud. Til gengæld er det sjovt, det at

ved, når det gør ondt!

15

Dagens sidste stigning var Col de Palmarella 408 hm, et dejligt venligt bjerg, som kunne køres med 16-18 km/t. Michael og jeg nåede toppen sammen, vi kunne derefter se resten af hold 2 kom-me pustende. Efter en lille pause kom vi ind i et landskab, der var utroligt smukt og råt. Bjergene havde skiftet karakter, var blevet maleriske røde. Ned af mod Porto kom det azurblå Middelhav til syne. Da vi ankom til Porto kørte vi ned til den smukke havn og fik øl og Cola. Porto skulle vise sig at være den smukkest belig-gende by på Korsika, presset ned mellem store røde barske bjerge

byen igen, var over bjergene eller via havet.Hele ØMC mødtes på hotellet, og vi konstaterede, at vi alle havde overlevet endnu en

dag uden buksefedt. Der havde ellers været ved at udbryde panik på holdet, da vi tidligere

over vores manglende erfaring på dette område. Personligt blev jeg så nervøs over at høre alle skrækhistorierne, at jeg resten af turen kørte på læbe-pomaden, en helt ny erfaring!

Jan foreslog en blanding af smør og nutella, han mente, at det praktiske var, at man kunne æde resterne, hvis man var i fare for at gå sukkerkold.

hele turen, med en pool, der havde den smukkeste udsigt til de bjerge, vi skulle over den følgende dag.

Lue.

16

Dag 5. Porto til Corte.

Igen i dag 500 meter ned af vejen og til venstre, herefter var der lige 34.5 km opadcykler lige 34.5 km opad. Mellem 6-8% som er ok, men længden FUCK. Pulsen ligger på 150 slag i minuttet. JA, hvis man regner på det, er der ca. 3 timer, til man når toppen. Hvad er det dog, jeg har meldt mig til? På vej op, er der dog nogle nordmænd der råber heja Danmark, og det hjælper, virkelig på de ømme muskler, de er selv i en 4 hjulstrækker. Vi kommer højere og højere op. Det bli-

Efter 2½ time er toppen nået, smuk udsigt, og et rabalder. Det er Henning, der har lagt sig ned, det der med at klikke ud af den ene pedal og læne cyklen til den anden side, er ikke helt heldigt. Det resulterede selvfølgelig i, at gearskiftet ikke virker på de inderste klinger, hvor cyklen er lettest at træde, men hvad gør det lige nu,

nogle taler om morgenrejsning på 34.5 km hvor Dagmar derefter i klart sprog siger, at så venter hun da lige på Torben (hendes

mand), for det vil hun da gerne se. Bemærk-ningen kom sådan lidt uventet, men grine kun-ne vi, lige så tårerne trillede. Super, nu ven-ter der så 20 km ned-kørsel, fedt :-). I bun-den var det så blevet tid til frokost med SUPER flutes til frokost. Det syntes grisene også, så

de måtte af og til jages væk, men måske skulle vi hellere have grillet dem til aften. Det var igen nogle utrolige landskaber. Meget barske bjerge, hvor vi cyklede på en smal bjerghylde ca. 12km.

17

Smukt og vi måtte selvfølgelig af flere gange for at tage billeder. Både hold1 og 2 kørte her som fanger på flugt, og sådan nogle når selvfølgelig ikke at tage billeder, synd for dem. Vi var åbenbart så FOR lang tid om disse billeder, da vi pludselig så vores vejviser (Steen) på vej op mod os. Han troede, at vi havde en defekt. Derfor skulle vi åbenbart på en

km med 2 bjergtoppe mere. Hvis jeg havde haft kræfterne, havde jeg kvalt ham (Steen). Først op, og så ned af gik det, når bremserne slap kørte man 60 km, men der var hårnåle-sving, så der måtte bremses kraftigt op. Trætheden havde meldt sig, så det var hårdt. Men de 105 blev kørt, og vi var de sidste der kom hjem, da resten havde valgt den korte vej, uden sløjfe. SUK. Efter badet var det nødvendigt med en ½ time på langs for lige at få lidt energi tilbage. Derefter var det på Cafe og få en øl, hvorefter der var rundvisning i den

gamle bydel for at se på vasketøj. Jeg så godt nok ikke noget, men det må være trætheden, for man skulle have kigget op. Nå, men hyggeligt var det. Ved aftensmaden var der så den be-rømte måge, som skulle deles ud, og i dag fik Henning den så i samråd med gruppen, da han havde glemt at klikke ud af pedalen. Nu skulle der så soves, en smule, indtil næste dags etape. Uret var sat til kl.06:30. Dejligt at vide, at i morgen var der så KUN 120

km på dagens etape.

Michael L.

18

6. etape fra Corte til Tarco

kært hold mange navne, startede med at vores guide Steen var punkteret, vel og mærke inden vi startede. Han havde straks vores kære formand for ØMC under mistanke for sabotage, hvorfor mon? Nævnte formand valgte at benytte

Nå, vi kom med lettere forsinkelse ende-lig af sted på endnu en dejlig varm og solrig dag. Et stort bjerg og 3 mindre ventede. På papiret 119,2 km og 1.700 højdemeter. Formanden for ØMC skri-ver 121 km og 1590 højdemeter på Face book, hvilket han sikkert har fra sin Gar-min. Kan ikke huske hvad min simple cykelcomputer registrerede af kilometer, men min gamle trætte krop registrerede, at det var en lang hård, men som de øv-rige dage, dejlig tur :ofleste af turene de mest fantastiske udsigter fra bjergene, hvilket også var tilfældet på denne 6. etape. No-gen prøvede, at fotografere nævnte udsigter med mere eller mindre held. Ja, det lykkedes mig op til flere gange, når jeg prøvede at zoo-me på kameraet i min smartphone, at ramme en funktion på skærmen, .der vender kameraet om med det re-sultat, at jeg fik taget et pænt antal billeder af, ja gæt selv? ?

19

Har lagt et af dem på Facebook, hvor en tidligere arbejdskollega

man så må sige og hvordan det egentlig skulle have set ud, hvilket jeg jo i øvrigt heller ikke selv ved. Lige så hårdt som det var at køre op, lige så hårdt var det at køre ned igen. Ikke fy-sisk, men måske mere psykisk pga. koncentrationen, som var påkrævet for at holde sig på vejen, være opmærksom på trafikken, skarpe sving, tyre, køer og svin, nogle faktisk vilde. :o)Men en som sædvanlig

godt guidet tur af vores

-

sluttede med en 200 m lang op-kørsel med 50 højdemeter op til hotellet, som lå placeret i terras-ser. Vi skulle selvfølgelig helt op til den øverste terrasse, med det ene formål, at få at vide hvor vi skulle bo. Nøglen sad nemlig i døren til lejligheden, som i mit tilfælde selvfølgelig lå længere nede, så hvorfor skulle jeg pine mig selv helt op til toppen? Men som rytter på stjerneholdet

ekstra fedt. Hvorfor nu det? Jo, for de andre ryttere fra de øvrige to hold stod og klappede og heppede på os, mens vi kæmpede os op til toppen. Det må være sådan de professionelle i Tour de France må have det. Det giver altså lige nogle ekstra kræfter og tanken om, at stå af og trække, er slet ikke en mulighed. Det var så fedt.

20

for øre, hvilket resulterede i, at jeg efter middagen om aftenen fik

dagen efter. Dette dyr blev hver dag tildelt en rytter, som havde

dag. Her var grunden, at hun snakkede sig hele vejen op af et bjerg. :o)

det en rigtig god etape og endnu en god dag i fantastisk selskab på

4- . Jan

21

Fredag den 7. oktober 2011,7. etape Rundt om Col de Bavella (109 km 1908 højdemeter). Allerede torsdag aften havde vi hørt en masse skrækindjagende historier om fredagens etape. Det ville blive den dag, hvor drengene blev skilt fra mændene, og den dag hvor benene ville skrige af smerte, mens man var tvunget til at køre op, op op, op, op. Der blev også fortalt om gourmet-mad oppe ved en restaurant på toppen og en fantastisk udsigt over hele øen. Der var flere inklusiv undertegnede, som på forhånd takkede nej til dette enestående til-bud. Henrik planlagde en hviledag, og det viste sig, at det var han rigtig god til at gennemføre Michael og Aase ville på tur til to byer, de var blevet anbefalet. De ville tage en taxa sammen med Dagmar, men ak ja. Taxa-chaufføren var ikke til at lokke ud til vores hotel. Han forlangte ågerpris for kørslen, så det blev ikke til noget. Michael, Aase og Dagmar gik en tur i området i stedet for. Undertegnede kørte min egen tur på ca. 50 km. Det var meningen, at jeg ville cykle til Porto-Vecchio, men jeg fandt aldrig byen. Først havnede jeg på en losseplads

da noget med cykling?????: Endelig fandt jeg den rigtige vej, men så stod der

arbejde og omkørsel, ak ja)Jeg endte med at spise frokost ved Cala Rossa og så køre hjem igen langs med kysten. Det var en flot tur med småstignin-ger, men lige tilpas for mine trætte ben.

22

Fire modige men trætte ØMC-er (Michael, Lue, Jan og Henning) valgte at udfordre sig selv og cykle af sted med guiderne fredag morgen. Det var et forrygende blæsevejr, og sorte skyer hang tru-ende på himlen. Af sted det gik på denne sidste dag, hvor de kunne afprøve sig selv i bjergene på denne forrygende Korsika tur. Vores bjerg-dronning Lue og Michael glædede sig til de stejle stigninger over lange stræk. Jo stejlere, jo bedre for de to bjerg-geder Jan og Henning kørte også af sted ved godt mod. Første kørte de

gik. Først 12 km med moderat stigning. Allere-de ved disse stigninger kom der stærke vindstød, som var ved at kaste de modige og tapre cykel-ryttere af deres cykler. De fortsatte ihærdigt vi-dere, for det gjorde guiderne jo, så det måtte jo være sikkert nok? Efter den 1. stigning og en kort nedkørsel kom yderligere 9 km med 10-11% stigninger. Det skulle vise sig, at det ikke var spor sikkert at køre denne tur. Lue blev blæst af cyklen og væltede foran en motorcykel. Heldig-vis nåede motorcyklen at dreje udenom hvorefter han stoppede og

det var noget af et chok for alle.

strakt arm, og den svævede i luften. Det fortæller noget om natu-rens enorme kræfter. Jeg tror nok, at guiderne også fik det at vide med store ord fra Lue, men jeg forstår hende godt.

23

En af de andre ryttere blev blæst af sin cykel på vej opad. Cyklen trillede ned af vejen, og rytteren efter. Michael kunne kun køre 5 km/time nedad en stigning på 10%. Desuden var han ved at lette på forhjulet på vej opad. Ja, det var ikke en tur for folk med sarte nerver. Den oprindelige rute blev aldrig gennemført, da guiderne endelig indså, at det vist var for uforsvarligt at fuldføre turen. Man kørte derfor den samme tur ned igen, og gourmet-restauranten blev al-drig fundet. Den oprindelig tur var 109 km og 1.908 HM. Turen blev 89 km. Jeg var lykkelig for at se dem alle sammen vende tilbage i hel tilstand. Før aftensmaden mødtes vi alle sammen til en uformel afslutning nede på stran-den. Vi fik et glas champagne, og der blev sagt bevingede ord fra guiderne. De roste os , og vi roste dem, og så stod vi der og var glade allesammen, mens vi sugede den sydlandske stemning i os. Da guiderne nævnte noget om vores

klub ØMC, var det stikordet for Aase og undertegnede. Aase holdt en fantastisk god tale, hvor hun fortalte om sine oplevelser fra følge-bilen. Hun fortalte os om alle de ting, som foregik bag kulisserne, for at vi an-dre kunne koncentrere os om at cykle: indkøb af frokost, servering af samme, transport og af- og pålæsning af al vores bagage. Stor ros til Aase og vores to søde chauffører. Efter Aases tale læste jeg et digt op, som omhandlede hele vores tur.

24

Ved aftensmaden var det formandens tur til at underholde. Han holdte med stor succes en sjov tale om bl.a. vores tøjmåge. Denne havnede hos vores kære guide Steen, som sent vil glemme især hold 3, som han var guide for. Jeg tror nok, at ØMC-erne har gjort indtryk på de andre deltagere og vores guider Helle

25

Hjemrejsen. Ja så oprendte dagen, hvor vi skulle hjem.,Op kl. 8 og så var det den sædvanlige dødsyge morgenmad, men det hjalp lidt på det, at der var Gammel Dansk. Vi var 2, der havde fødselsdag. Annette ville give en lille en, da hun blev et år ældre. Vi var hurtigt nogle stykker der fandt ud af at vi skulle ned til vandet og i de store bøl-ger og ellers have den sidste varme. Sikke nogle store bølger, det var sjovt. Vi skulle op og have ommelet til middag og den var god , det viste sig at være en god beslutning at vores kære over guide Bo havde taget. Det er også første gang, jeg har følt mig som en bananasplit, den seng var ligesom i gamle dage, der var lagt en halmmadras og så ellers et lagen på. Efter frokost kom en bus, og kørte os af sted. På turen fik vi set, hvordan man slukker en skovbrand, med fly, sjovt at se. Da vi nåede frem til luft havnen, med solen i ryggen så mente vi, at vi kun skulle komme til at sidde ca. 2 timer. Men det lille fly, der skulle fragte os hjem, havde lige pludselig en dårlig dag. Da vi havde siddet der et stykke tid, fik vi madkuponer. Vi kom først der-fra kl. 21, men vi sad ca. 6 timer mere end planen, og der er bare intet i den luft-havn. Og ikke nok med det så skulle vi også hoppe hele vejen hjem, det vil sige, der var lidt lufthuller, sikke en afslutning, på ellers en så god ferie.

Aase.

26

27

Følgebil. Jeg kunne desværre ikke være med til at cykle, selv om det måske var mig, der var mest ivrig efter at komme til Korsika. Men Bo Lyngby og jeg blev enige om, at der var en siddeplads i bilen, den kunne jeg få. Der var 2 oppassere på denne bil, flinke gutter, i

bedste tour de Korsika stil, lø-ber de rundt, ser om cyklerne er som de skal være, pakker bilen med alt det godt sure brugte tøj, uden at blive blå i hovedet, køber mad til frokost, er der et ønske, så kan man få det. Lige så snart den sidste cykel har forladt hotellet, går jagten ind på et supermarked, og det er sjovt, at finde alle de

går jagten ind på det sted hvor det er planlagt, at frokosten skal nydes. og det er ikke altid lige nemt. Ikke nok med man skal fin-de stedet, vi skal også passe på ikke at ramme vildsvin, køer og geder, der bare går rundt på vejen. Så finder man stedet, går i gang med at forberede, den dejlige frokost i bjergene. Flutes, pålæg, tomater, pateer med mere, super lækkert. De kommer allesammen i godt humør, selv om det er nok så varmt, og der måske har været problemer med at komme op af det dumme bjerg. De cykler glad af sted igen, og vi finder hotellet. Man får set en del i bilen, og jeg var meget glad for at sidde der, Kjeld og Thomas er bare nogle gode handy mænd, Uden dem havde der ikke været sådan en god frokost, og service. (TAK)

Aase

28