R O S I N A N T E

P E T E R H Ø E G

E F F E K T E N AF

S U S A N

E F F E K T E N A F S U S A N

P E T E R H Ø E G

Effekten af Susan

R O M A N

R O S I N A N T E

Af samme forfatter

Forestilling om det tyvende århundrede, roman, 1988

Fortællinger om natten, 1990

Frøken Smillas fornemmelse for sne, roman 1992

De måske egnede, roman, 1993

Kvinden og aben, roman, 1996

Den stille pige, roman, 2006

Elefantpassernes børn, roman 2010

P E T E R H Ø E G

Effekten af Susan

R O M A N

R O S I N A N T E

F Ø R S T E d E lEffekten af Susan

© Peter Høeg og Rosinante/rosinante&co, København 2014

1. udgave, 1. oplag, 2014

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Sat med Minion hos Christensen Grafisk

og trykt hos Nørhaven, Viborg

ISBN 978-87-638-3264-9

Printed in Denmark 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

F Ø R S T E d E lEffekten af Susan

© Peter Høeg og Rosinante/rosinante&co, København 2014

1. udgave, 1. oplag, 2014

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Sat med Minion hos Christensen Grafisk

og trykt hos Nørhaven, Viborg

ISBN 978-87-638-3264-9

Printed in Denmark 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

7

1

Den der vil lægge billet ind på Carlsbergs Æresbolig i Valby, 850 kvadratmeter med fuld kælder og park, gratis og på livstid, kan med fordel begynde med at skaffe sig Nobelprisen i fysik. Det har Andrea Fink gjort i en tidlig alder, og derfor har hun kunnet overtage huset efter Niels Bohr engang i 60’erne og bo her i halv-treds år.

Nu gør hun sig klar til at forlade det. Hun er ved at dø. De fleste nærmer sig døden modstræbende, rent personligt

kommer jeg til at nærme mig den skrigende og fægtende med armene. Andrea Fink bevæger sig hen imod den som en opera-diva til en afskedskoncert.

Det bliver en velgørenhedsforestilling, hun har givet alt væk. Salen jeg træder ind i, er fuldstændig nøgen bortset fra hendes hospitalsseng. Alt hvad der er tilbage på væggene, er cremefar-vede felter hvor malerierne har hængt.

Ikke engang en stol er der blevet tilbage. Jeg går frem til sen-gen og læner mig op ad min krykke.

Hendes synsfelt er snævret ind, først da jeg er helt tæt på, ser hun mig.

– Susan, siger hun. – Hvad vil du gøre for at få dine børn til-bage?

– Alt.– Det kommer du også til.Hun åbner den gennemsigtige hånd der hviler på dynen, jeg

lægger min håndflade mod hendes. Hun har altid villet røre ved den hun taler med.

– Du er tynd.

8

Jeg kan mærke hendes medfølelse rent fysisk. Bohr sagde om hende at hun var den eneste berømthed han havde mødt, som berømmelsen ikke havde korrumperet.

– Dysenteri. Men jeg er under behandling.Noget trykkes mod mine baglår, en stol er alligevel tryllet

frem af tomheden, tryllekunstneren bevæger sig væk fra mig i en halvcirkel så han kommer i dækning bag sengen.

Han er en lille og elegant mand med en stærk tro.Det han tror på, er betydningen af at have den bedst mulige

skrædder og det stærkest mulige statsapparat. Hans navn er Thor-kild Hegn, og han har angiveligt været departementschef i Justits-ministeriet. Det er anden gang han og jeg træffer hinanden.

Første gang er to uger tidligere, i Tula-fængslet i Manipur, på grænsen ind til Burma, i det de kalder besøgsrummet, en vin-duesløs gravhvælving af beton.

Det første der slår mig da de sætter mig overfor ham, er at her har vi en mand der har sat termodynamikkens anden hovedsæt-ning ud af kraft. I en by og et rum hvor alt og alle sveder, også betonen, er han sval og veltilpas i hvid skjorte, jakke og slips.

– Jeg kommer fra den danske ambassade. Selvfølgelig kommer han ikke fra ambassaden. Hans teint er

hvid og sart, han kommer direkte fra Danmark. – Hvor er mine børn? –  Din søn er tilbageholdt i Almoeda, en lille grænseby op

mod Nepal. Sigtet for forsøg på udsmugling af antikviteter. Din datter er tilsyneladende løbet bort med en præst ved Kalitemplet i Kolkata.

Vi ser på hinanden. Tvillingerne er seksten år gamle. – Din mand ... – Ham vil jeg ikke høre om. Han lægger et eller andet på bordet mellem os. På grund af

synsforstyrrelserne kan jeg først ikke se hvad det er. Så toner Time frem.

9

Bladet har fire mennesker på forsiden. En mand sidder ved et koncertflygel op ad hvilket to børn med hver sin violin læner sig. Med hånden på mandens skulder står en kvinde hvem hensyns-løse mennesker har overtalt til at iføre sig akademisk kappe og doktorhat.

Børnene er lyslokkede og blåøjede og ser ud som om de vin-der alles hjerter og om et øjeblik vil modtage legater til ophold ved udlandets bedste konservatorier. Manden har sjælfulde og sørgmodige øjne og et lille smil der fortæller at det der tynger sjælen, i hvert fald ikke er et lavt selvværd.

Teksten under billedet er The Great Danish Family. Børnene med violinerne er mine børn. Kvinden med doktor-

hatten er mig. Manden ved klaveret er Laban Svendsen, min mand. Det er min egen familie jeg prøver at holde i fokus.

– Din mand er rejst til Goa med en maharajas datter. På sytten år. Og hele den sydindiske mafia efter sig. Hvordan er komforten på dette sted?

–  Upåklagelig. Vi er tredive kvinder på 15 kvadratmeter. Et pedallokum i hjørnet. En tønde med regnvand og en skål ris til deling om dagen. Slagsmål med barberblade hver nat. Tre uger uden at se en advokat. Den sidste uge har jeg tisset blod.

– Vi kan skaffe dig medicin. Få pigen taget i forvaring. Vi ar-bejder på at få drengen løsladt. Måske kan vi finde din mand in-den mafiaen. Vi håber på at kunne have jer alle tilbage i Danmark om en uge.

Han taler om at udføre vediske mirakler. Om at ophæve det rådende kaos i indisk retspraksis. Omgå udleveringsaftalerne, finde et menneske der er forsvundet i det indiske verdenshav. Og alligevel er det spørgsmål der falder én ind, ikke om han kan gøre det, men hvorfor han vil.

Den svindende del af den danske befolkning der endnu ikke selv har siddet inde, tror at fængsler må være stille steder, knuget af anger og selvransagelse. Denne teori er fejlagtig. Fængsler lar-mer som rovdyrbure ved fodringstid. Men i besøgsrummet er

10

væggene massive, de standser de højfrekvente svingninger. Her-inde er støjen mere en vibration end en lyd.

I denne relative stilhed skulle han have rejst sig og være gået. Det gør han ikke. Noget han ikke ved hvad er, holder ham fast.

–  Du er sigtet for drabsforsøg med de bare hænder. Mod en mand som efter politirapporten at dømme er en meter og halvfems høj og atletisk som en græsk helt. Hvordan hænger det sammen?

Hans undren er der ikke noget mærkeligt i. Jeg er selv forbav-set. Hvis det skulle lykkes mig at genvinde hvad de sidste måne-der har kostet, skal jeg stadig være taknemmelig hvis jeg når op på den gode side af 60 kilo.

Glidningen består i at han ikke kan skjule sin nysgerrighed. – Kasinoet har sagt til politiet at du prøvede at købe jetoner

ved at love dem hans organer. – Det var min spøg. – Sådan opfattede kasinoet det ikke. Heller ikke manden. I det øjeblik går det op for ham at han er ved at miste grebet.

At han er ved at give mig et glimt af sig selv. Et kort øjeblik går chokket ved hos sig selv at møde en ukendt svaghed hen over hans ansigt. Så rejser han sig.

Her i æresboligen, fjorten dage efter, er chokket ikke helt for-svundet. Og han er ikke en mand der begår den samme fejl to gange. Det er derfor han nu sørger for at have hospitalssengen mellem sig selv og mig.

I hånden holder han en mappe af karton. Og det samme num-mer af Time som han viste mig i fængslet.

Andrea Finks hovedgærde er skubbet op til en væg af glas. Uden for væggen står træer og buske hjemført fra fremmede ver-densdele i skjul under 10 centimeter beskidt tøsne og undrer sig sammen med os andre over hvad det egentlig var man skulle i Danmark på denne årstid. Et sted i parken lyder barnestemmer. Hendes ansigt lyser op. Måske er det børnebørnene, måske har hun samlet familien her tæt ved målstregen.

11

I det øjeblik mærker jeg at tvillingerne er i nærheden. Det er en irrationel sansning, ikke en respons på en fysisk

målbar stimulus. Jeg kommer op og krykker hen over gulvet til en dobbeltdør og skubber den op.

Thit og Harald, tvillingerne, er det første jeg sanser. Men det er ikke det første jeg retter blikket mod. Det første jeg ser på, er manden bag flyglet, Laban Svendsen, min mand, børnenes far.

Om hans fornavn er i tidens løb mange meninger givet til kende. Jeg kender den autoritative forklaring. Hans mor fortalte mig engang at hun havde døbt ham sådan, fordi han fra fødslen havde så kraftig en lighed med en barokengel at hendes moder-instinkt fortalte hende at det var nødvendigt at stikke ham en lille, velanbragt kæp i hjulet på så tidligt et tidspunkt som mu-ligt.

Han ligner stadig en engel. Men nu er han fyldt femogfyrre. Og han har haft den indiske mafia i hælene.

Det er med tilfredshed jeg ser at det har mærket ham. Og det er med beklagelse jeg ser at det så alligevel ikke har mærket ham dybere.

At jeg ser på ham først, skyldes en fast forankret overens-komst. Fra før vi fik tvillingerne, vidste han og jeg at vi kunne risikere at drukne i børnene. Derfor aftalte vi nogle spilleregler. Som gælder også nu hvor familien er under desintegration. Den første af disse regler er: Mødes vi, og er børnene til stede, så an-erkender vi voksne først hinandens eksistens.

I en fjern fortid var det med kys og omfavnelser. Nu er det med tankefulde blikke der lover livslangt nag og infinitte sank-tioner.

Tvillingerne står lænet op ad flyglet. Men de har ingen violi-ner. Og violinerne er ikke det eneste de har mistet siden vi pose-rede for Time. Også noget af den uskyld som nogle måske ville påstå fandtes på fotografiet, er gået tabt.

De løber, og jeg falder fremad, vi mødes midt på gulvet og klamrer os til hinanden.

12

Det er en ydre genforening. Indvendigt har jeg mistet dem for lang tid siden.

Måske allerede ved fødslen. Som var kort og hård. Lægen ville give mig et eller andet smertestillende, jeg må have sagt noget til ham, på stuegangen otteogfyrre timer senere var han stadig bleg. Men jeg ville opleve det hele.

Da jeg lagde tvillingerne til brystet, bristede den boble vi havde levet i under graviditeten. Fra de kommer til verden, er børn allerede på vej væk fra forældrene. De drejer sig efter bryst-vorten. Men et eller andet sted langt nede i deres nervesystem arbejder de allerede på at flytte hjemmefra.

Alligevel mærker jeg en overvældende lettelse. Og en over-vældende angst. De fleste naturlove kan formuleres som energe-tiske ligevægte. Den der får et barn, modtager en nøje afstemt balance af kærlighed og frygt for at miste. Og den der får tvil-linger, får dobbelt. På begge sider af lighedstegnet.

Den udmattelse der har været holdt nede, slår igennem, rum-met sejler, tvillingerne færger mig hen til en stol.

Thorkild Hegn står i døren. Med det grå omslag. Og Time. – I er et symbol for mange. Kunstneren. Videnskabskvinden.

Kulturelle ambassadører for UNESCO. Medansvarlige for det største EU-finansierede uddannelsesprojekt uden for Europa no-gen sinde. Vi vil prøve at beskytte symbolet. Vi mener vi kan berolige det indiske politi. Undgå den danske retssag. Forhindre at de orientalske dæmoner I har lagt jer ud med, sporer jer hertil. Det vil tage os nogle uger. Vi har sat varme på i jeres dejlige hus. Vi har fyldt køleskabet op. Vi har en vogn holdende udenfor der kan køre jer hjem.

Laban og tvillingerne ser taknemmeligt på ham. De tror han er den gode fe.

Det er en fejlvurdering. Der skyldes deres opvækst. Laban er født til at blive elsket og feteret og massivt sponseret fra vugge til grav. Tvillingerne har nået deres seksten-års fødselsdag uden at modtage hårdere slag fra skæbnens side end kærlige klap i deres

pudrede numser. De har endnu ikke fattet mistanke. De tror at tilværelsen er en slags gavebod med frit valg på alle hylder, selv Laban, som burde vide bedre, tror det.

Det har altid været mig der har ført familiens regnskaber. Og det er ikke bare fordi jeg har forstand på tal. Det er fordi jeg er den eneste af os fire der ved noget om hvad det hele i virkelighe-den koster.

Det det i virkeligheden koster, begynder nu at komme til syne. – Der er en lille ting vi vil bede jer om til gengæld, Susan. Vi

vil bede jer spørge et menneske om noget. Han lægger den grå kartonmappe på flyglet. Der bliver stille i stuen. Bortset fra de fjerne barnestemmer og

de spiritistiske interferenser der altid hvisker omkring et flygel. Nu er selv tvillingerne ved at forstå hvor vi er på vej hen.

Thorkild Hegn forholder sig tavs. Han truer ikke, han presser ikke. Uden at sige et ord lader han virkeligheden gøre sig gæl-dende.

– Der står et telefonnummer på flappen. Til når I har godt nyt. Så lukker døren sig foran ham. Han er væk. En dør i lokalets

anden ende går op, vi ser ud i en entré med en glasdør. Uden for glasdøren holder en bil og venter. Familien Svendsens audiens i Carlsbergs Æresbolig er forbi.

13

pudrede numser. De har endnu ikke fattet mistanke. De tror at tilværelsen er en slags gavebod med frit valg på alle hylder, selv Laban, som burde vide bedre, tror det.

Det har altid været mig der har ført familiens regnskaber. Og det er ikke bare fordi jeg har forstand på tal. Det er fordi jeg er den eneste af os fire der ved noget om hvad det hele i virkelighe-den koster.

Det det i virkeligheden koster, begynder nu at komme til syne. – Der er en lille ting vi vil bede jer om til gengæld, Susan. Vi

vil bede jer spørge et menneske om noget. Han lægger den grå kartonmappe på flyglet. Der bliver stille i stuen. Bortset fra de fjerne barnestemmer og

de spiritistiske interferenser der altid hvisker omkring et flygel. Nu er selv tvillingerne ved at forstå hvor vi er på vej hen.

Thorkild Hegn forholder sig tavs. Han truer ikke, han presser ikke. Uden at sige et ord lader han virkeligheden gøre sig gæl-dende.

– Der står et telefonnummer på flappen. Til når I har godt nyt. Så lukker døren sig foran ham. Han er væk. En dør i lokalets

anden ende går op, vi ser ud i en entré med en glasdør. Uden for glasdøren holder en bil og venter. Familien Svendsens audiens i Carlsbergs Æresbolig er forbi.

14

2

Jeg står ved mit komfur og tilbereder en creme af tomater og friske krydderurter.

Det er et lille industrikomfur til naturgas, jeg har selv fore-taget konverteringen til et driftstryk på 29 millibar, det er 30 procent over tilladt maksimum, jeg kan lide at flammerne hvæ-ser.

Jeg vil ikke se induktion indenfor mine døre. Hvis Maxwell havde vidst hvad hans ligninger ville blive misbrugt til, så havde han holdt dem tilbage. Hjemmets arne består ikke af et magnet-felt, det består af åben ild. Jeg vil se gasblussenes blå kerne af flydende kulbrinter, jeg vil – som nu – høre den brændefyrede udendørs pizzaovn hvisle i støvregnen.

Tvillingerne sidder i sofaen, Laban ved flyglet. Det er tre kvar-ter siden vi trådte over dørtærsklen, og vi har endnu ikke sagt ét ord til hinanden.

Huset var en drøm. Der brast. Det var Laban der så det for sig, og mig der virkeliggjorde det,

sådan var vores arbejdsfordeling. Det består af 300 kvadratmeter afgrænset af vandskurede og hvidmalede vægge og dækket af et buet zinktag der indvendigt er træbeklædt som en hangar fra før-ste verdenskrig.

Følelsen af at det hele kan flyve, forstærkes af store partier af spejlglas fra gulv til loft der åbner ud mod en grøn jungle.

Vi byggede det af materialer der ligesom vores ægteskab skulle kunne holde fem hundrede år og helst ind i evigheden. Gulvene er af massiv eg, Laban borede propperne mens jeg bragte strø-erne i vater. Og vi byggede så soliditeten ikke skulle gå ud over

15

friheden, indefra ser det hele ud som om det svæver et sted oppe i trækronerne i en tempereret urskov.

Det gør det ikke. Huset ligger på Evighedsvej i Charlotten-lund. Et kvarter fra Københavns centrum. På en god dag.

At huse er levende, er et af de forskningsstrategiske aksiomer jeg endnu ikke har præsenteret i Videnskabernes Selskab. Men det kommer. Jeg venter på den rigtige lejlighed.

Vores hus ånder. Men kun akkurat. Vi har været væk et halvt år. Det i sig selv giver en grundstemning af forladthed. Og så er der det vi er kommet tilbage med. En stemning som ingen byg-gematerialer i længden vil kunne klare sig imod.

Der er nogle der tror at man når frem til et vellykket familieliv gennem vellykkede kompromiser. Det er ikke sandt. Kærlighed er kompromisløs. Vellykkede familier når man til ved at løse koans. Eller rettere: ved at opløse dem.

Jeg troede vi havde løst dem for altid.Jeg skulle have vidst bedre. Intet i verden er for altid. Naturlo-

vene er midlertidige. Ikke så snart er fysikken faldet til ro med ét verdensbillede, før det opløses og viser sig at være et særtilfælde i et større paradigme. En af de første ting Andrea Fink fortalte mig, var at hun ved et seminar på Amherst College havde hørt John Bell sige at kvantefysikken i selve sit grundlag bærer kimen til sin egen undergang.

Således har også familien Svendsens gode år nu vist sig at være en midlertidig harmoni i et langt mere omfattende kaos.

Men vi forsøgte. Og en af de gåder vi knækkede, var spørgs-målet om hvordan man bor fire ekstreme individualister, der hver for sig af natur er eneboere, i det samme hus.

Som nu køkkenet og stuen som er ét stort rum. Uden ét skæn-deri enedes vi om møblerne, om flyglet og om de hvide vægge. Og vi enedes om at det eneste billede der skulle sidde på de vægge, skulle være fotografiet af Andrea Fink.

– Jeg er glad for at se jer. Det er Thit der har brudt tavsheden.

16

Nogle ville tage det som en opmuntrende begyndelse. Men ikke os. Siden børnehaven har vennerne og veninderne kaldt hende Thit-tit-og-bøh! Efter den søde indledning kommer der som regel en skarpsleben fortsættelse. Også nu.

–  Jeg blev hentet af en kvinde fra politiet. Som hed Irene. Og fulgt hele vejen i flyveren. Hun sagde at Harald står til firs år. Mor til femogtyve. Fordi manden er en af de kendte Bollywood-skue-spillere. Jeg synes det er vigtigt at vi ser os omkring. At vi ikke mere tænker på hvad for en familie vi engang var. Men hvad for en fami-lie vi nu er blevet. Uden vi rigtig har opdaget det. Mor vil gerne have unge mænd.

– Han var femogtyve, siger jeg. – Du kunne have været hans mor. Jeg tier stille. I snæver biologisk forstand har hun ret. – Far vil have unge piger. Harald vil have penge. Og jeg – Vi holder vejret. – Jeg vil have et hus ved havet. Seks rideheste. Og folk ansat til

at gøre rent. Vi ånder ud. Respektfuldt. Det er ikke mange piger på seksten

år der tør se så dybt ind i sig selv. Jeg løfter dejen fra røreskålen. Schmedtlervægten har afvejet

melet med en hundredtusindedel grams nøjagtighed. Det er der ikke mange husmødre der kan gøre mig efter. Vandet og den me-kaniske påvirkning har dannet elastiske peptinkæder.

Bordpladen er corian, sten der er knust og derefter igen limet sammen, den stoflige kvalitet er igen løsningen af et koan, en umu-lig opgave, et fysisk paradoks: foreningen af marmor, plastik og porcelæn.

Jeg har fået bordkanten afrundet. Ud over afrundingen lader jeg dejen trække sig selv papirstynd. Vi eksperimentalfysikere ser ikke formlerne for os, vi mærker dem med fingrene.

– Hvad spillede du, mor? Jeg svarer ikke. De ser alle tre på væggen bag mig, på fotografiet af Andrea Fink.

17

Nogle ville tage det som en opmuntrende begyndelse. Men ikke os. Siden børnehaven har vennerne og veninderne kaldt hende Thit-tit-og-bøh! Efter den søde indledning kommer der som regel en skarpsleben fortsættelse. Også nu.

–  Jeg blev hentet af en kvinde fra politiet. Som hed Irene. Og fulgt hele vejen i flyveren. Hun sagde at Harald står til firs år. Mor til femogtyve. Fordi manden er en af de kendte Bollywood-skue-spillere. Jeg synes det er vigtigt at vi ser os omkring. At vi ikke mere tænker på hvad for en familie vi engang var. Men hvad for en fami-lie vi nu er blevet. Uden vi rigtig har opdaget det. Mor vil gerne have unge mænd.

– Han var femogtyve, siger jeg. – Du kunne have været hans mor. Jeg tier stille. I snæver biologisk forstand har hun ret. – Far vil have unge piger. Harald vil have penge. Og jeg – Vi holder vejret. – Jeg vil have et hus ved havet. Seks rideheste. Og folk ansat til

at gøre rent. Vi ånder ud. Respektfuldt. Det er ikke mange piger på seksten

år der tør se så dybt ind i sig selv. Jeg løfter dejen fra røreskålen. Schmedtlervægten har afvejet

melet med en hundredtusindedel grams nøjagtighed. Det er der ikke mange husmødre der kan gøre mig efter. Vandet og den me-kaniske påvirkning har dannet elastiske peptinkæder.

Bordpladen er corian, sten der er knust og derefter igen limet sammen, den stoflige kvalitet er igen løsningen af et koan, en umu-lig opgave, et fysisk paradoks: foreningen af marmor, plastik og porcelæn.

Jeg har fået bordkanten afrundet. Ud over afrundingen lader jeg dejen trække sig selv papirstynd. Vi eksperimentalfysikere ser ikke formlerne for os, vi mærker dem med fingrene.

– Hvad spillede du, mor? Jeg svarer ikke. De ser alle tre på væggen bag mig, på fotografiet af Andrea Fink.

3

Der er gået femogtyve år siden jeg stod ansigt til ansigt med An-drea Fink for første gang.

Det skete i H.C. Ørsted Institutets store auditorium. Det var sjældent hun var i Danmark, og endnu sjældnere hun forelæste, auditoriet kan rumme otte hundrede mennesker, der var kom-met to tusind, de stod langt ned ad gangene.

Hun talte om Riemanns geometri. Da hun var færdig, var hun væk på et splitsekund, som om hun var gået i opløsning på stedet. Senere fandt jeg ud af at det er for at undgå de horder der ville overrække hende et brev, trykke hendes hænder og kysse en flig af hendes kappe. Eller rive en knap af for i det mindste at have en håndgribelig souvenir.

Man kunne ikke få sig til at forlade rummet selvom hun var borte. Ingen af tilhørerne ville hjem.

Efter tre kvarter var de alligevel væk. Alle undtagen mig. Jeg sad alene tilbage. Og så stod hun pludselig igen nede ved tavlen.

Auditoriet har en akustik så to personer, anbragt vilkårligt fjernt fra hinanden, altid vil kunne føre en hviskende samtale. Da hun talte, var det dæmpet, men stemmen hørtes klart og tydeligt oppe hos mig, på bagerste række.

– Det er dig der har skrevet til mig. Jeg har læst brevet. Også afhandlingen. Interessant. Men desværre. Jeg tager ikke elever.

Hun kom op imod mig. – Jeg lagde særlig mærke til det sted hvor du skriver at det der

gør dig mest lykkelig, er visheden om at der findes naturlove. Noget af et statement af en attenårig. Dér spurgte jeg mig selv: Den pige der svarer sådan, er hun mon ikke bare en neurotiker?

18

– Er hun? Hun kom nærmere. Hun talte som om det var en anden det

drejede sig om. – Kan mærke sin krop. Det er noget af det jeg ser efter. De lidt

dybere indsigter kommer aldrig kun fra hjernen. Har sans for matematik og fysik. Ser yndig ud. Så hvad er problemet?

– Mænd. Jeg havde i brevet til hende ikke skrevet noget om problemer. – Hvad er der med mænd? – De er sprøde. Som æbler. Det er svært for mig at lade dem

være. Bagefter er der kaos. Hun satte sig på stolen foran mig. – Hvad er det du gerne vil? – Jeg vil ind i fysikken. Universitetet er en forskole, et vente-

værelse. Jeg vil ikke sidde i venteværelset. Jeg vil indenfor. Du står derinde. Jeg kan mærke det. Jeg har kunnet mærke det fra jeg læste de første artikler. Da jeg var tolv, viste nogen mig en tavle med det periodiske system. Jeg forstod det med det samme. Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv. Jeg forstod at der fandtes na-turlove. Som afbalancerer kaos. Jeg vil ikke forstå fysikken ude-fra. Du kan hjælpe mennesker ind i den.

Hun lagde en hånd på min arm. Det var første gang jeg ople-vede den berøring jeg med tiden ville komme til at forstå var uundværlig for hende. Den var ikke kun venlig, den var også ud-forskende. Også hendes fingre prøvede at orientere sig i mit sy-stem.

– Du skriver du er optaget af teorien om gruppefelter. At du har personlige erfaringer. Hvad sigter du til?

– Jeg fremkalder oprigtighed. – Og det vil sige? – Når jeg venter på bussen, går der kun et par minutter, så har

manden foran mig i køen fortalt mig om sin kones sygdom. Oppe i bussen fortæller damen på sædet ved siden af om sin kærlighed til sin hund. De drenge der skal af samme sted som mig, fortæller

19

først om deres bekymring for ikke at blive udtaget til førstehol-det. Bagefter om de piger de er forelsket i.

Hun knappede mit skjorteærme op, rullede det op, vendte min arm. Følte hen over arrene.

– Jeg ville altid gerne have haft en datter, sagde hun. Så snart det var sagt, stivnede hun. Sætningen var fuldstændig

out of place. Som mit svar. – Jeg ville altid gerne have haft en mor. Mennesker der oplever det første gang, bliver normalt for-

skrækkede. Men ikke hende. Chokket var kun ganske svagt. Og bag det var der en intens nysgerrighed.

– Det var ikke mig der sagde det, sagde hun. – Eller rullede dit ærme op. Det var noget i mig. Delvist fremmed.

Vi så på hinanden. Da hun talte, var det langsomt, indadvendt scannende sit eget system.

– Det føles som at falde. Som om vi ikke mere er understøttet af de konventioner der styrer almindelige samtaler. Har du selv et ord for det?

– Dér hvor jeg voksede op, kaldte de det Susan-effekten. Hun rullede mit ærme ned og knappede det. – Det er ikke sædvanlig forskning. Intet bliver publiceret. Alle

resultater er fortrolige. Pengene er en særbevilling. Det ville sandsynligvis være et skævt spor for din karriere.

– Jeg har en del ar, sagde jeg. – Jeg bliver en vanskelig elev. Hun lagde hovedet tilbage og lo. Hendes latter gjorde alt og

alle omkring hende lykkelige, selv det forladte auditorium. Hun rejste sig. – Du kan besøge mig i næste uge. Jeg har tre sønner. Dem må

du lade være. Vi så hinanden ind i øjnene. Sammen med dyb oprigtighed

begynder fremtiden altid at komme til stede. Måske anede både hun og jeg at jeg om seks måneder ville have været i seng med alle tre sønner. Og efter yderligere et år også med hendes mand.

Måske vidste vi begge at med de kræfter der nu var aktiveret

20

mellem hende og mig, ville jeg forsøge at æde alt hvad der stod i vejen for at komme hende lidt nærmere.

– Tænk dig godt om, Susan. Og brænd endelig ingen broer. Jeg sagde ikke noget. Det var ikke nødvendigt at tænke. Der

var ingen vej tilbage. Og det var ikke fordi broerne bag mig var brændt. Det var fordi de havde mistet deres relevans.

21

mellem hende og mig, ville jeg forsøge at æde alt hvad der stod i vejen for at komme hende lidt nærmere.

– Tænk dig godt om, Susan. Og brænd endelig ingen broer. Jeg sagde ikke noget. Det var ikke nødvendigt at tænke. Der

var ingen vej tilbage. Og det var ikke fordi broerne bag mig var brændt. Det var fordi de havde mistet deres relevans.

4

Der er kvinder som allerede fem år inden de bliver gravide, ved at de skal have to piger og en dreng som alle sammen skal gå på Den Internationale Skole og blive flersprogede og Face of the Year i 2027 og læse jura og blive godt gift og medlemmer af Etisk Råd.

Det eneste jeg vidste, var at jeg ville få børn, og at jeg ville komme til at lave mad til dem.

Det har jeg så gjort nu. Vi spiser i tavshed. Det er muligt dette bliver det sidste mål-

tid vi får sammen. Alligevel må det vel være i orden at nyde det. Jeg satte aldrig de fælles spisetider igennem med magt. I de

år hvor tvillingerne var små og opfattede alle måltider som brændstofpåfyldninger der helst skulle foregå mens de var luft-bårne, så de ikke behøvede at afbryde legen for at lande, i de år ventede jeg og lod dem løbe linen ud og til og fra bordet som de ville. Jeg tror de var ni, før vi fik en situation med en fordy-belse som nu.

Sammen mærker vi salatens lette skarphed. Dressingens syr-lige bid. Pizzaens bund, så tynd at den ikke mere er brød, tilbage er kun det italienske mels intense kornsmag og en vægtløs sprød-hed under den smeltede osts staldlugt, de skoldhede tomaters syrlighed og sødme og olivenernes fede bitterhed.

Jeg vil aldrig tilstå det for noget levende menneske. Men hver gang jeg serverer mad for dem, mærker jeg en let sammentræk-ning i min livmoder. Som da jeg gav tvillingerne bryst. Det er som om jeg et sted stadig ammer dem. Og det er ikke bare bør-nene, det er også solformørkelsen Laban Svendsen.

22

Det er en forhistorisk følelse, der er noget prækambrium over den, den har evolutionen og årmillionerne bag sig, alle de gange pattedyr har givet die og madet deres unger.

Om et øjeblik er vi ikke en familie mere. Men lige nu er vi sammen, og ligegyldigt hvor slemt det står til, er der nødt til at være næring.

Laban tørrer fingrene i servietten. Pizza har vi altid spist med fingrene, smagen er ikke alene en proces lokaliseret til svælget, den sidder også i hænderne. Så åbner han den grå kartonmappe og lægger den midt på bordet.

Det øverste ark er et sort-hvidt fotografi. Af en kvinde, måske i begyndelsen af tresserne. Håret er tykt, kraftigt, hvidgråt. An-sigtet frapperende smukt på en skandinavisk måde, som en nor-disk gudinde, lige ankommet fra Valhal.

Hvis det ikke havde været på grund af tøjet. Og smykkerne. Omkring den nøgne hals ligger en række store perler der selv på fotografiet lyser med en glans der kun udvikles i store muslinger på dybder hvortil ordet ‘simili’ ikke kan trænge ned. Og den mørke trøje af uld falder med den silkeagtige tyngde som kun kashmir har.

Under fotografiet ligger en konvolut. Laban rækker den til mig, jeg henter en kniv og sprætter den op. Den rummer ét sam-menfoldet A4-ark. Jeg læser højt.

– Magrethe Spliid. Født 1942. Mag.art. i historie, ansat på For-svarsakademiets Fakultet for Militærhistorie siden 64. Konsulent for NASA fra 70. Ophold i USA 68-71. Tilknyttet Yale og Cornell, den amerikanske hærs universitet, det amerikanske luftvåbens konflikt-forskningsinstitut i Michigan. Siden 71 professor ved Forsvarsakade-miets Anden Afdeling, Fakultet for Strategiske og Militæroperatio-nelle Prognoser. Siden sin afgang i 2012 fast tilknyttet som konsulent.

Herunder har nogen med blokbogstaver skrevet to telegrafi-ske sætninger:

Folketingets Fremtidskommissions sidste to referater?Fortegnelse over kommissionens medlemmer?

23

Det er alt. Jeg åbner min pc og søger Magrethe Spliid på nettet. Alt hvad

der kommer, er en lang liste over hendes artikler. Og fire små avisnotitser, i anledning af hendes halvtreds-, tres- og halvfjerds-års fødselsdag. Hun er fireoghalvfjerds. Men ser mindst femten år yngre ud.

Thit og Harald stiller sig på hver side af mig. Laban bliver sid-dende. For ham er en computer et affaldsprodukt. Han kan ikke lide at røre ved den, ikke lide at se på den. Og først og fremmest kan hans forfinede hørelse ikke tåle at lytte til den.

Der er ingen hits på Folketingets Fremtidskommission. Jeg henter vores fastnettelefon hen på bordet. Den er nok en

af Danmarks sidste. På Forsvarsakademiets hjemmeside er der et telefonnummer. Jeg ringer op og slår medhøret til.

– Forsvarsakademiet. Det er ikke en lille fiks piccoline jeg har fået i røret. Det er en

seniorsergent fra Lottekorpset. – Jeg vil gerne stilles ind til Magrethe Spliid. – Det kan desværre ikke lade sig gøre. Kan jeg tage imod en

besked? – Mit navn er Susan Svendsen. Jeg er lektor ved Institut for

Eksperimentalfysik. Jeg vil gerne have hendes direkte nummer. – Det kan jeg desværre ikke oplyse. – Er der overhovedet noget du kan oplyse? – Jeg kan give dig Akademiets mailadresse. – Det ville efterlade mig med en ubærlig taknemmelighedsfø-

lelse. En af de store fordele ved fastnettelefoner, og den virkelige

grund til at jeg har beholdt vores, er at man kan knalde røret på. Det gør jeg.

Laban ryster konvolutten. Og lytter til den. Han har altid lyt-tet sig frem gennem tilværelsen. Den rasler. Ud på bordet hælder han et lille fotografi.

Det er et snapshot, i farve, det må være mindst halvtreds år

24

gammelt, fra dengang teknologien var ny. Det virker koloreret, og det er bleget af tidens gang.

Men scenen er der ikke noget falmet ved. To unge kvinder sidder på Café A Portas terrasse på Kongens Nytorv, og det er solskin, og de deler en flaske rosa champagne og har en udstrå-ling så selvom kameraet ikke har fanget køen af tilbedere, så ved man den venter lige udenfor billedrammen og når langt ned ad Lille Kongensgade.

Den ene kvinde er Magrethe Spliid. Som hun har set ud da hun var i begyndelsen af tyverne. Mindre alvor, mindre gennem-slagskraft. Men den samme skønhed.

Den anden kvinde mener jeg først ikke jeg kender. Men et el-ler andet ved hendes ansigt gør mig urolig.

Jeg ser op og møder de andres blikke. Der er overraskelse i dem. Over at kvinden er den hun er. Og over at jeg ikke genken-der hende.

– Det er mormor, siger Harald. – Med alle sejl sat. Og efter-brænderen tændt.

Jeg samler tallerknerne. – Kvinden, siger Laban, – Laksmir, pigen som jeg rejste med,

hun var faktisk min elev. På konservatoriet. Thit sender ham et smil. Af den slags der går igennem væv og

knogler og sætter sig fast på væggen bag den tilsmilede. – Det du prøver at sige, far, er det at jeres forhold sådan set i

virkeligheden mest var musikalsk? Laban svarer ikke. Han har ryggen mod muren. En uvant po-

sition. For en mand hvis selvforståelse er at han har verden for sine fødder.

– Mor. Hvorfor har Hegn ikke givet mere information? Det er Harald der spørger. Han kan lide nøjagtighed. Spar-

sommelighed med oplysninger støder ham. Jeg ser Hegn for mig. I fængslet. I æresboligen. Den nysger-

righed han pludselig ikke kunne holde tilbage.

– Han tester os, siger jeg. – Tester mig. Han tror ikke på ef-fekten.

25

– Han tester os, siger jeg. – Tester mig. Han tror ikke på ef-fekten.