PLF bladet nr.4 - 2004

Nr. 3/2004 august

Side 2

PLF-Bladet

Medlemsblad for Plejefamiliernes Landsforening.

Ansvarshavende redaktør: Jens Vegge Bjørck

Redaktionen:

Hanne Niemann ([email protected])

Marianne List ([email protected])

Indlæg til bladet sendes til:

Hanne Niemann Plejefamiliernes Landsforening Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre

Email: [email protected]

Ansvar for artikler, indlæg mv. er alene forfatteren og eller indsen-deren.

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indleveret og offentlig-gjort materiale.

Udkommer 1 gang i kvartalet.

Distribution: Postvæsenet

Mandag 30. august Bestyrelsesmøde

Tirsdag 31. august Kom til kaffe/kagemøde i Valby medborgerhus fra kl. 19.30 – 22.00. Kom og hør sidste nyt, hvad der rører sig på plejefamilieområdet lige nu.

Torsdag 26. august kl. 19:30 Netværksmøde i Sakskøbing. Tilmelding kan ske pr. telefon.

Tirsdag 21. september Bestyrelsesmøde

Torsdag den 23. september kl. 19.00 – 22.00 temaaften v. Marianne Olsen der fortæller om healingmassage, børnemassage samt viser lette yogaøvelser og meditationsøvelser. Tag tøj på som du kan bevæge dig i hvis du vil være med til øvelserne.

Tirsdag 2. oktober Bestyrelsesmøde.

Tirsdag 19. oktober Bestyrelsesmøde.

Torsdag 28. oktober Temaaften i Valby medborgerhus. Når et plejebarn flytter fra plejefamilien.

Generalforsamling i november måned. Nærmere herom senere.

Torsdag 18. november kl. 19:30 Netværksmøde i Søllested. Tilmelding kan ske pr. telefon

Tirsdag 7. december Bestyrelsesmøde.

På PLF´s hjemmeside vil du altid kunne se de sidste opdateringer omkring møder og aktivite-

ter for plejefamilier.

www.plejefamilierne.dk

PLF kalender

Side 3

Så er sommeren ved at gå på hæld, og for langt de fleste plejefamiliers vedkom-mende betyder det, at endnu en sommer er gået, hvor man har passet sit arbejde og taget hånd om plejebørnene under ens ferie medens de anbringende kom-muner har beholdt de retmæssigt optjen-te feriepenge. Det er et af de temaer, som vi i PLF vil arbejde videre med i efteråret og vinteren.

Vi har glædeligt kunnet konstatere, at rigtig mange har fået udbetalt den 5. ferieuge, som de nye ferieregler har givet mulighed for. Vi har imidlertid desværre også set mange anbringende kommuner forsøge alle mulige krumspring for at undgå at udbetale den 5. ferieuge. Har man oplevet det bør man rette henven-delse til PLF.

Den nye anbringelsesreform er udmøntet i et udkast til et lovforslag, der blandt andet skal fremme anvendelsen af be-grebet ”netværksplejefamilier”. Disse

”netværksplejefamilier” skal efter udka-stet ikke kunne modtage løn, men kun dækning af udgifter og hel eller delvis dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Der skal desværre ikke megen fantasi til, for at forestille sig, at kommunerne vil prøve at anbringe et stigende antal børn i ”netværksplejefamilier” for at spare penge og at dette besparelseshensyn vil komme til at veje tungere end hensynet til barnets behov ved valg af anbringel-sessted.

Sidst men ikke mindst, har sommeren givet os en ny socialminister. Henriette Kjær er blevet afløst af Eva Kjer Hansen, der hidtil har været socialpolitisk ordfører for Venstre.

Vi vil fra Plejefamiliernes Landsforenings side se frem til et fortsat godt samarbej-de med socialministeriet nu under Eva Kjer Hansens ledelse.

Leder Af Jens Vegge Bjørck, formand Plejefamiliernes Landsforening

Sommercamp 2004 - Sverige

Side 4

Nyt fra bestyrelsen I juni måned holdt PLF’s bestyrelse en arbejdslørdag.

Vi havde små arbejdsgrupper. Dagens overordnede temaerne var blandt andet

• Markedsføring af PLF

• Ny løn model for plejefamilier

• Organisationsstruktur for PLF.

Da vi stadig ser os selv som en forholds-vis ny forening, er det vigtig at få opbyg-get et solidt fundament for foreningens videre udvikling.

Vi har nedsat en sekretariatsgruppe be-stående af kassereren, redaktøren og to menige medlemmer. Denne gruppe fungerer i dag som arbejdsgruppe med tæt kontakt til bestyrelsen. Opgaverne er mange, trykning af blade, udsendelse af breve, kursusholdere m.m. En uvurderlig

hjælp for bestyrelsen.

Medlemsbladet indgår sammen med hjemmesiden som en stor del af vores markedsføring, vi håber at hjemmesiden vil blive brugt af mange plejefamilier, og andre inden for områdets. Gør hjemme-siden til startside på din computer. Vi vil forsøge at lægge nyttige links ind på hjemmesiden, samtidig med at net-værksmøder og andre spændende kur-ser med relevans for plejeforældre bliver indsat i kalenderen.

Med den nye anbringelsesreform, er der lagt op til at der skal findes en ny afløn-ningsform for plejeforældre. Vi har taget hul på emnet og det er et emne vi vil arbejde med i den kommende tid. Vi ønsker at arbejde for at plejefamiliernes vilkår tilpasses til det helt specielle ar-bejdsområde vi dækker.

Tema: Plejebørns skolegang

Ja! Hvorfor har vi valgt lige dette tema ”Plejebørns skolegang”? Ideen til dette blads tema fik vi da en plejemor fortalte os at hun havde stillet sit plejebarns læ-rer et spørgsmål og læreren svarede, at hun havde fået at vide ”at hun ikke behø-ver at samarbejde med plejefamilien, det er jo alligevel ikke deres barn.”

Her i Danmark er der ikke skolepligt, men undervisningspligt. Børn har ikke pligt til at gå i skole, hvis forældre/plejeforældre selv kan arrangere en un-dervisning, der svarer til den, der gives i folkeskolen.

Undervisningspligten begynder det år, barnet fylder 7 år og slutter først efter 9 års regelmæssig undervisning. Børneha-veklassen og 10. klasse er frivillige.

Vi har valgt at starte temaet ”plejebørns skolegang” med en artikel af Thomas Damkjær Petersen om plejebørn og sko-legang samt skolehjemsamarbejdet.

Lærer Lone Larsen har skrevet en artikel om ”Plejebørns skolegang – set fra op-bakningspladsen på skolebænken”.

Herefter skriver et plejebarn om ”Min (Fortsættes på side 5)

Indledning

Tema plejebørns skolegang

Side 5

Hvem har ansvaret for at plejebørnene kommer godt i gang med skolen og hvad kan plejeforældrene gøre?

Det er vigtigt at huske, at alle børn er forskellige, det gælder såvel forældre-nes egne børn, som plejebørn. Det er bare vigtigt at huske, at mange pleje-børn kommer med en række uheldige oplevelser/svigt fra deres tidlige barn-dom, som har gjort dem mere skrøbeli-ge end gennemsnitsbørn. Det skal alle parter huske, og det skal der tages hen-syn til ved skolehjemsamarbejdet.

Det er plejeforældrenes ansvar, at gøre skolen opmærksom på, at der er tale om et plejebarn. Det er bedst at være åben om det lige fra den første kontakt med skolen. Det er ikke kun skolens ansatte, der skal vide dette, det er også

klassekammeraterne, og de andre for-ældre i klassen. På den måde kommer der ikke til at forekomme noget hemme-ligt eller mystisk omkring det at være plejebarn. Jo større tryghed der kan skabes omkring plejebarnet, des bedre afsæt er der til at klare alle de udfordrin-ger der er ved at gå i skole.

Det at skabe trygge rammer er i mange sammenhænge det altafgørende for, at der skabes en rummelighed omkring skolelivet. Skolen skal være let genken-delig, for alle dem der har børn i skole-startalderen ved hvad trygge rammer betyder. Plejebørn behøver i særdeles-hed trygge og letgenkendelige rammer.

Det er derfor vigtigt, at plejeforældrene er meget åbne over for lærerne på sko-len, det vil også give bedre mulighed for at trække på de andre eksperter der er omkring skolen. For eksempel alle dem der er ansat i PPR = Pædagogisk Psy-kologisk Rådgivning. Det vil være rigtig godt, hvis der er mulighed for et hjem-besøg, hvor klasselæreren kommer på besøg hos plejefamilien og plejebarnet kan vise sit hjem frem. Denne åbenhed omkring plejebarnets forhold skal bru-ges til glæde for plejebarnet gennem hele skoleforløbet.

(Fortsættes på side 6)

Hvem har ansvaret for at plejebørnene kommer godt i gang

med skolen og hvad kan plejeforældrene gøre?

Skole-hjemsamarbejdet Af Thomas Damkjær Petersen


skolegang før og efter jeg kom i plejefa-milie”.

Vi har interviewet et plejebarn om ”Hvordan er det at gå på en specialsko-le?”.

Et tidligere plejebarn, som i dag er vok-sen har skrevet til os om ”I skole som plejebarn”.

En plejemor beskriver et af sine pleje-børns skolegang.

Vi slutter temaet med at fortælle lidt om en ny rapport ”Fokus på plejebørn i fol-keskolen” og til allersidst bringer vi en litteraturliste over temaet.

(Fortsat fra side 4)

Side 6

Skolens opgave er at vise forståelse, søge indsigt i vanskelige problematik-ker, være med til at søge hjælp når det er nødvendigt, at tage initiativ til at tale med plejeforældrene når det er nødven-digt. Det er i alles interesse, at alle bør-nene i skolen kommer godt gennem skoleforløbet, og plejebørn starter med vanskeligere betingelser end gennem-snitsbarnet.

Det at danne netværk mellem pleje-børn, og plejeforældre, er et meget vig-

tigt værktøj, som kan være til meget stor gavn for plejebarnet og plejeforæl-drene i forbindelse med skolegangen. Det kan være en meget stor hjælp for et plejebarn, at opdage, at der er andre plejebørn, der bor i andre plejefamilier.

Jeg vil slutte af med vigtigheden af åbenheden i skole-hjemsamarbejdet. Det er vigtigt i alt skole-hjem samarbej-de, men er endnu vigtigere når der er tale om et plejebarn – og det er for ple-jebarnets skyld!



Plejebørns skolegang – set fra opbaknings-pladsen på skolebænken.

En lærer ved kateteret

”Jeg er ligeglad hvad du siger, jeg gider ikke have matematik. Det er en rigtig møgskole og for resten skal jeg snart hjem til min mor, og så skal jeg ikke gå her mere,” siger Sofie. Som så ofte før står vi på gangen udenfor klassen. Hun ser vred og trodsig ud, men jeg har kendt hende i 5 år, og jeg ved at hun er desperat, ked af det og på vej ned i det hul som kunne hedde ”Jeg kan ikke finde ud af noget, jeg dur ikke til noget, og der er ikke nogen som kan lide mig!” Desuden er hun på vej ind i puberteten,

så hendes reaktioner er irrationelle og mindre logiske end sædvanligt.

Sofies første leveår var præget af man-ge ubehagelige, personlighedsødelæg-gende oplevelser. Hun har brug for me-get støtte for at forstå omgivelser og beskeder, og skolemæssigt set er hun skruet sådan sammen at hun altid vil have brug for støtte til intellektuelle akti-viteter. Men vi er dog heldige, Sofie og jeg. Hendes hjemkommune forstod situ-


Af Lone Larsen

Side 7


ationens alvor, fandt en rigtig god pleje-familie til hende og bevilger midler til støtte i skolen. Jeg har været ansat som støttepædagog med fuld dækning af Sofies skoletid de første tre skoleår og nedsat tid de to følgende år. Og plejefa-milien hænger sammen endnu, trods det til tider umenneskeligt hårde psyki-ske pres.

Dråben som fik Sofies bæger til at flyde over i ovennævnte situation, var et for-kert svar, som blev efterfulgt af at en kammerat svarede rigtigt og sendte hende et blik, som hun tolkede som hoverende, hvorpå al gammel neder-lagsfølelse blussede op og fik verden til at bryde sammen. Da Sofie startede på skolen fik vi en kort orientering om hen-des baggrund, men gennem hele forlø-bet har jeg, fra det offentlige system omkring Sofie, oplevet en utrolig loyali-tet og tilbageholdenhed med hensyn til fortrolige oplysninger. Det er på mange måder sympatisk, men fordi problema-tikken i dette tilfælde er så kompleks, har det også betydet at det tog os nogle år at finde tonen og ordene som kunne trænge ind til Sofie når hun havde sine nedture. Mit erfaringsgrundlag som støt-tepædagog i skolevæsenet bygger kun på dette støtteforhold, som på flere om-råder måske nok er atypisk, men det er min oplevelse at en form for skriftlig udredning, fra begyndelsen af samar-bejdet, kan give skolepersonalet en viden og en fælles forståelsesramme for omgangen med barnet som fremmer dets videre udvikling.

Den form for skoleanbringelse Sofie er i, kræver et årligt revisitationsmøde. På disse møder har den tilknyttede social-rådgiver og kommunens chefpsykolog været til stede. De har været godt forbe-redt, har læst skolens redegørelser, og har været meget imødekommende. Man har næsten haft en fornemmelse af at de har forventet alt hvad de har hørt, hvilket de måske også har, idet de im-

plicerede parter jo har en del samarbej-de udenom skolen. Det er jo dejligt at blive forstået, men den indforståede forståelse kunne vi andre godt have brugt en smule af fra starten. Jeg må indrømme at jeg selv, i andre sammen-hænge, er fortaler for at hvert barn skal have mange chancer for at blive mødt med friske, fordomsfrie øjne. Men så er risikoen også at barnets handlinger og reaktioner bliver misforstået, med flere nederlag til følge, og det er der jo ingen der ønsker for ”deres” barn.

Fortsættelsen af vores historie er at vi efter et par år gav udtryk for behov for supervision. Og så tog tingene fart, for vi fik prompte bevilget supervision af Sofies psykolog, og nåede efter få sam-taler til et fælles forståelsesgrundlag, som har vist sig at komme Sofie til gavn. Så kan man spørge sig selv hvor-for ”systemet” ikke har oplyst os om muligheden for supervision, når ”man” nu vidste hvor indviklet barnets sag var. Nå, men før hvert forældremøde bliver børnene i Sofies klasse spurgt hvad de gerne vil have at vi taler med deres forældre om. Før de sidste supervisi-onssamtaler har Sofie selv fået at vide at vi skulle mødes, og er på lignende måde blevet spurgt. Hun har en høj grad af tillid til sin psykolog, så hun har både kunnet fortælle psykologen og os hvilke problemer hun godt kunne tænke sig at vi tog op. Man kunne indvende at der er et dilemma med hensyn til bar-nets ret til et privatliv. Det er min ople-velse at disse børn er utrolig bevidste om deres egen situation. Samtidig har de meget brug for at mennesker de har tillid til, sætter ord på oplevelserne og de følelser der er tilknyttet, så de ikke bliver forbudte eller kommer til at tilhøre et hemmeligt liv. I modsat fald risikerer følelserne at blive styrende for deres samvær med andre mennesker. Åben-heden gør de forbudte følelser lovlige og placerer dem der hvor de hører hjemme. Men det skal selvfølgelig være



Side 8

i en løbende dialog med barnet, og jo ældre det bliver, jo vigtigere er den reelle respekt for dets eventuelle ønsker om diskretion og hemmeligheder, så barnet ikke føler sig udleveret. I nødstilfælde må man så give tydelige forklaringer på hvorfor eventuelle omstændigheder kan gøre at man alligevel er nødt til at gå videre med fortrolige oplysninger.

Dilemmaet om åbenhed kontra udleve-ring har vi endnu hyppigere i samarbej-det mellem plejeforældrene og medar-bejderne på skolen. På et plan er vi jo kolleger, vi er ansat til at give som har de bedste hensigter med deres arbejde. Men som med alle andre kolleger er det svært at være direkte. Man er måske bange for at det gode samarbejdsklima skal blive påvirket, så man tier. Men risi-koen barnet de bedst mulige forudsæt-ninger. Vi udveksler oplevelser vi har haft med barnet, ligesom vi gør med andre kolleger, griner af sjove bemærk-ninger og måske også af enkelte afslø-ringer. Vi bruger måske fagsprog når vi udveksler erfaringer om hvad der virker og hvad der mislykkes. På et mere eller mindre udtalt plan har vi en fælles syn-debuk i de biologiske forældre. Ingen af os har fra starten ”noget i klemme”. Vi har ikke skyldfølelser og spørger ikke os selv, som så mange biologiske forældre, hvad det var der gik galt. Hen ad vejen får man så barnet ind under huden. Plud-selig kan man tage sig selv i at synes at ”kollegaen” er gået over stregen, eller gør noget uhensigtsmæssigt i arbejdet med barnet. Man bringer det på bane som et generelt diskussionspunkt, og håber at den enighed der høres, medfø-rer ændringer. Man kan se og høre at de er dygtige folk, er at de uudtalte kritik-punkter (som ofte bunder i uvidenhed eller misforståelser) alligevel opfanges og avler mistro. Og så er vi ude på en glidebane, præcis som vi ville have væ-ret i lignende situationer i privatlivet. Og ligheden i vores kollegiale forhold ophø-

rer jo også der hvor skolefolkene går hjem (uanset at de fleste skolefolk altid har eleverne – især de svageste – i bag-hovedet), mens plejeforældrene aldrig har fri (med alle de følelsesmæssige aspekter i alarmberedskab i døgndrift). Nok om disse generelle betragtninger, vi skal tilbage til Sofies skolegang.

”Du skal ikke ringe, jeg kan godt selv huske at aflevere papiret,” siger Sofie. Papiret er en huskeseddel om mad, drik-ke og varmt tøj til dagen efter, hvor klas-sen skal på tur. Det er efterår, vi skal i skoven, det er koldt, og Sofie har ikke drikkedunk og ekstra varmt tøj med. ”Jeg glemte at aflevere papiret,” siger hun. Hun er modvillig i forhold til at låne klub-bens ”grimme” tøj, og hun er overbevist om at hun har tøj nok på. Sofie har i for-vejen problemer med at huske/ville drik-

ke nok, så selv om vi stopper ved en vandhane undervejs, er resultatet en kold, klynkende pige, som har fået ho-vedpine af væskemangel. Hun kan nor-malt godt lide at tage på tur, men i dag kan hun ikke koncentrere sig om de op-gaver der skal løses, og får ikke så me-get ud af turen. Hendes disharmoni, som i øvrigt ikke kan undgå at påvirke de øvrige elever, forstærkes jo også af ærg-relsen over at vi andre havde ret – og nederlagsfølelsen tager fart. Eksemplet kunne også have indeholdt manglende besked til hjemmet om et vigtigt møde, eller handlet om det tilbagevendende problem med forsvundne/forlagte lektie-sedler, som indebærer at lektierne ikke er læst. Og eksemplet er ikke specifikt for plejebørn, for det handler stort set om holdningen til børns selvstændighed og




”Du skal ikke ringe, jeg kan godt selv huske at aflevere papiret,”

siger Sofie.

Side 9

ansvarsområder. Men når jeg tager det med, er det fordi jeg har en fornemmelse af at mange plejebørn generelt set er i den paradoksale situation at de skriger på omsorg (at nogen tager ansvaret fra dem og tager sig af dem), men samtidig frabeder sig indblanding. Jeg ved godt at spørgsmålet er mere komplekst, også i Sofies tilfælde, men i skolen oplever vi dagligt lignende situationer. Hvad gør vi så? Vi har prøvet kontaktbogen, men den blev ofte forlagt, og det virkede ikke. Vi snakker selvfølgelig ekstra meget med det pågældende barn om vigtigheden af at huske sedlerne til hjemmet, og vi min-der barnet om det, så det er ved at gå op i sømmene over vores mistro til dets evner. Det hjælper ikke. Vi beder hjem-met om at være opmærksom på beske-der fra skolen. Så er det plejeforældrene der får problemerne med at barnet går op i sømmene over deres mistro og ind-blanding. Resultatet er det samme: bar-net har stadig ikke sine ting i orden, og har deraf følgende daglige nederlag og følelser af utilstrækkelighed. Vi kan gar-dere os ved at slæbe ekstra tøj med i de voksnes tasker når vi tager på tur, eller vi kan ringe til hjemmet når der er beskeder med hjem. Men det er uholdbart i læng-den. I Sofies tilfælde har vi langt om læn-ge fundet en form, som godt nok kræver at min hukommelse ikke svigter, men som ikke efterlader nogen med neder-lagsfølelse. Jeg mailer ganske simpelt til Sofie og minder hende om at hun har noget som skal afleveres, at hun skal huske sin biblioteksbog, eller hvad der nu er specielt på morgendagens pro-gram. Så er ansvaret hendes, det har hun det godt med, og det virker. Der er nok nogen som ser hende over skulde-ren!

Samarbejdet mellem plejeforældrene og skolen indeholder vel stort set de samme elementer som samarbejdet mellem bio-logiske forældre og skolen. Vi mødes til forældremøder og skole/hjem-samtaler

og snakker almindelig udvikling og ”tingenes tilstand”, vi ringer sammen når der er specielle problemer, og vi beder hinanden om ekstramøder hvis tingene strammer til. Hjemmene forventer at skolen lærer barnet noget, og skolen forventer at forældrene bakker op med hensyn til lektielæsning og klasseven-skabsaktiviteter.

På samme måde som med børn i biolo-giske familier mærker man hurtigt på skolen når der er problemer i plejebar-nets familie. Der rokkes ved barnets tiltro til skolen hvis forældrene derhjemme kritiserer lærerne, og en vis uvilje til sko-learbejdet opstår. Min bøn til alle foræl-dre er at de tager enhver kritik op med skolen før problemerne har låst sig fast. Og hvis emnet er affødt af barnets kritik, mener jeg at man skal tage barnet med i en samtale på skolen, så det oplever den gensidige respekt, og lærer at det kan betale sig at give udtryk for sin mening.

En mere prekær situation er det unægte-lig når vi kommer til problemer i selve plejefamilien eller mellem barnet og ple-jeforældrene. For Sofies vedkommende kan problemer ikke gemmes eller syltes. De påvirker hendes koncentration, men det er ikke altid hun kan formulere sin angst eller sine tanker. Nogle børn ville lukke af og blive tavse. Sofie reagerer aggressivt udadvendt, og det er måske meget heldigt, for så kommer hun i hvert fald ikke til at sidde alene med det. I de første skoleår skete det hyppigt i skolen at uro og tegn på uvenskab medførte følelsesmæssig regression. Og vi ser stadig midlertidig tilbagegang i visse fag i psykisk belastende perioder hvor den biologiske familie rumsterer i baggrun-den. I vores plejefamilie/skole-samarbejde har der ikke været nogen specielle problemer. Vi har haft nogle udbytterige møder, Sofies plejefamilie har humor og imødekommenhed og gør et knaldgodt stykke arbejde. Men det er dog ikke sjældent sket at Sofie har været i kraftig ubalance i skolen på grund af




Side 10

ubehagelige oplevelser i forhold til sin biologiske familie eller med venner. Men idet skolen først har hørt om dette på et senere tidspunkt, har det ikke været mu-ligt at hjælpe Sofie med at få sat ord på, og hun har derfor nået at rode sig ud i nogle for sagen uvedkommende konflik-ter. Vi har ikke ønske om at snage i for-ældrenes/plejeforældrenes private for-hold, men det er altså virkelig vigtigt at give skolen en kort orientering når pleje-barnet af en eller anden grund er ude af balance. Når puberteten indtræder, bliver det om muligt endnu vigtigere. Så kan skolen nemlig bakke hjemmene op når barnets kritik begynder at vælte ud af alle kanaler.

Alle disse ord! Det ville kræve en hel bog at yde emnet fuld retfærdighed, men egentlig ville jeg også bare sige at de forhold der er vigtige i samarbejdet om

alle børn, er dobbelt vigtige for plejebørn. Min oplevelse i det ansættelsesforhold der er grundlag for de betragtninger og

holdninger jeg har hældt ud over de for-løbne spalter, er at det allervigtigste er åbenhed og oplysningsudveksling, samt gensidig respekt mellem alle involverede parter: såvel børn som voksne.



Hyben i august

Side 11


Min skolegang før og efter at jeg kom til min plejefamilie

Inden jeg kom i plejefamilie lavede jeg aldrig mine lektier. Højst en gang om ugen eller hver anden uge… og det gjorde, at alle i min klasse troede at jeg var ubegavet og ikke kunne finde ud af noget. Derfor valgte de mig fra og ville ikke lege med mig… jeg følte, at når der alligevel ikke var nogle der ville være sammen med mig, hvorfor så lave sine lektier?

Så det blev nærmest en ”ond cirkel”. Jeg har senere fået af vide, at flere følte sig uretfærdigt behandlet, da jeg ikke fik særlig meget skældud, selvom jeg glemte mine lektier og bøger, og de andre fik skældud selvom de kun havde gjort det én eneste gang. Mine klasse-kammerater har fortalt mig senere, at de troede, at jeg var så svag og skulle beskyttes af lærerne.

Da jeg kom i plejefamilie begyndte jeg at lave mine lektier, det var meget nem-mere end jeg troede, og nu kan jeg fak-tisk rigtig godt lide at lave lektier! Jeg har f.eks. som den eneste i hele klas-sen (nogle sinde) fået 13 i stil.

Da jeg havde boet hos min plejefamilie i 1 ½ år fortalte jeg hele klassen, hvordan min barndom havde været. Mange vid-ste det, men dem som ikke gjorde, blev

meget overasket og sagde at jeg ikke var svag eller skulle beskyttes, men at jeg i virkeligheden var utrolig stærk. Så

pludselig var jeg forandret i klassens øjne, ikke længere svag, men nu stærk.

Siden jeg kom i plejefamilie har jeg kun glemt bøger eller glemt at lave mine lektier 4-5 gange på 2 år. Det er ikke kun i klassen jeg er blevet bedre - også uden for klassen er der mange flere, der vil være sammen mig, særlig dem som ikke ved hvordan min opvækst har væ-ret. Jeg har heller ikke haft overskud til venner inden jeg kom i plejefamilie, men det har jeg nu, og det er dejligt, jeg har altid haft lyst til at have venner.

”Da jeg kom i plejefamilie begyndte jeg at lave mine lektier, det var meget

nemmere end jeg troede”

Næste nummer af PLF-bladet udkommer i november måned.

Temaet vil være: Plejebørnenes sociale relationer

Af et plejebarn

Side 12

Hvor længe har du gået på din skole? Altid, jeg startede der i børnehaveklas-sen.

Hvor mange børn er der i din klasse? 7 børn – 3 drenge og 4 piger.

Er din skole anderledes end andre skoler? Der er færre børn i klasserne og vi får mere hjælp i timerne. Der er en masse problembørn – altså! Børn med proble-mer. Timerne er lettere.

Hvordan lettere? Forstået på den måde at vi er ikke al-dersopdelt, men går i klasser efter vores færdigheder, så f.eks. hvis jeg skulle gå i 10. klasse, så har jeg 8. klasse bøger og opgaver.

Så er vi kun 100 elever på hele skolen.

Hvor mange lærer har I så i timerne? For det meste 2 – nogen gange har vi 3 lærer i timerne.

Hvad synes du er det bedste ved at går på en specialskole?

At der er andre børn, der har de samme problemer som jeg har og at jeg kan tale med dem om mine og deres problemer. Jeg får mere hjælp i timerne og til lektier-ne.

Hvad er det værste ved at gå på en specialskole? Det er nogle af timerne, hvor vi skal lave ting som man laver i børnehaveklassen f.eks. en leg om vokalerne.

Hvad kunne du tænke dig var anderle-des på din skole? At nogle af timerne var lidt sværere. At det hedder noget end specialskole.

Hvad kunne en specialskole så hed-de?

”Den gode skole” eller ”Rose skolen”. Eller at specialskolerne kun hedder det navn som skolen har.

Er du nogen sinde blevet drillet fordi du går på en specialskole? Nej! Aldrig.

Hvordan er det at gå på en specialskole? Samtale med et plejebarn, der går på en specialskole.

af Hanne Niemann


Side 13


En plejemor skriver Af plejemor

Da vores ældste plejebarn, Peter, skulle starte i børnehaveklassen, var det med store betænkeligheder fra vores side.

Grundet Peters første leveår, har han perioder, hvor han ikke er alderssvaren-de. Han kan bl.a. reagere udadrettet, regrediere, være meget impulsstyret og i perioder have svært ved at have sociale kontakter.

Vi blev mødt med stor forståelse fra sko-lens side. Skolen er en helt almindelig folkeskole, og Peter skulle gå i en helt almindelig børnehaveklasse. Peter blev sammen med to andre børn tilknyttet en støtteperson, som fulgte den lille gruppe i 15 timer om ugen. Den samme støtte-person skulle være Peters klasselærer i de kommende år, og det viste sig at væ-re af uvurderlig betydning, at de to kend-te hinanden fra starten.

Peters klasselærer i børnehaveklassen havde fra starten et stort hjerte for ham. Hun formåede med sin stille facon og tydelige væremåde at skabe et godt for-løb for Peter.

Peter blev meget glad for skolen og for de to personer, som nu blev hans nye ”base”. Hele vejen igennem blev han støttet og hjulpet. Han følte sig på intet

tidspunkt udenfor eller anderledes.

Betydningen af, hvilke voksne, der er omkring barnet er stor. Skolens holdning til elever, der har specielle behov er af afgørende betydning for at barnet får et godt skoleforløb. Peter nyder godt af, at være blandt ”almindelige” børn.

Nu hvor Peter skal i 5.klasse er han sta-dig på samme skole. Hans vanskelighe-der er med årene ikke blevet mindre – snarere tværtimod. Men både skolen, Peter og vi hænger stadig på. Peter har fået nogle ”goder” såsom at han må gå en tur, når han føler sig trængt og at han må gå hjem, når han ikke orker mere. Han har haft en måneds undervisning herhjemme i en periode, hvor han var dårlig.

Vi fik en læseplan fra skolen som vi kun-ne følge.

Vores lille indlæg skal illustrere, at selv et barn som egentlig måske hører hjem-me i en specialforanstaltning, kan få et godt skoleforløb i en helt almindelig sko-le. Det kræver mest fra skolens side - men hvis den er positivt indstillet, kan barnet få et udmærket skoleforløb.

Matematikkens mysterier

Side 14

Jeg begyndte i skolen 2½ år inden jeg blev anbragt. Dengang kunne jeg godt lide at gå i skole. Selvfølgelig vidste læ-rerne godt vi havde problemer hjemme, for mine forældre aldrig deltog i noget. Nogle gange ringede skole og så jeg måtte finde på en løgn eller en undskyld-ning for dem.

Jeg havde ikke veninder med hjem, jeg tog altid hjem til dem, men jeg havde nogle gode veninder, det hjalp mig til at komme lidt væk fra det hele. Dog husker jeg at vi engang holdt fødselsdag hjem-me hos mig, det var vellykket.

Efter jeg blev anbragt fortsatte jeg i min gamle skole i et halvt år. Det var svært, nu skulle jeg pludselig forklare hvorfor der kom en fremmed dame og hentede mig fra skole. Jeg fortalte til klassen at det bare var en af mine forældres ven-ner, og så blev der ikke snakket mere om den sag, for efter den dag bad jeg min plejemor om at blive sat af et stykke fra skolen, så ingen opdagede jeg ikke boede hjemme længere.

Efter juleferie skulle jeg begynde i skolen i den by hvor min plejefamilie bor. Det var straks værre. I min gamle skole var der jo ingen der kunne ”se” at der var noget galt med mine forældre, men nu var problemet blevet meget mere synligt. Jeg boede jo hos en plejefamilie, det var tydeligt at noget var galt med mine foræl-dre! Jeg var meget bange for at børnene i min klasse skulle finde ud af at mine forældre var narkomaner og drak for meget. Jeg var sikker på at man kunne se det på mig. Heldigvis havde min pleje-storesøster en veninde, der havde en søster i den klasse jeg skulle begynde i, så hende legede jeg med, og var endda til hendes fødselsdag, i månederne in-den jeg skulle begynde i den nye skole. Det var meget beroligende for mig. Det er slemt nok at begynde i en ny skole,

fordi man er flyttet i plejefamilie, men hvis man ingen kender er det endnu værre. Det slap jeg heldigvis for.

De første par år var der vist ingen der spurgte om min plejemor var min rigtige mor eller hvorfor jeg boede der. Det be-kymrede mig nu heller ikke så meget, når man går i 2. klasse tænker man på andre ting. Da jeg blev lidt ældre, blev det meget sværere. Jeg kan huske en gang hvor min far skulle i fængsel i et par måneder, det havde jeg det meget skidt med. Jeg var bange for folk skulle finde ud af det og tage afstand fra mig eller ligefrem synes dårligt om mig. Efter langt tids overvejelser betroede jeg mig til min veninde og det viste sig at en fra hendes familie også havde været i fæng-sel, så hun forstod mig godt. Tænk, at jeg havde været så bange for at hun ville pege fingre ad mig!

I syvende klasse skulle vi lave projektop-gave og jeg valgte at skrive om stofmis-brug. I den forbindelse interviewede jeg mine forældre og skrev deres navne i rapporten, så behøvede jeg ikke forklare klassen hvorfor jeg var i plejefamilie, de kunne bare selv læse det.

Jeg ved ikke helt hvordan man kan gøre det nemmere for plejebørn i skolen. Hvis mine lærerne havde snakket med mig om min situation i anden klasse, ville jeg


I skole som plejebarn

”I min gamle skole var der jo ingen der kunne ”se” at der var noget galt

med mine forældre”

Af tidligere plejebarn


Side 15

have syntes at det var meget pinligt. Jeg ville have været meget på vagt, jeg ville have følt det som en irettesættelse, så-dan ”nu skal du udenfor døren, fordi dine forældre ikke kan passe dig”, så jeg er glad for de ikke gjorde det. Måske ville det have været anderledes i de ældre klasser, men det egentlige problem er at få plejebørn til at acceptere deres situati-on i skolen. Problemet er jo ikke at ens klassekammerater mobber en fordi man ikke bor hjemme, problemerne er inde i

en selv, man er bange for at blive drillet eller udstødt af de andre hvis de finder ud af at man er i pleje eller hvorfor. Man går i en sky af frygt og flovhed, man er flov over sine forældres misbrug og ban-ge for at ens venner finder ud af det.

Det der bør arbejdes på er at styrke ple-jebørn selvværd og får dem til at forstå at det ikke er deres skyld at deres forældre ikke kan passe dem, at det ikke er deres skyld at forældrene drikker eller tager stoffer. Børn skal ikke gå rundt og føle sig skyldige over noget deres forældre har gjort.



Fokus på plejebørn i folkeskolen Det er titlen på en rapport netop udkom-met i juni 2004, det er Familieplejen for børn og unge og Forældre og Børne-centret der står bag undersøgelsen.

Under baggrund for rapporten står bla. :

” Hensigten med undersøgelsen er dels at indsamle brugbar viden om plejebørns skolegang – en slags status over, hvor-dan ser virkeligheden egentlig ud i Fami-lieplejen for børn og unges bestand af undervisningspligtige plejebørn og dels hvad mener familieplejekuratorerne,

plejeforældrene og lærerne om børnenes skolegang? Og hvad mener børnene selv?

Med denne status kan vi dels få ét over-blik over, hvilke vanskeligheder, der er forbundet med skoleplacering og skole-forløb af anbragte børn og dels erfare, hvad der går godt, og hvorfor det gør det. Men naturligvis også hvad der går mindre godt. Og ikke mindst at bruge informanternes erfaringer og få ideer til,


Frikvarter

Side 16


hvordan arbejdet med anbragte børns skolegang kan forbedre – både med hensyn til selve skoleforløbet, og eventu-elt skoleskift.

Undersøgelsen vil bla. være optaget af at opfange nogle af succeshistorierne. Der, hvor det ser ud til at lykkes for bar-net at få et godt skoleforløb. Der, hvor plejeforældre og/eller skole og eller an-dre – gør noget særligt for at få det til at lykkes for barnet. Det kan umiddelbart virke som ”ingenting”, der gør den forskel der skal til for at skabe et succesfuldt skoleforløb. Og det er disse ”ingentinger”, vi gerne vil formidle som inspiration til dem, som til daglig har med døgnanbragte skolebørn at gøre”.

Undersøgelsen bygger på interview af et antal plejeforældre, familieplejekonsulen-ter og plejebørn. I undersøgelsen har man forsøgt at komme rundt omkring mange relevante emner, bl.a. hvordan skoletilbuddet blev fundet, samarbejde med plejefamilien og barnets familie.

Under, Opsamling af informanternes historier, tanker og idéer, står der bl.a.

”Det har været slående, at mange af børnene har haft svært ved at finde ”gode historier” om en eller flere, der skolemæssigt har støttet specielt i for-hold til at være anbragt udenfor hjem-met. Måske har emnet været for ab-strakt! Måske ser plejebørnene ikke, hvis lærere og plejeforældre gør noget særligt i forhold til skolegang! Måske er det, der gøres, ikke tilstrækkeligt! Eller måske er det! Måske er det helt almindeligt, at de mindre plejebørn er glade for skolen, uden at kunne sætte ord på hvorfor, og måske er det helt ”efter bogen”, at de større børn på den ene side synes, at skolegangen er ”okay”, men på den an-den side ikke virker helt tilfredse med situationen! Større børn reflekterer mere end mindre børn – uanset om de er ple-jebørn eller ej. ”

”De større plejebørn efterlyser generelt lærere, de kan tale åbent med og som

selv tager et initiativ til en samtale – også om det at være plejebarn. ”…jeg ved ikke, hvad jeg skulle fremhæve særligt. Alt har været så negativt, uden undtagel-se, det har det virkelig… men det ville være godt, hvis der var en lærer, der engang imellem selv tager initiativ til at spørge, hvordan går det…” (cit. Barn 13 år). Et andet større plejebarn fortæller, at der på ” …min gamle skole, var en lærer, det tit snakkede med mig om, hvordan det gik, og så mister man ikke helt ly-sten, og man tager sin lærer mere seri-øs, og det var godt. På den nye skole, gør lærerne ikke noget særligt, de virker mere kolde og uinteresserede i én, og uengagerede. Det ville være rart, hvis de gad bruge lidt mere tid på at snake…Og det ville også være rart at kunne snakke med én, der ikke var involveret med ple-jeforældrene…” (citat Ung 16 år)

Og videre står der:

AT tage udgangspunkt både i plejebar-nets baggrund, forudsætninger, potentia-ler og udviklingsmuligheder er en svær balancegang for lærerne. Lærerne forsø-ger at behandle plejebørn på lige fod med andre elever, men samtidig ligger det konstant i baghovedet, at eleven også er plejebarn. Det skaber usikkerhed i undervisningen når der dukker temaer op om bl.a. familie og opvækst. Det kan være vanskeligt at finde de rigtige ord og den rigtige metode, så plejebarnet ikke føler sig udstillet. Dette dilemma skaber blandt mange lærere berøringsangst og usikkerhed overfor, hvordan man taler med plejebarnet herom, både alene og i klassesammenhæng. Måske er det en af mange årsager til, at plejebørn – små som store – generelt er meget lukkede omkring deres status som plejebarn overfor lærere og kammerater.

Rapporten kan bestilles hos Familie-plejen for Børn og Unge (FABU) på 38 76 06 80 og koster kr. 75,00

Side 17

”Politikens bog om SKOLEBARNET” af Per og Ellen Schultz Jørgensen. En brugervenlig håndbog, der giver en samlet beskrivelse af barnets udvikling fra 6-12 års alderen og behandler temaer som børns følelser, venner, fritid, medier og sundhed. Håndbogen er på 250 sider og koster ca. 229,- kr.

Bowlby, J. (1994) ”En sikker base. Tilknytningsteoriens kliniske anvendelse” Frederiksberg. Det lille forlag.

Bryderup m.fl. (2002) ”Specialundervisning på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud”. Køben-havn. Danmarks Pædagogiske Universitet.

Børns Vilkår (2001) ”Får alle skolebørn den undervisning, de har krav på”. Dokumentation. København.

Christiansen, C. m.fl. (2002) ”Betingelser for børns sociale ansvar”. København. Socialforskningsinstituttet (02:4)

Fokus-Nyt, nr. 22, oktober 2003 ”Standardisering af brugerundersøgelser i folkeskolen”

Killén, Karin (1993) ”Omsorgssvigt er alles ansvar”. København. Hans Reitzels Forlag.

Sandholt, Pia (2002) ”Brugerundersøgelse. En undersøgelse af samarbejdet mellem Familieplejen for børn og unge, de kommunale forvaltninger og plejefamilierne”. København. Familie-plejen for børn og unge.

Sandholt, Pia (2004) ”Fokus på plejebørn i folkeskolen – hvordan trives de?”. København. Familieplejen for børn og unge.

Litteratur henvisninger:


Skoleredskaber

Side 18

Det har været en dejlig oplevelse at mø-de en masse nye mennesker på en uge… der har været en masse sjove ting man kan huske, og jeg har i hvert fald fået et par nye gode venner som jeg har tænkt mig at holde kontakten med.

Det har selvfølgelig været de tider hvor man har siddet og sagt: ,,hvad skal vi nu lave?” og tro mig det sagde man et par gange om dagen, men det var jo også Sverige vi holdt ferie i ☺…

Men vi har jo aftalt en masse nye ting som vi kan lave næste år, så der bliver det bare endnu bedre og det ville jeg

havde glædet mig til hvis jeg kunne kom-me. Jeg er faktisk lidt ked af at jeg ikke kan komme næste år …

Det bedste ved turen var at få en masse nye venner selvfølelig dem på sin egen alder, men også ældre og yngre. Der var også sjovt (og det der ikke var sjovt var hyggeligt) med forskellige ture. Det var også hyggeligt at være sammen og sid-de og snakke og spille (selvom jeg tror, at stort set alle vil give mig ret i, at man til sidst blev lidt træt af at spille inden-dørs).

PLF-sommercamp sommer 2004 V. Tanja 14 år

Sommercamp 2004

Side 19

Sommercamp 2004

Stedet og huset er rigtig velegnet til PLFs sommercamp. Det var en dejlig uge og så var vi rimelig heldige med vejret. Det var dejligt at vi på sommer-campen fik besøg af en plejefamilie med deres 5 plejebørn.

Vi snakker stadig meget om sommer-campen og hvad den har betydet for os:

Vi har fået mange nye venner.

Nu kender børnene andre plejefamilier.

Børnene, specielt de unge skriver, mailer og SMSer sammen.

Vi jonglerer.

Vi bager selv vores brød efter at vi har været på sommercamp.

Vi morgenløber.

Vi glæder os til, at vi skal mødes igen den 10. september. Og vi glæder os til sommercampen næste år.

En plejefamilie skriver om sommercampen:

Vi glæder os til sommercamp næste år!

Side 20

Sommercamp 2004

Flere billeder fra sommercampen

Side 21

Historien om den lille bitte pige opstod en dag, hvor vores ene plejebarn ( A, 7 år) i længere tid fik nogle voldsomme raserianfald især i skolen og fritidshjem-met. Efter disse episoder var A altid me-get angerfuld og havde det utrolig skidt over det hun havde gjort - hvilket næsten kunne få hende til endnu en gang at "gå amok". Vi prøvede at nå ind til hende med snak om forståelse for at hun havde det skidt, men at hendes adfærd ikke var acceptabel og hvad hun i stedet kunne gøre i en lignende situation, men intet hjalp.

Efterhånden var det dagligt at en pæda-gog eller lærer som trak os ind til siden eller ringede for at fortælle om endnu en episode, hvor det hele var gået galt og vi blev, trods møder med konsulent og psykolog, mere og mere afmægtige overfor hvordan vi skulle tackle proble-met,

Episoderne trak altid til, i forbindelse med samvær eller efter telefonsamtaler med den biologiske moder og vi fornem-mede, at problemet måtte skyldes en loyalitetskonflikt i A mellem moderen og os, som var angstprovokerende i presse-de og stressede situationer.

Efter en af de dage, med problemer i

både fritidshjem og skole satte jeg mig ned og skrev historien om den lillebitte pige. Jeg fortalte A, at jeg havde skrevet den til hende og spurgte efter jeg hav-de læst den højt, hvad hun syntes om den. Hun svarede med et stort smil:"Det er jo mig" og spurgte om hun måtte tage den med i skole næste dag, hvilket hun gjorde. Læreren fortalte bagefter, at hun havde læst den højt for klassen og at der havde været stille imens. Et af børnene havde sagt, at det var ligesom med A og hele klassen havde fået en snak om, hvad det vil sige, at være i familiepleje.

Historien er blevet læst op mange gange her hjemme, A har lavet tegninger til og vi har sat dem ind i en mappe som er hendes helt private.

Nu her, et halvt år efter at historien blev til, er der langt imellem raserianfaldene. Det skyldes selvfølgelig ikke, at jeg lave-de den historie, men jeg tror alligevel den har været medvirkende, fordi den fik sat gang i at se på A med andre briller. Når hun sparkede og slog, var det ikke fordi hun bare var en umulig unge, men fordi hun var et ulykkeligt barn. Hun ved nu, at vi har en forståelse overfor det og det tror jeg har ændret meget.


En plejemor har sendt os dette indlæg: Af en plejemor Signe

Side 22

Der var en gang en lille bitte pige.

Hun boede på et bjerg sammen med sin mor.

Oppe på bjerget var der koldt og den lille bitte pige frøs tit.

Hendes mor kunne ikke varme hende og efterhånden blev den lille bitte piges hjerte meget koldt.

Den lille bitte pige besluttede sig for at gå ned af bjerget for at finde noget var-me.

Nede for enden af bjerget fik hun øje på en mand og en dame.

De stod og varmede hinanden ved at give hinanden det ene store knus efter det andet.

”Kom her hen og vær med i vores knus” sagde damen, og den lille bitte pige gik derhen.

Både manden og damen lagde deres arme omkring den lille bitte pige og hun kunne mærke, at det blev varmere om-kring hende.

Men den lille bitte pige kunne også mær-ke, at der stadig blev ved med at være koldt et sted inde i kroppen på hende, selv om damen og manden både gned og gnubbede hende over hele kroppen.

Den lille bitte pige besluttede sig for at blive hos manden og damen for at se, om de ikke kunne få hende varmere efterhånden.

Der gik lang tid og den lille bitte pige kunne mærke, at hun blev varmere og varmere.

Damen og manden kom til at holde me-

get af den lille bitte pige og den lille bitte pige holdt af damen og manden.

Men hun savnede et sted alligevel sin mor, som var blevet på toppen af bjerget, og hun kunne mærke, at hver gang hun kom til at tænke på moderen kunne hun også mærke den kolde klump inden i sig.

Damen og manden tog den lille bitte pige med op til sin mor og da de så, at mode-ren havde mere travlt med at sørge for varme til sig selv end se på sin lille bitte pige, besluttede de sig for at tage den lille bitte pige med tilbage igen. Den lille bitte pige kunne også godt mærke at der var bedst hos damen og manden og hun kunne også godt se, at hendes mor ikke var så god til at snakke med hende og varme hende som manden og damen, så hun ville gerne med tilbage ned af bjer-get.

Men da de var kommet ned af bjerget, begyndte den kolde klump igen at dukke op i den lille bitte pige og hun prøvede at gøre alt muligt for at få den væk.

Hun prøvede alt muligt for at få klumpen væk, hun råbte, hun skreg, hun sparkede og hun kastede med ting, men klumpen blev ved med at dukke op og den lille bitte pige fik det værre og værre fordi hun også blev bange for, at manden og damen ikke mere ville have hende boen-de, hvis hun blev ved med at sparke, slå, råbe og kaste med ting.

Så en dag kom damen og manden hen til den lille bitte pige og sagde:

” Ved du hvad, lille bitte pige, vi har nu set i lang tid, at du ikke har det godt nok og det gør os kede af det, for vi er kom-met til at elske dig så meget”

Den lille bitte pige kiggede på dem og tænkte ” Jeg ved de elsker mig og at de aldrig vil af med mig. De elsker mig selv



Den lille bitte pige

Side 23

om jeg sparker og river, råber og kaster med ting. Jeg ved min mor elsker mig på hendes måde, men det er ikke så meget, som jeg ville ønske hun kunne. Jeg ved, at det bedste er, at hun bliver på bjerget. Så kan jeg besøge hende en gang imel-lem, men ikke for længe for så begynder jeg at fryse igen. Hvis jeg skal holde op med at fryse indeni skal jeg blive hos manden og damen. De vil hjælpe mig med at få varmen så jeg ikke behøver at sparke, rive, råbe eller kaste med ting.

Da den lille bitte pige havde tænkt det, fik hun det pludselig meget bedre. Hun gik hen til manden og damen og gav dem et kæmpe knus og sagde:

” Jeg elsker jer”

”Vi elsker også dig din lille bitte pigelort” sagde manden og damen og begyndte at grine fordi de blev så glade.

De grinede og grinede og den lille bitte pige grinede også med. Og de blev ved med at grine og de faldt om på jorden og grinede og grinede fordi de var så glade og lettede. Og de gav hinanden det ene store knus efter det andet.

Og den lille bitte pige vidste at hun var glad og hun vidste at isklumpen var be-gyndt at smelte.

Side 24

Boganmeldelser

Marvi Myrebjørn fatter håb er en bog, som kan læses med glæde og udbytte af børn såvel som voksne. Den handler om sorgen ved at miste og værdien ved at have en ven i nøden.

Om modet og tålmodigheden, der skal til for at være sammen med sin sorg og få den løst op. Så man igen kan leve livet med en større forståelse og tillid.

s.80 kr. 128,

Til bogen findes en vejledning med gode råd til, hvordan man bedst kan arbejde med sin sorg, Både i forbindelse med Marvi-bogen og mere alment.

Det er ok at være ked af det Ved hjælp af denne enkle og letfattelige bog, som i lige grad henvender sig til børn og voks-ne, får børn et indblik i, hvor naturligt det er at reagere på tab og forandringer - at deres følelser kan skifte, og at det kan være værdifuldt at give udtryk for dem.

(alder 6- 12 år) kr. 78, - Der fås et arbejdshæfte til sidstnævnte bog.

Side 25

Bare jeg kunne holde dig i hånden Er en god ven rejst fra dig? Er din mor og far blevet skilt? Eller er der en anden grund til at du er ked af det?

(5 – 9 år) pris: kr. 68,-

Når Dinosaurer dør Beskæftiger sig med døden på en nænsom

og berigende måde. Bogen giver værdi-fuld vejledning ved samtaler om døden og er en hjælp i sorgprocessen. Den henvender sig til børn i alle aldre og til deres forældre. De fine illustrationer for-tæller lige så meget som teksten, og børnene vil elske dem.

Kr. 128,-

Ørnens forlag, Postbox 43, 3300 Frederiksværk Tlf. & Fax. 47 77 73 20

Bogbestillinger bedes afgives på overstående telefonnummer eller på e-mail: [email protected]

Side 26

København den 4. august 2004

Både nuværende og tidligere plejebørn går rundt med mange spørgsmål i hove-det, som de ikke søger svar på hos de voksne, der omgiver dem i det daglige.

- Hvem bestemmer, hvornår jeg kan komme hjem til min far og mor?

- Hvad skal jeg gøre, når min mor ringer og skælder min plejemor ud?

- Hvordan kan jeg forklare mine klasse-kammerater, at jeg ikke bor hjemme?

- Hvor mange lommepenge har jeg krav på?

- Findes der i nærheden af, hvor jeg bor, nogen grupper for plejebørn?

Hjemmesiden for plejebørn www.boernetinget.dk får derfor fra den 4. august 2004 en brevkasse, hvor pleje-børn kan skrive ind og få svar på deres spørgsmål. Brevkasseredaktørerne er den 23-årige socialrådgiverstuderende Maia Sys Gøttsche, den 32-årige slagter Svend Bladt og den 42-årige pædagog Sisse Bøgild. Maia, Svend og Sisse har alle tre som børn været anbragt i pleje og kender derfor personligt de fleste af de spørgsmål, der brænder sig på for plejebørn. De ved også, at mange pleje-børn har svært ved at betro sig til de professionelle voksne, der omgiver dem i

det daglige, og også svært ved at ”bruge” de råd, som voksne, der ikke har prøvet at være anbragt, kommer med.

Brevkasseredaktørerne har mulighed for at trække på Familieplejen Danmarks familieplejekonsulenter i forbindelse med konkrete spørgsmål. Alle spørgsmål til brevkassen bliver – i lighed med indlæg til selve hjemmesiden – anonymiserede. Svarene bringes på nettet.

Familieplejen Danmark oprettede den 1. februar med støtte fra Egmont Fonden hjemmesiden www.boernetinget.dk. For-målet med hjemmesiden var både at give nuværende og tidligere plejebørn muligheden for at støtte hinanden OG at give sagsbehandlere, familieplejekonsu-lenter, eksperter og politikere en mulig-hed for at få et ”uredigeret” indblik i pleje-børns hverdag, tanker og følelser.

Læs mere om brevkassen og brevkasse-redaktørerne på www.boernetinget.dk. Eller kontakt sekretariatsleder i Familie-plejen Danmark, Kirsten Holm-Petersen, (33 25 88 06 el. 40 95 88 03), Maia Sys Gøttsche (28 73 06 15), Svend Bladt (22 85 18 66 ) eller Sisse Bøgild (98 23 02 32).

Venlig hilsen

Kirsten Holm-Petersen

Pressemeddelelse:

Ny brevkasse på nettet for plejebørn.

Side 27

Det sker der også i PLF regi Der er aktiviteter i gang i PLF!

For at vi som plejefamilier er med til at styrke fagligheden. Eller vi kan måske kalde det at vedligeholde ”værktøjskassen” (dig selv), planlægger vi at sætte gang i for-skellige aktiviteter. Dette gøres bedst i et kollegialt fællesskab med andre plejefami-lier.

Skulle du få lyst til at deltage i en netværksgruppe eller i temadage m.v., hjælper vi gerne med at starte dem op.

Kommende arrangementer. Vi er i øjeblikket i gang med at planlægge en temadag for alle PLF medlemmer. Nærmere besked følger.

I Sønderjylland planlægges opstart af supervisionsgrupper, institutionsbesøg, tema-drøftelser og måske bliver der planlagt lidt hyggeligt kollegialt samvær.

Datoerne for arrangementerne vil hurtigst muligt blive lagt på hjemmesidens kalen-der.

Side 28

Plejefamiliernes Landsforening ”PLF” Strandvangsvej 47 50 Hvidovre Telefon: 2425 9007 Mail: [email protected]

I næste nummer af PLF-Bladet, vil vi blandt meget andet, skrive om:

• Hvordan står vi som plejefamilie, når vi flytter til en anden kommune med plejebarnet?

Redaktionen ønsker alle læsere et godt efterår. Næste num-mer af PLF-Bladet kommer i starten af november

Documents

PLF bladet nr.4 - 2004