RUST

Luder, nazist, landsforræder, dronning af skraldespanden og politisk geni. Betegnelserne for Pia Kjærsgaard er mange.

28 år som politiker har lært hende, at det har konsekvenser at sige sin mening.

Foto: Gitte Post – gittepost.comRetouch: Daniel Weinreich – huskos.comTekst: Nina Aagaard og Mads Frimann

RUST

21

af som formand, men hun bliver i politik med tunge poster i partiet og Folketinget. Det bliver fortsat Pia Kjærsgaard, der skal være anfører for Dansk Folkepartis indvandrerpolitik.

GLISTRUP

Det var Mogens Glistrup og hans Fremskridts-parti, der for alvor gav Pia Kjærsgaard mod på det med politik. Indtil da havde hun været hjemmegående og passet sine børn. I 1978 blev hun hjemmehjælper – samme år som hun meldte sig ind i Fremskridtspartiet. Før Glistrups entré havde politik været uvedkommende for Pia Kjærsgaard. Noget, der kun beskæftigede gamle mænd med jakkesæt og cigarstumper i mundvigene. Glistrup var anderledes bramfri og provokerende: Nul procent i skat og en te-lefonsvarer som erstatning for forsvaret, der på russisk sagde: ”Vi overgiver os.”

”Det var jo helt vildt, ik? Jeg havde en for-nemmelse af: ’Yes! Nu sker der noget’. Dér blev jeg politisk vakt”, husker Pia Kjærsgaard.

”Han vidste udmærket, hvad han sagde, og hvad han gjorde. Han gik tæt på grænsen og nogle gange lidt over. Det har jeg faktisk altid haft en svaghed for. Jeg har altid haft en svag-hed for folk, der er skæve på den positive måde”.

Mogens Glistrup blev uddannet cand.jur fra Københavns Universitet i 1950, og hans afgangseksamen var på det tidspunkt den tredjehøjeste nogensinde. På den politiske scene var Mogens Glistrup dog mest af alt en provokatør. Han sammenlignede skattesny-dere med frihedskæmpere under den tyske besættelse og fremviste stolt sit skattekort med en trækprocent på nul. I 1983 faldt ham-meren så. Skatteadvokaten måtte i fængsel for skatteunddragelse.

”Jamen er det ikke utroligt?”Pia Kjærsgaard har foragt i stemmen. Hun

sidder på sit kontor på Christiansborg og for-tæller, hvad der skete, da hun den anden dag var i Netto for at handle. Det er ikke første gang, den slags er overgået hende. Og nok heller ikke den sidste.

”De der småborgerlige typer. Det er dem, jeg foragter mest. Sådan en uopdragen gentofte-mokke. De ejer ikke takt og tone, men de tror, de gør det. Det er en åndelig smalhals. De er jo ikke store mennesker, vel? De er jo ikke store i ånden. De er åndsamøber. Simpelthen.”

Det er, når Pia Kjærsgaard fyrer en sådan svada af, man kender hende bedst. Hendes sprog er formfuldendt, og alle ord bliver fulgt helt til dørs. Der er ingen afhuggede stavelser eller glemte endelser i Pia Kjærsgaards sprog. To-nen er skarp, og når en bestemt sætning har en bestemt betydning, så skrues tempoet ned, så den får den plads, den fortjener. Som ’uop-dragen gentoftemokke’ eller ’åndsamøber’. Det er af samme årsag, at du heller ikke i tvivl om, at det er en bundprofessionel politiker, du sid-der over for.

Skulle man stadig være i tvivl, taler tallene deres tydelige sprog. 28 år som folketingspoli-tiker, 17 år som formand for Dansk Folkeparti og 12 valgkampe. I midten af september går hun

Pia Kjærsgaard står ved køledisken. En dame kommer til at skubbe til partilederen. ”Åh, det må De undskylde”, siger

damen, der først nu opdager, hvem hun er ramlet ind i. ”Er det Dem? Så trækker jeg det tilbage!”

“Man kan få hård hud på hele krop-pen, men man får det naturligvis ikke på sjælen”

RUST

22

på Pia Kjærsgaards kontor. Det er nærmere en dagligstue: Kurv til hunden i hjørnet, porcelæn-splatter, guldaldermalerier i tykke guldrammer, portrætter af familien, billede fra nytårsta!el hos dronningen og et partifoto af politikere fra Dansk Folkeparti, der står sammen på en græsmark.

EN RADIKAL SKIDERIK

Og så er der en hvid kop med Kurt Westerga-ards tegning af profeten Muhammed. Den står sammen med nipsting på en lille reol, med tegningen vendt ud mod resten af kontoret, så den kan ses fra alle vinkler. Den bruges ikke til ka!e, men indeholder derimod Pia Kjærsgaards læbestift og rouge.

Selv om 17 år er lang tid, og Pia Kjærsgaards kontor ligner en bedstemors (hvad det også er), så har hun langtfra færdig med de verbale slagsmål.

”Jeg har stadig nerve, når jeg er på. Det bliver aldrig ligegyldigt for mig. Aldrig. Jeg kan godt lide de der slagsmål. Jeg elsker debatterne i fol-ketingssalen, hvor jeg, efter at have holdt min ordførertale i ti minutter, står i en time deroppe, hvor de bare kan skyde løs fra alle sider med spørgsmål, jeg slet ikke kender. Så tænker jeg: ’Nu skal de ha’!.’” Hun slår håndfladerne sam-men, så der lyder et knald. Der er en nærmest barnlig glæde i stemmen, når Pia Kjærsgaard fortæller om sin trang til at debattere.

”Der er så få mennesker, som tør. Der er no-

”Nej, slet ikke. Han endte jo i en tragisk deroute.”Det med forbilleder er ikke-eksisterende i Pia

Kjærsgaards univers. Når man spørger, væver hun lidt.

”Jeg tror egentlig ikke, der er nogen. Jeg er aldrig blevet båret frem.”

STUEN I PROVIANTHUSET

Pia Kjærsgaard har skrevet testamente sam-men med sin mand. Udførligt forklaret børnene hvad der skal ske med huset, hunden og for-muen. Alt er fordelt. Også Kjærsgaards politiske dokumenter er testamenteret. Ikke til ungerne men til Rigsarkivet, som ifølge hende selv, er interesseret i at få fingrene i papirerne.

”Jeg havde jo aldrig drømt om, dengang jeg kom i folketinget i 1984, at jeg skulle sidde i den situation, som jeg gør i dag, og som jeg sad i i 10 år som parlamentarisk støtte for en borger-lig regering. Jeg skal ikke gøre mere ud af mig selv end godt er, men det er da historisk. Vel er det da så. Når jeg sådan tænker lidt dybere over det, synes jeg, det er fantastisk, at jeg har været med til det.”

I de 17 år Dansk Folkeparti har været på Chri-stiansborg, har Pia Kjærsgaard haft det samme kontor. Et kontor, der står i skærende kontrast til resten af Provianthuset, som er den fløj på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti holder til. Fløjens gange er hvide med enkelte beplantnin-ger og malerier hist og pist. Sådan er det ikke

Mens Glistrup sad i brummen, overtog hans sup-pleant pladsen i folketinget og magten i Frem-skridtsparitet. Suppleanten hed Pia Kjærsgaard.

Fra at have mærkesager som mindre bureau-krati og indkomstskat lagde Pia Kjærsgaard en anden linje i partiet: Fra nu af koncentrerede Fremskridtspartiet sig om flygtninge- og ind-vandrerpolitikken. Den skulle strammes op.

Men 6. oktober 1995 fik Pia Kjærsgaard nok. De interne stridigheder i Fremskridtspartiet var vokset så store, at noget drastisk måtte gøres.

”Der blev nærmest begået dronningemord, hver gang jeg var ude af vagten”, fortæller hun med et opgivende udtryk.

Den dag i 1995 stiftede hun sammen med Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner, der indtil da også var medlemmer af Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti. Et parti, Pia Kjærsgaard uden at tøve at kalder sit livs-projekt.

Med stiftelsen kunne hun forme et parti, der søgte indflydelsen frem for provokationen. Men Glistrups grænsesøgende stil tog Kjærs-gaard med – hun havde med selvsyn set, hvad den kunne bringe med sig ved jordskredsval-get i 1973, hvor Fremskridtsparitet, anført af Mo-gens Glistrup, stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Derfor er det også nærliggende at nævne Mogens Glistrup som et naturligt forbil-lede for Pia Kjærsgaard. Men her sætter kvinden med pagehåret foden i.

“Der er nogen, som er for meget, men der er så sandelig også nogen, som er for lidt”

RUST

23

for ’ballade’, som hun selv kalder det, for stor.”Det er en stor personlig frihed. Man mister.

Også fordi ...”Pia Kjærsgaard, der kan svare på kritiske

spørgsmål fra politiske modstandere uden at nøle, går i stå. Først når hendes blik har dvælet ved loftet, siden gulvet, kan hun samle sæt-ningen op igen.

”...fordi de er meget tæt på. De ved, hvordan mit liv er. 100%.”

”DET ER JO MIT LIV”

Derfor kræver Pia Kjærsgaard noget igen. Livvag-terne kender alle hendes rutiner og ritualer, så hun insisterer på også at kende deres. Er de gift eller forlovet, har de børn, eller er der nogen på vej.

”Jeg kan ikke bare have dem som sådan nogle skygger, der følger mig. Jeg vil vove den påstand, at ud af de mange livvagter, jeg har haft, er der mange, som jeg har fået til at gifte sig og opfordret til at få børn.”

Dengang du valgte at tage fat på indvan-drerdebatten, havde du så forestillet dig, at det ville medføre, at du skulle gå med livvagter?

“Slet ikke. Jeg er blevet overrasket over, hvilke reaktioner jeg kan fremkalde. Jeg har aldrig no-gensinde gjort nogle ting bare for at provokere. Jeg mener ikke, jeg er gået over stregen. Jeg vil have lov at sige min mening, og det fortsætter jeg med – uanset hvad. Det jeg synes, man er forpligtet til.”

I næsten tre årtier har Pia Kjærsgaard været en af de mest markante politiske skikkelser i Danmark. Det har ikke været omkostningsfrit, men alligevel kan hun ikke forestille sig et liv uden politik. Når hun efter Dansk Folkepartis årsmøde 16. september pakker kontoret i Pro-vianthuset ned, er det blot for at få nøglen til et nyt.

Og selvom det betyder, at hun ikke kan gå alene i Netto, så er det værd at arbejde for det, hun tror på: ”Ja for helvede. Det er jo mit liv.”

tåle Dansk Folkeparti, fordi vi nærmest lugter. Det sidste er nok det mest latterlige. Folk, der ser ned på andre i deres egen selvtilfredshed.”

FARVEL TIL FRIHEDEN

”Man kan få hård hud på hele kroppen, men man får det naturligvis ikke på sjælen. Det gør man ikke. Jeg har lært at skubbe det af skuld-rene. Man bryder ned, hvis man lader sig gå på af det. Men det har været meget slemt.”

Da Pia Kjærsgaard blev politiker var hendes børn i starten af teenageårene. Når formid-dagsaviserne var ryddet med provokerende opråb fra Fremskridtspartiets politikere, så var det ikke kun Pia Kjærsgaard, der blev bedt om en forklaring. Det samme gjorde hendes børn, når de slog døren op til deres klasseværelse om morgenen.

”Det har kostet på familiekontoen. Mine børn har ikke været jublende lykkelige. Sådan er det. I virkeligheden tror jeg, at de fleste børn bedst kan lide, at deres forældre er ansat i en bank eller sådan noget.”

Så var der det mentale fravær over middags-bordet, når børnene udførligt fortalte om deres dag, mens tankerne egentlig var et sted inde på Borgen. Ferierne i Danmark, der blev afbrudt, fordi Tv-avisen ’bare lige skal bruge en lille kom-mentar i Gilleleje’. Ferie i Danmark føles i det hele taget ikke rigtig som ferie for Pia Kjærsgaard. Det kan tære at bevæge sig ud blandt folk. I sommer-husområderne vil de nemlig også snakke politik. Derfor har hun sammen med sin mand købt et sommerhus på den lille græske ø Santorini. Der er alle ligeglade med, hvem hun er.

”Jeg bemærker egentlig først, hvor dejligt det er at være fri, når min mand og jeg tager flyveren til Santorini, og jeg stiger ud. Det er fantastisk.”Friheden kan ellers til tider virke "ern. Som for eksempel når Pia Kjærsgaard skriver en sms til sine to livvagter en time inden, hun skal i Netto. Hun må nemlig ikke gå alene. Dertil er risikoen

gen, som er for meget, men der er så sandelig også nogen, som er for lidt. Og så kan jeg altså bedst lide dem, der er for meget. De rører jo ved nogle ting. Rører ved noget i folk. De går ikke i ét med tapetet. Det har jeg altid været betaget af.”

Derfor er Pia Kjærsgaard aldrig gået i ét med de hvide vægge i Provianthusets gange. Som hendes kontor er hun pyntet. På håndled og fingre er der ringe og armbånd og hendes tør-klæde og briller har samme farve. Farven er lilla. Bag brillerne er øjenbrynene tegnet op med rutineret hånd. Nej, Pia Kjærsgaard går ikke i ét med ret meget.

Men når du hele tiden er til at få øje på, så sker det, at folk bliver trætte af at se på dig. For selvom hun har den mest trofaste vælgerskare i dansk politik, så råber folk også ”aaad!”, når de cykler forbi hende.

”Der tænker jeg: Ha’ en god dag, har du det godt nu? Jeg synes i virkeligheden, det er pri-mitivt. Der er ikke det, jeg ikke er blevet kaldt. Rotte, luder, nazist, alt.”

”Jeg er jo sådan én, der deler vandene. Siger de. Og så må der jo være noget om det. Jeg oplever trusler, men jeg oplever også en enorm kærlighed fra mange mennesker.”

Pia Kjærsgaard mener selv, at hun fremkalder stærkere reaktioner end de fleste andre politikere. En bestemt type kan slet ikke døje hende. Måske fordi meget af Dansk Folkepartis politik handler om indvandrere. Eller måske fordi Pia Kjærgaard nu engang er - Pia Kjærsgaard. Derfor ved hun også, at der findes mennesker i Danmark, der afskyr hendes holdninger. Og hendes person.

”Der er dem, som er svære at argumentere med, fordi du bare ikke kan nå dem. Altså, jeg kan ikke nå en eller anden autonom ude på Nørrebro. Det gider jeg simpelthen ikke, for det kan ikke lade sig gøre. Og der kan også være et eller andet braldrehoved, der bare skal lukke noget galde ud. Og der kan være en eller anden overlegen radikal skiderik, som bare ikke kan

kommunikationogsprog.dk

Det  bedste  af  det  hele…  gratis  medlemskab  i  6  måneder  til  alle  nye  studentermedlemmer!

STUDERER  DU  …

mest

Du  får  

Gratis kurser som booster dit cv og får din ansøgning øverst i bunken

200 ledige studiejob og praktikpladser

Gratis karriererådgivning

Desuden  kan  vil  tilbyde  dig  

en  lang  række  rabatter

uden selvrisiko

Fitness.dk

14% rabat

5% i rente

Bliv  medlem  og  få  gratis  kurser  Photoshop Herning AU

Photoshop Odense SDU

Photoshop Sønderborg SDU

InDesign Herning AU

InDesign Odense SDU

Mød  os  på  studiestartsmes-­

sen  12.  og  13.  september  i  

Odense  SDU  -­  og  vind  gave-­

kort  til  Saxo.com  på  3000  

kroner

ks_ann_RUST_aug2012.indd 1 17-07-2012 10:40:57

“Det har kostet på familie-kontoen. Mine børn har ikke været jublende lykkelige”