Upload
lamdieu
View
213
Download
0
Embed Size (px)
Citation preview
Håndværk på filmEn dokumentarisk analyse af filmmediets mulighedere for at overføre
håndværksviden imellem mennesker
Speciale af Jakob Øllgaard, årg. 2005, Antal ord: 27.984Det Informationsvidenskabelige Akademi, Vejleder: Martin Dyrbye
1
Abstract:
A documentary analysis is conducted to achieve an understanding of the film
medias potential of carrying and transmitting craft knowledge. Two different
document types are analysed and compared in a qualitative interview setting
featuring craftsmen of the crafts displayed on film. Also an interview examination
is conducted to obtain the opinions on the matter from professionals who work with
preserving craft knowledge. It is concluded that craft knowledge can be many
different kinds of knowledge and therefore a generalization of craft knowledge
transfer is impossible, as this relies heavily on the type of craft in question and the
characteristics of the person to obtain the knowledge. However it is probable, that
craft knowledge based on tacit knowledge is impossible to transfer in any other than
a traditional apprenticeship setting built on feedback, whereas craft knowledge
based on a higher degree of explicit knowledge may be transferred easier through
reading or studying film and better still through interactive learning sources. This is
however not examined in this analysis and is a question yet to be explored. It
remains crucial, that craft knowledge is tied to the body of the craftsman, but this
should not stop craftsmen from documenting their knowledge in writing and on film
and -- as particularly one of the interviews discloses -- this can be done by adding
speak to films of craftsmen in action.
En gammel håndværker er som et brændende bibliotek- Vestafrikansk ordsprog
2
IndholdsfortegnelseAbstract 2
1. Indledning 5
1.1. Håndværkets forsvinden 5
1.2. Håndværk på film 6
1.2.1. Nationalmuseets Etnologiske Filmarkiv 7
1.2.2. Film fra YouTube.com 8
1.3. Afgrænsning 9
1.4. Begreber, teori, domæne, metodik og informationssøgning 10
1.4.1. Begreber 10
1.4.2. Teori 11
1.4.3. Videnskabeligt domæne 13
1.4.4. Metoder 14
1.4.5. Informationssøgning 15
1.5. Undren over filmmediets muligheder 16
1.6. Undersøgelsens legitimering 17
1.7. Undersøgelsens perspektiver 19
1.8. Problemformulering 20
2. Metode 20
2.1. Interviewundersøgelsens design 20
2.1.1. Tematisering og design 20
2.1.2. Interview 23
2.1.3. Fortolkning og analyse 24
2.1.4. Verificering og rapportering 25
2.2. Spørgsmål til videnscentre 26
2.3. Informationssøgning 27
3. Håndværk i et teoretisk perspektiv 29
3.1. Undersøgelser 29
3.2. Videobilledet som formidler 31
3.3. Håndværks viden -- grundlæggende forudsætninger 31
3.4. Håndværksviden – teoretisk viden og kropslig viden 34
3.5. Mesterlære – imitation og færdigheder 38
3
3.6. Den japanske tradition 40
4. Håndværk på museum 41
4.1. Nationalmuseet 42
4.2. Kejsergaarden 44
4.3. Hjerl Hede 45
4.4. Den Gamle By 48
4.5. Bevaringscenter Nordjylland 49
5. Interview med håndværkere 51
5.1. Bødkeren 52
5.2. Smeden 56
5.3. Haandskomageren 60
6. Analyse og diskussion 67
6.1. Håndværksviden – dokumentation 67
6.2. Håndværksviden – teoretisk viden og kropslig viden 69
6.3. Håndværksviden -- metoder og ideer 73
6.4. Film som vidensmedie 73
6.5. Interaktive medier og selvlæring 75
7. Konklusion 77
8. Perspektivering 81
9. Litteratur 87
10. Oversigt over besøgte websteder 91
11. Oversigt over Bilag 92
4
Del 1. Indledning Den håndværksmæssige viden er i sit væsen fundamentalt anderledes end den
boglige. Det er en personlig form for viden. Dette skal illustreres ved hjælp af de
gamle truede landhåndværk som bødkeren, karetmageren, rebslageren og
sadelmageren. Disse truede håndværk har ikke deres vidensbase registreret i bøger,
på film eller i databaser. Derfor er denne form for viden totalt afhængig af at blive
vedligeholdt af dens udøvere. Der er bare individuelle bærere af kundskaben. Den
hundredårige gamle håndværksviden sidder i hovedet og i hænderne på disse
bærere og den er ikke transformeret til andre medier. Disse forvaltere er de eneste,
som har den vidensversion, der findes. Og der er vel at mærke ingen backup (Linde
1996).
1.1. Håndværkets forsvinden
Traditionelle håndværk har spillet en vigtig rolle i udviklingen af Danmarks
kulturelle identitet. I dag er stort set alle de genstande vi omgiver os med industrielt
fremstillede. Men for godt og vel hundrede år siden blev alt lavet i hånden, det man
boede i, det tøj man havde på og det man spiste. Og sådan havde samfundet været i
hundreder af år indtil da (Duus & Duus 2002:9). Men siden begyndelsen af
industrialiseringen af det danske samfund og frem til i dag, har en lang række
håndværksfag måttet bukke under. Først overtog fabrikker fremstillingen af
dagligdagens fornødenheder og håndværksfagene blev reduceret til
reparationshåndværk. Og på grund af en udvikling hvor det efterhånden heller ikke
kunne betale sig at reparere tingene, er den immaterielle kulturarv, som ligger i
mange generationers håndværksviden, forsvundet og med håndværkernes bortgang
gået tabt (Fode 1984:9-24).
Men ud over at eliminere de mest kedsommelige og belastende arbejdsmetoder,
kom maskinerne og mekaniseringen af industrien til at overflødiggøre den
kompetente arbejder og erstatte ham med halvt faglærte eller ufaglærte arbejdere
(Sennett 2008:115). Maskinen kan på den måde ses som et af menneskehedens
største dilemmaer. Man kan spørge sig, om den er menneskets bedste ven eller
5
værste fjende. Den er en uvurderlig hjælp, men den overflødiggør også mennesket
(ibid:91).
Det problem som jeg primært forholder mig til med dette speciale er, hvordan man
kan dokumentere og bevare viden om håndværk, så denne viden ikke forsvinder.
Denne dokumentation skal her opfattes i en BDI (bibliotek -- dokumentation --
information) kontekst, hvor dokumentation omfatter indsamling, strukturering,
registrering, lagring, genfinding og videreformidling af viden – i dette tilfælde om,
hvordan håndværk udføres.1
Dette ville ikke være noget problem, hvis man kunne skrive ned eller fortælle,
hvordan man udfører et stykke arbejde. Men sproget er ikke egnet til at beskrive
kroppens fysiske bevægelser. Og en stor del af den viden, som håndværkere
besidder, er tavs viden. Man ved, hvordan man gør et eller andet, men man kan ikke
sætte ord på denne viden. En mulig løsning på sprogets begrænsninger er at sætte
billeder i stedet for ord. Richard Sennett stiller spørgsmålet, om det er muligt, at
menneskets øjne ved oplevelsen af en detaljeret fotografisk gengivelse af arbejdet
kan opfatte, hvordan hånden eller kroppen udfører arbejdets bevægelser (Sennett
2008:104). Jeg er på samme måde interesseret i spørgsmålet om, hvorvidt levende
billeder af håndværkere i udførelsen af deres arbejde -- eventuelt i kombination med
den eksplicitte viden, der findes i lærebøger og arbejdspapirer -- kan bruges til at
bevare og dokumentere kendskabet til, hvordan man udfører et håndværk.
1.2. Håndværk på film
Tanken om at forsøge at dokumentere håndværksviden på film før den forsvinder,
er ikke ny. Nationalmuseet og Dansk Arbejde fremstillede tidligt i det tyvende
århundrede en række film, der forsøger at dokumentere forskellige
håndværksmæssige og industrielle forarbejdningsteknikker på film. Nogle af disse
film dokumenterer selve håndværket, andre viser på en mere overfladisk måde,
hvordan de forskellige produkter forarbejdes. Mange af disse kulturfilm findes
1 Jf. http://www.informationsordbogen.dk/concept.php?cid=459
6
stadig og de opbevares i Det Danske Filminstituts arkiver (Bonde Johansen).2
Nordiska museet i Stockholm begyndte i 1920’erne at indspille film for at opbygge
et kulturhistorisk filmarkiv. Ambitionen var på samme tid at bedrive
grundforskning og bruge mediets potentiale som pædagogisk værktøj. De omkring
hundrede etnologiske film skildrer folkeskikke, klædedragter, jagt, fangst og
håndværk.3 Der foreligger også nyere film som viser traditionelle håndværk.
Irelands Traditional Crafts har for eksempel over de sidste 30 år fremstillet film,
der viser traditionelle irske håndværk.4
1.2.1. Film fra Nationalmuseets etnologiske filmarkiv
Nationalmuseet udgav i 2004 en samling på syv dvd’er med i alt 18 film, som
dokumenterer forskellige håndværksteknikker. Filmene blev optaget i årene 1943-
1975 og er et forsøg på at indfange de viste håndværk, fordi de allerede dengang var
ved at forsvinde. Ingeniør Aage Rothenborg (1891-1983) optog fra 1940 til 1952
fem stumfilm, der dokumenterede håndværk og arbejdsprocesser, der var ved at
forsvinde fra samfundet. Rothenborg var en filmentusiast og pionér, der sammen
med Dr. Phil. Axel Steensberg tog initiativ til at filme håndværkere, der stadig
udførte håndværket efter de gamle metoder. I 1952 besluttede en international
komité, at der skulle indledes et internationalt arbejde med etnografiske
dokumentarfilm, som skulle indfange håndværk, der var ved at uddø. Axel
Steensberg blev udpeget til at lede arbejdet. Nationalbankdirektør Ove Jepsen gik
ind i samarbejdet med Steensberg og Rothenborg, og i årene frem til 1970
fremstillede holdet endnu 15 film som dokumenterede gamle håndværk.
Rothenborg filmede håndværkerne mens de udførte deres håndværk og Steensberg
tog noter når håndværkerne forklarede, hvad de gjorde. Filmene fokuserer på
håndens bevægelser og forsøger dermed, at formidle det håndelag, som var
nødvendigt for at udføre de pågældende arbejdsrutiner. Stumfilmene er forsynet
med forklarende mellemtekster. Der blev lavet i alt 20 film, hvoraf der i 2004 blev
2 For en liste over disse film se bilag 5.
3 http://www.nordiskamuseet.se/publication.asp?
4 http://www.irelandstraditionalcrafts.com/index.htm
7
udgivet følgende 18 på 7 dvd’er under titlen Film fra Nationalmuseets etnologiske
filmarkiv:
1) Hjulmanden (1958), Skemageren (1956-57)
2) Bødkeren (1959), Lynæsjollen (1966)
3) Smeden (1955), Ålestangning (1967-68), Blytækkeren (1954)
4) Håndskomageren (1967), Vinkyperen (1970)
5) Lervarefremstilling (1943), Spinding af strikkegarn ved vandkraft (1962)
6) Hør og Spinderok (1959), Tælle og Lys (1960), Jydepotten (1942).
7) Fra sæbebed til bageovn (1946), Håndmalkning (1973-75), Hjemmebrygning
(1968) (Nationalmuseet 2004).
1.2.2. Film på YouTube.com
I vor tid har den teknologiske udvikling gjort det nemt og billigt at fremstille film
ved hjælp af videokameraer og mobiltelefoner og der ligger et stort antal film på
den gratis webportal YouTube.com, som viser amatører såvel som professionelle
håndværkere udføre forskellige håndværk. En søgning d. 26. juni 2010 på ordet
blacksmith med søgemuligheden how to giver ca. 1160 resultater, som viser
hvordan man udfører forskellige smedeteknikker.5 Når det gælder digitale
dokumenter fra internettet er det nødvendigt at være særlig kritisk over for de kilder
man anvender. Det kan være meget vanskeligt at stole på troværdigheden af
informationer, som ukendte enkeltpersoner har lagt ud. Disse informationer kan
være både fejlagtige og umulige at fjerne (Skot-Hansen & Steffensen 1995:26). På
YouTube er der heller ingen kontrol med, at det viste håndværk er udført i
overensstemmelse med god håndværkspraksis. Det er ganske vist muligt at tilføje
kritiske kommentarer nedenunder klippene, men den person der har lagt filmen op
har muligheden for at fjerne disse kommentarer. Oftest benyttes
kommentarrubrikken dog til ros og til at udveksle oplysninger om metoder og
materialer og der foregår således potentielt en videndeling.6
5 http://www.youtube.com/results?search_category=26&search_query=blacksmith&search_type=videos&suggested
_categories=26%2C10%2C24%2C1&uni=3
6 YouTube.com
8
Forfatteren Andrew Keen forholder sig kritisk til YouTube og lignende
brugerskabte portaler og han kalder video-amatørerne på Youtube.com
videographer monkeys med hentydning til T.H. Huxleys infinite monkey theorem:
Hvis man forsyner et ubegrænset antal aber med et ubegrænset antal skrivemaskiner
i ubegrænset tid, vil en eller anden abe før eller siden skabe et mesterværk (Keen
2007:2). Keen bruger disse aber som et billede på vor tids internetbrugere. Om en
anden brugergenereret videndatabase, Wikipedia, skriver Keen, at dens bidragydere
er et ubegrænset antal aber, der forsyner et ubegrænset antal aber med
misinformation i en uendelig spiral af uvidenhed (ibid:4-5). Keen mener, at
information skabt af amatører principielt er upålidelig, og at den ikke i den sidste
ende er gratis, fordi den spilder vores mest dyrebare ressource -- vores tid (ibid:46).
Keen kan dog kritiseres for ensidigt at se bort fra de oplysende aspekter ved web
2.0 og for at ignorere undersøgelser, der viser at der også forekommer fejl i
eksperternes encyklopædiske opslagsværker (Elkjær 2007, Fox 2007).7
1.3. Afgrænsning
Ikke alle gamle håndværk er lige bevaringsværdige. Igennem historien har
teknologisk innovation sparet mennesket for sundhedsskadelige og nedværdigende
jobs og fysisk belastende slid. Så selvom denne udvikling igennem tiderne har
kostet arbejdspladser og udryddet gamle håndværk, har den ikke nødvendigvis
været af det onde (Sennett 2008:107-110). Ålestangning, som det bliver vist i
Rothenborgs film af samme navn, er desuden et eksempel på et håndværk, som er
forsvundet fordi den pågældende fangstmetode er blevet forbudt (Nationalmuseet
2004). Men diskussionen om, hvilke håndværk der er bevaringsværdige og hvilke
der ikke er, er en diskussion som jeg vil holde ude af dette speciale.
Den svenske snedker og håndværksfilosof Thomas Tempte definerer håndværkeren
som en person, der behersker hele arbejdsprocessen fra bedømmelsen af råvare til
færdigt produkt. Desuden skal man kunne beherske flere forskellige arbejdsgange,
7 Web 2.0 teknologi er også anvendelig indenfor videndeling i erhvervslivet navnlig i form af brugergenererede informationsportaler, blogs og
wikis, hvor de kan synliggøre viden, som ellers ville være tavs eller skjult. Begrebet Enterprise 2.0 er således beskrevet af blandt andre McAfee
(2006).
9
tegne og dimensionere delene og løse de tekniske problemer, der opstår herved.
Men han skriver, at begrebet i vore dage benyttes i meget forskellige og uklare
betydninger, hvilket tyder på håndværk som kultur næsten er uddød (Tempte
1982:7)
Udførelsen af et håndværk har i vore dage anderledes vilkår end før i tiden. Sennett
betragter ikke nødvendigvis det at arbejdet udføres på et værksted med hænderne
eller kroppen som afgørende for, at man i en moderne kontekst kan definere det
som håndværk. Således er både snedkeren, laboranten og dirigenten håndværkere
(ibid:29). Jeg afgrænser min interviewundersøgelse til tre af de håndværk, som
bliver vist i filmene fra Nationalmuseets etnologiske filmarkiv: Herfra har jeg valgt
Bødkerfaget, Smedefaget og Skomagerfaget, fordi de er klassiske håndværk, der til
forskel fra adskillige af håndværkene i dokumentarfilmene, stadig holdes i live i
nutiden. Hermed får jeg muligheden for at vise Rothenborgs klassiske film for
aktive, praktiserende håndværkere og derefter sammenligne disse med film på
YouTube.com. Disse fag er desuden forskellige i deres brug af materialer – træ, jern
og læder. Og de metoder der bliver brugt i forarbejdningen af disse materialer er
tilstrækkeligt forskelligartede til på en facetteret måde at illustrere nogle
grundlæggende forudsætninger for udførelse og indlæring af håndværk.
1.4. Specialets begreber, teori, metodik og anvendelse af kilder
1.4.1. Begreber
Håndværk som ord har i Den Danske Ordbog flere nærtbeslægtede men forskellige
betydninger: Erhvervsmæssigt arbejde hvorved noget fremstilles el. forarbejdes
vha. redskaber og andre hjælpemidler der betjenes med hænderne (el. andre dele af
kroppen) på en måde som oftest kræver faglig uddannelse. I en anden betydning er
håndværk synonymt med håndværksfag: fagligt afgrænset arbejde hvor den slags
arbejde udføres fx murerhåndværket el. elektrikerhåndværket. I overført betydning
er håndværk: Den del af en beskæftigelse el. (kunstnerisk) virksomhed som fordrer
bestemte grundlæggende færdigheder. Ordet håndværk har på dansk også en anden
10
og fysisk betydning: Produkt der er resultatet af håndværk, ofte med vægt på
produktets udførelse og kvalitet.8
På engelsk har man ordet craft, der betyder et håndværk i betydningen: et fag: The
craft of furniture making. Men det engelske sprog har også ordet craftmanship, som
også kan bruges når noget fysisk er godt håndværk, altså godt lavet. Men dette ord
har desuden betydningen faglig dygtighed: (=skill).9 Sennett benytter også ordet
craftsmanship, på dansk oversat til håndværksmæssighed, men det skal opfattes i en
mere generel æstetisk forstand, som dækker over gennemtænkt og veludført
arbejde, hvor hånd og hoved følges ad (Sennett 2008:30). Jeg søger et ord på dansk,
der udtrykker håndværkerens kompetence og dygtighed, det han eller hun kan og
ved. Her anvender jeg ordet håndværksviden.
1.4.2. Teori
Hvis håndværksviden udelukkende var en kompetence, som lod sig indlære på
skolebænken og som kunne skrives ned, ville der ikke være noget vanskeligt ved at
videreføre den og den ville ikke være i fare for at forsvinde (Andersen 2005). Jeg
har derfor forsøgt at undersøge, hvilke basale evner og tillærte kompetencer
håndværksviden består af. Her har jeg i opbygningen af min forståelse af dette
speciales emne primært støttet mig til følgende værker:
Dueslund, L. (2003) Kroppen i verden. Skapande vetande, nr. 40. Linköping
Universitet
Polanyi, M. (1966) Den Tause Dimensionen. Oslo: Spartacus Forlag (2000). Første
gang udgivet 1976, New York: Doubleday & Co.
Sennett, R. (2008) Håndværkeren. Arbejdets kulturhistorie: Hånd og Ånd. Forlaget
Hovedland.
Tempte, T. (1982) Arbetets Ära. Om hantverk, arbete, några rekonstruerade
verktyg och maskiner. Stockholm: Arbetslivscentrum.
Wood, N. (2006) Transmitting craft knowledge: designing interactive media to
support tacit skills learning. PhD Thesis, Sheffield: Hallam University8 Den Danske Ordbog (2004:848)
99 Cambridge International Dictionary of English (1995:319)
11
Overføring af håndværksviden er et centralt tema i dette speciale. Her er det
nødvendigt at tage et teoretisk blik på mesterlæren. Der er i litteraturen to
grundlæggende perspektiver på mesterlæren som læringsform: En personorienteret
og en decentreret. Den personorienterede tilgang bygger på imitation og
identifikation. Lærlingen observerer og imiterer mesterens bevægelser og mesteren
korrigerer og kommenterer lærlingens fejl. Den decentrerede tilgang bygger på, at
lærlingen udvikler sin læring og identitet igennem legitim perifer deltagelse i
praksisfællesskaber (Elmholdt & Winsløv 1999:104). Den decentrerede tilgang er
skeptisk over for observation af mesteren, da den mener at læring i højere grad
finder sted i praksisfællesskaber (Lave & Wenger 1991:94). Lave & Wengers
teorier kan kritiseres for at overse kroppens rolle som situeret objekt i udviklingen
af færdigheder (Jespersen 1999:175).
Da et centralt emne i specialet er bevaring af håndværk igennem personlig
dygtiggørelse, som forudsætter en læreproces med en entusiastisk lærling og en
dygtig mester -- ofte i et 1:1 forhold, antager jeg primært den personorienterede
tilgang til mesterlæren, selvom der er en udbredt enighed om, at læring bedst
foregår i interaktion imellem mennesker (Seely Brown, Collins & Duguid 1989).
I afsnittet om tillæring af færdigheder inddrager jeg Stuart og Hubert Dreyfus’
(1999) fem punkter for tilegnelse af færdigheder, desuden Collins (1991) om
mesterlæren samt Falk (2009) i hans beskrivelse af den japanske tradition.
I specialet forholder jeg mig teoretisk til samspillet og modsætningen imellem
eksplicit viden og tavs viden (tacit knowledge), som er de to grundlæggende
videnformer også inden for håndværk. Polanyi, som introducerede begrebet tavs
viden, udtrykker det med denne aforisme: We know more than we can tell. Når jeg
retter mit teoretiske fokus på de tavse kundskaber skyldes det, at håndværkerens
væsentligste kompetencer er tavse; dette forklarer hvorfor de så vanskeligt kan
kommunikeres videre. Tavs viden er ifølge Polanyi fundamentet for al viden og
læring og omfatter så forskellige videnskabsfilosofiske domæner som
12
kunstoplevelse, kropslære, fænomenologi, gestaltpsykologi og pædagogik (Polanyi
1966).10 I dette speciale begrænser jeg dog min teoretiske gennemgang af tavs viden
til, hvor det er relevant for læring, udøvelse og viderekommunikation af
håndværksviden. Endelig inddrager jeg Platon, Aristoteles og Husserl for at
anskueliggøre, at Polanyi ikke er den første, der har forholdt sig til disse begreber.
Et måske afgørende kriterium for, hvorvidt det er muligt at vise, hvordan et
håndværk udføres ved at filme det, er hvorvidt levende billeder kan gengive
virkelige hændelser for iagttageren. Her vil jeg diskutere, om den langsomme
kameraføring og billedet som dvæler ved håndens bevægelser kan formidle,
hvordan håndværket udføres. Og gør det en forskel, at der er lyd på, som der er på
YouTube filmene. Her forholder jeg mig til forholdet imellem afsender og
modtager (Arendt Rasmussen 1994). Endvidere inddrager jeg Jensens
kommunikationsmodel Medier af tre grader (2008). Endelig vil jeg diskutere,
hvorvidt YouTubes kommetarrubrik kan formidle en interaktiv læringsproces.
1.4.3. Det videnskabelige domæne
Bestræbelsen på at optimere og tilgængeliggøre viden har historisk set været
forbundet med det fag, der er kendt som dokumentation. Som fag går den
videnskabelige dokumentation tilbage til Paul Otlet og Henri LaFontaine, som i
1895 skabte Institute Internationale de Bibliographie. Formålet med deres virke var
at udarbejde en verdensbibliografi, det vil sige en samlet fortegnelse over al
tilgængelig dokumentarisk viden (bøger, videnskabelige artikler, billeder,
arkivmateriale med mere). De grundlagde FID (Federation internationale de
documentation) og i 1905 skabte de et af de mest benyttede vidensorganiserende
systemer, UDK (Universal Decimal Classification). Dokumentarister har været
opfattet som værende mere teknologisk orienterede end bibliotekarer, som mere har
10 I 1980erne blev Polanyi opdaget af teoretikere inden for cognitive science, fordi hans tanker kan bidrage til forståelsen af kunstig intelligens
(Wackerhausen 1997). Menneskers professionelle kompetencer og de tavse kundskabers forhindring af videndeling er også et centralt tema inden
for både Knowledge Management (KM) og Organisationsteori. Nonaka & Takeuchi (2005) og Nonaka, Ichijo og von Krogh (2000) har
beskrevet tavs viden i en Knowledge Management kontekst og har formuleret modeller for hvordan den kan aflæses, låses op og ekspliciteres i
moderne virksomheder. Også Choo (1998a ;1998b) og Aït Razouk, Bayad & Wannenmacher (2009) undersøger den tavse videns rolle i
videndeling i moderne organisationer.
13
været opfattet som samlere og vogtere af kulturelle skatte. Der har imidlertid også
været stor forskel på bibliotekarer, ligesom der kan være stor forskel på
folkebiblioteker, forskningsbiblioteker og specialbiblioteker. Dokumentaristerne
kom typisk fra naturvidenskaberne, hvor bibliotekarerne havde en mere humanistisk
og generalistisk kulturel baggrund. Men grænserne imellem dokumentarister og de
forskellige typer af bibliotekarer var dengang som i dag noget uskarpt defineret. I
internationalt perspektiv er betegnelsen dokumentation nu mere blevet erstattet af
begrebet informationsvidenskab (Hjørland 2000).
Et dokument kan inden for informationsvidenskaben dække over så forskellige
materialer som en bog, et fotografi, en sten i et museum eller en antilope i Zoo
(Buckland 1997). Det Informationsvidenskabelige Akademi (tidl. Danmarks
Biblioteksskole) uddanner udover bibliotekarer også informationsspecialister til
arkiver og museer og uddannelsen sigter på et bredt spekter indenfor
kulturformidling.11
1.4.4. Metoder – indsamling af empiri
Specialets metodeafsnit er delt op i to dele fordi empirien i undersøgelsen har to
forskellige metoder, en interviewundersøgelse og et mindre telefoninterview og e-
mailundersøgelse. Afsnittet for interviewundersøgelsen er bygget op, så det følger
logikken bag Steinar Kvales syv stadier i en interviewundersøgelse (Kvale
1994:95). Jeg benytter mig i specialet af et kvalitativt undersøgelsesdesign med en
interviewundersøgelse, hvor tre udøvere af undersøgelsens håndværk fortæller om
deres håndværk før og nu. Jeg har valgt tre håndværkere, der selv har valgt deres
håndværk, fordi det interesserer dem, men som adskiller sig i deres tilgang til
håndværket. Eivind Lingås er gået i voksenlære og er nu fuldt udlært ortopædisk
håndskomager, som har svendebrev (Lingås:61). Lars Ørbæk Laursen har ikke
noget svendebrev, men han har gennemgået et kortere læreforløb og har lært dele af
sit fag på egen hånd. Han arbejder på at blive en bedre og mere kompetent bødker
(Laursen:53). Gitte Christensen har heller ikke svendebrev, men hun er stort set
selvlært, selvom hun har lært en del ting ved at smede sammen med andre smede.
11 http://www.iva.dk/uddannelser/
14
Hun har med sin tilgang til faget opnået en sikkerhed, der gør at hun i dag er en
dygtig smed og en efterspurgt kunsthåndværker (Christensen:56).
I anden halvdel af interviewene viser jeg håndværkerne den af Rothenborgs film,
der er relevant for deres fag, samt udvalgte film fra YouTube.com. På grundlag af
de viste film udføres en dokumentarisk analyse af filmene ved hjælp af interview,
som skal afklare, hvorvidt de viste film indeholder viden om, hvordan de
pågældende håndværk udføres. I løbet af denne del af interviewene benytter jeg mig
af en kvalitativ receptionsanalyse, hvor jeg tolker håndværkernes reception af de
viste film. Mere herom i afsnit 2.1.1. Den dokumentariske metode benyttes, da den
foregår på basis af allerede fremstillede dokumenter (film) og derved sparer
forskeren for selv at fremstille de dokumenter, der er genstand for analysen (Skot-
Hansen & Steffensen 1995:21). Det ville således have været interessant – men
under de givne omstændigheder uoverkommeligt – for mig at fremstille filmene
selv.
Anden del af min empiri er en telefon og e-mailundersøgelse. Jeg har formuleret
nogle spørgsmål, som jeg sender ud til forskellige videnscentre for håndværk, for at
få svar på, hvad de fagfolk, der i det daglige arbejder med bevaring af gamle
håndværk, mener om filmmediets muligheder for formidling af håndværksviden.
Jeg spørger til deres opfattelse af forskellige mediers anvendelighed til at
dokumentere håndværksviden. Desuden spørger jeg, om det er realistisk at
sammenstykke og rekonstruere et håndværk ved hjælp af lærebøger og film.
1.4.5. Informationssøgning og brug af kilder
Informationssøgning og research forud for specialet er primært foretaget på
grundlag af søgninger i Det Kongelige Biblioteks katalog, netpunkt.dk og
Danmarks Pædagogiske Universitets Bibliotek, samt på internettet. Mere herom i
afsnit 2.3. Jeg forsøger at referere til mine kilder så præcist som det er muligt. Når
jeg henviser til et afsnit i et værk, angiver jeg i parentes forfatter(e) og udgivelsesår
og kolon efterfulgt af sideangivelse. Når jeg refererer til en undersøgelse eller en
konklusion på et værk angiver jeg forfatter(e) og udgivelsesår i parentes.
15
1.5. Undren over filmmediets muligheder
Klik et håndværk er et initiativ støttet af Grundejernes Investeringsfond (GI) og
Realdania, som med foreløbig ti korte film dokumenterer forskellige metoder og
teknikker indenfor bygningshåndværk. Det er tanken med projektet, at dokumentere
viden om restaurering af gamle bygninger. Denne viden findes som oftest
nedskrevet i bøger, men mange af bøgerne indeholder store mængder af teoretisk
information, som det kan være vanskeligt for praktikere at sætte sig ind i. Filmene
skal desuden supplere eller træde i stedet for den sidemandsoplæring, som nu til
dags er en sjælden disciplin samt kurser som ofte er engangsoplevelser, der hurtigt
glemmes, hvis det lærte ikke bruges umiddelbart efter. Filmene skal gøres
tilgængelige på internettet, så de kan ses på computere og på mobiltelefoner.
Sidstnævnte gør filmene tilgængelige, næsten uanset hvor og hvornår man har
behov for det.12
En af idemændene bag projektet er Niels Brondbjerg, som igennem mange år har
undervist på tekniske skoler inden for byggefagene. Og han mener godt, at
filmmediet kan bruges til at formidle viden om håndværk: Der er på nuværende
tidspunkt (juni 2010) færdiggjort ti film af 14, som er planlagt for GI og Realdania.
De er på 5-8 minutter og de viser de enkelte teknikker i udførelsen af et stykke
arbejde. Så dokumentationen af, hvordan man reparerer et vindue kan være delt op i
for eksempel tre film, en for snedkerarbejdet, en for glarmesterarbejdet og en for
beslag og hængsler. Filmene fokuserer på de problematiske eller essentielle detaljer
eller processer i arbejdet. Filmene er forsynet med en faktaboks, hvor man kan
navigere sig frem til bøger eller hjemmesider, hvor man kan læse mere, eller hvor
diverse specifikationer er opgivet. For filmene kan ikke stå alene. Tanken er at
bruge filmmediet som undervisningsmateriale for unge, der vil uddanne sig inden
for byggefagene (Brondbjerg).
En anderledes kategorisk afvisning af filmmediets anvendelsesmuligheder til
formidling af håndværksviden kan man finde på Hjerl Hede. På frilandsmuseets
Kompetencecenterets hjemmeside hedder det:
12 http://www.realdania.dk/Presse/Nyheder/2008/Klik+et+haandvaerk+28-04-08.aspx?q=klik et h%C3%A5ndv%C3%A6rk
16
Mange danske håndværksfag og dermed stolte håndværkstraditioner vil forsvinde
for evigt sammen med den sidste udøver. Det er derfor meget vigtigt, at der sættes
ind i tide, mens det stadig er muligt at finde håndværkerne, der har bevaret
håndelaget, eller som kan huske og er i stand til at videregive nogle af fagets mange
finesser og "fiduser". Den praktiske viden skal overleveres fra mester til svend eller
lærling. Det er ikke noget, man kan læse sig til eller fotodokumentere. Når smeden
f.eks. opvarmer sit jern i essen for at svejse det, kan han alene på det glødende jerns
farve se, hvornår temperaturen er rigtig, og jernet er klar til at svejse. Den erfaring
får lærlinge kun ved at se mester udføre det og selv gøre det efter.13
Dette fører til en undren over, hvad håndværksviden er. Hvilke kropslige og håndværksmæssige
kompetencer kan man lære ved at se dem på film og hvornår er det nødvendigt med en fysisk interaktiv
læreproces? Er det alle håndværk, der som smedens kræver, at man har lært viden som jernets farve og
temperatur af en mester? Og hvis man ikke helt eller delvist kan læse sig til et håndværk, hvorfor findes der
så lærebøger og gør det selv bøger? Og rummer de gamle og nye film, der viser håndværkere udøve deres
håndværk slet ingen viden? Den væsentligste undren man kan have som dokumentarist drejer sig om,
hvordan man kan bevare kendskabet til håndværk, også når de sidste udøvere af dem ikke er mere. Skal
man så bare acceptere, at de er borte og glemt? Er det således hele sandheden, at man ikke kan tilegne
sig håndværksviden eller dele af den uden en direkte læreproces fra person til person?
1.6. Undersøgelsens legitimering
Interessen for at lære et gammelt håndværk er i vore dage stor. Når Nationalmuseet
afholder sine halvårlige håndværkerdage, fremgår det tydeligt, at efterspørgslen på
og interessen for at lære at udøve et håndværk er stor (Jensen telefon). Mange
gamle håndværk har ikke længere udøvere nok til at møde den stigende interesse,
der er for at lære de gamle håndværk, og mange af dem der er interesserede i at lære
at udøve et håndværk, har ikke tid eller økonomiske midler til at indgå i et fuldtids
læreforløb. Der er også er stor efterspørgsel på så kaldt antikvarisk produktion og
reparationsarbejde. Hjerl Hede oplever at efterspørgslen på karetmagerarbejde,
rebslagerarbejde og bødkerarbejde er stigende, men at de udøvere, der kan møde
denne efterspørgsel bliver færre og færre. Kirsten Linde skriver, at det er urimeligt
at de små truede fags eksistens er underlagt de frie markedskræfter. Der er mange
gamle håndværkere, der gerne ville tage lærlinge ind, men som ikke har råd til at
13 http://www.hjerlhede.dk/dk/gamle_haandvaerk/kompetencecenter/
17
betale for dette, fordi de er pensionister, der ikke kan drive en konkurrencedygtig
håndværksvirksomhed på markedsvilkår. Linde skriver, at det er paradoksalt, at
staten finansierer alle de boglige og videnskabelige studier i landet uden krav om at
disse skal være økonomisk rentable, men lukker for pengekassen, når det gælder
støtte til lærlinge i håndværksfag, der ikke anses som rentable. (Linde 1996).
UNESCO’s Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage
(2003) definerer immateriel kulturarv som udøvelse, repræsentationer, udtryk, viden
og færdigheder, såvel som de instrumenter, objekter, artefakter og kulturelle steder
som er forbundet hermed, som grupper af mennesker og i nogle tilfælde enkelte
individer betragter som en del af deres kulturarv. Ifølge deklarationen er
traditionelle håndværk en vigtig del af denne kulturarv, som ved at være overført
fra generation til generation giver dens udøvere en følelse af identitet og kontinuitet
på en måde som fremmer kulturel diversitet og menneskelig kreativitet.
Deklarationen bemærker, at der ikke eksisterer nogen bindende internationale
aftaler som sikrer denne kulturarv og den vedgår, at de gældende internationale
aftaler på området har brug for at blive styrket, og den opfordrer til nationale og
internationale initiativer og samarbejdsaftaler for at sikre denne kulturarv, såfremt
denne er forenelig med en bæredygtig udvikling (UNESCO)14.
Jeg har henvendt mig til Kulturarvsstyrelsen for at spørge, hvordan den opfatter det
ovennævnt omtalte begreb Intangible Cultural Heritage - eller Immateriel
Kulturarv i en kontekst med traditionelle håndværk. Jeg spørger desuden, om
Kulturarvsstyrelsen har nogle retningslinier, der bidrager til at sikre denne kulturarv
og i så fald hvilke og hvordan? Spørgsmålet er blevet sendt videre i organisationen,
men det er ved undersøgelsens afslutning ikke blevet besvaret.15
1.7. Undersøgelsens perspektiver
I 1980erne forsøgte Marianne Ploug fra Varde Museum at påvise, at det er muligt at
dokumentere, hvordan et håndværk udføres ved at filme det. Man filmede et
arbejdslaug fra Silkeborg Papirfabrik, som stadigvæk mestrede teknikken med at 14 http://www.portal.unesco.org/en/ev.php-URL_ID=17716&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html
15 Bilag 3, mail til kulturarvsstyrelsen
18
fremstille bøttepapir. Denne video fastholder denne viden, selvom de fleste af de
medvirkende arbejdere og håndværkere i dag er døde. Arbejdet blev udført i Den
Gamle By i Århus, hvor man også arbejdede på at oprette en arbejdets vidensbank.
Dette arbejde er nu underlagt Raadvad Centeret, men omfatter nu udelukkende
bygningshåndværk. Teknologihistorikeren Jørgen Burchardt mener at det er
beklageligt, at alle initiativer fra Kulturministeriet for bevaring af håndværk har det
samme ensidige fokus på bygninger og at et ansvarsfuldt museum burde genoplive
den oprindelige tanke med et håndværksregister (Burchardt 2000).16 Kirsten Linde
skriver, at museernes dokumentation af håndværksfagene er utilstrækkelig, fordi
den kun fokuserer på indsamlede genstande. Der sættes store summer af til
indsamling og registrering af værksteder og værktøj, men museerne savner midler
til at opretholde en levende bevaring (Linde 1996).
I et dokumentarisk perspektiv har dette speciale til hensigt at pege på metoder,
hvormed og på hvilke niveauer håndværksviden kan dokumenteres, med henblik på
en diskussion om, hvordan man kan indsamle håndværksviden med henblik på en
registrering og indsamling af viden inden for en række håndværk. En sådan metode
ville være dokumentarisk på et niveau, som erkender at dokumentation af den
fuldstændige håndværksviden ikke er realistisk uden håndværkeren, men som
bevarer kendskabet til håndværket på basis af eksisterende dokumentation.
1.8. ProblemformuleringDet overordnede problem som jeg vil undersøge i dette speciale er hvorvidt det ved
hjælp af levende billeder er muligt at formidle, hvordan et håndværk udføres?
Afledt heraf vil jeg besvare følgende underliggende spørgsmål:
Hvad er håndværksviden?
Hvordan overføres håndværksviden imellem mennesker?
Hvordan kan man dokumentere håndværksviden, så den ikke forsvinder?
16 Jørgen Burchardt er erhvervs- og teknologihistoriker mma. Han skriver om sig selv, at han aktuelt arbejder med at redde historiske oplysninger. Således har ydet et større bidrag til historien om det danske industrisamfund i det 20. århundrede med blandt andet bøger om Det danske stålvalseværk, Walker Danmark, Aabenraa Karrosserifabrik, NKT Trådværk i Middelfart samt en lang række tidsskriftartikler. For en fuld bibliografi se http://www.burchardt.name/default.htm.
19
Kan levende billeder eventuelt sammen med andre medier vise, hvordan
hånden og kroppen udfører et håndværk eller dele heraf?
Er nogen håndværk vanskeligere at dokumentere end andre og hvad skyldes
i så fald dette?
Del 2. MetodeHåndværkeren arbejder med små og enkle midler og opnår alligevel store mål.
Thomas Tempte (1982:8)
2.1. Interviewundersøgelsens design
Den dokumentariske analyse bag dette speciale baserer sig på Aage Rothenborgs
etnologiske arbejder og forskellige nutidige bidrag, som ligger på YouTube.com.
Det umiddelbare formål med analysen er at besvare specialets overordnede
spørgsmål. Dette foregår ved hjælp af tre håndværkere, som hjælper med analysen
af filmene. Herudover søger jeg svaret på mit spørgsmål ved at spørge nogle
museumsfolk, som beskæftiger sig med at bevare kendskabet til gamle håndværk i
deres arbejde. For at gøre dette er det nødvendigt at besvare undersøgelsens
underliggende spørgsmål, som sigter efter at finde svaret på, hvad håndværksviden
er og består af og hvordan den kan dokumenteres.
2.1.1. Tematisering og design
En interviewundersøgelse kan deles op i syv stadier, som kan bruges som en
rettesnor, således at man opnår den viden og de svar, som man skal bruge for at
besvare undersøgelsesspørgsmålet. De syv stadier er: Tematisering, design,
interview, transskribering, fortolkning, verificering og rapportering (Kvale
1994:91). Disse syv trin kan betragtes som en lineær fremgangsmåde, en metode til
at holde styr på en interviewundersøgelse, så den oprindelige vision ikke forsvinder
undervejs. Jeg vil her benytte mig af en gennemgang af de syv stadier, for at
illustrere strategien bag min undersøgelse.
Tematisering og design. Her er den afgørende tråd igennem undersøgelsen en
problemformulering, som man vil følge, et hvorfor og hvad, som man vil undersøge
før man går i gang (ibid:94). Denne problemformulering styrer hele undersøgelsen
20
og må ikke i det væsentlige laves om, når man først har begyndt sin undersøgelse.
Den kan dog justeres mange gange på vej imod den endelige problemformulering
(Rienecker & Stray Jørgensen 2006:123-148). Her var den oprindelige idé at
forklare håndværkets forsvinden med håndværkerens problemer med at fortælle
hvad han/hun gør. Inspireret af blandt andre Sennett (2008:104) opstod ideen om at
undersøge, hvorvidt film kan hjælpe med at fastholde håndværkerens viden, således
at den ikke forsvinder sammen med håndværkeren. Som dataindsamlingsmetode
anvendes en dokumentarisk analyse, hvor filmoptagelser af håndværkere i arbejde
analyseres sammen med nogle udvalgte håndværkere i en interviewsituation.
Hensigten hermed er dobbelt, nemlig både at besvare problemformuleringens
spørgsmål om, hvorvidt film kan vise, hvordan hånden og kroppen arbejder og
desuden at undersøge, hvilke oplysninger disse film mangler for at kunne fungere
som bærere af viden om, hvordan man udfører et håndværk.
Det kvalitative forskningsinterview viser sig i denne sammenhæng som en velegnet
dataindsamlingsmetode, fordi den interviewede i en vellykket interviewsamtale
åbner sig, navnlig hvis både jeg, intervieweren og den interviewede håndværker
interesserer sig for emnet, hvorved muligheden for fortolkning og yderligere
uddybning kan opstå (Kvale 1994:42).
Når man foretager en dokumentarisk analyse, hvor det analyserede materiale er
massemedier - som i dette tilfælde film – kan det almindeligvis gøres på grundlag af
Laswells klassiske model: (1) Hvem (2) siger hvad (3) gennem hvilken kanal (4) til
hvem (5) med hvilken effekt (Skot-Hansen & Steffensen (1995:26). Her er det en
vigtig forudsætning, at det analyserede dokument er fremstillet i en hensigt som
ikke i det væsentlige adskiller sig fra det man benytter det til i analysen (Dahler-
Lassen 2005:236). Her er Rothenborgs etnologiske film særligt anvendelige, da de
faktisk er fremstillet i et forsøg på at indfange og dokumentere det håndværk, som
allerede i 1940’erne var ved at forsvinde (Nationalmuseet 2004). Det samme kan
ikke nødvendigvis siges om de mange film der er tilgængelige på YouTube.com.
De er ikke fremstillet med den samme konsekvens i optagelserne og de er
fremstillet med forskellige metoder og lejlighedsvis også med divergerende formål.
21
Her bliver det ligeledes helt afgørende hvem iagttageren er. Når jeg vil besvare
undersøgelsens overordnede spørgsmål, nemlig hvorvidt det ved hjælp af levende
billeder er muligt at vise, hvordan et håndværk udføres, er iagttagerens
forudsætninger for at se, hvad der sker på filmen afgørende. Når jeg således viser
film, der viser håndværkere udføre deres fag, til håndværkere der mestrer det
samme fag, skal jeg under interviewet være opmærksom på nogle væsentlige
omstændigheder. Er den håndværker jeg interviewer bekendt med de teknikker, der
bliver demonstreret på filmen. Er mit interviewobjekt desuden interesseret i
spørgsmålet om, hvorvidt man kan bruge levende billeder til at lære dele af et
håndværk og er vedkommende sprogligt i stand til at udtrykke sig om egne og
andres kompetencer.
Her må jeg på det metodiske plan benytte mig af en kvalitativ receptionsanalyse,
hvor interviewobjektets subjektivitet nødvendigvis må fastholdes i samtalen,
samtidigt med at intervieweren løbende fortolker samtalen. Her er det en generel
målsætning for receptionsanalysen at belyse, hvilken form for mening, viden og
betydning der produceres, når interviewobjektet/recipientens livshistorie møder
medieteksten, som i dette tilfælde er de fremviste dokumentarfilm (Arendt
Rasmussen 1994:136-137).
Når iagttageren/recipienten derimod er en person, som ikke mestrer det viste
håndværk skifter fokus i receptionsanalysen over til mediets (filmens) mulighed for
at gengive virkeligheden og det viste håndværk. Men eftersom denne problematik
ikke vedrører dette speciales dataindsamlingsmetode - og mere er en teoretisk
diskussion - er dette beskrevet i teoriafsnit 3.2., 3.3 og 3.4.
2.1.2. Interview
De tre interviews med håndværkere kan deles op i to hovedafsnit: 1)
Håndværkernes egen historie og 2) deres reaktioner på filmene. Der er udarbejdet
en løst struktureret interviewguide, hvor håndværkeren først beretter om sit
håndværk og historien om sit eget forhold til håndværket og læringen. I den første
del af interviewene lader jeg håndværkerne fortælle. Dette giver mig mulighed for
22
at få et indblik i og spørge ind til håndværkernes interesse for deres fag, deres
holdninger til læring og til deres uddannelse, samt deres muligheder for udøvelse af
deres fag (Kvale 1994:95). Den ene del af den dokumentariske analyse er baseret på
tre film af Aage Rothenborg fra Nationalmuseets Etnologiske Filmarkiv (2004),
nemlig Bødkeren (1959), Smeden (1955) og Skomageren (1967).
Til sammenligning hermed viser jeg håndværkerne nogle film fra Youtube.com,
hvor de tre håndværk ligeledes bliver vist udført. Da der ikke er nogen kontrol med
det oplysende og pædagogiske indhold af filmene på YouTube, har valget af disse
film et element af tilfældighed. Her har jeg valgt nogle film, som efter min
opfattelse forsøger at kommunikere, hvordan man udfører det pågældende
håndværk. Her har jeg benyttet mig af Det pågældende fags engelsksprogede
betegnelse kombineret med søgemuligheden how to (på dansk: sådan-gør-du).17 En
sammenligning af de to kategorier af film fra to forskellige epoker er mulig, fordi
de tre håndværk bødkerfaget, smedefaget og skomagerfaget har det til fælles at de
stadigvæk udføres af nulevende håndværkere.
For Lars Ørbæk Laursen viser jeg:
Aage Rothenborgs Bødkeren (Nationalmuseet 2004).
How A Traditional Wine Barrel Is Made.18
Tillers International Coopering Barrels Class 19
Day 12, part 3 20
For Gitte Christensen viser jeg:
Aage Rothenborgs Smeden (Nationalmuseet 2004).
Forging a Heartbar Horseshoe 21
Tillers International Blacksmithing I Class .22
17 http//www.youTube.com
18 http://www.youtube.com/watch?v=3LBGPKgQ2ac&feature=related
19 http://www.youtube.com/watch?v=WMDKlblsPco&feature=related
20 http://www.youtube.com/watch?v=PSoe6nwws7w&feature=related
21 http://www.youtube.com/watch?v=8YT4jRvLfks
22 http://www.youtube.com/watch?v=_jkxo-5P-vc&feature=related
23
Blacksmith Forging Leaves 23
For Eivind Lingås viser jeg:
Aage Rothenborgs film Håndskomageren (Nationalmuseet 2004).
How to make a shoe - Part 1 24
How to make a shoe - Part 2 25
The Shoemaker movie 26
Interviewene er optaget på minidisc-optager, transskriberet ordret og efterfølgende
struktureret, således at gentagelser, pauser og småsnak er redigeret ud. Sproget er så
vidt muligt holdt i håndværkernes egne vendinger, latter og diverse
meningstilkendegivelser er efter bedste evne refereret i skarpe parenteser.
2.1.3. Fortolkning og analyse
I de første to trin af det vellykkede kvalitative forskningsinterview foregår der en
interaktiv proces, hvor den interviewede viser intervieweren sin livsverden og giver
intervieweren lejlighed til at spørge ind til undersøgelsens centrale spørgsmål. Her
opstår muligheden for, at den interviewede fatter interesse for spørgsmålet og
kommer til at tænke over sin situation i et nyt perspektiv. Den tredje fase af
interviewet er en fortolkningsproces, som intervieweren foretager og kommunikerer
tilbage til den interviewede for at få bekræftet meningen af det den interviewede
siger. Det fjerde trin som finder sted efter interviewet er transskriberingen, hvor
intervieweren strukturerer og meningskondenserer interviewet. Hvad der er
væsentlige og uvæsentlige udsagn og tilkendegivelser fortolkes af intervieweren.
Det femte (mulige) trin er et geninterview. Jeg har således efter transskribering
23 http://www.youtube.com/watch?v=BaC770Cv44I&feature=related
24 http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related
25 http://www.youtube.com/watch?v=6LsE4nsEOJk&feature=related
26 http://www.youtube.com/watch?v=nC5gxZimxpk
24
Håndværk i et teoretisk pperspe latter ktiv
Håndværk i et teoretisk perspektiv
-Fig. 1. Analysens triangulering af teori med de to dataindsamlingsmetoder
sendt de transskriberede og strukturerede interview til undersøgelsens håndværkere
til godkendelse og revidering (Kvale 1994:187-188). Her har de fået mulighed for at
uddybe og eventuelt korrigere deres udsagn. Analysen i specialet finder sted ved en
tematisk opdeling - baseret på den anvendte teori - af de tre interview samt de
indkomne e-mailbesvarelser. Således besvarer jeg mit undersøgelsesspørgsmål ved
at diskutere mine interview på et kvalitativt niveau, hvor de teoretiske og praktiske
aspekter af håndværksviden møder hinanden (Se figur 1).
2.1.5. Verificering og rapportering
Der er en vis uenighed i blandt forskere om, hvorvidt kvalitative interview har
nogen gyldighed, fordi de set fra et positivistisk synspunkt er baseret på subjektive
fortolkninger og fordi man ikke kan generalisere ud fra et fåtalligt antal
interviewpersoner. En modsat humanistisk opfattelse forlanger ikke, at kvalitative
interview skal kunne generaliseres, fordi enhver situation er unik, og fordi ethvert
fænomen har sin egen struktur og logik (Kvale 1994:226-227). Kravet om at en
undersøgelse skal kunne reproduceres på et senere tidspunkt for at have
videnskabelig reliabilitet gælder heller ikke når det kommer til det åbne, kvalitative
interview. Et interview vil nemlig aldrig kunne gentages med et sammenfald af
meninger og beskrivelser, da både interviewer og interviewperson kan have ændret
sig i processen (Skot-Hansen & Steffensen 1995:30).
I denne undersøgelse forsøger jeg således heller ikke at generalisere, derimod
foretager jeg en triangulering af mine interview og e-mailbesvarelser med den
anvendte teori for at analysere undersøgelsens empiri på et diskuterende niveau,
25
Interviewundersøgelse E-mail og telefonundersøgelse
Analyse
således at jeg kan besvare mit undersøgelsesspørgsmål. Hensigten med en kvalitativ
interviewundersøgelse er at få så meget information ud af det enkelte interview som
muligt. Der kan derfor ikke opstilles et optimalt antal interviewpersoner. Det
essentielle i denne interviewmetode er at belyse et fænomens fremtræden og
forskellige aspekter så godt som muligt (ibid:31). De håndværkere der deltager i
interviewundersøgelsen er udvalgt, fordi de viser en forskelligartet tilgang til deres
håndværk og fordi de ønskede at medvirke. Et større antal interview ville måske
have bragt flere aspekter frem i undersøgelsen, men tid og pladshensyn har gjort at
antallet blev tre.
2.2. Spørgsmål til videnscentre
Jeg har formuleret fire spørgsmål for at få svar på, om det er muligt at betragte film
og andre videnmedier som bærere af viden om håndværk, der kan stykkes sammen
til en viden om, hvordan man udfører et håndværk. Jeg stiller dem til repræsentanter
for de videnscentre, som i forvejen beskæftiger sig med at bevare håndværk for
eftertiden, fordi jeg antager, at disse mennesker i deres daglige omgang med
formidling af håndværksviden kan have en holdning til spørgsmålene. Jeg har valgt
at sende spørgsmålene til Nationalmuseets afdeling for nyere tid, Hjerl Hede ved
Vinderup og Kejsergaarden i Randers.
Spørgsmålene lyder:
1. På hvilken måde er det efter din/jeres mening muligt at bevare kendskabet til
håndværk?
2. Kan man betragte en film som en dokumentation på håndværksviden, hvis den
viser en håndværker udføre et stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt med en
lydside eller anden information, der oplyser om materialer, processer, eventuelt om
håndens bevægelser?
3. Kan man betragte en omfattende lærebog i et håndværksfag som dokumentation
på en håndværksviden?
4. Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan udføre et håndværk – og der i et
museumsperspektiv er et behov for at udføre det pågældende håndværk – ville det
så være interessant at forske i diverse kilder for på den måde at genoplive det
26
pågældende håndværk? Og kan man det? Har du/I nogle erfaringer med
rekonstruktion af håndværk?
2.3. Informationssøgning
En informationssøgning er en systematisk og metodisk proces. Når man bevæger
sig inden for et klart afgrænset fagdomæne, kan man med en rent systematisk
informationssøgning finde de dokumenter, man skal bruge (Hjørland 1993:159-
160). Når man skal fremfinde dokumenter om et givent emne, er det en stor
hjælp, hvis nogen allerede har identificeret de relevante dokumenter og opregnet
disse i en litteraturliste eller bibliografi. Er man eksempelvis interesseret i
slægtshistorie kan en fagbibliografi som Dansk Historisk Bibliografi anbefales. Når
forskellige vidensområder har problemer, der overlapper og beskrives af forskere
fra en anden tradition, er der derimod faktorer, der modvirker en rent systematisk
informationssøgning. Disse traditioner kan for eksempel have forskellige traditioner
for publikation af viden og være skrevet i et sprog hvor der anvendes en anden
terminologi. Her er det ikke ualmindeligt, at selv informationsspecialisten må
forlade sig på en trial and error søgeproces (Hjørland 1993:161).
Når man har et mere tværfagligt fokus eller beskæftiger sig med et emne eller fag,
som ikke har sine egne fagbibliografier er en bibliografisk kædesøgning, med andre
ord en søgning ved hjælp af litteraturlisten, en ofte mere effektiv metode (Hjørland
1997:148-150). Det er et større problem, når der ikke er skrevet meget om det
emne, man interesserer sig for. Så er det nødvendigt at identificere de domæner,
som emnet berører. Det væsentlige er at forklaringsmodeller og forståelsesmåder
fremmer forståelsen af problemet (Rienecker & Stray Jørgensen 2006:215).
Jeg har ikke været i stand til at finde megen litteratur som udelukkende behandler
de teoretiske aspekter ved formidling af håndværksviden ved hjælp af film, som er
emnet for dette speciale. Derfor er min litteratursøgning primært baseret på
bibliografisk kobling imellem pædagogisk orienterede værker inden for emner, der
berører formidling af håndens og kroppens kompetencer, herunder litteratur om tavs
viden, nyere litteratur om mesterlæren, samt medieteoretiske værker, der beskriver
27
problemerne ved at forstå den fysiske virkelighed i den to-dimensionelle gengivelse
på film.
Ved påbegyndelsen på informationssøgningen forud for specialet, konstruerede jeg
en søgning i Det Kongelige Biblioteks katalog på emnerne håndværk og tavs viden.
Samtidig søgte jeg på netpunkt.dk27 på termerne håndværk, mesterlære og tavs
viden. Da adskillige af de herved fremfundne værker var at finde på Danmarks
Pædagogiske Universitets Bibliotek (DPUB), søgte jeg videre på de nævnte
emneord i deres søgedatabase. Den deraf fremfundne litteratur har dannet
udgangspunkt for en bibliografisk kædesøgning. Min egen research på internettet
har givet mig en indsigt i de initiativer, der udfoldes for at bevare viden om
håndværk. Herved har jeg fundet e-mailadresser på institutioner og museer, der
underviser i og formidler viden om håndværk og jeg har taget kontakt for at aftale
interview eller stille spørgsmål på e-mail. Herudover har jeg benyttet mig af
internetresearch for at finde frem til håndværkere, der udøver de fag, som er
repræsenteret i filmsamlingen Nationalmuseets etnologiske filmarkiv.
Del 3. Håndværk i et teoretisk perspektiv3.1. Undersøgelser
Natalie Wood fra Hallam Universitetet i Sheffield har forsket i forskellige
elektroniske undervisningsmaterialer primært med brug af videooptagelser af læring
af håndværk. Her spørger hun, hvorvidt det er muligt at låse tavs viden op ved at
lade eleverne sætte ord på deres indlæring imens de bliver filmet. Her er det en
præmis, at novicens forståelse af håndværket endnu ikke er blevet internaliseret og
tavs. Både eleven og mesteren sætter ord på håndværkets finesser, men spørgsmålet
27 Netpunkt.dk er en portal til centrale databaser og værktøjer for bibliotekspersonalet på danske biblioteker. Man kan bruge netpunkt.dk som adgang til databaser som: DanBib, Materialevurderinger, Libris, Bibsys, WorldCat og ArticleFirst. (http://www.dbc.dk/produkter/alfabetisk-oversigt-over-alle-produkter/netpunkt/netpunkt/?searchterm=netpunkt)
28
er, om det er tavs viden, metoden sætter ord på. Men der fremkommer under alle
omstændigheder eksplicit viden, der ledsager billedsiden (Wood 2006).
Wood & Rust har undersøgt, hvorvidt man kan formidle traditionelle håndværk ved
hjælp af multimedier. Undersøgelsen legitimeres med, at et stadigt større antal
mennesker ønsker at lære traditionelle håndværksfag, men at det ikke er muligt for
dem alle at komme i fuldtids mesterlære. Mange af dem vil opleve kortere
relationer med en mester, men har brug for supplerende materialer til at lære videre
på egen hånd. Undersøgelsen viser at levende billeder af læreprocessen er mest
velegnede til læring, særlig når der samtidig optages en lydside og efterfølgende
foretages et interview. Her bliver der sat ord på de vanskelige detaljer som eleven så
efterfølgende kan øve på egen hånd (Wood & Rust 2003).
Hvis man sammenligner det fysiske lærested med et online diskussionsforum og et
online wikispace28 medieret af ansigt til ansigt kontakt via webcam, viser det sig, at
der ikke findes bedre læringsmetoder i basale håndværksfærdigheder end fysisk
ansigt til ansigt undervisning, men at vigtige elementer af læring afhænger af en
social kontekst, som kan reproduceres online. I denne sammenhæng viser det sig
også, at den allerede øvede håndværker nemmere er i stand til at udnytte online-
ressourcer end begynderen (Fisher, Wood & Keyte 2008).
Wood observerer, at det i det tidlige stadie af et læringsforløb er vanskeligt for
begynderen at efterligne det, han har set i en videooptagelse af en håndværker i
arbejde. Det kan være så anstrengende på egen hånd at fortolke synsindtrykkene på
filmen, at det kan føre til demoralisering og opgiven. De novicer der havde
succesoplevelser med at efterligne eksperten, var dem der brugte ekspertens
ledsagende kommentarer, som var baseret på eksplicit teoretisk viden og
opfølgende demonstration som vejledning. Eksperten havde en afgørende rolle ved
at observere og reflektere over novicens praktik og det interaktive læringsforløb og
28 Udtrykket Wikispace er så nyt, at det ikke findes i nogle af de ordbøger, som jeg har slået ordet efter i. Men ordet Wiki kan defineres som:
En type webside der tillader besøgende at tilføje, fjerne, redigere og på anden vis ændre et tilgængeligt indhold uden at skulle registreres. De
fleste Wikier gemmer en registrering af foretagne ændringer, evt. en komplet version af alle versioner. Et eksempel er Wikipedia
(http://www.informationsordbogen.dk/search.php?text=wiki&type=all).
29
følgelig give feedback, indtil der var etableret en bro over vidensgabet (Wood
2006:126).
Også Stuart og Hubert Dreyfus konstaterer, at multimedielæring via internettet kan
lære elever visse regler og kendsgerninger, der kan gøre dem kompetente. Men
masselæring uden den daglige imitation og vejledning af en mester kan ikke under
normale omstændigheder skabe ekspertise og bemestring af kundskaber (Dreyfus &
Dreyfus 1999).
Det Norske center for håndværk, NHU i Maihaugen i Lillehammer har 20 års
erfaring med videreføring af håndværk med en model, som bygger på traditionel
mesterlære, hvor mester har ansvaret for oplæringen af svenden i en 1:1 relation.
Fig. 2. NHU’s model for læring med en lærling til en mester med tilknytning af en
dokumentator (Martinussen 2005).
Der er tilknyttet en dokumentator, der som en flue på væggen har til opgave at
filme, fotografere og nedskrive alt hvad der sker uden at bryde ind i
læringsprocessen. Dokumentationsmaterialet er i første række til hjælp for
lærlingen, så han kan repetere det han har lært. Video har vist sig at være et specielt
nyttigt medie, da det viser arbejdsorganisering, håndelag og kropsbrug hos
mesteren, men NHU understreger, at det på ingen måde kan erstatte den fysiske
indlæring (Martinussen 2005).
3.2. Videobilledet som formidler
Videoobservation er ifølge Botin, Bertelsen og Nøhr et fænomenologisk værktøj,
som er velegnet til at vise og skabe forståelse for en arbejdspraksis. Metoden kan
30
dog med fordel suppleres med dialogiske interview og spørgeskemaer (Botin et alii
2007:117) Det spiller ind, at en videofilm er resultatet af optagerens subjektive
opfattelse af situationen. Når man stationært stiller et kamera op er det udtryk for en
forhåndstolkning af begivenhederne, ligesom når undersøgeren selv fører kameraet
og vælger hvad der er i fokus. Her ser det undersøgende subjekt situationen gennem
teknologien, som ser situationen anderledes end måden hvorpå vi ser (ibid:112-
113). Den personlige observation er tredimensionel og involverer alle sanser.
Billedet derimod er fladt, todimensionalt, afgrænset og opfanger ikke varme, lugt
eller smag. Kameraet kender ikke til væren og interaktiv deltagelse (Arendt
Rasmussen 1997:64).
Kofoed skriver, at videokameraet ikke formår at fastholde rumlige og tidslige
aspekter af virkeligheden, så godt som vores øje, synscenter og kognitive
oversættelse af synsindtryk formår: Det er en smertefuld erkendelse, at det medium,
der ofte anses for at være optimalt med hensyn til lagring af både visuelle og
auditive informationer, ikke har en tilstrækkelig rummelighed i forhold til vore
forventninger om at kunne fastholde virkelighedens øjeblikke som materialiserede
data (Kofoed 1997:34).
Merleau Ponty er inde på noget af det samme: Når kameraet i en film rettes imod en
genstand og nærmer sig den for at vise os den i nærbillede, kan vi nok huske at det
drejer sig om en hånd eller en genstand, men vi identificerer den i virkeligheden
ikke, fordi lærredet ikke har en horisont (Merleau-Ponty 1994:1-3).
Men Botin, Bertelsen og Nøhr mener, at videoobservation på grund af teknologiens
sanseudvidende potentiale og den særlige stemning og forventningsfuldhed, som vi
befinder os i, når vi skal se film, med fordel kan indlejres i en fænomenologisk
forståelsesramme, navnlig hvis operatøren af kameraet lever sig ind i situationen
Desuden hævder forfatterne, at teknologiske fremskridt har bevirket, at opstilling,
betjening, indfangning af kropslige signaler samt interaktion ikke længere er en
barriere i videooptagelser (Botin et alii 2007:112-113).29
29 Artiklen, ligesom den bog den er udkommet i, er skrevet med fokus på videoobservation som dataindsamlingsmetode i kvalitative
undersøgelsesmetoder. Det essentielle i artiklen er dog, hvorvidt man kan optage henholdsvis aflæse og fortolke arbejdsprocesser på en
arbejdsplads.
31
Medier og menneskets kommunikation og reception af dem kan inddeles i tre
grader. I første grad er mediet et andet menneske i kød og blod, som befinder sig i
det samme rum eller på det samme sted i den samme tid som modtageren af
budskabet, hvilket muliggør en interaktiv kommunikation. Medier af anden grad
omfatter medier som er reproduceret med henblik på at komme ud til et større
publikum. Det kan være skrevne tekster, som for eksempel lærebøger, men også
teknisk frembragte massemedier som film og lydoptagelser. Medier af tredje grad er
de digitale medier, som samler og kombinerer de tidligere nævnte medier i en
teknologi og bidrager med nye fremstillingsformer og interaktion (Jensen 2008:20).
Figuren kan opfattes som et hjul, fordi de interaktive digitale medier er i stand til at
reproducere nogle af medierne fra første og anden grad. Både den fysiske
tilstedeværelse og det interaktive aspekt kan altså reproduceres med den rigtige
teknologi (ibid:22).
3.3. Håndværksviden – grundlæggende forudsætninger
En god håndværker fører en dialog imellem sin praksis og sin tænkning, som
udvikler sig til nogle vaner, som etablerer en rytme imellem problemafdækning og
problemløsning (Sennett 2008:19). Men der er tre grundlæggende evner, som udgør
forudsætningerne for, at man kan blive en dygtig håndværker. 1) Evnen til at
lokalisere sig. Det kan betyde at man er god til at orientere sig med sit værktøj eller
i forhold til tid og sted, hvornår noget er rigtigt eller forkert. 2) Evnen til at stille
spørgsmål ved sin lokalisering, som en væren i tid og sted, er afgørende for de
resultater, som arbejdet bringer og som igen medfører nye spørgsmål. 3) Evnen til
at åbne op baserer sig på en intuitiv sondring af, hvornår man kan bruge sine
færdigheder på en ny og fordelagtig måde og overføre sine erfaringer til en ny
32
Medier af første grad
Medier af tredie grad
Medier af anden grad
Fig. 3. Medier af tre grader (Jensen 2008).
situation. Sennett understreger, at dette er forenklinger af et stort og komplekst
forskningsområde, men at disse evner udtrykker noget grundlæggende, som vi
som levende væsner har til fælles med dyr og hinanden (ibid:280).
Et FOU-projekt med titlen Metodiske indfaldsvinkler til håndværksoplæring sætter
fokus på de kundskaber og den viden og indsigt der kræves af håndværkeren i
dennes oplæring og arbejde. De er kommet frem til, at håndværk som proces
omfatter kundskab, kendskab og viden indenfor følgende områder:
Kropsbevidsthed
Bevægelsesbevidsthed
Handlingsmønstre
Fingerbevidsthed/fingerfornemmelse
Syn, øjemål og opfattelse af størrelse
Farvekendskab/farvesans
Hørelse
Bevidsthed om lugt og smag
Bevidsthed om rum
33
Produktforståelse
Formforståelse
Materialeforståelse
Værktøjsforståelse
Bevidsthed omkring fremdrift
Almen mental udvikling/bevidsthed omkring problemløsning
Bevidsthed omkring faglig identitet (Andersen 2005:14-23).
3.4. Teoretisk viden og kropslig viden
Den viden og kunnen, der ligger bag udførelsen af et håndværk er første gang
beskrevet af Aristoteles, som skelner imellem et teoretisk og et praktisk
vidensbegreb. Det teoretiske er uden for menneskets påvirkning. Denne viden er
sikker, eksakt, tidløs, videnskabelig og uforanderlig. Den praktiske viden er
derimod afhængig af livets skiftende omstændigheder, menneskets handlinger og
tilfældighedernes spil. Den er derfor kontekstafhængig, variabel og potentielt
uforudsigelig. Denne praktiske viden tilhører mennesket, deltageren, den praktiske
udøver af et stykke arbejde. Techne er den praktiske viden, der omhandler
fremstilling og produktion. Poiesis er den form for aktivitet det involverer. Målet
for aktiviteten er et andet og højere end selve arbejdet. Fronesis er den viden og de
færdigheder som mennesket benytter i det sociale liv. Her benævnes den
pågældende aktivitet praksis. Her ligger målet i selve aktiviteten, hensigten er at
blive bedre til den pågældende aktivitet.
Ifølge Aristoteles er den praktiske viden ikke kun lig med den tavse,
erfaringsbaserede viden. Den dygtige praktiker evner med baggrund i sin erfaring at
vurdere hvilke regler – techne – som bør tages i anvendelse i en given
arbejdsmæssig situation. Men han evner også at bedømme, hvornår man bør se bort
fra disse regler og improvisere. På denne måde kan han efter behov skifte imellem
at arbejde efter regelbundne faglige teorier og efter den erfaringsmæssige viden,
som er hans egen (Saugstad 2003:316, Aristoteles 1994:345-347).30
30 Det er disse etisk og socialt funderede praktiske kompetencer, som vi i dag kender som situationsfornemmelse, dømmekraft og evnen til at
gøre den rette ting på det rette tidspunkt. Nogen af de kompetencer som i pædagogikken med et bredt begreb benævnes tavs viden (Saugstad,
34
Aristoteles er her i modsætning til det positivistiske paradigme, som siger, at sand
viden er eksplicit, det vil sige, at hvis viden er sand skal den kunne udtrykkes i
sproglig form eller i tal eller regler. Vidensbegrebet har overlevet skiftende
paradigmer inden for såvel rationalismen som positivismen og er også i vore dage
det fremherskende inden for videnskabelig forskning (Wackerhausen &
Wackerhausen 1999:23).
John Dewey skriver, at de perioder hvor videnskabelige fremskridt har været
langsomst undervejs, har været de perioder, hvor de lærde nærede en afsky for
hverdagslivets processer og materialer og i særlig grad dem der involverede
manuelt arbejde. Derfor bestræbte de sig på at udvikle viden, der var skabt i deres
hoveder gennem logiske ræsonnementer. Derimod er de største fremskridt blevet
gjort af mennesker, når hverdagens problemer er blevet søgt løst igennem
eksperimenter ved brug af redskaber for at påvirke fysiske processer (Dewey
1916:218). Faktisk stammer mange vigtige opfindelser fra håndværksmæssige
processer, som eksempelvis når en skomager bruger voks og nål og tråd. På denne
måder er håndværkerens udvikling af håndværket ved hjælp af eksperimenter nært
beslægtet med videnskabelige eksperimenter (ibid:286).
Med udgangspunkt i både det intellektuelle og det praktiske aspekt af kundskab31,
definerer Polanyi viden som både teoretisk og praktisk viden, hvor det ene ikke kan
stå uden det andet (Polanyi 2000:18). Polanyi positionerer sig hermed som værende
i modsætning til det positivistiske paradigme (Wackerhausen 1997:2). Her er han
blandt andre inspireret af Husserl, som kritiserer det positivistiske paradigme for
ikke at kunne rumme og begribe essensen af eksistens og væren. Således skriver
Husserl, at al viden kan formuleres om til tal og læresætninger -- ekspliciteres med
andre ord – men at formler ikke kan fortælle, hvordan mennesket opfatter materialer
eller fænomener (Husserl 1906).
2003:315).
31 Polanyi tager her udgangspunkt i Ryles integration af begreberne knowing what og knowing how (Polanyi 1966:18).
35
Polanyi tager udgangspunkt i, at viden er personlig og har tavse sider, som ikke kan
formuleres på skrift eller i tale, det vil sige, at den ikke kan gøres eksplicit. Vi ved
med andre ord mere end vi kan sige. Polanyi giver eksemplet et andet menneskes
ansigt. Vi kan ikke forklare og formulere, hvorfor vi genkender dette ansigt. (ibid.
p.16). I den funktionelle betydning af tavs viden retter vi vores opmærksomhed fra
de enkelte ansigtstræk til hele ansigtet. Polanyi taler om det proksimale og det
distale. I denne sammenhæng er de enkelte ansigtstræk det proksimale og hele
ansigtet er det distale.
I udøvelsen af kropslige færdigheder retter vi også vores opmærksomhed fra den
enkelte muskels funktion til hele kroppens funktion (ibid:21) I den
fænomenologiske betydning af tavs viden siger Polanyi, at vi er klar over hver
enkelt af kroppens muskelbevægelser i den kropsfunktion, som vores
opmærksomhed i overordnet forstand er rettet imod (ibid:22). I den semantiske
betydning af tavs viden bliver man opmærksom på værktøjets berøring ved og
respons imod hånden ved at se resultaterne af arbejdet. Man kan sige at meningen
flyttes bort fra os selv og over til formålet med vores anstrengelser. Dette kan
overføres til den måde et stykke værktøj føles i hånden, når det udfører den
funktion, som er dets mening (ibid:23).
Polanyi identificerer to slags bevidstheder i udførelsen af kropsfunktioner: Den
fokale og den subsidiære bevidsthed. Når man eksempelvis slår et søm i med en
hammer, er man subsidiært bevidst om, at man holder hammeren og svinger den,
imens man fokalt er koncentreret om, at man rammer sømmet på hovedet med den
nødvendige kraft (Polanyi 1958). De tavse kundskaber opstår, når mennesket
dygtiggør sig med et stykke værktøj. Når man for eksempel svinger hammeren og
er blevet god til det tænker man ikke længere over det, man fokuserer i stedet på
sømmet. Når man er blevet god til at ramme sømmet på hovedet med den
nødvendige kraft, kan man i stedet koncentrere sig om det, som sømmet skal fæstne
og så videre. Og når man efterhånden ikke er sig bevidst om, hvordan man hamrer,
36
kan man heller ikke forklare det med ord. Værktøjet er blevet en del af kroppen –
Polanyi kalder dette indwelling – på dansk indlevelse (Wackerhausen 1997:11).32
Den håndværksmæssige kvalitet er et resultat af det høje færdighedsstadium, som er
et resultat af tavse vaner og forudsætninger. Den tavse viden fungerer som et anker,
imens den eksplicitte viden er det korrektiv, der gør at man kan forholde sig kritisk
til sit arbejde (Sennett 2008:60). I et værksted er den tavse viden dominerende. Når
mesteren dør, tager han sin ekspertise med sig i graven. Al den feedback og alle de
stikord som han har forsøgt at dygtiggøre sine elever med er borte.33 I teorien burde
videnskommunikationen på et værksted være lige dele tavs og eksplicit viden, men
mange mestre kan og vil ikke dele ud af deres viden på en anden måde end ved små
hentydninger her og der. En stor del af deres autoritet ligger i, at de ser, hvad andre
ikke ser og ved hvad andre ikke ved (ibid:87).
Man kan også sige, at den højt kompetente praktiker har vanskeligt ved at gøre rede
for sin praksis. Man kan her skelne imellem aktuel tavs viden og principiel tavs
viden. Aktuel viden er viden som mennesket er i besiddelse af og som ikke deles
med andre, men som kan i tale sættes. Principiel tavs viden ligger derimod uden for
det, som kan udtrykkes sprogligt. (Wackerhausen & Wackerhausen, 1999:32-33).
Man kan sammenfatte at håndværksviden bygger på både kropslige færdigheder
og eksplicit viden med grundlag i fysikkens og geometriens verden. Bødkerfaget
eksempelvis bygger ud over de snedkermæssige færdigheder på en matematisk og
geometrisk grundforståelse og uden en skolastisk indlæring af denne, kan man
ikke lære faget ordentligt (Bresemann 1892).
32 Indwelling er hos Polanyi basis for al erkendelse og viden. Wackerhausen kritiserer Polanyis mere universelle videnbegreb ved at pointere,
at tavs viden ikke – som Polanyi siger - kan resultere i sand, eksplicit viden. En læge stiller for eksempel en diagnose ud fra hvad han oplever på
basis af sin erfaring. Men han anses kun som en dygtig læge, fordi han på grundlag af sin tavse viden tilstrækkelig ofte har ret i sit skøn. Her
foretrækker Wackerhausen udtrykket naturaliseret intuition frem for tavs viden (Wackerhausen 1997:15). Polanyi er dog vanskelig både at
forstå og kritisere, fordi han udtrykker sig i et særpræget sprog og i øvrigt bruger uklare begreber (ibid:14).
33 Det eksplicitte forholder sig til det fysiske, hvorimod det sociale, det psykiske og det betydningsmæssige i højere grad indeholder tavse sider.
På denne måde kan man også slutte, at videnstabet er desto større, jo mere man fjerner sig fra fysikkens verden (Wackerhausen &
Wackerhausen, 1999:28).
37
3.5. Mesterlære – færdighedstilegnelse og imitation
De tavse dimensioner af håndværk læres ifølge Polanyi grundlæggende gennem
mesterlære, det vil sige ved at se mesteren udføre sit håndværk. Derved opfanger
man ubevidst de regler, der styrer den håndværksmæssige udførelse af faget. Det er
her igennem, at mesterlæren bliver interessant, fordi det er ved at observere den
erfarne udføre erhvervet, at man lærer mere end man er klar over. Altså,
smedelærlingen lærer, at når jernet er så og så varmt kan der smedes ved at betragte,
hvordan det bliver gjort (Nielsen 2004).
I den personorienterede forståelse af mesterlæren er den centrale læringsform
lærlingens imitation af mesteren. Den traditionelle betydning af mesterlære
indeholder fire trin: Modeling, Scaffolding, Fading og Coaching. I Modeling: viser
mester lærlingen, hvordan en øvelse udføres. Mesteren observerer, imens lærlingen
øver sig. I Scaffolding hjælper mester lærlingen med at udføre en øvelse eller et
stykke arbejde og kommer med gode råd undervejs. Når man når til Fading slipper
mester gradvis tøjlerne og giver lærlingen mere ansvar. Coaching: Det sidste trin
foregår igennem hele læretiden. Mester vælger opgaver, som er passende for
lærlingens niveau, observerer og kommer med kommentarer og hjælpende
bemærkninger, forholder sig til problemer og foreslår løsninger og giver feedback
(Collins et alii.1991).
Ifølge John Dewey er håndværk ligesom menneskets øvrige kropslige kompetencer
udviklet igennem tiden ved en eksperimenterende trial-and-error fremgangsmåde.
Så den selvlærte håndværker adskiller sig fra den faglærte ved, at han ikke billedligt
talt står på skuldrene af sine læremestre. Han har været nødt til at gøre sine egne
erfaringer og hans praksis vil ofte have nogle særpræg i forhold til den faglærte
håndværker. Han mangler den faglærte indsigt i fagets grundlæggende principper.
Han går i stedet frem efter en form for empirisk metode, hvor erfaringen bliver en
rettesnor for håndværket. Men empirikeren ved ikke, hvor hans viden starter, fordi
han stoler på sin erfarings tommelfingerregler. Dermed har han svært ved at
opretholde et ordentligt niveau i sit arbejde (Dewey 1916:278-279). Til gengæld
sker der let det, at den håndværker, der bliver fuldt udlært med henblik på at blive
38
en økonomisk effektiv arbejder, ofrer udviklingen af fantasi, forfinelsen af smag og
uddybningen af den intellektuelle indsigt (ibid:273). Men såvel den faglærte
håndværker som den selvlærte tilføjer noget af sig selv til sin læring, fordi al læring
og problemløsning bygger på en refleksion over løsningen på et givet problem i
forhold til hans egen person (Dewey 1916).
Man kan med Stuart og Hubert Dreyfus (1999) opdele tilegnelse af færdigheder i
fem punkter: 1. Novice, 2. Avanceret begynder, 3. Kompetence, 4. Dygtighed, 5.
Ekspertise. I det første stadie af færdighedstilegnelse lærer novicen at følge nogle
elementære regler og i det andet stadie lærer den avancerede begynder at bruge
disse regler i nogle praktiske situationer. Den avancerede begynder får øje på nye
muligheder, som der findes undervisningsregler, der kan hjælpe med at udforske og
gradvis tillære sig kendskabet til. På kompetence stadiet kan eleven ikke længere
støtte sig til nedskrevne forskrifter og regler. Der åbner sig en overvældende verden
af muligheder, som gør at eleven bliver klar over hvor lidt han eller hun ved. Ved
hjælp af undervisning og erfaring lærer eleven gradvis at en given situation
resulterer i det rigtige valg af metode. Men der er så mange tænkelige situationer og
der åbner sig så mange mulige valgmuligheder, at den strategi, der kan være
løsningen på et avanceret problem, aldrig vil kunne formuleres i en lærebog. Hvis
eleven på dette tidspunkt med engagement møder disse udfordringer og overvinder
sin sunde skræk for at lave ulykker, kan der udvikles en selvstændig handlingsbåren
dygtighed, der er helt hinsides nedskrevne regler, men som alligevel kræver
overvejelser om fremgangsmåde, da den dygtige udøver endnu ikke har erfaring
med de tænkelige konsekvenser af alle de muligheder som åbner sig, men som ikke
er prøvet praktiseret. Ekspertise kommer med den erfaring, der fører til at udøveren
opnår et stort repertoire af situationelle diskriminationer, der gør at situationen
mødes med intuition og hurtigt løses på den bedst mulige måde (Dreyfus & Dreyfus
1999:56-60).
Ekspertens niveau kan gøre håndværk til kunst på en måde, så eksperten vanskeligt
kan lære sin ekspertise fra sig. Som det ypperligste eksempel på håndværksmæssig
ekspertise kan man nævne Stradivarius’ violiner og violoncelli. Selvom Stradivarius
39
med alle metoder forsøgte at lære sin kunnen fra sig, lykkedes det aldrig for hans
elever at opnå den samme kunnen. Og senere undersøgelser og eksperimenter har
heller ikke kunnet gøre Stradivarius kunsten efter (Sennett 2008:86).
Færdighedsudviklingen afhænger også af, hvordan gentagelsen af en rutine
organiseres. Man opnår for lidt, hvis man ikke koncentrerer sig rigtigt. Violinisten
Isaac Sterns regel siger: Intensiviteten og hyppigheden af indøvelsen eller
træningen af færdigheder må ikke overskride det niveau man har nået i sine
færdigheder. Efterhånden som færdighederne vokser, vokser også mulighederne for
at man kan dygtiggøre sig ved hyppigere gentagelser af sine øvelser (ibid:47).
I Polanyis funktionelle betydning af tavs viden kan man således indlemme et
værktøj i kroppen så det er muligt at bruge det uden at tænke over det, ligesom man
ikke tænker over, at man trækker vejret eller tager et skridt ad gangen når man går.
Men ligesom man kan lære at ubevidst spille en figur på et piano med venstre hånd,
så man kan koncentrere sig om højrehånden, er det også muligt at miste evnen til at
spille den, hvis man begynder at fokusere på fingrenes bevægelser. På samme måde
som mange gentagelser af et bestemt ord kan få dette til at lyde hult og miste sin
betydning. Men denne midlertidige destruktive effekt af fokuseringen på detaljen er
ikke nødvendigvis skadelig, derimod kan den pågældende rutine geninternaliseres
og praktikeren kan få en ny og større forståelse af sin kunnen (Polanyi 1966:28).
3.6. Den japanske tradition
Den mest udtalt personorienterede form for mesterlære finder man i den japanske
tradition. Her begynder praksislæringen med, at mesteren giver korte instruktioner,
hvorefter studenten skal observere og efterligne mesteren så godt som muligt. Her
finder ingen meningsforhandling eller forklaring sted. Mesteren følger studentens
arbejder uden nogen forventning om, at studenten skal udvikle personligt særpræg
eller originalitet. Læringen foregår uden tidspres og i en venlig atmosfære. På denne
måde kan mesteren have flere elever. Eleverne har kun en mester (Falk 2009:69).
Den japanske metode er bogstaveligt talt tavs. Man skal observere mesteren ud af
40
øjenkrogen uden at stoppe med det man selv har for. Man må ikke stille sig op og
glo på mesteren og se hvordan han gør. Og man stiller ikke spørgsmål.
Den japanske keramikeruddannelse, som er på universitetsniveau ikke er på under
10 år har en pædagogiske metode, der består af observation og øvelse (Ørbæk
Laursen interview). Den japanske mesterlæres ydmyghed, autoritetstro og
fordybelse er ikke det eneste, der gør at den er vanskelig at overføre til vestlige
forhold. De japanske håndværkere er i lære i op til 20 år før de kan kalde sig mestre
og undervise. Denne uddannelse er mulig fordi håndværk er højt prioriteret i den
japanske selvforståelse. I 2009 var 4700 håndværksmestre udnævnt til japanske
bærere af kulturarv med titlen Japanese National Heritage. Denne titel har stor
prestige og der er et stort marked for at afsætte disse mestres produkter, således at
de kan leve godt af deres håndværk og videreføre det. Blandt Gucci og Pradas
forretninger i Tokyos eksklusive handelsgader ligger The Japan Traditional Craft
Centre, et tre etagers handelscentrum for japansk håndværk (Falk 2009:64).
Del 4. Håndværk på museum4.1. Nationalmuseet. På Frilandsmuseet arbejder vi med de traditionelle håndværk, både for at kunne bevare museets egne
bygninger, og for at bevare selve håndværkene, så de kan gives videre til kommende generationer af
håndværkere. Vi fortæller om materialer og demonstrerer teknikker fra tømrer/snedkerfaget, murerfaget,
tækkerfaget, malerfaget og metalfaget.34
Bevaringen af kendskabet til håndværk og Danmarks immaterielle kulturarv
sorterer under Nationalmuseets Afdeling for Nyere Tid. Museet har store samlinger
af genstande fra forskellige håndværk. Her kan nævnes værksteder fra en
cykelsmed, en bronzestøber, en kobbersmed, flere guldsmede og urmagere. Man
har tilstræbt at indsamle komplette værksteder, inklusive værktøj, inventar,
produkteksempler og arkiv. Ud over genstande har museet en stor samling af fotos,
primært af håndværksproduktion.35
34 http://www.natmus.dk/sw43226.asp
35 http://industripuljen.dk/jernogmetal.htm#1
41
Afdelingen for Danmarks Nyere Tid rummer også de 2067 arbejder- og
håndværkererindringer i Nationalmuseets Industri-, Haandværker- og
Arbejdserindringer (NIHA), som Nationalmuseet indsamlede i begyndelsen af
1950’erne.36 Heri kan man søge og få materiale udleveret efter forespørgsel. Der er
adskillige udførlige beskrivelser af, hvorledes en række gamle håndværk blev
udført, men i den største del af erindringerne er fokus på håndværkerens dagligdag
og rolle i industrien frem for på selve håndværket.37
Frilandsmuseet under Nationalmuseet har i flere år afholdt håndværkerdage, hvor
museets håndværkere demonstrerer teknikker og arbejdsprocesser, primært med
fokus på restaurering af gamle huse. Kontaktperson på initiativet er museumsinspektør og arkitekt
Niels-Erik Jensen. Han oplyser, at håndværkerdagene, som afholdes to gange om året er store
tilløbsstykker og at interessen for at tilegne sig håndværksviden er stor. Jensen bryder sig ikke om
udtrykket immateriel kulturarv i forbindelse med håndværk. Han forbinder
bevaringen af håndværk med at håndværket læres videre fra museets svende til
lærlinge og at håndværket ellers er noget fysisk som er manifest i museets
bygninger, artefakter og genstande (Jensen telefon).
Museet har en forpligtelse og intention om at bevare kendskab til håndværk ud over
den der ligger i den fysiske udøvelse af det. Niels-Erik Jensen fortæller, at
kendskabet til håndværk ligger i de beskrivelser, der ligger til grund for de
istandsættelser og restaureringer, der løbende sker på museumsbygningerne og af
fredede og bevaringsværdige bygninger udenfor museet. Disse beskrivelser
udarbejdes typisk af specialuddannede restaureringsarkitekter og er grundlag for
håndværkeres udøvelse af deres håndværk. Jensen finder, at film er et glimrende
medie til dokumentation af håndværket, men han opfatter grundlæggende
håndværksviden som summen af erfaringer vidensmæssigt og motorisk der skal til
for at håndværket lykkes. På den samme måde kan man betragte en lærebog som
dokumentation på håndværksviden, men den bliver først til håndværk og
håndværksviden, når det kombineres med det motoriske intellekt. Jensen udelukker
36 Håndværk – da det var håndens værk, Bind 1 og 2 af Jørgen og Steffen Duus bygger på en væsentlig del af disse erindringer. Bøgerne bringer
ikke gennemførte beskrivelser af arbejdsprocesser i håndværket, men en del teknikker og rutiner omtales i detaljer, så det er muligt at
genkende teknikkerne (Duus & Duus 2002:9).
37 http://industri.natmus.dk/nihasoeg.asp
42
ikke, at forskning i gamle kilder kan føre til, at en motorisk begavet person kan
genopdage glemte håndværk. Derfor slutter han også, at det er særdeles vigtigt, at
man på alle måder dokumenterer håndværk, som er ved at forsvinde (Jensen e-
mail).
En af de bygninger som Frilandsmuseet under Nationalmuseet har ansvar for er
Læsøgården. På Læsø har det siden begyndelsen af 1900tallet været umuligt at
vedligeholde øens karakteristiske tangtage, fordi det ålegræs som man har brugt til
at tænge tagene med er ramt af en sygdom, som gør at det ikke kan bruges til at
tænge med. I de mellemliggende år har man derfor brugt andre metoder til at tække
tagene på øen, hvorfor den nødvendige viden om, hvordan man tænger et tag har
været ved at forsvinde. Øens tækkemand Henning Johansen kendte til teknikken,
men kunne ikke bruge den og lære den videre på grund af mangel på tang. Da man
blev klar over, at der ved Møn, Bogø og Falster vokser ålegræs, som ikke er ramt af
sygdommen genopstod håbet om igen at kunne renovere de gamle tage på Læsøs i
alt 19 huse med tang. Men da tængning kræver tang i store mængder og da høsten
og navnlig transporten er en dyr affære, var det stadigvæk et stort problem at skaffe
tang nok. Det var først, da man fandt ud af, at der nogle år skyller store mængder af
ålegræs op på kysterne ved Møn, Bogø og Falster, at ideen om at skabe en tangbank
blev født. Realdania støttede projektet og senest er Kulturarvsstyrelsen gået ind i
projektet og har sikret, at der er 22 tons ålegræs i tangbanken, nok til at tænge to
huse (Jensen 2009).38
Raadvadcenteret under Nationalmuseet huser Center for Bygningsbevaring, som er
et videncenter for håndværk og bygningsbevaring. Centeret har en form for støtte til
levende bevaring af håndværket, ved at det tilbyder sin ekspertise ved istandsættelse
af gamle bygninger og anviser kompetente håndværkere til opgaverne. Centeret
bedriver forskning i forbindelse med egne arbejder og udgiver fagrelevante bøger
og artikler gennemført et antal forsøgsprojekter. 39 Raadvadcenteret har desuden på
centerets hjemmeside en håndværkeroversigt, som de der ønsker et bestemt arbejde
udført, kan bruge til at finde frem til relevante restaureringshåndværkere. Center for 38 http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/22-tons-tang-til-et-fredet-hus-paa-laesoe/
39 http://www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=199
43
Bygningsbevaring har dog ikke godkendt de håndværksfirmaer, der er med i
håndværkeroversigten og garanterer ikke for firmaernes arbejde. Optagelse i
oversigten er dog gratis.40
4.2. Kejsergaarden
Håndværksmuseet Kejsergaarden i Randers, som er en del af Kulturhistorisk
Museum, rummer en samling af 25 komplette værksteder, der fortæller om
købstadens gamle håndværk som for eksempel mureren, barberen, kobbersmeden,
stukkatøren, rebslageren og handskemageren. Kejsergaarden rummer også Det
Danske Frisørmuseum og Det Danske Optikmuseum. Der er knyttet omkring 50
frivillige til Håndværksmuseet, der på skift i museets åbningstid fortæller museets
gæster om deres fag og tidligere arbejdsliv. Mange af håndværkerne demonstrerer
også gamle teknikker, der ellers er ved at gå i glemmebogen.41
Lene Sørensen, museumsinspektør på Kulturhistorisk Museum i Randers opfatter
bevaringen af kendskab til håndværk i to overordnede perspektiver:
1) Den tekniske del af håndværket, altså den faglige udførelse af
håndværkene.
2) Håndværket set i et bredere perspektiv, som blandt andet omfatter
kendskab til arbejds- og læreforhold, håndværkets sociale status og de
fysiske genstande og håndværkets produkter.
Når det kommer til at bevare kendskabet til den tekniske del af håndværket siger
Lene Sørensen, at man kan bevare de fysiske værktøjer med grundige oplysninger
om deres funktion. Man kan derudover nedskrive de håndværksmæssige processer,
som for eksempel, hvordan man tapper et vindue, ud fra oplysninger fra
håndværkere, der har udført processerne. Og på samme måde kan man bevare
originale undervisningsmaterialer om processer og på den måde dokumentere
håndværkets udførsel. Og man kan også betragte en omfattende lærebog i et
håndværksfag som dokumentation på håndværksviden. Man kan desuden bevare
40 http://www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=177
41 http://www.khm.randers.dk/frameset/run_frame.asp?RoomID=811&LangRef=113&Area
=&topID=&ArticleID=5135&ParentID=&MenuID=857&moduleid=&Template=../templates/1_standard_layout.asp&ExpandID=3364
44
fotos, der viser indretningen af værksteder og arbejdssituationer, hvor man kan se,
hvordan håndværkerne holder på værktøjet.
Dette kan også dokumenteres på film. Og her er film/levende billeder en af de
bedste og lettest forståelige måder at dokumentere håndværksprocesser. Lene
Sørensen siger, at opgaven med at genskabe og rekonstruere et uddødt håndværk ud
fra kildemateriale -- og med en samtidig oplæring af levende håndværkere -- er en
ekstremt omfattende opgave, som kun delvis er mulig, og kun for et fåtal af museer.
Man kan gøre meget for at bevare viden om et håndværk, men er et håndværk
uddødt, vil der altid være elementer af processerne, viden om materiale,
bevægelsesmønstre med meget mere, som vil gå tabt. Et helt uddødt håndværk, som
for eksempel middelalderligt skomageri vil være meget tidskrævende at tilegne sig
og det vil altid være i en fortolket version. Lene Sørensen siger dog at den slags for
et museum kan have stor formidlingsmæssig værdi (Sørensen).
4.3. Hjerl Hede
Mange danske håndværksfag og dermed stolte håndværkstraditioner vil forsvinde
for evigt sammen med den sidste udøver. Det er derfor meget vigtigt, at der sættes
ind i tide, mens det stadig er muligt at finde håndværkerne, der har bevaret
håndelaget, eller som kan huske og er i stand til at videregive nogle af fagets mange
finesser og "fiduser". Den praktiske viden skal overleveres fra mester til svend eller
lærling. Det er ikke noget, man kan læse sig til eller fotodokumentere.
Når smeden for eksempel opvarmer sit jern i essen for at svejse det, kan han alene
på det glødende jerns farve se, hvornår temperaturen er rigtig, og jernet er klar til
at svejse. Den erfaring får lærlinge kun ved at se mester udføre det og selv gøre det
efter.
Frilandsmuseet Hjerl Hede er i gang med at etablere et Kompetence- og Videncenter
for Landhåndværk. Formålet er gennem uddannelse og omskoling at fastholde de
gamle, danske håndværkstraditioner og håndelag, så håndværket stadig kan opleves
i autentiske rammer. Hjerl Hedes Frilandsmuseum har i forvejen en bødker, en
karetmager, en drejer, en skomager og en træskomager samt en smed. Løbende
45
føjes flere værksteder til, så museet kan vise et bredt og dækkende billede af den
håndværksmæssige produktion på landet. I 2004 blev der således genopført et
landbageri, og i 2005 blev landsbymalerværkstedet indrettet. De forskellige
håndværkere indgår om sommeren i levendegørelsen af museets værksteder og
resten af året udfører de en egentlig produktion, ligesom at de indgår i museets
formidlingstjeneste, hvor skoler og andre grupper kan tage aktiv del i arbejdet og
lære om gamle danske håndværkstraditioner. Det er hensigten at også mere
moderne værksteder, hvor faglærte håndværkere deltager i undervisning og
produktion, skal være med til at styrke museets position, så den nuværende
levendegørelse kan fortsættes, udvides og forbedres. Hjerl Hede planlægger at
supplere dette med fremstilling af video og CD-rom både til undervisningsbrug og
til præsentation på internettet, både for at give en grundig historisk baggrund for
håndværkstraditionens internationale forskellighed og for at skabe øget
opmærksomhed om kvalitetshåndværk i almindelighed.42
Adspurgt om, hvordan man kan dokumentere og bevare håndværksviden siger
museumsinspektør Gitte Behr, Hjerl Hede: Det mener jeg ikke, at man kan. Jeg
mener slet ikke at håndværksviden kan dokumenteres, for hvis du for eksempel
uddanner en karetmager med fire forskellige læremestre, som vi har gjort, og man
så uddanner en anden karetmager, som har haft for eksempel to læremestre, så vil
det jo ikke blive den samme uddannelse eller håndværksviden, fordi det ikke er den
samme håndværker.
Gitte Behr understreger, at hun - selvom hun beskæftiger sig med de håndværk som
er bevaret levende på Hjerl Hede – aldrig kommer til at forstå dem, fordi hun ikke
selv udøver dem. Gitte Behr har også en ganske klar holdning til spørgsmålet om,
hvorvidt man kan vise, hvordan et håndværk udføres på film: Man kan ikke bevare
viden om håndværk på film, for man kan jo ikke vise, hvordan hånden arbejder og
hvordan det føles og en masse andre ting, som skal opleves med kroppen (Behr).
42 http://www.hjerlhede.dk/dk/gamle_haandvaerk/kompetencecenter/
46
Gitte Behrs forgænger som museumsinspektør på Hjerl Hedes Frilandsmuseum,
Kirsten Linde skriver, at Frilandsmuseet interviewer og indsamler viden om
håndværkenes arbejdsprocesser. Og på den måde kan man statisk bevare en vis
viden i bøger og databaser. Men trods alle bestræbelser kan man kun opfange noget
af virkeligheden i skrift og på film. Sproget og billedet er ikke tilstrækkelige til at
fastholde og dokumentere den tavse og indforståede viden, som håndværkerne er i
besiddelse af. Vi skal ikke prøve på at gøre det levende statisk via bånd, film og
skrift. Vi skal ikke tvinge og omforme den håndværksmæssige vidensarv, så en svag
afspejling af den passer ind i den teoretiske ikke-personlige vidensarv. Vi skal
derimod bevare det levende.
Kirsten Linde kritiserer vores uddannelsessektor for at nedvurdere dem, der ikke er
dygtige nok til at få sig en boglig uddannelse. De kan altid få et job, hvor de kan
bruge deres hænder, uanset om de er gode til det eller ej. Hun trækker endvidere to
primære typer af viden op: Den håndværksmæssige, personlige viden som
karakteriserer de gamle håndværk og den type af viden som har fortrængt den
håndværksmæssige viden, nemlig den boglige viden, som Linde kalder for statisk
og ikke personlig. Denne viden dominerer vores uddannelser, den kan let læres
udenad og reproduceres af et stort antal personer, samt administreres og opbevares
for mange millioner kroner, imens der ikke bliver afsat tilstrækkelige midler til at
bevare og overlevere den personlige viden i uddannelserne (Linde 1996).
4.4. Den Gamle By
I Den Gamle By i Århus, kan man stifte bekendtskab med livet som det levedes i
forskellige perioder af købstadens historie. Det Levende Museum rekonstruerer et
varieret udbud af dagligdags aktiviteter som madlavning, ølbrygning og udførelsen
af gamle håndværk. Man kan besøge smeden i hans smedje, hvor han blandt andet
smeder store mængder søm. Bødkeren og billedskæreren arbejder i et lille værksted
i Vestergade, hvor han (det er en og samme person) fremstiller tønder, spande og
billedskærerarbejder. Og i gaderne i Den Gamle By kan man møde museets egne
håndværkere, når de arbejder på Købstadsmuseets gamle huse.43
43 http://www.dengamleby.dk/lm.htm.
47
Museumsinspektør Elsebeth Aasted Schanz har det administrative ansvar for de
udstillede håndværk i Den Gamle By. Hun fortæller, at museet har en strategi med
levende formidling af håndværket ved at publikum kan møde håndværkerne, når de
arbejder i Den Gamle By. Oprindelig var det tanken, at håndværkerne skulle iføre
sig historisk korrekte klædedragter og snakke anderledes, men de har indtil videre
modsat sig det, fordi det ville betyde endnu flere afbrydelser i arbejdet fra
publikum, alene det at komme til og fra arbejde og pause ville tage lang tid når de
skulle stoppe op og snakke med publikum.
Der er for tiden 25 håndværkere ansat i Den Gamle By, men kun to, som der er sat
midler af til i forbindelse med den levende formidling. Den Gamle Bys
håndværkere tager lærlinge ind og på den måde videreformidles håndværket.
Derudover bliver alt det arbejde, der bliver udført, beskrevet i bygningsrapporterne.
Den Gamle By har ikke nogen formel forpligtelse som museum om at bevare
kendskabet til håndværket, men Elsebeth Aasted Schantz understreger, at det er
museets ambition og intention at bevare håndværket levende og på en måde
opbygge en vidensbase for de håndværk, som er relevante for Den Gamle By.
Elsebeth Aasted Schantz mener ikke, at man hverken kan dokumentere eller vise,
hvordan et håndværk udføres, fordi man ikke kan filme en håndværkers viden. Men
man kan godt formidle, hvad der bliver gjort og hvordan det foregår og hele
atmosfæren omkring det på en film. Den Gamle By har faktisk planer om at lave en
film på vores snedkerværksted. Ideen er at have museets kendte håndværkere til at
medvirke i en lille film, som skal optages i 3D og spille i et loop i et lokale i Den
Gamle By. Scenariet er, at mester har ansat en svend og en lærling, som skal så gå
og arbejde med et objekt for eksempel et møbel. Og tale om det, diskutere detaljer,
svenden spytter, fordi han tygger skrå, lærlingen får en lussing, fordi han ikke hører
efter, altså mere atmosfæren omkring værkstedet. Det skal primært indeholde noget
miljø og noget socialt, noget om hvordan det var at være læredreng dengang.
Elsebeth Aasted Schantz håber også, at der kan komme noget håndværksviden ind
over, men at det nok er sværere at formidle og det er ikke ambitionen (Aasted
Schantz).
48
4.5. Bevaringscenter Nordjylland
Bevaringscenter Nordjylland, tidligere Nordjyllands Amts Konserveringsværksted,
er et fælles konserveringsværksted for de nordjyske kulturhistoriske museer.
De tilbyder konservering og restaurering af blandt andet møbler, hestekøretøjer,
malerier, tekstiler, metaller, papir og foto, glas, porcelæn, læder, skulpturer og
arkæologiske fund. Bevaringscenteret tager sig især af museernes genstande, men
arbejder også for andre; for eksempel kirker, herregårde, arkiver og private.44
Bevaringscenter Nordjylland har eget karetmagerværksted, som restaurerer
og konserverer hestekøretøjer og andre relaterede genstande. Bevaringscentrets
karetmager er Ole Jespersen, der er en af landets meget få faglærte karetmagere. I
det daglige rådgiver karetmagerværkstedet om bevaring af hestekøretøjer og udfører
tilstandsvurdering af vognsamlinger. Karetmageren foretager også beskrivelse og
registrering af hestekøretøjer samt opbygning af vognudstillinger.
Karetmagerværkstedets kunder er både museer, vognsamlere, professionelle kuske
og private kunder.45
Ole Jespersen blev udlært karetmager på Hjerl Hede i 2006. Han begyndte sin
uddannelse som karetmager i juni 2004, og den blev afsluttet med svendebrev i
2006. Ole Jespersen havde i forvejen svendebrev som møbelmaskinsnedker, så
læretiden kunne reduceres fra de oprindelige ca. 4 år til 2½ år. I Hjerl Hedes
karetmagerfilm, som man kan se på Hjerl Hedes Kompetencecenters hjemmeside,
er det Ole Jespersen, der viser, hvordan man laver et hjul. Han siger, at den 6
minutter korte film viser alt for lidt og springer hen over alt for mange essentielle
detaljer i fremstillingen til at man kan bruge den som en dokumentation på
håndværksprocessen. Hvis filmen bare skulle vise de enkelte processer skulle den
være på mindst en time. Når man skal fremstille et hjul starter man med at skaffe
det rigtige træ på savværket. Så skal træet skæres op til hjulets forskellige dele.
Navet tager det alene en dag at lave. Så skal egerne skæres og fræses osv.
44 http://www.bcnord.dk/dk/organisation/
45 http://www.bcnord.dk/dk/karetmagerarbejde/
49
Karetmagerhåndværket som landsby-håndværk fremstillede typisk lidt kraftigere
hjul, de lavede vogne til arbejdsbrug, som kunne tåle at køre i marken med stor
belastning. Byhåndværket karetmagerhåndværk fremstillede også vogne til
persontransport, altså noget finere konstruktioner. Og håndværkets udførelse
afhænger også af, hvilken periode man taler om. I 1800-tallet var alting lavet i
hånden, men i 1900-tallet kom maskinerne og der begyndte man at bruge metal til
nav, fælge og eger i hjulene. I løbet af 1920’erne var det efterhånden ved at være
sket med hestevognene og gradvis ændrede karetmageren sig til karosserimager.
Bilernes karosserier blev helt op til 1950’erne bygget op efter de samme principper
som kareterne.
Ole Jespersen fortæller, at der findes en karetmagerhåndbog fra før år 1900. Men
den beskriver ikke rigtig selve håndværket. Der står noget om træsorterne, men det
ville man også kunne læse om i en møbelsnedkerhåndbog. Ellers står der noget om
sikkerhed i arbejdet og fagpolitik og lignende. Man havde heller ikke brug for at
skrive noget ned. Mester forklarede alt det, der skulle læres til lærlingen. Det er
også den eneste måde, man rigtigt kan lære faget på. Der er selvfølgelig nogle ting,
man kan skrive ned med materialer, værktøjet, der er også noget geometri i den
måde hjulet er designet. Så på den måde ville man kunne have et udgangspunkt,
hvis man for eksempel var snedker i forvejen, vidste noget om træ, og kunne høvle
godt osv. Men når det kommer til nogle af de afgørende detaljer som for eksempel,
hvordan egerne er tappet i tapsamlingerne -- der skal de sidde lige så stramt som
man kan mærke at de skal, der er det at man skal lære et Gefühl og det kan man
ikke lære på egen hånd. På den måde kan mesteren se, om man gør det rigtigt. Og
så kan man få feedback. Det er sådan, man lærer de detaljer, der er afgørende for,
om man er en dygtig hjulmager eller ikke. Og det er bare én detalje i hjulet. Der så
meget andet, man heller ikke kan læse sig til.
Ole Jespersen siger, at en film, der viser alle håndværkets detaljer, potentielt er en
stor hjælp, og at det er et nemmere udgangspunkt at starte fra end for eksempel en
bog. Men det ændrer ikke på det faktum, at man aldrig vil kunne lære at blive
dygtig, hvis man ikke har lært det i detaljen af en læremester, der kan give feedback
50
og fortælle hvornår de enkelte ting skal være lidt anderledes. Al den tavse viden, alt
det der ikke står i bøgerne og alt det man ikke kan se på en film, det er det der gør,
at man bliver dygtig til dit håndværk (Jespersen).
Del 5. Interview med håndværkereNår jeg står med et håndværk og viser det frem, så undrer det mig, at der er så
langt fra det, jeg gør til deres virkelighed. 90 % af dem under 40 kan sket ikke fatte,
at det kan lade sig gøre at lave noget i hånden; det er blevet så fremmed, at bare
jeg står med en sav i hånden, så vækker det så stor forundring næsten uanset, hvad
der kommer ud af det. Det mest ekstreme jeg kan huske var at jeg stod med en
blyant og tegnede en simpel skitse, og så var der en, der sagde: Nøøøj, kan du det?
Og jeg mener; det var jo bare en tegning, så nogen gange tænker jeg: ” Nu må i
holde op”. Men det er virkelig fjernt fra deres verden.
Lars Ørbæk Laursen, Bødker i Den Gamle By.
5.1. Bødkeren
Bødkeren lavede i gamle dage mest tønder, deraf det ældre udtryk for bødker
tøndebinder. Men han fremstillede også kar, baljer og mål af enhver størrelse og art.
En tønde er konstrueret af kileformede staver, som holdes stramt sammen af
tøndebånd. Tønder blev brugt til emballage for alle flydende og pulverformede
varer. Tønden skulle ikke bare være meget solid og slutte helt tæt, den skulle også
holde helt bestemte mål. En korntønde skulle eksempelvis rumme nøjagtigt 39,1
liter (Duus & Duus 2002:215). Den mest almindelige artikel, som bødkeren
fremstillede omkring år 1900 var smørdritler af bøgetræ. Bødkeren hentede selv sit
træ i skoven. Det skulle udvælges iblandt det bedste og slankeste træ, og
udskæringen til staver var noget af det vanskeligste af bødkerens arbejde og
krævede stor øvelse (ibid:218).
Bødkeriet var et byhåndværk, og ikke særlig udbredt på landet. Bødkerne
eksisterede side om side med de virksomheder, der brugte tønderne – for eksempel.
bryggerier. Mange bryghuse og brændevinsbrænderier havde egne bødkere ansat.
Efterhånden overtog maskinerne fremstillingen. De sidste bødkerier forsvandt i
51
1960’erne, hvor plastik- og metalemballage havde gjort tønderne overflødige.46 I
dag er der kun ganske få aktive bødkere tilbage i Danmark. Men de er
maskinsnedkerier, som lever af at lave blomsterkrukker og fastelavnstønder, som
ikke behøver at være den bedste kvalitet. De skal være billige og de er lavet til at gå
i stykker (Laursen). En undtagelse er Frilandsmuseet Hjerl Hedes bødker Christian
Pedersen, som fremstiller forskellige klassiske bødkerartikler og er en del af Hjerl
Hedes kompetencecenter for klassiske danske håndværk.47
Den Gamle Bys bødker Lars Ørbæk Laursen fremstiller også bødkervarer. Han er
en af de tre projektansatte håndværkere, der er en del af Den Gamle Bys levende
formidling. Han har indrettet sit bødkerværksted i en af Den Gamle Bys Huse og
museets gæster kan kigge ind og se ham arbejde. Han har også indrettet et
billedskærer- og et dekupørværksted i huset ved siden af og han formidler også
disse fag: Jeg havde egentlig tænkt mig at titulere mig træsmed, for når jeg er
bødker er jeg bødker og når jeg er billedskærer er jeg jo det. Men på svensk hedder
håndværk faktisk sløjd og en snedker hedder faktisk træsmed. Betydningen af ordet
smed er, at man er smed, når man er rigtig dygtig til noget. Men inspektøren mente,
at det ville være for svært for publikum at forstå, at det ikke har noget med metal at
gøre.
46 http://www.bødkeriet.dk/bodkerslaegt.aspx
47 http://www.hjerlhede.dk/dk/gamle_haandvaerk/ kompetencecenter.
52
Den nye bybrønd på torvet i Den Gamle By fremstillet af Lars Ørbæk Laursen (foto: Jakob
Øllgaard).
Lars Ørbæk Laursen fik interessen for bødkerfaget, da han gik på Kerteminde
Håndarbejdsseminarium. Hans lærer havde et lærlingekompendium fra 1940’erne
og med det udgangspunkt gik han i gang med at øve sig på at lave tønder. Da han
kom til Den Gamle By og fik muligheden for at starte bødkerværkstedet, fik han
tildelt otte måneders efteruddannelse med voksenuddannelsesstøtte. Her var han 3
måneder i lære hos Christian Pedersen, bødkermesteren på Hjerl Hede, resten var
som selvstudie. Herudover har han lært en del teknik af Niels Arne Møller fra
Odder, der er en pensioneret, men stadig praktiserende bødker. Da Lars Ørbæk
Laursen havde lært teknikken og kunne metoden, var resten rutine og øvelse, øvelse
og mere øvelse. Han mente ikke dengang, at han behøvede at have en mester
hængende over nakken, men siger selv, at han nok var blevet en bedre bødker, hvis
han havde været sammen med ham hver dag, så han kunne spørge ham, når han var
i tvivl.
53
Lars Ørbæk Laursen har aldrig taget noget svendebrev, men da han begyndte i Den
Gamle By efter at have været i voksenlære, fik han lejlighed til at dygtiggøre sig
ved at arbejde med bødkerfaget hver dag. Så nu er det hensigten, at han skal påtage
sig større ordrer til bødkerværkstedet, så han kan oparbejde en større rutine og
sikkerhed i arbejdet. Så vil han også nemmere kunne tale med publikum, imens han
arbejder. Han fortæller: At lære bødkerfaget kræver først og fremmest stædighed,
arbejdsomhed og tålmodighed, Derudover er det en fordel, hvis man har en vis
logisk sans, så man kan lære at regne ting ud som for eksempel geometri og
matematik. Men resultatet bliver selvfølgelig forskelligt fra person til person. Hvor
højt niveau er der forskel på, men det er min overbevisning, at alle kan lære det, og
sådan vil jeg mene, at det er med mange fag. Bjørn Nørgård har jo sagt, at det han
gør ikke er kunst, men udelukkende er resultatet af 10 % talent og 90 % hårdt
arbejde. Og man når rigtig langt med hårdt arbejde, ellers kommer man ingen
vegne.
Jeg spørger, om Lars Ørbæk Laursen mener, at det er muligt at læse sig til, hvordan
man eksempelvis fremstiller en tønde. Han finder to bøger frem fra Den Gamle Bys
bibliotek. En af dem er dansk, den anden er en nyere engelsk.48 Haandbog for
Bødkere er fra 1892 og det er den første fagbog for bødkere. Og der er nogle
udregninger på, hvordan man laver kar, som indeholder de rigtige mål. Laursen
mener, at den kommer godt omkring det hele. Der er også en del om skovarbejdet.
Men der er ikke nogle tegninger, så det hele er beskrevet med ord og formler. For
eksempel. Lars Ørbæk Laursen læser op: At færdiggøre en fadport. Man trækker på
det bræt, hvorpå porten skal laves og som må have samme tykkelse som fadets
bund, en ret linie, db der deler brættet på langs i to halvdele. Nu tager man med en
passer bredden mm [og porthvælvingen] deler den i to lige dele. Tager en af disse
dele med passeren og afsætter den db med b-c det samme...
Laursen fortæller, at det giver en vis mening, og man kan gå frem efter disse
anvisninger, men at man virkelig skal være skarp. Men har man ydermere tegninger
48 Bresemann, S. (1892). Haandbog for Bødkere. København: Henriksens Bogtrykkeri.
Kilby, K. (1977). The Village Cooper. Shire Album 28. Aylesbury: Shire Publications.
54
ved siden af og får de rigtige mål regnet ud, kan man godt lære det, hvis man er
usædvanligt begavet og ihærdig. Han fortsætter: Når man lige har lært et fag, så
har man ikke den ærefrygt over for faget, for man synes ikke at det er så svært. Så
kan man måske godt skrive ned, hvordan man skal gøre det ene og det andet. Når
man så bliver dygtigere, så forstår man, hvor svært det er, hvor omfattende faget er
og hvor meget man ikke kan. Det er virkelig sandt om håndværksviden, at jo mere
man ved, desto mere ved man, at man ikke ved.
[Vi ser Bødkerfilmen, som er en stumfilm med mellemtekster fra Nationalmuseets
etnologiske arkiv. En gammel bødker laver en tønde. Laursen har set filmen før.
Han mener at Knokkel Anders, som Søren Ryge engang har kaldt ham, i 1959 da
filmen er optaget, ikke har været aktiv i nogen år. Og han mener ikke, at hans teknik
er helt fin i kanten. Vi anslår ham da også til at være over 70 år gammel at dømme
efter hans udseende. Vi ser bagefter to korte film fra YouTube.com.]
Adspurgt om sådan nogle film rummer nok information til at man kan gå i gang
med at dygtiggøre sig svarer Laursen, at det kan lade sig gøre, hvis man får
nedskrevne oplysninger om materialer og værktøj og andet. Han siger, at det er
meget bedre end at have hans eget udgangspunkt, som var at starte fra bunden. Han
havde rutinen i at lave ting i træ, men overhovedet ingen kompetencer i faget. Der
er nogle oplysninger, man bliver nødt til at have, som hvilket værktøj man skal
bruge, hvordan det skal være slebet, hvilke materialer, der er bedst osv. Men med
de rigtige ressourcer mener Laursen godt at man kan lave en film, som formidler
faget: Det er faktisk det eneste alternativ til lærlingeforløbet. Og at registrere det
ved at filme faget er det eneste alternativ til et håndværks udslettelse, hvis man ikke
har nogen at lære det til. For man kan jo ikke dokumentere det med ord, så man kan
kun gøre det det ved at gøre det. Det er faktisk den eneste løsning, for at forhindre
en udslettelse af disse her håndværk. Da jeg gik på seminariet havde vores lærer,
Jørgen Funck, faktisk den tanke at vi skulle filme os selv og gemme vores kunnen på
dvd så den ikke skulle gå tabt og faktisk sætte i system at registrere håndværk. Og
allerede der i 1996 havde han den drøm om, at det var en måde at bevare
55
håndværket på. Og han mente, at noget af det vi kunne som formidlere af håndværk,
var at prøve at optage det på film og registrere det.
Lars Ørbæk Laursen fortæller, at de på Hjerl Hede har den overbevisning, at
håndværk kun kan bevares ved at overføre det til næste generation fra mand til
mand. Og den holdning deler Laursens anden læremester, Niels Arne Møller også.
Og Lars Ørbæk Laursen, som er delvis selvlært, erkender da også, at hel eller delvis
selvlæring ikke kan blive helt så godt som at have lært faget af et andet menneske.
For når man får bevægelserne lært ind i kroppen af et andet menneske, går det
meget hurtigere. Det er den måde, hvorpå han selv underviser de elever han har
haft: Mit problem er at jeg er venstrehåndet, så ville det se omvendt ud. Som lærer
har jeg altid vist, hvad jeg har gjort med højre hånd, for tingene skal jo vises, sådan
som de skal gøres. Så jeg kan jo godt vise det med højre, bare det ikke skal gå
hurtigt. Når jeg skal vise det til eleverne, plejer jeg jo at gribe rundt om dem og
viser dem, hvordan de skal gøre, så de får fornemmelsen af hvordan bevægelserne
skal være, når det går godt og virker.
5.2. Smeden
Vi startede bare op, så kom bestillingerne. Så var det bare om at finde ud af,
hvordan man skulle gøre det. For eksempel lærte jeg at svejse ved, at jeg var oppe
på torvet ved en tyrkisk kiosk. De havde haft indbrud tre gange, og de havde ikke
råd til indbrudsgitter. Så sagde jeg, at det skulle jeg nok ordne. Jeg gav dem tilbud
med håndslag og det hele. Han ville gerne have et spindelvæv, og det blev der rigtig
mange svejsninger på, så sådan lærte jeg det. Det var virkelig learning by doing og
sådan er det fortsat.
Gitte Christensen, smed i Kvindesmedien på Christiania.
Det mest almindelige arbejde for en dansk landsbysmed i 1800-tallet var
fremstilling og reparation af hestesko, landbrugsredskaber og værktøj og
hestevogne. Der blev også lavet søm, beslag, bestik og alle slags metalværktøj.
Almindeligvis sørgede bønderne for at der var en smed i landsbyen. Hvis der ikke
var en i byen, oprettede de en smedje og ansatte en smed (Duus & Duus 2002:244).
56
Smedjen var ofte samlingsstedet for landsbyens mænd. Det var her man mødtes og
hørte det sidste nye. Det var ikke ualmindeligt at der også blev drukket ved smedjen
og det kunne godt give problemer. Det stod ligefrem nedfældet i Christian V’s lov,
at der ikke kunne rejses tiltale for beskyldninger og fornærmelser, der var udtalt i en
smedje (Duus & Duus 2002:246). Og mange steder kunne smeden også slippe af
sted med lidt af hvert. Smeden var uundværlig i landsbysamfundet. Han måtte jo
bande og tisse på offentlige steder, han blev tilgivet alt. Han havde heller ikke tid til
at sidde i brummen, det var jo ham, der var omdrejningspunktet i hele samfundet.
Uden ham fungerede samfundet slet ikke (Christensen).
Kvindesmedjen er en selvstændig erhvervsdrivende virksomhed, som ligger på
Christiania og har eksisteret siden 1997. Den er beliggende i en stor hal med
smedjen og en forretning, hvorfra smedjens egne fabrikationer samt en del
importerede varer sælges49. Blandt Kvindesmedjens egne produkter kan nævnes
ovne, porte, låger, trapper, beslag50 samt mere kunsthåndværksmæssige
frembringelser.51 Gitte Christensen har desuden skabt sig et navn i den danske
folkekirke. Hun har lavet lystræer til omkring 30 folkekirker efterhånden. Hun har
for eksempel lavet skulpturerne i Skt. Bendts Kirke i Ringsted 52 og i Vor Frelsers
Kirke.53
Gitte Christensen, som er medstifter af smedjen fortæller:
Vi tre -- Dorte, Charlotte og jeg -- har levet af det i 13 år. Vi laver specialopgaver
til alle mulige. Hvis vi ikke kan klare en opgave, kan vi som regel sende den videre
til nogen andre. Vi laver bestillingsarbejder. Vi laver vores varekatalog. Og så
laver vi udstillinger. Så vi rækker ret bredt. Nu har vi så i de sidste seks år haft en
mand ansat til de mere tunge opgaver. Han kan montere og klare nogle af de lidt
mere allround opgaver, som hvis der skal monteres et sikkerhedsgitter et eller andet
49 http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=2&catalog=Butik_&_Værksted
50 http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=35&catalog=Diverse_smedeopgaver
51 http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=12&catalog=Udstillinger
52 http://sctbendts.kirke.dk/index.php?module=Pagesetter&func=viewpub&tid=2&pid=230
53 http://www.vorfrelserskirke.dk/bygning
57
sted, så klarer han det og det er han god til. Ingen i kvindesmedjen er udlærte, vi er
alle sammen selvlærte og derfor har vi heller ikke haft nogen lærlinge, kun
praktikanter. Nu var der jo en pige, som har gået og spurgt om hun måtte komme
ind i et stykke tid. Og nu er hun så blevet udlært klejnsmed, og hun har så spurgt
om hun kan komme her, hvis hun selv har penge med. Og nu har hun fået seks
måneders løntilskud, så ja, nu starter hun her i næste måned.
Gitte Christensen fortæller, at den væsentligste forudsætning for at man kan lære at
smede, er at man skal være tryg ved at bruge de maskiner, som man arbejder med til
bearbejdning af jern. Og så kan man hurtigt se, om en lærling har sans for at svejse.
Gitte Christensen påstår, at man kan lære at svejse på en dag. Her menes, at
teknikken kan læres på en dag. Så gælder det bare om at svejse en masse og øve sig
på det. Men at blive rigtigt dygtig til det kan godt tage et par år. Det er forskelligt
fra person til person. Der er nogen der har mere sans for det end andre.
[Vi ser Aage Rothenborgs Smeden fra Nationalmuseets etnologiske arkiv. En smed
fremstiller sammen med en medhjælper en hestesko. Det er en stumfilm forsynet
med forklarende mellemtekster].
Jeg spørger Gitte Christensen, om man kunne lære at smede hestesko ved at se
på filmen. Hvis man nu havde de nødvendige oplysninger om værktøjet, essen,
ambolten og vidste hvilken slags jern man skal bruge og kunne skaffe det. Og
vidste hvor varmt jernet skal være. Gitte Christensen svarer, at man kan gå i
gang med at øve sig. Men at det er meget svært at smede hestesko. Først og
fremmest er det meget fysisk hårdt arbejde. Hamrene er tunge. Det er ikke for
små piger. Gitte Christensen er selv ret lille af statur og ikke særlig kraftigt
bygget. Hun forklarer: Det er heller ikke let at lave skoen i den form, som hestens
hov har. De har jo forskellige hove, så man kan jo ikke lære det udenad på den
måde. Man skal lave rigtig mange hestesko for at blive god til det, og det er der
jo ikke rigtig heste nok til nu om dage. Man står jo ikke og laver hestesko
længere. Men de lavede jo også plove og harve og skovle og alt muligt værktøj.
58
Det der er jo bare en af tingene. Man ville jo aldrig få nok rutine i det i dag. Og
man laver heller ikke værktøj længere.
Gitte Christensen siger, at hun ikke synes, at det er svært at banke på noget
rødglødende jern. Men hun gør det mest når hun laver grene til træer. Men igen
siger hun, at det ikke tager lang tid at lære at gøre sådan noget, det er bare at gå i
gang og så se, hvordan man kan lide, at det skal se ud og så tage det der fra: Jeg
har gået og essesmedet i mange år oppe i Hammermøllen ved Hellebæk oppe i
Nordsjælland. I første omgang blev den bygget til at male korn til alle
arbejderne på Kronborg, så blev den lavet om ti essesmedje til den gamle
geværfabrik, hvor bl.a. geværløbene til svenskekrigene blev smedet. Det er med
to hamre, og møllehjul udenfor, som trækker de to hamre. Så der har jeg stået og
smedet meget sammen med en gammel smed. Vi har ikke en traditionel esse, men
der har været en her engang. Hvis vi skal lave et eller andet for børnene herude
eller et show til en forestilling, så kan vi da godt stå i en åben esse og vise os,
men til daglig er det alt for besværligt og tidskrævende at tænde og slukke den.
Så vi har en gasesse, som tænder og slukker på et øjeblik og som er nemmere at
regulere temperatur på, men det er stadigvæk noget man skal kunne.
[Vi afbryder Rothenborgs film Smeden og vælger at se film på YouTube i stedet.
Jeg viser først Gitte Christensen filmen Forging a Heartbar Horseshoe54].
Jeg spørger Gitte Christensen, om det gør en forskel, at smeden fortæller, hvad han
gør. Hun svarer, at det ikke bliver nemmere af, at man får at vide, hvordan man gør,
underforstået (sådan opfatter jeg det) at man skal prøve det for at lære det.
Gitte Christensen virker efter min opfattelse ikke synderlig interesseret i præmissen
for spørgsmålet.
[Vi ser forging leaves…en smed laver blade til et træ til en låge fra fladt 1 tomme -
¼ tomme stangjern.]55
54 http://www.youtube.com/watch?v= 8YT4jRvLfks
55 Blacksmith forging leaves
59
Og jeg spørger igen om lydsiden – teoretisk set forsynet med diverse oplysninger –
ville gøre det nemmere at bruge filmen som udgangspunkt for at begynde at smede.
Men det som Gitte Christensen finder mest interessant ved filmen er, at den viser
hende en anden måde at gøre tingene på. Hun kan også se, at der er mange andre
smedefilm på YouTube, og siger, at hun vil dyrke det lidt mere (Christensen).
[Interviewet er slut, da Gitte Christensen skal passe sit arbejde.]
5.3. Haandskomageren
Oplevelsen, da jeg tog mine egne sko, som jeg selv havde lavet, på første gang
overgik jo alle andre oplevelser med at have et par sko på. Da kom jeg bare hjem.
Eivind Lingås, Ortopæditekniker inden for fodtøj på Trondheim Sygehus.
I det traditionelle skomagerfag kunne skomagerne deles ind i to kategorier:
Markedsskomagerne, som var en type handlende, som solgte massefremstillede sko,
som kunne sælges billigt på markederne. Disse sko havde en dårlig pasform og de
fleste kunne ikke holde ud at have dem på særlig lang tid af gangen, hvilket var en
medvirkende årsag til at langt de fleste landboere næsten altid gik med træsko.
Håndskomageren derimod var en faglært håndværker, som lavede skoen fra
grunden ved at tage mål af foden og byggede skoen op omkring en læst som han
selv tilvirkede. Man tegnede et mål omkring den nøgne fod og det var altid
skomagermesteren der tog målet da det krævede stor øvelse og indsigt. I løbet af
1890'erne begyndte de fabriksfremstillede sko at dukke op og de blev efterhånden
så gode, at den lave pris gjorde dem til en hård konkurrent for den håndlavede sko.
Mange håndskomagere blev nødt til at sælge fabriksfremstillede sko fra deres
forretninger, hvis de ikke åbnede deres egne skofabrikker. Efterhånden var mange
dygtige skomagere nødsaget til at nedsætte sig som lappeskomagere, et ofte dårligt
betalt reparationshåndværk (Duus & Duus 2002:97-99)
Midt i 1970’erne kom der en lov, der gjorde at det ikke længere var et krav, at en
sko skulle have lædersål. Den lov betød at markedet blev oversvømmet med billige
sko med støbte plastiksåler. Og en sko med plastiksål kan ikke repareres når den går
i stykker. Denne lov betød at skomageriet som reparationshåndværk forsvandt.
60
Håndskomageriet og reparationshåndværket er bundet i at skoens bindsål er lavet i
læder. Der findes nogen der har råd til at få lavet personlige sko – og der er nogen
der bliver nødt til at få fremstillet personlige sko -- og derfor er der stadigvæk et
lille marked for håndskomageren (Lingås).
Eivind Lingås er uddannet ortopædisk skomager og arbejder som tekniker på en
ortopædisk klinik tilknyttet Trondheim sygehus. Han fortæller: Jeg havde længe
haft et ønske om at lave mine egne sko. Mine egne motorcykelstøvler. Og så løb jeg
tilfældigvis ind i en gammel skomager, som havde været i militæret sammen med
min far. Og da han hørte om min interesse for faget fik han lyst til at sælge sit
skomagerværkstedt til mig. Vi aftalte, at jeg gik i lære hos ham. Han havde arbejdet
i skomagerfaget siden han var 16 år. Han havde været i lære, men han havde ikke
noget svendebrev, så jeg var tidligt klar over at han ikke kunne give mig et
svendebrev selv. Så jeg gik sammen med ham og lavede forskellige ting som
småreparationer, så der stiftede jeg bekendtskab med læder, skind, limning og
slibning, som er væsentlige i skomagerfaget. Da jeg havde købt hans værksted, og
havde været i lære hos ham i et års tid, døde han pludselig. Så der sidder jeg med et
værksted og ingen læremester. Og jeg kunne da lave en del småreparationer, men
jeg følte mig langt fra kompetent.
Så kom jeg tilfældigvis i kontakt med Ortopædisk Værksted ved Trondheim Sygehus,
som havde brug for en med lidt erfaring med sko. Der findes ingen ortopædisk
skole, så erfaring og relation til materialer var på en måde godt nok til en
begyndelse. Og så startede jeg på Ortopædisk Værksted. Begyndte at lave såler og
begyndte at bygge sko op til folk som er halt på benet og som har forskellig
benlængde. Og det lærte jeg på den rigtige anatomiske måde. Ikke ligesom
skomageren jeg var i lære hos, som byggede op fladt fra 2 cm. Og det er utroligt
vigtigt, at man har rigtigt fodtøj, når man har en skade, så den ikke bliver værre og
forplanter sig til resten af kroppen. Det er faktisk ulovligt at bygge en sko op, hvis
man ikke er faguddannet, fordi den kan gøre så stor skade, hvis den ikke er rigtigt
lavet.
61
Så der fik jeg en meget dybere indføring i, hvordan man skal bygge sko. Jeg indgik i
et læreforløb på 5 år, som startede med teori. Kravet i teorien er anatomi,
sygdomslære og læren om muskler og nerver. Det var et 3-5 måneders ikke specielt
intensivt forløb. Der er en bog, et pensum, som man skal igennem. Derefter kom
den praktiske del, som var på en skofabrik. Da startede jeg med en trælæst, som er
det væsentligste udgangspunkt for enhver sko. Man kan sige, at foden er
udgangspunktet for enhver sko. Men foden bliver da omsat til en trælæst. Og
vigtigheden af den trælæst forstod jeg efterhånden. Hvor pinligt millimeternøjagtig,
den skal være. Trælæsten arbejdede vi med på fabrikken, hvor ingeniøren, som var
min chef, underviste mig i, hvordan man skal forme den ud fra, hvad der i
begyndelsen var min egen fod.
Eivind Lingås tog sin fagprøve og fik titlen Ortopæditekniker inden for fodtøj.
Han har ikke diplom på, at han er skomager, for i den uddannelse er der en del
design, som han ikke har stiftet bekendtskab med. Vi får en del sko ind, som er
bygget af skomagere og de passer ikke til de her patienter. Men når de så får
anatomisk korrekte sko, så siger de: Så nu kan jeg jo gå. Man må også vide hvorfor
patienten har behov for specielle sko. Man har folk som er platfodede. De sætter
foden ned som et bræt. Og de ødelægger deres egen gangart, hvis de ikke får
anatomisk rigtige sko. Til dem laver vi ruller på sko. Vi bygger sko efter det som
hedder Löscher-princippet. Hvis du kan forestille dig de her gamle stempler, der er
runde nedenunder. De hedder Löscher, tror jeg. Eller man har måske fået en skade
i foden i en trafikulykke. Og så er foden blevet stiv. Og hvis ikke foden er fleksibel
og kan bøje sig, så er skoen nødt til at være det.
Teorien i den for skomagerfaget så essentielle læst er ikke omfattende. Man tager
seks til otte forskellige mål af foden, længde, bredde, højde, diagonalmål og højde
over vrist osv. Det er udgangspunktet. Det vigtigste i faget drejer sig om at få
følelsen for trælæsten. Eivind Lingås siger, at han umuligt selv kunne have lært at
lave en læst. Læringen indeholdt en masse uvurderlige fif som ingeniøren gav ham
undervejs.
62
Nu forstår jeg bedre hvad han mente med sine råd, men det forstod jeg ikke
dengang. Mine første sko blev ikke helt vellykkede på grund af manglende forståelse
af vigtigheden af trælæsten. Så der kan man bare gå tilbage og begynde forfra for
at perfektionere sig. Og til hver eneste fod, man skal lave en sko til skal man lave en
ny trælæst. En ortopædiingeniør kan lave en trælæst på et par timer og på en time,
hvis han er meget hurtig. Og så skal man jo lave en til hver fod. Og specielt ved det
ortopædiske fodtøj er der jo stor forskel på dem, ud over at de er modsat. Han må
opfatte formen på foden og oversætte det til trælæsten. Han tager selvfølgelig mål
og så på grundlag af erfaringen, så kan han tage et indre fotografi af foden. Og så
må han tage hensyn til sår, som der tit er på ortopædiske patienters fødder.
Så skal der støbes en plastikform, som trækkes rundt om trælæsten, så kunden kan
prøve en prøvesko før produktionen af skoen går i gang. Så kan det være at læsten
skal justeres lidt og det kan man gøre ved at slibe eller forlænge eller fylde ud her
og der. Så på den måde kan arbejdet med læsten godt tage længere tid end to timer.
Og kunden er måske ikke tilfreds anden gang heller, så arbejdet med trælæsten kan
alt i alt godt blive 4-5 timer inden man kan sætte produktionen i gang. Og en mand
der skal lave denne her produktion vil nok bruge 5-6 dage på et par sko. Men på
fabrikken er arbejdet jo effektiviseret, så der er mange der laver hver sin del af
processen. Men en mand som sætter sig ned og måler et par sko til de er færdige, så
går der nemt en hel arbejdsuge. Det er dyrt. Skindet skal udvælges, det skal
blødgøres, det skal strækkes, det skal limes, skoen skal fores, der er mange
processer. De fabriksfremstillede sko der laves i dag er lavet ud fra en uniform
model. Der tager man et mål, som man mener passer de fleste mennesker og så
bliver det jo ikke helt perfekt.
[Vi ser nu Rothenborgs stumfilm Håndskomageren fra 1967. Vi ser skomageren, ne
ældre mand, tage mål af en fod. Så går han i gang med at lave sin trælæst. Filmen er
over en time lang og den følger nøje alle processerne fra måltagningen til skoen er
færdig. Man ser en mand, som sidder ved siden af og tager notater. Man kan se på
skomagerens mundbevægelser at han fortæller om arbejdet imens. Dette resulterer i
63
stumfilmens mellemtekster, som ikke er meget udførlige, men de forklarer dog,
hvad skomageren gør]
Eivind Lingås kommenterer filmen fra begyndelsen: Skomageren starter med at
tage et omrids af foden og det er jo også sådan, at vi gør det. For da får man
placeret vristmål, fodlængde, bredde, ballepunktet [fodballens placering]. Man kan
sige at det er det punkt som foden på en måde drejer sig om. Så nu tegner han
omridset. Man skal egentlig tegne to streger, nemlig ret ned og skråt ind og det gør
han. For foden forandrer sig jo også. For foden er jo større om aftenen end om
morgenen. For når man har ligget i sengen i otte timer er der jo ikke så meget blod
i den. Så han tegner lidt ind og så en anden streg som er lige ned – og så tager man
en mellemting. Så nu tager han vristhøjden. Vristhøjden er vigtig for åbningen af
skoen, er vristhøjden stor, så må skoens åbning være tilsvarende. Nu laver han
trælæste ud fra nogle trælæste som i udgangspunktet er lidt generelle. Og så putter
han skindlapper på eller sliber af for at tilpasse fodens mål. Og lægger læderlap på
vristen, fordi kundens vrist antagelig er højere end læsten.
Jeg spørger Eivind Lingås, om det ville være muligt at lære at lave en læst efter de
meget detaljerede billeder, hvis man forestillede sig at billederne var forsynet med
de tilsvarende eksplicitte oplysninger om mål, værktøj, materialer og
fremgangsmåde. Til det siger Eivind Lingås, at det slet ikke kan lade sig gøre. For
billederne viser bare, at han stifter en læderlap på overkanten af skoen, men hvorfor
han gør det, kan man ikke se. Han har nogle mål og et billede af foden i hovedet.
Og det kan man ikke se på filmen.
Så beder jeg Eivind Lingås forestille sig, at man skulle nedskrive anvisninger på,
hvordan man laver en læst efter en fod. Er det muligt? Kan man skrive noget ned
som er generelt, eller er det sådan at enhver situation er så unik at den tilskriver, at
man gør noget nyt hver gang? Her siger Eivind Lingås, at det generelt er det
samme, man gør hver gang. Man lægger lidt til og sliber lidt fra. Men det er
vanskeligt at nedskrive noget sådan, at en udenforstående kan sætte sig ind i det.
Den teoribog som jeg læste i forstod jeg ikke meget af, da jeg læste den. Jeg fik
64
nogle retningslinier, men jeg blev ikke særlig klog af det. Der mangler meget af det,
som jeg forstod efter at have læst teksten og frem til det som jeg forstod efter at jeg
havde fået forklaret det mundtligt og var gået ind i processen. For det er en
vanskelig ting at forklare bare med ord. Det har måske noget med forståelse af form
at gøre.
Den er ikke så dårligt fremstillet, den her film. Man ser at han tjekker målene. Der
har vi bindsålen, som han også stifter på. Så nu kontrolmåler han læsten. Så har
han sandsynligvis været og slebet på den. Der tager han diagonalmålet som er
meget væsentligt. Og i branchen bruger vi et specielt målebånd, som måler
centimeter på den ene side og i franske mål på den anden. Så måler vi på den ene
led i centimeter og vender og tager det andet mål i en mindre skala. Det vil sige, at
åbningen af skoen bestemmes ud fra diagonalmålet fra hælen frem til storetåen. Så
det kan man godt læse sig frem til. Så nu vælger han et stykke skind fra huden.
Delene skæres fra forskellige steder på huden. Det har noget med strækevnerne i
huden at gøre. Dyr har strækevner på benene men ikke på ryggen. Og det benyttes
der hvor skoen skal strække sig i læderet, for eksempel i hælen der bruger man
skind som er taget fra foden på dyret, men der hvor den skal være solid som
tålæderet, der bruger man skind fra ryggen på dyret. For den skal kunne tåle
slitage. Så det skal man jo lære at skære ud. Men det kan man faktisk læse sig til.
Men man lærer også at mærke, i hvilken retning skindet strækker sig. Så nu tager
han de forskellige dele og samler dem. Overlæderet er syet færdig i et stykke. Så nu
skal skoen sys færdig. Tå, Overlæder, hæl, pløse. Og åbningen til at komme ned i
skoen ligger også der nu. Men det her er, selvom det er meget detaljeret vist ikke
godt nok til, at jeg kunne have forstået, hvordan jeg skulle bygge en god sko. Der
mangler en del tekst rundt om billederne til at forklare det. For det man kan se her
er, at han udskærer stykker med læder, og når han sætter overlæderet på, er der jo
ikke en forklaring på, hvorfor han har brugt en anden type læder til hælen og tåen.
Det står der ikke noget om.
Eivind Lingås siger, at det er synd, vi ikke kan høre skomageren snakke: Han kunne
have fortalt en del. Det er jo ikke så mange tekster det bliver ud af det. Men Han
65
behøver jo heller ikke at fortælle hvad han gør. Han skal bare vide, hvad han skal
gøre. Men han skal jo også fortælle samtidig med at han arbejder og det er måske
også lidt svært. Nu lægger han nogle stykker på, som jeg ikke kan se, hvad er. Nu
stiver han tåkappen med en eller andet limopløsning. Man tog jo grisebørster for at
gøre tråden stiv, den flettede man ind i tråden. Så kunne den bruges til at gå
igennem huller som er stive, som når man skal sy tåkappen på.
[Vi har nu set filmen i en halv time og der er mere end en halv time tilbage og vi
afbryder for at se film på YouTube i stedet for. Vi finder forskellige film på
YouTube.com. Der er nogle der viser en trinvis og ret detaljeret gennemgang af
håndfremstilling af sko af læder. Der er en serie, der hedder how to make a shoe,
parts 1-6.56 En skomager viser fremstilling af sko på en traditionel måde, som ligner
Rothenborgs stumfilm fra 1967. Men den går hurtigt frem. Skomageren er dygtig,
mener Eivind Lingås].
Eivind Lingås: Jeg kan se at han bruger en plastisk læst, ham der. Det er noget, der
hedder en plastik chablong. Den er antagelig lavet efter en model som passer flest
mennesker, så den er ikke målt efter en speciel fod. Og Eivind Lingås mener, at
filmen er informerende. Skomageren forklarer, hvad han gør, men vi kan ikke
afgøre, hvor facetteret og oplysende denne fremstilling er, da den er på ungarsk. Vi
finder en, som viser sig at være ganske detaljerig, men den er indisk og med indisk
tale. En anden detaljeret og instruktiv filmserie hedder Shoeschool: The shoemaker
film.. Den er amerikansk og forsynet med tale, men der ligger på YouTube kun en
reklametrailer for filmene, som man kan købe på Shoeschool.com.57].
Eivind Lingås: Jeg synes at man kan sige, at også disse film dokumenterer
væsentlige dele af håndfremstillingen af sko, og at jo mere detaljeret filmen er og jo
mere speak og forklarende instrukser filmene er forsynet med, desto bedre er de.
Men der er samtidig nogle af de essentielle kompetencer indenfor skomagerfaget
som måltagning, fremstilling af læsten samt hele håndelaget, som umuligt kan vises
56 http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related
57 http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related
66
på film, fordi det er noget man skal indlære i kroppen og hovedet. Det kunne være
spændende, at se disse Shoeschool film, fordi de er fremstillet med henblik på
undervisning i faget. Og jeg mener, at man potentielt i et læreforløb kan have stor
nytte af sådanne film (Lingås).
Del 6. Diskussion/Analyse 6.1. Håndværksviden -- dokumentation
Ordet håndværk har på dansk to grundlæggende betydninger, nemlig henholdsvis et
erhverv som eksempelvis snedkerfaget og desuden den måde noget er udført på,
man siger, at et møbel er godt håndværk.58 På engelsk har man udtrykket
craftmanship, som også kan bruges når noget er godt håndværk, som har
betydningen faglig dygtighed.59 Så når det i UNESCOS Convention for the
Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage 2003 hedder, at traditionelle håndværk
er en vigtig del af vores fælles kulturarv, skal det opfattes i ordets immaterielle
betydning, således at det er håndværk forstået som faglig dygtighed, der er
bevaringsværdig, altså en kulturarv, som nationer og korporationer opfordres til at
tage initiativer til at bevare.60 Kulturarvsstyrelsen har ikke svaret på mit spørgsmål
om, hvorvidt den har initiativer som retter sig imod bevaring af den immaterielle
kulturarv, som er håndværksviden.61 Når man besøger Kulturarvsstyrelsens
hjemmeside er der et klart fokus på bygninger og fortidsminder.62 Som Jørgen
Burchardt skriver udviser kulturministeriet (som Kulturarvsstyrelsen sorterer under)
ikke interesse for at bevare andre håndværk end bygningshåndværk (Burchardt
2000b).
Nationalmuseets inspektør Niels-Erik Jensen fra Frilandsmuseet under
Nationalmuseet siger, at han opfatter håndværk som immateriel kulturarv som en
selvmodsigelse. For ham er håndværk primært noget materielt, der knytter sig til
bygninger og genstande. Og som sådan er håndværket dokumenteret. Udførelsen af
58 Den Danske Ordbog (2004:848)
5959 Cambridge International Dictionary of English (1995:319)
60 http://portal.unesco.org/en/ev.php-URL_ID=17716&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html
61 Bilag 3, Mail til Kulturarvsstyrelsen
62 http://www.kulturarv.dk/forside/
67
håndværket er en fysisk aktivitet udført af levende mennesker, som ikke kan
dokumenteres. Det er Nationalmuseets afdeling for Nyere tid, der har den nationale
forpligtelse til at bevare viden om håndværk. Dette gør Frilandsmuseet ved at
overføre håndværksviden fra svend eller mester til lærling, da det ifølge museet er
den eneste måde, hvorpå man kan bevare håndværksviden.
Dokumentationen af det fysiske håndværk sker ved at man registrerer det udførte
håndværk i de tegninger og rapporter, som knytter sig til museets bygninger. Så i
denne betydning kan håndværksviden altså nedskrives og dokumenteres. Niels-Erik
Jensen finder desuden, at film er et glimrende medie til dokumentation af
håndværket, som i øvrigt lærebøger er det, men han opfatter håndværksviden, som
summen af erfaringer vidensmæssigt og motorisk der skal til for at håndværket
lykkes (Jensen telefon, e-mail). Umiddelbart kan det virke paradoksalt, at Jensen
opfatter håndværksviden uløseligt knyttet til den menneskelige krops erfaringer,
samtidig med at han opfatter nedskrevne rapporter, lærebøger og film som vigtige
metoder til at dokumentere håndværksviden. Spørgsmålet er, om ordet
håndværksviden skifter betydning, afhængigt af i hvilken sammenhæng ordet
anvendes. Eller måske afhænger det af, hvilket håndværk man taler om.
Niels Brondbjerg, der sammen med makkeren Anders Dylov laver filmene i serien
Klik et håndværk for Grundejernes Investeringsfond, siger at film fint kan bruges til
at vise, hvordan et håndværk udføres. Også her er der tale om bygningshåndværk.
Og selve formålet med filmene er også at bevare viden om, hvordan
bygningshåndværk udføres, så de pågældende teknikker ikke bliver glemt. Det er
ligeledes en forudsætning, at filmene, som skal ligge på internettet, er forsynet med
en faktaboks, hvor brugeren kan navigere sig frem til oplysninger og litteratur om
materialer, processer og værktøj. Niels Brondbjerg siger, at hvorvidt dette kan
lykkes afhænger af, hvilken håndværksteknik man prøver at formidle og hvorvidt
modtageren af filmen har nogle grundlæggende forudsætninger, som forståelse af
materialer og rum. Her er anvendeligheden af disse film som
undervisningsmateriale altså afhængig af modtagerens forudsætninger samt af den
formidlede håndværkstekniks sværhedsgrad (Brondbjerg).
68
Museumsinspektør Lene Sørensen fra Håndværksmuseet Kejsergaarden i Randers
nævner følgende niveauer, hvorpå man kan dokumentere, hvordan et håndværk
udføres:
De fysiske værktøjer med grundige oplysninger om deres funktion.
nedskrivning af processerne (for eksempel hvordan man tapper et vindue)
ud fra oplysninger fra håndværkere, der har udført processerne.
Man kan bevare fotos, der viser indretningen af værksteder og
arbejdssituationer, hvor man kan se, hvordan håndværkerne f.eks. holder på
værktøjet.
Man kan bevare levende billeder af processer, hvor man ser funktionen af
værktøjerne, håndværkerens bevægelsesmønster, måde at håndtere værktøj
og materiale m.m.
Man kan bevare originale undervisningsmaterialer om processer og
håndværkets udførsel. Disse kan dog være svært forståelige for folk, der
ikke har et basiskendskab til de pågældende håndværk
Film og levende billeder, som nævnes som et af de bedste og mest
letforståelige måder at vise håndværket på (Sørensen).
6.2. Håndværksviden -- teoretisk viden og kropslig viden
Wackerhausen (1999) siger, at et håndværk ikke kun består af viden, der relaterer til
kroppen, men også af teoretisk eksplicit viden. Praktisk viden, som jeg i dette
speciale kalder håndværksviden, kan ifølge Aristoteles deles imellem den teoretiske
del af praktisk viden, som Aristoteles kalder techne. Den praktiske viden der
relaterer til kroppen kalder Aristoteles poiesis (Saugstad 2003, Aristoteles 1994).
Det er denne praktiske kropslige viden, som Polanyi kalder for tavse kompetencer
eller tavs viden. Her kan man også som Gilbert Ryle skelne imellem hvad man ved
og hvordan man gør (Polanyi 1966).
De tre interview i undersøgelsen viser også, med eksemplerne bødkerfaget,
smedefaget og skomagerfaget, at håndværksviden kan være sammensat af disse to
typer viden på forskellige niveauer og i forskellige grader. Lars Ørbæk Laursen
69
siger, at der er så meget geometri og talbehandling i bødkerfagets teori, at man kan
læse sig til en stor del af forståelsen af, hvad man skal gøre. En stor del af den viden
der kræves for at lave en tønde står nemlig at læse i Haandbog for bødkere
(Bresemann 1892). Og Laursen mener godt at man i kombination med denne
eksplicitte viden kan bruge en film der viser bødkerfagets teknikker, hvis man i et
selvstudium vil lære sig hvordan man laver en tønde. Men resultatet vil ikke
dermed være tilfredsstillende. Det vil afhænge af, hvor motorisk begavet man er.
Herefter kommer dygtigheden med den gentagne, daglige øvelse. Han understreger
dog, at man under almindelige omstændigheder vil blive en bedre bødker, hvis man
har haft et langvarigt læringsforløb hos en mester. Det er der man lærer, hvordan
man gør (Laursen:54).
Sammenlignet med bødkerfaget er der ikke helt så meget teori i fremstillingen af
det smedehåndværk, som Gitte Christensen laver. Hun har en learning by doing
tilgang til faget. Og om den håndværksmæssige del af sit virke siger hun: Det tager
ikke særlig lang tid at lære at gøre det. Det er bare at gå i gang og så se, hvordan
man kan lide det (Christensen:57). Her taler Dewey om trial-and-error metoden,
som i en håndværksmæssig kontekst kan udvikle en særpræget måde at gøre tingene
på – eller ligefrem fusk – men at denne tilgang også kan være gavnlig for
udviklingen af fantasien og evnen til at improvisere (Dewey 1916:278-279). Her er
Gitte Christensen et eksempel på, at man ved at lære håndværket selv kan løfte sit
håndværk fra det trivielle til et niveau, der kan betegnes som kunst eller
kunsthåndværk (Christensen)
Fremstillingen af den i skomagerfaget essentielle læst er på det teoretiske plan
baseret på nogle få mål. Teoridelen af den femårige ortopædiske
skomageruddannelse er således en 3-5 måneders ikke særlig intensiv
skoleindlæring. Til gengæld er indlæringen af perfektioneringen af læsten baseret
på en høj grad af personlig viden, nemlig ved at instruktøren i hele læreforløbet
giver lærlingen feedback. Eivind Lingås siger, at man på ingen måde kan læse sig
til hvordan man perfektionerer læsten og at levende billeder, selv forsynet med
eksplicitte oplysninger, aldrig vil kunne formidle det billede af læsten, som
70
skomageren skal danne i sin bevidsthed (Lingås:63). Her bygger ekspertisen på en
høj grad af kropslig læring og kan kun formidles med feedback.
Wackerhausen & Wackerhausen (1999:28) skriver, at videnstabet er større jo mere
man fjerner sig fra fysikkens verden. Spørgsmålet er så, om håndværk, som er
baseret på en højere grad af teoretisk, eksplicit indlæring og viden nemmere kan
demonstreres og formidles med ord, fordi de bygger på en mindre grad af tavs
viden.
Eivind Lingås finder, at det ville have været bedre om Rothenborgs film,
Håndskomageren var forsynet med flere mellemtekster. Selv for en fagmand ville
det have været interessant med flere oplysninger. Man kan se, at skomageren
snakker til en person, der sidder og tager noter, som må være Steensberg. De
sparsomme mellemtekster tyder på, at skomageren ikke er så trænet i at fortælle,
hvad han gør. Som Eivind Lingås siger, så behøver skomageren heller ikke at
forklare, hvad han gør, for han ved jo, hvad han skal gøre (Lingås:65).
Karetmagerhåndværket blev ligeledes indlært på den tavse måde. Der var ikke
særlig meget nedskrevet. Mester forklarede alt det, der skulle læres til lærlingen i
læreprocessen. Ole Jespersen siger, at det også er den eneste måde man rigtigt kan
lære faget på. Der er nogle ting, man kan skrive ned om materialer, værktøj, samt
noget geometri i fremstillingen af hjulet, men når det kommer til nogle af de
afgørende detaljer som for eksempel, hvordan egerne er tappet i tapsamlingerne.
Der er det, at man skal lære et Gefühl og det kan man ikke lære på egen hånd.
Læringen afhænger af mesterens feedback. Det er sådan, man lærer de detaljer, der
er afgørende for, om man er en dygtig hjulmager eller ikke (Jespersen:50).
Lars Ørbæk Laursen fortæller, at han i begyndelsen, før han kom i lære, forsøgte sig
på egen hånd ud fra nogle sparsomme eksplicitte anvisninger. Men er der bare
nogle detaljer i blandt andet fremstillingen af stavene til tønden, som bliver meget
bedre, hvis man har lært dem af en læremester i et lærlingeforhold. Den ene af
Laursens læremestre er af den faste overbevisning, at faget kun kan læres rigtigt i et
71
fuldt mesterlære forløb. Laursen har selv undervist nogle elever i bødkerfaget i
nogle kortere kurser. Og han siger, at det ikke er tilstrækkeligt at vise eleverne,
hvordan man arbejder. Han tager i stedet for fat rundt om eleverne og viser dem,
hvordan bevægelsen skal udføres. Det er en meget lettere og hurtigere måde at
spore eleven ind på den rigtige teknik (Laursen:55).
Gitte Christensen besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt man kan lære at smede
ved at se en film, men pointerer, at man må prøve at se, om man kan lære det og at
det afgørende er, om man har sansen for det. Hun forholder sig dog respektfuldt
over for fremstillingen af hestesko, som man måske nok kan lære at lave ved at se
på filmene. Men hun pointerer, at det kun er hesten, som i sidste ende kan afgøre,
om smeden kan lave en hestesko. Og at kompetencen kommer med den daglige
øvelse og gentagelse af arbejdets processer (Christensen:58).
Wood spørge om, man kan låse den tavse viden op ved at filme novicen i
indlæringsprocessen, for at få ord på de kompetencer, som den trænede mester ikke
kan udtrykkes med ord, fordi hans kompetencer er blevet for internaliseret i
kroppen (Wood 2006). Men det gør ikke den store forskel, for læringen på de første
trin af færdighedstilegnelsen, Novice og Avanceret begynder er i forvejen ikke
specielt vanskelig at formulere i ord og regler. Det er først på det tredje trin,
Kompetence, at der åbner sig så mange muligheder, at regler ikke længere kan
formulere dem (Dreyfus & Dreyfus 1999). Lars Ørbæk Laursen siger, at man i
begyndelsen kan udtrykke sine færdigheder i ord, for da har man ikke ærefrygt over
for faget. Så kan man godt sætte nogle ord på det, som man gør. Men når man
bliver dygtigere, så forstår man, hvor meget man ikke ved og alle forsøg på at
formulere noget fast i ord bliver forenklinger (Laursen:54).
Gitte Christensen i Kvindesmedien siger, at det er meget svært at smede hestesko,
men hun begrunder det med at hammeren er tung og for anstrengende at arbejde
med for en lille pige. Hendes færdighedstilegnelse er på grund af nogle fysiske
forhold ikke kommet længere end til erkendelsen af at hamre på en størrelse som
dem i Rothenborgs Smeden er for tunge for en lille pige som hende
72
(Christensen:57). Det er først på et højere stadie af indlæringen at der sker en
internalisering af færdigheder så kroppen og hjernen kan koncentrere sig om at se
perspektiver ud over detaljen, og at det er her de tavse sider opstår (Polanyi 1966).
Og det er derfor, at den kompetente praktiker ofte har svært ved at fortælle hvad
han gør (Wackerhausen 1997:11).
Gitte Christensen finder tilsyneladende ikke undersøgelsens spørgsmål – om man
kan formidle, hvordan man udfører et håndværk på film – interessant og besvarer
spørgsmålene om, hvorvidt den ene eller anden teknik er vanskelig med det
tilsyneladende universelle svar, at man bare kan gå i gang og lære det selv
(Christensen:59). Spørgsmålet er om dette skyldes, at hun finder spørgsmålet
uinteressant eller om det er udtryk for, at man netop ikke kan sige noget generelt
om, hvad man kan lære eller ikke lære, fordi det afhænger af ens forudsætninger.
Som Ole Jespersen fortæller, har karetmagerfaget været baseret på tavs viden af
flere grunde. Der er en stor del af den læring, der er forbundet med at lære faget,
som man ikke kan læse sig til fordi den skal læres med feedback fra en læremester
(det gefühl som Ole Jespersen taler om). Men en anden årsag til at der ikke i 1800-
tallet blev skrevet mange lærebøger, var at det ikke var nødvendigt, fordi man lærte
det hele på værkstedet. Og man viste lærlingen, hvordan han skulle gøre, fordi det
var hurtigere, nemmere og bedre end at forklare det (Jespersen:50).
Og ifølge Wackerhausen og Wackerhausen findes der også to typer af tavs viden:
Aktuel tavs viden, som man ikke kan dele med andre men som kan i tale
sættes og
2) principiel tavs viden, som ligger udenfor det som kan udtrykkes sprogligt
(Wackerhausen & Wackerhausen, 1999:32-33).
Man kan diskutere, om det som her kaldes aktuel tavs viden er det samme som
skjult viden, eller hemmelig viden, fordi den kan udtrykkes, hvis håndværkeren
motiveres til at sige noget. Set i det perspektiv er det altså ikke kun tavs viden, der
er forklaringen på at nogle håndværk forsvinder. De forsvinder også fordi den viden
73
de bygger på ikke er blevet skrevet ned, selvom det har været muligt. Der er
eksempler på, at en sådan eksplicit viden om materialer kan være hemmeligheden
bag et håndværks genopdagelse. Her viste hemmeligheden bag den genopdagede
tængningsteknik fra Læsø sig at være gemt i en person, nemlig tækkemand Henning
Johansen, som vidste hvilken type ålegræs, man skulle bruge til tagene. Og da den
ganske eksplicitte, ja simple viden, at den pågældende art af ålegræs var begyndt at
dukke op i tilstrækkelige mængder ved Møn, var håndværket genoplivet (Jensen
2009).
6.3. Håndværksviden -- metoder og ideer
Eivind Lingås siger, er der en stor del viden om materialer, forarbejdning og
teknikker i en film, som går så meget i detaljen som Rothenborgs skomagerfilm.
Hvis den havde været forsynet med flere oplysninger, kunne den berige den allerede
kompetente skomager ved at vise ham ukendt -- eller for det moderne fags
vedkommende – glemt, eksplicit viden i form af særlige teknikker og
forarbejdningsmetoder. Den moderne skomageruddannelse er nemlig ud over
fremstillingen af skoen også baseret på en læring, som vedrører skoens design. Og
her er en væsentlig del af læringen eller den inspiration, som man kan få ved at se
en film baseret på konkrete ideer om materialer, farver, form og mønstre, altså for
en stor dels vedkommende viden af en eksplicit natur. Der ligger også masser af
inspiration at hente på YouTube.com (Lingås:61).
Gitte Christensen var før interviewet ikke klar over, hvor mange forskelligartede
film med smedehåndværk, der ligger på YouTube.com. Og hun siger i interviewet,
at nogle af de ting der bliver fremstillet på blandt andet filmen Blacksmith Forging
Leaves er gode ideer, som hun vil dyrke lidt mere (Christensen:59). Så selvom
filmene ikke kan lære novicen at gøre det, som bliver vist på billederne, kan de
bruges til at give både den erfarne praktiker og den avancerede begynder ny
inspiration. Denne type af viden er af en eksplicit natur.
6.4. Film som vidensmedie
74
Richard Sennett spørger, om det er muligt, at menneskets øjne ved fotografiske
oplevelser af arbejdet i detaljen kan opleve, hvordan hånden eller kroppen udfører
arbejdets bevægelser (Sennett 2008:104). Lars Ørbæk Laursen fortæller, at hans
lærer på Håndarbejdsseminariet i Kerteminde, Jørgen Funck, fortalte sine elever, at
de skulle filme hinanden for på denne måde at dokumentere håndværket for at
forhindre, at deres håndværksviden skulle gå tabt. Spørgsmålet er i hvor høj grad
dette er muligt (Laursen:55).
Museumsinspektør Gitte Behr fra Hjerl Hede indtager den mest konsekvente
position ved at sige, at en film kan vise håndværkeren arbejde, men at man på ingen
måde kan bruge den til at lære noget om håndværket. Den viden er i håndværkeren
og kan kun læres videre i et læreforløb fra person til person. Gitte Behr har skrevet
og indtalt lydsiden til de håndværksfilm, som man kan se på Hjerl Hedes
hjemmeside. Selvom hun har sat sig grundigt ind i, hvad håndværkerne gør på
filmene, siger hun, at hun aldrig kommer til at forså de pågældende håndværk
(Behr).
En lignende holdning finder man i det norske center for håndværk NHU. Her filmer
og dokumenterer man læreprocessen, men insisterer på, at disse film på ingen måde
kan dokumentere håndværksviden for andre end den lærling, der deltager i
læreforløbet. For den viden der er nødvendig for at forstå filmene befinder sig i
lærlingens krop (Martinussen 2005).
På Kejsergaarden udtrykker museumsinspektør Lene Sørensen en mere positiv
holdning til at filme håndværkeren for at dokumentere håndværket. Hun siger uden
forbehold, at film er en af de bedste og letforståelige måder at vise hvordan et
håndværk udføres.
Denne holdning deles af Niels Brondbjerg, som laver Klik et håndværk filmene.
Disse film er forsynet med en faktaboks, men Niels Brondbjerg understreger, at
filmene er en del af læringen og at de ikke kan stå alene. Desuden spiller det en
rolle, hvilke forudsætninger eleven har (Brondbjerg). Her er det væsentligt, at man
75
har forståelse for sin egen krop, rum og form og desuden besidder et udvalg af de
mange sanser, der skal udvikles, for at man kan blive en god håndværker
(Andersen 2005:14-23).
Ortopædisk skomager Eivind Lingås mener, at Aage Rothenborgs skomagerfilm fra
1967, særlig hvad billedsiden angår, giver en god viden om, hvordan man
fremstiller en lædersko i hånden. Og da Eivind Lingås i forvejen kan lave lædersko
i hånden, giver filmen ham et inspirerende indblik i, hvordan den gamle skomager
arbejder og han finder, at filmen er lærerig og interessant. Men uanset hvor
omfattende og detaljeret information en sådan film indeholder, vil den aldrig kunne
give en novice lærling en viden, som kunne bruges til at lære at lave den så
essentielle læst. Her understreger Lingås, at den lærer man kun at lave ved at
arbejde med den i praksis i en interaktiv læreproces med en instruktør og at en film
ikke kan give de små fif, som gør at man med tiden får den rette forståelse af læsten
(Lingås:62).
Om man kan opleve virkeligheden på en video eller andre levende billeder kan
diskuteres. Man kan sige, at den personlige observation er tredimensionel og
involverer alle sanser. Billedet derimod er fladt, todimensionalt, afgrænset og
opfanger ikke varme, lugt eller smag (Arendt Rasmussen 1997:64). Og
videokameraet kan ikke fastholde rumlige og tidslige aspekter af virkeligheden, så
godt som vores øje, synscenter og kognitive oversættelse af synsindtryk formår
(Kofoed 1997:34). Men på grund af filmmediets sanseudvidende potentiale og hvis
operatøren af kameraet lever sig ind i situationen, kan teknologiske fremskridt
bevirke, at opstilling, betjening, indfangning af kropslige signaler samt interaktion
ikke længere er en barriere i videooptagelser (Botin et alii 2007:112-113).
Så vanskelighederne ved at lære håndværksviden fra film skyldes ikke
nødvendigvis mediets todimensionelle skærm eller det manglende nærvær ved ikke
at være til stede i det samme rum, hvor læringen foregår. Det skyldes snarere, at
man er overladt til sig selv, når man skal prøve at gøre det efter, som man ser på
skærmen. Man har lettere ved at miste modet og man har ikke en følelse af at ens
76
manglende succes er et helt normalt stadie i læreprocessen, som skal overstås i en
interaktiv feedbackproces (Wood 2006).
6.5. Interaktive medier og selvlæring
I filmen Forging a Heartbar Horseshoe, som YouTube-brugeren Densonfarrer har
lagt ud på Youtube viser smeden, hvordan han laver en hjerteformet hestesko.
Samtidig fortæller han, hvilken type jern han bruger, samt hvad han gør og hvorfor.
Neden under i kommentar rubrikken opstår følgende udveksling af
håndværksviden, som er gengivet i uddrag:
Spørgsmål: What is the purpose of the fire welded section, I’ve not seen it before
and was just wondering what it for? fluffy1696
Svar: The welded section, also called a heartbar or frog plate, transfers weight
bearing onto the frog and off of the hoof wall. In cases of Laminitis, it is desirable
to do this in order to stabilize the bony column and prevent further displacement of
the pedal bone resultant from the failure of the lamellar bond. Densonfarrier.
Kommentar: Nice shoe. I've been shoeing for the last 12 yrs. Mostly standard-bred
trotters and pacers. I consider myself a good farrier. But in the age of premade shoes
I think I had forgotten some of the techniques used in making horseshoes from bar
stock. Nice work. Fuzzyb29
Spørgsmål: I was wondering how heavy the anvil is? She looks pretty heavy! It also
doesn't seem to ring at all, did you do anything to keep it from doing so? What is it
standing on? Anvilfolk
Svar: Thanks for the questions. It is a 260 pound anvil sitting on an aluminum stand
that is bolted to the hardwood floor on my truck. So in addition to to the weight,
aluminum, and wood, the truck is sitting on rubber dual wheels. I get great rebound,
but little ringing, except when I'm working the heel. Densonfarrier
Kommentar: Thank you for the answers! I hadn't thought of rubber at all, but it
might actually work very nicely in reducing the ringing! Thank you very much
again, I appreciate the answer :) Anvilfolk.
77
Kommentar: Awesome, very good men, thank you very much!!!! I will training My
heart bar now!!!! Guicelent. 63
Her bliver det tydeligt, at YouTube’s dialogiske muligheder kan bruges til at
udveksle læring imellem fagfolk og amatører. Youtube er ikke skabt med henblik
på interaktiv læring, men man kan forestille sig interaktive læringsmiljøer, hvor der
udveksles film, hvor håndværkere filmer sig selv og giver hinanden feedback
Fremtidens teknologi vil kunne udvide denne interaktive videnoverførsel til en
virtuel ansigt til ansigt-læring medieret af 3. grad (Bruhn Jensen 2008:22).
Der findes ikke et bedre miljø for læring end fysisk ansigt til ansigt-læring, men
vigtige elementer af denne læring kan reproduceres online. I denne sammenhæng
viser det sig også, at den allerede øvede håndværker nemmere er i stand til at
udnytte onlineressourcer end begynderen (Fisher, Wood & Keyte 2008).
Og her vender vi tilbage til udgangspunktet for læringen, som er elevens
forudsætninger (Brondbjerg). Hvis man er meget ihærdig og desuden har gode
evner, er der en mulighed for at man kan lære på egen hånd (Laursen:54).
Her tyder noget på, at succesen afhænger af, hvorvidt det som man skal lære bygger
på en høj grad af kropslig viden eller er baseret på mere almindelige kompetencer,
som kan tilegnes uden en høj grad af personlig instruktion. Det spiller ligeledes i det
væsentlige ind, hvad man i forvejen kan og hvor tæt man er på at kunne lignende
teknikker i forvejen.
Multimedielæring via internettet kan i fremtiden sandsynligvis bruges til at lære
elever håndværk på et vist niveau, der kan gøre dem mere eller mindre kompetente,
afhængigt af deres forudsætninger. Men det forbliver en forudsætning, at man uden
en daglig imitation og vejledning af en mester ikke under normale omstændigheder
kan skabe ekspertise og bemestring af kundskaber (Dreyfus & Dreyfus 1999).
63 http://www.youtube.com/watch?v=8YT4jRvLfks
78
Spørgsmålet er så på hvilket niveau, man befinder sig og, om det er afgørende at
man opnår det højeste niveau. Man kan sige, at den korrekt udlærte håndværker er
pålidelig i arbejdet og er i stand til at arbejde på en tilfredsstillende akkord, men at
det i nogle tilfælde er på bekostning af fantasien i arbejdet (Dewey 1916:273). Den
selvlærte eller delvis selvlærte håndværker – tag eksemplet Gitte Christensen – kan
udvikle nogle anderledes kompetencer som ikke nødvendigvis er ringere. Kvaliteten
af kompetencerne må forholde sig til opgaven. Under alle omstændigheder
afhænger succesen i et læringsforløb af en kombination af håndværkets
sværhedsgrad og elevens forudsætninger, som eksempelvis forståelse af rum,
materialer, motorik og kropsbevidsthed (Brondbjerg, Andersen 2005:14-23, Sennett
2008:280).
Del 7. KonklusionMan kan altså konkludere, at denne undersøgelse viser følgende typer af
håndværksviden i forskellige dokumentationsformer:
Håndværksviden repræsenteret i bygninger, genstande, værktøj med udførlig
beskrivelse af dets funktion. Denne viden er eksplicit og kan dokumenteres med
bygningsrapporter, billeder, tegninger og film evt. forsynet med faktaboks.
Fotos eller levende billeder af værksteder eller arbejdspladser samt håndværkere der
udfører deres arbejde med fokus på, hvordan de holder deres værktøj og bruger
deres hænder. Dette kan være både kropslig (tavs viden) eller eksplicit viden.
Håndværksviden dokumenteret i lærebøger, undervisningsmaterialer og
brugsanvisninger, samt nedskrevne arbejdsbeskrivelser fra de håndværkere der
udfører arbejdet. Denne viden er eksplicit og kan videreformidles i tekst og tale og
film evt. forsynet med faktaboks.
Håndværksviden i form af ideer, metoder, fif, tricks o.a. Denne viden er i nogle
tilfælde skjult i enkelte menneskers bevidsthed. Denne viden er ofte eksplicit og kan
formidles i tekst, tale og på film.
79
Aktuel tavs viden, som ikke umiddelbart kan sætte ord på, men som det er muligt at
i tale sætte. Denne viden er eksplicit, men kan være tavs for den som besidder den.
Den kan dokumenteres på skrift og i tale.
Principiel tavs viden, som er internaliseret i kroppen og ligger uden for det der kan
udtrykkes sprogligt. Den kan forsøges dokumenteret og forklaret ved brug af
sproget. Og man kan fotodokumentere udførelsen af den pågældende
håndværksteknik. Den eneste måde hvorpå man rigtigt kan forstå denne viden er
ved at indlære den i kroppen, ideelt set igennem en interaktiv læringsproces med en
mester. En mere besværlig måde at få denne viden ind i kroppen på er ved trial-and-
error – ved at eksperimentere – men hvorvidt dette vil lykkes afhænger primært af
1) Den selvlærte praktikers entusiasme, stædighed samt forudsætninger i form af
opfattelse af rum, form, materialer og kroppens motoriske og refleksive evner,
2) Håndværkets grad af kropslig viden og sværhedsgrad, 3) De forhåndenværende
hjælpemidler i form af skriftlige kilder, fotografier, levende billeder og navnlig
muligheden for interaktivitet igennem brug af onlineforum eller lignende.
Håndværksviden er altså sammensat af en eksplicit viden og tavs viden. Den tavse
viden lader sig ikke dokumentere så let, fordi den enten er indlært med et andet
formål for øje, således at man ikke er blevet sig den bevidst eller fordi den ikke kan
udtrykkes med ord. Derfor kan man ikke hverken i tekst eller i tale fortælle hvad
man gør, ligesom man ikke kan vise det på en film. Den tavse viden skal formidles i
en interaktiv læringsproces med en læremester, som giver eleven feedback. Denne
viden forsvinder når dens udøvere forsvinder.
Der hersker en udbredt enighed i museumsverdenen om, at den eneste måde, man
kan bevare et håndværk på, er ved at udøve det og videreføre det fra mester til
lærling. I denne undersøgelse er der heller intet, der tyder på, at man på film eller
ved hjælp af andre medier kan dokumentere håndværkets tavse sider og
viderekommunikere dem, så man kan bruge disse medier til at lære et håndværk fra
80
begynderniveau til ekspertniveau uden indblanding fra en mester. Dette er ikke
realistisk, navnlig inden for fag, som bygger på en væsentlig grad af tavs eller
kropslig viden. Men der er forskel på graden af tavs viden inden for forskellige
håndværk.
Skomagerhåndværket er baseret på en høj grad af kropslig, tavs viden. Her er der
ikke megen teoretisk læring og hele den væsentlige læringsproces i konstruktionen
af læsten bygger på feedback fra instruktøren til eleven. Bødkerhåndværket er i
højere grad baseret på geometri og matematik, men det fysiske arbejde er alligevel
så særpræget, at man ikke bare med almindeligt godt snedkerhåndelag kan udføre
det. Man kan komme et godt stykke på egen hånd, men det er af afgørende
betydning for kvaliteten af arbejdet, at man lærer håndværket af en mester. I den
betydning af smedehåndværket, som er blevet berørt i dette speciale, kan man hvis
man har nogle gode fysiske og kreative forudsætninger, gå i gang på egen hånd. Der
er dog nogle grundlæggende fysiske principper, som vedrører materialer, varme,
værktøj og andet, hvor det i høj grad er en fordel, at man lærer fagets
grundprincipper af en læremester. Men det kan ikke udelukkes at man kan lære sig
dele af faget ved et selvstudium. Imidlertid viser denne undersøgelse ikke rigtigt,
hvor dygtig man på egen hånd kan blive til at smede hestesko eller udføre andre af
det gamle fags opgaver. Men på YouTube kan man se, at der er amatører der ivrigt
forsøger sig derhjemme. Det vil være interessant at undersøge andre håndværk for
at afdække deres sammensætning af eksplicit og kropslig viden, men det ligger
uden for dette speciale.
Svaret på dette speciales overordnede spørgsmål, om det med levende billeder –
ledsaget af den nødvendige eksplicitte viden -- er muligt at vise, hvordan et
håndværk udføres, kan ikke besvares med et ensidigt ja eller nej. Det afhænger først
og fremmest af, hvilket håndværk der er tale om. Hvis dette håndværk er baseret på
en høj grad af kropslig viden, er det slet ikke realistisk at videreformidle faget ved
hjælp af film alene. Man kan konkludere, at det særlig er den tavse kropslige viden,
der ikke kan ses på film, formidles i skrift eller i andre medier. Filmmediet kan dog
81
med fordel bruges til at supplere den traditionelle mesterlære, som de gør det på
Maihaugen i Lillehammer.
Når det gælder fag, som næsten udelukkende er baseret på teoretisk, eksplicit viden
er ekspertisen af en anden natur. Noget tyder på at den er sammensat af en viden,
som kan indlæres ved at læse lærebøger og eventuelt se film, men den omfatter også
efter al sandsynlighed en stor portion erfaring, som man muligvis ikke kan læse sig
til. Men det er ikke undersøgt i dette speciale.
Der er altså noget der tyder på, at spørgsmålet om, hvorvidt man kan dokumentere
håndværk på film er for generelt formuleret. Det er måske mere interessant at
spørge, hvilke håndværksmæssige teknikker, der kan formidles ved hjælp af
filmmediet. Og her er det nok så vigtigt at understrege, at dette afhænger af hvem
modtageren er og hvilke forudsætninger denne modtager har.
Her er det under alle omstændigheder en fordel, hvis disse film er forsynet med
yderligere oplysninger, i form af en fakta boks, som Klik et håndværk-filmene har.
Men endnu mere nyttigt tyder det på at filmmediet, eller snarere levende billeder er
velegnede til at formidle håndværksviden, hvis der er tilføjet et element af
interaktivitet. Her er filmene på YouTube.com potentielt nyttige, hvis modtageren
af dem bruger muligheden for at stille spørgsmål til den person, der har lagt dem op.
På den måde findes muligheden for at få feedback, når modtageren arbejder med at
lære den viste teknik. Ganske vist foregår dette ikke under ideelle forhold, da
fejlene ikke umiddelbart bliver korrigeret – og det forudsætter en uhyre
videbegærlig lærling. Men under de rette betingelser findes muligheden for at en vis
interaktiv læring kan finde sted også selvom mester og lærling ikke er i det samme
fysiske rum. Det vil blive spændende at følge den teknologiske udvikling i
fremtiden, også på dette punkt. Det kan ikke udelukkes, at en væsentlig del af ansigt
til ansigt-læring på sigt kan overføres til den personlige computer.
Del 8. Perspektivering
82
I tidligere kulturer foragtedes håndværkeren. Den højeste og værdigste
beskæftigelse, en mand kunne have, var at træne sin krop og forberede sig på
krigen. At tænke diskutere og hellige sig politik var det rette for en mand.
Håndværkerne med deres tunge gang, svedlugt og materielle beskæftigelse var
foragtede og pinlige at skulle mindes om. Men i middelalderen, da de store
katedraler byggedes ude i Europa og da vore håndværkerlaug og fag dannedes,
opstod der et nyt romantisk syn. Håndværkerens virksomhed var et guddommeligt
skaberværk. Jesus var snedker og håndværkeren skabte med Guds velsignelse.
Thomas Tempte (1982:8)
Der er som tidligere anført ingen i denne undersøgelse, der mener at man under
normale omstændigheder kan lære et traditionelt håndværk på egen hånd med
udgangspunkt i en film, selv om den er ledsaget af nok så megen teoretisk viden og
eksplicitte fakta. Men nogen afviser tanken på en mere kategorisk måde end andre.
På den måde kommer der to forskellige holdninger til syne i dette speciale. Den ene
er repræsenteret af Kirsten Linde og Gitte Behr på Hjerl Hede, som ganske afviser,
at en film kan vise, hvordan et håndværk udføres. Denne holdning synes at gælde
alle håndværk, her forsøger man ikke at dele håndværksviden op i teoretisk og
kropslig viden. Her er håndværksviden lig med kropslig viden, uløseligt forbundet
med håndværkeren. Man kan sige at dette er en traditionelt orienteret holdning til
vidensoverføring inden for håndværk.
Den anden holdning udtrykker også det synspunkt, at man nødvendigvis skal lære et
håndværk af et andet menneske for at man skal mestre det, men mener derudover at
bøger og navnlig film er glimrende måder at dokumentere håndværksviden på og
indeholder en uvurderlig viden om, hvordan et håndværk udføres. Denne holdning
er repræsenteret af Lene Sørensen fra Håndværksmuseet Kejsergaarden i Randers
og bakkes til dels op af Niels-Erik Jensen fra Frilandsmuseet under Nationalmuseet,
selvom han hele tiden er nødt til at tilføje at uden håndværkeren er der ingen
håndværksviden. Lars Ørbæk Laursen siger, at han da han havde besluttet sig for at
lære bødkerfaget, ville have haft stor gavn af en udførlig film der viste
fremgangsmåderne suppleret af noget teoretisk læring og oplysninger om værktøjet.
83
Man kan kalde denne holdning for en pragmatisk orienteret holdning til
vidensoverføring indenfor håndværk.
Begge holdninger finder man i det museumsvæsen, som på bedste måde forsøger at
holde liv i de gamle livstruede håndværk. Disse videnscentre er på en måde en
lukket, kunstig verden, der holder liv i nogle håndværk, der ellers ville være ude af
stand til at leve videre, sådan som vores samfund er konstrueret i dag. Man kan
sammenligne Hjerl Hede og Den Gamle By med en Zoologisk Have, hvor man kan
komme og se de truede dyrearter, som er kunstigt bevaret i fangenskab. På den
samme måde er disse videnscentre også indstillet på at holde håndværket så tæt på
den originale version som man kan og derfor reproducerer man håndværket så godt
som muligt ved at overføre det fra mester til lærling i en tæt, kontrolleret proces.
Dette ansvar har man ikke hos Grundejernes Investeringsfond og Realdania, som
står bag initiativet Klik et håndværk, som er blevet til efter en idé af Niels
Brondbjerg og makkeren Anders Dylov. Niels Brondbjerg er underviser i
håndværksfag og han mener, at filmmediet er en indlysende måde at lære
håndværkstekniker efter, da mange af de unge, der vil arbejde med deres hænder
ikke er motiveret til at læse lærebøger. Her er læsningen i visse tilfælde begrænset
til den faktaboks, hvor man kan finde de fakta om materialer, processer og værktøj,
som er nødvendige for at man kan bruge filmene til at lære efter. De håndværk, som
man kan lære ved at klikke et håndværk er bygningshåndværk og diverse relaterede
håndværk. Spørgsmålet om man som underviser i håndværk i virkeligheden ikke
har et mindst lige så stort ansvar for at vidensoverførslen lykkes som et museum,
der formidler oplevelser til publikum.
På YouTube er der ikke nogen der spørger, om det er muligt at formidle håndværk
på film. Her gør man det bare. Man kan som Andrew Keen sammenligne YouTube
med Wikipedia ved at disse gratis brugerskabte webportaler indeholder mængder af
gratis, men principielt upålidelig viden, og at denne viden potentielt er dyrt købt
fordi den spilder vores mest værdifulde ressource, nemlig vores tid.
84
Nationalmuseets samling af Rothenborgs håndværksfilm kan i denne undersøgelse
også sammenlignes med den store mængde how to film på YouTube.
Sammenligningen er på en måde en parallel til sammenligningen imellem en
kontrolleret encyklopædi skrevet af anerkendte ekspertredaktører og den
brugerkontrollerede webportal Wikipedia, der kan betragtes som amatørernes
legeplads. Samtlige Rothenborgs kulturfilm formidler håndværket -- udført af
håndværkere udvalgt af Nationalmuseet -- på et konsistent niveau med kameraet
fæstnet på håndens bevægelser og forsynet med de mellemtekster, som Steensberg
noterede fra Håndværkernes forklaringer. Der er en anderledes ukontrolleret viden i
de film, som lægges ud på YouTube. Her er der ingen kontrol med, om hesteskoen
passer til hestens hov eller om bødkerens tønde holder vand. Der er heller ikke
nogen konsistens i de metoder hvormed håndværket bliver filmet eller hvor
detaljerede og lange filmene er. Men filmene bliver brugt af amatører og
professionelle til at udveksle fif og viden om alt fra klaverspil over madlavning til
reparation af biler. Spørgsmålet er om brugerne nærer nogen bekymringer, hvad
kvaliteten af indholdet angår. Der er jo masser af film at vælge imellem.
(Sammenligningen imellem bibliotekernes ressourcer og den viden, der ligger på
internettet er også nærliggende, men lad os holde fokus.)
Der er noget der tyder på at trangen til at udøve et håndværk ikke forsvinder fra
mennesket blot fordi samfundet ikke længere påskønner håndværkeren og
håndværksmæssigheden i vores hverdag. Der er masser af mennesker der i dag
ønsker at indgå i et kortere eller længere læreforløb, men som Kirsten Linde skriver,
er der ikke plads til disse mennesker i uddannelsessystemet. Mange små
håndværksbedrifter eller pensionerede håndværkere ville gerne lære deres kunnen
fra sig til en lærling, men har ikke råd til at betale en lærlingeløn. Og staten yder
ikke tilskud til et læreforløb, hvis det ikke har såkaldt sunde jobudsigter. Som
Kirsten Linde skriver bruger samfundet masser af penge på gratis boglige
uddannelser med tvivlsomme jobperspektiver, men der er noget der tyder på at
samfundet stadigvæk ringeagter håndværkeren.
85
Og imens dette skrives går tiden og hver dag forsvinder værdifuld viden fra vores
samfund. Et vestafrikansk ordsprog siger, at en gammel håndværker er som et
brændende bibliotek. Dette speciale kan ikke løse den gåde, hvorfor vi mennesker
ikke kan kommunikere kropslig viden i ord. Men på det dokumentariske niveau er
kan det ikke udelukkes, at der stadig er uudforskede metoder til at dokumentere
håndværksviden. Det er i alle tilfælde ikke en konstruktiv strategi, at holde fast ved,
at det ikke kan lade sig gøre.
Interviewet med Eivind Lingås viser, at specialets dokumentariske metode er i stand
til at sætte håndværkeren i tale og forsyne billederne af den gamle skomager med
forklarende og oplysende information om fremstillingen af skoen, som Rothenborgs
stumfilm mangler. Eivind Lingås leverer håndværksviden på et dokumentarisk
niveau, når han (side 64-65) illustrerer billedsiden med en eksplicit viden om,
hvilken type skind man bruger til hvilke stykker, fra hvilket dyr og fra hvilket sted
på dyrets krop huden egner sig til de forskellige stykker på skoen. Andre steder i
løbet af filmen leverer Eivind Lingås dokumentation på håndværksviden, når han
fortæller om metoder, hvormed man kan forme sålen efter foden, måder man kan
måle skoen, forklarende kommentarer om hvordan tråden er hærdet osv. På denne
måde forsyner han den ifølge Lingås selv noget sparsomt tekstede film med viden
på et niveau, der kan bruges til at formidle forståelse og viden om det håndværk,
som i den helt tavse version er uforståelig for den, som ønsker at lære faget. Dette
perspektiv rejser spørgsmålet om hvorvidt interviewmetoden kan bruges til at
dokumentere håndværkeres viden.
Litteratur:Aït Razouk, A., Bayad, M., Wannenmacher, D. (2009) Strategic human resource
management and tacit knowledge transfer: A case study. Human Systems
Management. 28 (1), 77-82.
86
Andersen, M. V. (Red.). (2005) Indfaldsvinkler i håndværksoplæring – et
debatoplæg om håndværksoplæring. Odense: Odense Tekniske Skole.
Arendt Rasmussen, T. (1997) Video imellem samtale og observation. I Alrø, H.,
& Dirkinck Holmfeld, L. (Red.). Videoobservation. Aalborg: Aalborg
Universitetsforlag.
Arendt Rasmussen, T. (1994) Kvalitativ mediesociologi – målsætninger og
metoder. I: Højbjerg, L. (1994) Reception af levende billeder. (2. udg.). København:
Akademisk Forlag.
Aristoteles (1994) Nicomachean Ethics. Loeb Classical Library. Cambridge:
Harvard University Press.
Botin, L., Bertelsen, P., & Nøhr, C. (2007) Video-observation. Et
fænomenologisk analyseværktøj. I: Håndværk & Horisonter - tradition og
nytænkning i kvalitative metode. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Bresemann, S. (1892) Haandbog for Bødkere. København: Henriksens
Bogtrykkeri.
Bruhn Jensen, K. (2008) Medier og Samfund. [København]: Samfundslitteratur.
Buckland, M. K. (1997) What is a “document”? Journal of the American
Society for Information Science, 48 (9), 804 – 809.
Burchardt, J. (2000) Hvordan kan håndværk overleve? Indtryk fra ’Håndværk i
2000 år’. Teknik og Kultur. Udgivet 12. september 2000. Lokaliseret den 12 juni,
2010 på http://www.teknik-og-kultur.dk/8-111.htm.entom håndværk og industri.
Cambridge International Dictionary of English (1995) Cambridge: Cambridge
University Press.
Choo, C. W. (1998a) Information Management for the Intelligent Organization:
The Art of Scanning the Environment. (2.udg.). Medford: Information Today.
Choo, C. W. (1998b) The Knowing Organization: How Organizations use
Information to Construct Meaning, Create Knowledge, and Make Decisions. New
York: Oxford University Press.
Collins, A., Seely Brown, J., & Holum, A. (1991) Cognitive Apprenticeship:
Making Thinking Visible. American Educator, 6-46.
Dahler-Larsen, P. (2005) Dokumenter som objektiveret social virkelighed. I:
Järvinen, M., & Mik-Meyer, N. (Red.). (2005) Kvalitative metoder i et
87
interaktionistisk perspektiv. Interview, observationer og dokumenter. København:
Hans Reitzels Forlag.
Degn, O. (1983) Håndværket i Fremgang. I: Håndværkets Kulturhistorie, bind 2.
København: Håndværksrådets Forlag.
Den Danske Ordbog (2004) Bind 2, (1.udg.). København: Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab/Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag A/S.
Dewey, J. (1916) Demokrati og uddannelse. Dewey Biblioteket. (1.udg.). (2005).
Århus: Klim.
Dreyfus, H. & Dreyfus, S. (1999) Mesterlære og eksperters læring. I Nielsen, K.,
& Kvale, S. (1999). (Red.). Mesterlære. Læring som social praksis. København:
Hans Reitzels Forlag
Dueslund, L. (2003) Kroppen i verden. Skapande vetande, nr. 40. Linköping
Universitet.
Duus, J. & Duus, S. (2002) Håndværk - da det var håndens værk, bind 1 og 2
København: Forlaget Ny Havn.
Eilertsen, M. (1983) Hånd og værk – træk af arbejdets historie. København:
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S.
Elkjær, J. (2007) Vejen til helvede er brolagt med amatørindlæg. Anmeldelse i
Journalisten, 8. august, 2007. Lokaliseret den 20.4.2010 på:
http://journalisten.dk/vejen-til-helvede-er-brolagt-med-amatorindlaeg.
Falk, E. (2009) Crafts in Japan. In: Norwegian Crafts Development (NHU) (2009).
Living Crafts. Preserving, passing on and developing our common cultural
heritage. International and national ambitions. Stavanger: Hertervik Akademisk.
Falk, E., & Wallin Weihe, H-J. (2009) Introduction. In: Falk, E., & Wallin Weihe,
H-J. (Red.). (2009) Norwegian Crafts Development (NHU) (2009). Living Crafts.
Preserving, passing on and developing our common cultural heritage. International
and national ambitions. Stavanger: Hertervik Akademisk.
Fisher, T., Wood, N., & Keyte, J. (2008) Hands on - hands off; on hitting your
thumb with a virtual hammer. I: Proceedings of Design Research Society
conference, July 2008, Sheffield Hallam University. Lokaliseret den 13.4.2010 på
http://www.nicolawood.net
88
Fode, H. (1984) Håndværket i opbrud. I: Håndværkets Kulturhistorie, bind 4,
Kapløbet med industrien. København: Håndværksrådets Forlag.
Fox, K. (2007) YouTube if you want to. Anmeldelse i The Guardian, 8. Juli, 2007.
Lokaliseret den 20.4.2010 på:
http://www.guardian.co.uk/books/2007/jul/08/computingandthenet.society
Hjørland, B. (1993) Emnerepræsentation og informationssøgning. Bidrag til en en
teori på kundskabsteoretisk grundlag. Göteborg: Valfrid.
Hjørland, B. (1997) Faglitteraturens dokumenttyper i kommunikations- og
videnskabsteoretisk belysning : -kategorier, -medier, -former, -genrer,
-niveauer & -kvaliteter. Bind 1: Dokumenttypologiens almene teori og former
Elektronisk udgave baseret på 6. foreløbige udgave, 1997. Version 1: 2001-08-01
København: Danmarks Biblioteksskole, Institut for Informationsstudier.
Hjørland, B. (2000) Hvad blev der af videnskabelig kommunikation? DF Revy, 23.
(7), 191-194
Husserl, E. (1906) Die Idee der Phänomenologie. Haag: Walter Biemel Verlag.
Jensen, N.E. (2009) Når de gamle tage trækker det korteste strå. Nationalmuseet.
Jespersen, E. (1999) Idrættens kropslige mesterlære. I: Nielsen, K., & Kvale, S.
(1999). (Red.). Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels
Forlag.
Keen, A. (2007) The Cult of the Amateur. How blogs, Myspace, YouTube and the
the rest of today’s user- generated media are killing our culture and economy.
London: Nicholas Brealey Publishing.
Kilby, K. (1977) The Village Cooper. Shire Album 28. Aylesbury: Shire
Publications.
Kvale, S. (1994) Interview. København: Hans Reitzels Forlag.
Kvale, S. & Nielsen, K. (2004) Landskab for læring. I: Nielsen, K., & Kvale, S.
(1999). (Red.). Mesterlære. Læring som social praksis. København: Hans Reitzels
Forlag.
Lave, J. & Wenger, E. (1991) Situated Learning. Legitimate peripheral
participation. Cambridge: Cambridge University Press.
Linde, K. (1996) At bevare det levende. Danske Museer, Nr. 4, 1996, 10-12.
89
McAfee, A.P. (2006) Enterprise 2.0: The Dawn of Emergent Collaboration. Sloan
Management Review, 47 (3), 21–28.
Martinussen, A.O. (2005). Vidareføring av handlingsboren kunnskap. Lokaliseret
den 12.04.2010 på http://www.maihaugen.no/no/ Handverksnett/Faglig-
informasjon/Vidareforing-av-handlingsboren-kunnskap/
Merleau-Ponty, M. (1994) Kroppens Fænomenologi. (3.opl.). Frederiksberg: Det
Lille Forlag.
Nationalmuseet (2004) Film fra Nationalmuseets etnologiske filmarkiv :
enestående dokumentarfilm om dansk håndværk. København: Nationalmuseet,
7 dvd’er
Nielsen, K., & Kvale, S. (2003a). (Red.). Praktikkens læringslandskab. At lære
gennem arbejde. København: Akademisk Forlag.
Nielsen, K. & Kvale, S. (2003b) Vandringer i praktikkens læringslandskab. I:
Nielsen, K., & Kvale, S. (2003a). (Red.). Praktikkens læringslandskab. At lære
gennem arbejde. København: Akademisk Forlag.
Nonaka, I., Takeuchi, H. (1995) The Knowledge Creating Company. New York:
Oxford University Press.
Nonaka I., Ichijo, K., von Krogh, G. (2000) Enabling Knowledge Creation. How
to unlock the tacit knowledge and release the power of innovation. New York:
Oxford University Press.
Polanyi, M. (1966) Den Tause Dimensionen. Oslo: Spartacus Forlag (2000). Første
gang udgivet 1976, New York: Doubleday & Co.
Rienecker, L. & Stray Jørgensen, P. (2006) Den gode opgave. Håndbog i
opgaveskrivning på de videregående uddannelser. (3.udg). Frederiksberg: Forlaget
Samfundslitteratur.
Rust C. (2004) Design enquiry: tacit knowledge and invention in science. Design
Issues, 20, (4), 76-85. Lokaliseret den 13.04.2010 på http://www.nicolawood.net
Saugstad, T. (2003) Læring i skole og i praksis.I: Nielsen, K. & Kvale, S. (2003)
(Red.). Praktikkens læringslandskab. At lære gennem arbejde. København:
Akademisk Forlag.
Seely Brown, J., Collins, A. & Duguid, P. (1989) Situated Cognition and the
Culture of Learning. Educational Researcher, 18 (1), 32-42.
90
Sennett, R. (2008) Håndværkeren. Arbejdets kulturhistorie: Hånd og Ånd. Forlaget
Hovedland.
Skot-Hansen, D. & Steffensen, J.B. (1995) Bibliotekssociologien. Introduktion til
dens grundlag, principper og metoder. København: Danmarks Biblioteksskole.
Tempte, T. (1982) Arbetets Ära. Om hantverk, arbete, några rekonstruerade
verktyg och maskiner. Stockholm: Arbetslivscentrum
Wackerhausen, S. (1997) Polanyi’s begreb om tavs viden – en kritisk skitse.
Århus: Institut for Filosofi. Skriftserie nr. 2, 1997.
Wackerhausen, S. (1999) Det skolastiske paradigme og mesterlære. I: Nielsen, K.,
& Kvale, S. (1999). (Red.). Mesterlære. Læring som social praksis. København:
Hans Reitzels Forlag.
Wackerhausen, B. & Wackerhausen, S. (1999) Tavs viden, pædagogik og
praksis. I: På sporet af praksis. Antologi. Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr.
7. København: Uddannelsesstyrelsen.
Wood, N. (2006) Transmitting craft knowledge: designing interactive media to
support tacit skills learning. PhD Thesis, Sheffield: Hallam University, Lokaliseret
13.4.2010 på: http://www.nicolawood.net
Wood, N. & Rust C. (2003) Designing for tacit learning: An investigation of
design strategies for multimedia supported learning in the crafts. In Proceedings of
the European Academy of Design Conference. Lokaliseret 13.4.2010 på:
http://www.nicolawood.net
Besøgte websiderhttp://www.burchardt.name/bog.asp
Lokaliseret den 26.06.2010
http://www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=199
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=177
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.bødkeriet.dk/bodkerslaegt.aspx
Lokaliseret den 21.04.2010
91
http://www.dbc.dk/produkter/alfabetisk-oversigt-over-alle-produkter/netpunkt/
netpunkt/?searchterm=netpunkt
Lokaliseret den 28.06.2010
http://www.dengamleby.dk/lm.htm.
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.hjerlhede.dk/dk/gamle_haandvaerk/kompetencecenter/
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://portal.unesco.org/en/ev.php-
URL_ID=17716&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.industripuljen.dk/jernogmetal.htm#1
Lokaliseret den 21.04.2010
http://www.informationsordbogen.dk/concept.php?cid=459
Lokaliseret den 15.06.2010
http://www.irelandstraditionalcrafts.com/index.htm
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.iva.dk/uddannelser/
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.khm.randers.dk/frameset/run_frame.asp?
RoomID=811&LangRef=113&Area=&topID=&ArticleID=5135&ParentID=&Men
uID=857&moduleid=&Template=../templates/
1_standard_layout.asp&ExpandID=3364
Lokaliseret den 21.04.2010
http://www.kulturarv.dk/forside/
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/22-tons-tang-til-et-fredet-hus-paa-
laesoe/
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=2&catalog=Butik_&_Værksted
Lokaliseret d. 19.04.2010
http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=35&catalog=Diverse_smedeopgaver
92
Lokaliseret d. 19.04.2010
http://www.kvindesmedien.dk/?pageid=12&catalog=Udstillinger
Lokaliseret d. 19.04.2010
http://www.natmus.dk/sw43226.asp
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://www.nordiskamuseet.se/publication.asp?
Lokaliseret den 10.06.2010.
http://portal.unesco.org/en/ev.php-
URL_ID=17716&URL_DO=DO_TOPIC&URL_SECTION=201.html
Lokaliseret d. 13.4.2010
http://www.realdania.dk/Presse/Nyheder/2008/Klik+et+haandvaerk+28-04-
08.aspx?q=klik et h%C3%A5ndv%C3%A6rk
Lokaliseret d. 01.06.2010
http://sctbendts.kirke.dk/index.php?
module=Pagesetter&func=viewpub&tid=2&pid=230
Lokaliseret d. 19.04.2010
http://www.vorfrelserskirke.dk/bygning
Lokaliseret d. 19.04.2010
http://www.YouTube.com
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/watch?v=3LBGPKgQ2ac&feature=related
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/watch?v=WMDKlblsPco&feature=related
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/watch?v=PSoe6nwws7w&feature=related
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/watch?v=8YT4jRvLfks
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/watch?v=_jkxo-5P-vc&feature=related
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/watch?v=BaC770Cv44I&feature=related
Lokaliseret d. 03.06.2010
93
http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/watch?v=6LsE4nsEOJk&feature=related
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/watch?v=nC5gxZimxpk
Lokaliseret d. 03.06.2010
http://www.youtube.com/results?
search_category=26&search_query=blacksmith&search_type=videos&suggested_c
ategories=26%2C10%2C24%2C1&uni=3
Lokaliseret d. 26.06.2010
Oversigt over bilagBilag 1
Laursen Interview med Lars Ørbæk Laursen
Lingås Interview med Eivind Lingås
Christensen Interview med Gitte Christensen
Bilag 2
Aasted Schantz Interview med Elsebeth Aasted Schantz
Behr Telefoninterview med Gitte Behr
Jespersen Telefoninterview med Ole Jespersen
Jensen Telefoninterview med Niels-Erik Jensen
Bonde Johansen Interview med Karin Bonde Johansen
Bilag 3
Hommelhoff E-mail fra Signe Hommelhoff
Sørensen E-mail fra Lene Sørensen
Jensen E-mail fra Niels-Erik Jensen
94
Bonde Johansen Film Research. DFI – Filmarkivet
Bonde Johansen Liste over Kai Ulldalls film, Danske Museers Film- og
Videoproduktioner
Interview med Lars Ørbæk Laursen, bødker i Den Gamle
By, Aarhus.
Spørgsmål: Hvad er baggrunden for bødkerfaget i Den Gamle By?
Lars: Engang i 70’erne havde der været en bødker i det værksted, hvor jeg er nu,
men da jeg kom til Den Gamle By, var der ikke levende museum. Der var en smed,
der gik ud og lavede sit arbejde på stedet, hvis der var en opgave, men det var ikke
et fast indslag eller en del af en håndværkerstrategi med levende håndværk. Men så
blev jeg projektansat, og jeg spurgte, om man ikke kunne åbne op for publikum og
vise processen. Og det måtte jeg gerne, hvis jeg ville og jeg havde faktisk allerede
indrettet et værksted, som jeg kunne vise frem. Da min projektansættelse udløb,
søgte jeg om fastansættelse, men det kunne jeg ikke få. Så var jeg fem år som lærer
på højskolen i Kerteminde.
I mellemtiden var de begyndt at udvikle det levende museum i Den Gamle By, og
jeg ville gerne tilbage igen. Da det er det jeg gerne ville, og da jeg ikke har
svendebrev, ville jeg få mulighed for at dygtiggøre mig ved at arbejde med det hver
dag. Så begyndte jeg som bødker i Den Gamle By. Det var nemmere at få penge til
projektet, hvis jeg samtidig kunne vise processen til publikum, og jeg havde ikke
noget imod at vise min kunne frem til publikum. Min rutine er jo begrænset, så
nogle gange kan det være distraherende at skulle fortælle om mit arbejde, mens jeg
udfører det, men publikum er jo så imponerede over det, og de kan alligevel ikke se
forskel på, hvad jeg gør og fag-udlært bødkerhåndværk.
Når jeg står med et håndværk og viser det frem, så undrer det mig, at der er så langt
fra det, jeg gør til deres virkelighed. 90 % af dem under 40 kan sket ikke fatte, at det
kan lade sig gøre at lave noget i hånden; det er blevet så fremmed, at bare jeg står
med en sav i hånden, så vækker det så stor forundring næsten uanset, hvad der
kommer ud af det. Det mest ekstreme jeg kan huske, var at jeg stod med en blyant
95
og tegnede en simpel skitse, og så var der en, der sagde: -Nøøøj, kan du det? Og jeg
mener; det var jo bare en tegning, så nogen gange tænker jeg: ”-Nu må i holde op”.
Men det er virkelig fjernt fra deres verden.
Men mit ønske er at holde et højt niveau på det, jeg laver. At man udtrykker en
sikkerhed og konsistens i det man laver, så derfor har jeg lyst til at påtage mig nogle
større ordrer med mere rutinearbejde for at få en vane med arbejdet, så det ikke er
nyt for mig hver dag, og så kan jeg også meget bedre slappe af og snakke med
gæsterne.
Spørgsmål: Hvordan fik du fat i værktøjet?
Lars: I begyndelsen måtte jeg lave en del af det selv, men en fordel ved at have
været i fjernsynet er, at nu får vi det smidt i nakken. Der komme tit henvendelser fra
folk, som har noget liggende, og det siger vi aldrig nej til, selvom inspektøren siger,
at jeg ikke må tage mere ind.
Spørgsmål: Man kan jo se på filmen, at værktøjet er meget skarpt. Hvordan har du
lært at slibe det?
Lars: Da jeg gik på seminariet fik jeg kontakt til en svensker ved navn Ville
Sundquist. Der var jeg så heldig at komme op til ham, og han har lavet en bog om
håndværket, og halvdelen af den bog handler faktisk om, hvordan man sliber og
vedligeholder værktøjet. Så det har jeg lært mig.
Håndværk hedder faktisk sløjd på svensk, og en snedker hedder faktisk træsmed.
Betydningen af ordet smed er, at man er smed, når man er rigtig dygtig til noget. Så
jeg havde egentlig tænkt mig at titulere mig træsmed, for når jeg er bødker er jeg
bødker og når jeg er billedskærer er jeg jo det. Men inspektøren mente, at det ville
være for svært for publikum at forstå, at det ikke har noget med metal at gøre.
Spørgsmål: Hvad fremstiller en bødker i dag?
Lars: I dag er der kun ganske få aktive bødkere tilbage i Danmark. De er
maskinsnedkerier, som lever af at lave blomsterkrukker og fastelavnstønder, som
ikke behøver at være den bedste kvalitet. De skal være billige og er jo også lavet til
96
at gå i stykker. Der er mange, der gerne vil ha krukke til at ha blomster i, men det er
ikke så interessant for mig at lave dem, for jeg synes ikke, jeg er her på jorden for at
lav noget, der kun holder 5 år. Noget af det værste du kan gøre er at både ha’ vand
og jord i en trækrukke. Museer vil gerne ha’ tønder og vil gerne betale for det, og så
kan man jo få de her badekar, men der tror jeg, markedet efterhånden er mættet for
den slags. Så er der jo regnvandstønder, men der importerer man jo udbrugte
rødvinsfade.
Spørgsmål: Er der ikke brug for nye vinfade?
Lars: Nu er Danmark jo faktisk blevet vinproducerende, og den daglige leder af
restauranten Prins Ferdinand var helt vild, da han hørte, at jeg kunne lave tønder, så
han ville gerne have mig til at lave vinfade for dem. Der var nogen der sagde, at
ville jeg tjene penge, skulle jeg bare flytte til Frankrig og sætte mig ned som bødker,
så ville der være masser af arbejde, for der er stadig behov for håndlavede fade, og
der er næsten ikke nogen der gør det. Men det er jo industrialiseret, det er jo ikke
håndens værk længere.
Spørgsmål: Kræver bødker faget nogen særlige forudsætninger?
Lars: Ikke andet end at man skal ville det. Jo, først og fremmest kræver det
stædighed, arbejdsomhed og tålmodighed, men ikke andre grundlæggende
forudsætninger. Jo, man skal nok have en vis logisk sans og mulighed for at regne
ting ud som fx geometri og matematik. Men man må gerne bruge lommeregner og
geometriske hjælpemidler. Men hvis man har meget energi og lyst til at lære det, så
er der en vej. Men resultatet bliver selvfølgelig forskelligt fra person til person. Hvor
højt niveau er der forskel på, men det er min overbevisning, at alle kan lære det, og
sådan vil jeg emne, at det er med mange fag. Bjørn Nørgård har jo sagt, at det han
gør ikke er kunst, men udelukkende er resultatet af 10 % talent og 90 % hårdt
arbejde. Og man når rigtig langt med hårdt arbejde, ellers kommer man ingen vegne.
Spørgsmål: Hvordan er du udlært? Har du haft en mester til at oplære dig?
Lars: Da jeg gik på Kerteminde [håndarbejdsseminarium] fik jeg en lyst til at lære
bødkerfaget. Jeg ved ikke hvorfor, men det tiltaler mig. Men min lærer han vidste
97
ikke noget om det. Men så gav han mig et kompendium, der viser lidt om, hvordan
man gør, og der står hvilket værktøj men skal benytte og hvordan resultatet skal
være. Det er sådan et kompendium for lærlinge fra 1940erne, men der står ikke
noget særligt om processen.
Spørgsmål: Findes der ellers noget nedskrevet?
Lars: Ikke på dansk, men jeg har set nogle norske og svenske fagbeskrivelser.
Grundelementerne af hvordan man gør er skrevet ned. Men det er min fornemmelse
at det er skrevet ned af tillærte og ikke af faglærte.
Spørgsmål: Tror du at det gør en forskel, om man er faglært eller tillært i den
henseende?
Svar: Ja, måske. Når man lige har lært et fag, så har man ikke den ærefrygt overfor
faget, for man synes ikke at det er så svært. Så kan man måske godt skrive ned,
hvordan man skal gøre det ene og det andet. Når man så bliver dygtigere, så forstår
man, hvor svært det er, hvor omfattende faget er og hvor meget man ikke kan. Det er
virkelig sandt om håndværksviden, at jo mere man ved, desto mere ved man, at man
ikke ved.
Spørgsmål: Men kan man godt formulere nogen grundlæggende færdigheder, for
den der vil begynde at lære faget på egen hånd?
Lars: Ja, det kan man godt.
Lars finder to bøger frem fra den Gamle Bys bibliotek. En af dem er dansk:
Bresemann, S. (1892). Haandbog for Bødkere. København: Henriksens
Bogtrykkeri.
Kilby, K. (1977). The Village Cooper. Shire Album 28. Aylesbury: Shire
Publications.
Haandbog for Bødkere er fra 1892 og det er den første fagbog for bødkere. Og der er
nogle udregninger på, hvordan man laver kar, som indeholder de rigtige mål. Den
kommer godt omkring det hele. Der er også en del om skovarbejdet. Men der er ikke
nogle tegninger, så det hele er beskrevet me d ord og formler. Fx ”at færdiggøre en
fadport. Man trækker på det bræt, hvorpå porten skal laves og som må have samme
98
tykkelse som fadets bund, en ret linie, db der deler brættet på langs i to halvdele. Nu
tager man med en passer bredden mm [og porthvælvingen] deler den i to lige dele.
Tager en af disse dele med passeren og afsætter den db med b-c det samme…” Så
det giver jo mening, hvis man ved, hvad man laver, men man skal virkelig være
skarp. Men har man tegningen ved siden af og får det regnet ud, så kan man godt
lære det ud fra sådan en gammel bog som denne her. Men man skal virkelig ville det
og være meget stædig. Og arbejde koncentreret.
Så er der sådan en lidt mere moderne en [The Village Cooper] med lidt billeder og
så går det nemmere.
Vi ser Bødkerfilmen, som er en stumfilm med mellemtekster fra Nationalmuseets
etnologiske arkiv. En gammel bødker laver en tønde. Lars har set filmen før. Han
mener at Knokkel Anders, som Søren Ryge engang har kaldt ham, i 1959 da filmen
er optaget, ikke har været aktiv i nogen år. Og Lars mener ikke, at hans teknik er
helt fin i kanten. Vi anslår ham da også til at være over 70 år gammel at dømme
efter hans udseende. Vi ser to korte film fra YouTube.com.
Spørgsmål: Rummer sådan en film af en arbejdsgang information til, at man, hvis
man får nedskrevne oplysninger om materialer og værktøj og andet, kan gå i gang
med at dygtiggøre sig?
Lars: Det vil jeg mene, at man sagtens kan gøre. Mit eget udgangspunkt var jo at
ikke ha’ noget og jeg gik jo i gang alligevel, så det ville jo være lysår bedre end ikke
at ha’ noget. Dengang havde jeg jo rutinen i at lave ting i træ, men overhovedet
ingen kompetencer i faget.
Spørgsmål: Men der er jo meget man ikke får at vide ved at se en film?
Lars: Det kommer jo an på, hvilke ressourcer man har til rådighed. Man bliver nødt
til at vide, hvilket værktøj man skal bruge, hvordan det skal være slebet, hvilke
materialer, der er bedst osv. Men med de rigtige ressourcer kan man godt lave en
film, som formidler faget, det er faktisk den eneste metode. Og det er faktisk det
eneste alternativ til lærlingeforløbet. Og at registrere det på den måde er det eneste
alternativ til et håndværks udslettelse, kan man også sige. For man kan jo ikke
99
dokumentere det med ord, så man kan kun gøre det det ved at gøre det. Det er
faktisk den eneste løsning, for at forhindre en udslettelse af disse her håndværk. Men
det er jo ikke så godt som at lære det af et andet menneske, men det er så godt som
det kan blive. På Hjerl Hede var det jo deres overbevisning at håndværk kun kan
bevares ved at overføre det til næste generation fra mand til mand. Da jeg gik på
seminariet havde vores lærer, Jørgen Funck, faktisk den tanke at vi skulle filme os
selv og gemme vores kunnen på dvd så den ikke skulle gå tabt og faktisk sætte i
system at registrere håndværk. Og allerede der i 96 havde han den drøm om, at det
var en måde at bevare håndværket på. Og han mente, at noget af det vi kunne som
formidlere af håndværk, var at prøve at optage det på film og registrere det.
Men det er sjovt, når man kommer ind på tavs viden, som der jo er i alt håndværk, så
har jeg stiftet bekendtskab med den japanske metode, og den er jo bogstaveligt talt
tavs. Da jeg var håndarbejdslærer, der havde jeg jo japanere på et hold og snakkede
med dem om deres traditioner. Og der var der en der lærte keramik på
universitetsniveau. Og hun fortalte om, at i den store hal, hvor de lærte keramik, der
sad deres mester. Han lavede ting. Og som studerende på det her universitet for
keramik der skulle du også lave noget. I det samme lokale. Men det var nærmest at
betragte som en fornærmelse et spørge om noget. Det var i hvert fald ikke velset.
Som en af dem sagde: ”Man skal observere mesteren ud af øjenkrogen uden at
stoppe med det man selv har for”. Man må altså ikke stille sig op og glo på mesteren
og se hvordan han gør. Så det er deres håndværksfilosofi. Men de læser jo også i 8-
10 år inden de mener, de kan det, som vi mener, vi kan lære på et kursus eller på et
år, eller hvis det går rigtigt højt, på tre år. Og det er jo fordi, at de skal føle det ind.
De skal ikke lære det ind pædagogisk ved at få det forklaret. De skal terpe og terpe
og terpe. Og, hvis man får lov til at spørge mester, kan man jo komme ud for at
spørge om dette eller hint er rigtigt, og så siger han måske: Nej! Og ikke mere. Så
går man tilbage og laver en anden udgave, og så kommer man tilbage og så siger
han måske: Ja! Det her er rigtigt, de andet var forkert! Så undervisningsmetoden kan
betragtes som famlende, men når man ser, hvad de kan, så laver de jo det mest
perfekte håndværk man kan forestille sig. Så de lærer i høj grad noget, men ikke ved
at stille spørgsmål, som vi hele tiden gør.
100
Spørgsmål: Du har jo selv sagt at man kan komme langt på egen hånd. Hvor vigtigt
er det at men interagerer med en udlært bødkermester når man lærer sig faget?
Lars: Da jeg kom her til Den Gamle By og fik mulighed for at starte
bødkerværksted så fik jeg kontakt til Christian Pedersen. Christian Pedersen
fungerer som Hjerl Hedes bødkermester. Da jeg fik tildelt 8 måneders
efteruddannelse på Hjerl Hede med voksenuddannelsesstøtte var jeg 3 måneder hos
Christian på Hjerl Hede, men resten var jeg der som selvstudie. For når jeg kendte
teknikken og ku metoden så var resten rutine, altså bare øvelse, øvelse og mere
øvelse - og der mente jeg ikke, jeg behøvede at have en mester hængende over
nakken, men jeg har da savnet ham når jeg var i tvivl og var nok blevet en bedre
bødker, hvis jeg havde haft ham hele tiden, hver dag.
Så kom jeg også i kontakt med Niels Arne Møller, som nu snart er 84 år og som bor
i Odder, og som jeg ringer til, hvis der er noget jeg er i tvivl om. Niels Arnes
holdning er, at man ikke kan lære bødkerhåndværket, hvis man ikke lærer det af en,
som har lært det.
Spørgsmål: Har han set dig arbejde, eller har han set noget af det, du har lavet
siden?
Lars: Christian har ikke set mig arbejde, efter at jeg var der. Niels Ane har set noget
af det jeg har lavet og været på besøg hos mig. Jeg ville gerne ha’, at han skulle se
de fejl jeg havde fået tillært mig.
Men en ting er jo teknikken. En anden ting er, hvilke ting man kan få ideer til at
fremstille ved at se på andre. Det er jo ikke kun tønder alt sammen.
Spørgsmål: Har du undervist andre i bødkerfaget?
Lars: Jeg har ikke haft nogen lærling, men jeg har holdt nogle kurser af kortere
varighed. Bonderøven (Frank) var her jo i forbindelse med hans program. Og han
lærte at lave en tønde på tre dage. Men nu er han en gudbenådet håndværker,
hænderne er skruet rigtigt på og han har en rigtig klæbehjerne, så han husker, hvad
man siger. Det var ret imponerende. Han ville jo gerne se, hvordan jeg gjorde, for
den korteste vej til at lære noget er jo ved at se det gjort, så jeg gjorde det med højre
101
hånd. Mit problem er at jeg er venstrehåndet, så ville det se omvendt ud. Som lærer
har jeg altid vist, hvad jeg har gjort med højre hånd, for tingene skal jo vises, sådan
som de skal gøres. Så jeg kan jo godt vise det med højre, bare det ikke skal gå
hurtigt. Når jeg skal vise det til eleverne, plejer jeg jo at gribe rundt om dem og viser
dem, hvordan de skal gøre, så de får fornemmelsen af hvordan bevægelserne skal
være, når det går godt og virker.
Interview med Gitte Christensen fra Kvindesmedien,
Christiania.
Gitte: Kvindesmedien som begreb har eksisteret siden 70’erne, men dengang var
den kun en slags hobbyvirksomhed. I de sidste 13 år (siden 1997) har
Kvindesmedien eksisteret som en selvstændig erhvervsdrivende virksomhed. Vi
startede bare op, så kom bestillingerne. Så var det bare om at finde ud af,
hvordan man skulle gøre det. Fx lærte jeg at svejse ved, at jeg var oppe på torvet
ved en tyrkisk kiosk. De havde haft indbrud tre gange, og de havde ikke råd til
indbrudsgitter. Så sagde jeg, at det skulle jeg nok ordne. Jeg gav dem tilbud med
håndslag og det hele. Han ville gerne have et spindelvæv, og det blev der rigtig
mange svejsninger på, så sådan lærte jeg det. Det var virkelig learning by doing
og sådan er det fortsat. Vi tre, Dorte, Charlotte og jeg [Gitte], har levet af det i 13
år. Vi laver specialopgaver til alle mulige. Hvis vi ikke kan klare en opgave, kan
vi som regel sende den videre til nogen andre. Vi laver bestillingsarbejder. Vi
laver vores varekatalog. Og så laver vi udstillinger. Så vi rækker ret bredt. Nu
har vi så i de sidste seks år haft en mand ansat til de mere tunge opgaver, Jesper
Sølling, som kan montere og klare nogle af de lidt mere allround opgaver med,
hvis nu fx der skal monteres et sikkerhedsgitter et eller andet sted, så klarer han
det og det er han god til. Ingen i kvindesmedien er udlærte, vi er alle sammen
selvlærte og derfor har vi heller ikke haft nogen lærlinge, kun praktikanter.
102
Spørgsmål: Når I nu tager praktikanter ind, hvordan lærer i dem så det, de skal
lære?
Gitte: Jamen, vi tager heller ikke hvem som helst ind. Nu var der jo en pige. Og
hun har gået og spurgt om hun måtte komme ind i et stykke tid. Og nu er hun så
blevet udlært klejnsmed, og hun har så spurgt om hun kan komme her hvis hun
selv har penge med seks måneders løntilskud, og ja, nu starter hun her i næste
måned.
Spørgsmål: Når I nu tager praktikanter ind, hvordan kan I så se, om de kan lære
det?
Gitte: En af vores første praktikanter er her faktisk stadigvæk, hun er rigtig
dygtig. Men fx var her en pige, som tydeligt var utryg ved maskinerne. Og så er
det jo ikke smart. Man skal være tryg ved at bruge maskinerne, når man arbejder
med jern. Og så kan man hurtigt se, om de har sans for at svejse. Der er så
nogen, der er meget kreative og kunstneriske, og som bare forstår det med det
samme og laver flotte ting.
Spørgsmål: Hvor lang tid tager det at lære at svejse?
Gitte: Teknikken kan du lære på en dag. Og så gælder det så bare om at svejse
en masse og øve dig på det. Men at blive rigtigt dygtig til det kan godt tage et par
år. Det er forskelligt igen, nogen har bare mere sans for det end andre.
(Vi ser filmen fra Nationalmuseets etnologiske arkiv).
Vi har ikke en traditionel esse, men der har været en her engang. Hvis vi skal
lave et eller andet for børnene herude eller et show til en forestilling, så kan vi da
godt stå i en åben esse og vise os, men til daglig er det alt for besværligt og
tidskrævende at tænde og slukke den. Så vi har en gas-esse, som tænder og
slukker på et øjeblik og som er nemmere at regulere temperatur på, men det er
stadigvæk noget man skal kunne. Esse-smede kursus er faktisk det eneste kursus
jeg har været på.
103
Spørgsmål: Kunne man lære at smede hestesko ved at se på den der film?
Gitte: [?]
Spørgsmål: Hvis man nu havde værktøjet, essen, ambolten og vidste hvilken
slags jern man skal bruge og kunne skaffe det. Og vidste hvor varmt jernet skal
være. Den slags ting?
Gitte: Ja, man kunne vel gå i gang med at øve sig. Jeg har faktisk prøvet at
smede hestesko. Det er meget svært.
Spørgsmål: Hvad er svært ved det?
Gitte: Det er først og fremmest meget fysisk hårdt arbejde. Hamrene er tunge.
Det er ikke for små piger. [Gitte er selv ret lille og ikke særlig kraftigt bygget].
Det er heller ikke let at få det i den form som hestens hov er. De har jo
forskellige hove, så man kan jo ikke lære det udenad på den måde. Så man skulle
jo lave rigtig mange hestesko for at blive god til det, og det er der jo ikke rigtig
heste nok til, at der skal skos nu om dage. Jamen, når man først kan det så er det
jo ikke svært. Men i forhold til os, selvom vi synes det er sjovt så giver det jo
heller ikke brød på bordet. Man står jo ikke og laver hestesko længere. Og man
laver heller ikke værktøj længere.
Jeg har gået og essesmedet i mange år oppe i Hammermøllen ved Hellebæk oppe
i Nordsjælland. I første omgang blev den bygget til at male korn til alle
arbejderne på Kronborg, så blev den lavet om ti essesmedje til den gamle
geværfabrik, hvor bl.a. geværløbene til svenskekrigene blev smedet. Det er med
to hamre, og møllehjul udenfor, som trækker de to hamre. Så der har jeg stået og
smedet meget sammen med en gammel smed….[Vi ser lidt mere på filmen]
Gitte: Smeden var uundværlig i landsbysamfundet. Han måtte jo bande og tisse
på offentlige steder, han blev tilgivet alt. Han havde heller ikke tid til at sidde i
brummen, det var jo ham, der var omdrejningspunktet i hele samfundet. Uden
ham fungerede samfundet slet ikke.
104
Spørgsmål: Hvor lang tid tager det at lære at lave hestesko, som de gør på
filmen?
Gitte: Det aner jeg ikke? Nogen lærer hurtigt, andre skal bruge længere tid. Der
er jo ikke nogen, der lærer den slags længere. Men de lavede jo også plove og
harve og skovle og alt muligt værktøj. Det der er jo bare en af tingene. Man ville
jo aldrig få nok rutine i det i dag. Det er ikke svært at banke rødglødende jern,
det synes jeg ikke. Men jeg bruger det mest til at lave grene til træer. Det der træ
er svejset op fra grunden (Gitte viser et billede af et træ i en brochure). Så banker
jeg på jernet, mens det er rødglødende. Alle de der grene har været i essen. Så
banker jeg det op, så det får en struktur, der ligner bark.
Spørgsmål: Hvor lang tid tager det alt lære at lave det på den måde?
Gitte: Det tager ikke særlig lang tid, det er bare at gå i gang og så se, hvordan
man kan lide, at det skal se ud og så tage det der fra. Fx Dorte og Charlotte og
mig, vi vil gerne have det på hver vores måde, så det bliver forskelligt. Jeg har
lavet mig en niche i den danske folkekirke, jeg har lavet lystræer til omkring 30
folkekirker efterhånden. Jeg har for eksempel lavet skulpturerne i Skt. Bendts
Kirke i Ringsted og i Frelserkirken. Så på den måde får man sig jo et navn
efterhånden.
[Vi ser nogle billeder af skulpturer, Gitte har lavet.]
Spørgsmål: Hvor lang tid har det taget at lave fx det træ i Skt. Bendts Kirke?
Gitte: Puh, det tog lang tid, men da skulle jeg også finde ud af hvordan det
skulle gøres, det var det første af sin slags. Når man først har lavet nogle flere, så
går det jo lidt hurtigere. Men lige den i Skt. Bendts Kirke, foran Erik Menveds
grav, var svær. Det var jo et meget ærefuldt job. Og der er ikke noget andet
interiør i den kirke, der er fra efter1600 tallet. Og det træ kommer måske til at stå
der i de næste 200 år, hvem ved? Så det er sjovt at komme ind i kirkerne på den
måde, jeg har også lavet noget til Odense Domkirke og andre kirker derovre og
en kirke ovre i Århus. Og også en kirke oppe i Norge nu. Så det breder sig. 30
kirker i alt er det blevet til.
105
Spørgsmål: Er mange af jeres opgaver nogen, der kræver, at i tænker dem
igennem og udvikler dem først?
Gitte: Ja, men vi er blevet ret gode til det, for det er den måde vi er kommet
dertil, hvor vi er i dag. Ved bare at sige ja og så gøre det.
Spørgsmål: Der ligger en masse små film, hvor smede laver forskelligt arbejde.
[Vi ser Forging a Heartbar Horseshoe. En smed står og smeder hjerteformede
hestesko på ladet af en truck. Han forklarer hvilken type stangjern han bruger. Så
går han i gang.]
Spørgsmål: Jeg tænker på om den film ville være nemmere at begynde at smede
udfra? Når der nu er lyd på? Han forklarer jo hvad han gør.
Gitte: Tja, det ved jeg ikke. Det bliver jo ikke nemmere af, at han fortæller om
det.
[Gitte virker ikke særlig interesseret i filmen og den præmis at lydsiden eller
andre eksplicitte oplysninger skulle gøre en forskel. Vi ser i stedet for Blacksmith
Forging Leaves…en smed laver blade fra fladt 1 tomme - ¼ tomme stangjern.]
Gitte: Nå ok…
Spørgsmål: Det er måske mere lig det, som i laver?
Gitte: Nja, han banker bladene ud. Han har en fjeder-hammer, det sparer lidt på
kræfterne. Sådan en gad jeg godt ha. Så kører det bare. Det er flot, det han laver
der. Mange af de blade jeg laver dem skærer jeg ud af pladejern. Der har jeg en
elektrisk sav, det er meget nemmere og hurtigere, det er kun hvis de skal være
tykkere at jeg laver det sådan der. Ellers kan jeg lave det koldt. Man kan også
standse dem ud, men jeg kan godt lide, at de ikke er ens alle sammen. Så skal jeg
banke struktur i det.
Spørgsmål: Han fortæller jo lidt om, hvad han gør. Tror du det er nemmere at
gøre det efter, når han fortæller om det han gør?
Gitte: Hm…[ser filmen]. Han snakker så meget at jernet bliver koldt. Nå, nu har
han haft den i essen.
106
[Der er faktisk klippet i filmen, så man ikke kan se, hverken jernets farve eller
hvor lang tid det er i essen].
Spørgsmål: Men han viser jo ikke hvor lang tid det er i essen?
Gitte: Nej, men jeg kan høre at han har en gas esse.
[….]
Spørgsmål: Men det bliver vel dyrt det der? Hvis du skal lave en låge med sådan
en masse blade på, hvad koster det så?
Gitte: Det er ikke så tit, at folk vil ha den slags, men det ville jo nemt løbe op i
10.000 og sådan en koster normalt ikke mere end 4-5.000. Så vil folk gerne have
et eller andet motiv på, som de kan lide.
Spørgsmål: Er han dygtig ham der?
Gitte: Det ved jeg ikke. Det der er meget fint. Nå det var da sjovt, det vil jeg da
dyrke lidt [om YouTube][Gitte har noget arbejde, hun skal nå og har ikke mere
tid] [Jeg takker for interviewet]
Interview med Eivind Lingås, ortopæditekniker inden for
fodtøj, Trondheim
Eivind Lingås er 47 år og fra Trondheim. Han er uddannet ortopædisk skomager og
arbejder som ortopædisk tekniker på en ortopædisk klinik tilknyttet Trondheim
sygehus.
Spørgsmål: Hvordan fik du lyst til at lære skomagerfaget?
Eivind Lingås: Fordi jeg længe havde haft et ønske om at lave mine egne sko.
Mine egne motorcykelstøvler. Og så løb jeg tilfældigvis ind i en gammel skomager,
som havde været i militæret sammen med min far. Og han havde lyst til at sælge sit
skomagerværksted og da han hørte om min interesse for faget fik han lyst til at
107
sælge det til mig. Og det skulle jeg få for en billig penge, for han var ved at gå på
pension. Så jeg gik i lære hos ham. Han havde arbejdet i skomagerfaget siden han
var 16 år, så han havde lavet sko hele livet. Han havde været i lære. Men han havde
ikke noget svendebrev, så jeg var tidligt klar over at han ikke kunne give mig et
svendebrev selv. Så jeg gik sammen med ham og lavede forskellige ting som
småreparationer, så der stiftede jeg bekendtskab med læder og skind og limning,
slibning. Ting om er væsentlige i skomagerfaget. Og da jeg havde købt hans
værksted, og havde været i lære hos ham i et års tid, så sker der det, at han pludselig
dør. Så der sidder jeg med et værksted og ingen læremester. Og jeg kunne da lave
en del småreparationer, men jeg følte mig langt fra kompetent. Så kommer jeg
tilfældigvis i kontakt med Ortopædisk værksted, som havde brug for en med lidt
erfaring med sko. Der findes ingen ortopædisk skole, så erfaring og relation til
materialer var på en måde godt nok til en begyndelse. Og så starter jeg på
Ortopædisk Værksted. Begyndte at lave såler og begyndte at bygge sko op til folk
som er halt på benet og som har forskellig benlængde. Og det lærte jeg på den
rigtige anatomiske måde. Ikke ligesom ham skomageren, som byggede op fladt fra
2 cm. Og det er utroligt vigtigt at man har rigtigt fodtøj når man har en skade, så
den ikke bliver værre og forplanter sig til resten af kroppen. Så der fik jeg en meget
dybere indføring i hvordan man skal bygge sko. Jeg indgik i et læreforløb på 5 år,
som starter med teori. Kravet i teorien er anatomi, sygdomslære og læren om
muskler og nerver. Det var et 3-5 måneders ikke specielt intensivt forløb. Der er en
bog, et pensum, som man skal igennem. Så det kursus fik jeg. Det var min chef som
underviste og så gik jeg til en kommunal fagprøve. Og da jeg havde gjort det kom
den praktiske del, som var på en skofabrik. Da startede jeg med en trælæst, som er
det væsentligste udgangspunkt for enhver sko. Man kan sige at foden er
udgangspunktet for enhver sko. Men foden bliver da omsat til en trælæst. Og
vigtigheden af den trælæst forstod jeg efterhånden. Hvor pinligt millimeternøjagtigt
den skal være. Trælæsten arbejdede vi da med på fabrikken, hvor ingeniøren
underviste mig i, hvordan man skal forme den ud fra, hvad der i begyndelsen var
min egen fod.
Spørgsmål: Hvor meget teoretisk læring er der i fremstillingen af en trælæst.
108
Eivind Lingås: Teoretisk er der ikke så vældig meget i det. Man tager 6-8
forskellige mål af foden, med længde, bredde, højde, diagonalmål, højde over vrist
osv. Så det er udgangspunktet. Og så gælder det bare om at få følelsen for den
trælæst. I begyndelsen var jeg ganske statisk. Målene var det udgangspunkt jeg
havde.
Spørgsmål: Kunne du have lært dig selv at lave den trælæst?
Eivind Lingås: Nej, det kunne jeg umuligt have gjort. Jeg fik en masse små
uvurderlige fif af ingeniøren undervejs. Nu forstår jeg bedre hvad han mente med
sine råd, men det forstod jeg ikke dengang. Mine første sko blev ikke helt
vellykkede på grund af manglende forståelse af vigtigheden af trælæsten. Så der kan
man bare gå tilbage og begynde forfra for at perfektionere sig. Og til hver eneste
fod, man skal lave en sko til skal man lave en ny trælæst.
Spørgsmål: Hvor lang tid tager det for en mesterskomager at lave en læst?
Eivind Lingås: En ortopædiingeniør gør det vel på et par timer. På en time, hvis
han er meget dygtig. Og så skal man jo lave en til hver fod. Og specielt ved det
ortopædiske fodtøj er der jo stor forskel på dem udover at de er modsat. Han må
opfatte formen på foden og oversætte det til trælæsten.
Han tager selvfølgelig mål og så på grundlag af erfaringen, så kan han tage et indre
fotografi af foden. Og så må han tage hensyn til sår, som der tit er på ortopædiske
patienters fødder. Så skal der støbes en plastikform, som trækkes rundt om
trælæsten, så at kunden kan prøve en prøvesko før produktionen af skoen går i
gang. Så kan det være at læsten skal justeres lidt og det kan man gøre ved at slibe
eller forlænge eller fylde ud her og der. Så på den måde kan arbejdet med læsten
godt tage længere tid end to timer. Og kunden er måske ikke tilfreds anden gang
heller, så arbejdet med trælæsten kan alt i alt godt blive 4-5 timer inden man kan
sætte produktionen i gang. Og en mand der skal lave denne her produktion vil nok
bruge 5-6 dage på et par sko. Men på fabrikken er arbejdet jo effektiviseret, så der
er mange der laver hver sin del af processen. Men en mand som sætter sig ned og
måler et par sko til de er færdige, så går der nemt en hel arbejdsuge.
109
Spørgsmål: Det lyder dyrt…
Eivind Lingås: Det er dyrt. Skindet skal udvælges, det skal blødgøres, det skal
strækkes, det skal limes, skoen skal fores, der er mange processer. De
fabriksfremstillede sko der laves i dag er lavet ud fra en uniform model. Der tager
man et mål, som man mener passer de fleste mennesker og så bliver det jo ikke helt
perfekt. Oplevelsen, da jeg tog mine egne sko på første gang overgik jo alle andre
oplevelser med at have et par sko på. Da kom jeg bare hjem.
Produktionen af skoen starter med en sål under foden, som kaldes fodsengen. Den
tager hensyn til belastningen, som foden modtager fra kroppen. Det næste er en
bindsål. Det er den som selve skoen fæstes på, som overlæderet fæstes på og som
sålen fæstes på. Den er på en måde skoens bjælke. Og den sål laves helt tidligt i
processen efter en gipsafstøbning af sålen. Så når kunden prøver sin nye sko, stikker
han foden i en perfekt sål. Det er overlæderet som skal tilpasses i prøvesko
processen. Og da kan man justere den. Når prøveskoen er perfekt og kunden er
tilfreds med hvordan prøveskoen sidder, så starter produktionen af skoen med
udgangspunktet i bindsålen og trælæsten. Det er udgangspunktet for overlæderet og
undersålen.
Spørgsmål: Er der nogen teknologiske landvindinger, der gør at man nu gør disse
ting på en anden måde?
Eivind Lingås: I midten af 1970’erne kom der en lov, der foreskrev at bindsålen
ikke længere behøvede at være lavet af læder, som det var påbudt at den skulle være
i skoproduktionen før 1976, tror jeg at det var i Norge. Så kom plastikskoen på
markedet for at billiggøre skoproduktionen. Så der forsvandt skomageren. Det var
den lov, der gjorde det af med faget. Så der tog skoen en udvikling væk fra det
personlige og så var der ikke behov for skomageren længere. For skoen blev ikke
syet længere. Den blev smeltet sammen, så at sige. Og så kan man heller ikke
reparere den. Så smider man den bare væk og køber en ny. Så håndskomageriet og
reparationshåndværket er bundet i at skoens bindsål er lavet i læder. Der findes jo
selvfølgelig nogen der har råd til at få lavet personlige sko og derfor er der
stadigvæk et lille marked for håndskomageren. I 1970’erne mødte jeg en mand, der
havde skostørrelse 54, tror jeg at det var. Enormt store fødder havde han i hvertfald.
110
Han fik lavet sine sko på det værksted i Trondheim, som ham min skomager
arbejdede på. Dengang kostede det ham mellem 5 og 10.000,- at få lavet et par sko.
Det bliver jo frygteligt dyrt, kan man tro. Men den der sko har man jo i 10-15 år
imens de fleste mennesker køber nye sko hvert eller hvert andet år. Så lad os sige at
skoene koster 7,500,- og holder i 15 år så har du alligevel sko for 500,- om året.
Dengang kostede det jo 200,- for et par Converse og dem gik der måske to af pr.
sæson. I dag er der jo en skoproduktion i Oslo, som tager mål af folks fødder. De
koster hurtigt 7-8.000 og opefter og der findes et marked for dem der er villige til at
betale.
Spørgsmål: Ligesom man kan gå et par fabriksfremstillede sko til, fordi de skraber
på og klemmer i begyndelsen, kan du så ikke også gå et par håndlavede sko ud af
form, så at sige. For du tager vel ikke mål af hvordan folk går. Hvis man nu halter
eller går skævt ødelægger man så ikke også et par håndlavede sko?
Eivind Lingås: Nej, slitagen på et par specialsyede sko bliver mindre. Jeg ændrede
mine sko efter at jeg var begyndt at gå med dem. Jeg sætter nemlig hælen ned når
jeg går og den flade hæl passede mig ikke så godt. Så jeg gjorde en afbøjning i
hælen så den er tilpasset min måde at gå på. Og så slider jeg også mindre på skoen,
samtidig med at den fanger min fods form. Og når du går med et par
fabriksfremstillede sko så slider du dem mere, fordi de ikke passer din fod fra
begyndelsen.
Spørgsmål: Er der så sådanne servicetilpasninger med i prisen, når man køber en
håndlavet sko.
Det ville jeg have tilbudt, det er kun rimeligt, men hvad de gør ved jeg ikke for jeg
har ikke været der.
Vi udjævner jo benlængde forskellen på de her patienter, men deres gangart er jo
ikke blevet bedre dermed. Så skoen skal bygges anatomisk rigtigt. Man har faktisk
ikke lov til at bygge op en sko hvis man ikke er uddannet, fordi den kan gøre så stor
skade, hvis den ikke er rigtigt lavet. Og det forstår jeg godt. Vi får en del sko ind,
som er bygget af skomagere og de passer ikke til de her patienter. Men når de så får
anatomisk korrekte sko, så siger de: Så nu kan jeg jo gå. Man må også vide hvorfor
patienten har behov for specielle sko. Vi laver jo ruller på sko. Vi bygger jo sko
111
efter det som hedder Löscher princippet. Hvis du kan forestille dig de her gamle
stempler, der er runde nedenunder. De hedder Löscher, tror jeg. Man har måske fået
en skade i foden i en trafikulykke måske. Og så er foden blevet stiv. Og hvis ikke
foden er fleksibel og kan bøje sig, så må skoen være det. Når du tager et skridt, så
trækker du storetåen op. [Eivind rejser sig og tager et skridt for at demonstrere] Det
har du måske aldrig tænkt over. Da strammer du stortåens bånd. Og når storetåen er
strakt, da er foden stiv. Og når man så sætter foden ned. Så slapper man af i foden.
Og så bruger du nogle andre muskler til at sparke fra og sætte dig i bevægelse og
det går op i ankelleddet der, og så er det op i luften og du strækker tåen igen for at
modtage landingen. Så en fod går fra at være en stiv klump til at være en flydende
klump. De 26 knogler derinde de bevæger sig i forhold til hinanden. Du har folk
som er platfodede. De sætter foden ned sådan her. Som et bræt. Og de ødelægger
deres egen gangart, hvis de ikke får anatomisk rigtige sko. Og små ting ændrer sig
og forskyder sig op i knæ, hofte og ryg. Så rigtig mange problemer begynder faktisk
med de rigtige sko. Og det er derfor at du ikke bare kan lave et par sko, selvom de
ligner
Spørgsmål: Så nu er du udlært ortopædskomager fordi du tog fagprøven.
Eivind Lingås: Jeg har en titel, der hedder Ortopæditekniker indenfor fodtøj. Jeg
har ikke et diplom, som siger at jeg er skomager. Jeg kunne have taget en
uddannelse som skomager med den undervisning jeg har haft, men så ville det have
været en meget længere proces, for jeg skulle have haft en masse om design. Så
måtte jeg kunne designe et par sko for teatret for eksempel. Jeg tog min uddannelse
for at jeg kunne få en faglært teknikers løn på værkstedet.
[Vi ser nu Rothenborgs stumfilm håndskomageren fra 1967. Vi ser en ældre mand,
skomageren tage mål af en fod. Så går han i gang med at lave sin trælæst. Filmen er
over en time lang og den følger nøje alle processerne fra måltagningen til skoen er
færdig. Man ser en mand, som sidder ved siden af og tager notater. Man kan se på
skomagerens mundbevægelser at han fortæller hvad han gør. Dette resulterer i
stumfilmens mellemtekster, som ikke er meget udførlige, men de forklarer, hvad
skomageren gør]
112
Eivind Lingås: Han starter med at tage et omrids af foden og det er jo også sådan,
at vi gør det. For da får man placeret vristmål, fodlængde, bredde, ballepunktet
[fodballens placering] ballepunkt er et vigtigt ord i skomageriet [høj latter]. Man
kan sige at det er det punkt som foden på en måde drejer sig om. Så nu tegner han
omridset. Man skal egentlig tegne to streger, nemlig ret ned og skråt ind og det gør
han. For foden forandrer sig jo også. For foden er jo mange større om aftenen end
om morgenen. For når man har ligget i sengen i otte timer er der jo ikke så meget
blod i. Så han tegner lidt ind og så en anden streg som er lige ned – og så tager man
en mellemting. Så nu tager han vristhøjden. Vristhøjden er vigtig for åbningen af
skoen, er vristhøjden stor, så må skoens åbning være tilsvarende. Nu laver han
trælæste ud fra nogle trælæste som i udgangspunktet er lidt generelle. Og så putter
han skindlapper på eller sliber af for at tilpasse fodens mål. Og lægger læderlap på
vristen, fordi kundens vrist antagelig er højere end, hvad læsten er.
Spørgsmål: Så nu er vi midt i skomagerens kernekompetence, kan man sige det?
[Ja, siger Eivind]
Kan man ved at se på at han laver denne læst – for det er jo meget detaljerede
billeder – gå i gang med at fremstille sin egen læst. Hvis du forestiller dig at jeg
dedikeret ønsker at lære at lave sko og så ser denne her film og så prøver på at gøre
skomageren kunsten efter.
Eivind Lingås: Nej, slet ikke. For du så jo bare at han stiftede en læderlap på
overkanten af skoen, men hvad han skulle bruge det til kan du jo ikke se. Han har jo
nogle mål og et billede af foden i hovedet. Og det kan du jo ikke se på filmen.
Spørgsmål: Hvis du nu forestiller dig at man skulle nedskrive anvisninger på,
hvordan man skal lave en læst efter en fod. Kan man det? Kan man skrive noget ned
som er generelt, eller er det sådan at enhver situation er så unik at den tilskriver, at
man gør noget nyt hver gang?
Eivind Lingås: Generelt er det jo det samme man gør hver gang. Man lægger jo
lidt til og sliber lidt fra. [hugger en hæl og klipper en tå så at sige] Men det er
113
vanskeligt at nedskrive noget sådan at en udenforstående kan sætte sig ind i det.
Den teoribog som jeg læste i forstod jeg ikke meget af da jeg læste den. Jeg fik
nogle retningslinier, men jeg blev ikke særlig klog af det. Der mangler meget af det
som jeg forstod efter at have læst teksten og frem til det som jeg forstod efter at jeg
havde fået forklaret det mundtligt og var gået ind i processen. For det er en
vanskelig ting at forklare bare med ord. Det har måske noget med forståelse af form
at gøre.
Nu ser vi at han sliber og stifter [ ]. Den er ikke så dårligt fremstillet, den her film.
Man ser at han tjekker målene. Der har vi bindsålen som han også stifter på. Så nu
kontrolmåler han læsten. Så har han sandsynligvis været og slebet på den. Der tager
han diagonalmålet som er meget væsentligt. Og i branchen bruger vi et specielt
målebånd, som måler centimeter på den ene side og i franske mål på den anden. Så
måler vi på den ene led i centimeter og vender og tager det andet mål i en mindre
skala. Det vil sige at åbningen af skoen bestemmes ud fra diagonalmålet fra hælen
frem til storetåen. Så det kan man godt læse sig frem til. Nu ser det ud til at han
starter med at tegne overlæderet efter nogle faste modeller, for det findes der.
Skisko for eksempel er jo af en type som er meget anderledes end spadseresko. For
skiskoen er af en grovere type end spadsereskoen som kan være spids. Så der er
nogle fastsatte målformer, som jeg kan se at han arbejder efter [men det kan jeg jo
ikke se].
Spørgsmål: Jeg købte et par cykelsko da jeg var i tyverne og dem kan jeg slet ikke
komme ned i længere. Så min fod er vokset. Hvornår holder foden op med at
vokse?
Eivind Lingås: Det er faktisk et godt spørgsmål, for foden behøver faktisk ikke at
holde op med at vokse. De fleste holder jo op med det på et tidspunkt, men hvornår
det er det ved man bedst selv. Men den kan holde op med at vokse og så alligevel
vokse igen på et senere tidspunkt. Nu lægger han altså en hud på. Det er faktisk lidt
mærkeligt for man bruger udtrykkene skind, hud og læder, men det dækker faktisk
over det samme alt sammen. Man bruger gerne ordet hud om store stykker som i en
sofa. Men i en sko siger man skindet. Så nu vælger han et stykke skind fra huden.
114
Delene skæres fra forskellige steder på huden. Det har noget med strækevnerne i
huden at gøre. Dyr har strækevner på benene men ikke på ryggen. Og det benyttes
der hvor skoen skal strække sig i læderet, for eksempel i hælen der bruger man
skind som er taget fra foden på dyret, men der hvor den skal være solid som
tålæderet, der bruger man skind fra ryggen på dyret. For den skal kunne tåle slitage.
Så det skal man jo lære at skære ud. Men det kan man faktisk læse sig til. Men det
lærer man også at mærke, hvorfor en retning skindet strækker sig. Så nu tager han
de forskellige dele og samler sko. Overlæderet er syet færdig i et stykke. Så nu skal
skoen sys færdig. Tå, Overlæder, hæl, pløse. De skal sys sammen til en enhed. Og
åbningen til at komme ned i skoen ligger også der nu. [Vi ser en hud der er skåret
ud i mange forskellige dele. Der er skåret ud til flere forskellige sko] Han finder
bindsålen og halvsålen på ryggen. Men det her er, selvom det er meget detaljeret
vist ikke godt nok til at jeg kunne have forstået hvordan jeg skulle bygge en [god]
sko. Der mangler en del tekst rundt om billederne til at forklare det. For det man
kan se her er at han udskærer stykker med læder, og når han sætter overlæderet på
er der jo ikke en forklaring på hvorfor han har brugt en anden type læder til hælen
og tåen, det står der ikke noget om. Nu skærer han hajtænder i det stykke som skal
formes rundt om hælen på læsten, kan jeg se, og det skal formes under. Og der
bliver det vældig meget krøl, hvis ikke man gør det på den måde, for det skal
skålformes. Nu skærferer han det vil sige at han skråskærer, han fortynder den på
siden.
Nu har han et langt smalt stykke som han mærker. Det der er randen som går rundt
som fæstes til bindsålen og så fæstes overlæderet til den. Så den er bindemidlet
mellem undersålen og overlæderet. Den bliver syet på. Der bliver og en stiftning,
jeg vil tro at vi får nogen træplugger at se, som er midlertidige i den proces. Ja, nu
laver han bindsålen. Det er fordi han ikke har monteret noget i overlæderet. Jeg tror
han bruger et stykke kraftigt pap. Det har jeg engang lært af en gammel skomager.
Det papstykke gennemvæder han med en lim og acetone og så bliver det fra et være
blødt og medgørligt at forme stift og hårdt. Skærer han bindsålen efter kanten på
trælæsten hele vejen. Bindsålen skal være nøjagtigt lige stor som trælæsten. Vi har
ikke set hele processen med trælæsten, det er de gået lidt hurtigt hen over. En
115
forhøjning tildannes på bindsålen til randen [læser fra mellemteksterne] Nu ser det
ud som om han ikke var tilfreds med sin udskæring og justerer efter. Nej han
finskærer. Og formen på bindsålen vil også blive formen på sålen under. Nu stikker
han mærker der hvor han tog mål. Nu skærer han gelænken smallere. På indersiden
af foden. Nu skærer han noget bort. Det der det har jeg ikke lært. Nu tager han
faktisk en halv centimeter. Så han laver bindsålen smallere end trælæsten. Sådan
har jeg ikke lært det. Nu bruger han noget som hedder grovningsøjet. Nåh ok, han
skærer ikke han markerer den. Nej, for det der er ikke bindsålen, det der er
undersålen. Det kan jeg se fordi jeg genkendte det værktøj der. Og så sliber han
kanten, han skråskærer kanten. Det er synd han ikke snakker. Han kunne have
fortalt en del. Man ville bruge en hvaltand til at markere og ikke en kniv så han
skærer…der limer han den vil jeg tro. Nu forstår jeg ikke hvad han gør. Det er som
om han trækker værktøjet rundt og markerer noget. Og fortynder her og der. Det der
har jeg heller ikke lært. Det ser næsten ud som om han fortynder sålen efter fodens
underside. Nu fæster han den der sål på læsten. Da vil jeg tro at bindsålen ligger
under. Han holder stifterne i munden. Der sidder faktisk en der, som tager noter [det
er nok ]
Spørgsmål: Men det er jo ikke så mange tekster det bliver ud af det. Er det sådan at
de her gamle skomagere er dårlige til at fortælle hvad de gør?
Eivind Lingås: Han behøver jo ikke at fortælle hvad han gør. Han skal bare vide,
hvad han skal gøre [latter]. Men han skal jo også fortælle samtidig med at han
arbejder og det er måske også lidt svært. Nu lægger han nogle stykker på, som jeg
ikke kan se, hvad er. Nu stiver han tåkappen med en eller andet limopløsning. Man
tog jo grisebørster for at gøre tråden stiv, den flettede man ind i tråden. Så kunne
den bruges til at gå igennem huller som er stive, som når man skal sy tåkappen på.
[Vi har nu set filmen i en halv time og der er mere end en halv time tilbage og vi
afbryder for at se film på Youtube i stedet for] [Vi holde en kort pause og henter
kaffe]
[Vi finder forskellige film på YouTube.com. Der er nogle der viser en trinvis og ret
detaljeret gennemgang af håndfremstilling af sko af læder. Der er en serie, der
116
hedder how to make a shoe, parts 1-6. En skomager viser fremstilling af sko på en
traditionel måde, som ligner Rothenborgs stumfilm fra 1967. Men den går hurtigt
frem. Skomageren er dygtig, mener Eivind].
Eivind Lingås: Jeg kan se at han bruger en plastisk læst, ham der. Det er noget, der
hedder en plastik chablong. Den er antagelig lavet efter en model som passer flest
mennesker, så den er ikke målt efter en speciel fod.
Spørgsmål: Kan man ikke tage en plastisk afstøbning efter foden?
Eivind Lingås: Nej, det går ikke for den her er lavet efter en gipsafstøbning. Og
hvis du stikke din fod ned i noget gips, så har du ikke nogen fod længere.
Spørgsmål: Kan man ikke plastre den ind i gips, som når man har brækket foden,
og så skære den fri bagefter?
Eivind Lingås: Det kunne man nok gøre og det er der måske nogen der gør, det ved
jeg ikke. Men det ville nok ikke blive hverken billigere eller bedre end at bruge en
trælæst.
[Og filmen er informerende. Skomageren forklarer, hvad han gør, men vi kan ikke
afgøre, hvor facetteret denne fremstilling er, da den er på ungarsk. Vi finder en som
viser sig at være ganske detaljerig, men den er indisk og med indisk speak. En
anden detaljeret og instruktiv filmserie hedder the shoemaker film. Shoeschool. Den
er amerikansk og forsynet med speak, men der ligger på YouTube kun en
reklametrailer for filmene, som man kan købe på Shoeschool.com.64 Andre film
som Zapato shoe er mere optaget af det designmæssige aspekt af skomagerfaget65].
Spørgsmål: Hvis vi skal opsummere på disse film på YouTube, kan man da sige at
de er informative?
Eivind Lingås: Jeg synes at man kan sige, at de dokumenterer væsentlige dele af
håndfremstillingen af sko, og at jo mere detaljeret filmen er og jo mere speak og
forklarende instrukser filmene er forsynet med, desto bedre er de. Men der er
64 http://www.youtube.com/watch?v=tqQ9zWxBfg8&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=6LsE4nsEOJk&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=nC5gxZimxpk
65
117
samtidig nogle af de essentielle kompetencer indenfor skomagerfaget som
måltagning, fremstilling af læsten samt hele håndelaget, som umuligt kan vises på
film, fordi det er noget man skal indlære i kroppen og hovedet. Det kunne være
rigtigt spændende, at se disse der Shoeschool film, fordi de er fremstillet for at
undervise i faget. Og jeg mener at man potentielt i et læreforløb kan have stor nytte
af sådanne film.
[slut]
Interview med Elsebeth Aasted Schanz,
museumsinspektør for håndværksområdet i Den
Gamle By, AarhusElsebeth Aasted Schanz har det administrative ansvar for de udstillede
håndværk i Den Gamle By. Hun har været forlægger og udgivet bøger med
speciel interesse for håndværk.
Elsebeth Aasted Schantz: Museet har en strategi med levende formidling af
håndværket ved at publikum kan møde vores håndværkere når de arbejder i
den gamle by. Oprindelig var det tanken, at håndværkerne skulle iføre sig
historisk korrekte klædedragter og snakke anderledes, men de har indtil
videre modsat sig det, fordi der ville komme endnu flere afbrydelser i
arbejdet fra publikum, alene det at komme til og fra arbejde og pause ville
tage lang tid når de skulle stoppe op og snakke med publikum.
Spørgsmål: Hvor mange håndværkere er der i Den Gamle by?
Elsebeth Aasted Schantz: Vi har en smed en gang imellem, og så har vi jo
Lars som både skiltemaler, bødker og billedskærer. Men så har vi jo Carl-
Henrik, som er murer og som står i publikumsområdet og agerer som murer
mens han murer på et hus og han svarer jo også på spørgsmål fra publikum
og formanden er vist ret træt af at han altid svarer på alle disse spørgsmål, for
han har jo også noget, han skal have fra hånden i løbet af dagen. Tømrerne på
den samme måde er ikke ansat som formidlere, men der går lidt gråzone i det
der, fordi de jo er flinke og høflige mennesker, som svarer når folk spørger
118
om et eller andet. Så der er på den måde 25 håndværkere, men kun Gunnar
[smed] og Lars, som der er sat midler og tid af til.
Spørgsmål: Hvordan kan man dokumentere og bevare håndværksviden?
Elsebeth Aasted Schantz: Det er jo to forskellige ting. Vores håndværkere
tager jo nye lærlinge ind hele tiden, så der er nogen at give det videre til. På
den måde bevarer vi vores viden om håndværket. Og alt det arbejde der
bliver udført bliver beskrevet i bygningsrapporterne. Og det hænder da også,
at der bliver publiceret en bog eller artikel om bygningerne. Så sådan
dokumenterer vi processerne.
Spørgsmål: Har Den Gamle By en forpligtelse som museumsinstitution om
at bevare og dokumentere håndværksviden?
Elsebeth Aasted Schantz: Ikke noget der kommer udefra, men det er vi selv
interesserede i at sætte os som mål. Der hvor vi har en
registreringsforpligtelse, er der hvor der kommer gammelt værktøj ind, og
hvor vi vedtager at vi gerne vil bevare det i samlingen. Så skal vi jo
nummerere det og oprette en post i Regin.
Spørgsmål: Er der formuleret nogen kriterier for hvilke håndværksmæssige
teknikker og metoder, der bliver brugt til at vedligeholde de flere hundrede år
gamle bygninger?
Elsebeth Aasted Schantz: Ja, det er der, og det kan vi fordi vores
håndværkere på en måde er gift med deres arbejde. Og de er også
kvalificerede i at forske i hvilke stoffer og materialer, der hører til de
pågældende bygninger. Så det er kun hvis vi skal lave mere anlægsprægede
arbejder at vi henter folk ude i byen. Men det sker, at vi får et problem, hvor
vi ikke har den håndværksviden, der er nødvendig for at løse den ene eller
anden opgave. Så læser vi nogen bøger eller diskuterer med nogen fra vores
netværk, som måske ved mere om det. Så diskuterer vi det med hinanden og
prøver på at regne ud fra vores generelle viden, hvordan det skal foregå for at
være ’rigtigt’. Det er ikke altid, at det er den 100% rigtige løsning, vi finder,
119
men vi finder ud af det og vi når målet. Vi har jo ambitioner om at holde
håndværket levende. Og så har vi jo en ambition om at opbygge en
vidensbase med håndværk, hvor vores håndværkere kan de gamle teknikker
og kan dele ud af den, og det er vi ikke bange for at dele med alle mulige. Vi
er blevet mere indstillet på at hente tabt viden tilbage og den slags. Det har
måske været mere overfladisk før, men nu er vi mere bevidste om at anskue
visse ting som forskningsprojekter.
Spørgsmål: Kan man bevare viden om håndværkets udførelse ved at filme
det?
Elsebeth Aasted Schantz: Det er jo et rigtig svært spørgsmål. Man kan jo
ikke filme en håndværkers viden. Så man kan nok heller ikke vise, hvordan
håndværket udføres, for det skal man jo lære først. Men man kan godt
formidle, hvad der bliver gjort og hvordan det foregår og hele atmosfæren
omkring det på en film. Vi har faktisk planlagt at lave en film på vores
snedkerværksted. Ideen er at have de kendte håndværkere til at medvirke i en
lille film, som skal optages i 3D og spille i et loop i et lokale, som vi ikke har
fundet endnu. Scenariet er, at mester har ansat en svend og har også en
lærling. Og de skal så gå og arbejde med et objekt fx et møbel. Og tale om
det, diskutere detaljer, svenden spytter, fordi han tygger skrå, lærlingen får en
lussing, fordi han ikke hører efter, osv. Det skal indeholde noget miljø og
noget socialt, hvordan det var at være læredreng dengang og også få noget
håndværksteknik ind over, selvom det er sværere.
Spørgsmål: Så det er ikke en egentlig dokumentation af
håndværksprocessen?
Elsebeth Aasted Schantz: Nej, det er ikke ambitionen. Vi vil mere give
publikum en oplevelse af, hvordan det hele foregik dengang. Imagic skal lave
det, og rent teknisk skal det kunne lade sig gøre ved, at vi har et supertyndt
lærred, som vi spænder nede ved gulvet og så spændt fast gående skråt opad
op til loftet. Og skjult for publikum nede ved gulvet er der en projektor, der
projicerer filmen op på lærredet. Det skal så være så livagtigt, som om der
120
virkelig var et menneske i rummet. Og det kan man åbenbart godt lave. Et
teater i København har lavet noget lignende, godt nok med et andet firma,
men hvor en skuespiller danser tango med sig selv, og efter sigende skulle
det være meget svært at se forskel på film og virkelighed. På et teater kan
man så kontrollere det bedre, fordi der ikke er lysindfald fra dagslys, hvad vi
jo har masser af her, så det er jo krævende her, hvor det jo bliver meget koldt
om vinteren og meget varmt om sommeren. Der kan komme nogle problemer
med det. Det er indtil videre den eneste film, vi har planer om at lave. Og så
er Thomas, vores direktør, meget begejstret for dukker, hvad jeg ikke er på
samme som formidling af historie – det finder jeg er meget gammeldags.
Men han vil i hvert fald udstille nogle dukker. Og man kan få fremstillet
nogle meget fine nogen i England, til omkring 250.000,- stykket, men de er
også med hår og skæg og tøj super realistiske.
Spørgsmål: Bliver det så på bekostning af nogle af de levende mennesker,
der går omkring her?
Elsebeth Aasted Schantz: Nej ikke på bekostning af levende mennesker, de
har nogle andre roller at spille.
Telefoninterview med museumsinspektør Gitte Behr fra Hjerl Hede
Spørgsmål: Kan man betragte en film som en dokumentation på håndværksviden,
hvis den viser en håndværker udføre et stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt
med en lydside eller anden information, der oplyser om materialer, processer,
eventuelt om håndens bevægelser?
Gitte Behr: Man kan ikke bevare viden om håndværk på film, for man kan jo ikke
vise, hvordan hånden arbejder og hvordan det føles og en masse andre ting, som
skal opleves med kroppen. Og hun henviser til de fire film bødker, smed, maler og
karetmager, som viser Hjerl Hedes kompetencecenters egne håndværkere og som
ligger på Hjerl Hedes hjemmeside, og hvor Gitte Behr har skrevet de ledsagende
tekster. Gitte Behr understreger, at hun - selv om hun beskæftiger sig med de
håndværk som er bevaret levende på Hjerl Hede – aldrig kommer til at forstå dem,
fordi hun ikke selv udøver dem.
121
Spørgsmål: Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan aflære et håndværk,
ville du så mene, at man kan genskabe det pågældende håndværk, hvis man har
lærebøger eller tegninger der viser fagets teori, - evt. kombineret med
filmoptagelser, der viser håndværket udført?
Gitte Behr: Det mener jeg ikke, at man kan. Jeg mener slet ikke at håndværksviden
kan dokumenteres, for hvis du fx uddanner en karetmager med fire forskellige
læremestre, som vi har gjort, og man så uddanner en anden karetmager, som har
haft fx to læremestre, så vil det jo ikke blive den samme uddannelse eller
håndværksviden, fordi det ikke er den samme håndværker.
Jeg har et ekstra spørgsmål: Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan
udføre et håndværk – og der i et museumsperspektiv er et behov for at udføre det
pågældende håndværk – ville det så være interessant at forske i diverse kilder for på
den måde at genoplive det pågældende håndværk? Og kan man det?
Telefoninterview med Niels-Erik Jensen,
museumsinspektør fra Nationalmuseets afdeling i Brede,
22/4, 2010.
Spørgsmål: Hvordan mener du at I på Nationalmuseet varetager håndværk som
Danmarks immaterielle kulturarv?
Niels-Erik Jensen: Jeg mener, at håndværk er noget materielt og jeg opfatter
umiddelbart definitionen af håndværk som immateriel kulturarv som
selvmodsigende. Bevaringen af håndværk på Frilandsmuseet er således
forbundet med de bygninger og artefakter, som museet råder over og kan
eksempelvis også være dokumenteret i de papirer, som museets arkitekter
udfærdiger. Jeg mener, at det er umuligt at dokumentere håndværksviden, fordi
den altid er knyttet til en person og fordi man ikke kan udtrykke sin fulde
kompetence i ord.
122
Spørgsmål: Hvad gør i for at bevare kendskab til håndværk på Frilandsmuseet?
Altså håndværk i betydningen menneskelig kompetence.
Niels-Erik Jensen: De håndværkere, der er tilknyttet Frilandsmuseet lærer deres
fag videre til de lærlinge de tager ind. Så på den måde viderefører vi det. Men vi
har også afholdt vores håndværkerdage og her er det tydeligt at der er en enorm
interesse for håndværk nu om dage og interessen for at lære at udøve et
håndværk er stor.
[Vi aftaler at jeg sender ham interviewspørgsmålene på mail: Se mailinterview
andetsteds]
Ole Jespersen, Karetmager ved Bevaringscenter Nordjylland.Ole Jespersen blev udlært karetmager på Hjerl Hede i 2006. Han begyndte sin
uddannelse som karetmager i juni 2004, og den blev afsluttet med svendebrev i
2006. Ole Jespersen havde i forvejen svendebrev som møbelmaskinsnedker, så
læretiden kunne reduceres fra de oprindelige ca. 4 år til 2½ år. Allerede i
begyndelsen af læretiden havde læremester John Nielsen bestemt, at Ole Jespersens
svendeprøve skulle bestå af et luksushjul med 14 eger, ligesom den også tidligere
var for karetmagerne. Svendestykket skulle nu som tidligere laves inden for 48
arbejdstimer. Ud over hjulet skulle lærlingen også tegne svendestykket og fremstille
en målfast ridsestok.
I Hjerl Hedes karetmagerfilm, som man kan se på Hjerl Hedes Kompetencecenters
hjemmeside, er det Ole, der viser, hvordan man laver et hjul. Ole siger, at den 6
minutter korte film viser alt for lidt og springer hen over alt for mange essentielle
detaljer i fremstillingen. Hvis filmen bare skulle vise de enkelte
forarbejdningsprocesser skulle den være på mindst en time. Når man skal fremstille
et hjul starter man med at skaffe det rigtige træ på savværket. Så skal træet skæres
op til hjulets forskellige dele. Navet tager det alene en dag at lave. Så skal egerne
skæres og fræses osv.
Men det afhænger jo af, hvilken slags hjul man skal lave. Der var jo
karetmagerhåndværk som landsby- håndværk og her var det typisk lidt kraftigere
123
hjul, de lavede vogne til arbejdsbrug som kunne tåle at køre i marken med stor
belastning. Byhåndværket karetmagerhåndværk var også vogne til persontransport,
altså noget finere konstruktioner. Og det afhænger også af, hvilken periode man
taler om. I 1800tallet var alting lavet i hånden, men i 1900tallet kom maskinerne og
der begyndte man at bruge metal til nav, fælge og eger i hjulene. I løbet af 1920erne
var det efterhånden ved at være sket med hestevognene og gradvis ændrede
karetmageren sig til karosserimager. Bilernes karosserier blev helt op til 1950erne
bygget op efter de samme principper som kareterne.
Spørgsmål: Findes der noget skrevet ned om karetmagerhåndværket?
Ole: Der findes en karetmagerhåndbog fra år? Men den beskriver ikke rigtig selve
håndværket. Der står noget om træsorterne, men det ville man også kunne læse om i
en møbelsnedkerhåndbog. Ellers står der noget om sikkerhed i arbejdet og
fagpolitik o.l. Man havde heller ikke brug for at skrive noget ned. Mester forklarede
alt det, der skulle læres til lærlingen. Det er også den eneste måde man rigtigt kan
lære faget på. Der er selvfølgelig nogle ting, man kan skrive ned med materialer,
værktøjet, der er også noget geometri i den måde hjulet er designet. Så på den måde
ville man kunne have et udgangspunkt, hvis man for eksempel var snedker i
forvejen, vidste noget om træ, kunne høvle godt osv. Men når det kommer til nogle
af de afgørende detaljer som for eksempel, hvordan egerne er tappet i
tapsamlingerne - der skal de sidde lige så stramt som man kan mærke at de skal, der
er det at man skal lære et Gefühl og det kan man ikke lære på egen hånd. På den
måde kan mesteren se, om man gør det rigtigt. Og så kan man få feedback. Det er
sådan, man lærer de detaljer, der er afgørende for, om man er en dygtig hjulmager
eller ikke. Og det er bare en detalje i hjulet. Der så meget andet, man heller ikke kan
læse sig til.
Spørgsmål: Hvis man nu ser en film med alle de afgørende detaljer og man
eventuelt har de vigtigste skriftlige oplysninger om værktøj, fremgangsmåde osv.,
kan man så f.eks. lære at lave et hjul?
Ole: Det er en stor hjælp, hvis man kan se, hvordan det gøres. Det er nemmere end
at læse sig til det hele. Men det ændrer ikke på det faktum, at du aldrig ville kunne
lære at blive dygtig, hvis du ikke har lært det af en læremester, der kan give dig
feedback og fortælle dig hvornår du lige skal gøre tingene lidt anderledes. Al den
124
tavse viden, alt det der ikke står i bøgerne og alt det du ikke kan se på en film, det er
det der gør at du bliver dygtig til dit håndværk.
Signe Hommelhoff, Kulturarvsstyrelsenfredag 11. juni 2010 14.37
Fra: "Signe Hommelhoff" <[email protected]>
Til: "jakob øllgaard" [email protected]
Kære Jakob ØllgaardJeg har sendt dit spørgsmål videre i organistationen, da jeg mere eller mindre kun beskæftiger mig med det hjørne af Kulturarven, der omfatter bygninger. Jeg nævnte i telefonen, at jeg på Getty Centerets hjemmesiden havde set en lang liste over de forskellige bevarings-chartre, der er udarbejdet gennem tiderne. Jeg kan desværre ikke finde listen pt, men den burde findes et sted på www.getty.edu. Venligst,Signe Hommelhoff
Fra: jakob øllgaard [mailto:[email protected]] Sendt: 11. juni 2010 13:54Til: Signe HommelhoffEmne: SV: Håndværk på film
Hej Signe - og her er mine spørgsmål UNESCO’S Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage 2003, definerer immateriel kulturarv som udøvelse, repræsentationer, udtryk, viden og færdigheder, såvel som de instrumenter, objekter, artefakter og kulturelle steder som er forbundet hermed, som grupper af mennesker og i nogle tilfælde enkelte individer betragter som en del af deres kulturarv. Ifølge deklarationen er traditionelle håndværk en vigtig del af denne kulturarv, som ved at være overført fra generation til generation giver dens udøvere en følelse af identitet og kontinuitet på en måde som fremmer kulturel diversitet og menneskelig kreativitet. Deklarationen bemærker, at der ikke eksisterer nogen bindende internationale aftaler som sikrer denne kulturarv og den vedgår, at de gældende internationale aftaler på området har brug for at blive styrket, og den opfordrer til nationale og internationale initiativer og samarbejdsaftaler for at sikre denne kulturarv, såfremt denne er forenelig med en bæredygtig udvikling (UNESCO). 1. Hvordan opfatter Kulturarvsstyrelsen det ovennævnt omtalte begreb Intangible Cultural Heritage - eller Immateriel Kulturarv i en kontekst sammen med håndværk? 2. Har Kulturarvsstyrelsen nogle initiativer, der bidrager til at sikre denne kulturarv og i såfald hvilke og hvordan? 3. Er det Kulturarvsstyrelsens opgave at leve op til denne erklæring ved
125
at komme med initiativer på området? 4. Hvem skal sådanne initiativer komme fra, hvis man tager erklæringen alvorligt? Håber I kan svare på spørgsmålene- Med venlig hilsen, Jakob Øllgaard, specialeskrivende ved Danmarks Biblioteksskole
--- Den tirs 18/5/10 skrev Signe Hommelhoff <[email protected]>:
Fra: Signe Hommelhoff <[email protected]>Emne: Håndværk på filmTil: [email protected]: tirsdag 18. maj 2010 18.55
Kære Jakob Øllgård Kulturarvsstyrelsen har d. 26. april 20010 modtaget din mail vedr. bevaring og formidling af håndværk for eftertiden på film. Jeg er ikke helt klar over hvad du har brug for at vide, og vil derfor bede dig ringe herind på telefon 33 74 51 00 i kontortiden på hverdage mellem 13 og 16, - eller du kan maile mig dit telefonnummer ved besvarelse af denne mail, så ringer jeg til dig.
Venligst,
Signe Hommelhoff
Arkitekt MAA
Kulturarvsstyrelsen
Bygninger
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon: 33 74 51 00
Fax: 33 74 51 01
Site: www.kulturarv.dk
Mail: [email protected]
Direkte: 33 74 52 62
126
1 1_12788_AGq3kt 0 Inbox
date dow n f.1k3yB3rOu 0
Lene Sørensen, Kejsergaarden, Randers
SV: Spørgsmål om håndværk til Specale
fredag 4. juni 2010 11.54Fra:
"Lene Sørensen" <[email protected]>Til:
"jakob øllgaard" [email protected]
Kære Jakob Øllgaard,Her er mine svar på dine spørgsmål. Man kan tale om både at bevare kendskabet til selve den tekniske del af håndværket samt håndværket set i et bredere perspektiv (arbejds- og læreforhold, håndværkets sociale status, de fremstillede produkter med meget mere). Jeg går ud fra, at det er den første del (selve processerne), som du mener. Derfor er det det, jeg svarer på, f.eks. nævner jeg ikke generelle værker om håndværkets historie.
1. På hvilken måde er det efter din/jeres mening muligt at bevare kendskabet til håndværk?- Man kan bevare de fysiske værktøjer med grundige oplysninger om deres funktion.- Man kan nedskrive processerne (f.eks. hvordan man tapper et vindue) ud fra oplysninger fra håndværkere, der har udført processerne.- Man kan bevare fotos, der viser indretningen af værksteder og arbejdssituationer, hvor man kan se, hvordan håndværkerne f.eks. holder på værktøjet.- Man kan bevare levende billeder af processer, hvor man ser funktionen af værktøjerne, håndværkerens bevægelsesmønster, måde at håndtere værktøjer og materiale m.m.- Man kan bevare originale undervisningsmaterialer om processer og håndværkets udførsel. Disse kan dog være svært forståelige for folk, der ikke har et basiskendskab til de pågældende håndværk.
2. Kan man betragte en film som en dokumentation på
127
1 25 1_12788_AGq3kt 1_11178_AGi3ktk 1_8823_AGi3ktkA
19 msg.delete 1_11918_AGm3k
håndværksviden, hvis den viser en håndværker udføre et stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt med en lydside eller anden information, der oplyser om materialer, processer, eventuelt om håndens bevægelser?- Så absolut, film/levende billeder er en af de bedste og lettest forståelige måder at dokumentere håndværksprocesser.
3. Kan man betragte en omfattende lærebog i et håndværksfag som dokumentation på et håndværksviden?- Ja, se ovenfor.
4. Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan udføre et håndværk – og der i et museumsperspektiv er et behov for at udføre det pågældende håndværk – ville det så være interessant at forske i diverse kilder for på den måde at genoplive det pågældende håndværk?Og kan man det? Har Du/I nogle erfaringer i den slags genskabelse af håndværksteknikker?At genskabe et håndværk, der er mere eller mindre uddødt, er en ekstremt omfattende opgave, som jeg kun mener, er delvis mulig. Man kan gøre meget for at bevare viden om et håndværk, men er et håndværk uddødt, vil der altid være elementer af processerne, viden om materiale, bevægelsesmønstre med meget mere, som vil gå tabt. Realistisk set, vil det være en alt for omfattende opgave for de fleste museer at genskabe et håndværk ud fra kildemateriale og/eller oplæring af stadig levende håndværkere.På Håndværksmuseet Kejsergaarden er vores sidste frivillige karetmager afgået ved døden for nylig. Han havde en "lærling", der var uddannet tømrer, og som fik en stor viden om karetmagerfaget. Dog er "lærlingen" kun i stand til at fremstille eger. Alle de mange andre processer, der kræves for at fremstille et hjul, mestrer han ikke. Dog er det af stor formidlingsmæssig værdi over for gæsterne, at de oplever en del af processen.Et helt uddødt håndværk (middelalderligt skomageri) tager det lang tid at tilegne sig i fortolket version, og selvom det altid vil være en tillempet version af håndværket, kan det have stor formidlingsmæssig værdi.
128
Jeg håber, at jeg har forstået dine spørgsmål korrekt, og at du kan bruge svarerne til noget.
Venlig hilsenLene SørensenMuseumsinspektørKulturhistorisk Museum Randers
-----Oprindelig meddelelse-----Fra: jakob øllgaard [mailto:[email protected]] Sendt: 17. maj 2010 11:13Til: Lene SørensenEmne: SV: Spørgsmål om håndværk til Specale
Kære Lene Sørensen
Tak for dit hurtige svarMit speciale har deadline 1. juli, men da analysentager en del tid ville det være belejligt for mig, hvis jeg får mine besvarelser senest i første halvdel af juni.Men jeg vil være taknemmelig for et svar under alle omstændigheder.
Med Venlig Hilsen, Jakob Øllgaard
--- Den man 17/5/10 skrev Lene Sørensen <[email protected]>:
> Fra: Lene Sørensen <[email protected]>> Emne: SV: Spørgsmål om håndværk til Specale> Til: [email protected]> Dato: mandag 17. maj 2010 10.33> Kære Jacob Øllgaard,> > Jeg har modtaget din forespørgsel og vil besvare> spørgsmålene, men der kan godt gå lidt tid. Hvornår vil> du gerne have besvarelserne.> > Venlig hilsen> Lene Sørensen> > Museumsinspektør> Kulturhistorisk Museum Randers>
129
> -----Oprindelig meddelelse-----> Fra: Birgit Lanng > Sendt: 17. maj 2010 08:52> Til: Lene Sørensen> Emne: VS: Spørgsmål om håndværk til Specale> > > > Med venlig hilsen> Birgit Lanng> Sekretær> Kulturhistorisk Museum Randers > Stemannsgade 2, 8900 Randers> C > > Tlf.nr. 86.42.86.55 - E-mail: [email protected]> > > -----Oprindelig meddelelse-----> Fra: jakob øllgaard [mailto:[email protected]]> > Sendt: 13. maj 2010 14:11> Til: Birgit Lanng> Emne: Spørgsmål om håndværk til Specale> > Håndværksmuseet Kejsergaarden> Lille Rosengård 16> 8900 Randers C> E-mail: [email protected]> > Hej! Mit navn er Jakob Øllgaard og jeg er i gang med at> skrive speciale på> Danmarks Biblioteksskole. Mit emne er dokumentation af> håndværk. Jeg har nogle spørgsmål til en undersøgelse> af, hvordan man kan overlevere viden om håndværk for> eftertiden. Jeg ville være meget taknemmelig, hvis Du/I> ville medvirke (Lignende spørgsmål er også sendt til Den> Gamle By, Hjerl Hede, Nationalmuseet i Brede og Maihaugen i> Lillehammer). > > 1. På hvilken måde er det efter din/jeres mening> muligt at bevare kendskabet til håndværk?> 2. Kan man betragte en film som en dokumentation på> håndværksviden, hvis den viser en håndværker udføre et> stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt med en
130
> lydside eller anden information, der oplyser om materialer,> processer, eventuelt om håndens bevægelser?> 3. Kan man betragte en omfattende lærebog i et> håndværksfag som dokumentation på et håndværksviden?> 4. Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan> udføre et håndværk – og der i et museumsperspektiv er> et behov for at udføre det pågældende håndværk –> ville det så være interessant at forske i diverse kilder> for på den måde at genoplive det pågældende håndværk?> Og kan man det? Har Du/I nogle erfaringer i den slags> genskabelse af håndværksteknikker?> > Hvis du har noget at tilføje udover spørgsmålene ville> jeg selvfølgelig også være taknemmelig for det. > > Med Venlig Hilsen, > Jakob Øllgaard> Gasværksvej 10a, 1656 Kbh. V.> [email protected]> mobil: 27 20 30 87
Niels-Erik Jensen, Nationalmuseet
SV: Spørgsmål om håndværksviden
fredag 23. april 2010 14.36Fra:
"[email protected]" <[email protected]>
Føj afsender til Kontakter Til:
[email protected] JacobHer mine bud på dine - ganske interessante spørgsmål;
-----Oprindelig meddelelse-----Fra: jakob øllgaard [mailto:[email protected]] Sendt: 22. april 2010 11:29Til: Jensen, Niels ErikEmne: Spørgsmål om håndværksviden
Hej Niels Erik Jensen!
Som jeg sagde i vores telefonsamtale ville jeg gerne have et interviewtil mit speciale. Jeg håber, at det er nogle spørgsmål, som det giver mening at svare på:
131
1. Har Nationalmuseet en forpligtelse til eller hensigt om at bevare kendskab til håndværk? // NEJensen - For at opfylde museumsforpligtigelserne om at bevare for eftertiden, har et bygningsmuseum som Frilandsmuseet også forpligtiget sig til at sikre overlevelsen af de håndværk der skal til for at vedligeholde museets bygninger. På den baggrund skal museet bevarer selve håndværket ved at sikre overleveringen af håndværket/håndelaget overleveres fra ældre til yngre svende. Dermed bevares håndværket og færdighederne bag håndværket og muligheden for at formidle håndværket. Når du siger "kendskab til håndværket" så forstår jeg at det ikke er selve håndelaget du spørger til, men en dokumentation af et dette! Til det er svaret - ja, museet har både til hensigt og forpligtigelse til at have kendskab til håndværk. I princippet udmønter kendskabet til håndværk sig i de beskrivelser, der ligger til grund for de istandsættelser /restaureringer der sker på vores museumsbygninger og af fredede og bevaringsværdige bygninger udenfor museet. Disse beskrivelser udarbejdes typisk af specialeuddannede arkitekter, restaureringsarkitekter og er grundlag for håndværkeres udøvelse af deres håndværk.2. På hvilken måde er det efter din mening muligt at bevare kendskabet til håndværk?// NEJensen - Produktet af håndværket insitu sammen med håndværkeren. 3. Kan man betragte en film som en dokumentation på håndværksviden, hvis den viser en håndværker udføre et stykke arbejde i alle dets detaljer, eventuelt med en lydside eller anden information, der oplyser om materialer, processer, eventuelt om håndens bevægelser? // NEJensen - Ja til dokumentation af håndværket er film glimrende, men jeg opfatter håndværksviden, som summen af erfaringer vidensmæssigt og motorisk der skal til for at håndværket lykkes. 4. Kan man betragte en omfattende lærebog i et håndværksfag som dokumentation på et håndværksviden?// NEJensen - Som ovenfor - ja, glimrende, men man skal blot tilføje at det skrevne og det sete på film skal kombineres med det motoriske intellekt for at blive til - håndværk og håndværksviden.5. Hvis der ikke er levende håndværkere, der kan udføre et håndværk – og der i et museumsperspektiv er et behov for at udføre det pågældende håndværk – ville det så være interessant at forske i diverse kilder for på den måde at genoplive det pågældende håndværk? Og kan man det? Har Nationalmuseet nogle erfaringer i den slags genskabelse af håndværksteknikker (apropos Læsø-tagene som du nævnte i telefonsamtalen)? // NEJensen - Svaret
132
ligger i det ovenstående, men ja det er særdeles vigtigt at dokumenterer håndværk som forsvinder eller er forsvundet, og ja med det som baggrund er jeg overbevist om at en motorisk begavet person kan genopdage - den forsvundne håndværksviden.
Hvis du har noget at tilføje udover spørgsmålene ville jeg selvfølgelig også være taknemmelig for det. På forhånd tak og med venlig hilsen,
Jakob Øllgaard, (mob: 27 20 30 87)
Interview med Karin Bonde Johansen, Det Danske
Filminstitut, GlostrupSpørgsmål: Har I i Det Danske Filminstitut oversigt over, hvad I har af film, der
viser hvordan håndværk udføres?
Karin Bonde Johansen:
I det Danske Filminstituts kølerum i Glostrup og i vores bunkere i Store
Dyrehave ligger der bevaret et antal film produceret af blandt andre
Nationalmuseet og Dansk Arbejde, som dokumenterer forskellige former for
håndværksteknikker og industriel forarbejdning. En del af dem dokumenterer
hele arbejdsprocesser fra begyndelsen til slutningen, andre viser dele af
håndværksmæssig forarbejdning og produktion. Det er ikke muligt for os at
fremstille en komplet liste over disse film, da søgetermen håndværk også
frembringer film om håndværkerforeninger, rejsende håndværkere og spillefilm,
hvor der optræder håndværkere. Vi kan heller ikke sige, i hvor høj grad de
forskellige film viser hele håndværksprocesser eller bare glimt af dem. Der er
også film, hvor der bare er medtaget dokumentation på håndværksteknikker for
at legitimere de gode håndværksmæssige metoder i forarbejdningen, som
eksempelvis i filmen Sådan fremstilles et klaver. Der kan også ligge værdifulde
optagelser, som vi ikke kender til for vi har jo langtfra gennemset alle de film,
som vi opbevarer film. Men du kan få en liste, som indeholder de film, som vi
133
ved at vi har. Om tilstanden på de enkelte film er det heller ikke muligt at sige
noget konkret. Mange af dem har ikke været vist i mange år.
[Denne liste er vedlagt som bilag 5].
Telefoninterview med Niels Brondbjerg – Klik et
håndværk
Spørgsmål: Hvordan startede projektet Klik et Håndværk?
NB: Jeg og Anders Dylov fra Chroma Film fik ideen, efter at vi havde arbejdet
med Chroma Films produktion af filmene om skibet Georg Stage. Disse film
indeholder filmklip, som i det store hele dokumenterer metoder og teknikker til
reparation, renovering og vedligeholdelse af skibet Georg Stage. Jeg har været
lærer i bygningshåndværk igennem mange år og jeg har altid tænkt på at bruge
film som formidling af stoffet. De unge der går på de tekniske skoler gider ikke
sidde og læse bøger – og det er jo i bøger, at man kan læse om teknikker indenfor
byggefagene. Så vi fik Grundejernes Investeringsfond (GI) og Realdania med på
at støtte ideen. Så de ti film vi har planlagt kommer til at ligge frit tilgængeligt på
GI’s hjemmeside, så alle og enhver kan bruge dem, hvis de skal renovere en
gammel bygning og gerne vil gøre det på en måde, så huset bevarer sin
originalitet.
Spørgsmål: Hvad viser filmene?
NB: De 14 film vi har under produktion - og hvoraf ti er færdige – viser
forskalling af tagværk, Mur-ankre, smedning af beslag, trækning af gesimser,
støbning af ornamenter over vinduer, på gavle og over indgangspartier, linolie
maling, snedkerreparation af vinduer, glarmesterreparation af vinduer,
energiforbedring af kviste og tømrerarbejde på kviste. De er på hver 5-8 minutter,
så de kan ligge på hjemmesiden og downloades relativt hurtigt. Nogle af dem som
eksempelvis restaurering af vinduer er så delt op i tre film, en for hver teknik der
er involveret i arbejdet – og hvis der er meget omfattende teknikker kan de jo i
134
princippet også deles op i flere film. Filmene skal så være forsynet med en
faktaboks, som har links og referencer til bøger, hjemmesiden samt andre film –
så man kan læse sig til den nødvendige viden, som man ikke kan se på filmene.
For klart nok kan filmene ikke altid stå alene. Der er altid nogle faktuelle
informationer om materialer og processer, som man skal sætte sig ind i. Der er
nogle essentielle problemer i enhver arbejdsproces, som det er vigtigt at man får
forklaret rigtigt. Filmene er så bygget op efter dramamodellen, med en
introduktion som leder op til et point-of-no-return, som typisk er forklaringen af
teknikkens essentielle problem eller metode
Spørgsmål: I hvor høj grad kan man formidle viden om at håndværk på
film?
NB: Det er jo forskelligt fra håndværk til håndværk. Men det er også forskelligt,
hvor godt man opfatter og lærer at udføre det som man ser. Vi har jo nogen, der
gerne vil lære et håndværk – og hvor vi kan se, at de mangler nogle essentielle
fornemmelser for rum og materialer. Og der må man jo nogen gange sige, at det
nok er bedst, hvis de finder på noget andet at lave. Men det er vores ambition for
fremtiden at lave et indeks over teknikker indenfor bygningshåndværket. Og der
kunne man sagtens lave 100 film, for der er nok at tage fat på. Men nu har vi
foreløbig en aftale, hvor Realdania og GI støtter de første ti – og så må vi se, om
vi kan skaffe støttemidler til resten.
135