Religion nr. 4 2014

3 Redaktionelt

4 Nyt fra bestyrelsen

6 Thomas Brandt Fibiger: Forord til De dødes liv

8 Christiane Falck: Livets Materialitet og Immaterialitet – relationer mellem mennesker og ånder i Sepik i en sociokulturel forandringskontekst

18 Annie Oehlerich: Majsfest og kosmologi hos Guarani-indianerne i Bolivia

28 Jesper Nielsen og Mette Haakanson: Besat af døden? Et kritisk blik på forestillinger om De dødes dag i Mexico

42 Birgitte Due Jensen Koch: Dannelsesrejse til dødens rige

50 Jenny V. Husted: Drejebænken, syskrinet, forhaven og danskpokalerne

Fra kollega til kollega: 56 Ann-Louise Ljungcrantz: Smart, smartere, Smartboard? - Erfaringer med brugen af Smartboard i religionsundervisningen 62 Mie Precht Wewer, Lars Christian Christensen, Ellen Rasch og Hanne Glumsøe Bach: Anmeldelse af: “Kursus i religion B - teori og metode.” Christiansminde, 24.-26. september 2014

68 Åndehullet

70 Anmeldelser

81 Materiale til anmeldelse

82 Kurser

83 Navne og adresser

Gunnar Lundsgaard · Kongevej 59 · 6100 Haderslev

Religion 2014 · nr. 4 · D

ecember

Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF

Religion2014 · NR. 4 · DECEMBER

2 RELIGION NR. 4 · 2014 NAVNE OG ADRESSER 83

©Bidragsyderne.Redaktøren har ret til at bringe artikler fra Religion på foreningens hjemmeside.Kopi og anden gengivelse af Religion er tilladt efter reglerne i gældende lov om ophavsret.

Redaktion:Ansvarshavende redaktør: Sine JensenAnmelderredaktør: Stine Svalgaard LarsenØvrige redaktion: Peter Jensen og Kirsten Falkesgaard Slot Redaktionen deler ikke nødvendigvis bidragsydernes synspunkter.

Forsidebillede:Kirkegård, Yucatan, Mexico (Foto: Anne Erben)

Afleveringsfrister: 1. februar 20151. maj 201515. august 20151. november 2015Ændringer kan forekomme

Medlemskontingent:Kr. 420 pr. årKr. 210 pr. år (studerende, fuldtidsarbejdsløse og pensionister)Kontakt kassereren med oplysninger om cpr.nr. til indberetning af fradrag hos Skat.Kontakt sekretæren ved ændringer i fx navn, adresse eller ansættelsessted.

Abonnement: En årgang kr. 300Enkeltnumre kr. 100

Annoncepriser:Kr. 2.500 for 1 sideKr. 1.500 for ! side Rabat ved min. 4 helsidesannoncer i samme nummer af Religion kr. 9.000 (kr. 2.250 pr. stk).

Bladets bliver udgivet med støtte af Ministeriet for Børn og Undervisnings tips- og lottomidler og trykt hos:trykteam svendborg a/sGrønnemosevej 13, 5700 SvendborgE-mail: [email protected]: 6222 9122

ISSN 0108-4488 (trykt udgave)ISSN 2246-6223 (online)

Bestyrelse:Signe Elise Bro (formand, Fagligt Forum)Katrineparken 19, 8800 [email protected] 6066 3585

Stine Svalgaard(næstformand, anmelde r-redaktør)Anker Jensens Vej 57 8230 Åbyhø[email protected] 6072

Sine Camilla Jensen(ansvarshavende redaktør)Silkeborggade 1, 2.tv., 2100 Kbh.Ø[email protected] 5587

Gunnar Lundsgaard(sekretær, kasserer, kursuskasserer, fællesudvalget) Kongevej 59, 6100 [email protected] 5700

Peter Jensen(Pædagogisk Samarbejdsudvalg, EFTRE, skandinavisk samarbejde)Langelandsvej 43 1, th.2000 [email protected] 2190

Kirsten Falkesgaard Slot(Regionalsekretæransvarlig, ansvarlig for kontakt til universiteterne)Agerbakken 115762Vester [email protected] 1243

Udenfor bestyrelsen:Elisabeth Faber Vendelbogade 5. 1. Th.9000 [email protected] 5875

Lene Madsen (kontaktperson til VUC)Tingvej 18, 8210 Aarhus [email protected] 2661

Fagkonsulent:Christian Vollmond, KVUC [email protected] 3756

I Fagligt Forum:Ledig

Regionalsekretærer: Nordjylland:Bent E. Kristensen Kristiansandsvej 39, 1. t.h.9800 Hjø[email protected] 3696

Vestjylland: Pia Hald HolmIstedgade 23, 7500 Holstebro8620 2287

Østjylland:Birgitte Yde Kjær

Syd- og Sønderjylland:Mikkel PedersenHorupsgade 8, 6270 Tø[email protected] 9691

Fyn: Anne Bang-LarsenGeorgsgade 45, 5000 Odense [email protected] 6199 9139

Vest-, Syd- og Midtsjælland samt Lolland-Falster:Bodil Elisabeth HeiedeHøm Møllevej 14a4100 [email protected] 7467

Nordsjælland:Margrethe TjalveVed Bakkedraget 73060 Espergæ[email protected] 5651

København, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Bornholm:Ledig

Kontaktperson i Grønland:Ledig Religions hjemmeside:www.emu.dk/gym/fag/re/index.htmlFølg og like os på Facebook: Religionslærerforeningen for gymnasiet og HF

Kultur- og samfundsfags hjemmeside:www.emu.dk/gym/fag/ks

REDAKTIONELT 3

Redaktionelt

Kære læsereVelkommen til årets sidste udgave af Religion. Vi er særlig glade for at kunne give læ-serne mulighed for at dykke ned i dette temanummer om De dødes liv, der er blevet til i samarbejde med Moesgaard Museum. Redaktøren er Thomas Fibiger, Museumsinspek-tør, UNESCO Samlingerne, taknemlig over, at det er lykkedes at få artikler i dette blad, samtidig med opbygning af samlingerne og åbningen af det nye Moesgaard Museum.

Vi er også glade for at have modtaget en række flotte fotos fra Anne Erben, Esper-gærde Gymnasium; det er ikke blot hende der har taget forsidefotoet, der er flere fotos i bladet fra hendes kamera. Gaven fra hende, der var så stor, at læserne også i de kom-mende numre vil kunne nyde synet af hendes fotos.

I dette blad vil først være nyt fra bestyrelsen ved formand Signe Elise Bro, hvor vi bl.a. læser om generalforsamlingen på Frederiksberg Gymnasium.

Som ovenfor nævnt er hovedtemaet for denne udgave De dødes liv, og temaet ind-ledes med et forord af Thomas Fibiger. Herefter er der en perlerække af artikler, der nok vil få flere til at overveje at lægge turen forbi Moesgaard Museum! Den første af de i alt fem artikler er af Christiane Falck, og her bliver læserne bragt til Papua Ny Guinea, hvor det i den materielle verden er de længste yams der er mest eftertragtet, og hvor den parallelle immaterielle verden byder på ånder og mobiltelefoner der også kan bruges til kommunikation med det hinsidige. Fra Oceanien til Sydamerika med Annie Oehlerich til majsfest, hvor der danses med de døde hos Guarani-indianere; her kan Landet Uden Ondt nås af krigere. I artiklen af Jesper Nielsen og Mette Haakanson drager vi længere mod nord til Mexico for at fejre De dødes dag og for at blive klogere på sammenhæn-gen med præcolombiansk traditioner og sommerfuglenes betydning. I Dannelsesrejse til dødens rige beretter Birgitte Due Jensen Koch om omsorgsmålingen fra 2013, inden vi får en historisk gennemgang af dødens omskiftende paradigmer. Den sidste artikel i temaet er af Jenny V. Husted, der fortæller om de forfædrealtre, de arvestykke, som de fleste af os har, som forbinder de levende med de afdøde.

Fra kollega til kollega er der lagt op til didaktiske overvejelser omkring brugen af smartbords i Smart, smartere, Smartboards? af Ann-Louise Ljungcrantz. Hvad kolleger fra Frederikshavns Gymnasium fik ud af Kursus i religion B – teori og metode, i Christi-ansminde i september, kan den nysgerrige læser opdage i anmeldelsen af internatkurset.

I Åndehullet er det den dennesidige verden der er i fokus og i Åndemanerens klarsyn er der stillet 5 skarpe til vores nytiltrådte fagkonsulent. Åndehullet har helt i tråd med re-daktørens forkærlighed for feltarbejde, sendt en betroet medarbejder i felten; og hvad det resulterede i af oblater er at læse på disse sider!

I denne omgang er der seks boganmeldelser; der måske kan få de sidste penge fra fag-kontiene på skolerne til at rulle. Der er fem materialer til anmeldelse, og I opfordres til at skrive til vores anmelderredaktør Stine Svalgaard, hvis det har jeres interesse at anmelde de nævnte titler. Gældelig jul fra redaktøren.

4 RELIGION NR. 4 · 2014 NYT FRA BESTYRELSEN 5

Nyt fra bestyrelsen

Vi kender nok alle Henrik Nordbrandts digt ”Året har 16 måneder”, der slutter med den tungt besværgende gentagelse: ”… november, november, november.” Denne efterårs-måned føles bestemt ikke kortere, når man har fået lagt 117 SRP-/SSO-vejledninger ind i sit i forvejen overflydte skema, eller når disse følges op af andre møder, hvor opga-veformuleringer skal mikses sammen, teori skal findes frem og gamle, støvede bøger skal udgraves fra de nederste kulturlag i bogdepotet. Jeg håber, bogdepotstøvet er rystet af tøjet igen, når du sidder med dette blad i hænderne og i stedet kan se frem til de mange (forhåbentlig!) hyggelige timer med retning og votering af opgaverne. Jeg har fulgt med i debatten om opgaverne bl.a. på ”Religionslærernes del og stjæl” på Facebook og glæder mig over gode og relevante spørgsmål, stor hjælpelyst og solid faglig sparring.

I foreningsregi har generalforsamlingen og det efterfølgende valg fyldt meget. Tak til de fremmødte, som, indrømmet, nok mest kom for at høre noget om ”islam fra Kina til Danmark” og ikke så meget for at høre oplæsningen af formandens beretning eller kasserens fremlæggelse af budgettet. Beretning m.v. bliver trykt i næste nummer af bladet.

Valget pågår stadig i skrivende stund, så det vil jeg ikke skrive så meget om, men blot sige tak til de opstillede – vi kan godt være stolte af at have en faglig forening med kampvalg til bestyrelsen.

Kandidaterne er (i alfabetisk rækkefølge):• Birgit Andersen, Paderup Gymnasium• Signe Elise Bro, Viborg Katedralskole• Sine Camilla Jensen, Høje-Taastrup Gymnasium• Bent Jørgensen, Hjørring Gymnasium• Stine Svalgaard Larsen, Skanderborg – Odder VUC• Gunnar Lundsgaard, Ribe Katedralskole• Sara Møldrup Thejls, Helsingør Gymnasium

De fem, der opnår det højeste stemmetal, vælges direkte ind i bestyrelsen, de to sidste bliver hhv. 1.- og 2.suppleant.

Og så har jeg gemt det bedste til sidst, for på generalforsamlingen kunne vi sige vel-kommen til vores nye fagkonsulent, Christian Vollmond, der også er fagkonsulent for historie og filosofi. Samarbejdet tegner allerede godt, hvilket vi naturligvis glæder os over i bestyrelsen. Vi vil også her sige til lykke med stillingen og velkommen indenfor i samarbejdet om at gøre verdens bedste fag endnu bedre!

På bestyrelsens vegne, Signe Elise Bro

NYT FRA BESTYRELSEN 5

Folk, der er meldt ind i foreningen, i 2011 og 2012, vil få hævet deres kontingent til almindelig medlemspris, da vi går ud fra, at man er fastansat til almindelig løn, når man har overstået pædagogikum. Det er dog ikke alle, der får meddelt dette til vores sekretær, hvorfor de uberettiget fortsætter med et medlemskab til halv pris. For at sikre foreningens økonomi har vi derfor taget denne beslutning. HVIS du ikke mener, du skal op på fuldt kontingent, så send en mail til sekretær Gunnar Lundsgaard på: [email protected].

Kirkegården i Aasiaat, Grønland. Foto Sine C. Jensen.

6 RELIGION NR. 4 · 2014 DE DØDES LIV 7

Forord ved Thomas Fibiger, museumsinspektør, Moesgaard Museum

De Dødes Liv – forskning, udstilling og undervisning på og fra Moesgaard Museum

Dette nummer af Religion handler om de dødes liv – hvordan mennesker i forskellige samfund og kulturer i vor tid opfatter døden, og ikke mindst hvordan relationen mel-lem levende og døde udleves. Døden er et eksistentielt grundvilkår og et væsentligt element i de fleste religioner såvel som i ikke-religiøse kosmologier. Artiklerne i dette nummer diskuterer forskellige opfattelser og problematikker med fokus på traditioner og forestillinger i andre dele af verden, men også på hjemlige forhold.

Nummeret er blevet til i samarbejde med Moesgaard Museum, i forbindelse med museets etnografiske udstilling De Dødes Liv, som vises 2014-2018. I oktober 2014 åb-nede Moesgaard Museum ved Aarhus en helt ny udstillingsbygning, som giver helt nye rammer for museumsformidling af etnografi og arkæologi. Den etnografiske udstilling om De Dødes Liv lægger op til at overveje forholdet til døden og de døde, også i en undersøgende undervisningssammenhæng. Det ønsker dette nummer af tidsskriftet Religion at bidrage til.

Artiklerne tager udgangspunkt i temaer og genstande i tre UNESCO Samlinger, der etableres som undervisningssamlinger i tilknytning til udstillingen, og som kan lånes af skoler og uddannelsessteder i hele landet. Disse samlinger giver mulighed for at arbej-de med temaet De Dødes Liv ude på skoler og gymnasier og få hands-on erfaring med de udvalgte genstande og deres kulturelle sammenhæng. Hver samling har forskellige perspektiver, som også findes i museets udstilling.

Maskesamlingen indeholder religiøse masker og figurer, der benyttes til kommuni-kation med afdøde forfædre og ånder. Der er genstande fra fire forskellige kulturer og samfund, og i dette nummer er der artikler om Papua Ny Guinea og Bolivia, som begge tager udgangspunkt i de masker, der er med i samlingen fra disse to steder og behand-ler de ritualer og kulturelle verdener, som maskerne knytter sig til. Christiane Falck skri-ver om kontinuitet og forandring i Sepik-regionen i Papua Ny Guinea, hvor yamsmasker tidligere har været brugt, og nogle steder fortsat bruges, til spirituelt at sikre en god høst, mens andre tager nyere teknologier i brug for at komme i kontakt med ånder og forfædre – herunder mobiltelefoner til kommunikation med afdøde.Annie Oehlerich præsenterer forskellige tolkninger af de bolivianske guarani-indianeres kosmologi og forhold til afdøde, som det især udspiller sig i festen Arete Guasu med maskedanse med imponerende fjermasker, hvoraf en også er del af samlingen. Samlingen inde-holder kildetekster og yderligere etnografisk tekstmateriale til at analysere maskerne og deres rituelle og kulturelle baggrund. Man kan nærstudere maskerne og eventuelt bruge dem som udgangspunkt for at lave sine egne masker og figurer samt overveje sine egne ritualer i kommunikationen med de døde.

DE DØDES LIV 7

Samlingen ’De dødes dag i Mexico’ handler om Día de Muertos, den årlige fest, hvor man fejrer de døde og inviterer dem med til fest. Festen kan vare op til en uge, hvor de døde deltager, inden de igen vender tilbage til de dødes verden. Samlingen består af en række genstande, som bruges til De dødes dag i Mexico: skeletter af plastic og papmaché, masker og skeletdragter til børn, guirlander og andet pynt, som kan bruges til at dekorere skoler og undervisningsrum.

Det særlige ved at bruge samlingen i undervisningen er, udover at kunne bruge sam-lingens genstande, at man her har mulighed for selv at udføre og give levende eksempler på de ritualer, man i udstillingen kun kan se på. Man kan bygge sit eget alter, dedikere det til egne afdøde og give sine egne ofringer inspireret af den mexicanske tradition: frisk mad, friske blomster, frisk frugt. Og inspireret af de mexicanske digte kan man fx selv skrive calaveras, satiriske digte om døden, de levende og samfundets magtforhold.

I dette nummer bidrager Jesper Nielsen og Mette Haakanson med en artikel, der belyser de historiske spor i fejringen af De dødes dag. Derved gøres det muligt at ind-drage både historie og religion i sammenlignende studier af denne begivenhed, som synes at være en voksende del af både mexicansk og mere global populærkultur.

Men ellers synes døden ofte vanskelig at italesætte i vestlige samfund, og måske ikke mindst vores eget. Hvordan er forbindelsen mellem levende og døde herhjemme i Danmark? Lever de døde videre i vores hverdag? Kan vi tale med de døde?

Dette er nogle af de spørgsmål, der kan undersøges ved at bruge materialet i samlin-gen ’Dine Dødes Liv’. Samlingen kan sætte fokus på elevernes egne opfattelser af døden, de døde og de dødes liv, ved hjælp af arvestykker, af genstande der bruges på kirkegårde og andre mindesteder, spil om ritualer og minder i forbindelse med død og begravelse, samt med litteratur, film og udvalgte tv-programmer.

De to afsluttende artikler i dette nummer af Religion fokuserer på, hvordan dø-den og de dødes liv kan opfattes i en dansk sammenhæng. Birgitte Due Jensen Koch problematiserer fraværet af et sprog om døden, ikke mindst i undervisningssammen-hænge herhjemme, mens Jenny Husted præsenterer nogle af de spørgsmål, analyser og historier, som museets udstillingsdel om arvestykker er baseret på. Grundspørgs-målet er, om vi selv herhjemme lever med de døde, så længe vi lever med deres ting?

De tre UNESCO Samlinger kan bruges i forbindelse med - men også uden - et besøg på Moesgaard Museum, og de kan lånes sammen eller hver for sig. Sætningen hedder: Samlingerne retter sig både til folkeskoler og gymnasietrin og giver mulighed for både praktisk erfaring og selvstændigt analytisk arbejde med genstandene og det tilhørende baggrundsmateriale. For lærere og gymnasieelever kan artiklerne i dette nummer være del af dette baggrundsmate-riale, ligesom der findes øvrigt tekstmateriale, blandt andet bo-gen De Dødes Liv, som er udgivet i forbindelse med museets udstilling.

Læs mere om Moesgaard Museum på moesgaardmuseum.dk og om UNESCO Samlingerne på unescosamlingerne.dk – og hav i øvrigt god læse- og arbejdslyst med artiklerne i dette nummer af tidsskriftet Religion.

8 RELIGION NR. 4 · 2014 LIVETS MATERIALITET OG IMMATERIALITET 9

Af Christiane Falck

Christiane Falck er ph.d.-studerende ved James Cook Universitet i Australien og Aarhus Universitet. I 2011 afsluttede hun sin MA i social-antropologi og historie fra Heidelberg Universitet i Tyskland. Hendes primære forskningsinteresser er konceptet personhed, kosmologi, nye teknologier og socio-kulturel forandring. På baggrund af sit ph.d.-pro-jekt vil Christiane bidrage til udstillingen ’De Dødes Liv’ på Moesgaard Museum, med en deludstilling som vises i 2016 om kommunikation med afdøde gennem mobiltelefoner. Hun vil i den forbindelse også bidrage til UNESCO Samlingerne om De Dødes Liv.

Livets Materialitet og Immaterialitet – relationer mellem mennesker og ånder i Sepik- regionen i en sociokulturel forandringskontekst

‘Wara i man!’, forklarede min Nyaura-mor, Lina, mig, da bølgerne skyllede ind over vores kano, og vandet begyndte at stige rundt om fødderne på os - ‘Vandet er en person’.1 Kraftig vind havde pisket vandet i Chambri Floden til et skummende hvidt hav. Lina var bange. Uanset hvor meget vi prøvede at øse det ud, truede vandet med at sænke den tungt lastede kano. Hun begyndte at bede og slog til vandet med den rosenkrans, som hun holdt i sin højre hånd. ‘Uartig! Nok!’, udbrød hun.

I Sepik i Papua Ny Guinea er ånder en del af folks liv. Her er det ikke kun mennesker, der har agens, men også ikke-mennesker; og de intersubjektive erfaringer, der er afledt af deres interaktion, er med til at forme folks livsverden, deres erfarede virkelighed. Agens kan defineres som den kulturelt konstruerede evne, personer har til at agere, mest men ikke nødvendigvis tilsigtet, bevidst og selvrefleksivt (se Ortner 2006, Otto og Pedersen 2005). Derved kan det at være en person ikke kun tilskrives mennesker (se også Harris 1989: 602); også ånder og ting kan have personegenskaber.

I Maprik-regionen legemliggør lange yamsrødder aspekter af personhed. Hos Ara-pesh-folket i Ilahita og hos Abelam associeres lange yams faktisk med forfaderånder og anses for at indeholde forfædrene substans (Forge 1990, Scaglion 1999, Tuzin 1972). Produktionen af disse afhænger af støtten fra de fædrene ånder, som man forsøger at fremmane ved magiske formularer. For at dyrke de længste yamsrødder, skal man følge en kompleks rituel cyklus. Mænd, for hvem disse bestræbelser lykkes, er ikke kun dygtige gartnere, der mestrer stærk magi; det er også lykkedes dem at modtage hjælp fra de respektive ånder ved at følge visse regler og forbud, såsom seksuel afholdenhed (fx Forge 1990; Huber-Greub 1988; Tuzin 1972:235). Den rituelle yamscyklus kulminerer i de berømte yamsfestivaler, hvor ambitiøse mænd konkurrerer med hinanden om at

LIVETS MATERIALITET OG IMMATERIALITET 9

fremvise de længste yamsrødder. Dernæst bliver haveprodukterne udførligt dekoreret med maling, fjer, blade og skaller, såvel som med masker magen til dem, der findes i UNESCO samlingen (se foto nr. 1). Med denne dekoration kommer de lange yams til at ligne figurer af mænd i ceremonielle regalier. Yamsrødderne symboliserer ikke kun deres producenters evner, men anses også for at repræsentere de forfaderånder, hvis navn de bærer (Huber-Greub 1988, Huber-Greub 1990; Tuzin 1972).

Konceptet med personhed henviser til konceptualiseringen af, hvad det vil sige at være en person; begreber, der er kulturelt forskellige, men som kan indeholde ideer om bl.a. sjælen eller ånden, kroppen, sindet, følelser, kønnet og agens (Rasmussen 2008: 38). Hos Nyaura-folket (Vest Iatmul) fra landsbyen Timbunmeli, mit feltarbejdssted, er det ikke kun mennesker, der er personer, også ånder. De agerer, har følelser, er mandlige eller kvindelige, og de har kroppe, som mennesker normalt ikke kan se. De bor i en skjult parallelverden, som er usynlig for det menneskelige øje; de er immaterielle væs-ner. Imidlertid har de deres egen stærke materialitet, og mennesker fornemmer ofte deres tilstedeværelse – de kan lugte, se og mærke dem. Ånder kan også transcendere ind i menneskenes materielle verden. Så kan de besætte menneskekroppe; vise sig som en vild gris eller kasuar i bushen, eller som en krokodille eller skildpadde i vandet; de kan tage form af en klan-totem, liste sig ind i ting, eller nu til dags tale med folk over telefonen.

Ånder kan hjælpe mennesker i deres gøremål ved at give råd og vejledning i drøm-me, syn, åndebesættelser eller over telefonen; men de kan også bringe sygdom og død til folk, når de er gjort vrede, eller når magiske besværgelser har instrueret dem. Så kan en ånd narre en persons kaik (ånd, livsånd) til at forlade sin krop og forhindre den i at returnere. Hvis det ikke modvirkes i tide, vil mennesket dø, idet dets materielle krop ikke kan leve uden sin immaterielle substans og vice versa. Om natten kan en persons ånd forlade sin krop og transcendere ind i åndeverdenen – hvilket opleves af folk som drømme. Men hvis en menneskekrop efterlades uden sin livsånd i for lang tid, vil den dø. Så forvandles dens kaik til en afdøds ånd (undumbu) og bliver del af den immate-rielle verden, som omgiver den menneskelige verden. Ligesom i Avatip (Harrison 1990), lever Nyaura’ernes totem-forfædre og afdødes ånder i denne immaterielle verden, og alt hvad der eksisterer i Nyauras kosmos relaterer hertil. På den måde minder Nyaura-kosmologien om ’et underlæggende princip, der forefindes i de fleste religioner’, nem-lig at: ‘materiality represents the merely apparent, behind which lies that which is real’ (Miller 2005: 1).

Yamsmaske, Moesgaard Museums UNESCO Samling.


I begyndelsen af Nyauras kosmos fandtes kun vand. Så hvirvlede vinden urhavet op, og langsomt kom jorden til syne – kavak. Fra et hul i jorden kom de første levende væsner (kiparl) til syne og begyndte at bevæge sig rundt oven på jorden, som blev gjort fast og solid af deres fodtrin. Disse fædrene væsner udvandrede til resten af verden, formede landskabet, skabte landsbyer og efterkommere, og navngav alt, som findes – planter og træer, fugle og fisk, alle bushens dyr, ting, naturfænomener og ånder (for Iatmuls skabelsesmyter, se også fx Silverman 2001: 27; Stanek 1983: 200-202; Wassmann 1982: 65, Wassmann 1991: 50, Wassmann 1990: 24). Da disse forfadervæsener døde, blev de til immateriel substans igen, og således gør mennesker efter døden. Hvor menneske-kroppe, hvis materielle form begrebsmæssigt relaterer til den materielle verdens jord, rådner og opløses efter døden, lever ånden videre i den immaterielle del af folks livs-verden.

Nyaura-samfund organiseres i patrilineære afstamningsgrupper. Hver klan fører sin oprindelse tilbage til de mytiske forfædre og mindes deres rejse i sangcykler (sagi), som ikke kun indeholder forfædrenes navne, men også myter. Når de reciterer sang-cyklerne, bruger mændene knyttede snore (kirugu) til at hjælpe dem med at huske (Wassmann 1982, 1988, 1990, 1991). I dag er dette ikke længere tilfældet i Timbunmeli. Folk har for det meste mistet kontakt til deres mytiske fortid, idet vise mænd er døde uden at have videregivet deres visdom til deres sønner. Kun få ting og sager er tilbage af det komplekse system – som afspejles i, hvordan den sidste kirugu falder fra hinanden (se foto nr. 2). Folk skænker imidlertid stadigvæk deres forfædres navne til de nulevende og er forbundet med dem på den måde (se også Silverman 2001:27-29; Wassmann 1991:24); de deler identitet (Silverman 2001: 28, for Avatip se også Harrison 1990:48).

Menneskenes indbyrdes forbindelse med det immaterielle udtrykkes ikke kun i konceptet med personhed, det komplekse mytologiske repertoire og navnesystemet; ånder er også kilden til folks magt og succes (for andre Sepik-samfund, se fx Coupaye 2009a, b, Huber-Greub 1990; Haiveta 1990, Mitchell 1990, Smith 1990, Williamson 1990). I Timbunmeli skelner folk mellem klanens ånder (wagen), afdødes ånder (undumbu), bushens ånder (miunjumbu) og vandets ånder (wanjemook). Wagen påkaldes af vise mænd, healere og troldmænd for at få hjælp i tider med kamp, sygdom og hævn. Undumbu‘erne holder øje med de levende og kan straffe dårlig opførsel mod dem

Resterne af kirugu fra Possuko-klanen i Tim-bunmeli. Foto: Christiane Falck 2013.


selv eller familiemedlemmer med uheld, sygdom og død. Før de arbejder i bushen, er det meningen, at mænd skal ofre kokos-sago til den miunjumbu, der bebor regionen. Hvis en bush-ånd krænkes af dårlig menneskelig opførsel, kan den bringe sygdom til krænkeren eller dennes familie. En wanjemook kan også gøres vred af respektløs op-førsel, såsom hvis nogen bander, har afføring eller urinerer i dens område. Når den er gjort vred, kan en vandånd sende en tordenstorm eller kraftig blæst og regn, som ikke kun truer med at ødelægge folks huse, men som også bringer dem i fare, som rejser i kanoer – ligesom os på min første rejse til landsbyen. Skønt Lina ikke vidste, hvad der havde ophidset ånden, hvis handling truede med at kuldsejle og sænke vores kano, prøvede hun at kontrollere den ved at bede til Gud – det mest magtfulde væsen, der findes i Timbunmeli i dag.

Nu til dags er landsbyen et kristent lokalsamfund – overvejende med katolikker, nogle medlemmer af Pinsebevægelser og Syvende Dags Adventist kirken. Sociokulturel forandring er en del af folks liv. Hvor de ritualer eller vaner, som omgiver de magtfulde klanånder, og hemmelig mytologisk viden engang var hovedbeskæftigelsen i folks liv, er det ikke længere tilfældet i dag. Den rige rituelle verden af i går er forsvundet, men nye ritualer er annekteret og integreret i den lokale kosmologi. I dag har bønnemøder (se foto nr. 3) med healing, og kirkegang om søndagen og katolske højtider overtaget de aktiviteter og den tro, der omgav wagen kulten2 af i går. I Timbunmeli eksisterer der ingen geggo (mændenes hus) mere, et ellers centralt mødested for mænd og baggrund for magtfulde mandlige ritualer. Den sidste mandlige indvielsesceremoni fandt sted i 1980’erne. Nu til dags opnår kvinder og mænd deres magt, vejledning og trivsel fra Gud.

Karismatisk bønnemøde. Foto: Christiane Falck 2013.


Eftersom ånder altid har haft en afgørende betydning for Nyaura’erne, har folk udviklet forskellige teknikker for at kommunikere med dem, holde deres relationer intakte, og sørge for, at, hvad de ønsker og bekymrer sig om materialiseres. Traditionelt set var magiske formularer og ofringer midler til at kommunikere med og have indflydelse på ånder. I dag bliver også bønner og mobiltelefoner brugt til at komme i forbindelse med den immaterielle sfære af åndeverdenen. Ideen med, at man kan få hjælp af ånder, er ikke ny, men i dagens Timbunmeli bliver den overvejende projiceret over på afdødes ånder og Gud. Karismatiske bønnemøder anses for at være en stærk måde at kom-munikere med Ham på, og under åndebesættelser kan folk modtage Hans budskaber fra Hans ånder. Sjæle, Jomfru Maria, helgener og engle besætter kvinder og mænds kroppe i lokalsamfundet for at heale, spå/tale profetisk, prædike, tale ud om skjulte ting og kæmpe imod trolddomsangreb.

En bønnegruppe kaldet ‘Thomas Souls Ministry” efter en afdøds ånd, der besætter et gruppemedlem under bønnemøder, har annekteret mobiltelefonen for at kommu-nikere med afdøde familiemedlemmer. De kalder mobiltelefonen for en ‘bro’, der for-binder dem med deres afdøde slægtninge. På linje med lokale opfattelser af kosmos lokaliserer de dødes land (undumbunge), som nu til dags også kaldes ‘himlen’ eller ‘paradis’, i deres omgivelser. Det opfattes ikke som noget sted ovenover eller langt væk, men som en usynlig parallelverden, der er en del af deres verden. De døde er ikke fjernet fra den levende verden, men forbliver en immateriel substans sammen med de levende og holder øje med dem. Mobiltelefonen annekteres som en teknologi, der kan skaffe adgang til deres immaterielle sfære. Dens netværk, som selv er immaterielt, opfattes som noget, der ikke kun er i stand til at forbinde folk med deres venner og familie i andre dele af landet, men som også kan forbinde dem med ånder, hvis det rigtige nummer indtastes. Også mellem Ambonwari opfattes mobiltelefoni som en teknologi, der gør folk i stand til at tale med de døde (Telban og Vávrová 2014). Inden

Åndebesættelse. Ånden Thomas vejleder gruppe-medlemmer. Foto: Christiane Falck 2013.


mobiltelefonen dukkede op i Papua Ny Guinea, er nye teknologier såsom kameraer og kikkerter under tiden annekteret som teknologi, der forbinder det synlige med det usynlige (se Lattas 1998, 2000, 2006). Også breve blev afprøvet som middel til at forbinde de levende med de døde (se Kulick og Stroud 1990).

I overensstemmelse med den katolske tro beder medlemmer af Thomas Souls Mini-stry for deres afdøde slægtninges frelse, men de gør det på deres egen særegne måde – ifølge den lokale norm med gengældelse venter de på, at deres afdøde skal gen-gælde deres hjælp ved at sende penge eller materielle varer til de levende. Idet de af-ventede hjælp fra deres afdøde slægtninge, åbnede gruppemedlemmer bankkonti og hængte kurve op, som ånderne kunne lægge penge til dem i. Idet de ligeledes fulgte de instruktioner, som de modtog fra angiveligt afdøde slægtninge over telefonen, sendte medlemmer ofringer i form af mobiltelefon-kredit til hemmelige telefonnumre og penge til en postboksadresse for at støtte overførslen af penge og varer til de levende.

I Timbunmeli anvendes mobiltelefonen endvidere i en kontekst af magi og trold-dom. En sibbunyang (troldmand) kan bruge telefonen til at udvide sin agens til andre steder ved at hviske magiske formularer (sibbukundi) ind på et forudbetalt kort, hvis kredit så anvendes til at ringe op til den som formularen er henvendt til (se foto nr. 5). Det immaterielle, der forbindes med mobilkredit, mobiltelefoni-netværk, magi og ånder, opfattes som værende i stand til at interagere med og transportere de magiske formularer igennem rummet for at påvirke adressatens liv, når han eller hun besvarer

Forudbetalt kort udstyret med magisk formular.


opkaldet. Kærlighedsmagi, men også sort magi, kan sendes via telefonen. En healer kan også bruge telefonen for at heale en person med magiske formularer.

Selvom kristendommen nu er en vigtig del af folks liv, og folks kosmologi har for-andret sig under kristendommens indflydelse, fortsætter deres ontologi. Faktisk har Nyaura’erne tilpasset de eksisterende væsner i deres livsverden til det nye verdenssyn. Den vind, der hvirvlede urhavet op, opfattes som værende Guds åndedrag eller vind (kundimuk), som anvendte magiske formularer (sibbukundi) for at skabe jorden. Men-neskehedens første forfædre kaldes i dag Adam og Eva. Gud skabte Adam fra den jord (kavak), han havde skabt, og dernæst kreeredes Eva fra Adams ribben. En person modtager sin livsånd, kaik, fra Gud, som også vil tage den tilbage som en undumbu, efter personen er død.

Mens folk under missioneringsprocessen distancerede sig fra deres fortid og be-gyndte at opfatte ånderne i deres omgivelser som onde, finder en nutidig genannekte-ringsproces sted. Folk genfortolker deres ånder som værende Guds ånder. De afdødes ånder kaldes nu for ‘sjæle’; bush- og vandånder kaldes ‘natur’ skabt af Gud; og Han, altings kilde, opfattes nu som værende den mest magtfulde klanånd, der findes. Det var ifølge denne tankegang, at Lina henvendte sig til Gud for at berolige den vrede wanjemook, og vi ankom gennemblødte, men sikkert til Timbunmeli.

Når de annekterer kristendommen og de nye teknologier til deres lokale kosmologi, identificerer Nyaura’erne fortsættelser med deres fortid, som hjælper dem med at til-passe sig forandringer i deres livsverden. De danner en ‘aktiv forbindelse med det, som er sket før, og det som formodes at ligge forude’ (Jackson 1996:11). Hvor førhen wagen kulten gav deres liv mening og retning, gør den katolske tro det samme nu til dags. Før var magiske formularer en måde at komme i forbindelse med åndeverdenen på; nu kommunikerer folk med Gud via bønner for at fremkalde, at, hvad de bekymrer sig om, materialiseres. Førhen anvendte indviede mænd en knyttet snor, mens de reciterede den mytologiske viden, som forbandt dem til deres forfædre; nu benytter folk en ro-senkrans, mens de beder og således forbindes med Gud. I fortiden kunne magtfulde klanånder bruge indviede mænd; i dag bruger Guds ånder folk til at heale andre, spå/tale profetisk, og overbringe budskaber fra det guddommelige. Før var drømme, ma-giske formularer og seancer en måde at kommunikere med ånder på; nu bruges også mobiltelefoner på denne måde. Ånder forbliver folks kilde til magt og velstand, men deres konceptualisering har forandret sig. I dag ses adgangen til Gud og Hans ånder som afgørende for et bedre liv. Mens meget har forandret sig i Nyaura’ernes livsverden, står vigtigheden af den indbyrdes forbindelse mellem det materielle og det immate-rielle i livet tilbage.

Oversat af Michael Skov Lambek


Bibliografi

• Coupaye, L. 2009a. Ways of Enchanting: Chaînes Opératoires and Yam Cultivation in Nyami-kum Village, Maprik, Papua New Guinea, Journal of Material Culture 14 (4): 433-458.

• Coupaye, L. 2009b. What’s the Matter with Technology? Long (and short) Yams, Materialisa-tion and Technology in Nyamikum Village, Maprik District, Papua New Guinea, The Australian Journal of Anthropology 20 (1): 93-111.

• Forge, A. 1990. The Power of Culture and the Culture of Power, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst: Crawford House Press, 160-170.

• Haiveta, C. 1990. Health Care Alternatives in Maindroin, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mit-chell, D. Newtorn, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, 439-446.

• Harris, G. G. 1989. Concepts of Individual, Self, and Person in Description and Analysis, Ameri-can Anthropologist 91 (3): 599-612.

• Harrison, S. J. 1990. Stealing people’s names : history and politics in a Sepik River cosmology. Cambridge Univ. Pr.: Cambridge [u.a.].

• Huber-Greub, B. 1988. Kokospalmenmenschen. Boden und Alltag und ihre Bedeutung im Selbstverständnis der Abelam von Kimbangwa (East Sepik Province, Papua New Guinea). Ethnologisches Seminar der Universität und Museum für Völkerkunde: Basel.

• Huber-Greub, B. 1990. Land in the Abelam Village of Kimbangwa, in N. Lutkehaus, C. Kauf-mann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradi-tion and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, 274-285.

• Jackson, M. 1996. Introduction. Phenomenology, Radical Empiricism, and Anthropological Cri-tique, in M. Jackson (ed.), Things as they are: New Directions in Phenomenological Anthro-pology, Bloomington: Indiana University Press, 1-50.

• Kulick, D. and C. Stroud 1990. Christianity, Cargo and Ideas of Self: Patterns of Literacy in a Papua New Guinean Village, Man 25 (2): 286-304.

• Lattas, A. 1998. Cultures of secrecy : reinventing race in bush Kaliai cargo cults. University of Wisconsin Press: Madison, London.

• Lattas, A. 2000. Telephones, Cameras and Technology in West New Britain Cargo Cults, Ocea-nia 70 (4): 325-344.

• Lattas, A. 2006. Technologies of Visibility: The Utopian Politics of Cameras, Televisions, Vi-deos and Dreams in New Britain, The Australian Journal of Anthropology 17 (1): 15-31.

• Miller, D. 2005. Materiality: An Introduction, in D. Miller (ed.), Materiality, Durham: Duke Uni-versity Press, 1-49.

• Mitchell, W. E. 1990. Therapeutic Systems of the Taute Wape, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, 428-438.

• Ortner, S. B. 2006. Anthropology and Social Theory. Culture, Power, and the Acting Subject. Duke University Press: Durham, London.


• Otto, T. and P. Pedersen 2005. Tradition and Agency: tracing cultural continuity and inven-tion. Aarhus University Press:

Rasmussen, S. 2008. Personhood, Self, Difference, and Dialogue (Commentary on Chaudhary), International Journal for Dialogical Science 3 (1): 31-54.

• Scaglion, R. 1999. Yam Cycles and Timeless Time in Melanesia, Ethnology 38 (3): 211-225.• Silverman, E. K. 2001. Masculinity, motherhood, and mockery : psychoanalyzing culture and

the Iatmul Naven rite in New Guinea. Univ. of Michigan Pr.: Ann Arbor.• Smith, M. F. 1990. Business and the Romance of Community Cooperation on Kairiru Island, in

N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, 212-220.

• Stanek, M. 1983. Sozialordnung und Mythik in Palimbei. Bausteine zur ganzheitlichen Be-schreibung einer Dorfgemeinschaft der Iatmul East Sepik Province, Papua New Guinea. Eth-nologisches Seminar der Universität und Museum für Völkerkunde: Basel.

• Telban, B. and D. Vávrová 2014. Ringing the living and the dead: Mobile phones in a Sepik so-ciety, The Australian Journal of Anthropology 25 (2): 223-238.

• Tuzin, D. F. 1972. Yam Symbolism in the Sepik: An Interpretative Account, Southwestern Jour-nal of Anthropology 28 (3): 230-254.

• Wassmann, J. 1982. Der Gesang an den Fliegenden Hund. Untersuchungen zu den totemisti-schen Gesängen und geheimen Namen des Dorfes Kandingei am Mittelsepik (Papua New Guinea) anhand der kirugu-Knotenschnüre. Ethnologisches Seminar der Universität und Mu-seum für Völkerkunde: Basel.

• Wassmann, J. 1988. Der Gesang an das Krokodil. Die rituellen Gesänge des Dorfes Kandingei an Land und Meer, Pfl anzen und Tiere (Mittelsepik, Papua New Guinea). Basel Ethnologi-sches Seminar der Universität und Museum für Völerkunde: Basel.

• Wassmann, J. 1990. The Nyaura Concepts of Space and Time, in N. Lutkehaus, C. Kaufmann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradition and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, 23-35.

• Wassmann, J. 1991. The Song to the Flying Fox. The Public and Esoteric Knowledge of the Im-portant Men of Kandingei about Totemic Songs, Names and Knotted cords (Middle Sepik, Papua New Guinea). The National Research Institute: Boroko.

• Williamson, M. H. 1990. Gender and the Cosmos in Kwoma Culture, in N. Lutkehaus, C. Kauf-mann, W. E. Mitchell, D. Newton, L. Osmundsen and M. Schuster (ed.), Sepik Heritage. Tradi-tion and Change in Papua New Guinea, Bathurst, Durham: Crawford House Press, Carolina Academic Press, 385-394.

Noter1 Oversat fra Tok Pisin, det lingua franca, der bruges i Papua Ny Guinea. I artiklen er ord på Tok

Pisin kursiveret, mens udtryk på det lokale sprog, Nyaura, er kursiveret og understreget.2 Tilbedelse af magtfulde klanånder.

Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv [email protected] | Deltag lab.systime.dk

Se priser og licenser på shop.systime.dk

Hvad er moderne religion?

Myter til tiden beskæftiger sig med religion som mediefortælling og forholdet mellem fantasy og religion. Gennem videointerviews, interaktive op-gaver og tekster introducerer Myter til tiden bl.a. til:• fantasyuniverser som Avatar og Star Wars• fiktionsbaserede religioner• forskellige fankulturer som kultisk fænomen.

Annette Ambrosius-Olesen. Søren Korshøj Laursen (red.)

70 videoer | 20 originaltekster | 30 billeder | 20 inter-aktive opgaver | 50 opgaver | ca. 195 sider | eBog

mt-stx.systime.dk

Myter til tiden ! fantasy og religion

iBog®

Religion & psykologi


religionspsyk.systime.dk

Religion & psykologiReligion & psykologi giver introduktion til de klas siske religionspsykologiske teorier og meto-der (Freud, Jung, James, Allport) og præsenterer moderne psykologiske tilgange til fænomenet religion.

Birgit Andersen. Søren Korshøj Laursen (red.)

28 videoklip | 35 kildetekster | 50 opgaver | 50 billeder | 150 ordforklaringer | ca. 160 sider | 5 quizzer | eBog

160 sider

iBog®

Bog

”Sobert, reflekteret og gennemarbejdet! Køb bogen i klassesæt.��

Gymnasieskolen �




Hvad er moderne religion?

Myter til tiden beskæftiger sig med religion som mediefortælling og forholdet mellem fantasy og religion. Gennem videointerviews, interaktive op-gaver og tekster introducerer Myter til tiden bl.a. til:• fantasyuniverser som Avatar og Star Wars• fiktionsbaserede religioner• forskellige fankulturer som kultisk fænomen.

Annette Ambrosius-Olesen. Søren Korshøj Laursen (red.)

70 videoer | 20 originaltekster | 30 billeder | 20 inter-aktive opgaver | 50 opgaver | ca. 195 sider | eBog

mt-stx.systime.dk

Myter til tiden ! fantasy og religion

iBog®



psykologi

religionspsyk.systime.dk

Religion & psykologiReligion & psykologi giver introduktion til de klas siske religionspsykologiske teorier og meto-der (Freud, Jung, James, Allport) og præsenterer moderne psykologiske tilgange til fænomenet religion.

Birgit Andersen. Søren Korshøj Laursen (red.)

28 videoklip | 35 kildetekster | 50 opgaver | 50 billeder | 150 ordforklaringer | ca. 160 sider | 5 quizzer | eBog

160 sider

iBog®

Bog

”Sobert, reflekteret og gennemarbejdet! Køb bogen i klassesæt.��

Gymnasieskolen �

18 RELIGION NR. 4 · 2014 MAJSFEST OG KOSMOLOGI HOS GUARANI-INDIANERE I BOLIVIA 19

Af Annie OehlerichAnnie Oehlerich er antropolog og arbejder som konsulent og kultur-formidler. Hun har siden 1976 rejst i Bolivia, arbejdet som museums-indsamler for Moesgaard, som Ibisrådgiver for lavlandsindianerne og som konsulent for Den Danske Ambassade. Annie er tilknyttet Aarhus Universitet som ekstern lektor og har lavet fire UNESCO-samlinger om Bolivia, for Moesgaard, sammen med Edwin Zurita og guaranifolket i Izozog, Bolivias lavland.

Majsfest og kosmologi hos guarani-indianere i Bolivia

Materialet i artiklen bygger på feltobservationer fra Izozog, der er indsamlet under arbejde, fra 1997 til 2013, med de ca. 10.000 Guarani-indianere, i nationalparken Kaa-Iya. Området er en del af Gran Chaco, et stort tørt lavland dækket af skov, der breder sig over Paraguay og Argentina.

Artiklen handler om indianernes religiøse ceremoni, den store majsfest, Arete Guasu, hvor de levende danser med de døde. Tidligere forsøg på at fortolke det guddom-melige hos guarani-indianerne blev determineret af de første missionærers egen blind-hed overfor det guddommelige. De fandt ingen håndgribelige beviser på indianernes religion, majsfesten var et hedensk drikkeritual, animisme en tro på ånder. Hvis man derimod fortolker guaraniernes animismebegreb og majsfest ud fra et nyere perspekti-vistisk synspunkt er majsfesten et levende bevis på indianernes trosopfattelse; de lever med døden, som en naturlig og integreret del af deres dagligdag og evner at befinde sig blandt de levende og døde samtidig.

Maskedans under majsfesten. En lig-nende maske er i UNESCO Samlingen. Foto: Moesgaard Museum.

MAJSFEST OG KOSMOLOGI HOS GUARANI-INDIANERE I BOLIVIA 19

Troen på Landet uden OndtGuaranifolkets myter fortæller, at de i gamle dage levede så langt mod solens fødsel, ved bredden af en flod så stor, at man ikke kunne se den anden side. Da portugiserne erobrede Brasilien, boede over en million tupiguarani indianere langs den brasilianske østkyst. Portugiserne tog slaver blandt indianerne for at dyrke de store sukkerrørsplan-tager, men i takt med slavejægerne trængte sig på, flygtede indianerne længere ind i skoven. Kort tid efter koloniseringen ankom missionærerne. Jesuiterorden grundlagde de første reducciones blandt tupiguarani i Brasilien i år 1588. I et langt rejsedokument fra 1613 beskriver den franske missionær Jean de Léry indianernes kannibalistiske be-gravelsesritualer, hvor indianerne henrettede, parterede og spiste deres fjender. Be-retningen var med til at grundlægge tesen om den ædle vilde modsat europæernes dannelse. De kannibalistiske ritualer eksisterer ikke længere, kun historierne, men in-dianerne er stolte af deres gamle krigerkultur. De joker ofte med de gamle traditioner og taler om, at de nu til dags kæmper for retten til at leve i fred, på deres egen måde, i overensstemmelse med traditionerne, de er moderne krigere, kereimba, af ordet og har udskiftet bue og pil med papir og blyant.

Jesuitterpræsterne samlede indianerne på missioner og skabte små landbrugssam-fund bygget op omkring en central kirke, indianerne lærte at spille barokmusik, bygge instrumenter og lave håndværk. I løbet af få år havde de bygget 13 missioner, hvor over 100.000 mennesker levede. Guaranierne foretrak det frie liv og tilpassede sig aldrig helt missionerne. Missionerne førte til en interessekonflikt med kolonisterne og sla-vejægerne, præsterne påtog sig den opgave at beskytte den indfødte befolkning mod overgrebene. I år 1767 blev jesuiterorden udvist fra deres sydamerikanske besiddelser.

Døden er en integreret del af guarani-indianernes dagligdag og liv, lige fra troen på ”Landet uden Ondt”, hvor forfædrene bor, til den store majsfest, Arete Guasu, hvor de levende danser med de afdøde familiemedlemmer. De døde spiller en aktiv rolle i de levendes liv, både mytologisk og konkret. Et vigtigst aspekt i guarani-indianernes reli-gion er troen på en verden uden ondskab og en form for evigt liv på jorden. ”Tierra Sin Mal”, oversat som “Landet uden Ondt”, er stedet hvor forfædrene bor. Landet er rigt på jagtmuligheder, afgrøder og frugter. Guarani-indianerne er af den overbevisning, at det er muligt at komme til forfædrenes bolig på jorden, derfor vandrer indianerne efter paradisløftet, i store historiske migrationer, hver gang de føler sig truet socialt eller kulturelt, som det skete ved koloniseringen. Den sidste store vandring skete i 1912. Vandringerne blev anført af en Karaíba, hellige personer med særlige evner. Jesuit-terne tolkede de hellige mænd som profeter. Adgangen til det hellige var betinget af overholdelse af en række sociale regler. Karaibaerne holdt store ceremonier, hvor profeterne spåede om den fremtidige krigslykke, organiserede fælles sang og talte om ”Landet uden Ondt”. Kun kereimba, som havde dræbt og ædt mange fjender, fik ad-gang til paradiset, derfor opfordrede profeterne folk til at drage i krig. Undervejs be-krigede guaranifolket de andre stammer i Amazonas og giftede sig med kvinderne. De indgik aldrig alliancer med de andre grupper, men tog fanger som arbejdede for dem.

Ordet guarini betyder kriger, men blev oversat af spanierne som Guarani. Indianerne nomadiske livsform gjorde, at de aldrig samlede flere materielle ting end de kunne


bære. Familierne drog afsted sammen i flok og bosatte sig i store palmehuse, mens kvinderne bryggede majsøl og sørgede for mad til krigerne, mens de vandrede. Det lyk-kes dem at holde stand mod spanierne igennem næsten 400 år, indtil de blev besejret. Koloniseringen blev besværliggjort af at der ikke eksisterede en centraliseret, politisk struktur, samfundet var bygget op over en fleksibel nomadekultur med spredning af bosættelser og ved at udnytte det store kendskab de havde til junglen og deres for-dele som dygtige krigere.

Kolonimagterne lavede nye landegrænser, hvilket betyder at guaranifolket i dag lever spredt i Bolivia, Argentina og Paraguay. Man anslår, at der i alt findes omkring 100.000 guarani-indianere i Sydamerika, heraf lever ca. 60.000 i Bolivia. I 1825 blev Bo-livia selvstændig republik og løsrev sig fra Spanien, ændringen var ikke til det gode for guaranifolket, de blev konstant forfulgt og diskrimineret. 1892 blev guaranifolket udsat for en massakre, hvor de bolivianske regeringstropper myrdede over 5000 indianere. De overlevende blev taget til fange og levede som trælle på godserne, helt op til år 2010 levede der indianere på de store haciendaer, som fik udbetalt deres lønninger i naturalier og ikke rådede over deres egen økonomi.

Majsfesten Årets vigtigste religiøse ceremoni er den store majsfest, Arete Guasu, hvor de levende danser med de døde. Arete Guasu, siger indianerne selv, er meget mere end en fest, det er en religiøs begivenhed og et socialt ritual hvor alt kulminerer. Festen indeholder kulturelle elementer og funktioner, hvor både den synlige og ikke synlige verden er til stede. Ritualet er et levende udtryk for den traditionelle økonomi i praksis, hvor man udveksler med hinanden og understreger den mytologiske forestilling om åndernes liv i ”Landet uden Ondt”. Den religiøse udveksling med de afdøde er i højsædet, men de årlige festligheder er et perfekt mødested for kvinder og mænd, unge og gamle. Kvin-derne forbereder mad og drikke sammen og de reciprokke ydelser binder landsbyerne til hinanden.

Majsplanten er en af indianernes vigtigste afgrøder og en del af guaranifolkets my-tologiske fortælling. Myten om majsens tilblivelse har en konkret kosmisk tilknytning, der udspringer af indianernes stjernetydning. Mælkevejens konturer danner et stort stjernebillede, himmelstrudsen. Det hedder sig at børn kun må lege ude, indtil him-melstrudsen viser sig på himlen, ellers bliver det for farligt. Majsmyten lyder således: Engang sad alle kvinderne omkring bålet, mens børnene legede, det blev sent og den store himmelstruds stod klart på himlen, kvinderne kaldte på deres børn, men de hørte ikke efter og legede videre. I et hug dykkede strudsen pludselig ned fra himlen og tog alle børnene med sig. Kvinderne råbte op og skreg, men strudsen var ubarm-hjertig. En af mødrene holdt så godt fast på sit barn at fingeren gik af, hun plantede barnets finger i jorden, den voksede op og blev til majsplanten, med sine lange fingre. Hvis man kigger rigtig godt på himlen, kan man se myriader af stjerner i mælkevejens konturer; det er himmelbørnene. Hver gang kvinderne savner deres børn, væver de mønstre med himmelbørnene.


Majsen sås når stjernebilledet plejaderne dukker op på himlen, i november og høstes til februar. Festen varer 3 dage i træk og bliver afløst af en ny majsfest i nabolandsbyen, så det ene drikkegilde tager det andet. Den der har den største majshøst ejer festen. Familiernes indbyrdes gavmildhed og velstand måles på antallet af de kander chicha, majsøl, som kvinderne brygger til festen. Et enkelt hushold kan brygge op til 30-40 liter chicha til festen.

Mændene fabrikerer masker af træ fra Toborochi-træet, eller af gamle blikdåser, som de hamrer ud og dekorerer, med karton, papstykker, kladdehæfter m.m. Masken laves i hemmelighed, alt efter hvilket udtryk man ønsker forfaderånden skal have.

Festen starter med et ritual til Ñande Ru Tumpa, en af indianernes vigtigste gude-skikkelser, ”ham som var der fra begyndelsen”. Jorden velsignes med alkohol, imens indianerne reciterer bønner. Bagefter ”opgraves” de døde. Til Arete Guasu er det kun kvinderne som må byde op til dans, symbolsk er det deres himmelbørn majsdrikken er brygget på, deres spyt den er blandet med, kvinderne går derfor rundt og byder gæ-sterne på majsøl, mens de indbyrdes konkurrerer om, hvem der har den sødeste mund.

I gamle dage blev de unge piger gemt bort fra resten af landsbyen, når de fik deres første menstruation. Gennem et halvt eller helt år levede pigen isoleret, mens hun blev oplært i de traditionelle kvindedyder af sin bedstemor. Til majsfesten blev pigerne luk-ket ud af menstruationshytten og var giftefærdige, byens unge mænd stod på spring. I

Majsplanten tørres og gemmes. Foto: Annie Oehlerich.


gamle dage var majsfesten derfor også et ritual, hvor de unge dannede par. Der er sta-dig tradition for at slippe tøjlerne løs under festen, alt er tilladt, og der er kutyme for at smutte en tur i bushen for at more sig. Mændene tygger cocablade, mens de danser, sammenblandingen af syren fra cocabladene og den gærede øl slår godt og er med til at løfte stemningen. Festen bæres rundt til alle huse og forsætter i dagevis, så længe der er chicha at drikke. Maskebærerne danser ofte alene de kan ikke umiddelbart lade sig integrere med de dansende, da de repræsenterer de døde ånder, der er på besøg fra ”Landet uden Ondt”. Foruden de store fjermasker laves der andre masker, som sym-boliserer de ældstes kundskab og erfaring, eller dyrenes forskellige egenskaber; ræven er for eksempel snu og listig, som guaranierne i kampen mod den spanske overmagt.

Når festen slutter, følger ”nedgravningen”, hvor maskebærerene danser ned til flo-den, hvor de smider maskerne i floden og derved slipper de dødes sjæle fri igen. Ma-skebæreren forsøger at skjule sit ansigt, indtil han har afleveret masken, så ånden kan rejse tilbage til ”Landet uden Ondt”, bagefter foretager man en rituel afvaskning i van-det og først derefter kan indianerne vende tilbage til bopladsen i egen skikkelse.

I mange år blev indianerens majsfest opfattet som umoralsk, grundet det tøjlesløse drikkeri og promiskuøse adfærd, som indianerne udviste. I dag er skikken en levende del af guaranifolkets kultur, en skik som har overlevet kulturelt og i dag er en del af

Arete Guasu, fra majsfesten i Kapiatindi. Foto: Annie Oehlerich.


deres sociale begivenheder og den nye historiefortælling i Bolivia. Maskerne, sangene og festen er populær blandt de unge indianere og forankret i nutiden, symbolerne fornyes og genfortolkes.

De store samfundsforandringer i Bolivia siden 2004, hvor landet fik sin første indi-anske præsident, betyder en fornyet interesse for indianske værdier. Flere moderne masker bærer præg af den aktuelle politiske kontekst, hvor slagord om autonomi eller farverne fra det bolivianske flag er en del af udsmykningen. I forbindelse med den nye interkulturelle skolereform i Bolivia, fra 2012, er kendskabet til den traditionelle gua-ranikultur indført, på undervisningsplanen i skolerne. Skoleelever fra byerne i Bolivia laver små kopier af de traditionelle masker og lærer at danse de indianske danse, som Arte Guasu, for at anskueliggøre den traditionelle kulturrigdom i Bolivia, som mod-vægt til landets lange kolonihistorie og undertrykkelse af indianske skikke.

Majsfesten: Animisme, kulturrelativisme eller perspektivismeIndianernes oprindelsesmyter afstikker de sociale regler for opførsel og viser, hvordan verden hænger sammen. Som hos mange andre oprindelige folk vidner myterne om en tid, hvor dyr og mennesker levede en fælles tilværelse på jorden, og forholdet mellem guaranimennesket og dyr understreges, dyrene indgår i guarani-indianernes slægt, fra dengang alle var én familie. Guaranifolkets oprindelige tro bygger på animisme; alt i naturen er en gave fra det store intet, fra Ñande Ru Tumpa. I den animistiske tænkning synes der ikke at være en klar adskillelse mellem krop og sjæl. Dyr, lige fra insekter, bier, frøer til hjorte, planter, træer, selv vand er besjælet, alle har deres egen iya, som bedst kan oversættes med herre/ånd, som indianerne er beslægtet med.

En central figur i religionen er shamanen, der besidder særlige evner til at komme i kontakt med naturens iya, men i det daglige sørger hver enkelt indianer for at opret-holde et godt forhold til naturen omkring dem. Før man drager ind i skoven for at jage, skal man bede om lov og overholde en lang række tabu, som igen opretholder verdens orden. En jæger vil aldrig sige, at han håber på en god fangst, inden han drager af sted, men at han håber det bliver et heldigt møde, de suerte, med dyrets herre.

Drømme spiller en stor rolle i guaraniernes liv, gennem drømme er man i kontakt med afdøde, dyrenes herrer eller ånder, drømmene fortolkes og tages som varsler. Forfædrene ligger inde med strategisk information om jagtstederne, hver jæger har sin særlige skytsånd, en særlig afdød, som kan vise sig i drømme og pege de gode jagtste-der ud. Drømmene skaffer både jægeren en indsigt om jagtstedet, men drømmen er også et spirituelt møde, mellem jæger og dyr, for hvis dyrets iya inviterer jægeren til at lade sig jage, ved han at det gode jagtudbytte er sikret. Indianerne er opmærksomme på ikke at fange mere end de skal bruge til dagen og vejen, ellers bliver iya fornærmet, der skal være nok til alle. Byttet deles mellem familierne på bopladsen, hele samfundet er bygget op over reciprokke værdier, hvor indianerne udveksler med hinanden og med naturen.

Antropologiens moderne kulturforståelse bygger blandt andet på Clifford Geertz teorier. Her forstås kultur som en metafor, hvor mennesket er som et dyr, der er op-


De unge piger støder majsen til mel. Foto: Annie Oehlerich


hængt i et spindelvæv af betydning, som det selv har spundet (Geertz 1973:5). Ved at forstå de kulturelle processer indefra, fra aktørenes side, forsøger man at fortolke sam-fundet ud fra sin egen logik, modsat den tidligere videnskabs etnocentriske blik. De første missionærer troede fejlagtigt, at indianerne ingen religion havde, i modsætning til inkaernes solkult, som man fandt i Andesbjergene eller templerne i Indien. Guara-niernes majsfester og hellige ceremonier opfattede missionærerne ikke som religiøse, men hedenske. Jagten på det evige paradis mindede derimod jesuitterpræsterne om det kristne paradisløfte, de tolkede det som udtryk for, at indianerne havde en tro på sjælens udødelighed og et liv efter døden, forskellen var imidlertid, at indianerne ved deres tro på ”Landet uden Ondt” havde en adgang til riget før døden og ikke som i den kristne lære efter.

Geertz og andre har lagt grund til en antropologisk kulturrelativisme. Kulturrela-tivisme defineres bredt som læren om, at alle samfund er forskellige og skal forstås ud fra deres egen logik. Ud fra en klassisk kulturrelativistisk analyse vil det religiøse mønster af betydning, som indianernes verdensbillede bygger på, være virkeligt for in-dianerne, men måske ikke for den objektive forsker. Under sit feltarbejde blandt araw-etéindianerne i Amazonas har den brasilianske antropolog Viveiros de Castro udviklet en alternativ ide om perspektivisme. Viveiros mener at der stadig er et element af etnocentrisme i kulturrelativismen, når vi som forskere hævder, at indianernes religiøse verdensbillede kun er virkelige for indianerne, men ikke er virkeligt virkelige. Viveiros hævder, at verden består af mangfoldige verdener (se Tidsskriftet Antropologi 2013) og Viveiros bruger dermed perspektivismebegrebet til at nyfortolke de sydamerikan-ske indianeres religion. Hos mange oprindelige folk formår shamanen at opholde sig, samtidig, i forskellige verdener (åndeverden, dyreverden), Viveiros mener de besidder en evne til at opholde sig i ontologisk forskellige verdener og forklarer det med at in-dianerne ser dyr og ånder som dyr og ånder, men de samme dyr og ånder ser også sig selv på denne måde, dvs. at dyr og ånder ser sig selv og menneskene som noget andet end menneskene gør (Grue & Vega, 2013: 9).

En af de vigtigste myter blandt tupi-guarani handler om jaguaren, tvillingerne, solen og månens skabelse. I sin tørst efter blod dræber jaguaren en gravid guaranikvinde, de ufødte tvillinger redder livet og forvandles til solen og månen. Viveiros mener her, at det vi ser som blod opfatter jaguaren som maniok-øl. Set fra jaguarens perspektiv er den et menneske, som drikker maniok-øl. Der er ikke tale om at se den samme verden ud fra forskellige perspektiver, men snarere om en overførsel af samme perspektiv, set ind i forskellige virkeligheder (Willerslev 2011:158.)

Viveiros nye perspektivismeteorier har været med til at skabe den ontologiske drej-ning indenfor antropologien, og har inspirereret flere danske forskere, der arbejder med animisme, fx Rane Willerslev, Morten Petersen og Morten Nielsen. Willerslev fin-der at jægeren efterligner sit bytte og jager ud fra dyrets synspunkt, jægeren er bevidst om sig selv som menneske, men skal kunne indleve sig så stærkt i det bytte han jager, at han kan sanse hvor dyret vil gemme sig, spise, sove. Indianernes forhold til ånderne er meget pragmatisk, hvis jægeren ikke fanger noget, er det ikke fordi han ikke er en dygtig jæger, men fordi dyret ikke gav sig selv i gave. Jægeren må derfor ransage sig selv


og overveje, om han har overtrådt samfundets regler og fornærmet dyrets ånd på et tidspunkt.

Tidligere forsøg på at fortolke det guddommelige hos indianerne var gennemsyret af de første missionærers egen blindhed overfor det guddommelige, fordi den ani-mistiske tro blot blev tolket som en tro på et besjælet forhold til naturen. De fandt ingen håndgribelige beviser på deres religion, ingen kirker, præster eller særlige cere-monipladser blandt guaranierne. Majsfesten opfattede missionærerne som et hedensk drikkeritual, de så den ikke som en religiøs ceremoni. Hvis man derimod fortolker gua-raniernes animismebegreb og majsfest ud fra et perspektivistisk synspunkt er der tale om, at de bebor forskellige virkeligheder, som Viveiros påviser med sine teorier. India-nernes kosmologi og daglige tilgang til verden er baseret på en ontologisk tilgang, som gennemløber deres daglige ritualer: Indianerne opfatter hver en ændring i naturen, de har ord for hver en plante og kender dens egenskaber. Når de i Izozog omtaler deres forhold til naturen, siger de selv at de ser, modsat antropologen som bare kigger og ikke evner at se med. Jægeren følger dyrets spor, vaner og sovesteder, en god jæger kender sit bytte så godt, at han ser sig selv som dyret. Fiskerne observerer flodens krumning på overfladen, strømmens retning og ser, hvor fiskene gemmer sig. Forfædre danser med dem der lever. Majsfestens religiøse ceremoni er et levende bevis på india-nernes trosopfattelse og særlige evne til at befinde sig i flere verdener samtidig.

Instrumenterne varmes op, inden majsfesten går i gang. Foto: Justo Yandura.


Bibliografi• History of a Voyage to the Land of Brazil. Jean de Léry, 1613. Kapitel XV. How the Americans

Treat Their Prisoners of War And The Ceremonies They Observe Both In Killing And In Eating Them. University of California Press, 1992.

http://quod.lib.umich.edu/cgi/t/text/pageviewer-idx?c=acls;cc=acls;rgn=full%20text;idno=heb03132.0001.001;didno=heb03132.0001.001;view=image;seq=00000184;node=heb03132.0001.001%3A20

• Kristian Edinger. Zig-Zag nr. 26, Ibis. S.23-25. 1994.• Clifford Geertz. The Interpretation of Cultures. 1973.• Astrid Grue og Christine Vega. Bebor vi mangfoldige verdener? Verden(er). Tidsskriftet Antro-

pologi nr. 67. 2013• Dorthe Nyland Sørensen. Antropologi nr. 23, Paradisløftet. S. 89-98. 1991.• Kennet Pedersen. Antropologi nr. 23. Jaguaren og biskoppens forvandlinger. S. 99- 113. 1991.• Jurgen Riester. Textos sagrados, Los Amigos Del Libro. 1984. S.235• Viveiros de Castro. From the Enemy’s Point of View: Humanity and Divinity in an Amazonian

Society (The University of Chicago Press, 1992).• Rane Willersslev. Tidsskriftet Antropologi, nr. 63. Det guddommelige blik. S. 153-165. 2011.• Rane Willerslev. Soul hunters, Hunting, Animism, and Personhood among the Siberian Yukag-

hirs. California Press. 2007.• Yande Yari, nuestra abuela, CIMCI, 2002.

Links til musik og film• Link til boliviansk musikvideo Rosita Poche, sunget af Tola Claudio.

http://www.youtube.com/watch?v=cykCOR_DoJ0• Link til filmklip med festen for de døde

http://pueblosoriginarios.encuentro.gov.ar • Spillefilmen The Mission, med Robert de Niro, fra 1986, om jesuitterpræsternes missioner.

Videre læsning• Se materiale fra Operation Dagværk, 2007, som handlede om guaranislaverne.

http://www.od.dk/projekt/73/bolivia-2007• Officiel hjemmeside fra den bolivianske ambassade i Argentina, som handler om de bolivi-

anske danse. http://www.embajadadebolivia.com.ar/m_cultura/c_danzas.html• UNESCO Samlingen Bolivia D: Angel Yandura og Annie Oehlerich, Moesgaard Museum 2000• Se hjemmeside på tysk/spansk/italiensk om oprindelsesmyter hos guarani:

http://www.bibmondo.it/att/luna/doc/index-es.html

28 RELIGION NR. 4 · 2014 BESAT AF DØDEN? 29

Af Jesper Nielsen & Mette Haakonsen

Jesper Nielsen (f. 1972), Ph.d. og lektor i Indianske sprog og kulturer på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Uni-versitet. Forsker primært i skriftsystemer, ikonografi og religion i det præcolumbianske Mesoamerika, men har også en stærk interesse i forskningshistorie og kolonitidens synkretistiske processer. Forfatter til en lang række bøger og videnskabelige artikler.

Mette Haakonsen (f. 1971), cand. mag. i kunsthistorie med speciale i re-præsentation af død, minder og erindring. Hun er freelance skribent og kurator og har tidligere været ekstern lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Medredaktør på Memento Mori. Døden i Danmark i tværfagligt lys (2008) og har bl.a. kurateret Mexicanske dæmoner og dansende skeletter. Dr. Lakra i dialog med Posada, Holstebro Kunstmuseum (2012-13). Desuden medkurator og –redaktør på Magt – Minder – Mennesker. Mindesmærker i dag, KØS. Museum for kunst i det offentlige rum (2014-15).

Besat af døden? Et kritisk blik på forestillinger om De dødes dag i Mexico

Udlandets interesse for den mexicanske højtid De dødes dag (Día de Muertos) er vokset mærkbart indenfor de seneste årtier. I det nye årtusinde har man således set et stort antal populære, mexicanske dødedagsarrangementer på danske kultursteder og -insti-tutioner; fra Christiania, over kulturcentret Assistens og VerdensKulturCenteret i Køben-havn og til landets største etnografiske museer Moesgaard Museum og Nationalmuseet.

Højtiden fejres flere steder særligt i Latinamerika og blandt emigranter i USA, men den har en helt unik udbredelse og forankring i Mexico. Det er derfor den mexicanske udgave, der er den primære inspirationskilde i udlandet inklusiv Danmark og som føl-gelig skal være i fokus her.

De mexicanske dødedage er mindeborde, kirkegårdsvisitter, udklædning og skrald-grinende skeletter. En erindring om de døde, der stadig er tilstedeværende for de le-vende og en markering af, at døden altid er livets følgesvend. Det er alvor og humor. Det er liv og død i forunderlig og skøn – og for nogen uskøn – forening. Uskønt, ufor-ståeligt og ligefrem morbidt, hævder skeptikerne. Hvordan kan man mindes afdøde familiemedlemmer og i samme periode more sig, spise søde sukkerkranier og pynte op med kulørt papirklip og fjollede skeletter? Det spørgsmål har mange europæere

BESAT AF DØDEN? 29

stillet sig gennem tiden. Deriblandt finder vi den østrigske grevinde Paula Kolonitz, der ytrer sin holdning i en rejseskildring fra 1867: ”Vi befandt os i Mexico på De dødes dag. På en måde forekom det os mærkeligt, fordi den er fejret med så megen glæde, og med ting som chokerede og krænkede hjertet med deres frivolitet, hvorimod man på denne dag, i alle de katolske lande, frem for noget ærer dem vi elskede, da de levede.”1 Forestillingen om mexicanernes frivole og morbide forhold til døden genfindes i dag, også blandt flere forskere.2 Når talen og skriften falder på udspringet til den påståede lette omgang med døden, er det især én forklaringsmodel, der er i fokus: den præco-lumbianske fortid.

I populære fremstillinger af de præcolumbianske højkulturer i Mesoamerika bliver de indianske religioners fokus på menneskeofringer og døden ofte fremhævet, og teksterne suppleres som regel med et fast udvalg billeder af dødsguder, skeletter og kranier. På den måde har den vestlige verden efterhånden lært at betragte de indian-ske kulturer som særligt optagede af døden og det morbide: Kraniekulte, skeletter og blødende, ofrede hjerter rakt frem mod solen har defineret essensen af de mesoame-rikanske civilisationer. Stemmer dette billede overens med virkeligheden? Eller er der mon tale om en arv fra den spanske kolonimagts ønske om at fremstille indianerne som dødsfikserede og blodtørstige barbarer?

Faktisk kan antallet af billeder af kranier og skeletter fra det gamle Mexico ikke si-ges at være overvældende – og slet ikke i forhold til hvad vi kender fra den vestlige

I ugerne op til De dødes dag handles der bl.a. med sukker- og chokoladekranier, kister af kulørt sukker og små græskar. Her på hovedpladsen i Patzcuaro (Michoacan, Mexico). Foto © Mette Haakonsen, 2007.


verden. Lad os foretage et tankeeksperiment og forestille os, at vi foretog et udvalg af den vestlige, kristne billedkunst fra 1300-1600-tallet, alene med det formål at fremstille kristendommen som koncentreret omkring død og lemlæstelse. Vi ville have et væld af bloddryppende og rædselsvækkende gengivelser af henrettelser, tortur, skeletter og kranier at vælge imellem. Vi kunne på baggrund af billederne fremmane et helt andet billede end det, de fleste kristne europæere vil karakterisere som centralt i deres re-ligion og verdensbillede. Denne lille optakt tjener til at minde om, at den almindelige antagelse om det præcolumbianske islæt i De dødes dag i Mexico i dag bl.a. er et produkt af myter og langt senere forestillinger om den indianske forestillingsverden og syn på døden. Under alle omstændigheder må vi stille en lang række spørgsmål til vores måde at betragte de indianske kulturer på, og ikke mindst til de kilder vi støtter os til. Der er ingen tvivl om, at De dødes dag rummer andre træk end den tilsvarende katolske højtid på den Iberiske halvø, men hvor meget af det er reelt af præcolumbi-ansk, indiansk oprindelse?

De dødes dag i Mexico i dagDe dødes dag er koncentreret omkring tre dage: d. 31. oktober til d. 2. november, og højtiden omtales da også jævnligt som de dødes dage (Días de Muertos eller Días de los Muertos). Denne ene gang om året kan man forholde sig eksplicit og i socialt ved-tagne rammer til det ubegribelige og sorgfulde, som døden ofte er omgærdet med. Der bliver grædt, og der bliver grinet. Men hver ting til sin tid og til sit sted.

I vestlig sammenhæng er mindet om afdøde personer almindeligvis kædet sammen med personspecifikke steder, genstande og mærkedage og dertil kan mindet aktiveres, mens man mindst venter det, ved en lyd, en duft, et billede; hvad som helst. Mindet i forbindelse med De dødes dag i Mexico foregår derimod på det samme tidspunkt hvert år, og man er fælles om at mindes og forholde sig til døden på meget synlig vis. De dødes dag rummer, både hvad angår datoer og funktion, et nært slægtskab med den katolske mindekultur, med Allehelgensaften (den 31. oktober), Allehelgensdag (1. november) og Allesjælesdag (den 2. november). Højtiden i Mexico favner dog meget bredere end til kirkens rum, strækker sig over en længere periode og er langt mere om-fattende end den katolske tradition. De dødes dag i Mexico er dertil baseret på kollek-tivt definerede handlinger og genstande både i private og offentlige rum, og vi ser her nærmere på de tre mest centrale elementer: byrummet, mindebordene og kirkegården.

De dødes dag i Mexico er meget synlig i byrummet i ugerne op til den egentlige højtid. Det er her, i gaderne, på markedet, i butikkerne og i offentlige institutioner, at humoren vægtes højest. Alvoren er også repræsenteret i byrummet, blandt andet i form af mindeborde for afdøde personer knyttet til et offentligt sted, så som en butik, og dertil i form af samfundskritiske altre og mindeborde. Men byrummet bugner frem for alt med satire og morsomheder. Satiretegninger, de såkaldte Calaveras (’kranier’), hvor vers med tilhørende kranier og skeletter spidder tidens dårskaber og sociale ud-fordringer er således en fast bestanddel i højtidens aviser og andre tryksager. Der sæl-ges og pyntes op med sukkerkranier, dødebrød med knogler på toppen, papirklip, små

BESAT AF DØDEN? 31

og store skeletter i forskellige materialer og størrelser og i aktiviteter af den ene og den anden art. I dag optræder alle disse på overfladen joviale udtryk desuden ofte side om side med elementer fra Halloweens nygotik, eventyrunivers og splattereffekter (fx trolde, spindelvæv og zombier), som betoner den muntre og pirrende gys og gru.

På kirkegården og i forbindelse med de private altre og mindeborde finder man også flere af de humoristiske aspekter, men sjældent effekter og aktiviteter, der stammer fra Halloween. Omdrejningspunktet er alvoren og de dybtfølte minder. Flere går til messe i kirken, hvor der kan være opstillet mindeborde for de, der er døde i sognet det forgang-ne år. Kirkegården er om end mere central. Mange familier tager på kirkegården op til de centrale dage i højtiden. De rengør gravene, maler eventuelt tal og bogstaver op og pyn-ter med blomster, især den orange fløjlsblomst cempasuchil (aztekisk for ’20-blomst’). Der skal også mad, frugt, søde sager og drikke til, som den døde holdt af. Til mændene er der desuden ofte cigaretter og alkohol som øl, tequila eller pulque (den gærede, alko-holiske drik af agave-saft). Familier samles omkring gravene til handlinger, der afhænger især af familietraditioner, etniske og regionale forskelle. I Aguascalientes, nogle timer nord for Mexico City, samles familier omkring gravene og læser bønner op, taler sagte sammen, nogle spiser lidt nødder og nogle hyrer musikanter, der kan slå tonerne an til

Familemedlemmer istandsætter en slægtnings gravsted den 1. november på en af Aguascalien-tes kirkegårde (Aguascalientes, Mexico). Foto: © Mette Haakonsen, 2009.


eller selv fremføre sange. I den vestligt beliggende by Janitzio, i staten Michoacan, er purépecha-indianerne derimod meget kendt for deres vågenat mellem 1. og 2. novem-ber. En mindekultur, der tiltrækker turister og medier i hobetal, når især de kvindelige familiemedlemmer våger ved gravene for de afdøde sjæle i det gyldne skær af stearinlys.

Endelig er der altrene eller mindebordene, der, som allerede oplyst, etableres både i hjemmene og i det kollektive rum. Den største forskel mellem de to rum består i, at de private borde er tilpasset hjemmets mindre skala og har fokus på en eller flere nære slægtninge, hvorimod de offentlige kan have enorme dimensioner og, som tidligere omtalt, ofte er dedikeret sociale problemtikker og især kulturpersonligheder og natio-nale helte såsom revolutionshelten Zapata og billedkunstnerne Frida Kahlo og Diego Rivera. Opbygningen og indholdet på et alter afhænger af, hvem de skabes af og for; køn, alder, klasse, etnicitet og region spiller en stor rolle. Et af de gennemgående træk er dog et bord, der dækkes af en dug og hvorpå der placeres gaver til den afdøde. Ofte skabes der flere niveauer på bordet, som bygges op imod en himmel, der gerne udgø-res af tyndt, udstanset papir i stærke farver og med kranie og skeletmotiver, hvorimod man blandt de tidligere omtalte purépecha-indianere bygger stativer i træ over alteret, hvorpå der ophænges frugt, der repræsenterer himmellegemerne.

Mindebord i familiemausoleum på kirkegård i Aguascalientes. Blandt ofringerne på bordet er vand, en slikkepind, et sukkerrør og sukkerkranier med afdødes navn. Bemærk også at et element fra Halloween-traditionen har vundet indpas i form af de store papir-edderkopper. Over plastickraniet hænger et foto af den afdøde (Aguascalientes, Mexico). Foto: © Mette Haakonsen, 2009.

BESAT AF DØDEN? 33

Portrætfotografier af de afdøde er gennemgående og helt centrale for mindebordene til De dødes dag. Herved personliggøres bordet, og følelsen af åndeligt og sjæleligt nærvær underbygges af ansigtets parallel til de religiøse figurer, især Mexicos skytshel-geninde Jomfruen af Guadalupe, der også indgår på de fleste mindeborde. Portrætfo-tografierne står ikke alene på bordet.3 Fotografierne skal ikke blot erindre om fortiden, den og det der var, men netop medvirke til udfoldelse og opretholdelse af det ak-tive minde via interaktionen med de øvrige genstande og handlinger omkring bordet. Rundt om fotografierne er der således typisk stearinlys og mad og søde sager i form af chokolade og sukkerkranier, heriblandt gerne et med afdødes navn påsat i panden. Dertil kommer typisk det føromtalte dødebrød, og der kan også stå varme retter så som mole poblano (kalkun i chokoladesovs) med ris og tortillas (majspandekager), og der vil altid være drikkevarer til de tørstige sjæle.

Mindebordet er tænkt både som en gave til den afdøde, et medium for kontakt til afdødes sjæl og som et samlingssted for familiemedlemmer og venner. Den oprinde-lige idé er, at afdødes sjæl konsumerer essensen af bordets glæder, indtil familie og nære venner ”hæver offerbordet” og ”deler kraniet”, det vil sige indtager maden og drikkene, som regel den 2. november.

Dødekult i det præcolumbianske Mexico: Hvad ved vi egentlig?I et forsøg på at afklare i hvilken grad De dødes dag er en delvis fortsættelse af præco-lumbianske traditioner, er det afgørende at se nærmere på vores kilder til de førspanske religioner, især forestillinger om døden og efterlivet. De indianske civilisationer i det cen-trale Mexico, herunder aztekerne som vi her vil fokusere på, var i tiden før europæernes ankomst til kontinentet del af det kulturområde, der kaldes Mesoamerika og som indbe-fatter store dele af det nutidige Mexico, hele Guatemala, Belize og det vestligste Hon-duras og El Salvador. Tidsmæssigt afgrænses Mesoamerika typisk fra ca. 1800 f.v.t. og frem til den spanske invasion i 1519. Hvad angår vores kilder til de indianske religioner i tiden før og omkring erobringen, så består de dels af arkæologiske genstande og tekster (ned-skrevet med såvel indianske skriftsystemer før erobringen som med latinske bogstaver i tiden derefter). Til trods for at forskere således har relativt mange typer af kilder at støtte sig til, så er arbejdet med at rekonstruere de præcolumbianske idéer om døden ofte en udfordring, idet kilderne sjældent er eksplicitte. Hvad angår teksterne fra 15-1600-tallet er det altoverskyggende problem, at de er nedfældet i en kontekst, hvor kristne værdier og forestillinger allerede kan have haft indflydelse på de indianske traditioner.

Før vi ser nærmere på døderitualer, vil vi kort skitsere hvilke forestillinger aztekerne havde om efterlivet. I modsætning til den kristne skelnen mellem himmel og helvede, så afhang ens videre færd ikke af ens opførsel og moralske adfærd, men af måden man døde på. Vi kender til fire mulige destinationer for de afdøde: Dem, der døde en natur-lig og almindelig død, typisk alderdom eller en af de mest hyppige sygdomme – det vil sige størstedelen af befolkningen – kom til Mictlan (’døde-stedet’). Mictlan kan bedst beskrives som en spejlverden under os, hvor man i det store hele fortsatte sit liv, som det havde været på jorden. Det var altså ikke et sted, hvor onde sjæle blev straffet.


Mictlan kan derfor ikke sammenlignes med det helvede, vi kender fra den kristne kos-mologiske model, endskønt det ofte er præcis dette, der bliver gjort. Her har vi at gøre med en arv fra de munke, der beskrev den indianske kosmologi – inden for rammerne af deres eget verdensbillede. Hvis man druknede eller blev ramt af et lyn, eller omkom af en sygdom, som af aztekerne blev betragtet som relateret til vand (f.eks. vattersot og spedalskhed), så kom man til Tlalocan (’Tlaloc-stedet’), som var regn- og stormgu-den Tlalocs domæne. Eftersom dette er beskrevet som et frugtbart, blomstrende sted med livgivende regn blev det sammenlignet med paradis, selvom det på ingen måde kan sidestilles med det kristne paradis. Var man derimod død på slagmarken, som en tapper kriger, ventede der en tilværelse i Tonatiuh ichan ’Solgudens-hjem’, hvortil også kvinder, der døde under barsel kom til. Når man ofrede sig selv, fik man adgang til Solgudens verden. Her ledsagede de døde solen over himlen, og efter fire år blev de forvandlet til tropiske, farvestrålende fugle og sommerfugle. Disse ’sommerfuglekri-gere’ kender vi også fra tidligere centralmexicanske kulturer, og sommerfugle spiller fortsat en rolle i forbindelse med De dødes dag blandt visse indianske grupper – men sjældent i den kommercialiserede del af højtiden. Endelig var der et helt særligt sted til de døde småbørn, Cincalco (’majs-hus-stedet’), og spædbørnene kunne her ernære sig ved Chichihualcuauhco (’bryst-træ-stedet’).

Omkring den praktiske del af håndteringen af afdøde, så har vi fra 1500-tallet gode beskrivelser af en række ritualer, der skulle gennemføres indenfor de første fire dage efter dødsfaldet. Først blev liget vasket og gjort i stand, bl.a. behandlet med velduf-tende planter og salver, og derefter viklet ind i fintvævede kapper. Der blev nu sunget til ære for den afdøde, ligesom den blev tilbudt mad og drikke. Kilderne nævner des-uden, at dødsfaldet blev annonceret af en gruppe ældre kvinder, en slags grædekoner, der sørgede over den afdøde. Her får vi et tydeligt billede af, at sorg og klage over det

Der ofres fødevarer og synges til ære for den afdøde, som er viklet ind i fine bomuldskapper og placeret på en sivtrone. Bemærk at personen til højre græder. Detalje fra det aztekiske manu-skript Codex Tudela fra midten af 1500-tallet (i dag i Museo de América, Madrid).

BESAT AF DØDEN? 35

mistede liv bestemt også var en del af den indianske tradition. Efter fire dages ceremo-nier blev liget kremeret eller begravet. Kremering var oftest forbeholdt den aztekiske overklasse. I de fire næstfølgende år blev der afholdt årlige ritualer, hvor den døde blev budt ofringer af mad, drikke og masser af blomster. Tilsvarende ofringer anbringes på nutidige offerborde på De dødes dag. Det må dog understreges, at ofringer i form af mad og drikke til de afdøde, også i rammerne af et decideret måltid sammen med de afdøde, er et næsten universelt fænomen og kan derfor ikke automatisk bruges som et vidnesbyrd om kontinuitet mellem de præcolumbianske og nutidige traditioner.

Hvad angår kranier og knogler, som er visuelt dominerende i De dødes dag, er der ingen vidnesbyrd om en tilsvarende praksis før spaniernes ankomst. Kun i helt enestå-ende tilfælde er der tegn på, at herskeres knogler og kranier blev anvendt i en form for forfædrekult. I langt de fleste grave finder man således intakte, og ikke kranieløse, ske-letter. At hovederne fra ofrede krigsfanger blev placeret på kraniestativer (tzompantli) vidner om en tradition for at samle og udstille trofæer, men det er en helt anden histo-rie og har intet med De dødes dag at gøre. Knoglerne og kraniet havde dog en stor sym-bolsk betydning blandt mesoamerikanerne, idet de blev betragtet som kilden til nyt liv. De var på en måde den hårde ”kerne” i menneskets krop, der som kernen eller frøet i en frugt kan danne nyt liv, når det bløde (frugt)kød er spist eller rådnet bort. En af az-tekernes skabelsesmyter beretter således hvordan den nuværende race af mennesker blev skabt af de fintmalede knogler fra en tidligere race – blandet med gudernes blod.

Før spaniernes ankomst ofrede man som nævnt også til de afdøde. I måneden Tititl (svarende til en 20 dages periode i december-januar måned i vores kalendersystem4), fejrede man de, der var på vej til Mictlan. De der var undervejs til Tlalocan blev mindet i måneden Tepeilhuitl (i oktober), mens de der skulle opholde sig i ’Sol-gudens hjem’ var genstand for offerfester i måneden Tlaxcochimaco ved festerne Huey Miccail-huitl (’den store fest for de døde’). Kort forinden denne lå Miccailhuitl (’festen for de små døde’), hvor det var børn, der ofredes til. Disse to rituelle højtider skulle smelte sammen med de katolske fester for de døde, men lå oprindeligt i hvad der svarer til august-september måned. De nævnte fester var altså led i den fire år lange periode, hvor de afdøde var på vej mod deres endelige destination. Når man et sted kan læse at: ”Længe før Columbus i 1492 gik i land i den nye verden, afholdt aztekerne […] og mayaerne […] religiøse fester til ære for døden”5, så er det ikke helt sandt. Det var ikke ceremonier til ”ære for døden” som fænomen eller tilstand, men en fortløbende række overgangsritualer, der sigtede mod at bringe den afdøde frem til sit endelige opholdssted. Kilderne nævner intet om, at de døde vender tilbage til jorden under højtideligheden, ligesom hverken skeletter eller kranier spiller en rolle, hverken fysisk (som de faktiske rester af de afdøde) eller symbolsk (som billeder eller skulpturer).

Mission og synkretistiske kompromisser i kolonitidenDen spanske invasion af Mesoamerika begyndte i 1519 og havde fokus rettet mod det centralmexicanske højland og det aztekiske imperiums hovedstad Tenochtitlan. Side-løbende med den militære erobring fandt en såkaldt ”åndelig erobring” sted. Munke


stod i spidsen for den store udfordring med at omvende de indianske befolkninger til kristendommen, opføre kirker og klostre og studere de indianske sprog og kulturer for bedre at komme hedenskaben til livs. De relativt få munke skulle dække et enormt om-råde med millioner af mennesker, og missionsarbejdet kom ikke til at forløbe så smerte-frit som flere af munkene i første omgang håbede på. På grund af kulturelle og sproglige barrierer opstod misforståelser og fejltolkninger, og kristendommen blev derfor uund-gåeligt iblandet indianske trosforestillinger. I denne synkretistiske proces ligger en stor del af forklaringen på den særlige form for indiansk katolicisme, der i dag ses i bl.a. Me-xico og Guatemala. Derudover søgte man fra begge sider at tilpasse sig den nye situation bedst muligt, hvilket gav sig udslag i en slags religiøse kompromisser: præcolumbian-ske pilgrimsmål blev forvandlet til kristne, kirker opført på fundamenterne af de gamle templer og indianske danse blev udgangspunkt for kirkespil, og munkene har måttet se gennem fingre med de indianske skikke og forestillinger, der på denne måde overlevede. Denne strategi er blevet kaldt ”guided syncretism”6; hvilket vil sige, at munkene bevidst valgte at adoptere elementer fra den tradition, de ellers forsøgte at eliminere. I tilfældet med missionsarbejdet i det centrale Mexico adopterede man sproget, nawatl, som ud-gangspunkt i omvendelsen, og visse religiøse symboler og praksisser. Endvidere kan det bemærkes, at kristendommen i 1500-tallet allerede havde en lang tradition for at indop-tage og bygge videre på ikke-kristne skikke og forestillinger. John Ingham skriver således: ”The store of Christian customs that was transmitted to Mexico in the sixteenth century was already a blend of orthodox and pre-Christian culture. Syncretism in Mexico did not so much dilute Catholicism as enrich a tradition that was already heterodox.”7

Det er præcis sådanne årsager, der danner baggrund for De dødes dag i Mexico, så-dan som den tager sig ud i dag. Den katolske, todelte fejring af de døde i Allehelgens Dag (’Todos los santos’) og Allesjæles Dag (’Fieles difuntos’) fandt således en slående genklang i de førnævnte ceremonier for to af aztekernes kategorier af afdøde: De døde småbørn og de døde krigere. I dag fejres og mindes netop først de døde børn og siden de voksne i forlængelse af hinanden i dagene fra den 31. oktober til den 2. november. Selvom der ikke er et nøjagtigt overlap hvad angår tidspunktet på året, så er det dog i det samme kalenderhalvår. Dominikaneren Diego Durán bemærker omkring midten af 1500-tallet, at han har set indianere foretage ofringer af mad, drikke og blomster på Al-lehelgens Dag og Allesjæles Dag, og det bekymrer ham, da han antager, at den kristne højtid er blevet tillagt aztekiske forestillinger. Sådan forholder det sig formentlig også, i alt fald til en vis grad, for spørgsmålet er hvor mange af delelementerne i De dødes dag, der med sikkerhed kan tilskrives præcolumbianske traditioner. Antropologen Stanley Brandes er i forhold til dette spørgsmål langt mere direkte, han tvivler stærkt på de formodede præcolumbianske rødder i højtiden, og konkluderer: ”[I]t would be hard to deny that the Mexican Day of the Dead does have a prominent, though not exclusive, Spanish origin.”8 Han peger bl.a. på at traditionen med forskellige former for sødt ”dø-debrød”, formet bl.a. som knogler, er udbredt i det katolske Sydeuropa.

I nutidens Mexico knyttes sommerfugle i visse indianske samfund nært sammen med de tilbagevendende døde i tiden omkring De dødes dag. Sommerfuglen blev brugt som et symbol på sjælen i både den antikke og kristne verden, men vi ved også,

BESAT AF DØDEN? 37

at den i det centrale Mexico med sin opsigtsvækkende metamorfose fra larvestadie til puppe og slutteligt til sommerfugl, blev et billede på død og genfødsel i den præco-lumbianske periode. Højtstående aztekere, herunder krigere, blev, når de døde, viklet ind i fornemme kapper, en parallel til sommerfuglens puppe, og siden kremeret. Gen-nem ilden blev den døde forvandlet til en sommerfugl og kunne stige til himmels til Solgudens hjem. Måske er lige netop denne opfattelse om de mange flagrende som-merfugle, der viser sig i slutningen af oktober, den der kommer nærmest en overle-vende præcolumbiansk forestilling om døden og efterlivet.

Tilbage til nutiden og en konklusionUanset de religionshistoriske og kildekritiske overvejelser, vi kan gøre os om fænome-net og højtiden De dødes dag i Mexico og dens tilblivelse, så er der ingen tvivl om, at festen for de døde i den brede mexicanske befolknings opfattelse har dybe rødder i præcolumbiansk, og særligt aztekernes religion. Vi har her forsøgt at vise, hvorledes højtiden tager sit afsæt i den dynamiske koloniale periode. Munkene søgte til tider aktivt at tilpasse den kristne lære rammerne af den hedenske praksis, præcis som man havde gjort i Skandinavien, hvor førkristne skikke også fandt plads og i dag er en in-tegreret del af vores opfattelse af, hvad god kristen skik er. Desuden er det vigtigt at understrege, at indianerne i denne sammenhæng ikke var passive, handlingslammede ofre. De tilpassede katolsk lærdom i forhold til deres egen forståelsesramme og behov og omfortolkede således både deres egne religiøse forestillinger såvel som den nye. Selvom De dødes dag måske overvejende er af kristen oprindelse, ændrer det ikke på, at den tradition der er vokset frem i Mexico er enestående og ikke finder mage i det katolske Europa, ligesom det heller ikke ændrer ved den værdi som kulturelt blan-dingsprodukt højtiden i dag tillægges af mange. Præcis som alle ritualer og religiøse traditioner ikke er statiske, men konstant ændrer sig, så er også De dødes dag under forandring, og ikke mindst massemedier og den stærke forbindelse mellem Mexico og USA har været medvirkende til at flere og flere træk fra Halloween føjes til etablerede dele af fejringen af De dødes dag.

Den stærke forankring af De dødes dag netop i dagens Mexico har desuden en cen-tral, nutidig baggrundsforklaring, som kun indirekte har sit udspring i den præcolumbi-anske fortid, nemlig en bevidst, national oprustning. Det er et velkendt fænomen, at mennesker danner tilhørsforhold som gruppe, og altså også som nation, ved blandt andet at differentiere sig fra andre grupper (og nationer) for hermed at definere det særlige ved ens egen gruppe – her ”det mexicanske”. Det mexicanske behov for at indkredse en autentisk mexicanskhed (lo mexicano) er således særligt fremtrædende i nutidens globale æra, og De dødes dag er betydningsfuld i det den amerikanske antro-polog Claudio Lomnitz kalder en ”hyper-nationalisering” af Mexico9. Men den natio-nale oprustning med døden og det præcolumbianske som hovedingredienser fik om noget vind i sejlene i tiden efter den mexicanske revolution (1910-1920).

I tiden efter revolutionen var kunstnere og intellektuelle i det officielle Mexico stærkt optaget af at styrke og redefinere mexicansk nationalidentitet. Som afgørende


led i denne bestræbelse rettede man søgelyset mod folket og mod tiden før kolo-niseringen, de indianske kulturer. Lyskeglen indfangede blandt andet mesterlige illu-strationer til flyveblade og Calaveras af den dengang ukendte, men nu kanoniserede grafiker: José Guadalupe Posada (1852-1913). Posada blev en central inspirationskilde for tidens toneangivende billedkunstnere og for udviklingen af det banebrydende mexi-canske murmaleri. Særligt murmaleriet Drømmen om en søndag eftermiddag i Ala-meda (1947-48) af den berømmede Diego Rivera (1886-1957) har sat uslettelige spor i mexicansk billedkultur og selvopfattelse. Dette murmaleri billedliggør mexicansk hi-storie, og i centrum finder man Riveras fortolkning af Posadas kvindelige skeletfigur, den storgrinende La Catrina med blomsterbesat, bredskygget hat. Siden har denne figur, La Catrina, opnået status som intet mindre end et mexicansk ikon og national-symbol, og hun findes overalt i forbindelse med nutidens dødedage. Interessant er det, at Riveras udgave af La Catrina, som også gengives i stor stil i dag, har fået tilføjet en fjerboa, fremstillet som den fjerklædte slange, der repræsenterer Quetzalcoatl, en af aztekernes væsentligste guder. Riveras La Catrina sætter altså ikke alene døden i

Et udvalg af souvenirs udsmykket med eller inspireret af Posada’s La Catrina: Et fad, kaffekrus og små figurer med fjerboaer (Aguascalientes, Mexico). Foto: © Mette Haakonsen, 2009.

BESAT AF DØDEN? 39

centrum for mexicansk nationalidentitet men sammenkæder også direkte De dødes dag og den præcolumbianske arv. En sammenkobling, der gentages visuelt og sprogligt i dagens Mexico og som også uvilkårligt præger udlandets forestilling om den mexican-ske døds- og mindekultur.

Det sidste årti har døden fået et helt nyt markant ansigt i Mexico. Trods hun ikke er anerkendt som en helgen af den katolske kirke er kulten om Santa Muerte, ”Den hellige død”, nærmest eksploderet i Mexico. En helgeninde, som ikke mindst socialt udsatte og kriminelle har taget til sig. I sin fremtoning som skelet er hun ikke overra-skende blevet sammenkædet med de aztekiske dødsgudinder. En sådan sammenhæng synes dog højest usandsynlig, da der blot er tale om overfladiske lighedspunkter, men udlægningen er allerede så som godt som en del af historien om Santa Muerte – for aztekerne var jo optaget og besat af det morbide, af døden – eller var de?

Litteraturliste• Brandes, Stanley 2006 Skulls to the Living: The Day of the Dead in Mexico and Beyond. Black-

well Publishing, Malden.• Carmichael, Elizabeth & Chloë Sayer 2001The Skeleton at the Feast: The Day of the Dead in

Mexico. University of Texas Press, Austin.• Garciagodoy, Juanita 1998 Digging the Days of the Dead: A Reading of Mexico’s Días de

Muertos. University of Colorado Press, Boulder.• Haakonsen, Mette 2008 ”Skeletter i øjenhøjde. De Dødes dag i Mexico – og Danmark?”, i: Me-

mento Mori – Døden i Danmark i tværfagligt lys. Michael Hviid Jacobsen & Mette Haakonsen (red.), Syddansk Universitetsforlag, Odense, 399-415.

• 2012 Mexicanske dæmoner og dansende skeletter. Dr. Lakra i dialog med Posada. Udstillings-katalog, Holstebro Kunstmuseum.

• Ingham, John M. 1986 Mary, Michael, and Lucifer: Folk Catholicism in Mexico. University of Texas Press, Austin.

• Johansson, Patrick 2004 Días de muertos en el mundo náhuatl prehispánico. Estudios de Cul-tura Nahuatl, vol. 34 169-204.

• Kristensen, Regnar 2007 “Når døden er sexet”. Jordens Folk, Vol. 42 (1): 46-53.• Lara, Jaime 2008 Christian Texts for Aztecs: Art and Liturgy in Colonial Mexico. University of

Notre Dame Press, Notre Dame.• Lomnitz, Claudio 2005 Death and the Idea of Mexico. Zone Books, New York.• Nielsen, Jesper 2005 “Det spirende kranium – kraniets betydninger i det gamle Mesoamerika”,

i: Gitte Lunding Johansen & Mette Haakonsen (red.) Livet med de døde – en antologi. Skole-tjenesten / Kulturcentret ASSISTENS, København, 18-21.

• 2011 “Mesoamerika”, i: Tim Jensen, Mikael Rothstein & Jørgen Podemann Sørensen (red.) Gyl-dendals Religionshistorie: Ritualer, Mytologi, Ikonografi. Gyldendal, København, 602-619.

• Ricard, Robert 1966 The Spiritual Conquest of Mexico. University of California Press, Berkeley.• Scalora, Salvatore 1997 “Flowers and Sugar Skulls for the Spirits of the Dead”, i Dana Salvo (red.)

Home Altars of Mexico. Thames and Hudson, London, 63-80.


Noter1 Carmichael & Sayer 2001: 51.2 Brandes 2006: 181ff.3 Om portrætfotografi ets parallel til og interaktion med de religiøse motiver, se: Scalora 1997:

69 og Haakonsen 2008: 404.4 Aztekerne benyttede sig af to sideløbende kalendersystemer: En 260-dages ritual kalender

(bestående af 20 dagsnavne i kombination med 13 tal), kaldet tonalpohualli (’tyve-tællingen’) samt en 365-dages solårskalender, xiuhpohualli (’års-tællingen’) inddelt i 18 ”måneder” af 20 dage samt en kortere periode på fem dage ved årets udløb. Det er blandt de faste tilbage-vendende ritualer i forbindelse med ”månederne” at vi fi nder de årlige ceremonier for de afdøde, se også Nielsen 2011.

5 www.natmus.dk/historisk-viden/verden/syd-og-mellemamerika/de-doedes-dag/skeletter-nes-oprindelse.

6 Lara 2008: 17 7 Ingham 1986: 1818 Brandes 2006: 339 Lomnitz 2005: 453ff.



Gå i dybden med seks aktuelle, fællesfaglige temaer: Identitet og samfund, Kulturmøder, Religiøse og politiske brud, Det gode samfund, Globalisering og Kina (områdestudium).

Kultur og samfund gennemgår grundigt, hvordan man rent metodisk udvikler de kompetencer, som er en for udsætning for det tværfaglige arbejde i reli-gion, samfundsfag og historie. Udgivelsen er bygget op over aktiverende opgaver og appellerer til for-skellige læringsstile.

Til arbejdet med Kultur og samfund findes også en trykt materialesamling, der giver mulighed for yder-ligere for dybelse i konkrete emner.

Sofie Reimick, Lene Madsen, Christina Blach Hansen og Pernille Bødker Frank. Deniz Kitir (red.)

Kultur og samfund – en grundbog til kultur- og samfundsfaggruppen på hf

Billeder på integration

ks.systime.dk

Få et nuanceret billede af hvad integration er, og hvordan den foregår. Billeder på integration giver en grundig gennemgang af de politiske, kulturelle og økonomiske aspekter ved integration. Materialet er opgavebaseret og kombinerer fortællinger, billeder og statistikker.

Udgivelsen indeholder cases, arbejdsopgaver og historisk gennemgang af immigrationen i Danmark. Den giver desuden et globalt perspektiv på temaer som identitet, tilhørsforhold og sted.

Velegnet til tværfaglig undervisning, bl.a. i kultur- og samfundsfaggruppen og AT.

Margit Anne Petersen og Stine Simonsen Puri

40 videoklip | 90 primærtekster | 125 illustrationer | 127 opgaver | ca. 50 interaktive opgaver | 38 defi-nitioner | ca. 100 ordforklaringer | 315 sider | eBog

Materialesamling 272 siderBog

iBog®

Bog

iBog®

bpi.systime.dk

I forbindelse med De dødes dag blev der på Mexico Citys hovedplads i 2007 opstillet en stor model af et aztekisk tzompantli-kraniestativ. Hvad der oprindeligt var en samling udstillede krigstrofæer er nu indlejret i den moderne mexicanske forestilling om højtidens præcolumbian-ske rødder. Foto: © Mette Haakonsen, 2007.

BESAT AF DØDEN? 41



Gå i dybden med seks aktuelle, fællesfaglige temaer: Identitet og samfund, Kulturmøder, Religiøse og politiske brud, Det gode samfund, Globalisering og Kina (områdestudium).

Kultur og samfund gennemgår grundigt, hvordan man rent metodisk udvikler de kompetencer, som er en for udsætning for det tværfaglige arbejde i reli-gion, samfundsfag og historie. Udgivelsen er bygget op over aktiverende opgaver og appellerer til for-skellige læringsstile.

Til arbejdet med Kultur og samfund findes også en trykt materialesamling, der giver mulighed for yder-ligere for dybelse i konkrete emner.

Sofie Reimick, Lene Madsen, Christina Blach Hansen og Pernille Bødker Frank. Deniz Kitir (red.)

Kultur og samfund – en grundbog til kultur- og samfundsfaggruppen på hf

Billeder på integration

ks.systime.dk

Få et nuanceret billede af hvad integration er, og hvordan den foregår. Billeder på integration giver en grundig gennemgang af de politiske, kulturelle og økonomiske aspekter ved integration. Materialet er opgavebaseret og kombinerer fortællinger, billeder og statistikker.

Udgivelsen indeholder cases, arbejdsopgaver og historisk gennemgang af immigrationen i Danmark. Den giver desuden et globalt perspektiv på temaer som identitet, tilhørsforhold og sted.

Velegnet til tværfaglig undervisning, bl.a. i kultur- og samfundsfaggruppen og AT.

Margit Anne Petersen og Stine Simonsen Puri

40 videoklip | 90 primærtekster | 125 illustrationer | 127 opgaver | ca. 50 interaktive opgaver | 38 defi-nitioner | ca. 100 ordforklaringer | 315 sider | eBog

Materialesamling 272 siderBog

iBog®

130 videoklip | 8 cases | 80 opgaver | 85 illustrationer | ca. 250 sider | eBog

180 siderBog

iBog®

bpi.systime.dk

42 RELIGION NR. 4 · 2014 DANNELSESREJSE TIL DØDENS RIGE 43

Af Birgitte Due Jensen Koch

Birgitte Due Jensen Koch, grundlægger og daglig leder af Institut for Eksistens. Master i Humanistisk Palliation fra AAU, Socialpædagog.Birgitte deltager i konferencer verden over og henter jævnligt ny viden hjem fra udlandet såvel som fra Danmark til brug i undervisning til gavn for især børn og unge i folkeskolen og ungdomsuddannelser.

Om Institut for EksistensInstitut for Eksistens har menneskers forhold til døden som tema – både fysisk, mentalt og metafysisk. Gennem uddannelse, kurser, work-shops, rådgivning og forskning arbejder vi for at nedbryde tabuet omkring døden og gøre døden til en integreret og naturlig del af men-neskers liv – uanset køn, alder, kultur og religion.

Dannelsesrejse til dødens rige

Døden – et livsvilkår

Døden har gennem årtier været institutionaliseret, gemt væk og tabuiseret. Mange mennesker har ikke længere redskaber og viden til at håndtere døden som det, den er: En naturlig del af livet. Ja, faktisk det eneste, vi kan være helt sikre på. I stedet ser vi døden som noget, vi skal bekæmpe og ”vinde” over. Det ses bl.a. i dødsannoncernes formuleringer som: ”…Jensen, han tabte kampen…”. Men døden er et eksistentielt vilkår. Professor i eksistentiel psykologi Erwin Yalom (2007) beskriver menneskets fire eksistentielle grundvilkår: At vi skal dø, at vi i afgø-rende stunder er alene, at vi har frihed til at vælge vores liv, og at vi kæmper med at skabe mening i en verden, hvor vores livsmening ikke er givet på forhånd. Disse fire grundbetingelser sætter dagsordenen for den enkeltes liv. De fleste vil helst undgå at tænke på eller tage stilling til grundvilkårene, og ikke mindst til døden. Det bliver dens indflydelse ikke mindre af, snarere tværtimod.

Børn i udødelighedens rigeBørn og unge i vores samfund, er vokset op med forældre, bedsteforældre og olde-forældre, som alle er opvokset, hvor døden ikke længere er en naturlig del af livet, men derimod gemt væk, tabuiseret, medikaliseret (bl.a. ved kunstig livsforlængelse) og teknologiseret (forbundet til maskiner). Døden er professionaliseret (plejen varetages af professionelle) og fjernet fra familien. Ofte holdes døende i uvidenhed om deres situation, og nutidens børn opdrages i et ”udødelighedens rige”. Heller ikke i de tra-

DANNELSESREJSE TIL DØDENS RIGE 43

ditionelle trosopfattelser eller i religion er der megen trøst at hente i et sekulariseret samfund som vores. Sociologen Zygmunt Bauman argumenterer for, at bevidstheden om døden er dømt til at være traumatisk: I modsætning til andre dyr ved vi (menneskene) ikke kun – vi ved også, at vi ved. Vi er vidende om, at vi ved; vi er bevidste om, at vi ‘besidder’ en bevidst-hed. Vores viden er i sig selv et objekt for viden (… ) Der findes næppe nogen tanke, der er mere anstødelig, end tanken om døden, eller snarere tanken om det uundgåelige ved at skulle dø, det flygtige ved vores væren-i-verden. Når alt kommer til alt, så trod-ser denne del af vores viden, på radikal og uigenkaldelig vis, vores intellektuelle kapaci-tet. Døden er fornuftens ultimative nederlag, fordi fornuften ikke kan ‘tænke’ døden … Frygten for døden er frygten for tomheden, for det absolutte fravær, for ‘intetheden’. Bevidstheden om døden er, og er dømt til at være, traumatisk (Bauman:1992).Men hvad sker der, når vi som samfund vender det blinde øje til et fundamentalt livsvilkår?

Livet på stand-byI 2013 udkom Omsorgsmålingen, som er en undersøgelse af den trivsel og støtte, børn og unge får, når de oplever dødsfald eller kritisk sygdom i familien. Undersøgelsen viser, at 18 % oplever, at der ikke længere kommer gæster i hjemmet. 14 % oplever, at forældrene er så kede af det, at de ikke har overskud til dem, og at forældrene ofte ikke kender de tilgængelige støtte tilbud der findes, som fx sorggrup-per, livline i sorgen mv. Næsten 20 % af forældrene har overvejet selvmord som følge af dødsfald eller kritisk sygdom i familien. Men ikke nok med det, så oplever de ramte børn og unge, at deres venner undgår at tale med dem om det, der er sket, og mere end to ud af tre taler aldrig eller sjældent med nogen om, hvordan de har det. 37 % foretrækker at være alene.

I yderste konsekvens betyder det for en del af de unge, at: • Ungdomslivet bliver sat på standby• Nogle familier bryder sammen• Sorgen bliver svær at tale om

Hjælp at henteUnge som pårørende påtager sig ofte et stort ansvar for familien. Ofte er forældrene selv i krise og magter ikke selv at tage ansvar. Der er gode muligheder for at identificere og støtte sorgramte børn og unge, og med få redskaber til lærer og klassekammera-terne kan de støtte de ramte børn og unge i at få en nogenlunde normal hverdag med overskud til at passe deres skole og socialisere med deres jævnaldrende. Undersøgelsen viser, at der er et markant behov for bedre viden og støtte til børn og unge i sorg. Børn og unge skal støttes i at opretholde et almindeligt børne- og ung-domsliv, trods alvorlig sygdom og død i familien.

Hvis unge modtager undervisning om døden og redskaber til at forholde sig til døden som et naturligt livsvilkår, kan megen traumatisering og mange komplicerede sorgfor-løb forebygges. Vi undgår ikke sorgen, men vi kan forebygge nogle af de udfordringer, som Omsorgsmålingen peger på.

Døden i uddannelsessystemetOmsorgsundersøgelsen viser desuden, at: • Børn og unge overses i sundhedssystemet• Skolen hjælper ikke børn og unge nok

De unge, hvis familie rammes af dødsfald eller alvorlig sygdom, mens de er på en ung-domsuddannelse, oplever ikke meget støtte fra deres undervisere. Kun 8 pct. af de sorgerfarne unge, der gik på ungdomsuddannelsen, da sygdommen eller dødsfaldet indtraf, oplevede, at én af deres lærere tog sig meget af dem. Kun 15 pct. oplevede, at en af deres lærere var god til at tale med dem. 23 pct. tilkendegiver, at de gerne måtte have spurgt mere. 30 pct. oplever at få problemer med at følge med i skolen.

Ifølge Preben Engelbrekt fra Børn, Unge & Sorg, er der et stort uforløst potentiale i at styrke sorgberedskabet på ungdomsuddannelserne: ”Der sker alt for lidt på ungdoms-uddannelserne på det her område. Vi kører lige nu et pilotprojekt ude på gymnasi-erne, hvor vi kommer ud i klasserne og taler med dem, og vi holder fyraftensmøder, hvor vi forsøger at klæde studievejlederne bedre på i forhold til at kende normale sorgreaktioner fra kompliceret sorg. På baggrund af de resultater, vi får her, vil det også give mening at tage ud på de erhvervsrettede og tekniske skoler.”

Børn, Unge & Sorg er en gratis rådgivning for børn og unge op til 28 år, der har mistet forældre eller søskende, eller som lever med alvorligt fysisk syge forældre eller søsken-de. Rådgivningen foregår via chat, brevkasse, telefonsamtaler (også med uddannede psykologer), gruppe og individuel terapi. Det er et rigtigt godt og prisværdigt initiativ Børn, Unge & Sorg gør, men som samfund når vi endnu længere, hvis sorgberedskabet suppleres med en indsats, før sorgen og krisen rammer. Børn og unge skal med andre ord have oplysning og undervisning om, hvad døden er.


”Jeg synes, det er godt, at folk spør-ger mig om min fars død. For hver gang jeg fortæller det, bliver jeg lidt mere hel af at sige det”.Ung kvinde, som mistede sin far som 14 årig

”Venner skal ikke være bange for at gøre en person ked af det. Den, der har mistet én, kan ikke blive mere ked af det, så man kan lige så godt snakke om det”. Ung mand, der mistede sin mor, da han var 17 år


Inspiration til bedre støtteMange organisationer og institutioner, der møder sorgerfarne børn og unge, har taget initiativer for at blive bedre til at støtte og yde omsorg. Det er positivt, for selv små skridt kan gøre en stor forskel. Gl. Hellerup Gymnasiums studievejler indkalder den ramte elev til samtale, når hun får besked om, at en elevs forælder er syg eller død. Her lægger de sammen en plan for, hvordan gymnasiet kan være med til at støtte eleven: Skal vedkommende i skole, eller skal vedkommende blive hjemme? Skal der gives dispensation for afleveringer? Der tages kontakt til lærerne, hver gang der sker en udvikling i sagen. Studievejlederen tilbyder at komme op i klassen og tale med klassekammeraterne.

Landsforeningen Omsorgspiloterne er en non-profit organisation, der er dedikeret til at hjælpe børn og unge som skal miste eller har mistet en forælder eller en søskende. Organisationen arbejder på at skaffe økonomiske midler til at uddanne omsorgspiloter, som er støttepersoner i kommunerne, der kan fungere som bindeled mellem skole, hjem og kommune og bidrage til at forebygge komplicerede sorgforløb.

Der er altså hjælp at hente. Men så længe døden er tabuiseret og i vid udstrækning fortrængt, vil det være op ad bakke for dem, der gerne vil hjælpe, og ikke mindst for de børn og unge, som har brug for hjælp. Og som vi har set her, har den fremherskende modvilje mod at beskæftige sig med døden store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger. Skal vi som samfund håndtere denne væsentlige udfordring, kræver det en omfattende revurdering af hele vores dødsopfattelse. Der er med andre ord behov for et nyt dødsparadigme.

Sociologer diskuterer, om det er mennesket, der skaber samfundet, eller samfundet, der skaber mennesket. Uanset hvilken udlægning, man hælder til, så står det klart, at menneskenes syn på døden har ændret sig markant gennem tiden.

”Dengang jeg mistede min lillebror, følte jeg, at livet var gået i stå for mig. Og det var det ikke for alle andre. De kunne bare handle ind og gøre dagligdags ting. Mit liv var stoppet.”Ung kvinde, der mistede sin bror da hun var 20 år

”Folk siger altid, at man skal sige til, hvis man gerne vil snakke om det. Men man ringer jo ikke og siger: ”jeg har en dårlig dag”. Det er nemmere, når folk er opsøgende og bare kommer forbi”.Ung kvinde, som mistede sin bror da hun var 20 år


Nedenstående viser hvordan døden gennem de sidste mange hundrede år har udviklet sig

Den tæmmede død

Nedenstående gennemgang af dødens udvikling gennem de sidste tusind år, er inspi-reret af historikeren Philippe Aries (1994), hvor han beskriver dødens udviklingshistorie i vesten fra middelalderen til moderne tid.

I middelalderen havde døden sin plads i fællesskabet, den var reguleret gennem ritua-ler og sørgeperioder. Døden var ikke ”hjemløs”, men derimod ”tæmmet”. Tilværelsen var præget af en rå hverdag, hvor livet udfordredes af epidemier, høj spædbarnsdøde-lighed og krige. Levealderen var relativt kort, og livet kunne være brutalt. Man var gam-mel som 30 årig. Menneskene var dengang forberedt på døden. Den fandt sted uden de store følelser og dramatik, og den var organiseret rituelt. Bl.a. foregik begravelserne i store anonyme massegrave. Døden var en naturlig og kollektiv begivenhed.

Selvets dødEfterhånden skete der en transformation af den tæmmede død til Selvets død, som re-næssancen var optaget af. Opmærksomheden flyttedes nu fra det fælles til individet. Ved dødslejet var der fokus på selve dødsøjeblikket. Den døende havde forberedt sig, ikke mindst religiøst. En udpræget tro på himmel, helvede og skærsild florerede. Grave blev mere individuelle, og egentlige kirkegårde, som vi kender dem, begynder at blive etableret. Der opstod en fascination af fysisk forrådnelse, og døden blev ofte kædet sammen med synd, skam, skyld og seksualitet.

Den andens dødI romantikken flyttes fokus mere over på den andens død. Fokus rettes nu mod tabet af den elskede og savnet. En romantisk indstilling til døden opstår, det ses bl.a. afspej-let i billedkunst, digtning, foreskrevne sørgeperioder og i kirkegårdenes indretning. Ek-sempelvis etableres der nu familiegravsteder. Det emotionelle inderliggøres og dyrkes, ikke mindst i familien. Som noget nyt betragtes døden som et brud. Tidligere havde døden hverken været skræmmende eller besættende. Nu hensætter den de efterladte i heftige sindsbevægelser. Man bliver optaget af dødsfaldets virkning på de pårørende. Det medfører en mere synliggjort sorg. Man bliver også i romantikken optaget af min-dekultur, og testamenter vinder indpas.

I sidste halvdel af 1800-tallet sker der et markant fald i især børnedødeligheden. Sto-re landvindinger inden for medicin og hygiejne betyder, at langt flere børn overlever barndommen, og det bidrager til at marginalisere døden i familien som noget relativt sjældent og dermed ”unaturligt.” Tabuiseringen af døden er i gang.


Den forbudte død

Med verdenskrigenes mange døde tabuiseres og fortrænges døden yderligere. Den bliver ”vild” – noget man har brug for at kontrollere og gemme væk. Når døden skal være usynlig, udhules de faste ritualer, og sorgen får besked på at forholde sig tavs. Op gennem det 20. århundrede intensiveres denne dødsfornægtelse i takt med, at den døende flyttes fra eget hjem til hospital, og omgivelserne ændres fra at bestå af familie og venner til professionelle. Døden gøres teknisk og medikaliseres. Nye behandlingsmuligheder forhaler døden og øger levetiden, og man er fremmedgjort overfor døden, som i vid udstrækning over-lades til de professionelle. De døende institutionaliseres på hospitaler eller plejehjem, og menneskers erfaring med døden afsondres. Døden usynliggøres eller finder sted i dybeste stilhed. Døden ses ikke længere som et vilkår, men som en byrde, der skal bæres af den døende selv og de pårørende. For de professionelle er døden en opgave, der skal håndteres. Sorgen er skjult og båret i tavshed. Dødsannoncer og gravsteder ændrer form og indhold, og kremation vinder mere og mere indpas. Vi er på vej væk fra den forbudte død, som vi fortrængte og gemte væk, og på vej mod den spektakulære død, hvor vi beskriver døden og gerne vil lære af den.

Den spektakulære dødI den stærkt individualiserede tid efter årtusindskiftet bliver døden spektakulær. Den bliver noget, der kan iagttages på afstand – den sidste selviscenesættelse. Døden er måske atter på vej til at blive en mere synlig del af samfundslivet, om end det ikke tyder på, at det er den samme type som vi kendte tidligere. Det er en død, der på paradoksal vis og på en og samme tid både er nærværende og fraværende, anerkendt og miskendt, synlig og usynlig.Døden bliver også noget der er penge i. Der er foredrag, bøger og film om døden. Nogle af de ritualer, ceremonier og traditioner, vi forbinder med og anvender i for-bindelse med døden, er i disse år også under forandring i forhold til, hvorledes de udspillede sig for blot få årtier siden, hvor begravelsen tidligere fandt sted i stilhed og hvor fx børn ikke hørte til. I dag er der et stigende antal tilfælde herhjemme, hvor begravelsen bliver en begivenhed hvor der skal sættes et vist personligt præg og hvor børn atter hører til.Der er nu mulighed for askespredning, borgerlig begravelse, naturbegravelse, person-lig udsmykning af gravsted, alternativt musikvalg mv. Der opfindes nye ritualer, mens gamle genopdages: Allehelgensaften, udsyngning, lys på grave, fotografier af afdøde mv. Den offentlige diskussion handler nu om det fænomen mange kalder ældrebyr-den, organtransplantation, aktiv dødshjælp, og behandling af ældre og døende. Der opstår diskussioner om den gode død, og en opprioritering af det palliative område og nye hospice dukker op. Der er teknologiske forsøg med bortskaffelse af døde kroppe og uddødeliggørelse, fx ved frysetørring af lig og kryoteknik (Hviid Jacobsen 2011:27-54).


På dannelsesrejse til dødens rige

Men hvorfor skal unge nu på dannelsesrejse til dødens rige? Har døden ikke altid ”bare” været, og vil den ikke altid ”bare” være døden?Alle kendte kulturer og samfund har gennem tiden forholdt sig til og dyrket og frem-elsket en bestemt bevidsthed i forhold til døden, men vores nutid er måske den først kultur, hvor vi forholder os til vores forhold til døden (Hviid Jacobsen 2011:30). Dette hænger godt sammen med den tyske sociolog Norbert Elias’ beskrivelse af hvad dø-dens endelig indtræffen er, og har af betydning, når vi ikke længere er her: Døden er de levendes problem. Døde mennesker har ingen problemer. Blandt de mange skabninger, der dør på denne jord, er det kun menneskene, for hvem det at dø er et problem (Elias 1983:8).Bevidstheden om døden er på ingen måde en ny opfindelse. Noget tyder på, som nævnt tidligere, at døden i dag er mere synlig, end den har været længe. Døden er ikke længere forbudt eller gemt væk på samme måde som tidligere. Den nye synlighed og bevågenhed kommer bl.a. til udtryk i en mangfoldighed af forskellige sammenhænge lige fra kunstens verden, til museers udstillinger – som fx det nyåbnede Moesgaard Museums udstilling om døden - og til mediernes fokusering.I medierne ser vi nu en spirende interesse for døden. I 2011 bragte DR en dokumen-tarserie, der hed Du skal dø. Anders Lund Madsen viste os, hvordan retsmedicinske obduktioner foregår. Han besøgte blandt andet et hospice og en såkaldt bodyfarm i USA, hvor man undersøger, hvad der sker med døde menneskekroppe, når de går i forrådnelse. I godt selskab og i bedste sendetid kunne hr. og fru Danmark tage med på besøg hos en bedemand. I USA dukker der flere og flere konferencer op om NDE, Near Death Experience. I 2013 blev der sendt en del programmer om døden både i tv og radio, bl.a. sendte DR2 en dokumentarserie om nærdødsoplevelser. De seneste par år, også helt aktuelt, er der blevet udgivet en lang række bøger om emnet - antologier, fagbøger og dybt personlige beretninger om at have mistet. Men ifølge professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet, har den megen omtale i offentligheden ikke medført en større dødsbevidsthed, men en større døds-bevågenhed. Han siger til et interview i Kristelig Dagblad (2012) at vi ikke har fået et mere naturligt forhold til døden, men det er blevet kulturelt acceptabelt at tale om den. Bl.a. ser vi Facebook brugt som et medie hvor mennesker deler begivenheder om døden, i egne rækker eller kendte menneskers død. Bl.a. så vi en øget aktivitet på de sociale medier, hvor kendte og ukendte udtrykker deres følelser omkring skuespilleren Robin Willams selvmord. Men når døden gøres til en social begivenhed, bliver den samtidig fjern, siger sociologiprofessor Michael Hviid Jacobsen i et andet interview til Kristelig Dagblad (2014). Der er altså spredte tegn på, at der er et opbrud på vej i vores måde at anskue døden på. Men det er endnu for tidligt at sige entydigt, hvad dette opbrud kan føre til. Om det standser ved den øgede dødsbevågenhed – ved døden som sensation - eller om det tager skridtet videre og medfører en øget dødsbevidsthed, til gavn for samfundet som helhed og ikke mindst til gavn for de børn og unge, som oplever sorg og død helt


tæt på. Uanset hvad, er vi voksne ansvarlige for at vores samfunds efterkommere har redskaber til at navigere i deres dannelsesrejse til dødens rige. Et sted at starte er at sætte døden på skemaet.

Litteratur• Ariés, Philippe(1974): Western Attitudes toward Death: From the Middelage to the Present.

The John Hopkins University Press• Bauman, Zygmunt (1992): Mortality, Immortality and Other Life Strategies. Stanford Univer-

sity Press• Elias, Norbert (1983): De døendes ensomhed. Tiderne Skifter.• Jacobsen, Michael Hviid; Simuyemba, Louise Lund (2011): Dødsbevidsthedsbevægelsen og den

spektakulære død : fra fortrængning og tabu til italesættelse og tilsynekomst? / Humanistisk palliation: teori, metode, etik og praksis. red. / Karen Marie Dalgaard; Michael Hviid Jacobsen. Hans Reitzel

• Jacobsen, Michael Hviid (2008): Memento mori – døden i Danmark i tværfagligt lys. Syddansk Universitetsforlag

• Kristelig Dagblad. 27. april 2012• Kristelig Dagblad. 22. august 2014. • Egmont fonden og Mandagmorgen (2013): Omsorgsmålingen – når sorgen rammer. Mandag-

morgen Innovation Aps• Yalom, Irvin (2007): Meningen med livet –og andre psykoterapeutiske fortællinger. Hans Reit-

zels forlag

Kæk begravelse i Helsingør. Foto: Anne Erben

50 RELIGION NR. 4 · 2014 DREJEBÆNKEN, SYSKRINET, FORHAVEN OG DANSEPOKALERNE 51

Af Jenny V. HustedJenny V. Husted blev kandidat i Antropologi fra Aarhus Universitet i december 2013. Jenny har lavet 6 måneders feltarbejde hos Zen Ho-spice Project i San Francisco. På baggrund af feltarbejdet skrev hun specialet “Øjeblikke af nærvær - blandt frivillige på et buddhistisk ho-spice”. Det handler om frivillighed, mindfulness og oplevelsen af tid på et buddhistisk hospice. I foråret og sommeren 2014 var Jenny ansat på Moesgaard Museum i forbindelse med udstillingen “De Dødes Liv”. Her arbejdede hun især med det kombinerede forsknings- og udstillings-projekt om danskernes forhold til afdøde slægtninge og arvede ting.

Drejebænken, syskrinet, forhaven og dansepokalerne

De dødes ting i de levendes hjem

I Danmark er det de færreste, som har et forfaderalter stående foran hoveddøren. De færreste tænker i hverdagen over, at de døde fortsat kan spille en aktiv rolle i deres liv. Men i Oles garage står en hjemmelavet drejebænk. Der har den stået i snart halvtreds år. Stort set ubrugt. Drejebænken var Oles fars stolthed, og Ole kan ikke smide den ud. Han kan huske hundredvis af ting, som faren har drejet på den, og han synes, den for-tjener at komme til ære og værdighed igen. Oles søn vil ikke have drejebænken. Derfor endte den på Moesgaard Museum som en del af udstillingen ”De Dødes Liv”. Her står den udstillet sammen med Dorthes syskrin, Mies forhave og Karstens danseudstyr. Sy-skrinet har Dorthe arvet af sin farmor, som delte hendes interesse for håndarbejde. Ha-ven har Mie fået anlagt for penge, som hun fik, da hun solgte sin afdøde mors smykker. Dansepokalerne og de gamle discoplader har Karsten arvet af sin onkel Jan, der døde, da Karsten var fire år. De udstillede genstande bruges til at stille spørgsmål ved, hvor-dan vi i Danmark forholder os til vores afdøde familiemedlemmer. Hypotesen er, at vi lever med vores døde slægtninge, så længe vi gemmer på deres ting. Men hvordan det?

Slægten er stadig vigtigLigesom Mie, Ole, Karsten og Dorthe har de fleste danskere ting fra deres afdøde slægtninge stående i hjemmet. Ting, som de bruger i hverdagen eller ved særlige lej-ligheder, ting som de har stående til pynt, ting som de har prøvet at skille sig af med, eller ting, som står gemt på lofter og i garager. Antropologiske teorier peger på, at slægten, trods modernitetsforskningens teorier om det modsatte, fortsat er vigtig for

DREJEBÆNKEN, SYSKRINET, FORHAVEN OG DANSEPOKALERNE 51

det moderne menneske, og at mennesker i nutidens Danmark i høj grad opretholder relationer til afdøde. Det sker blandt andet gennem genstande fra afdøde. Set i lyset af, at Danmark er et forbrugssamfund, hvor vi i stor stil definerer os selv og vores iden-titet gennem de ting vi bruger og har, er det måske ikke så mærkeligt, at vi forbinder ting med de mennesker, som ejer – eller har ejet – dem. Men er der andre grunde til, at de afdøde kan siges at ”sidde i” tingene?

Ting er ikke bare ting…Det er en efterhånden gammel antropologisk pointe, at ”ting ikke bare er ting”. Ting kan have sjæl eller ånd, de kan have agens, mening og er socialitetsskabende. Vi for-binder med andre ord ting med værdier, giver ting mening og tillægger ting værdi. Antropologen Inger Sjørslev, som har beskæftiget sig indgående med tings betydning

Dorthe siger hendes farmor er til stede i syskrinet i Dorthes stue. Syskrinet er for tiden udstillet på Moesgaard Museum.


for mennesker, mener at fortiden kan fastholdes i ting og at mennesker kan ”bo” i ting. Derfor kan ting fra afdøde med lidt god vilje ses som ”forfædrealtre”. I relation hertil er en central antropologisk pointe, at efterladte kan bruge arvegenstande til at opretholde relationer til afdøde slægtninge. Dødsforskerne Sheila Harper og Margaret Gibson mener, at fordi objekterne forbindes med dét menneske, som ejede dem, kan de for de efterladte bruges til at opretholde et fortsat fysisk nærvær, som overskrider døden. Arvegenstandes kraft ligger dermed i, at tingene bruges til at forme, holde fast i, ødelægge, bryde, eller på anden måde ”gøre” relationer mellem de levende og de døde. Men hvilke former for gøren engagerer de efterladte sig i? Og hvilke former for ”liv” giver det de døde?

Hun kender historienDorthe har et syskrin, som hun har arvet fra sin farmor. Det var hendes farfar, som i sin tid lavede syskrinet og der er stadig nogle af farmorens ting i skrinet. Da Dorthe som barn var på besøg hos bedsteforældrene, sad hun med sin farmor og lavede håndar-bejde, mens de andre spillede kort. Syskrinet står til pynt hjemme hos Dorthe, og når

Oles fars drejebænk i udstil-lingen ’De Dødes Liv’.


hun ser på det, tænker hun på bedsteforældrene. Hun kan godt lide den kontinuitet der ligger i tanken om, at det har været deres, og nu er det hendes, og på den måde er skrinet et aktivt mindeobjekt for Dorthe. Det betyder meget for hende, at netop hun fik syskrinet, fordi hun deler farmorens passion for håndarbejde og kan huske si-tuationer, hvor syskrinet var i brug. Antropologen Bodil Selmer har skrevet om arv, at arveting tilsyneladende hører hjemme hos de, der kender tingenes historie. I tråd med dette skriver Margaret Gibson, at det er centralt for arvetings ”overlevelse” i flere ge-nerationer, at man kender objekternes historie. Med andre ord er vi nødt til at fortælle tingenes – og dermed de dødes – historie, for at tingene overlever flere generationer. Men det er ikke altid nok til at sikre genstandene en plads i familien.

De står i garagenOle har ikke gemt drejebænken for dens økonomiske værdi, men fordi den har været hans fars. Det er også grunden til, at han ikke har smidt drejebænken, farens gamle arbejdstegninger, en varmluftsmaskine, et hjemmelavet legetøjstog, en værktøjskasse, værktøj og gamle jerndimser, hæfter om snedker- og metalarbejde og så videre ud. ”Det er så meget ham”, siger Ole om alle tingene. Intuitivt vil mange nok nikke gen-kendende til Oles udsagn. Selv har jeg flere kagedåser, som har været min bedstemors. Men aldrig har jeg bagt en småkage og puttet i dem. Alligevel kan jeg ikke skille mig af med dem. For de minder jo om hende og om duften af nybagte vaniljekranse. Ifølge Inger Sjørslev kan arvestykker have enten en metonymisk eller metaforisk relation til afdøde. Dvs. at tingen enten har været i berøring med, været ejet af, afdøde, eller minder én om oplevelser, man har haft med afdøde. For Ole ligger tingenes værdi i, at faren selv har nærstuderet byggehæfterne, tegnet arbejdstegningerne og bygget drejebænken og i, at Ole husker de mange timer, han har leget med det hjemmelavede legetøjstog. Tingene minder altså både om faren, fordi de var farens og fordi de minder om begivenheder, som faren tog del i. Oles fars ting står i garagen. De bliver ikke brugt. Til gengæld står de i vejen, og snart skal der renoveres, og hvad skal der så ske med tingene? Ole har allerede flyttet dem mange gange. Faktisk har han flyttet dem med sig i 46 år uden rigtigt at bruge dem. Han har prøvet at give dem videre, men hans søn vil ikke have dem, og Ole kan ikke få sig selv til at smide dem ud. Hvorfor er det så svært at skille sig af med arvestykker, som ikke er i brug? Sjørslev taler om, at ting kan være i en mellemtid: De kan stå på lofter, i garager eller andre ”af vejen” steder i årevis, mens de venter på at få afgjort deres videre skæbne. Med et antropologisk udtryk kan man sige, at tingene er liminale, og altså er ved at overgå fra én status til en anden. Arvestyk-ker i limbo er i en fase, hvor de går fra at være følelsesmæssigt og erindringsmæssigt forbundet med den afdøde, til at blive tømt for betydning og tilknytning.

Han fandt dem igenDet er ikke nødvendigvis en fremadskridende proces at fjerne tingenes tilknytning til afdøde. Måske derfor taler Sjørslev også om, at ting kan være i ”brak” og at de kan gå


fra at være betydningsfulde til at blive ”tomme” og til igen at få værdi. Arvegenstande kan, med andre ord, reaktiveres. Måske er det dét, der sker for Karsten? Han lister som lille knægt ind på sin døde onkel Jans ungdomsværelse i farmorens hus og går på op-dagelse i alle onklens ting. Senere får han flere og flere af tingene med hjem og bruger dem selv. Når Karsten taler om sin onkel Jan, som han kun nåede at møde få gange, da han endnu var barn, og ingen erindring har om, er ”sådan var onkel Jan”-historierne tæt knyttet til de ting, som Karsten har arvet. Fortællingerne handler om onklens kjole-og-hvidt-sæt, som Karsten havde på til sin konfirmation, hans lp-plader, som Karsten hørte som ung, dansepokalerne, som stod til pynt på Karstens ungdomsværelse, har-monikaen, som han spiller på, og om butterflyene, som han bruger til nytår. De handler om de ting, som var betydningsfulde for Jan, og som senere blev det for Karsten. Jan var danser og en outsider i det mørke Midtjylland, hvor også Karsten voksede op og følte sig anderledes. Jan var musikelsker og i det hele taget en lidt skæv og anderledes person, sådan som Karsten også ser sig selv. Karstens brug af onkel Jans ting viser, at

Karsten blev konfirmeret i Onkel Jans dansetøj, som nu er en del af udstillingen ’De Dødes Liv’.


arveting – og dermed måske også afdøde – kan få nyt liv, når nye familiemedlemmer genopdager tingene og inddrager dem i eget liv. Samtidig viser det, hvordan arveting bruges til at skabe et slægtsfælleskab med afdøde familiemedlemmer, som er baseret på fælles interesser eller værdier.

Mor ligger i forhavenMies forhave viser, at afdødes ting ikke altid bare indgår ukompliceret i de efterladtes hverdag og i deres fortællinger om sig selv og den afdøde. Ifølge antropologerne Bodil Ludvigsen & Vibeke Steffen fortsætter social forbundethed på tværs af døden, og re-lationer, som var ambivalente, mens begge parter stadig levede, vil ofte fortsætte med at være ambivalente, når den ene part går bort. De ambivalente slægtsrelationer kan inkarneres i de arvede genstande – og i det forhold, man som efterladt har til arvetin-gene. Mies forhaven blev anlagt for penge, hun har fået ved at sælge sin mors smykker. Mies mand mente ikke, at hun måtte sælge smykkerne. Men som hun sagde: ”Det er mine, og jeg sælger dem!”. Og sådan blev det. For hun brød sig ikke om smykkerne, og kunne ikke drømme om at gå med dem. Senere sagde hun i et interview, at ”så kan mor ligge derude og hygge sig”. Mies mor ligger jo ikke begravet i forhaven i bogstaveligste forstand, men måske ligger der noget andet ”begravet”? For Mie er haven stadig for-bundet med moren og hun har – trods salget af smykkerne – fortsat utallige af morens genstande rundt omkring i huset. Langt de fleste er Mie ikke bevidst om, at hun har stående, men de – og dermed moren – dukker op, efterhånden som huset gennemgås. Ting kan, med Margaret Gibsons ord, på én gang kan være betydningsfulde og kompli-cerede for os. Ifølge Sjørslev kan arvestykker føles som moralske bindinger, og derfor kan det føles som om man forkaster den afdøde, hvis man skiller sig af med arvestyk-ker. Måske er det derfor, det er så svært for Mie for alvor at få ryddet ud i morens ting? Og måske er det derfor, at Ole er så lettet over, at drejebænken endte på museum?

Litteratur• Gibson, Margaret. 2008. Objects of the Dead. Mourning and Memory in Everyday Life. Mel-

bourne University Press.• Harper, Sheila. 2012. ”’I’m glad she has her glasses on. That really makes the difference’: Grave

Goods in English and American death rituals”. In: Journal of Material Culture, 2012, 17(1), pp. 43-58.

• Ludvigsen, Bodil & Steffen, Vibeke. 2013. ”Sociale relationer her og hisset: minder og forbun-dethed blandt slægtningen efter livets afslutning”. I: Familie og slægtskab – antropologiske perspektiver. DK: Samfundslitteratur.

• Selmer, Bodil. 2013. ”En vielsesring. Om kærlighed, penge og arv.” I: Hverdagens mysterier: et-nografiske refleksioner over ting vi kender, men ikke helt forstår. (Red.: Niels Bubandt, Anne Line Dalsgård, Ulrik Høj Johnsen og Bodil Selmer). Aarhus Universitetsforlag.

• Sjørslev, Inger. 2013. Ting - I nære og fjerne verdener. Aarhus Universitetsforlag.

56 RELIGION NR. 4 · 2014 SMART, SMARTERE, SMARTBOARD? 57

Af Ann-Louise Ljungcrantz

Ann-Louise Ljungcrantz, Christianshavns Gymnasium.

Smart, smartere, Smartboard? Erfaringer med brugen af smartboard i religionsundervisningen

I august 2012 troppede jeg og mine kolleger op på vores skole efter en dejlig, afslap-pende sommerferie, og dér opdagede vi til vores gru, at alle grønne tavler var fjernet fra lokalerne. Vi var med andre ord tvunget til at kaste os over de nye smartboard, som skræmmende hvide stod og ventede på at blive taget i brug. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg var på herrens mark. Som bonusinfo kan jeg afsløre, at jeg på in-gen måde er hverken særlig teknologi-kyndig eller it-entusiastisk. Efter arbejdet på smartboard i et par år er jeg nok for nu at blive i de religiøse termer blevet omvendt. Omvendelsen indebærer ikke en fuldstændig overgivelse til alt, der omhandler ”nye teknologiske muligheder”. Min tilgang til IT og smartboard i undervisningen er nemlig, at det kun bør anvendes, hvis det skaber en merværdi i undervisningssituationen. Denne merværdi er jeg dog blevet overbevidst om, at smartboardet bidrager til i undervisningen.

Men først lidt generelle overvejelser ang. brugen af IT i undervisningen. Som un-derviser er det let at lade sig forblænde af de mange nye muligheder; spacerace-opsamling på www.socrative.com, en opstarts-jeopardy på www.jeopardylabs.com, en faglig diskussion på fagets facebookgruppe etc. Der er kommet mange fantastiske muligheder for at berige og variere undervisningen, og det er oplagt at prøve feltet af og inddrage det i undervisningen som en variationsmulighed. Man skal bare ikke glemme, at undervisning også kan også blive dårligere af it, hvis det ikke sættes ind i en didaktisk ramme. Som alt andet materiale bør brugen af disse redskaber tvinge os ud i en didaktisk refleksion ang. muligheder og begrænsninger. Dem er der mange af, når man pludselig står over for at tage smartboard i brug: Skal jeg lave en tavle per time eller per forløb? Skal jeg oploade noter til eleverne efterfølgende eller skal jeg tvinge dem til at lave noter selv? Hvilke noter skal stå på tavlen? Hvor mange slides per time? Etc. etc.

FRA

KO

LLEG

A T

IL K

OLL

EGA

SMART, SMARTERE, SMARTBOARD? 57

Hvorfor er smartboard ”smart”?

Der er mange ting, som gør smartboardet til en fordel i den daglige undervisning. Det er enkelt at gemme links, være visuel og tilgodese elevernes forskellige læringsstil, når man underviser med smartboard. Den interaktive tavle inspirerer mig til at tænke i bil-leder, i links, i videomateriale og tekst på en gang, fordi tavlen gør det enkelt at have en multipel tilgang til undervisning. Det er enkelt at gemme timens noter og oploade til eleverne, så de kan følge med i undervisningens gang. Det er enkelt at lave videndeling med kolleger, dele og oploade forløb, som også især nye, uerfarne kolleger kan få glæ-de af. Jeg vil dog forsøge at indkredse og uddybe tre elementer, som jeg især oplever som en styrke i religionsundervisningen; nemlig struktur, forløbssamspil og muligheden for at give eleverne sjovere lektier.

StrukturEn stor fordel med smartboard er, at det er let på en gang at skabe struktur og være tydelig omkring strukturen for eleverne. Det er fx oplagt at lave et langt notebook-dokument for hvert forløb – mit kristendomsforløb endte til orientering på 95 slides. Første slide på forløbet kan understrege de faglige mål for det forløb, som vi skal arbejde med i den kommende periode. Denne slide vender jeg gerne tilbage til, hver gang jeg tager hul på et nyt fokusområde, og jeg vender også tilbage til første slide, når forløbet afsluttes, fordi det muliggør en faglig evaluering, hvor jeg kan tale med klas-sen, om de føler sig inde i de opstillede mål, eller om vi skal prøve at vende tilbage til enkelte områder i opsamlingsperioden.


Det er på samme måde enkelt at skabe en tydelighed omkring, hvad timens fokus er, og hvordan timen struktureres. Denne mulighed er jeg slet ikke blind for kan komme uden smartboard, men jeg må indrømme, at jeg indtænker struktur i lidt højere grad, da jeg ved at eleverne får mulighed for at downloade hele forløbet til sidst. Jeg beslut-ter mig allerede i forberedelsesfasen for, hvilke noter de skal have til eksamenslæsnin-gen, og jeg har på forhånd overvejet, hvad jeg vil have stående på tavlen (og hvad de selv skal skrive ned). Jeg mener, at det er et studieforberedende element at lade ele-verne være aktive omkring noteskrivning, så jeg er bevidst om ikke at skrive alle noter til klassen. Jeg overvejer nøje, hvilke noter jeg vil give dem, og disse noter søger jeg på forhånd for er zoomet ned til ulæselighed, så jeg ikke fratager eleverne muligheden for taletid. Et af de områder jeg på forhånd vurderer kan være godt at have tydelige noter omkring, er fx kristendommens problem- og løsningsmyte. I dette tilfælde er jeg ganske tilfreds med, at det står formuleret fuldstændigt klart, så eleverne på den måde undgår uklarhed i eksamensperioden. Jeg beder dog altid eleverne om mundtligt at formulere problem- og løsningsmyten før jeg zoomer min opsamling op.

Mange vil måske have nogle betænkeligheder ang. om brugen af smartboard skaber endnu mere fokus på tavlen frem for dialogen i klassen. En lidt paradoksal oplevelse for mig er, at jeg gennem brugen af smartboard rent faktisk har oplevet en bevægelse væk fra tavlen hen imod klassen. Eftersom jeg på forhånd kan overveje, hvad jeg vil have på tavlen (og jeg kan vælge at zoome tekststykker op og ned, så alt ikke præsenteres for eleverne på en gang) er mit fokus i langt højere grad på eleverne og klassens dialog. Det andet arbejde har jeg jo allerede gjort hjemmefra, og jeg har sikret mig, at de væsent-ligste pointer er formuleret med en række nøglesætninger.


En anden betænkelighed jeg ofte hører beskrevet er, om denne meget faststrukture-rede tilgang til timerne kan hæmme den mere intuitive og spontane tilgang til under-visning. Når man har undervist et par år ved man nemlig godt, at det oftest er middel-vejen og en god balance ml struktur og spontanitet, der skaber en god undervisning. Det er paradoksalt nok heller ikke min oplevelse. De stramme rammer som jeg har sat hjemmefra berøver ikke muligheden for fleksibilitet og spontanitet. Det er let at klikke et nyt arbejdsdokument frem, hvis klassen ønsker at arbejde i en anden retning end det jeg har planlagt hjemmefra (fx hvis de ikke orker det planlagte gruppearbejde). I undervisningssituationen skabes dynamikken oftest af de små impulsive tiltag, hvor man som lærer vælger at bide på elevernes krog. Man må derfor (smartboard eller ej) være klar til at afvige fra planen og strukturen, hvis det er en nødvendighed.

Sammenhæng i undervisningenEt svært tilgængeligt stof kræver højere grad af systematisering fra lærerens side, hvis det skal transformeres til forståelse hos eleverne. Og et af de områder, som mange elever ofte har vanskeligheder i at optræne, er de mange (virkelig mange!) begreber, vi anven-der i faget. Smartboardet kan uden tvivl være en fordel, når der skal etableres en fælles viden og et fælles begrebsapparat, som gør eleverne i stand til at ”anvende elementær, religionsfaglig terminologi”. Jeg har fx før skoleårets start besluttet mig for, hvilke re-ligionsfænomenologiske begreber, som skal være en fast del af undervisningen under samtlige forløb: Gentagelse og jævnligt brug af de samme begreber på samme slides sikrer, at de sidder bedre fast og træner eleverne i at tale fagligt om religion og religiøse tekster. Det er min erfaring, at de har lettere ved at genkende og bruge begreberne, når de løbende gennem hele året er en fast bestanddel af de faglige forløb. Bestemte slides med begreber som myte, kultdrama, overgangritualer (og mange flere) gemmes og gen-bruges i samtlige forløb. Denne gentagende brug af begreber på tværs af undervisnin-gen medvirker til at transformere faglig viden til regulær forståelse, således at eleverne udrustes til at anvende og beherske fagets metodiske begrebsapparat i forbindelse med kildelæsningen.

Sjovere lektier med smartboard?I smartboard er det ret enkelt at optage tavlen, mens man tegner og fortæller. Funktio-nen som kaldes SMART Video Player rummer muligheden for at optage svært tilgæn-geligt stof, mens man taler og skriver. Dette åbner for mange forskellige (og oftest ret underholdende) muligheder. Fx kan man optage elever, mens de forklarer ved tavlen; Det har jeg fx gjort i en time, hvor jeg bad en elev om at placere følgende ord (Mu-hammed, Jesus, Koranen, Bibelen) i et skema og forklare, hvordan Gud åbenbarer sin vilje til mennesket i islam og i kristendom. Jeg fik tilladelse af en frisk elev til at optage forklaringen og den lagde jeg bagefter ind i lectio som note til eleverne.

Eftersom eleverne har downloadet notebook som program har de også mulighed for at lave videolektier, fx kan jeg i skoleårets opsamlingsperiode bede elever om at


optage en kildegennemgang, afspille den for hinanden i timen og komme med gode råd og fif til en gennemgang af kilderne.Samme mulighed gør sig gældende, hvis et stof kræver en særlig grundig forklaring af læreren. Jeg har fx som lektie indspillet en ”eksemplarisk kildegennemgang” i slutnin-gen af året, og det er min oplevelse, at det i de fleste klasser åbner for en metakognitiv diskussion omkring, hvordan man bedst griber kildelæsningen an. Det er min oplevelse, at min gennemgang som lektie kan give især fagligt svage elever en forståelse for, hvad man konkret skal gøre, når man i religionsfaget arbejder med en kilde. Ofte glemmer man som lærer at eksplicitere, hvad de bagvedliggende intentioner med kildegennem-gangen er (hvorfor gør vi fx meget ud af en karakteristik? Hvordan leder man efter centrale fænomener og begreber? Hvad er en ”grundig nok” kildegennemgang?). En gennemgang giver en god mulighed for ”at knække fagets kode” og styrke elevernes refleksion over de faglige processer.

Denne mulighed for at optage korte videoer af en tavlegennemgang åbner des-uden op for at eksperimentere med ”flipped classroom”, således at man som lærer kan optage en faglig gennemgang på en video som lektie. Dette har den fordel, at eleverne ikke skal lytte til en lærermonolog i timen, men derimod kan forholde sig aktivt diskuterende, når de mødes med læreren. Jeg besluttede mig for at prøve at vende klasseværelset på hovedet i en af de første timer i kristendomsforløbet. Jeg ind-leder ofte mit kristendomsforløb med at se på den frelseshistoriske linje. Jeg har ofte struktureret timen som klassedialog, hvor min intention er, at eleverne skal udfylde linjen, men alt for ofte leder timen over i en lærermonolog med input fra få fagligt stærke elever. For at undgå at falde i den fælde, at jeg i rendyrket lærer-ekstase (oftest også med fråde om munden), holder monolog om den freslshistoriske linje og det dialektiske gudsbegreb, besluttede jeg mig for at lave en ti-minutters video, hvor jeg gennemgik den frelseshistoriske linje på smartboardet, mens jeg tegnede og fortalte.


Det var dagens lektie inden timens start. Min video blev meget godt modtaget, selvom det helt ærligt kræver en god portion selvironi. Jeg fik fx at vide, jeg lød som en meget energisk og entusiastisk Darth Vader – jeg er stadig i tvivl om det var ment som en kompliment? Men der var ingen tvivl om, at eleverne var forberedt, og timen viste sig at blive enormt elevaktiverende. Eleverne efterlyste efterfølgende flere videolektier, og selvom de aldrig fik det, gik det op for mig, at mange elever faktisk også savner variation i deres lektiebyrde.

Et par afsluttende, usmarte bemærkningerJeg er glad for at undervise med interaktive tavler, men jeg er ikke blind for, at der er mange faldgruber og andre ”usmarte” elementer. Hvis skolen fx ikke investerer i smart-board i alle lokaler, vanskeliggør det i høj grad den del som handler om at samtænke forløb og bruge tavler med hele forløb. Jeg tænker, at det måske nok skoleorganisa-torisk er en enten-eller-løsning (og endda en meget dyr løsning). Jeg er også af den overbevisning, at det kræver en hel del efteruddannelse på et lærerværelse, hvis de grønne tavler ikke bare skal erstattes af den lysende, hvide. Smartboard er et redskab, som hvis det sættes ind i en didaktisk ramme kan højne elevernes motivation og gøre undervisningen mere levende, men det modsatte er selvfølgelig også en risiko. Det er ikke utænkeligt, at det kunne appellere til en alt for lærerstyret tavleundervisning. Sidst men ikke mindst er det min erfaring at brugen af smartboard kræver en hel del ekstra forberedelse- specielt i de første gennembearbejdninger af nye forløb, hvis man gerne vil have billeder, links og indtænke et helhedsaspekt i forhold til årets undervisning. Jeg er egentlig af den overbevisning, at al brug af ny teknologi (it, smartboard etc.) skal lette og ikke være en byrde, hverken for mig eller for mine elever. Og det har i ærlighedens navn været en kolossal stor arbejdsbyrde det første år. Et stærkt kollegi-alt samarbejde kan dog mindske arbejdsbyrden, og i min naivitet håber jeg på, at de mange gennembearbejdede forløb, jeg allerede har lavet, kan mindske arbejdsbyrden fremadrettet. Det sidste må tiden dog vise.

62 RELIGION NR. 4 · 2014 ANMELDELSE AF: “KURSUS I RELIGION B - TEORI OG METODE” 63

Således opfattet af: Mie Precht Wewer, Lars Christian Christensen, Ellen Rasch og Hanne Glumsøe Bach. Frederikshavn Gymnasium og Hf-kursus.

Anmeldelse af: “Kursus i religion B – teori og metode”

Christiansminde, 24.-26. september 2014Da vi selv for første gang i år har et religionshold på B-niveau, så vi med høje forvent-ninger frem til internatskurset om religion B - teori og metode. Vi blev ikke skuffede. Det var herligt at høre stort set alle deltagere berette om et fag i fremgang. “Sidste år havde vi 1 hold, i år har vi 2 hold på B-niveau, og vi har også fået studieretning med religion” - nogenlunde sådan lød meldingerne fra det ganske land. Kursets mange del-tagere - mere end 60 - viser også et fag i vækst, samt at Religionslærerforeningen har ramt helt rigtigt i sit kursusudbud og valg af oplægsholdere. Der var oplæg for enhver smag.

Det metodiske felt:Det metodiske landskab i vores fag er præget af mangfoldighed, hvilket kursets mange indslag om metode tydeligt viste. Vi blev guidet fra den metodiske praksis inden for etikken over det samfundsvidenskabelige perspektiv til anvendelsen af film og skrive-øvelser i faget.

Arbejdet med etik - både teoretisk og metodisk - blev præsenteret ved Caroline Schaffalitzky de Muckadell, der gav et bud på, hvordan man kan arbejde med eti-ske problemstillinger i undervisningen. Hun præsenterede etikkens teoretiske bagland med udgangspunkt i den praktiske etik over for den teoretiske etik; endvidere blev vi præsenteret for en simpel, overskuelig og meget anvendelig model til, hvordan man kan arbejde med etiske tekster i vores fag, således at elevernes indsigt i netop dette felt bliver skærpet. Samme model blev præsenteret i “Religion”, nr. 3, september 2014 og er lige til at tage i brug.

FRA

KO

LLEG

A T

IL K

OLL

EGA

ANMELDELSE AF: “KURSUS I RELIGION B - TEORI OG METODE” 63

Signe Elise Bros oplæg satte fokus på debatten om anvendelse af teori på B-niveau med udgangspunkt i spørgsmålene: Hvad adskiller religion B fra religion C? Projektrap-porten, feltarbejdet, hovedværkslæsning, en østlig religion og ikke mindst kravet om teori. Men hvornår er nok nok? Skal eleverne blot kunne nævne navne, eller skal de dybt ind i teorien? Skal eleverne læse om teoretikerne, eller skal de læse teoretikerne - eventuelt på originalsprog? Her mangler tydeligvis en national standard, som en fag-konsulent burde kunne sætte. I fraværet af en sådan må vi hjælpe eleverne, censor og os selv bedst muligt. Signe Elise Bro slår derfor til lyd for, at der anvendes teori i alle forløb, samt at det fremgår af undervisningsbeskrivelsen hvilken teori, der er benyttet til hvad, og hvilke krav eleverne forventes at opfylde.

Den tætte forbindelse til gymnasiehverdagen, som var så tydelig i Signe Elise Bros op-læg, savnedes hos Marianne Fibiger, som med udgangspunkt i overskriften Hinduisme som øjenåbner, forsøgte at nuancere den klassiske indfaldsvinkel til arbejdet med reli-gionerne. Fibigers oplæg var en opfordring til at bruge hinduismen som udgangspunk-tet for at studere religion i gymnasiet, da hinduismen kan være med til at udfordre ele-vernes forforståelse og fungere som en metodisk øjenåbner, idet hinduismen ofte står i modsætning til andre etablerede religioner. Med udgangspunkt i dharma-begrebets paradoksalitet præsenterede Fibiger en række forslag til, hvordan man kunne beskæf-tige sig med hinduismen.

Det religionssociologiske felt blev introduceret ved Lene Frida Rasmussen, der med udgangspunkt i en modstilling mellem fænomenologi og sociologi gav en klar gen-nemgang af de samfundsfaglige metoder, der kan anvendes i religion. Vi fik praktisk anvendelige eksempler på de sociologiske metoder, vi fik links og tips til yderligere inspiration og en til tider skarp debat om samfundsfaglige begreber; en debat som lå lidt uden for oplæggets område.

Desværre blev Stine Ballisager syg og måtte aflyse et oplæg, vi havde glædet os meget til. Eleverne vil jo rigtig gerne se film, og markedet oversvømmes af film med (pseudo)religiøst indhold. Trods aflysningen gik vi dog ikke tomhændede fra dette programpunkt, da vores initiativrige kursusledere straks arrangerede et viden-delingsarbejde, som i al sin enkelthed gik ud på at udveksle erfaringer om, hvilke film (primært fiktionsfilm) vi viser, og hvilke teorier og metoder som kan bringes i anvendelse. Resultatet af denne netværkssession blev en lang filmliste lige til at plukke ud af.

Alle fag har en skriftlig dimension - også selvom der ikke er afsat elevtid, og alle elever skal på et tidspunkt præstere en SRP/SSO. Altså må denne disciplin trænes, mener Kirsten Falkesgaard Slot; men hvordan gøres dette uden at give læreren ubetalt rettear-bejde? Kirsten Falkesgaard Slot svar: Eleverne laver skriftlige øvelser, som gennemlæses og rettes af kammeraterne -ofte en fast læsemakker, så der opnås tryghed. Kirsten Fal-kesgaard Slot laver stramt tilrettelagte øvelser med stigende progression fra en “Kom-


igang-sætning” til konkret vurdering, og hun insisterer på skriftlige øvelser igennem hele forløbet. Vi fik håndgribelige, brugbare eksempler, som kan bruges hjemme i egen undervisning

I forbindelse med de store skriftlige opgaver tog Anne Bangs indslag udgangspunkt i to problemstillinger: 1) Hvordan sikres B-niveauet i SRP-opgaven og 2) Hvordan hjælper vi eleverne til at skrive den bedst mulige SRP/SSO?

Med hensyn til sikring af B-niveauet sker dette ved at sørge for, at opgaven bliver teoretisk og empirisk velfunderet. I forhold til punkt 2 er det vigtigt, vi er bevidste om og ekspliciterer vores ønsker for besvarelsen. Vi skal stille krav om bestemt teorian-vendelse og lade analysen tage udgangspunkt i en eller flere kilder. Anvendes statistisk materiale skal dette selvsagt også analyseres kildebevidst. Anne Bang understregede desuden, at Blooms taksonomi så sandelig ikke er den eneste på markedet, og - meget vigtigt: at enhver opgaveformulering skal kunne besvares af såvel den dygtige som den svage elev; et synspunkt som gav anledning til megen debat ud fra praksis. Her mærkedes manglen på en fagkonsulent, som ville kunne skære igennem med entydige retningslinjer “ex cathedra”. Mens vi venter på den ny fagkonsulents udmeldinger hen-vises til EMU’en, hvor der ligger en række eksempler på formuleringer.

Det teoretiske felt:Foruden en mængde metodiske indspark var kurset også spækket med en masse in-teressante oplæg, der i høj grad gav inspiration til nye forløb eller tilføjelser til gamle forløb. Således blev vi præsenteret for den nyeste kognitionsforskning, muslimske TV-soaps, det religiøse og politiske landskab i USA og hindunationalismen i Indien og meget meget mere.

Et af de nye og meget interessante felter inden for faget, medialisering af religion, blev præsenteret af Stig Hjarvard, der indledte med at definere begrebet medialise-ring i bred forstand. Begrebet kendes blandt andet fra den politiske verden. Hvem er aktøren egentlig? Politikerne eller medierne? Hjarvards påstand var, at medierne er blevet hovedkilden til information om og diskussion af religion. De har i en vis forstand erstattet de religiøse institutioner. Medierne har altså en medstrukturerende effekt på religionen, og dette bidrager til religiøs relativisme. Ridset af denne individuelle og forbrugerorienterede holdning til religionen var en meget interessant vinkel, som i høj grad virkede brugbar også som en vinkel, man kunne tage med hjem og præsentere for sine elever. Mediernes fragmenterede fremstilling af religion, som fx dyrkelsen af fik-tive fænomener som Twilligt, kalder Hjarvard ”banal religion” I de efterfølgende dage hørte man Hjarvards tanker om både medialiseringen af religion og begrebet ”banal religion” nævnt af flere kolleger, der følte, at de i høj grad havde fået nogle brugbare begreber med hjem til undervisningen. “Frederikshavnergruppen” var heller ikke sen til at indkøbe og installere Hjarvards bog i fagbiblioteket.


Et andet aktuelt og interessant emne er kognitionsforskningen. Marc Andersen gav både et underholdende og meget interessant foredrag, der gav os et sjældent blik helt ind under forskerhjelmen. Flere af os rundt omkring på gymnasierne inddrager den kognitive forskning i undervisningen, derfor var temaet i sig selv interessant, men også valget af Marc Andersen, der viste sig at være en begavet formidler, skal kursuslede-ren have ros for. På trods af det temmelig komplicerede forskningsfelt lykkedes det Marc Andersen at fremstille feltet så tilgængeligt og håndgribeligt for os, at vi følte os klædt på til for eksempel at indføre eleverne i konflikten mellem universalister og kon-teksktualister. Marc Andersen gav en meget underholdende gennemgang af historien om den famøse God Helmet. Her slutter vores kommentar til Marc Andersens oplæg, eftersom vi var så heldige at blive indviet i hans igangværende og derfor hemmelige forskning.

Andre af oplæggene bragte os til det store udland. Jens Grundahl præsenterede os således for det mystiske landskab i Europa, der tog udgangspunkt i en definition af begrebet mystik. Herefter fik vi en gennemgang af konkrete religiøse erfaringer; et historisk rids af Mariaåbenbaringerne i Medjugorje samt flere eksempler på nærdøds-oplevelser. Desværre nåede vi ikke at høre om Jens Grundahls rejse på foldecykel fra København til Jerusalem på jagt efter den kristne mysticisme.

Niels Bjerre Poulsens indlæg om ”Religion og politik i USA” tog udgangspunkt i USA’s selvforståelse som en nation, der bygger på to projekter: dels at være forbillede for den gamle verden (”A city upon a hill”) i pagt med Gud og dels et nationalt, libe-ralistisk projekt med individuel frihed. Forfatningen siger, at ingen må påduttes en religion, men det er samtidigt utænkeligt, at en erklæret ateist kan blive toppolitiker eller præsident. Endvidere er religiøse værdier i sekulariseret form (civil religion) en del af den politiske retorik. Den religiøs-politiske værdikamp har raset gennem hele USA’s historie, hvor det mere er graden af vælgernes religiøsitet end selve religionen, der er det afgørende ved stemmeurnerne: jo mere fundamentalistisk, jo mere repu-blikansk og omvendt mht. at stemme demokratisk. Niels Bjerre Poulsens indlæg var krydret med mange morsomme, illustrative eksempler fra værdikampen og gav et nuanceret og underholdende billede af et land, der på dette område er så forskel-ligt fra vores.

Erik Reenberg Sand tog i et spændende foredrag om hindunationalisme udgangspunkt i dens oprindelse i hinduernes møde med englænderne og den vestlige civilisation, hvor den efterhånden tog form af “os og dem.” Denne selvrefleksion medførte på den ene side også et opgør med egne skikke - inkludering eller ej af alle kaster, kaste-løse, andre religioner - og stolthed over Indien som “Moder” på den anden side. Efter selvstændigheden og indførelse af demokrati er mange hindunationalistiske partier af forskellig observans kommet til - nogle mere inkluderende og demokratiske end andre! Alt i alt et interessant og levende foredrag.


Efter en lækker middag torsdag aften, godt mætte og afslappede, satte vi os til rette til endnu et interessant foredrag, denne gang med Jakob Skovgaard-Petersen som op-lægsholder. Overskriften: “Islam på TV” vakte en naturlig interesse, for hvad lå der egentlig gemt bag? Var det mediernes fremstilling af islam eller? Og vi blev overra-skede! Jakob Skovgaard-Petersen tog os med på en velfortalt og veltilrettelagt gen-nemgang af den muslimske verdens TV- og fi lmhistorie, Tv-prædikanternes betydning og et indblik i den muslimske fi lmindustri og hvad dertil hører af interessante politiske konfl ikter og intriger! Et underholdende foredrag - for faglæreren.

Som afslutning på kurset hørte vi et par ord fra foreningens formand Signe Elise Bro. Efterladt med en fornemmelse af at være en del af et fag i udvikling med engage-rede undervisere og en aktiv forening, indtog vi kursets sidste måltid med den dejlige udsigt til Svendborg Sund. Der var ingen tvivl om, at det var en opløftet og oplyst Frederikshavnergruppe, der fredag satte sig i bilen og kørte mod nord. Vi havde som nævnt store forventninger til kurset, men trods det følte vi, at vi havde fået mere, end vi havde forventet. Kursuslederen Kirsten Falkesgaard Slot skal have ros for det fi ne, velgennemtænkte program og ligeledes hendes store engagement og overblik over slagets gang. Vi var enige om, at vi både havde nydt de skønne påfyldninger af faglig viden, men samtidig følte vi også, at vi havde fået fyldt rygsækken med umiddelbart anvendelige begreber og metoder. Det var ydermere en fornøjelse at få lov at sætte ansigt på og netværke med de andre religion-B undervisere rundt om i landet. Vi ser frem til at møde jer igen ved det grønne bord.




Tværfaglige forløb & selvstændig refleksionKierkegaard – lidenskabens tænkerUdgivelsen er opgavebaseret og indeholder en lettilgængelig intro-duktion til Kierkegaards tænkning, alsidige tekstuddrag fra hans vær-ker og en række perspektiverende tekster og billeder.

” Det er lidenskab med udgangspunkt i unge mennesker det drejer sig om, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive tændte!

Gymnasieskolen

Pia Søltoft, Mette Berndsen og John Rydahl

kierkegaard.systime.dk5 film om kunstnerne og værkerne | 35 opgaver | 30 illustrationer | 55 primær-tekster | 110 sider | eBog

123 siderBog

iBog®

Modernitet – kristendom og etikBogens 11 essays med knivskarpe analyser tager bl.a. udgangs-punkt i, om man som moderne menneske kan tro på Gud, og hvordan moderniteten udfordrer forskellige tolkninger af kristendom.

” Vil sikkert gå hen og blive en øjen åbner for unge mennesker.Gymnasieskolen

Preben Brock Jacobsen

157 sidereBogBog

Grundtvig – introduktion og teksterBogens otte kapitler præsenterer forskellige sider af Grundtvigs offent-lige fremtræden fx romantikeren, præsten, folkeoplyseren, politikeren og danskeren. Det hele afsluttes i kapitlet “Grundtvigs virkningshistorie”.

” Teksterne er korte og velvalgte – mange af dem er klassikere. Grafisk er bogen indbydende. Bogen anbefales varmt.

Religion

Anders Holm

171 sidereBogBog

68 RELIGION NR. 4 · 2014 ÅNDEHULLET 69

Åndehullet

- det er lykkedes Åndemaneren at få endnu et klarsyn, og redaktionen mener derfor, at religion der rykker på den lidt skæve måde stadig har sin gang her i bladet!

5 HURTIGE TIL FAGKONSULENTENDenne gang har forsynet været med os og vores nye fagkonsulent Christian Vollmond svarer beredvilligt.

1. Hvordan indleder du et skoleårs religionstimer? Uddrag fra beskrivelsen af gruppen ’Tnevnoc’ fra Rothsteins ”Gud er blå” - elsker når de første begynder at fange, at der er tale om et nonnekloster. Her får de et klart eksempel på indefra/udefra, og så kan man hele resten af året referere tilbage til den ”rituelle kannibalisme”, som er en populær vending blandt elever/kursister.

2. Favoritemne til 4. forløb? Rastafarisme! Har en stor passion for reggaemusik og har i flere sammenhænge

fået indpasset rastafarisme i min undervisning. Der er mange spændende per-spektiver og eksempler på synkretisme. Og så er der jo ligefrem nogle elever, som synes, det er interessant!

3. Hvad er dit favorit-fagudtryk for øjeblikket? ”Immuniserings-strategi” - siden sidefagssupplering hvor Anders Klostergaard Pe-tersen introducerede udtrykket, har jeg ment, at udtrykket er utroligt præcist til at beskrive forskellige religioners strategier i mødet med kritik eller det (post-/sen-)moderne samfund.

4. For eller imod propædeutik? Skal man være enten/eller? Jeg fravalgte selv i første omgang religionsstudiet net-

op på grund af den obligatoriske oldgræske propædeutik. Men - jeg endte næsten med at holde af det! Tortzens bog står faktisk stadig på hylden, og jeg har netop haft den glæde at undervise et b-hold, hvor vi som hovedværk læste Johannes evangeliet og jeg derfor havde anledning til at afstøve mit nye testamente på originalsprog. Heldigvis var det Lars Kruse Blinkenbergs yndlingsevangelium, så jeg havde en komplet oversættelse skrevet over koinæ-teksten fra studiet. Så det hælder mest mod et ’for’ - til trods for, at det først er på mit niende undervis-ningsår, at propædeutikken er kommet til direkte praktisk anvendelse....

5. Hvad er dit religiøse favoritcitat?Åhhh.... Det er jo nok bedst at spørge tidligere elever om. Kan nok godt komme til råbe: ”Ever living, ever loving, his imperial majesty emperor Haile I Selassie I - JAH! Rastafari”, umotiveret midt i timerne.

Svaret på sidste nummers Gæt en dims: Røgelsesfigur til anvendelse under den katolske fejring af Semana Santa, i ugen op til Påske. INGEN tilnærmelsesvist rigtige svar a �

Svaret på sidste nummers Gæt en dims: Røgelsesfigur

Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers Svaret på sidste nummers

ÅNDEHULLET 69

Til dette Åndehul har vi sendt en betroet medarbejder i byen på feltarbejde:

Det er en tidlig efterårssøndag morgen og det gul-nede løv daler yndefuldt ned fra træernes sorte sil-huetter, der morgendovent strækker armene mod den opgående sol, mens jeg kører stille afsted ad en søvnig jysk landevej. Jeg har som nyudnævnt altervin-anmelder besluttet mig for at indlede denne serie med en prøvesmagning i et lille, afsideslig-gende, vestjysk sogn for ikke at vække for stor opstandelse (om jeg så må sige) ved min nærvæ-relse. Da jeg kommer frem til den udvalgte kirke – en klassisk hvidkalket landsbykirke fra midten af 1800-tallet, holder der en enkelt knallert (med Arla-kasse bagpå) og en Skoda Fabia med en bagrudeinskription langt fra Bibelens mene mene tekel ufarsin, nemlig ”Vask mig!”. Da jeg kom-mer ind i våbenhuset, ser jeg til min store lettelse yderligere to køretøjer i form af rollatorer parkeret side om side. Godt, tænker jeg, så bliver der ikke messefald! Præludiets toner begynder at tone frem, da jeg træder ind i kirken, og jeg fi nder en tryg plads på bagerste bænk, hvor jeg diskret fi nder min notesblok frem. Der går ikke lang tid, før det dog står klart for mig, Deres arme altervinanmelder, at jeg er kommet til en yderst missionsk menighed og præst, og allerede under de indledende ord af prædikenen (jeg citerer efter hukommelsen: ”Oh I syndere og fortabte sjæle, som sidder her i kirken i dag…”) får jeg bange anelser: Er dette mon en afholdsmenighed, der serverer alkoholfri altervin? Prædikenen er stærk men kort, så der går ikke lang tid, før jeg ved altergangen kan få svar på mit spørgsmål. Første tegn er de klassiske oblater, som deles rundt – her er ikke noget nymodens forkyndelse med ’rigtigt’ brød, der brydes og deles rundt. Så det er med let bævende hånd, jeg løfter bægeret til mine læber og forsigtigt smager på ”blodet”. Du gode Gud! Der er ikke engang tale om en billig, sød portvin fra Netto! Mine værste anelser

er blevet bekræftet: De har serveret saftevand for mig! Oprørt og uden at høre hverken udgangsbøn eller postludium forlader jeg kirken. På vejen hjem lover jeg mig selv, at næste anmeldelse skal komme fra den største bykirke, jeg kan fi nde.

Alter”vin” i Sønderbavelse landsbykirke: Én oblat Anmeldt af Johannes de Silentio.

Hørt i timen:

… og så var der lignelsen om Den barmhjertige

samurai

Jøderne går med kaskelot på

hovedet

Gæt en dims:Hvad er det? Hvilken religion

knytter den sig til? I Hvilken

anledning anvendes den?

Send dit svar til:

[email protected],

inden 1/2 2015!

70 RELIGION NR. 4 · 2014 ANMELDELSER 71

Anmeldelser

Kaj Pinholt JespersenIran. Historie, samfund, religionSystime 2013 190 siderFindes også som iBogwww.iran.systime.dk

Anmeldt af Bodil Kruse

Forfatteren fortæller i sit forord, at bogen vil sigte mod områdestudier på hf og stx og til almindelige tværfaglige forløb i historie, samfundsfag og religion. Endelig til enkelt-faglig brug i historie og samfundsfag på A-niveau.

De fl este afsnit i bogen vil primært henvende sig til ks-fagruppen på hf og fagene historie og samfundsfag.

Det første afsnit i bogen vil give en gennemgang af Irans historie fra præislamisk tid og frem til nutiden. Hovedvægten ligger på tiden under shahen fra 1944 og frem til 1979 og på tiden efter Khomeinis islamiske revolution i sidstnævnte år.

Det følgende afsnit vil give et billede af det iranske samfund, dets politiske system, dets økonomi, befolkningssammensætning mv.

Bogens sidste afsnit omhandler Irans atomprogram og den trussel, som det vil kunne have, og der er et afsnit om iranere i Danmark, der kom til Danmark fra 1980’erne og fremefter.

Jeg vil her lægge vægt på bogens to afsnit om islam i Iran, - nemlig et afsnit om shi’a- islam og et afsnit med titlen ”Religion som magtfaktor i Iran”.

I det første af disse afsnit forsøger forfatteren at give et billede af, hvad shi’a-islam står for, og hvordan denne retning adskiller sig fra den sunni-islamiske. Det er seriøst for-muleret. Der er et brugbart skema over de to retninger og de ligheder og forskelle, der er mellem dem. Afsnittet har en række indledende afsnit, hvor forfatteren redegør ret fornuftigt for, hvad shi’a-islam står for og hvad der er karakteristisk for denne forståelse.

I det følgende afsnit om religion som magtfaktor i Iran (s. 115 – 126) forsøger Pinholt Jespersen at forklare, hvad der er karakteristisk for det styre, der kom til magten i 1979 ved Khomeinis hjemkomst fra Frankrig. Forfatteren forstår landet som et religiøst ba-seret styre, der kalder sig en form for demokrati. Han kalder styret for statsislamisme. Pinholt Jespersen bruger et sted udtrykket ”kontrolleret demokrati”.

De to kapitler har nogle få tekster til emnet, og det er her, at jeg vil have en række kritikpunkter. Kildehenvisningerne til disse tekster er ikke i orden. Et par eksempler:

ANMELDELSER 71

Forfatteren bringer (s. 110-13) en tekst af Ali Shariati – men tekstklippet er taget direkte fra Jens Steffensens bog ”Islam – fra beduinkult til verdensreligion”. Jens Steffensen har foretaget små klip i teksten og i denne bog har Pinholt Jespersen så foretaget endnu et par små forkortelser af Ali Shariatis tekst. Vi får ikke sidetallene i Shariatis tekst, og heller ikke, hvor de er taget fra i Steffensens bog.

I et følgende afsnit bringes to afsnit fra Sayyid Qutb’s bog ”Social Justice in islam” (1964), men vi får ikke at vide, hvilke sidetal teksten er taget fra, og vi får ikke at vide, hvem der har oversat Qutb’s tekst.

To steder i bogen (s. 159 – 60 + s. 167- 68) citerer Pinholt Jespersen Salihah Marie Fetteh fra Mellemøststudier på Syddansk Universitet, men vi får ikke at vide hvor ud-talelserne stammer fra.

Et sted fortæller forfatteren om den danske islamforskers Patricia Crone fra Prince-ton tanker om en mulig indfl ydelse fra Zarathustras lære på shi’a-islam, men vi får ikke at vide fra hvilken af hendes bøger.

Jeg har gjort lidt ud af dette, fordi jeg mener, at det kan være afgørende at gøre eleverne opmærksom på, hvor kilder stammer fra, og hvornår de er formuleret. I disse tider med fl ygtige sociale medier er kildekritik og kildevurdering måske mere nødven-dige for eleverne end nogen sinde. Og hele Mellemøstområdet er – om muligt – mere belastet end nogen sinde.

En trist mangel: Der er ingen litteraturliste i bogen, ligesom der ikke er noget navne- og stedregister, så brugeren kan slå navne- og stedbetegnelser op.

Efter mit skøn er bogen primært egnet til ks-undervisningen i historie og samfunds-fag, og det må være dem, der i første række skal anskaffe og bruge bogen. Religionslæ-reren kan så i givet fald hægte sig på og søge yderligere fagligt supplement andetsteds.

Hans Henrik Fafner, Brian Linke og Henrik Wiwe MortensenIsrael Palæstina – historie, samfund, religionSystime 2014166 siderKr. 168,-Anmeldt af: Ole BjørnDronninglund Gymnasium

”For at forstå nutiden må man kende fortiden” – således indleder forfatterne Hans Henrik Fafner, Brian Linke og Henrik Wiwe Mortensen Systimes nye KS-bog: ”Israel Palæstina – historie, samfund, religion” – men når forfatterne nu er så godt i gang,


hvorfor så ikke lige strække citatet af Simone Weil helt ud og få det sidste med: ”Hvis man ikke kender fortiden, forstår man ikke nutiden og egner sig til at forme fremtiden”. For det er jo her problemet ligger, og det er jo netop også et af de mange mål, forfat-terne har: Med inddragelse af fagene historie, samfundsfag og religion at give læseren en grundig baggrundsviden for konflikten samt en nutidig forståelse for, hvordan det er at leve i området. For efterfølgende at diskutere, hvordan fremtiden vil forme sig ud fra forskellige scenarier.

Og den opgave indfrier forfatterne på fornem vis. Der er masser af faglig dybde uden at eleverne drukner eller får åndedrætsbesvær, for de føres med fløjlshandsker tilsat sproglig lethed og pædagogisk indsigt gennem de tre monoteistiske religioner, det zionistiske projekt og konflikterne frem til oprettelsen af staten Israel, de forskel-lige krige – også den kolde – og alle de andre konflikter herunder og ikke mindst kon-flikterne internt jøderne og palæstinenserne imellem op til i dag tilsat nogle sider om USA’s politik i Mellemøsten, de jødiske og palæstinensiske grupperinger, fredsplaner, radikalisme og ny nationalisme og religiøs terrorisme – og så slutter bogen af med en fin oversigt over et ellers uoverskueligt ”arabiske forår”. Der er mange bolde i luften, men de bliver grebet.

For at forstå nutiden må man kende fortiden, og i konflikten Israel-Palæstina kan det ikke siges bedre. Der er ikke ret mange konflikter, der i dagens medier, læserbreve, på twitter og facebook er mere følelsesbetonet end den konflikt. Og netop følelses-betonet, fordi vi – som Michael Böss pointer i sin bog ”Opgør med historieløsheden” – nedprioriter kultur og historie og nu står tilbage (eller risikerer at stå tilbage) med et dement samfund uden rødder og retning.

Jeg underviser ikke HF-elever, vi har dem ikke på Dronninglund Gymnasium, og jeg håber heller ikke, at den nye gymnasiereform finder på at slå old, religion, historie og samfundsfag sammen for at skabe rum for mere matematik og flere teknologifag og dermed kaste yderligere ved til historieløshedens flammer, men uden at sige det højt, politikerne skulle nødigt få gode ideer, så viser bogen jo, hvor langt man kan komme ved at fagene spiller sammen.

Nu er det en del år siden, jeg havde fornøjelsen at undervise i historie, men så vidt jeg husker, så var der ikke meget religion i historiebøgerne om Israel-Palæstina-konflik-terne dengang. Men i dag er det uomgængeligt. Ikke fordi historien har ændret sig ret meget ud over at volden umiddelbart synes at være eskaleret, men de sociale, øko-nomiske og politiske problemer er i dag iklædt religionens vokabularium og kommet ind under dens kappe i en eskalerende radikaliseringsproces, der synes at suge flere og flere jøder og muslimer ud på yderfløjene, mens de sekulære jøder og palæstinensere trænges i defensiven.

Her ligger tragedien og den uløselige uforsonlighed. Og det får forfatterne rigtig godt med gennem en række fine eksempler fra toraen om pagtstanken og koranen om jihad – og hvordan disse tekststykker læses i en fundamentalistisk optik, der giver grønt lys for vold, terror og bosættelser. I samme øjeblik alle de historisk betingede problemer, som bogen redegør for, ses i et religiøst lys, ophører dialogen, kompromis-erne og dermed også muligheden for fred. Gud giver sig ikke. I den forbindelse er der

ANMELDELSER 73

en række fine tekster fra muslimske og jødiske fundamentalister og ortodokse jødiske tænkere. Ja fine, men deprimerende. Det er skrappe sager, de (ofte selvbestaltede) ”pennens krigere” kan finde på at skrive, når de er overbevist om, at det er gud, der fører hånden for ”sværdets krigere”.

Forfatterne har til stort set alle afsnit fundet fremragende kilder og tekster – og set fra en religionsvinkel er kapitlerne om palæstinensiske og ikke mindst jødiske religiøse grupperinger fremragende og lige til at smide ind i undervisningen om jødedom, ja, også selv om man ikke har jødedom på programmet. Det samme gælder kapitlerne om religiøs terrorisme og radikalisme og ny nationalisme, der fint kan indgå i stort set alle forløb om islam i en gymnasial sammenhæng (til forskel fra gennemgangen af de tre religioner – her skal der lige fyldes meget mere på). Og så kan man jo altid selv justere lidt i forfatternes definitioner af de forskellige retninger og begreber og supplere for-tolkningen af de udvalgte vers fra toraen og koranen med de alternative fortolkninger, der ligger i en kontekstuel læsning eller en modernistisk læsning. Men det spændende og dermed også brugbare er netop konkretiseringen af versene i en aktuel kampsitua-tion, som eleverne næsten dagligt kan se udspille sig på tv-skærmen. Andre eksempler på forfatternes pædagogiske ”i øjenhøjde med elever” vinkel er inddragelsen af ter-rorsager i Danmark, dansk terrorlovgivning og afgørelser fra Højesteret.

Optakten til staten Israel var blodig og der redegøres i den forbindelse for den ter-ror, der blev udført fra såvel israelsk som palæstinensisk side mod henholdsvis englæn-derne og jøderne, men jeg savner lige en omtale af den jødiske terror mod araberne – eksempelvis SNS, Special Night Squards, sammensat af jøder og englændere med det formål at terrorisere palæstinensiske landsbyer. Det var den type af aktioner, der fik førende aviser i Danmark til at omtale de israelske ”befrielsesbevægelser” eller ”mod-standsbevægelser” som terrorbevægelser.

Nu kan en undervisningsbog ikke have alt med, men når vi nu skal kende fortiden for at forstå nutiden, synes jeg, at det havde været oplagt med en kort afsnit om medier-nes rolle i danskernes opfattelse af konflikten. Jeg bladrede engang Ålborg Stifttidende igennem fra 1940’erne til 1960’erne og her overraskede det mig, hvor ofte ”modstands-bevægelsen” blev omtalt som terrorbevægelse og at skiftet i holdningen til Israel fra en ”Goliat” til en ”David” først kom med Seksdagskrigen i 1967, så vidt jeg husker. Her blev min ”forudforståelse” sat på prøve. Dette skift i rollefordelingen – god-ond, helt-skurk og generelt en mere nuanceret fremstilling – er i de senere år taget op af yngre israelske historikere, der har sat den herskende diskurs i Israel omkring oprettelsen af staten Israel under kraftig beskydning. På den led agerer staten Israel på samme måde som IS og Hamas (jo mere Israel bomber os, jo stærkere står vi) i deres aktuelle brug af medierne for at iscenesætte sig selv med henblik på at konstruere en bestemt virke-lighedsopfattelse.

Bogen har mange gode illustrationer og kort, spændende forslag til KS-forløb, AT-forløb i stx og HHX samt - hvad jeg normalt ikke er så begejstret for – arbejdsspørgs-mål til alle kapitlerne. Men denne gang må jeg overgive mig: spørgsmålene er gode og det er godt tænkt, og så ”tvinger” de eleverne til at søge en masse relevante emner og definitioner på nettet til uddybning af behandlende problemstillinger i kapitlerne.


Sørine GotfredsenAt leve med KierkegaardKristeligt Dagblads Forlag 2014 185 siderKr. 249,-

Anmeldt af: Bodil Kruse

Sørine Gotfredsen (f. 1967) vil være kendt af de fl este af dette blads læsere som en ivrig debattør og kommentator i dagspressen, og hun deltager ofte i debatter i TV.

Hun har nu udgivet en lille bog om sit forhold til Søren Kierkegaard og brugen af hans tanker også i sit meget private liv. En del af baggrunden for bogen er hendes for-bindelse med en mand, som hun havde ”et slags kærlighedsforhold til, men aldrig for alvor integreret i hendes liv”. Forholdet strakte sig med et par afbrydelser over et par år, men bliver så afsluttet.

Gotfredsen fortæller i bogens første afsnit om en oplevelse, hun havde som sports-journalist i Atlanta i 1996. Hun skulle bo på et slags kollegieværelse, og den første aften havde hun en oplevelse af fortvivlelse og angst, som skræmte hende. Hun havde en oplevelse af, at hun aldrig mere i sit live kunne føle glæde. Om morgenen søger hun at lade som ingenting, men hun forstår så – med Kierkegaard – at det netop er det, som hun ikke skal gøre. Hun taler om at bruge fortvivlelsen og se den som en mulighed for at udvikle sig videre. Hun vil bruge Kierkegaards tanker om, at mennesket skal forstå, at vi er bundet til jorden og samtidig skabt som ånd.

I bogens næste afsnit forsøger Gotfredsen at defi nere begrebet kærlighed, og hun gør – selvsagt – fl ittigt brug at tanker fra Kierkegaards ”Kærlighedens Gerninger” (1847). Hun forsøger at sætte Kierkegaards begreber fra førnævnte bog som rettesnor for sit forhold til den mand, som hun på dette tidspunkt af sit liv var i forbindelse med.

I et følgende afsnit vil Gotfredsen defi nere begrebet ”glæde” – også ud fra Kierke-gaards tanker om fænomenet. Hun referer her til Kierkegaards tanker fra ”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift” (1846) om, hvordan man bør tage i Dyrehaven, ikke naivt – men i bevidstheden om, at glæden kommer udefra, så mennesket kan blive ”grund-fæstet i glæde og ikke beruset af glæde”.

I et andet afsnit kommer Gotfredsen ind på begrebet ”at rejse”, og ”at være en en-kelt i mængden” Hun kommer her med en del kritik af fænomener i samtiden, som hun belyser med Kierkegaard. Det er almindeligt at foretage mange og lange rejser, og mange mennesker gør i dag meget ud af det. Gotfredsen pirker til troen på at mange og dyre rejser altid fører til større indsigt og erkendelse. I det følgende afsnit ”At være en enkelt i mængden” kommer Gotfredsen ind på et centralt begreb hos Kierkegaard om den enkelte i forhold til mængden.

ANMELDELSER 75

Det er en dybt personlig bog, som Gotfredsen har skrevet, men den beholder en nøg-ternhed, og hun undgår - heldigvis - enhver form for sentimentalitet. Hun konstaterer nøgternt i slutningen af bogen, at hun i fl ere år ønskede at følges med en bestemt mand, men han ønskede ikke at følges med hende. Derfor kan bogen roligt anbefales. Den giver et indblik i et begavet menneskes forståelse af Kierkegaards begreber i sit liv. Læreren vil afgjort kunne læse bogen med udbytte. Det kan være relevant at se en persons liv forklaret ud fra Kierkegaard og ikke – som det ellers oftest sker – ud fra psykologer, der som regel er mere eller mindre inspirerede af Freud.

Sproget i denne bog er lettilgængeligt, - Gotfredsen er ikke for ingenting også ud-dannet journalist. Søren Kierkegaards tekster som bekendt ikke altid lige til at komme til, og derfor kan man kan roligt henvise elever til afsnit i denne bog. Man vil helt sikkert kunne fi nde brugbare tekster til eleverne, så de kan se, hvordan Kierkegaards tanker kan bruges af et begavet menneske i dagens Danmark.

Jens NauntofteVerden og den arabiske udfordring – følgerne af det arabiske forårForlaget Systime, 2014214 sider ill.Kr. 375,-

Anmeldt af: Finn Stefánsson

Kan en bog være næsten for aktuel? Jens Nauntofte følger udviklingen helt frem til juni 2014, men netop det giver problemer: I de følgende måneder er begivenhederne eksploderet med IS’ brutale handlinger og med alliancer mellem vestlige magter, der bomber, og arabiske lande, der forventes at yde landtropper. Når Nauntofte fx næv-ner (s. 115), at USA under Barack Obama ikke vil blande sig i interne opgør i de arabiske lande, har udviklingen siden juni netop overhalet forventningen.

Det betyder afgjort ikke, at bogen er uanvendelig, for den giver i de 11 kapitler frem-ragende indsigt i de komplicerede forhold i Mellemøsten. Dens fokus er de arabiske lande, så der er kapitler om Syrien, Libyen og Egypten og afsnit om Tunesien, Yemen, Bahrain og Irak. Men bogen rummer også fyldige afsnit om USA i forhold til den ara-biske udfordring, om Israel, om Iran og om Tyrkiet. Disse kapitler, der fokuserer på be-stemte lande, indrammes af perspektiverende kapitler om det arabiske forårs drømme


om frihed og demokrati, om islam, terror og demokrati og om den arabiske verdens fremtid. I landeafsnittene er vægten lagt på udviklingen efter 2. Verdenskrig og ganske særligt de sidste årtier.Som teoretisk grundmodel bruger Nauntofte en modstilling mellem to opfattelser i international politik: realismen og idealismen, dvs. henholdsvis Samuel P. Huntington med vægt på magtbalance og det internationale trusselsbillede og Francis Fukuyama med vægt på samarbejdspræget indførelse af fælles, demokratiske værdier uden krig. Det er teorier, der hører politikkens og sociologiens verden til, og bogen er da også beregnet til samfundsfag på det gymnasiale niveau.

De religionsfaglige vinkler er ikke prioriteret. Naturligvis er der afsnit om islam og islamisme, om Det muslimske Broderskab, om jihadisternes ideologi, om det såkaldte kalifat. Men dybtgående bliver det ikke. Til gengæld har bogen sin force i at give et suverænt overblik over hele regionens komplekse nutidshistorie i en læservenlig frem-stillingsform.

Selv for en læser, der er hjemme i stoffet, er der nyt at hente, fx i afsnit om arabiske medier og i udsagn som: ”Unge iranere har et meget positivt syn på USA og føler sig ikke alle bundet af præstestyrets hadske holdninger til Amerika” (s. 159).

Bogen kan bruges som baggrund og i tværfaglig sammenhæng, hvor religion kan indgå. Da den er rent fremstillende, savner man religionsfagets bundethed til (primær)tekster. Det er en smuk, men særdeles dyr bog, 315 kr. for 214 sider. Fotos, kort og mo-deller står knivskarpt, især må man beundre kortene.

Men netop aktualitetspræmissen har medført en række sjuskede afsnit. Det er fx tydeligt, at der bliver tilføjet sætninger helt tæt på deadline, så der er for mange over-lapninger og varierede gentagelser. Hvert kapitel slutter med definition af kernebegre-ber, fint og pædagogisk, men man kunne have samlet dem bag i bogen, så man havde undgået definitionsgentagelser. Indeks over begreber, personer og begivenheder sav-nes i den grad.

Især i forbindelse med billedtekster er der for mange fejl; i småtingsafdelingen: Knud Holmbo(e) (s. 47), Ya(u)coubians Hus; og i den store: at netop modellerne over realisme og idealisme er placeret på en så uheldig måde (s. 72-75), at de kan sammenblandes. I øvrigt: ”bevist” i stedet for ”bevidst” (s. 48) og ”politisporet” i stedet for ”politiksporet ”(s. 106). Forlaget burde simpelthen oppe sig.

Jens Nauntofte har skrevet en lang række bøger om Mellemøsten, den seneste før denne er Tyrannernes fald. En rejse i det arabiske forår (2013). Hvor er det kort tid siden, man troede på dette forår, og hvor er man blevet skuffet: Der blev jo ikke de-mokrati, hr. Fukuyama, men et mylder af borgerkrige og islamistiske terrorbevægelser, nu senest IS’ uhørt brutale fremfærd, der et kort øjeblik kunne få en til at ønske ”the clash of civilizations”, hr. Huntington; men så tager man sig i det: Det er netop et klogt træk at inddrage islamiske stater i bekæmpelsen af kalifatsuhyret.

ANMELDELSER 77

John L. EspositoThe future of IslamOxford University Press 2013234 siderPris ca. kr. 165,-

Anmeldt af: Mikkel Strandbygaard Bencke, Sønderborg Statsskole

Esposito er professor i religion og international politik ved Georgetown University. Dette er en anmeldelse af en læseværdig bog! Den er aktuel, grundig og meget tan-

kevækkende. Men det er nok kun i begrænset omfang en undervisningsbog. Forordet til The future of islam er skrevet i september 2012, inden den seneste drama-

tiske udvikling i Mellemøsten. Udgangspunktet er de udfordringer som den muslimske verden står overfor i disse år. Efter en introduktion, der slår bogens tema an, følger bogens fi re hovedkapitler. 1: The many faces of Islam and Muslims, 2: God in Politics, 3: Where are the Muslim Reformers og 4: America and the Muslim World: Building a new way forward”.

I kapitel 1 er omdrejningspunktet islams status i USA efter 9/11. Esposito undersøger begrebet ”Islamophobia” og diskuterer i hvilken grad islam selv er en del af problemet eller løsningen. Der refereres en række tankevækkende opinionsundersøgelser fra USA. F.eks. at 54% af adspurgte amerikanere i 2009 havde et negativt syn på islam, mens 59% på samme tidspunkt sagde, at de intet eller kun meget lidt vidste om islam. Og at blandt den yngre del af den amerikanske befolkning, er den muslimske befolkningsgruppe bed-re uddannet og har en højere jobfrekvens end den ikke-muslimske del af befolkningen.

Samtidig påviser Esposito, at mange amerikanske muslimer føler sig udelukket fra det politiske liv. Forfatteren har i den forbindelse en analyse af præsidentvalget i 2008 og en række af de udtalelser der kom om islam. Interessant er gennemgangen af Oba-mas mange forsikringer om ikke at være muslim, efterfulgt af et citat fra en muslimsk debattør i USA: ”But, on the other hand, what’s wrong with being a Muslim?”. Desuden behandler kapitlet det tætte samarbejde mellem præsidentkandidater og kristne og jødiske organisationer. I den forbindelse er det tankevækkende at læse hvordan de-battører i konservative amerikanske medier kan komme med udtalelser som ”These people [Arabs and Muslims] need to be forcible converted to Christianity… It’s the only thing that can properly turn them into human beings.”

Kapitel 2 er interessant for dets fokus på udviklingen af henholdsvis politisk islam og religiøs ekstremisme i anden halvdel af det 20. århundrede. Der trækkes tråde tilbage til konsekvenserne af 1900-tallets afkolonisering, kombineret med en vestlig opfat-telse af, at den eneste vej frem var vestlig. Derfor chokket i forbindelse med revolu-tionen i Iran 1979, og derfor en gradvis opblomstring af islam som identitetsmarkør og et modtræk til vestlig dominans. Parallelt med denne udvikling afdækkes fundamentet for den globale jihad-ideologi, som siden er blevet overtaget af blandt andre al-Qaeda.


Kapitel 3 er bogens egentlige hovedkapitel og rejser spørgsmålet ”Where are the mus-lim reformers?”. Det interessante her er pointen om, at islam i sit fundament rummer muligheden for reformer (islah og ijtihad). Men, spørges der, ”…where are the Muslim Martin Luthers of today?”. Sagen er, ifølge Esposito, at der er en lang række anerkendte muslimske debattører f.eks. Tariq Ramadan. Desuden citeres stormufti Sheikh Ali Go-maa fra Egypten, der har udtalt sig om ”…the obligation of one’s time”, altså at hver tidsperiode har en forpligtelse til at tolke koranen ind i den aktuelle samtid. Andre vigtige pointer i kapitlet er, at det at ville reformere islam, ikke i sagens natur er at gøre islam moderne i en vestlig optik. Og at en spirende feminisme inden for islam måske vidner om, hvordan islam på væsentlige punkter er i gang med reformbevægelser in-defra, den såkaldte ”gender jihad”.

Kapitlet rummer desuden en diskussion af spørgsmålet: Kan vestlige muslimer være loyale samfundsborgere i demokratiske, sekulære stater? Konklusionen er ifølge Espo-sito, at det kan de. Og at de problemer der ofte tilskrives islam ikke skyldes religionen men socioøkonomiske årsagsforklaringer som arbejdsløshed og dårlig integration. Men hvorfor så de mange konflikter? Her er det interessant at læse, hvordan debattører som Ramadan og Mustafa Ceric i nogen grad vender blikket indad, og taler om en ”victimhood”: En opfattelse hos dele af den muslimske befolkning af at alle handlinger i vesten skyldes had til islam. Dette formodede had skaber en offer-mentalitet, som igen forstærker et muslimsk had til vesten.

Bogens sidste kapitel tager udgangspunkt i Obamas tiltrædelsestale, og løftet om “a new way forward” i forholdet til den muslimske verden. Her refereres en række under-søgelser som viser betydelig opbakning til demokrati og menneskerettigheder blandt befolkningerne i en række muslimske lande, men at denne opbakning ikke er det sam-me som et ønske om at overtage en vestlig sekulariseret samfundsmodel. Derimod er det et ønske om reformer og demokratisering i en muslimsk kontekst. Afslutningsvist behandler kapitlet de langsigtede konsekvenser af den amerikanske udenrigspolitik efter Clinton, samt den massive terrorfrygt i vesten efter 9/11. Ikke i forhold til de vestlige samfund i sig selv, men i forhold til den endnu dybere grøft som frygten kan skabe imellem ”dem” og ”os”. Trods adskillige initiativer til at fremme dialogen, påpeger Esposito, at denne grøft særligt i en amerikansk kontekst graves dybere af fordomme, uenighed blandt muslimske grupper og af radikale kristne prædikanter.

Og hvad er så konklusionen? Som den politiske situation er nu, berører islams frem-tid vores alles fremtid. Hvis fremtiden skal tegne lysere, skal den ifølge Esposito bæres af en langt større forståelse for muslimske landes forskelligheder, og en erkendelse af, at den vestlige vej ikke er den eneste vej. Omvendt påpeger Esposito det afgørende i, at de der ønsker reformernes og dialogens fremtid blandt muslimske lande, tager og får langt mere taletid på den politiske scene.

Til sidst det store spørgsmål: Kan bogen bruges i undervisningen? Svaret må være et både og. Bogens indledningsafsnit giver en glimrende introduktion til islam som en reli-giøs, politisk og social faktor i det 20. og 21. århundrede. Desuden har det en række meto-diske overvejelser, som kan knyttes til B-niveauets teoridel. På samme måde vil afsnittet om den amerikanske valgkamp og analysen af amerikansk udenrigspolitik efter Clinton

ANMELDELSER 79

kunne inddrages i et studieretningssamarbejde mellem religion og samfundsfag/engelsk. Endelig kan bogens konklusion tjene som optakt til et islamforløb med fokus på islam i det 21. århundrede, ligesom bogen i uddrag vil kunne kvalifi cere den dygtige SRP-elev.

For religionslærere der til daglig beskæftiger sig med islam, vil en række af de hoved-spørgsmål bogen rejser ikke nødvendigvis være nye. Af samme grund vil bogens afsnit om islams trosindhold være af begrænset interesse. Ind imellem savner denne anmel-der desuden, at der i højere grad bliver spurgt hvorfor? Hvorfor er det f.eks., at de mus-limske reformkræfter ikke fylder mere i den offentlige debat? Er det virkelig så enkelt, at det alene er mediernes skyld? Tilsvarende problematisk mener jeg det kan blive, når Esposito drager paralleller mellem muslimske landes lange vej til demokratisering og ligestilling mellem kønnene og så den europæiske vej til demokratisering og ligestil-ling i 1800- og 1900-tallet. Det mener jeg er en pointe der både kan og bør diskuteres med den historiebevidste gymnasieklasse! En sidste anke går på bogens opbygning: De enkelte kapitler kan ofte virke ret ustrukturerede. Det vil nok kunne forvirre den elev der kaster sig over bogen i SRP-sammenhæng.

Så bogens styrke er alt det andet: Det enorme empiriske fundament bag analyserne af forholdet mellem islam og international politik. Perspektivet der er globalt, kniv-skarpt analyseret og højaktuelt for at forstå den verden vi er en del af. ”The Future of Islam” tjener som en betydelig inspirationskilde og et meget velkomment supplement til den efterhånden noget ensartede gennemgang af islam i bogkælderens lærebøger. Så selvom et klassesæt ikke er relevant, vil et lærereksemplar være en herlig foræring.

John BurtonEn Introduktion til HadithForlaget Vandkunsten 2014 310 sider

Anmeldt af: Bodil Kruse

John Burton (død 2014) var professor i Edinburgh, og denne udgave en oversættelse af en bog af ham fra 1994.

Hadith betyder ”fortælling, beretning”, og det er blevet en terminus technicus for en fortælling om, hvad profeten Muhammed sagde eller gjorde i en bestemt situation. Dette stof udgør sammen med selvfølgelig Koranen det grundlag, som islamisk teologi

80 RELIGION NR. 4 · 2014 KOMMENDE ANMELDEREMNER 81

og lovgivning bygger på. Islamiske lærde har allerede tidligt forsøgt at afgøre, hvilke fortællinger, der var historiske, og som man derfor kunne bygge på og hvilke, der var senere og mere usikre. Man har tidligt været klar over, at nogle hadith’er var sene og usikre, og man har forsøgt at skelne imellem dem.

Vestlige forskere har ligeledes søgt at arbejde med dette materiale. John Burton arbejder i denne bog med to kendte vestlige forskere, som i deres værker har forsøgt at vurdere hadithstoffet.

Den ene er Ignaz Goldzieher, der i 1889-90 udgav ”Muhammedanische Studien”. Den anden er Joseph Schacht, der udgav ”Origins of Muhammedan Jurisprudence” (Oxford, 1950.) John Burtons sigte med denne bog må være at redegøre for disse to forskeres synsvinkler på hadithstoffet, og han vil komme med sin kritik af deres vurdering af hadithstoffets historiske værdi.

Goldziehers standpunkt var, at han mente at kunne sætte spørgsmålstegn ved den historiske forbindelse mellem profetens person og de fortællinger, vi har i de forskel-lige hadith-samlinger. Han ville se hadith-fortællingerne som en afspejling af stridighe-der mellem forskellige muslimske grupper i tiden efter profetens død. Han vil lægge en del af ansvaret på herskerne i umayyadekalifatet (661-750) i Damaskus, som Goldzieher ville opfatte som ugudeligt og korrupt. Goldzieher vil opfatte de fleste hadith’er som fortællinger, der blev opfundet for at støtte bestemte synspunkter.

Joseph Schacht arbejder især med islams juridiske traditioner, som han mener at kunne datere til tiden under Umayyaderne. Han mener, at islams retslære blev skabt på dette tidspunkt.

I flere afsnit i bogen gennemgår Burton temaer indenfor islams lære om faste, bøn, ægteskab osv. og han viser, hvordan forskellige hadith’er er blevet udformet i de fleste tilfælde for at begrunde et bestemt synspunkt. I denne forbindelse er de blevet forsy-net med en ”isnad”, en række vidner, som har hørt fra hinanden hvad profeten sagde i en bestemt situation om et bestemt emne.

I bogens sidste afsnit kommer Burton med en kort - og efter mit skøn lidt for kort - konklusion. Han nævner, at Goldziehers og Schachts kritik – selvfølgelig – ikke har vundet tilhængere i muslimske kredse. Hans synspunkt er, at det er forkert som de to vestlige forskere har gjort det at frakende de fortællinger, vi har i hadithsamlingerne historisk værdi. Burton vil mene, at nogle hadith’er kunne stamme fra islams ældste tid, men han giver ikke nogen eksempler på dette.

Burtons bog er grundig, og man får et indtryk af tilblivelsen og vurderingen af det meget sammensatte hadithstof. På den måde vil den være relevant for den grundige gymnasielærer. Man får også et indblik i den muslimske debat om, hvordan dette stof skal vurderes.

Samtidig har jeg nogle kritiske bemærkninger. Sproget er de fleste steder lidt tungt og uklart, og som sagt er hans konklusion ret kort og uden så megen argumentation. En del steder indfører forfatteren personer i fortællingen uden at give en præsentation af dem, og det gør læsningen og tilegnelsen af bogen lidt sværere.

Bogen vil afgjort være for vanskelig for eleverne sprogligt såvel som fagligt, hvis de skal skrive projekter om emnet.

KOMMENDE ANMELDEREMNER 81

Kommende anmelderemner:

Hermed et udpluk af nogle af de anmelderemner, som pt er på vej til an-meldelse. Er du interesseret i at få anmeldt eller at anmelde en spændende religionsfaglig bog, fi lm, teaterstykke, musik, web-kilder mm. – så kontakt anmelderredaktør Stine Svalgaard (mail: ssl@soh) med dit forslag.

IslændingesagaerneSamtlige sagaer og niogfyrre totterSaga Forlag

Lasse EllegaardDet forrykte forårRevolterne i den arabiske verdenInformations Forlag

Henrik WivelSkyggeliv – en lille bog om det underfuldeKristeligt Dagblads Forlag

Lars SandbeckDe gudsforladtes GudForlaget Anis

TænkepauserÅrhus UniversitetsforlagUniversitetsforlag

82 RELIGION NR. 4 · 2014 XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX PB

INTERNATKURSUS

Religiøs radikalisering og terrorisme– forskning og ny viden – i didaktisk øjenhøjde

Internatkursus. Onsdag 30/9- fredag 2/10 2015

Det komplette program og tilmelding bliver tilgængeligt på EMU’en

Kurset vil indeholde foredrag fra bl.a.:• Jakob Skovgaard-Petersen• Jørgen Bæk Simonsen • Ann-Sophie Hemmingsen• Lars Erslev Andersen• Jørn Borup • Jakob Feldt • Thobias Gemmerli

Kurset bliver afholdt på Fredericia Vandrerhjem

Arrangør: Religionslærerforeningen ved kursusleder Ole Bjørn og Gunnar Lundsgaard.

2 RELIGION NR. 4 · 2014 NAVNE OG ADRESSER 83

©Bidragsyderne.Redaktøren har ret til at bringe artikler fra Religion på foreningens hjemmeside.Kopi og anden gengivelse af Religion er tilladt efter reglerne i gældende lov om ophavsret.

Redaktion:Ansvarshavende redaktør: Sine JensenAnmelderredaktør: Stine Svalgaard LarsenØvrige redaktion: Peter Jensen og Kirsten Falkesgaard Slot Redaktionen deler ikke nødvendigvis bidragsydernes synspunkter.

Forsidebillede:Kirkegård, Yucatan, Mexico (Foto: Anne Erben)

Afleveringsfrister: 1. februar 20151. maj 201515. august 20151. november 2015Ændringer kan forekomme

Medlemskontingent:Kr. 420 pr. årKr. 210 pr. år (studerende, fuldtidsarbejdsløse og pensionister)Kontakt kassereren med oplysninger om cpr.nr. til indberetning af fradrag hos Skat.Kontakt sekretæren ved ændringer i fx navn, adresse eller ansættelsessted.

Abonnement: En årgang kr. 300Enkeltnumre kr. 100

Annoncepriser:Kr. 2.500 for 1 sideKr. 1.500 for ! side Rabat ved min. 4 helsidesannoncer i samme nummer af Religion kr. 9.000 (kr. 2.250 pr. stk).

Bladets bliver udgivet med støtte af Ministeriet for Børn og Undervisnings tips- og lottomidler og trykt hos:trykteam svendborg a/sGrønnemosevej 13, 5700 SvendborgE-mail: [email protected]: 6222 9122

ISSN 0108-4488 (trykt udgave)ISSN 2246-6223 (online)

Bestyrelse:Signe Elise Bro (formand, Fagligt Forum)Katrineparken 19, 8800 [email protected] 6066 3585

Stine Svalgaard(næstformand, anmelde r-redaktør)Anker Jensens Vej 57 8230 Åbyhø[email protected] 6072

Sine Camilla Jensen(ansvarshavende redaktør)Silkeborggade 1, 2.tv., 2100 Kbh.Ø[email protected] 5587

Gunnar Lundsgaard(sekretær, kasserer, kursuskasserer, fællesudvalget) Kongevej 59, 6100 [email protected] 5700

Peter Jensen(Pædagogisk Samarbejdsudvalg, EFTRE, skandinavisk samarbejde)Langelandsvej 43 1, th.2000 [email protected] 2190

Kirsten Falkesgaard Slot(Regionalsekretæransvarlig, ansvarlig for kontakt til universiteterne)Agerbakken 115762Vester [email protected] 1243

Udenfor bestyrelsen:Elisabeth Faber Vendelbogade 5. 1. Th.9000 [email protected] 5875

Lene Madsen (kontaktperson til VUC)Tingvej 18, 8210 Aarhus [email protected] 2661

Fagkonsulent:Christian Vollmond, KVUC [email protected] 3756

I Fagligt Forum:Ledig

Regionalsekretærer: Nordjylland:Bent E. Kristensen Kristiansandsvej 39, 1. t.h.9800 Hjø[email protected] 3696

Vestjylland: Pia Hald HolmIstedgade 23, 7500 Holstebro8620 2287

Østjylland:Birgitte Yde Kjær

Syd- og Sønderjylland:Mikkel PedersenHorupsgade 8, 6270 Tø[email protected] 9691

Fyn: Anne Bang-LarsenGeorgsgade 45, 5000 Odense [email protected] 6199 9139

Vest-, Syd- og Midtsjælland samt Lolland-Falster:Bodil Elisabeth HeiedeHøm Møllevej 14a4100 [email protected] 7467

Nordsjælland:Margrethe TjalveVed Bakkedraget 73060 Espergæ[email protected] 5651

København, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Bornholm:Ledig

Kontaktperson i Grønland:Ledig Religions hjemmeside:www.emu.dk/gym/fag/re/index.htmlFølg og like os på Facebook: Religionslærerforeningen for gymnasiet og HF

Kultur- og samfundsfags hjemmeside:www.emu.dk/gym/fag/ks

3 Redaktionelt

4 Nyt fra bestyrelsen

6 Thomas Brandt Fibiger: Forord til De dødes liv

8 Christiane Falck: Livets Materialitet og Immaterialitet – relationer mellem mennesker og ånder i Sepik i en sociokulturel forandringskontekst

18 Annie Oehlerich: Majsfest og kosmologi hos Guarani-indianerne i Bolivia

28 Jesper Nielsen og Mette Haakanson: Besat af døden? Et kritisk blik på forestillinger om De dødes dag i Mexico

42 Birgitte Due Jensen Koch: Dannelsesrejse til dødens rige

50 Jenny V. Husted: Drejebænken, syskrinet, forhaven og danskpokalerne

Fra kollega til kollega: 56 Ann-Louise Ljungcrantz: Smart, smartere, Smartboard? - Erfaringer med brugen af Smartboard i religionsundervisningen 62 Mie Precht Wewer, Lars Christian Christensen, Ellen Rasch og Hanne Glumsøe Bach: Anmeldelse af: “Kursus i religion B - teori og metode.” Christiansminde, 24.-26. september 2014

68 Åndehullet

70 Anmeldelser

81 Materiale til anmeldelse

82 Kurser

83 Navne og adresser

Gunnar Lundsgaard · Kongevej 59 · 6100 Haderslev

Religion 2014 · nr. 4 · D

ecember

Tidsskrift for Religionslærerforeningen for Gymnasiet og HF

Religion2014 · NR. 4 · DECEMBER

Documents

Religion nr. 4 2014