1 1

Opstandelsestro

Ribe Stift årbog 2015

intet øje så Det som

Forord

Ribe Stifts årbog 2015 handler om opstandelsen, et emne, som har fyldt meget i den kirkelige debat i det forgangne år.

Opstandelsestroen hører til i centrum af den kristne forkyndelse. Uden opstan-delsestro - ingen kristendom! Forkyndelsen af Kristus er uløseligt forbundet med troen på hans opstandelse og en udlægning eller tolkning deraf. Så langt synes enigheden at række. Uenigheden eller forskelligheden kommer frem, når spørgsmålet drejer sig om, hvordan vi i 2015 skal forstå og forkynde opstandel-sen fra de døde. Hvordan finde et gyldigt sprog om opstandelsen, der tillige er folkeligt brugbart.

Årbogen indeholder forskellige udlægninger og livtag med opstandelsen.

Samlet set danner artiklerne med deres forskellighed et billede af opstandelses-troen i Den danske Folkekirke set fra Ribe Stift.

Vi håber, årbogen kan blive til fortsat inspiration og opbyggelse.

Stor tak til Videbæk Bogtrykkeri og fotograf Gitte Volsmann for et værdifuldt samarbejde og god sparring.

Go’ læselyst.

Redaktionen

2 32

Opstandelse, Ringkøbing kirkegård. I den store farverige natursten har Ejgil Westergaard udfoldet påskeevangeliet: et stort korsformet træ rejser sig af stenen. Englen, fuglen, stjernen og Adam og Eva indgår desuden i stenens bevægelse og understreger budskabet om påske-morgen og det kristne håb om opstandelse fra de døde.

2

2 322

Jeg sad i slutningen af maj ved min fars døds-leje. Vi holdt altergang den sidste aften, han le-vede, og vi blev trøstet og opbygget af at synge fra salmebogen: »Lad mig nu kun drage ad nat-mørkt hav,/ lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, /ud hans hånd mig river af dødens garn« (DDS 754), »O vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro« (DDS 321).

Sidstnævnte verslinje er fra Grundtvigs salme »O kristelig-hed«. Det var ikke tilfældigt, at netop de ord faldt os ind den sid-ste aften på sygehuset. Min far var sten- og billedhugger, og han havde hugget de ord ind i flere gravsten og valgt ordene som inskription i et par større fællemonumenter til kirkegårde, bl.a. det store fællesmonument Op-standelse på Ringkøbing kirkegård.

O vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro

Min far var indlejret i en grundtvigsk præget kristendomsforståelse, og verselinjen fra »O kri-stelighed« var med til at tyde verden for ham. Ordene trøstede og opbyggede ham. De gav ham livskraft og styrke, et vist uforfærdet vove-mod til at svinge hammer og mejsel.

Det er godt og håbefuldt at leve i tillid til, at Gud har slået bro over dybet. Det samme gåpå-mod finder jeg i ordene i den nikænske trosbe-kendelse (se bagerst i salmebogen), hvor vi be-kender, at vi tror på, at Jesus Kristus opstod på tredjedagen ifølge skrifterne, og at vi forventer de dødes opstandelse og det kommende ver-dens liv. Det har tydeligvis været påskemorgen,

så vi kan trygt kaste os ud i livet og med bekendelsens ord lige-frem forvente de dødes opstan-delse. »Forvente« er et godt ord, forstået ikke som et krav, men som et livsnært og stærkt håb.

Opstandelse på trods

Vokset op i et stenhuggeri, med gravsten og kirkegårde, så ved jeg godt, at døden har magt. At forvente de dødes opstandelse kan på den baggrund synes sagt noget på trods. Døden er jo ikke til at komme udenom. Alt levende hæl-der mod jorden og bliver til støv. Men opstan-delsestroen bygger imidlertid ikke på os selv. Opstandelsen beror på Guds indgriben, hans kærlighed og kraft, og opstandelsestro er Guds hjælp til at leve i tillid til ham.

Det er derfor også et helt forkert fokus, når man i de sidste års debatter om opstandelsen er mere

Jeg forventer de dødes opstandelse

Men opstandelses-troen bygger imidler-tid ikke på os selv.

4 5

optaget af, hvordan andre tror på opstandelsen, fremfor at glæde sig over, at Gud har ladet sin søn opstå påskemorgen og har givet os løfte om opstandelse fra de døde.

Debatterne i tiden har desuden været og er præ-get af kunstige og forsimplede skel, som skellet mellem dem, der tror på opstandelsen i kød og blod, og så dem, der tror på opstandelsen i en mere poetisk og metaforisk form. Modsætnin-gen er falsk. Apostlen Paulus og de første år-hundreders kirkefædre brugte alle billeder til at beskrive opstandelsen. Uensartede billeder, som kunne understrege forskellige aspekter ved opstandelsen, såsom f.eks. livets kontinui-tet og/eller fornyelse af livet.

På samme måde gælder det skellet mellem det, nogle kalder en gammeldags, konkret materiel tro på opstandelsen, overfor en såkaldt nyere form for mere poetisk og åndelig forståelse af opstandelsen. Det er en grov forsimpling af de mange drøftelser og skildringer, vi finder i for-skellige epokers livtag med den kristne tale om opstandelse.

Ved at konstruere disse modsætninger og enty-digt fæstne sig ved sig dem forekommer man mig groft sagt mindre optaget af Guds kraft og opstandelseshåbet end af at dømme andre inde eller ude. Man glemmer opstandelseshåbet i sin kamp med det moderne liv.

Opstandelsen er dybest set så enkel, som vi kan møde den hos den oldkirkelige teolog Klemens. Han skrev: »Dag og nat viser os en opstandelse: Natten sover, dagen står op«. Opstandelsen er en-kel og livsnær, for den er et håb knyttet til vores egen krop og fællesskab med hinanden. Et håb, som bygger på Guds kraft og nåde.

Elof Westergaard biskop Ribe Stift

4 5

Paulus og den aktuelle debat om opstandelse

Paulus har ikke besvaret et spørgeskema

Paulus har som bekendt ikke på noget tids-punkt modtaget Jylland-Postens spørgeskema, hvorigennem han er blevet spurgt om emnet opstandelse, sådan som vi kender det fra den verserende debat i Folkekirken. Han har heller ikke læst avis. Derom kan vi hurtigt blive enige.

Ikke desto mindre er han en interessant sam-talepartner, fordi han leverer et af de tidligste teologiske bidrag, vi har kendskab til, når det gælder forståelsen af opstandelse. Det sker i 1. Kor. 15, som tilmed er den mest udførlige kate-ketiske redegørelse om opstandelse i Det Nye Testamente. Spørgeskema eller ej, så er vi her tilbage ved nogle af de tidligste overleveringer, når det gælder en nytestamentlig teologi om opstandelse.

Uden opstandelsestro - ingen kristendom

Og Paulus lægger vanen tro ikke fingrene imel-lem. Tværtimod gør han gældende, at en af-visning af opstandelse er en afvisning af den kristne tro. Et nej til opstandelse - eller for den sags skyld en omfortolkning af den - er et nej til Kristus og til kristendommen.

Det er Paulus, når han er bedst, hvis vi med »bedst« mener mest umisforståelig, skarp og klar i mælet. Eller det er Paulus, når han er

værst, hvis vi med »værst« mener mest katego-risk og mindst forhandlingsvillig. For Paulus var et med-eller-uden opstandelsen et med-el-ler-uden Kristus: »Hvis der ikke findes nogen op-standelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud … er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves« (v. 13-17).

Men hvordan forstår han da opstandelse? Se, der er han ikke nær så tydelig eller markant. Så vidt jeg læser Paulus, lægger han vægt på, at opstandelsen skal forstås legemlig. Men hvil-ken slags legemlighed, det drejer sig om, står mig ikke nær så klart som selve opstandelsens fundamentale og uopgivelige plads i den krist-ne tro.

Så meget og så lidt

Kort sagt: For Paulus var opstandelsens AT uopgiveligt. Det var ikke en mulighed at til-slutte sig den kristne tro uden at tilslutte sig opstandelsestroen. Endvidere forstod han op-standelsens HVORDAN som legemlig. Det stod ikke til forhandling. Han afviser tilsyne-ladende en åndelig eller symbolsk forståelse af opstandelse. Men hvori legemligheden derfra består, er mindre entydigt og mere gådefuldt. Hverken mere eller mindre, mener jeg at vi kan

6 766

Når Gud således blev et menneske i Kristus, må hans opstandelse også være legemlig.

6 766

sige på grundlag af Paulus´ undervisning i 1. Kor. 15. Og lad os se nærmere på begge forhold: Opstandelsens uopgivelighed og dens legem-lighed ifølge Paulus.

Ingen kristentro uden opstandelsestro

I første del af kapitlet (v. 1-11) slår Paulus fast, at vi med opstandelsestroen er helt inde ved centrum af den kristne tro. Opstandelsen fra de døde er ikke en bibeskæftigelse for særligt inte-resserede, men rører ved kernen i kristendom-men. Det kan i en vis forstand ikke overraske, da det er en velkendt nytestamentlig kristolo-gisk tankegang, at Ordet ikke blev en myte el-ler et symbol, ikke en livstydning eller et godt budskab, men kød og blod (Joh. 1,14), dvs. et menneske med hud og hår, sult og sygdom, og forankret i historien. Når Gud således blev et menneske i Kristus, må hans opstandelse også være legemlig.

En legemlig opstandelse

Når Paulus bevæger sig fra opstandelsens OM til dens HVORDAN, argumenterer han for den legemlige opstandelse ud fra tanken om skabel-se og nyskabelse: Ligesom legemligheden er et grundlæggende kendetegn ved Guds skabelse, må den - ifølge Paulus - være det ved nyskabel-sen. Den gamle skabelse fortolkes ved hjælp af analogier fra naturen: sædekorn, der dør og får nyt liv. Igennem denne analogi betoner han, at

der både er tale om kontinuitet og brud mellem det gamle og det nye (v. 36-41). Analogien lader imidlertid ane, at bruddet og dermed forskellen mellem det gamle og det nye er mere markant end kontinuiteten og ligheden.

Legemligheden i den nye skabelse (v. 42-49) bliver fremstillet i lyset af denne dobbelthed. Der er således tale om både kontinuitet og for-andring mellem før og efter opstandelsen. Dog lægges vægten på det forandrede liv.

Afslutning

For nogle af os forholder det sig sådan med man-ge centrale ting i kristendommen, at vi først for alvor forholder os til dem, når nogen udfordrer eller spørger os. Måske var det ikke så anderle-des for Paulus. Hans passionerede tilgang, hans skarpe tone og hans udførlige redegørelse til-sammen med den underliggende tone af, at der er nogen og noget, han her er i opposition til og gør op med, tyder i samme retning. Så selvom Paulus ikke er blevet spurgt af Jyllands-Posten, er der tilsyneladende nogle korinthere, som en-ten har afvist eller åndeliggjort opstandelsen i en sådan grad, at han har taget til genmæle og slået fast: Ingen kristendom uden opstandelse. Vel at mærke en legemlig opstandelse. Detaljer-ne i denne legemlighed står derimod hen i det uvisse. Hverken mere eller mindre.

Birgitte Graakjær Hjort, ph.d. Center- og afdelingsleder i Folkekirkens

Uddannelses- og Videnscenter

8 9

Luther og opstandelsestroen

Korsteologien

Vil man danne sig et hurtigt, men dog præcist overblik over de centrale dele i Martin Luthers teologi, kan det anbefales at begive sig ind i Lu-thers sognekirke, St. Marien, i Wittenberg. Her finder man nemlig en helt uforlignelig alter-tavle med motiver malet af Luthers gode ven, reformationens store maler, Lucas Cranach den Ældre. Det nederste af billederne gengiver en gudstjeneste. Menigheden, der blandt andre tæller Luthers kone Katharina von Bora med sønnen Hans, samt maleren Cranach selv, be-finder sig henholdsvis siddende og stående i venstre side. Luther står på prædikestolen til højre og peger både med en finger, men også med sine ord, på det, der altid er og skal være centrum i den kristne kirke, nemlig Kristus på korset. Cranach har i dette billede gengivet den korsteologi, der er luthersk arvegods i nødde-skal.

Allerede i skriftet: »En sermon om beredelsen til at dø« fra 1519 slår Luther sit syn på korset helt fast. Han forklarer, hvordan vi som mennesker må forholde os til den synd, ingen af os er uden. Og han skriver da: du skal »udelukkende betragte synden, så nådens skikkelse ses bag ved, og denne skikkelse skal du med al kraft rette blikket imod og holde dig for øje«. Denne nådens skikkelse er in-tet andet end netop Kristus på korset. Nådens

skikkelse kommer på den måde til at gennem-lyse synden. Både så vi får øje på den, men også sådan at korset træder ind og fortrænger syn-den ved at fylde hele synsfeltet; et billede på, at synden ikke tilregnes os.

Kors og opstandelseMed det store fokus, Luther har på Jesu lidelse og død på korset, kan man godt få fornemmel-sen af, at opstandelsen ligesom drukner i kor-steologien. Men synden og døden hænger sam-men; de er begge to de kedelige konsekvenser af syndefaldet. For Luther hænger de derfor også sammen i forhold til frelsen. På korset dræbes synden, og ved opstandelsen dødes døden, som det hedder; døden overvindes. Korsdøden og opstandelsen er altså en og samme frelses-handling. Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at skille korsdød og opstandelse ad i den teologiske refleksion.

»For mig« - Luthers påskeprædikenerSkal man dog finde ud af, hvad Luther skriver specifikt om opstandelsen, må man lede lidt. Et godt sted at dykke ned er i hans påskeprædi-kener fra Kirkepostillen fra 1521, for her giver han rent faktisk ret præcise skildringer af sin forståelse. Generelt er det helt karakteristisk, at Luther altid skildrer opstandelsen som noget,

9

8 99

der er til nytte for eller trøster den enkelte. Den sker »for mig«. Et rigtig godt eksempel på dette findes i hans prædiken til tredje påskedag. Præ-dikenen er skrevet over Lukasevangeliets 24. kapitel, hvor den opstandne Jesus viser sig for sine disciple. Luther forklarer, hvordan Jesus viser dem sine hænder og fødder, så de kan se og føle, at det er ham selv. »Thi«, fortsætter han, »det er jo et yndigt, trøsterigt og frydefuldt billede at se denne kære Frelsers hænder og fødder, som for min skyld er gennemborede og der-med også se mine synder naglede til korset; han viser mig dem til et tegn og vidnesbyrd om, at han har lidt for mig, er korsfæstet og død for mig, og ikke tænker på at vredes på mig og nedstøde mig til Helvede«. Med disse ord knytter Luther lidelse og kors-død sammen med opstandelsen, og opstandel-seslegemet med sine naglemærker og spydhul bliver en forkyndelse af, at det er Jesus, vi har med at gøre, og hvad Jesus har gennemgået af lidelse og død, det har han gjort »for mig«. Dette »for mig« er altså det centrale her. Opstandel-sens gavn og nytte for hver af os dengang og nu er væsentligt. I prædiken til første søndag efter påske, hvor han tager fat i den vantro Tho-mas, understreger han tillige, at hovedstykket, som man skal lære af dette evangelium, er, at vi tror, at Kristi opstandelse er vor opstandelse og har den virkning i os, at også vi skulle opstå både fra synden og døden. Som Thomas ender med at bekende: »Min Herre og min Gud«, såle-

des skal hver en af os også kunne bekende, at Jesus netop er Herre og Gud for os i kraft af sin lidelse, død og opstandelse.

Hvad med spørgsmålet om det fysiske?Spørgsmålet om det fysiske aspekt ved opstan-delsen tager Luther faktisk op i en prædiken over Titusbrevet (2, 11-14), men ikke i en mo-derne udgave, hvor der spørges til, hvorvidt opstandelsen er en fysisk begivenhed eller en

poetisk gengivelse af Guds ger-ning i os.

Han lægger ud med at beskri-ve, hvordan fornuften kommer fuldstændig til kort over for tanken om død og opstandelse: »Min fornuft kan ikke gå med til,

at mit legeme skal rådne op i jorden og ædes af orme-ne og en dag alligevel lyse klarere end solen og blive herligere end nogen skabning«. Denne udfordring af fornuften er højaktuel. Det er jo selve spørgs-målet om, hvordan en opstandelse overhovedet er mulig, når menneskets krop er fuldstændig atomiseret.

I stedet for at gå ind i alle mulige spekulative og lommevidenskabelige forklaringer, som vi, selv i dag, kender dem forskellige steder fra, holder Luther sig til sin dåb. Det kan lade sig gøre, for-di dertil er jeg døbt, siger han. Man skal ikke be-kymre sig om, at legemet går i opløsning. Man skal derimod lytte til, hvad evangeliet siger, hvad dåben og troen fortæller og lade sig bære

Opstandelsens gavn og nytte for hver af os dengang og nu er væsentligt.

10 11

10 11

Altertavlen St. Marien kirke i Wittenberg.

12 13

af det håb, vi skænkes i dåben. »Af intet skabte Gud alt, af intet skabte han den strålende sol. Skulle han så ikke også have så meget magt og styrke, at han kunne genopvække og genoplive et hensmuld-rende legeme?«. Og hertil kan troen kun svare: jo!

Hvordan taler vi om opstandelsen?

I trosbekendelsens sidste hoveddel, der handler om Helligånden, slutter vi af med at bekende vores tro på: syndernes forladelse, kødets op-standelse og det evige liv. Vi taler altså her om kødets opstandelse. Det vil sige Jesu kødelige opstandelse og vor kødelige opstandelse. At be-tegne opstandelsen som »kødets« tager Luther afstand fra i sin Store Katekismus; det er ikke godt tysk. For når vi hører tale om kød, tænker vi på slagterbutikkerne. På ordentlig tysk ville man derimod tale om »legemets eller ligets op-standelse«.

Når Luther afviser talen om kødets opstandelse er det ikke udtryk for, at han så afviser et fy-sisk element ved opstandelsen. Opstandelsen er bestemt også fysisk. Men væsentligst er det, at den er en overvindelse af døden. At forestille sig slagteriernes svin på krog vågne op til op-standelsen, spolerer troens billede. Her er tale om det døde menneskes legeme, altså liget, der opvækkes. Det legeme, som nu har lagt døden bag sig, og derfor må være et andet end det dø-delige legeme, vi færdedes med i livet. Noget, Luther også selv understreger, at det er, i »Om

den kristne nadver - bekendelse« fra 1528, da han skriver, at Jesus, da han stod op af den forseg-lede grav og kom ind til disciplene gennem luk-kede døre, ikke var hos dem som dødelig, jor-disk, men på det, Luther med filosofien kalder en uhåndgribelige måde. Og der lader han det blive, for som anført ovenfor, så kan fornuften ikke fatte dette, hvilket betyder, at vi bliver ka-stet tilbage til dåbens ord, når vi begynder at spekulere over, hvordan.

Nu fryde sig hver kristen mand

Han talte til sin kære Søn:Nu vil jeg mig forbarme;drag ud, mit hjertes krone skøn,vær frelser for den arme;gå, hjælp ham ud af syndens nød,og dræb for ham den bitre død,og lad med dig ham leve!

(DDS 48 vers 5)

Luthers kendte frihedssalme: Nu fryde sig hver kristen mand rummer det hele; nåden, offerdø-den, opstandelsen, hvor livet vindes »for os«, det salige bytte, hvor Kristus tager synden og døden fra os og giver os sin egen retfærdighed og livet. Samt takken og lovsangen, som altid må være og blive menneskets svar på Guds frelse i Kristus.

Mette Hvid-Olsen,sognepræst i Varde Sogn

1313

12 131313

14 15

Interviews med et menighedsråd

Medlemmerne af menighedsrådet i Varde har i to menighedsrådsmøder, 17.03.15 og 12.05.15, diskuteret spørgsmålet om opstandelsen. Op-gaven blev fra starten modtaget positivt som en fornyelse af dagsordenen, og man gennemførte opgaven livligt og effektivt. Hvis der skulle komme brugbare resultater ud af undersøgel-sen, måtte to vildfarelser undgås. Man skulle hverken gå for tæt på hvert enkelt medlem eller blot spørge som om det handlede om at stå op om morgenen. For at opnå brugbare konklusio-ner blev medlemmerne først spurgt anonymt i et spørgeskema til afkrydsning blandt givne

muligheder, og to måneder senere arbejdede man i en workshop i fire grupper med fem givne aktuelle positioner om opstandelsen, ci-teret fra medierne, samt stof fra Ribe Stiftsnyt nr. 17 og sognets kirkeblad nr. 2/2015. Metoden skulle sørge for anonymitet, for anvendelse af egnede ord og for plads til alle positioner i et rummeligt register over emnet. Forventningen var at svarene dannede et mønster.

Spørgeskemaet 17.03.15 havde tre afsnit, og man kunne sætte to krydser i hvert, et primært og et sekundært (tallet i parentes); de 16 besva-relser fordelte sig sådan:

14 15

NT’s beretninger om opstandelsen beskriver en historisk kendsgerning: ...........................2 (1) NT’s beretninger om opstandelsen er vidneudsagn: .................................................................4 (5) NT’s beretninger om opstandelsen er trosbekendelser: ............................................................8 (3) NT’s beretninger om opstandelsen er en god fortælling: .........................................................2 (0) Trosartiklen om kødets opstandelse handler om legemets nyskabelse: ................................4 (1) Trosartiklen om kødets opstandelse betyder sjælens udødelighed: ......................................5 (3) Trosartiklen om kødets opstandelse betyder reinkarnation: ...................................................0 (0) Trosartiklen om kødets opstandelse er sakramentale ord om et levende håb: .....................6 (3) Trosartiklen om kødets opstandelse betyder naturens genkomst: .........................................0 (1) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med bibelens autoritet: ...........................................10 (1) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med kirkens autoritet: ..............................................0 (0) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med gudstjenestens og troens autoritet: ...............5 (6) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med fornuftens autoritet: .........................................0 (1) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med videnskabens autoritet: ...................................0 (0) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med moralens autoritet .............................................1 (0)

Besvarelserne viser en betragtelig spredning. NT-svarene flækker i to positioner: seks der op-fatter opstandelsen som historisk kendsgerning eller bevidnet, over for ti der anser den for me-nighedsbekendelse eller fortælling. Trosartik-len forstås på tre måder: fire mener den handler om legemet, fem om sjælens frigørelse, seks om noget der sker i gudstjenesten; ingen handler om reinkarnation. Begrundelserne for svarene hentes dels i bibelen og dels i gudstjenesten, altså kirkeligt; en enkelt argumenterer moralsk.

Hvilke sprog?

Årbogsredaktionen undersøger hvilke sprog der egner sig til at bruge om opstandelsen. Hvad nytter en bibelkritik der underkender myten og bekendelsen? Og hvad nytter en bogstavtro bibelbrug der underkender kritisk fornuft? Ved workshoppen den 12.05.15 skulle man i fire grupper forholde sig til fem positio-ner, citeret fra den løbende drøftelse i medierne. Man skulle begrunde hvilket citat man kunne tilslutte sig og hvilket man ville afvise. Positio-nerne var følgende:

Interviewerens spørgsmål

16 17

Troels Engberg-Pedersen: »Opstandelsen skal ikke tages bogstave-ligt« (Politikens kronik 6.4.2015): Stod Jesus fysisk op fra de døde påskedag? Nej. Vil vi stå fysisk op fra de døde på et eller an-det tidspunkt? Nej. Kan man være kristen uden at mene de to ting? Ja. Men selv hvis »opstandelseslegemet« skulle forstås som »en åndelig krop«, var den hos Paulus en helt igennem fysisk størrelse. »Ånden« hos Paulus er kosmologisk-fysisk. Dermed må denne forestilling i dens antikke konkrete sprogdragt forsvinde i historiens skralde-spand. Sådan kan vi ikke mene nu. Vores liv…er et liv med alle de mennesker, vi kommer i berøring med. Denne fælles-skabsdimension kommer i Det Nye Testa-mentes skrifter til udtryk i et konstant fo-kus på, hvordan mennesker skal leve her og nu i lyset af opstandelseshåbet. Når vi nu har afeskatologiseret opstandelseshåbet radikalt til en her-og-nu-verdens-tiltro, bli-ver det fælles liv med »næsten« til en inte-greret del af den verden, vi har tiltro til«.

Niels Henrik Gregersen

- gengiver R. Prenters Virkelig opstanden, 1967 (Kristeligt Dagblads kronik 28.03.2015): »At sige, at Jesus er opstået ind i forkyndel-sens ord, og at opstandelsen først bliver til virkelighed, når troen forholder sig til Or-det til søndagens gudstjeneste, er ikke no-gen holdbar teologisk løsning…Bultmann og hans elever bytter rundt på forholdet mellem troens grund (at Kristus virkeligt er opstanden) og menneskets tro. Der sker her »en skæbnesvanger forveksling af Guds handlen med menneskers fromhed«.

Den tomme grav og den opstandnes mange tilsynekomster er historiske kendsgernin-ger, bevidnede, ikke beviste. Opstandelsen er en historisk mulighed, ikke en historisk nødvendighed.

Jesu legemlige opstandelse og himmelfart kan med andre ord ikke forstås som en fy-sisk transport af et fysisk legeme op i him-melrummet«

Peter Skov-Jakobsen:»Jesu opstandelse aner jeg intet om. Men jeg tror på den« (Politikens debat 5.4.2015): »Tømrer-svenden…lærte os om troens landskaber. Der er mange. Der er horisont. Der er lidenskabelig kærlighed, selv om hadet og tavsheden forsøgte sig med at gøre livet umuligt. Han dukker op midt i min modsætningsfyldte hverdag, og der sker noget. Han får mennesker til at se hinan-den. Han får dem til at åbne sig for hinanden. Han får i det hele taget tilværelsen til at åbne sig for os. Midt i vold, ligegyldighed og vrede skaber han liv, sans for medmennesket, og vi ser tilværelsen med Guds øje og med medmenneskets«.

16 17

Højlund-citatet bruger et videnskabsagtigt sprog til at støtte en tydning af opstandelsen som fysisk og historisk. Troels Engberg-Peder-sen er mytekritisk og går ud fra den verden der foreligger. Peter Skov-Jakobsen går også ud fra den verden der foreligger, men dens orden gør det muligt at erfare opstandelsens forvarsler. Gregersen benævner to yderligheder som op-standelsen ikke er: privattro og fysisk begiven-

hed; han holder fast ved at opstandelsen er hi-storisk mulig og dermed mere end en privatsag.

Nu er citaterne ikke uden videre sammenlig-nelige. Man må finde deres fællesnævner for at gøre dem brugbare. Redaktionen antager forud at sproget om opstandelsen ligger i en værk-tøjskasse med redskaberne tro, forkyndelse, er-faring, fornuft. Hvordan ser det ud med disse ord i citaterne?

Engberg-Pedersen og Bredal bruger fornuften bibelkritisk og mod fundamentalisme, opstan-delsen er tro på livsfylde mellem mennesker. Skov-Jakobsen bruger fornuften til at hævde en forsynstanke hvor det er muligt at erfare opstan-delsen i fortættede øjeblikke. Gregersen bruger fornuften til at underkende den rent subjektive og den fysisk-objektive løsning, i mellem disse yderligheder virker troens sprog i den kirkelige formidling og i forsynstanken. Højlund bruger fornuften til at ophæve adskillelsen mellem tro og viden, mellem fysik og metafysik med op-løsning af ordenes entydighed til følge, og han giver ikke erfaringen nogen plads.

De fire grupper i workshoppen, i alt 17 perso-ner, har leveret konklusioner, to fyldige og to korte, som viser et tydeligt mønster. Svarene flækker menighedsrådet i to lige store skarer, enten i fejde eller i diskussion. Hvad mon er bedst?

Højlundcitatet får tilslutning fra 8 medlemmer, hvoraf 2 kun støtter det delvist. Højlundcitatet bliver afvist af 8 andre medlemmer, begrundet med citatets logiske svagheder. De samme 8 melder om et historisk-kritisk skriftsyn.

Skov-Jakobsencitatet får tilslutning af 5 med-lemmer der finder det jordnært, smukt og erfa-

Henrik Højlund: »Jesu opstandelse - fysisk plus noget mere« (luthersk-netvaerk. Dk 2015/03): »Der ske-te noget, som medførte, at graven var tom, og opstandelsestroen hviler helt og hol-dent på dette »skete«…Der er ingen, der overser, at der med Jesu opstandelsesle-geme også er noget »over-fysisk« til stede, noget transcendent fysisk så at sige. Jesus går gennem lukkede døre, han er uigen-kendelig for så pludselig at genkendes«.

Bjørn Bredal: »Opstandelse på prædikestolen i den dan-ske folkekirke« (Politikens leder 5.4.2015): »Troende mennesker læser deres tro og livsform ind i de mærkelige og inspireren-de gamle tekster; man kan ikke læse noget religiøst facit ud af hverken Bibelen, Ko-ranen eller andre store bøger. Det tror kun fundamentalister og folk, der tror, at tro og tekster er det samme«.

18 19

ringsbaseret, men lidt flot. Gregersencitatet får tilslutning af 3 medlemmer fordi det fornuftigt siger hvad opstandelse ikke er, og det giver rum til tænkning; citatet støttes sekundært af 5 der har Højlundcitatet som første prioritet.

Bredalcitatet er smalt om fornuften som hjæl-peredskab og nævnes positivt af 2. Engberg-Pedersencitatet finder ingen tilslutning, men afvises af 9 plus 2 sekundært forbeholdne. Man begrunder afvisningen med at hans kritik tøm-mer opstandelsen for frelseshistorie og fortæl-ling.

Konklusion

Hvad kan man så slutte af undersøgelsen? Re-gistret er udfyldt noget skævt, men ikke ensi-digt. Det bibel-og mytekritiske sprog opnår ikke tilslutning. Halvdelen af menighedsrådet begrunder en position hvor sproget om opstan-delsen skal hentes fra den første trosartikel om skabelsen; en anden halvdel hævder at opstan-delsen er sand alene ud fra biblens historiske vidnesbyrd. Fælles for positionerne er at myte og tænkning om verdensordenen ikke kan und-væres, at sproget om opstandelsen må afledes af skabelsen, fordi den er opstandelsens spejl og gåde. Spørgeskemaerne viste stor spredning over registrets 15 spørgsmål. Hvis man sam-menholder workshoppen med spørgeskemas-varene, ses spredningen på positioner gentage sig; men citaterne tvinger, med deres mere præ-cise sprog, to lejre frem der taler hver sit sprog, men er folkekirkeligt berigende ved at kunne ophøjes til et tredje sprog, drøftelsens. Forskel-lighed gør levende.

Hans Jacob Iversen

18 19

Debatten om opstandelsens under i dramatisk optik

Giver det mening for moderne mennesker at tro på Jesu fysiske opstandelse? Må vi ikke hel-lere uden videre erkende, at naturlovene alde-les udelukker, at genoplivning af en død krop på den tredje dag vil kunne finde sted? Den moderne religionskritik er i hvert fald ikke i tvivl om, at et moderne og ordentligt uddannet menneske må afvise den klassiske kristne tro på opstandelsen - end ikke som en ekstraordinær og mirakuløs begivenhed går det an. Religionskritikerne har typisk en meget stærk tro på, at mirakler er umulige. De mener oven i købet at have videnska-beligt belæg for deres tro.

Det er påfaldende, at den aktu-elle religionskritik og diskussion herom i høj grad ligner debatten i 1920ernes Danmark, hvor kredsen om Georg Brandes kraftigt argumente-rede mod det traditionelle kristne verdensbil-lede - herunder troen på miraklernes mulighed.

En af dem, som i 1920erne ønskede at svare på religionskritikernes udfald, var digterpræsten Kaj Munk. Meget tyder på, at flere af hans skue-spil fra denne periode netop skal ses i lys af det ønske. Det gælder bl.a. skuespillet »Ordet«, som nu står som Munks mest berømte værk. Dette

drama handler først og fremmest om troen og tvivlen på miraklernes mulighed. Det var et tema, som igen og igen havde optaget Kaj Munk og været kilde til tvivl og religiøs krise i hans eget liv. Hvis miraklerne er mulige, således at Gud faktisk kan gribe mirakuløst ind i verden, hvor gør Gud det så ikke (oftere)? Hvorfor til-lader Gud den meningsløse lidelse og død på trods af menneskets bønner? Hvorfor griber

Gud ikke ind med sin almagt? Er miraklernes tid faktisk forbi?

I »Ordet« præsenterer Munk i skuespillets form på en meget klar - og oven i købet underhol-dende måde - de tre vigtigste positioner i debatten om mi-

raklets mulighed. Det drejer sig ikke bare om miraklerne på Jesu tid, men også om mulighe-derne her og nu.

Munk lader i skuespillet sin egen kamp med troen og tvivlen på miraklets reelle mulighed få udtryk gennem den stovte bonde Mikkel Bor-gen på Borgensgård, som på en gang styrer sit hus enevældigt som en anden patriark, men som på den anden side ikke er bange for at er-kende sin tvivl og usikkerhed på det religiøse område.

Religionskritikerne har typisk en meget stærk tro på, at mirakler er umulige.

20 2120

20 2120

Selv om Borgen har svært ved at tro på mirak-ler i sin tilværelse, vil han dog ikke helt opgive miraklerne, hvilket viser sig i hans svar til svi-gerdatteren: »Inger, du skulde vide, du skulde vide, hvor det tit brænder i mig af Lyst til at rejse til Lou-rdes« (80). Denne henvisning til katolikkernes tro på mirakler også i vor tid, er et tegn på, at Borgen meget vel ved, at kristendommen bliver amputeret, hvis den skal kobles med en totalaf-visning af miraklets mulighed. Han har på den måde trods alt stadig drømmen og håbet om, at det skal vise sig, at miraklernes tid og Guds tydelige virke i verden alligevel ikke er fordi.

Modstykket til Borgens vaklende håb om, at miraklernes tid måske alligevel ikke er forbi, er i Munks drama dels pastor Bandbul og dels amtslæge Houen, som hver på sin måde ka-tegorisk hævder, at mirakler ikke sker. Munk har på munter vis i valget af disse lærde folks navne henvist til det klodsede i deres firkantede påstande. På den ene side er der lægens hovne påstand om, at videnskaben har vist, at mira-keltroen er naiv og udtryk for uvidenhed. På den anden side er der præstens forsøg på at be-handle sagen dogmatisk således, at der direkte udstedes et forbud (en bandbulle) mod troen på mirakler - i hvert fald så længe det ikke drejer sig om nogle få særlige undtagelser for meget længe siden.

Det er ligeledes meget karakteristisk for Munk, at han lader den sindssyge Johannes udfordre

pastor Bandbul med spørgsmålet om, hvordan en troens mand bærer sig ad med at afvise mi-rakler nu, men godtage at de fandt sted for 2000 år siden. Præsten svarer: … Undere sker ikke. Gud bryder ikke sit givne Ord, sin Verdensor-den, Naturlovene, sin Evighedsplan. Det siger ogsaa Skriften: Gud er ikke Forvirringens, men Ordenens Gud (205).

Bandbul mener ikke, at mirakler altid har været udelukkede. På Kristi tid var de mulige. Evan-geliernes tid var altså ifølge Bandbul anderledes end vor. Dengang suspenderede Gud i visse til-fælde naturlovene. Det var altså en eventyrag-tig tid, hvor det mest utrolige kunne ske. Men nu er naturlovene fuldt ud i kraft, og vi kan ifølge Bandbul roligt gå ud fra, at der ikke sker mirakler. Selv i stykkets afsluttende scene, hvor Inger mirakuløst opvækkes fra de døde, mødes det med følgende reaktion fra Bandbul: »Ja-men dette - det er jo fysisk umuligt. Det kan jo ikke ske (943). I det hele taget bliver vurderingen af Bandbul-figuren i Munks drama ganske hård. Lagt i den helbredte Johannes mund: »Hykler, dig selv uafvidende, gaar du Satans Ærind i gudviet Dragt?« (934). I sammenligning hermed er den Munk’ske »dom« mildere over den scientistiske Houen, som Munk lader sige: Selvfølgelig er jeg en Troens Mand; ellers var jeg en tarvelig Læge. Jeg har Tro til mig selv og min Videnskab og Tro paa de Mirakler, den har lært mig at gøre. Jeg gør Mirakler, og de bliver virkelig til noget (751).

22 23

Borgen afviser i samtalen både Bandbul og Houen med, at de glemmer (eller ikke forstår), »at der er Aand og Evighed til« (740). Da underet, opvækkelsen af den døde Inger, sker i stykkets slutscene, er Bandbuls reaktion som nævnt, at miraklet er umuligt. Houen reagerer derimod med en påstand om, at dette må betyde, at »Lig-synsmandsinstitutionen skal afskaffes« (944) dvs. at Inger efter hans mening ikke kan have været død. Dermed illustrerer Munk klart, at miraklet altid vil kun-ne bortforklares af den, der ønsker det.

Ifølge Munks kristendoms-forståelse er troen på mirak-lets mulighed helt afgørende. Uden den bliver den ægte forbindelse mellem mennesket og Gud i bøn-nen heller ikke mulig. Og så giver kristendom ingen mening. Med hans egne ord: »Troen på Gud er Troen paa Miraklet. Kun ved et Brud paa Naturlovene kan Gud komme i Forbindelse med et Menneske. At tro på Gud er at være midt i det vidunderlige, hvor ikke blot Guds Love virker, men ogsaa Guds Haand« (»Om Miraklet«, s. 31). Det er vigtigt at understrege, at Kaj Munk med sin tale om brud på naturlovene ikke forsøger at lægge afstand til naturvidenskaben – tværtimod. Han siger: »Den troende ved jo ogsaa om Lovene; han tror ydermere, at Gud har skrevet dem, og naar han grænseløst beundrer disse loves Vis-dom og Vælde, ærefrygter han altsaa Gud. Men

den Gud, der har skrevet dem, staar saa tillige ogsaa over dem. Hvem ville forbyde Urmage-ren at røre ved den lange Viser med Fingeren«. (»Om Miraklet«, s. 29).

Miraklet understreger altså, at Gud ikke bare har udformet og skrevet naturlovene, men at han også står over dem, således at han ikke er bundet af dem. Munk beretter, at en student engang sagde til filosofiprofessor Kroman, at

han (studenten) nok kunne tro på Gud, men ikke på det med mirakler, hvortil Kroman skal have svaret: »Hvad vil De så med ham - … alt det andet kan vi jo selv lave« (»Om Miraklet«, s. 30).

Miraklet er altså det særlige – undtagelsen fra reglen. Miraklet er for Munk det, der frem for noget andet understreger, at Gud er altings herre. Det betyder også, at miraklet ikke kom-mer på menneskets bestilling. Det ligger i hele sammenhængen, at der ikke findes nogen me-kanisme eller teknik, som kan fremtvinge mi-raklet. Borgen må indse, at han kommer til at vente på miraklet. Han havde som nævnt drømt om, hvordan Johannes ved sit virke og ord skulle blive anledning til en åndelig opvåg-nen. For sin ældste søn Mikkel havde han håbet og ønsket, at troen skulle blive vakt i ham og sagt ved sig selv: »Giv Tid, han vil forandre sig; han er jo saa ung endnu; den Dag vil komme ...«.

Miraklet understreger altså, at Gud ikke bare har udformet og skrevet naturlovene, men at han også står over dem...

22 23

24 25

Men det varede så længe, at han næsten havde opgivet: »Men Aarene gik, og den kom ikke; for der sker ikke Mirakler nu om Dage« (304). Dog skete begge mirakler, men først i »Guds Time« (316) dvs. først i det øjeblik, som er bestemt dertil, det gunstige øjeblik. Munk understreger yderligere dette forhold ved at lade den sindssyge Johan-nes sige til dødsenglen, der netop har været hos Inger: »Naar Troens Time kommer, bringer du hen-de tilbage« (800). Her bringes ideen om kairos i spil. Denne idé kendes både fra antik græsk og fra senere kristen tænkning. Kairos er den rette eller passende anledning, og begrebet er som bl.a. påpeget af Marc Auchet (2007) centralt i Munks forfatterskab. Kairos er først og frem-mest den rette tid, men ideen indebærer også. at stedet og omstændighederne er passende. Når kairos kommer, er hele situationen den ret-te for Guds ekstraordinære indgriben, underet. »Troens Time« og »Guds Time« er udtryk for det samme, nemlig det særlige øjeblik, kairos, hvor

Gud virker mirakuløst - evt. som svar på den troendes bøn. Munks pointe er altså, at mirak-lernes tid ikke er forbi, men at miraklerne hel-ler ikke står under menneskets kontrol, men er underlagt Gud. Derfor er miraklets tid: kairos, Guds Time.

Ordet kan altså læses som et indlæg i debatten om religionskritik og scientisme, som ikke bare var relevant i 1920erne, men som også præ-senterer de vigtigste positioner i den aktuelle diskussion. I skuespillet repræsenterer Houen, Bandbul og Borgen de tre vigtigste positioner i debatten - med deres principielle svage og stærke sider. Munk selv forsvarer med stykket, at miraklet er muligt, men også at miraklet ikke står under vores kontrol, fordi det hidrører fra en dimension af tilværelsen, som transcenderer den fysiske virkelighed.

Peter Øhrstrøm, professor Dr.Sc. Ålborg Universitet,

formand for Kaj Munk Forskningscentret

Referencer:

Auchet, Marc: »Kairos eller det gunstige øjeblik, et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og forfatterskab«, Munkiana nr. 36, 2007, s. 10-31.

Munk, Kaj: Ordet. Citaterne og numrene er fra Kaj Munk Forskningscentrets udgave, som findes på www.kajmunk.aau.dk

Munk, Kaj: »Om Miraklet«. Udgivet i Himmel og Jord, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1942, s. 28-31.

24 25

Opstandelsestroen i kirkekunsten Opstandelsesbilledet, belyst ud fra renæssancens motiv af

»Lov og Evangelium« af Lucas Cranach den Ældre og den moderne altertavle i Ringkøbing kirke af Arne Haugen Sørensen.

Lovens og Nådens tid i Tønder Kristkirke

Der hænger en mindetavle, et epitafium, i Tøn-der Kristkirke, i korets søndre side, altså til høj-re for alteret, når man kommer ind i det storslå-ede kirkerum fra 1592. Dette epitafium er værd at kaste et særligt blik på, for som en tegnese-rie viser maleriet i midterfeltet kernepunkter-ne i vores lutherske tro. Farverne på maleriet er meget klare og sarte. Den brune jordfarve i forgrunden og klippen til højre, hvor man ser Kristus, der modstår fristelsen på bjerget, går over i lyse, grønne marker, hvor hyrderne mod-tager engelens forjættende budskab om frelse-rens fødsel, og fortoner sig så mørkere i bag-grunden, for til sidst at forsvinde umærkeligt ind i den lyse, brunskyede himmel.

Øjet fanges dog straks af motivet midt i bil-ledfladen, nemlig mennesket, der har ansigtet vendt mod højre og blikket rettet mod Johannes Døber, som peger over mod Kristus som både den korsfæstede og opstandne frelser. Menne-sket, der er næsten nøgent, kun dækket af et lændeklæde, sidder lænet op ad livstræet, der til venstre står vissent under lovens tid, hvor

man yderst til venstre ser Adam og Eva i Para-disets have og lige neden under dem syndefal-det med den gamle Adam, der som et makabert skellet ligger på en lukket sarkofag af sten, og ved siden af står Moses med lovens to tavler; den fordring som vi mennesker skal leve op til uden dog at formå det. I baggrunden i maleriets venstre side ses Moses og israelitter i ørkenen på det tidspunkt, hvor de alle er faldet syge om efter dødelige slangebid, men frelses ved at se mod den kobberslange, som Moses efter Guds anvisning, har rejst på en stang midt blandt dem.

Det er, som om mennesket udgør en midter-akse i billedet, for til højre for ham folder livs-træet frodigt sine blade ud i nådens og evan-geliets tid, som et udtryk for, at troens frugter vokser frem ganske af sig selv, når vi holder os til Kristus og har hans død og opstandelse for vores skyld for øje. Modsat kobberslangen i ørkenen har vi nemlig her i nådens tid Kristus på korset, og lige under ser vi den opstandne Kristus, der som den nye Adam er stået op af den åbne stenkiste og selvsikkert har stukket sin sejrsfane i døden, der fortvivlet ruller rundt som en slagen fjende.

26 27

Maleriet på 175x250 cm er udført af Flensborg-kunstneren Johannes von Enum i 1609, og mo-tivet er bedst kendt herhjemme fra titelbladet på Christian IIIs bibel fra 1550, men træsnittene i den danske bibel er lånt di-rekte fra Lybækkerbibelen fra 1533, hvor Ludvig Ditz havde skåret stokkene. Selve motivet går dog tilbage til et maleri af Lucas Cranach den Ældre (1472-1553), som var hofmaler hos den saksiske kurfyrste Frederik den Vise i Wittenberg og nær ven af reformato-ren Martin Luther.

Ophavsmanden til motivet af Lov og Evangelium

Lucas Cranach delte selv de nye reformatori-ske tanker, men mens Martin Luther var ordets mand, så forstod Lucas Cranach at udtrykke den nye opfattelse af troen i billeder. Når Luther prædikede om, at forkyndelsen skulle drive på Kristus, der døde og opstod for gennem troen at frelse os mennesker, så illustrerede Lucas Cranach ordenes mening, sådan som det netop ses i motivet på mindetavlen i Tønder Kristkir-ke. Intet menneske behøver nu i nådens tid at frygte for sin frelse, for troen på Kristus baner vejen for frelsens vished. Der er med andre ord plads til, ja endda pligt til, at vi som mennesker skal leve i glæde og med håb!

På Lucas Cranachs eget billede med samme motivkreds af lov og evangelium fra 1529, af dom og frelse, der i dag hænger på Slotsmuseet i Gotha i Tyskland, da er det Kristus som Guds-

lammet, der står og træder døden under fode nederst til højre i billedet, mens Kristus som den opstande svæver omgivet af lys allerøverst i billedets højre side, lige over den korsfæstede. Her på

dette maleri peger den opstandne med hånden over mod sig selv som den himmelfarne dom-mer, der sidder på regnbuen, øverst til venstre i billedet, med jordkloden som sin fodskammel, for at dømme levende og døde.

Opstandelsesmotivet i moderne tid

Siden reformationstiden har opfattelsen af op-standelsen som motiv inden for kirkekunsten undergået en forandring, især i moderne tid. For mens Lucas Cranach i renæssancen skildrer den opstandne Kristus med sus i den røde kap-pe og sejrsfanen i hånden, givetvis inspireret af Mathias Grünewalds opstandelsesbillede på Is-senheimeralteret (1510-1516) i Colmar i Alsace, så bliver opstandelsen nærmest fraværende i den moderne kirkekunst. Med undtagelse af Sven Havsteen Mikkelsen er det, som om de moderne malerne mangler mod til at tage liv-tag med opstandelsesmotivet, lige indtil Arne Haugen Sørensen på et tidspunkt foretager en

Der er med andre ord plads til, ja endda pligt til, at vi som mennesker skal leve i glæde og med håb!

2727

26 272727

28 29282828

28 292828

nyorientering i sit motivvalg bort fra ironien og hen imod det opstandelsesmotiv, som han selv betegner som det vanskeligste og farligste mo-tiv, idet han siger: »Opstandelsesmotiver er uden tvivl det allervanskeligste, der findes«, men også det allervigtigste i vor religiøse forestillingsver-den.

Arne Haugen Sørensen, der er født i 1932 på Amager, har hele sit liv tumlet med de tunge menneskelige spørgsmål, der, hvad enten vi vil det eller ej, knytter sig til at det være menne-ske. Hans billeder er kendetegnet af et mytolo-gisk sprog, hvor liv og død, lys og mørke, tro og tvivl gennemspilles i ret faste motivkredse med variationer. I sin fremstilling af opstandel-sen på altertavlen fra 1996 i Ringkøbing Kirke har Kristus som Menneskesønnen fået rigtig krop med arme, der åbner sig opad mod lyset, mod Gud. Måske går Arne Haugen Sørensen endda videre end traditionen, for det antydes, at det ikke blot er Kristi opstandelse, som skil-dres, men det kødelige menneskes opstandelse

… bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at skikkelsen, der løftes op af gravens sorte fir-kant mod lyset af Gudfaders kærligt favnende hænder, har skørt på! Måske en henvisning til kunstnerens egen blot 20-årige datter Mathilde, som han mistede, mens han netop var i gang med at male altertavlen? For i nederste venstre hjørne kan man skimte ordene »til Mathilde«. Men denne konkretisering af opstandelsen som Kristi frelsergerning for os mennesker af kød og blod gør bestemt ikke budskabet mindre betyd-ningsfuldt og troværdigt for os moderne men-nesker. Kunstneren udtrykker selv sin opfattel-se af opstandelsen på altertavlen med ordene: »Det repræsenterer selve kernen i kristendommen og er på samme tid både altfavnende abstrakt og pinag-tigt konkret. Man kan ikke nøjes med at illustrere en tekst. Man må vove et øje. Turde gå ind i det simple (og formange forargelige) budskab: Frygt ikke! Livet er evigt«.

Kirsten Elisabeth Christensen sognepræst Tønder Kristkirke

Litteraturhenvisninger:

Danmarks kirke, Sønderjylland, XXI, Tønder Amt, København 1957.

Hanne Kolind Poulsen: »Cranach«, Statens Museum for Kunst, København 2002.

Lisbeth Smedegaard Andersen: »Arne Haugen Sørensen…med indbygget katastrofe«, Lemvig 2001.

30 31

Da rejse / vi rejserOm opstandelsessalmer i det 21. århundrede

Gamle og unge, syng sorgen af led / når vi er bøjet og strakt og får fred / Herren er god, se, han holder sit bål / frem for dit ansigt, du trim-ler i mål. Med den opfordring vil jeg begynde på et par overvejelser om, hvad en opstandel-sessalme i det 21. århundrede skal rumme.

Det enkle svar er dette: En opstandelsessalme i det 21. århundrede skal rumme det, en opstan-delsessalme til alle tider har skullet rumme. Man kunne også sige: Enhver salme, der virke-lig bliver salme og andagt for en, er en opstandelsessalme! El-ler: Der findes ikke opstandel-sessalmer og andre salmer. Der findes salmer.

Sidste år døde min far. Han lå i sin hospitals-seng og så helt forkert ud. Bevidstløs. Med slan-ger og tuber, monitor og væskeposer. Kun kort tid ad gangen var vi ved ham. Vi kunne næsten ikke holde det ud. Alt var forkert, alle ord for nøgne, og uden ord var det også bart. Da vi for-stod, at han skulle dø, måtte vi finde en måde at være hos ham på. Vi begyndte at synge. Vi sang i timevis.

UDEN salmerne var der hospitalslugte, den maskinelle vejrtrækning, kvalme, bundløs uro, panikkroppe. MED salmerne kunne vi være der. Vi blev en enhed. Når nogle stemmer blev kvalt af gråd, sang andre til, blev faste og mo-dige. Salmerne fremkaldte livslyset over nåde-stolen, mens vi kiggede i dødningedalen. Min

far døde, mens vi sang. Død, hvor er din brod? Jo, den kunne vi godt mærke. Men der blev pø-set fred ned over sengen på Aalborg sygehus. Og alle os, der stod og så englene tage fat i ham.

Ved dødslejet sang vi gamle salmer. Med bille-der, der har åbnet døre på klem til noget gen-nem hele vores liv. Salmer, vi kender fra jul, påske, pinse, hverdag og fest. Det var dem, vi sang, fordi det var dem, vi alle kendte. Hver især fandt vi vel noget, der klang særligt i os.

Et billede, vi hæftede os eller trøstede os ved. Og så fandt vi også noget fælles, fælles erfarin-ger og klange. Det var gamle sal-mer, men når vi stadig kan bruge

dem, er det, fordi deres sprog er stort, bevæge-ligt og kraftfuldt. Det er ligemeget, om Kingo sidder og fortæller om, hvordan der hver mor-gen flyder en nåde uden mål ned i hans lerskål. Eller om Grotrian fortæller om samme nåde, der flyder ned i det kongelige porcelæn i ræk-kehuset i Lemming. Det er samme erfaring. Der er evangelium i skidtet, og den digteriske kraft, hvormed de fortæller om den, hæver dem op over tiden.

Forskellige tiders digtere skriver i hvert sit sprog. Selvfølgelig. Man kan ikke skrive sandt i et andet sprog end sit eget, sin tids sprog. Hvis man gør, bliver det kitch - og noget værre end kirkekitch findes ikke! Men om det evige be-skrives som en Evahave, Guds poppellæ, god-

Vi kunne næsten ikke holde det ud.

31

30 3131

32 33

hedens eng eller Gudshaven, hvor der er evig sommer og tusinde serafers sang, det er ikke vigtigt. Om Kingo snakker om ormegnav, eller om Grotrian taler om ormene, der ligger og tyg-ger. Det er ikke forskelligt. Det er samme erfa-ring. Samme nærhed.

Det er ikke tilstedeværelsen af et opstandelsestema i sal-merne, der er afgørende for den trøst og det håb og den styrke, der er at hente i dem. Det har ikke noget at gøre med at få beskrevet, hvad der foregik ved Jesu grav. Eller hvad der sker, når et menneske dør. En salme er ikke et pædagogisk redskab til at forstå et element i troen, eksempelvis opstandelsen. En salme er en tekst, der med ærlighed giver et evangeli-um fra sig. Som ved sin billedmæssige styrke, digteriske kraft, og ultimative ærlighed åbner vore øjne for Guds nærvær i vores liv. Og i vo-res død. Samtidig med at salmen giver sprog til vores fortvivlelse og spejler de vilkår, vi lever under.

En digter er en, der kommer så tæt på det, vi ikke kan fatte, som det i denne verden er mu-ligt. Når man bevæger sig der på grænsen af det, vi kan se og fatte, taler man i billeder, der gør det muligt at nærme sig. Det gør, at digtet hverken kan eller skal opløses i enkeltheder, gennemfortolkes og forstås til fulde. Det skal modtages som et billede. Og der må gerne være uløste gåder i digtet. Som der er overalt i livet. Som jeg selv er. Er vi ikke som skrattende radi-oer, der leder efter signal? Engang imellem, når jeg synger salmer og også ved andre lejligheder,

så bliver signalet klart. Jeg modtager. I alle fald for en stund. En stund med betydning. Om den er ved sygelejet, i bilen, i kirken, ved graven.

Hvis man helt kort skal sige, hvad en salme skal rumme for at oprejse os det faldne mod, så er

det dette: Den skal rumme et: Frygt ikke, tro kun. Det er det der kendetegner en opstandel-sessalme i det 21. århundrede og til alle tider. En (opstandel-ses) salme er en sang, der for

den, der synger den, peger på den Gud, der bli-ver alt i alle.

Salmer skal have så stærk en evangelisk kerne, at de kan prente det ind i os, det der hele ti-den viskes lidt ud af ensomhed, travlhed, larm. Nemlig at vi er set og kendt af Gud. Salmer skal fortælle os: Herren er god, se, han holder sit bål / frem for dit ansigt, du trimler i mål. Det er det salmer skal.

En uge efter at far var død, kom vi med, hvad dødt vi havde, og bar det med sorg til graven ved Tømmerby fjord. Sorgen blev sunget af led, da alle stemmerne i Tømmerby Kirke samlede sig til Den signede dag. Da lå far og var strakt og havde fået fred. Og vi stod bøjede, da sorgen tyngede brystet ned. Vi sang om rejsen til vort fædreland, hvor vi skal tale med venner i lys.

Det var en salme. Vi kunne også have sunget dette vers: Når klokken er væk / da sluger vi blæk / og tiden blir blå som en kejser / min Jesus er ren / med øjne som sten / der blusser i himlen / vi rejser.

Louise Højlund, Ørslev Kloster

En salme er en tekst, der med ærlighed giver et evangelium fra sig.

32 33

Mon hans ord igen opstår?Opstandelsestroen og søndagens prædiken

I løbet af sommeren foregik der en interessant diskussion i medierne. En nyudnævnt uddan-nelses- og forskningsmini-ster kom til at nævne troen på Gud i forbindelse med sin indsættelse i jobbet som po-litisk ansvarlig for hele det videnskabelige miljø i Dan-mark. Det afstedkom en del kritik. Hovedanken var vel, at tro ikke uden videre kunne sættes på linje med videnskab. Det er der sikkert noget om. I hvert fald er der en vis spænding mellem tro og videnskab. En spænding, som ikke er det samme som en mod-sætning. Troen er jo ikke en benægtelse af fakta, og videnskaben kan mildest talt ikke forklare alt. Ikke desto mindre består der en spænding imellem dem. Dette viser sig måske særligt, når videnskab bliver brugt til ideologi, eller når tro-en så at sige lader sig amputere i et misforstået hensyn til et rent rationelt og naturvidenskabe-ligt verdensbillede.

Spændingen mellem tro og videnskab svarer i øvrigt meget godt til den kamp, enhver præst står i, når søndagens prædiken skal forberedes. Her er det nemlig en vedvarende udfordring at få bygget bro mellem en moderne og ofte seku-lær virkelighedsforståelse og så den kristne tros

mysterium, så det sidste har noget relevant og afgørende at sige ind i den konkrete virkelig-

hed, vi nutidsmennesker står i. Det er en vanskelig opgave, og det kan derfor umiddelbart tage sig lettere ud at se bort fra det irrationelle og overnatur-lige i troen, og så blot lade for-kyndelsen udfolde helt alment

anerkendte fænomener som f.eks. kærligheden imellem os, glæde og livsmod. Sagt her i forbi-farten har vi da også de sidste 40-50 år set flere og flere forsøg på at formulere en kristendom uden overnaturlige elementer og uden en al-mægtig, underfuld Gud, der har grebet ind i verdens gang og som fortsat vil gøre det.

Opstandelsens uforklarlighedDet er ganske svært at komme udenom, at de skriftlige vidnesbyrd om Jesu opstandelse i Det Nye Testamente bryder alle rationelle ka-tegorier. Opstandelsen er uforklarlig og uud-grundelig. Den er Guds indgreb i verden og et overnaturligt mysterium. Alligevel er opstan-delsestroen ikke noget, der blot gør tilværelsen her og nu sekundær. Tværtimod vil jeg mene. Den opstandelsestro, Det Nye Testamente for-midler, udgør et stort og stærkt fundament

Troen er jo ikke en be-nægtelse af fakta, og vi-denskaben kan mildest talt ikke forklare alt.

34 35

for en forkyndelse, der netop tager livtag med virkeligheden, som vi kender den. Det gælder både i forhold til livet her og nu og til døden som livets begrænsning.

SkabelsesglædeMan kan mene, at opstan-delsestroen sætter en kraftig parentes om livet her og nu. Hvis der er håb om evigt liv som noget, der rækker ud over tilværelsen her, hvor vigtigt kan dette liv så egentlig være? Sådan lyder den logiske og forhastede konklusion på opstandelsestroens betydning. Det forholder sig nærmest modsat, vil jeg hævde. Jesu opstandelse giver livet, som vi kender det, en uhørt stor betydning. For at Gud i sin Søn vælger at nedkæmpe døden hér, på den jord og i den tilværelse, der er vores, må jo netop indebære, at præcis dette liv har en fyl-de og en værdi. Det er dette liv og intet andet, der så at sige er værd at rive ud af dødens og Djævelens kløer. Var det ikke noget værd, kun-ne Gud jo blot have ladet det hele sejle uden at ofre det fjerneste på det. Og da slet ikke sin eneste Søn.

Opstandelsestroen åbner med andre ord op for en glæde ved livet og tilværelsen her og nu. En skabelsesglæde. Det kommer i øvrigt også fint til udtryk i apostlenes liv og forkyndelse, sådan som det er skildret i de første kapitler af Apost-lenes Gerninger. Her kan hele apostlenes virke sammenfattes med ordene om »at de underviste

folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde« (4,2). Betegnende nok dækker denne forkyndel-se i den nære sammenhæng over helbredelsen af en lam ved templet: »Det er i Jesu Kristi na-

zaræerens, navn, ham som I kors-fæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer«, siger Peter (4,10). Jesu opstandelse fra de døde fik altså den naturlige konsekvens for apostlene, at de fandt livet

og tilværelsen hér værd at kæmpe for. Opstan-delsestroen formidler således en glæde over skabelsen og livets friskhed. Også selvom den-ne glæde rækker længere end til livet her og nu.

Døden som mellembestemmelse

Det er opstandelsestroens særkende, at den kan se modgang, lidelse og død i øjnene uden at gå til af det. Ja, mere end det. Den kan få os til, som Grundtvig siger, at »le ad banesår og springe over grave«. Hvorfor? Fordi opstandelsen mar-kerer sejren over alt, hvad der står livet imod. Eller rettere: lidelsen og døden og alt andet, der står livet imod, er opstandelsens forudsætning. Ingen opstandelse uden lidelse og død. Der er meget få, der har sagt det skarpere end Søren Kierkegaard. I »Til Selvprøvelse« gør han lige-frem døden til den afgørende prøve på om det er kristendom, der forkyndes eller ej: »Der er ingen, ingen Bestemmelse af det Christelige, uden at Christendommen først anbringer som Mellembe-stemmelse: Døden, det at afdøe« (17,113).

Opstandelsestroen åbner med andre ord op for en glæde ved livet og tilværelsen her og nu.

353535

34 35353535

36 37

Døden er den nødvendige mellemstation på vej til opstandelsen. Hvis ikke døden er med i ligningen, er der ifølge Kierkegaard endnu ikke tale om kristendom. Ikke at søndagens prædi-ken altid skal tematisere lidelse og død og un-dergang. Det er mere et spørgsmål om at lade det skinne igennem hver søndag, at kristentro rækker ud over livet her og nu. At den er mere end politiske og moralske overvejelser og mere end blot almen visdom. Det er som Karl Barth siger om præster et sted: »Som landsbyvismænd er vi i grunden uønskede, overflødige og latterlige«. For en prædikant skal kunne noget andet. En prædikant må have ordet om syndernes forla-delse og det evige liv som sit egentlige ord, så der selv for den mest livsplagede kan være håb at hente søndag formiddag. Håb om opstandel-se midt i døden og undergangen.

Den opstandne og nærværende Kristus

Det sidste er om noget en prædikants eget håb. At der må være opstandelse midt i døden. Også i forkyndelsen. At den opstandnes ord igen må opstå i prædikantens mund. Som levende og liv-givende ord, der angår et menneske. Så der kan drikkes af opstandelsens læskende gule bæger og tørsten efter livsfylde slukkes. Det forudsæt-ter i en vis forstand prædikantens død, dvs. at prædikanten selv træder til side og holder sig til det ord og evangelium, som troen opstår af og lever på. Det er i sig selv en del af opstandel-sestroen: at Kristus selv kan komme os i møde lige præcis dér, hvor vi er. I menneskeord. I al ydre skrøbelighed og usselhed. Gennem prædi-

kenens dårskab. Den dårskab, at evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus bliver forkyndt uafkortet som den, et menneske både kan leve af og dø på. Præcis dér har han lovet selv at være nærværende. I evangeliet. Han står bag sit ord og er i det. Derfor kan Luther blandt andet så rigtigt sige om prædikenen: »At præ-dike evangeliet er intet andet, end at Kristus kommer til os eller at bringe os til ham«. Dét er en af de helt store og uforklarlige perspektiver, der hviler over søndagens prædiken.

Peter Fredensborg, sognepræst i Grene Sogn

36 37

Taget i brug

Vi kender det. Når vi er til begravelse, går præ-sten hen foran kisten og holder en tale over den afdøde. Præstens tale ved begravelsen er en helt særlig genre. Den ligner på den ene side talen

under det efterfølgende mindesamvær ved, at den beretter om den dødes liv. På den anden side er den helt an-derledes ved, at den siger noget bestemt om den døde, som ikke kan siges andre steder.

Den siger nemlig, at den døde ikke bare er død. Den døde skal også opstå fra de døde. Allerede ritualet hjælper til med at sige det. Inden jord-påkastelsen siges ordene om, at »vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde«. Derefter følger de tre skovlfulde jord: »Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå«. Ligesom Kristus døde og opstod, skal du dø og opstå. Begravelsestalen er ikke andet end en forkyndelse af disse ord til mennesker, der er samlede for at tage afsked med ham eller hende, de kendte og elskede. Bli-ver dette opstandelseshåb ikke forkyndt, mister begravelsestalen sin betydning og kunne lige så godt være talen, der blev holdt til mindesam-været i forsamlingshuset bagefter.

Døden har ingen mening

Spørgsmålet er bare, hvordan der kan tales om opstandelsen i 2015. Begravelsestalens forkyn-delse af opstandelsen er en bestemt måde at

tale om døden og den døde på. I lyset af opstandelsen har døden således ikke længere nogen me-ning i sig selv. Alligevel hører man ind imellem folk, der vil prøve at tillægge døden mening

ved at sige: »Det var også det bedste, tænk på, hvad han skulle have været igennem, hvis han havde le-vet længere. Døden kom som en udfrielse«. Men er det nogen trøst? Er det ikke bare et forsøg på at tale udenom, at døden ikke har nogen mening? Søren Ulrik Thomsen skriver i sit mindedigt over Michael Strunge: »Men jeg vil ikke være med til at give din død en mening, som alene er livets«. Det samme skal siges i begravelsestalen. Døden skal ikke gives en mening, som den ikke har. Der skal derimod tales om døden som noget, der er overvundet.

Der er gået opstandelse i døden. Hvordan?

Opstandelse er, at Gud gør alting nyt

I 1950’erne havde P.G. Lindhardt et voldsomt opgør om tanken om det evige liv. Han gjorde op med forestillingen om, at opstandelsen var

Den døde skal også opstå fra de døde.

38 3938

Som et hvedekorn, der lægges i jorden

38 3938

en opstandelse til et evigt liv i himlen. Det evi-ge blev gjort til noget, der lå ude i fremtiden. Et paradis, som man blev udfriet til, når man engang havde levet sit liv her på jorden. Vel at mærke, hvis ens liv havde været renfærdigt. For P. G. Lindhardt var det afgørende at sige, at den bibelske tale om det evige liv intet havde med disse fremtidsforestillinger at gøre. Disse forestillinger var ikke andet end spekulationer, som måtte stå for folks egen regning. Det evige liv var her og nu. Det samme var opstandelsen. Opstandelsen var noget, der fandt sted allere-de her og nu. Dette er værd at have med i sine overvejelser, når opstandelsen skal forkyndes ved en begravelse. Opstandelsen handler ikke kun om, hvad der sker engang. Opstandelsen er noget, der sker nu. Opstandelsen er, at Gud gør alting nyt. Sagt med andre ord: Opstandel-sestroen er ikke en tro på vores ankomst til det evige liv i himlen ude i fremtiden.

Opstandelsestroen er derimod en tro på, at vo-res liv og død ligger i Guds hånd. Den Gud, som med Kristi død og opstandelse har gjort alting nyt for os.

Som et hvedekorn, der lægges i jorden

Denne opstandelsestro får betydning for det liv, der berettes om i begravelsestalen. Opstandel-sen kaster så at sige sit lys over hele det levede liv fra fødsel til død. Det er ikke længere et til-fældigt liv. Det er et liv i Guds hånd, der beret-

tes om. Som sådan er det et liv, der er ubetinget vigtigt for Gud og skal derfor heller ikke for-svinde ud i ingenting, når det dør. Når det dør, er det stadig i Guds hånd. Når man skal tale om det, kan man ikke undgå at tale om det i bil-leder. Et af billederne i Det Nye Testamente er billedet af hvedekornet, som falder i jorden og dør. Dør det ikke, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Bil-ledet har været medvirkende til en hel hvede-kornsteologi. I Guds hånd er et menneskes liv som et hvedekorn, der falder i jorden og dør.

Døden er ikke noget, der kommer engang. Dø-den er noget, der finder sted, hver eneste gang dette menneske bliver taget i brug. I forhold til andre mennesker bliver det taget i brug som far, mor, søster, bror, ven eller veninde. Hver eneste gang giver det lidt af sig selv til andre. Sådan slides det ned lidt efter lidt ligesom et stykke værktøj, der bliver slidt ned af at blive brugt. Intet er mere meningsfuldt. En dag er det slidt helt ned og bliver lagt i jorden. Døden er altså kun et led i denne nedslidning. Det forunder-lige er, at det døde korn nede i jorden begynder at spire. En dag bryder det jorden og vokser op til en ny plante i Guds rige. Sådan kan man tale om et menneskeliv i opstandelsens lys. Dets liv er i Guds hånd. Meningen er, at det skal slides ned. Når det er blevet slidt helt ned, vil det sta-dig være i Guds hånd. Som hvedekornet i jor-den vil det spire og opstå til nyt liv i Guds rige.

40 41

Opstandelsestroen skal give mod til at leve

Opstandelsestroen er, at alting bliver nyt, sådan at vi kan leve i en verden, hvor afsked og tab findes, men hvor vi samtidigt må have det håb, at den døde er i Guds hånd. Det betyder, at det nu er Gud, der sørger for den døde. Det skal vi ikke længere. Vi skal give slip for at leve det liv, som er vores og som også ligger i Guds hånd. Vi er også hvedekorn, der skal slides op for en dag at opstå som nye planter i Guds rige. Forkyn-

delsen af opstandelsen i begravelsestalen skal således tale om den døde, som et menneske, der ligger i Guds hånd. Opstandelsen betyder, at døden ikke har det sidste ord. Gud gør al-ting nyt. På samme måde skal forkyndelsen af opstandelsen give de efterladte mod til at leve videre på trods af sorg og savn. Også i sorgen og savnet gør Gud alting nyt.

Morten Fester Thaysen, sognepræst i Varde Sogn

40 41

Lad mig dit ansigt skue- opstandelsestroen i Den Danske Salmebog

Opstandelsestroen gennemlyser i den grad Den Danske Salmebog. Troen på og glæden over op-standelseslivet, som ikke kan knuses eller for-mørkes, hverken i denne verden eller siden, hverken af døden eller af noget andet tænkeligt, lø-ber som en tråd igennem alle salmebogens afsnit. Den findes i lovsalmer og årstidssalmer, i morgen- og aftensalmer, under kirkeårets salmer, selv i ad-vents- og julesalmerne, hvor vi måske mindst venter det, lyser Det Store Håb, ikke kun om forligelse med Gud, men om et evigt liv med Ham. Troen på dødens overvindelse og opstan-delsens liv er hovedtemaet i salmebogen. Jeg kan ikke finde en salmedigter eller en periode, der ikke har opstandelsen som kerne, grund og mål.

Tonen er forskellig. Det er til at få øje på stilfor-skellen fra Luthers påskesalme fra 1524 (DDS 220) eller en græsk påskesalme fra kirkens før-ste århundreder (DDS 223 ), de store Grundtvig- eller Kingo-påskesalmer, og så til f. eks. Hans Anker Jørgensens formuleringer fra slutningen af det 20. århundrede (DDS 260 v. 2). Samme tanke, samme glæde. Samme fokus på, at Jesu

opstandelse er for os, de lidende, fortabte og døende. Sproget er vidt forskelligt. Både mel-lem perioderne i den lange tradition, forskelligt personligt farvet af den enkelte digter, og for-

skelligt hos den samme dig-ter i forskellige faser i digte-rens liv. Derfor er det også så stor en rigdom, at vi i én lille salmebog, så forskellige vi er, og så forskelligt vores

liv ser ud, altid, hver især, kan finde den salme, der spejler os og tilbyder håb, glæde og lettelse, lige sådan som vi trænger til det nu.

Der er, op gennem historien, og også i den sene-ste periode, farverigt, stærkt, vildt billedsprog, hvor digteren lader sig rive med af alle de dej-ligste og største billeder - som Karl Martinus-sens »Ja, engang mine øjne skal« fra 1954 eller Brorsons allehelgensdag-klassiker »Den store hvide flok«, DDS nr. 571 eller i Grundtvigs »Er livet alt lifligt«. Eksemplerne er talrige.

Trænger man derimod til ro for de store bille-der, er der masser af pragtfulde udtryk for op-standelsestroen, som udtrykker sig langt mere stilfærdigt, nøgternt, med en dyb, stille og fast tillid: »Vær du mit skjold og bue/ når jeg min afsked

Troen på dødens overvindelse og opstandelsens liv er hovedtemaet i salmebogen.

42 43

tar!/ Lad mig dit ansigt skue/ som det på korset var/ Jeg derved sejer vinder/ i troen som sig bør/ dig til mit hjerte binder/ vel den der sådan dør ((DDS 193). Eller, som Aastrup siger det, stilfærdigt og lige-til: »... som Han delte med dem her/ de vist skal arve med ham der« (DDS 238). Hvordan det nu er for-muleret, så er det fælles for al opstandelsestro i vores salmer, at den altid har Kristus selv som centrum. At al opstandelsestro er troen på, at Han vil leve sit opstandelsesliv med os, og at vi må få del i Hans evige liv med Gud.

Salmernes tro er aldrig en tro uden om Kristus.Ved dåben og ved troen er vi sammenvokset med ham, som overvandt døden, og lever i os og hos Gud (Rom. 6.5) Det opstandelsesliv lever vi hver dag på denne jord, og det ophører ikke. Det er kernen i salmernes opstandelsestro. Så Grundtvig får det sidste ord:

»Vi ere, vi bleve/ vi røres, vi leve / i Kristus, Guds levende ord…Ja tro og bekende / til dagenes ende/ det er saliggørelsens vej/ På den lad os sjunge / med hjerte og tunge / Vi har ham, vi slipper ham ej!«.

Thala Juul Holm, Provst Tønder Provsti

4343

42 434343

44 45

I finalen i Mahlers Symfoni nr. 2. Opstandelses-symfonien (1888-94) efter skrækscener og dom-medagsklange høres en salig lyd fra det fjerne. Knapt hørbare menneskestemmer hvisker:

»Opstå, ja, opstå skal du,Mit støv, efter kort tids hvile!«

Mahler har teksten fra den tyske digter Frie-drich Klopstocks salme »Aufersteh’n, ja au-fersth’n«, som Mahler hørte i marts 1894 i Michaelis-kirken i Hamborg ved di-rigenten Hans von Bülows bisættelse. »Den ramte mig som et lyn, som alle skabende kunstnere venter på – »udtænkt af Helligånden!««. Sådan beskrev Mahler efterføl-gende hændelsen, der gjorde ham i stand til at komponere en stor himmelstræbende gloriøs finalesats, der med bimlende klokkeklang og gjaldende trompeter kulminerer med Mahlers egen tekst:

»Opstå, ja, opstå skal du,Mit hjerte, i et nu!

De slag, du har slået,Til Gud vil de bære dig!«

Her, hos jøden Gustav Mahler, der af karriere-mæssige grunde konverterede til kristendom-

men nogle år efter, er der opstandelsestro så det basker, men set i et større musikhistorisk perspektiv er det en undtagelse. For selvom op-standelsen er højdepunkt og klimaks i kristen-dommens vigtigste højtid, er den ikke højde-punkt i den klassiske musiks religiøse værker fra de sidste godt 300 år. Det er snarere Mozarts og Verdis rekviemmer, og ikke mindst Bachs Matthæuspassion og Johannespassion, der kulmi-nerer med Jesu offerdød på korset. Som det kan

høres her, er død og lidelse uovertrufne emner, når det gælder tonemaleri, og det er også kommet farverige romantiske værker som Ber-lioz’ Symphonie Fantastique

og Liszts Totentanz til gode - begge værker, hvor spektakulære apokalyptiske scener spiller en vigtig rolle.

Men egentlig er det underligt, at den kristne opstandelsestro ikke spiller en vigtigere rolle i den klassiske musiks værkkanon, for musik og opstandelse har i sin natur meget til fælles. Musikken er ligesom opstandelsen ikke under-lagt rationalitetens love. Musik har en særlig evne til at overskride fornuftens grænser og skabe magiske øjeblikke, hvor den vante vir-kelighedsopfattelse suspenderes. Når vi lytter til musik, bliver tiden ofte et elastisk fænomen.

Musikkens transcendens-kunstnere

Musikken er ligesom opstandelsen ikke underlagt rationalitetens love.

45

44 4545

Fra opførelsen af Ruud Langgaards

»Antikrist« i Ribe Domkirke

den 03.09.15

46 47

Et langt inciterende musikalsk afsnit kan føles som et øjeblik, og et nu kan udstrækkes til en evighed, hvor tid og rum udvider sig.

Derfor er musikken et fremragende medie til at udtrykke opstandelsen, som i sin natur er in-tet mindre end fantastisk. Og går vi tættere på de sidste århundreders musikhistorie, viser der sig også en eksklusiv række af komponister, der helt bevidst har arbejdet på at gøre musikken til et medie for transcendens, og som har troet på musikkens evne til at vise ind i en hinsides virkelighed, der er nært beslægtet med opstan-delsens mål.

Den komponist, der for alvor brænder igennem transcendensens lydmur er Beethoven, der med ordene »Oh Freunde, nicht diese Töne« i finalen af sin Symfoni nr. 9 (1822-24) lader en tenor into-nere en ny tid med universel kærlighed og en tro på det guddommelige, som det kommer til udtryk i Schillers Ode an die Freude. Dermed viser Beethoven også, i hvor høj grad en syntese af instrumental og vokal musik kan skabe et al-ment menneskeligt budskab af åndelig værdi. Og lige siden da har Beethovens Symfoni nr. 9 været en uomgængelig reference for de kom-ponister, der har været optaget af at skrive en transcendent musik.

I de følgende årtier lyser Schumann op med Scener fra Goethes Faust (1844-53) - et oratorium, der har menneskesjælens forklarelse som sit sigte, og hvor værkets sidste del udspiller sig

i himmelske egne blandt religiøse figurer. Og helt afgørende er Wagners forestilling om mu-sikken som en kunstreligion, og med Parsifal (1857-1882) som det centrale værk, hvor Wag-ner med udgangspunkt i myten om den hellige gral gennemspiller og forkynder menneskehe-dens forløsning forstået i en buddhistisk-kri-sten sammenhæng.

Samtidig med at Wagner skabte en åndelig kult omkring opførelsen af sine egne operaer i Bayreuth, spirede en helt ny kunstretning frem med udgangspunkt i Paris, nemlig symbolis-men. I Danmark blev digteren Johannes Jørgen-sen en vigtig fortaler for symbolismen. I en pro-gramerklæring fra 1893 beskriver han det som kunstens opgave at udtrykke »overnaturlige Sjælstilstande«, og han forklarer videre: »Disse Sjælstilstande er de kunstneriske Øjeblikke, dem, en-hver ægte Begavelse kender. Det er de Øjeblikke, da den evige Virkelighed bag Tingene synes paa Nippet til at sprænge den illusoriske Realitets Ham«.

Dermed er vi tilbage ved det lyn »udtænkt af Helligånden«, som Mahler oplevede i Hamborg i 1894, og som ikke blot resulterede i hans Sym-foni nr. 2, Opstandelsessymfonien, men som også fik efterdønninger i hans følgende symfonier, hvor af flere er transcendensværker med et ån-deligt program.

Og Mahler er ikke alene. I tiden omkring år 1900 og de følgende årtier var der en række kompo-nister, som udtrykte metafysiske erkendelser

46 47

igennem musikken. Blandt de mest markante er russiske Alexander Skriabin, der drømte om at skabe et enormt værk Mysterium, der skulle opføres over 7 dage i et tempel bygget til lej-ligheden i Indien, og hvor finalen skulle mar-kere »verdens afslutning og Guds genopstandelse«. Skriabin nåede dog kun at komponere de første udkast til Mysterium, inden han døde i 1915. Til gengæld færdiggjorde Langgaard flere værker med nært beslægtede programmer i årene ef-ter. I Sfærernes Musik (1916-18) forestiller Lang- gaard sig verdens undergang frem mod værkets slutning, hvor en stor paukehvirvel udholdt i 60 sekunder får al musikalsk materiale hørt inden da til at nedsmelte. Og derefter kan Langgaard i en paradisisk slutning lade en ny verden spire frem af asken fra den gamle verden.

I operaen Antikrist (1921-23, 1926-30) gennem-spilles et lignende forløb. Her er der tale om in-tet mindre end en guddommelig indgriben, idet Langgaard efter et babylonisk sammenbrud og en tumultarisk »Stjernefalds-tid« lader »Guds stemme« udbryde »Effata!«. Mod »Antikrist det evige lyn!«, hvorefter musikken samler sig om et harmonisk udtryk, der af Langgaard beskrives som »Herlighedsriget«.

I nyere tid er der især to komponister, for hvem opstandelsen er et naturligt musikalsk emne. Den ene er den franske katolik Olivier Mes-siaen, der i et dybt originalt tonesprog, som bygger på synæstesi (samsansning hvor f.eks.

musik fremkalder sansning af farver), har skabt en lang række værker, der udfolder skabelsens mysterium set i en kristen optik. Og her indgår satsen Résurrection som det ekstatiske klimaks i Chants de terre et de ciel (1931-38), og i Et exspec-to resurrectionem mortuorum (1960-64) for orke-ster går Messiaen planken ud i en manende eks-pressiv musik, rig på dramatiske syner knyttet til blandt andet Johannes’ Åbenbaring. Den an-den er Sofia Gubaidulina, der i dag har status af musikkens ypperstepræstinde, og som trods en opvækst i et religionsfornægtende Sovjet in-sisterer på at skabe musik, der giver adgang til en skjult religiøs verden. Gubaidulinas musik veksler mellem rugende meditation og fanta-stiske eksplosioner, og i et af sine hovedværker Passion and Resurrection of Jesus Christ according to St. John (2002) tager hun et skridt videre end Bach i sine passionsværker, idet Gubaidulina følger påskens dramatiske beretning helt til dørs og lader opstandelsen indtage sin retmæs-sige plads, som den lutrende konsekvens af Jesu offerdød.

Så selvom en tro på kernen i påskebudskabet ikke længere er en selvfølge hos alle kristne, byder opstandelsen sig stadig til som en kunst-nerisk erfaring for alle, der er i besiddelse af et åbent sind og har ører at lytte med.

Esben Tange, redaktør og koncertvært i DR P2 samt kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festival

48

Fra opførelsen af Ruud Langgaards »Antikrist« i Ribe Domkirke den 03.09.15

48

50 50

ISBN 978-87-91376-74-0