1www.steinerskolen-aarhus.dk

VINTER.2012.nr-89

2

Forside: Joseffa Keidser 10 kl.Tegninger fra overskole-fordybelsesfag i 10. Klasse

Hvis det er muligt at afl evere eventuelle indlæg eller annoncer på mail, ville det være til stor hjælp. Redaktionens e-mail adresse er sydskolenskoleblad@gmail.com

Indlæg og henvendelser til skolebladetDeadline for næste nummer er 12 Marts 2013

Alle indlæg og henvendelser kan rettes til redaktionen, der består af: Susanne Iversen si@sydskolen.dk Peter Bilberg sydskolenskoleblad@gmail.com Steen Bülow steenBulow@ofi r.dk Vagn Sørensen

Angående konfl ikterEr man endt i en blindgyde med et problem på skolen og føler, at problemet ikke kan løses i samråd med en klasselærer eller andre lærere tilknyttet klassen, så er man ikke fortabt. Man altid velkommen til at henvende sig til én af følgende: Skoleleder Jørn Bendixen Leder for underskolen Jørn Bendixen Leder for fritidsdelen Marie Bilberg Leder for overskolen Ivone Grene Leder for specialklasserne Kirsten Clausen.

3

IndholdsfortegnelseGLÆDELIG JUL 4Basar tak 5Basar-regnskab 2012 6Trolden, der ville være et menneske 7Om julespillene 19Julespillene. 20Børn, der bliver kørt til skole... 22Violin og bratch sælges 24HöfnerKontrabassælges! 25

4

GLÆDELIG JUL

Skolens ledelse, lærere, pædagoger, pedeller, administration,

bestyrelse og redaktion ønsker alle Kære Læsere en

GLÆDELIG JULOG GODT NYTÅR.

5

Basar tak

Kære forældre, klasserepræsentanter, elever, lærere, børnehave, og specialklasser.Kære venner af skolen.Så blev det atter basar – og hvilken!

Kl. 11 lørdag sang alle elever basaren i gang i skolegården og herefter vrimlede det med aktiviteter: Der var elevoptræden,storytelling, dukke-og skyggeteater, overskolestjerne, samt musikalske indslag i de velduftende kaffestuer. Mellem indkøbene i de mange boder med smukke hjemmegjorte varer kunne man udfordre skæbnen med lykke(h)jul, amerikansk lotteri og fi skedam. I det grønne værksted og i SFOen skabtes små underværker af juledekorationer og fi lterier - bolsjeriet, børnebaren, suppeboden, kageboden, kramboden, julestuen, stenboden, bogsalget osv stod fuld af kunder. Overalt var der smil og stemning! Lørdag aften og nat festede overskolen og også om søndagen blev der gået til den. Med auktionen forlod de sidste mønter lommeforet.

Skolen står stadig pyntet med krystaller og stjerner og gør sig attraktiv i tusmørket og den nyligt faldne sne - og skoleforeningen, der netop har ind-viet den nye vuggestue i nr. 96, står igen med et solidt nettooverskud:

I år på hele 191.000 kr !

Dem vil vi bl.a. spendere på bålhytte til Sfo`en. Men det er da også værd at tænke på, at der nu er blevet plads til 24 små nye pus med krybber hos os. Smut lige ind i børnehaven og se det fi ne hus.

Tusind tak for alle gaverne og for al fl iden med endnu engang at skabe en uforlignelig basar.Man mærker, at fællesskabet og samhørigheden ikke bare giver skolen ben at stå på, men også vinger at fl yve med. Basaren er en kilde til glæde og begejstring for alle. Det ses hos børn, som hos voksne.Vi glæder os til næste år!

For skolen og skoleforeningenSusanne Iversen og Mads Engelbrecht , December 2012

6

Basar-regnskab 2012

7

Trolden, der ville være et menneske

Der var engang en lille trold. Den var ikke særlig køn, Nej, den var vel nok nærmest det modsatte. Den så hæslig ud. Den var helt dækket af en tæt sort pels, og den havde små røde øjne, der hele tiden løb i vand. Desuden havde den stift strittende hår og helt spidse ører. Den boede, ligesom alle de andre trolde, inde i den dybe skov, hvor de mest forkrøb-lede træer og buske stod helt tæt ved siden af hinanden. Mellem træerne var der nogle dybe vandhuller med vand så mørkt og skummelt, at de lignede meget onde øjne. Intet menneske kunne komme helt der ind, hvor troldene boede.

Hver gang stormen susede i trækronerne, hylede og skreg den lille trold lige som alle de andre trolde; han lavede også mange ulykker sammen med de andre, og jo fl ere ulykker, han kunne lave, jo gladere blev han. – Men helt lige som de andre trolde, var han nu ikke.

Nu er det jo sådan, at trolde hader mennesker. Puha, mennesker er de mest afskyelige skabninger, der bor på Guds jord! Og jo klarere et men-neskes blik er, desto mindre kan troldene lide det. Alt, hvad der er klart og lyst, er dem stærkt imod, for troldenes kraft kommer nemlig ud af nat-ten og ud af mørket, og dér, hvor lyset vinder, taber troldene.

Men denne lille trold havde dog en vis mærkelig forkærlighed for men-neskene. Den vovede ganske vist ikke at vise det eller tale om det, for havde én af dens egne fundet ud af det, havde det været ude med ham. Derfor hvislede ingen så vredt ud mellem tænderne som han, hvis ordet ”menneske” blev nævnt, og ingen hånede menneskene og deres foreha-vende mere end han.

Han synes derfor at være en ret så håbefuld trold. Men dybt i et hjørne af hans sorte troldehjerte sad det meget mærkelige ønske: selv at være et menneske. Menneskene var store og oprejste, de havde klingende stem-mer og vuggende gang, de var frygtløse og modige, de besejrede vilde dyr og var herrer over skov og mark. Og selv om der fandtes mange ting hos menneskene, som han ikke begreb, og som man ikke kunne tale om

8

på troldesprog, bevarede han alligevel sit hemmelige ønske. For ham var intet væsen så misundelsesværdigt som et menneske.

Og det var derfor, han, så ofte han nu turde, krybende sneg sig ned til nogle områder, der var lavet af mennesker, og som lå mellem mosgroede kvadersten og nogle store stenblokke. Når han kom derhen, spejdede han først til alle sider; han måtte nemlig sikre sig, at ingen fi k øje på ham.

Fra lang afstand lignede hans små funklende øjne et par lysende katte-øjne. Hvis en eller anden imidlertid havde gjort sig rigtig umage med at kigge dybere ind i disse øjne, så havde han kunnet se en længsel så stor, at han sikkert ville have gjort alt for at hjælpe den lille stakkel. Men ingen menneskesjæl fi k øje på ham.

Og hvem var det så, han kiggede på? Om vinteren var det måske et par kulsviere og brændehuggere, om foråret så han af og til en børstenbinder, og om sommeren et par børn, der var ude at plukke bær. Det var alt, hvad trolden fi k at se. Og ofte sad han bare i timevis uden at få øje på andre levende væsener end et egern, et par fugle eller nogle rotter, der huserede mellem stenene.

Men af og til hørte han nogle vidunderlige klange, der steg op nede fra landsbyen. Disse klange rørte trolden dybt i hjertet. Det var kirkeklokker. Han vidste ikke, om han hadede eller elskede dem. Det var, som om de havde magt over liv og død. Tænk, hvis man skulle dø og samtidig blive fulgt til graven af disse vidunderlige lyde. Det måtte da være meget let-tere at dø under en mild og venlig lyd, end hvis man – lige som en almin-delig trold – stiv og stum - blev ét med bjerg eller sump, ganske enkelt sank ned i jorden og forsvandt. To eller tre gange havde han listet sig hen til det sted, hvor aftenklokken lød.

En gang, hvor det var vinter og temmelig mørkt, famlede han sig fremad ved hjælp af stjernehimlen lige som et ængsteligt lille spøgelse, der be-fi nder sig på forbudte veje. Da han kom hen til den lille kirke, der lå hvidkalket og forblæst midt i sneen, stillede han sig på tåspidserne hen til et lille vindue, hvor varmt lys kom ud i mørket gennem de grønma-

9

lede ruder. Han kunne ikke se særligt meget, thi det brogede glas var næsten dækket af isklumper, men af og til fangede han dog et skær af et lysende ansigt i stille højtid, mens orgelspil og salmesang trængte ud til ham. Hvad de foretog sig derinde, vidste han ikke, og der var jo heller ingen, der kunne fortælle ham det. Ud af de små hæslige øjne dryppede tårerne ned i den kolde sne og frøs straks til små klare isperler. Da han havde siddet der et stykke tid, sneg han sig ensom og mismodig tilbage til troldetykningen, og mens han hele natten igennem hylede og rasede med de andre i stormen, rev det i hans stakkels hjerte af længsel efter at blive menneske.

På en efterårsaften, da stormen peb i trækronerne og forrevne skyer ja-gede over skoven, var han krøbet sammen i nærheden af en kulsvierhytte. Der sad Kulsvier-Morten på en bænk med sit barnebarn, der havde bragt ham et måltid mad hjemmefra. Kulsvier-Morten var en gammel mand med rynket ansigt og et par kloge øjne under den brede pande. Han havde en dyb, dreven stemme, og drengen, der sad på hug over for ham, lyttede opmærksomt til ham. ”Jo, jo – sådan går det – ”, sagde kulsvieren og skar sig en mægtig skive rugbrød, ”den, der vil være retskaffen, må i tide lære at tænke mere på andre end på sig selv. Den, der ikke spørger, hvordan det går og står til hos naboen, han bliver aldrig et rigtigt menneskebarn”. ”Netop det samme siger mor”, sagde drengen. ”Du behøver kun huske på”, fortsatte den gamle og smurte smør på brødet, ”at man bærer sin næste i sit hjerte. Det er netop det, der er hemmeligheden! Så kan man være et retskaffent menneskebarn. Og den, der ikke lærer det, han bliver hele sit lange liv ikke andet end det værste troldepak”. Drengen nikkede. Nej, troldepak ville han ikke være, det var sikkert.

Den lille trold, der stod udenfor og lyttede, blev dårligt tilpas. Han troede ikke sine egne ører – men havde den gamle derinde ikke lige sagt, hvor-dan man skulle forholde sig, hvis man ville være et rigtigt menneske-barn? En større tjeneste end det, han lige havde hørt, kunne ingen have gjort ham. Men det ville blive svært. Ubeskriveligt svært. At ville kunne holde af nogen som ham, var der vist aldrig nogen, der kunne komme til. Menneskene forstod sig ikke på hans slags og ville vel blot jage ham bort med skænd og skam, hvis de fi k øje på ham. Nej, hvis der skulle være

10

11

nogen, der kunne komme til at holde af ham, måtte ham først selv blive et menneske. Men, hvordan han skulle blive det, vidste han ikke selv.

Så meget han end længtes efter at blive lige som menneskene, frygtede han dem dog også. Selv havde han aldrig vist sin hæslighed over for noget menneske. Det havde han aldrig villet eller turdet. På den måde ar-bejdede tankerne i hans hoved, indtil han følte, det måtte sprænges. Han ville dog så gerne være et menneske og anede ikke, hvordan han skulle kunne blive det.

En dag sad han som sædvanligt sammenkrøbet mellem stenene på en gammel mur og kiggede efter mennesker. Det var dejligt, klart vejr, strå-lende blå lå himlen over skoven, og solen spejlede sig i bladene og i de små kviste Og fordi vejret var så dejligt, havde tre små barfodede bær-samlere begivet sig på vej mod skoven. De samlede deres bær i nogle små blikkrus og tømte dem over i nogle kurve, de havde stillet fra sig i mosset. Skovbunden var overalt rød af tyttebær, og de tre små lo og sang henrykt, mens de arbejdede. Og, hvis nu den lille fyr på stenmuren havde været en almindelig trold, ville han have haft stor fornøjelse af at vælte deres kurve og gøre børnene forskrækkede.

Men han var jo ingen almindelig trold, og som han sad der og glædede sig over børnenes lyse øjne og røde kinder, faldt det ham ind, at han jo bare kunne følge den gamle kulsvieres råd. Lige så snart han var sikker på, at ingen af børnene så ham, sneg han sig ned, skrællede et stykke bark af et birketræ, formede et bæger deraf og fyldte det med de mest modne og saftige bær, han kunne fi nde. Dem rystede han så ned i kurvene. Dette gjorde han fl ere gange, før børnene havde fyldt deres blikkrus.

De blev naturligvis forbavsede, da de så, hvordan deres høst var vokset, og den lille trold kiggede smilende og fornøjet frem fra sit skjul. Næppe var de forsvundet, før han igen var i gang med sit arbejde, og efter en lille stund var kurvene fulde.

”Det går ikke rigtigt til”, sagde den ældste af de tre og kløede sig efter-tænksomt i sit hørgule hår. Hans øjne blev pludseligt store og lysende.

12

”En eller anden har hjulpet os, det er klart. Hvem, det nu end måtte være – mange tak – tusind tak!””Mange tak – tusind tak!” råbte de to andre i kor. Og Trolden, der igen sad på sin gamle plads på stenmuren, blev så glad, at han hjerte hoppede. Aldrig før havde nogen i hele verden sagt tak til ham. ”Mon menneskene altid er så glade”? spurgte han sig selv. ”Så har de det jo meget bedre, end jeg troede”.

Siden den dag, hed det sig, bragte skoven deroppe held. Alle, der havde arbejde at lave derinde, om det var skovhuggere, kulsviere eller bærpluk-kere, blev de altid hjulpet på den ene eller den anden måde, men ingen kunne rigtig fi nde ud af, hvem der havde hjulpet dem. Skoven blev vidt og bredt berømt, og stadig fl ere mennesker kom derop, og med tiden blev trolden stadig mere dygtig og behændig til at hjælpe og samtidig blev den hele tiden mere glad.

Hjemme i troldehøjen havde han det dog ikke så godt. Ikke fordi, han havde vovet at fortælle de andre, hvad han foretog sig, for de kendte ikke til noget godt, og de ville aldrig kunne forstå ham. ”Hvad i alverden er der dog i vejen med dig?” skreg de og stak til ham. ”Du vokser jo lige-som et træ. Du er blevet meget tyndere og højere, end det passer sig for en rigtig trold. Næsten som et menneske! Puha – og næsten alle dine hår er faldet af. Din afskyelige unge. Du ser ganske forfærdelig ud. Og dine øjne! De løber heller ikke mere i vand lige som hos os rigtige trolde!”

Han lod sig roligt knibe og nappe og pine og plage og skære ansigter af, mens de vendte sig bort fra ham i afsky, men indeni smilede han og glædede sig. Hvis det virkeligt var sandt, at han var begyndt at blive et menneske, så ville han gerne udholde alt.

Det ene år gik efter det andet, og så kom endelig den sommer, der blev den lykkeligste tid i hans liv. Der kom nemlig en ung pige ud i skoven. To blonde fl etninger hang ned over hendes ryg, og hun havde et par af de mest troskyldige blå øjne. Trolden fandt hende mere lys og klar og men-neskelig end nogen, han tidligere havde set. Hun havde meget at lave. Enten bragte hun mad til skovarbejderne, eller også plukkede hun blom-

13

ster og urter, som folkene i byen gerne ville have, og som derfor var lette at sælge, og hun kom for at lede efter blåbær og svampe. Og hele tiden sang hun, når hun plukkede, og trolden syntes, at han aldrig havde hørt noget så smukt. Hans egen stemme var ru og hæs, men hendes stemme var som en vandstråle, der rammer et tyndt stykke is om vinteren.

Ingen af de mennesker, han havde mødt i skoven, havde han hjulpet med en sådan iver, som den, han hjalp hende med. Han lærte at snige sig så stille som en salamander og at forsvinde som en skygge, og på denne måde kunne han bestandig være i hendes nærhed og lokke hende til de steder, hvor der stod de allerdejligste blomster og de saftigste bær og bed-ste svampe. Og hendes kurve blev fyldte, før hun så sig om. Hun forstod, at hun fi k en hjælpende hånd, og hun forlod aldrig skoven, før hun havde råbt et ”mange tak”, og ofte efterlod hun noget af sin frokost, som en tak til den usynlige hjælper. ”Hvem du end er,” sagde hun, ”et stykke brød vil gøre dig godt. Og hvis du ikke vil have det, så er der sikkert et rådyr eller en fugl, der fi nder det. – Mange tak, og lev vel!”

Af og til syntes hun, at en hæs stemme hviskede et utydeligt svar, men det kunne jo også være et fi rben, der puslede i skovbunden, eller en lille sten, der trillede ned af bjerget. Men i hvert fald var hun helt sikker på, at hun havde en usynlig ven. Thi mere en én gang var hun kommet på afveje og var lige ved at komme til skade, men der var aldrig sket hende noget. I sidste øjeblik traskede en bjørn videre i en anden retning, og da hun engang var lige ved at få en udtørret gren, der faldt ned fra et fyrretræ, i hovedet, blev den straks kastet til side, så heller ikke den gang skete der hende noget. Selvom hun hurtigt kiggede sig omkring, nåede hun aldrig at få et glimt af sin redningsmand.

Nu blev det efterår, dagene blev kortere, og så kom dagen, hvor pigen for sidste gang skulle i skoven. Hendes kurv var fyldt til randen af glinsende gule og snehvide svampe. Guldgule blade dansede som i leg ned fra bir-ketræerne og satte sig på hendes hoved og skuldre. Musvitter og fi nker kvidrede rundt omkring hende. Hun havde sat sig på en mosbegroet sten, og den milde efterårssol spejlede sig i hendes hvide bomuldsbluse og i nederdelen, der var vævet af groft bondestof. ”Kære ven, hvem du end

14

måtte være,” råbte hun ”vis dig for mig i dag, så jeg kan takke dig. Ingen kunne have hjulpet mig bedre end du!”

Trolden næsten jublede af glæde, men den vovede ikke at komme frem. Hvordan kunne den bringe over sit hjerte at forskrække hende. ”Hvis du ikke vil ses af menneskeøjne,” tilføjede pigen ”så kan du vel i det mindste sige et par ord til mig. Ingen kan vel modtage så megen hjælp uden at give noget igen. Ønsk dig noget af mig! Jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for dig.”

Da syntes pigen, hun kunne høre en hvisken, men hun kunne ikke fi nde ud af, hvor den kom fra. ”Næste juleaften”, hviskede en rystende stem-me, ”ånd på kirkevinduet, det der er mod syd – næste juleaften – ånd på vinduet, lige indtil isblomsterne på ruden smelter.

Det var da et underligt ønske, tænkte pigen. ”Ja, hvis det er dit eneste ønske, så er det let gjort”, svarede hun. ”Men hvis vi skulle mødes endnu engang, så vil jeg gerne kunne genkende dig. Tag mit lille sølvkors – det bringer lykke, og er det bedste, jeg kan give dig”. Derefter rejste hun sig og gik, og trolden kiggede efter hende, indtil hun forsvandt i en skovtyk-ning. Da sneg den sig frem og greb efter gaven, som hun havde lagt fra sig på stenen.

Det var et enkelt lille kors af tyndt slidt sølv, det var ikke særligt værdi-fuldt, og en trold, der kan få så mange kostbarheder af guld og ædelstene, som den vil, ville ikke værdsætte det særligt meget. Men for den trold, der vil være et menneske, var det en stor kostbarhed. Den førte forsigtigt en fi nger over det lille kors. Den holdt det op mod solen, så det glinsede, den berørte det med sine læber, som den havde set mennesker gøre med ting, de syntes var værdifulde og kostbare. Til sidst hængte den korset med det smalle blå bånd om halsen og skjulte det omhyggeligt i sin skindvams. Fra den dag blev hans ønske om at få en menneskesjæl stadig større. Havde han ingen andre, han kunne hjælpe, så hjalp han dyrene i skoven, de store og de små, men for det meste dog de små og værgeløse. Det gik op for ham – han vidste ikke selv hvornår – at sølvkorset, som han bar på brystet, var den kostbareste skat i verden. Af og til var det som om, korset

15

brændte på hans bryst på en sådan måde, at det hjalp ham med at huske, utrætteligt at stræbe og at håbe videre. Men troldene, hans slægtninge, blev ham fra dag til dag mere og mere fjendtligt sindede.

Det var ham nu helt umuligt at have noget med de andre at gøre. Han kunne ikke længere hyle og bringe mennesker og dyr i ulykke – nej – han kunne ikke gøre det mere. Og hvis han forsøgte, for at vildlede de andre, så brændte sølvkorset på hans bryst som glødende kul, og det gjorde så ondt, at han ikke kunne holde det ud.

”Du er jo slet ikke nogen trold mere”, skreg hans kammerater og sårede ham med stød fra deres krumme kløer. ”Din hud bliver hele tiden hvide-re, ligesom menneskenes! Puh! Dine øjne lyser som menneskeøjne. Klip dit hår og forsvind herfra! Du hører ikke længere til hos os!” Og så jagede de ham bort med tornegrene og stenkast. Han måtte løbe så hurtigt, han kunne, for at undgå de spidse torne og de skarpe sten. Hele tiden løb han – i den bitterkolde vinternat – for at komme langt væk fra dem. At han ikke var et menneske, det vidste han, men nu var han heller ikke længere en trold. Han hørte hverken til det ene eller det andet sted.

På grænsen mellem menneskeriget og trolderiget måtte han leve, indtil han kunne blive et rigtigt menneske eller igen en rigtig trold – men dét ville han aldrig igen – aldrig mere.

Han rystede af kulde. Så længe, han havde været en trold, havde han al-drig mærket frosten. Det måtte være et særligt anliggende for mennesker at fryse. Menneskene havde det sikkert også svært, når de frøs på den måde, som han nu gjorde. Dog ville han med glæde udholde alt, hvis han blot måtte tilhøre dem. Frysende og blodigt forrevet strejfede han om-kring i skoven. Til sidst kunne han ikke mere, han faldt om i den hvide sne mellem de blodige spor af sine egne fødder. ”Nu skal jeg dø”, tænkte han. ”Nu synker jeg ned i sneen og forgår i intet, før jeg nåede at se en dråbe af den herlighed, som menneskene har kunnet nyde”.

Således lå han en stund og forberedte sig på at sove ind, da en dæmpet lyd af klokker trængte ind til ham. Han løftede hovedet. ”Det er kirke-

16

klokkerne”, tænkte han, ”det er juleaften”. Og så rejste han sig og sprang ned i retning af landsbyen, skønt hans lemmer var helt stive af kulde, og frosten åd i hans sår. I det fjerne så han sognebørnene køre mod kirken – fakler var sat i slæderne – klart og lydt smældede piskene i natten – og ovenover funklede stjernerne. Fra sølvkorset på hans bryst udgik en mild varme, han vidste, at hvis han blot holdt ud, kunne han kigge gennem kirkevinduet og tage del i menneskenes glæde.

I kirken stod pigen med det gyldne hår og åndede mod ruderne. Isen var vokset til tykke fl ammende blomsterblade på de små ruder. Det hjalp ikke, at hun åndede på dem, hun måtte lægge begge sine hænder derpå, ja endog sine varme kinder måtte hun bruge for at få isen til at smelte. ”Hvad laver du dog, pigebarn?” spurgte hendes mor.”Julelysene skal også skinne for dem, der er ude, mor”, svarede pigen og fortsatte sit arbejde.

Nu begyndte orgelet at spille, og menigheden sang salmerne. Pigen stod stadig ved vinduet, og isen smeltede og løb ned ad de grønne vinduesru-der. Da begyndte hun at synge med sin klare stemme. ”Måske,” tænkte hun ved sig selv, ”fi nder han bedre vejen fra skoven til kirken, når han hører min stemme.”

Præsten stod foran alteret, og moderen vendte sig igen mod pigen. ”Hvad er det dog, du la-ver, pigebarn? Kom og sæt dig på bænken,” sagde hun. ”Kristuslysene skal også lyse for dem, der er ude i mørket, mor”, svarede pigen. Og mens hun fulgte præstens ord, forvandle-des de sidste isblomster til det klareste vand.

Præsten stod på prædikestolen, og nu blev mo-deren rigtig vred. ”Hvad er det dog med dig? Skal du lave skandale foran hele menigheden? Kom og sæt dig på bænken!”

17

Men pigen svarede ikke. Thi hun så, hvordan et ansigt pressede sig mod ruden. Det havde to mørke øjne, der var fulde af længsel og sørgmodig-hed. En hånd holdt det lille slidte kors hen mod hende – hun så, og hun forstod. –

”Skovdreng, skovdreng”, hviskede hun, ”vær velkommen!”

På prædikestolen stod en ung præst med lysende øjne og talte mildt og fast om himmelsk barmhjertighed. Hans stemmes klang trængte helt ud gennem vinduet, og efterhånden som trolden derude lyttede og forstod, oplystes hans træk og blev fyldt af håb.

Pigen, der sad inde i kirken, så på trolden, der stod uden for vinduet. Hun sagde til sig selv: ”Hvor jeg dog skammer mig. Jeg står herinde i den varme kirke, men derude i sneen står der én og fryser og det på selve juleaften. Det må være, hvem det nu er, om det nu er en hedning eller en trold, jeg vil føre ham her ind i kirken!” ”Pigebarn dog”, skændte moderen, ”har du mistet din forstand?”

Men pigen smuttede hurtigt ned ad sidegangen og ud af døren, uden at tage sig af moderens ord.

Præsten stod igen foran alteret, og Kristuslysene skinnede med en mild glans. Da gik kirkedøren op, og pigen trådte ind. Hendes blonde hår lyste som en glorie om et helgenbillede. Ved sin hånd førte hun en fremmed, som ingen kendte. Det var en ung mand, der var helt og aldeles klædt i pels og som bragte duften af harpiks med derind. Det sorte hår faldt i tjavser ned over hans ansigt, der var mærkeligt blegt og bevæget, og hans øjne strålede med sin egen stille glans. Mange af de forsamlede folk trak sig forskrækket tilbage og rykkede, så vidt det var muligt, sammen på bænkene, thi noget ved ham tydede på hedenskab og vildnis. Men i sin højre hånd holdt han et kors af tyndt sølv. Han holdt det højt løftet, og ud fra det udgik der så stærkt et lys, at man næsten blev blændet.

Pigen førte den fremmede ind i koret, og der faldt de begge ned på knæ. Da den fremmede så præstens venlige åsyn, slog han hænderne for ansig-

18

tet og bøjede sig rystende mod gulvet. Da trådte præsten ned fra alteret, og hele menigheden rejste sig for at se og høre, hvad der skete.

”Hvem er du, fremmede?” spurgte præsten. Den fremmede bøjede sig endnu dybere ned, men gav intet svar. Da trådte præsten endnu nærmere hen til ham og lagde sin hånd på de mørke hårtjavser.

”Vær ikke bange, der skal ikke ske dig noget ondt,” sagde han. ”Hvem er du?”Den fremmede så op. Det skælvede i hans ansigt, som om han ville svare, men han formåede det ikke. Da greb præsten ham ved den hånd, der holdt om sølvkorset og gentog for tredje gang: ”I korsets navn – det kors, som du holder i din hånd. Hvem er du?”

Da råbte den fremmede med halvkvalt stemme: ”Jeg er kommet til ver-den som trold, men jeg vil være et menneske. Et menneske vil jeg være. Jeg er blevet fordrevet fra min hjemegn, fordi jeg så gerne – så hjertens gerne – vil være et menneskebarn!”

Da bøjede præsten sig ned til ham, løftede ham op og tog ham i sine arme foran alle sine sognebørn.

”Hvis det er sådan fat”, sagde han, ”skal du være velkommen blandt os! Velkommen i menneskebørnenes verden! Og her er dine venner! Du er lige som alle os andre; thi længslen efter at blive et menneske, det er netop, hvad der binder os alle – os alle sammen.”

Jeanna Oterdahl – oversat fra tysk af Linda Starup

19

Om julespilleneIlse Kofod

Hvorfor er det så vigtigt for os, at eleverne og forældrene får mulighed for at se julespillene opført hvert år?I Paradis-spillets smukke rolige billeder fremstilles, hvordan mennesket nødvendigvis må forlade den ubevidste paradisiske tilstand for gennem egen vilje at komme til bevidsthed og klarhed om sin guddommelige oprin-delse.Mennesket bliver frit tænkende, det lades imidlertid ikke alene, for Gud sendte sin enbårne søn, Jesus Kristus, til jorden. I det varme Kristi Fødsels-spil kommer det ægte menneskelige frem i alle nuancer. Vi genkender os selv i de forskellige roller: Den sure, den venlige, den besværlige, den selv-tilfredse, den mistroiske osv. Spillet viser med sin menneskelige klogskab og varme, at respekten for hvert enkelt menneskes særpræg og væremåde er en kristen livsholdning, og at vi må omgås hinanden med varme og tole-rence.Spillene fremtræder med deres enkelthed og klarhed som sand livseleksir for børnenes - og for de voksnes - sjæleliv og bringer ro.Og hvem har ikke brug for det i en hektisk tid?Vi glæder os til at vise spillene igen i år og håber, at rigtig mange vil fi nde vej herhen.Kollegiet ønsker alle en fredfyldt og glædelig jul.

20

Julespillene. Tanja S. Enevoldsen

Jeg mindes- Den lille stjernesaks, der forvandlede sig til en lang, strålende fjeder-stjerne, der nærmest hang og dinglede ud over hovedet på publikum på de forreste rækker. Lyden, når den blev skudt ud og trukket sammen, var ganske særlig. Og hyrderne, der sprang og slog benene sammen, for at holde varmen.Dengang var jeg en lille pige, på en anden Steiner skole i landet. Og dem, der spillede julespil,var mine lærere.

Her sad jeg så igen, nyligt ansat håndværkslærer og vikar i børnehave-klassen, midt i salen, med de yngste elever foran mig og de ældste elever bagved. Fornemmelsen af at være i spændingsfeltet mellem det ukendte, nye og det forventningsfulde kendskab...Jeg sad der i midten og blev overrasket over, hvor mange detaljer jeg kunne huske, da det udspillede sig for mine øjne. Det var forunderligt, hvor-dan stykket kunne tåle at blive gentaget for mig, og alle de tilstedeværende i salen.

Ind imellem, på de bagerste rækker, omme ved de unge og de næsten voksne, bryder der fuglekvidder løs. De fl øjter alle lystigt en given stund, og er så igen musestille. De agerer lydkulisse for skuespillet, i en stramt styret løssluppenhed. Det gælder om at komme ind på det helt rigtige tidspunkt, så lydene kommer, lige inden fuglene bliver fri sat på scenen.Der er en indbyrdes konkurrence hos de store elever om at kunne huske, præcis hvornår der skal føres an i larm. Og fuglefl øjtet breder sig ned gen-nem klasserne.Mens de yngste vender sig om med store øjne rettet mod de unge, de næs-ten voksne og tænker:”Hvordan kan de vide det?”

Som barn var det mine lærere, der spillede skuespil. Nu er det mine kol-leger, i en anden sal, på en anden skole, i en anden tid. De forvandles for mine øjne, bliver brovtne kroværter, frysende hyrder, en bly og mild Maria

21

og en omsorgsfuld, bekymret Josef.Ja selv den sleske djævel har man støvet op i kollegiet! Og den strålende engel, der deler af sin stråleglans og bringer budskab om fred på jord og i himlen med alle englene, er der!Og så den der stjernesol, der myndigt bliver kastet ud på sin stjernefjeder af en ypperlig fortæller. De er der alle sammen igen - Jeg kender dem udmærket fra hverdagen, men de har forvandlet sig for vort blik.

Her, midt i børnemylderet, i midten af salen, sidder jeg sammen med publikum, hensat til fortættet forventning om at vi nu, for en stund, runder Bethlehems marker og oplever, hvad der skete der sidste år, forrige år, ja alle år og nu igen, lige om lidt, om nogle få dage blot!

Jeg vil forsøge at få plads midt i salen igen, for denne rejse, midt mellem små og store, vil jeg under ingen omstændigheder gå glip af! Og jeg vil tage den sammen med alle børnene, for da er det, at vi for en stund bliver ført af sted på ny!

Glædelig julefredTanja Schmedes Enevoldsen

22

Børn, der bliver kørt til skole, koncentrerer sig dårligere

Hvis børn selv går eller cykler ti I skole frem for at blive kørt i bil af foræl-drene, så koncentrerer de sig bedre -og virkningen holder hele formid-dagen. Det er en af de væ sentligste konklusioner fra et stor stilet projekt ”Masseeksperimentet 2012”, hvor 19.527 skoleelever i al deren fra 5 ti I 19 år har deltaget.

Masseeksperimentet 2012 satte sig for at undersøge sammenhæn gen mellem kost, motion og kon centrationsevne, og blandt de man ge resultater stak særligt et ud: Børn koncentrerer sig dårl igere, hvis de ikke får rørt sig på vej til skole. Eleverne skulle svare på spørgs mål om deres motionsvaner og ud føre en si mpel koncentrationstest, hvor de skulle samle et puslespil med et ansigt. De elever, der enten blev trans porteret tiI skole i biI eller tog det of fentlige (fx bus eller tog), klarede te sten dårligere end de elever, som på den ene eller anden måde foretog turen selv.

Det er rigtig interessant, at den motion, det giver at transportere sig selv til skole, afspejles i den koncen trationsevne, man har ca. fi re timer senere på dagen. D.e fl este kender den friskhed, man føler, efter at have brugt sin krop. Men det er overra skende, at virkningen holder så læn ge,” siger professor Niels Egelund, Aarhus Universitet, der har haft an svaret for undersøgelsen. Masseeksperimentet var en del af den store årlige Dansk Naturviden skabsfestival i september.

Udover ovenstående undersøgte Masseeksperi mentet også, hviIken ind-fl ydelse morgenmad, mellemmål tider og frokost har på koncentratio nen. Resultaterne her viste, at det at spise sin mad i skolen har en positiv effekt på koncentrationen.

En væsentlig iagttagelse i tider, hvor bl.a. teenagere i grundskolen ikke altid spiser regelmæssigt eller sundt i skoletiden.

Dansk Naturvidenskabsformidling

23

Glædelig jul til jer allefra trykkeren af årets julebasar-folder

Get LabeLs aps · Viengevej 100 · DK-8240 Risskov · Tlf. +45 6014 0901 · mail@getlabels.dk · www.getlabels.dk

24

Violin og bratch sælges

½ viloin og en bratch 39 cm (lille voksen) sælges.Begge er håndbygget af Robert Knudsen i 1999 og 2002.Violinen vurderet til ca 6000 med bue, etui og skulderstøtte. Bratchen vurderet til over 30.000 med bue og etui (men sælges langt billigere).

Med venlig hilsen

Inger Holm LinnebergTlf. 51 50 52 13Mail: ingerholm@sol.dk

25

HöfnerKontrabassælges!

¼ Höfner H50/4 kontrabas i perfekt stand. God og varm klang. Juster-bar stol og polstret nylonetui med gode polstrede skulderremme. Kan indstilles i højden og passer derfor mange aldre.Fransk Frosh bue i braziltræ. Bue, harpiks, nyt nodestativ og elektronisk stemmer følger med. Købt gennem Århus Musikskole.

Nypris: 11.200 kr.Pris: 9.500 kr.

Henvendelse kan rettes til:fallunamus@gmail.com eller på: 61695636

26

Violin sælges

Navn:

Antonius Stradinarin Faciebat

Inkl. bue, skulderstøtte, harpiks, kasse - både ny og oprindelig kasse

Pris 6.000 kr.

Kontakt: Stinne Mikkelsen Tlf. 2888 6707

n Faciebat

gess

www.merkurbank.dk

DINE PENGE SKAL GIVE MERE ENDRENTE

27

TØMRERMESTER HENNING BAADSMAND

Har De opgaver indenfor:TØMRERARBEJDE, SNEDKERARBEJDE, MURERARBEJDE

-så ring for uforbindende snak om opgaven.Hjælp selv til Det bliver både sjovere og billigere.

TømrermesterHENNING BAADSMANDTlf 8652 0344Skanderborg

EKSTRA BILLIGT TILBUD PÅ ISOLERING MED ISOFIBER

Vidunder KnoldenTranbjergs spændende blomsterbutik,

hvor kvalitet og personlig betjening er i højsædet.

Her finder du altid årstidens blomster, - blomster til enhver lejlighed og spændende gaveartikler.

Vi leverer til både glædelige og sørgelige begivenheder.

Bestil på tlf. 8629 0411interflora

28

Velkommen til Skjoldhøjs Grøntsagssalg

Vi sælger grøntsager af egen avl af biodynamisk kvalitet, suppleret med indkøbte grøntsager og frugt af biodynamisk og økologisk kvalitet. *

Hvis man har travlt, er det også muligt at maile en bestilling på forhånd (inden mandag kl.12.00), og afhente en færdigpakket pose ved boden onsdag eftermiddag. Er du interesseret i at blive under-rettet ugentligt om vareudbud og priser, så send os en mail til: morgenfrue2006@yahoo.dk.

Man er også velkommen til at besøge gården, hvor vi har grøntsagssalg hver torsdag eftermiddag kl. 14.00 til 18.00.

Hvis ingen af disse ordninger passer, kan man ringe til os, og vi kan prøve at fi nde en individuel løsning.

Grøntsagssalget på skolen og gården fi nder ikke sted i skoleferierne.

Med venlig hilsenSkjoldhøj LandbrugsfællesskabSkjoldhøjvej 248471 SabroKirsten Larsen, Simon Wiesner, Louise Lemche

* Hvad vi vil med vores initiativ og med slaget på skolen, kan man læse lidt om i skolebladet fra Skt. Hans 2009, Nr.76 Vol.19

29

30

31