Sort sne falder

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 4 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:35 2012/first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie_Indloeb−2

Sort sne falderCopyright © Michael Katz Krefeld og

Lindhardt og Ringhof Forlag, 2012Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Bogen er sat med Palatinohos Rosendahls – BookPartnerMedia

Trykt hos ScandBook ABISBN 978-87-11-39775-6

Særudgave 2012Printed in Sweden 2012

Udgivet efter overenskomst med Lars Ringhof Agency, København

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 44 OUTPUT: Tue Jul 3 09:41:47 2012/first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/130246_Sort_sne_falder_151x226/Materie

Indlandsisen, 1968.

1.

Sporet i sneen så friskt ud. Det dybe aftryk fra bjørnens potermålte begge hans næver i omkreds. Drengen skød snebrillerneop i panden og satte sig på hug. Furerne efter kløerne stodmejslet ned i den hårdt pressede sne. At dømme efter sporetsstørrelse måtte det være en strejfende fuldvoksen han – en jægerpræcis som dem selv. Han så ud over landskabet, der strakte sighvidt og tomt. Sporet førte over bræen og ud mod fjeldet i hori-sonten. Et sted derude vandrede bjørnen rundt eller lå på lur ef-ter dem. Hans farfar havde fortalt ham utallige historier om jæ-gere, der var blevet til isbjørneføde. Jægere, der ikke havde hafttilstrækkelig respekt for Naanok. Han vidste, at farfar altid over-drev sine fortællinger, men han vidste aldrig hvor meget.

Drengen sank sit spyt og rejste sig. – Den er stor, er den ikke,far?

Hans far svarede ikke, stirrede blot ud gennem de smallesprækker i sælskindsbrillerne og ned på sporet. Han vendte sigom mod de andre jægere, der sad på hundeslæderne bag dem.Sneen knirkede under hans kamikker, da han gik hen til den for-reste af slæderne, hvor hundekoblet lå og puttede sig. Han grebfat i Salik, den forreste og ældste af hundene. Den var på aldermed drengen, og de var vokset op sammen, men hvor drengenvar på sin første bjørnejagt, var hunden på en af sine sidste. Fa-deren løsnede Salik fra remmene og trak den fri af koblet. Hanholdt hunden i nakkeskindet og slæbte den tilbage til drengen.Han lod hunden snuse til sporet. Sporet var stadig helt frisk, ogSalik gav hals, så savlet stod ned ad dens kæber. De andrehunde foran slæderne rørte på sig og svarede igen, ivrige for atsætte jagten ind. Jægerne nikkede til hinanden. De havde stadigen god chance for at indhente bjørnen. Drengen kunne ikke læn-gere mærke smerten fra sine forfrosne fødder. Det var det, dealle havde ventet på i ugevis under den lange og magre jagttur.

10


Faderen lod pisken smælde hen over hovederne på hundekob-let. Drengen skubbede og lagde alle kræfter i for at få den fast-frosne slæde i skred. Langsomt begyndte slæden at bevæge sig,og da den havde tilpas fart på, satte drengen sig op ved siden afsin farfar. De kørte som de første ud over bræen. Om ikke sålænge skulle de af igen for at skubbe slæden op over de sku-rende isflager og forbi de dybe spalter, der truede med at op-sluge dem. Men drengen var ikke bange. Det eneste, der bekym-rede ham, var, om de ville miste deres førerposition undervejs.Det var vigtigt at ligge forrest, så de havde størst chance for atspotte bjørnen først og dermed retten til at skyde den. Drengenkunne ikke lade være med at vende sig om mod de andre slæderfor at se, hvor langt et forspring de havde. Joas stod på slædenlige bagved og ragede op over dem alle. Han var den bedste ogheldigste af jægerne. Hans solbriller med det gyldne stel funk-lede i solen; brillerne havde han byttet sig til med en amerikanskpilot. Joas havde også en radio med batterier, som han havdefundet på den store losseplads bag ved amerikanernes base.Selvom basen lå langt væk, kunne de indimellem høre musik fradens radiostation. Der var særlig en bestemt sanger, de allekunne lide, og når han sang, skruede de op, så højttaleren skrat-tede. Drengen kunne ikke huske sangerens navn, han villesige ... Mel-vis, men det var vist ikke helt rigtigt.

– Ikke tabe koncentrationen. Farfaderen puffede ham i siden,og han vendte sig om. Han skulle holde øje med sporet. Hun-dene havde stadig færten, men det var vigtigt hele tiden at væreopmærksom. Selvom drengen frygtede bjørnen og kun havdeskudt sneharer tidligere, håbede han inderligt, at det var ham,der fik lov til at skyde den. I hvert fald ikke Joas.

Da de et par timer senere havde kæmpet sig over bræen, vardrengen så udmattet, at det ikke længere betød noget for ham,hvem der fik øje på bjørnen, bare de fandt frem til den. To gangehavde hundene mistet færten, og de havde længe ledt efter spo-rene mellem isflagerne. Det var ikke til at sige, om bjørnen for-nemmede, at den blev forfulgt, og forsøgte at ryste sin forfølgereaf sig, eller om den bare ledte på må og få efter føde.

Drengen var både sulten, træt og forfrossen, men han vidste,at det ikke nyttede at spørge sin far, om de snart kunne slå lejr.

11


Ikke, hvis de stadig skulle have en chance for at indhente bjør-nen. De fortsatte forbi de høje fjelde og ind mod slugten. Vindenvar skiftet og kom nu bag dem fra øst, bjørnen måtte for længsthave lugtet dem. Sporene i sneen var blevet dybere og afstandenmellem dem kortere, hvilket betød, at den havde sat farten op.Trods hundenes udmattelse kæmpede de sig fremad, som for-nemmede de, at bjørnen snart var inden for rækkevidde.

Da de havde kørt lidt, puffede farfar ham forsigtigt i siden. Etkort øjeblik troede han, at den gamle var faldet i søvn og spjæt-tede i søvne, men da han skævede til ham, gjorde farfaderen etnæsten usynligt nik ud mod de fjerneste bakker. Drengen så udover landskabet, hvor vinden sendte fygesneen i en tynd hvidtåge hen over toppene. Det sved i øjnene at stirre ud i al denhvide sne, som blev reflekteret i den lavtstående sol. Pludseligbevægede en af toppene sig; den gled ind bag den forreste ogkom frem bag den næste. Den var en anelse mere gullig end re-sten af landskabet. Det var bjørnen! Uden tvivl. Den gik derudetre-fire hundrede meter fra dem. Den måtte være gået i en storbue for at undslippe sine forfølgere, men den havde ikke kunnetundvige farfars skarpe blik. Farfar puffede til ham igen, dennegang hårdt.

– Naanok! råbte drengen for fuld hals og pegede ud mod bak-kerne.

Hans far og de andre jægere spejdede derud, og lidt efter fikde øje på bjørnen. De trak i remmene og hoppede af slædernefor at få hundene til at standse.

– Dygtigt set, sagde hans far forpustet.Drengen så hurtigt op på sin far – det var kun sjældent, at han

fik ros – dernæst på farfar, der allerede var steget af slæden ogvar henne ved hundene.

– Er du klar? spurgte hans far. – Er du?Drengen mærkede jægernes blikke fra de andre slæder. Joas

var ved at trække vindhætten af sin riffel. Drengen så ud modisbjørnen, der luntede tungt af sted. Selv på lang afstand var denenorm – det største væsen, han nogensinde havde set. Det måtteikke gå galt nu. Den måtte ikke undslippe.

– Ja, svarede han. – Jeg er klar.


Danmark, 2012.

2.

– Om jeg er klar? Peter Levin lod hånden glide gennem sit bøl-gende hår. – Ved du ikke, at jeg er født klar? Born ready, somman siger.

Han lænede sig tilbage i autocamperens plettede sofa og let-tede på gardinet. Trak vejret tungt. Ude på parkeringspladsenstod tilhørerne til vælgermødet og pulsede på deres cigaretter.Det var den samme horde af pensionister, efterlønnere, dagple-jemødre, og lokale kværulanter, der ikke havde andet at givesig til, og som udgjorde publikummet, lige meget hvor hankom hen. Han foragtede dem. Hvis folk havde politikerlede,var han selv ramt af en svær omgang vælgerlede. Men manbed ikke ad den hånd, som fodrede én eller i hans tilfælde sattedet afgørende kryds på stemmesedlen. Slet ikke, når éns partilå under spærregrænsen og hans eget kandidatur var placeretafgrundsdybt nede på stemmesedlen. I den situation var derikke andet for end at skrue op for charmen og optræde i hvereneste lille flække, der var grebet af valgfeber. Men med de ka-tastrofale meningsmålinger in mente hentede han i øjeblikketkun stemmer hjem til partiformand Clemmensen, og hamskyldte han fandeme ikke nogen tjenester. Derfor var han alle-rede begyndt at se sig om efter et andet job. Drengene fra dengamle skole havde selv henvendt sig, da det stod klart, at hanikke ville blive genvalgt. Han vidste også godt hvorfor: »Her-lovianerne« ville elske at fortælle, at det var en af dem, somhavde reddet den yngste Levin op af suppedasen. Sådan fun-gerede det jo. There was no free lunch. Måske han i stedetskulle kigge efter en ny karriere i et udenlandsk fima, hvor hankunne gemme sig, Johnson & Johnson måske eller IBM? Hy-rede de overhovedet for tiden?

Længst væk på pladsen holdt den grønne kampagnebus, somDet Konservative Folkeparti turede land og rige rundt i. Med

13


aircon, soveafsnit, bad og egen kok. Selv måtte han nøjes med enudtjent Hymer autocamper årgang 1996, med hessiantapet og etsofaarrangement, som vistnok havde været cremefarvet engang,men som nu var nikotingult. Og det var ikke ham, der havde rø-get den til!

Han bemærkede pressefolkene, der stod ved fordøren og ven-tede på, at spidskandidaten, hans modstander, Ellen Bergkvistmed de store patter og røde læber, skulle træde ud. Hun lignedeen polsk luder, men hun havde høstet stemmer, det måtte hangive hende. Fået vind i sejlene på mærkesagerne: »Strengerestraffe« og »Værn om den danske natur«. Pressen eller en elleranden spindoktor havde i kølvandet på succesen døbt hende»Mor Danmark«. Selv kunne han godt bruge noget af al den om-tale, hun fik, men når ikke engang hans egen pressechef kunnepasse tiden, stod det slemt til.

– ... Men er det? gentog stemmen over for ham.Han lod gardinet falde og så på hende. – Hvilket?Pigen rødmede. Hun var fra den lokale ungdomsafdeling,

som hun var næstformand i, den samlede velkomstkomité, menlignede mere én, der sad i elevrådet. – Jeg spurgte, om det un-dertiden er svært at sætte sig op til sådan en valgduel – hunsænkede blikket. – Ja, nu når meningsmålingerne er ... som deer?

Han skød sig frem i sædet. – Nej, for fanden da, Malene.– Majken.– Majken, sorry. Han slog ud med armene. – Nej, det er jo i så-

dan en situation, at man virkelig må vise sit værd. Det er jo dér,at man finder ud af, om man kan stå distancen – om man virke-lig brænder for det. Det er her, at vi i partiet må stå sammen ogkæmpe os ud af problemerne.

Hans lille brandtale gjorde tydeligvis indtryk, og hun smi-lede. – Klart, det er også det, jeg siger til de andre, at vi nok skalnå det, for vi har jo Peter.

Han trak let på skuldrene. – Kun når vi løfter i flok, kan visejre.

Hun så ned i gulvet. – Jeg er ked af, at vi ikke har kunnetsamle flere medlemmer i dag, men kredsen er jo ikke så stærk.De fleste stemmer på hende – Majken sendte en tommelfingerover mod De Konservatives partibus.

14


– Det betyder ikke noget. Så må I råbe lidt højere derinde,lave noget larm.

– Vi skal prøve, sagde Majken. Men hun lignede ikke den lar-mende type. – Jeg er ked af det med plakaterne ...

Han rynkede panden. – Hvilket?Hun tøvede et kort øjeblik. – Jo, vi har kun modtaget dem

med billeder af Clemmensen på.Hans overlæbe sitrede nervøst i forsøget på at smile. Selvføl-

gelig, tænkte han, har de kun sendt plakaterne ud med den lillerundhovedede nar. Dem med tomaten på, vores alle sammensleder. – Det går nok, Majken. Som jeg sagde før, handler det omat løfte i samlet flok.

Han tog en slurk af kaffen. Den var kold. Den ville misfarvehans perfekte hvide tandsæt, og han ærgrede sig allerede over,at han havde drukket af den. 800 kroners tandblegning lige udad vinduet.

– Du ser ked ud af det.Han så på Majken uden at svare. Hun virkede oprigtigt be-

kymret for ham, som hun sad dér i den hvide T-shirt med parti-ets svane-logo og sloganet nedenunder: Forandring!

Det var dét, de solgte: Forandring. Præcis som de andre par-tier, præcis som en hvilken som helst anden sælger i dette landgjorde det. Budskabet var det samme, hvad enten man solgtehårde hvidevarer, mobiltelefoner eller politiske budskaber. Detvar altid den nye model, der var til salg. »Forandring fryder”,gu’ fanden gjorde det ej. Det vidste han alt om.

– Er der noget i vejen?– Helt ærligt! sagde han og lænede sig tilbage i sofaen. Han

blev ved med at stirre på hende, til hun så befippet væk. – Nej,nej, alt er fint. Han bed sig i underlæben.

– Hvis der er noget, jeg kan gøre, må du endelig sige til, sagdehun lavmælt.

– Tak, Majken. Det er sødt af dig. Han trak vejret tungt. – Menmedmindre du kan ændre de prognoser, er der nok ikke det heltstore, du kan udrette. Han lod fingrene tromme utålmodigt påbordkanten.

– Jeg vidste, der var noget galt, sagde hun og lænede sig frem.– Jeg vidste, at du var ked af det, selv om du altid smiler.

– Afsløret. Han forsøgte at stikke hende et smil.

15


– Jeg er sikker på, at det nok skal gå, begyndte Majken. – Derer stadig mange dage, til valget er afgjort, og som du selv siger:Så længe vi løfter i flok, kan vi sagtens nå det endnu.

Han stirrede på hende. Hvor var hun ung. Hvor talte hunungt, og hvor så hun ung ud. Med de blussende kinder, den iv-rige gestikulation, det lyse hår med fletningen i den ene side, destore blå øjne og de små hårde bryster, der stødte mod bordkan-ten, hver gang hun lænede sig ind over bordet. Hun havde ga-ranteret ingen bh på. Han lagde mærke til brystvorterne, der varpresset mod stoffet og fik teksten på T-shirten til at bulne. Vug-gede sødt ordet: For-an-dring!

– Jeg er glad for det, du siger, afbrød han hende. – Du har ret,selvfølgelig har du ret.

Hun så benovet på ham. – Mener du det?Han lænede sig frem og lagde hånden oven på hendes. Den

føltes dejlig kølig. – Det er sådan nogle som dig, partiet har brugfor. Dit engagement ... Din fightervilje ... Din retorik ... Ditkønne udseende.

Hun trak hånden til sig, men lagde hovedet på skrå. – Seriøst?Han nikkede energisk. – Absolut. Jeg har mødt mange parti-

medlemmer – lokalpolitikere, der ikke stod distancen, men duhar det, der skal til. Jeg er sikker på, at hvis du vil, kan du nårigtig langt. Helt ind i Folketinget, endda. Han nikkede efter-tænksomt som for at give sine ord vægt.

Hun sad med munden let åben, tydeligvis uden at vide, hvadhun skulle gøre af sig selv. – Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.

Hvor gammel er du?– Nitten ...– Og aldrig kysset, grinede han. – Nogen kæreste?En panderynke tegnede sig, og det virkede, som om hans

spørgsmål gik hende på. – Ikke noget fast ... Det politiske ar-bejde tager al min tid.

Peter nikkede forstående. Han lettede på gardinet og så ud advinduet. Folk var på vej ind i medborgerhuset. Det var begyndtat sne. Ganske langsomt faldt fnuggene. Meteorologerne havdelovet snestorm, men først i aften. Forhåbentlig kunne han nåhjem inden. Ovre ved De Konservatives bus stod journalisternestadig og ventede. Fandeme om hun fik lov til at være den sid-ste, der ankom til mødet. Den ære ville han selv have. Den sejr

16


skulle »Mor Danmark«, konserva-kussen, ikke have. Hanvendte blikket mod Majken. – Hvis jeg var halvt så gammel,hvis jeg var på din alder, så ville jeg invitere dig ud. Ingen tvivlom det. Du er en smuk pige, Majken.

– Ttak, svarede hun og så ned i bordet.Han rykkede sig frem på sædet, skjorten klæbede til ryggen.

– Jeg kunne under alle omstændigheder godt tænke mig at invi-tere dig med til et af udvalgsmøderne, så du kan se, hvordanChristiansborg virkelig fungerer. Præsentere dig for de rigtigepersoner.

Hun så begejstret på ham. – Og møde Clemmensen?Han forsøgte at skjule sit mishag over partilederen. – Natur-

ligvis skal du møde Clemmensen. Og hele partitoppen, selv mingode ven miljøministeren. Selvom vi ikke deler partifarve, erhan sgu god nok. Peter grinede anstrengt.

Majken grinede med. Han lagde hånden oven på hendes. For-nemmede atter den dulmende fornemmelse af hendes køligehud. Denne gang flyttede hun ikke hånden.

– Bagefter ville jeg tage dig med ud at spise på et godt sted.Lade politikken ligge og bare hygge. Hvad er din livret?

– Kylling, tror jeg.– Jeg kender et fantastisk kyllingested.– Det lyder alt sammen så spændende, men ... Hun forsøgte

at trække hånden til sig, men han holdt den fast.Han sænkede stemmen og så alvorligt på hende. – Du har

brug for at tage chancer, Majken; det bliver man nødt til, hvisman vil udrette noget, hvis man ikke vil sidde fast. Han kærteg-nede hendes håndled, strøg tomlen hen over sølvarmbåndetmed de små charms.

Hun nikkede.– Kender du følelsen af ikke at høre til nogen steder, at verden

omkring dig er for lille?– Jo.– At hvis bare man fik chancen, så ville man kunne udrette

noget stort.– Ja måske, men ...Han så på hendes læber, der var lyserøde og fugtige. – Du er

alt for vigtig til at gro fast her. Han måtte have de læber, slikkepå dem, bide i dem. – Du fortjener meget, meget mere ...

17


– Virkelig? Hun smilede. – Mener du det?Han trak hende hen til sig. Borede tungen ind i hendes mund.

Han mærkede hendes forbløffelse, men også at hun lod sigkysse. Han gav slip igen. – Undskyld, sagde han. – Jeg ved sgu’ikke, hvad der gik af mig.

Majken plirrede med øjnene og tørrede sine læber. – Det ... detgør ikke noget, svarede hun og rystede på hovedet. – Det er heltokay.

– Ja?Hun nikkede. Han tog fat om hendes nakke og pressede

hende ind over bordet. Denne gang gengældte hun hans kys, oghan mærkede den varme lille tunge spille rundt i hans mund.Den gjorde ham hård og liderlig.

Han så på hende. – Er døren låst? Er den?Hun trak på skuldrene. Han rejste sig og gik hen og slog låsen

for. Ud ad vinduet i døren kunne han se Ellen Bergkvist skråover parkeringspladsen skarpt fulgt af den enlige fotograf og deto journalister. Bag dem kom hele hendes følge i deres fuckinggrønne vindjakker.

Majken havde rejst sig fra sædet. Hun så på sit armbåndsur.– Skal vi ikke ind nu?

Han gik hurtigt hen og kyssede hende, lirkede hånden ned itrusserne og mærkede hendes glatte skød. Hun åbnede selvknappen i sine cowboybukser, så han bedre kunne komme til.

– Vend dig om, sagde han.Han trak hendes bukser ned om knæene, og hun lagde sig

fladt hen over campingbordet. T-shirten var gledet op og afslø-rede de tatoverede vinger på lænden. Helt uskyldig var huntrods alt ikke, tænkte han og lynede sine bukser ned. Han be-gyndte at tage hende hårdt og hurtigt. Til helvede med det altsammen: Clemmensen, prognoser og valgnederlag. Det hele varsgu’ alligevel så fucked up i forvejen.


3.

Hundene fløj hen over isen som pile, der var sendt af sted modbyttet. Uden seletøjet og vægten fra slæderne kappedes de om atkomme først. Drev hinanden hurtigere og hurtigere frem modbjørnen, som de var ved at indhente. Længere fremme stred densig gennem den tunge sne, i retning mod fjeldet og højere grundfor at komme i sikkerhed. Den brølede ad sine forfølgere, og ån-den stod den ud af gabet, men hundene lod sig ikke skræmme.Med uformindsket fart løb de i direkte linje mod bjørnen.

Drengen sad på Joas’ slæde sammen med sin far og farfar. De-res egen slæde havde de efterladt sammen med et par af hun-dene. Det var farfar, der havde sendt det meste af koblet af stedefter bjørnen for at sænke dens fart. Men lige nu var den læn-gere væk end nogen sinde. Hvis den nåede fjeldet, kunne hun-dene ikke omringe den og standse dens flugt. Drengen klam-rede sig til sin riffel; det var hans fars gamle Springfield – en ka-liber 30-06, som han havde fået, lige inden de tog af sted. Hanhavde aldrig skudt med så kraftig en riffel før, og han vidste, atrekylen fra skuddet kunne brække skuldrene på en voksenmand. Han frygtede geværet lige så meget som bjørnen.

Salik var den første, som nåede bjørnen. Hunden sprintede oppå siden af den og bed den to gange i snuden, før den kunne nåat reagere. Bjørnen kastede sin enorme krop rundt og gjordefront mod hunden, men Salik var allerede på behørig afstand. Idet samme kom resten af hundekoblet til. Bjørnen slog et partomme slag i luften. Fråden stod om munden på hundene. Deblottede tænderne og rejste børster. Snappede ad bjørnen fra allesider, hele tiden på afstand af dens dødbringende labber. Denrejste sig på bagbenene og brølede.

Joas stoppede slæden 20-30 meter fra den.– Skynd dig, sagde drengens far.

19


Drengen sprang af slæden, og de andre jægere fulgte i hælenepå ham.

Bjørnen gjorde endnu et udfald mod hundene. Det var kun etspørgsmål om tid, før den ville have held til at komme fri ogstyre direkte mod jægerne.

Drengen trak til venstre for bjørnen og fandt en lille forhøj-ning, hvor han havde frit udsyn. – Skynd dig, inden den angri-ber os, lød faderens stemme bag ham.

Drengen afsikrede riflen og tog ladegreb. Der lød et højtsmæld, da patronen skød op i kammeret. Han lagde riflen ind tilkinden og holdt den stramt tilbage mod skuldrene for at mind-ske slaget fra rekylen. Han kiggede ned langs løbet. Bjørnen ka-stede sig frem og tilbage, og det var umuligt at få et ordentligtsigte.

– Du bliver nødt til at skyde.Hans finger strammede sig om aftrækkeren. Bjørnen sprang

hen mod de forreste hunde. Den slog vildt om sig, hundene bedden i haserne. – Skyd!

Bjørnen slog ud med labben og ramte Salik, der blev slyngethen over isen. Den var dræbt på stedet. De andre hunde tøvede,og bjørnen tog et par skridt fremad, strakte hals og brølede.

Drengen trykkede på aftrækkeren, og der lød et infernalskbrag. Skuddet ramte bjørnen i halsen, og den væltede om på si-den. Hundene var over den, bed den i bugen og halsen, menden var hurtigt oppe igen. Drengen kunne ikke mærke sin skul-der. Slaget fra rekylen havde lammet den. Han så Joas hæve sinriffel. Drengen tog ladegreb og sigtede resolut mod bjørnen.Skuddet havde sagtnet dens bevægelser, blodet silede fra hal-sen. Han sigtede mod midten af den røde plamage. Riflen bra-gede, og skuddet ramte den i tindingen. Bjørnen skrydede ogfaldt om på ryggen. Den slog med det ene forben i luften et pargange, før den lå helt stille.

Drengen sænkede riflen og så hen på bjørnen. Hundene be-gyndte at pibe og nærmede sig forsigtigt liget, mens de slikkedegrådigt på den blodige sne.

Han havde nedlagt sin første bjørn. Det var ikke til at fatte.Hans hjerte bankede hårdt i brystet, og han havde svært ved attrække vejret. En metallisk smag plantede sig i munden. Han

20


lod tungen spille hen over tænderne og mærkede, at riflenhavde slået en kindtand løs.

Hans far klappede ham på skulderen. – Næste gang får duden med ét skud.

Han fornemmede bebrejdelsen – den, der altid var til stede,når hans far talte til ham – men det var lige meget. Han havdenedlagt en bjørn.

De gik alle sammen hen til bjørnen. Farfar hev fat i hundeneog gennede dem væk fra det enorme lig. Den var lige så storsom deres slæde og en halv gang så bred. Dens blåsorte tungehang ud af munden, og øjnene stirrede tomt hen ad isen. Blodetpå dens hals var allerede frosset til store klumper i den gulligepels.

– Flot fangst, sagde Joas og rodede drengen i håret. – Selvomden kostede dig en køter. Han grinede stort, så man kunne se, athan manglede en tand i overmunden.

Drengen svarede ikke. I stedet så han hen på Salik, der lå liv-løs på isen. Det havde været en god hund – den bedste. Denhavde vist dem vejen til bjørnen – hans bjørn. Han håbede, denikke havde lidt for meget, da bjørnen ramte den med labben.


4.

Klokken var kvart i fire, og tilhørerne til vælgermødet stod i for-hallen og drak kaffe, mens de småsludrede med folketingskan-didaterne, inden mødet skulle starte. Størst opmærksomhed fikDe Konservatives Ellen Bergkvist, der hilste engageret på hverenkelt af vælgerne, som om vedkommende havde fået en per-sonlig audiens.

Peter Levin stormede ned ad gangen, der førte ud til forhal-len, tæt fulgt af partiets pressechef, Lone Rødgaard. – Lone, for-tæl mig, hvordan jeg skal føre en bare nogenlunde seriøs valg-kamp, når jeg ikke har din og partiets opbakning?

Lone kæmpede for at holde trit og var ved at tabe stakken afpapirer, som hun holdt i favnen. – Men den har du også, svaredehun.

Peter så demonstrativt på sit Rolex. – Fyrre minutter for sent,fyrre forbandede minutter. Og plakaterne af Clemmensen?Hvorfor skal vælgerne se på Clemmensen, når det er mig, derskal på?

Et ældre ægtepar, som de passerede, kiggede forbløffet efterham.

– Er du sød at dæmpe dig? svarede Lone og skød sine stærkebriller på plads med pegefingeren. – Folk kigger.

Peter hævede stemmen yderligere. – Jeg er ikke engang be-gyndt at tale højt.

De nærmede sig forhallen, og lyden af stemmer fra tilhørernesteg i styrke.

– Grunden til, at jeg er forsinket i en halv time, er, at jeg skullenå mødet med partitoppen på Christiansborg og dernæst sørgefor, at vi fik dine plakater med, se! Hun pegede ud mod glasdø-ren, hvor to fra ungdomsafdelingen var ved at fjerne plakatenmed Clemmensen og sætte den af ham op. Den unge mand medtaperullen gav Peter en thumbs up gennem ruden.

22


Peter så hovedrystende på Lone. – Flot, sagde han ironisk.– Lad mig se, om jeg forstår dit geniale træk. Ved at sætte demop nu opnår du, at folk kan se dem på vej væk fra mødet. Hanrystede på hovedet. – Det er mig en gåde, hvordan du i sin tidhar fået statsministeren genvalgt – virkelig en gåde.

Lone kneb øjnene sammen bag de tykke brilleglas. – Statsmi-nisteren mødte altid velforberedt; det var en stor hjælp for mitarbejde.

Peter standsede, hilste på et par af arrangørerne og kompli-menterede dem for det flotte arrangement. Så fortsatte han viderened ad gangen. – Og jeg er ikke forberedt? Er det det, du siger?

– Ikke altid, nej.– Nævn bare én gang, sagde han med strakt pegefinger.– Skal vi ikke bare koncentrere os om det her arrangement?– Bare én gang, Lone!Hun trak vejret tungt. – Okay. »Herning-Horsens-fadæsen«.

Jeg har aldrig tidligere arbejdet for en kandidat, der forveksledede to byer med hinanden, begge gange han besøgte dem, og såfor åben mikrofon.

– Bravo, Lone. Han bed sig i læben. – Du forstår virkelig atbygge min selvtillid op før et vælgermøde. Du er sgu’ alle pen-gene værd, det må man give dig. Hvem skal du arbejde for, nårvalget er slut og Demokratisk Koalition er ude?

Hun trak ham i ærmet og holdt ham tilbage i døråbningen.– Stop det dér, Peter. Du ved, jeg altid har været loyal.Han så på hende. Hun lignede lort. Hun havde aldrig været

nogen skønhedsåbenbaring, men valgkampen havde i den gradogså sat sit præg – gjort hende grå og udbrændt at se på. – Deter jo også pisse lige meget. Hvad siger den seneste meningsmå-ling?

Hun så væk. – Du har ikke lyst til at høre den.– Lad mig gætte: Vi er ude – jeg er ude. Han trak vejret tungt.

– Jeg havde sgu’ sikkert en større chance som løsgænger ellerhos Lokallisten, tilføjede han og pegede over på partiets sprag-lede valgplakat. – Hvorfor har vi ikke blomster på vores?

Hun rettede på sine briller og forsøgte at smile ad hans be-mærkning.

– Var det dig, der var med til at lave rokaden og sende migned ad stemmesedlen?

23


Hun så træt på ham. – Nogle gange tilskriver du mig lidt forstor magt.

– Mon dog? Han fastholdt hendes blik. Hun stirrede tomt til-bage.

– Jeg tror, du selv skal tage æren for det.– Fordi jeg har talt Clemmensen imod?Lone tog en dyb vejrtrækning. – Start med at være til gruppe-

møderne, deltag i folketingsdebatten bare en gang imellem, pasdin valgkreds og undgå offentlige skandaler; så stiger man auto-matisk i graderne.

Et par af tilhørerne genkendte ham og hilste. Han gav håndtil dem. Så vendte han sig om mod Lone. – Pis, du ved, at jeghar trukket flere stemmer til dette parti end nogen anden kan-didat.

– Præcis, og den gode nyhed er, at du kan gå derind og be-vise, at du stadig er af den gode gamle Levin-slægt – barnebarnaf tidligere venstrehøvding Levin – kaste en smule kongeligglans over forsamlingen.

– Ja?Hun nikkede og klappede ham på skulderen. Der var nogen,

som råbte hans navn i mængden, og han kiggede derover. Petergenkendte ham ikke, Lone sagde, det var lokalformanden, oghan vinkede stort tilbage.

– Husk at tale om sygehuset, der blev nedlagt, sagde Lone.– Det er dit stærkeste kort. Alle partierne stemte i sin tid for luk-ningen, undtagen os.

– Hvilket sygehus?Hun så forbløffet på ham. – Ja centr ...Han blinkede til hende. – Jeg gasser. Jeg har styr på det. Slap

af, vi ses efter mødet.Han skulle til at træde ind i forhallen, da hun standsede ham.

– Er det ... er det ... Hun kunne ikke få ordet over sine læber.– Du har noget på bukserne. Hun stirrede ned på plamagen vedsiden af hans gylp.

Han så hurtigt ned ad sig selv. – ... Det ...– Stop, lad være med at stå og gnide dig i skridtet ... Hun trak

ham til siden og fandt en serviet frem af lommen. – Her! Du erkraftedeme utrolig.

Peter mumlede utydeligt, mens han tørrede sin bukser.

24


– Jeg troede, du for længst var vokset fra det dér. Hvem afdem? Lone spejdede rundt. – Én fra ungdomsafdelingen?

Han rystede trængt på hovedet. – Det er da ligegyldigt.– Ikke hvis der kommer en sag, snerrede Lone.– Der kommer ikke nogen sag, svarede han og smed serviet-

ten fra sig. – Slap af. Du ligner én, der selv kunne trænge til enrusketur.

Hun rystede opgivende på hovedet. – Du behøver ikke nogenpolitiske fjender, Peter. Du klarer det selv helt fint.

Han passerede plakaterne med sit portræt. Tre på række. Bille-det var taget sidste år og viste ham ti kilo lettere, udhvilet,kampklar og selvsikker. Det var ikke kun Lone, der lignede lort;hele partiet, ham selv inklusive, var reduceret til en samling po-litiske ringvrag. Det var game over. Han stak hånden automa-tisk frem, mens han gik gennem forhallen, lod tilhørerne trykkeham i næven, blinkede til dem, gav dem det selvsikre smil, hanvar kendt for – eller i hvert fald noget, der mindede om det. Hanblev nødt til at gå over og hilse på de andre kandidater, før mø-det startede – alle dem med de gode prognoser, de sikre valg-kredse. De kendte hans situation – vidste, at han havde tabt, athan var et nemt byttedyr. Den sidste Levin i rækken, den mindstsuccesfulde i det politiske familiedynasti. Det var til at tudeover. Ansigter passerede ham, smilede, nikkede, taknemlige for,at der blev kastet en smule glans over deres forsamlingshus,over deres grå og anonyme by. Derovre stod et par journalister.Måske kunne han nå et ord med dem, inden de skulle ind. Menhvad skulle han sige, som de ikke havde hørt før? Give en kom-mentar til meningsmålingerne? Til hans egen fremtid? Hvor varalting bare fucked up. Han anede ikke, hvorfor han overhovedetstillede op til dette møde. Det eneste, han vidste, var, at det ikkevar for hans egen skyld. Han havde for længst stemplet ud.Egentlig var der intet, som forhindrede ham i at vende om og gåud ad døren, væk fra alt det her lort. Vende det hele ryggen, ladesig opsluge af den snestorm, som var på vej, og finde en smulefred.

– Held og lykke, Peter, læspede manden med baseballkasket-ten. Han smilede, og Peter lagde mærke til ganespalten, der klø-vede mandens overlæbe. Stakkels fyr, så uheldig var han trods

25


alt ikke. Selv havde han stadig sit snakketøj i orden. Det havdealdrig fejlet noget.

– Vi vinder, vi gør. Manden klappede ham på skjorten, underjakken.

– Natur ... ligvis, svarede Peter.Han så efter manden, der forsvandt i mængden. Den fremme-

des befamling havde været lige intim nok, og det var, som omhan stadig kunne mærke hans klamme hånd mod sin side.Endnu en freak i freakshowet, tænkte han og fortsatte hen til El-len Bergkvist.

Peter smilede stort og strakte hånden frem. Ellen smilede af-målt tilbage med læbestift på tænderne. Lod blikket dale ned adham, til smilet forsvandt. – Peter ... dine ... dine bukser.

Han så hurtigt ned ad sig selv. Synet skræmte ham. Hele hansene bukseben var gennemvædet af blod. – Hvad fanden ... ud-brød han og flåede jakken til side. En blodig plamage bredte sighen over maven på den hvide skjorte. Han tog sig til siden ogmærkede den dybe flænge. Blodet fossede ud mellem fingrene.Det sortnede for hans øjne, og han vaklede. Han forsøgte atfinde støtte og tog sidemanden med sig i faldet. Der lød enrække høje lyde over ham – nogen, der skreg. Folk stimledesammen omkring ham. Det virkede alt sammen så uvirkeligt,som i en ond drøm.

Han følte, at han skulle dø.


5.

Jægerne åd begærligt af de rå nyrestykker. Drengen havde blodom munden og smaskede højlydt, mens han fortærede de krops-varme indvolde. Han kunne ikke huske, hvornår han sidsthavde fået sådan et festmåltid. I baggrunden peb hundene,sultne af lugten fra det åbne kadaver. Fra Joas’ transistorradiolød The Doors med »Light my fire«. De kunne knap nok høremusikken, der druknede i atmosfærisk støj, men indimellem to-nede den frem, og de hujede alle sammen og gjorde et par dan-setrin i sneen. Drengen mærkede, at bjørnekødet gav ham var-men tilbage i kroppen og stilnede sulten, som havde haft tag idem, siden det frosne hvalroskød var sluppet op. Kødet var el-lers beregnet til hundene, men fordi jagten havde været dårlig,havde de været tvunget til selv at spise af det seje kød. Men nu,da den enorme bjørn lå udstrakt på ryggen med bugen sprættetop og dampede mod himlen, var det, som om alle problemernepå jagtturen var glemt.

Drengens far målte bjørnen op med harpunskaftet, mens Joaslavede små snit i skindet, som indicerede, hvordan det skulledeles. Drengen skulle have brystskindet, fordi det var ham, derhavde nedlagt bjørnen. Dét og hovedet havde han krav på.Hans far lod de andre udvælge sig de næste stykker. Joas valgtemaveskindet, og de andre jægere trak lod om rygstykkerne ogde store bagben. Bagefter delte de kødstykkerne mellem sig.Drengen lod sin far vælge for sig og gik hen til sin farfar, der sadlidt væk fra de andre og var i færd med at efterse hundenes se-letøj.

– Her, sagde drengen og rakte ham et nyrestykke.Farfaderen rystede på hovedet.– Men det er nyren, sagde drengen forundret.– Man spiser ikke, før Naanok har fundet tilbage, svarede far-

far og fortalte om de gamle skikke, der påbød jægerne at vende

27


byttet, så hovedet lå i den retning, bjørnen var kommet fra, sådens sjæl kunne finde tilbage til dens hi.

– Men det gjorde vi også. Vi flyttede bjørnen.Farfar kneb øjnene sammen. – Jamen man venter, uanset hvor

sulten man er. Man flår ikke bare bugen åben og stiller sin sult.Man venter, til dagen er omme, til man har sovet og vågnerfrisk; først da spiser man. Alt andet bringer ulykke.

Drengen sank kødklumpen, der syntes at vokse i hans mund.Forsigtigt puttede han nyrestykket ned i lommen og håbede, athans farfar ville tage imod det senere.

– Der er ting, man gør, og ting, man ikke gør, hvis man vilvære et menneske, en inuit. Forstår du?

– Ja, farfar. Han sænkede hovedet.I det samme lød der råb bag ham. Han vendte sig om og så

sin far og de andre jægere stirre op mod himlen. Lydløst fejedeen ildkugle hen over hovedet på dem. Den trak en lang hale afild efter sig og fortsatte forbi dem hen over fjeldet. Ildkuglenstyrede i en lige linje mod horisonten, hvor den forsvandt. Kortefter oplystes himlen af et glimt, men der lød efterfølgende intetbrag, så nedslaget måtte være sket langt borte.

Drengen løb hen til sin far. – Hvad ... var det?Hans far rystede på hovedet. – Ingen anelse.Nogle af jægerne mente, at det måtte være en meteor. Joas var

derimod sikker på, at det var et af amerikanernes fly, der varstyrtet ned. Men han kunne ikke forklare, hvorfor de så ikkehavde hørt motorlarm. Alle vidste, at de store fly larmede så me-get, at selv dyrene flygtede; det var jo derfor, de nu var nødt tilat jage dem så langt væk hjemmefra.

– Jeg sagde, at det ville bringe uheld at behandle Naanok påden måde. Drengens farfar stod med hænderne i siden og sku-lede mod dem. – Det er ikke værdigt.

Joas rystede på hovedet ad ham. – Hvis du ikke vil have ditstykke kød, Gamle, tager jeg det gerne for dig, uheld eller ej.

De andre jægere grinede. Undtagen drengen; han vidste, atfarfar som regel havde ret.

*

28


Mørket sænkede sig – sådan føltes det i hvert fald for Peter Le-vin. Tilskuerne over ham flød sammen med loftet. Han frøs for-bandet meget, som lå han i et badekar, hvor vandet var blevet altfor koldt. Der var nogen, som ruskede i ham. De gentog hansnavn i én uendelighed, som ville de vække ham til live med de-res råb. Der var nogen, som tog fat i ham, løftede ham op fragulvet og placerede ham på en båre. De kørte ham gennem hal-len og menneskehavet og ud på parkeringspladsen, hvor derlugtede af nyfalden sne og våd asfalt. Det slog ham, at hans øn-ske var gået i opfyldelse, og at det endelig var lykkedes ham atslippe væk fra det hele.

Så begyndte han stille at le.

Documents

Sort sne falder