Stigning i antal klagesager,1

• Mindre autoritetstro

• Mere klagebevidste

• Flere læger

• Flere diagnostiske metoder

• Flere behandlingsmetoder

• Patienterne ønsker bedre information og samarbejde

Stigning i antal klagesager,2

• antallet er forsvindende lille i forhold til patientkontakterne i sundhedsvæsenet

• 38 mio i almen praksis

• 1 mio indlæggelser

• 3 mio ambulante besøg

• 2-3 mio i speciallægepraksis

Sygehus 1076 57,4%

Skadestue 97 5,2%

Speciallægepraksis 168 9,0%

Lægevagt 79 4,2%

Almen lægepraksis 265 14,1%

Plejehjem 11 0,6%

Fængsel 18 1,0%

Anden privat praksis 111 5,9%

Kommunal tandpleje 12 0,6%

Diverse (bl.a. apoteker) 37 2,0%

I alt 1874 100,0%

Sygehus

Skadestue

Speciallægepraksis

Lægevagt

Anden privat praksis

Plejehjem

Almen lægepraksis

Diverse (bl.a. apoteker)Fængsel

Kommunal tandpleje

Patientklagenævnet og kvalitetsudvikling

• Den enkelte sundhedsperson

• Den lokale sundhedsmyndighed/afdeling

• Sundhedsstyrelsen: tilsyn med enkeltpersoner generelt tilsyn

• Embedslægerne

• Offentliggjorte afgørelser

• Nyhedsbreve, Praksissammenfatninger, Artikler

• Årsberetninger

• Undervisning

• Takstfinansiering

Klage over en visiterende vagtlæges vurdering af patient med symptomer

på hjerneblodprop

En 70-årig kvinde henvende sig til vagtlægen og oplyste, at hun havde en fornemmelse af, at venstre fod ikke ville med, og at hun havde haft en underlig fornemmelse i venstre arm. Vagtlægen skønnede, at det ikke drejede sig om sygdom i hjernen. Hun anbefalede patienten at søge egen læge dagen efter.

Næste dag blev patienten indlagt på hospitalet med lammelse af venstre arm og ben på grund af en blodprop i hjernen.

Der blev klaget over, at vagtlægen ikke foretog en korrekt behandling af patienten.

Fst.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere vagtlægen.

Nævnet lagde herved vægt på, at de symptomer, som patienten beskrev for vagtlægen

(svigt af venstre ben og underlig fornemmelse i venstre arm)

kan optræde på grund af nedsat blodforsyning til et område i hjernen – også selvom de

forsvinder igen.

Derfor burde vagtlægen efter nævnets opfattelse have tilbudt patienten en konsultation

med henblik på klinisk vurdering, blodtryksmåling og evt. opstart af blodfortyndende

medicin i form af hjertemagnyl.

Indberetning af vagtlæges behandling

af 4-uger gammelt spædbarn

En 4 - uger gammel pige blev undersøgt af en vagtlæge, idet hendes vejrtrækning

var rallende, hun havde knækkelyde fra brystet, blå mærker på begge kinder og udslæt

på brystkassen.

Vagtlægen henviste efter undersøgelse af pigen forældrene til at søge

behandling hos egen læge, såfremt der opstod yderligere blå mærker.

Sundhedsstyrelsen indberettede lægens behandling til Patientklagenævnet

Fst.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere vagtlægen for ikke på grundlag af de beskrevne

iagttagelser at have indlagt det 4 uger gamle spædbarn til observation på

børneafdelingen.

Nævnet lagde vægt på, at vejen fra de primære symptomer til alvorlig sygdom hos

spædbørn ofte er meget kort, og at usædvanlige symptomer bør, selvom diagnosen ikke

kan stilles, føre til overvejelser om akut indlæggelse til observation, selvom barnet ved

undersøgelsen ikke er alment påvirket.

Klage over manglende diagnosticering af sukkersyge under indlæggelse til

operation (0126108A)

En 29-årig mand blev indlagt på grund af en inficeret pilonidalcyste med henblik på en operativ behandling af denne.

Han havde som barn haft sukkersyge.

Der blev ved indlæggelsen taget blodprøver. De akutte laboratorieprøver viste bl.a. et blodsukker på 13,3 mmol.

Operationen blev gennemført, og patienten blev udskrevet kort efter.

Ca. 5 måneder senere blev patienten genindlagt til behandling og operation af fornyet bylddannelse.

Ca. 8 måneder senere blev patienten indlagt på grund af synsforstyrrelser og fik her konstateret ”gammelmandssukkersyge”.

Der blev klaget over, at lægerne ikke tidligere opdagede, at patienten frembød symptomer på fuldt udviklet sukkersyge.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere den læge, der gik stuegang efter, der var konstateret et blodsukker på 13,4 mmol, samt den læge, der udskrev patienten, for manglende opfølgning på de høje blodsukkerværdier.

Nævnet lagde vægt på, at der var blevet konstateret et blodsukker på 13,3 mmol, mens normalområdet er 6-7 mmol.

Klage over sen diagnostik af brud på albuen (0021121A)

En 52-årig kvinde blev en fredag eftermiddag undersøgt på skadestuen efter et fald, hvor hun slog højre albue.

Da man havde mistanke om brud på albueleddet, blev der bestilt en røntgenundersøgelse. Røntgenbillederne blev vurderet af en reservelæge, som ikke fandt tegn på brud.

Den efterfølgende mandag blev røntgenbillederne vurderet på en røntgenkonference, hvor man fandt et knoglebrud på øverste ende af underarmsbenet. Samme dag blev patienten indkaldt til behandling af bruddet.

Der blev klaget over, at reservelægen ikke opdagede bruddet i albuen.

Videre blev der klaget over, at patienten først den efterfølgende mandag blev kontaktet af sygehuset med besked om, at albuen var brækket.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af reservelægen i forbindelse med hans behandling af patienten.

Nævnet lagde vægt på, at reservelægen fandt normal bevægelighed i skulderleddet på højre side, ingen smerter ved tryk omkring skulderleddet, men direkte ømhed svarende til albueleddet, primært ved senetilhæftningen for albuens strækkemuskel. Der var desuden 20 graders strækkedefekt af albueleddet. Der var ingen smerter ved tryk mod underarmsknoglens ledhoved og normale forhold vedrørende nerve- og karforsyningen på hånden.

Der blev derfor foretaget røntgenundersøgelse af albueleddet på mistanke om lednært brud.

Vedrørende reservelægens vurdering af røntgenbillederne lagde nævnet vægt på, at de foreliggende forandringer i underarmsbenet var yderst begrænsede og bruddet knapt synligt.

Nævnet lagde videre vægt på, at reservelægen skønnede, at generne skyldtes en ansamling i leddet, hvorfor han iværksatte hertil svarende behandling med armslynge.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at reservelægen ikke sikrede, at røntgenbillederne blev vurderet af en mere kyndig læge. Nævnet lagde herved vægt på, at årsagen til, at der gik tre døgn, før røntgenbillederne blev præsenteret på røntgenkonferencen mellem speciallæger i radiologi og ortopædkirurgi, var, at røntgenbillederne blev gennemgået den førstkommende hverdag (mandag).

Klage over manglende henvisning til MR-scanning og manglende svar på

undersøgelse (0229303A)En 71-årig mand blev indlagt på en medicinsk afdeling på grund af sovende fornemmelser i venstre arm og ben samt smerter i venstre skulder. Han blev under indlæggelsen og efter udskrivelse af afdelingen henvist til neurologiske undersøgelser.

Der blev klaget over, at lægerne på medicinsk afdeling den 22. september 1999 havde glemt, at der skulle foretages en MR-scanning af halsvirvelsøjlen og at der gik 2 måneder, før patienten fik svar på den undersøgelse, der var foretaget i maj 2000 på medicinsk afdeling.

Fst.

For så vidt angår henvisningen til MR-scanning fandt nævnet, at de læger fra

neurologisk afdeling, som der var involveret i behandlingen, handlede i

overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved at foreslå, at der blev

henvist til en MR-scanning. Nævnet fandt imidlertid, at patienten burde have været

henvist til MR-scanning den 23. august 1999 som anbefalet ved det neurologiske tilsyn,

og at det var lægerne på medicinsk afdeling, som havde ansvaret for at henvise ham

dertil.

Nævnet oplyste, at når patienter henvises til en klinisk afdeling, sker undersøgelse og behandling under denne afdelings ansvar.

Anmoder en afdeling om tilsyn fra anden afdeling eller fra speciallæger fra andet speciale, vil den tilsynsgående læges funktion altid alene være rådgivning.

Det bør uden undtagelse være den afdeling, hvor patienten er indlagt, der tager endelig stilling til, om de anbefalede undersøgelser eller behandlingsforslag skal iværksættes.

Såfremt den kliniske afdeling, der varetager undersøgelse og behandling, ikke mener sig i stand til på faglig forsvarlig vis, at henvise til undersøgelse, er der intet i vejen for, at afdelingen beder den tilsynsgående læge om at udfærdige henvisning.

Dette vil imidlertid kræve en henvendelse med en konkret anmodning om, at den tilsynsgående læge eller dennes afdeling udfærdiger henvisning.

Klage over udtrækning af tænder, operation ikke indiceret (0021220B)

En 77-årig kvinde blev undersøgt på hjertemedicinsk afdeling. Undersøgelser viste, at hjerteklappen mellem venstre hjertekammer og hovedpulsåren var utæt, og at hovedpulsåren var meget udvidet. En ultralydsundersøgelse gav mistanke om bristning (dissektion) på hovedpulsåren.

På en hjertekonference fandt man grundlag for at tilbyde patienten en subakut hjerteklapoperation. Dagen efter blev patienten orienteret om sygdommen, risici ved operation kontra risici uden operation, og patienten accepterede operationen.

En uge senere fik patienten fjernet tænder for at undgå betændelse efter operationen og blev sat i antibiotisk behandling.

4 dage senere gennemgik en overlæge fra den opererende afdeling patienten og fandt på baggrund af hendes gode fysiske tilstand og hidtidige aktivitetsniveau sammenholdt med hende diskrete symptomer ikke grundlag for at gennemføre en meget stor operation med risiko for komplikationer.

Der blev bl.a. klaget over, at patienten blev gjort klar til operation, uden at operationen blev gennemført.

Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere overlægerne på hjertekonferencen for deres behandling af patienten og lagde herved vægt på, at de besluttede at foranledige, at patienten blev klargjort til operation, herunder fik fjernet tænder, idet der ved konferencen ikke var blevet taget endelig stilling til, om patienten burde opereres.

Nævnet lagde herved vægt på, at der ve konferencen ikke var en beslutnings-kompetent brysthulekirurg til stede, og at der ved hjertekonferencen alene blev taget stilling til at henvise patienten til operation, hvorefter det var op til den operationsansvarlige kirurg at tage stilling til, om patienten burde tilbydes operation.

Nævnet laget yderligere vægt på, at en CT-scanning afkræftede mistanken om bristninger i hovedepulsåren, og at patientens tilstand ikke havde ændret sig.

Nævnet lagde endelig vægt på, at patienten ikke før tandudtrækningen var informeret om muligheden for, at man evt. ville afstå fra operation.

Klage over at nethindeløsning ikke blev opereret akut (0342822)

En 50-årig mand blev af praktiserende øjenlæge henvist akut til en øjenafdeling på grund af nethindeløsning.

Patienten blev indlagt på øjenafdelingen fredag aften og fik oplyst, at der ikke var mulighed for at operere før efter weekenden. I løbet af weekenden forværredes tilstanden, og synet på øjet forsvandt helt.

Operationen for nethindeløsning blev gennemført om mandagen, men kunne ikke genoprette synet helt.

Der blev klaget over, at lægerne ikke undersøgte og behandlede patienten korrekt for hans nethindeløsning, herunder at de ikke foranledigede en akut operation.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægerne.

Nævnet kunne oplyse, at nethindeløsning er en kompliceret og potentielt synstruende sygdom, som på trods af optimalt udført kirurgisk indgreb kan medføre komplikationer, blandt andet i form af nedsat syn og i sjældne tilfælde blindhed, kroniske smerter eller tab af øjet. Hvis operation undlades, medfører sygdommen hos næsten alle udvikling af total blindhed af øjet.

Nævnet oplyste videre, at der ikke findes dokumentation for, at operation for nethindeløsning bør udføres indenfor 24 timer efter at sygdommens diagnose er stillet.

Nævnet lagde til grund, at det i Danmark er normen, at der ikke er et trænet beredskab til rådighed uden for normal dagarbejdstid, herunder i weekenden, for at muliggøre operation inden for 24 timer.

Det kunne i denne forbindelse oplyse, at Patientklagenævnet kun kan behandle klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet. Patientklagenævnet kan derimod ikke behandle klager, der vedrører manglende ressourcer

Indberetning af mangelfuld undersøgelse af patient med hovedtraume (0551914A)

• En 50-årig mand faldt den 3. januar 2004 i beruset tilstand og slog baghovedet.

Man fandt på skadestuen en flænge i baghovedet, som blev limet. Herudover blev der ikke fundet andre påfaldende forhold ud over beruselse. Han var indlagt i 6 timer til observation, hvorefter han blev udskrevet med smertestillende medicin. Han havde et større forbrug af alkohol 10 – 15 øl om dagen, og han fik udleveret medicin mod smerter, dårlig nattesøvn og depression.

Den 7. januar 2004 kontaktede patienten egen læge på grund af fortsatte gener efter faldet. Egen læge bad ham tage til skadestuen med henblik på en scanning af hjernen.

Forvagten i skadestuen foretog en objektiv undersøgelse, hvor han fandt patienten lidt langsom og træg, men at han svarede relevant, og lægen ordinerede et neurologisk tilsyn

Fst.

Reservelæge B, neurologisk afdeling, udspurgte om sygehistorien og symptomer og foretog en objektiv undersøgelse, herunder en neurologisk undersøgelse. Reservelægen konfererede med bagvagt afdelingslæge A, neurologisk afdeling, som ikke fandt anledning til indlæggelse med henblik på observation, endsige CT-scanning af hjernen, og han hjemsendte patienten.

Den 17. februar 2004 skaffede politiet sig adgang til patientens bopæl og fandt ham liggende død i sin sofa. Dødsårsagen blev antaget at være kranie- og hjernelæsioner, som han pådrog sig ved faldet den 3. januar 2004.

.

Fst.

• Sundhedsstyrelsen indberettede reservelæge B’s og afdelingslæge A’s behandling af patienten

• Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere reservelæge B, idet nævnet fandt, at hun havde foretaget en relevant undersøgelse af patienten.

Fst.

• Nævnet fandt grundlag for at kritisere afdelingslæge A, idet han ikke havde foretaget relevant behandling. For vurdering af behandlingen var det afgørende, om det ud fra de oplysninger, der forelå den 7. januar 2004, var forsvarligt at hjemsende patienten uden yderligere observation.

På baggrund af, at der forelå et relevant traume den 3. januar 2004 og på baggrund af, at patienten 4 dage senere henvendte sig med symptomer, forenelig med intrakraniel rumopfyldende proces, var det ikke relevant, at afdelingslægen hjemsendte patienten, der var aleneboende.

Fst.

• Det forhold, at sagens omstændigheder burde give mistanke om, at der forelå et alkoholmisbrug, burde yderligere have skærpet mistanken om en subduralt hæmatom.

Nævnet fandt, at afdelingslægen burde have anbefalet indlæggelse til observation og akut eller subakut CT-scanning af hjernen

KOMMUNIKATION OG SAMARBEJDE

• begynd med at spørge patienten om, hvad hun/han allerede ved, og hvad han/hun vil vide mere om

• en god kommunikation vil sige, at patienten har forstået, hvad der er blevet drøftet - og ikke, at sundhedspersonen har fortalt en masse

• det er vigtigt at erkende, at vi alle kan blive bedre til at kommunikere