Skoletjenesten Teknisk Museum

A

S

T

R

O

N

O

M

I

2

Til læreren

I dag er der en almindelig forståelse af, at naturvidenskab oghumaniora er uløseligt forbundet. Det giver ingen mening atforstå naturen eller teknikken, hvis den ikke sættes i rela-tion til os selv som mennesker. Omvendt er det svært atudvikle os som individer, hvis vi ikke forholder os til dennatur og teknologi, vi omgives af.

Astronomi er måske det fag, der bedst og mest poe-tisk forbinder disse to sider af tilværelsen. Man skal ikkehave gået mange måneskinsture med sin elskede, før det stårklart, at der er en sammenhæng mellem naturen og denmåde, vi forstår og mærker livet. Et stjerneskud er på engang et astronomisk fænomen og en port til drømmenes ver-den.

Historisk set har nattehimlen altid spillet en vigtigrolle for mennesket. I oldtiden digtede man historier omstjernebillederne. Disse myter gav svar på en lang rækkespørgsmål, som f.eks. hvordan universet og livet var opstå-et. På den måde kan man sige, at mennesket ikke har for-andret sig særligt meget. Vi stiller stadigvæk de sammespørgsmål, men søger svaret et andet sted. Og det er netopdenne udvikling, der er udgangspunktet i nærværendeundervisningsmateriale.

"Stjerner og Planeter" er tænkt som et grundbogsma-teriale til astronomiundervisningen i fagene natur/teknik ogfysik/kemi. Men det er tilrettelagt således, at det kan brugestværfagligt i fagene dansk, historie og til dels matematik.Målgruppen er folkeskolens 5.- 10. klassetrin.

3

Når mennesket i oldtiden kiggede op på himlen, så degudernes hjem. Derfra styrede guderne nat og dag samtandre naturfænomener som månens faser eller solformør-kelse. Om natten dannede stjernerne billeder, som de gavnavne og digtede historier om. Disse historier kalder vi ogsåmyter, og bedst kendt er måske den græske mytologi.

Et godt eksempel fra det gamle Grækenland er histo-rien om, hvordan stjernebilledet "Store Bjørn" fik sit navn:

Som alle ved, havde guden Zeus en stor appetit for kvinder.Engang forelskede han sig hovedkulds i den smukke Callisto.Alting gik godt for den mægtige gud, men uheldigvis var hanallerede gift med Hera, der var meget jaloux. En dag fulgte hunefter sin mand og fandt ham sammen med hans elskerinde, hvil-ket gjorde hende rasende. Hera tog hævn og forvandlede derforCallisto til en bjørn.

På den måde fik stjernebilledet "Store Bjørn" sit navn.Men nu skete det hverken værre eller bedre, end Zeus´ affæ-re med Callisto bar frugt i form af en lille søn. Drengen vok-sede op og blev en ung stærk mand, som holdt meget af atgå på jagt. En dag han var ude i skoven for at jage, fik hanøje på en stor bjørn. Langsomt sneg den unge mand sig ind

Solformørkelse er et almindeligt naturfænomen, som i oldtiden skabte frygt og angst. Foto: NASA.

4

på sit bytte uvidende om, at det varhans mor. Heldigvis opdagede Zeus,hvad der var på færde. Og han afvær-gede med nød og næppe ulykken vedogså at forvandle sønnen til en bjørn.På den måde blev stjernebilledet "LilleBjørn" skabt, hvis man da ellers skaltro den græske mytologi.

Når man ser på "Store Bjørn",kræver det god fantasi, hvis man skalfå øje på bjørnen. Men andre folkeslagend grækerne har set dette stjernebille-de som en bjørn, blandt andet flereamerikanske indianerstammer.

De syv klareste stjerner i "StoreBjørn" kender vi herhjemme somKarlsvognen, mens egypterne ser demsom den hellige okses bagben.Eskimoerne ser derimod de syv stjer-ner som et rensdyr, og i Centralafrikasynes man, de ligner en kano.Stjernebilleder kan altså godt have for-skellige navne afhængig af, hvor på jor-den man befinder sig. De forestillingerog myter, der knytter sig til billederne,er med andre ord kulturelt bestemte.

Med hjælp fra stjernerneOldtidens mennesker vidste godt, athimlen gav viden om mere end blotgudernes liv. Ud fra studier af himlen

udviklede både kineserne og de gamleegyptere nøjagtige kalendere for mereend 3.000 år siden. Herved blev de istand til at holde øje med årstiderneog vidste derfor, hvornår de skulle såog høste. Når et lands økonomi erafhængig af landbruget, er denneviden meget vigtig. For egypternebetød kendskabet til årets gang, at desamtidig kunne forudsige, hvornårNilen ville gå over sine bredder ogvande markerne.

Fra de tidligste kalendere harman delt ugen op i 7 dage, da dettepassede med en kvart fase for månen.En hel månefase svarede altså til enmåned og 12 faser til et år.

Søfolk har også studeret him-len. Når de var ude på åbent vand,brugte de stjernerne til at finde vej.Længe før kompasset blev opfundet,kunne f.eks. polynesierne navigereover Stillehavet alene ved hjælp afderes kendskab til stjernernes positionog de fremherskende vindmønstre. Enviden, som gennem digte, sange ogfortællinger gik i arv fra generation tilgeneration.

Men selvom polynesierne omnatten kunne bestemme retningenmed hjælp fra stjernerne, så ved viikke, hvordan de holdt kursen i dagti-

Historisk stjernekort formentligt fra 1600-tallet, der visernogle af de tydeligste stjernebilleder på den nordlige

halvkugle. Ill.: Ubekendt.

5

I oldtiden førte man nøjekalender over astronomiskeobservationer. Her er det entavle over planeten Venus´bane fra 200 år f.Kr.British Museum.

6

merne. Det samme problem gælder for så vidt vikingerne,når de sejlede over Atlanterhavet. Imidlertid har arkæolo-gerne gjort et fund i Grønland, der måske kan forklare, hvor-dan man navigerede om dagen. I 1948 blev der fundet ethalvcirkelformet stykke træ, som formentlig har været enpejleskive, eller et solkompas, som det også kaldes. Kendtevikingerne således retningen til solens op- og nedgang,kunne de benytte pejleskiven som et slags kompas. Og kom-passet kunne bruges hele dagen, forudsat at solen var frem-me.

I dag vil man sige, at kendskabet til stjernerne bådehavde et praktisk og religiøst formål i oldtiden. Men fordatidens mennesker var det to sider af samme sag. Den enedag ofrede de til guderne i himlen for en sikker sejlads.Mens de den næste dag brugte deres viden om stjernernespositioner til at navigere efter.

Alle kulturer havde deres historier om de guder, derregerede i himlen. I Grækenland hed den øverste gud Zeus,og i Danmark hed han Odin. Uanset hvor man var i verden,havde disse myter flere funktioner. Umiddelbart skulle deunderholde, når man om aftenen sad ved bålet. Men vigti-gere var det måske, at myterne gav svar på en lang række for-skellige spørgsmål, som f.eks. hvordan universet og livet varopstået. På den baggrund kan man sige, at mennesket ikkehar forandret sig særligt meget. Vi stiller stadigvæk desamme spørgsmål, men søger svaret et andet sted. Og det ernetop denne udvikling, det næste kapitel skal handle om.

Med dette solkompas kunne vikingernenavigere om dagen, hvis solen ellers var fremme.

Foto: Handels- og Søfartsmuseet.Hvor andre dyr hængermed hovedet og ser påjorden, fik han menne-sket til at gå oprejst,idet han fik det til at semod himlen og løfte sithoved mod stjernerne.

OVIDRomersk digter

7

I oldtidens mytologi var universet opbygget meget enkelt.Jorden var flad, og henover den lå himlen som en stor kup-pel. Både jorden og himlen var guder, og stjernerne var him-lens øjne. Solen var også en gud, der enten sejlede hen overhimlen eller blev kørt i en vogn. Solens rejse tog hele dagen,men om natten forsvandt den ned under jorden, hvor mør-kets kræfter herskede.

Denne forståelse af universets opbygning er med småforskelle og få undtagelser fælles for alle folkeslag. Den blevaldrig betvivlet, for myterne fortalte jo klart og tydeligt,hvordan alting hang sammen. Men i det gamle Grækenlandfor mere end 2.400 år siden begyndte man alligevel at spe-kulere på, om der mon ikke fandtes en anden forklaring.

Den runde jordDet blev en filosof og videnskabsmand ved navn Aristoteles(384-322 f.Kr.), der med størst held beskrev en ny verdens-model. Aristoteles mente, at jorden havde form som enkugle, der stod stille i midten af universet. Rundt om jordenlå syv usynlige skaller af krystal. Under den inderste skalkredsede månen, og her blev både stjerneskud og kometerdannet. Mellem de følgende skaller kredsede solen og defem planeter, man kendte dengang. Længst ude under densidste skal fandt man de stjerner, der aldrig flyttede sig, ellerfiksstjerner, som han kaldte dem. Endelig hævdedeAristoteles at universet var uforanderligt. Det havde medandre ord altid eksisteret og ville aldrig forgå.

Aristoteles´, teori om universets opbygning vandthurtigt udbredelse blandt andre videnskabsmænd. Men forde almindelige grækere spillede mytologien fortsat en vigtigrolle. Deres tro på, hvordan verden hang sammen, ændredesig ikke, bare fordi Aristoteles påstod, at jorden var en kugleomgivet af syv krystalskaller. Men for eftertiden fik hansverdensmodel stor betydning. Og der skulle gå næsten 1.800år, før nogen begyndte at tvivle på den.

Solvognen vidnerom, at man i oldti-dens Danmark til-bad solen som denmægtigste gud.Foto:Nationalmuseet.

Mange folkeslag har tillagtmånen særlige egenskabersom f.eks. eskimoerne.Foto: Bois1.

8

Med solen som centrumDen første tvivler var en polsk præstved navn Nicolaus Copernicus (1473-1543). Han var en meget alsidig mand,som både arbejdede med matematik ogastronomi, medicin og teologi. Men detblev især astronomien, der gjorde hamberømt. Kort før sin død udgavCopernicus nemlig en bog, hvori han

påstod, at det var jor-den og de øvrige plane-ter, som kredsede omsolen. Herved brød hanmed Aristoteles´ fore-stilling om, at jordenvar verdens centrum.

Copernicus´ bogblev kritiseret afmange. Især kirkenhavde svært ved at for-stå, at jorden ikke skul-le være verdens cen-trum. Men for mangevidenskabsmænd vardet også en næstenumulig tanke. Dog ikke

for munken Giordano Bruno (1548-1600), der samtidig bragte astronomienet stort skridt videre. Han havde regnetud, at alle stjerner i virkeligheden varsole, som svævede i et uendeligt him-melrum. Brunos tanker blev imidlertidkirken for meget. Han blev derfor arre-steret, og da han nægtede at tage sineord tilbage, endte han på bålet.

En anden af den tids store astro-nomer var danskeren Tycho Brahe(1546-1601). Han sad på Hven iØresund og udførte hver nat megetpræcise observationer af himlen.Tycho Brahe delte ikke de teorier, somCopernicus og Bruno havde fremlagt.For ham var jorden verdens centrum,ligesom Aristoteles havde sagt.

Men en dag gjorde den danske astro-nom en observation, som ikke passedeind i den gamle verdensmodel. Såledesså han en ny stjerne blive født og kald-te denne for en Stella Nova. Hervedopstod der et problem i forhold tilAristoteles´ teori, der netop sagde, atuniverset var uforanderligt. TychoBrahe kunne ikke helt forklare misfor-holdet mellem hans observationer ogde gamle teorier. Men få år senereopstod et nyt problem. Han opdagedenemlig en komet, der tydeligt varmeget længere væk end månen. Menhvordan kunne dette lade sig gøre, nårkometerne jo blev dannet i den inder-ste krystalskal?

Tycho Brahe forstod ikke helt,hvad hans observationer betød forAristoteles´ teorier. Men få år efterhans død gjorde en anden astronomnogle observationer, der skulle gøre detendeligt af med den gamle verdensmo-del. Astronomen var Galileo Galilei(1564-1642), og han opdagede bl.a., atplaneten Jupiter havde fire måner ikredsløb om sig selv. Galilei følte sigoverbevist om, at Copernicus havdehaft ret i, at solen var verdens centrum,som planeterne kredsede omkring.

Nicolaus CopernicusTycho Brahe

Og se, lige over mit hoved kom en vismærkelig stjerne pludselig til syne…Forbløffet og som lamslået måtte jegstå stille.

TYCHO BRAHEDansk astronom

9

Nu følte paven sig nødsaget til at gribeind, og han anklagede derfor Galilei forkætteri. Det var en alvorlig anklage, somfå år tidligere havde kostet Bruno livet.Fornuftigt nok tilstod Galilei, at hanhavde taget fejl, og at jorden naturligvisvar omdrejningspunktet for solen og pla-neterne. Selvom hans teorier på denmåde under tvang blev trukket tilbage, sålevede opdagelserne videre.

Når Galilei overhovedet kunne se,at Jupiter havde fire måner, var det fordi,han anvendte et helt nyt instrumentinden for astronomien. Nemlig et tele-skop. Teleskopet kalder vi også en kik-kert, og på den tid var det en helt nyopfindelse. For Galilei gav det mulighedfor at se nattehimlen, som ingen andrehavde set den før. Og for astronomienblev teleskopet den opfindelse, der foralvor hjalp til ny viden om universet. Enviden, som det næste kapitel skal skabeklarhed over.

Kometen Halebopp, som for få årsiden også kunne ses fra Danmark.

Foto: NASA.

Jupiter med de 4 måner,som Galilei opdagede i 1610.Foto: NASA.

10

Stjerner er som dyr inaturen.Vi ser deresunger, men vi seraldrig selve fødslen,der er en skjult oghemmelig tildra-gelse.

HEINZ R. PAGELSAmerikansk fysiker

Stjernefødsler er et af de smukke-ste syn, universet har at byde på.

Foto: NASA.

Den gamle kristne forestilling om, at Gud skabte universetpå bare syv dage, er for længst blevet til mytologi. I dag vedvi bedre. Universet blev skabt på et splitsekund. "Big Bang"kaldes den eksplosion, der satte det hele i gang, og astrono-merne mener, at den fandt sted for ca. 15 milliarder år siden.Inden da regner de med, at alle stjerner og planeter i heleuniverset lå presset sammen i en lille kerne, der var megetmindre end et sandkorn.

"Big Bang" udløste en enorm energi, som spredte sigud i alle retninger. Efter 1 milliard år blev de første stjernerskabt. Samtidig opstod store skyer af gas, der begyndte atsnurre rundt om sig selv og danne galakser med stjernerne.Kæmpeøer af lys blev tændt, men der var ingen til at se dem.Efter 10 milliarder år blev solen og planeterne skabt.

Som allerede nævnt gav det i sin tid Bruno proble-mer, da han påstod, at stjernerne i virkeligheden var sole. Idag ved vi, at han havde ret. Men vi ved også, at stjernerneer meget forskellige i både størrelse og lysstyrke.

Når man kigger op på stjernehimlen, kan man svagtane, at ikke alle stjerner har samme farve. Farverne fortælleros noget om, hvor varme stjernerne er. Man kan sammenlig-ne det lidt med, når en smed varmer jern op. Til at begyndemed bliver jernet rødt; så ændrer farven sig langsomt tilhvid, efterhånden som temperaturen stiger. Og til sidst ligeinden jernet smelter, bliver det blåligt.

Stjernerne kan også have forskellig størrelse. Voresegen sol er en mellemstor stjerne, og dem findes der utalli-ge af i universet. Men i stjernebilledet Orion ser man noglestjerner, der er meget store. Stjernen på Orions venstre skul-der er f.eks. en rød superkæmpe, flere hundrede gange stør-re end solen. Og stjernen på hans højre fod er endnu større.Det er en blåhvid superkæmpe, der lyser næsten 60.000gange så kraftigt som solen.

Ifølge Bibelen var det Gud,som skabte solen og

månen, så der kunnekomme lys på jor-

den. Kobberstik:Jacobo Rosso,

1654.

11

Historien om, hvordan stjernebille-det Orion fik sit navn er endnu enfantastisk fortælling fra den græskemytologi:

Orion var en stor og stærk jæger, derikke frygtede noget. Sammen medsine to hunde rejste han rundt i ver-den og oplevede mange farlige even-tyr. En dag kom han til et kongeslot,hvor der boede syv smukke prinsesser.Orion mente nok, at han kunne giftesig med alle syv. Men kongen sagdenej, for hans døtre skulle ikke nøjesmed en fattig jæger. Orion tog derforflugten sammen med en af prinsesser-ne. Men kongen fandt dem og blev sårasende, at han beordrede sine krige-re til at stikke Orions øjne ud og jageham dybt ind i skoven.

Længe famlede den blindejæger sig frem mellem træerne, indtilhan kom til et hus, hvor der aldrighavde været mennesker før. Herboede Hefaistos, der var smedenesgud. Hefaistos hørte den triste histo-rie og følte straks medlidenhed. Hanfortalte derfor Orion, hvordan hanskulle gå til det yderste hav og stillesig med ansigtet mod solen. Så villehan få sit syn tilbage, ved daggry. Detblev en lang og besværlig rejse, somlykkeligt endte med, at den uheldigejæger igen kunne se.

Nu skulle man tro, at Orionhavde fået nok. Men nej, straks hanfik sit syn tilbage begyndte han attænke på de syv prinsesser. Hjemmepå slottet stod kongen og så ud af vin-duet, da han pludselig fik øje påOrion. Kongen forstod med detsamme alvoren, og med et trylleordforvandlede han sine døtre til syvhvide duer. Duerne fløj ud gennemslottets vinduer og op mod himlen.Orion fulgte efter i et stort spring. Ogdet gør han stadigvæk.

Således kan man ifølge den græskemytologi altid finde Orion og 7-stjernen. Han prøver nemlig heletiden at indhente de syv smukkeprinsesser.

Orion er et af de let genken-delige billeder på nattehimlen.Ill.: Ubekendt.

12

Afstande i rummetAstronomernes viden om stjernerne erutrolig stor, når man tænker på, at dekun kan betragte dem med det blotteøje eller gennem et teleskop. F.eks. kandet beregnes meget nøjagtigt, hvorlangt væk de forskellige stjerner er iforhold til jorden.

Den nærmeste stjerne er solen.Det tager solens stråler 8 min. at nå jor-den. Da lys bevæger sig med 300.000km. i sekundet, vil det altså sige, at vibefinder os 144 millioner km. væk frasolen. Det svarer til ca. 3.500 gangerundt om jorden.

Efter solen er den nærmestestjerne Proxima Centauri, som ligger4,2 lysår fra os. Det betyder, at det tagerlyset 4 år og 73 dage at nå fra ProximaCentauri til jorden. Hvis man foretogdenne rejse med en rumraket, villeturen vare længere end 100.000 år.

Ser vi på stjernebillederne,består de af stjerner, der ofte liggermeget langt fra hinanden. IKarlsvognen er den nærmeste stjerne60 lysår borte og den fjerneste næstendobbelt så langt væk. Men endnu stør-re er forskellen i stjernebilledet Orion,hvor afstanden er fra 70 til 2.300 lysår.

Galakser – kæmpeøer af lysI dag ved vi, at solen ikke er universetscentrum som hævdet af Copernicus,Bruno og Galilei. Universet har nemligikke noget centrum. Til gengæld ersolen i vort eget solsystem det cen-trum, som planeterne kredser om. Vived også, at solsystemet blot er en lilledel af et større system, som vi kalderen galakse.

Hvis man en vinteraften kiggerop på stjernerne, vil man se en hvidstribe hen over himlen. Indianerne iNordamerika mente, at denne stribevar en sølvflod, der førte ned til døds-riget. Nordboerne kaldte striben forvintervejen, mens de gamle grækeresyntes, at den lignede mælk. Faktiskkommer ordet galakse af det græske"gala", der betyder mælk. Og derforkalder vi den galakse, som vi selv er endel af, for Mælkevejen.

Mælkevejen består af ca. 200milliarder stjerner, hvoraf nogle erstørre og andre mindre end solen. Forbare hundrede år siden troede astrono-merne, at Mælkevejen var hele univer-set. I dag ved de, at der findes milliar-der af galakser. Den nærmeste størregalakse er 2,3 millioner lysår borte.Andromeda-galaksen hedder den, ogpå nattehimlen kan den ses som enlille ulden tot vat i stjernebilledet afsamme navn.

Andromeda er samtidig navnetpå en prinsesse fra den græske mytolo-gi, og historien om hende er meget dra-matisk:

Spiralgalakser er helt almindelige i universet. F.eks. erbåde Mælkevejen og Andromeda spiralgalakser.Foto: NASA.

Universet er en uendelig kugle, hviscentrum er overalt, og hvis overfladeingen steder er.

BLAISE PASCALFransk matematiker og naturfilosof

Anbring tre sandkorn i en katedral, ogdenne katedral vil være mere tætpakketmed sand, end rummet er med stjerner.

JAMES JEANSEngelsk astronom

13

Det fortælles, at der engang levede endronning ved navn Cassiopeia. Hunhavde en datter, der var så smuk, at detvar lige til at prale af. Overalt hvor hunkom frem, sagde hun, at hendes datter,Andromeda, var smukkere end havetsnymfer.Til sidst blev alt det praleri hav-guden for meget. Han fangede derforAndromeda og lænkede hende til enklippe ude ved kysten ikke langt fra,hvor et farligt havuhyre boede.Prinsessen græd og ville snart haveværet død, hvis det ikke lige var forPerseus.

Perseus var en rigtig helt, og hanhavde netop dræbt den berygtede heksMedusa, da han i det fjerne hørteAndromeda græde. I en fart skyndte hansig ud til kysten. Og det var i sidste øje-blik, for havuhyret skulle lige til at ædeAndromeda.

Med sig i en sæk havde Perseusheldigvis heksens hoved. Nu skal manforestille sig et meget ækelt hoved medhår af sammenfiltrede slanger. Et hoved,som var så grimt, at alle, der så på det,blev til sten. I en fart hev Peseus derforhovedet op af sækken og viste det tiluhyret, der straks blev forvandlet til ensten.

Hvis man forestiller sig at stå på enplanet midt i Andromeda-galaksen, såvil nattehimlen se helt anderledes ud.Man vil ikke kunne se nogen af destjernebilleder, som vi kan se her frajorden. Og Mælkevejen vil blot kunneanes som en sløret stjerne i det fjerne.Med et godt teleskop vil man se, atMælkevejen er spiralformet. Men manvil næppe kunne finde vores sol, derbefinder sig i en af spiralarmene30.000 lysår fra Mælkevejens centrum.

Både Mælkevejen ogAndromeda-galaksen er formet som enspiral. Men der findes også galakser,der er ellipse- eller kugleformede.

Som vi allerede har hørt, samlerstjernerne sig i galakser. Men faktisksamles galakserne i endnu større syste-mer. Dem kalder vi galaksehobe. Påden sydlige halvkugle kan man se Denlille og Den store Magellanske Sky,som er to galakser opkaldt efter en af1500-tallets mest berømte søfarere.Begge galakser udgør sammen medMælkevejen, Andromeda og ca. 20andre en galaksehob, der kaldes "Denlokale hob". I virkeligheden er det enmeget lille galaksehob, sammenlignetmed at der andre steder i universet fin-des hobe med over 10.000 galakser.Endelig ved man, at disse galaksehobefaktisk samler sig i endnu større syste-mer kaldet superhobe.

Andromeda er navnet påbåde en galakse og et stjerne-billede.Ill.: Johannes Bayer.

En galaksehob set gennem et stort teleskop.For bare 100 år siden troede man, at

Mælkevejen var hele universet. I dag ved man,at Mælkevejen indgår i et større system kaldeten galaksehob, der igen indgår i en superhob.

Foto: NASA.

14

De ni planeterSer vi på vores eget solsystem, så er solen som sagt centrum.Rundt om den kredser planeterne i ovale eller elliptiskebaner, som det også hedder. Den tid, det tager en planet atbevæge sig rundt om solen, kaldes omløbstid. For jorden eromløbstiden et år, mens den f.eks. er 249 år for Pluto. I altkredser ni planeter om solen, hvoraf jorden altså er den ene.

Merkur er den planet, der er nærmest solen. Selvombåde kineserne og egypterne kendte planeten, har den fåetnavn efter de romerske guders sendebud, fordi den bevægersig hurtigt hen over himlen. Merkur er på mange måder eks-tremernes planet pga. meget store svingninger i temperatu-ren. Om dagen når temperaturen op på 400 grader, mens denom natten kan falde til minus 200.

Efter Merkur kommer den klareste af alle himlensplaneter, Venus. Lige omkring solopgang og solnedgang sesVenus tydeligst. Men den kan faktisk også ses om dagen,hvis man er heldig. Med en temperatur på overfladenomkring 480 grader er Venus et sandt helvede, der passermeget dårligt med, at den er opkaldt efter romernes kærlig-hedsgudinde.

Den tredje planet i rækken er jorden. Det mest ene-stående ved jorden er, at 70% af dens overflade er dækketmed vand enten som væske eller is. På ingen af de andreplaneter i solsystemet findes der flydende vand. Men jordenudmærker sig naturligvis også ved, at der er liv.

Mars er med sit rødlige skær let genkendelig på nat-tehimlen. Ellers er Mars nok mest kendt for de mange histo-rier om små grønne væsner med et sært udseende.Fantasifulde historier om, hvordan marsboere invaderer jor-den. Men i 1976 landede to rumsonder på Mars og tog for-skellige prøver, der ikke viste tegn på liv.

Mars er bedst kendt forde mange historier om

små grønne mænd. Ivirkeligheden er Mars en

øde og gold planet.Foto: NASA.

Stjernerne kenderog genkender jeg ogkalder dem enddaved navn. Det erselvfølgelig mineegne navne. Jeg vedikke, hvad andrekalder stjernerne.

UKENDT KVINDE New Mexico

15

Den største af planeterne i solsystemet er Jupiter, og derforhar den fået navn efter romernes øverste gud. Jupiter er det,man kalder en gaskæmpe. Det vil sige, at den ikke som f.eks.jorden består af klipper, men af forskellige gasser.

Saturn var ifølge de gamle romere høstgud og far tilJupiter. Men Saturn er også navnet på den næste planet, dersamtidig er et af de smukkeste syn på himlen. Selv i et lilleteleskop kan man se, at Saturn er omkranset af et fint systemaf ringe. Hver ring består af utallige is- og klippestykker, dervarierer i størrelse fra få millimeter til flere meter. Ligesomsin søn består Saturn af gasser og adskiller sig derfor også frade inderste fire planeter i solsystemet.

De næste to planeter er Uranus og Neptun. Deresnavne stammer også fra den romerske gudeverden og svarertil henholdsvis dødsguden og havguden. Begge planeterbestår som de to forrige af gasser.

Den fjerneste planet er underverdenens gud, Pluto.Astronomerne mener, at Pluto oprindeligt ikke var en del afsolsystemet. Den er kommet udefra, men har nu fundet indi en bane om solen. Pluto er med en diameter på kun 2.300km. den mindste af de ni planeter. Og den kan kun identifi-ceres på nattehimlen over flere nætters observationer.

Den blege måne

Alle planeterne har måner på nær Merkur og Venus. Jordensmåne kender vi fra nattehimlen, når den kaster sit blegeskær over land og hav. Men i virkeligheden lyser månerikke. De reflekterer solens lys. Går man ud om aftenen og serop på månen med en kikkert, vil man se et landskab medbjerge, kratere og store sletter. Fortsætter man med at obser-vere månen over flere aftener, vil man opdage, at den heletiden vender samme side til jorden. Det skyldes, at månenikke drejer rundt om sig selv. I mange hundrede år var deten stor gåde, hvad der var på den anden side af månen.Satellitbilleder fra 1959 af månens bagside afslører imidler-tid et landskab, som ligner det, vi kan se fra jorden.

Romernes havgudNeptun har lagt navn

til den yderste afde fire gaspla-

neter.Kobberstik:Ubekendt.

16

Faktisk har månen en betydelig ind-virkning på jorden. Alle, som har væretved Vadehavet, kender til flod og ebbe.Tidevandet har vi to gange i døgnet, ogdet skyldes månens tyngdekraft. Manskal forestille sig, at månen ligesomtrækker vandet til sig og derved skaberhøjvande. Omvendt er der så lavvandei de områder, hvor vandet trækkes vækfra.

Områderne med flod og ebbeflytter sig hele tiden, fordi jorden drej-er rundt om sig selv. Månens tyngde-kraft gør altså, at havene er i konstantbevægelse.

Da Galilei for 400 år siden så oppå Jupiter gennem sit teleskop, opda-gede han som bekendt fire måner. I dagved vi, at Jupiter faktisk har 16 måner,men det kunne Galilei ikke se den-gang. Det er ikke unormalt, at planeter-ne har mange måner. Uranus har f.eks.15 måner, mens Saturn mindst har 18.Pluto har som jorden kun 1 måne, menden er til gengæld næsten lige så storsom Pluto selv.

Da solen blev fødtVi har nu set på solsystemets opbyg-ning. Spørgsmålet er bare, hvornår oghvordan det er dannet. Astronomernemener, at solsystemet er ca. 5 milliar-der år gammelt. Før da var der kun ensky af støv og gasser. På et eller andettidspunkt er en stor gammel stjerneeksploderet et sted i nærheden, hvilketogså kaldes en supernova. En del afdenne stjernes stof er blevet slynget udi rummet med en enorm kraft. Hervedhar noget af stoffet blandet sig medskyen, der samtidig er begyndt at træk-ke sig sammen pga. trykbølgerne fraeksplosionen.

Efter flere hundrede millioner år harskyen trukket sig så meget sammen ogtemperaturen blevet så høj, at solenfødes som en stjerne. Men ikke alt stof-fet fra supernovaen eller gassen fraskyen har samlet sig i solen. Noget harsamlet sig i mindre klumper og kredserrundt om solen som planeter.Solsystemet er nu dannet, men derskal gå endnu en milliard år, før livetopstår på jorden.

Solen er en stor kugle af gas,hvoraf størstedelen er den gasart, derkaldes brint. Brint er et atom, og nårbrintatomerne er tæt nok på hinanden, smelter de sammen til helium, som eren lidt tungere gasart. Ved sammen-smeltningen frigøres der energi i formaf lys og varme. Hele denne proceshedder en atomkernefusion og kendesmåske bedst fra de altødelæggendebrint-bomber. Forskellen er bare, atbrint-bombens energi svarer til, at manstryger en tændstik og holder den opved siden af et bål.

I 1959 så man for første gang månens bagside.

Her illustreret på et russisk frimærke fra samme år.

Hver mand er en måne og har enmørk side, han aldrig viser frem tilnogen.

MARK TWAINAmerikansk forfatter

17

I slutningen af 1609optegnede Galilei

månens faser og fastslogsamtidig, at månens

overflade var et land-skab med bjerge og

åbne sletter.Instituto e Museo diStoria della Scienca.

18

Da solen består af gas, er det muligt at flyve igennem den, hvisman bygger et fartøj, som kan modstå de høje temperaturer. Mendet kan ikke lade sig gøre. For temperaturen på solens overfladeer nemlig 5.800 grader, mens den i centrum er 15 millioner gra-der. Tager man en teskefuld af solens indre og lægger den iNordtyskland, så vil temperaturen i København stige med et partusinde grader.

I solen er der energi nok til at lyse uforandret de næste ca.4 milliarder år. Derefter vil den bruge sine kræfter på at vokse sigstor og rød. Den vil udvikle sig til en såkaldt "rød kæmpe", derformentlig bliver så stor, at jorden opsluges. Til sidst vil denfalde sammen og ende som en "hvid dværg", hvilket er en sluk-ket og kold stjerne hovedsageligt bestående af jern.

Trykbølgerne fra en supernova når langt ud i universetog kan være med til at give liv til et nyt solsystem.

Foto: NASA.

Hvis universet blev skabt med et "Big Bang",hvordan vil det så ende? Det er et spørgsmål, somastronomerne strides om. Nogle mener, atUniverset vil udvide sig til evig tid. Og ommange milliarder år, når alle stjerner er døde, vilder kun være et øde univers tilbage, helt mørktog uden grænser. En anden teori går på, atUniverset en dag vil holde op med at vokse.Derefter begynder det at trække sig sammen, ind-til det igen fylder mindre end et sandkorn. Menhvad så? Begynder det forfra med et "Big Bang"?

Forklar med dine egne ord, hvad duforstår ved astronomi.

Gå på biblioteket og find flere stjerne-historier fra den græske mytologi.Vælg så en, og genfortæl den for dinklasse.

Prøv med dine egne ord at forklare,hvad solvognen har med astronomi atgøre.

Forestil dig, at du boede på en planeti Andromeda-galaksen. Tegn selv etstjernebillede, som du synes, det skalse ud, og digt så en historie, der pas-ser til.

Aftal en aften, hvor alle i klassen gårud og tegner månen med dens

19

Opgaver

"mørke" og "lyse" pletter. Sammenlignbagefter tegningerne i klassen.

Tegn en enkel skalafast tidslinie overUniversets historie fra "Big Bang" til idag. På tidslinien skal det fremgå,hvornår de første stjerner blev tændt,samt hvornår solsystemet blev dan-net. Find så ud af, hvornår de førstemennesker så dagens lys, og indsætdette på tidslinien.

Hvis lyset bevæger sig med 300.000km. i sekundet, hvor langt er der såtil Proxima Centauri?

Lav tre spørgsmål om astronomi tildine klassekammerater.

Vidste du

At lysets hastighed er 300.000 km. isekundet.

At lydens hastighed er 340 m. isekundet.

At en bil på motorvejen må køre110 km. i timen.

At soldater marcherer med 8 km. itimen.

Vidste du

At liv på jorden opstod for omkring 4milliarder år siden.

At dinosauerne uddøde for 50-65 millioner år siden.

At menneskeracen homo sapiens kun harbefolket jorden i ca. 200.000 år.

At den første mand satte foden påmånen den 21. juli 1969.

Vidste du

At ca. 20% af jordens atmosfærebestår af ilt.

At mennesket behøver ilt for at overleve.

At der på jorden findes væsener, somlever helt uden ilt.

At ilt er en giftgas.

Tekst : Jan Rindom Layout: RAAA / Skoletjenesten Tryk: Kailow Tryk A/S