1

SYRERNES STØRSTE SKJULESTED

Michael Hjøllund & Sofie Buch Hoyer, 10. december 2015

 

Istanbul er mystisk, dragende – og vanvittig populær blandt rejsende fra hele verden. Men mødet mellem øst og vest har fået en helt ny betydning i den gamle metropol: Siden den syriske borgerkrig brød ud, er op mod en halv million mennesker fra nabolandet strømmet til byen. Men Tyrkiet anerkender kun svagt syrernes tilstedeværelse. Derfor lever mange i en gråzone – hvis de da ikke allerede er på vej til Europa i en gummibåd.

Foto: Kasper Palsnov

 

  2

Prolog I hjertet af Istanbul suser et slæng af legesyge måger rundt om et prægtigt guldspir. Lige under dem, 50 meter over den gamle bydels brostensbelagte gader, knipser grupper af mennesker løs på deres kameraer og langstrakte selfie-stænger for at få sig selv og hinanden med på billederne af storbyens skyline. Istanbuls ældste udkigspost, Galata-tårnet, tilbyder et 360 graders udsyn over den gamle metropol og lokker hver dag 3.000 turister til, fortæller tjeneren Engin Dogan, mens han langer kopper med dampende, rødbrun te rundt til gæsterne i tårnets café. “Det bedste er helt klart solnedgangen – den burde alle opleve”, siger den 33-årige tyrker, mens de mange besøgende foreviger de himmelstræbende skyskrabere og smukt svungne moskéer, der udgør millionbyens betagende bagtæppe. For det blotte øje rummer Istanbul det hele: Moderne storby, historiske monumenter, endeløse trafikknuder – og masser af mennesker fra hele verden, der gennem årtusinder har givet byen den orientalske kulør, som gør Istanbul til klodens hurtigst voksende turistdestination ifølge Mastercards årlige rejseindeks. Men ligesom turister flokkes for at få en bid af øst og vest i modsætningernes mekka, er Istanbul også tilholdssted for et stigende antal flygtninge fra det borgerkrigshærgede naboland Syrien. Op mod en halv million syrere har slået sig ned blandt byens 15 millioner indbyggere, hvilket gør Istanbul til den største ‘syriske by’ uden for Syrien. Mange ankommer til Istanbul direkte fra krigens grusomheder. Her forsøger de at bygge et sikkert liv op, mens de venter på at kunne vende hjem igen. Men manglende muligheder for at arbejde lovligt i Tyrkiet og begrænset adgang til skoler for syriske børn efterlader dem med en fattig tilværelse i et land, der troede, at syrerne kun var på kort visit. For andre er Istanbul et springbræt til det Europa, som stadig flere flygtninge og migranter søger til – selv nu hvor vintervejret gør rejsen meget risikabel. Derfor forsøger EU at få Tyrkiet til at

  3

nedbringe antallet af mennesker, der krydser de europæiske grænser fra Mellemøsten. Senest har Unionen indgået en milliardaftale med Tyrkiet om blandt andet at skærpe grænsebevogtningen. Samtidig har tyrkerne lovet at forbedre forholdene for de 2,2 millioner syriske flygtninge, der ifølge FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) opholder sig i landet. Tyrkiets premierminister vil dog ikke garantere en opbremsning af flygtningestrømmen mod Europa, og samtidig kritiseres aftalen for kun at indeholde få konkrete forbedringer for syrernes levevilkår i Tyrkiet. Tre syriske skæbner For turisterne i toppen af Galata-tårnet er de mange syrere i Istanbul svære at få øje på. “Der er så mange turister i området, at man ikke rigtig lægger mærke til flygtningene. Og de, der tigger om penge, bliver gennet væk, hvis de bliver hængende for længe,” siger han. Selvom Engin ikke møder dem i sit arbejde, oplever han, at der kommer flere og flere syrere til Istanbul. “Ingen flygtningegruppe er lige så stor som den. Jeg synes, det er en skam, at de lider så meget,” siger han. I en fortælling i tre kapitler møder vi tre syriske skæbner. Én familie er netop ankommet til Istanbul fra borgerkrigen i Syrien. En anden har slået sig ned i et af byens tætbefolkede indvandrerkvarterer, mens en tredje syrer forlader samlingspunktet for flygtninge for i stedet at styre mod Europa i en skrøbelig gummibåd. Vi besøger først familien Hamsa, hvis søn ankommer til Tyrkiets største by for at blive genforenet med sine forældre og søskende i deres nye hjem – i ly fra krigen og hjemlandets totale opløsning. Ved den syrisk-tyrkiske grænse kunne deres familie bevidne, at de langtfra er ene om at flygte ud af landet, mens

  4

kamphandlingerne tager til. De håber, at Istanbul kan give dem en værdig tilværelse, indtil de en dag kan vende tilbage. Vi møder Idriss, der som den eneste arbejdende mand i et hjem på ti skrubber jeans til en løn, der ikke byder ham og hans syge brors familie andet end det mest nødvendige. På fjerde år føler de sig fanget blandt naboer, der helst ikke vil tale med dem, og et politisk system, som kun i ringe grad anerkender deres tilstedeværelse i Tyrkiet. Selvom Idriss har indset, at livet i Istanbul ikke var det, han håbede på, finder han trøst i, at hans 9-årige søn klarer sig godt i den lokale syriske skole. Og vi følger Ahmed, der for længst har opgivet at skabe sig en tilværelse i Tyrkiet. Han tager afsked med Istanbul for at forsøge at krydse Det Ægæiske Hav for tredje gang i håbet om at finde sine brødre, der allerede er nået til Europa. I sin rygsæk har han en nyindkøbt redningsvest, der skal være hans livline, hvis ikke gummibåden når over havet til Grækenland. En rejse, Ahmed – ligesom tusindvis af andre – allerede har erfaret er med livet som indsats.

  5

Kapitel 1: Ankomsten

Mens Pegasus-flyet lægger an til landing med sin bevingede hest trykt på halefinnen, gløder morgensolen over Istanbul. Klokken er lidt i syv. Odai Hamsa kaster et søvnigt blik på den fremmede by, der snart skal blive hans hjem efter to et halvt års adskillelse fra sin familie. Under ham ser han det gamle Konstantinopel udfolde sig over et areal næsten dobbelt så stort som Fyn. Pletvise grønne områder klemmer sig ind mellem byens utallige betonopførelser, der de senere år er skudt op som symbolet på Tyrkiets hastige udvikling. Bosporusstrædet deler byen i en europæisk og en asiatisk halvdel. Det er en smuk udsigt, synes Odai. Det er små to timer, siden hans fly lettede fra Libanons hovedstad, Beirut. Om lidt skal den 20-årige syrer gense sine forældre, der for nylig havde held til at slippe ud af Syrien. I Libanon var Odai i sikkerhed fra den syriske diktator, Bashar al-Assad, som ville have ham og andre unge mænd til at kæmpe for præsidentens regime i en borgerkrig, der foreløbig har kostet mere end 200.000 mennesker livet. Sammen med sin storebror flygtede Odai fra Syrien for at undgå militærtjeneste. Broderen er blevet i Libanon med sin kone og deres lille datter. Selvom Odai slap væk fra borgerkrigen, følte han sig utryg i den nordlige by Tripoli, hvor han og storebroderen boede. Byen ligger tæt på den syriske grænse og har været hjemsøgt af voldsomme opgør mellem militante islamister og den libanesiske regering. Om natten havde Odai ofte svært ved at falde til ro. Han tænkte hele tiden på sin familie. Havde de det godt? Hvornår skulle han se dem igen? I lufthavnen i Istanbul venter hans far, lillebror og moderen Nor. Da Odai træder ud i ankomstterminalen, står hun klar med sin mobiltelefon for at filme genforeningen. Den plan opgiver hun, så snart hun får øje på sin søn. I stedet kaster hun armene om

  6

Odai og krammer og kysser ham. Hun har ventet og ventet på denne dag. Sammen med sin mand fælder hun en tåre i Sabiha Gökcen-lufthavnen, mens morgen bliver til formiddag i storbyens østlige forstæder. Familien er samlet. Odai er ankommet til Istanbul. Et liv i skjul Historisk har Istanbul, der tidligere var centrum i det byzantinske og senere osmanniske rige, modtaget millioner af tilflyttere. Mange tyrkere, kurdere, armenere, jøder og kristne er siden republikkens fødsel i 1923 blevet tvangsforflyttet til Istanbul som følge af de politiske og etniske udrensninger, der fandt sted i Østtyrkiet. Siden 1990’erne har en blandet strøm af østeuropæere, afrikanere og folk fra Mellemøsten også søgt tilflugt i byen i kølvandet på Sovjetunionens fald og de vestlige anførte krige i Irak og Afghanistan i 00’erne. “Istanbul har altid været den mest attraktive by for flygtninge og migranter i Tyrkiet, fordi den tilbyder masser af muligheder for beskæftigelse. Men den nuværende situation, hvor så mange syrere kommer til byen på så kort tid, er enestående,” siger Didem Danis, der er sociolog ved Galatasaray Universitet og forsker i sociale netværk blandt flygtninge i Istanbul. Da borgerkrigen i Syrien brød ud for fire et halvt år siden, inviterede Tyrkiet syrerne indenfor. Regeringen har siden opretholdt ‘den åbne dørs politik’, hvilket betyder, at landet i dag – ifølge UNHCR – giver ly til omtrent halvdelen af de flygtninge, der opholder sig i nærområderne tæt på Syrien. Det er første gang, at en gruppe uden kulturelle, sproglige og etniske bånd til den tyrkiske befolkning er kommet i så stort antal, pointerer Didem Danis. For eksempel er syrerne arabere og taler arabisk, mens tyrkerne taler tyrkisk. “Disse etniske og sproglige forskelle skaber en udfordring for integrationen, selv om både syrere og tyrkere er muslimer,” siger hun.

  7

Af de over to millioner syrere, der ifølge UNHCR befinder sig i Tyrkiet, bor kun cirka 10 procent i en af landets 25 flygtningelejre. Resten er søgt mod byerne. I Istanbul er der ifølge International Rescue Committee mere end 366.000 syriske flygtninge. Flere ngo’er og eksperter vurderer imidlertid, at tallet er væsentligt højere. I oktober udtalte Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, at der opholder sig en halv million syrere i byen. Mange syrere kommer til Istanbul, fordi de har et stort netværk og gode chancer for at tjene penge. Samtidig er byen gigantisk stor. I kosmopolen kan man nemt gøre sig usynlig, hvis man som syrerne – der kun har få sociale rettigheder i Tyrkiet – gerne vil leve en anonym tilværelse, forklarer sociolog Didem Danis. “I stedet for at slå sig ned i en lille landsby, hvor det vil blive bemærket med det samme, kan flygtninge tage til Istanbul, hvor de kan skjule sig og leve mere afslappet”, siger hun. “Kom til Istanbul” Hvis man skal begribe, præcis hvor stor Istanbul er, kan man med fordel tage en tur til forstaden Sultanbeyli. En rejse, der fra bymidten nemt kan tage tre timer med offentlig transport. I det gamle arbejderkvarter – dybt inde på den asiatiske side af Istanbul, hvor huslejen er billig – har Odais familie slået sig ned i en lille lejlighed på 3. sal. Det er bøvlet at bo herude “midt i ingenting”, bemærker hans mor, Nor. Men det var sådan, det blev, da de ankom for tre måneder siden. Som med mange andre syrere i Istanbul blev ét familiemedlem i byen hurtigt til mange. Først kom faderen Hamsa, der flygtede i ni måneder gennem Syrien og blev smuglet over grænsen til Tyrkiet. Dernæst Nor og deres to mindste børn. Og nu også Odai. Valget faldt på Istanbul, fordi Nors søster allerede bor her. “Hun plagede mig konstant: ‘Kom til Istanbul, kom til Istanbul.’ Vi så byen som en god mulighed for at begynde et nyt liv. Og da

  8

vi fik chancen, så tog vi den selvfølgelig,” fortæller Nor. “Min forventning var, at livet ville være meget nemmere her i byen.”

ISOLERET. Odais mor Nor ville ønske, at familien boede tættere på centrum i Istanbul. Foto: Kasper Palsnov Ingen ret til at arbejde Da syrerne strømmede ind over Tyrkiets grænser i 2011, forventede de tyrkiske myndigheder, at borgerkrigen ville ende kort efter, så de mange flygtninge kunne vende hjem igen. Sådan gik det ikke. Alligevel er syrerne aldrig blevet anerkendt som egentlige flygtninge i Tyrkiet. Det skyldes, at Tyrkiet tog et forbehold, da landet tiltrådte FN’s flygtningekonvention i 1951. Et forbehold, der begrænser muligheden for at opnå flygtningestatus til kun at gælde personer fra det europæiske kontinent. Derfor har syreres tilstedeværelse i Tyrkiet alene beroet på en politisk accept. Sidste år vedtog Tyrkiet en ny lov, der placerer syrerne under ‘midlertidig beskyttelse’. Det betyder, at de ikke vil blive sendt tilbage til Syrien. Men beskyttelsen kan fjernes uden videre, hvis den tyrkiske regering ønsker det. Og selvom den nye lov i princippet gør det muligt for syrere at arbejde lovligt i landet, er

  9

det et forsvindende lille antal, der reelt har fået en arbejdstilladelse. På samme måde er adgang til offentlig undervisning på arabisk og tilskud til medicin stærkt begrænset. De manglende rettigheder betyder, at syriske flygtninge i Tyrkiet lever i en gråzone, hvor de må ty til illegalt arbejde for at tjene penge, mens få ngo-sponsorerede skoler sørger for uddannelse til deres børn. Alligevel forventer flere migrationseksperter, at syrerne fortsat vil hobe sig op i Istanbul og resten af Tyrkiet. For jo længere tid krigen fortsætter, jo større er sandsynligheden også for, at de syriske flygtninge vil blive boende – selv efter en eventuel fredsslutning i deres hjemland. “For mange syrere bliver Istanbul stedet, hvor de slår sig ned resten af livet,” siger migrationsforsker Murat Erdogan, der er professor ved Hacettepe Universitet. Folk løber fra russiske luftangreb I stuen i Sultanbeyli sidder Odai over for sin lidt ældre fætter Alaa, der er kommet til Istanbul få dage før ham.

GENFORENET. Efter måneders adskillelse er familien Hamsa samlet igen. Foto: Kasper Palsnov

  10

I knap en uge bevægede fætteren sig gennem syriske marker og mudret terræn med sin kone og to små sønner. De sov under træerne og nåede til sidst den lille by Afrin, hvor de betalte smuglere for at fragte dem ind i Tyrkiet. Alaa har mørkeblå mærker i ansigtet og fortæller, hvordan tyrkiske grænsevagter gav ham tæsk og forsøgte at slå hans sønner, inden det lykkedes dem at slippe væk. En rapport fra Human Rights Watch, der blev udgivet i slutningen af november, beretter om flere tilfælde, hvor grænsevagter aktivt har forsøgt at forhindre syrere i at krydse grænsen. Alaas og hans kone mistede alle deres ejendele, da de flygtede, og bor nu midlertidigt hos Odais familie. Undervejs mødte de mange landsmænd, der ligesom dem selv ikke har andet valg end at forlade Syrien. “Rigtig mange folk krydser grænsen lige nu – de løber fra de russiske luftangreb,” fortæller Alaa. I september indledte Rusland en række militære aktioner i Syrien, der ifølge landets præsident, Vladimir Putin, har til formål at bekæmpe terrorgruppen Islamisk Stat. Ifølge flere internationale medier har angrebene dog også ramt de oprørere, der forsøger at bekæmpe præsident Assad. Odais første dag i Istanbul Før familien Hamsa forlod deres landsby Harasta, som er en forstad til Damaskus, gik Odai i gymnasiet. Han manglede et år, før han kunne fortsætte på universitetet. “Mit eneste håb for fremtiden er at studere,” siger Odai, mens han viser rundt i sit nye hjem, hvor han fremover skal dele værelse med sin lillebror på syv år. Men her i Istanbul er der ikke råd til at tænke på studier. Hans far og mor håber, at Odai kan finde et arbejde, så deres hverdag kan hænge bedre sammen.

  11

TILFLYTTER. 20-årige Odai er lige kommet til Istanbul, som han synes minder meget om sin hjemby Damaskus. Foto: Kasper Palsnov   Faderen Hamsa er egentlig uddannet ejendomsmægler, men arbejder nu på en byggeplads, hvor lønnen kun lige rækker til at betale familiens husleje og øvrige udgifter. For nylig har moderen Nor fået job som medhjælper på en skolebus, men det er stadig ikke nok. “Vi arbejder alle sammen, blot for at vi kan få en lille smule mad at spise,” siger Nor. Ifølge hende er Istanbul trods alt et bedre alternativ end Libanon eller Jordan, hvor flygtninge i hundredtusindvis samler sig i lejre og byer, mens FN og flere nødhjælpsorganisationer melder om kronisk mangel på ressourcer til eksempelvis mad, tæpper og andre fornødenheder. I dag kom endnu et medlem af familien Hamsa til Istanbul, og de skal være glade for, at de har hinanden, siger Odais far. Også selv om et liv i Tyrkiet aldrig har været deres drøm. Han frygter, at hans børn ikke får mulighed for at dygtiggøre sig. “Hvis vi engang får Syrien tilbage, er de hjælpeløse uden en uddannelse,” siger Hamsa.

  12

Derfor ligger tanken om at rejse videre mod Europa ikke familien fjernt. Men Hamsa ønsker ikke at slippe håbet om, at de snart kan gense deres hjem. “Lige nu venter vi på, hvad der sker i Syrien. Hvis tingene fortsætter som nu, er vi nødt til at overveje andre muligheder,” siger faderen. “Vi vil bare gerne bo i sikkerhed, have vores børn omkring os og spise godt – ligesom alle andre. Men mest af alt vil vi bare gerne leve i fred,” tilføjer han. For sønnen Odai, der har været i Istanbul i under et døgn, har byen givet et godt førstehåndsindtryk. I Libanon, hvor han lige er kommet fra, oplevede han, at befolkningen var “ondskabsfuld og racistisk” mod syrere som ham. Her i Tyrkiet er folk både venlige og høflige, fortæller han. “Men jeg har kun været her én dag, så jeg har ikke så meget erfaring med landet endnu,” siger Odai.

  13

Kapitel 2: Et uønsket hjem

På en brummende tøjfabrik i Istanbuls tætpakkede Esenler-kvarter ser et par rare, rødsprængte øjne frem mod den frokostpause, der venter lige om hjørnet. Øjnene tilhører den syriske flygtning Idriss Houssein.

Han har til forskel fra familien Hamsa boet i byen i fire år.

Al den tid har han skrubbet jeans i en hørm af støv og kemikalier fra de 20 maskiner, som han og hans syriske kollegaer betjener.

Når Idriss’ tyrkiske chef råber, at han skal arbejde endnu hurtigere, eller når han bliver bedt om at arbejde til klokken 1 om natten, bider han det i sig.

Han kom til Istanbul fra Damaskus i håb om at leve en sikker tilværelse, men han har ingen arbejdstilladelse og dermed ingen rettigheder på det tyrkiske arbejdsmarked. Samtidig er han dybt afhængig af sin månedsløn på lige under 3.000 kroner.

Som den eneste i en familie på ti, snart 11 personer, er det Idriss, der tjener pengene til at kunne betale for deres fugtramte kælderlejlighed på 40 kvadratmeter.

To små værelser, som normalt bruges til at opbevare møbler i, en entré og et tekøkken udgør deres hjem.

For nylig har deres tyrkiske udlejer truet med at hæve huslejen. Men det hænger dårligt sammen. Familien er fanget i deres lejlighed og det liv, de lever dér, for Idriss’ bror er alvorligt syg.

Han ligger bundet til en seng, næsten helt lammet efter et hjerteanfald, som ramte ham, da han flygtede til Tyrkiet trods forhøjet blodtryk.

Derfor er det Idriss, der må knokle. Hans lunger svier, og hans hænder er helt tyndslidte ved leddene.

Han ser frem til sin frokostpause, hvor han skal hente sin søn fra skole og være sammen med familien en kort stund.

  14

SLIDT. Syreren Idriss Houssein skal forsørge sin familie på ti personer. Derfor er han nødt til at tage imod underbetalt arbejde. Foto: Kasper Palsnov 400.000 syrere arbejder ulovligt “Kommer du til Danmark, skal du arbejde.” Sådan lød parolen fra Socialdemokraterne, da danskerne gik til folketingsvalg i foråret. Et valg, hvor flygtningepolitik blev vendt og drejet i den offentlige debat. I Tyrkiet har budskabet til de syriske flygtninge nærmere lydt: Kommer du til landet, skal du helst ikke arbejde. For selv om et sæt nye regler fra oktober 2014 skulle have gjort det nemmere for syrere at få en arbejdstilladelse i Tyrkiet, er tiltagene aldrig blevet implementeret. I forvejen er landets arbejdsløshed oppe på omkring 10 procent, og derfor er regeringen i hovedstaden Ankara loren ved at åbne det tyrkiske arbejdsmarked for syrerne. “Vi forsøger at uddanne og opkvalificere vores arbejdsløse, så de kan få et arbejde i Tyrkiet, og det ville være unfair at tage deres job og give dem til flygtningene,” sagde landets daværende arbejds- og socialminister, Faruk Celik, i august.

  15

I den nye aftale, der blev indgået mellem EU og Tyrkiet i november, har tyrkerne dog givet håndslag på, at landet vil “fortsætte” indsatsen for at vedtage lovgivning, der giver syrere adgang til sociale goder, herunder “deltagelse i den tyrkiske samfundsøkonomi”. En formulering, som af flere kritikere anses for at være alt for vag. Indtil videre må Idriss og hans landsmænd fortsætte deres illegale arbejde for at tjene til dagen og vejen. Ifølge en ny rapport fra Hacettepe Universitet arbejder cirka 400.000 syrere ulovligt i Tyrkiet. Ansættelse af illegal syrisk arbejdskraft – særligt i mindre tyrkiske virksomheder – er et udbredt fænomen, også i Istanbul, hvor man finder masser af syrere i eksempelvis tekstil- og restaurationsbranchen. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International gør de manglende arbejdstilladelser de syriske flygtninge ofre for “systematisk udnyttelse”. “Vi hører mange historier om folk, der arbejder for meget mindre end mindstelønnen, eller som arbejder i månedsvis uden at blive betalt. Og vi hører om børn, der må arbejde for endnu mindre løn end deres forældre. Men der er ingen, der kan tale deres sag,” siger organisationens Tyrkiet-researcher, Andrew Gardner. Ngo’en Association for Solidarity with Asylum Seekers and Migrants (ASAM), der rådgiver flygtninge om deres sociale rettigheder i blandt andet Istanbul, ser de manglende arbejdstilladelser som et af de største problemer for syriske flygtninge. “Istanbul er meget dyr og trang at leve i, og transport kan være bekostelig, hvis man skal rejse på kryds og tværs af byen til sit arbejde. Det gør livet meget svært for de syriske familier, når de tjener så lidt,” siger projektleder hos ASAM, Cansu Alözkan. Et andet område, hvor syrere har begrænset adgang til det offentlige system i Tyrkiet, er sundhedssektoren. Da Idriss’ bror blev ramt af et hjerteanfald, kunne familien godt få dækket deres udgifter til den akutte operation. Men den

  16

efterfølgende medicin skal de selv betale en stor del af. På samme måde kan syrere, der lider af kroniske lidelser, ikke få betalt deres medicin gennem det tyrkiske sundhedssystem. Syrien-kort og superhelte I det vestlige Istanbul – i Esenler-distriktet – får Idriss’ søn snart fri fra skole. En smal etagebygning med Syrien-landkort og skrigende pastelfarver på væggene huser 1.200 af kvarterets flygtningebørn. Ud af lokalerne pibler hundredvis af elever fra de mindste klasser. Deres ivrige skrål og larmende snak får trappeopgangen til at give ekko helt ud på hovedgaden. Midt i flokken lyser en neongrøn skoletaske med superheltemotiv op.

FART PÅ. Idriss’ 9-årige søn Baker får vind i håret, når han spurter hjem fra skole. Foto: Kasper Palsnov Idriss’ søn Baker har lært klokken i dag. Den lille fyr på ni år spurter mod sit hjem få gader derfra. Følelsen af at løbe alt, hvad han kan, giver ham en fornemmelse af at flyve. Han føler sig fri, fortæller han, da han er kommet hjem i familiens kælderlejlighed. “Jeg troede, du fik 11 i dag?” driller Idriss og stryger sin søn gennem det pjuskede, sorte hår, mens de to gennemgår

  17

resultatet af den seneste test i skolen. Skalaen går kun til ti, og Baker scorede topkarakter. I området, hvor Idriss’ familie har boet i fire år, er der flere private skoler for syriske børn. De er i sig selv med til at tiltrække flere flygtninge, fordi der er mange penge at spare på transport, hvis skolen ligger i gåafstand. Det koster ikke Idriss noget at sende sin søn i den lokale skole, som finansieres af ngo-hjælp og private donorer. For nylig har Unicef tilbudt at betale lærernes løn, som på grund af de sporadiske indtægter ofte lader vente på sig i flere måneder. Med udsigt til at skulle blive i Istanbul mange år endnu, er Idriss lykkelig for, at hans søn får den uddannelse, han aldrig selv fik. Men Baker er heldig. Ifølge en rapport fra Human Rights Watch går kun under halvdelen af de cirka 700.000 syriske børn i Tyrkiet i skole. Selv om syrere formelt gerne må gå på de offentlige skoler i landet, forhindrer kultur- og sprogbarrierer mange børn i at blive integreret i uddannelsessystemet, lyder det i rapporten.

HYGGESTUND. Idriss har store ambitioner på sin søns vegne og holder godt øje med, hvordan Baker klarer sig i skolen. Foto: Kasper Palsnov

  18

Men sprog er ikke kun en udfordring for de syriske flygtningebørn. Hjemme hos Idriss kan ingen af de voksne et ord tyrkisk. Kun arabisk. “Jeg har ikke tid til at lære sproget, når jeg arbejder så mange timer i døgnet,” siger Idriss, der normalt er på job fra syv morgen til otte aften. Til forskel fra Syrien, hvor naboer nærmest bliver en slags familie, har de ti personer i det lille kælderhjem nærmest ingen kontakt med de lokale tyrkere, fortæller Idriss’ kone, Iman. På et tidspunkt gik deres dørklokke i stykker. De var nødt til at ringe på hos overboerne for at blive lukket ind. Men det brød naboerne sig ikke om. “De ønsker ikke at have kontakt med os. Sådan er livet for syrere her i landet,” siger Iman. Tyrkiet tager stort ansvar Ifølge flere iagttagere skyldes den isolerede tilværelse for mange syrere i Tyrkiet, at landet fejllæste, hvordan flygtningestrømmen fra borgerkrigen ville udvikle sig. For selvom Tyrkiet indtil videre har brugt over 55 milliarder kroner alene på udgifter til at drive landets flygtningelejre, halter integrationspolitikken for de mange flygtninge i byerne, lyder kritikken. “Tyrkiet havde ingen forventning om, at der ville komme så mange flygtninge, og at de skulle blive her så længe. Vi manglede simpelthen en plan,” siger migrationsforsker Murat Erdogan fra Hacettepe Universitet. Set fra den tyrkiske regerings side handler krisen dog i høj grad om, at det internationale samfund har ladet landet i stikken. “Vi betaler prisen for, at et forfejlet FN-system ikke har magtet at løse Syrien-krisen på et tidligere tidspunkt,” lød det i november fra premierminister Ahmet Davutoglu, der appellerede til en mere fair fordeling af flygtningebyrden.

  19

I dag er der ingen tvivl om, at mange syrere vil blive i Tyrkiet i lang tid, vurderer migrationsforsker Murat Erdogan. “Tyrkiet er nødt til at stoppe med at se syrerne som gæster. Og hvis de skal kunne skabe deres eget livsgrundlag i Tyrkiet, er regeringen nødt til at give dem lov til at arbejde,” siger han. Samme melding lyder fra Amnesty International, der påpeger, at den usikre tilværelse og manglende rettigheder i Tyrkiet også får mange syriske flygtninge til at rejse videre mod Europa. “Når det går op for dem, at konflikten i Syrien bare bliver ved og ved, har de ikke brug for en midlertidig løsning. Så søger de en mere permanent løsning på deres situation. Kan de ikke få det i Tyrkiet, søger de mod EU,” siger Tyrkiet-researcher, Andrew Gardner. Middagspause i udkigstårnet I det spidse Galata-tårn serverer tjeneren Engin Dogan tyrkisk kaffe og kage for de mange turister, der midt på dagen har taget elevatoren op i udkigsposten. Ude i horisonten spidder moskéernes minareter skyerne som tynde, fyldepensformede raketter, mens de tolv-tonede bønnekald fra hver side af Det Gyldne Horn fletter sig ind i hinanden. Den pænt klædte tjener er glad for sit job og sin tilværelse i Istanbul. Han bor som ungkarl hos sine forældre i et af byens konservative kvarterer. Når han møder nogle af de syriske flygtninge, der tigger omkring Galata-tårnet, giver han dem som regel de par mønter, han har tilovers. “Jeg forsøger at have medfølelse for deres situation. Men mange tyrkere er uenige med mig,” siger Engin. “Mange ser ned på flygtningene her i byen. Det er en skam, synes jeg. Vi er nødt til at dele det, vi har, med dem, der er i nød.”

  20

Tyrkerne: Flygtninge er en byrde I Esenler-distriktet, hvor Idriss og hans familie holder til, mærkes utilfredsheden med de mange syrere blandt den tyrkiske lokalbefolkning. Ibrahim Turan bestyrer en elektronikforretning og har boet i området hele sit liv. “Den tyrkiske økonomi gik fremad, men da syrerne kom, blev alting pludseligt meget dyrt,” siger Ibrahim og griber fat i en pude fra den sofa, han sidder på. “Forestil dig, at puden er det brød, som skal bespise alle os tyrkere,” siger han. Ibrahim hæver sin håndflade og skærer den ned midt i puden, som var det en kniv. “Nu skal syrerne have den ene halvdel, og så er der kun den anden halvdel tilbage til tyrkerne,” siger han. Ifølge en repræsentativ meningsmåling fra Hacettepe Universitet foretaget i 18 tyrkiske byer i 2014 mener 70 procent af tyrkerne, at de syriske flygtninge er en økonomisk byrde. Omvendt er et flertal imod, at syrerne sendes tilbage til deres hjemland. “Det er nødvendigt, at Tyrkiet holder sine grænser åbne. Hvis vi ikke gør det, bliver syrerne jo slået ihjel,” siger butiksejeren Ibrahim. Lidt derfra, hvor den livlige handelsgade med butikker og kiosker munder ud i et torv, ligger en lille boghandel. Ejeren hedder Aslan, og også han har mærket de forandringer, som syrerne har bragt med sig. Da han for nylig blev gift, var det svært at finde en ny lejlighed i Esenler. Udbuddet er dykket, og priserne er gået op. “Muligheden for at finde et job bliver også dårligere, fordi arbejdsgiverne vil tjene flest mulige penge og foretrækker at hyre lavtlønnede syrere frem for tyrkere,” siger den fipskæggede boghandler, der understreger, at han ikke selv har noget problem med de nye beboere i kvarteret.

  21

Han forklarer, at syrere tit besøger hans butik for at købe bøger på engelsk. Også bøger om tyrkisk sprog sælger godt, fortæller han og henter en arabisk-tyrkisk ordbog ude i baglokalet. “Vi har haft den her bog længe, og den bliver mere og mere populær,” siger han. Ifølge migrationsforsker Murat Erdogan afspejler holdningen i Esenler-området tyrkernes generelle syn på flygtninge. Selvom de lokale på den ene side ikke altid taler pænt om flygtningene og ser mange problemer ved deres tilstedeværelse, accepterer de, at syrerne bor i landet. Spørgsmålet er, om den balance vil bestå, hvis regeringen sætter handling bag løfterne til EU om at integrere syrerne mere i det tyrkiske samfund. “Mange i Tyrkiet håber, at syrerne tager hjem igen på et tidspunkt. Men hvis regeringen giver dem arbejdstilladelse og forsøger at integrere dem, risikerer det at undergrave den nuværende sociale accept af flygtningenes tilstedeværelse i landet,” siger Murat Erdogan. Syriens næste præsident Hjemme hos Idriss’ familie er frokostpausen ved at være forbi.

RU. Idriss’ hænder vidner om et hårdt arbejdsliv. Foto: Kasper Palsnov

  22

Han gnider sig i de røde øjne. Det støj- og støvfyldte arbejde på den lille tekstilfabrik kalder – og hvis Idriss kommer for sent, bliver tiden bare lagt oven i det i forvejen sene aftenarbejde. “Jeg mærker min krop lide, men jeg har intet valg,” siger han. I hjørnet af det sparsomme værelse, der er lejlighedens stue, står en hospitalsseng. Her ligger Idriss’ syge lillebror, Emad, når han er stabil nok til at være derhjemme. Broderen er næsten helt lam. Nogle gange vipper han dog lidt med sine fingre og tæer. Han får sondemad, og når han hoster, bliver slimet drænet gennem et hul i halsen.

OMSORG. Idriss’ bror Emad ligger skiftevis på hospitalet og hjemme hos familien i Istanbul. Foto: Kasper Palsnov  

  23

Lillebroderen på 35 år har ikke ytret et ord i ni måneder, fortæller Idriss og viser en video af Emad på sin telefon. “Kom nu, smil lidt – så kan det være, at lægerne snart lader dig gå,” siger Idriss på optagelsen, hvor broderen blinker med øjnene og bevæger hovedet i små ryk som svar. Videoen er filmet på et hospital to timer uden for Istanbul, hvor deres forældre holder broderen med selskab. Imens kigger Idriss’ efter sin svigerinde og hendes børn foruden sin egen kone og parrets to børn. “Jeg bekymrer mig ikke om mig selv, men om min lillebror, der har hårdt brug for hjælp”, siger han. Hvis de havde pengene, og hvis Idriss’ bror var rask nok, ville familien ikke tøve et sekund med at rejse til Europa og søge asyl, ligesom flere af deres venner og bekendte har gjort. Trods den tyrkiske regerings løfte om at forbedre forholdene for syrere i landet tvivler Idriss på, at han får ret til at arbejde i Tyrkiet. “Vi har hørt den slags diskussioner mange gange før. Selv hvis jeg fik en arbejdstilladelse, vil min chef stadig underbetale mig og forsøge at snyde mig,” siger han og tilføjer:

“Den tyrkiske regering reddede vores liv ved at åbne grænsen for os. Men tyrkerne vil mest af alt bare suge vores penge og arbejdskraft uden at give os rettigheder.” Istanbul er familien Housseins hjem, hvad enten de vil det eller ej. “Jeg har ingen plan. Sådan en har jeg ikke tid til at udtænke. Jeg arbejder hele tiden og venter på, at Gud hjælper mig,” siger Idriss. Et lyspunkt er hans kones voksende mave. Hun er gravid i ottende måned, og parret ser frem til familieforøgelsen. Om det bliver en dreng eller en pige er lige meget.

  24

“Vi vil elske det barn, vi får, uanset hvad” siger hans kone og storsmiler. Idriss trækker i skoene og klapper sin søn Baker på skulderen. “Jeg er stolt over, at han er dygtig i skolen og gerne vil blive til noget. Hvis krigen i Syrien slutter, og vi får lov til selv at vælge vores leder, bliver Baker måske præsident en dag”, siger familiefaderen, inden han tager af sted for at skrubbe bukser resten af dagen.

KNUDEPUNKT. Istanbul huser flere flygtninge end nogen anden by uden for det krigsramte Syrien. Op mod en halv million syrere opholder sig i byen. Foto: Kasper Palsnov

  25

Kapitel 3: Afskeden Den tyrkiske kyst ud for Izmir toner ud. 21-årige Ahmed har for længst opgivet at skabe sig en tilværelse i Istanbul. Han sidder i en lille fiskerbåd på vej mod den græske ø Samos. Mod Europa. Det er den 25. oktober, og natten er kulsort på det rokkende Ægæerhav. Ahmed og de 36 andre flygtninge sejlede fra Tyrkiet for en halv time siden. Han var blevet lovet – og havde betalt 2.000 dollar for – et større og mere sødygtigt fartøj. Den unge syrer sidder bagerst i båden. Ved en firkantet fordybning med plads til den fangst, som båden kan hente ind fra havet, er passagererne proppet sammen som fisk. Motoren på den lille fiskerbåd går i stå. Den midaldrende tyrkiske smugler, der er bådens styrmand, forsøger at få liv i den med et sæt værktøjsnøgler. Det lykkes, og båden fortsætter fremad. Fra Grækenland vil Ahmed rejse mod Tyskland, hvor hans tre brødre opholder sig. De befinder sig den østtyske delstat Sachsen og sender hilsner til ham hver dag. Mange af flygtningene på båden er mænd, men der er også kvinder og børn ombord. Ved siden af Ahmed holder en dame godt fast i sin baby – en pige klædt i mørke uldbukser og en hvid trøje. Hun ligger stille i sin mors favn. I en vandtæt pose i inderlommen har Ahmed sin mobiltelefon. En sort Samsung Galaxy. På den har han indkodet kontaktoplysningerne på kystvagten i både Tyrkiet og Grækenland – for en sikkerheds skyld. Motoren hakker og sætter ud igen. Smugleren banker på maskinen og får den vækket til live. De har stadig kurs mod Samos.

  26

I Tyskland håber Ahmed at kunne gøre sit økonomistudie færdig. Da hans brødre flygtede fra hjembyen tæt på Damaskus, blev han tilbage i Syrien for at få sit eksamensbevis i hus. Men frygten for at blive indkaldt til militærtjeneste fik ham til at tage flugten ligesom mange af hans landsmænd. Motoren går i stå for tredje gang. Den ryger, og en brændt lugt når Ahmeds næsebor. Det begynder at regne. Vinden tager til. Motoren kommer ikke i gang igen. Pres på Europas grænser Mere end 900.000 flygtninge og migranter er i år nået til Europa ad søvejen, oplyser International Organization for Migration (IOM). Ifølge UNHCR er mere end hver anden bådflygtning fra Syrien, og langt de fleste sejler til Grækenland fra Tyrkiet. “Antallet af bådflygtninge fortsætter med at skyde i vejret, selv om vi havde forventet, at det ville falde i slutningen af året”, siger Abby Dwommoh, der er talsperson for IOM i Tyrkiet. Rejsen er langt fra uden risiko. I alt er 3.600 personer ifølge IOM druknet i Middelhavet i år, heraf 627 ud for den græske kyst. Det stadigt stigende antal flygtninge, der alligevel når frem til Europas kyster, har efterladt EU og dets medlemslande rådvilde. For at begrænse flygtningestrømmen mod Europa har Tyrkiet forpligtet sig til at styrke landets grænsekontrol. Det skal ses i lyset af, at den tyrkiske kystvagt ifølge myndighederne allerede bruger 34 millioner kroner om måneden på patruljering og redningsaktioner. Titusinder af flygtninge er blevet reddet i land i år. Derudover har tyrkerne i den nye aftale med EU lovet at forbedre levevilkårene for flygtninge i landet, så færre – som Ahmed – fristes til at tage turen over det dødsensfarlige hav. Til at finansiere forbedringerne har EU-landene stillet 22 milliarder kroner i udsigt.

  27

Små fyrtårn på det åbne hav På den lille fiskerbåd ud for Izmirs kyst er passagerernes nervøse drømme om Europa afløst af panik. Mændene råber ad hinanden. “Klap i, vi er alle sammen fanget herude,” råber Ahmed. Kvinden, der sad med den lille pige ved siden af ham, er besvimet. Inden da nåede hun at række sit barn til Ahmed. Han holder babyen fast med sin højre arm, mens han forsøger at tilkalde hjælp med den anden. På sin Samsung-telefon finder han frem til kontakten ”Ggggggggg”. Bag navnet gemmer sig nummeret på den græske kystvagt. Men i den anden ende af røret lyder beskeden på engelsk, at grækerne ikke kan hjælpe, fordi båden endnu ikke befinder sig i græsk farvand. Ahmed taster en besked ind på sin telefon og sender den til den tyrkiske kystvagt: 37 flygtninge. I farvandet mellem Izmir og Samos. ”Vær sød at skynde jer. Red os fra denne katastrofe,” slutter han beskeden. Bølgerne vokser i størrelse, og Ahmed bliver gennemblødt af regnen og vandet, der slår mod fiskerbåden. Pigen på hans arm har ingen redningsvest. Hun er vågen, men siger ikke en lyd. Han vugger hende til ro og har stadig telefonen i sin venstre hånd. Den tyrkiske kystvagt vil have Ahmed til at sende bådens koordinater via besked-applikationen WhatsApp, men signalet er for svagt. Ahmed forsøger en af de andre flygtninges telefoner. Han holder sim-kortet mellem sine tænder, mens han åbner bagsiden af telefonen. Intet held. Han prøver en ny telefon. Heller ikke. De andre mænd forsøger, så godt de kan, at stabilisere båden i forenden. En iraker, der har siddet over for Ahmed hele turen, bryder sammen. Han truer med at kaste sig over bord.

  28

Ahmed skifter stadig sit sim-kort fra telefon til telefon. Til sidst giver han sin egen endnu et forsøg. Det virker. Han får sendt bådens koordinater afsted. Meldingen retur lyder, at den tyrkiske kystvagt er på vej. Efter at have drevet rundt i flere timer skimter Ahmed en række projektørlys i mørket. Bådens passagerer tænder lommelygterne på deres mobiler for at fange redningsskibenes opmærksomhed. Som små fyrtårne på det åbne hav. Den lille pige på Ahmeds arm græder stadig ikke, da han gennemkold og som den sidste passager træder op på kystvagtens patruljebåd. Han er lettet, fordi han er nået i sikkerhed. Langsomt går det dog op for ham, at hans redningsmænd har sat kursen mod Tyrkiet. En bustur tilbage mod Istanbul, der har været Ahmeds base den seneste måned, venter. Men det blev ikke sidste gang, at Ahmed forsøgte at krydse havet til Europa. Aftale uden garantier Mens syrere som Odai Hamsa og Idriss Houssein søger i sikkerhed i Tyrkiet, ønsker mange som Ahmed ikke at blive. “Vi oplever, at mange flygtninge kommer til Tyrkiet fra Syrien for kun at blive her en meget kort periode og derfra fortsætte rejsen til Europa,” siger Abby Dwommoh fra International Organization for Migration. Det er usikkert, hvor mange af Tyrkiets over to millioner syriske flygtninge, der allerede er taget mod Europa til havs eller til lands. Uagtet hvor mange flygtninge, der kun har brugt Tyrkiet som transitland – og hvor mange, der har forladt Tyrkiet efter at have opholdt sig i eksempelvis Istanbul i en længere periode – ønsker de europæiske lande at stoppe strømmen af migranter over Middelhavet hurtigst muligt.

  29

Det var også budskabet fra de 28 EU-lande, da Unionen underskrev flygtningeaftalen med Tyrkiet i november. “Vi forventer, at denne aftale bliver et stort skridt i retning mod at ændre spillets regler, når det kommer til migrantstrømmen mod EU via Tyrkiet,” lød det fra EU-chefernes mødeleder, Donald Tusk. I bytte har Tyrkiet fået håndslag på et tættere samarbejde med EU. Det betyder, at parterne nu skal holde topmøder to gange årligt, og at EU sætter fornyet skub i landets langtrukne optagelsesproces. En proces, der i teorien skal munde ud i, at Tyrkiet en dag bliver medlem af EU, men som mange iagttagere mest anser som en symbolsk gestus. Siden EU påbegyndte optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet i 2005, er forhandlingerne kun blevet afsluttet på ét af i alt 35 politikområder. Dele af forhandlingsprocessen bliver blokeret af Cypern, der kæmper en 40 år gammel kamp med Tyrkiet om kontrol over den nordlige del af Middelhavsøens territorium. Samtidig betyder Tyrkiets skrantende pressefrihed, syn på menneskerettigheder og minoriteters manglende rettigheder, at mange medlemslande tøver med at invitere Tyrkiet ind i EU-klubben. Nu er spørgsmålet, om landet kan indfri Unionens forventninger til den nye flygtningeaftale. Efter topmødet understregede Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, at han ikke kan give nogen garantier. “Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at antallet af migranter vil falde, men det kan jeg ikke, for vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i Syrien,” sagde han. Med Ahmed på jagt efter en redningsvest 14 dage inden EU-topmødet med Tyrkiet står Ahmed i en friluftsbutik et stenkast fra Istanbuls Galata-tårn. Han studerer udvalget af redningsveste.

  30

SIKKERHED. Da Ahmed forsøgte at krydse havet til Grækenland første gang, var det med en redningsvest, som smuglerne skaffede. Denne gang køber han den selv. Foto: Kasper Palsnov Ahmeds første forsøg på at sejle til Grækenland endte ombord på en af den tyrkiske kystvagts patruljebåde. Det lykkedes ham at få de fleste af de 2.000 dollar, som han havde betalt smuglerne, tilbage. Det forfejlede forsøg kostede ham dog 300 dollar i ‘depositum’. Få dage efter han var vendt tilbage til Istanbul, ville Ahmed gøre et nyt forsøg. Denne gang ringede hans bror fra Tyskland og talte ham fra at forlade Tyrkiet. Broderen havde hørt rygter om, at Tyskland ville lukke grænsen for flygtninge, og Ahmed nåede lige at hoppe af bussen mod Izmir. Men nu vil han prøve igen. For tredje gang. Det er Ahmeds næstsidste dag i Istanbul. Mens eftermiddagssolen mætter himlen over millionbyen, snupper assistenten i friluftsshoppen en sort redningsvest ned fra en af krogene. Inden for de seneste måneder har butikken oplevet, at flygtninge kommer for at købe veste af en bedre kvalitet end de billige modeller, som menneskesmuglere tilbyder dem. Den slags veste, der bliver udbudt i hobetal på Istanbuls Aksaray-plads, hvor

  31

flygtninge hver dag flokkes for at forlade byen. Den slags veste, der ligger i bunker og flyder på Samos og de andre græske øer, som mange flygtninge tager til. Ahmed skal have en ordentlig redningsvest denne gang. En, der overholder alle sikkerhedsstandarder. Sådan en, der med garanti kan holde ham oven vande, selv hvis han besvimer i det store hav. Beslutningen er ikke kun hans egen. Det har hans veninde Charlotte Schmitz – en tysk pige, der bor og arbejder i Istanbul – insisteret på. I sommer begyndte hun og hendes kæreste at komme på den restaurant, hvor Ahmeds storebror arbejdede for at tjene penge til turen mod Europa. De tre faldt i snak og blev gode venner, og efterfølgende hjalp Charlotte Ahmeds brødre med at organisere deres rejse mod Tyskland. Nu hjælper hun Ahmed med at forberede sig på samme tur. Trods to fejlslagne forsøg ser Ahmed det ikke som en mulighed at give op. Han vil væk fra Istanbul og finde sine brødre i Sachsen. Denne gang i en gummibåd, fordi pengene, han har fået af sine forældre i Syrien, er ved at slippe op. “Hvis jeg er nødt til at svømme i land til Europa, så gør jeg det,” siger Ahmed. Men det skal altså være med en redningsvest, der kan bære ham, har Charlotte gjort klart. “Jeg vil gerne have, at du køber en god en denne gang. Ikke en lortevest,” siger hun. “Smugleren giver mig en,” tøver Ahmed. “Jeg har allerede betalt ham 1.100 dollar”. “Ja okay, han køber jo den billigste vest til dig. Og hvad tror du så, der sker, hvis du falder i vandet – tror du, den vil hjælpe dig?” “Nej…” “Jeg synes, du skal købe en god en,” siger Charlotte.

  32

   UDMATTET. Ahmed lader op til sin rejse mod Europa. Foto: Kasper Palsnov

“Men hvis jeg falder i vandet, begynder min krop at fryse alligevel,” siger Ahmed. “Ja, men du fryser ikke ihjel i løbet af nogle minutter,” siger hun. “Men jeg kan ikke svømme i den…” “Selvfølgelig kan du det. Men du er ikke en sportssvømmer, og derfor skal du have en ordentlig vest. OK?” I friluftsbutikken ryger den sorte vest op på krogen igen. Assistenten hiver en almindelig redningsvest ned. Den er skrigende orange og har en redningsfløjte. Ahmed prøver den i rummet ved siden af – mellem multifarvede blink, fiskesnører og gummiblæksprutter. “Jeg har en dårlig fornemmelse. Først skulle jeg forlade min familie i Syrien. Og nu skal jeg forlade min anden familie her i Istanbul, mine venner,” siger Ahmed. Han er ked af, hvis han aldrig ser dem igen. Men han er nødt til at forsøge sin farlige færd endnu en gang. “Der er ingen fremtid for mig her. Hvis jeg er heldig, kan jeg skabe mig en fremtid i Europa.” Den orange redningsvest passer fint. 160 kr. Med garanti.

  33

Fælles løsning, men usikker fremtid Tyrkiet skal i den nye aftale med EU bidrage til, at flygtninge som Ahmed ikke fortsætter deres flugt mod Europa. Et af de centrale punkter i aftalen er de 22 milliarder, som EU-landene er klar til at støtte flygtninge i Tyrkiet med. Pengene skal forvaltes gennem en række FN-kontrollerede institutioner og internationale ngo’er. Men ifølge Marc Pierini, gæsteforsker ved tænketanken Carnegie Europe og tidligere EU-ambassadør til Tyrkiet, bliver det en stor mundfuld at omsætte de øremærkede midler til bedre forhold for flygtninge. “Det springende punkt bliver, hvordan hjælpen når ud til flertallet af flygtningene, for langt størstedelen lever ikke i lejrene, men i byer over hele landet. Her er der brug for en række ‘service-centre’, som flygtninge kan opsøge for at drage fordel af de bebudede forbedringer,” siger han. Metin Corabatir, der er tidligere talsmand for UNHCR i Tyrkiet, og som nu leder den tyrkiske tænketank Research Centre on Asylum and Migration, ser grundlæggende positivt på, at EU er klar til at skrue op for støtten til flygtninge i Tyrkiet. Men han sætter spørgsmålstegn ved, om Tyrkiet har den fornødne viden til udnytte det milliardstore beløb, der nu skal tilføres flygtningene i landet. “For at kunne bruge pengene har Tyrkiet brug for europæisk integrationserfaring. Hvis jeg var premierminister, ville jeg sende en masse eksperter til Tyskland for at se, hvordan integrationen virker dér, og hvordan vi kan overføre erfaringerne til Tyrkiet”, siger Metin Corabatir. Hos Amnesty International byder Tyrkiet-researcher Andrew Gardner enhver økonomisk indsprøjtning fra det internationale samfund velkommen. Men også han er usikker på, om midlerne vil nå frem til dem, der har mest brug for dem. Og hvis ikke syrerne i Tyrkiet får væsentligt bedre levevilkår som led i aftalen, kan den risikere at forværre flygtningesituationen, mener Andrew Gardner.

  34

“For så vil flygtninge fortsætte med at rejse mod Europa. Og hvis EU og Tyrkiet samtidig skærper grænsekontrollen mellem de to, vil det skubbe folk ud på endnu længere og langt farligere ture over Middelhavet,” siger han. Udover penge fra EU-landene forpligter Tyrkiet sig i aftalen til at forbedre integrationen af syrere, blandt andet gennem øget “deltagelse i den tyrkiske samfundsøkonomi”. Det kan tolkes som et løfte om, at syrere fremover skal have lov til at arbejde i Tyrkiet, men ifølge flere kritikere er formuleringen meget vag. Generaldirektør for tænketanken Hellenic Foundation for European and Foreign Policy, Thanos Dokos, tvivler på, at Tyrkiet “i nævneværdig grad” vil give flere rettigheder til syrere. “Og selv hvis de gjorde, ville det ikke være tilstrækkeligt til at overbevise et betydeligt antal syriske flygtninge om at blive i Tyrkiet i stedet for at tage videre mod Tyskland eller et andet land i Europa. I deres bevidsthed vil levevilkårene være meget bedre der, og det vil ikke være meget nemmere at blive integreret i det tyrkiske samfund frem for et europæisk land,” siger Thanos Dokos. Efter topmødet mellem EU og Tyrkiet glædede den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, sig over, at Tyrkiet endelig får den hjælp, landet har ventet på. “Indtil nu har vi forsøgt at tage ansvaret alene, men nu har vi en plan for, hvordan vi kan håndtere krisen sammen,” sagde han. Samtidig gjorde Davutoglu det klart, at en løsning på flygtningesituationen ikke ligger i Tyrkiet, men i Syrien. “For at løse denne krise har vi brug for en løsning i Syrien. Ellers kan vi lave den ene fælles plan efter den anden. Hvis flygtningestrømmen fortsætter, vil EU og Tyrkiet stå med langt større problemer i fremtiden,” sagde han. Farvel til Istanbul for tredje gang Ahmeds rygsæk er lettere, end da han pakkede den om aftenen i Charlottes lejlighed. Han var nødt til at frasortere fire par sokker, to skjorter og en stor sweatshirt for at få plads til sin nyindkøbte

  35

redningsvest. Foruden lidt skiftetøj har han også pakket toiletsager, mobilbatterier og næsedråber mod forkølelse. Pengekatten med pas og 650 euro i kontanter bærer Ahmed tæt på kroppen. Han er klar til afgang og når lige at sprøjte fem stænk parfume på sin hals og bryst. ‘Mercy power for men’, hedder den. “Man skal dufte godt, når man flygter,” siger Ahmed og fremtvinger et drenget smil. Men han er træt. Et tilbagevendende mareridt, hvor en hvinende raket suser ned fra Qasioun-bjergkæden og lander direkte i familiens hjem i Damaskus, holder ofte Ahmed vågen. Deres hus er allerede blevet ødelagt, så nu sover hans forældre og to søstre på faderens advokatkontor. Ahmed beder til, at de overlever, mens hans håb for Syrien går på hæld. “Hver dag træder en ny verdensmagt ind i krigen. Den har ingen ende,” siger Ahmed. “Jeg er ligeglad med, om Syrien bliver tilintetgjort. Alle mine drømme er allerede blevet smadret i den her krig.” Sammen med Charlotte og hendes kæreste hopper han på en taxa ud til busterminalen, hvorfra han skal køre til Izmir og den tyrkiske kyst for tredje gang. Vejret er næsten lidt for melodramatisk, bemærker Charlotte, da de sammen træder ud i en tyk tåge og vandrer mod den store afgangshal. På sin telefon har Ahmed modtaget en besked fra sin far i Syrien med en ‘rutevejledning’ til Tyskland: “Grækenland - Makedonien - Serbien - Kroatien - Slovenien - Østrig - Tyskland”. Vejen, der i Europa er blevet døbt Balkan-ruten.

  36

På sin rejse vil Ahmed forsøge at finde “holdkammerater”, som han kan følges med. Det er han nødt til, forklarer han, fordi det køligere vejr og den øgede grænsekontrol kan give ham problemer, hvis han holder sig for sig selv. “Hvis man er alene, giver man måske op eller bliver banket af kriminelle på ruten. Men hvis man er sammen i en gruppe, kan man være mere tryg,” siger Ahmed.

PÅ VEJ. Istanbul er kun et springbræt for Ahmed, der vil finde sine brødre i Tyskland. Foto: Kasper Palsnov Han frygter, at han farer vild eller kommer til skade på den over 2.000 kilometer lange tur fra Grækenland til Tyskland. Men hvis ikke han tager af sted nu, frygter han, at Tyrkiet måske når at lukke grænserne fuldstændig. Charlotte tager en halskæde frem fra sin pung. Over hende brummer terminalens varmeblæsere, mens den kæmpemæssige hal fyldes med lun luft. Ahmed sidder og forsøger at tygge sig igennem en bolle. Han kan næsten ikke klemme en krumme ned. “Første gang jeg rejste alene til Sydamerika, gav min mor mig den her,” siger Charlotte og spænder snoren med en lille engel af træ ud foran Ahmed. Den skal han bære, indtil de ses i Tyskland. “Tror du, jeg klarer den?” spørger Ahmed.

  37

FÆLLES-SELFIE. Ahmed siger farvel til Charlotte og hendes kæreste Martin. Foto: Kasper Palsnov  

“Selvfølgelig gør du det,” siger Charlotte. Hun tjekker vejrudsigten for Izmir på sin telefon. 21 grader, få skyer og nul procents sandsynlighed for regn. Fra holdeplads nr. 13 starter den store, hvide turbus motoren. Charlotte og Ahmed knuser hinanden farvel, og rygsækken med redningsvesten ryger i bagagerummet. Ahmed går ind i bussen foran og finder sig en plads. Bussen begynder at bakke. Midterdøren er stadig åben, og pludselig kommer Ahmed til syne. Han springer ud på asfalten, hvor Charlotte og hendes kæreste stadig står. Ahmed rækker sit ur frem mod hende. Som tak for hjælpen. “Jeg har jo allerede min telefon til at tjekke klokken med,” siger han. Charlotte ryster på hovedet. “Nej, nej. Det er bedre, at du har det på dig. Måske kan du bytte det til noget undervejs,” siger hun. Charlotte puffer Ahmed tilbage i bussen. Den triller videre, og de vinker til hinanden, indtil bussen er ude af syne. Om otte en halv time er Ahmed efter planen i Izmir. Derefter går turen over Det Ægæiske Hav – mod Europa.

  38

Epilog I hjertet af Istanbul suser et slæng af legesyge måger rundt om et prægtigt guldspir. Lige under dem, 50 meter over den gamle bydels brostensbelagte gader, knipser grupper af mennesker løs på deres kameraer. De forsøger at få sig selv og hinanden med på billederne af storbyens skyline, der suger solnedgangens sidste stråler i sig. Tjeneren Engin er snart færdig med sin vagt og ser mod vest på den dalende ildkugle. “Den var altså smukkere i går”, siger han og fremviser et billede på sin telefon som bevis. Han holder af sit arbejde i Galata-tårnet. Ikke kun på grund af solen, der hver dag går ned over den gamle metropol. Han nyder også smalltalken med alle gæsterne. “Jeg stopper med at arbejde her, når jeg begynder at kede mig. Men vi tyrkere er et hårdtarbejdende folk. Vi arbejder, til vi dør,” siger Engin med et glimt i øjet. Istanbul har været hans hjem, siden han var ti år gammel. Da han var i 20’erne, bosatte han sig et år i London for at forsøge at skabe sig en tilværelse uden for Tyrkiet. Nu har han droppet idéen. Tager han til Europa igen, bliver det kun for at se fodbold. Istanbul-klubben Fenerbahce er hans yndlingshold. Engang forsøgte han at rejse til Holland for at se en kamp, men han fik aldrig indrejsetilladelse. Tyrkere har ikke visumfri adgang til EU, ligesom europæerne har til Tyrkiet. “Alle kan tage til hertil, når de har lyst – men det er ikke alle i Tyrkiet, der kan tage til Europa,” bemærker Engin. Netop visumfri indrejse er en af de gulerødder, som EU vil give Tyrkiet for at få landet til at bremse strømmen af flygtninge mod Europa. Engin håber, at forholdene for syrerne i landet bliver bedre, og han er fortrøstningsfuld, når det gælder tyrkernes evne til at

  39

hjælpe deres syriske naboer. “Man skal have empati med dem, der er i nød. Det kan godt være, at vores sociale system her i Tyrkiet ikke er lige så velfungerende som i Europa. Jeg tror til gengæld, at vi er bedre til at have medfølelse med de mange flygtninge,” siger han.

UDSYN. Fra Galata-tårnet kan besøgende skimte hele Istanbul – også i mørke. Foto: Kasper Palsnov Efter alt at dømme vil den tyrkiske gæstfrihed, som Engin taler om, blive testet yderligere den kommende tid. Ligesom den unge syrer Odai – der skimtede Istanbuls enorme bebyggelser fra flyveren og blev genforenet med sin familie efter flere års ophold i Libanon – strømmer nye flygtninge hver dag ind i Tyrkiet. Nogle vil som den nedslidte Idriss på tekstilfabrikken i Esenler-kvarteret ikke have mulighed for at rejse videre. Krigstraumer, fattigdom eller et ønske om at blive tæt på hjemlandet holder dem fast i Tyrkiet. Andre vil som Ahmed bruge Tyrkiet som springbræt til et nyt liv i Vesten. Den 1. december 2015 fandt han sine brødre i Tyskland

  40

efter at være svømmet i land på en græsk ø og rejst gennem Europa i 16 dage. I hjertet af Istanbul knipser grupper af turister løs på deres kameraer for at få sig selv og hinanden med på billederne af storbyens horisont. Byen gemmer på det højeste antal syriske flygtninge i verden. Men man skal se godt efter.

*** Ahmed ønsker ikke at optræde med sit efternavn i fortællingen. Hans fulde identitet er redaktionen bekendt. Rekonstruktionen af Ahmeds mislykkede forsøg på at sejle til Grækenland bygger på flere interviews med Ahmed. Gengivelser af opkald og beskeder mellem flygtningene og myndighederne bygger ligeledes på hans genfortælling. De faktuelle omstændigheder omkring hændelsen – forløbet, tid, sted, antallet af flygtninge ombord og deres destination – er blevet bekræftet af flere på hinanden uafhængige kilder, herunder den tyrkiske kystvagt og en af fiskerbådens øvrige passagerere.