Tidsskrift for astrologisk dokumentation og forskning - asmu.dkasmu.dk/pub/Download/tidsskrift/vol1/cornelius203.pdf · astrologiske ontologi i en vis forstand giver mulighed for

Der er et rungende behov for at etablere et nutidigt filosofisk og metodisk fundament at drive astrologisk forskning på. Enhver hypotese hviler som bekendt på visse ontologiske antagelser om naturen af den virkelighed, der undersøges. Alt efter dette udgangspunkts art vil hypoteserne formes og forskningens resultater antage karakter.

CORNELIUS danner derfor forum for den filosofiske begrebsdannelse i den astrologiske forskning. Forskere har ofte høje ambitioner om at nå bestemte resultater meget hurtigt og dækkende. Al erfaring taler imod, at dette er realistisk i astrologisk sammenhæng. Ikke mindst fordi vores forskningstradition mangler helt – eller i det mindste hænger 500 år bagefter, rent begrebsmæssigt.

CORNELIUS er i forlængelse heraf et naturligt organ for alle begrundede hypoteser, skitser, delresultater og pilotprojekter såvel som for de grundige og autoritativt gennemførte

undersøgelser. Vi må formentlig her acceptere mange ‘skæve’ på vejen frem til at kunne stille de rigtige spørgsmål ud fra astrologiens egenart – samt finde de mest anvendelige metoder til at undersøge dem – men dét er just det spændende ved dette pionerarbejde.

red

CORNELIUS NR. 2 – JUNI 2003 – 1. ÅRG. 26 : 1

C O R N E L I U STidsskrift for astrologisk dokumentation og forskningRedaktion:Astrologisk Museums dokumentationsafdeling ogDansk Astrologforenings forskningsudvalgISSN 1602-9186 Email: [email protected]

Skitser og delresultater

2 Saturn som objektet .. 13 Det astrologiske sprog .. 22 Kritik af kritikken

Der er blevet skrevet meget om Saturns betydning indenfor astrologien de senere år, men forfatteren mener, at denne planet stadig indebærer store overraskelser, idet dens betydning på ingen måde er blevet udtømt. Artiklen søger at kaste yderligere lys over denne gådefulde planet, baseret på over-vejelser over klassisk astrologisk teori – og praksis

af Leif von der Wehl Mikkelsen

Hvis man ser på det klassiske urhoroskop med de klassiske herskerforhold, så fremgår det, at Saturn er den eneste planet, der opponerer to forskellige planeter, nemlig nogle af de allervigtigste: Månen og Solen. Saturn hersker over Stenbukken og Vandbæreren, som ligger over for Krebsen og Løven, som henholdsvis beherskes af Månen og Solen. Jupiter, som ofte betragtes på linje med Saturn opponerer kun den samme planet, nemlig Merkur i Jomfruen og Merkur i Tvillingen.

Så i det klassiske urhoroskop markeres det tydeligt, at Saturn er en af de vigtigste planeter, måske den vigtigste planet overhovedet, fordi den som den eneste planet opponerer to planeter, oven i købet nogle af de aller-

vigtigste. I dette oppositionsforhold ligger der en meget dyb sandhed gemt om astrologien og tilværelsen som sådan.

Solen og Månen som subjektetMeget abstrakt udtrykt kan man sige, at

Solen repræsenterer et menneskes identitet, dets selv eller dets essens, hvorimod Månen


Saturn som objektet – en skitse

i filosofisk og astrologisk tradition

repræsenterer sjælen eller bevidstheden med dens væren som fylden og modtagen, samt dens potentielle evne til at "farvelægges" af vidt forskellige følelser, som både kommer fra det "indre" og det "ydre". Følelser er langt mere fundamentale for den lunare bevidsthed end de adskillende partikelagtige tanker, der forbindes af en stram logik og springvise associationer. Følelser er ikke som tanker ideelt set skarpt definerede ideer forbundet af en "følelsesløs" og "bevidstløs" objektiv/formalistisk logik og diskontinuerlig associationsproces, men er flydende og sammensmeltende i forhold til hinanden, ligesom de enkelte tilstedeværende følelser rytmisk vibrerer og forbindes med andre følelser og følelsesnuancer, der ubevidst er tilstede i bevidstheden. Tanker er på en måde langt mere fremmede for bevidsthedens grundlæggende natur som en sammensmeltende og vibrerende strømmen, end følelserne. Tankerne kan ses som partikler og følelserne som bølger. Følelserne i form af dette vibrerende spektrum af af uendelige følelsesnuancer er den bevidsthedsmæssige baggrund, som modtager nye indtryk, der både påvirker og påvirkes af dette bølgende baggrundstæppe af potentielt sammenvævede følelser, der fortaber sig i det ubevidste. Tankerne har følelserne som baggrund og derfor er følelserne mere fundamentale end tankerne. Følelserne farver mere eller mindre alt efter situation og person tankernes indhold , medens tankernes indhold aldrig berører følelsernes natur i sig selv, men organiserer dem i forhold til forskellige ydre og indre forhold. Relationen imellem tanker og følelser indeholder stof til mange artikler, så jeg holder inde her!

Solen kan betragtes som ånden, et menneskets egentlige identitet og essens og månen det vi kalder for psyken eller bevidstheden. Det er klart, at der nok kan skelnes "teoretisk" imellem disse to størrelser, men at de i virkeligheden eller i livet ikke kan adskilles, således at de udgør en enhed, som vi passende, i overensstemmelse med den

filosofiske tradition, kunne kalde for subjektet.Subjektet består af det, som Husserl kaldte

en "jegpol", som i sagens natur er forudsætningen for subjektet og derfor kun kan afsløres i selvbevidstheden, som er andet end bare en følelse eller en forestilling, og så en bevidsthed, en sjæl, opfyldt af indhold. Det kan være erindringer, følelser, tanker, sansninger, vaneforestillinger osv osv. Alt det, der fylder bevidstheden dagligt. Bevidstheden er både en form og et indhold. Aristoteles siger at sjælen er legemets form, så det er klart, at bevidstheden forstået som alt dette indhold er dybt forbundet med legemet. Psyken er i en psykosomatisk enhed med legemet .

Edmund Husserl1859-1938

Selvet eller essensen viser sig ikke på samme håndfaste måde, men er selve identiteten i sig selv. Det selv, som går forud for alt andet og sandsynligvis er det, der aldrig forgår. Hvordan at forholdet består imellem dette essentielle selv og bevidsthedens eller psykens bevægelser er et stort og kompliceret problem, som jeg ikke vil komme ind på her, men blot nøjes med at konstatere , at denne samvirken imellem en transcenderende identitet og det immanensskabende psyke tilsammen giver subjektet. Den enkeltes subjektive perspektiv.

Saturn som objektetDet ville være nærliggende, også i forhold

til den astrologiske tradition både i moderne og klassisk tid at betragte Saturn som objektet. I den filosofiske tradition betegner objektet det,der står over for subjektet og som ikke


umiddelbart er identisk med subjektet, selv om forskellige udgaver af idealismen taler om en form for identitet. I disse idealistiske teorier smelter objektet sammen med subjektet i den "absolutte ånd" eller bliver til subjektive forestillinger i bevidstheden eller til en eller subjektiv konstruktion eller ide. Eller man fornægter, at der overhovedet er et objekt, alt reduceres til en drøm til "maya" osv.

Andre traditioner - de såkaldte "realistiske" traditioner - ser objektet som identisk med materien eller med en genstand (tysk: gegenstand, som betyder modstand) eller med "samfundet" eller med atomare processer osv. osv. Jeg skal ikke her tage stilling til alle disse forskellige traditioner, men blot anføre, at den astrologiske ontologi i en vis forstand giver mulighed for alle disse fortolkninger af det komplicerede forhold imellem subjekt og objekt eller mindre teknisk udtrykt: imellem menneske og verden.

Men nok giver astrologien mulighed for flere fortolkninger,men at der på en eller måde er et spil imellem noget subjektivt og noget objektivt, uanset hvordan at så dette fortolkes, er tydeligt med fordelingen af planeter og deres placering i urhoroskopet i forhold til herskerforhold. Dette skal ikke forlede en til at gå i den fælde at foretage alt for bombastiske og letkøbte tolkninger af dette forhold, men netop at holde det åbent i forhold til de forskellige tolkninger, samtidig med at man respekterer, at astrologien igennem Solen, Månens og Saturns klassiske herskerforhold har vist, at der på en eller måde er en nærmest naturgiven eller apriorisk skelnen imellem subjektet og objektet.

Naturligvis kan man hævde, at dette også er en tolkning og at det ikke er givet på forhånd, men det er min opfattelse, at netop fænomener som astrologi fortæller os, at der findes nogle bestemte strukturer på forhånd, som vi må forholde os til og som vi ikke har “opfundet selv”. Der foreligger en “tekst”, som nok kan fortolkes på mange måder, men som dog har en tolkningsgrænse, som ligger i selve “tekstens” faktiske og af mennesket

uafhængig udformning. Astrologien og dens opdeling af Sol og Måne på den ene side og Saturn på den anden side i urhoroskopet er netop af en sådan "naturgiven" karakter.

Subjektet forbindes med objektet Når Sol og Måne repræsenterer eller

symboliserer subjektet og Saturn objektet, så kunne man spørge om hvad der forbinder disse størrelser, altså hvori formidlingen imellem subjekt og objekt sker. Svaret er for så vidt nærliggende nok, Merkur, Mars, Venus og Jupiter repræsenterer på hver deres måde denne forbindelse imellem subjekt og objekt.

Merkur repræsenterer den intellektuelle side, dels den der forbinder elementer med hinanden i en form for “kommunikation” (tvillingeaspektet) og dels organiserer (jomfruaspektet) disse elementer i forhold til disse elementer(forbindelse imellem analysedele). Merkur angår altså forbindelsesledet imellem objektet og subjektet på det intellektuelle plan i videste forstand, Dels som det, der sammenbinder logiske strukturer i subjekt og objekt (luft) og dels det, som sammenbinder disse logiske og sammenbragte strukturer i en organiseret forestilling, som substantialiserer sig eller konkretiserer sig i bevidstheden (jord). Bevidstheden opfyldes af et indhold, som er organiseret og struktureret og konkretiseret i tanker, forestillinger, følelser(som altså på denne måde er underkastet en merkuraktivitetet osv.

Mars er de drifter i bevidstheden og i objektet, de energier, der driver dette arbejde. Man kunne også sige, at Mars er den driftmæssige og vegetative vilje i subjektet, men også viljen i objektet. Den åndelige frihed eller vilje udtrykkes derimod af den Sol, som er på nippet til at transcendere sin egen subjektivitet igennem at den repræsenterer den evige


identitet og essens. Mars udtrykker en kamp for at manifestere sig både i det subjektive og i det objektive. Mars er bevægelighed og beslutsomhed, der går i ét. Objektet bevæger sig i modstanden imod subjektet , eller subjektet handler i modstand imod objektet.

Aristoteles384 -322 f.Kr.

Mars er dybt forbundet med det vi kalder for liv i en mere vegativ forstand. Mars er bevidsthedens drivkraft ud imod objektet, som i sig besidder sin egen Mars energi, men også objektets modstand imod subjektiviteten i samarbejde med Saturn - det er den natur, som bevæger sig af sig selv, sådan som Aristoteles definerede natur. Mars er det, der sætter noget i gang(vædderaspektet)-selvbevægeligheden i subjektet , som i sig kan indeholde en høj grad af fundamental ophøjethed- og Mars er også det, der indeholder skjulte og potentielle inerti kræfter, der kan vise sig som modstand i objektet(skorpionen, som befinder sig i den "objektive" del over horisonten i urhoroskopet)

Venus forbinder objektet med subjektet på en hel anden måde end Merkur. Venus hersker klassisk både over tyren og vægten. Venus handler om hvilke interesser vi har, i forhold til de processer der sker i sjælen, som modtager (Månen!) og opfyldes af disse forestillinger ved hjælp af merkuriale og martiale processer - og disse interessers relation til dette at eje og kunne lide nogen eller noget.

Forestillingerne antager en værdimæssig eller æstetisk funktion, idet det handler om,

hvordan at man forholder sig til disse forestillinger i forhold til objektet. Dette at eje noget udtrykker jo på mange niveauer en tæt og vedvarende relation til et forestillings-kompleks, der knytter an til en objektivitet, som man netop kan miste, fordi der er tale om en objektivitet, som man ikke har evig patent på. Der er noget, der er forskelligt for en selv, og som man sætter pris på (!). Der opstår en balance og harmoni og kærlighed, når subjektet hviler i denne objektive vedvaren af noget værdifuldt. Den højeste form for denne hvilen er naturligvis kærligheden til andre mennesker. Det andet objekt bliver til et andet subjekt i hvis favn man hviler og som hviler i ens egen favn.

Venus handler således om den balance, der er imellem subjektet og objektet i forholdet til fordelingen af værdier, som både konstitueres af objektet og subjektet. Og om den skønhed, som denne balance og harmoni imellem subjekt og objekt giver og som smukke og værdifulde ting er et symbol på. "Ting" forstået som forestillinger, der forholder sig til et objekt, som disse forestillinger henviser til. Venus handler således om økonomien imellem subjektet og objektet,dvs. hvordan at den værdimæssige fordeling - som jo implicerer en hierarkisk opdeling i noget, der er bedre end noget andet- er fordelt imellem subjekt og objekt. Hvor meget "ejer" subjektet af objektet - dvs. hvor meget opfyldes subjektet af værdimæssige højt rangerede objektive forhold? I stedet for at tale om økonomien (Tyren) imellem subjekt og objekt kunne vi også tale om harmonien og skønheden imellem subjekt og objekt (Vægten). Med Venus socialiseres forholdet imellem subjekt og objekt i højere grad end i forhold til Merkur og Mars, selv om Merkur i selve organiseringsprocessen og tilkoblingsprocessen nødvendigvis må nærme sig det intersubjektive fællesskab imellem mennesker. Og Mars symboliserer socialiserende magtprocesser, især på Skorpionens område.


Med Jupiter sker der en egentlig socialisering og en større grad af objektivering. Jupiter er ikke en planet, der kan sidestilles med Saturn, men derimod kan den sidestilles eller snarere modstilles med Merkur. Den opponerer tvillingemerkur og jomfrumerkur. Merkur og Jupiter er altså på mange måder modsætninger, men også sammenhørende i denne modsigelse. Merkur i sit tvillingeaspekt og jomfruaspekt både sammenkobler og organiserer elementer i en struktur(f.eks. sproget eller matematik eller logik eller videnskab eller de fundamentale processer for tænkningen (plus en masse andet, som vi ikke kan nå at komme ind på her),

Jupiter derimod udtrykker en fra oven og en fra neden udbredende tænkning, som tænker i helheder. En pyramideformet måde at tænke og være på som både tager sit udgangspunkt nede fra horisonten -fra pyramidens grundareal og sigter "opad" i en vertikal tænkning og en oven fra tænken og væren , der fra pyramidens top breder sig i et visionært perspektiv ned over pyramidens grundareal. Jupiter handler således både om horisontontal bredde og og vertikal højde i et i princippet uendeligt, men i praksis altid endeligt ekspanderende perspektiv- som en pyramide, der vokser og vokser.

Der er tale om en abstrakt/perspektivistisk og horisontal/vertikal måde at tænke på.

Det handler om hvordan, at de foregående processer imellem subjektet, repræsenteret ved Solen og Månen og objektet repræsenteret ved Saturn formidlet af Merkur, Mars og Venus skal forstås. Hvilken mening og tolkning man tillægger denne verden bestående af et spil imellem subjekt og objekt. Filosofi, religion og retssystemer inddrages i denne betydning. Der er tale om en ekspanderende proces, fordi at Jupiter ikke blot handler om horisonten, men også om det, der ligger udenfor horisonten: transcendensen, det fremmede.

Jupiter handler om spillet imellem det kendte og det ukendte, det subjektive og det objektive, hvor det objektives karakter af

fremmedhed fremtræder i og med at Jupiter repræsenterer det ekspanderende og det, der erobrer fremmed terræn. Jupiter i sin skyttemanifestation repræsenterer det perspektiv ved Jupiter, der bevæger sig fra grundlinjen op ad i en vertikal tænkning, repræsenteret ved filosofiens og den mere traditionelle religions længsel efter det transcendente ud fra den jordiske og horisontale verden, hvorimod Jupiter i sin fiskemanifestation repræsenterer perspektivet set oppe fra panoramaet, den panteistiske og langt mere transcenderende og mystiske tankeverden. Retfærdighedsbegrebet og etikken skal ses i dette perspektiv, som forsøg på at organisere de venusianske/martianske værdier og behov på en mere objektiv og social måde. Etik som et fællesskab og ikke som et personligt anliggende.

Das ding an sichOg så kommer vi endelig til Saturn. Som

sagt repræsenterer Saturn objektet. Det er netop dette objekt, forstået som det fremmede over for subjektet (hvis vi et øjeblik ser bort fra diverse idealistiske teorier), som Jupiter i sin meningsskabende og lykkelige, ekspanderende udvidelse af horisonten fra hver sin del af "pyramiden" søger at nærme sig til uden nogensinde at nå det. I en vis forstand er Saturn "das ding an sich" - tingen i sig selv - for Jupiters meningsgivende og visionære forestillinger, som kan udmøntes i mange forskellige forestillinger om prima materie, atomer, stoffet, viljen til liv eller viljen til magt, den anden, osv. osv. Eller i et vejrmølleangreb imod det transcendente igennem de idealistiske filosofier, der reducerer objektet til noget i subjektet eller ligefrem identificerer objektet med subjektet.

Her vil vi,som førnævnt, holde fast ved, at subjektet og objektet i en eller forstand kan adskilles fra hinanden, og at Sol og Måne ikke er det samme som Saturn og omvendt, selv om forholdet imellem disse planeter, forstået som et forhold imellem subjektpolen og


objektpolen, er meget kompliceret og meget intimt forbundet.

Immanuel Kant1724-1804

Saturn indtager en særlig status i forhold til både Solen og Månen, men også i forhold til alle de forbindende planeter imellem Sol og Måne og Saturn. Den bliver udtryk for det, der er mest fremmed og mest objektivt i livet. Den bliver udtryk for den modstand og den anderledeshed, der møder subjektet og står op imod subjektets vilje og frihed til at handle. Saturn er den, der giver betingelserne, sætter spillerummet for de spil, som subjektet kan spille ud fra sin frihed til at handle spontant. Saturn siges at begrænse og det, der begrænser er spillerummet i videste forstand.

Det kan fornemmes som modstand, eller som en genstridig materie eller som et genstridigt samfund af andre mennesker, der på den eller anden måde modsætter sig subjektets absolutte frihed. På den anden side, så giver Saturn netop ved at være begrænsende og konkretiserende og realiserende muligheden for friheden til at gøre noget - til at handle. Den kanaliserer friheden, for ellers ville friheden blot ebbe ud i det tomme modstandsløse rum. Frihed er ikke bare en abstrakt potentiel størrelse, men er også udtryk for at noget realiserer sig i verden og overhovedet kan realisere sig.

Denne realisering står Saturn netop for. Man kunne også tale om objektivering. Noget bliver objektivt tilgængeligt for alle subjekterne, noget konkretiseres. Det er klart, at Saturn på denne måde kan virke som en modstand og som en blokering og forhindring, idet ikke alt er muligt at realisere,

men det er netop realitetens karakter af lovmæssighed og konkrethed, som står bagved alle former for realiseringer og skabelsesprodukter. Saturn udtrykker for så vidt de begrænsede love, der netop giver tingene mulighed for at udvikle sig, lovløsheden ville være kaos, som Saturn netop kæmper imod.

Saturn er derfor dybt forbundet med realitet og dette at noget realiseres og konkretiseres og manifesteres i et fællesskab imellem subjekterne. Derfor er Saturn også en social planet eller mere præcist en planet på et meget abstrakt plan, samtidig med at den paradoksalt nok udtrykker det mest konkrete. Den udtrykker så at sige den abstrakte realitet, som er karakteriseret ved manifestation og konkretisering. Og den udtrykker det paradoks, at det “stof” vi taler om og som virker så håndfast og så konkret i “virkeligheden” er udtryk for en abstrakt fortolkning og begrebsliggørelse af den virkelighed, der møder os, som det vi kalder for “ting” og “ydre” manifestationer i form af mennesker, institutioner og hændelser. Men selv om der er tale om en abstraktion af det konkrete, så er det, der er sat i værk, et produkt, en manifestation, ikke noget, der umiddelbart restløs kan identificeres med subjektet som sådan.

Den praktiske anvendelseTil slut kunne man spørge, om de

ovenstående overvejelser kan bruges i den astrologiske praksis. Svaret er et klart ja. Der er ingen tvivl om at fortolkningerne med de ovenstående betragtninger kan få endnu et nyk imod en mere præcis og dyb fortolkning af de astrologiske arketyper. F.eks. kan Saturn placering i radixhoroskopet fortælle os noget om hvor i objektiviteten, at personen vil møde modstand og hvordan at objektet i hele taget viser sig for naiviteten. Det har stor betydning for at vurdere personens muligheder for at manifestere sin frihed. Man kunne sige, at Saturns placering med hensyn til tegn, huse og


aspekter osv. i et horoskop er det, der tydeligst viser naivitetens mulighed for at frigøre sig fra sit horoskop!

Skæbnen er tung tilstede i Saturns placering, modstandens spillerum, men samtidig også muligheden for at kunne objektivere noget, sætte noget i værk og overvinde objektets modstand. Saturns placering og aspektering, udtrykker den realitet, som naiviteten møder som en stadig forgrund eller baggrund, der sætter spillerummet for vedkommende frihed. En realitet, der igennem sin begrænsning, samtidig strukturerer, lovgiver og manifesterer og kanaliserer.

Man kan også formulere dette på en lidt anden måde: planeternes forhold til de tegn de befinder sig i (og det gælder også huse og aspekter (men lad mig for ikke at komplicere sagen yderligere holde mig til tegnet alene) er ikke bare et spørgsmål om, at planeternes manifestation er farvet af tegnets kvalitet og “interesseområder”, men det er også sådan, at planetens egen natur i sig selv - som jo altid forbliver konstant uanset hvilket tegn de måtte befinder sig i - bestemmer den måde som tegnet bliver “påvirket” af planeten.

Solen repræsenterer essensen eller selvet, som jo ikke er af denne verden, men er en fremmed størrelse, som er evig og kommer fra noget, der er uden for rummet og tiden, og dermed heller ikke restløst kan identificeres med det tegn, som Solen befinder sig i. Dette selv er det evige liv , "sjælen", som manifesterer sig midt i den saturniske verden, en sjæl, som transcenderer rummet og tiden og derfor kommer fra noget andet end objektet, som selvet dermed er fremmed over for. Livet, som udspringer af transcendensen og som træder ind i objektet, Saturn, stråler som en sol ud fra selvets kærne. Det tegn som Solen befinder sig i viser dermed hvordan at selvet grund-læggende stråler ud og skinner og belyser alt andet på sin særlige måde.

Solen repræsenterer det, som er vores inderste og hvordan at dette indre viser sig

igennem tegnplaceringen af solen. Solens tegn viser sig som noget aktivt og centralt, Solen oplyser tegnet og sætter fokus på dette tegn, som noget særligt. Solen viser hvordan at selvet gennemfører sin åndelige vilje udsprunget af den frihed, som forbindes med det transcendente.

Månen derimod er passiv og modtagende og derfor så er Månens påvirkning af sit tegn en laden sig fylde af tegnets kvalitet. Månetegnet påvirkes ikke så meget af Månen, som at Månen lader sig fylde af tegnets kvalitet. Dette er meget vigtigt, for det fortæller om hvordan at en menneske modtager objektet i sin bevidsthed. Altså hvordan og hvorledes at modtagelsens kvalitet er på et meget overordnet plan - hvordan og hvorledes at "bevidsthedsbeholderen" er udformet. Sol og månens samarbejde er vigtigt for subjektets kvalitet.

Månen indtager en interessant særstilling i forhold til Saturn og Solen, fordi den jo viser, hvordan at selvet er trådt ind i verden, hvordan at selvet manifesterer sig objektivt, dvs. igennem Saturns tilbagetrækkende nærvær over for selvet. Månen modtager Saturns objektivitet og fyldes af den. Månen repræsenterer selvets måde at manifestere sig på Saturnisk uden dog at være identisk med Saturn. Men det er klart at netop månen, der fyldes af og udfylder Saturns objektivitet er tættere forbundet med Saturn end Solen er. Og at Solen er en langt mere abstrakt manifestation af subjektet end Månen.

Solen er en form for åndelig og transcendent livsenergi og Månen er manifestationen af denne i en mere konkret bevidsthedsmæssig form med alle disse psykiske "egenskaber" som f.eks. tanker, følelser, instinkter, hukommelse osv osv. Og det er Månen som forbinder sjælen med kroppen, hvorved at Saturn er tæt forbundet med Månen, men uden at være identisk hermed. Månen eller bevidstheden har sit ophav og væren fra Selvet og ikke fra objektet, selv om objektet er tæt bygget ind i Månens


manifestationer. Man kunne sige, at Månens essens kommer af Solens, dvs. dens rene form. Der er noget, Månen, der modtager alle Saturns manifestationer og som Saturn ikke har skabt, men er selvets manifestation. Dette noget er netop Månen repræsenteret ved sit tegnplacering og husplacering osv . Tegnet viser hvordan at Månen modtager det objektive.

Saturn påvirker sit tegn i et givet horoskop på en negativ måde. Den er den absolutte modsætning til Solens aktive strømmende levendegørelse af sit tegn, som udspringer af selvet selv og føles som en positiv pol. Der er tale om en bevægelse inde fra det punkt, der forbinder sig med det transcendente og ud imod verden . Saturn viser sig i en negativ form, i en tilbageholdelse, i et fravær, som bliver til et nærvær i dette fravær. Saturn unddrager sig, fordi den er fremmed for subjektet, også den lunare del af subjektet, fordi at Saturn ikke alene bare er modtagende, men direkte trækker sig bort som noget fremmed og distant, men samtidig i denne bortdragende bevægelse manifesterer sig som modstand og noget som subjektet ikke har herredømme over i denne fremmedgørende tilbagetrækning. Er Solen plus så er Saturn minus. Saturn møder Solens aktive udadgående bevægelse, som en tilbagetrækkende negativitet, der således virker som modsætning til denne positive bevægelse.

Saturns tegnplacering viser derfor, hvordan at man imploderer i stedet for at eksplodere. Det er som et sort hul, der trækker kvaliteten ned i et nærværende fravær. Der er ikke tale om at Saturns placering bare viser hvad man ikke kan, altså at dens placering i f.eks. Jomfruen viser, at man ikke er i stand til at percepere og forstå objektet som orden og struktur, hvilket jo ville være katastrofalt for virkelighedsoplevelsen, men snarere at dette tegns kvaliteter bliver trukket ind i en forsvindende tilbagetrækning. Kvaliteten viser sig negativt, dvs. ikke bare som en mangel og

modsætning til jomfruens kvaliteter, men som en fremmedgørelse, hvor noget viser sig i en fra subjektet tilbagetrækkende og negativ form.

Der er ikke tale om at noget viser sig diffust, men snarere om et negativbillede af objektet. Dette viser sig som objektets modstand imod subjektet, det som subjektet ikke har herredømme over. Folk med Saturn i Jomfruen oplever altså at orden og struktur i objektet viser sig på en måde , der hele tiden peger imod opløsning af samme orden og struktur, men som samtidig også indebærer en udfordring for subjektet til at etablere en forandring af objektet ved at tilnærme sig de aspekter af objektet, som har med orden og struktur og organisering at gøre. Svagheden kan blive til en styrke og et vigtigt middel til forandringer i forholdet imellem subjektet og objektet og dermed meget radikale forandringer af ens liv. Saturns tegnplacering viser hvilket aspekt af objektet, repræsenteret af de astrologiske arketyper, som subjektet kæmper imod og som også er vejen til en radikal forandring af forholdet imellem subjekt og objekt - til en alkymistisk forvandling af både objektet og subjektet.

Saturn er dobbeltbundet, som alle de astrologiske arketyper og er fundamentalt set langt vigtigere til gennemførelse og iværksættelse af subjektets potentiel frie kreativitet end f.eks. Jupiter. Det er naturligvis godt og nødvendigt med Jupiters ekspansioner og forsøg på erobring af det grænseoverskridende objekt igennem sin udvidelse af horisonten, men det er Saturn, der i sidste ende bestemmer om denne lykkebringende erobring og invasion af grænsen(begrænsningen) lykkes. Den negative grænse går forud for opløsningen eller snarere udvidelsen af grænsen. Jupiter befinder sig stadig, selv om den hele tiden spænder op imod objektivitetens fremmedhed, indenfor dette mellemrum imellem subjekt og objekt, og kan derfor ikke i sig selv flytte den objektivitet, der netop fordi den er objektivitet er uflyttelig. Jupiter løber panden imod muren. Det er i Saturn selv, at der skal flytte grænser.


Objektets forandringer sker i objektet og ud fra objektet.

Transpersonlige planeterDette betyder ikke, at subjektets

bestræbelser på at møde objektet i livet er forgæves. Det påvirker skam Saturn, men det er Saturn, der selv tager initiativet til forandringer i selve sin objektivitet. Eller rettere de transpersonelle planeter, der ligger bagved Saturn forandrer i samarbejde med Saturn objektiviteten. Dette kræver dog en absolut jordbundethed, hvor de transpersonelle planeters negative sider ikke får lov at tage over. F.eks. at Neptun bliver til golde drømmerier og falske forestillinger eller Pluto til sort magi eller Uranus til en gold og negativ form for individualisme og frihed . Opgaven er netop at subjektet støder ud imod objektet via et samarbejde imellem de mellemliggende planeter og derigennem kultiverer de transpersonelle planeter ved at arbejde med det objekt, som står foran det transpersonelle.

De transpersonelle planeter påvirkes ved at man arbejder med objektiviteten, repræsenteret ved Saturn, fordi at de transpersonelle planeter netop er mere end objektive. Fordi Saturn repræsenterer objektiviteten og er mellemledet til de planeter, der netop overskrider subjektet og objektet har den så stor betydning.

Chiron, som ligger imellem Saturn og de transpersonelle planeter, og som symboliserer den sårede healer, er vigtig, fordi sårene udtrykker de ufuldkommenheder, der forhindrer denne kontakt med stoffet via de transpersonelle planeters spil med Solen og Månen - subjektet- og så dette subjekts spil med objektet via de mellemliggende planeter. Chiron handler om fuldkommen beherskelse af krop og sjæl og hvorfor at denne fuldkommenhed ikke er tilstede, således at materien kan flyttes åndeligt. Netop sårene bliver adgangen til healingen, dvs. at ufuldkommenheden bliver adgangen til vejen

til fuldkommengørelsen. Det der forhindrer en sådan vej til fuldkommengørelse er netop det, der muliggør samme fuldkommengørelse. Den sårede healer sårer, men healer også. Chiron udtrykker kontakten imellem Saturn og de transpersonelle planeter og som sådan meget vigtig til stoffets åndelige forvandling og åndens tilsvarende stoflige forvandling.

At finde ind til benetDet er meget lettere at tænke sig til noget

end at realisere det ude i objektiviteten. Det er den enkle tankegang bagved det der siges i det ovenstående. Saturn udtrykker den egentlige mesterprøve for, at man kan udvikle sig. Der findes mange fantaster, som tror de er oplyste eller særlig udviklede, men hvor det er tydeligt, at det ikke er tilfældet . En virkelig dyb og gennemgribende udvikling sker kun i relation til det absolut fremmede, hvor man er det modsatte af en fantast, nemlig en realist, der inddrager stoffet og materien. Jeg kunne udtrykke dette meget forenklet: når man ser på folk, der siger at de er så at sige udviklede osv. osv., så kan man jo se på deres kroppe og udstråling, at det langtfra er tilfældet. Dette yderst udbredte selvbedrag sker fordi, man i vores kultur lider under en dualisme, der skelner imellem sjæl og legeme, og man tror, at sjælens eller åndens kultivering ikke nødvendigvis viser sig i en tilsvarende udvikling af det kropslige - det fælles objektive- man forfalder til en svævende idealisme,hvor udviklingen gemmer sig bagved stoffet og kroppens forfald. Men en dyb forvandling af mennesket indbefatter både det vi kalder for det legemlige og det vi kalder for det åndelige. En ægte og dyb udvikling skal kunne ses. Ånd og stof bør gennemvæve hinanden. Psykologi er ikke nok, vi er nød til at inddrage alkymien og de synkronistiske processer imellem ånd og stof. Dermed ikke sagt at psykologi og dybdepsykologi ikke er nødvendige redskaber, de er bare ikke tilstrækkelige.

Til syvende og sidst handler det om en alkymistisk proces, hvor objektet skal


gennemglødes af ånden, ens inderste selv, identiteten, repræsenteret af Solen og så de transpersonelle planeter. Saturn forvandles på denne måde og heri ligger den egentlige frihed. Men først skal man arbejde med forholdet imellem subjekt og objekt før man kan gøre sig håb om egentlige og radikale forandringer af både stof og ånd. Dette indebærer naturligvis også et “psykologisk” arbejde, men kan ikke begrænses hertil.

Man skal hele tiden huske på at nok kan man skelne imellem subjektet og objektet, men at disse hænger meget intimt sammen. Ofte kan det være svært at bestemme hvad der er subjektivt og objektivt. Det objektive er jo underkastet en fortolkning bestemt af mange subjektive forudsætninger og perspektiver, og det objektive er jo også meget tæt sammenvævet med subjektet, for eksempel igennem det kropslige og igennem de naturlove i videste forstand, som det subjektive er underkastet. Det kan, når man virkelig arbejder med sagen være meget svært at finde ind til benet( Saturn) og få afdækket denne objektive struktur i det subjektive, fordi vi er tilbøjelige til at gøre meget, der i virkeligheden er subjektivt til noget objektivt. Og man skal vide præcist hvad der kan ændres suverænt af en selv og hvad der er det andet, som man ikke har herredømme over og som må ændrer sig af sig selv, men i forhold til subjektets liv og levned. . Denne proces kræver en skelne-evnens kronjuvel som den store vedanta filosof Shankara talte om.

Shankara( eller Shankaracharya )

788-820

Saturn som det fremmedeTilbage står dog, at Saturn udtrykker det,

der kun kan påvirkes ud fra det, der går ud over individualiteten og subjektiviteten, nemlig de transpersonelle planeter og Chiron.

Saturn udtrykker den absolutte fremmedhed og objektivitet overfor subjektet, dvs. den verden, som individualiteten støder op imod som noget absolut fremmed. Denne objektivitet kan kun flyttes ved at overvinde så meget som muligt falsk objektivitet , således at den rene objektivitet står foran en, renset for forfalsket subjektivering og forfalsket objektivering. Så at den rene og transcenderende objektivitet repræsenteret ved Saturn viser sig. Dette sker ved processer, som man kunne kalde for mystiske, idet de viser, hvor tæt at subjektet i virkeligheden er på objektet, men dog uden at smelte sammen med det. Subjekt og objekt indgår i hinanden i et tæt sammenvævet og flydende mønster, som skal udredes igennem de mellemliggende planeters arbejde. Først da kan den egentlige forvandling af objektet og dermed subjektet finde sted. Fordi at subjektet til syvende og sidst hviler i objektet. Subjektet manifesterer sig om en en objektiv tilstand repræsenteret af Saturn- men i Solens frie og essentielle identitet unddrager individualiteten sig Saturn og sikrer dermed at Saturn virkelig er fremmed for subjektet. Det er derfor, at det er nødvendigt med en forståelse og en erfaring af selvet i sin rene form og objektet i sin rene form for at komme videre. Dette er skelneevnens nødvendighed. I subjektets dybeste manifestation er der stadig spor af denne Saturniske fremmedhed udtrykt ved lovmæssigheder og sjælens fremmedhed over for dybe dele af sig selv, der er underkastet en lovmæssighed, som står i skarp kontrast til subjektets inderste frihed repræsenteret ved Solen.

Individ og objektI sidste ende er det kun Solen, der

principielt og ideelt set´er fri af Saturns magt. Det er alene Solen , der garanterer for


individets frihed og forskel fra objektet. Og det er den solare frihed, der gør det muligt at ændre subjektivitetens bevidsthed i et samspil imellem især Månen, men naturligvis også de andre planeter, således at Saturns objektivitet kan transformerer sig og åbne sig for ånden. Derfor er det også vigtigt at se på Solen og ikke bare Saturn, når vi taler om hvilke muligheder der er for frigørelse og udvikling. Faktisk er forholdet imellem disse to planeter noget af det allervigtigste. Men kun en forvandling af det saturniske stof vil få denne potentielle og totale solare frihed til at udfolde sig på ægte vis uden at det bare bliver ønskeforestillinger og en amputeret form for frihed. Subjektet og objektet må smelte sammen i en modsætningernes enhed. Men det er selvfølgelig godt og nødvendigt at etablere større og større indre subjektiv frihed i forhold til de lunare forhold, som er grundlaget for de andre planeters arbejde for at forberede dette store mål, hvor Solen skinner i al sin glans.

Saturn er således udtryk for altings konkrete manifestation. Man kunne også sige det på den måde, at ånden, repræsenteret ved den i princippet frie selviske identitet ikke restløs går op i materien, men netop igennem det ovennævnte arbejde sker der en forening af disse modsætninger, der bevares som modsætninger i denne enhed. Dette er det saturniske og solare arbejde, der på den ene side anvender de mellemliggende planeter imellem Sol og Måne og Saturn og på den anden side via Chiron inddrager de transpersonelle planeter, der udtrykker den åndelige og kollektive verden, der transcenderer den saturniske grænse - det "jordiske".

Åndens gennemblødning af stoffetDet er som nævnt tvivlsomt om nogen

overhovedet har nået dette stadium af åndens gennemblødning af stoffet. Meget virker som fantasterier og drømmerier, som ikke har meget med virkeligheden at gøre. Mennesker kan opleve overordentlig meget i en subjektiv

virkelighed og det kan have betydning for deres udvikling, men her taler vi om en virkelighed, der både er subjektiv og objektiv og derfor både angår stoffet og ånden.

Der er her tale om en hel anderledes radikal og dybtgående forandring, som jeg ikke tror at de mange new age profeter repræsenterer, hvor udmærkede de på mange måder så kan være. De kan allerhøjest blot være udtryk for nogle mindre skridt i retning af en radikal forvandling af subjektet - og dermed objektet. Dette sidste er det allervanskeligste, men også det, der virkelig ændrer radikalt og dybtgående med meget synlige resultater til følge. Fremtiden vil vise os hvordan at dette kommer til at udvikle sig.

Saturn fortæller os således alt om vores begrænsninger, men også vores muligheder i forhold til den objektivitet, der møder os og den fortæller os også, hvor at vores forandringer skal finde sted. Altså de forandringer, der ikke blot er subjektive omrokeringer, men omrokeringer, der får betydning for materien og for intersubjektiviteten. Dette vil ikke blive åndens magt over materien, men derimod en ligelig fordeling imellem ånd og materie.

I modsætning til hvad mange tror er det præcist det budskab som ligger i kristendommen. Kristendommen er når det kommer til stykket den mest "kødelige" og mest alkymistiske religion af samtlige religioner. Men det er en helt anden historie. n

Leif von der Wehl Mikkelsen

er astrolog, cand.theol. og mag.art.


Astrologi er et urgammelt symbolsprog, ofte kaldet ‘skriften på himlen’, og som vi har fået mangelfuldt overleveret gennem en tusindårig tradition. Sproget har som skriftsprog en række særlige træk og egenskaber, der adskiller det fra vore daglige sprog i Europa. Alligevel har det astrologiske sprog overlevet til i dag – om end kun studeret af et forsvindende fåtal

af Claus Houlberg

1. Astrologisk tydningsteoriAstrologi er i sin essens et symbolsprog, hvilket fra tid til anden har ført til misforståelser om dette sprogs natur.

Det astrologiske symbolsprog er særligt ved at beskrive naturgivne objekter og hændelser, som befinder sig uden for vores rækkevidde og indflydelsessfære, og som

fandtes længe før vor civilisationer eksisterede. Objekterne og deres symboler ejer derfor ikke umiddelbart bestemte formål eller tilsvarende betydninger - eller apriorisk en brug, der er fastlagt af mennesker. Oprindelsen og betydningen af dette sprog må forstås på en anden måde.


Det astrologiske sprog– et rids af

dets hermeneutik, semantik og semiotik

Eksempel på et astrologisk dokument i dets

fulde og hele udstrækning.En rimeligt omfattende oversættelse fra ‘horoskopsk’ til dansk kunne mageligt

fylde 100 sider eller mere her i tidsskriftet.

Teknisk/naturvidenskabeligt skolede vil oftest ved begrebet 'symbolsprog' forstå et teknisk sprog som eksempelvis symbolerne i et radiodiagram. Et sådant sprog er udviklet af mennesker som en art stenografi til at betegne menneskeskabte, fysiske komponenter og deres sammensætning. I lighed med det latinske alfabet kan disse symboler sammensættes efter bestemte regler og i princippet i uendelige mængder og variationer, afhængig af formålet.

De naturgivne objekter og hændelsers sprog, astrologien, vil ofte blive tillagt en 'teknisk' betydning af disse intellektuelle. Hvilket igen fører til den ofte fremsatte tro, at de astrologiske symboler kan betyde 'hvad som helst', afhængig af brugerens hensigt eller humør. Ingen, der har sat sig ind i det astrologiske sprog, hælder imidlertid til denne forestilling.

Det ontologiske problemDet videre perspektiv må ses i lyset af den

astrologiske hermeneutik, hvor aflæsningen af disse objekter og hændelser, som befinder sig uden for vor rækkevidde og indflydelsessfære, alene er betinget af vor natur som mennesker.

Et kernepunkt i denne diskussion af det astrologiske symbolsprogs anvendelse vil derfor uvægerligt på et tidspunkt føre til en diskussion af det menneskelige væsen og natur. Hvilket i sidste ende er et ontologisk problem, dvs. vil sige en definition af, hvad der er menneskers virkelighed. Præcis denne diskussion kunne være en selvstændig undersøgelse værdig, da den gerne ligger ved kernen af enhver såkaldt 'skeptisk' kritik af astrologien.

Det astrologiske sprog anvendes til at beskrive livsformer på vor planet og deres indbyrdes sammenhæng med Solsystemet og dettes interne sammenhænge - og igen dettes sammenhæng med fiksstjernerne. Derfor kaldes astrologi undertiden blot for 'videnskaben om relationer'. Oprindelsen af denne symbolik fortaber sig historisk, men blev i oldtiden genopdaget af babylonerne og

forfinet af grækerne. Den ældst kendte lærebog heri er Ptolemæus' værk Tetrabiblos fra det andet århundrede efter vor tidsregning. De deri angivne aksiomer og tydningsregler er stadig gældende som den astrologiske traditions fundament.

Det hermetiske principDet princip, som Ptolemæus’ og al vor

astrologisk fortolkning hviler på, blev


Astrologisk ontologi

-et omrids af problemstillingen

Astrologi er et næsten glemt oldtidssprog og vil akademisk skulle rubriceres under sprogvidenskab (lingvistik) med sin egen semiologi og hermeneutik.

Aflæsning af dette sprog (herme-neutik) er baseret på en anden virkelighedsopfattelse - dvs. ontologi (metafysik) - end den vedtagne i vor kultur. Klarlægning og diskussion af denne filosofiske basis for astrologisk sprogaflæsning er afgørende for en meningsfuld astrologisk videnskab.

Astrologi læses som videntradition ofte ind under de hermetiske eller esoteriske videnskaber, som er baseret på grundsætningen 'Som foroven, så forneden' - eller som det ontologiske maksime lyder i sin fulde udstrækning:

Alt det øvre er som det nedre, og alt det nedre er som det øvre, for at Enhedens mirakel kan fuldbyrdes .. De Religiøse Idéers Historie, II, 209 *)

*) "Quod est Inferius est sicut quod est Superius, et quod est Superius est sicut quod est Inferius, ad perpetranda Miracula Rei Unius."

Tabula Smaragdima, tilskrevet Hermes Trismegistos og overleveret fra arabiske kilder i latinsk oversættelse ved Eliade

formuleret i oldtiden af Hermes Trismegistos på de såkaldte Smaragdtavler. Det har fået mundheldsstatus i formen:

Som foroven, så forneden.Dette aksiom er den klassisk astrologiske

hermeneutiks grundlov samt udgangspunktet for alle de såkaldt hermetiske videnskaber. Princippet er i nyere tid blevet kaldt 'Loven om Analogi' eller mere præcist 'princippet om analoge relationer'. Hvilket har ført til definitionen af faget astrologi som 'videnskaben om relationer'.

På dansk kan dette princip kaldes 'Loven om Ensdannethed', som i horoskopteknisk sammenhæng kan genformuleres til læresætningen: ‘Enhver fuldbyrdet cyklus er ensdannet med enhver anden fuldbyrdet cyklus - uanset dennes respektive fysiske størrelse eller tidsmæssige udstrækning’.

Baggrunden for denne læresætning er den enkle, at astrologiens foretrukne optegning, horoskopet, er et redskab til tidsbeskrivelse, hvilket netop er betydningen af det græske ord 'horoskop'. Helt præcist er et horoskop en beskrivelse af tidsprocesserne her i Universet, som vort lille Solsystem ofte lidt storladent kaldes - for set ude fra verdensrummet er vor målte tid blot bevægelser.

Tid er bevægelseSolsystemets tid består af rotationer, dels

planeterne om egen akse, dels planeterne om Solen det udenfor dem selv liggende centrum. Og for hver gang en rotation er fuldbyrdet, dvs. går tilbage til sit udgangspunkt, da er en tidsenhed defineret. Døgnet er et mål for Jordens egenrotation, året er et mål for Jordens rotation om Solen (selvom det fra Jorden ser modsat ud) og så fremdeles.

Den største cyklus, astrologer normalt regner med, er forårspunktets præcession, hvilket er det samme som stjernetegnenes (den tropiske zodiaks) forskydning i forhold til stjernebillederne (konstellationerne) samt den sideriske zodiak. Herved dannes Det platoniske År eller Det store astrologiske År på

godt 25.000 af vore jordår. Dette 'store år' handler om de store,

astrologiske tidsaldres cyklus - hvor hver Astrologisk Tidsalder er på en tolvtedel af denne cyklus eller omkring 2100 år i udstrækning.

Samtlige astrologiske horoskoptyper, samtlige astrologiske hjælpeteknikker (og der er mange) og herunder samtlige prognoseteknikker er skabt ud af og baseret på denne hermeneutiske læresætning - og hvis dette grundlæggende princip ikke fandtes eller var ugyldigt, ville al astrologisk teknik kollapse.

Det må for god ordens skyld noteres her, at et princip (latin: det første) er defineret som en filosofisk grundantagelse, der ikke kan bevises i sig selv, men som bevarer sin sandhed, sålænge derpå baserede handlinger og antagelser ikke viser sig usande.

Ikke-målelige kvaliteterDet astrologiske sprog betjener sig af

kvaliteter, der hverken kan måles eller vejes. Heri ligner det astrologiske arbejde andre discipliner, som skrivekunst eller bygningskunst, og astrologien kaldes følgelig ofte for tydningskunst.

Eksempelvis arbejder det arkitektoniske sprog med lys, farve, rumproportioner og andre æstetiske elementer, som samles i det næsten magiske ord kvalitet. Utallige diskussioner har været ført om, hvad kvalitet er, men de fleste kan erkende, når kvalitet er til stede, og når kvalitet ikke er til stede. Denne kvalitet kan ikke måles, men er dog virkelig. Det samme gør sig gældende i skrivekunst, billedkunst etc.

Præcis det samme gør sig også gældende for det astrologiske sprog. Dette anvendes til at beskrive sammenhænge, hvis kvalitet ikke kan måles eller vejes, men som dog er virkelige og erkendbare. Eksemplerne er talrige. I den natale astrologi beskrives identitet, temperament, formidlingsevne, selvværd, handlekraft, vurderingsevne, ansvarlighed, originalitet, intuition og vilje etc. - for nu blot at nævne enkelte hyppigt anvendte 'kvaliteter' i


den personlige rådgivning.Dette problem er fælles for samtlige

hermeneutiske områder. Hvad enten opgaven er aflæsning af tekster (f.eks. skrivekunst), aflæsning af objekter (f.eks. billedkunst) eller aflæsning af symbolik (f.eks. astrologisk tydningskunst), så fortæller bundlinien, at de aflæste kvaliteter ikke er målelige, men dog virkelige.

Denne kendsgerning giver et metodisk problem, når der fra ofte naturvidenskabelig side ønskes produceret 'beviser' for de aflæste kvaliteters eksistens eller gyldighed. Hvordan måles ikkemålelige kvaliteter? Hvordan kan der opstilles videnskabelige forsøg til eftervisning af disse ikkemålelige kvaliteters eksistens og virkelighed ? Eller med andre ord, hvordan anvendes empiri på hermeneutik?

2. Astrologisk kombinationsteori

Astrologien har sovet tornerosesøvn i fem hundrede år eller så. Dens fagsprog er ikke blevet opdateret i den forløbne periode, og fagets anvendelse er undervejs blevet degraderet til uforpligtende underholdning og markedsgøgl. Her opridses en opdatering af fagsproget, som kan sætte astrologien i sin mest korrekte akademiske sammenhæng, som tilhørende sprogvidenskaben (lingvistikken).

Først og fremmest er astrologien netop et sprog. Skriften på Himlen er et almindeligt udtryk i de astrologiske kredse og titlen på mere end én grundbog om astrologi (f.eks. Ove Rosmon og Paul Mahler Dam). At aflæse denne skrift er også blevet kaldt at læse i verdens bog, Liber Mundi, eller at læse Guds håndskrift. De astronomiske og geografiske

beregninger, der går forud for aflæsningen af skriften på himlen har forledt lægmand til at tro, at astrologien foregiver at være en eksakt videnskab, hvilket er ganske fejlagtigt. Den naturvidenskabelige del af astrologien, hviler trygt hos astronomerne.

Paul Riceour1913 -

Lingvistisk beskrivelse

Astrologien kan som alle andre sprog beskrives lingvistisk i to henseender, henholdsvis semiologisk og hermeneutisk, dvs. som sprogsystem og som anvendt sprog. Semiologien deles desuden gerne i to underdiscipliner, semiotik (tegnteori) og semantik (sætningslære). For nu at anvende terminologien hos den franske sprogfilosof Paul Riceour.

Denne kunne give et naturligt afsæt for en nutidig begrebsramme ved en videnskabelig beskrivelse af astrologien. Som andre af oldtidens glemte billedsprog (toltekisk, sanskrit etc.) udmærkes astrologi særligt ved, at der ikke er overleveret en fonetik (lydlære). Vi ved derfor ikke, hvordan det tales. Nogle vil endda argumentere for, at det ikke kan tales overhovedet, men ligner eksempelvis kinesisk ved, at det alene er et skriftsprog, som kan udtales på hundredvis af forskellige dialekter og sprog.

Semiotikken, tegnteorien, undersøger hvert enkelt tegn og dets betydning, hvilket i astrologien handler om de enkelte symboler Dette område er behandlet i tredje del her om astrologisk tegnlære, som udgør et vigtigt studium, der kan give megen information til den seriøse studerende. Eksempelvis giver den


esoteriske astrologi anledning til en redefinering af den klassiske astrologis semiotik. Et konkret eksempel herpå er den klassiske aspektlære, der viser sig at være et grænsetilfælde i en langt mere omfattende teori om triangler. Men eksemplerne er mange.

Semantikken, sætningslæren, angiver de mulige koblinger mellem tegnene til dannelse af mere eller mindre komplekse 'sætninger'. Astrologisk handler dette felt simpelthen om kombinatorikken i 'planet i tegn i hus i aspekt etc.' - plus de indirekte kombinationer via herskerskab, værdighed og de øvrige koblingsformer, som astrologien er så rig på. Dette område om den astrologiske kombinationslære er så omfattende og velkendt i den astrologiske faglitteratur, at en behandling af emnet udelades i denne artikel.

Hermeneutikken, fortolkningsteorien, handler om sprogsystemets brug, dvs. det dialektiske samspil mellem sprog og anvendelse. Dette handler især om fortolkning af større helheder ('tekster' til forskel fra 'sætninger') samt om delen og helhedens dialektik (den hermeneutiske cirkel). Hvilket blev behandlet i første del om den astrologiske fortolkningslære.

Der findes til sammenligning i dag to hovedretninger blandt danske praktiserende astrologer. Der er, hvad der kunne kaldes de semiologisk sporede astrologer, som lægger hovedvægten på tydningsteknikken - og tilsvarende de hermeneutisk sporede astrologer, som lægger hovedvægten på tydningskunsten. Med et øget akademisk ambitionsniveau og en skarpere intern klargøring af begreberne, kunne disse grupper få mere gavn af hinandens arbejde.

3. Astrologisk symbolteori

Det opfattes undertiden som et letkøbt billede (metafor), når astrologi kaldes et sprog - men astrologien er i sandhed et symbolsprog med både alfabet og syntaks, der ikke giver andre sprog noget efter i kompleksitet og variation. Et symbol er her defineret som et tegn, som på en og samme gang angiver en ydre konkret virkelighed og en indre immateriel virkelighed.

Det astrologiske sprog er unikt ved at være et billedsprog som i det kinesiske – samt ved at hvert 'bogstav' har en særegen betydning, som i det hebræiske sprog. Dermed adskiller dette astrologiske sprog sig ganske meget fra vore almindelige europæiske skriftsprog med deres latinske alfabet og øvrige baggrund.

Det astrologiske alfabetDe astrologiske symboler indtegnes i et

cirkelformet eller kvadratisk diagram, der kaldes et 'horoskop'. Ordet horoskop betyder på græsk 'timeviser' og angiver det samme som det latinske 'Ascendant,' der betyder 'opstigningspunkt' – hvilket i en horoskop-tegning er den østlige horisont, hvis placering i Dyrekredsen bestemmes af netop tiden – fødselstiden.

1. Horoskoptegningen består af ni og tredive grundsymboler, som er tolv tegn, tolv huse, otte planeter og to himmellys samt fem primæraspekter.

2. Hertil kommer femten metasymboler, som består af de fire elementer, tre dynamikker, fire halvbuer (hemisfærer) og fire kvadranter.

3. Endelig medtages gerne tre symbolske punkter, som er to måneknuder, der er astronomiske punkter samt et såkaldt Lykkepunkt, som er et syntetisk punkt

Et metasymbol er her defineret som tegn, der


giver adgang til en dybere eller mere abstrakt aflæsning, end de øvrige symboler.

Punkter hører som sådan til blandt grundsymbolerne, men de nævnte adskiller sig fra de øvrige symboler ved at være syntesesymboler, et begreb der ikke kendes i det latinske skriftsprog. Syntesesymboler opsummerer betydningen af alle de øvrige symboler og betegner dermed et vældigt abstraktionsniveau.

Tilsammen består et horoskop derfor af niogtredive grundsymboler plus femten metasymboler og tre punkter, altså i alt syv og halvtreds horoskopsymboler, som alle er i almindelig brug i europæisk (og amerikansk) astrologi.

Dertil kommer en række minde almindeligt benyttede symboler. Alle disse skrifttegn kan forsøgsvis opstilles i et tegnskema, kaldet et syllabarium (egtl. en 'stavelsessamling').

Et astrologisk syllabariumNormalt optegner astrologer de betydende

skrifttegn i et såkaldt Urhoroskop, et cirkulært diagram med en syntese af de samhørende symboler og deres indbyrdes relationer, herunder aspekter og herskerskaber. Dette urhoroskop er ikke astronomisk korrekt og er i realiteten en art struktureret syllabarium.

Ikke alle skrifttegnene fremgår imidlertid af en sådan opstilling, om end deres fremkomst og betydning fremgår heraf for den kyndige astrolog. På hosstående diagram ses derfor en mere analytisk oversigt over samtlige skrifttegn, som flertallet af astrologer kender og anvender. De er ordnet i et normalt syllabarium - eller snarere en skitse hertil, idet de indbyrdes sammenhænge givet kunne angives mere elegant, ligesom symbolgrupperne måske kunne vægtes anderledes indbyrdes. Men det får vente for nu.

Syllabariet rummer øverst de 57 mest anvendte og nederst 19 knap så hyppigt anvendte astrologiske symboler. Bemærk dog, at skrifttegn for halvbuer og kvadranter er et

forslag, som hermed fremlægges og som (endnu) ikke er i almindelig brug blandt astrologer. Betydningen af de øvrige symboler vil fremgå af de fleste gode lærebøger i elementær astrologi.

Blandt disse seks og halvfjerds skrifttegn er dog ikke medregnet eklipser og månefaser samt en snes Arabiske Punkter, særlige punkter som Vertex. Ej heller de omkring tre hundrede Fiksstjerner, som indgår i de hyppigst anvendte konstellationer langs Ekliptika (solbanen, egtl. 'solformørkelses-banen' er medtaget.

Ligeledes er de sekundære aspekter begrænset til de fire mest kendte, hvor der reelt findes hen ved tredive mere obskure, hvis skrifttegn ikke længere anvendes (f.eks. bikvintiler, triseptiler etc.). Disse var mere anvendt i senmiddelalderen og kaldes undertiden samlet for ‘de keplerske aspekter’, hvor hovedaspekterne i kontrast hertil kaldes for ‘de ptolemæiske aspekter’.

Visse nyere astronomiske faktorer (Galaksens Centrum, The Great Contractor mv.) ejer ikke vedtagne skrifttegn, men kunne tænkes at få det med tiden.

Et dækkende både historisk og nutidigt astrologisk syllabarium med dertil hørende semiotisk beskrivelse af de enkelte tegns betydning, historik og anvendelse savner endnu at blive udarbejdet.

Det astrologiske sprogDenne kompleksitet af symboler udgør det

astrologiske 'alfabet', som i sin standardform er mindst dobbelt så omfattende som det almindelige latinske alfabet. Til anvendelse af dette 'alfabet' findes desuden en række kombinationsregler, som udgør den astrologiske 'syntaks' og som ikke giver 'alfabetet' noget efter i kompleksitet. Syntaksens detaljer udelades som nævnt her, men vil i store træk fremgå af enhver større lærebog i elementær astrologi. Dertil kommer reglerne for anvendelsen af den række af særlige hjælpehoroskoper, som benyttes til


prognoser og andre formål, som lærebøger i videregående astrologi vil indeholde mere information om. Astrologi er et komplekst og yderst abstrakt symbolsprog, som det kræver et længerevarende studium at lære.

Det tager ikke så lang tid at lære at pludre på ‘babysprog’ (de tolv typer), men derefter er indlæringskurven normalt ganske stejl. Det vil måske undre, at det normalt tager 3-4 års teoretisk skoling at gøre sig bekendt med 'alfabet' og 'syntaks' på brugerniveau samt yderligere 5-6 års tolkningspraksis at kunne håndtere det hermeneutiske rimeligt betryggende. Det tager normalt en menneskealder at mestre sproget.

Den vågnende interesse for faget astrologi er evident i den vestlige verden, og magasinet 'Life' havde i juli '97 netop dette fag som hovedemne. Heri blev det beskrevet, hvordan 70-ernes USA havde omkring 1000 praktiserende astrologer. Nu en snes år efter er

antallet femdoblet og bogsalget er i samme periode firdoblet til 20 mill. dollars om året. Nogle ser disse tal som det sikre tegn på vor kulturs forfald og på et accelererede kollektivt vanvid. Andre ser disse tal som sikre tegn på vor kulturs opvågnen efter århundreders åndelige dvale.

Et kulturelt perspektivAstrologien kan siges at spille sin helt klare

rolle i en folkelig opdragelse til atter at forstå symbolernes sprog. En forståelse, der gik i glemmebogen, samtidig med at en dybere dimension af virkelighed blev fornægtet, latterliggjort eller blot nedprioriteret i forhold til de naturvidenskabelige og tekniske fags nødvendige beskrivelse af den konkrete verdens fænomener.

Astrologien er som symbolsprog mere eller mindre beslægtet med en række andre


symbolsprog så som drømmesprog, eventyr-sprog, tarottens billedsprog, numerologi etc. Det er desuden en almindelig erfaring, at mennesker, der begynder på ét symbolsprog ofte begynder at interesser sig for andre også. En uddannelse i aflæsning af ét symbolsprog vil tilsyneladende give en næsten automatisk forståelse for andre symbolsprog også.

Dermed har interessen for symbolik en selvforstærkende (synergisk) effekt med i begyndelsen en ofte lang og flad indlæringskurve, som accelererer brat, når en vis mætningsgrad er opnået i sindet. Her opleves en opvågnen til en 'ny' virkeligheds-dimension, som markerer et reelt forståelses-brud med en række etablerede, teknisk videnskabelige forklaringsmodeller, der hører vor tids tankeliv til. Symbolkyndige mennesker træder i en vis forstand ud af dette for tiden accepterede kulturmønster og ind i en anden synsmåde og forståelsessfære, som har været 'glemt' af samfundet som helhed, men som har overlevet side om side dermed, og som ser ud til at være så gammel som historien.

Holisme er en ny betegnelse på denne oldgamle helhedstænkning, som i ældre tid kaldtes for 'visdom'. Derfor har astrologien overalt på Jorden været en integreret del af enhver visdomslære i historisk tid. Astrologi kan ganske enkelt ses som en systematisk opdragelse i at tænke i sammenhænge og helheder - samt et sprog til at udtrykke denne indsigt i. Dette faktum er endnu kun lidet kendt udenfor symbolfortolkernes kredse.

Et anderledes sprog

Det har fra tid til anden været hævdet af navnlig naturvidenskabeligt skolede skeptikere, at det er muligt at bedømme det astrologiske sprog uden at have tilegnet sig det. Alle, der har udført det ganske store arbejde, det er at sætte sig ind i et sprog, afviser kategorisk denne påstand.

Det astrologiske sprog ligner overfladisk vort almindelige tekstsprog, idet det består af 'skrifttegn', der kan kombineres efter bestemte

regler og anvendes til at kommunikere bestemte formål, handlinger, begivenheder, tilstande etc. Men lighederne hører hurtigt op , idet en forklaring af det astrologiske sprog normalt vil indebære en oversættelse til vort vante skriftsprog. Hvilket vi kender som lærebøger i astrologi samt diverse andre tekster om faget. Oversættelsen har dog karakter af en amputering, idet det astrologiske sprog er langt mere rigt og komplekst, end det latinske alfabet levner mulighed for at beskrive.

Det vil derfor tjene et reelt formål at beskrive de mest markante forskelle mellem vort vante tekstsprog og det astrologiske horoskopsprog (dvs. de astrologiske symboler, som de sættes ind i et horoskop). Her gælder navnlig fire egenskaber:

1) Horoskopsproget rummer dobbelt så mange 'skrifttegn' som tekstsproget.

2) Horoskopsprogets symboler har flere lag af betydning i sig selv – hvor tekstsprogets bogstaver alene har én betydning hver.

3) Horoskopsproget skrives todimensionalt (cirkulært) og i en endelig form – mens tekstsproget skrives endimensionalt (line-ært) og i en i princippet uendelig lang form.

4) Horoskopsprogets skrifttegn (symboler) skrives kun én gang pr 'tekst' – mens tekstsprogets skrifttegn gentages i vekslende og i princippet uendelige kombinationer.

Voksende kompleksitetAt horoskopsproget rummer dobbelt så

mange 'skrifttegn' som tekstsproget blev belyst ovenfor. Her opregnedes de syv og halvtreds almindeligt brugte skrifttegn plus en række supplerende skrifttegn og symboler, som er sjældnere anvendt. Dette faktum giver umiddelbart en større kombinationsmængde, end tekstsprogets otte og tyve bogstaver (plus


diverse grammatikalske tegn).Man regner således normalt med at der er

465 basiskombinationer af blot de almindelige 39 symboler i horoskopet. Disse udgør det elementære stof i enhver astrologisk undervisning. Dertil kommer sekundære og indirekte kombinationer via herskerskaber etc. plus inddragelsen af punkter og metasymboler.

At hvert enkelt 'skrifttegn' har flere og gerne tre lag af betydning, gør det astrologiske sprog sammenligneligt med eksempelvis hebræisk, sanskrit og andre oldsprog. En aflæsning og derpå følgende oversættelse til et latinsk eller andet alfabetisk tekstsprog, hvor hvert symbol blot har én betydning, vil kun kunne ske ud fra ét af disse betydningslag. Man kan ikke sige, at ét lag er rigtigere end et andet, idet alle lag er sande og brugbare, hvorfor valget af betydningslag vil afhænge af andre omstændigheder Den tilsyneladende præcision og entydighed i tekstsproget giver altså problem ved oversættelsen af horoskopsproget, og naturnødvendigt en mangelpræget tekst eller en overdrevent forenklet tekst.

Oversættelse er amputeringAt horoskopsproget grafisk fremstilles i en

endelig form, der er todimensional, giver i modsætning til tekstsprogets endimensionale læseretning en mangfoldighed i aflæsningen, som er vanskelig eller umulig at oversætte. Det samme symbol indgår i adskillige samspil, som styres af en overordnet kombinatorik ('syntaks'), som adskiller sig ganske væsentligt fra tekstsprogets syntaks. Igen kan man her ikke sige, at den ene kombination er rigtigere end den anden, men alene udføre en prioritering af de enkelte udsagn og deres sammenkobling ud fra sammenhæng og helhed. Denne prioritering vil være afhængig af, hvilket betydningslag der tolkes ud fra. Videre kan der kombineres betydningslagene imellem på en måde som er tekstsproget fremmed.

At horoskopsprogets enkelte 'skrifttegn' kun skrives én gang medfører, at de 'sætninger', der aflæses, på nogle punkter skabes af og er identiske med syntaksreglerne, mens de på andre punkter skaber interferens og nye meninger. Aflæsningen af horoskopsproget ligner derfor mere aflæsningen af objekter i kunstnerisk forstand, end aflæsning af en nedskrevet tekst i akademisk/intellektuel forstand.

Horoskopets tilsyneladende grafiske enkelhed snyder derfor let beskueren, mens den i virkeligheden dækker over en uhyre sproglig kompleksitet med et vældigt abstraktionsniveau. Dermed vil en oversættelse fra horoskopets sprog til vort daglige sprog altid have karakter af en amputering af den iboende mening. Et forhold, som alle praktiserende astrologer er sig pinligt bevidst i deres daglige praksis – og som er med til at vanskeliggøre fundet af en simpel og fasttrampet forskningsmodel for astrologien.

Det er imidlertid astrologernes egen opgave at tage initiativ til at opdatere deres begrebs-verden og terminologi. Dermed sættes de i stand til at mødes med den øvrige, eksisterende ekspertise og udveksle fagligt. Dette handler især om alle hermeneutiske fag på både universiteter og kunstskoler. n

Let bearbejdet version af artikelserie, publiceret i ‘Ekliptika’ 1998-99

Claus Houlberg er astrolog, cand.arch.

eksam. psykoterapeut samt dokumentalist ved Astrologisk Museum

..


Døren til astrologiens forjættede land er i vor tid gået på klem, og rædselsslagne titter kritikerne ind i et univers, de ikke ønsker at være del af – og fra den anden side kigger astrologerne frygtsomt på den tiltagende akademiske kritik af deres elskede fag

af Claus Houlberg

På dagbladet Politikken’s debatforum på Internettet, POL, oprettede astrologen Jens Peter Hansen som noget dengang helt nyt en sektion med astrologisk debat. Sektionen eller ‘konferencen’, som det dengang blev kaldt, blev oprettet i fælles kategori med de viden-skabelige emner. Dette skete i sommeren 1997 og siden har astrologien været ombølget af akademisk kritik. Hvilket i sig selv er godt for faget. Efter POL’s nedlæggelse et år eller to efter, fortsatte debatten på nyhedsgrupperne <dk.livssyn> og <dk.astrologi>, men har nu fundet sin basis i de to astrologiske debatfora på hhv. <www.astrologyforum.dk> og Den Røde Tråd på <www.astrologforeningen.dk>

Disse seks års debat med navnlig natur-videnskabeligt uddannede personer – alle mænd, pudsigt nok – har givet visse erfaringer med naturen og kvaliteten af den fremførte kritik. Flere kritikere har i årenes løb undret sig over, at deres ofte velformulerede kritik ikke er blevet mødt med større interesse fra astrologisk hold. Denne artikel fortæller om nogle af

årsagerne til denne tilsyneladende arrogante holdning til en række velbegavede og på forskellig vis veluddannede menneskers indvendinger mod astrologiske udsagn og metoder.

Kritikernes ti synderDen hyppigste forsyndelse hos kritikerne er

en fejlagtig forståelse af astrologien, en ofte hårrejsende mangel på viden om den. samt en forbløffende mangel på interesse for at forstå fagets egenart. Uanset kritikernes akademiske uddannelser og eventuelle embedstitler indenfor andre fag, så overses det, at det trods disse stadig er astrologerne, der har mest forstand på astrologi.

Et faktum især universitetsfolk, ingeniører og diverse IT-folk har svært ved at forlige sig med, for derved bliver deres kritik jo reduceret til lægmands mening. Der synes navnlig at være følgende ti helt grundlæggende og tilbage-vendende misforståelser i den kritik, disse lægfolk hyppigst fremfører.


Kritik af kritikken

1. Afviser uden studierAdskillige kritikere – om ikke de fleste –

undersøger forunderligt nok ikke astrologien, før de kritiserer den.

Mange mener tilsyneladende, at den pr definition “strider mod almindelig sund fornuft”. Den helhedsbetonede (holistiske) virkelighed, astrologien refererer til, eksisterer simpelthen ikke, hævder de ofte. Dermed kritiserer de (med bind for øjnene) et emne, de hverken har undersøgt eller studeret - samt end ikke sat sig ind i grundbegreberne af.

Eksempelvis er disse kritikere gerne uvidende om forskellen på populærastrologi og faglig astrologi. Denne lægmands tilgang ophøjes undertiden til et dogme, hvorefter ‘man’ udmærket kan kritisere noget uden at have studeret det. Hvilket imidlertid reducerer kritikken til lægmands mening, samt gør den fordomsfuld og med astrologiske øjne meget lidt interessant.

2. Kildemæssigt selvsvingAndre kritikere – og det er mange – læser

godt nok om astrologien, men i skrifter og bøger forfattet af andre kritikere, der næppe heller ved noget videre om faget astrologi og næppe heller har studeret det. Nye kritikere bliver måske imponeret af disse lærde referencer og accepterer, at de nok er til at stole på - måske grundet snobværdien i de akademiske titler. Kritikere verden over kan på denne måde gå i kildemæssigt selvsving – men stadig vide lige lidt om faget .

Kritik baseret på denne form for kilde-materiale vil hurtigt afsløre sig for det faglige blik – hvor gennemgang af disse hundreder af undersøgelser gerne mødes med en vis opgivelse, idet deres faglige værdi forudses at være ringe. Imødegåelse af præmisser og faglig sammenhæng er her nærmest af pædagogisk karakter, altså undervisning af de implicerede i astrologi. Hvilket er en svær opgave. De to internetdebatfora om astrologi har i årenes løb fremvist adskillige eksempler herpå.

3. Overser værdien af praksisEnkelte kritikere læser rent faktisk astrologisk

litteratur, hvilket må noteres positivt. Men dels er deres valg af kildeskrifter ganske usikkert, og dels bliver disse bogstudier ikke suppleret med træning i brugen af astrologi. Kritikerne lider af den fejlopfattelse, at det er muligt alene at læse sig til viden om astrologi. De overser her det store moment af øvelse og dialog, der er nødvendig i tilegnelsen. Uden denne øvelse får de et fordrejet, intellektualiseret billede af, hvad astrologi handler om.

En rent intellektuel tilegnelse vil give helt markante mangler i den sammenhængende forståelse af faget. En kritik alene baseret herpå, vil være meget mangelfuld, fagligt set, og vil hurtigt få astrologer til at trække uinteresseret på skuldrene.

4. Tænker kun i systemerGanske mange kritikere forholder sig kun til

de astrologiske systemer, som de kan læse sig til. De har her fået den opfattelse, at astrologien alene består af en række systemer – omtrent som et computerprogram – og hvis de kan påvise blot en enkelt fejl i systemerne, har de dermed ‘modbevist’ astrologien. De overser at intet astrologisk system er meningsfuldt uden den dertil hørende tydningsform – hvilket som nævnt kræver års studier og træning at sætte sig ind i.

Ren sammenligning af systemer fører derfor som hovedregel til rent nonsens, fagligt set, og vil ofte blive ignoreret af astrologer.

5. Overser paradigmeforskellenDe fleste kritikere forestiller sig, at de kan

modbevise ‘astrologien’ som sådan. De overser, at astrologien IKKE er et system, men en grundfilosofi, faktisk et paradigme i Thomas Kuhn's forstand. Astrologien er i sin essens en virkelighedsopfattelse, der hviler på en metafysisk antagelse om altings enhed og mening. En ontologisk antagelse, som hverken kan bevises eller modbevises.


Thomas Kuhn1922-1996

Paradigmet er klart i modstrid med den materialistiske livsopfattelse om altings adskillelse og tilfældighed. Et paradigme, som ofte dyrkes åbenlyst af naturvidenskabeligt uddannede mennesker. Kritikerne ejer derfor gerne en rent følelsesmæssig modstand mod astrologien og bygger af samme årsag projektioner og fjendebilleder op, der ofte umuliggør en ægte dialog. Som Kuhn har forklaret mekanismen, er det angsten for et ændret verdensbillede, der fører både til den hyppige fanatisme og til de lidt vel store fantasier og forestillinger om her astrologiens udbredelse og formåen. Ofte opbygges absurde billeder af astrologien, som derpå kritiseres sønder og sammen. En kritik, der naturligt nok må lade fagfolk uberørte, da den slet ikke rammer målet.

Hans Georg Gadamer1900 - 2002

6. Overser hermeneutikkenVidenskabeligt skolede kritikere overser

eller lukker øjnene for at astrologi ikke er en naturvidenskab – dvs. at den ikke er en eksakt videnskab – i det omfang astrologien overhovedet kan omtales som videnskab.

Hvis den skal, bør den indregnes under humaniora som et ældgammelt sprogfag. Astrologiens kerneproblemstillinger er hermeneutiske og er fælles med andre humanistiske fag, hvis emner handler om aflæsning og fortolkning - eksempelvis som udredt hos Gadamer og den filosofiske hermeneutik. Tydeligst i grundproblematikken omkring den hermeneutiske cirkel, alias den organiske relation mellem del og helhed, et paradoks som alle astrologer arbejder med. Astrologi bør derfor først og fremmest søges beskrevet med de relevante human-videnskabelige metoder.

Astrologi er med andre ord ikke nomotetisk, dvs. den omhandler ikke målinger af virkeligheden. Det er ofte blevet påpeget, at denne del af astrologien hedder astronomi. Astrologien som fag arbejder alene med aflæsning af virkeligheden , dvs. alene hermeneutisk. En kritik, der overser dette faktum, vil hurtigt blive fagligt uinteressant.

William of Ockham (Occam)1285-1349

7. Overser finalitetenLangt de fleste markante kritikere hænger

fast i en positivistisk-materialistisk ontologi, hvorefter alting i verden sker af en årsag – kausalt, dvs. 'FORDI' - indtil andet er bevist og gerne af en materiel årsag. Her påkaldes ofte ‘Occams ragekniv’, der på moderne engelsk siger : Keep it simple. Hvilket de fleste astrologer formentlig vil skrive under på.

Disse kritikere anerkender ikke (eller ved ikke), at ikke-materielle ting, såsom sjælelige, psykologiske og visse sociale foreteelser også finder sted ud fra et helt andet princip. Dette


kaldes det målrettede, finalistiske – dvs. 'FOR AT' – som peger fremad.

Næsten alle kritikere hævder, at alle fænomener har en årsagskæde bag sig, som bestemmer dem - men overser at rent menneskelige fænomener langt oftere er motiveret af en hensigt, et formål, der stræbes hen imod. Disse kritikere vurderer med andre ord alene astrologien ud fra opfyldelsen af en snæver kausal tænkning, mens astrologer i lige så høj grad arbejder med potentialer, der endnu ikke er realiseret på det givne tidspunkt, men som ligger latent i den enkelte – og som fungerer som drømme og andre drivkræfter hen mod et indre eller ydre mål i livet.

En kritik, der overser denne dimension af det astrologiske arbejde, vil være af begrænset værdi for astrologer.

Paul Kammerer1880-1926

Carl Gustav Jung1875-1961

8. Overser synkronicitetenMange kritikere overser eller benægter

eksistensen af samtidighed som et princip bag forekomsten af verdens fænomener. Denne samtidighed – synkronicitet – som altså ikke har nogen påviselig kausal forbindelse, er

tilmed ikke opdaget alene af astrologer. Når der tales om synkronicitet refereres der som regel til psykoanalytikeren C. G. Jung, men rent faktisk er den østrigske biolog Paul Kammerer allerede i 1919 fremme med en lignende teori kaldet ”Loven om serialitet”. Denne refererer Jung senere til (ca. 1950) i omtalen af sit begreb synkronicitet., der betegner et tidsmæssigt og akausalt sammenfald mellem psykologiske og/eller konkrete fænomener.

Synkronicitet er som princip ganske sammenfaldende med det hermetiske aksiom ‘Som foroven, så forneden’, som er astrologiens basis. Kritikere vurderer næsten alene astrologien på basis af snæver kausal tænkning, mens astrologer i alt væsentligt arbejder ud fra synkronicitet som princip. En sådan ‘kausal-kritik’ sætter derfor kun sjældent blivende spor hos astrologerne.

9. Ukendskab til kompleksitetenStort set alle kritikere forblændes af det

astrologiske sprogs tilsyneladende simpelhed. “Der er jo blot de der sølle tolv tegn og ti planeter og et par ting mere”, synes de at tænke – og overser, at de derved blot har omtalt dele af astrologiens alfabet. De er endnu ikke begyndt at genkende ord, sætninger eller meningsfulde ‘tekster’ i det astrologiske sprog. Kompleksiteten heri er behandlet i en særlig artikel i denne nummer af Cornelius

Kun gennem dybere indsigt i faget vil den studerende få åbnet for den afgrund af kompleksitet, som er det astrologiske sprogs i perioder lammende udfordring til intellektet. De flerdimensionale tydningsmuligheder for hvert eneste symbol i kombination med de mange anvendelsesmuligheder og specialer er i praksis umulige at overskue for lægmand. En blot nogenlunde indsigt kræver omkring ti års studier og træning – hvor en nogenlunde beherskelse kræver en menneskealder.

En kritik, der alene kritiserer og behandler astrologien som simpel og letfattelig vil hurtigt miste sit astrologiske publikum – og vil udelukkende kunne appellere til mennesker,


der ligesom forfatterne ikke ejer noget dybere kendskab til emnet.

10. Ukendskab til udsagnsgrænserSamtlige kritikere har til nu gjort sig skyldige

i at fejlbedømme, hvad der kan siges eller ikke siges på astrologisk grund. Dette skyldes deres manglende indsigt i astrologiens særlige funktionsmåde og udsagnsgrundlag – og denne mangel medfører fatal uvidenhed om de astrologiske udsagnsgrænser. Et begreb, vel den største tysktalende astrolog i det 20. årh., Thomas Ring, var kendt for ofte at understregede vigtigheden af.

Thomas Ring1892 - 1983

Nøje fagkendskab vil klargøre for den praktiserende, hvad der er muligt at udtale sig om og med hvilken grad af sikkerhed. Ukendskab til denne faktor i det astrologiske arbejde vil nærmest uundgåeligt medføre en karikatur af, hvad der er astrologisk muligt – hvor visse kritikeres vrængbilleder afvisende er blevet kaldt ‘tegneserieastrologi’ af fagets udøvere.

Det er fuldstændig logisk, at en kritik, der stiller akademiske eller andre forventninger ude af proportion med de faktiske muligheder for nøgterne udsagn, ikke vil blive taget alvorligt i fagkredse. n

Udvidet version af et indlæg på Den Røde Tråd på <www.astrologforeningen.dk>

Claus Houlberg er astrolog, cand.arch.

og eksam. psykoterapeut


CORNELIUS Tidsskrift for

astrologisk dokumentation og forskning

Udkommer 4 gange årligtUdgivet af Astrologisk Museum

ISSN 1602-9186

Redigeret i et samarbejde mellemAstrologisk Museums dokumentationsafdelingog Dansk Astrologforening’s forskningsudvalg

Ansv. redaktør : Claus Houlberg

Redaktionens adresse:Tidsskriftet CorneliusAstrologisk Museum c/o AstrologiHuset, Nørrebrogade 66 D, 2200 Kbh N

Redaktionens email:[email protected]

Artikler angiver alene skribentens egenog ikke nødvendigvis redaktionens holdninger.Anonyme eller pseudonyme artikler bringes ikke

På hjemmesiderne www.astrologimuseum.dk ogwww.astrologforeningen.dk kan enhver hente etgratis prøvenummer. Tidsskriftet udsendes gratis til alle medlemmer af disse foreninger:

Astrologisk Museums ForeningMedlemskab koster 375 kr/år

som indbetales på giro 581-9059

Dansk Astrologforening Medlemskab koster for

fagmedlemmer (MDA) 650 kr/årassocierede medlemmer 350 kr/år

pensionister 200 kr/årsom indbetales på giro 631-1024

Documents

Tidsskrift for astrologisk dokumentation og forskning - asmu.dkasmu.dk/pub/Download/tidsskrift/vol1/cornelius203.pdf · astrologiske ontologi i en vis forstand giver mulighed for