Til minde om kærligheden af Aminatta Forna

Omslag | Malene Henssel

Aminatta Forna Til minde om kærligheden blev

i 2011 kåret som vinder af Commonwealth

Writers’ Prize Best Book 2011 – en af den

engelsksprogede verdens største litterære

priser. Juryens begrundelse lød:

”En gribende fortælling om venskab,

forræderi, besættelse, om nye chancer

og menneskelig ukuelighed. Til minde om

kærligheden giver et fornemt indblik i efter-

virkningerne af Sierra Leones fortid og livet

for de overlevende, men er samtidig fuld af

håb og optimisme for fremtiden. Aminatta

Forna har skrevet en modig, dybt bevægende

og meget vellykket roman, som bekræfter

hendes plads blandt de mest talentfulde

forfattere i dag.”

Aminatta Forna (f. 1964)

Adrian Lockheart er en ung britisk psykolog. Kort efter årtusindskiftet

tager han afsked med sin familie og sit liv i England for at arbejde som frivillig

på et hospital i Freetown i Sierra Leone i Vestafrika. Borgerkrigen i landet er

afsluttet, men minderne om den blodige krig er endnu spillevende.

Adrian plages af varmen, af støv og skidt – og af alle de hemmeligheder som

trives i det borgerkrigshærgede afrikanske land. Men på hospitalet knytter han et

tæt venskab til en afrikansk kollega, den unge kirurg Kai Mansaray. Krigsskader,

posttraumatisk stress, overvældende mængder arbejde fylder deres hverdag.

Elias Cole er en ældre, døende patient fortæller Adrian sin livshistorie.

En uhyggelig og mørk beretning om hændelser, der er tæt forbundet med

krigen. Men hans skæbne – forstår Adrian efterhånden – er også historien om

en besættelse fra hans tidligste ungdom. Elias Cole fortæller om Saffia – den

smukke og stærke kvinde, som han elskede, men ikke kunne få – og om sit

modsætningsfyldte venskab med hendes karismatiske mand Julius. Alle tre liv –

Saffia, Julius og Elias – kolliderer i denne historie om venskab, kærlighed og krig.

Om fortidens konsekvenser og kærlighedens magt.

På formidabel vis samler Aminatta Forna trådene, der forbinder den gamle

mand og hans minder om en umulig kærlighed, den dygtige, unge afrikanske

læge med drømme om at forlade sit problemfyldte hjemland, den tilsyneladende

idealistiske britiske psykolog. Så træder Mamakay, endnu en opsigtsvækkende

kvinde, ind i historien og får en fatal indvirkning på deres liv.

Messure:100+157+(39)+157+100x230

TIDERNESKIFTER R O M A N T I D E R N E S K I F T E R

Vinder af Commonwealth Writers’ Prize

Best Book 2011

er britisk forfatter med baggrund i Sierra

Leone, men opvokset og bosat i England.

Hun er forfatter til bl.a. erindringsbogen

The Devil that Danced on the Water (2006).

Til minde om kærligheden er hende første

udgivelse på dansk. Romanen blev 2011

shortlisted til Orange Prize for Fiction – og

senere valgt som vinder af Commonwealth

Prize – for bedste bog skrevet på engelsk. 2012

blev Til minde omkærligheden desuden shortlisted

til International IMPAC Dublin Literary Award.

”Forna er en yderst talentfuld forfatter,

som ikke viger tilbage for at gå løs på de

vanskeligste spørgsmål om, hvorfor

mennesker gør, som de gør: fra små svigt

til smukke og kærlige handlinger.”

- Monica Ali, forfatter til Brick Lane.

A M I N A T T A F O R N AAm

INA

TT

A F

oR

NA

9 788779 735163

Til minde omkærligheden

Til minde om kæ

rligheden

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---3 ./0120./---.3,41

7

1

et tyndt, smalt lagen afslører omridset af en krop i hospitalssengen. Oven på natbordet ligger en lille stak notesbøger med spiralrygge ved siden af en plasticvase i klare farver. Notesbøgerne er slidte af brug, si-derne buler af fugt. Et menneskes minder bliver til ord og fylder rummet. Manden i sengen fortæller en historie. Hans navn er Elias Cole.

Adrian vender sig bort fra fotografiet. Han lytter. Han er ny her.Elias Cole siger:

*

En morgen på vej til universitetet hørte jeg nogen synge. Sangen kom fra en radio, der stod og spillede på en stadeplads på den anden side af vejen, da jeg gik forbi. En sang fra det fjerne, som handlede om tabt kærlighed. Det var i det mindste, hvad jeg forestillede mig; jeg forstod ikke ordene, kun melodien. På de dybe toner kunne jeg høre, hvad manden havde mistet. Og på de høje toner forstod jeg samtidig, at det også var en sang om noget, som aldrig ville gå i opfyldelse. Jeg havde ikke grædt i mange år. Men det gjorde jeg der, i den støvede vejkant omgivet af fremmede. Melodien fulgte mig i mange år.

Det er sådan, det er, når man første gang får øje på en kvinde, man ved, man kunne elske. Folk tager fejl, når de taler om kærlighed ved første blik. Det er hverken kærlighed eller begær. Nej. Det er tab, man føler, når hun forsvinder igen. En forudanelse om tab.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle høre melodien igen. Men for et par måneder siden sad jeg alene i mit arbejdsværelse derhjemme; vinduet var åbent, da jeg ganske svagt hørte nogen fløjte melodien og synge lidt af refrænet. En kvindestemme. Selv samme melodi som dengang. Jeg råbte på Babagaleh, som for en gangs skyld kom, første gang jeg kaldte. Jeg sendte ham ned på gaden for at finde ud af, hvem det var, der fløjtede. Det føltes, som om han var væk i evigheder. Og i al den tid jeg ventede,

Tiderne_Til minde om kærligheden-P.indd 7 29/08/12 15.09

8

hørte jeg kun mit hjerte, der prøvede at holde trit med min utålmodig- hed.

Fulaen, Babagaleh kom med, var en bygningsarbejder i lasede bukser og med bar overkrop, dækket af murstøv, der mindede mig om asken fra de døde. Babagaleh gennede ham væk fra tæpperne, men jeg vinkede ham tættere på igen. Jeg bad ham synge, og det gjorde han – en anden melodi. Da det godt kunne ligne Babagaleh at få fat i den første den bedste, han kunne se fra lågen, nynnede jeg lidt af stroferne, som jeg huskede dem.

Så sang manden igen, og dér var melodien og stemmen, høj og piget. Efter at han havde sunget for mig, bad jeg ham fortælle, hvad ordene betød. Sangen handlede vitterligt om tab. Men ikke tabet af en kvinde. I sangen længtes den unge mand efter en svunden tid, som han kun havde hørt om fra dem, der havde levet i den, en tid med håb og drømme. Han sang om et liv, han aldrig ville kunne opnå, fordi det var hans vanskæbne at være blevet født meget senere, i en tid hvor verden var blevet en anden.

Den morgen vågnede jeg senere, end jeg plejede. Babagaleh havde været oppe i flere timer. Noget af det gode, man kan sige om ham, er, at han som muslim nordfra stod op hver morgen klokken fem, når der blev kaldt til bøn. Han drikker heller ikke, og han er ærlig, hvilket er mere, end man kan sige om mange. Men de har en kort lunte, dem nordfra. Jeg bad ham om at bringe en spand varmt vand ud i badeværelset, så jeg kunne barbere mig. I de dage var der ikke varmt vand, vi var heldige, hvis der overhovedet var vand. Hanerne løb tør, som det også er sket her det sidste par dage. Vi sørgede for at have en tønde bagved huset, vi kunne bruge i sådanne uforudsete situationer.

„Jeg har tænkt mig at blive færdig i arbejdsværelset i dag,“ sagde jeg til ham. „Når du kommer tilbage fra markedet, kan du finde mig der.“

„Det er fredag i dag,“ svarede han, idet han fyldte håndvasken og belavede sig på at gå. Jeg var stadig i pyjamas, sad på kanten af bade-karret og prøvede at samle kræfter til at rejse mig og nå hen til vasken. Fredag, selvfølgelig. Babagaleh skulle i moskeen. Ingen til at hjælpe mig hele dagen.

„Ok,“ sagde jeg. „Men du skal komme direkte tilbage. Ikke noget med at spilde tiden med congosa bagefter.“

Intet svar, hvilket betød, at han agtede at gøre præcis, hvad der passe-de ham. Han hældte vand i vasken og satte spanden ned, kom over og kredsede om mig som en spyflue. Jeg viftede ham væk.


9

Da han var gået, tog jeg en indånding, så dyb som mine lunger tillod det, og trak mig selv op ved håndklædestativet. Fire skridt til vasken. Jeg støttede hænderne på porcelænskanten, fandt fodfæste og stirrede ind i spejlet. De lyse hår på hagen gav mit ansigt et askegråt skær. Jeg lænede mig frem og trak ned i øjenlågene. Mine øjenæbler var gule, med stænk af rødt. Ypperlige farver, hvis der havde været tale om en solnedgang.

Aftenen før havde Babagaleh, som de andre aftener, ordnet puderne bag mig. På det tidspunkt var jeg faktisk nødt til at sidde op at sove. Jeg havde siddet og stirret ud i mørket og lyttet til mine stivnede lungers knirken, til luften, der peb som i rørene på en rusten maskine.

Jeg tog barberkosten, fugtede skægstubbene og sæbede ansigtet ind. Barberkniven var alt andet end skarp og hev i skæghårene, trak dem ud af de løse hudfolder. Hvor furerne var dybest, gled kniven hen over de våde hår. Jeg stak tungen ud i kinden og strammede huden over bulen med venstre hånd. Da jeg var færdig, pjaskede jeg vand fra vasken i ansigtet. Det var stadig varmt; jeg nød den fornemmelse af luksus, det var. Bagefter så jeg mig igen i spejlet. Blodet piblede frem i nogle af furerne i ansigtet. Med årene var min hud blevet slappere. Den hang under øjnene, under hagen, gled af knoglerne i mit ansigt. Jeg klemte tandpasta ud på tandbørsten og gik løs på tænderne. Blod på børsten. Mine gummer var ved at svinde ind som dug for solen. Da jeg var færdig, skyllede jeg munden og spyttede ud i vasken. Jeg trak proppen op og så tandpasta, blodigt sæbeskum, hår og vand hvirvle ned i mørket, som så mange spildte år.

Da Babagaleh kom tilbage fra markedet, sad jeg på den uredte seng og kæmpede med at komme i tøjet. Anstrengelserne havde udløst et ho-steanfald, hvis lyd havde bragt ham til døren i mit værelse. Uden at mæle et ord stillede han bakken med min medicin, en kande vand og et glas, hældte lidt vand op og hjalp mig med at tage et par slurke. Lidt efter lidt stilnede hosten af. Der sad jeg så og måtte finde mig i at blive passet af ham, som var jeg et barn eller en åndssvag. Han hjalp min venstre arm fri af det skjorteærme, den var blevet fanget i, og knappede manchetten. Jeg skubbede hans hænder væk, insisterede på selv at knappe skjorten foran. Han bøjede sig ned og rullede et par sokker på mine fødder, som han skubbede ind i skoene, og bandt snørebåndene.

Stivet hvid skjorte. Sorte bukser. Ordentligt fodtøj. Ellers kunne jeg sjoske rundt, ubarberet, i plettet pyjamas som min genbo. Man ser dem over hele byen. Sammensunkne, hjemme på verandaen midt i trafikosen,


10

hvor de sidder og glor ud i ingenting, mens de gradvis dækkes af støv fra vejen. De levende døde.

Da jeg forlod værelset, fangede jeg et glimt af mig selv i spejlet over kommoden. Et fugleskræmsel i halvmørket. Skjorten og bukserne bulede ud over og under livremmen. Hver uge spændte jeg bæltet en tak ind. Lidt blod tværet ud på kraven. Hvad gør man? Jeg kunne ikke magte at skifte tøj igen. Jeg ventede ingen gæster.

Babagaleh kom og sagde, at han tog af sted. Han var klædt på til at gå i moskeen, i lang, kridhvid djellaba, lædersandaler og en dybblå, rund kalot med broderier. Jeg kom endnu engang til at tænke på, hvor meget lettere livet ville være, hvis man kunne gå sådan klædt. Hver dag udførte Babagaleh sine enkle pligter. Fredag indtog han sin plads i anden række i moskeen. En fridag hver anden uge. En gang om måneden tog han af sted for at besøge sin kone. Skønt det var længe siden, deres veje skiltes, betalte han så sent som sidste år et nyt tag og nye vinduesrammer for hende. Sammen drak de kaffe og talte om børnebørnene.

Før Babagaleh tog af sted, kom han tilbage med endnu en bakke, denne gang med en termokande te, et fula-brød, margarine og et par hårdkogte æg. Han skænkede mig en kop te og dyngede sukker i. Som alle sine stammefæller tror han, at sukker hjælper på humøret.

Han gik igennem værelset, trak gardinerne delvist for mod varmen, der var på vej, forsvandt igen uden at sige noget. Jeg sad lidt og nippede til teen, pludselig opmærksom på ensomheden, der havde indfundet sig. Tankerne kørte rundt i mit hoved, lige meget hvad jeg gjorde, slap de ikke deres tag i mig; om natten vækkede de mig lige så ofte som mine anfald af åndenød. Jeg er sikker på, at der ikke er noget usædvanligt i det. Det skyldes alder. En konsekvens af ikke at have noget fornuftigt at tage sig til.

Hvidmalede vægge. Mørkt trægulv. Parket. Det havde været dyrt at få lagt. Ovre ved vinduet, synligt gennem bonevoksen, et parallelogram af bleget træ, hvor solen faldt ind. Et mørkerødt uldtæppe med frynser, der matchede det falmede mønster. Et par armstole købt af Skovstyrelsen for tredive år siden. Røde fodpuder af imiteret læder, sprukne og mugplettede.

Jeg fandt det stadig sværere at se mig omkring uden at prøve at regne ud, hvad det tilsammen ville indbringe ved salg. En dag, da jeg så Baba-galeh ryste gardinerne og tørre armlænene over med en fugtig klud, spekulerede jeg på, om han mon tænkte det samme. Tanken satte gang i mig, og som dagen gik, blev jeg optaget af, hvad der skulle blive af


11

mit bibliotek. Der var vel et par hundrede bind. Jeg ville beslutte, hvilke det var værd at beholde. Resten kunne gå til universitetsbiblioteket. En donation. Det var måden at gøre det på. Denne nye indfaldsvinkel gav mit projekt mening.

Vi ældre er som kæledyr i bur. Som mus eller hamstere, der konstant gennemgår vore små besiddelser, tager turen rundt i hjulet igen og igen for at undgå at gå fra sans og samling.

For et år siden havde jeg bestilt en indvendig gennemrenovering af huset. To malere ankom med afdækningspapir og satte deres stiger op. Med mellemrum gik jeg op ad trappen for at tjekke, hvor langt de var kommet og sikre mig, at de ikke spildte maling på parketgulvet, men også for at se, hvordan de stod og balancerede perfekt på det bræt, der var spændt ud mellem de trappestiger, som de brugte, mens de malede loftet. De talte med hinanden om alt muligt, og man kunne fornemme at deres snak ofte byggede på det, de hørte i transistoren. De tog sig ikke af, at jeg var der, det kom ikke dem ved, og desuden vidste de, at jeg ikke havde meget andet at foretage mig.

Det var på den tid, at jeg begyndte at få vejrtrækningsproblemer; dampene fra malingen, forstår De. Før det havde jeg indimellem været plaget af tør hoste. Jeg troede, det skyldtes ørkenvinden, pollen fra haven, trafikosen, der lå over byen. Jeg gik ikke til lægen. Hvorfor skulle jeg dog? For at manden kunne banke mig på brystet, skrive en recept på et eller andet antibiotikum og derefter slå mig for en uhyrlig sum?

En edderkop har spundet et net i et hjørne af loftet, silke-trapezsnore. Og ovre på tæppet er der pletter af noget hvidt pulver, som Babagaleh har overset. Murstøv.

Jeg så engang en kvinde, som jeg sørgede over tabet af, endnu før jeg overhovedet havde talt med hende.

20. januar 1969. Fakultetsfest med fruer. Vi, ungkarlene, stod sammen nederst bag plænen, på en lille tilgroet plet. Selve modtagelsen foregik på den anden side af plænen. Jeg lyttede, eller i det mindste lod jeg som om, til min følgesvends klager over den nye fordeling af arbejdspladser i fakultetsbygningen. Jeg så bort, over mod de ankommende gæster. Hun var iført en blå kjole, og mens hun gik ned ad stentrappen til plænen, trak hun let ud i stoffet, som klæbede til hende i varmen. Jeg iagttog hende og følte et sug gå gennem mig, en følelse, jeg endnu ikke kunne sætte ord på.

Den første bevidste tanke fik jeg umiddelbart derefter, og den ramte


12

mig som et slag: den herre, der kom ned ad trappen et skridt bag hende, var hendes mand.

Da de var nogle få meter fra modtagelseskomiteen, så jeg, han fjernede sig. Ikke hendes mand. Lettelse, det rislede koldt ned ad ryggen. Men så rakte hun hånden ud og rørte ganske let ved hans ærme. Og i den lette berøring med det yderste af fingerspidserne, må hun have haft ti mænds styrke, så hurtigt som han overgav sig og ændrede kurs tilbage til den lange række af mennesker. Jeg så, hvordan han underkastede sig hendes vilje. Jeg så hendes smil, en krusning om læben, svagt og sødt. Et smil, han gengældte, taknemmelig i nederlaget. Der var kun gået få sekunder, siden jeg første gang fik øje på hende, og jeg havde allerede mistet hende to gange.

Jeg undskyldte mig, anbragte mit glas på bakken hos en forbipasse-rende tjener, begav mig tværs over plænen og stillede mig bagest i mod-tagelseskøen ved siden af den senest tilkomne, en fyr jeg svagt kunne huske fra oversigten over fakultetet. Jeg nikkede, og han nikkede tilbage, registrerede mig knap, var for længst faldet hen i den form for sløvhed sådanne sociale forpligtelser har det med at afstedkomme.

Jeg gav hånd et par gange, mumlede en hilsen. Ingen vidste, hvem der var hvem, eller brød sig om at vide det, alles tanker var allerede indstillet på alkohol og mad. Og så var hun der pludselig, stod foran mig, rakte hånden frem, smilede. Jeg tog hendes hånd. Sagde, hvad jeg hed. Så smilet, en svag afglans af det smil, hun havde sendt sin mand. Hun fortsatte og ventede lidt længere fremme, mens jeg hilste på hendes mand. Så gik de sammen over plænen, han endnu engang med hånden på hendes albue.

Jeg fulgte dem med øjnene. Det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad hun hed, fordi hendes navn var forsvundet i samme øjeblik, vi mødtes, sådan susede det for mine ører.

Teen var blevet halvkold, da jeg nåede til at drikke den. Jeg bryder mig ikke om lunkne drikke. Jeg bar koppen tværs igennem stuen og satte den på et lavt bord, mens jeg åbnede glasdøren til verandaen. Udenfor hældte jeg væsken ud over rækværket og så med tilfredshed, at den borede et hul i den tørre jord. Haven havde lidt under tørken. I plænen var der nu pletter af bar jord, og bedene lignede mest forsømte gravsteder.

Da jeg nåede tilbage til stolen, havde anstrengelsen fået mig til at svede. Jeg hældte en kop frisk te op og drak den langsomt. Jeg knækkede et af æggene mod siden af bakken og pillede skallen af med neglene. Så drys-sede jeg lidt salt ud på en tallerken og dyppede ægget i det. Babagaleh


13

havde aldrig accepteret det synspunkt, at et æg kan koge for længe. Jeg havde svært ved at få det ned og lagde resten tilbage på bakken. Stadig ingen appetit. Det var en parodi. Det burde være frigørende ikke at føle begær. I stedet føler man en anden slags længsel – efter begæret, som ikke er der. Jeg længtes inderligt efter igen at have lyst til mad, efter at føle sult og frådse i fornøjelsen ved at stille den. Pludselig fik jeg en besynderlig trang til en cigaret. Hvad kunne være en større nydelse end let henslængt at inhalere giften dybt ned i lungerne?

Efter en stund kom jeg på benene igen og gik hen og satte mig bag skrivebordet, drejede stolen rundt for at se på boghylderne. Jeg valgte et bind og tog det ned. Bantons West African City, trykt med støtte fra det Internationale Afrikanske Institut. Bogen var indbundet i shirting og garnheftet, papiret var gult og føltes ujævnt under fingerspidserne. Jeg slog op på de første sider for at se udgivelsestidspunktet. 1957.

Jeg begyndte at læse om byens vækst, hvor bogen tilfældigt åbnede sig: Den tredje bølge bestod af stammeimmigranter, som kreolerne anså for at være skovhuggere og vandbærere, og som for en tid var tilfredse med deres status.

Jeg bladede videre: Som der står i salme 95, havde de nedkaldt Guds vrede over sig og ville aldrig gå ind til den himmelske hvile.

I marginen var der nedkradset nogle ord. Hvis jeg ikke havde kendt skriften så godt, ville jeg have haft besvær med at tyde ordene: Giv mig en fuld mave og en hængekøje, og jeg skal gå ind til min egen hvile. Ju-lius. Vanen med at skrive bemærkninger i marginen på lånte bøger var typisk for ham. Jeg lukkede bogen, brugte nogle minutter til at få min vejrtrækning under kontrol. Jeg lænede mig ind over bordet og lod bogen falde ned i papkassen ved siden af.

Det næste værk var Lethbridge Banburys bog om området. Og den var faktisk ganske værdifuld. En smuk dybrød udgave. Omslaget var prydet med et guldtryk af en elefant og en palme. Bøttepapir. Sort-hvide illustrede plancher, alle beskyttede af pergamentblade.

Jeg kan stadig huske de første linjer udenad. Grunden til, at jeg tog til S, er ikke umiddelbart indlysende: måske tog jeg skridtet, fordi jeg i lighed med så mange andre englændere havde et uudslukkeligt ønske om at „se verden“; eller måske blev jeg drevet af en ambition om at blive forfremmet inden for et arbejdsområde, hvor succes som regel er forbe-holdt dem, som forlader den slagne vej under forsøget.

Jeg havde fået den af en studievejleder, en kollega på besøg fra et


14

skotsk universitet, som vidste, at jeg elskede bøger. En førsteudgave fra 1888. Den kom med posten, nogle måneder efter han havde færdiggjort sin forskning og var sejlet hjem. Jeg kan huske, at han plejede at dekla-mere et rim om kolonitidens sidste guvernør, når han havde fået noget at drikke.

Beresford Stuke makes me puke,But in the Protectorate

They expectorate.

Jeg lo for at glæde ham. Og igen senere da han pressede mig til at drikke og opførte sig, som om det ville være en krænkelse mod den ene, at den anden var ædru.

Den januaraften iagttog jeg hende, hende og hendes mand. De var tydeligvis på hjemmebane og var i centrum det meste af tiden. På et tidspunkt stod jeg i periferien uden for inderkredsen, ude af rampelyset, men så nær, at jeg kunne have rakt ud og rørt hende. Hendes mand var ved at fortælle et eller andet, og de lo allesammen – undtagen mig. Jeg havde ikke hørt efter. I stedet havde jeg set på hende. Iagttaget hende, idet hun vendte sig og iagttog ham. Vore øjne mødtes en enkelt gang. Hun smilede og så bort.

Senere huskede jeg, hvor jeg havde set ham før. I en frokostpause i auditoriet til et møde, indkaldt af de studerende, hvor de ville diskutere bortvisningen af en af deres medstuderende, så vidt jeg husker. Jeg var sendt af dekanen og satte mig nede bagved. Ingen lagde mærke til mig, hvilket passede mig godt. Et par maskinskrevne kommentarer lagt i de-kanens dueslag. Færdigt arbejde.

Lige før mødet officielt gik i gang, så jeg, hvordan de flokkedes om ham, de studerende, stakåndede og ivrige. Et stykke inde i mødet kaldte mødelederen ham op på scenen. Først var han modvillig, smilede og flagrede med et stykke papir, som om han kunne vifte ideen væk. Men den lavmælte insisteren i auditoriet fik ham til, pludselig fuld af energi, at rejse sig og springe op på podiet og sige et par ord. Han stod med albuerne på talerstolen, lænet frem, og så direkte på de tilstedeværende. Luften dirrede ved lyden af hans stemme. Et sus af ophidselse. Bragende klapsalver. Som fugle der lettede.

Hvad havde han sagt til dem? Det er borte.Jeg tilbragte resten af formiddagen og det meste af eftermiddagen med


15

at lede. Tvunget af omstændighederne var min søgen både langsom og omhyggelig. Da Babagaleh kom tilbage fra moskeen, spurgte jeg ham.

„Hvor er mine notesbøger?“Som svar så han på mig, som han plejede, fordi hans umiddelbare

instinkt tilsagde ham at skjule al viden, alle tegn på tankevirksomhed og forvandle minen til et udtryksløst stenansigt, som enhver beskyldning ville prelle af på, indtil han nøjagtig vidste, hvilken drejning mit spørgsmål ville tage. Han forlod værelset og kom tilbage med en papkasse, hvorpå der stod Milo Milk.

„Hvor var de? Hvorfor havde du flyttet dem?“„Pulterkammeret, Herre,“ Han kiggede på mig og så fuldkommen

uskyldig ud.„På bordet, tak.“ Jeg orkede ikke længere at hidse mig op. Jeg vidste

det. Babagaleh vidste det også.Den aften sad jeg sent oppe og gennemgik mine notesbøger. Strømmen

gik. Babagaleh tændte nogle stearinlys, og selv om de osede og fik mit bryst til at smerte, læste jeg videre. Notesbøgerne havde overlevet, mens elastikkerne, der holdt dem sammen, smuldrede mellem hænderne på mig. Der manglede nogle få sider, andre var skadede af sølvfisk og termitter, og her og der sad der indtørrede insektæg, tynde tråde og efterladenskaber fra ukendte insekter. Blækket fra min fyldepen var falmet til bleggråt på siderne. Men de var stadig intakte, trods alt. Mere eller mindre.

De var ikke dagbøger. Blot noter, jeg havde skrevet til eget brug. En relevant dato. Tanker før en forelæsning. Titlen på en bog eller artikel. Oversigt over noget, der skulle gøres.

25. november 1968. To måneder før fakultetsmiddagen. Dagens be-givenheder noteret med min egen skrift. Et par minutter fra mødet, hans henvendelse til de studerende. Ikke noget om, hvad han sagde.

Jeg kan huske, at jeg omtalte hans indlæg i min rapport til dekanen.Julius Kamara. En eftermiddag, hvor jeg sad og forberedte mig til en

forelæsning, fik jeg øje på ham gennem vinduet. Karakteristisk gangart: slentrende med den ene hånd i bukselommen. Jeg lagde pennen for bedre at kunne følge, hvor han gik. Jeg så ham skrå over et hjørne af plænen, dreje til højre og med begge hænder skubbe dobbeltdørene til det tekniske fakultet op.

Næste gang jeg så ham, var jeg på vej hjem. En torsdag, da jeg gik gennem universitetsområdet, så jeg ham foran mig. I et par minutter holdt jeg afstand. Et par studerende, som sad på trappen til auditoriet, råbte


16

ham an, rejste sig, børstede sig af bagpå og samlede deres bøger sammen. Jeg gik ubemærket forbi.

Lige uden for indgangen til universitetet holdt en hvid Folkevogn Va-riant med motoren gående. Hun sad på førersædet, hendes albue hvilede på kanten af det åbne vindue. Hun havde en ærmeløs lys bomuldskjole på og et stort orange tørklæde om håret. Derfra, hvor hun sad, kunne hun have set mig i spejlet, men det gjorde hun ikke. Jeg satte farten ned. Jeg nærmede mig bilen.

„God aften.“Det gav et sæt i hende, da hun blev revet ud af sine egne tanker.„Hej,“ svarede hun, og mobiliserede sin gode opdragelse sammen med

antydningen af et smil. Som kvinder gør, når de møder en mand, de ikke genkender, og hverken ønsker at opmuntre eller fornærme ham.

„Fakultetsmiddagen,“ sagde jeg. „Elias Cole.“„Selvfølgelig.“ Og hun smilede svagt.„Julius bad mig sige, at han er blevet forsinket, men han kommer

straks.“„Tak.“ og hun smilede igen, lidt mere imødekommende denne gang.„Jeg er bange for, at jeg har glemt …“„Åh,“ sagde hun, da hun forstod, hvad jeg mente, og pegede på sig

selv. „Saffia.“Jeg gik.„Tak,“ råbte hun efter mig. Jeg gav et lille vink tilbage som tegn på,

at jeg havde hørt det.Nogle minutter senere passerede de mig med Julius ved rattet. Solen

var lav. Jeg ved ikke, om de overhovedet lagde mærke til mig. Under alle omstændigheder fortsatte bilen uden at sagtne farten.

Jeg gik ned ad den lange vej i det tiltagende mørke. Træernes skygger, som afgrænsede vejen, blev efterhånden længere, farverne omkring mig opløstes i gråt. Træstammernes nederste hvidmalede del oplystes af den synkende sol og stod som skildvagter. Jeg så efter bilens baglygter, indtil de blev til ildfluer i det fjerne. Jeg standsede og tog min notesbog frem, holdt den mod et træs glatte bark og skrev bilens registreringsnummer ned, mens jeg stadig kunne huske det. Og blot et ord til.

Saffia.

Fredag. Et par dage efter vort tilfældige møde ved universitetet havde jeg en aftale i byen. Bagefter skød jeg genvej gennem en af sidegaderne til


17

hovedgaden, hvorfra jeg kunne tage bussen tilbage til universitetet. Det var en stille gade, hvor velstående familier engang havde boet. Der var en kiosk, hvor man kunne få sodavand og cigaretter. Længere henne stod en voksmannequin iført en lang, broderet kjole uden for en skrædderbutik. Foran på gaden holdt en hvid Folkevogn Variant.

Varmen fra bilens bagagerum under min håndflade sagde mig, at den havde stået i solen et stykke tid. Jeg så mig lidt omkring. Enten besøgte Saffia en ven, eller også var hun inde i skrædderbutikken. Jeg tog chancen. Da jeg gik fra solen ind i butikken, strejfede det mig, at det måske var Julius, der var kørende i bilen. Men på det tidspunkt havde jeg fundet ud af, at han arbejdede sent på universitet. Og det viste sig at være rigtigt. For der var hun, bagest i butikken iført en enkel mønstret kjole, sammen med en af skrædderne. Et blad lå åbent på bordet, som de stod bøjet over, mens hun bladede gennem siderne. Jeg så på. Jeg nød det, fordi jeg vidste, at hun ikke havde set mig. Halsudskæringen, måden hun fugtede sin tommelfinger på, når hun vendte en side, hendes eftertænksomme udtryk, når hun overvejede fordelene ved de forskellige modeller, det venlige smil hun sendte skrædderen.

„Ja, hr.?“ Skrædderen nærmest mig standsede sin trædesymaskine og så op. Jeg sendte et lille vink i retning af Saffia. Han nikkede og bøjede sig igen over arbejdet. Snart afsluttede hun sit forehavende og vendte sig for at gå. Da hun havde sagt farvel og samlet bladene sammen, begyndte hun at lede efter bilnøglerne, og det tog hendes opmærksomhed. Først da hun næsten stødte ind i mig, så hun op.

„Jeg beklager. Det må De undskylde.“ Jeg trådte til side, som om det havde været min fejl.

„Jamen hej,“ sagde hun„Hej,“ svarede jeg. „Er det ikke fru Kamara?“„Jo, jo.“ Hun strakte hånden frem, og for anden gang tog jeg den i

min.„Cole. Elias Cole.“„Hr. Cole. Selvfølgelig. Hvordan går det?“„Som De ser. Aldeles udmærket.“ Jeg gjorde ingen forsøg på at gå

over dørtærsklen, og det fik hende til at tøve.„Nå, De skal måske?“ hun nikkede i retning af butikken. „Lad mig

ikke opholde Dem.“Jeg rystede på hovedet.„Et sæt tøj. Ikke helt færdigt. Det betyder ikke noget.“ Det var selv-


18

følgelig ikke helt sandt, men kunne heller ikke rigtig regnes for en løgn. Ikke når en mand taler med en kvinde. Det ligger i sagens natur, gør det ikke? Og jeg tilføjede, „Nej. Jeg er på vej tilbage til arbejdet.“

Det fik hende til at smile.„Til universitetet? Nå, den vej skal jeg også. Jeg kan give Dem et lift,

hvis De vil have det. Eller De er måske selv kørende?“„Nej, nej,“ sagde jeg. „Lad mig hjælpe Dem med de der.“ Jeg tog

stakken af blade ud af armene på hende. Saffia låste bilen op, og jeg satte mig ind på passagersædet. Da jeg vendte mig om for at lægge bladene på sædet bagved, så jeg, det var slået ned, og bagagerummet flød med gamle aviser og jord. Så jeg sad med bladene på skødet.

Vi kørte gennem byen. Skolerne holdt frokostpause, så børnene løb efter hinanden langs vejene. Det var midt i den blæsende årstid, luften var tyk af slaggeholdigt støv. Saffia koncentrerede sig om kørslen, havde opmærksomheden rettet mod vejen. Mens vi kørte, iagttog jeg hendes hænder. Hun holdt om begge sider af rattet, som kvinder gør. Ingen smyk-ker undtagen en vielsesring af guld. Neglene var korte og velformede uden lak. Under et par af neglene på hendes højre hånd lagde jeg mærke til en sort rand. Indimellem tillod jeg mig at kaste et blik på hendes ansigt, profilens silhuet mod det skarpe lys gennem vinduet. Øjenvippernes bue svarede til kurven på hendes overlæbe. Idet hun satte farten ned for at køre forbi en fyr, der kom skubbende med en kærre, bed hun sig svagt i underlæben. Og når hun hurtigt så til højre og venstre i et befærdet trafikkryds, lod hun tungen glide over overlæben. Lysstrejf fremhævede hendes høje kindben, panden og næseryggen. Halsudskæringen fremhæ-vede hendes hals, og under kravebenet hvælvede brystet sig. Tværs over hendes lår lå kjolen, lidt krøllet, musklerne nedenunder spændtes, når hun brugte pedalerne.

Til højre for vejen lå et sumpet område, et naturreservat. Det findes stadig. For vådt til at bygge på.

Dengang havde man fra vejen udsigt over hele området, helt ud til havet. Jeg vendte mig for at se.

„Jeg har hørt, at der vokser nogle helt særlige orkideer der,“ sagde jeg.

„Kan De lide blomster?“„Jeg er ikke ekspert,“ svarede jeg. „Jeg bor i lejlighed, og haven tilhører

ikke mig. Men jeg fryder mig over dem, hvem gør ikke det?“„Sump-orkideer. Lissochilus.“ Det er dem, De tænker på. De vokser


19

der. Og De har helt ret i, at de er bemærkelsesværdige. De bliver lige så høje som os.“

„Har De set dem?“„Ikke for nylig. Men jo, for få år siden. Vi var en gruppe fra havesel-

skabet, som tog derud. Hvis man har fundet det sted, de vokser, er det nemt at finde igen. Ikke så let første gang.“ Hun tav og satte farten op for at overhale en taxa, der var på udkig efter kunder.

„Jeg må kontakte haveselskabet og finde ud af, om de planlægger flere ture. De kan måske hjælpe mig?“

Det kunne jo være, hun ville tilbyde at tage mig med på en tur. Jeg fornemmede, at hun tøvede, overvejede om det ville være passende.

Lidt senere sagde hun: „Jeg forsøger at dyrke nogle orkideer derhjem-me. Ikke Lissochilus. Det tror jeg ikke, man kan. Det er ikke gået særlig godt. Men jeg har da nogle smukke liljer – amaryllis – harmattanliljer. De blomstrer i den blæsende årstid. Måske kunne De tage med Julius hjem en aften.“

„Tak,“ sagde jeg. Skønt det, hun sagde, ikke var helt det samme som en invitation.

Kort tid efter kørte vi op foran fakultetsbygningen. Jeg stod ud og bøjede mig ind mod det åbne vindue for at sige tak. Hun nikkede og antydede et smil, som pludselig forvandledes til et udtryk af uforfalsket glæde. I det øjeblik, det tager at reagere, gik det op for mig, at hun ikke længere så på mig. Jeg stivnede og vendte mig. Julius.

På en måde er jeg heldig. Længe troede jeg det ikke. Jeg ønskede så inderligt at være en, man lægger mærke til, men var faktisk alt andet. Jeg har et af de ansigter, der ligner alle andres. Måske kan man sige, at jeg med alderen har opnået at skille mig ud på et punkt. Håret. Men for at sige det lige ud har jeg det meste af livet haft et ansigt, som hører til dem, folk glemmer.

Da jeg gav Julius hånden, kunne jeg mærke, at han havde besvær med at placere mig. Ligesom jeg engang mente, det var min vanskæbne ikke at være værdig til at blive husket, har de karismatiske den vanskæbne, at de sjældent glemmes. De bliver naturligvis dårlige til at huske navne og ansigter, fordi de er omgivet af andre, som klarer det for dem. Det var tydeligt, at en sådan situation var helt almindelig for Julius, og det generede ham ikke det mindste. Saffia forklarede, at vi havde mødt hin-anden i byen. Han klappede mig på skulderen med et udtryk af venlig interesse. Ikke den jaloux type, eller måske følte han sig bare slet ikke


20

truet. Da Saffia nævnte blomsterne, så jeg min chance og slog til. Jeg stod og så på, mens Julius åbnede bilens bagdør, smed sin mappe ind ovenpå bladene og gik rundt om bilen til førersædet, mens Saffia rykkede over i passagersiden. Han krøb ind, satte bilen i gear og skubbede sædet tilbage.

De vinkede til mig, da de kørte. Jeg stod der og fulgte dem i tankerne. Et øjeblik følte jeg mig mærkeligt forladt. Men følelsen forsvandt, må-ske fordi jeg nu var i besiddelse af en invitation – til at besøge dem den kommende mandag. Adressen og tidspunktet var omhyggeligt noteret i min bog.

Lørdag morgen. Jeg sad på verandaen efter morgenmaden, bladede i aviserne og røg en cigaret, da Vanessa dukkede op. Hun så sur ud med læberne så tæt sammenknebne, at der kun var en streg at se af hendes læbestift, indtil hun åbnede munden for at sige noget. I de seneste dage havde jeg helt undladt at ringe til hende. Det var tydeligt, at hun var kommet for at skændes.

Før hun nåede at mæle et ord, sagde jeg: „Lige dig, jeg sad og tænkte på.“ Mere eller mindre sandt. Jeg var vågnet, fyldt af tidlig-morgen-begær. Før jeg gik på badeværelset, havde jeg vagt ønsket hende hos mig. Selv nu, på trods af hendes sure udtryk. Jeg følte trangen komme tilbage.

Hun spidsede munden. Hun var iført en snæver nederdel og en tætsid-dende tamule med pufærmer. Hun havde fået glattet håret, rullet det op i kæmpekrøller. Det var ikke en stil, jeg ligefrem yndede. Men det sagde alligevel noget om, hvor stor umage hun havde gjort sig med sit udseende den dag. Hun var tydeligvis ikke på vej i kirke.

„Hvor har du været?“ Hun stod med hænderne i siden.„Her,“ sagde jeg. „Hvor skulle jeg ellers have været? Kaffe?“I køkkenet kom jeg noget pulverkaffe i en kop, hældte varmt vand

på og fyldte koppen til randen med Carnation Milk. Blot en lille anelse mindre og hun ville te sig, som om jeg var nærig. Vanessa var en af den slags piger, der tror, at alle folk er fornærede – især mænd. Da jeg kom udenfor igen, havde hun sat sig ved bordet. Jeg satte omhyggeligt koppen på bordet sammen med en pakke hugget sukker.

„Tag selv,“ sagde jeg. Sukker var stadig lidt af en luksus for en kvinde som Vanessa.

Efter et øjebliks pause rakte hun ud og tog to stykker sukker fra pak-ken; hun kom det ene i koppen og lagde det andet på en teske, som hun begynde at sænke op og ned i den varme væske, mens hun så sukkeret


smelte og gå i opløsning. Hun ignorerede mig stadig, da hun løftede skeen til munden.

„Du må undskylde,“ sagde jeg. „Der har været så travlt. Det er snart eksamenstid, og jeg må forberede mine studerende. Kommer sent hjem hver aften. Tidligt op. Jeg ville ikke ulejlige dig.“

„Jeg kunne være kommet og lave mad til dig.“ Hun så stadig ned. „Det ville være for meget.“„Det har jeg ikke noget imod.“ Pause. Hun spidsede munden endnu

mere og så op på mig gennem øjenvipperne. „Jeg kunne have sendt noget over til dig.“

„Du er alt for god ved mig.“ Jeg rejste mig og gik over og stillede mig bag hende. Jeg lænede mig frem og pressede læberne mod hendes hals. Hun lod, som om hun gjorde modstand. Jeg bed let i kødet. Hun klukkede og protesterede, men uden særlig overbevisning. Jeg trak hende op, vendte hendes ansigt mod mit og kyssede hende. Jeg kunne smage læbestiften og sødmen fra sukkeret på hendes tunge.

Vi lå i sengen til midt om formiddagen. Senere iagttog jeg Vanessa, mens hun bevægede sig rundt i lejligheden, ryddede op i aviserne, tog af bordet, satte mine sko ind i skabet. Imens gik det op for mig, at jeg allerede sammenlignede hende med Saffia. Vanessa var yngre, og dog fik det hende ikke til at virke friskere eller mere uskyldig. Men naiv, ja. Hun ville gerne give indtryk af at være mere sofistikeret, end hun var. Det var i orden, at hun var der, hun havde ikke engang udstråling nok til at irritere mig. Hver gang, døren lukkede sig efter hende, var pladsen straks fyldt ud, hun efterlod sig intet tomrum. Når hun var fraværende, var det ikke hende, jeg tænkte på. Saffia var allerede i mine drømme nu.

Vanessa ville giftes med en universitetsprofessor, det mål havde hun sat sig. Og måske ville hun nå det en dag, skønt hun var alt for gavmild med sig selv. Jeg ønskede hende alt godt. Jeg lå der stablet op med puder og iagttog, hvordan hun prøvede at skabe plads til sig selv i mit liv.

Egentlig var det en skam, sagde jeg til mig selv, men tiden var ved at være inde til, at jeg ville blive nødt til at holde op med at se hende.


22

2

kvinden sad skævt på stolen over for Adrian. Foroverbøjet med sam-lede ben, armene tæt ind til siden, fødderne skjult. En zigzagfigur på en jernstol. Hun havde ikke meget kød på kroppen. Et stykke stof med et gult og sort falmet geometrisk mønster var bundet om livet. Brysterne var dækket af en løs bluse. Adrian kunne ikke regne ud, hvor gammel hun var. For ham havde folk her ingen alder. Hun kaldte ham „doktor“, når hun tonløst svarede på hans spørgsmål, så lavt at han måtte anstrenge sig for at høre, hvad hun sagde. Ikke én gang mødte hun hans blik, men så ned på sine hænder, der var foldede i skødet. Hun havde klaget over hovedpine og bedt om medicin for smerterne, men lægerne kunne ikke finde noget galt hos hende, så de havde henvist hende til ham.

Adrian talte om, hvad han kunne gøre for hende, ledte efter ord, han troede, hun måske kunne forstå. På papiret foran ham stod hendes navn. Han sagde det højt. For første gang så hun på ham. Hun pegede på et glas vitaminer på hans bord, så dem gav han hende. Det var enkelt at gøre.

Den nat drømte Adrian Lockheart. En af de få gange han havde gjort det, siden han ankom til landet. Han befandt sig ved et vandfald, lænede sig ud over den rivende strøm. Dybt nede kunne han ikke se andet end de brusende vandmasser. I drømmen var han barn igen. Han strakte armene frem, sprang i på hovedet og vågnede, netop som han ville være blevet opslugt af det nedstyrtende vand. Drømmen var ikke om døden, for han vågnede med en sagte latter.

En genklang af følelsen kommer til ham, som han sidder og stirrer ud ad vinduet og lader tankerne løbe til lyden af den gamle, sengeliggende mands stemme. Et barns ansigt kommer til syne over muren, et barns grinende ansigt. Øjnene møder Adrians. Et øjeblik efter forsvinder ansig-tet. Så lyder der en latter, og mindet om drømmen toner frem. Følelsen af at falde, suget i maven, lyksaligheden, der opstår, ved uskyldig, fysisk fornøjelse. Han vender sig mod stedet, hvor den gamle mand ligger med


23

armene oven på lagnet, som er foldet stramt ind til kroppen. Den gamle mand er holdt op med at tale og ser på ham. Hans øjne, omgivet af askegrå hudfolder, er små, mørke og blanke.

Adrian er stille endnu et par sekunder; han håber, hans udfald virker bevidst, som et øjebliks fordybelse.

„Skal jeg komme forbi i morgen?“Den gamle mand nikker og bliver ved med at se på ham.Adrian, som burde være vant til den slags, føler sig forlegen. Han

fortsætter automatisk: „Er der noget De vil have? Bøger? Aviser? Så sør-ger jeg for det.“

„Tak. Jeg har alt.“ Stemmen er hæs. Ordene følges af et svagt smil, det strammer i ansigtsmusklerne, læberne er sammenknebne, det virker snarere som et udtryk af smerte end af glæde.

„Jamen så ses vi.“Middag. Adrian rejser sig, tager mappen og jakken og træder ud i

den skyggefulde hospitalsgang, hvor luften er et par grader køligere. Han læner sig mod væggen. Bygningen har ingen aircondition bortset fra intensivafdelingen, og selv der synes det at være en ulige kamp mod den brændende hede udendørs, som kryber ind gennem hver sprække i murstensvæggen. Han trækker vejret dybt, tæller til tre og går ned gen-nem gangen og ud i dagslyset.

På vej mod kontoret krydser han den firkantede gård, hvor solvar-men slår mod hans isse. Gården er egentlig bare en plet med gulnet græs delt i trekanter af et par stier. I hver trekant, der er afgrænset af en ce-mentkant, står der en betonbænk. Adrian har aldrig set nogen sidde der. Ved kommen de, der tegnede stedet, må have forestillet sig, at bygningens brugere kunne slappe af og spise deres frokost der. Men det er umuligt på grund af solen.

Da han er kommet ind på kontoret, sætter han mappen direkte på bordet, tænder for den elektriske vifte, tager jakken af og stiller sig med den svedige ryg mod luftstrømmen. Han hælder et glas vand op fra en plasticflaske, åbner mappen og tager fyldepen og papirer op.

Da han første gang fik forevist værelset, kontoret, så han straks, hvad det var, skønt hverken han eller hospitalets kvindelige administrator nævnte det. Tårnhøje vægge, der nåede op til en stump umalet loft. En metaldør udstyret med hængelås og slå. Et enkelt smalt vindue med seks stålstænger på tværs i den yderste vinduesramme. Et bord i overstørrelse med skrammet orangefarvet lakering, omgivet af tre stole af forskellig


24

højde og alder. Fra en mør ledning dingler en enlig 40 watts pære, som får værelsets hjørner til at henligge i skygge. Adrian slog hovedet mod pæren, da han gik igennem værelset og er nu udstyret med et blankt, spændt brandsår i panden. To gange har han indsendt en ansøgning om at få vinduet gjort større.

I det forhenværende pulterkammer isoleres han fra lydene udenfor: en knirkende båre, metal der skurrer mod metal, navne der råbes, fødder i skarpt trav; slæben og bump fra én på krykker.

Papirerne foran ham er allerede forsynet med patientens navn. Ved siden af „Henvist af“ har Adrian skrevet „sig selv“. I et stykke tid noterer han det, han har fået fortalt de sidste to timer, sådan som han husker det. Han skriver hurtigt, uden tøven. Fyldepennens bløde spids bevæger sig lydløst hen over papiret, de sorte linjer fortæller mandens historie.

En flue kan ikke komme ud, det ene øjeblik tumler den vildt mod vin-duet, det næste svirrer den rundt over Adrians hoved. Han slår ud efter den og rammer ikke. Men hans koncentration er brudt, og han lægger pennen fra sig og går over til vinduet, som han presser op. Igennem de høje vægge kan han høre lyden af rindende vand, de hule dunk fra tomme spande, kvindestemmer, der skændes, forekommer det ham. Han er ikke sikker. Han tænker på, hvor tyst velstand er: Folk bor i deres egne pri-vate omgivelser, hvor stilhed hersker, og skænderier foregår bag lukke de døre. Han sammenligner med fattigdommens støjende blotlæggelse. Men børnenes perlende latter er den samme overalt i verden.

Den morgen, efter at han var vågnet op af drømmen, skubbede han lag-nerne til side og lå og stirrede op i det nøgne loft og lyttede til morgenens lyde. Måske var det drømmen, der fik ham til at tænke på forældrene.

På faderen, der sad over for ham i dagligstuen. Udenfor var træerne ved at sortne mod en himmel af sølv, hvert af dem med sin egen lysende aura. Adrian så på sin fars hænder: de sorte hår mod den blege hud med de grå årer, de tynde håndled, der stak ud af manchetterne på hans ternede fritidsskjorte. Faderens fingre fumlede med delene til en Airfix modelflyver.

I mange år gik Adrian ud fra, at ideen til disse eftermiddagsseancer måtte komme fra en af forældrene, mest sandsynligt moderen. For Adrian interesserede sig ikke for modelflyvere, kom aldrig til at se det sjove i at lime støbte plasticdele sammen. Men nu overvejede han faktisk, om ideen alligevel kunne have været hans egen: turen til butikken for at vælge hvilket fly, det skulle være, køreturen hjem, hvor han knugede pakken med æsken i, øjeblikket, da de spredte alle stykker ud på det polerede


25

rosentræsbord, alt pegede på et barn med manglende fantasi og iver efter at være de voksne tilpas. Hans mor, der sad ved sit bord og besvarede nogle breve, iagttog dem i det skjulte.

Men så var der modellen, en Lancaster BIII. Adrians eget valg ville have været mere forudsigeligt. Typisk en Spitfire. Hans far fortæller ham, at disse fly angreb de tyske skyttegrave, to år før krigen sluttede. Adrian ser sin fader fumle, men ved, at han ikke skal hjælpe ham. Der er situationer, hvor man kan bryde ind, hvor det blot ser ud som en sønlig pligt: rydde faderens morgenmadstallerkner væk, sætte en drilagtig manchetknap i. Men når faderen var ved at snøre sine sko, havde Adrian intet andet valg end passivt at se, hvordan snøren igen og igen smutter mellem fingrene på ham. Somme tider kom Adrians mor ham til hjælp. Så så Adrian, hvordan faderen, så snart hun var færdig, rejste sig unaturligt stift fra stolen og forlod værelset.

Derfor sidder han stille og iagttager faderens hænder. Hans far derimod lader til at have glemt sønnens tilstedeværelse, mens han slås for at holde på stykkerne med rystende hænder, der sitrer som natsværmervinger.

Et andet minde fortrænger det første. Om at gå i skoven med faderen og lede efter magnetfelter, eller var det vandårer? De havde hver en gaflet gren. Og glæden, når grenen i hans fars hænder begyndte at dirre.

Morgenmad i kantinen hvor han ser kollegerne komme og gå, de nik-ker goddag og farvel. Han kender deres navne, ansigter, beskæftigelse. Nogle af dem har han drukket en fyraftensøl med i en nærliggende bar, der bar tydelige præg af sene besøg, og hvor der stod halvfyldte glas efterladt af nogen, som måtte ile tilbage for at tage sig af endnu en akut patient. Ved spisetiderne blev han siddende over en kop pulverkaffe, så røgen diffundere og forsvinde, mens de andre omkring ham måtte tilbage til det, de skulle passe.

Somme tider gik han igennem de lange afdelinger. Så nogle, der havde været passagerer i en overfyldt minibus ført af en ung chauffør, der var skæv af marihuana efter at have arbejdet seksten timer, mødte det tomme blik hos en mand, under hvem et bygningsstillads af bambus var styrtet sammen, så apatiske mødre mødre vifte heden fra deres dødsens stille babyer.

Tre uger efter ankomsten modtog Adrian sine første patienter. Umid-delbart derefter indhentede han hospitalsdirektørens tilladelse til at oprette et henvisningssystem. De fleste af de patienter, hans kolleger henviste til


26

ham, var ambulante, nogle de andre læger ikke kunne finde noget galt hos. De sad med ludende skuldre og nedslagne blikke og hænderne hvilende i skødet som føjelige kæledyr. Hvorfor kommer du? Lægerne har henvist mig. Tilskyndet af Adrians venlige vedholdenhed beskrev de hovedpiner, smerter i arme, ben, underliv. Her, her, her. Rørte ved de forskellige dele af kroppen. Hvornår begyndte smerterne? Engang efter opstanden. Ja, før var jeg rask.

Når Adrian insisterede, fortalte de med dæmpede stemmer, hvad de havde været igennem, beskrev begivenhederne set udefra, som om de handlede om nogle andre end dem selv. Adrian havde læst pressemed-delelserne og de rapporter, der var skrevet efter opstanden. Han vidste, hvordan krigen var begyndt. Hvordan det knap var blevet bemærket, at en gruppe oprørere havde trænet i udlandet og derefter krydset grænsen og gjort sig bemærket ved at indtage en række byer og svoret, at de ville marchere mod hovedstaden for at styrte det opblæste diktatur, som havde hersket i tyve år. Og han vidste, hvordan det var endt – hvordan civil-befolkningen havde måttet stå model til oprørernes raseri fra starten og derefter udholde deres grusomheder i et årti, indtil krigen blev bragt til ophør af hæren fra en nabostat, der selv blev ledet af en ærgerrig despot.

Adrians medfølelse lød ikke overbevisende i hans egne ører. Med sine spørgsmål lempede han blidt patienterne i den rigtige retning, mærkede, hvor megen energi det kostede at opnå blot en spinkel kontakt. Tilbage i lejligheden pjaskede han vand i ansigtet. Engang fyldte han håndvasken, holdt ansigtet nede i vandet og holdt vejret, til hans lunger gjorde ondt. Når han var alene, prøvede han at samle tankerne, så hans urolige sind kunne falde til ro.

Og stadig bad hver eneste nye patient om at få medicin, hvortil Adrian forklarede, at han ikke var sådan en doktor. Det blev taget til efterretning med et nik snarere end forståelse. De takkede ham og gik. Ingen af dem kom nogensinde tilbage.

En sen lørdag eftermiddag gik Adrian forbi en række stadepladser på gaden bagved hospitalet. En kvinde råbte ham an – han vendte sig og genkendte hende på tøjets gule og sorte geometriske mønster.

Adrian smilede automatisk og løftede hånden for at vinke. Kvinden kom imod ham, vaklende som en usikker marionetdukke. En fugtig plet havde bredt sig ned over forsiden af hendes bluse, hvor det øverste par knapper var knappet op og delvis afslørede det øverste af en mørk bryst-vorte.


27

„Doktor!“ havde hun råbt og grebet ham i armen. Hendes ånde var hed. Han kunne ikke forstå, hvad hun sagde, ønskede blot, at han havde kunnet huske hendes navn. Hun løsnede for et øjeblik grebet i hans arm, snublede og faldt over mod ham. En forbipassende, en mand i halvtred-serne, blandede sig på Adrians vegne og greb fat i kvindens arm. Kvinden hvinede, og idet hun forsøgte at rive sig fri, faldt hun bagover og landede tungt på jorden, hvorfra hun hastigt krabbede væk mellem tilskuernes ben. Manden børstede Adrians arm som for at fjerne kvindens berøring.

„Beklager, beklager! Den kvinde er tosset. Ingen familie.“ Og så gjorde han tegn med en finger mod tindingen.

Adrian rystede forfjamsket på hovedet, skuffet over at han ikke selv havde formået at reagere mere fornuftigt, men før han fik set sig om efter kvinden, var hun forsvundet.

Han tænker indimellem på hende, tænker på hende nu, ved det åbne vindue. I dagevis havde han ventet på hende. Men hun kom aldrig.

Klokken er næsten et. Frokost. Her er han påfaldende opmærksom på, hvornår det er tid til morgenmad, frokost og middag. Måltider er blevet mere end en slags heller i hans liv, de er blevet begivenheder i sig selv. Da han var ung og ny på hospitalet, var der dage, hvor han glemte at spise. Mens han forberedte sin doktorgrad, forlod han kun bøgerne for at løbe tværs over gaden og købe et stykke pizza fra den takeaway, der lå overfor, og ville end ikke vente det par minutter, det ville tage den græske ejer at varme stykket; han spiste det på vejen tilbage til sit arbejdsværelse, kold, stivnet ost og skinke, der bukkede begge ender op.

Han trækker vinduet til og lukker lydene ude på den anden side af glasset. Der er støv fra vindueskarmen på hans håndflader, fint, rødt, alle stedsnærværende støv, som dækker alt. På denne tid af året svæver det i luften, en rød tåge, der hænger over horisonten og skjuler bjergene bag byen. Adrian kan mærke det i svælget, hver gang han trækker vejret, hans hud og næse klør, vinden trækker fugten ud af porerne. Han finder et lommetørklæde i lommen, han er begyndt at gå med dem igen, fugter det med flaskevand og gnider sine håndflader. Og skønt der kommer rustrøde pletter på det hvide stof, synes han, at han blot arbejder støvet endnu længere ind i huden. Der er dage, hvor han føler sig snavset hele tiden, kan mærke støvet krybe ind under skjorten og klæbe til den fugtige hud.

Kantinen er stadig tom bortset fra to mænd i portøruniformer bøjet


28

over nogle spredte lottokuponer og en avis. Kvinden bag skranken dynger ris op på hans tallerken, vender sig mod de to beholdere bag sig, løfter låget af den nærmeste og øser kylling og sovs oven på risen. For cirka fjorten dage siden havde Adrian lagt mærke til, hvordan kvinden gav de lokale i køen fra den anden beholder. Han spurgte kvinden bag disken, hvad der var i den.

„Kylling.“Hendes afvisende holdning havde provokeret ham til at fortsætte.„Jeg vil gerne have noget fra den, tak.“ Kvinden havde pænt serveret

for ham, hvad der så ud til at være nøjagtig den samme slags kyllinge-gryde. Ved bordet tog Adrian en skefuld. Maden brændte af peber. Han var glad for, at han var alene, tog et glas vand og endnu et, vendte tilbage til kontoret uden at spise op, med brændende mund og læber.

Siden har kvinden bag disken nikket til ham og sommetider smilet. Det virker ikke, som om hun hoverer over det, der skete, det giver snarere deres daglige møder en lille fornemmelse af samhørighed. Adrian kan huske den dag for kyllingegryden, og også fordi han den dag fik en ny patient.

At den nye patient var en mand af en vis betydning var tydeligt, for han havde enestue. Adrian kom forbi stuen hver dag på vej til kontoret. Han havde aldrig set besøgende der, bortset fra en gammel tjener, som-metider med en kurv med et klæde over, sommetider med en bylt snavset sengetøj og andre gange med en stabel nystrøgne klæder. En anden gang havde Adrian igennem dørsprækken set ham sidde på sengen og vifte den stillestående luft med en bastvifte, jage fluer og glatte lagnerne med hænderne, ligesom mødrene på børneafdelingen.

Den dag Adrian kom tilbage til kontoret med brændende læber, fandt han tjeneren siddende på hug uden for kontordøren.

„Hvad kan jeg hjælpe med?“ Adrian låste den tunge dør op, og man-den rejste sig og fulgte med ind. Da de var indenfor, rakte han Adrian et sammenfoldet ark papir, som Adrian åbnede. Der stod kun nogle få linjer med bleg blyantsskrift, som slyngede sig langsomt tværs over siden og vidnede om at være skrevet af en gammel hånd.

Kære Hr.Jeg vil gerne anmode om at få lidt tid alene med Dem. Jeg ville være taknemmelig, hvis De ville give Babagaleh, der overbringer denne note, en dato og et tidspunkt, der kunne passe Dem. Selv


29

har jeg ingen særlige bindinger, hvad angår tid, skønt den ifølge min tilstands natur er noget begrænset.

Ærbødigst,Elias Cole, Esq.

*

Et skrig i natten. Adrian vågner, svedende og forvirret. Viften står stille, luften i værelset er hed. Han ligger og lytter. Syngende fårekyllinger, en lastbil et sted i det fjerne, en fugl der kalder i natten. Vinduet over hans seng er åbent, og det lugter af brændt træ, en duft som af brændende cedertræ. Adrian spekulerer på, om skriget måske kom til ham i søvne, men så hører han det igen. Helt tydeligt. Et kvindeskrig.

Han rækker ud under myggenettet og tænder lampen ved siden af sengen, lader øjnene vænne sig til lyset, tager en T-shirt fra stolen, trækker den over hovedet og åbner døren til den gård, hans bungalow-lejlighed vender ud til. Der er postyr ved hospitalsporten. En båre, skubbet af to portører, dukker op af mørket; på båren ses en stor, løgformet figur under det grønne skær fra overvågningslampen. En sygeplejerske bærer på et drop. Båren suser af sted i retning mod operationsområdet. Adrian tager et par skridt fremad, misser mod det tågede lys. Da gruppen kom-mer nærmere, ser han, at skikkelsen på båren faktisk består af to perso-ner: en mand, som sidder overskrævs på en ubevægelig skikkelse. Man- den skubber med håndroden, bruger hele sin vægt – eller sådan ser det ud – til at trykke mod patientens underliv. Patienten er en kvinde, høj-gravid.

En eller anden giver ordre til at standse. Imens ser Adrian lægen forsætte med at trykke på kvinden og samtidig opfordre hende til at presse. Det forekommer Adrian utroligt, at en kvinde i den situation kan klare sådan en behandling. Han kan ikke lade være med at se på barnets hoved, der lige akkurat er synligt halvt inde i kvinden, halvt ude i denne verden.

Den eneste fødsel, Adrian har overværet, fandt sted i et værelse med udsigt til Themsen og Parlamentet. Ingen havde forberedt ham på ræd-slen – som han forgæves forsøgte at skjule. Han fornemmede, eller troede at fornemme, sin kones tilgivelse nå sig inde fra den hule af smerte, hun befandt sig i. Senere greb en retrospektiv skyld ham, som hos en soldat, der flygter fra fjendens ild. Uanset om han var modig eller ej, skete det.


30

Det ene øjeblik stod de begge foran noget overvældende. Det næste kom de tumlende ud på den anden side. Hans datter var blevet født.

I den halvmørke korridor, på en smal båre og i nattens mulm og mørke, fødtes et andet barn for øjnene af Adrian. Bøjet over kvinden giver lægen hendes underliv et sidste tryk. Samtidig udstøder kvinden et lang, lavt suk. I en strøm af væske glider barnet ud. Adrian ser til, venter på at nogen skal gå frem og samle den lille op, give det et klap bagi eller puste liv i dets luftveje. Der er en forfærdende stilhed over barnet, der ligger der mellem moderens ben. Adrian, som ikke ved ret meget om den slags, ved dog så meget: Det liv, der blev reddet, er kvindens.

Inde i lejligheden læner han sig mod dørkarmen og trækker vejret dybt, lytter til lyden fra båren, der nu langsomt forsvinder. Han trækker T-shirten af og kryber tilbage under moskitonettet. Han ligger et stykke tid med lukkede øjne. For sit indre blik ser han scenen, barnets hoved, øjnene lukkede og fredfyldte, som om det havde kastet et blik på den verden, det var på vej ind i, og ændret mening.

Nu ude af stand til at sove tænder han lyset for anden gang og kryber ud af sengen. I køkkenet tager han et glas vand fra flasken i køleskabet. Små røde myrer myldrer rundt på en halvspist kiks på en tallerken, rundt i kanten af en plet spildt guavasaft, som dyr ved det sidste vandhul. Han tager tallerkenen op; myrerne kryber rundt og bider ham i fingrene, så det brænder. Han vender sig, smider tallerkenen i vasken og holder hånden under hanen, mens han ser en vrimlen af myrer hvirvle ned i afløbet.

I dagligstuen sætter han sig i de bulede skumhynder på sovebriksen, tager en bog fra hylden under sofabordet. Det er en engelsk roman til skolebrug efterladt af den forrige beboer. Adrian åbner den på må og få og begynder at læse, men har svært ved at koncentrere sig og kløjs i ordene og deres betydning. Og før han når til slutningen af et afsnit, går lyset ud.

Han sidder lidt, har ikke rigtig lyst til at flytte sig, sidder bare og sløver og finder det befriende. Der går et øjeblik, flere.

Han overvejer at sove på briksen, da en række hastige bank på døren med et sæt bringer ham tilbage til virkeligheden.

Manden på dørtrinnet er i grønt hospitalstøj, med en T-shirt udenpå og et par gummi-klipklapper på fødderne. Hans ansigt er utydeligt i mørket.

„Hej,“ siger han.„Goddag.“„Undskyld jeg forstyrrer. Tænkte, jeg måske kunne sove her et par


31

timer; det har du forhåbentlig ikke noget imod.“ Pause. Manden peger forbi Adrians hoved mod værelset indenfor. „Lyset var tændt.“

Adrian glipper med øjnene, og da han ikke ved, hvad han ellers skal gøre, flytter han sig.

„Tak,“ siger manden og træder over dørtærsklen ind i lejligheden. Han bevæger sig præcist og sikkert i modsætning til Adrian, der fumler rundt efter stearinlys og tændstikker, får ild i vægen og sætter lyset på bordet. I det blafrende gule lys, kan han se, der er noget bekendt ved mandens profil.

„Det var dig, der tog dig af kvinden lige før?“Gæsten nikker.„Hvad skete der?“„Hvad der skete?“ Manden ser på Adrian. „Babyen sad fast. Kvinden

havde født i to dage.“„Og nu?“Han trækker på skuldrene. „Tja, nu er den ude.“Det lukker munden på Adrian.Manden klør sig i øret, men fortsætter ikke. Så siger han: „Her bor

du altså?“„Ja, jeg gør.“„Nå, jamen det synes jeg nok, jeg havde hørt. Vi plejede at bruge stedet

her, skal jeg sige dig. Når vi blev kaldt sent på vagt og havde ventetid. Gør det noget, jeg overnatter?“

„Jeg henter noget sengetøj.“„Du skal ikke gøre dig nogen ulejlighed.“Adrian går alligevel ind i soveværelset, hvor han finder et par lagner

og tager en pude fra sin egen seng. Da han kommer tilbage, sidder man-den, nu barfodet, og bladrer i den bog, Adrian havde efterladt åben på bordet, skæver til teksten i det usikre lys og klør sig mellem øjenbrynene. Ved lyden af Adrians skridt lægger han bogen pænt tilbage med ryggen opad, som han fandt den.

Af en eller anden grund har Adrian lyst til at sige, at det ikke gør noget, bogen tilhører ikke ham, men han siger ikke noget. Da han bøjer sig for at lægge lagnerne og puden fra sig, ser manden op og rækker hånden frem.

„Kai Mansaray,“ siger han træt.„Adrian Lockheart.“„Glæder mig at møde dig.“ Han anbringer puden mod briksens træ-

armlæn, puffer en hulning i den og lægger sig.


32

Da der ikke er udsigt til, at der sker mere, tager Adrian stearinlyset og går ind i soveværelset, hvor skyggerne rejser sig og forsvinder omkring ham, og kryber i seng.

I dette land findes daggryet ikke. Intet forår eller efterår. Der er ingen overgang. Der er intet tøvende over morgengryet, enten er det mørkt, el-ler også er det lyst, ikke så meget som den mindste overgang. Da Adrian vågner, er det lyst. Luften er tung med en svag lugt af mug, som når man træder ind i omklædningsrummet ved en cricketbane, hvor sæsonen lige er begyndt. Lugten er der altid, stærkest om morgenen, kraftigere nogle dage end andre. Den trænger ind i alt, sengetøjet, lagnerne, hans klæder. Støv og mug.

Uden for vinduet lyder der højrøstet tale. Han aner ikke, hvad de siger. For en stund lader han tankerne løbe. Han tænker på, hvordan det er at være omgivet af sprog, man ikke forstår. At det på en måde må være ligesom at være døv. De døve børn, han kendte, hvis forældre sommetider kom i hans konsultation, blev fjerne, trak sig, selv fra deres egne familier. Tavse øer. Når de omsider blev diagnosticerede, var skaden i forholdet til forældre og søskende allerede sket. Ikke så sært, tænkte han, at døve danner deres egne samfund. Helt bevidst vender de ryggen til den hørende verden.

Kai Mansaray er i køkkenet, barfodet men i tøjet fra dagen før, åbner og lukker skabsdøre. Han vender sig ikke, da Adrian siger godmorgen.

„Hør, du. Der er ikke meget her. Sig at du har kaffe!“Adrian åbner et skab på den modsatte væg og finder dåsen med pulver-

kaffe. Han fylder kedlen med vand fra plasticflasken og tænder gasblusset.

Kai Mansaray iagttager ham.„Kogning steriliserer det.“„Ja, det ved jeg,“ siger Adrian og mærker den andens blik. Han finder

de to eneste krus, han har, og presser kaffedåsens låg op med skaftet af en teske „Hvordan var briksen? Ok, håber jeg.“

„Ih ja, fin, fin. Mig og din briks har en lang fortid sammen. Men for resten hører jeg ikke til dem, der sover meget. Jeg skulle holde øje med min patient.“

„Hvordan går det med hende?“ Da der ikke kommer noget svar, kigger Adrian op. Kai Mansaray studerer kaffedåsens etiket. Adrian ved ikke, om han har hørt spørgsmålet eller ej. Den anden ser pludselig på ham.


33

„Nu kunne jeg godt spise noget,“ meddeler han. „Jeg laver noget morgenmad til os.“

„Jeg har ikke ret meget.“„Det siger du ikke.“ For første gang siden de mødtes, smiler Kai

Mansaray.“ Bare slap af.“ Han går forbi Adrian, så kvikt, at Adrian ikke engang når at flytte sig, og åbner lejlighedens yderdør.

„Pst! Hallo! Kom lige,“ kalder han. En hospitalsportør skynder sig over til ham. Kai giver ham nogle småmønter, og kort efter kommer portøren tilbage med en plasticpose og to friskbagte brød i avispapir. Kai stikker ham en mønt til tak, og portøren nikker taknemmeligt og trækker sig tilbage. På køkkenbordet lægger Kai brødene og åbner posen: en dåse med kondenseret mælk, en med Kraft smøreost, løg, et dusin æg, en stor, oval frugt, rillet og grøn samt en enkelt limefrugt. Selv klæ-der Adrian sig hurtigt på. Da han kommer ud, er lejligheden fyldt med duften af løg, der steger. I køkkenet slår Kai Mansaray æg ud i en skål med den ene hånd og pisker dem, til de skummer. Han har lavet kaffe i tekanden og erstattet det skårede låg med en underkop. Adrian skænker to kopper, sætter den ene, hvor gæsten kan nå den, og læner sig tilbage mod køkkenbordet.

Stilheden gør ham en smule forlegen. Han flytter vægten fra den ene fod til den anden. Og fordi den nytilkomne bevæger sig rundt i køkkenet, hans køkken, som om han var helt alene i sin egen verden, er det Adrian, der føler sig som en ubuden gæst.

Endnu har han til gode at vænne sig til den tavshed, der er mellem mennesker her. I England kom folk, eller blev sendt til hans konsultation. Han lærte at undersøge deres tavshed, se om den var præget af skam, smerte eller skyld, farvet af modvilje eller fyldt med vrede. Selv brugte han sin egen tavshed som hørerør, spillede den ud mod deres, indtil de blev nødt til at udfylde tomrummet. Her kommer man ingen vegne på den måde, ikke engang med dem, Adrian kalder for sine patienter. Hvis Adrian tier, gør de det også, venter tålmodigt og uden forlegenhed. Her har tavsheden en anden karakter, aldeles uden forventning. Og derfor iagttager han Kai Mansaray, der høvler ostespåner med en kniv. Hurtige, sikre bevægelser. Dernæst hælder Kai to teskefulde kondenseret mælk i en tekop, drypper lidt vand fra hanen oven i og blander en grød af pulver og vand. Det kommer han i æggene sammen med osten, tænder gasblusset under panden igen og hælder blandingen i. Mens æggene steger, skærer han frugten ud, skraber de skinnende gråsorte kerner ud, skærer limefrug-


34

ten over og presser saften ud over det orange frugtkød. De sætter sig ved bordet for at spise.

„Papaya!“ siger Adrian, der genkender frugten; han har aldrig før set en så stor.

„Pawpaw,“ svarer den anden.„Pawpaw. Er det det, I kalder papaya?“Kai Mansaray vender sig og ser hurtigt på ham. „Det er det, det er.“

Han tager en bid. „Holland?“„Hvadbehager?“Kai Mansaray spiser hurtigt, bøjet over bordet, en arm på hver side

af tallerkenen, som om han var parat til at forsvare maden. „Hvor du er fra?“ Han brækker en humpel brød af og peger direkte på Adrians bryst med det.

„Jeg er engelsk,“ Adrian stivner. Det måtte da ellers være tydeligt.„Ok. Her kommer bare så mange hollændere. Medicinsk eller mod-

tagelsen? Du er ikke på kirurgisk.“„Faktisk ingen af delene.“ Adrian tager en slurk kaffe. „Jeg er psyko-

log.“Det får den anden til at se op, kort løfte brynene, lægge hovedet lidt

på skrå. „Oh-kej.“ Ordet bliver udtalt i to dele, så tydeligt som var det kløvet

præcist igennem med en økse. Som om han nøje overvejer udtalelsen, grunder over sandsynligheden. Adrian kunne lige så godt have tilstået, at han var ærkehertugen af York. „Og tager de så penge for, at du bor her?“ siger han, og skifter emne.

Adrian fortæller ham det, og Kai fnyser til svar. „For hvor længe? Jeg mener, jeg går ud fra, at du ikke er immigreret?“

„Jeg har kontrakt for et år.“„Så du har ingen planer om at slå dig ned her. Nej, det tænkte jeg

selvfølgelig nok. Hvis du havde, ville du være den første immigrant her i to hundrede år.“ Kai Mansaray ler af sin egen vittighed, støjende og øredøvende. „Her kommer ikke engang turister. Undtagen din slags, naturligvis.“

„Min slags?“Gæsten tager en bid mere af brødet. „Glem det. Det, jeg ville sige, var

bare ‘Velkommen!’.“ Han løfter kaffekoppen.„Tak,“ siger Adrian og nipper til den kolde sjat i koppen. Resten af måltidet forløber mere eller mindre i tavshed. Da de er


færdige med at spise, samler Adrian tallerkenerne sammen og går hen til skraldebøtten.

„Vent!“ Den anden rækker ud, tager tallerkenerne fra Adrian og skra-ber resterne af måltidet ned i en brugt plasticpose. Et kort øjeblik holder han den ud i strakt arm hen over skraldebøtten, bøjer sig, stirrer ned i bøtten og brummer. „Myrer.“

Han tager skraldebøtten op, fjerner posen i den og hælder hele ind-holdet med juiceflaske, kiksstumper og myrer ned i plasticposen, som han lukker med en knude og smider i skraldebøtten. Ved vasken ser Adrian ham vaske hænder med pinlig omhu, nøje iagttage neglebåndene og tjekke, at der ikke er snavs under neglene.

I døren løfter han hånden til hilsen. „Sådan. Vi ses.“Han tager klipklapperne på.„Ja,“ nikker Adrian. „Vi ses.“Og ser døren gå i.


Omslag | Malene Henssel

Aminatta Forna Til minde om kærligheden blev

i 2011 kåret som vinder af Commonwealth

Writers’ Prize Best Book 2011 – en af den

engelsksprogede verdens største litterære

priser. Juryens begrundelse lød:

”En gribende fortælling om venskab,

forræderi, besættelse, om nye chancer

og menneskelig ukuelighed. Til minde om

kærligheden giver et fornemt indblik i efter-

virkningerne af Sierra Leones fortid og livet

for de overlevende, men er samtidig fuld af

håb og optimisme for fremtiden. Aminatta

Forna har skrevet en modig, dybt bevægende

og meget vellykket roman, som bekræfter

hendes plads blandt de mest talentfulde

forfattere i dag.”

Aminatta Forna (f. 1964)

Adrian Lockheart er en ung britisk psykolog. Kort efter årtusindskiftet

tager han afsked med sin familie og sit liv i England for at arbejde som frivillig

på et hospital i Freetown i Sierra Leone i Vestafrika. Borgerkrigen i landet er

afsluttet, men minderne om den blodige krig er endnu spillevende.

Adrian plages af varmen, af støv og skidt – og af alle de hemmeligheder som

trives i det borgerkrigshærgede afrikanske land. Men på hospitalet knytter han et

tæt venskab til en afrikansk kollega, den unge kirurg Kai Mansaray. Krigsskader,

posttraumatisk stress, overvældende mængder arbejde fylder deres hverdag.

Elias Cole er en ældre, døende patient fortæller Adrian sin livshistorie.

En uhyggelig og mørk beretning om hændelser, der er tæt forbundet med

krigen. Men hans skæbne – forstår Adrian efterhånden – er også historien om

en besættelse fra hans tidligste ungdom. Elias Cole fortæller om Saffia – den

smukke og stærke kvinde, som han elskede, men ikke kunne få – og om sit

modsætningsfyldte venskab med hendes karismatiske mand Julius. Alle tre liv –

Saffia, Julius og Elias – kolliderer i denne historie om venskab, kærlighed og krig.

Om fortidens konsekvenser og kærlighedens magt.

På formidabel vis samler Aminatta Forna trådene, der forbinder den gamle

mand og hans minder om en umulig kærlighed, den dygtige, unge afrikanske

læge med drømme om at forlade sit problemfyldte hjemland, den tilsyneladende

idealistiske britiske psykolog. Så træder Mamakay, endnu en opsigtsvækkende

kvinde, ind i historien og får en fatal indvirkning på deres liv.

Messure:100+157+(39)+157+100x230

TIDERNESKIFTER R O M A N T I D E R N E S K I F T E R

Vinder af Commonwealth Writers’ Prize

Best Book 2011

er britisk forfatter med baggrund i Sierra

Leone, men opvokset og bosat i England.

Hun er forfatter til bl.a. erindringsbogen

The Devil that Danced on the Water (2006).

Til minde om kærligheden er hende første

udgivelse på dansk. Romanen blev 2011

shortlisted til Orange Prize for Fiction – og

senere valgt som vinder af Commonwealth

Prize – for bedste bog skrevet på engelsk. 2012

blev Til minde omkærligheden desuden shortlisted

til International IMPAC Dublin Literary Award.

”Forna er en yderst talentfuld forfatter,

som ikke viger tilbage for at gå løs på de

vanskeligste spørgsmål om, hvorfor

mennesker gør, som de gør: fra små svigt

til smukke og kærlige handlinger.”

- Monica Ali, forfatter til Brick Lane.

A M I N A T T A F O R N AAm

INA

TT

A F

oR

NA

9 788779 735163

Til minde omkærligheden

Til minde om kæ

rligheden

Documents

Til minde om kærligheden af Aminatta Forna