Torben Guldberg: Sange om udødelighed

120 mm 120 mm153 mm 153 mm28 mm

226

mm

Ved Gudenåen driver en kurv med et drengebarn i land i år 1001. Drengen skal siden gå over

i historien som Den Udødelige. Da han som voksen mand og viking vender hjem fra togt, ta-ger hans kone imod ham med nedslået blik. Hvad hun har at fortælle, bliver skæbnesvangert for deres kærlighed og tænder en vrede i ham, som han resten af sit liv søger at få afløb for. Men skønt han som kriger hærger fra England til Byzantium og fra Skåne til Jerusa-lem, finder han ingen forløsning. End ikke da han en dag lægger sig til at dø, vil det lykkes for ham. I de følgende århundreder – helt frem til renæssan-cen – lever han som tigger og omrejsende fortæller og bliver vidne til lidt af hvert: En kvinde har visioner om frihed og går i døden for et bondeoprør, hun ellers næg-ter at støtte. En skoflikker fra Horsens ser et flag dale ned fra himlen over Estland og bliver mere ensom end nogensinde før. En baskisk kvinde fødes af sin egen søn, hvorpå hun skriver breve til paven om sin tro på fremti-den. En ung italiensk skuespiller forelsker sig i en pige, som viser sig ikke at være en pige, men heller ikke den jævnaldrende dreng, som italieneren finder mod til at kysse. Imens fortæller Den Udødelige kærlighedshisto-rier til børnene i håb om, at de kan lære ham at forstå, hvorfor han stadig lever. Og han bliver ved, indtil hans verden går under …

SANGE OM UDØDELIGHED er en stort anlagt pan-europæisk roman, der igennem et væv af magiske og realistiske fortællinger beretter om myte, virkelighed – og udødelig kærlighed.

Torben Guldberg, født 1975, debuterede i 2008

med romanen Teser om eksistensen af kærlighed, der

allerede før udgivelsen var solgt til oversættelse i syv

lande. Siden er flere lande kommet til. Romanen var

første del af et romanprojekt i to bind, som nu fulden-

des med Sange om udødelighed.

Om Teser om eksistensen af kærlighed skrev pressen bl.a.:

”En litterær totaloplevelse ud over det sædvanlige”

Berlingske Tidende

”En magisk og realistisk, ambitiøs og storslået roman.”

Bornholms Tidende

”Her skal klappes, stående: Forrygende debutroman.”

Kristelig Dagblad

”Imponerande dansk litterär debut … en myllrande,

makalös debut.”

Helsingborg Dagblad

FO

TO

© T

HO

Ma

S a

. Tor b e n GuldberG SanGe om udødeliGhed

r o m a n

L I N D H A R D T O G R I N G H O F

Sa

nG

E O

M U

Dø

DE

lIG

HE

DT

OR

BE

N

GU

LD

BE

RG

www.lindhardtogringhof.dk

1000

1100

1200

1300

1400

Sangen om den udødelige

Sagn af en kvinde

Dalende portræt af et flag

Breve til paver om tro

Et vidne om kærlighed

OM

Sl

aG

: S

TO

lT

zE

DE

SI

Gn

.Dk

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 44 OUTPUT: Mon Feb 28 09:05:08 2011/first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1331_Sange_om_udodelighed_151x226_Minion/Materie

Af samme forfatter:

Teser om eksistensen af kærlighed, 2008


Torben Guldberg

Sange om udødelighed

roman

lindhardt og ringhof


Sange om udødelighed

© 2011 Torben Guldberg og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

Omslag: Peter Stoltze/Stoltzedesign

Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia

Trykt hos ScandBook

ISBN 978-87-11-41688-4

1.udgave, 1. oplag 2011

Printed in Sweden

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på

institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Tak:Til MC Jabber og Kristiane Hauer for inspiration.

Til Pia for at holde ved og vende hvert ord. Til Alex for læsestof.Og til Solvejg og Jens, Mikkel og Louise samt Lisbet

for kommentar, støtte og andet uundværligt.


Til Theresa– med tak



Indhold

1000 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 11Sangen om den udødelige I I I I I I I I I I I I I I 13

1100I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 127Sagn af en kvinde I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 140

1200 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 217Dalende portræt af et flagI I I I I I I I I I I I I I 226

1300 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 257Breve til paver om tro I I I I I I I I I I I I I I I I I 265

1400 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 303Et vidne om kærlighedI I I I I I I I I I I I I I I I I 311

Koda, 1500 I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 395



Min eksistens er den samme som det evige Du ikærlighedssange.

Du findes.Jeg findes.



1000



Sangen om den udødelige

... blind er bedre end brændt død,det gavner så lidt med lig.

– fra eddadigtet ‘den højes tale’

Mit navn er glemt. Men der er blevet sunget om mig, i sangen harjeg mange tilnavne, og et af dem er Den Udødelige. Lad det værenok for nu.

Jeg blev født ved bredden af Gudenåen, svøbt i et klæde, lagt ien kurv og skubbet ud blandt strømmens hvirvler. Min moder varjomfru. Et nyt årtusinde var lige begyndt.

Jeg er ikke den eneste, der er kommet til verden på den måde, ogder er digtet sange og fortalt sagn om flere af os. Den mægtigekong Sargon af Akkad, den indiske kriger og søn af solen Karna,den jødiske profet Moses. Jeg var heller ikke den eneste den dag.

Omkring mig på Gudenåen var andre kurve med andre børn.Mellem sivene langs åens bredder var flere unge kvinder, der ikkehavde kendt til elskov, men dog født. Over os, i tågen som rejstesig af vandet og overskyllede landskabet, kredsede krager, våger,høge og ørne i forventning om at pikke til nærende moderkagerog hakke i blødt kød. Kragerne skreg, kvinderne stønnede, bør-nene græd. Alle var sultne.

Markerne nær bredderne var fulde af græsser og ukrudt, dehavde ikke været i brug i snart et år, der havde hverken været plø-jet, sået eller høstet. Der gik intet kvæg omkring, for det var blevetslået ned den foregående sommer, slagtet og fortæret sammenmed heste, geder og får. Siden havde folk på egnen levet af krigs-

13


bytte og plyndringsgods, rådden frugt og rodknolde, de fleste varbåde sultne, syge og sindsforstyrrede. Præsterne var blevet dræbt,nogle af dem stegt og spist i vrede. For de havde lovet Kristi gen-komst. De havde sagt, at verden ville ende og dommen falde. In-den år 1000, inden tusindåret var omme, ville Guds Rige komme.Virksomme mænd havde sluppet økser og våben, bønder deresplove. Trælle var blevet frigivet. Der var blevet drukket, ædt og fe-stet. Dagene var gået og spændingen steget og rusen taget til, døm-mekraften havde forladt flere og flere. Nogle foldede hænderne ogbad med rindende øjne og mundvige, andre løb pludselig ind iskoven, mod Hærvejen og videre sydpå for at nå til Jerusalem. At-ter andre mistede troen på Himmerige og samlede våbnene opigen, kastede sig ud i tvekampe og slægtsfejder for at dø i kamp ognå til Valhalla i stedet. Den ulidelige ventetid blev fordrevet medsvingende sværd, knogler blev flækket, kranier knust, landsbyerplyndret, trælle hugget ned, brødre lemlæstet, unge kvinder vold-taget. Men lige meget hjalp det. Det blev efterår, det blev vinter.Det blev januar og februar, som dengang var årets sidste måneder.Ugerne spiste af den korte februar, dagene åd ugerne op, timerneslog dagene ned hug for hug, den sidste time blev forkyndt affjerne klokker, marts, forårsbebuderen, stillede sig an med et nytår. Og Frelseren udeblev.

Da vi sejlede ned ad åen, vi børn af voldtagne jomfruer, på vejmod havet og dets ånder og alt det, folk ikke længere ville vedgåsig at tro på, var det gennem et hærget, viltert landskab, et moradsaf uplejet landbrugsjord, som var grobunden for et ungt konge-rige, og det var Danmark. Vi sejlede forbi kvinderne og blev slåetstumme af den stemning, der udgik fra dem, forsagte tog vi denmed os, følelsen af, at det hverken duede at tro på det ene eller detandet, og at kommende slægter var noget, der voksede frem in-deni som et resultat af vold og smerte; strømmen førte os støt ogufravigeligt ind i en uvis fremtid.

14


Sangen om mig vil vide, at min moder hed Elda. Og at hun øn-skede mig en blid og hurtig død.

Hun havde viklet kviste af kristtjørn om kurven, hvis torneholdt fuglene væk, hindrede dem i at komme til med dereskrumme næb og trække kødet af mig i trævler. Og hun havde foretbunden med et skind, så vandets kulde ikke skulle trække livetbaglæns ud af mig og suge min sjæl ned i dybet. Jeg skulle dø afsult og stige til himmels uden at have drukket andet end tåge, ube-smittet af denne verden.

Men kristtjørnen holdt mig fast. Ved en bugtning havde åenudhulet en brink, og et stort asketræ på brinken var væltet. Denførste tø havde renset det fine rodnet for jord, det hang sommørkt og kraftigt spindelvæv ud over vandet. Mange kurve blevholdt af vævet for en stund, som fiskede den døende kæmpe ef-ter næring fra de allerede dødsdømte spæde. Men vandet tog osfra ham igen. Alle, undtagen mig. Tornene stak sig ind i nettet,og vandet trak forgæves, forstærkede kun tjørnens greb i rød-derne.

Her fandt Mirina mig, min plejemoder. En mørklødet kvindemed aner i Det hellige Land, på flugt fra en slavetilværelse et sted iBaltikum.

Hun havde vandret længe gennem tågen, langs åen, hun vartørstig. Hun satte sig på knæ på brinken, greb fat om en tyk træ-rod og lænede sig ud over vandet. Hun kiggede ned. Et blåligt dybåbnede sig under hende, flimrende, dragende, hun så ned mellemmørke prikker og lyse streger, ned i det bølgende dyb under denspejlende overflade, og et øjeblik syntes hun, at hun så op gennemstrømmen, at blikket sugedes bugtende op mod dens udspring, oghun rykkede i træroden, trak sig væk og opdagede ansigtet om-kring de spæde blå øjne.

Behændigt tog hun fat mellem tornene og trak kurven op påbrinken. Hun krængede tjørnen af, blev stukket i håndfladerne.Hun løftede mig op, lagde mig ind mod sit bryst, holdt tæt ommig med begge arme. Talte til mig på brokker af et sprog, hun næ-

15


sten havde glemt, og som jeg aldrig siden fik lært. Hun kom fraLivland.

I sangen beskrives alt dette således:

På første dag i tiden voren kriger kom til verdenog følge kan vi år for århans hvileløse færden– døden ved han ej hvad er,døden er ham alt for kær –han bærer både kors og sværdog glemmer aldrig smerten.

Den Elda var hans moderlilog åen var hans fader,den bar ham frem og bar ham tilen kvinde ved dens bredder– løftet var en årle død,livet er kun fuld af nød –han bærer stadig al sit kødog Elda, hvor hun græder!

Ham torne holdt i livet fastog roden på en kæmpesig svøbte om ham, bundt og bast,og holdt ham uden lempe– døden ved han ej hvad er,døden er ham alt for kær –han ældes trægt som store træerhans had kan intet dæmpe.

Mirina tog ham hjertenærog gav ham huld og kræfter

16


til sidenhen at bære sværd,og takken var derefter– løftet var en årle død,livet er kun fuld af nød –han gjorde hendes pande rødmed sine våbenskæfter.

Den udgave af sangen, som er gengivet her og på de kommende si-der, er skrevet lidt mere end to hundrede år efter min fødsel, i be-gyndelsen af 1200-tallet. Jeg siger gengivet, for det originale forlæger gået tabt. Dokumenterne brændte sammen med mange andregamle dokumenter og skrifter, digte, sange og partiturer i 1728,men da havde jeg allerede kunnet dem udenad i fem hundrede år.Jeg havde, som man siger på engelsk, lært dem af hjertet.

Der var to dokumenter, to forlæg. Det ene var, som størstepar-ten af alt hvad der blev skrevet i Danmark i 1200-tallet, affattet afen munk på latin. Det andet var ved to undtagelser fra regelenskrevet af en nonne og på den lokale norrøne dialekt, som efter-hånden skulle blive til det dansk, vi kender i dag. På trods afsprogforskellen lignede de to udgaver hinanden så meget – antal-let af vers, valget af begivenheder fra mit liv og hvilke af dem, derblev henholdsvis kort refereret eller poetisk udfoldet – at mithjerte ikke kan skille dem ad efter at have lært dem. Ja, de lignedehinanden i en sådan grad, at jeg mere end anede en forbindelse, enhistorie om forbudt kærlighed, måske. Jeg har i al fald haft et øn-ske om, at det var sådan; at disse to, munken og nonnen, sad sam-men i en forladt hytte et sted midt imellem de to klostre, de til-hørte, og nød fællesskabet i at skrive den sang, der har lært migstort set alt, hvad jeg ved om at fortælle historier.

Jeg betragter denne sang som min læremester. Jeg kunne brugedage på at forklare hvorfor, men lad mig nøjes med at give et pareksempler fra første vers. Allerede i første linie, med ordene ‘tidenvor’, indsættes fortæller og tilhører i samme fælles ramme, tiden.Derpå præsenteres hovedpersonen, en kriger, og straks udvides

17


fællesskabet mellem fortæller og tilhører ved det, at vi sammenkan følge krigeren år for år; vi indtager altså begge betragterensrolle, og det vi betragter er en historie, der udfolder sig både før ognu, dengang og fortløbende. Dette lille kunstgreb dvæles der dogikke ved, vi går straks videre med krigerens grundskisma, hansuforløste forhold til døden, som han ikke ved hvad er, men doghar kær, endda alt for kær. Og som afslutning antydes der megetmere med ordene kors, sværd og smerte – overordentlig megetmere, som det efterhånden vil fremgå.

Meget af dette har jeg selv slet ikke fået med endnu, og jeg måslå mig til tåls med, at læremestre, som er deres titel værdig, hardet med at være foran eleven. Samt at elever må finde deres egenvej, når først de har opdaget begrænsningen ved blot at efterligne.

Det ville eksempelvis ikke nytte noget, hvis jeg betjente mig afden samme indforståethed, som var regelen snarere end undtagel-sen, dengang sangen blev skrevet. Den slags versekunst byggedenæsten altid på velkendte historier, florerende myter, og kunne til-lade sig at nøjes med hentydninger på steder, hvor jeg i dag ikkeville komme langt med at sige ham krigeren dér, du ved, ham denudødelige. En sådan bemærkning ville hentyde til en stor mængdeaf bøger, film, spil og meget andet, og skønt deres kerner og ud-spring med lidt god vilje eller vold og magt kunne siges at væreden samme, ville bemærkningen skabe mere forvirring end for-ståelse.

Det er følgelig også for at bøde lidt på sangens indforståethed,at jeg nu fortsætter på min egen måde. Selvom sangen allerede harantydet min første ugerning med bemærkningen om Mirinasrøde pande, og selvom billedet kan virke ufærdigt og kalde på enforklaring, vil jeg besindigt fortsætte, hvor jeg slap, og love, at vinok skal nå frem til det.

Mirina rejste sig i det vinterøde landskab. Spejdede efter mørkestrejf i tågen, røgsøjler på den dampende himmel, men fandt in-gen sikre tegn på liv. Hun pakkede sin tøjbylt ud, viklede mig ind i

18


stof og bandt mig fast på ryggen. Knælede ved åen igen, for hunhavde helt glemt at slukke sin tørst. Drak nogle håndfulde og gik.

Da skumringsmørket blev tættere end dampen, så hun lys, ud-tværet og bølgende i tågens lag af slør, på afstand. Hun fandt frem,fik ly for natten og lidt kold suppe, men der var ingen mælk tilmig, hverken fra kvinde eller kvæg, og hun fortsatte sin vandringtidligt næste morgen.

Tre dage senere fandt hun Svend Smed. To fremmede, som hunhavde mødt hver for sig, havde nævnt våbensmeden, der som én afganske få på egnen stadig havde en kvægflok, og hvis ry sikredeham mod ran; dér ville være mælk at finde, så længe han var til.De havde også begge nævnt, at de ikke selv ville nærme sig endsigebede ham om noget, men Mirina var en kvinde med lød som envalnød, så hvem ved, måske. Hvad de ikke havde nævnt, var demange kvinder, Svend gennem årene havde huset, og som allehavde lidt en uvis skæbne, dræbt eller drevet bort var de, hvemved, for det gjorde Svend afsindig, hver gang en ny kvinde, han av-lede med, skænkede ham et deformt barn, der kun var noget værdsom føde for nattens dyr.

Svend modtog Mirina med sit særlige smil, en trækning i højremundvig, som flyttede kindkødet opad, lukkede det ene øje halvt iog samtidig fik hans lidet bevægelige venstre side af ansigtet til atse endnu mere livløs ud. Han stod alene foran et af gårdens grube-huse med en spand vand i hånden. Den eneste lyd var det hvæ-sende træk inde fra essen. Mirinas blik afsøgte rydningen for flerelivstegn, fandt ingen. Og som om hun havde hørt, hvad de frem-mede ellers havde undladt at sige, og tog chancen, bandt hun knu-den foran på brystet op, lempede mig ned fra ryggen, holdt migfrem og sagde, søgende, gebrokkent:

»Jeg pringer dig ... søl? ... sol? ... sohn?«Svend løftede hagen:»Søn? En søn?«Mirina nikkede hurtigt:»Ja? Søhn.«

19


Svend stillede spanden fra sig, blev stående krumbøjet et øje-blik, da han havde sluppet rebhåndtaget. Rettede sig så op og giket par skridt nærmere Mirina, mens hans hænder forsøgte sig medfagter, der skulle virke beroligende. Han tog kvinde og barn i åsyn.

»Din søn?«»Din?«Svend pegede på hende og prøvede igen:»Din. Din søn.«»Nej, nej. Finde ham. Findesøn.«Svend tog endnu et skridt, greb fat om en fold i tøjsvøbet og

trak lidt stof til side for at se.»Han er tynd.«»Tøn? Finde tøn?«»Nej, tynd. Ingen mad. Ikke spise.«Mirina så spørgende på ham.»Sulten,« sagde han. »Mad.«»Ja. Ja, ja, mælk.«»Mælk.«Svend så hende an igen. Og drengen. Vendte sig.»Kom.«Der stod et par urolige køer i en ende af langhuset. Svend tog

fat i læderbåndet om den enes hals og pegede ned mod yveret. Mi-rina satte sig på hug, lagde mig på armen og holdt mig ind underen pat, mens hun gned dråber af mælk ud, som lagde sig på minelæber. Koen flyttede på sig, men Svend rykkede hårdt i båndet påen måde, den kendte. Min tunge begyndte at arbejde bag overlæ-ben. Mirina løftede mig lidt. Endelig drak jeg andet end tåge.

Mirina fortalte mig igen og igen om denne begivenhed, da jegblev større. Hun havde forstået på de nordiske myter, at før verdenblev til, var der mørke og tåge og kulde og gnister, men selve ver-den var skabt af kæmpen Ymer. Og Ymer voksede sig stor ved atdrikke mælk af yveret på en ko. Koen spekulerede hun ikke på,hvor kom fra, men hun holdt meget af tanken om, at verden be-gyndte, da jeg diede første gang.

20


Mirina blev Svends træl, men også hans elskerinde, hans husbe-styrerinde, hans kæreste, hans kogekone, hans kvinde min; det ersvært med en palet af tusind års ord at finde det rette udtryk til enlæser i dag om et forhold dengang. De levede sammen og deltehverdagens mange kulører, humører, gøremål, indskydelser, hunsled i det med hans tunge gryder, hun lærte at rykke i køernesbånd, hun tog imod hans tilnærmelser, hun gned hans afsvedne,hårløse hænder. Hun frygtede hans yderste afsind, men kendtesdets indledende tegn, tungheden i brynene og de pulserende træk-ninger om det ellers udtryksløse venstre øje, hun tæmmede hammed lavmælte lyde eller gik sin vej og blev væk et døgns tid. Hunundgik at føde ham endnu et barn, hvis fejl ville trække nye skyg-gebilleder ned i afsindets dyb, hun gjorde det uden forholdsregler,hun var ufrugtbar, en tilstand hun kun kunne tale om på sit livon-ske sprog. Hun sov med ham, de spiste sammen, de dyrkede jor-den og passede dyrene, hun elskede på trods og på grund af dethele, han gjorde vel det samme, de åndede.

Mirina tog sig af mig som sin egen, og da jeg var gammel noktil at løfte en hammer uden at vælte, begyndte Svend at lave småvåben til mig, kopier af de sværd og stridsøkser, han lavede tilkongens hirdsmænd. Det blev med tiden også til min egen smede-hammer og en ambolt, der hvert år fik en ny og større stub at ståpå. Han forsøgte at lære fra sig, lære mig smedefagets grundlæg-gende skala over glødernes farver, som for ham var en kilde til in-tuitiv vished, lære mig om hvornår jernet var for varmt eller koldt,hvornår det kunne bøjes uden at knække, hvornår det kunnehamres fladt, hvornår det skulle dyppes i vandkarret, hvornår detblev blåligt ved afkølingen. Men jeg skal ikke romantisere over,hvordan vi stod dér, skulder ved hofte og siden skulder ved albue,for det jeg husker bedst, er sprækkerne i hans håndflader og denhårde hud, der føltes som modhager mod kinden, når jeg igengjorde noget forkert, fordi jeg kun havde hørt og ikke hørt efter.Han bandede over, at søn af en smed, det blev jeg aldrig.

Mange spildte slag med hammer og næve senere – min ham-

21


mer, hans næve – var jeg stor nok til at løfte krigsvåben i fuld stør-relse, og det var ikke noget, jeg tænkte over, men det gjorde Svend,for det skræmte ham at opdage det; jeg bevægede dem lige så hur-tigt som de små kopier, jeg hidtil havde leget med. Han nåede fremtil, at jeg måtte være søn af en krigsmand, og det i en grad, så detikke kunne tæskes ud af mig. På en bagvendt måde tjener det tilhans ros, at han efter den erkendelse formåede at lægge om; hanforsøgte fra da af at lære mig al den krigskunst, han kendte til.Hvilket udelukkende var håndteringen af våben, men en dygtigvåbensmed ved ofte mere om den slags end selv en erfaren kriger;det er ham, der skaber krigerens betingelser i kamp.

Jeg lærte at slås med sværd, at gå efter de tyndeste og blødestesteder på kroppen, håndled, ankler, hals, mave. Lærte at svinge iskrå buer, så bevægelsen kunne glide over i et nyt hug med detsamme, hvis modstanderen undveg, af og til vandret, men kunhvis dødsstødet var sikkert, kunne et lodret hug komme på tale,for jeg risikerede at slå sværdet i jorden og miste al bevægelsenskraft, stå blottet i den tid det tog at vriste sværdet fri og få det isving igen. Jeg lærte at veje et spyd i hænderne og straks mærke,hvor det skulle holdes til stød og hvor til kast, jeg lærte at håndtereen stridsøkse, at vende hovedet på den midt i et hug, så æggen ikkebed sig fast i fjendens skjold, eller så den knuste en hånd frem forkun at kappe en finger. Jeg lærte snit og stik, der kunne gøre selven lille flækket flintesten livsfarlig, jeg lærte greb og vrid medhænderne, jeg lærte det alt sammen hurtigt, jeg lærte endda ting,Svend ikke kunne udføre selv, kun forklare, og han gjorde sit bed-ste for ikke at løbe tør for udfordringer til mig. Han satte mig til atkløve små kviste på langs med brede sværd, til at hugge i et skjolden time i træk hver dag i en uge, til at gøre det samme så præcistog så mange gange, at jeg ikke kunne gøre det forkert; med sti-gende stolthed strammede han de bånd, der skulle knytte mig tilmin skæbne, mit krigerliv, min historie, min sang.

Af Svend lærte jeg også det kast, der drev Mirina bort, dræbtehende, hvem ved. Det var et sværdkast med skæftet forrest, bereg-

22


net på at komme en frænde til undsætning, hvis han havde mistetsit eget våben på slagmarken. Jeg skulle holde om bladet, når jegkastede, og skulle slippe meget hurtigt for dels at undgå rifter ihånden fra grater på klingen, dels at undgå at sværdet slingrede iluften og blev svært at gribe. Vi øvede kastet, og jeg havde ligesvunget armen og sluppet bladet, da Mirina dukkede op bagSvend og kaldte. Han mistede koncentrationen et kort øjeblik,men længe nok til ikke at vide sig sikker på at gribe, og han sprangtil side. Mirina opdagede det flyvende våben, råbte et livonsk ord,og hendes ansigt fortrak sig til en grimasse, der råbte endnu hø-jere, råbte om oplevelser, et menneske aldrig glemmer, og sværdetsejlede gennem luften, dalede og ramte hendes fod.

Det døde hun ikke af. Men det var min advarsel.Man bliver altid varslet, advaret. Når skæbnetrådene strammes,

synger det i fibrene, det synger af fremtid. Men fremtiden er sværat tolke, før den er levet, det er svært at genkende advarslen somdet, den er. Det fremmede ord i min plejemoders mund var ensang om et liv fuldt af våben. Våben vendt mod mig selv, kastetmod mine nærmeste. Det er sådan, vi gør fortræd.

Da Mirina nogle år senere kaldte, lige idet jeg kastede, ramteskæftet hendes pande. Pandebrasken gav efter. Huden bulede overknoglestykkerne som sne over et klippelandskab, det blødte drå-bevis fra en lille rift. Hendes øjne begyndte at glide rundt, somfulgte hun alle fluerne omkring en kos hale, det var ikke til at få etord ud af hende, som ikke var på hendes modersmål. Hun talte i étvæk, mens kræfterne svandt, hun blev kold, vi lagde hende mellemdyrenes varme, og næste morgen var hun forsvundet, gået bort ivildelse. I Svends og mine drømme lå hun på jorden i et goldt ogfremmed landskab, bleg og med evigt blødende pande.

Efter Mirinas forsvinden talte Svend ikke til mig. Han passede sitarbejde, hamrede hårdt og tungt på det glødende jern, og når hanville bede mig om noget, opsøgte han mig med stormfulde skridt,greb fat i min overarm, stirrede på mig, som blæsebælgens mun-ding stirrer hvislende på gløderne, nikkede og pegede, til jeg for-

23


stod. Inden længe gik min våbentræning fra at være demonstratio-ner og øvelser til at være kamp, vi fægtede med sværd eller med økseog skjold mod hinanden, vi lagde kræfter i. Af og til smed Svendvåbnene fra sig med et vildt blik, højre øje fuldt af ild og storm, detvenstre mere dødt end kold malm, han løb et stykke væk og brøledeaf fuld hals med bøjede arme og knyttede næver. Andre gange kombrølet midt under kampen, og hugget, der fulgte med, flækkedeplanker i skjoldet og slog mig omkuld. Som om han ikke ville givemig skylden for det skete, ikke vende det imod mig, men ikke kunnelade være, når sveden drev, og blodet rullede.

En dag gav det et knæk i mit håndled, da hans økse ramteskjoldet, jeg fik svært ved at krumme fingrene, og vi måtte afbrydekampen. Den aften talte han til mig igen.

»Det er på tide ...« sagde han og gik i stå. »Du skal ... Jeg kanikke ...«

Han tav igen, uvant med den træghed der opstår, når tanker fårstemme.

Kort derefter mødte jeg mit livs mysterium. Baldur.Jeg havde forladt gården og mødte ham i skovene omkring Gu-

denåen. Han var ikke et mysterium for mig dengang; det er noget,han er blevet sidenhen.

Ved et tilfælde opdagede jeg et bål samtidig med tanken om atslå lejr for natten. Jeg var for ung til at spekulere over, om tilfældeer skæbne, vi ikke forstår, eller skæbne er den historie, vi væver aftilfældes tråde, men allerede for gammel til ikke at nærme mig etfremmed bål med skjoldet trukket op foran kroppen.

Før jeg så ham, ramte en sten mig på foden. Næsten samtidigbrød hans stemme frem i mørket:

»Kom og sæt dig.«Den havde en dialekt, der klingede fremmed, og antydningen

af en læspen; den lød rolig. Jeg blev stående.»Hvis jeg ville dig noget ondt, var det allerede sket. Jeg har

kunnet høre dig, siden månen kom frem.«

24


Jeg kunne stadig ikke se ham.En håndfuld tørre kviste landede i bålet, de små sprænglyde i

det tynde ved blev til en ubrudt knitren, flammerne blussede op,og lyset afslørede en skikkelse, der lå på siden bag bålet med denene arm bøjet til støtte for hovedet, øjnene skælmsk rettet modmig. Som havde han ligget der hele tiden, og jeg havde blot ikkeset ham, fordi hans krop og hans kappe gik i ét med omgivelserne.

Jeg kiggede efter hans frie hånd – om han havde flere sten parat– men den lå fladt på siden af hans lår.

»Hvem er du?«»Så vagtsom. Og alligevel tramper du larmende gennem sko-

ven. Jeg hedder Baldur.«Jeg nikkede.»Man kalder mig Tvetunge,« sagde han, understregende sin

læspen. Han spærrede langsomt og drilsk sine øjne op. Nærmestsvirpende stak han tungen ud og rullede den ind igen, jeg så, atspidsen var delt som hos en slange. Men det gik så stærkt, at jegkom i tvivl, straks munden atter var lukket.

»Er du sulten?«Jeg nikkede.»Jeg er mæt,« sagde han, og med en inviterende hånd gjorde

han opmærksom på nogle stegte fiskerester på en flækket kævlenær hans fødder.

Det var første gang i de uger, jeg havde flakket om i skovene, aten fremmed havde tilbudt mig mad uden at bede om noget tilgengæld, så jeg tøvede. Han smilede ad mig.

»Jeg kan kun sige, at du gerne må spise min mad. Men jeg kanikke give dig modet, for det er ikke mig, der har taget det fra dig.«

Jeg forstod ikke, hvad han mente. Måske fordi bemærkningen iog for sig rakte så langt ud over den konkrete situation, at minetanker slet ikke kunne følge den og gribe om den, hvorfor den gledmig af hænde uden videre. Måske, tænker jeg nu, fordi den var forindsigtsfuld til at komme fra ham. Han var kun lidt ældre, end jegvar, han havde skæg, men det var stadig tyndt, hvad vidste en

25


endnu ikke voksen mand om mit eventuelle mod, og hvem derhavde haft indflydelse på det? Det er blandt andet det, jeg mener,når jeg taler om, at Baldur er blevet et mysterium. Dengang for-stod jeg ganske vist ikke hans mere dybsindige eller storladne ud-sagn, men jeg tænkte heller ikke over dem, og et mysterium bliverførst et mysterium, idet man tænker over det, idet behovet for atforstå melder sig; før da er det blot et faktum.

Under alle omstændigheder var bemærkningen invitation nok,for min sult var flere dage gammel. Jeg gik hen til bålet, satte mig iskrædderstilling med skjoldet hvilende på mine knæ, trak kævlentil mig og åd kødet. Fra den lille skindsæk, Svend havde givet mig,tog jeg en slurk vand. Det sved lidt i svælget, jeg havde tætnet sy-ningen med frisk harpiks, og det afgav en ram smag.

»Har du to tunger?« spurgte jeg.»Ja,« sagde han. »Og nej. Næsten.«»Er du født med ... den tunge?«»Ja.«»Var din fader en slange?« Jeg kom til at le ved tanken.Baldur smilede. »Hakket i spidsen kom først til senere.«Min latter forsvandt i undren. »Men ...?«»Men det var min fader, som skar det,« fortsatte han, »og du

har på sin vis ret.«»Hvorfor gjorde han det?«»Jeg sagde ting, han ikke ville høre. I vrede havde han truet

med at skære tungen ud af kæften på mig, og til sidst var han vrednok til at gøre et forsøg.«

»Hvad havde du sagt?«Baldur kiggede på mig hen over bålet. Læberne samledes i en

ujævn cirkel, den flyttede sig fra side til side, som vurderede hanfor sig selv, om jeg var værd at ofre en historie på. I én glidende be-vægelse satte han sig op i skrædderstilling ligesom mig.

»Han var missionær, det er han sikkert stadig, hvis han lever.Men han hældte altid mjød i havet for at stemme det mildt, nårhan skulle sejle, han havde altid en runestav med sig, når han be-

26


gav sig ud i fremmede landskaber, hans kors om halsen var så tyktpå den ene led og så kort foroven, at det lige så vel kunne væreThors hammer, Mjølner, og sådan kunne jeg blive ved. Når jegspurgte til det, blev han vred. Han sagde, at det var for ikke at blivetaget for en kristen med det samme, før han havde fået mulighedfor at tale med folk. Men du er jo kristen, sagde jeg. Du forstår digikke på denne verden, råbte han og hakkede i det. Og hvis jeg blevved, blev ordene færre, ederne værre, vreden større. Han forban-dede at have taget mig til sig, at have spildt al sin godhed på sådanet utaknemmeligt skarn, en udsat, en bastard. En dag sagde jeg, athvad børn angik, kunne missionærer ikke gøre sig håb om nogetbedre end bastarder. Han skar min tunge op på langs med en be-skidt kniv, den skulle svulme af pus og kvæle mig langsomt. Sådanville han slangen til livs i sit eget mærkværdige paradis ... Er dufødt med helt vandblå øjne?«

»Ja? Det tror jeg. Min stedmoder har talt om mine øjne, ja.«»Hvordan er de da frosset til?«

Baldur. På mig virkede hans spørgsmål dragende. De stak en brodi min nysgerrighed, vakte den med et stik af smerte i samme øje-blik, jeg opdagede, at jeg ikke kendte svaret. På andre, vi sidenskulle møde, virkede de drillende, nedladende, raseriantændende.Måske fordi brodden ramte fordommene.

Fordomme lever af den samme næring som nysgerrighed: mø-det med det ukendte. Det var, som om Baldur formulerede despørgsmål, tilværelsen allerede tavst havde stillet og efterladt ube-svarede; rede til at blive gjort til mysterier.

Hans liv havde på en måde været en gåde fra begyndelsen. Engåde for alle, som mødte ham.

Han var et af de andre kurvebørn på Gudenåen. Hans stedfa-der, som på sine missionsrejser nåede frem til åen den førstemartsmorgen i det nye årtusinde, følte ved synet af kurvene, atGud stillede ham en ubegribelig, en urimelig opgave. Så mangehjælpeløse børn! Dette var ikke en prøvelse af hans barmhjertig-

27


hed, det var snarere en demonstration af barmhjertighedensgrænser, et uløseligt dilemma; han kunne ikke redde dem alle.Han tog ét barn, en dreng, og lovede til gengæld sig selv og sin gudat værne om dette barn gennem hele livet.

Han tog Baldur med sig på sin missionsfærd; budskabet skulleud, og drengen måtte følge med. Gennem Jylland, videre til Norge.Siden til Orkney, Skotland og Island. Rejserne besværliggjordes afat have drengen på slæb, især i begyndelsen, men da var erindrin-gen om de børn, han havde efterladt, endnu frisk, og hans beslut-somhed vaklede ikke, end ikke når han så barnløse kvinder kastekærlige blikke på Baldur. Men Baldur voksede, og Baldur be-gyndte at tale, gammelklog fra begyndelsen. Og han stilledespørgsmål. Han var ikke ret gammel, da han fik skåret tungen op,ikke meget mere end syv år.

Præsten besluttede kort efter, at han måtte have udstået sinprøvelse, og fandt på en måde at afhænde Baldur på. Blandt missio-nærer var det ikke ualmindeligt at opkøbe børn for at sende dempå kloster og give dem en præsteuddannelse i håbet om, at de villevende hjem som voksne og virke for troen på deres fødeegn. I for-klædning opsøgte han derfor en kollega og solgte Baldur, som der-efter blev sendt til et kloster i Frankrig.

I klostret var det en gåde, hvorfor Baldur brugte så meget tid påat hjælpe sine jævnaldrende med at forstå de tekster, de fik gen-nemgået af deres lærer, frem for at bruge den på, hvad han kon-stant blev opfordret til: at læse andet og mere, når nu forståelsenfaldt ham så let. Gådefuldt var det også for munkene, hvorfor ennordisk missionær dukkede op en dag og ville løskøbe ham. Til-buddet blev afslået, hvorpå missionæren begyndte at skænde påmunkene og fremsætte anklager i et sært, ligesom brødebetyngetleje, om at de ville forhindre en ærlig mand i at udstå Guds prøvel-ser. Situationen løste sig først, da Baldur tog missionærens partiog efter seks år forlod klostret lige så pludseligt, som han var kom-met.

Det genetablerede forhold mellem stedfar og -søn holdt dog

28


ikke længe. Baldur kunne nu krydre sine indvendinger mod missi-onærens metoder med bibelcitater og passager fra kirkefædreneshellige skrifter, og det blev for meget at høre på for en mand, dermente at have døbt flere hedninge, end der kunne være i hele pa-vepaladset, så de skiltes, inden de nåede så langt nordpå som Bre-men.

Siden havde Baldur lært at klare sig selv, som man nu bedst gør,når man er overladt til sig selv uden hjemsted. Han havde flakketom i skovene i et par år og levet på samme vis, som jeg havde gjorti et par uger.

Han var som en åbning til en helt ny verden. Han kendte sko-ven, planterne, dyrene, lydene, knebene der skulle til for at over-leve; han kunne lære mig alt om det liv, jeg lige havde begyndt.Men herfra, fra det udsyn min erfaring trods alt har givet mig, lig-ner mine ivrige samtaler med Baldur pudsigt nok ikke en anglenefter svar på alt det, jeg havde brug for at vide, men snarere et for-søg på at hive spørgsmål ud af ham; hans særlige, gådefuldespørgsmål.

Vi sad og fiskede ved en bugtning på et af åens brede stykker,talte til der var bid. Vi lå hviskende bag en vold eller et buskadsnær en jordvej, diskuterede vejrvarsler, våbenbrug, dyreliv, rune-skrift, fremtid, indtil Balder tyssede, fordi en hest, en kærre ellerflere var på vej, vi sprang frem og truede eller kæmpede os tilgrøntsager, kornsække, penge, vi gennede de bestjålede af sted,og vi talte videre. Vi gik under egenes vidtstrakte kroner, slen-trende strøede vi om os med tanker, vi gik til det blev mørkt, ogvi måtte tænde bål for at se, tælle, tilberede, fordøje dagensfangst. Vi tyggede i sølvmønter for at afprøve deres ægthed, tyg-gede aborrer, kornkerner, frugt, vi tyggede på ordene, lagde os påryggen og stirrede blankt på månens blå lys bag det flammeguleløvhang over bålet, faldt i søvn, udvidet af at være to om at talesig ind på livet.

Vi levede som brødre, uden tanke på hvorfor vi holdt sammen,uden at afveje fordele og ulemper, og der er noget uskyldigt over

29


vores tid som skovrøvere, vores ungdomstid. Vi slog sjældent no-gen ihjel. Baldur havde en barmhjertig evne til at slå folk bevidst-løse i præcis så lang tid, at vi kunne nå at forsvinde sporløst, ogvore ofre alligevel vågnede inden nattetid og derved kunnekomme til hægterne og begive sig hjem eller bygge et læ frem forat ligge udstrakt på vejen som et let bytte for ulve eller kulde, ogmed min hurtighed kunne jeg nå at skære frem for at hugge, gørefolk ukampdygtige uden at skille dem fra deres lemmer og tømmedem for blod. Kun enkelte gange, når vi havde haft for travlt medvores hviskende samtale og helt fejlbedømt størrelsen af det følge,vi angreb, var vi nødt til at spare på mængden af slag, hugge affuld kraft med det samme og kæmpe os ud af undertallet, inden viblev for udmattede.

Som det nok fornemmes, består ungdommens aura af uskyldudelukkende i kraft af, at det jeg har at bruge til sammenligning,de livskapitler der siden blev føjet til, er meget værre.

‘Tiden vor’ benævner sangen den periode, mit liv er levet i, og ti-den vor begyndte i den sammenhæng år 1001, hvilket dengangregnedes for at være det nye årtusindes første år. Det var en tid,hvor efterkommerne af sagnkongerne – de ubestemmelige skik-kelser fra fortiden, hvoraf nogle sagdes at være gudesønner, andreat have regeret i mere end hundrede år – var konkrete, fysiske per-soner, der opholdt sig i fæstningsanlæg, på skibe eller på slagmar-ker og omgav sig med en skare af mere eller mindre trofastemænd, hirden. De regerede over et rige, som med bratte udsvingtiltog og aftog i størrelse, men kernen var nogenlunde stabil, ogden befandt sig, hvor alle kerner er at finde: principielt set et vil-kårligt sted i verden, men altid lige i midten, hvorfor de omkran-sende have kaldtes Vesterhavet, Østersøen og Nordsøen, mens denuregerlige nabo mod syd selv bestemte sit navn. Stabiliteten, som idag gør landet til et af verdens ældste kongeriger, havde dengangvaret længe nok til, at det overhovedet var meningsfuldt at navn-give landet under ét, og det tog navn af folket og af marken, som

30


dengang både havde betydning af landområde og af grænse; da-nernes markerede land, Danmark.

Da Baldur og jeg var skovrøvere, hed den danske konge Harald,og da vi holdt op med det, hed han Knud. Knud var ikke kun Ha-ralds efterfølger, men også hans bror. Han havde opholdt sig iEngland under Haralds regentperiode og trods modstand befæ-stet sin magt dér i løbet af de fire år, det havde taget Harald at for-møble Norge, rende til sin mor i Polen efter hjælp og falde dødom. Knud opholdt sig stadig mest i England, men havde en flokkæmpere i Danmark, som tog sig af at inddrive skat og holde roog orden, og de kaldtes Vederlaget. I dette lag lod vi os indrullere.

Efter en kold vinter med udtærende langt mellem de forbipas-serende på skovvejene, opsøgte vi en af de borge, hvor laget holdttil. Anlægget lå højt i landskabet, og skoven var ryddet i en stor ra-dius omkring det, den runde vold med en port i hvert verdens-hjørne skjulte alt andet end røgen fra mange bål. Vi gik direkte tilden nordlige port, en jernbeslået luge blev åbnet, før vi bankedepå. Vi anmodede om at tale med stedets høvedsmand, og efter athave aflagt os vore våben fik vi foretræde. Inde bag volden lå firelanghuse som enorme skibe med kølen i vejret og skroget dækketaf strå, og rundt om den firkant, de dannede, lå mindre huse, defleste med osende ildsteder og nok at gøre. I ét var dog ro, og viblev ført derind til en ældre, langskægget mand. Han hilste med etnik, uden at en rynke rørte sig i ansigtet, og spurgte os straks ud.Da han hørte, hvor i skovene vi havde huseret, brød en dyb latterfrem fra skægget:

»Det er jer?«Vi fik at vide, at flere af ofrene for vore røverier havde været ve-

derlagsmænd. At han havde kunnet se på sine mænds sår, at dekom fra et fermt ført våben. At vores område af skoven var blevetberygtet, at mændene kun tog den vej af nød eller for at vinde ryved at komme uskadt tilbage. Fire mand havde vi gjort til krøb-linge, sagde han, men det kunne være, at vi var erstatning nok fordem alle.

31


Dog var der en ting, han måtte vide. Vor unge konge havdegenindført den gamle hærlov, Venderloven, og han mente øjen-synligt, at ingen var hævet over den; kongen selv havde ladet sigstraffe i henhold til den, efter han i hidsighed havde hugget enmand ned. Den lov skulle adlydes, var vi villige til det? Var vi vil-lige til at tæmme vores vildskab?

Som mænd af tiden vor lod Baldur og jeg os gerne tæmme, el-ler vi tæmmede os selv, vi afgav i al fald gerne lidt vild frihed for atfå del i vederlagslivets goder. Og dem var der nok af. At forladeskoven og træde ind i det organiserede liv bag voldene, hvor detmeste blev gjort for os, var som at træde ind i en sang om over-flod. Der var mad og så mjød, fade med kød, salt fisk og brød,tønde efter tønde af øl, som vi nød. Vi kunne æde og sove, over-lade det grove til trælle og kvinder, og alt hvad der minder omslæb eller slid var glemt i en tid. Der var sange ved bordet, enskjald og så koret, vi skrålede med, vi skrålede højt, vi skålede: nedmed det skummende sprøjt! Der var borgfred og lethed, et liv heltfortættet til sorgløse rytmer, en tid fuld og mættet og desværre måjeg afbryde, for det er ikke den sang, der skal synges her.

Alt dette har kun været indledning, åen, Mirina, Svend, Baldur,Vederlaget, vi må have gang i historien, vi må frem til det vigtigste,og jeg må atter ty til min læremester, som bruger færre og merefortættede ord, til sangen, som har sagt det for længst:

Til kone tog han Sigrid Smuk,hun fødte ham to sønner,den tredje fik to drøje hug,han hørte ingen bønner– døden ved han ej hvad er,døden er ham alt for kær –da tog han ud på hævnerfærd,nu sagnene begynder.

32

Documents

Torben Guldberg: Sange om udødelighed