Tove Ditlevsens sidste kærlighed af Jakob Weis

TOVESVÆRELSE

UNDERVISNINGSMATERIALE

INSTRUKTION

Vibeke WredeSCENOGRAFI

Stine MartinsenMEDVIRKENDE

Paprika Steen, Lars BrygmannSarah Boberg, Andreas Jebro

samt en lille pige

Om forestillingen / 3

Kære underviser / 4

Om Tove Ditlevsen / 5

Kulturradikalisme og konfrontationsmodernisme / 10

Fakta og fiktion / 13

Byens barn / 15

Døden og pigen / 17

At forfatte en forfatter, interview med dramatiker Jakob Weis / 19

Oplevelse, diskussion og analyse / 23

INDHOLDSFORTEGNELSE

/ 3

Toves værelse er Folketeatrets fjerde titel i rækken af ny-

skrevne forestillinger om store danskere efter succeserne

Om Baronessen (Karen Blixen), Bang og Betty (Herman

Bang) og Krøyers yderste nat (P.S. Krøyer). Forestillingen

tager udgangspunkt i Tove Ditlevsens stormfulde ægte-

skab med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen

og udspiller sig henover flere år indtil hendes selvmord

den 7. marts 1976.

Tove Ditlevsen har netop udgivet novellesamlingen Den

onde lykke og hendes ægteskab befinder sig i det opsli-

dende felt mellem sammenbrud og eufori. Hun søger

lindring i en kemisk rus. Victor søger lindring hos sine

unge elskerinder. Deres omgangskreds – her Klaus Rif-

bjerg og husholdersken – påtvinges rollen som vidner og

medspillere i Toves selviscenesatte liv.

Instruktør: VIBEKE WREDE

Scenografi: STINE MARTINSEN

Dramatiker: JAKOB WEIS

Medvirkende: PAPRIKA STEEN, LARS BRYGMANN,

SARAH BOBERG OG ANDREAS JEBRO

Spilleperiode: 8. APRIL – 14. MAJ 2016

Spillested: STORE SCENE, FOLKETEATRET I NØRREGADE

WWW.FOLKETEATRET.DK

OM FORESTILLINGEN

/ 4

Tove Ditlevsen er en af de få litterære rockstjerner dansk

kulturliv har haft. Hun skrev i alle medier gennem sin

karriere, og hendes forfatterskab var i berøring med –

eller blev approprieret af – alt fra socialrealismen, femi-

nismen, modernismen, 1890ernes lyrikere til dansk fol-

kekultur. Hun plantede kimen til 1970ernes

bekendelseslitteratur, 90-00ernes autofiktion og flere af

samtidens kvindelige forfattere som Olga Ravn og Dy

Plambeck har nævnt hende som inspirationskilde. Selv

fra graven har Tove Ditlevsen stadig en finger med i spil-

let.

Forestillingen Toves værelse handler om de sidste øje-

blikke af Tove Ditlevsens ægteskab med Victor Andreasen,

hendes venskab med Klaus Rifbjerg og er samtidig en

skildring af hendes deroute, stofmisbrug og psykiske

problemer.

Udover Toves forfatterskab og modernismen i 1960erne

indeholder materialet et interview med dramatiker Ja-

kob Weis og spørgsmål, der kan bruges til analyse og dis-

kussion af forestillingen. Nogle arbejdsspørgsmål står i

forbindelse med den enkelte artikel og kan bruges som

forberedelse – andre er tænkt som evaluerende opgaver

efter at I har været i teatret.

Undervisningsmaterialet giver et bredt indblik i Tove Dit-

levsens virke og henvender sig til brug i danskundervis-

ningen i de ældste klasser i folkeskolen og de første år

på gymnasiale uddannelser; med andre ord 9.-10. klasse

og 1.-2.g. eller tilsvarende. Der er oplæg til skriftlige-,

mundtlige- og multimedieprojekter, og skulle I have lyst,

ligger det lige for at inddrage musik til et tværfagligt

projekt.

Rigtig god fornøjelse!

Anna Dirckinck-Holmfeld

KÆRE UNDERVISER

/ 5

Folketeatret 2015/2016

Tove Ditlevsens forfatterskab spænder fra mellemkrigsti-

den til den litterære isme ’modernismen’ i en karriere,

der varer 40 år. Hun vedkender sig nu aldrig tilhørsfor-

hold til nogen genre. Kalder man hende feminist siger

hun, at kvinderne skal blive hjemme i køkkenet, kalder

man hende socialrealist, skriver hun romantiske digte.

Som et uægte barn af sin samtid, stikker hun af – og ud

– og er helt sin egen, lige så meget som hun ligner den.

Dog aldrig så meget, at hun heller ikke kan sige, at hun

ligner dem hun beundrer. Tove er provokatør og skabs-

konservativ. Hun starter som digter, men skriver også

noveller, romaner, erindringer, børnebøger, essays,

klummer, kronikker, brevkasser, lejlighedssange og kon-

taktannoncer. Alt!

Hendes sprog er letlæseligt. Hendes lyrik, som hun selv

udtrykker det, er inspireret af salmevers, folkeviser og

1890ernes digtere, og hun ønsker at skrive så alle kan

forstå det.

Dét, hendes evne til at skrive om emner, der er usagte,

og senere hendes grænseløse udstilling af sit privatliv,

gør hende til en af Danmarks mest læste og solgte forfat-

tere nogensinde. Hendes første roman Man gjorde et

barn fortræd (1941) satte ord på børns og kvinders sjæ-

leliv på en måde, der ikke var set før gennem fortællin-

gen om en seksuelt misbrugt piges liv.

Hendes forfatterskab er gennemsyret af en særlig række

tematikker: Barndommens angst, kvindens kamp for

både at være mor og elsker, sin egen og andres psykoser

og stofmisbrug samt døden. Mod slutningen af forfatter-

skabet flirter hun med grænsen mellem fiktion og bio-

grafi.

Man kan endda sige, at hun – og Rifbjerg – er nogle af

de første danske forfattere, der sætter kimen til autofik-

tionen, som springer ud i fuldt flor i 90erne og 00erne,

og nu er en af nutidens store litterære trends.

OM TOVE DITLEVSEN

Tove Ditlevsen

/ 6

UDVALGTE VÆRKER

Pigesind, digte, 1939

Man gjorde et barn fortræd, roman, 1941

Lille verden, digte, 1942

Barndommens gade, roman, 1943

Den fulde frihed, noveller, 1944

For barnets skyld, roman, 1946

Blinkende lygter, digte, 1947

Kvindesind, digte, 1955

Flugten fra opvasken, artikler, 1956

To som elsker hinanden, radioroman, 1960

Den onde lykke, noveller, 1963

Erindringer: Barndom, 1967

Erindringer: Ungdom, 1967

Ansigterne, roman, 1968

De voksne, digte, 1969

Det runde værelse, digte, 1973

Erindringer: Tove Ditlevsen om sig selv, 1975

Vilhelms værelse, roman, 1975

UDVALGT BIOGRAFI

Tove Ditlevsen bliver født i 1918 på Hedebygade 30A, 4. th, Vesterbro

1930 Tove, 12 år forsøger at begå selvmord for første gang

1940-42 Gift med forfatter og journalist Viggo F. Møller

1942-45 Gift med stud.polit. Ebbe Munk

1943 Datteren Helle bliver født

1945-50 Gift med læge Carl T. Ryberg. Udvikler i løbet af ægteskabet et misbrug

1946 Sønnen Michael bliver født. Adopterer Carls datter Trine

1950 Skilt fra Carl og indlægges til afvænning

1951 Gift med chefredaktør på Ekstra Bladet Victor Andreasen

1954 Sønnen Peter bliver født

1956 Modtager Boghandlernes Pris, De Gyldne Laurbær

1964-66 Indlægges flere gange på psykiatriske afdelinger

1971 Modtager Søren Gyldendal-prisen

1973 Skilt fra Victor Andreasen

1974 Forsøger at begå selvmord i Rude Skov

1976 Begår selvmord i en venindes lejlighed på Vesterbro

OM TOVE DITLEVSEN Fortsat

/ 7

BARNDOM

Barndommen er lang og smal som en kiste, og man

kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Den er der

hele tiden, og alle kan se den lige så tydeligt, som

man kan se Smukke-Ludvigs hareskår. Det er med ham

ligesom med Smukke-Lili, der er så grim, at man ikke

kan forestille sig, hun nogensinde har haft en mor. Alt

hvad der er grimt eller uheldigt, kalder man smukt, og

ingen ved hvorfor. Man kan ikke slippe ud af barn-

dommen, og den hænger ved en som en lugt. Man kan

mærke den hos andre børn, og hver barndom har sin

egen lugt. Man kender ikke sin egen og er sommetider

bange for, at den er værre end de andres. Man står og

taler med en anden pige, hvis barndom lugter af aske

og kul, og pludselig træder hun et skridt tilbage, for

hun har mærket den frygtelige stank af ens egen barn-

dom. Barndom; erindringer, 1967, kapitel 6.

Tove Ditlevsen vokser op i et arbejderhjem på Vesterbro

og bliver jævnligt slået af sin mor, hvis hun ikke makker

ret. Hun deler soveværelse med sine forældre, (hvilket

ikke bliver bedre, da hun opdager at farens mærkelige

snorken er lyden af sex), og derudover er der ingen der

tror på, at hun kan blive noget så sært som en kvindelig

digter. I Toves romaner, digte og erindringer er barn-

dommen en voldsom og brutal tid, der skal overleves.

Det er en tid, som sætter sine ar. Hendes evne til at skil-

dre en skæv indre virkelighed, verdens sære regler fra

frøperspektiv samt børnenes kamp for at finde ud af

hvem de er, giver hende det litterære gennembrud med

Barndommens gade (1943) og er en rød tråd i forfatter-

skabet. Som eksempel kan vi se på et af hendes mest be-

rømte digte:

BLINKENDE LYGTER

I barndommens lange og dunkle nat

brænder små blinkende lygter

som spor, af erindringen efterladt,

mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed

fortabt gennem tågede nætter,

og alt hvad du siden elsked og led

har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær

som en tåre der skælver i rummet,

kun den vil være dit hjerte nær,

når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat

brænder din barnlige lykke,

du søgte den siden, men fik kun fat

dens flakkede sensommerskygge.

Din tro tog du med dig så lang af led,

for det var det første og sidste,

nu står den og brænder i mørket et sted,

og der er ikke mere at miste.

Og en eller anden kommer dig nær,

men kan aldrig helt forstå dig,

for dit liv har du lagt under lygtens skær,

og ingen skal siden nå dig.

Blinkende lygter, 1947

OM TOVE DITLEVSEN Fortsat

/ 8

KVINDELIV

Tove Ditlevsen er en mønsterbryder. Ikke bare økonomisk

og kulturelt. Hun går fra ringe kår og arbejderhjem til

pludselig at være en borgerlig kulturpersonlighed, men

også som kvinde i sin samtid. I forfatterskabet dukker

kvindens kamp for at vælge og udfylde sine roller op igen

og igen. Hvad betyder det at være kvinde? Hvad sker der,

hvis man ikke er dét, der er normen?

Jamen hun er jo grim, siger jeg forbløffet og ser ned

på den lille bylt menneske man har lagt i mine arme.

Hendes ansigt er pæreformet med to dybe mærker i

tindingerne efter tangen. Hun har ikke et hår på hove-

det. Overlægen ler: det synes De kun, fordi De aldrig

har set en nyfødt, siger han. De er aldrig kønne, men

moderen plejer alligevel at synes det. Nu skal jeg kalde

på deres mand. Jeg bøjer mig ind over vuggen og tager

om de bittesmå fingre. Nu er vi far, mor og barn, siger

jeg, en ganske almindelig, normal familie. Hvorfor,

spørger Ebbe undrende, vil du så gerne være alminde-

lig og normal? Det er jo en kendsgerning, at du ikke er

det. Det kan jeg ikke svare ham på, men jeg har ønsket

det så langt jeg kan huske tilbage.

Gift, 1971, kapitel 6.

Kvinderne søger kærligheden og befinder sig samtidig i

en splittelse mellem ønsket om at være en ‘god’ mor, en

‘god’ hustru og at finde personlig, kreativ og seksuel til-

fredsstillelse. I Toves erindringer står det at skrive i kon-

trast til familien og ægteskabet. Som børnene og berøm-

melsen fylder mere og mere er det næsten kun når hun

indlægges til afvænning eller psykiatrisk behandling, at

der er ro til at skabe. I hele forfatterskabet ser vi dog, at

de kvindelige hovedpersoner søger udvikling, frihed,

karriere og kærlighed. Det kan virke banalt i nutiden at

brokke sig over disse rolleskift, men for Toves generation

– især blandt den brede befolkning – var det normalt, at

kvindens karriere var at blive gift og få børn. Af selv-

samme grund, var der nogen der så hende som feminist,

fordi hun valgte at skabe en anden karriere. Ser man på

kvindens roller gennem Toves forfatterskab, er det selv-

følgelig også nærliggende at betragte mandens. Ofte bli-

ver mændene statister i den centrale kvindefigurs identi-

tetsskabelse, og nogle gange ligefrem en slags nemesis,

som her:

DE EVIGE TRE

Der er to mænd i verden, der

bestandig krydser min vej,

den ene er ham jeg elsker,

den anden elsker mig.

Den ene er i en natlig drøm,

der bor i mit mørke sind,

den anden står ved mit hjertes dør,

jeg lukker ham aldrig ind.

Den ene gav mig et vårligt pust

af lykke der snart for hen,

den anden gav mig sit hele liv

og fik aldrig en time igen.

Den ene bruser i blodets sang,

hvor elskov er ren og fri,

den anden er ét med den triste dag,

som drømmene drukner i.

Hver kvinde står mellem disse to,

forelsket, elsket og ren –

een gang hvert hundrede år kan det ske

de smelter sammen til een.

Lille Verden, 1942

Begge digte citeret i dette kapitel er fra 1940erne, men

læser vi senere digte, sker der ikke store skred i forhold

til formen. Hun bibeholder versform, rim og et enkelt

ordforråd i modsætning til modernisterne og Klaus Rif-

bjerg. Indholdsmæssig bliver hun også i den nære ver-

den. Det er digte om relationer, følelser og et genkende-

ligt (kvinde)univers.

OM TOVE DITLEVSEN Fortsat

/ 9

MISBRUG

Angsten og ensomheden gennemsyrer Toves tekster. Hele

livet lader hun sig stærkt påvirke af de mennesker hun

elsker og beundrer, så da hun møder sin anden mand,

lægen Carl, udvikler hun et misbrug. I takt med at Tove

vikler sig dybere og dybere ind i et stof- og senere alko-

holmisbrug dukker det derfor også op i hendes tekster.

Den selvbiografiske roman Gift (1971), handler således

ikke kun om at være gift, men også om den gift hun

sprøjter i sig og det chokerer, at en kvinde åbenlyst be-

kender at være misbruger.

Han klappede mig på kinden: så, så, sagde han, nu

skal du få en sprøjte. Jeg smilede taknemmeligt til

ham, mens væsken gik ind i mit blod og løftede mig

op på det eneste plan, hvor jeg brød mig om at leve.

Så gik han i seng med mig, det gjorde han altid, når

virkningen var på sit højeste. Hans favntag var mærke-

lig kort og brutalt, uden forspil, uden ømhed, og jeg

følte ingenting ved det. Lette, blide, ubesværede tan-

ker gled gennem mit hovede. Jeg tænkte med varme

på alle mine venner, som jeg næsten aldrig så, og jeg

førte imaginære samtaler med dem. Hvor er det muligt

sagde Lise for nyligt, at blive forelsket i ham. Jeg sva-

rede at man aldrig kunne forstå andres forelskelser.

Jeg lå hen i et par timer, så gik virkningen langsomt

over, og det blev sværere og sværere at finde sig i den

nøgne, upåvirkede tilstand. Alt blev gråt, slimet, uud-

holdeligt. Da jeg sagde farvel, spurgte Carl, hvornår jeg

kunne få min skilsmisse bragt i orden. Nårsomhelst,

lovede jeg, for jeg tænkte, at når jeg først blev gift

med ham, ville det blive langt lettere at få ham til at

sprøjte mig. Kunne du ikke tænke dig at få et barn til,

spurgte han, da han fulgte mig ned af trappen. Jo,

sagde jeg omgående, for et barn ville knytte ham tæt-

tere til mig, og jeg ønskede kun at binde ham for re-

sten af livet.

Gift, 1971 Anden del.

Tove taler og skriver ufortrødent om alle de små snuskede

detaljer. Hun skriver om de indsatte på de psykiatriske af-

delinger med stor omsorg og forståelse. Hun udleverer

brændende sig selv og kaster sig ud i affærer under alle

sine ægteskaber. Åbenhed og tolerance er til stede, og alli-

gevel er hun til tider ganske konservativ og måske sig selv

allernærmest? Dobbeltheden bliver tydelig, hvis man sam-

menligner hendes forskellige skriverier. Fra 1956 til 1976

passer Tove troligt en brevkasse i Familie Journalen, og hun

er ikke bleg for at bede kvinder om at bide det i sig og

blive i et dårligt ægteskab. Nedenunder er et eksempel på

et svar til en pige, der kæmper med sin alkoholiske mor.

Her fornemmer man nok mere Toves egen kamp for forstå-

else og omsorg end en egentlig bekymring for barnet:

Kære Tove Ditlevsen

Jeg er en pige på 16 år, og mit problem er, at jeg ikke

kan komme ud af det med min mor. Sagen er, at hun

drikker for meget. Hun gemmer flasker alle vegne, og

når jeg finder dem, hælder jeg indholdet i vasken, så

bliver hun rasende, men det er jo kun for at hjælpe

hende. Min far har prøvet at få hende til at tage anta-

bus, men det vil hun ikke. Hun drikker, når jeg er i

skole, og min far er på arbejde. Jeg tør næsten aldrig

tage en veninde med hjem, fordi man kan mærke, min

mor er beruset. Nu har jeg tænkt på at forbyde køb-

manden at sælge spiritus til hende, men kan man det?

Min far er meget lidt hjemme og går tit alene ud om

aftenen. Jeg tror, det er grunden til, at min mor drik-

ker. Vi har et stort hus og bil og kunne have det så

godt. Jeg er enebarn, og min far har foreslået, at jeg

kommer på kostskole, men det ville være helt at svigte

min mor. Giv mig nu et godt råd, for jeg er virkelig

ulykkelig over det

Ingen kan forbyde de handlende at sælge spiritus til

dem, der vil købe det, så det er ikke nogen udvej. Og

ved at tømme flasken i vasken gør du kun din mor

vred og forøger hendes skyldfølelse. Du kan derimod i

et godt øjeblik, når din mor er ædru og ligevægtig,

tale med hende om at søge læge og eventuelt prøve en

antabus kur. Det kræver støtte og opmuntring hos om-

givelserne, så den må du være parat til at yde din mor.

Det ville i hvert fald være godt, hvis du kan vinde hen-

des fortrolighed. Måske er det, du nævner, grunden.

Der er i hvert fald altid en årsag til, at folk drikker.

ARBEJDSIDEER

• Lav dit eget svar til pigen i Familie Journalen.

Hvad ville man skrive i Familie Journalen i dag?

• Analyser Toves digte.

• Læs mere af Tove og se hvordan temaerne gør sig gæl-

dende. Er der andre, du synes er vigtige?

• Toves yndlingsforfatter var Herman Bang.

Har I læst noget af ham? Kan I finde ligheder?

OM TOVE DITLEVSEN Fortsat

/ 10

Jakob Weis’ stykke Toves værelse finder sted i København

i starten af 1960erne. Den nye generation af digtere og

forfattere hører under betegnelsen modernismen. De er

børn af mellemkrigstidens kulturradikalisme, og Toves

forfatterskab anses for gammeldags og reaktionært. Hun

er ikke længere den unge blonde digterspire på 20 år,

men en etableret forfatter, som pustes i nakken af nye

avantgardekunstnere. En af dem er Klaus Rifbjerg, som

starter en ny bølge, nemlig konfrontationsmodernisme.

Kulturradikalismens strømninger har sine rødder i det

19. århundrede. Den udspringer af nykantismen1 – tan-

ken om at verden skabes af vores bevidsthed om verden.

Senere strømmer indflydelser fra psykoanalysen og mo-

dernismen til. Der er ikke tale om en organiseret bevæ-

gelse, men om en kultur – en stemning – der er radikal,

som ønsker at modernisere samfundet.

Toves noveller og romaner mellem 1930erne og

1960erne ligger godt forankret i den kulturradikale arv

og giver udtryk for følgerne af den frihed ændringerne

medfører for arbejderklassen; kulturchokket mellem ge-

nerationerne som følge af den seksuelle frigørelse og

øget velfærd samt overskuddet til at sætte indre behov

på lige fod med fysiske behov. Hvor Toves forældre måtte

stille sig tilfreds med at overleve, krævede de nye gene-

rationer at ’realisere sig selv’.

KULTURRADIKALISTERNES PROGRAM:

• Seksuelt frisind og senere frigivelsen af pornoen.

Herunder også kvinders ret til abort og seksuel

frihed.

• Oprør mod kæft-trit-retning børneopdragelse. Ud fra

psykoanalysens forståelse af barnets udvikling opstår

en pædagogik, der sætter barnets udvikling i fokus.

• Internationalt udsyn og anti-nationalisme (som

modreaktion på fascismen og nazismen)

• Kulturkamp (både fornyelse af kunsten, men også

kampen mod propaganda og censur – igen som

modreaktion til ekstremistiske strømninger i tidens

Europa).

KULTURRADIKALISME OG KONFRONTATIONSMODERNISME

I takt med at velfærdsamfundet implementeres opnås

mange af disse ændringer mellem 1950-70. Derudover

overtager den offentlige sektor, altså staten, blandt an-

det socialhjælp, alderdomsforsorg og hospitalsvæsen.

Som familiefunktionerne overtages af bureaukratiet,

krymper den udvidede familie ind til kernefamilien. Det

betyder blandt andet, at kvinderne kan komme på ar-

bejdsmarkedet i og med at der oprettes institutioner til

pasning af børn. Vi får masseproduktion af goder, hvilket

betyder velstand for flere, men også en vis fremmedgø-

relse over for det produkt og den proces, man er en lille

del af. Og endelig ser vi starten på det mediesamfund

alle nu tager for givet, hvor reklamen bliver sin egen

kunstart. De nye generationer står nu over for andre ud-

fordringer, og det afspejles i kunsten.

I slutningen af 1950erne begynder modernismen at fylde

i den danske litteratur. Den buldrer videre frem med

konfrontationsmodernismen, der tager sit navn efter

Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation (1963), og

starter en ny trend inden for dansk poesi i 1960erne.

Den danske modernisme accepterer verden som absurd

uden en eksistentiel eller religiøs mening. Den er ironisk,

usentimental og rå, og man udtrykker sig i kraft af form

snarere end indhold. Betydningen ligger i klangen, ryt-

men, associationsforløbene og sætningsforløbet. Konkret

betyder det blandt andet, at prosavers vinder frem i ste-

det for metrik, der leges med tegnsætningen og der bru-

ges allusioner til citater eller tekster i ikke altid ordret

brug. Modernismen er derfor ofte blevet kaldt for meta-

forpoesi.

Konfrontationsmodernisterne går ét skridt videre. De er

autoritære og går i clinch med forbrugersamfundet og

velfærdsstatens grimme sider; grådighed, misbrug af na-

turen samt borgerskabets idioti. Følelsen af at være

fremmedgjort og splittet gengives i sproget, hvor sætnin-

gerne er sprængt i stykker; de bruger mange metaforer,

en løs struktur og personlige associationer. Det traditio-

nelle sprog eller digt (med rim og vers) ser de som fyldt

med klichéer og derfor løgne. Ved at lade læseren møde

noget ukendt, håber de, at konventionelle måder at

tænke på kan få læseren til at finde nye erkendelser. Det

er litteratur med samfundsengagement.

1Navngivet efter den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). Kant står bag „det kategoriske imperativ“, der er et forsøg på at opstille en almengyldig etisk regel på baggrund af fornuften.

/ 11

KULTURRADIKALISME OG KONFRONTATIONSMODERNISME Fortsat

Ovenfor er to digte af Klaus Rifbjerg. Hans forfatterskab

spænder lige så vidt som Tove Ditlevsens, fra lyrik, roma-

ner og skuespil til film, børnebøger og essays og er ken-

detegnet ved et billedligt og sanseligt sprog. Humoren og

satiren har også været en af hans signaturer, og som

Tove trak han ofte på en personlig erindring. Hans ud-

gangspunkt er ofte det kropslige, den materielle verden

kontra Tove Ditlevsens indre perspektivering.

PUNKT TERMINOLOGI

Snøret ned af nat Ja, ja, ja nu kommer jeg

Hus, persienner ned til jer

vindueskarm, radiator ord.

bord, gulvbrædder, seng Trompet. forblæst.

tæppe, dyne Skov: vissen

nærmere karyatide: antik

punktoplevelsen Kærlighed: løgn

solens syrehul bag det Halleluja: ræb

sværtede glas i Poesi: Hvor er mit brokbind?

formørkelsesøjeblikket Opvågnen fra nedfrosset

ansigtets hvide slagger dybtanæsticeret koma

sekundoplevelsen rykvis.

i balancepunktet Udflod: smag.

mellem opbrugt fortid Transfocator: syn.

og ubrugelig fremtid Valens: værdi

alle ure slår tre Pessar: virkelighed.

mod mørket Mach: romantik.

Lyrik: 5-4-3-2-10.

Konfrontation (1963)

/ 12

VIDSTE DU AT…

Vild Hvede, tidsskriftet som trykte Tove Ditlevsen første

digt og hvis redaktør Viggo F. Møller var hendes første

mand, stadig eksisterer? I dag hedder det Hvedekorn

og du kan finde det hos boghandleren eller på www.

hvedekorn.dk.

ARBEJDSIDEER

• Er kulturradikalismen relevant eller er den forældet? Er

hvad der var frisindet nu blevet snæversynet? Se deba-

tindlæg http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/

ECE2101928/dennis-noermark-de-kulturradikales-ti-

bud/ og diskutér.

• Sammenlign Klaus Rifbjerg og Tove Ditlevsens digte.

Hvilket syn har de på kærligheden? På samfundet? For-

holder Tove Ditlevsen sig til det?

• Analyser Klaus Rifbjergs digte og identificer de moder-

nistiske kendetegn.

Læs mere af de danske modernister: Klaus Rifbjerg,

Villy Sørensen, Peter Seeberg, Cecil Bødker, Leif Pand-

uro, Jørgen Gustava Brandt, Jess Ørnsbo, Jørgen Sonne

og Benny Andersen (poesi).

VÆRD AT VIDE FØR I SER STYKKET…

O’s historie og pornoen

O’s historie af Pauline Réage er et hovedværk indenfor

erotisk S-M litteratur. Det er sin tids Fifty Shades of

Grey. S-M er relativt ukendt på det tidspunkt, men den

chokerer ligeså meget, fordi mænd på det tidspunkt

ikke har opdaget, at kvinder kan have lyst til sex. Det

er en bog om sex med en kvindelig hovedperson, som

også taler om hvad hun har lyst til. Den er skrevet i

Frankrig i 1954, men bliver først trykt på dansk i 1965

med dispensation fra staten. Først i 1967 ophæves

forbuddet mod erotiske tekster i Danmark, og 30. maj

1969 frigives billedpornoen af folketinget. Danmark

bliver det første land i verden, som frigiver pornoen.

VÆRD AT VIDE FØR I SER STYKKET...

Sten Hegeler (1923-)

Dansk sexolog og psykolog, der bliver kendt i 1948

med udgivelsen af sin seksualbog for børnehavebørn,

Hvordan Mor? I 1961 skriver han sammen med sin

kone Kærlighedens ABC, der gør ’klitorisorgasme’ til

samtaleemne i de danske hjem. Han er en af sin tids

’frisindsarkitekter’, der sparker til den seksuelle frigø-

relse i 1960erne.

KULTURRADIKALISME OG KONFRONTATIONSMODERNISME Fortsat

Klaus Rifbjerg

/ 13

Det er sjældent man taler meget om en forfatters privat-

liv, når man ser på deres forfatterskab. Faktisk ville de

fleste mene, at efter Roland Barthes erklærede forfatte-

ren ‘død’ i 1968, m.a.o. at meningen i en tekst først

kommer til live i mødet med læseren og hans subjektive

øjne, så ses det som anakronistisk og derfor ligegyldigt at

se på en forfatters liv, når man læser deres tekster. Men

Tove Ditlevsens forfatterskab og (privat)liv er indædt for-

bundet. Tove var berømt. Hun var et navn alle kendte.

Hun gav interviews, lavede skandaler og skrev om dem.

Især mod den sidste del af sit liv, havde læseren allerede

hørt om selvmord og skilsmisser i avisen før de læste det

i romanerne. Man kan næsten ikke forstille sig, hvordan

det har været at læse hendes bøger. Grænsen mellem

virkelighed, forfatterskab og fiktion blev mere og mere

udvisket. Men som så mange andre kendte mennesker

lærte hun også at bruge medierne på en kreativ måde.

Efter Victor gik fra hende – men før skilsmissen blev of-

fentligt kendt – indrykkede Tove en kontaktannonce i

Politiken. Diskret, og så alligevel overhovedet ikke for

alle kunne regne ud hvem hun var. På sin vis er annon-

cen en slags performancekunst i og med at Tove er op-

mærksom på offentlighedens reaktion på den. Det er en

leg med medierne og med Victor, og omvendt også et

naivt ønske om igen at passe ind i normen med mand,

hus og børn.

FAKTA OG FIKTION

/ 14

Denne leg med identitet – med grænsen mellem fakta og

fiktion – gør sig gældende i erindringerne, men især i

romanerne Ansigterne (1968) og Vilhelms værelse (1975).

Her optræder Lise Mundus som Toves alter-ego (Mundus

var Toves mors pigenavn). I Vilhelms værelse ender roma-

nen med hovedpersonens selvmord i en autofiktiv erin-

dring. Tove skriver sig selv ind i sin egen historie i hvad

der ender med at være den sidste roman, hun udgiver

inden sin død. Vilhelms værelse virker mile vidt foran de

modernister, der anser hende for at være forældet. Den

ligger tættere på nutidens post/ny-modernisme med

skiftende synsvinkler, meta-tekst og legen med selvbio-

grafi og fiktion, selviscenesættelse og identitet. Hun ar-

bejder med offentlighedens syn på og forbrug af hende:

Tove er forfatteren, der ser på sig selv med vores øjne,

som så ser på hende med hendes øjne. Hvis Tove ikke

længere ses som performativ i vore dage, er det netop

fordi vi ikke længere genkender de mennesker, hun taler

om som en del af vores bevidsthedsgalleri. Vi er ikke

hendes offentlighed og her bliver genre, analyse og ide

til et flydende univers. Hvis vores begrebsverden ændrer

sig radikalt, kan man så argumentere for, at de tekster

man læser skifter genre? Eller er der stadig en statisk vir-

kelighed, man kan finde frem til?

Det, der kendetegner nutidens autofiktion, også kaldet

perfomativ biografisme er, at forfatteren er til stede i ro-

manen. Han/hun er bevidst om den fremtid, der kommer

og bringer den skrivende stund ind i fortællingen, hvil-

ket i øvrigt giver en illusion af fortiden som fiktion, fordi

den er genfortalt. Hvis vi læser citatet nedenfor bliver

det fristende at se Tove som en af de tidligste eksponen-

ter:

I Lises og Vilhelms historie, som måske vil komme til at

handle om så meget andet, er intet tilfældigt, og intet

kunne heller have været anderledes. De fleste kends-

gerninger er ligegyldige, men enkelte af dem viser sig

pludselig at have en overraskende betydning, som når

man fisker en stump tøj op af kludeposen, og det lige

er den, der gør mønsteret levende og smukt. I dag

kørte de bort med containeren, hvorfra alt af værdi var

fjernet. Resten var ubrugeligt, forfaldent skidt, for Vil-

helm og Lise knyttede aldrig deres hjerter til ting, og

to mennesker, der hver dag i tyve år skilles for bestan-

dig, anskaffer sig intet nyt og foretager ingen foran-

dringer. Selv alle billederne har jeg smidt væk for

bedre at kunne samle mig om billederne på mit hjer-

tets væg. Kun et har jeg beholdt; kanonfotografiet af

Vilhelm og Lise på Himmelbjerget. Vi er unge og lykke-

lige, og der er sådan et strål af forelskelse om os, at

det endog må have vakt fotografens misundelse.

Vilhelms værelse, 1975

ARBEJDSIDEER

• Find andre eksempler på nutidig performativ biogra-

fisme i film, romaner, noveller og digte.

• Læs mere af Vilhelms værelse. Kan man egentlig kalde

Toves værk for autofiktion?

• Hvor meget performativ biografisme indgår i din hver-

dag? Hvad betyder det for os som samfund? Hvad bety-

der det for selv’et og identiteten? Og hvad betyder det

for vores læsning af Tove Ditlevsen?

FAKTA OG FIKTION Fortsat

/ 15

Velfærdsstaten vokser i Toves levetid. Fra 1920erne bety-

der forbedringer af skolesystemet og udbredelsen af fol-

kebiblioteker, at arbejderklassen får mulighed for at

lære, skrive og få en stemme i kulturlivet på en måde,

der ikke var mulig før. Der skrives om ’den lille mand’,

om arbejderen og hans problemer. Forfattere fra arbej-

derklassen – som Tove – bliver en realitet. Socialrealis-

men spirer i 1800-tallet og er allerede ved at ebbe ud,

da Tove bliver forfatter i 1930erne, men man finder alli-

gevel en stærk socialrealistisk kulisse i hendes tidlige ro-

maner og digte. Den socialrealistiske litteratur kendeteg-

nes ved at håndtere emner, der opfordrer læseren til at

forholde sig kritisk til de vilkår og skæbner, der findes i

de laveste sociale lag. I Toves forfatterskab ligger fokus

dog på den psykologiske realisme og hvordan omgivel-

serne får hovedpersonen til at føle, som her i hendes

barndoms erindringer:

Rapunzels far og mor arbejder på Carlsberg, og de

drikker halvtreds bajere hver om dagen. De drikker vi-

dere om aftenen, når de er kommet hjem, og lidt før

min sengetid begynder de at råbe op og banke Rapun-

zel med en tyk stok. Hun går altid i skole med blå

mærker i ansigtet eller på benene. Når de er blevet

trætte af at banke hende, overfalder de hinanden med

flasker og knuste stoleben, og politiet kommer tit og

henter en af dem, hvorpå der endelig falder ro over

huset. Hverken min mor eller far kan lide politiet. De

synes, Rapunzels forældre skal have lov at slå hinan-

den ihjel i fred, hvis det passer dem. De går de stores

ærinde, siger min far om politiet, og min mor har tit

fortalt om dengang, gendarmerne hentede hendes far

og satte ham i fængsel. Hun glemmer det aldrig. Min

far drikker ikke, og har heller aldrig været i fængsel.

Mine forældre slås ikke og jeg har det meget bedre,

end de havde det, da de var børn. Alligevel lægger der

sig en mørk rand af angst om alle mine tanker, når der

er blevet stille nedenunder, og jeg skal i seng.

Det tidlige forår, 1967, kapitel 2.

Tove kommer aldrig i gymnasiet eller på nogen anden vi-

deregående uddannelse. Hun begynder at arbejde som

14-årig. Hun er autodidakt og skriver i de stille aftenti-

mer efter hun kommer hjem fra arbejde indtil den dag

hun kan leve af at skrive. Livet bliver hendes skole og

måske er det derfor, at byen fylder så meget i forfatter-

skabet. Her er hun lige så meget Vesterbros barn som

sine forældres, og byen bliver et udtryk for noget større

end den konkrete virkelighed:

BYENS BARN

BARNDOMMENS GADE

Jeg er din barndoms gade

jeg er dit væsens rod.

Jeg er den bankende rytme

i alt hvad du længes mod.

Jeg er din mors grå hænder

og din fars bekymrede sind,

jeg er de tidligste drømmes

lette, tågede spind.

Jeg gav dig min store alvor

en dag du var vildt forladt

jeg dryssed’ lidt vemod i sindet

en drivende regnvejrsnat.

Jeg slog dig engang til jorden

for at gøre dit hjerte hårdt,

men jeg rejste dig varligt op igen

og tørrede tårerne bort.

Det er mig der har lært dig at hade

jeg lærte dig hårdhed og spot.

Jeg gav dig de stærkeste våben

du skal vide at bruge dem godt.

Jeg gav dig de vagtsomme øjne

på dem skal du kendes igen,

og møder du en med det samme blik

skal du vide han er din ven

Fløj du så vidt over lande

voksede du fra din ven?

– Jeg er din barndoms gade

jeg kender dig altid igen.

Lille Verden, 1942

/ 16

ARBEJDSIDEER

• Er Tove socialrealist? Diskuter.

• Sammenlign Toves tidlige tekster (fx Man gjorde et

barn fortræd og Barndommens gade) med tekster fra

socialrealister som Martin Andersen Nexø, Henrik Pont-

oppidan og Harald Herdal.

• Opdag Toves København:

1) Besøg Københavns Museum på Vesterbro Torv.

2) Gå en guidet tur på Vesterbro, http://www.copenha-

gen.dk/dk/det_sker/events/ eller lav jeres egen.

3) Hør audiowalks og forfatterwalks om Vesterbro på

http://flamingoeffekten.dk/vesterbro-site/.

4) Skriv om din bydel eller lav en audiowalk om din

by eller bydel.

• Læs og lyt til Anne Linnets sange med Toves tekster.

Hvordan fortolker hun teksterne? Begrænser eller ud-

vider det lyrikkens horisont?

BYENS BARN Fortsat

/ 17

Jeg var begyndt at tænke meget på døden, og jeg

tænkte på den som en ven. Jeg bildte mig ind, at jeg

gerne ville dø, og engang da min mor var gået i byen,

tog jeg vores brødkniv og filede løs på håndleddet i

håb om at finde pulsåren. Imens tudbrølede jeg ved

tanken om min fortvivlede mor, der snart skulle kaste

sig hulkende over mit lig. Der skete ikke andet, end at

der kom nogle snitsår, som jeg har svage mærker efter

endnu. Det tidlige forår, 1969, kapitel 12.

Citatet beskriver Toves første selvmordsforsøg, da hun er

12 år gammel. Det næste sker i 1974 i Rude Skov. Det

mislykkes, fordi hun er bange for skoven. Hun ligger sig i

udkanten og bliver fundet af en mand, der går tur med

sin hund. To år senere, i 1976, dør hun som 58-årig, da

hun begår selvmord i en venindes lejlighed på Vesterbro.

I forfatterskabet fornemmer man en livslang linedans

mellem at leve op til omgivelsernes forventninger og

samtidig bevare sin egen sandhed. Den indre konflikt

dulmes af stoffer og alkohol, men i sit liv og sine bøger

sværmer Tove konstant om døden. Døden er en lindring,

en ro, en ven, en løsning. I en klumme i Politiken efter

selvmordsforsøget i Rude Skov i 1974, beskriver hun en

gennemskærende forløsning i kun at have nu’et i ti-

merne op til selvmordet. Klummen giver hende flere kri-

tikere på nakken, blandt andet Johannes Møllehave, der

angriber hende for at promovere selvmord. Selvmords-

forsøget er også beskrevet i Vilhelms værelse (1975):

„Hun gav sig til at elske verden, men kun fordi den

skulle udslettes med hende“, skriver hun.

Tove er en realitystjerne før det findes. I 1973 udgiver

hun i en samling skrifter sin egen nekrolog. Hun fik ret i,

at det blev forår:

MIN NEKROLOG

I går døde forfatterinden T.D. i sin bedste alder. Det er

et navn, der i dag ikke siger ungdommen noget, men

ældre københavnere vil endnu kunne huske hendes

sarte, åndeagtige skikkelse, der var uundværlig i den

tids strøgbillede. Hvor travlt hun end havde, var der

altid tid til at klappe en lille purk på hovedet eller

hjælpe en gammel morlille med at bære hendes pak-

kenelliker. Det var selve poesiens blå blomst, der van-

drede gennem gaden og spredte solskin i sindet hos

alle, der så hende. Af og til slog hun et slag ned i Hvi-

ids Vinstue, hvor overtjener Ambrosius Sørensen kan

fortælle, at hendes yndlingsdrik trods alle onde rygter

var tomatjuice.

DØDEN OG PIGEN

T.D. nåede inden sin alt for tidlige død at skrive en

snes bøger, hvoraf de betydeligste er hendes erin-

dringer, hvori hun med skånselsløs ærlighed fortæl-

ler om de mænd, hun delte bord og seng med ud af

sit ødsle, gavmilde hjerte. Desværre forstod samtiden

ikke at værdsætte denne ærlighed, der førte til, at

ingen mand til sidst turde så meget som veksle et par

ord med hende på gaden af frygt for at komme med i

næste bind. Hun var sammen med den endnu le-

vende Klaus Rifbjerg, den første, der i sine bøger

nævnede personerne ved deres rette navn og i det

hele taget ikke stak noget under stolen.

Dødsfaldet er et stort tab for dansk litteratur, og man

kan i dag undre sig over, at denne geniale kvinde al-

drig fik tildelt akademiets pris eller blev medlem af

den høje forsamling.

T.D. elskede at omgås ganske almindelige mennesker,

og på hospitalet var hendes yndlingsbeskæftigelse at

spille rommy med jævne sygekassepatienter. På fore-

spørgsel udtaler afdelingssygeplejerske frk. Espeløv:

Hun var den mest beskedne og fordringsløse patient,

vi nogen sinde har haft. Da vi havde skaffet hende

en ny madras, gardiner i hendes yndlingsfarve og lidt

kunst på væggene, klagede hun aldrig over noget.

Jeg føler hendes bortgang som en personlig sorg. Vi

spurgte også hendes sidste, nulevende mand, den

gamle redaktør, hvad han følte i anledning af døds-

faldet. Først lød der ligesom en gurglen i telefonen,

så kom det med grødet stemme: Bevægelsen har

overmandet mig i den grad, at jeg har svært ved at

finde ord for den. Jeg vil blot i al korthed sige, at

dette skæbneslag har slået mig fuldstændig ud, og at

Ekstra Bladet aldrig mere vil blive, hvad det før har

været.

Det er forår, men et slør af melankoli ligger over alle

de bristefærdige knopper, for Nordens største digter-

inde efter Elsa Gress nåede ikke at se dem springe

ud.

Min nekrolog og andre skumle tanker (1973)

/ 18

ARBEJDSIDEER

• Skriv din egen nekrolog, hvis du døde om 15 år.

• Skriv en fiktiv nekrolog om en person du kender, men

som du ikke er i familie med. Bliv inspireret af Infor-

mations serie Et liv er forbi med nekrologer om en af-

død, der ikke er berømt, http://www.information.

dk/527963.

• Hvad fortæller slutningen om resten af værket? Ligger

al meningen til slut? Hvis det ender lykkeligt eller sør-

geligt giver det så de andre scener og kapitler en an-

den betydning? Skriv en anden afslutning på en tekst

I har arbejdet med. Lad hinanden analysere teksterne

med den nye afslutning. Hvad betyder den nu?

DØDEN OG PIGEN Fortsat

/ 19

JAKOB WEIS

Jakob Weis, født 1970 er en dansk dramatiker og in-

struktør. Jakob Weis debuterede som dramatiker med

Noget om eros i Aarhus i 1993 og blev siden tilknyttet Te-

ater Grob. I en rap og ubesværet dialog og med stor sans

for dramaturgisk spænding tager Jakob Weis livtag med

aktuelle problemstillinger som i fx Humanum Bæst I:

Pelsjægerne fra 2001, hvor han bidsk spidder maskulin

kønsfascisme og homofobi, i Humanum Bæst III: Extrem

sport fra 2003, hvor han leverer en illusionsløs karakte-

ristik af konsumsamfundets overskud på uforpligtende

sex og følelsesmæssig goldhed, og i Håndbog for overle-

velse fra 2006, hvor han skildrer travbanens ensomme

og skæve sjæle. Til Folketeatret har Jakob Weis leveret

dramatiske værker som blandt andet Bang og Betty om

forfatteren Herman Bang og skuespillerinden Betty Nan-

sen. I 2011 modtog Jakob Weis en Reumert i kategorien

Årets Dramatiker for Udslet Hornsleth på Teater V.

AT FORFATTE EN FORFATTER,INTERVIEW MED DRAMATIKER JAKOB WEIS

Jakob Weis

Fortæl lidt om din skriveproces. Hvordan skriver

du et skuespil?

Jeg researcher rigtig meget. Det er min måde at opbygge

en slags kreativ kapital, som jeg kan trække på i skrive-

processen. Det er en måde at holde sig vital projekt efter

projekt, fordi jeg dykker ned i en ny viden, et nyt emne

og en ny person. Så skal jeg ikke udvinde det af mit eget

apparat, af mig selv. Mens jeg researcher, noterer jeg alt

ned. Til sidst har jeg en ide-fil på flere hundrede sider,

som jeg gennemgår og koger ned til en 15-20 sider, og

til sidst hænger op på min opslagstavle. På de sider lig-

ger der notater til en rammefortælling, temaer og replik-

ker. Derefter er det bare om at komme i gang, og så la-

der jeg ofte materialet føre mig nye steder hen. Det er

ikke bare en romantisk myte. Karaktererne tager virkelig

magten. De får liv.

Hvorfor valgte du at skrive om Tove Ditlevsen?

Da jeg fik opgaven af Folketeatrets chef, Kasper Wilton,

kendte jeg meget lidt til Tove Ditlevsen. Jeg havde lavet

en dramatisering til radioen af en novelle, der hed Den

onde lykke, men det var det eneste kendskab, jeg havde

til hende. Jeg var faktisk skeptisk. For mig har Anne Lin-

net altid stået i vejen. Hendes tonesprog er kedeligt, og

det har jeg syntes siden jeg var 15 år, da min klasselærer

spillede Barndommens gade for mig første gang. Jeg syn-

tes, det var røvsyg musik. Derfor tænkte jeg også, at Tove

Ditlevsen var røvsyg. Men så begyndte jeg at læse om

hende, og fandt ud af, at hun var røvinteressant. Hendes

liv var simpelthen et kaos. Hun er på alle måder en dra-

matisk karakter. Tove Ditlevsens historie kunne være

skrevet på 25 andre måder end den, jeg har valgt. Der er

bare drama på langs og på tværs i hendes liv, så jeg

skulle researche meget lidt, før jeg sagde ja til opgaven.

Alle faser af hendes liv buldrede af dramatisk potentiale.

Hvordan valgte du hvad din historie om Tove Ditlevsen

skulle handle om?

Jeg blev dybt fascineret af hendes forhold til sin sidste

mand Victor Andreasen. Det var så ondt, så emotionelt,

så inderligt og destruktivt. Det var et meget dialektisk

forhold, de slæbte sig igennem i de 22 år de var gift, og

de 3 år de havde hver for sig inden hun begik selvmord.

Der var både noget rent og katastrofalt i det person-

møde. Det første hun nogensinde siger til Victor er: „Du

må aldrig forlade mig igen“. Og det er før hun kender

ham! Det er i hvert fald myten, hun selv fortæller. På et

eller andet meta-niveau er hun altså skæbne-sat. De er

/ 20

skæbnebestemte, og den opfattelse var gensidig. Det var

også denne opfattelse, der udgjorde katastrofen, og det

der gjorde, at de til tider tillod sig hvad som helst – ikke

mindst overfor hinanden. Denne her skæbnebestem-

melse var et løbepas for alt i deres parforhold, og dét der

til sidst kørte dem ned. Dét var jeg fascineret af. Fata-

lisme er interessant. Emotionel fatalisme er sindssygt in-

teressant. Derfor er det også paradoksalt, at Tove Ditlev-

sen senere blev en slags pokal for flere fremtrædende

feminister, fx Anne Linnet. Det er tydeligt, at Tove Ditlev-

sen til dato har en kæmpe position i den feministiske

tænkning, og det undrer mig. Hun havde godt nok flere

lesbiske eskapader, men hun sagde også af flere om-

gange offentligt, at hun kunne lide at gøre sig til for en

mand, at hun kunne lide det dér mand-kvinde-spil, og

at hun fandt det pirrende at bruge sin kvindelighed. Hun

var kun moderat synlig i den ellers meget markante sam-

tidige ligestillingsdebat, og hun var også den første of-

fentlige litterære person, der hyldede O’s historie, hvilket

af datidens feminister blev set som direkte kvindeunder-

trykkende. For Tove Ditlevsen var O’s historie den ultima-

tive kærlighedshistorie, og den vinkel tror jeg, kan være

et vigtigt og opruskende indspark til ligestillingsdebatten

anno 2016. Der er nogle enormt stærke kræfter, der

trækker kønnenes møde fra hinanden i de her år, og i

Toves værelse prøver jeg at lave en fortælling om en

mand og en kvinde, der insisterer på at være mand og

kvinde. Også selvom de måske ødelægger hinanden un-

dervejs.

Hvordan kom Klaus Rifbjerg og fru Andersen

med i forestillingen?

Jeg skulle have nogle vidner til den her katastrofe. Jeg

ledte længe efter nulevende personer, der havde kendt

Tove Ditlevsen, og fandt så ud af at Klaus Rifbjerg havde

været en nær ven af hende. Jeg ringede til ham, og

spurgte hvordan han ville have det med, at jeg skrev en

karakter over ham. Det kunne han ikke have nogen me-

ning om, for det kunne han jo ikke ligesom forhindre

mig i, sagde han. Derefter havde vi et par telefonsamta-

ler, jeg besøgte ham ude i Skodsborg, hvor han boede,

og han fortalte nogle fantastiske røverhistorier. Ikke

mindst om ham og Tove Ditlevsen, men også om Tove og

Victor. Og så var der et andet motiv, der optog mig i den

her kærlighedsløse relation Tove Ditlevsen har til sin mor

fra hun er et lille barn. Der er en mor, der simpelthen

ikke evner at vise Tove kærlighed. Det gennemsyrer hele

hendes forfatterskab. Så derfor skabte jeg det her fakto-

tum, en slags mor-gestalt, tjenestepigen Fru Andersen,

som er skåret over Toves forhold til sin mor.

AT FORFATTE EN FORFATTER,INTERVIEW MED DRAMATIKER JAKOB WEIS Fortsat

Tove blander privatliv og fiktion i flere bøger, og var ofte

under angreb fra folk i familien eller omgangskredsen,

der syntes hun gik over stregen. „Når jeg skriver, tager

jeg ikke hensyn til nogen“, siger hun i Gift. Du har selv

skrevet forestillinger med både nulevende og historiske

personer, bl.a. Lars von Trier, Betty Nansen, Herman

Bang, Casper Christensen, Kristian von Hornsleth og nu i

Den onde lykke skriver du om Tove Ditlevsen, Victor An-

dreasen og Klaus Rifbjerg. Er der grænser for hvad man

må skrive?

Man bliver nødt til at måtte alt. Man begiver sig ind i et

land, som ikke har en facitliste. Derfor bliver man nødt

til at lave sin egen facitliste. Det må afhænge af kunst-

nerens etiske habitus og verdenssyn. Min opgave er ikke

at begive mig ud i et etisk komparativ og spørge hvad

hendes efterkommere mon ville synes. Eller hvad Victor

Andreasens ansatte synes om det. Skal jeg forholde mig

til andres opfattelser eller min egen læsning af det ma-

teriale jeg finder? Jeg kan risikere at gøre mig til tjener

for alt for mange herrer, og så bliver jeg en tjenende

ånd, en demokratisk institution, og det skal jeg ikke

være. Jeg bliver nødt til at lægge mit snit, det er mit pri-

vilegie som forfatter og mit kunstneriske ansvar. Værket

må som grundregel gå forud for eventuelle etiske udfor-

dringer ellers får vi en masse uinteressant dramatik.

ARBEJDSIDEER

• Diskuter: Hvilket ansvar har man, når man skriver om

et andet menneske? Afhænger det af genren? Afhæn-

ger det af mediet? Er det forskelligt om det er en pri-

vat eller en offentlig person?

• Skriv en dramatisk dialog. Læs et tekststykke i et af To-

ves Ditlevsens værker. Vælg et tema. Research karakte-

rerne og skriv en A4-side med to karakterer.

/ 21

ARBEJDSOPGAVE:

Nedenfor er et udsnit af Tove Ditlevsens roman Gift

(1971) med Victor og Tove (citat 1). I forestillingen har

Jakob Weis omfortolket udsnittet til en scene mellem

Tove og Klaus Rifbjerg (citat 2). Sammenlign citaterne

med den scene I har set i teatret. Analyser forskelle og

ligheder mellem de tre versioner. Hvilken betydning har

form for din forståelse af handlingen (prosa, dialog,

skuespil)?

Citat 1. Gift af Tove Ditlevsen, s.134-5.

Bilen nåede huset før vi, og de to mænd steg ud med

favnen fuld af flasker. Dav, Tove, råbte Arne, her er jeg

med Victor. Jeg hilste på dem, og ham, der hed Victor,

kyssede mig på hånden. Han virkede næsten ædru, og

synet af ham fik al min irritation til at forsvinde. Jeg

slap børnenes hænder, og de løb ind i huset. Jeg

kunne ikke se hans øjne for solen, men hans mund

havde den smukkeste amorbue, jeg nogensinde havde

set. Hele hans person udstrålede en slags hærget og

dæmonisk vitalitet, der fascinerede mig fuldstændigt.

Jeg fik dem ind i huset, og Arne faldt straks omkuld på

Carls seng. Jeg bad Helle om at tage sig af de små et

øjeblik, så gik jeg op på mit værelse med Victor. Han

satte sig og så længe på mig uden at sige noget. Jeg

satte mig i en anden stol, og mit hjerte bankede vold-

somt. Jeg var fyldt med en blanding af lykke og angst

på samme tid, angst som da jeg var barn, og min mor

hulkede: jeg render fra det hele, og min bror og jeg

ikke vidste, hvad der så skulle blive af os. Victor lagde

sig på knæ foran mig og begyndte at kærtegne mine

ankler. Jeg elsker dig, sagde han, jeg elsker dine digte.

I årevis har jeg længtes efter at træffe dig. Han vendte

sit ansigt op imod mig, og jeg sagde: indtil nu har jeg

altid troet, det var løgn alt det om kærlighed ved før-

ste øjekast. Jeg tog ham om hovedet og kyssede hans

smukke læber. Under hans trætte øjne var der dybe,

røgfarvede skygger, og to furer løb ned langs hans kin-

der som spor efter tårer. Det var et ansigt fyldt med li-

delse og lidenskab. Gå ikke fra mig, sagde jeg heftigt,

gå aldrig mere fra mig. Det var noget underligt at sige

til et menneske, man ser for første gang, men Victor

lod ikke til at blive forbavset over mine ord. Nej, sagde

han og trak mig ind til sig, nej, dig går jeg aldrig mere

fra. Bagefter, gik vi ned til børnene, der kendte Victor

fra tidligere besøg, mens jeg var på Oringe. Se her,

Helle, sagde han, her har du ti kroner. Stik så hen og

køb røde bolsjer til jer alle tre. Da vi spiste, så Helle

henrykt på Victor og sagde: mor, kan du ikke gifte dig

med ham, så har vi en far i huset igen ? Victor lo: det

vil jeg tænkte over, sagde han.

Citat 2. Toves værelse af Jakob Weis, 2. akt.

KLAUS

Du var alene med børnene den sommer...

TOVE

Du husker godt.

KLAUS

Hvert et ord.

TOVE

Forfatternarkoman...

KLAUS

Tre forliste ægteskaber...

TOVE

Og mor til tre.

KLAUS

Familiejournalen kimede dig ned.

(De ler)

TOVE

...En aften i juli stod Victor på Ewaldsbakke...

KLAUS

En fælles ven havde ført jer sammen...

TOVE

Jeg kunne ikke se hans øjne for den nedgående sol,

men hans mund havde den smukkeste amorbue jeg

nogensinde havde set...

KLAUS

Han virkede næsten ædru, da han kyssede din hånd...

TOVE

Og hans væsen udstrålede den her hærgede dæmoni-

ske vitalitet som...

(Stilhed)

KLAUS

Helle tog sig af de små, mens I gik op på dit værelse...

TOVE

Han sagde ikke noget i lang tid.

AT FORFATTE EN FORFATTER,INTERVIEW MED DRAMATIKER JAKOB WEIS Fortsat

/ 22

KLAUS

Sad bare tavst og betragtede den tilstand af angst og

lykke der sled i din krop.

TOVE

Så lagde han sig på knæ foran mig, og begyndte at

kærtegne mine ankler.

KLAUS

„Jeg elsker dig“...

TOVE

...sagde han uden et varsel...

KLAUS

„Jeg elsker dine digte. I årevis har jeg længtes efter at

træffe dig“.

TOVE

Jeg tog ham om hovedet og kyssede hans læber. Der

var dybe røgfarvede skygger under hans trætte øjne...

KLAUS

To furer løb ned langs hans kinder som spor efter tå-

rer...

TOVE

„Gå ikke fra mig“,

KLAUS

Sagde du så...

TOVE

...„gå aldrig mere fra mig“...

KLAUS

Alle andre mennesker ville nok have undret sig, men

ikke Victor...

TOVE

Han trak mig ind til sig og sagde...

KLAUS

„Nej, dig går jeg aldrig mere fra“

TOVE

Helle blev så begejstret, at hun straks ville ha´ at jeg

giftede mig med ham. „Så har vi en far i huset igen!“.

(Stilhed)

Han afgiftede mig med sine egne hænder…

AT FORFATTE EN FORFATTER,INTERVIEW MED DRAMATIKER JAKOB WEIS Fortsat

/ 23

DET FØRSTE INDTRYK OG FORVENTNINGER

1. Hvad er dit første indtryk?

2. Hvad havde du forventet?

3. Hvad var det bedste øjeblik? Hvorfor?

4. Hvad var det værste øjeblik? Hvorfor?

5. Hvilke scener kunne du bedst lide? Hvorfor?

6. Er der nogle situationer/billeder du stadig kan se

meget klart?

FORESTILLINGENS TEMA

1. Handling: Hvad handler forestillingen om?

2. Plot: Hvad er hovedkonflikten/problemstillingen i

forestillingen? Bliver den løst? Er der en morale?

3. Tematikker: Hvilke temaer bliver belyst i forestil-

lingen?

TOVES VÆRELSE OG TOVE DITLEVSEN

1. Hvad betyder titlen? Hvad betyder den for din op-

levelse af forestillingen?

2. Hvilken effekt har det, at Fru Andersen og syge-

plejersken spilles af den samme skuespiller? Hvad

fortæller det om Tove?

3. Kendte I nogen af skuespillerne fra forestillingen?

Havde du oplevet det anderledes, hvis du ikke

kendte dem?

4. Hvilke citater fra Toves værker og/eller andre for-

fattere lagde du mærke til i forestillingen?

5. Hvilken rolle/betydning får citaterne?

6. Hvilken rolle har de øvrige karakterer i forhold til

Tove?

OPLEVELSE, DISKUSSION OG ANALYSE

MUSIK OG LYD

1. I forestillingen bruges både musik og lyd. Prøv at

beskrive musikken og nogle af lydbillederne.

2. Hvordan mener du musik og lyd bliver brugt i for-

hold til de enkelte scener?

3. Synes du lyden og musikken bliver brugt på en

god måde? Hvorfor/hvorfor ikke?

SCENOGRAFI OG KOSTUMER

1. Hvordan er scenen indrettet? Se på farver, mate-

rialer, genstande og kostumer.

2. Hvorfor tror du, at den er indrettet sådan?

3. Hvad vil scenografen gerne vise, understrege

mm.?

4. Synes du det lykkes? Hvorfor/hvorfor ikke?

LYS

1. Hvordan ser lyset ud?

2. Hvordan bruges lyset?

3. Hvilke forskellige stemninger er lyset med til at

skabe?

4. Synes du det lykkes?

ER DU BLEVET KLOGERE?

1. Fik forestillingen dig til at tænke over noget, du

ikke har tænkt over før? Hvad?

2. Er der noget du vil lægge mærke til i fremtiden?