1

Opgaveløser: Lars Bak RasmussenVejleder: Rune Andersen190747-1639Valgmodul opgave, Master i Globalisering og Integration, jan. 2010

Tyrkiets nye udenrigspolitik – fra vest mod øst

- Kontinuitet, tilpasning eller brud?

Center for Mellemøststudier

SDU 2010

2

1.0. Indledning..................................................................................................................................................3

1.1. Problemformulering..............................................................................................................................4

1.2. Opgaven................................................................................................................................................4

2.0. Redegørelse...............................................................................................................................................4

2.1. Den tyrkiske republiks historie kort.......................................................................................................4

2.2. Reformerne efter 1980..........................................................................................................................5

2.3. AKP........................................................................................................................................................6

2.4. Tyrkiet og EU..........................................................................................................................................6

3.0. Diskussion..................................................................................................................................................7

3.1. Tyrkiets udenrigspolitik indtil 2002........................................................................................................7

3.2. Udenrigspolitikken under AKP...............................................................................................................9

3.3. Debatten om udenrigspolitikken.........................................................................................................10

4.0. Konklusion...............................................................................................................................................13

5.0. Litteraturliste...........................................................................................................................................14

3

1.0. Indledning

Tyrkiets premierminister Recep Erdogan udtalte følgende ifølge The Guardian den 26. oktober 2009: ”Iran

is our friend”1. I samme anledning nævner han Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad og siger, at ”vi ikke

har nogen problemer med ham”. Han advarer også Europa om, at de ikke skal ignorere Tyrkiet. Disse

udtalelser skal ses i lyset af de problemer, der på det seneste er opstået i forholdet mellem Tyrkiet og

Israel, idet Tyrkiet i begyndelsen af oktober aflyste fælles NATO militærøvelser, som Israel skulle have

deltaget i. Ifølge den estimerede israelske avis Haretz hjemmeside havde Erdogan brugt udtrykket

”diplomatic sensitivities” om udelukkelsen af Israel fra militær øvelserne.

Ahmadinejad har det sidste års tid ført en voldsom had kampagne mod Israel med beskyldninger om, at

Holocaust er opspind osv. Det har ført til, at han også på det punkt har lagt sig ud med den vestlige verden,

og i det lys virker det voldsomt provokerende, at Erdogan pludselig kalder Ahmadinejad for sin gode ven.

Denne nye retorik fra Erdogans side har fået flere kommentatorer til at advare Europa om, at man er på vej

til at skubbe Tyrkiet i armene på Iran, hvis der ikke snart tilvejebringes nogle succeshistorier omkring

optagelsesforhandlingerne mellem EU og Tyrkiet. Tyrkiet var jo netop tiltænkt en brobygningsrolle mellem

Europa og den islamiske verden.

En helt anden vinkel på Erdogans udtalelser kommer fra Barry Robin2 der argumenterer for, at hvis Erdogan

er i stand til at stikke en kæp i hjulet på det tyrkiske militærs samarbejde med Israel, som har mange år bag

sig, kan det kun betyde, ” that Turkey's armed forces no longer guard the secular republic and can no longer

intervene when the government becomes too Islamist”.3 I forlængelse heraf skal nævnes, at relationerne til

Syrien er blevet kraftigt forbedret gennem 2009. Det ser mærkeligt ud, da det tyrkiske militær gennem

snart mange år har haft et meget anstrengt forhold til Syrien på grund af Syriens formodede hjælp til den

nu fængslede PKK-leder kurderen Öcelan. Er Erdogans forskellige tiltag et led i nye udenrigspolitiske

initiativer, hvor Tyrkiet med gode relationer til Syrien, Iran og andre lande i mellemøsten sætter sit mulige

medlemskab af EU på spil?

Forholdet til EU spiller formentlig ind i forbindelse med det mere afdæmpede forhold til kurderne i de

østlige provinser.4 Det vil bringe en øget økonomisk udvikling med sig til disse områder. Geografisk vil en

1 The Guardian 26. oktober 20092 Israels kommentator – Analyseinstituttet Gloria3 The Guardian 26. oktober 20094 Ulovliggørelsen af det kurdiske parti i Parlamentet DTP gør det umuligt i skrivende stund, at sige noget fornuftigt om det kurdiske spørgsmål.

4

forøget samhandel med Mellemøsten uvægerligt ske gennem den østlige del af Tyrkiet, og det vil betyde en

øget økonomisk udvikling i disse områder.

1.1. Problemformulering

Ændringerne i den tyrkiske udenrigspolitik kan være udtryk for, at der også er ændringer på vej i

indenrigspolitikken. Her tænker jeg på forholdet mellem AKP, som har regeringsmagten, og militæret. Det

undrer mig, at militæret er gået med til i den grad at nedtone samarbejdet med Israel samtidig med, at man

er blevet gode venner med Syrien. Det spørgsmål jeg forsøger at besvare med denne opgave lyder: Er

Tyrkiets udenrigspolitik under AKP med særlig henblik på de senere år udtryk for et brud, en tilpasning eller

en kontinuitet i forhold til Tyrkiets udenrigspolitik før AKP-æraen?

1.2. Opgaven

I min redegørelse vil jeg kort opridse det moderne Tyrkiets historie for at belyse sekulariseringen som

institution. Jeg vil diskutere udviklingen i Tyrkiets forhold til EU frem til i dag og se på sammenhængen

mellem den nye udenrigspolitiske drejning og Davutoglu´s tiltrædelse som ny udenrigsminister. Jeg vil

vurdere Tyrkiets forhold til EU og til naboerne mod øst. Er der sket en forskydning af Tyrkiets

udenrigspolitik fra vest mod øst? Jeg vil i min analysedel komme ind på de forskellige udlægninger, der er af

AKP’s nye udenrigspolitik. Til sidst vil jeg på baggrund af min analyse forsøge mig med et svar på opgavens

hovedspørgsmål.

2.0. Redegørelse

2.1. Den tyrkiske republiks historie kort

Tyrkiet udspringer af Det Ottomanske Rige, som begik den store fejl, at indlede en alliance med Tyskland og

Østrig-Ungarn op til første verdenskrig i november 1914. Ansvaret kan placeres hos de Unge Tyrkere, der

havde magten i Tyrkiet på det pågældende tidspunkt. I 1919 trådte den unge tyrkiske general Mustafa

Kemal ind i det moderne Tyrkiets historie, idet han dygtigt spillede de allierede magter ud mod hinanden

med henblik på at få den upopulære Sevrés-traktat fra 1920 ophævet. Problemet var, at denne aftale i

virkeligheden kastede Tyrkiet lige i armene på de tidligere allierede, herunder det nye bolsjevikiske styre i

Sovjet. Kemals genistreg var, at han fik de allierede overtalt til at indgå en ny aftale kaldet Lausanne-aftalen.

Herefter kunne den nye republik Tyrkiet blive udråbt den 29. oktober 1923.5

5 Altunisik og Tûr side xv

5

Tyrkiets officielle doktrin – Kemalismen – var et moderniseringsprojekt og Atatürk, som Kemal nu kom til at

hedde, måtte ofte forsvare sin modernisering, som selvfølgelig stødte mange religiøse i det muslimske

Tyrkiet. Atatürk havde et standardsvar, når nogen kritiserede hans modernisering: ” Is there any people

which in its quest for civilization has not turned to the west?”6

Det blev militæret som skulle forsvare de kemalistiske værdier og Atatürks ideologi, hvilket de nidkært har

gjort frem til i dag. Det har bl.a. i flere omgange haft den konsekvens, at militæret har grebet ind og

foranstaltet deciderede militærkup med undtagelsestilstand og fængselsstraffe til tyrkiske politikere, der

ikke - efter militærets mening - har holdt sig til kemalismen, men inddraget muslimske værdier i landets

ledelse. Kemalismens grundlæggende principper er de seks pile, som fra 1937 indgik i forfatningen:

republikanisme, nationalisme, populisme, statisme, sekularisme og reformisme.

Under den kolde krig knyttede Tyrkiet tætte bånd til Europa og USA. Som NATO-medlem blev Tyrkiet

opfattet som frontlinjen mod Østblokken, og ingen satte dengang spørgsmålstegn ved Tyrkiets rolle i

forbindelse med forsvaret for den europæiske civilisation. Allerede i 1959 ansøgte Tyrkiet om status som

associeret medlem af EF, og i 1963 blev Ankara-aftalen underskrevet. Artikel 28 lyder: ” As soon as the op-

eration of this Agreement has advanced far enough to justify envisaging full acceptance by Turkey of the

obligations arising out of the Treaty establishing the Community, the Contracting Parties shall examine the

possibility of the accessions to the Community.” 7

2.2. Reformerne efter 1980

For at forstå Tyrkiets situation i dag vil jeg vende mig mod de reformer, der skulle løsrive den tyrkiske

økonomi fra statens dominans. Den International Valutafond (IMF), som var blevet indkaldt pga. Tyrkiets

katastrofale økonomi i 1970’erne, krævede en omlægning af tyrkisk økonomi fra udbredt statssubsidiering

til en mere eksportorienteret vækst. Der skulle et militærkup i september 1980 til for at gennemføre en

sådan politik. Det var egentlig begyndelsen på Tyrkiets indtræden i globaliseringen og starten på en

økonomisk udvikling, som skulle skabe den mellemklasse, der i 2001 gav AKP flertallet i det tyrkiske

parlament. 8 1980’ernes reformpolitik var en stor eksportsucces, og erhvervslivet blomstrede bl.a. i de store

provinsbyer i Anatolien. I 1990’erne fortsatte den nye politiske og økonomiske diskurs - ud med

kemalismens stærke stat og ind med globalisering og reformer - som pålagt af EU. Der blev rokket ved den

traditionelle center/periferi-teori med fænomenet ”de anatolske tigre”, som er et udtryk for en bestemt

gruppe succesfulde konservative religiøse forretningsmænd i provinsen. Vi står overfor en særlig udvikling i

6 Lake side 187 Ibid side 28 Altunisik og Tûr side 78

6

Tyrkiet, hvor globaliseringen har skabt en ny samfundsklasse med en betydelig politisk magt, som vi har

vanskeligt ved at forklare ud fra de normale globaliseringsteorier. 9

2.3. AKP

I 2001 indledes det, jeg vil kalde Tyrkiets moderne historie med valgsejren til AKP, Recep Tayyip Erdogan og

reformtilhængerne fra det tidligere velfærdsparti. Man kan måske argumentere for et brud i Tyrkiets

historie, fordi Kemalismen for første gang for alvor udfordres af det nye borgerskab af tolerante,

pragmatiske, reformvenlige og religiøse vælgere, som tidligere nævnt.10

Der havde i 1997 været et indgreb fra militærets side overfor Velfærdspartiet, og siden 2001 har AKP da

også været udsat for beskyldninger om at praktisere takiyya, dvs. at AKP skulle nedtone deres islamistiske

tilbøjeligheder for så på et senere tidspunkt at ”sprede deres islamiske gift”11. Det afviser AKP-lederne, idet

de insisterer på, at de har lagt tidligere tiders ideologier bag sig. Indtil for nylig lød budskabet, at der nu

føres en politik, der både inddrager demokratiet og Vesten med henblik på at bremse den radikale

sekularisme i både militæret, bureaukratiet og medierne. AKP må nødvendigvis være et parti, der

respekterer det sekulære grundlag, ellers ”it would have no chance of sustained and effectively

participation in the turkeys political system given its constitutional boundaries”. 12

2.4. Tyrkiet og EU

Det Europæiske Råd vedtog i december 2004, at man var klar til at åbne alle forhandlings kapitler med

Tyrkiet året efter – de såkaldte Københavner-kriterier. Det drejede sig f.eks. om dødsstraffens afskaffelse,

en reduktion af militærets rolle i Det nationale Sikkerhedsråd, og at det militære budget skulle under civil

kontrol. Desuden har kurderne fået en række kulturelle rettigheder omkring TV- og radioudsendelser på

kurdiske dialekter. Problemerne på Cypern skal også løses. Den tyrkiske stat har aldrig anerkendt kurderne

som en minoritet, men med de åbninger, der er lavet fordi EU kræver det, er der startet en identitetsdebat

i Tyrkiet i disse år. Spørgsmålet er, hvordan man kan redefinere det at være tyrkisk eller en etnisk gruppe

indenfor Tyrkiets grænser. Alligevel er Tyrkiet ikke mere demokratisk end, at det er bureaukratiet, der står

for implementeringen af ændringerne, mens Parlamentet ofte bare er et gummistempel.

En stor knast i relationerne mellem EU og Tyrkiet er den europæiske befolkningsopinions modstand mod

Tyrkiets optagelse i EU. Siden 2005 har mere end 50 % af Europas befolkning været imod tyrkisk

medlemskab af EU. I Tyskland, Østrig og Frankrig er det mere end tre fjerdedele. ”Unfair treatment” blev

9 Aydin og Cakir side 16910 Newsweek 19. juli 200711 Claus Nederby Mortensen: Mellemøstinformation nr. 9, 200612 Aydin og Cakir side 1

7

det kaldt af selv hardcore EU-tilhængere i tyrkisk politik på grund af, at flere EU-ledere ville have visse

klausuler ind omkring tyrkisk arbejdskraft i Europa: ” the possibility of permanent safeguards on full Labor

mobility following Turkey’s accession to the EU as a full member” 13. Mange følte at det lignede et

medlemskab på 2. klasse eller som nævnt - et særligt partnerskab. Der er ifølge Yavuz tre hovedårsager til

at AKP vil gå langt for at Tyrkiet skal blive medlem af EU.

For det første ønsker et AKP med islamiske rødder, at få en konservativ demokratisk politisk

identitet ved et medlemskab af EU, hvor man sidder til bords med de kristelige demokratiske

partier i Europa. Den nye mellemklasse i Tyrkiet ser i Københavner kriterierne en vej til demokratisk

og økonomisk udvikling.

For det andet er AKP det mest EU-venlige parti i Tyrkiet, og EU kan også bruges til at mindske

militærets og bureaukratiets magt i Tyrkiet.

For det tredje behøver AKP vestens hjælp til at løse nogle af de politiske knuder på hjemmefronten,

forholdet mellem den private og offentlige sektor, menneskerettighederne, det kurdiske problem

m.m. 14

3.0. Diskussion

3.1. Tyrkiets udenrigspolitik indtil 2002

I dette afsnit vil jeg se på udviklingen i den tyrkiske udenrigspolitik fra omkring 2. verdenskrig over perioden

med kold krig og frem til i 2002. Godt nok havde Stalin ved flere lejligheder provokeret Tyrkiet ved at bryde

en gammel venskabsaftale fra 1921, men det var først med Jerntæppets fald over Østeuropa og den Røde

Hær i nabostaten Bulgarien, at Tyrkiet opgav sin gamle kemalistiske neutralitetspolitik og søgte ind under

den amerikanske atomparaply. I 1952 var Tyrkiet blevet en integreret del af det vestlige sikkerhedssystem

og bureaukraterne i USA havde på det tidspunkt klassificeret Tyrkiet som ”en del af Europa”.15 Det var en

periode, hvor Tyrkiets rolle var at afbalancere Sovjets politiske styrke i regionen med det resultat, at man

udviklede et til tider fjendtligt forhold til den arabiske verden. Under den amerikanske ”containment”

politik overfor Sovjetunionen blev Bagdad-pagten etableret med USA, UK, Pakistan, Iran, Tyrkiet,

Afghanistan og Irak som medlemmer. Efter Baath-styret havde væltet kongen i Irak, blev Bagdad-pagten

opløst og CENTO-pagten skabt, men uden arabisk islæt. I 1950’erne var den Tyrkiske udenrigspolitik meget

pro-vestlig, hvilket følgende eksempler er et godt udtryk for: I 1955 truede Tyrkiet Jordan med at kæmpe på

13 Öniz Yilmaz side 714 M. Hakan Yavuz: Sekularism……side 215-21615 Grahan E. Fuller side 33

8

israelsk side en dag, hvis ikke Jordan gik ind i Bagdad-pagten, i 1955 voterede Tyrkiet i FN imod Algeriets

selvstændighed fra Frankrig, i 1957, hvor kommunisterne var ved at tage magten i Damaskus var Tyrkiet

tæt på at gribe ind militært, og i 1958 opfordrede man de vestlige lande til at gribe militært ind, da det

irakiske kongerige kæmpede for sin overlevelse 16.

I 1960’erne kom Tyrkiet og USA på tværs af hinanden to gange, først under Cuba-krisen, hvor Nato-raketter

i Tyrkiet indgik i Kennedy-Krustjov løsningen og dernæst USA’s politik på Cypern. To arabiske stater langs

Tyrkiets grænser Irak og Syrien fik clientstats lignende forhold til Sovjet. Tyrkiet havde i disse år et godt

forhold til shahens Iran pga. frygten for den fælles fjende Sovjet om end shahen nok til tider opfattede

Tyrkiet som en konkurrent.17 Op gennem 1970’erne og i starten af 1980’erne blev det tyrkisk-syriske

forhold drastisk forværret pga. Syriens tilladelse til at kurdiske partisaner (PKK) havde træningslejre i Syrien,

og desuden gemte Tyrkiets fjende nr. et kurderlederen Abdallah Öcelan sig i Syrien.

Den økonomiske krise i Tyrkiet i 1970’erne påvirkede i høj grad udenrigspolitikken. Tyrkiet kunne derfor

ikke længere forlade sig på importsubstitution og et ensidig fokus på sikkerhedspolitikken. Et sæt bilaterale

aftaler kom i hus med forskellige arabiske lande. Tyrkiet var neutral under krigene mellem Israel og nabo-

landene i både 1967 og 1973, men man tillod dog amerikanerne at benytte tyrkiske baser til at supplere

Israel militært.

Özal æraen fra 1980’erne kan ikke overvurderes idet Tyrkiet under hans lederskab baserede sin

udenrigspolitik på en voksende økonomisk styrke. Det var under hans økonomiske programmer, at den

nuværende betydningsfulde økonomiske middelklasse – især i provinsen - trådte deres barnesko. Det

stigende handelssamarbejde med Tyrkiet som drivkraft, lagde grunden til de senere så vigtige

udenrigspolitiske relationer til Mellemøsten. I 1995 blev Erkaban leder af en koalitionsregering, hvor hans

islamistiske velfærdsparti banede vejen for islamister i tyrkisk politik. Det kemalistiske establishment

overvandt chokket og accepterede islamisternes deltagelse i politik – det var helt nyt. Erkaban var en meget

karismatisk politiker og særdeles populær i Tyrkiet, men hans udenrigspolitik var katastrofal. Han var imod

EU – kaldte dem ”en kristen klub”, ville have Tyrkiet ud af NATO, indgik aftaler med Det Muslimske

Broderskab, ville have jøder ud af international politik, indledte samarbejde med Iran og Libyen og gik ind

for en af USA uafhængig udenrigspolitik. Militæret tvang Erkaban væk fra politik i 1997, men den senere

udenrigsminister Davutoglu har fastholdt, at de diplomatiske åbninger som Erkaban var ansvarlig for

overfor de asiatiske lande, har været særdeles vigtige for den udenrigspolitik, som AKP senere overtog. 18

16 Ibid side 3517 Granham E. Fuller side 3618 Ibid side 43

9

3.2. Udenrigspolitikken under AKP

AKP regeringens valgsejr i 2002 var en cementering af den provestlige udenrigspolitik, som har kendetegnet

tyrkisk politik under hele den kolde krig. Båndene til Europa skulle forstærkes samtidig med at Tyrkiet

geopolitiske placering i regionen havde ændret sig efter den kolde krig. En ny strategi i forhold til

nabolandene i Mellemøsten har skabt uenighed på den internationale scene om, hvilke konsekvenser det

vil få for forholdet til EU, USA og de berørte nabolande som Syrien og Iran.

”While Turkey pursued a relatively passive or reactive foreign policy stance during the Cold War era, its

post-Cold war foreign policy has been marked by subsequent waves of foreign policy activism”19

Den tyrkiske udenrigspolitik kan siges at have gennemløbet tre faser i perioden efter den kolde krig. Først

fase er udenrigspolitikken i 1990’erne, anden fase er AKP regeringens pro-vestlige udenrigspolitik specielt i

årene 2002 – 2004. Tredje fase er den udvikling, som vi står i lige nu, nemlig en ny balance mellem vest og

øst i tyrkisk udenrigspolitik. Tyrkiet bruger ”soft power” som handel, investeringer og diplomati overfor

sine nabolande og andre lande i Mellemøsten. Et andet udtryk, som den nuværende udenrigsminister

Ahmet Davutoglu lancerede for nogle år siden, ”zero problems with all neighboring countries” 20.

Den nye chef for udenrigsministeriet i Ankara blev udnævnt 1. maj 2009, og det var ingen overraskelse, da

han havde været chefarkitekten bag Tyrkiets udenrigspolitik siden AKP overtog regeringsmagten i 2002.

Han var manden, der skulle udrede trådene i forholdet til USA og EU, fredsbestræbelserne i Mellemøsten

og forholdet til nabolandene. ”Zero problems with neighbors” er efter nogens mening en fundamental

ændring af den tyrkiske udenrigspolitik, fordi den forlader det traditionelle synspunkt, at Tyrkiet er

omringet af fjendtligsindede stater overfor hvilke man skal etablere en forsvarspolitik. ” …this ’siege men-

tality’ was used to create and justify authoritarian elements in Turkish politics”.21

Davotoglu har tidligere som professor beskæftiget sig med sammenhængen mellem tyrkisk islamisk

identitet og vestlige værdier bl.a. i bogen ”Strategic Deepth” (Stratejik Derinlik) . Det er en politik væk fra

kortsigtede bilaterale aftaler i udenrigspolitikken til multilaterale, selvforstærkende, gensidigt afhængige

forhold mellem nogle lande, som alle kan drage nytte af. For at gøre strategierne langtidsholdbare peger

Davoglu på betydningen af, at grave dybere i både historien og geografien for at etablere vigtige

forbindelsesled mellem fortid, nutid og fremtid. Davoglu bruger følgende eksempel – bl.a. for at lukke

munden på visse kemalistiske kritikere – at forholdet til Asien og Europa kan sammenlignes med en bue og

19 Öniz Yilmaz side 720 Önis, DIIS Brief side 221 Ihsan Dagi: Todays Zaman 4. maj 2009

10

pil: Strammes buen i Asien vil pilen få mere kraft og præcision i Europa. ” If Turkey does not have a solid

stance in Asia, it would have very limited chances with the EU” 22

Tyrkiet har siden AKP kom til magten i 2002 startet en dialog med sine naboer. Det forbedrede forhold til

Syrien er et godt eksempel. F.eks. har tyrkiske parlamentarikere besøgt Damaskus mere end 100 gange

siden 2003.23 Da Ahmadinejad besøgte Tyrkiet i 2008 var det første gang en iransk leder besøgte landet i 12

år. Præsident Güls besøg i Saudi Arabien var det første møde af sin art i 19 år. Forbindelsen til Iran er nok

den mest kontroversielle i øjeblikket, fordi Iran ser Tyrkiet som en del af den vestlige verden, samt at

Tyrkiet er ved at underminere Irans suverænitet og dominans i regionen. Iran er allieret med Rusland, og

Iran har gode relationer til det kristne Armenien. Erdogan er en realpolitiker, som siger: ”Forget the past;

let’s create the furure”. I det lys er Iran én af Tyrkiets vigtigste partnere i Mellemøsten. 24

3.3. Debatten om udenrigspolitikken

Der er en kendsgerning, at den gunstige økonomiske udvikling i Tyrkiet bl.a. affødt af et boom i

udenlandske investeringer i Tyrkiet fra 2005 og nogle år frem, var en vigtig motiverende faktor i forbindelse

med implementeringen af demokratiske reformer. Perioden fra 2002 til 2005 er blevet kaldt ”the Golden

Age of Europeanization” i Tyrkiet. Det var perioden, hvor AKP byggede videre på et fundament støbt af den

tidligere koalitionsregering. Fra 2005 og fremefter taler Önis og Yilmaz om ”loss of momentum of the

Europeanization drive: retreat to Soft-Euro-Asianism” 25 I artiklen fokuserer de på et fortsat element af

kontinuitet fra før 2005 til efter 2005 om end de peger på en afvigelse i forhold til et mål, der tidligere hed

fuld medlemskab til noget, der kan karakteriseres som ”soft Euroasianism strategy”. Denne bløde euro-

asiatiske udenrigspolitik er efter deres mening ikke udtryk for et brud, da det kun ville have været tilfældet,

hvis vi ikke havde kunnet finde elementer af vestlig orientering i den og det kan vi.

Er Tyrkiets nye udenrigspolitik i nationens interesse? Det spørgsmål er nødvendig at stille, da AKP til

stadighed balancerer mellem hensynet til det kemalistiske establishment og militæret på den ene side og et

muslimsk befolkningsflertal på den anden side. Der er jo en ideologisk forskel mellem det militære og civile

bureaukrati og den politik regeringen står for. På det militære område kom konflikten op til overfladen i

2003, da regeringen nægtede USA at bruge tyrkiske baser i forbindelse med invasionen af Irak. Det er et

synspunkt, at AKP bruger sin nye udenrigspolitik til både at ændre det tyrkiske samfunds relationer til

udlandet og i indenrigspolitisk øjemed med henblik på at cementere sin legitimitet i forhold til den

sekulære stat ud fra devisen, at jo flere aktører man allierer sig med internationalt jo stærkere står man

22 Öni og Yilmaz side 223 Sedat Laciner: Western Turkey….side 224 Öniz og Yilmaz side 625 Ibid side 6

11

overfor det hjemlige pres fra det kemalistiske establishment.26 Vi skal ikke længere tilbage end til 1997,

hvor regeringen Erbakan måtte trække sig efter pres fra militæret. I det spil har AKP brug for EU og de

reformer, som kræves fra den kant, og her har vi også et godt argument for AKP’s fortsatte interesse i et

fuldt medlemskab af EU.

Den tyrkiske udenrigspolitik har sine kritikere. Følgende salut fik udenrigspolitikken i Jerusalem Post den 7.

december i forbindelse med at Erdogan skulle møde Obama i USA under overskriften: ”As Turkey pulls

away”. Soner Cagaptay27 skriver ”….Turkish foreign policy is drifting further away from the US. The cause of

this is ……the APK government in Ankara seeing the world very differently than the US administration. The

AKP’s foreign policy is shaped by “econo-islamism”. A doctrine blending business deals with a religio-

political view of the world”28 Cagaptay fortsætter sin kritik af Erdogan og hans udenrigspolitik, idet han

påstår, at Tyrkiet har mistet interessen for et EU-medlemskab, at Erdogans hetz mod Israel, der ”altid tager

fejl” i forbindelse med behandlingen af muslimer – læs Gaza. AKP’s udenrigspolitik favoriserer islamistiske

og anti-vestlige stater.

Ovennævnte kritik er måske en kende populær i sit indhold, men den er udtryk for det mange tyrkere i og

uden for Tyrkiet føler i disse år. Det drejer sig selvfølgelig om, hvorvidt de kemalistiske værdier er truede.

Hvis den tyrkiske udenrigspolitik afgørende ændrer ved 1) den tyrkiske stats sikkerhed og territoriale

integritet og 2) sekulariseringen eller som nogen kalder ”vesterniseringen”, så er risikoen til stede for et

militært indgreb. Kritikken udspringer i virkeligheden af AKP’s islamiske rødder, og udenrigspolitikken kan

ses som en måde, hvorpå partiet prøver at lægge afstand til den illegitimitet, som bureaukratiet og

militæret opfatter AKP som et symbol på. ” This case illustrates that the AKP’s foreign policy is shaped more

by the search for domestic and international legitimacy than by islamic identity”29

Den tyrkiske professor Sedat Laciner har i Tyrkish Weekly i november diskuteret temaet: ”Har Tyrkiet

ændret udenrigspolitik under AKP?” Hans klare svar er, at Tyrkiet har ekspanderet sin udenrigspolitik, ikke

ændret den. Hans holdning er, at i og med de europæiske ledere i 2005 gav grønt lys til Tyrkiet på

baggrund af bl.a. de forbedrede menneskerettigheder og den positive den økonomiske udvikling, kan

Tyrkiet i princippet stadigvæk blive fuldt medlem af EU. Det er vel ingen hemmelighed, at både politikken

og økonomien har det bedre i Tyrkiet end den har det hos adskillige nuværende EU-medlemmer. Så sent

som den 4. november 2009 sagde præsident Gül i følgende I sin USAK tale: ”…one who is interested in Tur-

26 Ibid side 20427 Soner Cagaptay er ”senior fellow at the Washington Institute for Near east Policy, is the author of “Islam, Secularism and nationalism in Modern Turkey: Who is a Turk?” Kilde: Los Angeles Times, 7. December 200928 Soner Cagaptay: Jerusalem Post 5. december 200929 M. Hakan Yavuz: Secularim….side 206

12

key’s ultimate direction should look at the values of Turkey not the appearance. Turkey strengthens its

Western Values like democracy and liberal economy”30

I Los Angeles Times stiller Soner Cagaptay spørgsmålet: ”What is an islamist foreign policy exactly?” Han

svarer selv med et nyt spørgsmål: “Is it identifying with muslims and their suffering, or is it identifying with

anti-Western regimes even at the cost of Muslims’ best interests? Cagaptay’s påstand i artiklen er, at AKP

siden magtovertagelsen I 2002 ”dramatisk” har ændret den tyrkiske udenrigspolitik. Han peger på at

Ankara har nedtonet forholdet til de pro-vestlige stater som Azerbadjan, Georgien og Israel samtidig med,

at man har ”ignoreret” Europa. Sideløbende med denne udvikling har Tyrkiet opbygget gode relationer til

anti-vestlige stater om Sudan, Rusland, Iran og Syrien samt ikke mindst rakt hånden ud til Hamas i Gaza.31

De ovennævnte betragtninger står i dyb kontrast til udenrigsminister Davutoglu’s visioner for en ny tyrkisk

udenrigspolitik. Mark Herzog 32 skriver, at Davutoglu er drevet af en passion om, at Tyrkiet skal have en

fremtidig international nøglerolle i kraft af sin geopolitiske placering mellem øst og vest baseret på en

sociokulturel diskurs med erfaringerne fra storhedstiden under det Ottomanske Imperium. I det skakspil

skal alle brikkerne – store som små – i bevægelse, men Davutoglu vil ikke kaldes neo-ottomanist, hellere

pragmatikeren, der fik Tyrkiet væk fra den fastlåste statiske rolle under den kolde krig. 33

”There exist considerable elements of continuity in Turkish foreign policy in the immediate post-Cold War

and the AKP eras, as well as within the APK period itself.“ 34 Forfatterne påstår, at pendulet både før og

under AKP svingede både i europæisk retning og i asiatisk retning. Med Joseph Nyes definition på ”soft

power” udenrigspolitik er udenrigspolitikken inde på en ny kurs, men der er ikke tale om et brud. 35

4.0. Konklusion

Min problemformulering kan næppe besvares entydigt. Mine kilder bruger mange forskellige ord om

udviklingen i Tyrkiets relationer til udlandet under udenrigsminister Davutoglu. Ihsan Dagi skrev i Today’s

Zaman kort efter den nye udenrigsministers tiltrædelse, at hans ”zero problems with neighbors” havde

”redefineret” Tyrkiets relationer med naboerne. Hans skrev videre, at perspektiverne i Davutoglus politik

30 Sedat Laciner: Western Turkey….side 531 Soner Cagaptay: Los Angeles Times 7. December 2009: “When Islamist foreign policies hurt Muslims”32 Marc Herzog is en meget anvendt kommentator i tyrkiske medier.33 The Foreign Policy Centre: Mark Herzog, “Turkey’s new foreign minister”, November 200934 Öniz og Yilmaz side 935 Öniz og Yilmaz side 10

13

havde brudt ”the siege mentality” i Tyrkiets regionalpolitik, og at den fredelige demokratiske proces på

hjemmefronten i Tyrkiet ville blive ”transformeret til en vision om fred med naboerne”. 36

Sedat Laciner skriver i Turkish Weekly, at ”strategic depth” og ”zero problems..” ikke er nogen ”deviation

from the Turkish foreign policy orthodoxy”. Han fortsætter: “There is a great continuation in Turkish foreign

policy understanding and implementation”37

Jeg har tidligere inddraget Soner Cagaptay for hans pro-kemalistiske synspunkter om AKP’s udenrigspolitik.

Følgende citat lader ingen tvivl tilbage om, hvad hans svar på mit spørgsmål er: ”The transformation of

Turkish identity under the AKP has potentially massive ramifications. Guided by an islamic worldview, it will

become more and more impossible for Turkey to support Western foreign policy..”38

The Economist skriver 29. oktober 2009 om Davutoglu og Tyrkiets nye udenrigspolitik; ”…the new policy

seeks to use the soft power of trade, along with historical links, to project stability beyond Turkeys frontiers.

This marks a distinct shift in worldview”. I The Economist ses Peter Schranks tegning (jeg har placeret en

anden af Schranks tegninger på opgavens forside), som forestiller den tyrkiske udenrigsminister jonglere

med fem bolde (USA, EU, Syrien, Israel og Iran) hvor han i en tidligere tegning jonglerede med kun tre bolde,

nemlig USA, Israel og EU.

Jeg skal besvare en problemformulering, der handler om ord, nemlig ordene kontinuitet, ændring og brud.

Mange kendere af tyrkisk udenrigspolitik har beskrevet AKP’s politik som pragmatisk, ”soft power”,

konfliktløsende i forhold til mange asiatiske naboer, men stadigvæk med fokus på medlemskab af EU, som

præsident Gül har udtalt i indeværende år. Jeg tror AKP’s demokratiske projekt hjemme i Tyrkiet kun vil

lykkes, hvis deres EU politik lykkes, og i det lys vil jeg vurdere den nye udenrigspolitik som hverken

kontinuitet eller brud, men snarere en tilpasning til de nye udenrigspolitiske forhold, som er blevet en

realitet efterhånden som der lægges tidsmæssig afstand til koldkrigsperioden.

5.0. Litteraturliste

Bøger:

M. Hakan Yavuz: Secularism and Muslim Democracy in Turkey, Cambridge 2009

Graham E. Fuller: The New Turkish Republic, Unites States Institute of Peace 2008

36 Ihsan Dagi: Todays Zaman 4. maj 200937 Sedat Laciner: Western Turkey….side 238 Soner Cagaptay: Foreign Affairs, 26. oktober 2009, “ Is Turkey leaving the West?”

14

Michael Lake (ed): The EU & Turkey – A glittering Prize or a Millstone?, London 2005

Meliha Benli Altunisik and Özlem Tür: Turkey – Challenges of Continuity and Change, New York 2005

Tidsskrifts artikler:

Ziya Önis og Suhnaz Yilmaz: Between Europeanization and Euro-Asianism: Foreign policy activism in Turkey

during the AKP Æra, Routlegde, Turkish Studies nr 10, 1. Marts 2009

Ziya Önis: Recent foreign policy attitudes in Turkey, Diis Brief nov, 2008

Mark Herzog: Foreign Policy Center, PC-briefing: Turkey’s new foreign minister, DIIS BRIEF nov. 2008

Sedat Laciner: Western Turkey in the East: New Turkish Foreign Policy, Turkish Weekly 15. Nov. 2009

Avisartikler:

Soner Cagaptay: When islamist policies hurt Muslims, Los Angeles Times, 7. Dec. 2009

Soner Cagaptay: Is Turkey leaving the West?, Foreign Affairs, 26. Oktober 2009

Soner Cagaptay: As Turkey pulls away, The Jerusalem Post, 5. December 2009

Ihsan Dagi: Davutoglu: Turkish new foreign policy chief, Todays Zaman, 4. Maj 2009

The Economist 29. oktober 2009 – tegner Peter Schrank (opgavens forside)