Utamaduni årsskrift 2009

Uta

ma

du

ni K

ult

urf

oren

ing

Årsmagasin 2009

Foto

: Dea

Mog

ense

n. N

r. 2.

i fo

toko

nkur

renc

en 2

00

8, t

aget

på

lejre

n 20

07

�

Utamaduni Kulturforeningv/Trine Ø. Jensen, Gæstfri, Emmelev kærvej 1, 8500 Grenå Tlf. 8638 7292, [email protected] Chefredaktør: Mads Bischoff Redaktion: Trine Ø. Jensen og bestyrelsenOpsætning, layout mv.: Mads Bischoff, safi.dkTrykt af ØKO-Tryk, i samarbejde med Indtryk/Keramikgården Oplag: 600. Tak til APARTE for teknisk korrektur.

www.utamaduni.dkLejren - utamaduni.dk/campDansegruppen - utamaduni.dk/danceProjektgruppen - utamaduni.dk/projectDansegrupperne - utamaduni.dk/grupperFakta om TZ - utamaduni.dk/faktaFacebookgruppe - facebook.com - Søg efter Utamaduni

Kontakt Utamaduni: [email protected]

Så er det igen tid til at sende et årsmagasin ud efter 2 års pause, hvor vi i stedet for og i anledning af for-eningens 25 års jubilæum 2007 udgav bogen: ”Afrika i Danmark”. (som i øvrigt kan fås gratis i Infoen hvis du ikke fik den forrige år)Jeg vil hér prøve at huske tilbage på lejren og året 2008. Det var lidt mærkeligt for mig, da jeg stod af baren som barmutter og dermed ikke var knyttet til et enkelt område, men alene deltog som forkvinde. Det føltes rigtigt og viste, at tiden var inde til at overgive nogle af mine ansvarsområder. Tak til Søren og bargruppen! Det gjorde i sgu godt. Det gav mig så tid til at komme rundt på lejren og mærke stemningen på pladsen (ånden på lejren).Den gamle bageovn havde slået nogle slemme revner og blev revet ned, og der, hvor den havde været, opstod der et rigtigt hyggehjørne. Godt nok savnede vi varmen fra den gamle ovn, men vi drømmer om, at vi kan få lov af brandmyndighederne til at bygge en pejs. Det er også vores værter Stefans og Hannes ønske, da det også er noget, de ville få glæde af, når der ikke lige er lejr.Hvor var det fantastisk, at vi var så heldige at få be-søg af den 17 personers store gruppe African Footprints International fra Ghana. De var enormt dygtige, og de var gode til at indgå i vores lille landsby, og så havde de nogle enormt store og flotte trommer med. Ja, vi havde jo også besøg af Makungu’s far, Steven Lyaku fra lands-byen Lugeye. Han er smed, historiefortæller, danseleder og en dygtig danser. Han indgik også godt på lejren og med sit venlige smil en fornøjelse at møde rundt på pladsen.

Jeg hyggede mig også, når jeg kom forbi chai-hytten ”Maisha Safi” og straks blev budt en af de høje afri-kanske skamler. Så kunne man sidde dér med en kop chai og en mandazi og nyde udsigten og det liv, der er på lejren, og alle børnene, der stortrives og bare finder venner, som de mødes med år efter år. I Kageféen kan man drikke varm kakao, spise kage, spille skak, og om aftenen blev der sunget. Åh, det var bare så hyggeligt, dejlig mad fra køkkenet. Vi har det godt i uge 30. Op-vasken kørte også rigtig godt endda med sang og god stemning. I børneteltet er de bare så kreative, og Duka og Bazar er blevet til en stor og flot butik (også kaldet ”Bazukaen”).Dukaens mangeårige bestyrer Vinge var flere gange på besøg, og han så rigtig glad ud. Det er rart, han har jo siddet på sin pind i Dukaen i 25 år, hvilket får mig til at tænke på, at det kan være svært, når vi ”gamle” arrangører står af. Man siger jo godt nok, at ingen er uundværlige, men der er poster, som er svære at få besat, bl.a. kassererposten. Mette vil rigtigt gerne afløses. Mads forsøgte i 5 år at komme af med den post, og der har da også været et par andre, men de måtte erkende, at de ikke kunne klare det. Vi har også forsøgt at købe os til hjælp udefra, men det er vigtigt, at det er én, der kender lejren. På lejren er der mange gode hjælpere, tjanser, ar-rangører og gratister, men der er også folk, der laver et kæmpe arbejde inden lejren. Jeg tænker bl.a. på dansegruppens planlægning af undervisning, og Svenn og Lone, der sidder med indskrivningen. Diverse områ-deansvarlige som Anders, Søren og pladsmændene, der

Kære venner, arrangører, gratister og deltagere i Uta-lejren

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

Utamaduni årsmagasin 2009

alle har meget arbejde op til lejren, og bestyrelsen, der mødes 4-5 gange i løbet af året for at samle de mange tråde. Og så er der jo også mig selv, som føler et stort ansvar for det kære barn, som lejren har været for mig igennem 26 år. Ja, det er lige før, at det er en livsstil. Sommetider tænker jeg da på, hvordan mon det ser ud om 5 år. Er der stadig folk, som gider og brænder for det så meget, at de vil gøre det uden løn? Og kan vi holde lejrånden i live? Der er mange unge, som ringer til os og siger, om de kan få arbejde på vores festival, men vi savner folk der vil være med til at tage et større ansvar og også hjælpe med planlægning m.m.

Til sidst vil jeg lige sige, at det var enormt dejligt, at lejrens egen fest og All Stars blev flyttet ned på Tobacco Beach. Det gjorde, at festen blev mere samlet og bety-der også en del for barens omsætning. Det var i det hele taget rigtig godt, at det var lykkedes os at trappe ned fra jubilæums-lejren med al den underholdning, den bød på, til at det igen var en dejlig rolig og afslappet lejr, hvilket også kunne mærkes på åbent-hus dagen.Dette var ordene fra mig. Utamaduni Kulturforening længe leve - oyee!!!

Kram fra Trine, Forkvinde

Alle

foto

s af M

zee

Stev

en: M

ads B

ischo

ff

Mzee Steven Lyako, årets kulturgæst på Utamaunilejren 2008


�

�

Da vi dette år, 2008, ankom til Ramten Skov, var alt slet ikke som det plejede!Vores kære gamle bageovn var væk , - tilbage var den del af fundamentet, som var sværest at fjerne. Bageren har i sin tid ikke brugt for lidt cement! Og så var der det utætte tag på ustabile stænger!Ny udfordring - nye muligheder! Så vi fik ryddet og bygget - så vi fik Kagefeen og et bageri-område under tag.Der hvor ovnen havde været, blev nu et hygge/ flyde område - folkene fra børneteltet kom pludselig med en stor dobbelt madras, og på grund af den madras blev der nu et herligt ”flyde- miljø”. Heldigt - og dejligt med nye muligheder.Igennem hele lejren var der næsten konstant nogen, der brugte det nye sted til afslapning og hygge. Ja, det var såmænd ikke så ligetil at finde et tidspunkt, hvor madras og tæpper kunne blive rystet og cleanet! I starten af lejren kom folk og begræd, at ovnen med den gode varme var væk, men beklagelserne hørte op i lejrens løb, da stedet nu indbød til fælles ”liggen på langs”.På grund af Dukaens flytning blev der plads til et lille slappe-af-rum i forlængelse af Kagefeen. Det blev brugt til massage og behandling , slappe af og til tasker og barnevogne. Der var humør og god energi i Kagefeen med alle vores små og store børn.Og ude i kafe-området var der en dejlig stemning. Det var her der blev spillet brædtspil og afholdt skakturnering - altid et tilløbsstykke.I år tog vi et nyt initiativ med hensyn til at servere flere forskellige typer the: Grøn the, hvid the og andre the-typer. Det var så populært, så det vil vi brygge videre på til næste lejr.Og vi serverede egne hjemmebagte kager, lavet af os selv og ungdoms- og børnetjanser. P.g.a. de for os nye ovne var der et par afbrændere, men bagerne kom efter det og frembragte gode velsmagende kager. Alt i alt igen en dejlig lejr. Vi er klar til en ny. Men ”bager-beton-klumpen” skal væk!

Kærlig hilsen Tine, Olfert og Marianne

Hilsen fra Kagefeerne

Fotos: Mads Bischoff


På Utamaduni lejren har vi i mange år manglet en ekstra danseplads. Der er dét vi kalder den store plads, midt på marken, og cirkusteltet som var de gode dansepladser. Så er der hatten, hvor også fællesmøderne holdes. Hatten er p.g.a sin sandbund ikke særlig godt egnet til dans så den er blevet brugt mest til tromme og sangworkshops hvortil den egner sig meget godt, da taget samler lyden. Pladsen nede ”bag opvasken” nede ved materialegården har den fordel at den ligger langt væk og er derfor godt lydafskærmet fra de andre pladser men lider også under de mange sten og grene samt generelt en meget ujævn bund. Pladsen ”bag kagefeen” har i praksis ikke været anven-delig som danseplads og er kun blevet brugt til børnetromme-workshops. For at kunne gennemføre efter-middags blok workshops, hvor der er fire parallelle aktiviteter, har vi altså brug for en ekstra danseplads som gerne må være lidt lydisoleret fra de andre. Valget faldt så på det jævne område bag pladsmandsteltet. Pladsmændene skaffer et telt som ligner hatten til denne plads, så vi kan være lidt mere uaf-hængige af vejret, og pladsen ville være afgrænset fra teltom-rådet fra starten af lejren.

Plads til dans og begejstring!


Et meget løst udkast til hvordan vi vil indrette pladsen på lejren 2009

Når vi nu er i gang .....I kølvandet på diskussionen om den nye danseplads opstod der på lejrevalueringsmødet i september en masse nye idéer om hvordan man kunne lave om på pladsen sådan at der kom lidt fornyelse, og at der kom mere samling på pladsen. Som man kan se på ovenstående tegning endte det med flere store flytninger. Den nye danseplads tager plads fra soveteltene, men disse telte kan flytte hen, hvor biblioteksteltet stod.Biblioteksteltet flytter til cirkusteltpladsen og cirkusteltet til børneteltpladsen. (her skal vi lige har chekket gennem-gangen til toiletterne m.m.). Børneteltet og ungeteltet (de små unge) flytter op ved siden af biblioteksteltet for at frigøre mere plads til cirkusteltet, cirkusteltbunden vil så på sin nye plads være mere jævn hvilket også er en fordel. Det er spændende om det vil kunne lade sig gøre i praksis.

Utamaduni Dance Troupe , Christoph

Nødråb!

Ja, der er brug for et

nødråb fra vores kulturforening

og vores organisation bag Utamaduni lejren.

Vi mangler folk som har tid og lyst til at gå med

ind i arbejdet med at arrangere, organisere, planlægge og

knokle for vores elskede lejr, også når vi ikke er samlet i skoven.

Vi har et presserende problem med at vi mangler en kasserer!

Og flere arbejdsområder på lejren mangler opbakning fra folk der

ønsker at gå ind og tage medansvar i planlægningen. Det er heldigvis let at

finde hænder til at hjælpe når vi er på lejren (tak for det!), men der er masser af

arbejde der skal laves resten af året også....

Hermed et opråb til alle jer, der elsker Utamaduni:

Kontakt os og fortæl hvordan du kan hjælpe!

Kom til forårsgeneralforsamlingen den

28 marts kl 13 på Granlunden

(se mere side 50)


�

�

Redaktørens tilbagekig på året der gik på Utamaduni-lejren 2008

Som tak for mad, inviterede Førstehjælpen (for vores afrikanske venner ”Red Cross”) Køkkenet til wellness af-ten. Sygeplejerskerne var frække, drinksene var stærke og fodbadene var brændende varme.Og sjældent er der blevet kræset så meget om den hårdtarbejdende kokke-Søren, han fik både hind-bæransigtsmaske, fodmasse (efter fodbad, forståes) og en bamse at lægge sit trætte hoved på. Til sidst blev han healet, alt sammen med en drink i hånden. Køkkenet kvitterede med friskbagte snegle og senere en indhegnet goumetmiddag, som de øvrige lejrdelta-gere betragtede uden at skjule deres misundelse. Lidt ligesom på Stadion i Kisesa.

Afrika, Afrika, det bli’r bedre dag for dag….2008 var også året, hvor redaktøren skiftede kasket-ten ud med danseskoene og afholdt en lille Charle-ston-workshop. En dans, de fleste efter sigende ikke identificerer med afrikansk dans. Og alligevel. For Charleston-dansen opstod i slaveplantagerne i South Carolina, USA, i 1800-tallet og stammer oprindeligt fra dansen ”Obolo” fra Ibo-stammen i Nigeria.

Så lidt afrikansk kultur bidrog redaktøren da med. For ikke at snakke om Quizzen ”Gæt en neger” i avisen. Negeren var for øvrigt Koku, som var glad for at få sit billede i avisen, men udtalte:

”Jeg er glad for at vinde, men jeg synes det er ærgerligt at der ikke var en mand i 30 års alderen der gættede mig”. Det tror Koku nemlig kunne have ført til mere.

Alle

foto

:s p

å di

sse

sider

: Uta

mad

uni N

ews

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

På sidste års lejr var der mange initiativer med den gode lejrånd. Men de handlede ikke om afri-kansk dans. Følg med redaktøren i gennemgan-gen af ”alt det andet” i året der gik:


telefoner, regnfrakker, bamser, bøger og underbukser med når I forlader teltet. Men efterlad gerne lidt lejrånd til redaktøren. I det hele taget hører redaktøren altid gerne fra folk, der kan bidrage med lejråndfuld skribentvirksomhed på avisre-daktionen. Hvis man også kan noget med computer og layout, så redaktøren ikke forvandles til sætternisse, er det en fordel. 2008 var også året hvor redaktørens kamera gik i styk-ker, og efterlod et tomrum, der hvor Julie og Agnars date skulle have været dækket på bedste paparazzivis. Det må ikke ske igen! Kameraet er stadig i stykker, så evt. fotografer må også meget gerne melde sig til redaktøren.

Ses vi på bakken i 2009? Ja, det tror jeg da vist nok vi gør. Mange kærlige salaam alaikum fra redaktøren,

Kit Blædel

Single Når man siger Koku, siger man nemlig single. Og singlekultu-ren foldede sig for alvor ud på Utamaduni-lejren 2008. - Året, hvor ægte singler som noget nyt fik et singlearmbånd udleveret i Infoen. Tak til de modige mænd, der valgte at bære et armbånd. Dermed afslørede deres tilstand for horden af singlekvinder at de var ledige på markedet. Med singlearmbåndet undgik vi det lede lejrtrick at lade som om man er single hele ugen, flirte hver aften med pigerne i baren, stikke af ud i mørket for konsekvenserne under dække af at skulle tisse, for derefter at modtage konen med 1,2 barn og villateltet til festen om freda-gen. Og som kronen på værket udtænkte baren en singledrink i samme grønne nuance som singlearmbåndet, kun til ægte singler, selvfølgelig.

Ikke dermed sagt at re-daktøren hader familier. Faktisk havde vi indrettet Avis-/Biblioteksteltet til hygge for både store og små. Der var mange børn der fik læst godnathistorie, og vi havde købt bøger som blev læst i ro og fred. Folk der råbte, sloges eller legede fik venligst besked

på at skrue ned for charmen eller gå. Heldigvis valgte de fleste at gribe chancen til at slappe af i sækkestolen eller på madrassen, hvilket bekræfter vores antagelse om at selv buldrende tønder kan have brug for at blive fyldt op med ro.

Same same, but differentNæste år kommer Avis-/Biblioteksteltet til at ligge der hvor det store cirkustelt ligger i dag. Se tegningen andetsted i nyhedsbrevet.I kan ikke gå efter lyden,

men forhåbentligt efter den gode aura af ro og hygge, som teltet udstråler. Husk at det også er sted at søge læ, hvis det regner. Og husk også at tage jeres tallerkner, kopper, flasker, trøjer, hakker, kangaer, computere,


�

�

Århus, december 2008

Så sidder man her en kold aften i Århus, og 2008 synger på sidste vers. Der synes uendeligt langt til næste sommerlejr, men heldigvis har lejren 2008 kun affødt gode minder hos os i pladsteltet, og før vi får set os om, står vi nok ude i Ramten Skov igen og gra-ver huller, slår telte op, binder rafter, samler toiletter og lægger labyrinter af el- og vandledninger i skovbunden. Som nogle måske bemærkede, var besætningen i pladsteltet på lejren 08 anderledes end ”normalt”, og der var en håndfuld nye ansigter med, som skulle indrulleres i pladsmænde-nes (m/k) underfundige verden. At kalde dem helt nye er nok en tilsnigelse, da de alle har været på sommerlejren i adskillige år, og ikke var helt uvante med de arbejdsopgaver, prædikatet ”Pladsmand” med-fører. Derfor forløb samarbejdet os imellem også ganske vellykket, hvis vi selv skal sige det, og oplæringen af ”de nye” gik som smurt. At de havde været på lejren før hjalp en hel del, og vi stiller da også med nogenlunde samme hold i 2009. Men derfor vil pladsholdet natur-ligvis altid være modtagelige overfor helt nye ansig-ter, som har viljen og entusiasmen til at udføre lejrens fornemste hverv! Som de andre grupper på lejren mødes også vi plads-mænd med mellemrum i løbet af året. Vores julefrokost i starten af december måned var et rigtig godt eva-

lueringsmøde, hvor vi fik vendt og drejet årets lejr og samtidig kigget fremad, og ikke mindst var det en herlig aften/nat i gode venners lag. Men netop det med at kig-ge fremad mod næste års lejr er en vigtig del af plads-mandsarbejdet. Vi er på evigt udkig efter nye ting vi måske kunne bruge. Det være sig værktøj af alle slags, en traktor måske, reservedele, brandudstyr, kompost-tønder osv. osv. Som resten af lejren, er pladsmandsteltet således også langt hen ad vejen baseret på frivillighed, goodwill, personlige kontakter og deslige. F.eks. er langt størstedelen af vores værktøj enten vores eget private eller venligst udlånt af andre arrangører eller tidligere pladsmænd, og vores David Brown med tilhørende vogn har vi igennem mange år lånt af en god ven af lejren.

Den store grå brandpumpe, som under lejren står ved søbredden bag badescenen, har Beredskabsgården i Grenaa doneret til os for snart mange år siden qua vores langvarige samar-bejde med dem om lejrens brandsik-kerhed og vores tilladelse til overho-vedet at holde lejr i en til tider endog meget tør skov. Pumpen, med den gamle Aston Martin motor, er netop kørt i stilling til en større renovering, hvor bl.a. køleren gerne skulle skiftes, men det er svært at finde reservedele til sådan en gammel svend, hvorfor man som pladsmand - bevidst eller ubevidst - ofte går og leder efter brugbare ting til projekter som dette.Det er i det hele taget mere før og efter lejren, end på selve lejren, at pladsmændenes arbejdsbyrde ligger.

Hilsner fra Pladsmandsteltet

Gunvor, Astrid(pladsmand), Agnar(pladsmand) og mor Lone (Info) på lejr i 1996

Foto

: Trin

e Ø

. Jen

sen

Foto

: Dea

Mog

ense

n


På ét af de sidste fællesmøder på Utamadunilejren 08, annoncerede nogle friske fynske dansesjæle opstarten på en ny fynsk dansegruppe. Siden lejren har denne brogede flok - af både gammelkendte og spritnye dansere - mødtes en gang hver tredje weekend, for at tromme, danse, hygge og knalde totalt ud. Da gruppen (som uofficielt hedder ”Cheza Mjini”) gerne vil vedlige-holde den gamle tradition - at det er en fynsk gruppe der afholder vinterkucheza - har de arrangeret dette års vinterkucheza som de holder weekenden d. 20-22 marts et sted i Odense. Hvis man skulle få lyst til at komme med i gruppen kan man kontakte Johanne Olivia Grønne Kühl på tlf: 26 11 79 33 eller mail: [email protected] for nærmere oplysninger.

Cheza Mjini, ny dansegruppe i Odense

Året igennem bliver der med jævne mellemrum lavet reparationer på lejrens materiel, så vi kan være så klar og up-to-date som muligt, når kalenderen igen viser uge 30. Udover samarbejdet med brandmyndighederne står pladsfolket også for kontakten til kommunen, vogn-mænd, elværket og en række andre personer eller virk-somheder. Her må selvfølgelig ikke glemmes de menne-sker, hvis skønne omgivelser vi har til låns når lejren står på. Kim og Susanne, som vi køber vores uundværlige rafter af, og som udlåner deres indkørsel som P-plads lejren igennem. Erland, hvis grund, vand og el vi lejer til det fjerne campingområde. Han slår desuden også græsset på selve lejrpladsen et par dage før forlejren. Sidst, men ikke mindst, må vi ikke glemme Stefan og Hanne på Keramikgården, som lejer deres baghave ud til os, så vi år efter år kan afholde Utamadunilejr. Det gør de blandt andet fordi vi er så gode til at rydde op efter os selv. Det gælder både os pladsmænd, men så sandelig også alle jer andre! Det er selvfølgelig i uge 29 og 31 - forlejren og baglejren - at der er mest at lave for en pladsmand. Her skal alt bygges op, samles, hentes, leveres, pakkes ud. Og så gøres lige omvendt en uge senere. I år var vi faktisk så effektive, at baglejren kun varede fire dage, så vi al-lerede var færdig med at pakke lejren sammen tirsdag

i stedet for onsdag, som vi ellers plejer. Det hang i høj grad sammen med, at der var mærkbart mindre affald på pladsen end sædvanlig. Som der ofte bliver sagt på lejrens fællesmøder, skal hvert et skod, hver en teske og hver en kapsel samles op, og det lod til, at folk havde forstået budskabet om at holde stedet rent. Mange tak for det!Med disse ord vil pladsholdet glæde sig til en sjov, vidun-derlig, ren og ikke mindst hyggelig lejr i 2009!

Agnar Strunk

Foto

: Dea

Mog

ense

n

Col

lage

: Mad

s Bisc

hoff

Se også omtalen på side 35 af gruppens initiativ til afholdelse af en forårsjævndøgnskuscheca!


�

10

Vi er en broget flok hippier og blomsterbørn der tramper i jorden og svinger med armene fra side til side. Vi råber afrikanske ord i kor, mens vi kaster os mod moderjord. Vi rejser fra alle hjørner og kroge af Danmark, til midten af landet, til Ramten Skov, hvor vi rejser telte og spiser veganerkost.

Hvorfor? De første par år var det bare livet. At løbe rundt og lege. Ubegrænset frihed, under opsyn. Vi badede i bassin og gik sent i seng. Tegnede farverige store tegninger i børneteltet og spiste os mætte i barens overflod af slik. Vi hyggede os med kortspil og kager hos Tine og Marianne. Det var tider. Man gjorde lige hvad man ville uden, at tænke på hvad folk nu tænkte. Man dansede vildt og skreg med på trommernes intense slag. Indtil det blev hverdag og vi rejste hjem og kom i børnehave. Jeg savnede især Lasse og Astrid, de var mine bedste venner og vi boede langt fra hinanden. Utamaduni var det eneste der bandt os sammen. Og når vi nåede til sommeren igen, gik det da også vildt for sig.

Da jeg blev gammel nok til at færdes i ungdomsteltet, var jeg pludselig for stor til at tegne, for stor til at danse, for stor til at slippe hæmningerne. Vi lejede nu SPK eller T og kyssede i teltene. Pludselig var det heller

ikke nok at have et ungdomstelt. Vi ville være i de stores ungdomstelt. Årene gik med at vente på adgang, og endelig kom dagen.

Der viste sig nu en helt anden side af Utamaduni end jeg havde regnet med. Vi skulle høre moderne pop musik på mobiler og hoppe op og ned på madrasserne. Vi skulle prøve at ryge bidies og drikke øl. Hælde vand på hinanden under fodboldkampen og købe flippet tøj i dukaen. Men en ting havde jeg mistet. Jeg fik aldrig lyst til, at tromme igen og var for genert til at synge i All Stars band og for dårlig til og danse. Jeg tænkte alt for meget på mit omdømme, også selvom jeg var blandt mennesker jeg elskede. Det blev bare for underligt, at skulle frigøres den ene uge om året. Utamaduni var pludselig ikke det samme længere og jeg havde ikke lysten til at vende tilbage.

Men sidste år skete der en markant forandring. Der kom flere unge på min egen alder og samtidig havde jeg fundet roen i mig selv. Jeg var ikke så forvirret mere og tænkte bare på at have det sjovt og at hygge mig i nuet. Jeg var heller ikke bange for at danse og tromme, jeg vidste nu hvad jeg kunne. Og fuck hvad andre tænker. Jeg spillede kort og hyggesnakkede med

Utamaduni for alle?

Jeg kan ikke tælle på en hånd hvor mange gange jeg har været på Utamaduni. Ikke engang på to hænder. Og alligevel ved jeg ikke hvad jeg laver her.

Foto

: Trin

e Ø

. Jen

sen

Foto

: Sti

ne M

arie

Lun

d Th

orse

n

Foto

: Han

ne C

hrist

ians

en


alle de andre og drak nu kaffe i kagefeen. Jeg passede også hele tiden unger. Det var skide hyggeligt. Og om aftenen var der dømt fest og dans.

Jeg er sikker på at jeg en gang må holde en pause med Utamaduni, men jeg er også sikker på at jeg vil vende tilbage med måske børn og en kone. Jeg håber i hver fald, at muligheden kommer så jeg også kan give mine børn den frihed. Bare den ene gang om året.

Men lige nu ser jeg mest frem til at tage min store rygsæk på ryggen og drage mod Djursland, i håb om en god, solrig og hyggelig uge der fylder ligeså meget som sidste år. Jeg ser frem til at høre hvordan alle går og har det. Ikke kun mine venner på min egen alder, men også alle de voksne som interesserer sig for os unge og som holder af stemningen på lejren. Jeg ser frem til de gode gamle fællesmøder hvor der er plads til alles mening, ligegyldigt alder og køn. Jeg ser frem til de sædvanlige opfordringer om at sidde ned og tisse og bagefter altid huske at vaske hænder. Jeg ser frem til en ren balje vand til fodbad i førstehjælpen, en kold øl i baren og en kop varm kaffe i kagefeen. Jeg ser frem til at gense.

Vi ses,

Louis Solskin

Foto

: Trin

e Ø

. Jen

sen

Foto

: Sti

ne M

arie

Lun

d Th

orse

n

Manongu søger medlemmerSukumadansegruppen Manongu (strudsene) i Göteborg søger nye medlemmer.Har du ingen dansegruppe at være i, eller synes du bare det er sjovt at danse, synge og tromme, er du velkommen hos os. Du behøver ikke at ha’ danset eller trommet før. Vi holder til i Gamlestadens medborgarehus, Brahegatan 11 (ved SKF). Hver onsdag kl. 18.30. Ring og hør nærmere til Karin eller Marco på tlf. +46 (0)520 660246. Hjertelig velkommen.


11

1�

Glædeligt nytår til alle.Det bliver spændende hvad det vil bringe!I mit vinterhi har jeg gået og brygget på tanken om at lave en utamadunisk genbrugs butik som supplement til Dukaen og Bazaren.Da jeg selv har genbrug på hjernen, synes jeg at det ville være oplagt at inddrage dette i utamadunilejrens mangfoldighed. Det var en ret stor succes sidste år med mit lille ego projekt, så jeg tænkte det ville være dejligt at kunne udvide det så flere kan være med. Alle skal kunne være med, og medbringe deres ypperste genbrugssager og -tøj. Jeg vil gerne stå for opbygning, nedrivning og økonomi, og jeg vil også gerne have hjælp.Jeg forestiller mig at bygge en lille butik (ca. 2x3 m.) ved siden af dukaen, hvis vi kan finde plads. Pengene fra salget kan vi donere 50% til velgørende afrikanske, utamaduni-formål!

Utamaduni lejren har gennem mange år fungeret som en smeltedigel, et mødested for mange mennesker med mange fælles interesser. En af de væsentligste fælleinte-resser er nok Afrika og trommedans, men også ’bare’ det at være på lejr, lave vores egen lille landsby i en uges tid. Mange nyder at kunne lægge ’normalfrakken’ for en stund, glemme alle hverdagens problemer med bør-nepasning og dumme politikere... Sammen med 6-700 andre skaber vi i en uge et lille ’utopia’ hvor vi prøver at gøre alting på ’den bedste måde’, gerne inspireret af Afrika og ’low-tech’ løsninger. Det er svært at sammen-fatte hvorfor ”man” tager på lejr, da der nok er ligeså mange grunde til at tage på lejr, som der er mennesker på lejren....

Personligt har jeg siden mine unge dage i starten af firserne været meget facineret af trommerne, dansen og kulturen fra Tan-zania. Men også af det ’kick’ det er at arrangere lejren, skabe de optimale rammer for at ”sød musik” kan opstå, og bibringe med initiativer og aktiviteter, som man ikke kunne have planlagt sig til, men som opstår fordi alle er med og samarbejder om det fælles projekt at skabe den fedeste lejr...

Mange af jer ved også at jeg gennem årene har enga-geret mig endog rigtig meget i arbejdet omkring lejren. Mest iøjnefaldende er nok min mangeårige rolle som mødeleder på de daglige fællesmøder, men gennem mange år har jeg også siddet med regnskab og bestyrel-sesarbejdet, ligesom jeg står for hjemmesiden, og meget af den fælles kommunikation i tiden mellem lejrene.

Da jeg i 2003 flyttede ind i haveforeningen Søvang, og samtidigt rundede de 40 år, lod jeg mig inspirere af alle de erfaringer jeg har med fra Utamaduni, og arrange-rede en kæmpe 40års fest i haven, bl.a. med Tonny’s telte, og lånt grej fra lejren. Det blev en kanon fest, og især nød vi at kunne gøre alt det vi ikke længere må på Utamaduni, som f.eks. at have nogle store dejlige bål.

Drumspot - Global Trommefest i Søvang

Utamadunisk genbrugs-idéEller til lejren som jo også er et fantastisk pro-jekt!Jeg vil meget gerne høre jeres mening og even-tuelle idéer. Ellers vil jeg opfor-dre til at medbringe fantastiske goodies og jeg glæder mig til at se jer alle på lejren uanset. Er der er andre end mig der synes det er en god idé?

Mvh Pialin kan kontaktes på [email protected] og tlf 20883807

Gulerods kunst: P

ialin FooFo

to: M

ads B

ischo

ff

Foto

: Mad

s Bisc

hoff


Året efter min fødselsdagsfest havde jeg igen lyst til at lave en stor ’lejr-inspireret’ fest, men 41 år er ligesom ikke så oplagt en anledning.... Heldigvis opdagede jeg, at der i USA var nogle mennesker som havde taget initia-tiv til at lave en årlig event kaldet ”Earthdance”, hvor de koordinerer en international fest, hvor man mødes for at danse for fred i verden. Og på samme tidspunkt stopper alle fester op for at lytte til det samme musik og den samme ’fredsbøn’. Det er om natten i Europa, om eftermiddagen i USA og om formiddagen i Australien. Det års fest, som skulle vise sig at blive den første af en række år med fede fester, havde man fra USA fået den idé at den fælles bøn skulle efterfølges af en kæmpe trommecirkel... Og denne sidste detalje, samt det fak-tum at eventen fandt sted på min fødselsdag, var nok lige det, der fik mig igang med at arrangere en fest, som nu blev en ’trommefest’. Jeg fik mine kolonihavenaboer med på idéen og vi fik startet en ny tradition i havefor-eningen. Den årlige trommefest er blevet en integreret del af sammenholdet i haveforeningen, samtidigt med at den er blevet et tilløbsstykke for alle os der savner udendørsfester med gøgl, musik, trommer og store bål....

Festen er blevet så etableret, at vi har en hjemmeside www.drumspot.dk og en gruppe på Facebook. Festen har som et kært barn, mange navne: Trom-mefest, Earthdance, Drumspot m.fl. og sidste år havde vi en fantastisk fest med 3-400 deltagere, som kl. 01 om natten stoppede op, lyttede til, og deltog i fredsbøn sammen med mange mange tusinde mennesker til mere end 300 fester i mere end 50 lande verden over. Hvor-efter vi lavede en kæmpe trommecirkel, med over 100 trommer, der spillede og swingede sammen i natten.Hvert år laver vi ovenikøbet lidt overskud på festen, som vi så donerer til ’fredelige formål’ lige fra vandpro-jekt i Darfur, til nye mål på fodboldbanen i Søvang.Festen er i høj grad inspireret af Utamadunilejren. Både helt konkret i måden vi laver de praktiske indretninger og løsninger, i personkredsen der står bag, i deltagerne og ikke mindst i stemningen. Vi er endnu ikke blevet så etablerede som storebror Utamaduni, så vi kan heldig-vis stadig lave bål, køre med en u-momset bar, holde møder uden de store postgange med mødeindkaldelser og referater-udsending. Så’en lidt lissom lejren i ’de gode gamle dage’....

Som nævnt er denne fest altså meget direkte inspireret af lejren, og jeg syns at jeg vil dele historien med jer, både for at gøre opmærksom på nogle af ”følgevirknin-gerne” af lejren, og måske også som en inspiration til at andre kan bringe erfaringer og oplevelser fra lejren og ud i ”den virkelige verden”. Og så for lige at sikre mig at alle I dejlige mennesker, som var med på lejren sidste år, ved, at vi den 26 september 2009 holder vores 6. trom-mefest i Søvang.

Se mere på www.drumspot.dkMads McheleFo

to: R

ikke

Roh

de, w

ww

.grip

danc

e.dk

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

1�

Af Marco Masala Kulangwa

”Hele stykket er som en historie, alle skal være med til at fortælle. En sang alle skal synge. Mbi-lingijaen er forsangeren, og shikijaerne er koret, som stemmer ind. Man kan dertil komme med be-kræftende kommentarer, men man er nødt til at lytte efter, hvad de andre siger. Det duer ikke at synge i munden på hinanden, så hører man ikke, hvad de andre fortæller”.

I 30 år har der i Danmark været folk, som har danset og spillet trommer fra Sukumaland. 30 år! Det er længere end jeg har levet...

Når jeg tænker på det, så slår det benene væk under mig. Jeg var selv 11 år, da jeg stiftede bekendtskab med det. Min musiklærer i skolen, Elsebeth Johansen, var med i den nye dansegruppe Igokoloo og god ven til Edwardi Ntemi. Hun inviterede Edwardi ud på vores skole en dag for at danse med os. Jeg fik lov at spille trommer med ham, og min klasse og jeg morede os gevaldigt den dag med at danse regndanse, fugledanse, fiskedanse osv. Elsebeth spurgte mig en dag efter, om jeg ville følge med til Igokoloo. Der kunne jeg komme til at tromme, for jeg så ud til at kunne lide det, sagde hun. Jeg gad vist ikke rigtigt, men min mor pressede på, og jeg blev gudskelov overtalt og tog med. Lige siden dén dag har jeg spillet sukumatrommer med største glæde, og lige siden har jeg hvirvlet mig længere og længere ind i dette kultur-møde.

Edwardi blev min lærermester i trommer, sang og dans. Han lærte mig at se på det som en helhed. Trommerne, dansen... At jeg skulle spille MED danserne og ikke til dem, at trommerne spillede melodier, historier som danserne tolkede og fortalte. Dengang var det for mig et helt nyt univers, som åbnede sig. Jeg havde nok aldrig tænkt på musik før, så dette har virkelig sat sit præg på mig. Hele min forståelse for musik er bygget op omkring denne tanke.

Trommerne spiller jo melodier...

Jeg lærte mig ret hurtigt at tromme og var god til at huske det, som jeg havde spillet. Nogle sagde, at jeg havde talent for at spille. Men jeg selv mener, at det, at jeg kunne huske gjorde mig dygtig. Langsomt begyndte jeg at spille dansetromme, og det endte med, at det var mig som kunne huske alle dansene og trommerne. Nøglen var det, Edwardi havde lært mig. Min store kærlighed til trommerne gjorde, at jeg i 2005 kom ind på Göteborgs Universitets verdensmusikuddannelse med sukumatrommer som mit instrument. Her skrev jeg, i forbindelse med min eksamen, et arbejde om sukuma-musikken og dens rodfæste i Norden. I dette arbejde beskrev jeg blandt andet lidt om, hvordan jeg mener, at sukumatrommemusikken fungerer og bør opfattes, og jeg prøvede at forklare lidt om den nøgle, som Edwardi i sin tid gav mig.

Noget af det som har fascineret mig allermest er den måde trommeorkesteret er bygget op på. Shikijaen (dansetrommen) er den tromme, der fortæller selve historien. Da der ofte er mange af dem, kan man kalde deres ”stemme” for koret. Shikijaen har som rolle, under ledelse af mbilingijaen (den styrende dansetromme), at styre tempoet og energien. Mbilingijaen er leddet mellem trommer og dans. Der kommunikeres gennem

Foto

: Trin

e Ø

. Jen

sen

Marco på sin første lejr i 1996.

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

Marco sammen med Boni og Maico på lejren 2006.

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

1�


mbilingijaen, som har til opgave, at formidle videre til dansere eller trommer via sit spil. Gombaen (lilletrom-men) understøtter shikijaerne med sin lyse klang, hvor gunyaens (pulsens) rolle, med den dybe baslyd, er at holde sammen på det hele. Kombinationen af den dybe stadige puls, lilletrommens diskant og de syngende dansetrommer, giver en stor og harmonisk tone og et melodibillede.

Trommerne spiller det, som danses, og en hel dans er en historie bestående af en kombination af forskellige fraser i forskellige længder, som sættes sammen til et helt stykke. Hver frase har en funktion hos dansen og er forbundet til en vis bevægelse. De mange danse-stile, som findes i Sukumaland, har hver sine ”forråd” af fraser. Deraf kan man musikalsk skelne mellem stilene. Desuden udvikles nye fantasifulde fraser hele tiden.

Principielt kan en dans spilles på mange forskellige må-der, men fraserne fortæller samme historie. Samme frase kan dog også have en anden betydning og dansebe-vægelsen vil her være en anden. Generelt kan fraserne inddeles som kaldende, fortællende eller hvilende. Disse 3 grupper kan yderligere inddeles som fortsættende eller afsluttende. Når man improviserer på trommen, bør man se til ikke at spille en solo, men at man i improvisationen lader dansetrommelodien indgå. Ellers udskiller man sig for meget og meningen med at være en enhed er brudt. Praktisk taget findes der ingen solist i trommespillet. Hele stykket er som en historie, alle skal være med til at fortælle. En sang, alle skal synge. Mbilingijaen er forsan-

geren, og shikijaerne er koret, som stemmer ind. Man kan dertil komme med bekræftende kommentarer, men man er nødt til at lytte efter, hvad de andre siger. Det duer ikke at synge i munden på hinanden, så hører man ikke, hvad de andre fortæller.

Et andet fænomen i sukumatrommespillet er at det aldrig er polyrytmisk, fordi man har en puls i orkesteret, som smækker en fed etter ind: Baf, det var så pulsen. Alle andre slag, der spilles på den ene eller den anden tromme, bør ses og forstås i forhold til pulsen og ikke som en selvstændig rytme. Set med de øjne, er det ikke polyrytmisk, selvom det praktisk taget godt kan opfattes sådan. Et begreb som 3 mod 2, bør i sukuma-trommespillet i stedet forstås som 3 MED 2, hvor pulsen bestemmer, hvordan vi skal lytte til det.

At trommerne spiller melodier... At trommerne spiller historier... Det er lidt sjovt. Der er sikkert mange dansere, som kan synge ”Champion” bedre end ”I skoven sku’ vær’ gilde”. Man husker historien eller melodien, som trommerne spiller. Dang Gadang, - , Gadagada Dang Gadang... Joooh, den har de da vist nok også hørt i ba-ren eller i bageriet på lejren...

Hele rapporten ”Sukumamusiken och dess fäste i Norden”, kan hentes på www.trappeberget.se

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

Lejren 2006.

Marco på lejren i 2008.


1�

1�

Af Knud Erik Mlalahasi AsakUtamaduni projektgruppeEt fantastisk spændende år med masser af ind-samling og renovering af udstyr i nord og synlige forbedringer og gensidig dialog med vores kon-takter i Tanzania.

År 2008 sluttede med at den afsendte 20 fods container, fra Emmelev i september måned med landbrugsudstyr ankom til landsbyen Rangi ved Victoriasøen. Den landsby hvor vores gamle nu afdøde Banungule lærer Kang´wina Wanamihomo kom fra, og hvor vi unge danskere i 1979 lærte af ham, hvordan ugali og maharage spises efter sukuma traditionerne. Ikke mindst var Kang´wina også en god og munter Banun-gule lærer i den tid. Efter Kang´winas første besøg i 1981, inviteret af Rich og Knud Erik, startede den første egen-tlige indsamling af skoleudstyr til grundskolen i Sese.

Landsbyen ligger et par kilometer fra Rangi. Med hjælp fra Uffe og Sander blev der indsamlet blyanter og papir fra Norddjurs Friskole i Kastbjerg, så børnene i Sese-sko-len havde nogle arbejdsredskaber. Der blev senere også udvekslet tegninger imellem de to skoler. Senere i 1996 foreslog Kang´wina så, at hans landsby Rangi også have et stort behov for en majsmølle, da kvinderne måtte gå helt til Kayenze (8 km fra Rangi) for at få deres mihogo (en rodfrugt) og malet majs til mel. Med støtte fra Mel-lemfolkeligt Samvirke (MS) gik vores ansøgning igen-nem, og vi kunne i 1997 sende det første istandsatte møl-leri til landsbyen. Med 5.000 kr. i støtte fra forfatteren Peter Høeghs Lolwefond kunne vi i samme år bygge det runde møllehus, med de dygtige håndværkere fra Bu-jora Håndværkerskole. Her oplevede vi for første gang lykken ved, at landsbyens kvinder nu glædede sig over, at kunne sende deres børn til møllen. Ved lange afstan-

de til majsmøllen og i regntiden måtte kvinderne selv gå til møllen. Nu var møllen indenfor i eget netværk, og man skulle ikke stå i kø eller være nervøs for, at det blev mørkt inden man kom hjem. Igennem åerne har møllen i Rangi tiltrukket opstarten af et lille handelscenter med flere små boder og butikker, hvor daglige fornødenhe-der kan købes. Selv to andre møllerier er der med tiden blevet plads til, som nu gavner konkurrencen, og holder prisen på maling af majsen nede. Nu kommer kvinderne fra de omkringliggende bosteder til Rangi, for at få ma-let deres majs og får små-handlet samtidigt.

I 2007 modtog vores venskabsgruppe Rangi’s udvik-lingsgruppe (Bustani Group Rangi) efter et stort ønske, et vand-pumpeværk og 26 aluminiumsrør samt sprent-lere til overrisling af deres store areal ved Victoriasøen. Ved vores besøg i oktober blev vi glædeligt overrasket over, det grønne opdyrkede område midt i denne tørre tid. Masser af grønne frugter og tomater til afsætning til tomatketchup fabrikkerne. Nu ventede de bare på containeren fra Danmark med landbrugsudstyret. En Ford 4000 traktor, plov, og gummivogn, så der kunne komme endnu mere gang i landbrug/gartneri projektet. Ikke mindst det at få kørt komøg ud til markerne og kunne tage hakkede bananstammer med hjem ved aftenstid til foder for deres to malkekøer og kalve.

I februar og marts måned 2008 fik vi med hjælp fra Venne-punktet i Emmelev istandsat 25 computere til Sumve Girls Secondary School i Sukumaland. I samme måned fik vi også pakket, og afsendt en container med hospitalsudstyr til Malambo Medical Clinic langt inde i masaiernes land i Ngorongoro. Et mindre majsmølleri var der også i denne container til masai kvindegruppen på den gule slette (Engutuk Oiti). Denne tomme 20 fods container er nu opsat ved møllehuset i Engutuk Oiti, og bruges til opbevaring af hele majs (kornlager). I Engu-tuk Oiti har vi igennem flere år støttet denne stærke

kvindegruppe, som bakkes godt op af deres mænd.

Udover at styre mølleriet har gruppen også perle-smykke salg og fremstil-ling som fælles aktivitet. Gruppen som i dag tæller 39 kvinder, startede i 1992 med salg af 3 sække rør-sukker, som de fik doneret af søster Angelika som er født i Tyskland, og som nu har opholdt sig blandt

Års skrivelse fra vores venskabsaktiviteter i Danmark og Tanzania

Container til Rangi september 2008

Malambo Medical clinic

Alle

foto

s på

diss

e sid

er: P

roje

ktgr

upp

en &

Knu

d Er

ikUtamaduni årsmagasin 2009

masaierne i 18 år. Kvindegruppen er nu ved at være landskendt pga. dens sangkor, og inviteres her og dér til at optræde med deres kor-gruppe. De har nu en drøm om at spare op til en TOYOTA (mini bus) med plads til 18 personer, for at gøre sig uafhængig af den dyre trans-portleje i Tanzania.

En rigtig mandetur blev det så til da Jesper (gl. plads-mand), Svenn (info + gl. avisuddeler), Per (Venne-punktet) og jeg selv ansat hos Per i Venne-punktet (afklaringsprojekt for unge) rejste til Tanzania i oktober måned for, at få et indblik i, hvordan venskabsprojek-terne havde det. Der var meget tid til at snakke udvik-ling, da vi på 3 uger fik kørt 3500 kilometer, og derved sad godt klisteret sammen i bilen. En Toyota Highlux med lad bag på. For 30 år siden var der få veje belagt, med asfalt i Tanzania og nu på vores tur var ¾ belagt. Mobiltelefonerne kimer og alle sender smsér. Masaierne med spydet i den ene hånd og mobilen i den anden - nu til dags har løven svært ved at stikke af, når moranerne (de unge kriger) i deres helte leg indkredser den for at dræbe. Gamle Lablal Ole Songoyan som ingen mobil telefon har, blev fundet af moranerne efter, at han have ligget livløs oppe ved Olmoti krateret i næsten 15

timer, udtværet efter kamp med en gnaven han-ele-fant. Gamle Lablal blev kastet rundt med af elefanten, og den fik flået hans tøj af ham. Til hans held begyndte tøjet at blæse væk i vinden, og den gnavne elefant kylede rundt med stumperne, indtil de var i så små bitte tøjstykker ikke kunne lette mere. Elefanten drog nu vi-dere på sin hærgen, og hen under aften blev familien på bopladsen urolig over, at den gamle og ungdyrene ikke var kommet hjem. En ekspedition af moraner (unge kri-gere) blev sendt af sted, og her fandt de Lablal forslået ude af stand til at røre sig. Moranerne fik hurtigt tele-foneret med mobiltelefonen, til Endulen hospital hvor chauffør Mr. Bidan fik landcruiseren med 4 hjuls træk sendt af sted. Gamle Lablal blev sat sammen igen på Endulen hospital. Jeg mødte Lablal på vores tur i okto-ber måned. Han glædede sig over at have modtaget en af de kørestole som vi tidligere har doneret til hospitalet.

Igennem vores gamle venskabspartner (siden 1996) i Malambo masai NGOén SADA, fik vi leveret en 20 fods container med hospitalsudstyr til Malambo Medical Clinic. Globetrotterne fra Djursland fik besøgt Malambo midt inde i masaiernes land, for med egne øjne at se om udstyret var ankommet i forsvarligt stand.

På vej nordpå fra Malambo mod agerdyrkernes land (Batemiérne) fik vi afleveret et mindre majsmølleri, som vi havde bag på ladet af vores Toyota fra Dar Es Salaam. Masai kvinderne i Masusu havde ventet længe på denne hjælp. Hos agerdyrkerne Batemiérne (dem som dyrker jorden) oppe i de syv kilders land, fik vi besøgt gamle modtagere af udstyr fra MS-Djursland og Utamaduni Kulturforening. Dalene oppe i Batemiérnes land er selv i tørtiden grønne pga. specialiseringen af et sindigt fordelingssystem, af kildernes vand til overrisling

Malambo Medical clinic Møllehuset i Masusu


1�

1�

af markerne. Batemiérne tæller ca. 30 tusinde indbyg-gere, og er derfor en lille gruppe målt med Tanzanias 127 etniske grupper hvoraf Sukumaerne i de grønne enge ved Victoriasøen, er den største på godt 5 mil.For at nå over til Sukumaland, som var vores endemål, skulle vi igennem Serengeti Nationalparken, som frem til 1951 var en del af masaiernes græsningsarealer. En kø-retur på godt 350 kilometer. ¼ af Tanzanias landareal, 44 gange større en Danmark, er under fredning eller udlagt som National Park. Det har selvfølgelig berøvet en masse mennesker deres forfædres jorde (levevej), og derved skabt konflikter imellem stat og indbyggere. Specielt har der været meget fokus på masaierne, og deres forringede levevilkår pga. fredningen og stats-magtens metoder til håndhævelse af lovene vedrørende fredningen i Tanzania. Fredningen i Tanzania styres til dels af de store pengestærke dyreværnsorganisationer i Europa. Masaierne er tra-ditionelt ikke agerdyrkere, men et stolt hyrdefolk med sæterdrift som speciale, hvor kvæget flyttes rundt til de græsningsmodne arealer. Hovedernæringen består henholdsvis af 85% mælkeprodukter lidt majs og urter.

Som altid en spændende tur igennem Serengeti, hvor oplevelsen af uberørt natur opstår. Man kører og kører, og syntes ikke at man kommer nogen vegne, og ved middagstid når vi så alligevel godt trætte frem til park ho-vedkvarteret Seronera. En tur på godt 300 kilometer siden morgen kaffen i di-strikts byen Loliondo, hvor

vi overnattede med ekstra dyner på fordi kulden bed i næsen. Hvor Malambo mod syd er en varm heksekedel, er Loliondo i højlandet mod Kenya i nord et behageligt dansk sommervejrs klima. Ingen myg, støv og med store grønne bakker, som gør Mols bjerge og Ejer bavnehøj til små miniature skabninger. Selv kvæget heroppe så godt og velnæret ud i forhold til Malambo og Batemiland.

I Sukumaland blev vi godt modtaget af sidste års Uta-maduni-lejr sommergæst fra Tanzania, Steven Mhoja Lyaku. Vores gemte telte fra sidste år var allerede opstil-let og tromme-rytmerne hvirvlede, og regnen begyndte at falde. Endnu engang blev vi beæret med ordene ”dem der kommer med regnen”. Wanalyaku Dance Troup har vi i rigtig mange år haft venskabssamarbejde med. Flere dygtige håndværker og dansere derfra har været gæstelærere i Danmark. Samarbejdet om renoveret udstyr begyndte i 2005 hvor gruppen modtog det første vandingsanlæg. I 2007 modtog gruppen en container med landbrugsudstyr - traktor og tilhørende redskaber samt værktøj til reparationer.

Nyankunji gruppen ved Matare blev besøgt. Contai-neren med landbrugsudstyr som blev afsendt herfra i 2007, var godt ankommet, og der var allerede synlige resultater både i det at drive virksomheden ved hyring af traktoren til pløjning i lokalområdet, samt indtjening ved transport af ris til Kisesa og Magu. Til april har vi 15 års jubilæum i samarbejdet med ”Ya taka moyo” (dem, der tænker med hjertet) gruppen. Majsmøllen, som vi renoverede, og leverede i samarbejde med Grenå Pro-duktionsskole i 1994, maler stadig til gavn for kvinderne

Velkomst i Sukumaland

Alle

foto

s på

diss

e sid

er: P

roje

ktgr

upp

en &

Knu

d Er

ikUtamaduni årsmagasin 2009

i Nyankunji. I systuen var der elever. 9 piger som hver betaler Tsh. 5.000 om måneden (20 kr.) for deltagelse i et 3 måneders sy kursus. Under det store skyggefulde træ havde snedkerlæreren Magembe travlt med un-dervisning i stolefremstilling. Alt sammen med hjælp af værktøj og symaskiner fra Djursland. En halv times kør-sel fra Nyankunji landsbyen rammer vi ind i handelssta-tionen Sumve, hvor vi bliver modtaget af mama Kisula, som er skoleleder på Sumve Girls Sec. School. Skolen har plads til 700 piger, og vores ”on the spot visit” var jo for at se om de computere, som vi leverede året forinden, nu også var i brug. Vi blev endnu engang med egne øjne forevist, at den støtte også er i brug og at der er kvalificerede computer-lærere, der kan udrede diverse tekniske problemer når de opstår.

Endelig nåede vi frem til ”Gud nr. 2´s” boplads Ntulya i Mondo, hvor det lille savværk skulle leveres til snedker-mester Busho og hans drenge. Busho, har igennem alle åerne savet tømmeret op med en lang-sav. Nu skulle der moderniseres, og han havde ansøgt os om dette savebord. Vi ankom sidst på eftermiddagen onsdag den 15. okto-ber. Torsdag er healer-bopladsens bededag og vi blev vækket ved 6 tiden af en lille klokke og stille tromme lyde. Ved 8 tiden samles alle til morgen bøn. Den ugent-lige ceremoni sættes i gang af Makongote, der er efter-følgeren af Kisununha (Gud nummer to).

Sulten var slem i Tanzania pga. den udeblevne regntid, og børnehavebørnene kunne ikke længere få en kop masjvælling som formiddagsmåltid. Ved indskoling be-taler alle forældre 5 kg. majs pr. barn, men pga. dårlig høst havde kun få forældre betalt med dén konsekvens, at kun få benyttede sig af tilbuddet om børnehave og 1. klasses undervisning i Ntulya. Majaluas græstækkede butik var brændt ned pga. dårlig placering af olielam-pen. Han var selv sluppet ud/væk fra sin købmandsstol inden ilden havde taget alvorligt fat. Ntulya folkene stod bi, og gamle Majalua, har nu fået bygget en hytte og denne gang af soltørrede sten, så ilden ikke igen kan griber så let fat. Inden hjemturen mod Dar Es Salaam skulle vi besøge Nhobola landsbyen, hvor Kulwa og Sissels (Holte) fa-milie bor. Vi blev modtaget af Kulwas far, mor, brødre og søstre. En helt specielt boplads hvor der vises stort overskud og kærlighed. Kulwas far og mor har solgt alt kvæget for at kunne bygge et hus, så der var plads til 18 hjemløse børn som familien har taget til sig.Vi har nu modtaget en officiel ansøgning fra Ihobola om hjælp til landbrugsudstyr og værktøj. Ansøgningen er godkendt af distriktsmyndighederne i Magu distrikt. Målet med udstyret er at forbedre fødevareproduktio-nen ved en effektivisering af landbruget.

Nyankunji pigerne i systuen

Ntulya


1�

�0

På sidste års 2008 Utamadunilejr gik overskuddet fra te-huset (Maisha Safi) til indkøb af en brugt traktor Ford 4000. Denne traktor skal nu gøres i stand/reno-veres, og sammen med andre redskaber sendes i en 20 fods container til Ihobola bopladsen i Sukumaland.

Vores hjemtur mandag den 20. oktober, efter at have afleveret det sidste udstyr gik igennem det centrale Tan-zania. En køretur på 1200 kilometer gennem den smuk-keste natur. Bortset fra nogle timers kørsel før Dodoma (administrative hovedstad) er vejen fra Mwanza (Tan-zanias næststørste by) til Dar Es Salaam i dag belagt med asfalt og med fine hvide striber. Udviklingen er også kommet til Tanzania - børnene går i skole, og drømmen er for mange unges vedkommende, at komme i secondary school, og måske videre i high school som giver adgang til universitetet. Bønderne på landet slider idet - bortset fra rent vand, og overbefol-kede skoler er hverdagen en evig kamp.

Vi har i 2008, fået hjælp fra Mellemfolkeligt Samvirke til renovering og forsendelse af (Genbrug til Syd www.ms.dk) 2 stk. 20 fods containere og én 3 kubikmeter kasse. I alt var beløbet på kr. 160.000.

Det er jo tankevækkende, at vi i den rige verden, os der har råd til tandlæge, frie sygehuse, læge og skole er dem, der sviner allermest. Vi bliver nød til at tænke os om når vi køber ind for at minimere ophobningen af af-fald og udslip (kvæle os selv), og ikke mindst i forhold til, hvad vi kan være bekendt i solidaritet med de, der har færre ressourcer på vor klode.

Vi modtager løbende udstyr til Tanzania så mail: [email protected]

Alle ønskes et godt år 2009,

Kærlig hilsenKnud Erik

Maisha Safi (chai-cafeen på lejren)

Busho og hans nye rundsav

2 stk, FORD traktorer, betalt af lejrens chaihus Maisha Safi. Bæredygtig transport

Alle

foto

s på

denn

e sid

e: P

roje

ktgr

upp

en &

Knu

d Er

ik

Foto

: Dea

Mog

ense

n


Vi fik et brev fra Sander:

Bandet Samaleyka ...som Sander, Hans og to lokale musikere skabte i vinters i Senegal. Samaleyka er et ordspil på flere lokalsprog og betyder noget i retning af ”fremtid og internationalt samarbejde.”Samtidig leder det tanken hen på: Salamaleyca (fred være med dig) & Malaika (Afrikas ”hvide måge”- sang).Fo

to: M

ette

Sum

oUtamaduni årsmagasin 2009

�1

��

Uden at dræbe mystikken som omringer African Foot-print International, vil jeg nærme mig nogle svar på de spørgsmål jeg selv stod med da jeg mødte dem på sidste sommers Utamaduni lejr. Mystik er i denne sam-menhæng ment som den afrikanske komplekse mystik der findes i en hver afkrog af Afrika og som gør at der finder ting sted her, som vi i vesten aldrig ville tro ville være muligt og som jeg vil komme lidt nærmere ind på senere i artiklen.Tilbage til det første spørgsmål; Hvem er African Foot-print? Som en introduktion til hvem de er, er det vigtigt at sige at de er en ”Non-Governmental, Non-profit, Non-poli-tical and Non-religious organization”. De søger at nå ud til mindre bemidlede og handicappede mennesker, at anerkende dem og samler dem med bedre bemidlede og almindelige mennesker. Visionen bag dette er, at skabe en bro imellem dem der er mindre privilegerede og de privilegerede og samle dem via afrikansk tradi-tionel tromme musik, dans, historie fortælling, og teater. Dette er udgangspunkt for udvikling, uddannelse, kom-munikation og miljø bevidsthed og en bedre fremtid for de unge i og uden om African Footpint i Ghana, men også for de danskere der møder African Footpint og hvor broen imellem dem og os skabes og samarbejde

Hvem er African Footprint International?

opstår. Dertil kommer, at det er en gruppe af unge mennesker, der både arbejder på at skabe en bedre fremtid for dem selv og det samfund der er omkring dem. Til dagligt i Ghana, møder de til træning hver dag kl 7 og igen kl 17 og øver 1,5 time frem. Derimellem er der tegnsprogskurser og andre praktiske gøremål i orga-nisationen og tid til at arbejde eller holde fri. Mange af de unge har dog ikke arbejde og på samme tid har de familier at forsørge. Et frivilligt arbejde som dette, er både svært at påtage sig når økonomien i virkeligheden ikke er til det, men på samme tid er det for de unge en investering i deres fremtid og i drømmen om et bedre Ghana. Dette er også grundlaget for at rejse til Danmark, Italien, Holland, Ungarn og hvor African Footpint el-lers også har været. De ønsker at nå ud til den vestlige verden med budskabet om ”Disability is not inability”. Målet internt i organisationen er give de unge mulighed at blive mere litterære, give dem selvtillid, gøre dem produktive, og give dem de nødvendige færdigheder, så de kan klare sig succesfuldt i en hurtigt forandrende moderne verden. Således sker det, at 20 unge ghanesere rejser til Dan-mark sommeren 2008 for at skabe en bro imellem kulturelle og fysiske forskelle og vise hvad det er de arbejde med og for i Ghana. Det er en del af deres drøm om en bedre fremtid og derfor påtager sig 3 måneders hårdt arbejde uden at vide om de kan få nogle penge med hjem til deres familier. Organisationen finder penge til billetterne, med det i baghovedet, at det er penge de bliver nød til at tjene imens de er i Danmark så de ikke kommer tomhændet hjem med en gæld. En del af mystikken for en europæer er hvorledes kan man leve uden penge? De kom til Danmark uden penge, de levede uden penge og de lever til dagligt uden penge -selvfølgeligt har de lidt penge, men det er ikke meget. Jeg ser de unge Ghanesere gå i byen og danse natten lang, sidde på en

Mange oplevede African Footprint på sidste års Utamaduni lejr, men hvem er de i virkeligheden? Hvad er grunden til de rejser til Danmark? Hvorledes kan det være, at 20 unge Ghanesere rejser til Danmark uden at have en krone på lommen, hvordan kan de leve uden penge?

Alle

foto

s på

diss

e sid

er: M

ads B

ischo

ffUtamaduni årsmagasin 2009

lille restaurant og spise Fufu, hænge ud på byens beach ressort og nyde livet, de formår at gøre nogle de ting de har lyst til, at have et ungdomsliv.Jeg sidder lige nu på hovedkontoret i Cape Coast Ghana og skiver denne artikel og spekulerer på om jeg kan for-klare mine egne spørgsmål ud over at kalde det en del af den afrikanske mystik. En af de forklaringer jeg har fået er Tro, tro på Gud, tro på at hver dag vil give dig det bedste, at der vil være mad på bordet og din familie vil være tryg, arbejd ikke ud fra fortiden til nutiden, men fra fremtiden til nutiden. Visualiserer dine drømme og gå efter dem. Dette er en del af den måde de lever med den afrikan-ske mystik og dertil har de nogle ”kulturelle koder” der støtter et system hvor familie, venner og omgangskreds er en resurse og hvor penge er meget vigtige med ikke noget man bare har, og dermed overlever de på nogle andre måder.

Det ovenstående kan være en del af forklaringen, men resten vil jeg lade være uforklarligt, og så længe jeg ikke har en større indsigt i den Ghanesiske kultur til at kunne forklare hvilken rolle den afrikanske mystik der findes hernede og i de mennesker der kommer herfra spiller i det daglige liv uden penge, er det bare rart at vide at den findes og den giver liv og glæde til de unge i African Footpint og skaber muligheder for at danskerne får lov at møde African Footpint igen den kommende sommer 2009. Hvem i Danmark kan leve som de? Jeg ved det ikke, men en ting ved jeg, der sker utrolige ting i mødet med den Ghanesiske kultur og det enkelte menneske.

Mvh Solvejg SandbergKoordinator African Footpint International

��

Med udgangspunkt i den afrikanske kulturtradition bliver der lagt op til en uge med udfoldelser, tromme-kompositioner, danseworkshops, koreografier, historier og optrædener baseret på den afrikanske musik- og dansetradition. Yderligere info, herunder pris og periode, på www.performershouse.dk.Med kunst, en markedsaften, udflugter og foredrag er der lagt op til en uge, hvor du får et indblik i vestafri-kansk kultur. Kursisterne får derudover lejlighed til et kig ind i det ”afrikanske køkken” - og mulighed for at deltage i tilberedningen af et afrikansk måltid.

Kursisterne kan deltage i både danse- og trommework-shops, hvor forskellige stilarter, trommer og fortællinger introduceres og øves. Kurset er både for nybegyndere, øvede og meget øvede –niveauopdeling vil finde sted.Ugen afsluttes med en afrikansk fest fredag aften, hvor kursisterne optræder for hinanden og for venner og familie, som inviteres til afrikansk fællesspisning på højskolen.NB! Undervisningen forgår delvist på engelsk.

Afrikansk tromme- og dansecampRytme, sved, hamrende håndflader og taktfaste slag på store afrikanske trommer

Underviser: Musikere og dansere fra African Footprint International Kursusperiode: Uge 28 Søndag den 5. juli til lørdag den 11. juli 2009Pris: 2500 kr. (inkluderer kost og logi samt spisebilletter)Ekstra spisebilletter fredag aften: 100 kr.-voksne 50 kr.-børn u/14 årTilmelding og praktisk information:Du kan tilmelde dig online på www.performershouse.dk eller ringe på telefon 86 800 820.

Collins Woode Mensah har oprettet Akrowa Aged-Life Foundation, der arbejder på at indføre dansk ældreomsorg i Ghana. Via tv, radio, koncerter og en dokumentarfilm om dansk ældrepleje udrydder Collins skridt for skridt den ghanesi-ske overtro, der gør gamle mennesker til syndebukke for alle ulykker og betyder, at mange lever alene uden at få hjælp. Foreløbig får omkring 150 ældre hjælp fra et team af frivillige hjælpere, som Collins har instrueret.Han er ved at opføre et akut plejehjem med 12 værelser plus et aktivitetscenter.

Stedet er opkaldt efter Collins arbejdsplads og hedder Trøjborg Lokalcenter.Collins drømmer også om at bygge en skole og uddanne social- og sundhedshjælpere efter dansk model.Besøg projektets hjemmeside på www.aalf.info Kontakt Collins på [email protected]

Dansk ældreomsorgi Ghana

www.aalf.info

I et samarbejde med de ghanesiske dansere og trommeslagere fra African Footprint International etablerer vi en afrikansk højskolecamp for trommespil, dans og sang.

Foto

: Dea

Mog

ense

n

��


We were very pleased and grate-ful for the invitation given to us to come and share what you had and what we have together in your last year Utamaduni Camp in Den-mark.

Honestly, Footprint can not tell you

So right now, I will like to call your institution and your camp : ” A Contact Spot.” This is the best thing one could ever have in life. Cause life itself is a contact Spot. If not, you can not go forward. It takes the people you meet and associate with, that shows where you will end or go. So life is a Contact Spot.

Samuel Kweku [email protected]

www.africanfootprint.dk

From Kweku and African Footprint

how blessed we are in meeting you. Our as-sociation with you have yielded much. To the extent that, even now Arne Sandberg and family from Randers are with us in Ghana. Josephine is also here.

We met all these special people in your camp. And also we have a coordinator from our meeting with your organisation. All these, I call them blessings. And these people are all here in Ghana with us.

Tegn

inge

r af

dan

sere

: Ria

And

reas

enUtamaduni årsmagasin 2009

��

African footprint international vender stærkt tilbage til Danmark i sommeren 2009 med ny musik og nye danse. Denne sommers turné breder sig ud over et større spektra af musik og danse og drømmen om at bygge broer mellem mennesker viser sig direkte i musikken ved de nykomponerede numre, hvor afrikansk traditionel musik og vestlige instrumenter mødes i et brag af en fest. Musikken danner grundlag for nye danse og historier om krig, kærlighed, tro og håb ispireret fra forskellige regioner i Ghana.

African Footprint International, AFI, er en frivillig NGO med base i Cape Coast, Ghana. AFI søger at forene og anerkende svært stillede samt handicappede mennesker med bedre stillede og normalt fungerende mennesker. Målet er at bygge bro på tværs af skel. Målgruppen er marginaliserede unge, der gennem deres engagement i organisationen vinder respekt og selvrespekt. Dermed er der en sammenhæng mellen AFI’s målsætnninger og deres kunsteriske udfoldelse.

Sidste år rejste AFI på turné i Danmark med budska-bet: ”Disability is not inability” for at skabe en bevisthed omkring det, at et handicap ikke behøver gøre men-nesker handicappede. Dette beviser AFI, idet de formår at undervise døve i traditionel vestafrikansk dans og musik, således at de når et niveau af professionalisme, som det vil være mange hørende forundt. Dette buskab

vil altid være en del af organisationen, da tegns-progsundervisning og døve er en del af hverdagen for AFI i Ghana, men i år tager de det op på højere niveau og arbejder ud fra ”Music as a bridge, giving life and hope through music” både for det enkelte menneske og også i samfundet.

Kulturelt udvekslings-program i perioden Maj – August 2009AFI kommer til Danmark med en udvalgt gruppe medlemmer og der arran-geres aktiviteter med både nye og gamle samarbejds-

partnere. Dels for at udbrede AFI’s arbejde, men også for at opnå bedre økonomisk mulighed for at opfylde organisationens visioner. Visioner, der primært handler om, hvorledes musik kan skabe broer imellem kulturer og mennesker på tværs af de skel, der ellers kan skille folk ad. Dette kan for eksempel være skellet mellem den hørende og den døve, et skel som fjernes idet den døve viser, at han også kan danse, hvis blot han får muligheden. Alt dette samtidig med at AFI som profes-sionelle kunstnere viser deres kunnen.

Konkret vil aktiviteterne kunne bestå i: A. Performance med afsæt i traditionel afrikansk musik og danseopvisning.B. Traditionel afrikansk tromme- og danseworkshops. C. Foredrag/diskussion/udveksling med f.eks. unge

Det er samtidig AFI’s intention at kombinere tromme- og danseworkshops med foredrag og diskussioner relateret til musikalsk og socialt arbejde, undervisning og læring. Både seminarier, skoler, højskoler og alle former for institutioner, virksomheder, festivaler og organisatio-ner vil sandsynligvis nyde et besøg fra AFI.

African Footprint Internationals bagrund og erfaringer AFI har gennem en årrække undervist hørende og døve i traditionel dans og trommespil i Ghana, og deres arbejde viser, at det er muligt at ændre holdninger til og fokus på menneskers potentialer. AFI tror på et tværkulturelt samarbejde og på at udveksle viden og ideer mennesker og kulturer imellem. AFI har turneret i Europa og driver et gæstekursistprogram i Ghana, hvor de modtager gæster fra hele verden.

MVH Solvejg SandbergKoordinator, African Footprint InternationalIngersvej 11, DK-8220 Brabrand. Tlf: 26484122Email: [email protected]

Kontakt lederen af AFI, Samuel Kweku Addison, for yderligere information (på engelsk): tlf.+4540501969 el-ler [email protected]

”Music as a bridge”-Sommerturné 2009

African Footprint International

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

��

2008: Steven Lyako og African Footprints 2007: Maganigani & John Mulinga 2006: Boni Milundumo & Yohana Paulo Musa 2005: Mzee James Sombi Makungu & Martina Thomas 2004: Ingen kulturgæster fra Afrika, men fokus på vores herboende afrikanske venner. 2003: John Gambula 2002: Mabiyu Ntini, Martina Thomas Petro og Ng’wenhwandege 2001: Fitta, Nyamalwa og Makungu fra WanaLyako gruppen. 2000: Nkwabi Ng’hangasamala fra Bagamoyo1999: Leonard Gunze, Tanzania og Bernard Diatta, Senegal 1998: Ingen kulturgæster fra Afrika, men fokus på vores herboende afrikanske venner. 1997: Mzee Kang’wina, Ngoya Balele og Paulo Lusana 1996: Dunyo Luhemeja og Chumas Patilice 1995: Ngolo Kasonga 1994: Salu Kadelya 1993: Mabula Lyaku 1992: Mzee Kang’wina 1991: Lucia og Pascali Busheni, Sebastian Paulo 1990: Nzoza Boyi og Lubala Siyabo 1989: Ingen kulturgæster fra Afrika, men fokus på vores herboende afrikanske venner. 1988: Mzee Kang’wina og Nzoza Boyi 1987: Mzee Kang’wina 1986: Nkwabi Ng’hangasamala1981: Mzee Kang’wina (før første lejr)1972: Edwardi Ntemi og Mzee Kang’wina (første kontakt)

Utamadunis kulturgæster gennem mere end 25 år

Mzee Kang’wina på lejren i 1988

Mzee Steven på lejren i 2008

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

Maganigani på lejren i 2007

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

Ngolo Kasonga i 1995

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

Pascali og Sebastian i 1991

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

Salu Kadelya i 1994

Foto

: Sør

en H

arbo

Foto: Mads Bischoff


��

��

Senegal 28/12-08

Vi er syv voksne og fem børn som er rejst sydpå fra Bakau i Gambia til Abéné i Senegal, en køre-tur på tre timer af et kort stykke med asfalt og resten af sandvej.

Vores chauffør er rigtig god og kender alle smutvejene, dette især for at undgå checkpoints hvor politiet kan give problemer. Derfor kommer vi ret hurtigt langt ud på landet, hvor der er virkelig langt mellem husene. Hvis ikke vi var klar over hvor i verden vi var, kunne det være en køretur på vej til Miswaki i Sukumaland. Bopladserne var fuldstændig som vi har oplevet dem i Tanzania, med lerhytter, blik- eller stråtag, rismarkerne og indhegningerne til dyrene.

Målet for turen er at opleve 3 dage på festivalen Abéné Festivalo som blev startet i 1994 af en hollands kvinde. Hun ville vise den lokale dans og trommerne til turister og andre interesserede, ved at arrangere shows og work-shops med lokale grupper. Hun kom med en del elever fra Holland som fik danse- og trommeundervisning i Abéné. Efter tre år gik hun ud af projektet og det blev overtaget af lokale kræfter, de havde ikke kontakter til Europa men brugte de lokale. Overskuddet af festivalen skulle bruges til skolen (skole-penge, uniformer og mad), hospitalet, diesel til pumpen som forsyner byen med vand samt andre lokale projek-ter.

Bernard som var gæst og underviser på sommerlejren i 1999, blev efter endt uddannelse på universitet i Dakar udnævnt til overhoved for festivalen. Han havde ingen særlige forudsætninger for dette men måtte bare kaste sig ud i arbejdet og lære af sine erfaringer. Det er rigtig godt for landsbyen med denne festival, det giver penge til de lokale på mange måder - lige fra konen som sælger appelsiner og peanuts, købmanden, restauranter, de små boder, gæstehusene o.s.v. Derfor er mange klar til at hjælpe.Tidligere har det været lokale som også var vagtmænd og stod for entréen, det gav dog ofte problemer, da de så kendte dem som skulle ind. Andre gange havde de festet dagen før og kom derfor ikke til tiden. Sidste år startede et samarbejde med lokale spejdere og spejder-ne (YMCA) i Gambia. De arbejder gerne gratis mod at få en gratis festival og passer deres arbejde godt.

Festivalen har også haft en fredsbefordrende funktion, da der i området har været lokale uroligheder i mellem stammerne. Med mottoet ”Forståelse - Man har kun ondt af en mand som man kender” blev dansegrupper fra stammerne Mandinka, Jola og Karolinka inviteret til en fredsceremoni på festivalen, hvor landsbyen stod inde for deres sikkerhed. Det blev en virkelig stor succes! Bernard vil gerne i festivallens program kunne præsen-terer det meget traditionelle, men også det mere profes-sionelle og koreograferede dans af meget høj standard. Dette års program bestod af lokale dansegrupper, spejdernes tamburkorps, brydning, hip hop, reggaeband og slutter med bandet Touré Kunda. Touré Kunda er oprindeligt et lokalt band som har været kendt i mange år og er bosat i Frankrig. De startede med at spille tra-ditionel mandinka, men deres repertoire har ændret sig meget. De har nu oplevet et behov for at finde roden til deres oprindelse, og det var derfor ikke svært at få dem til at komme til Abéné og spille gratis. Kost og logi til bandet giver landsbyens bedste hotel.

”Man har kun ondt af en mand som man kender”

Bernard Diatta

Foto

: Mar

iann

e H

olo

Foto

: Mar

iann

e H

olo


Da Bernard kom tilbage til Abéné efter tiden i Dakar var han ikke sikker på at universitet var nøglen til hans fremtid. Han mistede sin far som 12 årig og ville ikke gå i hans fodspor som griot. En griot er en særlig traditionel musiker, som spiller og synger til alle former for cere-monier. I sangene (chants), minder han om familiens, kulturens og landets historie. Bernard ville gerne være artist, men måtte starte fra bunden. Hans drøm og idé var at starte en dansegruppe med voksne hvor der var mulighed for at lave kulturudveksling med andre, men en lille pige blev ved med at plage ham om at starte en børnedansegruppe, og kom gang på gang sammen med nogle veninder som gerne ville være med. Derfor startede han i 1998 børnegruppen Mama Africa, der i dag er en ungdomsgruppe hvor Bernard stadig er leder. Gruppen har flere gange optrådt for at skaffe penge til at støtte byens mest fattige med skolepenge og skole-mad.

Bernard fortæller at rejsen til Danmark i 1999 ikke bare blev en tur til Europa med oplevelser der, for den gav ham et nyt syn på hans eget liv hjemme i Abéné. ”At rejse er at opleve og observere andre kulturer - se hvor-dan tingene kan gøres”.

I dag forsørger han familien ved at have en lille butik med creme, shampoo, undertøj, børnetøj og meget mere. Kvinderne her forlanger at blive forkælet af deres mænd, så når der er råd til det bliver der købt ind hos Bernard.

Det var dejligt at møde Bernard igen og se resultatet af hans store arbejde med festivalen og at han midt i det hele tog sig tid til at være sammen med os. At se hans gruppe, Mama Africa’s show på festivalen var en af de store oplevelser.

En varm tak til Mette Sumo, Hans og Sander Machom-bo som modtog os i Abéné. Mette hjalp os med indkvar-tering på et lokalt gæstehus (ejet af hendes Senegalesi-ske familie) og med kontakten til vores transport frem og tilbage fra Gambia. Det var en stor kontrast for os at komme fra et gæstehus i Bakau til Abéné, hvor der ikke er elektricitet og rindende vand. Men Samba som ejede gæstehuset havde købt nye madrasser til sengene, sat døre i rummene, lås i dørene, hængt myggenet op og tilkaldt en murer som skulle støbe et moderne wc på et af toiletterne. Det sidste lykkes dog ikke så godt, men det hul, som var der i forvejen, fungerede. Vi fik morgenmad og aftensmad på gæstehuset, og her blev er sørget godt for os. Vi fik nogle rigtig hyggelige dage sammen med Mette, Hans og Sander.

Hvis man vil opleve en rigtig landsby i Vestafrika med f. eks. mulighed for undervisning i dans og trommer, rigtig god strand, lave priser og søde folk, så kan vi godt anbe-fale en tur til Abéné. Festivalen starter altid mellem jul og nytår og varer ca. 1 uge.

Malik Jagne, Benny Nyamhawa og Marianne Holo

Bernard Diatta, Malik Jagne og Marianne Holo

Foto

: Mar

iann

e H

olo

Vil du besøge Abene i Senegal?

Indkvartering i Mettes familie-gæsthus midt i landsbyen (nabo til Bernard Diatta), eller i hotel 50 meter fra Atlanterhavet. Evt. hjælp til afhentning fra lufthavn. Pris for halvpension: 75-120 kr. pr. døgn.

Kontakt Mette Lotus 2179 3526


��

Musikeren Espen Sørensen (Mzungu Kichaa) plade-debuterer i denne måned med et album på swahili. Espen optrådte på Utamadunilejren 2008 med grup-pen ReCulture som backing. Espen tager i februar på turné i Østafrika, hvor han skal spille koncerter i Nairobi, Arusha, Dar es Salaam, Zanzibar samt optræde i Øst-afrikansk tv, der når ud til omkring 100 million seere.Med sig har han sin nye plade »Tuko Pamoja«, der er optaget i Skanderborg, og udsendes både i Europa og Afrika.”Mzungu er det som, afrikanerne kalder hvide men-nesker. Det er ikke et specielt fedt navn, men jeg fik navnet Mzungu Kichaa, der betyder den tossede hvide mand, af folkene omkring pladeselskabet Bongo Re-cords i Tanzania, da de ikke kunne begribe, at sådan én som mig fra Danmark spillede deres musik”, siger Espen.Han har rødder i det afrikanske, idet han som seksåig flyttede til Zambia sammen med sine forældre, der var ulandfrivillige.”Det var langt ude på landet – milevidt fra den nær-meste asfalterede vej. De oplevelser, jeg fik der, skabte en afrikansk halvdel i mig”, fortæller Esben, som hurtigt tilpassede sig de lokale forhold og opførte sig som de andre børn.Familien var lige hjemme og runde Danmark efter 3 år i Zambia, hvorefter de bosatte sig i Tanzania. Espen startede sit eget rockband i Dar og opnåede at toppe hitlisten i Østafrika med sangen »Mambo ya pwani«. Sangen var en af de første sange, der blandede den traditionelle, afrikanske chakacha-rytme med moderne hiphop, hvilket siden hen har været med til at skabe genren Bongo Flava Soundz i Tanzania. ”Det, der kendetegner Bongo Flava Soundz er, at den giver hiphopkulturen en afrikansk identitet. At jeg har haft indflydelsen på den skyldes, at jeg kunne se, hvor-dan man kunne blande den afrikanske musik med hiphop. Genren er populær i hele Østafrika blandt de yngre generationer. Der synges på swahili, og det er med

til at skabe en følelse af sammenhold og identitet blandt de unge”, forklarer Espen, der arbejder med udviklings-projekter i Afrika for smykkefirmaet Pilgrim, når han ikke laver musik.

Brug ørerneHan har arbejdet på pladen i mange år. Ikke selve indspilningen, men behovet for at lave den, har været til stede i mange år.”Jeg har mange plader inden i mig, men jeg har haft et behov for at lave en plade på swahili. Jeg håber, at denne plade kan være med til, at bygge bro mellem den afrikanske musikscene og omverdenen. At den kan være med til at åbne danskernes øjne for den spænden-de musik, der laves i Afrika. At det ikke er nødvendigt at rejse til London eller New York for at høre spæn-dende musik, man kan lige så godt rejse til Skanderborg i stedet”, fortæller Espen , der selv spiller alle instrumen-terne på pladen, ligesom han udgiver den på sit eget pladeselskab.

Folk ka’ li’ detEspen Sørensen har spillet pladen for både sine afrikan-ske musikervenner og også den lokale musiker Peter Sommer, der alle har rost udgivelsen.”Pladen er jo lavet i en form for spændingsfelt mellem to kulturer, så jeg har været lidt i tvivl om, hvordan den skulle udformes. Skulle jeg tilgodese den ene kultur frem for den anden? I sidste ende var rådet fra mine ven-ner, at jeg skulle lave den plade, jeg ville. Det har jeg så gjort”.

Mzungu Kichaas plade »Tuko Pamoja« udkommer i Afrika 15. februar og i Europa 15. april. Espen er på tourné i Østafrika i februar.

Website: www.myspace.com/mzungukichaaKontakt: [email protected]

Mzungu Kichaa udgiver CD og tager på turné

En tosset hvid mand fra Skanderborg

�0

Foto: Mads Bischoff

Miss Africa Danmark har været afholdt i Danmark i de sidste 3 år. Ved showet i juni sidste år var det 25-årige Catherine Gathoni der løb med titlen og præmierne. Cathe-rine er jurastuderende og ligesom de fleste andre var det vigtigt for hende at stille op til konkurrencen fordi det netop ikke er den traditionelle skønhedskon-kurrence. Derimod er det en chance for deltagere for at komme til orde. Dommerne skal lede efter en ”rollemo-del og kulturambassadør for Afrika i Danmark”.

Catherine valgte i sin tale at promovere en ”ny form for danskhed” hvor det må være muligt at være BÅDE dansker og afrikaner uden at hverken den ene eller den anden gruppe skal fortælle hende hvordan hun skal leve sit liv. Derudover gjorde hun i en form for poetry slam opmærksom på problemer med trafficking. Som vinder af Miss Africa er det meningen at Catherine skal kunne deltage i andre Afrika-relaterede begivenheder og det har hun haft travlt med i de forløbne måneder. I øjeblikket deltager hun i en annonce og tv-kampagne mod kvindehandel for organisationen HopeNow.

Legeplads i UgandaDer blev et flot overskud på *kr. 75.000,-* fra Miss Africa Danmark 2008. Pengene er brugt til at bygge en legeplads i forbindelse med en skole i Uganda. Den 900 m² store legeplads er nu færdig i Bwobomanam, der ligger 15 km fra Gulu by i Amuru distriktet i det nordlige Uganda. Det er de lokale myndigheder, skolebestyrelsen og Save the Children der blevet enige om den bedste placering og man venter nu blot på at børnene kommer tilbage

Nyt fra Miss Africa Danmark

fra juleferie.Red Barnet står for udførelsen og driften af projektet, og Catherine Gathoni kommer derved til at fungere som Red Barnets ambassadør for det konkrete projekt. I starten af marts skal Catherine besøge legepladsen og derved får hun selv set den forskel legepladsen og de til-knyttede aktiviteter forventes at gøre for børn, der skal hjælpes tilbage til en normal tilværelse.

Audition 2009I februar er der audition til dette års konkurrence og arrangørerne opfordrer alle kvinder (18-28 år) med afri-kansk baggrund til at stille op. Der holdes audition over to dage i henholdsvis København og Århus. Nærmere delaljer og tilmelding skal ske på hjemmesi-den www.missafrica.dk.I løbet af foråret vil finalister deltage i en række forbe-redelses møder og blandt andet få assistance af coaches og professionelle koreografer og designere. Selve det store finaleshow bliver 6. juni i Store Vega (København).

Afrikanske musiktilbud i foråret 2009Den nuværende Miss Africa Danmark skal også på banen igen i løbet af foråret, blandt andet når hun skal byde verdensstjernen Salif Keita velkommen på scenen i Vega. Salif Keita fra Mali giver koncert 16. maj.Allerede lørdag 2. maj kan man, også i Vega, opleve Afrikansk dobbeltkoncert med nogle af de mest popu-lære navne fra henholdsvis Ghana og Elfenbenskysten. ”African Live Music in Copenhagen” løber af stablen for første gang med Ofori Amponsahs hiplife rytmer og hitbandet Magic System.

Der er meget mere i støbeskeen... Er du interesseret i flere musik og kulturtilbud fra det afrikanske Danmark kan du holde dig up-to-date på hjemmesiden crawfurd.dk. Gå evt. direkte til: www.crawfurd.dk/africa/danmark.htm

Miss Africa Danmark 2008: Catherine Gathoni

Foto

: Jac

ob C

raw

furd

, ww

w.c

raw

furd

.dk

Miss Africa DanmarkShow den 6. juni 2009www.missafrica.dk

�1

Det er 1. juledag her I den lille fiskerlandsby Abene ved atlanterhavskysten I Sydsenegal. Hans (køkken og mu-sik på lejren 08) er i gang med dagens første bodysurfing I bølgerne. Sander (ceremoni) er ved at male et skilt til vores kreative vært Yacob, som laver recycling projek-ter på eget initiativ: Tasker af farvestrålende ris sække, papir, hæklede plastik bademåtter osv.Senere I dag skal vi lave sæbe med lokale olier. Den skulle gerne blive rosa på grund af den naturligt røde palmeolie. Jeg (Mette, kasserer) sidder ved landsbyens første computer og håber at den ikke æder brevet lige som sidst. Jeg har netop været hos Samba, der gennem 15 år har været overhoved i min sorte familie her.Samba er ved at gøre rum klar til Kim (1. hjælps telt) + familie samt Benny og Marianne (info) m.fl. der ankom-mer her i morgen efter at have boet hos Helle (Dans) I Gambia. De vil være med til Abene festival. Og tænk Hans og Sander skal optræde som opvarmning sam-men med en koraspiller og en balumbata spiller (4 basstrenge på en kalabas). De lyder bare så godt. Der er nok andre der vil fortælle mere om festival musikken her senere, jeg vil bare fortælle at vi har en virkelig god kora med hjem.

Om vores projekter støttet af U kassen:Malariamedicin og jordemoderklinik: Jeg har fået uddelt lidt mere end halvdelen af malariamedicinen til mine faste uddelere. Det er klorokinfosfat, der ellers på os hvide ikke længere virker ret godt på den farlige ma-laria. Afrikanerne har en vis immunitet som vi ikke har, så det må være derfor at statistikken herfra stadig er god. Af ca. 1000 uddelte kure, er det under 10, der ikke øjeblikkeligt efter kurens afslutning er parasitfrie. Så det gør en stor forskel. Hvad jeg vægter mindst lige så højt er den undervisning, mine uddelere giver videre. Det er uhyggeligt så lidt folk ved. Som barfodslæge her burger jeg det meste af tiden på at undervise og anvise billige eller gratis midler. På hospitalet her får folk oftest bare en recept de ikke har råd til at indløse. Kim og jeg har sammen købt nogen rigtig gode malariatests. For et par dage siden testede jeg et barn, der havde mindst 2 ud af ’ malariaformer på samme tid.Jordemoderklinikken fik også et mindre beløb fra U kas-sen. Jeg har fået lov at medvirke ved fødsler og optage video, det er spændende.

Vaskeriprojekt:Den halvautomatiske vaskemaskine, der skal gøre det hele muligt står nu her I Abene efter at være smuglet over grænsen fra Gambia. Hele budgettet er på plads,

vi har tænkt på alt; tror vi. Diatou, der skal stå for va-skeriet I Bignona, en af Sydsenegals store markedsbyer, er en kvik pige, der ikke er bange for at tage fat.Problemet her for mennesker som Diatou og Yacob er ofte bare startkapitalen. Diatou har selv skaffet 2 andre sponsorer og fået hjalp til alle dele af processen. Det skal nok komme til at fungere.Jeg kan kun anbefale alle lejrdeltagere, der får gode ideer om små projekter at ansøge U kassen om hjælp til dem. Det er utroligt så langt pengene kan strække, når man selv er på stedet og sørger for at de kommer rette sted hen.Og så er her desværre også de sædvanlige rastafyre, der hænger med deres joints rundt omkring og nasser på bade sorte og hvide…..Yearh maan….

Kærlig hilsen fra Sander, Hans og Mette i Senegal.

Juleaften i går stod på hanesteg, 4 balloner og en pakke stjernekastere og så hjemmelavet musik hele aftenen. Selv jeg har fået mine patchanga fløjter frem igen.Nu glæder vi os til festival og til at vise de nye tubabber (hvide) rundt i landsbyen.

Glædelig jul fra os alle her i Sydsenegal

En mini-rapport om vores 2 projekter i Senegal, som støttes af U-Kassen

Foto

: Met

te S

umo

Lotu

s

Jordemoderen Khadi med medicin samt et 3 dimensio-nelt puslespil (sponseret af U kassen) købt i Tiger-butik for 50 kr. = En model af en baby i mors mave – modeller der ellers koster flere tusind kroner. Et fantastisk puslespil – alene babyen består af 27 dele.

��


��

��

Kurset giver dig prakti-ske værktøjer og teore-tisk viden om, hvordan du individuelt, lokal og på globalt plan, opnår præcis de forandringer du ønsker i dit liv. Du lærer at få adgang til dit potentiale, som privat person og som verdens borger. Herud-over lærer du konkrete strategier til, at kunne bidrage konstruktivt i globale udviklings projekter.

Programmet har tre fa-ser; Indlæringsperioden, projektperioden og opfølgingsperioden.

Indlæringsperioden består at 2 introaf-tener, hvor ideen og betydningen af vores forbedringskultur bliver diskuteret. Du får det teoretiske grundlag for projektpe-rioden og en ny forståel-se for hvad bæredygtig projektudvikling er.

Projektperioden gennemføres I ECCO`s ånd med lokal deltagelse og ejerskab, med musik, dans og historiefor-tælling, som en integreret del af vores uddannelsespro-gram.

I opfølgningsperioden forankrer vi læringsprocesserne i projekt arbejdet. Målet er at du ”overfører” dine nye er-faringer og evner til din hverdag, således at, du forsæt-ter din personlige udvikling og derigennem, forbedrer dit liv og dine omgivelser. Endelig får du mulighed for at følge med i udviklingen og forbedringen af TGC projek-tet I Gambia.

PraktiskECCO afholder ialt 3 kursus forløb i 2009, med plads til max. 15 personer pr kursus. Alle kurser afholdes ved Gambia floden i Berefet village Camp, organiseret af ECCO Gambia (se artikel)

TGCPerioder: 5 - 19 marts, 7 - 21 maj, 14 - 28 oktoberPriser: 14.900,- dkk, inklusiv fly, undervisning, transport lokalt, fuld kost og logi. For kurset i marts er det speciel rabat 12.900,- dkk

Der er mulighed for at, du kan blive en uge ekstra på campen og i landsbyen, hvor du kan bruge tiden på refleksion og fordybelse. Prisen på denne uge er ca 1.500,- dkk

Baggrund TGC er en udviklings kultur, hvor videns deling på tværs af lande, befolkninger og kulturel baggrund er fun-damentet for vores projekter. Vi tror på global social ansvarlighed og arbejder for udvikling og vækst, ved at forene de ressourcer, der udspringer af hhv. Afrikansk og vestlig livsanskuelse. TGCs primære formål, er at forbed-re livs vilkårene for alle deltagere, ved konstant at søge forbedringer i de handlinger vi alle foretager os. TGC er holistisk i sin tilgang til udvikling og vækst. Vi arbejder både med sindet, kroppen og sjælen, for at opnå sam-hørighed, mellem dig som person, gruppen, den lokale og globale landsby.

Uddannelsen ledes af Nicolai Back 39 der er uddannet i human adfærds psykologi og forsker i forandringspro-cesser. Nicolai underviser til daglig erhvervslivet i kom-munikations og ledelses strategier.

TilmeldingFor tilmelding og mere information kontakt international koordinator Guro Gardsjord Heilmann på email: [email protected] eller ring på mobil: +45 2227 0510 (dansk mobil)

ECCO udbyder kurset ”The Global Citizen” - et uddannelses forløb i Global udvikling, forbedring og projektstyring.


Sådan der!

Nu fik vi fynboer endelig taget os sammen og slået os sammen!

Gas på trommerne. Engang i starten af januar bliver vi officielt anerkendt som en afrikansk-dansende dansegruppe af Odense Kommune.

Traditionen tro er det jo dem fra Svendborg som arrangerer Vinterkucheza, men da nu vi alle har slået os sammen her i Odense og det jo teknisk set ikke er vinter længere i marts måned, har vi valgt at ændre navnet til Forårsjævndøgnskucheza.

Det kommer til at foregår et sted i Odense.

Weekenden den 20-22 Marts

Forårsjævndøgnskuchezaen starter fredag aften og slutter søndag morgen med trommer, dans og hygge hele vejen.. Nærmere information følger i starten af februar (så snart vi har fundet en skole til weekenden), men sæt kryds i kalenderen allerede nu! SU. Senest inden søndag d. 1 marts.Til Anton Grønne Kühl på [email protected] eller pr. tlf.: 31 12 34 26

Læs mere om den nye Odense dansegruppe på side 9...

F o r å r s J æ v n d ø g n s K U C H E Z A

2 0 0 9

African Live Music in Copenhagen: Store VEGA, 2. maj 2009 kl. 19 (Enghavevej 40)

MAGIC SYSTEM (Elfenbenskysten) & OFORI AMPONSAH (Ghana) To af de i øjeblikket største afrikanske musiknavne gæster København 2. maj.

Det nye kulturinitiativ African Live Music åbner med stil når både Ghana og Elfenbenskysten repræsenteres på by-ens bedste musikscene i Store Vega. Magic System fra Elfenbenskysten er et af Afrikas absolut mest populære navne – de er nu tilbage i Danmark for at give deres publikum en oplevelse af de helt store. Store VEGA lægger nemlig gulv og scene til det 12 mand store orkester som giver den hele armen.

Det meget dansable band, har eksisteret siden 1996 og har i alt udgivet 5 cd’er. De har på verdensplan solgt 1,5 mil-lion album, fortrinsvis i Afrika, de Vestindiske Øer og Frankrig, hvor det fransksprogede orkester har en stor fanbase.Supportnavnet til denne aften er ghanesiske Ofori Amponsah. En ny superstjerne på den afrikanske musikhimmel, hvis show indbefatter dansere og afrikanske storhits.

Mere info og videoklip: http://crawfurd.dk/africanlivemusic


��

��

Af Helle ChristensenECCO international, The Gambia - West Africa

Fra september 08 til januar 09 var jeg i Gambia, hvor jeg bl.a. arbejdede som frivillig for kulturorganisationen ECCO. ECCO står for Education through Communica-tion and Culture Organisation og er en organisation, der bygger på bæredygtig kulturudveksling.

ECCO modtager studerende de højere læreanstalter indenfor musik, dans og drama i Europa. Flere aner-kendte europæiske institutioner er faste samarbejds-partnere og bringer kontinuerligt studerende herned. Bl.a.kommer samtlige svenske konservatorier her, desuden Guildhall School of Music fra London samt Den Norske Ballethøjskole, hvis leder Ann Kristin Noren har været aktiv i etableringen af en egentlig uddannelse under Gambias universitet.Men også studerende uden speciel baggrund har mu-lighed for at kommer herned, så længe motivationen er der. Bl.a. har der været et fodboldhold fra Norge. Og mens jeg har været her kom 10 norske percussionister, som havde en fantastisk uge, hvor de spillede sabar 6 timer hver dag. Sabar er Wolluf stammens traditionelle dans/musikstil, som er uhyre populær i store dele af Vestafrika.

ECCO er unik på den måde, at kurserne forgår i en af ECCOs to camps, som begge ligger langt fra turistom-råderne i natursønne omgivelser og tæt på lokalbe-folkningen. Kursisterne får mulighed for at leve sig ind i det traditionelle liv i Gambia. 50% af indkomsten fra kurserne går til aflønning af ECCOs lærerstab, 25% til vedligeholdelse af campene og 25% til videreudvikling af det lokale miljø. Undervisningen bliver varetaget af de bedste og dygtigste musikere og dansere indenfor nogle af de forskellige stammer, der lever side om side i Gambia: Sousou, Wollof, Mandinka og Fula. Mens jeg var her boede jeg to dage i Brefet-campen. Der var besøg af en gruppe af uddannede musikere fra Guild-hall School of Music, som havde lavet et projekt sam-men med 4 videokunstnere. Workshoppen endte ud i en fantastisk koncert, hvor gruppen optrådte med 7 stykker musik der var lavet i fællesskab med ECCOs lærere. I baggrunden kørte fantastiske videoklip pro-duceret på stedet med de sparsomme midler naturen bød på: Gambia floden og dens tidevand, lysinstallation på et skelet af nøgne pinde i flodbredden... Sent på eftermiddagen kom beboerne fra Brefet landsby med sang og klap og indtog spisesalen, som fungerede som øvelokale og koncertsal. Her blev værkerne uropført og

senere gentaget i Bakau, hvor også en del officials deltog og gambisk TV bragte en reportage.

Det er en norsk kvin-de ved navn Guro Heilmann Brøste, der har opbygget organisationen sammen med ECCOs landekoordinator Babou Sarr. Han har en fortid indenfor den offentlige administration. Fra 96 til 99 opbyggede Guro og Babou denne unikke organi-sation... når man kender arbejdsbetingelserne i Afrika, er det helt ubegribeligt, at det har kunnet lade sig gøre. Babou er fuldstændig ”devoted” til ECCO og selv om han får tilbudt alverdens høje stillinger... selv som ambassadør for Gambia...gi´r han sig ikke. Hans hjerte

banker for arbejdet med at bevare Gambias kultur. Guro lever af sit arbejde med ECCO. Hun er gift med en dansker og bosat i København. Har en universitetsgrad i politisk videnskab og psykologi og læser Afrika studier på Københavns Universitet.

Jeg var af sted delvist på et Danida projekt, som går ud på at få danskere til at støtte ECCOs arbejde ved at sende grupper derned. Med det store netværk, som det afrikanske dansemiljø udgør, håber jeg at kunne hjælpe, da tanken om at udrydde fattigdom gennem kulturudveksling er meget meningsfuld. Guro og jeg skal lave to workshops på henholdsvis rytmisk konservato-rium i København og Århus for de studerende, men hvis det rigtig skal batte er det selvfølgelig på ledelsesniveau, man skal have fat, og jeg har siddet hernede og forsøgt at skabe kontakter til diverse uddannelsesinstitutioner, som kunne være relevante i forhold til deres program.

Desuden har jeg gennem Utamadunis U-landskasse skaffet en generator til ECCOs kontor! Sekretæren, den regnskabsansvarlige, landekorrodinatoren og jeg sad den ene dag efter den anden og spildte vores tid, fordi der ikke var strøm. Da jeg kom hjem en dag til det gæ-stehus, jeg har boet i, spurgte ejeren mig, hvordan dagen var gået, og jeg fortalte sukkende, at der igen ingen

Kulturrejse til Gambia, Guinea, Senegal.. ..samt en generator til ECCO fra U-landskassen!!


strøm havde været. ”Gid de havde en generator”, sagde jeg. Uriel er ingeniør og ved et fantastisk tilfælde havde han netop en generator stående, som kun har været brugt få gange! Han ville sælge den for den beskedne sum af 1100 danske kroner. Næste dag gik jeg på nettet og fandt ud af, at Utamadunis U-landskasse støtter den slags projekter.Jeg skrev så en ansøgning og meget kort tid efter havde vi en generator, som allerede har været i brug flere gange!! Jeg skal hilse fra ECCOs kontor og takke for den velvilje I har udvist. De er meget glade for den genera-tor. Den blev straks taget i brug og det blev nævnt ved flere officielle begivenheder at de har fået en generator.

Mens jeg har været her tog jeg også en tur til Guinea i 14 dage og boede hos Fanta Kaba, som vi kender fra lejren, og som er tidligere koreograf og solist i Guineas berømte national ballet:” Les Ballets Africains”. Guinea er arnestedet for den stil vi også dyrker i Woodń ´Skin, Oja og Pole Pole...populært kaldet ”Afrikansk Ballet”. Jeg fik lov at overvære ballettens øvninger om formiddagen, og tog selv undervisning af en af de gar-vede dansere: Marie Bangoura. Hver anden dag kom Marie op til Fantas compound hvor vi indø-vede koreografier, og hver anden dag tog jeg ned og dansede med hende og to musikere i balettens øvelokale, når deres egen øvning var ovre. Jeg tog også en tur til øen Roume, hvor mange danskere har været på kursus hos Dibo og Miguël Camara. I december kom Marianne og Benny, Kim og Toa samt Kims bror Henrik herned sammen med alle deres børn. Vi startede med

at have Sabar workshop på stranden sammen med en af mine venner Dodou Gaye, som er en garvet allround musi-ker, samt Malick Jagne, som mange også kender herhjemmefra og som er i Gam-bia lige nu. ”Drengene” fik organiseret jamsessions på vores store terasse og fik hurtigt møvet sig ind på den gambiske musikscene og endte med at optræde om aftenen på hoteller og spillesteder sammen med Dodous Manding orke-ster! Som noget meget tiltrængt sørgede Henrik for der kom nogenlunde or-dentlig lyd også! Vi havde bl.a. en herlig aften, hvor også børnene optrådte på slap line ude på et af Gambias hoteller. Sjældent vil man glemme 6 årige Askes

debut med break-dance foran et måbende publikum af europæsiske charterturister!!Vi tog også en tur til Senegal, hvor vi var sammen med Sander, Hans og Mette Lotus. Mette havde booket et gæstehus til os i Abene. Vi tog på besøg hos Mette og fik herlig mad tilberedt af hende samt en gambisk kok. Vi mødte igen Bernard Djatta, som besøgte lejren for 10 år siden og han var utrolig glad for at høre, at hans koreo-grafier stadig lever i Danmark. Vi var i Abene under den årlige festival, og oplevede en masse traditionel musik. F.eks. også Sander i forklædning og Hans på guitar sammen med 2 lokale musikere på kora og bolon (bas kora). Foruden en masse jola og mandinka grupper.Så hvis man gerne vil have det hele så er Gambia stedet. Det er engelsktalende, der er en stærk og levende kul-tur, der er fede sandstrande og en venlig befolkning. Det er tæt på Senegal og der er gode forbindelser til de øv-rige vestafrikanske lande. Vil du vide mere om Gambia? Kontakt Helle: 86 18 23 87 / mob. 23 27 07 21 Kontakt ECCO: Guro Heilmann 22 27 05 10

Alle

foto

s på

diss

e sid

er: H

elle

Chr

isten

sen

og E

CC

OUtamaduni årsmagasin 2009

��

��

Et par dage senere kommer Gerner kørende i en falde-færdig Ford Taunus. Med et smil som en spændt elastik kører han ind i gården, parkerer og går op for at besøge sin kæreste Bodil. Vi har fire parkeringsbåse i gården malet op med hvide streger og nummereret fra venstre. En, to, fire, tre og vi vogter over pladserne som en andemor over sine unger. Ingen fremmede skal sætte deres bil på vores parke-ringspladser. Vi gider ikke biler. Et af vores slagord lyder: Bilerne ud af byen. Det repeterer vi hver gang, vi taler om, at der er for mange biler, og at byen kun burde være for cykler. End ikke Jesper Fjerdes 2CV får lov at holde i gården, selv om han er den eneste i huset, der har bil. På Jespers opfordring har vi haft det oppe på et fællesmøde, og der var flertal imod. Hvis en fremmed formaster sig til at parkere på en af pladserne, når der ikke er beboere i gården til at prote-stere, kan bilisten være sikker på, at hængelåsen er sat på lågen ud til vejen, når han kommer efter sin bil. Og hvis ikke mindst ét af dækkene er flade, skal han være glad. Nu har Gerner parkeret en mørkeblå Taunus i en af båsene. Da Gerner ringer på, åbner Muhammed døren. Efter de har hilst på hinanden, siger Muhammed, at Bodil ikke er hjemme. - Nå, men har du lyst til at ryge? spørger Gerner. Muhammed nikker og træder til side, og de går ind på hans værelse, hvor Birgit og jeg sidder med hver sin kop te. Gerner har dårligt nået at sætte sig, før han hiver en temmelig stor klump hash op af lommen på sin ternede skjorte. Der er vel 25 gram. Birgit sender ham et undersøgende blik. - Hold da op, Gerner, sikke en stor klump hash du har dér, hvor har du den fra? Har du vundet i tips, eller har du fundet den på Christiania eller hvad?

Hun løfter koppen til munden, men fortsætter med at tale uden at drikke: - Bodil er ikke hjemme, hvad tror du, hun siger, når hun kommer hjem, og du har brugt pengene på hash? Som med én mund udbryder Muhammed og jeg:- Det går nok lille Gerner. Så hyler vi af grin.Birgit må sætte koppen fra sig, for ikke at spilde. Med stemmen i falset og tårer i øjnene af grin siger hun: - Jeg vidste det. Jeg vidste det. I samme øjeblik jeg sagde det, vidste jeg, I ville svare sådan. Gerner kigger forlegent på os. Han har pillet sølvpapiret ud af en pakke 20-styks Cecil, taget en cigaret fra og lagt resten af smøgerne tilbage i pakken. Han glatter sølvpapiret, slikker på cigaretten og rister tobakken. Hashklumpen ligger på bordet. Da vi har grinet af, spørger Birgit igen: - Hvor har du så meget hash fra? Har du fundet det? Hun tager klumpen op i hånden og lugter til den. Gerner svarer ikke men spørger, om der er mere te. Mu-hammed rejser sig og går ud i køkkenet efter en kop. Birgit bevæger hånden med hashen prøvende op og ned som for at veje den. - Gerner altså, forleden dag havde du ingen penge og sjasen har lukket for kassen. Nu kommer du med en klump hash på størrelse med en lille yoyo. Har du fået sort arbejde? Gerner nikker. - Ja, jeg hjalp nogle folk ude på Staden, og som tak fik jeg den her klump. Sort arbejde, sort hash. Han smiler over sit eget ordspil og rækker hånden ud efter klumpen. Birgit lægger den på bordet ved siden af sølvpapiret. Med tommelfingerneglen flækker han ci-garetten på langs og ryster tobakken ud på sølvpapiret. Snøfter og fører en hånd gennem håret, før han løfter papiret med tobakken og varmer det op nedefra med lighteren, så blågrå røg stiger op.

Uddrag af Dav Jacobsens kommende bog

Prolog: Det følgende er et uddrag fra en længere tekst om et bofællesskab sidst i 70’erne. Tanken er i bog-form at give et realistisk billede af livet i vores hus. Fordelt i ti lejligheder boede vi cirka 45 unge mellem 18 og 30 år i et saneringsmodent hus ved Skt Jørgens Sø midt i København.Vi lejede huset direkte af Frederiksberg Kommune og administrerede selv ind- og udflytning, så lej-lighederne efterhånden fik mere og mere karakter af anarkistiske kollektiver. Historien er ’based on a true story’, hvilket her betyder, at historiske oplysninger er korrekte, men ikke alle nævnte personer har været med i virkeligheden og ikke alle nævnte begivenheder har fundet sted. Husk venligst, at fortælle-jeget aldrig er det samme som forfatter-jeget. Tak. Kærlig hilsen Dav


- Det må da være en af de større pushere, siger jeg og fortsætter: - Er der mere arbejde? Jeg vil gerne flytte et par brædder og blive betalt i naturalier. Muhammed kommer tilbage med kop-pen og hælder te op. Dørklokken ringer. - Hold da op, man bliver helt stres-set, siger Muhammed og går ud for at åbne. Hurtigt pakker Gerner sølvpapir og tobak sammen og putter det i skjorte-lommen sammen med klumpen. Ude fra trappen kan vi høre Ulfs stemme. - Hej Muhammed. Hvem er det lige, der har hængelåsen til lågen? Der hol-der en bil i gården. Er der nogen, der er friske på at pifte den? Gerner har rejst sig, da Ulf og Muham-med kommer ind på værelset. - Hov, hov. Det er min bil. I skal ikke pifte den. Og heller ikke låse den inde. Jeg flytter den snart. - Har du fået bil? Birgit ser overrasket på Gerner. - Hvor i alverden har du fået bil fra? Gerner altså, du kommer her med både bil og hash. Hvad er der sket? Gerner fører hånden gennem håret, sukker og sætter sig. Ulf kigger skifte-vis på os andre, der alle ser på Gerner. Så lander også Ulfs øjne spørgende på Gerner, der griber i brystlommen på skov-mandsskjorten og trækker sølvpapir og hash frem igen. - Jamen, for fanden… Lad os nu ryge. Jeg har fået bil og jeg har fået hash. Hvad er problemet? Er det ikke lige meget, hvor jeg har det fra? Gerner trækker skuldrene op om ørerne og lader dem falde på plads igen. Som for at få noget væk, der sid-der på ryggen. Han trækker let på smilebåndet, mens øjnene er fokuseret på en orange pakke Rizla cigaret-papir, han har hevet frem fra en af lommerne. Ulf, der ikke ryger hash, sætter sig tungt. Han og jeg udveksler blikke. Så siger Ulf: - Det er jo ikke helt lige meget, hvis du har stjålet bilen og sat den i vores gård. Så har vi politiet rendende, inden der er gået en time. Har du stjålet den? Gerner, der har brugt et stykke af flappen på Rizla-papiret til filter, ruller cigaretpapir om filter, hashen og den ristede tobak. Papiret knitrer. Så slikker han på limen og med et twist med fingrene, får han jointen til at hænge sammen. Alle betragter hans hænder, mens han banker enden med filter forsigtigt ned i bordet for at stampe hash og tobak sammen inde i jointen, inden han snor den anden ende sammen.

- Nej, siger han og ser op. - Jeg har ikke stjålet den skide bil. Ok? Jeg har begået et bankkup og købt bilen for pengene. Ærkeenglen Rafael flyver ind i rummet og lander ved siden af Gerner. Ingen siger noget, mens Rafael folder vingerne sammen. Lyden vibrerer gennem luften. Eller også er det Gerners skovmandsskjorte, der støjer en lille smule, når han bevæger sig. Vi glor. Med åben mund. På Gerner. Birgit tager en tår af teen og synker langsomt. Lyden er unaturligt høj. Hun vender ansigtet og kigger på mig. Så kigger hun på Gerner igen. Og sætter koppen fra sig. - Du har røvet en bank? Hendes toneleje udtrykker tvivl. - Du har simpelthen røvet en bank? - Ja for fanden. Er det så svært at forstå? Hvad skulle jeg gøre? Jeg kan ikke få penge på sjasen og Bodil skal snart føde. Jeg var da nødt til at gøre et eller andet. Skal vi ryge eller hvad? Han fægter med jointen i luften og besvarer selv det sidste spørgsmål ved at stikke den i munden og tænde.

... fortsættes næste side ...

Foto

: Trin

e Ø

. Jen

sen

Dav i pusterummet på lejren 2008

��

�0

Suger et par gange uden at inhalere og tager så et or-dentligt bøv, som han holder 15-20 sekunder i lungerne, inden han langsomt puster røgen ud. Vi andre ved ikke rigtigt, hvad vi skal sige. Sådan set synes vi, det i orden at røve en bank, hvis man ikke har nogen penge. Det har vi tit talt om. Men vi har aldrig konkret skullet forholde os til, at én vi kender har gjort det. Banker er kapitalismens højborge. Det synlige udtryk for et absurd samfund, hvor penge rangerer højere end mennesker. Vi har det lige omvendt, vi tror på men-nesker før penge - hvis menneskene altså ikke er alt for højreorienterede - og ser bankerne som kapitalens forlængede arm, uhyrer, der investerer i usmagelige foretagender som forurenende virksomheder og vå-benfabrikker alene for profittens skyld. Per definition er banker noget lort. Nu har Gerner røvet én. Det er for så vidt fint nok. Men at røve en bank og købe bil for pengene er for langt ude. Det er vi enige om uden at sige noget. - Nu må jeg bede om mine himmelblå, siger jeg og ræk-ker ud efter jointen. - Du har røvet en bank?! Jeg kan ikke helt forstå det. Eller altså, jeg hører, hvad Gerner siger og forstår ordene, men de trænger ikke ind. - En bank? siger jeg igen og tager et sug, mens jeg overvejer betydningen af mine egne ord. - Hvad var det for en bank? Ikke fordi det gør en forskel. Jeg spørger vist mest fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal sige. Gråblå røg siver ud af min mund. Inden Gerner kan nå at svare, spørger Muhammed:- Hvor mange penge fik du? Hvordan gjorde du? Gerner er synligt utilpas ved vores nysgerrighed og bliver irriteret over opmærksomheden. Med stive skuldre og øjnene i bordet, siger han: - Det var banken i De Gamles By. På Nørrebro. Jeg truede med en legetøjspistol bag skjorten og fik 12.000. Skal vi snart snakke om noget andet, for fanden? Mens han siger ”truede med en legetøjspistol” sætter han hånden inden for skjorten for at illustrere, hvordan han pegede i banken. - 12.000? Birgit og Ulf gentager beløbet i kor. - Det var sgu ikke meget. Ulf lyder helt fortørnet. - Har du købt den bil for 12.000? Nu er han forarget. Birgit bryder ind: - Altså Gerner, det nytter ikke noget, du bliver sur. Det er ikke hver dag, vi sidder sammen med en bankrøver. Du er nødt til at fortælle os om det. Har du brugt alle pengene på bilen eller kommer hashen også derfra? Altså fra banken? Fra røveriet? - Bilen kostede ikke så meget, siger Gerner. - Jeg købte også hash. Der er nogle tusind tilbage. Dem skal Bodil have.

Han ser på Birgit. - Ved du, hvor Bodil er? Birgit ryster på hovedet. - Nej, jeg har ikke set hende i dag. På Christiania, måske? Mens de andre har snakket, har jeg helt glemt jointen. I et forsøg på at vække den til live, pulser jeg kraftigt. Da den igen gløder, inhalerer jeg et sug, giver den videre til Muhammed og drikker en tår te. Da teen er sunket, puster jeg mere røg ud. Jeg fatter det stadig ikke helt. Sidder manden ikke og siger, at han har røvet en bank? At han har brugt pengene på en bil og noget hash. Og at Bodil skal have resten. Lille Gerner med bjørneørerne… Det går aldrig godt. Han bliver knaldet. Han bliver helt sikkert knaldet. Hashen fejler ikke noget. Jeg er knokleskæv og må tale med nogen, uden Gerner er til stede. Jeg rejser mig lang-somt og kigger på ham. - De har kameraer i banken, Gerner. Var du forklædt? På min nethinde popper et billede op af Gerner i ban-ken med en brun papirspose over hovedet. Han har klippet to skæve huller til øjnene. Jeg undertrykker et grin. - Hmmm. Han nikker. - Jeg havde et tørklæde om an-sigtet, siger han og illustrerer det ved at rotere hånden om sit eget hoved. - Ok. Men du bliver nødt til at finde et andet sted til din bil. Den kan ikke holde derude. Jeg åbner døren ud til gangen. - Ulf, vil du med op? Ulf rejser sig, og vi går de få skridt ud til hoveddøren efter at have sagt ”held og lykke” til Gerner. På vej op ad trappen siger Ulf: - Det går ikke. Han har ikke hjerne til at lave et bank-kup. Jeg griner og ryster på hovedet. - Nej, han bliver taget af politiet, inden der er gået 14 dage. Skal vi vædde? - Gu’ skal vi ej. Vi holder jo på det samme. Grinende går vi ind på anden til venstre, mens vi snak-ker om Gerner, der af alle steder vælger banken i De Gamles By, der kun har småpenge. 12.000 kroner er latterligt at røve en bank for. Hvis han så i det mindste havde taget en ordentlig bank. Fundet ud af, hvornår de har mange penge liggende og så slået til der. En halv times tid senere går Ulf op til sig selv. Jeg lægger Lou Reeds ’Transformer’ på grammofonen, skruer op og lægger mig på sengen. Inden pladen skal vendes, falder jeg i en tung søvn og drømmer om min fars Ford Taunus. Et par timer senere vågner jeg. Pick-uppen kratter en irriterende rytme i den inderste del af pladerillen.

Dav Jacobsen

... uddrag af Dav Jacobsens kommende bog (fortsat)


Forventningens glæde er altid den største siger man, og forventningerne om årets lejr er da også stor. Det er mit fjerde år på lejren, men alligevel har

jeg sommerfugle i maven. Jeg har fået æren af at spille til årets fredagsfest.Jeg drejer ind ad grusvejen klokken 02 om natten, der er mørkt i skoven. Vi har holdt ”generalprøve” med mit band ReCulture til en sommerfest, så er jeg sent på den. Da jeg kommer nærmere ruller jeg vinduet ned og for-nemmer lydene. Festen er godt igang nede på Tobacco Beach og stemningen tydeligvis høj. Mange hundrede mennesker glæder sig over gensynet med stedet og hin-anden, og nyder den fantastiske stemning der allerede har lagt sig over pladsen.Da jeg har parkeret bilen og står ved indgangen til pladsen går det rigtigt op for mig, at jeg er her. Lysene, lydene, folk der fester, griner og synger.Jeg smiler...

Utamaduni Camp 2008 er igangEn hel uge med dejlige mennesker, tordnene trommer, afrikansk dans og en livsbekræftende rytme der får det hele til at snurre. Dagene går og jeg får mig en på opleveren. Det er svært ikke at tænke for meget på den kommende fredag. Shoma siger at det må være det bedste og værste sted at skulle spille. Jeg kan kun gi hende ret. På den ene side er det et vidunderligt pub-likum. Alle elsker musik, elsker at danse og synge. Men her er også mange dygtige musikere og folk der betyder

meget for mig, både personligt og musikalsk så jeg må indrømme at jeg er en anelse nervøs.Fredagen indtræffer og det viser sig efter et par numre at her er fantastisk at spille. Det er som om at alle forstår de dejlige tunge reggae rytmer jeg så godt kan li´. Snart vugger dansegulvet i takt til Ole Brockmanns dybe bass, Bongos Old skool trommer og sikke en mod-tagelse Espen (Mzungu Kichaa) får. Det må være lidt specielt at spille her for ham.Han er ikke vant til at publikum forstår hans tekster der overvejende er på Swahili da han er opvokset i Tanza-nia. Da vi spiller vores første Tanzanianske hit jubler folk genkendende og snart synger hele teltet med på ”Sina Makosa”. Koku kommer på scenen og synger kor. Snart begynder flere at blande sig i musikken. Ikke fordi noget burde være anderledes men simpelthen fordi de ikke kan lade være. Der bliver hentet djember, klokker og andet percussion og ReCultures jammede stil kommer virkelig til udtryk. Mit blik blir mødt af smil hvor end jeg kigger.Tilsidst har vi ikke flere numre så vi spiller de allerbedste numre igen. Uffe og Koku synger kor. Der er gang i den og jeg kigger spændt på teltdugen over mig venter på den vælter. Det gør det dog ikke men det kunne godt føles sådan.

Kære UtamaduniTusind tak for en helt igennem fantastisk, eventyrlig og vidunderlig oplevelse. På mine og resten af bandets vegne kan jeg med sik-kerhed sige, at vi til hver en tid vil komme og spille for jer igen.Ole Brockmann sagde umiddelbart efter koncerten: ”Det er en af de bedste koncerter jeg har spillet” Jeg tror han mente, at det at opleve den fortryllende stemning og spille musik for så dejlige mennesker var en af hans bedste koncertoplevelser.Jeg kan kun give ham ret.

Guitaristpå lejr

Zigges tanker og oplevelser med at optræde med sit

band på lejren....


�1

��

Ideen bag Pay it forward som organisation, opstod da Ane Christina Jensen arbejdede som frivillig på et børne-hjem ca. 20 km fra Ugandas hovedstad Kampala. Hun blev følelsesmæssigt involveret i børnenes situation og tog en stor beslutning i et forsøg på at hjælpe så mange børn som muligt. Hun valgte at sige farvel til Danmark og åbne et børne-hjem i Uganda.

Derfor blev Pay it forward som organisation dannet i februar 2008 af Ane Christina Jensen, John Nsubuga og Lise Jensen.

Målet med Pay it forward er at hjælpe børn og syge, der har det svært. Hjælpen er langsigtet og vi sætter ind på flere fronter - vi har opretter et børnehjem, har planer om at bygge en sundhedsklinik og vil give støtte til skolegang i Wakiso-distriktet, Uganda. Håbet er, at de børn og voksne, som vi hjælper, får en fremtid, hvor de kan gøre noget for andre.

På børnehjemmet, fokuserer vi på en familie-orienteret pleje af børn, der ikke længere kan vokse op i deres biologiske familier. Selv om børnehjemmet drives af Ane Christina og John, er det vigtigt, at børnene vokser op med lokale traditioner, mad og værdier. Børnehjem-met ansætter derfor en lokal mama, som hjælper med pasning, madlavning og huslige pligter. Dog er børnehjemmet ikke et typisk børnehjem, hvor man kommer og går, men det er et hjem til børn. Vi tager os af børnene, til de bliver 18. Derfor er tanken at vi kun kan have fem-ti børn, så vi kan give dem den omsorg, de har brug for,

Det er vigtigt for os at John er med. Han betyder meget for organisationen, da det er hans kendskab til de sociale forhold i det område, Ane Christina og John bor i, der er baggrunden for valg af projekter i Pay it forward.

Samtidig er det for os vigtigt, at vi hele tiden er i nærheden af projek-terne, så vi kan sikre os, at pengene går til de rigtige formål. Samtidig sikrer Johns kendskab til det lokale område, og miljøet også at vi får en fair pris og behandling i Uganda

Vores fokus er hos børnene i Uganda. Her vil vi hjælpe med at betale børnenes skolegang - en langsigtet

hjælp der vil sikre børnene får en fremtid, så de har mu-lighed for at få en uddannelse og et job og på den måde bryde ud af den onde cirkel. Samtidig vil der i skolen være betalt for et ordentligt måltid mad, så vi på den måde sikrer at børnene også får noget at spise hver dag. Lige nu arbejder vi på at få private og firmasponsorrater til at bygge en ægge/kyllingefarm dernede, da det vil være med til at sikre børnehjemmet en indkomst og overskud hvert år. Samtidig er vi begyndt at indsamle ubrugte/ rene sygeplejeartikler, der skal sendes derned - i første omgang gives til det lokale sygehus og senere bruges på vores egen sundhedsklinik, når den bliver bygget.

Man kan følge med i vores projekterer på vores hjem-meside, hvor I kan læse om os, vores børn på børne-hjemmet og vores projekter. Hjemmesiden kan ses på www.payitforwarduganda.dk

Hvis I ønsker at støtte vores projekt, kan pengene ind-sættes på en konto i Handelsbanken: Reg.nr. 7633 Konto nummer: 1035949 og hvis I har spørgsmål eller mangler information er I meget velkomne til at sende mig en mail på [email protected]

Med venlig hilsen Lise Jensen - Pay it forward koordinator i Danmark

Velkommen til Pay it forward

Foto

s på

denn

e sid

e: P

ay It

For

war

dUtamaduni årsmagasin 2009

I disse dage, for netop 10 år siden, sad jeg og en ung fyr ved navn Joseph og hyggesnakkede om stort og småt uden for et computer lokale i Mwanza. Stedet var Lake English Medium Secondary School, hvor jeg opholdt mig på et Danida-stipendiat. Da den elektriske strøm ret så ofte var fraværende, blev det til en del snak og megen hygge.Joseph, der er tidligere elev på Lake, var hjemme på orlov fra universitetet i Dar es Salaam, hvor han læste økonomi og en del af snakken gik jævnligt på: Hvad kan vi gøre for Mwanza? Kan vi skaffe maskiner og lave et motionscenter, eller finde udstyr i Danmark og lave en radiostation, måske åbne en grillbar og sælge sund mad - eller lave en online-guide, der vil kunne gøre Mwanza kendt i den vide store verden?

DET BLEV TIL EN GUIDEI dag er Mr. Joseph Laurent færdiguddannet, ansat som direktør for og er medejer af Mwanza Guide ‘online‘, der, i de sidste flere år suverænt har ligget som nummer et på Googles søgemaskine, men, hvad der er god grund til at glæde sig over - er blevet til en god forretning, der både giver overskud, beskæftigelse og som nu også betaler skat i Tanzania.Økonomien kommer fra byens erhvervsliv - bl.a. fra kommissionsaftaler med hoteller, safari bureauer, bil-udlejning, logistik i forbindelse med konferencer, rekla-mer på websiden, men også fra egne aktiviteter i byen. Mwanza Guide åbnede i foråret 2008 nyt kontor i Posta Street - mere centralt i Mwanza kan det næppe blive.

OPLYSNINGSDELENFra starten har det ligget helt klart og fast, at guiden også skulle informere om byen, give gratis plads til og hjælpe lokale aktiviteter, projekter og kunstnere.Bujora Cultural Centre i Kisesa, som rigtigt mange har besøgt, boet på, grundlagt livslange venskaber fra - og, som en del danskere også har slidt deres første par afrikanske dansesko ned på - er klart et af dem. Besøg Bujora Cultural Centre direkte fra vores webside.

HOPE/Bridge2Aid - er et fantastisk projekt i Mwanza, drevet af det engelske tandlægepar Dr. Ian og Mrs. Andie Wilson. Besøg HOPE/Bridge2Aid - klik på HOPEs banner på vores webside og bliv rigtig glad. Der fin-des stadig gode mennesker i denne verden - Dr. Ian og Mama Andie er et par i de gode menneskers superliga.JS Paradise - i Mwaburugu Village er et nyt, ungt, spændende og meget levende tilbud til dem, der vil opleve en traditionel Sukuma fiskerlandsby - helt live. JS Paradise projektet ligger cirka 135 km fra Mwanza - tæt på Speke Bay Lodge og Serengeti Stop Over Lodge. Besøg ’Safari Section’ direkte fra vores webside - og find vej.

Mwanza NewsBLOG - udvalgte nyheder fra Mwanza, er et tilbud til herboende fra Mwanza og andre interes-serede. Nyhederne udvælges, opdateres og udgives flere gange daglig. Man kan naturligvis abonnere gratis på nyhedstjenesten.

KUNST FRA MWANZA - ONLINESimon Ndokeji - kunstner fra Kisesa, kendt af en del og en god ven af mange danskere. Mr. Simon har fore-løbigt besøgt Danmark to gange, og bl.a har han senest, sammen med Utamadunis Sander Machombo (Nielsen), udført et fantastisk gavlmaleri på Grenaa Produktions-skole. Mr. Simon laver nogle helt unikke voksbatikker - og Mwanza Guides webside sælger/formidler Simons værker.Som noget helt nyt kan vi allerede nu modtage bestil-linger på batikker, hjemtage og helt gratis levere de færdige værker på dette års Utamaduni Camp. Besøg ’African Art - from Mwanza’ og find et link til Simon Ndokeji, bestil og få leveret på lejren til sommer.

Hilsen fra Hans Kristoffersen

Besøg Mwanza Guide ’online’ på

www.mwanza-guide.com

Visit Mwanza

Foto

: Han

s Kris

toff

erse

n

Georg og Lisbet (Utamadunis revisor) på Bujora

Foto

: Han

s Kris

toff

erse

n

Internet portal til Sukumaland:


��

��

For godt to år siden, blev der dannet en tanzaniansk forening ”TANDEN”, som står for Tanzanians in Den-mark. Forenings formål er bl.a. at samle tanzanianer, der bor i Danmark gennem forskellige sociale arrangementer således, at de kan styrke deres netværk. Hvem kan være medlemmer?Udover tanzanianer er medlemskabet åbent for alle, der har en slags tilknytning til Tanzania. Dette kan være, hvis man er/har været gift med en tanzanianer eller man har/har haft en del kontakt med Tanzania gennem rejse eller arbejde. Ud over det skal man betale et optagelsesgebyr på 50kr og et årligt kontingent på 100kr.

Yderligere information kan findes på vores

hjemmeside www.watanzania.dk

På hjemmesiden kan du også læse om vores sociale arrangementer.

I 2009 forventer vi at holde følgende arrangementer: Den 2. maj 2009: SommerfestDen 5. december 2009: Uafhængigdag.

Hvordan bliver man optaget?Optagelse kan ske ved at kontakte en af følgende TAN-DENs leder:

Formand Felix Mgonja2685 [email protected]

General Sekretær Fortunatus Bundu2810 [email protected]

Kasser Fadya Wathne2631 [email protected]

Hilsen Fortunatus Bundu

Endelig har tanzanianere fået deres egen forening i Danmark

Alle fotos fra Uafhængighedsfesten i december 2008: TANDEN crew


Senegalesiske Youssou N’Dour er protektor for arrangementet ‘Africa Now’, som med satellit-transmitterede talende trommer åbner i Århus den 14. august 2009

Af Mik Aidt

MED ‘TALKING DRUMS in dialogue’ vil trommehilsner fra Vestafrika blive mødt af musikalske svar fra godt 300 trommeslagere fra World Music Center og Århus Musikskole – og på den måde åbnes den vestafrikanske kulturuge i Århus. Ideen til begivenheden opstod under et møde mellem udenrigsminister Per Stig Møller og den senegalesiske sanger og kulturpersonlighed Yous-sou N’Dour. Sammen med Århus’ borgmester Nicolai Wammen er de nu protektorer for arrangementet, hvor planen er, at Rådhusparken og Musikhusparken skal omdannes til en ‘vestafrikansk landsby’ i de 10 dage, kulturugen varer. Også Musikhuset og Ridehuset inddra-ges i det stort anlagte arrangement.‘Africa Now’ er en del af markeringen af 100-året for Landsudstillingen i Århus, som har fået titlen ‘Dialog09 – gør byen større og verden mindre’.“Når vi har valgt Dialog09 som den røde tråd gennem flere af vores arrangementer i 2009, er det, fordi dialog bliver afgørende for den måde, vi skal takle de globale udfordringer på, og som skal medvirke til at udvikle konstruktive måder, hvorpå diversiteten og kulturelle værdier kan håndteres. Youssou N’Dours deltagelse som protektor for den vestafrikanske kulturuge i Århus er et lysende eksem-pel på et menneske, som med sin musik og store personlighed er med til at udvikle og styrke dialogen og kultur-forståelsen – frem for de opslidende og ødelæggende kultursammenstød,” siger eventchef Steen Nordahl fra VisitAarhus Events, der har fået til opgave at ar-rangere begivenheden.

‘Africa Now’ programsætter en lang række aktiviteter, der alle relaterer sig til Vestafrika med særlig fokus på landene Senegal, Mali, Burkino Faso, Niger, Liberia og Ghana. Program-met for den vestafrikanske kulturuge vil eksempelvis byde på vestafri-kansk kunsthåndværk og moderne kunst, fremvisning af vestafrikanske film og vestafrikansk markedsstem-ning i form af boder og udstillinger. I landsbyen sætter seks vestafrikan-ske grupper af unge – spændende

VESTAFRIKANSK KULTURUGE I ÅRHUSog nytænkende kunstnere inden for musik, dans og teater – seks ligesindede grupper fra Region Midtjylland hinanden stævne i, hvad der har alle forudsætninger for at blive en intensiv camp.Grupperne optræder på Africa Nows forskellige scener med egne produktioner og samarbejder om at skabe et unikt, globalt scenisk udtryk, som fremføres i forbin-delse med kulturugens afslutning søndag den 23. august 2009, hvor Youssou N’Dour vil optræde i spidsen for en række vestafrikanske musikere og kunstnere.Det er desuden planen, at han skal give koncerter med danske musikere og en afslutningskoncert sammen med de unge vestafrikanske grupper.

‘Islam, modernitet og samtidskunst i Vestafrika’ er titlen på en international DIALOG09-konference, som den vestafrikanske kulturuge kommer til at danne rammen om. Den foregår i Musikhuset Aarhus i weekenden 14.-16. august 2009. Vestafrikanske og danske kunstnere og kulturaktører vil diskutere ytringsfrihed og nye kunstne-riske samarbejder. På konferencen vil centrale kunstnere og festivalledere fra Vestafrika komme med oplæg, og der vil blive lejlighed til at høre om konkrete danske samarbejdsprojekter. Yderligere oplysninger kan fås hos Steen Nordahl og Dorte Trads, DIALOG09-sekretariatet, VisitAarhus Events, på tlf +45 8731 5015.

www.dialog09.dk/idn6.asp

”Africa is not only about war, AIDS and poverty. Africa is also about happiness, solidarity, life and humanity. Africa is also modern things. It is about religion and it is about culture. All the time we see all these bad things on TV and if Africa stays the way it is portrayed, it is going to be dangerous. This is why I have come to you to talk about Africa ...in general and culturally. ”Youssou N’Dour speaking at a meeting with Per Stig Møller, Danish Minister of Foreign Affairs on March 19, 2008.

Foto

: Jac

ob C

raw

ford


��

Center for Kunst & Interkultur vil synliggøre projekter, der er med til at invitere nydanske publikumgrupper og kunstnermiljøer ind i det danske kulturliv

Af Ramon Kingo & Mik Aidt

Næsten hver 11. dansker har en ikke-dansksproget bag-grund eller det, som også kaldes en ”blandet kulturel baggrund”. Som følge heraf burde man kunne forvente, at cirka hver 11. af alle udøvende kunstnere eller opera-tører i kultursektoren har en blandet kulturel baggrund. Men sådan forholder det sig ikke. Gennemtrævler man alle kunstnerforeningernes medlemsdatabaser og kulturinstitutionernes medarbejderlister, er det kun et minimalt antal udenlandsk-klingende navne, der duk-ker op. Ligeså dynamisk og fremsynet kunstverdenen generelt anser sig selv for at være, ligeså ekskluderende og konservativ synes den at være, når det drejer sig om at åbne dørene for det nydanske publikum og de nydanske kunstnere.

Udemokratisk kultursektorI et globalt perspektiv er den danske selvopfattelse, at vi et land, der i særlig grad har en høj forståelse for, hvad demokrati er for en størrelse. Her kan vi noget særligt! Men sjovt nok, når det handler om at involvere sig og engagere sig i hinanden - genboen, vi ikke kender, eller naboen, der kommer fra et fjernt land - så er situationen en anden her i Danmark, og i de nordiske lande i det hele taget. Hvis man ved demokrati forstår, at eksem-pelvis landets kultursektor skulle afspejle den mangfol-dighed, der råder i befolkningens nuværende sammen-sætning, så må man sige, at i kulturlivet er manglen på demokrati så eklatant, at det skriger til himlen! I kultur-sektoren lever mange institutioner stadig i det oplyste enevældes tid.

Metoder til forandringI januar åbnede et nyt center - Center for Kunst & Inter-kultur - som har sat sig for at finde frem til de metoder, som har vist sig at have effekt, når det drejer sig om at få mangfoldigheden frem i lyset - at få de nydanske publikumgrupper og kunstnermiljøer ind i det vi kalder ”kulturlivet” her i Danmark. De metoder, som har vist sig at virke, skal sorteres, sæt-tes i system og gøres synlige for alle, der måtte have lyst til at gøre en indsats for at rette op på ubalancen på det interkultueller område.I 2009 kommer hovedvægten for Center for Kunst & Interkultur til at ligge på at få etableret en webportal for området, arrangere en række møder, tre semina-rer og en konference, og udgive en håndbog om kunst og interkultur i Danmark. Centret støtter desuden en række interkulturelle kunstprojekter.Center for Kunst & Interkultur har åbnet et sekretariat på Nytorv, tæt ved Rådhudspladsen i København, og ansat journalist Mik Aidt som centerleder.

Læs mere om det på www.kunstoginterkultur.dk

Nyt center vil udjævne ”kunstkløften”

Foto

s på

denn

e sid

e: M

ik A

idt

Mik Aidt


Efter 16 år som Danmarks eneste specialtidsskrift om afrikansk og latinamerikansk musik har bladet nu skiftet navn til Cultures. Det ligger allerede i navnet: nu ønsker redaktionen mere bredt at dække alle kulturformer - hvilket foruden musikken også vil sige dans, teater, litteratur, film, tv, radio, fotografik, billedkunst, design, mode og livsstil og identitet.Cultures’ mål er at skærpe danskeres bevidsthed om mulighederne i kulturel mangfoldighed, og det skal gø-res ved hjælp af grundige baggrundsartikler, interviews, anmeldelser og oplæg til debat.I løbet af 2009 går Cultures på nettet, men indtil da kan du se det første prøvenummer, som udkom i november 2008. Her kan man læse om et kunstgalleri i Sudan, om Odenses diskussioner om en ramadanfest på rådhuset, foruden en lang række bog- og musikalbum-anmeldel-ser.

Ændre fastlåste strukturer? ”Intentionen er at skabe en platform for viden og debat om kulturmøder og kultursammenstød i kunstens ver-den. Målet er at blive en seriøs aktør, som kan starte en transformationsproces i det danske kulturliv,” fortæller en af bladets to redaktører, Mik Aidt. Hans kollega, Ivan Rod, var tidligere redaktør af månedsbladet Press.”Via debat, formidling af viden og nytænkning ønsker vi at ændre fastlåste strukturer og problemer med tilgæn-gelighed i det danske kulturliv, åbne nye veje for danske kunstnere i forhold til at flytte, udvikle, kvalificere og inspirere det danske kulturliv - såvel kunstnere som publikum, kulturformidlere og kulturinstitutioner.”

”Vi har ikke stoppet udgivelsen af Djembe, fordi feltet er blevet uinteressant, men tværtimod fordi feltet er blevet større, mere komplekst og efter vores vurdering helt afgørende at have indsigt i, hvis man som kunstner vil navigere og ”frem i verden”, sådan som den ser ud i dag.”?

Nytænkning?”Cultures fortsætter med at dække det musikalske stof-område i samme omfang som Djembe gjorde, men nu åbner vi op - med en global tilgang - for en udvidelse af redaktionen og formidlingen. Vi ønsker at iagttage og beskrive de nye forskydninger og kulturudtryk, som er konsekvenser af såvel globaliseringen som den teknolo-giske udvikling. Bestræbe os på at beskrive og forstå de nye forskydninger, forandringer og betydninger. Kultur-møder og kultursammenstød er indgangsvinklen til det hele, mens formidlingen varierer mellem video, audio og tekst alt efter indholdets karakter, og stoffet distribueres via både digitale og fysiske medier. Nytænkning er et nøgleord på alle fronter - også på Cultures’ indre linjer.”

www.cultures.dk

Transformationen starter her...

Tidsskriftet Djembe er blevet til en ny platform for viden og debat om kulturmøder: CULTURES

Af Ramon Kingo


��

��

Som leder af dansegruppen Folkloric Selamta står Perpetual for, at du hentes i lufthavnen og får god forplejning, gæstfrihed og humor!Folkloric Selamta underviser kontinuerligt udlæn-dinge fra hel verden, på Art Center i Accra og på Three Sisters Spot, de er eksperter i både Ghanas traditionelle og nye stilarter!Du kan synge i gospel kor, du kan blive mester i trommespil og du kan danse og synge alt hvad du vil!På 1. etage hos familien bor gæsterne, med den bedste udsigt og grund ud til Atlanterhavet! Opholdet foregår desuden i landsbyen Abrani, ved flod, bjerge og vandfald i den frodige Voltaregion, og ved havet i Adafienu, hvor den rige Ewe kultur blomstrer!Jeg er kommet her gennem 25 år og kan varmt anbefale et ophold, fuld af kultur, hvor du får mulighed for at komme ind under huden på det afrikanske liv.At opleve glæden og bekymringerne, at opleve hvordan afrikanere takler deres liv, som ikke er rigt på materiali-tet, men rigt på så mange andre måder!

Ca priser: Logi- kost- undervisning1 uge 2200 kr.3 uger 6000 kr. Logi og kost 1 uge 1500 kr.

Angående rejse, vaccination og visa giver vi vejledning!Dette er en mulighed for at komme ind under huden på det afrikanske liv.

At opleve glæden og bekymringerne, at opleve hvordan afrikanere takler deres liv, som ikke er rigt på materialitet, men rigt på så mange andre måder!

Kulturrejse til Ghana!

”Three Sisters Spot”Er et kulturcenter uden for Accra i Nungua.Her bor Perpetual med sin store familie.

Ture enkelt og grupperejser arrangeres!

Kontakt til Elisabeth Lange & Folkloric Selamta: [email protected] eller tlf 32955276 & 61681341


Besøg landsbyen Abrani ved skov bjerge og flod, tag del i det traditio-nelle liv og nyd sødmen, gæstfriheden og megen latter!Gå med i kirke, kom ud i marken, deltag i madlavningen, dans med børnene og meget mere!Du bor privat, måske hos høvdingen!Primitivt og dog meget luksuriøst!Gæstfriheden er 1. klasses. Besøg landsbyer ved havet og deltag i fetish ceremonier, begravelser og oplev fiskernes liv!

Vi har været så heldige at få tilskud i flere omgange fra U-kassen, tusind tak for det!

Først til en børnehave i landsbyen Abrani, den er place-ret bag høvdingens hus tæt på bushen!Så til et danselokale ved huset i Nungua, hvor Perpetual m.fl.underviser, og sidst til en jordemoderklinik i Abrani.Jakuma er farmer, leder en børnedansegruppe og jord-mor. Hun tager ud til kvinderne, når de skal føde, men ønsker at have klinikken ved hendes hjem!

Landsbyliv

Projekter støttet af U-kassen i GhanaKlinikken er planeret, men ikke bygget endnu, Jakuma glæder sig meget til den bliver færdig, hun vil gerne have besøg af en jordemoder fra DK, og hun vil gerne uddanne en af de unge kvinder fra landsbyen! Lige nu er Lone Strunk og hendes datter på besøg der-nede hos Perpetual!

Hilsner fra Perpetual Akoto, Elisabeth Lange og foreningen Kulturbroen Folkloric,

som består af vores støtter i Danmark og Ghana!

Alle

foto

s på

diss

e sid

er: E

lisab

eth

Lang

e

Fotos fra jordemoderklinikken som U-kassen støtter


��

�0

Hjemmesiden: På www.utamaduni.dk kan du læse en masse mere om lejren og om dansegruppen, se vores fotoarkiv fra lejren, læse om projektgruppen, finde fakta om TZ og meget mere...

SIRI: På vores nye ’hemmelige’ hjemmeside kan alle arrangører og gratister der kender koden, logge ind og se opdaterede adresse/telefon lister, mødereferater, regnskaber og meget mere. Hvis du ikke kender koden, så spør en fra din arbejdsgruppe. (www.utamaduni.dk/siri)

FaceBook: Vi har oprettet vores egen gruppe på FaceBook, hvor vi kan dele fotos, tagge vennerne, skrive opslag mv. Man skal være tilmeldt FaceBook for at kunne tilmelde sig gruppen. Pt. er vi næsten 400 med-lemmer, og der ligger flere hundrede fotos i det fælles billedegalleri.

Generalforsamlings-tid

Utamaduni Kulturforening afholder den årlige generalforsamling

lørdag den 28 marts kl 13 på Granlunden

Alle medlemmer af foreningen også gratister og lejrdeltagere) er velkomne til møderne. Dog er det kun arrangører der får tilsendt dagsorden med regnskab ca. 14 dage får mødet.

Vi ses til mødet. Husk at vi har brug for friske kræfter til at hjælpe med at arrangere lejren. Også når der ikke er lejr....

Utamaduni Online:

Fotos fra evalueringsmødet på Granlunden i Emmelev, september 2009: Trine Ø Jensen

MødekalenderenI efteråret aftalte vi denne ’årskalender’ for møder og lejr:

Evaluering af årets lejr - Første lørdag i oktober

Generalforsamling - Sidste lørdag i marts

Junimøde - Anden lørdag i juni

... Og så mødes vi selvfølgeligt til årets lejr - i Uge 30 (lørdag til lørdag)

•

•

•

•


Opdateret pr. februar 2009

Bayeye - SlangedanserneUffe og SanderGranlunden, Emmelevkærvej 18500 Grenå8638 7275www.utamaduni.dk/[email protected]

BakomyalumeLillian Christensen,Eskildsagre 5, Nørager,8961 Allingåbro8648 6603

Bimeji BembenyaSidsel Bech,Hasselvænget 1, 2.tv7100 Vejle2940 [email protected]

Chipu KiziJacobo Winther,Kochsvej 221812 Frederiksberg C.2674 [email protected]

Cheza MjiniJohanne Olivia Grønne KühlOlaf Ryesgade 8, 3.th,5000 Odense2611 [email protected]

Furahia GroupBodil StrandbyKilevej 4, Vedersø6990 [email protected]

IgokolooJacobo WintherKochsvej 221812 Frederiksberg C.2674 4816dk.myspace.com/[email protected]

IkumboJeanette Retslov, Svanholm alle 24050 [email protected]

KisiwaniPaul O´Toole, Buckwaldsgade 61,5000 Odense C6613 3944

MalingoElin og Anders Sonne,Skovfogedvej 38600 Silkeborg8680 [email protected]

ManonguKarin og MarcoTrappeberget, Assleröd 33463 93 VÄSTERLANDA, Sverige [email protected]

Ndoho MakoyeElvira KallenbachHøje Gladsaxe 47, 15 th2860 Søborg

Oslo GruppenTone Ophus, Lachmanns vei. 80, N-0495 Oslo, Norge+47 2245 2246Fax: +4722 45 [email protected]

Oye gruppenBente S. Carstensen,Broagermark 8,6310 Broager7444 [email protected]

Pole PoleMette Rømer,Ndr. Skovvej 2,9520 Skørping9839 2587

SeelolubeTine CarlsenSkelagervej 2578200 Århus [email protected]

Shangwe Show GroupMads BischoffSylbækvej 18230 Åbyhøj8618 4758www.shangwe.dk

Utamaduni Dance TroupeMarianne Høj AndersenBredlunden 6, Vrads8654 Bryrup8682 1590www.utamaduni.dk/[email protected]

WagaluEva FlodinVetekornsgata 9S-43146 Mölndal, [email protected]

WanarahaGitte DuusLindskovvej 279000 Aalborg9813 1006

Watoto na WengineJens Rossen, Ragnhildvej 8, kld.5700 Svendborg6220 [email protected]

VipepeoNeel HolmGammel Kirkevej 608530 HjortshøjTlf.: 8622 [email protected] SideniusHans Broges vej 108220 BrabrandTlf.: 6110 [email protected]

Wood ’n’ SkinLena HillgaardGrundtvigsvej 13, 2.tv8260 Viby J.6062 [email protected]

Yaa asante waElisabeth LangeBådsmandsstræde 431407 København Ktlf [email protected]

Kilde: www.utamaduni.dk/grupper

Dansegrupperne i utamaduni netværket


�1

V/Trine Ø. Jensen, Gæstfri, Emmelev kærvej 1, DK-8500 Grenå Tlf. 8638 7292 Mail: [email protected]

www.utamaduni.dk

Foto

: Dea

Mog

ense

n. N

r. 1.

i fot

okon

kurr

ence

n 20

08,

tag

et p

å le

jren

200

7

Foto

: Mar

tin

Nie

lsen.

Nr.

3. 2

00

8, t

aget

på

lejre

n 20

07

Documents

Utamaduni årsskrift 2009