BØRN

I AFRIK

A 03-2015BØ

RN I

AFR

IKA

03-

2015

1110

www.borniafrika.dk www.facebook.com/borniafrikawww.borniafrika.dk www.facebook.com/borniafrika

Varme og våben

Jeg havde besøgt en lang række afrikanske lande, da jeg første gang kom til Kampala i 2002. Allige-vel overraskede det mig, da jeg uden for indgan-gen til parlamentet så et skilt, der forkyndte, at våben skulle afleveres i vagten. Gik parlaments-medlemmerne med våben?

Der var - og er - åbenlyst mange våben i Uganda, hos vagtfolk, politi og soldater. Giver det utryghed? Nej. Jeg har aldrig følt mig utryg i Uganda. Det ugandiske samfund jeg kender, er venligt og varmt og omfavnende. Men der er også en ubarmhjertig side.

Fra sundhed til landbrug Lad mig begynde med begyndelsen. Jeg var kommet hjem fra udstationering i Nepal og sad hjemme i udenrigsministeriet, hvor jeg passede blandt andet det danske samarbejde med WHO, Verdens-sundhedsorganisationen med hovedsæde i Geneve.

Da ambassaden i Kampala så skulle bruge en medarbejder, der skulle være med til at udarbejde og gennemføre et nyt sundhedspro-gram, lagde jeg billet ind. Det var lige noget for mig, jeg fik jobbet og flyttede til Kampala i 2002.

Det blev til et kortvarigt arbejde med sundheden. Udenrigs-ministeriets veje er uransalige, og jeg skulle i stedet, i samarbejde med udsendte rådgivere og lokale medarbejdere, være ambassadens ansvarlige for bistanden til landbrugssektoren og retsvæsnet. Det blev jeg dog glad for.

Livskraft og livsviljeJeg kom rundt i landet og ikke bare i den rige sydlige del, men også

A f Lis Garval

i de nordlige fattige områder, hvor vi skulle tage os i agt for guerilla-erne i Lords’ Resistance Army. Var der mylder på vejene var der fred og ingen fare. Var vejene øde, var der ugler i mosen – eller rettere guerillaer i bushen. I tusindvis af mennesker var fordrevet fra deres hjem og måtte bo i flygtningelejre, men de skulle gerne have mulighed for at dyrke noget jord, så de ikke var afhængige af fødevarehjælp.

Jeg oplevede en livskraft, en vilje til at opnå bedre levevilkår ikke mindst blandt kvinderne. De knoklede for deres familier, for at kunne sende børnene i skole. Piger som drenge.

I dag er der fred, men kvindernes betydning for landbruget og udviklingen er uændret. Viljen til uddannelse fik mig til at tænke på Winston Churchill, som i 1908 beskrev Uganda som et eventyr, hvor ”flere end to hundrede tusinde af de indfødte kan læse og skrive”.

Uganda har altid været noget særligt i Østafrika. Makerere Uni-versity i Kampala var således det første universitet i Østafrika.

Den politiske sceneUganda er formelt et demokrati, et meget ungt demokrati med gyngende respekt for menneskerettighederne. Og det kan være ubarmhjertigt.

Den politiske opposition med Kizza Besigye i front har det ikke just behageligt, for nu at sige det pænt, og homoseksuelle ej heller. Det er strafbart at være homoseksuel, og det er også strafbart ikke at angive sin nabo, hvis han/hun er det.

Som talsmanden for Ugandas homoseksuelle, Frank Mugisha, sagde, da vi mødtes, så er ”min berømthed mit bedste værn”. Hans ven og forgænger blev skudt.

Det samme kan man måske også sige om oppositionslederen Besigye, der synes i en håbløs og evig politisk dyst med præsident Museveni. Besigye, der var Musevenis våbenfælle, ven og livlæge i

guerillakrigen mod Milton Obote, har været tvunget i eksil, været fængslet, anklaget for forræderi - og har overlevet.

I den seneste valgkamp om præsidentposten i februar i år, fik han 35,6 procent af stemmerne, den 71-årige præsident Museveni 60,6 procent. Besigye og hans støtter taler om valgsvindel, og uden-landske observatører er enige om, at der var tale om manglende åbenhed og intimidering i valgkampen.

Sådan har det lydt hver gang Museveni har vundet, og det har han gjort seks gange nu. Han har fået ændret forfatningen, så han fortsat kan stille op til præsidentposten, og han kommer mere og mere til at ligne andre afrikanske ledere, der for alt i verden vil be-vare magten - demokrati eller ej.

Hvorfor nu fortælle om Mugisha, Besigye og Museveni? Fordi de er med til at personificere mit Uganda.

Jeg husker tydeligt, da jeg i 2005 sad i retssalen og hørte på anklagerne om forræderi mod Besigye. Jeg sad bag ham og så sved-perlerne i hans nakke.

Han overlevede, men det var med nød og næppe. Ugandiske specialenheder rykkede ind på retsområdet og kun bastant tilste-deværelse af udenlandsk diplomati hindrede formentligt en blodig udgang. Han blev senere frifundet af retten.

Kollega John og hans kongeMin ugandiske kollega John hører med til mit persongalleri og er med til at tegne mit Uganda.

Det store, venlige og hjælpsomme menneske irriterede mig tit i

begyndelse. Han kom nemlig altid for sent. Bilen fik undskyldningen. Den kunne ikke starte, sagde han.

Bilen var faktisk problemet. Det var en stor gammel kasse, som burde være skrottet. Men han havde ikke råd til en ny bil, og bil skulle han have. Han skulle nemlig stille bil til rådighed for kongen af Toro, hvor han kommer fra, og hvor han også er landbrugsminister.

Der er ingen apanage til kongen i de gamle kongeriger og ej hel-ler løn til ministrene - kun ære og forpligtelser

Så John passede sine pligter i Toro, og da hans ældre bror døde af aids, var det også ham, der skulle sørge for brorsønnernes ud-dannelse. Aldrig hørte jeg et beklagende ord. Familien passer på sig i Uganda.

Eden SchoolJeg lærte Børn i Afrika at kende, da sognepræst Vagn Frikke-Schmidt troppede op på ambassaden og inviterede mig ned i Katanga-slum-men. Det havde regnet, og vi vadede i mudder til Eden Church – en kirke, der ikke var en kirkebygning men et stort lokale, og hvor der var undervisning. Fire klasser adskilt af store tavler. Undervisning til børn, der ellers ikke havde en chance.

Jeg var solgt til det imponerende arbejde, der senere blev til Eden School og som jeg havde det privilegium at indvi.

Når man er diplomat og arbejder på en ambassade har man en fantastisk mulighed: Man har en række år til at lære en ny kultur og dens mennesker at kende. Hvis man vil. Jeg ville og siger tak til mine venner i Uganda.

Flygtningelejre for internt fordrevne i det nordlige Uganda er nu lukket, og børnene har fået en mulighed for at komme tilbage til deres landbyer og i skole. (Foto: Margit Bjældager)

Kun en lille del af landbruget i Uganda er mekaniseret, og det er kvinderne, der klarer hovedparten af det på traditionel vis. (Foto: Britt Lindemann)

Trods økonomisk vækst er fattigdommen i Uganda betydelig, og fremtiden for de yngre borgere tegner ikke alt for lys. (Foto: Britt Lindemann)

Kvinders lige rettigheder og muligheder er en forudsætning for en bæredygtig udvikling, og derfor støttes kvindegrupper, som denne i Iganga, også gennem dansk bistand. Lis Garval til venstre på foto herunder. (Foto: Britt Lindemann)