d e l f i n e n26 // 27

FILM

d e l f i n e n

KRIMINEL KÆRLIGHEDInstruktør: Hella Joof

Hella Joof har begået endnu en komedie og denne gang af den småkriminelle slags. ”Fidibus” udspiller sig i og omkring Christianias pushermiljø. Her sidder hash-baronen ”Paten” så fedt på de fede, at han har købt sig en penthouse lejlighed og installeret sig i bedste prollestil med en dum blondine, tomme ølflasker galore og designermøbler ’en masse’. Patens blondine Saby er dullet og dum som en burhøne med silikoneimplantater. Hun har et sprog som en 5-årig og relaterer konstant sin omverden til ”den-der-film-med-ham-der-du-ved”. Det synes derfor på ingen måde at være skrevet på rul-lepapiret, at den retorikstuderende Kalle, af småborger-ligt afstamning, skulle forelske sig hovedkuls i hende. Men det gør han.

Kalle bliver ufrivilligt genansat som fidibus, eller stik-i-rend-dreng, for Paten, for at afbetale noget narkogæld efter en retorikfest på Rudolph Steinerkollegiet. Dette karrieremove ender dog brat, da Paten bliver anholdt af narkopolitiet med bukserne nede om anklerne og Sabys ben hævet i umulige vinkler. Kalle bliver derefter (igen meget mod sin vilje) Sabys fidibus, for Saby er en-

som og hjælpeløs uden sin sugar daddy og substituerer pragmatisk Kalle med Paten. Og inden Kalle ser sig om, har han forbrudt sig mod Patens tre forbud. Han tager af Patens penge, tager Patens bil og tager på Patens dame.

Humoren i ”Fidibus” er en generelt vellykket blan-ding af sjofle underlivsfokuserede replikker og subtil hverdagssatire. Sommetider kammer sjofelhederne dog over i det decideret platte, som Joof måske burde have lagt bag sig med Det Brune Punktum. Nu er det hverken provokerende eller sjovt længere. Skuespillet er godt, og skuespillerne et friskt pust af nye ansigter og spøjse biroller. Sjældent har man set en bimborolle udført så overbevisende, nuanceret og underspillet som Lene Maria Christensen gør det. Samtidig er Rudi Køhnkes portrættering af den sårbare Kalle, der hænger fast i studiet med neglerødderne, lovende. Alt i alt er der dømt lårklasker af den solide danske slags, som er både raffineret uden at blive farlig, og folkelig uden at blive for kedelig. Drengene tjekker varerne ud. Foto Nordisk Film

THE SCIENCE OF SLEEP – I GRÆNSELANDET MELLEM DRØM OG VIRKELIGHEDInstruktør: Michel Gondry / Medvirkende:Gael Garcia Bernal, Charlotte Gainsbourg, Miou-Miou m.fl.

Stéphane (Gael García Bernal, tidligere set i bl.a. Motorcykel-dagbog) er, efter mange år hos sin far i Mexico, draget til Frank-rig for at bo hos sin franske mor. Hun har lokket sin opfinder-ivrige søn til Frankrig, med løftet om et kreativt job. Jobbet han får, viser sig dog at være knapt så kreativt, men midt i sin skuffelse, lærer han nabopigen Stéphanie at kende, som er kreativ på samme måde som ham selv, og de to udvikler på baggrund af deres fælles li-denskab, et sælsomt venskab.

Forud for denne fortælling præ-senteres man for Stéphanes tv-program Television Education, hvor han ene mand, fungerer som husorkester, kameramand og vært. Her giver Stéphane, i filmens

allerførste scene, os opskriften på drømme, samtidig med at han, som en anden tv-kok, blander opskriftens ingredienser; dagens reminiscenser af oplevelser, tan-ker og lign., i en stor gryde. Blandingen i gryden eks-ploderer i en rød sky, og Stéphane vikles ind i endnu et drømmelag. Således introduceres vi for Stéphanes absurde drømmeunivers, der filmen igennem konstant griber ind i virkeligheden, som på den måde også bliver

et halvabsurd univers i sig selv. En drøm i et snefyldt skilandskab, ender fx brat ved, at Stéphane vågner op i sin seng, rystende af kulde, med fødderne placeret i en iskold fryser...

The Science of Sleep er pakket med finurlige effekter og genremæssige brud og fortællegreb, der spænder lige fra tegneseriebrug, til filt-landskaber, og personer der

kører rundt i biler af pap. Michel Gondry, der også har instrueret Eternal sunshine in a spot-less mind, brød oprindeligt igennem med skæve reklamer og kortfilm, og det er samme absurde visualitet han nu på sprudlende vis breder ud i spillefilmslængde.

De mange effekter og den fortælletekniske ’stream of consciousness’ som filmen gør brug af, mimer på fin vis Stéphanes komplekse drøm-meunivers. Formen kan dog samtidig virke me-get forstyrrende for historien, og man står som seer imellem at opfatte det som frustrerende ’larm’, eller at acceptere det som en del af fil-mens univers og forsøge at følge dens bevidst-hedsstrøm. Ligegyldigt hvad, lades man tilbage, nøjagtigt som vores hovedkarakter; forvirret over, hvad der er drøm, og hvad der er virkelig-hed i Gondrys univers og med en tvivl om, hvad der egentlig skete... Af Ann Bille SimonsenVises i Metropol

Bjørnebanden som husorkester? Foto SF Film

LA MOUSTACHEInstruktør: Emmanuel Carrere

Det første jeg tænkte, da jeg så titlen var, at det enten var den type intellektuelle franske film, som Café Noir reklamerne bygger på eller, at det var en munter fransk

komedie om ti pingviner i Charles de Gaulles over-skæg. Ved nærmere syn kom jeg skuf-fet frem til, at filmen ikke var om pingviner. En sort fransk film plejer at have et ob-skurt kedeligt indhold udført

i et laaangsomt tempo. ”La Moustache” ligger dog ikke under for den sidste fordom. Kameraføringen, skuespil-let og en flot lydside skaber en dejlig intens stemning. Til gengæld er filmens handling sort.

Det handler om en pariser i fyrrene ved navn Marc. Han har et godt liv, en sød kone etc. I femten år har han tilmed haft en ordentlig måtte under næsen. En dag barberer han skægget af og glæder sig til at se folks reaktion. Intet sker. Kollegaerne, vennerne og selv konen bemærker det slet ikke. Komisk! Men Marc bliver snart sur, og så bliver filmen alvorlig. Han konfronte-rer konen, der svarer, at han aldrig har haft overskæg? HVAD? Flere mærkelige ting begynder herefter at ske, og hverdagen skrider ud for Marc. Er han ved at blive vanvittig eller måske offer for et komplot?

Hertil fungerer La Moustache fedt! Det er en sjov beskrivelse af det civiliserede menneske, der føler en særlig identitet på grund af et flot overskæg. Når man fjerner det, så bliver man et helt andet menneske. Men instruktøren, Emmanuel Carrère, må have været i tvivl om, hvordan han skulle føre filmen videre. Uheldig-

vis ender filmen nemlig med at være mere gådefuld end sammenhængende. Man kunne nærmest trække spørgsmålstegn ud af ørerne på publikum, da filmen var slut. Den mystiske spænding i filmens første halv-del forsvinder i et virvar af plotdrejninger. Filmens fokus forsvinder i takt med Marcs identitet og min kop Café Noir.

Instruktøren har givet udtryk for, at dét faktisk er meningen. Han ønsker med filmen at gøre os utrygge ved det, vi er sikre på; til at stille spørgsmålstegn ved ”virkeligheden”. I sig selv giver filmen ingen svar. Car-rerè skaber rammerne og tvinger os selv til at forsøge at fylde dem ud, selvom det er umuligt. Konklusionen er, at ”La Moustache” er værd at se, men kun hvis man kan tåle følelsen af ”hvad fanden skete der lige der”. Denne anmeldelse blev i øvrigt sponseret af Café Noirs productplacing-afdeling…

Af Frederik Pagh NielsenVises i Øst For Paradis

Af Morten Holm PetersenVises i Cinemaxx og BioCity

Et flot overskæg. Foto Camera Film