Af CHRISTIAN BRAAD THOMSEN

M ed et nærmest uover-skueligt program på over 100 jazzkoncerter om dagen sammensæt-ter hver enkelt tilhø-rer sin egen udgave af

Copenhagen Jazz Festival, så selv om vi i ti dage går til den samme jazzfestival, er det mildest talt ikke den samme, vi oplever. For mig blev fe-stivalen i år pianisternes vagtparade, hvilket primært skyldes, at den talte tre me-sterlige pianister, der range-rer lige under Keith Jarrett, nemlig de to amerikanere Brad Mehldau og Kenny Barron samt italieneren Enrico Pieranunzi. De er alle gamle kendinge af jazzfesti-valen – og dog glæder man sig hver gang til et genhør.

Brad Mehldau entrede sce-nen i DRs koncertsal klædt i orange fra top til tå, så man kunne formode, at han havde tilsluttet sig en bestemt indisk guru-bevægelse, og musikken havde da også et klart meditativt præg med tråde til New Age. Han spillede med den trio, han har optrådt med de sidste ti år, nemlig bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard, og forståelsen mellem de tre var mageløst intim og intuitiv. Mehldau har nået en musikalsk modenhed, der gør, at han ikke mere har behov for at vise, hvilken blændende instrumentalist han er. Han tør slappe af og hvile i pausen og de blide fraseringer .

Mehldau stod selv for det meste af aftenens repertoire, dog med en afstikker til brasili-anske Chico Buarque og til kreoleren Sidney Bechet. Men hvad han end spiller, eliminerer han kompositionernes oprindelige præg og gør dem til sine egne. Man kan mene, at Brad Mehldaus musik kærtegner øregangen snarere end at udfordre den, men at gøre dette til et problem, ville være utaknemmeligt over for en så udsøgt behagelig oplevelse.

Mehldau har flere gange nærmet sig den klassiske musik, bl.a. som akkompagnatør til sangerinderne Reneé Fleming og Anne Sofie von Otter.

OGSÅ festivalens anden store pianist, Enrico Pieranunzi, har en klassisk ballast med sig og har bl.a. indspillet en cd med kompositioner af barokkomponisten Domenico Scarlatti. I Betty Nansen-teatret opførte han sit klassisk inspirerede værk Les Amants med multisa-xofonisten Benjamin Koppel samt bassist og strygekvartet.

Forsøget på at sammensmelte jazz og klassisk musik var stærkt kontroversielt i 1950erne, da John Lewis og Gunther Schuller introducerede, hvad de kaldte Third Stream Music. Men dengang var jazzen endnu så ung en kunstart, at mange med næb og kløer vær-nede om dens grænser imod disse forsøg på at udvande, hvad man opfattede som jazzens kerne, nemlig improvisationen og swingfor-nemmelsen. I dag er disse grænser nedbrudte, og jazzen har indgået organiske forbindelser med mange nationale musikformer: brasilian-ske, indiske, norske og italienske, så hvorfor

ikke også med den europæiske klassicisme? Der kom bestemt passager af en egen

pastoraleagtig skønhed ud af Pieranunzis og Benjamin Koppels fælles anstrengelser, og specielt Koppels lyriske saxofonspil tilføjede projektet en dimension, som gik til hjertet. Man kan da også nemt forestille sig, at netop han med familienavnets mangfoldige musi-kalske traditioner har følt sig særligt hjemme i dette projekt. Men i jazzsammenhæng føles

det alligevel i længden lovlig statisk at høre en times mu-sik, hvor musikerne næsten uophørligt havde blikket stift rettet mod nodearkene.

Enrico Pieranunzi har også udsendt Les Amants på cd, hvor han spiller sammen med saxofonisten Rosario Giuliani og den fremragende bassist Marc Johnson. Men nok så vigtigt: Pieranunzi kan også høres fredag aften i Gustavs Bistro på Østerbro – hvis der er til at få plads i det ydmyge sted. Her strækker han ud som improviserende solist

– og de tidligere år har det hørt til jazzfestiva-lens største oplevelser.

Kenny Barron måtte jeg desværre gå glip af, fordi to af hans koncerter i Montmartre var lagt samtidig med Mehldau og Pieranunzi. Til gengæld mindede Montmartre os om, at vi jo også herhjemme har en pianist i ver-densklasse, nemlig Carsten Dahl. Når han er i hopla, forener han en forrygende teknisk beherskelse med en stor musikalsk følsomhed. Han lagde ud med en hyldest til jazztradi-tionen personificeret ved Bud Powell – og fortalte i den anledning en sigende anekdote:

I sine yngre år havde han spillet sammen med den herboende amerikanske tromme-slager Ed Thigpen, og efter en koncert havde Dahl beklaget, at han vist lå alt for tæt på Bud Powell.

»Altså, hvem tror du egentlig, du er?« havde Thigpen belært ham. »Tror du ikke, at enhver pianist må igennem Bud Powell for at finde sig selv!«

Carsten Dahl forvalter den kunst både at søge inspiration fra mangfoldige kilder og dog i rigt mål at have fundet sig selv. I Montmartre kom det til udtryk i blændende personlige tolkninger af The Great American Song Book, der jo for jazzfolket har samme betydning som Carl Nielsens sange for den almindelige dansker: det var som at komme hjem.

MAN kan godt nogle gange foruroliges over, hvilket indtryk den tilfældigt forbipasserende får af jazzen, når man på gader og stræder konfronteres med den mest udvendige New Orleans-jazz flankeret af diverse fadølsan-læg. Den ukyndige får nemt sine fordomme bekræftet om, at jazzen hører hjemme på et friluftsmuseum og får næppe den store lyst til at opsøge musikken i en klub eller en koncert-sal.

Men også den traditionelle jazz kan rumme forfriskende musikalske værdier, sådan som det demonstreredes af swinggruppen Six City Stompers i Krøgers Have. Trækplastret i den ualmindelig godt sammenspillede gruppe er sangeren og altsaxofonisten Mads Matthias.

Han dykker ned i jazzens crooner-tradition med et repertoire, der rækker tilbage til 1920rnes Louis Armstrong, og han har en let rusten sangstemme, der er beslægtet med 1950ernes Nat King Cole. Alligevel er der intet museumsagtigt over hans sang, men en stor og tidløs glæde ved at udforske vitaliteten i denne stolte tradition, som han viderefører med ømhed og karakter. Mads Matthias kan genhøres i La Fontaine på søndag med andre musikalske makkere.

Det charmerende ved jazzfestivalen er i det hele taget, at man på de mindste spil-lesteder kan høre stor musik. Traditionel i ordets bedste forstand må man også kalde den internationale kvintet, der optrådte i Det Lille Musikhus under ledelse af den svenske trom-petist Anders Bergcrantz. Sammen med den amerikanske altsaxofonist Vincent Herring genoplivede de 1950ernes neobop, specielt som vi kender den fra Julian »Cannonball« og Nat Adderleys kvintet. De bragte glade min-der frem med en musik, der fortsat er både fy-rig og jovial, og specielt Bergcrantz viste med sit boblende trompetspil, hvor meget overskud der endnu er at hente i disse velkendte former.

TRODS jazzfestivalens store vingefang er der imidlertid grund til at rejse et enkelt kritisk spørgsmål: hvor var den frie jazz? Festivalen ligger under for en tendens til at stryge publikum med hårene, hvilket helt sikkert har sin charme. Men på en jazzfestival vil man jo også gerne udfordres og bringes ud i jazzens grænseområder, og det kom vi ikke via det officielle program. Her dominerede mainstream-jazzen, mens den grænsespræn-gende musik var fraværende, hvad der var et betydeligt savn. Det er f. eks. årtier siden, vi i København har hørt den første og største free jazz-pioner Cecil Taylor, og i betragtning af, at han i dag er 86 år, er det unægtelig sidste udkald.

Og hvor var andre pionerer som Marilyn Crispell, Evan Parker, Herb Robertson, Peter Brötzmann, Misha Mengelberg samt den muntre hollandske trommeslager Han

Bennink og hans forrygende violinspillende kone Mary Oliver? Der er nok at tage fat på, men det er, som om jazzfestivalen savner ekspertise på dette vitale område.

Heldigvis kunne man på de mere ydmyge spillesteder møde danske free jazz-musikere, i Koncertkirken på Blågårds Plads således pia-nisten Jacob Anderskov. Han eksperimenterer hyppigt med en fusion af jazz og klassisk mu-sik, men på jazzfestivalen gav han en timelang rendyrket jazzimprovisation, som viste, at den frie jazz ikke behøver at skræmme publikum væk, men også kan leve op til klassiske skøn-hedsidealer ude i grænseområdet. En særlig attraktion var, at Anderskov akkompagnere-des af trommeslageren Gerald Cleaver, som vi herhjemme især kender fra hans kongeniale samarbejde med multisaxofonisten Lotte Anker.

Og netop Anker og Cleaver gav, hvad der

Copenhagen Jazz Festival. Den danske multisaxofonist Lotte Anker blev en af de største oplevelser på en jazzfestival, der trods sin mangfoldighed svigtede free jazz-bevægelsen.

Jazzpianisternes vagtparadeMultisaxofonisten Lotte Anker og trommeslageren Gerald Cleavers intime free jazz-koncert i Kødbyen blev en af jazzfestivalens bedste.

Det lykkedes saxofonisten Benjamin Koppel sammen med pianisten Enrico Pieranunzi at sammensmelte klassiske toner og jazz, så det gik til hjertet i en koncert på Betty Nansen.

LAYOUT: ANETTE RIEMANN

Kultur4 # 28 10. juli 2015 Weekendavisen