hooliganDe Danske broDerskaber

linDharDT og ringhoF

Jonas nYrUPTom CarsTensen

resPekTenÆrenrUsen

Af samme forfattere

Jonas Nyrup:

Alene på banen – med Kenneth Carlsen, 2008

De Professionelle – med Martin Jørgensen, 2009

Den sidste kilometer – med Brian Holm, 2009

Skabelsen af en kriger – med Anders Damgaard om Mikkel Kessler, 2010

hooliganDe Danske broDerskaber

linDharDT og ringhoF

Jonas nYrUPTom CarsTensen

resPekTenÆrenrUsen

Jonas Nyrup og Tom Carstensen

HOOLIGAN

© 2011 Jonas Nyrup, Tom Carstensen og

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

Redaktion: Jakob Bergmann Moll

Omslag: Olga Bramsen med foto af Erik Dreyer/ Getty Images

Bogen er sat med Caecilia hos Pamperin & Bech

og trykt hos Livonia

ISBN 978-87-11-41781-2

1. udgave, 1. oplag 2011

Printed in Latvia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på

institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Indhold

Forord 7

Del 1 · Hård fødsel 11

Prolog På en mark i Jylland 13

Kapitel 1 En i mængden 19

Kapitel 2 Da Mr. Stanley kom til byen 30

Kapitel 3 Pælene 56

Kapitel 4 Sorte Fredag 65

Del 2 · Urkraft 77

Kapitel 5 Et guddommeligt øjeblik 79

Kapitel 6 Hvid Røvfuld 94

Kapitel 7 Broderskabet 100

Kapitel 8 Kultur og knojern 115

Kapitel 9 De Otte Bud 125

Kapitel 10 Top boys 132

Kapitel 11 Had og kærlighed 145

Kapitel 12 Sieg White Pride 162

Kapitel 13 “Nynazister!? Os?!” 173

Kapitel 14 De internationale forbindelser 181

Kapitel 15 Stoffer er på eget ansvar 190

Kapitel 16 Rusen 198

3. del · Forråelse 211

Kapitel 17 Julefrokosten 213

Kapitel 18 Våben er forbudt – men det kan jo smutte 227

Kapitel 19 Denmark United? 240

Kapitel 20 Barndommens mysterier 255

Kapitel 21 Bag lås og slå 267

Kapitel 22 Utopien og benlåsen 273

Kapitel 23 Sorte Søndag 283

Kapitel 24 Ilden vil altid brænde 293

Fakta · Hooligans i Danmark 324

Tak 328

7

Forord

Denne bog bygger fortrinsvis på interviews over flere år med tre

indflydelsesrige danske hooligans fra de tre mest berygtede frak-

tioner. To af dem har siddet eller sidder allerøverst i hierarkiet

som ledere i henholdsvis Southside United (Brøndby) og White

Pride (AGF). Den tredje har været med til at starte Copenhagen

Casuals (FCK) og er en nøgleperson i forståelsen af grupperingens

udenlandske netværk.

Denne bog er til dels tænkt som de danske hooligans’ egen hi-

storie – fortalt med deres stemme. Det er et bevidst valg, som in-

debærer fravalg. I de mange år, researchen har stået på, har vi talt

med en del politifolk og uafhængige eksperter. I bogen har vi imid-

lertid i overvejende grad besluttet at lade de medvirkende casuals

selv fortælle, hvad der sker inde i hovedet på dem, at lade dem be-

skrive, hvilke gerninger de har bedrevet – frem for at give ordet til

fortolkende sociologer eller politifolk. Sidstnævnte har en naturlig

interesse i at forstørre nogle problemer og dysse andre ned. Ge-

nerelt har politiet desuden en omfattende og berettiget adgang til

nyhedsmedierne, når der har været hooligans på færde. De danske

hooligans, derimod, forholder sig som hovedregel tavse.

Efter mange og lange indledende øvelser modtog de tre frem-

trædende hooligans os med åbenhed og tilsyneladende hudløs ær-

lighed. Det gav os som journalister og forfattere flere overvejelser:

ikke mindst i hvor høj grad vi ville stole på deres beretninger.

Når vi i sidste ende tillægger de deltagende hooligans’ egne

ord så stor vægt, skyldes det først og fremmest, at vi føler os godt

klædt på til at vurdere deres udsagn. Bogen er baseret på et stort

og langvarigt researcharbejde i og omkring miljøet. Vi har fulgt

de medvirkende personligt siden 2002, både i form af uformelle

8

samtaler, interviews og fodboldture i deres selskab. Vi har under-

vejs også besøgt udenlandske hooligans i blandt andet Chelsea,

Tottenham, West Ham, Mostar, Sarajevo og Athen.

Bogen er således resultatet af et årelangt feltarbejde og ikke

en akademisk teoretisering på afstand af fænomenet. Det sidste

lægger vi trygt i andres hænder.

Vi har bestræbt os på at viderebringe hændelser og sagsforløb så

nøgternt og ikke mindst så fordomsfrit som muligt.

Med hensyn til kildernes troværdighed har vi tjekket fakta i

de tilfælde, hvor det har kunnet lade sig gøre. Den ene af den-

ne bogs forfattere, Tom Carstensen, har haft et samarbejde med

Danmarks to førende forskere i fankultur, lige siden disse to be-

gyndte at forske på området.

Visse passager er rekonstrueret på baggrund af iagttagelser,

interviews med de involverede og beretninger for politiet og folk

andre steder i miljøet. Som det vil fremgå, er mange af slagsmå-

lene imidlertid foregået uden andre vidner end deltagerne selv

og uden for politiets åsyn. I de tilfælde – hvor det ikke har været

muligt at tjekke hændelsesforløb med andre end de involverede

parter – har vi valgt at viderebringe deres beskrivelse alligevel.

For det første fordi der ellers ville være blinde vinkler i vores be-

skrivelse af de danske hooligans’ gøren og laden, for det andet

fordi hooligans’ måde at beskrive sig selv og deres handlinger

på er en væsentlig kilde, hvis man ønsker at forstå hooliganisme

som fænomen.

Disse steder fremgår det af teksten, at den er baseret på inter-

views med deltagerne.

Begge denne bogs forfattere har bidraget til feltarbejde, research,

reportageture og interviews med de danske casuals, men ikke

nødvendigvis på samme tid. For læserens skyld har vi derfor

valgt at operere med én fortæller – et “jeg” – selvom dette jegs

oplevelser altså er indhentet af to personer.

9

Det skal nævnes, at de tre hovedpersoner Søren, Wilhelm og

Christian alle optræder under pseudonym. Af hensyn til deres

anonymisering har vi tillige visse steder sløret faktuelle oplys-

ninger om deres opvækst, job, familieforhold etc., som ellers ville

gøre det muligt at opspore deres identitet. Vi havde foretrukket,

at alle optrådte med navns nævnelse, men modsat forstår vi godt

argumenterne for deres ønske om anonymitet. Da vores fortæl-

ling forudsatte deres medvirken, valgte vi at acceptere kravet.

Søren og Wilhelm er eller har begge været ledende skikkelser i

deres fraktioner. Christian fra København er en fremtrædende fi-

gur med et internationalt netværk, men taler kun på egne vegne.

Man kan stille det helt legitime spørgsmål, om vi ved at skrive

denne bog medvirker til at forherlige fodboldvold – om vi er med

til at gøre et lille problem stort.

Vi vil gerne slå fast, at vi på ingen måde ønsker at forherlige

fodboldvold. Vi ønsker at forstå de mennesker, der udlever den

igen og igen. Vi ønsker at finde ud af, hvad der driver dem – og

hvorfor problemerne omkring dem opstår. Det opfatter vi som

åbenlyst relevante spørgsmål for os som journalister.

Om dansk hooliganisme er et større eller mindre problem,

skal vi ikke gøre os til dommere over.

I Danmark har man indført et hooliganregister. I det danske

register stod i januar 2011 indskrevet cirka 20 mand, hvortil kom

en del af de 60 sigtede efter balladen med Brøndby-fans i Parken i

september 2010. Politiet har fortalt, at yderligere omkring 200-300

skal passe på, hvis de vil undgå at ryge i registret. Dertil kan man

lægge alle dem i periferien af miljøet samt alle de ellers lovlydige

borgere, der er disponeret for i et følelsesmæssigt voldsomt øje-

blik at give sig selv lov til at føje stemningen og følelserne indeni

og lade frustration, klubkærlighed og stammeforsvar ytre sig i

andet end fagter og verbale tilkendegivelser. Det sidste års optø-

jer på danske stadions har tydeligt demonstreret, at der findes en

hel del af slagsen blandt danske mænd.

På en flyvetur hjem fra Sydeuropa var en af os så uforsigtig at

gennemlæse en tidlig version af manuskriptet i kabinen. Manus

er på det tidspunkt hverken forsynet med titelblad eller titel på

siderne. Kun massevis af små bogstaver.

På den anden side af midtergangen sidder en tætbygget sven-

sker og kaster korte blikke i vores retning. Snart begynder han at

stirre. Han har tatoveringer på det ene ben, og til sidst kan han

ikke holde sin nysgerrighed tilbage.

“Er det en opgave?” spørger han.

“Nej, det er en bog,” lyder svaret.

“Om hooligans?” spørger han.

Han fik et nik til svar.

“Så kender du Göteborg Wisemen,” siger han.

Endnu et nik.

Svenskeren fortæller, at han er fysioterapeut og blot kender

nogle af Wisemen fra sin vennekreds. Han slås ikke selv, siger

han og begynder så at berette om sine venners gerninger. Efter-

hånden som han bliver grebet af vennernes historier, begynder

han at pumpe næven hårdt op og ned, mange gange, hurtigere og

hurtigere.

“Pang, pang, pang,” siger han, mens han hamrer næven i ret-

ning mod kabinegulvet.

Hans kone med deres lille barn på skødet begynder at ryste

på hovedet, mens hans stemme fortsat stiger i pitch, og udtryk-

ket i øjnene får præcis samme sære glans, som når mænd for-

tæller om slagsmål, de selv har deltaget i. Svenskeren fortæller

om, hvordan hans venner fra Wisemen bruger kamphandsker, og

hvor smart det er. Barnet vågner og begynder at pibe.

“I Sverige er fodboldvold jo nærmest at betragte som en hob-

by,” siger han og tilføjer:

“Jeg skater, hvad laver du? ‘Jeg går til hooligan.’”

Jonas Nyrup og Tom Carstensen

Februar 2011

del 1

Hård fødsel

13

prolog

På en mark i Jylland

Kortegen ruller ud af Aalborg ved middagstid. Det er en ganske

almindelig søndag i april 2010.

Passagererne i kortegens biler, der har kurs sydpå, er unge

mænd. De fleste af dem er korthårede. Nogle bærer dyrt mærke-

tøj, andre træningstøj. De ligner så mange andre på den alder.

Den planlagte tur tager kun godt en time, men for de unge

mænd vil den føles længere. Passagererne er anspændte og for-

ventningsfulde. Nogle sidder sammenbidte, andre har vilde

blikke. De bliver vildere, efterhånden som bilerne æder asfalten

sydpå ad motorvej E45 direkte mod Århus. Der skal være fod-

boldkamp i den jyske hovedstad, og fodbold er køreturens årsag

– eller i hvert fald dens udgangspunkt, for kortegens mål er ikke

stadion. Bilernes passagerer skal ikke slutte sig til de cirka 150

fans i AaB-trøjer, der tidligere på dagen tog toget sydpå og nu for-

mentlig hygger sig med pilsnere og fodboldsnak. De unge mænd

i bilerne tilhører AaB-fraktionen Frontline. Frontline er et firm. En

gruppering af hooligans. Hardcorefans, der i moderne termer kal-

des casuals og bogstaveligt talt slås for deres klub.

I bilerne ligger slagvåben.

22 kilometer før Århus drejer kortegen af motorvejen, afkørsel

44 mod Hadsten, ind ad Ødumvej mod landsbyen Selling. Selling

har 650 indbyggere og ligger afsondret, lidt væk fra det hele. Man

kører ikke dertil for at købe ind, heller ikke i hverdagen. Det er

forstædernes forstad: parcelhuse, flere parcelhuse og en idræts-

14

klub. Forsamlingshuset har ikke opdateret sin hjemmeside siden

juleloppemarkedet for snart fem måneder siden.

Bilerne er kørt til Selling, fordi passagererne ikke vil forstyr-

res. For at være helt sikre fortsætter bilerne gennem landsbyen.

Et par kilometer på den anden side af bygrænsen, næsten præcis

mellem Selling og Hadsten, drejer de ind ad Bavne Allé.

Bilerne passerer en klynge røde og baraklignende industribyg-

ninger. De er lukkede for weekenden. Området er fredfyldt. For-

årssolen skinner på græsplænerne. Persiennevaskeriet, Danish Ma-

rine Equipment og Dansk Stald Udstyr står der på nogle af skiltene.

Erhvervsparken har marker til alle sider. Et ingenmandsland.

Som bilkortegen passerer de røde erhvervsfacader, stiger pul-

sen for alvor i kabinerne. Bag en klynge træer ligger Jehovas Vid-

ners lokale rigssal.

Hvis Gud er til stede denne søndag, må han snart gnide sig i

øjnene.

Passagererne skuler vagtsomt ud gennem ruderne. En chauf-

før knytter hænderne så hårdt om rattet, at knoerne bliver hvide.

Længere nede ad vejen toner årsagen til anspændtheden frem:

en anden gruppe unge mænd. De rivaler, aalborgenserne er kørt

hertil for at møde.

Den ventende gruppe kalder sig White Pride. De er også

hooligans – men kæmper for AGF fra Århus.

Ligesom nordjyderne i Frontline er White Pride kørt til Bavne

Allé for at udleve deres dobbeltliv, for at få deres fix. Forventnin-

gen om et slagsmål er for mange af dem som nålen, der perfore-

rer narkomanens hud. Som skærper sanserne, før kemien i blod-

banerne fylder kroppen med et altomsluttende velvære. De ved,

at når adrenalinrusen rammer med et skarpt kick, forsvinder al

tidsfornemmelse – den erstattes af en oplevelse af klarsyn, et hy-

perintenst nærvær, og indtil slagsmålet er forbi, synes tyngdelo-

ven og alle andre begrænsninger uden betydning. De unge mænd

ved, at efter slagsmålet venter en stærk glæde, mens en følelse af

total afslapning breder sig i kroppen.

15

Nogle af blikkene er vilde af forventning. Andres øjne flakker,

sandsynligvis fordi ejermanden faktisk har indtaget kemi. Ko-

kain, amfetamin og andre stoffer spiller en fremtrædende rolle i

hooligans’ forberedelser til et slagsmål.

Bilerne sætter farten ned, mændenes øjne er udspilede, kæberne

spændte, og tandbeskyttere skubbet på plads.

Men noget er galt.

De ventende opfører sig usædvanligt. Flere fra White Pride har

maskeret ansigterne, selvom der ikke er potentielle vidner i mi-

les omkreds. Nogle af århusianerne sidder i skjul bag deres biler.

Mændene fra Aalborg kan ikke se, præcis hvor mange der ven-

ter. De regner med at stå over for 20 mand. Det viser sig hurtigt,

at modstanderen er langt større. Fjender har gemt sig i det høje

græs og begynder nu at myldre frem, mylderet af modstandere

bliver ved med at vokse. En af aalborgenserne når at tælle til 40.

En metalstang flyver gennem luften. I et splitsekund står tiden

stille, så hamrer den gennem en forrude med et skingert brag.

Bilerne fra Aalborg tømmes lynhurtigt. Alt, hvad der sidder el-

ler ligger løst og kan bruges som våben, hives med ud. Samtidig

løber flere fra White Pride mod deres biler og henter våben.

Alt, de to grupperinger finder og kan bruge, hives ud i forårs-

luften: En hammer. Peberspray. Sten. Kampen er i gang.

En af deltagernes dag slutter lige så hurtigt, som den netop er

begyndt – i mødet med en jernstang. Han bliver slået i hovedet. I

munden.

En af mændene svinger en skruetrækker. Det skal senere hed-

de sig i miljøet, at han to gange stikker den i siden på en mod-

stander.

To andre bliver tæsket på benene med jernstænger.

Flere steder er luften tyk af peberspray.

En mand fra Frontline bliver stukket i læggen med en kniv. Han

slås videre med ham, der har stukket. Manden med kniven mister

overtaget. Han bliver gennembanket. Sparket til og trampet på.

16

I mængden dukker medlemmer af Hells Angels’ støttegruppe

AK 81 op. White Pride har medbragt dem. Et sted på marken bli-

ver en lang stålkæde brugt som slagvåben. Enkelte kroppe ligger

stille på den kolde jord. En af bilerne fra Aalborg forsøger at køre

folk fra Århus ned. Det lykkes. Flere gange, hævdes det siden.

På herrens mark er intet helligt. Hvad der end findes af regler

og gentlemanaftaler mellem Danmarks hooligangrupper, er de

tilsidesat denne eftermiddag i april. Denne søndag er alt tilladt.

Alle aggressioner får frit løb, og to fraktioner i det danske hooli-

ganmiljø har endnu en gang løftet barren for brutaliteten i et af-

talt slagsmål til hidtil usete højder. Det har været vildt før, men

nu er det blevet endnu vildere.

Et par af hooliganerne fra Aalborg er blevet presset ud i en sø

og er nu nærmest omringet af casuals fra Århus, der smider sten

og andet kasteskyts efter dem. En gruppe på fire jagter en anden

flok med køller og kniv.

Og pludselig er det hele forbi. Folk humper ind i bilerne, hvoraf

flere er totalt smadrede af sten og jernrør. Bilerne forsvinder i

retning mod Århus. De fleste er hurtige og væk, inden den første

politibil drejer ned ad Bavne Allé.

l l l

Da politiet ankommer, er der to biler tilbage på pladsen. De er

kørt ind i hinanden. Den ene bil er bemandet, den anden er tom.

Umiddelbart ligner det et trafikuheld – men et meget usandsyn-

ligt uheld på et meget usandsynligt sted. Som en bil, der kollide-

rer med det eneste træ i ørkenen. Føreren af den bemandede bil

får øje på politiet og beslutter at stikke af. Han hugger sømmet i

bund og opdager først for sent, at bilen er sat i bakgear. I stedet

for at fræse mod friheden, speeder han bilen baglæns og direkte

ned i søen på marken.

De fem casuals i bilen i søen er alle fra Frontline, og de er de

eneste, der bliver pågrebet. Ingen af dem er særligt meddelsom-

17

me. Politiet har ingen vidner til slagsmålet – de har kun en enkelt

beboer, der undrede sig noget over, at der kørte så mange biler

fyldt med unge mennesker rundt i området. Betjentene må selv

rekonstruere hændelserne. De to grupperinger valgte som sådan

den perfekte scene.

Politiet er mødt op med hundepatrulje. Betjentene åbner bag-

smækken, og hundene hopper ned. De begynder at snuse i græs-

set. En af dem bjæffer. Den har fundet noget, og en betjent bukker

sig ned. Det er blod. Dér ligger store sten, dér ligger et jernrør.

Marken er pløjet op af hjulspor.

På grund af blodsporene sender politiet en patrulje til det

nærmeste sygehus, i Skejby. I skadestuens ventesal observerer

betjentene straks flere mistænkelige personer. Unge mænd, der

næppe har brugt søndagen på at komme til skade med et gør det

selv-projekt. De er tilsyneladende blevet tævet med slagvåben.

Hamre, køller, sten og kæder, mener politiet. Mindst én har stik-

sår.

Heller ingen af de unge mænd på skadestuen vil snakke. Poli-

tiets spørgsmål mødes af tavshed.

Måske har jorden slået revner under de regler, mændene ple-

jer at følge, når de er ude for at slås. Men den sidste og mest fun-

damentale regel gælder stadig:

Man sladrer aldrig.

Århus Politi har set meget i White Prides tid, men det her er ud

over det sædvanlige. Stikvåben. Påkørselsskader. Politifolkene

studser over graden af vold, over det besynderlige mødested, li-

gesom deres efterretninger om involvering af rockere bekymrer

dem. Der har før været snak om forbindelser mellem White Pride

og rockerne i AK81, rygter om venskaber på tværs af grupperne,

men politiet har aldrig før oplevet et egentligt samarbejde, forkla-

rer politiet til pressen.

Er dansk hooliganisme ved at forandre sig?

Endnu er politiet ikke engang klar over, at mange af delta-

gerne maskerede sig under slagsmålet. Normalt tager hooligans

kun masker på, hvis der er politi eller overvågningskameraer i

nærheden. De behøver ikke maskere sig af frygt for stikkere, for

ingen sladrer nogensinde til panserne. Denne gang valgte mange

at dække ansigterne til. Som om de vidste, at de ville gøre mod-

standerne usædvanligt ondt.

Efter den indledende efterforskning sidder politifolkene til-

bage med et par afgørende spørgsmål. De har hurtigt en idé om,

hvad der er foregået, og hvem der var involveret. Men hvordan

kom det så vidt? Og hvorfor blev det så ekstremt voldsomt denne

gang?

Dertil kommer naturligvis det helt store spørgsmål. Spørgs-

målet som altid følger i hælene, når de danske hooligans går i

aktion.

Hvorfor?

19

kapitel 1

En i mængden

På Vesterbro i København dunker livet af sted, som det plejer.

Junkier, nyrige andelsmillionærer og børnefamilier deler kvarte-

ret mellem sig. Junkierne og de prostituerede er på tålt ophold.

Som knaster i en poleret overflade, rester fra en tid, hvor Vester-

bro var langt mere hærget og længere væk fra middelklassevirke-

ligheden. I dag agerer de bagtæppe for mødre med barnevogne,

der passerer kaffedrikkende studerende, mens unge mænd cyk-

ler hjem fra arbejde.

I et krydsfelt midt i hverdagsmylderet ligger vores mødested.

Et undseligt værtshus på Sønder Boulevard. Det gamle billard-

bord står lige ved indgangen. Tobaksrøgen hænger i dyner un-

der loftet, og det smadrede gulv er næppe blevet afhøvlet i 20 år.

Mindst. Herinde er alting brunt, rødt og uforanderligt.

Formålet med besøget sidder på en vakkelvorn stol og venter.

Han hedder Søren.

Egentlig er Søren en ganske almindelig fyr fra Københavns

vestegn. Han har børn, et godt arbejde, en stor vennekreds og for-

ældre og søskende, han ser meget til og passer på, så godt han

kan.

Han er middel af højde, hverken tyk eller tynd, håret er le-

verpostejfarvet, og frisuren kort og klassisk, ikke i nærheden af

en maskinklipning. Vi hilser på hinanden. Søren er den smilende

type, altid god for en hurtig kommentar. Hans tøjstil er afslappet,

i bund og grund nydelig – lige til en uformel frokost hos sviger-

20

mor: pæn pullover, polotrøje, jeans og sneakers. Han ligner en,

der burde sidde på en af de smarte caféer længere oppe ad gaden.

Eneste glimt af det særlige ved Sørens identitet er umiddelbart

en diskret pin på hans polokrave. Den er for lille til store forkla-

ringer: en brønd og tallet 1964 er alt, man ser på den.

Det kræver meget at se, at der er en dybere symbolværdi i

hans mundering. Først skal man ignorere alt det typiske ved Sø-

rens fremtoning, skubbe almindelighederne til side og notere sig

mærkerne på hans tøj: Stone Island og Sergio Tacchini. På skoene:

Lacoste. Valget er langtfra tilfældigt – Søren er en af Danmarks

mest indflydelsesrige hooligans og har været det i omkring ti år.

Han startede, dengang en hooligan stadig blev kaldt hooligan,

og han var med i forreste række, da de berygtede fodboldfans skif-

tede betegnelse til casuals og begyndte at gå i dyrt mærketøj fra

specifikke producenter. Mærketøj som det, Søren nu sidder og ser

så harmløst afrettet ud i. Enkeltvis kan man finde tøjmærkerne,

han bærer, på mange af de citysmarte unge fædre, der cykler forbi

på deres Nihola-ladcykler uden for det brune værtshus. Man finder

også tøjmærkerne i afdelingerne for den modne mand i Magasin

og andre dyre varehuse. Side om side med oilskinsfrakker, jagt-

hatte og bløde gaver til svigerfar. Sørens tøj er kun en uniform for

kendere, og ved første blik er det på alle parametre svært at tro,

at Søren er både berømt og berygtet for sin rolle i fodboldrelate-

ret vold i Danmark – at han er en absolut hovedkilde, hvis man

har ambitioner om at forstå de danske hooligans, lære deres hem-

meligheder at kende og fortælle deres historie. Mine efterretnin-

ger fra mange kilder i casualmiljøet peger ikke desto mindre alle

i hans retning: Vil man til bunds i fortællingen om fodboldvold i

Danmark, hvordan den opstod, og hvordan den fungerer, kommer

man ikke uden om Søren. Han er en af generalerne – det, man i

miljøet kalder en top boy. Øverst i det militærlignende hierarki ud-

stikker han ordrer ned gennem rækkerne, han trækker i trådene,

arrangerer hændelser og styrer slagets gang.

21

Søren har i en årrække været blandt lederne i en af Dan-

marks ældste – og gennem en årrække største og mest ballade-

omspændte – hooligansammenslutninger: Brøndbys Southside

United. Den gruppe, som fik skylden, da fodboldvolden kom til

Danmark.

l l l

I fjernsynet ser vi dem gå amok på en ellers fredelig søndag ef-

termiddag. I fodboldsæsonen rapporterer nyhedsudsendelserne

jævnligt om voldsepisoder, om hærværk, fuldskab, chikane i to-

gene, om slagsmål og anholdte i massevis. Bor man i en af Dan-

marks større byer eller kigger forbi til en af de store fodboldkam-

pe og ser en gruppe højrøstede fodboldfans marchere gennem

byen, er det svært ikke at føde spørgsmålet: Er det nogle af dem,

som venter på en undskyldning for at gå amok?

Når man sidder på værtshus med Søren og kigger på ham, er

det imidlertid ikke det, man tænker.

Man undrer sig.

Jo, fodbold er et fantastisk, fascinerede teater. Et kulturelt om-

drejningspunkt i Danmark, i Europa, i verden. Et af få fænomener,

som i hvert fald for danske mænds vedkommende samler alle

aldersgrupper og samfundslag. På tværs af alle øvrige interesser

er fodbold en forsonende kraft ved et middagsselskab, en evig-

gyldig undskyldning for at lægge al tale om dagligdagen bag sig.

Fodbold er en evig kilde til fascination, til abstraktion og drømme

– på Oddset-kuponen, på lægterne og på første parket i sofaen. En

evig kilde til motion og motivation, til hyggebold med vennerne

og pilsnere i en park.

Rigtig mange danske mænd kender fodboldens kraft, opfatter

den som en del af sig selv. Det er egentlig unødvendigt at oprem-

se fodboldens meritter, og for de mange indviede bliver hyldesten

alligevel aldrig fyldestgørende. På samme måde er det egentlig

med den afmagt, den frustration, ærgrelse og formørkelse, der

22

kan følge, når kampens 90 minutter lange udveksling af blandt

andet retfærdighed, held, uretfærdighed, håb, bekræftelse, trium-

fer og knuste drømme er forbi. Når vores hold har tabt, kan man-

ge af os måske også ligefrem opleve en dunkel tristhed bide sig

fast natten over. Måske mærker vi også vreden buldre og nægte

at give slip. Måske har mange hørt sig selv råbe efter den latter-

lige lortedommer, der bortdømte holdet, og sagt “luk røven” til

kollegaen, der mindede én om uretfærdigheden dagen efter.

Men hvor mange af os kan finde på at lade vreden udtrykke

sig i vold? At sætte i løb rundt om stadion for at få fingre i mod-

standernes fans?

Det korte svar er: en hel del.

For 20 år siden var slagsmål et særsyn i dansk fodbold, og de

opstod som hovedregel, fordi noget var gået galt, og volden blev

antændt af en tilfældig gnist på et uheldigt tidspunkt. Sådan er

det ikke længere. I 2006 blev problemet betragtet som så stort, at

Rigspolitiet oprettede en særlig hooligan-enhed. Det skete i køl-

vandet på udgivelsen af den såkaldte Hooliganrapport fra 2005,

som fik både hooligans og politi til at tage nye redskaber i brug for

at nå deres mål – henholdsvis at opsøge og forhindre fodboldre-

lateret vold.

I april 2008 vedtog Folketinget indførelsen af et hooliganregi-

ster. Heller ikke det fik hooliganerne til at forsvinde. Til gengæld

skal de i dag forcere flere forhindringer end nogensinde for at

komme til at slås.

Hvad er det, der får Søren til at krydse grænsen? Igen og igen

og igen? Hvorfor ender så mange andre unge mænd ligesom ham

med at dyrke fodbolden i fællesskaber, hvor aggression og vold er

en naturlig del af kampen?

Spørgsmålene har rumsteret, siden hooliganismen skyllede

gennem England, over på det europæiske kontinent og til Dan-

mark. Søren rummer svarene, og det er derfor, interviewet er sat

i stand. Han er nøglen til denne bogs fortælling. Og det er derfor,

23

man undrer sig, når man sidder foran Søren – for det ville man

ikke ane, hvis man blot kom dryssende forbi til en fyraftensøl og

mødte Søren til lidt smalltalk. Tilsyneladende en almindelig fyr

med helt almindelige problemer.

“Jeg har verdens største hul i tanden,” proklamerer han.

Skal du så ikke til tandlægen?

“Nej, det skal jeg sgu ikke, du. Nej, det skal ikke laves. Tandlæ-

ger er noget af det værste, der findes i verden.”

Men så ryger tænderne jo ud på et tidspunkt …

“Årh, det er bare det ene. Jeg har aldrig haft huller før. Det er et

hul på størrelse med Sønderborg Slot.”

I forhold til danskernes typiske fordomme om fodboldbøller

er Sørens smil bedragerisk. Det er drenget og på ingen måde tru-

ende. Hvis man kunne se de ar i hovedet, som skjuler sig under

hans hår, ville man forestille sig, de stammede fra et cykelstyrt

eller i den vildeste fantasi måske fra mødet med en dørkarm i en

snapsebrandert til en påskefrokost hos kærestens forældre.

Man forestiller sig ikke, at Søren i virkeligheden fik arrene,

fordi modstandere hamrede trærafter mod hans kranie en de-

cemberdag på Østerbro.

l l l

Søren har ikke været svær at indkredse – men meget svær at

komme helt tæt på. Hans navn dukkede op i forbindelse med en

opgave på et dansk dagblad i 2005. Spillefilmen Football Factory

(om hooligans i London) havde forpremiere på den københavn-

ske filmfestival. Dagbladets bestilling lød på et interview med

filmens hovedrolleindehaver Danny Dyer og instruktøren Nick

Love. De to endte i øvrigt med at simulere et fodboldslagsmål

midt på Strøget til ære for avisen.

Som supplement til interviewet fik jeg gennem en kollega fat i

en fyr fra Brøndby. Han var ikke selv en del af hooligangrupperin-

gen Southside United, men han kendte folkene i gruppen. Gen-

24

nem ham inviterede jeg medlemmer af Southside United ind på

Nordisk Film til en specialfremvisning af filmen efterfulgt af øl,

pizza og en sludder. Idéen var, at Southside United skulle anmelde

filmen, for de folk måtte jo om nogen vide, om den er realistisk.

En af de fremmødte var Søren. Han var mindre af statur end

mange af dem, han kom med, men med det samme blev man

klar over, at han havde noget at skulle have sagt.

Interviewet med Søren om filmen gik fint, og jeg fik hans num-

mer.

Kort efter skulle han i retten for en sag om vold. Jeg tog til rets-

mødet for at hilse på og for at se, hvordan det spændte af. Han fik

en dom og kom i fængsel. I mange måneder skrev vi lidt sammen,

mens han sad bag tremmer, og jeg mødtes med ham en enkelt

gang, da han var på udgang.

Han var hele tiden klar over, at jeg gerne ville lave noget journa-

listik om Southside United. Jeg fik hurtigt følelsen af, at han så mig

an. Tiltroen til journaliststanden er meget lille i det danske hooli-

ganmiljø. Folk som Søren føler, at klichéerne alt for ofte står i kø på

avissiderne og tv – og at alt, politiet fortæller, regnes for sandheden.

Ifølge danske hooligans er det en tilbagevendende journalistisk fejl

og udtryk for mangel på kildekritik. For det første er miljøet mere

komplekst, end politiet fremstiller det. For det andet har politiet en

klar interesse i at fremstille hooligans så slemme som overhovedet

muligt. Får politiet først overbevist politikerne om, at hooligans er

noget af det værste, Danmark har oplevet, siden tyskerne invade-

rede, har man kurs mod flere midler – og flere beføjelser.

Efter Søren blev løsladt, mødtes vi et par gange over en øl. Jeg

luftede idéen om en reportageserie og om, at Søren og Southside

United kunne komme mere til orde, end de var vant til. En serie,

der ikke skulle handle om politiet, men om dem. Om hvem de

var. Ikke kun som slagsbrødre, også som mennesker.

Søren lovede at tænke over det, sagde han.

En sen aften ringede min telefon, mens jeg var til pokeraften

25

hos nogle venner. Søren var i røret. Brøndby havde lige vundet

Danmarksmesterskabet 2005, og han fortalte om en stor mester-

skabsfest i kulturhuset Bryggen på Islands Brygge. Stedet var mest

kendt for at huse techno-raves. Søren inviterede mig derud. Poker-

spillet måtte klare sig selv, og en taxatur bragte mig i Southside

Uniteds selskab. Det var noget af en fest. Masser af gutter, knap så

mange piger. Stemningen var høj, og det blev sent.

Det var sidst på natten, at Søren hev mig til side. Han ville bare

lige fortælle mig, at de var klar: Jeg måtte gerne tage med dem

rundt i Danmark. Efter et år havde jeg fået adgang.

l l l

På Sønder Boulevard-bodegaen har Søren lige været oppe efter

en omgang. Han sætter sig, smiler og siger skål. Han synes, at

bogprojektet lyder som en god idé. Han har meget at fortælle. Det

er blandt andet hele hans rejse fra spirende fodboldfan til gene-

ral for Southside United, han har indvilget i at kortlægge. Søren

vil fortælle, hvordan det hele foregår. Hvor planlagt det er, hvor

voldsomt det er.

Ikke fordi han gør sig som whistle-blower på nogen måde, men

fordi han efter års voksende og gensidig tillid har købt præmissen

om, at han ved at åbne døren til en lukket verden giver folk bedre

mulighed for at forstå den. Forståelse fører ikke nødvendigvis til

sympati, men forståelse kan i det mindste give folk uden for ca-

sualkredse lidt perspektiv på tingene. For eksempel når Brøndby-

bossen Per Bjerregaard, FC København-træner Ståle Solbakken el-

ler landets andre klubledere efter en ny omgang ballade skubber

ballademagerne fra sig med bemærkninger om, at de ikke er rigtige

fans. At de danske casuals og hooligans er nogle tosser, der kun

kommer for at slås og ikke er kede af det, når ‘deres’ klub har tabt.

For intet kunne være mere forkert, mener Søren.

Klubben fylder alt i hans liv. Han har ved flere lejligheder ud-

ført arbejde for Brøndby IF på klubbens foranledning.

26

Søren er, som han er, fordi han ikke kan være andre.

“Brøndby IF og Southside United er kommet til at fylde mere i

mit liv, end jeg nogensinde havde troet. Jeg kan ikke finde noget

andet, der kunne fylde lige så meget. Det er umuligt. Det kan jeg

ikke. Jeg kan ikke se, hvad det skal være. Min søn er jo allerede

lige så hjernevasket, som jeg selv er. Han er tre år og kan dårligt

sætte en sætning sammen – men han kan alle Brøndby-sangene.

Det er fuldstændig sindssygt,” siger Søren.

Han understreger flere gange, at fodbolden kommer først, at

det er på grund af fodbolden, han er på stadion. Men han forkla-

rer, at han aldrig kunne være endt som deltidsfan – sådan en, der

sidder pænt bænket under kampen og aldrig lader sig rive med af

de følelser, som sejre og nederlag kan fremkalde i mennesker, og

som kan være voldsomme nok til at drive en i slagsmål. Søren ser

sig selv i sin lille søn, som møder det altomsluttende fodboldhold

på samme måde.

“Jeg har ikke tvunget ham til at se alle mine Brøndby-dvd’er.

Det gør han selv. Det er vildt at tænke på, at jeg kan se mig selv i

ham. Jeg var bare ni-ti år ældre, end han er nu, da jeg startede for

alvor.”

Søren smiler igen. Bevægelsen fra almindelig fan til inkarne-

ret discipel og videre til hardcore hooligan er en væsentlig del af

den historie, han har sagt ja til at udfolde.

Han taler meget, når han først går i gang. Når han taler om sin

søn, begynder han også at tale om forholdet til sin egen far. Som

tog ham med på Brøndby Stadion første gang, da Søren var fire

år gammel. De to var tætte, selvom de ofte var adskilt, fordi faren

var lastbilchauffør. I dag kører Søren også lastbil.

l l l

Et sted i baggrunden begynder værtshusets jukeboks at æde sig

gennem hele Elvis Presley-opsamlingen 30 # 1 hits.

Søren går efter nye forsyninger. Da han lidt efter smager på

27

sin øl, rejser han sig hurtigt igen. Øllet smager mærkeligt, siger

han. Som pilsnere, der smager mærkeligt, nu engang gør det på

den der underlige, udefinerbare måde. Den kan til nød bælles,

men så længe man er ædru, er det federe at få en ny. Søren vil

have den byttet, og han skridter tilbage mod baren. Han er væk

længe. Da han kommer tilbage fra sit returløb, står forargelsen

om munden på ham:

“Det er typisk folk, der sidder og syer kopivarer: ‘Gu gar gige

grugget af gen,’ siger hun så. Ja, gu har jeg drukket af den, hvorfor

tror du ellers, jeg kommer op og bytter den, din psykopatso af en

skævøjet … forårsrullelignende … lorteso, mand,” siger Søren.

Han fortsætter:

“Jeg sagde: Prøv nu og hør, den her pilsner har stået udenfor i

solen, og jeg skal ikke drikke det her pis. Du kan selv tage en tår

og smage. ‘Men gu gar gige grugget af gen.’ Ja, men derfor smager

den jo af pis alligevel. Jeg drikker Heineken hele tiden, jeg ved sgu

godt, hvordan de skal smage!”

Til sidst gav den kvindelige bartender efter, og Søren fik byttet

sin pilsner. Men han er oppe at køre.

“Hvor dumme er de? Stik mig sojaen, din gule djævel!”

Han sætter sig, og samtalen kommer tilbage på sporet. Han

nævner den gang Southside United stormede Glostrup Politista-

tion. Historien får hans stemme op i højeste pitch, og han griner.

Så bliver vi afbrudt af Elvis:

“I FEEEL SO LONELY I COULD DIE!”

Heartbreak Hotel for fuld hammer. Jukeboksen har fået en or-

dentlig tur på volumenknappen. Kontrabassen overdøver alt og

dunker dybt i den ombyttede Heineken, som Søren har sat på

bordet foran sig.

Vi rejser os og flytter over i et hjørne. Søren fortæller om ud-

landets respekt for de danske casuals, om den gang Southside

United satte sig for at give Brøndby IF’s træner Åge Hareide en

ordentlig røvfuld og stormede foyeren på Brøndby Stadion. Histo-

rier, vi senere må bore i.

28

Elvis synger Let me be your teddybear.

Han spiller Jailhouse Rock.

Sigende. Søren har været inde og sidde flere gange. Både som

anholdt i forbindelse med slåskampe og som afsoner af længere

fængselsstraffe.

Elvis slår over i en crooner på nummeret Don’t.

“Don’t,” brummer Elvis, så vi må hæve stemmen.

“Don’t,” istemmer hans kor, Jordanaires.

Elvis går en halv oktav ned i en klassisk smørbue af en frase-

ring.

“If you think that this is just a game

I’m playing

If you think that I don’t mean

Every word I’m saying

Don’t, don’t

Don’t feel that way

I’m your love and yours I will stay”

Elvis Presleys timing er absurd, den fløjlsbløde ballade er i vold-

som kontrast til de ting, den planlagte vold, vi taler om.

Men på et dybere plan rammer sangen plet. Ikke mindst hvis

man vil nærme sig svaret på, hvorfor Søren har valgt sin alter-

native livsstil og dens omkostninger. For alle Sørens fortællinger

kan føres tilbage til det, han beskriver som en udødelig, evigt ra-

serende kærlighed.

En kærlighed til en klub og en forelskelse i slagsmål. Hans

krop bærer fysiske skader på grund af den kærlighed, han føler.

Han har ligget i en pøl af sit eget blod på grund af det, den har

drevet ham til. Han ved, at politiet holder øje med ham på grund

af den kærlighed.

Før og efter jeg mødte Søren første gang, har jeg brugt lang

tid på at opdyrke og snakke med kilder i andre grupperinger i

Danmark og udlandet. På at komme indenfor og få lov til at følge

med i, hvad de egentlig laver. Hvordan de mødes, hvordan de slås,

hvordan de fester, og hvordan de slapper af. Både i Danmark og

i udlandet. Også yderst højtstående medlemmer af de hooligan-

grupperinger vil fortælle deres historie.

Bagest i pubben gennemgår vi ting og emner, der kunne være

interessante at få med i bogen. Hooliganernes forhold til politisk

ekstremisme. Synet på de fremmede.

Søren vil også gerne fortælle om forsøgene på at samle alle de

ellers rivaliserende danske casuals i én gruppe, der skal kæmpe

sammen for Danmark i forbindelse med landskampe. Den fælles

gruppe har ikke noget officielt navn. Jeg giver den arbejdstitlen

Denmark United.

Søren vil forklare om broderskabet, der binder ham og de øv-

rige medlemmer af Southside United sammen. Om loyalitet og

straffen for at gå på kompromis med den. Om vilde drukture,

stoffer og slagsmål. Men måske vigtigst af alt: Hvad der sker, når

han forvandler sig fra Søren, som han sidder her på værtshuset

og fortæller historier, til Søren, der spurter af sted for at undgå

betjentenes benlås og hundenes bid og finde modstanderfans,

han kan tæve løs på.

“Skal vi gå i gang,” siger Søren og kigger mig i øjnene.

Ordene falder med en let snøvlen. Den slipper han aldrig af

med. Årsagen vil også indgå i den fortælling, Søren går i gang

med.