EMU på Caminoen

EMU og Marie fortæller

At gå eller ikke gå ….

Nu skal du bare høre om min lange gåtur med Marie.

Har du nogen sinde tænkt på, at det er dejligt, at du kan gå?

Det havde Marie aldrig tænkt på. Men så en dag fik hun at vide, at hun har sclerose.

Det er en sygdom, som gør, at det slet ikke er sikkert, at man kan blive ved med at gå. Måske kommer det en dag til at gøre ondt at gå, eller man kommer til at sidde i en kørestol.

Så vil jeg gå, mens jeg kan, tænkte Marie. Jeg vil rejse til Spanien og gå over 800 km. Og hvis jeg en dag ikke kan gå længere, så vil jeg tænke tilbage på den sommer, hvor jeg gik pilgrimsruten i Spanien.

Må jeg komme med? Spurgte jeg. Jeg er nemlig også glad for, at jeg kan gå.

Det måtte jeg gerne, for selv om Marie regnede med at møde en masse mennesker på turen, ville hun gerne have en at følges med hele vejen.

Klar til start fra Roncesvalles tæt ved den franske grænse.

I starten var rygsækken for tung, fordi vi havde telt og stor sovepose med.

Det sendte vi hjem fra Pamplona.

Jeg var glad for at Marie bar den store rygsæk.

Vi har en meget lang tur foran os: 747 km til Santiago de Compostella

Det er dejligt at dyppe fødderne undervejs. Her er jeg sammen med tyske Connie.

Det var ikke svært at finde vej, for hele ruten var afmærket med gule pile og pilgrimmenes symbol, muslingeskallen.

Desuden gik vi mod vest hele vejen fra Roncesvalles til Finisterre.

I begyndelsen af turen var det 35-40 grader varmt, og så er det vigtigt at drikke meget. Heldigvis er der fontæner med vand mange steder på ruten.

Om natten sov vi i sovesale på refugier og herberger, der lignede vandre-hjem. Her er et af de primitive refugier – men vi har også prøvet at sove i en stor lade og i et nonnekloster.

Når der er svømmebad, er det dejligt at blive kølet af, ren og bevæge musklerne anderledes. Her er jeg sammen med danske Morten, som vi fulgtes med de første 5 dage.

Vi så hele marker med solsikker. Her er en solsikke, der er meget glad.

På Caminoen finder man venner fra hele verden. Her er jeg sammen med tyske Ditte. Sammen med Ditlev gik hun hele vejen fra Frankfurt til Finisterre.

På toppen af et bjerget Alto de Perdón er der jernmonumenter af pilgrimme til fods, til hest og på æsler. Fra æslets hoved var udsigten flot.

I Irache er der en fontæne med gratis rødvin til pilgrimmene. Det kan være fristende, men det er uklogt at fylde feltflasken med vin, for vi har brug for vand i varmen.

Her er jeg sammen med polske Benedict. Han har vandret 18.000 km. fra Polen til San Diego. Han siger, han vandrer for fred, kærlighed og for syge mennesker i verden. Efter Santiago vil han gå til Tibet.

Den flotteste katedral, vi så på turen, var i byen Burgos.

Et sted på ruten blev der serveret gratis varm suppe til pilgrimmene.

Hver aften vaskede vi det tøj, vi havde gået i om dagen, for vi havde kun to sæt tøj med på turen.

I San Anton besøgte vi ruinerne af et gammelt pilgrims-hospital, for i middelalderen vandrede mange pilgrimme på Caminoen for at bede Gud om helbredelse, f.eks. for spedalskhed og madforgiftning. Her fik Marie et trækors, der skulle være et symbol på godt helbred.

På højsletten i midten af turen var der meget fladt og ikke meget skygge. Her er Michael og Nicole, som vi fulgtes med fra Burgos til Leon.

I Hospital de Orbigo er der en lang bro med 19 buer. Broen er bygget i år 1434. En legende (en historie) fortæller, at en ridder i 1534 sammen med 9 adjudanter (soldater) holdt stand på broen i 30 dage for at gøre indtryk på en ung pige, hvorefter han tog på pilgrimsvandring til Santiago.

På grund af varmen fik vi vabler på fødderne. Her har jeg fået et stort stykke plaster på min højre fod. Marie og jeg var dog glade for, at vi ikke fik inflammationer (betændelse) i musklerne, smerter i leddene, madforgiftning eller bid fra lus.

Kort før Riegro de Ambrós er udsigten meget smuk.

Når pilgrimmene mødte hinanden på vejen, sagde de ”hola”, som betyder hej, ”Buen Camino”, som betyder god tur eller ”ultreia”, som betyder fortsæt/hold ud. Her har nogen skrevet ”hola” med sten og ”ultreia” på trækorset.

I byen Astorga så vi katedralen, et chokolademuséum og bispepaladset, som er tegnet af den berømte arkitekt Gaudi.

Den smukkeste udsigt, vi så, var fra O’Cebrieiro, hvorfra vi kunne se milevidt ud over Galiciens smukke, grønne bjerge.

På Caminoen lærer man at sætte pris på de enkle ting i livet: vand, sund mad, en bænk eller en træstamme, hvor man kan finde skygge for solen, en god seng at sove i, varmt vand i bruseren og et godt helbred.

Den 30. august nåede vi målet: Katedralen (dom-kirken) i Santiago de Compostella, hvor Marie fik et flot diplom på latin.

Der har vandret pilgrimme på Caminoen, siden apostlen Jacob efter Jesu død gik hertil for at fortælle spaniolerne om Jesus. Derfor kaldes Caminoen også for Jakobsruten. I Santiago så vi, hvordan pilgrimmene så ud i middelalderen.

Her er jeg foran vandfaldet i Ponte Maceira på vej fra Santiago til Finisterre.

Naturen i Galicien er meget smuk og grøn, og det skyldes, at det regner meget.

Vi har nået Atlanterhavet, hvor vores lange vandring slutter. På billedet kan du se byen Finisterre, som betyder verdens ende og de yderste klipper ved Cap Finisterre.

Nu har vi vandret 825 km. Her på stenen ved Cap Finisterre, hvor Caminoen slutter, står der 0 km.

Hver aften fik vi stemplet pilgrimspasset, og her fik jeg et fik flot certifikat på, at jeg har vandret til verdens ende: Cap Finisterre.

I Finisterre udfører pilgrimmene tre ritualer:

Vi tænder bål og brænder det tøj, vi har vandret i.

Vi ser solnedgangen og tænker over det eventyr, der nu er slut, og det liv, vi skal hjem til.

Næste dag bader vi i Atlanterhavet, så vi kan vende hjem nye og rene i sjæl og krop

Tak til Marie!

Kære Marie

Tak for en fin tur.

Tak for alle de fine steder du har vist mig.

Og tak for de mange spændende historier.

Jeg håber du kan gå mange, mange år

endnu og se andre steder i verden.

Kærlig hilsen

EMU