Roskilde Festival 2009- et alternativt program

©Musikbibliotek.dk

2

INDHOLDFORTEGNELSE Roskilde Festival 2009 - År 7 for Den onde fætters hik deluxe.................3 1. Stilliste - Af samtlige navne på Roskilde 2009 .............................................5 2. Pavilion Junior .......................................................................................................................8 2.01. Pavilion Junior – Hip hop ....................................................................................8 2.02. Pavilion Junior – Indie.........................................................................................8 2.03. Pavilion Junior - Metal.......................................................................................10 2.04. Pavilion Junior – Pop............................................................................................11 2.05. Pavilion Junior – Reggae ....................................................................................13 2.06. Pavilion Junior - Rock .........................................................................................13 2.07. Pavilion Junior - Verdensmusik ......................................................................15 2.08. Pavilion Junior – Stilliste .............................................................................15 2.08.1. Pavilion Junior – Stilliste – Ekstra højt .......................................15 2.08.2. Pavilion Junior – Stilliste – Højt ........................................................15 2.08.3. Pavilion Junior – Stilliste - Mellem ...................................................16 2.08.4. Pavilion Junior – Stilliste – Lavt ........................................................16

3. Hovedfestival - Højt .........................................................................................................16 3.01. Hovedfestival – Højt - Electronica.............................................................16 3.02. Hovedfestival - Højt – Hip hop ......................................................................16 3.03. Hovedfestival - Højt – Indie ...........................................................................17 3.04. Hovedfestival - Højt – Metal ...........................................................................19 3.05. Hovedfestival - Højt – Pop................................................................................23 3.06. Hovedfestival - Højt – Reggae ........................................................................26 3.07. Hovedfestival - Højt – Rock .............................................................................27 3.08. Hovedfestival - Højt – Verdensmusik ..........................................................34 3.09. Hovedfestival – Højt - Stilliste .................................................................37

4. Hovedfestival - Mellem ....................................................................................................38 4.01. Hovedfestival - Mellem – Electronica ........................................................38 4.02. Hovedfestival - Mellem – Hip hop .................................................................40 4.03. Hovedfestival - Mellem – Indie ......................................................................42 4.04. Hovedfestival - Mellem – Jazz ........................................................................44 4.05. Hovedfestival - Mellem – Metal ......................................................................45 4.06. Hovedfestival - Mellem – Pop ...........................................................................46 4.07. Hovedfestival - Mellem – Reggae....................................................................49 4.08. Hovedfestival - Mellem – Rock ........................................................................50 4.09. Hovedfestival - Mellem – Verdensmusik .....................................................54 4.10. Hovedfestival - Mellem – Stilliste.............................................................58

5. Hovedfestival - Lavt .........................................................................................................59 5.01. Hovedfestival - Lavt – Eletcronica.............................................................59 5.02. Hovedfestival – Lavt - Hip hop ......................................................................61 5.03. Hovedfestival – Lavt - Indie ...........................................................................63 5.04. Hovedfestival – Lavt - Jazz .............................................................................64 5.05. Hovedfestival – Lavt - Klassisk....................................................................64 5.06. Hovedfestival – Lavt - Metal ...........................................................................65 5.07. Hovedfestival – Lavt - Pop................................................................................66 5.08. Hovedfestival – Lavt - Rock .............................................................................67 5.09. Hovedfestival – Lavt - Verdensmusik ..........................................................72 5.10. Hovedfestival – Lavt - Stilliste .................................................................73

3

Roskilde Festival 2009 - År 7 for Den onde fætters hik deluxe

Igen i år er SAMTLIGE navne hørt og beskrevet, og på den bedrift er den her alternative guide så ganske klar: et forsøg på finde ”håndtag” i musikken, på at fremhæve de navne der bedst lever op til den unikke festivalånd der hedder ”Roskilde”. Og så ellers prøve at pege de nærbeslægtede navne ud der kan fortsætte festen.

Af Karsten Olesen, cand.scient.bibl. og musikus con amore

Først en status og opsang om hvad nye medier, regnvejr, nyt nordisk broderskab og finanskrise har gjort for Roskilde anno domini 2009 – men der er skam et lavere gærde at forcere for de højtspringende og hurtige: gå bare til underrubrikken ”Den her guide” i stedet. Vi ses dernede! Lidt status på tingenes tilstand, 2009 Kunst og kultur koster jo, og en del kanaler er at fare for at betale for ydelsen: for musikken har det været stykprisen for medier der har domineret – indtil for nyligt; nu er det styrtende pladesalg afløst af stigende billetpriser i stedet. Kultur- og kunstarbejdere skal jo, for fanden da, også leve. På den konto er spillestederne i knæ: de små, og relativt små, con amore steder som f.eks. de københavnske Vega, Stengade 30 og Pumpehuset har været, og er, i knæ, men overlever kun lige med nød og næppe – og mest af alt med subsidier fra kommunen. Værst af alt er det så at de høje stykpriser for adgang, åbenbart, tiltrækker et klientel af kulturforbrugere der IKKE ser det som et snit gennem en tilværelse at kombinere god musik med et hav af humle. Summa summarum: endnu et problem! At latterlige billetpriser + svigtende ølsalg OGSÅ dræber den gode, og fælles, musikoplevelse. DERFOR har musikbilledet nu udviklet sig til et vaskeægte klassesamfund, med over- og underklasse: de store stadionnavne, der ikke har noget problem at spille for en tusse på en pløjemark udenfor Randers, og så ellers et vækstlag der mest af alt ligner en gang sygliggul græs under den her kommercielle tzunami. Smatten vs. stadion, 2009 I det spil er Roskilde fanget i de her år: navne som U2, AC/DC, Depeche Mode og Metallica er for store/dyre for Smatten, og derfor må festivalen, og nu bliver det kompliceret, tapetsere det øverste af plakaten med navne der ”ligner” eller HAR lignet. Med andre ord kommer de seneste års egen politik med at fravælge stadionnavne nu tilbage i smasken som en boomerang: nok prøver festivalen at være ”progressiv”, men der skal altså også sælges

4

billetter – og de sælges nu engang ALENE af stadionnavnene. Sørgeligt, men sandt. Men Roskilde klør på som intet var sket! Finanskrisen har amputeret købekraften ud af både den svenske og islandske krone, og nordmændene, de være sig nok så sparsommelige, kan efterhånden også mærke at oliefelterne ikke mere er nogen blankocheck. Der kan derfor forventes et heftigt mandefald af besøgende fra vores broderlande. Og dig! Dit dumme svin der downloader mp3’ere i stedet for at købe plader! DU vil være med til at forandre festivalen endnu mere de næste par år – de år der vil være make or break for en kultur der voksede ud af et idealistisk årti, nu pludselig må se sit centrum i brændglasset forsvinde – som dug for solen. Den her guide En festival er et lige vatter mellem den ovenfor skitserede over- og underklasse (og der blev de hurtige og højtspringende sgu snydt!), og den her guide prøver at ligge vandret i en intention om at være ”rocksociologisk”, dvs. at klø på med en formidling der er proaktiv, prøvende at finde anvendelser, og kvaliteter, i de musiknavne som Roskilde har valgt for i år. Gucci på Roskilde, 2009 Overklasse? Den absurd hype’de Karin Dreijer Anderssons soloprojekt Fever Ray er jo en såkaldt ”litterær vittighed”; hendes musik er en dyb indånding – for bare at bruge luften til at sige orddommen ”bagatel” med dybde og overbevisning, men alligevel snedigt formuleret med en dyster og lettere gådefuld gang produktion. Og med kompostbunker! For det kræver virkelig et kvalmende sammenrend af Richard Floridas såkaldte ”kreative klasse” for at få noget brugbart ud af en person der omtaler de her skide kompostbunker i ALLE hendes interviews. Den her klasse bliver IKKE glad for en guide som den her. Harboe på Roskilde, 2009 Underklasse? Kan du li’ at vandre i heavyfestivalen Wackens mudder? Den brune substans der lugter af gær fra samtlige kropsåbninger & øl? Så er du sikkert også med ombord når Amon Amarth sætter sejl til deres vikingeskib (uden bundprop) – for at sejle mod Irland og spille brede smil på irske munke (uden underbukser på). På en latterlig gang vikingemetal, der vel næppe heller kan tages seriøst af en snothvalpet rollespiller i Hareskoven. Den her klasse bliver IKKE glad for en guide som den her. Guiden prøver derfor at finde en balance mellem den stationære og den nomadiske klasse; den der sidder med ølbong i lejren, allerhøjest ser de navne der selv lugter lidt af ølbong, og så de gæster der alene kommer for at lufte deres dufte af dyre olier til enkelte hype’de navne. Til dem og dig der elsker ALLE former for beruselse, til jer er den her guide formuleret. Berus jer! Guiden som obduktion – kort sagt Det her er syvende ombæring på en alternativ guide til at sprænge den officielle omtales evige lovord. Og, som de sidste tre år, blive Lounge scenen IKKE omtalt; en scene der åbenbart har en magtfuld spiller i DR, men som slet ikke har samme vigtighed som Skater Scenen på West Camping? C’mon, Roskilde!

5

Som de sidste tre år høres og vurderes der ud fra tre store grupper: det man SKAL se, KAN se og IKKE skal se. Og det med en, forhåbentlig oprejst pande af til- og indgang til hvert eneste navn. Med andre ord prøver, for det er jo kun en illusion, den her guide at være så objektiv som muligt; f.eks. vil alle jo nok flokkes om Nick Cave & The Bad Seeds, men er han repræsentativ? Får man anden oplevelse ud af at se ham end en jeg-var-der-oplevelse? Måske, måske ikke. Men i hvert fald er det grunden til at f.eks. melodødsmetallerne Darkane fra Sverige vurderes til at være vigtigere at se end det sikre navn der er Nick Cave; hos svensken får man nemlig helt sikkert en oplevelse, og IKKE ”bare” en tilstedeværelse – af en art man end ikke selv kan formulere inden afgang til koncert. For kroppen skal sgu med! Og prøv det: at finde, og definere, den gnist der venter på at blive til et bål ved forventningens glæde ved Nick Cave – og nej, vel? Du kan ikke, vel? Den udfarende oplevelse, dog ikke bare at forveksle med dansen, ER nemlig hele linjen gennem den her omtale. Vi taler om Roskildeånden! Og velkommen til den.

1. Stilliste - Af samtlige navne på Roskilde 2009 Tegnforklaring: M = MySpace H = Hjemmeside Pavilion Junior (28. juni - 1. juli 2009): • [P#] = Ekstra højt - SKAL opleves, burde være med på hovedfestival • [P*] = Højt - SKAL opleves, bliver ikke meget bedre på en

sekundascene • [P+] = Mellem - KAN såvel opleves, som undlades • [P-] = Lavt - Anbefales det IKKE at opleve Hovedfestival (2. - 5. juli 2009): • [*] = Hovedfestival, Højt - SKAL opleves • [+] = Hovedfestival, Mellem - KAN såvel opleves, som undlades • [-] = Hovedfestival, Lavt - Anbefales det IKKE at opleve Selve listen: Electronica – Trentemøller: DJ Set with Live Guests (DK) [+][M H], s. 38 • Electronica/dubstep - 2562 (NL) [+][M H], s. 39 • Electronica/folkemusik - Imam Baildi (GR) [-][M H], s. 60 • Electronica/house - Deadmau5 (CAN) [-][M H], s. 59 • Electronica/mash-up - 2ManyDjs (BEL) [+][M H], s. 39 • Electronica/minimalisme – Rumpistol (DK) [-][M H], s. 59 ; Mike

Sheridan (DK) [+][M H], s. 38 • Electronica/pop - Röyksopp (N) [+][M H], s. 39 • Electronica/post-rock - Black Dice (US) [-][M H], s. 60 • Electronica/reggae/dancehall - Major Lazer (US) [+][M H], s. 40

6

• Electronica/turntablism - Den sorte skole (DK) [-][M H], s. 59 ; Mungolian Jet Set (N) [-][M H], s. 60 ; Steinski (US) [*][M H], s. 16

Hip hop – Adam Tensta (S) [+][M H], s. 40 ; Jooks (DK) [P*][M H], s. 8 ; Klovner i kamp (N) [-][M H], s. 62 ; Lil Wayne (US) [-][M H], s. 62 ; Malk de Koijn (DK) [*][M H], s. 16 ; Pede B (DK) [-][M H], s. 61 ; Petter (S) [+][M H], s. 41 • Hip hop/electro – Deichkind (DE) [+][M H], s. 40 • Hip hop/grime - Lucy Love (DK) [-][M H], s. 61 • Hip hop/hardcore - La Coka Nostra (US) [-][M H], s. 62 • Hip hop/indie - N.A.S.A. (US) [*][M H], s. 17 • Hip hop/soul - Negash Ali (DK) [+][M H], s. 41 Indie – Deerhof (US/JPN) [*][M H], s. 19 ; The Dodos (US) [*][M H], s. 18 ; Fever Ray (S) [+][M H], s. 42 ; Gianna Sisters (DK) [P-][M H], s. 9 ; Men Among Animals (DK) [P-][M H], s. 10 ; Oh No Ono (DK) [-][M H], s. 63 ; Paavoharju (FIN) [*][M H], s. 19 ; The Pains of Being Pure at Heart (US) [-][M H], s. 64 • Indie/electronica - Kira Kira (ISL) [P-][M H], s. 8 ; Micachu &

the Shapes (UK) [+][M H], s. 43 • Indie/folk - Frightened Rabbit (UK) [+][M H], s. 43 • Indie/indietronica – The Chap (UK) [-][M H], s. 63 • Indie/pop – Balstyrko (DK) [*][M H], s. 18 ; Cut Off Your Hands

(NZ) [-][M H], s. 64 ; I'm From Barcelona (S) [-][M H], s. 63 ; Twins Twins (DK) [P-][M H], s. 9 ; The Whitest Boy Alive (N/D) [+][M H], s. 43

• Indie/post-rock – Mono (JPN) [+][M H], s. 44 • Indie/retro – Dungen (S) [*][M H], s. 18 • Indie/rock – ...And You Will Know Us by the Trail of Death (US)

[+][M H], s. 44 ; Yeah Yeah Yeahs (US) [*][M H], s. 17 • Indie/støj - The Megaphonic Thrift (N) [P-][M H], s. 9 • Indie/verdensmusik - Gang Gang Dance (UK) [+][M H], s. 42 Jazz/brass band - Hot 8 Brass Band (US) [+][M H], s. 44 • Jazz/electronica - Huntsville (N) [-][M H], s. 64 • Jazz/minimalisme - Jon Hassell & Maarifa Street (US) [+][M H], s.

44 Klassisk/minimalisme - Hauschka (DE) [-][M H], s. 64 Metal – Satyricon (N) [*][M H], s. 20 • Metal/black metal - Wolves in the Throne Room (US) [-][M H], s. 65 • Metal/black metal/punk - Kvelertak (N) [P#][M H], s. 10 • Metal/boogie – Volbeat (DK) [*][M H], s. 20 • Metal/død - Dawn of Demise (DK) [-][M H], s. 65 • Metal/melodød – Darkane (S) [*][M H], s. 22 ; Gojira (F) [-][M H],

s. 65 • Metal/post-metal - Isis (US) [*][M H], s. 22 ; Kellermensch (DK)

[P*][M H], s. 11 ; Neurosis (US) [*][M H], s. 22 • Metal/sludge – Down (US) [*][M H], s. 19 • Metal/thrash - Scamp (DK) [P+][M H], s. 11 ; Slipknot (US) [*][M

H], s. 21 • Metal/viking - Amon Amarth (S) [+][M H], s. 44 Pop - Lily Allen (UK) [+][M H], s. 46 ; Grace Jones (JAM) [-][M H], s. 66 ; Harrys Gym (N) [P+][M H], s. 13 ; Håkan Hellström (S) [+][M

7

H], s. 47 ; I Got You on Tape (DK) [*][M H], s. 23 ; Pet Shop Boys (UK) [*][M H], s. 24 ; Mikael Simpson & Sølvstorm (DK) [+][M H], s. 46 • Pop/britpop – Oasis (UK) [*][M H], s. 24 • Pop/disco - Vinnie Who (DK) [P+][M H], s. 12 • Pop/electro – Little Boots (UK) [-][M H], s. 66 • Pop/electronica - MFMB (S) [P+][M H], s. 12 • Pop/hip hop – Kanye West (US) [*][M H], s. 25 • Pop/indie - Bodebixen (DK) [P-][M H], s. 11 ; Hjaltalín (ISL)

[+][M H], s. 48 • Pop/new rave - Friendly Fires (UK) [-][M H], s. 66 ;

Rubberheadbanditz (DK) [P-][M H], s. 12 • Pop/post-britpop – Coldplay (UK) [*][M H], s. 25 ; Elbow (UK)

[+][M H], s. 48 ; Mew (DK) [+][M H], s. 48 • Pop/punk – Yoga Fire (N) [-][M H], s. 67 • Pop/singer-songwriter - Shugo Tokumaru (JPN) [-][M H], s. 67 • Pop/ska - Madness (UK) [*][M H], s. 25 Reggae – Pablo Moses & U-Roy (JAM) [*][M & M H & H], s. 26 • Reggae/dancehall - Von Dü (DK) [P-][M H], s. 13 • Reggae/dub - Pharfar presents a Rub A Dub Night feat. special

guests (INT) [+][M H], s. 49 • Reggae/roots - Groundation (US) [+][M H], s. 49 Rock - Nick Cave & The Bad Seeds (AUS) [+][M H], s. 50 ; Eagles of Death Metal (US) [+][M H], s. 50 ; Faith No More (US) [+][M H], s. 51 ; The Gaslight Anthem (US) [-][M H], s. 70 ; Glasvegas (UK) [-][M H], s. 67 ; Opgang F (DK) [P*][M H], s. 13 ; Orka (FO) [-][M H], s. 68 ; Ulf Lundell (S) [*][M H], s. 27 • Rock/alt.country - Cody (DK) [P#][M H], s. 14 ; M. Ward (US) [*][M

H], s. 32 ; Lucinda Williams (US) [*][M H], s. 32 • Rock/bluegrass - The Deadly Gentlemen (US) [-][M H], s. 70 • Rock/emo - Ida Maria (N) [-][M H], s. 71 • Rock/folk - First Aid Kit (S) [-][M H], s. 69 ; Fleet Foxes (US)

[-][M H], s. 69 • Rock/garage - Babian (S) [P-][M H], s. 14 ; Skambankt (N) [-][M

H], s. 72 • Rock/indie – Marnie Stern (US) [+][M H], s. 52 • Rock/industrial – Nine Inch Nails (US) [*][M H], s. 27 • Rock/math – Zu (I) [*][M H], s. 28 • Rock/new rave - Ginger Ninja (DK) [P+][M H], s. 15 • Rock/post-punk - White Lies (UK) [-][M H], s. 68 • Rock/prog - The Mars Volta (US) [*][M H], s. 28 • Rock/psykedelika - Dragontears (DK) [+][M H], s. 53 ; The Telstar

Sound Drone (DK) [P+][M H], s. 14 • Rock/punk - The 20Belows (DK) [P+][M H], s. 14 ; The Bronx (US)

[*][M H], s. 33 ; Cola Freaks (DK) [*][M H], s. 33 ; Fucked Up (CAN) [+][M H], s. 52 ; Social Distortion (US) [+][M H], s. 51

• Rock/punk/indie – Baddies (UK) [-][M H], s. 71 • Rock/punk/southern sludge - Cancer Bats (CAN) [-][M H], s. 71 • Rock/singer-songwriter - Tim Christensen (DK) [-][M H], s. 68 ;

Peter Doherty (UK) [*][M H], s. 30 ; Get Well Soon (DE) [-][M H], s. 69 ; Marissa Nadler (US) [*][M H], s. 31 ; Peter Sommer (DK) [*][M H], s. 29 ; St. Vincent (US) [+][M H], s. 53

• Rock/singer-songwriter/r&b - Jenny Wilson (S) [*][M H], s. 31 • Rock/støj - Wavves (US) [*][M H], s. 33

8

Verdensmusik - Amadou & Mariam (MALI) [*][M H], s. 34 ; Issa Bagayogo (MALI) [*][M H], s. 35 ; Dub Colossus (UK/ETH) [+][M H], s. 55 • Verdensmusik/afrobeat - Tony Allen (NGA) [*][M H], s. 35 • Verdensmusik/balkan - Alamaailman Vasarat (FIN) [-][M H], s. 72 ;

Magnifico (SVN) [+][M H], s. 56 ; Tako Lako (DK) [P-][M H], s. 15 • Verdensmusik/bazombo - Kasai Allstars (CD) [*][M H], s. 35 • Verdensmusik/brass band - Gangbé Brass Band (BEN) [+][M H], s. 58 • Verdensmusik/cumbia - Bomba Estéreo (COL) [+][M H], s. 57 • Verdensmusik/electronica – Analogik (DK) [+][M H], s. 55 ; El Hijo

de la Cumbia & Anasol MC (ARG) [*][M H], s. 36 • Verdensmusik/electronica/cumbia – Zizek Club (ARG) [+][M H], s. 57 • Verdensmusik/electronica/jungle - Radioclit Presents the Very Best

(INT) [-][M H], s. 73 • Verdensmusik/folkemusik - Hanggai (CHN) [*][M H], s. 36 ;

Katzenjammer (N) [-][M H], s. 72 ; LaBrassBanda (DE) [+][M H], s. 56

• Verdensmusik/latin - Novalima (PER) [-] [M H], s. 72 • Verdensmusik/raga - Shastriya Syndicate (IND) [+][M H], s. 57 • Verdensmusik/salsa - LA-33 (COL) [+][M H], s. 56 • Verdensmusik/singer-songwriter - Rokia Traoré (MALI) [+][M H], s.

54 • Verdensmusik/zouk – Kassav’(FR ANT) [+] [M H], s. 55

2. Pavilion Junior På den her opvarmningsscene er der så relativt få navne, i alt 22 styks, at de vil blive behandler som et under genreoverskrifterne, først rangeret i listeform i den efterfølgende stilliste. Håber det giver overskuelighed?

2.01. Pavilion Junior – Hip hop ”Hun vil ha’ en rapper” med Jooks (DK) må så afgjort være årets hip hop-hit - sgu lige i dunken! Med sin Gnarls Barkley-agtige melodifætter slæbende til et totalt oplagt flow der står ret hvor mindre talent er så pinlig slap. Jooks, alias Johan Forsby, kommer fra hip hop-kollektivet Rent Mel, og er selv ude med debuten Priviligeret en gang i sensommeren. Men indtil da er det bare at nyde en dagbogsrapper der ser og bringer dagligdagen over med nye facetter, ikke spilder tiden på at tilhøre, og for guds skyld hænge på, en håbløst projiceret kultur – og en falsk identitetsleg der normalt kræver ruder af kristal (!) for ikke at kunne ses med det vuns er dybere end latterlig. Og det helt op bag hvor skjorten den snapper.

2.02. Pavilion Junior – Indie At Björk, verdens mest forvirrede snetopsalf, ikke har levet forgæves ses f.eks. tydeligt af Kira Kira (ISL); på en eller anden måde kan sidstnævnte nemlig bilde sig selv ind at lave en form for tagfat med naturens mysterier, stene, planter og liv, og gøre det med så sparsom electronica og glockenspiel at hele produktionen mest lyder som bagskidning på DR’s legendariske brug af ”Drømte mig en drøm i nat”. At hun så IKKE synger som Björk, men måske mere som Hafdis Huld, og endnu en landsmand, er så egentlig al bifald værd. Og ellers en

9

bisætning til ligegyldigheden - for nu at være ærlig. For selve konceptet hænger nemlig IKKE sammen: Og det er? Givetvis at finde hjertelyd i naturen, men! At finde ind til naturen ER at tage ALT med og ud FRA kulturen; og det på alle planer: som midler, som orienteringspunkter, som følelser og som mål. Og, på trods af tydelig påstand om det modsatte, har Kira Kira INGEN af delene med i sin musik. Men vil givetvis alligevel appellere til dem der synes at det fedeste er at gå til koncerter med spin-off musik fra diverse kunstinstallationer. Vi andre kan så imens trygt blive hvor vi er; i en natur af søhumle i maltsøen, et sted hvor den her ”musik” ikke har sine ører. Og aldrig VIL få det. Aldrig! At lave standardindiepop, på blankpudsermiddel til Figurines én plade tilbage i kataloget, dertil lidt The Cult i rytmegangen, er vist ret nemt - i hvert fald en bedrift som Twins Twins (DK) let bryder igennem med. Med sækken over skulderen, koben og tydeligvis uset af både dobberman og tyverialarm. Efter debut på ep kommer der snart en fuldlængde – og givetvis med masser af kastratkor, snyd fra næsen af et sæt Beach Boys med ondt af sig selv, og masser af opskrabet tyggegummi (med jordbærsmag) foran Figurines’ pladestudie. Dertil lidt attitude som var de Primal Scream. Og bingo! Dasit. No more 2 dat. Nogen gange ER det slemt at skulle forholde sig til en musik der er elendig, altid har været elendig, altid vil være elendig - og fik jeg fortalt at jeg har købt et piskeris forleden? Af hvid og blød plastik og til 19,95 i SuperBest? Dét er nemlig den slags ting og sager - de store tanker og knæbøj på det tungeste af eksistentialistisk gods - det er dem, det er deres emancipation i verden, et velment lyt på Twins Twins kaster af sig. Men nu er det her jo ikke elendighed alt sammen, så hvis Twins Twins arbejder lidt mere i dybden med talentet er der dog håb: for at lave en hel ny niche vi passende kunne kalde for ”Dansktoptopniceindie”. Det ser vi så frem til. Gianna Sisters (DK) er egentlig et gammelt Commodore 64 spil, og så er det her at Raveonettes’ Sharin Foos søster Loui synger - og mere er der vel egentlig ikke at sige? Jo! En let og elegant bevægelse mod exit kunne sagtens være at de har varmet op for Glasvegas (s. 67), at deres æstetik over eget output lyder ikke så lidt af The Knife/Fever Ray (s. 42), og endelig: at de må have opfundet en metode til at knuse og snige sovepiller ned i produktionen. For aldrig nogensinde har ingenting dog lydt af så meget. Rækker talentet ikke er det fint at spille covers, intet galt i det. Men kan man ikke andet end at kalkere sine forbilleder, planke dem i en sådan grad at der intet er tilbage end skygger, ja, så bør man nok lige overveje sig selv, og sine ”talenter”, endnu en gang. Bands af den her ”kaliber” har der været nok af på Camping og nu Pavilion Junior, mange kunne nævnes, men ingen nævnt ingen glemt: bare lige tilføje The Megaphonic Thrift (N) som den sidste; når

10

Thurstons Moores vokal og Sonic Youth og Built to Spills musik er renset ud - ja, så er der intet, og vi siger og skriver: INTET tilbage. Men at det faktisk kan lade sig gøre at presse den her klassiske støjrock over i en anden form beviste jo f.eks. Billy Corgan med ”1979”, så igen: det her handler om talent, og det er der INTET af hos The Megaphonic Thrift. At danske Figurines ikke har levet forgæves bevises så klart af Men Among Animals (DK). Og klart? Så ”klart” som i en tilståelsessag! I deres arrangementer prøver de først at planke lidt vokalharmonier fra Beach Boys, siden tydeligt den indie-skabelon vi f.eks. finder hos ligeledes danske Larsen and Furious Jane, men! Intet lykkes, det her er skin fra noget andet og større. Men Among Animals er een lang sang om tidsspilde.

2.03. Pavilion Junior - Metal At spille økologisk black metal, som amerikanske Wolfes in the Throne Room (s. 65) er den rene blasfemi - lidt ligesom at genopbygge stavkirker, eller genbegrave de døde! Men at spille black der er tydeligt inspireret af punk, og gøre det så scenen sejler sin egen sø som skude i det sorte og slamdancende hav - DET er sgu i den grad tilladt. Darkthrone gjorde det allerede med det lille mesterværk F.O.A.D. (’07) – og dem der her kan høre ”Canadian Metal” eller ”Raised on Rock” UDEN at vippe med i sortrockens tegn har IKKE fattet meget af den glade sjæl der (også) findes i traditionel norsk black metal.

Og således også Kvelertak (N): dem der kan overleve tonsere som ”Utrydd dei svake” eller ”Mjød” – og så ind på MySpace og hør, NU! - og IKKE mærke en sand blodrus af den såkaldte necro’n’roll fatter nada. Eller bare det at lade ”Blodtørst” starte med riffet fra Ramones’ klassiker ”The KKK Took My Baby Away”, er ren uha! Og fandemig en håndferm grydeske til din runkesovs. Og her er det ellers tilladt at citere de store linjer fra årets præcise omtale af bandet på by:Larm i Oslo, Nordens største festival for up-and-coming bands: ”Satyricon meets Turboneger, Burzum meets The Buzzcocks, Enslaved meets Monster Magnet, and together takes it all down to an afterparty with Darkthrone”. Og det er SÅ præcist et snit gennem sandheden, at den linje den planker vi sgu!

Både på Internettet og som liveband er Kvelertak blevet noget af et fænomen, og burde så sandelig have været på hovedfestivalen - og så samtidig shitkicke lidt fornuft ind i den syge booker (*her indsættes djævletegn*) der har hyret det politisk korrekte (*flere djævletegn*)

11

”black” band (Wolfes in the Throne Room + *djævletegn*) på øko og (skov)syre. Som modvægt til det vanvid har vi sgu da heldigvis Kvelertak, og tak! Specielt for fornuften. Tak! Kellermensch (DK) er post-metal, dvs. post-rock og prog-rock blandet op i gevandterne fra heavy metal; en formular der hos esbjergenserne åbenbart skal forestille sig at ha’ et slægtskab til Dostojevskijs nøgleroman Kældermennesket (eller Optegnelser fra et kælderdyb, alt efter oversættelse), og den er ellers svær at greje: Dostojevskijs navnløse hovedperson er en Kierkegaard’sk eksistens i et psykologisk jerngreb - mellem de to elektroder der giver elektrochock, sgu! Og IKKE et eller andet fimset Weimar-republik/tysk ekspressionisme (dvs. ANTI-PSYKOLOGISK, sgu) stunt som bandet prøver at mane op med jakkesæt og anden lir på scenen. Når det er sagt er deres miks af Neurosis, Neil Young og lidt Tom Waits så absolut fine (obduktions?)snit gennem artikulationens muligheder på mørkerock og uoplyste stier. Så ud over det snublende studentikose i valget af litterær forbillede er bandet så absolut velkomment. I det musikalske jakkesæt (læs: arbejdstøjet), vel at mærke. Når man laver thrash, og er produceret af Jacob Hansen, der ikke mindst har produceret de genrebevidste HateSphere, og de lidt mere eksperimenterende Mercenary - er det åbenbart svært IKKE at komme til at lyde af HateSphere og Mercenary. Og det gør så Scamp (DK), men det også med instrumenter så meget på spidsen at produktionen nærmest virker som lakmus for industrial - med et trommearbejde der pludselig kan lyde helt drum’n’bass-agtigt, men også med et guitararbejde der bestemt er presset til at yde sit bedste rent melodisk, ikke er bange for at bryde ud af skabelonen og spille sin egen melodi. Og det uden nogensinde at miste fokus i brutalitet og øvrig orientering indenfor genren. Et lyt på Scamp er bestemt en behagelig rundvisning i maskinrummet for røg og damp.

2.04. Pavilion Junior – Pop Nogen gange undrer man sig over grænsen for naivitet indenfor pop; Burt Bacharach og Carpenters gik lige til stregen, men holdt sig indenfor. MGP går over, men medbringer dog en vis psykofarmaka og undskyldning i genrens hele og iboende idioti. Grænsen er, med andre ord, relativ, kan nok let flyttes af en Master Fatman, f.eks. Og bag linjen er her rart! Men lige over grænsen, når man nu presser maskinen flov for pøllet pop-elektronica, smækker bundnaive lalala-kor ind i sødsuppet rundgang, kører rådden trehjuler med candyfloss langt op i fipskægget, ja, så ER grænsen overskredet - og kun søde små dummebøder, pr. personlig rockerleverance, er gode nok til klaps. Og således med Bodebixen (DK), der ikke bare lave naiv pop, men også gør det langt forbi den seriøse grænsedragning som f.eks. Nordstrøm så smukt har sat op om Danmarks yderste grænse af talent for pop. På den anden side finder vi vådprutternes land, og her sidder og skriver duoen Bodebixen så lystigt på nationalsangen. Og held og lykke gutter! *sf*

12

Er man en trio og kommer fra Danmark er det, og vistnok også i en globaliseret verden, ret usædvanligt at hedde David Boyd (!), Mr. White (!!) og Poul Amaliel (!!!). Endnu værre er det så at deres musik er de sidste strøg på slatne og tomme kopatter - for at få den sidste juice new rave ud af den danske scene. Og resultatet? Skummetmælk! Sådan, og det her er faktisk ikke en gang sjovt (!), lyder deres tynde omgang dansepowerpop – tyndt, totalt elendigt, og totalt glemt igen - hurtigere end en bullshit-accelerator kan skyde samtlige den her trios hjerneceller af ”talent” tilbage til fjerne egne på MySpace. Og hvorfor er de her så? Fordi Roskilde nok støtter vækstlaget, men også er noget af en billig skøge og let til fals for medier med store overlap til kommercielle interesser - således f.eks. DR’s KarriereKanonen hvor den her elendighed, Rubberheadbanditz (DK), åbenbart er kommet langt ”i-et-eller-andet”. Det eneste formidlende ved den her slappe tur i sædbanken er så at de står uden kontrakt. Og findes der en gud vil den her herlighed af sandhed på jord så afgjort fortsætte. Verden, det være sig i globaliseret såvel som national i identitet, er ganske enkelt for klejn til at forholde sig til en lille fedtplet af den totale mangel på talent. Et råd? Tør venligst op efter jer, og tak. MFMB (S) er Soft Cell møder Daft Punk møder The Cult møder Joy Division. En musik læst direkte op fra et fanzine til forbilleder indenfor house, mørk electronica og new romantics. Og fint! Men desværre også noget der lyder som ét langt sæt af totimers eksamensøvelser på Rytmisk Musikkonservatorium; tager man nemlig luften (læs: egeninspirationen) ud af musikken fiser ballonen nok til himmels på forbillederne. Men skvatter nu hurtigt ned alligevel - våd og klam af forblændet savl og al for megen eftersnak. MFMB er dog imponerende sammenspillede og satans dansevenlige, så er man til røvballepop på Damhuskroen er det her skam en ganske fin filial. Men alt i alt: et band der, når fallitboet er gjort op, skal mandtælles blandt de dødfødte. Og så er sangen ”Control” da - egentlig - også en ganske vellykket stiløvelse. Med den, og med hele det effektive underflow af steroider til danseskinken, klarer de sørensusemig lige skæret og ind i ”Mellem”. Med Vinnie Who (DK) fornemmer man tydeligt en veneration fra yderkanten af goth-kulturen; den der er fascineret af den lidt mørke disco og electronica, dansabelt såvel som spleen-fremkaldende i den store stil, fra Soft Cell til Depeche Mode. Mest af alt er det her dog androgyn, dog uden nogensinde at være decideret bøsset, disco på tilbagelænet house - ja, bare det at kunne sovse disco så meget ind at den reduceres til den lette vippen med skoen er skam noget af en bedrift; i den forstand at det afgjort ville være en verden lettere at tage dansen rundt på ”klassisk” disco. Men nej! Vinnie Who formår faktisk at lave en musik der drager mere inde i dit hoved end med mellemgulvet, nok sniger sig rundt på din

13

torso, men det mere som strøm i rygraden end på hvad der nu lige fungerer bedst på forsiden. Norge har tidligere haft et stærkt lovende electro-pop band, Briskeby, der i øvrigt var på Roskilde helt tilbage i 2001; og det med den mesterlige Jeans for Onassis (’01). Og på trods af den her forrygende start, og flot frontet af en karismatisk forsangerinde i Lise Karlsnes, gik det hele i sig selv. I år ser det så ud til at sangen synges igen: Harrys Gym (N) har samme formular kørende, og det med en glimrende selvbetitlet debut (’08), og ligeledes en karismatisk forsangerinde i front: Anne Lise Frøkedal, men! Forskellen er klar: først at Frøkedal er noget mere teknisk funderet end Karlsnes, mere ”indie”. Og siden at musikken ikke helt er electro, men det elektroniske er dog alligevel delt lige med det elektriske, og ellers er melodierne skam også noget mindre iørefaldende end Briskeby, har slet ikke landsmændenes tæft for det udfarende. Alligevel himler anmelderne og hype’rne op i vilden sky! Og det er bare synd for Harrys Gym. For fornuften – minus band wagon-effekten – kan jo let høre hvor det bærer hen det her.

2.05. Pavilion Junior – Reggae Von Dü (DK) spiller hvad de selv kalder for ”bombastisk reggae”, men ender i noget der i bedste fald kan kaldes for dancehall. Og den placering prøver de at forsvare med danske tekster der (vistnok) prøver at være sjove (bare tjek navnet! Haha!) og ramme hvad der nu sker på tv eller oven i knolden under tømmermænd. Problemet er nu bare at musikken er alt for seriøs til at lægge en løftende hånd under det her fjollede univers: Det hele falder ganske enkelt fra hinanden i noget der mest minder om et all-star jam-band; medlemmerne spiller normalt i diverse ska- og reggaebands til dagligt - og med en så gladsløset tilgang er her sandelig ikke det mindste der minder om f.eks. Bikstok Røgsystem. Hverken på charme, drive eller originalitet. Men drengene har det da tydeligt sjovt, og det er da ren røgbanan.

2.06. Pavilion Junior - Rock Pavilion Junior – Rock - Garage, punk, syre og mørke Opgang F (DK) lyder som noget der startede med egentlig gerne at ville være metal, men så listede der sig lige lidt indierock ind på spadearbejdet, og resultatet blev den her mærkelige, men også sært dragende og aldeles glimrende, gang dansksproget og tung mørkerock. Eneste problem med den danske sang er så at det nu er ret svært at skjule at hverken Nordisk Råds litteraturpris, De gyldne laurbær eller, ikke en gang, Børnebogsprisen nogensinde vil falde i turbanen hos de her svært banale ordgyllere. Men svært søgende er de dog med både musik og tekst; en lytten på Opgang F er sandelig stærkt filmisk og uhyre præcis i sin fremmaning af taberen i storbyens identitetsleg.

14

Men genren? Ikke indie, ikke metal, ikke stoner, og slet ikke garage og - satemig den er svær! Men, i sin helhed, klart noget som – og som Roskildes egen omtale også så klart har set det - lige godt kunne varme op til enten Placebo eller Black Rebel Motorcycle Club. De lister selv f.eks. Ramones som inspiration, og Roskildes egen liste topper løjerne med at pege på Social Distortion - givetvis for selv at sælge lidt i døren til det her band, der jo selv er på Roskilde; se bare s. 51. I virkeligheden lyder de som nogen der har en plade eller to fra Fat Wreck Chords stående. Og det suppleret op med lidt Green Day, Bad Religion og Dropkick Murphys og - gaaab! Sådan kunne man jo blive ved, og pludselig! Er der intet mere end plagiat tilbage i The 20Belows (DK), for originalt er det her sandt at sige sgutte. Og gud ske lov. Og tak for den (korte) optræden. Er det tilladt at planke hver en tone (og ære?) i livet på svenske The Hives’ kompetente 50’er retrorock på garage? Er det her pissen højt på opfinderhøjde virkelig tilladt i Sverige? Tja, det skulle man sandelig tro når man hører ørerne røde på Babian (S), der måske også prøver sig med at låne vokal fra Bob Hund, men selv den her lette øvelse er en ren bjørnefælde, og dér spræller de. Nøgne og i kejserens klær, og dur ikke, og - NÆSTE! Umiddelbart lyder de psykedeliske midler tilsat af The Telstar Sound Drone (DK) som om de er på nippet til at falde fra hinanden, men nej! Genren for psykedelisk rock er så låst som de permanente udstillinger på Arbejdermuseet, og derfor kan man - lige netop - kun skille sig ud ved at ramme den knivskarpe balance hvor melodien, eller strukturen, pludselig står klart og falder ind som en mangefarvet plade, og lifesize, på sin lytter. I repertoiret afløser østlige meditationer sømløst psykedelika-revival bølgens evne til at lave ørehængere på syre og garage, og en sang som ikke mindst ”On Your Back Baby” er ganske enkelt en omgang på syre der her i revival-tiden ikke er hørt bedre end Setting Sons ”I Wanna Be Your Boy” fra 2007. I mere end en forstand har Baby Woodrose sandelig ikke skåret forgæves på læsten. Eneste alvorlige anke er nu at bandet er medlemmer af københavnerkollektivet ”Les Après L’amour Sonnes”, der åbenbart begår sig indenfor musik, ord og kunst. I et sådant fimset (psykedelisk?) skær er det altid tilladt at være skeptisk, ikke forvente mere end det værste. Men i første omgang er det skam også godt nok. Pavilion Junior – Rock – Alt.country Kasper Kaae er vel egentlig Cody (DK) i samme dur som Will Oldham er Bonnie ’Prince’ Billy - bandnavnet er så bare et dæknavn for arbejdet i studiet eller på en scene. Og begge har da også andre skæringspunkter i skæbnen: de spiller begge en slags indieficeret alt.country, og Cody har skam også varmet op for netop mesteren fra Kentucky. På plade er det kun blevet til en selvbetitlet ep (’09), men det er nu ikke her de scorer strikes - i den boldgade har de, og i sagens natur, stadig langt op til danske Davenport (alt.country rock) og Dennis Mejdahl (alt.country pop); ingen af de her to (oversete)

15

giganter formår Cody at nå til sokkeholderne - men på en scene! Jeg sir dig! Der er et helt Lambchop’sk vælde over kollektivet når de, fire mand høj og en kvinde, sidder og leverer repertoire på hele to akustiske guitarer, en kontrabas, en cello og en violin - og ellers fletter vokalharmonier sømløst ind i det hele. Og på en scene er det lige netop at de bagvedliggende stemninger af americana virkelig får lov til at lette med samme scenestøv som på stærke sommerfuglevinger: her er bandet unikt i sin intimitet og rundkredsvenlige lettelse af sangkataloget. Sandelig! Cody burde have været på hovedfestival, ingen tvivl. Pavilion Junior – Rock - Dans Foruden at Ginger Ninja (DK) så klart tager kegler mht. originalitet (!) ved valg af bandnavn, fortsætter de også traditionen med at eksponere dansk danserock fra Pavilion Junior; The Floor is Made of Lava og WhoMadeWho er så klart de store forbilleder for at knalde ud på den her scene - til erindring om Klaxon og Franz Ferdinand. For musikalsk har Ginger Ninja nok ofte stærke jungle-beats kørende, men står mest med en gylp åben af beundring for Franz-drengene - og på vokalen er der at sige at Mr. Hamilton så afgjort må ha’ en ordentlig sag af en samling følsom dansk indie fra nullerne stående derhjemme. Når det så er sagt, er der bare tilbage at sige at resten er bras. Og totalt tidsspilde, helt uden kridt til dine dansesko.

2.07. Pavilion Junior - Verdensmusik Dansk balkan?! Tako Lako (DK) prøver i hvert fald - og det i en sådan grad at de faktisk må se sig hyret til f.eks. bryllupper, og på hvad baggrund så? Svar: en dybt fjollet omgang med dansable østrytmer på den sædvanlige instrumentpark (sax, klarinet, violin, osv.), men også lidt programmering og en forsanger, Mr. Curcic, der har den tyndeste tenor set nord for mamma mia og mors skørter. Det kan meget vel være at de her talentløse nulliteter har det sjovt, og det er da også sjovt (?!) at de har et massivt baggrundsbillede af et publikum der også har det sjovt på deres MySpace. Men derfor kan man jo godt være en kæmpe joke alligevel? Nuff said.

2.08. Pavilion Junior – Stilliste Som de almindelige stillister er snittet lagt gennem det hele som ”Højt” (skal ses), ”Mellem” (kan ses) og ”Lavt” (bør ikke ses), men! Fordi det er en scene for up-and-comers er der også en særmedalje at uddele, nemlig ”Ekstra højt” – for de (få) bands der så klart ville have været en pryd for hovedfestivalen.

2.08.1. Pavilion Junior – Stilliste – Ekstra højt Metal/black metal/punk - Kvelertak (N) [M H] Rock/alt.county - Cody (DK) [M H]

2.08.2. Pavilion Junior – Stilliste – Højt Hip hop - Jooks (DK) [M H]

16

Metal/post-metal - Kellermensch (DK) [M H] Rock - Opgang F (DK) [M H]

2.08.3. Pavilion Junior – Stilliste - Mellem Metal/thrash - Scamp (DK) [M H] Pop - Harrys Gym (N) [M H] Pop/disco - Vinnie Who (DK) [M H] Pop/electronica - MFMB (S) [M H] Rock/new rave - Ginger Ninja (DK) [M H] Rock/punk - The 20Belows (DK) [M H] Rock/psykedelika - The Telstar Sound Drone (DK) [M H]

2.08.4. Pavilion Junior – Stilliste – Lavt Indie - Gianna Sisters (DK) [M H] ; Men Among Animals (DK) [M H] Indie/electronica - Kira Kira (ISL) [M H] Indie/pop - Twins Twins (DK) [M H] Indie/støj - The Megaphonic Thrift (N) [M H] Pop/indie - Bodebixen (DK) [M H] Pop/new rave - Rubberheadbanditz (DK) [M H] Reggae/dancehall - Von Dü (DK) [M H] Rock/garage - Babian (S) [M H] Verdensmusik/balkan - Tako Lako (DK) [M H]

3. Hovedfestival - Højt

3.01. Hovedfestival – Højt - Electronica Når Den sorte skole (s. 59) har kaldt deres to plader for Lektion #1 (’06) og Lektion #2 (’08), er tituleringen så sandelig da taget fra de to legendariske hip hop producere Doug ”Double Dee” DiFranco og Steve ”Steinski” Stein, der helt fra start-80’erne lavede samplekollager, og kaldte dem for netop ”Lessons”. Pga. ophavsrettigheder kom deres arbejde - eller hvad man nu skal kalde det? - først officielt ud på cd så sent som i 2008, men forinden har deres indflydelse ikke bare pumpet Den sorte skole, men også så store navne som DJ Shadow og Coldcut, og - s’føli - også joken Girl Talk der var på festival sidste år. For problemet med den her slags turntablism er lige netop at talentet ligger i helheden, IKKE i den tekniske detalje. Og her er netop Steinski (US) en gigant, og en sær lille størrelse der altså nu kommer forbi og viser hvordan der koges kraft på selve ursuppen til hip hop. En essentiel lektietime for enhver med lyst til at ”forstå” genren som musikalsk imperativ.

3.02. Hovedfestival - Højt – Hip hop Om søndagen bliver festivalen tragtformet, al musik lukkes stille og roligt ned, så det til sidst kun er Grøn (af forrædere kaldet for ”Arena”) der er åben. I den her fokusering har Malk de Koijn (DK) hele to gange fået lov til at slutte af og spille solen op. Siden har Roskilde fået den aldeles latterlige ide at placere obskure disconavne i den her tragt, men lad det nu ligge, og lad nu endelig ikke den her totalmangel på overblik skjule glæden ved malk-mønten-drengenes to, snart tre, fantastiske optrædener med bl.a. Nordens all-time bedste hip hop-plade, Sneglzilla (’02).

17

Musikalsk er pladen klart formuleret på A Tribe Called Quest’ ”lower end theory”, dvs. med masser af mellemkødsrystende bas i sporet, og dertil tekster der, måske lige Steffen Brandt undtaget, er unikke i Danmark i den forstand at de sætter sig fast – for at dukke op i uventede livsforhold, pludselig er de der, når man står der på en markvej og ser på kornet. Pladen er en genistreg og selv den promille af ikke-inkarnerede hip hoppere der endnu er tilbage, og flove er i, jer som endnu ikke har hørt den her plade, bør absolut unde sig en tidlig julegave ved at få den købt; stort set samtlige pladepushere har den til en flad 50’er, så der er ingen undskyldning. N.A.S.A. (US) er intet mindre end indie hip hop; og ikke siden Beastie Boys - dog bedst i remixhelvedet med Fatboy Slim - er en sådan kombo næppe set (og hørt). Og et navn der lægger sig i fin forlængelse af tidsånden hos f.eks. en M.I.A., der blander indie og house. På debuten The Spirit of Apollo (’09) ruller de to producere Squeak E. Clean og DJ Zegon især deres hip hop op med masser af trommemaskine på Miami bass/baile funk, men mest prominent i lydbilledet er nu stadig de mange, og interessante, downbreaks til rene tributes på lige netop Beastie Boys og omegn. N.A.S.A. krydsklipper lige så meget mellem henvisninger som de gør det mellem genrer - og opnår en dybt funderet intertekstualitet der, takket være deres klare talent, er noget mere sofistikeret end rene teknikker som f.eks. mash-up eller turntablism. I mindre bemidlede hænder var det her endt i en katastrofe. Her ender det i noget unikt og godt.

3.03. Hovedfestival - Højt – Indie Fra fuldlængdedebuten i 2003 til i år er det blevet til tre solide plader der har et glidende spektrum fra post-punk revival på garagerock, som The Strokes er Yeah Yeah Yeahs (US) fra New York, til en lidt mere moden og overvejet indierock; de er en trio, men i virkeligheden (læs: på en scene) kan man kun få øje på den karismatiske forsanger Karen O og hendes kjoler, appel og attituder. På plade lyder Karen O oftest som en fakir på den sømmåtte der er

bandets dirrende garage og småt brændbare instrumenter, og det er jo egentlig godt nok. Men når hun/de så oveni sætter hastigheden ned

18

sker der yderligere magi, og alene den kronbladstore ballade ”Maps”, fra debuten Fever to Tell (’03), er nok til at møde op og nyde den her sublime stop-motion øvelse på skønhed. Som mastermind i Dungen (S) var Gustav Ejstes i 2005 forbi med sin gennembrudsplade Ta det lugnt (’04), i år er han så tilbage for at spille op fra 4 (’08). Af farmand har han lært sig grundsporet i svensk folkemusik, og den her græsrodsviden blander han så op med de forskellige afarter af 70’er psykedelika og free-jazz til en meget let, og dog alligevel godt ud-i-krogene-agtig, og behageligt miks der virkelig forstår at centrere sine kompositoriske ideer. ”Folkrockpsych” kalder han selv sin stil; og herligt nok! Bare er det lige at advare imod at manden ikke er den store sanger, og at der her godt kan afledes lidt opmærksomhed - specielt fordi han lyder lidt bossa-agtig, og ikke så lidt som en Bo Sundström fra Bo Kaspers Orkester! Nuvel: det sidste nys var vel så en advarsel til nogen, en sand salgs- og festtale til andre. Og nuvel! Musikalsk er Dungen noget mere improviseret end de svenske psykedelika-giganter i Soundtrack of Our Lives, noget mere jazz-orienteret, men dog klart nok garant for ekskursioner derud hvor politiet gerne lige tjekker hvad der er i piben. Når man hører Balstyrko (DK) og deres betydelige debut, Jagten på noget (’09) er det aldeles tydeligt hvor meget Blæs Bukki har betydet for tekstuniverset i først det dybdebas-orienterede outfit Malk de Koijn, siden i dancehallerne Bikstok Røgsystem, og nu, med teksten måske endnu mere ude på tøjet end nogensinde, i det her nye og slæbende og meget Weill’ske univers. Alt sammen altså i samarbejde med den, for meget, og dog allestedsnærværende Ane Trolle, og så ellers Ormen. En trio der har pimpet sig selv med en enkel og simpel rytme, den alene, og den med de to vuggende arme i vejret, og så ellers tekster, tekster og atter tekster. Lidt Bikstok er der så også ind over – på radiorotatoren ”Intet stopper helt”, f.eks. – og bevares. Men mest af alt er det her finspudsede, og lounge-agtige, pop-rammer om tekster, tekster og atter tekster. Og tekster der endog - og uf! – kan have det ret let med at falde i Peter Sommer-fælden, den med at forelske sig i en tanke om elastik – og så ellers tygge skævt på gummi i munden, for så at bide sig selv i tungen. Det her sker tydeligt på en sang som ”Blomster graven”, f.eks. I de her tilstande, hvor aforismerne bider sig selv, og bandet, i røven er lytninger sgu tragiske øvelser i at fare vild på blinde veje. Men de her ind- uden udgange er heldigvis få, og tak for det. Den fede og ikke-flyvende dronte (”dodo” på engelsk) uddøde jo fordi portugisiske søfarere først gjorde alvorligt indhug ved at tage dem med på skibene som levende køleskabe af kød, siden fik dyret så dødsstødet da medbragte rotter og svin løb vildt på øerne ved Madagaskar og åd de sidste æg i reden.

19

Duoen The Dodos (US) har siden 2006 taget fat lige netop her i evolutionen, fra bunden og op, og som en anden Fugl Fønix fra en dronterede, er de en levende opvisning i det bedste indie kan bedrive med psykedelisk folk og omkringliggende akustisk tilgang; læg dertil et imponerende noteapparat af melodiske og rytmiske ideer, specielt trommearbejdet fra Logan Kroeber; inspireret som det er af både afrikansk- og metalperkussion, sgu. Helt uretfærdigt er The Dodos et, endog også i inderkredsen omkring indie, ret så ukendt band, og noget af en hemmelig note som Roskilde her lister ind i programmet - og lige i hjertekulen af hvad det vil sige at være en ”progressiv” festival. The Dodos fortjener så absolut al den eksponering de kan få. Herfra, og med tak til Roskilde for initiativet, er forsøget i hvert fald gjort: ”We stand worlds apart”, synger Meric Long på ”The Ball”. Ikke mere! Alice i Eventyrland er jo en lillepige der går vild i sin endnu ikke gryende seksualitet – og endnu kun en sag for tiden på den anden side af horisonten, meeen! - men mest af alt en lillepige der farer vild i de ord der ligger som ursuppe i underbevidstheden; ser man på dem, som læser, skaber de sære tvillinger og store svampe. Præcis som at lægge ører til, at være lytter på Deerhof (US/JPN)! Bandet, med deres egen lillepige Alice i front qua Satomi Matsuzaki, er egentlig noget værre rod på plade (og så er det som om man ikke kan bøje nakken til et fortjent nys - uden at fabrikken har nået at spytte endnu en skive ud imens), men live? Der kan det her kaos af demoagtig pop og guitarer der redder sig glade i land som syngende strandvaskere, et soundtrack til en gansterfilm i gyderne bag kajen i Vejle, alt det her fløjtende fikumdik kan KUN blive godt! Paavoharju (FIN) er et kollektiv af asketisk kristne (!), formet op om brødrene Ainala, Lauri og Olli. Musikken, på nu to albums siden 2005, er sære barkskrab fra gamle ekkoer i skove, folkemusik i den mest nære og direkte dialog med sang, lette anslag på klaveret, kvindelig skønsang fra moser og mellem blomster, en guitar som taget ud af hånden på Page da han komponerede ”Stairway to Heaven”, og alt sammen vidunderligt smukt, og så klart bedst udført i det lille og aktuelle mesterværk Laulu Laakson Kukista (’08) (finsk for ”En sang om blomsterne i dalen”). Modsat et så, javist, skønhedssøgende band som f.eks. de alt for stærkt hypede Fleet Foxes (s. 69), er Paavoharju så afgjort alkymister i Guds barnekammer; musikken er IKKE bare smuk fordi den søger det smukke - den er smuk fordi den ER smuk. Og som sproget for en digter ikke skal stå i vejen for digtet, skal det smukke i musikken heller ikke stå i vejen for selve sangen. Den her nok simple, men også svære, balancegang mestrer Paavoharju og er derfor dragende alkymister i en sfærisk mose af kongevand. Hverken mere eller mindre.

3.04. Hovedfestival - Højt – Metal At skrive sig ind i forståelsen af Mason-Dixon linjen, præ-borgerkrigens grænsedragning mellem nord og syd i USA, er fint nok: men at skrive ”hele” USA, i form af Bush-administrationen, samt en

20

naturkatastrofe, Katrina, ind i sin definition af egen musik - det bliver pludselig meget klaustrofobisk, men anyways! Med metal er det jo heller ikke altid at det er logikken der ser ud af frontruden på førersædet. Således er vi af sted med Down (US), en supergruppe der egentlig startede for sjov i 1991 med Phil Anselmo fra Pantera i front, men ellers også med medlemmer fra så (relativt) store navne som Corrosion of Conformity og Crowbar. Stilen er så klart sludge: den sløve, tunge og mørke Black Sabbath-inspirerede doom i kompagniskab med løssluppethed på den aggressive og lyse punk i én stor pærevælling er recepten. Men ind imellem, og på nu tre glimrende plader siden 1995, bliver glasset nu alligevel shinet til med isterninger af southern rock, og vi har pludselig ”southern sludge”. Men aldrig nok, og da slet ikke gennemgående, til at sydstaterne - for alvor - skinner igennem i stilen. Lyden er dog så afgjort amerikansk, og venner til Volbeat, og Michael Poulsen da afgjort selv, vil klart føle sig hjemme når den her endnu tungere boogie end den danske bliver sat i effekt fra scenen. Så derfor! Og tilbage til det klaustrofobiske: Down VAR og ER et sideprojekt, og en rejse der startede blandt venner. At de nu har brug for at vrøvle om ”mening” (læs: tale dollar$ ind?) i musikken er egentlig ret sørgeligt. For den taler sgu klart for sig selv, og det med hæwiens mest tunge og smukke røst. 90’ernes corpse paint er ikke rigtig mode mere, og meget lidt er tilbage af den første generation af norsk black metal, flere af de store har sadlet om: Darkthrone laver nu jokende festpunk, Emperor er eksploderet til et spektrum af sideprojekter der mere og mere lyder som NWOBHM, og endelig er Satyricon (N) gået total bankerot. I 1992-3 var de ren black metal, så kom der en mellemtid i 1996-99 hvor de lavede mere ekstreme melodiske ting, og turnerede med Biohazzard, og fra 2002 er de så først sadlet om til poleret thrash (med Volcano (’02) og Now, Diabolical (’06)) for senest, på The Age of Nero (’08) at ende som en joke på Sepultura anno Chaos A.D. Senest var de forbi i 2002 med en ganske kompetent koncert; med den da aktuelle Volcano, men i ånden også de to efterfølgende - der alle som tre er klinisk renset for højdepunkter, men alligevel har en vis ildsjæl skåret ind til benet - var koncerten en tung isgletsjer der langsomt gled ud over publikum, og gjorde det godt. Det vil de klart gøre igen, og der er noget at glæde sig til. Men storhedstiden indenfor black metal? Den er definitivt slut. Hovedfestival - Højt – Metal – Bløddyrene Deler man headliner-spot med Megadeth, og spiller dem alligevel ud af huset, i KB Hallen, for så selv at vende tilbage året efter og sælge den samme hal ud – ALENE - ja, så har man et-ellet-andet kørende for sig. Og alene? I den grad at koncerten var nødt til at blive flyttet til den endnu større plads i Forum! Her er sgu nogen der har noget kørende for sig, og det er skam ikke højrøvethed: ”Counting all the assholes in the room/ Well, I’m definitely not alone”, lyder det på ”Still Counting” fra Guitar Gangsters & Cadillac

21

Blood (’08) – og vi taler naturligvis om Volbeat (DK) og en af de nye og både mere eksperimenterende sange - der er sgu et reggaeflow i svineriet (!) - men også med den, for hele produktionen i øvrigt, gennemgående Metallica-guitar. På Volbeats foreløbig tre plader har der nok været et par hits på hver: der var f.eks. den arketypiske boogie-rocker ”Pool of Booze, Booze, Booza” og Dusty Springfield coveret ”I Only Wanna Be With You” på The Strength/The Sound/The Songs (’05), og på Rock the Rebel / Metal the Devil (’07) var der radiofavoritten ”The Garden’s Tale” og ”Sad Man’s Tongue”. Sidste år kom så den tredje og klart mest eksperimenterende, og her var højdepunkterne ”Maybellene i Hofteholder” og så endelig ”Mary Ann’s Place”; det smukkeste Michael Poulsen & Co. endnu har bedrevet. I hvert fald indtil Pernille Rosendahl afslører for meget af sit plukkede sangfuglebryst... SÅ! Går det sgu galt... Men det er de her skæverter vi gerne tilgiver i det her meget Elvis’ske og Johnny Cash’ske univers på boogie og metal; americana med en glæde der kun kan undertrykkes med bajere og fest. Det er nu tredje gang at de er på Roskilde, sidste gang som åbner i regnvejrsåret på Orange i 2007, og ud over Grøn Koncert under man virkelig at bandet får deres fortjente gennembrud i USA. Bestemt! For Danmark ligger sgu i forvejen fladere end en småkage i et elefanthus. Hovedfestival - Højt - Metal - Ekstremerne Solen skinnede, året var 2004 og det var fredag og David Bowie havde meldt afbud med sin skulder – og hvad gør man så? Tja, selvom de, sagde hunden, havde udsigt til en 1600 kilometers ekstra tur i bussen fra optræden i Prag dagen inden, og hurtigt skulle ud på asfalt igen for at spille i Leipzig samme aften (!), så trådte Slipknot (US) alligevel til med en af de, og altså imod alle odds, bedste metalkoncerter i mands minde på Orange. Tighte, brutale og som en ørlende supertanker der prøver at vende i dit hoved – SÅDAN lød de, og SÅDAN vil de lyde igen. Dog med lidt mulig malurt i bægeret: det aktuelle album, All Hope is Gone (’08) har taget alt for meget farve af den karismatiske og geniale forsanger Corey Taylors sideprojekt Stone Sour: her er for mange ballader, for meget amerikansk stadion-lighter-sang. Og så, hen over

22

de mere brutale detaljer, lyder han sgu pludselig ret meget som Carl McCoy fra Fields of the Nephelim! Men fedest at de kommer fra Des Moines, Iowa – baghaven for John Wayne Gacy, en af historiens mest berygtede seriemordere; på DEN her sært gotiske fortælling er de klædt ud, i 2009 som bonus endog i et mere opdateret outfit, på DEN her gang gys og sortstrøm skal deres talenter nydes – og måske/måske ikke forstås. Svenskeren er jo svært leveringsdygtige i melodød - thrash og dødsmetal i lige dele omfavnelse og gravkantsdans - og den tunge kongerække indenfor Göteborg-scenen er jo legendarisk: At the Gates, Dark Tranquillity og In Flames - og mums! Men nu rykker så også Helsingborg med Darkane (S) der virkelig forstår at pumpe lytterens brystkasse om med den sære energi der ligger i den mest velsvejsede metallurgi - og det med melodø’ens særkende af soli, skønsangspassager og tekst der faktisk kan forstås. Ind over deres brutalitet varierer Darkane altså, og som genren nu siger det, med forståelige passager der, dog minus den forræderiske nu-metal del, minder ikke så lidt om senere In Flames møder danske Raunchy og deres unikke tilgang til pop og (ægte) metal i et. Darkane kan virkelig det med at galoppere en hel smedje ud over en pløjemark - og få fede fugle til at synge med imens. Darkane er virkelig et metalnavn der kan samle alle de gamle övhulla, hentehårsgenerationen for hvem metal var noget der kun fandtes i 80erne, og så de (rigtigt) unge der er til (endnu) mere simpel MTV’n’Boogie-mædl. Hovedfestival - Højt – Metal – Avantgarden Mesteren og hans lærling, Neurosis (US) og Isis (US) blev grundlagt i henholdsvis 1985 og 1997 og kommer nu forbi med to generationers udgaver af post-metal; den moderne og opdaterede metal med mere vægt på struktur og arkitektur end på (alene) de monolitiske eksplosioner. Neurosis er en sammenblanding af udladninger på metal classic, industrial og punk, indåndinger på doom og dark ambient og et tekstunivers der flyver i vinden på indadvendte refleksioner i den her musikalske himmel af et ilttelt. Neurosis er så langt mere til det rene metalfolk end Isis. Isis er derimod noget mere orienteret mod de repetitive midler i formen; kort sagt er de post-rock’ede. Vokalen er klassisk doom’et ved at være skiftevis skrig, growl eller sang, instrumenterne tunet på feedback og dynamikker fra højt til lavt. Isis er måske ikke så meget et adrenalinkick til den rene DNA blandt lyttere af metal - men så til gengæld vil de klart trække i dem der er til indie og post-rock. Aktuelt er der at sige at selv om Isis er omkring med den solide Wavering Radiant (’09), er det nok stadig klassikeren Celestial (’01) der må gå for at være mesterværket i bagkataloget. Med Neurosis er det derimod noget mere svært at slå søm gennem det klare karrierehøjdepunkt - deres indflydelse er nemlig så stor at en stil som f.eks. post-hardcore næppe ville have eksisteret uden dem.

23

Derfor kan nye ører skam let få smag for dem ved ”bare” at lytte på den seneste, den rene og solide sludge metal-skive Given to the Rising (’07). En aldeles glimrende start.

3.05. Hovedfestival - Højt – Pop En gang til oktober skulle I Got You on Tape (DK) være klar med opfølgeren til først debuten I Got You on Tape (’06) og siden 2 (’08). Men helt tomhændet kommer de dog ikke: et komplet remix af netop 2 er skam gratis til fals for dem der vil. Og alas!

Med så usædvanlige rødder som fødderne i vand i jazz formulerede de en glimrende gang Bowie pastiche på debuten; dog en særdeles ujævn plade (og ”ujævn” betyder her at de er så strittende og følende at det meste bliver ”kedeligt” - men lad os nu bare være venlige, ok?), men dog med den fantastiske ”Doctor Watching” på sig. Opfølgeren & remix er slet ikke værd at nævne. Og dog! Åbneren, ”Dumping the Motorheads”, har nemlig noget nær det samme sitrende mål for øksen mod rygraden som forsanger Jacob Bellens’ sideprojekt Murder (selv på Roskilde i 2007): en genial duo der toppede allerede på startstregen; for debuten, One Day From Now It’s My Birthday (’05), startede nemlig med den isnende ”Kerosene and Rags”. Og siden har verden været en anden. Men! Bellens er den eneste til at bære den her fulde magi, og vil fortsat være den eneste. De afdæmpede og søgende sange i Murder er så afgjort det der passer bedst til mandens martrede sjæl og så ubetinget beundringsværdige tekster. Så hvis man vil have det fulde udtræk er det SÅDAN man skal fange Danmarks vel nok mest interessante vokal lige p.t. Og IKKE som hjerne i et lettere kedeligt artrock-band (læs: snart som en gang lounge-remix af Roxy Music, snart som latte og jam foran en kunstudstilling), og ”kedeligt”?! Igen?!

24

Fordi deres musik og ideer, de være sig nok så ”fyldige”, ALDRIG kan udfylde tomrummet når Bellens tager sig en indånding af tekstombrydning på sit martrede svar på selve livet. Og, ja! Der blev skrevet SELVE LIVET! Og hvorfor så en placering i ”Højt”? Fordi en så vigtig kunstner, en skriver på overlevelsesmusik, kunne feje alle peruvianske panføjtespillere op fra Strøget, stikke dem papkasser, grydeskeer og kasseroller og gøre dem til hele sit backingband, og ALLIGEVEL – alligevel vil han stå dér og være selve den syngende tragt hvor ethvert fokus bare faaader! ud. Og over til en ny bevidsthed. DERFOR! Om man er til den mere homogene Definitely Maybe (’94) eller den noget mere hitspækkede (What's the Story) Morning Glory? (’95) er vel et fedt – og dog! De store hits på den sidste har nemlig to spor: f.eks. band-hittet ”Wonderwall” – i sig selv så stor en perle at den vil give bandet adgang til alle rum i rockhimmelen – og f.eks. ”Don’t Look Back in Anger”, der noget mere lyder af singer/songwriter-materiale, af noget som Noel Gallagher har lavet for sig selv, for sin guitar og maksimalt et lille ensemble. Det vigtige er nemlig at Oasis (UK) siden har været, mildest talt, nede i en formkrise, bevares! Der gemmer sig perler, f.eks. b-siden ”Half Around the World” fra opsamlingen The Masterplan (’98), andre kunne også sagtens nævnes, men de her små glimt overstråler dog aldrig at ingen af bandets post-1995 plader overhovedet er værd at eje. Siden de to mesterværker har Manchester-drengene ganske enkelt stået på skulderen (læs: skuldrene!) af - sig selv. Indtil sidste år! Her kom nemlig Dig out Your Soul (’08), som, meget lig Definitely Maybe i øvrigt, ikke bringer meget væsen med sig mht. hits og storrotation på MTV. Til gengæld deler den en ganske overraskende tendens som deles med The Verves ligeledes fremragende Forth (’08); nemlig at HELE pladen har en volumen som var det kun et enkelt nummer, som var den en sømløs optræden uden pauser på en scene. Og ret smart tænkt, egentlig; i de her tider hvor plader ikke kan sælges, hvor smør på brødet kommer af ture på landevejen. Så med den nye plade i bagagen er Oasis faktisk mere moderne end nogensinde; for der er vel næppe nogen der, for alvor, har forvekslet britpoppens store veksler på The Beatles med nytænkning?! Men det er der altså nu, og i hvert fald da en skvis nytænkning på et stort problem faktisk, som gør at man trygt kan lade sig kaste rundt af bandets store hits – fra way back. Uden sidste års plade var bandet ganske enkelt en joke. Punktum. Og så det andet spor, singer/songwriter-sporet? Ja, det har Noel Gallagher jo allerede givet hints om at han har tænkt sig at forfølge i solo-sammenhæng, og da det nu en gang er ham der altid har orkestreret det melodiske er der jo pludselig åbnet en vej til endnu mere at glæde sig til. Oasis er tilstedeværende i nuet, og det var sandelig også på tide! Et bud et navn der er uundgåeligt i historieskrivningen af 80’er musikken kunne f.eks. være duoen Pet Shop Boys (UK) – godt sumpet ind i en omverden af hyttesko, ukompliceret pop på melodi og så dertil et eget destillerat af stil og snit i fremtoningen der giver et flot modspil til årtiets grimme hår og tøj. Det er nemlig ikke mindst Neil Tennants aristokratiske sang, i den afdeling kun overgået af Bryan Ferry, der har kastet den simple

25

synthpop ud i synkronbane med gud og hvermand. Deres musik er i den grad reaktion på puls at det er som om at de her været her hele tiden: Det er som om at de var her da teddybjørnen lå tilbage – afsuttet, forladt og gennemsavlet på hovedpuden, siden den gang den første forelskelse var drømt op til dans, og siden i år – hvor det nogenlunde album Yes (’09) har gjort dem lige så uomgængelige som da de spillede regnen ud af skyerne på Roskilde i 1997. Og med Elvis’ ”Always on My Mind” i lommen har de jo bedrevet verdens bedste cover. Uden mindste diskussion. Og ingen tvivl om at computerdrengen Chris Lowe vil ende som CPU og cyborg i en af sine egne maskiner, og ovenover vil Tennant genfødes som discokugle. Det her er et af årets absolutte højdepunkter på Roskilde. Kanye West (US) behøver vel ingen intro; egentlig en producer der selv begyndte at rappe, men det faktisk uden overhovedet at have skills (som de siger på gaden) til at rappe; med masser af Timbaland’sk autotune er den nye, og fjerde, 808’s & Heartbreak (’08) da også gået planken ud: som for R. Kelly kommer manden nok fra hip hop og r&b, men er i virkeligheden pop, og dermed basta. Da manden var på Orange i 2006 lagde han allerede dengang pladsen ned med strygere, korpiger og charme. Og ikke mindst et bagkatalog der nu altså er oppe på at tælle fire pop-perler – og uden mindste tendens til at formkurven ser ud til at dykke. Og med den nye, og både minimalistiske i instrumentering (beats fra den tørre Roland TR-808 trommemaskine), og nærmest demo-agtige kompositioner har mesteren faktisk bare lagt endnu flere alen til sit geni: bare åbneren, ”Say You Will” er jo, lige netop, en tyk streg under hvordan nedbarberet pop kan være en skinnende himmelsøjle. Hvor Simple Minds/Jim Kerr er en våd bagskid på U2/Boner er Coldplay (UK)/Chris Martin en tilsvarende fartstribe op og ned ad ryggen på Radiohead/Thom Yorke. I bagkataloget er der dog, og bevares, argumenter for ikke at lade fejlskuddet ende i en abort: lige fra bandets gennembrudssang med ”Yellow” (’00) til sidste års skæring ”Viva la Vida” har bandet været garant for hits – og det i en sådan grad at Capitol neddroslede sine børsnoteringer da pladen X&Y blev forsinket i 2005! Jamen! Og dog kan udviklingen fra ambition til pengemaskine ret så tydeligt ses/høres på netop de to sange ovenfor: fra introvert og indieficeret pop til storladen og strygerbesat stadionpop/rock. Bandet er musikkens svar på candyfloss: masser af tomme kalorier i lyserøde farver og spræl; de er derfor nok dem der bedst af alle i år vil fylde både Orange og pladsen foran. Og hvis så bare man lige husker at drikke sig i vatter med en fuld sverigesbåd inden - er der vel heller ikke noget galt med det? På en blanding af poppet ska - den specielle engelsk/jamaicanske soulpop på caraibica - har Madness (UK) siden 1978 holdt skruen i vandet - dog med to bandopløsninger undervejs, hvoraf den sidste sluttede med de to legendariske Finsbury Park genforeningskoncerter i 1992.

26

Siden har de holdt sammen, og fremstår nu med den originale besætning, ja! Selv de originale producere er igen med om bord - dog på et dæk hvor der nu hersker en noget mere kollektiv tilgang til sangskrivningen; en opgave der ellers tidligere var primærsangskriver Mike Barsons suveræne opgave. Men med ikke mindst forsanger Suggs’ stærke soloalbums gennem årene er de her arbejdsgange nu blevet mere jævnt fordelt, og det høres - desværre! Det aktuelle konceptalbum, The Liberty of Norton Folgate (’09), og den første plade med originalt materiale i 13 år, er nemlig ikke et stykke arbejde der lægger ret meget andet end en tør konstatering af tilstedeværelse til det ellers imponerende bagkatalog af fine sange. Desværre. Men bagkataloget! Madness selv er opkaldt efter et nummer fra ska-legenden Prince Buster, og fra ham har bl.a. lånt deres første, og ret så markante, hit: ”One Step Beyond”, en ren og markant 2 Tone standard; og den blanding af new wave, rocksteady, ska, pop og reggae der i starten var let at identificere som lyden af Madness. Men bandet kan nu også godt selv, og af egen avl - og primært på egen og sikker stil på soul, pop og ska - er singlehits’ne jo imponerende, f.eks. ”My Girl”, ”It Must Be Love”, ”House of Fun”, ”Baggy Trousers”, ”Michael Caine” - det stærkt undervurderede mesterværk; en finurlig og overruplende lille perle - og, endelig, monsterhittet ”Our House”; det eneste nummer der fik to fremførelser i kultserien The Young Ones, og en skæring der siden har levet sit helt eget liv, bl.a. er blevet slagsang for en (på gulvet?) tabt generation på Jagtvej nr. 69. At komme helskindet rundt om en hel plade har aldrig været Madness’ største bedrift, og det kan selv et konceptalbum ikke rette meget op på, men det er nu alt sammen også lige meget: som medrivende hitmaskine er Madness velsmurt, og som sammenspillet koncertmaskine er de, og har altid været det, et brøl og et gab på vid - og derfor så klart årets mest nødvendige legendeband.

3.06. Hovedfestival - Højt – Reggae Det må være bittert for altid at blive målt og vejet på en fænomenal debut, men det er ikke desto mindre tilfældet med Pablo Moses (f. 1948) og roots-klassikeren Revolutionary Dream (’75). Og nok er Revolutionary Dream en klassiker, men så heller ikke mere. Her er intet der kan måles på en richterskala. Anderledes med U-Roy (f. 1942), der slet ikke vil huskes for nogen som helst plade, men helt og holdent for at han var manden der opfandt ”toasting”; det at vælge populærmusik og mikse vokalen ned eller væk, og så stå med en mikrofon og synge egne tekster ind over. Senere blev musikken så remixet til dub af mesteren King Tubby, og ”toasting” var i sit fulde flor. Og ”toasting”? Det er selve genmassen til rap! Intet mindre. Samlet kommer nu de her to legender som Pablo Moses & U-Roy (JAM), og det lyder jo umiddelbart ret så lækkert. Og dog! Sidste år holdt Roskilde, sikkert efter gode råd, pause med legenderne; i 2007 havde vi nemlig ikke mindre end to knapt så livlige af slagsen: The Congos, og med dem gik det egentlig

27

udemærket; en stenet optræden af gamle mænd, men med Lee Scratch Perry gik det jo helt galt, gik det hele op i hat og briller (bogstavelig talt!). Så udsigten til at se på reggaelegender er lige dele besnærende og en satsning. I bedste fald kan pensionisterne lyde som sig selv, i værste fald får man lyst til at smide voksenbleer og rolator op til staklerne. Lad os bare håbe det bedste.

3.07. Hovedfestival - Højt – Rock Underligt at navnet Ulf Lundell (S) er at finde blandt de små på plakaten, men lad det nu ligge. Fakta er at mandens indflydelse på svensk rock næppe ikke kan overvurderes; siden 1975 er han skiftevis blevet kaldt for Sveriges Dylan, Young eller Springsteen. Imens personifikationerne har stået på har han kørt sidelæns ud af den kunsteriske rampe som ikke mindst digter og forfatter - ført en skrift inspireret af beat-poeter, specielt Kerouac og Ginsberg. I Danmark har vi jo ingen alfaderlig rockskikkelse, det tætteste vi kommer en person med Lundells talent og orientering er nok Johnny Madsen, men hans øjne er noget mere rettet mod folkemusik og Norden, fremfor USA og rock. Men som sagt: Lundell er et svensk fyrtårn.

Da Manson-klanen i 1969 bl.a. myrdede Sharon Tate i et hus i Beverly Hills skrev de ”Pig” på væggene med blodet. Et kvart århundrede senere flyttede så Hr. Trent Reznor ind med sit alter ego, sit bandnavn Nine Inch Nails (US), kaldte studiet Le Pig og lavede mesterværket The Downward Spiral (’94). På albumet lå også ”Hurt” og den blev så tolket af Johnny Cash i 2002 – i en lige så sært

profetisk opfyldelse af intentionen med at indspille i blod: i videoen er giganten lammet midt i sine flashbacks på livet, kan næsten ikke bære dem, men konen, June Carter Cash, kommer så ned ad trappen og lægger en trøstende hånd på hans skulder.

28

Kort efter var hun væk, og Cash fulgte hurtigt efter på rejsen. Man mødes i døden, og den her, for det er det jo i virkeligheden, musikalske brutalitet, rejsen fra vugge til grav, er lige netop et af de frygtelige steder som Reznor formår at puste op - og punktere igen. Den ikonografiske single ”Head Like a Hole” (’89) har nok kun sin lige hos Ministrys ”Just One Fix” (’91) i deres klare egenskab af essens i industrial: at tolke flyvende jernplader fra et eksploderet skibsværft som musik; det som arkitekturens store og imploderende psykologi handler om. Nine Inch Nails er, også med de senere års mere stille og kontrollerede produktion, en sjælden hudens psykologi; krænget ud og sat på nye kroppe, og, i sin sjældne essens af lige dele rockpsykoanalyse og -psykofarmaka, så klart et must. Højt – Rock – Eksperimenterende Tre mand høj på bas, sax, trommer og elektronik. En start i kunstnerlivet med at komponere og optræde med teatermusik, men nu friske og i gang med den vanskelige dialog der i sin tid blev startet af John Zorn, siden taget op af ikke mindst Mike Patton: punk, jazz, noise og metal i den store og udvekslende gryde. Læg dertil math rockens dissonante start/stop dynamikker og en kompositorisk (hvis man da overhovedet kan sige det?) nerve med tydelig reference til folkemusik, og man har pludselig den sære ordning der f.eks. kunne hedde Zu (I). Det er derfor ingen overraskelse at de har touret med Melvins og Patton i både 2006 og igen i 2008, og da slet ingen overraskelse at deres 13’ende (!) ordinære studiealbum nu er færdigmikset og linet op til at udkomme på Pattons vigtige Ipecac selskab. Og modsat Pattons millioner af sidegrene, der næsten - alle som en - lyder som ringe medicin mod tømmermænd, har Zu det med at have en sjælden, det er vel kun Melvins der kan være med her, og uhyre sensibel fornemmelse for melodien i støjen; som at sætte et stetoskop til hjertet, så larmer det jo også. Men alligevel er der følelser indeni, og det er dem som Zu udforsker. Med stor gæld til det teatralske, så klart. Og så afgjort et vigtigt band der sender dig på rejse - på dine lukkede øjne. Med deres slo-mo prog-punk - i mindre sikre hænder er stilen snublende nær emo - skulle The Mars Volta (US) have været forbi i 2005, men måtte, til stor skuffelse for mange, desværre aflyse pga. sygdom. På stærke vinger og flyvefærdige ud af asken fra At the Drive-in har de foreløbig begået fire ganske gennemførte rockskiver, den første, De-Loused in the Comatorium (’03), er stadigvæk klart referenceskiven, et rent konceptalbum, og et sjældent virksomt eksemplar af slagsen, der med sin opfindsomme blanding af free-jazz, hardcore og psykedelika faktisk satte noget af en standard for post-punk i fartstriben af neo-psykedelika. Absolut et band for dem med afklaret smag, såvel som borderlinere; de sære fans af skin og vulgariteter, af det der ligner som f.eks. Red

29

Hot Chili Peppers – og i hvert fald til dem der stadig står til at redde. Hovedfestival - Højt – Rock – Singer/songwriter Alle os fra provinsen kender ham: til den absolut sidste fest med kliken var det sidste glimt vi fik, det fik vi af det ødelagte geni, ham der gik et par klasser over os, poeten der nu sad på Jernbanecaféen og var alt for bange til at tage toget ind med sine digte. Krostolen havde slået rødder. I Skanderborg hedder han, åbenbart, Bo Ark, og hans proselyt er nyligt vendt tilbage - på den omvendte rejse, og for at mindes op i nutid, hvad der ellers ville være forsvundet.

Vi taler naturligvis om Peter Sommer (DK), og på en finanskrisesikker konto af pop og let indie taler vi om et genial plade, og en totalfuser fra bandet Superjeg, vi taler om to jævne singer/songwriter-plader, måske mest af alt med hittet ”Valby Bakke”, og nu en totaludskrab af næsen på C.V. Jørgensen (og lidt Henrik Hall, Johs. V. Jensen og Tom Kristensen) med Til rotterne, til kragerne, til hundene (’08). Og en musik der - på den aggressive side, f.eks. i titelnummeret – jo tydeligt kører på drifter fra nordisk folkemusik, og IKKE på rock; en detalje der er vigtig, men også sørgeligt overset. Alle der er fans

30

af den her plades ”nye” lyd, burde jo også være fans af f.eks. Hedningarna – men det er I jo ikke, vel?! På den her måde at kategorisere var så dagens første lakmus til Peter Sommer og til hans lyttere. Den næste skal følge snarest. Ifølge ham selv er det først på det seneste bidrag at han har lært at synge, og man tror ham: og skal man tage Sune Wagners ord for pålydende er han jo helt oppe i klasse med netop C.V. Jørgensen mht. tekster, og når de er gode, har han sgu ret: dog har vi en akse kørende igennem alt, ja: ALT! At ordene er knappe, har det med at genbruges, specielt som tema ses f.eks. af at ”Fodboldkamp”, fra Superjeg-debuten Alt er ego (’02), spejles nypudset i den nye, i ”Rødt kort”, og at debutens ”8-6-6-0”; Sommers første sang - nogensinde - i øvrigt, jo er genindspillet på Destruktive vokaler (’06), og aksen? Ja, den findes jo bedst af alt i titlen til fallitboet Øst/vest (’03). Og geniet? ”Digteren” Bo Ark? En samling blev det til, Ordsovs (’85), og det på et print af ordinære tekster, men dog alle klart afsluttet i den typiske og afviste stil som f.eks. Søren Ulrik Thomsens Noget af (’70) eller Mikael P. Josephsens Alkoholine (’86): samlinger hvor forfatteren tror så meget på eget geni, at han ikke kan tro på forlagenes ”Desværre”. Og samlinger der senere, klog af skade, er strøget af forfatterskabet – dog er der nogen der bliver ved med at huske Ordsovs, og det er jo selv et ret stort ”Desværre” værd. Sådan føler Peter Sommer det: den nye er, åbenbart, skrevet i Bo Arks værelse, og det er jo egentlig fint nok! Men lad nu manden pines til at høre lakmusprøven Øst/vest i ny og næ: pladens ulideligt overlæssede og dobbelttydige sprogspil, forelskelsen i sproget - fremfor sprogets virkemidler og buddhismens klare begreb om ”Mayas slør” er en fælde Sommer stadigvæk falder i. Også om vinteren! Sidste linje ar faktisk en parafrase over Sommer når han er værst – og drej nu bare din vatpind til den alt for fuldjævne sovs på de første linjer af den første sang på den nye, osv. - men mest klæg er nu linjen, og specielt kunstpausen efter, den her graffiti på de små vinger på endnu mindre ord og dansesko: ”Jeg kan ikke se skoen for bare tæer” (fra ”Man hamrer løs på en åben dør” (!) fra Destruktive vokaler). Og de store linjer? Hvordan man tager møgdommen på en lille sang og med vold? Bare hør den aktuelle ”To bække små”, og hør hvordan man IKKE skal jonglere sprogspil... ”Desværre”! Med plader i 2002 og 2004 formulerede The Libertines to udspil der KUN kan battle sig selv om at være det bedste der er lavet af post-punk revival. De to tyngdekræfter i bandet, Carl Barât og Pete Doherty, var så tætte at de, vistnok, havde formuleret en selvmordspagt, men det hele endte nu ”lykkeligt” alligevel. Dog med et lidt bizart indbrud af Doherty hos Barât, men hva’ fa’en! Det her ER jo showbizz. Barât fortsatte nu sit eget spor, og Doherty sit i Babyshambles og til to plader der begge var, mildest talt, ret så ujævne; dog havde Down in Albion (’05) det store hit ”Fuck Forever”, men kunne slet

31

ikke skjule at pladen, og endnu mere efterfølgeren Shotter’s Nation (’07), var indie-stiløvelser og oppustede demoer. I år er Doherty så, åbenbart, kommet ud af stoffer og vaklen i egen skygge og på den anden side, nu som Peter Doherty (UK) - og det med den fremragende og afdæmpede Grace/Wastelands (’09); et udspil der passer perfekt ind i først grundstilen af ufærdighed hos Babyshambles, siden lyder som hvis Morrissey besluttede sig for at lave en søgende og ikke-navlepillende (!) singer/songwriter-plade. Grace/Wastelands har ingen større højdepunkter, men er alene en komplet og livsvis muzak til en vandretur i livets store supermarked; lidt tv, lidt kærlighed, lidt sol på krop og i øjnene, lidt følen sig selv rundt i verden. En fin lille plade. Og på den måde har musikeren - kontra mediefiguren - Peter ”eks-Pete” Doherty nu gjort sig selv fri af forudsigelighed og kassetænkning: vi har dog stadig ikke set bunden af mandens massive talent, og vil nok heller aldrig gøre det. Men med så charmerende og naturligt et udspil som Grace/Wastelands gør han sig dog, og endnu en gang, aldeles uundgåelig for den seriøse lytter på seriøs musik. Mht. kvindelige singer/songwriters er vi forkælede i år, for vi har nemlig hele paletten - fra Jenny Wilson (S) til Marissa Nadler (US), fra skønsang, malet med så suverænt valgte midler at de virker store, til en helt anden tilgang på detaljer der er mårhårsmalet med følelser i destillat. Jenny Wilson kommer fra en indiebaggrund i de aldeles fremragende First Floor Power, (ret) groft sagt Sveriges svar på Belle and Sebastian, og tager indietilgangen ganske sømløst med over på hendes helt egen, og klare, tilgang til pop: Først på det fine akkompagnement til funk-house på debuten Love and Youth (’06), siden med det ekstra twist i midlerne der er både aparte og logiske i samme ombæring; nemlig hvad det er der sker på den aktuelle Hardships! (’09) - med en stemme på ren glidebane i samtale med sangteknikker fra r&b og i helt nye omgivelser. Marissa Nadler er derimod noget mere romantisk anlagt, afsøger de lidt mere feminine sider af følelser med sang og tekster - en slags mørk udgave af Enya, bare på folk og americana, engleblid drømmepop og melankolsk singer/songwriter i stedet - og en katalog af sange der er sært sluttede om microverdener, som myretuer, der nok er små men i virkeligheden hele universer i sig selv. Musikalsk er Nadler dog betydeligt mindre opfindsom end Lewis, og skal man være lidt ond kan man sige at Nadler har samme lidt skabelonagtige tilgang til melodi som skotske Dot Allison, og sandt! Det er nemlig ikke for ingenting at Nadler er større i Europa end i hjemlandet; at tabe sit selv i den gamle verden, at bliver verdens mindste verdenshistorie - i hver sang - DET er Nadler. Så med de her to har vi nok til hver ende af dagsformen: fra udadvendt og festlig på et groove til mere introvert og på glidebane ind i følelser i akustisk og atomart udbrud. Nok en ulige duo, men alligevel et tagselvbord der er ret godt set af Roskilde.

32

Hovedfestival - Højt – Rock – Alt.country Et hurtigt cv der taler om en fødsel i 1953, et tidligt kunstnerliv opvokset på folk a la Baez og Dylan, og det alt sammen uden selv at have haft, har, og nogensinde vil få, nogen stor stemme selv. Siden hen stærkt etableret i sin helt egen gryde der koger lige meget over på country, blues, folk og rock, og - det her lyder sgu da pludselig som røvballe?! Niks! Efter lidt prøven frem og tilbage i livet var Lucinda Williams (US) i 1988 at finde på det hæderkronede engelske indieselskab Rough Trade, og her var hendes mærkevare klar: tekster om omstyrtet kærlighed (og sex), om at søge til grænsen - og vende hjem igen med moralske tømmermænd: et output og en stemme der var sikker og uafrystelig og snart blev hendes sange da også succesfuldt tolket ind i hjertekulen af kolleger som f.eks. Tom Petty, og, ikke mindst, Emmylou Harris på hendes geniale Wrecking Ball (’95). I 1998 finder vi Williams i armene på Rick Rubin og resultatet er så den relativt kedelige Car Wheels on a Gravel Road (’98); en uinspireret plade på ren country, en plade hvor den originale kunstner Lucinda Williams var faretruende fraværende med den ellers sædvanlige høje standard på singer/songwriter-outputs - men! Fra 2001 har hun været på Lost Highway, en underselskab af Universal, og siden har produktionen været højere end nogensinde, formkurven stødt stigende; fra den minimalistiske, følelsesladede og stærkt bedårende Essence (’01), over nøgleværket World Without Tears (’03) til West (’07); en plade så klart, når tiden har talt, endnu en levende kontinentalplade i produktionen - til den tid nok også en plads som damens bedste, og dog allerede nu noget af en lektie i fjæset til alle alt.country wannabees - men! Sidste år kom så den røvsyge og horisontale Little Honey (’08); en plade kun bygget op af sovepiller komponeret på bluesrock - og som tillader sig den frækhed at ende med en cover af AC/DC’s ”It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock’n’Roll)”! Den første plade hvor den her omtales frygt for røvballe pludselig griner dig de store kinder op i fjæset... Vi må derfor ikke håbe at hendes seneste output er en spejlrefleks på den aktuelle dagsform, men at et tilbagelæn i den absolut vigtige produktion op til er det der bærer hende igennem hendes optræden på Festivalen, og er den det? Så bliver det her ren opvisning. Og shootout. En af de alt.country navne Williams dog næppe nogensinde vil kunne lære noget er så absolut M. Ward (US), en ener i særklasse, der hvor kun den gamle samarbejdspartner Howe Gelb (Giant Sand, m.m.), og den geniale Will Oldham (Bonnie ’Prince’ Billy', m.m.) hører hjemme. En fokalt samlende musik, og et sted hvor man hører terrassedøren knirke ud til en grænse mellem arkitektur og træer, mellem natur og kultur, americana fra hjertet og op, og et univers i absolut essens. I år er tanken kørende på Hold Time (’09), mandens sjette soloalbum - og endnu en overbevisende udladning af inspiration og overskud, og siden 2001 nr. seks i rækken af forbløffende albums, hvor det dog nok stadig er den vigtige Transfiguration of Vincent (’06) der står ud som helt outstanding. Men her er der måske alene tale om personlig smag, og indrømmet. Men at INGEN af mandens plader er så meget som et lysår i glimt fra at være uinteressante er dog stensikkert.

33

Hvor Gelb og Oldham ofte er bandorienterede singer/songwriters på den salte amerikanske jord, er M. Ward nok mere beslægtet med enere som Conor Oberst (Bright Eyes) solo og Bill Callahan (Smog) solo; storspillere i en liga der er helt sin egen. Hovedfestival - Højt - Rock – Punk og støj Den sære garagerock, som missing link mellem ’77 punk og new wave, er gennemført på Sort Sols klassiker Everything That Rises Must Converge (’87). Og næppe hørt ordentlig siden - og i hvert fald ikke så effektivt som nu med Cola Freaks (DK) fra Århus a’, der nu har kastet det her miks ind i kampen på foreløbig tre syv tommere og en split. Sangen er på dansk, navnet er godnat, opkaldt som det er efter en sang fra de danske proto-punkere Lost Kids, og med de her odds imod sig har de alligevel nået at turneret U$A i ikke mindre end 39 stater (!) i 2007, og i 2008 vendte de så tilbage som opvarmning for Jay

Reatard (selv på Roskilde sidste år, men lad det nu ligge). Energien er i balance med udtrykket, dvs. at instrumentering og sang er i balanceret og homogen dialog - og sådan skal punk sgu være! Vil man alene ha’ energi til sin skalle kan man lige så godt købe en brændeblok og en mukkert - at omsætte energi til f.eks. punk er det letteste i verden. Det bliver først for alvor sjovt når energien faktisk tager bølgeform - bliver straks til puls og siden et blodtryk lige før eksplosion. DET er Cola Freaks.

Skal man sætte en definitionsramme om The Bronx (US) må det være Motörhead omsat til punk og så opkastet lidt grunge a lá Alice in Chains ind over de mere følsomme passager. Tre plader har de ude; alle tituleret The Bronx (I-III) og på eget selskab, White Drugs. På plade er bandet uhyre økonomiserende, vælger med omhu og finder, af en eller anden uforklarlig grund - og det er derfor de er go’e, altid de bedste løsninger, falder aldrig i hverken de lette fælder eller den store der hedder ”kliche”. Melodi OG energi er recepten. Og så deres liverygte! Ikke bare har frontmand Matt Caughtran arbejdet godt med smøgerne og whiskyen inden bandet gik i studiet, men på en scene står de med front, konfronterer os med deres musik. Og det en musik der, af en eller anden uforklarlig grund, allerede på plade forstår at pode underbevidstheden med en forventningens glæde til det her band på de skrå brædder. Wavves (US) er guitarist Nathan Williams, på en scene suppleret af trommebasker Ryan Ulsh. Der spilles en slags surfet og punket singer/songwriter på gennemgående støjguitar - og det sandelig med rockens fineste attituder: den 28/5-09, i Barcelona, stod Williams pludselig og svinede publikum og råbte at ”I’m on ecstasy!”. Det var for meget for Ulsh, der stormede frem og tømte en bajer over Williams - og så gik publikum ellers amok med flasker og sko.

34

Dagen efter undskyldte Williams det hele med stress og at optrinnet skyldtes ecstasy, valium og xanax (medicin mod angstanfald) - og så oveni (naturligvis) det obligatoriske alkoholproblem, og resultatet? At resten af den europæiske tour, inklusive Loppen i København den 14/6, måtte aflyses. Men allerede den 3/6-09 var Roskilde klar til at præsentere fænomenet! Og fint, for musikken skal da absolut tale for sig selv; så underligt oscilloskopisk den er på en guitarstreng, så utroligt, ja, lige netop bølgeformet og uhindret den finder vej gennem ideer, eller rettere: lyder som om den, musikken, finder på ideer undervejs og i lytterens ører. På nettet er der megen hype om den her Sonic Youth’ske kompleksitet plus melodiøsitet i fulde mængder - og for en gang skyld må man bare sige at her er det i orden; og kan manden stå oprejst er her sandelig tændsats til noget stort.

3.08. Hovedfestival - Højt – Verdensmusik Årets så klart største navn indenfor verdensmusikken er med afstand ”det blinde ægtepar fra Mali”, Amadou & Mariam (MALI). Det er nok lige lovligt friskfyrsagtigt at nævne dem i rad med blinde genier - Homer, Milton og Borges - men det er i hvert fald tilladt at sige at de opererer på en sær og indre sensibilitet, skaber helt nye ting ud af det vi, som seende, umiddelbart ville kalde for ”tidligere erhvervet erfaring”. Men ægteparret har været blinde hele deres liv! Mødtes som blinde i en tidlig alder, og har siden 1985 turneret verden med nok udgangspunkt i Mali - men med afsæt i hele verden. Deres hudnære bullseyes med musikken må altså stamme fra noget andet end ”refleksiv otium på blindhed”, MÅ betyde at det grundvand der bliver til overjordsfloder i den bedste musik - at det er en kilde som springer for alle som en. Blinde som seende - og dermed også at vi med Amadou & Mariam ser talentet i sin reneste form. IKKE som noget genkendeligt i os selv, men som noget definitivt i musikken.

I stadig dialog med sangen er hele tiden Amadous elektriske guitar, og tilsammen er deres materiale så sikkert og hitspækket, lyden så meget af ”rock” at de tager med Coldplay rundt til stadionkoncerterne i USA i juli, og tager i øvrigt også opvarmningen for Blur i Hyde Park kort forinden. Imponerende! I deres lyd (på plade) blander de instrumenter fra ikke bare Mali op med den elektriske guitar, men har også instrumenter med fra

35

Asien, Mellemøsten, Cuba og Sydamerika, og tilsammen et miks der er blevet kaldt for ”afroblues”. Men hvad man nu vil kalde dem og deres stil er så fløjtende ligegyldigt; det vigtigste er at de repræsenterer en absolut og afsluttet grad af talent omkring musikken. Her er ingen hype, ingen vaner, ingen tillært attitude. Her er alene musik og kærlighed gennem musikken. Den sært poetiske dybde der ligger i verdensmusikken er sjældent hørt så komplet som hos Issa Bagayogo (MALI) og hans kamele n’goni; en slags vestafrikansk banjo på seks strenge. Og kompleksiteten, opbyggelsen af melodier i lag hvor instrumenter og sang har hylder af ædeltræ i en stor og smuk arkitektur, minder i så stor grad om hvordan elektroniske musikere i Vesten arbejder; her er nok stor inspiration fra de store landsmænd Ali Farka Touré og Toumani Diabaté, men sandelig også en nerve for dansen som de her to, i virkeligheden, folkemusikere kun i mindre grad besidder/besad. Det er derfor næppe den store overraskelse at manden siden sluthalvfemserne er blevet kendt som ”Techno Issa”; og så sandelig en gylden læsesmed for selv den mest ordblinde novice på verdensmusik. Man skal ganske enkelt være tonedøv og -død for med Issa ikke at kunne høre de største linjer den smukkeste musik kan tegne. Selvom han var der i 2003 er Roskilde for en gangs skyld undskyldt for at slæbe endnu en gammel hest til truget; den 69-årige mester Tony Allen (NGA) og et ni-mands stort orkester der vil grave helt tilbage til den gang at legendariske Fela Kuti havde Allen med på trommer – og opfandt afrobeat. En blanding af mestendels funk og groove, men også lidt jazz og lokalkolorit har gjort at manden, ikke mindst, har været noget af et fyrtårn, specielt som gæste- og sessionmusiker, for bl.a. Damon Albarn fra Blur. Af egen artikulering, som solokunstner, har Allen nok toppet forlængst (muligvis allerede i 1978 med No Accomodation For Lagos), men kompetencerne, lyset i toppen af fyrtårnet, hele stafetten fra Fela Kuti fejler skam ikke noget. Damon Albarn har brugt, og forståeligt nok, Allen i egen produktion, men var verden nu velsignet med en verdensmusikkens svar på superproduceren Rick Rubin – ville Allens mere modne talenter klart skinne i samme format som Neil Diamonds og Johnny Cash’. Bare på nye himle, over andre verdener. Direkte fra junglen på grænsen mellem Congo og Angola fik vi på Roskilde 2005 Konono N°1 med deres traditionelle bazombo trance-stil. Forinden havde de, ved den samme læst, været aktive i 25 år, indtil de flyttede til storbyen Kinshasa, satte strøm til deres melodisektion af ”likembés” eller ”tommelpianoer” af tre metalstænger – men nu forbundet til en forstærker; en for bas, en for mellemtone og en for diskant. Alt sammen lavet af gamle radioer faktisk! Læg dertil trommer, fløjter og dansere. De blev så først alles kæledægge, blev så at sige til ”verdensmusik”, da Matthew Herbert og John McEntire, den sidste fra post-rock’erne

36

Tortoise, gav dem opmærksomhed, remixede dem ”moderne” og kaldte det hele for ”congotronics”. Og nok til at Björk i øvrigt hyrede dem til at vise deres kunst på Volta (’07), ved at levere varen på åbneren, ”Earth Intruders”. I 2007 ville Roskilde så følge op på succesen og hyrede de lige så gennemført spændende Kasai Allstars (CD) til listen, og ”allstars”? Skam fordi de er sammensat af medlemmer fra to andre bazombo acts, nemlig Masanka Sankayi og Basokin – navne der næppe vil vække megen genklang har på den anden side af Østersøen – for slet ikke at tale om den anden side af Congo-floden! Men ”allstars” i deres egen ret, og nuvel. Det gik hverken værre eller bedre end at Kasai Allstars meldte afbud, og Konono N°1 trådte til igen. Men i år! Nu skulle den næste generation angiveligt være i flyet og på vej med deres bazombo leveret af dans i traditionelle klæder og maling, to balofoner (en lokal xylofon), to elektriske likembés og to ditto elektriske guitarer, sangere, trommeslagere og ikke mindre end fem solosangere - i alt fjorten mand høj! ”Cumbia” er egentlig de colombianske slavers dansestil på primært afrikanske trommer og fløjter og selvom dens tætte kropsrytme er gennemgående hos kollektivet El Hijo de la Cumbia & Anasol MC (ARG) er det nu stadig de elektroniske drejninger på hip hop, på breaks og reggae der er så absolut de dominerende. Men også med en underlig, og original, følelse for hele Andeskæden som rygrad i en mægtig krop; man genkender ikke kun vestlig isenkram og cumbia hos ”cumbias søn”, men med brug af panfløjte og maracas også en ret godt ramt følelse af hjemstavn til kontinentet. På bestemt en stor og dansabel kærlighed. Det her er en afgjort talentfuld og inspireret hyldest. Ved siden af selv stå i butikken og bestyre beats, har El Hijo de la Cumbia følge på scenen af Anasol MC, selv ret gesjæftig som sanger og trommeslager. En fest! Og en fest der givetvis kan følges til dørs når bysbørnene fra Zizek Club ligeledes sender folk fra deres cumbia-klub, se bare s. 57. Bandleder og lutspiller Ichi var egentlig forsanger i et punkband i Beijing, men en dag opdagede han sin fars traditionelle musik fra Indre Mongoliet - ikke landet, men provinsen i Kina - og dertil en musik på violiner med hestehår, tostrenget lut og den århundredgamle strubesangsteknik kaldet for ”hoomei”. Hanggai (CHN) blev så projektets navn; og det mongolske udtryk for nomade- og krigerfolkets idealiserede verden af horisontbrede græsstepper op til en fjern bjergkæde; i grænsen mellem vandland og under den rolige og blå himmel. Projektet tager nok udgangspunkt i traditionelle sange, men udgaverne er så komplet omarrangerede, eller løseligt brugt, at resultatet på den besnærende debut Introducing Hanggai (’08) er så smukt som dage uden ende på himmelen. Her skelnes mellem langsomt og hurtigt, og en sang som f.eks. ”Wuji” er et godt eksempel på det sidste, og på hvorfor det her er verdensmusik, og ikke ren folkemusik: her hører man nemlig pludseligt tydelige anslag fra punken på de sarte hestehår, og en sang der, af

37

vores ører, og sådan ca. nogenlunde drejet mod Grønland, let kan synes eskimoisk. Hanggais droner flyder let og ubesværet over i en moderne instrumentpark på elektrisk guitar, bas og lidt let electronica. Men alt sammen så disret at det ikke fjerner den stærke måde så smuk en folkemusik her bliver formidlet. Hanggai er lige dele kærlighed og beundring. Og meget, meget smukt.

3.09. Hovedfestival – Højt - Stilliste Electronica/turntablism - Steinski (US) [M H] Hip hop – Malk de Koijn (DK) [M H] Hip hop/indie - N.A.S.A. (US) [M H] Indie – Deerhof (US/JPN) [M H] ; The Dodos (US) [M H] ; Paavoharju (FIN) [M H] Indie/pop – Balstyrko (DK) [M H] Indie/retro – Dungen (S) [M H] Indie/rock – Yeah Yeah Yeahs (US) [M H] Metal – Satyricon (N) [M H] Metal/boogie – Volbeat (DK) [M H] Metal/post-metal – Isis (US) [M H] ; Neurosis (US) [M H] Metal/thrash - Slipknot (US) [M H] Metal/melodød – Darkane (S) [M H] Metal/sludge – Down (US) [M H] Pop – I Got You on Tape (DK) [M H] ; Pet Shop Boys (UK) [M H] Pop/britpop – Oasis (UK) [M H] Pop/hip hop – Kanye West (US) [M H] Pop/post-britpop – Coldplay (UK) [M H] Pop/ska - Madness (UK) [M H] Reggae – Pablo Moses & U-Roy (JAM) [M & M H & H] Rock - Ulf Lundell (S) [M H] Rock/alt.country - M. Ward (US) [M H] ; Lucinda Williams (US) [M H] Rock/industrial – Nine Inch Nails (US) [M H] Rock/math – Zu (I) [M H] Rock/punk – The Bronx (US) [M H] ; Cola Freaks (DK) [M H] Rock/prog - The Mars Volta (US) [M H] Rock/singer-songwriter - Marissa Nadler (US) [M H] ; Peter Sommer (DK) [M H] Rock/singer-songwriter/r&b - Jenny Wilson (S) [M H] Rock/støj - Wavves (US) [M H] Verdensmusik - Amadou & Mariam (MALI) [M H] ; Issa Bagayogo (MALI) [M H] Verdensmusik/afrobeat - Tony Allen (NGA) [M H] Verdensmusik/bazombo - Kasai Allstars (CD) [M H] Verdensmusik/electronica - El Hijo de la Cumbia & Anasol MC (ARG) [M H] Verdensmusik/folkemusik - Hanggai (CHN) [M H]

38

4. Hovedfestival - Mellem

4.01. Hovedfestival - Mellem – Electronica At være så transcenderende et navn til mainstream at man er mere tæt på Grøn Koncert end TV2, Thomas Helmig, Niggergay og D-A-D – tilsammen - er vist ikke den store anbefaling? Men vist så er det efterhånden den trædesten der er den næste tilbage for Trentemøller: DJ Set with Live Guests (DK) (DK) og mandens popdrejning på den nok så berømmede ”kølige nordiske electronica” er jo ganske tilforladelig, findes vel på plade i ethvert hjem der værdsætter en go’ kop latte. Bare nævn monsterhittet ”Moan” med Ane Trolle og vi er kørende, så se det hvem der gider, jeg gider ikke. Og da slet ikke når vi nu er nede i remix og det improviserede dj-materiale; og ”with live guests”?! Hvad ellers? ”With dead guests”? Simsallabim! Og hvis dollars kunne stinke var Trentemøller en hund efter en luftrenser. Eller noget. Mere interessant er det at forholde sig til mandens protegé, talentet Mike Sheridan (DK), på de snart legendariske 17 år. Og 17 år? Det var jo alderen for store digteres hovedværker; f.eks. Arthur Rimbaud i Frankrig og Karin Marie Edelfeldt og Mikkel Thykier i Danmark. Så alderen forpligter!

Han var forbi sidste år på bastardscenen Roskilde Lounge, men i år har han så fået lov til at vise os hvad han kan på en rigtig scene. Og hvorfor nu det? Fordi hans debut, I syv sind (’08), siden er kommet ud, og derfor. Og man må sige at han prøver at ramme den poetiske tone fra starten; titler som ”Natteravn”, ”For tæt på” og ”Med små skridt” er, vistnok, et forsøg på at være netop ”poetisk”, men ender mest med at blive en parodi på Nordstrøm-titler. Musikken har ofte et skær vuggende ambient på rumklang og stjernekrans i kogeriet, ”Morgentimer”, f.eks., men så heller ikke meget mere. Mest af alt er det her trippen-på-stedet-øvelser i at komme godt rundt i maskinparken; og om mere avantgarde end om pop. Og Trentemøller? Mesteren? Hvor finder vi ham og hans indflydelse? Tja, som for de andre proselytter i Lulu Rouge, på Roskilde i 2008,

39

og i øvrigt selv remixet af Sheridan, kan ungersvenden jo ikke lade være med at kaste et par kvindevokaler ind over; Frida Hilarius tog sig et par minutter til at synge linjen ”stilhed i træerne” på, ja, ”Stilhed”, og Maya Albana fik æren at være ugens uundgåelige på P3 med skæringen ”Med små skridt”. Sheridan er, pr. nyhedstække alene, så langt at foretrække fremfor Trentemøller fordi den unge mand er frisk og vil frem. Til gengæld er den volumen som Trentemøller bringer med, både pr. vigtighed på plade, men også med et liveband på scenen, jo en noget mere tung slasker at rulle ud. Det blev uafgjort! Röyksopp (N) betyder jo rygesvamp, og så skulle man jo tro at psykedelikaen var helt ude i hampen når duoen Brundtland og Berge drejer knapperne op til deres resultater på downbeat og trip hop electronica, men nej! Fra debuten Melody A.M. (’01), den med det massive charmehit ”Poor Leno”, gik der lidt tom- og rundgang i toeren, The Understanding (’05), for endelig at ende i discoekses på treeren, den aktuelle Junior (’09). På pladen er der en perlerad af, ja, hvad ellers, kvindevokaler – lige fra Lykke Li til Robyn (begge på festival sidste år), fra Karin Dreijer Andersson (The Knife og Fever Ray; i den sidste konstellation er hun selv aktuel på Roskilde i år, se: s. 42) og til Anneli Drecker fra Bel Canto. En plade i to spor: næsten fransk på områder hvor især Air forlængst har kværnet rundt i den samme mølle, og eksperimenterende eurodance’sk på områder hvor lige netop gæstevisitten Robyn jo selv har fejret sejre – og nu også Karin Dreijer! I hvert fald er der ikke så lidt Giorgio Moroder’sk italodisco over baskeren ”This Must Be It”. Pladen vedbliver dog, endog på de hurtige spor, med at have duoens kendemærke på de sært slæbende toner; en rytme der ligesom kommer slentrende gennem sangene - og præcis som en rockstar ville lyde i et arcadespil! Og mon ikke det er den her tonesætning der, i tidernes morgen, har inspireret til bandnavnet? Man tror det. De skal nok levere en fest, men det er jo på ganske meget gammel jord; Röyksopp er en gammel traver af en øg der ikke gider at gå i fold, men heller ikke gider at gøre oprør. Den står bare der, leverer festen, og så ikke meget mere. Og det er vel egentlig også nok? Vel egentlig, ja. Symptomatisk var det jo at den københavnske spillested Rust havde hyret hele 25 dj’s til opvarmning for 2ManyDjs (BEL) i marts i år. En sjovseren af en vits som brødrene David og Stephen Dewaeles så ellers var nødt til at aflyse, men nok om det. Nu er de så sat til at komme forbi med deres stærkt medrivende mash-up; de glidende indflyvninger af kendte sange i nyt remix. Og, traditionen tro for den slags musik, er numrene mestendels MTV-tunge rotatorer, og det oftest af den mest poppede slags – og nu direkte sat på klingen med mere slagkraftigt gods indenfor electro og electroclash. Om man kan li’ det her eller ej afhænger af humør, intet andet. Derfor placeringen i medium. På samme konto kan andre navne passende placeres her, som en slags skraldespand for dem der ved hvad de går efter: dubstep? Det mørke og ekkoladede univers? Standarten er lidt mindre i år, sidste år var jo

40

ikke mindst Magnetic Man ft. Skream & Benga samt Shackleton, men i år har vi da 2562 (NL) – en kunstner der også bringer et strejf at techno med sig. Og nuff said. Major Lazer (US) er først og fremmest hip hop og reggae-dj Diplo, siden også suppleret op med house-dj Switch’es talenter og dertil live-mc’ere. Resultatet? En slags (ekstra) elektronisk, og i hvert fald stærkt eksperimenterende dancehall. Hvad stilen nu for fa’en er for noget er der bare at sige at resultatet er tungt, slæbende og effektivt. Men også sovset ind i autotune, klippet op i mærkelige figurer. Og i hvert fald ikke et projekt der ligefrem er tynget af overdreven respekt for genren.

4.02. Hovedfestival - Mellem – Hip hop Født af en gambiansk far og en svensk-finsk mor i 1983 som Adam Momodou Eriksson Taal, har Adam Tensta (S) taget navn fra det tabernes forstad til Stockholm hvor han er vokset op. Som menneske har han fravalgt deruten - faderen var f.eks. narkoman; så den sociale arv har jo bestemt været tæt inde på livet - og i stedet fokuseret på at blande hip hop op med electro og house. Den fine debut It’s a Tensta Thing (’07) er nok optaget i søsterens soveværelse (!), men fremstår alligevel så velproduceret, og spækket med lækre hits, som var den serveret af en anden Kanye West, men! De gode skæringer kan dog ikke skjule at han vil det her, for enhver pris, og at det her er en kunstner med en mission. En desperation der nogen gange har det med at stå over musikken i sig selv. Men alligevel et navn der har varmet op for flere af de store MTV-mestre i U$A, bl.a. Jay-Z, og som endog har turneret og spillet i flere lande i Vestafrika - og næppe til jobs der har givet kassen, så det er jo absolut et plus. Hjertet er i hvert fald på rette sted. I 1996 havde Roskilde den fornøjelse at lægge scenegulv til Die Fantastischen Vier, så absolut Tyskerlandets største rap-act. Nogensinde! Og uden diskussion, og siden har Roskilde haft det for vane at rive et-eller-andet-der-ligner ind fra nabolandet i ny og næ, i år f.eks. Deichkind (DE) - og dæleme! Tysk pop har jo fejret triumfer, tag nu bare 70’erne med James Last og Boney M, 80’erne med Modern Talking og Alphaville, 90’erne med en uafbrudt perlerække af kitsch til Melodi Grand Prix. Og præcis hele den her historiens forpligtende depeche tager Deichkind da også op; og det ved det regionale ditto, Tyskeren nøjes nemlig ikke bare med at skrive store linjer, næh! Hver delstat har sgu sin egen Melodunte Grand Pricks – ”Bundesvision Song Contest” kaldet - og i 2005 deltog så Deichkind i Mecklenburg-Vorpommern udgave - og blev nr. 14 ud af 16 deltagere! I sig selv garant for kvalitet. På electro og hip hop gør tyskerne nemlig alt hvad de - næst efter den evigt tilbagekommende generationskrig mod naboerne og den dårlige pølse i Aldi - er bedst til: at lave stor plat på populærkultur, således er der f.eks. (ironisk?) autotune, ren Timbaland, over et så saligt medrivende hit som ”Luftbahn”. Og der er skam også masser af (ironisk?) indspark til rapkoryfæers stil: f.eks. til Busta Rhymes i ”Der zerfickte Clown”.

41

Usædvanligt for ”normale” rap-acts er det rytmiske, i det her tilfælde stykkerne af ganske kompetent electro, ganske meget fremme i lydbilledet, og derfor er det lige før at de ryger over i pop, men dog alligevel: de skal forblive i hip hop, og det med den manko at deres ironi nok KAN blive lidt for sjov. Læser man egenbeskrivelsen, vi taler om ganske få linjer, af Petter (S) på mandens egen MySpace må man tage det som en god ide at manden alene rapper på svensk. Alt andet ville da være tåbeligt grænsende til det grinagtige. Når det er sagt er der at sige at manden har været aktiv siden 1998 og at hans indflydelse på svensk hæp håp næppe kan overvurderes; et sikkert flow over snart hård east coast, snart også mere sexet og blød west coast. Og altid med en sikker fornemmelse for at flette sig ind i det musikalske, flyde som prop på beats og samples. Det er (måske) synd at sige det, men vi har her tydeligt Sveriges svar på Clemens - og faktisk et gear eller to bedre. Eneste problem er nu det svenske; det kan sagtens være at Lisa Ekdahl og Vikingarna kan sælge sig ind på vore lister, men det kan man sgu ikke gøre med rap. Det kan vi ikke bydes. Petter har nok været storsælgende omkring årtusindeskiftet, men er nu reduceret til at have en greatest hit ude, ja! Det er faktisk derfor han er her; for lige netop at sælge bagkataloget. Igen! Og til inderkredsen, og ikke mange flere. Sidste år var de to danske storproducere Static og Noize på festival med den såkaldte ”supergruppe” Majors - at det var et flop er så en anden ting, lad det nu ligge, men faktum var det dog at det eneste fornuftige der var at sige om det her fjol var at stortalentet, dengang kun 17 år, Negash Ali (DK) var med. Og i år står den så på solodebuten Asmarino (’09). Og hvordan lyder den så? Sine steder som hip hop, andre som r&b’n’pop og dertil så store doser af soul at ungersvenden har lovet at medbringe et slæbende soulorkester til at bakke sig op til koncerten. Og tak! For eneste anke ved det her ellers glatproducerede album er at Negash’ mørke og klaustrofobiske stemme har fået lov til at stå i grødet tomgang under hele pladen. Og så er det jo bare om at løsne lidt op, tage revanche til koncerter, f.eks. Og dog! En anden anke kunne være at Negash, åbenbart, skal prygle sit hip hoppede offerbryst op med hele tiden at skrive ind, og fortælle ud, om hvor forfærdeligt det var at vokse op de første fem år af sit liv i et asylcenter - hell what! En anden historie, og sikkert også noget mere sand, får vi af eks-afghanske, nu pæredanske, Nadia Nadim, der kom til Sandholmlejren i 2000, nu er 21 år, landsholdsspiller i fodbold – og matchvinder da Skovbakken i år blev pokalvindere i Parken. Hun var derfor en 13 år da hun kom til asylcentret, og det husker hun kun som den bedste tid: børn og unge kunne gøre hvad de ville, og det gjorde de. Og hvad mon så Negash gjorde da han var mellem 0-5 år i asylcentret? Sad han mon skævt på potten? C’mon!

42

Et råd? Lær af kollega Tensta at man, med indvandrerbaggrund i Norden, så sagtens kan plante vedkommende budskaber i hip hop UDEN at påtage sig en offerrolle. En vej som i øvrigt de stærke navne Ataf og Ali Kazim jo i forvejen har ryddet og planeret her i DK, så kilometrene er jo ikke så lange. Og på forhånd tak!

4.03. Hovedfestival - Mellem – Indie Væk fra hovedprojektet The Knife holdt Karin Dreijer Andersson legestue med venstre hånd, og opdagede at eksperimenterne gav pote, og derfor gav hun brormand Olof Dreijer fri og kaldte sine helt egne sanges univers for Fever Ray (S). På den selvbetitlede debut (’09) er det elektroniske, The Knife’s særkende, sært mørk og melankolsk – som opbygget af junglens drøje kernetræ, og med grene af mere akustisk instrumentering. På førstesinglen, ”If I Had a Heart”, er vi inde i Pinocchio: og bogstavelig talt! Træet kan ikke banke for sit eget ved, og Dreijers stemme er mørkt forvansket - helt ned i Dansk Bedemandslaugs Mandekor på en hyggeaften. Det var så højdepunktet! Ca. midt i sangen begynder hun at fortælle os at hun har en Björk samling derhjemme og at hun ellers godt kan li’ samisk sang. Resten af pladen er en, bevares, stemningsfuld bagatel, et klart sideprojekt. Og en sær regnskovsdans. Og nu vi er i omegnen af verdensmusikken, så er Fever Ray måske ikke helt så meget et godt eksempel som f.eks. Gang Gang Dance (US), hvis seneste udspil, Saint Dymphna (’08) lyder som afrikanske perkussionister der står på en flodbred og battler deres talenter overfor en håndfuld vestlige kulturturister der udfordrer fra kanoen - med grime og dubstep! På den nye er der strammet op på tidligere udspil og bandets gamle tendens til endeløse og psykedeliske trommeøvelser. Ind er kommet lidt mere struktur og, dog uden at overdrive, lidt mere tæft for melodi og sangstruktur end tidligere. Hele vejen igennem er inspirationen tydeligvis kerneelektroniske stil- og afarter som trip hop, ambient, acid house, trance og andre genrer der ligger og svæver over ca. de samme vande - og Gang Gang Dance’s udtryk bliver dernæst altid stemplet ned i en sæbe af verdensmusikalske rytmer fra primært Asien, Mellemøsten og Afrika. Af lyd at være er de egentlig ret så originale, men slet ikke så nødvendige og vigtige som ”rigtige” verdensmusikalske navne. Hos de sidste er et kulturmøde tydeligt, hos Gang Gang Dance er det i stedet

43

et attituderelativistisk møde i et laboratorium der finder sted. Ret vellykket, ret hypet, og alt sammen glemt igen i morgen. Fra sækkepibernes land var der i 2007 debut med den gennemgående folk’ede Sing the Greys, sidste år så den noget mere sikre, skramlende og charmerende indie-folk’er The Midnight Organ Fight. At Frightened Rabbit (UK) så hele tiden må holde talenterne op i sammenligning med de skotske landsmænd The Twilight Sad (selv på Roskilde i 2007), er vel egentlig ret irriterende, men så, når man ved at de skræmte kaniner giver den ekstra gas på en live-scene, er der alligevel noget effektivt i vente: Og ikke bare en steppebrand der er slukket, selv gået ud og videre, når brandmanden for hype og andet lir kommer til hjælp. Når Mica Levi samler folk omkring sig kalder hun mixet for Micachu & the Shapes (UK), og det rammer fint det hele: at skabe figurer med musik, oftest pr. instrumenter samlet op som dagligdags ting, f.eks. en støvsuger, og dertil lo-fi electronica-dirigentstokke som f.eks. et grime’et flow, og maskiner programmeret på drum’n’bass i baggrunden. Debuten Jewellery (’09) er i øvrigt produceret af den evige electronica-eksperimentator Matthew Herbert, og allerede her er der garant for noget interessant - for Mica er klassisk uddannet, komponerer for London Filharmonic Orchestra, og fint! Problemet er bare at den her slags indie mere leder efter speedpedal end efter kobling, mindre vil en retning og et mål end egentlig at udforske, og twiste, popsangens lette midler - og så være ganske godt tilfreds med det. Erlend Øye kommer fra den fine indie-lounge konstellation Kings Of Convenience, solodebuterede allerede i 2003 med Unrest; en plade hvor 10 byer blev besøgt og støvsuget for lokale electronica-navne, en til hvert nummer. En fin ide! Dog brugt før af både Bowie (Aladdin Sane (’73)), og R.E.M. (New Adventures In Hi-Fi (’96)), men alligevel. Nordmanden trængte snart til en base, et band (igen), og alt det fandt han i Berlin, og her blev The Whitest Boy Alive (N/DE) så født. Første udspil var så den fantastiske Dreams (’06); et dansealbum doceret på Øyes The Smith’ske guitar til afmålt, og dog fyldestgørende, jazz på funk og tydelig adressering til bossa. Læg dertil en beskeden, men effektiv, brug af electronica - og alt sammen skubbet op til nogen helvedes gode sange. Og til en slags afdæmpet udgave af franske Phoenix, om man vil. Med Dreams var The Whitest Boy Alive så forbi og vælte Odeon i 2007, og i år har de så en ny skive ude: Rules (’09), der, desværre, slet ikke rejser sig til knæskallerne på nyklassikeren Dreams; minus den Marr’ske guitar er grundtonen ellers intakt, men formår dog aldrig at få sin lytter til at dirre på en sang – noget Dreams jo allerede gjorde fra åbneren, fra ”Burning”. Rules er en faretruende formkrise, og med så vådt krudt bliver bandets placering derefter; at være klart uomgængelig i 2007, er nu afløst af at være en eventualitet i 2009.

44

Klassisk post-rock er vel egentlig håndspillet ambient, og i hvert fald filmiske landskaber på (primært) instrumental diskurs. Tager det filmiske over - og i det her tilfælde på tydelig inspiration på klassisk musik - kan et overlap let finde sted med trip hop, og det er et sted her at vi finder et afsæt for Mono (JPN); og herfra tager de så selv over i den typiske Mogwai’ske post-rock med monolitisk dronede malkninger af bandets to guitarer, høje landskaber med dybe dale af mørk og dyster korrespondance med bas og trommer. Resultatet er, hen ad vejen – der var lige det her Mogwai-kompleks der skulle overstås i starten, et unikt band, hvor ikke mindst guitararbejdet er imponerende: de to udveksler og lytter til hinanden, har fuldt og helt overtaget pladsen for den normale vokal i et rockband. Mono har eksisteret siden 2000, og startede ud som beundrere af en genre - som de siden stille og roligt selv har været med til at definere. Fra guitarorienteret drømmepop a la My Bloody Valentine til decideret punk er mere eller mindre hele det spektrum som ...And You Will Know Us by the Trail of Death (US) siden 1994 har handlet om. Gennembruddet kom med den sært vigtige Source Tags & Codes (’02) – og siden er bandet faktisk gået i stå på skulderen af egne bedrifter; samtlige bud på at komme videre siden, inklusive årets aktuelle, og ret retningsløse, The Century of Self (’09), ender alle som selvspejlinger og egenparafraser. Kreativt er bandet stendødt, men endnu for ungt til at ryge i kataloget over dinosaurer der bare rejser rundt og hæver kassen, er skam stadigvæk nogenlunde nærværende med massiv stadionfylde i deres indierock; alene ”Baudelaire” (fra Source Tags & Codes, og naturligvis) kan let stå alene som et godt referat af al moderne indierock.

4.04. Hovedfestival - Mellem – Jazz Hot 8 Brass Band (US) blev dannet i New Orleans i 1995, og levede en fin tilværelse med bare at spille deres musik lokalt - indtil 2005 hvor det blev begyndt at drive plat på dem: først fik de national eksponering af Spike Lee’s – s’føli - stærkt anti-Bush 2006-doku om Katrina, siden af Roskilde der bl.a. sælger dem som om de var grimme thugs pga. de siden har mistet tre medlemmer til vold i gaderne. For musikken er bestemt habil, trækkende masser af messing og luft på let springen mellem hip hop, jazz, soul, funk og anden populærmusikalsk rytme, men også et band der, givetvis, stadig ville stå på et gadehjørne - var det ikke for en tragisk hændelse og en smart doku-instruktør. Og en hurtig festival, og et indie-selskab, Tru Thoughts fra Brighton, der sandelig ikke var sent ude til at signe dem i 2007! Ahem, jamen og amen. På The Wires omtale af Jon Hassell & Maarifa Street (US) står der at Mr. Hassells trompetarbejde har hjulpet moderne udøvere som Arve Henriksen og Nils Petter Molvaer ud over det stærke træk af tyngdekraft der er gået fra planeten Miles Davis. Og egentlig ganske rigtigt!

45

”Den fjerde verden” kalder manden selv sit spillerum mellem digitalt og analogt, komponeret og improviseret, mellem Orient og Occident. Central er mandens trompet, som får vokalens plads og arbejde i bandet. Og en teknik der, foruden inspiration til kollegaer med samme instrument, også har kastet både soundtracks og sessionarbejde af sig for så forskellige navne som Björk og Baaba Maal, og igen: fra øst til vest, nord til syd. Som slutprodukt er Hassell, og bandet Maarifa Street, et output på moderne kompositionsmusik (læs: amerikansk minimalisme) og tydelige jazzimprovisationer over verdensmusik - og Miles med den elektrificerede spacejazz jakke på, ikke at forglemme. Bandets navn til trods optræder de med traditionel og vestlig opstilling; elektrisk guitar, bas, trommer og keys i samtale med Hassells truthorn. Et absolut must for fans af (elektronisk) minimalisme. Men skam også for dem der ”bare” kan li’ lineær new age-musik; det er nemlig bestemt ikke altid at Hassell holder fanen højt på et uafbrudt flow af original inspiration. Det ville være lidt synd at sige.

4.05. Hovedfestival - Mellem – Metal Det var allerede i 1988, som kun 22-årig, at geniale Bathory (egl. Thomas Forsberg aka Quorthon) opfandt den såkaldte ”vikingemetal”; den nationalromantiske aflægger til black metal. Det gjorde han med den geniale Blood Fire Death (’88), så den endnu mere geniale Blood on Ice (’89; dog først ude i ’96), siden Hammerheart (’90); den mest akkurate målestok for vikingemetal, så endelig Twilight of the Gods (’91); en mindre vellykket gang symfonisk sammenbland af nordisk mytologi og germanisme.

Anyways! Stilen, og især dens udtryk fra tiden før kristendommen; syndefaldet iflg. Nietzsche, er jo oplagt til at lave stærk, storladen og betydelig musik. Problemet er bare at den også kan være

46

en fælde – specielt for dem uden det store talent for dybde, men dog med spilleglæde og visse evner i den retning i øvrigt. Tag nu Amon Amarth (S), f.eks.: navnet er taget fra Tolkien, og hvem – og gab for en opfindsomhed! - har dog snart ikke gjort det? Hvem har ikke snuppet en sort kutte fra Fætter BR og stormet rundt i eget hoved, i en skov, og spillet rollespil over den her opulente gang ikke-hjerne tema som der er at finde i at tidsrejse hjernen tilbage - på en kropslig udfoldelse? SÅDAN! Således er Amon Amarth! Musikalsk er de vikingemetal på alt det tekniske fra melodisk dø’, men er ellers én stor og kropslig udtømning, og ikke så meget som én lang og klæg afterburner på tarmgas mere end det. Den her musik kræver floder af humle fra jernskoven, den kræver at den svævende ørn er stiv, at gudernes guldspillebrikker i ragnarokgræsset er fulde af støbegrater – der skærer dine stive danseben til blods, for stiv? DET er en absolut forudsætning for at kunne grine til den her ikke-joke. Og skål!

4.06. Hovedfestival - Mellem – Pop Bemærk den skjulte, ja! Nærmest ytringsfrihedskrænkende udtale på ”shit” i linjerne ”I’m not trying to tell I’m smelling of roses/ But when will we tire of putting SHIT up our noses”. Der SKAL sgu da være tryk på det der SHIT! Men der er der ikke: og Lily Allen (UK) har med åbneren ”Everyone’s at it”, fra album nr. 2, It’s Not Me, it’s You (’09) demonstreret at hun er kalkule, at hun enten tækkes det amerikanske marked og/eller prøver at bitchslap’pe kollegainden Katy Perry. Og i hvert fald, og helt sikkert, er det at hendes opkomst via MySpace, hendes tomme sejrsgang i Ekstra Bladet – i humørspalterne med Sidney Lee (who?), Pete Doherty og Amy Winehouse – og endelig hendes nylige taskemodeljob for Karl Lagerfeld; alt sammen er det her udenoms hurlumhej lige til at ”open up and take a SHIT!”, plus pardon my french. For hvor meget kalkule skal der til? Hvorfor give spalteplads til forglemmeligheder? Hvorfor tro at der er et samlingspunkt, et kulturelt fokus, i navne der tydeligvis himler op om sidste salgsdato i hver en sang? Tja. Den originale sang ”Smile”, og dens omkringliggende musikalitet, der, trods alt, gennemsyrer alt det øvrige hun har lavet, er alene svaret. Uden den, og dens formel, var hun nemlig havnet, ankeldybt, i afsnittet for festivalnavne der starter med at klatkage sin lytter til med en ordentlig - SHIT! Kan man få udbytte af Hamsun og Heidegger – selvom de var nazister? Af Pound – selvom han var fascist? Af Schopenhauer – selvom han var kvindehader? Af Kafka og Kierkegaard – selvom de begge var øretæveindbydende ynkelige, henholdsvis lystløgner og evig grønskolling? Selvfølgelig kan man det! På samme måde med Mikael Simpson & Sølvstorm (DK) – hans/deres dub’ede søgang i natten, på minimalistisk folk-pop over den hvide mands caribiske tribute til en (elektronisk) kokosnød, er skam fin nok; når bare man lige nøjes med musikken, og ikke lader sig lokke af f.eks. Simpsons og Fridjof Toksvigs

47

(electronica-esset fra backingbandet Sølvstorm) næsegruse henfald til neo-imperialisten Jørgen Leth (på sniksnakke-pladen Vi sidder bare her (’08)). Eller endnu værre: Simpsons evige udfald mod regeringen – uden selv at komme med løsninger – for hvis noget er SÅ galt, så må resten vel være det fedeste? Så er nøglen til paradis vel at stemme på Enhedslisten? Så sig det! Er det at spise økologisk og pette med en pandabjørn? Så sig det! At være på julekort med en babysæl? Så sig det! Ser man derfor ud over hvad manden fylder som ”kulturpersonlighed”, og kun fokuser på musikken (for ja: teksterne er nemlig meget mindre end magre, forceret lyriske er de sværmeriske om det latterlige og de facto tyndsuppe på marvben uden marv), er indsatsens jo ufravigelig og uafrystelig: Alle kender ham fra radioen, og nogen endog fra tiden med Lise Westzynthius i Luksus, uden tvivl Danmarks bedste indie-band nogensinde, siden solide (læs: ”enslydende, men gode”) soloplader, og nu, med Slaar skaar [sic!] (’09), også lidt mere bandfokuseret, og lad det alt sammen bare blive ved det. Interessant, og lidt ud af sidebenene, er det her at mandens så klart bedste soloplade, debuten Os 2 + lidt ro 2002 (’02), så klart også bærer mandens bedste sang i ”eget” regi; den monumentale musiktrappe kaldet for ”Put mig”, og en sang der oprindeligt var den sidste Luksus-single (’02), og i den grad et tabt pejlemærke for hvad der ellers kunne været sejlet ud af store ting. Anyways! ”Resten”, når nu regeringens sig-selv-nok-mareridt er skåret væk er derfor: ”musik”. Og musik? Det vil vi gerne, og på forhånd tak.

Håkan Hellström (S) er jo en massiv teen-joke, der har bøvset sine evige stundenterkammertoner op fra et tyveri ved højlys dag af primært Morrissey og The Smiths, dertil lidt Beach Boys. Men alligevel noget af et fænomen, specielt siden den massive debut- og gennembrudsplade Känn ingen sorg för mig Göteborg (’00). Men så! Efter fire plader af det samme og det samme, og dertil lidt mere af det samme; dog med lidt mindre (ironisk?) ”overskud” på Et kolikbarns bekännelser (’05), kom sidste år så För sent för Edelweiss - som en stor overraskelse og så klart mandens mest modne og mest fremsynede plade, javist! På titelnummeret lyder han som Bruce Springsteen, men gennemgående er sangene slentrende baggyder, på nålestribet kravat gennem

48

70’ernes populærmusik, på primært soul og pop-americana, og det i en indpakning og udgave der er noget mere fri for tyveri end The Smiths-flippet. Ikke mindst i Sverige er manden jo et fænomen, og sidste gang han var på Roskilde, i 2005, var alle svenskerne jo godt i gang langt inden fænomenet overhovedet gik på scenen; ret meget ligesom vi har det med Thomas Helmig. Til Grøn Koncert. De var der i både 2003, 2005 og 2006, og den her tydelige sidden-på-skødet-af-Roskilde-nepotisme kan da aldrig - NOGENSINDE! - forsvare at black metal guderne Immortal i 2006 blev revet af scenen klokken kvalme på Grøn; lige før de skulle spille ekstranummeret ”Sons of Northern Darkness” - den monumentale akse i universet, selve tidens maskine. Men sådan gik det! Der skulle nemlig hurtigt ryddes og gives plads til kæledækkerne. I år er de her så igen - og det alene på meldingen om at de nu ligger og fifler med nye sange – og det nok mest fordi Johan Wohlert for lidt år siden smed sin bas og gik ud for at blive klam, og at den klosseløse Jonas Bjerre & Co. i Mew (DK) nu igen er ovenpå. Deres bedste sange er, stadig, ”I Should Have Been a Tsin-Tsi (For You)” fra Triumph for Man (’97), ”Snow Brigade” fra Frengers (’03) og ”Special” fra And the Glass Handed Kites (’05). Ikke mange højdepunkter i cv’et, men nuvel: en gennemgående musikalsk tæft for storladen pop, post-britpop ikke ulig Doves, har de da, det skal da straks siges. I 2005 kom de før de havde den nye plade ude, og det gør de så igen - dvs. som de kom igen i 2006 kommer de også igen i 2010. Sig det så, Roskilde! Sig at de kommer igen i 2010, og på forhånd ”tak”. Opstillingen i et popband i Danmark er den klassiske; rytme på bas og trommer, melodi på sang og guitar, færdi’! Går det højt er der keys med, og evt. en ekstra guitarist - på Island er det anderledes: her står der altid en vulkan, tyve får og nitten regninger imellem naboer, og når man så endelig kommer omkring forhindringerne er det bare om at holde sammen. Således f.eks. Hjaltalín (ISL) der er mellem syv og ni mand høj, og det inklusive basun, violin og fagot, udvekslende duet mellem den kvindelige og mandlige vokal, og endelig keyboards stemt til flygellyd en koncertsal værdig. Ingen smalle steder her! Og midlerne til output? Debuten Sleepdrunk Seasons (’08)? En sær fugl med dækfjer af indie, folkemusik og kammerpop! Men, og på trods af hvad man skulle tro, også et band hvor ørerne villigt flytter med mellem midlerne; et instrument starter her, en stemme slutter en linje der, og hele bandet stemmer i lige nu. En lille, for her er pakket meget ned til lidt, men sært tilfredsstillende plade, er med i en bagage der i øvrigt taler om en inspireret optræden på en scene. Et navn for borderlinere mellem pop og indie, poptøsen og hornbrillen. Siden 1990 har de holdt sammen som band, men fik først debut i 2001, og har i alt udgivet fire albums. Stor kollegial anerkendelse og en lille, men trofast, fanskare. Og sidste år fik de endog den britiske pladeindustris pris, The Mercury Prize, for albummet The Seldom Seen Kid (’08). Vi taler om Elbow (UK).

49

Men! På trods af at deres musik og udtryk er som snydt ud af næsen på Radiohead meets Roger Waters er det store og kommercielle gennembrud udeblevet, og hvorfor? Simpelt! Guy Garveys drevne midtengelske lyder simpelthen som en rockens parodi på My Fair Lady; den bondske stemme der skal ind og lave perfekte trin på de bonede gulve. Der er dog næppe nogen tvivl om at Elbow kan spille en tone eller to godt op i højderne på en ganske stor rockscene. Og der er da heller ingen tvivl om at de faktisk har noget substans i f.eks. teksterne. Men! Når lyset er slukket er Elbow bare ikke en oplevelse der tages med ned i lejren som inspireret og glad samtale. Som efter flødeskum kommer fedme og som efter Elbow kommer korttidshukommelsen ganske enkelt til sin ret. Og ÆDER de her stadionrockere (in spe) i en ruf.

4.07. Hovedfestival - Mellem – Reggae I rasta er der kun, og KUN frelse for den sorte mand. Punktum. Derfor er det altid noget af en overvindelse at se hvide dudes med dreadlocks fjolle rundt som var de selv rastaer. Med andre ord er det tung fest at være vidne til ”caribiske whiggers”, om man vil. Men når det her sure opstød igen er nede, er der jo bare tilbage at sige at festival jo handler om musik, og at Bob Marleys roots-reggae jo er en bærende hjørnesten i musikhistorien - og kan man se de ni mand høje bleglinger fra Sonoma County, tilsammen Groundation (US), som fakkelbærere for en roots med tydelige jazz og dub inspirationer er det hele jo fjong. Og det gør de faktisk aldeles godt! At synge sig ind i et tågekammer af dub er oplagt, og ikke bare søger Groundations kor flot op i det her rum, men melodierne er skam også fuldendte om ikke bare grundgenren roots, men også om lige netop dub’en. De jazzede snørklerier har det faktisk med at give mening, med at - og til stor overraskelse - selv at virke helt dub’ede! Groundations vandige improvisationer er faktisk en kalendarisk udveksling og fremsynet samtale med mening; IKKE den samme joke som de fleste af de mange tyske dancehall’ere og roots’er vi har måttet trække med i årevis på festival. Sikker bullseye til Roskilde, dér. Bonus: Ingen i Groundation har dreadlocks! Oh, fryd. Med Rub ’A Dub Sundays har Stengade 30 nu i en årrække holdt festaberne hen med at søndagen er lige så meget en festdag som fredag og lørdag. Med chilloutet dub og dancehall har man her let kunnet finde i hak med sit indre selv. Og meget originalt (!) er det derfor at Roskilde vil overføre konceptet til et telt, og det som Pharfar presents a Rub A Dub Night feat. special guests (INT). Og special guests? På den ”rigtige” Rub ’A Dub kunne det f.eks. være Gnags! De var der i hvert fald i oktober 2008 og fejrede releaseparty for deres nye, og ganske meget reggaeorienterede, album Legepladsen. Men så er der jo Pharfar! En allestedsnærværende skikkelse indenfor den danske reggaescene, selv central i Bikstok Røgsystem - et muligt emne som gæst - men også med Chapper i DR’s satireserie ”Chapper og Pharfar” - og endnu en mulig gæst? Chapper? Ville sgu morderligt

50

gerne se dem som Hønse og Krasser og fremføre autotuneren ”Damhussangen”. Den er sgu al ære værd.

4.08. Hovedfestival - Mellem – Rock Det er meget vel at stodderen fortæller os at han har fået ungdommeliggjort sine batterier med garagerocksprojektet Grinderman, men hvorfor så ikke gå hele vejen ud og gendanne det gamle punkband The Birthday Party? Og hvorfor overhovedet have et behov for at genstarte sine løg? Nick Cave & the Bad Seeds (AUS) kommer nu, efter at Grinderman var der sidste år, igen (og igen) forbi for at spille igennem på et, afgjort, vigtigt bagkatalog. Men! Foruroligende er det nu at han, specielt op gennem nullerne – med plader af høj kvalitet, men også af ret så meget enslyd – pludselig er blevet hvermandseje, ikke mere er en flagrende ravn i omegnen af goth-kulturen. Og hvad skal det nu til for?! Er man i panikalderen, der hvor kun sekretæren og den røde potensforlænger på fire hjul kan holde den sidste livsgnist kørende, skal man sgu ikke, hvis man vil beholde integritet, hoppe ombord i substral til de to slukne kødboller. Hvad Nick Cave i stedet skal gøre er at være sin alder bekendt og slå den her tid effektiv sammen med Bad Seeds og Grinderman medlem Warren Ellis’ talenter og så at få lavet noget mere refleksiv, moden og tålmodig musik. For det sjove er jo at Nick Caves klareste mesterværk, The Boatman’s Call (’99), jo lige netop OGSÅ var refleksiv, moden og tålmodig. Siden opfandt han en knap til et samlebånd, og siden har han været fanget på en akkordløn der nu gør at han er ret umulig at kategorisere som andet end ”et fænomen”. Ingen sjælsgral, ingen australsk ørkensang, ingen drømmetid. Lad gribbene dykke! Jesse Hughes fra Eagles of Death Metal (US) ligner to ting: 1) En tegneseriefigur der er på flugt fra sin auteur til en klammo reklame for friskåndevand, og: 2) En forsanger i et retrorockband der prøver grænser af mellem pop og garagerock. I starten var han mastermind med Josh Homme fra Queens of the Stone Age, så kom den klassiske debut i 2004; og på bekostning af melodi og langtidsholdbar tæft blev alle tekniske aspekter smidt ind – for alene at showcase’e alle midlerne i værktøjskassen, og så! Kom endelig mesterværket Death by Sexy i 2006 – hvor alene ”I Want You So Hard (Boy’s Bad News)” forbliver en stor og stående (!) klassiker. Og fint nok! For nu havde vi så glædet os til at se dem på Roskilde, men nej: Josh Homme havde samme år (i 2007) en lorteplade at spille op fra Orange, og Eagles of Death Metal måtte derfor melde fra.

51

Og i år er de her så igen, nu minus Homme: men til gengæld med en ny og blankt skinnende plade (Heart On (’08)), der lyder som en brødrister der snapper efter det nederste i Jagger og Richards’ sangproduktion – og satemig om ikke Hughes, over store træk, prøver at lyde som David Byrne! Så ved for mange lyt fnyser man sgu! Til en sand og sær allergi. Bandet der startede/sluttede som så stor en joke at de gav/giver os lyst til at se dem lave stand-up (fik du den?), er nu så meget til grin at Roskildes booker burde skamme sig. Dårligt set, meget. Vi kommer dog skyllende med det tynde øl, og lad det være sagt: at den sidste tosse (læs: sucker for bamsefadsmusik) ikke er født endnu, ord. Hver generation sit melodiske punkband, og hver med sine talenter: Sex Pistols var DNA og ursuppe, The Clash var verdensmusikalske, Dead Kennedys verdenspolitiske, Ramones primitive og dog ærkepunk på deres maks. tre akkorder, Offspring tog sig (kort) af mainstream hitlisterne - og senest har Green Day og Blink-182 taget både teen-hitlister og defineret MTV-segmentets billede af ”punk”. Den ærkeamerikanske ursuppe, her set som blues’et rock a la Rolling Stones blandet op med beundring for country a la Johnny Cash, har dog sjældent været berørt i en sådan grad som det er tilfældet med Social Distortion (US). Et tudsegammelt band fra 1978, og aktuelt ude med nul og niks; sidste pladeudspil var fra 2004, men dog med en rocksjæl der er punkens svar på americana i samme grad som Volbeat tager favntag med hæwiens dans med americana. For begge høres americana nemlig noget mindre end at den, bagved, er tilstede som åndedræt for inspiration; i virkeligheden lyder Social Distortion, i hvert fald ”i vore dage”, noget mere af et stadionband som The Clash - dog med lidt mere speed på punkpedalen - end af shitkick, ko og smækbuks. Det her ER råwk! Og, selvom de ikke altid er lige underholdende, så afgjort alligevel et fint supplement til netop Volbeat. Medium – Rock - Eksperimenterende Salt, mel og vand giver sgu en kedelig kage, så hvad med gedigen rock, men skam også med lidt eksperimentering og indierock ind over recepten på f.eks. funk, rap, metal, punk, jazz og rock? Faith No More (US)! Dannet i 1982, men har nu i elleve år været opløst, og det elleve år hvor forsanger, siden 1988, Mike Patton stille og roligt har bagt sin kage op i for meget skrål, forvrængning og kedelig skønsang (!) på en ”avantgarde” ved det at stå og hyle følelserne op i en pornoshop – som var de klattede vægge slutprodukterne af malerier i en kirke med fattigbibelen fra kor til skib. Patton har været på Roskilde et utal af gange, forklædt i et utal af bandnavne, og kun visiter med Fantômas og Kaada/Patton er nok overhovedet værd at huske. Manden er dog et ikon, og pladeselskabet Ipecac er afgjort vigtig. Men, som Nick Cave, har han nu brug for noget elektrochok til sine løg, og derfor, og muligvis også fordi bankbogen snart er mere halvtom end halvfuld, bliver mandens mest betydelige band nu gendannet.

52

I 1988 droppede han selv ud af uni for at træde til; og i løbet af et par uger havde han skrevet teksterne til bandets massive gennembrudsplade, The Real Thing (’89); pladen med den, ja, episke ”Epic”, f.eks. Siden fulgte nøgleværket Angel Dust (’92); den med de massive MTV-hits ”Midlife Crisis” og Commodores-coveret ”Easy”, og herfra var det faktisk slut: end ikke det ulykkeligt glemte mesterværk King for a Day... Fool for a Lifetime (’95); den med den smukke thrash’er ”Digging the Grave” og den stærkt sexede slæbejazz’er ”Evidence”, kunne vedligeholde en sund interesse hos publikum. Og i 1998 var det så slut. Bandet lover nu bod og bedring, og lad det da bare komme an på en prøve: Roskilde har jo før lagt gulvbrædder til mere (Pixies og The Stoogies, f.eks.) eller mindre (Velvet Underground og Sex Pistols, f.eks.) vellykkede forsøg på at lægge legender ned for mammon. Og oftest mest i halve nelsons og respirator. Men nu er Faith No More jo et band med en million coverbands (i gåsegang fra nakken og ned; alt efter talent, forstås) – så skulle det være at de selv kommer forbi og lyder som et coverband på gamle dage, kan det skam også være fint nok. Kast los! Marnie Stern (US) er indie’ns svar på rockens Melissa Auf Der Mauer; guitarrock så sovset og fed som mormors sky på gris og and. Og det er jo fint nok! Problemet med Marnie Stern er så bare at det rytmisktekniske - den lille søde er ikke mindst kendt for sin finger-tapping teknik på en sær mosaik af skæve takter og den følgende matematik - tager så meget over på det melodisktekniske at man, hvis man kan/prøver at holde det her ud i store doser, ikke kan meget andet end at klappe. Eller græde. Eller gå i baren. For forvirrende godt er det sgu - men sandelig ikke til hverken at vælte rundt i slamdance eller til at stå stille og nikke i takt til melodi og inspiration på jord, ild, luft og vand. Som Hendrix! Eller Auf Der Mauer! Men sgu ikke Marnie Stern, desværre. Det første problem er at Damian Abraham aka Father Damian aka Pink Eyes slet ikke har nok hverken bund eller vidde, og da slet ikke den overrumplende energi i røven, til at gå i kamp og blive båret ud igen, blødende og værdigt gispende på et punkskjold. Gruppen Fucked Up (CAN) er nemlig så klart hardcorepunk, ingen tvivl om det, men deres publikum får skam også en lettere opdagende rockgruppe med der f.eks. ikke går af vejen for eksperimenterende intermezzoer og soli på guitar. Hvilket da givet også er grunden til at de siden foråret 2008 har været på det højt estimerede indie-selskab Matador Records. I starten udgav de et hav af syv tommere med hardcore punk, siden to ordinære plader, heraf den anden på Matador, med noget mere ambitiøs punk i en indpakning der, i hvert fald ifølge bandet selv, f.eks. kan være inspireret af krautrock og twee pop. Om det sidste passer eller ej er lige så svært at sige, som det er værd at bruge tid på at finde ud af - bare er det klart at kombinationen af hardcore og eksperiment er ret forvirrende at se

53

doceret (fra bandet) og, måske endnu mere, forvirrende en medicin at få ned (for patienten). Medium – Rock – Singer/songwriter Af udseende ligner Annie Clark en morfning mellem et par halvgamle, brugte og slidte udgaver af Kylie Minogue og Scarlett Johansson - godt ramte af for meget solfaktor fra blitz og paparazzi. Og indtil videre er hun da også mest kendt som en slags groupie; som

sessionmusiker på vejen for både Polyphonic Spree og Sufjan Stevens. Sgu ikke meget at ha’ i porteføljet. Som alter ego i St. Vincent (US) går hendes singer/songwriter potentiale går dog slet ikke op i det rene Se og Hør; siden 2007 er det blevet til

to plader, hvoraf den aktuelle, Actor (’09), er ret så grænsende til mere band orienteret indie/indierock end egentlig singer/songwriter - men! Hendes tour-arbejde for specielt Sufjan Stevens har givet lært hende en ret så speciel kunst; at leve den ensomme singer/songwriters tristesse ud i bandsammenhæng, give bandet opgaver i musik og tekst, for så at stille dem svar i udsigt - og så selv lede dem, og svarene, gennem sangene. Flot! At ha’ en bandleder - stående i centrum, men samtidig ved siden af sig selv - på noget så sjældent som disciplinen singer/songwriter! Nu har jeg da aldrig, og det er da talenter på et nok ret så lukket talent for egentlig at kunne synge, men alligevel en vidunderlig skønsang på de strenge der er. Bestemt et navn der bør gives en chance. Medium - Rock - Psykedelika Frontmand Lorenzo Woodrose har mange kasketter til at avle rundt i musikskabet; producer og aktivist i ikke så få sideprojekter, men bare med moderprojektet, garagerockbandet Baby Woodrose, er der dog en vis indvævning at se i årets inkarnation, og det som Dragontears (DK): De første ca. trekvart af Blows Your Mind! (’01) er klart det bedste psykedeliske rock der er lavet på dansk jord i retrotiden, Money for Soul (’03) holder faktisk hele vejen, men er så overproduceret at alt det rockrebelske er så piftende væk. Så var der ellers to massive vildskud: coverpladen Dropout! (’04) og den direkte pinlige Love Comes Down (’06). Men så skete der noget! Over vel en god uge eller to blev en ny energi jammet frem, og sideprojektet Dragontears var på skinner med den aldeles fremragende 2000 Micrograms From Home (’07), og, samme år, kom Baby Woodrose så med deres klart bedste endnu, mesterværket

54

Chasing Rainbows (’07) – og har du dem ikke, er det bare hurtigt ned og gnubbe din pladepusher på mavsi! I den her blok var der nemlig allerede to gode grunde til ikke at gå tomhændet hjem. Den psykedeliske lyd, f.eks. den vægtløse blender på indiske toner, guitarer der, i rystende affekt og selvsving, spiller sig selv ned fra bordet, ekkoeffekter og andet rumhalløj, var alle tilstede i idérig og fuldkommen grad på den første Dragontears-plade. En fuldendelse i genrens største iderigdom, og en sag der KUN bliver maret af den evige rundgang på ”The Doors of Prescription”; og dens tomgang bliver bare ved... ...og ved, og forbliver nok en enkelt, men alligevel central, og sand blindgyde for hvem som helst; og slet ikke mindst dem der er vant til at høre på ambient, for dem er den her evige gentagelse, uden så meget som at gøre ansats til at flytte sit skema, en øvelse helt uden mening. Med Tambourine Freak Machine kom sidste år andet opus fra Dragontears, og... For fanden dog den er elendig!?! De bedste dele er tydeligvis meditationer over Chasing Rainbows - i sig selv et faresignal - men selv efter 5-6 gennemlytninger er man stadig ret så forvirret over hvorfor det her overhovedet skulle ud? Sætter man den på repeat er der faktisk den bonus (!) i pladen at man OVERHOVEDET ikke opdager hvor den starter/slutter... Med selvreference, med impromusik og med en underlig løben-efter-halen-tribut til 13th Floor Elevators er Dragontears pludselig en fuldstændig lukket fest – og her kan du kun være med i hulen hvis du enten er anæmisk eller fed, har stålsatte solbriller og en hvid T-shirt med hallelujategnet ”Roky” broderet i guld- og sølvpaillet. Sørgeligt, men sandt.

4.09. Hovedfestival - Mellem – Verdensmusik Rokia Traoré (MALI) er årets tredje store navn fra Mali, og så afgjort også endnu en ”ægte” verdensmusiker; dvs. en person der har ben i eget land, hoved i hele verden. Og for den små Rokia er ”hele verden” så en indflydelse samlet op fra inspiration ved ophold i de unge år i eget land (s’føli), men også i Nordafrika, Mellemøsten, Frankrig og Belgien. Og alt sammen knyttet op i noget så, for vestafrikanske forhold i hvert fald, så relativt sjældent som en kvindelig singer/songwriter af guds nåde. Problemet er nu bare at hun nu er fanget i verdensmusikfælden; siden debuten i 1997, den stærkt malinesisk inspirerede Mouneïssa, er hun mere og mere blevet orienteret mod en dagen af vejen som hitlistemager - dygtig, og bevares - men uden ret meget mere tilbage efterhånden end ambassadørstatus, og fint nok! Den aktuelle, Tchamantché (’08), vil i det perspektiv nemlig klart kunne nydes til en gang latte: til glæde for ægte (!) globalister er Afrika her stort set renset ud, kun et par enkelte sange, specielt ”Koronoko” og ”Tounka”, har overhovedet en mere direkte tilgang til kontinentet at byde på. Til gengæld er hun ikke bange for at drive den akustiske guitar på græs, og ellers synge jazz’ede ballader a la Billie Holiday. Og alt sammen i en grad så man næsten får flødeskumsallergi af alt det her gode.

55

Problemet er nemlig at musik, menneske og udtryk kan være nok så smukt, men det er så klart en hæmsko for publikum, burde i hvert fald være det, at den her slags musik fordrer en slags ”stemning” på forhånd. Meget, meget uheldigt, og næppe et hjørne den smukke Rokia nogensinde vil kunne male sig selv ud af igen. I 2007 var de på Pavilion Junior, dengang sejlende ind på pladen Søens folk (’06), nu på hovedfestival med Klunserbeats / Live (’08). I år har Roskilde så altså holdt kontakten ved lige, synes gevaldigt godt om et gensyn med Analogik (DK). Søens folk lød som en vandig og dansabel forport til mere eksotiske havne og spring, f.eks. Marseille eller Piræus, og alt sammen på tegneseriehumor, fuld besætning, lo-fi dub og en ret meget vi-hakker-lidt-op-og-smider-det-i-mikset tilgang på samples og pisseirriterende scratch og breakbeats. Imellem snublerierne var der dog en vis iderigdom, det skal da indrømmes. Klunserbeats / Live er endnu mere stejl i sin brug af de populæreste kreativ-klasse-genrer i den vestlige verden; her er, som også på Søens folk, balkan og tango, hip hop og ska som rygrad, men nu bare endnu mere - og det i en grad så selv det mest overfladiske lyt straks bringer en ny og klar inspiration frem: Malk de Koijn! Selv ”sangen” er som snydt i snotkludden af Blæs Bukki... Iderigdommen fejler dog - stadig - ikke noget, men nu bliver det pludselig svært at se et større formål; midlerne er mere ambitiøse på den nye, men det slører så pludselig også for festen - den eneste retning på den første. Og uden den sidder man pludselig der – rød og flov i rævesaksen! Og savner gevaldigt en brugermanual ud til friheden igen. Dub Colossus (UK/ETH) er egentlig Nick Page fra først de banebrydende Transglobal Underground i 1990-97, siden, og til nu, i duoen Temple of Sound (i øvrigt på Roskilde i 2001), og derfor selv en vigtig veteran indenfor verdensmusik = spændvidden mellem lokal folkemusik, og global populærmusik. På et lokalt møde, primært mellem den nok så kendte etiopiske jazz, men også mellem dens mindre kendte blues og funk anno Haile Selassies sidste regeringsår i slut-60'erne og begyndelsen af 70’erne, lavede Nick Page i 1996 grundsporene til albummet Dub Colossus in a Town Called Addis (’08). På pladen blandes nye navne, på en scene er de ti mands høj, fra de fortsat meget levende klubber i Addis Ababa, op med Pages dosis af dub-reggae anno f.eks. Abyssinians. Og resultatet? Et vingeskudt forsøg på at krybe til huds med Damon Albarn. Paradoksalt nok er det her projekt nok det mest ”rene” verdensmusiknavn på Roskilde i år, og enhver, specielt begynder, der nærmer sig det her forsøg vil givet kunne lide det. Men det gør det ikke mindre svært at finde en egentlig måde at komme ud med et svar på ”Hvorfor?”, når musikken, der i sig selv ofte er ret så kedelig, spiller sit farvel fra cd’en. At være dans, dans og intet andet end dans er vel ingen skam - til stegt flæsk ad libitum sidder der jo også altid en fed og drukladen keyboardspiller og lirer op til dans - og så klart det band på

56

Roskilde i år der er dans, dans og intet andet end dans er det genreskabende Kassav’(FR ANT). Grundlagt i 1979, og allerede i 1980 blev så genren ”zouk” formuleret af bandet; den rene og caribiske karnevalstil på salsa, reggae og haitiansk ”compas” - den sidste er så en folkemusikform med guitar, harmonika, trompeter og synthesizers. Selvom bandet blev dannet i Paris insisterer de på at synge på kreolerfransk; et sprog unikt til Guadeloupe og Martinique - men til gengæld opvejer bandet det lukkede i festen ved at være grundigt kendte for deres energiske optræden og ekstravagante dansere. Som sagt: dans, dans og atter dans. Og nu vi var ved salsa er LA-33 (COL) årets bedste bud på den rene aftapning. Ikke på nogen måde genreskabende - men det er jo heller ikke noget der, i det daglige, belaster Kassav’ - er deres mission at spille salsaen varm på sang, messingtræk og congas. Igen: dans, dans og atter dans. Bonus: skægt egentlig at Roskildes egen omtale af bandet nok vil skrive om, men ikke kan høre (evt. ikke vil skrive?), at hittet ”La Pantera Mambo” ikke er en dyt mere end en salsa udgave af Henry Mancinis tema til den lyserøde panter! Oh, well. Nogen gange kan man bare fornemme at der må være sket et-eller-andet den gang at umage talenter blev slået sammen i enten en øver eller på et aftenskolekursus i musik for fallerede X-Factor ansøgere. Således f.eks. LaBrassBanda (DE) der, foruden en ”traditionel” rytmesektion på bas og trommer, har tuba, trompet og trækbasun kørende for sig.

Som musik er mødet sært enkelt og dog flydende, og dertil medrivende, i kroppen og som dans: som hvis proto-electronica’erne, fra dengang der stadig var lidt rock i maskinparken, Kraftwerk mødte fransk house a la Daft Punk - over rytmiske skemaer fra polka, ska og mariachi. Og alt sammen i Lederhosen! Skægt! At det var østlandenes nye og protektionistiske dominans i MGP der pludselig har fået de fleste vesteuropæeres øjne op for at EU har en grænse, og at den kommer ret så meget før at vi rammer Det Japanske Hav.

57

Et eksempel på at det sjove er ved at sætte sig i skægget er slovenske Magnifico (SVN); balkan på lidt toner fra Hawaii (!) og, ikke mindst, et trangbryst der tydeligt snobber efter respekt fra miljøet omkring lige netop MGP. Og så ikke mere. Og dog sært underholdende - som en bajer. Indtil vi når bunden af deres respektive talenter, og begge er tomme. For en øl kan det nås på ca. 11 sekunder, for Magnifico måske lidt hurtigere. Shastriya Syndicate (IND) har sitarspiller Purbayan Chatterjee som central person, og med bandet, bestående af diverse andre eksotiske indiske instrumenter - primært lutterne veena og sarangi - prøver han nu at få sig en trampolin til at formidle kendskab til yoga, alternativ medicin og klassisk indisk musik. At bandet er et politisk projekt understreges ikke bare af ovenstående, men skam også at de har fået støtte fra FN’s miljøorganisation (UNEP) til at udbredde kendskabet til, og oplyse imod, global opvarmning. Alt sammen fint nok! Og teknisk set er bandet, hvis vi nu SKAL tale musik, dygtige, kan virkelig deres raga, dvs. mestre de strukturer, mellemtingen mellem en skala og en melodi, som der opereres med indenfor klassisk indisk musik. Som sagt: alt sammen fint nok! Problemet er nu bare at landet forlængst har rundet milliarden i antal hoveder, og at de sikkert kunne fodre magre grislinger til fedegrise med ensembler af den her kaliber. Efter lidt lytten på det musikalske går man nemlig let i hjørnet, bag om dansen, og tror hurtigt at de KUN er på festival fordi de sidder i lommen på Al Gore - og en skummel stupabygger et sted på Vestegnen. Zizek Club (ARG) er en klub fra Buenos Aires, og af deres residents sender de os El G der følges til dørs af Fauna og King Coya feat. La Yegros. Og alt sammen for at spille os hvad de selv kalder for ”a synthesis of folk and Latin American cumbia in a digital format. Calm rhythms with intense sounds”. Og en så, potentielt, dansabel gang shampoo til danseskoene lyder sgu da mere end lovende, og vil bestemt være stor rumsteren direkte i gylpen på de danseglade. Som manifest for ingrediens skriver klubben videre at ”Zizek is about emerging Hip Hop, Dancehall, Cumbia, and Reggaetón sounds and their respective variations: Grime, Crunk, Bastard Pop and Mashups”, men insisterer nu stadig på at deres hovedbudskab er at levere den svært danseglade latinstil cumbia, og det af øverste skuffe. Fint! Og flot! Men uden at have hørt dem rangerer deres placering ikke højere end til omtale under dommen ”mellem”, men bør, i bedste fald, være et stolt følge til landsmændene El Hijo de la Cumbia & Anasol MC (s. 36). Og nu vi er ved cumbia: Bomba Estéreo (COL) – i øvrigt spansk for, s’føli, ”bombe i stereo” (!) - leverer lige dele electronica og fuld besætning på håndholdt hip hop, reggae og pop i kompetente doser - og

58

blandet op med afro-amerikanske musikstile som (og dér var den!) cumbia, men skam også mindre kendte lokaltraditioner som bullerengue og champeta, og pjat! Essensen i det her er alene ”afrokubansk” og det, ikke mindst, af sted på sjælens vinger med den aldeles velsyngende Li Saumet i front. Gangbé Brass Band (BEN) er ti mand høj, og viderefører de franske kolonialisters gamle praksis med at importere messinginstrumenter og optræne de lokale i f.eks. Benin til at spille europæisk militær- og dansemusik for blæsere. Gangbé betyder ”metallyd” på lokalsproget, og i den tradition spilles der her lokalkolorit ind via vestafrikansk juju - og det møde betyder så også at der, meget utraditionelt for besætningen, inkluderes afrikanske trommer og sang. Og en sært svingende størrelse: det her pendul mellem traditionelle voodoo-rytmer og vestlig jazz.

4.10. Hovedfestival - Mellem – Stilliste Electronica – Trentemøller: DJ Set with Live Guests (DK) [M H] Electronica/dubstep - 2562 (NL) [M H] Electronica/mash-up - 2ManyDjs (BEL) [M H] Electronica/minimalisme – Mike Sheridan (DK) [M H] Electronica/pop - Röyksopp (N) [M H] Electronica/reggae/dancehall - Major Lazer (US) [M H] Hip hop – Adam Tensta (S) [M H] ; Petter (S) [M H] Hip hop/electro – Deichkind (DE) [M H] Hip hop/soul - Negash Ali (DK) [M H] Indie - Fever Ray (S) [M H] Indie/electronica - Micachu & the Shapes (UK)[M H] Indie/folk - Frightened Rabbit (UK) [M H] Indie/pop - The Whitest Boy Alive (N/D) [M H] Indie/post-rock – Mono (JPN) [M H] Indie/rock – ...And You Will Know Us by the Trail of Death (US) [M H] Indie/verdensmusik - Gang Gang Dance (UK) [M H] Jazz/brass band - Hot 8 Brass Band (US) [M H] Jazz/minimalisme - Jon Hassell & Maarifa Street (US) [M H] Metal/viking - Amon Amarth (S) [M H] Pop - Lily Allen (UK) [M H] ; Håkan Hellström (S) [M H] ; Mikael Simpson & Sølvstorm (DK) [M H] Pop/indie - Hjaltalín (ISL) [M H] Pop/post-britpop - Elbow (UK) [M H] ; Mew (DK) [M H] Reggae/dub - Pharfar presents a Rub A Dub Night feat. special guests (INT) [M H] Reggae/roots - Groundation (US) [M H] Rock - Nick Cave & The Bad Seeds (AUS) [M H] ; Eagles of Death Metal (US) [M H] ; Faith No More (US) [M H] Rock/indie – Marnie Stern (US) [M H] Rock/psykedelika - Dragontears (DK) [M H] Rock/punk - Fucked Up (CAN) [M H] ; Social Distortion (US) [M H] Rock/singer-songwriter – St. Vincent (US) [M H]

59

Verdensmusik - Dub Colossus (UK/ETH) [M H] Verdensmusik/balkan – Magnifico (SVN) [M H] Verdensmusik/brass band - Gangbé Brass Band (BEN) [M H] Verdensmusik/cumbia - Bomba Estéreo (COL) [M H] Verdensmusik/electronica – Analogik (DK) [M H] Verdensmusik/electronica/cumbia – Zizek Club (ARG) [M H] Verdensmusik/folkemusik - LaBrassBanda (DE) [M H] Verdensmusik/raga - Shastriya Syndicate (IND) [M H] Verdensmusik/salsa - LA-33 (COL) [M H] Verdensmusik/singer-songwriter - Rokia Traoré (MALI) [M H] Verdensmusik/zouk – Kassav’(FR ANT) [M H]

5. Hovedfestival - Lavt

5.01. Hovedfestival - Lavt – Eletcronica Joel Zimmerman aka Deadmau5 (CAN) er dj, producer og remixer på primært house, ofte og gerne med stærke elementer af electro, men også med knapfingrene med ind over på lidt opklippet trance og forsøg udi techno. Og så langt så godt. Deadmau5 [sic!] har bare den aldeles hjernedøde og totalt latterlige feature at han altid - fåken ALTID! - spiller sine sæt med en kæmpe Mickey Mouse-maske over sin (pestramte?) byld; en stupiditet der dog åbenbart har gennemslagskraft nok til at han er blevet et stadionnavn - en position han i hvert fald IKKE kan takke sin rent ud sagt kedelige og ordinære samlebåndshouse for at have bragt ham i. Men måske det latterlige kostume virker på sin lytter under syre? På en bajer? På tømmermænd? I pantboden? *Suk!* Så mange spørgsmål, så mange lukkede døre uden åbning til svar. Har man noget frækt på vej i nummi er det jo fristende at partycrashe lukkede fester, f.eks. den eksklusive som pladevenderne Aage Jæger, LeBon og Langefinger laver under deres fælles nom de plume Den sorte skole (DK); hip hop breaks, Bollywood, samples i ny anvendelse på Monrad og Rislundsk visekunst, Bjørn Svin, Malk de Koijn, Skousen & Ingemann og dertil en bundrytme på et afmålt skvis drum’n’bass. Alt sammen fint nok! Og ud på plade/mixtape x2: Lektion #1 (’06) og Lektion #2 (’08), men! En lukket fest, og ret så kedelige, og enslydende på plade/mixtape. Så absolut kun for folk (med hornbriller og christianiacykel) der synes at det er fedt at stå erektion i en vinylkasse og finde tudsegamle plader til en ti’er. Alt i alt, for festivalgæsten som genus: en røvsnøret fest der IKKE er det værd at crashe nummi ind og in action. Det var noget af et fejlgreb, dog med indbygget bonus at høre Dynamo (’08), den nyeste med Rumpistol (DK), i samme lyttesession med Pellarins geniale Gundsø (’08). Teknisk er begge af øverste skuffe, er absolut med i Elitedivisionen af aktuel og dansk minimalistisk electronica med rumklanglige og dub’ede rødder, men hvor Pellarin kan skabe landskaber af horisontbred vidde, kniber det noget mere med ideerne på denne den tredje plade fra Jens Berents Christiansen aka Rumpistol; en ambitiøs plade der alene forbliver, ja, ambitiøs.

60

Til reference: Også de to første udspil, Rumpistol (’03) og Mere rum (’05), er hørt grundigt og løbende, men uden at have noget med op at sige til nutiden. Electronica på noise, industrial og ambient er en ret så fin kombination: bare nævn et par pladetitler med tidlig Nurse With Wound, og kendere vil slikke sig selv - og langt op om hårgrænsen. Black Dice (US) startede gesjæft i 1997 på en formular af ca. ovenstående, og det med lyde der først var inspireret af thrash’ens hårde rytmik, siden kom så en mere melodisk tilgang på en primær brug af breakbeats til det rytmiske og et mere psykedelisk idekatalog til at dække helhedsindtrykket ind på det melodiske. Og? Gode sager i gryden der desværre ikke er jongleret godt nok til at skjule at Black Dice på plade lyder ret meget jammende, eksperimenterende/famlende og som en flok uafhentede børn - der nu spiller førsteviolin og rytmekomik i en Rudolf Steiner børnehaveklasse. Med Black Dice i ørerne er eneste vej frem gennem en lukket dør. Som ingen sgu rigtigt gider at finde nøglen til. Imam Baildi betyder egentlig ”præsten besvimede” på tyrkisk og er først og fremmest en græsk/tyrkisk aubergineret a la musaka, dernæst er Imam Baildi (GR) et band af to brødre, Orestis og Lysandros Falireas, der samler den gamle græsk lyd på vinyl op i en mere elektronisk og trip hop’et sammenhæng. Masser af 78’er plader med bouzouki-strenge, Zorba og rembetika, den frække havneblues, er hvad der her røres sammen - på nogenlunde den samme recept som Gotan Project har gjort det med tangoen; at prøve at lave electronica ud af den gamle generations musikalske rygrad. Periodevis lykkes det dog at gøre forsøget lettere interessant, og der skal da nok samle sig en hel grisefest af mediterrane turister foran scenen når det er brødrene, med fuldt band, der skal spille. Men når koncerten er overstået er den – ja, overstået. Lommeuldsfilosofi? Javist! Nørder med store briller der graver rundt hos marskandiserens udvalg af fedtede vinyler med folk, disco, jazz og 70’er rock – se, dem

61

kender vi jo, og sådan kender vi Pål ”Strangefruit” Nyhus og Knut Sævik, tilsammen Mungolian Jet Set (N). Hjemme igen blander de sagerne op (ned?) i deres dj-sæt til den rene råvare på dansemusik. Resultatet er noget sært avantgardistisk, verdensmusikalsk og psykedelisk - og dog, det skal siges, sært nærværende alligevel. Det globale i det lokale. Problemet er nu bare at få kroppen til at finde retning i den her slags musik; hvor vil vi hen og hvor kommer vi fra? Er der er liv før døden? Og er der flere øl? Alle de her spørgsmål interesserer ikke rigtigt nørderne Nyhus og Sævik, og derfor bliver deres musik/turntablism en sær nullermand i navlen.

5.02. Hovedfestival – Lavt - Hip hop Hører man Jokerens nye, En tørstig digter (’09) synger/snakker han kun om sig selv, sin datter og sin eks. – men han gør det med en vis afprivatisering der gør at man alligevel lytter med, og – i de bedste stunder – kan forstå sig ind i mandens tekster. Og forstå dem med hvad der nu måtte være af nerver i benmarven. Anderledes med Pede B (DK): der er to plader ude, og hele vejen igennem spytter han på at disse, og end ikke under en duet med L.O.C., ”Mr. Næsten” (fra den nye Stadig beskidt (’08); og i øvrigt pladens bedste) – og sangtitlen siger vel næsten (!) det hele – kan han ikke lade være med at disse, proklamere han er det næste store. Lige op i snudeskaftet på mesteren! Og muligvis! I hvert fald hver gang den her elendighed vender tilbage til jul er tiden forbi – der hvor han var savnet af sin familie. Årets resterende 364 dage må han bare leve med at være ligegyldighedens mester. Og i hvert fald en mester i elendige enderim og totalmangel på fantasi. Mandens værk er så meget et middel mod musikalsk potens at han burde tage navneforandring til Pede A’. Så bare ærgerligt at Roskilde ikke så lidt bredere på perspektivet og hyrede Jeppe Rapp i stedet; hans Ikk’ uden mig (’08) vil det samme som lige præcis Stadig beskidt, men lykkes faktisk, kan faktisk noget. Og så er den smuk i skæret af Rune Rask’ fantastiske produktion. Dårligt set Roskilde, for dårligt. Sidste år var Lucy Love (DK) ”kun” på Pavilion Junior - og der burde hun hverken have været sidste år, i år eller det allersidste år inden Danmark dratter durk i helvede. Men i stedet for den her simple sandhed, musikken taler ligesom for sig selv, har Roskilde valgt, og af gud ved hvilken grund, at studedrive den her joke på ærkeengelsk grime, let dubstep og reggae ind på hovedfestival. For når man hører (og overlever) debuten Superbillion (’09) kan man hele tiden se for sig de grimasser og spasmer med fingre og hænder (og tæer?) foran mikrofonen der er foregået i studiet og under producer Yo Akims ret så banale 8-bits produktioner; alt sammen noget der først er en projiceret blindgyde fra East End, siden rodet op i en blikdåse, men alligevel – alligevel! - har kunnet lyde af nok til lokke en spritstiv booker til at ofre sin hele sin karriere på det her skrammel. Det her er så elendigt at hele Roskildes ledelse af, tydeligvis, tudsegamle övhålla burde tvinges til at høre pladen på repeat -

62

herfra og til sekundet for festivalstart. Så kan de nemlig lære det, kan de. De er de bedst sælgende rap-artister i Norge og har, angiveligt, modtaget adskillige priser for deres musik og deres sprog – og dermed er de bullseye med danske Malk de Koijn! Og det overlap fangede Roskilde da også let, for Klovner i kamp (N) gav nemlig afsked i 2006 for nu, ligesom også Malk de Koijn, at være blevet lokket tilbage til årets festival. Tolv år blev det til inden afskeden, og nu lidt ilttelt. For sandt at sige er Klovner i kamp IKKE noget der rigtigt rykker for os der har Malk de Koijn, bevares! Det er da meget muligt at alt hvad der kan kravle og gå ned ad fjeldene er samlet til gensynet; men det her (givetvis) norske stykke kulturarv - der for en dansker mest lyder som en sen og stiv duet med Jay-Z og Beyoncé; på vej hjem til Frederikshavn med Oslo-færgen - er ”mye” (eller hva’ fa’en det ny hedder?) anstrengende i længden. Lidt ligesom klipfisk og norsk brunost. Bonus: Og ”sjovt” at Roskildes omtale ikke har fundet plads til at skrive at Klovner i kamp siden har solgt ud – eller i hvert fald er blevet klogere på deres rundbold op af egen mur, og nu laver en slags poppunk under navnet Yoga Fire... ...som OGSÅ optræder på årets gang smat! Bare se side 32! Og tak for kaf’! Vi nøjes bare med en cognac uden en anden gang, ikk’? I praksis er La Coka Nostra (US) hele det gamle House of Pain plus et tidligere medlem i hardcore-outfittet Non Phixion og så ellers de sædvanlige løse sammenrend af mc’ere og producere. Stilen er gangsta/hardcore, deres debut er ude den 14’ende juli 2009, og imens er deres MySpace fyldt op med fløjtende jokes; ekspræsident Nixon og enerverende samples på pick-ups der er kørt fast i rillen afløses af primitive etfinger klaver a la John Carpenter - og det hele orkestreres så til tekster lige ud af manualen for klicheer. Bestemt kun musik for ungersvende der er ret store i bukserne. Bagtil, forstås. Er man født Dwayne Michael Carter Jr. er det måske ikke overraskende at ens debut hedder Da Carter (’04), og ja! Det kan vel heller ikke komme bag på mange når toeren så hedder Da Carter II (’05). Mindre sjovt bliver det så først nu hvor treeren hedder Da Carter III (’08), og består af sovset r&b hip hop - af en ”kaliber” der gav ikke mindre end otte Grammy nomineringer. Lil Wayne (US) er så manden der siger, på trods af megen banal autotune på egenproduktionen, at en af yndlingsbandsne som barn var Nirvana, og derfor kommer der nu i år en ny plade, og IKKE Da Carter IV, men derimod - og gab! - Rebirth, der rygtes at være en rockplade. Og det kunne da næsten heller ikke blive ret meget værre. Og autotune? Gå frygtsomt ind på DR’s hjemmeside, slå op under satire, og find her siden for Pharfar og Chapper, derefter deres video med Hønse og Krasser der gir den gas med ”Damhussangen” – verdens bedste autotunesang, og ren røv at trutte i for Timbaland. Og Lil Wayne.

63

5.03. Hovedfestival – Lavt - Indie Oh No Ono (DK) var forbi i både 2005 og 2007 og guderne skal vide hvorfor de nu IGEN skal vælte forbi med deres gamle miks af blender og remix på Boogie-listen; dog nu, med den aktuelle Eggs (’09), opdateret i kurven med masser af slut-60’er The Beatles strygere og en gennemgående linje på mere indie end pop. Helst skal man være frisk fra flyet fra Pattaya - for bedst at kunne værdsætte Malthe Fischers drengekorsstemme, ja! Dét må bare være svaret på hvordan man holder det her ud. Og sjovt! På ”Eve”, fra Eggs, prøver han faktisk på at synge dybt og mørkt. En vits, mand! En vits. Specielt at pladen så slutter med ”Beelitz” – et nummer der kunne være åbneren til et fugleperspektiv over hobbithulerne i Kløvedal. Og sådan slutter en lang, lang plade kaldet for ”Eggs”. En joke, mand! En joke. På indietronica og rock smider The Chap (UK) virkemidler ind i kampen for at udforske mulighederne, og mekanismerne, i det såkaldt ”banale” i en popsang, det særlige (om man vil) der gør den til, ja, til ”pop”. Sidste år fik vi Hot Chip og en mission der var ca. nogenlunde den samme - og som faktisk fungerede - hvorimod vi med The Chap straks finder at midlerne er noget mindre homogene; det er som om at instrumenterne på tur stiller sig ud på gulvet og spiller solo, som om at hele musikparken lynhurtigt bliver stillet i baggrunden når vokalen går i gang. Med andre ord er bandet ganske enkelt for opsplittet i deres fokusering på enkeltmidler, slet ikke et band overhovedet. Havde de mere talent ville deres udgydelser være at finde i skuffen for ”avantgarde”, nu er den i stedet at finde under etiketten ”pudseløjerlig”. Og lige over den altid rodede sokkeskuffe. I’m From Barcelona (S) er naturligvis åbneren for samtale fra spanske Manuel i Halløj på badehotellet, og ellers er det et tredive (!) mennesker højt indiepop-kollektiv fra Jönköping; der ser sig formet op omkring forsanger og sangskriver Emanuel Lundgren. Efter lyt på deres to plader, den oplagte Let Me Introduce Myself (’06) og den mere kontrollerede Who Killed Harry Houdini? (’08), efterlades man ikke med meget andet end forundring over freakshowets omfang; sangene har det nemlig med at blive uddelegeret til et liv i fragmentarisk form, som om at bandet – i sit hele selv - er en, i sagens natur egentlig, stor pastiche på overproduktion. For på trods af mandtal, der tæller bl.a. sax og klarinet, er I’m From Barcelona egentlig ganske traditionel i sin tilgang til musikken; i sin kerne slynger sangene sig om bas, trommer, guitar og sang, og punktum. Resten er flor og lir. I den egenskab er de derfor kun en halvbror udenfor ægteskab til det ligeledes store mandtal i Polyphonic Spree – der dog forstår at uddelegere i grupper, og derfor efterlader svenskernes talent på tærsklen til børnehjemmet; som så langt mere et visuelt cirkus. Fremfor et inspirationens afrundede arena.

64

En gang indiepop og -rock på Manchester i lige dele Buzzcocks og The Smiths er sandelig hørt før - og det lige op til den brækgrænse der er Cut Off Your Hands (NZ). Fedt er det dog at de selv er de første til at vide det: grunden til at de overhovedet blev dannet var nemlig for at se om bandet kunne skabe et fundament for at komme ud at rejse, og sandelig! Nu lykkedes det; de er landet gratis på Roskilde og rejsen er endt. I kunstnerisk fallit i hvert fald. At have en blank og naiv tilgang til indie ER nødvendig for at få inspirationerne til at springe ud; ellers falder det hele tilbage i formular. Og skema og formular er desværre den dagsorden der er tilfældet med The Pains of Being Pure at Heart (US). På tynd sang og orkestrering – den del af helhedsbilledet der hedder ”det tekniske” - leveres her alt for mange indie-standarter, her lyder det hele som tekststykker ud af lærebøgerne for de smukkeste afarter af indie: shoegazer, drømmepop og twee. Og det uden mindste plads til at lade en sten falde fra hjertet - til at lade sig fange som den musik der i bedste fald er den gode indie. Her bliver det hele halvfærdigt, en workshop hvor begyndere kan være med - og, måske, lære. Hvad man IKKE skal gøre, forstås.

5.04. Hovedfestival – Lavt - Jazz Pr. improviseret electronica på jazz er det norske selskab Rune Grammofon altid friske på at levere varen/har en god salgsaftale i gang med Roskilde, bl.a. tidligere med Arve Henriksen (på festival i 2007) og selskabets vel nok mest velrenommerede navn i Supersilent (på festival i 2008). Nu sender de så også Huntsville (N), der spiller os en noget mere ambient orienteret omgang, med mindre jam og mere komposition og så ellers med et øre der, gennem årene, mere og mere har orienteret sig mod håndholdt americana (der er bl.a. banjo og pedal steel guitar med på scenen) og mere psykedeliske toner fra Indien - bl.a. via en tabla pr. maskine (!). En seriøs/kuriøs omgang, men også en omgang der let kan virke noget kedelig, chilloutet og new age-agtig. Burde nok bedst være placeret på Lounge.

5.05. Hovedfestival – Lavt - Klassisk Med rødderne dybt i den moderne kompositionsmusik står klaveret og blomstrer med alt fra Satie til, og især, John Cage. På den dosis klør Volker Bertelmann på med sit projektnavn Hauschka (DE). Og fint! Problemet er bare at musikken, selvom den tydeligt tager udgangspunkt i Steve Reichs akustiske proto-electronica (ja!), er den, og underligt nok, alt for melodisk til at kunne tages seriøst som ”rigtig” minimalisme. Der er ganske enkelt alt for meget soundtrack over projektet til at det nogensinde bliver interessant. Og hvad laver han så på Roskilde? Svar: på sin MySpace kan han liste en masse tyske electronica-selskaber, og en del indie ditto fra USA og England. That’s it! No more to it, keine Hexerei.

65

5.06. Hovedfestival – Lavt - Metal Utroligt! Allerede i 2007 skulle vi absolut trækkes med Gojira (F) og deres elendige øko-freak’ede tilgang til deres opkog på melodisk dødsmetal – især aparte på en meget sær plankning af Mastodon og deres, igen, plankning af Moby Dick og Melville. Og nu er de her igen! Og guderne, og (muligvis) nisserne i selve maskinrummet for finanskrise, må stå alene med at vide hvorfor. Nok har Danmark aldrig siddet som hjerte i den mægtige krop der hedder dødsmetal, men vi har dog trods alt Illdisposed; død i absolut verdensklasse, og det er (desværre?) nok den målestok der gang på gang lægges ned over andre danske navne indenfor genren: f.eks. Dawn of Demise (DK), der nok spiller, og growler, en solid opsang til batiktøj, fuglefløjt og solopgang, men som ikke gør en dyt mere og anderledes end pionererne i 90’erne. Et ærligt lyt på debuten, Hate Takes its Form (’08), afslører absolut ingen form for variation, ingen anden tilgang til musikken end den monolitiske; at det her er musik for folk der kan li’ at ha’ ørerne og håret tilbage turbinen, og bestemt ikke vil mere og andet end det - og da slet ikke de brutale uglegylp på kannibalisme der var genrens særkende way back. Et udskidt blæs på pinden fra fortiden. Punktum! Stryper i 80’erne var et eksempel på et kristent metalband der faktisk gjorde genren - set som basiskost og helhed - stor ære, men indenfor en subgenre er det bare UMULIGT at bryde dens konvention, det kan man bare IKKE. Så meget er afgjort, at hvis der var nogen helligbrøde i black metal ville det så absolut være at hylde Rudolf Steiner og økologi; lidt ligesom dødsmetal IKKE kan handle om livet - for så var det jo ”livsmetal” (!) - kan black metal jo heller ikke handle om hvide kaniner og blomster mellem tæerne - for så var det vel ”white metal”?! Og ingen af de her to tænkte subgenrer findes jo, og vil heller aldrig gøre det. På den konto er det noget af en joke at Wolves in the Throne Room (US) spiller sig i hegnet med Burzum’sk black med indlagte passager af gotisk skønsang og ambient; og dæleme nej, og sgu! Budskabet, siger ordensreglementet, SKAL bare være satanistisk, nationalistisk, nihilistisk eller hedensk, men sgu da ALDRIG

66

hippiefrelst!?! Med sandaler og grydehår ind over black metals enemærker - på Rudolf Steiner og økologi?! Det her valg til Roskilde er meget, meget mærkeligt - og overgås nok kun af at det her er meget, meget aparte. Et freakshow af galanteri for den politisk korrekte booker. Og en stor, stor fornærmelse mod de genrebevidste.

5.07. Hovedfestival – Lavt - Pop Fra det ikoniske billede af Grace Jones (JAM) fra 1978, det hvor hun ligner en der er på skideren på inlinere/en gulvlampe, er det symptomatisk at hendes eksmand, fotografen og den sært grafiske opstylter, Jean-Paul Goude alene har set hende som en ikonografisk entitet; solbriller med spejlglas lige over huden. Og sådan startede det også: som blotter i det offentlige rum, som model, siden sanger, siden skuespiller, og nu, mest af alt, bøsseikon via sit gnejs- og granitagtige ydre. Sort, firkantet og maskulin i både den mekaniske fremfærd og den sært kontinentalpladeagtige sang. Fra hovedværket Slave to the Rhythm (’85) er der én lang rejse, over stoffer og over et billede fanget i et spejl, til nu hvor anmelderne giver hinanden ligtorne af at jokke superlativer mod hinandens knyster over comeback-albummet Hurricane (’08); en plade der starter med linjerne ”This is my voice, my weapon of choice” (på åbneren ”This Is”) kan næsten ikke skuffe, og det er da også en udemærket plade, med masser af lette toner fra hjemøen, men egentlig også et sært ekko. Når ikonmalere på den græske halvø Athos skal i gang med arbejdet faster de og beder en bøn inden de fortløbende penselstrøg. Når ikonet Grace Jones optræder, det være sig på fastmedie eller på en scene, er det til lyden af den blanke skovsø. Som ingen burde se, men som alligevel har fået sig sit eget webcam. I naturen kaldes sådan noget for ”forurening”, i musikverdenen kaldes det for ”et comeback”. C’mon! Så meget lyder forsanger Ed Macfarlane af Dúnés Mattias Kolstrup at man ved første lyt på Friendly Fires (UK) tror at nordjyderne har taget sig en helt ny drejning mod mindre rock, mere Klaxon’sk new rave på synths og disco. Dertil en ret sjældent hørt dosis afro-caribisk trommespil og lyd, men nej! Det her er bare afterburneren på den stendøde new rave, og klart et navn der ikke får, hvis verden altså er nogenlunde retfærdig/obamaficeret, ret mange krydser i programmet. Og men dog! Noget pænt skal man da sige, og det kunne f.eks. være at vi her har et navn, der med sin så centrale brug af disco, givet vil tiltrække bøsser i samme grad som f.eks. tidligere !!! og Scissor Sisters på festival. Og så skal det jo nok blive festligt alt sammen. Little Boots (UK) aka Victoria Hesketh vandt vist noget talentfis i England i januar 2009, men glem det nu: i stedet er det noget mere kreativt at pege på at hendes electro-pop er mindst lige så effektiv, hvis ikke mere, end svenske Robyn - her er nemlig renset for skelen til indie, her er recepten alene den rene pop. Og gerne tappet direkte fra 80’erne.

67

Resultatet er nogen ret så gode, stort og episk funderede sange - og det er jo godt nok alt sammen, fungerer jo som det skal derhjemme. Desværre siger liverygtet at hun og bandet næppe vil blæse teltet helt af og ud i hegnet. Så måske man alligevel burde notere at hun i januar 2009 vandt BBC’s flotte titel som ”Sound of 2009”? Hvad det så end betyder. Hvis der skulle være nogen derude der undrer sig over hvordan man svinger en elegant streg i en mangategneserie, gør det lettere sexet og detaljeret på en pulsåre af naivitet, er den japanske singer/songwriter Shugo Tokumaru (JPN) sikkert et fint sted at starte: multiinstrumentalisten spiller nemlig op på alt der er at finde i instrumentmuseet for folk, pop og elektronik på ditto. Men! At høre det her er som at sidde i det ovale auditorium og se på en obduktion af en popsang; og hvorfor sidder vi så lige her, tænker vi så? Er det fordi vi vil se blod? Se en puls? Finde en sjæl? Tja! Shugo Tokumaru er i hvert fald IKKE stedet man vil finde et svar. Minus dj’en Goldfinger og plus guitarist Apollo og Posen på trommer ER Yoga Fire (N) de facto hip hop gruppen Klovner i kamp (se side 52) i en ny slags optræden. Og det i sær forklædning - sær i den grad at man ikke ved om man skal grine eller græde - af en slags Bob Hund’sk eller Toten Hosen’sk poppunk på (ekstra) pjank og ballade. Meget lidt seriøst, dog med - og indrømmet - et vist snit til den gode sang, men slet ikke noget man, på nogen måde, kan tage med i værktøjskassen som meget andet end pointen i en bøvs. Eller en prut. Og skål.

5.08. Hovedfestival – Lavt - Rock Det er tilladt at være kritisk når: 1) Et band er NME-hypet, dvs. den (ret let begejstrede) engelske presse går i selvsving, 2) Roskilde vrøvler om at ”Et nyt stort orkester er føjet til den britiske kongerække” - og så placerer bandet blandt de mindre navne på plakaten, 3) Når et band har eksisteret siden 2003, men først debuterer i 2008, og - endelig: 4) Når bandet så ender debutåret med at indspille en ”alternativ” juleplade (den stærkt forglemmelige A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss) (’08)) - til lige at glide let ind under juletræet. TV Shop-style! På den selvbetitlede debut (’08) er Glasvegas (UK) først og fremmest røvsyge og kedelige, misbrugende Beethoven på det groveste (”Måneskinssonaten” planket til benet på den elendige ”Stabbed”), siden hen bare væg-til-væg produceret (Phil Spector igen-igen, og gaaab!) stadionrock med 60’er referencer til f.eks. Kinks, såvel som mere moderne linjer op til de skotske landsmænd i The Jesus and Mary Chain og Idlewild (de sidste høres specielt på ”Stabbed”, og igen) - men ikke mindst er Glasvegas bevidst stadionrockere; en blanding mellem landsmændene Simple Minds og irske U2 + lidt alternativ skuffeudtræk fra The Killers. At hypen bare var hype ses klart af punkt 2 ovenfor; live har bandet nemlig vist sig at være en joke. Præcis som de er det på plade. Glasvegas skulle aldrig nogensinde være booket til Roskilde, ALDRIG! Glem det.

68

Med deres dresserede smæk på olietønder og en forsanger der afsøger verden med indskud af desperation i stemmen er Orka (FO) den rene og skære plank på klassisk Einstürzende Neubauten.

Forsanger Kári Sverrisson, fundet i bandet, har nok hørt lidt efter hvad Blixa Bargeld har sunget, men kan dog ikke lade være med også at kaste lidt behagelige, og trods alt, minder af sted mod Mark Hollis fra Talk Talk. Orkas musik er da egentlig også ganske musikalsk, deler ofte store rundgange fællesskab med folkemusik a la Hedningarna, f.eks. - men alt sammen hørt før, og hørt bedre. Et band der ville være fine til tidlig eftermiddag på Pavilion Junior, og ikke meget mere. Det første offer for Joy Divisions stærke misantropiske mørkemageri var forsanger Ian Curtis selv; og efter selvmordet i 1980 valgte bandet, uhyre klogt, at fortsætte som New Order - og læg bare mærke til navnet! - og det med en ny start, på et noget mere lyst bagtappet. Men siden har arven fra Joy Division pløjet sig gennem rockhistorien på et sandt kølvand af titaniske dimensioner; en supertanker uden stop, og et møde de færreste har overlevet - Interpol (selv på festival i 2005 og 2007) har nyligt overlevet i respirator, Editors (på festival i 2006) er derimod blandt de mange der døde med støvlerne på. Og således også White Lies (UK) – om hvem der alene er at sige at deres debut To Lose My Life... (’09) ganske enkelt er en fornærmelse. Og gravskænderi mod en legende. Og samme type tidsspilde som at sidde at tælle med når sanduret går sin gang. Lavt – Rock – Singer/songwriter Kunstmuseet Louisiana er jo kendt for sit geniale skidt-og-kanel koncept; folkelige udstillinger, oftest med plakatkunst a la Matisse og Monet, afløses af smalle udstillinger – vigtige sager der så kører rundt på pengene tjent ind af massernes trykken næserne flade mod den elendige ”kunst”. På samme måde med Roskilde: for at forblive ”progressive” er de nødt til at sælge billetter til f.eks. segmentet af de lilla og overhumanistiske piger, dem der ender med at sippe rødvin og snakke strikkeopskrifter (over Ib Michaels den nye), når de, færdiguddannede, sidder og venter på død og ratepension i daginstitutionen, lærerværelset eller i udlånet på biblioteket.

69

Det er DEM der skal købe billetter til f.eks. Tim Christensen (DK); manden der i Dizzy Mizz Lizzy skabte et af dansk rocks største mesterværker, og spillede den op med den bedste koncert, på Grøn, til Roskilde i 1996 – siden, efter en opfølger af en fuser med Dizzy, har han lavet musik der er kontemplativ for sin lytter, skaber et filosofisk rum - for kender du det? Du sidder og lytter til musik, og pludselig står de metafysiske problemer og blinker, og gør det hver evige eneste gang du hører den her musik? En sådan metafysisk ting kunne jo være begrebet ”tid”: og når man hører Tim Christensens elendige output tænker man, hele tiden og revet ud af tiden, på begrebet ”tidsspilde”. Og aldrig har man dog hørt så galt. Ser man en stodder gå omkring med en Blixa Bargeld frisure er det at hårene bør rejse sig - som nu med Konstantin Gropper aka Get Well Soon (DE) og en entitet der synger som outtakes på Claus Hempler, har et singer/songwriter projekt kørende på noget Sufjan Stevens - og lidt romantisk/melankolsk/bitter lommefilosofi a la danske Kaspar David. For dem der kommer til ende på debuten Rest Now Weary Head! You Will Get Well Soon! (’08) har rejsen været én lang somnambulisk tour de force i hvordan sovepillen blev opfundet; ifølge Roskilde selv, og hvorfor ikke, optræder han åbenbart live med et lille balkanorkester. Og så lugter det jo! Pludselig af f.eks. det stærkt beslægtede projekt Beirut aka Zach Condon der var på festival i 2007. Må man foreslå en titel til Blixa-hjelmens nye pla’e? Hvad med f.eks. Total Waste of Time, Total Waste of Time! I've Said it Twice Now: You're Dead! (’09). Lavt – Rock – Roots, folk og anden shitkick Har man ikke hørt kor-, duet- og vokalharmonier fra Beach Boys, Simon and Garfunkel, Crosby, Stills, Nash and Young og The Mamas and the Papas kan man fint nøjes med at få lidt kølig vingesus af at høre de stærkt hypede Fleet Foxes (US) og først deres ep Sun Giant, siden deres selvbetitlede albumdebut, begge to fra 2008. Har man derimod hørt Beach Boys, Simon and Garfunkel, Crosby, Stills, Nash and Young og The Mamas and the Papas er Fleet Foxes det rene tidsspilde. Roskilde! En finpudser af kvalitet i programmet og coacher supreme til stilen ville straks have sagt jer de viise ord: ”Kill your darlings!” - og dermed fluks og direkte dræbt en snigende historieløshed. Fleet Foxes er nemlig afgjort kammerpop, americana og folk af fineste finér på skuffen - og hvad så?! De er de mest rene stiløvelser i årevis, og om to år taler vi stadig om Beach Boys, Simon and Garfunkel, Crosby, Stills, Nash and Young og The Mamas and the Papas - men absolut IKKE om Fleet Foxes. Og det sidste tegn i den her afsluttende omtale af årets mest ligegyldige gang hype var et punktum. Af den svært definitive slags. Klara og Johanna Söderberg deler blod og tilsammen er de First Aid Kit (S). De spiller folk på barberet guitar, sang og klaver. De har lavet en cover af Fleet Foxes’ ”Tiger Mountain Peasant Song”. Og det faktisk i en udgave der gør det endnu mere uforståeligt hvorfor den her slags rene retro-folk er det nye sorte.

70

Hører man First Aid Kit undrer man sig virkelig, gang på gang og konsekvent, over hvor Roskildes aparte ord om ”den dybe visdom, man mærker i pigernes fortryllende stemmer” præcis er at finde? Tilsammen er de to søde søstre fanget i en forvirret duo der, i en bare marginalt bedre verden end den her, end ikke kunne få ansættelse til at lave lydprøver på Pavilion Junior. ”Woody Guthrie meets Eminem”, siger The Deadly Gentlemen (US) om sig selv på deres MySpace - og at en så flot rejst catchline sælger kan tydeligt ses af Roskildes egen falden-på-halen-omtale. Og roots?! C’mon Roskilde! Fordi mægtige Guthrie ganske rigtigt er hjerteblod på roots er det da tilladt at have ørerne med, sgu. Grundtonen i The Deadly Gentlemen er nemlig IKKE roots, men derimod bluegrass, den hvide mands blues – og det i en ”moderne” udgave der møder et strejf af hip hop’et ”sang”. Hverken mere eller mindre. Samlet set, for dem der kan holde det ud, lyder de som en flok amerikanske luksushobos der lige har lettet røven fra D’Anglettere og nu sidder på Strøget i København og spiller for japanske Euros - eller hvad fa’en sådan noget nu hedder; når man nu ikke selv, som The Deadly Gentlemen, kan finde ud af andet end at swingpjatte sig gennem en musik der er talentløs, men dog med nok charme til, åbenbart, at sælge varen. Til f.eks. Roskilde. Alt i alt en vare til den hvide ghetto omkring Sankt Hans torv, Nørrebro, København; centrum for den kreative klasse der VIRKELIG vil have perspektiv på deres koloniale udgave af globaliseringen. Her bliver DE bekræftet, mens alle der faktisk ”forstår”, eller i hvert fald ”elsker” musik - bare har at holde sig væk. At The Gaslight Anthem (US) er en papegøje på skulderen af Bruce Springsteen er tydeligt for enhver, og så meget at bandet da heller ikke gør - ikke KAN gøre - det mindste for at skjule at statspasset for New Jersey deles af både dem og The Boss. Eneste forskel er så at de, i deres egen udgave af ”Jersey Shore Sound”-rock, tilfører den gamle stadionrocker en skvis mere energi, ofte og gerne fra en stander i vejkanten af punk, men så heller ikke meget mere. Det gennemgående er nemlig stadig at det her kunne være et band pisket af en frafalden søn af New Jerseys egen store søn; og en pode der lider så meget af et faderkompleks at han vil gå evigt i en skygge der er kastet langt foran ham - fra vugge til grav. The Gaslight Anthem får dog lige den gumpetunge højt nok op over vandoverfladen til IKKE at være røvballerock. Men der skal skisme IKKE slukkes mange streger fra standeren for knallertbenzin før at det sker.

71

Lavt – Rock - Aggressivt En ”misantrop” er egentlig en menneskehader, men kan skam også bare være en der er slemt skuffet over sine medmennesker – tag nu bare Ida Maria (N), f.eks.: på coveret til debuten, Fortress Round My Heart (’08), ser hun lidt sød ud, på den højskoleagtige måde, og i noterne til skiven fremstår hun da også ganske sympatisk. Og pludselig! På Roskildes pressebillede ser hun stadig lidt sød ud, men nu pakket ind i en spandfuld klamme emo-klude. Og fidusen? Den er simpel: at hun nu, i skæret af den fede fidus, pludselig skal køres i stilling til at tage over på det (købe)segment der før var taget af f.eks. den frække (!) ”skater girl” Avril Lavigne. Men hendes musik? Ida Marias? Den ulidelige blanding af teen-tristesse og total mangel på livserfaring? På tyggegummipunk på samlebåndsrecept? Til den er der bare at sige at hvis polyvinylchlorid var en truet dyreart – så fik Ida Maria sgu stærke skuldermuskler. Af kronisk at have Greenpeace på nakken. At Roskilde kan skrive at: ”Hype er der nok af i denne grådige og glemsomme musikverden. Baddies er et af de navne, der vil blive siddende”, er en ren sprutmave i ruml på chili, løgsuppe og brunkål, ævl supreme og den værste bukken over og læggen nr. 2 til go’ gammel sucker NME-hype, og hype? Da det her blev skrevet havde Baddies (UK) end ikke en plade ude, for fanden!!! Og hvordan lyder de så på MySpace? Som 2db og 12km/t mindre end Offspring. Ellers er alt planket fra amerikanerne. Og så tillader Roskilde sig oven i købet at ledsage omtalen på nettet med en hel artikel hvor der står - og KUN står - at engelsk musikpresse skriver Baddies op i hjørnet til at blive/være ”the next big thing”. En hel artikel! Det her er en skændsel. Standard hardcore og punk blandet op med tidlig Metallica og sydstatsrock bag en brølende forsanger der gør hvad han kan, men aldrig når over sine forbilleder, tydeligvis spiller en rolle i for lille en hud, er alt hvad der egentlig er at sige om Cancer Bats (CAN). Og dog! Så skal det da også lige noteres at de håbefulde har et imponerende udvalg af marskandis til salg med eget navn og logo - for det her er virkelig et band der tror på sagen om den forlagte tid, eller, og sagt på mere jævnt dansk: det her er tidsspilde i essens.

72

Skambankt (N) startede som et fjollet sideprojekt for Terje Vinterstø, guitarist (og basker på olietønder) i Kaizers Orchestra. Fra start var det hele en snotnyset joke på punket garage, revolutionære paroler og endnu mere joke på Motörhead end Motörhead selv. Siden er der bare løbet endnu mere smeltet isvand i glasset med Jack D; hastigheden i de gamle ben dur nu kun til at levere doser på max. garagerock, de revolutionære paroler er siden - og som begge dele i øvrigt altid har været - lige så stendøde som Kaizers, og hvad gør man så? Man udgiver den lidt mindre rockede sag, Hardt regn (’09) - og så afgjort bandets dårligste af de tre siden debuten i 2004. På Grøn/Arena var de forbi for at lukke festen søndag aften i 2005, og nu er de så forbi igen. Jamen! Hele to ubegribeligheder i samme sætning! Uden den Turbonegro-store joke har det her band nemlig nul gang på jord. Her omkring gribes man sgu snart af åndeligt mismod.

5.09. Hovedfestival – Lavt - Verdensmusik I 1997 startede det hele med en saxofon og et trommesæt, i 2000 kom debuten Vasaraasia (”Asiens hammer” på finsk), og siden er sortimentet af sauna- og knivfreaks fyldt helt op til seks mand høj på sax, klarinet, basun, trommer, orgel, cello og tuba. Alamaailman Vasarat (FIN) hedder de, og det betyder så meget som ”Hamrene fra underverdenen” på finsk. Og sjovt! Men ud over stand-up i nordisk verdensklasse er de nu mest eksponenter for instrumentalmusik på vestlig inspiration af jazz, psychobilly, punk og kabaret. Men alt sammen på en bagvedliggende og rytmisk åre af folkemusik fra enten Sydamerika eller Østeuropa, og helt gennemgående er altid den distinkte balkanlyd af jødisk klezmer. Finnerne har skam også været seriøse og lavet filmmusik, optrådt på alternative rockfestivaler, og er ellers mestendels et fint orkester for den hurtige og sjove oplevelse - men næppe noget der nogensinde vil stå øverst på nogen som helst liste over must-sees. Og klart et navn der ruller sig i sneen, pisker sig med lidt birkegrene og går ind igen. Og væk og farvel. Med Katzenjammer (N) har Roskilde virkelig ramt bunden; de fire jenter spiller og fjoller som var de fjeldabernes endelige svar på den savlbøvsende danske revy- og cabaret-hickup Venter på far. Det her alt for hastigt samlede gymnasieband spiller snart rocket balkan og country, snart nærmest hitlistecountry, og har ellers en forsanger der - vistnok - er valgt fordi hendes stemme lyder som skummet på ølglasset dagen efter. Katzenjammer – på dansk: ”kattejammer”, s’føli; og for helvede da Roskilde! - er et af de navne man kan knalde ind over Pavilion Junior, den scene hvor vi druksutter jo alligevel æder det hele råt. Men sgu IKKE på hovedfestival! Fra fælles opvækst i Lima, hovedstaden i Peru, boede de personer der nu i 2001 skulle blive til Novalima (PER) i henholdsvis London, Barcelona, Hong Kong og Lima - men via nettet fandt de, og deres ideer, sammen, og allerede i 2002 var debuten på gaden.

73

Basen er nu igen Lima - ”Novalima” betyder jo egentlig bare ”nye Lima” - og herfra skaber de så en svært dansabel lyd på det de kalder for ”afro-peruvianske rytmer” - angiveligt, og gab!, inspireret af de slaver vi evigt og altid skal høre om er inspiration for alt og alle syd for Texas, og jada: pointen er bare at det her miks af salsa, reggae, pop og elektronik jo nok har et fokuspunkt i Lima, men sandelig er skabt lige meget i London, Barcelona og Hong Kong. På trods af deres egen, og sædvanlige, salgstale er Novalima, for nu at skære ind til benet, en opdatering af latin-rytmer, og ikke meget mere. Men svært dansabelt, javist! Der er dømt møde et sted mellem London, Paris og Linköping når Radioclit Presents the Very Best (INT) team’er op som den fransk-svenske duo Radioclit, selv residents i London, og den malawesiske sanger, dog nu med base i London, i form af den uhyre habile Esau Mwamwaya. Resultatet er en rå og hurtig jungle med vokal og samples, der - ja, lige netop lyder af ”jungle”, dvs. af afrikanske trommer og sang. Det kan meget vel være at det her ikke tæsker de små og grå, men til gengæld er der her stærke hormoner til skinkerne. Så afgjort - og så heller ikke mere.

5.10. Hovedfestival – Lavt - Stilliste Electronica/folkemusik - Imam Baildi (GR) [M H] Electronica/house - Deadmau5 (CAN) [M H] Electronica/minimalisme - Rumpistol (DK) [M H] Electronica/post-rock - Black Dice (US) [M H] Electronica/turntablism - Den sorte skole (DK) [M H] ; Mungolian Jet Set (N) [M H] Hip hop - Klovner i kamp (N) [M H] ; Lil Wayne (US) [M H] ; Pede B (DK) [M H] Hip hop/grime - Lucy Love (DK) [M H] Hip hop/hardcore - La Coka Nostra (US) [M H] Indie - Oh No Ono (DK) [M H] ; The Pains of Being Pure at Heart (US) [M H] Indie/indietronica – The Chap (UK) [M H] Indie/pop – Cut Off Your Hands (NZ) [M H] ; I'm From Barcelona (S) [M H] Jazz/electronica - Huntsville (N) [M H] Klassisk/minimalisme - Hauschka (DE) [M H] Metal/black metal - Wolves in the Throne Room (US) [M H] Metal/melodød - Gojira (F) [M H] Metal/død - Dawn of Demise (DK) [M H] Pop - Grace Jones (JAM) [M H] Pop/electro – Little Boots (UK) [M H] Pop/new rave - Friendly Fires (UK) [M H] Pop/punk - Yoga Fire (N) [M H] Pop/singer-songwriter - Shugo Tokumaru (JPN) [M H] Rock - The Gaslight Anthem (US) [M H] ; Glasvegas (UK) [M H] ; Orka (FO) [M H] Rock/bluegrass - The Deadly Gentlemen (US) [M H]

74

Rock/emo - Ida Maria (N) [M H] Rock/folk – First Aid Kit (S) [M H] ; Fleet Foxes (US) [M H] Rock/garage – Skambankt (N) [M H] Rock/post-punk - White Lies (UK) [M H] Rock/punk/indie – Baddies (UK) [M H] Rock/punk/southern sludge - Cancer Bats (CAN) [M H] Rock/singer-songwriter - Tim Christensen (DK) [M H] ; Get Well Soon (DE) [M H] Verdensmusik/balkan - Alamaailman Vasarat (FIN) [M H] Verdensmusik/electronica/jungle - Radioclit Presents the Very Best (INT) [M H] Verdensmusik/folkemusik - Katzenjammer (N) [M H] Verdensmusik/latin - Novalima (PER) [M H]