Arbeiderhverdag og

arbeidersubiektivitet:Henimod en arbeiderhistorie»fra neden«

- Nye tendenser i arbeiderforskningen

Af Svend Aage Andersen

» Til omskrivning af det her mente område anvendes almindeligvis talrige og i deres

betydning svampede begreber: »mentalitet«, »ideologier«,»kultur«, »forestillin-ger«, »verdenssyn«,»bevidsthed«. Begrebet subjektivitet er disse begreberoverle-

gent den', at det omfatter to betydningspoler:for det første den ure/lekterede sub-

jektivitet, som finder sit nedslag i adfærdsformer,indstillinger og i sproget, men

for det andet ogsåbevidstheden i dens forskelligeformer (identitet, kritisk bevidst-

hed, klassebevidsthed)«.(Luisa Passerini 1980.' 214) '

»Den allerførsteopgave for den revolutionære propaganda måtte være den at for-stå og at tage hensyn til modsigelseme i arbeideren, at acceptere den kendsgerning,at det ikke var en klar revolutionær vilje der var blevet tilsløret eller vildledt, men

at det revolutionære element i den psykiske struktur dels var uudviklet, dels var

gennemtrængt af modsatrettede, reaktionære strukturelementer. (. . . ) Den revolu-tionære bevægelseundervurderede betydningen af de tilsyneladende uvæsentligedagligdags-vaner; ofte udnyttede den dem helt forkert. Det småborgerligesovevæ-relse, som »proletaren«anskaffer sig så snart han har mulighedfor det, ogsåselvom han ellers er revolutionært indstillet, den dertil hørende undertrykkelse afkvinden, ogsåselv om han er kommunist, det »anstændige«søndagstøj,stive dan-

setrin og tusind andre »bagateller«har uden sammenligning mere reaktionær ind-

flydelse end tusindvis af revolutionære taler og flyveblade kan opveje. (. . . ) Vi må

være mere, meget mere opmærksommepå disse ting i hverdagslivet«.(Wilhelm Reich (1933), her 1974: 100 f)

Dersom det felt, som den italienske historiker Luisa Passerini i citatet beteg-ner som »subjektivitet«,nu endelig er kommet i forskningens fokus, ville det

antagelig have glædet Wilhelm Reich, hvis han havde levet. Måske var Reich

197

forud for sin tid, da han i begyndelsen af 30'erne fremhævede, at problemetomkring klassebevidsthed ikke længere kunne formuleres løsrevet fra arbej-dernes hverdagsliv. Under alle omstændighederer problemstillingen stadigaktuel (jfr. også diskussionen i Cerutti/Claussen/Krahl/Schmidt 1971, der

påviserutilstrækkeligheden i Lenins og Lukacs' fortolkning af den såkaldte

»subjektive faktor«, i historien). Rudolf zur Lippe har -iøvrigt helt i Reichs

ånd - talt om »subjektivitet som en objektiv faktor«, som ogsåslår sig ned i de

samfundsmæssige strukturer (zur Lippe 1974). Andre har talt om en udskift-

ning af det snævre klassebevidstheds-begreb med begreber som »kulturel

identitet« (Niethammer 1982: 32) eller »mod-hegemoniale kulturformer«

(Sider 1982: 135).

Disse omfortolkninger af gamle begreber er imidlertid kun et enkelt udtrykfor de strømninger, der i de sidste år i stigende grad har forskudt forskningsin-teressen mod felter som »hverdagshistorie«,»kultur- og mentalitetshistorie«,

»historie fra neden«, »historisk adfærdsforskning«, »historisk antropologi«,eller hvad man nu vælger at kalde det. Medens man i arbejderforskningen i

1970'erne hovedsagelig interesserede sig for arbejderbevægelsens organisato-riske og politiske udvikling, er der i de senere år sket en drejning mod den

»proletariske livssammenhæng« under og udenfor den traditionelle

organisations- eller idéhistorie. Forskerne har i denne udvikling dels rettet

opmærksomhedenmod arbejderklassens levevilkår og sociale situation og dels

i højere grad inddraget arbejdernes hverdagsadfærd og bevidsthedsformer.

Hvor udforskningen af arbejdernes objektive situation i vid udstrækning in-

debar en videreudvikling af de eksisterende kvantitative metoder (bl.a. under

anvendelse af EDB og s.k. »kvantitative biografien), aktualiserede interessen

for arbejderne som subjektivitet først og fremmest en inddragelse af nye kvali-

tative metoder og s.k. »bløde kildegrupper« (erindringer, interviews, dagbø-

ger m.m.).

Sigtet med denne artikel er ikke at give et samlet og dækkende internatio-

nalt overblik over arbejderforskningcns aktuelle stade. Hensigten er alene at

skitsere de strømninger og udviklingslinjer, som peger i retning af en »arbej-

derhistorie fra neden«, at belyse dem med konkrete studier og at diskutere

nogle af de teoretiske og metodiske problemer, som rejser sig i forbindelse

med denne udvikling.2 Da jeg andetsteds kort har givet et overblik over den

hjemlige udvikling (Andersen 1984), vil jeg her hovedsagelig holde mig til den

udenlandske arbejderhistorie. Først vil jeg ved en gennemgang af forskelligelande (især England og Tyskland) vise, hvordan den stigende interesse for

dagliglivshistorien tilsyneladende er en international tendens i tiden. Dernæst

vil jeg gennem belysningen af en række forskellige faglige indfaldsvinkler og

metoder anskueliggøre, hvordan der desuden er tale om en mere eller mindre

udtalt tværfaglig tendens. Endelig vil jeg i artiklens slutning gøre rede for

198

nogle af hovedsynspunkteme i den diskussion, der har været ført om denne

nye form for socialhistorie »fra neden«.

Opbruddet fra »organisationsperspektivet«Opbruddet fra den type »organisationshistorie«,der især beskæftigede sigmed arbejderbevægelsens historie på ledelses- og idéplan,foregik i Vesttysk-land op gennem 1970,eme. Et første centralt forsøg påopgør var Michael Ve-

sters Die Entsthehung des Praletariats als Lemprozess (1970), der i stedet for at

fortabe sig i idéhistorien søgte at nå frem til en materialistisk forståelse af teo-

ridannelser og strategier. Ved at gå ud fra arbejdernes liv, deres kampe, kamp-erfaringer og kommunikationsformer, og derudfra forstå teorier og strategier,ville Vester - inspireret af E.P. Thompson (1963) - nå ud over den reduktion-

isme, der lå i den gængse idéhistoriske betragtning af socialismen og klassebe-

vidstheden (Vester 1970: 229).Et andet centralt studie var Karl Heinz Roths bog om Die »andere«Arbei-

terbewegung (1974), der betonede beskæftigelsenmed masserne, »basis«,men

trods alt ikke rigtig fik klargjort formidlingerne mellem basis og ledelse, mel-

lem arbejderklassen og arbejderbevægelsen. Samtidig modstillede Roth i

bogen to grupper af arbejdere; de kvalificerede »fagarbejdere«,der opfattedessom reformistiske og som dominerende ifagforeninger og partier, og de ukva-

liñcerede »massearbejdere«, der blev opfattet som de ikke-integrerbare og po-tentielt revolutionære.

Bl.a. disse studier var med til at rejse kravet om en forskning, der klarlagdesammenhængen mellem den politiske bevægelse og den sociale situation: kon-

krete undersøgelser af, hvad det var for sociale betingelser og erfaringer, der

egentlig frembragte (eller hæmmede) arbejdernes beredskab til organisationog aktion (jfr. Peukert 1978).

Netop denne problemstilling - sammenhængen mellem arbejderklassenssocialhistorie og arbejderbevægelsens historie (forstået som klassens bevidst-

gørelsesproces) - var udgangspunktet for Erhard Lucas undersøgelse Zwei

Formen von Radikalismus in der deutschen Arbeiterbewegung (1976). Bogen var

samtidig et forsøg påat gendrive Roths »massearbejder-tese«, der faktisk alle-

rede fandtes hos Otto Rühle, hvis Illustrierte Kultur- und Sittengeschichte des

Proletarials (1930) fortjent blev »genopdaget«(optrykt i to bind, 1970-77). I

Italien blev massearbejdertesen fremført af Bologna og Cacciara (1973).Centralt for Lucas står forsøget på at sammenknytte analysen af arbejder-

nes levevilkår (»Lageanalyse«) med aktionsbeskrivelsen, dvs. arbejdernes ak-

tionsdeltagelse i revolutionstiden 1918/19. I forsøget påat efterspore formid-

lingsled mellem arbejderliv og klassehandling holder Lucas sig ikke som så

mange andre (f .eks. Schröder 1978) udelukkende til produktionssfærenog de

ydre rammebetingelser, men inddrager en lang række forhold i- reproduk-

199

tionsområdet: arbejdsformer, boligsituation, kvindernes og de unges stilling,seksualitet, fattigvæsen, fritidsadfærd og kommunikation samt former for kri-

minalitet mm. Undersøgelsensførste del opfatter Locas selv som et forsøgpåat udfylde Negt/Kluges kategori »proletarisk livsvirkelighed« historisk-

empirisk. Denne forskydning væk fra organisationsanalysen over mod arbej-dernes sociale virkelighed b'etegnede ganske rigtigt en ny problemorientering.Men alligevel forblev undersøgelsen helt påde kollektive datas niveau, såledesat arbejdernes livsverden næppe blev synlig i alle disse gennemsnitsdata, der

blev opstillet.I sin undersøgelse sammenligner Lucas to af arbejderradikalismens høj-

borge, Remscheid og Hamborn i Ruhrområdet, der var underkastet de samme

rammebetingelser, men alligevel frembragte helt forskellige livsformer og helt

forskellige modstandsformer mod et kapitalistiske system. I Remscheid, der

havde en lang håndværkstradition, dominerede en radikalisme, som udtryktesig gennem parti og fagforening og var fast organiseret gennem disse. I Ham-

born, der var uden tradition, bestod arbejderklassen i høj grad af arbejdsim-migranter fra Østpreussen, Polen og Böhmen, der var vanskelige at få til at

organisere sig, men i stedet under novemberrevolutionen udviklede en revol-

teagtig massebevægelsemed økonomiske mål. Ingen af disse to arbejdertypermå imidlertid idealiseres på bekostning af den anden, fremhæver Lucas med

kritisk bråd mod Roths idealisering af »massearbejdertypen«.I forklaringen af de to former for radikalisme i bogens tredje del peger Lu-

cas bl.a. på Hambom-arbejdemes diskontinuerlige livslinje og usikre frem-

tidsperspektiv som en afgørende forklaringsfaktor. Desuden peger han påmuligheden af, at Hamborn-arbejdernes agrare mentalitetsbaggrund kan

have påvirketaktionerne dér.

Et skandinavisk forsøg på en sådan eftervisning af det materielle grundlagfor en lokal arbejderradikalisme er svenskeren Lennart K. Perssons undersø-

gelse af arbejderbevægelsen i Bohuslän (1984).Samme udgangspunkt som Lucas har ogsåMichael Grüttner, der i sin un-

dersøgelse af Hamburg-havnearbejdemes socialhistorie, Arbeitswelt an der

Wasserkame (1984), vil afdække »struktursammenhængen mellem social si-

tuation (»Lage«), social bevægelse og kollektiv mentalitet«. Ogsåhos Grütt-

ner drejer det sig om at efterspore årsagertil en påfaldendemilitans. Ligesomhos Lucas er undersøgelsen opdelt ito hoveddele, en første del, hvor havnear-

bejdemes arbejds- og livsforhold beskrives, og en anden del, hvor Grüttner

gør rede for havnearbejdernes arbejdskampe og organisation. Koncentratio-

nen på de lokal- og branchespecifikke særegenheder opfatter Grüttner netopsom et velegnet middel til »at overvinde den traditionelle historiske betragt-nings fugleperspektiv og nå mest mulig tæt ind påde arbejdende klassers tæn-

ken og handlen« (5.12).I billedet af de ufaglærte arbejdere har det været en almindelig opfattelse, at

›

200

deres konfliktberedskab var reduceret, b1.a. som følge af, at de i arbejdspro-cessen var lette at skifte ud med andre. Her viser Grüttner imidlertid, at

havnearbejdeme slet ikke passer ind i dette billede af et indifferent og kon-

fliktsky arbejderlag. Muligvis skyldes dette, at havnearbejdeme var en usæd-

vanlig gruppe blandt de ufaglærte.

»Men så ville den følgeslutning ligge nær, at differentieringen mellem kvalificerede ogukvalificerede arbejdere først og fremmest endelig kun er en meget grov kategorisering,hvis forklaringskraft for udviklingen af fællesskabsbevidsthed og konfliktevne ville være

ringere end normalt antaget.«

(Grüttner 1984: 14)

Gennem en detaljeret skildring af forskellige arbejdsforhold i forskellige sek-torer af havnen viser Grüttner imidlertid, at visse arbejdergrupper (især de

folk der lossede og lastede) var mere tilbøjelige til at konflikte end andre (kaj-arbejdere, maskinpassere).

Selv om Grüttner gør mest ud af arbejdskampene, giver afhandlingen et

usædvanligt godt indblik i arbejdernes erfarings- og livsverden. Den viser

bl.a., at løsarbejdet ikke kun førte til fattigdom, men at arbejderne netop ogsåforstod at skaffe sig frirum, som de hårdnakket forsvarede overfor arbejdsgi-verne (jfr. ogsåAnders Björklunds undersøgelseaf Göteborgs havnearbejdere1984). Grüttner har i et andet studie (l984b) forsøgt at indkredse havnearbej-dernes særlige livsstil ved hjælp af Oscar Lewis begreb om en »fattigkultur«.Som ogsåBjörklund har gjort det med Göteborg som eksempel, kan Grüttner

her vise, at forholdet mellem denne »proletariske hverdagskultur« og »den

socialdemokratiske arbejderbevægelseskultur« (der især byggede på én be-stemt arbejdertype, nemlig den protestantiske fagarbejder) påingen måde var

gnidningsfrit.Den her med Lucas' og Grüttners studier eksemplificerede udvikling hen-

imod arbejdernes hverdagsvirkelighed har i den vesttyske arbejderforskningværet en generel tendens (jfr. flg. forskningsoversigter: Tenfelde 1978, 1984;Haumann 1982; Langewiesche 1982; Mooser 1984). Denne drejning har først

og fremmest givet sig til kende i form af en lang række regional- og lokalhisto-riske studier (jfr. f .eks. Peukert 1978, der bl.a. taler om en »socialistisk hjem-stavnshistoriect). En arbejdsgruppe ved projektet »regional socialhistorie« i

Konstanz har stillet krav om »et fundamentalt perspektivskifte«, hvor histo-

rien ikke mere ses fra »oven«, men fra »neden«, dvs. ud fra den jævne befolk-

nings synsvinkel (Arbeitsgruppe des Projekts »Regionale Sozialgeschichte1981; Frei m.fl. 1982). Ved siden af talrige organisationshistoriske studier er

der således fremkommet en række undersøgelser af arbejdernes levevilkår ogsociale situation (jfr. b1.a. flg. samlebind Reulecke/ Weber 1978; Niethammer

1979; Conze/Engelhardt 1979, 1981 ; Huck 1980; Langewiesche/Schönhoven1981; Mommsen/Schulze 1981; Evans 1982; Bergmann/ Schörken 1982;

201

L..-

im.Åkñw

...7*

I Das Argument: særbind om »Arbeiteralltag«har Heiko Haumann samlet en række artikler,

der viser de nye veje i historieskrivningen.

A R R - Der er bl.a. artikler om tjenestefolk på landet,

disciplineringen af arbejderne på fabrikken,*

livet i arbejderfamilierne og om forholdet'

mellem land og by.

Titelbilledet til Anne-Kathrin Rehms Stadt-

teil Geschichte (Hamburg 1980). Forfatteren

har gennem samtaler med beboere i Falken-

riedkvarteret i Hamburg forsøgt at opspore

og dokumentere disse beboeres hverdagshis-torie. På grundlag heraf fremstiller hun kvar-

terets historie, set ud fra beboernes synsvin-kel.

202

Herzig m.fl. 1983). Undersøgelser af denne type finder man desuden i tids-

skrifter som Archiv für Sozialgeschichte og Geschichte und Gesellschaft. Det er

studier, som beskæftiger sig med arbejderbevægelsens socialhistoriske grund-lag, med arbejdernes regionale og sociale herkomst, aspekter af levestandar-

den, arbejdsforhold, boligforhold og fritidsadfærd. En del af disse undersø-

gelser beskæftigersig kun med arbejdernes ydre livsbetingelser, mens andre

går nærmere ind på erfaringsformer og levevis. Specielt Alf Lüdtke (1978,1979) har slået til lyd for en erfaringscentreret arbejderhistorie. Men som bl.a.

Grüttners studier kan bevidne, har interessen for arbejdernes subjektive erfa-

ringer og hverdagsverden generelt været stærkt tiltagende. Set i forhold til

den dominerende tendens med studier af arbejdernes levevilkår,hvori arbej-

derbefolkningen ikke eller kun i ringe grad optræder som handlende subjekter(feks. Schomerus 1977, Borscheid 1978), markerer denne interesse et tydeligtterrænskifte.

En hel del studier har haft form af protest- og konfliktundersøgelser (b1.a.Tenfelde/Volkmann 1981 og Puls 1979), og især har der været stor interesse

for hverdagsliv og modstandsformer under nazismen (jfr. bl.a. Peukert 1980;Peukert/Reulecke 1981; Mason 1981 og Broszat m.fl. 1977!). Ved siden af

disse tyngdepunkter har man endvidere kunnet iagttage en stigende interesse

for de mere informelle strukturer i arbejderklassen. Eksemplevis har Niet-

hammer og Brüggemeier (1976) studeret den »halvåbne familiestruktur« hos

minearbejderne, og Jane Günter (1980 hverdagslivets former i arbejderbe-liger i Eisenheim. Ligeledes går Klaus Tenfeldes studier af minearbejderkul-tur ind på forskellige aspekter af arbejdernes samværs- og omgangsformer(Tenfelde 1977, 1979).

Endelig må det nævnes, at den historiske familie- og kvindeforskning na-

turligvis også må bevæge sig ind på hverdagslivet og arbejderbefolkningenssubjektive indstillinger (jfr. overbliksfremstillingen i Rosenbaum 1982). Et

vigtigt samleværk er Hausen 1983. Nævnes i denne sammenhæng kan dogogså folkelivsforskeren Ingeborg Weber-Kellermanns Frauenleben im 19.

jahrhundert (1983) samt Margarete Fleckens Arbéiterkinder im 19. jahrhun-dert (1981).

Den engelske »kulturmaterialisme«Blandt de engelske historikere har frem for alt E. P. Thompson været med til

at udvikle en s.k. »kulturmarxistisk« historieskrivning. I debatten om leve-

standarden under den industrielle revolution i begyndelsen af 1800-tallet var

det dog økonomihistorikeren Eric I. Hobsbawm der først anfægtede »opti-mistemes« overvejende statistiske argumentation. Hobsbawn lagde vægt på

industrialiseringens sociale omkostninger og pointerede, at ogsåbeskæftigel-sessituationen måtte tages med ind i billedet. (jfr. sammenstillingen af debat-

203

ten hos Taylor 1975). En række økonomisk skolede historikere mente med et

utal af tabeller og indekser over lønninger og priser at kunne påvise,at den

materielle levestandard var blevet forbedret gennem industrialiseringen. Iføl-ge Hobsbawm kunne spørgsmålom »livskvalitet« dog ikke afgøresud fra rent

kvantitative termer. Foruden de kvantitative forandringer måtte ogsåde kva-

litative, befolkningens subjektive reaktioner, samt de ikke-materielle faktorer

tages med i betragtning.I pionerværket The Making of the English Working Class (1963) anlæggerE.

P. Thompson en »way of life approach«påproblemstillingen, der derved i højgrad kompliceres. Thompson opponerer mod en økonomisk historieskriv-

ning, der ofte behandler de implicerede arbejdere som arbejdskraft, som mi-

granter eller som data for statistiske rækker, men ikke som subjektivitet. Her-

overfor betoner han arbeiderbefolkningens eget værdisystem og egne erfa-

ringsformer, dens normer og kulturtraditioner. Den industrielle revolution

ser han som en smertefuld proces, der nødvendigvismå ødelægge traditionelle

livsmønstre, der er knyttet til de gamle produktionsmåderog de dermed sam-

menhængende lokalsamfund og karakteristiske livsformer. F .eks. ødelagdeden nye industrielle arbeidsdisciplin gamle præ-industrielle arbejdsrytmer.Blandt arbejderne kunne der være modstand mod den nye fabriksdisciplin, og

kampen mellem gamle og nye livsformer forekom ofte indenfor ét og samme

arbeidersamfund. Enhver vurdering af livskvaliteten, konkluderer Thomp-son i det centrale kapitel om »community«,må inddrage »den totale livsople-velse, de mangfoldige tilfredsstillelser eller afsavn, kulturelle såvel som mate-

rielle«, hos de berørte mennesker:

»I årene mellem 1780 og 1840 måtte det britiske folk affinde sig med en oplevelse af, at

forholdene blev mere og mere elendige, selv om det er muligt at vise en lille statistisk for-

bedring i materielle vilkår«.

(Thompson 1963: 486)

En række af de problemstillinger, som Thompson allerede tog op i 1963, er

senere blevet taget op af en lang række andre forskere, både i England og i

andre lande. F .eks. er Michael Vesters Die Entstehung desProIetariats als Lern-

prozess (1970) i mange henseender en omskrivning af Thompsons hovedværk,'omend tilsat en ny teoretisk dimension. Formidlet gennem Vester var

Thompson således med til at give »erfaringshistorien«et kraftigt skub fremad

i BRD.

I de følgende år fulgte der en sand eksplosion af socialhistoriske studier i

forskellige aspekter af »popular culture«: ølhuse, pubs, metodisme, kirke

bands, gadefodbold, hestevæddeløb, hasardspil, markeder, søndagsskoler,af-

holdsbevægelser, varietéer, Chartisme, ungdomsbevægelser, »alfabetise-

ring«, biblioteker, ferie mm. Det vil føre for vidt her at komme nærmere ind

på denne righoldige litteratur, men en god kort oversigt findes i Pollard 1979.

204

Centrale artikelsamlinger er Yeo/Yeo 1981, Bennett/Martin/Mercer⁄-Woolacott 1981 og Waites/Bennet/Martin 1982.

En del af disse studier beskæftigede sig ogsåmed folkelige protestformer,sådan som de f .eks. kom til udtryk i »riots« og gadeopløb.Gennem opråbog

slogans, som kan genfindes i arkiverne, og gennem retsdokumenter med de

afhørtes udsagn er det muligt at få kendskab til, hvad folk tænkte, og hvilke

idealer, der foresvævede dem. Ogsåher gik E. P. Thompson i spidsen med sit

studie The M oral Economy of the English Crowd in the 18th Century (1971), oghan viste, sammen med andre, at der i folket fandtes en uafhængigkultur med

sine egne moralske forestillinger og sit eget værdisystem. I dette studie udvik-

lede Thompson sin konception »moralsk økonomi«, som viser tilbage til den

før-industrielle folkemængdes forestillinger om en retfærdig fordeling af go-

deme, og som stilles i modsætning til den »kapitalistiskeøkonomi«. Begrebethar senere vundet bredt indpas i den europæiske forskning og udgør i dag en

central indfaldsvinkel i undersøgelser af underklassens konfliktpotentiale og

protestadfærd (jfr. f.eks. den af Detlev Puls udgivne artikelsamling 1979). Et

vidnedsbyrd om aktualiteten i begrebet er også, at det nu tilsyneladende op-

tages i den østeuropæiske debat (jfr. Kuczynski 1984). I et tredje vigtigt ar-

bejde, artiklen Time, Work-Discipline and Industrial Capitalism (1967) har

Thompson anslået et tema, som siden har været taget op i utallige studier

(feks. Reid 1976 og vesttyskerne Lüdtke 1980 og Reulecke 1976). Det drejersig her om de ødelæggende virkninger, som industrialiseringen havde for be-

folkningens levemåde og den overleverede folkekultur. I stedet for den histo-

risk uspeciñkke term »folkekultur« anvender Thompson i artiklen Patrician

Society, Plebeian Culture (1974) begrebet »plebejiskkultur« om de folkeligelivs- og erfaringsformer i overgangsfasen til kapitalismen. Endelig kan studiet

Folklore, Anthrapology and Social History (1978) ses som et udtryk for den

orientering over mod social- og kulturantropologiske arbeidsmåder, som idisse år begyndte at vise sig hos nogle socialhistorikere (herom hos Medick

1984).

To andre personer er af stor vigtighed i udviklingen af den engelske »kul-turmaterialisme« (der må foretrækkes som betegnelse frem for Richard John-sons »kulturalisme«-begreb),nemlig Richard Hoggart og Raymond Willi-

ams. Bøger som Hoggarts The Uses ofLiteracy (1957) og Williams' Culture and

Society (1958) var vigtige forudsætninger for den kulturanalyse, som i

1970'erne blev udviklet på Centre For Contemporary Cultural Studies

(CCCS) i Birmingham. Betydning fik de først og fremmest ved at redde kul-

turbegrebet fra en snæver elitær brug, ved analysen af arbejderkulturen »in-

defra«, og ved at definere kultur som en hele tiden klassespecifikt prægtet »hellivsmåde«. Gennem denne opfattelse af kultur som en »levet klassepraksis«blev analysen af den materielle verden indoptaget stærkere i kulturanalysen.

205

Birminghamskolen og den strukturalistiske

inspirationI beskæftigelsen med arbejderkulturen havde de engelske historikere i høj

grad lagt vægt påden empiriske udforskning af sammenhænge - men dog ogsåusamtidigheder og diskontinuiteter - mellem de førkapitalistiskeunderklas-

sers kultur og industriproletariatets kultur (jfr. oversigten hos Steams 1980). I

slutningen af 60,erne skete der imidlertid et interesseskift hos de marxistiske

historikere fra den historisk-empiriske rekonstruktion af de folkelige kampeover mod mere teoretiske positioner, frem for alt repræsenteret af den franske

»strukturalisme« (Althusser, Poulantzas). »Det nye venstre« åbnede sig i det

hele taget for en lang række forskellige strømninger i Frankrig, Italien og Tys-kland (Lukacs, Frankfurter-skolen, Gramsci, Sartre, Barthes, Lacan,Annales-skolen o.a.).

Denne udvikling med dens stærke betoning af behovet for teori gjorde siggældende i flere »venstreorienterede« forskningsmiljøer, men frem for alt ved

CCCS og blandt de socialistiske historikere i History Workshop-bevægelsen.Det var især folk som Gareth Stedman Jones (1976) og Richard Johnson(1978), der understregede kravet om teori. Johnsons kritik af E. P. Thompsonog de øvrige »kulturalister« fik snart de to parter til at tøme sammen i en til

tider meget skarp debat (jfr. debatindlæggeneiHistory Workshopfournal nr.

6, 7 og 8 (1978-79), Clarke/Critcher/Johnson 1979, Thompson 1978b, Sa-

muel 1981 samt gennemgangene hos Kaarsholm 1982, Knudsen 1983 og

Drotner 1983).I udviklingen af kulturanalysen hentede CCCS inspiration fra flere forskel-

lige fagområder. I betydningsanalysen byggede man frem for alt på en

strukturel-semiotisk tradition. I analyserne af subkulturer (og her især af nu-

tidige arbejder-ungdomskulturer) blev der trukket på sociologiske og social-

antropologiske traditioner, kendt fra bl.a. 30'emes Chicago-skole, hvor feltar-

bejde og deltagerobservation udgjorde fremtrædende metoder. Betydningenaf disse kvalitative teknikker for f.eks. .studietaf arbejde fremgårbl.a. af Pam

Taylors og Paul Willis studier. I sin undersøgelse af tjenestepiger i mellem-

krigstiden understreger Taylor, at »den subjektive erfaring« er »en dimension

af historien«, som hun kun har kunnet få med gennem »kvindernes beretnin-

ger med deres egen sprogbrug« (Taylor 1976: 143). Den »kvalitative« sociolo-

gis metoder er dog frem for alt blevet udnyttet af Willis i hans arbejderetno-

grafiske studie Learning to Labour (1977). I denne undersøgelseog i flere min-

dre artikler analyserer Willis arbejdspladsens kulturformer, »kulturen påværkstedsgulvet«. Willis kaster her lys over hidtil oversete aspekter af arbej-deradfærden, f.eks. ved at afdække forskellige former for resistens mod autori-

teter og mod disciplinering, eller ved at belyse arbejdernes forsøgpå at opnåinformel kontrol med arbejdsprocessen. Desuden påviserhan nogle normalt

206

mindre »velsete« træk ved arbejderkulturen - sexistiske attityder, maskulin

selvforherligelse 0.1ign.Willis og Birmingham-skolens øvrige subkultur-analyser er i de senere år

blevet intensivt reciperet i bl.a. Vesttyskland og Sverige, hvor de især har haft

stor betydning for udviklingen af ungdomskulturstudier. Men kulturstu-

dieme har ogsåhaft inspirerende betydning for mere historiske arbejderstu-dier. Et eksempel herpåer den svenske etnolog Anders Björklunds undersø-

gelse af forskellige former for resistens hos Göteborgs havnearbejdere mod

arbejdsgivernes og fagets krav. Bl.a. med inspiration i Willis afdækker Björk-lund diverse former for modstand (»uorden«, disciplinbrud mm), som vel at

mærke kom til udtryk ikke på organisatorisk, men på informelt plan (Björk-lund 1984). Netop denne forskydning af interessen fra de institutionaliserede

og organiserede former for modstand til de mere informelle og »spontane«

modstandsformer, er et vigtigt karakteristika for den nye historie »fra neden«.'

History Workshop-sammenslutningen, der herhjemme er kendt gennem

introduktioner i Fortid og Nutid, Kritiske Historikere og Den jyske Histori-

ker, har først og fremmest fungeret som koordinering af en række historieakti-

viteter udenfor universitetsmiljøerne (lokale historieværksteder, regionalearbejderhistorie-selskaber, kvindehistoriske grupper, oral history grupper,

erindringsgrupper osv. osv.). Ud over tidsskriftet History Workshop journalhar sammenslutningen lanceret en række studier i »people'shistory«,bl.a. Sa-

muel 1975, 1977, 1981; SamueVStedman Jones 1982 og White 1980. I The

Common People (1984) har I. F. C. Harrison rekonstrueret folkets historie fra

1066 til i dag, sådan som den arbejdende befolkning selv oplevede hverdagsli-vet.

Om interessen for almindelige menneskers historie vidner ogsåde mangesocialhistoriske tidsskrifter - Past and Present, Social History, History Work-

shop journal og Oral History. Nævnes må selvfølgelig også Society for the

Study of Labour History og dets Bulletin.

Flere nyere studier har understreget betydningen af de store interne skel

indenfor den britiske arbejderklasse. Dette har bl.a. vist sig i en lang og vigtigdebat om det s.k. »arbejderaristokrati«,et særligt øvre lag af arbejderklassen,der ikke blot blev bedre betalt og bedre behandlet, men også blev betragtetsom mere »respektabelt«og politisk mere moderat end den store proletariskemasse (se bl.a. Hobsbawm 1964, 1984; Foster 1974; Gray 1976; Crossick

1978). Om nødvendighenden af at studere arbejderklassen lokalt og historisk

differentieret udtaler Robert Gray, der har beskæftiget sig indgåendemed

»arbejderaristokratiet«:

»Historikere og sociologer har i stigende grad erkendt, at det er misvisende at diskutere

arbejderklassen - eller, for den sags skyld, hvilken som helst anden klasse - som om den var

en ensartet, homogen social realitet med en fast og uforanderlig identitet. (...) Erkendelsen

af dette problem har ført historikere til at se nøjere på samfundsklassernes sammensæt-

207

Omslagsillustrationen til Patrick oncesWork, Society and Politics (London 1980) vi-

ser nogle kvinder ved arbejdet på en bom-

uldsfabrik i Lancashire 0. 1900. Joyce kritise-

rer i bogen tesen om det såkaldte »arbejder-aristokrati« og fremlægger nye kontroversiel-

le opfattelser af årsagernetil arbejdsgivernesdominans. Foruden »paternalismen«disku-

terer Joyce bl.a. lokalsamfundet, familielivet,

oplevelsen af de industrielle forandringer, fa-

brikskulturen og det politiske liv.

208

Gareth Stedman Jones' undersøgelse af klas-

serelationeme i det victorianske samfund sæt-

ter fokus på en arbeidergruppe, som i vidt

omfang har været ignoreret af arbejderbevæ-

gelses-forskningen, nemlig løsarbeideme. I

borgerskabet var der stor frygt for, at der

skulle opstå en alliance mellem denne rest-

gruppe og den »respektablearbejderklasse«.

Omslaget til bogen er en gravering af H.M.

Paget, og den viser en daglig begivenhed i po-

litibetjentens liv i Londons East End i

1890'erne.

ning, forskelligeerhvervsgruppers rolle, o.s.v (...) En sammenhængendeidentitet blevskabt med vanskelighed, gennem kulturelle og politiske aktiviteter, som kunne gåpåtværsaf forskellene«

(Gray 1981: 9)

Med understregningen af de kulturelle og sociale forskelles betydning (for ad-

færdsformer og bevidsthed, og dermed også for organisering) er det kun na-

turligt, at Gray i undersøgelsen af »arbejderaristokratiet«ogsåindgåendeana-

lyserer kultur og ideologi. Det viser sig her, at begrebet »respektabilitet« -

også forstået som selv-disciplin og selv-respekt - bliver et nøgleord iforståelsen af disse arbejderlag.

› Undersøgelser af arbejdergrupper fra den anden pol af klassen finder man

bl.a. i Jerry Whites analyse af pjalteproletariatet i en enkelt London-gade(White 1979) og i Gareth Stedman Jones nu allerede klassiske studie af Lon-dons løsarbejdere i Outcast London (1971). I sidstnævnte undersøgelsebelyserJones løsarbejdemes livssituation dels gennem deres forhold til det lokale ar-

bejdsmarked, dels i relation til borgerskath med dets forsøg på at »morali-

sete« arbejderne og dets forsøg på at tilvejebringe ordentlige boligforhold.Studiet, der i nogen grad har karakter af »totalhistorie« med den franskeAnnales-skole som forbillede, hedder derfor også i undertitlen »Et studie irelationerne mellem klasserne i det viktorianske samfund«. Jones viser, hvor-dan der også i samtian blev skelnet skarpt mellem »den respektable arbejder-klasse« og »bundfaldet«, de tiloversblevne løsarbejdere.Mens »Outcast Lon-don« ikke siger særlig meget om arbejdernes attityder og adfærd (bortset fra

borgerskabets diskussion heraf), har Jones i et senere studie, Working ClassCulture and Working Class Politics (1974) taget netop dette aspekt op tildiskussion.

Kultur og levevis

Siden begrebsparret kultur og levemåde (»Kultur und Lebensweise«) forgodt en halv snes år siden blev gjort til forskningsprogram for folkelivsforsk-ningen i DDR, er der kommet en lang række såvel teoretiske studier som

historisk-empiriske undersøgelser, der tager udgangspunkt i disse begreber.Samtidig har den østtyske arbejderhistorieforslmings nestor Jürgen Kuczyn-ski støttet en udvikling i retning af det kulturhistoriske ved at følge sit mono-

mentale værk »Geschichte der Lage der Arbeiter unter dem Kapitalismus«(bd. 1-38) op med endnu et storværk, Geschichte desAlltags des Deutschen V01-kes (bd. 1-5, 1981i). Værket, der i nogen grad har karakter af en citat-kollagefra etnologiske og socialhistoriske standardværker, har ganske vist ikke .ud-

gjort noget egentlig nybrud i historieforskningen, men har givet anstød til, at

historikeme nu tager disse problemstillinger op. Et pionerarbejde er derimod

209

Hartmut Zwars socialstrukturundersøgelse af proletariatet i Leipzig underden industrielle revolution, Zur Konstituierung des Praletariats als Klasse

(1978). Skønt undersøgelsenmå betegnes som et vellykket forsøgpå at for-

binde arbejder- og arbeiderbevægelseshistorie,tager den dog ikke sigte på

nogen egentlig behandling af arbejderbefolkningens levevis og erfaringsfor-mer. Disse aspekter er således foreløbig taget mest systematisk op i folkelivs-

forskningen.Nævnes må her først og fremmest det store Börde-projekt,der koncentre-

rer sig om landområderne omkring Magdeburg vest for Elben. Fra dette pro-

jekt, hvis mål netop er en udforskning af »den arbejdende landbefolkningslevevis og kultur«, er der foreløbig udgåetfire store bind samt flere mindre

publikationer. Den vigtigste af disse undersøgelser er utvivlsomt Hainer

Plauls værk om Landarbeiterleben im 19. jahrhundert (1979), men ogsået par

mindre afhandlinger går ind på de enkelte befolkningsgruppers levevis (Birk1979 og Heinrich 1977). Derimod er mange af artikleme i samleværket Bauer

und Landarbeiter im Kapitalismus in der M agdeburger Börde af noget mere kon-

ventionel karakter (Rach/Weissel 1982).Skønt de østtyske folkelivsforskere endnu især har koncentreret sig om

landbefolkningen og om den før-kapitalistiskeperiode, er der dog ogsåkom-

met studier i byarbeiderklassens kultur og levevis. I samlingen Valksleben zwi-

schen Zunft und Fabrik beskæftiger en række forfattere sig således med manu-

fakturemes tidsalder i overgangen fra feudalismen til kapitalismen (Weinhold

1982). En af disse forfattere, Bemd Schöne, har endvidere fremlagt en mono-

grañ,Kultur und Lebensweise Lausitzer Bandweber (I 750-1850), der ikke blot

giver oplysninger om båndvævemes arbejds-, familie- og naboforhold, men

ogsåbelyser deres bevidstheds- og adfærdsformer (Schöne 1977). Endelig kan

det nævnes, at der i tidsskriftetjahrbuch für Volkskunde und Kulturgeschichte

jævnligt publiceres afhandlinger om forskellige temaer indenfor arbejderkul-turen.

Også i Polen tages der i stigende grad udgangspunkt i en bred kulturopfat-

telse, hvor man i historiske, etnografiske og sociologiske studier undersøger

forskellige aspekter af arbejderklassens hverdagskultur, adfærdsformer og

mentalitetstræk (jfr. oversigten hos Zamowska 1984). Et tjekkisk eksempel er

Jarmila Stastnas undersøgelse af tekstilarbejdemes liv i Adler-bjergområdeti

tiden 1870-1914 (Stastna 1980). leftersporingen af levemådens forandringi

disse landproletariske lag behandler Stastna først de nye former, der opstod i

forbindelse med produktionsorganisatoriskeog tekniske forandringer i teks-

tilproduktionen. Dernæst viser hun i sin redegørelse for familielivet og fælles-

skabet i lokalsamfundet, hvor stærkt præget dette faktisk var af det kapitalisti-ske fabriksvæsen. Et forfatterkollektiv har endvidere fremlagt et omfattende

værk om Pragarbejdemes levevis og kultur i tiden fra 1848 til 1939, Stara del-

m'cka Praha (Arbejdernes gamle Prag). Dette værk, der kan ses som et første

210

vidnesbyrd om en nyorientering hos de tjekkoslovakiske folkelivsforskere

mod undersøgelsen af storbyensarbejderklasse, går bl.a. ind på arbejdernesfamilieformer, børnenes situation, boligkulturen, ernæringsforhold og klæde-

dragt (Robek/Moravcova/Stastna 1981).Til forskel fra i hvert fald den engelske og tyske arbejderforskning har deri

Frankrig ikke været nogen særlig påfaldendeinteresse for industriarbejdemeslivsverden og erfaringshorisont (jfr. også oversigten hos Haupt 1982). Det af

de franske tidsskrifter, som især har beskæftiget sig med sådanne temaer, som

har relevans for analyser af arbejdernes hverdagsvirkelighed, er tidsskriftet

Annales E. S. C.. Men det har imidlertid dels været præget af rigorøs kvantifi-

cering og dels koncentreret sig så meget om før-kapitalistiskesamfund, at ar-

tikler om arbejderklassen hører til sjældenhederne (se dog nr. 35 1980 om

»oral history«). Derimod finder man nu i det af Lyon-historikeren Yves Le-

quin udgivne tidsskrift Le Mou'vement Social efterhånden flere artikler om ar-

bejderforhold (f .eks. Lequin 1982 og et temanummer om arbejderkultur ud-

givet af Madeleine Rébérioux 1975).Enkelte studier i den franske arbejderbevægelses historie har dog inddraget

aspekter af arbejdernes livsbetingelser. F.eks. gårMichelle Perrots undersø-

gelse af strejkebevægelsememellem 1871 og 1890 også ind påarbejdspladssi-tuationen og arbejdernes sprog og gestus i strejkeforsarnlingeme (Perrot1974). I Les mineurs de Carmaux (1971) belyser Rolande Trempe bl.a. forhold

som social herkomst, bolig- og ernæringsforhold samt arbejdernes adfærds-former. I bogen beskrives endvidere minearbejdemes modstand mod bjerg-værkskompagniets bestræbelser på at samle arbejderfamilieme i selskabets

boliger i nærheden af grubeme.Flere undersøgelser har beskæftiget sig med arbejdernes geografiske mo-

bilitet. Såvel Francoise Raison-Jourde som Alain Corbin har studeret pro-vinsboeres vandringer til Paris. Og disse studier viser, at migrationen ikke

nødvendigvis var ledsaget af politisk desorientering. Tilflytternes erhvervs-

valg, deres valg af bolig og politisk orientering var i højere grad betinget af

deres relationer til folk fra de områder som de kom fra (Auvergne, Limousin)end af klasserelationerne (Raison-Jourde 1976, Corbin 1975). ILes auvriers de

la 'region lyormaise (1848-1914) bd. 1-2 (1977) behandler Yves Lequin foruden

en række reproduktionsbetingelser også arbejdernes sociale og geografiskemobilitet. Han finder her, at mange af de arbejdere, som flyttede til Lyon fra

det landlige opland, dels kun fortsatte en tradition, hvori migration længehavde været almindelig, og dels ofte stammede fra arbejderfamilier og des-

uden allerede havde levet i mindre byer. I det store samleværk La nauvelle

histoire (Le Goff/Chartier/Revel 1978), der kan betragtes som repræsentativtfor en tredje generation i Annales-traditionen, giver Lequin en god oversigtover »les classes populaires urbaines«. Endelig kan det nævnes, at IaquesRanciere (1981) i sin filosofisk snarere end historisk anlagte afhandling om

211

arbejderne før 1848 har tildelt Parisarbejdemes forhåbninger,ønsker og for-

ventninger en central rolle.

Tager vi herfra et stort spring til USA, ja så viser det sig, at arbejderforsk-ningen - ligesom så megen anden socialhistorisk forskning derovre - ogsåihøjgrad er præget af kvantitative tilgange. Der er ikke sjældent tale om en for-

skning, der anvender computeranalyse af folketællingsdata0.1ign. (jfr. feks.

Themstrom 1973, Gitelman 1974, Knights 1971, Katz 1975, Dawley 1976,Hirsch 1978, Walkowitz 1978 og Laurie 1980). Mange af disse studier, der alle

forstår sig selv som »history from the bottom up«, tilhører typen »new social

history«, der stort set holder sig til det, der kan kvantificeres.En anden type arbejderhistorie, som forsøgte at trænge ind i den alminde-

lige arbejderbefolknings erfaring, mentalitet og adfærd ved hjælp af mere

»kvalitative« metoder, udviklede sig i USA fra omkring midten af 60'erne.

Med stiftelsen af tidsskriftet Labour History og sammen med den inspiration,der udgik fra E. P. Thompsons banebrydende værk, skete der her en interes-

seforskydning fra de prominente arbejderorganisationer og deres ledere pådet nationale plan til de almindelige arbejderes og arbeiderkvinders erfaringerpå arbejdspladsen, i hjemmet og i lokalsamfundene (jfr. forskningsoversigterhos Montgommery 1980, Ozanne 1980, Roberts 1983). En god introduktion

til de arbejderforskere, hvor arbejderkultur kom i centrum for interessen, fårman i Herbert G. Gutmans essaysamling Work, Culture Co'Society (1977) ogiDavid Montgommerys Workers' Control in America: Studies in the History ofWork, Technology and Labour S truggles (1979). Meget oplysende er endvidere

samtalerne med Gutman, Montgommery m.fl. i Visions ofHistory (1984), der

er udgivet af Marho, The Radical Historians Organisation, der ogsåudgivertidsskriftet Radical History Review.

Som eksempel på et værk, der på fremragende måde kombinerer kvantita-

tive og »impressionistiske«kilder, kan nævnes Herbert G. Gutmans The

Black Family in Slavery år Freedom, 1750-1925 (1976). Med udgangspunkt i

en undersøgelse af familiestrukturer forsøger Gutman i bogen at skildre slave-

riet, sådan som slaverne oplevede det. For at skildre de sortes hverdagsliv,deres overbevisninger og adfærd, inddrager Gutman ved siden af det statisti-

ske materiale en række fortællende kilder.

Der kan til slut være grund til at nævne Tamara K. Harevens publikationer.I artikelsamlingen Anonymous A mer-icons ( 1971) har hun samlet en række vidt-

spændende studier, der kaster lys over det 19. århundredes anonyme amerika-

nere. I hendes store interviewundersøgelse Family time and industrial time

(1982) er undersøgelsestidsrummet slutningen af 1900-tallet frem til omkr.

1936. Med udgangspunkt i oral-history-interviews belyser hun forholdet

mellem familie og arbejde i et lokalsamfund i New England, som var præget af

beskæftigelsen i verdens største tekstilfabrik, Amoskeag-fabrikken.

212

Mikrohistorie og andre kvantitative

indfaldsvinkler

Indenfor den socialhistoriske forskning har kvantificerende fremgangsmåderhidtil spillet en ret dominerende rolle. Den numeriske sammenfatning af sam-

menlignelige data sikrer forskeren et større mål af nøjagtighed og løser det

repræsentativitetsproblem,der unægtelig melder sig, når man skal slutte fra

delmængder til helmængder, fra enkelttilfælde til det typiske. For videnska-

ben er generaliseringer en nødvendighed, og som den tyske folkelivsforsker

Klaus Roth har påpeget,har generaliseringer altid implicit kvantitativ karak-

ter. Prisen for anvendelsen af de »hårde« kvantitative metoder ligger ifølgeRoth i den nødvendige reduktion: »alle data, der ikke allerede er numeriske,må omforandres til numeriske udtryk« (Roth 1980: 40). De kvantitative meto-

der tager »med deres mere eksakte og intersubjektivt kontrollerbare resultater

udtrykkeligt sigte på det typiske, gennemsnittet, tendensen eller strukturen.

Deres resultater er abstrakte tal, koefficienter, korrelationer, faktorer og ty-

per, som hverken kan eller skal begribe det individuelle« (5.53). Afgørelsen af,hvilke sagsforhold, der kan kvantificeres uden for stort informationsmb, oghvilke, der bedre kan indfanges kvalitativt med »bløde« metoder, ligger såle-des udelukkende hos forskeren. Men det er vigtigt at holde fast i, at der findes

subjektive betydningslag, symbolske manifestationsformer og implicitte sam-

menhænge, som ikke lader sig kvantificere, og som ikke kan analyseres ved

hjælp af kvantitative metoder. Det drejer sig derfor ikke om at fOrkaste nogenaf metoderne, men derimod om at kombinere dem. Der er ingen grund ,til at

forstå - eller anvende - dem som alternativer.

Et enkelt aspekt ved den rigorøse kvantiñcering, sådan som den bl.a. er

kommet frem i en lang række »cliometriske studier«, kan det dog være på sin

plads at advare imod: Nemlig resterne af et positivistisk videnskabssyn, som

tydeligt viser sig i opfattelsen af, at analysen er mere troværdigog »værdifri«,når den lægges frem i tabeller, cifre, diagrammer og statistik. Som den ameri-

kanske historiker Robert M. Berdahl anfører:

»Kliometrikere, der er ude om »værdifrie« analyser, har ofte listet sig forbi anerkendelsenaf den kendsgerning, at også kvantificerende fremgangsmåder,ligesom alle metoder til

indvindelse af information, forudsætter formulering af hypotheser, der på deres side al-

drig kan være neutrale«.

(Berdahl 1982: 264)

Med disse indvendinger stilles der på ingen måde spørgsmålstegnved nød-

vendigheden af kvantiñcering.En lang række undersøgelser af f .eks. arbejder-nes boligforhold, deres uddannelsesmuligheder, forbrugeradfærd, udform-

ningen og forandringen af proletariske familieformer, arbejdsforhold og orga-nisationsadfærd osv. beviser fuldt ud nytten af kvantiñcerende metoder._

213

Hvorfor faldt arbeiderfamiliens størrelse så

drastisk mellem 1900 og 1939? Sådan spørger

sociologen Diana Gittins i Fair Sex. Familysize and structure, 1900-1939 (London 1982).Hun argumenterer i bogen for, at økonomiske

og socio-økonomiske tilgange er utilstrække-

lige i sig selv, fordi de ignorerer fortolknings-dimensionen i den menneskelige adfærd og

tager for lidt hensyn til sociale normer og vær-

dier og magtrelationer, enten påmakro- og el-

ler mikroplan.

214

Nu afdøde professor i sociologi i Durham

Philip Abrams drøfter i Historical Sociologi(Somerset 1982) relationen mellem fagenehistorie og sociologi. Frem for alt har opkom-sten af den kvantitative historie bidraget til at

mindske kløften mellem de to fag. De er ivir-

keligheden optaget af det samme vanskeligespørgsmål,mener Abrams: ønsket om at for-

stå, hvilken rolle menneskenes handlen spilleri de store samfundsforandringer. Omslaget til

Abrams bog er en graveringaf Carle Deviens,

som skildrer henrettelsen af Louis XVI.

Mange af disse undersøgelser fastholder imidlertid en »makroskopisksyns-

måde« og en synsvinkel »fra oven« på de historisk-samfundsmæssige delom-

råder, de beskæftiger sig med. Den tyske historiker Dieter Langewiesche skel-

ner derfor mellem »ny hverdagshistorie«,der tilstræber et grundlæggende

perspektivskifte, og en traditionel form for hverdagshistorie, hvor analysensrettesnor er udviklingsprocesser i samfundet som helhed, og hvor den enkelte

bliver indlemmet som objekt i overindividuelle udviklinger:

»Men på dette kollektive handlingsplan bliver den enkelte del af en for ham anonym pro-

ces, som af forskningen først og fremmest delvist kan forståes gennem nøjagtigetal, men

hvori menneskenes konkrete livserfaringer næppe er til at genfindeu.(Langewiesche 1982: 365)

Problemet ved en sådan kvantiñcerende hverdagshistorie, som ikke tilstræber

noget perspektivskifte, er bl.a., at dagliglivshistorien her bliver opdelt og ud-

parcelleret i en række adskilte specialområder:befolknings-, familie-,

uddannelses-, kvinde- og sportshistorie etc. Endvidere bliver dagligdagen let

til en slags »second order questioncc. Denne kritik, der i Vesttyskland retter sigmod den »historiske soeialvidenskab« og Hans-Ulrich Wehlers linje, er især

blevet fremført af to, stærkt antropologisk orienterede, medarbejdere ved

Max-Planck-insituttet for historie i Göttingen, Alf Lüdtke og Hans Medick

(jfr. bl.a. Lüdtke 1982: 328 og Medick 1982: 158). Lignende synspunkter er

imidlertid ogsåblevet fremført af den amerikanske arbejderhistoriker Herbert

G. Gutman, der kritiserer ovennævnte »new social history« for overspeciali-sering. Gutman viser med et eksempel, hvordan et enkelt individ deles op i ni

forskellige specialstudier. Det drejer sig om en irsk født katolsk kvindelig teks-

tilarbejder i Fall River Massachusetts, der som fagforeningsaktivist inddragesi den »ulovlige« 1875-strejke:

Den pågældendeflyttede til Fall River: Mobilitetshistorie

Den pågældende var irsk: Immigrationshistorie

Den pågældendevar kvinde: Kvindehistorie

Den pågældendevar gift: Familiehistorie

Den pågældendelevede i Fall River: Byhistorie

Den pågældendearbejdede på en tekstilfabrik: Erhvervshistorie

Den pågældendevar katolik: Religionshistorie

Den pågældendevar fagforeningsfunktionær:Arbejderhistorie

Den pågældendedeltog i uroligheder: Kollektiv adfærdshistorie

(Gutman 1977: viiif)

951,89'9'953397'215

I en »new social history«-behandlingville den pågældendeblive gjort til en

del af nogle »kvantitative« »variabler«; og den helhed, der er så væsentlig forforståelsen af den menneskelige adfærd, ville forsvinde.

En metode, som angriber sagen påstik modsat vis af den netop skildrede, er

den »mikrohistoriske«, sådan som den norske historiker Sivert Langholm hardefineret den. I mikrohistorie i betydningen historie på individniveau er tek-nikken stadigvæk kvantitativ (evt. med anvendelse af EDB), men her med in-divider som undersøgelsesenhed. Oplysningerne knyttes sammen hos det en-

kelte individ, eller man kan sige, at »individer danner kambz'natz'onsenhed forvariablerne«. Man taler om »record linkage«,en sammenkobling af de an-

vendte optegnelser (jfr. Wrigley 1973). I den historiske demograñ har man

bl.a. i Frankrig længe arbejdet med lignende metoder under betegnelsen»familie-rekonstitutionsmetoden«. Her har man dog stort set begrænset sig tilkun at udnytte én kildetype, nemlig kirkebøgerne.

Mikrohistorien kan frem for alt bruges ved rekonstruktionen af menneskersindividuelle livsløb, ved studiet af livsskæbner eller livscykluser hos individu-elle aktører, sådan som f.eks. Tore Pryser (1984) har gjort det. Metoden kan

herved benyttes som en modvægt til, at folk bliver anonyme i statistikkerne.Mikrohistorie kan imidlertid ogsåbruges til at rekonstruere kollektive biogra-fier af f .eks. en kohorte af industriarbejdere, sådan som f.eks. både Tore Pry-ser (1980) og Jan Eivind Myhre (1978) har forsøgtdet. Ved sådanne kohorte-

studier, der også har fået betegnelsen »prosopografi«(Stone 1972), forbliverden enkelte imidlertid stadig anonym. Baggrundsoplysninger om herkomst,fattigdom, lønforhold mv. kan dog bruges til at forklare adfærden hos indivi-duelle eller kollektive aktører (se Langholm 1974).

Fra samfundsanalyse til livsverdensforskningDen sociologiske forskningstradition var længe præget af et mere eller mindre

udtalt positivistisk videnskabsideal med strenge krav til empiri og verifice-

ring. Den foretrukne undersøgelsesform var store kvantitative surveys pågrundlag af standardiserede spørgeskemaer. Ud fra bevarelserne fremlagdeman tolkninger af f .eks. arbejdernes bevidsthedsformer, politiske adfærd, at-

tityder i arbejdslivet m.v. (jfr. bl.a. Goldthorpe/Lockwood/Bechhofer/Platt1968/69; Bulmer 1975; Kern/ Schumann 1979; samt kritisk til denne tradi-

tion Deppe 1971).Men også i samfundsvidenskabeme har der i de senere år været en tydelig

tendens til en nyorientering væk fra samfundsanalysen over mod livsverdens-

analyse (jfr. Lindner 1980). Denne bevægelse har været båret af en stigendefornemmelse af, at det var nødvendigt at redde almindelige mennesker, deres

valg, adfærdsstrategierog livsskæbner, fra de s.k. »spaltede aggregater«, dvs.

statistik, hvor hver tabel kun optæller én enkelt isoleret oplysning for hver

216

optalt enhed. I denne drejning væk fra makrokosmos og økonomiske analyserover til livsverdenens mikrokosmos har frem for alt »den biografiske metode«fået ny aktualitet.

Medens den biografiske metode blandt socialhistorikere tidligere stod i me-

get ringe kursværdi, har den indenfor sociologi, socialantropologi og social-

psykologilænge været et langt mere værdsat arbejdsredskab (jfr. f.eks. Ber-

taux 1981; Hack 1977 og frem for alt Paul 1979). I sin oversigt over den bio-

grafiske metode i socialforskningen understreger Erika M. Hoeming, at den

biografiske metode nok er et fremragende instrument til visse forskningsop-

gaver (f .eks. når det gælder om at give den sprogløse underklasse mæle), men

på den anden side dog ikke er »kongevejenud af den kvantificerende forsk-

ning« (Hoerning 1980: 685).

På Sociologisk Forskningsinstitut i Göttingen (SOF I) har man gennem

flere år arbejdet ihærdigt med en inddragelse af biografiske dimensioner i un-

dersøgelser af arbeiderbevidsthed (Osterland 1973, 1975; Kohli 1978; Bahrdt

1975, 1982). Såvel bevidstheden som den nutidige arbejds- og livssituation

har en biografisk historie. Ifølge Osterland må den nutidige situation dog ikke

forståes som et tilfældigt resultat af denne eller hin arbejdets individuelle livs-

vei. Den enkeltes handlinger og beslutninger er foretaget under givne betina

gelser, og de livshistoriske forløb må derfor forstås i deres samfundsmæssige,lag- og klassespecifikke betingethed. Livsforløbet har også en kollektiv side,der frembringer bestemte kollektive forståelsesmønstre. Og derfor taler

Osterland også om en »sociobiografi«snarere end om »autobiografi«(Oster-land 1973: 413). I overensstemmelse hermed anvender han ligeledes en forud-

given struktur, »arbeidemormalbiografien«, i sine biografiske interviews.

Gennem denne for-strukturering, der indeholder livsførelsens forskellige fa-

ser og stationer, mener han at kunne undgå at faren for at havne i en samlingenkeltbiografier, som kun kan analyseres med psykologiens kategorier. I mod-

sætning til f .eks. folkelivsforskeren Albrecht Lehmann (herom senere) vender

Osterland sig derfor mod en fremgangsmåde,hvor den udspurgte i et åbent

interview får lov til at skildre sit livsforløb »frit« og uden styring.Osterland og de andre SOF I-forskere er bl.a. blevet kritiseret af Werner

Fuchs, der mener, at den anvendte fremgangsmåde forhindrer socialfor-

skeme i at tage særegenhedernei den enkelte arbeiders livsløb samt dennes

fremstilling af dette livsløb tilstrækkeligt alvorligt. Konstruktionen af »nor-

malarbeiderens« gennemsnitslige livsstationer, hvorom altså alle bliver ud-

spurgt, udelukker ikke, men formindsker mulighederne for evt. at finde frem

til andre stationer, som var betydningsfulde for erfaringen af klassens fælles

skæbne. Endvidere skilles to områder fra hinanden: det individuelt-vilkårlige(som tildeles psykologien) og det kollektive (som tilfalder sociologien):

»Arbejdernes livshistorie bliver således sønderdelt i en for sociologiske analyser brugbar

217

og en ubrugbar del. Arbejderens liv, hans egen fremstilling bliver ikke accepteret som en

helhed, men påforhånd bliver der søgt og krævet noget bestemt af den, det, der kvalifice-

rer til en kollektiv bevidsthed, en kollektiv handlen.«

(Fuchs 1979: 2840

OgsåWilfried Deppeê er i sin undersøgelseaf livsskæbner og livshistoriske erfa-

ringer i tre generationer af tyske industriarbejdere, Arbeiterleben ( 1982), præ-

get af frygten for at skulle stå overfor et interviewmateriale, der ikke lader siggeneralisere og typologisere. Dette resulterer bl.a. i, at livsberetningeme ikke

belyses i deres egen logik, i deres egen sammenhæng.Derimod har Deppesanalyser andre fordele, som f.eks. at de grundigt afdækker livsforløbenes hi-

storiske betingelser.

En tredje repræsentant for SOFI-instituttet i Göttingen, Hans Paul

Bahrdt, har i en artikel fra 1975 kritiseret et par af venstrefløjens mest hård-

nakkede fordomme: forestillingen om, at arbejderne ikke skulle besidde noget

selvstændigt liv, individualitet, men ligesom fra naturens hånd være udstyretmed kollektivitet. Angsten for at anerkende individualiteten i arbejderlivetkan ifølge Bahrdt muligvis forklares ud fra en anden fordom:

»Hvis arbejdertilværelsentillader, ja indbefatter en sådan individualisering, hvordan skal

arbejderbefolkningen så nogensinde være i stand til at handle kollektivt politisth«(Bahrdt 1975, her referer efter Fuchs 1979: 290).

Bahrdt stiller her modspørgsmålet,om ikke de individuelle biografier i tidli-

gere tider var nøjagtig så mangfoldige, nøjagtigofte så »utypiske«,som de er

idag, og om ikke arbejderklassens interne differentiering tidligere snarere var

større, end den er i dag. 0g desuagtet fandtes der dengang en mægtig arbej-derbevægelse, siger Bahrdt (1975: 35).

Sociologeme har som regel i deres arbejde været nutidsorienterede, men

der er dog ogsåeksempler påhistoriske studier. Et par af disse skal her omtales

lidt mere indgående.

Det første er Bernd Rabes studie Der sozialdemokratische Charakter (1978),der er et forsøg på at åbne undersøgelsen af arbejderbevægelsen »nedadtil« til

de impliceredes »virkelige erfaringer«. I afhandlingen undersøger Rabe tre

generationer af aktive socialdemokrater i arbejderkvarteret Linden i Hanno-

ver. Med udgangspunkt i intensive interviews med foreningsmedlemmeme(s.k. »sociografiskemetode«, jfr. Jahoda m.fl. 1960) søger han at fremanaly-sere den pågældendeorganisations historisk specifikke karakter samt klar-

lægge dens og medlemmernes historiske identitet hhv. identitetstab. Han

skelner her mellem tre aldersgrupper: 1. »lejr«-generationenfra Weimar-

republikkens epoke, 2. »de antiideologiske pragmatikere«,hvis holdninger er

præget af opvæksten under fascismen, og 3. den kritiske »velstands-

218

generation«,der repræsenterer socialdemokrater, der politisk er socialiseret i

efterkrigstiden.Fortolkningen af de ialt 39 »intensivinterviews« foretager Rabe i høj grad

ud fra Negt/Kluges lejrbegreb og andre teoretiske konstruktioner. Der er her

en tydelig tendens til, at han bruger disse teoremer som et i forvejen udtænkt

raster, hvorunder han indordner materialet. Selv om partimedlemmerne nok

kommer udførligt til orde i fremstillingen, får man undertiden det indtryk, at

de valgte uddrag fra båndoptagelsemeisær bringes, når de kan illustrere eller

give belæg for Rabes egne hypoteser og teorier. Rabe forsømmer således i

nogen grad at lade materialets specifikke udsagnskraft komme til udtryk.Hans partitagen for »historisk undertrykte emancipatoriske tendenser inden-

for den tyske arbejderbevægelse, solidaritets- og kamperfaringer, det

adfærds- og modstandspotentiale, der er faldet som offer for den tyske fascis-

me, men ogsåfor den »ordinære« repression« (s.2), er sympatisk. Men det er

et spørgsmål,om den ikke netop forhindrer ham i at nå til en forståelse, som er

mere dækkende for de udspurgtes egne oplevelser og synsmåder.Der er såle-

desen tendens til, at Rabe behandler materialet fra oven af og ned (jfr. ogsåkritikken hos Fuchs 1979: l90ff)

Det andet eksempel er Siegfried Recks Arbeiter nach derArbeit (1977). Det

er, som det hedder i undertitlen, et »socialhistorisk studie af forandringer i

arbejderhverdagen«. Først redegør Reck påkvantitativt plan for udviklingen i

arbejdernes materielle livsbetingelser (arbejdsforholdene, arbejderfamilier-nes økonomiske situation, boligforholdene). Beskrivelsen dækker her tiden fra

slutningen af det 19. årh. frem til 1960'erne, og materialet er her udelukkende

statistisk. I bogens anden og vigtigste del foretager Reck derimod en kvalitativ

analyse af privatlivets strukturer og former i tiden omkring århundredskiftet

og i Weimar-tiden. Af sit kildemateriale, der er forskellige former for biogra-fier og arbejderlivserindringer, udvikler Reck en typologi for arbejdernes ad-

færd i privatlivet, dvs. livet i den arbejdsfrie tid. Når han taler om »privatlivetsstrukturer«, mener han relationen mellem arbejdernes forskellige livsområder

og disse områders betydning for arbejdernes adfærd og motivationsstruktur.

I undersøgelsen af det første knudepunkt, tiden omkring århundredskiftet,belyser Reck tre varianter af adfærd, en optræden som (i) familiorienteret ar-

bejder, som (ii) stamgæst i værtshuset, eller (iii) som »arbejdermellem familie

og værtshus«. I Weimar-tiden udvider spektret i adfærdstypeme sig med

endnu to typer: (iv) arbejdere med upolitisk og borgerligt foreningsliv og (v)

arbejdere med et politiseret privatliv, både i familien og udenfor familien.

Baggrunden for opkomsten af den sidstnævnte type ser Reck i, at Folkets Hus

i stigende grad erstatter værtshuset, at der opståret bredt spektrum af arbej-derforeninger for alle områder af fritidslivet (sangforeninger, sportsforenin-ger, naturbevægelsen, ungdomsbevægelsen osv.), samt i det hele taget en pro-

letarisk offentlighed. Disse forhold tillod, at familielivet kunne åbne sig over-

219

for klassens politiske liv. Idet fritidsaktiviteteme blev indlejret i en

solidarisk-politisk bestemt ramme, kunne børn og kvinder samtidig dragesmed ind i arbejderbevægelsen.Den kvantitative udbredelse af denne adfærds-

type med politiseret privatliv var dog iflg. Reck ikke særlig stor.

En begrænsning ved Recks arbejde er, at det kun omfatter adfærden hos

gifte, mandlige arbejdere. Alligevel er undersøgelsen værdifuld, fordi den på-viser eksistensen af ikke én, men flere adfærdstendenser, som påden givne tidvar »typiske«for større grupper af arbejdere.

Oral historyI løbet af de sidste ti år har »oral history« (dvs. mundtlig historie) vundet sta-

dig større udbredelse som en metode til udforskning af almindelige menne-

skers liv, følelser og oplevelsesformer (jfr. bl.a. flg. samlebind og standard-

fremstillinger: Thompson 1978c, 1982; Niethammer 1980; Brednich 1982;Botz/Weidenholzer 1984; Ehalt 1984; Hodne m.fl. 1981; Bertaux 1981 ogJoutard 1983). Indenfor folkelivsforskningen (etnologien) og socialantropolo-gien har de mundtlige kilder imidlertid en lang tradition bag sig. Indsamlingaf livshistorier indgik her som et uundværligt led i feltarbejdet. Den tidligsteog mest omfattende tradition for »oral history«finder man utvivlsomt i USA

og Storbritannien (Niethammer 1978, 1980; Slettan 1979; Saville 1973 ogTurner 1976).

Når »oral history« på det nærmeste har fået karakter af en bevægelse(»grav-hvor-du-står«osv.), kan der utvivlsomt findes forklaringeri såvel in-

travidenskabelige som samfundsmæssigeudviklingssammenhænge.Da mani

historieforskningen for alvor vendte sig mod socialhistorien for bl.a. at under-

søge almindelige menneskers livsbetingelser og forståelsesformer,stødte man

ofte mod objektive grænser, der blev sat af kildernes fattigdom. Det statistisk-

demografiske materiale placerede let de undersøgte mennesker i en statist-

rolle og gav heller ikke mulighed for at trænge frem til deres erfaringer, sub-

jektivitet og informelle handlinger. Den vesttyske historiker Lutz Nietham-

mer har formuleret dette kildeproblem på følgende måde:

»I den udstrækning historievidenskaben også vender sig mod de s.k. underpriviligeredeog de underlegne, de skiulte alternativer, livsformer, som ikke er politisk repræsenteret ogi økonomisk henseende ikke markedsduelige, kommer den i store kildevanskeligheder, det

være sig, at dokumentarisk materiale helt mangler, at det kun giver belægfor rammebetin-

gelserne, eller at det kun er opståetud fra modstanderens eller udenforståendes perspek-tiv«.

(Niethammer 1978: 458)

Hvad enten det nu var bønder, arbejdere, fattige eller kvinder, man ville un-

dersøge, så viste »oral history« (eller den biografiske metode) sig som en løs-

220

ning, der kunne bringe »erfaringsdimensionen«med ind i historien. Gennemsamtaler og interviews med den ældre generation kunne man, som Nietham-

mer siger, ikke blot bryde »objektivistiske teoretikeres diktatur«, men des-

uden ogsånå videre i undersøgelsen af beherskede gruppers klassebevidsthed

og aktionspotentiale:

»Det kunne være en socialhistorisk opgave at aftypifioere forhastede abstrakte kollektiv-

begreber livshistorisk og dermed åbne dem for nye undersøgelseraf sociale tvangsforhold,behov, erfaringer og motiver. Til dette findes der i den biografiske metode ansatser, som,

specielt når livshistoriske forløb ikke kun rekonstrueres i deres ydre, men i deres erfarings-dimension og i deres komplekse relationer til »dagligdagen«,ikke kommer til veje uden

optagelsen af de berørtes erindringer«.

(Niethammer 1978: 4580.

Mens man i den traditionelle socialhistorie -

og i den arbeiderhistorie, som

havde karakter af »organisationshistorie« - som regel anskuede den studerede

befolkning fra oven og ned, gav »oral history«-tilgangen mulighed for studier,der anlagde et perspektiv »fra neden«, og som i høj grad fremstillede de impli-cerede »indefra«. Man har i den forbindelse hyppigt talt om et »perspektiv-skifte«, hvor det traditionelle organisationsperspektiv afløses af et »hverdags-perspektiv fra neden« (se bl.a. Baiohr 1980 og Peukert 1982).

Oral history er herved med til at skabe en mere »demokratisk« historie, et

forhold, som især Paul Thompson (1978) har fremhævet. Oral history kan i-

følge Thompson være et instrument, der forandrer såvel historiens indholdsom formål. Den kan bruges til at forandre historiens fokus, den kan åbne nye

problemfelter og nedbryde barrierer mellem generationeme, og fremfor alt

kan den give historien tilbage til de mennesker, der selv har skabt og erfaretden (5.2). Ved at inddrage vidneudsagn fra de meniges rækker - såvel de apati-ske som de militante -

og sammenstille dem med mere traditionelle kildetyper,der almindeligvis afspejler elitens og autoriteternes standpunkter, kan oral

history-forskeren nå til »en mere realistisk og retfærdig rekonstruktion af for-tiden« (s5):

»Arbejderhistorikere, for eksempel, bliver for første gang i stand til at foretage effektive

studier af den dårligt-organiseredemaioritet af mandlige arbejdere, af kvindelige arbei-dere, og af den nomiale atbeidsoplevelse og dens indflydelse på familien og lokalsamfun-

det«.

(Thompson 1978c: 6).

Oral history kan ifølgeThompson desuden vise almindelige mennesker, at hi-

storie ikke behøver at være irrelevant for det liv, de lever. Et bevis herfor er

iøvrigt de mange lokalgrupper, som arbejder med at indsamle og udgive lokal

arbejderhistorie og erindringsberetninger (ift. bl.a. Morley/Worpole 1983).Den mest kendte af disse grupper, der er sammensluttet i Federation of Wor-

221

ker Writes and Community Publishers, er nok The People 's Autobiography of

Hackney i London, der siden 1971 har publiceret utallige bøger om Hackney-kvarterets historie. Sådanne projekter viser ifølgeThompson, hvordan histo-

riearbejdet kan være med til at »give folk tiltro til deres egne erindringer og

fortolkninger af fortiden, deres evner til at bidrage til historieskrivningen«

(5.15). For den socialistiske historiker er målet dog ikke bare »at fejre arbei-derklassen, som den er, men at hæve dens bevidsthed«. Hvad der er behov for,

siger Thompson, er »en historie, som fører til handling, ikke for at bekræfte,

men for at forandre verden« (5.17).Denne betoning af praksis og formidling genfindes ogsåhos Popular Me-

mory Group på CCCS i Birmingham, der peger påerindringsarbejdet som

»en form for politisk praksis«(Popular Memory Group 1982). I virkelighedenbør oral history vel heller ikke forstås isoleret fra den historiebevægelseog den

forøgede historieinteresse, der er opstået i befolkningen. Måske er, når alt

kommer til alt, netop den ikke-akademiske oral history - studiekredsarbejdet,historieværkstedeme osv. - det vigtigste perspektiv for den mundtlige historie

(jfr. her Kalela 1984). I historiebevægelsens aktiviteter og resultater ligger der

imidlertid også en kritik af den akademiske historieskrivning, en kritik, som

afslører en vis spænding og konkurrence mellem historiske og politiske mål,mellem akademiske procedurer og amatør-entusiasme.

På den anden side har brugen af oral history-metoder i den akademiske

forskning også været mødt med megen mistillid fra »historikerlaugets«side.

At der i visse tilfælde kan være fare for, at informanterne forskønner deres eget

livsforløb eller retoucherer i de faktiske historiske hændelser, maner naturlig-vis til skepsis. Ældre erfaringer vil ofte være overlejret af nyere indstillinger og

erfaringer. Erindringsprocessen handler således ikke kun om at genopfriskede »spor« og indtryk, som de historiske processer har afsat i informanternes

hukommelse. At erindre er faktisk en meget aktiv proces, men som sandelig

også har meget med glemsel og fortrængning at gøre. Ligesom psykologenAlexander Mitscherlich har talt om et nødvendigt »sorgarbejde«(dvs. en be-

arbejdning af den sørgeligefortid), kan det således være påsin plads her at tale

om et »erindringsarbejde«(ift. Ruppert 1981). En anden indvending, som

ofte har været taget op i forbindelse med brugen af mundtlige kilder, er

spørgsmåletom udsagnenes generaliserbarhed og informanternes repræsen-

tativitet. Paul Thompsons bog The Edwardians (1975), hvis mål er en belys-

ning af den Edwardianske befolkning som helhed, er faktisk et af de få

eksempler på en informantudvælgelse,der tilsigter statistisk repræsentativi-tet. Som regel drejer det sig, som Ronald I. Grele har henledt opmærksomhe-den på, heller ikke kun om at udvælge interviewpersoner, som svarer til en

eller anden statistisk norm, men langt snarere om at finde frem til beretninger,som »kan anskueliggørebestemte historiske processer eksemplarisk«(Grele1980: 147).

222

Et tredje kritikpunkt mod den mundtlige historie er dens almindeligvis me-

get »empiristiske«form og dens mangel på teori. Her har b1.a. den italienske

historiker Luisa Passerini peget på,at man ikke i tilstrækkelig gradnhar forsøgtat forbinde oral history som metode med mere generelle teoretiske spørgsmål.Hvad der først og fremmest bekymrer hende, er faren for, at de narrative og

deskriptive teknikker kan medføre en opgivelse af forsøget på at finde en teori

om hverdagslivet, og at man herved overlader disse områder af historien til

vidensformer, som ikke er videnskabelige, og som i al fald er blottet for ekspli-cit analyse (Passerini 1981: 201). For Passerini er det således afgørende,at den

»lille« historie (dagliglivshistorien) forbindes med den »store« (samfundshi-storien). Kun herved kan man afdække »trivialiteter« og dagligliv i deres sam-

menhæng med de forskellige former for økonomisk, politisk og kulturel magt.I Vesttyskland har de metodiske problemer i forbindelse med anvendelse af

livshistorisk materiale bl.a. været taget op i 1981 på en tværvidenskabelig kon-

ference i Freiburg (se Brednich 1982). Her fortalte folkelivsforskeren Rudolf

Schenda i et af indlæggene om en indsamlingskampagne i nærheden af Zü-

rich, hvor pensionister var blevet opfordret til at indsende deres skriftlige livs-

erindringer. Resultatet var, at ialt 210 manuskripter blev indsendt fra folk fra

snart sagt alle samfundsgrupper. Det var Schendas konklusion, at ogsåfolk fra

samfundets laveste lag absolut er i stand til at optegne deres livshistorier

skriftligt. I en anmeldelse af bogen, Leibzez'ten. Autobiografien der Pro

Senectute-Aktion (udg. af Schenda 1982), der rummer 37 af erindringeme,mener Michael Faber dog, at det frem for alt er dem, der - trods mange bitre

erfaringer - med tilfredshed kan se tilbage på deres liv, som har nedskrevet

deres livshistorier. For dem, som livet har ramt virkelig hårdt, og dem, hvis

identitet har lidt under indtrykket af et mislykket liv, kan livserindringer der-

imod ikke mere »udgøre nogen akt i personlighedsdannelsen«,hævder Faber

(1983: 196). Endvidere synes også en lang række temaer at være tabuiserede:

altfor intime forhold, så som relationerne til ægtefælleneller til ens egne børn,bliver udeladt:

»Åbenbartbliver der dog sat grænser for beredskabet til at meddele sig - omend anonymt -

til fremmede. Egen adfærd i modstrid med normen bliver fortiet - det kunne jo muligvisskade ens anseelse«.

(Faber 1983: 196).

En sådan afdækning af, hvad erindringerne faktisk siger hhv. ikke siger, kræ-ver faktisk både indføling og analyse- og fortolkningsteknikker (herunder ogsåsåkaldt symptomalanalyse), som er udviklet i de humanistiske fag.

ArbeidererindringerI den danske erindringsforskning indtog Wolfgang Emmerichs' indledning til

223

samlingen Proletarische Lebenslá'ufe(Emmerich 1974) længe en nærmest

monopol-agtig stilling som forbillede. Et vidnesbyrd herom er det faktum, at

andre samtidige udgivelser af frem for alt Ursula Münchow (1973) og GeorgBollenbeck (1976) i vidt omfang blev overset herhjemme, skønt de i vurderin-

ger og analyser ligger meget på linje med Emmerich.

Såvel Münchow (DDR) som Bollenbeck (BRD) har en decideret litterær

indfaldsvinkel på erindringerne. I sin analyse iFrühe deutscheArbeiterautobio-

graphien understreger Münchow dog erindringemes autentiske karakter ogdokumentariske værdi. Og Bollenbeck henviser ligesom Emmerich til den

snævre sammenhæng mellem »produktionsmåde«,»levemåde« og bevidst-

hed. Erindringeme dokumenterer iflg. ham netop »en fælles levemåde som

matrix for forskellige og dog enhedsmæssigt omgrænsede bevidsthedsfor-

mer« (Bollenbeck 1976: 20). Trods disse understregninger af erindringernesdokumentkarakter er begge primært optaget af at klassiñcere og analysere det

undersøgte materiale som kunstneriske fremstillinger.I centrum for Münchows analyse står sammenhængen mellem autobiogra-

fens bevidsthedsniveau (klassebevidsthed) og dennes fortællemåde. Det viser

sig her, at selvbiografiens litterære kvalitet opfattes som i høj grad bestemt af

graden af klassebevidsthed hos fortælleren (Münchow 1973: 87). Blandt de

tidlige tyske erindringsforfattere viser sig således Franz Rehbein i kraft af sin

høje ideologiske erkendelses grad ogsåat være den, der når det litterært højeste

standpunkt med en bevidst kunstnerisk formgivning af typiske episoder og

konfliktsituationer under særlig hensyntagen til menneskeskildringen (s. 92).I virkeligheden anvender Münchow således det socialistiske samfund og den

marxistisk-leninistiske ideologi som den i sidste ende afgørendemålestok for

vurdering og kategorisering. Den litteratur, der er skrevet ud fra en sociali-

stisk klassebevidsthed, bliver herved også den bedste litteratur. I sidste in-

stans opererer Münchow helt igennem ud fra et politisk-ideologisk vurde-

ringskriterium. I overensstemmelse hermed giver hun ogsået idealiseret bil-

lede af erindringerne.Medens Münchow taler om »autobiograñer«taler Bollenbeck om »arbej-

derlivserindringer«, idet han opfatter termerne »autobiografi«og »memoire«

som bundet til bestemte karakteristika ved borgerlige erindringer. Men ellers

er analysematerialet i Z ur Thearie und Geschichte der frühenArbeiterlebenserin-

nemngen stort set det samme som Münchows. Og som Müncow overskrider

ogsåBollenbeck det »rent« litteraturvidenskabelige. I virkeligheden er de fle-

ste arbejderlivserindringer ikke kunstværker, mener Bollenbeck; de udgørikke »gestaltede«kunstformer, men dokumenter. Det er forfatterens bundet-

hed til det egne livsforløb, der betinger erindringsværkets form og indhold.

Erindringeme kan således analyseres iet spændingsfeltmellem resignerendedokumentarisme og forhåbningsfuldsocialistisk litteratur. I den spontane do-

kumentation optræder arbejderne som »ofre«, og skildringen af livsforløbet

224

De sidste 10-15 år har forandret bedømmel-

sen af faget folkelivsforskning (Volkskunde)hos nabodisciplineme. Mens socialhistori-

kerne tidligere især var orienteret mod socio-

logiog statsvidenskab, har de i de senere år i

stadig større grad vendt sig mod folkelivs-

forskning og socialantropologi. Folkelivsfor-

skerne har til gengæld udvidet deres traditio-

nelle genstandsområdetil nu også at omfatte

menneskenes livsbetingelser og kultur under

industrialiseringen. Titelbilledet til Albrecht

Lehmanns samlebind med Studier: zurArbez-'

terkultur viser nogle kularbejdere ved Baum-

wall i Hamburg.

Ligesom oral history giver arbeidererindrin-ger kvalitative indsigter snarere end kvantifi-

cerbare data. Specielt når det gælder arbej-dernes familieliv, kan erindringeme være et

tiltrængt supplement tildemografernes sta-

tistiske analyser af familiestrukturer og ferti-

litet. Omslaget til David Vincents Bread,

Knowledge (9' Freedom viser nogle arbejdere i

færd med at læse avis.

225

klæber til det umiddelbart erfarede og »pseudoobiektive«(Carl Fischer).Derimod bevæger de socialdemokratiske arbeideres livserindringer sig mel-

lem individuel opstigning og kollektiv emancipation (Bromme, Holck o.a.).Når de socialdemokratiske arbejderfunktionærerser tilbage pået Virksomt liv,bliver resultatet ofte erindringer af memoire-agtig karakter (Popp, Baader

o.a.). Endelig opfatter Bollenbeck, ligesom Münchow, Franz Rehbeins erin-

dringer som et højdepunkt, der markerer »overgangen fra den vurderende do-

kumentation til den litterære gestaltning« (s. 277).Mindre litteraturvidenskabelig og mindre ideologisk i sin tilgang er eng-

lænderen David Vincent i Bread, Knowlegde Co'Freedom (1981), der er en un-

dersøgelseaf det 19. århundredes britiske arbejderautobiograñ.Skønt littera-

turhistoriker, er det Vincents udtalte sigte at introducere autobiografiemesom en form for kildemateriale, der hidtil har været uretfærdigt forsømt af

historikeme. Undersøgelsens formål er således at afdække, hvordan de arbej-dere og arbejderkvinder, der skrev deres selvbiograñer, forstod deres liv:

»Hvis vi ønsker at forstå fortidens betydning«, siger Vincent, »må vi først af-

dække den betydning, fotiden havde for dem, der skabte den og som blev

skabt af den« (5. 6). Det er derfor forbavsende for Vincent, at historikere -

bortset fra John Bumetts antologier (1974, 1982) - stort set har holdt sig til et

lille, meget begrænset udvalg af erindringer. Overfor historikemes tvivl på»sandheden« i erindringsværkerne, fremholder Vincent, at det netop er sub-

iektivitetselementet i erindringeme, der har den største værdi. Erindringernekan ikke blot fortælle os, hvad der skete, men kan ogsåafsløre den påvirkning,en begivenhed eller en situation havde på aktørerne.

I centrum for Antonio Gramscis hegemonibegreb står iflg. Vincent fore-

stillingen om en særlig virkelighedsopfattelse (»conception of reality«) i de

forskellige samfundsklasser. Denne virkelighedskonception kan være klassens

egen, men den kan ogsåvære lånt fra en anden samfundsgruppe, f.eks. når det

drejer sig om en underordnet klasse. Vigtigt er her, at virkelighedskonceptio-nen, der jo i marxistisk forståelse tilhører samfundets »overbygning«,ikke kan

afledes ud fra et studium af »basis«, men kun kan identificeres ud fra en un-

dersøgelse af dens faktiske forekomst i historien. Her får erindringerne iflg.Vincent en central betydning:

»De indsigter, som autobiografieme giver os i dannelsen og indholdet af denne konceptioner måske nok partielle og ufuldstændige, men få andre former for kildemateriale kan

bringe os nærmere til dette for klassebevidstheden så afgørende område.«

(Vincent 1981: 11).

Iflg. Vincent kan erindringerne give informationer om snart sagt ethvert

aspekt af arbejderhistorien. I undersøgelsen, hvori indgår ialt 142 selvbiogra-fiske skrifter, både publicerede og upublicerede, koncentrerer han sig dog om

tre-fire centrale temaer. Efter først at have undersøgt opfattelsen af fortiden

226

hos selvbiografeme, behandler Vincent skildringeme af familielivet, hvor er-

indringeme er af særlig værdi ved deres afdækningaf intimforholdene. Der er

en grænse for de indsigter, som kan vindes fra de spidsñndige analyser af fol-

ketællingsmateriale, men når erindringemes kvalitative vidneudsagn forstås i

sammenhæng med de tilgængelige statiSIiske data, kan de bringe os et godtstykke videre i belysningen af privatlivets historie, hævder Vincent (s. 12).

Bogens andet hovedtema er jagten efter kundskaber, og Vincent belyser spe-cielt sammenstødet mellem selv-lærde arbejdere og borgerlige oplysningsbe-stræbelser (koncentreret omkring begrebet »nyttig viden«). Afgørende var

her arbejdernes bestræbelser påat forbinde viden og frihed, dvs. anvende lær-

dommen emancipatorisk. I bogens sidste kapitel ser Vincent på forholdet

mellem fortid og fremtid og på den tro på fremskridtet, som præger mange af

levnedsskildringeme.Mens materialet i ovennævnte studier er litterært, dvs. skiftligt, er det i

»oral history«-forskningen og i de næste undersøgelser, der her skal omtales,

mundtligt,dvs. endnu ikke blevet litteratur. Forskellen i materialets form be-

tyder imidlertid også en forskel i forskningsmetoder. Med Albrecht Leh-

manns autobiograñske undersøgelser Erzá'hlstruktur und Lebenslauf (1983)har vi således bevæget os over påden folkloristiske fortælleforskningsområde.

Ligesom litteraturvidenskaben har sin egen særligetekstlæsnings-og analyse-tradition, har også folkloristikken en egen tradition i omgangen med »narra-

tive kilder« (jfr. Lehmann 1977, 1978, 1979/80). Det drejer sig om metoder og

analysestrategier, som påafgørende punkter skiller sig ud fra dem, der anven-

des ved udnyttelsen af livshistorisk materiale i »oral history« forskningen, i

etnologien og i historievidenskaben. Mens det for disse indfaldsvinkler er es-

sentielt, at de anvendte dokumenter kan betragtes som »sande «, har de livshi-

storiske beretninger for Lehmann også undersøgelsesværdi, selv når deres

»objektive« sandhedsindhold er tvivlsomt. Når en arbejder fortæller om sit

livsforløb, sker det hele tiden under indtryk fra nutiden og ud fra den øjeblik-

kelige bevidsthedstilstand. Også selve interviewsituationen kan virke ind påberetningens indhold. Det er således bevidstheden hos nutidige mennesker,Lehmann fremanalyserer, når han undersøger de mundtlige beretninger fra

ialt 86 arbejdere, alle født i Hamburg omkr. 1920. Fortælleforskningen skal

være bevidsthedsforskning,således at forstå, at den subjektive strukturering af

livshistorien (fortællestrukturen)bliver indikator for specifikke bevidstheds-

former (Lehmann 1982: 81). I arbejdernes beretninger finder man således en

række »ledetråde«,der strukturerer beretningerne. En række sammenhænge -

f.eks. når det drejer sig om påforhånd givne livsstationer (barndom, ungdom,voksenalder etc.) og historiske begivenheder - ligger på forhånd mere eller

mindre fast. I beretningerne eftersporer Lehmann imidlertid også en række

subjektive inddelingsmomenter, der bl.a. viser sig ved, at fortælleren oriente-

rer sig ud fra sådanne forhold som ferierejser, skift af arbejdsplads, boligskift,

227

løn- og prisudviklinger m.v. Da det er Lehmanns formål netop at undersøgeden subjektive strukturering af beretningerne, har han i sine »samtaler« med

informanteme selvsagt ikke anvendt noget spørgeskemamed standardspørgs-mål, som alle skulle svare på.Derimod har alle informanter fået lov at fortælle

mest muligt frit.

En svaghed ved Lehmanns undersøgelse er måske, at den er begrænset til

mandlige arbejdere. Herved mister han i al fald muligheden for at udforske

kønsspecifikkeforskelle i fortælleadfærden. En skitse af, hvordan mænd ogkvinder fortæller deres livshistorier forskelligt, fremlæggerden franske histo-

riker Isabelle Bertaux-Wiame i en artikel om anvendelsen af »livshistorieme-

toden« i studiet af indre vandringer i Frankrig (Bertaux-Wiame 1981). I un-

dersøgelsen af det 20. århundredes vandringer fra provinsen til Paris, måtteBertaux-Wiame benytte en oral-history tilgang for overhovedet at få noget at

vide om de migranter, som ikke havde haft nogen speciel succes i livet, og som

ikke havde efterladt noget skrevet spor. Som Lehmann når hun frem til, at

beretningernes form faktisk reflekterer den form, som fortællernes virkeligeliv har haft. Den forskellige fortælleadfærd skyldes altså, at mænds og kvin-

ders liv følgerforskelligt udformede forløb. Med hensyn til vandringer var der- trods åbenlyseligheder - klare forskelle mellem mænd og kvinder. Groft for-

enklet var det sådan, at medens mænd flyttede gennem familienetværk for at

finde arbejde, så flyttede kvinderne gennem jobnetværk for at fmde familie (s.256). Af mænds udsagn om deres arbejde fremgik det, at arbejdet gav dem en

følelse af »hvem de var«: en social identitet. For kvindernes vedkommende

synes det derimod snarere at have været ægteskabet,der gav dem social identi-

tet. Mens mændene beretter om deres søgen efter arbejde, synes kvindernes

søgen snarere at gælde etableringen af en familie, der kan danne ramme om-

kring det, som samfundet har defineret som deres egentlige produkt: børn.Den forskellige samfundslogik bag mænds og kvinders liv viser sig ifølgeBertaux-Wiame både i livshistorieme og i den måde de fortæller dem. Mænd

præsenterer sig selv som subjekter i deres eget liv - som aktører. Den selvbe-

vidste handling er derimod ikke kvindernes hovedinteresse. De fortæller i ste-

det gerne deres livshistorier som historier om deres forhold til de og de perso-

ner. Dette viser sig bl.a. i, at de ikke sjældent foretrækker at bruge termer som

»vi« eller »man« (i betydningen »mine forældre og os«, »min mand og jeg«eller »mig og mine bøm«) fremfor jeg-formen.

ArbejdermentaliteterDen stigende interesse for, hvordan almindelige mennesker tænkte og følte,hvordan de oplevede deres livsverden og dagligdag, har i de sidste år skabt

interesse for den franske tradition for »mentalitetshistorie« og »historisk an-

tropologi« (jfr. bl.a. Kultur & Klasse 48, Ethnologia Europaea 1979-80, häf-

228

ten för kritiska studier nr.l, 2 og 4 1984, flere numre af Den jyske historiker,og

- kritisk - Gismondi 1985). Feltet er i Frankrig især blevet opdyrket af

kredsen omkring tidsskriftetAnnales E. S. C., men har i de sidste år oplevet en

(gen)opblussen i flere andre europæiske lande. I Annales-gruppen var be-

skæftigelsen med mentalitetshistorien (histoire des mentalités) i høj grad præ-get af kvantificering, men i 1970'erne begyndte den yngre generation i sti-

gende grad at beskæftige sig med »kollektive symboler«, som de kom til ud-

tryk i folklore, myter og fester. Allerede sidst i 50'erne havde Robert Mandrou

dog søgt at etablere grundlaget for en »historisk psykologi«,der skulle under-

søge forandringerne i de »kollektive mentaliteter« (Iggers 1980: 48, 50, 55).Ved »mentaliteter« forstås i al korthed almene bevidsthedsformer og livsop-fattelser (Erbe 1981: 52), men ogsåhyppigt ikke-bevidste holdninger og atti-

tyder, som ligger skjult dybt i bevidstheden. Dette sidste aspekt understregerbl.a. den franske historiker Michel Vovelle, der definerer mentalitetshistorie

som »attitydernes, adfærdens og de ikke-bevidste kollektive repræsentatio-ners historie« (Vovelle 1982: 8).

Men kan man da også tale om »arbejdermentalitet«eller »arbejdermentali-teter«? Ja, det kan man. Bl.a. Jaques Le Goff har peget på,at der ved siden af

de fælles (klasseoverskridende) mentaliteter ogsåfindes »klassementaliteter«.Men samtidig gør Le Goff opmærksom på,at flere mentaliteter kan sameksi-

stere, på samme tid og i én og samme sjæl (Le Goff 1978: 256). Det er her

nærliggende at forestille sig en »dominerende mentalitet« (Le Goff) som i ét

og samme arbejderindivid brydes med en »undertrykt mentalitet« - et for-

hold, som Wilhelm Reich (ganske vist med andre termer) gjorde opmærksompå i sin analyse af Fascismens massepsykologi (Reich 1974: 1000.

Når en arbejderbefolkning overtager en anden klasses mentalitet eller ideo-

logi, hænger det ikke kun sammen med kulturelle dominansforhold. Det hæn-

ger tillige sammen med, at mentaliteter er noget som forandres meget lang-somt. En befolkningsgruppes mentalitet vil således ofte være usamtidig set i

forhold til den foreliggende sociale situation (jfr. også begrebet »ideologiskefterslæb«). Herved opstårder let konflikter mellem traditionelle holdningerog nye virkelighedskrav. Ifølge Le Goff er mentaliteten det, der forandres

sidst. Den er

»Et taknemmeligt analysefelt for kritikken af lineære opfattelser af historiens gang. Træg-

heden, som er en vigtig historisk kraft, berører ånden i højeregrad end materien, thi den

sidste er ofte hurtigere end den første. Mennesket anvender de maskiner, det har skabt,

samtidigt med at det bibeholder den mentalitet, det havde før disse maskiner. Bilisteme

har rytterens ordforråd og 1800-tallets fabriksarbejdere har deres fædres og farfædres

bondementalitet. Mentaliteten er det som forandres sidst. Mentalitetemes historie er hi-

storien om historiens langsomhed«.

(Le Goff 1978: 249).

229

Et eksempel på, at det virkelig forholder sig sådan, som Le Goff her siger,giver Pierre Caspard i sin studie over en bomuldsfabrik på landet i fyrsten-dømmet Neuchâtel i det franske Schweiz under den tidlige industrialisering,ca. 1750-1850. Proletariatets opståen forløb her på mange måder som en

»overgang uden brud «. Arbejderne var integreret i et stærkt og levende lands-

byfællesskab, og heller ikke familieinstitutionen blev rystet af industrialise-

ringen. Denne modstand forklarer Caspard delvis ud fra Neuchâtel-

befolkningens mentalitet, dens skikke, dens retsforhold og dens kirkelige ord-

ning, delvis ud fra særlige forhold indenfor bomuldsindustrien og i arbejdetsart. Arbejdsgiverens praksis var patriarkalsk og han respekterede så vidt mu-

ligt visse værdiforestillinger i det traditionelle landlige samfund. Da mekani-

sering, arbejdsløshed og nød fremkaldte strejker og protester blandt arbej-derne, bevægede denne protest sig på samme plan som paternalismen: ar-

bejdsgiverens autoritet blev accepteret:

»Denne autoritetstro er et bevis eller i det mindste et tegn på,at de »patemalistiskeog

småborgerlige«traditioner, som havde været bestemmende for det gamle landbosamfund,

også bestemte arbejdernes adfærd ved Fabrique-Neuve. Medens fabrikken altså sam-

fundsmæssiggjorde produktionen i stor målestok, har den ikke i samme tempo og ud-

strækning ændret bevidstheden på de mennesker, som arbejdede der«.

(Caspard 1979: 138).

Bomuldsindustriens historie viser således i Neuchâtel et billede med en »for-

skydning mellem den økonomiske bevægelse, forsinkelsen af den samfunds-

mæssige udvikling og »mentaliteternes« resistens« (s. 138).Endnu et eksempel kan illustrere udviklingen inden for den franske mentali-

tetshistorie. I oral history-forskningen har Daniel Bertaux og Isabelle

Bertaux-Wiame (1980) forsøgt at videreudvikle den franske sociolog Maurice

Halbwachs' begreb om en »kollektiv hukommelse«, der præger den »indivi-

duelle erindring«påafgørendemåde. D. og I. Bertaux taler i den forbindelse

og to forskellige former for tidsoplevelse: en lineært opfattet tid, der følger den

kronologiske tidsakse, og en tidsoplevelse, der er cyklisk. Denne sidste tidsop-levelse knytter sig til dagligdagen og findes primært blandt det arbejdendefolk, hvorimod de herskende klasser helt lever i den fremadskridende histories

lineære tid. Historiografisk set er pointen her, at den forhåndenværende hi-

storieskrivning kun kan opfatte en del af samfundslivet. Den mangler simpelt-hen ord for en meget omfattende del af samfundsvirkeligheden. Fælles for den

»borgerlige«(der beretter om, hvordan historien skabes af de store mænd)ogden »marxistiske« historieopfattelse (der jo fortæller klassekampenes historie)er nemlig iflg. D. og I. Bertaux det ene, at begge fortæller magtens historie.

Begge forstår historie som statsmagtens udvikling over tid - d.v.s. ien lineært

forstået tid. Størstedelen af den franske befolkning lever imidlertid »i skæ-

ringspunktet mellem de to arter af historicitet, mellem cyklisk og lineær histo-

230

ricitet« (s. 115). I den lineære tid står den overfor det kapitalistiske bourgeoisi,og i den cykliske tid lever den sin hverdag. Til de to tidstyper svarer derfor

også to former for kollektiv arbeidererindring: en »arbejderbevægelsens hu-

kommelse«, hvis tid er arbeidskampenes lineære tid, og en »kollektiv arbei-derhukommelse« af cyklisk art, og som langt hen smelter sammen med en

arbejder- og folkekultur. Man kan da konkludere:

»Hvis der findes en kollektiv hukommelse, må den genspeile dette Skæringspunkt,denne

dobbeltnatur (dvs. cyklisk og lineær historicitet, SAA). Men lader man kun denne »kol-

lektive hukommelse« komme til udtryk gennem klassekampenes filter, så lader man et rigt

potentiale sygne hem.

(Bertaux/Bertaux-Wiame 1980: 115).

Det skal nævnes, at D. og I. Bertaux's modstilling af individuel og kollektiv

hukommelse har været taget op til kritisk behandling af Yves Lequin og JeanMetral (1980). Med udgangspunkt i et »totalhistorie« -projekt i Givors, ca. 20

km. syd for Lyon, har de interviewet 21 pensionerede metalarbejdere. Resul-

tatet bliver her en sondring mellem »individuel erindring«,der er bundet til

hverdagen, og »fælles erindring«, der ikke er identisk med Bertaux'emes

»kollektive hukommelse«, men kan genfindes i erindringer om arbejdskampe.

Historisk antropologiFrankrig er langt fra det eneste land, hvori antropologiske problemstillingerhar oplevet en »renaissance« i form af s.k. »historisk antropologi« og diskus-

sioner om en »antropologisering«af historieforståelsen (ifr. b1.a. Lepenies1971, 1979; Gaunt 1984; Süssmuth 1984, samt diskussionsbidragene i Ge-

schichte und Gesellschafts temanummer til problemstillingen 1984). I Eng-land viste tendensen til antropologisering sig i 70'erne især i samfundsviden-

skabeme, hvor man mærkede en voksende indflydelse fra socialantropolo-gien. Opmærksomheden blev i stigende grad forskudt mod rituelle aspekter af

adfærden. Som eksempler kan nævnes Basil Bernsteins sociolingvistiske ar-

bejde med en differentiering af lagspecifikke sprogkoder (Bernstein 1971-75)og Mary Douglas socialantropologiske studier (Douglas 1975). I Frankrig,hvor antallet af bidrag om »historisk antropologi«itidsskriftetAnnales E. 8.

C. blev væsentligtforøgetop gennem 60'erne og 70'erne, betød antropologi-seringen af problemstillingerne frem for alt en videnskabeliggørelse af gen-

standsområder, som tidligere var blevet betragtet som trivielle. Denne ud-

forskning af »kuriosa« og andre hverdagsfænomenerhavde først og fremmest

karakter af kvantitativ eller s.k. »seriel« forskning, ligesom den næsten ude-

lukkende var rettet mod før-kapitalistiskelivsforhold.

I Vesttyskland opstod allerede i slutningen af 60,eme en diskussion om » hi-

storisk antropologi«(ifr. Medick 1984). Ud af den kreds, der i begyndelsen af

231

70'erne grundlagde tidsskriftet Saeculum opstod senere i Freiburg et institut

for historisk antropologi, og ved institutet for socialforskning i Stuttgart fin-

des en særligafdeling for »historisk adfærdsforslming«,hvis hovedeksponentAugust Nitschke ud fra et hermeneutisk og biologisk grundsyn udforsker

menneskelige adfærds- og forestillingsformer (Nitschke 1981). Endelig kan

man nævne den internationale arbejdsgruppe af historikere og socialantropo-loger, som har eksisteret siden 1978 og er blevet til på et initiativ af Robert

Berdahl, Alf Lüdtke, David Sabean, Gerald Sider og Hans Medick (jfr. Ber-

dahl m.fl. 1982, Medick/Sabean 1984).En vigtig rolle i udviklingen af dialogen mellem historikere og etnologer

indtager endvidere en række amerikanske kulturantropologer, frem for alt

folk som Marvin Harris (med sin »kulturmaterialistiske« approach) og Clif-

ford Geerts (med sit begreb om »tæt beskrivelse«, thz'ck description). En indi-

rekte kritik af bl.a. Harris og Geerts findes iøvrigt hos Eric R. Wolf 1982.

Styrken ved socialantropologernes foretrukne metode, den »deltagendeob-

servation«, er frem for alt, at den giver muligheder for at formidle den virke-

lighedsopfattelse og forestillingsverden, der findes hos dem, som er genstandfor undersøgelsen. Under ophold i det studerede samfund og gennem inter-

views lærer antropologeme befolkningens indre verden af tanker og følelser at

kende. Problemet er her, at aktøremes adfærd og tanker af forskeren kan an-

skues ud fra to forskellige perspektiver: ud fra aktøremes eget perspektiv, ogud fra forskerens (observatørens) perspektiv. Den første betragtningsmådehar den amerikanske antropolog Marvin Harris kaldt »emics« (af: phone-mics), den anden kalder han »etics« (af: phonetics). I det første tilfælde anven-

der forskeren begreber og distinktioner, som er meningsfulde og adækvate for

aktørerne, i det andet anvender hun begreber og distinktioner, der er me-

ningsfulde og adækvate for forskeren. Selv om de to aspekter eller versioner af

virkeligheden ofte afviger betragteligt fra hinanden, kan man ikke afvise, at de

begge har gyldighed. Nogle antropologer mener f.eks., at det ikke er muligt at

beskrive forskellige aktiviteter og begivenheder i den undersøgte samfunds-

gruppe uden at kende de målbevidste intentioner, regler og planer, der ek-

sisterer inden i aktøremes hoveder. Når antropologen derfor benytter en

»emic« beskrivelse (en »emic« forskningsstrategi), er sigtet at opnåviden om

de kategorier og regler, man må kende for at kunne tænke og handle som »ind-

født«. I en »etic« redegørelse følger antropologen derimod kategorier og reg-ler fra videnskabelig terminologi (Harris 1980: 1150.

Hvad angårklasser og social lagdeling i de s.k. »komplekse«samfund, har

antropologeme selvsagt ofte betonet emic-synsvinklen: det afgørende er,

hvordan folk subjektivt tænker og føler, ikke hvordan deres objektive stillinger i forhold til produktionsmidlerne. At definere en klasse i rent emic og men-

tale termer fører dog ifølgeHarris ud i den skinbarlige idealisme (Harris 1980:

324).

232

Leben vor Ort0*..W

'

1889- 1919

De tyske minearbejdere har en stærk bindingtil deres erhverv og samfundstraditioner.

Denne traditionsbevidsthed skiller dem ud

fra mange arbejdskolleger i andre erhverv. I

overleveringen om minearbejdeme er det

imidlertid offentlighedens fortolkninger, der

har stået i forgrunden, mens minearbejdemesegen overlevering er blevet trængt i bag-grunden. Det er dette forhold, Franz-JosefBrüggemeier har forsøgt at rette op på i sin

Leben 'var Orz. En titel, som også finder ud-

tryk på bogens omslagsbillede, der netop vi-Vetla Beck

ser nogle minearbejdere »vor Ort«, dvs. helt

inde, hvor gangen holder op.

Et godt eksempel på,hvor oplagt et antropologisk perspektiv kan være, når

det' gælder udforskningen af arbeiderbefolkningens kultur og livsverden, er

den vesttyske historiker Franz-Josef Brüggemeiers banebrydende værk om

minearbejderne i Ruhr, Leben vor Ort (1983). I dette arbejde, der netop har

karakter af en »opdagelsesrejse i det egne folk«, foretager forfatteren et per-

spektivskifte, så arbeiderbefolkningen i stedet for at indtage objektstatus fårstatus af subjekt. BLa. med inspiration i »oral history« søger Brüggemeier så at

rekonstruere minearbejdernes handlingsmotiver, adfærdsformcr og subjekti-vitet samt sammenhængen mellem hverdagserfaringer og arbejdskampe i ti-den fra 1889 til 1919.

I Skandinavien har de socialantropologiske metoder længe haft stor betyd-ning for etnologien, specielt i form af den s.k. symbolske interaktionisme, der

især er kendt gennem Bergen-skolen (F. Barth). Som eksponenter for denne

forskningsretning kan nævnes Stockholm-etnologeme Siv og Billy Ehn, der

begge har foretaget fabriksstudier med udgangspunkt i deltagende observa-

tion på de studerede fabrikker (S. Ehn 1981; B. Ehn 1981). Billy Ehn er selv

opmærksom på farerne ved metoden, nemlig at aktørperspektivet betones så

stærkt, at politik, økonomi og historie kommer i baggrunden eller behandles

som »eksterne faktorer«. Der kan ske det, at »systemets magt så at sige skjulesbag ved det subjektive perspektiv« (Ehn 1981: 17). Man fristes dog her til at

233

mene, at det da må skyldes, at forskeren har undladt at supplere etnic-

synsvinklen med en etic-betragtning.Af vigtige teoretiske arbejder indenfor den symbolske interaktionisme kan

her nævnes Arbeitsgruppe Bielefelder Soziologen (1973) og Weingarten/Sack/Schenkein (1976).

Lokalsamfundsstudier

Mens interessen for studier af små lokalsamfund indenfor etnologien, social-

antropologien og sociologien er af ældre dato (jfr. bl.a. Bell/ Newby 1971 ogHannerz 1973), skete der i historievidenskaben op gennem 1970'erne en ud-

vikling, som aktualiserede en lokal eller regional indgrænsning af det histo-

riske undersøgelsesområde.Dels lagde den franske Annales-skole med sin konccpt om en »totalhi-

storie« (Lucien Febvre) op til analyser, der begrænsede sig til de mindste sam-

fundsenheder og lå indenfor snævre regionale rammer. Den kvantiñoerende

dataanalyses metoder gjorde her i sig selv en regional afgrænsningnødvendig(Dann 1983: 653). Også i England har der med baggrund i den historiske de-

mografi (»Cambridge-gruppen« o.a.) udviklet sig en ny tilgang til almindeligemenneskers hverdagsliv. Indenfor denne forskningsretning søger man ved

hjælp af kvantitative metoder og »kildekombination« at rekonstruere histo-

riske fællesskabsformer i især før-kapitalistiskelandsbysamfund (en oversigthos Sokoll 1983).

Dels lagde ogsåinteressen for konkrete livssammenhænge og dagligliv op til

lokale og regionale undersøgelser indenfor rimeligt små rammer. Der fandtes

her som nævnt en etableret antropologisk tradition, som med udgangspunkt i

kvalitative teknikker netop tog sigte på at analysere disse aspekter, nemlig

genren »lokalsamfundsstudiet« (»communitystudy«).Et eksempel pådenne

type er den sociologiske klassiker Coal Is Our Life (Dennis/Henriques/Slaughter 1956), der er et studie af et minearbejdersamfund i Yorkshire. Til

forskel fra den kvantificerende sociologi har vi her en kvalitativ sociologi, der

overfører metoder og tilgange fra socialantropologien. Her, som i senere mi-

nearbejderstudier (Storm-Clark 1970, Moore 1974), er rekonstruktionen af

klasserelationer og fællesskabsfølelse i arbejdermiljøetet centralt anliggende.I et studie af arbejderliv i Nordengland, Working Class Community ( 1968), vi-

ser Brian Jackson, at arbejderklassens livsstil ikke kan opfattes som en afart af

borgerlige normer, men har en egen rigdom og vitalitet. Arbejde, livets »fat-

tigdomscyklusç, naboskab og et »udvidet« familie-netværk var centrale led i

den indgroede fællesskabs-struktur, der dannede baggrund for arbejdernessærlige livsstil. -

Især begrebet socialt netværk har haft en central betydning i undersøgelseraf arbejdermiljøer. I sin berømte undersøgelse af kønsroller i ægteskabet, Fa-

234

mz'lyand Social Network (1957), skelnede antropologen Elizabeth Bott mellem

»løst maskede« netværk (som især fandtes i borgerskabet) og »tæt maskede«

netværk (som var dominerende i arbejderklassen). I et andet berømt studie,

Family and Kinship in East London (1957), viste sociologerne Young og Wil-

mott, hvordan arbejderfamilieme i Londons arbejderkvarterer var centreret

omkring moderen. Når døtrene giftede sig, bosatte de sig i umiddelbar nær-

hed af mødrene. På denne måde udstrakte »den udvidede familie« sig over

adskillige husstande. Styrken i dette system var især tydelig for kvinderne og

kom bl.a. til udtryk i en overflødighed af gensidig hjælp: børnepasning, mad-

lavning, fælles indkøb. Der var hurtig støtte i krisesituationer (dødsfald,ulyk-ker, sygdom), og i hverdagen var der en uafbrudt strøm af gode råd og opmun-

tring. Enker og ugifte blev ikke isoleret, men indoptaget i det sammenvævede

husstandssystem.Hvordan dette kvindelige kvarter-fællesskab faktisk udgjorde en overlevel-

sesstrategi i et miljø, hvor det var for risikabelt at stole helt påmandens støtte,

har senest Ellen Ross (1983) gjort rede for.

I en undersøgelse af et gammelt arbejderkvarter i Oslo har Marianne Gulle-

stad (1979) påvistet socialt netværk af lignende karakter. Netværkene karak-

teriserer hun som »tætte og lukkede «: medlemmer af forskellige husholdnin-ger havde god kontakt med hinanden, både med hensyn til praktisk hjælp og

socialt samvær. Ligeledes har den svenske etnolog Sven B. Ek. (1971) ien un-

dersøgelse af et arbejderkvarteri Lund påvisttilstedeværelsen af et bemærkel-

sesværdigt intensivt åbent omgangsliv imellem kvarterets beboere (s. 120ff).Lokalsamfundets betydning for folkelige protestbevægelser er for nylig

blevet fremhævet af Craig Calhoun, deri The Question ofClass S truggle (1982)hævder, at lokalsamfundet under den industrielle revolution udgjorde et sik-

rere mobiliseringsgrundlag end klassen.

Tübinger-skolen og folkelivsforskningenIndenfor etnologien eller folkelivsforskningen er interessen for arbejderkul-tur af ret ny dato (jfr. ogsåde tre samleværker Wiegelmann 1973, Fielhauer/

Boc-khorn 1982, Lehmann 1984). Mens den skandinaviske etnologi i 70'erne

og begyndelsen af Boieme først og fremmest orienterede sig mod britisk og

senere også amerikansk antropologi, udviklede der sig i Vesttyskland (i et

ideologikritisk opgør med den gamle »Volkskunde«) i hvertfald tre nye, inter-

essante forskningsretninger: den samfundsvidenskabeligt orienterede forsk-

ning i Marburg (Ingeborg Weber-Kellermann), den kulturantropologiskorienterede forskning i Frankfurt (Ina-Maria Greverus) og den s.k. »empi-riske kulturvidenskab« i Tübingen (Hermann Bausinger). Disse tre hovedret-

ninger samt flere andre tendenser er beskrevet og eksempliñceret hos Gu-

stavsson 1980 og 1985.

235

Først og fremmest Tübinger-skolen har helliget arbejderkulturen opmærk-somhed. Så at sige alle instituttets forskere har beskæftigetsig indgåendemed

forskellige aspekter af arbejderkulturen: Gottfried Korff med analyser af ar-

bejderbevægelsens symbolformer (Korff 1979), Martin Scharfe med arbej-derkultur i landsbyen Mössingen (Scharfe 1981) og Bemd Jürgen Warneken

med bl.a. arbejderbevægelsen i akademikerbyen Tübingen (Boger m.fl. 1980,Althaus m. fl. 1982; Warneken 1985). Endvider har Utz Jeggle skrevet »Ha-

bilitationsschrift« om landsbyen Kiebingen, en slags hjemstavnshistorie »franeden« (Jeggle 1977), og Wolfgang Kaschuba har sammen med Carola Lippfortsat Jeggles Kiebingen-projekt med yderligere lokalsamfundsstudier, hvorde bl.a. undersøger landbybeboernes socialpsykologi og underklassens værdi-

og normsystem (Kaschuba/Lipp 1982).Alle disse undersøgelser er foretaget med udgangspunkt i et »udvidet« kul-

turbegreb, der omfatter kulturværdiernes formidling i såvel objektiveringer(feks. varer, normer, skikke) som subjektiveringer (f .eks. meninger, indstil-

linger, tro, viden). Instituttets leder Hermann Bausinger knytter her den kul-

turanalytiske tilgang snævert til »emancipatoriskpraksis«,Han tror ganskevist ikke, *

»at kulturbegrebet på forhånd er det mere emancipatoriske overfor samfundsbegrebet.Man kan højst sige, at man under samfundsaspektet meget lettere bliver hængende i det

bestående, i såkaldt objektive strukturer som institutioner, magt- og herredømmeforhold,medens man under kulturaspektet er nærmere ved subjektivitens betingelser og krav ogdermed har mulighed for at tage emancipatorisk potentiale alvorligere. (...) Den kulturvi-

denskabelige analyse har med de samme tvange, restriktioner, undertrykkelsesformer at

gøre som enhver anden, kun netop på mindre, mikrologisk plat-m.(Bausinger i en diskussion i Tübingen 1980: 103).

Den interesse for subjektiviteten, som Bausinger her giver udtryk for, er

utvivlsomt et helt generelt træk ved det arbejde, der udføres ved instituttet.

Dette gælder også,når man, som mange af instituttets projekter faktisk gør,

arbejder med nutidige problemstillinger. Samtidig lægger man dog stor vægt

på også at placere de undersøgte fænomener i deres samfundsmæssige sam-

menhæng, så de samfundsmæssigebetingelser ikke forsvinder fra analyserne.Et godt eksempel på denne undersøgelsesmådeer Wolgang Kaschuba og Ca-

rola Lipps 1848 - Provinz und Revolution (1979).Denne undersøgelse, som de selv betragter som et bidrag til belysningen af

sammenhængen mellem kulturel forandring og social bevægelsei kongerigetWürttemberg, er et forsøg på at trænge ned under 48er-revoultionens øvre lagaf proklamationer, politiske aktioner og spektakulærebegivenheder. Revolu-

tionen er mere end det, skriver de,

»Den omfatter i det mindste også det sociale rum, hvori de erfaringskæder,motiver ogadfærdsformer blev dannet, som i det hele taget først 'disponerer' de konkrete situationer

236

Kritikken af arbejderpartierne for kun at

drive politik på en indskrænket del af dagligli-vets samlede erfaringssammenhænghar his-

torisk haft svært ved at vinde genklang. I mel-

lemkrigstiden var Wilhelm Reich og Ernst

Bloch stort set ene om at pege pådet forfej-lede i at overlade hverdagssfæren til nazi-

sterne. Store områder som bolig, bømeop-dragelse, seksualitet, arbejde og fritid ñk stort

set lov til at ligge brak eller blev kun organise-ret »fra oven«, IMarx, Freud and the Critiqueof Everyday Life plæderer Bruce Brown i til-

knytning til denne kritik for en indoptagelseaf psykoanalysen og hverdagslivsforskningeni marxismen.

På Ludwig-Uhland-instituttet for empiriskkulturvidenskab ved universitetet i Tübingenhar Carola Lipp og WolfgangKaschuba gen-nem flere år arbejdet med et forskningspro.jekt om den tyske revolution i 1848, sådansom den forløb i byerne Esslingen og Heil-

bronn. I projektet forsøger de at forbinde

analysen af »det politiske« og den »politiskekultur« med befolkningens hverdag. Titelbil-

ledet til 1848 - Prøw'nz und Revolution er en

karikaturtegning fra det satiriske ugeblad»Eulenspiegel«,der viser »Die neuen Demo-

kraten von l848«.

237

af samfundsmæssige eksistens og de 'historiske subjekter”for den revolutionære udkæm-

pelse af konflikten.

(Kasehuba/Lipp 1979: 90.

For således at komme bag om begivenhedshistoriens »dramaturgiskehøjde-punkter«vælger Kaschuba og Lipp »lokalanalysen«som metodisk tilgang. På

baggrund af en ret indgåendebeskrivelse af det württembergske samfunds

udvikling under industrialiseringen analyserer de i detaljer de konfliktfelter

og interaktionsmm, hvori revolutionen blev forberedt og fandt sted. Idet de

således kombinerer samfundshistorie og mentalitetshistorie, får vi som resul-

tat en slags »totalhistorie« påhistorisk-materialistisk grundlag. Men ogsånårdet gælder de skiftende aktører og motiver, viser revolutionen tilbage til sin

forhistorie, dvs. den 'gamle' (førrevolutionære) hverdag. Kaschuba og Lippundersøger her de små bysamfund, byerne Heilbronn og Esslingen, hvori de

revolutionære aktioner fandt sted. Det er i denne hverdag, de afdækker kon-

fliktfelterne, motiverne og revolutionspotentialet. Kun en lille del af analysenbeskæftiger sig direkte med selve den revolutionære proces: folkeforsamlin-

gerne, 'kartemusikken' og opløbene. Men selv

»Deres revolutionspraksis er samtidig ogsålivsførelse, reproduktion, omgang med hver-

dagsverdenens kontinuiteter, hvori nu ikke alt simpelthen er anderledes og løsgiort fra i

går. (...) Forståelsen af social og politisk adfærd forudsætter nu engang nødvendigvis

kendskabet til de samfundsmæssigesammenhænge,erfaringshorisonter og opfattelsesmå-der«.

(Kasehuba/Lipp 1979: lOff).

Undersøgelsen, der især bygger på arkivmateriale og gamle aviser, udmærker

sig således frem for alt ved at afdække det dialektiske forhold mellem revolu-

tionsplan og hverdagsplan, ved at vise »hverdagen i revolutionen«.

Hverdags- og subjektivitetsteorierMed interesseforskydningen fra arbejderbevægelsen til arbeidemes hver-

dagsverden er der samtidig opståetet øget behov for teoridannelser og meto-

der, der retter sig mod mikroniveauet og den »subjektive faktor«. F remtræ-

dende repræsentanter fra såvel »oral history« (Niethammer 1980: 7m, »den

kritiske subjektteori« (Lorenzer 1978: 450 som den sociologiske »biografi-

forskning« (Kohli 1978: 9) har alle kunnet konstatere, at marxismen traditio-

nelt har forsømt subjektiviteten som dimension af samfundsvirkeligheden.Bruce' Brown har iMarx, Freud, and the Critique of Everyday Life (1973) vist,at marxismen for at kunne afdække, hvordan det kapitalistiske herredømmebliver intemaliseret i individeme, måtte indoptage både den freudianske psy-

koanalyse og en kritisk hverdagsteori i den historiske materialismes bredere

238

ramme. En »Marxisme, der reducerede alle subjektive fænomener til at have

status af rene og skære afledninger af socioøkonomiske processer« (s. 18), kan

iflg. Brown ikke besvare sådanne afgørende spørgsmål.Inden for en marx-

istisk tradition har bl.a. Henri Lefebvre (1947-61), Agnes Heller (1978) og

Thomas Leithäuser (1976) forsøgt at udvikle en kritisk hverdagsteori. Men

disse teorier er dog kun i meget begrænset omfang blevet anvendt i historisk-

empiriske undersøgelser.En s.k. »historisk socialisationsforskning« (jfr. Schlumbohm 1979) er

endnu i sin vorden, men kritiske socialisationsteoretikere har længe under-

streget behovet for at udvikle metoder, der begriber menneskene som hand-

lende og indgñbendeindivider.

»Ganske vist er individeme i deres handlen især »fremmedbestemte« af de herskende for-

hold, men de er det ikke kun, ellers ville situationen være uden forandring og håbløs, sådan

som det beståendes forsvarere gerne så det«.

(Lorenzer 1981: 170).

En teori, som opløser subjektivitetens problem helt og aldeles i det objektive,kan f.eks. ikke forklare, hvordan mennesker i hverdagen integrerer deres livs-

processer til en helhed. Sådanne redegørelser, der går ind pådet individuelle

og unikke, må i høj grad bygge på en Verstehen, på fænomenologiskeog her-

meneutiske tanketraditioner.

Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at Max Weber og den »verste-

hende Soziologie«-tradition har oplevet en sand renaissance i de senere år. I

vesttysk socialhistorie arbejdes der således bevidst på teoretisk at kombinere

Marx, og Webers klassebegreber på en forskningsfrugtbar måde. Som f.eks.

Jürgen Kocka (1983: 23) gør opmærksom på,besidder det marxske klassebe-

greb stor analytisk kraft. Med sit mere nuancerede katalog over ulighedsgene-rerende faktorer synes Webers begrebsapparat imidlertid på mange måder at

være mere empirisensitivt end Marx'. I sin analyse indførte Weber således

begrebet »livsstil« og viser, at visse erhvervsgrupper med forskellig position i

samfundet og med forskellig stilling på arbejdsmarkedet udviklede distinkte

former for livsstile. Weber sondrede endvidere mellem klasser og statusgrup-per og var gennem sin sondring i stand til ud over de klassemæssigeårsagertil

ulighed ogsåat indfange uligheder hidrørende fra forskelle i social status (pre-stige) samt ulighed i magtpotentiel. Et eksempel på et historisk studie, der

benytter distinktionen mellem klasse og status som forklaringsfaktor,er Su-

san Hirsch's undersøgelse af håndværksfagenesindustrialisering i Newark,New Jersey, i USA (Hirsch 1978). Såvel klasse som status var med til at forme

arbejdernes bevidsthed, men klasse- og statushierarkiet faldt iflg. Hirsch ikke

nødvendigvis sammen. På denne måde blev arbejderne splittet mellem mod-

stridende loyaliteter. Frem for alt virkede etniske og religiøse identiteter un-

239

derminerende på klasseloyaliteten, idet de f.eks. kunne være med til at sætte

den ene gruppe arbejdere op imod den anden.

Foruden den tyske livsfilosofi (Dilthey m.fl.) har først og fremmest ogsåvidenssociologien fået konjunktur. For en biografisk metode har Diltheys vi-

denskabsteoretiske opfattelser tilsyneladende vist sig at være det bedste ud-

gangspunkt. Således genfindes hans selvbiografiske basiskategorier »opleve«og »forstå« både i en række nye biograñstudier og i »oral history«-forskningen. Den stigende interesse for berettende kilder, som kræver for-

tolkning og analyse snarere end traditionel kildekritik, har således betydet en

reaktualisering af hermeneutiske videnskabsteorier. For at kunne tyde og for-

stå meningen i de »personlige dokumenter«, der her anvendes som kildemate-

riale, har man i første række brug for hermeneutiske fremgangsmåder.Fried-

helm Kröll har imidlertid advaret mod en tendens til selvstændiggørelse af

subjektanalysen overfor og imod samfundsanalysen, således at man gennemde hermeneutiske bestræbelser mister dialektikken mellem samfunds- og sub-

jektanalyse (Kröll 1981).Med den voksende interesse for hverdagsviden og almindelige menneskers

konkrete livs- og erfaringssituation har også den fænomenologiske tradition

vundet i betydning. Den nyere amerikanske videnssociologi (Thomas Luck-

mann, Peter og Brigitte Berger m.fl.) knytter således an til såvel sociologenAlfred Schütz som den tyske filosof Karl Mannheims problemstillinger. Me-

dens Mannheim primært beskæftigede sig med ideologi og verdensanskuel-

sessystemer, retter den nyere videnssociologi sig især mod hverdagsviden og

den hverdagslige livsvirkelighed, som individerne er indbundne i. Berger og

Berger har således betonet, at de forskellige klasser lever i forskellige livsver-

dener, men at klassernes og lagenes livsstile rækker langt ud over de økono-

misk bestemte forskelle.

I sin indledning til Alfred Schütz' Hverdagslioets sociologi (1975) plædererden danske sociolog Boel Ulff-Møller for en forening af fænomenologi og

marxisme, idet hun mener, at mange af de fænomenologiskebegreber, der an-

vendes påmikro-social-situationsniveau godt kan bruges i »en analyse der er

præget af en marxistisk samfundsopfattelse«(Schütz 1975: 16). Da de marx-

istiske samfundsanalyser sjældent når ned påmikroplan, har de Schützske be-

greber og forskellige videreudviklinger deraf faktisk kunnet imødekomme et

behov for analyseinstrumenter, der er anvendelige påmikroniveau. Den vi-

denssociologiske forskningsretning har derfor i de senere år ogsåoplevet et

bredt gennemslag. Et problem ved anvendelsen af den fænomenologisketan-

ketradition er naturligvis dens klart idealistiske udgangspunkt. Når indlevel-

sen anvendes som metode (Verstehen), må den, siger den engelske historiker

R. S. Neale, for ikke at degenerere til »subjektiv relativisme«, behandles om-

hyggeligt indenfor en klar teoretisk ramme. Men så er Verstehen-metoden til

gengæld ogsåen vej, som historikere, der beskæftigersig med klasse og klasse-

240

bevidsthed, er nødt til at betræde, understreger Neale (1981: 153). Spørgsmå-let om udviklingen af en materialistisk hermeneutik har bl.a. været taget op af

Hans Jörg Sandkühler (1973).

Er hverdagshistorie »afpolitisering«?Der har fra forskellig side været rejst kraftige indvendinger mod den nye hver-

dagshistorie (herhjemme senest Bille Larsen 1983). I Vesttyskland, hvor

hverdagshistorie (i modsætning til Frankrig og England) er noget relativt nyt,føres der i øjeblikket en til tider ganske skarp debat omkring indoptagelsen af

hverdagshistorien i historievidenskaben (jfr. bl.a. Reuter 1985, Brüggemeier/Kocka 1985).

Fra politologer og traditionelle arbejderbevægelseshistorikere har kritikken

især gåetpå,at hverdagshistorien negligerede bevægelsenog arbejdernes poli-tiske organisationer. Det forekom betænkeligt, at man tilsyneladende ville

skrive arbejderhistorie uden at inddrage arbejderbevægelsens organisationer.Socialhistorien blev - som den engelske historiker G. M. Trevelyan har defl-

neret den - »et folks historie hvor det politiske er udeladt« (Trevelyan 1944:

vii). I Vesttyskland har politologen F rank Deppe netop advaret mod, at hver-

dagshistorien truer med at udelukke »det politiske rum«:

»Arbejderbevægelsenshistorie kan derfor ikke opløse sig i socialhistorie eller hverdagshi-storie. Den bliver politisk historie i den grad, hvori den relaterer sig til arbejderklassensom subjekt for den historiske forandring og den samfundsmæssigeomformninga.

(Deppe 1981: 102).

I en kritisk gennemgang af den vesttyske forskning stiller englænderne Geoff

Eley og Keith Nield samme spørgsmål:»Hvorfor ignorerer socialhistorien det

politiske «? (Eley/Nield 1980). Endvidere har Eugene og Elisabeth Genovese,der selv har skrevet fremragende »erfaringshistorie«om slavemes kultur ideamerikanske sydstater, rettet et skarpt angreb på historie »fra neden«: For-

skere med interresse for underklasserne burde først og fremmest koncentrere

sig om herredømme og politiske magtspørgsmål(Genovese/Fox-Genovese1976). Endelig gentager Tony Judt - her med tydelig adresse til den kvantifi-cerende og ikke-marxistiske socialhistorie - kritikken mod socialhistorien for

at forsømme det politiskeog det ideologiske. I vurderingen af »erfaringshisto-rien« er Judt derimod postiv.

»Der er her ikke nogen analogi med den proces, hvorved arbejderhistorie ophørte med at

være optaget af fagforeninger og begyndte at se påarbejderne selv. Interessen forblev poli-tisk, og den arbejdende klasses politiske historie blev beriget deraf«.

(Judt 1979: 87).

I Iudts formuleringer ligger implicit en opfattelse af, at hverdagshistorie ikke

241

nødvendigvis behøver at indebære en »afpolitisering«. Frem for alt Alf

Lüdtke har gjort opmærksom på det betænkelige i at operere med et alt for

snævert politikbegreb. »Politisk« er ikke kun den strategisk kalkulerede hand-

len ogdet, der knytter sig til stats-, parti- og organisationspolitik. »Politiske«er ogsåen lang række livsytringer i de historiske aktørers hverdagsvirkelighed.Mange tilsyneladende »private«handlinger må i virkeligheden opfattes som

»politisk«handlen, mener Lüdtke. Og han taler derfor ogsåom to forskellige,men ikke adskilte politik-»arenaer«:den »centrale« stats- og organisations-politik og de berørtes hverdags-politik. Når man i historiske undersøgelser så-

ledes inddrager de berørtes tilskyndelser og motiver, vil man eksempelviskunne afdække, hvordan der hos de »angiveligtapatiske eller resignerede, som

ikke deltager i organisation eller kollektiv aktion, praktiseres mere stille, men

for dem meget vel effektive former for tilfredsstillelse af behov, af håb og

længsler« osv, (Lüdtke 1982: 336).For hverdagshistorikeren drejer det sig således ifølgeLüdtke først og frem-

mest om at indfange den dobbelthed af herredømme (accept) og opposition(resistens), som ligger i de impliceredes hverdagsliv. Får historikeme ikke fat i

denne betydningsdimension - de lønafhængigeslidelser og glæder, angst og

forhåbningeretc. - ja så når de i virkeligheden ikke frem til historiens egentligedynamik, hævder Lüdtke (1982: 330).Når Uffe Østergaard i Den jyske Historikers dobbeltnummer om » Kultur,

mentalitet, ideologi«konstaterer, at forskningsinteressen nu er ved at svingefra den objektive over mod den subjektive side af samfundets herskabsud-

øvelse, til en »undersøgelseaf, hvad det er, der får de beherskede til at lade sigbeherske« (Østergaard 1984: 99), så er det givetvis en formulering, der i sin

ensidighed (altsåmed betoningen af accepten snarere end modstanden) kan

styrke en opfattelse af, at den kultur- og mentalitetshistoriske drejning repræ-senterer en »afpolitisering«af beskæftigelsen med historien. Karakteristisk

for i al fald den udenlandske socialhistorie »fra neden« er jo imidlertid, at det

netop meget ofte er almindelige menneskers - tit skjulte - protestpotentiale og

modstandskræfter mod industrialiseringsprocessen og kapitalens herre-

dømme (omend ikke sjældent 'kun' iform af »vægring«,»egenrådighed«eller

»utilpassethed«),den tager sigte på at afdække. Hermed være ikke sagt, at ef-

tersporingen af vægring og resistenskræfter skulle være »vigtigere«end af-

dækningen af årsagernetil befolkningens accept af og resignation overfor her-

redømmeudøvelsen. Begge aspekter er vigtige. Og de hører begge med i bille-

det af, hvad en ny socialhistorie »fra neden« kan yde, af såvel historiografisksom politisk betydning.Når man skal analysere borgerskabets ideologiske herredømme, gælder det

iflg. den engelske historiker Robert Gray frem for alt om at undgåformulerin-

ger, der antyder et konspiratorisk eller mekanicistisk syn påklassekampen. I

denne situation tilbyder hegemonibegrebet, sådan' som det er formuleret af

242

Gramsci og videreudviklet af bl.a. Perry Anderson, E. P. Thompson og Ray-mond Williams, sig som en oplagt mulighed for en mere sensitiv tilgang. Ro-

bert Gray har derfor i artiklen Bourgeois Hegemony in Victorian Britain ( 1977)

forsøgt at anvende hegemoni-begrebet empirisk og historisk på nogle kon-

krete udviklingslinjer i det engelske samfund efter 1850. Opslutningen bagdet kapitalistiske samfund blev iflg. Gray organiseret gennem nogle kom-

plekse processer, der ikke kan reduceres til begreber som »social kontrol« eller

ensidig påføringaf ideologisk ensrettethed »fra oven«. Der var nemlig ikke

kun tale om »tvang«, men måske i lige så høj grad om »samtykke«.Og ved

hegemoni forstod Gramsci netop de former for politisk-kulturel praksis,hvorigennem der blev opnået»samtykke«til de kapitalistiske samfundsrela-

tioner. Hegemoni må således opfattes dynamisk, som politisk-kulturelle rela-

tioner mellem klasser, dvs. former for praksis (»hegemonisering«),hvorigen-nem de herskende klasser taler til de underordnede klasser og aktivt vinder

deres samtykke.Hegemoni reproduceres ikke alene gennem institutioner med indlysende

politisk og ideologisk karakter (skolen, undervisning, kirken, religiøsebevæ-

gelser, propaganda osv.). Det politiske og ideologiske er, som især Nicos Pou-

lantzas har fremhævet, nærværende i alle sociale relationer. Klasserelationer

er magtrelationer (Poulantzas 1973: 99). Det mest afgørende i borgerskabetshegemoni over arbeiderklassen var iflg. Gray arbejdernes tvungne tilpasningtil lønarbejdets relationer og de former for ideologisk praksis, der er involveret

i denne proces. Videre omtaler Gray borgerskabets forsøg påat reformere ar-

bejdernes adfærd gennem fattiglovgivning, uddannelse, selvhjælpsorganisa-tioner, propaganda mm. Det borgerlige hegemoni kan dog ikke forklares

fuldt ud med, at overklassen havde succes med at påførearbeideme borgerligeværdier og med at udøve social kontrol. Den afgørendeideologiske indflydelsekom fra »mere komplekse og indirekte kræfter, reproduoeret af medlemmer af

arbeiderklassen« (Gray 1977: 86). De mere levedygtige hegemoni-formermåtte således tage hensyn til arbejderklassens faktiske situation og aspiratio-ner, og her specielt til klassens organiserede og artikulerede lag, »arbeiderari-

stokratiet«. I den herskende ideologi dyrkede man derfor ogsåden adfærd, der

svarede til centrale værdier så som »sparsommelighed«og »respektabilitet«.For arbeideme var sparsommelighed faktisk en betingelse for overlevelse, og

deres stræben efter »respektabilitet«var med tilat styrke en følelse afuafhæn-

gighed.

»Uden kultur ingen produktion«Hegemonibegrebet kan imidlertid ikke kun bruges til at analysere, hvorfor de

beherskede klasser har fundet sig i herredømme og udbytning. Det kan også

243

bruges til at afdække, hvordan der opstårmuligheder for vægring,oppositionog modstand.

Medens analysen af herredømmeforhold normalt har koncentreret sig om

formelle institutioner, interessegrupper og officiel politik, drejer det sig altsåher om analyser af magt og herredømme, som har forskudt sig til hverdags- ogofte symbolsk plan. Hvordan E. P. Thompsons forståelse af klasser og kultursom en proces åbner op for en kulturanalyse, der inddrager klassekonflikter

samt udforsker sammenhængen mellem kultur og sociale relationer, har bl.a.

den amerikanske antropolog Gerald M. Sider forsøgt at vise (Sider 1982).Sammen med den nordamerikanske historiker Robert Berdahl og en gruppe

medarbejdere ved Max-Planck-instituttet for historie i Göttingen (AlfLüdtke, Hans Medick og David Sabean) har Sider forsøgt at videreudvikle

Thompsons approach (Berdahl m.fl. 1982).

I sit arbejde med at forstå underklassens erfaringsmåderog former for

praksis ud fra dens egen erfaringshorisont når Thompson frem til en opfat-telse, der bryder med den traditionelle marxistiske adskillelse af økonomi ogkultur. Også basis/ overbygnings-metaforen bliver udtrykkeligt forkastet

(Thompson l978b). Kultur forstår Thompson i vid betydning som de nor-

mer, skikke, ritualer og forestillinger, som udgør en befolknings »levemåde«.Denne kultur, hvorigennem befolkningen erfarer og udtrykker deres sociale

relationer, opfatter Thompson som et centralt element i den samfundsmæs-

sige reproduktion af produktionsmåderog produktionsforhold. Uden pånogen måde at ville stille Marx påhovedet supplerer Thompson da pointeretMarx' sætning »uden produktion ingen historie« med sætningen »uden kul-

tur ingen produktion« (Thompson 1978).

Dette måske for marxister provokerende udsagn, der gør op med økono-

mistiske og reduktionistiske tendenser, har vidtrækkende konsekvenser for

historieforskningen. Først og fremmest rykker kultur i centrum for forsk-

ningsinteressen. Dernæst revideres de gængse økonomi- og kulturforståelser.

Når klasse defineres dynamisk og processuelt som »sociale relationer«, der

også rummer et kulturelt aspekt, kan kultur derefter defineres som »den

måde,hvorpåmenneskene begriber, definerer, artikulerer og udtrykker deres

gensidige relationer« (Sider 1982: 134). I Thompsons opfattelse af klasse som

proces og som noget, der kun kan defineres i relation til andre klasser, liggerogsåen ændret forståelse af økonomi: Dersom kultur skal opfattes som en ele-

mentær bestanddel af den samfundsmæssigeproduktion, må man ogsåsige:»uden analysen af kultur ingen klasseanalyse«(Bredahl m.fl. 1982: 11).

Hvad der ligger heri, har kunsthistorikeren Jutte Held fremhævet iKultur

zwischen Bürgertum und Valk:

»Her drejer det sig om subjektive dispositioner og motivationer, om modstandspotentiale

244

såvel som momenter af vedholdenhed hos individer og klasser, (forhold) som der må tages

hensyn til, for at de økonomiske udviklingers kompleksitet også kan blive begrebetu.(Held 1983: 5).

I marxistiske analyser har modmagten traditionel været identificeret med

»klassebevidsthed«. Men modstanden mod en herskende klasse, siger Gerald

Sider, antager langtfra altid karakter af »klassebevidsthed«, men kommer ofte

til udtryk i form af en række andre, langt mere specifikke former for modstand

og strategier rettet mod det herskende hegemoni: f.eks. gennem hån,distance

og undvigen, gennem afvisning eller gennem oppositionelle krav, fordringereller værdier:

»Mod-hegemonialekulturformer benytter ofte et arsenal af symboler, som bliver lånt (ogfordrejet, hånet osv.) fra det bestående hegemoni, tilat udtrykke erfaringer og krav med,som adskiller sig fra elitens«.

(Sider 1982: 135).

En række af de senere års arbejderstudier, og frem for alt sådanne, der harværet inspireret af antropologiske betragtningsmâder,har netop været op-taget af en søgen efter symbolske manifestationer af protest, utilpassethed eller

egenrâdighed.Som før nævnt sætter de herskende klassers hegemoni sig ikkealtid igennem ved »åben magt« og tvang, som er direkte, fysisk og økonomisk,men undertiden også ved »blødere«, »symbolske« former for magt (overta-lelse, belønning, former for berøvelse). Disse symbolske udtryksformer ogstrukturer har frem for alt interesseret den franske sociolog Pierre Bourdieux,der i flere af sine værker har analyseret forholdet mellem klasser og symbolskeudtryksformer (Bourdieux 1979, 1980, 1982). Af særlig interesse er Bour-dieuxs habizus-begreb, der betegner de dispositioner, der ganske vist har deres

forankring i den ydre, objektive virkelighed, men samtidig er blevet internali-seret i individeme. Habitus bliver derved et nok subjektivt, men ikke indivi-duelt system af inderliggjorte strukturer, - 0pfattelses-, tanke- og handlemøn-

stre, som er fælles for alle medlemmer af den samme gruppe eller klasse.Et andet begreb, som har fået en central stilling i påvisningenaf modstands-

potentialer, er begrebet »Eigensinn« (egensindighed, selvrådighed).I Oskar

Negt og Alexander Kluges seneste 'mursten' Geschichte und Eigensinn (1981)finder man netop et værk, der forsøger at opspore alle de aspekter af menne-

skelivet, som udøver modstand mod kapitalens destruktive og underlæggendetendenser. Idet kapitalen underlægger sig stadig flere aspekter af det menne-

skelige liv og derved indretter verden efter sine principper, antager den en

form for »subjektivitet«, der forvandler stadig flere tilværelsesområder til kil-

der for øget profit. I sin tendens gør kapitalen alting til sit afbillede. Men der

findes dog visse grænser for kapitalens subsumtionskraft; der findes noget,som er ikke-identisk i forhold til kapitalen (ofte betegnet som »blokken af vir-

245

keligt liv«). Og det er netop dette ikke-identiske, Negt/ Kluge hele tiden søger

at grave frem.

Et par eksempler påempiriske studier, der har påvistsådanne elementer af

selvrådighedog vægring, kan kort anføres. Paul Willis har f.eks. beskrevet,hvordan unge fra arbeiderklassen gennem gruppesolidariske praksisformer i

skolen vægter sig imod de herskende disciplin- og præstationstvange(Willis1977). Et andet eksempel er Alf Lüdtkes eftervisning af industriarbejderesforsøg pågennem kropsbetonet leg og piatten at skabe informelle pauser i ar-

bejdet, som giver dem mulighed for at være for sig selv og markere en distance

til arbeidskravene (Lüdtke 1980). Som et sidste eksempel kan nævnes Eva

Viethens analyse af, hvordan minearbejderkoners fastholdelse af traditionelle

livsvaner under den industrielle forandring kan forstås som en »hverdagsligmodstand mod underordningen under kapitalforholdet«(Viethen 1982: 246).

På vei mod et paradigmeskift?De ovenfor beskrevne tendenser i den socialhistoriske forskning (der ganskevist ikke er entydige og ikke kun peger i én bestemt retning) er af flere blevet

sammenfattet med betegnelsen »paradigmeskift«,et opbrud fra det sam-

fundsvidenskabeligt orienterede paradigme, som var dominerende i 60'erne

og 70'erne. Ved paradigme forstås her i forlængelse af den amerikanske viden-

skabshistoriker Thomas S. Kuhn et bestemt historiesyn og en bestemt model

for, hvad historie er, og hvordan den skal praktiseres.I Skandinavien har debatten om et paradigmeskift bl.a. været taget op af

den svenske arbeiderhistoriker Lennart K. Persson. I en kritisk artikel om den

aktuelle arbeiderforskning skitserer Persson, hvordan det s.k. »kildekritiske

gennembrud« i sin tid fik en paradigmeskiftende effekt for historieforsknin-

gen. Det underminerede bl.a. tiltroen til en række berettende kilder (ogsåkal-

det »bløddata«), som efterhånden blev skudt i baggrunden til fordel for

»hårddata«. Desuden indebar det en udpræget specialisering, hvor forskerne

rettede sig mod små, homogene områder snarere end at tilstræbe mere sam-

menfattende fremstillinger (Persson 1982: 2, 12; ifr. også Bull 1981: 43).Med socialhistoriens fremvækst skete der et nyt paradigmeskift, hvorved

den »historiske socialvidenskab« og den franske Annales-skoles historiesynblev mere og mere udbredt i den internationale forskning og anerkendt som

»vor tids dominerende historiske paradigme«(Odén 1978). Kendetegnendefor dette historiesyn var, at man frem for at beskæftigesig med de politiskebegivenheder især skulle udforske de processer og strukturer, der ligger bagved eller neden under begivenhederne (dvs. samfunds- og strukturhistorie).

Problemstillingeme blev ved dette skifte i stor udstrækning rettet mod så-

danne variabler, som var kvantificerbare. Statistisk eller numerisk bearbejdetmateriale i offentlige og private arkiver kom til at dominere fremstillingeme.

246

Opfattelsen blev, at historievidenskaben ikke kunne arbejde uden socialvi-

denskabemes problemstillinger, metoder og modeller (ifr. også Schulze

1974). Da afhandlingerne således kom til at kendetegnes af en stor mængde

tabeller, udartede socialhistorien i retning af det, Persson betegner som »ta-

belvidenskab«. Idet socialhistorikerne blev fixerede ved den information, som

kaldes »hårde data«, blev den menneskelige dimension og de »bløde data«

overladt til etnologeroJign. Denne opdeling, hvor historikerne fortrinsvis ba-

serer deres undersøgelser på »hårde data«, medens etnologerne i modsva-

rende udstrækning foretrækker »bløde data«, finder Persson imidlertid uhel-

dig. Historikeme bør holde op med at betragte erindringsdata som noget, et-

nologeme har patent på,og i stedet forsøge at »genindføreden humane, den

menneskelige dimension« i socialhistorien (s. 3).Hvad Persson slår til lyd for, er i virkeligheden, hvad den norske folklorist

Bjarne Hodne kalder et »humanvidenskabeligtparadigme«(Hodne 1984: 50).Men en sådan »humanvidenskabelig approach«, hvor »mennesket sættes i

centrum og samfundet ses indefra og nedenfra« er »ingenny synsvinkel set ud

fra den folkloristiske forskningshistorie«,hævder Hodne (s. 500. Blandt fol-

klorister og emologer er der netop en lang tradition for at beskæftige sig med

dagligliv, livshistorier og kvalitative kildekategorier. »Indefra-perspektivet«,menneskets opfattelse af sig selv og sit eget liv, hører snævert sammen med de

etno-folkoristiske feltarbejdsmetoder. Og i fortælleforskningen har man

længe beskæftiget sig med narrative kilder.

I disse omstændigheder ligger således en del af forklaringen på,hvorfor et-

nologer, folklorister, socialantropologer o.lign. i så udstrakt grad er blevet op-

vurderet blandt historikerne i de sidste år (ifr. her ogsåWassilia von Hintens

forskningsberetning om samarbejdet mellem emologer og historikere i F ran-

krig; von Hinten 1982). Når sociologer og historikere i stedet for at tage deres

udgangspunkt i samfundsstruktureme (makroniveau), anlægger et kultur- el-

ler hverdagsperspektiv (dvs. undersøger livsverdener eller »mikroskopier«),ændres også forklaringsmønsteret. Man kan sige, at der sker et paradigme-skifte. Men, som den vesttyske sociolog Rolf Lindner har formuleret det i en

diskussion med Tübinger-etnologerne, så ser det ud, som om det, historikerne

opfatter som et paradigmeskifte inden for deres fag, netop er en fagspecifiktilgangsmådei de kulturvidenskabelige fag (Bausinger 1980: 100).

Tiden synes med andre ord at være inde til en genvurdering af de fortæl-

lende kilder. I det engelske tidsskrift Past år Present har en mulig genoplivenaf den narrative historie været diskuteret af Lawrence Stone (1979), Eric J.Hobsbawm (1980) og Philip Abrams (1980). Senest har den tyske historiker

Jürgen Kocka taget kraftig afstand fra en tilbagevenden til den fortællende

historieskrivning, som han forbinder med en individualiserende og herme-

neutisk tilgang uden teori og analyse (Kocka 1984).Interessen for almindelige menneskers forståelsesformer og forestillings-

247

mønstre har ikke desto mindre understreget behovet for hermeneutiske til-

gangsmåder.Det er først og fremmest sådanne videnskabstraditioner, som

har kunnet give anvisninger på,hvordan man bedst mulig kan leve sig ind i

»fremmede« livsverdener og fortolke fortidige menneskers erfarings- og for-

ståelsesformer.Det siger næsten sig selv, at det i høj grad drejer sig om indle-

velsesevne og forståelse, hvis man skal forstå en anden kultur indefra. Bl.a.

Lennart K. Persson betoner vigtigheden af en hermeneutisk forståelsesramme:

»Det er vigtigt at fremhæve forståelsesaspektet.I dikotomien »verstehen - erklären« vil

jeg med kraft betone den første. En øget hermeneutisk betragtningsmådcmåske også en

semiotisk, må indføres inden for den socialhistoriske forskning. Skal forskeren forstå sit

studieobiekt og skal læseren forstå forskerens produkt må denne tilføres en forståelsesdi-

mension som rummes i bløddata af forskellig slags«.(Persson 1982: 16).

I Vesttyskland har nødvendigheden af et »perspektivskifte«- eller for den

sags skyld »paradigmeskifte«- især været hævdet af folk som Alf Lüdtke,Lutz Niethammer og Detlev Peukert. Den sidstnævnte betoner således, at det

ikke er nok med en arrondering (en udvidelse); det er et terrænskifte, der er

behov for. For, som han siger, »efterforskningenaf arbeiderhverdagen ud-

tømmer sig netop ikke i eftersøgningen af arbejderbevægelsensbasisfakto-

rer«. (Peukert 1982: 22). Han slår ogsåtil lyd for en forskning, som overvinder

»organisationsperspektivet«og indtager et perspektiv »fra neden« under ind-

dragelse af hverdagserfaringer:

»Uden et sådant alvorligt perspektivskifte, forbliver lokal- og hverdagshistorie en ren ogskær residualkategori uden selvstændig forklaringsværdi, som altid bliver benyttet, nårdet gælder om at illustrere de »egentlige«socialhistoriske udviklinger inden for de natio-

nale klassekampes, de globale modemiseringsprocessers eller »lovmæssige«partibilledersområde på en supplerende eller uddybende måde. Sålængeerkendelsesinteressen koncen-

treres pådet strategiske blik »fra oven«, bliver selv detaljerede rekonstruktioneraf de ind-

byrdes forhold mellem »basis« og den samlede bevægelseeller mellem »konstitueringenaf

proletariatet som klasse« an sich, für sich og endelig også an und für sich trods alle pris-værdige enkeltresultater i deres kerne teleologiske«.

(Peukert 1982: 200.

En indførelse af ordningsprincippet *graden af klassebevidsthed' kan være le-

gitim, siger Peukert, men den har bare den bagside, at området »hverdag«da

anvises en randeksistens som leverandør af supplerende detaljer og anskueligeillustrationer (s. 21).

Blandt den »historiske socialvidenskabs« førende repræsentanter er den ny

kultur- og dagliglivshistorie imidlertid blevet mødt med modstand. Først og

fremmest har Hans-Ulrich Wehler, der i sin tid selv indførte begrebet »histo-risk socialvidenskab«, taget til orde mod hverdagshistorien. Ifølge Wehler

findes der ikke i sig selv nogen hverdagshistorie, da hverdagen altid også er

248

præget af de store strukturer. I hverdagshistorien ser Wehler derfor træk af

»romantisk forklarende pseudorealisme«og »neo-historistisk illusion«. Hver-

dagshistorien kritiseres endvidere for teoriñendtlighed,fordomme mod strin-

gent begrebslighed samt manglende syntesedygtighed:

»Uden systematiske begreber, uden at hverdagshistorien indlejres i samfundshistorien for

alle lag og klasser, uden overvindelsen af den hidtil fremherskende ensidighed og uden

udsøgthensyntagen til livsverdenen i alle sociale formationer ender den ny vej defmitivti

en kort blindgyde«.(Wehler 1981).

En anden af den »historiske socialvidenskabs« fremtrædende repræsentanter,

Jürgen Kocka, har også taget denne problemstilling op. Han stiller sig ikke

overraskende i en position, der i mangt og meget ligger på linie med Wehlers,men trods alt ikke frakender hverdagshistorien enhver værdi. Hverdagshisto-rien kan iflg. Kocka berige den »historiske socialvidenskab« ved at insistere

på,at man ikke glemmer, hvordan de samtidige har været berørt af de struktu-

rer og processer, som satte sig igennem. For det andet indrømmer Kocka, at

det er sammenknytningen af de socioøkonomiske, socialstrukturelle og social-

politiske virkelighedsdimensioner, der har stået i centrum for den »historiske

socialvidenskab«, hvorimod kultur (i videste betydning) ikke er blevet til-

strækkeligt tematiseret.

Sine indvendinger mod hverdagshistorien sammenfatter Kocka itre punk-ter: 1. De mikrohistoriske undersøgelsers udsagnskraft er begrænset. De rej-ser et repræsentativitetsproblem, og for at løse dette, må man inddrage de

overgribende strukturer og processer. 2. Det »hverdagshistoriskeperspektiv«kan let føre til farlige forkortninger: hverken betingelserne for eller følgerne af

erfaringer er i regelen tilstede i disse, og de kan heller ikke begribes tilstrække-

ligt gennem rekonstruktionen af erfaringerne. 3. Det er en neohistoristisk illu-

sion at ville udvikle de begreber og teorier, som skal tjene til at åbne adgangentil den historiske virkelighed, ud af denne virkelighed selv. Der findes ingenumiddelbar, direkte-deltagende vej til videnskabelig udforskning af den

historisk-samfundsmæssige virkelighed (Kocka 1984a: 80).Selv om Kocka nok skyder en del over målet ved en bloc at beskylde hver-

dagshistorikerne for teoriløshed, ligesom han tilsyneladende overser (eller un-

dervurderer) den folkloristisk-kulturantropologiske teoridannelse, så har han

dog i sin kritik fat på nogle ganske væsentlige punkter, som ikke uden videre

kan fejes af bordet.

Med hensyn til det metodisk-teoretiske er det rigtigt, at disse problemerendnu langtfra er afklarede. Hvordan det etnologiske »feltforskningspara-digme«med dets specifikke deltagende og tydende indfaldsvinkel påen frem-

med kultur kan være et vigtigt korrektiv til de gængse socialhistoriske betragt-ningsmåder,har senest Hans Medick forsøgt at skitsere (Medick 1984). Han

249

fremhæver her bl.a. den særlige fortolkningspraksis, som den amerikanske an- .

tropolog Clifford Geertz har udviklet med sin »tætte beskrivelse« (ifr. bl.a.

Geertz 1983).Hvad angårfaren for forkortninger i form af en overfladisk historiebevidst-

hed i hverdagshistorien, kan man følge Kocka meget langt. Som Jerry White

har fremhævet, har den selvbiografiske beretning meget svært ved at »ind-

fange de niveauer og lag i virkeligheden, som er at finde uden for den indivi-

duelle erfaringsramme« (White 1983: 38). De individuelle erfaringer kan altså

»kun fortælle os lidet om de kræfter, der gør os til det, vier« (s. 39). Der er

derfor ogsåen fare for, at hverdagshistorien med sin betoning af betydnings-mønstre og erfaringsmåderkommer til at overse de »strukturelle handlings-tvange«. V

Man må således ogsågive Kocka ret i det tredje punkt, at hverdagshistorienhar behov for at inddrage de overgribende strukturer og processer. En konse-

kvent kombination af kvantitative og kvalitative kilder, hvorved analysen af de

narrative kilder får et metodisk mere gyldigt grundlag, vil utvivlsomt styrkehverdagshistorien. Som Heinz-Gerhard Haupt har påpeget,burde analysenaf arbejdernes hverdagsvirkelighed ikke forstås som alternativ til klasseanaly-sen. Hverdagshistorien skal snarere ses som »korrektiv end som erstatning for

studier af samfundet i sin helhed« (Haupt 1982: 131).

Afsluttende vurderingDenne berettigede kritik giver imidlertid ikke baggrund for en generel undsi-

gelse af hverdagshistorien. Et perspektivskifte, der inddrager den subjektiveerfaringsverden og hverdagslivet langt stærkere end tidligere, må stadigvækopfattes som en berigelse for historieskrivningen om arbejderbevægelsenshi-

storie. For de »organisationshistorikere«,der med hverdagshistorien frygteren »afpolitisering«af historieskrivningen, er det værd at bemærke, at den

øgede interesse for hverdagen på ingen måde behøver at være sammenkoblet

med en opgivelse af en emancipatorisk forskningsinteresse. Som man vil

kunne se, har interessen for hverdagen blandt de marxistiske forskere ikke in-

debåret noget brud med den overordnede politiske erkendelsesinteresse. At

drejningen her så ogsåhar betydet et paradigmeskifte indenfor det marxisti-

ske videnskabssyn (opgør med basis-overbygningstænkningen,opbrud fra

mere dogmatiske og vulgær-marxistiske forskningspostioner), kan for mig at

se på langt sigt kun betyde en styrkelse af den marxistiske forskningsretning.Der kan her være grund til at fremhæve, at interesseskiftet mod hverdagshi-

storien indenfor den marxistiske tradition ikke uden videre falder sammen

med den tilsvarende udvikling indenfor den ikke-marxistiske og »borgerlige«forskning. Medens interessen hos de marxistiske forskere har været fastholdt

på et emancipatorisk perspektiv, har den ikke-marxistiske hverdagshistorie i

250

Lutz Niethammer, der er historieprofessor i Essen, er en af Vesttysklands mest fremtrædende

og flittigste forskere inden for oral history. Han har bl.a. udgivet bøgerne »Die Iahre weiss man

nicht, wo man die heute hinsetzen soll« (om erfaringer med fascismen i Ruhrområdet) og »Hin-

terher merkt man, dass es richtig war, dass es schiefgegangen ist« (om efterkrigserfaringer i

Ruhrområdet), begge 1983. Sammen med A. v. Pluto har han endvidere udgivet »Wir kriegenjetz andere Zeiten. Auf der Suche nach der Volkserfahrung in nachfaschistischen Ländern«

(Berlin 1985). På billedet ses omslaget til endnu én af de bøger, han har været med til udgive.

højeregrad interesseret sig for dagliglivet for dets egen skyld. Dette kan både

være en styrke og en svaghed. Når undersøgelsen af hverdagen - som underti-

den hos marxisteme - skal underordnes mere overordnede mål,øges faren for,

at hverdagen reduceres til en »reststørrelse« uden selvstændig strukturerende

kraft. Når hverdagen bliver interessant i sig selv, vokser på den anden side

ogsåfaren for, at fremstillingen fortaber sig iet uendeligt kaos af banaliteter og

uvæsentlige detaljer. Bliver denne forkærlighed for detaljer, kuriosa, anekdo-

ter og talrækker dominerende, forsvinder analysen af herredømmerelatio-

nerne i hverdagen også let ud af fremstillingen.Hvordan man skal vurdere hverdagshistorien, afhænger derfor i høj grad af,

hvordan den i de enkelte tilfælde bliver grebet an.

251

Skal jeg med disse forbehold in mente til slut opsummere en stillingtagen til

bestræbelserne på at udvikle en arbeiderhistorie »fra neden«, kan det måske

bedst ske gennem den »programformulering«,der kommer til udtryk i den

optimistiske titel på en af den nye vesttyske historiebevægelsesseneste bøger

(og det er samtidig et Rosa Luxembourg-citat): »Die Menschen machen ihre

Geschichte nicht aus freien S tücken, aber sie machen sie selbst« (Niethammer/Hombach/Fichter/Borsdorf 1984).

Noter

1. Alle citater fra ikke i forvejen oversatte udenlandske værker og artikler er oversat af denneartikels forfatter.

2. Det må her underStreges, at der ikke gøres noget forsøg på at gøre rede for de tendenser i

historiograñenom arbejderklassens- og arbeiderbevægelsenshistorie, som går i andre ret-

ninger, end den her behandlede. Oversigten giver således ikke nogen dækkende fremstillingaf den samlede arbeiderforsknings aktuelle stade. Den lægger endvidere hovedvægten pådet teoretisk-metodiske og går ikke ienkeltheder med hensyn til de mange forskellige te-

maer i forskningen. Endelig må det understreges, at den efterfølgendebibliografi kun sam-

ler et lille udvalg af den omfattende litteratur til emnet. Den medtagne litteratur kan således

ikke gøre krav pånoget der ligner fuldstændighed,ia kan vel knap gøre fordring påat udgøreet repræsentativtudvalg. Der henvises derfor, for en supplering, til de i oversigten anførteoverbliksfremstillinger. Tilgrænsende og delvis overlappende forskningsområder som

kvindehistorie, familiehistorie, historisk demograf'r o.lign. vil i almindelighed ikke blive ind-

draget. Endelig vil formidlingsaspektet og »amatørforskningen«kun blive inddraget kurso-

risk.

Litteratur

For tidsskrifter anvendes følgende forkortelser:

AfS = Archiv für Sozialgeschichte JMH = Journal of Modern HistoryÅK = Åsthetik und Kommunikation JSH = Journal of Social HistoryZiV = Zeitschrift für Volkskunde MS = Le Mouvement Social

DA = Das Argument OH = Oral HistoryG&G = Geschichte und Gesellschaft P&P = Past & Present

HW] = History Workshop Journal SH = Social HistoryJN = Jahrbuch für Volkskunde TAH = Tidsskrift for arbeider-

und Kulturgeschichte. bevegelsens historie.

A

Abrams, Philip1980 History, Sociology, Historical Sociology. I: P&P 87, 5. 3-16.

Althaus, Hans joachim m. fl.1982 Da ist nirgends nichts gewesen ausser hier. Das 'rote Mössingen' im Generalstreik

gegen Hitler. Geschichte eines schwäbischen Arbeiterdorfes. Berlin (W).Andersen, Svend Aage1984 Arbeiderklassen. I: Forlaget Historia (udg.): Socialhistorie og samfundsforandring.

Århus,s. 225-260.

252

ArbdtsgmppeBielefelderSøziologen(udg.)1973 Allmgswissen, Interaktion und gesellschaftliche Wirklichkeit, bd. 1-2. Reinbeck bei

Hamburg.

Arbeitrgruppe de: Projekt: »RegionaleSoztalgerchichte«1981 Neue Regionalgeschichte: Linke Heimattümelei oder kritisehe Gesellschnftsamlyse?

I: DA 126, s. 239-252.

B

Bajohr, Stefan1980 »Oral History« - Forschung zum Arbeiteralltag. I: DA 123, s. 667-676.

Bahrdt, Han: Paul

1975 Erzählte Lebensgeschichte von Arbeitern. 1: M. Osterland (udg.): Arbeitssimation,Lebenslage und Konfliktpotential. Festschrift für Max E. Graf zu Solms-

Roedelheim. Frankfurt/M., s. 9-37.

1982 Identität und biographisches Bewusstsein. Soziologische überlegungenzur Funktion

des Erzählens aus dem eigenen Leben für die Gewinnung und Reproduktion von

Identität. I: Brednich m.fl. 1982, s. 18-45.

Bausinger, Hermann

1980 Zugangsweisen: Kultur und Gesellschaft - Eine Diskussion am 12. 9. 1980 i Tübin-

gen. 1: Å&K 42, s. 99-105.

Bell, Colin/Newby, Howard

1971 Community Studies. An introduction to the sociology of the local community. Lon-

don.

Bennett, Tony/Martin, G.⁄Merter, C.⁄Woollacatt, j. (red. )1981 Culture, Ideology and Social Process. London.

Berdahl, Robert M.

1982 Anthropologie und Geschichte: Einige theoretische Perspektiven und ein Beispiel aus

der preussisch-deutschen Geschichte. I: Berdahl m.fl. 1982, s. 263-287.

Berdahl, Robert M. m.fl.1982 Klassen und Kultur. Sozialanthropologische Perspektiven in der Geschichtsschrei-

bung. Frankfurt/M.

Bernstein, Basil (udg.)1971-75 Class, Codes and Control, vol. 1-3. London.

Bertaux, Daniel (red. )1981 Biography and Society. The Life History Approach in the Social Sciences. Beverly

Hills, Califomia/ London.

Bertaux, Dam'el/Bertaux-Wiame, Isabelle

1980 Autobiographische Erinnerung und kollektives Gedächtnis. I: Niethammer 1980, s.

108-122.

Bertaux-Wiame, Isabelle

1981 The Life-History Approach to the Study of Internal Migration. I: Bertaux 1981, s.

249-265.

Bergmann, K.⁄Schârken, R. (udg.)1982 Geschichte im Alltag - Alltag in der Geschichte. Düsseldorf.

Bille Larsen, Steen

1983 Organisationshistorie og 'hele arbeiderklassens' historie. - Et rids af en debat om ar-

beiderbevægelsens historieskrivning. I: Kritiske Historikere nr. 1, s. 24-33.

253

Birk, Gerhard

1979 Ein proletarischer Tumverein. Der Arbeiter-Tum-Verein Benneckenbeck (1882-

1933). I: JN 1979, s. 149-169.

Björklund,Anders

1984 Hamnens Arbetare. En etnologisk undersökning av stuveriarbetet i Göteborg. Stock-

holm.

Bager, Hartmut rn. fl.1980 Arbeitenübingen. Zur Geschichte der Arbeiterbewegung in einer Universitätsstadt.

Tübingen.

Bollenbeck, Georg1976 Zur Theorie und Geschichte der frühen Arbeiterlebenserinnerungen. Kronbetg/Ts.

Bologna, Sergio/Cacciari, M.

1973 Zusammensetzung der Arbeiterklasse und Organisationsfrage. Berlin.

Borscheid, Peter

1978 Textilarbeiterschaft in der Industrialisierung. Soziale Lage und Mobilität in Würt-

temberg. Stuttgart.

Bolt, Elizabeth

1957 Family and Social Network. London.

Botz, Gerhard/demholzer, fosef (udg.)1984 Mündliche Geschichte und Arbeiterbewegung. Eine Einführung in Arbeitsweisen

und Themembereiche der Geschichte »geschichtsloser«Sozialgruppen. Wien-Köln.

Bourdieu, Pierre

1979 La Distinction. Paris.

1980 Le Sens Pratique. Paris.

1982 Ge que parler veut dire. L'économie des échanges linguistique. Paris.

Brednich, Rolf Wilk. m.j7. (mig)1982 Lebenslauf und Lebenszusammenhang. Autobiographische Materialien in der volk-

skundlichen Forschung. Freiburg i. Br.

Brown, Bruce

1973 Marx, Freud, and the Critique of Everyday Life. New York/London.

Broszat, Martin nfl.1977-81 Bayern in der NS-Zeit, bd. 1, 3 og 4. München.

Brüggemeier,Franz-josef1983 Leben vor On. Ruhrbergleute und Ruhrbergbau 1889-1919. München.

Brüggemeier,Franz - jouf/Kocka, jürgen (udg.)1985 »Geschichte von unten - Geschichte von Innen«: Kontroversen um die Allmgsge-

chichte. Hagen.

Bull, Edvard

1981 Retten til en fortid. Oslo.

Balmer, Martin (red.)1975 Working-Class Images of Society. London.

Bremen, john (red)1974 Useful Toil. London.

1982 Destiny Obscure. London.

254

C

Calhoun, Craig1982 The Question of Class Struggle: Social Foundations of Popular Radioalism during the

Industrial Revolution. Oxford.

Carpard, Pierre

1979 Die Fabrik auf dem Dorf. I: Puls 1979, s. 105-142.

Cerum', Farm/Clausen, D.⁄Krahl, H. j.⁄Negt, O.⁄Schmidt, A.

1971 Geschichte und Klassenbewusstsein hente. Diskussion und Dokumentation. Amster-

dam.

Clarke, john/Cñtcher, C./]ahmon, R. (red.)1979 Working-Class Culture. Studies in history and theory. London.

Canze, Werner/Engelhardt, Ulrich (udg.)1979 Arbeiter im Industrialisierungsprozess. Herkunft, Lage, Verhalten. Stuttgart.1981 Arbeiterexistenz im 19. Jahrhundert. Lebensstnndnrd und Lebensgestnltung deut-

scher Arbeiter und Handwerker. Stuttgart.

çorbin,Alain

1975 Archaisme et modernité de Limousin au XIXe siêcle, 1845-1880, bd. 1-2. Paris.

Crossick, Geoffrey1978 An Artisan Elite in Victorian Society: Kenüsh London, 1840-1880. London.

D

Darm, Otto

1983 Die Region als Gegenstand der Geschichtswissenschnft. I: AfS 1983, s. 652-661.

Dawley, Alan

1976 Class and Community: The Industrial Revolution in Lynn. Cambridge/London1976.

Dennis, N.⁄Henn'ques,F.⁄Slaughter, C.

1956 Goul Is Our Life. London.

Deppe, Frank

1971 Das Bewusstsein der Arbeiter. Köln.

1981 Einheit und Spaltung der Arbeiterklnsse. überlegungenzu einer politischen Ges-

chichte der Arbeiterbewegung. Marburg.

neppe, Wüan1982 Drei Generationen Arbeiterleben. Frankfurt M.

Douglas, Mary1975 Implicit Meanings. Essays in Anthropdogy. London.

Dromer, Kirsten

1983 Når piger bliver piger: Anna Davin og den engelske debat om kulturteori. I: Den jyskehistoriker nr. 26, s. 121-137.

E

Ehali, Hubert Ch. (udg.)1984 Geschichte von Unten. Fragestellungen, Methoden und Proiekte einer Geschichte

des Alltngs. Gru-Wien.

Elm, Billy1981 Arbetets flytande gränser. En fabriksstudie. Stockholm.

Elm, Sir:

1981 Arbete och kvinnoroll. En fabriksstudie. Stockholm.

255

Bk, Sven B.

1971 Nöden i Lund. En etnologisk stadsstudie. Lund.

Eley, Geoff/Nield, Keith

1980 Why does social history ignore politics? I: SH 5, s. 249-271.

Emmerich, Wolfgang (udg.)1974 Proletarische Lebensläufe. Autobiographische Dokumente zur Entstehung der Zwei-

ten Kultur in Deutschland. Bd. 1. Reinbek bei Hamburg.

Erbe, Michael

1981 Die Kunstgeschichte in der Sicht der »Annales«-Historie. I: J. Held (udg.): Kunst

und Alltagskultur. Köln, s. 45-54.

Evans, Richard j. (red.)1982 The German Working Class 1888-1933. The Politics of Everyday Life. London.

F

Faber, Michael H.

1983 Anmeldelse af: Lebzeiten. Autobiographien der Pro Senectute-Aktion (udg. af Rudolf

Schenda). I: Rheinisch-westfalische Zeitschrift für Volkskunde XXVXII, s. 195f.

Fielhauer, Helmut/Bockhorn, Olaf (udg.)1982 Die Andere Kultur. Volkskunde, Sozialwissenschaften und Arbeiterkultur. Ein Tag-

ungsbericht. Wien/München/Zürich.

Flecken, Margareta1981 Arbeiterkinder im 19. Jahrhundert. Eine sozialgeschichtliche Untersuchung ihrer Le-

benswelt. Weinheim/Basel.

Foster, john1974 Class Struggle and the Industrial Revolution. London.

Frei, Alfred G.m.f7.1982 Regionalgeschichte: Neue Chancen für Gesellschaftsanalyse. I: DA 131, s. 55-67.

Furchs, Werner

1979 Arbeiterleben nach 1945. Lebensgeschichten in der Geschichte der Arbeiterschaft in

Offenbach am Mein seit dem Zweiten Weltkrieg. Proiektplan. Marburg.

G

Gaum, David

1984 Historia och antropologi. I: häften för kritiska studier nr. 2, årg. 17, s. 59-71.

Geertz, Chfford1983 Local Knowledge. Further Essays in lnterpretative Anthropology. New York.

Genovese, Eugene/Fox-Genovese, Elizabeth -

1976 The Political Crisis of Social History: a Marxian Perspective. I: JSH 10, s. 205-220.

Gismondi, Michael A.

1985 'The gift of theory': a critique of the histoire de: mentalite's. I: SH 10, s. 211-230.

Gitelman, Howard M.

1974 Workingmen of Waltham. Mobility in American Urban Industrial Development,1850-1890. Baltimore/ London.

Goldthorpe, john H. /LockwoocL D. ⁄Bechhofer,F. /Platt, j.1968-69 The Affluent Worker I-III. Cambridge.Gray, Robert

1976 The Labour Aristocracy in Victorian Edinburgh. Oxford.

256

1977 Bourgeois Hegemony in Victorian Britian. 1: I. Bloomñeld (red.): Class, hegemoniand party. London, s. 73-93.

1981 The Aristocracy of Labour in Ninetcenth-century Britain c. 1850-1914. London.

Grele, Ronald ].1980 Ziellose Bewegung. Methodologische und theoretische Probleme der Oral History. I 2

Niethammer 1980, s. 143-161. -

Grü'lmer, Michael

1984a Arbeitswelt an der Wasserkante. Sozialgeschichte der Hamburger Hafenarbeiter

1886-1914. Göttingen.1984 Arbeiterkultur versus Arbeiterbewegungskultur. Uberlegungenam Beispiel der

Hamburger Hafenarbeiter 1888-1933. 1: Lehmann 1984, 244-282.

Gullestad, Marianne

1979 Livet i en gammel bydel. Livsmiliø og bykultur på Verftet og en del af Nøstet. Oslo.

Gustavrson, Anden

1980 Nñgra trender inom våsttysk etnologi under 1970-ta1et. Lund.

1985 (red.): Kulturmöten. Nutida tysk etnologi. Stockholm.

Herbert G. Gunnan,1976 The Black Family in Slavery and Freedom, 1750-1925. Oxford.1977 Work, Culture 82 Society in Industrializing America. New York.

Günter, jam1980 Leben in Eisenheim. Weinheim/Basel 1980.

Hack,Lothar

1977 Subiektivität und Antagsleben. Zur Konstitution sozialer Relevanzstrukturen.Frankfurt/New York 1977.

Hannerz, Ulf (udg.)1973 Lokalsamhället och omvlrlden. Socialantropologiske studier i urval av UlfHannerz.

Stockholm.

Harman, Tamara K.

1971 (udg.): Anonymous Americans. Explorations in Nineteenth-Oentury Social History.Englewood Cliffs, N. J.

1982 Family time and industrial time. The relationship between the family and work in 8

New England industrial community. Cambridge.Han-ir, Marm'n

1980 Culture, people, nature. An introduction to general anthropology. New York.

Han-iron, ]. F. C.

1984 The Common People. A History from the Norman Conquest to the Present. London.

Hartmann, Hei/eo (144g.)1982 Arbeiteralltag in Stadt und Land. Neue Wege der Geschichtsschreibung. Argument-

Sonderband 94.

Haupt, Heinz-Gerhard

1982 Ausserbetriebliche Situationen und Erfahrungen von französischen Arbeitem vor

1914. Einige Ansätze in der französischen Forschung. I: AfS XXII, s. 491-513.

1982a Kleinhändler und Arbeiter in Bremen zwischen 1890 und 1914. l: AfS XXII, s. 95-

132.

257

Hansen, Karin (udg.)1983 Frauen suchen ihre Geschichte. Historische Studien zum 19. und 20. JahrhundertL

München.

Heinrich, Christel

1977 Saisomrbeiner in den Rübenwirtschaften der Mugdeburger Börde. I: JN 20, s. 182-

188.

Held, jutra1983 Vorwort til: Kultur zwischen Bürgertum und Volk (Argument-Sonderband 103), s.

Sf.

Heller, Agnes1978 Das Alltagsleben. Versuch einer Erkliirung der individuellen Reproduktion. Frank-

furt/M.

Herzig, Arno m.fl.›(udg.)1983 Arbeiter in Hamburg. Unterschichten, Arbeiter und Arbeiterbewegung seit dem aus-

gehenden 18. Jahrhundert. Hamburg.

Hirsch, Susan E.

1978 Roots of the American Working Class: The Industrialization of Crafts in Newark,1800-1860. Philidelphia.

Hobsbawm, Eric ].1980 The Revival of Narretive: Some Comments. 1: P&P 86, s. 3-8.

1964 Labouring Men. London.

1984 Worlds of Labour. Further Studies in the History of Labour. London.

Hodne, Bjame/Kjeldstadli, Knut/Roman, Göran (red.)_

1981 Muntlige kilder. Om bruk av interviuer i etnologi, folkeminnevitenskap og historie.

Oslo.

Hodne, Bjarne1984 Autobiograñen:Folkloristisk kilde med samfunnsrelevans. I: Tradision. Tidsskrift for

folkeminnevitskap nr. 14, 5. 49062.

Huer-ning, Erika M.

1980 Biographische Methode in der Sozixlforschung. I: DA 123, s. 677-687.

Haggan, Richard

1957 The Uses of Literacy.

Huck, Gerhard (udg.)1980 Sozialgeschichte der Freizeit. Untersuchungen zum Wandel der Allragskulrur in

WDeutschland.Wuppertal.

1

Iggers, Georg G.

1980 Moderne historievidenskab. Socialhistorie efter 1945: Forudsætninger, hovedlinier,

perspektiver. Kbh.

Jjackson, Brian

1968 Working Class Community: some general notions raised by a series of studies in

northern Enghnd, Harmondsworth.

jahoda, Man'e/Lazarsfeld, Paul F.⁄Zeise1, Han:

1960 Die Arbeitslosen von Madenthal. Allensbach/Bonn (originaludg. 1933).

258

Jeggle, Ut:

1977 Kiebingen - eine Heimtgeschichte. Zum Prozess der Zivilisation in einem schwäbi-

schen Dorf. Tübingen.

Johnson, Richard

1978 Edward Thompson, Eugene Genovese, and Socialist-Humanist History. I 2 HWI 6, s.

79-100.

joutard, Philippe1983 Ces voix qui nous viennent du passe. Paris.

JW: TW1979 A Clown in Regal Purple: So'cial History and the Historians. I: HW] 7, s. 66-94.

K

Kalela, jøma1984 Minnesforskning, oral history och historierörelsen. 1: Sociologisk Forskning 3-4, 5.

47-67.

Kasclmba, Wolfgang/Li”, Carola

1979 1848 - Provinz und Revolution. Kultureller Wundel und soziale Bewegung im König-reich Württemberg. Tübingen.

1982 Dörfliches überleben. Zur Geschichte materieller und sozialer Reproduktion ländli-cher Gesellschaft im 19. und frühen 20. Jahrhundert. Tübingen.

Kan', Michael B.

1975 The People of Hamilton, Canada West. Family and Class in a Mid-Ninetoenth-

Century City. Cambridge Mass/London.

Kent, H.⁄Schu›nann, M.

1970 Industriearbeit und Arbeiterbewusstsein. Frankfurt/M.

Km'ghts, Peter R.

1971 The Plain People of Boston, 1830-1860: A Study in City Growth. New York.

Knudsen, Knud

1983 Socialistisk historihre og marxistisk historie i England: om History Workshop de-

batten i 1970'erne og den marxistiske historietradition i England. I: Hæftet for Histo-rie nr. 4, s. 3-73.

Koldt', Martin (udg.)1978 Soziologie des Lebenslnufs. Darmstndt/Neuwied.

Kucha, für-genA

1983 Lohnarbeit und Khssenbildung. Arbeiter und Arbeiterbewegung in Deutschland1800-1875. Berlin/Bonn.

1884 Zun'ick zur Enlhlung? Plädoyer für historische Argumenmtion. 1: 6816 10, s. 395-

408

1984! Historisch-antropologischeanesteliungen - ein Defizit der Historischen Sozialwis-

senschaft? Thesen zur Diskussion. I: Süssmuth 1984, 73-83.

Korff, Gottfried1979 Volkskultur und Arbeiterkultur. Uberlegungenam Beispiel der sozialistischen Mai-

festtndition. 1:G&G 5, s. 83-102.

Kröll, Fñedhelm

1981 Biographie. Ein Sozinlforschungsweg? I: DA 126, s. 181-196.

Kuczynski, Jürgen19811' Geschichte des Alitngs des Deutschen Volkes, bd. 1-5. Berlin.

259

1984 Ein Gespräch mit Jürgen Kuczynski über Arbeiterklnsse, Alltag, Geschichte, Kultur

und vor allem über Krieg und Frieden. Marburg.

Kaarsholm, Preben

1982 Engelske excentrikere. E. P. Thompson, The Poverty af Theory og den engelske alt-

huserianisme. I: Kultur & Klasse 43, s. 5-41.

1.

Lartgeun'erche,Dieter

1982 Politik - Gesellschaft - Kultur. Zur Problematik von Arbeiterkultur und kulturellen

Arbeiterorganisationen in Deutscth nach dem 1. Weltkrieg. I: AfS XXII, s. 359-

402.

Langewiesche, Dieter/Schönhoven, Klaus (udg.)1981 Arbeiter in Deutschland. Studien zur Lebensweise der Arbeiterschaft im Zeimlter der

Industrialisierung. Paderbom.

Langholm, Sivert

1974 Historie på individniveau. Omkring Ullensaker-undersökelsen - et mikrohistorisk

eksperiment. I: (Norsk) Historisk Tidsskrift 53:3, s. 243-272.

Laurie, Bruce

1980 Working People of Philadelphia, 1800-1850. Philadelphia.

Lefêbvre,Henri

1947-61 Critique de la vie quotidienne, bd. I-II. Paris.

Le GofL faques'

1978 Mentalitetema, en tvetydig historia. I: Le Goff/Nora: Att skriva historia. Nya infall-

svinklar och objekt. Stockholm, s. 244-262.

Le Goff, jagues/Chartier, Roger/Reed, jaque: (red. )1978 La Nouvelle Histoire. Paris.

Lehmann, Albrecht

1977 Autobiographische Erhebungen in den sozialen Unterschichten - Gedanken zu einer

Methode der empirischen Forschung. I: ZN 73, hft. 2, s. 161-180.

1978 Erzählen eigener Erlebnisse im Alltag. Tatbestände, Situationen, Funktionen. I: ZfV

74, s. 198-215.

1979/80 Autobiographische Methoden. Verfahren und Möglichkeiten. I: Ethnologia Euro-

paea XI, hft. l, s. 36-54.

1982 Leitlinien des lebensgeschiehtlichen Erzählens. I: Brednich mil. 1982, s. 71-87.

1983 Erzählstrukrur und Lebenslauf. Autobiographische Untersuchungen. Frankfurt/M.

1984 (udg.) Studien zur Arbeiterkultur. Münster.

bithäuser, Thoma:

1976 Formen des Alltagsbewusstseins. Frankfurt/New York.

Lepem'es, Wolf1971 Soziologische Anthropologie. Regensburg.1979 Arbeiterkultur. Wissenschaftssoziologisehe Ammerkungen zur Konjunktur eines Be-

griffs. I: 6816 5, s. 125-136.

Lequin, Yves

1977 Les ouvriers de la region lyonmise (1848-1914), bd. 1-2. Lyon.1982 Ouvriers dans la ville (XIXe et XXe siêcle). I: MS 118, s. 3-7.

Lequin, Yves/Me'tral, jean1980 Auf der Suche nach einem kollektiven Gedächtnis. Die Rentner der Metallindustrie

von Givors. I: Niethammer 1980, s. 249-271.

260

Lindner, Rolf1980 Die unbekannte Sozialwissenschaft. Von der Gesellschaftsanalyse zur Lebenswelta-

nalyse. I: 582K 42, s. 9711'.

Lorenzer, Alfred1978 Die Analyse der subjektiven Struktur von Lebensläufen und das gesellschaftlich Ob-

jektive. I: Einundzwanzig hft. 8. Marburg, s. 33-49.

1981 Möglichkeitenqualitativer Inhaltsanalyse: Tiefenhermeneutische Interpretation zwi-

schen Ideologiekritik und Psychoanalyse. 1: DA 126, s. 170-180.

Lucas, Erhard

1976 Zwei Formen von Radikalismus in der deutschen Arbeiterbewegung. Frankfurt/M.

Lüdtke, Alf1978 Alltagswirklichkeit, Lebensweise und Bedürfnisartikulation. Ein Arbeitsprogramm

zu den Bedingungen »proletarischenBewusstseins« in der Entfaltung der Fabrikin-

dustrie. I: Gesellschaft. Beiträge zur Marxchen Theorie 11. Frankfurt, s. 311-350.

1979 Erfahrung von Industriearbeitem. Thesen zu einer vemachlässigten Dimension der

Arbeitergeschichte. I: Conze/Engelhardt 1979, s. 494-512. .

1980 Arbeitsbeginn, Arbeitspausen, Arbeitsende. Skizzen zu Bedürfnisbefriedigung und

Industriearbeit im 19. und frühen 20. Jahrhundert. I: Huck 1980, s. 95-122.

1982 Rekonstruktion von Alltagswirklichkeit - Entpolitisierung der Sozialgeschichte? I:

Berdahl m.fl. 1982, s. 321-353.

M

Marho, The Radical Hirton'ans Organisation (udg.)1984 Visions of History. New York. (Interviews med E. P. Thompson, Eric Hobsbawm,

Sheila Rowbotham, Linda Gordon, Natalie Zemon Davis, David Montgommery,Herbert Gutman mil.)

Mason, Tim

1981 The Workers' Opposition in Nazi Germany. I: HW] 11, s. 120-137.

Medick, Hans

1982 Plebeiische Kultur, plebejische öffentlichkeit,plebeiische ökonomie. über Erfah-

rungen und Verhaltensweisen Besitzarmer und Besitzloser in der übergangsphasezum Kapitalismus. I: Berdahl m.ll. 1982, s. 157-204.

1984 »Missionare im Ruderbootu. Ethnologische Erkenntnisweisen als Herausforderungan die Sozialgeschichte. I: G&G 10, s. 295-319.

Medie/e, Hans/Sabean, David W. (mt)1984 Interest and Emotion: Essays on the Study of Family and Kinship. Cambridge.

Mammen, Ham/Schulze, Winfrizd (udg.)1981 Vom Elend der Handarbeit. Probleme historischer Unterschichtenforschung. Stutt-

gm.

Montgommery, David

1979 Workers' Control in America: Studies in the History of Work Technology, and La-

bour Struggles. New York/London.

1980 To Study the People: The American Working Class. I: Labor History, vol. 21, s. 485-

512.

Moore, Robert

1974 Pit-men, Preachers and Politics: the Effects of Methodism in a Durham Mining Com-

munity. Cambridge.

261

Mooser, josef1984 Arbeiterleben in Deutschhnd 1900-1970. Klassenlagen, Kultur und Politik. Frank-

fun/M.

Marley, Dave/ Worpole, Ken (m1.)1983 The Republic of Letters. Working Class Writing and Local Publishing. Comedia-

MPG Series No. 6.

Münchner), Ursula

1973 Frühe deutsche Arbeiterautobiographie. Berlin (Ø).

Myhre, jan Eivind

1978 Sagene - en arbeiderforstad befolkes 1801-1875. Oslo.

N

Neale, R. S.

1981 Class in English History, 1680-1850. Oxford.

Negt, Oskar/Kluge, Alexander

1981 Geschichte und Eigensinn. Frankfurt/M.

Niezhammer, Lutz

1978 Oral History in USA. AfS XVIII, s. 454-501.

1979 (udg.): Wohnen im Wandel. Beiträge zur Geschichte des Alltags in der bürgerlichenGesellschaft. Wuppertal.

1980 (uds.): Lebenserfahrung und kollektives Gedlchtnis. Die Praxis der »Oral History«.Frankfurt/M.

1982 Oral History as a Channel of Communication between Workers and Historians. I:

Thompson 1982, s. 23-37.

Niethammer, Lulz/Brr'iggemeier, Franz-

1976 Wie wohnren Arbeiter im Kaiserreich? I: AfS XVl, s. 61-134.

Niethanmer, Lutz/Hombach, B.⁄Fr'chter, T. /BorrdorL U.

1984 »Die Menschen machen ihre Geschichte nicht aus freien Stücken, aber sie machen sie

selbst«. Einladung zu einer Geschichte des Volkes in NRW. Berlin/Bonn.

Nr'mhke, August1981 Historische Verhalnensforschung. Analysen gesellschaftlicher Verhaltensweisen - Ein

Arbeitsbuch. Stuttgart.

O

Odin, Birgitta1978 Annales-skolen och det svenska forskarsamhlillet. I: Le Goff/Nora: Att skriva histo-

ria. Nya infallsvinklar och objekt. Stockholm, s. 7-25.

Orterland, Martin

1973 Lebensgeschichtliche Erfahrung und gesellschaftliches Bewusstsein. Anmerkungenzur soziobiographischen Methode. I: Soziale Welt 1973, 4, s. 409-417.

_

1975 (uds.): Arbeitssituation, Lebenslage und Konñiktpotential. Festschril't für Max E.

Graf zu Solms-Roedelheim. Frankfurt/M.

Om, Robert

1980 Trends in American Labor History. I: Labor History, vol. 21, s. 513-21.

P

Parsenhi, Luisa

1980 Arbeitersubiektivitlt und Faschismus. Mündliche Quellen und deren Impulse für die

historische Forschung. I: Niethammer 1980, s. 214-248.

262

1981 Debate on Method. I: HW] 11, s. 201-203.

Paul, Sigrid1979 Begegnungen. Zur Geschichte persönlicher Dokumentc in Ethnologie, soziologie,

Psychologie, bd. 1-2. Hohenschäftlarn.

Persson, Lennart K.

1982 Stiga vi mot liuset genom at gräva där vi står? I: Meddelandende från Arbetarrörelsens

arkiv och bibliotek 21, s. 2-19.

1984 Arbete Politik Arbetarrörelse. En studie af stenindustrins Bohuslän. Göteborg.

Perrat, Michelle

1974 Les ouvriers en greve. France 1871-1890, bd. 1-2. Paris.

Peukert, DetIev

1978 Zur Regionalgeschichtsschreibung der Arbeiterbewegung. I: DA 110, s. 546-565.

1980 (udg.): Die Edelweisspiraten. Protestbewegungen iugendlicher Arbeiter im Dritten

Reich. Köln.

1982 Arbeiteralltag - Mode oder Methode? I: Haumann 1982, s. 8-39.

Peukert, Detlef⁄Reulecke,jürgen m.f7.1981 Die Reihen fast geschlossen. Beiträge zur Geschichte des Alltags unterm Nationalso-

zialismus. Wuppertal.

Plaid, Hainer

1979 Landlrbeiterleben im 19. Jahrhundert. Berlin (Ø).

Popular Memory Group1982 Popular Memory: theory, politics, method. I: Johnson m.11. (red.): Making histories:

Studies in history-writing and politics, London, s. 205-252.

Poulantzas, Nico:

1973 Politial Power and Social Glasses. London.

Fryser, Tore

1980 Thranitterbevegelsen i Norge 1850-51. Seks mikro-undersøkelser fra Østlandsbyg-dene. I: TAH 2/1980, s. 27-76.

1984 Margit fra »NL 13« - Socinlhistorie fra en arbeiderbyglrd. I: Fuglurn/Simensen(red.): Historie nedenfra. Festskrift til Edvard Bull på70-årsdngen.Oslo 1984, s. 150-

166.

Puls, DerIev (mig)1979 Wahrnehmungsformen und Protestverhalten. Studien zur Lage der Unterschichten

im 18. und 19. Jahrhundert. Frankfurt/M.

R

Rabe, Bernd

1978 Der sozialdemokratische Charakter. Drei Generationen aktiver Parteimitgliedcr in ei-

nem Arbeiterviertel. Frankfurt/New York.

Rack, Hans-jñrgen/Weisrel,Bernhard (mig)1982 Bauer und Landarbeiter im Kapitalismus in der Magdeburger Börde. Zur Geschichte

des dörflichen Allugs vom Ausgang des 18. Jahrhunderts bis zum Beginn des 20.

Jahrhunderts. Berlin.

Rairon-Jourde, Francoire

1976 La oolonie auvergmte de Paris nu XIX siêcle. Paris.

Rana'e're, jaquer1981 La nuit des prolétaires.Archives du rêve ouvrier. Paris.

263

Re'bérioux,Madeleine

1975 (red.) MS nr. 91 (Særhefte om arbeiderkultur).

Reck, Siegfried1977 Arbeiter nach der Arbeit. Sozialhistorische Studie zu den Wandlungen des Arbeite-

ralltags. Lahn-Giessen.

Reich, Wilhelm'

1974 Fascismens massepsykologi. Kbh. (originaludg. 1933).

Reid, Douglar A.

1976 The Decline of Saint Monday, 1766-1876. 1: P&P 71, s. 76-101.

Reulecke, jürgen1976 Vom blauen Montag zum Arbeiterurlaub. Vorgeschichte und Entstehung des Erho-

lungsurlaub für Arbeiter vor dem Ersten Weltkrieg. I: AfS XVI, s. 205-248.

Reulecke, jürgen/ Weber, Wolfhard (udg.)1978 Fabrik - Familie - Feierabend. Beiträge zur Sozialgeschichte des Alltags im Industrie-

zeitalter. Wuppertal.

Reuter, Peter W.

1985 Lebensverhältnisse, Mentalitäten, Handlungsformen. Anthropologische Dimensio-

nen der Geschichte. 35. Historikertag, Berlin/ West, 3. bis 7. Oktober 1984. I: DA 149,s. 103ff.

Robele, Anlonin/Moravcová, M. ⁄Stasmá, f.1981 Stará delnická Praha. Zivot a kultura prazskich delniku 1848-1939 (= Arbejdernes

gamle Prag. Prag arbejdernes liv og kultur 1848-1939). Praha.

Roberts, james S.

1983 The New Labor History in America: Problems and Prospects. I: AfS XXIII, s. 523-

539.

Rosenbaum, Heidi

1982 Formen der Familie. Untersuchungen zum Zusammenhang von Familienverhältnis-

sen, Sozinlstruktur und sozialem Wandel in der deutschen Gesellschaft des 19. Jahr-hunderts. Frankfurt, s. 381-475.

Ross, Ellen

1983 Survival Networks: Women's Neighbourhood Sharing in London before World War

One. 1: HW] 15, 5. 4-27.

Roth, Karl Heinz/Behrem, Elisabeth

1974 Die 'andere' Arbeiterbewegung und die Entwicklung der kapitalistichen Repressionvon 1880 bis zur Gegenwart. Ein Beitrag zum Neuverständnis der Klassengeschichtein Deutschland. München.

Roth, Klaus

1980 Historische Volkskunde und Quantiñzierung. I: ZlV 76, s. 37-57.

Rappen, Wolfgang (udg.)1982 Erinnerungsarbeit. Geschichte und demokratische Identita't'in Deutschland. Opla-

den.

Rühle, Otto

1970-77 Illustrierte Kultur- und Sittengeschichte des Proletariats, bd. 1-2. Frankfurt (bd. 1=

originaludgave 1930) Lahn-Giessen (bd.2).

264

;I

S

Samuel, Raphael (red.)1975 Village Life and Labour. London.

1977 Miners, Quarrymen and Saltworkers. London.

1981 People's History and Socialist Theory. London.

Samuel, Rap/tael/Stedmanjones, Garetlt (red.)1982 Culture, ideology, and Politics. London.

Sandkühler, Han: jârg1973 Praxis und Geschichtsbewusstsein. Studie zur materialistischen Dialektik, Erkennt-

nistheorie und Hermeneutik. Frankfurt/M.

SaviIIe, john1973 Oral History and the Labour Historians. 1: 01-1 1 nr. 3, s. 60-62.

Scharfe, Martin

1981 Arbejderkultur og antifascistisk modstand. En landsbystudie fra Ludvig-Uhlandinstitunet. I: nord nytt 12, s. 47-57.

Schenda, Rudolf (udg.)1982 Autobiographie der Pro Senectute-Aktion. Zürich.

Schlumbohm, fürgen1979 Strasse und Familie. Kollektive und individualisierende Formen der Sozialisation im

kleinen und im gehobenen Bürgcrrum Deutschlands um 1800. I: Zeitschrift für Päda-

gogik 25, s. 697-726.

Schomerus, Heilwig1977 Die Arbeiter der Maschinenfabrik Esslingen. Forschungen zur Lage der Arbeiter-

schaft im 19. Jahrhundert. Stuttgart.

Sçhöne,Bernd

1977 Kultur und Lebensweise Lausitzer Bandweber (1750-1850). Berlin.

Schröder, Wilhelm Heinz

1978 Arbeitergeschichte und Arbeiterbewegung. Industriearbeit und Organisationsverhal-ten im 19. und im frühen 20. Jahrhundert. Frankfurt/New York.

Schulze, Win/riet!1974 Soziologie und Geschichtswissenschaft. Einführung in die Probleme der Kooperation

beider Wissenschaften. München.

Schutz, Alfred1975 Hverdagslivets sociologi. Kbh.

Sider, Gerald M.

1982 Bande, die zusammebinden. Kultur und Agrikultur, Eigenheit und Eigentum in der

Dorfñscheæi Neufundlands. 1: Berdahl m.fl. 1982, s. 108-156.

Slettan, Dagfx'nn1979 Muntlig historie. Utviklingslinier og muligheter. I: TAH l/l979, s. 155-187.

Stastna', jarmila1980 Zivot textilnich delniku na Ustecu a Oeskotrebovsku 1870-1914. (= Tekstilarbejder-

nes liv i Usti an der Orlioe og Ceská Trebováområdet 1870-1914). Vysoké Myto.

Steam, Peter N.

1980 The Effort at Continuin in Working-Class Culture. I: JMH 52, s. 626-655.

Stedman Jones, Garetlt

1971 Outcast London. A Study in the Relationship between Glasses in Victorian Society.Oxford.

265

1974 Working-Class Culture and Working-Class Politis in London, 1870-1900. Notes on

the Remaking of a Working Class. I: JSH 7, s. 460-508.

1976 From Historical Sociology to 'nieoretical History. I: British Journal of Sociology 27,

s. 295-306.

Stone, Lawrence

1972 Prosopography. 1: F. Gilbert/S. Graubard (red.): Historical Studies Today. New

York, s. 107-140.

1979 The Revival of Narrative. 1: P & P 85, 5. 3-44.

Storm-Clark, Clm'nopller.

1971 The Miners 1870-1970. A Test Case for Oral History. 1: Victorian Studies 15.

Süsmuah, Hans (udg.)1984 Historische Anthropologie. Der Mensch in der Geschichte. Göttingen.

'l'

Taylor, Arthur ]. (red)1975 The Standard of Living in Britain in the Industrial Revolution. London.

Taylor, Pont

1976 Subjective Experience as a Dimension of History. 1: Working Papers in Cultural Stu-

dies 9, Birmingham, s. 143-147.

Tenfelde, Klaus

1977 Sozialgeschichte der Bergarbeiterschaftan der Ruhr im 19. Iahrhundert. Bonn/Bad

Godesberg.1979 Bergarbeiterkultur in Deutschland. Ein überblick. I: 6816 5, 1, s. 12-53.

1978 Wege zur Sozialgeschichte der Arbeiteischaft. Regional- und lokalgeschichtlischeForschungen (1945-1975) zur deutschen Arbeiterbewegung bis 1914. I: H.-U. Weh-

ler (udg.): Die moderne deutsche Geschichte in der internationalen Forschung. Göt-

tingen, s. 197-255.

1984 Schwierigkeiten mit dem Alltag. 1: G&G 10, s. 376-394.

Tenfelde,Klaus/Velleman, Heinrich (udg.)1981 Streik. Zur Geschichte des Arbeitskampfes in Deutschland während der Industriali-

sierung. München.Thmurrom, Stephan1973 'Ihe Other Bostonians. Poverty and Progress in the American Metropolis, 1880-1970.

Cambridge, Mass.

Thompson, Edward P.

1963 The Making of the English Working Class. London.

1967 Time, Work-Discipline and Industrial Capitalism, 1: P&P 38, s. 56-97.

1971 The Moral Economy of the English Crowd in the Eighteenth Century. 1: Nr? 50, s.

76-136.

1974 Patrician Society, Plebeian Culture. 1: JSH 7, s. 382-405. 1978 Folklore, Anthropo-

logy and Social History. 1: Indian Historical Review 3, nr. 2.

19781) Ein Interview mit E. P. Thompson. I: Å&K 33, s. 21-32.

Thompson, Pau!1975 The Edwardians; the Remaking of British Society. London.

1978 The Voice of the Past. Oral History. Oxford._

1982 (udg.) Our Common History: The Transformation of Europe. London.

Trempé,Roland:

1971 Les mineurs de Camaux, hd. 1-2. Paris.

266

Trevelyan, 6. M.

1944 English Social History. London.

Tuner, Raben

1976 The Contribution of Oral Evidence to Labour History. 1: OH 5, l, s. 23-40.

V

Vester, Michael

1970 Die Entstehung des Proletariats als Lemprozess. Die Entstehung sntiknpitalistischerTheorie und Praxis in England 1792-1848. Frankfurt/M.

Viethen, Eva

1982 Tradition und Realitltsaneignung - Bergarbciterfrauen im industriellen Wendel. I:

Fielhauer/Bockhom 1982, s. 241-259.

Vincent, David

1981 Bread, Knowledge & Freedom. A Study of NineteenthCentury Working Class Auto-

biography. London/New York.

von Hinren, Warrilia

1982 'Ethnologie de 1. France'. Ein Situationsbericht. I: ZFV 78, s. 246-256.

Vovelle, Michel

1982 Ideologies and Mentalities. I: Samuel/Stedman Jones 1982, s. 2-11.

W

Waites, Bernard/Berner, T./Mam'n, G. (m1.)1982 Popular Culture. Past and Present. London.

Walleom'lr, Dødelj.1978 Worker City, Company Town: Iron and Cotton-Worker Protest in Troy and Cohoes.

New York.

Warnehen, Bemdjürgeu1985 Populare Autobiographik. Empirische Studien zu einer Quellengattung der Allmgs-

geschichtsforschung. Tübingen.

Weber-Kellemnann, Ingeborg1983 Frauenleben im 19. Iahrhundert. Empire und Romantik, Biedermeier, Gründerzeit.

München.

Wehler, Hans-Ulrich

1981 Anvendung von 'I'heorien in der Geschichtswissenschaft. I: Koch/Nipperdey(uds.): Theorie und Erzlhlung in der Geschichte. München, s. 17-39.

Weinhold,Rudolf (14415.)

1982 Volksleben zwischen Zunft und Fabrik. Studiet: zu Kultur und Lebensweise werktå-

tiger Klassen und Schichten wlhrend des Ubergangsvom Feudnlismus zum Kapitali-smus. Berlin (Ø).

Weingarlen, Blmr/Sack. Frits/Sch jim (udg.)1976 Bthnometodologie, Beitrlge zu einer Soziologie des Alltagshandelns. Frankfurt/M.

White, Jena'1979 Campbell Bunk, A Lumpen Community in London Between the Wars. 12HW18, s.

1-49.

1980 Rothschilds Buildings, Life in an East End Tenement Block, 1887-1920. London.

1983 Selvbiograñer- og hvad sl? I: Kritiske Historikere nr. 1: 1983, s. 34-46.

Wiegelmam, Günter (mig)1973 Kultureller Wandel im 19. Iahrhundert. Göttingen.

267

Williams, Raymond,1958 Culture and Society 1780-1950. London.

Willis, Paul E.

1977 Learning to Labour. How Working Class Kids Get Working Class Jobs. Westmead.

Wolf, Eric R.

1982 Europe and the People without History. California U. P.

Wrigley, E. A. (udg.)1973 Identifying People in the Past. London.

Y

Yeo, Eileen/Yeo, Stephen (red. )1981 Popular Culture and Class Conflict 1590-1914. Explorations in the History of Labour

and Leisure. Brighton.

Young, Michael/Wilma, Peter

1957 Family and Kinship in East London. London.

Z

Zamowska, Anno

1983 Die Kultur der Arbeiterklasse und ihre historischen Traditionen in Polen an der

Wende des 19. und 20. Jahrhunderts. Ein überblick. I: AfS XXXII, s. 540-554.

zur Lippe, Rudolf1974 Objektiver Faktor Subiektivität. I: Kursbuch 35, 5. 1-35.

Zwar, Hartmut

1978 Zur Konstituierung des Proletariats als Klasse. Strukturuntersuchung über das Leip-ziger Proletariat während der Industriellen Revolution. Berlin (Ø).

Ø

Østergaard, Uffe_

1984 Hvad er det »danske« ved Danmark? Tanker om den »danske vej« til kapitalismen,grundtvigianismen og »dansk« mentalitet. I: Den jyske historiker Nr. 29-30, s. 85-

137.

SummaryWorking-Class Everyday Life and Workers' S ubjectivity: Towards a Worker *s

History »fromBelow« - New Trends in Working-Class Research.

The present survey deals with the shift in working-class research away from »organizationalhi-

story« and to »everydayhistory«.The article gives a survey of the trends and lines of developmentpointing towards a » workers' history from below«. The development is illustrated through a

number of central recent studies.

Initially, research trends in different countries are described: Great Britain, FRG, GDR and

other East European countries, France and U.S.A. Apparently, the growing interest in cultural,everyday and experience history constitutes an international, contemporary trend. In the FRG a

shift is taking place away from the »organizationalperspecitive«containing elements of a changeof ground in which the »everydaylife perspective«is applied. In Great Britain a number of stu-

dies of »popularculture« and especially E. P. Thompson's work have contributed towards a »ma-

terialist cultural« historiography at the center of which we find the subjective experience and

268

value patterns of the workers themselves. The researchers connected to the History Workshophave made several contributions to a »pople's history«,and the Birmingham school people work

on a materialist cultural analysis. Also in Eastern Europe an interest has begun to be taken in the

history of everyday life, i.a. work on the basis of a broad »culture and way of life« concept. In

France we do not find a corresponding pronounced shift in interest in working-class research. Bycontrast those representing the Annales school have for a long time taken an interest in the every-

day life of the population, but especially in pre-capitalist societies. In the U.S.A. quantitativeworking-class history dominates. However, even here a veer towards experience history has oc-

curred; e.g. Herbert G. Gutman can be described as E. P. Thomson's American counterpart.In the following chapters a number of different special approaches, methods, schools and lines

of thought are elucidated: »Microhistory« and other quantitative approaches, qualitative socio-

logy, research into consciousness and life courses at the Sociological Research Institute in Göttin-

gen, the »oral history«movement, the workers' memoirs-research, the folkloristic narrative re-

search, the French »historyof mentality«,the co-operation between anthropologists and histori-

ans (»historic anthropology«), the anthropologically oriented research at the Max Planck

Institute in Göttingen, the Tübinger school of the Institute of Empirical Cultural Science and the

»Community studies« tradition. This survey shows that the interest in a history seen »frombe-

low« is a more or less pronounced interdisciplinary contemporary tendency. It also illustrates

why subjects like ethnology and social anthropology have gained such a central position in the

theoretical discussions of the day.In conjunction with this survey some of the theoretical and methodological problems posed by

this development are discussed: The relationship between quantitative and qualitative methods,Marxism's neglect ofsubiectivity, the »revival« of phenomenological and hermeneutic traditions,the rise of the sociology of knowledge, etc. Preciser the interest concerning the subjective aspectsof the processes of historyways of experiencing, interpretations and structures of meaning have

created a need for new theoretical appmaches.Finally, in the conclusion a survey is given of main points of the debate which has been pursued

(especially in FRG) concerning the revival of the history of everyday life and of narrative history.In particular the historians of everyday life have been accused of »de-politizising«the history of

the labour movement. By way of reply Alf Lüdtke, among others, has maintained that it is dange-rous to use a concept of politics which is too narrow and which does not encompas workers' »eve-

ryday politics«.Furthermore, everyday history makes it possible to expose social relations of po-wer and resistance potential at the everyday level and in symbolic forms. A further developmentof Gramsci's concepts of hegemony and counter-hegemony has become an important task in this

connection. At the end, the possibilities of a fresh, so-called »shift of paradigm« in historical rese-

arch are discussed. In this a »humanist approach« raises a perspective »from below« and »from

within« at the center of research.

269