At være forældre til et dødt

barn - mellem sorg og

hverdag

7 aftener om død, Glyptoteket 15. september 2016

Kjetil Sandvik, lektor, Medier, Erkendelse og

Formidling, KU

At skabe nærhed

• Sorg- og hverdagspraksisser blandt forældre

til døde børn: bearbejdning af barnets død og

at være forældre til det døde barn.

• Hvilke situationer, hvilke ting og hvilke medier

bruges af forældrene til at bearbejde tabet,

og ikke mindst, i at bestræbelsen på fortsat at

leve og have fortsatte relationer til den

døde.

Forskningen bag

• Foredraget bygger på et 8 årigt forsknings-projekt ‘Sharing Death’ med feltarbejde på udvalgte danske børnegrave og på online mindesiden Mindet.dk samt på interviews og samtaler med forældre, udført ad Dorthe Refslund Christensen (AU) og Kjetil Sandvik (KU)

• Publiceret siden 2013 i flere forskningsartikler (og siden 2008 i adskillige konference-papers)

Hvis I vil vide mere, kontakt nordrc@dac.au.dk eller sandvik@hum.ku.dk

Noget om vores forhold til

døden og de døde• Praksisser omkring døden

siger noget om vore forestillinger om døden, et evt. efterliv, et ‘hinsides’, en sjæl etc.

• De døde har ofte plads i nærheden af os

• Vi giver de døde deres eget sted, hvor vi kan være i kontakt med dem, give dem ‘gaver med på vejen’ o.l.

• Lighed mellem Crustumeriumog vore dages byer: gravplad-ser anlagt i forbindelse med byerne, individuelle, markerede grave.

Hvor er den døde, kan vi være i

kontakt med den døde…• ”Mange af gravmarkørerne er udformede

som hustage eller hytter. Det kan være udtryk for en opfattelse af graven som den dødes endelige og evige hjem, eller et ønske om at udstrække hjemmets og husets beskyttelse af de levende til også at omfatte graven og den døde”. (fra kataloget til Crustumerium-udstillingen

• Graven som relationsskabende sted: ikke hjem for de døde, men mødested mellem levende og døde (børnegrav på Nordre Kirkegård, Aarhus)

• At ’hænge ud med de døde’: kirkegårdene som rekreativt område (foto fra AssistensKirkegård)

Angels, not souls

• Den ofte anvendte term ‘engel’ om det døde barn (engle-barn) og om forældrene (engle-forældre) indebærer at barnet er en del af hverdagen som en kontinueret tilstedeværelse og ikke kun som noget med en fortid (barnet som døde og som vi nu savner):

• Som ‘engel’ (i modsætning til ‘sjæl’ som er afgrænset/henvist til det hinsidige, til efterlivet – andet er typisk problematisk) befinder barnet sig stadig her, det kan kommunikeres til/med på måder som omfatter mere end fortællingen om tab og om barnet, der døde.

At have den døde nær

• Denne sameksistens med de levende (det døde barns daglige nærvær) har indflydelse på hvordan ‘engle-barnet’ bliver medieret på forskellig vis

• fra ‘mindetatoveringen’ til online fotoalbum på Instagram,

• fra lukkende Facebook-grupper til åbne diskussionsfora på diverse hjemmesider for forældreskab, graviditet osv.,

• fra særlige online mindesider til gravstedet.

• “Tatoveringen er en

nærhed, hvor jeg

altid har drengene

med mig.”– Fra udstillingen

‘Mindesmærker’

Rest in peace

Voksengrave:

– Monumenter

– Minde over et bestemt

liv

– Dokumentation af en

bestemt person

– Markerer den dødes

sociale status

Don’t rest in peaceBørnegrave (og online

minde-sider)

• Særlige kommunikative og performative rum

• At fastholde og udvikle relationer til det døde barn og derigennem at være forældre/familie– ‘bliv hos os’

– ‘forbliv nær’

– ’du var her og du er stadig her og du er stadig en del af os’

– ’dette er vores barn, vi er en familie, vi er forældre’

Sorgparadigmer

• Faser: sorg som lineær og afgrænset periode, hvorefter man giver slip (i sorgen, den døde…) og bevæger sig videre – den ’sunde’ sorg holder op (jf. Freud’s melankoli-begreb)

• Continuing bonds: sorgen, savnet og relationen til den døde videreføres i hverdags-livet:

• medfører praksis-ændringer i forhold til hvordan vi opfatter sorgprocesser og hvordan vi taler om døden og det at miste.

Performing parenthood

• Fra ’forældre, der havde et barn, som døde’

• Til ’forældre til et dødt barn’: vi har tre børn, det ene er en ’engel’

• Hverdagspraksis indebærer at det døde barn medtænkes i forældrenes/familiens liv og gøremål: højtider, fødselsdage, ferier… Eksempel fra børnegrav: barnet

’taler’ gennem vindemøllen som

bevæger sig

Sorgarbejde over tid

1

3

2

etablering

Christensen & Sandvik: “Sharing Death. Conceptions of Time at a Danish Online Memorial Site”, in: Taming Time, Timing Death:

Social Technologies and Ritual. Studies in Death, Materiality and the Origins of Time vol. 1, Ashgate 2013

Noget om medier

• Medier er analoge og digitale teknologier, der anvendes til kommunikation.

• Inkluderer både det vi almindeligvis opfatter som medier (tv, internet, sociale medier…) og objekter, der bliver til medier (får medie-status) gennem hverdags-praksisser.

• Objekter som medier i grave fra Crustumerium: kommuni-kerer ritualer (drikkeritualer), social status, erhverv, køn…

Mediernes rolle i sorgarbejde og

hverdagspraksis

Christensen & Sandvik: “Grief and everyday life. Bereaved parents communicating presence across media”, in The media and the

mundane. Communication across media in everyday life, Nordicom 2016

Gravpraksisser

To relations/nærheds-skabende praksisser:

• Graven som børne-værelse: bamser, uroer, bænke: roligt og tryghedsskabende design

• Graven som sandkasse: biler, plastik dyr etc.: ændres hele tiden som om de bliver leget med

Christensen & Sandvik: ”Death ends a life, not a relationship.

Objects as media on children’s graves”, in: Mediating and

Remediating Death. Studies on Death, Materiality and the

Origins of Time vol.2, Ashgate 2014

Den kommunikerende grav• En særlig sprogbrug gør sig gældende I den

måde objekter fungerer som medier på børnegrave.

• Populær religiøs terminologi: barnet som engel i himlen (ofte siddende på en sky)

• Findes i inskriptioner, englefigurer, små objekter – ofte ovale stener dekoreret som mariehøner – med håndskrevne beskeder til det døde barn – eller som beskeder fra det døde barn, fx ‘Smillas sten’.

• ’Smillas sten’ er et godt eksempel på de nærværs-praksisser som gør sig gældende i kommunikationen på børnegrave:

• det handler om det nærværende barn, men også om nærværet af forældre som ikke blot kommunikerer til men også om barnet:

• En fortælling om empati og forståelse mellem forældre som har mistet.

‘Smillas sten’ er fundet på en børnegrav på Nordre

Kirkegård, Aarhus, som en hilsen til det døde barn

(Albert) fra det døde barn i nabograven (Smilla). Fra

interviews ved vi at der er opstået nære relationer

mellem de to døde børns forældre.