View
214
Download
0
Category
Preview:
Citation preview
3KIntegration3K-tidsskrift- for Kristendom, Kultur og Kommunikation
Få hele historienVIA Kristendom, Kultur & Kommunikation
VIA University College
Nr. 1-2, december 2016
KOLOFON
Udgivet af
VIA University College/3K
Lyseng Allé 15, 8270 Højbjerg
Redaktion
Christina Raakjær Nielsen, Morten Daastrup, Kristine Roel Andersen,
Elsebeth Breinholt Jepsen og Ullrich Zeitler (ansv.)
ISSN: 2246-5944
Nr. 1-2/2016
Layout
Lene Schaarup, VIA Kommunikation
Tryk
GP-Tryk
Ordre nr. 7790
VIA University College 3
INDHOLD
05 Leder
06 Integrationen i Danmark
Af Saliha Marie Fetteh
12 Jeg var fremmed … Kirkens ansvar for flygtninge og migranter
Af Mogens Mogensen
18 Integration af flygtninge og migranter – set fra en kirkelig synsvinkel
Af Bent Dahl Jensen
24 Mentorer i inklusions- og integrationsarbejdet – At skabe sig en verden at leve i
Af Lars Holmboe
26 Samskabelse – teori og praksis
Af Ester Due Jensen
32 Synspunkt: Hvem har ansvaret for en vellykket integration?
Af Mikaela Ølholm Hougaard
34 Hvad er ny professionalisme?
Af Ullrich Zeitler
VIA University College 5
Det er ikke overraskende, at vie et temanummer af 3K-tidsskriftet til integration.
Integrationsspørgsmålet har længe været øverst på den politiske dagsorden og det
er et centralt fagfelt for 3K-uddannelsen og den praksis, 3Kerne kommer ud i – hvad
enten det er i kirkelig eller kommunalt regi eller i organisationerne.
I 2016 har vi haft to store arrangementer på Diakonhøjskolen i Aarhus, som har haft
integrationsspørgsmålet som tema: 3K-dagen, der fandt sted medio maj, og den
ligeledes årligt tilbagevendende temadag om kirkens sociale ansvar, der havde flygt-
ningesituationen som omdrejningspunkt. Flere af tidsskriftet bidrag kan føres tilbage
til disse to begivenheder.
Det er en ambition med tidsskriftet, at den også giver plads til 3K-studerende. To af
bidragene er skrevet af 3K-studerende. Tidsskriftets sidste bidrag er et kort resumé
af et centralt kapitel i en nylig udkommen bog om ny professionalisme. Bidraget
falder lidt udenfor temaet, men taler dog ind i det relationsarbejde, som ikke mindst er
vigtig, når man har med flygtninge og indvandrere at gøre.
God fornøjelse med læsningen. Og husk: Der kommer en ny 3K-dag i 2017 – den 17.maj
2017, som denne gang handler om digital dannelse, et tema som vil blive fulgt op i det
kommende tidsskriftsnummer.
Ullrich Zeitler
Aarhus den 10. december 2016
LEDER
VIA University College 7
Ifølge Gyldendals online-leksikon defi-
neres integration som ”den proces, der
forbinder adskilte enheder og skaber en
større helhed”. Det drejer sig hovedsa-
geligt om den kulturelle integration, der
blandt andet omfatter indvandrere og
flygtninges indslusning i samfundet;
boligmæssigt, politisk, sprogligt og så
videre. Uheldigvis forstår mange men-
nesker begrebet forkert, godt præget
af politikere, der taler om integration,
men i realiteten mener assimilation, der
betyder at ”gøre lig med”. Denne proces
er envejs og resulterer i majoritetskul-
turens omslutning af minoriteten, hvis
særpræg derved forsvinder. Tager man
udgangspunkt i, at flygtninge og ind-
vandrere i Danmark skal assimileres, har
man således en forventning om, at de
med tiden kommer til at ligne de ”gamle”
danskere, hvilket set med mine øjne er
utopisk, da de ”nye” danskere bevarer
kontakten til det gamle hjemland via
rejser, onlinekontakt, satellitkanaler og
så videre.
Fra politisk side er der ikke megen
erkendelse af det mangfoldige danske
samfund. Adskillige danske politikere
lukker i håbet om flere stemmer øjnene
for, hvordan det danske samfund ser ud
anno 2016. Overalt i storbyerne præger
for eksempel vietnamesiske, tyrkiske
og arabiske butikker forretningsmiljøet,
og på Strøget i København ser man
alle hudfarver og hører utallige sprog
foruden dansk. Jo, Danmark er, hvad
enten adskillige af vores politikere vil
indrømme det eller ej, et mangfoldigt
samfund, hvor mange etniske, religiøse
og sproglige grupper på godt og ondt er
repræsenteret.
Adskillige instanser i det danske sam-
fund støtter indvandrere og flygtninge
samt efterkommere i deres proces for
at inkludere sig i det danske samfund.
Dette bekymrer mange ”gamle” dan-
skere, der frygter, at den danske kultur,
som de kender den, forsvinder. En del
af majoriteten samler sig derfor og
forsvarer deres danskhed med dens
symboler og traditioner uden at tænke
over, at den danske kultur, ligesom alle
andre kulturer, aldrig har været stille-
stående. Det samme sker for en del af
minoriteterne, som søger tilflugt i deres
gamle hjemlandskultur og hvad denne
måtte indeholde af normer og traditio-
ner. Denne reaktion er problematisk, da
den danner afstand mellem to grupper
af mennesker, som ikke i fællesskab
formår at skabe, og være en del af, en ny
dansk kultur. Kun i fællesskab kan den
danske befolkning definere, hvad dansk
kultur er.
Dette er også en af årsagerne til, at
kulturminister Bertel Haarder (V) den 6.
juni 2016 udtalte til Ekstrabladet, at han
i forbindelse med udarbejdelsen af en
ny dansk kulturkanon ønsker, at landets
mange borgere med muslimsk baggrund
Integrationen i DanmarkAf Saliha Marie Fetteh
Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor på Syddansk Universitet (SDU).
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 8
bidrager til fortællingen om, hvem
danskerne er. Kulturministeren mener, at
den nye Danmarkskanon bør indeholde
værdier og traditioner, som afspejler, at
Danmark er et land med et muslimsk
mindretal, der udgør cirka 300.000
personer. Der er således oprettet en
hjemmeside samt en Facebookgruppe,
hvor danskere på tværs af etnisk, religiøs
og kulturel baggrund kan komme med
forslag til, hvad den nye kanon skal
indeholde.
Omkring 11 procent af den danske
befolkning har i dag indvandrer- eller
flygtningebaggrund. For eksempel
udgør det arabiske mindretal i Danmark
omtrent 75.000 personer, hvorfor
arabisk, efter engelsk, er Danmarks
største minoritetssprog. Denne kends-
gerning falder nok nogle for brystet.
For i Danmark tales der jo dansk! I
andre lande med etniske og religiøse
minoritetsgrupper er det imidlertid
mere reglen end undtagelsen, at der
foruden nationalsproget tales flere
sprog, samt at sprogene ”smitter af” på
hinanden eller sagt med et andet ord:
blendes. Dette opdagede jeg selv i årene
1988-1995, hvor jeg var indvandrer i det
dengang mangfoldige Irak og skulle
lære et nyt sprog og en anden, fremmed
kultur at kende for at kunne integrere
mig i det irakiske samfund.
Sproget
Fra 1988 til 1989 boede jeg i den nordlige
del af Irak, nærmere bestemt i byen
Kirkuk, som dengang var et etnisk og
sprogligt kludetæppe bestående af
kurdisk, assyrisk og turkmensk foruden
landets officielle sprog arabisk. Sjovt
var det, som udefrakommende, at lytte
til børnene i mit kvarter, når de spillede
fodbold, og ivrigt, som den naturligste
ting i verden, diskuterede og råbte til
hinanden på fire forskellige sprog, uden
at nogen syntes, det var underligt.
Da jeg selv taler lidt tyrkisk, vakte
specielt de turkmensktalende børn min
interesse. Turkmenerne har været et
mindretal i Irak siden år 640, og flere
generationers tilknytning til det officielle
sprog arabisk samt manglende kontakt
med tyrkisk har med tiden udviklet et
unikt tyrkisk talesprog, bestående af
tyrkiske ord fra en svunden tid, gloser
fra moderne tyrkisk samt adskillige
låneord fra arabisk. Forstår en tyrker
en turkmensktalende fra Kirkuk? Ja da,
men han synes nok, at det lyder lidt
sjovt. Forstår en turkmener fra Kirkuk
sproget i Tyrkiet? Ja, men han forstår for
eksempel ikke altid fagudtryk anvendt
indenfor politik og litteratur.
I dag, 27 år senere, underviser jeg i
arabisk og til tider kulturforståelse på
henholdsvis Syddansk Universitet og
Voksenundervisningscenter (VUC) i
Odense, hvor mange af mine studerende
blandt andet er dansk-arabere, der af
forskellige årsager ønsker at få papir på
deres arabiskkundskaber. Interessant er
det som underviser at iagttage, hvordan
samme mønster, som jeg husker fra Kir-
kuk, er ved at udvikle sig her i Danmark.
For jo længere tid personer med arabisk
baggrund opholder sig i Danmark, desto
flere danske gloser sniger der sig ind i
deres modersmål, hvorfor sætninger på
arabisk kan lyde således: "Arid aruh ila
vejlederen" (Jeg skal hen til vejlederen),
”Lazim asadjil skema djadida” (Jeg skal
have lavet et nyt skema), eller ”Andi
shugl ind al-kommune” (Jeg har noget at
ordne hos kommunen). Alle eksempler er
hørt i undervisningslokalet på VUC hos
dansk-arabere, første generation, der
ganske naturligt anvender disse danske
gloser på trods af, at de også findes i det
arabiske sprog.
Anden generation af dansk-arabere,
der har gået i den danske folkeskole
og måske også har fuldført en dansk
uddannelse, taler ikke arabisk som deres
forældre, men er i stand til hurtigt at
skifte mellem de to sprog. Men tit blan-
der de sprogene, fordi man i barndoms-
hjemmet har anvendt danske gloser,
eller fordi de har tilbragt tid sammen
med andre unge dansk-arabere, der taler
på samme måde som dem. Fagudtryk
indenfor sundhed, politik og litteratur er
således gloser, som adskillige dansk-ara-
bere af anden generation derfor ikke
mestrer på arabisk, da deres arabiske
ofte ikke er så udviklet som deres
danske sprog. Sætninger sammensat af
danske og arabiske ord samt grammati-
ske konstruktioner (for eksempel danske
navneord med den arabiske bestemte
artikel foran) præger i høj grad det
arabiske sprog, som det tales i Danmark.
”Shukran, nej, wallah, jeg er ikke sulten”
(Nej tak, jeg sværger, jeg er ikke sulten),
”Maa ahab al-gulerod” (Jeg kan ikke
lide gulerod),”Djibi as-støvsuger” (Hent
støvsugeren) eller ”Al-yaum kaan indana
imtihan fii fysik og kemi” (I dag havde vi
eksamen i fysik og kemi) er bare nogle få
eksempler på, hvordan arabisk i Dan-
mark kan lyde hos unge dansk-arabere.
Kommende generationer af dansk-ara-
beres talesprog vil derfor udvikle sig,
og det vil uden tvivl med tiden komme
til at ligne det turkmenske sprog, jeg
hørte i Kirkuk: en blanding af et forældet
arabisk sprog, nye arabiske gloser lært
via rejser og de arabiske satellitkanaler
samt danske ord, der ændres, så de
grammatisk kan bøjes ligesom på ara-
bisk. Men der er såmænd intet underligt
i denne udvikling.
Det er et tegn på tilpasning at være
så fortrolig med sin omverden, at man
gradvis evner at tilpasse sit sprog til
9VIA University College
den virkelighed, man befinder sig i, samt
sin identitet som dansk-araber. Dette
må om noget kaldes for integration,
da to sprog mødes og blandes for at
skabe en helhed. Også selvom man som
arabiskunderviser nogle gange står og
krummer tæer over ”underlige” ord, der
pludselig forekommer i klasseværelset,
både når de unge taler dansk, og når
de taler arabisk. Det skal imidlertid
understreges, at de fleste unge på trods
af dette blendede sprog som sagt ofte
taler dansk meget bedre end arabisk.
Kulturen
Nye danskere skal ikke kun tilegne
sig det danske sprog, men også lære
at beherske de synlige og usynlige
kulturelle koder, der skal til for at begå
sig i Danmark, hvilket de som bekendt
lærer bedst i sociale sammenhænge.
Man har i flere år fejlagtigt troet, at bare
de nyankomne lærte dansk, så fandt de
nok ud af resten selv. Undersøgelser
har imidlertid vist, at manglende viden
om, hvordan man begår sig i den danske
kultur, er årsag til, at selv en del velud-
dannede nydanskere ikke formår at finde
fodfæste på det danske arbejdsmarked.
Ifølge Geert Hofstedes kulturanalyse-
model – løget – er kultur inddelt i fire
lag: symboler, helte, ritualer og værdier.
Symboler kan være ord, nonverbal
adfærd eller artefakter som flag og
klædedragt og så videre. Helte er blandt
andet sportsfolk, kunstnere eller andre
rollemodeller. Ritualer er en kulturs
kollektive aktiviteter såsom måden,
hvorpå man hilser på hinanden, religiøse
ritualer, møderitualer med mere. Den
inderste del af ”løget” er værdierne, der
ifølge Hofstede er sværest at ændre. Det
kan være en given kulturs forestillinger
om, hvad der for eksempel er godt og
ondt, normalt og unormalt.
Selv anvender jeg gerne ”løget”, når jeg
underviser flygtninge og indvandrere i
kulturforståelse. Men også kursister på
VUC har glæde af analysemodellen, da
de via den kan sætte folk i ”kasser” og
samtidig kan rokere rundt på indholdet
i løgets fire lag, så de passer til den
mangfoldige kultur, de er en del af. Ikke
bare for eksempel dansk-arabere formår
for en stor dels vedkommende at blende
dansk kultur med deres egen, men
også unge med dansk baggrund tager
nye ting til sig, der er bragt til landet af
indvandrere og flygtninge. Vi har fået
vandpiber, kebab, hummus, bulgur og
shawarma, og folk hilser i stigende grad
på hinanden med et ”sydlandsk” kram,
når de mødes. Vores nye danskere har
derimod taget remulade, danske kager,
lakrids, rugbrød, (halal) hotdogs og
kyllingeleverpostej samt stearinlyshygge
i hjemmene til sig. Endvidere bliver der i
mange dansk-arabiske hjem holdt både
fødselsdagsfester og ramadanmiddage
foruden Eidfester og julekomsammen.
Og for de sportsinteresserede kan der
heppes på både det danske landshold og
landsholdet i det gamle hjemland.
De inderste værdier kan derimod være
svære at ændre, og især hvis man
stammer fra en kollektivistisk kultur,
hvor mennesket fødes ind i og er en
integreret del af en stor familie. Her
kommer gruppens interesser forud for
individets, og til gengæld beskyttes og
hjælpes gruppens medlemmer af alle
andre tilhørende den samme gruppe.
Kollektivister tænker i ”vi”, og en even-
tuelt overtrædelse af gruppens regler
medfører skamfølelse, og både individet
og gruppen taber ansigt. Dette mønster
kan resultere i for eksempel social
kontrol, hvilket kan have stor indvirkning
på integrationen, da individets gøren og
laden hele tiden bedømmes af gruppen.
Det kollektivistiske ”vi” kan således
være svært at ændre til et individua-
listisk ”jeg”, da ”vi” giver tryghed, og
måske især hos den gruppe af borgere i
Danmark, der i forvejen føler sig utrygge
og til tider sågar udsatte i det danske
samfund. Overordnet betragtes individu-
alismen som noget særdeles negativt i
mange andre kulturer end den danske.
Det er blandt andet undervisernes
opgave at guide unge gennem deres
integrationsproces, hvor de på nogle
områder frigør sig fra forældrenes kultur
og tilegner sig den danske. Især de unge,
der kommer fra hjem, hvor kendskabet
til dansk sprog og kultur er begrænset.
Man kan som underviser stille krav om, at
ens elever eller studerende skal lære om
demokrati, menneske- og kvinderettighe-
der, dansk kultur, historie og religion. Men
de nye danskere må aldrig føle, at deres
kulturelle eller religiøse baggrund bliver
nedgjort, da dette kan medføre en uhel-
dig afstandtagen fra det danske sam-
fund. Underviserne bør derfor bestræbe
sig på at inddrage den i undervisningen
uden at fastholde eleverne og kursisterne
i en anden kulturel kontekst end dansk.
På denne måde vil eleven opleve både
individuel og social anerkendelse, hvilket
er vigtigt for deres identitetsudvikling og
integration i det danske samfund. Vi skal
inkludere og ikke ekskludere.
Integrationsprocessen var jeg selv
igennem under et treårigt studie på
et universitet i Irak (1988-1991), hvor
underviserne tog udgangspunkt i min og
de andre studerendes baggrund, mens
de lærte os arabisk sprog samt irakisk
historie og kultur. Der var aldrig andet
end respekt for min kulturelle baggrund
fra lærernes side, og de inddrog flittigt
både litteratur og historie fra Vesten i
deres undervisning. Jeg læste eksempel-
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 10
vis ”Den lille pige med svovlstikkerne” på
arabisk, hvorefter jeg, også på arabisk,
skulle fortælle om H.C. Andersen samt
om byen Odense.
Der bør derfor skabes et bredere dansk
”vi”, hvilket blandt andet afhænger af os
undervisere samt de emner, vi vælger at
arbejde med i klassen. En del minoritets-
unge har stadigvæk svært ved at se sig
selv som en del af det danske fællesskab.
Denne mangel på et tilhørsforhold
påvirker både, hvordan de opfatter sig
selv, hvordan de opfatter andre samt
deres lyst til at lære. Vi har en del unge,
født og opvokset i Danmark, der aldrig
har besøgt et dansk hjem og som skriver
så dårligt dansk, at de ikke formår at klare
sig gennem en uddannelse. Pigerne klarer
sig imidlertid noget bedre end drengene.
Hovedårsagerne til de dårlige danskkund-
skaber kan være mange. Men en opvækst
i en af de såkaldte ghettoer, hvor der ikke
tales dansk uden for skoletid, hvor man
ikke har danske venner, ikke ser dansk tv,
ikke læser bøger og så videre kan være en
årsag. Alligevel har de i større eller mindre
omfang en sproglig og kulturel dansk
identitet. De ved det bare ikke altid selv!
Afslutning
Vi kommer ingen vegne med ”gør og
bliv som os”- retorikken, da danskerne
i dag lever i et samfund, der på godt og
ondt er en del af den globale verden.
Der er således behov for at skabe et nyt
fælles ”VI”, som i højere grad inddrager
mangfoldigheden i Danmark. Et mang-
foldigt Danmark baseret på demokrati,
respekt og anerkendelse. Det er på tide,
at man forstår, især fra politisk side, at
det kan være en gevinst for Danmark
med en befolkning, der taler flere sprog,
og som kan begå sig i flere kulturer; at
der er brug for flersprogede og flerkul-
turelle medarbejdere indenfor både den
offentlige og den private sektor.
Den danske nationalstat, kendetegnet
af ét sprog, én religion og én kultur,
svarer ikke længere til realiteterne. Den
danske sang er ikke mere en ung blond
pige. Hun kan faktisk hedde Fatima,
være sorthåret eller sågar bære tørklæde
og er en "både-og". Fremtidige gene-
rationer af eksempelvis dansk-arabere
vil formodentlig bevare en del af deres
særegenhed via deres sprog, der tales
derhjemme og kulturelle særpræg som
mad, religion og beklædning, men sam-
tidig vil de i stigende grad gøre Danmark
til deres eget land.
Hvornår er man så dansk? Det er man
vel, hvis man er født i Danmark og har
et dansk pas, vil nogle måske sige. Nej!
Man er dansk, når man FØLER sig dansk
og ikke, når man står med et rødbede-
farvet pas i hånden. Hjertet og hjernen
skal også følge med, og det kan være en
sej proces at nå dertil. Men hvem man
er, finder man først ud af i selskab med
andre. Man kan ikke opbygge sin danske
identitet alene, da kulturel identitet
skabes mellem mennesker. Det danske
samfund er på lige fod med alle andre
samfund et fællesskab, der er produktet
af en lang og fælles historie. Og den tid,
vi lever i nu, bliver også historie en dag.
Men den historie vil Mohammed, Fatima
og alle de andre nydanskere på flere
måder også være en del af, da de alle er
en vigtig del af ”den proces, der forener
adskilte enheder og skaber en større
helhed”.
Referencer
http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_organisationer/integration
www.dst.dk
www.svendborgnyt.dk/wise-words-synliggoer-flersprogedes-interkulturelle-styrker.html
http://videnskab.dk/kultur-samfund/udlaendinge-skal-forsta-dansk-kultur-ikke-nodvendigvis-sprog-fa-job
http://ekstrabladet.dk7nyheder/samfund/bertel-haarder-muslimer-skal-bidrage-til-fortaelling-om-hvem-danskerne-er6116286
Jensen, Iben (2012): Grundbog i kulturforståelse. Roskilde Universitetsforlag.
Nielsen, Geerts A. & Karen Schmedes (2011): Kulturforståelse – Columbus vejviser til nye verdener. Forlaget Columbus.
Rasmussen, Anne Skaarup & Georg Bank-Mikkelsen (2011): Det kulturelle møde. Systime A/S.
Rasmussen, Hans Kornø (2000): Dem og os – det multietniske Danmark. Tiderne Skifter.
Søelund, Lise (2002): Kulturens vilkår i en globaliseringstid. Akademisk Forlag.
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 12
Af Mogens Mogensen
Den 9. november
I går var det den 9. november, og det er
en særlig dag. Den 9. november i år viste
det sig, at Donald Trump til alles overra-
skelse var blevet valgt som USA’s næste
præsident. Den 9. november 1991 faldt
Berlinmuren, som optakt til kommunis-
mens fald og Tysklands genforening.
Den 9. november 1938 var datoen for
Krystalnatten, hvor nazisterne for alvor
begyndte at forfølge jøderne.
Hvad har disse tre begivenheder den 9.
november med flygtninge og migranter
at gøre? Trump blev blandt andet
valgt på en meget hård politik over for
flygtninge og migranter. Berlinmurens
fald banede vejen for EU's udvidelse
med Østeuropa og arbejdskraftens
frie bevægelighed – og dermed en stor
arbejdsmigration. Forud for Krystal-
natten var gået et voksende pres på
Tysklands jøder, der anede, at deres
liv var truet. I juli samme år havde
Roosevelt kaldt 32 lande sammen for at
drøfte jødernes ønske om at finde asyl
uden for Tyskland. Der var ingen lande
i Europa og heller ikke i Nordamerika,
der ville tage imod jødiske flygtninge, og
begrundelserne virker meget aktuelle.
De var i forvejen fyldt op, det ville blive
en økonomisk belastning og skabe social
uro. Jøderne slap ikke ud af Tyskland og
resultatet blev holocaust.
Efter krigen var der enorme flygtninge-
problemer, og i Danmark havde vi i de
følgende år ca. 250.000 tyske flygtninge
(sammen med et lignende antal tyske
soldater, som dog meget hurtigt blev
sendt til Tyskland). Erfaringerne fra tiden
op til og efter anden verdenskrig førte
til, at der i regi af FN på en konference
i Geneve i 1951 (med en dansker som
formand!) blev etableret en flygtninge-
konvention, der den dag i dag danner
rammen om håndteringen af flygtninge.
Hvem har et flygtningeproblem?
I efteråret 2015 voksede antallet af
flygtninge, der bl.a. fra krigen i Syrien
flygtede og søgte asyl i Europa. I
Danmark modtog vi i 2015 ca. 21.000
asylansøgere, heraf ca. 8.700 fra Syrien.
Politikerne i Danmark – og i det øvrige
Europa – har lige siden diskuteret,
hvordan vi skulle løse vort flygtningepro-
blem. Flygtningene ville udgøre sikker-
hedsrisiko, de ville øge kriminaliteten,
true sammenhængskraften, skabe social
uro og underminere velfærdsstaten,
mente man. Derfor har målet for den
danske regering været at begrænse
tilstrømningen af flygtninge.
Men hvem er det, der har et flygtninge-
problem, når det kommer til stykket?
Jeg var fremmed … Kirkens ansvar for flygtninge og migranter
Mogens Mogensen er ph.d., intercultural.dk
VIA University College 13
Der er i dag ca. 65 mio. flygtninge, hvoraf
ca. 2/3 er internt fordrevne, dvs. de er
flygtet fra hus og hjem, men opholder
sig stadig i deres eget land, typisk i
flygtningelejre. 90% af verdens flygt-
ninge opholder sig i u-lande, og 86% af
dem, der har forladt deres land er i dag
at finde i nærområderne – bl.a. i flygtnin-
gelejre, som er underfinansierede.
Har vi i Vesten et ansvar
for verdens flygtninge?
Ja, det må vi sige, for mange af verdens
flygtninge kommer fra lande, hvor vi
i Vesten, inkl. Danmark, i årevis har
været involveret i krige. Det gælder fx
Afghanistan, Irak, Syrien og Libyen.
Dertil kommer, at vi lever i en fælles
globaliseret verden, hvor det, der sker
i et hjørne af verden, hurtigt påvirker
resten af verden. Vi er på vej til at blive
én global landsby, hvor vi ikke kan isolere
os og lade resten af verden passe sig
selv. Endelig er det os i Vesten, der
har været de drivende kræfter mht. at
indføre en international verdensorden
med bindende konventioner og men-
neskerettigheder, og disse aftaler er vi
derfor også forpligtet på. Endelig bygger
Europa – og resten af Vesten – på et
kristent værdigrundlag, som tilsiger os,
at vi skal hjælpe mennesker i nød.
Derfor har vi også i vesten et stort
ansvar for at bidrage til løsningen af
verdens flygtningeproblemer. Vi må yde
langt mere hjælp, end vi gør i dag, til
flygtningene i nærområderne, hvis de
skal overleve og have et værdigt liv også
i flygtningelejrene. Vi må også yde en
langt større støtte til landene i nærom-
råderne, som bærer langt de største
byrder, når det gælder omsorgen for
verdens flygtninge. Hvis vi ikke gør det,
bryder disse lande måske også sammen,
med uoverskuelige konsekvenser til
følge. Og så kan vi ikke undslå os også
at tage imod flygtninge i Vesten, men
må arbejde på en solidarisk fordeling
af flygtningene. Det vigtigste bidrag til
løsningen af flygtningeproblemerne er
naturligvis, at de konflikter, som produ-
cerer millioner af flygtninge, bringes til
ophør, og at de samfund, som er ødelagt
af krig, genopbygges, så flygtningene en
gang kan vende tilbage.
Har vi også et migrant-problem i dag?
Flygtningene er kun en af flere migrant-
grupper, og vi lever i en migrationstid.
I 2015 fik knap 87.000 udlændinge
lovligt ophold i Danmark, men heraf
udgjorde dem, der fik asyl og dem, der
blev familiesammenført kun tilsammen
23.000. De resterende 64.000 personer
kom her til på andre vilkår, nemlig som
arbejdsmigranter.
I dag er der ca. 235 mio migranter i
verden (ca. 3% af verdens befolkning).
En tredjedel af dem er søgt til Europa,
og en fjerdedel til Nordamerika. En
migrant er et menneske som har forladt
sit hjemland for at søge ophold i et
andet land. Årsagerne til migrationen
kan være meget forskellige. Bortset fra
krige, konflikter og forfølgelse, som er
baggrunden for konventionsflygtninge,
så kan årsagen være, at mennesker
flygter som følge af fattigdom og sult,
og det kan skyldes klimakatastrofer
eller andre katastrofer. Men vigtigst er
det forhold, at mennesker til alle tider er
blevet tiltrukket af lande og byer, hvor
der var gode muligheder for at få arbejde
og for at skaffe sig en bedre fremtid,
end de havde udsigt til, der hvor de kom
fra. Globaliseringen med dens moderne
kommunikations- og transportmidler
har blot været med til at fremme denne
udvikling.
Migration er, som sagt, ikke noget nyt
fænomen. Verdenshistorien – og det
gælder også Europas historie – er en
lang migrationshistorie. Hele menneske-
heden stammer fra Afrika og spredte
14VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion
sig derfra over alle kontinenter. I årene
efter 200 e. Kr. fik vi folkevandringsti-
den, hvor bl.a. goter, vandaler, franker,
germanere spredte sig over Europa og
også bidrog til Roms undergang. Fra
det 7. Årh. ekspanderede araberne langt
ud over Arabiens grænser – mod vest
hen over Mellemøsten og Nordafrika
og op i Europa og mod øst ind i Asien.
Mongolerne invaderede det muslimske
Abbaside-kalifat og ødelagde i 1258
Bagdad. I de følgende år invaderede tyr-
kerne det område, som i dag er Tyrkiet
og med udgangspunkt derfra etablerede
de verdensriget, det osmanniske kalifat.
Opdagelserne førte til en kolonitid, hvor
europæere ekspanderede ud over hele
kloden. Mellem 1850 og 1925 migre-
rede således en femtedel af Europas
befolkning især til Nord- og Sydamerika,
Australien, New Zealand og Sydafrika.
Og i denne periode udvandrede 300.000
danskere – dvs. ca. 1/10 af befolkningen
til Amerika!
I Danmark udgør migranterne og deres
umiddelbare efterkommere over 700.00
mennesker, dvs. 12,5 % af befolkningen,
altså hver ottende borger i Danmark. To
tredjedele af disse første- og andenge-
nerationsindvandrere har ikke-vestlig
baggrund. Det er imidlertid tankevæk-
kende, at de kristne indvandrere udgør
en lidt større andel end de muslimske
indvandrere.
Der er, som nævnt, mange årsager til
migration. Derfor har vi også i Danmark
i dag en lang række forskellige legale
migrant-typer. Udover konventions-
flygtninge, er der klima- og fattigdoms-
flygtninge, økonomiske migranter, som
fx østarbejdere og aupair-piger samt
internationale studerende. De gammel-
danskere, der i disse år mister deres
arbejde eller har svært ved at komme ind
på arbejdsmarkedet, vil naturligvis være
tilbøjelige til at rette kritikken mod de
migranter, der - efter deres mening – har
taget deres arbejde. Årsagen til denne
krise er imidlertid ikke kun tilstrøm-
ningen af migrantarbejdere, men også
udflytningen af arbejdspladser til andre
lande – og begge dele hænger sammen
med globaliseringen.
Ud over de legale migranter er der
naturligvis også en gruppe af illegale
migranter. Det drejer sig om afviste
asylansøgere, som ikke forlader
landet, og om arbejdsmigranter uden
arbejdstilladelse. Det skønnes, at der
er omkring 18.000 illegale migranter.
Uanset om menneskers status er legale
eller illegale migranter, så er der, som en
har sagt, ingen illegale mennesker. Alle
mennesker har et legitimt krav på en
menneskeværdig tilværelse.
Hvad kan vi lære fra Bibelen og
missionshistorien om flygtninge og
migranter?
Den frelseshistorie, som skildres i Bibe-
len, fra 1. Mosebog til Johannes Åbenba-
ring, er en lang migrationshistorie. Og
læst med migrationsbriller er Bibelen en
sand guldgrube at grave i for os i dag.
Adam og Eva blev uddrevet fra deres
hjem i Paradisets have – og lige siden
har menneskeheden været på vandring,
været pilgrimme. Abraham og Sara
forlod deres hjem i Ur i Kaldæa og
efter en meget lang vandring, der bl.a.
førte dem til Egypten, slog de sig ned
i det, der senere blev Israels land. Pga.
hungersnød måtte israelitterne flygte til
Egypten, hvor de efterhånden oplevede
at blive undertrykt som fremmede i
landet. Efter udvandringen erobrede de
Kana’ans land, hvor de slog sig ned – i
konflikt med dem, der oprindeligt boede
der. Først gik Nordriget til grunde og
folk blev sendt i landflygtighed for aldrig
at vende tilbage. Derefter gik Sydriget
til grunde og folk blev sendt i eksil i
Babylon, hvorfra de efter nogle årtier fik
lov at vende tilbage.
I begyndelsen af Ny Testamente læser vi
om, hvordan Josef og Maria måtte flygte
til Egypten med Jesus-barnet, fordi
kongen ville slå alle drengebørn ihjel. De
første kristne i Jerusalem oplevede at
blive forfulgt og mange af dem måtte
flygte til nærområderne og tog deres nye
kristne tro med sig. Bibelens sidste bog
er Åbenbaringsbogen skrevet af apost-
len Johannes, der levede i landflygtighed
på øen Patmos; her skildrer Johannes
håbet om at vende tilbage til et liv
hjemme hos Gud, i det nye Jerusalem.
Det er også værd at bemærke, at
ligesom kristendommen spredtes fra
Jerusalem til andre dele af Romerriget
bl.a. på grund af forfølgelse og migra-
tion, på samme måde har migration
spillet en helt afgørende rolle for
kristendommens udbredelse lige siden.
Selvfølgelig har udsendelsen af missio-
nærer spillet en vigtig rolle (og selv det
kunne man også godt kalde for en slags
migration), men den afgørende faktor
har været, at kristne er migreret og har
taget deres kristne tro med sig og delt
den der, hvor de er kommet frem. Sådan
har det været lokalt – som fx i Nigeria,
hvor jeg har været missionær. Der var
det ganske almindelige kristne bønder,
der fungerede som evangelister, når de
flyttede med hele deres familie til en
ny landsby, slog sig ned der, dyrkede
jorde, og delte deres tro med naboerne.
Hvilken rolle har udsendte missionærer
så haft. En svensk missiolog har sagt, at
missionærerne har spillet samme rolle i
missionshistorien som fodnoterne spiller
i en tekst. Fodnoterne forbinder den
aktuelle tekst med hele det store korpus
af tekster om samme emne. På samme
måde er missionærerne forbindelsesled
VIA University College 15
fra nye missionsområder til den kristne
tradition og den gamle kristenhed.
Hvad siger Bibelen om vort ansvar for
de fremmede – dvs. flygtningene og
migranterne?
Et af omkvædene i Mosebøgerne er
”Husk på, at I selv engang var frem-
mede”. Det handler om at kunne sætte
sig i den andens sted. Mange danskere
har i kortere eller længere tid boet uden
for deres hjemland – eller det sted, hvor
de følte sig hjemme og trygge – og
derfor har vi også en mulighed for at
forestille os, hvilke behov de fremmede
iblandt os har. Det flugter med Jesu ord
om, at ”alt hvad I vil, at mennesker skal
gøre mod jer, det skal I også gøre mod
dem”. Vort ansvar handler altså ikke om
noget, vi kan slå op i en facitliste, men
det handler om vor indlevelse og fantasi.
Et andet omkvæd i Mosebøgerne
handler om ansvaret for ”den faderløse,
enken og den fremmede”. Fælles for
disse tre grupper, er at de mangler den
naturlige beskyttelse. Den faderløse
har mistet sin far, enken har mistet sin
ægtemand, og den fremmede har mistet
sit hjemland og sin slægt. Allerede her i
Mosebøgerne lægges der altså et grund-
lag for en socialpolitik, der understreger
samfundets ansvar for de svageste.
Samtidig lægges der også et grundlag
for en udlændinge- eller integrations-
politik. ”Når en fremmed bor som gæst
i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den
fremmede, der bor som gæst hos jer,
skal være som en af landets egne, og du
skal elske ham som dig selv. I var jo selv
fremmede i Egypten. Jeg er Herren, jeres
Gud!” (3 Mos 19:33-34).
I Jesu domslignelse i Mattæusevangeliet
kap. 25 fører Jesus denne grundlæg-
gende holdning til den fremmede videre,
når han siger: ”Jeg var fremmed, og I
tog jer ikke af mig”. På spørgsmålet om,
”Hvornår så vi dig fremmed?” svarer
Jesus, at ”Alt, hvad I har gjort mod en
af disse mine mindste brødre, det har I
gjort mod mig”. Jesus gør sig dermed til
ét med mennesker i nød. Og samtidig
minder han os om, at han befinder sig
et andet sted, end vi måske forventede.
Han er ”udenfor” – hos den fremmede
og andre nødlidende. Der står i lignel-
sen, at ”alle folkeslagene skal samles
foran ham”, og dermed slås det fast, at
barmhjertighed ikke kan reduceres til
individuel velgørenhed, men at der også
er tale om en kollektiv ansvarlighed.
I lignelsen om den barmhjertige samari-
taner vender Jesus det hele på hovedet.
Her er det ligefrem den fremmede,
samaritaneren, der tager sig af en af
majoritetsbefolkningen, der er kommet
i nød. Den skriftkloge og farisæeren så
deres folkefælle i nød, men de lukkede
deres øjne for ham og gik forbi. Her
bliver den fremmede et eksempel til
efterfølgelse.
Med henvisning til Abraham siger
hebræerbrevets forfatter, ”Glem ikke
gæstfriheden, for ved at være gæstfrie
har nogle uden selv at vide det haft
engle som gæster”. I Tværkulturelt Cen-
ters nye hæfte ”Glem ikke gæstfriheden”
skriver sogne- og indvandrerpræst Niels
Nymann Eriksen, bl.a.
”Gæstfrihed er ikke på vore breddegra-
der et revolutionært begreb. Vi forbinder
gerne ordet med selskabelighed og det,
at venner føler sig velkomne i vores
hjem. Men ordet gæstfrihed har en
oprindelse, der fortæller en anden histo-
rie. Ordet gæst er afledt af det latinske
hostis, der både betyder fremmed og
fjende. Med andre ord har det at udvise
gæstfrihed på et tidspunkt været en
handling, hvor man lukkede et andet
menneske ind – et menneske, som man
ikke kendte, og som måske ligefrem til-
hørte en gruppe, man stod i et potentielt
konfliktforhold til. Forstået på denne
måde bliver det at vise gæstfrihed en
handling, der både kræver villighed til at
ofre noget, men som også rummer en
særlig mulighed for forsoning.”
Endelig er der forståelsen af, at alle
mennesker er skabt i Guds billede, som
minder os om, at også den fremmede er
et værdifuldt menneske, og et menne-
ske, der ikke blot har behov, men som
også har noget at bidrage med.
Hvad kan kirken, kirkelige
organisationer og kristne gøre for
– og sammen med – flygtninge og
migranter?
Kun fantasien – indlevelsesevnen, empa-
tien, viljen – sætter grænser for, hvad vi
som kirke, kirkelige organisationer og
enkeltkristne kan gøre for – og sammen
med flygtninge og andre migranter.
Heldigvis er der i den sidste snes år
taget en lang række initiativer på
dette område. Jeg nævner blot i flæng
Tværkulturelt Center, Mødestedet på
Vesterbro (DMS/Danmission), KIVIK
(Sudanmissionen/Mission Afrika),
Indre Missions tværkulturelle arbejde,
Luthersk Missions tværkulturelle
arbejde, Kirkens Korshærs arbejde.
Fælles for alle disse tidlige initiativer er,
at det er kirkelige organisationer, som
tog initiativ til dem, men i de senere
år er den officielle folkekirke heldigvis
også kommet på banen med nationale
initiativer som ”Folkekirke og Religions-
møde” og ”Folkekirkens Asylsamarbejde”
og stifts- og provsti-initiativer som fx
Folkekirkens tværkulturelle samarbejde
i Odense og Esbjerg, det tværkulturelle
arbejde i Kolding Provsti, og i dag er
mange menigheder engageret i mødet
med flygtninge og andre migranter.
Hvad kan man gøre i den lokale menig-
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 16
hed eller forening? Når det gælder
asylansøgere, peger Folkekirkens
Asylsamarbejde på tre meget konkrete
behov. Vi kan som menigheder være
med til at danne netværk omkring
asylansøgere og inddrage dem i
eksisterende netværk. Er der noget, som
vi i kirken må være eksperter i, så er det
relationer, for kristendom handler i den
grad om relationer. Vi kan hjælpe dem
til at lære dansk, for skal det lykkes er
det langt fra nok, at asylansøgere får
sprogundervisning på sprogcentre; de
har brug for nogen, der vil tale med dem.
Endelig har de brug for en bolig, de har
råd til at bo i, og arbejdspraktik.
Vi kan som menighed eller forening være
med til at etablere mødesteder, hvor
det er godt og trygt for nydanskere at
mødes med gammeldanskere, og hvor
man invitereres til at deltage i fælles
aktiviteter. I det hele taget må vi gøre,
hvad vi kan, for at åbne vore menigheder
og foreninger, så nydanskere oplever,
at der også er plads til dem og brug for
dem. Vi må være opmærksomme på den
sociale nød, der kan ramme fattige grup-
per af migranter og overveje, hvordan vi
kan møde deres behov for hjælp, og så
må vi naturligvis også være fortalere for
de fremmede, når vi oplever at de bliver
overset, diskrimineret, forfordelt eller
undertrykt.
Det er ikke raketvidenskab at engagere
sig i mødet med de fremmede. Det
kan hver enkelt kristen gøre. For det
vigtigste er det personlige møde – det
er der, det hele begynder. Vi kan besøge
dem i deres hjem eller i deres asylcenter
og modtage deres gæstfrihed. Vi kan
invitere dem hjem til os og vise dem
gæstfrihed. Vi kan tage dem med i vore
menigheder, foreninger og til vore akti-
viteter, om det så er fodbold eller banko.
Vi kan hjælpe dem med de praktiske
problemer med at finde ind i det danske
samfund, være en slags kulturtolke for
dem. Midt i det alt sammen må vi lytte
til deres livsfortælling og høre om deres
tro, og selv dele vores livsfortælling og
tro med dem. Det er alt sammen noget,
som enhver af os har forudsætninger for
at gøre.
I mødet med flygtninge og andre
migranter er det vigtigt, at vi ikke bare
tænker på dem som ofre, der skal
hjælpes, men at vi husker på, at der er
tale om mennesker med værdighed,
mennesker med ressourcer, mennesker,
der også ønsker at bidrage til fællesska-
bet. Flygtninge og migranter er ikke bare
et problem der skal løses, men de kan
være med til at berige vort liv, vor kirke
og vort samfund.
I dag …
Jeg begyndte denne artikel med at
reflektere over den 9. november som en
mærkedag. Den 9. november 1938, 1991
og 2016 er nu en del af historien – på
godt og ondt. Men den dag, vi i vores
kirke eller forening eller den enkelte af
os personligt rækker ud for at møde
flygtninge og migranter, bliver også
en mærkedag, både i flygtningenes og
migranternes og i vor egen historie, en
dag, hvor vi sammen er med til at påvirke
historiens gang.
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 18
Af Bent Dahl Jensen
Lektiecaféer, venskabsfamilier, middage
på tværs. Det er tre af de mange aktivi-
teter, der findes i en række kirker for at
hjælpe flygtninge og migranter med at
finde fodfæste i det danske samfund.
Den store stigning i antallet af asylan-
søgere i de seneste år har skabt øget
opmærksomhed omkring flygtninge
– og ikke mindst hvordan vi i Danmark
håndterer integrationen af de mange
nye medborgere. Det er en opgave, som
også kalder på kirkeligt engagement.
Stigningen i antallet af asylansøgere
begyndte for alvor i 2014. Selv om
medier og politikere er meget optaget
af de mange flygtninge, er det ikke en
fuldstændig ny eller ukendt situation,
vi oplever i dag. Det antal asylansøgere,
der i de seneste to-tre år er kommet
til Danmark, svarer til niveauet i første
halvdel af 1990’erne, hvor flere tusinde
flygtninge søgte asyl i Danmark pga. de
blodige konflikter i det tidligere Jugosla-
vien (se graf).
I 2015 søgte 21.225 udlændinge asyl i
Danmark – sammenlignet med 14.792
i 2014 og 7.557 i 2013. Hovedparten af
disse asylansøgere er fra Syrien, Iran,
Afghanistan og Eritrea.
Integration af flygtninge og migranter - set fra en kirkelig synsvinkel
Bent Dahl Jensen er journalist og redaktør
19VIA University College
12 % af befolkningen har
rødder i et andet land
Migration er ikke et nyt fænomen. Op
gennem historien har mennesket til
stadighed været på vandring. Krige,
undertrykkelse, voldelige konflikter,
hungersnød, naturkatastrofer og håbet
om en bedre fremtid har til alle tider fået
mennesker til at bryde op og søge mod
det ukendte. Men med globaliseringen,
den voksende kløft mellem rig og fattig
og de begyndende klimaændringer er
antallet af migranter vokset eksplosivt i
de seneste årtier.
I Danmark har omkring 12 procent af
befolkningen i dag rødder i et andet land.
De fleste er kommet hertil fra EU og
andre, overvejende vestlige, lande for at
arbejde eller studere. Indvandrergruppen
omfatter også filippinere, pakistanere,
thailændere, tyrkere m.fl. I de seneste
årtier har også en del flygtninge fået
ophold i Danmark. De fleste er kommet
fra Irak, Syrien, Libanon, Bosnien-Her-
cegovina, Somalia, Iran, Afghanistan
og Vietnam. Endelig har nogle – og det
gælder både indvandrere og flygtninge
– fået ophold i Danmark ved familiesam-
menføring.
Ved indgangen til 2016 boede der
703.873 indvandrere, flygtninge og
efterkommere i Danmark – ud af en
befolkning på 5.507.251 mennesker.
Talmæssigt udgør asylansøgerne
således en lille del af det samlede antal
indbyggere med udenlandsk baggrund.
Integrationsforpligtelsen gælder alle
Både i forhold til asylansøgere, flygt-
ninge, der har fået asyl, og indvandrere
er der opgaver og udfordringer, som
kalder på et kirkeligt engagement, såvel
medmenneskeligt, socialt/diakonalt som
pastoralt og kirkeligt – og de skal tages
op i respekt for de enkelte gruppers
og menneskers behov og livssituation.
Nyankomne asylansøgere har andre
behov end de flygtninge og indvandrere,
der allerede har boet flere år i Danmark.
Asylansøgere står i en særlig situation. I
det følgende fokuseres på opgaverne og
udfordringerne i forhold til asylansøgere
og de særlige behov, de står med, når de
ankommer til Danmark efter en måske
både lang, besværlig og farlig flugt fra
krig, forfølgelse eller andre traumatiske
forhold i hjemlandet. De kommer til et
land med en fremmed kultur, et anderle-
des sprog, andre traditioner, og mange
vil også opleve, at det religiøse liv fore-
går på en anden måde end i hjemlandet,
uanset om de er kristne, muslimer eller
kommer fra en helt tredje baggrund.
Hertil kommer deres usikkerhed i forhold
til, om de overhovedet får lov til at blive
i landet – og hvor længe, de i givet fald
kan blive. Nogle er blevet adskilt fra
familiemedlemmer, måske en af foræl-
drene eller et par af børnene, eller de kan
ikke komme i kontakt med slægtninge,
som er blevet i hjemlandet. Uvisheden
om deres skæbne fylder rigtig meget i
nyankomne asylansøgeres liv.
Rundt om i kirker og sogne kan man
på forskellig vis prøve at imødekomme
disse behov:
Medmenneskeligt: Asylansøgerne er
først og fremmest mennesker, og her
har vi som enkeltpersoner en helt almen
medmenneskelig opgave i at møde dem,
som vi møder vore andre naboer, med
venlighed, åbenhed og hjælpsomhed.
Hvis man har tid og overskud kan
kontakten udvikle sig til mere end et:
”Goddag. Hvordan går det?” når man
mødes på gaden eller i supermarkedet.
Mange asylansøgere sætter stor pris
på at få en kontaktperson eller -familie,
som de jævnligt kan mødes med. Her
kan man lære om hinanden som menne-
sker og om hinandens lande, mad, skikke
og kulturer. Den danske familie kan også
hjælpe med at fortælle, hvordan det
danske samfund fungerer, og hjælpe
med at ”oversætte” breve fra kommunen
og andre myndigheder.
Socialt/diakonalt: Som kirke og menig-
hed kan man tage forskellige initiativer,
hvor man går sammen om en opgave.
Hvis man har fået mange nye asylansø-
gere som naboer, kan det være en god
idé at lave en fælles koordinering med at
skaffe kontaktpersoner og matche dem
med asylansøgerne.
Man kan tilbyde lektiehjælp – både til
børn og voksne.
Man kan lave sociale og kulturelle
arrangementer: Spille fodbold, spise
sammen, tage på udflugt, gå på museum
og meget, meget mere.
Pastoralt: Det er oplagt, at præsten – og
andre med relevante faglige kompeten-
cer – tilbyder samtaler og sjælesorg til
asylansøgere, der har brug for at tale om
de svære ting, de har været igennem.
Der kan også være asylansøgere, som
ønsker at vide mere om kristendom og
tro. Det kan gøres både i form af indivi-
duelle samtaler med de interesserede,
men der kan også arrangeres bibelun-
dervisning eller studiekredse, hvis flere
har dette ønske. Hvis en asylansøger
med en ikke-kristen baggrund ønsker at
blive kristen, skal ønsket om dåb tages
alvorligt. Samtidig er det nødvendigt
med et længere undervisningsforløb
forud for dåben, så personen er klar over,
hvad det indebærer – herunder risikoen
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 20
for at møde modstand. Asylansøgeren
skal også vide, at dåben ikke er en
genvej til at få asyl i Danmark.1
Kirkeligt: Nogle asylansøgere er kristne.
Det er dog langt fra givet, at de kommer
fra en luthersk baggrund, da den luther-
ske kirke på verdensplan er ganske lille
sammenlignet med katolikker, ortodokse
og andre store kirkesamfund.
Det er oplagt at inddrage dem i gudstje-
nestelivet i den lokale kirke – velvidende,
at det kan give udfordringer, både
sprogligt og liturgisk. Derfor kan en
løsning være, at man arrangerer særlige
gudstjenester, som er mere tilgængelige
for asylansøgere – evt. på et andet
sprog end dansk, og fx med sange på
asylansøgernes eget sprog. Måske kan
man inddrage en lystænding som led i
gudstjenesten, da den med sin ordløs-
hed taler et universelt sprog.
En tredje mulighed er, at man stiller
kirken eller et menighedslokale til
rådighed, hvor asylansøgere kan holde
gudstjeneste på deres eget sprog og
med deres vante liturgi.
Mange nye flygtninge
Mange af asylansøgerne, der i de
seneste år er kommet til landet, får asyl
i Danmark. Derfor modtager landets
kommuner mange nye flygtninge. De er
kommet gennem nåleøjet og ved, at de
nu får lov til at blive her i landet. Nogle
befinder sig måske stadig i en uvished
i forhold til, hvordan det går slægtninge
i hjemlandet, men grundlæggende er
de sluppet af med en stor del af den
usikkerhed, de havde, da de kom som
asylansøgere.
Mange af dem har været så kort tid i
landet, at de stadig har meget at lære.
De har derfor fortsat brug for støtte
1 Læs mere herom i ”Vejledning til præster vedrørende dåb af asylansøgere”. Kan downloades fra: www.interchurch.dk/_Resources/Persistent/d/6/d/6/d6d677f30fb49c5d7ba3c30aafc56e4cee1f1d60/vejledning-omkring-daab.pdf
og fællesskab, når de skal i gang med
sprogundervisning og integrationsforlø-
bet i deres nye kommune.
Her kan kirker og menigheder også
være behjælpelige. Mange af de punkter,
der er nævnt i det foregående i forhold
til asylansøgere, gælder også for nye
flygtninge.
En koordineret indsats med
resten af civilsamfundet
Rundt om i landet har en del kirker
allerede i flere år været solidt engageret
i arbejdet blandt asylansøgere og flygt-
ninge. Der er således flere steder, man
kan hente inspiration, når man lokalt at
ønsker at starte noget op.
Behovene er store, og heldigvis er
der også både i kirker og andre dele
af civilsamfundet mange mennesker,
som ønsker at række hånden ud for at
tage imod vores nye medborgere på en
værdig og inkluderende måde.
Netop fordi mange ønsker at være med,
bør man lokalt søge at samarbejde, så
man imødekommer behovene og udnyt-
ter ressourcerne bedst muligt. Her er
det vigtigt med et godt samarbejde med
kommunen, så der sker en koordinering
af de forskellige indsatser og aktiviteter,
som tages af foreninger, kirker og andre
grupper i lokalsamfundet.
Denne koordinering kan ske på forskellig
vis. Måske kan man hente inspiration i
den måde, man har grebet det an på i
Haderslev Kommune.
Modellen fra Haderslev
I Haderslev har folkekirker, frikirker og
kirkelige organisationer gennem en
årrække været aktive i integrationsarbej-
det med hver deres fokusområder. I 2010
etablerede de et nyt fælles initiativ for
VIA University College 21
at etablere venskabskontakter mellem
danskere og nyankomne flygtninge.
Samarbejdet fik navnet Fælleskirkeligt
Integrations Netværk (FIN).
Ud over arbejdet med at etablere ven-
skabskontakter arrangerer netværket et
månedligt møde for danske og nydanske
kvinder, hvor de laver mad sammen,
hører om hinandens skikke og kultur og
deler forskellige ting med hinanden.
Da der i november 2014 blev ind-
kvarteret asylansøgere på Haderslev
Beredskabscenter, etablerede netværket
i løbet af kort tid aktiviteter for asyl-
ansøgerne, og efter at der er oprettet
et modtagecenter for asylansøgere
på byens nedlagte sygehus, hjælper
netværket i samarbejde med forskellige
frivilliggrupper med at stå for driften af
en café for asylansøgere.
Hent inspiration:
Der er mange ressourcekilder
Modellen fra Haderslev er et af de
steder, man kan søge inspiration.
Der findes flere andre. Folkekirkens
Asylsamarbejde, der har til opgave at
inspirere og koordinere de mange akti-
viteter, der sker landet over, har et godt
overblik over, hvad der sker på landsplan.
Derfor er det en god idé at kontakte
dem i den indledende fase. Folkekirkens
Asylsamarbejde har også udarbejdet en
række materialer, der kan bruges i det
lokale arbejde. Der kan ligeledes hentes
inspiration og materialer hos Tværkultu-
relt Center.
Referencer
Jensen, B.D. (2015), Værdig og respektfuld integration. K. Lumholt og J.N. Mortensen (red.): Det relationelle menneske. Personalisme
i perspektiv. (1. udgave, ss. 232-249). Frederiksværk: Forlaget Vindelsti.
Jensen, B.D. (2016): Stigningen i antallet af asylansøgere fortsatte i 2015. [online].
Tilgængelig fra: www.sameksistens.dk/flygtninge/asyltal/ [Downloaded 28. april 2016].
Jensen, B.D. (2016): Danmark bliver mere og mere mangfoldigt. [online].
Tilgængelig fra: www.sameksistens.dk/nyhed/article/danmark-bliver-mere-og-mere-mangfoldigt/ [Downloaded 29. april 2016].
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 22
Efterskrift
Sådan kommer man i gang
Hvis man i lokal sammenhæng – fx i et provsti – ønsker at
opbygge et samarbejde som i Haderslev-modellen, kan neden-
stående fremgangsmåde benyttes. Det anbefales samtidig at
kontakte Folkekirkens Asylsamarbejde, som kan bidrage med
råd og vejledning samt konsulentbistand ude lokalt.
1. Kortlægning
Der udarbejdes oversigt over samtlige kirkelige aktører (sog-
nekirker, kirkelige organisationer, frikirker) i en given kommune
(evt. provsti) eller anden geografisk enhed, som skaber naturlig
samarbejdsflade med kommunen. Kortlægningen omfatter alle
kirkelige sammenhænge, både de steder, hvor man allerede er
i gang med integrationsinitiativer, og de steder, som ikke har
igangsat særlige initiativer.
2. Kontakt til kommunen
Der etableres kontakt til kommunen med henblik på at lytte
til, hvad de ser for sig af behov og muligheder for samarbejde
(fx sprogcafé, tilbud om venskabskontakter, etc.). Kommunen
har kontakten til alle flygtninge og kan derfor hjælpe med at
facilitere kontakt til civilsamfundsorganisationer så som kirken.
3. Stormøde
Der inviteres til et stormøde med deltagelse af repræsentanter
fra alle kirkelige aktører (sognekirker, kirkelige organisationer,
frikirker). Repræsentanter fra kommunen og andre eksterne
samarbejdspartnere kan evt. inviteres til at deltage eller holde
oplæg. På sådan et møde er det en god ide at få afklaring
omkring:
a. Udpegning af en eller flere tovholdere, som fremover er
kirkernes primære kontaktperson til fx kommune, asylcenter
og andre samarbejdspartnere, og som har ansvar for at koor-
dinere og fastholde kontakten til baglandet i menighederne.
b. Drøftelse af hvilke behov, muligheder og udfordringer, der
findes lokalt. Afklaring af, om der er behov for ressourcetil-
førsel.
c. Fælles forståelse af, hvilke indsatsområder man vil satse på
(fælles ordning med venskabskontakter, flygtningecafé i en
sognegård e.l.). Hvad vil man gøre sammen og hvad kan man
hver især gøre?
d. Beslutning om, hvilke menigheder der ønsker at være med
i samarbejdet, hvor ofte repræsentanter for disse mødes
fremover, samt hvordan man holder kontakten undervejs (fx
om der skal laves en Facebookside, et nyhedsbrev, eller blot
kontakt via den udpegede tovholder).
4. Kontakt til Folkekirkens Asylsamarbejde
Kontakt Folkekirkens Asylsamarbejde med kontaktinformation
til den udpegede tovholder, hvilke initiativer det er besluttet
at igangsætte, samt liste over de lokale aktører, som deltager i
samarbejdet. På den måde sikres det, at det lokale samarbejds-
netværk er knyttet til det landsdækkende arbejde.
5. Igangsætning af initiativer
Foldere og andre materialer udarbejdes, frivillige mobiliseres,
initiativer igangsættes. Folkekirkens Asylsamarbejde har
udarbejdet skabeloner til materialer, som kan tilpasses lokale
forhold.
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 24
I mere end 15 år har tusinder af frivil-
lige og lønnede mentorer bidraget til
samfundets sociale kapital ved at støtte
medborgere, der har en aktuel risiko for
at blive marginaliseret. Frem til i dag har
mentorordninger udviklet sig til at blive
en central del af arbejdsmarkeds- og
socialpolitikken. Det at få en mentor
omtales i forbindelse med oprettelsen
af rehabiliteringsteams, oprettelse
af ressourceforløb, fleksjob- og kon-
tanthjælpsreformen og integration af
indvandrere og flygtninge.
De personer, der typisk får en mentor, er
mennesker, der har svært ved at komme
ind på arbejdsmarkedet efter længere
tids sygdom, eller som er gået ned med
stress eller andre psykosociale hæn-
delser. Det er borgere, der har en aktuel
risiko for samfundsmæssig marginalise-
ring og social eksklusion.
I min optik er inkluderende mentorering
en proces, hvor der sker en uformel
overførsel af viden, social kapital og
psykosocial støtte. Spørgsmålet er så,
hvordan det at få en mentor, mindsker
hovedpersonens risiko for marginalise-
ring og eksklusion. Hvad får hovedperso-
nen over tid ud af at få en mentor?
Min egen forskning viser overordnet
at der gemmer sig store samfunds-
mæssige ressourcer i at tildele særligt
udsatte personer en mentor. Det gælder
både for mentorer indenfor beskæftigel-
sesindsatsen og mentorer indenfor det
frivillige sociale arbejde.
Det overordnede udbytte af den
inkluderende mentorrelation er, at
hovedpersonen indgår i nye positive
handlesammenhænge. Hovedpersonen
opnår dermed mulighed for at ændre
retning på den korte og lange bane. Den
støttende-anerkendende forholdsmåde
fremmer myndiggørelse og handleevne.
Vendepunkterne vise os noget om hvad
hovepersonerne får ud af at indgå i den
inkluderende mentorrelation. I det frirum
der udvikles mellem mentor og hoved-
person skabes mulighed for at hovedper-
sonen får kontinuitet i hverdagen. Ting
sættes på plads på den personlige bane.
Inkluderende mentorrelationer produce-
rer positiv psykosocial kapital i bredeste
forstand. Hovedpersonerne har i den
inkluderende mentorrelation mulighed
for at udtrykke både positive og nega-
tive følelser. Gennem hovedpersonens
fortællinger har mentor muligheder for
at skabe et frirum for fleksibilitet og
for at hjælpe hovedpersonen med at
Mentorer i inklusions- og integrationsarbejdetAt skabe sig en verden at leve i
Af Lars Holmboe
Lars Holmboe er konsulent og driver hos Mentorlandet.dk
25VIA University College
manøvrerer i særligt vanskelige situa-
tioner. De særligt værdifulde relationer
åbner for hovedpersonens gemte
ressourcer, hjælper til at udfolde nye
sider og åbner op for skabelsen af en ny
identitet.
Den inkluderende mentorrelation
sigter på at myndiggøre, udvikle og
frigøre hovedpersonernes ressourcer.
Hovedpersonen bringes med mentors
hjælp i en position, der skaber mulighed
for frigørelse fra marginaliserende
og ekskluderende positioner. Denne
inkluderende og empowerment-facilite-
rende forholdsmåde tager klar afstand
fra enhver form for manipulation. Fordi
relationen bygger på gensidig tillid og
anerkendelse, åbnes hovedpersonens
muligheder for at møde nye positive
praksisfællesskaber. Det frigørende
element i processen består i, med
mentors hjælp, at tilkæmpe sig retten til
at bestemme over eget liv, egne værdier
og retten til fuldgyldig deltager i fæl-
lesskabet. Vendepunkterne i relationen
er der, hvor hovedpersonens potentielt
marginaliserende position vendes i
retning af social inklusion.
Hvilke egenskaber skal mentor have?
Mentor skal kunne udbygge og fast-
holde tillid. Mentor skal være tålmodig,
empatisk og vise anerkendelse. Mentor
skal være den gode lytter og i besiddelse
af et positivt menneskesyn. Men mentor
skal også kunne udfordre den der får en
mentor. Mentor skal kunne vise mulighe-
der og åbne døre til nye fællesskaber. Og
sidst men ikke mindst; Mentor skal være
i stand til at sætte grænser for sig selv
og den han eller hun er mentor for.
For at sikre kvaliteten af mentorarbejdet
må mentorer have et fællesskab. Et
praksisfællesskab hvor de kan mødes
og hjælpe hinanden med dilemmaer der
opstår. Mentorer kan være hinandens
mentorer. De kan supervisere og sparre
med hinanden i et lærende mentornet-
værk.
Mere viden: http://mentorblog.dk/
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 26
Af Ester Due Jensen
”Handlinger er det der gør en forskel, og
selvom samskabelse er kompleks, er det
ikke umuligt at sige noget om det”
Nis Grønager Madsen
Min historie
Da jeg i januar 2016 skulle til at finde ud
af, hvor jeg ville i praktik stod det helt
klart for mig, hvor jeg skulle søge.
Tidligere i min uddannelse var jeg i prak-
tik på asylcenteret i Jelling, og oplevede
der en stor glæde ved at arbejde med
flygtninge. Jeg oplevede en utrolig gæst-
frihed og venlighed. Jeg blev forelsket i
tanken om integration, og vidste jeg nu
måtte arbejde med flygtninge fremover,
så vidt det var muligt.
Jeg blev efter min tid på asylcenteret
frivillig i kommunen, og oplevede her
igen en utrolig stor glæde over at blive
kontaktfamilie for en syrisk familie.
Her fyldtes jeg af en følelse af mening.
Som Nis Grønager Madsen siger i sin
bog ”Plads til deltagelse”: ”Mening er
i dag det vigtigste for mennesket. Når
man er frivillig får man ikke løn eller
anden anerkendelse, derfor skal det give
mening.” (Madsen s. 58) Det gjorde det i
mit tilfælde.
Samtidig oplevede jeg et behov for mere
som frivillig. Jeg havde brug for mere
viden om de mennesker jeg var frivillig
hos. Min viden omkring flygtninge var
meget begrænset. Jeg oplevede ikke
egentlige problemer, men jeg havde brug
for mere hjælp i arbejdet. Så de to ting
sammenholdt; altså at føle en dyb glæde
og meningsfyldthed som frivillig, og det
at jeg oplevede et behov for mere viden
gjorde, at jeg så gode muligheder for at
arbejde med det i en evt. praktik.
Jeg søgte praktikplads i Hedensted
Kommune og fik den … yes!
Opgaven
I denne artikel vil jeg beskrive min
primære opgave i praktikken. Samtidig
vil jeg beskrive den teori der gør sig
gældende i forhold til samskabelse.
Min første opgave i praktikken blev, at
være koordinator for et nyt forum der
skulle oprettes.
Et par af de ansatte i kommunen havde
sat sig sammen for at finde en måde at
inddrage civilsamfundet på i forhold til
integrationsindsatsen. Målet var i korte
træk at fremme forholdet og kommu-
nikationen mellem de frivillige og de
professionelle. Der blev formuleret en
smule mere, men det var vigtigt ikke at
have en hel færdigstøbt problemstilling.
De endelige behov skulle formuleres i
fællesskab med de frivillige. Det skulle
være et et rundbordsprojekt og ægte
samskabelse.
Samskabelse – teori og praksis
Ester Due Jensen er 3K-studerende (3K13)
VIA University College 27
Kommunen indkaldte alle frivillige, der
ville arbejde med integration. Der var
et stort fremmøde, og alle fik lov til at
udtrykke deres behov. Tydeligt kom det
frem, at mange havde samme ønske
som kommunen –at fremme samar-
bejdet og kommunikationen indbyrdes
blandt de frivillige og med kommunen.
Aftalen den aften blev, at der skulle
nedsættes et mindre udvalg, der skulle
arbejde videre med at nedsætte et
forum og definere forummets arbejds-
opgaver.
Det blev ikke i første omgang til et
egentligt udvalg. Vi afholdt derfor et
møde mere hvor flere kunne deltage.
Efter dette møde blev der nedsat en
lille arbejdsgruppe bestående af fire
frivillige.
Gruppen fik hurtigt defineret opgaverne
og spurgte et par frivillige mere om at
deltage i forummet. Forummet blev
derefter nedsat og kom til at bestå af 7
ildsjæle:
- En repræsentant fra Røde Kors i
Hedensted
- En repræsentant fra Dansk Flygtnin-
gehjælp i Tørring
- Stifteren af Venligboerne i Hedensted
- En repræsentant fra Hedensted
valgmenighed
- En fra Internationalt Venskab i
Juelsminde
- En uafhængig frivillig
- En socialrådgiver fra Hedensted
Kommune
- Jeg deltog også i forummet. Jeg
faciliterede de første møder og tog
referat.
At de alle er ildsjæle, er blevet tydeligt
for mig, som tiden er gået. Alle har
fingrene i utroligt mange ting, og giver
sig helt i ønsket om at fremme vilkårene
for kommunens flygtninge.
Det første forummet tog fat i var beho-
vet for at koordinere arrangementer.
Der skulle laves en hjemmeside med en
fælles kalender. Mange oplevede i deres
foreninger, at begivenheder de lavede
faldt oven i andres arrangementer der
var lavet for flygtninge. De havde ikke
overblik over kommunens arrangemen-
ter eller hinandens. Det betød at få
flygtninge fik gavn af de mange gode
begivenheder de frivillige lavede for dem
og mange kræfter føltes spildt.
Der blev derfor hurtigt oprettet en
hjemmeside med kalender funktion.
Det opland som forummet kendte til, fik
så adgang til kalenderen og mulighed
for at plotte deres eget arrangement
ind. Den frustration som mange havde
oplevet når arrangementer landede oven
i hinanden, var nu ovre. Håbet var at det
ville give fornyede kræfter og energi til
arbejdet med flygtningene.
Nu …
De næste ting der er på dagsorden for
forummet er bla. at se på det store
behov for kontaktfamilier som kommu-
nens socialrådgivere oplever. Mange
af de flygtningefamilier, der kommer
til landet, har et stort behov for at tale
dansk. Det er derfor meget vigtigt for
dem at mødes med danskere. Her kan
de frivillige noget, som de ansatte ikke
kan. De kan komme og være der uden
at få løn for det. Det gør en stor forskel
for flygtningene, at møde nogle der bare
gerne vil komme for at byde dem vel-
kommen i landet og lære dem at kende.
Desuden skal der ses på behovet for
frivillige til at være værger for kommu-
nens mange uledsagede flygtninge. Der
skal i forummet diskuteres, hvordan de
frivilliges behov får en lettere tilgang
til de ansatte kan fremmes. Kendeteg-
nende for forummet er, at alle mødes
på lige fod. Socialrådgiveren som sidder
i forummet, har ikke en anden status
end de andre medlemmer. Hun har en
insiderviden som hun bidrager med,
men hendes ideer og ønsker, vejer ikke
tungere end de andre i forummet.
28VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion
Kommunernes historie
Op gennem 70erne har der lydt en sti-
gende kritik af den måde den offentlige
sektor har umyndiggjort kommunens
borgere. Borgerne måtte affinde sig med
de beslutninger og afgørelser, myndig-
hederne tog. Der var ofte indgribende
beslutninger, der fik stor betydning i
borgernes liv. Borgerne var underdanige
klienter. (Torfing og Sørensen, 2015)
Det førte til at der i 80erne blev sat
fokus på borgernes behov og ønsker.
Kommunerne gik fra at være en autoritet
man underordnede sig, til at være en
serviceleverandør. (Torfing og Sørensen,
2015) Samtidig blev borgerne til kunder
der kunne kritisere og kræve, uden
selv at være en del af løsningen. Denne
form for styring blev kaldt New Public
Management. Konceptet bag New Public
Management var hentet fra det private
erhvervsliv, og var en fælles betegnelse
for alle de nye reformændringer der
skulle indføres. Kritikere af new public
management beskriver den nu som
bureaukratisk, ineffektiv og forvokset.
(Den Store Danske, 2016)
Gennem de sidste år er den offentlige
sektor blev mere og mere presset rent
økonomisk og man har måttet tænke
anderledes for at efterkomme de høje
standarter kunderne forventer. (Torfing
og Sørensen, 2015)
Det har ført til den nye tankegang
omkring samskabelse, hvor borgerne
ikke længere skal agere som kunder
men, som ligeværdige medspillere med
kommunens ansatte.
Samskabelse er blevet det nye sort, og
noget der i stigende grad bliver brugt i
kommunerne. Det er derfor værd at for-
holde sig til det. Hedensted Kommune er
ikke længere 4000 medarbejdere men
46.000 borgere.
Hedensted Kommune
Jeg var så privilegeret i min praktik, at
have fået mulighed for at interviewe
Hedensted Kommunes kommunal-
direktør Jesper Thyrring. Jeg spurgte
ham, til hans overordnede tanker om
samskabelse. Han fortalte, at ideen om
samskabelse i kommunen var opstået på
baggrund af et behov for øget velfærd.
Der blev i kommunen færre og færre
penge, og det førte til en reduktion af
velfærdssamfundet, som de bestemt
ikke ønskede som kommune. Det
åbnede derfor for nye arbejdsmetoder,
hvor samskabelse var én blandt andre
nye tiltag. ”Det vi som kommune ønsker,
er en bæredygtig velfærd” fortæller
Jesper Thyrring. Det betyder en ændring
i forholdet mellem kommune og borger.
Hvor forholdet før var præget af et
kunde og serviceforhold, har det nu et
mere foreningslignende præg.
Thyrring skriver i en af sine kommunale
blogindlæg, at vi ikke skal spørge ”hvad
de frivillig kan gøre for os, men hvad vi
kan gøre for de frivillige”. Jeg spurgte
hvad vi som kommune kunne gøre for de
frivillige:
Vi kan give lov til at borgerne engagerer
sig. Give lov til at de kan have en mening
og være betydningsfulde. I modsætning
til ikke at få lov til det. Vi skal ikke på
forhånd definere hvad de frivillige må
og ikke må. Det kan være nødvendigt at
italesætte på sigt, men som udgangs-
punkt skal vi give lov og give plads.
Hvad er samskabelse så?
Samskabelse er ifølge Nis Grønager
Madsen ikke det samme som samar-
bejde. Meget samarbejde får tilnavnet
”samskabelse” på et forkert grundlag.
Han mener begrebet samskabelse kan
fortolkes og det er han fortaler for. Det
er stadig et begreb der er nyt og ved at
tale om definitionen, bliver det levende.
(Madsen, 2015, 44) Dog mener han at to
ting skal være tilstede i arbejdet, for at
kunne kalde det samskabelse:
- Følelsen af ejerskab: jo flere der føler
et ejerskab i projektet og vil kendes
ved det – des bedre. (Madsen, 2015
s.45)
- Følelsen af at være aktør i eget liv.
Borgeren har gennem tiderne kun
været ydelsesmodtager, nu går de fra
at være modtager til også at være en
ydelsesgiver og dermed en ressource.
De er ikke kun medskaber af deres
egen ydelse, men også af andre borge-
res ydelse, der er i lignende situatio-
ner. På den måde fjernes offerrollen,
og borgeren får mulighed for at tage
ansvar ind i eget liv. (Madsen, 2015 s.
44)
Madsen beskriver desuden tre helt
afgørende ting kommunen må gøre, for
at lave samskabelse:
1) Give slip på retten til at definere
problemet – spørg dig frem til hvad
problemet er, uden på forhånd at have
bestemt hvad det er. Vi bliver på den
måde samlet om en sag. (Madsen s.
69)
2) Opbygge de lokale ressourcer.
Mangler der evner og kompetencer, så
find dem et andet sted i kommunen.
Gør ikke arbejdet, men oplær borge-
ren og uddan i det. (Madsen, s. 77)
Kommunen skal ikke forlade gruppen,
men vedligeholde løsningen ved at
give borgerne de evner der er brug
for. Hvor velfærd før i tiden var med til
at degradere borgerne fra menneske
til kunde, er samskabelse med til at
opbygge borgeren. (Madsen s. 54)
3) Være facilitator for deltagelsen. Det
gør vi bl.a. ved at mødes på neutral
grund, -et sted hvor man ikke er på
besøg i kommunen (Madsen s. 84) Der
er flere barriere der kan forhindre folk
VIA University College 29
i at deltage. Fx betyder det en del for
nogle mennesker, om de kender nogle
af de andre deltagende? (Madsen s.
85) At hygge sig og have tid til andet
end ”emnet” er også en måde at være
facilitator på. Det er vigtigt at komme
dem i møde, du gerne vil have til at
deltage. Det kan være svært som
leder, at bede sin medarbejder drikke
kaffe uden en dagsorden, men det er
en god investering. Dem du har mødt
og lyttet til, vil huske dig, og du vil
huske dem, når i måske senere kan
urette noget sammen. Vær obs. på
hvordan du kan gøre det nemt at del-
tage. Sænk dørtrinnet. Det er vigtigt
at gøre sig umage når man invitere til
samskabelse. (Madsen, 2015, 86)
Jesper Thyrring gav et eksempel på
et sted hvor samskabelsen fungerer i
praksis. I idrætsforeningerne i de små
byer er arbejdet primært drevet af
frivillige. Kommunen giver plads til, at
de selv finder ud af hvad der er behov
for. De er facilitator for deltagelsen bl.a.
ved at stille bygningerne til rådighed.
De opbygger ressourcer, ved at tilbyde
kurser i bestyrelsesarbejdet.
Samskabelse er kendetegnet ved at
arbejde med både hvad, hvordan og
hvorfor. Her er udviklingen bottom-up.
Ledelsen skal give plads til at medarbej-
deren kan samskabe, og dermed måske
påvirke kommunens struktur. (Madsen,
s. 53)
Hvilken slags samskabelse?
Jens Ulrich, chefkonsulent hos VIA, har
i sin artikel ”Samskabelse –en typologi”,
givet sit bud på hvordan forskellige typer
af samskabelse kan defineres. Ifølge
ham er der mange forskellige måder at
snakke om samskabelse på. Definitionen
for samskabelse er ikke fast og tydelig.
Han har derfor udviklet en typologi,
hvor man bedre kan finde den type
samskabelse man ønsker at få ud af sit
samarbejde. Dermed får man flere og
mere præcise ord til at definere sam-
skabelsen på. I skemaet vist nedenfor er
samskabelsen inddelt i fire forskellige
slags samskabelse.
Ulrich har ikke lavet typologien med
ønsket om at gøre den normativ, altså
fortælle hvordan samskabelsen bør
være. Han ønsker deskriptivt (skildrende)
at beskrive de forskellige former for
samskabelse. Alle typerne er kende-
tegnet ved at de skaber ny velfærd i
kommuneren, blot på forskellige måder
og med forskellige aktører.
Type A, styret samskabelse, er ken-
detegnet ved at have kommunen som
den centrale aktør. Samtidig er der stor
forudsigelighed i opgaven. Kommunen
definerer problemet, og borgerne har en
minimal indflydelse på samskabelsen.
En sådan samskabelse kan fx være til
en høring, hvor der er mulighed for at
komme med indsigelser i et byggepro-
jekt. Det er muligt at komme til orde,
men kommunen har defineret projektet.
Type B, ansvarliggørende samskabelse,
er som type A præget af stor forudsige-
lighed. Resultatet af processen er derfor
på forhånd tydeligt. I modsætning til
type A er det primært eksterne aktører
der har den centrale rolle i udførelsen
af processen. Et eksempel på det,
er rehabilitering. Her bliver borgeren
og eventuelle pårørende udrustet til
at kunne tage ansvar for den syges
rehabilitering. Fagpersonernes viden
og ekspertise ligger som baggrund for
projektet, men udførelsen bliver primært
gjort af borgeren.
Type C er en ligeværdig samskabelse.
Her er kommunen den definerende i
forhold til problemstillingen. Kommunen
har en problematik som de ønsker en
løsning på. Løsningens karakter er ikke
kendt, dermed er uforudsigeligheden
stor. Når løsningen i type C skal udføres
bliver det gjort af den mest relevante
person i samskabelsesprocessen. Nogle
gange af den offentligt ansatte, andre
gange af de frivillige.
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 30
Ser vi på type D, faciliterende samska-
belse, så er den kendetegnet ved at
de kommunale aktører har en tilbage-
trukket rolle og de eksterne aktører har
hovedansvaret. Kommunen er primært
af faciliterende art. I yderste instans
bliver kommunen helt sat ud af arbejdet
og det bliver udelukkende styret af
de eksterne aktører. Et eksempel på
faciliterende samskabelse er projektet
”vores rum”. Her var det en forespørgsel
fra hjemmeløse, der ønskede et sted de
kunne være sammen med deres børn.
Kommunens eneste opgave i forbindelse
med projektet har været at sætte arealer
til rådighed. Flere forskellige eksterne
aktører har drevet projektet. Arkitek-
ter, de hjemmeløse og deres familier,
håndværkere osv. De har sammen fået
etableret et sted hvor de hjemmeløse
kan være sammen med deres børn i
gode omgivelser. Kommunen har en
meget lille funktion i samskabelsen.
Da vi i Hedensted kommune ønskede
at samskabe var det med en defineret
problemstilling. Vi ønskede, at lave nogle
fastere rammer for samskabelsen mel-
lem os. Hvordan og med præcist hvem
var uklart. Udkommet af samskabelsen
var uforudsigeligt. Samskabelsen skulle
være ligeværdig og det er den blevet.
Der sidder syv deltager i forummet
hvoraf 6 af dem er eksterne aktører. De
sidder ved det runde ligeværdige bord,
med kun en repræsentant fra kommu-
nen. Denne type samskabelse ligge tæt
op af den ligeværdige samskabelse, Type
C som Ulrich beskriver.
På sigt kan det være, at forummet selv
laver en ny problemstilling og selv løser
problemstillingen, så der bliver mindre
og mindre kommune i samskabelsen.
Jeg snakkede også om denne model
med Jesper Thyrring. Han mente
modellen var meget brugbar til at se
flere modeller af samskabelse. Han
fortalte, at den ene ikke var mere rigtig
end den anden. Dog sagde han, at den
faciliterende samskabelse var den mest
bæredygtige.
Koordinatorens rolle
Som mulig ansat koordinator i en
kommune er jeg nysgerrig på rollen som
facilitator/koordinator/netværksleder
– kært barn har mange navne. Hvad for-
ventes der af den, der besidder rollen?
Ifølge Nielsen m.fl. i bogen ”Samska-
belse eller Samarbejde” er det vigtigt
som facilitator af samskabelsen at
skabe et rum, hvor alle får lov at bidrage
på lige fod. Der vil være forskel på de
ressourcer hver enkelt bidrager med
såvel uddannelse-, job- og personlig-
hedsmæssigt. Det at alle bliver hørt er
derfor facilitatorens vigtigste rolle.
I opstartsfasen af samskabelsen, er det
vigtigt at facilitatoren giver rum til at
definere problemstillingen, og sikre at
alle deltagere er aktive i italesættelsen
af problemet.
Når problemstillingen er defineret søges
der efter en fælles løsning. Her er det
som facilitator afgørende at holde målet
for øje. Hver enkelt organisation skal
forpligte sig på, at være aktive deltager
i projektet. De må tilsidesætte egne
organisatoriske ønsker og arbejde på
den bedste løsning for projektet.
”Det handler om, at alle deltagere skal
få en dyb forståelse af egne og andres
interesser, så man sammen kan arbejde
på at opfylde fælles interesser” siger
Stine Hald Larsen i sin artikel ”Samska-
belse er en forhandlingsproces”.
Facilitatoren er også ansvarlig for, at alle
bliver behandlet med respekt og med
en positiv anerkendelse af hinandens
holdninger. Der skal skabes en dialogkul-
tur hvor alle arbejder mod det fælles mål.
(Hald, 2014)
Det er vigtigt for de frivillige at have
følelsen af, at de udretter noget, også
noget af det der i første omgang drev
dem til at gå ind i det frivillige arbejde.
Mister de den følelse, stopper indsatsen.
(Torfing og Sørensen, 2012)
Kritik af samskabelse
I litteraturen omkring samskabelse
lyder der ikke kun positive røster. Nogle
forskere peger på flere ulemper ved
samskabelsen. Det kan ifølge nogle
forskere bla. få en negativ effekt hvis
samskabelsen bruges så meget, at det
bliver en for stor byrde for civilsam-
fundet. Det kan betyde, at ildsjælene
brænder ud, og der bliver en negativ
holdning blandt borgerne. (Torfing og
Sørensen, 2012). Jeg bad Jesper Thyrring
forholde sig til den kritik. Han var enig,
og pointerede at det hele tiden måtte
balanceres. Samskabelsen skulle ifølge
ham gøres intelligent og anerkendende.
Johannes Bertelsen, formand for Frivil-
ligt Forum udtrykker også kritik over for
den nye trend med samskabelse. Han
ser et problem ved, at kommunerne
overtager ledelsen af det frivillige
arbejde. Han mener, at den funktion som
de frivillige organisationer før havde,
nemlig at varetage interesserne for
borgerne over for det offentlige system,
tabes, når det offentlige overtager. Per-
spektivet her bliver, at få de offentlige
institutioner til at fungere. (Bertelsen,
2015)
Ikke os og dem, men VI
Det som har gjort et stort indtryk på mig
i arbejdet med samskabelse har været
det som Madsen beskriver: oplevelsen af
at være aktør i eget liv. ”Borgeren går fra
at være en ydelsesmodtager som kræver
og forventer, til at være en ydelsegiver
også. Borgeren bliver aktør i eget liv.”
(Madsen, 2015 s. 44)
VIA University College 31
Det har som frivillig været let at stå
på afstand af kommunen og klage, og
synes de ikke gør nok. Det har været
muligt uden nogen form for deltagelse.
Samskabelse fjerner skellet mellem
os og dem. Det er noget der mærkes
i samskabelsesforummet. Nu er det
ikke længere kun den enkelte som
frivillig i kommunen der er i centrum,
men forummet arbejder for at fremme
arbejdet for alle de frivillige, der arbejder
med integration. Pludselig hører vi
dem i forummet sige ”vi” –”vi arbejder
på at oprette en kalender”. Der bliver
en tydelig ansvarsfølelse og en tydelig
ligestilling med kommunen.
Det er nu de frivillige, såvel som de
ansatte, der svarer på de andre frivilliges
spørgsmål. Udfordringerne og ansvaret
er ikke længere kun de ansattes i kom-
munen, men også borgernes. Offerrollen
er fjernet, og der er brug for deltagelse
omkring det runde samskabelsesbord.
Referencer
Madsen, N.G. (2015): Plads til deltagelse, Trykværket, Århus
Nielsen S., mfl. (2014): Samskabelse eller samarbejde, Forlaget Ingerfair, København Ø, 1. udgave, 1.oplag
Sørensen, E. og Torfing, (2015): Farvel til grønthøster besparelser … [online] Tilgængelig fra: http://denoffentlige.dk/farvel-til-gro-
enthoesterbesparelser-nu-skal-velfaerden-fornys-gennem-en-arena-samskabelse [Downloaded 20. september 2016]
Sørensen, E. og Torfing, J. (2012): Offentlig Ledelse af Frivilliges Samproduktion af Velfærdsservice [online]
Tilgængelig fra: www.lederweb.dk/ImageVault/Images/id_42871/ImageVaultHandler.aspx [Downloaded 20.september.16]
Larsen Hald, S. (2014): Samskabelse er en forhandlingsproces [online]
Tilgængelig fra: www.kl.dk/menu/Samskabelse-er-en-forhandlingsproces-id162875/ [Downloaded 20. september 2016]
Bertelsen, J. (2015): Et sekretariat er ikke bare et sekretariat [online] Tilgængelig fra:www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/frivil-
ligt-forum-et-sekretariat-er-ikke-bare-et-sekretariat#comments [Downloaded 20. september 2016]
Ulrich, J. (2016): Samskabelse -en typologi [online] Tilgængelig fra: www.dropbox.com/sh/n6xvxqyvl94y6em/AACjfQVKyVbeVRK-
ClXsOhyh0a/Jens%20Ulrich%20-%20Samskabelsestypologi%20-%20LEAD.pdf?dl=0 [Downloadet d. 21. september 2016]
Den store danske (2016): New Public Management [online] Tilgængelig fra: http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/
Samfund/Offentlig_forvaltning/New_Public_Management [Downloadet d. 28. september 2016]
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 32
”Vi skal skis’me ikke have flere flygt-
ninge, som ikke gider at integreres. Fint
med dem, der vil, men de, der ikke vil,
burde få sparket med det samme!” Er
det noget, du har hørt før eller måske en
tanke, du selv går med?
Jeg skal være den første til at indrømme,
at jeg engang kunne tendere til at
tænke dette. Det var indlysende. Der
er ikke plads til dem, som ikke gider
Danmark. Jeg havde intet problem med
de velintegrerede, som taler sproget
og har et arbejde. Ja dem, der praktisk
talt lever som pæne danske borgere i et
parcelhus i forstaden med et dansk flag
i haven – dem, der fejrer jul og måske
spiser bacon i skjul.
Jeg som led i min uddannelse været
igennem et 5-ugers praktikforløb i
Tværkulturelt Center i København, som
arbejder med integration af flygtninge.
Herigennem har jeg lært mange unge
mænd primært fra Syrien, Afghanistan
og Eritrea at kende. Fantastiske menne-
sker med en enorm livsglæde på trods
af deres traumatiserede baggrunde. Det
er helt tydeligt, at disse unge mænd er
meget taknemmelige over at være kom-
met til Danmark. Flere af dem har boet i
Danmark i et lille års tid, taler godt dansk
eller engelsk og har gode uddannelser
med i bagagen. Samtidig med det er de
også mennesker, som har mistet deres
hjem, deres familier, oplevet krig, er
flygtet gennem ørkenen eller over havet
i en overfyldt gummibåd.
Men de er ikke integrerede endnu. De
lever ikke som os danskere. De har ikke
jobs. Flere af dem har andre religioner.
De taler ikke alle vores sprog. De forstår
os ikke, og vi forstår ikke dem. Hvem har
ansvaret for denne gensidige forståelse?
Os eller dem?
En påstand, jeg lyttede til igen og
igen, var, at det er umuligt at få danske
venner. De unge mænd ønsker sig
brændende danske venner, som kan lære
dem, hvordan man lever her, men de ved
ikke, hvor de skal finde dem. De går ikke
på studie med danskere, de bor ikke med
danskere, og kun få af dem har jobs med
danskere. Er det virkelig så svært at få
danske bekendtskaber, eller kræver det
bare, at de nye tager sig mere sammen?
Mange af vi danskere har så travlt med
vores hverdag, og vi mangler for det
meste ikke relationer. Derfor magter vi
ikke rigtigt, når en fremmed begynder
SynspunktHvem har ansvaret for en vellykket integration?
Af Mikaela Ølholm Hougaard
Mikaela Ølholm Hougaard er 3K-studerende
33VIA University College
at tale til os i bussen, for hvorfor spilde
vores energi på det?
Tænk at komme til et nyt land, som man
intet kendskab har til, og oven i købet
have psykiske eller fysiske mén at slås
med, hvor vi alle bare går rundt med
vores mobiler og signalerer, at vi ikke
gider at snakke?
Jeg har selv prøvet at flytte til et nyt
land. Jeg flyttede til Madrid for nogle år
siden, og jeg talte ikke sproget, kendte
ingen og havde meget svært ved at få
spanske venner. Derfor fandt jeg lynhur-
tigt nogle andre danskere, som ligesom
jeg var nye i landet. Vi blev hinandens
et og alt. Vi kunne tale sproget sammen
og bare være danske sammen. Det, at
vi ikke boede i Danmark, gjorde os bare
mere danske. Ikke fordi vi ikke ville være
spanske, men ingen rakte ud til os, og
i det fremmede land følte vi os mest
trygge sammen.
Vi har indtil fornylig været vidne til at
flygtninge strømmer ind over landets
grænser. Udover at have alle de normale
barrierer, der kan være ved at ankomme
til Danmark, kommer de også direkte fra
krig og ødelæggelse. Er det ikke forstå-
eligt, hvorfor de hurtigt finder sammen
med deres landsmænd for bare at have
én ting, de kan relatere til, eller er det,
fordi de ikke gider at integreres?
Der er så meget tale om integration
i medierne for tiden. Flygtninge skal
integreres bedre i det danske samfund.
Politikkerne skal gøre, hvad de kan,
så integrationen ikke fejler. Men hvad
med os danske borgere? Har vi ikke et
ansvar?
Jeg mener, det er for naivt at tro, at de
fleste flygtninge ikke vil integreres. Selv-
følgelig vil de det, men de har brug for, at
nogen rækker ud til dem. Borgere, som
vil dem. Unge mennesker på deres egen
alder, som vil spille fodbold med dem.
Arbejdspladser, som vil ansætte dem på
trods af sprogbarrieren. Venner, som vil
vise dem vores kultur. Og venner som
er interesserede i deres. De er nemlig
ikke bare flygtninge, de er mennesker.
De har interesser, humor og spændende
kulturer. Men mange af dem er også
ødelagt indeni, og den enkelte af os har
et ansvar for at invitere dem med i vores
fællesskab. Et ansvar for at opmuntre
dem, støtte dem og hjælpe dem.
De har brug for almindelige mennesker,
og ikke kun fagfolk, som vil lære dem at
kende og omvendt. Nogle, som ikke kun
vil høre om deres lange flugt, men som
vil kende deres personlighed.
Mange er meget privilegerede her i
Danmark. Vi har alt og lidt mere til. Vi
har ikke selv gjort os fortjent til det, men
vi er født ind i velstand. Med det følger
der et ansvar. Et ansvar for at tage sig
af de, som ikke har fået, hvad vi har fået.
Hvis alle os danskere tog lidt ansvar for
bare én enkelt, ville Danmark måske se
anderledes ud.
Sammen kan vi måske ændre den
spændte situation til vellykket integra-
tion. Har du lyst til at prøve? Hvem ved,
måske kunne du også lære noget?
VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion 34
Af Ullrich Zeitler
Ny professionalisme er udtryk for en
professionsforståelse, der gør op med
den traditionelle protektionistiske
tænkning, der har præget professi-
onerne og professionsteorien. Den
er samtidig udtryk for de senere års
opmærksomhed omkring betydningen
af det tværprofessionelle samarbejde
for løsningen af velfærdsopgaverne. Ny
professionalisme står for et paradigme-
skift i professionstænkningen, der gør
bæredygtighed til sit omdrejningspunkt.
Som normativ teori gør den sig til
talsmand for bestemte holdninger til,
hvordan professionerne skal løfte deres
samfundsmæssige opgave: at sikre
velfærd for alle. Den foregiver ikke at
være neutral, men argumenterer for,
at der skal en holdningsændring til hos
både professionelle og medborgere for
at tilvejebringe de nødvendige ændrin-
ger, der giver samfundet en bæredygtig
retning og den enkelte medborger de
optimale livsvilkår.
Begrebet ”ny professionalisme” er
ikke nyt, men er på det seneste blevet
brugt af et stigende antal teoretikere.
Gorm Hansbøl og Kasper Kofod (2004)
samt Jens Erik Kristensen (2014) er to
forfatterskaber, der anvender begre-
bet. Hos Jens Erik Kristensen står ”ny
professionalisme” for ”en udviskning,
nivellering og afvikling af tidligere fag-
grænser og professionsmarkører mellem
forskellige professioner” (Kristensen
2014, 170). Kristensen påpeger i denne
sammenhæng, at det opbrud, vi oplever i
forbindelse med overgangen til kon-
kurrencestaten og en nybestemmelse
af velfærdsstaten og velfærdsprofes-
sionerne, lægger op til tre scenarier for
professioner: (1) enten en udvikling af
helt nye professioner og en ny slags
professionalisme, (2) en modernisering
af de eksisterende professioner, eller
(3) en ”afprofessionalisering, hvor de
hidtidige professioner erstattes af helt
andre måder at organisere velfærdsar-
bejdet i en konkurrencestat” (Kristensen
2014, 169). Grundlæggende peger disse
tre muligheder dog i samme retning,
nemlig en ny professionsforståelse, der
genererer nye samarbejdsformer og
organiseringer og nye opgaveløsninger
på tværs af faggrænser, sektorer og
traditioner. Med en ny slags modernise-
ret type af professioner tænker Kristen-
sen på f.eks. ”velfærdsiværksættere”
eller ”tværfaglige velfærdseksperter”
(Kristensen 2014, 183). Disse ”postmo-
derne professionelle” er karakteriseret
ved ”øget fleksibilitet, teamsamarbejde,
tværfaglig integration og interdiscipli-
nære problemløsninger m.v.” (Kristensen
2014, 184).
Hvad er ny professionalisme?
Ullrich Zeitler er uddannelsesleder på 3K
VIA University College 35
Margaretha Järvinen og Nanna Mik-
Meyer (2012) anvender et meget bredt
professionsbegreb. Det nye profes-
sionsbegreb refererer primært til de
velfærdsprofessionelle. Med begrebet
”velfærdsprofessionelle” betegnes
”den række af personer, der arbejder i
velfærdsstaten med at hjælpe, coache
og kontrollere klienter, patienter,
elever mv.”, det vil sige personer, der
har ”praksiserfaring med at arbejde
med borgere i velfærdsstatens mange
institutioner (Järvinen & Mik-Meyer
2012, 14). Her er professionsbegrebet
ikke forbundet med en række specifikke
professionskriterier, men er udelukkende
opgaveorienteret.
I min egen forståelse af ny professiona-
lisme vil jeg tilslutte mig Järvinen & Mik-
Meyers og Kristensens postmoderne,
innovative perspektiv og koble det til
den grundstruktur for professionel
udvikling, der ligger implicit i Teori U.
Medborgerkontakten er det centrale
udgangspunkt for enhver professionel
aktivitet indenfor velfærdsområdet. En
model for professionalisme må derfor
tage sit afsæt i face to face-mødet med
medborgeren. Mødet skal foregå på
medborgerens præmisser, det vil sige
ideelt set være et fordomsfrit møde
mellem mennesker og til medborgerens
bedste. Hvordan skaber vi et sådant
møde? Der er en lang række barrierer,
der stiller sig hindrende i vejen for et for-
domsfrit møde. Det har bl.a. Scharmer
analyseret i U-teorien. Der er ”voice of
judgment”, der står for vores forældede
og indskrænkede dømmekraft, ”voice of
cynism”, der udtrykker vores mangel på
empati og en arrogant og kynisk hold-
ning til medmennesket, og der er ”voice
of fear”, nemlig angsten for at give slip
på det, vi har (Scharmer 2009, 239). Det
er manglen på et ”åbent sind”, et ”åbent
hjerte” og en ”åben vilje”. Alt sammen
kræfter, der modarbejder et fordomsfrit
møde med medborgeren.
Når den professionelle skal forberede
sig til mødet med medborgeren, er der
en række ting, der skal være på plads.
Det første element består i at sætte den
professionelles faglighed i parentes. Den
professionelles faglighed er kendeteg-
net ved, at man har tilegnet sig forskel-
lige teorier, kategorier og begreber, et
fagsprog, som er blevet til en del af ens
måde at tænke og reflektere på. Dette
fagsprog kan være en alvorlig barriere i
dialogen med medborgeren, ikke kun i
forhold til den kommunikative barriere,
som fagsproget kan skabe, men lige
såvel i forhold til den særlige forståelse
en fagperson har af medborgeren. For
eksempel er det typisk, at medborgeren
mødes med en forforståelse af at være
”udsat”, ”misbruger”, ”kontanthjælps-
modtager”, ”autist”, ”indvandrer” eller
lignende, og kommunikationen antager
en form, der spejler den identificerede
kategori og det professionelle faguni-
vers. Fagligheden kan således være en
hindring for et fordomsfrit møde. Derfor
vil det være problematisk at identificere
faglighed med professionalisme. Når
den professionelle etablerer et møde
med medborgeren, er det ikke et fagligt
møde. Det kan være dybt professionelt
uden at have karakter af faglighed. Før-
ste skridt i den professionelle relation
med medborgeren er altså at sætte
parentes om fagligheden og have fokus
på selve relationen.
Det næste element vedrører den
professionelles sanselige indstilling
over for medborgeren, hans indføling
og medfølelse. Mødet med et andet
menneske, uanset sammenhæng, er
kun i begrænset omfang et spørgsmål
om den verbale kommunikation. Dets
succes er afhængig af, hvorvidt det
lykkes at etablere en tillidsrelation til
medborgeren. Og her er det ikke nok, at
den profession, vedkommende repræ-
senterer, nyder almen anerkendelse og
respekt, selvom det er vigtigt, at tilliden
til professionen er der. Det handler i
højere grad om, hvilket tillidsrelation der
skabes i situationen mellem professionel
og medborger. Her er det grundindstillin-
gen til den anden – menneskesynet – vi
taler om, snarere end de teknikker, man
kan henvise til, der fremmer den gode
samtale. Den åbne, empatiske holdning
til næsten er forudsætning for, at der
kan sættes gang i en proces af tillids-
skabelse.
Det tredje element handler om den vilje,
som den professionelle går til mødet og
til sagen med. Hos Scharmer er viljen et
spørgsmål om, at man tror på det, man
går ind i, og at man har kraften, gejsten
og energien til at gøre det. Det betyder,
at man har frigjort sig fra ”frygtens
stemme”, frygten for at give slip på
velkendte forestillinger. Der er brug for
en uforbeholdenhed og åben opmærk-
somhed på det, der venter en, brug for
autenticitet og nærvær.
Ny professionalisme tager sit afsæt i det
diakonale menneskesyn. I det diakonale
arbejde er grundprincippet, at den pro-
fessionelle først og fremmest møder en
medborger som menneske, og dermed er
professionel og medborger ligeværdige.
Men der skal også gøres forskel, ikke kun
fordi relationen på grund af magtpositio-
nerne nødvendigvis er asymmetrisk, men
fordi ethvert menneske er unikt, og hver
situation er uden sidestykke. ”Derfor må
ikke mindst den professionelle omgås
den enkelte bruger med respekt og
ydmyghed for det særlige og enestå-
ende, der kendetegner mennesket, dér
hvor det er” (Zeitler 2010, 71).
36VIA Kristendom, Kultur og Kommuniaktion
Lad mig illustrere den nye professiona-
lisme og mødets rolle ved det diakonale
arbejde. Diakonalt arbejde er kende-
tegnet ved, at der leveres en pædago-
gisk-socialfaglig indsats med afsæt i en
kristen motivation for at tjene næsten
uden betingelser. Livet er en gave, som
vi skal værne om, og som forpligter os på
næstekærlighed. I det diakonale arbejde
er det enkelte menneske i centrum, og
den professionelles opgave er at være
til for næsten, uden forbehold og uden
egeninteresse. Dette udgangspunkt skal
ideelt skabe et møde mellem professi-
onel og medborger, som er præget af
respekt og anerkendelse, og hvor det
er den professionelles énsidige pligt
at møde næsten med uforbeholden
tillid og åbenhed og principielt uden
dagsorden. Det handler i første omgang
ene og alene om at opbygge en åben og
tillidsfuld relation og vise, at man vil den
anden.
I anden omgang skulle den professi-
onelle gerne komme et skridt videre.
Der er trods alt et formål med mødet,
nemlig at hjælpe næsten videre på sin
livsrejse. Det passende ord for den
velfærdsprofessionelles rolle er at være
”vejleder” i ordets mest bogstavelige
forstand (Zeitler 2010, 77-78). Den
professionelle vejleder må være i stand
til det Scharmer kalder ”generativ
lytning”, en lytning, der åbner op for nye
muligheder og som skaber ”et rum for
dyb fælles opmærksomhed, der tillader
den spirende fremtid eller mulighed
at lande hos deltagerne i en samtale”
(Scharmer & Kaufer 2014, 150). Det, der
sker i mødet, er i sig selv en samskabel-
sesproces, som er karakteriseret ved,
at flere ”aktører” spiller sammen. Mødet
er samspillet mellem den professionelle
og medborgeren og mellem begge og
resten af universet. Det er en kollektiv
proces, fordi sindet og verden ikke er
adskilte elementer (Scharmer 2009, 167).
Når mødet befinder sig i presencing-sta-
diet, er der tale om en unik mulighed
for at generere en anderledes fremtid.
Mødet inspireres og inspirerer. I det
sanselige betingelsesløse nærvær
opstår en åbning for det ukendte, og
der skabes plads til, at noget andet kan
manifestere sig.
Helle Schimmell (20070) kalder den
professionelle kompetence for ”grund-
kompetencen”, hvilket er kompetencen
til
- at forfølge anerkendelsesbegæret
uden at være sikker på at opnå
anerkendelsen
- at møde den anden og engageret
udforske det perspektiv, den anden
sætter, og de forskelle, som denne gør
tydelig
- at give afkald på tvang og undertryk-
kelse også i dens mere eller mindre
subtile former
- at blive synlig og have modet til at
erfare sin egen andenværen, dvs. at se
det, som man er, på baggrund af, hvad
man ikke er
- at opretholde en nærhed i kontakten
med den anden, dvs. opretholde et
sagligt og/eller emotionelt engage-
ment i den andens perspektiv og den
fælles sag (Schimmell 2007, 320).
Schimmells grundkompetence er en
personlig kompetence, der danner
grundstenen for at den professionelles
kernekompetence kan udfolde sig og
den er kernen i lærings- og innovations-
kompetencen. Schimmells overvejelser
giver anledning til at konstatere, at
det, der skaber fremdrift i mødet, ikke
alene og formentlig ikke primært er et
spørgsmål om den individuelle viljeskraft
til forandring, men snarere et spørgsmål
om den indbyggede dynamik, der opstår
i mødet med den anden, drevet af et
naturligt anerkendelsesbegær, der
munder ud i en anerkendelseskamp,
hvis formål det er at skabe en jeg- og
vi-identitet. Denne proces er forudsæt-
ning for den kollektive samskabelse, der
er kernen i den professionelle opgave-
løsning.
Ny professionalisme bygger på en rela-
tionel forståelse af det professionelle
arbejde, det vil sige en forståelse af det
velfærdsprofessionelle arbejde som rela-
tionsarbejde. I velfærdsprofessionerne
er den primære fokus på medborgeren,
på den person eller gruppe af personer,
som den professionelles indsats retter
sig imod. Indsatsen må tage sit afsæt i
de konkrete vilkår for relationsarbejdet,
og den kræver evnen til at navigere i
et forandringslandskab, som er base-
ret på perceptioner af en situations
muligheder. Man perciperer mening og
betydning i den konkrete situation og
handler derefter (Tanggaard & Nielsen
2012, 171.).
Pointen er, at faglige teorier og metoder
og praksiserfaringer først bringes i spil,
når der er etableret en relation til den
medborger eller gruppe af medborgere,
hvis interesser skal varetages, og når
den professionelle i samarbejde med
medborgeren har muliggjort en iden-
tifikation af interesser, der kan danne
udgangspunkt for en faglig indsats.
I det velfærdsprofessionelle arbejde
er det afgørende, at mødet med og
etableringen af en relation til det
enkelte menneske ikke er baseret på
en faglig vurdering, men på tillid og en
anerkendelse af og respekt for dette
menneskelivs egenart og behov. Når
der er etableret en tillidsrelation, og når
der på dette grundlag er identificeret
et konkret behov, kan der begynde en
VIA University College 37
proces, hvor fremtidige muligheder
identificeres, og prototypiske løsninger
udformes. Først der kan det give mening
at trække på relevante faglige elementer
og oparbejdet viden og erfaringer. Men
disse ”gamle” erfaringer skal stå deres
prøve i en bæredygtighedssammen-
hæng. ”Den handling der ikke formår at
tilpasse sig konkrete situationer, men
som godt nok synes at kunne finde
belæg i det, der er gjort før (altså via den
eksisterende forskning eksempelvis),
er netop alt andet end professionel”
(Tanggaard & Nielsen 2012, 171).
Andy Højholdt taler tilsvarende om
udviklingen af en ”ny professionsiden-
titet”, hvor fagligheden stadig spiller
en væsentlig rolle, men hvor det i lige
så høj grad handler om at forholde sig
til kontekstuelle normer, værdier og
holdninger og om den professionelles
ansvar inden for et arbejdsfællesskab.
Ny professionalisme kræver udviklede
tværprofessionelle kompetencer. Den
ny professionsidentitet udvikles ved, ”at
professionen påtager sig og identificerer
sig med den fælles opgave, som altså
udvider den hidtidige opgave for de
involverede professioner” (Højholdt
2013, 56).
”Udfordringen er at skabe udvikling ved
at reflektere over balancen mellem det
individuelle ansvar i professionen og det
fælles ansvar mellem professionerne
for at løse den samlede opgave. Målet
i tværprofessionelt samarbejde er at
medvirke til at overskride professionerne
i mødet [min fremhævelse]. og at lære at
fungere på en måde, så nye forståelser
og redskaber og ny viden kan opstå i
samarbejdet.” (Højholdt 2013, 58)
Dette citat understreger betydningen
af det professionelle møde, hvoraf al
udvikling og innovation udspringer. For
at denne udvikling er mulig, er det ifølge
Højholdt helt afgørende at udvise mod
og vilje (Højholdt 2009, 211). Det, der
kendertegner et professionelt virke er at
have dyder såsom ”ydmyghed, villighed
til at lære, åbenhed for kritik og integri-
tet” (Tanggaard & Nielsen 2012, 172).
Disse dyder er samtidig udtryk for en ny
professionsforståelse, der gør op med
den klassiske opfattelse af den pro-
fessionelle som eksperten, der qua sin
faglighed suverænt skal være problemlø-
ser. Den professionelle kan intet udrette
uden i samarbejde med medborgeren og
andre professionelle.
Referencer
Hansbøl, G. & Kofod, K.K. (2004), ”Pædagogernes arbejde set i et professionsprisme”. I: Moos., L. et al., red.: Relationsprofessioner.
Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, København.
Højholdt, A. (2009): Den tværprofessionelle praktiker. Gyldendal Akademisk, København.
Højholdt, A. (2013): Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis. Hans Reitzels Forlag, København.
Järvinen, M. & Mik-Meyer, N. (2012), ”Indledning: At skabe en professionel”. I: Järvinen, M. & Mik-Meyer, N., red.: At skabe en professi-
onel. Ansvar og autonomi i velfærdsstaten. Hans Reitzels Forlag, København.
Kristensen, J.E. (2014), ”Velfærdsprofessionerne i konkurrencestaten – i lyset af velfærdspolitikkens omkalfatring”. I: Harrits, G.S. et
al., red: Professioner under pres. VIA Systime, Aarhus.
Scharmer, O. (2009): Teori U. Lederskab der åbner fremtiden. Ankerhus, Randers.
Scharmer, O. & K. (2014): Ledelse fra den spirende fremtid. Ankerhus, Randers.
Schimmell, H. (2007): Grundkompetencen. Books on Demand.
Tanggaard, L. & Nielsen (2012), ”Evidens mellem kontrol og kreativitet”. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift 3/2012, 166-175.
Zeitler, U. (2010): ”Mødet mellem mennesker – diakonal etik eller praksis?” I: Blå Kors Rold Skov: Den du er. Samtaler om mødet
mellem mennesker. Ulrikkeholm.com, 71-81.
Zeitler, U. (2015): ”Kvalitet i det socialpædagogiske arbejde.” I: Kjærgaard, H., red.: Social- og specialpædagogik. Akademisk Forlag,
København.
Hvad er digital dannelse?
Med internettet og sociale mediers
indtog i hverdagen skal man kunne begå
sig ’dannet’ på nettet. Digital dannelse
handler om evnen til at forholde sig
kritisk til vores brug af internettet og
de kilder til informationer, der danner
grundlaget for både holdninger og
viden. Hvordan optræder man dannet på
nettet? Hvilke digitale fodspor efterlader
vi og hvad skaber det af muligheder og
begrænsninger? Hvordan bidrager inter-
nettet til dannelsen af vores identitet?
Hvordan kan man arbejde med digital
dannelse inden for undervisningsverde-
nen? Disse og mange flere spørgsmål
tages op i årets konference i foredrag
og workshops med deltagelse af bl.a.
Michael Paulsen, SDU; Mikael Laursen,
KLF; Kirsten Wellendorph, VIA University
College; Martin Vestergaard, DMJX og
Lone Belling, Liv og Lederskab.
Få mere information om konferencen på
vores hjemmeside via.dk/3K.
Årets konferenceDigital dannelse3K-DAG 2017 – onsdag den 17. maj, kl. 8.30-14.30
Recommended