# LATINAMERIKARAPPEREN: Unge skal kende deres rettighederBØRNEARBEJDEREN: Vi vil have respektDEN FAGLIGE LEDER: Uden rettigheder kan du ikke forsvare dig

OKTOBER 2014

KRÆV DIN RET

MAGASINET OM FAGBEVÆGELSEN I UDVIKLINGSLANDENE

2 #ULAND • OKTOBER 2014

Rappen i Bolivia voksede for alvor frem i El Alto i 1990’erne på radiostationen Huayna Tambo. Anti-racisme, sociale krav og etnisk indiansk stolthed var rappernes temaer. Ofte sunget på de indianske sprog aymara eller quechua. De sociale budskaber er stadig i centrum, men blander sig nu med miljøpolitik og ligestilling.

“Min første plade handler om kulturel identitet, om anerkendelse af vores tusindårige rødder og så kampen for kvinders rettigheder. Jeg synger fortrinsvis til kvinder, og min rap er en måde at opfordre unge til at kræve rettigheder og bedre sociale forhold,” siger Imilla.

De unge skal lære deres rettigheder at kende, ellers går de ud af skolen og ud i verden uden at vide noget.El Loco

“>>

No. 001

KLIMA-NEUTRALTRYKSAG

Ulandssekretariatet er dansk fagbevægelses ud-viklings- og bistandsorganisation. Vi samarbej-der med fagbevægelsen i Asien, Latinamerika, Afrika og Mellemøsten for at fremme demokra-ti og rettigheder, forbedre arbejdsmiljø, styrke arbejdsmarkedet og bekæmpe fattigdom.

UDGIVER: Ulandssekretariatet, Islands Brygge 32D, 2300 København S

TELEFON: 33 73 74 40

E-MAIL: mail@loftf.dk, www.ulandssekretariatet.dk

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: Mads Bugge Madsen

REDAKTION: Gladis Johansson (redaktør), Katrine Dichmann

Christophersen og Carsten Flint Hunneche

FORSIDEFOTO: Lars Bertelsen

GRAFISK TILRETTELÆGGELSE: EN:60, en60.dk

TRYK: KLS Oplag: 3.000

Ulandsmagasinet er produceret med støtte fra Danida

ISS N 1603-5232

3#ULAND • OKTOBER 2014

TRO, HÅB OG OVERGREB… For os i det lille smørhul mod nord er demokrati en selvfølge. Vi er vant til at kunne sige vores mening. Ingen betvivler vores ret til at stå i fagforening. Vores rettigheder er slået fast i de overenskomster, som arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til, og i lovgivningen. Vi har en nedgroet respekt for menneskerettigheder og ar-bejdstageres rettigheder… Sådan er det langt fra alle steder i verden. I lande som latinamerikanske Guatemala og Honduras kan det koste dig livet at være politisk eller fagligt aktiv. Hvert år føjes flere mennesker – mødre og fædre, søstre og brødre – til en blodig mordstatistik. Dræbt, alene fordi de har stået fast på deres rettigheder. Alligevel stiller andre sig modigt op i stedet og insi-sterer på deres ret. På deres kollegers vegne. Deres børns vegne. Og deres egne vegne. Nogle af disse mennesker kan du møde her i magasinet. Vi skal lytte til deres historier og støtte deres kamp. For selv om disse mennesker lever tusindvis af kilo-meter fra os, så er deres kamp også vores. Fordi vi står fast på rettigheder. For alle. God læselyst.

Marie-Louise KnuppertLO-sekretærFormand for Ulandssekretariatet

Bente SorgenfreyFormand for FTFNæstformand for Ulandssekretariatet

MAGASINET OM FAGBEVÆGELSEN I UDVIKLINGSLANDENE

OKTOBER 2014

Indhold3 Kræv din ret – rap i Bolivia

6 ’ Jeg hader uretfærdighed’ – overgreb i Honduras

9 Ingen veje fører til Kaukira – på kanten af intetheden

12 Med livets som indsats – fagligt arbejde i Guatemala

14 Respekt, tak! – børnearbejdere i Bolivia

18 Retten til at leve – oprørets kunst i Honduras

HALLO DERUDE…

4 5#ULAND • OKTOBER 2014 #ULAND • OKTOBER 2014

E l Alto er næsten vokset sammen med La Paz. Men der er en verden til forskel på regeringsbyens høj-

huse af glas og stål og arbejderbyens rå slumbebyggelser.

I El Alto dominerer det indianske ayma-ra-sprog, og her dyrker de unge rap, hip hop og graffiti. Det er også her, rappere som El Loco og Imilla henter meget af deres inspi-ration til de tekster, der handler om at stå på sin ret og stille sociale krav.

”Jeg betragter mig selv som revolutionær. Ikke i ord, men i handling. Så i min gruppe er vi altid på folkets side i deres krav,” siger

Javier Tito Meneses – eller El Loco, den skø-re, som han hedder i rap-miljøet.

El Loco er 27 år, læser sprog og har rappet i forskellige grupper de seneste seks år. Han arbejder blandt andet sammen med Valeria Milligan – aka Imilla, som betyder lille ind-født pige.

Imilla er 22 år, læser også sprog, rapper og er såkaldt MC – Master of Ceremonies: Den, der griber mikrofonen, sætter gang i den med sin sang og dirigerer publikum.

”At være MC er at påtage sig et ansvar for et budskab. Det er en indsats for at skabe

et rum og åbne nogle døre for andre unge. Rappen er et værktøj med stor styrke, der når dybt ned i nogle socialt sårbare grupper i samfundet,” fortæller hun.

EN SNERT AF UNDERTRYKKELSEEl Locos tekster er altid kritiske over for samfundet og magthaverne, selv om han støtter Bolivias socialistiske præsident Evo Morales.

”Vi kan måske godt have en venstreoriente-ret præsident, men i sidste ende lever han ligesom borgerskabet. Der vil altid være en lille snert af undertrykkelse,” siger El Loco.Han mener, at staten lægger et socialt pres

på folk for at være gode samfundsborgere. ”Men samtidig bliver folk undertrykt, og de sikres ikke de menneskelige og sociale betingelser, der skal til for at overleve. Det oplever vi i udkantsområderne,” siger El Loco.

Han har deltaget i flere arrangementer om for eksempel arbejderes rettigheder og ret-ten til uddannelse.

”De unge skal lære deres rettigheder at kende, ellers går de ud af skolen og ud i verden uden at vide noget. Og så bliver man udnyttet,” siger han og understreger sit budskab:

”Et oplyst folk er et frit folk. Undervisning er den eneste vej til at opnå gode økonomiske muligheder.”

Imilla har netop optrådt i El Alto med de samme budskaber:

”Pigerne identificerer sig meget med det, jeg laver. Undervisning og folkelig oplysning interesserer mig allermest, og når du rap-per, så oplyser du,” konstaterer hun.

INGEN BEGRÆNSNINGEREl Loco begyndte at rappe i protest mod sin konservative far, der hverken forstår eller interesserer sig for den form for musik.

Imilla begyndte til sine forældres bekym-ring som graffiti-maler, da hun var 14. Hun laver stadig graffiti – eller gadekunst, som hun gerne kalder det – ved siden af sin rap. Og i dag bliver hun bakket op af sin mor, der fuldt ud accepterer hendes valg.

”Vi er kun få kvinder, der tør rappe. For det er et rigtigt macho-miljø, og så udsætter man sig selvfølgelig for fare,” erkender Imilla.

Men personligt er hun ligeglad: ”Jeg føler ingen begrænsninger, og der er intet, der kan holde mig tilbage. Mindst af alt en mand.” n

TEKST: LENE FRØSLEV OG ISABEL MERCADO • FOTO: LARS BERTELSEN

Valeria Milligan aka Imilla (lille indfødt pige)22 årHar rappet i seks årArbejder med kulturBor i La Paz

Javier Tito Menesesaka El Loco (den skøre)27 årHar rappet i seks årUnderviser i spansk og franskBor i La Paz

Jeg føler ingen begrænsninger, og der er intet, der kan holde mig tilbageImilla

“De to bolivianske rappere Imilla og El Loco rapper om social retfærdighed, anerkendelse af deres indianske rødder og om kvinders rettigheder. De kalder det folkeoplysning.

Den Lille og Den Skøre vil med deres rap åbne døre for andre unge.

Scan kodenOg hør Imilla

ET OPLYST FOLK ER ET FRIT FOLK

FAKTA Bolivia• Sydamerikansk land med grænser til Argentina, Brasilien,

Chile, Paraguay og Peru. • Bolivias areal er godt en million kvadratkilometer – 25 gange

større end Danmark. Regeringsbyen er La Paz.• 10,6 mio. indbyggere: knap 60 pct. er indianere• 53 pct. af befolkningen er under 25 år. • Halvdelen af befolkningen lever i fattigdom.• 9 ud af 10 bolivianere over 15 år kan læse og skrive. • Ud over spansk har Bolivia tre officielle, indfødte sprog.• Bolivia blev uafhængigt i 1825 og har haft ca. 200 statskup. • Bolivia er verdens tredje største producent af coca-blade

og kokain. Kilde: CIA World Factbook 2014

Bolivia

7#ULAND • OKTOBER 20146 #ULAND • OKTOBER 2014

F For 33-årige Lourdes Valverde har hele livet været en kamp. Lige siden hendes barndom sluttede, da hun

som fattig, 11-årig børnearbejder blev sendt til millionbyen San Pedro Sula for at være tjenestepige hos en rig familie.

I dag arbejder Lourdes 44 timer om ugen som afrydder i ‘Pollo el Hondureño’, en af de store fastfood-kæder i Honduras.

San Pedro Sula er Honduras’ næststørste by – en industriby, der betegnes som ver-dens mest voldelige by. Her er mord en del af hverdagen. Her har Lourdes kæmpet for at overleve og for at skaffe sig arbejde, så hen-des tre børn kan få mad på bordet. Og her er hun blevet så vred over, at hun og hendes kolleger bliver snydt og bedraget på deres arbejde, at hun har taget kampen op.

TILLIDSKVINDE I HEMMELIGHED”Jeg hader uretfærdighed,” konstaterer Lourdes.

For selv om Honduras har love, der fastsæt-ter for eksempel arbejdstid og ret til ferie, så bliver reglerne brudt i et væk. Og selv om landet har underskrevet konventioner om beskyttelse af arbejdere og retten til at orga-nisere sig, så er begge dele langt fra virkelig-heden i Honduras.

Derfor har Lourdes Valverde kastet sig over arbejdet som tillidskvinde for sine kolleger. Lourdes er også i gang med at oprette en lokal fagforening i restauranten. Men hun gør det i hemmelighed, for hun er bange for at blive fyret, hvis chefen opdager det. Men en fagforening må hun og hendes kolleger have, mener Lourdes:

JEG HADER URETFÆRDIGHEDLourdes Valverde nægter at finde sig i uretfærdigheder på arbejdspladsen. Og dem er der ellers mange af dem i Honduras, forsikrer hun. Senest fik hun sat arbejdstiden ned med fire timer om ugen. Og selv om hun føler sig forfulgt af cheferne, nægter hun at bøje nakken.

TEKST: LENE FRØSLEV OG UNNA KÜSSNER • FOTO: ERICK ESTRADA

De anklager én for alt muligt, for at man skal miste glæden ved arbejdet og selv sige opLourdes

“

>>

FAKTA Honduras• Land i Mellemamerika med

grænser til Nicaragua, El Salvador og Guatemala samt Stillehavet og det Caribiske Hav.

• Honduras’ areal er på 112.000 kvadratkilometer – mere end dobbelt så stort som Danmark.

• 8,6 mio. indbyggere. • Hovedstad er Tegucigalpa.• 50 pct. af befolkningen er under

19 år.

• Honduras er det næst fattigste land i Latinamerika.

• 65 pct. lever i fattigdom.• Landet har verdens højeste antal

drab pr. indbygger.• Honduras blev uafhængigt i 1821

efter næsten 300 års spansk ko-lonistyre.

• Honduras er transitland for narko-tikasmugling til USA.

Kilder: CIA World Fact Book 2014, Wikipedia, BBC

Honduras

8 9#ULAND • OKTOBER 2014 #ULAND • OKTOBER 2014

Lourdes, som allerede er i gang med sit næ-ste projekt: højere løn og helligdagsbetaling.

FORFULGT OG DEGRADERETMen det har sin pris at være fagligt aktiv. Selv siger Lourdes, at hun bliver forfulgt af chefen, der har beskyldt hende for at komme for sent og for at begå fejl. Hun er blevet frataget sit job som mellemleder og er nu igen afrydder og rengøringsdame i bunden af hierarkiet. Men det får hende ikke til at give op:

”De anklager én for alt muligt, for at man skal miste glæden ved arbejdet og selv sige op. Men jeg vil forsvare mine rettigheder. De skal ikke bare kunne ødelægge det for os,” siger Lourdes om sine chefer. n

”For når man ikke kender sine rettigheder, kan man ikke forsvare sig.”

Selv har hun gennem den faglige landsorga-nisation CUTH været på tillidsmandskursus og lært om de mest grundlæggende rettig-heder for arbejdere.

Det var således Lourdes’ fortjeneste, at den ugentlige arbejdstid på restauranten med ét slag blev sat ned med fire timer. Ganske enkelt, fordi lovgivningen fastsætter ar-bejdsugen til 44 timer – og ikke de 48 timer, der stod i de ansattes kontrakter.

”Men det vidste vi jo ikke. Der er SÅ mange uregelmæssigheder her i Honduras,” siger

Lourdes Valverde 33 årBor i San Pedro Sula, HondurasGift med Ivin, mor til tre børnAfrydder på fastfood-restau-ranten ’Pollo el Hondureño’Har tidligere været børnear-bejder og arbejdet på fabrikTjener cirka 500 kroner om ugenArbejder 44 timer om ugen, også i weekendenEr i gang med at etablere en lokal fagforening med støt-te fra landsorganisationen CUTH

INGEN VEJE FØRER TIL KAUKIRA

ArbejdsmarkedetArbejdsløsheden i Honduras er enorm. Det er van-skeligt at få arbejde, hvis ikke man har forbindelser til chefer og arbejdsgivere. De fleste arbejdere er ufaglærte, og næsten 20 procent kan ikke læse og skrive. Officielt er arbejdsdagen otte timer, og loven fast-slår, at ingen må arbejde mere end 44 timer om ugen. Loven bliver dog ofte brudt. Det gælder også reglen om, at man har krav på 10 dages ferie. Mindstelønnen varierer og er lavest i landbrugs-sektoren. I butikker og restauranter er lønnen cirka 2.000 kroner om måneden.Kilder: ILO, Encyclopedia of the Nations, Wageinducator.org.

For familien Thompson i en af Honduras fattig-ste regioner er hver dag en kamp for overlevel-se. Her er brug for alles bidrag for at få mad på bordet. Også selv om pengene skal tjenes ved livsfarligt arbejde. Derfor tager 23-årige Taywar ofte på havet for at dykke efter humme-re. Et arbejde, der al-lerede har kostet hans egen far førligheden.

TEKST: GLADIS JOHANSSON OG UNNA KÜSSNER • FOTO: CARSTEN SNEJBJERG

Når man ikke kender sine rettig-heder, kan man ikke forsvare sigLourdes

“

>>

Det har arbejdere ret til…• Arbejdere har ret til at etablere

og være medlem af de organisationer, de selv vælger (ILO-konvention 87, artikel 2)

• Medlemslande skal overvåge, at arbejdere frit kan udøve deres ret til at organisere sig (ILO-konvention 87, artikel 11)

• Arbejdere skal beskyttes mod diskrimination på grund af deres fagforeningsaktiviteter (ILO-konvention 98, artikel 1)

• Arbejderes organisationer skal sikres beskyttelse mod enhver form for indblanding (ILO-konvention 98, artikel 2)

10 11#ULAND • OKTOBER 2014 #ULAND • OKTOBER 2014

10 mennesker i to træskure på pæle: Mor og far, fem hjemmeboende børn og tre børne-børn. Uden moderne faciliteter som rindende vand og elektricitet. Det lille træskur på syv kvadratmeter fungerer som køkken, mens det andet er delt i to rum på omkring 10 kva-dratmeter hver. Det er her, familien sover.

Der er mange munde at mætte, så der er brug for alle de bidrag, der kan slæbes hjem til hus-holdningen. Og især de penge, som de største børn sender hjem fra andre egne af Honduras.

Den ældste er Edal Medeline på 26 år. Hun tjener omkring 7.000 lempiras – eller 1.800 kroner – om måneden på en fiskefabrik på turistøen Roatan ud for Honduras’ nordkyst. Hun sender alt, hvad hun kan undvære hjem til familien og sine egne tre børn, der bor hos deres bedsteforældre.

Her er brug for alle hænder for at overleve. Tilsyneladende også en hånd fra Gud. I hvert fald har Kaukira hele 10 kirker. n

Taywars mor Doña Rita er også bange. Men hvad skal han ellers stille op, spørger hun: ”Han tjener penge ved det. Og det har vi brug for.”

Hummerhalerne er en delikatesse, som ind-bringer gode penge på det amerikanske mar-ked. Det giver også en slat til Taywar. Et rigtig godt togt kan indbringe ham helt op til 12.000 lempiras – eller godt 3.000 kroner. Men oftest bliver det til det halve, og med fire måneders fangstforbud hvert år er Taywars gennemsnit-lige månedsløn omkring 1.500 kroner. Som han skal dele med sin hjælper på båden.

Derfor arbejder Taywar sammen med sin lil-lebror Ron på 18. Så bliver hele fortjenesten nemlig i familien.

SEND FLERE PENGEFamilien Thompson bor lige bag klitrækken ud til havet. Her ejer de et stykke jord i det kuperede terræn, cirka en hektar, eller hvad der svarer til to fodboldbaner. Og her bor de

er så dødsens farligt, at man er bange for sit liv. Og det med god grund. Den frygtede dykkersyge har dræbt mange hummerdyk-kere og invalideret endnu flere.

DET FATALE DYKEn af dem er Taywars far Don Moises. For 20 år siden var han en dygtig hummerdykker. Men en dag gik det helt galt. Don Moises havde det fint inden det dyk, der skulle blive hans sidste. Men da han kom op på båden, følte han sig svimmel. Meget svimmel. Og så faldt han om.

”Men jeg var heldig, for lammelsen stoppede her,” siger han og lægger hånden på de ne-derste ribben:

”Lige under hjertet. Ellers var jeg død.”

I dag er Don Moises invalid og kan kun med stok og stort besvær stavre rundt på sine følelsesløse og delvist lammede ben. Arbej-de kan han ikke mere. Han er bekymret, hver gang Taywar tager afsted.

Tværtimod skræmmer det ham.

”Jeg er bange for at tage ud. Jeg har set en af mine venner dø. Vi sad og snakkede på båden, så gik han ned, og så kom han op. Og døde,” fortæller Taywar.

Men der er ikke andet arbejde at få, så med jævne mellemrum stævner Taywar ud sam-men med 60-70 andre dykkere og lige så mange hjælpere på en af industribådene i området. De er på togt i 10-12 dage og kan nå at dykke op til 16 gange på en dag.

Uden sikkerhedsudstyr og kun iført badebuk-ser og t-shirt, svømmefødder og iltflaske dyk-ker de helt ned til 40-50 meters dybde. Her skovler de – hvis de er heldige, og fangststedet er godt – så mange hummere op i hænderne, de kan have på en gang, svømmer op, læsser dem af på båden og dykker ned igen.

Miskito-folket kalder arbejdet som hummer-dykker ’vida muerte’ – dødt liv. Fordi arbejdet

Området går for at være den mest tilbage-stående region i Honduras. Det er også en af de allerfattigste. Her bor miskito-folket, og her har man i generationer levet af havet.Mange af Kaukiras familier lever stadig af havet. Af fiskeri og fangst af hummere og rejer. Men der er ikke mange penge at hente her, så de supplerer indtægten med frugt og grønt fra små jordlodder. Og med bidragene fra de familiemedlemmer, der er rejst til an-dre egne af Honduras for at finde de job, der ikke findes i Kaukira.

Det gælder også familien Thompson.

DET DØDE LIV23-årige Taywar er den ældste af familien Thompsons fem hjemmeboende børn. Han tjener sine penge på samme måde, som mange andre unge mænd i området gør, og som deres fædre gjorde før dem: Taywar er hummerdykker.

Det er ikke, fordi han bryder sig om det.

S elv om der bor et par tusind menne-sker i den lille langstrakte by Kaukira i det nordøstlige hjørne af Honduras,

så kan de mennesker, der har fast indtægt, tælles på få hænder: Et par sygeplejersker, en enkelt læge, nogle skolelærere og poli-tibetjente. Og så hele 35 ansatte på byens eneste regulære virksomhed, der eksporte-rer vandmænd til Kina.

Resten af indbyggerne klarer sig i den ufor-melle økonomi, uden papirer på noget som helst og uden sikkerhed for at tjene en ene-ste lempira i morgen.

Kaukira ligger på en smal, kilometerlang landtange med en kæmpemæssig sø på den ene side og det Caribiske Hav på den anden. Ingen veje fører hertil. Man kommer kun ud og ind ad byen fra vandvejen. Skal man i ban-ken eller købe andet end almindelige daglig-varer, må man sejle til distriktets hovedby Puerto Lempira. Med den hurtigste, og dyre-ste, båd tager turen en halv time hver vej.

Don Moises passer sit yngste barnebarn på bare ti måneder i familiens køkkenhus.“Jeg har set en af mine venner dø. Vi sad og snakkede på båden, så gik han ned, og så kom han op. Og døde.

”Dødt liv” kalder beboerne i Kaurira hummerdykningen.

Fordi arbejdet er så farligt, at man frygter for sit liv.

12 13#ULAND • OKTOBER 2014 #ULAND • OKTOBER 2014

Wendy Chavarìa Mejìa har kastet kræfterne ind for at skabe bedre arbejdsvilkår – og mod tilfældige fyringer og vilde, ubegrundede lønforskelle i kommunen. Men Wendy ved godt, at prisen kan blive høj. For fagligt arbejde er langt fra ufarligt i Guatemala.

TEKST: LENE FRØSLEV OG UNNA KÜSSNER • FOTO: EDGAR ROMERO

MED LIVET SOM INDSATS

Wendy Chavarìa Mejìa 30 årBor i Santa Rosa Cuilapa, GuatemalaGift, et barn.Kontorassistent på rådhuset,Tjener ca. 2.800 quetzales (1600 kr.) om månedenArbejder otte timer om dagen, fem dage om ugenFormand for lokalfagfor-eningen og i bestyrelsen for FESTRAS siden 2012Udsat for chikane på grund af sin faglige aktivitet

Mordet fik mig til at føle mig endnu mere utryg. Jeg tænkte hele tiden: Hvad bliver det næste?Wendy

I det smukke, bjergrige landskab en lille times kørsel fra Guatemalas hovedstad ligger provinsbyen Santa Rosa Cuilapa.

Her på byens kommunekontor har 30-årige Wendy Chavarìa Mejìa arbejdet som kontor-assistent i 12 år. Hun har været vidne til ikke så lidt gennem tiden, især efter, at hun for to år siden blev formand for den lokale fagfor-ening for kommunens ansatte.

Der er nemlig nok at tage fat på, når det gælder arbejdsforholdene. Og samtidig må Wendy leve med trusler, chikane og hær-værk. I Guatemala er modstanden mod fag-foreninger nemlig stærk.

150 ansatte arbejder i kommunen i Santa Rosa. Men kun få af dem kan føle sig trygge i jobbet.

”Hvert fjerde år har vi fyringer. For hvert fjerde år er der kommunalvalg,” konstaterer Wendys kollega Olga.

I Santa Rosa er det nemlig almindelig prak-sis, at en ny borgmester ansætter sine egne venner, familie og ikke mindst dem, der har støttet ham i valgkampen.

Og så er det ud med de gamle kommunalfolk.

KAMP MOD URETFÆRDIGHEDDet oplevede Wendy Chavarìa Mejìa selv, da hun og flere af hendes kolleger for nogle år siden fik en fyreseddel af en ny bogmester. Men Wendy og de andre tog kampen op. De gik til fagforbundet FESTRAS, og et år sene-re var Wendy genansat.

Og sidst fagforeningen måtte køre sådan en sag, blev de fyrede genansat allerede efter tre måneder.

Det var en stor sejr, at det gik så hurtigt, fortæller Wendy. Og oven i købet fordoblede fagforeningen sit medlemstal – selv om ledelsen opfordrer de ansatte til at melde sig ud.

”Vi har ingen tillid til chefen. Altså til borgmesteren og hans rådgivere. Det kan vi ikke have, når vi i fagforeningen kan blive angrebet når som helst,” siger Wendy, hvis næste kamp bliver om lønnen.

I dag får borgmesterens yndlingsansatte nemlig op til fire gange så meget i løn som andre ansatte for det samme arbejde.

MORD PÅ KOLLEGASidste år spidsede situationen helt til, da overenskomsten skulle fornyes. Ledelsen ville sætte endnu flere af de fastansatte på kontrakter, som skal fornyes hvert år. Wendy kritiserede åbenlyst ledelsen. Og så begyndte der er at ske ting.

”En dag fandt jeg dækkene på min bil skåret op. En anden gang smadrede de ruderne. Og en dag var bremseslangerne skåret næsten igennem tre steder,” fortæller Wendy og tilføjer:

”Jeg har ingen fjender – andre end den kommunale ledelse.”

På samme tidspunkt blev Wendys faglige kollega, den 38-årige bibliotekar Kira Zulueta Enriquez Menasom skudt og dræbt på sin arbejdsplads i naboprovinsen af ukendte gerningsmænd.

”Det var et slemt chok. Og mordet fik mig til at føle mig endnu mere utryg. Jeg tænkte hele tiden: Hvad bliver det næste?”

Men Wendy tror på fremtiden. Og hun oplever også, at samarbej-det i kommunen langsomt bliver bedre:

”Borgmesteren og rådgiverne kan ikke vinde over os. Det har de forstået. For det er os, der har retten på vores side.” n

FAKTA Guatemala• Guatemala ligger i Mellemamerika og har grænser til El

Salvador, Honduras, Belize og Mexico samt Stillehavet og det Caribiske Hav.

• Landet er 2,5 gange større end Danmark. Hovedstaden hedder Guatemala City.

• 14,5 mio. indbyggere. Andelen af indiansk befolkning er Latinamerikas næststørste. Mange af indbyggerne tilhører maya-stammen.

• Knap 60 pct.af befolkningen er under 25 år. • I Guatemala taler man spansk og en række maya-sprog.• Guatemala var spansk koloni i næsten 300 år og blev

uafhængigt i 1821. • Fra 1960 til 1996 var landet i borgerkrig, hvor 200.000

blev dræbt.Kilde: CIA World Factbook 2014

“Vold mod fagligt aktiveFagforeninger og deres ledere er lagt for had i Guatemala. Siden 2007 er 63 fagforeningsledere blevet dræbt. Sidste år i marts blev fire fagforeningsfolk myrdet på åben gade – alle var ledere i fagforeninger i den offentlige sektor. Wendys faglige kammerat, bibliotekar Kira Zulueta Enriques Menasom, blev med koldt blod skudt ned på sin arbejdsplads. Gerningsmanden er ikke fundet. Det bliver de skyldige næsten aldrig i Guatemala.Guatemala er i dag et af de værste lande i verden til at overtræde arbejdernes rettigheder. Landets præsident har lovet at få stoppet volden mod faglige ledere.Kilder: ILO, FN, Ulandssekretariatet

Guatemala

Der ser fredeligt ud på kommunekontoret, men Wendy kender den anden side af medaljen.

14 15#ULAND • OKTOBER 2014 #ULAND • OKTOBER 2014

N elly Marmani Ulury samler sine ting sammen. Hun skal på arbejde. I sin lille rygsæk har hun en slidt

bog og et kladdehæfte, en mandarin, lidt slik og fem bolivianos til at købe frokost for.

Nelly møder hver morgen klokken 7 og får fri igen klokken 19 – præcis 12 timer senere. Sådan har Nelly arbejdet i årevis. Selv om hun kun er 14 år.

I fire år har Nelly nu solgt bukser for doña Cleofé i Pagaje Ortega, et marked i handels-kvarteret Max Parsedes i Bolivias største by La Paz. Her er et evigt mylder af mennesker mellem boderne, der ligger tæt side om side. Doña Cleofés lille bod er to gange to meter. I den ene side står en lille bænk, hvor Nelly

kan hvile. Det gør hun nu ikke så meget. Det meste af dagen står hun, hænger bukser op og lægger i sirlige bunker, betjener kunder og besvarer spørgsmål om priser og størrelser.

SÆLGER SOM OTTEÅRIGFaktisk var Nelly ikke mere end otte år, da hun begyndte at arbejde sammen med sin søster. I to år solgte de skjorter.

”Jeg har altid været sælger. Før syntes jeg, det var hårdt. Men nu har jeg vænnet mig til det,” siger Nelly.

Hun er nummer syv af en børneflok på ti, og stort set alle hendes søskende har arbejdet, siden de var små. Det har de været nødt til. For Nellys far havde ikke et arbejde med en

fast løn. Nogle gange havde han slet ikke noget arbejde. Og til sidst blev han syg.

”Vi begyndte at arbejde for at hjælpe mine forældre. Jeg ville helst ikke arbejde, jeg vil gerne uddanne mig. Men vi har brug for pen-gene, for de rækker ikke for os.”

De 800 bolivianos – eller 630 kroner – om må-neden, som Nelly i dag tjener, er et nødvendigt bidrag til familiens overlevelse. Og det er der-for, næsten en million børn i Bolivia arbejder. De har ganske enkelt brug for pengene.

UDDANNELSE FOR FREMTIDENSelv drømmer Nelly om at få en uddannelse. Så hun kan få et fast arbejde til en ordentlig løn. Så hendes egne børn engang ikke skal

arbejde. Og så hun kan hjælpe sine søsken-de og sine forældre.

Når Nellys 12 timers arbejdsdag er slut, halser hun derfor videre til skole. Her bruger hun tre timer i aftenskolen sammen med mange andre af byens børnearbejdere.

Egentlig synes hun ikke, at børn burde ar-bejde. Men når de nu er nødt til det, så skal de også respekteres, siger hun. Derfor er hun medlem af Unatsbo – en organisation for Bolivias børnearbejdere:

”Vi vil have, at man anerkender os børne-arbejdere, ligesom man anerkender voksne arbejdere. Vi vil have en ordentlig løn. Og vi vil ikke udnyttes,” siger Nelly. n

MEN VI HAR BRUG FOR PENGENE

Nelly (tv) og hendes veninde er blandt de 850.000 børn, der arbejder i Bolivia.

I en alder af 14 har bolivianske Nelly allerede seks års arbejdsliv bag sig. Hver dag går hun først 12 timer på arbejde og så tre timer i skole. De fleste af hendes ti søskende arbejder også. Det er de nødt til, for at familien kan få mad, tøj og et sted at bo. TEKST: GLADIS JOHANSSON OG ISABEL MERCADO • FOTO: LARS BERTELSEN

Fakta om børnearbejdeOmkring 850.000 børn mellem 5 og 14 år arbejder i Bolivia. Det svarer til cirka hver fjerde i aldersgruppen. De fleste arbejder som tjenestefolk hos rige familier eller i miner, på fabrikker, værksteder og i landbruget. Andre job kan være at sælge is, slik eller cigaretter på gader, markeder og busstationer. Nogle arbejder som skopudsere eller sælgere i markedsboder.Flertallet har fuldtidsarbejde, mens andre arbejder deltid. Nogle børnearbejdere går slet ikke i skole, mens andre for eksempel går i skole om aftenen. Nogle børnearbejdere får løn, mens andre arbejder for familien, for eksempel i landbruget. Børnearbejdernes løn er ofte meget ringe.Det høje antal børnearbejdere skyldes fattigdom og arbejdsløshed, og børnenes arbejde er et nødvendigt bidrag til familiens overlevelse. Kilder: Unicef, Human Rights Watch m.fl.

Vi begyndte at arbejde for at hjælpe mine forældreNelly“

>>

16 17#ULAND • OKTOBER 2014 #ULAND • OKTOBER 2014

A t arbejde er værdigt. Det er ikke noget at skamme sig over. Derfor beder vi om, at man respekterer

os børn og unge, der arbejder i Bolivia.”

Sådan siger John Yujra. Han er 15 år og var indtil for nylig leder i Unatsbo, en organisati-on for arbejdende børn og unge i Bolivia.

Omkring 15.000 børnearbejdere er med-lem af Unatsbo, som har afdelinger i syv af Bolivias ni provinser. Organisationen blev dannet i 1998 og kæmper mod udnyttelse, for bedre arbejdsforhold, ordentlige lønnin-ger og ikke mindst for anerkendelse af de omkring 850.000 børn og unge, der i dag arbejder i Bolivia. De ønsker værdighed og respekt, siger John. Og de vil involveres i den lovgivning, der handler om dem.”Bolivias børnearbejdere er en befolknings-gruppe, som bidrager til landet. At vi har mu-lighed for at arbejde betyder, at vi kan leve med værdighed, købe vores eget tøj og mad og hjælpe vores familier, ” siger John Yujra.

B olivia har i dag verdens yngste, lovlige børnearbejdere. For nylig vedtog landets politikere nemlig

en lov, der sætter aldersgrænsen helt ned til ti år.

Den nye lov stiller dog betingelser. Fra 10 til 11 år må børn kun have selvstændigt ar-bejde – for eksempel som gadesælgere. De skal være under opsyn af deres forældre. Og så kræver loven, at de også går i skole.

Først som 12-årig må man blive ansat. Men kun med forældrenes tilladelse. Og man skal stadig gå i skole.

Desuden stiller loven særlige krav til ar-bejdsgiverne om børnenes sikkerhed og sundhed på arbejdet.

Selv begyndte han at arbejde som otteårig for at hjælpe sin mor, der var alene med ham og hans lillesøster.

TAG IKKE VORES ARBEJDESidste år demonstrerede hundredvis af vrede børnearbejdere fra Unatsbo i Bolivias regeringsby La Paz, da regeringen diskuterede den daværende grænse på 14 år for børnearbejdere. Demonstran-terne ønskede aldersgrænsen sat meget længere ned. Mange børn er nemlig nødt arbejde for at bidrage til deres familiers overlevelse. Det er realiteten i Bolivia, siger John:”Og man løser ikke problemet ved at tage arbejdet fra os.”

Men Unatsbo ønsker også, at myndighederne skal give fattige boli-vianere bedre adgang til uddannelse og sundhed. For eksempel give fattige børn gratis skolematerialer, så børnene ikke selv skal arbejde for at tjene til dem.

Organisationen arbejder også for retfærdighed for børnearbejderne, som ifølge John oplever chikane fra myndigheder og politi. Og så ønsker de beskyttelse mod vold og overfald, når de for eksempel sælger cigaretter på gaderne og barerne om aftenen.

”Vi er der jo ikke, fordi vi kan lide det. Men fordi vi er nødt til at tjene nogle penge.” n

VIL BESKYTTE BØRNENE”Børnearbejde eksisterer allerede i Bolivia, og det er svært at be-kæmpe. I stedet for at forfølge børnearbejderne, ønsker vi at be-skytte deres rettigheder og garantere deres sikkerhed på arbejdet,” siger politiker Adolfo Mendoza, der var med til at udarbejde loven.

Loven er nødvendig, mener regeringen, fordi halvdelen af landets befolkning lever i fattigdom, og mange familier er helt afhængige af børnenes bidrag. Regeringen håber ligefrem, at den lavere mindste-alder for børnearbejde vil hjælpe til at udrydde ekstrem fattigdom i Bolivia inden 2025.

Hidtil har aldersgrænsen i Bolivia været 14 år, selv om den er 15 år i konventionen om børns arbejde fra FN’s internationale arbejdsmar-kedsorganisation ILO. Fattige lande må nemlig gerne i en periode sætte grænsen ved 14.

Mange organisationer, der arbejder med menneskerettigheder og børns vilkår, kritiserer den nye lov. Det gælder også ILO. De frygter, at den ska-der børnenes sundhed og uddannelse – og dermed deres fremtid. n

BØRNEARBEJDERE, FOREN JER!TEKST: GLADIS JOHANSSON OG ISABEL MERCADO • FOTO: FREDDY BARRAGAN

TEKST: GLADIS JOHANSSON • FOTO: LARS BERTELSEN

FN’s børnekonvention• Børn skal beskyttes

mod alle former for fysisk eller psykisk vold, mishandling eller udnyttelse (Artikel 19)

• Børn har ret til hvile og fritid, til at lege og dyrke fritidsinteresser (Artikel 31)

• Børn skal beskyttes mod økonomisk udnyttelse og mod at udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i barnet uddannelse, skade barnets sundhed eller dets udvikling (Artikel 32)

ILO’s konvention 138 om børnearbejde• Mindstealderen skal

være mindst 18 år for enhver art af arbejde, som udgør en risiko for menneskers sundhed, sikkerhed og moral (Artikel 3)

• Mindstealderen for beskæftigelse må ikke være under 15 år. En stat kan efter forhandling i en overgangsperiode angive en mindstealder på 14 år (Artikel 2)

15.000 børnearbejdere i Bolivia står sammen i organisationen Unatsbo. De kæmper for anerkendelse, anstændige arbejdsforhold og ordentlig løn.

Bolivias regering har sænket aldersgrænsen for børnearbejde fra 14 til 10 år. Politikerne håber, at det kan hjælpe til at udrydde den ekstreme fattigdom i landet. Men loven møder kritik.

“At arbejde er værdigt. Det er ikke noget at skamme sig overJohn “I stedet for at forfølge bør-

nene, ønsker vi at beskytte deres rettigheder og garan-tere deres sikkerhed Adolfo Mendoza, politiker

NU MÅ BØRN PÅ TI ÅR ARBEJDE

18 19#ULAND • OKTOBER 2014 #ULAND • OKTOBER 2014

“”Kunsten er ikke nogen leg. Kunst er kultur, og kultur er til for at bidrage med noget til folket,” siger Darvin Rodriguez.

Derfor insisterer den 28-årige billedkunstner på at male virkeligheden. Han kan ikke få sig selv til at male smukke billeder af lykkelige mennesker, når realiteterne i Honduras er nogle ganske andre:

”Jeg kan ikke maskere virkeligheden og male noget, der ikke findes. Det vil jo medvirke til at skade samfundet.”

Slaveri kalder Darvin Rodriguez de forhold, som mange honduranere arbejder under. De knokler i årtier, men oparbejder bare gæld. Han ser byggeriarbejderne og deres benhår-de arbejdsliv på byggepladserne, når han går rundt i sit kvarter i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa.

Og han maler dem. Gerne i tegneserie-agtige billeder. Somme tider i meterhøje malerier.

Han vil gerne hædre de hårdtarbejdende honduranere og give dem værdighed, og han opfordrer dem med sin kunst til at gøre oprør.

Men kampen for anstændige livsvilkår og anstændigt arbejde, for rettigheder og retfærdighed skal ikke alene udkæmpes på arbejdspladserne. Darvin Rodriguez ud-kæmper den også i sin kunst, som han har kastet sig over for selv at føle sig værdig. For at vinde rettigheden til at leve.

”Jeg tror på en kunst, der er aggressiv og samfundskritisk. Kunsten har magt, og den kan ændre virkeligheden. Det ved jeg, den kan.” n

AT VINDE RETTEN TIL AT LEVE

Darvin Jonathan Rodriguez Maldonado 28 årBilledkunster, maler og skiltemalerUddannet på kunstakademi-et i HondurasBor i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa

Scan kodenOg se Darvins udstilling

Den 28-årige billedkunstner Darvin Rodriguez bærer en vrede i sig. En vrede over de usle forhold, han ser sine landsmænd arbejde under. En vrede over magthavernes manipulationer. Hans billeder læner sig op ad tegneseriernes univers. Men de skildrer den barske virkelighed i Honduras.AF LENE FRØSLEV • FOTO: ANA GRANERA

Kunsten har magt, og den kan ændre vir-keligheden. Det ved jeg, den kan.Darvin Rodriguez

Alle har ret til et an-stændigt liv. Og alle har ret til et anstæn-digt arbejde. Men i mange lande kan det være livsfarligt at kræve sin ret.

I denne bog kan du møde nogle af dem, der trodser frygten og insisterer på deres rettigheder.

Læs bogen eller bestil et eksemplar på www.ulandssekretariatet.dk

TRO, HÅB OG OVERGREB

Ulandssekretariatet LO

/FTF

Tro, håb og overgreb

UlandssekretariatetLO/FTF Council

Tro, håb og overgreb

Rettigheder og kunst i Latinamerika

9 788790 858001

Fagforeningskvinden Melvi fra

Guatemala blev forsøgt myrdet.

Hummerdykkeren Taywar fra

Honduras risikerer at dø af sit

arbejde. Tøjsælgeren Nelly fra

Bolivia har arbejdet, siden hun

var otte år. Læreren Zacarias har

viet sit liv til de fattige i Bolivia.

Mød dem alle her i bogen.