Kirstine’s historie – del 2

Torsdag kommer jeg afsted til blodprøven og skal så bare vente til klokken bliver 13, og jeg kan få svaret. Kl. 13 nul dut ringer jeg.

Jeg sidder derhjemme foran min computer og venter på svaret, mens jeg kan høre mit eget hjerte slå og mærke, hvordan åndedraget sidder fast i halsen af mig. ”Ja,” siger sygeplejersken lidt stille. Og jeg ved bare, at det er slut. ”HCG er desværre faldet til 23.” Jeg føler et kort øjeblik, at det hele bare bliver sort. Al ulykkelighed, sorg, frygt og frustration skyller ind over mig igen. Det, som tidligere på ugen var forduftet som dug, er nu vendt tilbage som en tordensky. Jeg græder og græder. Jeg kryber ind til min kæreste og græder bare. To timer efter skulle vi have været på kærestetur til Skotland, men lægerne kan ikke udelukke en graviditet uden for livmoderen, og jeg bliver nødt til at blive hjemme. Desuden kan jeg ikke overskue det. Fra at have forestillet sig, at jeg skulle sippe danskvand, og vi skulle glæde os over, at nu skulle det

endelig være os. Gøre os fantastiske forestillinger om fremtiden – ja, så er vi slået tilbage til nul. Og måske næsten mindre end nul – jeg føler mig i hvert fald mindre end nul.Den sorg, som overvælder mig, overbeviser mig på et splitsekund til at fortælle om vores problemer til mine veninder og mine forældre, som stadig ikke er blevet involveret på dette tidspunkt. Kun to veninder ved besked. Jeg ringer til min mor og fortæller grædende det hele. Og som kun en mor kan, så trøster hun og udviser en forståelse, som jeg slet ikke havde regnet med. Hun havde jo også oplevet at miste nogle tidlige graviditeter, og hun kunne jo virkelig så godt forstå min reaktion. Hvor er mødre bare fantastiske.

Uden den helt samme indlevelsesevne, men dog med stor forståelse og støtte møder jeg mine veninder. Og hvilken lettelse! Endelig behøves jeg ikke forklare noget, endelig forstår de min manglende energi, mit manglende humør og hvorfor jeg synes, at livet ærlig talt er lidt noget lort. Min chef er også meget forstående og siger, at jeg bare skal bruge de planlagte

feriedage til at komme ovenpå og desuden notere dem som sygedage. Det er også nødvendigt. Jeg er helt slået ud og kan slet ikke komme mig over, at jeg på så få dage alligevel havde gjort mig så mange forestillinger og drømt om så mange ting, som så pludselig bare bliver revet fra mig. Det lyder måske voldsomt for bare en lille biokemisk graviditet, men de, som har prøvet det, ved, at følelsen af at miste noget, som var en så dyrebart og ønsket gør så ondt, uanset hvor kortvarigt det var.

Det efterfølgende stykke tid går med et par få kontroller, hvorefter jeg kan starte op med en ny behandling. Optimismen er faktisk stor – jeg kan jo blive gravid. Og jeg tror på det. Hvis denne behandling lykkes, vil jeg lige netop være blevet gravid til jul og nytår.

Dog mærker jeg også en enorm sårbarhed. Og en tiltagende frustration. Min kæreste ser mig hudløst ærligt i øjnene og siger: ”Hvis du ikke kan håndtere disse behandlinger bedre, så bliver vi nødt til at stoppe.” Jeg hulker og

græder og forsøger at forklare ham, at selvom jeg er ked af de mislykkedes forsøg, så skyldes min tiltagende modløshed, at jeg er ved at indse, at jeg måske slet ikke skal have mine egne børn. Han forstår, og hele situation viser blot, hvordan det også slider på ham. Hvordan han er tyndslidt af at skulle trøste, holde humøret oppe og se mig gennemgå den ene behandling efter den anden uden resultat og kun med tårer til følge. Da han kommer hjem en dag og modløst fortæller, at en af vores fælles venner skal være far, så falder jeg helt sammen, græder og græder. Og han reagerer med vrede og frustration over mine tårer. Det hele synes ligesom at hænge i en tynd tråd. Men vi finder hinanden og trøster hinanden og forsøger at minde os selv om, at der er håb endnu.

Midt i den ulidelige ventetid efter den sidste behandling sidder jeg sammen med to venner og fortæller dem hele historien. Da de er gået, går jeg på toilettet og opdager en mikroskopisk smule blod. Jeg ved med det samme, hvad klokken er slået. Jeg er helt ulykkelig –

forsøger at få fat i min kæreste, som dog ikke tager telefonen. Og jeg græder. Igen. Da han kommer hjem, fortæller jeg det ulykkeligt, og han forsøger endnu engang at trøste og siger, at vi lige må se tiden an. Måske det ikke var noget. Næste dag er der intet i trusserne om morgenen, men da jeg er kommet på arbejde, kommer det. Endnu engang skal jeg se mig selv slået ud. Så heller ikke denne gang. Så jeg behøves ikke at bekymre mig om, hvad jeg skal sige, hvis jeg ikke kunne drikke til vores nytårsfest. I stedet skal jeg bekymre mig om, hvordan jeg skal håndtere mine to nygravide veninder, som skal med.

Det er 3. mislykkedes forsøg inkl. et fryseforsøg, som jo endte med en biokemisk graviditet. Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, af mine tanker. Og hvad det egentlig er, som kommer til at ske. Hvor længe skal vi blive ved? Hvor længe kan vi blive ved? Hvad ender det med? Jeg drukner i spørgsmål, som jeg ikke kan få svar på nogen steder og som bare nager og nager.

I desperation for bare at opleve et eller andet lykkeligt og dejligt, så beslutter vi os for at gifte os. Samtidig handler det også om muligheden for adoption. For det kræver oftest, at man er gift og har været gift i x antal år. Vi beslutter at holde det helt low key og nærmest hemmeligt. Vi inviterer blot nogle få af vennerne hjem til middag – blot for at hygge os og have det dejligt sammen.

Imens vi planlægger dette, starter jeg endnu en frysebehandling. Jeg går rimelig roligt ind til denne behandling – uden de store forventninger. Det er i hvert fald, hvad jeg fortæller mig selv. Inderst inde ved jeg godt, at jeg stadig er fuld af forventninger og håb, og at endnu et mislykket forsøg kun vil slå hårdere.

Jeg overlever med nød og næppe de knap to ugers ventetid, frem til at blodprøven skal tages. Jeg tester ikke selv inden – det har jeg aldrig gjort, selvom trangen oftest har været der. Men efter forrige gang hvor de to streger enten ud med en biokemisk graviditet, tør jeg slet

ikke tro på dem mere, før en blodprøve har talt sit brutalt tydelige sprog.

Jeg er igen inde på hospitalet for at få taget blodprøven. Laboranten, som tager blodprøven, spørger mig konverserende: ”Er det godt eller er det skidt?””Øhh,” mumler jeg lidt forvirret.”Ja, nogen af dem, som kommer herind, skal jo have foretaget en abort,” siger hun.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg synes, at spørgsmålet så er et lidt upassende – eller bare meget direkte. Hvis jeg skulle have foretaget en abort, så ville jeg da nok ikke have lyst til at dele det med en tilfældig laborant, som jo ikke kender mine omstændigheder overhovedet. Men nu var jeg jo på ingen måde der, så jeg svarer: ”Jamen, det ville være godt.”Inden hun kan nå at svare, tilføjer jeg: ”Jeg går faktisk i fertilitetsbehandling herude.””Nå, så ville det jo være rigtig godt,” siger hun glad.

Ja, det ville det da helt sikkert være. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg skal være opløftet – eller om jeg skal være ulykkelig. Hun ved jo ikke, hvor svært jeg faktisk har haft ved at blive gravid.

”Jamen, held og lykke så,” siger hun til mig, da jeg går med det lille stykke vat på armen. Tænk at svaret er lige dér, lige i den blodprøve hun har taget. Hvor er det uretfærdigt – giv mig dog bare svaret nu.

Derhjemme snegler tiden sig igen afsted, men jeg har jo efterhånden prøvet det et par gange før, om end kun én gang før, hvor jeg ikke kendte svaret på forhånd. Da det er et fryseforsøg, er min menstruation igen holdt tilbage af medicin.

Ikke ét sekund over 13 ringer jeg. Jeg er efterhånden vant til, hvor enormt svært det er at komme igennem til Herlev fertilitetsklinik, så jeg har øretelefoner på og kan blot trykke på ’genkald’ hele tiden. Jeg skal dog exceptionelt mange genkald igennem denne gang. Faktisk begynder klokken at nærme sig 14 med faretruende hast. Her

lukker telefonerne igen, og jeg kan først ringe i morgen. Alle de stakkels kvinder, som ringer ind for svar lige nu, tænker jeg. Gad vide hvilket svar de får. Jeg sætter min kæreste til at ringe også. Vi ringer og ringer – og pludselig lyder den korrekte opkaldstone (efter over 300 forsøg skal det siges). Jeg holder vejret, mens sygeplejersken leder efter svaret. Det føles som om, at mit liv ligger i hendes hænder. ”Tillykke, du er gravid!” siger hun. Jeg bliver helt paf – kunne det virkelig ske igen? Jeg får hurtigt sagt, at jeg har prøvet at få denne besked før, men at det få dage efter viste sig at være en biokemisk graviditet. ”Ja, det kan jeg godt se,” siger hun og henviser til mine papirer. ”Men hvis det beroliger dig, så kan jeg sige, at HCG denne gang ligger på 1100, hvor det sidste gang kun lå på 150.”

Hvilken engel af en sygeplejerske – hun vidste absolut lige, hvad jeg havde brug for at høre. Uden at huske hvordan får jeg booket en tid til scanningen tre uger efter – og kan mirakuløst huske, hvornår det

er. Måske ikke så mirakuløst, eftersom jeg stadig kan huske, hvornår jeg skulle have været til 3-ugers scanning første gang: 1. december – en scanning som jo aldrig blev til noget.

Endnu engang kan jeg ånde lettet op – være glad, lykkelig og forventningsfuld. Men denne gang dog ikke uden en meget stærk, underliggende uro i maven. Intet er jo sikkert endnu. Meget kan stadig gå galt – sidste gang gik det jo slet ikke. Selvom jeg er ovenud lykkelig bagefter, krammer og kysser min kæreste, så er denne uro så stor, at skyen stadig bliver over mig. Det er ikke lyserødt det hele – der er en stærk antydning af grå henover.

Om aftenen den samme dag bliver jeg overrasket af mine veninder, som kommer for at holde en lille uformel polterabend for mig. Stammende må jeg fortælle dem, at jeg lige har fundet ud af, at jeg er gravid – og jo altså så ikke kan drikke af den asti, som de straks har hældt op til mig. De er alle sammen lykkelige – de fleste kender godt historien, og de få, som ikke gør, får

det fortalt i løbet af aftenen. Mærkeligt hvordan ens liv pludselig ændres – hvis ikke sygeplejersken havde givet mig den besked, så havde jeg helt sikkert suget mig ned i rødvin. Nu bliver der pludselig snakket om baby og graviditet, også selvom jeg virkelig understreger, hvor usikkert det hele stadig er. Min ene veninder begynder blandt andet at snakke om, at ej nu skal jeg jo være gravid, når vi skal på North Side. Jeg får næsten lyst til at skrige, at hun skal holde op. Intet er jo sikkert endnu!! Tænk nu bare på sidst! Men hun gør det jo ikke for at være ubetænksom eller strid, men det er bare mere, end jeg kan håndtere i situationen.

Tre dage senere bliver jeg gift med min skønne kæreste. Det er en himmelsk dag – og selvom jeg ikke drikker om aftenen, så fylder graviditeten ikke så meget. Vi får virkelig lov til at tænke på noget andet – og bare nyde hinanden og være glade.

Nogle dage efter vender usikkerheden dog tilbage. Jeg kan jo ikke rigtig mærke noget. Det er

næsten som om, at alle de symptomer, som jeg synes, at jeg havde op til, at blodprøven blev taget – de er forsvundet som dug for solen. Jeg mærker uroen og ængsteligheden skylle ind over mig. Min kæreste – rettelse: mand – prøver at berolige mig, men jeg er mere end svær at få overbevist. Jeg beslutter mig for, at jeg alligevel vil tage en almindelig graviditetstest. Godt nok kan man ikke nødvendigvis regne med, at et positivt resultat rent faktisk betyder, at det går i den rigtige retning, men hvis jeg tager dem med en ugens mellemrum, så burde mit HCG jo på et tidspunkt falde så meget, at jeg ville kunne se det – selv på en almindelig graviditetstest. Så det gør jeg. En uge efter blodprøve tager jeg om morgenen en graviditetstest. Jeg er enormt nervøs – helt vildt nervøs. Jeg tør næsten ikke tage testen – jeg vil bare så gerne blive ved med at være gravid. Jeg er sikker på, at mit hjerte står stille, da jeg kigger ned på testen efter den obligatoriske ventetid på et par minutter. Positiv. Åh gud – gudskelov. Testen er positiv.

”Kan du så være lidt rolig nu,” spørger min utålmodige mand.Jaaah joooh, jeg er da glad, lige da jeg har taget testen. Men et par dage efter vender usikkerheden tilbage. Nu bliver jeg snart nødt til at teste igen. Her i bagklogskabens klare lys så forstår jeg ikke, hvorfor jeg skulle udsætte mig selv for den pinsel, som det var at tage disse tests. Men jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne lade være.

Jeg tester ugen efter igen – fuldstændig som et nervevrag igen. Holder testen med rystende hænder. Men igen er den positiv – og igen får jeg en kortvarig følelse af sikkerhed, tryghed og lettelse. Jeg er stadig gravid.

Samtidig begynder scanningen heldigvis at nærme sig. Paradoksalt nok skal jeg to dage efter scanningen ud og rejse med en veninde. 14 dage til Jamaica. Men hvad nu hvis det går som sidst, og jeg bliver nødt til at blive hjemme, fordi scanningen viser, at graviditeten ikke er levedygtig, som man så ufølsomt udtrykker det. Jeg

indvier min veninde i mine bekymringer, og hun er heldigvis helt forstående. ”Det er der jo så bare ikke noget at gøre ved, men lad os nu se,” forsøger hun også at berolige mig.

Scanningen er om mandagen og torsdagen inden er der stadig ikke sket det store. Hverken med symptomer eller andet. Da jeg kommer hjem fra jobbet, skal jeg dog lige på toilet, inden jeg vil til at støvsuge. Og der er frisk blod i mine trusser. Jeg er helt ude af det – jeg stirrer blot ned i mine trusser uden at kunne tro det, som jeg ser. Jamen, jamen – det skulle da være nu, at jeg skulle have en baby. Jeg går i panik. Ringer straks til min mand, som selvfølgelig ikke tager telefonen. Jeg kan ikke få luft. Ringer til min veninde, som er inde i mit forløb ned til mindste detalje. Og selv har en lille dreng på ca. et halv år.

”Okay, ingen panik,” siger hun til hendes grådkvalte, hyperventilerende veninde.”Der må være et sted, du kan ringe hen, og så komme ind for at blive

scannet – du skal ikke gå en hel weekend i uvished,” siger hun meget resolut. ”Og så ringer jeg til din mand, og siger til ham, at han skal skynde sig hjem ASAP.”

Jeg bliver kortvarigt beroliget af hendes handlekraft. Okay, ringe til klinikken. Men klinikken er lukket. Jeg finder dog hurtigt et nummer, som man ellers kan ringe på. Og jeg kommer videre til gynækologisk afdeling, som tager imod folk hele døgnet. Jeg taler med den sødeste læge. Jeg græder og hulker i telefonen, men får da fortalt, hvor langt jeg er henne og hvad der er sket. Han siger, at jeg endelig må komme derud, men må regne med, at der er en del ventetid. Det er lige meget – bare jeg kan komme derud. Bagefter ringer min mand, og jeg får hulkende fortalt ham, hvad der er sket. Han sidder allerede på cyklen.

Læs forsættelsen af Kirstine’s historie i næste afsnit.

Kirstine’s historie – del 3

Jeg tager bilnøglen og styrter ned i gården, hvor jeg venter på ham. Jeg ryster. Efter hvad der synes som en evighed kommer han. Vi krammer – han trøster lidt – og vi får sat os ind i bilen. Vi siger ikke meget, men kører blot den velkendte vej ud til hospitalet.

Vi kommer derud og finder rimelig let hen til afdelingen. Som altid når jeg er presset, nærmest løber jeg derhen, mens min mand prøver at få mig til at slappe af og tage den med ro. Hvilket tidspunkt at opdrage mig på! På klinikken sidder allerede to kvinder og venter. Den ene med en veninde og den anden med hendes kæreste. Jeg finder en sygeplejerske, som tydeligvis er midt i sin aftensmad, men det er jeg sådan set rimelig ligeglad med. Jeg får meldt min ankomst, og hun registrerer det. Selvom jeg egentlig skal tisse, så kan jeg ikke overskue at gå på toilettet. Jeg tør simpelthen ikke blive konfronteret med, hvad jeg ser dernede. Jeg sætter mig sammen med min mand – og venter.

Alle mulige tanker farer rundt i hovedet på mig: Er det slut nu? Skal jeg starte forfra? Skal jeg have lavet blodprøver og p.. og l… for at konstatere, at graviditeten er helt ude af kroppen? Skal jeg igennem endnu en behandling, endnu en omgang medicin, stikken sig med kanyler og smertefuld ægudtagning med morfin og andre lækre sager, som kroppen langsomt fyldes op af. Gennem ventetid og prøvesvar endnu engang – for hvilket svar? Måske endnu en positiv graviditetstest, men som hvad – kan ende herude på Herlev gynækologisk afdeling igen? Jeg kan slet ikke overskue det – prøver at skubbe tankerne væk, men de flyver tilbage med fornyet kraft.

Jeg forsøger at fokusere på de andre kvinder i venteværelset. Hvorfor er de her mon? Hvad har bragt dem herud?Pludselig kommer der en sygeplejerske ud og kalder os ind. Hun skal tage nogle prøver og stille nogle spørgsmål, inden jeg senere kan komme ind til lægen. ”Hvor meget har du blødt,” spørger hun lige ud.

Jeg er helt mundlam, men får fremstammet noget med, at jeg kun har blødt lidt, men jeg ikke ved, hvad der er sket siden, da jeg ikke har turdet kigge. Hun tager min puls, som – no wonder – er lidt høj. Fortæl mig lige, om nogle af kvinderne, som kommer herud, har en almindelig puls?? Mens hun stiller spørgsmål, lægger jeg mærker til en række informationsmateriale, som hænger bag hende. Designet er det samme som på det informationsmateriale, som jeg har modtaget om IVF-behandling og fryseforsøg på fertilitetsklinikken et andet sted på hospitalet. ”Medicinsk abort” står der på det ene infoblad. ”Spontan abort med udskrapning” står der på det andet. Det vender sig i mig, og jeg bliver rædselsslagen for, at hun pludselig vil tage en af disse papirer ned til mig. Heldigvis bliver de hængende på deres plads – men hvor længe?

Vi kommer ud igen og skal nu fortsat bare vente. Og vente. Efter lidt tid kommer en læge ud og taler med den ene kvinde i

venteværelset. Det er mere end svært ikke at høre efter, og jeg forstår, at kvinden er syg. Lægen mener dog godt, at hun kan tage hjem, men hvis det bliver værre, må hun komme igen. Lidt efter igen bliver det andet kærestepar kaldt ind. Indtil nu har kæresteparret ikke sagt et ord til hinanden, men blot stirret ud i luften og ned på deres mobiler. Ikke et godt tegn, sådan som jeg tolker det. Men man er vel heller ikke her, hvis alt var godt? De forsvinder med lægen ind i et andet rum.

Imens ankommer en anden kvinde sammen med, hvad der må være hendes mor. Hun er tydeligvis lidt oppe og køre og taler i modsætning til de andre rimelig højt og åbent. Hun leder også resolut og uden hensyn til pauser, lukkede døre eller andet efter en sygeplejerske og får meldt sin ankomst. Hun sætter sig ned sammen med moren ikke så langt fra os. ”Tænk, så skal man bare sidde her og være helt rolig, når man bare er ved at eksplodere indvendigt,” udbyder hun. Åh, hvor har hun ret.

”Skal vi ringe til Peter,” spørger moren forsigtigt.”Nej nej, det synes jeg ikke,” svarer kvinden. ”Der er ingen grund til at bekymre ham unødvendigt.”Jeg kan regne ud, at det er hendes kæreste, de taler om. Jeg forstår hendes ræsonnement, men tænker også, at han da gerne vil involveres. Det påvirker jo virkelig hende. Men ja, der ligger nok også et håb fra hendes side i ikke at gøre problemet større, end det allerede er.

Lidt efter kommer manden ud, som for lidt siden fulgte sin kæreste ind til undersøgelse. Gad vide, hvorfor han kommer ud alene? Der går noget tid, hvorefter pigen også kommer ud. Hun er tydeligt påvirket af situationen. Hun sætter sig samme sted som sidst og stirrer igen bare ud i luften. Kæresten forsøger at ae hende blidt på armen, hvor han kan nå. Han kigger hjælpeløst på hende. Åh, hvor historien bare gentager sig for alt for mange, tænker jeg og ser på min egen mand, som sidder tavst ved siden af mig. Lidt efter kommer sygeplejersken ud igen. Hun har noget i hånden. En lille pose med

nogle ting – og – jeg kan straks genkende de blå felter og opsætningen på papiret hun har med. Det er en af skrivelserne om abort, som jeg så tidligere. Sygeplejersken sætter sig på hug ved pigen og begynder at forklare. Hun stopper dog hurtigt sig selv. ”Måske vi skulle gå herind i stedet for,” siger hun og peger mod et tomt lokale. Pigen og hendes kæreste lister med uden at sige et ord.

Jeg ser, hvordan lyset bliver tændt og kan ane, hvordan de sætter sig ned. De bliver et stykke tid derinde og kommer så ud igen. Denne gang er det helt tydeligt, at pigen har grædt og græder. Kæresten tager deres ting, hvor de sad før, og helt stille går de ved siden af hinanden hen til elevatoren, hvor de venter, mens han forsøger at klappe hende lidt på ryggen. Akavet og stift, men tydeligvis med en enorm smerte og frustration. Hvad skal han dog gøre?

Jeg har helt glemt mig selv i dette sceneri og vågner langsomt op, da de er væk. Tænk hvis det er mig om

lidt – jeg kan slet ikke holde ud at tænke på den stakkels, stakkels pige, som må være så ked af det lige nu. Hendes verden er også pludselig vendt op og ned.

Pludselig kommer lægen ud igen og kalder denne gang os igen. Jeg kan mærke koldsveden springe frem. Vi kommer ind på en lille stue, hvor jeg ser den karakteristiske undersøgelsesbænk med bøjler til benene. Sammen med lægen er en jordemoderstuderende. Om det er ok? Ja, jo, selvfølgelig. Jeg har ingen idé om, hvad jeg kan tænke mig og ikke tænke mig i denne situation. Jeg vil bare gerne undersøges. Lægen kigger på vores papirer – spørger lidt igen. Hvor meget har jeg blødt, hvor langt er jeg henne? Hun fortæller, at min urinprøve fra tidligere ser fin ud. Der var ikke blod i, hvilket der normalt ville være. Okay, en positiv ting – jeg klamrer mig til hendes udsagn ”hvilket der normalt ville være”. Dog skal hun lige forberede os på, at når jeg er så kort henne, så er det ikke sikkert, at de kan se noget. Hun synes derfor, at jeg skal holde fast i min scanningstid på

fertilitetsklinikken mandag uanset hvad, så de også kan undersøge mig. Endnu en undersøgelse, hvor man kender udfaldet på forhånd, tænker jeg straks, men forsøger at skyde tanken væk.

Efter spørgsmålene skal jeg op på briksen for at blive scannet. Min mand sætter sig på den anden side og holder mig i hånden. Åh, hvad skulle jeg dog gøre uden ham.

”Ja, jeg undersøger dig lige lidt først,” siger lægen og finder noget udstyr frem. Hun undersøger med nogle bemærkninger til den jordemoderstuderende, som jeg ikke helt forstår, men overordnet set virker det vist normalt.”Men jeg kan godt se, at der siver lidt blod inde fra livmoderen,” siger hun så, og jeg mærker igen mit hjerte hamre, og det suser for min ører.

Lægen finder nu scanneren frem, og jordemoderen står bagved, smiler lidt, da jeg ser på hende. Lægen scanner – og jeg holder vejret – hun kigger koncentreret på billedet på

skærmen, mens jeg venter på min dom. ”Åh ja,” siger hun og tilføjer: ”Se hvor fint, der blinker jo et lille hjerte.” Hun peger mod skærmen og ja, lige dér ser jeg det – et lille, bitte blinkende hjerte.

Jeg kan slet ikke forstå det – jeg får tårer i øjnene og ser på min mand. Kan vi virkelig være så heldige? spørger mit blik. Han smiler jo bare, mens han fortsat stirrer på skærmen. Mindst lige så overrasket og lykkelig som jeg. Den sorte sky er lettet. Lægen smiler, den jordemoderstuderende smiler – og jeg smiler. Jeg kommer op, får bukserne på, og herefter snakker vi lidt med lægen om, hvad blødningen kan skyldes. ”Ja, nogen gange går celledelingen bare så hurtigt, at et lille kar brister,” siger hun. ”Ofte ved man slet ikke, hvad blødningen kommer af, men det er helt normalt at opleve.” Tænk, at jeg kunne blive så hys. Men jeg er bare så taknemmelig over, at der ikke på noget tidspunkt er nogen, som har sat spørgsmålstegn ved min frygt, sagt at det var fjollet, og at jeg måtte se

tiden an. Og gudskelov for det, det ved jeg ikke, om jeg havde kunnet klaret.

Vi kommer ud fra stuen, stadig som i en drømmerus. Men jeg ser kvinden, som sidder med sin mor og venter på, at det bliver deres tur. Hvad mon hun får at vide? Jeg får næsten helt dårlig samvittighed over min egen lykke, men ved jo udmærket godt, at det intet ændrer for hende. For en gangs skyld må jeg glæde mig over mit eget held, eller hvad man nu skal kalde det.

Et par dage efter kommer jeg til scanning på fertilitetsklinikken som aftalt tre uger forinden. Igen er jeg nervøs – og synes nærmest, at det tager timer fra lægen er begyndt at scanne mig, til han siger: ”Ja, og der kan I så se hjerteblinket lige så fint.” Heldigvis ser alt fortsat ud, som det skal – og jeg kan ånde lettet op – endnu en gang.

Herefter kan jeg tage jeg med min veninde ud at rejse. Og har en fantastisk tur. Dog præget af en stor usikkerhed fortsat. For hvad nu

hvis jeg ikke mærker, at graviditeten pludselig går i stå? Og hvad er risikoen egentlig for, at graviditeten går til grunde nu? Og hvad kunne symptomerne være? Jeg begynder at få kvalme og madlede og glæder mig på den ene side over det, men de dage, hvor jeg ikke mærker det, bliver jeg panisk angst igen og begynder at google som en sindssyg – som om jeg ikke allerede har lært, at man kun finder de svar på google, som man gerne vil finde.

Men jeg veksler igennem glæde over at være gravid – og nyder det i fulde drag – og så grimme tanker, nervøsitet og usikkerhed. Faktisk i en sådan grad at jeg bestiller en tryghedsscanning, mens jeg er væk, som jeg kan komme til den første dag, jeg er hjemme igen. Hvorfor ikke bare nyde det, tænker I måske? Hvorfor ikke bare slappe af i det? Jeg ville så gerne – men jeg kan bare ikke. Mine tanker kører fuldstændig deres eget game, og jeg kan bare stå på sidelinjen og konstatere, at nu er jeg tryg, nu er jeg panisk. Det er ligesom at cykle gennem en skov om natten og pludselig tænke: ”Ej, tænk nu hvis

der kommer en varulv springende.” Man ved godt, at der ikke kommer en varulv. Men alligevel får man kørt sig selv op i en grad, så man ender med at spurte af sted på cyklen midt ude på vejen rædselsslagen for varulven (det hjælper gerne hvis man har set en uhyggelig varulvefilm kort før, læs: set en masse dårlige statistikker på risikoen for abort efter uge 7).

Men der sker ikke noget under turen. Dog er jeg mere end motiveret for tryghedsscanningen. Min mand og jeg kommer ned på privatklinikken, som ligger midt i indre by og nok mest af alt henvender sig til typer som jeg selv – desperate, paniske og/eller overkontrollerende kvinder. Jeg bliver scannet (for 10.341. gang), og på skærmen ser vi nu, hvad der virkelig begynder at ligne en baby. Man kan i hvert fald tydeligt se hovedet og små arme og ben. ”Alt ser fint jo ud,” siger jordemoderen beroligende og smilende. Hvad hun dog ikke må opleve af irriterende gravide med 700.000 spørgsmål.

”Kan du så slappe af,” spørger min mand, da vi går hjem. Ja – eller jaaaah – eller måske?

Sandheden er, at frygten bliver ved med at vende tilbage i større eller mindre grad. Og jeg har nok aldrig lagt den helt. Det går dog efterhånden op for mig, at også andre – ’normale’ – gravide er nervøse. De frygter også at tabe (frygteligt ord) deres barn. Jeg var bange for, at oplevelsen med fertilitetsbehandlingerne næsten have ødelagt min evne til at glæde mig over min graviditet, og bare efterlade mig i en kontakt bævrende nervøsitet. Og ja, jeg har nok været ALT for bevidst om, hvad der kunne gå galt. Hvor høj risikoen var. Men på den anden side oplevede jeg hurtigt, at de ’normale’ gravide også var nervøse. Og enormt bange for at miste.

Min mor, som fortalte mig, at hun også havde oplevet tidlige aborter. Jeg kan godt huske, at hun har fortalt, at hun, før hun fik mig, fik fjernet en æggeleder, fordi hun blev gravid uden for livmoderen. Men det har aldrig før slået mig, hvor

ked af det hun måtte have været. Hun var ’gammel’ (i fertilitetsmålestok) og sandsynligheden for at blive gravid igen var meget lille. Hun må virkelig have været ked af det. Og det havde jeg slet ikke tænkt før. Sådan ændrer ens verdensbillede sig, når man selv oplever nogle ting. Jeg fandt i hvert fald trøst i, at mine følelser ikke var unormale eller skyldtes en brist opstået pga. fertilitetsbehandlingen. Nok var jeg meget nervøs og ængstelig, men som jeg også læste i en tilfældig blog, så er det også bare en del af at være mor. ”Bare vent,” skrev kvinden på bloggen ”når først babyen kommer ud, så bliver det meget værre.”

Nu sidder jeg her – er 33 uger henne og mangler kun godt 7 uger. Nu ser jeg rigtig gravid ud, føler mig rigtig gravid og har virkelig en baby inde i maven. Jeg er meget taknemmelig og glæder mig hver dag over mit held. Men frygten sidder der stadig – senest er jeg begyndt at bekymre mig for, at baby ikke når at vende sig.

Men jeg prøver at takle det – prøver at acceptere min nervøsitet og bekymring som et udtryk for, at jeg er ved at blive mere og mere mor. Så længe der er plads til alle de positive tanker også, så er det okay at være nervøs.