NR. 2 # MAJ 2012

2. Å

RG

. #

NR

. 2 #

MA

J 2

012

Adventister i Orienten

Sandheden i musikken

Jylland-Grønland tur-retur

Den svenske dirigent Herbert

Blomstedt, der stadig er aktiv,

modtager her en æresbevisning

– Charles Weniger Award for

Excellence.

”Jeg så endnu en engel flyve midt oppe un-der himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han døm-mer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.“ (Åb 14,6.7).

Englen kom med det evige evangelium. Guds sande evangelium er det gode budskab, at der er frelse, et evigt liv, på en syndfri jord. Dette er Guds gave til dig og mig. Gaven er stor og uendelig. Den er større, end vi forstår. Vi må tage imod den. Hvis vi ikke gør det, hvad er så vort alternativ?

Det sande og evige evangelium er Guds tilbud til os om at lade os forvandle, at vende os bort fra syndens vej ved Guds nåde. Det evige evangelium indeholder hele Guds uendelige kærlighed til mennesket. Det var forberedt før denne jords tilblivelse og fik sin praktiske be-

tydning allerede fra første dag efter syndefaldet, og det vil være evigt. Hele frelsesplanen ligger i dette evangelium, derfor bliver vi aldrig færdige med at studere det. Lad mig nævne 5 ting, som der findes i den første engels budskab:

1. Giv Gud ære for dit liv

2. Tilbed ham, der er vor skaber.

3. Anerkend, at Gud skabte jorden på seks dage med fuldendelse og en ekstra velsignelse på den syvende dag.

4. Anerkend at Guds doms time er begyndt.

5. Vi, der har taget imod ”Det evige evange-lium“, har et ansvar, der ved Guds hjælp må leves personligt. Men det må også bringes videre til de ”ikke frelste“.

Må vi i taknemmelighed sige tak for dette ”evige evangelium“. Det er Guds uendelige kær-lighed til dig og mig. Bent Nielsen

AKTIVE SENIORERudgives af Foreningen for Danske Adventistseniorer. I 2012 sendes bladet til alle medlemmer i Adventistkirken, der er fyldt 60 år. Adventistseniorer i udlandet kan få det tilsendt, som pdf-fi l via e-mail. Et årsabonnement koster for alle andre kr. 100.

Redaktion: Walder Hartmann (ansvh.), tlf. 7589 5619, walder@hafnet.dk, Birthe Bayer, Doris Jørgensen, Harry Sættem

Layout: Bente Skov-Hansen, bente.skov-hansen@adventist.dk

Tryk: Øko-tryk

Deadline for næste blad: 1. juli 2012Næste blad udkommer: August 2012

ISSN: 2244-9930

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Formand: Bent Nielsen, tlf. 6590 2570

Næstformand: Walder Hartmann

Kasserer: Hanne Essendrop

Sekretær: Birthe Bayer

Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Sonja Bäckström, Elbjørg Meiner-Madsen, John Petersen, John Ravnkilde og Harry Sættem

Revisorer: Erling Berg og Margit Jeppesen

SENIORKONSULENTENS TANKERNår du læser dette blad, Aktive Seniorer, håber jeg, du er taknemmelig for at tilhøre den gruppe mennesker, der har taget imod kaldet til at følge og tro det evige evangelium. Gud lod Johannes se tre engle med hver sit budskab. Vi kalder dette for de tre engles bud-skaber. Denne gang gælder det den første engels budskab.

3NR. 2 # MAJ 2012

Korea har kun én landfast nabo, Kina.

Japan ligger 200 km på den anden side

af det Japanske Hav. Kina og Japan har

gennem århundreder været undertryk-

kende naboer. Efter Anden Verdenskrig

blev Korea delt i to landsdele. Børge

Schantz besøgte i 2011 denne del af

Asien, hvor han holdt forelæsninger

om Islam på Sahmyook Universitetet i

Sydkorea.

Nordkorea har 24 mio. indbyggere, som lever under trange forhold med minimal frihed. Kristendommen er forbudt. Fattigdom og sult hører til hverdagen. Nordkorea har et kom-munistisk styre og prøvede med en militær indsats, bistået af Kina, at indtage Sydkorea. FN greb ind og 16 nationer kæmpede på Sydko-reas side. Koreakrigen 1951-53 endte med at gøre den 38. breddegrad til en stærkt bevogtet grænse mellem de to Korea’er. Under krigen sendte Danmark hospitalsskibet ”Jutlandia“ med læger og sygeplejersker til Korea. Blandt de danske læger var Jakob Raft, søn af J.C. Raft en af Adventistkirkens betydningsfulde admini-stratorer og evangelister i 1893-1930.

Sydkorea har 50 mio. indbyggere, der bor på knap 100.000 km2. Knapt halvdelen af befolkningen bor i hovedstaden Seoul og dens forstæder. Hovedindustrien er IT-teknologi samt skibsværfter og fire bilfabrikker.

Hovedreligion er Buddhismen – et filoso-fisk system med særegne religiøse træk, hvor guderne ikke optræder som centrale begreber. Fokus er rettet mod det indre menneske med en udvikling af selvet etc. Man mener, at 47% af befolkningen er buddhister. Resten er ikke of-ficielt tilknyttet nogen religion – det siges dog, at 26% er registreret som kristne.

ADVENTISTKIRKEN I KOREASyvende dags Adventistkirken var en alsidig vært for mit besøg. Med min baggrund i flere års virke på internationalt plan – som græs-rodsmissionær og ansvarlig leder – var anled-ningen til at undervise i Korea en enestående oplevelse, der gav nye indsigter.

Den Koreanske Unions Konferens, omfatter både Nord- og Sydkorea med en befolkning på 75 millioner. Unionen har 220.000 registre-rede medlemmer fordelt på 710 menigheder. Der findes seks konferenser samt missionen i Mongoliet. Nordkorea er en af konferenserne. Da grænsen er fuldstædig lukket, kan medlem-mer i det kommunistiske land ikke besøges eller registreres. Man anslår, at der er knap 1.000 medlemmer, der mødes hemmeligt på 26 steder. Kirkens virksomhed finder derfor sted i Sydkorea. Medlemsantallet er ti gange større end i hele Norden.

Den koreanske union driver seks hospita-ler, en tandlægeklinik, to fødevarefabrikker, et trykkeri, to plejehjem, et universitet med teologisk seminarium og sundhedsfakultet, 10 børneskoler, 8 realskoler, 7 gymnasier, 41 engelske sprogskoler, et E.G. White-center, to korrespondanceskoler med Radio-/TV-centre, en erhvervsfaglig uddannelsesinstitution, en

Adventister i ORIENTEN

På Nomok Observatory bliver eleverne undervist i naturfag på baggrund af den bibelske skabelsesberetning.

4 AKTIVE SENIORER

skole for litteraturevangelister og et observa-torium.

Dette er imponerende, når man ved, at de første evangeliske fremstød foregik i 1905 i et land, hvor Buddhismen er hovedreligionen.

SAHMYOOK UNIVERSITETAdventisternes universitet, Sahmyook Uni-versitet, er beliggende i hovedstadsområdet. Sahmyook er adventisternes største uddan-nelsescenter med omkring 6.000 studerende. Ordet Samyook står for de tre hovedpunkter i adventisternes uddannelsesfilosofi: Ånd, Sjæl og Legeme. De forskellige institutioner har næsten alle ordet Sahmyook i deres navne.

På universitetets enemærker er der også et gymnasium og en børneskole. Til daglig færdes der 13.000 elever, studenter, professorer, læ-rere og støttepersonale på terrænet.

Universitetet havde inviteret mig til en intensiv forelæsningsserie med afsluttende eksamen om islam som verdensreligion og mis-sionsmuligheder blandt muslimer. 39 stude-rende deltog i kurset. De arbejdede på Master of Arts (MA)), Master of Divinity (M.Div) eller Doctor of Ministry (D.Min). Undervisningen foregik fire timer om dagen i 12 dage.

ISLAM I KOREAI Korea er der ”kun“ omkring 130.000 musli-mer, hvoraf et mindretal på 30.000 er korea-nere. Resten er immigranter og fremmedarbej-dere fra islamiske områder. Islam kom til Korea omkring det 9ende århundrede med arabiske handelsmænd. Muslimske ritualer og klæde-dragt blev imidlertid forbudt af de mongolske herskere i 1427. I 1950 var der ingen muslimer Korea. Så kom Korea-krigen, hvor UN også indsatte en tyrkisk brigade med soldater, som naturligvis var muslimer. Disse praktiserede og vidnede om islam fra deres barakker og havde held til igen at plante islam i Korea.

Jeg kunne i denne forbindelse fortælle om min fætter, Knud Theils Mortensen, der var

kaptajn på et amerikansk troppetransport-skib. Under Korea krigen havde han som opgave at transportere tusindvis af soldater fra Tyrkiet til Pusan i Korea. De var en del af FN-styrkerne mod de kommunistiske nordkoreanere. Sørej-sen gik gennem Rødehavet, som kun er nogle få kilometer fra Mekka. Ud for Mekka bad de tyr-kiske muslimer indtrængende min fætter om at få lov til én gang i deres liv at besøge Mekka, nu da de var så nær. Men Knud havde sine ordrer. Soldaterne skulle frem til fronten. Han sørgede dog for, at en af masterne havde en pil, der hver dag viste bederetningen mod Mekka. Mine studenter lod mig en god tid drilagtigt høre for, at det var min kødelige fætter, der havde været med til at opvække Islam i Korea.

KIRKELIV OG GUDSTJENSTEFORMERI tillæg til den ret krævende undervisningsop-gave havde jeg anledning til at prædike i fire forskellige kirker. Forskellighederne fra vore kirker var interessante, belærende og impo-nerende. Koreanerne prøver, når man har et større antal medlemmer, at bygge kirkerne store med flere etager og mange lokaler til de forskellige afdelinger og aldersgrupper – samt en lejlighed til prædikanten.

Kirkesalen er det centrale lokale. I sabbats-skolen benytter man dog forskellige lokaler til klasser. Sabbatsgudstjenesten bliver fejret som et familieanliggende, hvor bedsteforældre tilbeder sammen med børn og børnebørn. Pro-grammet var præget af den vestlige form. Det var konservativt, men med passende korean-ske indslag. De ældre menighedsmedlemmer blev behandlet med stor respekt og høflighed. I visse kirker måtte man, ved gudstjenester, tage skoene af, før man betrådte platformen og prædikestolen.

Efter gudstjenesten havde man, i alle de kirker jeg besøgte, en fællespisning. Man havde både køkken og spisesal til sådanne formål i kirkerne. Efter spisningen spredtes man til de mange mindre rum, hvor der var tilbud til forskellige interesse- og aldersgrupper.

På min rundgang i bygningen fandt jeg med-lemmer optaget med aktiviteter, som jeg ikke før havde set i menighedssammenhænge. På

5NR. 2 # MAJ 2012

en dør stod der ”Happy Club“ (Glædeklubben). Her var en gruppe midaldrende menigheds-medlemmer samlet for at udtrykke glæde over, hvad Herren havde skabt eller gjort for dem. Man tog bibeltekster (Salme 126,2.3; Job 8,21 o.a.) med et kald til latter alvorligt og betrag-tede det som en positiv del af kristenlivet, der bør udøves. Gruppen stod i en cirkel og én pegede f.eks. på sine øjne og udtrykte, hvilken velsignelse og gave fra Gud synet er, og man takkede så Gud under høj latter og klappen i hænderne. Derefter var det ørerne, benene osv. man med latter takkede for. Man fortalte om helbredelse og lovpriste på samme måde. Man prøvede at få mig ind i gruppen, men jeg er nok lidt for skandinavisk til denne form for taksigelse, selvom jeg fandt den fængslende og accepterer den som en god ”medicin“.

ORIENTALSKE KRISTNE TILTAGD.Min (Doctor of Ministry) studenterne i min klasse var alle prædikanter i en moden alder (den ældste var 70 år). De havde praktisk erfa-ring fra menighedsliv og ledelse. Disse kvinder og mænd sad altid på de forreste rækker i foredragssalen. Kulturen forventer at yngre studenter giver førsteplads til seniorerne.

Jeg havde interessante måltider, samtaler og meningsudvekslinger med denne guppe, både i og uden for foredragssalen. Vi berørte bl.a. adventisternes lære om de sidste dage, som de er fortolket og forkyndt efter bibelske profetier med en historisk baggrund i Europa/Amerika, hvor pavemagten er en betydningsfuld faktor. Adventister i Fjernøsten lægger ikke meget vægt på disse udlægninger, da de faktisk kun berører historien, begivenheder og udviklinger i vor verdensdel (Europa og Nordamerika). Alle de store nationer, folkeslag, religioner og millioner af mennesker, der bor øst for Iran er ikke berørte. Er der mulighed for at profetiske symboler også kunne pege på udviklingen for kristendommens sag i Orienten? Det kunne være islam, hinduisme og buddhisme som falske religioner, moguler og kejsere som for-følgende personligheder, og Japan og Kina som undertrykkende nationer.

På et ord fra mig om den dominerende

vestlige og mindre brug af koreanske melodier i salmesangene, indrømmede man at det var et område man skulle arbejde mere på. Det var objektivt befriende at debattere med en sådan gruppe.

BLIVER ØSTEN EN NY BASE FOR KIRKEN?Det Fjerne Østen havde ikke mange sider i geografi -og historiebøgerne for 50 år siden. I 1816 omtalte Napoleon Bonaparte Kina som en sovende kæmpe, som man skulle lade sove, idet dens opvågnen ville ryste verden.

I dag er Østen en afgørende faktor i hele den globale udvikling. Den fortvivlede økonomiske depression i Vesten bliver måske delvis reddet af Kinas og de andre landes blomstrende indu-strier og nye rigdomme i form af en veludannet (dog underlønnet) arbejderklasse.

Syvende dags adventisterne oplever i dag – efter vækst i Afrika og Sydamerika – en enestående og uventet vækst i Asien. I 1960 havde man mindre end 200.000 medlemmer, mens tallet i dag overstiger 3 millioner (en 15 dobling). I samme 50 års periode er vort med-lemsantal i Danmark, grundet sekularisering og andre forhold, blevet næsten halveret.

Korea har vist en gradvis sund vækst både i kirker, institutioner og økonomi, og er et opmuntrende kapitel i adventisternes missi-onshistorie.

Børge Schantz

Børge Schantz har oprettet et email-nyhedsbrev: Nyheder og Observationer for Adventister (NOA). NOA er på dansk og har korte nyheder fra den religiøse verden med henblik på syvende dags adventisterne som en verdenskirke. NOA har modta-gere i Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Island og USA. Daglig føjes der nye adresser til mod-tagerlisten. NOA udsendes cirka en gang om ugen og er ganske gratis. Du er velkommen til at komme med på listen – send blot din emailadresse til: borge.schantz@turbopost.dk

6 AKTIVE SENIORER

Nedenstående er et uddrag af den tale, som Herbert Blomstedt holdt i forbindelse med højtideligheden i universitetskirken.

’Sandheden’ er et betydningsfuldt ord. Det har en tendens til at følge os gennem hele livet. Vi bliver født med ønsket om at kende sandheden, og for de af os, der vier vore kræfter til viden-skab eller kunst, kan det blive lidt af en besæt-telse – ellers er vi ikke sande videnskabsfolk eller kunstnere.

Sandheden må imidlertid aldrig behandles, som noget vi kan eje. Sandheden er ikke en vane, ej heller en pligt. Sandheden er noget dy-namisk, ikke noget statisk. I virkeligheden kan den være noget ekstatisk, hvilket vi bliver min-det om, når vi tænker på klassiske opdagelser som: Archimedes i badekarret, Isaac Newton under æbletræet, eller endda pioneren blandt adventister, Joshua Himes, da han befandt sig i en kornmark dagen efter den store skuffelse.

Elias Canetti, nobelpristager i litteratur, siger i en af sine beretninger: ”Sandheden er som et tordenvejr, og når den har renset luften, fortsætter den. Sandheden kommer som et lyn, ellers har den ingen virkning. Den, der kender sandheden, skal rystes over den. Sandheden må ikke blive menneskers skødehund, ve det menneske, der fløjter efter den“.

Jeg mindes et kursus for skandinaviske prædikanter, som Andrews University afholdt i Norge, sommeren 1965. Det varede 3 uger,

Ved en højtidelighed i Loma Linda Church fi k den verdensberømte dirigent

Herbert Blomstedt, der er syvende dags adventist, overrakt Weniger Award

for Excellence. Medaljen er hvert år siden 1934 blevet tildelt personer, der

på betydningsfuld vis har beriget verden gennem sin indsats. Modtageren

skal have vist egenskaber som inspiration, motivation, tjeneste.

En senior forholder sig til SANDHEDEN I MUSIKKEN

7NR. 2 # MAJ 2012

hvor jeg selv havde undervist et seminar om kristne salmer. Den sidste dag skulle der være spørgetid. Man tog kun imod skriftlige spørgs-mål, og luften var fyldt med spænding. Det før-ste spørgsmål blev læst op, og så kom svaret: ”Lyt til dette dejlige citat fra Vidnesbyrdenes 2. bind, s. 213….Sådan (smil) så er det klaret“. Næste spørgsmål. ”Vi finder et godt svar i Bud-skaber til menigheden s. 57… Mon ikke (smil) dette siger alt“. Sandheden blev behandlet som en hund. Man fløjtede, og hunden kom. Spørgs-målene var alvorlige og svarene inspirerede. De passede bare ikke sammen.

DEN NÆRVÆRENDE SANDHEDDa James White udgav den første adventist-publikation i 1849 kaldte han den for Den nærværende sandhed. Det var et godt navn. Sandheden var ny, relevant og påkrævet. Hvis der er en nærværende sandhed, må der også være en tidligere sandhed. Artiklerne handlede om sabbatten og om den lukkede dør, idet man henviste til Jesu lignelse om de ti jomfruer, der ventede på brudgommen. Sabbatssandheden er stadig aktuel i vor tid, men overbevisningen om den lukkede dør forsvandt i løbet af få år. Den hørte fortiden til.

Sandheden er ikke statisk. Jesus sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet“ (Joh 14,6). Hvis du ønsker livet, må du bevæge dig, følge Jesus, søge sandheden.

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan fort-sætte med de samme symfonier om og om igen. Bliver jeg aldrig træt af Beethovens ”Eroica“? Svaret er, at jeg søger sandheden. Sandheden i et musikalsk mesterværk findes i den fuld-komne balance mellem alle dets elementer. Det er meget kompliceret. Tusinder af detaljer skal passe sammen i brøkdelen af et sekund. Ikke alene skal alle de tekniske vanskeligheder kla-res, men også de udtryksfulde og følelsesmæs-sige egenskaber skal gengives… Musikkens budskab, som komponisten har fremsat, bliver let skubbet i baggrunden, hvis man fokuserer for meget på udøveren. Jeg håber i enhver koncert at komme tættere på sandheden i musikken, selv om jeg ved, at det aldrig bliver helt fuldkomment. Et kunstværk bliver aldrig

helt fuldendt. Selv Guds skaberværk blev ikke fuldendt. De syv dage var bare en begyndelse.

EN KONCERT ER NOGET SPECIELTEn symfoni eller en sang skal spilles eller synges for at blive levende. Det er en kunst at fylde tiden med mening. Det begynder med stilhed og ender med stilhed. Det mellemlig-gende kan blive sublimt eller trivielt, men der skal en opførelse til for, at det kan eksistere i virkelighedens verden. Kunstneren giver liv til det, der ellers blot ville være prikker og streger på et stykke papir.

Heri finder vi forbindelsen mellem religion og musik: På sporet af sandheden. Jeg spiller hver dag sammen med nogle af vor tids ypper-ste musikere, og jeg finder at de alle er mere el-ler mindre religiøse, selv om de ikke går i kirke. Sammen med mig jagter de sandheden.

Der findes naturligvis andre forbindelser mellem religion og musik. Martin Luther betragtede musikken, som den største Guds gave, efter teologien. Den svenske filosof Lars Gustafsson skrev i hans sidste bog: ”Der er noget mystisk ved musik, noget spirituelt eller noget dæmonisk, som vi ikke finder i andre kunstarter. Musikken trænger dybere ind i vore eksistentielle hemmeligheder, end ord eller billeder kan. Er det fordi musik ved mere om verden og universet, end vi normalt gør os klart? Er musik døren til en anden, indre ver-den? Hvis dette er tilfældet, må denne anden verden eksistere“.

Måske den store interesse for musik i Adven-tistkirken har sit grundlag her. Da jeg begyndte som orkester-dirigent for 60 år siden, var jeg nok den eneste inden for vor kirke. Jeg blev da også betragtet med skepsis. Dette var jo ”ver-den“, og jeg blev anset for ”fortabt“. Heldigvis havde jeg forstående forældre og elskelige me-nighedsfæller. Uden dem havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Gud har ledt på mirakuløs vis. Og jeg er ikke alene mere. Der findes flere professionelle adventistdirigenter i vor tids fil-harmoniske orkestre. Dertil kommer alle dem, der virker i vore skoler, kirker og universiteter, plus snesevis af adventistmusikere, der spiller i store symfoniorkestre over hele verden.

8 AKTIVE SENIORER

MUSIKKEN HAR SINE BEGRÆNSNINGER Hvis du forsøger at finde musikalske argumen-ter for vore 28 trospunkter, kører du fast. Mu-sikken er ikke dogmatisk. Dens ærinde er etisk. Åbenbaringens bog kan inspirere en komponist til storladen musik og Bach’s Mattæuspassion kan give lytteren en intens, personlig religiøs

oplevelse. Det samme kan en enkel salme fra Salmebogen. Hvad med musik uden ord: Sonater, strygekvartetter, koncerter, symfonier, eller en Impromptu af Schubert? Hvilken sandhed søger vi, når vi spiller denne musik? Er det muligt at lyve med musik-ken? Ja – og det sker

oftere, end du forestiller dig.Det er en kunstners ansvar at vide, hvad en

komponist vil med sin musik, og at rette sig derefter. Komponistens vilje fremgår af no-derne, og vi skal spille nøjagtig, som de siger. Vi skal hverken ændre på rytmen eller instrumen-teringen, fordi vi tror, at vi ved bedre…

En sabbats aften for mere end 40 siden her i Loma Linda, fandt jeg ud af, hvor let det er at bryde dette første bud i musikkens etik. Jeg blev bedt om at lytte til Universitetets FM-radio og ugens mest ambitiøse musikudsendelse. Jeg lyttede til 15 musikstykker af store kom-ponister som Bach, Haydn, Schubert etc. Intet lød, som det skulle. Bachs store orgelprælu-dium blev spillet som orkesterarrangement i Hollywood stil. Schuberts vidunderlige sang ”Ave Maria“ blev spillet uden ord af en saxo-fon. Hvorfor, fandt jeg aldrig ud af, men måske mente studieværterne, at de ramte lytternes smag bedre på denne måde.

Uheldigvis er vi så vandt til noget sådant, at vi slet ikke bemærker det, men efterligninger kan aldrig erstatte det virkelige – heller ikke i kirken.

ET SPØRGSMÅL OM SMAG?Meget moderne musik er en kombination

af modsatrettede værdinormer, hvor vi hele tiden skal være opmærksomme på dens negative indflydelse. Dette gælder også i kirken. Det fandt jeg første gang ud af, da jeg var 13 år gammel. Jeg havde spillet Barca-role fra Hoffmann’s eventyr af Offenbach ved en gudstjeneste. Efter gudstjenesten kom et kært menighedsmedlem hen til mig og sagde: ”Sådan noget skulle du ikke spille i kirken“. Jeg var målløs, for jeg syntes musikken var så skøn, men så fortsatte han: ”Det er jo en operette“! Han havde større erfaring end mig og vidste, at det egentlig var en liderlig sang fra en prostitu-eret i et bordel.

Der kan også findes dårlige kombinationer i Salmebogen, f.eks. # 239 ”O, lad mig høre om Jesus“. Teksten af Fanny Crosby er yderst værdifuld og griber os om hjertet. Musikken, derimod, er en fængende march, der godt nok driver af sentimentalitet, men er ekstremt monoton. Teksten vil have os til at stoppe op og reflektere over frelsens under, men melodien driver os videre. Sandheden trives ikke i en så modsætningsfyldt sammenhæng.

Heldigvis er Salmebogen fyldt med vidun-derlige sange, men vi vælger ofte dem, der ap-pellerer mest til vore følelser. Dette er ikke blot et spørgsmål om smag, for det påvirker vores opfattelse af Gud. Vi skal ikke præsentere Gud som en super julemand, der elsker os betingel-sesløst og belønner os på passende vis. Vi skal opleve mere af Guds majestæt og magt. Vi har brug for at bruge vore intellektuelle muskler og søge flere ”nærværende sandheder“.

SET I BAKSPEJLETDer er nu gået 70 år siden min far døbte mig som syvende dags adventist. Jeg har aldrig for-trudt dette skridt. Det har ført mig fra mirakel til mirakel. Alle mine orkestre – hvoriblandt nogle af de største i verden – har accepteret at holde sabbatten fri for generalprøver. Ingen har nogensinde klaget, ikke engang musikernes fagforbund. Kommunistregimet i Østtyskland indføjede endda i min kontrakt en passus, der sagde: ”Maestro Blomstedts ønsker med hen-syn til generalprøver, prøvespil og interviews vil blive respekteret“.

9NR. 2 # MAJ 2012

Carla og jeg besluttede før vort bryllup, at vi ville prøve at skifte retning i vor livsgerning. Vi ville bruge livet i en eller anden form mere direkte i missionens tjeneste for SDA kirken. Det betød uddannelse, og den første station på denne vej hed Vejlefjord. Vi blev antaget som elever og boede det første år på et værelse på anden sal i drengebygningen og spiste sammen med de øv-rige elever. Carla tog et år i ungdomsskolen, og jeg begyndte på det treårige præliminærkursus…

Efter det første skoleår 1943/44 tog vi toget til Slagelse. Vi fandt et godt værelse hos nogle flinke mennesker og begyndte at sælge Axel Varmers bog – I skyggen af store begivenhe-der. Om sabbatten var vi sammen med andre kolportører i Slagelse. Da sommeren var forbi, havde vi indtjent vort skolestipendium og kun-ne 1. september 1944 fortsætte på Vejlefjord.

Carla, der ikke ønskede at studere, blev bedt om at være leder i afdelingen for ’vask og stryg-ning’. Hun var af natur meget proper og havde en udpræget ordenssans og var praktisk dygtig. Jeg startede så i 2. præliminærklasse sammen med mine medstuderende. Studierne gik godt.

Jeg husker, at vi lige før jul var ude om efter-middagen og solgte julenummeret af Tidens Tale for at få penge til at rejse til Holstebro og holde juleferie der og være sammen med vore kære. Det var vældig hyggeligt.

DANMARKS BEFRIELSEEn stor begivenhed, nemlig Danmarks befri-else, fandt sted i dette skoleår – fredag aften den 4. maj 1945. Vi stod en gruppe elever ude på skolens hovedtrappe og hørte frihedens budskab gennem radioen. Det var en vigtig og glædelig historisk nyhed.

Der var også sket dette denne sommer, at skolens gartner gennem flere år, Holger A. Jensen døde kun 39 år gammel. Af den grund skulle jeg ikke kolportere den følgende som-mer, men blev bedt om at blive på Vejlefjord og hjælpe til i gartneriet. Carla medvirkede ved madlavningen under sommerens stævner.

Vi gik da den 1. september 1945 i gang med det tredje skoleår. Det var det sidste år før præliminæreksamen. Vi var elleve tilbage på holdet. Bodil Christensen, Alice Jensen og hen-des kusine Ruth Jensen, Ruth Panduro Olesen,

GLIMT fra et afvekslende og langt livVejlefjordskolen har spillet en vigtig rolle i mange adventist-

seniorers liv. De røde bygninger neden for bakken gemmer

mange spændende historier om mænd og kvinder, der viede

deres liv til tjeneste for Gud og mennesker. Én af dem har netop skrevet om

dette til familie og venner. Vi har fået lov til at bringe udpluk fra det kapitel,

der handler om tiden på Vejlefjord. 93 år gammel står ungdomstiden stadig i

frisk erindring hos Hans Jørgen Schantz. Nu skal du bare høre…

p skrevet om

Hans Jørgen Schantz på talerstolen i Vejle-fjordkirken. Billedet er fra 1990.

AKTIVE SENIORER10

Børge Larsen, Otto Hansen, Arnold Christian-sen, Eskild Larsen, Leif Rechter, Ernst Hansen og undertegnede. Vi bestod alle på en god måde den offentlige præliminæreksamen.

Jeg skulle igen ud at kolportere, mens Carla blev på skolen for at hjælpe til med sommerens arrangementer. Jeg tog til Fyn sammen med min klassekammerat Ernst…

MISSIONSKLASSEN… Det følgende skoleår (1946-47) var en mis-sionsklasse. Eleverne i den skulle forberedes til missionsarbejdet. Vi var otte: Hugo Christi-ansen, der senere rejste til USA og endte som overbibliotekar på Library of Congress, Bodil El-kjær, der arbejdede en tid som bibelarbejder og senere drev et stort renseri i Randers sammen med sin mand Aksel. Ernst Hansen blev først lærer, men senere kolportørleder og prædikant. Alice Jensen uddannede sig til fysioterapeut og rejste til USA. Gert Jensen studerede videre og

blev cand.mag og under-viste bl.a. i Vejle, Jelling og Vejlefjord. Edith Mad-

sen blev bibelarbejder og prædikanthustru. Børge Larsen blev prædikant, bibellærer og evangelist, men tog også studie-ophold på Newbold College og på Andrews University. Selv fik jeg en B.A. fra Newbold College i 1962 og en M.A. i religion fra Andrews University i 1972. Jeg blev prædikant, ungdoms-sekretær, redaktør og skolebestyrer.

Som lærere i denne missionsklasse husker jeg skolens forstander P.A. Christiansen, Carl Bagger, Karl A. Frederiksen, Esther Hange og E. Vedelsø-Nielsen.

Sidstnævnte afløste Thorvald Kristensen, der havde været min bibellærer i mine første tre år på Vejlefjord. Han havde i sommeren 1946 fået bevilget et studieophold på Washington Teolo-giske Seminarium, Washington D.C. Han vendte hjem til formandsposten i den vestdanske kon-ferens. Jeg blev sammen med Elinor Brødsgaard Larsen anmodet om at assistere ham ved en evangelisk kampagne i Århus. Sådan sluttede vores skoleperiode på Vejlefjord Højskole.

Hans Jørgen Schantz

Jeg har netop afsluttet læsningen af Hans Jørgen Schantz’ GLIMT fra et afvekslende og langt liv. Det har været både inspirerende og oplysende læsning. Jeg kan varmt anbefale andre seniorer at gøre det samme. Bogen kan købes hos forfatteren for kr. 100,- (+ evt. porto kr. 30,-). Du kan blot ringe på tlf. 5676 1007.

Når vi valgte at bringe glimt fra pastor Schantz’ tid på Vejlefjord, hænger det sammen med, at der netop er nedsat en redaktions-

gruppe, som har til opgave at samle en bog om Vejlefjordskolen. Det bliver en bog om skolens historie og udvikling, også før tiden i Daugård, men også om de elever, der har fyldt skolen gennem adventisternes snart 125 års kostsko-levirksomhed i Danmark.

Hvis du vil bidrage med anekdoter, vidnes-byrd, beskrivelser etc. til denne historie, opfor-drer vi dig til at henvende dig til undertegnede inden alt for længe. Walder Hartmann

PS

Børge Larsen Otto Hansen Arnold Christian

bvV

senprædikanthustru Børg

Missionsklassen fra 1947 mødtes 50 år senere til jubilæum på Vejlefjord. Her ses: Bodil Elkjær, Gert Jensen, Hans Jørgen Schantz, Alice Jensen, Børge Larsen, Ernst Hansen, Edith Madsen og Hugo Christiansen.

1111

Foråret er over os. Blom-

ster og træer springer ud. Gud giver

både lyst og energi til hver dags opga-

ver. Om et par måneder skal vi til senior-

stævne. Sommeren venter forude…

I dag modtog jeg en liste over dem, der indtil nu har tilmeldt sig sommerens seniorstævne i Norge. Listen indeholder 67 navne. Jeg glæder mig til at møde hver eneste af dem plus de mange venner, som jeg har blandt norske adventister. Jeg glæder mig til at gå i gang med forberedelserne til de timer, jeg er blevet bedt om at tage ansvar for til stævnet. Jeg glæder mig til gensynet med den norske natur, til køre-turen med Aage Bechs bus, til fællesskab og socialt samvær, til inspiration og eftertanke…

Jeg burde nok også glæde mig til det, der kommer før seniorstævnet. Græsplænen, der skal slås, for det giver god motion. Bilen, der skal forårsrengøres, for der er intet herligere end at køre på tur i en ren bil. Artiklerne, der skal skrives, for de hjælper mig til at tænke i stedet for at drømme. Opgaverne, der venter, for de kræver, at jeg holder styr på min kalender.

Pludselig føler jeg mig selv som en del af Jesu udsagn i Luk 7,31-32: ”Hvad skal jeg da sammenligne mennesker i denne slægt med? Hvad ligner de? De ligner børn, der sidder på torvet og råber til hinanden: Vi spillede på fløj-te for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I græd ikke“. De havde glemt den umiddel-bare glæde, der ellers kendetegner børn.

GLÆDEN VED AT VÆRE SENIORJeg står der midt i alle øjeblikkene, og jeg husker at nyde det hele, hvert sekund, og jeg får det egentligt, som jeg helst vil have det det meste af tiden, og nogle gange tænker jeg, at det er en fest at være senior og selv bestemme og kunne spise budding på rugbrød til mor-

genmad og torsk på tirsdag og købe en skjorte, jeg ser i et vindue under byturen. Ikke at være afhængig af andre, min kones humør eller pensionen, der tikker ind på kontoen. Jeg har bare mig selv og mit eget lille liv og en kat, der bor på terrassen.

Det er så fint, og så er det alligevel lidt ærger-ligt, for jeg savner fornemmelsen af at have det som et barn før jul, at glæde, glæde, glæde mig og håbe og blive varm i maven og tænke ”ih og næh og nå og jubee…“, det lette svirp af skræk for, at det alligevel ikke sker, noget ikke lykkes, forventningens glæde, der sitrer i kroppen.

Så må jeg altså til at øve mig lidt. I at glæde mig og vente lidt og tænke, at det faktisk kan være helt okay, at alting ikke sker lige nu, og at jeg ikke kan få alting med det samme.

DU SKAL LÆRE GLÆDEN AF FUGLEN OG LILJEN– det hævder i alt fald Søren Kierkegaard. Han skriver: ”Der hvor liljen og fuglen underviser i glæde, der er altid glæde – den er jo i liljen og fuglen. Hvilken glæde når det gryer ad dag og fuglen vågner tidligt til dagens glæde; hvilken glæde om end i en anden tone, når det lakker mod aften, og fuglen glad haster til sin rede, og hvilken glæde den lange sommerdag! Hvil-ken glæde, når fuglen – der ikke blot som en glad arbejder synger til sit arbejde, men hvis væsentlige arbejde er at synge, glad synger sin sang; hvilken ny glæde, når så også naboen be-gynder, og så genboen, og når så koret stemmer i, hvilken glæde og når der så til sidst er som et hav af toner, der lader skov og dal, himmel og jord give genlyd, et hav af toner, hvori den, som gav tonen an, nu tumler sig oven ud af glæde…“.

Nu glæder jeg mig alligevel. Til alt det, der venter, inden næste Aktive Seniorer skal i tryk-ken. Hvis du synger for på glædens sange, så skal jeg nok synge andenstemmen.

Walder Hartmann

Foråret er over

JEG GLÆDER MIG i denne tid…

NR. 2 # MAJ 2012

12 AKTIVE SENIORER

62 år gammel. Jeg havde solgt min tandlæ-gepraksis og afviklet et travlt og arbejdsomt hverdagsliv. Hvad så..? Når man er i arbejde og er træt af aldrig at have fri, er det svært at forestille sig , hvor tomt det pludseligt er ikke at have et arbejde at stå op til hver dag.

Nu skulle der tænkes i nye baner. Hvad var det egentlig, man havde lyst til som ung? Jeg læste oprindeligt til tandlæge for at tage til Afrika, så hvad var mere nærliggende end at tage til det danske ”udland“.

Det var ret let, at overbevise mig selv om at det var en rigtig god ide. Børnene var jo for længst ”selvhjulpne“ , derfor kunne jeg nok undværes i de tre måneder, som jeg skulle binde mig for at få et tandlægevikariat.

APRIL 2011Det var alligevel en mærkelig fornemmelse at rejse alene ud i verden. Hvordan ville det egentlig være at arbejde som tandlæge et andet sted?

Turen gik godt. Vejret var fantastisk. Fra flyveren kunne jeg følge, hvordan byen Nuuk kom tættere og tættere på, og de karakteristi-

ske små farvestrålende huse blev tydeligere og tydeligere.

Første dag på arbejdet var en lettelse. Alle var så hjælpsomme. Udstyr og materialer var velkendte. Jeg skulle starte med at arbejde på centralklinikken - en slags skadestue for tand-behandling, hvor folk kunne henvende sig med deres problemer mellem otte og ni om morge-nen og trække et nummer. Tandbehandling er gratis i Grønland, men man kan ikke ringe og bestille tid, så patienterne må væbne sig med tålmodighed. Der bliver sat en halv time af til hver patient, hvilket betyder at behandlingerne trækker i langdrag!!! Jeg havde indstillet mig på, at patienterne ville have meget dårlige tæn-der, derfor var det dejligt at kunne behandle tænder – og at jeg ikke bare skulle trække tænder ud !!!

I grønlandstandplejen har man satset meget på børnene og takket været en fantastisk ind-sats fra grønlandsk uddannede tandplejere har man formået at ”knække“ kurven, så børnene i Nuuk har lige så gode tænder som i Danmark.

Efter at have arbejdet en uge på centralkli-nikken blev jeg sendt hen på en skole, hvor

JYLLAND GRØNLAND

Vi har tidligere fortalt om Kirsten Thomsen, der afsluttede sit aktive arbejds-

liv med at konstatere, at nu var det på tide at bruge sin ekspertise til en fri-

villig indsats blandt nogle af samfundets svage og til tider oversete grupper.

Her kan du læse Kirsten Thomsens egen beretning om dette.

13NR. 2 # MAJ 2012

jeg skulle stå for tandplejen i det distrikt. Her fik jeg mit grønlandske hjem. Alle var søde og flinke. – Ja, det mest fantastiske var en patient, der inviterede mig med til sin datters konfirmation, efter jeg havde lavet en fortand på hende.

NUUK Når man siger Grønland, siger man også is og sne. Hver dag efter arbejde gik jeg en lang tur for at opleve naturen. Jeg blev aldrig træt af at beundre isbjergene i havnen.

Det er en del år siden Adventkirken blev solgt til kunstmuseum. I stedet besøgte jeg de lokale kirker, hvilket bød på en meget frem-medartet kultur. Selv til danske gudstjenester var salmesangen kun i halvt tempo. Til grøn-landske gudstjenester måtte man nøjes med at beundre alle de flotte nationaldragter, som dåbsgæsterne mødte op i, for det grønlandske sprog er jo som bekendt helt uforståeligt.

At være medlem af SDA-familien betyder også at have et stort netværk. De lokale adven-tister i Nuuk var blevet underrettet om, at jeg kom til byen. Det var en meget varm oplevelse

at blive inviteret ud, når man er alene i en fremmed by.

De sidste 6 uger af mit ophold i Grønland var jeg så heldig, at min mand, Carsten, kom op til mig, så vi sammen kunne dele indtrykkene af den flotte grønlandske natur og bruge et par uger på at være turister.

EFTERTANKERDet er nu et år siden, mit grønlandske eventyr startede, og jeg er rigtig glad for at jeg tog den udfordring. Jeg lærte en utrolig venlig befolk-ning at kende og så den mest storslåede natur. Når grønlændernes tænder ikke er specielt velholdte skyldes det hovedsageligt danske tandlæger, der ikke har opbygget et effektivt tandplejesystem. Grønlænderne overholder deres tider ligeså godt som danske patienter.

Det er fantastisk positivt at det grønlandske hjemmestyre har valgt at yde gratis tandpleje til sin befolkning i en tid, hvor de slås med store økonomiske problemer. Her i Danmark kan vi ikke blive enige om, at det er en menne-skeret at have tænder i munden.

Kirsten Thomsen

FO

TO: K

IRS

TEN

OG

CA

RS

TEN

TH

OM

SE

N

AKTIVE SENIORER14

Jeg har med interesse læst artiklen i sidste nummer af AS. Det er lykkedes Satan i løbet af nogle få år at få homoseksuelle parforhold til at fremstå som acceptabelt på lige fod med et heteroseksuelt ægteskab. Selv inden for store dele af kristenheden bliver sådanne parforhold aksepteret som en ”normal“ måde at leve på.

Omtalte artikel giver klart udtryk for, at homeseksuelle parforhold er i modstrid med Bibelens lære, samt at når dette praktiseres i tanke eller handling, så er det synd.

”Lønnen“ for synd er død iflg. Rom 6,23a, uanset hvilken form for synd, der er tale om, men samtidig siger skriften lige så klart, at ”hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed“ (1 Joh 1,9). Alle former for synd er indbefattet i dette løfte, og betingelsen er den samme: at bekender vi vore synder, som indbefatter at hente kraften hos Gud til at afstå fra synden, så renser Gud os, så vi i hans øjne står, som om vi aldrig har syndet.

Hvilken gave! Udtrykt i Rom 6,23: ”men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre“.

Som adventister burde det stå helt klart for os, at samliv mellem to mennesker af samme køn ikke kommer i nærheden af et bibelsk ægteskab, lige som et samlivsforhold mellem to mennesker af hver sit køn, der hverken er bekræftet hos de civile myndigheder eller i kirken, heller ikke gør det.

Er den ene praksis mere synd end den an-den? Hvorfor eller hvorfor ikke?

FRA HOLDNING TIL HANDLINGLissi og jeg har i 20 år måttet tage stilling til mange svære spørgsmål i den henseende, siden vores søn, Michael, fortalte os, at hans følel-sesliv var rettet mod eget køn. Efter nogle år valgte Michael at leve sine følelser ud. Bemærk: at Michael IKKE valgte at have homoseksuelle følelser. Derimod er det hans valg at leve sine følelser ud, på samme måde som jeg har valgt at leve som ægtefælle med min kone.

Spørgsmålet, som jeg stillede før, fik jeg besvaret en dag, jeg talte med en trosfælle. Vedkommende har kendt os som en familie i mange år og har altid sat stor pris på Michael. Vi talte om, hvordan han havde det, og jeg for-talte som sandt var, at Michael levede sammen med sin ven, hvortil der blev svaret: ”Sådan som Michael lever, er jo ikke værre end som mit barn lever“. Dette barn havde i ægteskabe-lig henseende slået nogle store kolbøtter. Jeg havde aldrig tænkt i disse baner, men måtte erkende, at Michaels situation i forhold til synd ikke var værre end den andens, for synd er synd, og synd, der ikke bekendes og afstås fra,

I Aktive Seniorer nr. 1 – 2012 bragte

vi en artikel med titlen ”To af Ska-

belsen Institutioner Undermineres.

Homoseksualitet, ægteskab, kirken

og Bibelen“. Vi beklager meget at

forfatternavnet, Børge Schantz,

ved en fejltagelse ikke kom med.

Bent Olsen har skrevet ind med sin

respons på artiklen.

NÅR MAN TVINGES til at tage stillingRESPONS

15NR. 2 # MAJ 2012

fører til død. Selv om det ikke var nogen hjælp for mig, at andre også havde problemer, så gav det mig en større forståelse for, at ubibelske samlivsformer uvægerligt vil føre til samme resultat, hvis der ikke sker en ændring i tide.

Derimod er der en ganske stor forskel, når der skal findes en løsning på sådanne situa-tioner. Hvor et heteroseksuelt samliv uden for ægteskabet kan gøres legalt ved at indgå ægteskab, så kan det samme ikke lade sig gøre i et homofilt samliv. Her er der kun én løsning: samlivet må ophøre og i praksis vil det sige at flytte hver til sit. At kærligheden i et homofilt samliv kan være af samme kvalitet og dybde som i et heteroægteskab, er for mig en kends-gerning, selv om jeg ikke kan forstå det, og der-ved får en løsning inden for Bibelens rammer helt andre dimensioner og konsekvenser.

DANMARK ANNO 2012Det homofile netværk presser meget på for at få samme status som det bibelske ægteskab. De juridiske rettigheder er på plads i vort land med registrering af sådanne parforhold, men det er ikke nok for Satan, menneskets fjende nr. 1. Forhåbentligt bliver det op til den enkelte frikirke og dens forkyndere (samt folkekirkens præster), om man vil foretage denne handling.

Med muligheden for at lade sig registrere, melder der sig store og vanskelige spørgsmål, som skal tages stilling til i de familier, der bliver berørt. Da vores søn indgik et registreret parforhold for nogle år siden, måtte Lissi og jeg tage stilling til spørgsmål som:

• Kunne vi være med til selve ceremonien og/eller til efterfølgende festlighed?

• Kunne vi ønske vores søn og samlever til lykke med et forhold, som Bibelen på utve-tydig måde taler imod og beskriver konse-kvenserne af?

• Kunne vi give vores søn en gave i samme anledning?

• Har vi efterfølgende fået en ny ”svigersøn“? (Vores datter er gift, så vi har en svigersøn).

• Bør vi opfatte vores søns samlever som en del af vores familie? (Martin har altid været velkommen hos os og er det stadig).

Det er spørgsmål, som vi har været nødt til at tage stilling til og efterfølgende tale med Mi-chael og Martin om. Det var en meget vanskelig samtale.

Som forældre må vi akseptere, hvordan vore børn vælger at leve deres liv, men samtidig vil vi altid have en forpligtigelse til igennem vore ord og handlinger at signalere til vore børn, om de er på vej mod det himmelske hjem eller ej.

Satan er rasende på alt, hvad der peger tilbage til, at Gud er vor Skaber. Sabbatsdagen, som er Guds tegn på, at det er Herren, der helliger os (2 Mos31:13), har Satan formået at ændre for de fleste kristne kirker. Selv om vi som Guds restmenighed bruger sabbatten i vort navn – syvende dags adventister – så er det for mig ganske tydeligt, at vi har problemer med vor forståelse af sabbattens hellighed. Det var samme problemer, som førte Israel som fanger til Babylon (se Jer 17:19-27).

Med hensyn til skilsmisser har vi som en kirke næsten de samme problemer, som den øvrige danske befolkning. Nu presser Satan på med et falsk ”ægteskab“! Forudsætningen for at modstå dette pres er, at vi vælger at stå på et ”så siger Herren“, uanset hvilke konsekvenser det kan få på kort sigt.

Jesus elsker synderen, men hader synd. Det samme bør vi gøre. Lissi og jeg elsker vores søn. Han vil altid være vores søn, og det er kærlighed til Michael, der er grundlaget for de vanskelige beslutninger, som vi har måttet tage.

Vi har 20 års erfaring med vores søns situation. Det gør os ikke til eksperter, men vi har haft en praktisk erfaring, og denne erfaring vil vi gerne stille til rådighed, hvis nogen føler brug for det. Vi har erfaret Guds nærvær, når vi har bedt om visdom og mod til at stå for det, som vi var overbevist om var på bibelsk grund, og vi har erfaret Guds velsignelse og set hans storhed i de bønnesvar, vi har fået.

Derfor, hvis nogen ønsker kontakt med os i den sammenhæng, er vores adresse: Lissi og Bent OlsenMågevej 12, 3390 Hundestedtlf. 4793 8081, bent@lbolsen.dk

Bent Olsen

Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum

VELKOMMEN TIL SENIORDAGE 2012

12. MAJ I ADVENTKIRKEN, ROSKILDE• Sabbatsskole: Walder Hartmann• Gudstjeneste: Bent Nielsen• Eftermiddagsprogram:

Grænselandet, hvor yngre bliver ældre

2. JUNI I ADVENTKIRKEN, SILKEBORG• Sabbatsskole: Bent Nielsen• Gudstjeneste: Walder Hartmann• Eftermiddagsprogram:

Grænselandet, hvor yngre bliver ældre

29. SEPTEMBER I ADVENTKIRKEN, ØSTERVRÅ• Sabbatsskole: John Pedersen• Gudstjeneste: Børge Schantz• Eftermiddagsprogram:

Hvor går vejen – anno 2012

6. OKTOBER I ADVENTKIRKEN, NÆRUM• Gudstjeneste: Walder Hartmann• Eftermiddagsprogram:

Hvor går vejen – anno 2012

Enhver er hjertelig velkommen til disse arrangementer. Der arrangeres fællesspisning alle steder.