11

5. Katrine Marie Guldager: Voksne mennesker kan godt tale om sexTeksten er fra novellesamlingen Nu er vi så her, 2009. Katrine Marie Guldager (f. 1966), dansk forfatter.

Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle . Min mand siger altid til mig, at jeg er dårlig til at fortælle – for-di mine historier savner begyndelse, midte og slutning . Men jeg siger, at det, der er afgørende, er, at man har noget på hjerte . Og det har jeg .

Min mand siger også, at man ikke skal kritisere sine forældre, og det vil jeg faktisk give ham ret i . Men derfor kan man nu godt betvivle et par ting, de har gjort . Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre i det følgende . Nu er jeg født i 1972, og dengang var tiden jo en anden . Det er næsten ubegribeligt i dag, hvor alting er blevet så konformt (hvilket er værst for de unge) .

Da jeg blev født, boede mine forældre i et bofællesskab i Birkerød . Man kan sige meget om bofællesskaber, men det vil jeg ikke gøre her . Jeg vil kun sige, at min mor i 1977 besluttede sig for 1) at hun ville skilles, og 2) at hun ville rejse til Indien med sin nye kæreste . Dengang var det ikke nogen særlig opsigtsvækkende beslutning, der var faktisk flere af min mors veninder, der klappede hende på skulderen og syntes, at det var flot, at hun skulle af sted . At hun gjorde sig fri . Frie fugle flyver, tamme har længsel. Sådan tror jeg nok, at man udtrykte det dengang .

Dengang var der nok ikke nogen af os, der vidste, at hun ville være væk så læn-ge, og heller ikke at hun ville blive katolik og tilknyttet Mother Teresas børnehjem i Calcutta .

Det var næsten midnat, da jeg blev ringet op i går . Min søsters mand fortalte, at min søster havde født inde på Rigshospitalet . Fordi jeg vidste, at min mor var i byen, ringede jeg den følgende morgen ind til hende og spurgte, om vi ikke skulle følges derind . Min mor lød glad og sagde, at hun ville møde mig ved informatio-nen . Hun skulle nok købe blomster .

Når der går så lang tid imellem, er det altid lidt mærkeligt at se min mor . Selv-om hun har været i Danmark i en måned nu, er hun stadig meget solbrændt . Hen-des lange fletning er den samme som dengang, hun forlod os . Der er noget tøven-de, næsten sygt ved hendes gang .

- Hej mor, siger jeg og giver hende et lille klem . Jeg tror, hun har glemt at købe blomster, i hvert fald har hun dem ikke med .

- Hej Louise, siger hun . – Jeg har allerede været deroppe, og vi skal vist ikke forstyrre lige nu . Må jeg give en kop kaffe?

Det er en af min mors faste vendinger: Må jeg give en kop kaffe? Jeg følger altid efter . Min mor er en gåde for mig . Altså ud over at hun er en kilde til uro . Så sjovt var det heller ikke at være alene med min far og min søster .

Cafeteriet på Rigshospitalet er et af disse moderne, åbne cafeterier . Min mor og jeg køber en kop kaffe hver . Ved kassen står vi begge to lidt og fumler, men det ender med, at det er min mor, der betaler . Vi sætter os ved et lille bord ikke langt fra kassen, jeg trækker en stol ud til hende . Derfra hvor min mor sidder, kan hun se kassen . Jeg sidder og kigger på alle dem, der går forbi . Pludselig rejser min mor sig og siger, at hun har brug for en øl . Jeg går på toilettet .

5

10

15

20

25

30

35

40

12

Da jeg kommer tilbage, har min mor flyttet sin stol lidt, så hun bedre kan se ud over hele cafeteriet .

- Nå, hvordan går det? spørger hun, da jeg sætter mig ned . – Med huset?- Det går meget godt, siger jeg og skynder mig at tilføje: – Mor .- Du skal komme og se det en dag, siger jeg .- Joh, siger hun .- Du er måske på vej tilbage til Indien, siger jeg .- Måske, siger hun og undertrykker et smil . – De kan åbenbart ikke undvære

mig derude .Hun tager en lille slurk af sin øl og spørger, om vi selv maler huset, eller om vi

har fået nogen til at gøre det for os .Jeg fortæller hende, at Niels Peters bror er tømrer, og at vi gennem ham har fået

fat i et par malere, der vil male hele huset for os . Træværk inkluderet . De skal have 6 .000 hver .

- 6 .000, siger min mor . – Det er godt nok billigt .- Må man ryge her? spørger hun så .Jeg peger op på et skilt, der hænger lige over vores hoveder .- Nå, siger min mor og hælder mere øl op i sit glas . Det er jo en festlig dag dette

her . Vil du ikke også have en øl? Jeg ville ønske, at din far kunne have været her .Jeg siger ikke noget, jeg ved ikke, hvad jeg kan sige . Jeg kigger på uret . Klok-

ken er lidt over ni .Min mor siger, at danskerne er blevet så anderledes .- Der er ingen, der snakker sammen mere, siger hun . – Der er intet liv . Hvis

dette var Indien, ville støjniveauet være et helt andet . Der ville også lugte af noget . Prøv og lugt engang, Louise! Rigshospitalet lugter ikke af noget som helst .

- Ja, siger jeg . – Eller nej . Du har sikkert ret .

I bagklogskabens klare lys ville jeg have ønsket, at jeg havde fyldt de efterfølgen-de minutter ud med et eller andet . For det er i den lille pause, der opstår, at min mor pludselig vil bekende sig til mig .

- Det var jo aldrig meningen, at det skulle blive til noget med mig og Karsten . Det var en affære, Louise, og sådan var det dengang . En aften, din far var til møde, kom Karsten ind for at høre, om han kunne låne en kop sukker, han var ved at lave pandekager til sine børn . Vi havde længe gået og flirtet med hinanden, kastet sultne blikke efter hinanden på fællesarealet .

Min mor læner sig ind over bordet, og jeg rykker mig automatisk væk .Hun kigger på de mennesker, der går forbi .- Nogle gange sker netop det, man prøver at undgå . Karsten var lige blevet

skilt, og jeg havde fået sådan en sympati for ham . Jeg havde aldrig set en mand græde så meget over en kvinde . Jeanett, kan du huske hende? Karsten havde slet ikke nogen, han kunne læne sig opad . Og den aften med pandekagerne var han begyndt at blive glad igen . Han sagde det ikke, men jeg kunne se det på ham, da han kom ind: Det gik fremad . Og så var det, det skete . Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle dig om det, Louise, men jeg har aldrig hverken før eller siden taget mit tøj af så hurtigt . Det var . . . stærkere end mig selv, ikke? På det tidspunkt havde jeg aldrig følt mig så forbundet med et andet menneske . Forstår du, hvad det vil sige, Louise? Det var første gang .

Jeg tog en slurk af min kaffe og kom til at kigge på et ældre par, der sad i nær-

45

50

55

60

65

70

75

80

85

13

heden af os . De havde ikke noget på bordet foran sig, ikke engang kaffe . Han holdt sine hænder i hendes, de kiggede næsten ikke på hinanden .

- Var det meget forkert af mig at forlade din far? Hun holdt en lille pause og kiggede intenst på mig .

- Louise, var det? Hun fortsatte selv:- Et forhold uden passion er vel ikke noget forhold? Jeg måtte give lykken en

chance . Nå, men du ved, hvad der skete, jeg tog til Indien med Karsten, og alle-rede efter en måned savnede Karsten sine børn så meget, at han ville hjem . Han græd hver morgen, og det eneste, jeg havde at trøste ham med, var … ja, sex, Lou-ise, det kan jeg vel godt sige til dig nu, du har jo været voksen længe, og voksne mennesker kan godt tale om sex .

Min mor smilede til mig, og jeg smilede igen, men jeg så hende ikke i øjnene .Hun fortsatte:- Jeg syntes ikke, at jeg kunne tage hjem, før jeg havde gjort det, jeg var kom-

met for . Jeg er et andet menneske nu, Louise, hvis du vidste, hvor mange børn jeg har taget mig af i alle de år . Faktisk har jeg reddet i hundredvis af børn, og i hvert fald tyve af dem skriver til mig hver jul . Jeg er en anden nu, Louise, tror du mig?

- Der er ingen, der bebrejder dig noget, sagde jeg .- Det er jeg glad for at høre, Louise, for folk skal jo også have en chance til,

ikke? Jeg ved heller ikke, hvad der sker for mig lige nu, det er jo alt sammen histo-rie . Hun tog en slurk af sin øl, og fingererede ved den lighter, hun ikke havde brug for .

- Det er så lang tid siden, og jeg er jo katolik i dag, men det ved jeg godt, Loui-se, det er ikke rigtig noget, man forstår herhjemme i Danmark . Men jeg er faktisk en god katolik, og jeg har hjulpet mange mennesker .

– Det er jeg sikker på, at du har, sagde jeg .Det ældre ægtepar, der sad over for os, rejste sig og begyndte at gå . Hun støtte-

de sig til ham, lagde sit hoved til hvile på hans skulder . Han havde sutsko på .Min mor kiggede på uret .- Vi kan godt gå derop nu, men vi kan også blive her lidt endnu, kan vi ikke,

Louise?- Jeg synes, vi skulle gå derop, sagde jeg . Hun vil sikkert gerne se os, og jeg har

jo også malerne, jeg skal hjem til .- Ja, sagde min mor . – Malerne .- Niels Peter er på arbejde, forklarede jeg .Jeg havde lyst til at fortælle hende, at Niels Peter og jeg ikke kan få børn . Jeg

havde lyst til at fortælle hende, at vi overvejer at adoptere . Men selvom min mor nogle gange føles tæt på, så føles hun det meste af tiden meget langt væk .

- Så jeg må hellere se at komme hjem, tilføjede jeg .- Ja, sagde min mor igen og smilede indforstået .- Det er os kvinder, der må tage os af hus og hjem, har jeg ikke ret?Men faktisk synes jeg ikke, min mor havde ret den dag . Hvad ved hun om det?

Os kvinder? Min mand siger, at jeg ikke skal bruge tid på at kritisere min mor, og det vil jeg heller ikke gøre . Alligevel synes jeg, at hun tog fejl dengang . Det var forkert af hende at tage til Indien, og det var forkert af hende at lade os andre i stikken . Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken . Livet handler også om forpligtelser og om at gøre det rigtige . Nu ender det med, at hun bliver gammel i Indien, og jeg kommer aldrig til at lære hende at kende .

90

95

100

105

110

115

120

125

130

135