andango - · PDF file4 4. Vil du være stjerne super tjekket og moderne – om virkemidler 102 Børnenes Ænsyklopædi 104 Marie alene om sommeren af Erik Skøtt Andersen 108

for5.klasseDansk

Gyldendal

Trine May og Susanne Arne-Hansen

GrundboG

andangoandango

9 7 8 8 7 0 2 0 6 9 2 2 8

andan

go

andan

go

5 G

ru

nd

bo

G

forside fandango5_21mmryg.indd 1 27/01/09 17:21:41

for5.klasseDansk

Gyldendal

andangoandangoGrundboG

Trine May og Susanne Arne-Hansen

Fandango5rettet.indd 1 27/01/09 12:11:39

Fandango 5GrundboGTrine May og Susanne Arne-Hansen

1. udgave, 2. oplag 2009© 2009 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de iaftalen nævnte rammer.

Forlagsredaktion: Anne Fægteborg og Lise JægerKonsulent på s. 72-76: Bo Kampmann WaltherTekst og billedredaktion s. 97-100, 121-122, 134-135, 251-261: Alice Carlslund og Anna StøttrupGrafisk tilrettelægning og omslag: Frk. MadsenOmslagsillustration: Simon Bukhave

Bogen er sat med Times, Salmiak og Rakugakiog trykt hos Clemenstrykkeriet

ISBN 978-87-02-06922-8

Fandango 5GrundbogArbejdsbog AArbejdsbog BLærervejledningwww.fandango.gyldendal.dk


Fandango 5GrundboGTrine May og Susanne Arne-Hansen

1. udgave, 2. oplag 2009© 2009 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de iaftalen nævnte rammer.

Forlagsredaktion: Anne Fægteborg og Lise JægerKonsulent på s. 72-76: Bo Kampmann WaltherTekst og billedredaktion s. 97-100, 121-122, 134-135, 251-261: Alice Carlslund og Anna StøttrupGrafisk tilrettelægning og omslag: Frk. MadsenOmslagsillustration: Simon Bukhave

Bogen er sat med Times, Salmiak og Rakugakiog trykt hos Clemenstrykkeriet

ISBN 978-87-02-06922-8

Fandango 5GrundbogArbejdsbog AArbejdsbog BLærervejledningwww.fandango.gyldendal.dk


3

IndholdIndhold

Litteratur – hvad er det? 6

1. Skal vi kigge lidt i spejlet? – om personkarakteristik 12

Prins Faisals ring af Bjarne Reuter 14 Tifanfaya af Henrik Nordbrandt 24 Et hjem med gevær af Cato Thau-Jensen 34

2. I faklernes skær – om miljø 42Dæmonernes hvisken af Josefine Ottesen 44Løven, heksen og garderobeskabet

af C.S. Lewis 56Himmelherren af Kenneth Bøgh Andersen 64

Computerspil 72World of Warcraft 74

3. I et glimt trådte næsen frem – om komposition 78

Troldtinden af Ida Jessen 80 Krageungen af Bodil Bredsdorff 88 Ansigtet af Louis Jensen 92 Casa Battló af Antonio Gaudí 97


4

4. Vil du være stjerne super tjekket og moderne – om virkemidler 102

Børnenes Ænsyklopædi 104 Marie alene om sommeren

af Erik Skøtt Andersen 108 Nanna Nokkefår får nok af Marianne Iben Hansen og

Hanne Bartholin 110 … før han skal spise frokost med kongen og dronningen

af Bente Olesen Nyström 116 Axel elsker biler af Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin 118

5. Fårene står der endnu og glor – om fortællere og synsvinkler 120

Jens Vejmand af Jeppe Aakjær 124 Ole sad på en knold og sang af Jeppe Aakjær 126 I brøndens mørke af Annette Herzog 128 Portræt af Dora Maar af Pablo Picasso 134 Shake af Christina Hesselholdt 137

6. Vokseværk er ikke rent pjat – om tema 140Bokserdrengen af Tom Kristensen 142Drengen der samlede på ord

af Birgit Strandbygaard 148En historie om vokseværk af Kim Fupz Aakeson 158

7. Op al den ting – om intertekstualitet 164Op, al den ting, som Gud har gjort af H.A. Brorson 166

En seks hundrede og fjerde gang af Louis Jensen 168Op al den ting af Steffen Brandt 169Anna og Engel af Anne Lilmoes 170En orm af Peter Mouritzen 180


4

4. Vil du være stjerne super tjekket og moderne – om virkemidler 102

Børnenes Ænsyklopædi 104 Marie alene om sommeren

af Erik Skøtt Andersen 108 Nanna Nokkefår får nok af Marianne Iben Hansen og

Hanne Bartholin 110 … før han skal spise frokost med kongen og dronningen

af Bente Olesen Nyström 116 Axel elsker biler af Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin 118

5. Fårene står der endnu og glor – om fortællere og synsvinkler 120

Jens Vejmand af Jeppe Aakjær 124 Ole sad på en knold og sang af Jeppe Aakjær 126 I brøndens mørke af Annette Herzog 128 Portræt af Dora Maar af Pablo Picasso 134 Shake af Christina Hesselholdt 137

6. Vokseværk er ikke rent pjat – om tema 140Bokserdrengen af Tom Kristensen 142Drengen der samlede på ord

af Birgit Strandbygaard 148En historie om vokseværk af Kim Fupz Aakeson 158

7. Op al den ting – om intertekstualitet 164Op, al den ting, som Gud har gjort af H.A. Brorson 166

En seks hundrede og fjerde gang af Louis Jensen 168Op al den ting af Steffen Brandt 169Anna og Engel af Anne Lilmoes 170En orm af Peter Mouritzen 180


5

8. Daddy is home, baby – om Bent Haller og hans forfatterskab 184 Knut og Køter af Bent Haller 185 Historien om

Hønsepigen

af Bent Haller 203 Ros til Asmus

af Bent Haller 220 Ønskebarnet

af Bent Haller 226 Dem fra Osser

af Bent Haller 232 Haven af Bent Haller 234

Der er ingen sukker på mine historier

– et interview med Bent Haller 236

9. Æblet og Ormen – om film 240

10. Kan man klippe et kunstværk? – om Peter Callesen og hans kunst 252

Peter Callesen

– en klippende

kunstner 253Hvid dagbog af Peter Callesen 254

Uigennemtrængeligt slot II

af Peter Callesen 256 Cowboy af Peter Callesen 258 Himmel og helvede af Peter Callesen 260


6

Der findes to slags litteratur: skønlitteratur og faglitteratur.

Litteratur – hvad er det?

6

Skønlitteratur ernoget, en forfatter har fundet på

En forfatter har digtet en historie. Han har fundet på, hvilke personer der skal være med i historien, og hvor og hvornår den skal foregå.

Forfatteren har også valgt, om historien skal være realistisk eller fanta-stisk. Den realistiske litteratur ligner virkeligheden, for den handler om noget, vi kender fra virkelighedens verden. Den fantastiske litteratur ligner derimod ikke virkeligheden. Den foregår måske i en verden med drager og kæmper – eller måske optræder talende dyr side om side med hekse, der æder børn, eller hunde, der ryger cigaretter.

Uanset om en tekst er realistisk eller fantastisk, er der i skønlitteratur ikke tale om virkelighedens verden – men om en „som om-verden“, hvor alt kan lade sig gøre. Derfor er det også sjovt at skrive litteratur selv. I litteratur kan du slå din nabo ihjel, eller du kan give din klas-sekammerat et kys, uden at det har konsekvenser for dig i virkelighe-dens verden. På den måde er skønlitteratur en slags løgnehistorier. Det er ikke virkelighed, selv om det måske ligner. Nøjagtig ligesom film eller computerspil. Skønlitteratur, film og computerspil kalder vi også fiktion.


6

Der findes to slags litteratur: skønlitteratur og faglitteratur.

Litteratur – hvad er det?

6

Skønlitteratur ernoget, en forfatter har fundet på

En forfatter har digtet en historie. Han har fundet på, hvilke personer der skal være med i historien, og hvor og hvornår den skal foregå.

Forfatteren har også valgt, om historien skal være realistisk eller fanta-stisk. Den realistiske litteratur ligner virkeligheden, for den handler om noget, vi kender fra virkelighedens verden. Den fantastiske litteratur ligner derimod ikke virkeligheden. Den foregår måske i en verden med drager og kæmper – eller måske optræder talende dyr side om side med hekse, der æder børn, eller hunde, der ryger cigaretter.

Uanset om en tekst er realistisk eller fantastisk, er der i skønlitteratur ikke tale om virkelighedens verden – men om en „som om-verden“, hvor alt kan lade sig gøre. Derfor er det også sjovt at skrive litteratur selv. I litteratur kan du slå din nabo ihjel, eller du kan give din klas-sekammerat et kys, uden at det har konsekvenser for dig i virkelighe-dens verden. På den måde er skønlitteratur en slags løgnehistorier. Det er ikke virkelighed, selv om det måske ligner. Nøjagtig ligesom film eller computerspil. Skønlitteratur, film og computerspil kalder vi også fiktion.


7

6

6

historier, der kræver, at du selv digter med

En forfatter kan godt sige os noget i sin tekst, uden at han skriver det direkte. Så læser vi mellem linjerne.

Selv om en forfatter har skrevet en spændende historie med masser af action, har han ikke skrevet hele historien. Du bidrager også selv, når du læser. Skønlitteratur har tomme pladser. Det er „huller“, forfat-teren har efterladt i teksten, og som du selv udfylder, når du læser. Måske har forfatteren ikke skrevet, hvordan historiens personer ser ud, men når du læser eller hører historien, spiller der en slags film i „din indre biograf“. Du kan se det for dig. På den måde er du selv en slags medforfatter af historien. Her skal du høre om drengen Vitello:

I går så han alle tiders film med en barsk fyr der havde en stor kniv med riller. Den barske fyr gik i netundertrøje og var en hård negl og talte grimt til alle andre og var ikke bange for noget. Eller for nogen. Der var også en dame og noget kysseri, men der lukkede Vitello bare øjnene og ventede indtil det var gået over, og damen var væk igen.Fra Vitello går med kniv af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen

6Hvad kan du læse mellem linjerne om Vitello?

ordkunst

Skønlitteratur er en kunstart, så en forfatter er en kunstner, der arbejder med sproget. Kunst drejer sig om livets store og vigtige spørgsmål som fx kærlighed, ensomhed, glæde og sorg.

Foruden litteratur vil du også møde andre medier og kunstarter i Fandango, fx billedkunst, arkitektur, filmkunst og computerspil.


Opgave 4

Undersøg, om alle trekanter kan tesselere.

Kan I finde en trekant, der ikke kan?

Brug prikpapir, madpapir eller et

geometriprogram.

Forklar, hvorfor alle trekanter kan tesselere,

eller hvorfor de ikke kan.

1

8

Faglitteratur er noget helt andet. Her er der ikke tale om en „som om-verden“. Det er tekster om virkeligheden. Der findes mange forskellige slags fagtekster, fx en artikel i avisen, en madopskrift, en dagbog, en brugsanvisning eller et opslag i en ordbog.

Fagtekster har forskellige formål. De vil fx:

Faglitteratur

6

6

6

6

beskrive og forklarehvordan dyr lever, hvordan en motor fungerer, eller hvad en syns-vinkel er.

beretteom noget, der er sket. Det kan være i form af en avisartikel, en dagbog eller en erindring.

instrueredig i, hvordan du skal gøre noget, fx bage kanelsnegle, løse en opgave eller installere et computerspil.

diskutereforskellige synspunkter og meninger. Det kan være i form af et læser-brev eller en kommentar, hvor man skriver sin mening om noget, fx at der burde være en lov om brug af cykelhjelm.

Her ser du nogle eksempler på fagtekster:

2

Fra Kolorit. Matematik for femte klasse – grundbog


Opgave 4

Undersøg, om alle trekanter kan tesselere.

Kan I finde en trekant, der ikke kan?

Brug prikpapir, madpapir eller et

geometriprogram.

Forklar, hvorfor alle trekanter kan tesselere,

eller hvorfor de ikke kan.

1

8

Faglitteratur er noget helt andet. Her er der ikke tale om en „som om-verden“. Det er tekster om virkeligheden. Der findes mange forskellige slags fagtekster, fx en artikel i avisen, en madopskrift, en dagbog, en brugsanvisning eller et opslag i en ordbog.

Fagtekster har forskellige formål. De vil fx:

Faglitteratur

6

6

6

6

beskrive og forklarehvordan dyr lever, hvordan en motor fungerer, eller hvad en syns-vinkel er.

beretteom noget, der er sket. Det kan være i form af en avisartikel, en dagbog eller en erindring.

instrueredig i, hvordan du skal gøre noget, fx bage kanelsnegle, løse en opgave eller installere et computerspil.

diskutereforskellige synspunkter og meninger. Det kan være i form af et læser-brev eller en kommentar, hvor man skriver sin mening om noget, fx at der burde være en lov om brug af cykelhjelm.

Her ser du nogle eksempler på fagtekster:

2

Fra Kolorit. Matematik for femte klasse – grundbog


9

6Hvad er disse teksters formål? At beskrive og forklare, at berette, at instruere eller at diskutere? Hvordan kan du se det?

6 Hvad er formålet med den tekst, du læser lige nu?

6Synonymer

Ord, der betyder næsten det samme,

kaldes synonymer, fx kone, dame og

kvinde.

Jeg bliver simpelthen NØDT til at anmelde den her bog lige nu. Den er skrevet af Katarina von Bredow.Først vil jeg lige sige, at det er en vildt god bog, som bare er så … fantastisk på en eller anden måde. Lige nu sidder jeg med den der lidt tomme følelse, man nogle gange har, når man er færdig med en god bog. Det er derfor, jeg bliver nødt til at anmelde den lige NU.Nå … Bogen handler om den her pige, som hedder Natalie …

5

4

3

Fra Fandango 4. Arbejdsbog AFra www.boggnasker.dk


10

Både skønlitterære og faglitterære tekster kan være multi-modale. Når en tekst er multimodal, er den sammensat af forskellige dele. Ud over den skrevne tekst kan der fx være billeder, skemaer, tabeller eller grafer. Hvis der er tale om elektroniske tekster, kan der også være lyde og filmklip.

Her ser du eksempler på multimodale tekster:

Multimodale tekster

6Hvordan er disse tekster multimodale?

6Hvilke forskellige elementer består de af?

6Kan du komme i tanke om andre eksempler på multimodale tekster?

6Hvad er forskellen på at læse en multimodal tekst og en tekst kun med skrift?


10

Både skønlitterære og faglitterære tekster kan være multi-modale. Når en tekst er multimodal, er den sammensat af forskellige dele. Ud over den skrevne tekst kan der fx være billeder, skemaer, tabeller eller grafer. Hvis der er tale om elektroniske tekster, kan der også være lyde og filmklip.

Her ser du eksempler på multimodale tekster:

Multimodale tekster

6Hvordan er disse tekster multimodale?

6Hvilke forskellige elementer består de af?

6Kan du komme i tanke om andre eksempler på multimodale tekster?

6Hvad er forskellen på at læse en multimodal tekst og en tekst kun med skrift?


11

Skal vi kigge lidt i spejlet?– om personkarakteristik

1.


12


I næsten al fiktion optræder personer, og vi lærer dem at kende, efterhånden som fortællingen skrider frem. Den vigtigste person i en tekst kalder vi hovedpersonen, og de andre er bipersoner. Både hoved- og bipersoner kan være enten statiske eller dynamiske. Hvis en person er dynamisk, udvikler han sig i løbet af historien. Hvis en person er statisk, forandrer han sig slet ikke gennem historien. Her ser du eksempler på hovedpersoner fra forskellige medier:

Når vi læser en historie, får vi præsenteret personerne gennem det, de gør, og det, de tænker og siger. Måske er der også beskrivelser af, hvordan personerne ser ud, og hvordan deres forhold er til andre personer. Mens vi læser historien, danner vi os efterhånden et billede af personen – også selv om forfatteren ikke har skrevet direkte, hvordan personen er eller ser ud. Måske er der mange tomme pladser omkring personerne, som vi selv må udfylde, for at vi kan fuldende vores billede af personen.


12


I næsten al fiktion optræder personer, og vi lærer dem at kende, efterhånden som fortællingen skrider frem. Den vigtigste person i en tekst kalder vi hovedpersonen, og de andre er bipersoner. Både hoved- og bipersoner kan være enten statiske eller dynamiske. Hvis en person er dynamisk, udvikler han sig i løbet af historien. Hvis en person er statisk, forandrer han sig slet ikke gennem historien. Her ser du eksempler på hovedpersoner fra forskellige medier:

Når vi læser en historie, får vi præsenteret personerne gennem det, de gør, og det, de tænker og siger. Måske er der også beskrivelser af, hvordan personerne ser ud, og hvordan deres forhold er til andre personer. Mens vi læser historien, danner vi os efterhånden et billede af personen – også selv om forfatteren ikke har skrevet direkte, hvordan personen er eller ser ud. Måske er der mange tomme pladser omkring personerne, som vi selv må udfylde, for at vi kan fuldende vores billede af personen.


13

Forfatteren kan vælge at præsentere personer på forskellige måder:

TellingForfatteren skriver direkte, hvordan personerne er. Der kan stå i teksten, at en person er modig, doven, energisk eller klog.Som fx her:

Jonatan så virkelig ud som en eventyrprins, det gjorde han. Hans hår skinnede fuldstændig som guld, og han havde smukke, mørkeblå øjne, der rigtig strålede, og pæne, hvide tænder og helt lige ben. Og ikke nok med det. Han var også god og stærk og kunne alting og forstod alting og var den dygtigste i sin klasse ...Fra Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren

ShowingForfatteren skriver ikke, hvordan personerne er, men viser det gennem de handlinger, personen foretager. Så må vi læse mellem linjerne for at danne os et billede af personen.

Bennis far var et ordentligt brød fra Randers og tidligere sværvægtsmester og langturschauffør. Nu sad han og syede stramaj og lyttede til Peter Belli. Han fik tårer i øjnene over den om truckerne og den lamme dreng, der ikke er som andre børn, „Teddybjørn“.Fra Benni Båt af Oscar K

I det første eksempel får vi at vide, at Jonatan er god, stærk og dygtig. I det sidste eksempel får vi ikke at vide, hvordan Bennis far er, men hvordan han ser ud, hvad han har lavet, og hvad han gør. Vi må selv vurdere, hvordan han er, ved at læse mellem linjerne.

6 Hvordan er Bennis far?

De fleste tekster benytter både telling og showing. I nogle afsnit er der mest brugt telling, og i andre er der mest brugt showing.


14

Du skal her læse et uddrag af den store roman Prins Faisals ring. I tekstens begyndelse er der mange ord, du måske ikke kender.

1. Find ud af, hvad disse ord betyder: kuldsejle, fuldrigger, galeon, mytteri, forlis, vraggods, ræer, proviant

2. Når du hører disse ord, hvad tror du så, historien handler om?

Tom CollinsI det herrens år 1639 kuldsejlede en portugisisk fuldrigger ud for Saint Christophers kyst og forsvandt med mand og mus. På sin vej fra Afrika til den ny verden i Brasilien var galeonen kommet ud for orkan, senere mytteri, hvorfor kursen var lagt om. Hvad der videre var hændt med besætningen og de fire hundrede slaver var uvist, men rygterne om deres forlis fløj som en løbeild mellem de små caraibiske øer. Nat efter nat kunne man se mænd og kvinder, unge som gamle, stikke til havs i deres små joller, hvor lanternerne glimtede som tusinde ildfluer i jagten på det værdifulde vraggods.

Den tremastede galeon havde været et pragtfuldt skib med ræer på alle master, mageløst i størrelse og malerisk i skønhed. Tilbage var kun en krusning på havet, en endnu flydende galionsfigur samt to forhutlede sjæle, og det er om dem, denne historie handler. Samt naturligvis Tom Collins, en knægt på fjorten år, som var født og opvokset på Nevis, der var kendt for sin tætte regnskov og den gamle udslukte vulkan, som lå midt på øen med en lille hvid krave omkring toppen.

Familien Collins talte kun tre medlemmer. Foruden Tom var der moderen og Toms halvsøster, Feodora, som var et år ældre end sin bror.

De tjente til livets ophold på en mindre beværtning i en af øens havne. Ejeren, señor Lopez, havde taget familien til sig, da Feodoras

Prins Faisals ring Prins Faisals ring af Bjarne Reuter


14

Du skal her læse et uddrag af den store roman Prins Faisals ring. I tekstens begyndelse er der mange ord, du måske ikke kender.

1. Find ud af, hvad disse ord betyder: kuldsejle, fuldrigger, galeon, mytteri, forlis, vraggods, ræer, proviant

2. Når du hører disse ord, hvad tror du så, historien handler om?

Tom CollinsI det herrens år 1639 kuldsejlede en portugisisk fuldrigger ud for Saint Christophers kyst og forsvandt med mand og mus. På sin vej fra Afrika til den ny verden i Brasilien var galeonen kommet ud for orkan, senere mytteri, hvorfor kursen var lagt om. Hvad der videre var hændt med besætningen og de fire hundrede slaver var uvist, men rygterne om deres forlis fløj som en løbeild mellem de små caraibiske øer. Nat efter nat kunne man se mænd og kvinder, unge som gamle, stikke til havs i deres små joller, hvor lanternerne glimtede som tusinde ildfluer i jagten på det værdifulde vraggods.

Den tremastede galeon havde været et pragtfuldt skib med ræer på alle master, mageløst i størrelse og malerisk i skønhed. Tilbage var kun en krusning på havet, en endnu flydende galionsfigur samt to forhutlede sjæle, og det er om dem, denne historie handler. Samt naturligvis Tom Collins, en knægt på fjorten år, som var født og opvokset på Nevis, der var kendt for sin tætte regnskov og den gamle udslukte vulkan, som lå midt på øen med en lille hvid krave omkring toppen.

Familien Collins talte kun tre medlemmer. Foruden Tom var der moderen og Toms halvsøster, Feodora, som var et år ældre end sin bror.

De tjente til livets ophold på en mindre beværtning i en af øens havne. Ejeren, señor Lopez, havde taget familien til sig, da Feodoras

Prins Faisals ring Prins Faisals ring af Bjarne Reuter


spanske far døde i duel. Senere giftede moderen sig igen, denne gang med en irer, som to år efter Toms fødsel måtte bukke under for feberen.

Enken var nu overladt til señor Lopez’ luner og sine børns flid. De boede på kroen og fik mad hver dag og tøj på kroppen, men lige siden Tom kunne gå, havde han afsøgt strandene i håb om at finde skatten, som med eet slag kunne gøre familien fri af den brutale vært.

Historien begynder en mørk og stormfuld nat i september.Tom havde netop tørret bordene af og lukket døren til baglokalet,

hvor señor Lopez skændtes med moderen angående kassebehold-ningen. Tom vidste, at hans mor aldrig kunne drømme om at snyde nogen og slet ikke señor Lopez. Hver uge måtte hun og Feodora bade værtens fødder, rense hans negle, frisere hans skæg, afluse hans hår og skrubbe hans ryg. De gav ham rejnfan mod indvoldsorm, merian for fordøjelsen og rødvin mod livslede.

„Jeg kender dit begær efter penge,“ peb værten, „kender den evige flamme, der brænder i menneskers syge hjerter efter mammon; du er

15Fandango5rettet.indd 15 27/01/09 12:16:08

16

ikke et hak bedre, og din næsvise datter med hendes skarpe tunge og hovne sind skræmmer efterhånden så mange kunder væk, at jeg snart må dreje nøglen om og se mig om efter et andet levebrød. Og hvad skal der så blive af enkefru Collins og hendes to uægte unger, det ved kun Gud.“

„Deres traktørsted er en lille guldgrube,“ indvendte Toms mor, der stod bag værten i færd med at frisere hans sorte hår.

Selv sad señor Lopez i sin polstrede lænestol, der tre gange om året måtte bygges om for at få plads til den enorme bagsmæk, der havde fået tilnavnet Den tredje verden.

„Guldgrube,“ klynkede spanieren og knappede kravetøjet op, „hvad ved du om de udgifter, man har, om de mange spekulationer en kroejer må døje med. Tilmed er man udstyret med et vankelmodigt sind, som du og dit afkom udnytter som tæger.“

Tom rystede på hovedet og begyndte at sætte stolene op på bordene for at vaske gulvet.

„Og din datter tillader sig at svare mig igen,“ fortsatte Lopez, „jeg, der er hendes eneste værn mod armod og sot. Jeg, der holder hånden over hendes hoved, akkurat som jeg holder hånden over hendes mors hoved og hendes broders hoved, den satans irer, i hvis sygelige øjne, der gemmer sig en sand djævel. Han ånder ved gæller, gør han. Har været så meget under vand, at hans åsyn er blevet grønt og vederstyg-geligt. Man nærer en slange ved sit bryst og sover dårligt om natten ved tanken om, hvad knægten kan finde på, mens man ligger i sine lagner.“

„Señor Lopez kan sove roligt,“ sagde Toms mor.„Jamen, jeg sover ikke roligt. Værst er de historier, han finder på.

Løgn fra ende til anden. Det vælter ud af ham, når blot han åbner munden.“

„Tom er en god dreng, det ved De udmærket, señor. Han har en livlig fantasi, men det er ikke det samme som at lyve.“

„Han er en slyngel, og hans søster er hovmodig, fræk og spydig, og gør sig morsom på ens vegne. Som om man har skabt sig selv.“

„Jeg skal tale med Feo, señor Lopez.“Moderens rolige, dybe stemme lagde som regel en dæmper på den

tykke vært.Samtalen var drejet over på det faste emne, der hed Feodoras skarpe

tunge. Et emne, Tom kunne tale med om. Tanken om, at halvsøsteren allerede i nat ville få endnu en røffel, gav Tom nyt mod på livet og et lille smil på læben, da han gik, for at skubbe slåen for døren.


16

ikke et hak bedre, og din næsvise datter med hendes skarpe tunge og hovne sind skræmmer efterhånden så mange kunder væk, at jeg snart må dreje nøglen om og se mig om efter et andet levebrød. Og hvad skal der så blive af enkefru Collins og hendes to uægte unger, det ved kun Gud.“

„Deres traktørsted er en lille guldgrube,“ indvendte Toms mor, der stod bag værten i færd med at frisere hans sorte hår.

Selv sad señor Lopez i sin polstrede lænestol, der tre gange om året måtte bygges om for at få plads til den enorme bagsmæk, der havde fået tilnavnet Den tredje verden.

„Guldgrube,“ klynkede spanieren og knappede kravetøjet op, „hvad ved du om de udgifter, man har, om de mange spekulationer en kroejer må døje med. Tilmed er man udstyret med et vankelmodigt sind, som du og dit afkom udnytter som tæger.“

Tom rystede på hovedet og begyndte at sætte stolene op på bordene for at vaske gulvet.

„Og din datter tillader sig at svare mig igen,“ fortsatte Lopez, „jeg, der er hendes eneste værn mod armod og sot. Jeg, der holder hånden over hendes hoved, akkurat som jeg holder hånden over hendes mors hoved og hendes broders hoved, den satans irer, i hvis sygelige øjne, der gemmer sig en sand djævel. Han ånder ved gæller, gør han. Har været så meget under vand, at hans åsyn er blevet grønt og vederstyg-geligt. Man nærer en slange ved sit bryst og sover dårligt om natten ved tanken om, hvad knægten kan finde på, mens man ligger i sine lagner.“

„Señor Lopez kan sove roligt,“ sagde Toms mor.„Jamen, jeg sover ikke roligt. Værst er de historier, han finder på.

Løgn fra ende til anden. Det vælter ud af ham, når blot han åbner munden.“

„Tom er en god dreng, det ved De udmærket, señor. Han har en livlig fantasi, men det er ikke det samme som at lyve.“

„Han er en slyngel, og hans søster er hovmodig, fræk og spydig, og gør sig morsom på ens vegne. Som om man har skabt sig selv.“

„Jeg skal tale med Feo, señor Lopez.“Moderens rolige, dybe stemme lagde som regel en dæmper på den

tykke vært.Samtalen var drejet over på det faste emne, der hed Feodoras skarpe

tunge. Et emne, Tom kunne tale med om. Tanken om, at halvsøsteren allerede i nat ville få endnu en røffel, gav Tom nyt mod på livet og et lille smil på læben, da han gik, for at skubbe slåen for døren.


17

Opklarende spørgsmål3. Hvor og hvornår foregår historien?4. Hvad er der sket i 1639? 5. Hvad er dit umiddelbare indtryk af de fire personer, vi er

blevet introduceret for: Tom Collins, Feodora, deres mor og señor Lopez?

6. Hvordan er familiens situation? Hvordan er magtbalancen mellem señor Lopez og de tre andre?

Feodora Dolores VasguesTom sad i det lavloftede kammer, han delte med sin mor og sin søster. Det var her, de havde deres private ejendele, som for Toms vedkom-mende var en samling sjældne sten, han havde fundet på stranden eller på havbunden. Han gemte også på sin faders gamle læderbælte og et søkort, der, så vidt Tom vidste, dækkede det meste af verden. Kortet var hjemmelavet og havde knap nok de rigtige mål, til gengæld var der sat krydser på de gode fiskesteder. Europa havde fået form efter en spidsnæset tapir, som i tegnerens øjne passede meget godt på de fleste spaniere. Af samme grund sad Spanien som en uanselig vorte på kontinentet, kun halvt så stort som Afrika, der var gengivet med lang-benede giraffer og brølende løver. Mellem Caraibien og Afrika havde han tegnet fem store skibe, det ene smukkere end det andet og på det største, en tremastet galeon, så man en kæk kaptajn med ildrødt hår og en skinnende huggert i bæltet.

Tom vidste, at der fandtes nyere og bedre kort, og drømte om at blive ham, der en dag skulle sætte verden på papir.

På bagsiden af søkortet havde han gengivet stjernehimlen og mente selv, at den var mere pålidelig end søkortet. Han kendte hvert et stjer-nebillede og havde aldrig svært ved at navigere om natten.

Moderen lå på ryggen med det lange, lyse hår slået ud og et lille ubestemmeligt smil på læben. Øjnene var ikke helt lukkede, så det var svært at afgøre, om hun sov eller bare stjal sig til et hvil, inden hun skulle op igen.

Han kyssede hende på kinden og tog hendes hånd. Hun lugtede som altid af limefrugten, som hun blandede i vandet, hun vaskede sig i. Tom kendte ingen bedre lugt.

Han studerede hendes hånd, der var stor og grov. En mands hånd. Men hun havde også en mands arbejde.

opgave 1-3


18

Men det skal blive løgn, tænkte han og rejste sig fra sengen.I løbet af få minutter havde han samlet tællelyset, læderremmen og

det tjærede reb og var i fem bløde spring nede ad trappen.I den dunkle krostue fyldte han vand på en dunk og fandt spanden

med den friske guldmakrel, der lå med bugen i vejret.Inden han forlod kroen, skævede han som vanligt ind til señor

Lopez, der sov med åben mund og bukserne knappet op.Han havde ganske rigtigt en snip af skjorten mellem læberne.

Vinden var løjerlig den nat, snart i øst og snart i vest, men det tog han sig ikke af. Han var om nogen fuldbefaren, og der var ingen spåkæl-ling, der skulle belære ham om vind og vejr, og på denne nat havde han en sær, men klar fornemmelse af held. Han kunne mærke det på sin krop, der sendte ham alle de rigtige signaler. Han havde kræfterne, energien, stædigheden og viljen.

Viljen var det vigtigste. Det var den, der gav ham et forspring for de andre. Med sin indædte vilje ville han komme først. Intet kunne knække den. Når Feo spurgte, hvordan han kunne tro, at han ville finde skatten foran tusinde voksne mænd, var svaret det samme: Fordi jeg vil. „Giv mig min jolle, en sten af passende størrelse, min fars gamle bælte og en dunk vand. Så kommer resten af sig selv. Hvorfor? Fordi jeg vil.“

Han tillod sig et lille smil, da fødderne standsede i det brune sand.Båden var væk.Han bed tænderne sammen og smed rebet fra sig, bukkede sig ned

og fulgte jollens spor, der førte fra stranden og ud i havet.„Gid fanden havde dig, Feodora Dolores Vasgues,“ råbte han, „gid

fanden havde alle søstre.“Han satte sig på en sten og sagde til sig selv, at det ikke betalte sig

at hidse sig op. At han, hvis han tænkte sig godt om, snart ville finde på en anden mulighed for at komme til havs. Han kunne jo forsøge at låne en jolle, men alle jollerne var i brug. Der var ikke den plimsoller, der ikke var til havs. Mindst hundrede mand var på havet. De sejlede ud med proviant til flere dage. Tom vidste, at nogle af dem havde været oppe at toppes, og at en gammel fyr havde mistet livet efter stiksår.

Måske man kunne låne hans jolle, tænkte Tom. Men han anede ikke, hvor den gamle boede. Hvis han skulle skaffe sig en anden jolle, måtte han stjæle en. Han så på kniven i bæltet. Der var ikke ret meget, han ikke ville gøre for at komme til havs denne nat. Senõr Lopez ville sove de næste ti timer, så Tom havde tiden for sig. Så meget desto


18

Men det skal blive løgn, tænkte han og rejste sig fra sengen.I løbet af få minutter havde han samlet tællelyset, læderremmen og

det tjærede reb og var i fem bløde spring nede ad trappen.I den dunkle krostue fyldte han vand på en dunk og fandt spanden

med den friske guldmakrel, der lå med bugen i vejret.Inden han forlod kroen, skævede han som vanligt ind til señor

Lopez, der sov med åben mund og bukserne knappet op.Han havde ganske rigtigt en snip af skjorten mellem læberne.

Vinden var løjerlig den nat, snart i øst og snart i vest, men det tog han sig ikke af. Han var om nogen fuldbefaren, og der var ingen spåkæl-ling, der skulle belære ham om vind og vejr, og på denne nat havde han en sær, men klar fornemmelse af held. Han kunne mærke det på sin krop, der sendte ham alle de rigtige signaler. Han havde kræfterne, energien, stædigheden og viljen.

Viljen var det vigtigste. Det var den, der gav ham et forspring for de andre. Med sin indædte vilje ville han komme først. Intet kunne knække den. Når Feo spurgte, hvordan han kunne tro, at han ville finde skatten foran tusinde voksne mænd, var svaret det samme: Fordi jeg vil. „Giv mig min jolle, en sten af passende størrelse, min fars gamle bælte og en dunk vand. Så kommer resten af sig selv. Hvorfor? Fordi jeg vil.“

Han tillod sig et lille smil, da fødderne standsede i det brune sand.Båden var væk.Han bed tænderne sammen og smed rebet fra sig, bukkede sig ned

og fulgte jollens spor, der førte fra stranden og ud i havet.„Gid fanden havde dig, Feodora Dolores Vasgues,“ råbte han, „gid

fanden havde alle søstre.“Han satte sig på en sten og sagde til sig selv, at det ikke betalte sig

at hidse sig op. At han, hvis han tænkte sig godt om, snart ville finde på en anden mulighed for at komme til havs. Han kunne jo forsøge at låne en jolle, men alle jollerne var i brug. Der var ikke den plimsoller, der ikke var til havs. Mindst hundrede mand var på havet. De sejlede ud med proviant til flere dage. Tom vidste, at nogle af dem havde været oppe at toppes, og at en gammel fyr havde mistet livet efter stiksår.

Måske man kunne låne hans jolle, tænkte Tom. Men han anede ikke, hvor den gamle boede. Hvis han skulle skaffe sig en anden jolle, måtte han stjæle en. Han så på kniven i bæltet. Der var ikke ret meget, han ikke ville gøre for at komme til havs denne nat. Senõr Lopez ville sove de næste ti timer, så Tom havde tiden for sig. Så meget desto

Fandango5rettet.indd 18 27/01/09 12:16:45 Fandango5rettet.indd 19 27/01/09 12:17:04

20

værre var det, at søsteren havde hugget båden. At hun havde tilladt sig at rane den lige for næsen af ham, vel vidende, at det var det eneste, han tænkte på, det eneste han levede for.

Han sparkede til en sten, slog foden og lagde sig fladt på ryggen, så op i den matsorte nattehimmel. Lukkede øjnene og faldt til ro, mærkede trætheden lægge sig om sin krop. Han lyttede til det sagte bølgeslag og lå egentlig ganske dejligt. Duften af det salte hav forvandlede sig til slørede drømmebilleder af skællede havfruer. Man sagde, de kunne synge. Toms far var en af de få, der havde hørt dem. Havfruer synger vuggeviser, sagde han. Vidunderlige, blide vuggeviser.

Da han igen slog øjnene op, brændte solen over horisonten.Havet var lyserødt og sort. På en bundgarnspæl sad en pelikan og

knebrede.Tom holdt hånden over øjnene og fik straks øje på sin søster.Hun sad i jollen ikke ret langt ude, og synet var uudholdeligt. Båden

vuggede på de riflede bølger, selv sad Feodora med siden til stranden, rank som et siv. Den kulørte parasol gjorde synet endnu mere uudhol-deligt. For hun sad der bare. Vidste, at han iagttog hende. At han natten lang havde bandet og svovlet og teet sig.

Han kunne mageligt svømme ud til hende, men den fornøjelse skulle hun ikke have. Han kunne vente.

Men kunne han virkelig vente? Var der tid til det? De andre lykke-jægere kunne for længst have delt rovet mellem sig. Mens den magre tøs sad til skue.

Tom satte kniven mellem tænderne og skulle netop til at svømme ud, da han så hende begynde at stage.

Hun gav sig god tid og så ud til at nyde morgenen. Var i sit bedste tøj: den purpurfarvede kjole, som hun havde arvet fra sin mor. Det ravsorte hår hang som en tyk fletning ned ad ryggen, hvor det nåede hende til livet. Tilmed havde hun været i smykkeskrinet og rigtig majet sig ud.

„Rigtig majet sig ud,“ snerrede han.Da hun var så langt inde, at de kunne høre hinanden, trak hun åren

op, og lod, som om hun blev overrasket over at se ham. Til trods for, at hun havde siddet derude i timevis med det ene formål: at tirre ham.

Tom bed tænderne sammen og trippede utålmodigt.„Åh, er det dig, Tom.“ Hun skyggede for solen, skønt hun havde

den i ryggen.„Hvem skulle det ellers være?“ råbte han.


20

værre var det, at søsteren havde hugget båden. At hun havde tilladt sig at rane den lige for næsen af ham, vel vidende, at det var det eneste, han tænkte på, det eneste han levede for.

Han sparkede til en sten, slog foden og lagde sig fladt på ryggen, så op i den matsorte nattehimmel. Lukkede øjnene og faldt til ro, mærkede trætheden lægge sig om sin krop. Han lyttede til det sagte bølgeslag og lå egentlig ganske dejligt. Duften af det salte hav forvandlede sig til slørede drømmebilleder af skællede havfruer. Man sagde, de kunne synge. Toms far var en af de få, der havde hørt dem. Havfruer synger vuggeviser, sagde han. Vidunderlige, blide vuggeviser.

Da han igen slog øjnene op, brændte solen over horisonten.Havet var lyserødt og sort. På en bundgarnspæl sad en pelikan og

knebrede.Tom holdt hånden over øjnene og fik straks øje på sin søster.Hun sad i jollen ikke ret langt ude, og synet var uudholdeligt. Båden

vuggede på de riflede bølger, selv sad Feodora med siden til stranden, rank som et siv. Den kulørte parasol gjorde synet endnu mere uudhol-deligt. For hun sad der bare. Vidste, at han iagttog hende. At han natten lang havde bandet og svovlet og teet sig.

Han kunne mageligt svømme ud til hende, men den fornøjelse skulle hun ikke have. Han kunne vente.

Men kunne han virkelig vente? Var der tid til det? De andre lykke-jægere kunne for længst have delt rovet mellem sig. Mens den magre tøs sad til skue.

Tom satte kniven mellem tænderne og skulle netop til at svømme ud, da han så hende begynde at stage.

Hun gav sig god tid og så ud til at nyde morgenen. Var i sit bedste tøj: den purpurfarvede kjole, som hun havde arvet fra sin mor. Det ravsorte hår hang som en tyk fletning ned ad ryggen, hvor det nåede hende til livet. Tilmed havde hun været i smykkeskrinet og rigtig majet sig ud.

„Rigtig majet sig ud,“ snerrede han.Da hun var så langt inde, at de kunne høre hinanden, trak hun åren

op, og lod, som om hun blev overrasket over at se ham. Til trods for, at hun havde siddet derude i timevis med det ene formål: at tirre ham.

Tom bed tænderne sammen og trippede utålmodigt.„Åh, er det dig, Tom.“ Hun skyggede for solen, skønt hun havde

den i ryggen.„Hvem skulle det ellers være?“ råbte han.


21

„Da jeg sad derude, troede jeg, det var en hund. Men nu kan jeg godt se, det er dig.“

„Virkelig?“„Hvad laver du nede på stranden så tidligt?“„Hvad tror du, jeg laver? Jeg leder efter min jolle. Den, du har

hugget!“„Pas på dit temperament, Tom, du bliver helt rød i kammen og

ligner naboens gris. Men det gør irere jo.“Tom beherskede sig og trådte ud i vandet.„Kom så ind med min båd.“„Hvis du beder pænt. Man kunne jo finde på at ro ud igen.“Tom kneb øjnene sammen. Det værste var, at hun var typen, der

kunne finde på det. Feodora var ikke som noget andet menneske. Hun gik sine egne veje, tænkte omvendt og sagde ting, der gjorde folk tossede. Indimellem fandt hun på de værste løgnehistorier.

Langt de fleste af Toms og Feos skænderier drejede sig om deres fædrene ophav, om deres forskellige nationaliteter. At Toms far var faldet for feberen, var i Feodoras øjne en højst uværdig måde at dø på.

„Men,“ som hun sagde, „irere har jo heller ingen ære, ingen rygrad og ingen stolthed. De dør i lagnerne.“

En bemærkning som denne blev kun afleveret, når hun var på behørig afstand, eller når moderen var til stede. Alligevel havde det nær kostet hende livet, da hun en dag var i det mest kyniske hjørne. Efter en times skænderi havde Tom jaget hende op på kroens tag, hvor hun så ned på ham med et spottende smil.

Tom var på det tidspunkt så edderspændt, at tårerne trillede ned ad kinderne.

„Kom ned, halvblods,“ rasede han.„Spaniere dør i kamp,“ sagde Feo, „irere med et omslag på

panden.“„Du skal få lov at æde hvert et ord.“„Og navnet Collins er ikke navnet på en slægt, ej heller en mand,

men på en børnesygdom.“ Feodora lo højt ad sin egen opfindsomhed.Kniven sad mindre end en tomme fra hendes pande, hvor den sank i

til skæftet.Hvid i hovedet stirrede hun på sin bror, der lige så arrig var på vej

op ad oliventræet, der voksede ved husets gavl.„Din far,“ råbte han, „døde, fordi han var en splejs, et halvlitermål,

et spansk skvat, der var stupid nok til at duellere, men ikke mand for at vinde. Man sagde tilmed, at hans modstander var gammel og


22

affældig, svagtseende og kraftløs, men når det kommer til stykket, er en spanier blot en krydsning mellem det muldyr, der smider lorten, og den flue, der mæsker sig i den.“

Tom nåede op, da Feodora trak kniven ud af tagryggen og holdt den hen foran hans strube. Med den anden hånd tog hun fat i hans røde hår.

„Gentag de ord, Tom Collins,“ hvæsede hun.Tom mærkede knivens æg mod sin hud; han vidste alt om, hvor

skarp den var. Ingen på Nevis var mere nidkær med sit våben, end han.

„Gentag, hvad du sagde!“„Mener du det om muldyret eller det om fluen?“ hvæsede Tom.„Så dø da, halvblods,“ knurrede Feo og gav Tom det første ar i

livet.Havde han ikke mistet fodfæste og kuret to fod ned ad tagryggen,

havde hun skåret halsen over på ham.


22

affældig, svagtseende og kraftløs, men når det kommer til stykket, er en spanier blot en krydsning mellem det muldyr, der smider lorten, og den flue, der mæsker sig i den.“

Tom nåede op, da Feodora trak kniven ud af tagryggen og holdt den hen foran hans strube. Med den anden hånd tog hun fat i hans røde hår.

„Gentag de ord, Tom Collins,“ hvæsede hun.Tom mærkede knivens æg mod sin hud; han vidste alt om, hvor

skarp den var. Ingen på Nevis var mere nidkær med sit våben, end han.

„Gentag, hvad du sagde!“„Mener du det om muldyret eller det om fluen?“ hvæsede Tom.„Så dø da, halvblods,“ knurrede Feo og gav Tom det første ar i

livet.Havde han ikke mistet fodfæste og kuret to fod ned ad tagryggen,

havde hun skåret halsen over på ham.


23

Men der var også en anden side af Feodora.Således gemte Tom på en række billeder af en pige, der løber på

stranden under Caraibiens skæve orangemåne, barfodet og med hår som kul, vild som passaten, lykkelig som verdens første regnbuefisk af hvis rogn, stjernerne blev skabt.

Det hændte, at hun trak ham ind til sig og spurgte, om han kunne mærke hendes hjerte?

„Dit og mit liv, Tom,“ hviskede hun, „lytter til hinanden.“Hun snurrede rundt, lo højt og var væk.„Tag mig med, Feo,“ råber den lille dreng i forsøget på at holde trit.„Hvorhen, Tommy?“„Hvorhen, du vil,“ svarer purken.„Du skal ønske, lille mand.“„Så tag mig med til verdens ende.“Hun holder hans ansigt i sine varme, brune hænder.„Du er der allerede, Tom Collins.“„Så tag mig med til verdens begyndelse,“ råber den umættelige.„Så må du lære at svømme først.“

Tom satte sig på stranden og så jollen blive trukket på land.Han talte ikke til søsteren, da hun med parasollen på skulderen

spankulerede op mod kroen, nynnende en melodi, hun selv havde lavet.

Halvblods, tænkte han og smed sine ting om bord. Gid du bliver solgt som slave og sendt til Bahia med den første skonnert.

7. Hvordan er Toms forhold til sin mor? Find eksempler i teksten.

8. Hvad drømmer Tom om?opgave 4-9


24

Tifanfayaaf Henrik Nordbrandt

Den næste tekst er også et romanuddrag. Det er begyndelsen på historien om pigen Tifanfaya. Mens du læser, skal du lægge godt mærke til, om du mener, den er realistisk eller fantastisk.

Tifanfaya er mit navn. Jeg kunne godt have ladet, som om jeg var en anden og sagt hun i stedet for jeg, men sådan er jeg ikke.

Tifanfaya. For sådan sang stormen, der rasede den nat, jeg blev født. Min mor døde inden det blev lyst. Og da de havde trukket lagenet op over hendes ansigt, begyndte kvinderne at diskutere, hvad de skulle stille op med mig.

– Man kunne kvæle hende, her og nu, var der en, der foreslog.– Det er mord! sagde en anden. – Så er det bedre at lægge hende ud

i skoven. Så ordner naturen resten.– Hold nu op! Det gør man ikke længere, sagde en tredje.– Jamen, så grim som hun er! Så håbløst grim, sukkede nummer to.– Det kan være, hun er klog, indskød en fjerde. – Og måske bliver

hun pænere med tiden.– Hun er jo vanskabt. Det er da synd at lade sådan en leve, sagde

hende, der først havde talt. – Lad os dog kvæle hende og få det overstået.

Jeg er ikke klar over, om jeg virkelig forstod, hvad der blev sagt, eller om det bare er noget, jeg forestiller mig. Jeg ved blot, at sådan en samtale fandt sted.

Husholdersken, frøken Svane, havde selv været til stede, bedyrede hun. Jeg ville godt have vidst, hvilken af replikkerne der var hendes. Hvad min tante Mathilde angår, brugte hun enhver given lejlighed til at påpege det mirakuløse i, at jeg på trods af mit udseende stadig var i live.

Det blev hende og hendes mand, der kom til at tage sig af mig. Da jeg begyndte at forstå indretningen af den sære og indviklede institu-tion, der går under navnet familie, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, på hvilken måde min onkels og tantes familieforhold hang sammen med mine, for de forekom mig at være fremmede, der hørte til i en anden verden. Men hver gang jeg nærmede mig dette emne, blev jeg mødt med en isnende tavshed. Min tante lod ofte skinne

Tifanfaya


24

Tifanfayaaf Henrik Nordbrandt

Den næste tekst er også et romanuddrag. Det er begyndelsen på historien om pigen Tifanfaya. Mens du læser, skal du lægge godt mærke til, om du mener, den er realistisk eller fantastisk.

Tifanfaya er mit navn. Jeg kunne godt have ladet, som om jeg var en anden og sagt hun i stedet for jeg, men sådan er jeg ikke.

Tifanfaya. For sådan sang stormen, der rasede den nat, jeg blev født. Min mor døde inden det blev lyst. Og da de havde trukket lagenet op over hendes ansigt, begyndte kvinderne at diskutere, hvad de skulle stille op med mig.

– Man kunne kvæle hende, her og nu, var der en, der foreslog.– Det er mord! sagde en anden. – Så er det bedre at lægge hende ud

i skoven. Så ordner naturen resten.– Hold nu op! Det gør man ikke længere, sagde en tredje.– Jamen, så grim som hun er! Så håbløst grim, sukkede nummer to.– Det kan være, hun er klog, indskød en fjerde. – Og måske bliver

hun pænere med tiden.– Hun er jo vanskabt. Det er da synd at lade sådan en leve, sagde

hende, der først havde talt. – Lad os dog kvæle hende og få det overstået.

Jeg er ikke klar over, om jeg virkelig forstod, hvad der blev sagt, eller om det bare er noget, jeg forestiller mig. Jeg ved blot, at sådan en samtale fandt sted.

Husholdersken, frøken Svane, havde selv været til stede, bedyrede hun. Jeg ville godt have vidst, hvilken af replikkerne der var hendes. Hvad min tante Mathilde angår, brugte hun enhver given lejlighed til at påpege det mirakuløse i, at jeg på trods af mit udseende stadig var i live.

Det blev hende og hendes mand, der kom til at tage sig af mig. Da jeg begyndte at forstå indretningen af den sære og indviklede institu-tion, der går under navnet familie, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, på hvilken måde min onkels og tantes familieforhold hang sammen med mine, for de forekom mig at være fremmede, der hørte til i en anden verden. Men hver gang jeg nærmede mig dette emne, blev jeg mødt med en isnende tavshed. Min tante lod ofte skinne

Tifanfaya


25

igennem, at de kun havde taget imod mig, fordi de på grund af deres økonomiske situation ikke kunne være andet bekendt. Hver gang jeg talte værelserne i mit barndomshjem, fik jeg et nyt resultat. Men som regel lå tallet på et sted mellem 74 og 81.

– Onkel Brutus, sagde jeg en dag. – Hvordan kan det være, at der f.eks. en søndag er 77 værelser i huset, men den næste onsdag kun 75?

– Det glæder mig meget, at du har bemærket det, mit barn, svarede han og klappede mig på kinden. – Det skal minde en om, at intet her i Verden er bestandigt, hvis du forstår, hvad jeg mener.

Det gjorde jeg naturligvis ikke. Men i det mindste havde han svaret. Normalt talte han slet ikke. Når man stillede ham et spørgsmål, lo han bare. Nu og da, når der ikke var nogen i nærheden, gav han mig små gaver. Et par dage før han døde, pressede han et tykt bundt penge-sedler i hånden på mig og hviskede:

– Rejs! Rejs væk, så hurtigt du kan. Rejs langt væk herfra. Det blev naturligvis ikke til noget. Da Tante Mathilde ved et tilfælde fandt pengene, gav hun mig en lussing og satte mig i stuearrest i tre dage.

Min onkel var en stor mand, der lugtede af hvidløg og tobak. Desværre nåede jeg aldrig at se ham. For jeg var født blind, og i de første år af mit liv var der ingen, der troede på, at jeg nogensinde ville komme til at se. Som det er normalt for blinde, blev mine øvrige sanser stærkere end almindelige menneskers.

Da jeg endelig begyndte at kunne skimte mine omgivelser, sørgede jeg for ikke at komme til at se for længe på en ting ad gangen. Jeg var bange for, at den ville vise sig at være noget helt andet end det, jeg havde følt på, lugtet til eller smagt på. Jeg lærte også hurtigt, at visse ting er i stand til at gengive et billede af omverdenen ved hjælp af deres overflade. Først og fremmest spejle, naturligvis, men også vinduesruder, blanke gryder og stillestående vand. Jeg passede nøje på ikke at lade mit blik komme for tæt på disse ting. Naturligvis kunne jeg ikke helt undgå nu og da at få et flygtigt glimt af mig selv. Men jeg forsøgte at lade være med at tænke på, hvordan dette glimt havde været.

Folk, som så mig for første gang, udstødte som regel et gisp af overraskelse. Så så de forlegent ned i jorden, op i luften eller ud til siden, mens de sagde et eller andet fjollet alt for hurtigt.

Men det var noget, der heldigvis sjældent skete. I de første år af mit liv havde jeg kun kontakt med få mennesker. Når klokken til hoved-døren en sjælden gang ringede, løb jeg ind i den modsatte ende af huset, og hvis vejret var godt, ud i skoven, der stødte op til den over-groede køkkenhave.


26

Det var en vild, tæt skov. Slyngplanter dækkede de høje træ -stammer, og der voksede tornede krat overalt.

– Folk i byen tror det spøger derude, sagde frøken Svane en aften. Bemærkningen faldt så henkastet, som om hun havde talt om en madopskrift. Vi sad ved køkkenvinduet. Udenfor var det tåget, og mørket var ved at falde på.

– Spøger? sagde jeg. – Det har noget at gøre med de døde, ikke sandt?

– Det er døde, der går på jorden igen, sagde frøken Svane. Hun udtalte ordene meget langsomt og i et højere tonefald end hun havde for vane.

– Så vil jeg måske en dag møde min mor … Og så kan jeg spørge hende om min far, sagde jeg, men fortrød mine ord i samme øjeblik som de var faret ud af munden på mig.

– Tal ikke om den slags! sagde frøken Svane og så mig hårdt ind i øjnene. – Hvis fruen hørte det, ville hun blive rasende. Det er naturligvis ikke andet end sludder. De siger, at der er en halshugget forbryder, der går rundt med sit hoved under armen. Når det er fuld-måne, brøler hovedet højere end en okse. Hvem gider tro på sådan noget vås!

Jeg kunne mærke på hende, at hun ikke mente, hvad hun sagde, og meget gerne ville have mig til at tro på spøgelser. Jeg bestemte mig derfor til, at der ikke fandtes spøgelser.

Jeg ved godt, at jeg allerede har sagt alt for meget om mig selv. Måske burde jeg alligevel have sagt hun. Men nej, det kan ikke være anderledes. Jeg vil blot sige en sidste ting: Jeg var en grim pige, der ikke holdt af at blive set af Verden, og heller ikke brød sig om at se alt for meget på dén.

Da mit syn var blevet normalt, fandt jeg bøgerne. De stod på hylder i et stort, mørkt rum i den nordlige ende af huset, den der vendte ud mod skoven. De fire vægge var helt dækket af bøger fra gulv til loft. Og sådan, som jeg har beskrevet mig selv, tror jeg ikke, det kan undre nogen, at jeg lærte mig selv at læse dem. På den måde fik jeg bekræftet, hvad jeg egentlig hele tiden havde vidst: at børn plejede at vokse op i en familie. De havde forældre og søskende. De legede med andre børn og gik i skole. I nogle af bøgerne var der dog også ensomme børn, som jeg selv, der voksede op hos et eller andet sært familiemedlem. Og som jeg selv havde de det skidt. Det trøstede mig. Og til sidst gik det dem altid godt. Men så kom jeg til at tænke på, at de vist alle sammen var smukke.


26

Det var en vild, tæt skov. Slyngplanter dækkede de høje træ -stammer, og der voksede tornede krat overalt.

– Folk i byen tror det spøger derude, sagde frøken Svane en aften. Bemærkningen faldt så henkastet, som om hun havde talt om en madopskrift. Vi sad ved køkkenvinduet. Udenfor var det tåget, og mørket var ved at falde på.

– Spøger? sagde jeg. – Det har noget at gøre med de døde, ikke sandt?

– Det er døde, der går på jorden igen, sagde frøken Svane. Hun udtalte ordene meget langsomt og i et højere tonefald end hun havde for vane.

– Så vil jeg måske en dag møde min mor … Og så kan jeg spørge hende om min far, sagde jeg, men fortrød mine ord i samme øjeblik som de var faret ud af munden på mig.

– Tal ikke om den slags! sagde frøken Svane og så mig hårdt ind i øjnene. – Hvis fruen hørte det, ville hun blive rasende. Det er naturligvis ikke andet end sludder. De siger, at der er en halshugget forbryder, der går rundt med sit hoved under armen. Når det er fuld-måne, brøler hovedet højere end en okse. Hvem gider tro på sådan noget vås!

Jeg kunne mærke på hende, at hun ikke mente, hvad hun sagde, og meget gerne ville have mig til at tro på spøgelser. Jeg bestemte mig derfor til, at der ikke fandtes spøgelser.

Jeg ved godt, at jeg allerede har sagt alt for meget om mig selv. Måske burde jeg alligevel have sagt hun. Men nej, det kan ikke være anderledes. Jeg vil blot sige en sidste ting: Jeg var en grim pige, der ikke holdt af at blive set af Verden, og heller ikke brød sig om at se alt for meget på dén.

Da mit syn var blevet normalt, fandt jeg bøgerne. De stod på hylder i et stort, mørkt rum i den nordlige ende af huset, den der vendte ud mod skoven. De fire vægge var helt dækket af bøger fra gulv til loft. Og sådan, som jeg har beskrevet mig selv, tror jeg ikke, det kan undre nogen, at jeg lærte mig selv at læse dem. På den måde fik jeg bekræftet, hvad jeg egentlig hele tiden havde vidst: at børn plejede at vokse op i en familie. De havde forældre og søskende. De legede med andre børn og gik i skole. I nogle af bøgerne var der dog også ensomme børn, som jeg selv, der voksede op hos et eller andet sært familiemedlem. Og som jeg selv havde de det skidt. Det trøstede mig. Og til sidst gik det dem altid godt. Men så kom jeg til at tænke på, at de vist alle sammen var smukke.


27

Min tantes humør var lige så svingende og uberegneligt som vejret i april. I perioder låste hun sig inde på sit værelse. Når hun endelig kom ud, gik hun usikkert, hendes hår hang i tjavser, hendes øjne skinnede, og hendes pupiller var større end de plejede at være. Hvis man talte til hende, kunne hun finde på at slå. Det var bedst at holde sig så langt væk fra hende som muligt.

Til andre tider kunne hun være næsten indsmigrende over for mig.– Kære Tiffy. Kom og sæt dig lidt hos mig. Vil du ikke nok holde

mig lidt i hånden, kunne hun finde på at sige.Bøgerne lærte mig, at der er en forklaring på enhver menneskelig

adfærd, og at også min tantes måtte kunne forstås. Ligesom de glimt, jeg nu og da ikke kunne undgå at få af mig selv, måtte hendes raseri-udbrud og pludselige, overraskende kærlighedsytringer være udtryk for et sammenhængende væsen. Det anede mig, at hun og jeg i virke-ligheden var lige bange for at se os selv, måske fordi vores liv var tættere sammenknyttet, end det umiddelbart lod sig ane.

Som tiden gik, blev hendes dårlige sider mere og mere domine-rende. Det var nu næsten uhørt, at hun sagde et venligt ord til mig, og hendes raserianfald blev hyppigere.

En dag kom hun farende ud af køkkenet med et åbent brev i hånden. I den anden havde hun en lang køkkenkniv.

– Din heks! skreg hun. – Din lede heks!– Jamen tante Mathilde! Jeg har intet gjort, sagde jeg forskrækket.

Et øjeblik var jeg bange for, at hun skulle bruge kniven mod mig.– Har du intet gjort! skreg hun og rystede brevet, mens hun pegede

på det med kniven. Så snurrede hun om på hælen, for ind i køkkenet og smækkede døren i efter sig.


28

Af en eller anden grund pinte det mig at blive kaldt for en heks, og i nogen tid gik jeg rundt og spekulerede over det. Så en dag bankede jeg impulsivt på døren til hendes værelse og kom i min nervøsitet til at åbne den, inden hun havde fået tid til at sige „Kom ind“. Hun sad ved sit skrivebord. Foran hende lå der et eller andet, som hun åbenbart ikke ville have, at jeg skulle se. For i samme øjeblik som hun fik øje på mig, stoppede hun det ned i en skuffe med en febrilsk bevægelse.

Hendes lange, tynde ansigt udstrålede mishag, overraskelse og endnu en følelse, som jeg ikke kunne placere.

– Hvad i alverden ligner det! råbte hun. – At komme brasende ind på den måde.

– Hvorfor kaldte du mig for en heks, tante Mathilde? sagde jeg.– Det er bare et udtryk, dit lille fjols.– Tante Mathilde, vi må tale sammen.– Er du nu også begyndt at tale?– Du er da min tante, er du ikke, tante Mathilde?– Hvis du ikke har noget fornuftigere at spørge om, så tag og

forsvind!– Du kunne jo bare sige, du var min tante. Jeg mener, jeg har ingen,

jeg kan spørge. Min mor er død, og min far må jeg slet ikke nævne. Jeg ved intet. Hvad skal jeg gøre?

– Du skal holde din mund, indtil du bliver gammel nok til at forstå.– Jamen, jeg vil gerne vide besked. Hvorfor må jeg ikke få noget at

vide om min far?


28

Af en eller anden grund pinte det mig at blive kaldt for en heks, og i nogen tid gik jeg rundt og spekulerede over det. Så en dag bankede jeg impulsivt på døren til hendes værelse og kom i min nervøsitet til at åbne den, inden hun havde fået tid til at sige „Kom ind“. Hun sad ved sit skrivebord. Foran hende lå der et eller andet, som hun åbenbart ikke ville have, at jeg skulle se. For i samme øjeblik som hun fik øje på mig, stoppede hun det ned i en skuffe med en febrilsk bevægelse.

Hendes lange, tynde ansigt udstrålede mishag, overraskelse og endnu en følelse, som jeg ikke kunne placere.

– Hvad i alverden ligner det! råbte hun. – At komme brasende ind på den måde.

– Hvorfor kaldte du mig for en heks, tante Mathilde? sagde jeg.– Det er bare et udtryk, dit lille fjols.– Tante Mathilde, vi må tale sammen.– Er du nu også begyndt at tale?– Du er da min tante, er du ikke, tante Mathilde?– Hvis du ikke har noget fornuftigere at spørge om, så tag og

forsvind!– Du kunne jo bare sige, du var min tante. Jeg mener, jeg har ingen,

jeg kan spørge. Min mor er død, og min far må jeg slet ikke nævne. Jeg ved intet. Hvad skal jeg gøre?

– Du skal holde din mund, indtil du bliver gammel nok til at forstå.– Jamen, jeg vil gerne vide besked. Hvorfor må jeg ikke få noget at

vide om min far?


29

– Kom nu ikke for godt i gang! sagde hun vredt og rejste sig halvt op i stolen. – Tag så og forsvind med dig!

Jeg kunne se, jeg ikke nåede længere, men sagde alligevel trodsigt:– Jeg vil også gerne i skole. Alle andre går i skole.– I skole, sagde hun og begyndte at le. – Du vil bare blive til grin,

sådan som du ser ud. Er du klar over, hvordan du ser ud?– Hvorfor skal du altid minde mig om mit udseende?– Nu skal jeg hente spejlet, sagde hun og rejste sig. – Skal vi kigge

lidt i spejlet?Der gik panik i mig, og jeg løb skrigende ud af værelset, fulgt af

hendes skingre latter.Nogle hundrede meter inde i skoven, godt skjult af tætte buske, lå

der et lille, forfaldent lysthus. Det var ovalt og bestod af et eneste rum. Der var kulørte ruder hele vejen rundt, men mange af dem var gået i stykker. Væggene var beklædt med muslingeskaller. Der var også en pejs, og når det var koldt, tændte jeg somme tider op i den.

Lysthuset var blevet mere hjem for mig end min tantes store, skumle hus, og næsten hver dag tilbragte jeg timer med at læse bøger fra biblioteket.

Men den eftermiddag kunne jeg ikke koncentrere mig om at læse. Når jeg tænkte på tante Mathildes opførsel, blev jeg både forvirret og bange. Og af en eller anden grund følte jeg mig skamfuld på hendes vegne.


30

Det var tidligt i april. Dagen havde været varm, men da skumringen kom, begyndte det at blæse, og pludselig følte jeg kulden krybe ind under tøjet og ind i min krop. Jeg rejste mig og ville til at gå hjem, men tøvede et øjeblik i døråbningen. Jeg havde ikke lyst til at gense tante Mathilde lige med det samme.

Med langsomme skridt begyndte jeg at gå længere ind i skoven. Indtil da havde jeg faktisk næsten kun kendt den del af den, der lå mellem lysthuset og mit hjem. Stien var smal, men så ud til at blive brugt flittigt. Selv om det blev mørkere og mørkere, havde jeg intet besvær med at orientere mig, for månen var fuld.

Et sted var der et stort, åbent stykke land mellem træerne. Da jeg var nået ud til midten, vendte jeg mig om og så mig tilbage. På afstand virkede træerne mørkere og mere dystre end når man gik inde mellem dem.

Jeg begyndte igen at gå. Foran skovbrynet på den modsatte side standsede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå længere.

Pludselig blev mørket gennembrudt af en lyd så skrækindjagende, at jeg følte det, som om mit hjerte var ved at eksplodere. Det var halvt et brøl, halvt en jamren. Et øjeblik stod jeg som fastfrossen. Så vendte jeg om og løb tilbage i panik. Mens jeg løb, hørte jeg brølet blive gentaget et par gange.

Jeg besluttede mig til at tage tingene i mine egne hænder. At tro, at jeg kunne det, var naturligvis naivt. Men hvad skulle jeg ellers gøre? Springe ud fra tårnet? Det var der andre, der havde gjort, påstod frøken Svane.

En morgen lige før daggry stod jeg op og tog min fineste kjole på. Det var en rød silkekjole, som havde tilhørt min mor. Jeg havde forsøgt at sy den ind, men den var stadig for stor til mig. Til kjolen hørte en sort hat med slør. Når jeg tog den på, ville det være svært at se mit ansigt tydeligt. Jeg kunne ikke vide, at hatte var gået af mode for mange år siden.

Jeg listede mig ud af huset og op gennem alleen. Den var over en kilometer lang, og mundede ud i hovedvejen på den anden side af den høje bakke, der var skyld i, at man ikke kunne se havet fra vores hus.

Da jeg nåede bakketoppen, var det blevet lyst. Byen, der var mit mål, lå nede ved havet nogle kilometer borte. Det var en kold morgen. Der lå endnu rimfrost på markerne. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se røgen stige op fra skorstenene på de små huse.

Jeg havde kun været i byen et par gange før, og i kort tid ad gangen. Desuden var jeg blevet kørt. Jeg havde aldrig før gået omkring i


30

Det var tidligt i april. Dagen havde været varm, men da skumringen kom, begyndte det at blæse, og pludselig følte jeg kulden krybe ind under tøjet og ind i min krop. Jeg rejste mig og ville til at gå hjem, men tøvede et øjeblik i døråbningen. Jeg havde ikke lyst til at gense tante Mathilde lige med det samme.

Med langsomme skridt begyndte jeg at gå længere ind i skoven. Indtil da havde jeg faktisk næsten kun kendt den del af den, der lå mellem lysthuset og mit hjem. Stien var smal, men så ud til at blive brugt flittigt. Selv om det blev mørkere og mørkere, havde jeg intet besvær med at orientere mig, for månen var fuld.

Et sted var der et stort, åbent stykke land mellem træerne. Da jeg var nået ud til midten, vendte jeg mig om og så mig tilbage. På afstand virkede træerne mørkere og mere dystre end når man gik inde mellem dem.

Jeg begyndte igen at gå. Foran skovbrynet på den modsatte side standsede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå længere.

Pludselig blev mørket gennembrudt af en lyd så skrækindjagende, at jeg følte det, som om mit hjerte var ved at eksplodere. Det var halvt et brøl, halvt en jamren. Et øjeblik stod jeg som fastfrossen. Så vendte jeg om og løb tilbage i panik. Mens jeg løb, hørte jeg brølet blive gentaget et par gange.

Jeg besluttede mig til at tage tingene i mine egne hænder. At tro, at jeg kunne det, var naturligvis naivt. Men hvad skulle jeg ellers gøre? Springe ud fra tårnet? Det var der andre, der havde gjort, påstod frøken Svane.

En morgen lige før daggry stod jeg op og tog min fineste kjole på. Det var en rød silkekjole, som havde tilhørt min mor. Jeg havde forsøgt at sy den ind, men den var stadig for stor til mig. Til kjolen hørte en sort hat med slør. Når jeg tog den på, ville det være svært at se mit ansigt tydeligt. Jeg kunne ikke vide, at hatte var gået af mode for mange år siden.

Jeg listede mig ud af huset og op gennem alleen. Den var over en kilometer lang, og mundede ud i hovedvejen på den anden side af den høje bakke, der var skyld i, at man ikke kunne se havet fra vores hus.

Da jeg nåede bakketoppen, var det blevet lyst. Byen, der var mit mål, lå nede ved havet nogle kilometer borte. Det var en kold morgen. Der lå endnu rimfrost på markerne. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se røgen stige op fra skorstenene på de små huse.

Jeg havde kun været i byen et par gange før, og i kort tid ad gangen. Desuden var jeg blevet kørt. Jeg havde aldrig før gået omkring i


31

gaderne på egen hånd. Det var en lille by, men alligevel blev jeg over-vældet af synet af så mange mennesker på en gang.

Jeg spurgte en politibetjent om vej til skolen. Længe før jeg nåede den, kunne jeg høre larmen fra skolegården. I mine ører lød det værre end ti motorsave på en gang.

Da jeg åbnede lågen og gik ind på pladsen, blev der stille et øjeblik. Det forekom mig også, at alle stirrede på mig. Men måske var det indbildning. Jeg gik hen til en mand, som jeg kunne regne ud måtte være lærer, og sagde med fast stemme:

– God dag. Jeg vil gerne tale med præsidenten.– Præsidenten! Hvad mener du med det? svarede han, mens han

bøjede sig over mig, indtil hans næse næsten berørte min. Han havde briller på. Glassene skinnede, så man ikke kunne se øjnene bag dem.

– Ja, altså ham, der bestemmer over det her foretagende, sagde jeg. – Den øverste.

– Nå, skoleinspektøren. Kom bare denne vej. Han slog ud med en bred, stærkt behåret hånd, der var plettet af blækklatter. Han måtte have bidt negle det meste af sit liv, for der var ikke meget tilbage af dem.

Jeg blev vist op ad en bred trappe. Der var en gennemtrængende lugt af noget, jeg syntes, jeg kendte, men alligevel ikke kunne afgøre, hvad var. For enden af den var der en dør med et skilt, hvorpå der stod „Inspektør“.

Han lignede læreren og de andre mænd, vi havde passeret på trappen, til forveksling. De havde blege, ligesom hule ansigter og tætsiddende, glansløse øjne. Man kunne kende inspektøren på, at han røg pibe. Værelset var fuldt af tobaksrøg. Det var næsten umuligt at se fra den ene væg til den anden.

Jeg skulle naturligvis straks have sagt mit navn, og fortalt, hvor jeg kom fra. Men jeg blev forvirret og kom i stedet for til at sige, hvad jeg tænkte:

– Er I alle sammen i familie? spurgte jeg.– Hvem er i familie? sagde inspektøren, mens han rynkede panden

let.– De der arbejder her.– Ja, ja. Det kan man sådan set godt sige, sagde han og lo. – Den

var god! Men hvem er du, min pige?– Mit navn er Tifanfaya. Jeg kunne godt tænke mig at gå i skole.

Jeg kan allerede læse og skrive.– Gå i skole. Jamen, gør du da ikke det? Dine forældre må da …

sagde han forvirret.


32

– Jeg har ingen forældre. Min mor er død. Min far … Her standsede jeg forlegent. Jeg svedte under sløret. Jeg kunne mærke en dråbe løbe ned ad kinden og videre ned på halsen. Det kildrede.

Han rejste sig fra sin stol og gik flere gange rundt om mig, mens han inspicerede mig. Han pustede en hel del. Han havde åbenbart svært ved at få vejret. Jeg følte mig som et mærkeligt dyr. Det virkede næsten, som om han overvejede at lade mig udstoppe. Tanken fik mig til at le. Der var et eller andet ved stedets atmosfære, der gjorde, at jeg ikke kunne beherske mig. Normalt lo jeg ellers så at sige aldrig. Børnene i skolen måtte have det fantastisk morsomt! tænkte jeg.

– Hvad griner du af? spurgte han.– Nå, jeg fik bare den idé, at De ville lade mig udstoppe.– Du er da en sær en.– Jeg er bare en forældreløs pige, der ikke kender noget som helst

til verden. Jeg vil så gerne lære noget.– Der må da være nogen, der tager sig af dig.Jeg kom igen til at le, så jeg dårligt nok kunne tale. Så sagde jeg:– De må meget undskylde. Normalt er jeg en meget alvorlig person.

Meget, meget alvorlig vil jeg endda sige. Men der er noget ved atmo-sfæren her.

– Vi prøver jo på at skabe et muntert miljø for vores elever, sagde han, mens han lænede sig lidt tilbage og tog et dybt drag af piben. – Men hvad var det nu, vi kom fra … lad mig se …

– Det var det med at tage sig af, sagde jeg. – Det var det, der fik mig til at grine. Jeg bor hos min tante, ser De.

– Ser man det, sagde inspektøren, mens han pustede en røgsky i ansigtet på mig. – Og hvad hedder så tante?

– Tante Mathilde hedder hun. Mathilde Hug.Da han hørte navnet, fik han et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han

holdt op med at gå og tog piben ud af munden.– Så er du altså … sagde han langsomt.– Så er jeg altså hvem?– Jeg mente bare …– De sagde, De vidste, hvem jeg var. Og nu spørger jeg Dem om

det. De kunne ærlig talt godt tage at besvare mit spørgsmål.– Nu bliver du for urimelig! sagde han. – Du passer slet ikke ind

her, kan jeg mærke. Det ville være helt forkert. Helt forkert.Efterhånden var jeg ikke utilbøjelig til at give ham ret. Men jeg

sagde stædigt:– Kunne De ikke forklare Dem lidt mere konkret.


32

– Jeg har ingen forældre. Min mor er død. Min far … Her standsede jeg forlegent. Jeg svedte under sløret. Jeg kunne mærke en dråbe løbe ned ad kinden og videre ned på halsen. Det kildrede.

Han rejste sig fra sin stol og gik flere gange rundt om mig, mens han inspicerede mig. Han pustede en hel del. Han havde åbenbart svært ved at få vejret. Jeg følte mig som et mærkeligt dyr. Det virkede næsten, som om han overvejede at lade mig udstoppe. Tanken fik mig til at le. Der var et eller andet ved stedets atmosfære, der gjorde, at jeg ikke kunne beherske mig. Normalt lo jeg ellers så at sige aldrig. Børnene i skolen måtte have det fantastisk morsomt! tænkte jeg.

– Hvad griner du af? spurgte han.– Nå, jeg fik bare den idé, at De ville lade mig udstoppe.– Du er da en sær en.– Jeg er bare en forældreløs pige, der ikke kender noget som helst

til verden. Jeg vil så gerne lære noget.– Der må da være nogen, der tager sig af dig.Jeg kom igen til at le, så jeg dårligt nok kunne tale. Så sagde jeg:– De må meget undskylde. Normalt er jeg en meget alvorlig person.

Meget, meget alvorlig vil jeg endda sige. Men der er noget ved atmo-sfæren her.

– Vi prøver jo på at skabe et muntert miljø for vores elever, sagde han, mens han lænede sig lidt tilbage og tog et dybt drag af piben. – Men hvad var det nu, vi kom fra … lad mig se …

– Det var det med at tage sig af, sagde jeg. – Det var det, der fik mig til at grine. Jeg bor hos min tante, ser De.

– Ser man det, sagde inspektøren, mens han pustede en røgsky i ansigtet på mig. – Og hvad hedder så tante?

– Tante Mathilde hedder hun. Mathilde Hug.Da han hørte navnet, fik han et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han

holdt op med at gå og tog piben ud af munden.– Så er du altså … sagde han langsomt.– Så er jeg altså hvem?– Jeg mente bare …– De sagde, De vidste, hvem jeg var. Og nu spørger jeg Dem om

det. De kunne ærlig talt godt tage at besvare mit spørgsmål.– Nu bliver du for urimelig! sagde han. – Du passer slet ikke ind

her, kan jeg mærke. Det ville være helt forkert. Helt forkert.Efterhånden var jeg ikke utilbøjelig til at give ham ret. Men jeg

sagde stædigt:– Kunne De ikke forklare Dem lidt mere konkret.


33

Han drejede rundt på hælen og forlod værelset, og til min undren hørte jeg døren blive låst.

Der gik næsten en halv time før den blev lukket op igen. Udenfor stod foruden skoleinspektøren, frøken Svane og tante Mathildes alt-mulig-mand, Hubert, som jeg vist ikke har omtalt før. Jeg gjorde modstand. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at gå, men af princip.

Hubert er meget lille, næsten en dværg. Frøken Svane er til gengæld næsten to meter høj. Det må have set mærkeligt ud, da de to slæbte mig af sted gennem skolegården, tænkte jeg. Ikke kun bagefter, men også mens det skete.

Min tante modtog mig koldt. Hun hævede først hånden, som om hun skulle til at slå. Så sagde hun:

– Hvis det gentager sig, skal jeg love dig, at du kommer til at fortryde det. Mere end du kan forestille dig, dit lille fjols.

1. Er teksten realistisk eller fantastisk? opgave 1-4


34

Et hjem med geværEt hjem med geværaf Cato Thau-Jensen

Hverken Tom Collins eller Tifanfaya findes i virkeligheden. De er fiktive personer, som Bjarne Reuter og Henrik Nordbrandt har fundet på. Så-dan er det ikke med den næste tekst, du skal læse. Det er en erindring – en fagtekst, en person har skrevet om sit eget liv. Det, der står i en erindring, har altså fundet sted i virkeligheden. Forfatteren til denne erindring hedder Cato Thau-Jensen, og han har selv illustreret den. En erindring kaldes også en selvbiografi.

TungeDa jeg var 5 år, bed jeg tungen halvt af. Det skete i børnehaven. Jeg sad oppe på rutschebanen. Det var forår, og det blæste i de nyud-sprungne kastanjetræer.

Rutschebanen var det højeste punkt på legepladsen, derfra kunne jeg se alle de andre børn, en af dem kiggede op på mig. Da jeg satte fra og begyndte at glide ned, rakte han tunge af mig. Jeg rakte tunge tilbage, og da jeg nåede ned i sandkassen, klappede jeg tænderne sammen.

Jeg mærkede en skarp, varm smag fylde munden. Jeg sad et øjeblik før munden flød over. De andre kom løbende og slæbte af sted med mig hen over fliserne, hen langs knagerækkerne og ud på børnehavens toilet, hvor der var en lang hvid vask. Blodet bredte sig som en rød sky på bunden af vasken, og jeg tænkte, at så nymalet rød var jeg altså indvendig.

Min far var tandlæge. Han mente nok han kunne sy min tunge på igen, han havde store ravgule fingre som smagte af tobak. Han prøvede at sy min tunge fast to gange inden jeg kom på hospitalet. Jeg fik to ens røde biler mens jeg lå der.

Frø I ferierne kørte vi til Ribe hvor min farmor boede. Vi kørte i en Chrysler New Yorker som min far havde købt. Det var et amerikansk dollargrin som brugte en masse benzin og lugtede syntetisk indvendig. Jeg blev altid køresyg.


34

Et hjem med geværEt hjem med geværaf Cato Thau-Jensen

Hverken Tom Collins eller Tifanfaya findes i virkeligheden. De er fiktive personer, som Bjarne Reuter og Henrik Nordbrandt har fundet på. Så-dan er det ikke med den næste tekst, du skal læse. Det er en erindring – en fagtekst, en person har skrevet om sit eget liv. Det, der står i en erindring, har altså fundet sted i virkeligheden. Forfatteren til denne erindring hedder Cato Thau-Jensen, og han har selv illustreret den. En erindring kaldes også en selvbiografi.

TungeDa jeg var 5 år, bed jeg tungen halvt af. Det skete i børnehaven. Jeg sad oppe på rutschebanen. Det var forår, og det blæste i de nyud-sprungne kastanjetræer.

Rutschebanen var det højeste punkt på legepladsen, derfra kunne jeg se alle de andre børn, en af dem kiggede op på mig. Da jeg satte fra og begyndte at glide ned, rakte han tunge af mig. Jeg rakte tunge tilbage, og da jeg nåede ned i sandkassen, klappede jeg tænderne sammen.

Jeg mærkede en skarp, varm smag fylde munden. Jeg sad et øjeblik før munden flød over. De andre kom løbende og slæbte af sted med mig hen over fliserne, hen langs knagerækkerne og ud på børnehavens toilet, hvor der var en lang hvid vask. Blodet bredte sig som en rød sky på bunden af vasken, og jeg tænkte, at så nymalet rød var jeg altså indvendig.

Min far var tandlæge. Han mente nok han kunne sy min tunge på igen, han havde store ravgule fingre som smagte af tobak. Han prøvede at sy min tunge fast to gange inden jeg kom på hospitalet. Jeg fik to ens røde biler mens jeg lå der.

Frø I ferierne kørte vi til Ribe hvor min farmor boede. Vi kørte i en Chrysler New Yorker som min far havde købt. Det var et amerikansk dollargrin som brugte en masse benzin og lugtede syntetisk indvendig. Jeg blev altid køresyg.


35

Min mor var i hvid plisseret nederdel, hvid bluse og perlekæde af ægte perler. Hun stod og holdt mig på panden, i en grøft i nærheden af Vejle, mens jeg kastede op.

Når vi nærmede os Ribe, kunne vi på lang afstand se domkirke-tårnet skyde op i det flade landskab. Hvis vi havde gæster med, skulle de op i tårnet som det første. Det var jeg ikke så begejstret for. Vi skulle sno os op ad en smal stentrappe og derefter ad stejle trætrapper forbi de store klokker. Jeg var bange for at de skulle give sig til at kime, når vi gik forbi. Jeg tænkte at de nok slog så højt at tårnet ville styrte sammen, eller at jeg ville blive døv. Det var også farligt når man endelig kom ud på toppen af tårnet fordi de voksne altid skulle snakke om dem der var sprunget ud for at begå selvmord.

…


36

Da vi skulle hjem, havde jeg fundet en lille frø i haven. Jeg ville beholde den som kæledyr og gemte den i hånden, men da jeg sad i bilen, hoppede den fra mig, og jeg kunne ikke finde den igen.

Der var en automatisk cigartænder i vognen. Når man stak noget derind, blev en ståltrådsspiral glødende og stak ild. Min mor advarede mig mod at stikke fingeren derind.

Jeg faldt i søvn og drømte at frøen var sprunget ned i den automa-tiske cigarettænder. Det var det første mareridt jeg husker.


36

Da vi skulle hjem, havde jeg fundet en lille frø i haven. Jeg ville beholde den som kæledyr og gemte den i hånden, men da jeg sad i bilen, hoppede den fra mig, og jeg kunne ikke finde den igen.

Der var en automatisk cigartænder i vognen. Når man stak noget derind, blev en ståltrådsspiral glødende og stak ild. Min mor advarede mig mod at stikke fingeren derind.

Jeg faldt i søvn og drømte at frøen var sprunget ned i den automa-tiske cigarettænder. Det var det første mareridt jeg husker.


37

VærelseDa jeg var 8 år, blev mine forældre skilt, min far var på det tidspunkt dobbelt så gammel som min mor. Min søster kom til at bo hos vores mor, og min far fik forældremyndigheden over mig.

Da min mor var flyttet, fandt min far alle de gamle arvestykker frem, og han indrettede et nyt værelse til mig. Den ene væg var tæt behængt med gamle fotografier, det var alle mine bedste- og oldefor-ældre og familie på min fars side. De så alle ud som om de lige havde set et spøgelse. Der var også et kæmpetungt skrivebord hvor jeg kunne lave lektier. Der stod to blækhuse i marmor og en presse med træk-papir som man kunne ralle hen over det man havde skrevet for at suge


38

det overskydende blæk op. I vinduet hang et par lange plysgardiner holdt tilbage af morgenstjerner i jernkæder, alt sammen meget solidt.

Jeg var lige blevet fan af ABBA og værelset stod ikke helt mål med mine hedeste diskodrømme. Først var jeg nærmest rædselsslagen over at jeg skulle bo på det værelse, men så tænkte jeg at jeg nok kunne smide tingene ud stykvis og erstatte dem med ABBA-plakater, hyrde-tæppe og rispapirlamper.

Det store skrivebord havde nu én fordel: Det havde nogle dybe skuffer hvor jeg kunne gemme gamle madpakker. Min far gav mig i en periode madpakker med i skole, nogle ordentlige humpler Struer grovbrød med spegesild og rå løgringe eller kartoffelmos og en hummerklo. De få gange jeg løb risikoen og pakkede ud i klassen, vakte det så stor opmærksomhed at selv gårdvagten måtte ind og se på. Når jeg kom hjem om eftermiddagen gemte jeg de uåbnede madpakker inderst i skrivebordsskufferne og glemte alt om dem. Min lugtesans har aldrig været veludviklet.

TænderNår jeg kom i seng om aftenen, fik jeg tit en guldbarre chokolade. Som tandlæge anbefalede min far chokolade frem for bolsjer. „Det smelter og forsvinder fra mundhulen på få minutter,“ sagde han, „og er et udmærket nydelsesmiddel til unge mennesker i voksealderen.“

Jeg fik en seddel med hjem om skoletandpleje som var noget nyt dengang. Min far syntes at det var en udmærket ide at jeg gik til skole-tandlægen; men han ville lige selv se mig ind i munden først. Her gjorde han en ubehagelig opdagelse.

Jeg fik den helt store tur i min fars tandlægestol, for han ville nu ikke være bekendt at sende mig til skoletandlægen med rådne tænder. Han kunne lige så godt have rørt sølv til mine fyldninger i en margre-theskål, så mange huller havde jeg.

Han lavede også tænder på sig selv. Engang hvor min søster var på weekend hos os, kom hun løbende og fortalte mig at far stod i klinikken og rykkede tænder ud af munden på sig selv. Ikke fordi det kom bag på os, men vi måtte alligevel se hvordan det foregik. Han stod foran spejlet, hvor han plejede at vaske hænder, og trak alle tænderne ud, en for en, og lagde dem op i række på kanten af vasken. Han ville lave en protese til sig selv.


38

det overskydende blæk op. I vinduet hang et par lange plysgardiner holdt tilbage af morgenstjerner i jernkæder, alt sammen meget solidt.

Jeg var lige blevet fan af ABBA og værelset stod ikke helt mål med mine hedeste diskodrømme. Først var jeg nærmest rædselsslagen over at jeg skulle bo på det værelse, men så tænkte jeg at jeg nok kunne smide tingene ud stykvis og erstatte dem med ABBA-plakater, hyrde-tæppe og rispapirlamper.

Det store skrivebord havde nu én fordel: Det havde nogle dybe skuffer hvor jeg kunne gemme gamle madpakker. Min far gav mig i en periode madpakker med i skole, nogle ordentlige humpler Struer grovbrød med spegesild og rå løgringe eller kartoffelmos og en hummerklo. De få gange jeg løb risikoen og pakkede ud i klassen, vakte det så stor opmærksomhed at selv gårdvagten måtte ind og se på. Når jeg kom hjem om eftermiddagen gemte jeg de uåbnede madpakker inderst i skrivebordsskufferne og glemte alt om dem. Min lugtesans har aldrig været veludviklet.

TænderNår jeg kom i seng om aftenen, fik jeg tit en guldbarre chokolade. Som tandlæge anbefalede min far chokolade frem for bolsjer. „Det smelter og forsvinder fra mundhulen på få minutter,“ sagde han, „og er et udmærket nydelsesmiddel til unge mennesker i voksealderen.“

Jeg fik en seddel med hjem om skoletandpleje som var noget nyt dengang. Min far syntes at det var en udmærket ide at jeg gik til skole-tandlægen; men han ville lige selv se mig ind i munden først. Her gjorde han en ubehagelig opdagelse.

Jeg fik den helt store tur i min fars tandlægestol, for han ville nu ikke være bekendt at sende mig til skoletandlægen med rådne tænder. Han kunne lige så godt have rørt sølv til mine fyldninger i en margre-theskål, så mange huller havde jeg.

Han lavede også tænder på sig selv. Engang hvor min søster var på weekend hos os, kom hun løbende og fortalte mig at far stod i klinikken og rykkede tænder ud af munden på sig selv. Ikke fordi det kom bag på os, men vi måtte alligevel se hvordan det foregik. Han stod foran spejlet, hvor han plejede at vaske hænder, og trak alle tænderne ud, en for en, og lagde dem op i række på kanten af vasken. Han ville lave en protese til sig selv.



40

Cato Thau-JensenJeg blev født den 9. februar 1966, det var meget koldt. Det første ord jeg kunne sige var „skål!“.

Jeg har gået i 3. klasse to gange, for jeg kom vist lidt for tidligt i skole. Jeg glemte altid min skoletaske i skolebussen. Jeg gik på gymnasiet i Århus, og her mødte jeg min bedste ven Søren. Vi satte os ved siden af hinanden den første dag på Århus Katedralskole – som gymnasiet hedder.

Min søster hedder Laila og arbejder i øjeblikket på det danske konsulat i San Francisco. Hun har også taget en uddannelse fra Designskolen i Kolding ligesom mig. Jeg gik på „Grafisk design og illustration“ og har siden illustreret en masse billedbøger bl.a. Suffløsen og den lille Folmer, Og så er det godnat, Vingekatten og Den frygte-lige hånd og skrevet et par stykker.

En af dem hedder Gerda Flues forfærdelige køkken. Jeg har boet i Skovby, Kolding, Sorø, København og bor nu i Brabrand ved Århus, men sidder i skrivende stund på en cafe i Sacramento, Californien. Der sidder en transvestit ved bordet ved siden af.

1. Hvilken slags fagtekst er denne tekst (se side 8)?2. Er det en multimodal tekst – hvordan (se side 10)?3. I selvbiografier kan man ikke altid være helt sikker på,

om forfatteren virkelig har oplevet det, der står i teksten, eller om han har digtet noget til for at gøre historien mere spændende. Find oplysninger om Cato Thau-Jensen på internettet. Undersøg, om det, han fortæller, virkelig passer.

opgave 1-6


40

Cato Thau-JensenJeg blev født den 9. februar 1966, det var meget koldt. Det første ord jeg kunne sige var „skål!“.

Jeg har gået i 3. klasse to gange, for jeg kom vist lidt for tidligt i skole. Jeg glemte altid min skoletaske i skolebussen. Jeg gik på gymnasiet i Århus, og her mødte jeg min bedste ven Søren. Vi satte os ved siden af hinanden den første dag på Århus Katedralskole – som gymnasiet hedder.

Min søster hedder Laila og arbejder i øjeblikket på det danske konsulat i San Francisco. Hun har også taget en uddannelse fra Designskolen i Kolding ligesom mig. Jeg gik på „Grafisk design og illustration“ og har siden illustreret en masse billedbøger bl.a. Suffløsen og den lille Folmer, Og så er det godnat, Vingekatten og Den frygte-lige hånd og skrevet et par stykker.

En af dem hedder Gerda Flues forfærdelige køkken. Jeg har boet i Skovby, Kolding, Sorø, København og bor nu i Brabrand ved Århus, men sidder i skrivende stund på en cafe i Sacramento, Californien. Der sidder en transvestit ved bordet ved siden af.

1. Hvilken slags fagtekst er denne tekst (se side 8)?2. Er det en multimodal tekst – hvordan (se side 10)?3. I selvbiografier kan man ikke altid være helt sikker på,

om forfatteren virkelig har oplevet det, der står i teksten, eller om han har digtet noget til for at gøre historien mere spændende. Find oplysninger om Cato Thau-Jensen på internettet. Undersøg, om det, han fortæller, virkelig passer.

opgave 1-6


41

2.

I faklernes skær– om miljø


4242


Når vi taler om miljø i forbindelse med litteratur, taler vi om den tid og det sted, historien udspiller sig. En tekst kan fx foregå i en landsby på Sydfyn eller i et krigshærget land langt herfra. Og den kan foregå i nutiden, for flere hundrede år siden eller i fremtiden. Vi kalder historiens tid og sted for tekstens fysiske miljø. Vi kan også tale om en teksts psykiske miljø. Så taler vi om den stemning, teksten skildrer. Miljøet kan fx være skildret rart og trygt – eller uhyggeligt og voldsomt. I nogle tekster hænger genre og miljø tæt sammen – fx foregår en science fiction-tekst altid i en fremtidsverden. I dette kapitel er der fokus på én bestemt genre og dens miljø: fantasygenren.

Fantasytekster kan vi dele op i to grupper:

Én verden – den fantastiskeI nogle fantasytekster foregår hele handlingen i en overnaturlig verden. Denne verden minder på mange måder om miljøet i middelalderen: enorme landskaber med store borge osv. Der kan være overnaturlige væsener som orker, elver, feer, enhjørninger, drager og kæmper. I mange fantasytekster af denne slags opfinder forfatteren selv det land, teksten foregår i.

To verdener – en realverden og en fantastisk verdenI andre fantasytekster er der to verdener: en realverden, som ligner vores egen verden – og en fantastisk verden, som er overnaturlig. Den reale verden er realistisk med almindelige mennesker. I den fantastiske verden derimod er der både overnaturlige væsener og almindelige mennesker – men her har de måske overnaturlige evner. Sådanne fortællinger begynder ofte i den reale verden, men på et tidspunkt foretager hovedpersonen og måske også nogle af bipersonerne en rejse fra den reale verden til den fantastiske. Måske rejser de kun én gang, måske pendler de frem og tilbage flere gange. Men én ting er næsten sikker: For at komme fra den reale verden til den fantastiske skal de oftest igennem en magisk passage. Det mest berømte eksempel på en sådan fortælling med to verdener er historien om Harry Potter.


42


Når vi taler om miljø i forbindelse med litteratur, taler vi om den tid og det sted, historien udspiller sig. En tekst kan fx foregå i en landsby på Sydfyn eller i et krigshærget land langt herfra. Og den kan foregå i nutiden, for flere hundrede år siden eller i fremtiden. Vi kalder historiens tid og sted for tekstens fysiske miljø. Vi kan også tale om en teksts psykiske miljø. Så taler vi om den stemning, teksten skildrer. Miljøet kan fx være skildret rart og trygt – eller uhyggeligt og voldsomt. I nogle tekster hænger genre og miljø tæt sammen – fx foregår en science fiction-tekst altid i en fremtidsverden. I dette kapitel er der fokus på én bestemt genre og dens miljø: fantasygenren.

Fantasytekster kan vi dele op i to grupper:

Én verden – den fantastiskeI nogle fantasytekster foregår hele handlingen i en overnaturlig verden. Denne verden minder på mange måder om miljøet i middelalderen: enorme landskaber med store borge osv. Der kan være overnaturlige væsener som orker, elver, feer, enhjørninger, drager og kæmper. I mange fantasytekster af denne slags opfinder forfatteren selv det land, teksten foregår i.

To verdener – en realverden og en fantastisk verdenI andre fantasytekster er der to verdener: en realverden, som ligner vores egen verden – og en fantastisk verden, som er overnaturlig. Den reale verden er realistisk med almindelige mennesker. I den fantastiske verden derimod er der både overnaturlige væsener og almindelige mennesker – men her har de måske overnaturlige evner. Sådanne fortællinger begynder ofte i den reale verden, men på et tidspunkt foretager hovedpersonen og måske også nogle af bipersonerne en rejse fra den reale verden til den fantastiske. Måske rejser de kun én gang, måske pendler de frem og tilbage flere gange. Men én ting er næsten sikker: For at komme fra den reale verden til den fantastiske skal de oftest igennem en magisk passage. Det mest berømte eksempel på en sådan fortælling med to verdener er historien om Harry Potter.


4343

6Kender du andre fantasytekster med to verdener?

6Hvordan er de to verdener forskellige?

6Hvordan vil du beskrive den magiske passage?

6Kender du fantasytekster med kun én verden?

6Er der fantastiske væsener? Hvem er gode, og hvem er onde?

Du skal nu læse tre fantasytekster. De er alle uddrag af romaner – faktisk er fantasyromaner ofte tykke bøger, fordi der sker så utrolig meget i historierne. Derfor kan der også være meget, man skal holde styr på, når man læser fantasy.

Du skal også arbejde med computerspil. I computerspil kalder man den genre, der mest ligner fantasytekster, for adventurespil, og også her vises helt fantastiske miljøer.


56

Den næste fantasytekst er en klassiker. Den er skrevet i 1950, men er stadig en bestseller. Dens popularitet blev ikke mindre af, at den i 2006 blev filmatiseret af Disney. Måske kender du den også under titlen Narnia. Du skal her læse begyndelsen på den store roman. Læg godt mærke til miljøet, og læg også mærke til, hvilken type fantasy-tekst du mener, det er (se side 42).

1. Lucy udforsker et garderobeskabDer var engang fire børn, som hed Peter, Susan, Edmund og Lucy. Denne historie handler om noget, der hændte dem, mens de var sendt væk fra London under krigen på grund af luftangrebene. De blev sendt ud til en gammel professor, som boede langt ude på landet, femten kilometer fra den nærmeste jernbanestation og tre kilometer fra det nærmeste postkontor. Han var ugift og boede i et meget stort hus sammen med en husholderske ved navn fru Macready og tre tjenestepiger (de hed Ivy, Margaret og Betty, men de kommer nu ikke til at optræde særlig meget i historien). Selv var han meget gammel med pjusket hvidt hår både på hovedet og i det meste af ansigtet, og børnene kunne næsten med det samme lide ham; men den første aften, da han kom ud for at modtage dem foran hoveddøren, så han så løjerlig ud, at Lucy (som var den yngste) blev en smule bange for ham, og Edmund (som var den næstyngste) ikke kunne lade være med at le og blev nødt til at lade, som om han pudsede næse, for at skjule det.

Lige så snart de denne første aften havde sagt godnat til professoren og var gået ovenpå, kom drengene ind til pigerne, og sammen snak-kede de om, hvad der var sket.

„Der er ingen tvivl om, at vi har været heldige,“ sagde Peter. „Det her tegner til at blive alle tiders. Den gamle fyr vil lade os gøre lige hvad vi har lyst til.“

Løven, heksen og garderobeskabet

af C.S. Lewis



56

Den næste fantasytekst er en klassiker. Den er skrevet i 1950, men er stadig en bestseller. Dens popularitet blev ikke mindre af, at den i 2006 blev filmatiseret af Disney. Måske kender du den også under titlen Narnia. Du skal her læse begyndelsen på den store roman. Læg godt mærke til miljøet, og læg også mærke til, hvilken type fantasy-tekst du mener, det er (se side 42).

1. Lucy udforsker et garderobeskabDer var engang fire børn, som hed Peter, Susan, Edmund og Lucy. Denne historie handler om noget, der hændte dem, mens de var sendt væk fra London under krigen på grund af luftangrebene. De blev sendt ud til en gammel professor, som boede langt ude på landet, femten kilometer fra den nærmeste jernbanestation og tre kilometer fra det nærmeste postkontor. Han var ugift og boede i et meget stort hus sammen med en husholderske ved navn fru Macready og tre tjenestepiger (de hed Ivy, Margaret og Betty, men de kommer nu ikke til at optræde særlig meget i historien). Selv var han meget gammel med pjusket hvidt hår både på hovedet og i det meste af ansigtet, og børnene kunne næsten med det samme lide ham; men den første aften, da han kom ud for at modtage dem foran hoveddøren, så han så løjerlig ud, at Lucy (som var den yngste) blev en smule bange for ham, og Edmund (som var den næstyngste) ikke kunne lade være med at le og blev nødt til at lade, som om han pudsede næse, for at skjule det.

Lige så snart de denne første aften havde sagt godnat til professoren og var gået ovenpå, kom drengene ind til pigerne, og sammen snak-kede de om, hvad der var sket.

„Der er ingen tvivl om, at vi har været heldige,“ sagde Peter. „Det her tegner til at blive alle tiders. Den gamle fyr vil lade os gøre lige hvad vi har lyst til.“


af C.S. Lewis



57

„Jeg synes, han er en sød gammel mand,“ sagde Susan.„Årh, hold op!“ sagde Edmund, som var træt og lod, som om han

ikke var det, hvilket altid gjorde ham i dårligt humør. „Lad være med at tale på den måde.“

„På hvad for en måde?“ sagde Susan. „For resten er det vist på tide, at du kommer i seng.“

„Du lyder ligesom mor,“ sagde Edmund. „Og du skal aldeles ikke bryde dig om at fortælle mig, hvornår jeg skal i seng. Gå selv i seng.“

„Burde vi ikke alle sammen gå i seng?“ sagde Lucy. „Der bliver i hvert fald ballade, hvis de hører os snakke sammen herinde.“

„Nej, der gør ikke,“ sagde Peter. „Det her er nemlig sådan et hus,hvor ingen vil blande sig i, hvad vi laver. Og de kan under alle om stændig heder ikke høre os her. Det tager cirka ti minutter at komme ned til spisestuen heroppefra, og der er masser af trapper og gange indimellem.“

„Hvad er det for en lyd?“ sagde Lucy pludselig. Det var det største hus, hun nogen sinde havde været i, og tanken om alle de lange gange og mange døre, der førte ind til tomme værelser, havde fået hende til at føle sig en smule uhyggelig til mode.

„Det er kun en fugl, din tumpe,“ sagde Edmund.„Det er en ugle,“ sagde Peter. „Det her er garanteret alle tiders

sted, hvis man vil se fugle. Jeg vil gå i seng nu. I morgen kan vi rigtig udforske huset. Jeg tror, man kan finde hvad som helst her. Så I bjergene på vej herud? Og skoven? Måske er her ørne. Måske hjorte. I hvert fald høge.

„Grævlinger!“ sagde Lucy. „Ræve!“ sagde Edmund.„Kaniner!“ sagde Susan. Men da børnene stod op næste morgen, silede regnen ned – så tæt,

at man hverken kunne se bjergene eller skoven eller blot bækken nede i haven, når man kiggede ud ad vinduet.

„Naturligvis skulle det gå hen og blive regnvejr!“ sagde Edmund. De havde netop spist morgenmad sammen med professoren og sad nu ovenpå i det værelse, han havde stillet til deres rådighed – et langt, lavloftet værelse med vinduer til begge sider, to i hver væg.

„Hold nu op med at brokke dig, Ed,“ sagde Susan. „Jeg tør vædde på, at det klarer op igen i løbet af et par timer. Og indtil da behøver vi i hvert fald ikke kede os. Der er både radio og masser af bøger.“

„Det gider jeg ikke beskæftige mig med,“ sagde Peter. „Jeg vil hellere udforske huset.“

Det ville de andre også hellere, og sådan begyndte deres eventyr.




59

Det var et hus af den slags, man aldrig synes at kunne blive færdig med, og det var fuldt af overraskelser. De første par døre, de åbnede, førte kun ind til andre gæsteværelser, men andet havde de heller ikke regnet med. Snart kom de imidlertid til et meget langt værelse, der var fyldt med malerier, og dér fandt de en rustning; og efter det fulgte et værelse fuldt af grønne draperier, med en harpe i hjørnet; og så gik de tre trin ned og fem trin op og kom ind i en lille gang med en dør, der førte ud til en balkon, og så kom der en hel kæde af rum, der lå på rad og række efter hinanden og var fyldt med bøger – mest gamle bøger, og nogle af dem var større end kirkebibler. Og snart efter stod de og kiggede ind i et værelse, der var helt tomt, når man så bort fra et stort garderobeskab – af den slags med et spejl på døren. Ellers var der ikke noget som helst i værelset bortset fra en død spyflue i vindueskarmen.

„Her er ikke noget!“ sagde Peter, og de gik alle sammen ud igen – alle undtagen Lucy. Hun blev derinde, fordi hun tænkte, det kunne være sjovt at prøve at tage i døren til garderobeskabet, selv om hun var næsten sikker på, at den måtte være låst. Men til hendes overra-skelse gik den uden videre op, og to mølkugler faldt ud.

Hun kiggede indenfor og så, at der hang adskillige frakker derinde – hovedsagelig lange pelsfrakker. Der var intet, Lucy holdt så meget af at lugte til og føle på som pelsværk. Hun trådte uden tøven ind i garde-robeskabet og klemte sig ind mellem frakkerne og gned sit ansigt mod dem. Hun lod naturligvis døren stå åben, for hun vidste, at det ville være temmelig tåbeligt at lukke sig selv inde i et skab, uanset hvad det var for et. Hun gik snart længere ind og opdagede, at der hang endnu en række frakker bag den første. Der var bælgmørkt derinde, og hun holdt sine arme strakt frem foran sig, så hun ikke kom til at hamre hovedet ind i skabets bagklædning. Hun tog endnu et skridt indefter – og så et par stykker til – og hele tiden forventede hun at komme til at mærke bagklædningens træværk mod sine fingerspidser. Men det skete ikke.

„Det her må simpelthen være verdens største garderobeskab!“ tænkte Lucy, idet hun gik endnu længere ind og skubbede de bløde frakkefolder til side for at give plads til sig selv. Så opdagede hun, at der var noget, der knasede under hendes fødder. „Gad vidst om det er nogle flere af de mølkugler? tænkte hun, idet hun bøjede sig for at føle efter med hånden. Men i stedet for skabets hårde, glatte trægulv mærkede hun noget, der var blødt, smuldrende og ualmindelig koldt. „Det her er meget besynderligt,“ sagde hun og tog endnu et par skridt.

I næste øjeblik kunne hun ikke længere mærke det bløde pelsværk mod sit ansigt, men derimod noget, der var hårdt og ujævnt, ja, lige-


60

frem stikkende. „Tænk, det føles fuldstændig som grenene på et træ!“ udbrød Lucy. Og så fik hun øje på et lys foran sig; ikke et par centi-meter borte – dér hvor skabets bagklædning burde have været – men langt, langt væk. Hun mærkede også noget koldt og blødt komme faldende imod sig. Et øjeblik efter opdagede hun, at hun stod midt i en skov ved nattetide med sne under fødderne og snefnug dalende ned gennem luften.

Lucy blev en smule bange, men hun var samtidig både nysgerrig og spændt. Hun så sig tilbage over skulderen, og dér – inde mellem de mørke træstammer – kunne hun stadig se døråbningen i skabet og en smule af det tomme værelse, hun havde forladt (hun havde som sagt ladet døren stå åben, for hun vidste, at det ville være temmelig tåbeligt at lukke sig selv inde i et garderobeskab). Det så stadig ud til at være dag inde i værelset. „Jeg kan altid komme tilbage, hvis noget skulle gå galt,“ tænkte Lucy. Hun begyndte at gå videre gennem skoven i retning af det andet lys. Sneen knirkede under hendes fødder.

Cirka ti minutter efter nåede hun frem og opdagede, at lyset kom fra en lygtepæl. Mens hun forbavset stod og kiggede på den og spekule-rede på, hvorfor i alverden den var blevet anbragt midt inde i en skov, og overvejede, hvad hun skulle gøre, hørte hun lyden af dappende skridt, der nærmede sig. Og et øjeblik efter kom en højst besynderlig person ud fra træerne og trådte ind i skæret fra lygtepælen.

Han var kun en lille smule højere end Lucy, og over hovedet holdt han en paraply, der var hvid af sne. Fra livet og opad lignede han et menneske, men hans ben var formet som en geds (håret på dem var blankt og sort), og i stedet for fødder havde han gedeklove. Han havde også en hale, men det lagde Lucy ikke mærke til i begyndelsen, for han havde lagt den sirligt til rette over den arm, der holdt paraplyen, for at den ikke skulle slæbe efter ham gennem sneen. Om halsen havde han et rødt, uldent halstørklæde, og hans hudfarve gik også hen i retning af det rødlige. Han havde et fremmedartet, men tiltalende lille ansigt med et kort spidst skæg og krøllet hår, og frem af håret stak to horn, et på hver side af panden. I den ene hånd havde han som sagt en paraply; på den anden arm bar han indtil flere pakker, som var emballeret i brunt papir. Sammen med sneen fik disse pakker det fuldstændig til at se ud, som om han havde været på juleindkøb. Han var en faun. Og da han fik øje på Lucy, blev han så forskrækket, at han tabte alle sine pakker.

„Ih, du godeste!“ udbrød faunen.


60

frem stikkende. „Tænk, det føles fuldstændig som grenene på et træ!“ udbrød Lucy. Og så fik hun øje på et lys foran sig; ikke et par centi-meter borte – dér hvor skabets bagklædning burde have været – men langt, langt væk. Hun mærkede også noget koldt og blødt komme faldende imod sig. Et øjeblik efter opdagede hun, at hun stod midt i en skov ved nattetide med sne under fødderne og snefnug dalende ned gennem luften.

Lucy blev en smule bange, men hun var samtidig både nysgerrig og spændt. Hun så sig tilbage over skulderen, og dér – inde mellem de mørke træstammer – kunne hun stadig se døråbningen i skabet og en smule af det tomme værelse, hun havde forladt (hun havde som sagt ladet døren stå åben, for hun vidste, at det ville være temmelig tåbeligt at lukke sig selv inde i et garderobeskab). Det så stadig ud til at være dag inde i værelset. „Jeg kan altid komme tilbage, hvis noget skulle gå galt,“ tænkte Lucy. Hun begyndte at gå videre gennem skoven i retning af det andet lys. Sneen knirkede under hendes fødder.

Cirka ti minutter efter nåede hun frem og opdagede, at lyset kom fra en lygtepæl. Mens hun forbavset stod og kiggede på den og spekule-rede på, hvorfor i alverden den var blevet anbragt midt inde i en skov, og overvejede, hvad hun skulle gøre, hørte hun lyden af dappende skridt, der nærmede sig. Og et øjeblik efter kom en højst besynderlig person ud fra træerne og trådte ind i skæret fra lygtepælen.

Han var kun en lille smule højere end Lucy, og over hovedet holdt han en paraply, der var hvid af sne. Fra livet og opad lignede han et menneske, men hans ben var formet som en geds (håret på dem var blankt og sort), og i stedet for fødder havde han gedeklove. Han havde også en hale, men det lagde Lucy ikke mærke til i begyndelsen, for han havde lagt den sirligt til rette over den arm, der holdt paraplyen, for at den ikke skulle slæbe efter ham gennem sneen. Om halsen havde han et rødt, uldent halstørklæde, og hans hudfarve gik også hen i retning af det rødlige. Han havde et fremmedartet, men tiltalende lille ansigt med et kort spidst skæg og krøllet hår, og frem af håret stak to horn, et på hver side af panden. I den ene hånd havde han som sagt en paraply; på den anden arm bar han indtil flere pakker, som var emballeret i brunt papir. Sammen med sneen fik disse pakker det fuldstændig til at se ud, som om han havde været på juleindkøb. Han var en faun. Og da han fik øje på Lucy, blev han så forskrækket, at han tabte alle sine pakker.

„Ih, du godeste!“ udbrød faunen.



62

2. Hvad Lucy fandt derinde„God aften,“ sagde Lucy. Men faunen havde så travlt med at samle sine pakker op, at den slet ikke svarede i begyndelsen. Da den var færdig, bukkede den afmålt for hende.

„God aften, god aften,“ sagde faunen. „Undskyld – jeg vil nødig trænge mig på – men har jeg ret, når jeg formoder, at du er en menneskedatter?“

„Jeg hedder Lucy,“ sagde hun, for hun forstod ikke helt, hvad han mente.

„Men du er – ja undskyld mig – du er det, man forstår ved en pige, ikke sandt?“ spurgte faunen.

„Selvfølgelig er jeg en pige,“ sagde Lucy.„Du er altså et menneske?“„Selvfølgelig er jeg et menneske,“ sagde Lucy, stadig en smule

forbavset.„Naturligvis, naturligvis,“ sagde faunen, „Hvor dumt af mig! Men

jeg har aldrig før set en menneskesøn eller menneskedatter. Jeg er ovenud henrykt. Det vil sige …“ og så holdt den inde, som om den havde været ved at sige noget, den helst ikke skulle, men var kommet i tanke om det i tide. „Henrykt, henrykt,“ fortsatte den. „Tillad mig at præsentere mig. Mit navn er Tumnus.“

„Det glæder mig at møde Dem, hr. Tumnus,“ sagde Lucy.„Og må jeg spørge, o Lucy menneskedatter,“ sagde hr. Tumnus,

„hvordan du er kommet til Narnia?“„Narnia? Hvad er det?“ sagde Lucy.„Dette er landet Narnia,“ sagde faunen, „det sted, hvor vi står nu;

alt hvad der ligger mellem lygtepælen og det store slot Cair Paravel ved Østerhavet. Og du – du er kommet fra vestens vilde skove?“

„Jeg … jeg kom ind gennem garderobeskabet i det tomme rum,“ sagde Lucy.

„Åh!“ sagde faunen med en noget melankolsk stemme. „Hvis jeg bare havde hængt lidt flittigere i med geografien, da jeg var en lille faun, ville jeg uden tvivl vide alt om disse fremmede lande. Men nu er det for sent.“

„Men det er slet ikke lande,“ sagde Lucy, og hun var lige ved at briste i latter. „Det er bare derhjemme … ja, det tror jeg da i hvert fald nok. Det er sommer dér.“

„Det er muligt,“ sagde hr. Tumnus, „men det er vinter i Narnia, og det har det været temmelig længe, og vi bliver begge to forkølede, hvis vi bliver stående og snakker her i sneen. Menneskedatter fra det fjerne land Detommerum, hvor der hersker evig sommer omkring den


62

2. Hvad Lucy fandt derinde„God aften,“ sagde Lucy. Men faunen havde så travlt med at samle sine pakker op, at den slet ikke svarede i begyndelsen. Da den var færdig, bukkede den afmålt for hende.

„God aften, god aften,“ sagde faunen. „Undskyld – jeg vil nødig trænge mig på – men har jeg ret, når jeg formoder, at du er en menneskedatter?“

„Jeg hedder Lucy,“ sagde hun, for hun forstod ikke helt, hvad han mente.

„Men du er – ja undskyld mig – du er det, man forstår ved en pige, ikke sandt?“ spurgte faunen.

„Selvfølgelig er jeg en pige,“ sagde Lucy.„Du er altså et menneske?“„Selvfølgelig er jeg et menneske,“ sagde Lucy, stadig en smule

forbavset.„Naturligvis, naturligvis,“ sagde faunen, „Hvor dumt af mig! Men

jeg har aldrig før set en menneskesøn eller menneskedatter. Jeg er ovenud henrykt. Det vil sige …“ og så holdt den inde, som om den havde været ved at sige noget, den helst ikke skulle, men var kommet i tanke om det i tide. „Henrykt, henrykt,“ fortsatte den. „Tillad mig at præsentere mig. Mit navn er Tumnus.“

„Det glæder mig at møde Dem, hr. Tumnus,“ sagde Lucy.„Og må jeg spørge, o Lucy menneskedatter,“ sagde hr. Tumnus,

„hvordan du er kommet til Narnia?“„Narnia? Hvad er det?“ sagde Lucy.„Dette er landet Narnia,“ sagde faunen, „det sted, hvor vi står nu;

alt hvad der ligger mellem lygtepælen og det store slot Cair Paravel ved Østerhavet. Og du – du er kommet fra vestens vilde skove?“

„Jeg … jeg kom ind gennem garderobeskabet i det tomme rum,“ sagde Lucy.

„Åh!“ sagde faunen med en noget melankolsk stemme. „Hvis jeg bare havde hængt lidt flittigere i med geografien, da jeg var en lille faun, ville jeg uden tvivl vide alt om disse fremmede lande. Men nu er det for sent.“

„Men det er slet ikke lande,“ sagde Lucy, og hun var lige ved at briste i latter. „Det er bare derhjemme … ja, det tror jeg da i hvert fald nok. Det er sommer dér.“

„Det er muligt,“ sagde hr. Tumnus, „men det er vinter i Narnia, og det har det været temmelig længe, og vi bliver begge to forkølede, hvis vi bliver stående og snakker her i sneen. Menneskedatter fra det fjerne land Detommerum, hvor der hersker evig sommer omkring den


63

strålende by Gar Drobeskabet – hvad ville du sige til at gå med mig hjem og få te?“

„Tusind tak, hr. Tumnus,“ sagde Lucy. „Det er forfærdelig pænt af Dem, men jeg spekulerer på, om jeg ikke hellere burde se at komme tilbage.“

„Det er lige omkring hjørnet,“ sagde faunen, „og der er buldrende kaminild – og ristet brød – og sardiner – og kage.“

„Det er forfærdelig pænt af Dem,“ sagde Lucy. „Men jeg kan ikke blive ret længe.“

„Hvis du vil tage min arm, menneskedatter,“ sagde hr, Tumnus, „kan jeg holde paraplyen over os begge. Ja, sådan. Lad os gå.“

Således gik det til, at Lucy pludselig gik gennem skoven arm i arm med dette sære væsen, som om de havde kendt hinanden hele livet.

1. Er der noget i teksten, der viser, at den er skrevet for mange år siden?

2. Hvilken type fantasytekst er det? Hvorfor? opgave 1-7


64

HimmelherrenHimmelherrenaf Kenneth Bøgh Andersen

Den sidste fantasytekst, du skal læse, er fra Kenneth Bøgh Andersens store roman Himmelherren. Tænk over, hvilken type fantasytekst du mener, der her er tale om (se side 42).

Små forandringerPeter drejede hovedet i et ryk. Kneb øjnene sammen og stirrede mod den gamle ruin, der lå på bakken bag kirkegården.

Det var mærkeligt. I et kort sekund havde han syntes, at det så ud som om … som om … som om hvad?

Peter vidste det ikke. Hver eneste dag gik han denne vej, hen ad den samme kedelige gade, hjem fra den samme kedelige skole, igennem det samme kedelige bybillede. Men for et øjeblik siden … Der havde været en forstyrrelse i øjenkrogen, et eller andet havde virket ander-ledes i det vante sceneri. Et eller andet ved den gamle ruin. Han havde kigget op og i et splitsekund fået et glimt af … Af ingenting. Ruinen så ud, som den plejede, stenbrokkerne lå, som de altid havde ligget, og fortalte med deres lydløse stemmer om glemte tider.

„Ruinen var engang et gammelt slot,“ hviskede Peter for sig selv og så i tankerne et imponerende bygningsværk rejse sig på bakke-skråningen. Det var smukt dekoreret med pyntede gesimser og runde balkoner. Farverige slyngplanter snoede sig op ad de lodrette mure, så det så ud, som om slottet var bygget af nyudsprungne blomster. Forskellige stenfigurer – pegasuser, griffer, svanedrager – var hugget ind i de syv tårne, hvis spir ragede langt op i himlen. Højt, højt oppe kunne Peter se de røde vimpler vaje, og bag brystværnet travede kongens soldater frem og tilbage. „Slottet var opført af en dygtig troldmand, som havde støbt sin hvide magi ind i de massive mure. Når natten sænkede sig, og månen stod op, rev stendyrene sig løs af deres fundament og vogtede sammen med soldaterne over kongeparrets eneste datter, prinsesse Cora. For det var rygtedes, at onde kræfter var begyndt at røre på sig i nord, og at prinsessen var i fare. I skoven var hvisketræerne begyndt at tale om mørke tider, og en sen sommernat nær elven, hvor flodfolket levede, skete der noget ganske forfærde-ligt. Et af slottets stendyr – en pegasus – blev myrdet og en af dens magiske fjer stjålet …“


64

HimmelherrenHimmelherrenaf Kenneth Bøgh Andersen

Den sidste fantasytekst, du skal læse, er fra Kenneth Bøgh Andersens store roman Himmelherren. Tænk over, hvilken type fantasytekst du mener, der her er tale om (se side 42).

Små forandringerPeter drejede hovedet i et ryk. Kneb øjnene sammen og stirrede mod den gamle ruin, der lå på bakken bag kirkegården.

Det var mærkeligt. I et kort sekund havde han syntes, at det så ud som om … som om … som om hvad?

Peter vidste det ikke. Hver eneste dag gik han denne vej, hen ad den samme kedelige gade, hjem fra den samme kedelige skole, igennem det samme kedelige bybillede. Men for et øjeblik siden … Der havde været en forstyrrelse i øjenkrogen, et eller andet havde virket ander-ledes i det vante sceneri. Et eller andet ved den gamle ruin. Han havde kigget op og i et splitsekund fået et glimt af … Af ingenting. Ruinen så ud, som den plejede, stenbrokkerne lå, som de altid havde ligget, og fortalte med deres lydløse stemmer om glemte tider.

„Ruinen var engang et gammelt slot,“ hviskede Peter for sig selv og så i tankerne et imponerende bygningsværk rejse sig på bakke-skråningen. Det var smukt dekoreret med pyntede gesimser og runde balkoner. Farverige slyngplanter snoede sig op ad de lodrette mure, så det så ud, som om slottet var bygget af nyudsprungne blomster. Forskellige stenfigurer – pegasuser, griffer, svanedrager – var hugget ind i de syv tårne, hvis spir ragede langt op i himlen. Højt, højt oppe kunne Peter se de røde vimpler vaje, og bag brystværnet travede kongens soldater frem og tilbage. „Slottet var opført af en dygtig troldmand, som havde støbt sin hvide magi ind i de massive mure. Når natten sænkede sig, og månen stod op, rev stendyrene sig løs af deres fundament og vogtede sammen med soldaterne over kongeparrets eneste datter, prinsesse Cora. For det var rygtedes, at onde kræfter var begyndt at røre på sig i nord, og at prinsessen var i fare. I skoven var hvisketræerne begyndt at tale om mørke tider, og en sen sommernat nær elven, hvor flodfolket levede, skete der noget ganske forfærde-ligt. Et af slottets stendyr – en pegasus – blev myrdet og en af dens magiske fjer stjålet …“


65

En fjern buldren afbrød Peters tanker, og han missede mod himlen. Spilede så øjnene op og snurrede måbende rundt om sig selv.

Hele vejen rundt om byen havde et tungt skybælte lagt sig som en omkransende hær, der langsomt marcherede nærmere. Det var uvejr fra alle fire verdenshjørner. Og det så ud, som om de ville tørne sammen lige over byen.

Skyerne var sortviolette og tændtes af og til af hvide lys, når lynene sprang inden i dem. De slæbte et gråt regnslør efter sig, og solen, der stadig skinnede i midten af tordenbæltet, malede smukke regnbuer på det blå himmelhvælv. Mange af dem. Peter talte mindst ti, og hele tiden syntes der at dukke nye op, de sprang ud af de knagende skyer som fontæner. Lignede næsten passager til andre verdener. Peter havde aldrig set noget lignende.

„Det bliver noget af et uvejr, hva’?“ sagde en stemme ved siden af Peter.

Han drejede hovedet og opdagede, at Olde Osvald havde gjort ham selskab. Postbuddets grå øjne skinnede i lyset fra de glimtende skyer.

Peter vendte atter blikket op. „Det ser fuldstændig vanvittigt ud.“„Det bliver vanvittigt.“ Osvald nikkede som en, der glæder sig

til at få ret. Han var gammel og rynket som et egetræ og havde – så længe Peter kunne huske – aldrig været yngre. Han var et af den slags mennesker, der fødes gammel, og folk sagde, at når de selv engang var døde og borte, ja, så ville Olde Osvald stadig trække af sted med postcyklen og overbringe byens borgere breve fra nær og fjern.

Men Peter syntes nu alligevel, at den gamle mand var begyndt at se træt ud. Han var – selv om det ikke burde kunne lade sig gøre – blevet ældre.

„Vanvittigt, ja,“ fortsatte Osvald. „Det vil jeg æde min uniform på. Og det endda selv om udløbsdatoen for længst er overskredet.“

Der var noget sørgmodigt og måske bittert over den sidste kommentar, og Peter spurgte ham om, hvor længe han egentlig havde været postbud.

Svaret var en tør latter, der også lød en smule træt. Nej, ikke træt – trist. „Længe, min ven. Alt for længe.“ Osvald hev en plettet klud op af lommen og duppede panden. „Nå, jeg må også hellere se at komme videre. Kan du have en god weekend? Skal du skrive videre på din historie?“

Peter nikkede.„Hvis du nu løber tør for ideer, kan du jo skrive Olde Osvald ind i

din fortælling.“ Han smilede, og i det mærkelige lys fra regnbuerne, lynene og solen så postbuddet pludselig meget yngre ud. „Et godt




67

eventyr ville gøre mig gavn. Tror du ikke, jeg ville kunne begå mig som gammel troldmand? Eller måske som konge?“ Han rettede sig op, løftede hagen og stirrede mod horisonten med et fjernt blik. Han slog den røde postfrakke over skuldrene som en kongekåbe og rettede forsigtigt på kasketten, som var den en dyrebar krone.

Peter kunne ikke lade være med at le. „Det tror jeg bestemt, Osvald. Det skal jeg nok huske.“

Kongen forsvandt, og den gamle grå mand vendte tilbage.„Bare du ikke gør mig til postbud,“ sagde han. „Så må du selv

bestemme.“Osvald tog sin postcykel, klappede den på sadlen og sagde: „Kon gens

prægtige ganger.“ Så fortsatte han ned ad gaden.Peter så efter ham, og en ny historie begyndte at tage form. Histo

rien om det gamle postbud, som livet ikke havde givet andet end åreknuder, rygsmerter og problemer med knæene. Nu var han ved at være træt. Træt af at trække postcyklen op og ned ad bakkerne. Træt af at dele de samme fødselsdagskort ud til de samme mennesker. Træt af, at et af kortene aldrig var til ham. Træt af at have spildt livet på denne måde. Hvis han kunne, så ville han det anderledes. Og en dag fik han muligheden …

Peter bryggede videre, og fortællingen voksede.Han gik altid og fandt på den slags små historier, elskede bare at

lade fantasien flyde og digte livet lidt mere farverigt og interessant; en sten på vejen kunne opfylde tre ønsker. En kvidrende musvit var i virkeligheden en forhekset kvinde, som ledte efter sin elskede. En bid af en nedfalden pære kunne give evigt liv.

Der var historier overalt, og Peter var god til at finde dem. De myldrede rundt i hans tanker, fungerede som en slags åndehul. Når hverdagen blev for kedelig, åbnede fantasiens porte sig, og ud væltede alfer, gespenster, magikere og dæmoner. Andre folk så dem ikke, Peter så dem alle vegne. Men Peters øjne var også specielle.

Der lød en stille rumlen fra de mørkviolette skyer, der bølgede tykt over horisonten. De lå stadig et godt stykke væk. De mange regnbuer gnistrede.

En pludselig følelse af at blive iagttaget greb Peter, og den begyndende historie om postbuddet forsvandt fra hans tanker. Ud ad øjenkrogen så han noget bevæge sig. Han drejede hovedet i et ryk og følte halsen snøre sig sammen i et hæst gisp. Glippede så forvirret med øjnene.

For der var ingenting. Kun den mennesketomme gade, et par parkerede biler og de tavse villaer. Alt var, som det plejede at være.


68

Men havde han ikke – i et ganske kort øjeblik – set … noget andet?Er min fantasi ved at slippe af sted med mig? tænkte han og

rynkede panden. Det var det, mor og far altid advarede ham mod.Alting er ikke historier, Peter. Man må også leve lidt i den virkelige

verden.De forstod ikke, at historierne, fantasien var en del af hans virke-

lighed.En lidt for stor del, belærte far og mor ham i hans tanker. Du må

passe på, at du en dag ikke forsvinder helt.Var det dét, der havde været ved at ske?For i dét sekund han havde drejet hovedet, havde han ikke set

gaderne, bilerne og husene. Byen var forsvundet, og i stedet havde han stået midt i en kæmpemæssig skov, omgivet af himmelhøje træer med vældige kroner. Og ved foden af et af dem, ikke mere end fire meter fra, hvor han stod, havde der siddet et mærkeligt, loddent væsen med gule øjne og stirret direkte på ham.

Peter smilede og rystede på hovedet. Nej, alt så desværre ud, som det plejede, det hele havde været i hans hoved. Som det plejede.

Rundt om ham brummede de violette tordenskyer.

På vej hjem møder Peter tre barske drenge, som tilsammen kalder sig Y-banden. De kaster en pose med hundelort efter ham, men han smider den tilbage på dem, hvorefter de vil fange ham. Det lykkes ham dog at undslippe ved at løbe gennem skoven og gemme sig i et træ.

Verdenen i øjneneHan rendte ikke ind i banden igen på resten af vejen hjem, og da han låste sig ind i det tomme hus, kunne han omsider tillade sig at slappe af. Han kunne ikke tro det, fattede ikke, hvad der var gået af ham! Var det overhovedet ham, der havde samlet posen med hundelort op og smidt den tilbage i hovedet på Y-banden?

Peter lænede sig op ad døren med et støn og smilede. Han følte sig godt tilpas. Rigtig godt. Havde nydt at mærke adrenalinen pumpe gennem blodet. Han havde været på flugt. Løbet for livet. Nu forstod han, hvad Robin Hood følte, når han så sit eget grinende fjæs på dusørplakaterne.

Måske var det derfor, han havde gjort det. Fordi han havde villet høre blodet bruse i ørerne og mærke hjertet fryse til is. Fordi han havde villet mærke spændingen.

For Peter boede ikke i Sherwood-skoven sammen med lystige


68

Men havde han ikke – i et ganske kort øjeblik – set … noget andet?Er min fantasi ved at slippe af sted med mig? tænkte han og

rynkede panden. Det var det, mor og far altid advarede ham mod.Alting er ikke historier, Peter. Man må også leve lidt i den virkelige

verden.De forstod ikke, at historierne, fantasien var en del af hans virke-

lighed.En lidt for stor del, belærte far og mor ham i hans tanker. Du må

passe på, at du en dag ikke forsvinder helt.Var det dét, der havde været ved at ske?For i dét sekund han havde drejet hovedet, havde han ikke set

gaderne, bilerne og husene. Byen var forsvundet, og i stedet havde han stået midt i en kæmpemæssig skov, omgivet af himmelhøje træer med vældige kroner. Og ved foden af et af dem, ikke mere end fire meter fra, hvor han stod, havde der siddet et mærkeligt, loddent væsen med gule øjne og stirret direkte på ham.

Peter smilede og rystede på hovedet. Nej, alt så desværre ud, som det plejede, det hele havde været i hans hoved. Som det plejede.

Rundt om ham brummede de violette tordenskyer.

På vej hjem møder Peter tre barske drenge, som tilsammen kalder sig Y-banden. De kaster en pose med hundelort efter ham, men han smider den tilbage på dem, hvorefter de vil fange ham. Det lykkes ham dog at undslippe ved at løbe gennem skoven og gemme sig i et træ.

Verdenen i øjneneHan rendte ikke ind i banden igen på resten af vejen hjem, og da han låste sig ind i det tomme hus, kunne han omsider tillade sig at slappe af. Han kunne ikke tro det, fattede ikke, hvad der var gået af ham! Var det overhovedet ham, der havde samlet posen med hundelort op og smidt den tilbage i hovedet på Y-banden?

Peter lænede sig op ad døren med et støn og smilede. Han følte sig godt tilpas. Rigtig godt. Havde nydt at mærke adrenalinen pumpe gennem blodet. Han havde været på flugt. Løbet for livet. Nu forstod han, hvad Robin Hood følte, når han så sit eget grinende fjæs på dusørplakaterne.

Måske var det derfor, han havde gjort det. Fordi han havde villet høre blodet bruse i ørerne og mærke hjertet fryse til is. Fordi han havde villet mærke spændingen.

For Peter boede ikke i Sherwood-skoven sammen med lystige


69

mænd. Han boede i en lille kedelig landsby med nogle kedelige forældre, der havde et kedeligt arbejde.

Selv hans navn var kedeligt. Peter Nielsen.Han havde engang læst, at Peter var det mest almindelige drenge-

navn i Danmark. Nielsen var det andetmest normale efternavn. Hvilket betød, at Peter Nielsen var et af de mest almindelige, uopfindsomme og røvkedelige navne, man kunne hedde. Han var titusindvis af mennesker, et nummer i køen.

Og dog … Noget ved ham var anderledes. Noget, der et øjeblik havde syntes at skræmme de tre drenge fra niende.

Hans øjne. Hans øjne var anderledes.Peter smed skoletasken på gulvet og gik ud på badeværelset.

Fandt sine øjne i spejlet, mens han vaskede hænder. De var hverken blå, brune eller grønne. De var violette. Og så klare, at de syntes at brænde.

De smukkeste øjne i universet, sagde mormor altid. Og hun havde engang sagt, at hvis man så rigtig godt efter, så kunne man se de verdener, der gemte sig derinde.

Peter lænede sig tættere på spejlet. Tættere og tættere, og pludselig var det, som om hans øjne foldede sig ud. De åbnede sig som et gigan-tisk landkort, og Peter følte, hvordan han blev trukket af sted med voldsom kraft, gennem tusindvis af verdener, der for brølende forbi ham som drømme i natten.

Han mærkede elverpigernes bløde hår blafre mod sin kind og lugtede dragens svovlånde og hørte vampyren hvæse i sit øre, idet han blev suget dybere og dybere ind i sine egne øjne, suget mod et lille, sort hul. Hullet slugte ham og …

… han står i en mørk sigøjnervogn, der knirker og knager, som om den er på nippet til at styrte sammen. Udenfor raser stormen, lyset fra lynene tegner sig som knivsblade i vognens mange sprækker, regnen pisker ned, truer med at hamre det tynde bliktag i stykker. Himlen brager med tordenskrald, det lyder, som om guderne er i krig.

Han kigger rundt og opdager, at der i en høj stol sidder en krum-rygget kone og stirrer ind i en krystalkugle. Hendes sprukne læber bevæger sig, men uvejret larmer for meget til, at han kan høre, hvad hun siger. På hendes ene skulder sidder en ravn og lytter opmærksomt til hende. Men Peter behøver ikke at høre, hvad hun siger. Han ved det allerede. Han kender konen.

Han nærmer sig forsigtigt den skinnende krystalkugle, da vognens dør pludselig springer op. En mørk skikkelse stormer ind, smækker døren og læner sig forpustet op ad den. De tunge skygger skjuler skik-


70

kelsens ansigt, men det forekommer ham at være en, han kender. Så fjerner et mægtigt lyn alle skygger og …

Billedet blev pludselig suget sammen, trak ind i sig selv og forvand-ledes til to små prikker, der blev til spejlbilledets pupiller. Peter trådte chokeret et skridt tilbage. Kunne mærke hjertet hamre helt ud i fingerspidserne.

Hvad i alverden skete der?Aldrig før havde han oplevet noget lignende. Normalt når han stod

og kiggede ind i sine øjne, tog de fjerne verdener form som tanker i hans hoved. Der så han gamle konger på troner af guld, dværghekse, der dansede i tusmørket, og troldmænd, der kunne få selv himlen til at bøje sig for deres magt. Men det var dagdrømme, og det var han klar over, mens han drømte dem. Som når man kigger ud ad vinduet på en blå sommerhimmel og tænker sig langt væk.


70

kelsens ansigt, men det forekommer ham at være en, han kender. Så fjerner et mægtigt lyn alle skygger og …

Billedet blev pludselig suget sammen, trak ind i sig selv og forvand-ledes til to små prikker, der blev til spejlbilledets pupiller. Peter trådte chokeret et skridt tilbage. Kunne mærke hjertet hamre helt ud i fingerspidserne.

Hvad i alverden skete der?Aldrig før havde han oplevet noget lignende. Normalt når han stod

og kiggede ind i sine øjne, tog de fjerne verdener form som tanker i hans hoved. Der så han gamle konger på troner af guld, dværghekse, der dansede i tusmørket, og troldmænd, der kunne få selv himlen til at bøje sig for deres magt. Men det var dagdrømme, og det var han klar over, mens han drømte dem. Som når man kigger ud ad vinduet på en blå sommerhimmel og tænker sig langt væk.


71

Men dette havde været anderledes. Dette havde føltes virkeligt. Som om en mægtig hånd havde trukket ham ud af denne verden og anbragt ham inde i sigøjnervognen ved siden af den gamle spåkone; han kunne stadig mærke den kolde regn, der var blæst ind gennem sprækkerne i de mørnede brædder.

Og Peter havde genkendt kvinden i stolen. Han vidste, hvem hun var, og hvorfor hun sad og stirrede ind i krystalkuglen. For Peter havde selv skabt hende. Eller rettere digtet hende. Hun var spåkone, og hun var fortælleren i den historie, han var ved at skrive.

1. Hvilken type fantasytekst er denne? Hvorfor?2. Hvordan er den magiske passage?3. Minder teksten dig om andre fantasytekster, du kender?

Hvilke? Hvordan? opgave 1-6


72

Computerspil

Nøjagtig som i litteratur er der flere genrer i computerspil. Vi kan inddele computerspil i disse tre overordnede genrer:

Adventure

Adventurespil minder på mange måder om fantasytekster. For det første foregår spillet i et univers, der kan minde om miljøet i fantasy-tekster. Det kan være ganske imponerende med mange flotte detaljer. For det andet er der i adventurespil et handlingsforløb. Der kan både optræde naturlige personer og overnaturlige væsener – og du har selv en af rollerne, når du spiller. Måske går spillet ud på, at du skal udføre en mission. Når du på den måde selv har en af rollerne, er du med til at bygge handlingen i spillet op ud fra de valg, du træffer, når du spiller. Du har altså selv indflydelse på, hvad der sker, selv om det selvføl-gelig stadig er designeren bag spillet („forfatteren“), der har bestemt mulighederne, den bedste rute igennem spillet og de belønninger, der venter, når du kommer i mål.

Action

Du kender sikkert actionfilm – der er selvfølgelig fart på og masser af action. Det samme gælder actionspil. Her skal du være hurtig på aftrækkeren, for spillet foregår i et højt tempo. Du bevæger dig rundt i et miljø, som oftest er temmelig farligt. Actionspil kan fx være skyde-spil eller racerspil, men til genren hører også sportsspil som fx FIFA.


72

Computerspil

Nøjagtig som i litteratur er der flere genrer i computerspil. Vi kan inddele computerspil i disse tre overordnede genrer:

Adventure

Adventurespil minder på mange måder om fantasytekster. For det første foregår spillet i et univers, der kan minde om miljøet i fantasy-tekster. Det kan være ganske imponerende med mange flotte detaljer. For det andet er der i adventurespil et handlingsforløb. Der kan både optræde naturlige personer og overnaturlige væsener – og du har selv en af rollerne, når du spiller. Måske går spillet ud på, at du skal udføre en mission. Når du på den måde selv har en af rollerne, er du med til at bygge handlingen i spillet op ud fra de valg, du træffer, når du spiller. Du har altså selv indflydelse på, hvad der sker, selv om det selvføl-gelig stadig er designeren bag spillet („forfatteren“), der har bestemt mulighederne, den bedste rute igennem spillet og de belønninger, der venter, når du kommer i mål.

Action

Du kender sikkert actionfilm – der er selvfølgelig fart på og masser af action. Det samme gælder actionspil. Her skal du være hurtig på aftrækkeren, for spillet foregår i et højt tempo. Du bevæger dig rundt i et miljø, som oftest er temmelig farligt. Actionspil kan fx være skyde-spil eller racerspil, men til genren hører også sportsspil som fx FIFA.


73

Strategy

Strategispil er udsprunget af brætspil. I strategispil behøver du ikke handle hurtigt, som du gør i actionspil. Her gælder det om at plan-lægge noget og selvfølgelig være strategisk. Strategispil kan være meget forskellige. Det kan fx være, du skal være hærfører eller måske være manager for et cykelhold. Et af de mest berømte strategispil er The Sims, der foregår i en realverden, som ligner vores egen. Nogle har kaldt dette spil for et virtuelt dukkehus.

6Lav i fællesskab en liste over alle de computerspil, I kender.

6Kan I indplacere spillene i de tre kategorier adventure, action og strategy?

6Hvilke oplevelser giver det at spille computerspil?

6Hvad er forskellen på at spille et adventurespil, et actionspil og et strategi spil?

Nogle computerspil foregår online – altså via internettet. På den måde kan man spille sammen med eller imod andre, man ikke kender i den virkelige verden. Et af de allerstørste onlinespil er det kombinerede adventure- og strategispil World of Warcraft. Det har ti millioner spil-lere verden over, og i dette øjeblik er tusindvis af mennesker i gang med at spille spillet.

I World of Warcraft kæmper de to grupper Horden og Alliancen mod hinanden. Det foregår i meget forskellige og flotte landskaber i verdenen Azeroth.


74

1. Se godt på billederne fra World of Warcraft. Hvilket miljø er skildret her?

2. Hvad kan du sige om det fysiske miljø?3. Hvordan tror du, det psykiske miljø i denne verden er?


74

1. Se godt på billederne fra World of Warcraft. Hvilket miljø er skildret her?

2. Hvad kan du sige om det fysiske miljø?3. Hvordan tror du, det psykiske miljø i denne verden er?


75

I World of Warcraft vælger man selv sin karakter og udforsker sammen med karakteren de landskaber og rum, der er skabt i spillet. I skal nu i fællesskab prøve at opbygge en karakter og bevæge jer rundt i universet i World of Warcraft.


76

opgave 1-5

4. Log jer i fællesskab på World of Warcraft. Bliv enige om, hvilken gruppe I vil tilhøre, Horden eller Alliancen. Bagefter skal I vælge, hvilken karakter I vil være.

5. Bevæg jer ind i spillet. Hvad sker der, når I går i gang?6. I begyndelsen af spillet er der to typer sekvenser: først

en filmsekvens, hvor du hører spillets back story – og en spilsekvens, hvor du bevæger dig rundt med din karakter. Hvordan er perspektiv og vinkling forskellig i de to sekvenstyper? Hvad betyder det for din oplevelse af spillet?

7. Hver gang du får en quest, og du bevæger dig ud for at løse den, kan den karakteriseres som en lille fortælling med indledning, handling og slutning. Inddel en quest-fortælling i de tre dele.

8. Hvilken type fantasy minder World of Warcraft mest om (én verden – to verdener)?

9. Hvad betyder det for spillet, at det spilles online? Hvad betyder det for dig, at det spilles online?

10. Hvordan kan spillet karakteriseres som en multimodal tekst?


76

opgave 1-5

4. Log jer i fællesskab på World of Warcraft. Bliv enige om, hvilken gruppe I vil tilhøre, Horden eller Alliancen. Bagefter skal I vælge, hvilken karakter I vil være.

5. Bevæg jer ind i spillet. Hvad sker der, når I går i gang?6. I begyndelsen af spillet er der to typer sekvenser: først

en filmsekvens, hvor du hører spillets back story – og en spilsekvens, hvor du bevæger dig rundt med din karakter. Hvordan er perspektiv og vinkling forskellig i de to sekvenstyper? Hvad betyder det for din oplevelse af spillet?

7. Hver gang du får en quest, og du bevæger dig ud for at løse den, kan den karakteriseres som en lille fortælling med indledning, handling og slutning. Inddel en quest-fortælling i de tre dele.

8. Hvilken type fantasy minder World of Warcraft mest om (én verden – to verdener)?

9. Hvad betyder det for spillet, at det spilles online? Hvad betyder det for dig, at det spilles online?

10. Hvordan kan spillet karakteriseres som en multimodal tekst?


77

3.

I et glimt trådte næsen frem- om komposition


78

I et glimt trådte næsen frem - om komposition

Historie og fortællingEn teksts handling kalder man historien. Det er det, der fortælles om. Man kan gengive historien i et referat. Man bruger derimod ordet fortælling om den måde, en forfatter har valgt at fortælle historien på. Forfatteren behøver nemlig ikke at fortælle en historie i den rækkefølge, handlingen sker. Forfatteren kan vælge at opbygge historien på forskellig vis, fx som en rammefortælling, efter en berettermodel, han kan begynde midt i historien (in medias res), eller han kan begynde med slutningen.

Her skal du lære om tre begreber, en forfatter kan vælge at inddrage, når han bygger sin fortælling op: forudgreb, tilbageblik og flashback.

Forudgreb Når en forfatter benytter forudgreb, antyder han, hvad der vil ske senere i teksten. Der kan være direkte hentydninger, fx kan der stå: Det skulle hun snart komme til at fortryde.

6Hvilket ord i sætningen her viser, at der er forudgreb?

Men forudgreb kan også optræde som indirekte antydninger, fx kan en beskrivelse af et voldsomt tordenvejr være en antydning om, at der vil ske noget voldsomt senere i teksten.

TilbageblikNår forfatteren fortæller om noget, der er sket tidligere i histo-rien, kalder man det tilbageblik. Der kan fx stå: Det var ligesom dengang, da de mødtes i skolegården for at aftale festen …

6Hvilke ord viser, at der er tilbageblik?


78

I et glimt trådte næsen frem - om komposition

Historie og fortællingEn teksts handling kalder man historien. Det er det, der fortælles om. Man kan gengive historien i et referat. Man bruger derimod ordet fortælling om den måde, en forfatter har valgt at fortælle historien på. Forfatteren behøver nemlig ikke at fortælle en historie i den rækkefølge, handlingen sker. Forfatteren kan vælge at opbygge historien på forskellig vis, fx som en rammefortælling, efter en berettermodel, han kan begynde midt i historien (in medias res), eller han kan begynde med slutningen.

Her skal du lære om tre begreber, en forfatter kan vælge at inddrage, når han bygger sin fortælling op: forudgreb, tilbageblik og flashback.

Forudgreb Når en forfatter benytter forudgreb, antyder han, hvad der vil ske senere i teksten. Der kan være direkte hentydninger, fx kan der stå: Det skulle hun snart komme til at fortryde.

6Hvilket ord i sætningen her viser, at der er forudgreb?

Men forudgreb kan også optræde som indirekte antydninger, fx kan en beskrivelse af et voldsomt tordenvejr være en antydning om, at der vil ske noget voldsomt senere i teksten.

TilbageblikNår forfatteren fortæller om noget, der er sket tidligere i histo-rien, kalder man det tilbageblik. Der kan fx stå: Det var ligesom dengang, da de mødtes i skolegården for at aftale festen …

6Hvilke ord viser, at der er tilbageblik?


79

FlashbackNår en forfatter vælger at indsætte en situation, der er sket langt tidligere, kalder man det flashback. Læser du fx en tekst, der foregår i nutiden, men hvor der pludselig optræder en samtale mellem to personer, som er foregået flere år tilbage i tiden, er denne samtale flashback.

Den røde trådDen røde tråd er ikke en rigtig tråd, men det er de ord og sprog-lige vendinger, der får teksten til at hænge sammen, så man kan forstå handlingen. Der kan fx stå: Drengen lavede et bål. Drengen hentede brænde til bålet. Det er nemt at følge den røde tråd i denne lille tekst, fordi der står drengen i begge sætninger. Men man kan også erstatte drengen med han, uden at betydningen ændrer sig. Så lyder sætningen sådan: Drengen lavede et bål. Han hentede brænde til bålet. Han viser tilbage til drengen. En tredje mulighed er, at forfatteren benytter forskellige udtryk for drengen, fx den unge, fyren, sønnen. Forfattere varierer ofte deres ordvalg. De bruger flere forskellige ord for den samme person eller sag, og det kan gøre det sværere at følge den røde tråd i historien, men til gengæld bliver den måske mere spændende at læse.

6 �Hvilke andre ord eller udtryk kunne man bruge om en dreng? Prøv i fællesskab at digte en kort historie om en dreng, der laver bål. Brug så mange forskellige udtryk om drengen som muligt.

I kapitlet her skal du arbejde med disse begreber i to romanud-drag og en novelle, og til sidst i kapitlet kan du se fotos af et af den spanske arkitekt Gaudís særprægede bygningsværker. Han benytter sig af nogle særlige virkemidler i sin komposition.


80

Troldtinden af Ida Jessen

Her skal du læse begyndelsen på romanen Troldtinden. Hvad tror du, ordet Troldtinden betyder? Mens du læser, skal du lægge mærke til, hvordan teksten er bygget op. Find også ud af, hvad følgende ord betyder: fortøje, anløbsplads, pæleværket, fjeldside, katederet.

1Vandet klukkede stille under kølen, da vi gled ind i klippegården ovre ved Troldtinden. Jeg havde slukket motoren, for jeg var bange for undervandsskærene, og desuden hørte en brølende motor heller ikke hjemme i den øde vig. Turen var gået uden problemer. Havfladen havde været silkeglat med lange, sugende dønninger nedenunder, og selv om Jan havde været grøn i hovedet, da vi rundede Ravneholmene, var det gået meget bedre, end jeg havde troet. Vi havde kun brugt tre kvarter på turen, og nu var vi her. På Troldtinden, på den øde ø, der hjemme fra Ørnø lignede en mægtig knytnæve, der blev stukket op af havet. Og ingen, ingen måtte nogensinde få at vide, hvad vi havde gjort.

„Hvad nu, Eva?“ sagde Jan. „Skal vi prøve at komme i land?“„Ja,“ sagde jeg. „Nu, hvor vi er kommet herover.“ Jeg tog årerne og

begyndte at ro langs den stejle fjeldside, der rejste sig over os. Man kunne mærke kulden, der stod ud fra klippevæggen herinde i skyggen, og over os kredsede mågerne skrigende rundt.

„Vi skal bare finde et sted, hvor vi kan fortøje,“ sagde jeg. „Hvis vi er heldige, finder vi måske nogle blåbær. Og så tager vi hjem bagefter.“

„Ja,“ sagde Jan.Men sådan kom det ikke til at gå.For nu rundede vi en pynt, klipperne fladede ud, og dér, et par

hundrede meter væk, lå et rødt hus. Selv på afstand var det let at se, at det var en brygge, en anløbsplads, for det havde pæle og lå ud over vandet.

„Jeg syntes ellers, du sagde, Troldtinden var en øde ø,“ hviskede Jan.

Jeg svarede ikke.

Troldtinden

1

5

10

15

20

25


80

Troldtinden af Ida Jessen

Her skal du læse begyndelsen på romanen Troldtinden. Hvad tror du, ordet Troldtinden betyder? Mens du læser, skal du lægge mærke til, hvordan teksten er bygget op. Find også ud af, hvad følgende ord betyder: fortøje, anløbsplads, pæleværket, fjeldside, katederet.

1Vandet klukkede stille under kølen, da vi gled ind i klippegården ovre ved Troldtinden. Jeg havde slukket motoren, for jeg var bange for undervandsskærene, og desuden hørte en brølende motor heller ikke hjemme i den øde vig. Turen var gået uden problemer. Havfladen havde været silkeglat med lange, sugende dønninger nedenunder, og selv om Jan havde været grøn i hovedet, da vi rundede Ravneholmene, var det gået meget bedre, end jeg havde troet. Vi havde kun brugt tre kvarter på turen, og nu var vi her. På Troldtinden, på den øde ø, der hjemme fra Ørnø lignede en mægtig knytnæve, der blev stukket op af havet. Og ingen, ingen måtte nogensinde få at vide, hvad vi havde gjort.

„Hvad nu, Eva?“ sagde Jan. „Skal vi prøve at komme i land?“„Ja,“ sagde jeg. „Nu, hvor vi er kommet herover.“ Jeg tog årerne og

begyndte at ro langs den stejle fjeldside, der rejste sig over os. Man kunne mærke kulden, der stod ud fra klippevæggen herinde i skyggen, og over os kredsede mågerne skrigende rundt.

„Vi skal bare finde et sted, hvor vi kan fortøje,“ sagde jeg. „Hvis vi er heldige, finder vi måske nogle blåbær. Og så tager vi hjem bagefter.“

„Ja,“ sagde Jan.Men sådan kom det ikke til at gå.For nu rundede vi en pynt, klipperne fladede ud, og dér, et par

hundrede meter væk, lå et rødt hus. Selv på afstand var det let at se, at det var en brygge, en anløbsplads, for det havde pæle og lå ud over vandet.

„Jeg syntes ellers, du sagde, Troldtinden var en øde ø,“ hviskede Jan.

Jeg svarede ikke.

Troldtinden

1

5

10

15

20

25



82

Stille gled vi ind til pæleværket, og jeg fortøjede. Vi blev siddende lidt i båden og så på hinanden.

„Skal vi?“ spurgte jeg til sidst.Og Jan nikkede tavst.

2Det var sådan, det hele startede. Hele den historie om, hvordan vi fandt på at udforske Troldtinden, hele den historie om, at intet er, som det ser ud til at være.

Men jeg må hellere begynde med den dag, Jan begyndte i sjette klasse på Ørnø efter sommerferien, og jeg fik min første rigtige klas-sekammerat. Ellers havde jeg kun haft Brita og Rita, der gik et år over mig, og det havde ikke altid været lige sjovt.

Den morgen havde jeg haft travlt, for jeg havde sovet over mig og ikke nået hverken at få morgenmad eller rede håret, og da jeg kom hen til skolen, havde det allerede ringet ind, og skolegården var tom. Kun en enlig måge spankulerede om i græsset henne ved fodboldmålet. Jeg skyndte mig ind og satte mig på min plads, og det var først lidt efter, da jeg havde fået vejret, at jeg lagde mærke til, at Sverre, vores lærer, ikke var alene oppe ved katederet. Ved siden af ham stod der en mørk-håret dreng og kiggede ned i gulvet. Han hed Jan, sagde Sverre, og kunne vi nu alle sammen tage os godt af ham?

Vi gloede, for det er ikke tit, der kommer nye børn ud til Ørnø. Faktisk var det aldrig sket før. Imens stod Jan med skoletasken i hånden og så ned i gulvet. Somme tider sendte han et kort blik ud over klasseværelset, men så kiggede han igen ned. Han havde brune øjne, så jeg.

„Ja, Jan,“ sagde Sverre, „her ser du så de håbefulde poder i femte, sjette og syvende klasse. De er det bedste, vores lille ø kan opvise. Nogen rigtige bøller, men på bunden er de nu gode nok.“ Jan sendte et langt blik ned på mine sko og svarede ikke. Han kunne jo ikke vide, at Sverre altid er sådan.

„Og så skal du sidde ved siden af Eva,“ fortsatte Sverre. „Det er hende med den uredte fletning. Hun går i sjette klasse ligesom dig, og bagved sidder Brita og Rita fra syvende klasse og ligner hinanden som to dråber vand. I bliver en lille, hårdtarbejdende gruppe, er jeg vis på. Og du skal ikke være bange for Eva. Godt nok ser hun vild ud, men hun slår ikke – tror jeg da.“

Bag mig hørte jeg Brita og Rita fnise, men jeg vendte mig ikke om. Jeg havde fået nok af dem. Hele sommerferien igennem havde de ikke lavet andet end at fnise, så snart jeg kom i nærheden. Fnise og

1

5

10

15

20

25

30

35

40


82

Stille gled vi ind til pæleværket, og jeg fortøjede. Vi blev siddende lidt i båden og så på hinanden.

„Skal vi?“ spurgte jeg til sidst.Og Jan nikkede tavst.

2Det var sådan, det hele startede. Hele den historie om, hvordan vi fandt på at udforske Troldtinden, hele den historie om, at intet er, som det ser ud til at være.

Men jeg må hellere begynde med den dag, Jan begyndte i sjette klasse på Ørnø efter sommerferien, og jeg fik min første rigtige klas-sekammerat. Ellers havde jeg kun haft Brita og Rita, der gik et år over mig, og det havde ikke altid været lige sjovt.

Den morgen havde jeg haft travlt, for jeg havde sovet over mig og ikke nået hverken at få morgenmad eller rede håret, og da jeg kom hen til skolen, havde det allerede ringet ind, og skolegården var tom. Kun en enlig måge spankulerede om i græsset henne ved fodboldmålet. Jeg skyndte mig ind og satte mig på min plads, og det var først lidt efter, da jeg havde fået vejret, at jeg lagde mærke til, at Sverre, vores lærer, ikke var alene oppe ved katederet. Ved siden af ham stod der en mørk-håret dreng og kiggede ned i gulvet. Han hed Jan, sagde Sverre, og kunne vi nu alle sammen tage os godt af ham?

Vi gloede, for det er ikke tit, der kommer nye børn ud til Ørnø. Faktisk var det aldrig sket før. Imens stod Jan med skoletasken i hånden og så ned i gulvet. Somme tider sendte han et kort blik ud over klasseværelset, men så kiggede han igen ned. Han havde brune øjne, så jeg.

„Ja, Jan,“ sagde Sverre, „her ser du så de håbefulde poder i femte, sjette og syvende klasse. De er det bedste, vores lille ø kan opvise. Nogen rigtige bøller, men på bunden er de nu gode nok.“ Jan sendte et langt blik ned på mine sko og svarede ikke. Han kunne jo ikke vide, at Sverre altid er sådan.

„Og så skal du sidde ved siden af Eva,“ fortsatte Sverre. „Det er hende med den uredte fletning. Hun går i sjette klasse ligesom dig, og bagved sidder Brita og Rita fra syvende klasse og ligner hinanden som to dråber vand. I bliver en lille, hårdtarbejdende gruppe, er jeg vis på. Og du skal ikke være bange for Eva. Godt nok ser hun vild ud, men hun slår ikke – tror jeg da.“

Bag mig hørte jeg Brita og Rita fnise, men jeg vendte mig ikke om. Jeg havde fået nok af dem. Hele sommerferien igennem havde de ikke lavet andet end at fnise, så snart jeg kom i nærheden. Fnise og

1

5

10

15

20

25

30

35

40


83

hviske. Og det var ikke til at få klar besked om, hvad det var, der var så sjovt. Jeg havde spurgt dem, men så var de brudt sammen af grin. De knækkede helt over på midten. Det var nede hos købmanden. De stod med hver sin cola, helt ens i smarte, nye cowboykjoler og med håret sat op, så det lå i krøller ned om halsen på dem. Jeg havde været inde og handle for mor og kom slæbende med havregryn og mælk og mine to små brødre, og da jeg så skulle have det hele op på cyklen og hørte, hvordan de stod og fnisede og hviskede, spurgte jeg dem: Hvad pokker er det, I altid griner sådan af? Et meget fornuftigt spørgsmål, skulle man tro. Men Rita og Brita brød helt sammen. Jeg kunne høre dem hele vejen hjem.

Så rejste de til Danmark på ferie, og var væk i næsten en måned. Dagen efter at de var kommet hjem, ringede de på døren hos os. Jeg kunne høre dem snakke med mor nede i gangen. De lød så søde og høflige i stemmerne, at der ikke var ende på det. „Nej, hvor er han altså skøn,“ kvidrede de over min mindste lillebror.

Men allerede da de var på vej op ad trappen, kunne jeg høre, hvordan de begyndte igen med deres hvisken. Det var mor, de snak-kede om, og det, at hun ikke havde ryddet ordentligt op nede i gangen, og at min lillebror havde spildt mælk ned over blusen. Som om vi ikke boede pænt og rent! Som om rengøring var det vigtigste af alt! Jeg gad nok vide, hvordan der ville se ud hjemme hos Brita og Rita, hvis de også havde en far, der var fisker og var væk det halve af året, og en mor, der arbejdede på konservesfabrikken, og tre unger, hvor den mindste kun var halvandet, og en bedstefar, der kom for at spise hver eneste dag, og som de måtte passe på, for at han ikke skulle drikke for meget? Hvordan ville der have set ud, spørger jeg bare? Nok ikke så pænt som nu.

Og så stod de der i døren og havde fået større bryster og huller i ørerne og sko med høje hæle. De havde været i København, fortalte de. I Tivoli og kørt i rutschebane, og hvem vidste, det kunne jo være, at jeg også kom derned engang, hvis min far og mor fik råd.

„De har råd,“ hvæsede jeg.„Jamen, hvorfor i alverden rejser I så ikke?“ sagde Brita og viftede

mig om næsen med en brochure fra Tivoli. Jeg fangede lige et glimt af rutschebanen og af et stort sørøverskib.

„Min far og mor har ikke tid til den slags pjat,“ sagde jeg.„Nej, de har selvfølgelig din bedstefar at tage sig af,“ sagde de i kor.

Jeg kunne høre, hvordan de fnisede hele vejen ned ad trappen.Siden den dag havde jeg ikke snakket med dem.

…

1

5

10

15

20

25

30

35

40




85

Min nye sidekammerat sagde ikke ret meget. Tog bare imod de bøger, som Sverre gav ham, og lagde bind på. Det var han dygtig til. Jeg var ikke nær så hurtig. Jeg skottede til ham, men hver gang jeg havde fundet på noget at sige, kom Sverre farende med flere bøger, og når han var forsvundet igen, syntes jeg pludselig, det lød så åndssvagt, det jeg havde fundet på. Derfor sagde jeg ingenting. Og det gjorde Jan heller ikke. Men vi smilede til hinanden. „Jeg har en båd,“ fik jeg lige hvisket på et tidspunkt, men det var også det hele.

Sådan gik den første time, og i frikvarteret kom Brita og Rita hen og satte sig på vores bord i nye fløjlsspencere med grønne bluser indenunder, og jeg kunne se på Jan, at han var lidt benovet.

„Vi har lige siddet og snakket lidt sammen, mig og Brita,“ sagde Rita og slog med sit lange hår, så øreringene ringlede. „Hvad siger I til, at vi satte bordene sammen? Kunne det ikke være meget hyggeli-gere?“ Hun så på Jan. Han nikkede bare og kiggede ned i bordet. Jeg sagde ingenting, og nu vendte Rita sig også om mod mig. „Ikke også, Eva? Synes du ikke det?“ sagde hun med sin sødeste stemme, som om hun virkelig havde lyst til at sidde ved siden af mig. Og derfor sagde jeg ja.

Det skulle jeg aldrig have gjort. I samme øjeblik sprang hun ned af bordet. „Flyt dig lige lidt,“ sagde hun til mig. Og et øjeblik efter sad jeg yderst på fløjen, og Brita og Rita havde anbragt sig på hver sin side af Jan. Jeg kunne høre, at de spurgte ham, hvad han syntes om vores ø, og om han ikke ville med hjem efter skole, for deres mor havde bagt vandbakkelser. Jeg var rasende.

„Du kan da også tage med mig ud at sejle,“ sagde jeg. „Det er sjovere end at spise vandbakkelser og snakke om rengøring med Britas og Ritas mor.“

Nu drejede de endelig hovedet og så på mig. Rita lænede sig ind over Jan og hviskede noget i øret på ham. Så så de alle tre hen på mig, og derefter ned på mine fødder, der stak ud under bordet. Jan smilede. Jeg kunne mærke, jeg blev rød i kinderne. Jeg kiggede ned ad mig selv. Opdagede, at jeg havde knappet skjorten skævt, og at kraven var bøjet indad. Og at jeg havde en brun sko på den ene fod, og en sort på den anden. Det var overhovedet ikke noget at grine ad.

Resten af dagen fik jeg næsten ikke snakket med Jan. Rita og Brita havde fuldkommen belejret ham. Der var ingen ende på deres hjælp-somhed. I matematiktimen sad de bøjet ind over hans bog fra hver sin side for at hjælpe ham ind i det nye matematiksystem, som de sagde, da Sverre kom og spurgte, hvad det var, der var så interessant i

1

5

10

15

20

25

30

35

40


86

Jans regnehæfte. Det eneste, der blev tilovers til mig, var Britas højre skulder, og den var også halvvejs ovre ved Jan.

Jeg fik ikke engang snakket med ham i frikvartererne. Der sad Brita og Rita og ville høre alt om det sted, han havde boet før. Jeg så også, at de gav ham tyggegummi. Jeg fik ikke noget. Til sidst gik jeg ud og spillede langbold med nogle af dem fra anden og tredje. De var ikke ret gode til at ramme, men det vidste jeg i forvejen, for jeg havde tit leget med dem før, så det kunne jo ikke være derfor, jeg var så trist?

…

Brita og Rita slog en klo i Jan, så snart sidste time var slut. Jeg nåede lige at sige hej til ham. „Vi ses i morgen,“ svarede han. Så var de væk. Jeg var den sidste, der gik ud af klassen. Ude på trappen sad Arild, min lillebror, og ventede på mig. Skolegården lå øde hen.

„Vil du med ud til Janes vig og lede efter flaskeposter?“ sagde han.„Nej,“ sagde jeg bare og gik lige forbi.„Jamen, alle de andre er derude,“ råbte han efter mig. „Vi venter

bare på dig.“ Men jeg svarede ikke.Der var ingen hjemme, da jeg kom hjem. Mor havde taget opvasken

i morges, men der lå indtørrede havregryn på køkkenbordet, og inde i stuen flød det med aviser og pyjamasbukser og våde bleer. Der var støvet, og der lugtede indelukket.

Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men pludselig var jeg i fuld sving. Jeg smækkede vinduer og døre op, piskede brun sæbe i en spand vand, og gik i gang. Da mor kom hjem to timer efter med Nils-Erik på armen, duftede der over det hele.

„Men Eva!“ sagde hun. „Det var vel nok en overraskelse!“ Og så gav hun mig et stort knus, som jeg næsten ikke kunne lirke mig fri af.

„Kan vi så ikke prøve at holde det lidt pænere i fremtiden!“ sagde jeg stift, da jeg kunne trække vejret igen.

„Jo,“ sagde mor. „Prøve kan vi jo altid.“

1

5

10

15

20

25

30


86

Jans regnehæfte. Det eneste, der blev tilovers til mig, var Britas højre skulder, og den var også halvvejs ovre ved Jan.

Jeg fik ikke engang snakket med ham i frikvartererne. Der sad Brita og Rita og ville høre alt om det sted, han havde boet før. Jeg så også, at de gav ham tyggegummi. Jeg fik ikke noget. Til sidst gik jeg ud og spillede langbold med nogle af dem fra anden og tredje. De var ikke ret gode til at ramme, men det vidste jeg i forvejen, for jeg havde tit leget med dem før, så det kunne jo ikke være derfor, jeg var så trist?

…

Brita og Rita slog en klo i Jan, så snart sidste time var slut. Jeg nåede lige at sige hej til ham. „Vi ses i morgen,“ svarede han. Så var de væk. Jeg var den sidste, der gik ud af klassen. Ude på trappen sad Arild, min lillebror, og ventede på mig. Skolegården lå øde hen.

„Vil du med ud til Janes vig og lede efter flaskeposter?“ sagde han.„Nej,“ sagde jeg bare og gik lige forbi.„Jamen, alle de andre er derude,“ råbte han efter mig. „Vi venter

bare på dig.“ Men jeg svarede ikke.Der var ingen hjemme, da jeg kom hjem. Mor havde taget opvasken

i morges, men der lå indtørrede havregryn på køkkenbordet, og inde i stuen flød det med aviser og pyjamasbukser og våde bleer. Der var støvet, og der lugtede indelukket.

Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men pludselig var jeg i fuld sving. Jeg smækkede vinduer og døre op, piskede brun sæbe i en spand vand, og gik i gang. Da mor kom hjem to timer efter med Nils-Erik på armen, duftede der over det hele.

„Men Eva!“ sagde hun. „Det var vel nok en overraskelse!“ Og så gav hun mig et stort knus, som jeg næsten ikke kunne lirke mig fri af.

„Kan vi så ikke prøve at holde det lidt pænere i fremtiden!“ sagde jeg stift, da jeg kunne trække vejret igen.

„Jo,“ sagde mor. „Prøve kan vi jo altid.“

1

5

10

15

20

25

30


87

1. Hvad er Troldtinden?2. Hvad betyder ordene fortøje, anløbsplads, pæleværket,

fjeldside, katederet?3. Tekstens anslag foregår in medias res. Det betyder, at

teksten begynder midt i historien, så du må læse mellem linjerne for at danne dig et indtryk af, hvad teksten handler om.

6Hvor foregår anslaget?

6Hvem er personerne?

6Hvad er situationen? Begrund dine svar med eksempler fra teksten.4. Find eksempler på forudgreb, tilbageblik og flashback i

teksten. opgave 1-6


92

Ansigtetaf Louis Jensen

Du skal nu læse en novelle. Overvej ud fra titlen, hvad teksten hand-ler om. Mens du læser, skal du lægge mærke til, om der er forudgreb, tilbageblik eller flashback.

En novelle

6er en kort fortælling, der modsat romanen kun har ét handlingsforløb

6foregår over kort tid, og der optræder kun få personer

6er bygget op over kompositionen indledning, vendepunkt, ny situation

6sættes ofte i gang af en begivenhed, der ændrer personens liv

6kan have en åben eller en overraskende slutning.

Inde midt i byen, op ad en trappe, bag en dør, boede en mand med et forfærdeligt smukt ansigt. Derfor gik han hver morgen hen til frisøren. Han skulle barberes og håret klippes.

Bagefter gik han hjem og satte sig foran sit spejl for at se på sig selv. Spejlet stod inde i stuen, og når han drejede hovedet, så han ansigtet på ruderne.

Når han havde siddet i lang tid, tænkte han, og det gjorde han hver morgen, at det var mærkeligt, at et menneskes ansigt kunne være så smukt. Men sådan var det jo lavet, og derefter tænkte han, også hver morgen, at han ikke måtte beholde det for sig selv.

Derfor gik han ud af stuen, ned ad trappen og hen ad fortovet, for at alle andre i byen også skulle have fornøjelsen.

Han standsede op ud for en butiksrude og stod helt stille, mens han betragtede sig selv. Bagefter fortsatte han rundt i gaderne, for også kattene og hundene skulle se hans smukke ansigt, og mødte han et barn, så gik han ned i knæ og strakte hals, så barnet rigtigt kunne se hans fine læber og næse.

Men en dag standsede han pludselig op midt på torvet og løftede forskrækket hænderne op omkring kinderne.

Ansigtet

1

5

10

15


92

Ansigtetaf Louis Jensen

Du skal nu læse en novelle. Overvej ud fra titlen, hvad teksten hand-ler om. Mens du læser, skal du lægge mærke til, om der er forudgreb, tilbageblik eller flashback.

En novelle

6er en kort fortælling, der modsat romanen kun har ét handlingsforløb

6foregår over kort tid, og der optræder kun få personer

6er bygget op over kompositionen indledning, vendepunkt, ny situation

6sættes ofte i gang af en begivenhed, der ændrer personens liv

6kan have en åben eller en overraskende slutning.

Inde midt i byen, op ad en trappe, bag en dør, boede en mand med et forfærdeligt smukt ansigt. Derfor gik han hver morgen hen til frisøren. Han skulle barberes og håret klippes.

Bagefter gik han hjem og satte sig foran sit spejl for at se på sig selv. Spejlet stod inde i stuen, og når han drejede hovedet, så han ansigtet på ruderne.

Når han havde siddet i lang tid, tænkte han, og det gjorde han hver morgen, at det var mærkeligt, at et menneskes ansigt kunne være så smukt. Men sådan var det jo lavet, og derefter tænkte han, også hver morgen, at han ikke måtte beholde det for sig selv.

Derfor gik han ud af stuen, ned ad trappen og hen ad fortovet, for at alle andre i byen også skulle have fornøjelsen.

Han standsede op ud for en butiksrude og stod helt stille, mens han betragtede sig selv. Bagefter fortsatte han rundt i gaderne, for også kattene og hundene skulle se hans smukke ansigt, og mødte han et barn, så gik han ned i knæ og strakte hals, så barnet rigtigt kunne se hans fine læber og næse.

Men en dag standsede han pludselig op midt på torvet og løftede forskrækket hænderne op omkring kinderne.

Ansigtet

1

5

10

15


93

Han havde fået den tanke, at nogen af misundelse ville stjæle hans ansigt. Han så sig hurtigt omkring, og nu var det, som stod alle på torvet parat til at rive ansigtet fra ham og løbe væk med det! Selv dem, der hastede forbi. Han kunne se det i deres øjne, når de fór forbi ham.

Han råbte forskrækket ud mellem hænderne og styrtede rundt om det nærmeste hushjørne, hen ad gaden, tværs over et lille torv og ind i sin egen gade.

Han blev siddende længe i stuen.Manden boede helt alene. Ingen kone, ingen børn. Det var han

nødt til, hvis der skulle være tid til at se på og tænke over det smukke ansigt. Ellers ville dagene gå med snak og skænderier.

Så gik han hen og stillede sig i skjul ved siden af vinduet. Han løftede forsigtigt ud i gardinet og kiggede ned på gaden. Mennesker passerede frem og tilbage, men så standsede en fremmed kvinde op og så op mod hans vinduer.

Han slap forskrækket gardinet, gjorde sig tynd og pressede med bankende hjerte ryggen op mod væggen.

1

5

10

15


94

Den næste dag om morgenen gik han som sædvanlig hen til barberen. Han så sig omhyggeligt omkring. Var der nogen, der ville stjæle hans ansigt?

Deres øjne så ham slet ikke. I dag havde de alle sammen travlt med andre ting. Han åndede lettet op, men så opdagede han den fremmede kvinde. Hun blev ved at følge efter ham, dreje rundt om de samme hjørner og skrå hen over de samme pladser. Hans hjerte begyndte at banke, han nåede barberens butik. Han rev døren op og styrtede ind.

Den fremmede kvinde stod på den anden side af gaden, da han bagefter trådte ud på barberens trappesten. Han satte i løb hen ad fortovet, men så faldt han. Og så uheldigt, at han landede lige på næsen. Han sprang op, kom af sted igen, og til sidst ind i huset, hvor han boede.

Han satte sig ved bordet.Næsen var slået skæv.Det var forfærdeligt.Han slog hænderne op omkring kinderne og sukkede dybt, men

da han åbnede øjnene og igen så ind i spejlet, gik det op for ham, at ansigtet i virkeligheden var blevet smukkere.

Før havde det været forfærdeligt smukt.Nu var det så smukt, at ord ikke kunne udtrykke det, og det var

synd for manden, for han havde en stor lyst til at sige det højt.Det var næsen!Den skæve næse. Den gjorde kinderne, ørerne og øjnene endnu

smukkere. Den lille fejl, den skæve næse, fik alt det andet til at stå endnu tydeligere og skarpere.

Han lo højt og græd og undrede sig over, at det hang sådan sammen, mens han tænkte, at så var det sandt, at intet var så slemt, at det ikke var godt for noget.

Men han ville ikke ud på gaden igen.Så tænkte han, at han kunne gemme ansigtet, så ingen kunne finde

det. Han nikkede for sig selv. Det var en god ide.Han så sig omkring.På bunden af kagedåsen? Under sofaen?Det var for let. Han kunne grave det ned i parken, men tanken om at

ormene ville gnave i ansigtet, brød han sig ikke om.Mens han tænkte, stirrede han ind i spejlet, og pludselig fik han en

idé. Han lo højt: Han kunne gemme ansigtet inde i spejlet! Der kunne det sidde, indtil han kom hjem og tog det på igen.

Han prøvede. Han drejede lynsnart hovedet til siden, gik ind i bade-værelset og så sig i spejlet. Det var rigtigt. Det smukke ansigt var væk.

1

5

10

15

20

25

30

35

40


94

Den næste dag om morgenen gik han som sædvanlig hen til barberen. Han så sig omhyggeligt omkring. Var der nogen, der ville stjæle hans ansigt?

Deres øjne så ham slet ikke. I dag havde de alle sammen travlt med andre ting. Han åndede lettet op, men så opdagede han den fremmede kvinde. Hun blev ved at følge efter ham, dreje rundt om de samme hjørner og skrå hen over de samme pladser. Hans hjerte begyndte at banke, han nåede barberens butik. Han rev døren op og styrtede ind.

Den fremmede kvinde stod på den anden side af gaden, da han bagefter trådte ud på barberens trappesten. Han satte i løb hen ad fortovet, men så faldt han. Og så uheldigt, at han landede lige på næsen. Han sprang op, kom af sted igen, og til sidst ind i huset, hvor han boede.

Han satte sig ved bordet.Næsen var slået skæv.Det var forfærdeligt.Han slog hænderne op omkring kinderne og sukkede dybt, men

da han åbnede øjnene og igen så ind i spejlet, gik det op for ham, at ansigtet i virkeligheden var blevet smukkere.

Før havde det været forfærdeligt smukt.Nu var det så smukt, at ord ikke kunne udtrykke det, og det var

synd for manden, for han havde en stor lyst til at sige det højt.Det var næsen!Den skæve næse. Den gjorde kinderne, ørerne og øjnene endnu

smukkere. Den lille fejl, den skæve næse, fik alt det andet til at stå endnu tydeligere og skarpere.

Han lo højt og græd og undrede sig over, at det hang sådan sammen, mens han tænkte, at så var det sandt, at intet var så slemt, at det ikke var godt for noget.

Men han ville ikke ud på gaden igen.Så tænkte han, at han kunne gemme ansigtet, så ingen kunne finde

det. Han nikkede for sig selv. Det var en god ide.Han så sig omkring.På bunden af kagedåsen? Under sofaen?Det var for let. Han kunne grave det ned i parken, men tanken om at

ormene ville gnave i ansigtet, brød han sig ikke om.Mens han tænkte, stirrede han ind i spejlet, og pludselig fik han en

idé. Han lo højt: Han kunne gemme ansigtet inde i spejlet! Der kunne det sidde, indtil han kom hjem og tog det på igen.

Han prøvede. Han drejede lynsnart hovedet til siden, gik ind i bade-værelset og så sig i spejlet. Det var rigtigt. Det smukke ansigt var væk.

1

5

10

15

20

25

30

35

40


95

Næsen var stadig lige skæv, men kinderne, ørerne og håret var ikke længere fyldt af lys. Det virkede alt sammen så tyndt og falmet, og huden var underlig bleg, ligesom papir.

Det smukke ansigt var væk.Han gik tilbage til spejlet i stuen. Nu så han kun det grimme ansigt.

Han nikkede hemmeligt til sig selv. Det var lykkedes. Det smukke ansigt lå dybt inde i spejlet.

Nu kunne han igen gå ud i byen. Og når han kom hjem, kunne han tage det smukke ansigt på, og det ville ikke blive stjålet. Ingen kunne jo se det. Og hvem kunne vide, at det sad skjult inde i spejlet.

Han lo for sig selv.Så holdt han op. Nu kunne ingen jo se og glæde sig over ansigtet.

Han rejste sig op og blev stående midt på gulvet med rynket pande, men så råbte han så højt, han kunne: Det er deres egen skyld! De kunne holde fingrene væk!

Om natten sov han med det smukke ansigt.

1

5

10

15


96

Den næste morgen skjulte han ansigtet i spejlet og gik som sædvanlig hen til barberen, selvom det jo ikke længere var nødvendigt som før.

Da han kom hjem, satte han sig foran spejlet. Han ville tage det smukke ansigt på igen. Men det var væk. Han kunne ikke finde det. Ligegyldigt hvor han kiggede i spejlet, så var der kun det grimme ansigt, det tynde hår, de grå kinder og øjne, der var tømte for lys.

I et glimt trådte næsen frem. Den forsvandt og kom igen. Den drejede rundt, hvirvlede dybere og dybere ind i spejlet, som styrtede den ned i en uendelig dyb brønd.

Han lænede sig frem for at gribe efter næsen.Så hørte han en lyd fra køkkenet. Han var derude i ét skridt. Køk ken

døren smækkede, et menneske fløj ned ad bagtrappen i lange spring.Han rev døren op og så langt nede i skakten en sort kjoleryg forsvinde ud ad bagdøren.

Tyven, sagde det inden i ham.Tyven. Det var hende. Hun havde fundet ansigtet i spejlet.

Den kjoleryg havde han set før, men altid bagfra. Da han var dreng, så han den. Han stod på marken, og dens ryg forsvandt ind i skoven, ind i det sorteste. Han havde set den på et skib gå ind ad en dør og ned ad en trappe. Og han havde set kjolen gå frem mod sig, men før han så ansigtet øverst oppe, drejede den omkring og forsvandt. Kjolen havde altid vist ham sin ryg.

Det er mit ansigt.Hvis du en dag ser tyven bære det på gaden (du kan ikke tage fejl,

det er det smukkeste i hele verden), så riv det af hende, og bring det hen til mig.

1. Hvilke eksempler på forudgreb fandt du? Hvad antydes det, at der vil ske?

2. I teksten er der også et tilbageblik. Find stedet. Hvad får du at vide her?

3. Noveller kan fx være realistiske, fantastiske, gysere, krimier eller kærlighedsnoveller. Hvad vil du kalde denne novelle? Hvilke andre noveller kender du?

1

5

10

15

20

25

opgave 1-6


96

Den næste morgen skjulte han ansigtet i spejlet og gik som sædvanlig hen til barberen, selvom det jo ikke længere var nødvendigt som før.

Da han kom hjem, satte han sig foran spejlet. Han ville tage det smukke ansigt på igen. Men det var væk. Han kunne ikke finde det. Ligegyldigt hvor han kiggede i spejlet, så var der kun det grimme ansigt, det tynde hår, de grå kinder og øjne, der var tømte for lys.

I et glimt trådte næsen frem. Den forsvandt og kom igen. Den drejede rundt, hvirvlede dybere og dybere ind i spejlet, som styrtede den ned i en uendelig dyb brønd.

Han lænede sig frem for at gribe efter næsen.Så hørte han en lyd fra køkkenet. Han var derude i ét skridt. Køk ken

døren smækkede, et menneske fløj ned ad bagtrappen i lange spring.Han rev døren op og så langt nede i skakten en sort kjoleryg forsvinde ud ad bagdøren.

Tyven, sagde det inden i ham.Tyven. Det var hende. Hun havde fundet ansigtet i spejlet.

Den kjoleryg havde han set før, men altid bagfra. Da han var dreng, så han den. Han stod på marken, og dens ryg forsvandt ind i skoven, ind i det sorteste. Han havde set den på et skib gå ind ad en dør og ned ad en trappe. Og han havde set kjolen gå frem mod sig, men før han så ansigtet øverst oppe, drejede den omkring og forsvandt. Kjolen havde altid vist ham sin ryg.

Det er mit ansigt.Hvis du en dag ser tyven bære det på gaden (du kan ikke tage fejl,

det er det smukkeste i hele verden), så riv det af hende, og bring det hen til mig.

1. Hvilke eksempler på forudgreb fandt du? Hvad antydes det, at der vil ske?

2. I teksten er der også et tilbageblik. Find stedet. Hvad får du at vide her?

3. Noveller kan fx være realistiske, fantastiske, gysere, krimier eller kærlighedsnoveller. Hvad vil du kalde denne novelle? Hvilke andre noveller kender du?

1

5

10

15

20

25

opgave 1-6


97

Casa Battló af Antonio Gaudí

På billederne kan du se, hvordan en arkitekt har arbejdet med kompo-sition i et beboelseshus, der ligger i byen Barcelona i Spanien. Selv om huset ligger i en gade ved siden af andre huse, ser man med det samme, at det er anderledes end de andre.

Det første, man ser, når man nærmer sig Casa Battló, er nogle store søjler, der ligner benene og fødderne på et stort dyr. Søjlerne er solidt plantet på jorden, og huset hviler på dem. På første sal findes der mindre søjler, og her fungerer søjlerne som indramning af vinduerne. Det ser ud, som om hele den nederste del af husets facade er formet i ler, men det er sten, der er udhugget og slebet, så stenen får runde bølgende former.

Oven over førstesalens bløde, runde former er facaden let bølget og beklædt med keramiske fliser og farvede glasstykker. Det gør, at der opstår et glitrende farvespil, når sollyset rammer facaden. Det kan minde om lysets spil i vand. Facaden bliver brudt af vinduer med





100

opgave 1

balkoner foran. De minder om masker og er lavet af smedejern. Huset er tegnet og bygget af arkitekten Antonio Gaudí, der levede

1852-1926. Han blev uddannet arkitekt i Barcelona og arbejdede i byen hele sit liv.

Gaudí udviklede sin egen stil, hvor han var inspireret af natu-rens mange former. Han brugte mange forskellige materialer i sine bygninger. Som udsmykning havde han farvestrålende keramiske fliser og kakler, som han blandede med natursten.

I 1904 bestilte en rig industrimand Gaudí til at forandre en helt almindelig bygning. Ombygningen tog to år, og det var hurtigt i forhold til, hvordan Gaudí plejede at arbejde. Selvom Gaudí lavede tegninger, der viste, hvordan hans bygninger skulle se ud, blev han altid inspireret undervejs til at lave noget anderledes. Det betød, at arbejdet ofte tog længere tid end beregnet.

Gaudí hentede inspiration til Casa Battlós udseende i legenden om Sant Jordi. Han er skytshelgen for Catalonien, som er det område, hvor Barcelona ligger. Sant Jordi var en ridder, der slog en frygtelig drage ihjel.

1. Hvilke elementer i Casa Battló får dig til at tænke på levende væsener?

2. Hvilke elementer i Casa Battló viser, at Gaudí var inspireret af legenden om Sant Jordi og dragen?

3. Se på taget og facaden. Hvor mange forskellige materialer kan du få øje på?

4. Hvordan adskiller Casa Battló sig fra almindelige bygninger?5. Hvordan tror du, det er at bo i huset?


100

opgave 1

balkoner foran. De minder om masker og er lavet af smedejern. Huset er tegnet og bygget af arkitekten Antonio Gaudí, der levede

1852-1926. Han blev uddannet arkitekt i Barcelona og arbejdede i byen hele sit liv.

Gaudí udviklede sin egen stil, hvor han var inspireret af natu-rens mange former. Han brugte mange forskellige materialer i sine bygninger. Som udsmykning havde han farvestrålende keramiske fliser og kakler, som han blandede med natursten.

I 1904 bestilte en rig industrimand Gaudí til at forandre en helt almindelig bygning. Ombygningen tog to år, og det var hurtigt i forhold til, hvordan Gaudí plejede at arbejde. Selvom Gaudí lavede tegninger, der viste, hvordan hans bygninger skulle se ud, blev han altid inspireret undervejs til at lave noget anderledes. Det betød, at arbejdet ofte tog længere tid end beregnet.

Gaudí hentede inspiration til Casa Battlós udseende i legenden om Sant Jordi. Han er skytshelgen for Catalonien, som er det område, hvor Barcelona ligger. Sant Jordi var en ridder, der slog en frygtelig drage ihjel.

1. Hvilke elementer i Casa Battló får dig til at tænke på levende væsener?

2. Hvilke elementer i Casa Battló viser, at Gaudí var inspireret af legenden om Sant Jordi og dragen?

3. Se på taget og facaden. Hvor mange forskellige materialer kan du få øje på?

4. Hvordan adskiller Casa Battló sig fra almindelige bygninger?5. Hvordan tror du, det er at bo i huset?


101

4.

Vil du gerne være stjerne super tjekket og moderne– om virkemidler


102

Vil du gerne være stjerne super tjekket og moderne

– om virkemidler

Ord, der er korte, fx har, der, men 6 Ord, der er

lange, fx gedebukkebensoverogundergeneralkrigs -kommandersergenten 6 Ord, der er sjove, fx spunk, mumi 6 Ord, der er triste, fx melankolsk, døende 6

Ord, der har én betydning, fx blyant 6 Ord, der har

flere betydninger, fx mus (dyr), mus (computermus) 6 Ord, der har symbolsk betydning, fx at blive såret 6 Ord, der sammenligner, fx ligesom, som 6

Ord, der rimer, fx bænke, lænke, sænke, tænke eller Benny bukker benene bedst 6 Ord, der gentages, fx

ord og ord og ord 6 Ord, der giver associationer, fx

eng, skov, strand 6 Ord, der skaber positive indre

billeder, fx varme, dejlig, rød 6 Ord, der skaber

negative indre billeder, fx voldsom, ækel, jaloux

I dette kapitel skal du arbejde med ord:


102

Vil du gerne være stjerne super tjekket og moderne

– om virkemidler

Ord, der er korte, fx har, der, men 6 Ord, der er

lange, fx gedebukkebensoverogundergeneralkrigs -kommandersergenten 6 Ord, der er sjove, fx spunk, mumi 6 Ord, der er triste, fx melankolsk, døende 6

Ord, der har én betydning, fx blyant 6 Ord, der har

flere betydninger, fx mus (dyr), mus (computermus) 6 Ord, der har symbolsk betydning, fx at blive såret 6 Ord, der sammenligner, fx ligesom, som 6

Ord, der rimer, fx bænke, lænke, sænke, tænke eller Benny bukker benene bedst 6 Ord, der gentages, fx

ord og ord og ord 6 Ord, der giver associationer, fx

eng, skov, strand 6 Ord, der skaber positive indre

billeder, fx varme, dejlig, rød 6 Ord, der skaber

negative indre billeder, fx voldsom, ækel, jaloux

I dette kapitel skal du arbejde med ord:


103

Når ord sættes sammen, kan de give en særlig virkning. Her skal du arbejde med:

HomonymerHomonymer er ord, der staves ens, men har forskellige betydninger. Fx kan ordet hede både betyde en sandet mark med lyng og stærk varme. Du må afgøre ud fra den sammenhæng, ordet står i, om hede betyder en sandet mark med lyng eller stærk varme.

6Hvilken betydning har hede i disse to eksempler? „Det var da en gloende hede!“ sagde han [Klods Hans]. Over heden lå et lilla skær.

Medbetydninger – positive og negative ordNogle ord har kun én betydning, fx ordet blyant. Det har heller ingen medbetyd ninger. Man siger, at ordet er neutralt. Når et ord har medbetyd-ninger, forbinder du enten noget godt eller positivt med ordet eller noget trist, uhyggeligt eller negativt med det.

6Er disse ord neutrale, positive eller negative: lineal, død, roser, blomstrende, morder, killing, sko?

Morfemer og sammensatte ord Et morfem er den korteste form af et ord. Ordene dreng, pige og skole er morfemer eller rodmorfemer, fordi man ikke kan skrive dem kortere, uden at de mister deres betydning.

Sammensatte ord består af flere morfemer, fx består ordet skole tasken af rodmorfemerne skole og taske og bøjningsmorfemet n.

6Hvilke rodmorfemer og bøjningsmorfemer består disse ord af: kornmarken, matematikbog, højhuset?

En regel om sammensatte ord siger, at sammensatte ord skal læses forfra, men forstås bagfra. Sidste del af ordet fortæller, hvad ordet betyder. Første del af ordet fortæller noget mere om ordet, fx er en kornmark en mark med korn. Hvad er en matematikbog og et højhus? Når en forfatter benytter sammensatte ord, giver det tydelige indre billeder, fx giver ordet kornmark tydeligere indre billeder, end hvis der kun havde stået mark.


104

Børnenes A nsyklopædi

En encyklopædi er normalt en samling af tekster, figurer, billeder, lyd og/eller filmklip, der beskriver viden. Her er altså også tale om en multimodal tekst. En encyklopædi er et opslagsværk. Hvad kan man slå op i en encyklopædi?

Her skal du læse uddrag fra Børnenes Ænsyklopædi. Denne bog er anderledes end andre encyklopædier. Læs teksterne på dette opslag, og overvej, hvad der gør dem anderledes. Når du har læst teksterne, skal du vende tilbage til disse spørgsmål:

1. Hvad gør teksterne anderledes i forhold til tekster i andre encyklopædier?

2. Nogle af ordene i de fire tekster her er homonymer. Hvilke? Forklar ordenes betydninger.

3. Hvilke virkemidler benyttes i særlig grad i Jammerbugten?

Rygsvømmer af Bente Bech>> se også Skøjteløber

EEBørnenes A nsyklopædi


104

Børnenes A nsyklopædi

En encyklopædi er normalt en samling af tekster, figurer, billeder, lyd og/eller filmklip, der beskriver viden. Her er altså også tale om en multimodal tekst. En encyklopædi er et opslagsværk. Hvad kan man slå op i en encyklopædi?

Her skal du læse uddrag fra Børnenes Ænsyklopædi. Denne bog er anderledes end andre encyklopædier. Læs teksterne på dette opslag, og overvej, hvad der gør dem anderledes. Når du har læst teksterne, skal du vende tilbage til disse spørgsmål:

1. Hvad gør teksterne anderledes i forhold til tekster i andre encyklopædier?

2. Nogle af ordene i de fire tekster her er homonymer. Hvilke? Forklar ordenes betydninger.

3. Hvilke virkemidler benyttes i særlig grad i Jammerbugten?

Rygsvømmer af Bente Bech>> se også Skøjteløber

EEBørnenes A nsyklopædi


105

Skøjteløberaf Bente Bech

>> se også Vinterbader

Vinterbader af Thomas Balle

>> se også Jammerbugten

Jammerbugten af Pia Juul

Ved Jammerbugten jamrer man, ved Kammerslusen sluser man, i Troldeskoven trolder man, ved Knippelsbro der knipler man, ved Langebro der langer man, og gerne med sin langemand, i Himmerland der himrer man, i Mimrelandet mimrer man, i Sokkelund, hvad gør man der? Man strikker sokker i al slags vejr.

>> se også Møgvejropgave 1-4

Børnenes A nsyklopædi Børnenes A nsyklopædi


106

Måneaf Ken Denning

I begyndelsen, da verden var splinterny, var der hundredvis af måner, der festede hver eneste nat og blev fulde. Stjernerne gad ikke høre på al den larm og trak stikket ud på hver eneste. På nær en. Den bliver kun fuld en gang imellem. Mest fordi den keder sig.>> se også Velkommen

1. Ordet fuld er et homonym. Det optræder to gange i to forskellige betydninger. Forklar ordets betydninger.

2. Hvad betyder vendingen trak stikket ud?

Sladderaf Tina Schmidt

Ved du, hvad jeg har hørt? Og det passer altså! Jeg har hørt, at sladder er noget sludder, som man sludrer om andre. Men de andre, som ikke er lige der, hvor man selv sladrer, de sludrer sladder om en selv et andet sted. Så det skal man lige tænke på, næste gang man slubrer sladder i sig fra en sladdertante. For sladdertanter kan slet ikke lade være. Lige så snart de smager kaffe på deres sladdertantetunger, snor sladderen sig ud ad deres munde, mens de sluger det ene sladderblad efter det andet. Men måske er det bare noget sladder, det jeg har hørt, om sladdertanterne!>> se også Ædedolk

1. Hvad er forskellen på at sludre og at sladre?2. Hvad er en sladdertante?3. Hvad er et sladderblad?opgave

1-3


106

Måneaf Ken Denning

I begyndelsen, da verden var splinterny, var der hundredvis af måner, der festede hver eneste nat og blev fulde. Stjernerne gad ikke høre på al den larm og trak stikket ud på hver eneste. På nær en. Den bliver kun fuld en gang imellem. Mest fordi den keder sig.>> se også Velkommen

1. Ordet fuld er et homonym. Det optræder to gange i to forskellige betydninger. Forklar ordets betydninger.

2. Hvad betyder vendingen trak stikket ud?

Sladderaf Tina Schmidt

Ved du, hvad jeg har hørt? Og det passer altså! Jeg har hørt, at sladder er noget sludder, som man sludrer om andre. Men de andre, som ikke er lige der, hvor man selv sladrer, de sludrer sladder om en selv et andet sted. Så det skal man lige tænke på, næste gang man slubrer sladder i sig fra en sladdertante. For sladdertanter kan slet ikke lade være. Lige så snart de smager kaffe på deres sladdertantetunger, snor sladderen sig ud ad deres munde, mens de sluger det ene sladderblad efter det andet. Men måske er det bare noget sladder, det jeg har hørt, om sladdertanterne!>> se også Ædedolk

1. Hvad er forskellen på at sludre og at sladre?2. Hvad er en sladdertante?3. Hvad er et sladderblad?opgave

1-3



108

Marie alene om sommerenaf Erik Skøtt Andersen

enen som en som heden som hed Marieensomhedensom hedeensom varmeen som varen sommerhede

1. Hvilke virkemidler er valgt i dette digt?2. Hvad handler digtet om?3. Hvad drejer digtet sig om?

Marie alene om sommeren

opgave 1-2


108

Marie alene om sommerenaf Erik Skøtt Andersen

enen som en som heden som hed Marieensomhedensom hedeensom varmeen som varen sommerhede

1. Hvilke virkemidler er valgt i dette digt?2. Hvad handler digtet om?3. Hvad drejer digtet sig om?

Marie alene om sommeren

opgave 1-2



Før du læser, skal du arbejde med opgave 1 i arbejdsbogen.

Mens du læser, skal du lægge mærke til tekstens rytme og vurdere, hvilken genre teksten er skrevet i. Find også ud af, hvad ordene nougatfarvet, nykker, gærdet og frejdigt betyder.

1. Hvad er et nokkefår? Hvilke medbetydninger har ordet?

opgave 1

Nanna Nokkefår får nok

Nanna Nokkefår får nok af Marianne Iben Hansen

og Hanne Bartholin


Før du læser, skal du arbejde med opgave 1 i arbejdsbogen.

Mens du læser, skal du lægge mærke til tekstens rytme og vurdere, hvilken genre teksten er skrevet i. Find også ud af, hvad ordene nougatfarvet, nykker, gærdet og frejdigt betyder.

1. Hvad er et nokkefår? Hvilke medbetydninger har ordet?

opgave 1

Nanna Nokkefår får nok

Nanna Nokkefår får nok af Marianne Iben Hansen

og Hanne Bartholin


111

Nanna er et nougatfarvetnokkefår med nykker,hun har silkeblik og slangekrøllehår.Hun går rundt og spiser fløjlsgræsog tænker, mens hun tygger:Hold da op, hvor er det trist at være får.

Jeg skal bare stå og bræge og gå frem og gå tilbage, spise græs og spise græs og spise græs og spise græs og spise græs og spise græs og lave lort. Men det gider jeg da ikke, jeg vil ud, og jeg er sikker på, at jeg engang skal bli’e til noget stort.

Nanna pynter pandehåretop med tusindfryd,og så forlader hun sin flok og siger: Hej!De si’r: Mæh, på så’n en måde,der på fåresprog betyder:Jeg gad videhvad der foregåri nødenpå et nokkefårsom Nannader får nok af fårog bare gårsin vej.

Nanna springer over gærdet –vupti, så’ hun friog trasker frejdigt gennem landevejens støv.Fedt nok, tænker Nanna,nu’ min fåretid forbi,og alt er nyt, og det er yt at tygge drøv.


112

Men da knæene bli’r møre,vil hun gerne op at køre,så hun stiller sig i skyggen af et træ.Og hun vinker, og hun smiler,og hun blinker til de biler,der passerer, mens hun råber: Tag mig mææh!

Ti minutter efterstandser modekongen Frode,og han råber: Oh la la, et lækkert hår!Det er lige, det jeg søgertil den nye forårsmode …Vil du gernevære stjernesuper tjekketog moderneså tag med migind til byenhvor det heleforegår.


112

Men da knæene bli’r møre,vil hun gerne op at køre,så hun stiller sig i skyggen af et træ.Og hun vinker, og hun smiler,og hun blinker til de biler,der passerer, mens hun råber: Tag mig mææh!

Ti minutter efterstandser modekongen Frode,og han råber: Oh la la, et lækkert hår!Det er lige, det jeg søgertil den nye forårsmode …Vil du gernevære stjernesuper tjekketog moderneså tag med migind til byenhvor det heleforegår.


113

Frode kører hurtigtud ad vejen, og tju hej erde på torvet i den kæmpestore by.Nanna Nokkefår er ør,og hun er køresyg og bleg ogskvatter om med alle benene i sky.

Ikke sove! siger Frode.Vågn nu op, dit krøllehoved!Og så dytter han og råber himmelhøjt:Mine damer, mine herrer,jeg vil gerne præsentereen forrygende,forfriskende,fornyende frisure …Og så kigger folk på Nanna og si’r: NØØJ.

Senere spadserer Nannaarm i arm med Frodesom en konge og hans spændende model.Folk de ser på Nannas hårog hvisker: Jamen da, du gode …det’ moderneså det batterja, det er detvi må ha’ detvi må ha’ detla’ det kostehvad det vil.

Folk og fæ de farer hjemog ringer til frisøren:Ja, hallo, hallo, det haster, hr. Frisør!Jeg må klippes, jeg må krølles,jeg må nougatfarves før endalle andre, ellers tror jeg nok, jeg dør!

Snart er byens gader øde,og da Frode skal til møde,så går Nanna rundt og kigger for sig selv.Prøver glimmerstads og hatte,


114

men til sidst så bli’r hun træt ogchecker ind på byens fineste hotel.

Nanna børster tænderog polerer sine klove,sætter tusind papillotter i sit hår.Og så lægger hun sig ned,men hun kan bare ikke sove,så hun tænkerpå sin flokpå Mamma Mæhog Ogginokog My og Meldaog Tusneldaog på Keldog Tut og Totten.Det er sådannokkefårde tæller får.


114

men til sidst så bli’r hun træt ogchecker ind på byens fineste hotel.

Nanna børster tænderog polerer sine klove,sætter tusind papillotter i sit hår.Og så lægger hun sig ned,men hun kan bare ikke sove,så hun tænkerpå sin flokpå Mamma Mæhog Ogginokog My og Meldaog Tusneldaog på Keldog Tut og Totten.Det er sådannokkefårde tæller får.


115

2. Hvad betyder ordene nougatfarvet, nykker, gærdet, frejdigt?3. Hvilken genre er teksten? Hvordan kan du se det?4. Gå sammen to og to, og læs på skift en del. Aftal, hvordan I

deler teksten op. Vær opmærksom på tekstens rytme.5. Hvad handler teksten om? 6. Sammenlign billeder og tekst. Hvad får du at vide på

billederne, som ikke står i teksten? opgave 2-4


116

… før han skal spise frokost med kongen og dronningen af Bente Olesen Nyström


116



117

opgave 1

1. Se godt på billedet. Lav en ordslange: Sig på skift i klassen et nyt ord for en ting på billedet. Hvor lang kan ordslangen blive?

2. Når man tegner og maler, benytter man sig af andre virkemidler end ord. Hvilke virkemidler er anvendt her?



118

Her er Axel, han er glad,men hvorfor mon han smiler?Han gik hjemmefra en morgenfor at finde sig en bil, oghan fandt én, han fandt to,han fandt mange … sik’et held!For til sidst blev lille Axelogså fundet selv.

Her skal du læse bagsideteksten fra billedbogen Axel elsker biler. Mens du læser, skal du overveje, hvad man bruger en bagsidetekst til.

opgave 1

Axel elsker bilerAxel elsker bileraf Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin

1. Hvad bruger man en bagsidetekst til?2. Hvad handler bogen om?3. Sig remsen:

6Alle i kor, pigerne alene og drengene alene

6Sig på skift i klassen et ord.

6Gå sammen to og to, og sig på skift de to biler, der rimer på hinanden.4. Hvilke virkemidler kan du finde i teksten?5. Hvilke biler er beskrevet positivt, negativt eller neutralt?



118


Her skal du læse bagsideteksten fra billedbogen Axel elsker biler. Mens du læser, skal du overveje, hvad man bruger en bagsidetekst til.

opgave 1

Axel elsker bilerAxel elsker bileraf Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin

1. Hvad bruger man en bagsidetekst til?2. Hvad handler bogen om?3. Sig remsen:

6Alle i kor, pigerne alene og drengene alene

6Sig på skift i klassen et ord.

6Gå sammen to og to, og sig på skift de to biler, der rimer på hinanden.4. Hvilke virkemidler kan du finde i teksten?5. Hvilke biler er beskrevet positivt, negativt eller neutralt?


119

5.

Fårene står der endnu og glor– om fortællere og synsvinkler


120

Fårene står der endnu og glor – om fortællere og synsvinkler

Når vi betragter et kunstværk som fx et maleri eller en skulptur, der forestiller en person, kan vi gøre os forestillinger om, hvad denne person tænker. Men vi ved det ikke, for vi kan kun betragte personen på værket udefra.

6 Se godt på de to billeder af Boy af kunstneren Ron Mueck.

6Hvordan tror du, drengen har det?

6Hvad kigger han på?

6Hvad tænker han? Har I i klassen forskellige bud på, hvad han tænker?

Anderledes er det med personer i litteratur. Her kan vi få direkte at vide, hvad de tænker. Hør fx her:

BANG! Det var hoveddøren. Børge satte sig op i sengen. Han havde sovet for længe. Far og mor var for længst taget af sted, så det måtte være Ida, hans storesøster, der havde smækket døren med sådan et brag. Han sprang ud på gulvet. Nu var det med at få tøjet på i en fart.Fra Til grin af Bodil Nyegaard

Begge værker, Boy og Til grin, beskriver en dreng. Ved Boy må vi selv forestille os, hvad drengen tænker. I Til grin får vi det at vide: det måtte være Ida. Når vi på den måde får kendskab til en persons tanker i en tekst, kalder vi det indre syn.

I andre historier betragter vi personerne udefra – ligesom når vi betragter et billede eller en skulptur. Så får vi ikke adgang til personens tanker. Det kalder vi ydre syn.


120

Fårene står der endnu og glor – om fortællere og synsvinkler

Når vi betragter et kunstværk som fx et maleri eller en skulptur, der forestiller en person, kan vi gøre os forestillinger om, hvad denne person tænker. Men vi ved det ikke, for vi kan kun betragte personen på værket udefra.

6 Se godt på de to billeder af Boy af kunstneren Ron Mueck.

6Hvordan tror du, drengen har det?

6Hvad kigger han på?

6Hvad tænker han? Har I i klassen forskellige bud på, hvad han tænker?

Anderledes er det med personer i litteratur. Her kan vi få direkte at vide, hvad de tænker. Hør fx her:

BANG! Det var hoveddøren. Børge satte sig op i sengen. Han havde sovet for længe. Far og mor var for længst taget af sted, så det måtte være Ida, hans storesøster, der havde smækket døren med sådan et brag. Han sprang ud på gulvet. Nu var det med at få tøjet på i en fart.Fra Til grin af Bodil Nyegaard

Begge værker, Boy og Til grin, beskriver en dreng. Ved Boy må vi selv forestille os, hvad drengen tænker. I Til grin får vi det at vide: det måtte være Ida. Når vi på den måde får kendskab til en persons tanker i en tekst, kalder vi det indre syn.

I andre historier betragter vi personerne udefra – ligesom når vi betragter et billede eller en skulptur. Så får vi ikke adgang til personens tanker. Det kalder vi ydre syn.



122

SynsvinklerEn skulptur giver mulighed for, at beskueren kan bevæge sig rundt om den. På den måde kan man se skulpturen fra forskellige syns-vinkler. Her ser du Boy i fuld figur, så du får et indtryk af, hvor stor figuren er.

6 �Forestil dig, at du går rundt om Boy. Ændres din opfattelse af ham, alt efter hvilken vinkel du ser ham fra? Hvordan?

I mange historier får vi hele historien fortalt fra én synsvinkel. Så er det, som om vi følger én af personerne, og det er hele tiden hans oplevelser af handlingen, vi får fortalt. I andre historier kan syns-vinklen skifte, så vi nogle gange får én persons opfattelse af histo-rien – andre gange en af de andre personers opfattelse. Det kalder vi skiftende synsvinkel.

I dette kapitel skal du først læse to ældre tekster af den samme forfatter, nemlig Jeppe Aakjær. Den ene har ydre syn, og den anden har indre syn. Teksterne blev skrevet omkring år 1900. Denne periode kalder vi det folkelige gennembrud.

Bagefter skal du læse begyndelsen på en moderne roman, som har skiftende synsvinkler, og til sidst skal du læse en moderne kortprosatekst.


122

SynsvinklerEn skulptur giver mulighed for, at beskueren kan bevæge sig rundt om den. På den måde kan man se skulpturen fra forskellige syns-vinkler. Her ser du Boy i fuld figur, så du får et indtryk af, hvor stor figuren er.

6 �Forestil dig, at du går rundt om Boy. Ændres din opfattelse af ham, alt efter hvilken vinkel du ser ham fra? Hvordan?

I mange historier får vi hele historien fortalt fra én synsvinkel. Så er det, som om vi følger én af personerne, og det er hele tiden hans oplevelser af handlingen, vi får fortalt. I andre historier kan syns-vinklen skifte, så vi nogle gange får én persons opfattelse af histo-rien – andre gange en af de andre personers opfattelse. Det kalder vi skiftende synsvinkel.

I dette kapitel skal du først læse to ældre tekster af den samme forfatter, nemlig Jeppe Aakjær. Den ene har ydre syn, og den anden har indre syn. Teksterne blev skrevet omkring år 1900. Denne periode kalder vi det folkelige gennembrud.

Bagefter skal du læse begyndelsen på en moderne roman, som har skiftende synsvinkler, og til sidst skal du læse en moderne kortprosatekst.


123

Det folkelige gennembrudI 1800-tallet, da H.C. Andersen levede, var både digterne og maler-kunstnerne optaget af at skildre Danmark meget idyllisk. De beskrev det danske landskab og det danske folk, som om der altid var smukt og fredeligt, og ingen led nød. „Der var så dejligt ude på landet,“ som H.C. Andersen sagde. Omkring år 1900 brød en række nye forfattere igennem. De kom ikke fra de fine kredse i København, nej, de kom fra fattige kår på landet og havde selv prøvet det hårde landarbejde på egen krop. De ville skrive om det barske liv på landet, og de skrev fra de svages synsvinkel. Derfor kalder man denne periode for det folke-lige gennembrud. Det var folket selv, der skrev. En af disse forfattere var Jeppe Aakjær. Han var bondesøn, og han skrev en række digte om livet på landet og om, hvor hårdt det kunne være. Nogle år senere blev der skrevet musik til nogle af digtene, og de blev nu almindeligt kendte som sange. Det gælder også de to digte, du skal læse – eller synge her. Vi synger dem faktisk stadig, så måske har du hørt dem før.


Jens VejmandJens Vejmandaf Jeppe Aakjær

Teksten handler om den fattige skærvehugger Jens Vejmand, der sid-der bag sin læskærm. En skærvehuggers arbejde bestod i at slå sten i små stykker, så de kunne bruges til at gøre veje jævne. Da teksten er gammel, er der en række ord, du måske ikke kender, fordi de ikke bruges mere. Her får du en forklaring på nogle af dem:ager = kørerstaden = byenspand = her: et par heste, der er spændt foran en hestevognfrønnet = rådden

Når du har læst teksten, skal du vende tilbage til disse spørgsmål:

1. Hvad handler digtet om?2. Hvad betyder det, at han må forvandle de hårde sten til

brød?3. Hvordan vil du beskrive stemningen i digtet?4. I digtet er der ydre syn. Forklar, hvorfor. Hvem er det, der

fortæller? Hvor står vi som beskuere? opgave 1-3


Jens VejmandJens Vejmandaf Jeppe Aakjær

Teksten handler om den fattige skærvehugger Jens Vejmand, der sid-der bag sin læskærm. En skærvehuggers arbejde bestod i at slå sten i små stykker, så de kunne bruges til at gøre veje jævne. Da teksten er gammel, er der en række ord, du måske ikke kender, fordi de ikke bruges mere. Her får du en forklaring på nogle af dem:ager = kørerstaden = byenspand = her: et par heste, der er spændt foran en hestevognfrønnet = rådden


1. Hvad handler digtet om?2. Hvad betyder det, at han må forvandle de hårde sten til

brød?3. Hvordan vil du beskrive stemningen i digtet?4. I digtet er der ydre syn. Forklar, hvorfor. Hvem er det, der

fortæller? Hvor står vi som beskuere? opgave 1-3


1.Hvem sidder der bag skærmenmed klude om sin hånd, med læderlap for øjetog om sin sko et bånd, det er såmænd Jens Vejmand,der af sin sure nød med hamren må forvandlede hårde sten til brød.

2.Og vågner du en morgeni allerførste gry og hører hamren klingepåny, påny, påny, det er såmænd Jens Vejmandpå sine gamle ben, som hugger vilde gnisteraf morgenvåde sten.

3.Og ager du til stadenbag bondens fede spand, og møder du en olding,hvis øje står i vand, – det er såmænd Jens Vejmandmed halm om ben og knæ, der næppe ved at findemod frosten mer et læ.

4.Og vender du tilbagei byger og i blæst, mens aftenstjernen skælveraf kulde i sydvest, og klinger hammerslagetbag vognen ganske nær, – det er såmænd Jens Vejmand,som endnu sidder der.

5.Så jævned han for andreden vanskelige vej, men da det led mod julen,da sagde armen nej; det var såmænd Jens Vejmand,han tabte ham’ren brat, de bar ham over hedenen kold decembernat.

6.Der står på kirkegårdenet gammelt frønnet bræt; det hælder slemt til siden,og malingen er slet. Det er såmænd Jens Vejmands.Hans liv var fuldt af sten, men på hans grav – i døden,man gav ham aldrig én.


126

opgave 1-3

Ole sad på en knold og sang

af Jeppe Aakjær


Du skal læse endnu et digt af Jeppe Aakjær. Her er stemningen dog anderledes. Digtet beskriver hyrdedrengen Ole, der sidder på heden i Jylland og drømmer om at rejse ud i verden.


1. Hvad handler digtet om?2. Hvordan er stemningen? Sammenlign med stemningen i

Jens Vejmand. 3. Både Jens Vejmand og Ole sad på en knold og sang bliver

stadig sunget. Hvorfor mon? Hvad kan vi bruge sådanne sange til i dag?

Jens og Ole – ikke jegI hverken Jens Vejmand eller Ole sad på en knold og sang er det hovedpersonen selv, der fortæller sin historie. Det er en fortæller udefra, der fortæller om de to personer. En sådan fortæller, der ikke selv har en rolle i historien, kalder vi en 3. personsfortæller. Omvendt – hvis det er en af personerne i en historie, der selv fortæller den, har vi en jegfortæller.


126

opgave 1-3


af Jeppe Aakjær


Du skal læse endnu et digt af Jeppe Aakjær. Her er stemningen dog anderledes. Digtet beskriver hyrdedrengen Ole, der sidder på heden i Jylland og drømmer om at rejse ud i verden.


1. Hvad handler digtet om?2. Hvordan er stemningen? Sammenlign med stemningen i

Jens Vejmand. 3. Både Jens Vejmand og Ole sad på en knold og sang bliver

stadig sunget. Hvorfor mon? Hvad kan vi bruge sådanne sange til i dag?

Jens og Ole – ikke jegI hverken Jens Vejmand eller Ole sad på en knold og sang er det hovedpersonen selv, der fortæller sin historie. Det er en fortæller udefra, der fortæller om de to personer. En sådan fortæller, der ikke selv har en rolle i historien, kalder vi en 3. personsfortæller. Omvendt – hvis det er en af personerne i en historie, der selv fortæller den, har vi en jegfortæller.


127

1.Ole sad på en knold og sang,la-la-la-la-la-la-la-la-la-la!får og beder omkring ham sprang.Tral-la-la-la-la-la-la-la!

2.Lyngen sused, og skyen gled,udflugtslængsler i hjertet sved.

3.Heden stænged, og mindet spandt; moders øjne dog stærkest bandt.

4.Snart den ting dog blev åbenbar:minder gør ikke sagen klar.

5.Stak så Ole en dag i trav,stod med et ved det store hav.

6.Øjet skinnede, tåren randt,intet mere i verden bandt.

7.Over havene hyrden fór,fårene står der endnu og glor.

8.Ej kan bede og får forståla-la-la-la-la-la-la-la-la-la!længslers tog over bølgen blå.Tral-la-la-la-la-la-la-la!


128

I brøndens mørke af Annette Herzog

I brøndens mørke

Den næste tekst, du skal læse, er begyndelsen på spændingsromanen I brøndens mørke. Den har en jegfortæller – eller rettere: flere. Syns-vinklen skifter nemlig i hvert eneste kapitel. På den måde får vi hele tiden forskellige versioner af den samme historie. Det er ikke svært at finde rundt i, hvem der fortæller og har syns-vinklen i de forskellige kapitler, for det står altid øverst som en over-skrift til hvert kapitel.

Mors historieI var små. I var ikke engang to år gamle.

Vi tre skulle på ferie i et sommerhus, vi havde lejet. Det var en temmelig lang tur, og der var varmt i bilen. I var tørstige og sad og plagede på bagsædet. Jeg tror, at jeg skældte jer ud. Jeg skulle trods alt køre. Da vi nåede frem, slæbte jeg bagagen ind i huset. Jeg pakkede tingene ud og så mig omkring. Først da du, Jakob, kom ind fra haven, huskede jeg, hvor tørstige I var. Jeg gik udenfor med saftevand til Viktor. Hvor var han? Så gik det op for mig, hvor kæmpestor grunden var. Jeg ledte bag buske og træer. Da jeg kom hen til enden af haven, stivnede jeg: Der var ikke noget hegn ud mod vejen. Viktor var løbet væk! Til højre, til venstre? Jeg så mig panisk omkring. Hvor langt kunne han være nået? Kender I fornemmelsen af, at maven kører op og ned? Sådan havde jeg det, da jeg pludselig hørte Viktors lille stemme: „Mor!“

Den kom fra et sted dybt nede under jorden. Jeg aner ikke, hvad der ville være sket, hvis du havde råbt bare et øjeblik senere, Viktor. Så havde jeg nok ikke hørt dig. Jeg ville have løbet op og ned ad vejen, jeg ville have undersøgt hver krog i den lille by. Der, hvor jeg fandt dig, ville jeg aldrig have set efter. „Viktor!“ skreg jeg. „Hvor er du?!“ Ude af mig selv af rædsel styrtede jeg gennem haven, til jeg fandt et dæksel af jern. Det var så tungt, at jeg knap nok kunne løfte det. Det lykkedes mig at anbringe stangen, der lå i græsset og kunne holde


128

I brøndens mørke af Annette Herzog

I brøndens mørke

Den næste tekst, du skal læse, er begyndelsen på spændingsromanen I brøndens mørke. Den har en jegfortæller – eller rettere: flere. Syns-vinklen skifter nemlig i hvert eneste kapitel. På den måde får vi hele tiden forskellige versioner af den samme historie. Det er ikke svært at finde rundt i, hvem der fortæller og har syns-vinklen i de forskellige kapitler, for det står altid øverst som en over-skrift til hvert kapitel.

Mors historieI var små. I var ikke engang to år gamle.

Vi tre skulle på ferie i et sommerhus, vi havde lejet. Det var en temmelig lang tur, og der var varmt i bilen. I var tørstige og sad og plagede på bagsædet. Jeg tror, at jeg skældte jer ud. Jeg skulle trods alt køre. Da vi nåede frem, slæbte jeg bagagen ind i huset. Jeg pakkede tingene ud og så mig omkring. Først da du, Jakob, kom ind fra haven, huskede jeg, hvor tørstige I var. Jeg gik udenfor med saftevand til Viktor. Hvor var han? Så gik det op for mig, hvor kæmpestor grunden var. Jeg ledte bag buske og træer. Da jeg kom hen til enden af haven, stivnede jeg: Der var ikke noget hegn ud mod vejen. Viktor var løbet væk! Til højre, til venstre? Jeg så mig panisk omkring. Hvor langt kunne han være nået? Kender I fornemmelsen af, at maven kører op og ned? Sådan havde jeg det, da jeg pludselig hørte Viktors lille stemme: „Mor!“

Den kom fra et sted dybt nede under jorden. Jeg aner ikke, hvad der ville være sket, hvis du havde råbt bare et øjeblik senere, Viktor. Så havde jeg nok ikke hørt dig. Jeg ville have løbet op og ned ad vejen, jeg ville have undersøgt hver krog i den lille by. Der, hvor jeg fandt dig, ville jeg aldrig have set efter. „Viktor!“ skreg jeg. „Hvor er du?!“ Ude af mig selv af rædsel styrtede jeg gennem haven, til jeg fandt et dæksel af jern. Det var så tungt, at jeg knap nok kunne løfte det. Det lykkedes mig at anbringe stangen, der lå i græsset og kunne holde



130

dækslet på skrå. Brønden var cirka tre meter dyb med nogle få jerntrin op langs siden. På bunden stod du, Viktor, i vand til maven og rakte armene op mod mig. Dine læber var blå af kulde. Hvor længe havde du stået der? Hvor må det have været mørkt! Der var to vandrør, der førte tværs gennem brønden. Hanen på det ene rør var drejet helt op, og iskoldt vand fossede ud.

Du ville ikke have kunnet råbe meget længere.Hvordan var du kommet derned? Jeg har så tit tænkt over det.Ingen af dem, der senere så brønden, kunne finde en forklaring:

hverken far, der kom få dage efter, eller mormor, som var på besøg. Heller ikke damen i huset ved siden af. Havde dækslet stået åbent? Var du selv klatret ned? Måske var det dig, der åbnede hanen, ude af stand til at lukke den igen. Men der var langt mellem trinnene, og hanen var svær at dreje.

Eller faldt du, mens I legede? Og ramte du hanen i faldet? Måske faldt dækslet i af sig selv? Eller Jakob kom til at lukke det ved et uheld. I havde jo altid de mest mærkværdige idéer.

Men du havde hverken buler eller skrammer, Viktor. Var der en tredje person? Jeg var ved at ringe til politiet. Men der var jo ikke sket noget, og du blev ikke engang syg …

Jeg har aldrig forstået, hvordan det kunne gå til.

1. Hvad tror du, der er sket? 2. Hvordan er Viktor havnet i brønden? 3. Er der flere personer med i historien end dem, vi her hører

om?

ViktorVi – min tvillingebror Jakob og jeg – havde hørt historien mange gange. Det var vores yndlingshistorie, for vi var heltene i den.

Jakob pralede altid af, at det var ham, der havde reddet mig. „Du kan takke mig for, at du stadig er i live. Hvis jeg ikke havde hentet saftevand, ville mor være kommet for sent!“

„Så var du blevet enebarn, en forkælet møgunge uden nogen til at lege med! Det var for din skyld, jeg skreg efter mor!“

Men om de billeder, jeg mente, jeg kunne huske, var rigtige, vidste jeg ikke. Måske var de opstået af sig selv, som når man får et eventyr fortalt. Hvad jeg så, var et lavt, gult sommerhus med en terrasse. Jeg så buske og høje træer, jeg så en mørkegrøn legetøjsbil. Jeg så mor,

opgave 1


130

dækslet på skrå. Brønden var cirka tre meter dyb med nogle få jerntrin op langs siden. På bunden stod du, Viktor, i vand til maven og rakte armene op mod mig. Dine læber var blå af kulde. Hvor længe havde du stået der? Hvor må det have været mørkt! Der var to vandrør, der førte tværs gennem brønden. Hanen på det ene rør var drejet helt op, og iskoldt vand fossede ud.

Du ville ikke have kunnet råbe meget længere.Hvordan var du kommet derned? Jeg har så tit tænkt over det.Ingen af dem, der senere så brønden, kunne finde en forklaring:

hverken far, der kom få dage efter, eller mormor, som var på besøg. Heller ikke damen i huset ved siden af. Havde dækslet stået åbent? Var du selv klatret ned? Måske var det dig, der åbnede hanen, ude af stand til at lukke den igen. Men der var langt mellem trinnene, og hanen var svær at dreje.

Eller faldt du, mens I legede? Og ramte du hanen i faldet? Måske faldt dækslet i af sig selv? Eller Jakob kom til at lukke det ved et uheld. I havde jo altid de mest mærkværdige idéer.

Men du havde hverken buler eller skrammer, Viktor. Var der en tredje person? Jeg var ved at ringe til politiet. Men der var jo ikke sket noget, og du blev ikke engang syg …

Jeg har aldrig forstået, hvordan det kunne gå til.

1. Hvad tror du, der er sket? 2. Hvordan er Viktor havnet i brønden? 3. Er der flere personer med i historien end dem, vi her hører

om?

ViktorVi – min tvillingebror Jakob og jeg – havde hørt historien mange gange. Det var vores yndlingshistorie, for vi var heltene i den.

Jakob pralede altid af, at det var ham, der havde reddet mig. „Du kan takke mig for, at du stadig er i live. Hvis jeg ikke havde hentet saftevand, ville mor være kommet for sent!“

„Så var du blevet enebarn, en forkælet møgunge uden nogen til at lege med! Det var for din skyld, jeg skreg efter mor!“

Men om de billeder, jeg mente, jeg kunne huske, var rigtige, vidste jeg ikke. Måske var de opstået af sig selv, som når man får et eventyr fortalt. Hvad jeg så, var et lavt, gult sommerhus med en terrasse. Jeg så buske og høje træer, jeg så en mørkegrøn legetøjsbil. Jeg så mor,

opgave 1


131

som hun ser ud i dag: slank og lille, nærmest kantet, med kortklippet drengehår. I virkeligheden ved jeg, at hendes hår var langt dengang. Jeg så solen, en trehjulet cykel og vand.

Og jeg så et ansigt.Det var en kvindes smalle ansigt. Hun havde halvlangt hår, der

dækkede for hendes ene øje, da hun så ned til mig. Jeg husker ikke selve brønden, jeg kan ikke huske, at jeg stod i vand. Men jeg så kvin-dens ansigt, som var mørkt mod den lyse skive himmel over mig. Jeg husker også, at der blev sort bagefter.

Man ser jo altid billeder, når man hører en historie. Brudstykkerne bliver sat sammen, ord for ord, som i et puslespil. Til sidst bliver historien lige så virkelig, som hvis man var med i den. Men ingen


132

havde fortalt mig om et ansigt. De mørke øjne, som sad lidt for tæt på hinanden, smilet, lettet og fjernt, hørte ikke med til mors historie. Smilet havde været virkeligt, øjnene havde set på mig.

Ingen kunne finde på øjne som disse.

4. Hvad er anderledes i Viktors version af historien i forhold til mors?

JakobJeg vidste ikke, om jeg skulle tro på Viktor. Måske var det noget, han bildte sig ind? Jeg kan ikke huske så langt tilbage. Mine første billeder er fra dengang, jeg var omkring tre. Vampyrtænder i munden på en pædagog i vuggestuen, en vaffelis i snavset på gaden – smadret og fuld af mørk jord. En tallerken, der var gået i stykker, jeg havde brugt den som hat. Ikke nogen brønd, ikke noget gult sommerhus og slet ikke noget ansigt.

Måske ville Viktor bare have opmærksomhed? Måske var det kun en ond drøm. Det sagde alle til ham: Det er noget, du har drømt.

Men jeg har aldrig været helt sikker. Var der nogen, der ville myrde min bror? Var det én, der havde dræbt andre, og var det én, der ville prøve igen?

Det var ikke sådan, at vi konstant gik rundt og tænkte på det. Der lå 12 år mellem dengang og nu. Det var sket i en flække i Jylland – vi boede på Nørrebro i København. Kun indimellem begyndte vi at spekulere.

Historien var en gyser uden slutning.

Chancen for at finde slutningen på historien kom sidste sommer, da Sammy, vores bedste ven i klassen, spurgte, om vi havde lyst til at tage med ham på ferie. To uger hos hans farfar i Jylland. Først var vi ikke meget for det. Men så nævnte han navnet Hulsmose, og med ét var det noget helt andet: Hulsmose var jo stedet, hvor ulykken var sket!

„Hvorfor siger du altid, at din farfar bor i Jylland?“ skældte vi Sammy ud.

„Fordi Hulsmose ligger i Jylland,“ svarede Sammy. „Og hvorfor har I altid sagt, at jeres sommerhus lå i Aalborg?“

„Fordi Hulsmose ligger tæt på Aalborg.“Denne sommer fik vi en slutning på historien.Viktor har ikke sovet alene siden.

opgave 2


132

havde fortalt mig om et ansigt. De mørke øjne, som sad lidt for tæt på hinanden, smilet, lettet og fjernt, hørte ikke med til mors historie. Smilet havde været virkeligt, øjnene havde set på mig.

Ingen kunne finde på øjne som disse.

4. Hvad er anderledes i Viktors version af historien i forhold til mors?

JakobJeg vidste ikke, om jeg skulle tro på Viktor. Måske var det noget, han bildte sig ind? Jeg kan ikke huske så langt tilbage. Mine første billeder er fra dengang, jeg var omkring tre. Vampyrtænder i munden på en pædagog i vuggestuen, en vaffelis i snavset på gaden – smadret og fuld af mørk jord. En tallerken, der var gået i stykker, jeg havde brugt den som hat. Ikke nogen brønd, ikke noget gult sommerhus og slet ikke noget ansigt.

Måske ville Viktor bare have opmærksomhed? Måske var det kun en ond drøm. Det sagde alle til ham: Det er noget, du har drømt.

Men jeg har aldrig været helt sikker. Var der nogen, der ville myrde min bror? Var det én, der havde dræbt andre, og var det én, der ville prøve igen?

Det var ikke sådan, at vi konstant gik rundt og tænkte på det. Der lå 12 år mellem dengang og nu. Det var sket i en flække i Jylland – vi boede på Nørrebro i København. Kun indimellem begyndte vi at spekulere.

Historien var en gyser uden slutning.

Chancen for at finde slutningen på historien kom sidste sommer, da Sammy, vores bedste ven i klassen, spurgte, om vi havde lyst til at tage med ham på ferie. To uger hos hans farfar i Jylland. Først var vi ikke meget for det. Men så nævnte han navnet Hulsmose, og med ét var det noget helt andet: Hulsmose var jo stedet, hvor ulykken var sket!

„Hvorfor siger du altid, at din farfar bor i Jylland?“ skældte vi Sammy ud.

„Fordi Hulsmose ligger i Jylland,“ svarede Sammy. „Og hvorfor har I altid sagt, at jeres sommerhus lå i Aalborg?“

„Fordi Hulsmose ligger tæt på Aalborg.“Denne sommer fik vi en slutning på historien.Viktor har ikke sovet alene siden.

opgave 2


133

5. Hvad skete der dengang for 12 år siden i Hulsmose?6. Forklar, hvordan synsvinklen er forskellig i de tre kapitler.7. Hvad synes du om, at synsvinklen skifter i hvert kapitel? opgave

3


134

af Pablo Picasso Den spanske kunstner Pablo Picasso malede portrættet af Dora Maar i 1937. Hun var hans elskerinde i 7 år og sad model til mange billeder.

Picasso har malet billedet i en stil, der hedder kubisme.

1. Se på billedet, og beskriv, hvordan Dora Maar har siddet i forhold til Picasso, da han malede billedet.

2. Beskriv stolen, som kvinden sidder på. Hvordan sidder hun i stolen? Prøv at sætte dig på samme måde.

3. Beskriv kvindens tøj.

Picasso er blevet kaldt det 20. århundredes maler, fordi han hele tiden eksperimenterede med forskellige måder at male og bruge forskellige materialer på. Han så på den tid, han levede i, og fandt nye måder at male på for at kunne beskrive det, han så.

Picasso blev født i 1881 i Spanien og døde i 1973 i Frankrig. Han påvirkede og var foregangsmand for de fleste kunstnere, fordi han gennem hele sit liv havde en enestående evne til at skabe ny form.

I begyndelsen af 1900-tallet eksperimenterede Picasso med at undersøge sine motiver ud fra en idé om, at alt kunne opbygges af geometriske former som fx cirkler, kasser, kegler og rør. På den måde blev motiverne forenklede, så de enkelte dele i billedet (billedelemen-terne) nærmest fremstod som geometriske former.

Han eksperimenterede også med, hvordan han i et enkelt billede kunne vise en person eller en genstand fra flere forskellige synsvinkler.

4. Kan du finde geometriske former i billedet?5. Hvor mange forskellige synsvinkler har Picasso brugt til at

skildre Dora Maar?6. Hvilke følelser skildrer Picasso i dette kvindeportræt? 7. Beskriv, hvordan Dora Maar har det.

Portræt af Dora Maar

opgave 1-2


134

af Pablo Picasso Den spanske kunstner Pablo Picasso malede portrættet af Dora Maar i 1937. Hun var hans elskerinde i 7 år og sad model til mange billeder.

Picasso har malet billedet i en stil, der hedder kubisme.

1. Se på billedet, og beskriv, hvordan Dora Maar har siddet i forhold til Picasso, da han malede billedet.

2. Beskriv stolen, som kvinden sidder på. Hvordan sidder hun i stolen? Prøv at sætte dig på samme måde.

3. Beskriv kvindens tøj.

Picasso er blevet kaldt det 20. århundredes maler, fordi han hele tiden eksperimenterede med forskellige måder at male og bruge forskellige materialer på. Han så på den tid, han levede i, og fandt nye måder at male på for at kunne beskrive det, han så.

Picasso blev født i 1881 i Spanien og døde i 1973 i Frankrig. Han påvirkede og var foregangsmand for de fleste kunstnere, fordi han gennem hele sit liv havde en enestående evne til at skabe ny form.

I begyndelsen af 1900-tallet eksperimenterede Picasso med at undersøge sine motiver ud fra en idé om, at alt kunne opbygges af geometriske former som fx cirkler, kasser, kegler og rør. På den måde blev motiverne forenklede, så de enkelte dele i billedet (billedelemen-terne) nærmest fremstod som geometriske former.

Han eksperimenterede også med, hvordan han i et enkelt billede kunne vise en person eller en genstand fra flere forskellige synsvinkler.

4. Kan du finde geometriske former i billedet?5. Hvor mange forskellige synsvinkler har Picasso brugt til at

skildre Dora Maar?6. Hvilke følelser skildrer Picasso i dette kvindeportræt? 7. Beskriv, hvordan Dora Maar har det.

Portræt af Dora Maar

opgave 1-2


Olie på lærred, 1937, Musee Picasso, Paris, Frankrig.


136

Kortprosa Den sidste tekst, du skal læse i kapitlet om fortællere og synsvinkler, er en kortprosatekst. En kortprosatekst er selvfølgelig kort – endnu kortere end en novelle. Den er ikke nødvendigvis bygget op omkring et vendepunkt, som en novelle er. I stedet for at fortælle et forløb, viser kortprosateksten snarere et lille optrin – et øjebliksbillede. Her benyttes altså showing frem for telling. En kortprosatekst viser ofte en lille scene – ligesom hvis du optager en sekvens med et kamera, fx af en person, der spiser et måltid.

Novelle Kortprosa

6 en begivenhed 6 en situation

6 brud på det sædvanlige 6 kan handle om det sædvanlige

6 opbygget med et vendepunkt 6 flad opbygning

6 telling 6 showing


136

Kortprosa Den sidste tekst, du skal læse i kapitlet om fortællere og synsvinkler, er en kortprosatekst. En kortprosatekst er selvfølgelig kort – endnu kortere end en novelle. Den er ikke nødvendigvis bygget op omkring et vendepunkt, som en novelle er. I stedet for at fortælle et forløb, viser kortprosateksten snarere et lille optrin – et øjebliksbillede. Her benyttes altså showing frem for telling. En kortprosatekst viser ofte en lille scene – ligesom hvis du optager en sekvens med et kamera, fx af en person, der spiser et måltid.

Novelle Kortprosa

6 en begivenhed 6 en situation

6 brud på det sædvanlige 6 kan handle om det sædvanlige

6 opbygget med et vendepunkt 6 flad opbygning

6 telling 6 showing


137

ShakeShake af Christina Hesselholdt

1. Hvad tror du, denne kortprosatekst handler om, når den hedder Shake?

Vi måtte ikke få en kniv, og derfor brugte Anette neglene til at skrabe det sorte tyggegummi af asfalten med, hvor det lå og lignede ansam-linger af smeltet dæk og dannede blide umærkelige forhøjninger. Hun skrabede, fordi hun var den bedste, og imens stod jeg bøjet over hende, „flyt dig, du skygger“, eller jeg smed mig på den varme asfalt ved siden af hende og holdt udkig efter biler, så vi ikke skulle blive kørt flade og nogen komme og skrabe os op. Det hvide duede ikke, det blev gråt af brug, det lyserøde duede heller ikke, det mistede for megen farve, det så udtygget ud, men det sorte, Shake, beholdt sin farve, måske blev det endda mere indædt sort af brug. Hun løsnede klumpen hele vejen rundt langs kanterne, og måske slap den straks asfalten, eller hun måtte grave og trække lange tråde fri. Dér hvor tråden slap klumpen, blev der hvidt af protest, og hver afreven del lod hun falde ned i min hånd. Hun tog stramt rundt om håndleddet på mig for bedre at kunne styre min hånd. Så rensede hun neglene, der i forvejen havde været sorte af jord eller bussemænd, og lod det smulder drysse med ned i bunken, jeg overførte forsigtigt bunken fra min hånd til hendes, og hun gav sig til at trykke og ælte. Til sidst holdt hun en aflang firkant mellem to fingre, op af lommen trak hun et gult og sort Shake-papir, og mens jeg forsigtigt holdt tyggegummiet, glat-tede hun papiret over sit knæ, men der var altid små revner, som der ikke var noget at gøre ved, ligesom der ikke var noget at gøre ved, at stykket ikke lugtede af salmiak, og vi rejste os og gik omkring mellem boligblokkene for at finde et barn, „se, hvad du må få“.


138

2. Hvorfor hedder teksten Shake?3. Hvor langt skulle du hen i teksten, før du fandt ud af, at den

handler om tyggegummi?4. Hvorfor er dette en kortprosatekst og ikke en novelle?

138

opgave 1-4


138

2. Hvorfor hedder teksten Shake?3. Hvor langt skulle du hen i teksten, før du fandt ud af, at den

handler om tyggegummi?4. Hvorfor er dette en kortprosatekst og ikke en novelle?opgave

1-4


139

6.

Vokseværk er ikke rent pjat – om tema


140

Tekster handler om mange forskellige ting, men hvad er det aller-vigtigste i teksten? Det kan du læse om i dette kapitel. Det aller-vigtigste i en tekst kan siges med meget få ord. Det kan fx være længsel efter frihed, angst for døden eller opgør med forældre.

Man kan også sige, at teksten handler om noget, men drejer sig om noget andet. Det, teksten drejer sig om, kaldes tekstens tema.

Handler omDu har tidligere læst teksten Troldtinden. Den handler om drengen Jan, der begynder i en ny klasse på en lille ø.

Drejer sig omTroldtinden drejer sig om noget andet – nemlig om jalousi. Temaet står ikke direkte i teksten. Man må udlede det af historiens hand-ling. I Troldtinden hører vi om forskellige hændelser. Vi hører, hvordan Eva bliver irriteret over, at Brita og Rita sætter deres bord sammen med Eva og Jans bord og derefter stjæler Jans opmærk-somhed. Vi hører om Brita og Ritas ferie i Danmark, og vi hører, at Eva begynder at gøre rent. Fælles for disse hændelser er, at Eva enten føler sig tilovers eller tilsidesat. Hun er jaloux på Brita og Rita. Man kan derfor sige, at teksten drejer sig om jalousi, eller at temaet er jalousi. Tekster kan dog have flere temaer.

I dette kapitel skal du læse tre tekster, som foregår meget forskel-lige steder og i forskellige tidsaldre, men de har ét fælles tema. De drejer sig alle om konflikter. To af teksterne er uddrag af historiske romaner, og den tredje tekst er en billedbog.



140

Tekster handler om mange forskellige ting, men hvad er det aller-vigtigste i teksten? Det kan du læse om i dette kapitel. Det aller-vigtigste i en tekst kan siges med meget få ord. Det kan fx være længsel efter frihed, angst for døden eller opgør med forældre.

Man kan også sige, at teksten handler om noget, men drejer sig om noget andet. Det, teksten drejer sig om, kaldes tekstens tema.

Handler omDu har tidligere læst teksten Troldtinden. Den handler om drengen Jan, der begynder i en ny klasse på en lille ø.

Drejer sig omTroldtinden drejer sig om noget andet – nemlig om jalousi. Temaet står ikke direkte i teksten. Man må udlede det af historiens hand-ling. I Troldtinden hører vi om forskellige hændelser. Vi hører, hvordan Eva bliver irriteret over, at Brita og Rita sætter deres bord sammen med Eva og Jans bord og derefter stjæler Jans opmærk-somhed. Vi hører om Brita og Ritas ferie i Danmark, og vi hører, at Eva begynder at gøre rent. Fælles for disse hændelser er, at Eva enten føler sig tilovers eller tilsidesat. Hun er jaloux på Brita og Rita. Man kan derfor sige, at teksten drejer sig om jalousi, eller at temaet er jalousi. Tekster kan dog have flere temaer.

I dette kapitel skal du læse tre tekster, som foregår meget forskel-lige steder og i forskellige tidsaldre, men de har ét fælles tema. De drejer sig alle om konflikter. To af teksterne er uddrag af historiske romaner, og den tredje tekst er en billedbog.



141

Historisk romanHistoriske romaner er fiktive fortællinger, men handlingen tager udgangspunkt i virkelige, historiske hændelser. Hændelserne skal være foregået i en anden tid end den, forfatteren lever eller levede i, for at man kalder den historisk. Man kan læse en historisk roman som en tekst, der beskriver en tid eller nogle samfundsforhold på et bestemt tidspunkt. Eller man kan læse en historisk roman som en tekst, der drejer sig om almenmenneskelige forhold som fx jalousi, angst eller savn, selv om den handler om noget historisk.


142

Bokserdrengenaf Tom Kristensen

Bokserdrengen

Den næste tekst er et uddrag af romanen af samme navn. Historien foregår i Kina i år 1900 under Bokseropstanden. En bokser var kejser-indens soldat, og det var boksernes opgave at smide alle fremmede ud af Kina. Historien handler om den danske missionær Nils Brun og hans 12-årige søn Rolf. Nils Brun er i Kina for at gøre kineserne kristne. En dag ser Rolf fra sit vindue, hvordan en bokser får hugget sin ene arm af på markedspladsen, fordi man påstår, at han er en falsk bokser. Den enarmede bokser søger tilflugt hos Nils Brun, som forbinder ham. Deres kinesiske tjener, Chang, bliver bange og frygter, at de skal blive slået ihjel af bokserne. Han synes, de skal flygte, men Nils Brun vil ikke. På gaderne er kineserne i oprør.

Læg mærke til ord i teksten, der fortæller, at historien foregår i Kina. På flugtI de tre døgn, boksersoldaten lå i missionær Nils Bruns hus, forvær-redes de kristnes stilling i den lille landsby. Der var ikke sket noget overfald endnu; men bokserne sad i byens eneste tehus eller strejfede rundt på gaderne, så det var farligt at gå ud.

Nogle af de kristne kinesere var allerede flyttet hen i det lille kapel, og på alteret flød geværer og lysestager imellem hinanden. Dørene var barrikaderet med stoleraderne, og kun de andre kristne fik lov at komme ind.

Men Nils Brun blev i sit hus. Skønt mange kinesere havde rådet ham til at flygte, blev han, for han mente, at han havde gjort byen så meget godt, at den umuligt kunne takke ham ved at slå ham ihjel.

„Han er alt for klog,“ sagde tjeneren Chang om ham og rystede på hovedet, og en morgen tidlig var han forsvundet. Ingen vidste; hvor den tykke Chang var blevet af.

Den tredie dag rejste boksersoldaten sig. Han var nu enarmet; men han slog elegant ud med den højre hånd og sagde:

„Jeg er kun en halv bokser nu.“Han fik et måltid ris, inden han gik; men ligesom han stod i døren,

vendte han sig mod missionæren endnu en gang og sagde:


142

Bokserdrengenaf Tom Kristensen

Bokserdrengen

Den næste tekst er et uddrag af romanen af samme navn. Historien foregår i Kina i år 1900 under Bokseropstanden. En bokser var kejser-indens soldat, og det var boksernes opgave at smide alle fremmede ud af Kina. Historien handler om den danske missionær Nils Brun og hans 12-årige søn Rolf. Nils Brun er i Kina for at gøre kineserne kristne. En dag ser Rolf fra sit vindue, hvordan en bokser får hugget sin ene arm af på markedspladsen, fordi man påstår, at han er en falsk bokser. Den enarmede bokser søger tilflugt hos Nils Brun, som forbinder ham. Deres kinesiske tjener, Chang, bliver bange og frygter, at de skal blive slået ihjel af bokserne. Han synes, de skal flygte, men Nils Brun vil ikke. På gaderne er kineserne i oprør.

Læg mærke til ord i teksten, der fortæller, at historien foregår i Kina. På flugtI de tre døgn, boksersoldaten lå i missionær Nils Bruns hus, forvær-redes de kristnes stilling i den lille landsby. Der var ikke sket noget overfald endnu; men bokserne sad i byens eneste tehus eller strejfede rundt på gaderne, så det var farligt at gå ud.

Nogle af de kristne kinesere var allerede flyttet hen i det lille kapel, og på alteret flød geværer og lysestager imellem hinanden. Dørene var barrikaderet med stoleraderne, og kun de andre kristne fik lov at komme ind.

Men Nils Brun blev i sit hus. Skønt mange kinesere havde rådet ham til at flygte, blev han, for han mente, at han havde gjort byen så meget godt, at den umuligt kunne takke ham ved at slå ham ihjel.

„Han er alt for klog,“ sagde tjeneren Chang om ham og rystede på hovedet, og en morgen tidlig var han forsvundet. Ingen vidste; hvor den tykke Chang var blevet af.

Den tredie dag rejste boksersoldaten sig. Han var nu enarmet; men han slog elegant ud med den højre hånd og sagde:

„Jeg er kun en halv bokser nu.“Han fik et måltid ris, inden han gik; men ligesom han stod i døren,

vendte han sig mod missionæren endnu en gang og sagde:


143

„En halv ven er desværre meget lidt.“Missionæren nikkede og lo.„Det er ikke armene, det kommer an på; så var jeres mangearmede

guder stærkere end min Kristus, som kun har to arme, og det er de ikke.“

„Man kan ikke have for mange arme,“ sukkede boksersoldaten, og så vendte han sig og gik.

Da han var borte, undersøgte missionæren hele huset og låsede alle døre, så der kun var een indgang. De kristne tjenestefolk, som var blevet tilbage, sukkede og jamrede, hver gang han gik forbi dem. Enkelte af dem fulgte efter ham og bad ham om at flytte hen til det lille kapel, hvor de andre var; men han svarede ikke. Selv da der kom en deputation ude fra byen for at få ham til at flygte bort, svarede han, at han var gode venner med alle i omegnen, og at det ikke kunne falde nogen ind at myrde ham.

Om aftenen sad han ved bordet og stirrede frem for sig, så Rolf blev angst.

„Hvad tænker du på, far?“Men faderen svarede ikke.Rolf følte sig helt alene og var ganske i vildrede. Talte han med

tjenestefolkene, sagde de, at de alle ville blive slået ihjel. I byen Pao Ting Fu havde bokserne indebrændt alle de kristne, og de hvide mænd i Peking kunne ikke hjælpe dem, for de var selv spærret inde i gesandtskabskvarteret. Undsætningstropperne, som skulle have befriet dem, var forsvundet. Bokserne havde nok lokket dem i en fælde og mejet dem ned. Men talte han med sin fader, fik han blot at vide, at Guds straf snart ville ramme bokserne, som havde opægget det frede-lige kinesiske folk.

At der var noget i gære, forstod han imidlertid, for aldrig havde byen været så urolig. Både dag og nat hørtes langtrukne vræl og nu og da et skud, som en bokser fyrede af for morskab. Og sad han oppe ved sit vindue, kunne han se, at alle drev omkring uden at bestille noget. Selv inde i gårdene klumpede kvinderne sig sammen og diskuterede med skrigende stemmer. Hele det dagligdags præg var forsvundet.

Da han den aften gik i seng, syntes han, at byen var uhyggeligere end sædvanlig. Husene var som samlinger af affald, som menneskene myldrede rundt imellem. Der var ikke lys nogen steder undtagen langt ude mod øst, hvor der stod et svagt rødt skær spredt ud som en vifte. Det var sikkert en ildebrand.

Det skulle ikke gøre det mere hyggeligt, at en mand ustandseligt dundrede på en metalgongong og udstødte hæse skrig, som truede med


144

at ruste fast i halsen på ham. Det var, som om en gal mand var gået ud for at kalde alle de andre gale mennesker sammen.

Da lød der en sagte banken på yderdøren.„Hvem er det?“ spurgte faderen og stod op.„En halv ven,“ svarede det sagte.Faderen løb hen og åbnede, og udenfor i den mørke aften stod den

enarmede bokser. Larmen fra gongongen hørtes tydeligt, og nu skrattede en djævelsk trompet.

„I nat skal I myrdes!“ sagde han.Faderen løb hen til Rolf for at vække ham; men Rolf var allerede

oppe.„Vi løber hen til kapellet,“ hviskede faderen, som om han var bange

for, at bokserne skulle høre det.„Kapellet er allerede omringet.“„Hvad siger du? Omringet?“ udbrød faderen.„Ja, bokserne ligger ganske stille; men ingen kan slippe ud.“Trompeten skrattede stadig ude i mørket.„Hvad betyder det?“ spurgte faderen og rykkede pludseligt sammen.

„Jeg fryser, når jeg hører den trompet.“„Det ved jeg ikke; men vi har ikke tid. Her er en kineserdragt til dig

og en til din lille gris,“ svarede bokseren og kastede to kineserkjoler på gulvet. „Jeg stjal dem fra bøddelen.“

„Stjålet dem! Og fra bøddelen!“ råbte missionæren forarget. „Du vil da vel ikke have, at vi skal gå med dem!“

Bokseren lo ganske stille. Hans latter bestod af en række højst ejendommelige næselyde. „Men bøddelen har stjålet klæderne fra dem, han har henrettet,“ sagde han, halvt som en vittighed og halvt som en undskyldning.

„Er det en undskyldning for tyveri?“ udbrød missionæren. „Kender I da ikke forskel på godt og ondt herude i Kina?“

„Stjålet tøj er også tøj, og jeg havde ikke tid til at købe det,“ svarede den enarmede. „Inden jeg havde købt det, var I blevet myrdet.“

Rolf havde lyttet spændt til denne samtale; men så blev han utålmodig. De skulle dog bort, inden bokserne kom, og for første gang i sit liv opdagede han en fejl hos faderen. Faderen handlede for langsomt.

„Skal vi ikke skynde os, far?“ hviskede han.„Jo, vi skal.“ Og faderen løb hen efter en hvid tropehjelm, som lyste

i mørket; men pludselig blev bokseren rasende og slog hjelmen ud af hånden på ham.

„Hvid hat skriger højt i mørket,“ hviskede han.


144

at ruste fast i halsen på ham. Det var, som om en gal mand var gået ud for at kalde alle de andre gale mennesker sammen.

Da lød der en sagte banken på yderdøren.„Hvem er det?“ spurgte faderen og stod op.„En halv ven,“ svarede det sagte.Faderen løb hen og åbnede, og udenfor i den mørke aften stod den

enarmede bokser. Larmen fra gongongen hørtes tydeligt, og nu skrattede en djævelsk trompet.

„I nat skal I myrdes!“ sagde han.Faderen løb hen til Rolf for at vække ham; men Rolf var allerede

oppe.„Vi løber hen til kapellet,“ hviskede faderen, som om han var bange

for, at bokserne skulle høre det.„Kapellet er allerede omringet.“„Hvad siger du? Omringet?“ udbrød faderen.„Ja, bokserne ligger ganske stille; men ingen kan slippe ud.“Trompeten skrattede stadig ude i mørket.„Hvad betyder det?“ spurgte faderen og rykkede pludseligt sammen.

„Jeg fryser, når jeg hører den trompet.“„Det ved jeg ikke; men vi har ikke tid. Her er en kineserdragt til dig

og en til din lille gris,“ svarede bokseren og kastede to kineserkjoler på gulvet. „Jeg stjal dem fra bøddelen.“

„Stjålet dem! Og fra bøddelen!“ råbte missionæren forarget. „Du vil da vel ikke have, at vi skal gå med dem!“

Bokseren lo ganske stille. Hans latter bestod af en række højst ejendommelige næselyde. „Men bøddelen har stjålet klæderne fra dem, han har henrettet,“ sagde han, halvt som en vittighed og halvt som en undskyldning.

„Er det en undskyldning for tyveri?“ udbrød missionæren. „Kender I da ikke forskel på godt og ondt herude i Kina?“

„Stjålet tøj er også tøj, og jeg havde ikke tid til at købe det,“ svarede den enarmede. „Inden jeg havde købt det, var I blevet myrdet.“

Rolf havde lyttet spændt til denne samtale; men så blev han utålmodig. De skulle dog bort, inden bokserne kom, og for første gang i sit liv opdagede han en fejl hos faderen. Faderen handlede for langsomt.

„Skal vi ikke skynde os, far?“ hviskede han.„Jo, vi skal.“ Og faderen løb hen efter en hvid tropehjelm, som lyste

i mørket; men pludselig blev bokseren rasende og slog hjelmen ud af hånden på ham.

„Hvid hat skriger højt i mørket,“ hviskede han.



146

Missionæren skulle til at svare, da der i retning af kapellet lød et skarpt knald, et revolverskud.

Den enarmede bøjede sig hurtigt ned og skrabede bøddeldragterne sammen.

„Vi må løbe,“ hviskede han, og i næste øjeblik var de alle tre på vej ud i mørket. Porten blev forsigtigt åbnet og lukket, og de stod nu ude i en smal, skummel gyde, som førte op til hovedgaden.

„Langsomt,“ hviskede kineseren og rakte sin arm i vejret.De sneg sig langs med husene, som øjensynligt var tomme. Der var

ingen hjemme i nogen af dem. Alle ventede de myrderier og brand og var som tavse tilskuere listet op i nærheden af kapellet.

Da de kom hen til hjørnet, spejdede de ned ad hovedgaden. Der var ikke et menneske i den del af gaden, hvor de stod; men nede i den sydlige del bevægede en mængde røde, urolige lys sig, og nogle våben glimtede i skæret. Lysene blev båret på lange stænger og blafrede på højde med hustagene.

„Denne vej!“Det var bokseren, som hviskende kommanderede, og missionæren

og hans søn adlød mekanisk. De var så anspændte, at ingen af dem lagde mærke til, at de var barhovedede og kun halvt klædt på.

Byen var ikke ret stor i udstrækning, og de var hurtigt ude på den øde vej imellem rismarkerne. Vejen lå så dybt nede, at de ikke kunne se op over. Der var kun en sort skråning på siderne, og foroven var der en fløjlssort himmel med rolige stjerner. Dybt nede mod nord så de Karlsvognen.

De havde kun gået en ti minutters tid, da de hørte en voldsom skyden og skrigen. Rolf så hen på sin fader, som han lige kunne skimte i mørket, og han syntes, at han gik så underlig tungt.

„Vi må skynde os!“Det var bokseren, som i sin utålmodighed var kommet et langt

stykke forud.„Tror du, at mine sognebørn kan holde bokserne fra livet?“Missionæren talte så bedrøvet.Men bokseren fnyste gennem næsen: „Ha! – Nej!“Da mærkede Rolf, som holdt sin fader i hånden og ganske meka-

nisk travede af sted ved siden af ham, et ryk. Det var faderen, der var standset.

„Jeg må lige se,“ sagde han og kravlede derpå op ad den sandede skråning. Da han var helt oppe, så han sig om til alle sider.

„Det brænder langt ude i øst; men inde hos os kan man ikke se noget. De skyder derinde, og de skriger,“ råbte han ned til bokseren.


146

Missionæren skulle til at svare, da der i retning af kapellet lød et skarpt knald, et revolverskud.

Den enarmede bøjede sig hurtigt ned og skrabede bøddeldragterne sammen.

„Vi må løbe,“ hviskede han, og i næste øjeblik var de alle tre på vej ud i mørket. Porten blev forsigtigt åbnet og lukket, og de stod nu ude i en smal, skummel gyde, som førte op til hovedgaden.

„Langsomt,“ hviskede kineseren og rakte sin arm i vejret.De sneg sig langs med husene, som øjensynligt var tomme. Der var

ingen hjemme i nogen af dem. Alle ventede de myrderier og brand og var som tavse tilskuere listet op i nærheden af kapellet.

Da de kom hen til hjørnet, spejdede de ned ad hovedgaden. Der var ikke et menneske i den del af gaden, hvor de stod; men nede i den sydlige del bevægede en mængde røde, urolige lys sig, og nogle våben glimtede i skæret. Lysene blev båret på lange stænger og blafrede på højde med hustagene.

„Denne vej!“Det var bokseren, som hviskende kommanderede, og missionæren

og hans søn adlød mekanisk. De var så anspændte, at ingen af dem lagde mærke til, at de var barhovedede og kun halvt klædt på.

Byen var ikke ret stor i udstrækning, og de var hurtigt ude på den øde vej imellem rismarkerne. Vejen lå så dybt nede, at de ikke kunne se op over. Der var kun en sort skråning på siderne, og foroven var der en fløjlssort himmel med rolige stjerner. Dybt nede mod nord så de Karlsvognen.

De havde kun gået en ti minutters tid, da de hørte en voldsom skyden og skrigen. Rolf så hen på sin fader, som han lige kunne skimte i mørket, og han syntes, at han gik så underlig tungt.

„Vi må skynde os!“Det var bokseren, som i sin utålmodighed var kommet et langt

stykke forud.„Tror du, at mine sognebørn kan holde bokserne fra livet?“Missionæren talte så bedrøvet.Men bokseren fnyste gennem næsen: „Ha! – Nej!“Da mærkede Rolf, som holdt sin fader i hånden og ganske meka-

nisk travede af sted ved siden af ham, et ryk. Det var faderen, der var standset.

„Jeg må lige se,“ sagde han og kravlede derpå op ad den sandede skråning. Da han var helt oppe, så han sig om til alle sider.

„Det brænder langt ude i øst; men inde hos os kan man ikke se noget. De skyder derinde, og de skriger,“ råbte han ned til bokseren.


147

„Man må ikke vende sig om, hvis man vil redde sit liv,“ svarede bokseren.

Og i næste nu kom faderen glidende ned.„Du har ret. Lad os komme videre.“

1. Hvilke ord i teksten viser, at historien foregår i Kina?2. Hvad fortæller disse tegn om livet i Kina?3. Hvad er en missionær?4. Hvad handler teksten om?

5. Hvad drejer teksten sig om?

opgave 1-5

opgave 6


148

Drengen der samlede på ord af Birgit Strandbygaard

Drengen der samlede på ord

Tekstens anslag foregår in medias res. Det betyder, at teksten begynder midt i historien. Du må læse mellem linjerne for at danne dig et indtryk af, hvad teksten handler om. Mens du læser, skal du derfor over veje:

6 Hvor og hvornår foregår teksten?

6 Hvad er situationen?

Der var ingen der kunne se Albert. Han havde gemt sig bag ved slagterens hæk, men han kunne både se og høre da sognerådsfor-manden afslørede stenen. Den var stor og grå, og bogstaverne var sorte. 5. MAJ 1945, stod der.

Bitten prøvede at gemme sig bag sine forældre. Moren græd, og faren så sammenbidt ned på sine sko. Sognerådsformanden drejede hovedet over mod dem da han sagde at hele byen kunne være stolt over deres sønner, Herman og Kristian Nielsen.

– Hele byen, gentog han. – For de to, Danmarks tapre sønner, de har kæmpet for os alle sammen da de gav deres liv for freden. Så vendte han sig om og lagde en stor krans ved stenen, den havde røde og hvide bånd. – Lad os holde to minutters stilhed for at mindes dem, sagde han og så igen hen på forældrene.

Der var mange lyde i stilheden. Det var ikke kun de to frihedskæm-peres mor der græd, flere af de andre kvinder snøftede, og mændene hostede og rømmede sig. Bitten kørte rundt med den ene fod så de grå perlesten raslede, men så tog moren hende i armen for at få hende til at stå stille.

Bagefter sang de om Danmark, om de lyse sommernætter og de fem forbandede år. Den rødhårede Peter stod med sin mor i hånden, hun


148

Drengen der samlede på ord af Birgit Strandbygaard

Drengen der samlede på ord

Tekstens anslag foregår in medias res. Det betyder, at teksten begynder midt i historien. Du må læse mellem linjerne for at danne dig et indtryk af, hvad teksten handler om. Mens du læser, skal du derfor over veje:

6 Hvor og hvornår foregår teksten?

6 Hvad er situationen?

Der var ingen der kunne se Albert. Han havde gemt sig bag ved slagterens hæk, men han kunne både se og høre da sognerådsfor-manden afslørede stenen. Den var stor og grå, og bogstaverne var sorte. 5. MAJ 1945, stod der.

Bitten prøvede at gemme sig bag sine forældre. Moren græd, og faren så sammenbidt ned på sine sko. Sognerådsformanden drejede hovedet over mod dem da han sagde at hele byen kunne være stolt over deres sønner, Herman og Kristian Nielsen.

– Hele byen, gentog han. – For de to, Danmarks tapre sønner, de har kæmpet for os alle sammen da de gav deres liv for freden. Så vendte han sig om og lagde en stor krans ved stenen, den havde røde og hvide bånd. – Lad os holde to minutters stilhed for at mindes dem, sagde han og så igen hen på forældrene.

Der var mange lyde i stilheden. Det var ikke kun de to frihedskæm-peres mor der græd, flere af de andre kvinder snøftede, og mændene hostede og rømmede sig. Bitten kørte rundt med den ene fod så de grå perlesten raslede, men så tog moren hende i armen for at få hende til at stå stille.

Bagefter sang de om Danmark, om de lyse sommernætter og de fem forbandede år. Den rødhårede Peter stod med sin mor i hånden, hun


149

lagde hovedet tilbage og skrålede når hun sang. Hun havde læbestift på, ligesom grossererens kone.

Så var det pastor Wilhelmsens tur til at sige noget. Han takkede Gud for sejren, og bagefter talte han om at det var godt at være dansker, for selvom Danmark var et lille land, så var det stort alligevel. Danskerne havde udvist en usædvanlig tapperhed, og her tænkte han også på Herman og Kristian Nielsen der havde ofret sig. Pastoren lagde også en krans foran stenen, og flere af byens borgere lagde blomster.

Da folk gjorde klar til i samlet trop at gå op til kirken, begyndte grossererens Lise at dele femogtyveører ud til børnene. Hendes far tog en stor cigarkasse frem og sagde at når Danmark var befriet, så skulle alle byens børn have penge til en is. Pigerne nejede, og drengene bukkede genert da de fik femogtyveøren. Albert prøvede om han også kunne få én, men Lise så ikke at han stak hånden frem gennem hullet i hækken.

Fanebærerne gik foran sammen med pastor Wilhelmsen, og Peter og hans mor afsluttede processionen.

Albert ville gerne have været med ind i kirken, men det var ikke passende. Hans storebror var også død i krigen, men han var ikke død for freden, sådan som Bittens brødre, han var død på Østfronten, hvor han havde kæmpet for tyskerne. Den aften han døde, faldt et skab ned fra væggen og splintredes mod gulvet.

– Nu er Arne død, sagde moren, som hverken kunne læse eller regne.

Men hun forstod tilsyneladende andre tegn, for siden skabet faldt ned, hørte de aldrig mere fra Arne.

Begge brødre var rejst til Tyskland fordi de ikke kunne få arbejde, og i byen blev der snakket om at de havde meldt sig hos SS. Albert vidste godt hvad det betød; at Arne og Niels var forrædere. De var rejst uden at sige noget til familien, men det var heller ikke en familie hvor man snakkede med hinanden, bortset fra hvis wcspanden skulle tømmes, eller der manglede flæsk i flueskabet i bryggerset.

…

Det var om eftermiddagen at Niels kom tilbage fra krigen. Han kom efter at moren var kommet hjem fra malkningen på gården. Hun stod med kartoffelgryden i hænderne, og da sønnen åbnede døren og stod lyslevende i køkkenet, tabte hun gryden og skreg, selvom hun godt




151

vidste at han ikke var død. Faren rejste sig fra divanen og kom ud i køkkenet.

– Skal du nu gøre os til skamme igen? sagde han til sønnen. Så gik han tilbage til divanen.

Niels så ynkelig ud, ubarberet og mager. Tyve år var han blevet.– Som du dog ser ud, sagde moren og gik hen til ham og gav ham

hånden. – Hils på din bror, sagde hun til Albert.Albert gjorde som hun sagde. Han kunne godt se at broren ikke var

en helt. Sådan som Bittens brødre.– Kan jeg få noget vand? spurgte Niels. Det var det første han

sagde.Moren tog en kop, fyldte den med øsen og rakte den til ham.Niels drak begærligt og rakte koppen tilbage til hende. Uden ord

fyldte hun den op igen. Sådan gjorde de fire gange. Så spurgte hun til Arne.

– Han er død.Moren nikkede. – Jeg vidste det da skabet faldt ned.Niels fik blanke øjne, og selvom der var mørkt i køkkenet, kunne

man godt se det. Så fortalte han om den dag da krigen var forbi og de skulle ud fra fangelejren. De skulle alle sammen løfte armen, og dem der havde SS-mærket tatoveret under armen, de blev skudt.

– Hvorfor blev du ikke skudt?Niels trak på skuldrene. – Ham der valgte os ud, han så bare på

mig og rystede på hovedet. Så gennede han mig videre. Arne stod i en anden række. Ved siden af. Jeg kunne se at han havde gjort i bukserne.

Moren sukkede. – Jeg vidste det. Jeg har altid vidst at det måtte gå sådan med ham. Da han blev født, bed katten sine killinger ihjel.

Albert gøs. – Har Niels også sejrsskjorten? spurgte han moren. – Når han ikke blev skudt.

Hun rystede på hovedet. – Det er dig det hviler på.

Niels var gået næsten hele vejen hjem. Hans fødder var ødelagte, og hans øjne kunne ikke se så godt.

– Det er kulden, sagde han. – Og maden. Der var ikke noget i den.Moren gav ham en tallerken med flæsk og kartofler, men han kunne

ikke engang spise det hele.– Og hvad har du nu tænkt dig? spurgte faren med flæsk i munden.

Fedtet løb ned i den ene mundvig, og Albert prøvede at lade være med at se det. For han vidste godt at man skulle ære sine forældre, også selvom de havde fedt om munden. Faren havde sendt ham i søndags-skole da brødrene var taget af sted. For ligesom at råde bod på det.


152

– Man må jo klare sig, havde han sagt. – Så kan folk se at vi andre er gode nok.

Man kunne mærke på Niels at han ikke havde tænkt så meget. Han så på faren mens han ledte efter ordene. – Jeg kan vel gå til hånde et sted, sagde han så.

– Hvem tror du vil have dig?– Der er jo ikke noget forgjort ved at jeg spørger på gården, mente

moren. – For tiden er der nok at gøre.– Hold dig udenfor. Faren tørrede sig om munden med håndryggen

inden han rejste sig.

Niels skulle sove sammen med Albert i en kort og smal seng. Inden krigen havde der stået to senge mere i kammeret, men da de store sønner var taget af sted, smed faren deres senge ud, huggede dem op og fyrede med dem i den koldeste vinter i mands minde.

Niels snakkede i søvne. Og ikke bare det, han skreg også. Albert ruskede i ham og kaldte på ham, men han så bare forvildet på sin lille-bror inden han igen lukkede øjnene. Bagefter kunne Albert ikke falde i søvn igen. Så lavede han et nyt ord: krigsøjne. Det var Niels’ øjne han tænkte på. Men måske var ordet ikke rigtigt, for det lød som noget farligt, og Niels’ øjne var ikke farlige. De var mere uden liv, tænkte Albert. Døde øjne. Selvom Niels var levende. – Dødøjne, sagde han højt. Niels sparkede med det ene ben og ramte Albert i maven. En benhammer, tænkte Albert. Så havde han fået to nye ord. Tre, hvis han både talte ’krigsøjne’ og ’dødøjne’ med.

Om morgenen kunne de ikke få liv i Niels. Moren havde skyndt sig med malkningen og var hjemme tidligere end hun plejede, og hun blev ved med at kalde på ham uden at der skete noget.

Så kom faren ind i kammeret, han så på sin søn og gik ud i køkkenet efter en kop vand som han hældte ned over hans hoved. Niels for op med et skrig.

– Så, så, sagde moren. – Det er bare far.– Nu er det hverdag igen, sagde faren til sin ældste søn. – Du kan

ikke få brød i munden ved at blive i sengen. Niels stod op uden at sige noget.Da Albert skulle af sted til skolen, kaldte faren på ham. – Der er

ingen grund til at sige noget om at Niels er kommet hjem, sagde han. – Det kan de tidsnok få at vide. Så gik han ud til grisen.


152

– Man må jo klare sig, havde han sagt. – Så kan folk se at vi andre er gode nok.

Man kunne mærke på Niels at han ikke havde tænkt så meget. Han så på faren mens han ledte efter ordene. – Jeg kan vel gå til hånde et sted, sagde han så.

– Hvem tror du vil have dig?– Der er jo ikke noget forgjort ved at jeg spørger på gården, mente

moren. – For tiden er der nok at gøre.– Hold dig udenfor. Faren tørrede sig om munden med håndryggen

inden han rejste sig.

Niels skulle sove sammen med Albert i en kort og smal seng. Inden krigen havde der stået to senge mere i kammeret, men da de store sønner var taget af sted, smed faren deres senge ud, huggede dem op og fyrede med dem i den koldeste vinter i mands minde.

Niels snakkede i søvne. Og ikke bare det, han skreg også. Albert ruskede i ham og kaldte på ham, men han så bare forvildet på sin lille-bror inden han igen lukkede øjnene. Bagefter kunne Albert ikke falde i søvn igen. Så lavede han et nyt ord: krigsøjne. Det var Niels’ øjne han tænkte på. Men måske var ordet ikke rigtigt, for det lød som noget farligt, og Niels’ øjne var ikke farlige. De var mere uden liv, tænkte Albert. Døde øjne. Selvom Niels var levende. – Dødøjne, sagde han højt. Niels sparkede med det ene ben og ramte Albert i maven. En benhammer, tænkte Albert. Så havde han fået to nye ord. Tre, hvis han både talte ’krigsøjne’ og ’dødøjne’ med.

Om morgenen kunne de ikke få liv i Niels. Moren havde skyndt sig med malkningen og var hjemme tidligere end hun plejede, og hun blev ved med at kalde på ham uden at der skete noget.

Så kom faren ind i kammeret, han så på sin søn og gik ud i køkkenet efter en kop vand som han hældte ned over hans hoved. Niels for op med et skrig.

– Så, så, sagde moren. – Det er bare far.– Nu er det hverdag igen, sagde faren til sin ældste søn. – Du kan

ikke få brød i munden ved at blive i sengen. Niels stod op uden at sige noget.Da Albert skulle af sted til skolen, kaldte faren på ham. – Der er

ingen grund til at sige noget om at Niels er kommet hjem, sagde han. – Det kan de tidsnok få at vide. Så gik han ud til grisen.


153

…

Niels kunne ikke få arbejde. Han var blevet grå på en anden måde, ligesom mere musegrå, og faren var blevet mere irritabel når han lå på divanen med Folkebladet over hovedet. En regnfuld aften havde han skubbet avisen væk, rejst sig op i utide og truet med at slå sig sammen med Røde Henry og blive kommunist. Røde Henry boede i bagerens baghus med sin tyndhårede kone og deres ni børn, og lørdag formiddag stod han foran Brugsen og solgte Land og Folk mens han fortalte om verdens uretfærdighed. Men der var ikke ret mange der ville høre på ham.

Moren havde slået hænderne sammen i forfærdelse. – Så er det ude med os, var det eneste hun sagde.

Og faren lod det da også blive ved truslen.En dag, lige før kartoffelferien, sad Niels på bænken ved minde-

stenen da Albert kom forbi. Niels så ham ikke, han sad som om han selv var en sten. Albert standsede, og inden han gik derhen, så han om der kom nogen han kendte, men det gjorde der ikke.

– Hvorfor sidder du her? spurgte han.Broren så på ham med øjne der så ud som om de var gået i stykker.

– Hvor skulle jeg ellers være?Det vidste Albert ikke. Men det her var jo på en måde heltenes

plads. – Det var her de lagde kransen for Herman og Kristian, sagde han og undgik Niels’ øjne.

Niels klappede med en beskidt hånd på bænken. – Kom og sæt dig, sagde han.

Albert kunne ikke lide det. Men han satte sig alligevel.– Der er ingen der forstår en skid, sagde Niels. – I tror I ved

hvordan det er.– Hvad?– Hvad? Krigen, mennesker, livet for fanden. Som om man kan

gøre en skid til eller fra.– Jeg samler på ord, sagde Albert.Niels vendte sig mod ham. – Er du skør eller hvad? Albert rystede på hovedet.Niels sad lidt uden at sige noget. – Hvad bruger du dem til? spurgte

han så.– Til så meget. Jeg giver tingene nye navne. Så de bedre passer. Og

i skolen sagde jeg til frøken Laursen at det måtte se pænt ud med hvid sne på røde mirabeller. Så holdt hun op med at skælde mig ud.


154

Det var første gang Niels grinede, og det blev heller ikke til et rigtigt grin, for han var ikke i træning. Han løftede sin magre hånd og klappede sin lillebrors lår. – Du er ikke så tosset, sagde han så.

– Hvis man siger noget der er pænt, så kommer man også til at tænke pænere. Det har jeg opdaget.

– Det er vist for sent for mig. Det med det pænere. Niels vendte sig om mod Albert. – Når man først har slået et menneske ihjel, så er der ikke noget der kan blive pænt igen.

– Har du slået nogen ihjel? Albert rykkede lidt væk.– Hvad fanden tror du da krig er? Og de der … Niels pegede på

Herman og Kristians navne. – De der, de har sgu også slået nogen ihjel. De var bare på den rigtige side. Mod tyskerne.

– Hvorfor var du ikke på den rigtige side?


154

Det var første gang Niels grinede, og det blev heller ikke til et rigtigt grin, for han var ikke i træning. Han løftede sin magre hånd og klappede sin lillebrors lår. – Du er ikke så tosset, sagde han så.

– Hvis man siger noget der er pænt, så kommer man også til at tænke pænere. Det har jeg opdaget.

– Det er vist for sent for mig. Det med det pænere. Niels vendte sig om mod Albert. – Når man først har slået et menneske ihjel, så er der ikke noget der kan blive pænt igen.

– Har du slået nogen ihjel? Albert rykkede lidt væk.– Hvad fanden tror du da krig er? Og de der … Niels pegede på

Herman og Kristians navne. – De der, de har sgu også slået nogen ihjel. De var bare på den rigtige side. Mod tyskerne.

– Hvorfor var du ikke på den rigtige side?


155

– Tjae … jeg var vel for dum. Det sagde de i alt fald i skolen. Siger de også det til dig?

Albert rystede på hovedet. – Kun somme tider. Men de driller. Og der er ingen der vil sidde ved siden af mig.

Folk der gik forbi, kiggede underligt på Niels og Albert.– Græd han, ham du slog ihjel? spurgte Albert.– Jeg vil ikke snakke om det.– Var han gammel?– De er alle sammen uniformer. Sådan er det. Og nogle af dem skal

man skyde på.– Jeg vil aldrig have en uniform. Jeg vil ofre mig.– For hvad? spurgte Niels. Albert forstod ham ikke.– Hvad vil du ofre dig for?– Jeg skal være en helt.Nu lo Niels rigtigt. – Helt! Min lillebror skal være en helt! Albert nikkede. – Det er det bedste, synes jeg.– Lidt skør er du vist, sagde Niels, men han sagde det på en blød

måde. Som om han kunne lide Albert.Og Niels var også ligesom lidt lysere da de gik hjem. Albert så på

ham fra siden.– Nu kender jeg dig næsten, sagde han.Niels smilede uden at sige noget.

Det var da Albert og Niels kom hjem, at landbetjenten sad i køkkenet sammen med faren. Betjenten skulle spørge Niels om han kendte noget til en forsvunden cykel.

– Det er købmandens. Og nok har den hverken dæk eller slange, men det bliver vel til at få igen en skønne dag, sagde han og så på Niels. – Det var købmanden selv der mente at du måske kendte til det.

Niels rystede på hovedet og blev mørkere igen.

Da betjenten var gået, sagde faren at Niels kunne pakke sine ting.– Det her, det er ikke mere dit hjem.Albert tænkte på hvad en helt ville gøre. Men han vidste det ikke,

og han havde heller ikke et ord der passede. Det sagde han til Niels.Niels lo grimt. Så spyttede han i vasken og gik uden sine ting.

Om aftenen tog Albert Niels’ rygsæk frem, den lå gemt under sengen. Han ledte i alle rummene, om der var noget fra krigen. I den ene lomme lå der et billede af en kvinde der stod mellem Arne og Niels.




157

De havde begge to uniformer på. Albert så længe på det. Hun havde lyse krøller og en kjole med en stor, hvid krave. Nederdelen var vid. Måske var hun Niels’ kæreste, for det var ham hun så på. Men hun ville nok ikke have ham alligevel, ikke når han havde skudt en mand. Måske havde Arne også skudt. Han syntes det var underligt, det Niels havde sagt, at man kun så uniformen.

– Savner du Niels? spurgte han moren den næste dag.Hun satte sig tungt ned på køkkentaburetten. – Nu må Vorherre tage

sig af ham.– Måske vil Gud gerne have at vi hjælper til, sagde Albert. – Han

har jo så mange han skal hjælpe.– Din far vil ikke have det. Niels har altid skabt ballade omkring

sig. Moren sukkede.– Han var da stille, mente Albert. – Som om han næsten var gået i

stykker.Moren rejste sig tungt. – Nu har vi kun dig, sagde hun. Det kunne Albert ikke lide at høre.

1. Hvor og hvornår foregår teksten?2. Hvad er situationen?3. Find eksempler på tids- og stedsmarkører i teksten.

4. Hvad drejer teksten sig om?5. Find aktuelle eksempler på tekstens tema.

opgave 1-5

opgave 6-7


163

7.

Op al den ting– om intertekstualitet


164


For at en forfatter kan skrive en god historie, skal han have en idé. Ideerne kan han hente mange forskellige steder, fx fra en bog, han har læst, eller en film, han har set. Når forfatteren skriver sin historie, kan der derfor være noget i denne, som minder om noget fra den bog, han har læst, eller den film, han har set. Man kalder dette begreb intertekstualitet. Man kan også sige, at tekster „taler“ sammen eller henviser til hinanden.

Der er forskellige former for intertekstualitet. Du har tidligere lært om pastiche og parodi. Her kan du lære om citatet som inter-tekstuelt virkemiddel.

CitatEt citat er en direkte gengivelse af noget, der har stået i en anden tekst, fx har alle kapitlerne i denne bog citater som overskrifter. Citaterne er hentet fra teksterne i kapitlet.

6Hvilken tekst kommer citatet Op al den ting fra?

Når en forfatter benytter et citat, er det ikke tilfældigt. Forfatteren gør det for at antyde, at vi skal bruge citatet fra den gamle tekst til at forstå den nye tekst. Når der fx i en tekst om nogle tyve står, at det hele i bedste Olsen-banden-stil var timet og tilrettelagt, forstår vi noget om tyveriets karakter: Vi danner indre billeder af, hvordan Benny, Kjeld og Egon er i gang med at tilrettelægge et af deres fantastiske kup, hvordan det hele alligevel mislykkes, og hvordan Egon atter vender tilbage til fængslet. Vi kan se det komiske i deres kup og opfatter moralen: Forbrydelse betaler sig ikke.


164


For at en forfatter kan skrive en god historie, skal han have en idé. Ideerne kan han hente mange forskellige steder, fx fra en bog, han har læst, eller en film, han har set. Når forfatteren skriver sin historie, kan der derfor være noget i denne, som minder om noget fra den bog, han har læst, eller den film, han har set. Man kalder dette begreb intertekstualitet. Man kan også sige, at tekster „taler“ sammen eller henviser til hinanden.

Der er forskellige former for intertekstualitet. Du har tidligere lært om pastiche og parodi. Her kan du lære om citatet som inter-tekstuelt virkemiddel.

CitatEt citat er en direkte gengivelse af noget, der har stået i en anden tekst, fx har alle kapitlerne i denne bog citater som overskrifter. Citaterne er hentet fra teksterne i kapitlet.

6Hvilken tekst kommer citatet Op al den ting fra?

Når en forfatter benytter et citat, er det ikke tilfældigt. Forfatteren gør det for at antyde, at vi skal bruge citatet fra den gamle tekst til at forstå den nye tekst. Når der fx i en tekst om nogle tyve står, at det hele i bedste Olsen-banden-stil var timet og tilrettelagt, forstår vi noget om tyveriets karakter: Vi danner indre billeder af, hvordan Benny, Kjeld og Egon er i gang med at tilrettelægge et af deres fantastiske kup, hvordan det hele alligevel mislykkes, og hvordan Egon atter vender tilbage til fængslet. Vi kan se det komiske i deres kup og opfatter moralen: Forbrydelse betaler sig ikke.


165

IntertekstDen tekst, som et citat stammer fra, kalder man interteksten. I dette kapitel kan du læse en gammel salme, som to moderne forfat-tere citerer i deres tekster. Den gamle salme er interteksten. Du skal også læse et romanuddrag og en novelle. I de to sidste tekster er der citater fra tekster, som ikke bringes her i bogen, men som du sikkert kender. Du kan altså ikke læse interteksten til disse to tekster her i bogen.


Op, al den ting, som Gud har gjortOp, al den ting,

som Gud har gjort

opgave 1-3

af H.A. Brorson

Teksten er en salme. Salmer har rim og synges i kirken. Indholdet i en salme er ofte en hyldest til gud. Overvej først, hvad titlen betyder. I teksten er der mange gamle ord, som du måske ikke kender. Mens du læser, skal du finde ud af, hvad følgende ord betyder: at prise, på rad, vælde, mægted, visdom, enge, harpestrenge, ånden, kæmpe-trop, frydetone.


1. Hvad betyder ordene? 2. Hvad handler teksten om?3. Hvad drejer teksten sig om?


Op, al den ting, som Gud har gjortOp, al den ting,

som Gud har gjort

opgave 1-3

af H.A. Brorson

Teksten er en salme. Salmer har rim og synges i kirken. Indholdet i en salme er ofte en hyldest til gud. Overvej først, hvad titlen betyder. I teksten er der mange gamle ord, som du måske ikke kender. Mens du læser, skal du finde ud af, hvad følgende ord betyder: at prise, på rad, vælde, mægted, visdom, enge, harpestrenge, ånden, kæmpe-trop, frydetone.


1. Hvad betyder ordene? 2. Hvad handler teksten om?3. Hvad drejer teksten sig om?


1.Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise! Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise.

2.Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.

3.Det mindste græs jeg undrer på

i skove og i dale, hvor skulle jeg den visdom få om det kun ret at tale!

4.Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at alle skove vrimle, de mange fuglesving, der sker op under Herrens himle!

5.Hvad skal jeg sige, når jeg går blandt blomsterne i enge, når fuglesangen sammenslår som tusind harpestrenge!

6.Hvad skal jeg sige, når mit sind i havets dybe grunde kun dog så lidt han kige ind og ser så mange munde!

7.Hvad skal jeg sige, når jeg ser, hvor stjerneflokken blinker, hvor mildt enhver imod mig ler og op til himlen vinker!

8.Hvad skal jeg sige, når jeg op til Gud i ånden farer og ser den store kæmpetrop af blide engleskarer!

9.Hvad skal jeg sige? – Mine ord vil ikke meget sige: O Gud, hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige!

10.Op, stemmer alle folk på jordmed frydetone sammen: Halleluja, vor Gud er stor! Og himlen svare: Amen!


168

En seks hundrede og fjerde gangEn seks hundrede og fjerde gang

af Louis Jensen

Mens du læser, skal du lægge mærke til, hvilket citat fra Brorsons tekst Louis Jensen har brugt.

opgave 1

En seks hundrede og fjerde gang gikalle græskonger frem på rad. De var igodt humør, og hver af dem bar sitgrønne hjerte i en lille, grøn kuffert.Hvor er de venlige! Hvor er defornøjede! Især når de åbner dereskuffert for at vise de andregræskonger deres grønne hjerte.

1. Hvilket citat har Louis Jensen brugt?2. Hvordan har han brugt citatet?3. Hvad handler teksten om?4. Hvad drejer teksten sig om?


168

En seks hundrede og fjerde gangEn seks hundrede og fjerde gang

af Louis Jensen

Mens du læser, skal du lægge mærke til, hvilket citat fra Brorsons tekst Louis Jensen har brugt.

opgave 1

En seks hundrede og fjerde gang gikalle græskonger frem på rad. De var igodt humør, og hver af dem bar sitgrønne hjerte i en lille, grøn kuffert.Hvor er de venlige! Hvor er defornøjede! Især når de åbner dereskuffert for at vise de andregræskonger deres grønne hjerte.

1. Hvilket citat har Louis Jensen brugt?2. Hvordan har han brugt citatet?3. Hvad handler teksten om?4. Hvad drejer teksten sig om?


Op al den tingOp al den ting

opgave 1-4

af Steffen Brandt

Mens du læser, skal du lægge mærke til, hvordan Steffen Brandt har brugt Brorsons tekst.

Op al den ting som du har gjort Givet mig liv levet det bort Elskende skilles ad blinde af kærlighed snublende hen over sorte tangenter Klangen, du kender den en fremmed der vender hjem drømme der ligger i mørket og venter Op al den ting som du har skabt Glæde og frygt dig har jeg smagt

Skæbner der følges ad lykke og gustent had dage med sol over oprørte vande Døre som lukkes i endnu en rejse forbi hjemløs med længsel mod ukendte strande

1. Hvem er du i teksten?2. Hvad betyder disse sproglige billeder:

6 snublende hen over sorte tangenter

6 dage med sol over oprørte vande

6 Døre som lukkes i

6 hjemløs med længsel mod ukendte strande3. Hvad handler teksten om?4. Hvad drejer den sig om?5. Hvordan har Steffen Brandt brugt Brorsons tekst?


170

Anna og EngelAnna og Engel af Anne Lilmoes

Her skal du læse et uddrag af romanen Anna og Engel. Natten efter, at Anna er fyldt 12 år, forstår hun, at hun er uhelbredeligt syg og skal dø. Samme nat viser Engel sig for hende for første gang. Engel viser sig syv gange. Mellem samtalerne med Engel siger Anna farvel til sin mor, far, søster, sine venner, sin kæreste og sine bedsteforældre.

Mens du læser, skal du overveje, om teksten er realistisk eller fanta-stisk.

Min tredje nat med Engel– Tror du, at Gud er lys? spørger jeg Engel.Hun trækker på skulderen, hun ved det ikke.– Det tror min far, siger jeg.– Og han tror, at mennesker også bliver det, når de dør.På den måde ender vi alle sammen med at være en del af Gud.– Folk tror alt muligt, siger Engel. – Du så jo selv troens veje.

Alle de lysende striber – det er mærkeligt, men jeg havde næsten glemt dem.

Jeg vil gerne se dem igen, og jeg lægger mig til rette i sengen.Mærker straks den summende fornemmelse i panden.Og der er de så.De er helt forskellige, men alligevel hænger de sammen.Som et net omkring Jorden.Som et mønster igennem verden.

– Min vej er der vel også, tænker jeg.Og billedet begynder at bevæge sig indad i min hjerne.Der kommer et til … og et til … og et til …De bliver ved med at skifte, og det går hurtigere og hurtigere.Jeg føler det, som om jeg suser af sted igennem billeder.


170

Anna og EngelAnna og Engel af Anne Lilmoes

Her skal du læse et uddrag af romanen Anna og Engel. Natten efter, at Anna er fyldt 12 år, forstår hun, at hun er uhelbredeligt syg og skal dø. Samme nat viser Engel sig for hende for første gang. Engel viser sig syv gange. Mellem samtalerne med Engel siger Anna farvel til sin mor, far, søster, sine venner, sin kæreste og sine bedsteforældre.

Mens du læser, skal du overveje, om teksten er realistisk eller fanta-stisk.

Min tredje nat med Engel– Tror du, at Gud er lys? spørger jeg Engel.Hun trækker på skulderen, hun ved det ikke.– Det tror min far, siger jeg.– Og han tror, at mennesker også bliver det, når de dør.På den måde ender vi alle sammen med at være en del af Gud.– Folk tror alt muligt, siger Engel. – Du så jo selv troens veje.

Alle de lysende striber – det er mærkeligt, men jeg havde næsten glemt dem.

Jeg vil gerne se dem igen, og jeg lægger mig til rette i sengen.Mærker straks den summende fornemmelse i panden.Og der er de så.De er helt forskellige, men alligevel hænger de sammen.Som et net omkring Jorden.Som et mønster igennem verden.

– Min vej er der vel også, tænker jeg.Og billedet begynder at bevæge sig indad i min hjerne.Der kommer et til … og et til … og et til …De bliver ved med at skifte, og det går hurtigere og hurtigere.Jeg føler det, som om jeg suser af sted igennem billeder.


171

Men så går det langsommere, og vejene er kommet tæt på. Jeg får øje på én bestemt, og billedet står stille. Det er en kort vej, nærmest en lille sti. Den er smal og buet og ganske sart lyserød. Jeg tror, det må være min.

Jeg vil gerne derned, og billederne bevæger sig igen.De suser igennem mig, men det føles, som om det er mig, der suser af sted.Nedad.Det går så hurtigt, at jeg næsten ikke kan nå at opfatte noget.

Og pludselig er der mørkt. Fuldstændig mørkt.

Sådan er der altså på min vej. Man kan ingenting se. Det gør mig så bange, at jeg er lige ved at skrige.

I stedet for slår jeg øjnene op.

– Der var mørkt, gisper jeg. – Der var helt sort.– Du kunne have ventet, siger Engel. – Så var lyset nok kommet. Hendes ord gør mig rolig igen. For det er sandt, det ved jeg godt.Lyset og mørket skiftes. Sådan er det jo.

Lidt efter spørger hun, om der er noget, jeg har lyst til at gøre i nat. Og det er der.Jeg har lyst til at bade.Jeg har lyst til én gang til at komme ud i vandet.

Vi holder hinandens hænder. Jeg ser ind i hendes øjne. Og jeg glider over i hende. Vi lader min syge krop ligge og tager af sted. Flyver ud til stranden.

Luften er kølig.Men skønt den er så tynd, er Engels kjole varm.Vi sidder i sandet og ser ud over havet, mens solen står op.




173

Et ildskær på himlen.En glødende kugle, som dukker frem.Det blanke, stille hav.Alle farverne: gyldne, røde og rosa, blå, grønne og lilla.Og vandets bløde skvulpen.

Vi rejser os og tager kjolen af. Her lugter af frisk luft. Og af salt.

Havet er koldt, og jeg gyser.Men så lægger jeg mig i det. Det føles blidt omkring min krop. Blidt og lunt.

Jeg svømmer med seje tag, glider så let gennem vandet, og mine læber smager af salt. Se fiskene! En stime af sølv.

Mit ansigt er vådt, og brystet har videt sig ud.

– Tak for turen, siger jeg, da vi er kommet hjem igen. Min krop er syg. Men jeg er lykkelig. Og træt.

1. Hvad taler Anna og Engel om? 2. Hvad betyder det, når Engel siger: Du så jo selv troens veje?

Min søster og migRikke er min søster.Og hun var min bedste veninde.Nu snakker vi ikke sammen mere.

Hun svigtede mig, syntes jeg, og jeg har været bitter på hende.

Men jeg har også været misundelig. For hun kunne jo blive ved med at gøre alt det, hun havde lyst til, mens jeg bare måtte ligge her.

opgave 1


174

Jeg har haft mange onde tanker. Men nu vil jeg tale med hende, ligesom jeg altid gjorde før i tiden, hvis der var noget i vejen.

Jeg har bedt mor om cola og slik, og da Rikke kommer fra skole, kalder jeg på hende.

Hun bliver stående henne ved døren.Vil gerne ud igen så hurtigt som muligt.Men jeg smiler alligevel til hende.

– Skal vi ikke hygge os lidt? spørger jeg.– Det er så længe siden, vi har snakket rigtig sammen.– Du har jo ikke haft kræfter til det.Hun mumler og ser ned.Men hun sætter sig på stolen ved min seng.

– Jeg har været sur på dig, siger jeg. – Og misundelig.Nu ser hun på mig.Rigtigt.Hun har tårer i øjnene.– Det kan jeg godt forstå, jeg har også haft dårlig samvittighed, siger hun.– Over hvad? spørger jeg.– Over alting, siger hun.– Over at stå op om morgenen, mens du måtte blive liggende. Over at gå i skole, når du ikke kunne. Men allermest over at spille i bandet uden dig.Det var også derfor, jeg holdt op, da Emma begyndte at synge.

Jeg stirrer på hende.Tænk, at jeg ikke har fattet det.

– Det føltes så uretfærdigt at være rask, når du var syg. Rikkes stemme ryster.– Og indimellem har jeg ønsket, at jeg havde det lige så dårligt som dig.Hun knuger sine hænder så hårdt sammen, at knoerne er helt hvide.Det er svært for hende at få det her sagt, kan jeg se.Men hun gør det alligevel.

– Alligevel har jeg også været vred på dig, fortsætter hun.


174

Jeg har haft mange onde tanker. Men nu vil jeg tale med hende, ligesom jeg altid gjorde før i tiden, hvis der var noget i vejen.

Jeg har bedt mor om cola og slik, og da Rikke kommer fra skole, kalder jeg på hende.

Hun bliver stående henne ved døren.Vil gerne ud igen så hurtigt som muligt.Men jeg smiler alligevel til hende.

– Skal vi ikke hygge os lidt? spørger jeg.– Det er så længe siden, vi har snakket rigtig sammen.– Du har jo ikke haft kræfter til det.Hun mumler og ser ned.Men hun sætter sig på stolen ved min seng.

– Jeg har været sur på dig, siger jeg. – Og misundelig.Nu ser hun på mig.Rigtigt.Hun har tårer i øjnene.– Det kan jeg godt forstå, jeg har også haft dårlig samvittighed, siger hun.– Over hvad? spørger jeg.– Over alting, siger hun.– Over at stå op om morgenen, mens du måtte blive liggende. Over at gå i skole, når du ikke kunne. Men allermest over at spille i bandet uden dig.Det var også derfor, jeg holdt op, da Emma begyndte at synge.

Jeg stirrer på hende.Tænk, at jeg ikke har fattet det.

– Det føltes så uretfærdigt at være rask, når du var syg. Rikkes stemme ryster.– Og indimellem har jeg ønsket, at jeg havde det lige så dårligt som dig.Hun knuger sine hænder så hårdt sammen, at knoerne er helt hvide.Det er svært for hende at få det her sagt, kan jeg se.Men hun gør det alligevel.

– Alligevel har jeg også været vred på dig, fortsætter hun.


175

– For selvom du ikke kunne gøre for det, så ødelagde du jo det hele ved at blive syg, også for far og mor.De tænker kun på dig og taler kun om dig.Jeg ved godt, jeg ikke kunne være det bekendt. Og hun skjuler ansigtet i sine hænder.

– Rikke.Jeg siger det lige så stille. – Vi har begge to tænkt forkert. Men det var, fordi det var så svært. Skal vi ikke bare være venner igen? Rikke hulker højt.– Jeg har savnet dig sådan, siger hun.– Der er ingenting, der er sjovt uden dig. Og hun omfavner mig.

Så tørrer vi begge to øjnene.Og jeg peger på bakken med cola og slik.– Lad os hygge os, siger jeg.Og jeg beder hende fortælle om skolen. Og om vores venner.Om alt, hvad der er sket, siden jeg blev syg.

Musikskolen ved hun ingenting om, for hun har ikke været der længe.– Du må begynde at spille igen, siger jeg.– Jeg kommer ikke til at synge mere, men du skal være musiker, sådan som vi havde planlagt. Lover du det?

Hendes øjne er igen blevet blanke af tårer, men hun nikker. Og så fortæller jeg om Engel.– Hun er kommet, fordi jeg skal dø, siger jeg.– Og hun hjælper mig.Derfor er det ikke så slemt længere.– Men alt det, vi drømte om, siger Rikke, – det mister du, og jeg bliver alene.

Ja –jeg mister det.Jeg bliver aldrig voksen.Jeg kommer aldrig til at møde en mand.Og jeg får ingen børn.


176

Jeg bliver heller ikke sanger.Det er alt sammen forbi.Jeg skal miste mit liv, og jeg skal skilles fra dem, jeg elsker.

– Men Rikke … Jeg ser på hende.– Du må gøre det for mig.– Du må leve både for dig og for mig.

– Venter du så på mig i Nangijala? siger hun og smiler med sine brune øjne.– Nangijala og Nangilima, tror du på det? spørger jeg. Jeg ville jo selv ønske, at det var sandt og ikke bare noget, en forfatter havde fundet på.

Rikke tror, at det ER sandt. På en måde.– Måske hedder det ikke lige Nangijala, siger hun.Men hun tror, at vi bliver flyttet til en anden planet, når vi dør. Hun tror, at vi i liv efter liv flytter fra stjerne til stjerne.– Det har du da aldrig talt om før, siger jeg.– Nej, siger hun, – for jeg har først fundet ud af det, efter at du blev syg.

Det trøster hende at tænke på, at vi skal mødes i Nangijala engang, siger hun.

Og senere, da jeg ligger og skal sove, tænker jeg på, at det også trøster mig.

…

3. Hvorfor har Anna og Rikke ikke talt sammen længe?4. Hvilken intertekst bliver der hentydet til i uddraget?5. Hvilken betydning har det for forståelsen af teksten, at

forfatteren hentyder hertil?6. Gå sammen to og to, og opfør samtalen mellem Rikke og

Anna (side 174-176).


176

Jeg bliver heller ikke sanger.Det er alt sammen forbi.Jeg skal miste mit liv, og jeg skal skilles fra dem, jeg elsker.

– Men Rikke … Jeg ser på hende.– Du må gøre det for mig.– Du må leve både for dig og for mig.

– Venter du så på mig i Nangijala? siger hun og smiler med sine brune øjne.– Nangijala og Nangilima, tror du på det? spørger jeg. Jeg ville jo selv ønske, at det var sandt og ikke bare noget, en forfatter havde fundet på.

Rikke tror, at det ER sandt. På en måde.– Måske hedder det ikke lige Nangijala, siger hun.Men hun tror, at vi bliver flyttet til en anden planet, når vi dør. Hun tror, at vi i liv efter liv flytter fra stjerne til stjerne.– Det har du da aldrig talt om før, siger jeg.– Nej, siger hun, – for jeg har først fundet ud af det, efter at du blev syg.

Det trøster hende at tænke på, at vi skal mødes i Nangijala engang, siger hun.

Og senere, da jeg ligger og skal sove, tænker jeg på, at det også trøster mig.

…

3. Hvorfor har Anna og Rikke ikke talt sammen længe?4. Hvilken intertekst bliver der hentydet til i uddraget?5. Hvilken betydning har det for forståelsen af teksten, at

forfatteren hentyder hertil?6. Gå sammen to og to, og opfør samtalen mellem Rikke og

Anna (side 174-176).


177

Min syvende nat med EngelJeg er ikke vred længere.Eller bitter og misundelig. Alt det er forbi.

Men det føles, som om jeg græder inde i hjertet. Fordi jeg skal forlade mit liv her på jorden. Og fordi jeg skal skilles fra de mennesker, jeg elsker.

Jeg håber, der er et liv efter døden, et liv, lige så godt som dette.Og jeg håber, at jeg skal møde dem igen, som jeg holder af.Jeg håber det, og jeg vælger at tro det.

Vi er alle sammen bange for at dø.Alle mennesker.Og det er ikke mærkeligt, for vi ved jo ikke, hvad det egentlig er.Vi prøver at forestille os det.Og fordi folk er forskellige, så bliver det, de forestiller sig, også forskelligt.Men allerinderst inde er alle mennesker alligevel ens, tror jeg.Og bag ved alting findes nok også den samme Gud.

Den samme Gud.Den samme glæde.Jeg tror, at Gud er glæde.

– Og kærlighed, siger Engel. Jeg havde ikke lagt mærke til, at hun var kommet.

– Kom over i mig, siger hun.Og vi svæver ud i natten.

Den lune nat.Den duftende nat.

Som at blive vugget i den blødeste favn. I overgangen. Fra at være menneske til at blive … noget andet.




179

Min sidste dag– Du kan ikke tåle det, siger de.Men jeg beder dem:– Bær mig derud alligevel. Bær mig ud og læg mig på drømmesengen under kirsebærtræet, så vi én gang til kan være sammen i haven.

Det er længe siden, jeg har været ude om dagen og i min egen krop.

I dag bliver sidste gang.Solen varmer så godt.Lyset flimrer mellem kirsebærtræets grene og mellem de små, fine blomster.

…

7. Hvad drejer teksten sig om?8. Drejer den sig om det samme som interteksten?9. Anna har syv nætter med Engel, før hun dør. Hvilken

intertekstuel forbindelse kan der være ved dette? opgave 2-3


183

8.

Daddy is home, baby

– om Bent Haller og hans forfatterskab


184

Daddy is home, baby– om Bent Haller og hans forfatterskab

I bogen her har du lært om mange litteraturbegreber:

6 personer

6 miljø

6 komposition

6 virkemidler

6 fortællere og synsvinkler

6 tema

6 intertekstualitet

I dette kapitel skal du møde en af Danmarks største og mest produktive børnebogsforfattere, nemlig Bent Haller. Han har skrevet mange forskellige slags tekster – romaner, noveller, kort-prosa, billedbøger, eventyr, fabler og digte, og han har skrevet bøger for børn i mere end 30 år. Her sætter vi fokus på nogle af hans seneste tekster. Opgaverne handler om alle de litteraturbe-greber, du har lært om, mens du har arbejdet med Fandango.


184

Daddy is home, baby– om Bent Haller og hans forfatterskab

I bogen her har du lært om mange litteraturbegreber:

6 personer

6 miljø

6 komposition

6 virkemidler

6 fortællere og synsvinkler

6 tema

6 intertekstualitet

I dette kapitel skal du møde en af Danmarks største og mest produktive børnebogsforfattere, nemlig Bent Haller. Han har skrevet mange forskellige slags tekster – romaner, noveller, kort-prosa, billedbøger, eventyr, fabler og digte, og han har skrevet bøger for børn i mere end 30 år. Her sætter vi fokus på nogle af hans seneste tekster. Opgaverne handler om alle de litteraturbe-greber, du har lært om, mens du har arbejdet med Fandango.


185

Knut og KøterKnut og Køter af Bent Haller

Den første tekst af Bent Haller er begyndelsen på romanen Knut og Køter. Mens du læser, skal du tænke over, hvordan Bent Haller har beskrevet hovedpersonen Knut. Tænk også over, hvordan du synes, sproget er i denne tekst.

Den store kærlighedKnut var en gut på lidt over en meter, men selv om han kun næsten gik i skole, var han alligevel så forelsket, at blodrøde hjerter væltede ud af ham.

– Hold da op, sagde folk, – den dreng er godt nok forelsket.Hans udkårne, nøje udvalgte, hed Drude. Hun var meget større end

ham, meget ældre, og en del mere erfaren, men den slags tog kærlig-heden ingen hensyn til.

Ikke engang, at Drude var Knuts egen mor.Ubrydeligt var de to blevet knyttet sammen, bestemt for hinanden

via en bloddryppende pil, som først traf det ene hjerte, derefter det andet, og hvis ikke der var kommet noget i vejen, så havde de været lykkelige den dag i dag.

Men der kom noget i vejen.Desværre.Kærligheden fik vanskelige kår, og såret kærlighed er lige så farlig

som eksplosioner.Selv om Knut ikke kunne læse mere end de tre første bogstaver i

alfabetet, så var han alligevel en klog dreng, for han lyttede til radioen. Det kunne han ikke undgå, eftersom den altid var tændt. Der var noget i vejen med afbryderknappen.

Derfor kunne det selvfølgelig ikke undgås, at Knut lærte en masse om både debat og kultur, kærlighed og følelser, og jo mere han lærte, jo klogere blev han.

For Knut gjaldt det om at blive høj, flot og klog, jo hurtigere jo bedre, så de kunne passe sammen, når de var ude og spadsere i parken, på den såkaldte kærlighedssti.


186

Som det var nu, hvor hun ragede højt op over ham, generede det Knut. Det måtte der gøres noget ved. Så hver morgen spiste han en ekstra portion cornflakes med masser af mælk. Og derefter en dobbelt-dækker med gedeost.

Det gik da også fremad.Som andre sværmere gik også Knut og Drude med hinanden i

hånden, men det var upraktisk at være så lille, som han var, for hvis han ville have et kys, kunne han ikke bare kysse hende, sådan som man nu gjorde. Han måtte først bede hende om lige at bøje hovedet.

Det var temmelig flovt. En rigtig mand kunne man nemlig kende på, at det var ham, der kikkede ned.

For Knut gjaldt det altså om at få tiden til at gå så hurtigt som over-hovedet muligt og på den måde kompensere for et af naturens mindre heldige luner. Derfor drejede han urviserne frem. På den måde gik der to dage i stedet for en, så da Drude troede, det var mandag, var det i virkeligheden tirsdag.

Det vidste hun intet om.Ud over at spise cornflakes med stor ske, tilsat mere sødmælk end

strengt nødvendigt, slugte han hele alfabetet af vitaminer.Engang drak han noget, der hed Substral, som Drude brugte til stue-

planterne, for at få dem til at gro hurtigere, men det smagte afskyeligt. Og han fik ondt i maven.

I radioen havde han hørt, at hvis man drak grøn kinesisk te, så var der ingen grænser for ens sundhed. Derfor fik han sin mor til at købe grøn te, også for hendes egen skyld. Han blev nærmest grøn i hovedet, så meget grøn te drak han.

Fiskeolie var også et godkendt voksepræparat.Til gengæld nægtede han at spise rugbrød, da han i radioen hørte,

at dansk landbrug sprøjtede kornet med noget, som blev kaldt stråforkorter.

Drude forsøgte at trøste:– Størrelsen betyder da ingenting, Knuttemand. Du er jo min egen

lille mand.Da Knut gerne ville havde det præciseret og spurgte:– Betyder det så, at vi er rigtige kærester?Så svarede Drude:– Ja, da.Hun sagde det fuldstændig, som om det var en selvfølge.Da Knut bad om et bevis, et kys, så fik han et ordentligt smask på

trynen. Drude havde endda postkasserød læbestift på. Knut var ude på


186

Som det var nu, hvor hun ragede højt op over ham, generede det Knut. Det måtte der gøres noget ved. Så hver morgen spiste han en ekstra portion cornflakes med masser af mælk. Og derefter en dobbelt-dækker med gedeost.

Det gik da også fremad.Som andre sværmere gik også Knut og Drude med hinanden i

hånden, men det var upraktisk at være så lille, som han var, for hvis han ville have et kys, kunne han ikke bare kysse hende, sådan som man nu gjorde. Han måtte først bede hende om lige at bøje hovedet.

Det var temmelig flovt. En rigtig mand kunne man nemlig kende på, at det var ham, der kikkede ned.

For Knut gjaldt det altså om at få tiden til at gå så hurtigt som over-hovedet muligt og på den måde kompensere for et af naturens mindre heldige luner. Derfor drejede han urviserne frem. På den måde gik der to dage i stedet for en, så da Drude troede, det var mandag, var det i virkeligheden tirsdag.

Det vidste hun intet om.Ud over at spise cornflakes med stor ske, tilsat mere sødmælk end

strengt nødvendigt, slugte han hele alfabetet af vitaminer.Engang drak han noget, der hed Substral, som Drude brugte til stue-

planterne, for at få dem til at gro hurtigere, men det smagte afskyeligt. Og han fik ondt i maven.

I radioen havde han hørt, at hvis man drak grøn kinesisk te, så var der ingen grænser for ens sundhed. Derfor fik han sin mor til at købe grøn te, også for hendes egen skyld. Han blev nærmest grøn i hovedet, så meget grøn te drak han.

Fiskeolie var også et godkendt voksepræparat.Til gengæld nægtede han at spise rugbrød, da han i radioen hørte,

at dansk landbrug sprøjtede kornet med noget, som blev kaldt stråforkorter.

Drude forsøgte at trøste:– Størrelsen betyder da ingenting, Knuttemand. Du er jo min egen

lille mand.Da Knut gerne ville havde det præciseret og spurgte:– Betyder det så, at vi er rigtige kærester?Så svarede Drude:– Ja, da.Hun sagde det fuldstændig, som om det var en selvfølge.Da Knut bad om et bevis, et kys, så fik han et ordentligt smask på

trynen. Drude havde endda postkasserød læbestift på. Knut var ude på



188

badeværelset for at se resultatet i spejlet. Det så flot ud. Han lignede en bokser, der lige var blevet talt ud af dommeren.

Der var mange slags kys, vidste han. På kinden, på panden, på næsetippen. Man kyssede mest med læberne, men man kunne også kysse med tungen. Det var ikke spor ulækkert. Knut havde hørt om det i radioen.

Der var ikke mange på Knuts alder, som havde en kæreste af Drudes kaliber. Hun var ikke bare pæn, hun var pænpæn.

Knut havde aldrig set noget lignende. Han kunne sidde og se på Drude i timevis og glæde sig over, at alt det var hans. Somme tider listede han ind i soveværelset om morgenen, udelukkende for at se Drude vågne. Det var som at se en solopgang ved Skagen. Morgenstunden var det pure guld.

Når Drude slog dynen til side, så han kunne putte sig ind til hendes varme krop, så ophævede hun tyngdeloven. Sådan var det at være kærester.

…

Men så var det altså, at hun sagde noget, som for alvor fik håret til at rejse sig på Knuts hoved, så det aldrig mere skulle lægge sig igen.

Det var frygtelige ord, som hun blev nødt til at gentage, fordi Knuts hjerne slog fra ligesom et relæ.

– Jeg sagde, gentog Drude, – at vi må være friske til i morgen, for så kommer Daddy jo hjem.

– Hvabehar? Hvem kommer hjem?– Daddy.– Daddy?– Ja, for pokker, Daddy … det har jeg da også fortalt dig. Shit manner.Når Knut var chokeret, udtrykte han sig gerne på amerikansk. Han

havde fuldstændig glemt ham der Daddy.Fuck, altså. Syv mand på en død mands kiste og alt det nonsens fra

de syv have.Det var endnu engang lykkedes Knut at få denne påtrængende

mandsperson, som gik under navnet Daddy, til at forsvinde i fortræng-ningens gustne tåge.

Og så …Den værste af alle de stoddere, der sværmede omkring hans elskede


188

badeværelset for at se resultatet i spejlet. Det så flot ud. Han lignede en bokser, der lige var blevet talt ud af dommeren.

Der var mange slags kys, vidste han. På kinden, på panden, på næsetippen. Man kyssede mest med læberne, men man kunne også kysse med tungen. Det var ikke spor ulækkert. Knut havde hørt om det i radioen.

Der var ikke mange på Knuts alder, som havde en kæreste af Drudes kaliber. Hun var ikke bare pæn, hun var pænpæn.

Knut havde aldrig set noget lignende. Han kunne sidde og se på Drude i timevis og glæde sig over, at alt det var hans. Somme tider listede han ind i soveværelset om morgenen, udelukkende for at se Drude vågne. Det var som at se en solopgang ved Skagen. Morgenstunden var det pure guld.

Når Drude slog dynen til side, så han kunne putte sig ind til hendes varme krop, så ophævede hun tyngdeloven. Sådan var det at være kærester.

…

Men så var det altså, at hun sagde noget, som for alvor fik håret til at rejse sig på Knuts hoved, så det aldrig mere skulle lægge sig igen.

Det var frygtelige ord, som hun blev nødt til at gentage, fordi Knuts hjerne slog fra ligesom et relæ.

– Jeg sagde, gentog Drude, – at vi må være friske til i morgen, for så kommer Daddy jo hjem.

– Hvabehar? Hvem kommer hjem?– Daddy.– Daddy?– Ja, for pokker, Daddy … det har jeg da også fortalt dig. Shit manner.Når Knut var chokeret, udtrykte han sig gerne på amerikansk. Han

havde fuldstændig glemt ham der Daddy.Fuck, altså. Syv mand på en død mands kiste og alt det nonsens fra

de syv have.Det var endnu engang lykkedes Knut at få denne påtrængende

mandsperson, som gik under navnet Daddy, til at forsvinde i fortræng-ningens gustne tåge.

Og så …Den værste af alle de stoddere, der sværmede omkring hans elskede


189

Drude, fordi hun var number one blandt verdens kvinder, Daddy, havde fået land i sigte.

Shit, mand, nu kom han hjem for at rode og kæfte op og fylde stuen med stanken af billig vestindisk rom. Hvordan kunne et halvt år gå så hurtigt, det var ganske enkelt ubegribeligt … og dog, det var jo hans egen skyld, fordi han altid drejede urviserne frem.

På kun seks måneder var et helt år revet ud af kalenderen, og nu stod Daddy, ligesom julen, for døren.

Kaos Hvem var så denne Daddy? Knut var bestemt ikke meget for at indrømme det, hverken over for sig selv eller de nærmeste omgivelser, men Daddy var altså hans biologiske far.

Beklager, sådan var det.Daddy havde engang gjort Drude gravid. Knut vidste godt, hvordan

de små børn kom til verden. Det var lige før, han helst ville være fri for livsbesværet, når det skulle foregå på den lumpne måde, men på den anden side, nu var han der, gjort kunne ikke være ugjort, og så var det med at få det bedste ud af det.

Og så kom bæstet hjem.Drude var alvorlig, men også fattet, da hun mindede ham om den

nært forestående katastrofe. Hun var heller aldrig glad for at se Daddy igen. Hun lod bare som om og overspillede altid sin rolle som sørgmo-digt ventende sømandshustru.

Hun fløj ham om halsen og kyssede ham og var så overstadig, at Knut ligefrem skammede sig.

Det var ret ubehageligt.Når han betragtede hende med kritiske øjne, var han ligesom en

anden, og han havde masser af lejlighed til at studere hende, når Daddy var hjemme, for så var Daddy den eneste, der åbenbart betød noget.

Stodderen skulle ligefrem forkæles.Drude havde altid for meget sminke på, når Daddy var i farvandet,

alt for meget læbestift, alt, alt for meget parfume, så man skulle tro, hun var ude på noget.

Ja, og det gjorde ondt på Knut, når han ufrivilligt sammenlignede Drude med en gylletank, fordi Daddy havde haft en parfume med hjem til hende fra en billig biks i Arabien.

Når Daddy var hjemme, voksede der horn ud i panden på Knut.Daddy var en af søens skæve gutter. Han manglede egentlig bare


190

klappen for det ene øje og et træben for at komme til at ligne en pirat med papegøje på skulderen. Han havde sorte tænder, fordi han røg for mange tyrkiske cigaretter. Han stank altid af smuglertobak. At Drude kunne finde på at kysse sådan et askebæger, var en gåde for Knut.

Daddy havde hår i og uden på ørerne, men ikke oven på hovedet. Han så forfærdelig ud med braktud, buskede øjenbryn og snoet over-skæg ud af næseborene.

Hvordan Drude kunne holde ud at sove sammen med sådan en havkat, var endnu en gåde. Men det gjorde hun altså, og så blev døren til soveværelset lukket.

I al den tid Daddy var hjemme, blev døren til soveværelset lukket – og ikke bare lukket. Den blev fandeme låst. Der var tilmed proppet vat i nøglehullet.

Hvad troede de egentlig om ham?Det var forfærdeligt. Og nu huskede han, at Drude ganske rigtigt

havde nævnt det for ham, men han havde skubbet det fra sig for ikke at blive deprimeret.

Nu var humøret ikke bare dårligt, det var råddent.Daddy var hverken kaptajn eller styrmand. Han var ikke andet end

svabergast på en elendig plimsoller. Hvordan det var lykkedes sådan en kanalje at score en klassebevidst og kulturelt dannet dame som Drude, var endnu en af de ubegribelige gåder i Knuts liv.

Hvad i alverden kunne hun se i den hængerøv?Knut havde foreslået Drude at gå til brillemanden.

…

En glædelig overraskelseHvor Drude havde fået det hundredemands orkester fra, vidste Knut ikke, men der var gjaldende truthornsmusik, da porten blev slået på vid gab for at byde kapergasten velkommen med en indgangsmarch, der var en muslimsk pave værdig.

Hele opgangen var fyldt med noder og konfetti.Der var sandelig forskel på kærester. Sådan havde Drude aldrig

budt Knut velkommen hjem, når han næsten havde været i skole og var stresset, fordi han skulle lære klokken udenad.

– Daddy, trompeterede Drude.– Daddy is home, baby.Den forskruede mand bredte armene ud.Og hvad gjorde Drude. Hun kastede sig frivilligt ind i sømandens


190

klappen for det ene øje og et træben for at komme til at ligne en pirat med papegøje på skulderen. Han havde sorte tænder, fordi han røg for mange tyrkiske cigaretter. Han stank altid af smuglertobak. At Drude kunne finde på at kysse sådan et askebæger, var en gåde for Knut.

Daddy havde hår i og uden på ørerne, men ikke oven på hovedet. Han så forfærdelig ud med braktud, buskede øjenbryn og snoet over-skæg ud af næseborene.

Hvordan Drude kunne holde ud at sove sammen med sådan en havkat, var endnu en gåde. Men det gjorde hun altså, og så blev døren til soveværelset lukket.

I al den tid Daddy var hjemme, blev døren til soveværelset lukket – og ikke bare lukket. Den blev fandeme låst. Der var tilmed proppet vat i nøglehullet.

Hvad troede de egentlig om ham?Det var forfærdeligt. Og nu huskede han, at Drude ganske rigtigt

havde nævnt det for ham, men han havde skubbet det fra sig for ikke at blive deprimeret.

Nu var humøret ikke bare dårligt, det var råddent.Daddy var hverken kaptajn eller styrmand. Han var ikke andet end

svabergast på en elendig plimsoller. Hvordan det var lykkedes sådan en kanalje at score en klassebevidst og kulturelt dannet dame som Drude, var endnu en af de ubegribelige gåder i Knuts liv.

Hvad i alverden kunne hun se i den hængerøv?Knut havde foreslået Drude at gå til brillemanden.

…

En glædelig overraskelseHvor Drude havde fået det hundredemands orkester fra, vidste Knut ikke, men der var gjaldende truthornsmusik, da porten blev slået på vid gab for at byde kapergasten velkommen med en indgangsmarch, der var en muslimsk pave værdig.

Hele opgangen var fyldt med noder og konfetti.Der var sandelig forskel på kærester. Sådan havde Drude aldrig

budt Knut velkommen hjem, når han næsten havde været i skole og var stresset, fordi han skulle lære klokken udenad.

– Daddy, trompeterede Drude.– Daddy is home, baby.Den forskruede mand bredte armene ud.Og hvad gjorde Drude. Hun kastede sig frivilligt ind i sømandens



192

kvælende favn og overdængede ham med så mange plaskvåde kys, at det satte pletter på væggen.

Altid skulle hun overdrive, når Daddy kom hjem. Han skulle have alt i posen og resten i en sæk. Om han sagde tak? Næ, han tog det som en selvfølge. Han så sig omkring og nikkede, som om han bare lige havde været nede på tanken efter en pakke cigaretter.

– Sikke du er skudt i vejret, sagde han.Jamen dog. Han talte til sin søn.Drude havde forgæves forsøgt at få Knut deporteret. Men han havde

nægtet det. Han havde været nødt til at lyve værre end syv vilde heste ved at påstå, at han da også ville være hjemme, når kære Daddy kom.

Den kunne hun ikke stikke.Daddy bredte endnu engang de tatoverede Skipper Skrækarme ud,

og hvad gjorde Drude? Hun puffede Knut så hårdt i ryggen, at han faldt ind i Daddys favn, hvor han på det nærmeste blev mishandlet. Kæben blev vredet rundt, og næsen blev trykket flad mod en stenhård matrosmuskel.

Stradivarius kom på banen med sin violin for at spille romantiske ballader, mens Drude og Daddy spiste velkomstmiddag i skæret fra de levende lys.

Før den forlorne skildpadde var der østers og champagne. Drude lukkede øjnene, hver gang hun sank en snotklat og ville hellere have haft øl og pølser. Men fint skulle det være, når Daddy kom hjem.

Som regel blev Daddy kun hjemme et par dage, men alligevel formåede han at lave kuk i alting og flytte om på møblerne i lejlig-heden, så der gik fjorten dage, inden alt igen blev normalt.

Knut var selvfølgelig inviteret med til bords, men at han var udenfor stod klart fra begyndelsen.

Drude gloede bare på Daddy, og Daddy slugte hende nærmest med øjnene, hvis han ikke lige sad og skævede til sit ur for at se, om det ikke snart var sengetid. Han var fuldstændig pervers, når det gjaldt om at komme tidligt i seng, fordi han var træt, som han sagde. Ha!

Knut sad der og var mere alene end nogensinde, selv om Daddy engang imellem spurgte ham om et eller andet ligegyldigt, som han ikke orkede at svare på.

Daddy forsøgte endnu engang at købe Knut med gaven. Også Drude fik gaver, en fingerring med en ægte sydhavs-perle.

Hun jublede, så man skulle tro, at det danske fodboldlandshold havde vundet over Spanien.

Til Knut var der en mobiltelefon, der ikke var større end et mellem-stort viskelæder med indbygget cykelskur.


192

kvælende favn og overdængede ham med så mange plaskvåde kys, at det satte pletter på væggen.

Altid skulle hun overdrive, når Daddy kom hjem. Han skulle have alt i posen og resten i en sæk. Om han sagde tak? Næ, han tog det som en selvfølge. Han så sig omkring og nikkede, som om han bare lige havde været nede på tanken efter en pakke cigaretter.

– Sikke du er skudt i vejret, sagde han.Jamen dog. Han talte til sin søn.Drude havde forgæves forsøgt at få Knut deporteret. Men han havde

nægtet det. Han havde været nødt til at lyve værre end syv vilde heste ved at påstå, at han da også ville være hjemme, når kære Daddy kom.

Den kunne hun ikke stikke.Daddy bredte endnu engang de tatoverede Skipper Skrækarme ud,

og hvad gjorde Drude? Hun puffede Knut så hårdt i ryggen, at han faldt ind i Daddys favn, hvor han på det nærmeste blev mishandlet. Kæben blev vredet rundt, og næsen blev trykket flad mod en stenhård matrosmuskel.

Stradivarius kom på banen med sin violin for at spille romantiske ballader, mens Drude og Daddy spiste velkomstmiddag i skæret fra de levende lys.

Før den forlorne skildpadde var der østers og champagne. Drude lukkede øjnene, hver gang hun sank en snotklat og ville hellere have haft øl og pølser. Men fint skulle det være, når Daddy kom hjem.

Som regel blev Daddy kun hjemme et par dage, men alligevel formåede han at lave kuk i alting og flytte om på møblerne i lejlig-heden, så der gik fjorten dage, inden alt igen blev normalt.

Knut var selvfølgelig inviteret med til bords, men at han var udenfor stod klart fra begyndelsen.

Drude gloede bare på Daddy, og Daddy slugte hende nærmest med øjnene, hvis han ikke lige sad og skævede til sit ur for at se, om det ikke snart var sengetid. Han var fuldstændig pervers, når det gjaldt om at komme tidligt i seng, fordi han var træt, som han sagde. Ha!

Knut sad der og var mere alene end nogensinde, selv om Daddy engang imellem spurgte ham om et eller andet ligegyldigt, som han ikke orkede at svare på.

Daddy forsøgte endnu engang at købe Knut med gaven. Også Drude fik gaver, en fingerring med en ægte sydhavs-perle.

Hun jublede, så man skulle tro, at det danske fodboldlandshold havde vundet over Spanien.

Til Knut var der en mobiltelefon, der ikke var større end et mellem-stort viskelæder med indbygget cykelskur.


193

– Skal du ikke sige tak? sagde Drude på kanten af en stadig voksende irritation.

– Tak, sagde Knut.– Det var da så lidt, indrømmede Daddy.Egentlig så de ham overhovedet ikke. Lutter høflighed.De sad der og gumlede, og Drude drak alt for meget champagne,

og øl bagefter. Fandeme, om der ikke også var likørsprøjt med banansmag til kaffen.

Sejleren var helt klart ude på at drikke damen fuld, så han kunne lægge hende i seng med det resultat, at hun på et tidspunkt ville få en unge mere.

Det var simpelthen perverst.

…

1. Hvad kan du sige om Knut?2. Knut er fem år, men på mange måder opfører han sig meget

ældre. Hvordan?3. Er der noget ved Drudes og Daddys opførsel, der undrer dig? 4. Hvad kan du sige om Bent Hallers sprog i denne tekst?

Inde i stuen havde Daddy og Drude nu sat sig i sofaen, hvor Drude og Knut plejede at sidde og hygge, mens de lyttede til de brusende violiner. Nu var det Daddy og Drude, der sad og krammede hinanden, mens de drak kaffe og likørsprøjt og så fjernsyn.

Knut knyttede næverne, da han så, at Daddy havde læbestift smurt ud over hele sit ubarberede fjæs. Fra nu af var dagens ret kold luft og isnen i tænderne.

– Kom og sæt dig, sagde Drude og gjorde plads.Ikke tale om, ikke der mellem Daddy og Drude.Han blev stående ret op og ned med de knyttede næver presset ind

mod lårene, som om han var en rekrut, der havde fået øje på en hidsig major.

– Hvad så?– Daddy har noget, han vil fortælle dig.– Ja, det siger rygtet.– Jo, ser du, Knut, jeg har tænkt meget over det, sagde Daddy, – og

din mor og jeg har snakket om det.– Kom til sagen, sagde Knut.

opgave 1-2


194

– Okay, sagde Drude, – Daddy vil blive hjemme nu.– Jep, sagde Daddy, – en sømand går i land. Jeg er træt af at pløje

de syv have. Nu tager jeg mig et job på landjorden, og så må vi se, om ikke du kan få en lillebror.

Kæden røg af. Knut var på vej mod afgrunden. Hundrede kilometer i timen. Mere end en håndsbredde fra døden var han ikke. Hans hjerne kogte te på hårrødderne.

De ord, der kom ud af Daddys mund, rimede udelukkende på død og bitter nød.

Manden var jo bims. Kunne Drude virkelig ikke fatte det? Det rablede for sjoveren. Han talte i firkantede cirkler. Hans tunge havde fået spat.

– Knut, sagde Drude. – Knut, juhu, er du der?– Ja. Knut vendte sit forstenede blik mod den tåge, hvori Drude

befandt sig.Et par hænder blev rakt ud imod ham.Hvorfor så hun sådan ud i hovedet? Så ufattelig papkasseagtig.– Er det ikke pragtfuldt, Knut?En sort hund løb sin skygge ind i Knut. Det var anden gang nu. Et

kort øjeblik var alting virkelig kulsort, fordi hunden fyldte hele stuen.Så faldt han.

…

Kreativt rasende trampede han ind i lejligheden, hvor Drude netop havde skruet op for radioen for at lytte til et program om malerkunst i det 17. århundrede.

Hun gik og flyttede om på tingene i garderobeskabet, så der kunne være plads til alt Daddys habengut, sørøverflaget, dykkerdragten og svaberen, og hvad han ellers kom slæbende med af skrumperøve fra Ny Guinea og pyntetingeltangel fra basaren i Islamabad.

– Det kunne du lære noget af, sagde hun, – kom og sæt dig.– Det vil jeg skide på, sagde Knut ærligt.– Hold nu op, Knut, Daddy kommer hjem, basta.– Det er gået op for mig.– Og det siger jeg dig, hvis du bliver ved på den her måde, så kan

du komme hjem til mormor.– Nå, så du truer.– Kald det, hvad du vil.– Jeg skal altså deporteres.– Ved du overhovedet, hvad det ord betyder.


194

– Okay, sagde Drude, – Daddy vil blive hjemme nu.– Jep, sagde Daddy, – en sømand går i land. Jeg er træt af at pløje

de syv have. Nu tager jeg mig et job på landjorden, og så må vi se, om ikke du kan få en lillebror.

Kæden røg af. Knut var på vej mod afgrunden. Hundrede kilometer i timen. Mere end en håndsbredde fra døden var han ikke. Hans hjerne kogte te på hårrødderne.

De ord, der kom ud af Daddys mund, rimede udelukkende på død og bitter nød.

Manden var jo bims. Kunne Drude virkelig ikke fatte det? Det rablede for sjoveren. Han talte i firkantede cirkler. Hans tunge havde fået spat.

– Knut, sagde Drude. – Knut, juhu, er du der?– Ja. Knut vendte sit forstenede blik mod den tåge, hvori Drude

befandt sig.Et par hænder blev rakt ud imod ham.Hvorfor så hun sådan ud i hovedet? Så ufattelig papkasseagtig.– Er det ikke pragtfuldt, Knut?En sort hund løb sin skygge ind i Knut. Det var anden gang nu. Et

kort øjeblik var alting virkelig kulsort, fordi hunden fyldte hele stuen.Så faldt han.

…

Kreativt rasende trampede han ind i lejligheden, hvor Drude netop havde skruet op for radioen for at lytte til et program om malerkunst i det 17. århundrede.

Hun gik og flyttede om på tingene i garderobeskabet, så der kunne være plads til alt Daddys habengut, sørøverflaget, dykkerdragten og svaberen, og hvad han ellers kom slæbende med af skrumperøve fra Ny Guinea og pyntetingeltangel fra basaren i Islamabad.

– Det kunne du lære noget af, sagde hun, – kom og sæt dig.– Det vil jeg skide på, sagde Knut ærligt.– Hold nu op, Knut, Daddy kommer hjem, basta.– Det er gået op for mig.– Og det siger jeg dig, hvis du bliver ved på den her måde, så kan

du komme hjem til mormor.– Nå, så du truer.– Kald det, hvad du vil.– Jeg skal altså deporteres.– Ved du overhovedet, hvad det ord betyder.


195

– Hvad for et ord?– Deporteres.– Ja, det er navnet på en fangelejr i Sibirien.– Pjathoved.– Jeg er ligeglad, og jeg vil ikke deporteres hverken til helvede eller

hen til mormor, hvilket er nogenlunde det samme. Og så skal du ikke sidde der og grine fjoget af mig.

Drude kunne ikke lade være:– Man skulle ikke tro, du var fem år.– Kan jeg gøre for, at jeg er lille af min alder?– Knut, lille skattemand, kom og giv mor et kys.– Du kan tro nej. Gem dine kys.– Er du jaloux?– Er du fransk parfumesælger?– Ih altså.Drude vendte ryggen til ham, og han gik ud i køkkenet, fast

besluttet på at smøre sig femten sammenlagte rugbrødsmadder, fem med leverpostej, fem med spegepølse og to med frugtpålæg.

Han lagde madderne ned i en plasticpose fra biblioteket og hentede en cola i køleskabet. Sådan. Afgang klokken fjorten.

Hvis Drude kom ud og spurgte, hvad han skulle med al den mad, så ville han overhovedet ikke svare hende.

Hun var luft.

Knut var konfus oven i bøtten. Han anede knap nok, at han var på vej til at forlade sit barndomshjem.

Med cirka femten rugbrødsmadder kunne man nå temmelig langt. De kunne med garanti holde helt ned til den dansk/tyske grænse.

Hvad han skulle der, anede han ikke.Og han kunne ikke engang give Drude skylden. Hvad var hun

andet end en svag kvinde, som var totalt underlagt en udspekuleret havnesjover?

Ja, det var udelukkende Daddys skyld. Det var ham, som kom og masede sig ind med dræbende tobaksånde og rådne armhuler. Femten mand på en død Daddys kiste og et skvæt alterrom.

Øv, og så begyndte det at regne.Det er klart, tænkte Knut livsbittert, solen skinner fra en skyfri

himmel, lige indtil det øjeblik, hvor jeg bliver kastet ud i en barsk verden.

Nå, heldigvis var regnen så smal, at han kun blev halvvåd.Han sagde ikke farvel. Han skyldte ikke Drude at sige hverken buh


196

eller bæh. Han ville heller ikke være i stand til det, for hans hjerte var knust. Han var hul indeni, det kunne han høre, når han gik. Han græd også lidt. Sådan var det med hjertesorg.

Men så bed han tænderne sammen.

…

Knut er gået ned i parken og har spist noget af sin madpakke. I en sø i parken er der en ø med et lille andehus, hvori ænderne kan sove. Knut smider skoene, smøger bukserne op og går ud på øen, hvor han krum-mer sig helt sammen, så kan han sove i det lille hus.

Der var sørme stille i verden. Ikke et rap kom der fra de underkuede ænder.

For at gøre skaden god tog han et stykke rugbrød og delte det med ænderne.

Så sprang en tanke frem som trold af en æske. Hans hjerte begyndte at slå så hårdt, at det kunne mærkes i tænderne.

– Selvfølgelig, mumlede han. – Når han er væk for altid, så er Drude min. Jeg slår ham ihjel.

Aldrig så snart havde han truffet denne uhyrlige beslutning, før en mørk skikkelse kom til syne på den anden side af søen. Det var ikke noget menneske. Det var en hund. En sort hund uden snor og hals-bånd. Knut følte på en sær måde, at han havde set den hund før.

Den sorte hund satte sig på bredden og stirrede over mod ham. Den logrede ikke med halen, den sad faktisk, som om den aldrig kunne finde på at logre for nogen. Den stirrede på ham, så det til sidst blev ubehageligt.

– Skrid med dig, råbte Knut.Og så gjorde hunden noget, som Knut overhovedet ikke havde

ventet. Det kom så overraskende, at benene simpelthen forsvandt under ham. Bums, der sad han på rumpen.

– Det er løgn, mumlede han. – Det er skisme løgn.Han lukkede øjnene og åbnede dem igen, og så var han nødt til at

tro på det, selv om han bestemt ikke havde lyst. Det var som at blive dyppet i isvand. Han havde lyst til at skrige. Derfor skreg han.


196

eller bæh. Han ville heller ikke være i stand til det, for hans hjerte var knust. Han var hul indeni, det kunne han høre, når han gik. Han græd også lidt. Sådan var det med hjertesorg.

Men så bed han tænderne sammen.

…

Knut er gået ned i parken og har spist noget af sin madpakke. I en sø i parken er der en ø med et lille andehus, hvori ænderne kan sove. Knut smider skoene, smøger bukserne op og går ud på øen, hvor han krum-mer sig helt sammen, så kan han sove i det lille hus.

Der var sørme stille i verden. Ikke et rap kom der fra de underkuede ænder.

For at gøre skaden god tog han et stykke rugbrød og delte det med ænderne.

Så sprang en tanke frem som trold af en æske. Hans hjerte begyndte at slå så hårdt, at det kunne mærkes i tænderne.

– Selvfølgelig, mumlede han. – Når han er væk for altid, så er Drude min. Jeg slår ham ihjel.

Aldrig så snart havde han truffet denne uhyrlige beslutning, før en mørk skikkelse kom til syne på den anden side af søen. Det var ikke noget menneske. Det var en hund. En sort hund uden snor og hals-bånd. Knut følte på en sær måde, at han havde set den hund før.

Den sorte hund satte sig på bredden og stirrede over mod ham. Den logrede ikke med halen, den sad faktisk, som om den aldrig kunne finde på at logre for nogen. Den stirrede på ham, så det til sidst blev ubehageligt.

– Skrid med dig, råbte Knut.Og så gjorde hunden noget, som Knut overhovedet ikke havde

ventet. Det kom så overraskende, at benene simpelthen forsvandt under ham. Bums, der sad han på rumpen.

– Det er løgn, mumlede han. – Det er skisme løgn.Han lukkede øjnene og åbnede dem igen, og så var han nødt til at

tro på det, selv om han bestemt ikke havde lyst. Det var som at blive dyppet i isvand. Han havde lyst til at skrige. Derfor skreg han.



198

En grum planKnut stirrede ud over vandet, hvor ænderne flaksede i alle retninger.

Hunden var igen blevet til en almindelig hund, en temmelig grim bastard.

Sommetider hjælper det at skrige, tænkte Knut, lidt flov.Hunden sad igen og så på ham med hovedet på skrå.Det hele var selvfølgelig bare noget, Knut havde forestillet sig,

sikkert fordi han var bange, selv om han ikke var meget for at indrømme det, bange for at tilbringe natten på en andeø, i en andesø, i en mørk og skummel park.

Mens han sad der i skumringsuhyggen, lå Drude hjemme i en dejlig varm seng og sov uden at bekymre sig om noget som helst.

Måske undrede hun sig over, at han så let overgav sig i stedet for at tage kampen op.

Hvis man virkeligt holdt af noget, sådan for alvor, så måtte man kæmpe for det. Ret fik man først, når modstanderen var nedkæmpet.

– Derfor er jeg også nødt til at slå ham ihjel, sagde Knut. Han kikkede over på hunden, der sad så ubevægelig, som var den udstillet på et kunstmuseum.

Da Knut kom i tanke om, at han aldrig havde været bange for hunde, tog han igen sko og strømper af, smøgede buksebenene op og vadede gennem det lave vand.

– Go’ hund, sagde han.En normal hund ville straks logre med halen og komme luskende

for at blive kløet bag øret, men den sorte hund blev siddende.Knut følte sig ikke helt tryg. Der var noget mærkeligt ved den. Det

var derfor, han havde haft det græsselige syn.– Gå hjem med dig, sagde han strengt, – gå så. Den sorte hund rørte sig ikke.– Du er det grimmeste bæst, jeg nogensinde har set, sagde Knut og

satte sig på bænken for at få strømper og sko på.Nu måtte han hjem og planlægge mordet. Og det skulle foregå

under en varm dyne.Samtidig ville han kurtisere Drude, så hun ikke var i tvivl om, hvad

kærlighed var for noget.Hunden luntede efter ham.Knut vendte sig.Så begyndte han at løbe. Men det var ikke nogen god ide, for så

begyndte hunden også at løbe.


198

En grum planKnut stirrede ud over vandet, hvor ænderne flaksede i alle retninger.

Hunden var igen blevet til en almindelig hund, en temmelig grim bastard.

Sommetider hjælper det at skrige, tænkte Knut, lidt flov.Hunden sad igen og så på ham med hovedet på skrå.Det hele var selvfølgelig bare noget, Knut havde forestillet sig,

sikkert fordi han var bange, selv om han ikke var meget for at indrømme det, bange for at tilbringe natten på en andeø, i en andesø, i en mørk og skummel park.

Mens han sad der i skumringsuhyggen, lå Drude hjemme i en dejlig varm seng og sov uden at bekymre sig om noget som helst.

Måske undrede hun sig over, at han så let overgav sig i stedet for at tage kampen op.

Hvis man virkeligt holdt af noget, sådan for alvor, så måtte man kæmpe for det. Ret fik man først, når modstanderen var nedkæmpet.

– Derfor er jeg også nødt til at slå ham ihjel, sagde Knut. Han kikkede over på hunden, der sad så ubevægelig, som var den udstillet på et kunstmuseum.

Da Knut kom i tanke om, at han aldrig havde været bange for hunde, tog han igen sko og strømper af, smøgede buksebenene op og vadede gennem det lave vand.

– Go’ hund, sagde han.En normal hund ville straks logre med halen og komme luskende

for at blive kløet bag øret, men den sorte hund blev siddende.Knut følte sig ikke helt tryg. Der var noget mærkeligt ved den. Det

var derfor, han havde haft det græsselige syn.– Gå hjem med dig, sagde han strengt, – gå så. Den sorte hund rørte sig ikke.– Du er det grimmeste bæst, jeg nogensinde har set, sagde Knut og

satte sig på bænken for at få strømper og sko på.Nu måtte han hjem og planlægge mordet. Og det skulle foregå

under en varm dyne.Samtidig ville han kurtisere Drude, så hun ikke var i tvivl om, hvad

kærlighed var for noget.Hunden luntede efter ham.Knut vendte sig.Så begyndte han at løbe. Men det var ikke nogen god ide, for så

begyndte hunden også at løbe.


199

Knut samlede en sten op og kastede den efter hunden.– Gå så hjem med dig.

Byen var fuldstændig øde. Den virkede nærmest udtværet, som om nogen var gået amok med et viskelæder. Klokken måtte være mange. Vandpytterne knasede.

Ikke et hjul, ikke et øje, men …Hunden fulgte efter ham, og igen mærkede Knut, hvordan kulden

gled op under hans negle. Han pustede på sine fingre og standsede.Der sad hunden.Knut kunne ikke beherske sig. I lange spring spurtede han over

gaden, men hunden fulgte efter, og den havde ingen besvær med at indhente ham.

– Lad mig være, skreg Knut.– Hold nu op med det pjat, lød en stemme. Knut greb fat i en lygtepæl.Hvem sagde det?– Det gjorde jeg, sagde stemmen.Var det hunden, der talte? Nej …– Jo, lød stemmen, – selvfølgelig er det det, og du står på din egen

skygge, så det nytter ikke at flygte.– Nej, brølede Knut.– Jo, sagde hunden, – og dæmp dig så lige, der er ingen grund til at

vække hele byen, vel.Knut ville stikke af igen, men ligesom i et mareridt ville benene

ikke lystre ham. Det føltes, som om nogen havde boltet hans sko fast til asfalten.

Han gloede på hunden, og så skete det igen …Det var ikke løgn.Hunden havde rejst sig på bagbenene og var mere end temmelig

høj. Den trak en pakke cigaretter og en rød engangslighter op af en skjult lomme i pelsen og satte en cigaret i flaben.

Den tændte cigaretten, og blæste røg ud gennem næseborene.– Lad nu være med at se så chokeret ud, sagde hunden, – ingenting

er så godt for noget, at det ikke er sært. Der er en mystisk forklaring på alting.

Knut var ved at besvime. Hjertet holdt op med at slå. Han glemte at trække vejret. Det blev lyst, det blev mørkt. Lyst, mørkt … Aldrig, aldrig nogensinde havde han været så bange.– Jeg er blevet sindssyg, mumlede han.




201

– Vel er du ej, sagde hunden, – tænk dig nu om, og hvis du ikke kan det, så lad mig forklare. Men træk nu vejret, ellers dejser du om.

Endelig kunne Knut trække vejret igen. Hold da kæft, det var sandt. Hunden stod der og røg en cigaret og

talte til ham.Så må det være noget, jeg drømmer, tænkte han.– Nej, sagde hunden, – for der er ikke så meget mellem himmel

og jord, som folk gerne vil tro. Du kan vel også regne ud, hvor jeg kommer fra?

– Det kan jeg ikke, mumlede Knut.– Selvfølgelig kan du det, alle kan komme med et ukvalificeret gæt.

Nå. Hvor kommer jeg så fra?Knut var grædefærdig.– Fra cirkus, naturligvis. Hunden lo og slog aske af sin cigaret, –

hvor skulle jeg ellers have lært at tale? Jeg taler faktisk alle sprog, ikke for at prale. Jeg kommer fra Le grande cirkus i Moskva. Jeg er uddannet kan.alt på dyreakademiet. Skal vi sætte os?

Hunden viste med en pote til en sorttjæret bænk, der stod under en gammeldags lygtepæl, hvor en meget svag pære kastede en søvnig, smudsiggul, ond cirkel omkring bænken, så den lignede en sø af gammelt tis.

Knut nærmest faldt ned på sædet.– Mit navn er Køter, sagde hunden og rakte ham en garvet pote med

sorte negle.Knut turde ikke tage den.– Nå, du har ikke lært at give pote endnu, sagde Køter.– Hvad vil du? fik Knut fremstammet.– Hjælpe, sagde Køter og tændte sig en ny cigaret. – Det faldt mig

ind, da jeg mødte en meget interessant person.– Hvem? spurgte Knut.– Dig, sagde Køter. – Mig?– Ja, dig, hr. Knut. Køter hostede. – Du interesserer mig.– Hvorfor det?– Fordi du har det i dig.– Hvad? Knut kløede sig i håret. – Hvad har jeg i mig?– Du sagde det endda højt.– Hvad sagde jeg højt?– At du ville slå din far ihjel. Yderst interessant. Uhyre sjældent.

…


202

En fantastisk fortællingSom du ved, kan fantasytekster enten være fortællinger om én fanta-stisk verden – eller om to verdener (se side 42). Til fantastisk litteratur hører også en tredje kategori. Vi kalder den en forlængelse af virkeligheden. I denne type tekster begynder vi i en realverden – og vi bliver i denne verden, men der kommer magiske indslag. Det kan fx være, at hovedpersonen bliver opsøgt af et væsen fra en anden verden, eller det kan være, at et barn bliver udstyret med vinger og kan flyve. Det er i denne kategori, vi kan placere mange af Bent Hallers tekster.

5. Hvorfor er Knut og Køter en fantastisk fortælling?6. Hvornår opdagede du, at det er en fantastisk fortælling?7. Hvorfor kan vi placere den i den type fantastisk fortælling, vi

kalder en forlængelse af virkeligheden?8. Knut tager en beslutning. Hvilken?9. Hvad sker der, efter at han har taget denne beslutning?

10. Er der eksempler på forudgreb i denne tekst?opgave 3-5


202

En fantastisk fortællingSom du ved, kan fantasytekster enten være fortællinger om én fanta-stisk verden – eller om to verdener (se side 42). Til fantastisk litteratur hører også en tredje kategori. Vi kalder den en forlængelse af virkeligheden. I denne type tekster begynder vi i en realverden – og vi bliver i denne verden, men der kommer magiske indslag. Det kan fx være, at hovedpersonen bliver opsøgt af et væsen fra en anden verden, eller det kan være, at et barn bliver udstyret med vinger og kan flyve. Det er i denne kategori, vi kan placere mange af Bent Hallers tekster.

5. Hvorfor er Knut og Køter en fantastisk fortælling?6. Hvornår opdagede du, at det er en fantastisk fortælling?7. Hvorfor kan vi placere den i den type fantastisk fortælling, vi

kalder en forlængelse af virkeligheden?8. Knut tager en beslutning. Hvilken?9. Hvad sker der, efter at han har taget denne beslutning?

10. Er der eksempler på forudgreb i denne tekst?opgave 3-5


Historien om HønsepigenHistorien om Hønsepigen af Bent Haller

Du skal nu læse uddrag fra endnu en roman af Bent Haller. Tænk over, om du mener, teksten er realistisk eller fantastisk.

Der var engang en lille pige. I begyndelsen svømmede hun rundt i sin mors mave og troede, at hun var en glad lille fisk, der kunne vrikke med halen.

Da hun blev født, var hun i mellemtiden blevet til et menneskebarn.Hun var så lille, at hun ikke vidste det mindste om hverken sig selv

eller verden. Hun kunne absolut ingenting selv. Hun var fuldstændig afhængig af sin mor.

Hun blev født tidlig en søndag morgen i maj, mens solen skinnede ind i et lyst værelse med skrå vægge.

Hendes mor var ganske ung, og hun var sin egen jordemor. Hun var så stor og tyk, at ingen havde lagt mærke til, at hun skulle have en lille.

Nogen far var der ikke tale om, han var ikke engang en skygge eller en tilfældig bemærkning på et givet tidspunkt.

Han eksisterede ikke.


204

Moren var glad for sit lille barn, ingen tvivl om det, når det ikke kunne være anderledes.

– Du skal hedde Ingrid, sagde hun, for det var det første navn, hun kom i tanke om.

Hun gav hende bryst, nynnede ved vuggen, og bagefter var der pudder og tør ble. Men den lille melodi hun nynnede var blandet med både vemod og hjertesuk.

Hun gik pustende til og fra, og selv om hun modstræbende tvang sig selv til at se lyst på tingene, så var der store problemer. Det var besværligt for hende med sådan et lille barn. Det var umuligt at tage hende med ned på værkstedet, det kunne man ikke byde så lille en baby. Alle disse høje stemmer. Larmen fra folk der stod og savede i brædder og slog søm i.

Hvad skulle hun stille op?Lade et spædbarn være alene en hel dag kunne hun heller ikke, og

når man boede ude på landet, på en afsides gård i et ensomt landskab, så var der ikke lige en flink nabo, som kunne tage sig af stumpen.

Hendes barn skulle ikke være et institutionsbarn og vokse op i trange larmende stuer, hvor børnene var klumpet sammen. Og dagple-jemødre havde alt for travlt med at drikke kaffe og ryge cigaretter.

Noget må jeg gøre, tænkte hun.Derfor endte det med, at hun meldte sig syg, så hun kunne passe

Ingrid, selv om hun ikke var meget for at pjække på den måde. Hun ville så grumme nødigt lyve.

Hun fortalte en brøsig og mistænksom værkstedsleder, at hun havde høj feber. Men den gik ikke i længden, så enten kom hun på arbejde, eller også kom de og kontrollerede, om hun nu virkelig også var syg.

Der sad hun med et lille barn på armen. Hvis hun ville have noget at leve af og være i stand til at betale sin tv-licens, så blev hun nødt til at arbejde. Ja, hun var tvunget til det. Det sagde samfundet.

Hun havde lille Ingrid på armen, da hun var ude og fodre hønsene. Hønsene skulle også passes. Sådan var der tusind ting. Hun kunne ingenting, uden at den lille var med, og da hun kom til at tænke på, at hun havde ansvaret for hende de næste atten år, brød hun grædende sammen.

Men så fik hun en ide.Hønsene.Hun havde hørt, at børn havde godt af at vokse op sammen med

dyr. Var det egentlig ikke på sin plads, at de dovne høns gjorde noget for føden?


204

Moren var glad for sit lille barn, ingen tvivl om det, når det ikke kunne være anderledes.

– Du skal hedde Ingrid, sagde hun, for det var det første navn, hun kom i tanke om.

Hun gav hende bryst, nynnede ved vuggen, og bagefter var der pudder og tør ble. Men den lille melodi hun nynnede var blandet med både vemod og hjertesuk.

Hun gik pustende til og fra, og selv om hun modstræbende tvang sig selv til at se lyst på tingene, så var der store problemer. Det var besværligt for hende med sådan et lille barn. Det var umuligt at tage hende med ned på værkstedet, det kunne man ikke byde så lille en baby. Alle disse høje stemmer. Larmen fra folk der stod og savede i brædder og slog søm i.

Hvad skulle hun stille op?Lade et spædbarn være alene en hel dag kunne hun heller ikke, og

når man boede ude på landet, på en afsides gård i et ensomt landskab, så var der ikke lige en flink nabo, som kunne tage sig af stumpen.

Hendes barn skulle ikke være et institutionsbarn og vokse op i trange larmende stuer, hvor børnene var klumpet sammen. Og dagple-jemødre havde alt for travlt med at drikke kaffe og ryge cigaretter.

Noget må jeg gøre, tænkte hun.Derfor endte det med, at hun meldte sig syg, så hun kunne passe

Ingrid, selv om hun ikke var meget for at pjække på den måde. Hun ville så grumme nødigt lyve.

Hun fortalte en brøsig og mistænksom værkstedsleder, at hun havde høj feber. Men den gik ikke i længden, så enten kom hun på arbejde, eller også kom de og kontrollerede, om hun nu virkelig også var syg.

Der sad hun med et lille barn på armen. Hvis hun ville have noget at leve af og være i stand til at betale sin tv-licens, så blev hun nødt til at arbejde. Ja, hun var tvunget til det. Det sagde samfundet.

Hun havde lille Ingrid på armen, da hun var ude og fodre hønsene. Hønsene skulle også passes. Sådan var der tusind ting. Hun kunne ingenting, uden at den lille var med, og da hun kom til at tænke på, at hun havde ansvaret for hende de næste atten år, brød hun grædende sammen.

Men så fik hun en ide.Hønsene.Hun havde hørt, at børn havde godt af at vokse op sammen med

dyr. Var det egentlig ikke på sin plads, at de dovne høns gjorde noget for føden?


205

Hun havde altid boet et sted med høns, lige fra dengang hun selv var en lille pige og voksede op på en bondegård. Høns skulle der til, syntes hun, så kunne man altid få friske æg.

Skulle voksne høns ikke kunne passe en lille pige?Selvfølgelig kunne de det, når de på forsvarlig vis kunne opfostre

kyllinger. Der var ingen væsentlig forskel på unger i naturen, de skulle blot have mad og kærlig pleje.

Det var også ordentlige høns. Der var sjældent nogen, som pluk-kede fjerene af de andre, eller mobbede, og det kom sig af at der var en hane i hønsegården. Han forstod at holde orden.

Det lå i hønsenes natur, at når der var en hane, så makkede de ret. På den måde kom de rettidigt op om morgenen.

Skal, skal ikke?Moren var i vildrede. Men til sidst mente hun nok, det var forsvar-

ligt at lade hønsene være babysittere. Hun stillede derfor vuggen ud i hønsehuset, for så var den lille ikke alene ét eneste øjeblik. Hun græd heller ikke, for der var nok at se på.

Alle de fjer.Hønsene var forståeligt nok nysgerrige, og hanen tillod uden videre,

storsindet som han var, at der kom et menneske ind i huset. Det var jo kun et lille menneske. Han kunne vel sætte sig i respekt.

Han skrabede lidt truende bagud, men det var kun, fordi moren var derinde, hun fyldte for meget, da hun var gået og havde sat klinken på, slappede han af.

– Kan I nu passe godt på den lille, sagde moren, – indtil jeg kommer tilbage igen, så skal I få lidt ekstra.

Hønsene lagde hovederne på skrå og kikkede med ét øje.Hvad skete der?Da hanen åbenbart accepterede de nye forhold, slog de sig til tåls

med det og gav sig igen til at rode i jorden, mens de af og til skottede til vuggen derinde i huset.

Hvad mon det var for noget?Hvor moren dog havde det skidt, da hun hæst pustende kom på

arbejde. Hun tænkte kun på lille Ingrid, som lå hjemme i hønsehuset. Tænk nu, hvis hønsene ikke havde været gode ved hende, eller om de ligefrem havde hakket på hende.

Nej, hun holdt det ikke ud, hun kunne simpelthen ikke koncentrere sig. Hun blev nødt til at tage tidligt fri.

Hun fandt på en dårlig undskyldning og kørte så halsbrækkende hurtigt hjemad, at hun blev standset af en færdselsbetjent, der gav hende en bøde.


206

– Javel, frue, sagde han panderynkende til hendes bortforklaring, – men uanset hvad, så skal man overholde færdselsreglerne.

Hønsene fløj forskrækket og fornærmede op, da hun kom farende som en vestlig kuling. Støvet stod op i skyer, der lignede knaldende champagnepropper. Flere af hønsene blev mast ind mod trådhegnet, så ivrigt kom hun farende.

Men der lå lille Ingrid i vuggen og så ud til at have det som blommen i et hønseæg.

Åh, hvor moren åndede lettet op. Hun blev så taknemmelig, at hun gav hønsene alt for meget korn, så de nær havde forspist sig. Hun havde ligefrem lyst til at omfavne hanen, som var så god til kæft, trit, og retning, men det fornemmede han åbenbart, for han forsvandt skyndsomt ind i huset.

Alt var således gået bedre end forventet, lille Ingrid havde ikke lidt nogen skade, hun skreg ikke engang af sult, hvilket ærligt talt var mærkeligt.

Hun tog nu godt for sig af mors bryst, og hun fik udskiftet en særdeles våd ble med en tør ditto. Det kunne hønsene trods alt ikke finde ud af.

Den første tid var moren godt nok temmelig nervøs, og hun løb hele tiden til og fra. Men lidt efter lidt lærte hun at slappe af og kunne efterhånden koncentrere sig om sit arbejde.

Da moren vågnede en tidlig morgen ved hanegal, blev hun temmelig forskrækket, da det gik op for hende, at hun for første gang fuldstændig havde glemt den lille ude i hønsehuset.

Hun skyndte sig ud for at hente hende ind til trøst og varme, men ungen lå og sov trygt og varmt under sin dyne, som var dækket af et ekstra lag hønsefjer.

Der var altså ingen grund til panik, alt var i skønneste orden, og sådan gik det til, at moren efterhånden kunne få lidt styr på sit eget liv. Hun fik sig en hobby og begyndte at gå til pistolskydning.

Hun opfattede det også, som om hun i mellemtiden var blevet en smule overflødig. Det var lidt trist at tænke på, men hønsene havde åbenbart mere tag på det der med børnepasning, end hun havde.

Det var vel nærmest sådan, at når hun fjernede Ingrid fra hønse-gården, så blev hun pylret og urimelig.

Der var noget som tydede på, at barnet havde vænnet sig så meget til hønsene, at hun var mest tryg sammen med dem.


206

– Javel, frue, sagde han panderynkende til hendes bortforklaring, – men uanset hvad, så skal man overholde færdselsreglerne.

Hønsene fløj forskrækket og fornærmede op, da hun kom farende som en vestlig kuling. Støvet stod op i skyer, der lignede knaldende champagnepropper. Flere af hønsene blev mast ind mod trådhegnet, så ivrigt kom hun farende.

Men der lå lille Ingrid i vuggen og så ud til at have det som blommen i et hønseæg.

Åh, hvor moren åndede lettet op. Hun blev så taknemmelig, at hun gav hønsene alt for meget korn, så de nær havde forspist sig. Hun havde ligefrem lyst til at omfavne hanen, som var så god til kæft, trit, og retning, men det fornemmede han åbenbart, for han forsvandt skyndsomt ind i huset.

Alt var således gået bedre end forventet, lille Ingrid havde ikke lidt nogen skade, hun skreg ikke engang af sult, hvilket ærligt talt var mærkeligt.

Hun tog nu godt for sig af mors bryst, og hun fik udskiftet en særdeles våd ble med en tør ditto. Det kunne hønsene trods alt ikke finde ud af.

Den første tid var moren godt nok temmelig nervøs, og hun løb hele tiden til og fra. Men lidt efter lidt lærte hun at slappe af og kunne efterhånden koncentrere sig om sit arbejde.

Da moren vågnede en tidlig morgen ved hanegal, blev hun temmelig forskrækket, da det gik op for hende, at hun for første gang fuldstændig havde glemt den lille ude i hønsehuset.

Hun skyndte sig ud for at hente hende ind til trøst og varme, men ungen lå og sov trygt og varmt under sin dyne, som var dækket af et ekstra lag hønsefjer.

Der var altså ingen grund til panik, alt var i skønneste orden, og sådan gik det til, at moren efterhånden kunne få lidt styr på sit eget liv. Hun fik sig en hobby og begyndte at gå til pistolskydning.

Hun opfattede det også, som om hun i mellemtiden var blevet en smule overflødig. Det var lidt trist at tænke på, men hønsene havde åbenbart mere tag på det der med børnepasning, end hun havde.

Det var vel nærmest sådan, at når hun fjernede Ingrid fra hønse-gården, så blev hun pylret og urimelig.

Der var noget som tydede på, at barnet havde vænnet sig så meget til hønsene, at hun var mest tryg sammen med dem.


207

1. Er denne tekst ud fra det uddrag, du her har læst, realistisk eller fantastisk? Hvorfor?

Ingrid vokser og lever stadig blandt alle hønsene. De giver hende navnet Gokl, og hun efterligner dem så godt, hun kan. Hun lærer hønsesprog – hønsk, og hun lærer at sidde på pind. Efterhånden bliver hun i tvivl om, om hun er en høne eller et menneske. Det bliver efterår og vinter. Hun fryser, men hønsene smører hende grundigt ind i høn-semøg, og bagefter ruller hun sig i fjer. Da det bliver forår igen, vil hun gerne ud i solen ligesom de andre, men hun er for stor til at komme ud. Hun længes efter sol og frisk luft. Hun er også blevet for stor til at sidde på pind. Hun er klar over, at hun ikke er som de andre høns. En dag kommer en fremmed på besøg. En mærkelig fugl, gul og grøn og med lang hale.

Gokl havde aldrig før set så farvestrålende en fugl. Den sad lidt for at komme til sig selv, den havde åbenbart fløjet langt, så lod den sig dale ned til truget og nappede et enkelt korn, som den vendte og drejede i næbbet.

Da den fik øje på den ubevægelige Gokl, flagrede den forskrækket op.

– Hvem er du? spurgte Gokl forsigtigt for at berolige den lille fugl.Undulaten skræppede mere, end den gokkede, og pludrede mere

end den kaglede, det var godt nok en sær dialekt, hun måtte virkelig lægge hovedet på skrå.

– Hvem er du selv? skræppede undulaten. – Hvis du selv skulle bestemme?

– Jeg hedder Gokl, sagde hun, – hvad hedder du?– PipHans, sagde undulaten. – Du er godt nok den mærkeligste

høne, jeg nogensinde har set, ja undskyld jeg siger det ligeud, HVIS du altså er en høne?

– Det er jeg ikke, sagde hun, – ikke rigtigt.– Er du en krydsning? spurgte PipHans.– Ja, indrømmede Gokl, – jeg er måske lidt af hvert, sådan lidt høne

og lidt menneske.– Åh, så forstår jeg, sagde PipHans, – vi har åbenbart noget til

fælles, du er i bur, har jeg ret?– Ja, sagde hun, – det har du i hvert fald.

opgave 1-2


208

– Jeg har næsten altid ret, sagde PipHans. – Selvfølgelig er det på mange måder rart at sidde i et bur og tilhøre nogen. Du tilhører et menneske, ikke sandt?

– Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det hænger sammen, indrømmede hun, – men der kommer et menneske med mad til mig hver dag.

– Så har jeg ret igen, sagde PipHans, – tænkte jeg det ikke nok, så tilhører du et menneske, ligesom jeg HAR tilhørt et menneske. Lagde du mærke til, at jeg sagde HAR med store bogstaver, jeg tilhører nemlig ikke mennesket længere, jeg er stukket af, jeg har fået min frihed.

– Frihed? sagde hun.– Ja, her er jeg. PipHans slog stolt ud med vingerne. – Nu tilhører

jeg mig selv. Jeg kan flyve, hvorhen jeg vil, for friheden er alt det, der findes uden for buret, jeg kan således flyve ud over åen, hen over træerne og ind i hønsehuset til dig.

– Hvor ville jeg ønske, det var mig, sukkede hun, – men jeg skal bare sidde herinde altid.

Det var ganske rart, at der sådan kom en og underholdt hende med brudstykker fra virkeligheden uden for hønsehuset. PipHans forkla-rede omhyggeligt og langsomt, så hun ikke gik glip af pointen.

Hans menneske hed Tobias.Ja, Tobias var i grunden kun et halvt menneske, eftersom han var et

barn. Han var flink nok, han kom med mad hver eneste dag, og skam få dem som ikke satte pris på god forplejning, men alle som sidder i et bur længes efter at komme ud.

– Ja, sukkede hun.


208

– Jeg har næsten altid ret, sagde PipHans. – Selvfølgelig er det på mange måder rart at sidde i et bur og tilhøre nogen. Du tilhører et menneske, ikke sandt?

– Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det hænger sammen, indrømmede hun, – men der kommer et menneske med mad til mig hver dag.

– Så har jeg ret igen, sagde PipHans, – tænkte jeg det ikke nok, så tilhører du et menneske, ligesom jeg HAR tilhørt et menneske. Lagde du mærke til, at jeg sagde HAR med store bogstaver, jeg tilhører nemlig ikke mennesket længere, jeg er stukket af, jeg har fået min frihed.

– Frihed? sagde hun.– Ja, her er jeg. PipHans slog stolt ud med vingerne. – Nu tilhører

jeg mig selv. Jeg kan flyve, hvorhen jeg vil, for friheden er alt det, der findes uden for buret, jeg kan således flyve ud over åen, hen over træerne og ind i hønsehuset til dig.

– Hvor ville jeg ønske, det var mig, sukkede hun, – men jeg skal bare sidde herinde altid.

Det var ganske rart, at der sådan kom en og underholdt hende med brudstykker fra virkeligheden uden for hønsehuset. PipHans forkla-rede omhyggeligt og langsomt, så hun ikke gik glip af pointen.

Hans menneske hed Tobias.Ja, Tobias var i grunden kun et halvt menneske, eftersom han var et

barn. Han var flink nok, han kom med mad hver eneste dag, og skam få dem som ikke satte pris på god forplejning, men alle som sidder i et bur længes efter at komme ud.

– Ja, sukkede hun.


209

– Man vil altid gerne se, hvad der er bagved tingene, sagde PipHans. – Hver eftermiddag skulle der gøres rent i buret, og så åbnede han det, det var han nødt til, og så greb jeg chancen. Jeg flag-rede op. Tobias blev så forskrækket, at han trådte et skridt tilbage, og ud fløj jeg, væk var jeg, og her er jeg.

– Hold da op, sukkede hun. – Bare det var mig.– Nu har du sagt det to gange, sagde PipHans, – og om lidt siger

du det nok for tredje gang, men uanset om du siger det fire gange, så hjælper det dig ikke.

– Næ, sukkede hun.Da PipHans var fløjet, han skulle ud og undersøge verden på kryds

og tværs, sad hun og tænkte på hans fantastiske historie.Hønsene kom ind, én efter én og skottede bekymret til hende. De

satte sig tæt op af hende, og hun lagde armene om dem. Hun var glad for dem, helt bestemt, men nu vidste hun, både oppe i hovedet og i kroppen, at hun var nødt til at forlade dem.

Hvad skulle hun sige til dem?Ville far Kykkeli ikke lægge hovedet på skrå, og sige:– Har du det ikke godt nok her hos os, lille Gokl?Hun ville nok komme til at savne dem alle sammen, men hun var

altså ikke en høne, det vidste hun nu, de måtte også vide det, hun hørte hjemme et sted udenfor.

Men hvordan kom hun ud?Hele natten sad hun og tænkte på det udfarende ved undulatens

historie. Hønsene sad vinge ved vinge på pinden og skuttede sig i hver sin drøm.

Der var stille og mørkt omkring hende, men også trygt.Hvordan ville der være udenfor?Hvor stor var verden egentlig?Det havde PipHans ikke kunnet give noget svar på, det var det, han

var ved at undersøge, men verden var meget større end hun kunne forestille sig, for bag skoven var der noget andet, ligesom der var noget på den anden side af åen. Sådan fortsatte det, så man næsten skulle tro, at verden var rund.

Hun kunne ikke finde på andet at gøre end at efterligne PipHans. Når det var lykkedes for ham, så kunne det måske også lykkes for hende.

Næste dag, da det var omkring den tid, hvor mennesket skulle komme med mælk og bananer, lå Gokl og pressede øjet ind i dørsprækken. Hun så kvinden komme gående, mægtig stor og i en sort kjole, som nåede ned til jorden.


210

Egentlig var der ikke noget som helst frygtindgydende ved hende.Alligevel måtte Gokl bekæmpe sin lyst til at krybe sammen i det

ene hjørne. Hun havde svært ved ikke at skjule ansigtet i armene. Hun tænkte på PipHans, der lod, som om han gik til angreb i samme øjeblik Tobias åbnede lågen.

Klinken blev løftet, døren knirkede, og i det samme sprang Gokl op. Hun stormede mod døråbningen og råbte:

– Jeg vil ud. Mennesket hørte det skarpe:– GOK GLL GBL og standsede forfærdet op.Da Gokl kom til syne, vild og afsindig at se på, drejede mennesket

rundt og flygtede skrigende ud af hønsegården, mens hun glemte at lukke lågen efter sig.

Der blev naturligvis vild opstandelse, men hønsene løb ikke ud i gården, det kunne de åbenbart ikke finde ud af, selv om døren stod på vid gab. Kun Gokl løb, først til højre, ned mod åen. Så til venstre. Derefter ud i åen, og så stod hun dér.

Hvad skulle hun nu?

…

Gokl fortsatte sin flugt mod strømmen, der sprøjtede som kølvand om hendes fødder, tvivlrådigt frem og tilbage mellem de to bredder, godt der ikke var dybt.

Hun var skræmt over det store rum, der hævede sig over hende. Hvor var der et hul, hun kunne krybe ind i?

Hun faldt og slugte grumset åvand. Hun sprang op og kaldte på far Kykkeli.

– Jeg vil hjem.Hun ville ind i sit hjørne og krumme sig sammen og være tryg

sammen med hønsene. Verden var alt for stor, og himlen deroppe, den var ufattelig, truende og tænk, hvis den faldt ned.

Hun vovede næsten ikke at kikke op.Det var en gåde, at noget kunne være så langt borte og være så blåt

og ufatteligt.Hun pressede sig ind i et hul i den smattede åbrink, under rødderne

fra et kroget fyrretræ. Hun krummede sig sammen, gjorde sig lillebitte ved at holde armene om benene og presse hagen mod knæene.

– Far Kykkeli, mumlede hun, – find mig.Hun drejede hovedet mod den mørke jord og åndede tungt.Hvad var det for en dumhed, hun havde begået? Hvordan skulle


210

Egentlig var der ikke noget som helst frygtindgydende ved hende.Alligevel måtte Gokl bekæmpe sin lyst til at krybe sammen i det

ene hjørne. Hun havde svært ved ikke at skjule ansigtet i armene. Hun tænkte på PipHans, der lod, som om han gik til angreb i samme øjeblik Tobias åbnede lågen.

Klinken blev løftet, døren knirkede, og i det samme sprang Gokl op. Hun stormede mod døråbningen og råbte:

– Jeg vil ud. Mennesket hørte det skarpe:– GOK GLL GBL og standsede forfærdet op.Da Gokl kom til syne, vild og afsindig at se på, drejede mennesket

rundt og flygtede skrigende ud af hønsegården, mens hun glemte at lukke lågen efter sig.

Der blev naturligvis vild opstandelse, men hønsene løb ikke ud i gården, det kunne de åbenbart ikke finde ud af, selv om døren stod på vid gab. Kun Gokl løb, først til højre, ned mod åen. Så til venstre. Derefter ud i åen, og så stod hun dér.

Hvad skulle hun nu?

…

Gokl fortsatte sin flugt mod strømmen, der sprøjtede som kølvand om hendes fødder, tvivlrådigt frem og tilbage mellem de to bredder, godt der ikke var dybt.

Hun var skræmt over det store rum, der hævede sig over hende. Hvor var der et hul, hun kunne krybe ind i?

Hun faldt og slugte grumset åvand. Hun sprang op og kaldte på far Kykkeli.

– Jeg vil hjem.Hun ville ind i sit hjørne og krumme sig sammen og være tryg

sammen med hønsene. Verden var alt for stor, og himlen deroppe, den var ufattelig, truende og tænk, hvis den faldt ned.

Hun vovede næsten ikke at kikke op.Det var en gåde, at noget kunne være så langt borte og være så blåt

og ufatteligt.Hun pressede sig ind i et hul i den smattede åbrink, under rødderne

fra et kroget fyrretræ. Hun krummede sig sammen, gjorde sig lillebitte ved at holde armene om benene og presse hagen mod knæene.

– Far Kykkeli, mumlede hun, – find mig.Hun drejede hovedet mod den mørke jord og åndede tungt.Hvad var det for en dumhed, hun havde begået? Hvordan skulle


211

hun kunne klare sig ude i en verden, der var så forfærdelig stor, at hun allerede var blevet væk? Det var, som PipHans havde sagt, når man stødte på et eller andet, så var der altid noget bagved igen.

Det havde ikke nogen ende.Hun havde haft en far og en hel masse mødre, nu havde hun ingen.

Nu var hun alene, sulten, og tørstig.Naturligvis havde hun lært et og andet i hønsehuset, helt hjælpeløs

var hun da heldigvis ikke. Da den forfærdeligt skarpe sol, der konstant brændte huller i skyerne og stirrede ondskabsfuldt ned på hende, endelig gik ned i en rød sæk, vovede hun sig frem fra sit mudderhul.

Hun bøjede sig ud over vandet, sugede lidt vand ind i munden, og lagde på hønemanér nakken tilbage for at lade vandet glide ned i halsen. Ah, det var dejligt.

Da vandet blev roligt foran hende, trak hun pludselig hovedet til sig, fordi hun troede, hun så nogen dernede.

Uha, det gav et slemt mavekneb.Kunne det passe? Der kunne vel ikke sidde nogen dernede i vandet?

Skulle hun stikke af eller undersøge sagen?Forsigtigt lænede hun sig lidt frem og stak en hånd ned i vandet,

helt ned til bunden.Sådan hang det altså sammen.– Jeg kan gøre sådan og sådan, sagde hun, – og så gør billedet

dernede det også sådan og sådan, det er fordi det er mig.Hun satte en finger på næsetippen.Hun lavede grimasser.Det var virkelig hende selv. Hun var bestemt ikke nogen kylling,

ikke en fjer havde hun tilbage på kroppen, fordi hun havde plasket så forvirret rundt ude i åen. Hendes hud var hvid og blød. Hvordan skulle hun nu kunne holde varmen?

Det var faktisk ved at blive lidt koldt.

…

Hun gik i nordlig retning, men der var ingen hønsegård at se, derfor drejede hun rundt og gik først mod vest, før hun igen drejede af og gik mod øst.

Hun kom til veje, hvis asfalt var så slidt og gammel, at den flere steder var forsvundet i græs. Hun kikkede sig til alle sider. Hun lyttede.

Alt her var afsides og øde.Da hun så en skramlende og rusten bøtte gøre holdt et stykke borte,


212

anede hun ikke, at det var en bil. Da den brummede, troede hun det var et dyr af en slags.

Hun stod ret op og ned og kunne ikke bestemme sig til, hvad hun skulle gøre.

Et menneske med hår på hagen steg ud af bilen. Han så underlig ud, pilskaldet var han med et mægtigt ar, der løb fra øre til øre.

– Hvad har vi her? Han grinede sort. – Et vildt og forsømt og split-ternøgent menneskebarn.

Han kikkede sig hurtigt omkring.Det samme gjorde Gokl.Ingen andre end de to var at se i det store øde.Endelig fik hun magt over de lamslåede fødder, så de kunne løbe

væk med hende. Hun drejede rundt og sprang over grøften. Men hun kom ikke langt, før hun faldt.

Manden var hurtig.– Haps, grinede han.Da hun åbnede munden for at skrige, lød det i hans øre, som når

man fangede en høne for at hugge hovedet af den.– Du er jo mere dyr end menneske, sagde han. – Så, så, lille hønse-

pige, du skal ikke være forskrækket, doktor Frankel er ikke så slem, som han ser ud.

Han kikkede igen rundt.– Ikke engang en ko på græs, sagde han.Han slæbte hende op til den rustne bøtte og puttede hende om bag i

bagagerummet.

Gokl blev kastet frem og tilbage, puffet, slået, mast og klemt fra fod til isse. Der var bratte sving og buler på den vej, det gik fra bakketop til bakkedal, så det kildede i maven, og der var kulsort i det smalle ilde-lugtende rum, hvor det var svært at trække vejret.

Hun lå og undrede sig over, hvor hun var, om hun måske var i maven på et stort dyr?

Nej, det troede hun alligevel ikke. Nu huskede hun også svagt noget fra dengang hjemme i hønsehuset. Hun havde ligget øverst oppe og kikket ud af hullet, og hun havde set mennesket sætte sig ind i sådan en tingest.

På en måde var det lidt hjemligt at ligge i et smalt rum efter luren under åben himmel. Hun kunne rulle sig sammen, at det var kulsort generede hende ikke, det var hun vant til.

Men hvad var det for et menneske, der havde fanget hende? Han så mærkelig ud med det der kæmpear og øjnene, som nok var skjult bag


212

anede hun ikke, at det var en bil. Da den brummede, troede hun det var et dyr af en slags.

Hun stod ret op og ned og kunne ikke bestemme sig til, hvad hun skulle gøre.

Et menneske med hår på hagen steg ud af bilen. Han så underlig ud, pilskaldet var han med et mægtigt ar, der løb fra øre til øre.

– Hvad har vi her? Han grinede sort. – Et vildt og forsømt og split-ternøgent menneskebarn.

Han kikkede sig hurtigt omkring.Det samme gjorde Gokl.Ingen andre end de to var at se i det store øde.Endelig fik hun magt over de lamslåede fødder, så de kunne løbe

væk med hende. Hun drejede rundt og sprang over grøften. Men hun kom ikke langt, før hun faldt.

Manden var hurtig.– Haps, grinede han.Da hun åbnede munden for at skrige, lød det i hans øre, som når

man fangede en høne for at hugge hovedet af den.– Du er jo mere dyr end menneske, sagde han. – Så, så, lille hønse-

pige, du skal ikke være forskrækket, doktor Frankel er ikke så slem, som han ser ud.

Han kikkede igen rundt.– Ikke engang en ko på græs, sagde han.Han slæbte hende op til den rustne bøtte og puttede hende om bag i

bagagerummet.

Gokl blev kastet frem og tilbage, puffet, slået, mast og klemt fra fod til isse. Der var bratte sving og buler på den vej, det gik fra bakketop til bakkedal, så det kildede i maven, og der var kulsort i det smalle ilde-lugtende rum, hvor det var svært at trække vejret.

Hun lå og undrede sig over, hvor hun var, om hun måske var i maven på et stort dyr?

Nej, det troede hun alligevel ikke. Nu huskede hun også svagt noget fra dengang hjemme i hønsehuset. Hun havde ligget øverst oppe og kikket ud af hullet, og hun havde set mennesket sætte sig ind i sådan en tingest.

På en måde var det lidt hjemligt at ligge i et smalt rum efter luren under åben himmel. Hun kunne rulle sig sammen, at det var kulsort generede hende ikke, det var hun vant til.

Men hvad var det for et menneske, der havde fanget hende? Han så mærkelig ud med det der kæmpear og øjnene, som nok var skjult bag



214

de mørke briller, men som hun alligevel kunne mærke.Måske hakkede menneskene på ham og troede, han var ond, fordi

han så sådan ud.Han bringer mig måske hjem til hønsegården nu, tænkte hun. Om

lidt skal jeg gense far Kykkeli og de andre, og så vil jeg fortælle de stride høns, at man ikke skal dømme nogen på forhånd. Selv de mærkelige har ret til at være.

Sådan lå hun og beroligede sig selv. Hun brød sig nemlig ikke om at være bange, for så var man ikke rigtig sig selv, så kunne man ikke tænke klart. Samtidigt føltes det lidt, som om hendes hjerte var på vej ud af kroppen. Men det værste var næsten, at det var svært at trække vejret.

Stadigvæk bumlede hun rundt. Af og til slog hun hovedet ind i noget hårdt og kantet.

Hun blev nødt til at ligge med begge hænder om hovedet.Endelig standsede motoren sin brummen.Bagagerummet blev åbnet.– Så er vi hjemme, sagde doktor Frankel.– Det er da ikke hønsehuset, sagde hun og kikkede ud. – Det her

sted kender jeg ikke.Doktor Frankel kastede hovedet tilbage og lo buldrende, da han

hørte de besynderlige strubelyde. Han tog fat i hende og holdt godt fast i hendes arm.

– Ja, sagde han, – jeg tror minsandten, du er stukket af fra et hønsehus.

Hun forstod ikke et ord af det, han sagde, selv om mange af ordene gentog sig. Han var godt nok fæl at se på. Da han kastede hovedet bagover og lo, var det som at se ned i et mudderhul med stumper af rådne hegnspæle. Hans hænder var stærkt behårede, ligesom hårene på hans bryst, der stak op over skjorteflippen som en halmvisk.

Det var umuligt at se øjnene bag de mørke briller, så hun kunne ikke se, om han manglede et øje.

Han var nok en stakkel, som blev kanøflet af de andre.Hun kom ind i et stort hus, det var i hvert fald stort i forhold til

hønsehuset, og her var betydeligt renere end hjemme. Der lå hverken møg eller fjer på gulvet. Her var bord og stole, og et billede på væggen af et eller andet.

– Du er da det første barn, jeg har mødt, som ikke er bange for doktor Frankel, sagde manden. – Hvor kommer du fra?

– Jeg kan altså ikke forstå, hvad du siger, sagde hun.


214

de mørke briller, men som hun alligevel kunne mærke.Måske hakkede menneskene på ham og troede, han var ond, fordi

han så sådan ud.Han bringer mig måske hjem til hønsegården nu, tænkte hun. Om

lidt skal jeg gense far Kykkeli og de andre, og så vil jeg fortælle de stride høns, at man ikke skal dømme nogen på forhånd. Selv de mærkelige har ret til at være.

Sådan lå hun og beroligede sig selv. Hun brød sig nemlig ikke om at være bange, for så var man ikke rigtig sig selv, så kunne man ikke tænke klart. Samtidigt føltes det lidt, som om hendes hjerte var på vej ud af kroppen. Men det værste var næsten, at det var svært at trække vejret.

Stadigvæk bumlede hun rundt. Af og til slog hun hovedet ind i noget hårdt og kantet.

Hun blev nødt til at ligge med begge hænder om hovedet.Endelig standsede motoren sin brummen.Bagagerummet blev åbnet.– Så er vi hjemme, sagde doktor Frankel.– Det er da ikke hønsehuset, sagde hun og kikkede ud. – Det her

sted kender jeg ikke.Doktor Frankel kastede hovedet tilbage og lo buldrende, da han

hørte de besynderlige strubelyde. Han tog fat i hende og holdt godt fast i hendes arm.

– Ja, sagde han, – jeg tror minsandten, du er stukket af fra et hønsehus.

Hun forstod ikke et ord af det, han sagde, selv om mange af ordene gentog sig. Han var godt nok fæl at se på. Da han kastede hovedet bagover og lo, var det som at se ned i et mudderhul med stumper af rådne hegnspæle. Hans hænder var stærkt behårede, ligesom hårene på hans bryst, der stak op over skjorteflippen som en halmvisk.

Det var umuligt at se øjnene bag de mørke briller, så hun kunne ikke se, om han manglede et øje.

Han var nok en stakkel, som blev kanøflet af de andre.Hun kom ind i et stort hus, det var i hvert fald stort i forhold til

hønsehuset, og her var betydeligt renere end hjemme. Der lå hverken møg eller fjer på gulvet. Her var bord og stole, og et billede på væggen af et eller andet.

– Du er da det første barn, jeg har mødt, som ikke er bange for doktor Frankel, sagde manden. – Hvor kommer du fra?

– Jeg kan altså ikke forstå, hvad du siger, sagde hun.


215

Doktor Frankel lo igen buldrende højt.– Og uden en trævl på kroppen, sagde han og rakte en stor hånd

frem og mærkede på hende, som når folk hos slagteren mærker efter, om der er kød på kyllingeskroget.

– Hvor heldig har man lov at være. Hva’, stump? Doktor Frankel kører en tur. Han leder med lys og lygte og hokuspokus, så står der sådan en tøs midt på landevejen, som hverken kan tale eller forstå, hvad man siger til hende.

Hun kunne ikke lide hans grove, kolde hænder. Bare han ville lade være med at røre ved hende, men sådan gjorde menneskene måske, når de skulle hilse på hinanden?

– Nå, du er måske alligevel en smule bange for doktor Frankel, sagde han, – alt andet ville da også have været mærkeligt.

Sær og snakkende var han konstant, manden, mens han fandt noget mad frem til hende. Det var brød. Det smagte underligt og svulmede op i hendes mund, men hun var sulten.

Hun gumlede og gumlede.Han gav hende også en skjorte. Den var alt for stor, og det var

mærkeligt at have sådan noget på kroppen.Manden bandt en snor om livet på hende, så skjorten kunne blive

holdt sammen på midten. Han samlede også hendes hår i en hestehale og satte en elastik i. Det var helt dejligt at få det hår væk fra ansigtet. Han var godt nok grim.

– Nu ligner du næsten et menneske, lo han.Da hun havde spist, greb han fat i hendes hånd og slæbte hende op

ad en knirkende trappe til et lille værelse med skråvægge. Her puffede han hende ind, hvorefter han drejede en nøgle i låsen og gik sin vej.

Hun forsøgte at ryste en lidt uhyggelig fornemmelse af sig. Hun sagde til sig selv, at manden bare ville hjælpe hende. Men hvorfor undersøgte han hende på den måde?

Hvad betød det, at han vendte og drejede hende?Hun tog fat i døren. Selv om han måske bare havde spærret hende

inde, for at hun ikke skulle løbe ud og blive væk igen, så besluttede hun sig for at stikke af.

Der er jo ikke sket noget, tænkte hun, jeg har fået mad, og jeg har noget på kroppen, som kan holde mig varm.

– Men jeg vil alligevel hjem, råbte hun.Hun hamrede på døren. Hun sparkede til den. Hun blev ved med at

råbe, indtil han dukkede op.– Hvis du ikke holder op med det skrigeri, sagde han, – så kommer

du ned i kartoffelkælderen.


216

– Lad mig gå, råbte hun.– Jeg tror, du trænger til noget beroligende, sagde han, – det er

vigtigt at du falder lidt til ro, inden den højtidelige overrækkelse.Han tog fat i hende og holdt hende så fast, at det gjorde ondt. Hun

kæmpede imod af alle kræfter. Der gik panik i hende. Hun sparkede vildt med benene, men han var stærk og pressede hende ned på en knirkende divan, der var dækket af et ildelugtende tæppe.

Han holdt hende fast med det ene knæ, mens han fandt en sprøjte frem. Hun skreg, da han stak nålen i hende.

– Så går vi i kartoffelkælderen, sagde han, – der er så dejlig fredeligt.

Han holdt hende under den ene arm, da han gik ned ad trappen.Det var underligt, at hun pludselig blev så slap og ligeglad. Det

gjorde heller ikke ondt mere.Manden åbnede en luge i gulvet, og en lille trappe kom til syne,

nærmest en hønsestige.Hun faldt ned i et sort hul. Noget eksploderede oppe i hendes

hoved, og smerten vendte tilbage, en smerte der bredte sig til hele kroppen. Hun vidste ikke engang, om hun sov, eller om hun stadigvæk var vågen.

Hun var ikke længere til stede.Mørket var et helt specielt mørke. Det skabte alt om til ingenting.Iskolde hænder krøb overalt på hende som store blege edderkopper

der bed hende i halsen. Hun blev mast ned mod jorden og var ved at blive knust.

Da hun endelig fik tvunget sine øjne op, var hun ør i hovedet og knastør i munden. Hun var øm over det hele, men mareridtet var over-stået nu.

Doktor Frankel tog hende med op i stuen.– Hvis du ellers kan opføre dig ordentligt, sagde han. – Så kan vi to

godt blive enige.Hun fandt det klogest ikke at gøre modstand.Hun ville ikke stikkes igen, ikke ned i den kælder.For en sikkerheds skyld bandt han hende til en stol. Han gav hende

en hagesmæk på og madede hende, som om hun var et spædbarn, ja, han proppede hende faktisk og efter et par dage, hvor hun var mere rolig, begyndte han at gå ture med hende udenfor på marken.

– Det er nødvendigt med frisk luft, sagde doktor Frankel, der holdt hende i hånden. – Så du kan være sund og rask.

Doktor Frankel bagte boller og lavede varm chokolade i en stor sort


216

– Lad mig gå, råbte hun.– Jeg tror, du trænger til noget beroligende, sagde han, – det er

vigtigt at du falder lidt til ro, inden den højtidelige overrækkelse.Han tog fat i hende og holdt hende så fast, at det gjorde ondt. Hun

kæmpede imod af alle kræfter. Der gik panik i hende. Hun sparkede vildt med benene, men han var stærk og pressede hende ned på en knirkende divan, der var dækket af et ildelugtende tæppe.

Han holdt hende fast med det ene knæ, mens han fandt en sprøjte frem. Hun skreg, da han stak nålen i hende.

– Så går vi i kartoffelkælderen, sagde han, – der er så dejlig fredeligt.

Han holdt hende under den ene arm, da han gik ned ad trappen.Det var underligt, at hun pludselig blev så slap og ligeglad. Det

gjorde heller ikke ondt mere.Manden åbnede en luge i gulvet, og en lille trappe kom til syne,

nærmest en hønsestige.Hun faldt ned i et sort hul. Noget eksploderede oppe i hendes

hoved, og smerten vendte tilbage, en smerte der bredte sig til hele kroppen. Hun vidste ikke engang, om hun sov, eller om hun stadigvæk var vågen.

Hun var ikke længere til stede.Mørket var et helt specielt mørke. Det skabte alt om til ingenting.Iskolde hænder krøb overalt på hende som store blege edderkopper

der bed hende i halsen. Hun blev mast ned mod jorden og var ved at blive knust.

Da hun endelig fik tvunget sine øjne op, var hun ør i hovedet og knastør i munden. Hun var øm over det hele, men mareridtet var over-stået nu.

Doktor Frankel tog hende med op i stuen.– Hvis du ellers kan opføre dig ordentligt, sagde han. – Så kan vi to

godt blive enige.Hun fandt det klogest ikke at gøre modstand.Hun ville ikke stikkes igen, ikke ned i den kælder.For en sikkerheds skyld bandt han hende til en stol. Han gav hende

en hagesmæk på og madede hende, som om hun var et spædbarn, ja, han proppede hende faktisk og efter et par dage, hvor hun var mere rolig, begyndte han at gå ture med hende udenfor på marken.

– Det er nødvendigt med frisk luft, sagde doktor Frankel, der holdt hende i hånden. – Så du kan være sund og rask.

Doktor Frankel bagte boller og lavede varm chokolade i en stor sort


217

gryde, mens han snakkede i et væk. Spis, min gris, i morgen skal du slagtes.

Hun kom ikke ned i kartoffelkælderen mere. Heldigvis.Doktor Frankel kastede en gang imellem et blik ud af vinduet og

nikkede tilfreds.– Det går over al forventning, sagde han, – der er vist ingen, som

savner dig, hva’?Han holdt op med at binde hendes hænder, så hun kunne spise selv.

Hun prøvede at gøre sig så lille som muligt. Mareridtet sad endnu i hende.

– Jeg tror tiden nærmer sig, sagde doktor Frankel. – Vi må hellere gøre noget ved det.

Selv om hun foretrak hønsk, så lyttede hun opmærksomt til doktor Frankels ord, forsøgte at holde dem fast og få en mening ud af det, han sagde.

Særlig kønt var det ikke, dette menneskesprog der mindede lidt om rævebjæf. Alligevel prøvede hun at forme læberne og efterligne ordene.

Doktor Frankel snakkede uafbrudt, også selv om han ikke havde andre at snakke med end sig selv. Alt, hvad han foretog sig, skulle have en kommentar med på vejen.

– Nå, nu skal vi spise friskbagte kanelsnegle, sagde han, – doktor Frankel er en fantastisk bager, og bagefter skal vi i bad. Hvis der er noget i fjernsynet, så ser vi det. Vi får lov til at se melodi-grandprix hvis vi opfører os ordentligt.

Han vendte sig mod hende.– Ja, ja, det skal nok gå alt sammen, sagde han. – Sikke et guldæg,

jeg har fundet. Hvis vi går frivilligt i bad, får vi lørdagsslik.Munden stod aldrig stille på ham. Når øjnene gled op om morgenen,

så gled munden også op, hvilket straks gav anledning til at han holdt et længere foredrag.

– Nå, det pisser ned i dag, sagde han, – ja, ja, kom regn, kom sne, pyt. Vi må hellere ringe til Hermandsen, så vi kan få den aftale på plads.

Hun brød sig ikke om at komme i bad. Hun kom til at fryse, og han sad der og gloede med sine stenøjne.

– Nu ikke så kostbar, sagde doktor Frankel, – du må ikke lugte for meget af hønsehus.

Selv om hun ikke kom i kartoffelkælderen længere og havde sine hænder fri, så fik hun alligevel ikke lov til at gå omkring, som det passede hende. Det meste af dagen sad hun i stuen og var lænket til


218

en parasolsten. Men hun fik lov til at se levende billeder i en trækasse, der stod i et hjørne af stuen.

Mærkeligt var det.– Du kan godt lide at se fjernsyn, hva’, sagde doktor Frankel.Fjernsyn hed det.Godt lide betød, at hun godt kunne lide det.– Godt li fjern … syn, sagde hun.– Ja, ja, du er sgu da vist en klog lille størrelse, Hønsepige, lo

doktor Frankel, – men du har også en god læremester.– Hønsepige, sagde hun.– Ja, Hønsepige, sagde doktor Frankel og pegede på hende med en

mager, langneglet pegefinger, hvis spids var fyldt med sorte stride hår, som var det en tandbørste.

– Mig, sagde hun og pegede på sig selv. – Hønsepige.– Nemlig, jeg tror sgu, du har fattet det, sagde han, – kan du sige:

Doktor Frankel er sød. Se på mine læber … Doktor FRANKEL er SØD.

– Dogdor Vrankel er død, sagde hun.– Nej, gu er han ej, sagde doktor Frankel. – Doktor Frankel er

udødelig, og han er sød.– Sød, sagde hun.– Ja, minsandten, du har ret, sagde doktor Frankel, – det er lige,

hvad han er, lille Hønsepige.– Hønsepige, sagde hun. – Mig.Hun forstod mere og mere af det doktor Frankel sagde, og hun

gentog hele tiden ordene for sig selv. På den måde lærte hun menne-skenes sprog. Det var faktisk ikke så svært.

Hun forstod snart alt, hvad han sagde, næsten. For da han tog det, han kaldte sin mobiltelefon og talte med en eller anden, så fattede hun alligevel ingenting.

– Hallo, doktor Frankel her. Jeg skal tale med den lille Hermandsen, ja frøken, du skal bare sige, det er doktor Frankel, så garanterer jeg for, at han har masser af tid.

Doktor Frankel var det mærkeligste, hun nogensinde havde oplevet. Indimellem var hun meget bange for ham, til andre tider var det ikke så slemt.

– Ja, gu er det mig, sagde doktor Frankel irriteret, – ja, det har jeg nemlig. Som jeg altid har sagt, doktor Frankel kan levere varen. Ja da.

Han drejede hovedet og grinede til hende.– Nej, hun har ikke noget navn, du, hverken personnummer eller

noget, jeg kalder hende Hønsepigen. Hun kaglede som en høne, da


218

en parasolsten. Men hun fik lov til at se levende billeder i en trækasse, der stod i et hjørne af stuen.

Mærkeligt var det.– Du kan godt lide at se fjernsyn, hva’, sagde doktor Frankel.Fjernsyn hed det.Godt lide betød, at hun godt kunne lide det.– Godt li fjern … syn, sagde hun.– Ja, ja, du er sgu da vist en klog lille størrelse, Hønsepige, lo

doktor Frankel, – men du har også en god læremester.– Hønsepige, sagde hun.– Ja, Hønsepige, sagde doktor Frankel og pegede på hende med en

mager, langneglet pegefinger, hvis spids var fyldt med sorte stride hår, som var det en tandbørste.

– Mig, sagde hun og pegede på sig selv. – Hønsepige.– Nemlig, jeg tror sgu, du har fattet det, sagde han, – kan du sige:

Doktor Frankel er sød. Se på mine læber … Doktor FRANKEL er SØD.

– Dogdor Vrankel er død, sagde hun.– Nej, gu er han ej, sagde doktor Frankel. – Doktor Frankel er

udødelig, og han er sød.– Sød, sagde hun.– Ja, minsandten, du har ret, sagde doktor Frankel, – det er lige,

hvad han er, lille Hønsepige.– Hønsepige, sagde hun. – Mig.Hun forstod mere og mere af det doktor Frankel sagde, og hun

gentog hele tiden ordene for sig selv. På den måde lærte hun menne-skenes sprog. Det var faktisk ikke så svært.

Hun forstod snart alt, hvad han sagde, næsten. For da han tog det, han kaldte sin mobiltelefon og talte med en eller anden, så fattede hun alligevel ingenting.

– Hallo, doktor Frankel her. Jeg skal tale med den lille Hermandsen, ja frøken, du skal bare sige, det er doktor Frankel, så garanterer jeg for, at han har masser af tid.

Doktor Frankel var det mærkeligste, hun nogensinde havde oplevet. Indimellem var hun meget bange for ham, til andre tider var det ikke så slemt.

– Ja, gu er det mig, sagde doktor Frankel irriteret, – ja, det har jeg nemlig. Som jeg altid har sagt, doktor Frankel kan levere varen. Ja da.

Han drejede hovedet og grinede til hende.– Nej, hun har ikke noget navn, du, hverken personnummer eller

noget, jeg kalder hende Hønsepigen. Hun kaglede som en høne, da


219

jeg fandt hende. Hun må være opvokset i et hønsehus. Nej, hende er der ingen, som vil savne. Ja, selvfølgelig er hun sund og rask. Sådan omkring halvanden meter vil jeg skyde på. Hundrede tusinde, og det er ikke kroner, vi taler om, Hermandsen, det er dollars, og det er kontanter. Nej, fan’me nej, hun er perfekt, du, hun er det dobbelte værd, hundrede tusinde og hun er din, ellers bliver der ikke nogen handel.

Mærkeligt var det. Der kunne da umuligt sidde et menneske i sådan en lille en.

Doktor Frankel hentede en jakke og åbnede den hængelås, hun havde om det ene ben. Det var rart at blive fri for den parasolsten.

– Vi skal ud og køre en lille tur, sagde han.– Hvor? spurgte hun.– Det hedder HVORHEN? sagde doktor Frankel.– Hvorhen, sagde hun, – køre en tur?– Du er allerede god til at stille spørgsmål, sagde doktor Frankel.

– Det er sgu da både synd og skam, at så klog en lille pige ikke har nogen fremtid for sig.

Han tog hende uden videre under den ene arm og bar hende ud til bilen.

Også denne gang puttede han hende temmelig hårdhændet ned i bagagerummet.

– Og du tier stille, advarede han og lagde en finger på læben. – Ellers ved du, hvad der sker.

2. Hvorfor tager dr. Frankel Hønsepigen med hjem?3. Hvem er Hermandsen? Hvad skal han bruge Hønsepigen til?

opgave 3-7


220

Ros til AsmusRos til Asmus af Bent Haller

Bent Haller har også skrevet mange noveller. Her skal du læse to af dem. Mens du læser den første novelle, skal du overveje, om du mener, den er realistisk eller fantastisk.


220

Ros til AsmusRos til Asmus af Bent Haller

Bent Haller har også skrevet mange noveller. Her skal du læse to af dem. Mens du læser den første novelle, skal du overveje, om du mener, den er realistisk eller fantastisk.


221

Asmus var en frisk dreng, livlig, glad og munter. Han tumlede rundt i verden, alene når det ikke kunne være anderledes, men helst sammen med kammeraterne, og han gjorde som dem og lærte det, man nu engang skulle lære. Han var som de fleste, ikke den dygtigste, men heller ikke den dårligste. Han lærte at læse, regne og skrive og gjorde, hvad han fik besked på. Alt var således lige efter Danmarksbogen, indtil en dag han var med en kammerat hjemme fra skole.

Kristoffer var også som de andre børn, sådan da. Hvis han var en lille smule anderledes, så var det, fordi han var ekstremt dygtig til alting. Det måtte være rart, tænkte Asmus, det kunne han godt tænke sig. Og han mente selv, at han, den dag de skulle hjem til Kristoffer og lege, fandt ud af, hvordan det kunne være, at der var en forskel.

De sad ved køkkenbordet og fik nogle kiks og et glas æblejuice hver, da Kristoffers mor sagde: – Må jeg se dine skoleting, Kristoffer?

Kristoffer hentede sin skoletaske og tog skrivehæftet frem samt regnehæftet. Moren kikkede i bøgerne og smilede.

– Det ser flot ud, sagde hun, du bliver bare dygtigere og dygtigere, Kristoffer.

Det gav et spjæt i Asmus, som om nogen havde nappet ham bagi, og et øjeblik blev han nervøs, da han så, hvad der skete med Kristoffer. Han ikke bare smilede til en olympisk guldmedalje, han voksede også. Det var virkelig foruroligende at se, hvordan han blev større og større, stærkere og stærkere.

– Har du lektier for til i morgen? spurgte Kristoffers mor.– Ja, sagde Kristoffer, og han kunne simpelthen ikke vente med

at få de lektier lavet. Både regning og skrivning. Asmus havde ellers forestillet sig, at de skulle spille fodbold eller klatre i æbletræer.

– Ja, I kan lige så godt få det overstået, sagde Kristoffers mor. Så kan I lege bagefter.

De lavede altså deres lektier sammen inde på Kristoffers værelse, og Asmus forsøgte at skrive sine tal og bogstaver lige så pænt som Kristoffer. Normalt var lektier bare noget, der skulle overstås i en fart. Hans sætninger og tal blev heller ikke så flotte som Kristoffers, men de var alligevel de flotteste, han nogensinde havde lavet.

Bagefter spillede de basketball. Kristoffer var faktisk rigtig god. Da han fra over ti meters afstand kastede bolden i nettet, kom hans mor tilfældigvis forbi med en kurv vasketøj.

– Det er da utroligt, som du kan, Kristoffer, sagde hun.Igen så Asmus, hvordan Kristoffer voksede og blev stærkere og

mere selvsikker, og endnu en gang kastede bolden i kurven over stor afstand.


222

Da Asmus kom hjem sent om eftermiddagen, viste han sin mor sine lektiebøger, men hun havde ikke tid, hun kastede blot et blik ned i bøgerne og sukkede. Hun skulle et eller andet sted hen i en vis fart. Han kunne bare tage en portion mad i køleskabet og varme den i mikroovnen.

Asmus slugte hurtigt, hvad det så var, og gik ned i gården for at øve sig i at spille basketball. I timevis øvede han sig, ja, han øvede sig i flere dage og forsømte skolen. Han øvede sig i næsten to uger, men så kunne han også kaste bolden i kurven med bind for øjnene. Da hans far kom fra arbejde, træt trækkende med sin cykel, råbte Asmus: – Se far.

Han vendte ryggen til kurven, koncentrerede sig og kastede bolden højt op i luften. Han snurrede rundt med bankende hjerte. Bolden svævede, som den skulle, og landede perfekt i kurven.

– Ja, ja, sukkede far, der er nogen, som kan lege dagen lang, mens andre må slide og slæbe.

Asmus følte sig underlig tilpas, det var næsten, som om han krympede og blev mindre og mindre. Det næste kast forfejlede han fuldstændig.

– Ja, ja, sådan går det, når man skal vise sig, sukkede far og traskede videre.

Men nu blev Asmus stædig. Han skulle vise dem. Han spændte en snor ud mellem to pæle og begyndte at øve sig i at gå på line. Han forsømte alt andet, han øvede sig i dagevis, og til sidst blev han så dygtig, at det godt kunne være noget, der bare stod i en historie. Han gik op på første sal med en rulle tøjsnor, han havde lånt i vaske-kælderen. Det var en meget lang og kraftig tøjsnor. Da han kom op på første sal, åbnede han vinduet og gjorde snoren fast til en krog i muren, hvorefter han kastede rullen ned i gården. Han sprang ned ad trappen, idet han glædede sig til at vise sin far og mor, hvad han kunne.

I huset overfor var der en brandtrappe, der gik han op og gjorde snoren fast til gelænderet i første sals højde. Han gjorde snoren så stram, han kunne.

Det var omkring den tid, hvor folk kom hjem fra arbejde. Asmus stillede sig op på snoren og holdt armene ud til siden. Turde han? Der var langt ned, han ville brække både arme og ben, hvis han faldt. Da han så far komme sjoskende med sin cykel, gik han ud på linen.

Et øjeblik blev han svimmel, han kunne også mærke, at han svedte, og at det var koldsved. Skulle han vende om? Nej, han havde allerede taget tre skridt.


222

Da Asmus kom hjem sent om eftermiddagen, viste han sin mor sine lektiebøger, men hun havde ikke tid, hun kastede blot et blik ned i bøgerne og sukkede. Hun skulle et eller andet sted hen i en vis fart. Han kunne bare tage en portion mad i køleskabet og varme den i mikroovnen.

Asmus slugte hurtigt, hvad det så var, og gik ned i gården for at øve sig i at spille basketball. I timevis øvede han sig, ja, han øvede sig i flere dage og forsømte skolen. Han øvede sig i næsten to uger, men så kunne han også kaste bolden i kurven med bind for øjnene. Da hans far kom fra arbejde, træt trækkende med sin cykel, råbte Asmus: – Se far.

Han vendte ryggen til kurven, koncentrerede sig og kastede bolden højt op i luften. Han snurrede rundt med bankende hjerte. Bolden svævede, som den skulle, og landede perfekt i kurven.

– Ja, ja, sukkede far, der er nogen, som kan lege dagen lang, mens andre må slide og slæbe.

Asmus følte sig underlig tilpas, det var næsten, som om han krympede og blev mindre og mindre. Det næste kast forfejlede han fuldstændig.

– Ja, ja, sådan går det, når man skal vise sig, sukkede far og traskede videre.

Men nu blev Asmus stædig. Han skulle vise dem. Han spændte en snor ud mellem to pæle og begyndte at øve sig i at gå på line. Han forsømte alt andet, han øvede sig i dagevis, og til sidst blev han så dygtig, at det godt kunne være noget, der bare stod i en historie. Han gik op på første sal med en rulle tøjsnor, han havde lånt i vaske-kælderen. Det var en meget lang og kraftig tøjsnor. Da han kom op på første sal, åbnede han vinduet og gjorde snoren fast til en krog i muren, hvorefter han kastede rullen ned i gården. Han sprang ned ad trappen, idet han glædede sig til at vise sin far og mor, hvad han kunne.

I huset overfor var der en brandtrappe, der gik han op og gjorde snoren fast til gelænderet i første sals højde. Han gjorde snoren så stram, han kunne.

Det var omkring den tid, hvor folk kom hjem fra arbejde. Asmus stillede sig op på snoren og holdt armene ud til siden. Turde han? Der var langt ned, han ville brække både arme og ben, hvis han faldt. Da han så far komme sjoskende med sin cykel, gik han ud på linen.

Et øjeblik blev han svimmel, han kunne også mærke, at han svedte, og at det var koldsved. Skulle han vende om? Nej, han havde allerede taget tre skridt.



224

Han hørte et råb under sig, men han koncentrerede sig fuldstændig om at holde balancen, mens han stirrede mod brandtrappen. Nærmere og nærmere kom den, skridt for skridt. Det lød, som om råbene kom langt borte fra.

– Se, linedanseren, det er fantastisk.– Der er cirkus i byen.Hold da op, de troede, han var en rigtig cirkusartist. Med bankende

hjerte tog han endnu et skridt fremad. Snoren gnavede sig ind i hans fodsåler. Nu var der ikke langt hen til brandtrappen. Han skævede til siden. Jo, far stod der endnu.

Da han nåede brandtrappen, var han så gennemblødt af sved, som om han havde taget styrtebad med tøjet på. Folk klappede. Han løb fuld af forventning ned ad trappen, over til sin far.

– Hvor har du den tøjsnor fra? spurgte far og gned sig i ansigtet med den ene hånd, som om han trak en maske af.

– Øh, sagde Asmus og mærkede, hvordan han krympede.– Det er vel ikke en, du har taget nede i vaskekælderen, for så bliver

der en fandens ballade, det ved du. Nu piller du den snor ned og afle-verer den, og så snakker vi ikke mere om det.

Asmus mærkede, at han efterhånden var så lille, at han kunne krybe i et musehul, men så let gav han ikke op. Han ville vise dem noget, så de blev nødt til at rose ham og være stolte af ham.

Han besluttede sig for at gøre noget, som ingen andre havde gjort før. Ideen fik han ved at iagttage en fugleunge. Den stod først på jorden og baskede med vingerne, den løftede sig i vejret og kom op på en sten, derefter fortsatte den højere og højere op, indtil den til sidst kom helt op til reden i træet. Nu var den udlært. Den kastede sig ud og fløj af sted, og det var tydeligt at se, hvor stolt forældrefuglene blev, de roste deres unge med muntre pip, mens Asmus gik i gang med at øve sig.

Der kom bud fra skolen, de kunne nok ikke forstå, hvor Asmus blev af, så måske var han syg, men der var ingen hjemme, da de troppede op, mor og far var på arbejde, og Asmus øvede sig i at flyve. Det gik faktisk udmærket. Han havde lavet to flotte vinger af fjer, han havde fundet på stranden og limet sammen. Vinden greb godt fat i de brede vinger, og to gange blev han ligefrem væltet omkuld.

I begyndelsen havde han ikke kræfter nok i armene, han blev for hurtigt træt, men efter at have øvet sig i ugevis blev han så stærk som en vægtløfter. Da han første gang hævede sig op over jorden ved at baske med de fastspændte vinger, blev han så jublende glad, at han


224

Han hørte et råb under sig, men han koncentrerede sig fuldstændig om at holde balancen, mens han stirrede mod brandtrappen. Nærmere og nærmere kom den, skridt for skridt. Det lød, som om råbene kom langt borte fra.

– Se, linedanseren, det er fantastisk.– Der er cirkus i byen.Hold da op, de troede, han var en rigtig cirkusartist. Med bankende

hjerte tog han endnu et skridt fremad. Snoren gnavede sig ind i hans fodsåler. Nu var der ikke langt hen til brandtrappen. Han skævede til siden. Jo, far stod der endnu.

Da han nåede brandtrappen, var han så gennemblødt af sved, som om han havde taget styrtebad med tøjet på. Folk klappede. Han løb fuld af forventning ned ad trappen, over til sin far.

– Hvor har du den tøjsnor fra? spurgte far og gned sig i ansigtet med den ene hånd, som om han trak en maske af.

– Øh, sagde Asmus og mærkede, hvordan han krympede.– Det er vel ikke en, du har taget nede i vaskekælderen, for så bliver

der en fandens ballade, det ved du. Nu piller du den snor ned og afle-verer den, og så snakker vi ikke mere om det.

Asmus mærkede, at han efterhånden var så lille, at han kunne krybe i et musehul, men så let gav han ikke op. Han ville vise dem noget, så de blev nødt til at rose ham og være stolte af ham.

Han besluttede sig for at gøre noget, som ingen andre havde gjort før. Ideen fik han ved at iagttage en fugleunge. Den stod først på jorden og baskede med vingerne, den løftede sig i vejret og kom op på en sten, derefter fortsatte den højere og højere op, indtil den til sidst kom helt op til reden i træet. Nu var den udlært. Den kastede sig ud og fløj af sted, og det var tydeligt at se, hvor stolt forældrefuglene blev, de roste deres unge med muntre pip, mens Asmus gik i gang med at øve sig.

Der kom bud fra skolen, de kunne nok ikke forstå, hvor Asmus blev af, så måske var han syg, men der var ingen hjemme, da de troppede op, mor og far var på arbejde, og Asmus øvede sig i at flyve. Det gik faktisk udmærket. Han havde lavet to flotte vinger af fjer, han havde fundet på stranden og limet sammen. Vinden greb godt fat i de brede vinger, og to gange blev han ligefrem væltet omkuld.

I begyndelsen havde han ikke kræfter nok i armene, han blev for hurtigt træt, men efter at have øvet sig i ugevis blev han så stærk som en vægtløfter. Da han første gang hævede sig op over jorden ved at baske med de fastspændte vinger, blev han så jublende glad, at han


225

sang i vilden sky. Højere og højere hævede han sig ved egen hjælp, og da han til sidst nåede helt op på husets tag, havde han bevist, at det kunne lade sig gøre.

Uden at tøve kastede han sig ud fra taget … og han fløj, han svævede, det var så vidunderlig en fornemmelse, at det slet ikke kunne beskrives. Han svævede opad og opad, og han så byen under sig, bilerne, menneskene. Det kildede i maven, og da han slog et sving og strøg tæt hen over toppen på de træer, der stod i gården mellem de to blokke, fik han øje på far og mor, der havde været i Bilka.

– Halløj, råbte han. Mooaar, far … se mig.Far og mor blev forvirrede og kikkede op. Far skyggede for øjnene.

Han troede nok, det var løgn. Det gjorde mor vist også. Hun standsede og pegede. Asmus hævede sig i vejret, og et vildt grønt flimmer skød op omkring ham, da han slog en kolbøtte og dykkede.

– Mor, far … se mig.– Vil du straks komme ned, råbte mor.– Ja, og det med det samme, råbte far, og det lød virkelig ikke, som

om de var særlig stolte. De var nærmest vrede. Det lammede ham fuldstændig.

– Det der kan man jo ikke, råbte far, kan du ikke forstå det, din dumme dreng.

Og han havde fuldstændig ret. Mennesker kan ikke flyve. Heller ikke Asmus. Han styrtede ned og brød i brand.

1. Er Ros til Asmus en realistisk eller en fantastisk tekst? Hvorfor?

2. Hvad ender novellen med?3. Kom du til at tænke på andre tekster, da du læste novellen?

opgave 1-6


226

ØnskebarnetØnskebarnet af Bent Haller

Overvej, mens du læser, hvordan Bent Haller her har skildret barnet og de voksne i forhold til i Ros til Asmus.

Han blev aldrig kaldt andet end Mester, fordi han var noget særligt. Mor og far havde ønsket ham så brændende, at det var en slags helligdag, der blev fejret med champagne og pindemadder, dengang han blev født.

De ønskede således det allerbedste for ham, og deri adskilte de sig ikke fra alle andre forældre, og dog. De besluttede, at deres søn, som fik kælenavnet Mester, allerede før han blev døbt et borgerligt navn i kirken, skulle have særbehandling i alt. Mindre kunne ikke gøre det.

Da Mester fik lært at sige Mmmmmmm for mor, og derefter Vaaar for far, f var svært for sådan en lille purk, så var de overbeviste om, at han havde arvet noget enestående, altså, at han var et usædvanligt klogt og velbegavet barn. Mor var skolelærer, og far var medlem af en skakklub.

Da Mester en dag tegnede en cirkel med tre prikker på et stykke papir, syntes far, at det var et utroligt vellignende selvportræt, og mor udbrød, at Mester ganske givet ville blive en berømt kunstner en dag og sælge sine malerier til alverdens kunstmuseer.

Da Mester kunne tumle omkring på to stive ben, og far lærte ham at spille fodbold, så Mester en skønne dag ramte bolden rent med vristen, så den beskrev en flot bue op over hækken, klappede far begejstret i hænderne og annoncerede til aftensmaden, at Mester ikke bare var målbevidst, han havde tilmed et sikkert boldøje.

Mor og far diskuterede så, om han skulle være en verdenskendt kunstner eller en berømt professionel fodboldspiller i Manchester United. De tjente nok nogenlunde lige meget.

Mester solede sig naturligvis i deres åbenlyse beundring. De var nemlig af den opfattelse, at jo mere de roste Mester, jo dygtigere ville han blive. De byggede hans selvtillid op lidt efter lidt, selvtillid var nemlig livsnødvendigt, og hver gang han havde gjort sig rigtig umage, fik han en belønning.


226

ØnskebarnetØnskebarnet af Bent Haller

Overvej, mens du læser, hvordan Bent Haller her har skildret barnet og de voksne i forhold til i Ros til Asmus.

Han blev aldrig kaldt andet end Mester, fordi han var noget særligt. Mor og far havde ønsket ham så brændende, at det var en slags helligdag, der blev fejret med champagne og pindemadder, dengang han blev født.

De ønskede således det allerbedste for ham, og deri adskilte de sig ikke fra alle andre forældre, og dog. De besluttede, at deres søn, som fik kælenavnet Mester, allerede før han blev døbt et borgerligt navn i kirken, skulle have særbehandling i alt. Mindre kunne ikke gøre det.

Da Mester fik lært at sige Mmmmmmm for mor, og derefter Vaaar for far, f var svært for sådan en lille purk, så var de overbeviste om, at han havde arvet noget enestående, altså, at han var et usædvanligt klogt og velbegavet barn. Mor var skolelærer, og far var medlem af en skakklub.

Da Mester en dag tegnede en cirkel med tre prikker på et stykke papir, syntes far, at det var et utroligt vellignende selvportræt, og mor udbrød, at Mester ganske givet ville blive en berømt kunstner en dag og sælge sine malerier til alverdens kunstmuseer.

Da Mester kunne tumle omkring på to stive ben, og far lærte ham at spille fodbold, så Mester en skønne dag ramte bolden rent med vristen, så den beskrev en flot bue op over hækken, klappede far begejstret i hænderne og annoncerede til aftensmaden, at Mester ikke bare var målbevidst, han havde tilmed et sikkert boldøje.

Mor og far diskuterede så, om han skulle være en verdenskendt kunstner eller en berømt professionel fodboldspiller i Manchester United. De tjente nok nogenlunde lige meget.

Mester solede sig naturligvis i deres åbenlyse beundring. De var nemlig af den opfattelse, at jo mere de roste Mester, jo dygtigere ville han blive. De byggede hans selvtillid op lidt efter lidt, selvtillid var nemlig livsnødvendigt, og hver gang han havde gjort sig rigtig umage, fik han en belønning.


227

Da han med vandfarver malede sit første billede af en ko, der stod på en græsmark og åd en cinnoberrød kålrabi, købte mor et stort flot staffeli til ham, samt en malerkasse fyldt med dyre oliefarver og femten ruller præpareret kvalitetslærred til at spænde på blænd-rammer. Også en alpehue fik han, og bedstefar købte billedet af kålra-bikoen for tre hundrede kroner til sparebøssen.

Nu steg kunsten, mor var begejstret. Hun fik gennemtrumfet, at Mester kunne debutere i skolens kantine. Hun fik også lokalavis-fotografen til at komme og tage et billede af den lille kunstner med alpehuen.

– Smil til fotografen, sagde fotografen.


228

En dag var Mester på besøg hos bedstemor og bedstefar, som var så glade og stolte over deres barnebarn. Han sad og legede med en gammeldags kaffekande, som han blæste sære lyde ud af, og det gjorde bedstefar så rørstrømsk, at han fik tårer i øjnene, fordi han syntes, fanfaren lød som nationalsangen.

– Den dreng har jo talent, sagde han højt. Og så gik han ind i en musikforretning og købte en tværfløjte, som han forærede Mester med disse ord:

– Øv dig flittigt, Mester, og du bliver verdensmester. Bedstemor lavede klapsalver og videofilmede det hele.Hun roste Mester i de højeste toner, og fordi han havde øvet sig på

tværfløjten i over to minutter i træk, lavede hun fastelavnsboller og lod ham spise så mange, at han fik ondt i maven.

Det var ikke så sært, hvis Mester havde det fremragende, så det endte med, at han troede, han var verdens centrum, hvilket han på en måde også var, fordi verden ikke var så stor … endnu. Det var ikke så mærkeligt, at han troede, han var genial til fodbold, når han konstant kunne tage bolden fra far, drible uden om mor og skyde bolden i mål. Han kunne høre ti tusinde publikummer råbe og skrige, og han fik en medalje, fordi han vandt familiemesterskabet.

Da han holdt sin første koncert i stuen, hvor mor havde inviteret familien på brusevin og pindemadder, blev han rost af en rigtig musiker. Folk var lige ved at besvime af benovelse. Nøj, sagde de og klappede ham på håret, da han var færdig og bukkede. Var det under-ligt, hvis han troede, han var en genial musiker? Var det forkert, hvis han troede, han var den bedste, at han var en rigtig mester? Han kunne stort set alt, og alle sagde, at han med garanti gik en strålende fremtid i møde.

Da han blev, om ikke direkte stor, så i hvert fald større, skulle han i børnehaveklasse, og det var her, han opdagede, at verden var meget større, end han havde regnet med. Men han var fuld af selvtillid, den selvtillid som hans bevidste og kreative forældre havde bygget op i ham, så han gik frisk til sagen.

De sad i en rundkreds og skulle fortælle om sig selv og om det, de var gode til. De andre børn var generte, så ned i gulvet, stammede og vidste ikke rigtigt, hvad de skulle sige, men Mester holdt et langt fore-drag, som i al korthed handlede om, at han var god til ALT.

Børnehaveklasselærerindevikaren nikkede smilende og mente rigtignok, at her havde vi en frisk fyr, som nok skulle komme frem i verden med den indstilling, han havde til tingene.


228

En dag var Mester på besøg hos bedstemor og bedstefar, som var så glade og stolte over deres barnebarn. Han sad og legede med en gammeldags kaffekande, som han blæste sære lyde ud af, og det gjorde bedstefar så rørstrømsk, at han fik tårer i øjnene, fordi han syntes, fanfaren lød som nationalsangen.

– Den dreng har jo talent, sagde han højt. Og så gik han ind i en musikforretning og købte en tværfløjte, som han forærede Mester med disse ord:

– Øv dig flittigt, Mester, og du bliver verdensmester. Bedstemor lavede klapsalver og videofilmede det hele.Hun roste Mester i de højeste toner, og fordi han havde øvet sig på

tværfløjten i over to minutter i træk, lavede hun fastelavnsboller og lod ham spise så mange, at han fik ondt i maven.

Det var ikke så sært, hvis Mester havde det fremragende, så det endte med, at han troede, han var verdens centrum, hvilket han på en måde også var, fordi verden ikke var så stor … endnu. Det var ikke så mærkeligt, at han troede, han var genial til fodbold, når han konstant kunne tage bolden fra far, drible uden om mor og skyde bolden i mål. Han kunne høre ti tusinde publikummer råbe og skrige, og han fik en medalje, fordi han vandt familiemesterskabet.

Da han holdt sin første koncert i stuen, hvor mor havde inviteret familien på brusevin og pindemadder, blev han rost af en rigtig musiker. Folk var lige ved at besvime af benovelse. Nøj, sagde de og klappede ham på håret, da han var færdig og bukkede. Var det under-ligt, hvis han troede, han var en genial musiker? Var det forkert, hvis han troede, han var den bedste, at han var en rigtig mester? Han kunne stort set alt, og alle sagde, at han med garanti gik en strålende fremtid i møde.

Da han blev, om ikke direkte stor, så i hvert fald større, skulle han i børnehaveklasse, og det var her, han opdagede, at verden var meget større, end han havde regnet med. Men han var fuld af selvtillid, den selvtillid som hans bevidste og kreative forældre havde bygget op i ham, så han gik frisk til sagen.

De sad i en rundkreds og skulle fortælle om sig selv og om det, de var gode til. De andre børn var generte, så ned i gulvet, stammede og vidste ikke rigtigt, hvad de skulle sige, men Mester holdt et langt fore-drag, som i al korthed handlede om, at han var god til ALT.

Børnehaveklasselærerindevikaren nikkede smilende og mente rigtignok, at her havde vi en frisk fyr, som nok skulle komme frem i verden med den indstilling, han havde til tingene.


229

– Det nytter nemlig ikke, sagde hun, hvis man ikke tror på sig selv.Hvis der var nogen, som troede et hundrede procent på sig selv, så

var det Mester.Men verden var som sagt større, end han havde forestillet sig, og

han var ikke det eneste barn i den. Faktisk var der mange børn, børn af mange forskellige slags; nogle kunne det ene, mens andre kunne det andet, men Mester var klar til at konkurrere med hvem som helst, stensikker på at vinde.

Da han kom i den rigtige skole, hvor verden virkelig udvidede sig, gik det for alvor op for ham, at der var noget galt. På fodboldbanen blev bolden taget fra ham den ene gang efter den anden, og hans hold tabte 5-0. Det var et chok, derfor reagerede han ikke rigtigt, han kunne ikke, ja, han troede ikke, det kunne passe. Det måtte være, fordi han var syg. Men det samme skete i næste kamp, bolden blev taget fra ham, de andre driblede let uden om ham, faktisk var der ikke rigtig nogen, der ville have ham med på holdet, fordi de ikke syntes, han var god nok.

Han blev rasende og slog en dreng i ansigtet med en knytnæve. Dommeren fløjtede, og Mester fik det røde kort.

Bedre gik det ikke i musikundervisningen. Mor havde skaffet ham den bedste spillelærer, men da spillelæreren havde hørt Mester trutte i fløjten, rystede han på hovedet, og tre uger senere erklærede han ufor-skammet, at Mester ikke havde for fem øre talent. Mor blev rasende, men hun slog ikke spillelæreren, hun brast i gråd, og far måtte trøste hende og love hende en uges ekstra ferie i Rom.

Meget bedre gik det heller ikke, når Mester stod og tegnede og malede sammen med de andre børn. Han behøvede ikke nogen til at fortælle ham, at mange af børnene var dygtigere, end han var, det kunne han selv se. Han blev så rasende på en, der hed Minna, som havde tegnet verdens flotteste solnedgang over Mexico, at han rev hendes tegning i bittesmå stumper.

Selv om mor og far blev ved med at sige, at han ikke skulle give op, at hans billeder alligevel var de bedste, at han nok skulle blive berømt engang, når verden forstod, at han havde været langt foran sin tid, så begyndte han at indse, at de havde narret ham.

Nu begyndte det for alvor at gå ned ad bakke. Han var ikke den første og den bedste til at læse eller regne eller slå flikflak i gymnastik-salen. Han var altid bare nummer to eller måske nummer tre, og det var ingenting værd, det vidste han, så meget havde han da lært. Han måtte indkassere det ene nederlag efter det andet, og det sank i bøtten


230

med selvtillid, til sidst følte han, at han i virkeligheden ikke duede til noget som helst.

Mor og far kaldte ham heller ikke Mester længere, de kaldte ham Mads og havde opgivet håbet om, at han skulle blive til noget stort. Nu var der kun ballade med ham. Han passede ikke sine lektier og kom konstant i slagsmål. Men heller ikke som slagsbror var han nummer et, og nu begyndte han at bebrejde mor og far, at de havde været så torskedumme at tro, at han duede til noget. Det var dem, der havde ødelagt hans liv, for han gik konstant rundt som en spændt fjeder, som en der var lige ved at eksplodere. Han kunne simpelthen ikke vænne sig til, at bolden blev taget fra ham i fodbold, at han ikke kunne finde en ren tone i tværfløjten, at hans farver blev grumsede og smattede og lignede bræk, når han ville male en flot solnedgang, men selv om han øvede sig indædt, selv om han trænede og trænede, gjorde øvelse ingen mester, for der var altid en eller anden idiot, der var bedre og dygtigere end ham. Og så var det hele spoleret.

Det blev skæbnesvangert, dengang han for alvor begyndte at hade sin mor og far, for de havde i virkeligheden bare gjort deres bedste og det, de havde troet på ville gavne ham mest, men nu afskyede han dem. Og da han i garagen fandt en stor dunk med benzin til motorbåden, vidste han med det samme, hvad den skulle bruges til.

En tidlig morgen, endnu mens hans forældre lå og sov i sovevæ-relset, listede han rundt i stuerne. Han sjaskede benzin på gardinerne, på trægulvene, i sofaen og lænestolene. Det begyndte at stinke som bare pokker, men mor og far vågnede ikke. Da han havde tømt dunken, fandt han en tændstik og et stykke papir. Han tændte ild i papiret og kastede det fra sig … og POUFFFF, eksplosionen var så voldsom, at han nærmest blev slynget bagover.

Ilden sprang i vejret som fra tusind kanoner, og flammerne buldrede frem overalt, ti meter sprang de i vejret, og han hørte sin mor skrige. Alt var ét eneste stort og forfærdeligt flammehav. To brændende skik-kelser, to levende fakler, kom løbende imod ham …

Nej. Han stillede benzindunken fra sig, og synet forsvandt. Han måtte finde på noget andet, noget mere udspekuleret.

1. Sammenlign børnene og de voksne i de to noveller.2. Er novellen fantastisk eller realistisk?opgave

1-6


230

med selvtillid, til sidst følte han, at han i virkeligheden ikke duede til noget som helst.

Mor og far kaldte ham heller ikke Mester længere, de kaldte ham Mads og havde opgivet håbet om, at han skulle blive til noget stort. Nu var der kun ballade med ham. Han passede ikke sine lektier og kom konstant i slagsmål. Men heller ikke som slagsbror var han nummer et, og nu begyndte han at bebrejde mor og far, at de havde været så torskedumme at tro, at han duede til noget. Det var dem, der havde ødelagt hans liv, for han gik konstant rundt som en spændt fjeder, som en der var lige ved at eksplodere. Han kunne simpelthen ikke vænne sig til, at bolden blev taget fra ham i fodbold, at han ikke kunne finde en ren tone i tværfløjten, at hans farver blev grumsede og smattede og lignede bræk, når han ville male en flot solnedgang, men selv om han øvede sig indædt, selv om han trænede og trænede, gjorde øvelse ingen mester, for der var altid en eller anden idiot, der var bedre og dygtigere end ham. Og så var det hele spoleret.

Det blev skæbnesvangert, dengang han for alvor begyndte at hade sin mor og far, for de havde i virkeligheden bare gjort deres bedste og det, de havde troet på ville gavne ham mest, men nu afskyede han dem. Og da han i garagen fandt en stor dunk med benzin til motorbåden, vidste han med det samme, hvad den skulle bruges til.

En tidlig morgen, endnu mens hans forældre lå og sov i sovevæ-relset, listede han rundt i stuerne. Han sjaskede benzin på gardinerne, på trægulvene, i sofaen og lænestolene. Det begyndte at stinke som bare pokker, men mor og far vågnede ikke. Da han havde tømt dunken, fandt han en tændstik og et stykke papir. Han tændte ild i papiret og kastede det fra sig … og POUFFFF, eksplosionen var så voldsom, at han nærmest blev slynget bagover.

Ilden sprang i vejret som fra tusind kanoner, og flammerne buldrede frem overalt, ti meter sprang de i vejret, og han hørte sin mor skrige. Alt var ét eneste stort og forfærdeligt flammehav. To brændende skik-kelser, to levende fakler, kom løbende imod ham …

Nej. Han stillede benzindunken fra sig, og synet forsvandt. Han måtte finde på noget andet, noget mere udspekuleret.

1. Sammenlign børnene og de voksne i de to noveller.2. Er novellen fantastisk eller realistisk?opgave

1-6



232

Dem fra OsserDem fra Osseraf Bent Haller

Bent Hallers forfatterskab har de senere år taget en drejning, så hans tekster er blevet kortere og kortere – og dermed mere komprimerede. Du har her læst både romanuddrag og noveller. Nu skal du læse kort-prosatekster.

1. Hvad får titlen og illustrationerne dig til at tænke på?

De havde fået tre nye drenge i klassen.Hvis det så bare havde været en, det var til at overkomme, men tre

…De kom fra den samme landsby, fra Osser, som lå på den anden side

af skoven, der hvor åen løb ud i havet.De var virkelig anderledes.De var rødhårede og havde mærkeligt udstående ører.De holdt sammen som ærtehalm, de Osserknægte.De så ud, som om de altid var parat til at forsvare sig mod en

truende omverden.


232

Dem fra OsserDem fra Osseraf Bent Haller

Bent Hallers forfatterskab har de senere år taget en drejning, så hans tekster er blevet kortere og kortere – og dermed mere komprimerede. Du har her læst både romanuddrag og noveller. Nu skal du læse kort-prosatekster.

1. Hvad får titlen og illustrationerne dig til at tænke på?

De havde fået tre nye drenge i klassen.Hvis det så bare havde været en, det var til at overkomme, men tre

…De kom fra den samme landsby, fra Osser, som lå på den anden side

af skoven, der hvor åen løb ud i havet.De var virkelig anderledes.De var rødhårede og havde mærkeligt udstående ører.De holdt sammen som ærtehalm, de Osserknægte.De så ud, som om de altid var parat til at forsvare sig mod en

truende omverden.


233

De skulede med knyttede næver.De så skeptiske ud, de betragtede alt omkring sig med den aller-

største mistro.Sådan så det i hvert fald ud.Erik og hans venner tog ellers venligt imod de nye kammerater,

men det varede ikke længe, før der opstod problemer.Dem fra Osser talte en mærkelig dialekt, som kunne være svær at

forstå.– Derfor behøver de vel ikke være en flok bonderøve.– Nej, slet ikke, men alligevel.Sådan blev der snakket og fniset og efterabet. Det var bare for sjov.Var de katolikker? For dem var gud i hvert fald ikke en mand, men

en dame med himmelvendte øjne.– Dem om det.– Ja, det var et frit land. De fejrede ikke jul.– Det virker faktisk lidt, som om de gør nar af os, fordi vi slæber et

træ ind i stuen og hopper skrålende rundt om det.– Det er, som om de tror, det er os, der er noget i vejen med, sagde

Erik. – Sådan virker det.– Ja, de er sgu da underlige, sagde Eriks bedste ven, Sven. – Jeg

mener, juleaften. De finder det grinagtigt, at vi tror på julemanden og alle nisserne.

– Ja, de gør faktisk nar af os.– De kommer som nye i klassen og så …– De holder sig sandelig ikke tilbage.– De kommer her, og pludselig er det os, der er en flok bonderøve,

sagde Sven.– Siger de det? spurgte Erik truende.– Det skulle ikke undre mig, sagde Sven. – Jeg

mødte dem i går, da jeg gik hjem fra skole, de var tre, ikke? Jeg var nødt til at gå i en stor bue udenom. De grinede.

– De går altid sammen, sagde Sven, – derfor kan vi ikke længere gå ud alene.

– Det er for farligt. Slaget var uundgåeligt.

2. Er der symbolik i titlen?3. Hvad ender teksten med?

opgave 1-3


234

HavenHavenaf Bent Haller

Når Nete spurgte sin mor, om hun måtte gå ud i kolonihaven, så fik hun altid lov, og morfar tog imod hende, som om det var meget længe siden, han havde set hende. Morfar var meget gammel, så gammel, at han ikke længere kunne passe haven, alligevel boede han der hele sommeren og sov på en sofa, der var ældre end ham selv, under et tæppe mormor havde hæklet. Haven var en jungle af ukrudt. Hvad han fik tiden til at gå med, var der ingen, som vidste. Nete holdt meget af at være i haven, ikke at morfar tog sig af hende eller snakkede med hende, det gjorde han faktisk ikke, somme tider var det næsten, som om han ikke fattede, at hun var der. Han gik og nussede rundt eller sad og sov i den hvide plasticstol. Eller drak kaffe af en stor, øreløs kop. Men når Nete skulle hjem, så virkede det altid, som om han blev ked af det. Han fik tårer i øjnene. Så tog han hendes hånd. Det var det allerbedste. – Nå, du har vel ikke mere travlt, end at du har tid til at spise en tomat, sagde han. Så fik hun lov til at plukke en tomat i det lille drivhus, for tomaterne passede han. Det var det bedste, sådan en knaldrød, fuldmoden tomat, der var varm af solen og meget sød. Ingen andre tomater smagte sådan. – Jo, det har jeg nok tid til, sagde hun.

1. Er det psykiske miljø i denne tekst anderledes end i Bent Hallers øvrige tekster? Hvordan?opgave

1-3


234

HavenHavenaf Bent Haller

Når Nete spurgte sin mor, om hun måtte gå ud i kolonihaven, så fik hun altid lov, og morfar tog imod hende, som om det var meget længe siden, han havde set hende. Morfar var meget gammel, så gammel, at han ikke længere kunne passe haven, alligevel boede han der hele sommeren og sov på en sofa, der var ældre end ham selv, under et tæppe mormor havde hæklet. Haven var en jungle af ukrudt. Hvad han fik tiden til at gå med, var der ingen, som vidste. Nete holdt meget af at være i haven, ikke at morfar tog sig af hende eller snakkede med hende, det gjorde han faktisk ikke, somme tider var det næsten, som om han ikke fattede, at hun var der. Han gik og nussede rundt eller sad og sov i den hvide plasticstol. Eller drak kaffe af en stor, øreløs kop. Men når Nete skulle hjem, så virkede det altid, som om han blev ked af det. Han fik tårer i øjnene. Så tog han hendes hånd. Det var det allerbedste. – Nå, du har vel ikke mere travlt, end at du har tid til at spise en tomat, sagde han. Så fik hun lov til at plukke en tomat i det lille drivhus, for tomaterne passede han. Det var det bedste, sådan en knaldrød, fuldmoden tomat, der var varm af solen og meget sød. Ingen andre tomater smagte sådan. – Jo, det har jeg nok tid til, sagde hun.

1. Er det psykiske miljø i denne tekst anderledes end i Bent Hallers øvrige tekster? Hvordan?opgave

1-3



236

Der er ingen sukker på mine

historier


historier

Bent Haller er en af Danmarks mest produktive børnebogsforfattere. Faktisk har han ikke selv tal på, hvor mange bøger han har skrevet, siden han debuterede i 1976. „Jeg interesserer mig faktisk slet ikke for de bøger, jeg tidligere har skrevet,“ fortæller han. „Det er også derfor, jeg ikke tager ud og holder foredrag om mit forfatterskab, selv om jeg tit bliver opfordret til det. Jeg interesserer mig kun for det, jeg har i gang lige nu. Det, jeg tidligere har skrevet, må læserne selv tage stilling til. Jeg behøver ikke fortælle dem om det.“

Bent Haller fortsætter: „En tekst er jo kun en slags dosmerseddel – den er ikke noget i sig selv. Den har en række muligheder, som læseren kan tage. En tekst kan ikke kun forstås på én måde – og derfor vil jeg ikke fortælle skolebørn, hvordan de skal forstå mine historier. Det må de selv finde ud af, og det kan de sagtens. Hvis man har to læsere, der har læst den samme tekst, har man faktisk to forskellige tekster, for det er forskelligt, hvad de to læsere får ud af den. På den måde bliver en historie altid læserens egen.“

„Derfor skriver jeg heller aldrig til en fast målgruppe. Når jeg arbejder, sidder jeg aldrig og tænker på forhånd: Nu vil jeg skrive en historie for otteårige børn.“ Bent Haller kan dog godt tænke over målgruppen, men først bagefter, når teksten er færdig. Herom siger han: „Når jeg har skrevet en tekst, funderer jeg nogle gange over: Hvem kan egentlig læse dette? Og så tænker jeg: Det her kan en voksen i hvert fald slet ikke kapere – men det kan børn.“

– et interview med Bent Haller


236


historier


historier

Bent Haller er en af Danmarks mest produktive børnebogsforfattere. Faktisk har han ikke selv tal på, hvor mange bøger han har skrevet, siden han debuterede i 1976. „Jeg interesserer mig faktisk slet ikke for de bøger, jeg tidligere har skrevet,“ fortæller han. „Det er også derfor, jeg ikke tager ud og holder foredrag om mit forfatterskab, selv om jeg tit bliver opfordret til det. Jeg interesserer mig kun for det, jeg har i gang lige nu. Det, jeg tidligere har skrevet, må læserne selv tage stilling til. Jeg behøver ikke fortælle dem om det.“

Bent Haller fortsætter: „En tekst er jo kun en slags dosmerseddel – den er ikke noget i sig selv. Den har en række muligheder, som læseren kan tage. En tekst kan ikke kun forstås på én måde – og derfor vil jeg ikke fortælle skolebørn, hvordan de skal forstå mine historier. Det må de selv finde ud af, og det kan de sagtens. Hvis man har to læsere, der har læst den samme tekst, har man faktisk to forskellige tekster, for det er forskelligt, hvad de to læsere får ud af den. På den måde bliver en historie altid læserens egen.“

„Derfor skriver jeg heller aldrig til en fast målgruppe. Når jeg arbejder, sidder jeg aldrig og tænker på forhånd: Nu vil jeg skrive en historie for otteårige børn.“ Bent Haller kan dog godt tænke over målgruppen, men først bagefter, når teksten er færdig. Herom siger han: „Når jeg har skrevet en tekst, funderer jeg nogle gange over: Hvem kan egentlig læse dette? Og så tænker jeg: Det her kan en voksen i hvert fald slet ikke kapere – men det kan børn.“

– et interview med Bent Haller


237

„Egentlig er der altså ingen forskel for mig på, om jeg skriver for børn eller voksne, men i børnelitteraturen kan jeg tillade mig mere. Her kan jeg fortælle historien i en fantastisk ramme – det behøver ikke være realistisk. Det er de voksne læsere ikke meget for.“

Selvfølgelig har Bent Hallers omfattende forfatterskab udviklet sig, siden han skrev sin første bog i 1976. Til det siger han: „Indeni er jeg i dag den samme, som jeg var, da jeg begyndte at skrive, men jeg har i de fleste af mine tekster flyttet mig fra det realistiske til det fantastiske.“

Bent Hallers bøger kan være barske fortællinger med børn, der har det svært, og hovedpersonen har tit store problemer at slås med, som fx Asmus. „Barndommen i vores moderne samfund er en hård nød at knække. Det forsøger jeg at skildre i mine tekster. Børn skal møde problemstillinger i litteraturen. De søde bøger, der kun vil underholde, beskriver ikke børns liv, som de virkelig er. Det, sådanne bøger viser, er sukker på maden – og livet er altså ikke lutter sukker. Sådanne bøger bilder børn noget ind, og det skal man ikke. Det drejer sig om at være ærlig, når man skriver – ellers er det jo bedrag.“

En del af Bent Hallers tekster har intertekstuelle links til fx H.C. Andersen. Spørgsmålet er, om det er bevidst, han lægger sig i dette spor – eller om det er tilfældigt. „Nogle af mine tekster er bevidst skrevet med intertekstuelle links til anden litteratur. Det gælder bl.a. Historien om Hønsepigen. Jeg står jo på skulderen af andre forfattere, og jeg stjæler med arme og ben fra vores gode gamle forfattere som fx H.C. Andersen. Når jeg så skriver i forlængelse af de gamle, bliver det til nye historier.“

De senere år har Bent Haller været optaget af at skrive helt korte tekster. „I disse tekster har jeg taget begyndelsen væk og smidt slut-ningen ud. Jeg laver på den måde en historie, der begynder i 5. gear,“ fortæller han. „Tilbage er så kun det helt centrale, det allervigtigste. Resten sørger læseren selv for. Og det klarer børnene fint. Historien opstår jo med læseren.“

Selv om Bent Haller ikke er meget for at tale om de tekster, han tidli-gere har skrevet, vil han dog godt sætte et par ord på romanen Knut og Køter: „Knut er et rigtigt kærlighedsbarn. Han er fem år, og jeg holder meget af femårige børn. Før et barn kommer i skole, har det stadig sin


238

egen verden og sine egne forestillinger om alt. Fra en femårigs syns-vinkel kan alt lade sig gøre – intet er umuligt. Jeg synes selv, det er ret sjovt at lytte til femårige børn, fordi de kan være så gammelkloge. De har nogle vidunderlige ord og udtryk. Femårige børn har ører som elefanter og lytter godt efter, når de voksne taler, og så prøver de selv at tale på samme måde. Denne sjove gammelklogskab forsvinder bare ofte, når børn kommer i skole. Så skal de lære at indordne sig. Derfor har jeg ladet Knut være fem år, og derfor taler han, som han gør. Men børn, der læser bogen, forstår godt hans sprog, selv om han taler voksent. Jeg kunne ikke drømme om at skrive babysprog, når jeg skriver om og til børn. Jeg har selv et barn inden i mig, så jeg er sikker på, at læseren nok finder ud af det. Jeg har også selv ørerne ude, når jeg er sammen med børn. Så lytter jeg til, hvad de siger, og bruger det måske senere i mine historier,“ siger Bent Haller.

Til spørgsmålet om, hvorfor hans tekster ofte slutter åbent, svarer han: „Jeg er nødt til at vise verden, som den er. Jeg kan ikke skrive lykke-lige slutninger, hvis der ikke er nogen lykkelig slutning. Man må selv bøvle med at få det på plads. Sådan er livet altså. Beklager!“


238

egen verden og sine egne forestillinger om alt. Fra en femårigs syns-vinkel kan alt lade sig gøre – intet er umuligt. Jeg synes selv, det er ret sjovt at lytte til femårige børn, fordi de kan være så gammelkloge. De har nogle vidunderlige ord og udtryk. Femårige børn har ører som elefanter og lytter godt efter, når de voksne taler, og så prøver de selv at tale på samme måde. Denne sjove gammelklogskab forsvinder bare ofte, når børn kommer i skole. Så skal de lære at indordne sig. Derfor har jeg ladet Knut være fem år, og derfor taler han, som han gør. Men børn, der læser bogen, forstår godt hans sprog, selv om han taler voksent. Jeg kunne ikke drømme om at skrive babysprog, når jeg skriver om og til børn. Jeg har selv et barn inden i mig, så jeg er sikker på, at læseren nok finder ud af det. Jeg har også selv ørerne ude, når jeg er sammen med børn. Så lytter jeg til, hvad de siger, og bruger det måske senere i mine historier,“ siger Bent Haller.

Til spørgsmålet om, hvorfor hans tekster ofte slutter åbent, svarer han: „Jeg er nødt til at vise verden, som den er. Jeg kan ikke skrive lykke-lige slutninger, hvis der ikke er nogen lykkelig slutning. Man må selv bøvle med at få det på plads. Sådan er livet altså. Beklager!“


239

9.

A blet og

Ormen– om film

E


A blet og Ormen– om film

240

I dette kapitel skal du arbejde med tegnefilmen som genre, og du skal se tegnefilmen Æblet og Ormen.

TegnefilmNår man skal lave en tegnefilm, beslutter man først, hvordan figu-rerne skal se ud. Dernæst laver man et storyboard over filmens gang i billeder. Her får man både et overblik over handlingen og over, hvordan billederne skal tegnes med hensyn til perspektiv og billedudsnit. Når dette arbejde er færdigt, går tegnerne i gang med at tegne. Det tager lang tid. Til denne film har 25 mennesker siddet i 2½ år ved hver sin computer for at tegne billeder. Først laver tegnerne skitser som det første billede, du kan se på næste side. Derefter klippes skitserne sammen til en film, og der lægges stemmer på. Så kan tegnerne bedre forestille sig, hvordan de næste tegninger skal udvikle sig. Denne måde at arbejde på er meget anderledes, end når man optager spille-film. Til en spillefilm optager man alle billeder, før man klipper bille-derne sammen. Så skal tegningerne farvelægges. Det sker af flere omgange, som du kan se på billederne. Til sidst skal tegningerne animeres. Det vil sige, at billederne skal have liv. Det skal se ud, som om de bevæger sig, men det gør de i virkeligheden ikke. Det ser kun sådan ud, fordi man optager flere billeder med ganske små forskelle lige efter hinanden. Det er blandt andet derfor, det tager så lang tid at producere en tegnefilm.

1. Prøv selv at få en tegning til at bevæge sig. Tegn to næsten ens tændstikmænd på to små stykker papir. Lad den ene have et strakt ben, og den anden et bøjet ben. Læg de to tegninger oven på hinanden, og rul den øverste om en blyant. Lad blyanten glide hurtigt frem og tilbage på et fast underlag, og du kan se, at din tegning bevæger sig.

E

I 1937 lavede Disney verdens

første tegnefilm. Det var Snehvide

og de syv små dværge. Den

første tegnefilm i Danmark var Fyr-tøjet, og den blev lavet i 1946. Den blev en stor suc-ces. Men selv om den blev det, kom de næste tegne-film i Danmark

først i 1962. Det var Svinedrengen og Prinsessen på

Ærten.


A blet og Ormen– om film

240

I dette kapitel skal du arbejde med tegnefilmen som genre, og du skal se tegnefilmen Æblet og Ormen.

TegnefilmNår man skal lave en tegnefilm, beslutter man først, hvordan figu-rerne skal se ud. Dernæst laver man et storyboard over filmens gang i billeder. Her får man både et overblik over handlingen og over, hvordan billederne skal tegnes med hensyn til perspektiv og billedudsnit. Når dette arbejde er færdigt, går tegnerne i gang med at tegne. Det tager lang tid. Til denne film har 25 mennesker siddet i 2½ år ved hver sin computer for at tegne billeder. Først laver tegnerne skitser som det første billede, du kan se på næste side. Derefter klippes skitserne sammen til en film, og der lægges stemmer på. Så kan tegnerne bedre forestille sig, hvordan de næste tegninger skal udvikle sig. Denne måde at arbejde på er meget anderledes, end når man optager spille-film. Til en spillefilm optager man alle billeder, før man klipper bille-derne sammen. Så skal tegningerne farvelægges. Det sker af flere omgange, som du kan se på billederne. Til sidst skal tegningerne animeres. Det vil sige, at billederne skal have liv. Det skal se ud, som om de bevæger sig, men det gør de i virkeligheden ikke. Det ser kun sådan ud, fordi man optager flere billeder med ganske små forskelle lige efter hinanden. Det er blandt andet derfor, det tager så lang tid at producere en tegnefilm.

1. Prøv selv at få en tegning til at bevæge sig. Tegn to næsten ens tændstikmænd på to små stykker papir. Lad den ene have et strakt ben, og den anden et bøjet ben. Læg de to tegninger oven på hinanden, og rul den øverste om en blyant. Lad blyanten glide hurtigt frem og tilbage på et fast underlag, og du kan se, at din tegning bevæger sig.

E

I 1937 lavede Disney verdens

første tegnefilm. Det var Snehvide

og de syv små dværge. Den

første tegnefilm i Danmark var Fyr-tøjet, og den blev lavet i 1946. Den blev en stor suc-ces. Men selv om den blev det, kom de næste tegne-film i Danmark

først i 1962. Det var Svinedrengen og Prinsessen på

Ærten.


Her kan du se udviklingen i en af de tusindvis af tegninger, der er lavet til tegnefilmen Æblet og Ormen: fra første skitse til færdigt billede.

1

2

5

6

3

4


242

Filmiske virkemidler Når man laver en tegnefilm, benytter man mange af de samme filmiske virkemidler, som når man laver spillefilm. Her skal du arbejde med nogle virkemidler, du kender, men du skal gå lidt mere i dybden nu, for du skal selv prøve at eksperimen-tere med dem.

PerspektivSom du ved, betyder perspektiv, at du ser noget fra en bestemt vinkel. I tegnefilm benytter man også de tre former for perspektiv, som du kender fra spillefilm: normalperspektiv, fugleperspektiv og frøperspektiv.

Ved normalperspektiv er vi lige over for det, der tegnes.

Ved fugleperspektiv ser vi fra oven og ned. Med dette perspektiv kan tegneren fortælle os, at der

vil ske noget dramatisk.

Ved frøperspektiv ser vi fra neden og op. Med denne vinkel kan tegneren vise et magtforhold.

2. Gå sammen i makkerpar. Tag stillbilleder af hinanden fra de tre forskellige perspektiver med en mobiltelefon. Diskutér virkningen.

3. I tegnefilm har man mulighed for at arbejde helt overdrevet med perspektivet. Kender du eksempler?

fugl

frø

normal


242

Filmiske virkemidler Når man laver en tegnefilm, benytter man mange af de samme filmiske virkemidler, som når man laver spillefilm. Her skal du arbejde med nogle virkemidler, du kender, men du skal gå lidt mere i dybden nu, for du skal selv prøve at eksperimen-tere med dem.

PerspektivSom du ved, betyder perspektiv, at du ser noget fra en bestemt vinkel. I tegnefilm benytter man også de tre former for perspektiv, som du kender fra spillefilm: normalperspektiv, fugleperspektiv og frøperspektiv.

Ved normalperspektiv er vi lige over for det, der tegnes.

Ved fugleperspektiv ser vi fra oven og ned. Med dette perspektiv kan tegneren fortælle os, at der

vil ske noget dramatisk.

Ved frøperspektiv ser vi fra neden og op. Med denne vinkel kan tegneren vise et magtforhold.

2. Gå sammen i makkerpar. Tag stillbilleder af hinanden fra de tre forskellige perspektiver med en mobiltelefon. Diskutér virkningen.

3. I tegnefilm har man mulighed for at arbejde helt overdrevet med perspektivet. Kender du eksempler?

fugl

frø

normal


243

BilledudsnitI tegnefilm vælger man også forskellige billedudsnit – alt efter, hvad det er vigtigt, at tilskueren bliver opmærksom på. Som i spillefilmen kan man benytte fjernbilleder, totalbil-leder, halvtotalbilleder, nærbilleder eller supernærbilleder.

Når vi ser et supernærbillede, kan det være svært at se, hvad billedet forestiller. Det bruges derfor ofte kun som et virke-middel i spændingsfilm.

Nærbilleder er tegnet helt tæt på.

Ved halvtotalbilleder er man på samme afstand, som når man taler med folk, man kender godt. Halvtotalbilledet bliver derfor ofte brugt, når man vil fortælle om forholdet mellem personerne i tegnefilmen.

Ved totalbilleder er vi på afstand af personerne, og vi kan se sagen udefra. Vi er betragtere.

Fjernbilleder er billeder tegnet fra lang afstand og kan fx bruges til at give et overblik over miljøet – tiden og stedet i tegnefilmen.

4. Man veksler mellem at bruge forskellige billedudsnit, men for det meste vil der være færrest fjernbilleder og supernærbilleder. Hvorfor mon?

5. Gå sammen i makkerpar. Brug igen en mobiltelefon, og fotografér hinanden i de fem forskellige billedudsnit. Brug zoomknappen. Diskutér bagefter de forskellige virkninger.

6. Også med hensyn til billedudsnit kan man noget i tegnefilm, som man ikke kan i almindelige spillefilm. Kan du forestille dig eksempler?

BilledkompositionNår tegneren komponerer billeder, tænker han over, hvad der skal være i forgrunden, i mellemgrunden og i baggrunden. Tegneren tænker også over, hvilke linjer der skal indgå i billedet. Cirkler, vandrette linjer, som fx horisontlinjen,

nær

halvtotal

total

fjern

supernær


244

eller lodrette linjer, som fx stående mennesker og træer. Vandrette og lodrette linjer giver indtryk af fred, ro og ingen farer, mens skrå linjer er udtryk for dramatik, bevægelse eller kaos. Cirklen signalerer evighed, harmoni, eller at noget går i ring.

Farver og lysPå samme måde som linjer kan farver og lys understrege stemningen i film. Kolde og mørke farver giver indtryk af uhygge, mens klare og lyse farver giver indtryk af noget rart eller sjovt.

7. Gå sammen i firemandsgrupper, og lav et tableau med tre medvirkende. Overvej, hvordan I står i forhold til hinanden, og tænk over forgrund, mellemgrund og baggrund. Tag igen billeder med en mobiltelefon, og diskutér de forskellige virkninger.

Musik, lyd og stemmerReplikker, lyde og musik er andre virkemidler, der er med til at under-strege stemningen i filmen. Knirkende døre, fjern tordenrumlen eller høje skrig kan understrege en uhyggelig stemning, hvorimod glade rytmer, lyse stemmer og sjove replikker kan understrege humoren i film.

Du skal nu undersøge, hvordan Anders Morgenthaler har anvendt virkemidlerne i eventyrtegnefilmen Æblet og Ormen.

Før du ser filmen8. Æblet og Ormen er en eventyrfilm. Hvilke genretræk

karakteriserer et eventyr?9. Kender du eventyrfilm?

10. Kender du eventyrtegnefilm?11. Er der forskel på at se en eventyrfilm med skuespillere og en

eventyrtegnefilm? Hvordan? Hvilke forskellige oplevelser giver de to medier?

12. Hvad kan tegnefilmen, som den almindelige film ikke kan?13. Hvad kan den almindelige film, som tegnefilmen ikke kan?


244

eller lodrette linjer, som fx stående mennesker og træer. Vandrette og lodrette linjer giver indtryk af fred, ro og ingen farer, mens skrå linjer er udtryk for dramatik, bevægelse eller kaos. Cirklen signalerer evighed, harmoni, eller at noget går i ring.

Farver og lysPå samme måde som linjer kan farver og lys understrege stemningen i film. Kolde og mørke farver giver indtryk af uhygge, mens klare og lyse farver giver indtryk af noget rart eller sjovt.

7. Gå sammen i firemandsgrupper, og lav et tableau med tre medvirkende. Overvej, hvordan I står i forhold til hinanden, og tænk over forgrund, mellemgrund og baggrund. Tag igen billeder med en mobiltelefon, og diskutér de forskellige virkninger.

Musik, lyd og stemmerReplikker, lyde og musik er andre virkemidler, der er med til at under-strege stemningen i filmen. Knirkende døre, fjern tordenrumlen eller høje skrig kan understrege en uhyggelig stemning, hvorimod glade rytmer, lyse stemmer og sjove replikker kan understrege humoren i film.

Du skal nu undersøge, hvordan Anders Morgenthaler har anvendt virkemidlerne i eventyrtegnefilmen Æblet og Ormen.

Før du ser filmen8. Æblet og Ormen er en eventyrfilm. Hvilke genretræk

karakteriserer et eventyr?9. Kender du eventyrfilm?

10. Kender du eventyrtegnefilm?11. Er der forskel på at se en eventyrfilm med skuespillere og en

eventyrtegnefilm? Hvordan? Hvilke forskellige oplevelser giver de to medier?

12. Hvad kan tegnefilmen, som den almindelige film ikke kan?13. Hvad kan den almindelige film, som tegnefilmen ikke kan?


245

Mens du ser filmen14. Fordel disse fire fokuspunkter mellem jer, så hver elev er

opmærksom på ét af punkterne, mens filmen bliver vist.

6filmens eventyrtræk

6perspektiv og billedudsnit – find eksempler på sekvenser, hvor de bliver brugt som virkemidler

6persontegning og replikker

6andre virkemidler, fx musik, lyd, lys, farver og linjer Se filmen.

Efter du har set filmen

15. Gå sammen med en makker, der har haft det samme fokuspunkt som dig. Diskutér, hvad I lagde mærke til om jeres fokuspunkt, mens I så filmen. Find konkrete eksempler.

16. På side 246-249 er der 12 stillbilleder fra filmen i kronologisk orden. Brug dem til at give et mundtligt resumé af filmen sammen. Diskutér ved hjælp af de 12 stillbilleder, hvordan filmen kan sættes ind i berettermodellen. Hvilke billeder hører under anslag, præsentation osv.?

17. Drøft bagefter de fire fokuspunkter i klassen. Drøft også, om I var enige i opdelingen i forhold til berettermodellens faser.

ansl

ag

præ

sent

atio

n

uddy

bnin

g

vend

epun

kt

konfl

ikto

ptra

pnin

g

konfl

iktlø

snin

g

udto

ning

indledning handling slutning


246

Billedbeskrivelse18. Fordel de følgende 12 billeder på makkerparrene. Beskriv

jeres billede. I skal komme ind på de filmiske virkemidler, I har lært om i dette kapitel.

1.

2.

3.


246

Billedbeskrivelse18. Fordel de følgende 12 billeder på makkerparrene. Beskriv

jeres billede. I skal komme ind på de filmiske virkemidler, I har lært om i dette kapitel.

1.

2.

3.


247

4.

5.

6.


248

7.

8.

9.


248

7.

8.

9.


249

10.

11.

12.


250

Læseteater19. Brug kopisiden, og opfør scenen som læseteater. Fordel

rollerne mellem jer, og læs scenen. Vær opmærksom på udtale og stemmeføring.

Intertekstualitet20. Filmen har intertekstuelle henvisninger. Find eksempler.

Hvorfor mon der henvises hertil? 21. Sammenlign Æblet og Ormen med En orm af Peter

Mouritzen. Hvilke ligheder og forskelle kan I finde?22. Er der også intertekstualitet på lydsiden?

Tema23. I filmen er der eksempler på konflikter. Nævn nogle, og

diskutér derefter, hvad filmen drejer sig om.

En god film24. De fleste børnefilm handler om børn. I denne film er der

ingen børn, men kun voksne. Hvorfor mon?25. Hvad skal der til, for at en børnefilm er god?26. Hvad kan du bedst lide – tegnefilm eller almindelige

spillefilm? Hvorfor?opgave 1-4

250

Læseteater19. Brug kopisiden, og opfør scenen som læseteater. Fordel

rollerne mellem jer, og læs scenen. Vær opmærksom på udtale og stemmeføring.

Intertekstualitet20. Filmen har intertekstuelle henvisninger. Find eksempler.

Hvorfor mon der henvises hertil? 21. Sammenlign Æblet og Ormen med En orm af Peter

Mouritzen. Hvilke ligheder og forskelle kan I finde?22. Er der også intertekstualitet på lydsiden?

Tema23. I filmen er der eksempler på konflikter. Nævn nogle, og

diskutér derefter, hvad filmen drejer sig om.

En god film24. De fleste børnefilm handler om børn. I denne film er der

ingen børn, men kun voksne. Hvorfor mon?25. Hvad skal der til, for at en børnefilm er god?26. Hvad kan du bedst lide – tegnefilm eller almindelige

spillefilm? Hvorfor?opgave 1-4

251

10.

Kan man klippe et kunstværk? – om Peter Callesen og hans kunst


252

I dette kapitel skal du lære den danske kunstner Peter Callesen at kende. Du skal se og arbejde med fire af hans værker. Under arbejdet møder du flere af de begreber, du kender fra de skrevne tekster. Du skal også læse et portræt af ham.

Papiret er det materiale, Peter Callesen foretrækker at arbejde med. Han klipper, folder og limer figurer, som vi fx kender fra eventyrets verden. Han fortæller dog med sine papirklip nogle andre historier end dem, vi er vant til fra eventyrene.

Ud over at fortælle historier om slotte, cowboys, forvandlinger og meget andet, fortæller han også om selve arbejdet. Du ser ikke bare et slot og en cowboy – men du ser et slot og en cowboy, der fortæller dig, hvordan de er lavet. Du ser altså på samme tid både motivet og en handling.



252

I dette kapitel skal du lære den danske kunstner Peter Callesen at kende. Du skal se og arbejde med fire af hans værker. Under arbejdet møder du flere af de begreber, du kender fra de skrevne tekster. Du skal også læse et portræt af ham.

Papiret er det materiale, Peter Callesen foretrækker at arbejde med. Han klipper, folder og limer figurer, som vi fx kender fra eventyrets verden. Han fortæller dog med sine papirklip nogle andre historier end dem, vi er vant til fra eventyrene.

Ud over at fortælle historier om slotte, cowboys, forvandlinger og meget andet, fortæller han også om selve arbejdet. Du ser ikke bare et slot og en cowboy – men du ser et slot og en cowboy, der fortæller dig, hvordan de er lavet. Du ser altså på samme tid både motivet og en handling.



253

– en klippende kunstner

Peter Callesen er født i 1967. Han ønskede at uddanne sig til arkitekt, men stoppede efter tre år og valgte at gå et år på kunst-skole. Det blev kunsten, han fortsatte med, og han har siden udstillet mange gange i Danmark og i udlandet.

Peter Callesen arbejder med rumlig form og performance, som er en slags teaterforestilling. Han har deltaget i mange kunstprojekter, hvor han har udformet et kunstværk, som skulle ses og opleves, mens det blev til. Han har fx bygget et stort papslot i en park, mens han gik rundt i et kongekostume. Papslottet blev efter-hånden opløst og ødelagt af regn.

I dag er Peter Callesens foretrukne materiale helt almindeligt hvidt papir, som han klipper, folder og limer mange forskellige figurer ud af. Han skaber rumlige former af det flade papir. Formerne hænger dog for det meste stadig fast i det papir, de er klippet af. For ham er denne proces magisk. Værkerne kommer på den måde til at rumme en kontrast, fordi de både består af det flade papir med de udklippede huller og den rumlige, foldede figur.

Nogle af værkerne er meget små, da de er formet ud af et stykke A4-papir, så Peter Callesen må bruge små, skarpe skalpeller til skære-arbejdet, og han må holde de limede dele sammen med en pincet.

Vi støder ofte på de samme figurer og elementer i hans værker, fx tårne, slotte, trapper, engle, fugle og mennesker. Man kommer til at tænke på eventyrenes verden.

Ud over kontrasten mellem det flade og det rumlige finder vi flere modsætninger i værkernes temaer. Mange af dem kredser om livet og døden. Den udklippede silhuet kan forestille et menneske, mens det udklippede papir er forandret til et skelet. På den måde viser Peter Callesen, at liv og død hænger sammen.

Fortællingerne kan også være små dramaer, hvor vi ser et fastfrosset øjeblik lige inden katastrofen – som i papirklippet, hvor en vældig bølge hæver sig op over et lille sandslot. Figurerne hænger fast i deres grundlag, papiret, uden mulighed for at slippe fri. På den måde fortæller Peter Callesen, at vi er formet af det, vi kommer fra.

Peter CallesenPeter Callesen


254

Ved første blik ser man et stort landskab med mange elementer, der snor sig rundt mellem hinanden eller rejser sig op fra under-laget. Når man ser nærmere på formen, opdager man, at det er en silhuet af et menneskehoved.

Peter Callesen fortæller om de oplevelser, fantasier og drømme, der er i et menneskes tanker. Tankerne er klippet ud af siderne i den hvide dagbog, der ligger midt i hovedet, og som i alle Peter Callesens værker slipper tankerne ikke det papir, de er klippet af. De løber langs tynde papirbaner – som blod, der løber rundt i menneskekroppen.

1. Hvilke elementer minder om de indre organer i et hoved?2. Hvilke tanker rummer værket? 3. Hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge billedsproget i

en dagbog?4. Hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge skriftsproget i

en dagbog?

Hvid dagbog af Peter Callesen

opgave 1


254

Ved første blik ser man et stort landskab med mange elementer, der snor sig rundt mellem hinanden eller rejser sig op fra under-laget. Når man ser nærmere på formen, opdager man, at det er en silhuet af et menneskehoved.

Peter Callesen fortæller om de oplevelser, fantasier og drømme, der er i et menneskes tanker. Tankerne er klippet ud af siderne i den hvide dagbog, der ligger midt i hovedet, og som i alle Peter Callesens værker slipper tankerne ikke det papir, de er klippet af. De løber langs tynde papirbaner – som blod, der løber rundt i menneskekroppen.

1. Hvilke elementer minder om de indre organer i et hoved?2. Hvilke tanker rummer værket? 3. Hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge billedsproget i

en dagbog?4. Hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge skriftsproget i

en dagbog?

Hvid dagbog af Peter Callesen

opgave 1


255A5-notesbog, blyant, lim, 240 x 212 x 18 cm. 2008.


256

Uigennemtrængeligt slotII afPeterCallesen

Peter Callesen arbejder ofte med spillet mellem positive og negative former i sine papirklip. Slottet er klippet og skåret ud af det flade papir og bagefter foldet, limet og samlet til en positiv form, som rejser sig op af papirets negative form.

1. Sammenlign dette slot med slotte, du kender fra virkeligheden. Find ligheder og forskelle.

2. Hvorfor hedder slottet Uigennemtrængeligt slot?3. Beskriv slottets tårne. Hvorfor tror du, Peter Callesen har

lavet forskellige tårne i slottet?4. Hvad kan tårnet som symbol betyde?

opgave1


256

Uigennemtrængeligt slotII afPeterCallesen

Peter Callesen arbejder ofte med spillet mellem positive og negative former i sine papirklip. Slottet er klippet og skåret ud af det flade papir og bagefter foldet, limet og samlet til en positiv form, som rejser sig op af papirets negative form.

1. Sammenlign dette slot med slotte, du kender fra virkeligheden. Find ligheder og forskelle.

2. Hvorfor hedder slottet Uigennemtrængeligt slot?3. Beskriv slottets tårne. Hvorfor tror du, Peter Callesen har

lavet forskellige tårne i slottet?4. Hvad kan tårnet som symbol betyde?

opgave1


257

Syrefrit A4 80 g papir, lim. 2005.


258

Cowboyaf Peter Callesen

Til dette værk har Peter Callesen brugt et enkelt ark A4-papir, og han lader det meste af papiret stå urørt. Den udklippede figur er kun omkring 7 cm høj.

1. Hvad ser du på billedet?2. Beskriv den negative form og den positive form.3. Spillet mellem de to former danner en fortælling. Hvad

handler denne fortælling om?opgave 1-2


258

Cowboyaf Peter Callesen

Til dette værk har Peter Callesen brugt et enkelt ark A4-papir, og han lader det meste af papiret stå urørt. Den udklippede figur er kun omkring 7 cm høj.

1. Hvad ser du på billedet?2. Beskriv den negative form og den positive form.3. Spillet mellem de to former danner en fortælling. Hvad

handler denne fortælling om?opgave 1-2


259A4 115 g papir, lim, akrylmaling, egetræsramme. 53 x 40,5 x 7 cm. 2006.


260

Peter Callesen arbejder ikke kun med at klippe og folde papiret. I dette værk har han også tegnet og malet, og nogle dele har løsrevet sig helt fra det papir, de er klippet ud af.

1. Hvad ser du på billedet? Beskriv former, farver og de enkelte billedelementers placering i forhold til det papir, de er klippet ud af.

2. Beskriv forskellen på blomster og blade i billedets øverste del og billedets nederste del.

6Hvor ser du forandringer?

6Hvordan sker disse forandringer?

6Hvorfor sker disse forandringer?3. Hvordan understøtter farverne fortællingen?4. Hvorfor hedder billedet Himmel og helvede?

Himmel og helvede afPeterCallesen

opgave 1-3


260

Peter Callesen arbejder ikke kun med at klippe og folde papiret. I dette værk har han også tegnet og malet, og nogle dele har løsrevet sig helt fra det papir, de er klippet ud af.

1. Hvad ser du på billedet? Beskriv former, farver og de enkelte billedelementers placering i forhold til det papir, de er klippet ud af.

2. Beskriv forskellen på blomster og blade i billedets øverste del og billedets nederste del.

6Hvor ser du forandringer?

6Hvordan sker disse forandringer?

6Hvorfor sker disse forandringer?3. Hvordan understøtter farverne fortællingen?4. Hvorfor hedder billedet Himmel og helvede?

Himmel og helvede afPeterCallesen

opgave 1-3


261

Syrefrit papir, lim, akrylmaling, malet egetræsramme, 134 x 127 x 11,5 cm. 2006.


262

Tekster og illustrationerTekster og illustrationer

Teksters. 9: AaB er klar til mere Europa, af Flemming Fjeldgaard, Berlingske Tidende, 26.11.2008.s. 14: Prins Faisals ring, © Bjarne Reuter, Gyldendal, 2000.s. 24: Tifanfaya, © Henrik Nordbrandt, Dansklærerforeningen, 1990.s. 34: Et hjem med gevær, © Cato Thau-Jensen og Dansk lærer for enin-gens Forlag, 2007.s. 44: Dæmonernes hvisken, © Josefine Ottesen, Høst & Søn, 2005.s. 56: Løven, heksen og gardero-beskabet, af C.S. Lewis, oversat af Niels Søndergaard, Borgens Forlag, 1982.s. 64: Himmelherren, © Kenneth Bøgh Andersen og Høst & Søn, 2004.s. 80: Troldtinden, © Ida Jessen og Klim, 1996, 1998.s. 88: Krageungen, © Bodil Bredsdorff og Høst & Søn, 1993.s. 92: Ansigtet, © Louis Jensen, 2008.s. 105: Jammerbugten, fra Børnenes Ænsyklopædi, © Pia Juul og Gyldendal, 2007.

s. 106: Måne, fra Børnenes Ænsyklopædi, © Ken Denning og Gyldendal, 2007.s. 106: Sladder, fra Børnenes Ænsyklopædi, © Tina Schmidt og Gyldendal, 2007.s. 108: Marie alene om sommeren, fra Sproget spræller, © Erik Skøtt Andersen og Dansklærerforeningen, 1994.s. 110: Nanna Nokkefår får nok, © Marianne Iben Hansen, Gyldendal, 2006.s. 118: Axel elsker biler, © Marianne Iben Hansen, Gyldendal, 2007.s. 128: I brøndens mørke, © Annette Herzog og Høst & Søn, 2005.s. 137: Shake, af Christina Hesselholdt, fra Hovedstolen, Rosinante, 1998.s. 142: Bokserdrengen, af Tom Kristensen, Chr. Erichsens Forlag, 1923 og 1977.s. 148: Drengen der samlede på ord, © Birgit Strandbygaard og Høst & Søn, 2005.s. 158: En historie om vokseværk, © Kim Fupz Aakeson og Gyldendal, 2006.


262

Tekster og illustrationerTekster og illustrationer

Teksters. 9: AaB er klar til mere Europa, af Flemming Fjeldgaard, Berlingske Tidende, 26.11.2008.s. 14: Prins Faisals ring, © Bjarne Reuter, Gyldendal, 2000.s. 24: Tifanfaya, © Henrik Nordbrandt, Dansklærerforeningen, 1990.s. 34: Et hjem med gevær, © Cato Thau-Jensen og Dansk lærer for enin-gens Forlag, 2007.s. 44: Dæmonernes hvisken, © Josefine Ottesen, Høst & Søn, 2005.s. 56: Løven, heksen og gardero-beskabet, af C.S. Lewis, oversat af Niels Søndergaard, Borgens Forlag, 1982.s. 64: Himmelherren, © Kenneth Bøgh Andersen og Høst & Søn, 2004.s. 80: Troldtinden, © Ida Jessen og Klim, 1996, 1998.s. 88: Krageungen, © Bodil Bredsdorff og Høst & Søn, 1993.s. 92: Ansigtet, © Louis Jensen, 2008.s. 105: Jammerbugten, fra Børnenes Ænsyklopædi, © Pia Juul og Gyldendal, 2007.

s. 106: Måne, fra Børnenes Ænsyklopædi, © Ken Denning og Gyldendal, 2007.s. 106: Sladder, fra Børnenes Ænsyklopædi, © Tina Schmidt og Gyldendal, 2007.s. 108: Marie alene om sommeren, fra Sproget spræller, © Erik Skøtt Andersen og Dansklærerforeningen, 1994.s. 110: Nanna Nokkefår får nok, © Marianne Iben Hansen, Gyldendal, 2006.s. 118: Axel elsker biler, © Marianne Iben Hansen, Gyldendal, 2007.s. 128: I brøndens mørke, © Annette Herzog og Høst & Søn, 2005.s. 137: Shake, af Christina Hesselholdt, fra Hovedstolen, Rosinante, 1998.s. 142: Bokserdrengen, af Tom Kristensen, Chr. Erichsens Forlag, 1923 og 1977.s. 148: Drengen der samlede på ord, © Birgit Strandbygaard og Høst & Søn, 2005.s. 158: En historie om vokseværk, © Kim Fupz Aakeson og Gyldendal, 2006.


263

s. 168: En seks hundrede og fjerde gang, fra Hallo! Flere hundrede historier!, © Louis Jensen, Gyldendal, 2009.s. 169: Op al den ting, © Steffen Brandt/TV-2, fra For dig ku’ jeg gøre alting, EMI Danmark, 2007.s. 170: Anna og Engel, © Anne Lilmoes og Høst & Søn, 2001.s. 180: En orm, af Peter Mouritzen, fra Monstermail og andre mysterier, Forlaget Apostrof, 2002.s. 185: Knut og Køter, © Bent Haller og Høst & Søn/GB-forlagene, 2007.s. 203: Historien om Hønsepigen, © Bent Haller og Høst & Søn, 2005.s. 220: Ros til Asmus, fra Kevin Kujon og andre fortællinger, © Bent Haller og Høst & Søn, 2002.s. 226: Ønskebarnet, fra Kevin Kujon og andre fortællinger, © Bent Haller og Høst & Søn, 2002.s. 232: Dem fra Osser, fra Det rote-rende barnekammer i 60 omdrej-ninger, © Bent Haller og Høst & Søn, 2005.s. 234: Haven, fra Grænsebørn, © Bent Haller og Høst & Søn/Rosinante & Co., 2008.

Illustrationer produceret til denne bogs. 15, 19, 22: Mårdøn Smets. 3, 27, 28, 29, 33: Rebecca Bang Sørensens. 45, 49, 52, 55: Simon Bukhaves. 58, 61: Otto Dickmeisss. 66, 70: Thomas Thorhauges. 3, 81, 84: Mads Bergs. 89, 91: Pernille H. Jensens. 93, 95, 227, 231: Toril Bækmarks. 107: Bo Odgård Iversens. 108, 109: Tea Bendixs. 4, 124, 125, 126, 127, 166, 167: Karen Borchs. 129, 131: Lars Gabels. 4, 138: Birgitte Ahlmanns. 4, 145: Emil Landgreens. 150, 154, 156: Peter Bay Alexandersens. 168, 169, 203, 208, 213: Dorte Karrebæks. 172, 178: Dina Gellerts. 181: Siri Melchiors. 187, 191, 197, 200: Mette Kirstine Baks. 220, 223, 225: Oliver Streichs. 5, 232, 233: Jan Solheims. 235: Charlotte Pardi


264

Øvrige illustrationers. 7: Niels Bo Bojesens. 9: Claus Fiskers. 10øtv: Scanpix/Brian Bergmanns. 10øth: Idé & koncept: Per Vers. Illustrationer: Adam Hansel for Deadvoltage. Foto: Søren Lundbergs. 10nth: DRs. 12n: Eidoss. 12tv: Scanpix/Capital Picturess. 12th: © Ole Lund Kirkegaard, farvelagt af Maya Bang Kirkegaards. 35, 36, 37, 39, 40: Cato Thau-Jensens. 43ø: Peter Madsens. 43ntv: Polfoto/ZUMA Presss. 43nth, 72ø: Ubisofts. 72n: Valve Softwares. 73: Electronic Artss. 3, 74, 75, 76: Blizzard Entertainments. 97, 98: Susanne Arne-Hansens. 99: © Donald Corner & Jenny Young/Artifice Imagess. 4, 104, 105ø: © Bente Bech og Gyldendals. 105n: © Thomas Balle og Gyldendal

s. 110, 112, 114, 115, 118: © Hanne Bartholins. 116, 117: © Bente Olesen Nyströms. 121: © Ron Mueck. ARoS. Foto: Alice Carlslunds. 122: © Ron Mueck. ARoS/Poul Ib Henriksens. 123: Gyldendals. 135: © Succession Picasso/billed-kunst.dks. 159, 160: Lilian Brøgger/billed-kunst.dks. 236: John G. Dinesens. 5. 241, 242, 243, 246, 247, 248, 249: Framegrabs fra Æblet og Ormen. Copenhagen Bombays. 253: Agnete Holms. 255: © Peter Callesen. Foto: Heine Sand Kristensens. 5, 257, 259, 261: © Peter Callesen. Foto: Anders Sune Berg


Documents

andango - · PDF file4 4. Vil du være stjerne super tjekket og moderne – om virkemidler 102 Børnenes Ænsyklopædi 104 Marie alene om sommeren af Erik Skøtt Andersen 108