1

Anders Andersen af Veksø, Anders Højby og

Niels Rane 094

Billedet

Håndkoloreret foto fra 1939 med Erik Glipping og dronning Agnes spillet af

dyrlæge Mikkelsen og frue. Mellem kongen og dronningen står Grethe Staun-

bjerg, og yderst til venstre hendes bror Niels Jacob Brandt, der spillede Erik

Menved.

Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Artiklen offentliggjort i Stenløse Historiske Forening Blad nr 94 maj 2016

2

Anders af Veksø eller af Højby Af Steen Johansen

I Yngre Sjællandske Krønike anføres under år 1315 bl.a., at ”Anders Højby og

Niels Rane måtte klæde stejle ved Vordingborg, fordi de havde lagt råd op mod

kongen”. Med forskelligt udgangspunkt og baggrund havde begge i tiden op til

deres dom hørt til blandt de fremmeste af kongens mænd. I senere litteratur er

Anders Højby blevet sammenblandet med Anders Andersen af Veksø. Denne ar-

tikel er en gennemgang af kildematerialer for at vurdere, om det skyldes fejllæs-

ning af dokumenterne eller om der er et faktisk sammenfald af identiteter. Der

synes at være en periferisk forbindelse til Niels Rane, og derfor er han kort be-

handlet i sidste afsnit.

Resumé Om Anders Andersen af Veksø

Anders Andersen af Veksø er 2. gene-

ration efter Erland af Skåne (Galen-

slægten), og der er i litteraturen en til-

bøjelighed til at placere ham i Skåne –

specifikt i Hyby, Bara Herred. Det er

der ikke fundet grundlag for i denne

analyse.

I 1314 omtales Anders Andersen i

et dokument en enkelt gang i sammen-

hæng med kong Erik Menved. På det

tidspunkt er han vel ca. 60 år gammel.

De stormænd som ellers omgav

Erik Menved kunne karakteriseres

som godsejere. Det kunne man ikke

kalde Anders Andersen af Veksø. Vist

disponerede han over Veksø, men kun

som forlening, og det gods han ejede,

var Land og Slot Scaprode, som var

beliggende på Rügen, og i praksis

udenfor kongens indflydelse.

Om Anders af Højby

En præcis identifikation af hertug

Christoffers drost Anders af Højby har

ikke været mulig, men der er den

mulighed, at han allerede fra sin tid i

Kalundborg har fungeret som kamp-

fælle (legekammerat, alderen taget i

betragtning) for hertug Christoffer.

I en vidisse (bekræftet afskrift) fra

1315 får Anders Højby efternavnet

Andersen. Dette får en besynderlig ef-

fekt, forstået således, at i omtalen af

dokumenter hvor Anders Højby næv-

nes, kaldes han Anders Andersen

Højby eller Hyby, selv om der i de på-

gældende dokumenter ikke er belæg

for dette.

Om Niels Rane (Rani)

Der er to vidisser som knytter Niels

Rane til Anders Højby. En periferiske

tilknytning til Anders Andersen af

Veksø findes gennem svogerskab via

en af Niels (Nicolaus) Falsters døtre,

som ses i slægtstavlen på side 12.

Se i øvrigt artiklen om Anders Ander-

sen af Veksø i SHF Blad 91 august

2015.

3

Afsnit 1: Anders Andersen af Veksø

Dobbeltmordet i Højby kirke

I Højby, Odsherred lå der i 1200-

tallet to borge eller adelsgårde.

Den ene lå uden for Højby, og her

boede ridder Ebbe med sine to

døtre, Trunde og Signild. Ridder

Ebbes borg bestod af et tårn og et

par bygninger; det hele var småt,

og mandskabet på gården var

ringe, kun to svende var der til at

passe på de to døtre, når ridder

Ebbe var ude at rejse.

Den anden herregård lå inde i

Højby (Holtegård), og her boede

en moder sammen med sine to

sønner, Bonde og Skammel. De to

unge adelsmænd havde ikke det

bedste ry, og deres ord og løfter

stolede ingen på.

En dag, hvor ridder Ebbe var

på rejse, besluttede brødrene sig

for at aflægge de to ungmøer et

besøg. En sen aften, mens begge

jomfruer sov, bankede de på por-

ten, og blev ved list lukket ind.

Med støj og larm sprængte

Bonde og Skammel sig ind i borg-

gården, hvor de bandt deres heste.

Hvor der før var tyst og stille, blev

der nu larm af kamp og gråd. Før

solen stod op, var de to riddere

igen på deres heste og red på den

frosne vej tilbage til Højby. Tilbage

stod de to voldtagne døtre. De svær-

gede på at få hævn, og de ventede på

at deres fader skulle komme hjem fra

rejsen.

Først hen på foråret vendte ridder

Ebbe hjem fra sin lange færd. Han red

glad mod sin gård, men næppe var han

kommet inden for de svære mure, før

han mærkede sorgen. Grædende kom

hans to døtre imod ham og fortalte

hvad der var sket, og – at de selv ville

tage hævn for den skam, der var over-

gået dem.

Ridder Ebbes døtre

Efter relief af Agnes Slot-Møller

4

Julemessen i Højby kirke

Sommeren og efteråret gik. Ridder

Ebbes døtre var blevet hårde af sor-

gen. De havde overstået deres barsels-

færd og født to sønner. Nu forberedte

de deres hævn. Sen juleaften ankom

de til julemesse i Højby kirke. Forrest

gik den yngste, stolt og blond, indhyl-

let i en lang kappe. Bag hende gik den

ældre søster med bøjet hoved og

skamfuldt udtryk i ansigtet. De trådte

ind i kirken, dyppede deres fingre i

vievandet, og gik sammen op ad kir-

kegulvet. De havde hver især skjult en

daggert under deres kappe. Den ene

søster – Signild – stillede sig ved trap-

pen op til alteret. Den anden søster –

Trunde – gik lidt senere under messen

tilbage til mændenes indgangsdør.

Blodet flød

De to unge mænd, Bonde og Skam-

mel, knælede sammen med deres mor

i bøn foran trappen op til alteret. Plud-

selig kastede Bonde begge arme ud til

siden og bankede ansigtet mod gulvet.

Håndtaget af Signilds daggert sad i

ryggen på ham. Den unge mands mor

sprang frem og forsøgte fortvivlet,

men forgæves, at redde sin søn. Bonde

var død på stedet.

Skammel flygtede ned til kirkens

indgang, men her lynede Trundes dag-

gert i luften og flængede hans hals.

Alle i kirken var lammede af for-

færdelse. Trunde slap sin daggert og

lod den ligge på kirkegulvet midt i

blodpølen. Sammen gik de to søstre

ud af kirken. På grund af det skrå-

nende gulv flød de to mænds blod

sammen mellem indgangsdørene til

kirken.

Højby kirke er rig på kalkmalerier, men ingen der kommenterer begivenhederne i 1200-

tallet. Her ses et af de mere berømte billeder, der viser ærkeenglen Mikael, der på dom-

medag vejer menneskesjæle. Foto: Wikipedia

5

Kirken lyses i band

Klokken ringede ikke mere til messe i

Højby kirke, dens gulv var farvet rødt

af de myrdedes blod. Blodet lod sig

ikke vaske af, og pavens hårde straf

for at kirken så skændigt var blevet

vanhelliget, var en bandlysning af kir-

ken i 50 år. Der blev ikke prædiket og

holdt messe i kirken, ingen dåb eller

begravelse foregik, og klokkerne var

tavse.

Syv vintre skulle der gå, inden det

lykkedes ridder Ebbe at opnå aflad,

som afsluttede kirkens bandlysning.

På en gammel, nu desværre forsvun-

den altertavle, kunne man se ridder

Ebbe og døtrene knæle for paven med

afladsbrevet i deres foldede hænder.

Forbindelsen til Veksø

Senere, i 1240-erne, henvender An-

ders Erlandsen – far til Anders Ander-

sen af Veksø – sig til paven for at få

en garanti for, at hans jord, der græn-

ser op til Højby kirke, ikke er band-

lyst. Garantien får han i en bevilling

fra paven dateret i 1245.

Kommentarer

Denne beretning er i en let redigeret

form gengivet fra en generel beskri-

velse af Højby kirke, som Højby

sogns menighedsråd har ladet udar-

bejde i 2010. Der findes dog en noget

ældre trykt version af beretningen i

Jens Henrik Larsens Holbeks Amt, to-

pographisk beskrevet, Bind 1 fra

1832. Bemærk dog, at i Larsens ud-

gave er tildragelsen tidsfæstet til ca.

120 år senere, til år 1366. Men 1240-

erne synes mere logisk og i

sammenhæng med tiden, ikke mindst

på grund af Anders Erlandsens bevil-

ling fra paven. TRAP Danmark synes

at have godt styr på, hvad der er af

stormænd i Højby i sidste halvdel af

1300-tallet. Det bør nævnes, at pavens

buller for bandlysningen, hhv. afløs-

ningen af kirken i Højby, ikke kendes,

hverken for år 1240 eller 1366.

Historie eller sagn?

Lokalhistorisk er denne dramatiske

fortælling om dobbeltmordet i Højby

kirke god, men næppe historisk fejlfri.

Den er en skønsom sammenskrivning

af folkelig overlevering, kæmpeviser

og historiske kendsgerninger. Som f

eks:

• I TRAP Danmarks topografiske

beskrivelse af Højby sogn nævnes,

at på Borgevang Ladegårds jord,

ikke langt fra den nu udtørrede

Højby Sø, ligger et voldsted efter

en borg, „Borrebakken” eller „Sto-

reborg”, der er helt overgroet. Tæt

ved findes den såkaldte „Jomfru-

borg”, en lille rund banke, hvorpå

der skal have stået et tårn. Det er

efter sagnet ridder Ebbes Borg og

Døtrenes Jomfrubur.

• Sagnet om ridder Ebbes døtre er

bevaret i to folkeviser, som er ud-

givet i 1812 af Abrahamson, Ny-

erup og Rahbek i en større samling

folkeviser fra middelalderen.

• Den foran nævnte henvendelse fra

Anders Erlandsen til paven er ikke

kendt, til trods for påstanden i be-

retningen fra Højby. Henvendelsen

kunne være overbragt til paven af

Anders’ broder, ærkeprovst i Lund

6

Jacob Erlandsen, som netop på

denne tid rejste til et kirkemøde i

Frankrig og til en stilling som pa-

vens kapellan. Pavens svar er imid-

lertid kendt gennem en afskrift fra

Vatikanets kopibøger og formule-

ret som den omtalte bevilling date-

ret i juni 1245.

Pavens bevilling

Kendskabet til bevillingen har sin

egen historie, som m.h.t. identifika-

tion og geografisk placering her kort

skal gengives.

I midten af 1800-tallet opholdt den

norske historieforsker, professor PA

Munch sig i Rom. Han havde helt

usædvanligt fået adgang til Vatikanets

arkiver, hvor han afskrev fra kopibø-

gerne, primært vedrørende norske for-

hold. Men han afskrev også breve,

som omhandlede danske forhold. Se-

nere afleverede han disse afskrifter til

det Kongelige Geheime-Archiv i Kjø-

benhavn (nu Rigsarkivet i Køben-

havn).

Brevene blev bearbejdet af profes-

sor LN Helveg og udgivet af Selskabet

for Danmarks Kirkehistorie i perioden

1864-1866. Fra denne trykte brevsam-

ling findes pave Innocens IVs brev til

Anders Erlandsen dateret i Lyon d. 17.

juni 1245.

Professor Helvegs introduktion til bre-

vet:

Herr Anders Erlandsen til

Høiby i Skaane fik Pavebrev

paa, at hverken han eller hans

Land nogensinde maatte belæg-

ges med Band.

I en nyere udgivelse fra Danmarks Ri-

ges Breve (1. række bind 7, udg. 1990)

hedder det om samme brev:

Pave Innocens IV bevilger hr.

Anders Erlandsen til Hyby i

Skåne, at ingen pavelig delege-

ret, værneherre eller eksekutor

i de kommende fem år må lyse

band over ham eller interdikt

over hans land uden særligt på-

læg.

7

Brevets indhold

Som det vil fremgå af nedenfor viste

gengivelse af kopibogen, indledes pa-

vens brev: ”Nobili viro Andree do-

mino de Hobu filio nobilis viri Erlandi

de Scania . . . ”, som oversat betyder

noget i stil med ”Den ædle mand An-

ders, herre til Hobu, søn af den ædle

mand Erland fra Skåne . . . ”.

I følge de to introduktioner er bre-

vets stednavn Hobu oversat til Høiby

hhv. Hyby, og i begge tilfælde place-

ret i Skåne. Men der er i brevets tekst

ikke belæg for at placere lokaliteten

Hobu i Skåne.

I 1200-tallet blev lokaliteten Hyby

(Bara Herred, Skåne) i samtidige do-

kumenter skrevet HØGHBY. Først så

sent som i 1600-tallet noteres Hyby

som det daværende navn, og det

samme gælder Højby (i Odsherred),

som ligeledes bliver skrevet som

HØGHBY – begge dog med mange

varianter.

Stednavnet Høghby er vel blevet

dikteret til en (fransktalende) kopist,

og studeres brevteksten i den originale

kopibog, er det tydeligt, at skriveren

har været i tvivl om, hvad han skulle

skrive. Ja, og så er det blevet til et

HOBU. (Se gengivelsen fra kopibo-

gen vist nederst på siden).

Valget af Skåne som hjemsted for

Anders Erlandsens land eller gods

Hobu kan altså synes noget tvivlsom

og skal her omgøres til Højby i Ods-

herred, hvor der synes mere brug for

en beskyttelse mod bandlysning på

baggrund af de dramatiske hændelser

i Højby kirke.

Erland af Skåne (Galen)

Læs mere om Erland af Skåne og den-

nes sønner, som er en gren af Hvides-

lægten (Galen), der er nærmere be-

skrevet i SHF Blad 91, august 2015.

Store dele af Vatikanets doku-

mentarkiver er digitaliseret, og

formedelst 10€ kan en kopi be-

stilles på Vatikanets hjemme-

side.

De i kopibøgerne indskrevne

breve udmærker sig dog ved at

indeholde mange forkortelser,

og kan til tider volde virkelige

problemer ved oversættelsen for

at få den rette mening med bre-

vet frem. Ikke mindst gælder det

ved stednavne.

8

Hvideslægten, Asser Riig-Linjen [Niels Falstring] Efter Jakob Langebeks SRD IV, TAB IV side 545

Ascerus Riig 1157

Anders Erlandsen ~2. gang med

Ingifried

*) Staller (af latinsk stabularius) er en middelalderlig betegnelse for embedsmand

Asser Riig 1157 ~ Inge

Esbern Snare 1204

Absalon 1201 Ærkebiskop

Ingefrid ~ Petrus [af Borup]

1157

Alexander ~ Margareta

Anders Nielsön ~ Cecilia

Nicolaus Falster Stabularius*

Alexander Absalon Röd

Gunildis Vidus ~ Tocke Pust

Estridis ~ Petrus Erlandsön

(Galen)

Datter ~ Styg Hvithe

Datter/Filia ~Andreas Erlandsön

(Galen)

Elisabeth ~ Joanne Ranesön

Rane Joansön

Nicolaus Ranesön ~ Edle Blaafod (Jacobsdatter)

Joannes Ranesön

Anders Andersen af Veksø

Datter ~ Niels Anderssön

Jakob Langebæks latinske navne fra kilde-

tabellen er bibebeholdt i denne gengivelse,

idet det bemærkes, at Nicolaus Ranesön er

identisk med Niels Rane.

9

Niels Falster Alexandersen

Det fremgår af slægtstavlen Hvides-

lægten Asser Riig-Linjen, som er vist

på modstående side, at Niels Falster

Alexandersen var velsignet med én

søn og ikke mindre end seks døtre. For

tre af døtrene gælder, at deres for-

navne ikke er kendt, og de bliver der-

for i slægtstavlen kaldt Datter.

De er dog alle blevet gift, og to af

dem endda med Erlandsenbrødre –

Peter Erlandsen er gift med Estrid Ni-

elsdatter og Anders Erlandsen er gift

med Datter/Filia Nielsdatter.

Anders Erlandsen af Højby

Anders Erlandsens status i begyndel-

sen af 1240-erne var den, at hans hu-

stru – Filia Nielsdatter – var død. Gen-

nem arven efter hende kommer han

vel i besiddelse af godset i Højby, og

han har taget ophold der.

Hans broder, ærkeprovst Jakob Er-

landsen blev i 1245 – tiden omkring

dobbeltmordet i Højby – af kongen

sendt til et kirkemøde i Frankrig; et

møde paven havde ladet indkalde til.

Dette kunne være den egentlige forud-

sætning for fremkomsten af den pave-

lige bevilling.

Jakob Erlandsen kom tilbage fra

Frankrig i 1247, nærmest direkte til

stillingen som domprovst i Lund. I

1249 udnævnte paven ham til biskop i

Roskilde, og i 1254 var han ærkebi-

skop i Lund. Hele forløbet var uden

kongens accept, og dermed var striden

mellem kongen og kirken brudt ud,

med hvad det indebar af konflikter –

også mordet i 1259 på kong Christof-

fer I.

Erobringen af Bornholm

Kirkestriden er nærmere behandlet i

SHF Blad 91, 2015, og i denne sam-

menhæng skal her blot nævnes en en-

kelt episode.

En af ærkebiskop Jakob Erland-

sens allierede mod kongehuset var

Rügens fyrst Jaromar, som sammen

med ærkebiskoppens broder Anders

stod i spidsen for en hærstyrke, som

gik i land på Bornholm og der erob-

rede kongens borg i 1260.

Med denne handling begår Anders

Erlandsen en majestætsforbrydelse,

og han fortaber sit liv og retten til sit

gods i Højby, som overdrages til kon-

gen. Anders forbliver på Bornholm

som ærkebiskoppens høvedsmand de

følgende fem år, hvor han mener sig

uden for kongens rækkevidde.

Et testamente

For Niels Falster Alexandersen har det

krævet en solid godsbeholdning at

give alle seks døtre en medgift. Der

kendes lidt til omfanget af medgif-

terne, for i 1262 var Niels’ svigersøn

Peter Erlandsen død, og datteren

Estrid vælger at gå i kloster – Nonne-

klosteret i Börringe, Skåne. Hun ud-

færdigede i denne anledning testa-

mente over det gods hun havde rådig-

hed over, nemlig den fædrene arv. Do-

kumentet er bevaret.

Testamentet fra 1262 omhandler

hus, jord og skov i Skåne, og på Sjæl-

land Salby og Asum, som alt skænkes

til Börringe kloster. Kalvslunde og

Gørlev på Sjælland med alt tilliggende

skænkes til den hellige Claras Jomfru-

kloster i Roskilde.

10

Estrid indsætter sine to svogre, ær-

kebiskop Jakob Erlandsen og ærke-

degn Erland Erlandsen som kuratorer,

men det bliver en tredje svoger, An-

ders Erlandsen på Bornholm, som i

praksis tager sig af opgaven. Det skal

vise sig, at han ”glemmer” at over-

drage det sjællandske gods til søstrene

i Skt. Clara kloster.

I 1268 er Estrid blevet opmærksom

på, at søstrene i Skt. Clara kloster ikke

har fået overdraget hendes donation.

Det medfører en korrespondance, og i

august 1268 går Anders Erlandsen til

bekendelse, og han skriver som anført

i ovennævnte tekstboks.

Scaprode, Rügen

Brødrene Erlandsen havde i striden

med kongemagten fundet et fristed

hos fyrst Jaromar af Rügen. Det er

formodentlig også her Anders finder

sin anden hustru, Ingifrid, som bliver

mor til Anders (senere ”af Veksø”), og

som også medbringer Slot og Gods

Scaprode til ægteskabet. Et ikke helt

almindeligt slot, for der følger en va-

sal med, nemlig væbner Thomas von

Platen.

Der er ellers ikke meget gods til-

bage hos de to brødre Erlandsen, for

Jakob har for længst testamenteret og

doneret alle ejendomme væk, og An-

ders mister vel adkomsten til sit dan-

ske gods da han i 1260 sammen med

fyrst Jaromar går i land på Bornholm

for at bekrige kongens folk der.

Det videre forløb er beskrevet i

SHF Blad 91, men kan kort sammen-

fattes til, at Anders sidder som ærke-

biskop Jakobs mand på Bornholm

frem til 1265, hvor han hverves som

Anders Erlandsens brev som gengivet i Danmarks Riges Breve:

Jeg ønsker, at det med dette Brev skal komme til Eders Kundskab, at jeg fra

nu af og i Fremtiden med Gud som den strenge Dommer for Øje frit giver

Afkald paa det Gods beliggende i Kalvslunde paa Sjælland eller et hvil-

ketsomhelst andet Sted, som Søster Estrid, Priorinde for Nonnerne i Börringe,

min elskede Hustrus kødelige Søster, ved sin Indgivelse til Bod for sin Sjæl

gavmildt har givet og skødet til St. Clara Kloster i Roskilde, men som hidtil,

hvordan det nu er gaaet for sig, utilbørligt har været tilbageholdt af mig eller

i mit Navn, og tillige hele dets Tilliggende, og at jeg overlader det til omtalte

Kloster, idet jeg ikke paa nogen Maade vil, at nogen for Fremtiden bemægti-

ger sig det allerede omtalte Gods helt eller delvis i mit Navn. Yderligere vil

jeg, at I skal vide, kære Venner, at jeg ikke har oppebaaret Indtægter af samme

Gods undtagen for et enkelt Aar, og for disse vil jeg endda i Løbet af en pas-

sende Tid med Guds naadige Bistand give Søstrene i fornævnte Kloster Er-

statning. Til sikkert Vidnesbyrd herom har jeg ladet dette Brev besegle med

mit eget Segl. Givet paa Bornholm i det Herrens Aar 1268 den 2. August.

11

kongens høvedsmand indtil Bornholm

i 1277 gives tilbage til ærkebiskoppen

af Lund. Efter Jakob Erlandsens død i

1273 hedder han Thrugot Thorsten-

sen.

Anders Andersen af Veksø

Anders Andersen af Veksø omtales

første gang i 1296 i forbindelse med et

betinget frasalg af øen Hiddensee,

som hørte til Slot og Gods Scaprode.

Senere, i 1314, pantsætter han Sca-

prode til kong Erik Menveds drost, hr.

Niels Olufsen, en handling der tilsyne-

ladende går ud på at bringe Scaprode

(tilbage) til fyrst Witzlav af Rügen.

Det lakker dog mod enden for et selv-

stændigt slavisk Rügen, for i 1325 dør

fyrsten barnløs. Den siddende danske

konge Christoffer II magtede ikke

opgaven med at beholde øen i riget, og

Rügen glider uden de store sværdslag

ind som en del af Pommern. Dermed

er der sat et definitivt punktum for

danske drømme om et Østersøimpe-

rium.

Konklusion

Ud fra de forløb, der her er beskrevet,

synes det at bero på en fejllæsning af

kilderne, når Anders Andersen af

Veksø i litteraturen sættes i forbin-

delse, endsige identificeres med her-

tug Christoffers drost Anders Højby

(Høghby), for Anders Andersens far,

Anders Erlandsen af Højby, mister sin

adkomst til godset i Højby allerede i

1260, altså det år han går i land på

Bornholm sammen med fyrst Jaromar

af Rügen.

Seglet (t.h.) fra det originale dokument fra

august 1268 (efter Henry Petersen), hvor

Anders Erlandsen overgiver de af Estrid Ni-

elsdatter testamenterede ejendomme til Skt.

Clara kloster i Roskilde. Billedet til venstre

er Thorkelíns rekonstruktion af samme segl.

12

Afsnit 2: Anders Højby

Arven efter Erik Glipping

Efter mordet på Erik Glipping i Finde-

rup Lade i 1286 blev den 12-årige Erik

VI (Menved) valgt til konge. Der ind-

sættes en formynderregering for den

unge konge, heriblandt hans moder,

dronning Agnes, og hertug Valdemar

af Jylland.

Af kongens brødre1 tildeltes junker

Christoffer (*1276, altså ca. 10 år

gammel) Holbæk og Kalundborg (fra

år 1307 også Samsø). Den endnu yng-

re Junker Valdemar tildeltes gods

(vistnok) i og ved Køge. Enkedron-

ning Agnes fik Estland som forlening.

Kalundborg Slot

Med en vis succes havde kong Erik

Menved i begyndelsen af sin rege-

ringstid genoptaget Valdemar Sejrs

ekspansive politik i Østersøområdet,

med alle de problemer, man kunne

tænke sig med de omgivende lande.

Internt i Danmark var der også sti-

gende problemer med vrangvillige

stormænd og utilfredse bønder, som

var i oprør, for krigsførelsen på de

mange fronter var kostbar, og kongen

måtte udskrive stadigt højere skatter.

På hjemmefronten var det junker

Christoffer. Han var af den opfattelse,

at han kunne være blevet en bedre

konge end Erik. Da han var flyttet

1 Kongens yngre søster Richiza Eriksdat-

ter (1308) blev fyrstinde af Werle gen-

nem sit ægteskab med Nicolaus af Werle.

De fik to børn, Johan og Sophie. Erik

Menved, morbroderen, søgte af få Sophie

hjemmefra til sit tildelte gods Kalund-

borg Slot, skabte han som teenager

megen uro på de kanter. Kongen så sig

derfor nødsaget til i september måned

1297 at drage til Kalundborg Slot med

en hærstyrke, som ifølge krønikerne

var stærkere end sædvanlig.

gift med den svenske hertug Erik Magnus-

sen. Det mislykkedes, og Sophie ægtede

grev Gerhard III af Holsten. Gennem So-

phie blev Richiza Eriksdatter således

stammoder til det oldenborgske kongehus.

Junker Christoffers segl

Omskrift efter Kr Erslev:

[Sigillum] KIRISTOFORI ERICI REGIS

DA[NORum SCLAVorumque] FILII

13

Da han kom frem til slottet smæk-

kede Christoffers folk porten i for næ-

sen af ham,

”hvorover Kongen lod dem tale til,

som de der havde ført Avind-Skiold

imod Riget” – altså landsforræderi

– hvor gældende lov siger, ”at hvil-

ken som fører Avind-Skiold mod sit

Fæderne-Land, dens Gods lægges

under Kronen.”

Christoffer undskyldte og aflagde des-

uden ed på, at det hverken var sket

med hans vilje eller for at demonstrere

foragt for kongen. Nogle af hans port-

vagter måtte derfor af med livet, før

brødrene igen blev venner.

I nogle krøniker beskrives bataljen

som om der fandt fjendtligheder sted,

at der var tale om en egentlig belej-

ring, og at kongen faktisk indtog Ka-

lundborg med magt.

Andreas de Høghby

Herr Nikolaus af Rostock er slægtning

til kongen, og i år 1302 giver Erik

Menved og hans to brødre, junkerne

Christoffer og Valdemar en garanti-

forpligtelse for betalingen af herr Ni-

kolaus’ gæld på 15.000 mark vendisk

til borgerne i Rostock. Betingelserne

er nøjere beskrevet i garantibrevet, og

som medgaranter noteres 160 danske

og tyske riddere og væbnere. På denne

omfattende liste mødes navnet An-

dreas de Høghby for første gang.

Hertug Christoffer

I 1303 får Christoffer hertugtitel, da

han forlenes med Estland – for en seks

års tid – og han kan have udnævnt An-

ders Højby til sin drost. Denne titel

kan nærmest beskrives som en em-

bedsmand, der er rådgiver, og han kan

også være hertugens stedfortræder.

Det er først nogle år senere, i 1307, at

Grev Gerhard II af Holstens segl

Efter kong Erik Menved var erklæret

myndig giftede enkedronning Agnes sig i

1293 med grev Gerhard II (senere Den

Blinde) af Holsten og fik med ham grev

Johan den milde, som i Christoffers rege-

ringsperiode kom til at gribe stærkt ind i

de danske forhold.

Ved dronningens ægteskab går forlenin-

gen af Estland tilbage til kongen, men hun

får lov til at beholde Lolland og Falster

som Livgeding* til sin død i 1304.

*Livgeding kaldtes de godser og landom-

råder i kongeriget, som enkedronningen

fik til underhold. De var len under kro-

nen, men forvaltedes af indehaveren efter

forgodtbefindende. Der er ikke altid ble-

vet skelnet mellem livgeding og morgen-

gave – især ikke i de tilfælde, hvor dron-

ningen som enke er blevet forsørget af le-

net. (Wikipedia)

14

det i et dokument bekræftes, at Chri-

stoffer har en drost ved navn Anders

Højby (Andreas Høghby). Men det fo-

rekommer sandsynligt at bekendtska-

bet allerede var blevet etableret i Ka-

lundborg-tiden, hvor den centrale del

af byen kaldes Højby – eller Højbyen

– skrevet på middelaldervis: Høghby.

Efter episoden ved Kalundborg

Slot i 1297 glider de dog begge i de

følgende år ind i kredsen omkring

kongen.

Kong Erik er fremdeles meget u-

sikker på Christoffers loyalitet over

for ham. Men på råd fra Sveriges pri-

mas, de jyske biskopper og det 24

mand store råd med hertug Valdemar

af Jylland i spidsen, forlener kongen

imidlertid sin broder med Sønderhal-

land og Samsø som arveligt fanelen

Bisperne Oluf af Roskilde og Niels af Børglum vidimerer (attesterer; juni 1315)

hertug Kristoffers brev af 28. februar 1307. Original i Schwerin

15

mod en årlig afgift på 1000 Mark

skånsk. Forleningsbrevet er detaljeret;

dog kendes det kun fra en udateret af-

skrift, men i foreliggende trykte udga-

ver vurderes det, at brevet kan henfø-

res til januar 1307.

Hertug Christoffer accepterer alle

vilkår, men må desuden bede mark-

greverne Otto og Herman af Branden-

borg, hertugen af Pommern, herrerne

af Rügen, Werle og Mecklenborg,

grev Gerhard 2. af Holsten og hertug

Valdemar 2. af Sønderjylland, samt ri-

gets bedste mænd love for sig, at han

vil være kong Erik Menved huld og

tro.

Næppe er blækket tørt før hertug

Christoffer bemyndiger sin drost An-

ders Højby til at indlede forhandlinger

med grev Jakob af Nørrehalland og

andre fredløse, og han skriver bl.a:

”. . . . vi giver samme Herrer, vor

Drost Anders og vor Kapellan

Jens, Fuldmagt og Frihed til at

skænke alle de nævnte vort Ven-

skab og vor særlige Gunst paa den

Betingelse, at de, naar Herr Haa-

kon, af Guds Naade Norges Konge,

og vore andre Venner yder Hjælp

og Raad, godkender og gaar ind i

en stor Krig eller Fejde med vor

Broder, Herr Erik, Danmarks

Konge, og aldrig bør (slutte Fred),

Olaf. 1301 - 1320.

S’. OLAVI DEI GRACIA EPISCOPI

ROSKILDENSIS

Nicolaus ca. 1309 - 1327.

[S'.] NICOLAI DEI GRACIA

EPISCOPI BVRGLANENSIS

Efter Henry Petersen, Danske adelige sigillier. København 1897

16

førend de overvinder ham, og vi i

hans Sted indsættes som regerende

Konge i Danmark.”

Brevet er dateret d. 28. februar 1307.

Hertug Christoffer har altså ikke

tænkt sig at holde sit løfte om at være

sin broder og konge huld og tro, og

han sender sin drost ud med et noget

tvivlsomt budskab.

Bispernes vidisse

Utroligt nok går der mere end otte år

før kongen beslutter at handle over for

sin broder. Det sker på grundlag af en

vidisse – en bekræftet afskrift – af

ovennævnte brev. Bisperne Olav af

Roskilde og Niels af Børglum vidime-

rer i juni 1315 hertug Christoffers

fuldmagt til sin drost Anders Højby.

Da bispernes dokument er kommet

kong Erik i hænde er hertug Christof-

fer for længst gået i landflygtighed, og

tilbage står Anders Højby. Han slipper

ikke, og han henrettes samme år i Vor-

dingborg ved ”at klæde hjul og stejle”,

som krønikerne beretter.

Det skal bemærkes, at i bispernes

vidisse har Anders Højby fået efter-

navnet Andersen, og det er måske her

årsagen til forvekslingen med Anders

Andersen af Veksø opstår. For det har

nemlig den effekt, således at i tidligere

breve, hvor Anders Højby (Andreas

Høghby) nævnes, bliver han beskrevet

som Anders Andersen – og tilmed af

Hyby. Misforståelser og fejllæsning

ligger lige for.

Anders Højbys enke

I 1317 har kongen tilsyneladende ta-

get hertug Christoffer så meget til

nåde igen, at de er sammen ved et

møde i Nyborg: der findes fra mødet

følgende note registreret bl.a. i Diplo-

matarium Danicum 2. række, bind 7,

nr. 475:

1317. 24. juni Nyborg.

Nogle stormænd bevidner, at kong

Erik VI Menved og hans broder,

hertug Christoffer har lovet fru So-

fie, Anders Høibys enke, at hun

skal faa det gods, hendes mand ef-

terlod sig, tilbage.

Var det prisen Anders Højby havde

krævet for at tage stødet af for hertug

Christoffer? For der sker i årene efter

henrettelsen ingen ændring i Christof-

fers hertugelige status.

Kong Erik Menveds død

I 1319 dør kong Erik, og på sit døds-

leje fraråder han, at Christoffer vælges

til ny regent. Der er ingen der lytter,

og Christoffer kan snart sætte sig på

tronen – og i spidsen for det danske

kongerige som kong Christoffer II.

Han får to regeringsperioder: fra

1320 til 1326 og igen fra 1330 til

1332.

Kong Christoffer II segl

17

Afsnit 3: Niels Rane

Slægten fra Stevns

Niels Rane var ud af en sjællandsk

uradel fra Stevns. Han var gennem en

årrække at finde i rådet af fremtræ-

dende stormænd omkring kong Erik

Menved. Eksempelvis var han at finde

som nummer tre – lige efter kongens

drost Niels Olufsen Bild og Niels

Manderup til Svanholm – på listen

over de 160 stormænd, der år 1302 var

medunderskrivere på et garantidoku-

ment – og blev således også medga-

rant – for kongens forpligtelse til at

betale ”Herr Nicolaus af Rostocks

Gæld paa 15.000 Mark vendisk til

Borgerne i Rostock”.

Nogle år senere – i 1307 – er Niels

Rane nævnt som medlem af kongens

råd i forbindelse med, at rådet anbefa-

ler kongen, at hertug Christoffer forle-

nes med Sønderhalland.

I 1313 deltog Niels Rane sammen

med 44 andre adelsmænd i forhandlin-

gerne og medvirkede ved indgåelsen

af kongens forlig med oprørske bøn-

der fra en række jyske sysler.

Søn af Rane Joensen

Niels Ranes status ved kongens råd

var egentlig bemærkelsesværdig, fordi

hans far var den væbner, Rane Joen-

sen, som ved kongemordet i Finderup

Jacob Blåfod og hans hustru Kristines ene datter, Margrete Jacobsdatter havde i

efteråret 1302 bestemt sig for at indgå i Skt. Clara Kloster i Roskilde, og med som

udstyr får hun gods beliggende i Øster Jernløse. Det er Kristines fædrene arv, for

Jacob ejer intet; alt har han fortabt i forbindelse med anklagerne ved mordet på

Erik Glipping. Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er, at Niels Rane,

som er gift med en anden Jacobsdatter, Edle, i 1306 køber godset tilbage. Det ind-

bringer ham omtalen”min elskede Svigersøn Herr Niels Rane” i fru Kristines te-

stamente et par år senere. Tegningen af seglet th er en gengivelse af Niels Ranes

segl, som blev hængt under købsdokumentet vedr. Skt. Claras klosters gods i Jern-

løse. Det originale dokument inkl. segl findes på Universitetsbiblioteket.

18

Lade søgte at forsvare Erik Glipping.

Han blev alligevel i 1287 dømt skyl-

dig sammen med bl.a. Marsk Stig, da

rettertinget vurderede, at hans forsvar

havde været på skrømt.

Han vælger derfor at flygte til Nor-

ge sammen med de øvrige dømte. Un-

der et besøg i Danmark i 1294 bliver

han under dramatiske omstændighe-

der taget til fange. Til trods for, at han

fremdeles hævdede sin uskyld, blev

han samme år henrettet ved hjul og

stejle.

Kristine Blåfods tesamente

Jacob Blåfod, som senere blev Niels

Ranes svigerfar, var også blandt de

oprindeligt dømte for mordet i Finde-

rup Lade, men han formåede at for-

handle; måske købte han sig fri af

dommen.

I år 1308 var Jacob Blåfod afgået

ved døden, og hans enke, fru Kristine

gør testamente. Her indsætter hun som

eksekutor for de sjællandske udbeta-

linger ”. . . af denne min sidste Vilje

og mit Testamente min elskede Sviger-

søn Herr Niels Rane”.

Majestætsforbrydelse

Kong Erik Menved havde svært ved at

komme overens med stormændene og

sikre deres loyalitet – og ikke mindst

deres vilje til at betale for kongens mi-

litære ambitioner. Eksempelvis måtte

der indkaldes tyske lejetropper, som

således også var hovedkraften i kam-

pen mod de oprørske bønder, først på

Sjælland i 1311 og siden i Jylland. Et

andet hovedpunkt i stridighederne var

kongens anvendelse af sin domsmagt

til at henrette ulydige undersåtter for

majestætsforbrydelse, og efterføl-

gende inddrage deres gods.

En af disse oprørske undersåtter

var ridder Tyge Vindsen (Tukoni

Wyndssen) af Haldager ved Svend-

borg. Kongen har i 1314 udarbejdet et

anklageskrift mod ham, og selv om

han slipper med livet i behold, må han

aflevere sit gods til kongen. Det inte-

ressante i denne sammenhæng er, at

Niels Rane allerede d. 25. juli 1307

havde skrevet en støtteerklæring til

Tyge Vindsen:

Niels Rane til alle, der faar dette

Brev at se, Hilsen evindelig med

Gud.

I skal alle vide, at jeg fuldt og helt

har givet nærværende Brevviser

Herr Tue Vindsen mit Ord, eftersom

jeg ved dette Brev erkender, at jeg

fuldt og helt har handlet sammen

med ham, hvis der i Raad og Ger-

ning skulde udbryde Oprør imod

Kong Erik. Jeg sværger mig fra nu

af i Broderskab med ham med alle

mine Venner, som de ønsker skal

følge mig, idet der er fastsat den Be-

tingelse, at jeg aldrig bør svigte for-

nævnte Tue, hvad enten det gælder

mit Liv eller Gods. Til Vidnesbyrd

herom er mit Segl hængt under dette

Brev. Givet i det Herrens Aar 1307

paa den hellige Apostel Jakobs Dag.

Brevet kommer til kongens kendskab

i 1315 i form af en vidisse dateret 22.

marts 1315 og bevidnet af Ulrik Swa-

we, kommendator for Sct. Johannes

kloster i Nemerow (ved Branden-

burg), samt ikke mindre end 17 dan-

ske stormænd. De skriver:

19

Vi gør vitterligt for alle ved dette brev,

at vi omhyggeligt har set herr Niels

Ranes brev under hans ægte og ube-

skadigede segl, og at det blev læst op

på latin for os og andre troværdige, og

at vi senere har hørt det oversat på

dansk med følgende ordlyd ord til an-

det: Niels Rane til alle, der får dette

brev at se (o.s.v. ... som ovennævnte

tekst) Til vidnesbyrd om, at vi har set

og hørt det, er vore segl hængt under

dette brev. Givet på Vordingborg i det

Herrens år 1315 påskelørdag.

Niels Rane som syndebuk

En majestætsforbrydelse var doku-

menteret og bevidnet. At det så havde

været nødvendigt at besøge et Johanit-

ter-kloster syd for Brandenburg for at

finde et gejstligt vidne, var en anden

sag. Hjul og stejle ventede.

Med valget af Niels Rane som syn-

debuk havde kongen virkelig taget

munden fuld, måske for fuld – for Ni-

els Rane findes stadig i dokumen efter

1315. Er tiltalen frafaldet? Rane-slæg-

ten var fremdeles stor og magtfuld.

Udsnit af vidissen med Niels Ranes

brev (dateret 22. marts 1315)

Udsnit af vidissen med Anders Høg-

bys brev (dateret 27. juni 1315)

En umiddelbar sammenligning af brevene viser, at det er den samme skriver bag

begge breve med en skrift, som er lidt sjusket, og med anvendelse af mange forkor-

telser.

20