12
ANSATS JUNI 2014

Ansats juni 2014

Embed Size (px)

DESCRIPTION

 

Citation preview

Page 1: Ansats juni 2014

ansatsjuni 2014

Page 2: Ansats juni 2014
Page 3: Ansats juni 2014

2013 har været et ikke bare travlt, men hæsblæsende og vildt år! For blot at nævne de vigtigste begivenheder, har foreningen fejret sit 100 års jubilæum, og de tre komponistforeninger og Dansk Musikforlæggerforening har sat turbo på det indbyrdes samarbejde. Et samarbejde som ikke mindst understøttes af, at vi for et par måneder siden flyttede sammen med Koda til nye omgivelser med havudsigt i Nordhavn og her har etableret et tættere bofællesskab end på Gråbrødretorv.

OG som det vil fremgå af nærværende statusrapport, er øget samarbejde stærkt nødvendigt i disse tider!

Velkommen til foreningens årsrapport ANSATS!

Bofællesskab og omorganisering af ledelsen i DKF

Der ligger et stort pres på vores forening. Som komponister ved vi, hvor meget det kræver at holde skruen i vandet – ikke mindst inden for kunstmusikkens område – og der har været, og er stadig fare for at den musik, som insisterer på først og fremmest at fungere på kunstens præmisser, som i høj grad fungerer uden for markedets kommercielle mekanismer og som udfolder sig inden for det, vi kalder det ‘subventionerede område’ bliver usynlig i det store mer-kantile, markedsstyrede billede.

I de senere år frem til 2013 har vores strategi været at investere i vores jubilæum for at skabe maksimal synlighed om vores musik. Og vores strategi har været, at gå markant og velforberedte ind i det øgede foreningssamarbejde. Baggrunden for dette er enkel: for at få indflydelse på væsentlige politiske beslutninger på ophavsrettens område og for at kunne sætte kulturpolitiske dagsordner må de skabende musikere kunne tale med én stemme. Denne stemme skal også tale kunstmusikkens sag. Det skal DKF være garant for og det har krævet intense forberedelser i efteråret 2013.

Derfor har vi i DKF bl.a. arbejdet videre med vores kommunikationsstrategi for at blive knivskarpe på formuleringer-ne om kunstmusikkens kvaliteter og produktionsvilkår i alle de fora, hvor bestyrelsesmedlemmerne og sekretariatet har skullet agere, bl.a. i medfør af de tættere samarbejdsrelationer foreningerne imellem.

Endvidere har DKF med virkning fra 2014 implementeret en ny ledelsesstruktur, idet bestyrelsen har forladt det lidt bedagede princip med en ‘arbejdende’ bestyrelse og i stedet har ansat en ‘daglig leder’. Formålet er at tilføre ledel-sen manøvredygtighed og beslutningskraft, således at formanden kan fokusere yderligere på det politiske arbejde – en nødvendighed inden for rammerne af det nye samarbejde. Som ny daglig leder har DKF ansat Sine Tofte Hannibal, som har været projektleder på vores 100-års fejring, og som tidligere i flere omgange har stået i spidsen for Nordiske Musikdage.

Bestyrelsen har desuden valgt at outsource bogholderi funktionen og den daglige økonomiske support til DJBFAs særdeles velkvalificerede økonomienhed. Waqas Lone er pr. 1/5 blevet ansat til at varetage DKFs bogholderi. Han er formelt ansat af DJBFA, hvor han i øvrigt også varetager opgaver for kontorfællesskabet, og DKF køber hans ydel-ser. Her er der tale om effektiviseringer og besparelser, som for alvor forventes at slå igennem til næste år.

Med Kirsten Wrems beslutning om at gå på pension her til sommer, har det vist sig som det helt rigtige tidspunkt at gennemføre disse ledelsesmæssige og administrative forandringer.

Koda og konsekvenser af nyt EU direktiv

Der er kommet yderligere fart på samarbejdet mellem komponistforeningerne, som nu sker under paraplyen ‘Danske komponister og Sangskrivere’, når foreningerne politisk agerer samlet. Det er f.eks. sket i forbindelse med lobby-indsatsen omkring et nyt EU-direktiv. Direktivets ene del handler om kollektiv forvaltning og grænseoverskridende licensiering på on-line området. Anden del handler om good governance og transparency i medlemsejede forvalt-ningsselskaber som Koda.

Page 4: Ansats juni 2014

Direktivet blev vedtaget i februar i år, men blev på en række punkter ikke så vidtgående som først frygtet. Det er ikke for meget at sige, at det bl.a. skyldes kraftig lobby aktivitet fra ‘Danske komponister og Sangskrivere’ i tæt samar-bejde med Koda, den europæiske komponistforening ECSA og de nordiske komponistforeninger.

Direktivet vil berøre Kodas virksomhed, og dermed foreningernes og medlemmernes forhold til Koda. Det gælder især på to områder:

• stemmeret ved Kodas generalforsamling • forvaltningen af de kulturelle midler, som danner grundlag for vores legatmidler og for foreningens drift i øvrigt.

Kun to forhold kan være bestemmende for erhvervelse af stemmeret i Koda ifølge det nye direktiv: det er anciennitet (altså hvor længe, man har været medlem af Koda) og indtjening fra Koda. Dvs. den nuværende ordning, hvor man erhverver sin stemmeret via medlemskab i en af Koda-foreningerne er no go i fremtiden. Hvis man sætter en ind-tægtsgrænse på fx kr. 5.000 i to på hinanden følgende år vil halvdelen af DKFs medlemmer miste deres stemmeret – det samme ville i øvrigt gælde en tredjedel af DJBFAs medlemmer.

Med hensyn til Kodas kulturelle midler (tidligere: nationale midler) i fremtiden er direktivet også ganske tydeligt. Alle medlemmer skal på lige vilkår have adgang til disse midler.

Denne bestemmelse samt det forhold, at de kulturelle midler i fremtiden i højere grad efter direktivet skal underlæg-ges Kodas generalforsamlings kontrol, giver en del at tænke over. For hvordan bliver foreningernes kontrol i Kodas bestyrelse og kontrollen med Kodas generalforsamling i fremtiden?

Kodas bestyrelse og foreningernes bestyrelser arbejder intenst med disse helt afgørende spørgsmål for forenin-gerne og deres medlemmer. Processen pågår LIGE NU, og vi kan ikke sige, hvor den lander, men DKF går selvføl-gelig efter at sikre medlemmerne og os som forening mest mulig indflydelse og bedst mulig adkomst til andele af de kulturelle midler.

Kodas fordelingsplan

Det nye direktiv rummer også nogle bestemmelser vedrørende forvaltningsselskabernes fordelingsplaner. Det er altovervejende rimelige krav om at pengene hurtigst muligt skal videre til komponisternes og forlagenes lommer og om maksimal transparens. Rettighedshaverne skal kunne se hvilke fradrag, der er i deres indtjente midler, så som administrationsfradrag og fradrag til kulturelle midler. Desuden skal generalforsamlingen i fremtiden godkende prin-cipperne for selskabernes fordelingsplaner.

Det lægger et vist pres på Kodas fordelingsplan, som gennem årene har vokset sig til en uoverskuelig størrelse og ikke ligefrem er enkel og transparent. Konkurrencesituationen mellem Koda-selskaberne vil øges i fremtiden - det er et af målene med direktivet – og i et sådant konkurrence perspektiv er det væsentligt, at selskaberne kan sikre, at penge tjent ind på et område glider hurtigt og transparent igennem systemet med færrest mulige fradrag og udbeta-les inden for samme område, som de er indtjent – altså med mindst mulig omfordeling.

Den nu gennemførte revision og forenkling af Kodas fordelingsplan vil betyde fremgang for nogle og status quo eller tilbagegang for andre. Det er primært dem, hvis rettigheder tjener mange penge ind til den kollektive forvaltning, som vil opleve fremgang, hvorimod dem hvis rettigheder ikke tjener så meget ind, vil opleve tilbagegang. Der er dog stadig mekanismer, som understøtter den musik, der har det vanskeligt på markedsvilkår, bl.a. uropførelsespræmi-ering og subventioneret pulje.

Fordelingsrådet

Produktionspuljen er blevet taget fantastisk godt imod, og fordelingsrådet oplever en støt stigende kurve i antallet af ansøgninger

Det samme er gældende i Komponistmidlerne, hvor antallet af ansøgninger dog ikke er så dramatisk stigende som i produktionspuljen

Hvis du vil vide, hvad pengene gik til ved sidste produktionspulje uddeling…..

...så bliver det efter hver uddeling offentliggjort på vores hjemmeside under menupunktet ”Søg støtte/bevillin-ger” http://www.komponistforeningen.dk/node/1110

Page 5: Ansats juni 2014

Med de forestående ændringer i Koda, må vi må forudse betydelige ændringer i den praksis der er omkring udde-lingen af de kulturelle midler. Et scenarie i fremtiden kan være, at det ikke længere vil være foreningens eget forde-lingsråd, der uddeler midlerne, men et større samlet legatudvalg i Koda.

Derfor kan fordelingsudvalget ikke nok understrege vigtigheden af at skrive gode ansøgninger, da det i fremtiden ikke længere automatisk vil være nære kolleger, som læser ansøgningerne.

Endvidere gør fordelingsrådet opmærksom på, at man ikke behandler ansøgninger fra medlemmer, som mangler at betale kontingent!

Fordelingsrådet består af:

Efter turnus er Martin Lohse trådt ud af fordelingsrådet. Tak til Martin for kunstnerisk integritet og altid saglige og indsigtsfulde bidrag til rådets diskussioner.

Simon Christensen har takket ja til at indtræde på hans plads og fordelingsrådet består derfor nu af: John Frand-sen (formand), Bent Sørensen, Wayne Siegel, Sandra Boss, Jeppe Just Christensen og Simon Christensen

Katrine Dal er ny sekretær for fordelingsrådet og alle henvendelser ang. ansøgningsprocedurer skal rettes til hende på [email protected]

Ansøgningsfrister

• Komponistmidlerne: 1. marts, 1. juni, 1. september og 1. december• Produktionspuljen: 1. marts og 1. september

Læs mere om puljerne og ansøgningsprocedure under menupunktet ”Søg støtte” på vores hjemmeside

Page 6: Ansats juni 2014

DKFs 100 års jubilæum

100-års fejringen i 2013 forløb over et helt år med en lang række aktiviteter spredt ud over året. Formålet med at brede fejringen ud på denne måde var at skabe en kunstnerisk manifestation, der satte fokus på den musik, forenin-gen repræsenterer frem for foreningen som sådan.

Ambitionen for fejringen var, at den dels skulle foregå gennem direkte engagement i projekter og aktiviteter, dels skulle markeres gennem aktiviteter igangsat og drevet af andre i anledning af 100-året.

Efter i den indledende fase at have sparet med eksterne aktører både i og uden for ny musik-miljøet med henblik på at få input til en strategi for hvordan fejringen skulle lægges tilrette, endte bestyrelsen med at godkende fem over-ordnede fokusområder:

• Talentudvikling • Nye koncertformer • Publikumsengagement • Børn og unges møde med musikken • Internationalt samarbejde

Der blev lagt vægt på, at de projekter og aktiviteter, som foreningen satte i gang eller engagerede sig, i høj grad skulle realiseres som samarbejdsprojekter med mange forskellige aktører både i Danmark og i udlandet. Ydermere blev der lagt vægt på, at foreningen snarere end at opfinde en masse nye projekter selv, skulle lægge sig ind i eksi-sterende koncepter, bidrage med indhold i kraft af musikken og derigennem være med til at understøtte, præge og styrke et musik- og kulturliv i udvikling.DKF’s rolle som samarbejdspartner på de forskellige projekter kom især til udtryk på tre måder, nemlig som

• Initiativtager • Sparringspartner • Medarrangør / projektleder / producent

Det var især de projekter, hvor DKF agerede sparringspartner eller medarrangør og projektleder for udviklingen og realiseringen af et projekt, at projektet fik gennemslagskraft. DKF’s mangeårige erfaring med at udvikle og drive pro-jekter som eksempelvis festivaler, erfaring med fundraising, planlægning, koncertproduktion, men også samarbejde, kunstnerisk udviklingsarbejde og netværk af forskellig art blev bragt i spil til stor gavn for samarbejdspartnerne.

Mange har meldt positivt tilbage på netop muligheden for at kunne trække denne erfaring ind i deres arbejde, hvilket udviklede og styrkede deres egen organisation. Endelig var det, at DKF kunne tilbyde at skyde økonomi ind i samar-bejdet en væsentlig og afgørende faktor, og ofte det der gjorde, at projektet løftede sig og skabte en øget effekt.

Muligheden for at inddrage komponister som kuratorer har også været noget, som flere samarbejdspartnere har benyttet sig af og været meget glade for.

Men DKF’s aktive rolle som kulturaktør og de af projekterne, der virkelig havde gennemslagskraft eller i høj grad blev realiseret i kraft af DKF, har også skabt en forventning eller i hvert fald en forhåbning om, at foreningen fortsat vil sætte ting i gang eller kan trækkes ind som samarbejdspartner. Denne forventning er både bestyrelse og sekretariat bevidst om, at det er vigtigt, at vi gør os overvejelser omkring, hvad vi vil stille op med fremover.

Ligesom vi også er opmærksomme på, hvordan vi bedst muligt arbejder med den opmærksomhed, 100-års satsnin-gen fik, og forankrer og bringer den ind i foreningens videre arbejde for musikken og jer som dens skabere.

Page 7: Ansats juni 2014

DKFs 100 års fejring i punktform

• 22 samarbejdsprojekter over et helt år med DKF som tovholder • mindst lige så mange koncerter arrangeret af andre • musik af over 100 danske komponister og opførelse af op mod 200 værker, heraf 30 nye bestillinger • koncerter i bl.a. Ålborg, Herning, Holstebro, Struer, Ikast, Århus, Esbjerg, Sønderborg, Odense, Køben havn, Humlebæk, Huddersfield og Flensburg • et online-leksikon over mere end 400 danske komponister født fra 1840 – i dag • 4 undervisningsmaterialer om danske komponister og deres værker, hvoraf et modtog Undervisningsmid - delprisen tidligere i år • en film om tre danske komponister og det at skabe musik • et mobilt site og en kompositions-app • 33 artikler i trykte samt online-medier • 13 timers live-radiotransmission • 13 radioindslag i form af omtale, interview og temaprogrammer • 3 tv-indslag • et samlet budget på 4,8 mill., heraf tilskud fra staten på lidt over 1 mill., lidt over en halv mill. fra private fonde, 125.000 kr. fra samarbejdspartnere, knap 100.000 kr. i kommunalt tilskud, transmissionshonorar og billetindtægter for lidt over 100.000 kr., annoncesalg for 8750 kr. • Og endelig en investering fra DKF på knap 3 mill. kr. over tre år • Alt sammen udviklet og afviklet af en projektleder, en producent, ½ årsværk fra sekretariatet samt et stort antal løst ansatte eller tilknyttede medarbejdere i form af teknisk personale, kuratorer, studentermedhjæl pere samt frivillige • Opbygning af en lang række nye samarbejdsrelationer, udvikling af eksisterende • en hel del erfaringer rigere i forhold til hvad dansk musik er og kan, og hvilken rolle DKF spiller og kan spille i både det hjemlige og internationale musikliv.

Page 8: Ansats juni 2014

Børn og unge & folkeskolereform

Ny musik for og med børn & unge fik en fremtrædende plads i jubilæumsfejringen, og projekterne ‘I danske kompo-nisters værksted’ og ”Lydfelt” videreføres.

I den forbindelse kan vi med stolthed nævne, at ‘I danske komponisters værksted’ fik en flot 2. pris af Undervisnings-ministeriet i konkurrencen om det bedste undervisningsmateriale i 2014.

Vi har naturligvis stort fokus på, hvordan vores undervisningsmaterialer og vores musik kan bringes i spil i kølvandet på de nye muligheder, som folkeskolereformen åbner op for i kraft af det øgede samarbejde mellem folkeskoler og musik- og kulturskoler.

Nodeskrivningsstudie og teknikbank

I vores nye domicil har vi desværre ikke plads til vores nodeskrivningsstudie og indbindingsfaciliteter. Men det bety-der ikke, at denne service er afskaffet. Den befinder sig blot fysisk et andet sted nemlig hos Edition • S på Gråbrød-retorv 16 i stueetagen. Vi har aftalt med Ed • S at DKFs medlemmer skal have adgang til udstyret.

Når du skal have indbundet dine noder…..

Så ring til Rudiger Meyer på Edition • S på telefon nummer 27 57 23 18 og aftal, hvornår du kan komme forbi.

Afregning udsendes efterfølgende af Edition • S en gang månedligt.

Almindelig kopiering og print er mulig på vores eget kontor i Nordhavn. Der er en arbejdsstation og adgang til kopi-maskine. Så kom endelig forbi.

Teknikbanken har vi også taget med os til Nordhavn og udstyret kan lejes på sædvanlig vis. Læs mere om dette på vores hjemmeside under menupunktet medlemsside/teknikbank http://www.komponistforeningen.dk/node/6344

Bestillingstariffer….

Efter at det har ligget stille en del år, har vi nu fremskrevet vores vejledende bestillingstariffer, de er ganske enkelt blevet pristalsreguleret. De ligger på vores hjemmeside – BRUG DEM!

http://www.komponistforeningen.dk/sites/default/files/tariffer_2014.pdf

Komponistbasen

Vores komponistbase er gradvist blevet indfaset igennem de sidste 2 – 3 år, og blev officielt indviet ved vores 100-års dag den 5. december sidste år.

Vi har fået et enestående web-leksikon, som vi kan se bruges mere og mere af et stort antal interessenter. Der er masser af fascinerende læsestof om kolleger i fortid og nutid, og alle opfordres til at hjælpe med at holde det opda-teret.

Er du endnu ikke blevet biograferet, så tag kontakt til redaktør Tina Schelle [email protected]

Page 9: Ansats juni 2014

MusicBusiness2020

I samarbejde med de andre komponistforeninger har vi for et år ansat fire nye medarbejdere: en forretningsudvikler - Jens Kofoed, en coach – Bjørg Hedelykke og en netværksfacilitator – Asger Steenholdt, der har til opgave at bane vej for komponisters engagement i opgaver inden for erhvervsliv i videste forstand og i undervisningssektoren. Til at yde gruppen sekretariatsbistand har vi ansat Jimmie Nolsøe Madsen og sammen har firekløveret fået titlen Music-business2020. Succeskriteriet er, at der ansættes komponister til honorerede arbejdsopgaver, og MusicBusiness2020 er kommet godt fra start med allerede flere afholdte netværksmøder og coaching forløb.

Endvidere kan nævnes at MusicBusiness2020 deltog på folkemødet, hvor det lykkedes dem og komponistforenin-gerne at få flere kultur- og erhvervsordførere fra de politiske partier i tale omkring, hvordan kulturen kan styrkes som et erhverv.

Musicbusiness2020 er finansieret af en pulje som alle tre komponistforeninger bidrager til i forbindelse med fælles satsninger.

Læs mere om MusicBusiness2020 på deres egen hjemmeside

http://www.mb2020.dk/

NewAud

Det store internationale netværksprojekt NewAud fortsætter frem til september i år, hvor det afsluttes med en konfe-rence, som er indarbejdet i den prestigefyldte ny musik festival Warsaw Autumn.

Netværket er vokset siden sidste år med nu 18 partnere og 28 ny musikensembler. Hele 19 workshops med forskel-lige temaer indenfor fornyelse af koncertformen er blevet afholdt på halvandet år, hvoraf den sidste netop har fundet sted i København. Nu venter der et stort arbejde med at samle alle de erfaringer og den viden projektet har affødt og at sikre, at det kommer andre til gode fremadrettet.

Projektet er et led i vores internationale strategi, som skal bidrage til at cementere ny dansk musik som en betydelig kunstnerisk resurse i international sammenhæng. Projektet styres stadig med stor dygtighed af projektleder Thomas Demidoff.

Læs mere om projektet på www.newaud.eu

Page 10: Ansats juni 2014

Farvel og goddag…..

På Dansk Komponist Forenings generalforsamling 21. maj, valgte Niels Rosing-Schow at trække sig som formand for foreningen efter 6 år på posten.

Næstformand Niels Rønsholdt takkede på bestyrelsens vegne Niels Rosing-Schow for hans enorme, seriøse og kompetente engagement igennem årene. Niels har evnet at angribe de mange forandringer foreningen står over for på en altid konstruktiv måde uden at forfalde til tilbagelænet kritik.

Stor tak til Niels Rosing-Schow!

Eneste opstillede kandidat til formandsposten var Bent Sørensen, som dermed uden kampvalg kunne tiltræde som ny formand for foreningen med stor applaus fra forsamlingen.

Bent takkede og kvitterede med, at en af hans mærkesager vil være at skabe fornyet respekt om musikken, som han mener er gået hen og blevet ”den gratis kunstart”.

Velkommen på posten til Bent Sørensen!

Bestyrelsen efter GF….

...består af Bent Sørensen (formand), Niels Rønsholdt (næstformand), Niels Marthinsen, Regin Petersen, Rune Søchting, Søs Gunver Ryberg, Li-Ying Wu og Bo Gunge (suppleant)

Karsten Fundal har valgt at trække sig tilbage fra bestyrelsesarbejdet på grund af for stort arbejdspres. Vi har igennem en årrække haft stor glæde af Karstens sans for de aktuelle strømninger i vores miljø og hans brede erfaring, ikke mindst inden for filmmusik. Stor tak til Karsten for hans indsats.

Afsked med foreningens ankerkvinde……

Onsdag d. 4. juni tog vi afsked med foreningens ankerkvinde igennem 23 år, Kirsten, som har valgt at gå på pension nu til sommer. Kirsten er nærmest blevet synonym med Dansk Komponist Forening fra da hun egenhændigt styrede foreningen fra et lille hummer i Valkendorfsgade til i dag hvor vi skuer ud over et åbent kontorlandskab i Nordhavn. Gamle såvel som ny formand stod da også i kø for at lovprise Kirsten og hendes enorme engagement i foreningen og dens medlemmer igennem årene.

Kirsten vil blive savnet af komponister såvel som kolleger, og vi ønsker hende al mulig held og lykke med det nye ka-pitel i hendes liv. Vi er sikre på, at hun ikke vil ligge på den lade side, og mon ikke vi vil støde på hende til en koncert i ny og næ.....

Tak til alle der mødte op til Kirstens afskedsreception 4. juni og trods alt gjorde hendes sidste dag i DKF til en festdag!

Page 11: Ansats juni 2014

Har du downloadet DKFs app?

Og dermed fået adgang til et helt nyt kompositionsværktøj til iphones?

Med VibraNode kan du lave musik med din smartphone og den fysiske verden om-kring dig. VibraNode er en app, der gør det muligt at bruge din smartphone til at anslå vores fysiske verden og skabe akustisk klingende vibrationsmusik. Ved kun at benytte sig af vibratoren i iPhonen får du mulighed for at gå på opdagelse blandt de tusindvis af ting, vi omgiver os med dagligt og bruge dem som resonanskasser. Kaffekopper, tallerkener, bestik og gamle kassettebåndscovere bliver omdannet til instrumenter og klang-skabere. Derved åbner der sig et uendeligt stort orkester af ting, der er klar til at fylde verden med akustisk vibrationsmusik. VibraNode er udviklet af Redia i samarbejde med komponist og lydkunstner Morten Riis og Dansk Komponist Forening i anledning af DKFs 100 års jubilæum i 2013.

Scan QR koden her, eller find VibraNode i App-store - den er ganske gratis!

Velkommen til ...

...ni nye medlemmer i foreningen:

• Matthew Frandsen• Thulla Wamberg• Nicholas Martin• Martin Stauning• Tan Tuan Hao• Jesper Nordin• Niels Bjerg• Søren Siegumfeldt• Hanne Tofte Jespersen

Foreningen runder dermed 247 aktive med-lemmer

Page 12: Ansats juni 2014

Tillykke siger vi til:

• John Høybye, der fyldte 75 år d. 12. januar• Morten Levy, der fyldte 75 år d. 26. januar• Fuzzy, der fyldte 75 år d. 23. februar• Henning Jepsen, der fyldte 60 år d. 26. februar• Henrik Colding-Jørgensen, der fyldte 70 år d. 21. marts• Niels Rosing-Schow, der fyldte 60 år d. 14. april• Bo Gunge, der fyldte 50 år d. 22. april• Eva Noer Kondrup, der fyldte 50 år d. 23. april• Anker Fjeld Simonsen, der fyldte 70 år d. 15. maj• Svend Christiansen, der fyldte 60 år d. 25. maj• Jens Keller, der fylder 70 år d. 11. juli• Ib Glindemann der fylder 80 år d. 27. september• Erik Højsgaard, der fylder 60 år d. 3. oktober• Peter Wallin, der fylder 50 år d. 9. november• Niels la Cour, der fylder 70 år d. 14. november• Else Marie Pade, der fylder 90 år d. 2. december• Bo Lundby-Jæger, der fylder 50 år d. 13. december• Erling D. Bjerno, der fylder 85 år d. 25. december

Kære komponister - kære komponistforening

Tak for valget af mig som formand for DKF, og mere kan jeg næsten ikke skrive eller sige nu. Det er kun op til mig, at gøre mig fortjent til det valg - og der var jo heller ikke så meget valg.

Her - mandag d. 23. juni om morgenen - har jeg været formand for foreningen en måned og 1,5 dag, og jeg kan i min kalender se på de forgangne 32 dage og lidt til - at det har været møder, spørgsmål, masser af e-mails, KODA, folkemøde på Bornholm, høringssvar, nye møder avlet af møder. For en to uger siden lignede min kalender i den kommende uge det tomme nodeark, jeg kender så godt; men nu er der møder hver dag - en symfoni af den van-skelige slags, og jeg kommer ikke nemt til at glemme, at jeg er formand for vores forening.

Hvad er det så? Der er en evig strøm af tanker og information om organisering, strategier og økonomi. Det kredser om det samme så enkelt, så komplekst på én og samme tid: Hvordan skal det skabende musikliv hænge sammen med sig selv og resten af verden - organisatorisk og økonomisk? Jeg går til møder om det - taler om organisering og økonomi - men drømmer om musikken. Musikken kan let forsvinde imellem tanker og møder, og ind imellem tænker jeg, at desto mere man taler om alt det omkring musikken, desto mere forsvinder lyden, klangen, drømmen, musikken selv.

Jeg skal til møde om lidt - på vores nye Gråbrødre Torv ved Nordhavn. Jeg skal være der og gør det så gerne. Det er interessant, og det er hårdt og og fyldt med udfordringer - forhandlinger og måske beslutninger. Derefter er det sommer, og jeg kan sætte mig og læse tonsvis af referater og analyser - direktiver og visioner, og ind imellem vil jeg gå ind til det tomme nodeark, så jeg aldrig glemmer, hvad det egentlig handler om: Musikken. De to ting må smelte sammen både inde i mig og derude, og det skal jeg bruge min sommer på. Finde og opsøge sammenhæn-gen. Analysere - men ud fra musikken - og så skriver jeg igen.

Kære komponister - kære komponistforening - brug sommeren på at skrive fantastisk musik for det er det eneste vi i virkeligheden kan, og det er det eneste, der hjælper på alt.

Bent Sørensen- nyvalgt formand

God sommer!